Maskinstrikning/Introduktion

Introduktion

Hvad er en strikkemaskine

En strikkemaskine er et langt apparat, hvorpå der sidder en række hæklenåle, eller rettere opmaskenåle. Som regel er der 200 nåle. De sidder på en bund, der kaldes nålesengen. Hver nål har en nåletunge, som kan vippes frem og tilbage, hvorved den åbner og lukker for hæklenålens krog. Maskerne sidder på krogene, og når man kører en slæde hen over nålene, bliver de først skubbet op i øverste stilling, hvorved maskerne skubber nåletungerne tilbage; derefter lægger garnføreren tråd i krogene, og nålene bliver skubbet ned igen, hvorved de gamle masker skubber nåletungerne frem, så de lukker for nålekrogene og glider ud over nålen, og de nye masker er dannet. Slæden, som bliver skubbet hen over maskerne, har nedenunder nogle sindrige spor, som nålene bliver tvunget ind i, fordi de har nogle nålefødder forneden, som rager lidt op, så de kan glide ind i sporene. På de ældste maskiner var disse spor meget enkle, derfor kunne de ikke ret meget andet end at strikke frem og tilbage. På nyere maskiner er der forskellige knapper, man kan flytte eller trykke på, så sporene forandres. Fx kan nålene skubbes helt frem, hvorved de glider i et spor, hvor de ikke bliver strikket, medmindre man flytter en anden knap, som tager dem med igen. På ældre maskiner, må man tage dem ned manuelt.

Nålene har 4 stillinger:

Udgangsstilling

De nåle der ikke bliver brugt, står helt tilbage.

Strikkestilling

Langs med maskinens kant.

Tomgangsstilling

Så langt fremme, at maskerne lige akkurat ikke kommer bag nåletungerne

Hvilestilling

Helt fremme.

I nogle brugsanvisninger bruges andre betegnelser, fx. bogstavbetegnelser, men de kaldes ikke altid det samme i de forskellige maskiners brugsanvisninger. Derfor har jeg valgt at kalde dem som ovenfor nævnt.

På nogle maskiner er systemet lidt anderledes, fx. PASSAP. Men det beskrevne system er det mest almindelige.

De ældste typer, jeg har oplevet, var såkaldte dobbeltsengsmaskiner. Navnet hentyder til, at der er 2 nålesenge, d.v.s. de bunde, som nålene sidder på. De 2 maskiner vender mod hinanden, og står lidt skråt opad. Når man strikker, vender vrangen af strikningen udad. Når der er 2 maskiner, der vender mod hinanden, vil den forreste have retten ud mod strikkeren, men det kan man ikke se, for strikningen sidder inde mellem maskinerne. Det betyder, at man kan have hver anden maske på den forreste maskine og hver anden på den bagerste, altså strikke 1 ret og 1 vrang, 2 ret og 2 vrang eller andre kombinationer. Eller man kan strikke rundstrikning. De ældste maskiner krævede, at der blev hængt nogle meget tunge lodder i, og hvis man strikkede glatstrikning, skulle der desuden hænges sidelodder i, der skulle flyttes for hver 10ende række. Den forreste maskine kunne tages af, hvis man ville strikke glatstrikning. På de ældste maskiner kunne nålene ikke sættes i hvilestilling, og endnu ældre maskiner havde heller ikke tomgangsstilling.

Senere kom nogle mere praktiske maskiner frem. Man opfandt forskellige slags afstrygersystemer, som hjalp til, så man ikke behøvede så tunge lodder, men helt undgå dem kan man ikke. På hovedapparatet (bagerste apparat) kan det lade sig gøre at strikke uden lodder. Hvis man strikker med begge apparater er man, på de fleste maskiner, nødt til at bruge lodder, men ikke så tunge som på de ældste maskiner. I mange tilfælde må man også bruge lodder på enkeltapparatet, især hvis man strikker mønster, men der bruges dog kun en let kam, hvorpå man hænger små, lette sidelodder.

Men der var én maskine, som havde et helt andet system. Det var KNITTAX. Den brugte ikke lodder men havde i stedet platiner, som sad imellem hver nål og holdt på maskerne; og når slæden blev ført over, vippede den platinerne op og ned igen, så de holdt fast på næste række, samtidig med at den strikkede. KNITTAX var en enkeltsengsmaskine. Man kunne godt få et ribapparat til den, men det blev sat lodret foran enkeltapparatet og kunne stadigvæk bruge platinerne, så det ikke behøvede lodder, men det havde kun hver anden nål, så man kunne ikke strikke flere variationer af ret- vrang kombinationer, det var kun beregnet til ribborter med 1 ret og 1 vrang og til patentstrikning. Ribapparatet havde ingen hvilestilling.

KNITTAX var en god maskine. Den var nem at strikke på, men den havde ikke automatik. Nåleafstanden var ca. 5 mm. De første maskiner, der kom frem, havde ikke garnfører. Man skulle lægge tråden med hånden. Det kunne man, fordi den havde en anden strikkestilling end andre maskiner; den strikkede med maskerne bag nåletungerne. Det, og så den lidt større nåleafstand, gjorde at man kunne bruge lidt tykkere garn. Efterhånden kom der også maskiner frem med garnfører. Først kunne garnføreren ikke bruges til ribapparatet, men det kom senere frem.

Vil man købe en brugt KNITTAX, må man kontrollere, at den har garnfører. KNITTAX lavede også nogle mindre maskiner, der var beregnet til børnetøj. De havde ikke så mange nåle, at man kunne strikke en stor voksenstørrelse.

PASSAP tog senere ideen op med platiner i stedet for lodder. Den var en dobbeltsengsmaskine, der kunne strikke rib uden lodder, men der fandtes lodder til den, hvis det kneb. Som den eneste maskine kunne den strikke mønsterstrikning i rundstrikning. Den havde nogle lidt anderledes nålestillinger. Det var en udmærket maskine, men producenterne var ikke vakse nok til at følge med, da elektronikken kom frem, så resultatet var, at de blev overhalet af japanerne.

I dag er det mest japanske maskiner, der er i handelen, her i landet, derfor er det dem, denne bog mest handler om. ROYAL og BROTHER er de mest almindelige, men der har været andre fremme, som ikke mere importeres, fx JUKI. Japanske maskiner har en nåleafstand på 4½ mm. De kan købes som enkeltapparat, som så står fladt på bordet. Køber man ribapparat til, skal maskinen rejses lidt op. Man får en skruetvinge med, som løfter den, så den står skråt opad, og ribapparatet, som også står skråt, kan tilsluttes. Ribapparatet kan naturligvis tages af, men det er ikke nødvendigt, for det kan sænkes, så man kan komme til.

Man kan købe maskiner med hulkort over 24 masker. Det er nok de mest solgte, men man kan også få dem med diskette med et utal af mønstre, som går over hele maskinen.

Man kan lave sine egne mønstre både på hulkort og på diskette. Der har også været maskiner fremme med printkort, d.v.s. et gennemsigtigt ark med små terner, hvor man kunne tegne sine mønstre med en speciel pen. De gik over 60 masker. Desværre fås de ikke mere. Her havde man ellers bedre overblik over sine tegninger. Til de sidste nye maskiner må man have en computerskærm, hvis man vil se hele mønstret på en gang.

På ROYAL skal alle mønstre laves på hulkort, man kan intet gøre selv. På BROTHER bliver nålene først skubbet op i tomgangsstilling, og på næste række bliver mønsteret strikket. Derved kan man altid se, hvad maskinen vil gøre på næste række og kan nå at rette, hvis man vil. Man kan også lave enkle mønstre, uden at de skal på hulkort, ved selv at skubbe nålene op.

Jeg har lige erfaret, at BROTHER ikke importeres mere, (siden 1. marts 2000) men de har garanteret, at man kan få reservedele de næste 10 år. De nye modeller af ROYAL kaldes nu SILVER REED.

Nogle ældre japanske modeller havde mønsterknapper til 6, 8 eller 12 masker. Man kunne trykke en mønsterrapport ind 1 gang, og når man trak i et håndtag eller en kontakt, kom nålene op i tomgangsstilling over hele maskinen, så man kunne strikke mønster over dem. Man kan sandsynligvis være heldig at finde en brugt, hvis man er interesseret. Men senere blev det moderne med store enkeltmønstre, så der blev fabrikeret maskiner, der kunne opfylde dette behov.

Garn

Denne bog er først og fremmest beregnet på, at man bruger almindeligt håndstrikkegarn. Der er dog grænser for, hvor tykt det må være. Højst som til pinde nr. 3 - 3½. Men helst tyndere. I forretninger, der handler med strikkemaskiner, kan man få maskingarn, som man bruger i industrien. Det er meget tyndt, og man kan bruge 2 eller flere tråde at strikke med. Men det er sværere at strikke med flere tråde.

Næste kapitel: Strikkeprøver