Kontinuitet og brud i Danmarks bebyggelse

Blandt de tidligste spørgsmål i dansk landsbyforskning var spørgsmålet om landsbyernes oprindelse og i den forbindelse også spørgsmålet, om landsbyer eller enkeltgårde kom først. Svaret på disse spørgsmål har vist sig sværere at give end først antaget, og de hænger begge sammen med et tredje spørgsmål, nemlig om kontinuitet og brud i den forhistoriske bebyggelse.

Forskningshistorie redigér

Oprindeligt mente forskerne, at de kunne give et etnologisk svar på disse spørgsmål, således foreslog O.C. Hansen i 1823, at landsbyernes oprindelse skyldtes, at forhistoriske stammer var gået fra en tilværelse som omvandrende nomader til en tilværelse som bofaste landbrugere. Denne opfattelse blev overtaget af G. Hansen i 1880 og A. Meitzen i 1895. Opfattelsen mødte dog modstand fra P. Lauridsen, der i 1896 mente, at landsbyerne var blevet til som følge af planlægning og "havde fået sin form og skikkelse ved en middelalderlig regulering, der kaldes solskifte." Denne teori blev dog imødegået af Henrik Larsen i 1918, der påviste, at nogle landsbyer var bolskiftede, ikke solskiftede, og at disse skifter ikke havde påviselig indflydelse på landsbyernes plan.

Tanken om, at landsbyerne var opståede som følge af driftsforhold blev dog ikke opgivet. I Tyskland mente forskerne at kunne påvise, at landsbyerne var opståede som følge af sammenflytning af enkeltgårde i 5. århundrede, det vil sige samme tid som de ældste stednavne blev daterede. I Danmark gjorde Erik Arup sig i et foredrag i 1916 og senere i hans Danmarkshistorie fra 1925 til talsmand for en teori om, at landsbyerne var opståede ved sammenflytning i forbindelse med ibrugtagelsen af hjulploven. Heller ikke denne teori stod uimodsagt, men frem til omkring 1970 var spørgsmålet om landsbyernes oprindelse uafklaret. De ret få arkæologiske udgravninger af landsbyer viste, at landsbyer havde eksisteret allerede i ældre jernalder. Fund af digevoldingsagre lod sig ligeledes føre tilbage til denne tid, men det stod efterhånden klart, at der måtte være sket en omflytning af bebyggelsen fra lettere (mere sandede) til tungere (mere lerholdige) jorder allerede i ældre jernalder. Fravær af fund af landsbyer fra yngre jernalder blev forklaret med, at disse formodedes at ligge i de nutidige landsbyer, skønt de få udgravninger i disse ikke kunne bekræfte denne antagelse. Denne teori blev først fremsat af Gudmund Hatt og senere overtaget af Viggo Hansen.

I 1970-erne gennemførtes på Fyn et arkæologisk projekt om landsbyernes oprindelse ved Torben Grøngaard Jeppesen og Erland Porsmose. Denne undersøgelse bekræftede, at de danske landsbyer tilsyneladende kun havde ligget på samme sted tilbage til middelalderens begyndelse, og at der i forhistorisk tid med ujævne mellemrum måtte være sket omflytninger, der formodedes at hænge sammen med driftsomlægninger. Som argument for denne omflytning blev pege på marknavne på "gammeltofte" og "bytofte", der formodedes at angive det sted, hvor den tidligere landsby havde ligget. Allerede Viggo Hansen havde i sine studier af bebyggelsen i Vendsyssel fra 1965 været opmærksom på, at der også her forekom marknavne på "Gamle Jord" og "Gamle Agre" og peget på disse som angivende de steder, hvor "en oprindelig bebyggelse, der senere skulle være opgivet til fordel for en sammenflytning omkring den nuværende plads" havde ligget, omend han tilføjede, at "materialet er utilstrækkeligt til at underbygge en sådan teori". Heller ikke denne teori skulle forblive uimodsat. For landsbyen Røjerup, hvor marknavnet "Bytofte" forekom, er påpeget, at sporene fundne efter bebyggelse fra vikingetiden på dette sted snarest peger i retning af en enkelt gård, der således ikke er landsbyens forgænger men måske snarere en vikingetidig udflyttertorp, der atter blev opgivet.

Både Grøngaard Jeppesen og Porsmose mente iøvrigt, at forholdene på Fyn pegede imod perioder, hvor bebyggelsen var fordelt på mange små landsbyer på blot nogle få gårde, vekslende med perioder, hvor bebyggelsen blev samlet i færre men større landsbyer. Derimod viste udgravninger i den jyske landsby Vorbasse et afvigende billede: landsbyen havde ligget mere eller mindre samlet og kun flyttet over kortere afstande i en omtrent tusindårig periode, men var ved overgangen til middelalderen flyttet flere hundrede meter til en helt ny beliggenhed. Senere er det blevet påpeget, at heller ikke begrebet "flytning" er så entydigt endda: meget tyder på, at flytninger er sket gård for gård over et kortere eller længere tidsrum snarere end som en samlet omflytning på samme tid.

I 1981 forsøgte Grøngaard Jeppesen at danne sig et samlet overblik over brud og kontinuitet i bebyggelsen dels i Danmark, dels i Holland og det nordvestlige Tyskland. Han konstaterede, at der i 5. og 6. århundrede var et stort antal nedlæggelser, hvilket efter hans opfattelse "tyder på et generelt brud i bebyggelsen i det nordvesteuropæiske område. Blandt nedlæggelserne er såvel "fladlandsbebyggelser" som værftbebyggelser, og sidstnævnte peger på en regression snarere end bebyggelsesforlægninger."[1] For Danmarks vedkommende var det "endnu uvist, hvad der sker mellem 5. og 8. årh."[2] 8.-9. århundrede opfattede han som en ny "ekspansionsfase" men "samtidig bebyggelsesforlægninger". 10.-12. århundrede skete omfattende "bebyggelsesflytninger i Danmark - middelalderlandsbyer anlægges." 13.-14. århundrede opfattede han som en "middelalderlig nyrydningsfase i Danmark".[3] Det samlede grundlag for disse fortolkninger var 41 danske og 48 nordvesteuropæiske bebyggelser.[4]

Samme emne er senere taget op af Jesper Hansen, der i sin undersøgelse af 190 steder på Fyn er i stand til at tegne et mere nuanceret og først og fremmest bedre dokumenteret billede. Han mener først og fremmest at kunne godtgøre en afgørende omlægning af bebyggelsen omkring år 600 og opfatter bebyggelsen som værende fast efter dette tidspunkt. Dermed imødegår han Grøngaard Jeppesen og Porsmoses opfattelse af, at landsbybebyggelsen først skulle have fundet sin endelige beliggenhed på overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Oversigt redigér

En oversigt over kontinuitet og brud i keltisk jernalder, romersk jernalder, germandsk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder ser pr 2021 således ud:

Tidsrum Samlet antal
Jylland
Nedlagte
Jylland
Fortsatte
Jylland
Nyoprettede
Jylland
Samlet antal
Fyn
Nedlagte
Fyn
Fortsatte
Fyn
Nyoprettede
Fyn
500-400 - - - - - - - -
400-300 - - - - - - - -
300-200 - - - - - - - 2
200-100 - - - 1 2 - - 4
100 f.Kr.-0 1 - - - 4 1 - 1
0-100 e.Kr. 5 2 3 10 43 3 40 16
100-200 13 10 3 4 56 - - -
200-300 7 2 5 7 100 13 87 12
300-400 12 5 7 2 99 12 87 9
400-500 9 5 4 4 96 39 57 1
500-600 8 6 2 4 58 52 6 8
600-700 6 4 2 4 14 9 5 9
700-800 6 1 5 9 18 1 17 7
800-900 14 5 9 2 24 3 21 12
900-1000 11 4 7 2 33 7 26 30
1000-1100 9 8 1 1 56 6 50 10
1100-1200 2 1 1 1 60 10 50 5
Tabellen angiver først det samlede antal ved periodens begyndelse, det vil sige udgangen af det foregående århundrede. Dernæst angives antallet af nedlagte bebyggelser, så bebyggelser der fortsætter gennem hele århundredet. Endelig angives antallet af nyoprettede bebyggelser. Bemærk, at enkelte bebyggelser kan være nyoprettede og nedlagte indenfor samme tidsrum. Der må tages forbehold for dateringerne, da nogle af disse åbenbart er sket på et ret løst grundlag[5] og undertiden kun til en hovedperiode fx ældre germansk jernalder. Men da denne periode omfatter tidsrummet fra 375 til 520 e.Kr., er det klart, at det er uheldigt, når tidsrammen således strækker sig ind i tre århundreder. Det er derfor muligt, at billedet i nogen grad vil ændre sig med nye og forbedrede dateringsmåder. Et andet problem består i, at mange arkæologiske udgravninger ikke er beskrevet fyldestgørende, og at dateringerne derfor kun er foreløbige.[6] Det må dog formodes, at antallet af dateringer allerede nu kan anses for værende stort nok til, at hovedtrækkene i bebyggelsesbilledet ikke ændrer sig.
kilder:
Jylland: Torben Grøngaard Jeppesen, s. 128;
Fyn: Jesper Hansen, s. 73

I den udstrækning, disse oplysninger er repræsentative, tegner der sig visse markante forskydninger. Som forklaring på bebyggelsesudviklingen må ses på driftsudviklingen i landbruget, der atter skyldes befolkningsudviklingen og det pres, denne satte på landbrugets ydeevne[7]:
Endnu i begyndelsen af romersk jernalder skete en række nyoprettelser især i Jylland, hvilket afspejler en befolkningsvækst, og derfor også at den da værende driftsform med keltiske agre endnu var i stand til at brødføde den voksende befolkning.
Omkring år 200 indtraf et stort antal nyoprettelser på Fyn. I Jylland sker der både et stort antal nedlæggelser og et stort antal oprettelser. Dette falder sammen med det tidsrum, hvor de keltiske agre menes at være opgivet. Det forekommer sandsynligt, at der er en sammenhæng. Det må formodes at betyde, at de keltiske agre nu havde nået grænsen for sin ydeevne, og at en driftsomlægning måtte til for at brødføde en yderligere voksende befolkning.
I 300-tallet sker en række oprettelser i Jylland, hvilket taler for befolkningsvækst.
I løbet af 400-tallet skete et stort antal nedlæggelser på Fyn og i Jylland, hvilket bekræfter Grøngaard Jeppesens iagttagelse. Det er nærliggende at se dette i sammenhæng med en udvandring af jyder, angler og saksere til England, selvom Fyn ikke hører til disse områder.
I løbet af 500-tallet skete yderligere et stort antal nedlæggelser. Det er nærliggende at se dette i sammenhæng med Fimbulvinteren år 536, der skal have haft katastrofale følger for befolkningen. Men det er også på denne tid, at danerne opnåede herredømme i landet, og det kan vel ikke udelukkes, at der kan være en sammenhæng med denne begivenhed.
I løbet af 700-tallet skete et antal nyoprettelser i Jylland, hvilket må tilskrives fornyet befolkningsvækst efter Fimbulkrisens afslutning.
Omkring år 1000 skete et stort antal nyoprettelser. Det er nærliggende at se disse som torper oprettede ved udflytninger fra eksisterende landsbyer, men en del udgøres måske også af stormandsgårde og lignende. I Jylland skete der tillige et stort antal nedlæggelser, der dog reelt nok skyldtes flytninger i forbindelse med driftsomlægninger.
Derimod tegner torpdannelser i 1100-tallet sig dårligt nok i det jyske og fynske bebyggelsesmateriale.

Sammenfatning redigér

Endelige svar på spørgsmålet om kontinuitet og brud i Danmarks forhistoriske bebyggelse er stadig ikke givet, men noget kan der siges:
- det står klart, at bebyggelsen fra tid til anden er flyttet fra en beliggenhed til en ny, som regel i nærheden, det vil sige højst nogle få hundrede meter fra den tidligere beliggenhed. Det gælder dog ikke altid: nogle bebyggelser er tilsyneladende blevet opgivet uden, at der kan påvises en afløser i nærheden.
- bebyggelserne har vekslet mellem at være mere eller talrige. I nogle tilfælde kan ses, at gårde og huse kommer til, i andre tilfælde at bebyggelsen er indskrænket, og at måske en enkelt gård afløser den tidligere landsby.
- flytninger er øjensynlig ikke så entydigt omfattende som tidligere antaget: omflytninger er ofte sket gård for gård og over en vis periode.
- flytninger kan være kortere eller længere: i nogle tilfælde er landsbyer blevet fornyede omtrent på samme sted, hvor de lå, da de gamle konstruktioner var nedslidte eller forrådnede og skulle udskiftes, i andre tilfælde er der sket en større eller mindre omflytning, sandsynligvis under hensyn til, at der også skete forandringer i selve driftsformen. Dermed bliver selve flytningsbegrebet noget flydende.
- det står fast, at marknavne undertiden kan henvise til beliggenheden af en tidligere bebyggelse, men forholdene er langt fra undersøgt tilstrækkeligt til, at der kan siges noget endeligt om hvorfor, hvordan og hvornår sådanne forandringer i bebyggelsen er sket.

Kriterier for kontinuitet og brud i bebyggelsen redigér

For at gøre begreberne "kontinuitet" og "brud" i bebyggelsen anvendelige må forudsættes, at der kan opstilles klare kriterier for deres brug. I denne sammenhæng kan skelnes mellem:
- bebyggelsen er blevet fornyet på stedet, det vil sige med hel heller delvist overlapning af det bebyggede område fra en bebyggelsesfase til den næste; i dette tilfælde kan man tale om stedkontinuitet,
- eller bebyggelsen er blevet flyttet over en kortere afstand, som regel under 1,5 km fra sin tidligere beliggenhed, det vil sige beliggende inden for samme område, som tidligere havde været udnyttet; i så fald kan man tale om områdekontinuitet,
- eller bebyggelsen blev flyttet over en længere afstand til et sted uden for det område, som tidligere havde været udnyttet (opgivet eller nedlagt. Omvendt kan bebyggelse uden påviselig forgænger i nærheden betegnes som nyoprettet). Hvis bebyggelsen består af to eller flere faser, kan den anses for stedfast, ellers ikke.

Marknavnenes vidnesbyrd redigér

For så vidt angår marknavne på "gammeltofte" på Fyn konstaterer Erland Porsmose, at disse forekommer i 10-17% af landsbyerne bedømt efter endelserne i disses stednavne. Overvægten i landsbyer, hvis navne menes dannede i tiden forud for eller i vikingetiden, er dog ret beskeden, og den omstændighed, at marknavnene også forekommer i 10% af de landsbyer, der efter deres stednavneendelser at dømme formodes først at være oprettede i middelalder, må indtil videre mane til forsigtighed med hensyn til at afgøre, hvad disse marknavne egentlig vidner om.

Noter redigér

  1. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 132
  2. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 134
  3. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 135
  4. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 119, 123-133
  5. Boye (2000), s. 32-62
  6. Boye (2000), s. 17
  7. Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143

Litteratur redigér

  • Linda Didia Boye: Den typologiske udvikling af østsjællandske huse fra førromersk til germansk jernalder; Københavns Universitet 2000
  • G. Hansen: "Agrarhistorische Abhandlungen"; Leipzig 1880
  • Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel" (Kulturgeografiske Skrifter, bind 7; 1964)
  • Gudmund Hatt: "Oldtidens Landsby i Danmark" (Fortid og Nutid, 1936)
  • P. Lauridsen: "Om gamle danske Landsbyformer" (Årbøger, 1896)
  • Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie - i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol 109; Odense Universitetsforlag 1987; ISBN 87-7492-650-0)