Kontinuitet og brud i Danmarks bebyggelse

Blandt de tidligste spørgsmål i dansk landsbyforskning var spørgsmålet om landsbyernes oprindelse og i den forbindelse også spørgsmålet, om landsbyer eller enkeltgårde kom først. Svaret på disse spørgsmål har vist sig sværere at give end først antaget, og de hænger begge sammen med et tredje spørgsmål, nemlig om kontinuitet og brud i den forhistoriske bebyggelse.

Kriterier for kontinuitet og brud i bebyggelsen

For at gøre begreberne "kontinuitet" og "brud" i bebyggelsen anvendelige må forudsættes, at der kan opstilles klare kriterier for deres brug. I denne sammenhæng kan skelnes mellem:

- bebyggelsen er blevet fornyet på stedet, det vil sige med hel heller delvist overlapning af det bebyggede område fra en bebyggelsesfase til den næste; i dette tilfælde kan man tale om stedkontinuitet,

- eller bebyggelsen er blevet flyttet over en kortere afstand, som regel under 1,5 km fra sin tidligere beliggenhed, det vil sige beliggende inden for samme område, som tidligere havde været udnyttet; i så fald kan man tale om områdekontinuitet,

- eller bebyggelsen blev flyttet over en længere afstand til et sted uden for det område, som tidligere havde været udnyttet (opgivet eller nedlagt. Omvendt kan bebyggelse uden påviselig forgænger i nærheden betegnes som nyoprettet).

Hvis bebyggelsen består af to eller flere faser, kan den anses for stedfast, ellers ikke.

Spørgsmålet om kontinuitet og brud vanskeliggøres af, at der gennem det meste af jernalderen utvivlsomt foregik en stadig befolkningsvækst, som fra tid til anden førte til, at der blev oprettet nye bebyggelser. Det betyder, at når der konstateres en bebyggelses oprindelse, kan den skyldes enten omflytning eller nyanlæggelse. På samme måde kan en bebyggelses ophør skyldes enten omflytning eller befolkningsnedgang, der på sin side kan være forårsaget af enten udvandring, krige eller epidemier.

Så længe, at det samlede bebyggelsesbillede er yderst mangelfuldt, kan det være vanskeligt at vurdere årsagen til den konstaterede udvikling. Først når der foreligger et tilstrækkeligt omfangsrigt billede af bebyggelsens samlede udvikling, er det muligt at lave en rimelig velbegrundet vurdering af de enkelte muligheder. Et sådan omfangsrigt billede er først fremkommet siden slutningen af det 20. århundrede. Selv om billedet stadig ikke er dækkende for hele landet, er det tilstrækkeligt dækkende i mange egne til for disse at give en kvalificeret vurdering. Dermed adskiller situationen sig afgørende fra den, der eksisterede, da Aksel E. Christensen i 1969 for alvor satte emnet på dagsordenen.

Marknavnenes vidnesbyrd

For så vidt angår marknavne på "gammeltofte" på Fyn konstaterer Erland Porsmose, at disse forekommer i 10-17% af landsbyerne bedømt efter endelserne i disses stednavne. Overvægten i landsbyer, hvis navne menes dannede i tiden forud for eller i vikingetiden, er dog ret beskeden, og den omstændighed, at marknavnene også forekommer i 10% af de landsbyer, der efter deres stednavneendelser at dømme formodes først at være oprettede i middelalder, må indtil videre mane til forsigtighed med hensyn til at afgøre, hvad disse marknavne egentlig vidner om.

Forskningshistorie

Oprindeligt mente forskerne, at de kunne give et etnologisk svar på disse spørgsmål, således foreslog O.C. Hansen i 1823, at landsbyernes oprindelse skyldtes, at forhistoriske stammer var gået fra en tilværelse som omvandrende nomader til en tilværelse som bofaste landbrugere. Denne opfattelse blev overtaget af G. Hansen i 1880 og A. Meitzen i 1895. Opfattelsen mødte dog modstand fra P. Lauridsen, der i 1896 mente, at landsbyerne var blevet til som følge af planlægning og "havde fået sin form og skikkelse ved en middelalderlig regulering, der kaldes solskifte." Denne teori blev dog imødegået af Henrik Larsen i 1918, der påviste, at nogle landsbyer var bolskiftede, ikke solskiftede, og at disse skifter ikke havde påviselig indflydelse på landsbyernes plan.

Tanken om, at landsbyerne var opståede som følge af driftsforhold blev dog ikke opgivet. I Tyskland mente forskerne at kunne påvise, at landsbyerne var opståede som følge af sammenflytning af enkeltgårde i 5. århundrede, det vil sige samme tid som de ældste stednavne blev daterede. I Danmark gjorde Erik Arup sig i et foredrag i 1916 og senere i hans Danmarkshistorie fra 1925 til talsmand for en teori om, at landsbyerne var opståede ved sammenflytning i forbindelse med ibrugtagelsen af hjulploven. Heller ikke denne teori stod uimodsagt, men frem til omkring 1970 var spørgsmålet om landsbyernes oprindelse uafklaret. De ret få arkæologiske udgravninger af landsbyer viste, at landsbyer havde eksisteret allerede i ældre jernalder. Fund af digevoldingsagre lod sig ligeledes føre tilbage til denne tid, men det stod efterhånden klart, at der måtte være sket en omflytning af bebyggelsen fra lettere (mere sandede) til tungere (mere lerholdige) jorder allerede i ældre jernalder. Fravær af fund af landsbyer fra yngre jernalder blev forklaret med, at disse formodedes at ligge i de nutidige landsbyer, skønt de få udgravninger i disse ikke kunne bekræfte denne antagelse. Denne teori blev først fremsat af Gudmund Hatt og senere overtaget af Viggo Hansen.

Viggo Hansens undersøgelse omfattede bebyggelsesudviklingen i Vendsyssel og var overvejende (men ikke alene) rettet imod historisk tid. Han hæftede sig blandt andet ved de mange marknavne på "Gammel By Toft" og lignende og drager konklusionen, at "det er naturligt at antage, at der under marknavnet Gammel By Tofte skjuler sig en tidligere bebyggelse", men antager at omflytning er sket "på et eller andet tidspunkt" uden forsøg på en nøjere tidsfæstelse af denne omflytning.

I 1969 satte Aksel E. Christensen som den første fokus på spørgsmålet om bebyggelsens kontinuitet, da han kunne påvise, at der måtte være sket en omlægning af bebyggelsen imellem vikingetid og middelalder, idet der i intet tilfælde kunne påvises direkte kontinuitet. For den forhistoriske tids vedkommende var materialet mangelfuldt, så han kunne kun i grove træk konstatere, at der også her var sket en omflytning fra lettere til tungere jorder i ældre jernalder i forbindelse med omlægning af landbrugsdriften.

I 1970-erne gennemførtes på Fyn et arkæologisk projekt om landsbyernes oprindelse ved Torben Grøngaard Jeppesen og Erland Porsmose. Denne undersøgelse bekræftede, at de danske landsbyer tilsyneladende kun havde ligget på samme sted tilbage til middelalderens begyndelse, og at der i forhistorisk tid med ujævne mellemrum måtte være sket omflytninger, der formodedes at hænge sammen med driftsomlægninger. Som argument for denne omflytning blev pege på marknavne på "gammeltofte" og "bytofte", der formodedes at angive det sted, hvor den tidligere landsby havde ligget. Allerede Viggo Hansen havde i sine studier af bebyggelsen i Vendsyssel fra 1965 været opmærksom på, at der også her forekom marknavne på "Gamle Jord" og "Gamle Agre" og peget på disse som angivende de steder, hvor "en oprindelig bebyggelse, der senere skulle være opgivet til fordel for en sammenflytning omkring den nuværende plads" havde ligget, omend han tilføjede, at "materialet er utilstrækkeligt til at underbygge en sådan teori". Heller ikke denne teori skulle forblive uimodsat. For landsbyen Røjerup, hvor marknavnet "Bytofte" forekom, er påpeget, at sporene fundne efter bebyggelse fra vikingetiden på dette sted snarest peger i retning af en enkelt gård, der således ikke er landsbyens forgænger men måske snarere en vikingetidig udflyttertorp, der atter blev opgivet.

Både Grøngaard Jeppesen og Porsmose mente iøvrigt, at forholdene på Fyn pegede imod perioder, hvor bebyggelsen var fordelt på mange små landsbyer på blot nogle få gårde, vekslende med perioder, hvor bebyggelsen blev samlet i færre men større landsbyer. Derimod viste udgravninger i den jyske landsby Vorbasse et afvigende billede: landsbyen havde ligget mere eller mindre samlet og kun flyttet over kortere afstande i en omtrent tusindårig periode, men var ved overgangen til middelalderen flyttet flere hundrede meter til en helt ny beliggenhed. Senere er det blevet påpeget, at heller ikke begrebet "flytning" er så entydigt endda: meget tyder på, at flytninger er sket gård for gård over et kortere eller længere tidsrum snarere end som en samlet omflytning på samme tid.

I 1981 forsøgte Grøngaard Jeppesen at danne sig et samlet overblik over brud og kontinuitet i bebyggelsen dels i Danmark, dels i Holland og det nordvestlige Tyskland. Han konstaterede, at der i 5. og 6. århundrede var et stort antal nedlæggelser, hvilket efter hans opfattelse "tyder på et generelt brud i bebyggelsen i det nordvesteuropæiske område. Blandt nedlæggelserne er såvel "fladlandsbebyggelser" som værftbebyggelser, og sidstnævnte peger på en regression snarere end bebyggelsesforlægninger." For Danmarks vedkommende var det "endnu uvist, hvad der sker mellem 5. og 8. årh." 8.-9. århundrede opfattede han som en ny "ekspansionsfase" men "samtidig bebyggelsesforlægninger". 10.-12. århundrede skete omfattende "bebyggelsesflytninger i Danmark - middelalderlandsbyer anlægges." 13.-14. århundrede opfattede han som en "middelalderlig nyrydningsfase i Danmark". Det samlede grundlag for disse fortolkninger var 41 danske og 48 nordvesteuropæiske bebyggelser.

Samme emne er senere taget op af Jesper Hansen, der i sin undersøgelse af 190 steder på Fyn er i stand til at tegne et mere nuanceret og først og fremmest bedre dokumenteret billede. Han mener først og fremmest at kunne godtgøre en afgørende omlægning af bebyggelsen omkring år 600 og opfatter bebyggelsen som værende fast efter dette tidspunkt. Dermed imødegår han Grøngaard Jeppesen og Porsmoses opfattelse af, at landsbybebyggelsen først skulle have fundet sin endelige beliggenhed på overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Fyn og Jylland

En oversigt over kontinuitet og brud i keltisk jernalder, romersk jernalder, germandsk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder ser pr 2021 således ud:

Tidsrum	Samlet antal Jylland	Nedlagte Jylland	Fortsatte Jylland	Nyoprettede Jylland	Samlet antal Fyn	Nedlagte Fyn	Fortsatte Fyn	Nyoprettede Fyn
500-400	-	-	-	-	-	-	-	-
400-300	-	-	-	-	-	-	-	-
300-200	-	-	-	-	-	-	-	2
200-100	-	-	-	1	2	-	-	4
100 f.Kr.-0	1	-	-	-	4	1	-	1
0-100 e.Kr.	5	2	3	10	43	3	40	16
100-200	13	10	3	4	56	-	-	-
200-300	7	2	5	7	100	13	87	12
300-400	12	5	7	2	99	12	87	9
400-500	9	5	4	4	96	39	57	1
500-600	8	6	2	4	58	52	6	8
600-700	6	4	2	4	14	9	5	9
700-800	6	1	5	9	18	1	17	7
800-900	14	5	9	2	24	3	21	12
900-1000	11	4	7	2	33	7	26	30
1000-1100	9	8	1	1	56	6	50	10
1100-1200	2	1	1	1	60	10	50	5

Tabellen angiver først det samlede antal ved periodens begyndelse, det vil sige udgangen af det foregående århundrede. Dernæst angives antallet af nedlagte bebyggelser, så bebyggelser der fortsætter gennem hele århundredet. Endelig angives antallet af nyoprettede bebyggelser. Bemærk, at enkelte bebyggelser kan være nyoprettede og nedlagte indenfor samme tidsrum. Der må tages forbehold for dateringerne, da nogle af disse åbenbart er sket på et ret løst grundlag og undertiden kun til en hovedperiode fx ældre germansk jernalder. Men da denne periode omfatter tidsrummet fra 375 til 520 e.Kr., er det klart, at det er uheldigt, når tidsrammen således strækker sig ind i tre århundreder. Det er derfor muligt, at billedet i nogen grad vil ændre sig med nye og forbedrede dateringsmåder. Et andet problem består i, at mange arkæologiske udgravninger ikke er beskrevet fyldestgørende, og at dateringerne derfor kun er foreløbige. Det må dog formodes, at antallet af dateringer allerede nu kan anses for værende stort nok til, at hovedtrækkene i bebyggelsesbilledet ikke ændrer sig.

kilder:

Jylland: Torben Grøngaard Jeppesen, s. 128;

Fyn: Jesper Hansen, s. 73

I den udstrækning, disse oplysninger er repræsentative, tegner der sig visse markante forskydninger. Som forklaring på bebyggelsesudviklingen må ses på driftsudviklingen i landbruget, der atter skyldes befolkningsudviklingen og det pres, denne satte på landbrugets ydeevne:

Endnu i begyndelsen af romersk jernalder skete en række nyoprettelser især i Jylland, hvilket afspejler en befolkningsvækst, og derfor også at den da værende driftsform med keltiske agre endnu var i stand til at brødføde den voksende befolkning.

Omkring år 200 indtraf et stort antal nyoprettelser på Fyn. I Jylland sker der både et stort antal nedlæggelser og et stort antal oprettelser. Dette falder sammen med det tidsrum, hvor de keltiske agre menes at være opgivet. Det forekommer sandsynligt, at der er en sammenhæng. Det må formodes at betyde, at de keltiske agre nu havde nået grænsen for sin ydeevne, og at en driftsomlægning måtte til for at brødføde en yderligere voksende befolkning.

I 300-tallet sker en række oprettelser i Jylland, hvilket taler for befolkningsvækst.

I løbet af 400-tallet skete et stort antal nedlæggelser på Fyn og i Jylland, hvilket bekræfter Grøngaard Jeppesens iagttagelse. Det er nærliggende at se dette i sammenhæng med en udvandring af jyder, angler og saksere til England, selvom Fyn ikke hører til disse områder.

I løbet af 500-tallet skete yderligere et stort antal nedlæggelser. Det er nærliggende at se dette i sammenhæng med Fimbulvinteren år 536, der skal have haft katastrofale følger for befolkningen. Men det er også på denne tid, at danerne opnåede herredømme i landet, og det kan vel ikke udelukkes, at der kan være en sammenhæng med denne begivenhed.

I løbet af 700-tallet skete et antal nyoprettelser i Jylland, hvilket må tilskrives fornyet befolkningsvækst efter Fimbulkrisens afslutning.

Omkring år 1000 skete et stort antal nyoprettelser. Det er nærliggende at se disse som torper oprettede ved udflytninger fra eksisterende landsbyer, men en del udgøres måske også af stormandsgårde og lignende. I Jylland skete der tillige et stort antal nedlæggelser, der dog reelt nok skyldtes flytninger i forbindelse med driftsomlægninger.

Derimod tegner torpdannelser i 1100-tallet sig dårligt nok i det jyske og fynske bebyggelsesmateriale.

Sjælland

For Sjællands vedkommende er spørgsmålet om kontinuitet og brud i bebyggelsen nærmest fraværende. Det skyldes, at indtil årtusindskiftet var der næsten ingen udgravede bebyggelser fra hele jernalderen, og de få, der var, var kun mangelfuldt afrapporterede i udgravningsredegørelser. Det eneste, som man med rimelighed kunne sige, var, at der åbenbart var et brud på overgangen mellem vikingetid og middelalder. Dette brud bekræftedes af en række marknavne på "Gammeltofte Agre" og "Gammelby Agre", hvilke øjensynligt afspejlede beliggenheden af en vikingetids forgænger til den middelalderlige bebyggelse. Men dette brud må imidlertid snarest opfattes som følgen af en omflytning snarere end et egentligt kortere eller længere varende ophør i bebyggelsen. Efter årtusindskiftet har der været talrige udgravninger af bosættelser fra jernalderen, men afrapporteringen er fortsat fortvivlende mangelfuld. Dertil kommer, at i mange tilfælde hviler en datering af bebyggelser ikke på absolutte dateringer men alene på typologiske træk ved husene så som deres størrelse, konstruktion og ruminddeling. Hvad der på det foreliggende grundlag med rimelig sikkerhed tør siges, er følgende:

I nogle tilfælde kan konstateres ubrudt bebyggelse fra bronzealder ind i keltisk jernalder.

En række bebyggelser har deres oprindelse i keltisk jernalder. Nogle af disse fortsætter ind i ældre romersk jernalder, eventuelt ved en mindre omflytning. Tilsyneladende sker der et brud i yngre romersk jernalder, vel omkring 320 e.Kr. Det er nærliggende at sætte dette brud i forbindelse med en driftsomlæggelse fra keltiske agre til indmark-udmarks brug på denne tid, idet der samtidig er sket en sammenflytning af tidligere spredte og ret små landbrugsbebyggelser, herunder enkeltgårde, til større landsbyer. Denne omlægning af landbrugsdriften synes at falde sammen med, at rug bliver optaget som ny afgrøde.

En række bebyggelser rækker fra yngre romersk jernalder ind i ældre germansk jernalder, dvs. til tiden 320-520 e.Kr. Så indtræder tilsyneladende et nyt opbrud. Der kan tænkes to mulige forklaringer på bruddet i første del af 500-tallet: enten kan det hænge sammen med "fimbulvinteren" år 536, der kan have ført til hungersnød og til et kraftigt fald i befolkningen, eller det kan hænge sammen med en mulig politisk omvæltning, der førte til, at der opstod et nyt magtcenter i Lejre og i forbindelse hermed en regulering af bebyggelse og landbrugsøkonomien i det område, som hørte under det nye magtcenter. Den ene forklaring udelukker ikke automatisk den anden. Til støtte for den første teori taler både dateringen af bebyggelser nedlagt og oprettet omkring dette tidspunkt og et stort antal guldfund, der er blevet tolket som ofringer for at bringe solen tilbage. Til støtte for den anden antagelse taler, at det netop er fra denne tid, at storgårde som fx. Tissø i Vestsjælland begynder at dukke op, hvilket tyder på, at en ny overklasse har etableret sig. Selv om man ikke kan udelukke, at dette også til dels kan være følgen af en intern social udvikling i den foregående tid, er den nye udvikling meget markant. Da den ydermere følges op af, at billeder med motiver fra nordisk gudelære dukker op på samme tid, bestyrker dette formodningen om en markant social og religiøs forandring.

En række bebyggelser rækker fra yngre germansk jernalder til ind i vikingetid. Omflytningen på grænsen mellem vikingetid og middelalderen kan allerede anses for fastslået. Bruddet på overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder skal sandsynligvis ses i forbindelse med en driftsomlægning af markerne omkring landsbyerne til en form for blokagre, hvilket har krævet, at der så vidt muligt var marker i alle retninger omkring landsbyerne.

Der findes en række tilfælde, hvor bebyggelser øjensynligt fortsætter ubrudt over de udpegede tidspunkter for brud i bebyggelsen andre steder. Disse landsbyer modsiger ikke forekomsten af disse brud men må opfattes som tilfælde, hvor bebyggelsen har været i stand til at overvinde årsagen til disse brud andre steder. Det kan fx. være tilfældet, hvis en bebyggelse fortsat har haft en fordelagtig beliggenhed også efter en driftsomlægning af landbruget. Således betingede omlægning til blokagre ikke en flytning af landsbyer, der i forvejen lå omtrent midt i deres dyrkningsområde.

Vigtigst i denne sammenhæng er, at der synes at være klare paralleller mellem bebyggelsesudviklingen især på Sjælland og på Fyn, mens billedet i Jylland afviger noget.

Sammenfatning

Endelige svar på spørgsmålet om kontinuitet og brud i Danmarks forhistoriske bebyggelse er stadig ikke givet, men noget kan der siges:
- det står klart, at bebyggelsen fra tid til anden er flyttet fra en beliggenhed til en ny, som regel i nærheden, det vil sige højst nogle få hundrede meter fra den tidligere beliggenhed. Det gælder dog ikke altid: nogle bebyggelser er tilsyneladende blevet opgivet uden, at der kan påvises en afløser i nærheden.
- bebyggelserne har vekslet mellem at være mere eller talrige. I nogle tilfælde kan ses, at gårde og huse kommer til, i andre tilfælde at bebyggelsen er indskrænket, og at måske en enkelt gård afløser den tidligere landsby.
- flytninger er øjensynlig ikke så entydigt omfattende som tidligere antaget: omflytninger er ofte sket gård for gård og over en vis periode.
- flytninger kan være kortere eller længere: i nogle tilfælde er landsbyer blevet fornyede omtrent på samme sted, hvor de lå, da de gamle konstruktioner var nedslidte eller forrådnede og skulle udskiftes, i andre tilfælde er der sket en større eller mindre omflytning, sandsynligvis under hensyn til, at der også skete forandringer i selve driftsformen. Dermed bliver selve flytningsbegrebet noget flydende.
- det står fast, at marknavne undertiden kan henvise til beliggenheden af en tidligere bebyggelse, men forholdene er langt fra undersøgt tilstrækkeligt til, at der kan siges noget endeligt om hvorfor, hvordan og hvornår sådanne forandringer i bebyggelsen er sket.

Litteratur

• Morten Axboe: Året 536; Skalk 2001 Nr. 4; s. 28-32
• Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3
• Linda Didia Boye: Den typologiske udvikling af østsjællandske huse fra førromersk til germansk jernalder; Københavns Universitet 2000
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; Akademisk Forlag, København 1977; ISBN 87-500-1732-2
• Anne Birgitte Gotfredsen og Lone Gebauer Thomsen: "Three pit-houses of the magnate's residence at Lake Tissø"(i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3; s. 211-220)
• G. Hansen: "Agrarhistorische Abhandlungen"; Leipzig 1880
• Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel" (Kulturgeografiske Skrifter, bind 7; 1964)
• Gudmund Hatt: "Oldtidens Landsby i Danmark" (Fortid og Nutid, 1936)
• Lotte Hedeager: Jernalder (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-203
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen" (Fynske Studier XI, Odense Bys Museer, Odense 1981; ISBN 87-87162-11-3)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk Nr 6, s. 4-9)
• P. Lauridsen: "Om gamle danske Landsbyformer" (Årbøger, 1896)
• Lars Bjørn Madsen: En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681; Helsingør Kommunes Museer 1997; ISBN 87-89120-36-1
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie - i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol 109; Odense Universitetsforlag 1987; ISBN 87-7492-650-0)