Kontinuitet og brud i Danmarks bebyggelse

Blandt de tidligste spørgsmål i dansk landsbyforskning var spørgsmålet om landsbyernes oprindelse og i den forbindelse også spørgsmålet, om landsbyer eller enkeltgårde kom først. Svaret på disse spørgsmål har vist sig sværere at give end først antaget, og de hænger begge sammen med et tredje spørgsmål, nemlig om kontinuitet og brud i den forhistoriske bebyggelse.

Kriterier for kontinuitet og brud i bebyggelsen

For at gøre begreberne "kontinuitet" og "brud" i bebyggelsen anvendelige må forudsættes, at der kan opstilles klare kriterier for deres brug. I denne sammenhæng kan skelnes mellem:
- bebyggelsen er blevet fornyet på stedet, det vil sige med hel heller delvist overlapning af det bebyggede område fra en bebyggelsesfase til den næste; i dette tilfælde kan man tale om stedkontinuitet,
- eller bebyggelsen er blevet flyttet over en kortere afstand, som regel under 1,5 km fra sin tidligere beliggenhed, det vil sige beliggende inden for samme område, som tidligere havde været udnyttet; i så fald kan man tale om områdekontinuitet,
- eller bebyggelsen blev flyttet over en længere afstand til et sted uden for det område, som tidligere havde været udnyttet (opgivet eller nedlagt. Omvendt kan bebyggelse uden påviselig forgænger i nærheden betegnes som nyoprettet).
Hvis bebyggelsen består af to eller flere faser, kan den anses for stedfast, ellers ikke.

Spørgsmålet om kontinuitet og brud vanskeliggøres af, at der gennem det meste af jernalderen utvivlsomt foregik en stadig befolkningsvækst, som fra tid til anden førte til, at der blev oprettet nye bebyggelser. Det betyder, at når der konstateres en bebyggelses oprindelse, kan den skyldes enten omflytning eller nyanlæggelse. På samme måde kan en bebyggelses ophør skyldes enten omflytning eller befolkningsnedgang, der på sin side kan være forårsaget af enten udvandring, krige eller epidemier.

Så længe, at det samlede bebyggelsesbillede er yderst mangelfuldt, kan det være vanskeligt at vurdere årsagen til den konstaterede udvikling. Først når der foreligger et tilstrækkeligt omfangsrigt billede af bebyggelsens samlede udvikling, er det muligt at lave en rimelig velbegrundet vurdering af de enkelte muligheder. Et sådan omfangsrigt billede er først fremkommet siden slutningen af det 20. århundrede. Selv om billedet stadig ikke er dækkende for hele landet, er det tilstrækkeligt dækkende i mange egne til for disse at give en kvalificeret vurdering. Dermed adskiller situationen sig afgørende fra den, der eksisterede, da Aksel E. Christensen i 1969 for alvor satte emnet på dagsordenen.

Marknavnenes vidnesbyrd

For så vidt angår marknavne på "gammeltofte" på Fyn konstaterer Erland Porsmose, at disse forekommer i 10-17% af landsbyerne bedømt efter endelserne i disses stednavne. Overvægten i landsbyer, hvis navne menes dannede i tiden forud for eller i vikingetiden, er dog ret beskeden, og den omstændighed, at marknavnene også forekommer i 10% af de landsbyer, der efter deres stednavneendelser at dømme formodes først at være oprettede i middelalder, må indtil videre mane til forsigtighed med hensyn til at afgøre, hvad disse marknavne egentlig vidner om.

Forskningshistorie

Oprindeligt mente forskerne, at de kunne give et etnologisk svar på disse spørgsmål, således foreslog O.C. Hansen i 1823, at landsbyernes oprindelse skyldtes, at forhistoriske stammer var gået fra en tilværelse som omvandrende nomader til en tilværelse som bofaste landbrugere. Denne opfattelse blev overtaget af G. Hansen i 1880 og A. Meitzen i 1895. Opfattelsen mødte dog modstand fra P. Lauridsen, der i 1896 mente, at landsbyerne var blevet til som følge af planlægning og "havde fået sin form og skikkelse ved en middelalderlig regulering, der kaldes solskifte." Denne teori blev dog imødegået af Henrik Larsen i 1918, der påviste, at nogle landsbyer var bolskiftede, ikke solskiftede, og at disse skifter ikke havde påviselig indflydelse på landsbyernes plan.

Tanken om, at landsbyerne var opståede som følge af driftsforhold blev dog ikke opgivet. I Tyskland mente forskerne at kunne påvise, at landsbyerne var opståede som følge af sammenflytning af enkeltgårde i 5. århundrede, det vil sige samme tid som de ældste stednavne blev daterede. I Danmark gjorde Erik Arup sig i et foredrag i 1916 og senere i hans Danmarkshistorie fra 1925 til talsmand for en teori om, at landsbyerne var opståede ved sammenflytning i forbindelse med ibrugtagelsen af hjulploven. Heller ikke denne teori stod uimodsagt, men frem til omkring 1970 var spørgsmålet om landsbyernes oprindelse uafklaret. De ret få arkæologiske udgravninger af landsbyer viste, at landsbyer havde eksisteret allerede i ældre jernalder. Fund af digevoldingsagre lod sig ligeledes føre tilbage til denne tid, men det stod efterhånden klart, at der måtte være sket en omflytning af bebyggelsen fra lettere (mere sandede) til tungere (mere lerholdige) jorder allerede i ældre jernalder. Fravær af fund af landsbyer fra yngre jernalder blev forklaret med, at disse formodedes at ligge i de nutidige landsbyer, skønt de få udgravninger i disse ikke kunne bekræfte denne antagelse. Denne teori blev først fremsat af Gudmund Hatt og senere overtaget af Viggo Hansen.

Viggo Hansens undersøgelse omfattede bebyggelsesudviklingen i Vendsyssel og var overvejende (men ikke alene) rettet imod historisk tid. Han hæftede sig blandt andet ved de mange marknavne på "Gammel By Toft" og lignende og drager konklusionen, at "det er naturligt at antage, at der under marknavnet Gammel By Tofte skjuler sig en tidligere bebyggelse", men antager at omflytning er sket "på et eller andet tidspunkt" uden forsøg på en nøjere tidsfæstelse af denne omflytning.

I 1969 satte Aksel E. Christensen som den første fokus på spørgsmålet om bebyggelsens kontinuitet, da han kunne påvise, at der måtte være sket en omlægning af bebyggelsen imellem vikingetid og middelalder, idet der i intet tilfælde kunne påvises direkte kontinuitet. For den forhistoriske tids vedkommende var materialet mangelfuldt, så han kunne kun i grove træk konstatere, at der også her var sket en omflytning fra lettere til tungere jorder i ældre jernalder i forbindelse med omlægning af landbrugsdriften.

I 1970-erne gennemførtes på Fyn et arkæologisk projekt om landsbyernes oprindelse ved Torben Grøngaard Jeppesen og Erland Porsmose. Denne undersøgelse bekræftede, at de danske landsbyer tilsyneladende kun havde ligget på samme sted tilbage til middelalderens begyndelse, og at der i forhistorisk tid med ujævne mellemrum måtte være sket omflytninger, der formodedes at hænge sammen med driftsomlægninger. Som argument for denne omflytning blev pege på marknavne på "gammeltofte" og "bytofte", der formodedes at angive det sted, hvor den tidligere landsby havde ligget. Allerede Viggo Hansen havde i sine studier af bebyggelsen i Vendsyssel fra 1965 været opmærksom på, at der også her forekom marknavne på "Gamle Jord" og "Gamle Agre" og peget på disse som angivende de steder, hvor "en oprindelig bebyggelse, der senere skulle være opgivet til fordel for en sammenflytning omkring den nuværende plads" havde ligget, omend han tilføjede, at "materialet er utilstrækkeligt til at underbygge en sådan teori". Heller ikke denne teori skulle forblive uimodsat. For landsbyen Røjerup, hvor marknavnet "Bytofte" forekom, er påpeget, at sporene fundne efter bebyggelse fra vikingetiden på dette sted snarest peger i retning af en enkelt gård, der således ikke er landsbyens forgænger men måske snarere en vikingetidig udflyttertorp, der atter blev opgivet.

Både Grøngaard Jeppesen og Porsmose mente iøvrigt, at forholdene på Fyn pegede imod perioder, hvor bebyggelsen var fordelt på mange små landsbyer på blot nogle få gårde, vekslende med perioder, hvor bebyggelsen blev samlet i færre men større landsbyer. Derimod viste udgravninger i den jyske landsby Vorbasse et afvigende billede: landsbyen havde ligget mere eller mindre samlet og kun flyttet over kortere afstande i en omtrent tusindårig periode, men var ved overgangen til middelalderen flyttet flere hundrede meter til en helt ny beliggenhed. Senere er det blevet påpeget, at heller ikke begrebet "flytning" er så entydigt endda: meget tyder på, at flytninger er sket gård for gård over et kortere eller længere tidsrum snarere end som en samlet omflytning på samme tid.

I 1981 forsøgte Grøngaard Jeppesen at danne sig et samlet overblik over brud og kontinuitet i bebyggelsen dels i Danmark, dels i Holland og det nordvestlige Tyskland. Han konstaterede, at der i 5. og 6. århundrede var et stort antal nedlæggelser, hvilket efter hans opfattelse "tyder på et generelt brud i bebyggelsen i det nordvesteuropæiske område. Blandt nedlæggelserne er "såvel "fladlandsbebyggelser" som værftbebyggelser, og sidstnævnte peger på en regression snarere end bebyggelsesforlægninger." For Danmarks vedkommende var det "endnu uvist, hvad der sker mellem 5. og 8. årh." 8.-9. århundrede opfattede han som en ny "ekspansionsfase" men "samtidig bebyggelsesforlægninger". 10.-12. århundrede skete omfattende "bebyggelsesflytninger i Danmark - middelalderlandsbyer anlægges." 13.-14. århundrede opfattede han som en "middelalderlig nyrydningsfase i Danmark". Det samlede grundlag for disse fortolkninger var 41 danske og 48 nordvesteuropæiske bebyggelser.

Samme emne er senere taget op af Jesper Hansen, der i sin undersøgelse af 190 steder på Fyn er i stand til at tegne et mere nuanceret og først og fremmest bedre dokumenteret billede. Han mener først og fremmest at kunne godtgøre en afgørende omlægning af bebyggelsen omkring år 600 og opfatter bebyggelsen som værende fast efter dette tidspunkt. Dermed imødegår han Grøngaard Jeppesen og Porsmoses opfattelse af, at landsbybebyggelsen først skulle have fundet sin endelige beliggenhed på overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Oversigt

I et forsøg på at skabe overblik over problemstillingen har der været opstillet tabelagtige oversigter over de kendte, det vil sige daterede, tilfælde af oprettelser og nedlægninger af bebyggelser. Sådanne oversigter er ikke uden problemer, blandt andet fordi de sker på grundlag af tidsperioder, og de tidsmæssige kriterier ikke er de samme, lige som de kan være problematiske, fordi de ikke falder sammen med arkæologiske tidsinddelinger. Deres betydning er derfor, at de kun kan være vejledende for udviklingsforløbet.

Fyn og Jylland

En oversigt over kontinuitet og brud i keltisk jernalder, romersk jernalder, germandsk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder ser pr 2021 således ud:

Tidsrum	Samlet antal Jylland	Nedlagte Jylland	Fortsatte Jylland	Nyoprettede Jylland	Samlet antal Fyn	Nedlagte Fyn	Fortsatte Fyn	Nyoprettede Fyn
500-400	-	-	-	-	-	-	-	-
400-300	-	-	-	-	-	-	-	-
300-200	-	-	-	-	-	-	-	2
200-100	-	-	-	1	2	-	-	4
100 f.Kr.-0	1	-	-	-	4	1	-	1
0-100 e.Kr.	5	2	3	10	43	3	40	16
100-200	13	10	3	4	56	-	-	-
200-300	7	2	5	7	100	13	87	12
300-400	12	5	7	2	99	12	87	9
400-500	9	5	4	4	96	39	57	1
500-600	8	6	2	4	58	52	6	8
600-700	6	4	2	4	14	9	5	9
700-800	6	1	5	9	18	1	17	7
800-900	14	5	9	2	24	3	21	12
900-1000	11	4	7	2	33	7	26	30
1000-1100	9	8	1	1	56	6	50	10
1100-1200	2	1	1	1	60	10	50	5

Tabellen angiver først det samlede antal ved periodens begyndelse, det vil sige udgangen af det foregående århundrede. Dernæst angives antallet af nedlagte bebyggelser, så bebyggelser der fortsætter gennem hele århundredet. Endelig angives antallet af nyoprettede bebyggelser. Bemærk, at enkelte bebyggelser kan være nyoprettede og nedlagte indenfor samme tidsrum. Der må tages forbehold for dateringerne, da nogle af disse åbenbart er sket på et ret løst grundlag og undertiden kun til en hovedperiode fx ældre germansk jernalder. Men da denne periode omfatter tidsrummet fra 375 til 520 e.Kr., er det klart, at det er uheldigt, når tidsrammen således strækker sig ind i tre århundreder. Det er derfor muligt, at billedet i nogen grad vil ændre sig med nye og forbedrede dateringsmåder. Et andet problem består i, at mange arkæologiske udgravninger ikke er beskrevet fyldestgørende, og at dateringerne derfor kun er foreløbige. Det må dog formodes, at antallet af dateringer allerede nu kan anses for værende stort nok til, at hovedtrækkene i bebyggelsesbilledet ikke ændrer sig.

kilder:

Jylland: Torben Grøngaard Jeppesen, s. 128;

Fyn: Jesper Hansen, s. 73

I den udstrækning, disse oplysninger er repræsentative, tegner der sig visse markante forskydninger. Som forklaring på bebyggelsesudviklingen må ses på driftsudviklingen i landbruget, der atter skyldes befolkningsudviklingen og det pres, denne satte på landbrugets ydeevne:

Endnu i begyndelsen af romersk jernalder skete en række nyoprettelser især i Jylland, hvilket afspejler en befolkningsvækst, og derfor også at den da værende driftsform med keltiske agre endnu var i stand til at brødføde den voksende befolkning.

Omkring år 200 indtraf et stort antal nyoprettelser på Fyn. I Jylland sker der både et stort antal nedlæggelser og et stort antal oprettelser. Dette falder sammen med det tidsrum, hvor de keltiske agre menes at være opgivet. Det forekommer sandsynligt, at der er en sammenhæng. Det må formodes at betyde, at de keltiske agre nu havde nået grænsen for sin ydeevne, og at en driftsomlægning måtte til for at brødføde en yderligere voksende befolkning.

I 300-tallet sker en række oprettelser i Jylland, hvilket taler for befolkningsvækst.

I løbet af 400-tallet skete et stort antal nedlæggelser på Fyn og i Jylland, hvilket bekræfter Grøngaard Jeppesens iagttagelse. Det er nærliggende at se dette i sammenhæng med en udvandring af jyder, angler og saksere til England, selvom Fyn ikke hører til disse områder.

I løbet af 500-tallet skete yderligere et stort antal nedlæggelser. Det er nærliggende at se dette i sammenhæng med Fimbulvinteren år 536, der skal have haft katastrofale følger for befolkningen. Men det er også på denne tid, at danerne opnåede herredømme i landet, og det kan vel ikke udelukkes, at der kan være en sammenhæng med denne begivenhed.

I løbet af 700-tallet skete et antal nyoprettelser i Jylland, hvilket må tilskrives fornyet befolkningsvækst efter Fimbulkrisens afslutning.

Omkring år 1000 skete et stort antal nyoprettelser. Det er nærliggende at se disse som torper oprettede ved udflytninger fra eksisterende landsbyer, men en del udgøres måske også af stormandsgårde og lignende. I Jylland skete der tillige et stort antal nedlæggelser, der dog reelt nok skyldtes flytninger i forbindelse med driftsomlægninger.

Derimod tegner torpdannelser i 1100-tallet sig dårligt nok i det jyske og fynske bebyggelsesmateriale.

Sjælland

For Sjællands vedkommende er spørgsmålet om kontinuitet og brud i bebyggelsen nærmest fraværende. Det skyldes, at indtil årtusindskiftet var der næsten ingen udgravede bebyggelser fra hele jernalderen, og de få, der var, var kun mangelfuldt afrapporterede i udgravningsredegørelser. Det eneste, som man med rimelighed kunne sige, var, at der åbenbart var et brud på overgangen mellem vikingetid og middelalder. Dette brud bekræftedes af en række marknavne på "Gammeltofte Agre" og "Gammelby Agre", hvilke øjensynligt afspejlede beliggenheden af en vikingetids forgænger til den middelalderlige bebyggelse. Men dette brud må imidlertid snarest opfattes som følgen af en omflytning snarere end et egentligt kortere eller længere varende ophør i bebyggelsen. Efter årtusindskiftet har der været talrige udgravninger af bosættelser fra jernalderen, men afrapporteringen er fortsat fortvivlende mangelfuld. Dertil kommer, at i mange tilfælde hviler en datering af bebyggelser ikke på absolutte dateringer men alene på typologiske træk ved husene så som deres størrelse, konstruktion og ruminddeling. Hvad der på det foreliggende grundlag med rimelig sikkerhed tør siges, er følgende:

I nogle tilfælde kan konstateres ubrudt bebyggelse fra bronzealder ind i keltisk jernalder.

En række bebyggelser har deres oprindelse i keltisk jernalder. Nogle af disse fortsætter ind i ældre romersk jernalder, eventuelt ved en mindre omflytning. Tilsyneladende sker der et brud i yngre romersk jernalder, vel omkring 320 e.Kr. Det er nærliggende at sætte dette brud i forbindelse med en driftsomlæggelse fra keltiske agre til indmark-udmarks brug på denne tid, idet der samtidig er sket en sammenflytning af tidligere spredte og ret små landbrugsbebyggelser, herunder enkeltgårde, til større landsbyer. Denne omlægning af landbrugsdriften synes at falde sammen med, at rug bliver optaget som ny afgrøde.

En række bebyggelser rækker fra yngre romersk jernalder ind i ældre germansk jernalder, dvs. til tiden 320-520 e.Kr. Så indtræder tilsyneladende et nyt opbrud. Der kan tænkes to mulige forklaringer på bruddet i første del af 500-tallet: enten kan det hænge sammen med "fimbulvinteren" år 536, der kan have ført til hungersnød og til et kraftigt fald i befolkningen, eller det kan hænge sammen med en mulig politisk omvæltning, der førte til, at der opstod et nyt magtcenter i Lejre og i forbindelse hermed en regulering af bebyggelse og landbrugsøkonomien i det område, som hørte under det nye magtcenter. Den ene forklaring udelukker ikke automatisk den anden. Til støtte for den første teori taler både dateringen af bebyggelser nedlagt og oprettet omkring dette tidspunkt og et stort antal guldfund, der er blevet tolket som ofringer for at bringe solen tilbage. Til støtte for den anden antagelse taler, at det netop er fra denne tid, at storgårde som fx. Tissø i Vestsjælland begynder at dukke op, hvilket tyder på, at en ny overklasse har etableret sig. Selv om man ikke kan udelukke, at dette også til dels kan være følgen af en intern social udvikling i den foregående tid, er den nye udvikling meget markant. Da den ydermere følges op af, at billeder med motiver fra nordisk gudelære dukker op på samme tid, bestyrker dette formodningen om en markant social og religiøs forandring.

En række bebyggelser rækker fra yngre germansk jernalder til ind i vikingetid. Omflytningen på grænsen mellem vikingetid og middelalderen kan allerede anses for fastslået. Bruddet på overgangen mellem vikingetid og tidlig middelalder skal sandsynligvis ses i forbindelse med en driftsomlægning af markerne omkring landsbyerne til en form for blokagre, hvilket har krævet, at der så vidt muligt var marker i alle retninger omkring landsbyerne.

Der findes en række tilfælde, hvor bebyggelser øjensynligt fortsætter ubrudt over de udpegede tidspunkter for brud i bebyggelsen andre steder. Disse landsbyer modsiger ikke forekomsten af disse brud men må opfattes som tilfælde, hvor bebyggelsen har været i stand til at overvinde årsagen til disse brud andre steder. Det kan fx. være tilfældet, hvis en bebyggelse fortsat har haft en fordelagtig beliggenhed også efter en driftsomlægning af landbruget. Således betingede omlægning til blokagre ikke en flytning af landsbyer, der i forvejen lå omtrent midt i deres dyrkningsområde.

Vigtigst i denne sammenhæng er, at der synes at være klare paralleller mellem bebyggelsesudviklingen især på Sjælland og på Fyn, mens billedet i Jylland afviger noget.

Eksempler

Skal man nå til en nærmere afklaring af spørgsmålet, må man se på de enkelte, konkrete tilfælde. Kun her er det muligt at afgøre, om der er tale om et virkeligt brud i bebyggelsen, eller om der "kun" er tale om omflytninger af bebyggelser, måske i forbindelse med at bygningerne alligevel skulle fornyes. De følgende eksempler er ikke nødvendigvis de mest representative, men de er under alle omstændigheder illustrative for problemet.

Vorbasse

Landsbyen Vorbasse i det sydlige Midtjylland blev udgravet omkring 1980. Udgravningerne viste angiveligt "en ubrudt rækkefølge fra århundredet før Kristi fødsel til slutningen af vikingetid - hvorefter den uden tvivl fortsætter i nutidens Vorbasse, hvis ældste bygning er den romanske kirke. I det 1200 år lange tidsrum har der inden for et område på henved én kvadratkilometer været otte landsbyer, den ene anlagt, når den anden blev forladt. Hver by har bestået på samme sted gennem 100-200 år, hvorefter den er flyttet nogle få hundrede meter. I området er fundet fem mindre gravpladser hørende til forskellige landsbyer." Udgravningen efterlader således ingen tvivl: bebyggelsen har været ubrudt, og der er kun sket mindre omflytninger over korte afstande. Nogle egentligt brud synes der ikke at have været tale om.

Jelling

Jelling i Østjylland er blevet kendt for sit kongesæde, og naturligvis har der været interesse for baggrunden for og årsagen til dettes opkomst. Omfattende arkæologisk udgravninger har afdækket flere mindre bosættelser, i kronologisk rækkefølge: Syrenlunden (500-200 f.Kr. og 200-400 e.Kr.), Søndergård 2 (500-0 f.Kr.), Plantagevej (500 f.Kr.-200 e.Kr.), Fårup (0-200 e.Kr.), Haughus I (0-400 e.Kr.), Haughus 2 (0-200 e.Kr. og vikingetid), Søndergård 1 (200-550 e.Kr.), Skinbjerg (200-550 e.Kr.), Rønnelunden (200-400 e.Kr.), Grangaard Allé (300-700 e.Kr.), Skovgade (vikingetid), Møllegade (vikingetid). Samlet tegner de mange bebyggelser således et næsten ubrudt bebyggelsesforløb med flere samtidige bebyggelser, dog "er bebyggelsessporene fra yngre germansk jernalder omkring 700 og op til 900-tallet stort set ikke til at se". Udgraverne mener selv, at forklaringen kan være, at "de yngre elementer skjuler sig blandt stolpehulsmylderet fra de ældre landsbyer". Konklusionen må derfor være, at bebyggelsen med en til vished grænsende sandsynlighed har været ubrudt.

Københavns Vestegn

På Københavns Vestegn er der i de første årtier af 2000-tallet foretaget omfattende udgravninger, der har afdækket et stort antal bebyggelser strækkende sig fra keltisk jernalder til germansk jernalder. Da all disse bebyggelser ligger med forholdsvis korte indbyrdes afstande, er det overvejende sandsynligt, at der også her er tale om, at samme bebyggelse er blevet omflyttet, når den gamle bebyggelses jordgravede stolper var begyndt at rådne, og bebyggelsen derfor under alle omstændigheder skulle fornyes.

Som et enkelt, konkret eksempel på denne bebyggelseskontinuitet skal nævnes en enkeltgård i Torstorp Nørreby. I dette tilfælde er påvist 8 enkeltgårde, hvis etableringer og afslutninger for de 7 gårdes vedkommende er blevet daterede således, at de kan have afløst hinanden ubrudt fra keltisk jernalder til ind i germansk jernalder: "Ser vi bort fra bronzealdergården, der tidsmæssigt falder for sig selv, synes alle at danne en jævn række - hver gang en gård forsvandt, trådte en anden straks i dens sted. Spørgsmålet bliver nu, om hver ny gård er opført af tilflyttere, folk udefra, eller om det er de samme mennesker, den samme slægt, der har skiftet opholdssted, sådan at de syv jernaldergårde i virkeligheden er at regne for en og den samme. De to tilfælde, hvor en gård er bygget oven på en ældre gård, taler for det sidste". Hvad der derefter er sket, er ikke afklaret, men der kan være foregået en samling af bebyggelsen i landsbyer, hvorved sådanne enkeltgårde for en tid helt forsvandt. Under alle omstændigheder synes et egentlig brud tidligst at være sket i 500-tallet.

Mørdrup

I den tidligere Tikøb kommune er der foretaget to arkæologiske udgravninger med få hundrede meters mellemrum. Den ene udgravning, øst for Kelleris Hegn, har afdækket en landsby i flere faser fra slutningen af keltisk jernalder til romersk jernalder. Den ældste bebyggelse synes at gå tilbage til bronzealder, men er kun ufuldstændigt udgravet og synes at fortsætte ind i skoven. En lidt yngre fase stammer fra ældre keltisk jernalder, fortsætter ind i yngre keltisk jernalder og romersk jernalder, idet bebyggelsen synes at være fornyet på samme sted flere gange. Den yngste fase fra ældre germansk jernalder ligger lidt nordligere og dermed tættere på Rolighedsmoserne og Svinebækken. Den anden udgravning, nord for Kelleris Hegn, har afdækket en enkeltgård i flere faser strækkende sig fra 300-tallet til omkring år 700. Det kan ikke afgøres, om denne yngre bebyggelse er en "afløser" for den ældre, men hverken tidspunkterne for ophøret af den ældre og begyndelsen af den yngre, eller deres indbyrdes afstande taler imod dette. Begge steder er der fundet spor efter jernudvinding, så det er sandsynligt, at der er tale om en kontinuerlig virksomhed, selvom denne på et tidspunkt er flyttet. Også marknavnet "Myre Engen", det vil sige "moseengen", hentyder til udnyttelse af mosemalm. Da der yderligere kendes et marknavn, "Gammelby Agre", nogle få hundrede meter øst for den yngre bebyggelse på landsbyen Mørdrups marker, hvilket kunne henvise til forgængeren for denne landsby, og da Mørdrup betyder "udflytterbebyggelsen ved mosen" og den yngre bebyggelse faktisk ligger nær et større moseområde, nu kaldet Rolighedsmoserne, hvilket den nuværende landsby ikke gør, skønt der også vest for denne landsby findes spor efter jernudvinding, tolkes forholdene således, at der har været tale om en ubrudt bebyggelse med flere mindre omflytninger. Også i dette tilfælde er der således sandsynligvis tale om en ubrudt bebyggelse, omend denne har forandret karakter og beliggenhed over tid.

Sammenfatning

Selv om der kun er tale om noglå få tilfælde, synes konklusionen at være klar: i takt med, at flere bopladser findes og udgraves, tegner der sig i stigende grad et kontinuert bebyggelsesforløb uden egentlige brud. Det må enses for sandsynligt, at eksisterende "huller" efterhånden vil blive udfyldte således, ar man kun kan tale om omflytninger, ikke om egentlige brud. Disse omflytninger kan være sket i forbindelse med, at bygningerne alligevel skulle fornyes. Man har da grebet til både at omflytte bebyggelsen og at "opdatere" den med hensyn til indretning, fordi driftsøkonomien udviklede sig over tid.

Konklusion

Endelige svar på spørgsmålet om kontinuitet og brud i Danmarks forhistoriske bebyggelse er stadig ikke givet, men noget kan der siges:
- det står klart, at bebyggelsen fra tid til anden er flyttet fra en beliggenhed til en ny, som regel i nærheden, det vil sige højst nogle få hundrede meter fra den tidligere beliggenhed. Det gælder dog ikke altid: nogle bebyggelser er tilsyneladende blevet opgivet uden, at der kan påvises en afløser i nærheden. I sådanne tilfælde må det undersøges, om der er sammenfald med klimatiske/driftsmæssige eller politiske begivenheder
- bebyggelserne har vekslet mellem at være mere eller talrige. I nogle tilfælde kan ses, at gårde og huse kommer til, i andre tilfælde at bebyggelsen er indskrænket, og at måske en enkelt gård afløser den tidligere landsby.
- flytninger er øjensynlig ikke så entydigt omfattende som tidligere antaget: omflytninger er ofte sket gård for gård og over en vis periode.
- flytninger kan være kortere eller længere: i nogle tilfælde er landsbyer blevet fornyede omtrent på samme sted, hvor de lå, da de gamle konstruktioner var nedslidte eller forrådnede og skulle udskiftes, i andre tilfælde er der sket en større eller mindre omflytning, sandsynligvis under hensyn til, at der også skete forandringer i selve driftsformen. Dermed bliver selve flytningsbegrebet noget flydende.
- det står fast, at marknavne undertiden kan henvise til beliggenheden af en tidligere bebyggelse, men forholdene er langt fra undersøgt tilstrækkeligt til, at der kan siges noget endeligt om hvorfor, hvordan og hvornår sådanne forandringer i bebyggelsen er sket.

Litteratur

• Anonym: "Jernudvindingsovne og produktionsaffald fra Mørdrup. Et jernudvindingsfund fra Nordsjællands ældre jernalder" (udateret)
• Jakob Schlein Andersen: "Kelleris Hegn. Beretning for forundersøgelse & udgravning foretaget henholdsvis d. 24, september-d. 14. oktober 2020, d. 15. marts-d. 15. oktober 2021" (Museum Nordsjælland: Jnr,: MNS50511 Kelleris Hegn. SLKS J.nr,: 20/10966)
• Morten Axboe: Året 536; Skalk 2001 Nr. 4; s. 28-32
• Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3
• Linda Didia Boye: Den typologiske udvikling af østsjællandske huse fra førromersk til germansk jernalder; Københavns Universitet 2019
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; Akademisk Forlag, København 1977; ISBN 87-500-1732-2
• Kjeld Damgaard: "Mørdrup i ældre tid" (Egebækken Nr. 73; december 2022; s. 3-28)
• Anne Birgitte Gotfredsen og Lone Gebauer Thomsen: "Three pit-houses of the magnate's residence at Lake Tissø"(i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3; s. 211-220)
• G. Hansen: "Agrarhistorische Abhandlungen"; Leipzig 1880
• Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel" (Kulturgeografiske Skrifter, bind 7; 1964)
• Gudmund Hatt: "Oldtidens Landsby i Danmark" (Fortid og Nutid, 1936)
• Lotte Hedeager: Jernalder (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-203
• Steen Hvass: "Årtusinders landsby" (Skalk 1984 Nr. 3; s. 20-30)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen" (Fynske Studier XI, Odense Bys Museer, Odense 1981; ISBN 87-87162-11-3)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk 1981 Nr 6, s. 4-9)
• P. Lauridsen: "Om gamle danske Landsbyformer" (Årbøger, 1896)
• Charlotta Lindblom & Katrine Balsgaard Juul: "Jelling før Gorm" (Skalk 2018 Nr 3, s. 9-15)
• Lars Bjørn Madsen: En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681; Helsingør Kommunes Museer 1997; ISBN 87-89120-36-1
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie - i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol 109; Odense Universitetsforlag 1987; ISBN 87-7492-650-0)
• Preben Rønne: "Gård på vandring" (Skalk 1986 Nr 5, s. 11-15)