Digevoldingsagre

Digevoldingsagre var en ordning af den dyrkede jord i keltisk jernalder. De kendes fra hele det nordvesteuropæiske lavland og benævnes på engelsk "celtic fields" med henvisning til deres tidsmæssige tilhørsforhold. De hører ganske overvejende hjemme i keltisk jernalder, men kan gå tilbage til slutningen af bronzealderen og frem til romersk jernalder, men ikke senere.

Digevoldingsagrene kendetegnes ved, at den dyrkede jord var inddelt i mindre, oftest rektangulære, men undertiden mere uregulære agre, oftest 1.000-3.000 m² indhegnede af jordvolde. Det er foreslået, at agrenes størrelse har været fastlagt ud fra arealenheden en tønde land. I Jylland kendes de bedst fra heder, i Østdanmark fra skove, men det må formodes at bero på bedre muligheder for bevarelse end i det dyrkede landskab.

Nogen endelig forklaring på årsagerne til dyrkningssystemets opkomst gives ikke. Det er muligt, at dyrkning af forskellige afgrøder på de forskellige marker har fremmet en opdeling (og at der har eksisteret en form for rotation med mulig braklægning). Ligeledes kan størrelsen af de enkelte agerfelter formodes at afspejle det areal, som lod sig bearbejde i løbet af en enkelt arbejdsdag. En tredje mulighed er, at systemet afspejler en gradvis udvidelse af det dyrkede areal, hvor hver gård efterfølgende skulle have sin part i den nyopdyrkede jord.

Forskningshistorie

Kendskabet til digevoldingsagrene går formentligt tilbage til ældre middelalder. Det er antagelig disse, der tænkes på, når Saxo skriver: "Imidlertid blev Danmark som følge af, at agerdyrkningsarbejdet mindskedes og plovfurerne blev overgroede, mere og mere som et skovland at se til, mistede næsten helt det oprindelige smukke grønsvær og blev bedækket med tætte og fæle skove, der voksede op. Dette bærer da også markerne endnu den dag i dag vidne om, thi disse, som fordum var frugtbart agerland, ses nu at være opfyldte med træstammer, og hvor fordum agerdyrkerne grov dybt i jorden og spredte de store græstørv, der vokser nu skov, som dækker jorden, der endnu bærer spor af at være dyrket i gamle dage. Havde den ikke ligget udyrket, øde og overgroet i lange tider, havde ét og samme jordsmon ingenlunde således kunnet blive delt imellem de furer, ploven har draget, og træernes faste rødder. .. Man kan også spredt i skovene se talrige dynger af sten, som i sin tid var spredte over markerne i hele deres udstrækning, men som bønderne omhyggelig havde samlet og lagt i dynger, for at de ikke skulle hindre dem i at pløje alle vegne, idet de foretrak, at et lille stykke jord gik til spilde, fremfor at hele marken var tung at arbejde i. Af det arbejde, som bønderne den gang havde gjort for lettere at kunne dyrke jorden, kan man altså slutte, at befolkningen i oldtiden var talrigere end senere tiders, som nøjes med små marker og holder agerdyrkningsarbejdet inden for snævrere grænser, end man gjorde i gamle dage. Den nulevende slægt undrer sig derfor over, at den i steden for en jord, som i gamle dage var mægtig at bære korn, har fået en, som kun er skikket til at frembringe olden, og over, at der i steden for plovstjerten og kornmarkerne er kommet et land bevokset med træer."

Senere omtalte Danmarks første egentlige landbrugshistoriker, C. Olufsen, i 1823 de voldindrammede felter som gamle agre. Han mente endvidere, at disse agre ikke tilhørte den fælles byjord, men skulle opfattes som privat mands særskilte ejendom, idet denne ifølge loven skulle være særskilt indhegnet.

Digevoldingsagrene omtales også af Sophus Müller i 1911, der betegner dem som nogle ejendommelige gamle dyrkningsfelter, der findes her og der i jyske heder.

Erkendelsen af, at digevoldingerne afspejlede forhistoriske agre, skete allerede i 1800-tallet og blev bekræftet vedtidlige opmålinger og undersøgelser foretaget af N.F.B. Sehested og Sophus Müller. I Danmark blev kortlægningen af digevoldingsagrenes udbredelse oprindeligt udført af Gudmund Hatt, siden fortsat af Viggo Nielsen og Axel Steensberg. De viser sig især som terrassekanter på let skrånende terræn men optræder også som karakteristiske skelvolde.

Senere har man forsøgt at kortlægge digevoldingsagre også ved hjælp af luftfotografier. Det har vist sig, at denne fremgangsmåde både har sine fordele og ulemper. Fremgangsmåden har således været i stand til at kortlægge digevoldingsagre, som ikke lod sig erkende i terrænet. På den anden side har også denne metode sine svagheder, og det anses derfor for at være mest ønskeligt, hvis kortlægninger i landskabet og brug af luftfotografier kombineres. "Hvad luftfotografierne mangler i detaljen, det vinder de til gengæld i forhold til helheden."

Det blev imidlertid Gudmund Hatt, som i mellemkrigstiden foretog den første landsomfattende kortlægning af sådanne agre, og som i 1949 offentliggjorde en monografi om dem. Hans iagttagelser og slutninger har lige siden stået som grundlaget for al senere forskning. Han afviser, at der er tale om løkker for husdyr: "naar man har villet forklare dem som Indhegninger for løsgaaende Kreaturer og Heste, bør det bemærkes, at Voldene er alt for lave for en saadan Funktion. .. Heller ikke findes der Spor af nogen Grøft i Forbindelse med Voldene", hvilket man ville forvente. Han siger kategorisk, at: "de er gamle Dyrkningsfelter" og sammenligner dem med de "lignende Dannelser" i England, der her går under betegnelsen "Celtic fields", idet de kan dateres til "Jernalderens keltiske og romano-keltiske Bebyggelse." Han tilføjer: "Et endeligt og afgørende Bevis for, at Oldtidsagrene er gamle Dyrkningsfelter, blev fremdraget i 1939 ved Undersøgelsen af en Ældre Jernalders Boplads i Nørre Fjande ved Nissum Fjord, hvor jeg under Bopladsen og under et Lag Flyvesand afdækkede Agre med Agervolde, aldeles lignende de fra Hederne kendte Oldtidsagre. Det lykkedes her at paavise Spor af selve Pløjningen, idet Arden havde skaaret gennem Muldlaget og dannet mørke Striber i det lyse Sand derunder. Det kunde ses, at Pløjningen var foregaaet i to Retninger, parallelt med de Agervolde, der indrammede Agerfeltet". Hatt fremlagde dokumentation for 119 sådanne agerfelter, hvoraf næsten alle i Jylland; på Sjælland kun to og et på Bornholm, som han dog kun kendte af omtale og ikke ved selvsyn.

Efter fremlæggelsen af dokumentationen tager han en række spørgsmål op. Om deres tilblivelse siger han bl.a.: "Ved Agrenes Anlæggelse har man markeret Agerskellene ved Opgravning af Jord. .. Desuden har man ført Sten fra Ageren hen i Agerskellene. .. Endvidere er der ved Jordens Bearbejdelse foregaaet en Materialevandring ned ad Skraaningerne, standsende ved Agerskellene. Derved er der paa hældende Terræn opstaaet et Slags Terrassering, og Agervoldene fremtræder som Terrassekanter." Han tilføjer: "Tilintetgørelsen af den naturlige Vegetation paa Agrene gav Anledning til Jordfygning. Særlig om Foraaret, efter Pløjning og Harvnig, før Sæden havde vokset sig høj nok til at dække Jorden, maa der dengang som nu være foregaaet Vindtransport af Jord fra de sandmuldede Agre. Den vilde Vegetation paa Agerskellene vil da have fanget en Del af Støvet, og derved vil Agervoldene være voksede." Han formoder, at "Voldene svarer til udyrkede Striber mellem Agrene. Og her fik Græsser og anden vild Plantevækst sikkert Lov til at gro ret uantastet." På dette grundlag drager han den slutning, at "Der er saaledes ikke Grund til i Almindelighed at opfatte Agervoldene som oprindelige Diger, opført af Lyngtørv eller Græstørv mellem Agrene. Forholdet er vistnok det, at der efterhaanden, under Dyrkningen, har dannet sig Volde paa de udyrkede Striber, der tjente som Skel mellem Agrene, og ad hvilke Færdsel til og fra Agrene utvivlsomt foregik. Disse Volde opstod ved Dyrkningsredskabernes Flytning af Jorden, ved Henkastning af Sten og andet Affald, og ved Jordfygning."

Med hensyn til datering henviser han til fund af skår fra keramik. "Karrene, for saa vidt de i det hele taget lod sig tidsbestemme, maatte henføres til Førromersk Jernalder, oftest til et tidligt Afsnit i denne Periode." Ligeledes konstaterer han, at agerfelterne respekterer ældre tiders og samtidige gravfelter og derfor må være yngre end disse: "Aldersforskellen mellem disse Grave og Oldtidsagrene kan næppe være stor. De lave uanselige Højninger vilde ikke være blevet respekteret af Agerdyrkerne, dersom disse ikke havde opfattet dem som Grave, der skulde værnes. Og dersom Gravene er anlagt senere end Agervoldene, maa dette .. være sket paa en Tid, hvor disse Volde endnu havde Betydning." I nogle tilfælde kan agrene også relateres til bopladsfund. Med hensyn til agrenes ophør konstaterer Hatt, at "Det har ikke været muligt at datere noget typisk Oldtidsager-Anlæg til en senere Tid end Yngre Romersk Jernalder."

Med hensyn til driftsmåden konstaterer Hatt, at "der er et nært Forhold mellem Oldtidsagrene og Oldtidens primitive Plov, Arden." Han tilføjer imidlertid betragtninger om hjulplovens mulige brug, som hviler på en fejldatering af den såkalde Tømmerby-plov, og som der derfor kan ses bort fra. Om agrenes form siger han, at "Der kan skelnes mellem to forskellige Typer af Oldtidsagre i Jylland: 1. En kort og bred Form. 2. En lang og smal Form." Han konstaterer, at "Næsten alle større Forekomster af Oldtidsagre viser Eksempler paa, at en bred Ager er blevet delt i to, tre eller fire ligestore Dele, hvorved smalle Agre er dannet. Paa den anden Side kendes der ogsaa Tilfælde, hvor en lang-smal Ager er delt i ligestore Dele ved Tværvolde."

Endelig har han set på agrenes udbredelse i Europa. Han kan ikke finde oldtidsagre i Sverige og Norge, som med sikkerhed tåler sammenligning med de jyske. Til gengæld mener han, at de engelske "keltiske agre" tåler sammenligning, og disse findes også udbredt i Nederlandene men ikke i Nordvesttyskland, hvor de højryggede agre til gengæld synes at være af høj alder.

Siden Hatts monografi har Viggo Nielsen suppleret den oprindelige kortlægning med studier over forholdene på Bornholm, Sjælland, Møn, Lolland-Falster, Fyn og Langeland. Disse viser, at udbredelsen af digevoldingsagre har været nærmest landsomfattende og altså ikke fortrinsvis udbredte i Jylland. Det er især i skovområder, at de nye agerfelter er dukket op takket være grundige studier.

På denne baggrund har de keltiske agre været udsat for fornyede studier, der har bidraget til en nuancering af forståelsen af deres brug.

Oprindelse

Om baggrunden for digevoldingsagrenes oprindelse antager Hatt, at de var en følge af et ændret klima. Da bønderne kom til Danmark, fortsatte de med at bruge samme dyrkningsmåde som i Middelhavsområdet, fordi de klimatske forhold tillod dette. Men i ældre jernalder ændredes klimæt i det nordvestlige Europa fra subborealt til subatlantisk, det vil sige, at det blev et havklima, fugtigere og mindre varmt. Somrene blev køligere, og snemængden blev større, hvilket gjorde det sværere eller umuligt for kvæget at finde tilstrækkeligt med føde om vinteren. Det blev derfor nødvendigt at fodre kvæget i vintermånederne, og kornet måtte bringes indendørs. Det blev nødvendigt med kornlader, og disse blev byggede som forlængninger af boligerne. Da kvæget således kom på stald, blev der ophobet store mængder gødning i løbet af vinteren. Denne gødning kunne anvendes på de omgivende marker, hvilket bevirkede en stabilisering af agerbruget. Hatt antager, at denne udvikling bevirkede, at landbruget derved blev intensiveret og bandt bønderne stærkere til det enkelte sted. Klimaforandringerne bevirkede også, at det blev vanskeligere at dyrke hvede, og hirse, som var blevet dyrket i bronzealderen, forsvandt. Byg blev den vigtigste afgrøde, men der dyrkedes også megen havre, og også hvede dyrkedes omend i mindre udstræning end tidligere. Desuden kom rug ind, muligvis i begyndelsen som en slags ukrudt.

Hatt mener, at dette er baggrunden for indførelsen af digevoldingsagre. Han tolker forholdene således, at der ikke var tale om "kommunistiske samfund" (hvilket Erik Arup havde antydet med sin teori om landsbyer som plovfællesskaber), og at bønderne ikke ejede agrene i fællesskab. Agrene har uens størrelse, i gennemsnit fra 0,1 og 0,3 hektar, men helt ned til 0,02 hektar og op til 0,7 hektar. Han tolker den uens størrelse som udtryk for, at der ikke er foregået et mere regelmæssigt skifte af agre mellem husholdningerne. Ligeledes afviser han, at de kan være anvendt til græsningsformål. Agrene er udviklet ved, at brede, udyrkede volde udviklede sig, fordi agrene blev pløjede. Delingen af større agre i mindre tolker han som udtryk for arvedelinger og dermed sikkert også privat ejendomsret.

Steffen Stummann Hansen har betragtet spørgsmålet ud fra en social-økonomisk synsvinkel. Hans ræsonnement lyder således: "Yngre bronzealders landsbyer er karakteriseret ved en del temmelig lange huse - nærmest haller - og sammen med disse også en del mindre huse. I en del af husene findes to ildsteder, der måske kan antyde to husholdninger i samme hus. Kun i ganske få tilfælde har man fundet spor efter båseskillerum, og det generelle indtryk er derfor, at man ikke har haft kvæget på stald i yngre bronzealder. Husenes indbyrdes beliggenhed gør det ofte svært at afgøre, om der er tale om flere faser i bebyggelsen. Det er endvidere karakteristisk, at der ikke findes nogen form for indhegning i forbindelse med bebyggelserne." Disse forhold er markant anderledes end i keltisk jernalder, hvor kvæget kommer på stald, og hvor husene synes at rumme hver sin familie. "At kvægholdet således har været tilknyttet de individuelle husholdninger synes at tyde på, at der har været privat ejendom." "Begyndelsen af den førromerske jernalder er således karakteriseret ved kortvarige bebyggelser, hvor kvæget har været opstaldet på de enkelte gårde. Kortvarige bebyggelser betyder også kortvarige opdyrkninger, hvilket netop har været betinget af, at man ikke har kunnet opretholde jordens ydeevne. Men i opstaldningen af kvæget lå efterhånden muligheden for at benytte gødningen i dyrkningsprocessen - d.v.s. at tilføre den til markerne. "Flyttelandsbyen" viser også, at jorden ikke kan have været privat ejendom. Jorden må derimod have tilhørt hele landsbyen - hvorfor skulle man ellers foretage en samlet flytning af landsbyen?"

Men forholdene må snart have ændret sig: "Gennem gødningsmængden har man kunnet opretholde dyrkningen af et stykke jord, og jo mere gødning man havde, jo mere jord kunne man opdyrke. Herved blev man i stand til at etablere et produktionsoverskud, som man f.eks. kunne omsætte i mere kvæg. Herved fik processen en selvforstærkende effekt. Jo mere kvæg, man havde, jo mere land kunne man opdyrke, og på den anden side, jo mere jord, man havde, jo mere kvæg kunne man føde." Her kommer nu digevoldingsagrene ind: "De lave skelvolde må således på den ene side anses som udtryk for en hovedopdeling af jorden mellem de enkelte gårde, og herefter, på den anden side, må den enkelte gård have en underopdeling af sin matrikel alt efter, hvilke og hvor mange afgrøder og brakmarker, man har ønsket sig." Han tilføjer: "Efterhånden som de enkelte gårde har fået større kvæghold, har de også været i stand til at opdyrke mere land, og herved er der formentlig kontinuerligt foretaget en udvidelse af agersystemerne." Men "selvom den enkelte gård på denne måde har haft individuel status, har den været underordnet fællesskabet." Kort sagt tolker han indførelsen af digevoldingsagrene på den ene side som en følge af et voksende men privat kvæghold og på den anden side som forudsætningen for en over tid voksende social lagdeling, der i yngre keltisk jernalder udskiller "en egentlig storbonde i landsbyen. Den private ejendomsret, der således slår igennem ved kvæget, slår efterhånden også over i jorden." Hermed er vejen åbnet for et samfund, hvor nogle var så rige, at de ikke længere selv behøvede at forestå landbruget, mens andre kunne ende i en sådan fattigdom, at de måske endte som trælle.

Sociale forandringer virker mere sandsynlige end klimaændringer som årsag til driftsændringer: i bronzealderen havde man levet i en slags klansamfund kendetegnet ved arbejdsspecialiseringer, der til dels var betinget af den importerede bronze: særlige smede, krigere til beskyttelse af bronzens transport, høvdinge og købmænd til organisering af handelen, vævere, vogn- og hjulmagere, bådebyggere og så videre. Da bronzehandelen bortfaldt og stedligt jern tog over, var forudsætningerne tilstede for en omvæltning, fordi det ledende lag i samfundet ikke længere havde noget sikkert grundlag for sin stilling. Denne omvæltning skete i form af en omlægning til en samfund af mere ligestillede bønder med privat ejendomsret afspejlet i form af stalde til opstaldning af eget kvæg samt en opdeling af dyrkede agre i delområder markerede med skelvolde. De ældste bebyggelser tyder ikke på nogen større, sociale skel, først i yngre keltisk jernalder ses sådanne at afspejle sig i bebyggelsen i form af særskilt indhegnede gårde inden for landsbyfællesskabet, fx. i Hodde.

Datering

De tidligste digevoldingsagre dateres til omkring 1.200 f.Kr. det vil sige til midten af bronzealderen, men etableringen af faste agre omgivet af skelvolde skete først i begyndelsen af keltisk jernalder, omkring 500 f.Kr. Digevoldingagrene er dermed samtidige med den forandring af bebyggelsen fra store "haller" i bronzealderen til små langhuse med stald i den ene ende i keltisk jernalder. Denne opstaldning formodes at hænge sammen med ønsket om at indsamle gødning fra dyrene og bruge det på agrene, måske endda nedpløjet.

Digevoldingsagrene synes at ophøre med at være i brug omkring 200 e.Kr. I nogle tilfælde bliver de tidligere dyrkede arealer afløst af skov, måske græsningsskov, hvilket indebærer, at ophøret ikke skyldes, at bebyggelsen i området blev opgivet, men derimod at der samme sted blev indført en ny dyrkningsmåde. Der er usikkerhed om karakteren af denne afløser, men forekomst af blandt andet en fægyde omkring 80 m lang ved Vallensbæk på Sjælland dateret til 400 e.Kr. tyder på, at man er gået over til en driftsmåde, hvor områderne nærmest landsbyen fortsat er blevet intensivt dyrket, mens kvæget kom på græs fjernere væk. Det er uklart i hvilken udstrækning indmarken har været dyrket ved et rotationssystem mellem afgrødedyrkning, brak og græsning. Gødning synes fortsat at have været anvendt.

Udbredelse

Digevoldingsagrene synes at have været ret udbredt. De er fundet over store dele af det nordlige Europa, blandt andet i England, hvor de er kendt som "celtic fields" (keltiske agre).

I Danmark er de fundet i praktisk talt alle dele af landet: Bornholm, Lolland-Falster, Sjælland, Fyn, Langeland og Jylland.

Planlægning

Undersøgelser peger mod, at agersystemerne blev udlagt i stor skala omkring landsbyerne ved, at der i flere tilfælde først blev udstukket lange felter, som efterfølgende er blevet inddelte i marker. Regelmæssighed i henseende til grupperinger af agerfelter tyder på, at der har eksisteret en fordeling, der gav de enkelte gårde agre forskellige steder i bymarken. Størrelsen af markerne tyder på, at den grundlæggende arealenhed har været en tønde land. I de østlige dele af Danmark forekommer markfelter på kun et par hundrede kvadratmeter, og på Sjælland kan de have form som trekanter, ovaler og lignende, hvilket er ukendt i Jylland. Ligeledes kan målene på de rektangulære agerfelter variere, i et tilfælde 60 x 90 m, i et andet 25 x 125 m. En del af denne variation må tilskrives terrænforhold.

Skelvoldene kan variere i størrelse fra bredder på 2-3 m på Blommelyng på Bornholm over 4-5 m i Geelskov ved København til 6-7 m i Tokkeskoven ved Pebringe på Sjælland og med en højde på omkring ½ m, ofte dog kun 20 cm. Det er uklart, om de brede volde har haft andre formål end dem, forskere i nutiden kan gennemskue, men de store bredder gør ikke dette umuligt.

For digevoldingsagrene på Borre Hede konstaterer Stummann Hansen og Harder Sørensen, at agrene udviser "en vel gennemtænkt og stramt gennemført plan for agrenes inddeling, d.v.s. for skelvoldenes forløb". Ligeledes konstaterer de, at "agrene tilsyneladende er anlagt efter to planer, hvor der er en markant vinkelafvigelse på de rette liniers forløb. Der synes ikke at være nogen terrænbestemt årsag til denne afvigelse".

De samlede dyrkede områder synes ikke at have overstiget omkring 10 hektar, og nogle steder omfattede de væsentligt mindre. De dyrkede arealer var omfattende; kun engarealer synes holdt uden for. De udyrkede arealer formodes at have været anvendt til græsningsformål. Imidlertid er der også fundet plovspor i fx Store Vildmose i Vendsyssel.

Dyrkningsmåde

Skelvoldene i Jylland er fortrinsvis dannet af flyvesand, der formodes at være aflejret i forbindelse med levende hegn. I de østlige dele af Danmark synes skelvoldene derimod at være markerede med sten samlede fra markfelterne, på Bornholm endda i form af stendiger. Det formodes, at jordvoldene har været beplantet med levende hegn, der kunne modvirke sandflugt, og som samtidig har mindsket fordampning, ligesom de har skullet holde vildt og kvæg ude fra markerne, og omvendt har gjort det muligt at bruge udyrkede eller afhøstede agre som dyrefolde, hvorved brugerne tillige har opnået den fordel, at dyrene med deres afføring tilførte jorden ny gødning.

Dyrkningsteknisk forbindes digevoldingsagrene tilsyneladende med brugen af pløjeredskabet arden, anvendt til pløjning enten entydigt i agrenes længderetning el ler oftere på kryds. Undersøgelser har vist, at de to meter nærmest volden ikke har været dyrket, og der er her fundet hjulspor, som tyder på, at dette randområde vedvarende har ligget brak.

Hvilke afgrøder, man har dyrket, er usikkert, men byg og rug formodes at have været de vigtigste afgrøder. Af andre afgrøder kan nævnes emmer og spelt (hvede). Disse planter synes således at have indgået i Grauballemandens og Tollundmandens sidste måltider. Dertil kommer havre samt hirse. Endvidere har man øjensynligt dyrket hør. Endelig må som afgrøder nævnes ærter og bønner.

Hele dyrkningssystemet forudsatte en nogenlunde uforanderlig befolkning. Det er muligt, at man i begyndelsen har haft nye områder at inddrage, hvis afgrødedyrkningen skulle udvides, men der har været forholdsvis begrænsede muligheder herfor. Dette betød, at hvis befolkningen voksede, måtte det sætte dyrkningsformen under pres. Det er muligt, at det er et sådant befolkningspres, der udløste de store folkevandringer i yngre keltisk jernalder, således kimbrertoget ca. 115 f.Kr. Måske har der også været strid om jorden: befæstede landsbyer og andre forsvarsværker, de såkaldte "hulbælter" fra keltisk jernalder tyder herpå.

Afvikling

Digevoldingsagrene blev sandsynligvis i yngre romersk jernalder afløst af et nyt dyrkningssystem, der formodes at have været et indmark-udmarkssystem, hvor indmarken blev gødet og dyrket ret intensivt, mens udmarken blev dyrket mere ekstensivt og først og fremmest fungerede som græsningsområde for kvæget. Denne udvikling synes at hænge sammen med en samling af landsbybebyggelsen i færre men større enheder. Desuden synes der at være sket en omflytning fra de lettere til de tungere jorder. Dette nye dyrkningssystem synes at fortsætte op til overgangen til middelalderen, hvor det afløses af de ganske anderledes "højryggede agre". Forløbet af overgangen anses endnu for uklart bortset fra, at sidstnævnte anses knyttet til indførelsen af hjulploven og muligvis tillige indførelsen af det middelalderlige vangesystem.. Omlægningen synes at ske på samme tidspunkt, hvor især havre dyrkes mere almindeligt end tidligere.

P.V. Glob har fremsat en anden teori især for de vestjyske egne: han peger på sygdommen "vosk", som optræder hos kvæg, især kalve og ungkreaturer men også kan ramme køer og tyre. Den giver sig udtryk i appetitløshed, hvilket medfører, at dyrenes "tilvækst tager af, standser efterhånden helt, og de får langt, stridt og pjusket hårlag, "bjørnepels", medens afføringen tilsidst bliver tør og knoldet som fåre- og hjortegødning. De bliver dværgagtigt udviklede. Også får er meget udsatte for angreb af sygdommen, særligt hedefåret, selv om det lever på store arealer med tilstrækkelig plantevækst." Sygdommen formodes at hænge sammen med "koboltmangel i de sygdomsramte områders foderplanter." En sammenligning mellem udbredelsen af vosk og udbredelsen af digevoldingsagre i Jylland udviser et klart sammenfald, og koboltmanglen tilskrives udvaskning og podsolering, der især forekommer på sandjorder. Glob formoder derfor, at det var denne sygdom, der fik de vestjyske agerbrugere til at opgive driften, og han peger på, at den i så fald tidsmæssigt ville falde sammen med kimbrernes og teutonernes vandringer. Det må dog understreges, at selv om det ikke kan afvises, at udbrud af sygdommen kan have haft denne virkning i Vestjylland, kan den ikke forklare forholdene i andre dele af landet.

En mere sandsynlig forklaring er, at driftsomlægningen var betinget af en befolkningsvækst i løbet af ældre romersk jernalder. På trods af krige, slavegørelse til Romerriget og stormandssønner, der søgte ind i den romerske hær, var befolkningen voksende og dermed presset på fødevarerne. Det gælder både afgrøder og husdyr. Dette betød, at det gamle system med omfattende digevoldingsagre ikke længere lod sig anvende. For at kunne forøge udbyttet måtte agrene gødes mere effektivt, og det krævede større kvægbesætninger, hvilke atter forudsatte større græsningstryk. Under sådanne vilkår måtte et indmark-udmarksbrug være at foretrække, men dette stillede krav om en samling af bebyggelsen i færre men større enheder og omgivne af større overdrev og græsningsarealer. At der skete en sådan omlægning kan blandt andet sandsynliggøres ved, at en lang række bopladser fra ældre romersk jernalder synes opgivet netop på tidspunktet for opgivelsen af digevoldingsagrene, hvilket tyder på en sammenflytning, og at man ved Vallensbæk på Sjælland har udgravet en gård med tilhørende fægyde dateret til omkring 400 e.Kr. Denne fægyde viser, at jorden nærmest landsbyen nu var fast udlagte til dyrkning, og agrene måtte beskyttes imod kvæget, mens græsningsarealerne lå uden for agrene, hvortil fægyden sikkert ledte. Det er muligt, at gødningen blev opsamlet enten i stald eller på mindre, indhegnede områder, hvor kvæget græssede. På denne måde har den nye driftsform, der afløste digevoldingsagrene, formentlig ført til et mere effektivt landbrug. I hvert fald ses gårdene i ældre germansk jernalder at være blevet markant større og længere end tidligere: hvor gårdene tidligere var omkring 14 meter lange, vokser gennemsnitslængden til 30-35 meter, og samtidig kom der en række udhuse og grubehuse til; disse har været udnyttet til blandt andet håndværk. Det antages, at gårdenes øgede længde også afspejler et større kvæghold, idet de længere bygninger tillige muliggjorde at holde flere dyr på stald. Foruden deres betydning for gødningen har kvæg, får, geder og svin også kunnet fungere som slagtedyr. En sådan udvikling kunne dog kun fortsætte så længe, at der var græs og hø nok til at fodre den voksende kvægbestand. Det er muligt, at det middelalderlige dyrkningssystem med højryggede agre afspejler det tidspunkt, hvor grænsen var nået, og at der derfor måtte ske en ny omlægning. En anden mulighed er, at det var indførelsen af hjulploven, der nødvendiggjorde en omlægning af markerne: helt op til vikingetiden synes disse at være pløjede med en ard, men i vikingetiden med en krog, "en videreudvikling af arden, uden muldfjæl, men med et bredt skær, der rodede så kraftigt op i jorden, at krydsvis pløjning blev unødvendig." Med indførelsen af muldfjælsploven ændredes dyrkningsforholdene på afgørende måde, idet det nu blev muligt at pløje jorden op i rygge og etablere render til afløb af vandet, men samtidig betød den nye plovtype, at det nu blev ønskeligt med længere agre for at undgå for meget besvær, når ploven skulle vendes. Denne ændring indtraf omtrent på skellet mellem vikingetid og middelalder, men ikke nødvendigvis helt på samme tid alle steder.

Litteratur

• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; 2 udgave; Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1977; ISBN 87-500-1732-2
• Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Den vestjyske borg" (Skalk 2005 nr. 1; s. 5-10)
• Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Hulbælter" (Skalk 2019 nr. 1; s. 12-17)
• Bo Estrud og Claus Kjeld Jensen: "Vendehøj - landsby og gravplads" (Kulturhistorisk Museums skrifter 1); Jysk Arkæologisk Selskab 2000; ISBN 87-7288-587-4
• P.V. Glob: "Jyllands øde agre" (Kuml; 1951; s. 136-144)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen" (Fynske Studier XI, Odense Bys Museer 1981; ISBN 87-87162-11-3)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk 1981 nr. 6; s. 4-9)
• Gudmund Hatt: "Oldtidsagre" (Jyske Samlinger; Bind 5. række 1; 1932; s. 246-251)
• Gudmund Hatt: "Oldtidsagre i Ribe Amt" (Fra Ribe Amt; 1934; s. 387-405)
• Gudmund Hatt: "Landbrug i Danmarks Oldtid" (Udvalget for Folkeoplysningens Fremme, Folkelæsning nr 367; 1937)
• Gudmund Hatt: "Oltidsagre" (Videnskabernes Selskabs Skrifter. Arkæologisk-kunsthistoriske Medddelelser, bd. 2 nr. 1; 1949)
• Gudmund Hatt: "Jylländskt bondeliv under äldre järnåldern" (Nordisk familjeboks månadskrönika; 1939; s. 463-469)
• Lotte Hedeager: "Jernalderens landbrug" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 146-163)
• Steen Hvass: "Overblik" (Skalk 1976 nr. 1; s. 4-10)
• Flemming Kaul: "Fægyde" (Skalk 1985 nr. 5; s. 18-20)
• Allan A. Lund: "Fortid og fordom" (Skalk 1979 nr. 1; s. 19-27)
• Viggo Nielsen: "Agerlandets Historie" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, bind 8 Agerlandet; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-1267-7; s. 9-34)
• Viggo Nielsen: Oldtidsagre i Danmark. Bornholm; Århus 2000
• Viggo Nielsen: Oldtidsagre i Danmark. Sjælland, Møn og Lolland-Falster; Århus 2010
• Viggo Nielsen: Oldtidsagre i Danmark. Fyn og Langeland; Århus 2015
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 109; Odense Universitetsforlag 1987); ISBN 87-7492-650-0
• Axel Steensberg: Borups bønder. Et sjællandsk agrarsamfund i vikingetid og middelalder; Wormianum, Højbjerg 1983; ISBN 87-85160-84-9
• Axel Steensberg: Pebringegården. Folk og dagværk fra oldtid til nutid; Wormianum, Højbjerg 1986; ISBN 87-85160-90-3
• Steffen Stummann Hansen: "Oldtidsagre på Gørding Hede" (Hardsyssels Årbog; 2. række bind 1; Lemvig 1980; s.139-154)
• Steffen Stummann Hansen og P. Harder Sørensen: "Tinghøjene på Hede" (Kuml; 1984; s.191-214)
• Michael Vinter: "Kortlægning af marksystemer fra jernalderen. En kildekritisk vurdering af luftfotografiers anvendelighed"; Kuml 2011; s. 83-114