Wikibooks

Højryggede agre

Ved højryggede agre forstås en dyrkningsmåde, hvorved den dyrkede jord pløjes op i aflange, forholdsvis flade højderygge adskilte ved lavninger. Dette sker ved at anvende hjulploven under pløjningen således, at jorden væltes til den ene side oven på den allerede eksisterende jord.

Højryggede agre i Cold Newton, Leicestershire i England.

De højryggede agre var 10-20 m brede og 0,5-1,0 m høje. Agrene var op til 250 m lange.

Fordelene ved denne dyrkningsmåde er, at den sikrer en vis afdræning af den dyrkede jord, idet vandet løber af ned i de mellemliggende lavninger. Efter indførelsen af moderne dræning med drænrør er denne pløjemetode ikke mere nødvendig.

De tidligste vidnesbyrd om højryggede agre kendes fra omkring år 1000 e.Kr. fra Lindholm Høje ved Ålborg. Her er ryggene ret smalle, ca. 1 m brede og kun ca. 25 cm høje svarende til 4-6 indadvendte furer. Det ser ud til, at dyrkningsmåden udviklede sig i løbet af tidlig middelalder, indtil den nåede sin endelige form.

Dannelse redigér

Højryggede agre dannes ved pløjningen af jorden. Man pløjede jorden i lange stræk ind mod en midte, hvorved jorden fik et hvælvet tværsnit.[1] Fra en bestemt begyndelseslinje pløjede man i en bredde af 5-10 meter til hver side ind mod samme midterlinje, hvorved jorden dannede en ryg. Samme fremgangsmåde anvendtes derefter ved siden af. Derved dannedes efterhånden en riflet overflade. De høje partier kaldes ryg, de lave lavninger kaldes ren.[2] For at opnå dette, måtte ploven forsynes med en muldfjæl, der kunne vende jorden. Dette var en mere effektiv fremgangsmåde end ved at holde en ard på skrå, hvorved jorden nok blev kastet til samme side men uden at kunne danne høje rygge. Med tiden blev ryggene ved gentagne pløjninger højere og højere.[2]

Renen kunne tjene som overfladedræn for vand fra markerne.[2] Renerne fulgte ofte højdekurverne i retning, hvorved man kunne undgå erosion.[3] Afdræningen og dermed pløjningsmåden spillede især en rolle ved dyrkning af vinterrug, som er særlig udsat for ødelæggelse af is og frost, hvis jorden er udrænet, fordi vandet så kan stå højt på marken og fryse til is.[4] På højryggede agre vil vandet derimod blive samlet i renerne, mens ryggene snarere dækkes af sne, som virker beskyttende. Undersøgelser af sammensætningen af korn tyder på, at vinterrugen optoges som ny afgrøde i sen vikingetid og udviklede sig til en udbredt kornsort i middelalderen.[4] Endvidere er i Skånske Lov fra 1200-tallet omtalt gærder omkring rugvange, hvilket afspejler den rolle, som denne afgrøde da havde opnået. Det formodes, at det tillige afspejler indførelsen af trevangsbrug.[4] Omtale af dyrkning af vintersæd på smalle, let hvælvede agerbede findes allerede hos de romerske forfattere Varro, Plinius den Ældre og Columella.[5] Hos Varro omtales, at sådanne bede blev skabt ved, at arden blev holdt skråt. Det er muligt, at dette var udgangspunktet for en udvikling, der førte til muldfjælsploven og højryggede agre.[5]

Forudsætningen for denne pløjningsmåde var muldfjælsploven.[4] Langjernet skærer en lodret ridse i en bestemt dybde i pløjeretningen. Plovskæret, der ligger vandret, skærer ind under jorden i omtrent samme dybde på den ene side af landjernet, den lodrette sule, som plovskæret er monteret på, vil presse jorden til siden, og muldfjælen, der er en større plade monteret mellem sule og løb (den lodrette stang, der opadtil ender i en stjært, som bonden holder i og styrer ploven med), fremmer denne udvikling ved, at furen så at sige "væltes" til siden.[6] Kontruktionen betinger et hjulforstel, det vil sige, at ploven er en hjulplov, fordi vægten derved lægges på hjulene i stedet for på trækdyrene, omend der findes undtagelser.[7][8]

Udbredelse og datering redigér

Spørgsmålet om årsagen til indførelsen af den nye pløjningsmåde lader sig ikke besvare sikkert, men det er nærliggende at pege på, at højryggede agre kendes allerede fra begyndelsen af 800-tallet i Østfrisland.[9] Taget i betragtning, at danske vikinger havde forbindelser med friserne i vikingetiden, kan inspirationen være kommet derfra. En anden mulighed er Sydnorge, hvor agerrygge er påvist i Telemarken allerede før vikingetid.[5] En tredje mulighed er England, hvor højryggede agre ligeledes kendes fra vikingetiden.[10] For den sags skyld kan inspirationen være kommet flere steder fra, selvom ændringen først slog igennem ved overgangen fra vikingetid til middelalder. Måske skal landskabslovene også ses i lyset af denne omlægning. I landskabslovene blev fastlagt en række bestemmelser og traditioner fra tidligere tider[11] og omfatter blandt andet bestemmelser om gærder og fælled.[12] Enten er der tale om en nedskrivning af regler, som kan række tilbage til vikingetid eller tidligste middelalder, eller også er der tale om bestemmelser, som var blevet nødvendige som følge af driftsomlægningerne.

De ældste sikre spor af højryggede agre i Danmark stammer fra 1000-tallet. Et af de steder, hvor de er fundet, er Lindholm Høje ved Limfjorden. Her blev de fundet under et lag af flyvesand. Dateringen til omkring 1050 skyldes et møntfund.[13] Agrene er kun 75-126 cm brede og består af 4-6 sammenkastede furer. Højdeforskellen er højt 25 cm men i de fleste tilfælde på kun 10 cm. Den længste ager er 131 meter.[14] De ældste sikkert daterede højryggede agre kendes fra Filsø i Vestjylland. De fundne agerrygge, en halv og en hel, var henholdsvis 7,2 og 14,4 m brede[15] og lå under et hus, der på grundlag af fund dateres til 1100-tallet, men agrene havde inden husets opførelse været dækket af lynghede i en periode og må derfor være noget ældre.[16] De dateres til tiden mellem 1050 og 1080.[17] Et tredje sted med agre og anvendelse af muldfjælsplov er ved Fjand i Vestjylland. Her er fundet fire agre med bredder på 8, 13, 14 og 15,5 meter.[18] De er daterede til vikingetid og lå bevarede under flyvesand og en gård dateret til 1200-tallet, det vil sige at de var i hvert fald ældre end denne.[19] De var mindst 150 meter lange.[20] På grundlag af disse fund må indførelsen af højryggede agre antages at være sket omkring overgangen fra vikingetid til middelalder.

Hjulploven redigér

 
Hjulplov fra 1400-tallet. Ploven gjorde lange agre mere fordelagtige, men først med indførelsen af et nyt plovskær, der pløjede jorden op i højryggede agre blev det en nødvendighed for at opnå det bedst mulige udbytte for vinterafgrøder.

Der menes at være en sikker sammenhæng mellem højryggede agre og muldfjælsploven, det vil sige hjulploven.[21] Brugen af denne plov krævede flere trækdyr, og den var besværlig at vende, hvorfor en langstrakt form på agrene var hensigtsmæssig.[22][23]

Hvornår hjulploven er blevet udviklet og taget i brug er uklart. Der er fundet spor efter en hjulfjælsplov i nordtyske marskområder allerede i tiden før Kristi fødsel, men ploven har kun været anvendt til at lave lige furer med, ikke til at skabe højryggede agre.[3] Plinius den Ældre oplyser i 1. århundrede e.Kr., at ræterne bosatte i Alperne med Tyrol og dele af Bayern og Schweiz havde fundet på at spænde to hjul foran ploven.[7] På grundlag af fund fra Elisenhof fra 700-tallet,[24] Tating-Hefcracker fra 100-300 e.Kr., St. Peter-Ording fra 300-500 e.Kr., Joldelund fra 200-450 e.Kr.[25] og Danevirke fra 480-530 e.Kr.[24] må antages, at muldfjælsploven var været anvendt i Sydslesvig allerede i romersk jernalder.[26] Det er muligt, at hjulploven selv i Danmark har været kendt allerede i vikingetiden og måske tidligere[27], men det var netop omlægningen til en ny pløjningsmåde, der gjorde det hensigtsmæssigt at flytte landsbyen for derved at opnå en bedre egnet agerudformning. Omlægningen skal måske også ses i lyset af, at de højryggede agre gav en bedre dræningseffekt, hvilket blandt andet gavnede vinterafgrøder.[28] Det er muligt, at enkelte landsbyer ikke er blevet omflyttet, fordi de allerede lå velegnet for den nye dyrkningsform.[29] En anden mulighed er, at landsbyerne ikke blev omflyttede, da den nye pløjningsmåde blev indført, men derefter ikke lod sig flytte, fordi pløjningsændringen så at sige blev fulgt op med omlægningen til vangebrug i begyndelsen af middelalderen.[30][31] Denne sidstnævnte forklaring lader sig imidlertid ikke anvende for områder med græsmarkbrug.

Blandt de synspunkter, der har været fremført, er blandt andet det, at denne sidste flytning, som landsbyerne gennemlevede, var en udtrykkelig bevidst flytning, der blandt andet skabte en gennemreguleret landsby, og hvor beliggenheden af den faste (uflyttelige) landsby skulle være sket under hensyn til en ny driftsmåde, vangebruget. Det har vist sig, at omkring halvdelen af de fynske landsbyer er beliggende omtrent midt i ejerlavet, det vil sige med vange omkring sig i alle retninger, mens den anden halvdel ligger i udkanten af deres ejerlav med alle vangene til den ene side og som regel en eng til den anden[32]. Det har derfor været overvejet, om disse beliggenheder af landsbyerne er sket for at opnå den bedst mulige agerdyrkning[33]. Meget tyder på, at den seneste flytning skete i forbindelse med en omlægning af dyrkningsmåde fra flade blokagre formodentlig pløjede med en krog[34][13][5] til aflange højryggede agre pløjede med hjulplov. Der er et nøje tidssammenfald mellem de ældste højryggede agre[35][36] og de faste landsbyers opståen i 1000-tallet.[37]

Trevangsbruget redigér

Erland Porsmose har foreslået, at indførelsen af de højryggede agre skulle hænge sammen med indførelse af en ny driftsform: trevangsbruget.[38][39] Der er intet, der kan støtte denne antagelse. Den ældste danske omtale af trevangsbrug dateres til 1254[40], men det er et åbent spørgsmål, om der er tale om en egentlig trevangsdrift som senere kendt. Givet er det, at det langt fra har været almindeligt udbredt, idet både tovangsbrug og alsædebrug lader sig dokumentere i 1300-tallet.[41] Først i 1500-tallet synes trevangsbrug at være blevet den fremherskende dyrkningsform i de østlige dele af landet.[42] Snarere ser det ud til, at den nye driftsform først blev indført efter den middelalderlige krise, idet befolkningsfaldet under Den sorte Død betød, at det blev muligt at "gennemføre en dyrkningsreform, der gav den udpinte jord hvile og nogen kreaturgødning."[43] Det kan næppe udelukkes, at ændringen i driftsmåden kunne være foranlediget af adel og Kronen, som måske tillige og samtidig "ønskede rebning gennemført af hensyn til egalisering af landgilde og hoveri."[44] En lignende driftsomlægning til fire- og femvangsbrug på Lolland synes at være sket i 1500-tallet, måske inspireret af forholdene i Mecklenburg.[45] Under alle omstændigheder tyder forholdene på, at omlægningen af landbrugsdriften til trevangsbrug må være sket senere end ændringen i selve agerdyrkningsmåden til højryggede agre.

En del af beviset for, at Danmark ved indgangen til middelalderen og dermed på tidspunktet for indførelse af højryggede agre i de østlige dele af landet havde tovangsbrug, er forholdene ved den store jordopmåling i 1682-83: foruden de store dele, hvor trevangsbruget rådede, fandtes en række områder, hvor ulige former for tovangsbrug rådede[46]: det gælder for "Heden" mellem København, Roskilde og Køge, især egnene ned mod Køge Bugt[47], samt på det vestlige Fyn og i dele af det østlige Jylland, hvor "Lillebæltsystemet" rådede.[48] Det forhold, at man i disse egne bibeholdt en form for tovangsbrug, dog med visse tilpassede ændringer, tyder på, at tovangsbruget var den oprindelige driftsform, men at udviklingen nødvendiggjorde tilpasninger, der dog i disse tilfælde ikke var så vidtgående som en egentlig indførelse af trevangsbrug ville være. Disse tilpasninger bestod i at udlægge særlige "haver", det vil sige mindre områder, til dyrkning af rug, ærter eller lignende.[49][50] I store dele af Jylland, især hedeegne i den centrale og vestlige del, var den fremherskende driftsform i 1682-83 ulige former for græsmarksbrug. I et tilfælde, Filsø syd for Ringkøbing Fjord, er konstateret højryggede agre, der dateres til 1000-årene, hvilket gør dem til de "ældste, daterede højryggede agre"[51] og tillige viser, at højryggede agre også forekom under denne driftsform.

Historisk betydning redigér

Højryggede agre er en del af de omfattende omlægninger af landbruget, som fandt sted i tidsrummet fra bronzealderens slutning og frem til højmiddelalderen. I hovedtrækkene ser udviklingsforløbet ud som følger:

Frem til bronzealderen lå hovedvægten i landbruget på husdyrholdet, hvor især får og geder synes at spille en hovedrolle. Agerbruget skete ved opdyrkning af mindre markfelter dyrkede med en ard.[52] I løbet af bronzealderen tiltog befolkningen og dermed også betydningen af kornavlen. I den forbindelse skete en begyndende opstaldning af kvæg for at samle gødning.[53]

Ved overgangen til keltisk middelalder skete en kraftig omlægning af agerbruget: jorden inddeles nu i keltiske agre, der kan være dyrkede ved en form for græsmarksbrug med 4-5 års afgrøder efterfulgt af tilsvarende lange hvileperioder.[54] I samme forbindelse afløses de tidligere store haller af små langhuse med bolig i den ene ende og stald i den anden.[55] Der er øjensynligt tale om et skifte i retning af et individuelt agerbrug, hvor de enkelte bønder i højere grad bliver ansvarlige for egne dyrkningsområder. Over tid skete der en social inddeling, hvor især en høvdinggård begynder at udskilles sig i størrelse fra andre gårde.[56] Af afgrøder spillede byg og hvede en hovedrolle.[57]

I yngre romersk jernalder skete en ny drastisk omlægning af agerbruget til en form for indmarks-udmarks-brug.[58] Indmarken har været et alsædebrug.[59] Toftesystemet kan gå tilbage til denne tid.[60] Tidligere små gårdgrupper og landsbyer blev nu sammenflyttede i større landsbyenheder, hvor hver gård har sin egen toft, der angiver dens betydning i det samlede landsbyfællesskab. Landsbyerne er omgivne af intensivt dyrkede og gødede marker (indmark), mens overdrev til græsning og skov lå længere væk (udmark).[59] Rug vandt øjensynligt frem på bekostning af hvede. Rug tåler bedre vinterkulde, fugtighed og tørke og lod sig dyrke både på sandede og mindre frugtbare jorder.[57] I nogle tilfælde blev landsbyen lagt midt i sit dyrkningsområde med agre til alle sider, i andre foretrak man en randbeliggenhed, hvor de dyrkede agre lå til den ene side og engarealer til den anden. Rugen var sporadisk dukket op i yngre bronzealder, men først fra yngre romersk jernalder synes den at være dyrket mere udbredt i sydslesvigske, vestjyske, nordjyske og fynske egne, og senest på denne tid synes tillige at være indført en form for afgrøderotation, hvor vårdyrket byg sået et år blev efterfulgt af vinterdyrket rug det følgende.[61][62] Dyrkning af viterrug havde flere fordele, blandt andet at afgrøden havde etableret sig inden, at ukrudt kunne nå at få fodfæste samt at det var muligt at udvide de dyrkede areal om foråret, selv om efterårssåningen var slået fejl.[63] Meget tyder på, at også muldfjælsploven eller hjulploven kom til Danmark allerede på denne tid, men det er et åbent spørgsmål, om man kan tale om et egentligt gennembrud for denne plovtype så tidligt.[64] Den nye plovtype krævede større trækkraft end arden: en ard kræver kun 1-2 okser som forspand, hjulploven kræver derimod 6-8 okser som forspand.[22] For så vidt kunne indførelsen af hjulploven også bidrage til at motivere en sammenflytning af mindre bebyggelser til færre men større, hvor flere kunne bidrage med trækkraft. Ligeledes har den nye plovtype betydet, at "vendingerne med dette tunge redskab med det store forspand har været en besværlig affære. Derfor kunne der være rimelighed i at gøre plovfurerne så lange, som terrænet tillod" og derfor konstatereres, at "agerskifter på op til ca. 600 m i længde" forekommer i senere, middelalderlige landsbyer.[22] En sådan driftsomlægning har været meget krævende, og måske at den kun er slået igennem over en længere periode i yngre germansk jernalder, hvilket de hidtidige arkæologisk fund kunne tyde på.[65] Den nye driftsmåde med indmark-udmarks-brug holdt sig gennem germansk jernalder og vikingetid, men samtidig indtrådte der politiske begivenheder i form af krige med efterfølgende våbenofringer, etablering af bygdebetingede langvolde og vagtborge, udvandringen af angler og jyder til England samt danernes mulige indvandring og magtovertagelse. Det er sandsynligt, at disse begivenheder indbyrdes hænger sammen. Midt i ulykkerne indtræffer også Fimbulvinteren i 536, der bevirkede et nyt midlertidigt tilbageslag.[66] Først omkring midten af 500-tallet indtræder en ny stabilitet, og i de følgende århundreder indtræffer en fornyet befolkningsvækst.

Axel Steensberg, som har udgravet bosættelsen Borup på Sjælland, der er dateret til 700-tallet og frem til ældre middelalder, mener, "at jorden fra først af har været dyrket i et slags toskiftebrug og besået med vårsæd, især byg, måske med lidt rug i, samt havre til hestefoder. I England, hvorfra Danmark dengang som nu i hovedsagen får sit vejr, var 600-årene frem til 682 en tør periode, og mellem 713 og 775 var gennemsnitlig hvert femte år præget af hård tørke. Hvis det samme har været tilfældet i Danmark, måtte man undgå udtørring af jorden ved at vente til foråret med at bearbejde den. Og da arden ikke vender så stærkt op og ned på muldlaget som muldfjælsploven, har den været det mest ideelle reskab. Vi ved ikke, hvor længe jorden lå brak mellem hver dyrkningsperiode, men det har næppe været mere end et år eller to. Det vil sige, at brakmarken formentlig lodsig oppløje med hjularden; og efter at sæden var strøet ud over furerne ved bredsåning, kunne man dække den ved hjælp af den gammeldags ard, hvis spor vi har fundet .. Hvis hver bonde har haft to-tre sammenliggende agre, kunne man dække sæden ved at køre på tværs eller på skråt med den lette ard."[67] Hvis Steenstrup har ret, betyder det, at man næppe har pløjet jorden i højryggede agre i vikingetiden. Derimod mener han, at man dyrkede jorden "med en plov, der kunne vende furestrimlen til denene side og efterlade en bred åben fure mellem hvert par agre, og den kan kun være frembragt af en hjulplovs udadrettede muldfjæl. I denne fure kastede man sten fra agrene .. Agrenes længde på op til 500-600 m vidner desuden om, at der må have været et anseligt antal trækdyr foran, hvorfor man måtte lade plovåsen hvile på en hjulkærre."[68] Det må betyde, at en del af forudsætningen for de højryggede agre etableredes allerede på dette tidspunkt.

Befolkningsvæksten fortsatte i vikingetiden, hvor en del af befolkningsoverskuddet drog på vikingetogter og udvandrer, mens andre stod for en indre bebyggelsesekspansion.[69] Den voksende befolkning forøgede presset på korndyrkningen. Samtidig bevirkede udflytterbebyggelser, torper, at der over tid skete en formindskelse af overdrev og græsningsområder. Dette begrænsede også husdyrholdets omfang. For at imødegå dette pres, måtte korndyrkningen udvides, fordi fødevareudbyttet pr. hektar er større end ved kvæghold.[70]. I tilfælde, hvor bebyggelsen lå med ager til den ene side og eng til den anden, ville en flytning til en mere "central" beliggenhed midt i de dyrkede agre bevirke, at disse nu kunne udvides fra kun at omfatte tre fjerdedele af det omgivende land til at omfatte alle retninger. Dette gjorde, at der ofte, men ikke altid, indtraf en flytning af bebyggelsen.[70] Landsbyen var områdefast inden for sit driftsområde men ikke altid stedfast: i nogle tilfælde indtraf mindre omflytninger, i andre fornyedes bebyggelsen på samme sted som tidligere. Man kan tale om dels områdekontinuitet, dels bebyggelseskontinuitet.[71] Det er i forbindelse hermed, at landsbyerne fandt deres blivende beliggenhed (med enkelte undtagelser bl.a. på Lolland-Falster, hvor en omflytning af landsbyer synes at være sket omkring 1300).

Omtrent samtidig er hjulploven formodentlig blevet taget i brug med et nyt plovskær: krogarden. Denne havde et bredere plovskær end en almindelig ard men ikke muldfjæl.[72] Brugen førte til flade blokagre, fortsat beliggende lige omkring landsbyen.[73] Det er muligt, at den ændrede driftsform med højryggede agre er sket gradvist over en længere tid. Som et tilløb til den nye dyrkningsform skal måske ses en række agerbrede, der dukker op i 7. århundrede dels i Lejre, dels på Lundholm Høje, og som synes skabte ved brug enten af arden eller med plov ved at sammenpløje jorden i lave rygge adskilte af furer.[74] Disse bede kunne være 50-110 cm brede og op til 10 cm høje og samlede i grupper af omkring 7 meters bredde med 7-13 bede i hver gruppe.[75] Sådanne agerbede synes at have holdt sig ind i vikingetiden.[76] Udviklingen kan have været den, at agerbede og agerrygge over tid "smeltede sammen" til bredere højryggede agre[77], der over tid udviklede sig til den nye reguleringsenhed i marken.[78] Det kan have taget tid at nå til den erkendelse, at højryggede agre gav et bedre dyrkningsudbytte uanset, om vejret var tørt eller fugtigt. Med til billedet hører, at en intensiv dyrkning kombineret med brug af staldgødning kunne forbedre høstudbyttet markant: det er beregnet, at dette kunne nå op på 12-20 fold for vintersæd mod 3-4, som hidtil havde været almindeligt.[79] Hvis blot noget af denne udbyttestigning er slået igennem, måtte det motivere til at fastholde og udvide denne omlægning af driften.

I midten af 1000-tallet blev en ny plovtype, muldfjælsploven, for alvor i brug, og jorden blev fra nu af oppløjet i højryggede agre af hensyn til vinterafgrøderne. Denne ændring havde flere fordele, idet der skabtes afløb for vand i renderne mellem ryggene, og muldlaget på ryggene blev stadig tykkere i takt med, at oppløjningen gentages. Muldfjælsploven favoriserer en enkelt pløjeretning, og blokagrene blev derfor opdelt i lange og forholdsvis smalle strimler, idet antallet af agre pr. gård samtidig forøges betydeligt.[80] Derved skabtes tillige forudsætningen for, at hver gård kunne få andele i alle landsbyens agre, både de mere frugtbare og de mindre frugtbare agre. Derved udvikledes en nøje forbindelse mellem de enkelte gårde og de agre, som de havde til rådighed for kornavlen.

Samtidig fortsatte befolkningsvæksten, og der udflyttedes nye torper af en eller flere gårde på tidligere overdrev uden for landsbyernes dyrkningsområder.[69] I løbet af middelalderen men længe efter indførelsen af højryggede agre indførtes så vangebruget i de østlige dele af landet. Omlægningen bevirkede blandt andet, at der derved kompenseredes for de tidligere, nu tabte overdrev og græsningsmuligheder, idet den vang, der lå i brak, kunne anvendes til græsning for kvæg, som samtidig tilførte den gødning. Nyordningen indebar imidlertid, at der måtte være udbredt enighed om hvilken kornsort, der dyrkedes i den enkelte vang af hensyn til de tidsbestemte handlinger: pløjning, såning, høst. Det er formodentlig først fra denne tid, at ordningen med åse tilknyttede de enkelte gårde blev taget i brug.[81] Disse omlægninger af dyrkningsmåden bevirkede også behov for nye regulerende bestemmelser, og disse bestemmelser blev nedskrevne og sanktionerede i form af landskabslove.

Sammenfatning redigér

I 1916 og 1925 gjorde Erik Arup sig til talsmand for en teori om, at landsbyernes oprettelse var en følge af hjulplovens indførelse. Han mente, at landsbyers opståen skete som en slags plovfællesskaber.[82] Omvendt antog Gudmund Hatt, at landsbyernes opståen skyldtes "sociale kræfter", det vil sige kongemagten.[83] Begge teorier er siden blevet forkastede for så vidt, at landsbyernes oprindelse nu arkæologisk kan påvises at gå tilbage til landbrugets indførelse, men det betyder ikke, at de har mistet deres værdi som forklaringsværktøjer.

Hvis det skildrede forløb af udviklingen er korrekt, og det er indførelsen af højryggede agre, og i forbindelse hermed ibrugtagelsen af hjulploven, der var den vigtigste/egentlige årsag til omflytningen af landsbyer omkring overgangen fra vikingetid til middelalder, og at det er samme dyrkningsmåde, der - sammen med opførelsen af kirker og dertil hørende kirkegårde - bevirkede, at landsbyer siden ikke omflyttes igen (med få undtagelser), så tegner det de ældre forklaringer i et nyt lys. For så vidt kan Arup have ret i, at ibrugtagelsen af hjulploven enten kan have bidraget til sammenflytningen i større, egentlige landsbyer på overgangen mellem ældre og yngre romersk jernalder eller omflytningen på overgangen fra vikingetid til middelalder, og på samme måde kan Hatt have ret i, at det var en social revolution fra oven, der gjorde, at den stabile landsby og trevangsbruget slog igennem i middelalderen, måske i forbindelse med egalisering og ny værdiansættelse af gårdene. I denne forbindelse kan høstudbyttet vækstpotentiale ved at indføre højryggede agre, forstærket gødning og forøge rugs betydning som afgrøde måske bidrage til at forklare, hvordan man kunne udlægge en del af indmarken som brakmark hvert år uden at opleve et udbyttetab: det ekstra foldudbytte kunne opveje tabet i det årligt dyrkede areal, og brakmarken blev i stigende grad nødvendig for opretholdelsen af husdyrholdet i takt med, at de tidligere overdrev blev formindskede som følge af oprettelsen af torper og nyrydninger. Hvis det forholder sig således, betyder det, at indførelsen af vangebrug ikke skete samtidig med indførelsen af højryggede agre, men derimod at højryggede agre blev en forudsætning for, at trevangsbruget senere kunne indføres.

Noter redigér

  1. ↑ Vejbæk (2003), s. 133
  2. ↑ 2,0 2,1 2,2 Grau Møller (1990), s. 93
  3. ↑ 3,0 3,1 Grau Møller (1990), s. 94
  4. ↑ 4,0 4,1 4,2 4,3 Grau Møller (1990), s. 96
  5. ↑ 5,0 5,1 5,2 5,3 Vejbæk (2005), s. 198
  6. ↑ Vejbæk (1974), s. 52
  7. ↑ 7,0 7,1 Grau Møller (1990), s. 95
  8. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 168
  9. ↑ Vejbæk (2005), s. 199
  10. ↑ Grau Møller (1990), s. 108
  11. ↑ Hoff (1990), s. 10
  12. ↑ Hoff (1990), s. 17
  13. ↑ 13,0 13,1 Grau Møller (1990), s. 102
  14. ↑ Grau Møller (1990), s. 103
  15. ↑ Vejbæk (2005), s. 194f
  16. ↑ Vejbæk (2005), s. 192
  17. ↑ Vejbæk (2005), s. 189
  18. ↑ Vejbæk (2005), s. 199
  19. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 176
  20. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 177
  21. ↑ Vejbæk (2005), s. 192
  22. ↑ 22,0 22,1 22,2 Bang (1989); s. 100
  23. ↑ Vejbæk (2005), s. 196
  24. ↑ 24,0 24,1 Agersnap Larsen (2015); s. 179
  25. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 178
  26. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 181
  27. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 165-196
  28. ↑ Grau Møller (1990), s. 96, 102
  29. ↑ fx Rønninge og Landby på Fyn, jvf. Grønnegård Jeppesen (1980), s. 12
  30. ↑ Porsmose (1979), s. 118-139
  31. ↑ Grau Møller (1990), s. 112
  32. ↑ Porsmose (1987), s. 72 og 74
  33. ↑ Porsmose (1987), s. 74
  34. ↑ Grønnegård Jeppesen (1981), s. 8
  35. ↑ Grau Møller (1990), s. 112
  36. ↑ Vejbæk (2005), s. 189
  37. ↑ Grønnegård Jeppesen (1980), s. 12
  38. ↑ Porsmose (1979), s. 118ff
  39. ↑ Porsmose (1987), s. 54
  40. ↑ Frandsen (1983), s. 8
  41. ↑ Frandsen (1983), s. 7
  42. ↑ Gissel (1982), s. 625
  43. ↑ Frandsen (1983), s. 6
  44. ↑ Frandsen (1983), s. 9
  45. ↑ Frandsen (1983), s. 27, 118-119
  46. ↑ Frandsen (1988), s. 35
  47. ↑ Frandsen (1983), s. 56-59
  48. ↑ Frandsen (1983), s. 78-85, 94-95
  49. ↑ Frandsen (1983), s. 57, 95
  50. ↑ Frandsen (1988), s. 32-33, 76
  51. ↑ Vejbæk (1984), s. 53
  52. ↑ Kristiansen (1988), s. 46f
  53. ↑ Kristiansen (1988), s. 103f
  54. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 143
  55. ↑ Hedeager (1988), s. 151
  56. ↑ Hedeager (1988), s. 179
  57. ↑ 57,0 57,1 Hedeager (1988), s. 159
  58. ↑ Hedeager (1988), s. 155
  59. ↑ 59,0 59,1 Hoff (1990), s. 43
  60. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 144
  61. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 184
  62. ↑ Vejbæk (2003); s. 141
  63. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 187
  64. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 165
  65. ↑ Agersnap Larsen (2015); s. 182
  66. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 128
  67. ↑ Steenstrup (1983), s. 30
  68. ↑ Steenstrup (1983), s. 27
  69. ↑ 69,0 69,1 Grøngaard Jeppesen (1981), s. 145
  70. ↑ 70,0 70,1 Grøngaard Jeppesen (1981), s. 8
  71. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 121
  72. ↑ Grau Møller 1990, s. 104
  73. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 8-9
  74. ↑ Vejbæk (2003); s. 134
  75. ↑ Vejbæk (2003); s. 139-140
  76. ↑ Vejbæk (2003); s. 138
  77. ↑ Vejbæk (2003); s. 177
  78. ↑ Vejbæk (2003); s. 135
  79. ↑ Vejbæk (2003); s. 152
  80. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 9
  81. ↑ Grøngaard Jeppesen (1981), s. 145f
  82. ↑ Christensen (1977), s. 53
  83. ↑ Christensen (1977), s. 55

Litteratur redigér

  • Viggo Bang: "Højryggede agre. Iagttagelser fra Dalene skov på Nordfyn" (Fynske Årbøger 1989; s. 97-105)
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund; Akademisk Forlag, København 1977; ISBN 87-500-1732-2
  • Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83; Bygd, Esbjerg 1983; ISBN 87-87293-25-0
  • Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3; s. 9-209)
  • Svend Gissel: "Trevangsbrug" (i: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder; bind 18, 2. oplag, Viborg 1982; sp. 624-626
  • Lotte Hedeager: "Oldtid. o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr." (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-201)
  • Annette Hoff: "På sporet af vikingetidens landbrug?" (Bol og By 1990; s. 7-49)
  • Steen Hvass: "Overblik" (Skalk 1976 nr 1, s. 4-10)
  • Steen Hvass: "Årtusinders landsby" (Skalk 1984 nr 3, s. 20-30)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Landsbyens alder" (Skalk 1980 nr 2, s. 10-15)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder" (Fynske Studier XI, Odense 1981)
  • Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk 1981 nr 6, s. 4-9)
  • Kristian Kristiansen: "Oldtid. o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr." (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder, Odense 1988, ISBN 87-7526-073-5; s. 11-107 og 186-201)
  • Lars Agersnap Larsen: "Muldfjælsplovens tidlige historie. Fra yngre romersk jernalder til middelalder" (Kulm 2015; s. 165-196)
  • Per Grau Møller: "Højryggede agre - forskning og bevaring" (Bol og By 1990; s. 90-118)
  • Erland Porsmose: "Bebyggelse, kulturlandskab og driftsmåder på overgangen mellem yngre jernalder og ældre middelalder" (i: H. Thrane (red.): Fra jernalder til middelalder; Odense 1979; s. 118-139)
  • Erland Porsmose: "Middelalder o. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 207-416)
  • Axel Steensberg: "Danske Plovtyper i Oldtid og Middelalder" (Fortid og Nutid 1937; s. 12-42)
  • Axel Steensberg: Borups bønder. Et sjællandsk agrarsamfund i vikingetid og middelalder; Wormanium, Århus 1983; ISBN 87-8516-084-9
  • Ole Vejbæk: Ploven og dens betydning med særligt henblik på landsbyorganisation; 1974 (AncientFields.dk 28-02-2006)
  • Ole Vejbæk: "Hus og ager. Højryggede agre under en bebyggelse fra 1100-årene syd for Filsø i Ål sogn" (Mark og Montre 1984; s. 49-58)
  • Ole Vejbæk: "Om agerryggenes oprindelse og udvikling" (Bol og By 2003; s. 133-187)
  • Ole Vejbæk: "Agre og Miler ved Filsö. Undersögelser af höjryggede agre under en tilsandet 1100-tals bebyggelse med miler syd for Filsö" (Kulm 2005; s. 187-224)
Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Højryggede_agre&oldid=37835"