Købstæder i Danmark

Købstæder i Danmark var fra begyndelsen af middelalderen indtil kommunalreformen i 1970 bebyggelser udstyrede med særlige privilegier, der typisk var opnåede ved kongelig indvirken. Disse privilegier indbefattede som regel:
- eneret til håndværk og handel inden for et nærmere fastlagt område, kaldet købstadens "læbælte",
- egen administration adskilt fra omgivelsernes (oplandets),
- egen domstolsforvaltning,
- fritagelse for visse skatter og endelig
- fritagelse for almindelig militærtjeneste (værnepligt).
Der ud over kunne eksempelvis religionsfrihed (kendes bl.a. fra Fredericia) være en del af privilegiet.

Allerede i vikingetiden var kongen begyndt at udstede særlige tilladelser til opførelse af kirker i forbindelse med handelspladser. For at sikre sig den fulde kontrol over handelen og de indkomster, der kunne flyde deraf, skete der en omlægning således, at al handel skete på steder hvor kongen havde både ejendomsretten til jorden og kontrollen i form af de særrettigheder, privilegier, der blev udstedt for den virksomhed, som her fandt sted. Frivilligt eller ved magt omlagdes handelen til sådanne steder, ofte i et samarbejde med kirkens særlige interesser.

Lige siden forsøgte konge- og statsmagten gennem lovgivning at fremme købstædernes trivsel, indtil udviklingen havde vist, at noget sådant hverken var vel begrundet eller havde den ønskede virkning: fremkomsten af nye bydannelser uden privilegier og nye bydele uden for de priviligerede områder undergravede efterhånden hele systemet i en sådan udstrækning, at købstæderne endegyldigt mistede deres særstilling i 1970.

Gennem hele deres eksistens var købstædernes trivsel udtrykt ved deres indbyggertal et spejl af deres økonomiske trivsel, som imidlertid i høj grad var et spejl af deres geografiske forudsætninger. De forhold, som kunne fremme en købstads trivsel, var især:
- oplandets størrelse og rigdom, herunder adgang i form af vejnet
- forekomsten af stedlige råvarer og deres udnyttelse i forbindelse med fabriksvirksomhed
- tilstedeværelsen af vandløb, der kunne udnyttes til mølledrift
- tilstedeværelse af offentlige myndigheder, dels militære dels kirkelige og verdslige og ofte for større administrative områder, hvilke myndigheder ofte kunne bidrage til vareefterspørgsel og dermed fremme både handel, skibsfart, håndværk og fabriksdrift
- havneforhold og søfart, ikke mindst dybgang og beskyttelse af skibe mod storme
- samhandel med udlandet.
De forhold, som modvirkede købstædernes trivsel, var ikke geografiske men derimod konjunkturbetingede. Det drejer sig om:
- sygdomsepidemier
- krige
- brande
- oversvømmelser og storme
- økonomiske kriser.
Sådanne begivenheder kunne sætte deres præg på købstædernes udvikling i flere årtier. Ofte tog det en købstad en generation eller to at genvinde det tabte, og ikke alle købstæder formåede dette fuldt ud. Livet i købstæderne var hårdt, og købstæderne havde i lange tidsrum højere dødelighed end fødsler, således at de kun ved vedvarende tilflytninger var i stand til at vokse. Først i 1800-tallet og 1900-tallet oplevede købstæderne en trivsel, og de havde da endda svært ved at holde den inden for de administrative grænser. Følgen var fremkomsten af forstæder uden for købstæderne.

Forudsætninger

Fremkomsten af købstæder hviler på tre forudsætninger:
- en befolkningsvækst, der overskrider behovet for sysselsatte ved landbrug og fiskeri og derved muliggør
- en arbejdsopdeling, hvorved håndværk, handel og tjenesteydelser udskilles som nye næringsveje,
- en (overvejende) geografisk adskillelse, hvor de bymæssige næringer samles i bestemte bebyggelser, ofte ved en indgriben fra samfundets ledende magt i form af privilegier og rettigheder.

Kendetegnende for købstæder er således en vedvarende særlig høj befolkningstæthed i forhold til omegnen i forbindelse med en næringsmæssig specialisering, særlige rettigheder i retslig og andre administrative henseender.

Ved siden af det grundlæggende forudsætninger bidrog en række medvirkende omstændigheder til købstædernes udvikling. Tilstedeværelsen af en kongelig borg, der foruden forsvarsformål fungerede som sæde for lensadministrationen, bevirkede, at de pågældende købstæder fik tilført dele af landbrugernes overskud i form af skatter, bispetiender og landgildeafgifter. Grundlaget for købstædernes trivsel blev yderligere fremmet ved torvedage en eller to gange om ugen, hvor landbefolkningen bragte deres overskud til torvs og til gengæld anskaffede sig, hvad de havde brug for, en vareudveksling der hvilede på Harald Hens gennemførelse af et kongeligt monopoliseret møntsystem baseret på penningen allerede i 1000-årene.

Et forhold, som måtte fremme købstædernes rolle som samlingssteder for befolkning og sysselsætning, var behovet for kongelige og kirkelige embedsmænd: da købstæderne udgjorde særskilte retsområder, indebar dette, at der blev oprettede særlige domstole, byting, med egen foged, der blev oprettet et særskilt bystyre, byrådet, bestående af rådmænd, købstæderne fik en egen stadsret og egen byskriver samt stadsbud (preco), der igennem hele middelalderen fungerede som politimyndighed, en vægter, et stedligt forsvar (senere ændret til en borgervæbning), kæmner til at forvalte byens pengemidler, ofte en sankt jørgensgård, det vil sige sygehus. Dertil kom byens borgere i form af håndværkere, handlende, arbejdsmænd, søfolk samt adelige, der ejede en gård i byerne og gejstlige. Købstæderne fungerede som kongens residens, når denne rejste rundt i landet og for Viborgs, Ringsteds og Lunds vedkommende tillige som mødested for landsting. Mange købstæder havde flere kirker og var inddelte i flere sogne.

Det var dog ikke alle købstæder, der lå nær et administrativt center, så allerede tidligt udviklede købstæderne sig uens: de bedst stillede opnåede indbyggertal over 1000, mange andre kun på nogle få hundrede.

Stadsretternes oprindelse og tildeling

Kong Christian 4. var en af Danmarkshistoriens mest virksomme oprettere af købstæder og fremmede Københavns stilling i Kongeriget, blandt andet lod han bygge nye bydele og monumentale bygninger som Trinitatis Kirke og Rundetårn.

Købstadsrettigheder blev i middelalderen tildelt af byherren, det vil sige den person, som havde overherredømmet over det område, hvorunder købstaden hørte. Det kunne være kongen, men også en hertug (således greven af Holsten, hertuger af Sønderjylland, Nørrejylland og Halland), en ærkebiskop (således for de bornholmske købstæders vedkommende), en biskop (således biskoppen af Roskilde, der var byherre for København), eller abbedissen og konfessoren af et kloster (således Maribo). Tildelte rettigheder gjaldt kun så længe, den pågældende havde overherredømmet og/eller var i live: således havde den svenske konge herredømmet over Skåne i midten af 1300-tallet og udstedte 1353 en stadsret for Malmø, men da Valdemar Atterdag havde genvundet Skåne, fik Malmø en ny stadsret. Hver gang, en konge døde, måtte stadsretten fornyes, og skete det ikke, havde stedet mistet sin særstilling.

Det var imidlertid ikke muligt for en hertug at påtvinge en købstad en bestemt stadsret, hvis stedets indbyggere ikke var enige heri.

Udstedelsen af købstadsrettigheder skete i almindelighed efter anmodning fra stedets (købstadens) indbyggere. De måtte i almindelighed betale en vis afgift for dette gode.

Selve udstedelsen af stadsrettighed skete skriftligt. Ofte var det en kendt og anset stadsrettighed, som byherren gav lov til at måtte bruges af ansøgeren. Sådanne "udlån" af stadsretter skete blandt andet med stadsretterne for København, Lund, Malmø, Odense, Ribe, Roskilde, Slesvig, Viborg, Aalborg og Århus; Tønder fik lov til at anvende Lybæks stadsret. Hvis en byherre fandt, at der var bestemmelser i en stadsret, som ikke passede, var der mulighed for at tage forbeholdt for disse bestemmelsers ibrugtagen. På lignende måde kunne en ufyldestgørende stadsret suppleres med bestemmelser hentet fra andre stadsretter.

Købstædernes fordeling og beliggenhed

I løbet af middelalderen oprettedes et net af købstæder, der med de tildelte beskyttelsesområder for handel og håndværk dækkede stort set hele kongeriget og Sønderjylland bortset fra Jyllands, Skånes, Hallands og Blekinges indre (kystfjerne) egne. Mange steder, blandt andet på Lolland og Falster, var netværket så tæt, at købstæderne dårligt kunne opnå et opland af betydning. En del af denne tæthed skal ses i lyset af nærheden til Hansastæderne langs Østersøens sydkyst, men også de vigtige vandveje gennem Øresund og i Vadehavet medvirkede til købstæders opkomst i disse områder; en del købstæder opstod i tilknytning til sikringen af overfart mellem landsdelene. De fleste købstæder lå tillige i tilknytning til datidens "hovedvejsnet", hærstræderne eller hærvejene, og den del af dette vejnet, der løb igennem købstaden, fik ofte navnet "Algade" (fx Holbæk).

Historisk fremtræder købstæderne overvejende som tilhørende bestemte typer.

Tingsteder og handelspladser

Blandt de ældste købstæder fra før 1200 fremstår Ribe og Hedeby som vigtige handelspladser, henholdsvis for det vestlige Nørrejylland og for handel mellem Nordvesteuropa og Østersøområdet, men især på Sjælland fremkom før år 1200 en række købstæder i indlandet, ofte med en indbyrdes afstand svarende til en dagsrejse med heste og vogn: fra Slagelse og Næstved til Ringsted videre til Roskilde og herfra enten til Slangerup og Helsingør eller til København og videre til Lund. Fra Roskilde var der også forbindelse til Holbæk og Kalundborg, hvorfra overfart til Århus skete. I Nordjylland kan peges på Viborg og Hjørring som indlandskøbstæder opståede før år 1200. Beliggenheden skyldes næppe frygt for venderne men snarere kongens behov for at kunne rejse rundt og styre sit land, ikke mindst løse interne konflikter, og her var en central beliggenhed af betydning. Således var Viborg, Ringsted og Lund mødesteder for landsting, mens Roskilde ifølge Adam af Bremen var kongesæde og også Slangerup tilhørte Kronen. Fælles for alle disse tidligste købstæder er, at de så at sige var "arvet" af kongemagten. Det var disse tidlige vejknudepunkter og/eller vadesteder med dertil knyttede muligheder for handel, som allerede i vikingetiden fik tilført to nye centralfunktioner: en række af dem blev bispesæder (Hedeby/Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Odense, Roskilde samt Lund, der i 1104 blev ophøjet til ærkebispesæde) og flere fungerede tidvis som møntsteder (foruden bispesæderne også Ålborg, Randers, Slagelse, Ringsted og Tommarp), det vil sige, at deres rolle som administrative centralsteder og handelspladser blev forstærket ved kongelige tiltag.

Købstad	Hedensk kultplads	Tingsted	Wik	Vejkryds/ vadested	Møntsted	Bispesæde	Kongsgård/ krongods	Borg	Overfarts- sted	Kloster	Sankt Jørgensgård
Slesvig	-	-	ja	ja	(Hedeby)	(Hedeby)	-	-	-	1234	-
Ribe	-	-	ja	ja	Møntsted	Bispesæde	-	1260-erne	-	1232	ja
Viborg	"vi"	Landsting	-	ja	Møntsted	Bispesæde	Kongsgård	-	-	1235	ja
Ringsted	-	Landsting	-	ja	Møntsted	-	KVJ	-	-	-	ja
Lund	-	Landsting	-	ja	Møntsted	Bispesæde	Kongsgård	-	-	1238	-
Århus	-	-	ja	ja	Møntsted	Bispesæde	-	-	-	-	ja
Odense	"vi"	-	ja	ja	Møntsted	Bispesæde	Kongelev	-	-	1279	ja
Randers	-	-	-	ja	Møntsted	-	Kongsgård	-	-	1236	ja
Ålborg	-	-	ja	ja	Møntsted	-	Kongsgård	-	-	1250	ja
Slagelse	-	-	ja	ja	Møntsted	-	KVJ	-	-	-	ja
Roskilde	-	-	ja	ja	Møntsted	Bispesæde	KVJ	Haraldsborg	-	1237	ja
Hjørring	-	Sysselting	-	ja	-	-	-	-	-	-	-
Tommarp	-	-	-	-	Møntsted	-	-	-	-	1161	-

Oversigt over sammenhængen mellem tidlige købstæder og deres funktioner og forudsætninger. Vikingetid og tidlig middelalder indtil år 1200. 2 havde været hedenske kultsteder, 4 var tingsteder (landsting, sysselting), 7 blev bispebyer, mindst 12 blev møntsteder. Klostre, helligåndshuse og Sankt Jørgensgårde var senere tilkomne tiltag, som fremmede byernes udvikling. "KVJ" angiver omtale i Kong Valdemars Jordebog 1231.

Overfartssteder og ved borge

I Valdemarstiden i 1100-tallet kom et nyt lag af købstæder til, omfattende overfartssteder (Ålborg, Assens, Middelfart, Bogense, Skælskør) og i ly af borge, der var bygget til beskyttelse mod venderne: København, Kalundborg, Stege, Nykøbing Falster, Nyborg, Kolding, Sønderborg. Samtlige købstæder oprettede før 1140 karakteriseres i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 som kongelev, bortset fra Ribe, hvor de kongelige rettigheder var overdragne til biskoppen. Måske gælder det samme for købstædernes oprettelse som for møntprægningen, der kun fandt sted på kongelev, men ikke på fædrenegods, at der var tale om udnyttelse af en regaleret, det vil sige en ret i kraft af kongeembedet og ikke en ret for kongen personligt i kraft af slægtstilhør.

Kongelige handelspladser

Det kortvarige tidsrum fra år 1200 til 1270 kendetegnedes derimod ved, at der nu anlagdes en lang række kystnære købstæder, hvoraf en lang række kan ses i lyset af, at handelsruterne ændrede sig: mens hovedruten tidligere havde gået fra Nordvesteuropa til Sønderjylland og herfra videre til Østersøen, så kom den nu til at følge Elben (Hamborg) og herfra til Østersøen, hvor en lang række tidlige slaviske handelspladser nu blev inddraget i det europæiske handelsnet med en tilflytning af tyske købmænd og håndværkere. Det gælder steder som Lybæk, Wismar, Rostock, Stralsund og Danzig. Skibsfarten ændrede sig: skibene blev større og med større dybgang, hvilket stillede nye og større krav til havneforholdene: havnen måtte være ret dyb og trygt beskyttet. Afgørende var også tilstedeværelsen af et opland eller bagland af en vis størrelse. Dette gjorde beliggenheden i en dyb fjord ønskelig, idet den kombinerede en tryg havn og et opland næsten hele kompasset rundt. Lignende forhold kan medvirke til at forklare beliggenheden af eksempelvis Vordingborg, Svendborg og Fåborg, hvor det var beliggenheden ved et smalt sund beskyttet af øer, der sikrede havnens tryghed. Også overfartssteder som Assens, Middelfart og Bogense kunne opfylde disse vilkår. Samtidig udnyttede kongemagten sin position til at fremme handelspladser på steder, der enten tilhørte kongen som arvegods eller kongelev eller hvor der fandtes en kongsgård. På sådanne steder blev der opført en borg, der kunne yde købstaden beskyttelse mod ydre fjender. Staden fik torveret og et beskyttet opland for håndværk, handel og søfart samt udpeget som særlige retsdistrikter. Endelig blev bygget kirker og oprettet klostre, helligåndshuse og Sankt Jørgensgårde (det vil sige sygehuse) og til disse henlagt større ejendomsbesiddelser, der sikrede tilførsel af landbrugsprodukter ud over dem, der blev bragte til torvs. Alle disse udviklingsfremmende tiltag skete ved kongen, på Bornholm og i Søborg dog ved ærkebispen i Lund og i Sønderjylland den siddende hertug. Karakteristisk er, at mange af disse købstæder optræder i Kong Valdemars Jordebog fra 1230. Blandt de nye byer fra denne tid var Vordingborg, Store Heddinge, Slangerup, Helsingør, Skibby, Stiftsbjergby, Holbæk, Skælskør, Kalundborg, København og Søborg på Sjælland, Stege på Møn, Nykøbing og Stubbekøbing på Falster, Nakskov og Sakskøbing på Lolland, Rudkøbing på Langeland, Nyborg, Svendborg og Fåborg på Fyn, Lemvig, Grenå, Vejle, Kolding, Haderslev, Åbenrå og Egernførde i Jylland, Nykøbing på Mors, hvortil kom Laholm i Halland, Væ, Åhus, Ystad, Trelleborg, Helsingborg, Simrishavn og Sølvesborg i Skåne og steder på Bornholm. På Ærø anlagdes Ærøskøbing omkring 1250, ikke af den danske konge men af markgreve Johan II af Brandenburg, der formodentlig fik øen i besiddelse som medgift ved sit ægteskab med Valdemar Sejrs datter Sofie.

Købstad	Hedensk kultplads	Tingsted	Wik	Vejkryds/ vadested	Møntsted	Bispesæde	Kongsgård/ krongods	Borg	Overfarts- sted	Kloster	Sankt Jørgensgård
Væ	-	-	-	-	-	-	Kongsgård	-	-	-	-
Laholm	-	-	-	-	-	-	kongsgård	-	-	-	-
Sølvesborg	-	-	-	-	-	-	-	-	-	ja	-
Åhus	-	-	-	-	-	-	-	Aose Hus	-	-	-
Ystad	-	-	-	-	-	-	-	-	-	1267	-
Trelleborg	-	-	-	-	-	-	-	-	-	1267	-
Simrishamn	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Helsingborg	-	-	-	-	-	-	Kongsgård	Kärnan	ja	-	-
Helsingør	-	-	-	-	-	-	KVJ	Flynderborg	ja	1420	ja
Søborg	-	-	-	-	-	-	KVJ	Søborg	-	-	-
Slangerup	-	-	-	-	-	-	KVJ	-	-	-	ja
Skibby	-	-	-	-	-	-	KVJ	-	-	-	-
Holbæk	-	-	-	-	-	-	KVJ	Holbæk Slot	-	1269	ja
Kalundborg	-	-	-	-	-	-	KVJ	Kalundborg	ja	1239	ja
Skælskør	-	-	-	-	-	-	KVJ	-	-	-	-
Næstved	-	-	-	-	-	-	KVJ	-	-	1240	ja
København	-	-	-	-	-	-	KVJ	Absalons borg	ja	1238	ja
Store Heddinge	-	-	-	-	-	-	KVJ	-	-	-	-
Vordingborg	-	-	-	-	-	-	KVJ	Gåsetårnet	ja	-	-
Stege	-	-	-	-	-	-	-	Stegeborg	-	-	-
Stubbekøbing	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Nykøbing Falster	-	-	-	-	-	-	KVJ	ja	ja	1419	-
Sakskøbing	-	-	-	-	-	-	KVJ	-	-	-	-
Nakskov	-	-	-	-	-	-	KVJ	-	-	-	-
Nyborg	-	-	-	-	-	-	-	Nyborg	ja	-	-
Svendborg	-	-	-	-	-	-	-	Ørkild	ja	1236	ja
Fåborg	-	-	-	-	-	-	-	ja	ja	-	-
Assens	-	-	-	-	-	-	kongsgård	-	ja	-	-
Middelfart	-	-	-	-	-	-	kongsgård	-	ja	-	-
Bogense	-	-	-	-	-	-	-	-	ja	-	ja
Kolding	-	-	-	-	-	-	-	1260-erne	-	1288	ja
Haderslev	-	-	-	ja	-	-	-	Haderslevhus	-	ja	ja
Aabenraa	-	-	-	ja	-	-	-	Aabenraahus	-	ja	ja
Tønder	-	-	-	ja	-	-	-	-	-	1238	-
Sønderborg	-	-	-	-	-	-	-	Sønderborg	-	-	ja
Flensborg	-	-	-	-	-	-	-	-	-	1263	-
Egernførde	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-

Oversigt over sammenhængen mellem tidlige købstæder og deres funktioner og forudsætninger. Kongeligt anlagte købstæder 1200-1270. Karakterististisk for købstæderne fra denne periode var beliggenheden på kongsjord (forstrand, kongelev) eller ved en kongsgård, ofte i tilknytning til en kongeligt oprettet borg og for en stor dels vedkommende orienterede mod Østersøhandel med en dyb, beskyttet havn. I nogle tilfælde var der formentlig tale om gamle overfartssteder. Klostre, helligåndshuse og Sankt Jørgensgårde var en byudviklende men næppe byskabende faktor i denne periode. "KVJ" angiver, at byen omtales i Kong Valdemars Jordebog 1231.

Klosterbyer og sene handelspladser

En tredje gruppe var købstæder anlagte mellem 1270 og 1350: Bogense på Fyn fik købstadsrettigheder i 1288., Hobro, Holstebro, Ringkøbing, Ebeltoft i Jylland, Sønderborg på Als, Køge på Sjælland, Nysted på Lolland (købstad 1409), Rønne og Neksø på Bornholm. Efter en pause under Den Sorte Død blev købstadsgrundlæggelser genoptaget af Erik af Pommern i begyndelsen af 1400-tallet, der oprettede Malmø, Landskrona (1413), Helsingør (nygrundlagt 1426), Præstø (1403), flyttede byen fra Tårnborg til Korsør (1425), Kerteminde og Skagen (begge 1413). I flere af disse tilfælde var det forsøg på at gøre midlertidige fiskelejer til faste købstæder, der lå bag (Helsingborg, Ystad, Trelleborg, Simrishamn, Malmø), i andre var forudsætningen oprettelsen af klostre: Landskrona, Mariager, Maribo (købstad 1416), for Helsingørs vedkommende tillige kontrollen over Øresund. Køge fik et franciskanerkloster i 1484 og rettigheder i 1488, Sæby fik et karmelitterkloster i 1462 men fik først købstadsrettigheder i 1524, Ny Varberg fik et karmelitterkloster i 1470-erne og Sølvesborg i 1480-erne. Lemvig blev købstad i 1471 men uden at få et kloster.

Købstad	Hedensk kultplads	Tingsted	Wik	Vejkryds/ vadested	Møntsted	Bispesæde	Kongsgård/ krongods	Borg	Overfarts- sted	Kloster	Sankt Jørgensgård
Halmstad	-	-	-	-	-	-	-	-	-	1494	-
Landskrone	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Skagen	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Sæby	-	-	-	-	-	-	-	-	-	1462	-
Lemvig	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Hobro	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Holstebro	-	sysselting	-	vadested	-	-	-	-	-	-	-
Ringkøbing	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Ebeltoft	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-
Køge	-	-	-	-	-	-	-	-	-	1484	-
Maribo	-	-	-	-	-	-	-	-	-	1417	-
Nysted	-	-	-	-	-	-	-	-	-	1286	-
Kerteminde	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-	-

Oversigt over sammenhængen mellem senmiddelalderlige købstæder og deres funktioner og forudsætninger. Sen middelalder 1270 til 1536. Flere havde deres oprindelse som fiskerlejer eller fik rettigheder i forbindelse med et anlagt kloster.

Omlægninger

I begyndelsen af 1500-tallet blev købstadsgrundlæggelser i nogen grad erstattet af kongelige forsøg på at regulere og flytte købstæders beliggenhed dels af sikkerhedsmæssige, dels af omsætningsmæssige årsager. Særlig tydeligt var dette under kong Hans, der pålagde indbyggerne i Avaskær samt Lykaa at flytte til Ronneby og nedlagde Gamle Varberg, Ny Varberg, Kongsbakke, Gamle Falkenberg samt Ny Falkenberg til fordel for Halmstad. Christian II forsøgte at samle handelen i Ny Varberg, nedlagde Gamle Falkenberg til fordel for Ny Falkenberg og oprettede Engelhom for at samle landhandelen i en del af Skåne et sted.

Oplandets betydning

Et forhold af voksende betydning var købstædernes handelsmæssige opland. Mens især skibsfarten spillede en rolle for fjerntransport, måtte de som regel ret mangelfulde landeveje sikre forbindelsen mellem købstæderne og deres landbrugsmæssige bagland. Varer blev fragtet de ret korte afstande på vogn eller kunne for dyrenes vedkommende selv gå til torvs. Det forhold, at vejnettet var i relativt dårlig stand, gjorde, at baglandet oftest kun havde begrænset omfang, og efterhånden blev det en fast regel et regne dette til 1 mil for håndværkets vedkommende og 1½ mil for handelens vedkommende. I de fleste tilfælde kan det konstateres, at købstæderne netop kom til at ligge med indbyrdes afstande, der afspejlede oplande af denne størrelse.

Følgen af de tætte købstadsnetværk var, at en del købstæder med tiden atter mistede deres rettigheder, mens omvendt mere levedygtige steder med tiden fik tillagt sig købstadsrettigheder. Fra tid til anden gjorde kongemagten forsøg på ved mere eller mindre udtalt tvang at ændre købstadsbeliggelsesfordelingen, men ofte kun med ringe held.

Renæssancen og enevælden

På samme måde som middelalderens købstæder falder i nogle få hovedtyper, falder købstæderne fra renæssancen og enevælden i tilsvarende grupper: nogle blev oprettede i forbindelse med kongelige slotte (fx Skanderborg, Hillerød, Hørsholm), andre af forsvarsmæssige hensyn (fx Christianopel i Blekinge, Christianshavn, Frederiksodde, Glücksburg i Holsten), Sorø af hensyn til det kongelige akademi, Nibe blev oprettet på grundlag af fiskeri og handel og endelig opnåede herrnhuternes Christiansfeld købstadsrettigheder.

Af ikke mindre betydning var dog de byudvidelser, der planlagdes og fandt sted i forbindelse med hovedstaden. Christian IV planlagde Nyboder som led i en byudvidelse mod nord med et oktogonalt gadenet, der dog efter kort tid blev afløst af et retvinklet gadenet.

Købstædernes byplaner

Nyboder - en planlagt bydel

København, 1728

De danske købstæder kan inddeles i to hovedtyper: selvgroede og planlagte.

Selvgroede købstæder

De selvgroede købstæder stammer stort set alle fra 1000-tallet og før. De kan underinddeles i to typer: indlandsbyer dannede, hvor flere landeveje mødtes og vejnettet derfor fik et mere eller mindre grenet forløb, og vadestedsbyer ved åer, blandt andet i de østjyske fjorde, hvor vejene samledes ned mod vade- eller overfartsstedet, hvor vejnettet derfor fik en mere eller mindre udpræget vifteform. Kendetegnende for de selvgroede byer er, at vejene kunne få et mere eller mindre buet forløb tilpasset stedlige terrænforhold og måske ejendomshensyn. Eksempler på sådanne indlandsbyer er Hjørring, Viborg, Slagelse, Ringsted og Lund.

Hjørring var hjemsted for et sysselting; også her mødtes tre landeveje i en vejgaffel. Købstadsrettigheder fik byen i 1243 af Erik Plovpenning. Allerede i tidlig middelalder fik byen hele 3 kirker: Sankt Hans, Sankt Olai og Sankt Annæ Kapel. Ved sct. Olai Kirke fandtes Sct. Olai kilde eller korskilden. Desuden fandtes, dengang sydvest for byen, et Sankt Knuds Hellig Kors kapel i tilknytning til en gennem lange tider besøgt helligkilde.

Viborg er efter navnet formodentlig et gammelt hedensk helligsted. Tidligt er det blevet hjemsted for et landsting. Viborg ligger centralt for et stort opland med veje mod nord (til Ålborg), nordnordvest mod Nibe, nordvest til Skive, vest til Holstebro og mod øst til Randers, nordøst til Hobro og Sydøst til Århus. Mod syd udgår Hærvejen; Viborg Sø var oprindeligt delt i to søer adskilte af en landforbindelse, men senere blev vandstanden hævet i forbindelse med anlæggelse af en mølle og vejen mod øst afløst af en overfart. Byens mange indfaldsveje mod vest mødtes i en nord-sydgående hovedgade.

I Slagelse dannede et mindre højdedrag (hvor Sankt Mikkel kirke blev placeret) midtpunkt i byens gadenet,

I Lund grenede vejen sig i to på forløbet nordover.

Eksempler på vadestedsbyer er Randers, hvor de mange sammenløbende veje nord for overfartsstedet gav gadenettet dets karakteristiske vifteform, og Haderslev, hvor landevejen mellem Kolding og Aabenraa krydsede vejen mod Ribe og de nordfra kommende veje liigeledes løber sammen nord for overfartsstedet.

Planlagte købstæder

Kun få købstæder er selvgroede. I langt de fleste tilfælde kan det konstateres, at de fra begyndelsen har været mere eller mindre planlagte. For Hedebys vedkommende kan konstateres, at bebyggelsen fra begyndelsen har ligget på regulerede parceller, som senere ikke ændrede beliggenhed eller udseende. For Ribes vedkommende er det sandsynliggjort, at byens navn hentyder til de parceller eller jordstykker, som købmændene fik stillede til rådighed for deres boder.

Der kendes nogle få oplysninger om denne middelalderlige byplanlægning: Om Helsingør oplyses, at Erik af Pommern befalede borgerne i Helsingør "at de der oppå Krogen skulde flytte og bo og der en ny Købstad at bygge", og om Ängelholm oplyses: "men denne bys omkreds og grænser lod sønnen, Christian (II), da han var blevet konge, afmærke med en plovfure og lod gaderne udstikke - i påsyn af en stor menneskemængde, der var strømmet til".

Den tidlige middelalders byplaner

Forekomsten af planlagte købstæder kan imidlertid spores betydeligt længere tilbage i tiden. Det kan vel diskuteres, hvornår man kan tale om egentlig byplanlægning, men hvis man herved forstår en bevidst indretning af købstaden for at opnå et bestemt formål, kan man vel sige, at den ældste egentlige byplanlægning går tilbage til Valdemarstidens bydannelser og sandsynligvis gik ud på at lade købstaden udvikle sig omkring en enkelt hovedgade, Algaden, der som regel var en del af det overordnede vejnet, hærstræderne eller hærvejene, men som i købstadens område blev udvidet i bredden for derved at give mulighed for, at de handlende kunne opstille deres boder langs gaden uden, at færdslen derved helt brød sammen. Hærstrædet var kongens ejendom og derfor omfattet af dennes overhøjhed og under kongelig beskyttelse. Denne beskyttelse kom derfor også til at omfatte torvepladsen i form af torvefred; som en modydelse måtte købstaden betale den skatter og afgifter, som de blev pålagt af kongemagten.

Allerede i de ældste kystbyer forekommer en skibbro, en losse- og ladeplads for skibe. Denne var ikke sammenfaldende med Algaden men lå for sig med en eller flere forbindende adgangsveje. I modsætning til vikingetiden, hvor ejendomslodder ofte rakte helt ud til kysten, var skibbroen en fælles kystnær plads for alle. Skibbroen har kunnet være forstærket med et bolværk, som tillige kunne sikre en vis vanddybde.

Kirken ses ikke at have spillet en fremtrædende i denne byplan. Forklaringen kan være, at købstaden endnu på dette tidlige tidspunkt kunne have sin kirke fælles med et omgivende landsogn. De tidligst opførte købstadskirker havde derfor ofte kun status af kapel, det vil sige med indskrænkede rettigheder. Noget taler for, at de fleste af disse tidlige kirker blev opførte på privat initiativ. Beliggenheden kunne være ved siden af Algaden eller mere tilbagetrukket.

En så enkelt byplan lader sig kun sandsynligggøre i et begrænset antal tilfælde. Det er muligt, at det er spor efter en sådan byplan, der kan ses i købstæder som Middelfart, Nyborg, Kalundborg og Vordingborg, men tillige i købstæder som Holbæk, Nykøbing Sjælland, Assens, Horsens og Hobro. I Sønderjylland er det muligt, at Flensborg oprindeligt er anlagt efter samme princip. Da byplanidealerne senere ændrede sig, måtte de tidligste byplaner tilpasses så godt, det lod sig gøre.

Høj- og senmiddelalderens byplaner

En ændring i byplanidealet skete i begyndelsen af 1200-tallet. Som forbilleder for disse nye byplaner har været peget på den omtrent samtidige anlæggelse af nye byer syd for Østersøen. Her anlagde tyske kolonister planlagte byer med rektangulære gadenet, idet et torv og plads til en kirke blev udsparet i hvert sit byggefelt, og hele bebyggelsen omgivet af et beskyttende fæstningsværk. I Danmark ses et lignende, om ikke helt det samme billede: et mere eller mindre tilpasset rektangulært gadenet, der inddelte byområdet i byggefelter, hvoraf to blev udsparede til henholdsvis torv og kirke, samt - hvor forholdene tillod det - adgang til en skibbro, hvor fartøjer kunne laste og losse varer. Det er sandsynligt, at de fleste danske middelalderlige købstæder er mere eller mindre planlagte med gadenet orienteret og reguleret efter kystlinje og måske et vandløb (der dannede grundlag for en skibbro eller havn), med torveplads og skibbro samt med en opdeling af bygrunde med faste eller regulerede mål (fæstningsværker spillede en ringere rolle i Danmark; beskyttelsen af udsatte købstæder skete med borge). Disse træk genfindes med stedlige variationer i de fleste ældre købstæder.

Sakskøbing kan vise byplanen i dens mest enkle form i form af en central rektangulær plads opdelt i to felter, et for torvet mod syd og et for kirken mod nord. Pladsens østlige grænse markeres af en indfaldsvej fra syd, de nordlige og sydlige grænser af to øst-vestgående gader; fra den centrale plads fører en stikvej mod nordøst til Sakskøbing Å, der udmunder i Sakskøbing Fjord. Oprindeligt lå skibbroen her, men senere måtte den på grund af tilsanding flyttes ud til fjorden.

Aakirkeby på Bornholm udviser en tilsvarende enkel byplan. Kirken ligger her mod vest og torvet mellem to øst-vest løbende gader mod øst, adskilt af en mindre bebyggelseskarré. Gadenettet var forbundet med landeveje, i øst-vest gående retning mellem Rønne og Nexø, mod nord i retning af den gamle fogedgård Vallensgård og videre mod Hammershus, mod sydøst gennem Aaker til Pedersker.

Den fuldt udviklede byplan finder man i Ringkøbing: købstaden har et smukt, næsten perfekt rektangulært gadenet rettet henholdsvis mod fjorden (fire gader) og parallelt med fjordkysten (to gader); i skæringspunktet mellem de to vestlige veje og den sydlige øst-vestgående vej Store Adelsgade ligger et rektangulært torv og nord for dette kirken, indbyrdes blot adskilt af en enkelt husrække. Tre af de fire nord-sydgående gader udmunder mod syd ved byens skibbro ved fjordkysten. Hele byplanen er drejet i forhold til nord således, at den er tilpasset fjordens kystlinje.

Samme smukke fuldt udviklede byplan ses i Lemvig: et perfekt rektangulært gadenet bestående af tre nord-sydgående gader rettet mod fjorden og to øst-vestgående gader parallelle med fjordkysten. I det centrale byggefelt ligger kirken og torvet umiddelbart nord herfor som en delvis friholdelse af det der liggende byggefelt. Byens skibbro lå ved fjordkysten.

Med små variationer kan samme byplan genfindes i Køge: det retvinklede gadenet, hvor torvet ligger i skæringen mellem den vigtigste nord-sydgående gade og øst-vestgående gade, kirken beliggende adskilt fra torvet nord for dette, mens en vej fører fra torvet mod syd til skibbroen ved Køge Å (senere blev skibbroen på grund af tilsanding flyttet længere ud mod åens udløb, og en ny adgangsvej mod øst anlagt fra torvets nordøstlige hjørne).

Kun få byer havde en størrelse, der skabte behov for en større byplan. Helsingør viser byplanen i dens mest udviklede form af et rudenet af retvinklede gader tilpassede kystlinjen, to byggefelter forbeholdt henholdsvis byens hovedkirke og kloster samt et mindre torv udsparet i byggefeltet over for kirken (senere blev torvet flyttet andetsteds hen i byen). Fra den nord-sydgående hovedgade leder flere gyder ud til byens skibbro ved Øresund.

Tilpassede varianter, hvor gadenet, torvets og/eller kirkens beliggenhed dog kan afvige lidt fra grundplanen, finder man i købstæder som Holstebro, Hobro, Mariager, Grenå, Horsens, Middelfart, Assens, Fåborg, Svendborg, Nyborg, Rudkøbing, Nysted, Nykøbing Falster, Vordingborg, Næstved, Skelskør, Kerteminde, Maribo og Stubbekøbing, men også Landskrona i Skåne, Laholm i Halland og Sølvesborg i Blekinge.. I nogle tilfælde fik torvet en trekantet form betinget af terrænforhold og/eller afvigelser i gadenettet, således Nakskov, Hjørring, Nykøbing Mors, Randers, Ebeltoft, Århus, Kalundborg, Korsør, Slagelse, Ringsted, Store Heddinge, Stege, Rødby, Svaneke og Neksø. Kun få købstæder udviser en byplan, hvor en grundlæggende byplan er svær at se, det gælder Skagen (hvor det længe overhovedet var svært at skabe sammenhængende bebyggelse) og Varde (hvor et rektangulært gadenet kun kan genkendes med god vilje).

Disse byplanprincipper blev fulgt i henved tre hundrede år helt frem til middelalderens slutning. At de endnu spillede en rolle ved Reformationen viser sig ved, at mange købstæder først fik et længe ønsket større torv i forbindelse med nedlægning af klostre efter Reformationen. Mindst 12 nye torvepladser er blevet anlagte på nedlagte kirkers og klostres jorder.

Kirken

Sammen med torvet udgjorde kirken et centralt led i byplanen. Som regel lå de to nær hinanden. Torvebesøg var ofte forbundet med besøg i kirken, og markeder i købstæder blev ofte afholdt i forbindelse med kirkelige festligheder. I flere tilfælde ses, at kirken lå nord for torvet, men der findes også eksempler på, at kirken lå øst, vest eller syd for torvet, så det kan ikke siges, at der findes en fast regel for beliggenheden af kirke i forhold til torvet.

Kirkens rolle i middelalderens købstæder understreges ofte. Kirken satte sit præg på mange måder. Først og fremmest var købstadens kirke en fysisk manifestation af, at byen havde et indbyggertal stort nok til, at der kunne udskilles et dertil hørende sogn at betjene. I en række tilfælde etableres et ny sogn som følge af indlemmelse af et landsogn i købstaden og er således et udtryk for en faktisk byudvidelse. Købstadssognet manifesterer sig ofte som tydeligt at være skåret ud af et landsogn "for at give plads til den nye købstad og dens bymark". Det er blevet sagt, at byen derved fremstod 'lukket' mod oplandet. Kirkens rolle som modtager af tiende, overdragelser af gods til kirken med mere bevirkede, at kirken måtte spille en ret stor rolle i bylivet. Kirkens rolle tiltog med oprettelsen af klostre, hvoraf mange netop i købstæderne, og nogle købstæder har klostre som (en del af) forudsætningen for deres købstadsstilling. Flere institutioner i købstæderne fx. skoler og undervisning endvidere købmændenes gilder, fattigforsorg samt behandling af syge havde tilknytning til kirken. Spedalske udgjorde en særlig sundhedsfare, så særlige institutioner for dem, kaldet Sankt Jørgensgårde, blev placerede uden for men i nærheden af købstæderne. Kirken med dens tilknyttede institutioner bidrog med andre ord betydeligt til købstædernes trivsel. Mange gårde i købstæderne blev opkaldt efter de kirkelige institutioner, de tilhørte eller var knyttede til, fx. "Sankt Karens Gård" (omtalt 1499) og "Sankt Laurens Gård" (omtalt 1477) i Århus, "Hellig Kors Gård" (1479) og "Sankt Kelds Gård" (1510) i Viborg.

En særlig rolle spillede kirkerne i bispebyerne. Disse købstæder voksede næsten alle til en størrelse, hvor der rundt om domkirken, der udgjorde købstadens åndelige midtpunkt, fremvoksede en ring af klostre og kirker, der hver betjente omgivende bosættelsesområder. Dette billede er særligt tydeligt i Lund, Roskilde og Viborg men gør sig også gældende i Ribe og Slesvig.

Torvet

Torvet var midtpunktet for byens liv, både det økonomiske og det retslige. Oprindelig blev tinget afholdt her under åben himmel og først senere afløst af et rådhus, der af samme grund som regel blev lagt ved torvet.

Man skelner mellem to slags middelalderkøbstæder: strandkøbing og akselkøbing. Akselkøbingen fik sit navn af, at den lå inde i landet, hvorfor varerne fra oplandet blev bragt til torvet med vogne, på hjul og aksel. Mens torvet i nogle købstæder fra starten var planlagt som sådant og enten med en rektangulær eller trekantet form, klarede man sig andre steder med udvidelser af byens hovedgade, Algaden, i bredden (således i Holbæk).

Formen på torvene må nok til dels tilskrives topografiske forhold og måden, indfaldsvejene mødtes på. Trekantede torve opstod, hvor en vej grenede sig i to i en vejgaffel (fx i Lund), eller hvor kystlinjen krummede således, at et rektangulært vejnet efterlod et trekantet areal egnet til formålet (fx i Nakskov). Langt de fleste torve var dog firkantede axeltorve (fx i Assens og Fåborg) og modsvarede en hel eller halv karre. Mange af disse er dog først opståede efter reformationen i forbindelse med nedrevne klostre. Men desuden fandtes bestemmelser i byvedtægter og stadsretter, der fastlagde, at ejendomme kunne eksproprieres mod erstatning, således bestemte Christoffer af Bayerns stadsret for København fra 1443, at "Behøver Byen noget Stræde eller Vej gennem nogen Borgers Gaard eller Jord til Kongens og Stadens Nytte, da skal han det tillade og tage til Gengæld derfor".

Gadenettet

Gadenettet var tilnærmet rektangulært således, at der mellem gaderne fandtes byggefelter af passende størrelse for gårde. Undersøgelser peger på, at disse byggefelter var tilpassede bestemte faste målforhold.

Der er gjort forsøg på at bestemme de oprindelige målforhold ved karredannelserne i de middelalderlige købstæder. For Assens og Fåborg på Fyn er formodet lodder med en bredde på 21 eller 42 jyske alen a 57,14 cm (det vil sige 12 eller 24 m), mens Helsingør formodes anlagt efter en plan bestående af roder med bredder på 15 fod a 0,293 m, idet man har anvendt moduler på 5 roder og kareer med bredder på 15, 20 og 30 roder.

I takt med byens vækst blev baggader anlagt parallelt med hovedgaden og med nye bygrunde udstukket, blandt andet langs bagsiden af de oprindelige grunde. Den derved opståede byplan fik betydning for købstadens sociale geografi (standsinddelingen) helt frem til den industrielle tid, hvor der atter skete en forandring. I hele denne tid boede købstadens overklasse (købmandsfamilier med videre) langs hovedgaden, håndværkere i de næstmest tiltrækkende områder, mens byens dårligst stillede blev henvist til yderområder.

Gadenavne i mange købstæder antyder, at de var samlingssteder for folk med samme næringsvej. Eksempler herpå er Kræmmergade, Sudergade og Smedegade i Ribe, Smedegade i København og mange andre.

Skibbroen

Købstæderne blev som regel ikke lagt direkte ved havet men derimod i tilknytning til et større vandløb, der løb ud i havet. Denne beliggenhed skyldtes ikke så meget frygt for overfald fra vendere eller andre, men snarere en række andre hensyn. Vigtigst i denne sammenhæng var en tryg havn for datidens ret fladbundede skibe. For disse blev der ved åen anlagt en skibbro, det vil sige en havnekaj med bolværk, hvor losning og ladning kunne ske. Skibbroen fik også betydning for byens grundplan, idet gader som regel blev anlagt i en vis afstand fra denne således, at der var plads til lagerbygninger med mere. Skibbroen afspejler den betydning som skibsfarten havde for købstædernes trivsel.

Vandløb havde imidlertid også betydning på anden måde, idet de sikrede byens indbyggere drikkevand og vand til mølledrift, de kunne være steder for fiskeri af ferskvandsfisk, ligesom de kunne spille en rolle i forbindelse med byens forsvar, hvor de kunne levere vand til en voldgrav.

Det har været foreslået at inddele købstæder efter deres beliggenhed: ved kysten, ved et åudløb ved kysten, ved indsejlingen til en fjord, i en fjord, ved et åudløb i en fjord, ved en å og endelig i indlandet uden kystadgang. For at inddelingen skal have interesse må man pege på dens relevans. Det er imidlertid svært at påvise denne. Man kunne tænke sig, at beliggenheden havde sammenhæng med anlæggelsestidspunktet, men de tre vikingebyer Hedeby i en fjord, Ribe ved en å og Århus ved et åudløb viser, at dette ikke er tilfældet. Man kunne tænke sig, at beliggenheden havde betydning for dybgangen for skibe, men det viser sig, at der er større forskelle internt i de enkelte grupper end indbyrdes mellem disse. Eller man kunne tænke sig, at det fik indflydelse på byplanen, fx. forekomst af en skibbro, men heller ikke dette er tilfældet: skibbro forekommer for alle købstæder bortset fra indlandskøbstæderne, og der er ligeledes variation i skibbroens beliggenhed i forhold til torv og kirke. Det taler ikke for at lade beliggenhed i landskab i sig selv være et afgørende kriterium for en inddeling.

Renæssancens byplaner

Christoph Herr: Grundriss der Festung Fridericia (1694).

Senere købstadsanlæg skete ligeledes efter regulære byplaner. Dette gælder ikke mindst de købstæder, der blev anlagte som led i rigets forsvar, således Christianspris, Fredericia, Kristianstad, Kristianopel, Hørsholm, Frederiksværk og andre, ligesom man i gamle byer forsøgte at indpasse nye byplaner i de gamle strukturer (fx Nyboder i København). Kendetegnende for renæssancens anlagte købstæder er således byplaner med symmetrier og geometriske former, gadeplaner med radiale eller rektangulære former, ligesom fæstningsanlæg indgik som led i byplanen og blev anlagt med en rundkredsagtig form, polygonale fæstningslinjer med fremspringende, flerkantede bastioner og voldgrave foran. De tidligste af disse byplaner var med radialgader mellem et centralt beliggende torv og den omgivende befæstnings bastioner og bebyggelseskarrer med skæve hjørner, men efter enkelte forsøg vendte man tilbage til rektangulære karreer og rudeformede gadenet. Karakteristisk for disse byplaner var tillige, at der ofte indgik kanalanlæg og kajgader, idet de naturgivne forhold sjældent muliggjorde den traditionelle skibbro.

I kongeriget blev Frederiksodde (senere Fredericia) oprindeligt planlagt med en halvkredsagtig befæstning, rektangulære gader og kanaler. Glückstadt i Holsten blev af Kronen planlagt som en halv-polygon med radialgader mellem det centrale torv og byens bastioner.

Købstædernes alder og historie

Jernalder og vikingetid (indtil 1050)

Hedeby

Frisiske wiker (handels- og centralpladser) kendes fra romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid. De mest kendte wikerog tidlige handelspladser fra germansk jernalder og vikingetid er Hedeby ved Slien, Dankirke og Ribe ved Vadehavet, Lindholm og Sebbersund ved Limfjorden, Stentinget i Vendsyssel, Gudme på Fyn, Tissø, Boeslunde og Lejre på Sjælland, Sorte Muld på Bornholm, Slöinge og Uppåkra i Skåne. I Skåne findes desuden en række køpinger hidrørende fra vikingetiden og beliggende 2-5 km fra kysten og ofte ved en (dengang) sejlbar å: Köpinge ved Helsingborg, Löddeköpinge nordvest for Lund, Hököpinge syd for Malmø, Kyrkoköpinge og Dalköpinge øst for Trelleborg, Stora Köpinge mellem Ystad og Tommarp i det sydøstlige Skåne, Elleköpinge og Köpinge ved Åhus, der aldrig opnåede købstadsret. Også i Jylland forekommer sådanne pladser, som senere forsvandt: Hedeby blev opgivet til fordel for Slesvig, Aggersborg og Lindholm Høje blev afløste af Ålborg, Okholm kan være forløber for Ribe, Trabjerg kan være forløber for Holstebro. I Sønderjylland har endvidere været peget på Starup som forgænger for Haderslev, Varnæs som forløber for Aabenraa og Brovold på Als, der måske er en forløber for Sønderborg. I omgivende lande kendes blandt andre Helgø og Birka i Mäleren og Kaupang ved Oslofjorden. Kendetegnende er, at de fleste af disse steder opgives henimod vikingetidens ophør eller i tidlig middelalder. De opstod i kraft af en fordelagtig beliggenhed for fjernhandel og af en handlingskraftig stedlig leder eller ledelse men stod og faldt med denne og evnen til at fastholde handelen. Handelspladserne afspejler en decentral magtstruktur, hvor stedlige magthavere i nogen grad var i stand til at fremme egne steder for omsætning, men med kongemagtens voksende styrke og de ændrede besejlingskrav ændredes forholdene efterhånden, og de tidlige handels- og håndværkscentre måtte vige for de af Kronen støttede bedre beliggende købstæder. Fælles for de handelspladser, der overlevede vikingetiden, og den tidlige middelalders købstæder var netop, at de lå på Kronens jord og dermed kunne favoriseres ved kongelige privilegier.

Baggrunden for fremkomsten af wikerne må søges i den internationale udvikling: i 700-tallet havde araberne overtaget handelen mellem Vesteuropa og Orienten i kraft af deres erobringer omkring Middelhavet. Samtidig havde kalifatet åbnet en række sølvminer, og værdierne herfra blev omsat i skind og pelse, slaver og andre goder, som blev skaffet ved handel i Østeuropa. Omtrent samtidig var der opstået et nyt handelstyngdepunkt omkring Den engelske Kanal, hvor friserne hurtigt blev dominerende i skibsfarten. Endelig var der i Norden blevet oprettet stedlige handelspladser, hvor der omsattes varer både fra øst og vest. Efterhånden blev nordiske handelsfolk dominerende i handelsforbindelserne mellem kalifatet og Nordvesteuropa, idet hovedhandelsruten fra Den engelske Kanal gik nordpå til Sønderjylland, hvor sejladsen skete ad Ejderen og Trene til Hollingsted. Herfra var der en 20 km lang strækning over land til Slien, hvorfra handelsforbindelserne fortsatte både nordpå til Kaupang og østpå over Østersøen til de russiske floder og ad disse videre til Sortehavet og Orienten. Karakteristisk nok blev landskabet langs Skånes sydkyst benævnt "østerlen" (af Østerleden), det vil sige vejen mod øst. Flere steder langs denne handelsrute blev etableret handelspladser, og nogle af disse skulle blive de ældste købstæder.

Oprindelig var disse handelspladser kontrollerede af stedlige stormænd, og den tidlige kongemagt var ikke stærk nok til at hævde sin stilling; faktisk var kamp om kongemagten længe et forhold, som svækkede de skiftende kongers evne til at sikre sig kontrol og handel og møntvæsen. Kongemagtens kontrol med handelen måtte derfor i vid udstrækning støtte sig på eksisterende handelspladser og et samarbejde med den ekspanderende missionsvirksomhed, herunder tidligt kirkebyggeri. Dette må ses som baggrunden for, at Hedeby, Ribe og Århus tidligt blev kombinerede centre for konge og kirke.

Middelalderen (1050-1536)

Først i tidlig middelalder styrkedes kongemagten, som herefter kunne udnytte sine magtpositioner til yderligere at befæste sin stilling. Denne magt bestod dels i jordejendom, dels i regalier det vil sige særrettigheder. Jordejendommene bestod af to bestanddele: kongelev betegnede områder, som var henlagt til kongen i kraft af dennes funktion, patrimonium betegnede kongens personlige ejendom. Der har været peget på, at steder med navnet "Husby" eller "Huseby" kan have betegnet kongsgårde, hvorfra kongen ved stedlige repræsentanter udøvede kontrol over større omgivende landområder. Men overordnet var kongens stilling således, at han kun kunne udøve sin myndighed ved personlig tilstedeværelse, og følgen var, at kongen og hans hof i begyndelsen måtte rejse land og rige rundt for at udøve denne myndighed. Det er sandsynligt, at der blandt andet derfor opstod et enkelt net af "kongeveje" (hærveje), som kongen anvendte i denne forbindelse, og som bestod af en øst-vestgående forbindelse fra Lund tværs over Sjælland og Fyn til Jylland samt i Jylland Hærvejen op til tingstedet i Viborg. Disse veje fulgte overvejende vandskel således, at man udgik at krydse større vandløb. Senere, da købstæderne blev anlagte, blev de forbundne med hærvejsnettet, og de strækninger, som gik igennem købstæderne, fik ofte navn af "Algade" eller "Adelgade". Rejsende var underlagt kronens garanti for tryghed under rejsen, og da byernes torve udgjorde dele af dette fredssikrede vejnet, kom torvefred til at indgå som et særligt kongeligt regale; til gengælde skulle handlende og købstæderne så betale en afgift til kongen.

Regalerne bestod også i ejendomsret til forstranden, hvilket skulle blive af betydning, da Kronen aktivt begyndte at oprette købstæder. De ældste købstæder var veletablerede handelspladser, som Kronen kunne sikre sig herredømmet over, og først i løbet af middelalderen kunne kongen selv oprette nye købstæder og derved undergrave de pladser, der havde været under stormændenes kontrol. Endvidere havde Kronen eneret på at garantere freden, møntvæsenet, retsvæsen og regulere udøvelsen af håndværk, handel og skibsfart (herunder vareudførsel) samt at uddelegere disse rettigheder helt eller delvist til stedlige myndigheder, og middelalderen kan siges at blive indledt, da Kronen blev i stand til ubestridt at udøve disse rettigheder.

De ældste bebyggelser, som siden fik købstadsprivilegier, stammer fra vikingetiden. Kendetegnende er, at de fleste købstæder anlagdes ved åer eller mindre vandløb, ofte på steder hvor disse krydsedes af vejforbindelser og hvor der var overfart eller vadested. Medvirkende ved denne beliggenhed synes dels at være muligheden for at sejle til og fra staden med den ikke særligt dybtgående skibstype, der var i brug indtil omkring år 1200. Desuden synes vandløbene at have haft betydning ved vandforsyning til husholdninger og vandkrævende virksomhed, blandt andet ferskvandsfiskeri og driften af vandmøller. Vandmølledrift i købstæder kendes blandt andet fra Ribe, Vejle og Roskilde. Nogle udviklede sig i kraft af en domkirke eller et kloster, andre som torvekøbinger, der skyldte handelen deres opkomst, og atter andre var borgbyer, der voksede op i ly af et af 1100-tallets nye borganlæg. Flere af de tidlige købstæder var tillige tidlige udmøntningssteder, således Hedeby/Slesvig by, Ribe, Århus, Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Slagelse, Ringsted, Roskilde, Lund og Tommarp. Kun undtagelsesvis fandt udmøntning sted uden for købstæderne. Fra 1200-tallet blev det reglen, at et marked ikke kunne holdes uden kongelig tilladelse.

Omkring 1070 omtaler Adam af Bremen en række civitas, det vil sige biskopsæder eller domkirkebyer: Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Odense, Roskilde og Lund. Roskilde omtaltes som kongesæde. Desuden nævnes Aalborg og byer ved de østjyske fjorde uden nærmere angivelse. Ringsted og Slagelse omtales allerede inden år 1100 som købstæder. 1140 gav Erik Lam Næstved torveprivilegier.

Danmarks købstæder 1250-1400.

Prospekt af Flensborg fra 1500-tallet. Fra Georg Braun og Franz Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum.

Omkring 1200 talte det danske område følgende købstæder:

• Flensborg (Sønderjylland) (Flænsburgh)
• Helsingborg (Skåne) (Halsingburgh)
• Hjørring (Nørrejylland) (Jhoringy)
• Horsens (Horsnæs) (Nørrejylland)
• Kalundborg (Kalundeburgh) (Sjælland)
• København (Sjælland) (Haffn)
• Lomma (Skåne) (Lummæ)
• Lund (Skåne)
• Næstved (Sjælland) (Neswit)
• Odense (Fyn) (Othænsheret)
• Randers (Nørrejylland) (Rondrus)
• Ribe (Nørrejylland) (Ripis)
• Ringsted (Sjælland) (Ryngstath)
• Roskilde (Sjælland) (Roskildis)
• Slagelse (Sjælland) (Slauløsæ)
• Slangerup (Sjælland) (Slangæthorp)
• Slesvig by (Sønderjylland)
• Svendborg (Fyn) (Sinnæbuuhr)
• Søborg (Sjælland) (Syoburgh)
• Tommarp (Skåne) (Tummathorp)
• Tønder (Sønderjylland) (Tundær)
• Viborg (Nørrejylland) (Vibiærgh)
• Aalborg (Nørrejylland) (Aleburgh)
• Aarhus (Nørrejylland) (Arus)

Den magtpolitiske forskydning i Østersøområdet under Valdemarerne frem til 1225, hvor den danske rolle i samhandelen brydes, fik stor betydning for opvæksten af en række danske købstæder, således Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg, Assens, Fåborg, Svendborg, Rudkøbing, Nakskov, Sakskøbing, Stege, Skælskør, Næstved, Vordingborg og Køge. Samarbejdet mellem konge og kirke afspejlede sig blandt andet ved oprettelsen af et stort antal klostre før midten af 1200-tallet.

Den krise, som ramte landet med Den sorte død i 1348 bevirkede, at nogle af de gamle købstæder mistede deres købstadsrettigheder, således Skibby og Søborg på Sjælland, Borre på Møn og Herrested på Fyn. Også kongemagten blev midlertidigt svækket, blandt andet som følge af pantsætning, og kunne i en periode ikke støtte købstæderne så aktivt som tidligere. Følgen var, at Hanseforbundets indflydelse i Danmark voksede og ikke altid til gavn for købstæderne. Også den traditionelle bondesejlads især i de syddanske egne bidrog til at svække købstædernes stilling.

Den senmiddelalderlige krise fik også stor indflydelse på de danske købstæders næringsvilkår. Indtil da havde købstæderne overvejende været selvforsynende med fødevarer i kraft af de landdistrikter, som de rådede over. Dette indebar, at købstædernes trivsel afhang dels af det overskud af landbrugsvarer, som kunne sælges til udlandet og som købmændene var afhængige af, dels af varer fremstillede af håndværkere, som landbefolkningen ønskede at købe, eller som de kunne sælge til udenlandske, især tyske, købmænd. Det drejede sig overvejende om fedevarer som smør, kød, flæsk, huder, skind samt om heste og sild. Det ser ud til, at kornavl længe spillede den største rolle for købstædernes fødevareforsyning: selv med et udbytte på 3-4 fold gav kornavl et 3 gange så stort økonomisk udbytte, som der kunne opnås fra mejeriprodukter som følge af græsning på arealer af samme størrelse. Dette indebar, at hovedvægten måtte blive lagt på kornavl, og at husdyrholdet derfor blev begrænset til et mindstemål, hvis størrelse var betinget af hensynene til sikring af gødning, trækkraft og fødevarer. Udviklingen synes fremmet af stigende kornpriser.

I 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet synes købstædernes eget kvæghold at være aftagende og betydningen af deres fægange og grænsningsarealer tilsvarende at have spillet en aftagende rolle; mens handel med levende kvæg tidligere havde spillet en betydende rolle, blev det nu handel med kød, flæsk, talg, fedt, smør, huder og skind som udgjorde landbrugenes indput i omsætningen med købstæderne, og da der i 1400-tallet skete en ændring i kostvanerne hos byboerne mod animalske fødevarer, indtraf der en tilsvarende forskydning således, at disse varer blev leverede af landbruget. Men efterhånden voksede interessen for at købe levende kvæg i udlandet, og dermed lagdes grunden til en voksende studehandel. I løbet af 1400-tallet fik græsningsarealerne derfor atter en stigende betydning for købstæderne, og kvæghandel og kvægdrivning fik fra da af en voksende betydning, først i Jylland og på Fyn, senere også i landets østlige egne.

En omlægning til større kvægavl synes delvist betinget af befolkningsnedgangen under krisen. Som følge heraf optrådte ødegårde i større tal. Da jorden ikke længere kunne dyrkes på grund af manglende folk og arbejdskraft, måtte en omlægning af markerne til græsningsarealer for kreaturer forekomme at være en erstatning herfor. Udviklingen kan være fremmet yderligere af, at baltisk korn fandt vej til de vestlige markeder, hvor det kunne udkonkurrere dyrere vestligt korn. Følgen af dette var, at i Spanien og England fik fåreavl og tekstilindustri en voksende betydning. Således virkede alle de nævnte forhold til kvægavlens fremme. Udviklingen kan også have bevirket, at tidligere landbrugsjord kom under herregårde, som derved kom til at spille en større rolle i kvægavlen.

Det er muligt, at udviklingen også har fremmet trevangsbug: græsning på enge, overdrev og naturlige græsgange bevirkede, at markerne mistede tilførsel af kreaturgødning. Ved at omlægge driften til trevangsbrug, hvori indgik brakmarksskifte, bevirkede, at græssende kvæg nu atter tilførte gødning til markerne, hvilket fremmede et større kornudbytte. På lignende måde indebar stærkt begrænsede muligheder for vinterfodning, at når kvæget skulle på stald i november, skete en omfattende slagtning af kvæg med efterfølgende oplagring af saltet kød, flæsk, pølser, talg og fedt. Slagtningerne medførte også et udvidet udbud af huder, skind, ben og horn, som kunne afsættes til og udnyttes af købstadshåndværkere i deres arbejde eller sælges til udlandet. Dermed lagdes også grunden til en voksende håndværkerstand i købstæderne. Det var i denne tid, at garvere, sudere, skindere og skomagere kunne vokse sig til så talstærke grupper, at de kunne etablere håndværkslav i købstæderne.

Således lagde den senmiddelalderlige krise grunden til en voksende befolkning, en opgivelse af kvægavl og en forøget fremstilling af konsum-, håndværks- og luksusvarer, som kunne sikre bedre afsætningspriser, end man kunne få fra landbrugsvarer.

En ændring indtrådte først med rigssamlingen under Valdemar Atterdag og oprettelsen af Kalmarunionen under dronning Margrethe. Erik af Pommern gjorde som konge ihærdige forsøg på at styrke købstæderne: Købstadsforordningen af 1422 indskærpede købstædernes monopol på handel og håndværk. Dette var især vendt mod hansekøbmændene, der mange gange købte deres varer direkte fra danske godsejere, bønder og fiskere. Med den nye forordning sikrede man, at der kom en dansk købmand som mellemhandler. Forordningen gav også hvert håndværkerlav eneret på udførelse af arbejde indenfor deres fagområde.

Købstæderne fik også udvidet selvstyre. Det daglige ansvar med kontrol af håndværk og handel samt udligning af skatter skulle varetages af 2 borgmestre og 6 til 12 rådmænd, der blev valgt blandt byens større handelsfolk. Byrådsarbejdet var ikke lønnet, men efterhånden gav stillingen en række privilegier bl.a. fratagelse af byskat, og ofte fik de en særskilt del af byens fællesjord til græsning af deres kreaturer. Ligeledes kunne afgørelser fra bytinget i en række større byer ankes til byrådet, der også mange gange havde domsmyndigheden i handels- og arveretssager.

Endelig oprettede Erik af Pommern et antal nye købstæder: Kerteminde, Skagen, Landskrona, Maribo og Korsør.

Ved reformationen 1536 fandtes i hele Danmark (medregnet Sønderjylland, Skåne, Halland og Blekinge) 85 købstæder. Med et betjeningsopland på 2 mil (det vil sige i en afstand af op til 15 km fra staden) var hele landet vel betjent, bortset fra det indre Jylland, Himmerland, Vendsyssel og de indre dele af Skåne, Halland og Blekinge; til gengæld var de danske øer og dele af især den skånske kyst ofte inden for betjeningsafstand af mere en een købstad, hvilket – alt andet lige – måtte bidrage til at vanskeliggøre disses vækst og velstand.

Udviklingen i Holsten

Folkesprog ifølge stednavne. De tre sachsiske områder Dithmarschen, Holsten og Stormarn (i mørkeblå), slavisk (brun), dansk (rødbrun) og frisisk (gult) mellem ca. 800 og 1100 e.Kr. Folketomme grænseområder med lyseblå.

En særlig rolle spillede grevskabet Holsten. Holsten bestod i den ældre middelalder af 4 landskaber: Ditmarsken mod vest, det egentlige Holsten midt i landet og op til Ejderen, Stormarn mod syd samt Østholsten, der var beboet af slaviske folkeslag. Ditmarsken formåede at opretholde et udstrakt selvstyre som underlagt Stade. Ret tidligt samledes de tre vestlige grevskaber på de saksiske hertugers hænder, og disse udnævnte vicegrever som vasaller, men til helt ned i 14. århundrede beholdt hvert landskab dog sin »overbode«, en slags folkevalgt tingformand, der næst efter greven var landets fornemste mand, og hvis embede synes at have været knyttet til enkelte mægtige slægter.

Mens kristendommen uden større vanskelighed bredte sig blandt sakserne, havde den meget ublide kår hos vagrierne. Omkring 1100 syntes kampen dog at være endt, da deres fyrste, Henrik, havde antaget kristendommen. Ved sin død overdrog han sine besiddelser til den danske jarl i Sønderjylland, Knud Lavard, der undertvang en stor del af de obotritter, der var nært beslægtede med vagrierne, og som også udstrakte sin indflydelse over de saksiske dele af Holsten. Her var schauenburgerne, en dygtig og energisk slægt fra Weser-egnen, kommet til magten i 1110, da grev Adolf 1. af Schauenburg (1106-1128) var blevet forlenet med Holsten og Stormarn af hertug Lothar af Sachsen. Det lykkedes hans søn, Adolf 2. (død 1164), endelig at få bugt med vagrierne, som efter Knuds drab i 1131 atter havde genoptaget deres gamle plyndringstogter.

Landet blev erobret og i 1143 forlenet til grev Adolf 2., der i stedet for de gamle indbyggere, hvoraf mange var blevet dræbt, indkaldtes nybyggere fra Westfalen, Holland og Frisland. Samtidig vandt kristendommen fast fodfæste i landet, særlig ved den fromme Vicelins bestræbelser, og bispedømmet i Oldenburg, som størstedelen af Holsten hørte under, oprettedes på ny. I 1163 flyttedes bispedømmet imidlertid til Lübeck, der kort i forvejen var blevet anlagt af grevens lensherre, hertug Henrik Løve af Sachsen.

Efter Henrik Løves fald (1180-1181) begyndte dansk indflydelse at gøre sig stærkt gældende i landet, og samtidig løsrev Ditmarsken sig fra forbindelsen med Holsten, og Lybæk udsondredes som en fri rigsstad. Begge disse samfund sluttede sig til Danmark, der også fandt bistand hos den misfornøjede adel, og efter, at grev Adolf 3. af Holsten i 1202 var blevet taget til fange, måtte han i 1203 købe sin frihed mod afståelsen af sine lande til Valdemar Sejr, som forlenede dem til sin søstersøn, grev Albert af Orlamünde.

Grev Adolf 3. opgav i første omgang grevskabet Holsten og trak sig tilbage til Grevskabet Schauenburg, og det var først hans søn, grev Adolf 4., der fik held til at generobre Holsten. Valdemars forsøg på at fastholde magten over Holsten og de andre nordtyske områder mislykkedes fuldstændigt, da han led nederlag til en koalition af nordtyske fyrster under ledelse af ærkebispen af Bremen og Adolf 4. i Slaget ved Bornhøved i 1227.

Efter dette slag vendte schauenburgerne atter tilbage, men Ditmarsken gav sig nu ind under ærkebispen af Bremen, og trods gentagne forsøg magtede de holstenske grever aldrig at undertvinge disse frie marskbønder. Grevernes statsretlige stilling var efter Henrik Løves fald undergået en stor forandring, for selv om de retsligt set var hertugen af Sachsen-Lauenburgs vasaller, så var de i virkeligheden uafhængige, og pligter mod lensherren i form af krigstjeneste og lignende mærkes ikke. Langt farligere rivaler havde greverne i den stridbare, godsrige lavadel, hvis egentlige hjemstavn var grevskabets kerneområde i egnen omkring Bornhøved.

Klostre og købstæder

Klosteret i Cismar, Østholsten.

Dette er den politiske baggrund for oprettelsen af klostre og købstæder. Allerede i 1100- og 1200-tallet stiftes flere klostre: i 1125 stiftedes et augustinerkloster i Bordesholm, i 1155 flyttes et augustinerkloster til Segeberg, i 1186 stiftede Adolf 3. af Holsten et cistercienserkloster i Reinfeld, 1211/12 stiftede Albert af Orlamünde et benediktinerkloster i Preetz, i 1224 stiftede han et kloster i Reinbek, i 1230-erne stiftedes et kloster i Itzehoe, i 1242 stiftede Adolf 4. af Holsten et franciskanerkloster i Kiel, i 1245 stiftedes et benediktinerkloster i Cismar. Desuden stiftedes af Heinrich von Barmstedt i 1235 et kloster i Uetersen i Pinneberg, og i 1397 stiftedes et karteuserkloster i Ahrensbök af Henrik 2. og grev Klaus af Holsten.

På Adolf 4.s tid fik flere steder købstadsrettigheder: Oldenburg i 1235, Pløn i 1236, Itzehoe i 1238. Alle fik lybsk stadsret.

Da grev Adolf 4. i 1239 gik i kloster, efterfulgtes han af sine to sønner, Johan og Gerhard, der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted. På Gerhard 1.s tid fik følgende steder købstadsrettigheder:, Wilster i 1240, Kiel i 1242, Neustadt og Segeberg i 1244, Rendsburg i 1253, Meldorf i 1256, Eutin i 1257, Krempe i 1260, og efter delingen i 1273 oprettede Johan 2. af Holsten yderligere Lütjenburg i 1275 og Heiligenhafen i 1305, begge i Grevskabet Holsten-Kiel.

Holsten underlægges den danske konge

Således var forholdene, da stænderne i Holsten i 1460 enedes med adelen i Slesvig om at vælge den danske konge, Christian den 1., til hertug over Slesvig og greve af Holsten – vel at mærke mod at han skrev under på, at landene altid skulle forblive samlet og ikke måtte lægges ind under det danske rige. På denne måde blev hertugdømmerne formelt knyttede sammen med det danske kongerige. Ifølge de privilegier, Christian 1. havde måttet udstede for at opnå valg, skulle de to lande blive »evig udelt tilsammen«, og stænderne skulle efter hans død have frihed til at vælge en af hans sønner eller andre arvinger til herre. Men efter kongens død valgtes imidlertid begge hans sønner — Hans og Frederik — til hertuger i Holsten, landet var nemlig i 1474 ophøjet til et hertugdømme, og da Frederik i 1490 blev myndig, skred man til en deling, idet de to fyrster fik hver sit hovedslot, Segeberg og Gottorp, hvortil lagdes efter indtægten lige store stykker af begge hertugdømmerne. Fælles blev derimod nu som senere stænderne: prælater, ridderskab og byer. 1523—1544 udgjorde Holsten atter et hele, men dette sidste år foretog man en ny deling, som skulle få langvarig betydning. Landet blev nemlig tredelt mellem kong Christian 3. og hans to brødre, Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp og Hans den Ældre, hvis besiddelser imidlertid efter Hans' død i 1580 tilfaldt de to andre linjer, den kongelige og den gottorpske. Ligeledes var Ditmarsken, som i 1559 endelig var blevet erobret, blevet tredelt og senere tvedelt. Disse delinger skulle også få indflydelse på købstadsudviklingen i de kommende århundreder.

Renæssancen (1536-1660)

Odense i 1593 ved Braunius.

Det Danmark, der i 1536 fremstod af borgerkrigens og grevefejdens kaos, var i høj grad præget af krigens hærgninger, dels de egentlige krigshandlinger, dels de hårde skatteudskrivninger og plyndringer. Ikke desto mindre lykkedes det ret hurtigt ikke blot at udbedre skaderne men tillige at bringe landet ind i en tid med velstand og fremgang. Baggrunden herfor var en stærkt stigende efterspørgsel efter fødevarer i Vest- og Mellemeuropa, hvilket atter hang sammen med en voksende befolkning, ikke mindst i byerne. Det lykkedes kong Christian 3. og hans dygtige rådgivere, blandt andre kansleren Johan Friis og rentemesteren Eskil Oxe at udnytte de gode tilstande til rigets fordel. Især studehandelen oplevede et opsving, hvilket atter betød, at de store kvægopdrættere – kronen og hovedgårdene – tjente gode penge på at sende stude sydover til Hamborg, Lybæk og Stade, hvorfra de fortsatte til Oldenborg, Rhinlandet, Holland eller Brabant. Denne udvikling blev begunstiget af, at der allerede ved Christian 2.s landlov fra 1521 var givet forbud mod udførsel af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev givet adelen, bisperne og kronen eneret til at opfede stude på indkøbt foder mens andre måtte nøjes med det foder, man selv havde avlet. Også købstæderne nød i nogen grad fordele af denne udvikling: blandt dem, der deltog i denne studehandel, var købmanden Jens Bang i Aalborg.

Merkantilisme

Tiden fra omkring 1550 og frem til omkring 1800 var præget af merkantilismen, en tankegang gående ud på at sikre sig en gunstig handelsbalance, hvor værdien af udførslen oversteg værdien af indførslen og derved sikrede landet et overskud i penge, desuden at virke for oprettelsen af nye industrier og at fremme handelen ved monopoler, toldbeskyttelse og støtte til virksomheder og handelskompagnier, herunder ved at oprette virksomheder drevet for statens regning. Bag hele denne virksomhed stod målet: at styrke riget og statsmagten. Politisk fandt denne økonomiske tankegang støtte i den såkaldte regalisme, hvis mål var at sikre kronens rettigheder, regalerne, ved salg af privilegier og enerettigheder, ved større toldindtægter samt ved oprettelse af kongeligt drevne handels- og industriforetagender, der både kunne sikre forsyningen af råstoffer og fremstillingen af forsvarsmæssigt vigtige produkter, fra kanoner over krudt til klæder til hæren. Allerede tidligt optræder danske konger som drivkraft bag sådanne foretagender: kong Hans stod således bag oprettelsen af Holmen ved København og dermed skibsbygning med militære formål, og oprettelsen af en jernhytte ved Helsingborg, nævnt første gang 1504 og senere ledet af lensmanden Aage Andersen Thott, må ses i samme forbindelse. Et bevaret regnskab viser, at der blev fremstillet både kanoner, kugler og fyrbolte. Også "Kgl. Majs. Bøssestøberi", der fra reformationen til 1586 lå tilknyttet Skt. Petri Kirke, derefter flyttet til Skt Klara Kloster i Møntergade, afspejler den kongelige militære virksomhed. Her blev fremstillet "stykker". "bøsser", "slanger", "kartover" og andre slags kanoner. En krudtmølle ved København brændte i 1550, og senere blev en ny anlagt ved Ørholm ved Mølleåen nord for hovedstaden, og en harniskmølle til fremstilling af rustninger lå ved Hvidøre-bækken ligeledes nord for København. I Nysted blev oprettet et salpeterværk i 1563. Foruden de kongelige foretagender indrettede private adelige lignende virksomheder rundt om i landet.

Ud fra samme tankegang oprettede Christian IV i 1605 Tugt- og Børnehuset i København. Formålet var både socialt og produktionsmæssigt: tughthuset skulle virke som en håndværkerskole for løsgængere for derved at bringe en ende på et voksende problem med "betleri og trygleri". Meningen var at indsamle sådanne løsgængere fra hele landetog sende dem til oplæring på Tugthuset. I 1622 havde Tugthuset 450 lemmer, i foråret 1624 omkring 550, ved årets slutning 650 og i efteråret 1625 næsten 700 lemmer, både kvinder og mænd, især sysselsat ved vævning. Næsten hele produktionen gik til det kongelige klædekammer, hvilket nedbragte importen af klæde, men næsten intet blev solgt til private. Senere oprettedes Klædekompagniet for at fremme handelen blandt købmænd og kræmmere og Silkeværket med op mod 100 værksteder, men kun Børnehuset overlevede de første år. Af private tiltag kan nævnes oprettelse af et sæbesyderi omkring 1616, sukkerraffinaderier, et limmanufaktur, et korduanmanufaktur og flere initiativer, stort set alle baserede på samarbejde med udlændinge, men de blev alle kortvarige of fik næppe nogen betydning for hovedstadens udvikling. Tugt- og Børnehuset lukkede i 1650. Mens forsøgene på at få manufakturer igang i købstæderne mislykkedes, blev mere vellykkede foretagender oprettede på landet, således langs Mølleåen og Brobyværk geværfabrik oprettet omkring 1648.

Sideløbende forsøgte Christian 4. med ulige tiltag for at fremme købstædernes udvikling: tiltag efter tiltag blev sat i gang, fx nye kompagnier omkring 1620: 1619 Islandske Kompagni, 1620 Klædekompagniet, 1621 Østersøkompagniet og Guineakompagniet. Alle modtog de omfattende støtte fra statens side uden, at det hjalp stort.

Ligeledes stod han for opførelsen af adskillige nye bygninger i København: Børsen, Tøjhuset, Provianthuset, Trinitatis Kirke, Rundetårn, Regensen, Holmens Kirke, Rosenborg – samt bydelen Nyboder. Hvortil kommer købstaden Christianshavn på Amager, der trods sin formelt selvstændige stilling indgik som et led i det samlede, københavnske fæstningsværk.

Christian 4.s mange tiltag fik dog kun begrænset betydning for købstadsudviklingen. Ulige tilbageslag i form af krige, økonomiske kriser, brande, oversvømmelser og sygdomsepidemier bevirkede, at der alt i alt var tale om stagnerende samfund. Kort før sin død udfærdigede kongen 1647-48 et forhandlingsoplæg til rigsrådet, hvori det blandt andet siges, at "det vil holdes i agt, at man erlanger en vis stabel i København til de fremmede, som dér kan være fri i deres huse og logementer til at ekscersere deres religion, aldenstund kommercium intet slår til ved vore egne at drive til disse rigers forbedring".

Forsvarspolitik

Hellige Trefoldigheds kirke i Kristiansstad med Christian 4's monogram foran.

Kort over Christianopel.

Et hensyn, der spillede en stor rolle i Kronens købstadspolitik gennem renæssancen, var forsvarsmæssige forhold. Flere fæstninger blev udtænkt, nogle bygget og – for at tilgodese rigets udvikling – tillige ofte forsynet med købstadsprivilegier til næringslivets fremme.

Baggrunden for dette var den militærtekniske udvikling. Fremkomsten af et artilleri, der skiftede fra tidligere tiders bagladeskyts til forladeskyts og hvilede på kanoner, krudt og kugler, bevirkede, at forsvaret måtte ændres til en landsforsvarsordning især i de mest fremskudte og udsatte dele af riget. Der måtte bygges fæstninger, som både kunne modstå artilleriild og udstå langvarig belejring. Tidligere havde man ladet sig nøje med at bygge borge, men nu blev købstæder omdannet til regulære fæstningsanlæg omgivet af forsvarsvolde og med mulighed for oplagring af fødevarer til at udstå belejringer. En medvirkende forklaring på den ændrede politik var erfaringerne under Torstensonkrigen 1643-1645 og Carl Gustav-krigene 1657-1659, at netop fæstningerne Glücksburg, Rendsborg og Krempe formåede at holde stand mod belejring. Til finansiering af disse forsvarsomkostninger blev udskrevet den dobbelte landeskat 12. juli 1603 angiveligt "til bygnings behov på vore og rigens fæstninger, til munition og andens rigens nødtørft, endog vi fast ugerne i den besværlige tid, som nu har været, ville besvære vore undersåtter med nogen skat". I 1616 fik kongen rigsrådets samtykke til en fornyelse af den dobbelte landeskat. Som begrundelse henvises udtrykkeligt til tidens spændinger og krige, der i høj grad havde religiøs baggrund og som bragte faren nærmere rigets grænser. Allerede i 1598 forsøgte Christian 4. også at reorganisere borgervæbningen, og 1625 fulgte en omorganisering af den adelige rostjeneste. I virkeligheden var der tale om, at befæstningspolitikken blev anset for et "rigens anliggende" og at Kronen overtog det tidligere militære magtmonopol fra adelen.

For tidsrummet 1596-1622 foreligger overslag over omkostninger ved byggearbejder i Varberg, Halmstad og Laholm i Halland, Christianstad i Skåne, Christianopel i Blekinge, Bohus i Bohuslen samt Akershus i Norge. Regnskaberne viser, at byggeaktiviteten var særlig står i årene 1599-1604 og 1614-1620. Det hører med til billedet, at nogle af disse steder var nyanlagte, til dels som erstatning for nogle tidligere købstæder.

Christianopel i Blekinge blev oprettet 1599 og fik købstadsrettigheder i 1600 samtidig med, at Avskær, Lykå og Elleholm blev nedlagte som købstæder. Byen, der lå blot få kilometer fra rigsgrænsen ved Brømsebækken, var planlagt til at rumme 6-700 indbyggere og fik et rektangulært gadenet med et torv midt i byen beliggende lige syd for kirken. Byen lå på en ø og var omgivet af kraftige fæstningsmure. Byen fik imidlertid en hård skæbne: allerede under Kalmarkrigen blev byen erobret af svenskerne, som "plyndrede, røvede, og før omkring i byen, og sloge alle mandspersoner ihiel, så mange de kunne overkomme. Da var det ynkeligen at se, hvorledes somme blev ihielslagne på sengene.. mange sprang over muren nøgne og undkomme, somme kvinder kastede først deres børn ned ad volden, hvoraf mange børn døde, så sprungne kvinderne selv efter .. somme gave sig ud ad vandporten på både, så at deriblandt være 3 både forlæssede med mænd, kvinder og børn, som synkede til bunden" beretter en samtidig kilde. Efter krigen blev byen imidlertid genopbygget, byporten forstærket, fæstningsvoldene forbedrede. En ny kirke, Hellig Trefoldighedskirken, blev bygget til erstatning for den tidligere kirke, der var blevet ødelagt under krigen, og var færdig i 1624. For at fremme byens udvikling blev bestemt, at danske og udenlandske købmænd og håndværkere, der bosatte sig i byen, fik 7 års skattefrihed. Efter Carl Gustav-krigene mistede købstaden imidlertid sine privilegier, og det blev indbyggerne forbudt at handle kvæg med Danmark. Omkring en tredjedel af indbyggerne var indkvarterede svenske tropper. Under Skånske Krig blev byen befriet af danske tropper, men disse måtte efter et halvt års belejring overgive sig. Den 22. februar 1677 påbegyndte svenskerne en fuldstændig nedrivning af byen, dens indbyggere blev tvangsforflyttede til Kalmar, Rønneby og Karlskrona. Den eneste bygning, der fik lov til at blive stående, var kirken.

Ny-Varberg i Halland blev oprettet 1613 samtidig med, at Gamleby og Nyby blev nedlagte som købstæder efter at været blevet ødelagte under Kalmarkrigen.

Christianstad blev oprettet 1614 ved Helgeåens udløb i det østlige Skåne samtidig med, at Væ, der var blevet afbrændt under Kalmarkrigen, og Åhus blev nedlagte som købstæder, henholdsvis i 1614 og 1617.

Foruden oprettelser og flytninger af militærstrategiske årsager havde kronen flere andre projekter, hvor økonomiske hensyn spillede en større rolle, således en planlagt omflytning af Bredsted i Sønderjylland omkring 1615.

Glückstadt ved Elben blev grundlagt i 1616 af Christian 4.

Christianshavn på Amager blev oprettet 1617 og fik købstadsrettigheder i 1619.

I 1638 fik Sorø købstadsrettigheder på grund af det adelige akademi.

Endelig må nævnes et forsøg på at gøre Ballum i Sønderjylland til købstad i 1642, men projektet blev opgivet.

Torstenson-krigen 1643-1645 førte til, at Frederik 3 planlagde to nye grundlæggelser af fæstninger og købstæder: Fredericia i det sydøstlige Nørrejylland i 1650, og Hals i det nordøstlige Nørrejylland i 1656.

Baggrunden for disse var den ændrede tilstand efter Torstenson-krigen. Ved freden i 1645 havde Danmark-Norge måttet afstå Halland for en 15-årig periode. Dermed var den faste landforbindelse mellem Skåne i syd og Norge i nord blevet afbrudt. Hvor sejladsen mellem de to kongeriger tidligere havde kunnet ske langs den hallandske kyst, var danske skibe nu henvist til at sejle langs den jyske østkyst indtil Fladstrand og derfra den korteste rute over Kattegat til Marstrand, hvorfra sejladsen videre nordover atter kunne ske langs en kyst på den danske konges hænder. Hals blev oprettet dels for – sammen med Marstrand – at kunne kontrollere (så vidt muligt) farvandet på dette strategisk vigtige sted (og dermed tillige sikre, at Sverige – trods besættelsen af Halland – alligevel ikke havde fri adgang til verdenshavet mod vest), dels at beskytte indsejlingen til Limfjorden, lige som stedet var velbeliggende for et toldsted for hele Limfjordsområdet. Fredericia lå på det vigtige sted Bersodde, hvor muligheden for at beskytte overfarten mellem Fyn og Jylland fra et eventuelt svensk angreb over Kattegat var bedst. Begge steder fik tildelt købstadsrettigheder.

Bystyret

I begyndelsen af 1600-tallet bestod bystyret i et råd, der efter indbyggertallets størrelse kunne bestå af 1-2 borgmestre og op til tolv rådmænd; rådet var selvsupplerende, men borgestrene skulle godkendes af den kongelige lensmand. Ved siden af rådet fandtes en byfoged, en by- og rådstueskriver samt, efter forholdene, kæmnere, skatmestre, stadsbude og vægtere. Rådet havde bemyndigelse til at ordne købstadens almindelige anliggender, herunder økonomi, byggearbejder, markvæsen i forbindelse med købstadens landdistrikt, havnevæsen, næringslivet, borgervæbning, skolevæsen, fattigvæsen samt retspleje, ide rådmænd var dommere i rådstueretten.

Ved købstadsforordningen af 1619 lod Christian IV ordningen ændre ved at give lensmændene større indflydelse på købstædernes anliggender; foruden at føre tilsyn kunne denne nu direkte medvirke i bystyret.

Skibsfarten

Renæssancen var en storhedstid for skibsfarten: råvarer og færdigvarer blev fragtet mellem rigets mange dele, ikke mindst fra provinsen til hovedstaden, men også mellem de enkelte provinser, mellem Kongeriget, Norge og Hertugdømmerne samt til og fra udlandet. De hjemlige varer i denne handel og skibsfart var fortrinsvis fisk, landbrugsprodukter: fedevarer (kødvarer), heste, kvæg, korn, mel, brød, smør, ost, malt, øl, huder samt materialer til byggeri som kalk og teglsten. Fra Gotland kom blandt andet tjære. Fra Norge og Skåne blev indført jern og jernvarer. Fra Norge, Bohuslen, Halland og Blekinge, der udgjorde en del af riget, blev indført tømmer og træ, til tyske byer i Østersøen blev udført sild, huder, læder, klæde, salt og træ, fra England og Skotland stammede stenkul, klæde, tin, bly, saffran, uld, huder, malt, fisk, hvede og byg samt Nederlandene fortrinsvis salt samt forædlede varer som smør, oste, lærred og klæde. Fra Frankrig og Spanien kom salt og vin. Fra Island kom strikket uldtøj, tran og fisk. En betydelig del af denne handel og skibsfart var transithandel.

Skibsfarten hang sammen med købstædernes havneforhold. Egentlige havne kendte man ikke. I mange tilfælde var havnen en åbrink med et bolværk, i andre tilfælde udgjordes havnen af en eller flere vaser eller af en mole af træ og/eller sten, eller havnen var en "naturhavn" i form af en fjord mere eller mindre beskyttet af en odde eller en ø eller i form af et beskyttende næs. De fleste havne fik efterhånden stigende problemer med tilsanding således, at større skibe måtte ankre op ude på en rhed ud for købstaden, eller der blev oprettet en ladeplads længere ude i fjorden, hvor omladning af varerne fandt sted. De fleste købstæder havde en eller flere hjemmehørende skuder, der vel udgjorde kernen i byernes handel men blev suppleret med besøg af fremmede fartøjer.

De udskibede råvarer og forædlede produkter stammede overvejende fra købstædernes eget bagland, og skibsfarten var derfor et spejl af købstædernes beliggenhed. Handelen med disse varer fandt som regel sted på købstædernes torve, og denne handel blev suppleret med et eller flere årlige markeder, der kunne trække håndværkere og handlende til fra andre købstæder og områder. Torvepladserne var som regel ikke store.

Et karakteristisk træk i tiden var teglbrænding med tilhørende teglfragter. Fra omkring 1530 oplevede landbrugseksporten – og dermed herregårdene – gode tider med voksende efterspørgsel og stigende priser. Fra afslutningen af Den nordiske Syvårskrig (1563-1570) og indtil Kalmarkrigens udbrud (1611-1613) var der en forholdsvis lang fredsperiode, hvor de stærkt voksende tyske og hollandske byer i voksende omfang efterspurgte landbrugsvarer. Fra 1570 indtog Amsterdam en nøglestilling som indfører af korn, der gik til Nederlandenes industrielle udvikling. Ved denne efterspørgsel stod det danske korn meget stærkt, indtil baltisk korn kom ind på markedet.

De gode tider fortsatte ind i begyndelsen af 1600-tallet, og efter en kortvarig afsætningskrise under krigen 1625-1629 satte en ny opgang ind i 1630-erne, der varede til 1640-erne, hvor østbaltisk og russisk korn sænkede priserne på Danmarks afsætningsmarkeder. I 1647 indførtes derfor indførselstold på udenlandsk korn. Også kongemagten nød godt af højkonjunkturen. De store overskud, som handelen indbragte, blev blandt andet brugt til prestigebyggeri i form af slotte og herregårde. Hertil skulle bruges brændt tegl. Råvarerne hertil, egnet ler til teglfremstilling og træ til selve brændingen, fandtes de fleste steder i landet. Oftest anlagdes et teglværk derfor af hensyn til at nedbringe fragtbehovet mest muligt i nærheden af det sted, hvor byggeriet skulle finde sted, men i farvandet mellem området fra Østfyn sydover Taasinge til Ærø på den ene side og Langeland på den anden synes teglbrænding med salg at have fundet sted i et ikke ubetydeligt omfang. Behovet for kapital til bekostning af storfremstilling af og handel med brændte teglsten gjorde, at denne øjensynligt var organiseret af adelen, men til selve sejlfragten kunne anvendes skuder ejede af mindre skudehandlere, fortrinsvis købmænd, der herved fik yderligere en vare at befragte.

Købstæderne spillede en væsentlig rolle i denne skibsfart. Havneforholdene blev ikke væsentligt forbedrede i renæssancen, men behovet for større skibe var voksende, og følgen blev ibrugtagning af nye skibstyper med større lasteevne men fortsat en begrænset dybgang. I nogle tilfælde blev anvendt større skibe, som ikke kunne anløbe skibbroen. I så fald måtte de ankre op på rheden uden for købstaden, og varerne blev omladet til mindre fartøjer, som fragtede dem i land. For Kronen og købstæderne betød denne virksomhed, at der kunne opkræves havne-, bro-, pæle- eller bolværkspenge på grundlag af skibenes størrelse. Nu som før forsøgte købstæderne at få eneret på denne skibsfart, men nu som før spillede bondesejlads en ikke ubetydelig rolle. Det var ofte de samme rejsemål, der gik igen under disse sejlture.

Torve og markeder

Købstæder skulle tjene som sted for omsætningen mellem land og by, og det gjorde de også i vid udstrækning. For at sikre købstæderne deres omsætning med oplandet blev indført læbælter, det vil sige fastlagt grænser for omgivende områder hvis indbyggere skulle foretage deres køb og salg i pågældende købstad. Enkelte købstæder fik et opland på 4 mil eller ca. 30 km, de fleste 2 mil eller ca. 15 km og de mindste 1 mil eller ca. 7,5 km. Nøglepersonerne i denne omsætning var købmænd. Af en regnskabsbog for en købmand i Ribe femgår det, at denne havde en samlet omsætning i tiden 1630-1650 på 40.000 rigsdaler, hvoraf 211 børgere tegnede sig for 39%, 30 gejstlige i byen for 7%, 24 adelige i oplandet for 28%, 66 gejstlige i oplandet for 13% og 179 bønder for 11%, det vil sige at omtrent halvdelen af købmandens omsætning skete med kunder i selve købstaden og den anden halvdel med kunder i oplandet. Således stod de adelige for den højeste gennemsnitlige omsætning fulgt af gejstlige i staden og i oplandet, borgere og endelig bønder. Også byhåndværkerne skulle nyde godt af sådanne læbælter, men deres muligheder blev indskrænkede ved, at visse håndværk blev tilladte at udøves også indenfor læbæltet, nemlig grovsmede, tømrere, murere, vævere, bødkere, hjulmænd, teglslagere, pottemagere, skræddere der syede vadmel samt skomagere der fremstillede bøndersko. Til trods for disse bestemmelser om læbælter forekom talrige eksempler på ulovlig handel i for af landkøb eller forprang, ulovlige håndværkere kaldet bønhaser og fuskere, samt forekomst af ulovlige havne for omsætning. Derved svækkedes købstædernes betydning, og talrige skatterestancelister viser, at mange havde vanskeligt ved at få økonomien til at løbe rundt. Men regnskaber for førlov og sjettepenge viser også, at nogle håndværkere, handlende og andre i tjenesteydende næringer var i stand til at skabe sig et overskud, der derfor skulle beskattes, hvis de ville flytte fra købstaden.

I omsætningen spillede torve og markeder en vigtig rolle. Torvet var det sted, hvor købmænd og håndværkere kunne falbyde deres varer til omegnens bønder og selv købe de produkter, som bønderne bragte til torvs. I flere tilfælde blev en ugentlig torvedag fastlagt ved kongelig bestemmelse.

Markeder var færre men trak til gengæld folk til fra fjernere egne. Ofte deltog håndværkere fra andre købstæder, når der blev holdt marked, og konkurrencen kunne derfor være hård.

Hertugdømmerne

Ved delingen af hertugdømmerne 1581-82 havde kongen, Frederik II, fået Tørning Len, Haderslev Amt, Flensborg Amt og Landskabet Bredsted (Nørre Gøs Herred), mens hertug Adolph på Gottorp var blevet tildelt Aabenraa Amt, Løgumkloster Amt, Tønder Amt, Gottorp Amt, Sønder Gøs Herred (Husum Amt), Nordstrand, Ejdersted, Stapelholm og Femern, og Hans den Yngre havde fået Sønderborg Amt, Nordborg Amt samt Ryd Kloster i Flensborg Amt.

I den del, der var tilfaldet hertugen af Gottorp, lå i det nordlige område købstæderne Tønder og Aabenraa og i den sydlige del Slesvig og Egernførde samt flækken Husum. I 1590 gav Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp købstadsrettigheder til Tønning og Garding, og i 1603 ophøjede han Husums stabelret til købstadsret. Af betydning var det også, at han i 1608 indførte førstefødselsretten således, at den ældste søn altid ville arve besiddelserne udelt.

I 1621 lod hertug Frederik 3. af Slesvig-Holsten-Gottorp oprette Frederiksstad efter forbillede fra Glückstadt i Holsten.

Rendsborg

Rendsborg 1848.

Ved hertugdømmernes deling i 1544 tilfaldt Rendsborg hertug Hans den Ældre, men i 1581 skiftede byen til Holstens kongelige del. I årene fra 1536 til 1540 lod Christian 3. opføre store byvolde, men voldene kunne ikke forhindre, at tyske tropper besatte byen under Trediveårskrigen i årene fra 1627 til 1629. Senere under Torstensson-krigen i 1644 og 1645 rykkede svenske tropper ind. Under den skånske krig erklærede Christian 5. Rendsborg som fæstningsby, og i de følgende år oprettedes fæstningerne Kronværk og Nyværk nord og syd for Ejderen. På fæstningens sydlige port opsattes i 1670 Ejderstenen med indskriften Eidora Romani Terminus Imperii (Ejderen, det romerske riges grænse). For at få indbyggere til at bosætte sig i den nye bydel Nyværk, udstedte kongen i 1692 et privilegium om begrænset religionsfrihed for jøder (i et ellers rent luthersk område). Nyværk blev dermed til en toleranceby lige som Frederiksstad og Fredericia.

Tønning

Kort over fæstningsbyen Tønning fra 1651

Ved hertugdømmernes deling i 1544 tilfaldt Tønning de holsten-gottorpske hertuger, og hertug Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp opførte Tønning Slot i årene 1580-1583 og gav byen købstadsrettigheder i 1590. Slottet var placeret i byens sydlige del. Det bestod af en nærmest kvadratisk bygning med et firesidet tårn på hvert hjørne, omgivet af volde og en voldgrav. I dag minder kun voldgraven i slotsparken og slotsalleen herom.

Byen blev udvidet, og mange nye huse opførtes. Derom minder i dag endnu mange gavlindskrifter. Stor betydning fik anlæggelsen af havnen i 1613. Samtidigt blev kanalerne fra Katingsil til Garding (Süderbootfahrt ≈ Sønderbådfart) og fra Tønning til Tetenbøl (Norderbootfahrt ≈ Nørrebådfart) bygget. På den tid gik skibsfarten især til Nederlandene.

Byen har lidt meget af oversvømmelser, navnlig 1634. Også af krigene har den været ramt, således af Kejserkrigen 1627-29, da den i over et år var besat af de kejserlige tropper under Wallenstein. Fra 1644 lod hertugerne byen befæste, og den blev fra nu af deres hovedfæstning.

I anden halvdel af 1600-tallet havde Tønning en mindre flåde af fortrinsvis mindre skibe, mindst: i 1650 nævnes 5 skibe på i alt 131 læster, i 1651 6 skibe på 166 læster, i 1663 14 skibe på 191 læster, i 1664 7 skibe på 135 læster, i 1665 6 skibe på 81 læster, i 1666 9 skibe på 142 læster, i 1668 3 skibe på 66 læster, i 1677 ingen (alle skibe opbragte af franske kaperere), i 1682 7 skibe på 65 læster, i 1689 1 skib på 16 læster og i 1698 2 skibe på 56 læster. Ingen skibe oversteg i perioden 49 læster. Tallene angiver skibe, der sejlede på Kragerø i Norge.

Fæstningsværkerne blev sløjfede 1675, da den danske konge var kommet i besiddelse af fæstningen ved begyndelsen af den Skånske Krig, men hertugen genopførte dem i 1692, og byen modstod en 2 måneder varende belejring fra danskernes side i året 1700.

Den 28. november 1706 fik skibsbygmester Harder Henrich Reimann tilladelse til at anlægge en bedding for skibsreparationer med eneret for en tiårig periode. Da koncessionen udløb, blev den ikke fornyet, og beddingen blev ødelagt under de efterfølgende krigsbegivenheder.

I 1713 blev Tønning besat af den svenske hær under general Magnus Stenbock og derefter belejret af danskerne, indtil den i 1714 måtte overgive sig. Fæstningsværkerne blev da atter sløjfede, og Tønning var fra den tid en ubefæstet by.

Husum

Husum 1651.

I 1544 tilfaldt Husum ved hertugdømmernes deling hertug Adolf af Gottorp. Byen havde fra tidligere status af flække, men hertugen gjorde byen til et eget birk med 8 rådmænd og en præsident.

I årene 1566-1582 rasede "den spanske syge", der kostede 1.500 personer livet.

I årene 1578-82 byggede hertug Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp Husum Slot som trefløjet renæssanceslot med Frederiksborg Slot som forbillede. I 1582 blev Husum af hertug Adolf udskilt fra Søndergøs herredsting, og gjort til et særskilt "weichbild" (birk), samt forsynet med en egen stadsret og politiordning, med Visbys søret. I 1601 blev bygget et rådhus for byen. Den 20. april 1603 gav hertug Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp byen stadsprivilegier. Stadsretten blev udstedt den 22. marts 1608.

1627-29 og igen 1644-45 led byen under tidens krigeriske begivenheder.

Efter den store stormflod i 1634 stagnerede byens økonomiske udvikling, fordi dens opland på Nordstrand gik tabt, og Husum fik konkurrence af havnebyerne ved Ejderen, Tønning (anlagt 1590) og Frederiksstad (anlagt 1621).

Det var i Husum at kartografen Johannes Meyer i 1652 udgav de kendte landsbeskrivelser over hertugdømmerne. Antoinette Bourignon opholdt sig i byen i 1673, og anlagde i sit hus sit eget bogtrykkeri, hvori hun lod sine egne bøger trykke, men det blev hende straks frataget på øvrighedens befaling.

Antallet af hjemmehørende skibe var minimum i 1650 4 på 123 læster, i 1651 3 på 87 læster, i 1663 1 på 26 læster, i 1664 3 på 24 læster, i 1665 2 på 20 læster, i 1666 15 på 453 læster, i 1667 13 på 869 læster, i 1668 8 på 96 læster, i 1671 2 på 59 læster, i 1677 6 på 84 læster, i 1689 3 på 110 læster, i 1691 2 på 210 læster, i 1694 1 på 45 læster, i 1698 1 på 59 læster og i 1699 1 på 91½ læster. Skibene sejlede på Langesund og Kragerø i Norge. En del af nedgangen i flåden skal formodentlig tilskrives tab på grund af franske kapere.

I 1713 led byen under, at den svenske general Stenbock oprettede sit hovedkvarter der.

Byen led meget under store oversvømmelser i årene 1717, 1718 og 1720.

Glückstadt

Glückstadt i året 1652. Byens karakter af planlagt fæstningsby fremstår tydeligt. Ligeledes ses det, at store dele af de planlagte byareal endnu stod ubenyttede hen.

Kanal (Fleet) i bymidten

Byens kirke

Kapel fra 1692 på den reformerte (hollandske) kirkegård

Glückstadt blev grundlagt i 1616 af Christian 4., konge af Danmark og Norge og hertug til Slesvig og Holsten. Hensigten var at etablere en konkurrent til byen Hamborg, og den skulle være en uindtagelig fæstnings- og havneby ved den nedre (nord-vestlige) del af Elben. I fundatsen af 22. marts 1617 fik byen lybsk og hamburgsk stadsret. Befæstningen fuldførtes i 1620. Kongen søgte at lokke indbyggere til ved dels at give handelsprivilegier, dels at gøre den til hovedsæde for den kongelige del af hertugdømmerne, dels at love religionsfrihed og fulde borgerrettigheder. Sidstnævnte forhold betød, at der kom sefardiske jøder, hollandske reformerte, remonstranter og mennonitter, og katolikker til Glückstadt. Blandt de tidlige indvandrere var Alvaro Dinis, købmand og møntmester. Benjamin Musaphia, hans broder der var købmand, filosof, naturforsker, rabbiner og læge (en tid livlæge for Christian IV) og Daniel Mamias de Castro, købmand og læge.

I 1623 og nogle få år efter var Glückstadt møntprægningssted. Virksomheden var ophørt før 1630.

I 1623 blev byen givet stabelret på handelen på Island. I perioden 1627-1639, da Hans Nansen residerede i byen som salgsleder for det islandske kompagni, var Glückstadt stabelstad for islandshandelen.

Byen blev gentagne gange belejret og angrebet under de talrige krige, som i 1600-tallet fandt sted, og som Danmark – takket være Christian 4. – nød fornøjelsen at deltage i. Under kejserkrigen modstod byen i 1627–28 en femten uger lang belejring, som lededes af hertug Johann Tserclaes Tilly.

Byen led hårdt under krigen, og de virksomheder, som tilflyttede portugisere havde oprettet - saltsyderi og sukkerraffinaderi - blev ødelagte, og deres ejere forlod byen. For at rode bod på dette gav Christian IV udvidede privilegier for at få portugisiske jøder samt nederlandske mennonitter og remonstrater til at slå sig ned i byen. Takket være denne politik udviklede byen sig mellem 1630 og 1648 til en af de største byer i den danske konges rige. Imidlertid mødte de nyindflyttede også modstand fra byens indbyggere, og der blev udstedt trusler imod dem. I 1623 boede der 29 sefardiske familier, men i 1690 var der kun 10 personer tilbage.

I 1628 indførte Christian 4. Elbtolden, som alle forbipasserende skibe (ikke mindst til og fra Hamborg) måtte betale. Elbtolden varede til 1645.

I 1630 lod kongen opføre et slot kaldet Glücksburg, hvor han opholdt sig under sine besøg. Her fejredes i 1643 hertug Frederiks (dengang fyrstbiskop af Bremen og Verden, senere Frederik 3. af Danmark) bryllup med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Slottet forfaldt senere og blev nedrevet i 1708.

I 1648 oprettede Frederik III et regeringskancelli, som fik sæde i Glückstadt. Statholderen og regeringskancelliet blev et mellemled til det Tyske kancelli i København. Da den gottorpske del af Slesvig 1675-79, 1684-89 og endeligt fra 1713 blev forenet med den kongelige del, blev regeringskancelliet delt i et slesvigsk kancelli, Justitskancelliet på Gottorp Slot, kaldet Overretten på Gottorp, og et holstensk kancelli, der forblev i Glückstadt, og som også fik navn af Overret.

Elmshorn

Sydfløjen af Nikolaj Kirke i Elmshorn med Christian VIs spejlmonogram over døren.

Elmshorn blev første gang nævnt i 1141 som Elmeshorne, sognet Elmshorn i 1362.

I 1500-tallet tog studehandelen et opsving. Transporten til markederne i Hamborg og Nederlandene ad landeveje gav gode muligheder for afgiftsbelæggelse, herunder i Elmshorn. I Pinneberg var der en vejafgift og en toldafgift for transport til Ditmarsken, som ditmarskerne i 1553 med en engangsbetaling på 100 daler til at bygge en stenvej for gennem Elmshorn slap for videre at betale.

Elmshorn blev den 1. november 1570 ramt af oversvømmelse. I 1605 blev byen ramt af pest, den 10. februar 1622 blev byen atter ramt af oversvømmelse.

I begyndelsen af Trediveårskrigen slog fjendtlige tropper, under kommando af feltmarskal Wallenstein i 1627 lejr i Elmshorn for herfra at drage videre mod Glückstadt, Krempe og Breitenburg. Det følgende år blev byen ramt af pest og den blev afbrændt af plyndrende kejserlige kroatiske styrker. Under krigen med Sverige i den sene fase af 30-årskrigen, trak en svensk hær i 1643 gennem byen og ødelagde den.

Den 11. oktober 1634 blev byen atter ramt af oversvømmelse. Den 5. september 1644 blev store dele af byen afbrændt af svenskerne.

Siden 1650 tilhørte den nord for Krückau beliggende del af Elmshorn grevskabet Rantzau. I 1657, under svenskekrigen (1655-1660) blev byen den 5. august 1657 nedbrændt af Karl X Gustavs tropper, efter at de have erobret den fra de danske tropper der forsvarede overgangen over Krückau og skansen Kruckschanze. Krückau-overgangen lå mellem landsbyerne Elmshorn og Vormstegen/Klostersande, ved bredden af Krückau, der dengang slog et u-formet sving mod nord så den dannede en gennemskåret og sumpet ådal, der var en væsentlig hindring for en fremrykkende hær med tunge kanoner. Derfor havde danskerne bygget fæstningen Kruckschanze her, omtrent på det område hvor nutidens gamle rensningsanlæg ligger. Endnu i dag anvendes "Kruck" og "Vormstegen" som gadenavne.

Möhringsches Hus i Königstraße (1780)

Det 18. århundrede bragte et mindre opsving til Elmshorn. I 1736 fik stedet status af flække, og fra 26. august 1741 blev officielt tilladt at afholde et ugentligt marked. Det fandt sted omkring Nikolai Kirke. Elmshorn blev endvidere hjemsted for skibsbyggeri: i 1728 blev bygget en evert på 8 læster, 1730-40 syv everter på 66 læster, 1741-48 otte everter på 75 læster (til Glückstadt) og en pram på 9 læster (til Itzehoe), 1782-89 en jolle og to everter på 8½ læster, 1797 en evert på 5 læster, 1803-13 fire everter på 31 læster og i 1820-erne seks everter.

Midten af det 18. århundrede bragte imidlertid igen død og ødelæggelse til Elmshorn. Den 24. april 1750 nedbrændte 68 bygninger i den store brand i Elmshorn. Ved den store oversvømmelse i 1756, som krævede næsten 600 dødsfald i marsken, blev Elmshorn stort set forskånet, så stedet kunne modtage mange overlevende beboere fra marsken. I 1792 ramte en ny oversvømmelse.

Under Napoleonskrigene var Elmshorn 1813-1814 besat af en fjendtlig hær af russere, svenskere og preussere.

Altona

Oprindeligt lå der en landsby, Herwardeshudhe, med en vandmølle på begge sider af Herwardeshudhe-bækken. På østsiden af vandløbet oprettede fogeden Georgius von Hammenborg et nonnekloster i 1247 (i det senere distrikt Sankt Pauli), som ejede landsbyen. Landsbyen nedbrændte helt i 1308, og klosteret forpligtede sig i 1310 over for byrådet i Hamborg til ikke at genopbygge landsbyen, og kun møllen og vandløbet blev tilbage (vandløbet blev senere en del af den voldgrav, som adskilte Altona fra forstaden Sankt Pauli og i en længere periode udgjorde landgrænsen her).

Først omkring midten af det 16. århundrede nævnes atter en bebyggelse vest for vandløbet, Altona, som folkeviddet kaldte "Allzunah" ("Alt-for-nær", nemlig på Hamborg), beliggende på samme sted som den tidligere landsby. Denne nyoprettede bebyggelse nedbrændte i 1547, hvorefter byrådet i Hamborg rettede en henvendelse til drosten i Pinneberg og anmodede om, at bebyggelsen ikke skulle genopføres, fordi indbyggerne betød indskrænkninger i næringen for håndværkerne i staden. Bebyggelsen kom sig imidlertid hurtigt, og det lader til, at den blev genopbygget meget hurtigt. I 1548 blev ydermere opført en kirke i Ottensen, som henlagdes under den lokale foged. Altona voksede nu, især med hensyn til omfanget af håndværkere, selvom byrådet i Hamborg forbød stadens indbyggere at arbejde der. I året 1580 blev af nogle en befolkning etableret et fattighus, og i 1601 blev alle religioner tilladt for folk, der bosatte sig her, og ifølge oplysninger fra grev Ernst fra 1602 havde Altona allerede udviklet sig til en flække underlagt Pinneberger Landdrostei. Hamborg var opmærksom på den opvoksende håndværkskonkurrent lige uden for stadsgrænsen og forbød i 1605 udførelse af mere end 200 oksehuder om året for at holde konkurrenten nede. Desuden blev det forbudt byens indbyggere at tage arbejde der.

Altona spillede også en rolle i studehandelen som overfragtsted for okser og stude, idet byen kun måtte fragte okser over Elben efter, at der var betalt overfartsafgift i Blankenese.

Christian 4., som var opmærksom på udviklingen, forsøgte at styrke sin position i området gennem erhvervelse af faste besiddelser. Han forhandlede med greven Otto 3. af Schauenburg fra 1618 om afståelse af Grevskabet Pinneberg. Han var især interesseret i at overtage den opblomstrende by Altona, men han havde også planer om oprettelse af havne andre steder langs Elben. Kongen gjorde greven store tilbud og lod endda private huse og gårde i Altona opkøbe mod grevens vilje. Da greven var meget velhavende, afviste han købstilbuddene, hvorefter kongen, under henvisning til at han af kejseren var udnævnt til hertug af Holsten og i denne egenskab var blevet krænket i sine rettigheder, lod sine tropper besætte Herskabet Pinneberg. Kun mod betaling af 50.000 daler, som blev skaffet i Hamborg, lod han sine tropper trække tilbage og opgav planen. Først i 1640, da grev Otto 5. af Schauenburg døde, faldt dennes ejendomme tilbage til kronen.

Allerede i 1616 blev bebyggelsen betegnet som en småstad. Men som byens virkelige grundlægger må regnes Frederik 3., som fra 1664 udstedte flere forordninger til gunst for byens udvikling: Den 23. august 1664 udstedte han en bekendtgørelse, der gav stedet købstadsprivilegier og udskilte den fra Pinneberg, i en anden bekendtgørelse dateret samme dag beordrede han drosten af Pinneberg om at udlægge et byområde på Ottensens jorder, og den 3. januar 1665 blev ved en tredje bekendtgørelse givet tilladelse til at oprette alle former for fabriksvirksomhed i Ottensen-området. Den 11. marts 1665 blev den nye bys grænser bestemt, og den 29. august 1665 blev byens retsvæsen indrettet. Samtidig fik byen sit våbenskjold, der viste en tårn med tre spidser over en forbipasserende strøm. Religionsfriheden, som allerede var givet tidligere, havde til følge, at mange personer af fremmede religionsbekendelser søgte til byen, især rige hollændere og jøder. Herefter blev der oprettet nogle manufakturer, fabrikker og møller, flere huse og pakhuse, og i 1686 blev der bygget et nyt rådhus. Selv om Hamborg i henhold til en Pinneberg-reces af 1679 havde forpligtet sig til at bilægge alle tvister med Altona, kom det ofte til modsætninger, der først ophørte med københavnske reces af 16. august 1692. Af hensyn til den interne sikkerhed i Altona blev i 1693 indrettet en borgervæbning på otte kompagnier, hvilken dog kun virkede til 1713.

Afbrændingen i 1713.

Med indgangen til det 18. århundrede indtraf for byen en række af uheldige begivenheder: År 1700 blev byen brandskattet af Sverige og den 1. november 1711 betød en storbrand i Langgade (Lange Straße) og Bredgade (Breite Straße), at omkring 200 huse nedbrændte. I 1713 pålagde general Magnus Stenbock efter slaget ved Gadebusch ved sin indmarch i Holsten byen en brandskatning på 100.000 daler. Da byen ikke kunne betale, gav han ordre til at antænde byen fra alle hjørner ved indkastning af fakler. Ved branden blev omkring 2/3 ødelagt og kun 693 boliger delvist overlevede.

Takket være kong Frederik 4. blev byen imidlertid hurtigt genopbygget, og for alle nybyggerier blev der givet 20 års skattefrihed. Endvidere fik byen fornyede fordele, og den 17. september 1713 fik myndighederne overretten for byen Ottensen. Efterhånden blev adskillige offentlige bygninger, herunder rådhuset, genopbygget, og i 1723 blev en ny havn færdiggjort. Fordelagtige konjunkturer bidrog til, sammen med borgernes næringsfrihed, at give byen en markant fremgang, og handel var allerede i midten af det 18. århundrede meget betydelig. Senere bidrog den Amerikanske uafhængighedskrig til, at byen fik udvidet sine aktiviteter, og 1780 blev det første skib fra Altona sendt til Dansk Vestindien|de dansk-vestindiske øer. Dertil kom en lang række nye institutioner oprettede af regeringen, således et kommercekollegium, et fiskeri- og handelsinstitut, der dog ophørte igen, møntstedet, Speciebanken, bankkontoret, Tallotteriet og flere andre. I 1736 havde byen 3.246 boliger, 1744 havde den allerede 3.832, og i slutningen af århundredet var der 4.060 huse i Altona og omkring 23.000 indbyggere.

Byplan fra 1770

Allerede i 1630 havde flækken fået sin første skole. I 1682 blev der taget initiativ til at få oprettet en latinskole, og en rektor og prorektor blev ansat. I 1719 begyndte opførelsen af en ny skolebygning, og i 1724 kunne nye lærere ansættes i "den store latinskole", som af rektor i 1726 blev omdøbt til "Scola Fridericiana". Skolen havde 5 klasser og 160 elever. I 1738 lod Christian 6. skolen omdanne til et gymnasium, som blev indviet i 1744 og som fik navnet "Christianeum academicum".

I 1783 blev opført et stadssygehus takket være frivillige bidrag, og dette fik tillige ret til at holde apotek.

Byplan fra 1803.

Også kulturelt oplevede byen en opblomstring. I 12 år var Johann Friedrich Struensee stadslæge i byen, og kom i kontakt med mange kredse, hvor tidens politiske, religiøse og andre spørgsmål blev diskuteret, således landsretssagføreren Georg Schade, der oprettede Gesellschaft der Wissenschaften og som fik 15 års fængsel på Christiansø for sit deistiske værk Religion der Adepten. Fra 1761 underviste J.P. Basedow ved Christianeum, byens lærde skole, og udviklede her sine tanker om en skolereform, "filantropinen", som han dog ikke fik virkeliggjort. Fra 1778 blev Christianeum også åbnet for jødiske elever, den første konverterede til kristendommen og blev luthersk præst. Altonas betydning for åndsfriheden bevidnes af, at der i et leksikon fra 1796 angives 65 forfattere i byen mod 58 i Kiel. I 1790'erne, da censuren blev skærpet andre steder i Europa, herskede endnu trykkefriheden i Altona og Holsten (til 1799), og byen blev et vigtigt trykkested.

Efter 1803, da Elben blev blokeret, og især efter 1807, da Danmark var i krig, oplevede handel og velstand et tilbageslag. Til gengæld betød den toldbegunstning, som byen oplevede, at der udviklede sig en kraftig industri i staden.

Cesar Godeffroys landhus i Altona fra 1789

I slutningen af det 18. århundrede blev C.F. Hansen bygningsinspektør for hertugdømmerne Slesvig og Holsten med bopæl i Altona, en stilling han var indehaver af i 18 år. Under denne periode tegnede han adskillige købstadsbygninger, landhuse, villaer og kirker i Altona, Hamburg og omegn, ikke mindst huse langs Palmaille i Altona. Blandt disse bygningsværker kan nævnes: Palmaillen 49, Altona, Cesar Godeffroys landsted, Elbchaussée 499, Altona (opført 1789-92), Peter Godeffroys landsted, Elbchaussée 547, Altona (1790–96), Vaisenhus, Königstraße 149, Altona (1794), Landhaus Blaker, Blankeneser Landstraße 34, Altona (opført 1794-95), Villa Gebauer, Philosophenweg 18, Altona (opført 1806), Elbschlössen, Elbchaussée 372, Altona (opført 1814-16)

Frederiksstad

Frederiksstad grundplan 1750.

Frederiksstad blev grundlagt i 1621 efter ordre fra hertug Frederik 3. af Slesvig-Holsten-Gottorp. Han ville midt under 30-årskrigen skabe en stor handelsby efter merkantilistiske principper, der kunne konkurrere med storbyen Hamborg. De første indbyggere var hollandske remonstranter og mennonitter, som han gav religionsfrihed og toldfrihed i 20 år. Mange af dem var velhavende handelsmænd og håndværkere. Frederiksstad blev bygget efter nederlandsk forbillede med kanaler (gracht), gavlhuse og en retvinklet byplan. Det fremgår af byplanen, at byen var tænkt som storby. I de første år var nederlandsk officielt sprog i Frederiksstad. Frederik 3. forsøgte også at hente sefardiske jøder fra Den iberiske Halvø, men det forhindrede en handelsaftale med Spanien. I 1675 begyndte ashkenaziske jøder fra Tyskland og Østeuropa at flytte til den sydslesvigske by.

Byen fik flere kirker: Den luthersker kirke blev påbegyndt 1644 og indviet 1649. Den remonstrantisk-reformerte kirke blev bygget 1624-25. En synagoge blev opført i 1648.

Krempe

Byens grundplan i 1652 ifølge Danckwert.

I 1535 blev byen på foranledning af Christian III befæstet af Johan Rantzau som led i befæstningen af Elbmarsken. Fra 1595 - ifølge andre oplysninger fra 1607 lod Christian IV befæstningerne modernisere for at skabe et samlet kompleks. Disse fæstninger dannede rundt om byen en firkantet plads med 6 runde bastioner. Fæstningen blev omgivet af brede grøfter og forbundet med det faste land med fire dæmninger og broer. Voldgraven var indtil 25 meter bred og voldene indtil 4,5 meter høje. De 4 porte blev kaldt Grevenkopper-, Oster-, Elskopper- og Borsflether-thor. I året 1600 blev en del af befæstningerne ødelagt af en storm. Ligeledes lod kongen oprette et arsenal i byen.

"Königshof" blev bygget som "Nye Hus" i 1543 og erhvervet i 1558 af den danske konge, Christian III, som brugte det som bolig, når han var i Krempe.

Krempe rådhus fra 1570.

Krempe var frem til 1627 en stapelstad for kornhandelen i området og byens skibsfart var temmelig stor, men da Krempe Å mudrede til, medførte det en tilbagegang for byen. Denne storhedstid var først og fremmest, men ikke udelukkende, knyttet til byens handelsforbindelser med Hamborg, som fra 1580 kontrollerede hele handelen i marskområderne langs Elben og vestkysten. Krempe havde i 1590-erne 19 skibe, hvoraf et på 90 læster blev brug på skibsfart på Venedig, mens den øvrige mindre fartøjer blev brug på skibsfarten på Elben og på Stör så langt som til Kellinghusen. Derimod spillede østersøfarten en mindre rolle: kun et enkelt skib fra Krempe blev i 1575 registreret i Øresund. I 1540 fik byen ret til også at indføre andre slags salt og udføre øl, specifikt også retten til udførsel af træ. Et vidnedsbyrd om handelen var, at i i 1552 klagede Krempe over, at Hamburg i de seneste tre år ikke havde udført så meget øl vestpå som i tidligere år. Dette var dog kun et lokalt tilbageslag, der var forårsaget af en strid om Hamborgs stapelret på Nederelben: i 1540 havde kongen givet indbyggerne i Krempe ret til at sælge øl i områderne omkring Stör og forbudt hamburgerøl i det omkringliggende område. I slutningen af 1500-tallet gik ølbryggeriet tilbage i byerne. Ligeledes opstod der en konflikt med Hamborg, som forsøgte at forhindre byerne i Elbmarsken at udføre korn. I slutningen af 1500-tallet havde Krempe regelmæssig sejlads på Venedig, desuden Spanien og Portugal med udførsel af korn og indførsel af blandt andet frugt, hvilken skibsfart varede til krigen i 1627, med Bremen og Stade, med Emden, forsøg på skibsfart med England, til Norge, Island og Arkhangelsk. Mens Krempe efter 1600 oplevede en tilbagegang i sin handel, oplevede Wilster og Itzehoe en fremgang.

Krempe havde en lang belejring af de kejserlige tropper under Tilly i 1627, men måtte overgive sig på grund af mangel på mad i oktober samme år. Samtidig var der 73 boliger i de østlige forstæder og 55 boliger i vest nedbrændt, og i selve byen blev 41 huse nedrevet og træet anvendt til palisader og som brændselstræ.

Krempe rådhus.

Detalje fra Krempe rådhus.

Efter anlæggelsen af Glückstadt ved Störs munding i 1616, til dels betinget af at krigsskibe ikke længere kunne besejle Krempe, blev i 1646 en del af befæstningerne og i 1695, 1704 og 1705 resten sløjfede.

Byens tilbagegang fortsatte, og i 1695 og 1696 blev den af regeringen i Glückstadt erklæret for konkurs, hvorefter samtlige bygninger, inklusive rådhuset, blev solgt ved offentlig auktion. Rådhuset blev dog senere købt tilbage takket være indtægten fra et lotteri, som regeringen lod organisere.

Krige, kriser og epidemier (1625-1660)

Randers - købstadsbygning fra 1600-tallet

Den fremgang, som landet oplevede i de første menneskealdre efter reformationen, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i Kejserkrigen (1627-1629), Torstenson-krigen (1643-1645) og sidst – og værst – Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang.

Allerede 1654-55 blev dele af landet ramt af pest, og under Karl Gustav-krigene ramtes landet af en ny bølge. Folk døde i tusindvis, utallige prøvede at flygte, blandt andet til Ribe der nærmest omdannedes til en kæmpemæssig flygtningelejr. Ødegårde og øde tomter bredte sig overalt i landet. Utallige gårde var "ruineret". Også købstæder blev hårdt ramt af pesten, især Ribe, Varde, Fredericia, Vejle, Horsens, Kolding og Aabenraa. Det er beregnet, at omkring en sjettedel (14-17%) af alle kongerigets indbyggere (omkring 110-120.000 af i alt omkring 800.000 indbyggere) døde under krigen.

Bybefolkningen

Der findes kun begrænsede oplysninger til belysning af bybefolkningernes sammensætning i renæssancen. Mandtal, borgerruller, borgerskabsprotokoller og førlovsregistre kan bidrage til at belyse forholdene, selv om oplysningerne ikke er fyldestgørende. Ad denne vej kan belyses dels borgernes næringssammensætninger, dels deres herkomst.

Helsingør var en af de største provinsbyer. For Helsingør findes en borgerrulle fra 1625. For 460 af 667 borgere angives næringsveje: 1 apoteker, 6 arbejdskarle, 15 bagere, 1 barber, 1 blegemand, 1 blytækker, 1 bogtrykker, 1 broksnider, 15 bryggere, 1 buntmager, 1 bødker, 1 bøssemager, 35 bådsmænd, 2 drejere, 4 dragere, 1 feldbereder, 25 fiskere, 5 færgemænd, 4 glarmestre, 4 grovsmede, 5 guldsmede, 8 hakkelseskærere, 7 handskemagere, 1 hattemager, 3 hjulmænd, 1 huemager, 5 kalkslåere, 2 kandestøbere, 1 kedelsmed, 4 kleinsmede, 1 kobberfører, 3 kobbersmede, 2 kokke, 1 kopsætter, 1 kornmåler, 4 krogmagere, 4 kræmmere, 1 lademager, 1 linvæver, 1 lygtemager, 2 malere, 8 maltgørere, 17 murere, 1 møller, 1 plattenslager, 15 plidskarle, 1 possementmager, 1 posthugger, 1 postrider, 3 pottemagere, 1 prenter, 2 rebslagere, 2 rokkemagere, 1 rotgieter, 2 sadelmagere, 1 saltsyder, 1 savskærer, 1 sejrmager, 2 skibskarle, 1 skibstømrer, 11 skippere, 1 skoflikker, 12 skolappere, 30 skomagere, 47 skræddere, 2 skytter, 2 slagtere, 5 smede, 12 snedkere, 4 stenhuggere, 6 styrmænd, 2 svarrere, 3 sværtfegere, 1 søfarende, 1 sømand, 1 teglbrænder, 1 teglstryger, 3 trommeslagere, 14 tømrere, 1 tørveskærer, 1 urmager, 1 urtegårdsmand, 2 urtekrømmere, 23 vognmænd, 17 vævere og 2 mere. For 11 byer var fordelingen i hovedtræk: 6-7% levede af immaterielle næringer, 3-4% var handlende, 4-11% var fiskere og søfarende, 79-86% var håndværkere, men andelene kunne variere betydeligt fra by til by. Gruppen af håndværkere kan underinddeles i dem, der forarbejdede metal, træ, læder, fødevarer, byggehåndværkere og andre. Oplysninger om den brede underklasse af tyende og tjenestefolk, løse arbejdere, fattige og betlere findes ikke i disse opgørelser. De kan have udgjort op til omkring en tredjedel af den samlede befolkning.

Med hensyn til borgernes oprindelse var en god del naturligvis født i selve købstaden mens tilflytterne overvejende stammede fra oplandet. Blandt udlændinge spillede tyskere en hovedrolle, andre kom fra Slesvig, Holsten, Nederlandene, Skotland og Norge, sjældnere fra Sverige. For Helsingør vedkommende er for årene 1556-1599 opgjort, at skotter og englændere udgjorde omkring 6% af befolkningen, nederlændinge 10-12% og tyskere omkring 10%. Den samlede andel af udlændinge svingede fra 15 til 33% med en stigende andel fra midten til slutningen af århundredet. I 1625 var fordelingen i Helsingør for folk, der tog borgerskab, således: 5 var fra Helsingør, 6 fra Sjælland (Frederiksborg, Slangerup, København, Roskilde, Skælskør og Faxe), 1 fra Ystad i Skåne, 6 fra Halland (heraf 1 fra Halmstad og Varberg), 1 fra Nakskov på Lolland, 3 fra Jylland (Hals, Niebe og Kolding), 1 fra Haderslev i Sønderjylland, 2 fra Norge (Oslo og Marstrand), 2 fra Skotland og 6 fra Tyskland (Bremen, Minden, Ostfriesland, Parchim, Preussen og Stralsund. For Sønderjyllands vedkommende kan nævnes, at for årene 1630-1640 og 1647-1656 stammede af borgerne i Haderslev: 65 fra Haderslev amt, 16 fra øvrige Sønderjylland, 3 fra Nørrejylland, 1 fra resten af kongeriget, 1 fra øvrige Norden, 3 fra Holsten, 13 fra Tyskland og 1 fra Polen.

Bybefolkningen var mobil. For Køge er det for årene 1621-1652 opgjort, at 717 tog borgerskab mens 19 opsagde deres og flyttede andre steder hen. Tallene svingede voldsomt gennem perioden, fra i gennemsnit 25 om året i årene 1621-24 til 10 om året i årene 1649-52. En del af disse udsving kan skyldes Torstensonkrigen. Som hovedregel var der langt flere tilflyttere end fraflyttere, og en stor del af flytningerne skete mellem købstæder indbyrdes.

Tidlige enevælde (1660-1814)

Tiden omkring 1660 udgjorde et vendepunkt i rigets historie: landet led hårdt dels under Karl Gustav-krigene, dels under skiftende epidemier. Et stort antal gårde lå ved krigenes afslutning øde og ødelagte hen, og rigets vigtigste opgave måtte blive at komme sig ovenpå de foregående tiders ulykker. Det lykkedes kongemagten at opnå en stærkere stilling ved indførelse af enevælde, godt støttet af borgerskabet, og dermed muligheden for bedre at kunne føre sin egen politik på trods af godsejerne, men det kunne ikke undgås, at skiftende regeringer skelede til det, man anså for landets hovedinteresse: at få landbruget på fode igen.

Også købstæderne havde lidt hårdt under Karl Gustav-krigene: skatteydernes antal i Helsingør, Kalundborg, Køge, Næstved, Vordingborg, Nakskov, Aalborg, Varde og Ribe var i gennemsnit faldet med 37% fra ialt 4.347 i 1656 til 2.939 i 1662. Handelsflåden samlede størrelse var faldet fra omkring 14.500 læster i 1656 til blot omkring 6.000 læster i 1662. Forholdene blev ikke bedre af, at pesten havde hærget i 1650-erne og skønsmæssigt kostet 14-17% af landets befolkning. I 6 købstæder øst for Storebælt blev der i tidsrummet 1658-61 født 1.995 børn mens 4.082 personer døde, det vil sige et fødselsunderskud på 2.087 individer. Købstæderne beklagede sig over elendigheden. I 1661 indgav Nyborg således en skildring af byens tilstand efter slaget ved Nyborg: "al vores Korn, Kveg och Fæmund blev os frataget, hvis andet vi der hafde, med Bygningen gandske ødelagt och opbrent".

Dette forhindrede imidlertid ikke, at den nye enevældige regering også forsøgte at fremme købstædernes forhold. Nu som før var regeringen behersket af de tanker, der er betegnet som merkantilismen. Følgelig måtte det blive regeringens mål at fremme en økonomisk udvikling, hvor landet kunne blive mest muligt selvforsynende med råvarer og luksusvarer, at sikre at forædlingen af råvarer skete inden for rigets interesser, at sikre en vareudveksling internt i riget mellem dets forskellige dele: kongeriget, hertugdømmerne, Norge, de nordatlantiske besiddelser og kolonierne, samt at sikre en handelsbalance med overskud i samhandelen med udlandet. Længe, helt frem til 1797, var beskyttende toldsatser en betydende del af denne politik. I erkendelse af mangelen på kyndige i råvareforædling satsede regeringen nu som tidligere på at skaffe sig sådanne kyndige personer fra udlandet ved at tildele disse ulige fordele og begunstigelser. For yderligere at fremme udviklingen gik enevælden selv ofte ind med risikovillig kapital og ofte med store tab til følge.

Regeringens næringsfremmende politik virkede i nogen udstrækning: antallet af hjemmehørende fartøjer i Kongeriget voksede fra 772 i 1670 til 1.249 i 1696 og skibenes tonnage voksede fra omkring 6.000 læster i 1662 til 23.799 læster i 1696, hvilket betød, at handelsflådens tonnage havde nået hidtil usete højder. Der var imidlertid tale om en midlertidig krigsbetinget højkonjunktur. Fra 1696 til 1707 skete der imidlertid en ny formindskelse i Kongeriget til 1.008 skibe med en samlet tonnage på 13.851 læster, hvilket betød, at handelsflåden nærmede sig samme størrelse som den havde haft en menneskealder tidligere. Udviklingen var dog uens i de enkelte købstæder beroende på stedlige forhold.

Medvirkende ved den gunstige handels- og skibsfartspolitik var udviklingen i udlandet. I årene 1688-1697 foregik den pfalziske arvefølgekrig mellem England, Nederlandene, Østrig og Spanien på den ene side og Frankrig på den anden. Krigen førte til, at skippere, redere og købmænd fra Nederlandene og Nordtyskland valgte at slå sig ned i de neutrale nordiske lande og herfra i samarbejde med de stedlige købmænd drive handel især på Frankrig. Derved gik Lübecks handel på Frankrig stærkt tilbage mens danske skibe overtog store dele af denne handel, men af større betydning var det måske, at danske købmænd derved også fik bedre erfaringer med at drive handel på Vest- og Sydeuropa under tidens nye vilkår. Nok bevirkede freden i Rijswijk i 1697 en nedgang i denne handel og skibsfart, og den kortvarige spænding i forholdet mellem Danmark og den gottorpske hertug med Sverige i ryggen bevirkede yderligere nedgang i handelen, men fra 1701 indtraf den spanske arvefølgekrig mellem England, Nederlandene og Østrig på den ene side og Frankrig på den anden en ny fremgangstid for den neutrale danske skibsfart trods den dermed forbundne risiko. Denne fremgang varede til udbruddet af Store Nordiske Krig.

Til trods for, at Danmark blev indblandet i endnu to krige, Skånske Krig 1675-1679 og Store Nordiske Krig 1709-1720 udviste købstæderne således en evne til at overvinde de tidligere store tilbageslag, godt støttet af regeringens politik og den internationale politiske udvikling. Det var fortsat handel og søfart, som stod i centrum for denne politik, der ikke mindst var rettet mod at give større købstader stabelret og dermed større konkurrenceevne, men sideløbende hermed forsøgte regeringen at udvikle en manufakturpolitik, der i første række blev rettet mod hovedstaden, men efterhånden også mod resten af landet. Betydningen af disse tiltag mindskedes dog noget af andre tiltag, som virkede i modsat retning. Det forhold, at flere håndværk var tilladte at udøve på landet, bevirkede, at der her havde udviklet sig en ganske betydelig fremstillings- og forarbejdningsvirksomhed i form af binæringer, husflid og forlagsdrift, ikke mindst fremmet af hosekræmmere og andre, og hele denne virksomhed måtte nødvendigvis være en konkurrent til købstæderne. Yderligere måtte behovet for vandkraft i forbindelse med fabriksvirksomhed bevirke, at virksomhederne blev lagt, hvor denne var mest fordelagtig, og det var ofte i landdistrikterne.

Regeringens manufakturpolitik var i begyndelsen fortrinsvis rettet mod udnyttelsen af hjemlige råstoffer. For Norge betød dette fremme af bjergværksdrift og skovbrug med tilhørende savværker. For Danmarks vedkommende betød det udnyttelse af landbrugsprodukter, ikke mindst uld, og tiltag blev derfor rettet mod fremstilling af klæde, linned og lærred. Denne politik havde imidlertid begrænset held, og regeringen rettede derfor i stigende grad opmærksomheden mod indførte råstoffer som bomuld, sukker og tobak og med betydelig større fremgang. I anden halvdel af 1700-tallet slog manufakturpolitikken igennem i de fleste købstæder og kom derved til at udgøre en bestanddel af indbyggernes næringsveje. Denne udvikling skulle samtidig blive forløberen for en egentlig industriel udvikling, men denne indtraf først i 1800-tallet.

Forholdene bevirkede, at næringsvilkårene helt frem til 1735 blev oplevet som hårde for købstædernes indbyggere, og på samme måde, som landboerne havde bynæringer som binæring, havde mange købstadsboere landbrug som binæring. Købstadslandbrug kom derved til at udgøre en ikke ubetydelig næringsvej i byer som Viborg, Holstebro, Horsens og Roskilde. Tilsvarende spillede fiskeri en betydelig rolle i nogle købstæder, således Skagen og Nibe.

Efter afslutningen af Store Nordiske Krig førte regeringen en politik, der skulle fremme Danmarks handel og søfart på Vesteuropa og Middelhavet: den 18. juli 1742 undertegnedes en handelstraktat med Spanien, den 23. august 1742 undertegnedes en handelstraktat med Frankrig, den 16. april 1748 en handelstraktat med Begge Sicilier, den 10. august 1746 en handels- og venskabskontrakt med Algier, den 8. december 1751 en handels- og venskabskontrakt med Tunis, den 22. januar 1752 en handelstraktat med Tripolis og den 18. juni 1753 en handelstraktat med Marokko. Marokko var imidlertid arvefjende af Spanien og traktaten med Spanien mistede derfor sin kraft, men i 1757 blev indgået en ny midlertidig aftale, der senere ved deklarationer af 13. oktober 1791 og 20 . marts 1792 tilsikrede indbyrdes handelsbegunstigelse, indtil forholdet endelig blev fastlagt i traktat af 14. august 1814. Dermed åbnes Middelhavet for alvor for dansk handel og skibsfart, og selv om det var begrænset hvor mange redere og købmænd, der umiddelbart nød godt af dette, bevirkede det dels hovedstadens fortsatte vækst og dermed også voksende behov for tilførsel af fornødenheder, dels at der blev mere plads og bedre muligheder for mindre søfarende i den hjemlige skibsfart, når de større skibe blev engagerede i fjernsejladsen.

Nye købstæder 1660-1720

Krudttårnet - en del af Fladstrand Fæstning bygget i 1686-1690.

De vanskelige næringsvilkår forhindrede ikke regeringen i at forsøge at lade nye købstæder vokse frem, hvis og når forholdene gjorde dette muligt.

Kun få nye købstæder oprettedes under den ældre enevælde:

• Frederikssund på Sjælland i 1665 og
• Frederiksort i Sønderjylland i årene 1663-67.

Frederikssund udviklede sig som en slags ladeplads for købstaden Slangerup men satte med tiden denne i skyggen.

Dertil kom fæstningsanlægget i Fladstrand. Dettes oprettelse synes til dels at være sket i lyset af freden i København i 1660, hvor Danmark måtte afstå ikke blot Skånelandene men tillige Bohuslen med Marstrand. Derved forøgedes behovet for et udskibningssted så nordligt i Jylland som muligt, og havnen ved Fladstrand var efter forholdene en af de bedste muligheder, der fandtes. Stedet kunne således tjene såvel handelsmæssige som forsvarsmæssige hensyn, men af disse synes sidstnævnte i begyndelsen at have vejet tungest.

Store Nordiske Krig skulle markere et skel i enevælden. Efter krigen blev hertugdømmernes gottorpske andele i 1721 inkorporerede under den danske krone, hvorved hele området formelt hørte under Kronen. I praksis blev hertugdømmerne imidlertid fortsat styret som et særskilt område med egne love og regler.

Nye købstæder 1720-1814

Efter den unge enevældes tiltag for oprettelsen af blandede fæstningsanlæg og købstæder gik der mere end et halvt århundrede, inden nye købstæder kom til:

• Nibe (Nørrejylland) i 1727,
• Hørsholm (Sjælland) i 1739,
• Hillerød (Sjælland) i 1750-erne,
• Frederiksværk (Sjælland) i 1750-erne,
• Skanderborg (Nørrejylland) ca. 1760,
• Marstal (Ærø) fik flækkestatus i 1760,
• Christiansfeld (Sønderjylland) fik flækkestatus i 1773.

Kendetegnende for disse er, at de fortrinsvis havde økonomiske hensyn bag sig. Til gengæld havde man i det lange tidsrum fra den unge enevælde til afslutningen af Store Nordiske Krig ladet flere steder drive handel, håndværk og skibsfart uden særrettigheder hertil: Allinge-Sandvig, Fladstrand, Løgstør, Nørresundby, Hillerød og Nibe. Kun de to sidstnævnte var med (og da blandt de første), da man atter gav sig i kast med at udnævne nye købstæder.

Købstæderne havde en vis forret til håndværk, handel og skibsfart inden for en vis omkreds (læbæltet) omend dette ikke synes at have haft nogen stor betydning for deres næringslivs trivsel: i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug en ikke ubetydelig rolle som levevej.

Bystyret

Ved købstadsforordningen af 1682 blev bestemmelser om købstædernes styre lagt i nye rammer. Købstæderne blev inddelte i tre klasser efter indbyggertal og fik tildelt øvrighedspersoner på grundlag af denne størrelse: 9 købstæder fik 2 borgmestre, 3 rådmænd og 1 byfoged, 23 købstæder fik 1 borgmester, 2 rådmænd og en byfoged, 26 købstæder samt 4 flækker (Hillerød, Rødby, Skanderborg og Sorø) fik en byfoged; alle byer havde desuden en byskriver. Borgmestre og rådmænd blev fra denne tid ofte kaldet magistraten, og i byer kun med en byfoged fik denne samme funktion. Enevældens overtilsyn blev henlagt til stiftsamtmændene, der dog i begyndelsen kun havde begrænsede muligheder for at blande sig; først ved instruks af 1690 blev disse muligheder udvidet og fastlagt nærmere.

Frem til 1787 fandtes der kun 15 købstæder med en anden magistrat end byfogden, men i løbet af 1700-tallet indtraf en udvikling, hvor byens borgere, især købmændene, aftager i deltagelsen af bystyret, som i stedet overlades til en stand af professionelle embedsmænd. Samtidig indtraf fremkomsten af byråd eller borgerudvalg mellem 1722 og 1787, især efter 1745, og ved reskript af 1787 blev disse udvalgs virke lagt i fastere rammer med bestemmelser om deres rettigheder.

Merkantilismen under enevælden

Ved enevældens indførelse stod Danmark over for helt nye markedsvilkår. De hidtidige markeder i Nederlandene og Nordtyskland mistede betydning som følge af de ændrede forhold. For Danmarks tre vigtigste eksportvarer, fisk, kvæg og korn, betød dette svindende markeder. Fisk havde allerede mistet store dele af sin tidligere betydning efter reformationen, og forholdene svækkedes yderligere ved, at Nederlandene udviklede sit eget fiskeri. Det betød, at dansk fisk blev fortrængt fra deres hidtidige internationale markeder. Studehandelen, der havde opnået et betydeligt omfang og især gavnet byer som Ålborg, Århus, Randers, Horsens, Ribe, Haderslev, Flensborg, Odense og Assens, blev i stigende grad overtaget af nederlændere, og brød næsten sammen, da Nederlandene i 1724 indførte en indførselstold på stude. En omlægning fra kvæg- til mejeridrift kunne langt fra kompensere tabet af den hidtidige handel. Endelig betød befolkningsvækstens nedgang i Vesteuropa også en faldende efterspørgsel på både kvæg og korn og konkurrerende korn fra Østeuropa nåede et omfang, der pressede priserne kraftigt. Dertil kom, at dansk korn havde store problemer med kvaliteten. Under disse forhold måtte der ske en omlægning af dansk handel. Det indebar, at denne i stigende grad blev rettet mod de to vigtigste aftagere internt i riget: København og Norge. Allerede i 1647 var der blevet indført en told på 16 skilling pr. tønde udenlandsk korn modsvarende omkring 10% af markedsprisen, og i 1654 var tolden blevet forøget med 2 skilling, men med toldrullen af 1672 voksede importtolden til 40 skilling pr. tønde udenlandsk rug, hvilket modsvarede omkring 25% af prisen, mens omvendt dansk kornsalg til Norge blev fremmet ved en mellemrigsk told på 1 skilling pr. tønde. I 1691 blev korntolden forhøjet til 60 skilling pr. tønde rug svarende til omkring 40% af markedsprisen, i 1730 blev tolden forhøjet til 64 skilling, og endelig ved forordning af 16. september 1735 blev det forbudt at indføre udenlandsk korn til Danmark og det søndenfjeldske Norge, hvilket forbud varede til 1788.

Kendetegnende for årene efter Torstensonfejden 1643-45 og Carl Gustav-krigene 1658-60 og de erfaringer, man havde derfra, nemlig at kun befæstede byer havde kunnet holde stand mod fremmed besættelse (i Holsten således Glückstadt, Krempe og Rendsborg), var, at regeringen søgte dels at fremme befæstede købstæder på stategisk vigtige overfartssteder for derved at sikre forbindelsen mellem de enkelte landsdele blandt andet ved at give dem stabelrettigheder for at sikre rigelige forråd til garnisonernes underhold, dels at genetablere en stærk flåde ved i februar 1670 at genoptage en ældre politik med at tildele defensionsskibe privilegier til at kunne handle flere steder i landet end andre skibe. Dermed førte regeringen på samme tid to politiske strategier, som måtte være i indbyrdes modsætning.

Stabelstadspolitikken, som før krigen havde været anvendt i forbindelse med studehandelen, var blevet genoptaget allerede under Carl Gustav-krigene, da der i 1658 var blevet givet tilsagn om, at København skulle blive en stabelplads. Dette blev i Københavns privilegier af 24. marts 1659 præciseret til, at København sammen med Christianshavn (der da blev regnet som en selvstændig by) skulle være en af to byer på Sjælland med rettigheder som stabelstad "og have den frihed, at ingen købmandsvarer må indføres end aleneste til bemeldte tvende stabelstæder, hvoraf den anden herefter skal navngives". I november 1661 blev det bestemt, at København sammen med Christianshavn samt Korsør, Nyborg på Fyn og Frederiksodde (Fredericia) i Jylland skulle være Danmarks 4 stabelstæder. Efter ansøgning blev Nakskov i 1667 tilføjet som stabelstad for Lolland. Beslutningen havde alene taget militærgeografiske hensyn, idet både Fredericia, Nyborg, Korsør og Nakskov havde problemer med tilsandede havne, mangelfulde skibsbroer og pakhuse, og en handelsflåde uden store skibe egnede til sejlads på udlandet. Frem til 1670 var denne stabelstadspolitik således helt mislykket. Værre var det, at indkvarteringerne af soldater oveni førte til store problemer i garnisonsbyerne på grund af deres opførsel.

I 1672 gennemførtes imidlertid en ny toldforordning, som reelt slog benene væk under stabelstadspolitikken. Der blev nu genindført "defensions- og munterede skibe", det vil sige bevæbnede handelsskibe, som til gengæld for at stå til rådighed til militære formål i krig skulle have lov til at udlosse udenlandske varer i Helsingør, Køge, Holbæk, Nykøbing Falster, Kerteminde, Aalborg, Horsens, Århus, Ringkøbing og Ribe. Disse privilegier for defensionsskibe blev gentaget i februar 1680 efter afslutningen på Skånske Krig 1675-79. Men heller ikke denne politik førte til nogen nævneværdig forbedring i kongerigets handel og skibsfart, og ved en ny forordning af 28. januar 1682 om købstæderne i Danmark blev listen over købstæder og andre toldsteder, som defensionsskibe fik lov til at handle med, udvidet med Næstved, Kalundborg, Horsens, Varde, Assens, Rudkøbing, Sakskøbing, Bandholm, Rønne og de andre bornholmske købstæder, men de andre købstæder var henvist til at ernære sig ved indenrigsk handel, agerdyrkning og håndværk "og fornemmelig beflitte sig på manufakturer". I 1685 fik Stege ret til udenrigshandel, og ved toldrullen af 1686 fik defensionsskibe ret til at lade og losse ved alle toldsteder i riget. Endelig i 1689 blev hele ordningen ophævet.

Når både stabelstadspolitikken og ordningen med defensionsskibe mere eller var dømte til at mislykkes, skyldtes det flere forhold. Vigtigst var, at de to ordninger modvirkede hinanden: hvis defensionsskibe kunne handle bredt, måtte det undergrave stabelstadspolitikken. På den anden side måtte den erklærede stabelstadspolitik opfattes som hæmmende for de købstæder, der både med hensyn til opland og varer, havneforhold samt egne skibe havde betingelser for at udvikle deres handel og skibsfart. I 1680-erne klagede flere købstæder derfor forståeligt nok over, at de ikke havde ret til udenrigshandel. Endvidere kom regeringen under pres fra udlandet, især Nederlandene, for at få åbnet for fri handel i hele Danmark-Norge. De mange klager og problemer med ordningerne måtte derfor til sidst føre til deres afvikling.

Men også på anden vis forsøgte regeringen at fremme næringsvilkårene. Også efter enevældens indførelse forsøgte man sig med oprettelse af handelskompagnier for fjernhandelen: 1662 Islandsk Kompagni, 1670 Ostindisk Kompagni, 1671 Vestindisk Kompagni, 1672 Guinesisk Selskab. Desuden førsøgte man at ophjælpe industriel virksomhed, blandt andet tobaksspinderier. Man indkaldte fremmede håndværkere ved forordninger i 1671, 1681, 1682, 1688, i 1698 og 1705. Ved købstadsforordningen af 1682 blev der givet København og 25 steder. eneret på udenrigshandel, men allerede 1689 måtte ordningen atter opgives. Adskillige købstæder havde forholdsvis mange landbrugere, skønt dette ikke skulle være deres hovednæringsvej. I Rentekammeret, der havde en central rolle i de mange tiltag, formuleredes i 1685 erfaringen: "Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt" Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet skete ikke.

Også i forholdet til købstædernes egne oplande forsøgte enevælden at forbedre vilkårene. Christian Vs Danske Lov fra 1683 fastlagde som almen regel, at håndværkere på landet ikke måtte bosætte sig nærmere end 1½ mil (11 km) fra en købstad, og at bønderne inden for en afstand af 2 mil (15 km) fra denne kun måtte handle i købstaden.

Skibsfarten under enevælden

I årtierne efter Karl Gustav-krigene skete en fuldstændig omfordeling af den indenrigske skibsfartstonnage: før krigen havde størstedelen hørt hjemme i provinsen, men efter fredsslutningen voksede Københavns andel fra 45% i 1670 til 61% i 1698, og næsten alle fartøjer over 50 læster var hjemmehørende i hovedstaden. Denne udvikling fik også indflydelse på skibsfarten, idet der herved blev skabt en købmandsstand i hovedstaden, som var i stand til at drive en begyndende oversøisk kompagnifart, mens provinsen fortsatte med sin gamle indenrigsfart, herunder sejladsen på Norge og Hertugdømmerne. De vigtigste varer for fragt blev nu landgildekorn, toldmel, skattekorn, malt, brød, smør, ærter, saltet og røget flæsk og fisk samt brændeved, der blev fragtet dels til Københavns slot og Kongens Bryghus, dels – omend i mindre omfang – til de kongelige slotte Antvorskov, Koldinghus og Haderslevhus. Den samlede skibsfart hermed var dog beskeden, i gennemsnit havde købstæderne to-tre anløb om ugen.

Danmark var endnu i 1700-tallet overvejende et landbrugssamfund, og de varer, som blev udskibet, var da også overvejende stedlige landbrugsvarer, dels korn, dels kød (saltet kød og flæsk), dels fedevarer (smør, ost og tælle), i mindre udstrækning fisk og husflidsprodukter som lærred, linned og klæde fremstillede af landbefolkningen i mængder, der tillod udførsel, og endelig købstadens egne håndværksvarer samt genudførte varer. De fødevarer, købstæderne således udgjorde var i stand til at udskibe, udgjordes af det overskud, som var tilbage, når købstadens egen befolkning var tilgodeset dels med landbrugsvarer dyrkede på købstædernes egne jorder, dels landbrugsvarer fra købstædernes oplande. Blandt de vigtigste indførte varer var salt, hør, hamp og blår, tømmer, tjære, kalk, jernvarer og metaller, kul, tobak, potaske, råsukker samt kolonial- og kramvarer.

Selve skibsfarten måtte tilpasses omfanget af varefragten. Denne var bestemt af dels varernes rumfylde, idet fisk, korn, kød og fedevarer på den ene side og indført træ på den anden stillede krav om store fragtrum, dels rejsernes mål og dermed længder og rejsetid, hvilket påvirkede antallet af mulige årlige rejser i de tider af året, hvor sejlads var mulig. En del af fragtbehovet kunne opfyldes af hjemmehørende skibe, og disse kunne også gå i fragtfart på andre købstæders havne, mens omvendt fremmede skibe kunne opfylde en del af købstædernes egne fragtbehov. Rejser i ballast, det vil sige uden fragtgods, var noget man måtte søge at undgå. Skibsfartens omfang var endvidere betinget af besejlingsforholdene, især havnenes sejldybder, og købstæder kunne miste en del af deres mulige fragtfart, hvis andre nærtliggende købstæder med bedre havneforhold kunne formidle fragt med vogne på godtagelige vilkår.

I første halvdel af 1700-tallet synes den samlede, kongerigske skibsflåde at have ligget på et nogenlunde fast niveau på mellem 5.000 og 7.000 kommercelæster. Derimod svingede fordelingen mellem de enkelte landsdele og på de enkelte toldsteder åbenbart en del: således faldt Rudkøbing tolddistrikts andel fra ca 3,1 % i 1707 til ca 1,8 % ved århundredets midte, hvorimod[Fåborg tolddistrikts andel voksede fra 2,6 % til 5,2 %, mens Svendborg tolddistrikts andel lå nogenlunde fast på henved 3,0 %.

Lave kornpriser og høje skatter i årene efter 1720 fik bønderne til at skære ned på de få fornødenheder udefra såsom salt, jern og tobak. Behovet for tilførsler af disse varer var derfor yderst beskedent, og skibsfarten måtte derfor fortrinsvis overleve på den handel og skibsfart, der skulle forsyne hovedstaden med varer.

En betydelig del af det danske landbrugs produktion blev afsat i rigets hovedstad, København, og resten af landbrugets overskudsproduktion i kongeriget og Sønderjylland gik til andre dele af helstaten, Norge og de nordatlantiske øer. Fra gammel tid havde bønderne ved Bovbjerg og Harboøre lov til selv at sejle på Norge med deres sandskuder og betale med korn for det tømmer, de havde behov for, og som ikke kunne købes i Lemvig i bunden af Limfjorden. I 1733 fik bønderne på Langeland bekræftet deres gamle ret til at udføre deres produkter med egne fartøjer.

Denne udvikling skyldes flere forhold: for det første var fragtmulighederne mange: først og fremmest København havde sine store og vedvarende behov for fødevarer og brændsel, og fra Østersøen til Middelhavet var der flere lande med hver deres varer til eksport og lige så sammensatte og store behov for import. Blandt de varer, der fortrinsvis påkaldte sin behov for varefragt, var korn, frugt, grønt, fisk, brændsel, træ og tømmer, foruden potaske og jern, desuden varer som salt, vin, tobak, krydderier og meget andet, alt i større eller mindre mængder.

Indenfor Danmarks egne grænser var der tre store rejsemål: hovedstaden, København, hvis store behov for fødevarer, brændsel og andet gav anledning til en stor, vedvarende skibsfart, dernæst Norge med dets behov for korn og omvendt eksport af træ, jern og sild, og endelig hertugdømmerne, der kunne levere mangt og meget til hjemligt forbrug og som også var aftager af danske landbrugsvarer.

Københavns vedvarende, store betydning for skibsfarten i anden halvdel af 1700-tallet lå ikke mindst i hovedstadens stærke befolkningsvækst, således voksede byens indbyggertal fra 70.514 i 1769 til 100.975 i 1801, en fremgang med ikke mindre end 43% i løbet af en menneskealder. Den voksende befolkning skulle have dækket behov for boliger (dvs. byggematerialer hertil), brændsel og fødevarer. Dette afspejledes i den fra de danske provinser indkomne skibsfartstonnage, der voksede fra 21.000 kommercelæster i 1769 til 32.000kommercelæster i 1798. Da der kunne rummes to favne brænde pr. kommercelæst, har brændetilførslerne krævet mellem 10.000 og 20.000 kmcl skibsrum pr. år svarende til henved halvdelen af den indkomne skibsfartstonnage. På lignende måde voksede korntilførslerne fra 186.000 t pr år i 1750-erne til 257.000 t pr år i 1790-erne svarende til en stigning i transportbehovet fra 4650 kommercelæster til 6425 kommercelæster, eller sagt på en anden måde: det har krævet henved en fjerdedel af det samlede skibslasterum.

For Norges vedkommende synes importen af træ herfra at være af størst betydning for skibsfarten hertil: opgjort efter behov har korneksporten til Norge fyldt mindre end halvdelen af de skibe, der kom fra Norge, selvom der var store uligheder fra tolddistrikt til tolddistrikt, og en del skibe tilmed sejlede fuldtlastede til Norge men kom hjem i ballast.

For transithandelens vedkommende var det Danmarks beliggenhed mellem Østersøen på den ene side og Vesterhavet med dets omgrænsende egne: Norge, England, Nederlandene og (fjernere) middelhavsområdet på den anden, der spillede ind. Behovene for råvareleverancer fra Østersø-området til den fremvoksende industri i Nordvesteuropa samt salt og luksusprægede varer som vin og tobak, gjorde Danmarks beliggenhed yderst fordelagtig og skabte mulighed for danske skibe i at deltage også i denne handel.

Fra Østersøens baltiske og sydlige havne gik korn, fortrinsvis hvede og rug, til England, Holland, Frankrig og havne i Middelhavet, og fra disse gik ikke mindst vin og salt tilbage igen. Fra havnene i Bohuslen gik sild til eksport. Fra Sverige, især Stockholm, Gävle og Norrköping, gik jern og potaske i store mængder til eksport, mens til gengæld salt blev indført. Jern blev endvidere eksporteret fra Norge. Træ blev eksporteret fra Norge, Sverige og Baltikum.

Endelig fandtes en handel på Middelhavet og på kolonierne i Indien, der altovervejende spillede en rolle for den københavnske skibsfart.

Bybefolkningen

Antallet af købstæder var lille, og de fleste af disse forblev meget små gennem hele 1700-tallet; Endnu i 1801 havde de fleste danske købstæder og flækker kun nogle få hundrede indbyggere. Kendetegnende var det, at de største købstæder lå i Sønderjylland og Holsten. Oversigt over Købstædernes indbyggertal indtil 1801:

Købstad	1672	1769	1787	1801	Købstad	1672	1769	1787	1801
Allinge	-	303	338	337	Odense	3.808	5.464	5.363	5.782
Assens	1.084	1.139	1.356	1.443	Præstø	435	385	402	480
Bogense	438	430	552	760	Randers	2.036	2.901	3.645	4.562
Ebeltoft	817	563	591	598	Ribe	1.939	2.130	2.587	1.994
Fredericia	1.591	2.813	3.066	3.474	Ringkøbing	623	508	465	771
Frederikssund	-	216	190	262	Ringsted	700	705	730	817
Fåborg	841	1.136	977	1.061	Roskilde	2.196	1.711	1.871	1.768
Grenå	453	704	686	760	Rudkøbing	478	814	925	1.141
Haderslev	-	3.141	-	3.635	Rødby	-	650	725	776
Hasle	-	435	440	513	Rønne	-	2.058	2.130	2.436
Helsingør	4.033	3.669	4.829	5.282	Sakskøbing	272	424	533	549
Hillerød	958	1.114	1.204	1.214	Sandvig	-	218	207	248
Hjørring	782	598	463	744	Skagen	1.004	704	715	834
Hobro	343	492	465	488	Skanderborg	-	566	573	488
Holbæk	879	1.223	1.159	1.332	Skive	529	438	477	520
Holstebro	500	688	676	853	Skælskør	617	592	501	567
Horsens	1.516	2.738	2.221	2.396	Slagelse	1.832	1.379	1.722	1.732
Kalundborg	1.058	1.337	1.375	1.322	Slangerup	513	414	311	336
Kerteminde	642	706	711	1.045	Sorø	528	532	509	592
Kolding	1.094	1.510	1.659	1.672	Stege	656	798	829	917
Korsør	826	1.357	1.269	1.219	Store Heddinge	362	514	565	576
København	41.500	70.514	90.032	100.975	Stubbekøbing	511	488	467	467
Køge	1.643	1.400	1.366	1.527	Svaneke	-	562	602	663
Lemvig	450	320	374	375	Svendborg	1.009	1.815	2.025	1.942
Mariager	370	402	393	414	Sæby	670	487	504	517
Maribo	444	506	660	686	Sønderborg	-	2.692	-	2.761
Marstal	-	760	925	1.449	Thisted	1.000	815	910	1.068
Middelfart	756	736	651	1.019	Tønder	-	2.584	-	2.579
Nakskov	1.920	1.287	1.375	1.671	Varde	569	690	811	1.020
Neksø	-	1.173	1.168	1.274	Vejle	712	957	843	1.310
Nibe	-	1.029	1.001	1.044	Viborg	2.704	2.221	2.572	2.379
Nyborg	1.160	1.637	1.672	1.866	Vordingborg	736	802	960	931
Nykøbing Falster	861	1.039	1.075	1.079	Ærøskøbing	-	1.138	1.225	1.291
Nykøbing Mors	343	555	531	651	Aabenraa	-	2.701	-	2.834
Nykøbing Sjælland	463	500	532	615	Åkirkeby	-	361	432	455
Nysted	691	489	627	690	Aalborg	4.181	4.425	4.866	5.579
Næstved	1.853	1.404	1.501	1.785	Århus	3.474	3.837	4.052	4.102

Kilder: Degn (1987) tabel 1; folketællingerne 1769, 1787 og 1801 ifølge de trykte udfald. Købstæder med mere oprettede mellem 1600 og 1801 er vist med kursiv.

Det er opgjort, at købstadsbefolkningen i hele tidsrummet frem til 1801 udgjorde mellem en fjerdedel og en femtedel af landets samlede befolkning, men bag denne tilsyneladende stagnation i bybefolkningen ligger en faktisk befolkningsvækst på omkring 72% fra omtrent 112.000 indbyggere i 1672 til 193.000 indbyggere i 1801. Imidlertid var ikke kun købstadsbefolkningen men også landbefolkningen vokset, hvilket må ses i lyset af begivenheder i tiden forud for enevældens indførelse: under Karl Gustav-krigene og i årtiet forinden var befolkningen gået voldsomt tilbage på grund af epidemier og krige; utallige gårde stod øde, og da befolkningen atter voksede som følge af høje fødselstal og lave dødstal måtte det blive en hovedopgave for godsejerne at få flest mulige af disse ødegårde besat, hvilket da også skete. Alligevel var landbefolkningen i stand til af afgive en del af sit befolkningsoverskud til købstæderne, som derved også fik del i denne nye befolkningsvækst, til trods for vornedsskabet og i 1733 indførelsen af stavsbåndet på Sjælland. Indførelsen af stavnsbåndet bevirkede, at landbefolkningens afvandring til købstæderne blev hæmmet, og følgen blev, at en stor del af håndværkerne på landet var folk, der ikke kunne afvandre, hvilket atter bevirkede, at købstædernes hævdede eneret på især håndværk blev hæmmet. Set i dette lys kan det siges, at den manglende urbanisering gennem hele denne del af enevælden var et udslag af den førte befolknings- og næringspolitik, der i virkeligheden hæmmede den udvikling, som andre dele af regeringens politik tilstræbte. For at købstæderne skulle vokse, måtte befolkningsvæksten i vid udstrækning ske ved egentlig indvandring, fra hertugdømmerne, Norge eller udlandet. I virkeligheden skulle det først blive efter ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 med virkning fra århundredeskiftet, at købstæderne for alvor kunne aftage en voksende andel af befolkningen.

Købstædernes befolkningsudvikling var imidlertid uens for de enkelte byer. Den svage, til tider ujævne befolkningsudvikling, må ses i lyset af, at købstæderne som hovedregel havde en negativ naturlig befolkningsudvikling: der var flere døde end fødte. For at købstæderne blot skulle kunne opretholde deres indbyggertal krævedes en årlig tilflytning på 4-5%. Årsagerne til denne overdødelighed var flere, først og fremmest sygdomme som børnekopper og mæslinger, der kunne slå op til en fjerdedel af børnene ihjel, mangel på kvalificerede jordemødre og læger, dårlig hygiejne samt det forhold, at der ofte var stor aldersforskel mellem ægtefæller, hvilket mindskede børneavlen.

Tilflytning måtte ske enten fra landdistrikterne eller fra udlandet. Borgerskabsprotokoller for perioden 1700-1797 for kongeriget viser, at omkring en fjerdedel af dem, der tog borgerskab, var født i selve købstaden, en tiendedel stammede fra andre købstæder, en tredjedel fra landdistrikterne og en fjerdedel fra udlandet, mens resten kom fra Skånelandene, Hertugdømmerne eller Norge.. Fordelingen kunne dog variere fra købstad til købstad og for de enkelte dele af landet, således havde København forholdsvis mange indvandrere, i første halvdel af århundredet især fra Skånelandene, i slutningen af århundredet især fra hertugdømmerne. Internt i kongeriget var der en indvandring til købstæder fra deres omgivende landdistrikter samt en nettoflytning fra Jylland til øerne og København. Det gamle ord om, at "vi er alle jyder for Vorherre" havde således en vis gyldighed..

Regeringen forsøgte at fremme indvandringen af udlændinge, især sådanne som formodedes at kunne drive manufakturer og/eller handel i større omfang, ved at give dem privilegier, hvis de ville slå sig ned i købstæderne., og den havde et vist held med denne politik, fordi mange kom til Danmark som flygtninge fra uroprægede områder i udlandet. En forordning herom kendes fra 1671, og i 1680-erne forsøgte man yderligere at fremme indvandring ved at give trosfrihed samt frihed for skatter og afgifter, således i Fredericias privilegier fra 1682, hvor jøderne fik tilladelse til at oprette en synagoge, og i 1685, hvor tilsvarende rettigheder blev givet til den evangeliske og reformerte religion. I 1688 fik tyske jøder, der kunne spinde tobak, tilladelse til at slå sig ned på Christianshavn, og i privilegierne for uldmanufakturer af 1698 fik udlændinge religionsfrihed overalt i kongeriget. Lignende rettigheder blev givet for tilflyttere til hertugdømmerne, hvor ikke mindst jøder slog sig ned i Altona, Frederiksstad, Glückstadt og Rendsborg-Neuwerk.

Købstædernes næringsforhold

På grundlag af folketællingen for 1787 udarbejdede justitsråd Eggers en oversigt over næringsforholdene på Sjælland. Han nåede frem til, at omkring en trediedel var gårdmænd, men dertil skulle lægges tjenestefolk og daglejere, hvorved andelen overskred halvdelen af landbefolkningen. Dertil kom husmænd og inderster, hvorved andelen nærmede sig tre fjerdedele. Omkring en tiendedel angives at være håndværkere eller "Kunstnere og Fabrikanter". Af andre mindre grupper kan nævnes gejstlige embedsmænd, civile embedsmænd, skippere, fiskere og søfarende samt fattige. Men disse tal snyder, hvis man vil forstå konkurrencen fra landdistrikterne i forhold til købstædernes næringsdrivende. Et mere realtisk billede fås hos Pontoppidan, som i 1759 i værket Økonomisk Balance (Eutropii Philadelphi oeconomiske Balance), skriver: "Hver landsby har sine manufakturer, skønt de ikke anses derfor. I mange, ja, vel i de allerfleste, særdeles jyske og fynske bønderhuse væves enten uldent eller linnet. Følgelig kan vore købstadsfabrikker ikke have nogen synderlig debit eller afsætning paa sine varer udenfor stæderne, med mindre det er ting, som føres ud af landet, saasom grove ulden- og linnedvarer til Norge, item hatte, handsker, kniplinger etc. til adskillige lande." At denne vurdering var rigtig, fremgår blandt andet af de indberetninger, som i 1735 blev indsendt til Rentekammeret, og hvori salg fra købstæderne til omgivende landdistrikter spiller en yderst beskeden rolle. Under disse forhold måtte håndværkere i købstæderne have en forholdsvis stor andel af deres omsætning blandt andre købstadsboere. De talrige markeder, der fandt sted i købstæderne, ændrede ikke ved dette: på den ene side betød de øget konkurrence fra andre købstæders næringsdrivende, der deltog, på den anden side gav de initiativrige deltagere i sådanne markeder nye afsætningsmuligheder. Men som helhed var der overensstemmelse mellem købstædernes størrelse målt ved indbyggertal og deres betydning målt ved alsidigheden i de håndværk og tjenester, som de kunne tilbyde. Dog var der afvigelser, betingede af de stedlige forhold.

I henseende til næringsforhold bestod købstæderne af ulige grupper: først og fremmest embedsmænd, der lod sig inddele i nogle hovedgrupper, de gejstlige, de verdslige, de militære, handlende, søfolk, håndværkere, kunstnere og fabriksdrivende, landbrugere, fiskere samt lønarbejdere og fattige. De gejstlige omfattede biskop, sognepræst, kapellan, klokker, degn og skoleholder samt organist. De verdslige omfattede stiftsamtmand, amtmand, amtsforvalter, borgmester, rådmænd, byfoged, by- og rådstueskriver, tolder, toldkontrollør, vejer og måler, postmester, kirurg. De handlende omfattede købmænd, værthusholdere og apoteker. Håndværkerne faldt i tre hovedgrupper: håndværk som skomagere, snedkere, smede, skræddere, hattemagere, bagere, bødkere, Feldberedere, guldsmede, handskemagere, malere, murermestre, glarmestre, kobbersmede, parykmagere, sadelmagere og farvere kunne forekomme i selv de mindste købstæder og flækker, håndværk som tømrere, gørtlere, kleinsmede, rebslagere, vævere, drejere, slagtere, bogbindere, kandestøbere, urmagere, knapmagere og møllere samt mere sporadisk barberere, tobaksspindere og pottemagere forekom i de mellemstore købstæder, mens håndværk som hjulmænd, garvere, nålemagere, vognmænd, billed- og stenhuggere, stolemagere, bundtmagere, sejlmagere, blikkenslagere og brolæggere kun forekom i de største købstæder hvor man også kunne finde næringsveje, som kun forekom i enkelte købstæder: sverdtfejere, kammager, bendrejer, børstemager, skibsbyggere og klokkestøber. Omvendt kunne købstæderne betinget inddeles i de små med 3-15 håndværk repræsenterede, mellemstore med 16-27 håndværk repræsenterede og store med flere håndværk repræsenterede. Skippere og fiskere udgjorde særskilte næringer, men der kunne veksles mellem dem efter skiftende konjunkturer, og de blev derfor samlede i gruppen "de som levede af havet". Agerdyrkning udgjorde ofte en binæring for stadens borgere snarere end en egen levevej, men tidvis synes købstandslandbruget at have været det, der sikrende borgernes overlevelsesmuligheder. Helt frem til første halvdel af 1700-tallet var håndværk stort set ene om at repræsentere forædlings- og fremstillingsvirksomhed i købstæderne, men hen imod slutningen af århundredet begyndte forskellige manufakturer og fabriksvirksomheder at dukke op.

Håndværket udgjorde talmæssigt hovedbestanden af indbyggerne i de fleste købstæder. Kendetegnende for datidens håndværk var, at dette i vid udstrækning var baseret på enten stedlige eller let tilgængelige råvarer, hvoraf en meget stor del stammede fra landbruget: korn var grundlag for møllere og bagere men tillige for ølbryggere og brændevinsbrændere. Husdyr var grundlag for slagtere, men deres huder og skind var tillige grundlag for garvere, feldberedere, handskemagere, skomagere (sudere), sadelmagere, pungmagere, remmesnidere og skræddere. Talg eller tælle, det vil sige fedt af får eller kvæg, blev opbevaret og anvendt dels som stegefedt, dels til fremstilling af tællelys, dels som smøremiddel. Mælk var grundlag for fremstilling af fløde, ost og smør, men denne virksomhed (i samtiden kaldet hollænderi) fandt ofte sted på landet, ikke mindst på herregårdene. Uld var grundlag for spindere, vævere, blegere, uldbindere, hattemagere og farvere. Også hør anvendtes i klædefremstilling, men blev sammen med hamp og blår i stor udstrækning indført fra de baltiske egne. Træ havde talrige anvendelsesmuligheder: til brændsel (hvor det ved kulsvidning kunne opgraderes til trækul), som byggemateriale i bindingsværk udnyttet af tømrere, til skibsbyggeri, ikke mindst til møbler som stole, bænke, taburetter, borde, senge, skabe, reoler og hylder udnyttet af snedkere, til fremstilling af dåser, skrin og kister både til begravelse og til opbevaring af personlige ejendele, til redskaber som skeer og sleve, til fade og skole, til fremstilling af drejede genstande udnyttet af drejere (svarvere), til fremstilling af tønder og kar udnyttet af bødkere og tøndemagere, til fremstilling af køretøjer udnyttet af hjul- og karetmagere samt til fremstilling af træsko ved træskomagere. Noget af dette træ stammede fra hjemlige skove men meget blev indført fra Norge. Ler var råmateriale for pottemagere og ved fremstilling af mursten, teglsten, i teglbrænderier og teglværker, og udgjorde derved råmateriale for murere. Metal var som regel indført især fra Norge og udgjorde grundlag for smede, både grovsmede og kleinsmede, gørtlere der fremstillede beslag, sværdfegere der satte håndgreb på klinger, blikkenslagere, kandestøbere, kobbersmede og guldsmede. Salt kunne fremstilles ved saltsydning, men dette foregik på landet fx Læsø og i vadehavsområdet. Fra koloniområderne stammede sukker, der blev raffineret, og til dels tobak, der var grundlag for tobaksspindere. Af andre produkter kan nævnes glas (som regel indført fra Norge), sæbe og papir. Håndværkets råvaregrundlag og dets betydning taget i betragtning måtte der ske en omfattende varefragt og vareudveksling mellem købstæder og opland på den ene side og købstæder og omverdenen på den anden.

Handelen faldt i to undergrupper, dels oplandshandelen, dels søfarten omfattende den indbyrdes handel købstæderne imellem og handel med udlandet. Formelt var oplandshandelen lagt i fast rammer med privilegier og recesser men i praksis var billedet mere broget: nogle landsogne var slet ikke omfattet af de læbælter som var tillagt købstæderne og kunne derfor frit vælge hvilken købstad, de ville søge til, andre landsogne var omfattet af flere læbælter på samme tid, ikke sjældent forsøgte købstæder at få udvidet deres rettigheder på bekostning af andre, og endelig hændte det at landboere trodsede formelle bestemmelser og handlede, hvor de fandt det mest fordelagtigt. Oplandshandelen var således dynamisk, og oplysninger for bestemte år kan derfor ikke tages som udtryk for forholdene i tidligere eller senere år. For 1762 foreligger der for hele landet oplysninger om kornhandelen, som kan belyse de enkelte købstæders handelsoplande. Oplysningerne er dog ufuldstændige og mangelfulde og må derfor suppleres med andre for at opnå et mere dækkende billede. Søfarten var overvejende rettet mod hovedstaden, mod Norge og for de sydlige egnes vedkommende mod Nordtyskland, men efterhånden udviklede de større købstæder også søfart på Vesteuropa, Middelhavsegnene og endda på oversøiske egne. Som helhed gælder det, at søfarten og handelsflåden var tiltagende gennem hele enevælden, dog med afbræk under krige.

I 1735 indhentede regeringen indberetninger (kendt som Stiftrelationerne) fra alle landets købstæder om deres næringsforhold, herunder om manufakturer og fabrikker. Omtrent en menneskealder senere, omkring 1770, beskrev Erik Pontoppidan i værket "Den Danske Atlas" næringsforholdene på daværende tidspunkt, blandt andet støttet på oplysninger indsamlede af den foretagsomme Hans Holck og offentliggjort i værket "Københavns Handels Spejl", som udkom i en årrække fra 1765 til 1780. Tilsammen tegner disse værker den udvikling, som skete i løbet af den mellemste del af 1700-tallet.

Mange købstæder havde flere håndværkere, ofte nok til at de kunne danne egne lav. Dette står umiddelbart i modsætning til de mange klager, som fremgår af stiftsrelationerne, over forprang, landprang og dårlige tider. Når købstæderne alligevel var i stand til at brødføde de mange håndværkere og det ellers svigtende opland, er en del af forklaringen de mange markeder, som foregik i købstæder i løbet af året. Disse markeder trak håndværkere fra andre købstæder til, og disse kunne derved supplere deres skrantende afsætning på "hjemmemarkedet" med de kunder, der handlede på disse besøgsmarkeder. Samtidig var de naturligvis selv kunder hos andre, så omsætningen blev større for alle takket være disse markeder. På den anden side betød dette også, at konkurrencen mellem håndværkere af samme slags var større.

København

København var gennem hele enevælden en købstad i en kategori helt for sig selv. Ifølge en anonym indberetning fra 1737 havde byen ikke mindre end 44 lav med i alt 1.509 håndværkere i 1727 og 1.785 håndværkere i 1737. Som rigets hovedstad blev København efter evne favoriseret af regeringen med særrettigheder, der havde til formål at fremme byens rolle som stabelstad og at udvikle manufakturer og fabrikker. Hovedstaden oplavede da også en kraftig befolkningsfremgang fra 41.500 indbyggere i 1672 til 70.514 indbyggere i 1769 svarende til omtrent 70% til trods for en kronisk overdødelighed 22.428 indbyggere i tidsrummet 1735-1784, et tab på ikke mindre end omkring 22.000 indbyggere under pestepidemien i 1711 og andre ulykker som den store brand i 1728. Ikke blot overvandt København disse tilbageslag, den kom sig hver gang hurtigt og voksede blot yderligere.

Ifølge indberetningen i 1737 havde København 47 hørkræmmere, 52 silke-, uld- og lærredskræmmere, 72 isenkræmmere og urtekræmmere, 45 vintappere, 114 skippere, 94 bryggere, 20 barberere, 50 bagere, 21 bogbindere, 24 brolæggere, 39 bødkere, 7 bundtmagere, 12 blytækkere, 11 kobbersmede, 26 drejere og stolemagere, 5 færgemænd, 5 feldberedere, 14 glarmestre, 40 guldsmede, 31 garvere, 14 handskemagere, 10 hattemagere, 26 hjulmænd, 7 lygtemagere, 49 malere, 32 murermestre, 16 knapmagere, 12 possementmagere, 14 rebslagere, 22 remmesnidere, 123 smede, 118 snedkere, 204 skræddere, 180 skomagere, 35 tømrere, 22 møllere, 10 kandestøbere, 5 stenførere, 16 prammænd, 6 silkevævere, 11 sverdfegere, 21 slagtere, 30 vævere og 36 vognmænd. Foruden disse havde byen bogtrykkere, billedhuggere, tobaksspindere, sejlmagere, kompasmagere, perlestikkere, plattenslagere, tapetmagere, parykmagere, gørtlere, bogførere, brændevinsbrændere, strømpemagere, nålemagere, kammagere, børstenbindere, hosekræmmere, pottemagere, høkere, hyrekuske, værtshusholdere, ølskænkere samt sælgere af gammelt klæde. Flere af disse næringsveje forekom alene i hovedstaden.

Helsingør

Helsingør havde i 1672 4.033 indbyggere, hvilket gjorde den til den næststørste provinsby i landet, og i 1769 3.669 indbyggere, hvilket stadig gjorde den til kongerigets trediestørste provinsby, trods tilbagegangen på omkring 9%. Det var indbyggertal, som ellers kun forekom i købstæder, der kunne anses for kongerigets landsdelscentre. Men Helsingør var ikke et landsdelscenter. Byens skyldte ganske Øresundstolden sin trivsel og stod og faldt med denne. Byens næringsliv afspejlede i det store og hele dens befolkningsmæssige betydning, men dens handel og håndværk var ikke rettet mod oplandet, der i vid udstrækning bestod af skove og store overdrev, men derimod mod byens egne indbyggere og de søfarende, der besøgte sundtoldsbyen. Dog viser oplysninger om kornhandelen i 1762, at Helsingørs opland i Nordøstsjælland strakte sig så langt mod vest som til Holbo herred.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Handel og Næringen angaaende, da bestaar den udi, at Bønderne paa Cronborgog Borstzholm[Note 1]Amter og Byer her til Byen og hos Borgerne sælger, naar han har noget, sit Korn, kjøber igjen sit Salt, Kram og Fiskevarer, Garnisonen saa meget det er, er ladet her sin Skilling, de Søefarende, som sig paa Øresunds Toldkammer klarere, hjælper og noget. Hvad Salt her sælges, kjøbes fra Kiøbenhafn, Fiskevarer af norske Skibe, som her til Sundet ankommer; fra Skaane kommer undertiden og af det Lands Folk, som kjøber, hvis de udi smaat kan have nødig som af uldne og andre smaa Kram, føre derimod her til Helsingør efter kgl. allernaad. Tilladelse slagtet Qvæg af Stude og Kalvekjød og andre Smaakreaturer." Om skibsfarten: "Hvad Vare som af Hør Hamp og Humle, som herudi smaa Partier ankommer, kommer med fremmede Skibe fra Østersøen, de 2de Sorter med Hollændere og den 3die med lybske Skibe og hvad fra Frankrig kommer som af Vine og Brændevin med danske Skibe, Saltet kiøbes udi Kiøbenhafn, Trælasten fra Norge, Gulland og Skaane, de 2de første Sorter med danske Skibe, den 3je med skaanske Jagter hertil Byen bringende. Stedets Søfart bestaar af de Fartøjer, som Færgelauget her have, nemlig een Jagt stor 4 Læster, een Jagt paa 3 Læster, 6 Mellem Jagter hver paa 2 Læster, 11 Mellem Joller à l Læster og 40 smaa Joller. Vel har Apotecheren her et Fartøj af nogle og tredive Læster, brænt og maalt udi Kiøbenhafn, samme er ude fra, men farer mellem Gulland og Østersøen, Skipperen er Borger her, men ses ikke tiere end han klarerer sig for Fartøj og Ladning paa Øresunds Toldkammer. De her ved Stedet hørende Jagter henter fra Holbek og Aads Herred Kornvarer hertil Byen... thi al Alimentation af Fede- og Kornvarer skal her haves inde fra Landet, Fyen, Laaland og Jydland."

Byens næringsforhold i 1777 beskrives således: "Byens beqvemme Beliggenhed paa den yderste Pynt og Hiørne af Siælland, da den grændser baade til Øster- og Nordsøen, befordrer daglig dens Næring og Handling, da ofte for kontrair Vind sankes i faa Dage paa Helsingørs Rheed nogle hundrede Skibe, som behøve Skibsprovision af Kiød, Brød, Fisk, Øl, Melk, Urter, Vine, saa og Touge, Ankre etc. saa at de mange Søefarende give Byen god Næring, ja ofte foraarsager, at slige Vahres Priis stige paa kort Tid høiere end sædvanlig." Om byens havn: "Den Aar 1764 anlagde Havn til Skibenes Sikkerhed vil uforbigængelig forfremme Byens Handel og Tilvext; dog er den egentlig en Broearm, men ikke en stor Havn nok for større Skibe end 8te Fod dybstikkende." Helsingør havde en del fabriksdrift: "I Byen er anlagt to Sukkerraffinaderier, et Spinderie for at hæmme Betlerie og at hielpe de Fattige til at fortiene Brød. I Byen er en Hestemølle og uden for Byen er fem Veirmøller. Ved Byen er to Teilbrænderier."

Ifølge Danmarks Handels Spejl fra 1770 kunne Helsingør af handlende opvise 1 grosserer, 1 apoteker 17 brændevinshandlere, 1 galanterihandel, 1 glashandler, 1 grovvarehandler, 3 isenkræmmere, 11 forhandlere af ostindiske varer, 2 porcelænshandlere, 2 silke-, uld- og lærredskræmmere, 1 tehandler, 2 tobakshandlere, 3 tømmerhandlere, 7 urtekræmmere og 19 vinhandlere. Af håndværkere havde købstaden 6 bagere, 5 møllere, 8 slagtere, 1 tobaksspinder, 1 bundtmager, 1 farver, 4 feldberedere, 8 handskemagere, 3 hattemagere, 2 knapmagere, 1 rebslager, 21 skomagere, 12 skræddere, 2 vævere, 1 bogbinder, 11 bødkere, 3 drejere, 1 pibemager, 1 propskærer, 10 snedkere, 1 stolemager, 2 garvere, 2 sadelmagere, 2 pottemagere, 1 stenhugger, 3 gørtlere, 3 grovsmede, 5 kleinsmede, 2 kandestøbere, 4 kobbersmede, 1 nagelsmed, 1 krogmager, 3 hjulmænd, 3 barberere, 3 gulsmede, 5 parykmagere, 1 urmager, 1 blikkenslager, 1 blytækker, 2 glarmestre, 5 malere, 9 murermestre, 2 rendelæggere og 9 tømrere.

Hillerød

Hillerød hørte til de yngre købstæder. Dens opkomst skyldtes Frederiksborg slot. I 1672 havde købstaden 958 indbyggere og i 1769 1.114 indbyggere eller en vækst på 11,6%. Byen lå centralt i Nordøstsjælland, men også Hillerøds opland var berørt af store skovområder, og byen havde næppe noget kornhandelsopland af betydning i 1762.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Dette stæds handel og Negotie Stræcker sig ej videre end hvad som paa vognkiæppen kand afhentes fra Kiøbenhavn og Helsingøer og bestaar des Næring og handtering af liden urtekram og Specerier, som fra de stæder afhentes. Dend øfrige Næring bestaar af øll brendeviin og tobachs Silning, af hvilket Sidste blifver fra forskrefen stæder indkiøbt."

Om byens næringsforhold oplyses i 1777, at "Borgerskabet er meest Kiøbmænd, Haandværksfolk og Vognmænd, hvilke have et Vognmandslaug". Om markeder: "Hestemarket holdes hver Onsdag i Fasten og tillige næste Torsdag efter Paaske. Byen har to Markeder, nemlig et Krammarket den 27 Junii ved St. Hansdagstider, og eet den 22 October aarlig." Om møller og fabriksdrift oplyses, at byen havde: "en Veirmølle indrettet paa hollandsk Maade Aar 1772, beliggende bag Tinghuset; en grundmuret Vandmølle, som har sit Vand fra Slotssøen; et Salpeterværk med skiønne Bygninger; en Skeevandsfabrike; en Strikfabrike."

Slangerup

Slangerup havde i 1672 513 indbyggere, hvilket gjorde den til en af de mindste købstæder i landet, og i 1769 414 indbyggere, et udtryk for byens hensygnende tilstand som købstad, med en tilbagegang på omkring 21%. En væsentlig del af forklaringen herpå er Frederikssunds opkomst. Frederikssund var oprindelig en ladeplads for Slangerup, men i stedet for at fremme købstadens udvikling, udviklede Frederikssund sig selv som et oplandscenter. Oplysninger om kornhandelen i 1762 viser, at Slangerups opland kun omfattede enkelte sogne omkring byen, og at det naturlige handelsopland mod nord nu i højere grad var rettet mod Frederikssund og endda hovedstaden.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Hvad Slangerup er angaaende bestaar dends Handel, Negotie, Handteering og Næring fornemmelig udi auling samt lidet Handelsskab med omliggende Districters Bønder og andre paa Landet boende, som imod at sælge eiget lidet Korn til Indvaanerne (saa som de meste af Kornvahrene bortføres til Kiøbenhavn og Helsingør) kiøbes igien af Borgerne hvad lidet de kand have at handle med, som bestaar i Salt, Humle, Jern, Tran, Tiære, Sild og Fisk samt deslige Vahre, det de self ved Vejen lade hente fra Kiøbenhavn."

Om byens næringsforhold i 1777 oplyses: "I fordum Tid har den været i stor Flor, men siden er Handelen her aftagen, da den fik Frideriksborg paa den ene Side og Fridrikssund paa den anden Side; ligeledes er Seiladsen nu ved Sundbyefærge. Nu er Byens meste Næring dens Avling, thi den haver efter ny Matrikul 151 Tdr. 5 Skpr. 3 Fkr. 2 Alb. Hartkorn i Vænger, Tofter og Enghauger." Om markeder oplyses: "Byen har 4 aarlige Markeder, nemlig Tirsdagen for Kristi Himmelfartsdag, Budolfidag, St. Kieldsdag, og St. Gallidag."

Frederikssund

Helsingør havde endnu i 1769 blot 216 indbyggere, hvilket kun gjorde stedet til en flække. Men Frederikssund var inde i en fremgang, som blandt andet afspejler sig i oplysninger om kornhandelen i 1762, der viser, at byen havde udviklet et handelsopland mod nordøst, som mod nord strakte sig til Arresø og mod øst endda hinsides Slangerup. Også i Horns herred havde Frederiksund et opland, dog i skarp konkurrence med hovedstaden.

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777: "Byen er kun liden, men har smukke og vel bygte Huse, beliggende ved Isefiorden, især har den frem for Slangerup den Herlighed, at have Søefart, og derfor har Tid efter anden trukket den meste Næring fra Slangerup bort til sig. Den har stærk Handel paa Norge med Kornvahres Udførsel op til Norge, og fører dens Fartøier igien tilbage Trælast og Tiære. Oven for Friderikssund er Vandet i Isefiorden siakkere for store Skibe, og ei dybt nok til slige Fartøier at flyde i." "Byen har over 200 Mennesker, nogle Kiøbmænd og en Deel Haandværksfolk af alle Slags. Til Byen er ingen Jorder uden nogle Tofter. Den Skibsbroe, som Kong Friderik den Anden lod her anlægge, fordi alle Bygningsmaterialier, som til Frideriksborgs Slots Bygning af høistbemeldte Konge bleve brugte, bleve her førte i Land og udlossede, er nu forfalden, og derfor maae nu Vahrene udføres med Pramme." Om markeder: "Her holdes aarlig to Gange Marked, nemlig den 6 Augusti og den 25 November."

Roskilde

Roskilde havde i 1672 2.196 indbyggere og i 1769 1.711 indbyggere, hvilket stadig gjorde den til et egnscenter, trods tilbagegangen på omkring 22%. Som den vigtigste årsag til byens stagnation må sikkert ses Københavns voksende betydning. Således tyder oplysninger om kornhandelen i 1762 på, at Roskildes opland i det store og hele forsynede hovedstaden med sit korn.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Roskilde Byes nuværende meget ringe Handel og Negocie fast allene er bestaaende udi norsk Tømmerhandling og lidt Smaakram for Bonden, som dog kiøber det meste heraf udi Kiøbenhavn, hvor Priserne ere lettere derpaa end her, saasom Indløbet her til Byen er meget besværligt, efterdi ingen Skibe paa 2½ til 3 Mile nær kan gaa ind til Byen, og hvorudover Kiøbmændene selv med Bekaastning paa Kiørselen imellem denne Stæd og Kiøbenhavn der maa tage de fleste Varer. For Resten nærer de fleste og bedste Indvaanere sig af Avling, nogen Tobaksplantagie. Værtshusholden og Kiørsel ved Vognmandslauget samt af deres Handverker."

Af næringsdrivende nævnes: l priviligeret apoteker, 2 farvere, 2 værtshusholdere, 24 vognmænd, 1 guldsmed, 1 kobbersmed. 4 kleinsmede, 3 grovsmede, 1 kandestøber, 10 snedkere, 5 bagere, 7 skræddere, 7 hattemagere, 14 skomagere, 3 drejere, 2 malere, 1 glarmester, 3 slagtere, 5 Tobaksplanteurer, 6 handskemagere, 2 pottemagere, 3 sadelmagere, 2 bødkere, 3 murermestre, 2 hjulmænd, 1 blikkenslager, 3 feldberedere, 2 tømrere, 2 tobaksspindere, 6 vævere, 3 brolæggere, 10 møllere, 21 Øltappere og Brændevinsmænd, 1 rebslager.

Byens næringsvilkår skildres i 1777 således: "Til Byen er ei Seilads, fordi at Isefiorden er inden for Friderikssund ikke saa dyb, som i ældgamle Tider; dog bruges nogle fladbundede Fartøier at seile med imellem Roeskild og Friderikssuud, hvor de fleste Kiøbmandsvahre maae udlosses for de høie Grundes Skyld. Udi Isefiorden her fanges Sild, Aal og de bekiendte roeskildske Flyndre, som opkiøbes af Prangere med største Begierlighed: Skibsbroen er anlagt Aar 1765 ved Stranden strax neden for St. Jørgens Bierg, til største Beqvemmelighed for de Handlende og Seilende; Broens Vedligeholdelse bekostes af de Broepenge, som svares af alle ind- og Udgaaende Vahre: Byens Indvaanere ernære sig af Kiøbmandskab, Vertshuushold for Reisende, Agerdyrkning og Tobaksplantning. Endnu er at agte en Papirs-Fabrik, anlagt i Maglekilde-Mølle, hvor der fabrikeres Tryk-, Skriv-, graa Makulatur-, og Kardus- eller Pakpapir. Ligeledes, et Sukker-Raffinaderie; en Trille- og Ovelgfabrik, hvortil er indrettet en Hestemølle; et Kartun- eller linnet- og UldenTrykkerie; en Tobaksfabrik for Kongens Regning." "Ved Byen er 4 Veirmøller og 7 Vandmøller". Om markeder: "Byens Hestemarket holdes hver Fredag; i Fasten og næste Fredag efter Paaske; Krammarket eller Paaskemarket holdes Tirsdagen efter store Bededag; saa og det saa kaldte Pæremarket holdes den 19 Sept.; og endelig holdes det tredie saa kaldte Deinsmissemarket den 1te Octobr."

Holbæk

Holbæk havde i 1672 879 indbyggere og i 1769 1.223 indbyggere, hvilket gjorde den til et egnscenter i vækst, med en fremgang på omkring 39%. Dog viser oplysninger om kornhandelen i 1762, at hovedstadens opland i Nordvestsjælland strakte sig så langt som til Holbæks omegn.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "denne liden Byes Handel og Næring bestaar af een del Kornvahres indkiøb, dets formaltning og forsendelse til Norge, enten imod Budsning af Tømmerlast og anden hidskichede vahre af Sild, Fisk, Jern og Salt, eller og med Skibes befragtning med Kornvahrers opsendelse, Dend bestaar og af een ringe del Afling, saa vel som af nogle faae Haandværcher, der alleene maae leve af Byens ringe arbeid." Om skibsfarten: "Her haves ingen Egne Skibbe, formedelst Havnen falder vanskelig om vinteren, særdelis naar Jisbrud er, hvilchet og giør Handelen besværlig at der med stoer bekostning skal fragtes Skiberom i Kiøbenhaun og gaar Lang tiid bort inden de kand hidkomme, som foraarsager, mangen god Lejlighed i Handelen bliver forsinchet og forspilt."

Af næringsdrivende nævnes: 16 købmænd, 10 skomagere, 4 skræddere, 5 smede, deraf 3 kleinsmede, 7 handskemagere, 5 snedkere, 2 bødkere, 2 hjulmænd, 4 murermestre, 2 rokkedrejere, 2 tømrere, 1 kobbersmed,2 feldberedere, 1 maler, l kandestøber, 2 hattemagere, 2 pottemagere, 2 sadelmagere, 2 vævere, 2 bagere, 2 hestemøller, 3 vejrmøller, l apoteker, 1 farver, 1 musikant, 1 kirurg, 2 Tobachs Planteurer, 12 agerdyrhere og 11 Øltappere.

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777: "Holbek, en nærsom Søe-Handelstad, beliggende .. med en god Havn ved en Arm af Isefiorden, som kaldes Holbeksfiord. Den har god Seilads, og udskiber aarlig en stor Mængde Kornvahre; men Toldstedet er i Rørvig, ved Indløbet i Isefiorden. Byen har en temmelig stor og beqvem Skibsbroe til at losse og lade ved, til hvis Vedligeholdelse gives Broepenge af ind- og Udgaaende Vahre." Om markeder: "Hestemarket holdes hver Onsdag i Fasten; men Krammarket holdes den 18. Septbr., 16. Oktobr, og 21. Novbr."

Nykøbing Sjælland

Nykøbing Sjælland havde i 1672 463 indbyggere og i 1769 500 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, trods fremgangen på omkring 8%. Byen lå isoleret og med et ret beskedent opland. Oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder ikke på, at Nykøbing havde nogen oplandshandel af betydning.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Kiöbstadens Handel bestaar i Sæde Vahre, som Bunden avler, saa som Biug, Rug og deslige, disse Vahre Hvilke Bunden efter Lovens Meldende, burde fare til Axsel torf Og der offentlig falholde, blifver til Andre stæder Hen fört forbi Kiöbstaden, Nembl. De omligende Fiskerie Lejerne ved Helsingiör, Saa Som, Aalsgaard, Ellekilde, Hornbæch, Willingebæch, Gilleleje, Rove Leje, Tisville Leje og Kichhaun, Saa og Andre der omkring ligende, De förer Höe Ind i fiorden til Bunden, saa snart hand faar Indhösted,og af Kiöber ham hans Lovne Vahre, Med Rug, Biug, Erter, Item flesk Smör,og alle Vahre, som Bunden kand have at sælge, Desse foregifver at de behöver Samme Vahre til deris fornedne ophold, Hvor paa Nogle faae af dem förer Een Sadel med sig fra derris Regiment Skrifver, og Angifver sig paa Toldstæden ved Isefiorden, Men dend Meste part gaar Toldstædet ganske forbi baade dend Ind og udgaaende, og Holder det saaledes fra Mecheli Bunden faar Indhösted og saa længe Hand haver Noget at Slippe, Saa at der I store Mengder, ja, Vel Nogle Tusind-tönder on aaret blifver saaledes bortfört, Hvilcket da er uMueligt, at de Kand self forbruge, saa Mangfoldig til deris fornöden ophold, Men efter som Vi kand Spörge og fornemme, blifver det Meste af desse Vahre fört til Helsingiör, og under den Snedighed, at saa Som de icke töre med deris Baade komme til Helsingiörs Toldsted, förer de disse Vahre först hiem til deris Huus Og der fra Vogner det til Helsingiör, da de saaleedes Er ufortængt med forprang, Det er og at slutte, at samme Vahre kand undertidne föres til Skaane som liger dem behendigt, og Ventteligt, Andre Vahre igien derfra udföres, som da til Bunden her hid bringes."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Nyekiøbing, en Søe-Handelsstad og Kiøbstæd, som har en god Havn, og driver temmelig god Søefart." Om havnen: "Byen fattes en Skibsbroe; thi Vandet er dybt nok lige ind til Byen, og Ankergrunden er god; men Vahrene maae ud- og indføres paa Vogne til Baads, som siden føres videre ud til de for Anker liggende Skibe." Om markeder: "Market holdes her aarlig den 20 Junii og den 9. Oktober."

Kalundborg

Kalundborg havde i 1672 1.058 indbyggere og i 1769 1.337 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 26%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Kalundborg havde et ret betydeligt opland mod øst.

Byens næringsvilkår beskribes i 1735 således: "at de faa Negotierende her i Byen der skulde leve af Korn handell beklager sig, at de her omliggende Herrer Proprietairer ey alleene aarligen lader forbyde deres til goedserne hendlagde Bønder, at selge deres Kornwahre I Kiøbstederne, mens herskaberne sielv afhandler Bønderne Derres Korn hvoraf Een deel giør Et andseelig Oplag Som ey er Kiøbstæderne til ringe præjudice." Om skibsfarten: "Hvorledes Negotien til Vands her er beskaffen; da findes her til denne liden Bye 8te Kreyerter, Skuder, Galioter og Smaa Jagter (foruden 3de Smakker, som gaar paa Færgeløbet imellem dette og Aarhuus), som Farrer paa Norge med Korn-Vahre, hvor de lidet eller indtet profiterer, men formedelst dend liden Næring og Handel, som de har med Land Manden, maa de sig tilkiøbe Deres Korn-Vahre, og hidføre igien fra NorgeTømerlast, Deeller, Jern, Steen-Kul, Lægter, og lidt Salt."

Ifølge magistratens indberetning i 1735 havde Kalundborg bagere, 1 glarmester, 2 handskemagere, 3 hattemagere, 3 feldberedere, 7 skræddere, 14 skomagere, smede, 4 snedkere,3 tømrere, vognmænd.

Byens næringsforhold beskrives i 1777 således: "Kallundborg en af Næring blomstrende Søestad og Kiøbstæd, med en skiøn Søehavn, som af Naturen dannes af en Viig eller Fiord, som løber ind imellem de to navnkundige Forbierge Asnæs og Refsnæs eller Ryanæs. Denne Skibshavn er saa dyb og god, at den agtes for een af de sikkerste og beste i Siælland. ..Har en anseelig Handel med Korn og Malt, som herfra udskibes." " Om havnen: "Den skiønne Havn giver Leilighed til anseelig Handel, Kiøbmandskab og Skibsfart." Om markeder: "Hestemarket holdes hver Tirsdag i Fasten. Krammarket holdes den 25. Junii. Heste- og Qvægmarket holdes den 29. Oktober."

Korsør

Korsør havde i 1672 826 indbyggere og i 1769 1.357 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 64%. Byen lå foordelagtigt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Korsør havde et ret betydeligt opland både mod øst på beskostning af Slagelse og mod syd på bekostning af Skælskør.

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777: "Den driver temmelig anseelig Handel og Søefart. Stadens Havn er een af de beste i Siælland, og tillige meget beqvem for Skibe, som ikke stikker over 9 Fod dybt. Til Skibsbroens Opbyggelse og Havnens Rensning hæves efter kongelig Befaling Broe-, Passage- og Læssepenge. Aar 1768 blev her anlagt et grønlandsk Compagnie, hvis Skib gik paa Hvalfiskefangst, men i Aaret 1776 blev solgt til den i Kiøbenhavn anlagte nye grønlandske Handel." Om markeder: "Krammarket holdes aarlig den 3. October." Om fabriksdrift: "Paa den forrige Fæstnings Grund eller Glacien er anlagt et Skibbyggerværft, hvorpaa adskilige store og smaa Skibe ere bygte."

Skelskør

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Som Landet her paa Byens District er en temmelig goed Korn egn, Hvorover Handlingen her i byen fornemmelig bestaar i Korn Kiøbmandskab, som fra omliggende Proprietarier Præster og Bønder til Kiøbmændene blifver forhandlet, til hvem de igien afsætter alleslags Bøgnings Matrialier og andre til Huus holning fornødne ting, der foruden forsiuner en deel af Kiøbmendene saavel Slagelsesom Soerog Ringsted Kiøbmænd med adskillige Vahre de self fra fræmede Stæder lader komme." Om skibsfarten: "Kiøbmændenis Vahre her fra Byen blifver mesten deel førte ved deris egne Skibe. Haunen her til byen er saaledis beskaffen, at Skibene maa ligge omtrent en half Miil fra Broen paa Reden,hvor de med Pram baade skal lossis og ladis,undtagen de smaa som ichun ligger 5 foed i Vandet og der under, de Kand flyde lige til Skibbroen, som ligger Mit i Byen, formedelst indløbet er aar efter andet blefven tilstopped, Hvilched iche uden extra ordiner Hiælp og ashistance for byen igien kand redrehseris. Byens egne fahrtøyr samt deris Størelse og Vor deris fahrt egentlig gaar hen samt hvad de omtrent fører til og fra Stæderne er som følger: * Een Krejert drægtig 28 Læster * Een Galiot drægtig 14 1/2 læst * Een Galiot drægtig 9 læste

Deris fahrt er nesten aarlig til Norge med Korn Vahre af Rug Biug og Malt,hvorfra de igien fører fiske Vahre, trahn, Steenkul, Jern, Brædder og alle slags bøgnings temmer, ja vel undertiden i Bergen antager fracht til Lybech med fiske Vahre, og sejler derfra til Gulland at afhente Kalch paa bag Rejsen, som her hos os self udlossis. * Bergantine 10 læster dr. * Een galiot 7 læster dr.

Seyler ligeledis paa Norge med Korn Vahre, og igien fører hiem saa vel fiske vahre som bøgnings temmer. Bergatinen hafe ellers en Refise aarlig paa Danzig eller Kiønigsberg, undertiden tager nogen fiskevahre med sig, undertiden iche, og derfra hiemfører Hør, Blaar, hamp, og muligt Stoffer. Galioten Sejler iblant til Lybech undertiden befrachted af Kiøbmendene i Nestved, og undertiden af andre, der over gaar de dend meeste tiid Baglasted med Steen, eller Sand og fører derfra hør, Humle, Tiere, salt, Støchgods alle Slag.., * en Jacht drægtig 6 læster * en Dito 5 læster * en Dito 3 1/2 læst,

deris fahrt er deels til Flensborg med Korn Vahre, Hvorfra de iglen fører Tagsteen, Muursteen, Hør,hamp, humle, tiere Jern og deslige, deels sejler de til Lybechmesten baglasted, og fører med sig tilbage adskillige Vahre lige som de forrige, deels Sejler de og paa Sverrig og Skaane, mesten baglasted, og der-fra afhentes Mølle Steene, Bast-Reeb, Bæg, tiere og Bræder, som de her til Stæden hiemfører.

endnu er her til byen fem aabne Baade, som brugis i Steden for Pramme, at føre Gods fra og til Skibene, der Lossis og ladis paa Reeden, saa vel for Byens egne,som fremede, hvilche siste bestaar i flensborger, som her tilkiøber sig Korn, og igien forhandler Steen og andre Vahre de med sig fører. Saa og Norske Skibe som her ankommer med Temmer lægter og Bræder, Hvilched de imod Korn Vahre bortforhandler."

Byens næringsvilkår i 1777 skildres således: "Skielskiør, en smuk Kiøbstæd, beliggende .. ved det store Belt, og har god Søefart. Rheden, hvor Skibene med deres fulde Ladning ankommer og kaster Anker, er en Fierdingvei uden for Myndet, det er Mundingen og Indløbet af Fiorden. Der er vel god Ankergrund ude i Beltet og den aabne Søe, men dog er det meget vanskeligt mange Gange at ligge der, endog i Sommerdage, naar Storm og haardt Veir paakommer; men om Vinteren kan ingen ligge der til Ankers." Om byens havneforhold oplyses: "Dette Indløb, som gaaer fra Nordvest i en Krumning indtil Steenkarret, er ikkuns en smal Rende, to Favne dyb og tre til fire Favne breed; Resten deraf er flad Grund og af Fiorden tilstoppet, saa at alting maae prammes ind til Byen, eftersom ikke noget Skib kan med sin fulde Ladning flyde op til Byebroen. Derfor har Byen to store Pramme, som kan indtage 3 til 400 Tønder paa Gangen." Om markeder: "Byen har aarlig to Markeder, nemlig den 25. Martii og den 10. December."

Slagelse

Slagelse havde i 1672 1.832 indbyggere og i 1769 1.379 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 25%. Byen lå centralt for et stort opland men oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Slagelse var hæmmet i sin oplandshandel på grund af fraværet af en havn.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Slagelse Byes handel, negocie og handteering samt Næring og Brug bestaar fornemmelig udi adskillige handværker, Vogn- og Auflsmænd, liden negotie med adskillig Bonde-handel saasom Salt, tiere, tran, homle og hvad derved hører, item Klædelærred, Stoffer, Garner, Cartuun, Bayer, Baand og Bindler med meere som til en liden sorteret Boed behøves, hvilke Vahreer næsten alle ved Corsøer og Skielskør-Toldsteder fortoldes og derfra til vogns 2de Miile hidbringes. Viin og Brændeviin hentes udi i Kiøbenhavn. Øl og dansk brændeviin brygges og brændes her, og nogle deraf ernærer sig."

Ifølge borgerskabets indberetning i 1735 havde Slagelse følgende håndværkere: bagere, skomagere, skræddere, vævere, smede, sadelmagere, handskemagere, feldberedere og 1 slagter.

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777: "Byens Næring bestaaer nu i Agerdyrkning, Brændeviinssalg og Haandværksarbeide." Om havn og skibsfart: "Byen har ogsaa fordum haft Losse- og Ladeplads ved SkibsholmsOdde, beliggende en Miil fra Byen ved Strandkanten, men er nu nedlagt, da Vahrene hentes nu fra Korsøer." Om markeder: "Byen har to aarlige Markeder, som holdes den 31. Julii og den 4. Novbr." Om møller og fabriksvirksomhed: "I Byen er et Farverie, et Lærred- og Kattuntrykkerie, samt Potaskefabrike. I Nærheden af Byen er et Teglbrænderie."

Sorø

Sorø havde i 1672 528 indbyggere og i 1769 532 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, stagnerende med en fremgang på under 1%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Sorø havde et mindre opland mod nord.

Byens næringsforhold i 1777 beskrives således: "Byen har kun faa Kiøbmænd, fordi de med Besværlighed maae hente deres Vahre 4 Mile borte fra nærmeste Søestæd, og derfor er Handelen ikkun maadelig." Om markeder oplyses: "Byens aarlige Markeder holdes den 11. Julii og den 7. November."

Ringsted

Ringsted havde i 1672 700 indbyggere og i 1769 705 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, stagnerende med en fremgang på under 1%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Ringsted var trængt af Køge i sit opland mod øst.

Byens næringsvilkår beskrives i 1735 således: "Denne Byes Næring og Biering er meest bestaaende af Auflsbrug de fleeste lever ved, og af Vognmands Vogn for de Reisende, siiden Landevejen falder her igiennem, dog er Jorderne ikke Eiendomme, men alleene Fæste Jorder som tilhører og er henlagde til dend her værende Latine Schoele, hvoraf maa svares vis Tiende til Kirken og Præsten, og Landgilde til bemelte Skoles Oeconomus, dernæst findes her 4re Kiøbmand som driver een ringe Bonde Handell, De øvrige bestaae, deels af Handtværker, og deels som Daglejere, at nærer dennem."

Ifølge magistratens indberetning i 1735 havde Ringsted 4 købmænd, 25 vognmænd, 14 skomagere, 4 feldberedere, 4 snedkere, 2 kleinsmede, 2 slagtere, 1 glarmester, 1 handskemager, 5 skræddere, 1 tømrer, 1 drejer, 3 grovsmede, 1 bøssemager, 2 bagere, 1 hattemager, 1 remmesnider, 2 vævere og 1 bødker.

Byens næringsforhold beskrives i 1777 således: "Igiennem denne Bye falder den almindelige Landevei igiennem Siælland for Reisende, som bidrager meget til Byens daglige Næring, da Indbyggerne ere baade Vognmænd og Avlsmænd." Om markeder: "Hestemarket holdes hver Tirsdag i Fasten; men Krammarket holdes her 3 Gange om Aaret, nemlig først den 26de Junii, hernæst den 25de Septbr. og sidst den 14de Novbr." Om fabriksdrift: "I Byen er et ypperligt Farverie."

Køge

Køge havde i 1672 1.643 indbyggere og i 1769 1.4000 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 15%. Byen lå velplaceret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Køge havde et ret betydeligt opland dog trængt af hovedstaden.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Denne Byes Districts Handel og Negocie bestaar fornemmelig af Søefart og lidet Kiøbmandskab baade med Kornkiøb og Bonden (saavel til Udskibning som til Consumering ved Brøggen og Brændevinsbrenden at afsætte i Byen og til omliggende District) og igien at debitere adskillige faa Kiøbmandsvarer til Landmanden og Byens Indvaanere. Dernest den Haandtering og Næring, som de herværende Haandverkere have, enhver i sit Brug, baade inden og uden Byen." Om skibsfarten: "Hvad lidet som her ind- eller udskibes sker med egne og indenrigs Skibe, uden sielden det kan hæende sig, at nogle smaa Fartøyer fra Sverrig med Kalk og Tømmer ankommer. Og dependerer Skibsfartens Beskaffenhed til Dels af nest forestaaende Postes Besvaring, foruden at Handelen temmelig blev nedlagt i de Aar, Forbuddet varede paa de 4 Species Indførsel udi de smaa Kiøbstæder, der endnu ikke er eller saa hastig igien kan vorde oprettet. 2de Skiberomme er her til Byen, et paa 25 Læster, det andet paa 4½ Læst. Deres Fragt gaar mest paa Norge at føre Kornvarer did og igien hidbringe Sild, salt og tør Fisk, Tran og Tømmerlast med andet, som der falder. For det øvrige betiener de Handlende sig af Dragøes-Jagter, som løber imellem Kiøbenhafn og dette med Varer, som derfra kiøbes, nemlig Salt, Jern, Tiære, Stenkul og deslige. Ved samme Fartøyer de og lader hente Sild fra Aalborgog hvis de behøver at Hør, Homle, Specerie og anden Smaakram fra Lübech, som der tages paa Credit. Andet end ommeldt er føres her ikke ind eller ud til at giøre nogen Negocie med, hvilket Aar efter Aar aftager, saasom snart ingen Fremmede eller Norske nu hidsøger. Det, som anlediger Kiøbmændene mest at betiene sig af Dragøes Fartøyer, sker for samme er letgaaende og ved Høivande med en liden Part af Lasten kan flyde ind. Thi Indløbet - formedelst Bolverkets Forfaldenhed - er saaledes tilskiøllet, at ved maadelig Vande intet Fartøy kan flyde ind dybere end paa 4 à 5 Foed."

Ifølge magistratens indberetning i 1735 havde Køge 4 bagere, 22 skomagere, 3 snedkere, 8 klein- og grovsmede, 7 møllere, 6 handskemagere, 6 linnedvævere, 1 kobbersmed, 1 kandestøber, 2 glarmestre, 3 feldberedere, 4 hattemagere, desuden tømrere, slagtere, murere, bødkere, pottemagere og hjulmænd.

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Byens Handling er nu omstunder meest med Kornvahres Udskibning til Norge, saa og med Tømmerlast. Byen har ingen Byemark, men kun nogle Vænger, anslagne til 13 Tdr. 3 Fkr. 2 Alb. Hartkorn, og Byens Overdrev, kaldet Kiøgelyng, er nu indhegnet for sig selv fra de paagrændsende Byer, og bruges til Byens Græsning." Om havnen: "Samme Aae giør en maadelig Skibshavn, som Aar 1411 blev indpælet med Bolværk og siden forbedret. I dette Revier, som ikke er ret dybt, har man betient sig af fladbunded smaa Fartøier, som af Søefarende gemeenlig kaldes Raager". Om markeder: "Byens aarlige Markeder ere to, af hvilke det ene holdes den 1. Augusti og det andet Market holdes den 31. October." Om fabriksforhold: "Udi Byen ere to privilegerede Farverier."

Store Heddinge

Store Heddinge havde i 1672 362 indbyggere og i 1769 514 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, med en fremgang på omkring 42%. Byen lå isoleret men oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at byen i sit opland var trængt af både Køge og København.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Denne byes handtering og næring bestaar udi Ager Dyrchelse. Samme bye har aftaget og Daglig aftager, aarsagen dertil er fornemmeligt, dend haarde Allernaadigste Paabudne Consumption, Dernest att beboerne ej saa tilstrechelig er forsiunet med tieniste folch, som de burde have, formedelst er saa snart de unge opvoxer, de da begiver demb ud af byen, Enten til handtvercher eller til Bevorbene Militair tieniste."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således:"Byens Næring er deels Handel, deels Agerbrug. Til Byen er 300 Tdr. Hartkorn, hvoraf noget ikke er Kiøbstædjorder; men deraf skattes og gives Afgift til Universitætet i Kiøbenhavn." Om markeder: "Her holdes aarlig Marked den 13. Julii og 15. Augusti." Om møller og fabriksdrift: "Strax uden for Byen ligger en Mølle."

Præstø

Præstø havde i 1672 435 indbyggere og i 1769 385 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, med en tilbagegang på omkring 12%. Byen lå isoleret i forhold til sit opland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at byen i sit opland var trængt af hovedstaden.

Byens nlringsvilkår i 1735 beskrives således: "Prestøe Byes Handel bestaar, Først, udi Een ringe Korn-Handel, som de omkring liggende Præster og Bønder selger til Kiøbmændene og andre Borgere, hvilcket bliver giort i Malt, og udskibet til Norge, hvorfra de igien faar tør og saltet Fisk og Sild, som Præster og Bønder kiøber af dem, sampt andre grove Vahre, som Kiøbmændene faar fra Kiøbenhaffvnog Lübeck. For det andet, sælges og til Kiøbmændene og Skippere noget Faufwne Brende fra de omkring liggende Proprietairier, som bliver udskibet til Kiøbenhaffwn, saavelsom Tag-, Muur- og Kalck Steen, hvoraf Byen og haver Een Ringe Næring." Om skibsfarten: "At alle de ind og udgaaende Vahre bliver ved egen, Dragøe og Kiøbenhaffvns Skippere ind og udført. Skibs Farthen er kun ringe af Beskraffenhed og befindes her ved Stædet 7 Fahrtoyer nemlig: 1 Galioth drægtig 16 Læster tilhørende Commerce Raad Voigttil Nyssøe. 2det 1 Jagt drægtig 10 Læster. 3de: 1 Jagt dr: 8 Læster, 4de 1 Jagt dr. 71/2 Læster; 5te 1 Jagt drægt: 7 Læster. 6te 1 Jagt drægtig 6 Læster; 7de 1 Jagt dr. 21/2 Læster; ..Og gaaer deres Fahrt med samme Fahrtoyer til Kiøbenhaffn, Norgeog Lübeck. Deres Befragtning her fra til Kiøbenhaffvn bestaar i Malt, Rug, Biug, Rug Meel, Langhalm, Oste, brendte Muur og tagsteen, og naar sligt her er at be Komme fører de Brende Veed fra omkring liggende Proprietaire Skove, og siden kommer mesten deel baglastet hiem, undtagen at de somme tider om Aaret til Kiøbmændenes fornødenhed fra Kiøbenhaffn indfører Specerier, Winn, Salt, hør, Hamp, Iern, Tran, Tinn, Tømmer og andre grove Vahre; Til Norge bliver udskibet Malt og Biug og derfor bringer tilbage tør og salted Fisk og Sild, sampt Talgliuss. Til Lübeck bliver udført somme tiider nogle tønder Biug for baglastens skyld, men de fleeste gange gaaer de baglastet derhen og fører derfra Humle, Hør og Hampeblaaer, Blye, Steenkull, Muur og Tagsteen, Glass, Specerier og NürnbergerKram. Hvilcket alt de igien forhandler til Landmanden, som igien tilfører Flæsk og Kiød, Rug, Biug, hafvre, Erter, Gryn, Brendeveed, hør, halm, Ost, Smør, Honning, Vox sampt andre på Landet tillagde Vahre og Creature."

Om byens næringsforhold i 1777 oplyses: "Byens Handel er med Brændeveds Udskibning til Kiøbenhavn, samt med Kornvahres Udførsel til Norge; ligeledes med Kalksteen fra Faxøe til Kiøbenhavn og Lybek." Om havnen: "Ved Byen er en stor dyb og god Havn, som kan rumme en talrig Orlogsflode; hvilken Havn dannes af den Fiord, som bøier sig ved Fied herind fra Østersøen." Om markeder: "Tvende aarlige Markeder holdes her i Byen, nemlig Bartholomæi-Market, omtrent den 20 Augusti, og Ævreds-Market, omtrent den 10 Oktober."

Næstved

Næstved havde i 1672 1.853 indbyggere og i 1769 1.404 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 25%. Byen lå isoleret og med et stort opland men oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at også Næstved i sit opland var trængt af hovedstaden.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Nestved Byes Districts Handel, Negocie, Haandtæring og Næring bestaar i lidet Kornkiøb og Handel med Landmanden og Bonden, bestaaende af Jern, Kalck, Fiskevahre, Tømmer og lidet Urtekrams forhandling." Om skibsfarten: "Søe og Skibsfarten ved Nestved er meget slet, thi i den stæd her før Krigens tid var 12 Skibe, saa er her nu kun Een eniste Jagt paa 9 1/2 Læst, saa Kjøbmændene nødis til at finde Fartøyer i Corsøer, Schielschiør, Fyhn, AApenraade og andre Stæder, Hvor de Kand faaes. Skibene blef i Krigens tiid foruløckede, Eyerne forarmede, og Efterkommerne finder sig icke i den stand self at kunde bringe Skibe til veye; desuden er og Reden ved Karebechsminde saaledes ved Boelverkets undergang og ruin tilstoppet, at intet Fartøy kand indflyde, ei neppe en fladbundet Pram, hvilket er og en stor aarsag til at fremmede Skippere icke letttelig vil Seyle her til Byen, og saa fremt der icke i tide bliver raadet boed paa tilstopningen og det gamle Boelverk ved Karebechsminde repareret, er det at befrygte, at Handelen ganske her ved Nestved maa nedlægges. Skibsfarten er til Norge med Kornvahre, og der fra igien med Tømmerlast, Jern, Fiskevahre og andet, hvad der kand føris til Kiøbenhafn, LUbechog Flensborgefter Salt, Specerier og anden Smaa Kram, til Gulland og anden stæds paa Sverrig efter Kalk, Tømmer, Tiære og Bræder."

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777, at "Nestved, en meget stor, folkerig og anseelig Kiøbstæd, beliggende .. i en meget behagelig og fornøielig Egn ved en Aae, kaldet Nesaae, som deler Byen i to ulige Dele, nemlig store og lille Nestved, og derpaa har sit Udløb i Østersøen, hvorudover denne Aae, der ogsaa driver nogle Møller, giver Leilighed til skiøn Handel, men dog maae Kiøbmands-Vahre bringes ved Pramme eller flade Fartøier op til Byen. Men Skibshavnen er næsten een Miil længere mod Sønden og kaldes Karebeksminde. Ved Skibsbroen have Kiøbmændene et Forsamlingshuus." Om markeder: "Her holdes 2 store Markeder, nemlig, Mikkelsdags- og Mortensdags-Marked." Om fabriksdrift oplyses: "Udi Byen er en Ulden-Fabrik til Emens, Stoffer, Barakaner etc.; og en Papirstapetserie-Fabrik."

Vordingborg

Vordingborg havde i 1672 736 indbyggere og i 1769 802 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 9%. Byen lå isoleret og med et stort opland mod nord, og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Vordingborg var i stand til at hævde sit opland.

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777: "Byens Handel er meest med Korns Udførsel til Norge. Ved Byen er god Ankergrund, saa at ankommende Fartøier kan meget sikker ankre, desuden beskiermer de paa Landbredden liggende store Skove disse Fartøier for Kastevinde. Havnen ved Byen er tilstoppet, saa at Fartøier ei kan flyde ind til Skibsbroen." Om markeder: "Hestemarket holdes hver Tirsdag og Onsdag i Fasten. Men to aarlige Krammarkeder holdes her, nemlig den 24 Julii og 3 Oktober."

Stege

Stege havde i 1672 656 indbyggere og i 1769 798 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 22%. Byen lå isoleret med Møn som sit naturlige opland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Stege var i stand til at hævde det meste af sit opland, dog undtaget den sydvestligste del af øen.

Om byens næringsvilkår i 1777 oplyses: "Byen har en god Havn, som indsluttes ved en lang Vindebroe. Vel er Havnen ikke ret dyb, men inden for Skibsbroen, som kaldes Storbroe, kan dog maadelige Fragtskibe ligge om Vinteren i god Sikkerhed og Behold, men Indseilingen dertil og der forbi er vanskelig, hvorfor ikke allene Byen holder sin egen Loots, men paa den Øe Nyeord eller Noor, som ligger en Miil over Vandet Nordnordvest herfra, boe Lootser, til at lootse, eller ledsage de Indgaaende og omkring farende Skibe. Byen har temmelig god Næring ved Søefart baade uden- og indenlands."

Rønne

Byens næringsvilkår beskrives i 1735 således: "Denne Vores Liden Byes handel og Nærring bestaaer af nogen handling med Sædvahre, mest haure, Saavelsom hauregryn, nogle smaae Stald Stude, Saltet Kiød og Smør, Sampt undertiden ferske og tørre Lax, Ellers Nærer Borgerskabet Sig een heel deel af auling med Ager dyrckning og fiskerie, Sampt smaae handvercks handtering." Om skibsfarten: "Wed denne Bye og Søestæd findes 14 smaae Fahrtøier drægtige fra det største 15 Læster og till det mindste = 21/2 Læst begge inklusive, hvilcke Selv udfører de Wahre her falder, som udi foregaaende 2den Post er meldet, og det mesten deelen til Kiøbenhavnog fører derfra tilbage igien, Salt, Jern, toback, lidet Wiin og Specerier som her kand bruges, Men de faar og smaa Staldstude gaaer til Lübeck, hvorfra Skibsrommen tilbage fører Tag og Muursten, humle, hør og hamp, sampt andre gemeene smaae sager, saaviit undertiden til gemeenes beste og Bondebrug, kand behøves q, og at Seillatzen og handelen icke bedre her kand florere, forvolder at her ingen havn findes som Skiberomme kand Conserveres udj, Men høste, Vinter og foraarstidens paakommende Stromvinde slaaer Fahrtøierne hinanden meged brøstfældige, og undertiden gandske op paa Landet drives og istycker slaaes, hvorved Eiermændene liide stoer skade ..Saavelsom om Sommeren gaaer Skiberommene ballastet til Carlshafnog Guldland, hvorfra de igien hidfører, bræder, lidet tømmer og Kalck; undertiden kand de og faae, Een Fragt i Kiøbenhafn til andre Stæder,saasom Holsteneffter brændeveed og tagsteen."

Byens næringsforhold beskrives i 1777 således: "Ved Byen falder altid ypperlig god Torske-, Foreller- og Laxefangst; her fra Byen udskibes saltet Lax, Havre, Havregryn, hele Ladninger af skiønne Leerkar, som her giøres af Pottemagerne. En Fierdingvei fra Byen er en god Stampemølle. Byens Vang og Indhegninger af al Slags Sædejord udgiør 2000 Tdr. Land." Om havnen oplyses: "Byen er stor, vidtløftig og vel bebygt; har en god Havn, som ved en kongelig Gave af Kong Friderik den Femte Aar 1752 blev sat i Stand og udvidet, saa at der nu haves 10 Fod Vand ved Indløbet og Broekarrene eller Boldværkerne." Om markeder: "Marked holdes her aarlig i 12 Dage den 5. Junii."

Hasle

Byens næringsforhold beskrives i 1735 således: "Denne liden byes handel Negoce handtering og Næring bestaaer af Nogen Aufling fiskeri, og saare liidet handling." Om skibsfarten: "Hvad de her fra eller til Byen ud eller ind førende Vahre er betreffende, da bliver de førte ved det liidet fartøy her er for Byen Nemlig en liden Jagt paa størrelse 41/2 læst og andre Landetz fartøy, som her fra bort fører liidet Sæde Vahre til Kiøbenhafn, dog mest af hafre, og der fra igien henter liidet Salt, Jern, Steenkull, toback, Humble, hør, hamp, Viin og andre faae Spesier som behøvis."

Byens næringsforhold beskrives i 1777 således: "Hasle, en Søekiøbstæd, beliggende imellem Rønne og Hammershuus paa den vestlige Kant af Landet; dens Havn er ikke ret beqvem og sikker, hvorudover dens Handel er ikkun maadelig. Indvaanernes Næring er Jordbrug, Fiskerie og Handel med gule Rødder, som groe her af saa behagelig og fed Smag, at de med Begierlighed opkiøbes fra alle Kanter paa Landet. Strax uden for Byen har man begyndt at arbeide i en Steenkuls-Mine."

Allinge og Sandvig

Byernes næringsvilkår beskrives i 1735 således: "Disse 2de Smaa Byers handel Nogoce hantering og Næring Bestaaer af nogen aufling fiskerie, og liden Skibsfart." Om skibsfarten: "Hvad de her fra eller til Byerne ud eller indførende Vahre er betreffende, da bliver det ført ved 3de Smaa Byerne tilhørende Jagter, dend største drægtig 31/2 lest de 2de andre hver 21/2 lest, som her fra bort fører lidet hafre og gandske faae lax til Kiøbenhafn og der fra igien henter liidet Salt og steen kull, til deris egen brug samme 3de Skiberene maa de træcke op paa landet om Vinteren formedelst der icke er nogen hafn at bierge demm udi til Sickerhed."

Byernes næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Disse to Byer ere at ansee hver for sig selv som en liden Flek eller stor Bye, formedelst Losse- og Ladested; thi Sandvig har 40 Gaarde, og Allinge har 74 Gaarde. De ligge ikke langt fra hverandre paa Landets nordlige Side, og de regnes begge for eet Birk, saa og have baade deres Birkefoged og deres Kirke tilfælles. ..Havnen ved disse to Byer er ikkun slet, og derfor maae Fartøierne om Vinteren opslæbes paa Landet at ligge. Indvaanerne have kun liden Handling, men leve mest af Avling, Fiskerie og Kroehold. Begge Byerne have 382 Tdr. Sædeland af 28 Tdr. Hartkorn."

Svaneke

Byens næringsvilkår beskrives i 1735 således: "hvad Svaniche Byes Negocie og handling bestaar udi, Da bruger Borgerskabed her nogen liden Handling Med Bønderne paa Landet, med Sæde vare, queg og Smør tillige med noged lidet Fiskeri, mens Byen Haver ingen vis Destricht hvor viit Borgerskabed maa Handle med Bønderne der om kring." Om skibsfarten: "Da liger denne Kiøbstæd ved Søe Kanten østen Paa landet, og er ickun der veed 3 Smaa fartøy, nemlig 2de galjoter, og Een liden jagt, hvor af dend største er 9 læster drægtig, den Anden 71/2 læst, og Jagten 4re læster drægtig, disse Smaa fartøy besægle Kiøbenhaun, og under tiiden Lübech Dantzig, Carls Haun, Calmer, og under tiden guland og udfører her fra til Kiøbenhaun Sæde vare, Kiød, Smør, og fiskevare, nemlig lax, Sild og tørsk Naar gud giver noged der af, og indfører der fra Igien, Salt Jern, viin, Toback SteenKul, Kaaber og Spinde Rocke, til Lübech, og Dantzig naar de der hen Seigler, udførrer de her fra ligeleedis Sæde vare, og under tiden noged lidet Smør, og Samme Slags fiskeri, Sa og nogle faa øxen til lübech, og indførrer der fra igien tagsteen, StenKuel, homle, hamp, høer blaar Speccerie og noged liden Anden Smaa Kram vare Naar samme fartøy Seigler paa for bemelte Svenske plasser, da mueligt, tager skipperen, Penge med og førrer der fra igien, Kalck, Bræder, beeg, og Tiere, men Fremmede skibe ladster her icke."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Svannike, en Søekiøbstæd ..Byens Havn er klippefuld og usikker for nordøstlige Vinde. Om Vinteren slæbes Fartøierne op paa Landet. Fra denne Kiøbstæd udføres mange Skibsladninger af store Blokstene udaf Sandsteen fra Frideriks-Steenbrud, som ligger strax her i Nærheden, hvor Stenene brækkes." Byen havde "3 Veirmøller."

Neksø

Byens næringsvilkår beskrives i 1735 således: "Nexøe Kiøbstæds Hantering og ringe Næring bestaar deels udj en temmelig Auling, som de fleste Indbyggere bruge, deels udj en liden handling med bønderne, dog ey paa noget vist District." Om skibsfarten: "Nexøe Kiøbstæd er ved Søekanten beliggende, og findes her ved Byen 5 smaa Fartøyer, hvor af et hvert fra 31/2 til 91/2 læster ere drægtige, hvilcke beseile mestendeel Kiøbenhavn, og undertiden Lübeck, saa og faa gange Dantzig, Colberg, Gulland, og Carlshavn; herfra det meste til Kiøbenhavn, Sæde-vare, gryn, Kiød, flesk smør, Tælle, fiske-vare og Engeskierer Bringende tilbage igien Salt, steenkul, Jern Humble, Tiære, Bræder, Kalck, Toback, Viin, Tagsteen, Mursteen, og ellers undertiden lidet Kryderie og smaat Kramvare, alt udj smaa og ringe qvantiteter. Og fremmede Fartøyer lodser eller lader her icke."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Nexøe, en nærsom og vigtig Søekiøbstæd, beliggende paa Landets østre Kant, som har overmaade god Næring af sit Ølbryggerie; thi denne Kiøbstæds Øl holdes for at være lige saa got som Rostokker-Øl, og derfor af fremmede Skibe opkiøbes i Mængde til Skibsprovision. Man holder for, at Nexøe-Humle, som voxer i Egnen omkring Byen i de smaa Humlehauger, der ere anlagte imellem Klippernes steenagtige, men dog derhos fugtige Grunde, er langt kraftigere end den udenlandske Humle.

Dernæst Har Byen god Næring og Fortieneste af det Steenbrud, kaldet Frideriks-Steenbrud, som i Nærheden ved Byen, egentlig ud for Stranden af Ibsker-Sogn, blev anlagt Aar 1754. Dette Steenbrud drives for Kongens Regning, da Sandstenens Brækning, og de hugne Qvadersteens, samt store Bloksteens Bortførsel skaffer Byens Borgere god Fortieneste ved Dagløn, Kiørsel, Materialers Anskaffelse og Skibsfragt.

Ligeledes har Byen god Afsetning med Kobbersmidde-Arbeide, Pottemagerkram og et Tøi-Trykkerie.

Og da Torske- og Laxefangsten er ved disse Søekanter meget god, saa haver ogsaa et Selskab af visse Borgere skiøn Fortieneste ved at overføre til Kiøbenhavn, i deres dertil indrettede Fiskeqvaser, de fangne levende Torsk og ferske Lax, og der at udsælge Fiskene i pundeviis paa Fartøiet. Byen har en god Havn, som ved en kongelig Gave af 400 Rdlr. blev forbedret Aar 1754: men Rheden er temmelig usikker for østlige Vinde."

Åkirkeby

Byens næringsvilkår beskrives i 1735 således: "Da er aakirke byye Een liden og Ringe Kiøbstæd som liger ungefær mit i Landet, og Ej haver Nogen Negosie eller handling, mens ernærer dem med aulning misten Deels, Sa De aldelis Ingen handling Laver, uden hvad De skal have fra andre Kiøbstæder her i Landet."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Aakirkebye, en Kiøbstæd, beliggende paa den søndre Side af Landet, en Miil fra Søekanten midt inde i Landet, og derfor har ingen Seilads. ..Fordi denne Kiøbstæds Borgere leve næsten allene af Avling og Landbrug, derfor er denne Kiøbstæd ikkun at ansee som en god stor Landsbye."

Stubbekøbing

Stubbekøbing havde i 1672 511 indbyggere og i 1769 488 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 5%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Stubbekøbing havde et ret betydeligt opland på Falsters nordøstlige del og endda påden vestlige del af Møn.

Byens næringsliv beskrives i 1735 således: "Byens Districts Handel og Næring bestaar at kiøbe Korn og andre Ting, som Landet ved Guds Velsignelse frembærer, og igien udselger til Bondens Nødtørft, Salt, Fisk, Jern, Sild, Tiære, Humle, Tran, Hør, Hamp etc., hvilken Handel, for det 2det merkelig paa nogle Aar har aftagen fra Byen, formedelst Ambtstuen er udi Nyekiøbing, hvor Bonden daglig har (noget) at forrette, som derved bruger sin Handel. Overalt er det bekiendt, at Kornpriserne ikkun ere slette i disse Aaringer, hvorover Pengemangel de fleste Steder chercerer." "Seilatzen her fra Steden strekker sig ei videre end til Norge, Holstein, Lybeck, Østersøen og imellem Riger og Lande for at bortføre Landets Korn og igien tilbringe de Varer, Landet behøver og er at afsette."

Om byens næringsforhold i 1777 oplyses: "Den ligger meget beqvem til Handel; thi fra Byen er en liden halv Miil ned til Stranden, hvor Indløbet er fra Østersøen, og Passagen for de Seilende er imellem Møen og Bogøe paa den ene Side, og imellem Falster og Møen paa den anden. Men Byen mangler en Skibsbroe og god Havn, da den er af Mudder tilstoppet. Derfor maae alting prammes ud til Dybet, hvor Fartøierne maae ligge." Om markeder: "Byens aarlige Marked holdes den 27. Junii." Om møller og fabriksvirksomhed: "Byen har en Vandmølle, som bruges om Vinteren, og en Veirmølle strax uden for Byen paa Landet. Det Pottemagerarbeide eller Fajance, som her i Byen giøres af Pottemagere, føres meget omkring baade i og uden for Landet, og søges begiærligen."

Nykøbing Falster

Nykøbing Falster havde i 1672 861 indbyggere og i 1769 1.039 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 21%. Byen lå centralt på Falster og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Nykøbing havde et ret betydeligt opland på øen bortset fra mod nordøst.

Byens næringsvilkår i 1735 blev beskrevet således: "Bestaar af maadelig Kornhandling og hvad til Bonden vorder udsolgt af grove Varer, som dog formedelst Bondens slette Tilstand udi disse Aaringer paa 7 a 8 Aar at regne vorder udestaaende og ei betalt, som Borgerskabet lider Skade ved. Ellers er 3 a 4 Kremmere, som bruger en liden Kremmerhandling efter Landets Tilstand. ..Den meste Udførsel af Byen med Korn sker ved Byens egne Fartøyer og iblandt ved andre, saasom fra Dragøe og Nackskov, og ellers kan hende sig, at fra Flensborg kan komme med en Kiøbmand et Fartøy, som kiøber en liden Ladning Korn. Og hvorledes Skibsfarten her er beskaffen, da er den god, saasnart Fartøyerne kommer ind udi Reveren, forsaavidt at et Fartøy ikke er over 20 Læsters Drægtighed med Ladning, ellers tiltager (det) ved Skibbroen, formedelst at Grunden er meget opfyldt. ..Og hvor Farten herfra falder er til Københafn med Korn. Igien tilbagetager (de) Salt, Tiere, Hør, Hamp, Jern, Sæve, Toback samt Læder, Tran, Vin og fransk Brendevin, saavelsom Gevyrtz med videre. Ellers sker det og, at nogle Fartøyer gaar til Norge med Korn og faar Trælast og Fiskevarr igien samt Jern, og iblandt til Lybech og (har) til Baglast Murstene og Tagstene, Humble og Hør og Hamp og andere smaa Kramvarer og Specerier. Det hender sig vel og, at et Fartøy herfra aarlig gaar til Aalborg at hente Sild. Saa sker og (at det) iblandt reiser til Flensborg med Korn og til Bag- og Hiemlast (har) Stene samt Hør, Hamp og Humle, item Tiære." Af næringsdrivende nævnes adskillige købmænd, kræmmere, værtshusholdere, ølsælgere og andre handlende, 7 snedkere, 4 vævere, 7 smede, 11 skræddere, 5 murere, 2 tømrere, 2 handskemagere, 4 bagere, 20 skomagere, 1 glarmester, 1 knapmager, 1 kandestøber, 3 hattemagere, 1 parykmager, 1 sadelmager, 1 bødker, 1 bogbinder, 2 malere, 1 slagter, 1 farver, 1 parykmager, 3 feldberedere, 1 pottemager, 2 drejere, 2 møllere, 1 apoteker, 14 skippere (hvoraf en del tillige var købmænd)

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777, at den er "en Søekiøbstæd, temmelig stor og vel bebygt, beliggende paa Falsters vestlige Side ved Guldborgsund. saa at samme Sunds nordre Ende giver Udseiling i Beltet paa den venstre Haand, og igiennem Grønsund er Udseiling til Østersøen paa den høire Haand; dog tillade de uden for Beltet liggende flakke Grunde ikke vel, at de største Skibe kunde gaae derind med deres fulde ladning." Om markedsforhold: "Det aarlige Marked holdes Tirsdagen for Laurentii Dag, som er den 9. Augusti; det andet Marked holdes den 21. Oktobr. med Qvæg og Kram." Om møller og fabriksvirksomhed: "Til Byen ere tre Vandmøller og een Veirmølle." "Ved Havnen er et Skibsbyggerværft, hvor store Skibe paa 10 til 14 Kanoner ere bygte."

Sakskøbing

Sakskøbing havde i 1672 272 indbyggere og i 1769 424 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, dog med en fremgang på omkring 56%. Byen lå isoleret men oplysninger om kornhandelen i 1762 omfatter ikke byen.

Byens næringsvilkår blev 1735 beskrevet således: "Hvad de ind- og udgaaende Varer angaar, saa bliver samme ved Landets egne Fartøyer frem- og tilbageført. Og bestaar Saxkiøbings Skibsfart af 3de smaa Gallioter og 6 smaa Jagter .. hvilke Fartøyer den største Del snart den meste Tid om Sommeren maa ligge stille i Havn formedelst Eyerne har Mangel af Kræfter i disse Tider at drive deris Handling etc. Ellers er denne Bys meste Handling med Kiøbenhafn, hvortil ikke andet end Kornvarer henføres og derfra igien en og andre Sorter hiembringes. Ja, med en eller to af forberørte Gallioter kan undertiden giøres en Reyse paa Norge med Kornvarer hen og igien tilbagebringe Fiskevarer, Jern og Tømmerlast. Og med de øvrige undertiden henbringes nogle Kornvarer til Lybech og Flensborg, hvorfra der igien hiemføris lidet af Hør, Hamp og videre, som til Bondens Brug og Nytte behøves. Ellers har Kiøbmændene her i Byen stor Besværlighed og Omkostning med deris Ladeplads, som kaldes Orebye Hafn, som Aar efter andet tilstoppes, saa at de maa lade deris ind- og udskibende Varer en halv Mil ved Vogne frembringe og derfra atter ved Pramme mesten en Fierdingvey til og fra Fartøyerne udføre, der altsaa foraarsager denne liden Kiøbsted stoer Besvær og Omkostninger. Og er det de fattige Indvaanere ikke mueligt uden sær Kongl. Naade og Assistance at faae denne Havn igien istandbragt."

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777, at den er "en Søekiøbstæd, beliggende een Miil fra Mariboe og fire Mile fra Naskov, ved en stor Aae eller Fiord, kaldet Saxkiøbingsfiord, paa hvilken Vahrene kan af Kiøbmændene udskibes i flade Fartøier eller Pramme, da Byens meeste Næring er Kornhandel. Kiøbmændenes Ladeplads er en halv Miil fra Byen i den Bondebye Ørebye, hvor de have deres Pakhuse og Boder, og med Vogne meest hente derfra og henføre deres Vahre." Om markeder oplyses: "Det aarlige Marked holdes den 4. Julii og 5. Septbr., samt den 7. Oktober." Om fabriksvirksomhed oplyses: "Uden for Saxkiøbing i en Bondebye, som støder derpaa, kaldet Rørbek, er en Uldenfabrik".

Danmarks Handels Speil nævner i 1770 af handlende 6 bondehandlere og 1 galanterihandler og af håndværkere 1 bager, 1 farver, 3 feldberedere, 3 handskemagere, 1 hattemager, 15 skomagere, 4 skræddere, 8 snedkere, 2 sadelmagere, 1 kobbersmed, 1 glarmester, 1 maler, 2 murermestre og 1 tømrermester, ialt 44 håndværkere fordelt på 15 fag.

Nysted

Nysted år 1767

Nysted havde i 1672 691 indbyggere og i 1769 489 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder, med en tilbagegang på omkring 29%. Byen lå isoleret men oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder ikke på, at Nysted havde nogen udbredt oplandshandel.

Nysteds næringsforhold blev i 1735 beskrevet således: "De her ved Stedet søevertz ind- og udgaaende Varer føres ved Byens egne Fartøyer. Er her vel en god Søehavn og beqvem Lejlighed til Ind- og Udskibning; men formedelst dette Sted ligger saa afsides fra ald Trafic paa en Odde eller Pynt af Landet, af de andre Kiøbstæder Nyekiøbing, Saxkiøbing, Mariboe og Rødbye - som for Landhandelen ligger beqvemmere - paa 2 a 2½ Mils Distance omringet paa den ene Side og Søen med Rødsand, som særdeles hindrer fremmede Trafficqverende at de ei uden Bekostning med Lods kan komme ind eller ud, er her desaarsag ikkun meget ringe Handel og Søefart. Her ved Stedet er ialt 9 Fartøier, nemlig et paa 15½, 13, 12, 11½, 7½, 7, 6, 4 og paa 4 Læsters Drægtighed. Deris Fart er sædvanlig til K(øben)haun og Lybeck, undertiden et eller to en Reise til Norge; ellers gaar de mest i Fragt enten herfra med Kongl. Magazinkorn og Fedevarer, som Proprietarier og Forpagtere her ved Stedet lader udskibe, eller fra andre Steder, hvor de kan faa Fragt, siden Eierne .. ikke self haver Korn at holde dem i Fart med; og ofte maa de i Mangel af Fragt lade dem ligge ved Pællen uden noget at fortiene."

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777, at "Byen har skiøn Handel og Seilads paa inden- og udenlandske Stæder med Landets Vahre, især til Lybek og Rostok, som er kun 8 Mile herfra lige over for mod Sønden." Om havnen siges: "Byens Skibshavn er meget stor og rummelig, skiønt inden for den store Revle, ved uforsigtig Ballasts Udstyrtelse paa urette Steder, ei dyb nok for store Skibe, hvilke derfor ikke kan flyde op til Skibsbroen, men maae lægge sig noget længere ud." Om markeder oplyses: "Marked holdes den 29. Oktober." Om fabriksvirksomhed: "Her er et eget indrettet Fiskerkompagnie, som fanger alle Slags Strandfisk i stor Overflødighed, og sælger samme for en meget facil Priis. Strax uden for Byen i den ferske Søe imellem Nyestæd og Grevskabet Kristiansholm, ligger en Amvams- eller Stivelse- og Puderfabrike."

Rødby

Rødby havde i 1769 650 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at dens havde et opland på Lollands sydlige del.

Byens næringsforhold blev i 1735 beskrevet således: "De faa derfra ind- og udgaaende Varer bliver ved Byens egne smaa Fartøyer ind- og udført. Ihvorvel denne Skibsfart er af megen slet Beskaffenhed formedelst Havnens Udøgtighed, der af Flydesand tilslaas og er en Mil fra Byen beliggende, saa der ikkon kan haves smaa Fartøyer paa 2 til 8 Læster, hvoraf de sidste maa dog søge Retirade ved deris Retour udi andere Havne og Stæder, siden de ikke kan sette paa Havnen uden med særdelis føielig Veir, og ved Udgaaende maa ligge og opvarte Vind og Vand for at komme ud af Havnen dog nesten ledig og ligge siden for aaben Strand at indtage Ladningen. Af deslige Fartøyer findes 7 Stk., ..hvilke fare til Lybeck, Fyen, Sielland, Jylland, sampt Kiøbenhaun, og sielden at nogen kommer en Reise til Norge. De fører herfra Kornvarer og indbringer fra Kiøbenhaun og Lybeck lidet Kiøbmandsvarer til enhvers Fornødenhed og det, som deris Handel bestaar af." Af næringsdrivende nævnes 15 skomagere, 5 skræddere, 7 vævere, 8 handskemagere, 3 tobaksspindere, 3 smede og 9 købmænd.

Om byens næringsvilkår oplyses 1777, at "den ligger overmaade beqvemt til Handelen. Men kan dog ikke efter Ønske komme afsted dermed, fordi at Havnen, Kramnitze kaldet, som efter Kong Kristian den Siettes Tilladelse bruges til at losse Fartøier udi, har ei mere end 5 til 6 Fod dagligt Vand, og Fartøierne maae med tvende Ankre fortøies, formedelst den stærke Strøm, som falder i Formundingen; og desuden er samme Kramnitzehavn 5 Fierdingvei beliggende fra Byen. Rødbyefiord gaaer vel tæt ind til Byen; men Byens Havn er dog besværlig, fordi Fiorden har temmelig flak Vand; og især giøre nogle flakke Sandgrunde, som kun have daglig 2 a 3 Favne Vand, og kaldes den røde Sand, beliggende strax uden for, alt for stor Skilsmisse imellem Dybet og Byen, saa at Vahrene maae kiøres og prammes ud; dog kunde ved en Mudderpram Grunden opmuddres og forbedres. Byens Losse- og Ladeplads har tilforn været ved et Indløb af denne Fiord, Draxminde kaldet, som Toldstedet har sit Navn af, og kaldes Draxminde-Toldsted, hvor Tolderen i Rødbye holder den kongelige Toldbod. Samme Indløb ligger 3 Fierdingvei fra Byen. Byens Fartøier søge deres Vinterhavne enten ved Bandholm i Østofte-Sogn, eller ved Albuen ved Naskov." Om markeder oplyses: "Marked holdes den 3. Julii, saa og 21. Oktobr, med Qvæg og Kramvahre."

Maribo

Maribo havde i 1672 444 indbyggere og i 1769 506 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 14%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Maribo havde et mindre opland på Lollands norlige, centrale del.

Byens næringsvilkår blev i 1735 beskrevet således: "Byen ligger mest 3½ Fierdingveys fra Stranden eller Lossepladsen, som er Bandholm Toldsted, hvor enhver for sig af Kiøbmændene her paa Steden maa have deris Boder, som de oplegger Korn paa, som de torvekiøber her udi Byen og ved Vogne igien didfører, saavelsom af Bonden modtager Korn ved Toldsteden hver Onsdag og Løverdag, saa Handelen allene bestaar af Korn, som der kiøbes paa Herregaardene og af Bønder, siden Forpagterne overalt udskiber deris Fedevarr, og Bonden haver ingen. Og foruden haver de meste Familier i Byen liden Avling, der er mere til Skade end Fordel." "Med den gode Hvede og andet Korn er paa Kiøbenhafn og Siælland. Med den slette Hvede til Lybeck til Amdammerierne (stivelsesfabrikkerne) siden den ikke paa andre Steder er at afsette. Da de fra samme Steder tager af de Varer, her til Dels kan afsettes, og som der er at faae, og enhver for sig er anteignet for .. at handle med. Og hvad Fiskevarer, Jern, Tiære og deslige angaar, kiøbes det her nu af Kiøbmendene i Marieboe af Saxkiøbings Borgere og andre, som ankommer, som haver deris Seilads paa Norge, saa her fra Byen er ingen, som haver nogen Handel paa Norge, mindre paa fremmede Steder, uden som meldt er." Af næringsdrivende nævnes 9 skomagere, 4 snedkere, 1 grovsmed, 3 kleinsmede, 6 skræddere, 5 vævere, 3 handskemagere og 8 købmænd.

Om byens næringsforhold i 1777 oplyses: "Den ligger een Miil fra Toldstedet Bandholm, hvor Kiøbmændene have deres Fartøier liggende, og deres Losse- og Ladeplads, samt deres Kornboder og Pakhuse. Sammesteds kommer Bønderne til med deres Korn eller andre Vahre at sælge til Kiøbmændene, og tage igien derfra, hvad de behøve." Om markeder oplyses, at der afholdes "3 aarlige Markeder, nemlig den 4. Martii, den 9. og 31. Oktober med Heste, Qvæg og alle Slags Kramvahre."

Nakskov

Befæstningsplan over Nakskov. Tegning af Georg Starcke, 1695. Sächsische Landesbibliothek - Staats- und Universitätsbibliothek Dresden (SLUB).

Nakskov havde i 1672 1.920 indbyggere og i 1769 1.287 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 33%. Byen lå isoleret og centralt for et stort opland og i bunden af en dyb fjord. Dette betød, at byen var omgivet af opland i næsten alle retninger, men sejlforholdene for fjorden var samtidig byens svaghed, da de var vanskelige for større skibe, som i stedet ankrede op ved Albuen, og der foregik derfor en transport mellem byen og skibene. Muligvis er dette en del af forklaringen både på konkurrencen fra omgivende herregårde og fra mindre skuder fra Ærø, især Marstal. Begge disse konkurrenter satte ind, hvor byens vilkår var svagest: alternative udskibningssteder og mindre fragtfartøjer, der kunne gå ind der, hvor større ikke kunne. Hvad disse småskuder savnede i fragtevne, kunne de modvirke ved deres stadige rejsevirksomhed.

Nakskov havde lidt hårdt under Karl Gustav-krigene, men byens søfart var som helhed voksende gennem anden halvdel af 1600-tallet: i 1669 fandtes 23 skibe på i alt 115 læster, i 1674 30 skibe på i alt 296 læster og efter et tilbageslag nåede man i 1699 33 skibe på 332 læster. Så kom Store Nordiske Krig. I 1707 havde byen 4 skibe under 5 læster og 24 skibe på i alt 268 læster, hvilket var mere end Lollands øvrige købstæder tilsammen.

Byens gunstige oplandsvilkår til trods forblev Nakskov i krise. I en indberetning fra byens magistrat 1735 forklares situationen således: "Kiøbmændene udi deris Handel og Næring undertrykkes ved at Proprietarierne, Præster og Forvaltere paa nogle Aars Tid har tilføjet de negotierende stor Skade udi deris Handel med det store Landprang, som de begaar, idet de opkiøber det meste Korn, som Bonden burte føre til Kiøbstederne at forhandle, under det Skin, at hvis Korn de i saa Maade af Bonden kiøber, yder han for Skatter eller og for Sæde- eller Laanekorn, hvilket de igien forhandler ved hele Ladningers Udskibning baade til fremmede saavelsom til vore egne Skippere; og sligt at skiule bruger de Forordningen af 1692 den 13 December, som tillader dem, deris egne Gaarders Avling at forhandle til hvem de vil. Ja end ydermere under samme Handel indkiøber de af fremmede adskillige grove Varer saasom Jern, Tierre, Salt, Stenkul, Humle og deslige, som hos dennem selv paa Landet imellem Bonden vorder afsat, hvilket til Kiøbstedernes Ruin og Undergang er øyensynlig. Og for sligt at undgaa haver en af de bedste Kiøbmænd sig resolueret her fra Byen at udfløtte og sin Boepæl paa Landet ved Forpagtning antaget, hvorved han ligesaavel som de andre foranførte kan bruge samme Forprang, om det efterdags som forhen kan eller skal passere." Trods klagen over denne konkurrence oplyses, at "De indkomne Varer bliver mesten af voris egen Søefart bragt her til Byen uden iblandt i Efter- og Foraaret af Flensborgerne, som hid til Byen indfører en Del grove Varer, bestaaende af Humle, Salt, Jern og Tierre etc., hvilke de ofte udi smaa Partier udselger, ligeledes Kiøbmanden og Kræmmerne til Præjudice. De Varer som herfra udskibes ere mest Kornvarer og nogen Hollendervarer fra Landet af: Ost, Smør og Flesk, som med vore egne Fartøyer udskibes, undtagen udi Efter- og Foraaret nogle Flensborgere, Slesuiger og andre fra Holsten kommende Fartøyer, som afhenter en Del Biug, Rug og Hvede (og) som mest kiøber saadant Korn paa Herregaarderne af Forvalterne, der ligeledes er Kiøbmendene til Præjudice. Undertiden hænder det sig og vel om Sommeren, at en norsk Mand afhenter en Ladning Korn."

Også byens håndværkere klagede: "Handtværkerne beklager dennem og høyeligen, at de formedelst den store Indpas de tilføjes ved de mange Handtværksfolk, som sig paa Landet overalt heromkring Nackschou har nedsat, saasom Snedkere, Handskemagere, Grovsmide, som giør Kleinsmidearbeide, Vævere, som væver Hørgarn, Dynnesvaar og Dreiel, Skredere, som syer alt hvad som forhaanden kommer af Silke og Klede, Skoemagere, som holder Svende og Drenge og syer for Herremænd, Præster og Fogder alt det fine Arbeide som paa Landet falder med videre etc., saa Handtverkerne i Kiøbstederne ved slig Omgang udi yderste Armod er geraadende." Af næringsdrivende angives 14 købmænd, 41 skippere, 2 tobaksspindere, 6 bagere, hvoraf 3 havde en mølle, 21 skomagere, 3 kleinsmede, 1 grovsmed, 6 snedkere, 8 skræddere, 3 handskemagere, 3 tømrere, 2 murere, 3 slagtere, 6 vævere, 3 felberedere, 2 hattemagere, 1 maler, 1 glarmester og 1 bødker.

Den 17. december 1762 indsendte 21 købmænd på Lolland, heraf 4 fra Nakskov, en klage over forprag: "enhver proprietær, deres forvaltere og fogeder .. handler og køber med bønderne alt det korn, som de kan have at sælge, når de får indhøstet, ikke under påskud, at de vil tage det for skatter og deslige, nej, der sker offentlig tillysning, at bonden skal komme med sit korn, hvor dem bliver ordineret, da de derfor bliver betalt kontant, hvad dem synes for tønden". Når proprietærer, forvaltere, præster og bønder solgte deres korn, skete det angiveligt ikke til lollandske købmænd, men derimod til "fremmede ankomne skippere fra Ærø og deslige" Oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder imidlertid på, at Nakskov havde et ret betydeligt opland på Lollands vestlige del. Klagen om proprietærernes opkøb af korn blev afvist af geheimekonferentsråd Frederik Raben, der var stiftamtmand over Lolland-Falster. Han mente tværtimod, at når korn blev bragt til tovs, blev byens indvånere overbudt af købmændene for at sikre dem kontrol over salget til håndværkere og fattige.

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777: "Indvaanerne drive temmelig god Handel med mange og skiønne Landets Produkter. Byens Fartøier fare paa Norge, Kiøbenhavn og Provinzerne, da de smaa Fartøier kan ligge og losse ved Byens Bolværk; men de store Skibe maae blive liggende ved Pipperænden, hvorfra Ladningen ind- og udprammes". Byens havneforhold var besværlige og byen beskrives som: "en skiøn Søekiøbstæd og Stabelstad, beliggende paa Lollands vestlige Kant ved en lang og breed Fiord, kaldet Naskovsfiord eller Havbugt, i hvilken Fiord ere adskillige smaa Øer og mange Sandbanker, som giøre Seilladsen derigiennem vanskelig formedelst en indløbende dyb, men krumbugtet Rænde, kaldet Pipperænden, hvilken anvises de Søefarende ved nedsatte Stager i Vandet og flydende Søetønder. Denne Vanskelighed foraarsager, at store og dybtstikkende Skibe ikke kan seile op til Byen selv, men maae blive liggende en liden halv Miil længere ude mod Vesten, hvor den Halvøe eller Peninsel Albue giør en dyb og sikker Søehavn, endogsaa for de allerstørste Skibe, hvis Ladning tilføres dem ud ved Pramme og Baade. Mange fremmede Skibe søge ogsaa Tryghed i samme Albuehavn mod forlegent Veir." Om byens markeder: "Hestemarked holdes her hver Torsdag i Fasten." Skibsfartens vilkår afspejles ved, at antallet af hjemmehørende skibe faldt fra 39 i 1735 til 17 i 1767 på i alt 168½ læster, i 1781 10 på 90 læster, 1788 14 på 202½ læster og 1796 11 på 135½ læster.

Danmarks Handels Speil nævner i 1770 af handlende 1 apoteker, 1 glashandler (norsk glas), 22 grovvarehandlere, 9 kramvarehandlere, 1 tobakshandler og 1 vinhandler, ialt 25 handlende fordelt på 7 vareområder og af håndværkere 5 bagere, 3 slagtere, 1 farver, 2 feldberedere, 7 handskemagere, 4 hattemagere, 22 skomagere, 10 skræddere, 4 vævere, 1 bogbinder, 3 bødkere, 2 drejere, 6 snedkere, 2 sadelmagere, 1 billedhugger, 1 gørtler, 4 grovsmede, 2 kobbersmede, 1 hjulmand, 2 parykmagere, 1 glarmester, 1 maler, 3 murermestre og 2 tømrermestre, ialt 90 håndværkere fordelt på 25 fag.

Rudkøbing

Rudkøbing havde i 1672 428 indbyggere og i 1769 814 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 90%. Byen lå centralt på Langeland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Rudkøbing havde et ret betydeligt opland på øens nordlige del.

Om byensnæringsvilkår oplyses i 1777: "Byens Handel og Næring er med Korn og Fedevahre, som udføres med Byens egne Fartøier, som fare paa Kiøbenhavn, Norge og Holsteen, saa og paa Fragt til og fra Østersøen." "Paa Landet ere to Skibshavne for Fartøier, nemlig ved Stoense, 3 Mile fra Rudkjøbing, og ved Riftinge, som ligge to Mile fra Rudkiøbing, og ligge alle under eet Toldsted; men den Havn ved Riftinge er den sikkerste og beste. Fra landet udføres aarlig en god Deel Fedevahre, nemlig: Ost, Smør, sallet Kiød, Skind, Uld, Honning, og en tre til fire tusinde Tønder Korn, med landets egne Fartøier." Om markeder oplyses: "Krammarket holdes den 27. Junii og 9. Oktobr.; Heste- og Qvægmarked holdes den. 3 Oktbr. paa Skrøbeløv-Hede; og Hestemarked holdes hver Onsdag i Fasten."

Pontoppidan angiver i 1774, at "Indbyggerne ere: En Sogne-Præst, 1 Capellan, 1 Byefoged, som tillige er Herredsfoged over Nørre- og Sønder-Herreder, 1 Byeskriver, 1 Tolder, 1 Controleur og Strand-Controleur, 15 Handlende, 1 Apotheker, 1 Postmester, Haandverkere af alle Slags 75, hvoraf 10 Skrædere, 11 Skoemagere, 8 Snedkere, og foruden disse 21 Væverske; Der skal befindes i alt 110 Borgere og 700 Mennesker unge og gamle." "Under Byens Told-District er 13 Fartøyer af 176 Læster, som farer paa Norge og Kiøbenhavn."kere, 4 drejere, 9 felberedere, 1 garver, 2 gørtlere, 4 glarmestre, 5 grovsmede, 6 guldsmede, 46 handskemagere, 4 hattemagere, 3 hjul- og karetmagere, 1 kammager, 2 kandestøbere, 11 kleinsmede, 5 knapmagere, 4 kobbersmede, 3 "Ledertouer", 2 malere, 6 murermestre, 1 møller, 5 parykmagere, 9 pottemagere, 4 rebslagere, 9 sadelmagere, 70 skomagere, 1 skorstensfejer, 33 skræddere, 7 slagtere, 15 snedkere, 2 stolemagere, 2 "Sverdtfeyere", 4 svineslagtere, 1 tobaksspinder, 3 tømmermestre, 3 urmagere, 16 vognmænd og 8 vævere.

Svendborg

Svendborg havde i 1672 1.009 indbyggere og i 1769 1.815 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 80%. Byen lå centralt på det sydøstlige Fyn men der mangler oplysninger om kornhandelen i 1762 fra de omgivende sogne, hvilket tyder på, at Svendborg havde et ret betydeligt opland på øens sydøstlige del.

Om Svendborgs handel og søfart oplyses i 1777: "Stadens Handel og Skibsfart formedelst dens ypperlige Havn er overmaade florissant; thi halvandet hundrede Skibsladninger forsendes aarligen herfra til Kiøbenhavn med Korn, Flesk, Smør, Ost, Honning, Frugt og Brænde, saa at ingen af alle fyhnske Kiøbstæder udskiber aarligen saa mange af Landets Produkter, som Svendborg, og derfor boe her ogsaa mange Kiøbmænd." Om havnen siges: "Denne Kiøbstæd har den beste Havn, som findes i Fyhn; thi den Viig eller Bugt, som Havet har skaaret ind i Landet, der indsluttes af det faste Land paa to Sider, og Øen Thorsinge paa den søndre Side, samt Thurøe i Mundingen imod Østen, giør Havnen saa fordeelagtig, at den er sikker imod alle Slags Vinde, og er dyb nok for temmelig store Skibe." Om markeder: "Marked med Heste holdes hver Fredag i Fasten; men Kramvahremarked holdes den 17. Julii, saa og den 25. September, og Qvægmarked den 17. Oktober." Byen havde flere møller: "Af de mange ved Byen næstliggende høie Banker udvælder got Vand, som er een af Byens Herligheder. Iblant disse Kilder er Pibekilden riig paa Vand; men Rødekilde ved Stampemøllen er den sundeste Kilde. Ved Byens nordre Side løber en Bek, hvorfra er lagt nogle Render, som forsyner Byen med Vand, og derforuden driver to Møller, som ligger i Byen og har sit Udløb i Stranden ved den sidste Mølle."

Svendborg ved Fyns sydøstkyst var delt i to sogne. Pontoppidan oplyser om befolkningsforholdene: "I St. Nicolai Sogn er for nærværende Tid 200 Familier af 600 Personer over 12 Aar, 7 Characteriserede, hvoriblandt Søe-Capitainen og to Enker, 10 Justitz- og Kongelige Betientere, hvoriblandt 3 Enker. Geistligheden er: Sogne-Præst, Capellan, Capellan pro Persona, Chors-Degn, Klokker, som og tillige er Skoleholder, en Regne- og Skriver-Skolemester, 5 geistlige Enker, 18 Handlende, 14 Skippere, Haandverkere alle slags 71, de øvrige ere Dagleyere, Tiesnestefolk og Søefarende, i alt i dette Sogn 150 Borgere. I vor Frue Sogn er: Sogne-Præst, Capellan og Degn; af Haandverkere alle slags 55 Familier, med videre, saa at der i alt i vor Frue Sogn er 196 Familier, og i Aaret 1769 befandtes der 297 Mænd og Koner, 8 Enkemænd, 45 Enker, og Børn over 12 Aar 106 Siele, saa at der i Byen boer nesten 400 Familier. I Begge Sogner var i bemeldte Aar 1769 af Mandkiøn 773, af Quindekiøn 941, og i alt 1714 Siele. Samme Aar var der af Haandverkere: 9 Bagere, 1 Bøssemager, 1 Bogbinder, 5 Bødkere, 1 Dreyer, 8 Feldberedere, 2 Glarmestre, 1 Kandestøber, 1 Kobbersmed, 7 Pottemagere, 3 Peruqvemagere, 3 Malere, 4 Muurmestere, 17 Skoemagere, 4 Skoeflikkere, 3 Smede, 13 Skrædere, 10 Snedkere, 3 Stolemagere, 2 Seylmagere, 2 Tømmermænd, 1 Rebslagere, 1 Remmesnider, 1 Uhrmager, 6 Vævere, og 1 Barberer." Om byens havn oplyses: "Byens Havn er rummelig, og ikke ved nogen Kiøbstæd i Fyen bedre, da Skibene ikke i ondt Veyr kan tage Skade; samme er en Viig, som Havet har skaaret ind i Landet, og giøres sikker ved den liden Holm uden for. Fra Svendborg til Færgestedet ved Taasinge er 390 Favne. Byens Fartøyer ere: 1 Galliot paa 30 Læster, 1 paa 24 Læster, og paa 14 1/2 Læst, 25 Jagter fra 9 til 6 Læster inclusive, 3 dito paa 5 1/2 Læst, 5 paa 4 Læst, 10 Baade paa 1 og 1 1/2 Læst, i alt 37 Skibe og 10 Baade. De er og en erfaren Skipper, som lærer Skibsfolkene Styrmands-Konsten." "Handelen er mest paa Kiøbenhavn og noget paa Norge. Landets Producter som udføres ere: Korn, fede Vahre, Smør, Ost, Flesk, Kiød og endeel Frugt; derimod hiemføres Fisk, Tømmerlast, Jern, Tiere og grove Vahre til Indvaanerne og Bonden."

Nyborg

Nyborg havde i 1672 1.160 indbyggere og i 1769 1.637 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 41%. Byen lå centralt på det østlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Nyborg formåede at hævde sit opland på øens østlige del.

Om byens handel og søfart siges i 1777: "Byens Handel er med Korn, særdeles Rug og. Malt, samt adskillelige Fedevahre, som denne frugtbare Egn rigeligen giver af sig, og, som af Kiøbmændene udskibes. Ellers handle Stadens Kiøbmænd ikke allene paa Norge, men og paa østersøiske Stæder samt med deres egne Koffardieskibe paa Engeland, Frankrige, Strædet, Vestindien og Grønland; thi Aar 1758 er her anlagt et grønlandsk Kompagnie, som holder paa Kobbefangsten et stort Skib og 5 Chaloupper, med en Kommandeur og 32 Søefolk. Dette Kompagnie har sin egen Plads og Pakhus uden for Strandporten, saa ogsaa sammesteds et Tranbrænderie." Om havneforholdene siges: "Skibshavnen eller Skibshavnsbroen er anlagt af Kong Kristian den Fierde paa en liden Viig, som gaaer ind i Østersøen, og vedligeholdes af Kongen. Alle Koffardieskibe søge der deres Vinterleie, og samme Broe bruges til Transporter meest om Vinteren; derved er et lidet Huus paa Østerøen. HoImensbroe, hvor Færgesmakkerne legge til, er længer ud mod Sønden, hvis Broepenge Magistraten oppebærer; derved er bygt et Vertshuus, kaldet Holmen. Byens almindelige Skibsbroe er, for at naae et større Dyb, Aar 1753 blevet forlænget ved en kostbar Tilbygning; den er nu 200 Alne lang og 24 Alne breed, saa at temmelig store Skibe kunde ved samme Broe lade og, losse de Handlendes Vahre og kan denne Broe nu bestandig, uden Ophold og med Magelighed embarqvere de Reisende. Havnen blev Aar 1740 ved en kostbar Muddermachine med to Pramme oprenset og, giort dybere." Om markeder: "Hestemarket holdes her Onsdagen for Fastelavn, og siden hver Onsdag til den 1. Maji. Men Krammarket holdes den 3. Julii, saa og den 14. Oktober hvert Aar." Om byens fabriksvæsen oplyses: "Paa Stadens Vold er Aar 1768 bygt en Veirmølle paa hollandsk Maade, som tillige maler Grubbegryn. I Staden er og et Liimsyderie, af hvilken Fabrik udføres en Mængde Liim; ligeledes udføres ogsaa Feldbereder- og Hattemagerarbeide."

Nyborg var overfartssted til Sjælland. Om indbyggertallet oplyser Pontoppidan i 1774: "I Nyeborg var i Aaret 1770 nesten 200 Familier, og uden for paa Byens Grund 17 Familier. Folke-Mængden skal der være 1450 Siele, hvoriblandt Børnenes Antal til tolv Aar udgiør 346 Siele; ellers ere Indvaanerne: Sogne-Præst, Capellan, Rector, 2 Hører, Magistraten, som har Ober-Ret, en Borgemester, som tillige er Byefoged, en Raadmand, og en Raadstue-Skriver, Amtsforvalter, Postmester og Tolder, 1 Controleur, Told-Inspecteur, Veyer og Maaler, 12 Handlende, 1 Mynster-Skriver, 1 Apotheker, 1 Chirurgus, 1 Stads-Musicant, 1 Organist, 2 Jordemødre, 1 Vand-Møller." Af håndværkere angives: "3 Bagere, 5 Slagtere, 1 Guldsmed, 1 Kobbersmed, 1 Kandestøber, 1 Blikkenslager, 2 Grov- og 3 Kleinsmede, 3 Bødkere, 5 Snedkere, 8 Skoemagere, 7 Skrædere, 1 Knapmager, 4 Muurmestre, 4 Tømmermænd, 1 Hattemager, 1 Sadelmager, 3 Feldberedere, 2 Væver, 2 Kornmaalere, 1 Peruqvemagere, 1 Bogbinder, 1 Uhrmager, 1 Skibs-Tømmermand, 2 Rebslagere og 4 Jøder." Om skibsfarten oplyser Pontoppidan, at købstaden havde "14 à 16 mindre og større Couffadie-Skibe, hvorved en 80 Søefolk næres og øves." Staden havde et Grønlandsk Kompagni, som deltog i robbefangsten.

Kerteminde

Kerteminde havde i 1672 642 indbyggere og i 1769 706 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 10%. Byen lå udsat på det nordøstlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Kerteminde kun formåede at hævde et opland på Hindsholm på øens nordlige del.

Byen beskrives i 1777 som en søkøbstad: "Byens Havn er en af de beste Havne i Fyhn, hvorfra udskibes adskillige Slags Vahre af Korn og Malt, af den omliggende fede og frugtbare Egn, udenrigs til Norge og andre Stæder med Byens egne Fartøier." Byens havn beskrives således: "Denne Havn er temmelig dyb, og meget beqvem for Skibene, som kan ligge langs ved Siden af Skibsbroen, lige ned til Langebroe. Den kan rumme 16 Fartøier af 600 Tdrs. Drægtighed; men Indløbet er kun 7 Fod dybt. Til Skibsbroens Vedligeholdelse gives noget af hver Tønde Gods; og til at vedligeholde Langebroe, som er 216 Alne lang, gives Korn af omliggende Herreder og Sogne."

Pontoppidan oplyser i 1774, at "Havnen er temmelig dyb og meget beqvem for Skibene, som kan ligge langs ved Siden af Skibs-Broen lige ned til Langebroe; i samme kan rummes 12 à 16 Fartøyer paa 4 à 600 Tdr., men Indløbet er ikkun 6 à 7 Fod dyb. Til Skibbroens Vedligeholdelse gives noge af hver Tønde Gods, og til at vedligeholde Langebroe, som ere 216 Alen lang, gives ligeledes Korn af omliggende Herreder og Sogne." Kerteminde havde tidligere fungeret som ladeplads for Odense, men denne rolle var nu overtaget af Stige Strand, og dette bevirkede aftagende virksomhed i staden. Ved staden lå 3 vindmøller. Om indbyggerne oplyses "Indbyggere ere: 1 Sognepræst, 1 Capellan, 1 Klokker, 1 Organist, 1 Byefoged som tillige er Byeskriver, 1 Tolder, 1 Controleur, 1 Veyer og Maaler, 14 Kiøbmænd, Haandværkere 42 af alle slags, hvoraf 8 Skoemagere, i alt 65 Borgere."

Odense

Odense havde i 1672 3.808 indbyggere og i 1769 5.464 indbyggere, hvorfor den hørte til landsdelscentrene, med en fremgang på omkring 43%. Byen lå centralt på Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Odense havde et ret betydeligt opland på øens centrale del.

Byens næringsforhold skildres i 1777 således: "Udi Odense boe en temmelig Deel Kiøbmænd, som have deres Kiøbmandslaug. Haandværkerne ere her talrige, især Handskemagere, Skomagere og Garvere; thi de Odense-Handsker ere ligesaa bekiendte udenlands, som de Randerske, og mange tusinde Dosin deraf udføres aarlig udenlands. Af Læderarbeide, saasom Skoe, Støvler og Sadeler, kiøbes Mængde fra andre Stæder, da Vandet i den her forbiløbende Aae haver naturlig god Egenskab til Garverie fremfor andensteds. Byen har god Handel og Seillads paa Kiøbenhavn, Norge, østersøiske Stæder, men især til Frankrig, Holland og Engelland; men Skibene kan ikke flyde høiere op i Odensefiord end til Stigestrand, som er en god halv Miil fra Byen, hvor Vahrene og Ladningen føres til Vogns til og fra. Skipperne, skiønt de ere Borgere i Odense, boe dog paa Landet i Nærheden ved deres Skibe." Om markeder oplyses: "Fire aarlige Markeder holdes i Odense, nemlig Kramvahre den 7. Martii, den 11. Julii, den 29. Oktobr. og Fæmarket den 5. November." Om fabriksdrift siges: "Et Sukkerraffinaderie er Aar 1751 anlagt ved Møllebroen, og er i god Flor. Et Sæbesyderie er anlagt Aar 1755, hvilket Værk er i god Drift, og uden for Byen er en Liimfabrik."

Odense var gennem hele enevælden en af Danmarks største byer, til dels en arv fra middelalder og renæssance. Staden lå fordelagtigt i bunden af Odense Fjord og med et stort opland omfattende både Nord- og Midtfyn. Som sæde for stiftsamtmanden, biskoppen, amtmanden over Nyborg Amt og med større militære indkvarteringer havde staden i sig selv en betydelig befolkning, både administrativ og i form af søfolk, handlende og håndværkere. Pontoppidan nævner i 1774 blandt disse 34 købmænd, 43 værtshusholdere og af håndværkere: 13 bagere, 2 barberere, 1 billedhugger, 1 blikkenslager, 1 blytækker, 2 bogbindere, 2 brolæggere, 1 buntmager, 10 bødkere, 4 drejere, 9 feldberedere, 1 garver, 2 gørtlere, 4 glarmestre, 5 grovsmede, 6 guldsmede, 46 handskemagere, 4 hattemagere, 3 hjul- og karetmagere, 1 kammager, 2 kandestøbere, 11 kleinsmede, 5 knapmagere, 4 kobbersmede, 3 ledertouer, 2 malere, 6 murermestre, 1 møller, 5 parykmagere, 9 pottemagere, 4 rebslagere, 9 sadelmagere, 70 skomagere, 1 skorstensfejer, 33 skræddere, 7 slagtere, 15 snedkere, 2 stolemagere, 2 sverdfegere, 4 svineslagtere, 1 tobaksspinder, 3 tømrermestre, 3 urmagere, 16 vognmænd og 8 vævere.

Bogense

Bogense havde i 1672 438 indbyggere og i 1769 430 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, stagnerende med en tilbagegang på mindre end 1%. Byen lå centralt på det nordvestlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Bogense var i stand til at hævde et opland på øens nordlige del.

Byens næringsliv beskrives 1777 således: "Byens Næring er Avling og Handling med Korn og Fedevahre, Dynevaar og hiemmegiort Tøi, hvoraf en Mængde her i Egnen forfærdiges, og udføres til Norge og Kiøbenhavn. Byens Marker bestaaer af 81 Gaardseiere og nogle Jorder og Engbund, og er frugtbart Kornland. Man avler ogsaa en stor Mængde dansk Kommen, saa og gule Rødder, som formedelst deres gode Smag føres vidt omkring, og kaldes Bogense-Rosiner. Ved Byen falder skiønt Strandfiskerie, meest Torsk og Flyndre, som fanges med Kroge. Byen er forsynet med got ferske Vand, som løber fra en Kilde ved Overmølle, og er ledet igiennem Byen ved en dertil gravet Bek Byens Fartøier ligge i Vinterhavn ved Langedyb, hvilken Havn var at ønske, at den blev sat i Stand." Om byens havneforhold oplyses, at den ligger "ved en Fiord, kaldet Bogense-Fiord, som løber ind fra det store Belt, og giør vel en sikker Havn, men kun for smaa, Fartøier, da Vandet ei er dybt nok." Om markeder: "Markedet holdes hver Torsdag i Fasten med Heste og Kiøbmandsvahre; men den 17. Julii med Kramvahre, saa og den 5, Septbr, og Qvægmarket den 22. Oktober."

Bogense lå ved kysten på det nordvestlige Fyn. Købstaden havde et godt opland, men byen havde ikke megen velstand. Pontoppidan oplyser i 1774, at "Byens Næring bestaaer mest af Avling og liden Handel, som for nærværende Tid drives af syv Kiøbmænd med Korn og fede Vahre paa Norge og Kiøbenhavn, og derimod Udsalg af grove Vahre, saasom Tømmer, Bræder, m.m. til Bondens Brug." Staden havde 5 hjemmehørende skibe. Om havneforholdene oplyses: "Fartøyerne ligger i Vinter-Havn ved Lange-Dyb, hvilken Havn med liden Bekostning kunde settesi Stand. Indvaanernes Inclination er meget til Søefart." Indbyggertallet var ikke stort, Pontoppidan angiver: "Borgernes Antal er 60, hvoraf de to Parter ere fattige foruden fattige Enker og Indsiddere. Haandverkere 36, hvoiblant en Farver." Danmarks Handels Speil nævner af handlende i 1770 1 alenkræmmer, 1 bondehandler, 4 grovvarehandlere, 1 specerihandler, 2 vindhandlere samt 1 der handlere fabrikvarer, ialt 8 handlende fordelt på 6 varetyper og af håndværkere i 1770 2 bagere, 1 farver, 1 feldbereder, 4 handskemagere, 1 hattemager, 1 rebslager, 3 skomagere, 2 skræddere, 1 træskomager, 5 vævere, 1 bødker, 1 drejer, 6 snedkere, 1 sadelmager, 3 smede, 1 maler og 2 murermestre, ialt 33 håndværkere fordelt på 17 fag.

Middelfart

Middelfart havde i 1672 756 indbyggere og i 1769 736 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 3%. Byen lå udsat på det nordvestlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Middelfart kun formåede at hævde et mindre opland på øens nordvestlige del.

Byens næringsliv beskrives i 1777 således: "Byens Kiøbmænd handle paa Norge med Korn, Malt og Fedevahre, og især med røged Flesk, da Fleskehandelen til denne Bye er større end til nogen anden Kiøbstæd i Fyhn; thi herfra udskibes aarlig 10000 Tønder Korn og 200 Skippund Flesk; ligeledes en Mængde af dansk Kornbrændeviin. Udi Byen er en Dynevaarfabrike, som ved visse Kiøbmænds Understøttelse drives med den Lykke, at der forarbeides og udføres for 3000 Rigsdaler Dynevaar om Aaret, baade til Norge, Flensborg og Kiøbenhavn." Om makeder hedder det: "Udi Byen holdes aarlig fire Markeder med alle Slags Haandværkers Arbeide og Galanterier. Det første Marked holdes den 14. Februarii; Heste- og Qvægmarked holdes hver Tirsdag i Fasten; det andet Marked er den 4. Julii; det tredie er den 12. September; og det fierde den 31. Oktober, et Qvægmarked" Byens havn beskrives således: "Byen har ingen sikker Havn, hvorudover de Skibe, som ligge der enten for at losse eller lade, maae i paakommende Storm ofte med stor Fare vinde Anker og søge Havn under den jydske Val, Fænøe, eller og paa den søndre Side af Byens Marker, under hvilke Byens Fartøier altid ligge i Vinterhavn. Skibsbroen er, formedelst Strømmen og det nær ved Landet værende dybe Vand, ikkuns 41 Alen lang og 24 Alen breed, og lider ofte saa stor Skade af Strømmen og Driviis, at de bevilgede Broepenge neppe kan strække til Broens Vedligeholdelse."

Middelfart ved Fyns nordlige vestkyst var ligeledes overfartsby til jylland. Pontoppidan angiver i 1774, at "1769 var der, de Militaire undtagen, tillige med Koner og Børn, fra 8 Aar, 756 Siele og Familier i alt 150. Indbyggerne bestaaer af Geistlige: Af 1 Sogne-Præst, 1 Capellan, 1 Klokker, som tillige er Skoleholder, 1 Organist. Verdslige: 1 Byefoged, som tillige er Tolder og Byeskriver, en Controleur, 1 Færgemand, 1 Postmester, 1 Veyermester, 1 Raadstue-Betient, en Vægter. Borgerskaber er 100 Mand, deres Officerer iberegnet; deriblandt 7 Kiøbmænd, 6 Skippere, 6 Vertshuusmænd, 12 Daglønnere, af Haandverkere: 1 oriviligeret Farver, 2 Bagere, 2 Bødkere, 1 Dreyere, 3 Feldberedere, 1 Glarmester, 4 Hattemagere, 2 Handskemagere, 1 Kobbersmed, 2 Kleinsmede, 2 Muurmestere, 1 Rebslagere, 2 Smede, 3 Snedkere, 9 Vævere. Desuden er der indqvarteret 1 Esqvadron Dragoner med deres Heste." Om skibsfarten: "Ved Byens egne og Holsteenske fragtede Skibe gaaer Farten fornemmelig paa Dramen og de Østlige Pladser paa Norge, Bergen, Kiøbenhavn, Flensborg og Lybek." Som indførte varer nævnes "Trælast, Jern og Kalk fra Norge, Hør, Hamp, Isenkram fra Flensborg, Riga og Lybek, Vine, Specerier og Alen-Kram fra Kiøbenhavn." Som udførte varer nævnes "Alle slags Korn, i sær Malt, røget Flesk og Smør til Norge og Kiøbenhavn, ligeledes Dansk Korn-Brændeviin, Rebslager-Arbeyde, og nogle tusinde Alen i Byen fabriqvered Dynevaar baade til Norge og Kiøbenhavn; fra Flensborg tilføres med fremmede Skibe aarlig nogle Ladninger Tag- og Muur-Stene." Byen havde 5 fartøjer: en galliot, to galeaser og to jagter. "Byen har ingen sikker Havn, hvorudover de Skibe, som ligger der for at losse eller lade, maa i paakommende Storm, ofte med stor Fare vinde Anker, og søge Havn under den Jydske Vald, Fanøe, eller paa den Søndre Side af Byens Marker, under hvilke de tvende sidste af forbemeldte Skibe altid ligger i Vinter-Havn. Skib-Broen er formedelst Strømmen, og det nær ved Landet værende dybe Vand, ikkuns 41 Alen lang og 24 Alen bred, og lider ofte saa stor Skade af Strømmen og Driv-Iis, at de bevilgede Broe-Penge neppe kan strekke til dens Vedligeholdelse."

Assens

Assens havde i 1672 1.064 indbyggere og i 1769 1.139 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 7%. Byen lå centralt på det sydvestlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Assens formåede at hævde et vist opland på øens vestlige del, dog under pres fra Fåborg.

Byens næringsliv, skibsfart og handel beskrives 1777 således: "Skibshavnen har tilforn været meget bedre og ypperligere; men uagtet Tilstoppelse af Sand fra Søen er den dog temmelig god, da et Rif fra Næsset skyder sig langt ud i Havet, og giør, at Fartøier kan ligge i god Behold for alle Slags Vinde. For faa Aar siden er Skibsbroen udbygget og forlænget ved en aaben Træbroe, saa at Byens største Fartøier kan ligge og losse derved. Man udfører herfra en temmelig Mængde Korn, Æbler, Most, Miød og Fedevahre. Ved Byen falder skiønt Strandfiskerie." Om markeder hedder det: "Hestemarket holdes hver Onsdag i Fasten; Krammarket holdes den 27. Junii, saa og den 7. Oktober, ligeledes den 28, ejusd." Om møller og fabriksdrift: "Strax uden for Byen er anlagt to Korn- og Grynmøller, saa og en Stampemølle til Feldberederiet i en vandrig Bek, som har sit Udløb vesten for Byen i det lille Belt."

Assens ved Fyns sydlige vestkyst var søfartsby og overfartsby til Jylland. Pontoppidan angiver i 1774, at "Indvaanere ere 259, hvoraf 3 Fornemme, 5 Geistlige, 11 af Kongelige Betientere, 10 Kiøbmænd, 1 priviligered og 3 andre Vertshuuse, Haandverkere 103, Daglønnere 21 Familier. De, som have Borgerskab foruden Enker er 170; over tolv Aar findes der 820 à 830 Personer, foruden en Esqvadron Dragoner. Haandverkere ere 5 Bagere, 1 Barberer, 1 Bogbinder, 5 Bødkere, 2 Dreiere, Farver, 6 Feldberedere, 2 Giørtlere, 1 Glarmester, 1 Grovsmed, 1 Guldsmed, 7 Handskemagere, 2 Hattemagere, 1 Hiulmand, 1 Kobbersmed, 1 Kleinsmed, 2 Malere, 2 Peruqvemagere, 2 Rebslagere, 2 Sadelmagere, 18 Skomagere, 16 Skrædere, 4 Slagtere, 8 Snedkere, 2 Tømmermænd, 9 Vævere." Om skibsfarten: "Byens Skibe ere fem Couffardie, som ere 18 1/2 Læst, 6 1/2 Læst, 4 1/2 Læst, 3 Læst, en Jagt-Baad 1/2 Læst, nogle Baade paa 10 à 20 Tønder. Havnen er temmelig god, da et Rif fra Næsset skyder sig langt ud i Havet, og giør, at Fartøyer kan ligge i god Behold for alle slags Vinde. Skibs-Broen er for faa Aar siden udbygget, og forlænget ved en aaben Træ-Broe, saa at Byens største Fartøyer derved kan losse; Færge-Fartøyerne er to aabne Smakker til at transportere Hest og Vogn paa, desforuden en Post-Jagt og to store Baade." Udført blev korn og fedevarer, indført trælast, jern, salt og "andre grove Vahre".

Fåborg

Fåborg havde i 1672 841 indbyggere og i 1769 1.136 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 35%. Byen lå centralt på det sydsydvestlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Fåborg havde et ret betydeligt opland på øens sydlige del og endda mod nord ind i Assens oplandsområde.

Om byens handel og søfart oplyses 1777: "Byen har skiøn Søefart og Handel med dens egne Fartøier, ikke alleneste indenrigs med Kornvahre, Smør, Ost, Honning, Frugt og andre Landets egne Produkter, men ogsaa udenrigs have de havt deres egne Skibe og Stratsfahrere paa Middelhavet." Om byens havneforhold oplyses, at den ligger i "en meget frugtbar Egn, samt i en sumpig Viig eller Havbugt, som vel er noget breed og aaben for vestlige Vinde, men dog indesluttet ved de Øer, Avernakke, Lyøe og flere smaa Eilande, hvilke giøre Byens Havn brugelig baade for store og smaa Fartøier, især siden den nye Skibsbroe blev Aar 1723 forfærdiget; men siden er den Aar 1755 bleven forlænget med 36 Alen, og tillige forbedret med Fløie paa 21 Alens Længde." Om markeder siges, at "Hestemarket holdes hver Torsdag i Fasten. Men de aarlige Markeder holdes den 12. Junii, den 10. Septbr, og den 7. Novbr."

Fåborg ved Fyns sydkyst var en søfartsby. Pontoppidan angiver i 1774, at "Byen har fordum havt Borgemester og Raad, men nu alene en Borgemester, som tillige er Bye- og Herredsfiged i Salling-Herred, en Bye- og Herredskriver, af hvilke Byetinget holds om Onsdagen, 1 Tolder, 1 Controleur, 1 Postmester, som tillige er en habil Chirurgus og Accoucheur, 1 Veyer og Maaler, 1 Apotheker, 12 Kiøbmænd, 20 Skippere, 1 Bogbinder, 3 Bødkere, 2 Dreyer, 6 Feldberedere, 1 Glarmester, 1 Handskemager, 3 Hattemagere, 1 Kobbersmed, 1 Maler, 2 Møllere, 2 Peruqvemagere, 1 Sadelmager, 1 Giørtler, 12 Skoemagere, 10 Skrædere, 1 Slagter, 2 Smede, 3 Snedkere, 1 Væver. Borgernes Tal er 150 à 160. I hele Byen er der ongefær 15 à 1600 Siele. Af Geistlige er 1 Sogne-Præst, 1 Capellan og 1 Chors-Degn." "Havnen paa den Søndre Kant er indesluttet, og formeret af den liden Øe Biørn-Øe, saa og bedre i Syd-Vest af en Odde paa Fyen kaldet Dyreborg Odde. Vest Syd-Vest er Biernet Land eller Krog, som tilforn efter Sandemænds Gang har tilhørt Faaborg, men er nu i Hvedholms Eyeres Hænder, Nord-Vest og Norden for er Svanninge høye Bierge og Faaborg selv, som alt sammen formerer Havnen, men Sønden for Biernøe ligger Avernachøe, Munchøe, Kordhavn, Vesten, Lyøe ec. Byen har i alt smaa og store Fartøyer fra 1754 til 1764, hvis Tab er beregnet til 30000 Rdlr. Borgemester Jacobsen har 1723 ombygt og forbedret Skibs-Broen; siden har de Handlende i 1755 lagt sammen og forbedret Broen med 36 Alen, og siden med Fløye paa 21 Alen."

Kolding

Kolding havde i 1672 1.094 indbyggere og i 1769 1.510 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 38%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Kolding havde et vist opland i det sydøstligste Jylland, dog i konkurrence med Fredericia.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Er ved Byens Jorder Avling og Græsning i Landmaalingen til denne By saa saare lidet, at det udi alt er taxeret for 40 Td. 1 Sk. 2 Alb. 2d. Hk., som nøje dyrkes og er en af Byens bedste Herligheder. Derimod er Næringen særdeles fortrykt, paa den sønder Side lige ind til Colding Port af Haderslef, som baade for Consumption og Told er befriet og tilmed under Forpagtninger overalt i Amtet inddrager al Kroeriet til Haderslef By. Dernæst paa den øster Side fortrydes Colding af Fredericia Fæstning formedelst den er ogsaa ganske fri for Consumption, hvorover Bonden med sine Varer søger slige frie Stæder og posito der tilbage forsyner sig med sit behøvende fra Kiøbstaden 3) af Bønderne med forbiuden Brændevinsbrenden og Bryggen over alt paa Landet, som saa stærk drives, at ogsaa mangfoldig Bondebrændevin her til Byen afsættes, saa Colding By paa alle Sider er hart indklemt og afskaaren sin Næring og en stor Del af sin Velfærd.

Produkter er: Den berørte Avling som tildels er en maadelig Ophold og Næring for en stor Del Borgere og fattige Daglønnere. Strandfiskeriet af ferske Torsk, Sild, Aal, Makrel, Ørreder, Flynder og åndre Smaafiske, hver til sine Tider, er Aaret igennem en daglig Ophold og Spise i hver Mands Hus; men. den Næring have Strandhuse Fiskere allene, at de hver Dag i Colding sælge og afsætter alle deres Fiske og saaledes lever af Colding By allene. Usigelig Skade, at ikke den Strandhus-Fisker er bleven Colding af Begyndelsen indlemmet, som nu til Byens mærkelig Tiltagelse er vel for sildig og umulig at ske, da ellers lige saa vel i Colding som i Vejle kunde blive en hel Fiskegade til hans kongl, Majts. større Nytte og Byens Forbedring. Det som ellers her i Byen virkes og føres til Markedet og andre Steder, ere berede Skind, Handsker, Hatte, Skomagerarbeide, røde Potter, Limlæder, Kalkuld, Miød, Lærred og andet, som arbeides i Byen. Da beflitter Kiøbmændene sig paa at forsyne Byen til al Fornødenhed med alt, hvis Borgere, Bønder og andre behøver, og til den Ende vilde gierne hendte deres Varer fra første Haand, ligesom de nu hente deres største Del Hør og Hamp fra Riga, deres Jern, Tømmer, Lægter, Brædder, Tiære, Fiskevarer og Stenkul fra Norge. Item Furbrænde og Tiære fra Sverrig og Flensborg, Stoersalt, Stenkul, grøn Sæbe, Sukker og The fra Kiøbenhafn, Kramvarer, Specerier, Farvevarer, Malervarer, Vin, Smaasalt, hollandske Tobaksblade, Staal, Glas, Pundlæder, Isenkram og andre Smaakræmmervarer fra Lübeck, Holsten og de Flensborg Markeder, Fra Flensborg føres og, som der fabriqveres: Tagsten, Mursten, Søm, graa Papirer. Herfra udføres igien af Landets Frugter, Rug, Biug, Malt, Gryn, Skind, hiemvoxte Tobaksblade, Miød, Vox, Pennefædere, Hiortetakker og Svinebørster, hvilke sidste 4 Poster have tilforn gaaet mest til Holland, hvorfra er igien bekommet Sukker, The og Specerier. Fra Haandværkerne her i Byen udføres ogsaa under tiden Hatte, Lærrit, beredde Skind, Liimlæder, Kalkuld; item udfører Borgerne levende .Svin, men med Kiød, Flesk, Smør, Tallig og slig fæde Varer er her ingen Afsætning."

Om handel og skibsfart: "Hvad herfra til og fra Landstæderne ind- og udføres, bestaar derudi, at en god Del Humble paa Kahrer fra Holsteen indhentes, som udføres igien til hans Kgl. Majts. priviligerede Stæder og Undersaatter i Holsteen; ubereede Huder; dernæst indføres ogsaa her til Lands fra Holsteen adskillige smaa Partier Kornvarer og en stor Deel i Haderslef, Tundern og Lygom Closter Amter fabriqverede · Kniplinger, hvorimod tilbage udføris smaa Partier af Jydepotter, Strømper, bereede Skind, Gedebukke, Søm, Handsker, røget Aal, Helt og anden i Jydland falden tør Fisk. Saa udføres ogsaa her igiennem Toldstedet en stor Deel Øxen fra Jylland til Holsteen men desto værre ei saa mange som i forrige Aaringer, som uforgribelig til de tvende store saakaldede Klipløv og Handved Markeder i Holsteen saa meget mere uden Told ved utallige Practiqver og Medhielpere udpracticeres, hvilke Markeder kunne eragtes som skadelige, som de Holsteener derved tager imellem sig en ringe Pris i Steden, om disse Markeder var afskaffet, de da directe fra Jydland maatte lade hente deres behøvende Øxen og som fremmede, der ei vidste Toldsvigs Passager og Practiqver, fortolde dem, i den Sted, at Proprietairerne nu med Bekostning maa søge Klipløv Marked med deres Øxen for at sælge dem med Forliis. Heste er ogsaa tilforn udført meget mere end i disse Aaringer, da ganske faa findes til Fortolding. Hvad Varer her fra Stedet udføres, er nu saa vidt til Lands forklaret at bestaa fornemmelig i Øxen, Heste, Svin, Gedebukke, Huder, Skind, nandsker, Strømper, Fiske og Jydepotter, og til Vands i Rug, Malt, Byg, Miød, Korn, Brændevin, hiemgiort Lærret og Hatter til Norge. Til Kiøbenhavn nogen lidet Kornvahre, saa og Boghvede, Gryn og Rugmel, allehaande Fedevarer af Kiød, Flæsk, Ost, Tallig etc., dog ei i nogen Qvantitet; did henføres ogsaa herfra tydske Humbler, som fra Holsteen paa Kahrer er her indført og fortoldet; dernæst hiemgiort Lærret og andet Tøj m.v. Til Riga føres alene til Baglast enten Mursten eller norske Fiske, til Lybeck og Flensborg undertiden ubered Kalvskind, Liimlæder, Kalkuld og deslige. Det, som her til Byen fornemmelig indføres, bestaar i Fiskevahre, item Tømmer, Brædder, Lægter, Jærnstænger, Jærnkakkelovne, Tiære, Slibestene og Stenkul fra Norge, fra Kiøbenhavn noget spansk Salt, Stenkul, The, Sukker, Sirup, Vin og Oliesæbe, fra Riga Hør og Hamp, fra Liibeck og Flensborg allehaande Specerier, Vine, lidet Kramvarer og andre allehaande smaa Kiøhmandsgods, saa og Hvede fra Lolland og Kalk fra Gulland og Sønderborg. Til Lands indføres, som meldt er, Humle, Kramvarer og Kniplinger."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Byen har god Næring, deels af Reisende, som komme derigiennem frem og tilbage, deels og af dem, som drive igiennem Byen med Kreature, og passerer Toldstedet ud af Holsteen; thi Koldingaae og den over samme Aae anlagte Broe, kaldet Koldingbroe eller Toldskielbroen, er Toldskiellet imellem Nørrejylland og Hertugdommet Slesvig, hvor ingen Heste, Staldøxen eller Sviin maa passere over samme Broe, førend den kongelige Told først er erlagt deraf i Kolding. Byens Skibe seile og handle paa Øster- og Nordsøen. Havnen til Kolding er en Arm af Østersøen eller Beltet, som løber ind fra Middelfartsund og ind til Byen, hvor Koldingaae møder og løber derudi. Denne Havn er lige fra Koldingbroe, og en god Fierdingvei ud i Søen, nu forstoppet af Sand, som Søen aarlig skyller ind, saa at alle Kiøbmandsvahre maae føres paa Baade og Pramme til og fra Skibene. Man har tilforn havt Perlefangst ved Kolding i Kong Kristian den Fierdes Tid. I Byen er et Hestedækkenfabrik. Af fersk Fisk faaes her ved Byen altid skiøn Overflødighed, deels i den ferske Søe, som gaaer langs om Slottet, deels i Koldingfiord, hvor Torsk, Sild, Makrel, Flyndre, Aal etc. falder, deels og i Koldingaae, hvor Ørreder fanges; og tilhører samme Ørredfangst allene Fiskerne i Strandhusene, imod en aarlig Afgift deraf til Kongen." Om markeder: "Torvedag holdes ugentlig hver Torsdag. Ni aarlige Markeder holdes her, nemlig Tirsdagen for Fastelavnssøndag med Kramvahre, Haandværksfolksarbeide, samt Heste og alle Slags Kreature, som holdes Ugen igiennem, og siden hver Torsdag i Fasten med Heste og Qvæg; den 18. Martii Heste- og Qvægmarked i fire Dage; næste Torsdag efter Paaske med Kramvahre; ligeledes Krammarked den 1. Maji, og den 27. Maji med Qvæg i to Dage; Torsdagen efter Pintsedag med Qvæg og Kramvahre i tre Dage; Fredagen for St. Olsdag med Qvæg og Kram i fire Dage; næste Onsdag efter Mortensdag Fæmarked i tre Dage."

Ifølge Pontoppidan havde Kolding i 1769 følgende håndværkere: 5 bagere, 1 bogbinder, 3 bødkere, 2 drejere, 3 feldberedere, 2 glarmestre, 3 grovsmede, 2 guldsmede, 3 handskemagere, 4 hattemagere, 1 kandestøber, 2 kleinsmede, 2 knapmagere, 2 kobbersmede, 2 malere, 6 murermestre, 2 parykmagere, 4 rebslagere, 4 sadelmagere, 9 skomagere, 7 skræddere, 3 slagtere, 5 snedkere, 1 tobaksspinder, 1 urmager og 3 vævere.

Fredericia

Fredericia havde i 1672 1.591 indbyggere og i 1769 2.813 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 77%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Fredericia havde et betydeligt opland i det sydøstligste Jylland, dog i konkurrence med Kolding.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Fredericias Handel og Negocie (som nu er overalt ganske slet), bestaar udi nogle faa Fartøjer, som enten gaa paa Norge med lidet Korn af alle Slag eller til Kiøbenhafn, Lybech og Flensborg om de her behøvendes Varer, Fisk, Jærn, Tømmer, Tiære, Hør, Hamp og deslige, eller fra andre Steder, som dennem befragter. Men som Handelen ikkun er ringe, formedelst Staden saaledes afsides er beliggende og ej haver mere Næring af Landmanden end 2 á 3 Sognes Indvaanere og Bebyggere, (som dog mere søger Kolding, hvor deres næste Øvrighed er med Amtstuen og Regiments skriverstuen, end her til Byen) saa ere Fartøjerne ikkun faa formedelst den ubekvemme Havn, siden de dog enten i Gudsefiord eller andre Steder imod Vinteren og, naar de ikke sejler, maa henføre dennem, om de ellers vil vente dennem oonserveret, hvilket meget incommendere den farende og forvolder fornemmelig Skibsfartens befindende Slethed. Den her brugelige Haandtering og Næring, Kiøbmandskabet, Haandværkerne og anden borgerlig Næring, Høkeri, Øl- og Brændevinsskænken, præjudiceres en stor Del saa vel ved den her liggende Garnison som andre af Militaire aftakkede og sig her opholdende. (b) Thi formedelst Artilleriet nu udi saa m.ange Aar her har ligget, har en Del af dennem ej alleneste kiøbt sig egne 'Huse (og dog trækker deres maanedlige Qvarterpenge af Borgerskabet), mens endog bruger allehaande borgerlige Næring, ligesom de virkelig var Borgere og havde borgelig Rettighed. Andre af Borgerskabet, og særdeles den reformerte Colonie, nærer sig mesten med Agerdyrkelse og Tobaksplantage."

Byens næringsvilkår i 1777 beskrives således: "Staden ligger meget fordeelagtig til Handel; men da Staden ingen Havn har, saa har Kiøbmændene ingen Skibe, ei heller boe her nogen Skippere; men de som fare herfra og hertil ere fra Kiøbenhavn, Kolding og Middelfart. Aarlig passere her forbi omtrent 600 Skibe, som alle maae betale Strømtold; men som Rheden er alt for aaben og usikker, formedelst de stærke Strømme, maae de store Skibe kaste Anker under Fyhns Side ved Stribsbugt, og de mindre ligge i Erritzøebugt. Stadens beste Næring er Agerdyrkning og Tobaksplantning af de Reformeerte; thi Staden har tilkiøbt sig Aar 1765 paa, Auktionen over det kongelige Ryttergods de forhen værende Rytterkobler, saa at Staden eier nu den hele Odde fra Strand til Strand." Om markeder: "Torvedag holdes hver Torsdag; og de aarlige Markeder holdes den 23. Januarii med Kramvahre og Heste; den 19. Martii og 26. Junii med Kram og andre Vahre; den 3. September ligesaa; den 24. Oktober med samme Vahre." Om byens møller og fabriksdrift: "I Staden er et stort Sæbeværk eller Sæbesyderie; en skiøn Oliemølle, til at slaae Rapsæd, bygt paa hollandsk Maade; en Tøimagerfabrik; en Klædefabrik. Udi Staden er tre Veirmøller til Meel, og fire Hestemøller til Malt og Gryn. Borgerne have daglig Mængde af Søefisk efter Aarets Tid, nemlig Torsk, Sild, Makrel, Flyndre, Hvillinger, Hornfisk; men i Særdeleshed falder her de fedeste og beste Aal, hvilket Aalfiskerie paa Stadens Fortog ved 12 Aaleruser bortfæstes af Magistraten; af Taulovsøe faaes Giedder, Aborrer og Brasen."

Ifølge Pontoppidan havde Fredericia i 1769 følgende håndværkere: 6 bagere, 1 barometmager, 4 bødkere, 1 drejer, 1 feldbereder, 1 gartner, 1 gipser, 2 glarmestre, 2 guldsmede, 2 gørtlere, 1 handskemager, 3 hattemagere, 3 hjulmænd, 2 kandestøbere, 1 klædevæver, 1 knapmager, 1 kobbersmed, 2 malere, 6 møllere, 6 murermestre, 1 nålemager, 2 parykmagere, 2 pitzierstikkere, 1 rebslager, 2 skærslippere, 1 sadelmager, 14 skomagere, 11 skræddere, 7 slagtere, 7 smede begge slags (grovsmede og kleinsmede), 6 snedkere, 3 tobaksspindere, 1 tøjmager, 4 tømrere, 2 urmagere og 5 vævere.

Vejle

Vejle havde i 1672 712 indbyggere og i 1769 957 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 34%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Vejle hævdede et vist opland omkring Vejle Fjord.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Denne liden og ringe Bys Handel og Handtering, Næring og Brug bestaar ej udi andet end en liden Handling for Bonden, Landmanden og Byens Indvaanere, som drives af nogle faa af Byens Borgere og Indvaanere, som videre her efter ved en apparte Liste skal blive omstændelige forklaret ved Navn, enhvers Handtering og Brug, en Del andre liden og ringe Husnæring af Øl- og Brændevinssalg til dessens Brug. De tilforhandler sig Korn af Bonden og Landmanden paa de Tider, han paa Aaret noget har at miste, ligesom enhver kan bringe Skillingen til Veje. Nogle faa Hvedebrødbagere, som lader deres Hvede her til Byen fra Laalland med derfra hiemhørende Fartøjer een Gang om Aaret hidbringe, saa meget som de til Forbrug og Afsætning nødig kan eragte. En Del Avismænd og Vognmænd, for hvem som for hver Mand her i Byen, som Avling driver, Avlingen falder meget besværlig fremfor andre Steder formedelst de store Banker, lang og ond Vej, som her for Byen findes til dessens Dyrkelse, saa ingen Mand noget derved kan vente sig at fortiene undtagen de, som selv kan følge den idelig og alle Tider. Den øvrige og største Del er Haandværksmænd saasom Skomagere, Skrædere, Smede, Handskemagere, Feldberedere, Sadelmagere, Hattemagere, Slagtere og Rokkedrejere med flere. En Del Fiskere som nærer sig af Byens Fiskeri, hvoraf de forhen nogle Aar til Byen aarlig har givet og svaret 10 Rixdaler, som af de gamle Kæmnerregnskaber kan beviees, mens nu i nogle Aar ganske intet, som videre den herved forfattede Mandtal skal give Forklaring om. Haandværksfolkene, hvor af den største og meste Del ej noget synderlig er ejende, kan snart ikke udrede de Skatter aarlig, som de er ansatte for udi Byens ordinaire aarlige Paalæg til Broernes Vedligeholdelse, lndqvarteringen og andre til Byen nødvendig paakommende Udgifter, som og falder denne By hel tungt og besværligt formedelst adskillige Herligheder, Byen er frakommen." "Denne By ligger ganske indkneben imellem Fredericia, Colding og Horsens, saa dens Handel og Vandel bestaar ej alene i mere end, hvis Borgerne og Indvaanerne selv indbyrdes med hinanden kan handle, undtagen de paa tvende Mile Vejs omkring liggende Bønder og Landsbyer, som dog ej handle mere eller andet end, hvis der højnødvendig til deres Avlings Fortsættelse kan behøves, som bestaar allene af Jern, Salt, Tobak, Hør, Hamp, Blaar og Tiere og undertiden liden Specerie, Fisk og Tobakspiber til deres Verskaber, mens af Øl og Brændevin til samme tages ganske og aldeles intet af hos nogen Borgermand her i Byen nu mere end nogensinde tilforn, ihvorvel hans kongl. Mai^t, allernaadigst haver befalet saadant i Købstæderne at tage, mens alt saadant uagtet brænder og brygger de selv endnu ligesom tilforn baade til deres Verskaber og anden deres Fornødenhed, ligesom de selv lyster. ..I lige Maader findes det og med Landprang, idet en og anden omløber Landsbyerne med Tobak og anden Smaakram og igien opkiøber alle Slags Skind og andet, hvis de tienlig til deres Fordel kan eragte, foruden og en og anden, som sidder beboende paa Landet i Huse, som sælger baade Salt, Jærn og Tiere, Tobak og mere, hvilket foraarsager denne liden By stor Præjudice og Afgang udi deres liden Handel og andre i deres Handværks Fortsættelse, ligeledes uagtet hans kgl. Mai^tts allernaadigste udgangne Forordninger og Befalinger." Om skibsfarten: "Her for Byen er ikke een eneste Skibberum undtagen Johan Lindemand, som nu paa et Par Aars Tid har været ½ Part udi en Galioth ejende, som hiemmehører i Flensborg, paa 13 Læsters Drægtighed. Samme har for Byens lndvaanere afvigte Aar her fra Byen giort nogle Rejser paa Norge med Kornvarer, hvorved de efter Udsigende skal have haft stor Forlis, og hiembragt igien her til Byen noget smaat Tømmerlast og Jærn, een Reise til Lybeck og Flensborg og fra ethvert Sted hiembragt nogle Varer for enhver af dem til Forhandling, ligesom enhver nødig til Afsætning kunde behøve Bonden og Landmanden tienlig at være, mens udi indeværende Aar til Dato har den faret paa Norge alene for bem^te Johan Lindemand selv og ingen anden. Ellers naar andre Byens lndvaanere, som handler noget, maatte behøve hiemfragtet eller bortfragtet, maa de enten fragte smaa Jagter fra Fridericia (som mestendel er sket) fra Horsens eller og en liden Jagt fra Tirsbech, som Juncher Niels Linde er tilhørende. Hvor store de ere, vides ikke. Farten, hvor saadanne gaar, er allene paa Norge, som meldt er, Lybeck og Flensborg, og undertiden paa Kiøbenhafn, hvorhen velbem^te Juncker Lindes Jagt nu allerede er paa Rejsen, mens ikke af Byens Indvaanere befragtet, mens ellers nok med ham hiem bestilt noget Salt, Sukker med videre. Befragtningen bestaar ellers ej i andet herfra til Lybech og Flensborg end i baglasted Skibe med Sten de fleste Gange, undtagen det en Gang kan hænde sig, at man kunde finde sin Regning med lidet Korn af Rug og Havre, som dog ikkuns er ganske sielden. Det er ellers enhver her i Byen saavel og mange udenbys boende saavel af Skippere som andre vitterligt og bekiendt, hvorledes og hvor slet Indseglingen og Farten her til Byen er og befindes. De faa og smaa Fartøjer, som her i Fiorden maatte indhomme, kan endeligen komme ind til Byen paa ½ Mil nær, mens en ganske slet Losse-, og Ladeplads formedelst Grunde og manglende Vand i Reveren eller en liden Rinde at kalde, her ind til Byen, saa det undertiden, ja paa de meste Tider om Sommeren er ikke engang knap saa meget Vand, at Skibsfolkene eller Fiskerne kan gaa ind eller ud med deres ledig Baade, og naar det endelig er paa sit højeste, kan Fiskerbaadene, som vi her bruger til Ind- og Udførsel paa en 6 Tønders Størrelse med Nap og Nød fare ind og ud; dog maa de nøje passe Vandets Tid, naar det tiltager, som tit kan hænde sig man maa opbie 2 å 3 Dage, dessen Aarsag er mangen en Søfarende, som sig befrygter at komme herind, undtagen de, som just desto bedre er bekiendt, hvilket og forvolder og foraarsager Byen ikke en liden mens en stor Afgang udi sin Handel og Vandel."

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Igiennem denne Bye falder daglig en stærk Passage til hele Jylland, hvorudover her maae holdes et stort Vognmandslaug. Byen ligger meget fordeelagtig til Kiøbmandshandel, formedelst den store Veilefiord, som gaaer ind fra Beltet over tre Mile til Byen, og er saa dyb, at den kan tage de største dybstikkende Skibe indtil paa halvanden Fierdingvei nær Byen, hvor Skibene maae ankre, og ved Baade eller Pramme udlosse og indtage Ladning; thi næmere op til Byen kan de ei flyde, fordi Fiorden idelig tilstoppes af indskyllende Sand fra Havet. Byens Fartøier ligge i Vinterhavn ved Tirsbek, en halv Miil fra Byen. Kiøbmændenes Handel er meest paa Norge med Korn- og Fedevahre. Byen er et let og got Levested, hvortil hielper det rige Fiskerie i Veilefiord og Aaerne, da her fanges Lax, store Ørreder, Torsk, Sild, Flyndre, Makrel, Giedder, Aborrer, Kræbs, Krabber, Reger, etc.." Om markeder: "Torvedag holdes i Byen hver Onsdag; og Marked holdes den 22. April med Heste og Qvæg i to Dage, samt den 2. Maji; den 12. Junii med Kramvahre i to Dage; den 26. September med Heste og Qvæg i to Dage; den 30. Oktober med Kram og andre Vahre i to Dage." Om møller og fabriksforhold: "Veilemølle har to Qværne, har 21 Tdr. 2 Skpr. Hartkorn Mølleskyld, og 2 Tdr. 1 Skp. Skyld for Fiskerie og Ørredfangst; Mølleaaen har sit Udspring af Faarupsøe."

Ifølge Pontoppidan havde Vejle i 1769 af håndværkere 3 bagere, 3 feldberedere, 1 glarmester, 2 gørtlere, 1 hattemager, 1 kobbersmed, 4 murermestre, 1 parykmager, 2 pottemagere, 2 sadelmagere, 3 snedkere, 1 teglbrænder og 3 tømrere.

Horsens

Horsens havde i 1672 1.516 indbyggere og i 1769 2.738 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 81%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Horsens havde et betydeligt opland, dog i konkurrence med Århus i Hads herred.

Byens næringsforhold beskrives 1735 således: "Denne liden by, som ikkun er eet sogn, dens handel og negoce og næring består udi, at de negocerende handler med nogle kornvarer, som udgår imellem rigerne, tømmerlæste, en ringe kramhandel af klæde, stoffer, cartun, lærred og specerier, isenkram, hør, hamp, fiskevarer og andet den grove handel henhørende, håndværker adskillige slags, som herefter specificeres, skibsfart og de, som holder øl og brændevinssalg samt hør og blålærreds-arbejde." Om skibsfarten: "Ind- og udgående vare føres af byens egne tilhørende skibberrum, undtagen det kan forfalde, der fragtes et eller andet af Flensborg, Sønderborgog Haderslef, og er farten herfra alene imellem rigerne og på Flensborg til og fra med korn og fedevarer, tømmerlast, sten og kalk; den udenrigshandel med fremmede varer afhentes fra Lybæk og Flensborg undtagen salt, vin, sæbe og nogle vine, som føres fra Københafn. Skibberrummene er her til byen nemlig 4 kreierter fra 19 til 6½ læster, 4 skuder drægtig fra 16 til 9 læster, 5 galioter drægtig fra 13 til 7 læster, 11 jagter fra 10 til 3 læster, som er tilsammen 24 stk. og deres fart som ovenmeldes."

Byens næringsforhold beskrives 1777 således: "Byen ligger vel i den allerbeste og frugtbareste Egn, og er til Skibsfart og Søehandling overmaade beqvem af Naturen, da Seiladsen herfra falder beleilig paa Østersøen, Nordsøen og Vesterhavet, eftersom den Viig, som fra Kattegat skyder sig ind imellem Hadsherred og Biergeherred, deler sig i to Arme, som kaldes Horsensfiord og Steensballesund; men Havnen, som skulle befordre Seiladsen, falder temmelig kostbar at vedligeholde for Byen, da den Aar efter Aar saaledes tilstoppes, at intet Fartøi over 8 Læster kan: enten lade eller losse deri. Om Vinteren kan Byens smaa Fartøier dog ligge i Vinterlag her. Havnens Bolværk beskadiges ofte om Vinteren af Driviis, hvilket hindrer, at Fartøierne ei kan komme ud af Havnen saa tidlig i Søen om Foraaret, som fra andre Søestæder. Aaen, som danner Havnen, er med Bolværk indpælet, og er næsten dobbelt saa lang som Byen rækker. Det yderste af Havnen kaldes Ladebroehoved, eller (som den jydske Udtale er) Laberhoved. Nu maae store sværladte Skibe, og Fartøier over 10 Læster, ligge langt ude paa Fiorden, ligesom de stikke dybt til, og der udlosse eller lade med Pramme deres Ladninger og Vahre, fordi Havnen har ei dybt Vand nok til at flyde ind. Men formedelst slet Ankergrund staae Skibene Fare for ved Storm og høie Vande at drive saa langt ind paa Grund, at de ikke uden ved høie Vande kunde komme ud igien. Slige store Skibe maae overvintre i Stensballesund, som er en Fierdingvei fra Horsens, og er dens Vinterhavn. Den Huk af Fiorden, som fra Ladebroehoved strækker sig til den anden Ende af Byen, kaldes Flasken, og med lave Vande er næsten tør. Til Havnens Forbedring og Opmuddring bruges en Mudderpram. Paa den østre Side af Byens Mark, hvor den skilles fra Stensballe, Nebel og Hanstedmarker, skyder Fiorden ud med en Viig, kaldet Nørstrand. Indløbet til samme Viig kaldes Stensballesund, og tiener til Vinterhavn for Kiøbmændenes største Skibe, hvor de ligge mere sikre for Isen, naar den om Foraaret brækker løs og driver, end i Aaen. De Vahre, som Kiøbmændene udskibe, ere Korn, Fedevahre, Hør- og, Blaarlærreder, Dynevaar, Dreil, Vadmel, hiemmegiort Tøi, Huder, Skind, Pelze, Miød, Liim, Vox, Tælle, sorte Leergryder, Flesk, Smør, etc." Om markeder: "Marked holdes den 27. Junii, saa og den 8. Oktober med Kram, Heste og Qvæg."

Ifølge Pontoppidan havde Horsens i 1769 af håndværkere 19 skomagere, 12 skræddere, 13 smede, 10 snedkere, 5 hattemagere, 4 sadelmagere, 6 feldberedere, 10 handskemagere, 4 rokkedrejere, 1 knapmager, 3 gørtlere, 3 parykmagere, 5 pottemagere, 4 malere, 1 billedhugger, 1 stolemager, 1 urmager, 4 guldsmede, 1 kandestøber, 4 murermestre, 3 kobbersmede, 2 tømrere, 3 bødkere, 7 vævere, 1 glarmestre, 2 hjulmænd, 1 nålemager, 2 rebslagere.

Skanderborg

Skanderborg havde i 1769 566 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder. Byen skyldte slottet sin opkomst men lå centralt. Desværre mangler oplysninger om kornhandelen i 1762 for de omgivende sogne men forholdene tyder på, at Skanderborg havde et mindre opland.

Byens næringsvilkår beskrives 1735 således: "Vahre paa hvilket alt sammen dog er ickun gandske ringe afsedt, formedelst vedkommende, som dermed handler, skal giøre betaalning paa Vognleie til disses Hidbringelse enten fra Aarhuus, Horsens eller andre Kiøbstæder og derfore icke kand give saa got Kiøb som de der boer i Søestederne og efterdi Land Manden her omkring ei heller kand afsette sine Vahre her i byen, men udfører dem endten til Aarhuus eller Horsens, kiøber hand sig der igien det, som hand til huusholdningen haver forneden, heldst da han og kand faae det for ringere priis der end her og alt saa kand handelen og negotien her i byen icke regnes for noget. Dend øvrige handtering og næring er ei heller uden gandske slet, thi dend største part af Indbyggerne bestaar allenieste af handverker Folck og dem der holder Øll og Brendeviins Sal, hvor af de dog kummerlig lever heldst da snart ingen fremmede Folck kommer her til Byen, uden naar her endten holdes Sessioner eller andre Samlinger, da Indbygerne paa saadanne tiider haver dend beste næring, men paa de øvrige tiider om aaret fast ingen, uden hvis de kand have af dem, som tiid efter anden kand have noget at forrætte endten hos amtmanden eller ved amtstuen."

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Skanderborg, en liden, men smuk bebygt Landkiøbstæd, som driver Landhandel og lidt Agerbrug, men ingen Skibsfart: thi Havet ligger to Mile derfra." Om markeder: "Hver Tirsdag holdes Torvedag; desuden et aarligt Marked i to Dage næste Torsdag og Fredag efter Paaske." Om møller og fabriksdrift: "Udi Byen er en Strømpefabrik anlagt."

Ifølge Pontoppidan havde Skanderborg i 1769 af håndværkere 55.

Århus

Århus havde i 1672 3.474 indbyggere og var dermed kongerigets fjerdestørste provinsby og i 1769 3.837 indbyggere og dermed kongerigets trediestørste provinsby, hvorfor den hørte til landsdelscentrene, med en fremgang på omkring 10%. Byen lå centralt i det østlige Jylland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Århus kunne hævde et betydeligt opland i det østligste Jylland strækkende sig fra Hads herred i syd (i konkurrence med Horsens) til Randers Fjord i nord og dele af det sydlige Djursland.

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Vel har Byen havt i forrige Tider en betydelig udenlandsk Handel og Negotie paa Spanien, Lissabon, Frankerige, Engeland og Holland; dog har den endnu en smuk Handel paa Amsterdam og Lybek, og især paa østersøiske Steder, men meest paa Norge og Kiøbenhavn, og imellem Provinzerne og Smaalandene sønder paa. Thi da Byen har en skiøn og beqvem Havn, og mange gode Skibe af Krejerter, Hukkerter, Galliother og Jagter, saa handle Kiøbmændene med Landets Produkter, som de kiøbe af Proprietairer, Præster og Bønder i omliggende Egn, af Rug, Byg, Havre, Erter, Boghvedegryn, Fedevahre, Flesk, Smør, Ost, samt Hornqvæg, som indkiøbes deels til Holland, deels til Slagterne i Kiøbenhavn, og udskibe disse Korn- og Fedevahre igien til Norge, hvorfra hiembringes med Byens egne Fartøier Jern, Kakelovne, Tørfisk, Tran, Sild, Tømmer, Bræder, etc. En Deel af Indvaanerne leve ogsaa af Agerdyrkning, Maltgiøren, Ølbrygning og borgerlige Haandværker, saavelsom Nogle ved den idelige ugentlige Transport med de saa kaldede Smakker." Om havnen: "Byens Havn er nu meget sikker og beqvem, beliggende ved Mundingen af den igiennem Byen ud til Havet løbende Aae, og af den Aarsag kaldes samme Havn med det almindelige Navn, Mindet. Fra. Mindebroen, som gaaer over samme Aae.. og ud efter i Havet, regnes Byens Kanal eller Havn, og bestaaer af to Arme, hvilke vedligeholdes med dobbelte Bolværker ind ad til Havnen; men fra den faste Landgrund af er Armene udbygte i Havet med Steenkar og Bolværker paa begge Sider, saa og for Enderne, af hvilke den ene Ende kaldes det nordre Mindehoved, og den anden Ende kaldes det søndre Mindehoved. Det nordre Mindehoved er længst udbygt, og er Aar 1761 sat i ypperlig Stand, hvor, alle Fægesmakkerne kan ligge ved laveste Vande af otte Fods Dyb at skibe, uden at komme ind i Havnen, til de Reisendes Befordring. Det søndre Mindehoved er ei saa langt udbygt i Havet. En Deel af samme Side er bebygt, og Beboerne vedligeholde Bolværkerne indtil Havnens Kiølhalingsplads, fra hvilket Steds Begyndelse indtil Enden af det søndre Mindehoved Bolværkerne vedligeholdes af Havnens Kassa, som aarlig indsamler 800 Rdlr. af Bolværks- og Kanalpenge, hvilke betales af hvert Fartøi efter deres Lasters Drægtighed, efter det kongelige Reskript af 9. Junii Aar 1745. Denne Havn er i sit Indløb 18 Alne breed, men længere op ad meget bredere. Dens Vedligeholdelse skeer af en Havnedirektion." Om markeder: "Foruden den ugentlige Torvedag, som holdes hver Løverdag, holdes her aarlig tre Markeder, nemlig St. Olsmarked den 29. Julii, og varer i 14 Dage med alle Slags Kram- og Haandværksfolksvahre; det andet, kaldet St. Pedersmarked, holdes den 15. Febr.; og det tredie, kaldet Hvidrasesmarked, holdes den 19. Oktober." Om møller og fabriksdrift: "Udi den vestre Ende af Byen ligger Aarhuusmølle, som i ældgamle Tider har tilhørt Kongen og Kronen, og Aar 1293 kaldtes Kongens Mølle i Aarhuus, men er i Kong Friderik den Tredies Tid bortsolgt til privat Eiendom; den er en meget smuk Bygning, staaer for Mølleskyld af Vandmaleværket 31 Tdr. 7 Skpr.; dens Beboere hører til vor Fruekirke i Aarhuus; dog henhører ikke Møllen under Byens Jurisdiktion, men under Haslevherredsting; strax ved samme Mølle er Aar 1755 opført en anseelig stor Veirmølle med Sigteværk. Her i Byen er Aar 1763 anlagt et Spinderie af Ulden- og Linnedgarn, hvortil er indrettet et Arbeidshuus. Udi Aarhuus har i fordum Tid været et Myntested, hvor baade i Kong Svend Æstridsens Tid ere myntede Sølvbrakteater, saa og i Kong Kristian den Tredies Tid slaget Sølvmynt Aar 1535 og 1536; ligeledes har ogsaa i Aarhuus været et Bogtrykkerie, anlagt mod Slutningen af det, femtende Aarhundrede, hvor der baade før og efter Reformationen ere trykte adskillige Bøger."

Ifølge Pontoppidan havde Århus i 1764 følgende håndværkere: 10 bagere, 1 billedhugger, 5 bødkere, 1 blikkenslager, 1 blytækker, 2 brolæggere, 5 drejere, 4 feldberedere, 7 guldsmede, 2 garvere, 2 gørtlere, 3 glarmestre, 3 grovsmede, 13 handskemagere, 4 hattemagere, 2 hjulmænd, 2 kandestøbere, 2 kleinsmede, 2 knapmagere, 2 kobbersmede, 4 malere, 4 murermestre, 1 nålemager, 6 parykmagere, 3 pottemagere, 3 rebslagere, 3 sadelmagere, 16 skomagere, 1 skorstensfejer, 14 skræddere, 2 slagtere, 7 snedkere, 1 stolemager, 2 sejlmagere, 1 tobaksspinder, 3 tømrere, 2 urmagere og 2 vævere.

Ebeltoft

Ebeltoft havde i 1672 817 indbyggere og i 1769 563 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 31%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Ebeltoft kunne hævde et betydeligt opland på det sydøstligste Djursland, dog i konkurrence med Århus.

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Æbeltoft, en Søekiøbstæd, beliggende ved en stor Fiord eller Viig, som kaldes efter Byens Navn Æbeltoftviig. Selvsamme Viig løber fra Kattegat lige fra Forbierget Helgenæs stive halvanden Miil ind i Landet, og er meget beqvem for maadelige store Skibe, som her finde en god og sikker Havn at ligge trygt i for paakommende ont Veir. Denne Æbeltoftviig dannes af Naturen paa den Østlige Side af Ælsegaardsmark og Landets lange udløbende Udstrækning, kaldet Øerne, som rækker en god Miil fra Æbeltoft i Sydost ud ad Havet, og paa den vestlige Side dannes Fiorden af Helgenæsland og Sogn. Bemeldte, Viig er ved Indløbet fra Havet en god halv Miil breed, men den bliver inden til alt rummere og rummere, især paa den østlige Side over til Æbeltoft, hvor den giør en Bugt, kaldet Pilken. Yderst ved Odden af Indløbet gaaer imod Vesten en Sandrevle et temmeligt langt Stykke ud i Vigen, som Søefarende ved deres Indseiling have vel at vogte sig for, at ikke løbe paa." "Byens Kiøbmænd har en kiøn Handel og Seilads med deres egne Fartøier paa Kiøbenhavn, Norge, Dantzig og Lybek. De udføre Landets Produkter fra Molsherred af Ruug, Byg, Malt, Gryn, Erter, Fedevahre, noget Favneveed, Lærreder, Meel, etc. Nu har Byen en god Skibsbroe, anlagt og ført langt ud i Vigen, hvor Skibene kan legge til, samt losse og lade magelig; og inden for samme Broe kan de ligge sikre for Storm og Bølgernes Magt, ja og ligge i got Vinterlag om Vinteren. Denne Havn er saa god, at en liden Flode af nogle Krigsfregatter har i Orlogstider ofte ligget her i Vigen, til Skyts for det aabne Land, saa og for at konvoyere de Handlende i Søen fra fiendtlig Overlast." Om markeder: "Markeder holdes her aarlig tre gange, nemlig den 14. Januarii med Haandværksfolksarbeide; den 3. Julii med Kramvahre; ligesaa den 8. Oktober."

Ifølge Pontoppidan havde Ebeltoft i 1764 40 håndværkere.

Grenå

Grenå havde i 1672 453 indbyggere og i 1769 704 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 55%. Byen lå centralt på det østlige Djursland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Grenå havde et betydeligt opland på det østligste Djursland.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Grenaae Byes Ringe Næring, heller handel opstaar udj at Kiöbe lidet Korn og fafne Ved, Selges igien til Bunden, Hör, hamp, humle, tiære, Jern, Salt og Tabach, samt videre, Som föris fra Norge, og Kiöbenhafn." Om skibsfarten: "Greenaae som liger paa den öster side ungefær mit udj Jÿdland ved söekanten, udskiber hvis Lidet Korn, og Fedevare Indbyggerne formaar at Kiöbe, til Norge og Kiöbenhavn, med Egne skibberammer, til Bÿen er udj alt nu 17 Smaae Fartöÿer, det störste Dregtig 27 Læster, som ligger her i Greenaae aae, og haver tagit same stæd siden in November 1734. Har i dette aar icke kundet udkome formedelst denne Bÿes Ruinerede hafns skyld, og ere de andre Fartöÿer paa 26, 22, 13, 12½, 9, 9, 7, 4, 3½, 1 og et paa ½ læster, Stædets Situation er saaledes at Enn med de beste Skibs Hafne under Jÿdland, iche alleene for Bÿens Egne, Men og fremede skibbe kunde indrettis, om hans Kongl. Maÿtt. allernaadigst fant behag at Lade giöre bekostning, hvilche de faae og Ringe formuende Borgere nÿ formaar, det her udskibes er mest Ruug, Weed-, Bohvedegrÿn, Fafne brende og Lidet Fæde varer til Kiöbenhafn, Samt lidet Korn til Norge og igien til Bage föres de varer som paa Bemeldte stæd og Rige falder."

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Fra Byen udskiber Kiøbmændene Brænde, Ruug, Meel, Byg, Boghvedegryn, Malt og Fedevahre. Byens Søefart gaaer meest paa Kiøbenhavn og Norge. Indvaanerne have Avling, Græsning og Tørveskiær." Om markeder: "Marked holdes den 10. Januarii med Kramvahre; den 24. Julii med Haandværksfolksvahre; saa og den 19. September med Heste, Qvæg og Kram."

Ifølge Pontoppidan havde Grenå i 1764 følgende håndværkere: 3 bagere, 1 barberer, 1 bogbinder, 2 bødkere, 2 drejere, 3 feldberedere, 2 grovsmede, 1 guldsmed, 1 handskemager, 2 hattemagere, 1 kobbersmed, 1 kleinsmed, 2 møllere, 1 parykmager, 1 sadelmager, 8 skomagere, 5 skræddere, 2 slagtere, 4 snedkere, 2 tømrere, 1 urmager, 2 vævere.

Randers

Randers havde i 1672 2.036 indbyggere og i 1769 2.901 indbyggere, hvorfor den hørte til de største egnscentre, med en fremgang på omkring 42%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Kolding havde et betydeligt opland i det østligste Jylland strækkende sig fra dele af Djursland mod øst til Viborg i vest, dog i konkurrence med Viborg, Århus, Grenå og Hobro.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Bestaar .. Randers Byes Handel, Negoce og Næring fornemmelig udi følgende Poster: Hvad nu .. Maltgiøren og Korn Kiøb angaaer, da er samme af utroelig ringe Importance, skiøndt sligt er een af de fornemeste Handlinger her drives, i henseende til dend slette Priis Korn-Vahrene ere udi i Norge, hvor det meste herfra afsættes, og hvorpaa udi nogle Aar saadant Tab er scheedt, at Sælgerne iche een gang har kundet naaet deris Indkiøb betalt, men maat, for at holde deris Skiberomme i Fahrt, stoppet Forliisen med Retourladningen, der end og iche har kundet udfalde til Profit, men contraire udfaldet saaledes at een og anden Indbygger her desformedelst er blefven forarmet. ..Brøger og Brendeviins Brenderiet er endnu af mindre Betydenhed, idet samme saaledes paa nogle Aar har aftaged, at fast iche hver 10de Tønde Øll eller Ancher Brendeviin udføres til Landsbyerne, imod hvis der i forige Tiider haver kundet afsættes, hvilchet siunes at maae her røre af dend sterche Penge Mangel, der er blandt Folch, iche alleeneste i Kiøbstæderne mens endog paa Landet, hvorved og er at agte, at dend Overdaadighed, der haver tilforn veret med stoere Brølluper, Barseler og videre deslige paa Landet, nu er meere indskrænchet end i Fortiiden, besynderlig og derved at Kroholdning paa Landet ved Forordningen af 30. April 1734 er vorden forbuden, der da ufeilbar maae giøre Forskiel paa Kiøbstædernes Aftræck. ..Handelen med Tømmer, Jern. Tiere, Fisk, Hør og Hamp, smaae Iszen Kram og deslige er af Beskaffenhed som lste Puncts Forklaring i det samme Vahre er neesten og største Deels Skiberommenes Retour Ladning fra Norge, og dend Fordeel og Profit derpaa skulle haves er forhen dobbelt tabt paa de oversendte Korn-Vahre; tilmed faaes fra Aalborgfra anden og tredie Haand een stoer om icke dend meeste Deel af Hør og Hamp, som her igien udsælges, og kand efter de Omstændigheder let sluttes, Profitten mone være ringe, sær da Bonden self avler mængde af begge Deele, neml: Hør og Hamp. Og saaledes haver det sig og ..med Feede Vahre Handlingen, der ligesom forige scheer paa Norge, undtagen hvis som til Kiøbenhaunafsendes, hvor Fahrtøyerne igien til Retour Ladning medbringer een Deel Salt og Steenkull og for Resten tager Hav-Sand til Baglast, og kand altsaa meere ansees for Høckeri end for virchelig Kiøbmandschab. Der har og paa nogle Aar ingen her veret istand at kunde paatage sig Feede Vahre Leverantzen til Søe-Etaten. ..Viin Handlingen, findes her af slettere Betydning end maaschee schal kunde synes troelig, thi de faae her i Byen, der dermed handler, forschriver samme deels fra Kiøbenhaunog deels fra Flensborg, siden dend ringe Aftræck derpaa er iche tillader det fra første Haand at hidføre, og om end saa var, saa tillader Indsejlingen her til Byen, som herefter vorder forklaret, det endnu meged mindre. ..Hvad Kram-Vahre og Specerie Handlingen er betreffende, siden samme iche fra første Haand ei heller med egene Skibe kand haves, og man seer, at de faae dermed handle Aar efter andet aftager, og nogle reent forarmede, saa er det klart at denne Håndtering ligesom de foran benævnte er ringe og i een slett Stand." Om skibsfarten: "Indsejlingen igiennem Fiorden hier til Byen, som saaledes er svechet ved det at Fiorden Aar efter andet med Mudder tilgroer og stoppes at for nærværende Tiid ingen Fartøy til Byen kand opgaae, der sticker høiere end 4re Foed, i Stæden der i forige Thider Fartøier paa 7 à 8 Foed haver kundet ind- og udgaae, hvilchet afskræker fremmede Skiberomme at søge denne Stæd, og maae af dend Aarsage saa meged støere Bekaastning anvendes paa de ind- og udgaaende Vahre, samme ved Pramme til og fra Byen ongefehr halfanden, 2 til 3 Miile at føere. Det er og at befrygte, at Fiorden omsider og inden faae Aar meere og saaledes vil tilgroe, at end icke Halfparten ja end mindre Handel der igiennem kand drives, hvorover Byen endnu mere maa aftage."

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Staden er folkerig, og Handelen anseelig tilligemed Skibsfarten. Tilforn har Gudenaae kundet baaret Skibene lige op til Skibsbroen eller Lossestedet, men nu er Havnen og Fiorden saa tilstoppet af Sand, at intet Skib kan flyde længer ind end paa fire Fods Dyb paa to Mile nær Byen. Randersfiord gaaer i mange Bugter og Bøininger, hvorudover Indsejlingen er vanskelig. Den nærmeste Havn for Skibene er ved Mellerup, hvorfra det meeste af Skibsladningerne og Vahrene maae ved Pramme indføres til Byen, fordi Skibene ei kan flyde høiere op. Kiøbmændenes Handel er meest med Lerreder, Kornvahre af en fast utrolig Mængde, i Særdeleshed Malt, som aarlig udskibes med deres egne Skibe; men det, som allermeest har giort Randers saa bekiendt og navnkundig baade indenog udenrigs, er tre Ting, nemlig: 1) Den skiønne Randers Lax, som fanges i Randersfiord og ved Udløbet af den ferske Strøm Gudenaae. Disse Randers Lax ere ypperligere end norske, bornholmske og svenske Laxsorter; thi de ere baade federe og lækrere i Smagen, saa og vægtigere end alle andre. Neden for i Randersfiord findes 11 og oven for 5 Laxegaarde, hvoraf nogle høre til Randersbyes Indvaanere, men andre til Grevskabet Frisenborgs og Frisenvolds Eiere. Udi Dybet maae ingen sætte Garn, uden det saa kaldede nedre Fiskerhuus, som dertil er berettiget. Laxen fanges da i Laxegaardene, ved det at den løber ind i den Ruse, som er sat mod Strømmen, der er breed foran ved Indledet, men smal bag ved. Laxen løber til om Vinteren fra Mortensdag til sidst i Martii. 2) Bryggeriet i Randers, da her brygges et Slags stærkt Øl, som er meget begiærligt, og kaldes Randers Buurøl. 3) Randers Handsker, hvilke formedelst deres Fiinhed i Læderet og særdeles behagelige Lugt opkiøbes i store Partier, og udføres til Rusland, Tydskland, Frankrig og Engeland. Om markeder: "Marked holdes her aarlig Tirsdagen for Fastelavns Søndag med Heste; den 21. Februarii med Kramvahre i otte Dage; Tirsdagen for Midfaste med Heste og Qvæg; den 8. Oktober med Kram, Heste og Qvæg i otte Dage." Om møller og fabriksdrift: "I Byen er anlagt et Sukkerraffinaderie og en Kønrøgsfabrik. ..Af Møller ere i og ved Randers Hvidmølle, Hestemølle og Veirmølle."

Ifølge Pontoppidan havde Randers i 1764 følgende håndværkere: 5 bagere, 1 barberer, 1 bogbinder, 4 bødkere, 5 feldberedere, 1 garver, 2 glarmestre, 3 grovsmede, 2 guldsmede, 7 handskemagere, 3 hattemagere, 2 hjulmænd, 1 kandestøber, 3 kleinsmede, 3 kobbersmede, 2 malere, 2 møllere, 4 parykmagere, 3 sadelmagere, 18 skomagere, 17 skræddere, 3 slagtere, 8 snedkere, 4 tømmermænd og 1 urmager.

Mariager

Mariager havde i 1672 370 indbyggere og i 1769 402 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, med en fremgang på omkring 9%. Byen lå centralt men udsat for konkurrence især fra Hobro og Randers og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Mariager kun kunne hævde et mindre opland i de nærmeste oplandssogne.

Byens næringsvilkår beskrives 1735 således: "Byen er udi ganske slet tilstand. Dens ringe handel, håndtering og næring består mest i øl- og brændevinsbrænding, hvoraf en del sælges i husene og en del forsendes andre steder hen, såsom enten til Norge eller København, nogle få kan gøre noget malt. Et hundrede til to hundrede tønder ligesom de formår at købe korn til. De få udgående varer består af rug, malt, havre, flæsk, ost og som allerede nævnt brændevin, hvorpå i disse tider er kun slet fortjeneste, og så består de indgående varer udi tømmer, brædder og andet slags tømmer fra Norge samt salt, hør og fransk brændevin, vin og tobak, og andre sådanne små sager fra København foruden stål og tjære fra Norge, og de som intet andet har at handle med slæber favnbrænde til København, som ganske liden og næsten ingen fortjeneste kan indbringe, når skibsfolkenes hyre, sejl og redskaber samt anden bekostning afgår, som nærmere kan erfares af følgende: Deres egne fartøjer, så vidt de der udi ejer, thi de have medredere allesammen, undtagen en eneste. Nemlig Jens Lindog han ejer ikkun fem, nemlig en kreyert, to galliotter og to skuder til den hele by. Skibsfarten til dette sted er meget god og dens bedste plads at ankre ved den ganske fjord, thi fartøjerne kan lægges lige ved skibsbroen her ved byen, som nu hans majestæts højpriselige nåde har sat i fuldkommen stand og de går i anden fart, egentlig til Norgeen rejse eller to i det højeste om året, og siden til København med favnebrænde, ligesom de andre. Fra landstæderne føres korn af alle slags så meget som disse få og fattige borgere kan købe, ligesom her holdes stude, køer, får og svin etc. Derimod får bonden til købs humle, tjære, salt, stål, tømmer etc. til deres fornødenheder, dog er her kun liden efterspørgsel formedels landprang, som ikke kan hæmmes og herefter skal blive anmeldt."

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Uagtet Byen har baade en god Havn, beqvem Indseiling, saa og en god Losseog Ladeplads ved Skibsbroen, saa er dog Toldstedet forflyttet fra Mariager til Hadsund, hvor Tolderen boer og Skibene klarere. Til Byen er god Seilads og temmelig stærk Skibsfart, thi fra Mariagerfiord udskibes aarlig mange Ladninger Brænde og Landets egne Produkter af Kom- og Fedevahre, som Byens Kiøbmænd og Skippere forsende til Kiøbenhavn og andensteds. Ligeledes afsendes hele Skibsladninger med den Kalk, som brændes paa begge Sider af Fiorden, hvor man paa en Miilsvei seer lutter Kalkovne og udhulede Kalkbierge. Dette Kalkbrænderie var allerede i Drift i Kong Kristian den Tredies Tid; og mange tusinde Læster Kalk og hele Skibsladninger ere komne i Kong Kristian den Fierdes Tid fra Mariagerfiord til Kolding, Kronborg, Frederiksborg og kongelige Bygninger i Kiøbenhavn." "Byens Indvaanere have nogen Landbrug og Agerdyrkning, thi Byens Markjorde ere ansatte for 26 Tdr. 2 Skpr. 3 Fkr, 2 Alb. Hartkorn." Om markeder: "Foruden Torvedag, som holdes hver Torsdag, holdes her aarlig fem Markeder, nemlig den 5. Februarii med Heste og Fæ; samt Hestemarked hver Tirsdag; den sextende Dag efter Pintsedag holdes Krammarked; den 1. Augusti holdes St. Olesmarked; Tirsdagen næste Uge for Mikelsdag; og den 17. Oktober holdes Heste- og Qvægmarked."

Ifølge Pontoppidan havde Mariager i 1764 følgende håndværkere: 1 bager, 1 bødker, 1 farver, 3 feldberedere, 1 grovsmed, 1 guldsmed, 1 handskemager, 1 kleinsmed, 4 skomagere, 3 skræddere, 3 snedkere og 2 "Skibs-Tømmermænd".

Hobro

Hobro havde i 1672 343 indbyggere og i 1769 492 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, med en fremgang på omkring 44%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Hobro kunne hævde et betydeligt opland omfattende et bredt bælte fra Lovns Bredning til Kattegat, til dels på bekostning af og i konkurrence med henholdsvis Viborg mod vest, Ålborg mod nord og Mariager mod øst.

Byens næringsvilkår beskrives i 1735 således: "Bestaar Hoebrou byes Handel og negotie, Handtering og Næring, allermeest ud af Mark-Jord og Aggerdørkning, Liggesom Indbygerne og en Vogenmmand und-tagen 3de Kiøbmænd, som har haft Liden Handel paa Amsterdam, mens nu iche, og brugger nu alleniste Kohrn Handel paa Norge og noget paa Flensborg med Hør og Hamp, Tag og Muuresteen, men fra Norge faaes Tøjmier og Bræder, som er denne byes fremheste Handling." Om skibsfarten: "De her fra og tilskibede vahre, bliver hidbragt, meesten med byens Egne skibe, undtagen nogit tømmer, som Norske fahrtøyer hidkommer med, disse Ladninger at forhandle, og faaer Igien Lidet Kohrn tilbage, Skibsfarten er af Maadelig beskaffenhed, formedelst, at der er 4 Miil her fra byen til Havet, eller fiord Munden og behøver alle Slags Vinde, naar de Endten skal Seile op eller need, saa er og i fiordmunden ey meere til daglig Vande end 7 el til 9 fod vand;- Her til Byen er 5 fahrtøyer af drægtighed fra 10: 16 til 24 Læster, deris fahrt er paa Norge, Flensborg og Kiøbenhafn; vahrene som hendbringes er til Norge Kohrn af alle Slags og noget flesk, til Flensborg Indtet, til Kiøbenhafn foruen vad Der fra føris Igien, fra Norge, Tømmer, Bredre, Legter, Jiern og fra Flensborg Hør Hamp, Tiere, Tag og Muursteene, fra Kiøbenhafn Salt, Viin, Brendeviin og Lidet Toback."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Seiladsen til Byen falder fra Kattegat ind igiennem Mariagerfiord over de saa kaldte Mariager- eller, Møllegrunde høiere op i samme Fiord, som da kaldes Hobroefiord; thi Skibene seile ind fra Kattegat i Mariagerfiord, gaae forbi Hadsunds Toldkammer, hvor de klarerers ved, siden forbi Mariager længere op i Fiorden og lande ved Hobroe; dog kan de ei komme Byen ganske nær, thi der er kun 6 til 8 Fod dybt Vand. Byens Fartøier seile paa Kiøbenhavn og Norge med Korn og Fedevahre." Om markeder: "Marked holdes aarlig den 1. Maji, den 10. September og 9. Oktober med Kramvahre."

Ifølge Pontoppidan havde Hobro i 1764 følgende håndværkere: 3 bagere, 1 barberer, 1 bødker, 3 drejere, 1 farver, 4 feldberedere, 1 glarmester, 2 grovsmede, 1 guldsmed, 1 handskemager, 1 hattemager, 1 kleinsmed, 1 kobbersmed, 1 murermester, 1 møller, 1 parykmager, 1 sadelmager, 5 skippere, 7 skomagere, 3 skræddere, 1 slagter, 1 snedker og 1 stolemager.

Nibe

Nibe havde i 1769 1.029 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Nibe kunne hævde et ikke ringe opland omfattende områder både nord og syd for Limfjorden, trods konkurrence med Ålborg mod øst og Løgstør mod vest.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Nibe Bys Handel og Negotie bestaar fornemmelig af Sildefiskeri og Salteri saavelsom liden Kjøbmandskah og Handel med Bonden." Der beklages over, at "Aalborgs Kiøbmænd holder ligesaa fuldkommen en Handel og borgerlig Næring i og ved Byen med Salteri og Fiskeri, ja større end de bedste af Byens Indbyggere, samt opkjøber og i deres her i Byen dem tilkjøbte Salteboder lader salte alle færske Sild, de saavel af indenbys som omkringgrænsende Fiskere kan faldgiøre, saa og ved deres Folk her i Byen lader udsælge til Bønder og andre udenbys Hør, Hamp, Salt, Tiære og deslige i smaa Partier uden at svare nogen borgerlig Tynge ligemed Byens lndvaanere eller her nmdet Borgerskab, som alt er Indbyggerne til stor Indpas og Afgang i deres Næring og Handel og strider directe imod hans Maj^ts allernaadigste Lov og Byen meddelte Kiøbstedprivilegier." "Her til Byen er alene trende smaa Jagter paa 3, 4 a 5 Læsters Drægtighed, som alene farer paa Kjøbenhavn og Smaalandene her fra med saltede Sild og Fedevarer og igien bringer fra Kiøbenhavn Salt, hvoraf deres meste Ladning bestaar, og undertiden interesserer Byens handlende Indvaanere udi fremmede - dog indenrigs - Fartøjer, som de befragter til at hiembringe Hamp og Tiære og deslige til deres Fiskeris Brug. Fra Kiøbenhavn saml Smaalandene og Sverrig ankommer undertiden Fartøjer, som afhandler Byens Indvaanere baade færske og salte Sild. Saa og kommer en Del Fartøjer fra Norge hertil med Tømmer til Husbygning og Steg til Fiskeriets Brugelighed." Af håndværkere havde byen 1 kirurg, 1 guldsmed, 1 kobbersmed, grov- og kleinsmede, 3 bagere, 5 snedkere og tømrere, 30 bødkere, 1 hattemager, 3 skomagere, 4 skræddere, 3 feldberedere, 3 handskemagere og 1 murer.

Ifølge Pontoppidan havde Nibe i 1764 følgende håndværkere: 3 bagere, 8 bødkere, 1 farver, 3 feldberedere, 1 feltskærer, 1 gørtler, 1 grovsmed, 1 guldsmed, 1 hattemager, 1 kleinsmed, 1 kobbersmed, 2 malere, 1 parykmager, 1 pottemager, 5 skomagere, 3 skræddere, 4 snedkere og 7 tømrere.

Aalborg

Aalborg havde i 1672 4.181 indbyggere og var dermed Kongerigets største provinsby og i 1769 4.425 indbyggere og var dermed kongerigets næststørste provinsby, den hørte til landsdelscentrene, med en fremgang på omkring 6%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Aalborg havde et betydeligt opland i det nordøstligste Jylland strækkende sig fra dele af Himmerland mod syd til Vendsyssel i nord, dog i konkurrence med Nibe, Løgstør og Fladstrand.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Aalborg By, som for Negolien saavel udi Vester- som Østersøen at fortsætte ligger ganske belejlig og ved Limfjorden, er saa vel situeret, at den er skikket til et Oplagssted og Forraadskammer saavel for de Varer, som fra udenrigs Steder maa hentes og Landets Indbyggere som bo paa begge Sider langs med Limfjorden behøve, som og for de Landsens Varer, der sammesteds falder og Landets Beboere kan have at afsætte eftersom saadanne inden- og udenlands Varer ved fladbundede Fantøjer kaldede Tialker, Jagter og Førerkaage, med liden Bekostning op og ned af Limfjorden kan blive ført til og fra Aalborg. Har haft sin bedste Næring af det Velsignede Sildefiskeri og Salterier, hvormed Borgerskabet af den store Himlens Gud og de højsalige Konger i Danmark have været benaadede, hvilken Næring har befordret Salt, Vin og Brændevins samt Spitseri og Tobakshandelen fra Spanien Frankerige og Holland udi Vestersøen, Ruegodshandelen med Hør af alle slags, Hamp, Planker og Klapholter paa Riga, Narva samt Lybæk og Dantsig i Østersøen for at faa alle Slags Issenkram Stoffer, Lærreder, Humle, Tag og Mursten. Paa Sverrig for at nyde Tiære, Tømmer og Møllesten. Paa Sjelland og Smaalandene for at blive forsynet med Byg, Hvede og Ærter. Derforuden falder og Byens Næring ved Korn Formaltning og ved Øl- og Brændevins Brygger- og Brænderier, Kornhandel af alle Slags, Fedevarer, Vadmel, Fjeder, Lærreder, Bolster, Olmerdug, og andet hjemmegjort Tøj, som kjøbes af Landmanden og igjen udi Norge afsættes, hvorfra føres Tømmer, Brædder, Jærn, Kommen, Kalk, Kakkelovne, Tiære og Tran, til Landmandens Tarv. Næring af Agerdyrkning har Byen ikke men ikkun en slet og vidtløftig Eiendels-Fædrift, hvilken dog af paagrænsende Bønder paastaas af en tiltagen Hævd at have Fællig i Byens med Rette Tilhørende Eendels-Ejendom der hidindtil formedest Mangel af Penge til at udføre Byens Ret ved Proces har maattet være uindtalt."

"Denne Bys Næring har kendelig aftaget saavel for de Handlende som Handtverkerne. Aarsagen er da til Handelens Aftagelse at siden Borgerskabet ei har kunnet Lade komme Salt, Vin, Brændevin og Tobak fra første Haand, formedelst deraf kulle svares højere Told end i Kiøbenhavn, er Handelen, de denmed forhen har ført, og Krediten, de paa fremmede Steder derved har baft, moxen bleven nedlagt, tilmed har Sildefiskeriet i Limfjorden paa noole Aars Tid mærkeligen aftaget, og den Handel Kiøbmændene ved Salteri har haft, kendeligen svækket en Del, fordi Sildefiskeriet ødes ved den mængde af Smaasild som ved det stærke Fiskeri, der drive ved Pulsvodder udi Limfjorden, for Tiden fanges og som otienlig at spises eller saltes bliver kast for Svin. Saa og fordi Sildesalteri, som tilforn har været udi Kiøbmænds Hænder nu bruges af enhver uden Forskjel, i Synderlighed siden Nibe By blev med Kiøbstadsprivilegier benaadet. Herforuden har Aalborg By faaet et anseelig Knæk ved det stærke og overhaandtagende Landprang, som drives paa Landet en Del ved de Strandsiddere og Bønderkarle, som tilligemed en Del søvante Folk bo langs ved Stranden fra Vestervig og til Tversted Strand i Vendsyssel, hvilke opkiøber og tilvender sig Kornet og alle Slag Landsens Varer af Bønderne farer med egne Fartøjer, Sandskuder kaldede, over en Snes i Tallet, Aaret igiennem til og fra Norge og bringer tilbage foruden Tømmer alle Slags udenlandske Varer som de i Landet afsætter til Kiøbstædernes store Fornærmelse. Saa er og Handelen Kiøbstædernes Borgerskab betaget ei alene ved Bissekræmmere og Kroermænd paa Landet, men endog ved Beboerne, Saavel i Sundbye som og udi Løchstøer ..holder aabne Kramboder, farer med hele Ladninger til og fra Norge, samme til Aalborg Byes og andre Kiøbsteders store Fornærmelse afsætter, saa at Bønderne have ei nødig at rejse til Kjøbstæderne for at sælge det, de har, eller kiøbe det, som behøves."

I sin svarskrivelse fra Aalborg Magistrat dateret 22. september 1735 oplyses på en forespørgsel fra regeringen side, at byen havde 1 angelmager, 10 bagere, 4 barberere, 1 billedhugger, 3 bogbindere, 20 bødkere, 5 drejere, 4 feltberedere, 2 glarmestre, 4 guldsmede, 1 gørtler, 19 handskemagere, 7 hattemagere, 3 kobbersmede, 3 knapmagere, 4 linnedvævere, 4 malere, 5 murermestre, 1 nålemager, 5 parykmagere, 3 rebslagere, 3 saddelmagere, 1 sejlmager, 22 skræddere, 23 skomagere, 4 slagtere, 18 klein- og grovsmede, 12 snedkere, 1 stolemager, 2 tinstøbere, 5 tømrere, 2 urmagere samt 10 vognmænd, men fra omkring dette tidspunkt begyndte fabriksvirksomhed at dukke op i de største købstæder, således havde Aalborg i 1735 angiveligt et tobaksspinderi, en uldfabrik på fattiggården samt en handskefabrik, og byen havde 70 år tidligere haft et sukkerkogeri med eksport til Hamborg og Lybæk, men dette var blevet nedlagt efter krav fra den daværende regering for at blive flyttet til København. En uldfabrik blev startet i 1735 men trådte i likvidation i 1740 som følge af konkurrence fra landhåndværkere.

En menneskealder senere giver Pontoppidan i Danske Atlas fyldige oplysninger om købstædernes indbyggere og næringsdrivende. Om Aalborg oplyses: "Aalborg Byes Indvaanere ere, foruden Stiftamtmanden og Biskopen for nærværende Tid følgende: 1) Geistlige Betienter, ved Budolphi Kirke, Stifts-Provst og Sognepresten, en Residerende Capellan, en personel Capellan, en Klokker, en Graver, en Organist. Ved Vor Frue-Kirke, Sognepresten, en Residerende Capellan, en personel Capellan, en Klokker, en Graver, en Organist. Catechets Æmbed ved hver Kirke forretter personel Capellanen. Ved HospitalsKirken, en Prest. Ved den Latinske Skole: Rector, Conrector, 5 Collegæ, hvoraf en er Cantor, 43 Disciple. Ved de fire Danske Skoler, den Tydske, og Navigations-Skolen ere 6. Skolemestere. Derforuden høre under den geistlige Jurisdiction, Doctor Medicinæ og Physicus for Aalborg Stift, Apotekeren ved Kongelig Bevilling, Bogtrykkeren med sine Folk, adskillige Geistliges Fruer, Preste- og Degne-Enker som boe der i Byen. 2) Verdslige Betienter: Ved Raadstuen, tvende virkelige Borgemestere, tre virkelige Raadmænd, nu tillige en Vice-Borgemester og en Vice-Raadmand, Byfogeden, Bye- og Raadstue-Skriveren. Derunder hører 1. Raadstue-Tiener, 1 Skarpretter, 9. Vægtere, 1. Taarn-Vægter, 2. Fattig-Fogder, 1. Bysvend, 1. Natmand. Ved Toldboden, 1. Tolder, 1. Controleur, 3. Visiterere, 1. Veier og Maaler, 1. Mekler, 1. Havnefoged. Andre Betienter: Amts-Forvalteren, en Krigs-Commissarius, en Søe-Leutenant ved Enroulleringen, Hospitals-Forstanderen, en Ridende Postmester, en Agende Postmester, en Musicant, en Dandsemester, en Bedemand. Foruden disse høre under den verdslige Jurisdiction nogle Enke-Fruer og Enker som her opholde sig. 3) Borgere, i alt 386. som have taget Borgerskab, nemlig, Kiøb- og Handels-Mænd 79. Skippere som føre Fartøier 38. Chirurgi og Barberere 4. Handverksfolk og Kunstnere, som have Laug, ere følgende: Bagere 10, Bogbindere 4, Bødkere 9, Drejere 3, Felberedere 4, Guldsmede 4, Handskemagere 7, Hattemagere 6, Malere 4, Muurmestere 4, Parykmagere 8, Remsnidere og Sadelmagere 5, Skomagere 30, Skrædere 25, Smede begge Slags 9, Snedkere 11, Tømmermænd 5, Vognmænd 7. Haandverksfolk uden Laug: Beendreier 1, Bild- og Steenhugger 1, Børstmager 1, Bundtmager 1, Farvere 3, Garver 1, Glarmestere 2, Giørtlere 3, Hiulmænd 2, Kandestøber 1, Knapmagere 2, Kobbersmede 5, Møllere 2, Naalemagere 2, Podmestere 9, Reebslagere 3, Seglmager 1, Skibs-Tømmermænd 6, Slagtere 6, Stolmager 1, Uhrmagere 3, Vævere 3. Frie-Mestere: Handskemager 1, Kandestøber 1, Snedkere 3, Skomagere 6, Muurmestere 4, Skrædere 16. Vertshuusfolk: 5. Vinhandlere, og endeel der sælger Øl og Brændeviin. Daglønneres Tal kan ei bestemmes, thi, foruden de sig i Byen opholdende, gaae Huusmændene af Hasseris og andre nærliggende Landsbyer om Morgenen ind til Byen og tiene for Dagløn. Nu er her Overflødighed af slige Dagleiere, i sær siden Fiskeriet saa sterkt haver aftaget. Søefolket, i Hoved-Rullen 80. og Aparte-Rullen 55. Mand. Fattige, i Hospitalet 60. Lemmer og 1. i Daarekisten, uden Hospitalet som nyde Ugepenge 115. i Fattighuset udi Skolegaden 31. i Jens Bangs Fattighuus uden Vester-Port 24. Personer. Ere saa i Aalborg Mennesker over 12. aar 3043. Siæle, som svares Extra-Skat af." Af fabrikker nævnes "1) Et Sukker-Raffinaderie, som forsyner Aalborg- og Viborg-Stifter, har 1. Mester, 7. daglige Arbeidere, foruden Medhjelpere, naar behøves. 2) Et Sæbesyderie som giver god Fordeel. 3) En Kønrøgs-Fabrik i god Stand. 4) Et Teglbrænderie uden for Øster-Port, hvor der brændes Tag- og Muur-Steene, men ikke saa gode som de der indføres. 5) Et Trykkerie, som trykker al slags Linnet og Uldent. 6) en Veir-Mølle, bygt for 5 á 6 Aar siden uden for Vester-Port paa Gallie-Bakken, hvorpaa males fine Byggryn og Banker Byg, samt sigtes. 7) Et Bogtrykkerie, efter Kongeligt Privilegium givet Bogtrykkeren Johan Peder Holtzberg 1765."

Sæby

Sæby havde i 1672 670 indbyggere og i 1769 487 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder, med en tilbagegang på omkring 27%. Byen lå udsat for konkurrence og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Sæby næppe havde noget opland af betydning, idet byen var under pres fra Fladstrand i nord og Aalborg i syd.

For Sæby oplyser Pontoppidan i 1769: "Byens Indvaanere bestaaer af følgende, Geistlige: Sognepresten, Capellanen, Chor-Degnen, Skoleholderen, Øvrigheds Personer og Betientere: Byfogeden, Byskriveren, en Forvalter, Strand-Controleuren, Consumptions-Forpagteren. Kiøbmænd 6. Handverkere følgende: Bødker 1, Farver 1, Felberedere 2, Fiskere 8, Guldsmed 1, Handskemagere 2, Hattemagere 2, Kobbersmede 2, Maler 1, Møller 1, Muurmestere 3, Parykmager 1, Pottemager 1, Sadelmager 1, Skomagere 6, Skrædere 4, Smede 2, Snedkere 3, Vævere 3, Vognmænd 2. Samt endeel Daglønnere, Vægter, Hospitals-Lemmer, nogle Enker og adskillige andre som her opholde sig. Udgiøre alle med hinanden ved 90. Familier og omtrent 314. Personer over 12 Aar." Der nævnes ingen fabrikker.

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Byen har ypperlig Leilighed til Skibsfart, har en lang smal Steenhavn, hvori Byens Aae har sit Udløb; men Bolværket er forfaldet, hvorudover Jorden falder ud og tilstopper Havnen. Byens Handel er paa Norge, Kiøbenhavn og Aalborg, med Fedevahre, Lerreder og hiemmegiort Tøi. Her falder et skiønt Flynderfiskerie, hvilke roses af deres gode Smag; ved Siden af Havnen er Fiskernes Flyndregarns Stader. Her fanges ogsaa anden Slags Fisk i Havet; men i Aaen, strax neden for Sæbyemølle, fanges Ørreder, Aborrer, Giedder, Aal." Om markeder: "Krammarked holdes her den 22. Oktober." Byen havde en vandmølle.

Skagen

Skagen havde i 1672 1.004 indbyggere og i 1769 704 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder, med en tilbagegang på omkring 30%. Byen skyldte udelukkende fiskeriet sin eksistens og oplysninger om kornhandelen i 1762 omfatter ikke Skagen men forholdene tyder på, at Skagen havde et mindre opland i det nordligste Jylland.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Fidske fangstet her i denne Egn Er alt af det store Hafv, Som kommer af Væsten og Norden og gaar omkring Schagens Rifv øster og Sønder paa op til fiordene i det Store Belt, Hvoraf Schagens Indbyggere høster deris ophold til Klæde og Føde. Og er da Fidskeriet bestaaende af Store langer og torsk, Helle Flønder og andre smaae Flønder, Isinger, Kuller, Hvillinger, Machrel, Rocher, og Skader. Item Fiesinger og Knoder. Sælhunde og deslige, hvoraf kand samles tran.. Denne bye og Districtes Handel og Negotie og Næring er bestaaende af ofvenmelte Sort Viis Mentionerede Fidske vahre, hvilche saltes og tøris og Negotieres dermed paa Dannemarch, Norge, Sverrig og Lybechaf Indbygerne alleene, og henbringes med deres egne smaae Fahrtøyer! Hvilchen Post Tolderen herpaa stædet, ventelig meere tydlig udi i underdanigste Erklæring bæst ved at Forklare. - Ellers findes herpaa Stædet 5 a 6 af Indbygerne som bryger og holder 011 og brendeviinstapperie."

Byens næringsvilkår i 1777 beskrives således: "Landhandel kan Skagens Bye ei have, da den ligger ligesom i en Afkrog formedelst de lutter Sandbanker, hvormed den er omringet; men Indbyggernes Næring og Handel er med Fiskevahre, som de med deres smaa Skuder, som kaldes Brikker, bortføre og sælge i Kiøbenhavn, Lybek, Rostok, Karlskrone, Stokholm og i østersøiske Stæder; thi Havet giver Indbyggerne, som meest alle ere Fiskere, og inddeelte i visse Fiskesælskaber, Overflødighed af alle Slags Fiske, især Flyndre, Torsk, Kabliou, Langer og Koller, hvilke de tillave, og sælge enten saltede, eller lagede og ludede. Lige for Byen, omtrent en Miil ude i Søen, ligger en lang østersbanke, som begynder ved Rifvet i Nordost, og gaaer langt hen i Sydvest. Disse Østers, som ere meget store, og tillige af deilig Smag, opskrabes med Skraber under fuld Seil paa 10 til 12 Favnes dyb Vand i den aabne Søe udi største Mængde."

Pontoppidan skriver: "Det gamle Skagen eller Høien har nu ikkun 30. Beboere. Men hele Skagens Indvaanere udgiøre i alt 130. Familier, deraf ere imellem 5. à 600. Personer over tolv Aar. Foruden Sognepresten, den Residerende Capellan, Byfogeden, Byskriveren som tillige er Tolder, og Skoleholderne, ere næsten alle Indbyggerne i Byen Fiskere. Kiøbmænd regnes her vel at være sex, men enten ere de tillige Fiskere eller og handle med Fiskevarer. Skippernes Tal er uvis, thi enhver, som eier Fartøig eller Baad, er selv Skipper derfor. Meget mindre kan Fiskernes Tal bestemmes, saasom de fiske næsten alle, baade gamle og unge, saasnart og saa længe Kræfterne tillade det. Af Handverksfolk ere her alene og uden Laug, 2. Tømmermænd, 1. Snedker, 2. Skomagere, 2. Smede, hvilke dog ogsaa undertiden søge Næring af Fiskeriet."

Fladstrand

Fladstrand var endnu ikke ophøjet til købstad, men udviklingen var på vej. Næringsvilkårene beskrives i 1777 således: "Fladstrandsogn bestaaer af den Bye Fladstrand, som var tilforn ikkun en Bondebye og Fiskerleie tæt ved Havet; men da Fiskeriet lykkedes overmaade vel, saa begyndte Beboerne at fare med deres Brikker eller Flyndreskuder paa Kiøbenhavn og Norge, og have nu allerede en temmelig Handel, saa at Byen seer ud som en Kiøbstæd, hvis Huse ere bygte af Muur og Bindingsværk, og ere inddeelte i Gader og smaa Stræder eller Gyder, hvis Indvaanere ere handlende Kiøbmænd, Skippere, Lootser, Matroser og Fiskere, saa og Haandværksmænd, foruden dem af Militairetaten og de kongelige Toldbetientere."

Hjørring

Hjørring havde i 1672 782 indbyggere og i 1769 598 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 24%. Byen lå centralt men var hæmmet i sin oplandshandel af skudefarten og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Hjørrings opland i denne henseende lå under skudehandelspladsen Furreby, hvis kornforsyninger omfattede flere sogne syd for købstaden.

Om indlandskøbstaden Hjørring oplyser Pontoppidan: "Indbyggerne udgiøre 148. Familier, bestaaende af 490 Siæle over 12 Aar. Geistlige: Sognepresten, Capellanen, tvende Degne. Øvrigheden: Byfogeden, Byskrivere, Tolderen. Kiøbmænd 5. Agerdyrkere 13. men desuden bruge Indvaanerne uden Forskiel, som det kan afsted komme, Agerdyrkning. Daglønnere 24. Haandverkere 33. nemlig: Bager 1, Bødkere 2, Farver 1, Felberedere 5, Guldsmede 2, Hattemagere 4, Skomagere 6, Skrædere 6, Smede 2, Snedkere 2, Tømmermænd 2." Heller ikke Hjørring havde fabrikker.

Om byens næringsvilkår oplyses i 1777: "Hiørring, en Kiøbstæd eller Landstad, som ingen Skibshavn eller Seilads har; den ligger omtrent midt i Landet.." Om markeder: "Tre aarlige Markeder holdes med Kramvahre i Hiørring, nemlig den 4. Julii, den 3. Sept. og den 28.. Oktbr."

Thisted

Thisted havde i 1672 1.000 indbyggere og i 1769 815 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 18%. Byen lå centralt men var udsat for konkurrence fra skudehandelen på Vestkysten og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Thisteds opland i denne henseende helt lå under skudehandelspladser som Vigsø og Klitmøller.

Om næringsforholdene 1735 siges: "Angaaende Byens Handel og Negoce, da er alene 11 smaa Kramboder, hvoraf de 4 har nogenledes Handel men de andre ganske lidet, og i Henseende, at de maa indkiøbe deres Vare fra Aalborg, Wiborg og Holstebroe, er deres Fordel paa dette ringe Sted ikkun liden; saa er der og 4 á 5 Stykker, som af Bonden indkiøber en Del Byg og Havre samt Havregryn, som de tildels ved Klitmøller Fartøjer lader overføre til Norge, som neppe Henseende til Vognleje og Fragt samt anden Omkostning kan stoppe sig selv, saa at denne fattige By har i mange Aar mærkelig aftaget paa Familier, Næring og Tilstand thi I. er, som før er meldt, over den 3die Del af Byens bedste Markjorder gaaet der fra, saa at den gemene Mand maa kiøbe Foring paa andre Steder, om han enten en Ko eller Faar-creaturer vil holde, og er det hannem umuligt, naar nogen Markjord bliver falholdet, at give saa meget derfor som Bønderne, der selv med deres egne Creaturer til deres Gaarde kan både pløje og dyrke Jorden, ja med deres egne Folk indbierge Frugter udenat deraf svare noget i Byens Tynge .." Om skibsfarten: "Her ved og fra Byen findes ingen synderlig Seilatz, dels formedelst den bekiendte Løchstørs Grund og dels, at her ikke er nogen Havn, hvorudi noget Fartøj om Vinteren kan være salveret, saa at de, som bruger nogen Fartøjer her i Byen, ..om Vinteren oplægge dennem i andre Havne paa andre Steder eller og her ved Byen sætte dem paa Landet." Af næringsdrivende nævnes 1 farver, 2 hattemagere, 5 skomagere, 6 skræddere, 2 feldberedere, 1 bager samt 10 købmænd.

Thisted havde først fået købstadsrettigheder ved middelalderens afslutning. Købstaden lå i det ret tyndt befolkede Thy og dens næringsliv blev svækket ved en omfattende skudehandel på Norge langs vesterhavskysten. Som følge af sin beliggenhed var byens skibsfart og handel domineret af Aalborg. Pontoppidan oplyser: "Indbyggernes Tal regnes til omtrent 600. Siæle over 12. Aar, og udgiør 209. Familier, bestaaende af 4. Geistlige Betienter, Sognepresten, den Residerende Capellan som tillige er Sogneprest i Skinderup, Klokkeren som tillige er Chor-Degn, en Dansk Skoleholder, 5. verdslige Betienter, Amtsforvalteren, Bye- og Herreds-Fogden, Bye- og Herreds-Skriveren, en Tolder, en Controlleur. For nærværende Tid boer her en Doktor Medicinæ, en Apoteker, en Chirurgus, samt nogle Enke-Fruer. 8 à 10. Kiøbmænd og Handlende, 14. som bruge den meste Agerdyrkning, 6. Skippere, endeel Daglønnere, og følgende Handverkere: Bagere 2, Bødker 1, Dreiels-Væver 1, Farver 1, Felberedere 2, Giørtlere 1, Grovsmede 3, Guldsmed 1, Handskemagere 3, Hattemagere 3, Kleinsmede 2, Kobbersmed 1, Maler 1, Muurmestere 3, Parykmagere 3, Reebslager 1, Sadelmager 1, Skomagere 11, Skrædere 5, Snedkere 6, Tømmermænd 6."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Det kongelige Toldsted for denne Landsegn holdes her i Byen; thi alle Skippere, som boe omkring ved Vesterhavet, fra Steenberg og Klitmøllen lige til Thorupstrand, og fare med deres Sandskuder paa Norge, maae klarere for Ind- og Udgaaende hos Tolderen i Thisted. Fra Byen udskibes aarlig en stor Mængde Kornvahre, saa og Fedevahre, samt Vadmel, uldne bundne Nattrøier, Lærret og hiemmegiort Tøi, til andre Stæder at sælges." Om havneforhold og skibsfart: "Byen har ogsaa god Seilads formedelst Liimfiorden, der gaaer lige tæt op til Byen, men i Storm og Uveir har Fartøierne et vanskeligt Liggested, fordi her er ingen sikker Havn; Løgstørs høie Grunde ere og meget til Hinder for Seiladsen i Thisted." Om markeder: "Byen har fire aarlige Markeder, nemlig den 13. Junii ved Kapelstenen uden for Byens Vesterport med Heste og Qvæg; den 18. Junii og den 17 Julii i Byen med Kramvahre og Lærreder, samt Tørfisk; og den 3. Oktober i og uden for Byen med Heste og Qvæg. Desuden hver Onsdag Torvedag fra Mikelsdag til Juul med Urter, Frugt, Potter, Gryder, Trævahre etc."

Nykøbing Mors

Skive havde i 1672 343 indbyggere og i 1769 555 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste egnscentre, med en fremgang på omkring 62%. Byen lå centralt på øen og men oplysninger om kornhandelen i 1762 er ret mangelfulde.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Belangende Nye Kiøbings Byes Handel, Negotie, Håndtering og Næring, da bestaar sligt størstedelen udi Kornvare, som af Landmanden kiøbes og ved egne eller befragtede Skibsrumme føres til Norge og der afsættes dels undertiden paa Credit, dels imod rede Penges eller Vexelers Bekommelse og dels ved Studsning imod Jern, Jernkakkelovnes samt adskilligt stort og smaat Tømmers Erlangelse, hvilket igien til Landmanden efter enhvers Fornødenhed udbringes. Prisen er alletider foranderlig, ja af- og tiltager, ligesom falde kan og Afgrøden her bliver, og er umuligt at forklare, hvad Qyantitet enten af Kornvare indskibes eller af andre forn^te Species igien indføres. Ellers sælges og den største Del af, hvis Korn her i Landet avles, til Aalborg Borgere, som det her dels ved egne, dels ved befragtende Fartøjer lader afhente og som meldt enten med rede Penge betaler eller ved Studsning i andre Maade fornøjer."

Nykøbing på Mors havde denne ø som sit naturlige handelsopland. Pontoppidan beskriver byens næringsliv således: "Indvaanerne i Nykiøbing, med Tienestefolk og Børn over 12. Aar beregnes til 392. Mennesker, og udgiør 138. Familier, som ere: En Sogneprest, En Capellan, en Chor-Degn, en Organist, en Klokker og Graver, en Byfoged, en Byskriver, en Apoteker, en Chirurgus, 14. à 16. Kiøbmænd som tillige bruge Jord, 43. andre Jordbrugere, 21. Skibsfolk, 18. Handverkere, 24. som bruge Tapperie og anden Huus-Næring, 21. Daglønnere, de øvrige ere fattige Folk som leve af Byens Almisse. Handverkerne ere disse: Bagere 2, Farver 1, Felberedere 2, Glarmester 1, Handskemager 1, Muurmester 1, Skomagere 3, Skrædere 2, Smed 1, Snedkere 2, Parykmager 1, Tømmermester 1."

Næringsforholdene i 1777 beskrives således: "Byen har en beqvem Havn til sine Fartøier, men Søefarten er kun til liden Fordeel for Skibseierne; thi deres Fartøier maae ofte ligge 3 til 4 Uger for Løgstørs høie Grunde paa deres Hen- og Hiemreiser, inden de efter deres Tour kan blive overlossede, og komme paa Flod; hvorudover de ei kan giøre mere end to Reiser paa Norge om Aaret. Byens Handel drives med Korn, Fedevahre, Lærreder og andre Landets Produkter paa Norge og Kiøbenhavn. Paa Fiskerie fattes ikke til Byen. Ellers er Byens beste Næringsmiddel de to Kornmarker, nemlig Indmarken og Udmarken, som staaer i Matrikelen for 47 Tdr. 2 Fkr. 1 Alb. Hartkorn, samt Fælled og Overdrev til Høveders Græsning om Sommeren." Om markeder: "Et aarligt Marked holdes i Byen den 26. September."

Skønt fabriksdriften således var såre beskeden og i begyndelsen ikke særligt udbredt, udgjorde den alligevel et nybrud, som på længere sigt skulle blive af stor betydning.

Skive

Skive havde i 1672 529 indbyggere og i 1769 438 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste egnscentre, med en tilbagegang på omkring 17%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Skive havde et opland i Salling, dog i konkurrence med Aalborg.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Ingen af denne Bys Beboere bruger anden Handel og Negoce end med grou Vare, som Landmanden fornemmelig behøver og igjen kan afhænde saasom til Udsalg, Tømmer, Jærn, Hør, Hamp, Salt, Tjære og Humle, endelig er her og 3 a 4 Mand, som holder Speceri, frandsk Viin og Brændevin samt noget lidet Isenkram og saadanne smaa Ting, som dog alt kjøbes her i Landet fra større Kjøbstæder, thi ingen bruger nogen Udenrigs Handel undtagen én Mand, som en Gang om Aaret lader forskrive noget lidet fra Holland. Og til Indkjøb Korn, Smør, Flæsk, Huder, Vox, Tælg og slige Ting, som Landmanden haver at afhænde, dog er Kornkjøb ikkun smaa Partier; i større Partier kjøbes fra Aalborg."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Kiøbmændene udføre Landets Produkter, og seile paa Aalborg, Kiøbenhavn og øster paa Norge. Baade i Liimfiorden og i Aaen falder got Fiskerie. Byens Avling er 20 Tdr. Hartkorn frie Kiøbstædjord, og desuden 12 Tdr. matrikuleret Bondejord." Havnen udgjordes af en skibbro ved Skive Å: "Denne skiønne Aae, som nu er opmuddret, indplanket og giort seilbar, giør en beqvem og sikker Havn for Kiøbmændenes Fartøier." Om markeder: "Fire aarlige Markeder holdes i Skive, nemlig den 2. Januarii; den 6. Maji med Heste; Tirsdagen efter Trinitatissøndag med Heste og Kram i tre Dage; den 21. Augusti Heste- Qvæg- og Krammarket i tre Dage."

Skive havde ifølge Pontoppidan i 1764 følgende håndværkere: 1 barberer, 1 farver, 3 feldberedere, 1 grovsmed, 1 guldsmed, 1 hattemager, 1 kobbersmed, 1 murermester, 1 parykmager, 1 sadelmager, 11 skomagere, 4 skræddere, 1 tømrer og 1 "Skibs-Tømmermester".

Viborg

Viborg havde i 1672 2.704 indbyggere og i 1769 2.221 indbyggere, hvorfor den hørte til de største egnscentre, med en tilbagegang på omkring 18%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Viborg havde et stort opland i nordvestlig retning, mens byen var hæmmet af konkurrence fra Randers mod øst.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Wiborg Byes handel, handtering og Næring bestaar dend største Part udj dend aufling, som indvaanerne nyde af de byen af arrild Tiid tillagte Marchjorder og Ejendomme, Mens Negotien drives af nogle faae Kiøbmænd med stor besværlighed og bekostning, fordj Wiborg, som en Landstad, icke har dend avantagie, som Søestæderne, hvor Vahre med Skibene indføris, Men Wiborg byes Kiøbmænd deris Vahre fra Søestæderne til lands med store fragts bekostning maa lade hente."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Torvene ere tre, Gammeltorv, hvorved Raadstuen ligger; Nyetorv; og Hjultorv. Torvedag holdes her hver Løverdag. Viborg mangler en stor Herlighed, som er Seilads; thi Kiøbmændene maae hente deres Vahre enten fra Aalborg til Søes paa Liimfiorden, og faae den i Land ved Hiarbek, en Bondebye, beliggende ved Liimfiorden i Vorresogn, hvilket Losse- og Ladested ligger fem Fierdingvei fra Byen; thi Løgstørs vanskelige høie Grunde sinker deres Skibe underveis: eller og de maae hente deres Vahre til Vogns fra Hierting ved Varde, som er 20 Mile længere borte. Derimod har Byen stor Eiendom af Heede og Mose til Fædrift, Lyngslet og Tørveskiær, saa og vidtløftige Kornmarker af 200 Tdr. Hartkorn. Den store Velsignelse af alle Slags fersk Fisk, som hver Torvedag indføres, giør Staden til et let Levested; thi i de omliggende fiskerige Seer, nemlig Glitterupsøe, Vitsøe, Luldrupsøe, Viborgsøe, som er en halv Miil lang, og hvori Borgerne har Ret at fiske, falder Aal, Aborrer, Kabliau, Brasen, Skaller: ligeledes flere Sorter Fisk føres ind andensteds fra i Nærheden, saavel af Ferskvands Fisk af Almindesøe, som og fersk Havfisk fra Liimfiorden til Vogns fra Nibe, saasom Torsk, Helt, Sild, Ørreder, Giedder etc. Men den saa kaldede Kannikefisk, som meest er Aborrer og Giedder, er ei bunden til nogen vis Tid at føres til Byen at sælges. Af tør Havfisk kommer her ogsaa en Mængde til Byen." Om markeder: "Foruden det store Snapstingsmarked holdes her aarlig Marked med Heste i tre Dage den første Tirsdag i Martiimaaned; ligeledes den 18. September i 14 Dage, og den 23. Oktober med Qvæg i tre Dage." Om fabriksdrift: "Tugt- og Manufakturhuset, en meget anseelig Bygning af to Etager, nye opbygt Aar 1740, og funderet af Kong Kristian den Siette Aar 1743. Det har sin egen Præst, men Hospitalsforstanderen er tillige Tugthuusinspekteur; her holdes et Spinderie."

Viborg havde ifølge Pontoppidan i 1764 følgende håndværkere: 11 bagere, 1 billedhugger, 1 blikkenslager, 1 blytækker, 2 bødkere, 2 bogbindere, 1 bundtmager, 1 drejer, 1 farver, 2 feldberedere, 1 gartner, 1 garver, 1 gørtler, 2 glarmestre, 3 grovsmede, 3 guldsmede, 14 handskemagere, 2 kandestøbere, 3 kleinsmede, 1 klokkestøber, 1 knapmager, 3 kobbersmede, 3 malere, 4 møllere, 4 murermestre, 3 parykmagere, 2 rebslagere, 2 sadelmagere, 13 skomagere, 11 skræddere, 4 slagtere, 4 snedkere, 1 stolemager, 5 tømrere, 1 urmager, 7 vævere og 8 vognmænd.

Lemvig

Lemvig havde i 1672 450 indbyggere og i 1769 320 indbyggere, hvorfor den hørte til småbyerne, med en tilbagegang på omkring 29%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Lemvig havde et mindre opland i omegnssognene.

Byens næringsvilkår beskrives i 1735 således: "Denne liden Kiøbstad Lemvig er under Boufling ampt udi Skodborg Vandfuld Herret beligende, Hvilke tvende Herreders Marker er goed grøn Marksjorde (undtagen 6 a 7 Sogner, Som er Sand og Rugmark) Hvor ved landmanden med opføedninger,hæste og stude Sampt fødevare, flesk, Smør, tallig, Vox, fædhuder og skind, medvidere, har Sin ophold, og deraf sine udgiffter. ..Lemvigs Byes Næring og Negotie bestaar dend største deel udi oven andførte fæde Vahres indkiøb (med foruden 3de De mest formuende Indvohnere som Eier og Bruger dend største deel af Byens Jorder, og derved Ligeleedes har Handel og aftræck med hæste og stude) Og Viidere igien af Sætter til Landmanden hvad hand til Sit huus og gaards brug er behøvende."

"..Til Lemvig Er ingen Skiberom, Eller Skibsfart, undtagen i Limfjorden, Hvor de med Nogle Kaage, fragter og lader føre hid fra Aalborg, Thømec hør, hamp, Jern, Tiere, Salt, etc. Og der til igien En stoer del flesk og Smør, Som Videre fra Aalborg til Leverantzen i Khafn bliver Transporteriet. Dend øfrige Ræst af fædeVahre Vognes 7 Mille til Ringkiøbing, hvorhen Eller med hvad Skibe det vider føres er mig ubevist. Liggeleds blifver Med Vogne ført til bem.d Ringkiøbing Sort uld, Vox, tallig, Røge kiød mad, Læret, Vadmeel, Svine bøster, fore Skind, Som til ambsterdam bliver ført og forhandlet, Og atter derfra hidføris, Vin brend vin, Specier, Suckor, Siirup,Thee, toback, piber, Sæbbe,Porcelliner,med andet stentøy, og viidere kræmer kram, Hollandske Plæder, og de Saa kaldede Bussekrams klude.."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Til og fra Byen falder besværlige onde Veie formedelst de store Bakker omkring Byen. Men ellers har Byen god Næring af Skibsfart og Fiskerie. Den gode Egn i de tvende bekiendte Herreder, nemlig Vandfuld- og Skodborgherreder, som Byen ligger ved, foraarsager god Afsættelse med Heste, Stude, Kiør, Faar, Sviin, Smør etc., som afgaaer til Hamborg, Norge, Kiøbenhavn. En stor Hindring i Seiladsen til Byen for Skibe er Løgstørs høie Grunde, hvor Vahre og Ladninger maae udlosses, og føres over paa fladbundede Kaage, hvilket foraarsager Bekostning, megen Besværlighed og Tidsspilde, indtil Skibene blive saa lette, at de kan flyde over de flade Grunde og lave Vande. Man fanger her alle Slags Fisk, saavel i Havet som i Liimfiorden. Her er en skiøn Sigte- og Grubenmølle. Byens Agre og Eng er 68 Tdr. Hartkorn. Torvedag holdes hver Tirsdag; men ellers holdes her fem aarlige Markeder, nemlig den 7. Martii med Heste, og 13. Martii med Heste og Qvæg i to Dage; ligeledes den 22. Maji og 24. Julii. Krammarked holdes næste Tirsdag for Bartholomæidag og den 9. Oktober med Heste og Qvæg."

Af håndværkere nævner Pontoppidan i 1769 2 feldberedere, 1 glarmester, 2 grovsmede, 1 handskemager, 1 hattemager, 1 kleinsmed, 1 maler, 1 murermester, 1 nålemager, 2 skomagere og 2 skræddere.

Holstebro

Holstebro havde i 1672 500 indbyggere og i 1769 688 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 38%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Holstebro i sit betydeligt opland havde konkurrence med Varde og Ringkøbing.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Er Holstebroe Bye her i Nörre Jylland beliggende, hvortil ingen Indseiyling er Nærmere end Ringkiöbing som er beliggende 6 Miille her fra, og Liim Fiorden som Kommer fra Aalborg 2de Miille til Fiskerhuussene som Kaldis Struer, hvor fra Nembl. Ringkiöbing Holstebroe bye som nærmeste fahrt til Holland og uden Lands Steder, de faae Handels Mænd som her i Byen er bruger nogen Liden Negotie, at före der diid de Fede Vahre, Saavelsom Uld, Vox, Korn, og dez lige Vahre, som her i denne Landetz Eign falder hvorfor igien föres, Vijne, Franskbrendevijn Specerier og Allen Kram med videre Smaa Sager, Item fra Liim Fiorden Struer udföres her fra Ved smaae Fahrtöyer som Kiöbmændene i Aalborg er Ejere af, Korn Vahre saavel og nogen Fede Vahre som Endten til Aalborg Kiöbmænd sælges eller og derfra Endten til Kiöbenhafn eller Norge Ved Andre Fahrtöyer henföres, hvorfra igien med desslige smaae Fahrtöyer til Struer Huusse hvor Nermeste Lohsse og Ladeplatzer fra Aalborg, hidföres, Saasom Norsk fur tömmer, tiære, Staal, Hör, Hamp, Salt med Videre smaa Kiöb og Handels Mænds Vahre, her i Eignen kand afsettes, Foruden lever dend meste deel af denne Bÿes Indvohnere af nogen liden Aufl og Agger Dyrckning baade de faae negocerende, Saavel og Endeel Handvercks Mænd."

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Kiøbmændene have meget god Handel, endskiønt de maae føre deres forskrevne Vahre til Lands enten fra Ringkiøbing, eller fra Struerlosseplads ved Liimfiorden. Byens Ager og Eng er 96 Tdr. 3 Skpr. 2 Fkr. 2 Alb. Hartkorn frie Kiøbstædsjord, og 16 Tdr. 3 Skpr. 2 Alb., som forhen laae til Holstebroebisgaard, men blev Aar 1638 henlagt under Holstebroebye; og deraf svares Matrikelskatter. ..Torvedag holdes hver Tirsdag. De aarlige Markeder holdes den 9. Januarii med Heste; ligeledes den 19. Februarii, hvilket Marked er det betydeligste af dem alle, og har altid, endog i Kong Valdemars Tid, været et berømt Market, .. Atter den 30. Maii Market med Sviin; den tredie Onsdag efter Pintsedag ligeledes; den 26. Junii Krammarket i to Dage; den tredie Onsdag i Julii Hestemarket; den 25. Julii Krammarket; den 11. September Qvægmarket i tre Dage; Onsdagen for Mikelsdag med Faar, Bukke og Giæs; den 16. Oktober Qvæg i tre Dage; den 14. November i to Dage."

Af håndværkere nævner Pontoppidan i 1769 2 barberere, 1 bogbinder, 4 feldberedere, 6 gørtlere, 1 glarmester, 3 grovsmede, 1 guldsmed, 2 handskemagere, 1 kandestøber, 2 kobbersmede, 1 limkoger, 2 malere, 6 murermestre, 1 parykmager, 2 rebslagere, 1 sadelmager, 12 skomagere, 8 skræddere, 2 slagtere, 2 snedkere, 3 tømrerer samt "Endeel Væverske".

Ringkøbing

Ringkøbing havde i 1672 623 indbyggere og i 1769 508 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 18%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Ringkøbing havde et opland i Vestjylland, dog i konkurrence med Varde.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "De her Omkring faldende Vahre Er Smör, flesk, tellig-, Huder-, Korn og fisk, Hvis Her af til Bÿen bliver Soltt, udskibede igien til forhandling, paa Altona; Hamburg, Amsterdamog Norge. Paa Samme wahris udskibning, Er i Nogle Aar tabt en Stoer deel penge, der meged haver forringed Bÿen. Til Kiöbenhafn, nu og vel, tilforne her fra Bÿen giort Leverantze til det Kongl. Proviant Huus, paa Smör og flesk, Mens formedelst Langt fraligende til Söes, og Over Landet 12 à 14 m: Miile, til Colding, eller Wejlle, Som först at Lade det Transportere, der ere de Nermeste Kiöbstæder her fra. Paa Øster-Søen. Bliver alt Större Omkostninger, med Prissen der farer Land Vaaris, Saa der Ved og af de Negotierende, er tabt een deel penge; Fra Altonaog Amsterdamhiemkiöbes Med Samme skibe igien det lidit Vahre, Som her af de Negotierende, kand afsettes Paa og Tömer Last fra Norge, Men Hör, Hamb, Iearn, oc Tiære. Kiöbes meest og förres Over Landet, fra Aarhuus, som er 16 Miille, fra Horssens og Colding 14 Miille her fra, Som selges Vj ej anden fahrt haver ind Meltt Erre; Ligeledes Handel Bruger En deel her i Nerværelssen boende Propritarier Saa og nu Stoer deel her Omkring Boende Bönder, Saa frit og freck, Som de beste her her udj Bÿen, hvilchen er Bÿen Store afgang Samme Landprangs Miisbrug tiltagger aarlig, og Bliver det iche betiids alvorligen hemmed, og denne afskaffed, er denne Bÿe Snart Over dette og meere heel Ruineret, Denne Bÿe haver og tilforn Haftt Næring af Wiiborg- og Holstebro, Negotianter Ved Ud- og Indskibede Vahre, mens Nu Moxen entret, de Søger nu alle meest Wahrde-Toldsted, Ved Hierting, af hvad aarsag Vides iche, Som helst Veijen died for dem er trj gange lengere, end her til, for Hvilche de og maae Betale trj Dobelt - Saa Stoere, Wagenlejer, Samt Miillepenger, Og Skippernes fragter her, er Noch saa billigt som der; Ellers er her i bÿen ingen Næring af Fremmede, eller Reissende, Som dend ligger afsides, og ingen Passagie Falder her Igiennem."

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Seiladsen til og fra Byen op igiennem Ringkiøbingsfiord er ofte vanskelig ved Nyemindegab, som er en smal Rende 4 Mile herfra, hvilken Naturen selv har giort igiennem Klitterne eller de høie Sandbierge, som ligge imellem Havet og Fiorden. Igiennem dette Nyemindegab skal altid Skibene passere, og til Ind- og Udsejling bliver altid af en Loots opsat i Gabet kiendelige Mærker eller Kanver, for de Seilende at rette sig efter. Byens Skibe har deres Vinterleie ved Havrviig, hvor der er en ypperlig god Havn, beliggende en Miil fra Nyemindegab og 3 Mile fra Byen. Fra Havrviig og til Rheden ved Ringkiøbing ere to saa kaldte Baller eller Dybe at seile igiennem, af hvilke den ene kaldes Skiernaaedyb, hvor Skibene nu seile, den anden kaldes den gamle Balle, som er nu useilbar. Fra Ringkiøbing kan man med god Vind seile til Holland i 30 Timer. Udi Fiorden er et Østersskrab, hvor man faaer gode Østers; ellers fanges baade i Fiorden og Aaen Sild, Aal, Flyndre, etc. Byens Ager og Eng er 63 Tdr. 1 Skp. 2 Fkr. 2 Alb. Hartkorn." Om markeder: "Market holdes den 7. Martii med Kramvahre, samt Heste og Stude; den 11. Junii med Kramvahre; den 6. Augusti Heste- og Qvægmarket i fire Dage; den 8. Oktober med Kram, Heste og Qvæg i fire Dage; den 23. Oktober Heste- og Qvægmarked i tre Dage; den 6, November Heste-, Qvæg- og Krammarked i tre Dage. Desuden holdes Torvedag hver Onsdag."

Af håndværkere nævner Pontoppidan i 1769 1 grovsmed, 1 hattemager, 2 kleinsmede, 1 kobbersmed, 2 rebslagere, 4 skomagere, 4 skræddere og 3 tømrere.

Varde

Varde havde i 1672 569 indbyggere og i 1769 690 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 21%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Varde havde et betydeligt opland i Vestjylland, dog i konkurrence med Ringkøbing.

Byens næringsvilkår i 1735 beskrives således: "Warde Byes Indvaaneres Høyeste Handtæring bestaar af en Ringe Ager Dyrchning og aufling hvoraf dend største Deel lefuer og sig opholder undtagen de Negocerende som kun ere faa og vides ej deres Lejlighed og Vilkor, nemlig Raadmand Søren Ølgoed, Niels Joensen, Knud Ølgoedog Rasmus Ølgoed, 4re Farfuere, samt nogle faae Løbe Kremmere som gaar ud undertiden med Kramkorfuen paa Landet, 2de Guldsmede, 1 Paruchemager, 1 Hatmager, 2 Bødkere og Drejre, 1 Muurmester, 1 Tinstøber, 2de Glarmester, 1 Reebslager, Item 4re grofue og 3de Kleinsmede, 14 á 16 Skoemagere som icke kand Estimeris andet end for Skoeflecher helst fordj de hafuer ingen Forlag, 7 a 8te Skræddere, 3de Reemsnidere, 5 á 6 Feldberedere som alle dog mest nærrer sig meere af aufling ind Handværchet, huoraf de fleste ere gandske fattige forarmede, ja huusarme folch."

Byens næringsvilkår beskrives i 1777 således: "Varde, en smuk Søekiøbstæd, beliggende ved en stor Aae, som af Byen kaldes Vardeaae, og har i fordum Tid været seilbar lige til Byen, men nu henved halvtredie Miil derfra løber ud i Hoedybet ad Havet. Nu er kun Seiladsen her til Byen meget ringe: thi Revieret eller Aaen fra Vestersøen op til Byen er hist og her af Strandsand saa forstoppet, at ikkun smaa Baade kan gaae lige til Byen; men store Baade eller Pramme kand ei flyde længere end til Janderup, som er en Miil vesten fra Varde; hvorudover Vardetoldkammer er nu forflyttet og anlagt i den Flek Hierting ved Graadyb, som er nu den Havn, hvor Kiøbmændene i Varde lade deres Vare ind- og udskibe. ..Siden den store Told er lagt paa Studenes Indførsel i Holland, udskibes ei længer fra Varde saa stor en Mængde af Staldstude fra Jylland til Holland, som tilforn, da her aarlig bleve udskibede tolv til tretten tusinde Staldstude." "Byens Jorde og Enge staae i Matrikelen for 112 Tdr. Hartkorn. Byen har ogsaa tilstrækkelige Heeder og Moser til Ildebrand. Fra Varde udskibes af Kiøbmændene sammesteds en anseelig Deel af Jyllands Produkter. Hver Torsdag holdes Torvedag. Men aarligt Marked holdes med Kramvahre den 6. Februarii i to Dage; den 5. Martii Kram- og Trævahre i to Dage; den 12. Martii med Heste og Qvæg i to Dage; den 17. April Kram- og Trævahre i to Dage; Kram- og Trævahre den 26. Septembr. i to Dage. Atter den 8. Oktobr. Kramvahre; og otte Dage for Juul Kram- og Trævahre i to Dage."

Af håndværkere nævner Pontoppidan i 1769 1 bager, 1 barberer, 1 bogbinder, 2 bødkere, 1 drejlvæver, 4 farvere, 4 feldberedere, 2 gørtlere, 3 glarmestre, 3 grovsmede, 1 guldsmed, 1 handskemager, 2 hattemagere, 1 karetmager og hjulmand, 2 kleinsmede, 1 kobbersmed, 1 maler, 1 møller, 1 parykmager, 2 rebslagere, 1 sadelmager, 8 skomagere, 10 skræddere, 3 slagtere, 1 snedker, 3 tømrere, 10 "Uldet- og Linned-Vævere".

Ribe

Ribe havde i 1672 1.939 indbyggere og i 1769 2.130 indbyggere, hvorfor den hørte til de store egnscentre, med en fremgang på omkring 10%. Byen lå centralt omend stærkt hæmmet af hertugdømmets nærhed og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Ribe havde et vist opland i det sydlige Vestjylland, dog i konkurrence med småbyer i hertugdømmet.

Byens næringsvilkår beskrives 1777 således: "Byens Jorde eller Eiendomme af Ager og Eng ere anslagne i Hartkorn for 247 Tdr. 1 Skp. 2 Fkr. 1 Alb. Agermark og Engene, som meest ere Marskenge, dog nogle Geestenge, tilhører deels Byens Kasse, deels Indvaanerne. deels Stiftelser og Embeder. I fordum Tid har her i Ribe været ypperligt Fiskerie, som nu formedelst Aaens Tilstoppelse aftager; dog fiskes her Giedder, Aborrer, Aal og Regenaugen, saa ogsaa Lax. De saa kaldte Ribeskuller eller Riberflyndre er ikke af Byens eget Fiskerie, men fra Fanøe og Mannøe, hvor de fiskes og tilberedes, og derefter, bringes til Ribe at sælges. Her har ogsaa tilforn været en anseelig Handel med Heste, Øxne, Korn og Fedevahre, saalænge Aaen var saa dyb, at Søefarten var i god Stand, da Hollænderne og andre udenlandske Kiøbmænd kom ofte til Ribe, men nu er Handelen ei af nogen vigtig Betydenhed; thi Byen er omringet med Haderslebhuusamt, hvor Handelen paa Landsbyerne er almindelig. Den Aae, som gaaer fra Søen af op til Byen, har i gamle Dage været saa dyb, at store Skibe har kundet seile lige ind i Byen; men nu er Aaen saa forstoppet, at i Ebbetiden kan kun en Baad eller Pram gaae, og maae ligge sex Timer paa Grund, indtil Flodtiden kommer. Derfor maae Skibene, som indkommer fra Riberdyb, ligge over en Miil fra Byen for Anker ved et Sted, kaldet Underbierum, hvorfra de losses ved Pramme. Udi Ribe er et kongeligt Toldkammer, hver Øxen- og Hestetolden erlægges, da mange Øxen igiennem Byen uddrives til Hamborg, men sielden nu udskibes." Om markeder: "Hver Tirsdag holdes Torvedag. Desuden sex aarlige Markeder, nemlig den 19. Martii Hestemarket i 3 Dage; den 15. Maji med Kram- og Trævahre; den 26. Julii ligeledes med Kram- og Trævahre; den 17. Julii Hestemarked i 3 Dage; den 5. September Kram- og Trævahre; og den 16. Oktober med Heste og Qvæg i 3 Dage."

Af håndværkere nævner Pontoppidan i Den Danske Atlas 1769 12 bagere, 6 bødkere, 2 bogbindere, 2 brolæggere, 3 drejere, 2 farvere, 10 feldberedere, 1 garver, 2 gørtlere, 4 handskemagere, 4 hattemagere, 6 hjulmænd, 4 høkere, 1 kandestøber, 1 knapmager, 1 kobbersmed, 2 malere, 2 møllere, 2 murermestre, 1 nålemager, 2 parykmagere, 4 rebslagere, 2 sadelmagere, 19 skomagere, 12 skræddere, 3 slagtere, 11 smede, 10 snedkere, 3 tømrere, 3 urmagere og 3 vævere.

Købstæderne i helstaten (1814-1864)

Napoleonskrigene ændrede med et slag næringsvilkårene for købstæderne i Danmark: afståelsen af Norge betød, at eksporten dertil blev vanskeligere, og det var næppe nogen fordel for dem, at Lauenborg kom til som nyt hertugdømme. Foruden Norge blev dansk korn afsat både i Storbritannien, Hamborg og i Holland, men eksporten var stærkt svingende, til dels beroende på udsving i høstens udfald. Hertugdømmernes industri udgjorde en alvorlig konkurrence for den i kongeriget fremvoksende industri, og den industrielle udvikling i landet forblev beskeden helt frem til 1864. Men der foregik en vis vareudveksling mellem kongeriget og hertugdømmerne. I de første efterkrigsår var landet desuden stærkt påvirket af pengereformen af 5. januar 1813, populært kaldet statsbankerotten.

I 1818 fik Fladstrand langt om længe købstadsrettigheder og ophævet til købstad under navnet Frederikshavn. Derefter blev egentlige købstadsrettigheder først tildelt igen ved århundredeskiftet: Esbjerg fik købstadsrettigheder i 1899, Løgstør, Silkeborg og Nørre Sundby i 1900, Frederiksværk i 1907, Herning i 1913, Struer i 1917 og endelig Vester Brønderslev i 1921. Fælles for disse byer var, at de havde udviklet sig til oplandsbetjenende industri- og handelsbyer ved egen fremdrift; tildelingen af købstadsstatus var snarere en følge af amtskommunale skatteforhold end udtryk for et behov for at fremme bydannelse i de pågældende egne.

Den udvikling, som det danske samfund gennemgik i første halvdel af 1800-tallet, førte kun til mindre ændringer i de befolkningsmæssige – og dermed bebyggelsesmæssige – forhold. Sideløbende med kornhandelstiden oplevede landet en vis afvandring til købstæderne, og omkring midten af århundredet var opstået de første tilløb til forstadsbebyggelser uden for købstædernes administrative område – et forvarsel om den gennemgribende forandring, som da endnu blot var i sin vorden.

Fra midten af 1800-tallet blev købstadsrettighederne udhulet ved nye love. Eneretten til handel blev således indskrænket ved næringsfrihedsloven fra 1857, der trådte i kraft ved nytår 1862. Allerede høkerloven i 1856 havde svækket købstædernes særstilling væsentligt. Indtil 1920 bevarede de dog fortsat eneretten på håndværk og handel i en vis afstand, men denne ret blev undergravet ved muligheder for undtagelser efter samtykke. Næringsfriheden ændrede på kort tid vilkårene for købstæderne: de måtte nu kæmpe om håndværk, handel og tjenesteydelser på lige vilkår med andre steder; en central beliggenhed og evne til at tiltrække kunder fra et omgivende opland blev nu i vid udstrækning bestemmende for købstædernes videre trivsel. For de største købstæder fik dette kun ringe betydning, idet disse formåede at opretholde det forspring, den havde i kraft af tidligere privilegier og forblev egnscentre. Nogle få byer formåede at udvikle sig endda til landsdelscentre. Men for flere mindre byer betød det, at de ikke formåede at klare sig i konkurrencen og derfor nærmest stagnerede i deres udvikling. Konkurrencen kom fra vejbyer og stationsbyer, der efterhånden udviklede sig ved disse nye færdselsknudepunkter, især i de egne der lå fjernest fra købstæderne. Derved skete der en integreret rangordning af købstæderne i et nyt bymønster, hvor centralitet for oplandsfunktioner kombineret med transportforhold og industri tilsammen bestemte byernes trivsel og befolkningsmæssige udvikling. Nogle få af disse nye byer opnåede som nævnt status af købstæder, hvilken betydning først og fremmest lå i udskillelse fra amtskommunerne.

Det var først fra omkring midten af 1800-tallet, at det førindustrielle samfund oplevede et begyndende opbrud. Det er skæbnens ironi, at købstædernes virkelige blomstring først indtraf i takt med afviklingen af deres særrettigheder. Industrialiseringen betød behov for en større arbejdsbefolkning med deraf afledt større behov for varer og tjenester. Skønt købstæderne ofte mistede en del af deres oplandshandel, blev dette kompenseret ved, at industri trak flere landboere til byen, hvor de nu blev faste byboere. Udviklingen betød også, at en lang række nye handels- og tjenesteydelser udviklede sig, specialiserede håndværk inden for vand, varme og sanitet, senere elektricitet og meget mere.

Købstæder hørte normalt ikke under amtskommunen. Dette betød blandt andet at byen ikke deltog i amtsrådsvalg. Købstaden havde selv ansvaret for de opgaver som på landet hørte under amtsrådet. De bornholmske købstæder hørte dog under amtskommunen indtil 1959.

I 1958 fik Skjern som den sidste by købstadsrettigheder.

Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling, og betegnelsen købstad har siden kun været en historisk titel.

Kornhandelsperioden

Fra 1820'ernes slutning til udgangen af kornhandelsperioden i 1870'erne var kornpriserne i fortsat stigning, omend som altid med store, årlige svingninger, men med en fast og stigende tendens indtil man ved periodens slutning tog de tredobbelte priser hjem sammenlignet med 1820'ernes dårligste tid. På landet gav det penge til alle, men flest til godsejerne, eftersom kornavl gav det bedste udbytte på store landbrug. Også skibsfarten oplevede en afsmittende virkning i form af stadigt voksende fragtbehov. Kornsalgstiden var ikke blot landbrugets men også skibsfartens gyldne tid.

Baggrunden for denne vækstbølge skal findes i flere forhold. Faktisk var landbrugsproduktionen voksende gennem hele perioden. En betydelig og regelmæssig korneksport var begyndt allerede i 1820'erne, og den var både i omfang og værdi nogenlunde fast frem til begyndelsen af 1840'erne, da både mængder og priser gik opad. Priserne var dog fortsat forholdsvis lave ind i 1830'erne. Overalt var der en kraftig befolkningsvækst med stigende efterspørgsel efter fødevarer til følge. Således voksede den danske befolkning fra 1,2 mio i 1834 til 1,6 mio i 1860. Den faldende dødelighed må ses som et udslag af en rigeligere ernæring. Langt vigtigere var imidlertid den modsvarende befolkningsvækst i Storbritannien. Indtil udgangen af 1820-erne kunne engelsk landbrug tilsvarende øge sin produktion, men fra begyndelsen af 1840-erne begyndte efterspørgslen mere hyppigt at overstige udbuddet, og dette indebar, at der kunne opnås højere priser. Samtidig skete der en afvikling af det britiske beskyttelsessystem: 1842 ophævedes tolden på indførsel af kvæg, og korntolden blev nedsat, og fra 1847 ophørte toldbeskyttelsen for korn. Denne udvikling gjorde, at landbrugets udførsel blev stadig mere rettet imod det engelske marked: hvor Storbritannien i 1820-erne aftog omkring en femtedel af den samlede udførsel fra Helstaten, var denne andel vokset til omkring halvdelen i 1850. Denne udvikling var sandsynligvis endnu mere udtalt for de kongerigske dele af Helstaten. Med bortfaldet af den engelske, glidende korntoldskala ændredes salgsvilkårene grundlæggende: det drejede sig herefter ikke mere om at få kornet afskibet med så kort varsel som muligt men alene om billig fragt. Kornafskibningen fra Danmark kom nu til at foregå om sommeren og om efteråret, da der var størst udbud af tonnage, og hvor der ikke var fare for tilfrysning af farvandene.

Sideløbende hermed udbyggedes fragtnettet, blandt andet anlagdes Bandholm havn 1839-1840. Skibene blev større. Handelsflådens samlede tonnage blev omtrent fordoblet mellem 1830 og 1860, altovervejende i form af sejlskibe.

Købstædernes fragt- og samfærdselsmæssige forhold

Blandt de forhold, som satte deres præg på købstædernes udvikling i anden halvdel af 1800-tallet, må fremhæves de fragt- og samfærdselsmæssige forhold, det vil sige vejnet, jernbaner og havne.

Forbedringer i vejnettet var blevet lagt i faste rammer allerede med Vejforordningen af 13. december 1793, der organiserede vejbygningen i Danmark ved indkaldte franske ingeniører samt skelnede mellem hovedlandeveje, landeveje og biveje. En administrativ omlægning fandt sted ved vejloven af 1867, men for vejnettet i sig selv fik dette mindre betydning. I den forløbne tid var landevejene forbedrede ved at belægge vejbanerne med skærver og kampesten, der skulle sikre en fast kørebane under alle vejrforhold. Ganske vist kunne der blive anlagt nye veje, men de fik kun beskeden indflydelse på samtidens fragt og samfærdsel. Forklaringen på dette var, at selve kørslen helt frem til århundredeskiftet skete med hestevogne, så noget egentligt fremskridt i samfærdselsbetingelserne kunne vejnettet ikke bibringe.

Anderledes med jernbanerne. De udgjorde et nyt træk i landsamfærdslen i anden halvdel af 1800-tallet, og med den industrialiserede krækkraft i form af damplokomotiver kunne jernbanerne levere langt hurtigere og mere effektiv fragt- og rejseforhold. Følgen var, at jernbanestationer hurtigt udviklede sig til stedlige knudepunkter for varefragten, både afsendelse og modtagelse, og at der derfor i tilknytning til disse udviklede sig ny små bysamfund kaldet stationsbyer. Jernbanerne overtog derfor en stor del af både vejfragt og den fragt, som var sket fra udskibningssteder og ladepladser rundt om langs de danske kyster. Jernbanerne kunne kort sagt konkurrere både på tids- og prisparametre med andre fragtformer. Nok så vigtigt var det, at jernbanenettet i høj grad blev lagt efter at forbinde købstæderne indbyrdes og dermed fremmede disses mulighed både for at afsende og modtage gods. Derimod spillede de en underordnet rolle i henseende til den sysselsætning, de kunne tilbyde.

Havnene havde i århundreder været købstædernes svaghed. Problemer med tilsanding gjorde fragtsejladsen både besværlig og omkostningsfuld, idet skibene måtte betale for købstædernes temmelig forgæves bestræbelser for med muddermaskiner at sikre nogenlunde egnede besejlingsforhold. Ikke desto mindre var havnene nøglen til købstædernes omsætning med omverdenen (når der ses bort fra betjeningen af det nærmeste opland) helt frem til omkring midten af 1800-tallet. I takt med, at havneforholdene blev forbedrede, voksede også deres betydning for købstæderne. Men hvor havnene i første halvdel af 1800-tallet overvejende havde udførsel af varer, ændredes dette til overvejende indførsel af varer i anden halvdel af 1800-tallet (fraset Esbjerg, der på samme tid udviklede sig til Danmarks vigtigste udførselshavn).

Det er nærliggende at spørge, hvad der fik størst betydning: jernbaner eller forbedrede havneforhold? Det enkle svar er, at begge forhold bidrog til at styrke købstædernes udviklingsmuligheder. Både jernbaner og havne havde en voksende omsætning gennem hele anden halvdel af 1800-tallet, og denne tiltog endda i begyndelsen af 1900-tallet. Forklaringen på dette ligger i, at købstæderne fik forbedret deres omsætning med oplandet, men også i at der med tiden kunne udvikle sig en stærkere vareudveksling men også konkurrence mellem købstæderne indbyrdes.

Købstædernes industrielle udvikling

Når købstæderne som helhed udviste en stærk befolkningsvækst også efter næringsfrihedens indflydelse, skyldes dette ikke mindst en omfattende industriel udvikling. Allerede fra midten af 1800-tallet blev købstæder inddraget i en industrialisering, omend i begyndelsen såre beskeden og oftest ved ibrugtagning af dampkraft i eksisterende virksomheder. Men efterhånden oprettedes nye industrivirksomheder, der producerede varer ved maskiner drevet med damp, gas, olie og elektricitet.

Industrialisering indtræffer, når kraftkilden til maskiner er kunstigt frembragt, ikke ved heste, vind eller vand. I første del af 1800-tallet betød dette brugen af dampkraft. Man kan i den sammenhæng skelne mellem en introducerende fase, en gennembrudsfase og egentlige vækstfaser. Introduktionen af dampmaskiner indtraf allerede i det første årti af 1800-tallet: i 1805 fik Holmen en dampmaskine på 20 hestekræfter, i 1807 fik Mønten en maskine på 12 hestekræfter, virksomheden Holmblad fik i 1810 en dampmaskine på 10 hestekræfter, og endelig fik Maglekilde fabrikker ved Roskilde en dampmaskine, der tidligere havde været på Holmen. Alle 4 maskiner stammede fra England. Af de 4 maskiner kan kun 2 siges at have været anvendt i fremstillingsvirksomhed. I de følgende år kom der ingen nye dampmaskiner, først i 1821 fik Strandmøllen en maskine. Kendetegnende for denne første introduktionsfase var, at 3 af de 4 maskiner endnu var i brug i slutningen af 1830-erne. Foruden omkostningerne ved anskaffelse af maskiner samt Napoleonskrigene spillede det sikkert en rolle for stagnationen, at dampmaskinerne var upopulære. Dampskibet "Dania" havde endnu i 1831 flere sammenbrud på sine maskiner, så der blev tvivl om deres brug, maskiner blev anset for farlige og støjende og politisk kneb det med støtten til anskaffelse af maskiner. Endnu i 1831 fandtes der kun 5 virksomheder i hovedstaden med mekanisk kraft, tilsammen havde maskinerne 55 hestekræfter og skønnet 5.900 ansatte. Endnu i 1839 kan man ikke tale om et industrielt gennembrud, idet langt de fleste større virksomheder endnu klarede sig med håndkraft. Der fandtes da 14 virksomheder med en samlet maskinkraft på 183 hestekræfter og skønnet 6.600 ansatte.

Derimod kan man tale om et - ganske vist beskedent - gennembrud for dampmaskiner i tidsrummen fra 1839 til 1855: antallet steg fra 15 maskiner med samlet 183 hestekræfter til i 1847 49 virksomheder med samlet 380 hestekræfter og i 1855 81 maskiner med samlet 766 hestekræfter. Det var især højtryksmaskiner, der voksede i antal og styrke, fra 3 i 1839 til 56 i 1855, alene i hovedstaden. Men samtidig havde dampmaskinerne fundet vej til provinsbyerne: i Odense havde 3 virksomheder samlet 34 hestekræfter, i Århus havde 5 virksomheder maskiner med samlet 36 hestekræfter, i Horsens havde 3 virksomheder maskiner med samlet 22 hestekræfter, i Fredericia havde 5 virksomheder maskiner med samlet 69 hestekræfter, i Helsingør havde 3 virksomheder maskiner med samlet 15 hestekræfter. I andre provinsbyer var det kun enkelte virksomheder, der havde indført dampkraft, og i de mindste købstæder var dampkraften endnu ukendt. Men fornyelsen af kraftkilden var sket, og det var i disse år, at tilføjelsen "damp-" blev føjet til virksomhedsbetegnelsen for derved at markere ibrugtagen af den nye teknologi. I branche efter branche måtte man nu forholde sig til de ændrede konkurrencevilkår; industrialiseringen måtte få en selvforstærkende effekt.

Et udtryk for, at dampkraften nu var slået igennem er det, at der i flere danske købstæder fremstod maskinfabrikker, som fremstillede dampmaskiner til det danske marked, således O.J. Winstrup, J.F. Hansen og Martin von Würden i Frederiksværk, P.F. Lunde, H. Caspersen & Sønner, H.C. Lund, Baumgarten & Burmeister (fra 1865 Burmeister & Wain), Julius Winter, Hellerung & Hauberg (tidligere Gamst & Lund), Th. Hüttemeier (tidligere P.F. Lunde), D. Løwener & Co. i København, Jens Andersen i Assens, H. Smith i Ålborg, P. Jørgensen i Hobro, C.J. Smith, A.F. Berg og Jochumsen, Nøddelund og Co. i Randers, S. Frich i Århus, Brødrene Jochumsen (senere Møller & Jochumsen), J. Stallknect i Horsens, F. Heidemann i Hjørring, M.P. Allerup og Phønix i Odense, H Rasmussen i Slagelse, C.P. Lange i Nakskov samt Peder Hansen i Nykøbing Falster. Omkring 1870 var der mindst 16 værksteder i provinsbyerne, som fremstillede dampmaskiner.

Dampkraftens gennembrud viser sig blandt andet i kornformalingen: i 1851 fik Chr. Simoni i Ålborg installeret en dampmaskine på 3 hestekræfter, i 1852 fik Nakskov en dampmølle, i 1853 fik Maribo en dampmølle, i 1854 fik både Holbæk og Horsens dampmøller. Også brænderierne gik over til dampkraft: allerede i 1838 blev oprettet et dampbrænderi i København, i 1839 fulgte Grenå, i 1840 Roskilde, i 1841 Århus og Ålborg. I 1842 fik Ålborg endnu et dampbrænderi. Langt fra alle sådanne tidlige industrielle initiativer lykkedes, mange måtte opgive efter nogle få år. Men udviklingen fortsatte.

Fra 1855 og frem kan man tale om en egentlig industriel vækst: antallet af virksomheder med indlagt dampkraft var stigende, dampkraften endnu mere, og industrialiseringen slog igennem i branche efter branche, nogle hurtigere end andre. Det afgørende er imidlertid, at allerede i 1855 var udviklingen så fremskreden, at virksomhederne måtte forholde sig til den nye kraftkilde for at kunne klare sig i konkurrencen. Som kriterium for industri sættes nogle gange, at der skulle være mindst 5 ansatte. Som begrundelse herfor angives blandt andet, at små virksomheder ikke vejer tungt i sysselsætningen. Dette argument er ikke holdbart, tværtimod er det af interesse at se, hvorledes selv meget små virksomheder med den industrielle kraftkilde kunne klare sig i konkurrencen med større virksomheder med og uden dampkraft. Ikke alle virksomheder med 5 ansatte eller mere anvendte dampkraft, men det er af interesse at vide hvor omfattende anvendelsen af dampkraft var i forhold til den samlede sysselsætning. Men det kræver kendskab til alle virksomheder, både med og uden dampkraft, større som mindre, at kunne fastslå udviklingsforløbet nærmere. Af samme grund har også forholdene i brancher, der gjorde brug af forlagsdrift eller vandkraft, interesse.

Det er næppe urigtigt at sige, at den tidlige industrialisering overvejende var samlet i købstæderne, men der var undtagelser: råstofudvinding måtte ske på det sted, hvor råstofferne fandtes, og ofte skete forarbejdning af råstofferne også i tilknytning til udvindingsstedet. Dette forklarer, hvorfor blandt andet teglværksindustrien som regel lå på landet, og hvorfor de fleste mejerier, margarinefabrikker, savværker og til dels slagterier og sukkerfabrikker blev lagt i de fremvoksende stationsbyer og vejbyer. Men mange købstæder formåede også på disse områder at gøre sig til knudepunkter for forædling af landdistrikternes råvarer. For Københavns vedkommende gælder desuden, at byen allerede omkring 1870 var så fyldt med industrivirksomheder, at nogle større virksomheder flyttede ud i forstæderne og derved gav plads til flere nye, men mindre virksomheder i den gamle bymidte.

Aarhus havde således allerede omkring midten af 1800-tallet 3 både- og skibsbyggerier, 2 bogtrykkerier, 6 ølbryggerier, 10 brændevinsbrænderier, 1 svovlstikkefabrik, 1 finerskæreri, 8 garverier og felberederier, 3 jernstøberier, 4 kalkbrænderier, 2 limfabrikker, 1 oliemølle, 1 saltraffinaderi, 1 strømpefabrik, 2 sæbesyderier, 2 teglbrænderier, 6 tobaksfabrikker, 2 vatfabrikker, 4 bomulds- og linnedvæverier, 2 instrumentfabrikker, 1 chikoriefabrik, 2 nålefabrikker, 4 vognfabrikker, 9 farverier, 3 lysestøberier, 1 eddikebryggeri, 1 bryggeri for bayersk øl samt lige uden for byen 1 sukkerrafinaderi og 1 sømfabrik. Aalborg havde blandt andet 1 cementfabrik, 1 kemisk fabrik, 3 dampbrænderier, 2 dampbagerier, 1 dampfarveri og valkemølle, 1 dampmelmølle, 1 glasværk, 1 jernstøberi og maskinværksted, 1 klædefabrik og valkemølle, 1 saltraffinaderi, 1 svinesalteri, 1 sæbesyderi, 2 tobaksfabrikker, 3 teglbrænderier, 3 ølbryggerier, 2 bogtrykkerier, betydelige skibsbyggerier og flere væverier. Viborg havde blandt andet 1 bogtrykkeri, 3 ølbryggerier, 4 brændevinsbrænderier, 4 garverier, 1 handskefabrik, 1 jernstøberi, 1 masinfabrik, 2 maltgørerier, 1 vandmølle, 1 vindmølle, 1 stivelsesfabrik, 2 strømpefabrikker, 1 teglbrænderi, 1 tobaksfabrik og 1 vatfabrik. Blandt de mindre købstæder kan nævnes, at Hjørring havde 4 jernstøberier, 3 dampbrænderier, 1 ølbryggeri, dampmølle med dampbageri, Sæby havde 1 klædefabrik, 1 jernstøberi og 1 kalkbrænderi, Frederikshavn havde 1 bogtrykkeri, 2 kalkværker og 1 cigarfabrik osv osv. Næsten samtlige købstæder kunne i 1850-erne kun udvise et beskedent antal industrier men dog en begyndelse, og som nævnt måtte ibrugtagningen af den nye teknologi have en selvforstærkende effekt. Medvirkende hertil var også fremkomsten af nye maskiner, der havde brug af dampkraft som forudsætning.

I tidsrummet fra midten af 1850-erne frem til begyndelsen af 1870-erne voksede antallet af industrier i købstæderne betydeligt, og for flere købstæder kan industriarbejdernes andel af befolkningen omkring 1870 sættes til 4-10%. For 1872 er det samlede antal industrivirksomheder i kongeriget opgjort til 1.527 med 37.000 ansatte, heraf i København 445 virksomheder med 16.800 ansatte og i købstæder (og handelspladser) 601 virksomheder med 12.111 ansatte, men der i landdistrikter var 481 virksomheder med 8.359 ansatte. Kendetegnende for denne periode var, at mange typer af industri så som mølleri, savværk, maskinsnedkeri, cementstøberi, maskinfabrik, teglværk forekom i adskillige købstæder og fortrinsvis var rettede mod at betjene et mere beskedent opland. Flere af de større købstæder udviklede i 1890-erne en mere alsidig industri, men samtidig skete en udvikling imod virksomheder, der producerede varer med hele landet for øje. For en række industriers vedkommende så som fremstilling af elektriske maskiner, motorskibe, gummivarer, konfektion, tobaksvarer og margarine skete en koncentration i de største købstæder. Industrien blev således en bidragyder til købstædernes rangordning.

Købstædernes handelsmæssige udvikling

Ikke blot varefremstillingen men også varehandelen ændrede sig i anden halvdel af 1800-tallet. En ny butiksform med store spejlglasruder til præsentation af butikkernes varesortiment vandt frem. Det traditionelle afhængighedsforhold mellem købmandi købstaden og bonde på landet blev afløst af en ny, mere konkurrencepræget kamp om kunderne. Antallet af detailhandlere voksede, og samtidig indtraf en specialisering med hensyn til brancher. Alene i Randers kom 11 nye brancher: brødhandlere, isenkræmmere, frugthandlere, broderihandlere, farvehandlere, læderhandlere, mælke- og ostehandlere, brændselshandlere, materialister, skibsprovianteringshandlere og viktualiehandlere, til mellem 1860 og 1870, hvorved det samlede antal af brancher voksede fra 21 til 30. I Grenå skete udviklingen lidt senere, omkring 1880, og antallet af brancher voksede fra 7 til 12, men udviklingen fortsatte de følgende årtier. I Ebeltoft voksede antallet af brancher fra 6 i 1860 til 15 i 1890, blandt andet tilkom grønthandel, modehandel, læderhandel og marskandiser. Et fælles træk ved de nye butikker kendetegnende dem er, at de fleste af dem ikke krævede en særlig uddannelse og ofte kun krævede en beskeden startkapital. Et andet karakteristisk træk ved tiden var en stor udskiftning af brancher, der kom og forsvandt igen i takt med tidens behov. Ligeledes var udskiftningen høj blandt forretningerne, i Randers 50% eller mere i hvert af tiårene 1860-70, 1870-80, 1880-90 og 1890-1901. I andre byer kunne denne udskiftning være både mindre og større. En medvirkende årsag til udviklingen kan være krisen i 1870-erne, der kunne motivere folk til at forsøge at starte en egen lille forretning. Det er i denne henseende bemærkelsesværdigt, at mellem 10% og 27% af de handlende i de 3 nævnte købstæder var kvinder med egen forretning. Også i Århus udgjorde selvstændige kvinder 11% af de handlende. Som helhed var de handlende socialt og økonomisk så uens stillet, at man ikke kan tale om nogen ensartet gruppe. Som følge heraf mistede gruppen af handlende som helhed en del af den anseelse, de tidligere havde haft: hvor købmændene tidligere var regnet som købstædernes overklasse, kom de nu til at afspejle et bredt social udsnit af indbyggerne.

Købstæderne under industrialiseringen (1864-1970)

Frem til århundredeskiftet havde købstæderne, bortset fra hovedstaden, i det store og hele kunnet holde byudviklingen inden for egne grænser. Ganske vist var der hist og her opstået begyndende forstadsdannelser, men som regel var den beskreden, og for at tage højde for udviklingen blev det politisk vedtaget at muliggøre indlemmelser af forstæder hvis og når, den blev anset for hensigtsmæssigt. Udviklingen i det 20. århundrede viste imidlertid, at sådanne indlemmelser var alt for få og små, og det skete håbløst for sent i forhold til den faktiske udvikling.

Følgen af dette var, at et nyt fænomen, forstæderne, i stigende grad prægede samfundet. Men det betød også, og vigtigere, at købstædernes udvikling nu skete delvist uden for det område, byrådene havde beslutningsretten over. Det betød behov for samarbejde med omgivende landkommuner, men ofte blev dette samarbejde modvirket af indbyrdes modstridende interesser. Først efter 2. verdenskrig lykkedes det at udvikle et samarbejde, der gav rimeligt fornuftige resultater for alle parter.

Købstædernes industrielle udvikling

I det følgende halve århundrede nåede købstædernes industrielle vækst sit højdepunkt. Ved den såkaldte erhvervstælling fra 1925 opgjordes købstædernes antal af industrier således: 3 provinsbyer havde over 10.000 industriarbejdere – Aarhus havde 1.857 virksomheder med 15.027 ansatte, Odense 1.582 virksomheder med 13.378 ansatte og Aalborg-Nørresundby 1.263 virksomheder med 11.040 ansatte. Til en mellemgruppe hørte Horsens med 810 virksomheder og 5.545 ansatte, Vejle med 721 virksomheder og 4.631 ansatte, Randers med 784 virksomheder og 4.160 ansatte, Esbjerg med 599 virksomheder og 3.651 ansatte og Kolding med 557 virksomheder og 3.354 ansatte. Fredericia, Svendborg, Nakskov, Helsingør, Silkeborg, Roskilde, Næstved, Nykøbing Falster, Slagelse og Sønderborg havde over 2000 industriansatte, 18 provinsbyer over 1000 ansatte og kun Allinge-Sandvig med 499 industriarbejdere havde under 500 industriansatte. Allerede i 1911 udgjorde de ansatte inden for håndværk og industri i Helsingør, Frederiksværk, Holbæk, Maribo, Nakskov, Nykøbing F, Stubbekøbing, Odense, Middelfart, Svendborg, Faaborg, Vester Brønderslev, Nykøbing M, Aalborg-Nørresundby, Grenå, Aarhus, Horsens, Silkeborg, Vejle, Kolding, Holstebro og Herning 40-50% sysselsatte af indbyggerne. Ingen tvivl om, at industri var blevet den bærende næringsvej i købstæderne.

Købstædernes landbrugs- og fiskerimæssige udvikling

Helt frem til 1857 havde landbruget flere steder spillet en ikke ubetydelig rolle for købstæderne. Disse havde haft deres egne købstadsjorder samlede i købstadslanddistrikter. Med den fremadskridende industrialisering blev landbruget i stigende grad afviklet, og det tidligere åbne landdistrikter blev nu inddraget i den fremadskridende byudvikling. I mange tilfælde rakte landdistrikterne ikke til, og byudviklingen fortsatte ud i omgivende sognekommuner i form af forstæder.

For en række købstæder har også fiskeriet spillet en betydelig rolle. I 1929 opgjordes således antallet af erhvervsfiskere til i Esbjerg 1105, Skagen 600, Frederikshavn 580, Kerteminde 200, Grenaa 190, Lemvig 140, Faaborg 118, Korsør 90, Sæby 72, Aarhus og Nyborg 70 hvortil kom de bornholmske købstæder.

Købstædernes handelsmæssige udvikling

I forlængelse den befolkningstilstrømning til købstæderne (og deres forstæder), som ikke mindst industriudviklingen bevirkede, fik også købstædernes handel gode tider. Hvad, man tabte til stedlige handlende i de nye byer (stationsbyer og vejbyer) i forlængelse af næringsfrihedens indførelse, blev fuldt ud modvirket dels af nye kunder i form af (tilflyttede) industriansatte, dels ved engroshandel. Men købstæderne kunne ikke forhindre, at der opstod nye konkurrenter og at nogle af disse endda opnåede status af handelsplads og senere endda købstadsstatus, således Esbjerg, Silkeborg, Nørresundby, Herning, Vester Brønderslev og Skjern. Vigtigere var det dog, at handels- og tjenestenetværket udviklede sig til et rangordnet (hierarkisk) netværk bestående af landsdelscentre, egnscentre og områdecentre, en udvikling der fuldbyrdedes i tiden 1960-1970.

Omkring århundredeskiftet (1900) skete en stadig mere udtalt adskillelse mellem detailhandel og engroshandel, idet sidstnævnte fortrinsvis blev samlet i de største byer.

For engroshandelens vedkommende blev det ved erhvervstællingen 1925 opgjort, at provinsbyernes antal af virksomheder inden for denne næringsgren var: i Aarhus 206, Odense 183, Aalborg-Nørresundby 117, Esbjerg 100, Randers 61, Kolding 65, Horsens 55, Vejle 56, Haderslev 44, Sønderborg 48, Svendborg 29, Aabenraa 33, Nykøbing Falster 27, Nakskov 29, Roskilde 31, Holbæk 17, Fredericia 29, Korsør 17, Slagelse og Hjørring 24, Kalundborg 8. Engroshandelen var i ikke ubetydelig udstrækning knyttet til tilstedeværelsen af en god, dyb og sikker havn, og skibsfarten spillede da også i sig selv en stor rolle i mange provinsbyer. Megen godstransport til landets indre dele skete i mellemkrigstiden fra havnebyerne med jernbane, omend lastbilfragten voksede. Engroshandelen forekom især inden for kolonialvarebranchen, korn- og foderstoffer samt handel med landbrugsvarer. En vigtig rolle spillede tillige datidens mange provinsbanker og -sparekasser, kredit- og hypotekforeninger, forsikringsselskaber, hotel- og restaurationsbranchen samt forlystelseslivet.

Købstædernes administrative udvikling

Det var uundgåeligt, at købstæderne vedvarende spillede en stor rolle ved udbydelsen af offentlige tjenester, således politi- og retsvæsen, kirkelige myndigheder (stiftsmyndigheder), garnisonsvæsen, undervisningsvæsen (gymnasier,tekniske skoler, handelsskoler, navigationsskoler, statsseminarier), sundhedsvæsen (sygehuse) samt forvaringsanstalter (sindssygevæsen, straffeanstalter).

Litteratur

• Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark, bind I, 1; 1960),
• Ejler Alkjær: "Byernes oplandstilknyttende og oplandsskabende Faktorer" (Det danske Marked, 1942, s. 139-153),
• Anders Andrén: Den urbana scenen: städer och samhälle i det medeltida Danmark (Lund 1985)
• Erik Arup: Danmarks Historie I-II (1925-32),
• Morten Axboe: "Byens navn" (Skalk 1997 Nr. 4; s. 16-17)
• Jørgen H.P. Barfod: "Danmark-Norges handelsflåde 1650-1700" (i: Søfartshistoriske Skrifter VI; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg 1967)
• Jørgen H. Barfod: "Glückstadt, en forpost og et mislykket projekt" (i: Maritim Kontakt XXIV; København 2002; ISBN 87-87947-08-0; s. 33-43)
• Henrik Becker-Christensen: "Stabelstadspolitikken 1658-1689" (i: Erhvervshistorisk årbog 1975; s. 90-105)
• Henrik Becker-Christensen: "De danske købstæders økonomiske udvikling og regeringens erhvervspolitik 1660-1750" (i: Erhvervshistorisk årbog 1979; s. 41-97)
• Henning Bender: Aalborgs industrielle udvikling fra 1735 til 1940; Aalborg 1987; ISBN 87-982523-1-3
• Jan Bill: "Port topography in medieval Denmark" (i: Jan Bill (red.): Maritime Topography and the Medieval Town, PNM Publications from The National Museum Studies in Archaeology & History Vol. 4, Copenhagen 1999; ISBN 87-89384-68-7; s. 251-261)
• Lars Bisgaard: "Religion, gilder og identitet i den senmiddelalderlige by" (i: Søren Bitch Christensen (red.): Middelalderbyen, Danske Bystudier 1; Århus Universitetsforlag 2004; ISBN 87-7934-094-6; s. 249-269)
• Claus Bjørn: "1810-60" (i: Det danske landbrugs historie III: 1810-1914; Odense 1988; ISBN 87-7526-079-4; s. 7-190)
• Ragnar Blomqvist: "Stadsbebyggelse och stadsplan" (KLNM, sp. 611-630)
• Sture Bolin: "Muhammed, Karl den store och Rurik" (Scandia 1939; s. 181-222)
• Per Boje og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (i: Grethe Authen Blom (red): Urbaniseringsprosessen i Norden 3: Industrialiseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01666-8; s. 178-244)
• J.O. Bro Jørgensen: Industriens Historie I Danmark 1730-1820; København 1943 (genoptryk af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1979; ISBN 87-7500-848-3)
• Michael Bruus: "Købstadshavnene og byvæksten 1798-1868" (i: Søren Bitsch Christensen (red.): Danske Bystudier 2: Den klassiske købstad; Århus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1; s. 199-236)
• Michael Levy Bruus: "I sikker havn. Danske købstadshavnes modernisering 1798-1868" (i: Maritim Kontakt 29; 2007; ISBN 87-87947-19-6; s. 7-102)
• Byhuset. Byggeskik i købstaden, red. Curt von Jessen et al. (København 1980),
• Mette Kjær Bækgaard: "De nørrejyske købstadsmarkeder" (i: Søren Bitsch Christensen (red.): Danske Bystudier 2: Den klassiske købstad; Århus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1; s. 137-172)
• Aksel E. Christensen: Industriens Historie i Danmark I: Tiden indtil c. 1730; (red. Axel Nielsen, København 1943, genoptryk 1979) ISBN 87-7500-847-5,
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund (2. udgave, Akademisk Forlag 1977) ISBN 87-500-1732-2
• Chr. Christensen: "Tilstanden i Himmerland ved Aar 1735" (Fra Himmerland og Kjær Herred 1915-17; Aalborg 1917; s. 474-548)
• Chr. Christensen: "Tilstanden i Thy og paa Mors ved Aar 1735" (Samlingr til Jysk Historie og Topografi, 4 række 3 bind; København 1917-19; s. 230-266)
• C. Petresch Christensen: "Vejle Købstad og dens Indbyggere ved Aar 1735" (Vejle Amts Årbog 1921; København 1921; s. 174-204)
• Chr. Petresch Christensen: "Fredericia Købstad og dens Indbyggere ved Aar 1735" (Vejle Amts Årbog 1922-23; København 1924; s. 125-155)
• Chr. Petresch Christensen: "Kolding Købstad og dens Indbyggere ved Aar 1735" (Vejle Amts Årbog 1927; København 1927; s. 203-228)
• Jens Ole Christensen: "Fladstrand – befæstning og byudvikling" (Historie, Ny række, 18, 1989; s. 421-450),
• Søren Bitsch Christensen: "Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800" (i: Søren Bitsch Christensen (red.): Danske Bystudier 2: Den klassiske købstad; Århus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1; s. 47-136)
• Betænkning nr. 161: De bymæssige kommuner. Betænkning afgivet af det af indenrigsministeriet under 21. oktober 1952 nedsatte udvalg med den opgave at foretage en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede sognekommuners særlige forhold (1956)
• Hanna Dahlström, Bjørn Poulsen & Jesper Olsen: "Det ældste København" (Skalk 2017 nr 4, s. 10-16)
• Ole Degn: "Dansk handel, håndværk og industri 1770 og 1780 - set i Danmarks handelsspejl" (i: Erhvervhistorisk årbog 1969; s. 7-43)
• Ole Degn: "Danmark. De nyanlagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800" (i: Grethe Authen Blom (red.): Urbaniseringen i Norden II: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01664-1; s. 9-48)
• Ole Degn: "Århus-skippere gennem Øresund. Århus' handelsflåde og skibsfart omkring 1640" (i: Erhvervhistorisk årbog 1987; s. 77-90)
• Frauke Dettmer: "Tolerance i merkantilismens tidsalder - de religiøse fristeder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten" (Rambam. Tidsskrift for jødisk Kultur Og Forskning, Årg. 24 Nr. 1; 2015; s. 34-43)
• Poul Enemark: "Englandshandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 668-674)
• Poul Enemark: "Frankrigshandel" (i: KLNM, sp. 573-579)
• Poul Enemark: "Friserhandel" (i: KLNM, sp. 647-652)
• Poul Enemark: "Handelsplasser. Danmark" (i: KLNM, sp. 138-139)
• Poul Enemark: "Handelsprivilegier. Danmark" (i: KLNM, sp. 149-153)
• Poul Enemark: "Handelsveier. Danmark" (i: KLNM, sp. 171-175)
• Poul Enemark: "Hedebyhandel" (i: KLNM, sp. 274-278)
• Poul Enemark: "Hestehandel" (i: KLNM, sp. 524-532)
• Poul Enemark: "Hollandshandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 643-648)
• Poul Enemark: "Kornhandel. Alm. og Danmark" (i: KLNM, sp. 147-154)
• Poul Enemark: "Salthandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 704-710)
• Poul Enemark: "Skinnhandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 525-529)
• Poul Enemark: "Smörhandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 326-332)
• Poul Enemark: "Tjärhandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 423-424)
• Poul Enemark: "Transitohandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 563-567)
• Poul Enemark: "Östersjöhandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 41-48)
• Poul Enemark: Dansk oksehandel 1450-1550. Fra efterårsmarkeder til forårsdrivning; Aarhus Universitetsforlag 2003; ISBN 87-7288-880-6
• Claus Eskildsen: "Den sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser" (Vilh. La Cour (red.): Sønderjydske Studier 2; C.A. Reitzels Forlag 1942)
• Hanne Fabricius: "Development of town and harbour in medieval Copenhagen" (i: Jan Bill (red.): Maritime Topography and the Medieval Town, PNM Publications from The National Museum Studies in Archaeology & History Vol. 4, Copenhagen 1999; ISBN 87-89384-68-7; s. 221-236)
• Fr. le Sage de Fontenay: "Danmarks Handelstraktater med Spanien" (Historisk Tidsskrift, bind 9 række 1; 1918; s. 43-61)
• Lene B. Frandsen og Stig Jensen: "Hvor lå Ribe i vikingetiden?" (Kuml 1986; s. 21-35)
• Lene B. Frandsen, Stig Jensen: "Kongen bød" (Skalk 1988 nr 4, s. 3-8)
• Peter Fransen: "De fynske købstæders kamp om opland i perioden 1865-1920. Odense kontra de fynske søkøbstæder" (i: Fortid og Nutid 1991, Hefte 2; ISSN 0106-4797; s. 71-96)
• Birgitta Fritz: "Stad" (i: KLNM, sp. 545-554)
• Hans H. Fussing: "Bybefolkningen 1600-1660. Erhvervsfordeling, ambulans, indtjeningsevne" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 1, Universitetsforlaget i Aarhus 1957)
• Sv. Gram Jensen:Den ny stad og fæstning Hals" (i: Historie, ny række 4 (1991), s. 154-159)
• J. Greve: Geographie und Geschichte der Herzogthümer Schleswig und Holstein; Kiel 1844
• Kristian Hald: "Stadsbebyggelse och stadsplan. Danmark" (i KLNM sp. 650-651)
• Gregers Hansen: "Købmændene i Sakskøbing og Maribo i 1700-årene" (Fortid og Nutid, bind XXV (1972), s. 20-62)
• Holger Hjerholt: Inkorporationen af Den gottorpske Del af Sønderjylland i Kronen 1721; København 1945
• Annette Hoff: "De pløjed' og de så'de" (Skalk 2001 Nr. 6; s. 12-17)
• Ole Hyldtoft: Københavns industrialisering 1840-1914; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9
• Ole Hyldtoft: "Med vandkraft, dampmaskine og gasmotor" (i: Erhvervshistorisk Årbog 37; Viborg 1988; ISBN 87-504-0540-3; s. 75-126)
• Ole Hyldtoft: "Råstofmiljøer" (i: Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet; Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet 1996; s. 150-171)
• Ole Hyldtoft: "Industrimiljøer på landet" (i: Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet; Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet 1996; s. 126-149)
• C. Jansen, J. Kieffer-Olsen, P.K. Madsen: "De små brødre" (Skalk 1995 nr 2, s. 11-16)
• Connie Jansen: "Middelalderbyen Aarhus" (Skalk 2014 nr 6, s. 12-15)
• Henrik M. Jansen: "Svendborg under lup" (Skalk 1987 nr 5, s. 18-27)
• Henrik M. Jansen, Tore Nyberg og Thomas Riis: "Danmark. Danske byers fremvekst og udvikling i middelalderen" (i: Grethe Authen Blom (red.): Urbaniseringen i Norden I: Middelaldersteder; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; s. 9-89)
• Knud J.V. Jespersen (anmeldelse af: "Danmarks historie, bind 2: Tiden 1340-1648" i Historisk Tidsskrift bd. 82 hft. 1; 1982; s. 120-137)
• Hans Chr. Johansen: "Den danske skibsfart i sidste halvdel af det 18. århundrede" (i: Erhvervhistorisk årbog 1975; s. 62-89)
• Hans Chr. Johansen (anmeldelse af: Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease. Studier i de kongerigske provinsers søfart i det 18. århundrede" i Historisk Tidsskrift bd. 82 hft. 1; 1982; s. 147-154)
• Nicolai Jonge: Danmarksbeskrivelse, 1777
• Lisbet Balslev Jørgensen: "Enfamiliehuset"(i: Hakon Lund (red.): Danmarks Arkitektur, 2. udgave, Viborg 1985; ISBN 87-00-94772-5)
• Steffen Elmer Jørgensen: "Byerne og hovedlandevejsnettet 1761-1910" (i: Søren Bitch Christensen (red.): Danske Bystudier 2: Den klassiske købstad; Århus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1; s. 173-198)
• Svend Kramp: "Aakirkeby i 1760'erne" (i: Bornholmske Samlinger III Række 10 Bind; Bornholms Historiske Samfund 1996; ISBN 87-87042-02-9; s. 69-88)
• C. Klitgård: "Et Bidrag til Jyllands Forsvarshistorie" (i: Historie, bind 4, række 4 (1924), s. 27-38)
• Hanne Dahlerup Koch: "Fromhedens kendetegn" (Skalk 1998 nr 4, s. 5-9)
• Hans Krongaard Kristensen og Jens Vellev: "En ikke ringe ære for byen" (Skalk 1982 nr 5, s. 3-9)
• Hans Krongaard Kristensen: "Faser i Viborgs topografiske udvikling 1000-1500" (i: Søren Bitsch Christensen: Middelalderbyen. Danske Bystudier 1; Aarhus Universitetsforlag 2004; ISBN 87-7934-094-6; s. 79-96)
• Hans Krongaard Kristensen, Jens Vellev: "En ikke ringe ære for byen" (Skalk 1982 Nr. 5; s. 3-9)
• Erik Kroman: "Hvor gammel er Ærøskøbing?" (i: Fynske Årbøger 1957; s. 269-285)
• Erik Kroman: "Stad. Danmark" (i: KLNM sp. 561-564)
• Erik Kroman: "Stadsbebyggelse och stadsplan. Danmark" (i: KLNM sp. 638-640)
• Erik Kroman: "Stadsprivilegier. Danmark" (i: KLNM sp. 686-687)
• Erik Kroman: "Stadsrett. Danmark" (i: KLNM sp. 692-698)
• Erik Kroman: "Stadsstyrelse. Danmark" (i: KLNM sp. 5-8)
• Gerhard Köhn: Die Bevölkerung der Residenz, Festung und Exulantenstadt Glückstadt von der Gründung bis zum Endausbau 1652; Neumünster 1974
• E. Ladewig Petersen: "Christian IV's skånske og norske fæstningsanlæg 1596-1622" (i: Historisk Tidsskrift, bind 16 række 4 (1995), s. 328-341)
• Aksel Lassen: "Skæbneåret 1659. Hungersnød og pest over Sydvestdanmark" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 5, Universitetsforlaget i Aarhus 1958),
• Thorsten Lemm: "Husby i Angeln" (Fornvännen 2010 (105):1; s. 61-63)
• Johs. Lindbæk: "Statskollegiet og de danske Købstæder" (i: Historisk Tidsskrift, bind 8 række 4; 1912; s. 132-146)
• Allan A. Lund: Adam af Bremens krønike (Wormanium 2000)
• Jørn Lønstrup og Ingrid Nielsen: "Mellem tvende have" (Skalk 1997 nr 4, s. 20-30)
• Emil Madsen: "Om Artilleriet i de danske Hære i det 16. Århundrede" (i Historisk Tidsskrift række 7 bind 2; 1900; s. 135-176)
• Lennart S. Madsen: "De middelalderlige købstæder i Nordslesvig" (i: Søren Bitsch Christensen (red.): Middelalderbyen, Danske Bystudier, 1; Aarhus Universitetsforlag 2004; ISBN 87-7934-094-6; s. 97-112)
• Per Kristian Madsen: "Det lille hus" (Skalk 1989 nr 6, s. 3-8)
• Hans Mikkelsen, Jørgen Smidt-Jensen: "En smuk lille by" (Skalk 1995 nr 5, s. 5-10)
• Anders Monrad Møller: Fra galeoth til galease. Studier i de kongerigske provinsers søfart i det 18. århundrede; Fiskeri- og Søfartsmuseet, Esbjerg 1981; ISBN 87-87453-48-7
• Anders Monrad Møller: "Frederik den Fjerdes Kommercekollegium og Kongelige Danske Rigers inderlig Styrke og Magt" (Københavns Universitet, Institut for økonomisk historie Publikation nr. 18; Akademisk Forlag 1983; ISBN 87-500-2462-0)
• Axel Nielsen: Industriens Historie I Danmark, III tiden 1820-1870, 1 halvbind: Industriens Forhold I Almindelighed; København 1844 (genoptryk 1979); ISBN 87-7500-849-1
• Ingrid Nielsen: "Aakirkeby 1346. Da købstaden fik sine egne love" (i: Bornholmske Samlinger III Række 10 Bind; Bornholms Historiske Samfund 1996; ISBN 87-87042-02-9; s. 159-166)
• Jens N. Nielsen: "Alabu" (Skalk 1997 nr 5, s. 5-9)
• O. Nielsen: Liber Census Daniæ. Kong Valdemar den Andens Jordebog; København 1873
• Svend Nielsen: "Stegeborg" (Skalk 1980 Nr. 4; s. 3-9)
• Torben Nilsson: "Stentinget" (Skalk 1992 Nr. 4; s. 3-9)
• Ebbe Nyborg: "Kirke og sogn i højmiddelalderens by" (i: Søren Bitch Christensen (red.): Middelalderbyen, Danske Bystudier 1; Århus Universitetsforlag 2004; ISBN 87-7934-094-6; s. 113-190)
• Albert Olsen: "Nogle Synspunkter for dansk merkantilistisk Erhvervspolitik" (Scandia 1930; s. 223-273)
• Albert Olsen: "Stavnsbaandets Virkninger paa Byerne" (Scandia 1933; s. 63-82)
• Albert Olsen: Danmark-Norge i det 18. Aarhundrede; København 1936
• Rikke Agnete Olsen: "Borgen bygges" (Skalk 1980 Nr. 2; s. 18-27)
• Erik Oxenbøll: "Manufakturer og fabrikker. Staten og industrien i det 18. århundrede" (i: Kristof Glamann og Erik Oxenbøll: Studier i dansk merkantilisme. Omkring tekster af Otto Thott; Institut for Økonomisk Historie, Publikation nr. 20; Akademisk Forlag, København 1983; ISBN 87-500-2476-0; s. 79-136)
• Kenno Pedersen: "Handelslivet i Helsingør" (i: Helsingør Kommunes Museer 1983; ISSN 0108-0393; s. 5-64)
• Peter Pentz: "Herrens fattige" (Skalk 1989 nr 5, s. 18-25)
• Erik Pontoppidan: Den Danske Atlas, Tomus V Første Bind; Kiøbenhavn 1769
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 109, Odense Universitetsforlag 1987)
• Erland Porsmose: "Middelalder O. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5)
• Gunner Rasmussen: "Fra købstadshandelen i det 18. århundrede. En lollandsk klage fra 1762" (Erhvervshistorisk Årbog; Rosenkilde og Bagger 1954; s.126-148)
• Ulla Fraes Rasmussen: "Køge - the topography of a planned harbour town" (i: Jan Bill (red.): Maritime Topography and the Medieval Town, PNM Publications from The National Museum Studies in Archaeology & History Vol. 4, Copenhagen 1999; ISBN 87-89384-68-7; s. 237-250)
• Thomas Bloch Ravn: "For åben lade" (Skalk 1988 nr 6, s. 18-27)
• Helle Reinholdt: "I dag drog jeg til Skanderborg igen" (Skalk 2006 nr 4, s. 20-28)
• Mats Riddersporre: "Alltid på väg. Valdemar den stores uppehållsorter enligt Saxo och diplom" (Fortid og Nutid 1988; s. 17-26)
• Wilhelm Sager: Heere zwischen den Meeren - Heeres- und Kriegsgeschichte Schleswig-Holsteins. Husum Druck- und Verlagsgesellschaft. Husum. 2003, ISBN 3-89876-113-4
• Johannes von Schrödèr: Topographie des herzogthums Holstein, des fürstenthums Lübek und der freien und Hanse-Städte Hamburg und Lübek; Zweiter Theil; Oldenburg 1841 (tysk)
• Johannes von Schrödèr: Topographie des herzogthums Holstein, des fürstenthums Lübek und der freien und Hanse-Städte Hamburg und Lübek; Erster Band; Oldenburg 1855 (tysk)
• Johannes von Schrödèr: Topographie des herzogthums Holstein, des fürstenthums Lübek und der freien und Hanse-Städte Hamburg und Lübek; Zweiter Band; Oldenburg 1856 (tysk)
• C. Fl. Steenstrup: "De danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur" (Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1929; København 1930, s. 9-19)
• C. Fl. Steenstrup: "De danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur (sluttet)" (Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1930; København 1931, s. 47-65)
• Niels Peter Stilling: De nye byer. Stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940 (Selskabet for Stationsbyforskning 1987).
• Frans-Arne Stylegar: "Husebyene i Norden" (Arkeologi i nord, 2004)
• Helge Søgaard: "Stadsbebyggelse og stadsplan. Danmark" (i: KLNM, sp. 640-641)Thomas Bloch Ravn
• Hanne Schaumburg Sørensen: "I de store spejlglasruders tid - da Randers, Grenaa og Ebeltoft blev moderne handelsbyer 1860-1901" (i: Erhvervhistorisk Årbog 2014, 1; s. 10-49)
• Morten Søvsø: "Ansgars Kirche in Ribe" (Mythos Hammaburg; Hamburg 2014; s. 245-254)
• Allan Tønnesen: "Helsingørs udenlandske borgere borgere og indbyggere ca. 1550-1600" (Dansk Komite for Byhistorie: Byhistoriske Skrifter, Bind 3; Ringe 1985; ISBN 87-88885-00-3)
• Kai C. Uldall: "Indberetning om den økonomiske Tilstand paa Lolland-Falster 1735" (Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog 1918; s. 34-87)
• Kai C. Uldall: "Indberetning om den økonomiske Tilstand paa Lolland-Falster 1735" (Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog 1919; s. 1-22)
• Jens Vellev: "Peder Olsen" (Skalk 1992 nr 6, s. 13-15)
• Villads Villadsen: "Byens plan" (i: Hakon lund (red.): Danmarks Arkitektur. Byens huse. Byens plan; 2. udgave; Nordisk Forlag A/S, København 1985; ISBN 87-00-94862-4; s. 9-47)
• Richard Willerslev: Studier i dansk industrihistorie 1850-1880; København 1952 (reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie; København 1978) ISBN 87-7500-874-2
• Stig Wørmer: "Byen der forsvandt" (Skalk 2004 nr 1, s. 13-17)
• Jakob Ørnbjerg: "Havde godtfolk ikke været det" (Skalk 2003 nr 6, s. 28-31).

Eksterne henvisninger

• Anders Andrén: "Städer och kungamakt – en studie i Danmarks politiska geografi före 1230" (Scandia, bind 49 (1983), nr 1; s. 31-76)
• L.V. Birck: "Cisen og Konsumptionen" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3. række, Bind 28; 1920)
• Karl Blemsted: "En oversigt over udviklingen af Rønnes industri" (Geografisk Tidsskrift, Bind 52; 1952)
• P. H. Boye: "Nogle Bidrag til Nakskovs Statistik i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede, og til denne Stads Præstehistorie." (Historisk Tidsskrift, 2. række, Bind 5; 1854)
• Per Boye og Ole Hyldtoft: "Danmark. Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 3: Industrialiseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977) ISBN 82-00-01666-8
• Steen B. Böcher: "Vandkraften som initial lokaliseringsfaktor for dansk industri" (Geografisk Tidsskrift, Bind 52; 1952, s. 33-50)
• Søren Bitch Christensen (red.): "Den klassiske købstad" (Danske bystudier 2); Aarhus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1
• Jens Ole Christensen: "Fladstrand – befæstning og byudvikling" (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 18; 1989)
• Ole Degn: "Danmark. De nyanlagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 2: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977) ISBN 82-00-01664-1
• Ole Degn: "Byer, hierarkier og byudvikling i Danmark 1550-1700" (Historie, Ny række 17, 1987, s. 527-546)
• Trine Locht Elkjær: "Købstadslandbrugets betydning for købstadens erhvervsliv og økonomi i 1700- og 1800-tallet" (Fortid og Nutid 2001, nr. 4; s. 251-272)
• Allan Frandsen: "Bonden og købmanden" (Fortid og Nutid, 1987, s. 1-20)
• Peter Frandsen: "De fynske købstæders kamp om opland i perioden 1865-1920. Odense kontra de fynske søkøbstæder" (Fortid og Nutid, 1991, hefte 2, s. 71-96)
• Harriet M. Hansen: "Folketællinger og folketal. Omkring folketællingen i Middelfart 1787" (Fortid og Nutid december 1997, s. 289-297)
• Viggo Hansen: "Den rurale by. De bymæssige bebyggelsers opståen og geografiske udbredelse" (Geografisk Tidsskrift, Bind 64; 1965)
• Viggo Hansen: "The pre-industrial City of Denmark. A study of two medieval founded market-towns" (Geografisk Tidsskrift, Bind 75; 1976)
• Grethe Jacobsen: "Dansk købstadlovgivning i middelalderen" (Historie, Ny række, 19, 1991, s. 393-439)
• P. B. Jacobsen: "Bidrag til Fremstilling af det danske Kiøbstadvæsen under Kongerne Christian III. og Frederik II." (Historisk Tidsskrift, 1. række, Bind 5; 1844)
• P. B. Jacobsen: "Bidrag til Kundskab om de danske Kiøbstæders Borgervæbning og Deeltagelse i Krigsvæsenet i en Deel af det 16de Aarhundrede" (Historisk Tidsskrift, 2. række, Bind 1; 1847)
• Grethe Jacobsen: "Købstadsfinanser i begyndelsen af 1500-tallet. Lyder van Fredens kæmnerregnskaber for Malmø 1517-20" (Historisk Tidsskrift, 14. række, Bind 6; 1985)
• Grethe Jacobsen: "Dansk købstadlovgivning i middelalderen" (Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 19; 1991)
• Henrik M. Jansen, Tore Nyberg og Thomas Riis: "Danmark. Danske byers fremvækst og udvikling i middelalderen" (Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 1: Middelaldersteder; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977)
• Adolf Jürgens: Zur Schleswig-Holsteinischen Handelsgeschichte des 16. und 17. Jahrhunderts; Berlin 1914
• C. Klitgaard: "Et Bidrag til Jyllands Forsvarshistorie" (Historie/Jyske Samlinger, 4. række, Bind 4; 1924)
• E. Ladewig Petersen: "Christian IV's skånske og norske fæstningsanlæg 1596-1622" (Historisk Tidsskrift, 16. række, Bind 4; 1995)
• Johs. Lindbæk: "Statskollegiet og de danske Købstæder" (Historisk Tidsskrift, 8. række, Bind 4; 1912)
• M. Mackeprang: "De danske købstæders skattevæsen indtil begyndelsen af det 17. århundrede" (Historisk Tidsskrift, 7. række, Bind 3; 1900)
• M. Mackeprang: "Danske Købstadmøder fra Kristian I til Kristian IV" (Historisk Tidsskrift, 8. række, Bind 4; 1912)
• Mogens Mackeprang: "Holsten" (Salmonsens Leksikon, 2. udgave, Bind XI (1921); s. 674-677)
• Emil Madsen: "Om Fodfolket i de danske Hære i det 16de Aarhundrede" (Historisk Tidsskrift, 7. række, Bind 1; 1897)
• Emil Madsen: "De nationale Tropper, samt Hærvæsenets Styrelse i det 16. Aarhundrede" (Historisk Tidsskrift, 7. række, Bind 5; 1904)
• Jørgen Mikkelsen: "Korn, købmænd og kreditter. Om kornhandel og kornpriser i Sydvestsjælland ca. 1740-1807" (Fortid og Nutid, oktober 1993, hefte 3, s. 179-213.)
• Jeppe Norskov: "Kvarterdannelse, industrilokalisering og byudvikling i Århus 1870-1920" (Fortid og Nutid, marts 2006, s. 21-42)
• Jakob Pasternak: "Erik af Pommern og købstadsforordningen af 1422, 15. februar" (Scandia, bind 26 (1960), nr 2; s. 329-342)
• Bjørn Poulsen (anmeldelse af): "Anders Andrén: "Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark" (Acta Archaeologica Lundensia. Series in B, nr 13), Malmö 1985" (Historisk Tidsskrift, 15 række, bind 3, 1983)
• Bjørn Poulsen: "Forholdet mellem land og by i dansk middelalder" (Historisk Tidsskrift 109 hefte 1, 2009, s. 1-20)
• Kristian Buhl Thomsen: Danske byers historie gennem 1300 år, Dansk Center for Byhistorie, 2009.