Købstæder i Danmark

Købstæder i Danmark var fra begyndelsen af middelalderen indtil kommunalreformen i 1970 bebyggelser udstyrede med særlige privilegier, der typisk var opnåede ved kongelig indvirken. Disse privilegier indbefattede som regel:
- eneret til håndværk og handel inden for et nærmere fastlagt område, kaldet købstadens "læbælte",
- egen administration adskilt fra omgivelsernes (oplandets),
- egen domstolsforvaltning,
- fritagelse for visse skatter og endelig
- fritagelse for almindelig militærtjeneste (værnepligt).
Der ud over kunne eksempelvis religionsfrihed (kendes bl.a. fra Fredericia) være en del af privilegiet.[1]

Allerede i vikingetiden var kongen begyndt at udstede særlige tilladelser til opførelse af kirker i forbindelse med handelspladser. For at sikre sig den fulde kontrol over handelen og de indkomster, der kunne flyde deraf, skete der en omlægning således, at al handel skete på steder hvor kongen havde både ejendomsretten til jorden og kontrollen i form af de særrettigheder, privilegier, der blev udstedt for den virksomhed, som her fandt sted. Frivilligt eller ved magt omlagdes handelen til sådanne steder, ofte i et samarbejde med kirkens særlige interesser.

Lige siden forsøgte konge- og statsmagten gennem lovgivning at fremme købstædernes trivsel, indtil udviklingen havde vist, at noget sådant hverken var vel begrundet eller havde den ønskede virkning: fremkomsten af nye bydannelser uden privilegier og nye bydele uden for de priviligerede områder undergravede efterhånden hele systemet i en sådan udstrækning, at købstæderne endegyldigt mistede deres særstilling i 1970.

ForudsætningerRediger

Fremkomsten af købstæder hviler på tre forudsætninger:
- en befolkningsvækst, der overskrider behovet for sysselsatte ved landbrug og fiskeri og derved muliggør
- en arbejdsopdeling, hvorved håndværk, handel og tjenesteydelser udskilles som nye næringsveje,[2]
- en (overvejende) geografisk adskillelse, hvor de bymæssige næringer samles i bestemte bebyggelser, ofte ved en indgriben fra samfundets ledende magt i form af privilegier og rettigheder.

Kendetegnende for købstæder er således en vedvarende særlig høj befolkningstæthed i forhold til omegnen i forbindelse med en næringsmæssig specialisering, særlige rettigheder i retslig og andre administrative henseender.[3]

Ved siden af det grundlæggende forudsætninger bidrog en række medvirkende omstændigheder til købstædernes udvikling. Tilstedeværelsen af en kongelig borg, der foruden forsvarsformål fungerede som sæde for lensadministrationen, bevirkede, at de pågældende købstæder fik tilført dele af landbrugernes overskud i form af skatter, bispetiender og landgildeafgifter.[2] Grundlaget for købstædernes trivsel blev yderligere fremmet ved torvedage en eller to gange om ugen, hvor landbefolkningen bragte deres overskud til torvs og til gengæld anskaffede sig, hvad de havde brug for, en vareudveksling der hvilede på Harald Hens gennemførelse af et kongeligt monopoliseret møntsystem baseret på penningen allerede i 1000-årene.[2]

Et forhold, som måtte fremme købstædernes rolle som samlingssteder for befolkning og sysselsætning, var behovet for kongelige og kirkelige embedsmænd: da købstæderne udgjorde særskilte retsområder, indebar dette, at der blev oprettede særlige domstole, byting[4], med egen foged[5], der blev oprettet et særskilt bystyre, byrådet, bestående af rådmænd[6], købstæderne fik en egen stadsret[7] og egen byskriver samt stadsbud (preco), der igennem hele middelalderen fungerede som politimyndighed[8], en vægter[8], et stedligt forsvar[9] (senere ændret til en borgervæbning), kæmner til at forvalte byens pengemidler[10], ofte en sankt jørgensgård[10], det vil sige sygehus. Dertil kom byens borgere[11] i form af håndværkere[12], handlende, arbejdsmænd[13], søfolk samt adelige, der ejede en gård i byerne[14] og gejstlige.[15] Købstæderne fungerede som kongens residens, når denne rejste rundt i landet[16][17] og for Viborgs, Ringsteds og Lunds vedkommende tillige som mødested for landsting.[18] Mange købstæder havde flere kirker og var inddelte i flere sogne.

Det var dog ikke alle købstæder, der lå nær et administrativt center, så allerede tidligt udviklede købstæderne sig uens: de bedst stillede opnåede indbyggertal over 1000, mange andre kun på nogle få hundrede.[2]

Stadsretternes oprindelse og tildelingRediger

 
Kong Christian 4. var en af Danmarkshistoriens mest virksomme oprettere af købstæder og fremmede Københavns stilling i Kongeriget, blandt andet lod han bygge nye bydele og monumentale bygninger som Trinitatis Kirke og Rundetårn.

Købstadsrettigheder blev i middelalderen tildelt af byherren, det vil sige den person, som havde overherredømmet over det område, hvorunder købstaden hørte. Det kunne være kongen, men også en hertug (således greven af Holsten, hertuger af Sønderjylland, Nørrejylland og Halland), en ærkebiskop (således for de bornholmske købstæders vedkommende), en biskop (således biskoppen af Roskilde, der var byherre for København), eller abbedissen og konfessoren af et kloster (således Maribo).[19] Tildelte rettigheder gjaldt kun så længe, den pågældende havde overherredømmet og/eller var i live: således havde den svenske konge herredømmet over Skåne i midten af 1300-tallet og udstedte 1353 en stadsret for Malmø, men da Valdemar Atterdag havde genvundet Skåne, fik Malmø en ny stadsret.[20] Hver gang, en konge døde, måtte stadsretten fornyes, og skete det ikke, havde stedet mistet sin særstilling.

Det var imidlertid ikke muligt for en hertug at påtvinge en købstad en bestemt stadsret, hvis stedets indbyggere ikke var enige heri.

Udstedelsen af købstadsrettigheder skete i almindelighed efter anmodning fra stedets (købstadens) indbyggere. De måtte i almindelighed betale en vis afgift for dette gode.

Selve udstedelsen af stadsrettighed skete skriftligt. Ofte var det en kendt og anset stadsrettighed, som byherren gav lov til at måtte bruges af ansøgeren. Sådanne "udlån" af stadsretter skete blandt andet med stadsretterne for København, Lund, Malmø, Odense, Ribe, Roskilde, Slesvig, Viborg, Aalborg og Århus; Tønder fik lov til at anvende Lybæks stadsret.[21] Hvis en byherre fandt, at der var bestemmelser i en stadsret, som ikke passede, var der mulighed for at tage forbeholdt for disse bestemmelsers ibrugtagen. På lignende måde kunne en ufyldestgørende stadsret suppleres med bestemmelser hentet fra andre stadsretter.[22]

Købstædernes fordeling og beliggenhedRediger

I løbet af middelalderen oprettedes et net af købstæder, der med de tildelte beskyttelsesområder for handel og håndværk dækkede stort set hele kongeriget og Sønderjylland bortset fra Jyllands, Skånes, Hallands og Blekinges indre (kystfjerne) egne. Mange steder, blandt andet på Lolland og Falster, var netværket så tæt, at købstæderne dårligt kunne opnå et opland af betydning.[23] En del af denne tæthed skal ses i lyset af nærheden til Hansastæderne langs Østersøens sydkyst, men også de vigtige vandveje gennem Øresund og i Vadehavet medvirkede til købstæders opkomst i disse områder; en del købstæder opstod i tilknytning til sikringen af overfart mellem landsdelene. De fleste købstæder lå tillige i tilknytning til datidens "hovedvejsnet", hærstræderne eller hærvejene, og den del af dette vejnet, der løb igennem købstaden, fik ofte navnet "Algade" (fx Holbæk)[24].

Historisk fremtræder købstæderne overvejende som tilhørende bestemte typer.

Tingsteder og handelspladserRediger

Blandt de ældste købstæder fra før 1200 fremstår Ribe og Hedeby som vigtige handelspladser, henholdsvis for det vestlige Nørrejylland og for handel mellem Nordvesteuropa og Østersøområdet, men især på Sjælland fremkom før år 1200 en række købstæder i indlandet, ofte med en indbyrdes afstand svarende til en dagsrejse med heste og vogn: fra Slagelse og Næstved til Ringsted videre til Roskilde og herfra enten til Slangerup og Helsingør eller til København og videre til Lund. Fra Roskilde var der også forbindelse til Holbæk og Kalundborg, hvorfra overfart til Århus skete.[25] I Nordjylland kan peges på Viborg og Hjørring som indlandskøbstæder opståede før år 1200. Beliggenheden skyldes næppe frygt for venderne[26] men snarere kongens behov for at kunne rejse rundt og styre sit land, ikke mindst løse interne konflikter, og her var en central beliggenhed af betydning.[27][28] Således var Viborg, Ringsted og Lund mødesteder for landsting[29], mens Roskilde ifølge Adam af Bremen var kongesæde og også Slangerup tilhørte Kronen. Fælles for alle disse tidligste købstæder er, at de så at sige var "arvet" af kongemagten. Det var disse tidlige vejknudepunkter og/eller vadesteder med dertil knyttede muligheder for handel[30], som allerede i vikingetiden fik tilført to nye centralfunktioner: en række af dem blev bispesæder (Hedeby/Slesvig, Ribe, Århus, Viborg, Odense, Roskilde samt Lund, der i 1104 blev ophøjet til ærkebispesæde) og flere fungerede tidvis som møntsteder (foruden bispesæderne også Ålborg, Randers, Slagelse, Ringsted og Tommarp), det vil sige, at deres rolle som administrative centralsteder og handelspladser blev forstærket ved kongelige tiltag.

Købstad Hedensk
kultplads
Tingsted Wik Vejkryds/
vadested
Møntsted Bispesæde Kongsgård/
krongods
Borg Overfarts-
sted
Kloster Sankt
Jørgensgård
Slesvig - - ja ja (Hedeby)[31] (Hedeby)[32] - - - 1234[33] -
Ribe - - ja ja Møntsted[34] Bispesæde[32] - 1260-erne[35] - 1232[33] ja[36]
Viborg "vi" Landsting[3] - ja Møntsted[37] Bispesæde[32] Kongsgård[38] - - 1235[33] ja[39]
Ringsted - Landsting[3] - ja Møntsted[40] - KVJ[41] - - - ja[36]
Lund - Landsting[3] - ja Møntsted[40] Bispesæde[32] Kongsgård[42] - - 1238[33] -
Århus - - ja ja Møntsted[40] Bispesæde[32] - - - - ja[36]
Odense "vi" - ja ja Møntsted[40] Bispesæde[32] Kongelev[43] - - 1279[33] ja[39]
Randers - - - ja Møntsted[40] - Kongsgård[38] - - 1236[33] ja[39]
Ålborg - - ja ja Møntsted[40] - Kongsgård[38] - - 1250[33] ja[36]
Slagelse - - ja ja Møntsted[40] - KVJ[41] - - - ja[36]
Roskilde - - ja ja Møntsted[40] Bispesæde[32] KVJ[41] Haraldsborg[44] - 1237[33] ja[39]
Hjørring - Sysselting - ja - - - - - - -
Tommarp - - - - Møntsted[40] - - - - 1161[45] -

Oversigt over sammenhængen mellem tidlige købstæder og deres funktioner og forudsætninger. Vikingetid og tidlig middelalder indtil år 1200. 2 havde været hedenske kultsteder, 4 var tingsteder (landsting, sysselting), 7 blev bispebyer, mindst 12 blev møntsteder. Klostre, helligåndshuse og Sankt Jørgensgårde var senere tilkomne tiltag, som fremmede byernes udvikling. "KVJ" angiver omtale i Kong Valdemars Jordebog 1231.

Overfartssteder og ved borgeRediger

I Valdemarstiden i 1100-tallet kom et nyt lag af købstæder til, omfattende overfartssteder (Ålborg, Assens, Middelfart, Bogense, Skælskør) og i ly af borge, der var bygget til beskyttelse mod venderne: København, Kalundborg, Stege, Nykøbing Falster, Nyborg, Kolding, Sønderborg.[46][47] Samtlige købstæder oprettede før 1140 karakteriseres i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 som kongelev, bortset fra Ribe, hvor de kongelige rettigheder var overdragne til biskoppen.[48] Måske gælder det samme for købstædernes oprettelse som for møntprægningen, der kun fandt sted på kongelev, men ikke på fædrenegods, at der var tale om udnyttelse af en regaleret, det vil sige en ret i kraft af kongeembedet og ikke en ret for kongen personligt i kraft af slægtstilhør.[49]

Kongelige handelspladserRediger

Det kortvarige tidsrum fra år 1200 til 1270 kendetegnedes derimod ved, at der nu anlagdes en lang række kystnære købstæder, hvoraf en lang række kan ses i lyset af, at handelsruterne ændrede sig: mens hovedruten tidligere havde gået fra Nordvesteuropa til Sønderjylland og herfra videre til Østersøen, så kom den nu til at følge Elben (Hamborg) og herfra til Østersøen, hvor en lang række tidlige slaviske handelspladser nu blev inddraget i det europæiske handelsnet med en tilflytning af tyske købmænd og håndværkere. Det gælder steder som Lybæk, Wismar, Rostock, Stralsund og Danzig.[50] Skibsfarten ændrede sig: skibene blev større og med større dybgang, hvilket stillede nye og større krav til havneforholdene: havnen måtte være ret dyb og trygt beskyttet. Afgørende var også tilstedeværelsen af et opland eller bagland af en vis størrelse. Dette gjorde beliggenheden i en dyb fjord ønskelig, idet den kombinerede en tryg havn og et opland næsten hele kompasset rundt. Lignende forhold kan medvirke til at forklare beliggenheden af eksempelvis Vordingborg, Svendborg og Fåborg, hvor det var beliggenheden ved et smalt sund beskyttet af øer, der sikrede havnens tryghed. Også overfartssteder som Assens, Middelfart og Bogense kunne opfylde disse vilkår. Samtidig udnyttede kongemagten sin position til at fremme handelspladser på steder, der enten tilhørte kongen som arvegods eller kongelev eller hvor der fandtes en kongsgård. På sådanne steder blev der opført en borg, der kunne yde købstaden beskyttelse mod ydre fjender. Staden fik torveret og et beskyttet opland for håndværk, handel og søfart samt udpeget som særlige retsdistrikter. Endelig blev bygget kirker og oprettet klostre, helligåndshuse og Sankt Jørgensgårde (det vil sige sygehuse) og til disse henlagt større ejendomsbesiddelser, der sikrede tilførsel af landbrugsprodukter ud over dem, der blev bragte til torvs.[51] Alle disse udviklingsfremmende tiltag skete ved kongen, på Bornholm og i Søborg dog ved ærkebispen i Lund og i Sønderjylland den siddende hertug. Karakteristisk er, at mange af disse købstæder optræder i Kong Valdemars Jordebog fra 1230.[52] Blandt de nye byer fra denne tid var Vordingborg, Store Heddinge, Slangerup, Helsingør, Skibby, Stiftsbjergby, Holbæk, Skælskør, Kalundborg, København og Søborg på Sjælland[53], Stege på Møn, Nykøbing og Stubbekøbing på Falster, Nakskov og Sakskøbing på Lolland[53], Rudkøbing på Langeland, Nyborg, Svendborg og Fåborg på Fyn, Lemvig, Grenå, Vejle, Kolding, Haderslev, Åbenrå og Egernførde i Jylland, Nykøbing på Mors, hvortil kom Laholm i Halland, Væ, Åhus, Ystad, Trelleborg, Helsingborg, Simrishavn og Sølvesborg i Skåne og steder på Bornholm. På Ærø anlagdes Ærøskøbing omkring 1250, ikke af den danske konge men af markgreve Johan II af Brandenburg, der formodentlig fik øen i besiddelse som medgift ved sit ægteskab med Valdemar Sejrs datter Sofie.[54]

Købstad Hedensk
kultplads
Tingsted Wik Vejkryds/
vadested
Møntsted Bispesæde Kongsgård/
krongods
Borg Overfarts-
sted
Kloster Sankt
Jørgensgård
- - - - - - Kongsgård[55] - - - -
Laholm - - - - - - kongsgård[56] - - - -
Sølvesborg - - - - - - - - - ja -
Åhus - - - - - - - Aose Hus[57] - - -
Ystad - - - - - - - - - 1267[33] -
Trelleborg - - - - - - - - - 1267[33] -
Simrishamn - - - - - - - - - - -
Helsingborg - - - - - - Kongsgård[55] Kärnan ja - -
Helsingør - - - - - - KVJ[41] Flynderborg ja 1420[33] ja[36]
Søborg - - - - - - KVJ[41] Søborg[44] - - -
Slangerup - - - - - - KVJ[41] - - - ja[36]
Skibby - - - - - - KVJ[41] - - - -
Holbæk - - - - - - KVJ[41] Holbæk Slot - 1269 ja
Kalundborg - - - - - - KVJ[41] Kalundborg[44] ja 1239[33] ja[36]
Skælskør - - - - - - KVJ[41] - - - -
Næstved - - - - - - KVJ[41] - - 1240[33] ja[39]
København - - - - - - KVJ[41] Absalons borg[44] ja 1238[33] ja[39]
Store Heddinge - - - - - - KVJ[41] - - - -
Vordingborg - - - - - - KVJ[41] Gåsetårnet[44] ja - -
Stege - - - - - - - Stegeborg[58] - - -
Stubbekøbing - - - - - - - - - - -
Nykøbing Falster - - - - - - KVJ[41] ja ja 1419[33] -
Sakskøbing - - - - - - KVJ[41] - - - -
Nakskov - - - - - - KVJ[41] - - - -
Nyborg - - - - - - - Nyborg[44] ja - -
Svendborg - - - - - - - Ørkild[44] ja 1236[33] ja[39]
Fåborg - - - - - - - ja[44] ja - -
Assens - - - - - - kongsgård[59] - ja - -
Middelfart - - - - - - kongsgård[59] - ja - -
Bogense - - - - - - - - ja - ja[36]
Kolding - - - - - - - 1260-erne[35] - 1288[33] ja[39]
Haderslev - - - ja - - - Haderslevhus[60] - ja[60] ja[36]
Aabenraa - - - ja - - - Aabenraahus[61] - ja[61] ja[61]
Tønder - - - ja - - - - - 1238[60] -
Sønderborg - - - - - - - Sønderborg[62] - - ja[62]
Flensborg - - - - - - - - - 1263[33] -
Egernførde - - - - - - - - - - -

Oversigt over sammenhængen mellem tidlige købstæder og deres funktioner og forudsætninger. Kongeligt anlagte købstæder 1200-1270. Karakterististisk for købstæderne fra denne periode var beliggenheden på kongsjord (forstrand, kongelev) eller ved en kongsgård, ofte i tilknytning til en kongeligt oprettet borg og for en stor dels vedkommende orienterede mod Østersøhandel med en dyb, beskyttet havn. I nogle tilfælde var der formentlig tale om gamle overfartssteder. Klostre, helligåndshuse og Sankt Jørgensgårde var en byudviklende men næppe byskabende faktor i denne periode. "KVJ" angiver, at byen omtales i Kong Valdemars Jordebog 1231.

Klosterbyer og sene handelspladserRediger

En tredje gruppe var købstæder anlagte mellem 1270 og 1350: Bogense på Fyn fik købstadsrettigheder i 1288.[63], Hobro, Holstebro, Ringkøbing, Ebeltoft i Jylland, Sønderborg på Als, Køge på Sjælland, Nysted på Lolland (købstad 1409), Rønne og Neksø på Bornholm.[64] Efter en pause under Den Sorte Død blev købstadsgrundlæggelser genoptaget af Erik af Pommern i begyndelsen af 1400-tallet, der oprettede Malmø, Landskrona (1413), Helsingør (nygrundlagt 1426), Præstø (1403), flyttede byen fra Tårnborg til Korsør (1425), Kerteminde og Skagen (begge 1413).[65] I flere af disse tilfælde var det forsøg på at gøre midlertidige fiskelejer til faste købstæder, der lå bag (Helsingborg, Ystad, Trelleborg, Simrishamn, Malmø[66]), i andre var forudsætningen oprettelsen af klostre: Landskrona, Mariager, Maribo (købstad 1416), for Helsingørs vedkommende tillige kontrollen over Øresund. Køge fik et franciskanerkloster i 1484 og rettigheder i 1488, Sæby fik et karmelitterkloster i 1462 men fik først købstadsrettigheder i 1524[67], Ny Varberg fik et karmelitterkloster i 1470-erne og Sølvesborg i 1480-erne.[68] Lemvig blev købstad i 1471 men uden at få et kloster.

Købstad Hedensk
kultplads
Tingsted Wik Vejkryds/
vadested
Møntsted Bispesæde Kongsgård/
krongods
Borg Overfarts-
sted
Kloster Sankt
Jørgensgård
Halmstad - - - - - - - - - 1494 -
Landskrone - - - - - - - - - - -
Skagen - - - - - - - - - - -
Sæby - - - - - - - - - 1462 -
Lemvig - - - - - - - - - - -
Hobro - - - - - - - - - - -
Holstebro - sysselting - vadested - - - - - - -
Ringkøbing - - - - - - - - - - -
Ebeltoft - - - - - - - - - - -
Køge - - - - - - - - - 1484 -
Maribo - - - - - - - - - 1417 -
Nysted - - - - - - - - - 1286 -
Kerteminde - - - - - - - - - - -

Oversigt over sammenhængen mellem senmiddelalderlige købstæder og deres funktioner og forudsætninger. Sen middelalder 1270 til 1536. Flere havde deres oprindelse som fiskerlejer eller fik rettigheder i forbindelse med et anlagt kloster.

OmlægningerRediger

I begyndelsen af 1500-tallet blev købstadsgrundlæggelser i nogen grad erstattet af kongelige forsøg på at regulere og flytte købstæders beliggenhed dels af sikkerhedsmæssige, dels af omsætningsmæssige årsager. Særlig tydeligt var dette under kong Hans, der pålagde indbyggerne i Avaskær samt Lykaa at flytte til Ronneby og nedlagde Gamle Varberg, Ny Varberg, Kongsbakke, Gamle Falkenberg samt Ny Falkenberg til fordel for Halmstad.[69] Christian II forsøgte at samle handelen i Ny Varberg, nedlagde Gamle Falkenberg til fordel for Ny Falkenberg og oprettede Engelhom for at samle landhandelen i en del af Skåne et sted.[69]

Oplandets betydningRediger

Et forhold af voksende betydning var købstædernes handelsmæssige opland. Mens især skibsfarten spillede en rolle for fjerntransport, måtte de som regel ret mangelfulde landeveje sikre forbindelsen mellem købstæderne og deres landbrugsmæssige bagland. Varer blev fragtet de ret korte afstande på vogn eller kunne for dyrenes vedkommende selv gå til torvs.[70] Det forhold, at vejnettet var i relativt dårlig stand, gjorde, at baglandet oftest kun havde begrænset omfang, og efterhånden blev det en fast regel et regne dette til 1 mil for håndværkets vedkommende og 1½ mil for handelens vedkommende. I de fleste tilfælde kan det konstateres, at købstæderne netop kom til at ligge med indbyrdes afstande, der afspejlede oplande af denne størrelse.

Følgen af de tætte købstadsnetværk var, at en del købstæder med tiden atter mistede deres rettigheder, mens omvendt mere levedygtige steder med tiden fik tillagt sig købstadsrettigheder. Fra tid til anden gjorde kongemagten forsøg på ved mere eller mindre udtalt tvang at ændre købstadsbeliggelsesfordelingen, men ofte kun med ringe held.[71]

Renæssancen og enevældenRediger

På samme måde som middelalderens købstæder falder i nogle få hovedtyper, falder købstæderne fra renæssancen og enevælden i tilsvarende grupper: nogle blev oprettede i forbindelse med kongelige slotte (fx Skanderborg, Hillerød, Hørsholm), andre af forsvarsmæssige hensyn (fx Christianopel i Blekinge, Christianshavn, Frederiksodde, Glücksburg i Holsten), Sorø af hensyn til det kongelige akademi, Nibe blev oprettet på grundlag af fiskeri og handel og endelig opnåede herrnhuternes Christiansfeld købstadsrettigheder.

Af ikke mindre betydning var dog de byudvidelser, der planlagdes og fandt sted i forbindelse med hovedstaden. Christian IV planlagde Nyboder som led i en byudvidelse mod nord med et oktogonalt gadenet, der dog efter kort tid blev afløst af et retvinklet gadenet.

Købstædernes byplanerRediger

 
Nyboder - en planlagt bydel
 
København, 1728

De danske købstæder kan inddeles i to hovedtyper: selvgroede og planlagte.

Selvgroede købstæderRediger

De selvgroede købstæder stammer stort set alle fra 1000-tallet og før. De kan underinddeles i to typer: indlandsbyer dannede, hvor flere landeveje mødtes og vejnettet derfor fik et mere eller mindre grenet forløb, og vadestedsbyer ved åer, blandt andet i de østjyske fjorde, hvor vejene samledes ned mod vade- eller overfartsstedet, hvor vejnettet derfor fik en mere eller mindre udpræget vifteform. Kendetegnende for de selvgroede byer er, at vejene kunne få et mere eller mindre buet forløb tilpasset stedlige terrænforhold og måske ejendomshensyn.[72] Eksempler på sådanne indlandsbyer er Hjørring, Viborg, Slagelse, Ringsted og Lund.

Hjørring var hjemsted for et sysselting[73]; også her mødtes tre landeveje i en vejgaffel.[74] Købstadsrettigheder fik byen i 1243 af Erik Plovpenning.[73] Allerede i tidlig middelalder fik byen hele 3 kirker: Sankt Hans, Sankt Olai og Sankt Annæ Kapel. Ved sct. Olai Kirke fandtes Sct. Olai kilde eller korskilden. Desuden fandtes, dengang sydvest for byen, et Sankt Knuds Hellig Kors kapel i tilknytning til en gennem lange tider besøgt helligkilde.

Viborg er efter navnet formodentlig et gammelt hedensk helligsted. Tidligt er det blevet hjemsted for et landsting. Viborg ligger centralt for et stort opland med veje mod nord (til Ålborg), nordnordvest mod Nibe, nordvest til Skive, vest til Holstebro og mod øst til Randers, nordøst til Hobro og Sydøst til Århus. Mod syd udgår Hærvejen; Viborg Sø var oprindeligt delt i to søer adskilte af en landforbindelse, men senere blev vandstanden hævet i forbindelse med anlæggelse af en mølle og vejen mod øst afløst af en overfart. Byens mange indfaldsveje mod vest mødtes i en nord-sydgående hovedgade.[75][76]

I Slagelse dannede et mindre højdedrag (hvor Sankt Mikkel kirke blev placeret) midtpunkt i byens gadenet,[77]

I Lund grenede vejen sig i to på forløbet nordover.[77]

Eksempler på vadestedsbyer er Randers, hvor de mange sammenløbende veje nord for overfartsstedet gav gadenettet dets karakteristiske vifteform,[77] og Haderslev, hvor landevejen mellem Kolding og Aabenraa krydsede vejen mod Ribe og de nordfra kommende veje liigeledes løber sammen nord for overfartsstedet.[78]

Planlagte købstæderRediger

Kun få købstæder er selvgroede. I langt de fleste tilfælde kan det konstateres, at de fra begyndelsen har været mere eller mindre planlagte. For Hedebys vedkommende kan konstateres, at bebyggelsen fra begyndelsen har ligget på regulerede parceller, som senere ikke ændrede beliggenhed eller udseende.[79] For Ribes vedkommende er det sandsynliggjort, at byens navn hentyder til de parceller eller jordstykker, som købmændene fik stillede til rådighed for deres boder.[80]

Der kendes nogle få oplysninger om denne middelalderlige byplanlægning: Om Helsingør oplyses, at Erik af Pommern befalede borgerne i Helsingør "at de der oppå Krogen skulde flytte og bo og der en ny Købstad at bygge"[81], og om Ängelholm oplyses: "men denne bys omkreds og grænser lod sønnen, Christian (II), da han var blevet konge, afmærke med en plovfure og lod gaderne udstikke - i påsyn af en stor menneskemængde, der var strømmet til".[82]

Den tidlige middelalders byplanerRediger

Forekomsten af planlagte købstæder kan imidlertid spores betydeligt længere tilbage i tiden. Det kan vel diskuteres, hvornår man kan tale om egentlig byplanlægning, men hvis man herved forstår en bevidst indretning af købstaden for at opnå et bestemt formål, kan man vel sige, at den ældste egentlige byplanlægning går tilbage til Valdemarstidens bydannelser og sandsynligvis gik ud på at lade købstaden udvikle sig omkring en enkelt hovedgade, Algaden, der som regel var en del af det overordnede vejnet, hærstræderne eller hærvejene, men som i købstadens område blev udvidet i bredden for derved at give mulighed for, at de handlende kunne opstille deres boder langs gaden uden, at færdslen derved helt brød sammen. Hærstrædet var kongens ejendom og derfor omfattet af dennes overhøjhed og under kongelig beskyttelse. Denne beskyttelse kom derfor også til at omfatte torvepladsen i form af torvefred; som en modydelse måtte købstaden betale den skatter og afgifter, som de blev pålagt af kongemagten.[83]

Allerede i de ældste kystbyer forekommer en skibbro, en losse- og ladeplads for skibe. Denne var ikke sammenfaldende med Algaden men lå for sig med en eller flere forbindende adgangsveje. I modsætning til vikingetiden, hvor ejendomslodder ofte rakte helt ud til kysten, var skibbroen en fælles kystnær plads for alle. Skibbroen har kunnet være forstærket med et bolværk, som tillige kunne sikre en vis vanddybde.

Kirken ses ikke at have spillet en fremtrædende i denne byplan. Forklaringen kan være, at købstaden endnu på dette tidlige tidspunkt kunne have sin kirke fælles med et omgivende landsogn. De tidligst opførte købstadskirker havde derfor ofte kun status af kapel, det vil sige med indskrænkede rettigheder.[84] Noget taler for, at de fleste af disse tidlige kirker blev opførte på privat initiativ.[84] Beliggenheden kunne være ved siden af Algaden eller mere tilbagetrukket.

En så enkelt byplan lader sig kun sandsynligggøre i et begrænset antal tilfælde. Det er muligt, at det er spor efter en sådan byplan, der kan ses i købstæder som Middelfart, Nyborg, Kalundborg og Vordingborg,[85] men tillige i købstæder som Holbæk, Nykøbing Sjælland, Assens, Horsens og Hobro.[86] I Sønderjylland er det muligt, at Flensborg oprindeligt er anlagt efter samme princip. Da byplanidealerne senere ændrede sig, måtte de tidligste byplaner tilpasses så godt, det lod sig gøre.

Høj- og senmiddelalderens byplanerRediger

En ændring i byplanidealet skete i begyndelsen af 1200-tallet. Som forbilleder for disse nye byplaner har været peget på den omtrent samtidige anlæggelse af nye byer syd for Østersøen. Her anlagde tyske kolonister planlagte byer med rektangulære gadenet, idet et torv og plads til en kirke blev udsparet i hvert sit byggefelt, og hele bebyggelsen omgivet af et beskyttende fæstningsværk.[87] I Danmark ses et lignende, om ikke helt det samme billede: et mere eller mindre tilpasset rektangulært gadenet, der inddelte byområdet i byggefelter, hvoraf to blev udsparede til henholdsvis torv og kirke, samt - hvor forholdene tillod det - adgang til en skibbro, hvor fartøjer kunne laste og losse varer. Det er sandsynligt, at de fleste danske middelalderlige købstæder er mere eller mindre planlagte med gadenet orienteret og reguleret efter kystlinje og måske et vandløb (der dannede grundlag for en skibbro eller havn), med torveplads og skibbro samt med en opdeling af bygrunde med faste eller regulerede mål (fæstningsværker spillede en ringere rolle i Danmark; beskyttelsen af udsatte købstæder skete med borge). Disse træk genfindes med stedlige variationer i de fleste ældre købstæder.

Sakskøbing kan vise byplanen i dens mest enkle form i form af en central rektangulær plads opdelt i to felter, et for torvet mod syd og et for kirken mod nord. Pladsens østlige grænse markeres af en indfaldsvej fra syd, de nordlige og sydlige grænser af to øst-vestgående gader; fra den centrale plads fører en stikvej mod nordøst til Sakskøbing Å, der udmunder i Sakskøbing Fjord. Oprindeligt lå skibbroen her, men senere måtte den på grund af tilsanding flyttes ud til fjorden.

Aakirkeby på Bornholm udviser en tilsvarende enkel byplan. Kirken ligger her mod vest og torvet mellem to øst-vest løbende gader mod øst, adskilt af en mindre bebyggelseskarré. Gadenettet var forbundet med landeveje, i øst-vest gående retning mellem Rønne og Nexø, mod nord i retning af den gamle fogedgård Vallensgård og videre mod Hammershus, mod sydøst gennem Aaker til Pedersker.[88]

Den fuldt udviklede byplan finder man i Ringkøbing: købstaden har et smukt, næsten perfekt rektangulært gadenet rettet henholdsvis mod fjorden (fire gader) og parallelt med fjordkysten (to gader); i skæringspunktet mellem de to vestlige veje og den sydlige øst-vestgående vej Store Adelsgade ligger et rektangulært torv og nord for dette kirken, indbyrdes blot adskilt af en enkelt husrække. Tre af de fire nord-sydgående gader udmunder mod syd ved byens skibbro ved fjordkysten. Hele byplanen er drejet i forhold til nord således, at den er tilpasset fjordens kystlinje.

Samme smukke fuldt udviklede byplan ses i Lemvig: et perfekt rektangulært gadenet bestående af tre nord-sydgående gader rettet mod fjorden og to øst-vestgående gader parallelle med fjordkysten. I det centrale byggefelt ligger kirken og torvet umiddelbart nord herfor som en delvis friholdelse af det der liggende byggefelt. Byens skibbro lå ved fjordkysten.

Med små variationer kan samme byplan genfindes i Køge: det retvinklede gadenet, hvor torvet ligger i skæringen mellem den vigtigste nord-sydgående gade og øst-vestgående gade, kirken beliggende adskilt fra torvet nord for dette, mens en vej fører fra torvet mod syd til skibbroen ved Køge Å (senere blev skibbroen på grund af tilsanding flyttet længere ud mod åens udløb, og en ny adgangsvej mod øst anlagt fra torvets nordøstlige hjørne).[87]

Kun få byer havde en størrelse, der skabte behov for en større byplan. Helsingør viser byplanen i dens mest udviklede form af et rudenet af retvinklede gader tilpassede kystlinjen, to byggefelter forbeholdt henholdsvis byens hovedkirke og kloster samt et mindre torv udsparet i byggefeltet over for kirken (senere blev torvet flyttet andetsteds hen i byen). Fra den nord-sydgående hovedgade leder flere gyder ud til byens skibbro ved Øresund.[89]

Tilpassede varianter, hvor gadenet, torvets og/eller kirkens beliggenhed dog kan afvige lidt fra grundplanen, finder man i købstæder som Holstebro,[90] Hobro, Mariager, Grenå, Horsens, Middelfart, Assens, Fåborg, Svendborg, Nyborg, Rudkøbing, Nysted, Nykøbing Falster, Vordingborg, Næstved, Skelskør, Kerteminde, Maribo og Stubbekøbing[90], men også Landskrona i Skåne[87], Laholm i Halland og Sølvesborg i Blekinge.[89]. I nogle tilfælde fik torvet en trekantet form betinget af terrænforhold og/eller afvigelser i gadenettet, således Nakskov[91], Hjørring, Nykøbing Mors, Randers, Ebeltoft, Århus, Kalundborg, Korsør, Slagelse, Ringsted, Store Heddinge, Stege, Rødby, Svaneke og Neksø. Kun få købstæder udviser en byplan, hvor en grundlæggende byplan er svær at se, det gælder Skagen (hvor det længe overhovedet var svært at skabe sammenhængende bebyggelse) og Varde (hvor et rektangulært gadenet kun kan genkendes med god vilje).

Disse byplanprincipper blev fulgt i henved tre hundrede år helt frem til middelalderens slutning. At de endnu spillede en rolle ved Reformationen viser sig ved, at mange købstæder først fik et længe ønsket større torv i forbindelse med nedlægning af klostre efter Reformationen. Mindst 12 nye torvepladser er blevet anlagte på nedlagte kirkers og klostres jorder.[92]

KirkenRediger

Sammen med torvet udgjorde kirken et centralt led i byplanen. Som regel lå de to nær hinanden. Torvebesøg var ofte forbundet med besøg i kirken, og markeder i købstæder blev ofte afholdt i forbindelse med kirkelige festligheder.[93] I flere tilfælde ses, at kirken lå nord for torvet, men der findes også eksempler på, at kirken lå øst, vest eller syd for torvet, så det kan ikke siges, at der findes en fast regel for beliggenheden af kirke i forhold til torvet.

Kirkens rolle i middelalderens købstæder understreges ofte.[94][95][96][97] Kirken satte sit præg på mange måder. Først og fremmest var købstadens kirke en fysisk manifestation af, at byen havde et indbyggertal stort nok til, at der kunne udskilles et dertil hørende sogn at betjene.[98] I en række tilfælde etableres et ny sogn som følge af indlemmelse af et landsogn i købstaden[98] og er således et udtryk for en faktisk byudvidelse.[99] Købstadssognet manifesterer sig ofte som tydeligt at være skåret ud af et landsogn "for at give plads til den nye købstad og dens bymark".[100] Det er blevet sagt, at byen derved fremstod 'lukket' mod oplandet.[101] Kirkens rolle som modtager af tiende, overdragelser af gods til kirken med mere bevirkede, at kirken måtte spille en ret stor rolle i bylivet. Kirkens rolle tiltog med oprettelsen af klostre, hvoraf mange netop i købstæderne, og nogle købstæder har klostre som (en del af) forudsætningen for deres købstadsstilling. Flere institutioner i købstæderne fx. skoler og undervisning[102] endvidere købmændenes gilder[103], fattigforsorg samt behandling af syge havde tilknytning til kirken.[102][104] Spedalske udgjorde en særlig sundhedsfare, så særlige institutioner for dem, kaldet Sankt Jørgensgårde, blev placerede uden for men i nærheden af købstæderne.[104] Kirken med dens tilknyttede institutioner bidrog med andre ord betydeligt til købstædernes trivsel. Mange gårde i købstæderne blev opkaldt efter de kirkelige institutioner, de tilhørte eller var knyttede til, fx. "Sankt Karens Gård" (omtalt 1499) og "Sankt Laurens Gård" (omtalt 1477) i Århus, "Hellig Kors Gård" (1479) og "Sankt Kelds Gård" (1510) i Viborg.[105]

En særlig rolle spillede kirkerne i bispebyerne. Disse købstæder voksede næsten alle til en størrelse, hvor der rundt om domkirken, der udgjorde købstadens åndelige midtpunkt, fremvoksede en ring af klostre og kirker, der hver betjente omgivende bosættelsesområder.[99] Dette billede er særligt tydeligt i Lund, Roskilde og Viborg[99] men gør sig også gældende i Ribe og Slesvig.[106]

TorvetRediger

Torvet var midtpunktet for byens liv, både det økonomiske og det retslige. Oprindelig blev tinget afholdt her under åben himmel og først senere afløst af et rådhus, der af samme grund som regel blev lagt ved torvet.[107]

Man skelner mellem to slags middelalderkøbstæder: strandkøbing og akselkøbing. Akselkøbingen fik sit navn af, at den lå inde i landet, hvorfor varerne fra oplandet blev bragt til torvet med vogne, på hjul og aksel.[108] Mens torvet i nogle købstæder fra starten var planlagt som sådant og enten med en rektangulær eller trekantet form, klarede man sig andre steder med udvidelser af byens hovedgade, Algaden, i bredden (således i Holbæk)[109].

Formen på torvene må nok til dels tilskrives topografiske forhold og måden, indfaldsvejene mødtes på. Trekantede torve opstod, hvor en vej grenede sig i to i en vejgaffel (fx i Lund), eller hvor kystlinjen krummede således, at et rektangulært vejnet efterlod et trekantet areal egnet til formålet (fx i Nakskov). Langt de fleste torve var dog firkantede axeltorve (fx i Assens og Fåborg) og modsvarede en hel eller halv karre. Mange af disse er dog først opståede efter reformationen i forbindelse med nedrevne klostre.[92] Men desuden fandtes bestemmelser i byvedtægter og stadsretter, der fastlagde, at ejendomme kunne eksproprieres mod erstatning, således bestemte Christoffer af Bayerns stadsret for København fra 1443, at "Behøver Byen noget Stræde eller Vej gennem nogen Borgers Gaard eller Jord til Kongens og Stadens Nytte, da skal han det tillade og tage til Gengæld derfor".[92]

GadenettetRediger

Gadenettet var tilnærmet rektangulært således, at der mellem gaderne fandtes byggefelter af passende størrelse for gårde. Undersøgelser peger på, at disse byggefelter var tilpassede bestemte faste målforhold.

Der er gjort forsøg på at bestemme de oprindelige målforhold ved karredannelserne i de middelalderlige købstæder. For Assens og Fåborg på Fyn er formodet lodder med en bredde på 21 eller 42 jyske alen a 57,14 cm (det vil sige 12 eller 24 m)[110][111], mens Helsingør formodes anlagt efter en plan bestående af roder med bredder på 15 fod a 0,293 m, idet man har anvendt moduler på 5 roder og kareer med bredder på 15, 20 og 30 roder.[90]

I takt med byens vækst blev baggader anlagt parallelt med hovedgaden og med nye bygrunde udstukket, blandt andet langs bagsiden af de oprindelige grunde. Den derved opståede byplan fik betydning for købstadens sociale geografi (standsinddelingen) helt frem til den industrielle tid, hvor der atter skete en forandring. I hele denne tid boede købstadens overklasse (købmandsfamilier med videre) langs hovedgaden, håndværkere i de næstmest tiltrækkende områder, mens byens dårligst stillede blev henvist til yderområder.[110]

Gadenavne i mange købstæder antyder, at de var samlingssteder for folk med samme næringsvej. Eksempler herpå er Kræmmergade, Sudergade og Smedegade i Ribe, Smedegade i København og mange andre.[112]

SkibbroenRediger

Købstæderne blev som regel ikke lagt direkte ved havet men derimod i tilknytning til et større vandløb, der løb ud i havet. Denne beliggenhed skyldtes ikke så meget frygt for overfald fra vendere eller andre, men snarere en række andre hensyn. Vigtigst i denne sammenhæng var en tryg havn for datidens ret fladbundede skibe.[70] For disse blev der ved åen anlagt en skibbro, det vil sige en havnekaj med bolværk, hvor losning og ladning kunne ske. Skibbroen fik også betydning for byens grundplan, idet gader som regel blev anlagt i en vis afstand fra denne således, at der var plads til lagerbygninger med mere. Skibbroen afspejler den betydning som skibsfarten havde for købstædernes trivsel.

Vandløb havde imidlertid også betydning på anden måde, idet de sikrede byens indbyggere drikkevand og vand til mølledrift, de kunne være steder for fiskeri af ferskvandsfisk, ligesom de kunne spille en rolle i forbindelse med byens forsvar, hvor de kunne levere vand til en voldgrav.[113]

Det har været foreslået at inddele købstæder efter deres beliggenhed: ved kysten, ved et åudløb ved kysten, ved indsejlingen til en fjord, i en fjord, ved et åudløb i en fjord, ved en å og endelig i indlandet uden kystadgang.[114] For at inddelingen skal have interesse må man pege på dens relevans. Det er imidlertid svært at påvise denne. Man kunne tænke sig, at beliggenheden havde sammenhæng med anlæggelsestidspunktet, men de tre vikingebyer Hedeby i en fjord, Ribe ved en å og Århus ved et åudløb viser, at dette ikke er tilfældet. Man kunne tænke sig, at beliggenheden havde betydning for dybgangen for skibe, men det viser sig, at der er større forskelle internt i de enkelte grupper end indbyrdes mellem disse.[115] Eller man kunne tænke sig, at det fik indflydelse på byplanen, fx. forekomst af en skibbro, men heller ikke dette er tilfældet: skibbro forekommer for alle købstæder bortset fra indlandskøbstæderne, og der er ligeledes variation i skibbroens beliggenhed i forhold til torv og kirke. Det taler ikke for at lade beliggenhed i landskab i sig selv være et afgørende kriterium for en inddeling.

Renæssancens byplanerRediger

 
Christoph Herr: Grundriss der Festung Fridericia (1694).

Senere købstadsanlæg skete ligeledes efter regulære byplaner. Dette gælder ikke mindst de købstæder, der blev anlagte som led i rigets forsvar, således Christianspris, Fredericia, Kristianstad, Kristianopel, Hørsholm, Frederiksværk og andre, ligesom man i gamle byer forsøgte at indpasse nye byplaner i de gamle strukturer (fx Nyboder i København). Kendetegnende for renæssancens anlagte købstæder er således byplaner med symmetrier og geometriske former, gadeplaner med radiale eller rektangulære former, ligesom fæstningsanlæg indgik som led i byplanen og blev anlagt med en rundkredsagtig form, polygonale fæstningslinjer med fremspringende, flerkantede bastioner og voldgrave foran[116]. De tidligste af disse byplaner var med radialgader mellem et centralt beliggende torv og den omgivende befæstnings bastioner[117] og bebyggelseskarrer med skæve hjørner, men efter enkelte forsøg vendte man tilbage til rektangulære karreer og rudeformede gadenet.[118] Karakteristisk for disse byplaner var tillige, at der ofte indgik kanalanlæg og kajgader, idet de naturgivne forhold sjældent muliggjorde den traditionelle skibbro.[119]

I kongeriget blev Frederiksodde (senere Fredericia) oprindeligt planlagt med en halvkredsagtig befæstning, rektangulære gader og kanaler.[120] Glückstadt i Holsten blev af Kronen planlagt som en halv-polygon med radialgader mellem det centrale torv og byens bastioner.[117]

Købstædernes alder og historieRediger

Jernalder og vikingetid (indtil 1050)Rediger

 
Hedeby

Frisiske wiker (handels- og centralpladser) kendes fra romersk jernalder, germansk jernalder og vikingetid. De mest kendte wikerog tidlige handelspladser fra germansk jernalder og vikingetid er Hedeby ved Slien, Dankirke og Ribe ved Vadehavet, Lindholm og Sebbersund ved Limfjorden, Stentinget i Vendsyssel[121], GudmeFyn, Tissø, Boeslunde og LejreSjælland, Sorte MuldBornholm, Slöinge og Uppåkra i Skåne. I Skåne findes desuden en række køpinger hidrørende fra vikingetiden og beliggende 2-5 km fra kysten og ofte ved en (dengang) sejlbar å: Köpinge ved Helsingborg, Löddeköpinge nordvest for Lund, Hököpinge syd for Malmø, Kyrkoköpinge og Dalköpinge øst for Trelleborg, Stora Köpinge mellem Ystad og Tommarp i det sydøstlige Skåne, Elleköpinge og Köpinge ved Åhus, der aldrig opnåede købstadsret.[122] Også i Jylland forekommer sådanne pladser, som senere forsvandt: Hedeby blev opgivet til fordel for Slesvig, Aggersborg og Lindholm Høje blev afløste af Ålborg[123], Okholm kan være forløber for Ribe, Trabjerg kan være forløber for Holstebro.[124] I Sønderjylland har endvidere været peget på Starup som forgænger for Haderslev, Varnæs som forløber for Aabenraa og Brovold på Als, der måske er en forløber for Sønderborg.[125] I omgivende lande kendes blandt andre Helgø og Birka i Mäleren og Kaupang ved Oslofjorden.[126][127] Kendetegnende er, at de fleste af disse steder opgives henimod vikingetidens ophør eller i tidlig middelalder. De opstod i kraft af en fordelagtig beliggenhed for fjernhandel og af en handlingskraftig stedlig leder eller ledelse men stod og faldt med denne og evnen til at fastholde handelen. Handelspladserne afspejler en decentral magtstruktur, hvor stedlige magthavere i nogen grad var i stand til at fremme egne steder for omsætning, men med kongemagtens voksende styrke og de ændrede besejlingskrav ændredes forholdene efterhånden, og de tidlige handels- og håndværkscentre måtte vige for de af Kronen støttede bedre beliggende købstæder. Fælles for de handelspladser, der overlevede vikingetiden, og den tidlige middelalders købstæder var netop, at de lå på Kronens jord og dermed kunne favoriseres ved kongelige privilegier.[128][52][2]

Baggrunden for fremkomsten af wikerne må søges i den internationale udvikling: i 700-tallet havde araberne overtaget handelen mellem Vesteuropa og Orienten i kraft af deres erobringer omkring Middelhavet. Samtidig havde kalifatet åbnet en række sølvminer, og værdierne herfra blev omsat i skind og pelse, slaver og andre goder, som blev skaffet ved handel i Østeuropa.[129] Omtrent samtidig var der opstået et nyt handelstyngdepunkt omkring Den engelske Kanal, hvor friserne hurtigt blev dominerende i skibsfarten.[130] Endelig var der i Norden blevet oprettet stedlige handelspladser, hvor der omsattes varer både fra øst og vest. Efterhånden blev nordiske handelsfolk dominerende i handelsforbindelserne mellem kalifatet og Nordvesteuropa, idet hovedhandelsruten fra Den engelske Kanal gik nordpå til Sønderjylland, hvor sejladsen skete ad Ejderen og Trene til Hollingsted. Herfra var der en 20 km lang strækning over land til Slien, hvorfra handelsforbindelserne fortsatte både nordpå til Kaupang og østpå over Østersøen til de russiske floder og ad disse videre til Sortehavet og Orienten. Karakteristisk nok blev landskabet langs Skånes sydkyst benævnt "østerlen" (af Østerleden), det vil sige vejen mod øst.[131][132] Flere steder langs denne handelsrute blev etableret handelspladser, og nogle af disse skulle blive de ældste købstæder.

Oprindelig var disse handelspladser kontrollerede af stedlige stormænd, og den tidlige kongemagt var ikke stærk nok til at hævde sin stilling; faktisk var kamp om kongemagten længe et forhold, som svækkede de skiftende kongers evne til at sikre sig kontrol og handel og møntvæsen. Kongemagtens kontrol med handelen måtte derfor i vid udstrækning støtte sig på eksisterende handelspladser og et samarbejde med den ekspanderende missionsvirksomhed, herunder tidligt kirkebyggeri. Dette må ses som baggrunden for, at Hedeby, Ribe og Århus tidligt blev kombinerede centre for konge og kirke.

Middelalderen (1050-1536)Rediger

Først i tidlig middelalder styrkedes kongemagten, som herefter kunne udnytte sine magtpositioner til yderligere at befæste sin stilling. Denne magt bestod dels i jordejendom, dels i regalier det vil sige særrettigheder. Jordejendommene bestod af to bestanddele: kongelev betegnede områder, som var henlagt til kongen i kraft af dennes funktion, patrimonium betegnede kongens personlige ejendom. Der har været peget på, at steder med navnet "Husby" eller "Huseby" kan have betegnet kongsgårde, hvorfra kongen ved stedlige repræsentanter udøvede kontrol over større omgivende landområder.[133][134][135] Men overordnet var kongens stilling således, at han kun kunne udøve sin myndighed ved personlig tilstedeværelse, og følgen var, at kongen og hans hof i begyndelsen måtte rejse land og rige rundt for at udøve denne myndighed. Det er sandsynligt, at der blandt andet derfor opstod et enkelt net af "kongeveje" (hærveje), som kongen anvendte i denne forbindelse, og som bestod af en øst-vestgående forbindelse fra Lund tværs over Sjælland og Fyn til Jylland samt i Jylland Hærvejen op til tingstedet i Viborg. Disse veje fulgte overvejende vandskel således, at man udgik at krydse større vandløb. Senere, da købstæderne blev anlagte, blev de forbundne med hærvejsnettet, og de strækninger, som gik igennem købstæderne, fik ofte navn af "Algade" eller "Adelgade". Rejsende var underlagt kronens garanti for tryghed under rejsen, og da byernes torve udgjorde dele af dette fredssikrede vejnet, kom torvefred til at indgå som et særligt kongeligt regale; til gengælde skulle handlende og købstæderne så betale en afgift til kongen.[136]

Regalerne bestod også i ejendomsret til forstranden, hvilket skulle blive af betydning, da Kronen aktivt begyndte at oprette købstæder. De ældste købstæder var veletablerede handelspladser, som Kronen kunne sikre sig herredømmet over, og først i løbet af middelalderen kunne kongen selv oprette nye købstæder og derved undergrave de pladser, der havde været under stormændenes kontrol. Endvidere havde Kronen eneret på at garantere freden, møntvæsenet, retsvæsen og regulere udøvelsen af håndværk, handel og skibsfart (herunder vareudførsel) samt at uddelegere disse rettigheder helt eller delvist til stedlige myndigheder, og middelalderen kan siges at blive indledt, da Kronen blev i stand til ubestridt at udøve disse rettigheder.

De ældste bebyggelser, som siden fik købstadsprivilegier, stammer fra vikingetiden. Kendetegnende er, at de fleste købstæder anlagdes ved åer eller mindre vandløb, ofte på steder hvor disse krydsedes af vejforbindelser og hvor der var overfart eller vadested.[70] Medvirkende ved denne beliggenhed synes dels at være muligheden for at sejle til og fra staden med den ikke særligt dybtgående skibstype, der var i brug indtil omkring år 1200.[113] Desuden synes vandløbene at have haft betydning ved vandforsyning til husholdninger og vandkrævende virksomhed, blandt andet ferskvandsfiskeri og driften af vandmøller.[113] Vandmølledrift i købstæder kendes blandt andet fra Ribe, Vejle og Roskilde.[137] Nogle udviklede sig i kraft af en domkirke eller et kloster, andre som torvekøbinger, der skyldte handelen deres opkomst, og atter andre var borgbyer, der voksede op i ly af et af 1100-tallets nye borganlæg.[138] Flere af de tidlige købstæder var tillige tidlige udmøntningssteder, således Hedeby/Slesvig by, Ribe, Århus, Randers, Viborg, Aalborg, Odense, Slagelse, Ringsted, Roskilde, Lund og Tommarp. Kun undtagelsesvis fandt udmøntning sted uden for købstæderne. Fra 1200-tallet blev det reglen, at et marked ikke kunne holdes uden kongelig tilladelse.[139]

Omkring 1070 omtaler Adam af Bremen en række civitas, det vil sige biskopsæder eller domkirkebyer: Slesvig, Ribe, Viborg, Århus, Odense, Roskilde og Lund.[140] Roskilde omtaltes som kongesæde. Desuden nævnes Aalborg og byer ved de østjyske fjorde uden nærmere angivelse. Ringsted og Slagelse omtales allerede inden år 1100 som købstæder. 1140 gav Erik Lam Næstved torveprivilegier.[141]

 
Danmarks købstæder 1250-1400.
 
Prospekt af Flensborg fra 1500-tallet. Fra Georg Braun og Franz Hogenbergs Civitates Orbis Terrarum.

Omkring 1200 talte det danske område følgende købstæder:

Den magtpolitiske forskydning i Østersøområdet under Valdemarerne frem til 1225, hvor den danske rolle i samhandelen brydes, fik stor betydning for opvæksten af en række danske købstæder, således Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Flensborg, Assens, Fåborg, Svendborg, Rudkøbing, Nakskov, Sakskøbing, Stege, Skælskør, Næstved, Vordingborg og Køge.[143] Samarbejdet mellem konge og kirke afspejlede sig blandt andet ved oprettelsen af et stort antal klostre før midten af 1200-tallet.

Den krise, som ramte landet med Den sorte død i 1348 bevirkede, at nogle af de gamle købstæder mistede deres købstadsrettigheder, således Skibby og SøborgSjælland, BorreMøn og HerrestedFyn.[144] Også kongemagten blev midlertidigt svækket, blandt andet som følge af pantsætning, og kunne i en periode ikke støtte købstæderne så aktivt som tidligere. Følgen var, at Hanseforbundets indflydelse i Danmark voksede og ikke altid til gavn for købstæderne. Også den traditionelle bondesejlads især i de syddanske egne bidrog til at svække købstædernes stilling.

En ændring indtrådte først med rigssamlingen under Valdemar Atterdag og oprettelsen af Kalmarunionen under dronning Margrethe. Erik af Pommern gjorde som konge ihærdige forsøg på at styrke købstæderne: Købstadsforordningen af 1422 indskærpede købstædernes monopol på handel og håndværk. Dette var især vendt mod hansekøbmændene, der mange gange købte deres varer direkte fra danske godsejere, bønder og fiskere. Med den nye forordning sikrede man, at der kom en dansk købmand som mellemhandler. Forordningen gav også hvert håndværkerlav eneret på udførelse af arbejde indenfor deres fagområde.

Købstæderne fik også udvidet selvstyre. Det daglige ansvar med kontrol af håndværk og handel samt udligning af skatter skulle varetages af 2 borgmestre og 6 til 12 rådmænd, der blev valgt blandt byens større handelsfolk. Byrådsarbejdet var ikke lønnet, men efterhånden gav stillingen en række privilegier bl.a. fratagelse af byskat, og ofte fik de en særskilt del af byens fællesjord til græsning af deres kreaturer. Ligeledes kunne afgørelser fra bytinget i en række større byer ankes til byrådet, der også mange gange havde domsmyndigheden i handels- og arveretssager.

Endelig oprettede Erik af Pommern et antal nye købstæder: Kerteminde, Skagen, Landskrona, Maribo og Korsør.[144]

Ved reformationen 1536 fandtes i hele Danmark (medregnet Sønderjylland, Skåne, Halland og Blekinge) 85 købstæder. Med et betjeningsopland på 2 mil (det vil sige i en afstand af op til 15 km fra staden) var hele landet vel betjent, bortset fra det indre Jylland, Himmerland, Vendsyssel og de indre dele af Skåne, Halland og Blekinge; til gengæld var de danske øer og dele af især den skånske kyst ofte inden for betjeningsafstand af mere en een købstad, hvilket – alt andet lige – måtte bidrage til at vanskeliggøre disses vækst og velstand.[145]

Udviklingen i HolstenRediger

 
Folkesprog ifølge stednavne. De tre sachsiske områder Dithmarschen, Holsten og Stormarn (i mørkeblå), slavisk (brun), dansk (rødbrun) og frisisk (gult) mellem ca. 800 og 1100 e.Kr. Folketomme grænseområder med lyseblå.

En særlig rolle spillede grevskabet Holsten. Holsten bestod i den ældre middelalder af 4 landskaber: Ditmarsken mod vest, det egentlige Holsten midt i landet og op til Ejderen, Stormarn mod syd samt Østholsten, der var beboet af slaviske folkeslag. Ditmarsken formåede at opretholde et udstrakt selvstyre som underlagt Stade. Ret tidligt samledes de tre vestlige grevskaber på de saksiske hertugers hænder, og disse udnævnte vicegrever som vasaller, men til helt ned i 14. århundrede beholdt hvert landskab dog sin »overbode«, en slags folkevalgt tingformand, der næst efter greven var landets fornemste mand, og hvis embede synes at have været knyttet til enkelte mægtige slægter.

Mens kristendommen uden større vanskelighed bredte sig blandt sakserne, havde den meget ublide kår hos vagrierne. Omkring 1100 syntes kampen dog at være endt, da deres fyrste, Henrik, havde antaget kristendommen. Ved sin død overdrog han sine besiddelser til den danske jarl i Sønderjylland Knud Lavard, der undertvang en stor del af de obotritter, der var nært beslægtede med vagrierne, og som også udstrakte sin indflydelse over de saksiske dele af Holsten. Her var schauenburgerne, en dygtig og energisk slægt fra Weser-egnen, kommet til magten i 1110, da grev Adolf 1. af Schauenburg (1106-1128) var blevet forlenet med Holsten og Stormarn af hertug Lothar af Sachsen. Det lykkedes hans søn, Adolf 2. (død 1164), endelig at få bugt med vagrierne, som efter Knuds drab 1131 atter havde genoptaget deres gamle plyndringstogter.[146]

Landet blev erobret og 1143 forlenet til grev Adolf 2., der i stedet for de gamle indbyggere, hvoraf mange var blevet dræbt, indkaldtes nybyggere fra Westfalen, Holland og Frisland. Samtidig vandt kristendommen fast fodfæste i landet, særlig ved den fromme Vicelins bestræbelser, og bispedømmet i Oldenburg, som størstedelen af Holsten hørte under, oprettedes på ny. I 1163 flyttedes bispedømmet imidlertid til Lübeck, der kort i forvejen var blevet anlagt af grevens lensherre, hertug Henrik Løve af Sachsen.[146]

Efter Henrik Løves fald (1180-1181) begyndte dansk indflydelse at gøre sig stærkt gældende i landet, og samtidig løsrev Ditmarsken sig fra forbindelsen med Holsten, og Lübeck udsondredes som en fri rigsstad. Begge disse samfund sluttede sig til Danmark, der også fandt bistand hos den misfornøjede adel, og efter, at grev Adolf 3. af Holsten i 1202 var blevet taget til fange, måtte han 1203 købe sin frihed mod afståelsen af sine lande til Valdemar Sejr, som forlenede dem til sin søstersøn, grev Albert af Orlamünde.[146]

Grev Adolf 3. opgav i første omgang grevskabet Holsten og trak sig tilbage til Grevskabet Schauenburg, og det var først hans søn, grev Adolf 4., der fik held til at generobre Holsten. Valdemars forsøg på at fastholde magten over Holsten og de andre nordtyske områder mislykkedes fuldstændigt, da han led nederlag til en koalition af nordtyske fyrster under ledelse af ærkebispen af Bremen og Adolf 4. i Slaget ved Bornhøved i 1227.[146]

Efter dette slag vendte schauenburgerne atter tilbage, men Ditmarsken gav sig nu ind under ærkebispen af Bremen, og trods gentagne forsøg magtede de holstenske grever aldrig at undertvinge disse frie marskbønder.[146] Grevernes statsretlige stilling var efter Henrik Løves fald undergået en stor forandring, for selv om de retsligt set var hertugen af Sachsen-Lauenburgs vasaller, så var de i virkeligheden uafhængige, og pligter mod lensherren i form af krigstjeneste og lignende mærkes ikke. Langt farligere rivaler havde greverne i den stridbare, godsrige lavadel, hvis egentlige hjemstavn var grevskabets kerneområde i egnen omkring Bornhøved.[147]

Klostre og købstæderRediger

 
Klosteret i Cismar, Østholsten.

Dette er den politiske baggrund for oprettelsen af klostre og købstæder. Allerede i 1100- og 1200-tallet stiftes flere klostre: i 1125 stiftes en augustinerkloster i Bordesholm, i 1155 flyttes et augustinerkloster til Segeberg, i 1186 stifter Adolf 3. af Holsten et cistercienserkloster i Reinfeld[148], 1211/12 stifter Albert af Orlamünde et benediktinerkloster i Preetz[149], i 1224 stifter han et kloster i Reinbek, i 1230-erne stiftes et kloster i Itzehoe, i 1242 stifter Adolf 4. af Holsten et franciskanerkloster i Kiel, i 1245 stiftes et benediktinerkloster i Cismar. Desuden stiftes af Heinrich von Barmstedt i 1235 et kloster i Uetersen[149] i Pinneberg, og i 1397 stiftes et karteuserkloster i Ahrensbök af Henrik 2. og grev Klaus af Holsten.

På Adolf 4.s tid fik flere steder købstadsrettigheder: Oldenburg i 1235[150], Plön i 1236[151], Itzehoe i 1238[152]. Alle fik lübsk stadsret.

Da grev Adolf 4. i 1239 gik i kloster, efterfulgtes han af sine to sønner, Johan og Gerhard, der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted.[147] På Gerhard 1.s tid fik følgende steder købstadsrettigheder:, Wilster i 1240[153], Kiel i 1242[154], Neustadt[151] og Segeberg i 1244[155], Rendsburg i 1253, Meldorf i 1256, Eutin i 1257, Krempe i 1260[153], og efter delingen i 1273 oprettede Johan 2. af Holsten yderligere Lütjenburg i 1275[150] og Heiligenhafen i 1305, begge i Grevskabet Holsten-Kiel.

Holsten underlægges den danske kongeRediger

Således var forholdene, da stænderne i Holsten i 1460 enedes med adelen i Slesvig om at vælge den danske konge, Christian den 1., til hertug over Slesvig og greve af Holsten – vel at mærke mod at han skrev under på, at landene altid skulle forblive samlet og ikke måtte lægges ind under det danske rige. På denne måde blev hertugdømmerne formelt knyttede sammen med det danske kongerige. Ifølge de privilegier, Christian 1. havde måttet udstede for at opnå valg, skulle de to lande blive »evig udelt tilsammen«, og stænderne skulle efter hans død have frihed til at vælge en af hans sønner eller andre arvinger til herre. Men efter kongens død valgtes imidlertid begge hans sønner — Hans og Frederik — til hertuger i Holsten, landet var nemlig 1474 ophøjet til et hertugdømme, og da Frederik 1490 blev myndig, skred man til en deling, idet de to fyrster fik hver sit hovedslot, Segeberg og Gottorp, hvortil lagdes efter indtægten lige store stykker af begge hertugdømmerne. Fælles blev derimod nu som senere stænderne: prælater, ridderskab og byer. 15231544 udgjorde Holsten atter et hele, men dette sidste år foretog man en ny deling, som skulle få langvarig betydning. Landet blev nemlig tredelt mellem kong Christian 3. og hans to brødre, Adolf og Hans, hvis besiddelser imidlertid efter Hans' død 1580 tilfaldt de to andre linjer, den kongelige og den gottorpske. Ligeledes var Ditmarsken, som 1559 endelig var blevet erobret, blevet tredelt og senere tvedelt. Disse delinger skulle også få indflydelse på købstadsudviklingen i de kommende århundreder.

Renæssancen (1536-1660)Rediger

 
Odense i 1593 ved Braunius.

Det Danmark, der i 1536 fremstod af borgerkrigens og grevefejdens kaos, var i høj grad præget af krigens hærgninger, dels de egentlige krigshandlinger, dels de hårde skatteudskrivninger og plyndringer. Ikke desto mindre lykkedes det ret hurtigt ikke blot at udbedre skaderne men tillige at bringe landet ind i en tid med velstand og fremgang. Baggrunden herfor var en stærkt stigende efterspørgsel efter fødevarer i Vest- og Mellemeuropa, hvilket atter hang sammen med en voksende befolkning, ikke mindst i byerne. Det lykkedes kong Christian 3. og hans dygtige rådgivere, blandt andre kansleren Johan Friis og rentemesteren Eskil Oxe at udnytte de gode tilstande til rigets fordel. Især studehandelen oplevede et opsving, hvilket atter betød, at de store kvægopdrættere – kronen og hovedgårdene – tjente gode penge på at sende stude sydover til Hamborg, Lybæk og Stade, hvorfra de fortsatte til Oldenborg, Rhinlandet, Holland eller Brabant. Denne udvikling blev begunstiget af, at der allerede ved Christian 2.s landlov fra 1521 var givet forbud mod udførsel af græsøksne, og ved forordning af 15. juli 1524 blev givet adelen, bisperne og kronen eneret til at opfede stude på indkøbt foder mens andre måtte nøjes med det foder, man selv havde avlet.[156] Også købstæderne nød i nogen grad fordele af denne udvikling: blandt dem, der deltog i denne studehandel, var købmanden Jens Bang i Aalborg.[157]

MerkantilismeRediger

Tiden fra omkring 1550 og frem til omkring 1800 var præget af merkantilismen, en tankegang gående ud på at sikre sig en gunstig handelsbalance, hvor værdien af udførslen oversteg værdien af indførslen og derved sikrede landet et overskud i penge, desuden at virke for oprettelsen af nye industrier og at fremme handelen ved monopoler, toldbeskyttelse og støtte til virksomheder og handelskompagnier, herunder ved at oprette virksomheder drevet for statens regning. Bag hele denne virksomhed stod målet: at styrke riget og statsmagten[158]. Politisk fandt denne økonomiske tankegang støtte i den såkaldte regalisme, hvis mål var at sikre kronens rettigheder, regalerne, ved salg af privilegier og enerettigheder, ved større toldindtægter samt ved oprettelse af kongeligt drevne handels- og industriforetagender, der både kunne sikre forsyningen af råstoffer og fremstillingen af forsvarsmæssigt vigtige produkter, fra kanoner over krudt til klæder til hæren.[159] Allerede tidligt optræder danske konger som drivkraft bag sådanne foretagender: kong Hans stod således bag oprettelsen af Holmen ved København og dermed skibsbygning med militære formål, og oprettelsen af en jernhytte ved Helsingborg, nævnt første gang 1504 og senere ledet af lensmanden Aage Andersen Thott, må ses i samme forbindelse. Et bevaret regnskab viser, at der blev fremstillet både kanoner, kugler og fyrbolte.[160] Også "Kgl. Majs. Bøssestøberi", der fra reformationen til 1586 lå tilknyttet Skt. Petri Kirke, derefter flyttet til Skt Klara Kloster i Møntergade, afspejler den kongelige militære virksomhed. Her blev fremstillet "stykker". "bøsser", "slanger", "kartover" og andre slags kanoner.[161] En krudtmølle ved København brændte i 1550, og senere blev en ny anlagt ved Ørholm ved Mølleåen nord for hovedstaden[162], og en harniskmølle til fremstilling af rustninger lå ved Hvidøre-bækken ligeledes nord for København.[163] I Nysted blev oprettet et salpeterværk i 1563.[163] Foruden de kongelige foretagender indrettede private adelige lignende virksomheder rundt om i landet.

Ud fra samme tankegang oprettede Christian IV i 1605 Tugt- og Børnehuset i København. Formålet var både socialt og produktionsmæssigt: tughthuset skulle virke som en håndværkerskole for løsgængere for derved at bringe en ende på et voksende problem med "betleri og trygleri". Meningen var at indsamle sådanne løsgængere fra hele landetog sende dem til oplæring på Tugthuset.[164] I 1622 havde Tugthuset 450 lemmer, i foråret 1624 omkring 550, ved årets slutning 650 og i efteråret 1625 næsten 700 lemmer, både kvinder og mænd, især sysselsat ved vævning.[165] Næsten hele produktionen gik til det kongelige klædekammer, hvilket nedbragte importen af klæde, men næsten intet blev solgt til private.[166] Senere oprettedes Klædekompagniet for at fremme handelen blandt købmænd og kræmmere[167] og Silkeværket med op mod 100 værksteder[168], men kun Børnehuset overlevede de første år.[169] Af private tiltag kan nævnes oprettelse af et sæbesyderi omkring 1616[170], sukkerraffinaderier[171], et limmanufaktur, et korduanmanufaktur og flere initiativer, stort set alle baserede på samarbejde med udlændinge[172], men de blev alle kortvarige of fik næppe nogen betydning for hovedstadens udvikling. Tugt- og Børnehuset lukkede i 1650.[173] Mens forsøgene på at få manufakturer igang i købstæderne mislykkedes, blev mere vellykkede foretagender oprettede på landet, således langs Mølleåen[174] og Brobyværk geværfabrik oprettet omkring 1648.[175]

Sideløbende forsøgte Christian 4. med ulige tiltag for at fremme købstædernes udvikling: tiltag efter tiltag blev sat i gang, fx nye kompagnier omkring 1620: 1619 Islandske Kompagni, 1620 Klædekompagniet, 1621 Østersøkompagniet og Guineakompagniet.[176] Alle modtog de omfattende støtte fra statens side uden, at det hjalp stort.

Ligeledes stod han for opførelsen af adskillige nye bygninger i København: Børsen, Tøjhuset, Provianthuset, Trinitatis Kirke, Rundetårn, Regensen, Holmens Kirke, Rosenborg – samt bydelen Nyboder.[177] Hvortil kommer købstaden ChristianshavnAmager, der trods sin formelt selvstændige stilling indgik som et led i det samlede, københavnske fæstningsværk.[178]

Christian 4.s mange tiltag fik dog kun begrænset betydning for købstadsudviklingen. Ulige tilbageslag i form af krige, økonomiske kriser, brande, oversvømmelser og sygdomsepidemier bevirkede, at der alt i alt var tale om stagnerende samfund. Kort før sin død udfærdigede kongen 1647-48 et forhandlingsoplæg til rigsrådet, hvori det blandt andet siges, at "det vil holdes i agt, at man erlanger en vis stabel i København til de fremmede, som dér kan være fri i deres huse og logementer til at ekscersere deres religion, aldenstund kommercium intet slår til ved vore egne at drive til disse rigers forbedring"[179].

ForsvarspolitikRediger

 
Hellige Trefoldigheds kirke i Kristiansstad med Christian 4's monogram foran.
 
Kort over Christianopel.

Et hensyn, der spillede en stor rolle i Kronens købstadspolitik gennem renæssancen, var forsvarsmæssige forhold. Flere fæstninger blev udtænkt, nogle bygget og – for at tilgodese rigets udvikling – tillige ofte forsynet med købstadsprivilegier til næringslivets fremme.

Baggrunden for dette var den militærtekniske udvikling.[180] Fremkomsten af et artilleri, der skiftede fra tidligere tiders bagladeskyts til forladeskyts og hvilede på kanoner, krudt og kugler[181], bevirkede, at forsvaret måtte ændres til en landsforsvarsordning især i de mest fremskudte og udsatte dele af riget. Der måtte bygges fæstninger, som både kunne modstå artilleriild og udstå langvarig belejring.[182] Tidligere havde man ladet sig nøje med at bygge borge, men nu blev købstæder omdannet til regulære fæstningsanlæg omgivet af forsvarsvolde og med mulighed for oplagring af fødevarer til at udstå belejringer. En medvirkende forklaring på den ændrede politik var erfaringerne under Torstensonkrigen 1643-1645 og Carl Gustav-krigene 1657-1659, at netop fæstningerne Glücksburg, Rendsborg og Krempe formåede at holde stand mod belejring.[183] Til finansiering af disse forsvarsomkostninger blev udskrevet den dobbelte landeskat 12. juli 1603 angiveligt "til bygnings behov på vore og rigens fæstninger, til munition og andens rigens nødtørft, endog vi fast ugerne i den besværlige tid, som nu har været, ville besvære vore undersåtter med nogen skat".[184] I 1616 fik kongen rigsrådets samtykke til en fornyelse af den dobbelte landeskat.[185] Som begrundelse henvises udtrykkeligt til tidens spændinger og krige, der i høj grad havde religiøs baggrund og som bragte faren nærmere rigets grænser.[186] Allerede i 1598 forsøgte Christian 4. også at reorganisere borgervæbningen, og 1625 fulgte en omorganisering af den adelige rostjeneste.[187] I virkeligheden var der tale om, at befæstningspolitikken blev anset for et "rigens anliggende"[188] og at Kronen overtog det tidligere militære magtmonopol fra adelen.[180]

For tidsrummet 1596-1622 foreligger overslag over omkostninger ved byggearbejder i Varberg, Halmstad og Laholm i Halland, Christianstad i Skåne, Christianopel i Blekinge, Bohus i Bohuslen samt Akershus i Norge.[189] Regnskaberne viser, at byggeaktiviteten var særlig står i årene 1599-1604 og 1614-1620.[190] Det hører med til billedet, at nogle af disse steder var nyanlagte, til dels som erstatning for nogle tidligere købstæder.

Christianopel i Blekinge blev oprettet 1599 og fik købstadsrettigheder i 1600[191] samtidig med, at Avskær, Lykå og Elleholm blev nedlagte som købstæder.[192] Byen, der lå blot få kilometer fra rigsgrænsen ved Brømsebækken, var planlagt til at rumme 6-700 indbyggere[193] og fik et rektangulært gadenet med et torv midt i byen beliggende lige syd for kirken. Byen lå på en ø og var omgivet af kraftige fæstningsmure.[194] Byen fik imidlertid en hård skæbne: allerede under Kalmarkrigen blev byen erobret af svenskerne, som "plyndrede, røvede, og før omkring i byen, og sloge alle mandspersoner ihiel, så mange de kunne overkomme. Da var det ynkeligen at se, hvorledes somme blev ihielslagne på sengene.. mange sprang over muren nøgne og undkomme, somme kvinder kastede først deres børn ned ad volden, hvoraf mange børn døde, så sprungne kvinderne selv efter .. somme gave sig ud ad vandporten på både, så at deriblandt være 3 både forlæssede med mænd, kvinder og børn, som synkede til bunden" beretter en samtidig kilde.[195] Efter krigen blev byen imidlertid genopbygget, byporten forstærket, fæstningsvoldene forbedrede. En ny kirke, Hellig Trefoldighedskirken, blev bygget til erstatning for den tidligere kirke, der var blevet ødelagt under krigen, og var færdig i 1624. For at fremme byens udvikling blev bestemt, at danske og udenlandske købmænd og håndværkere, der bosatte sig i byen, fik 7 års skattefrihed.[195] Efter Carl Gustav-krigene mistede købstaden imidlertid sine privilegier, og det blev indbyggerne forbudt at handle kvæg med Danmark. Omkring en tredjedel af indbyggerne var indkvarterede svenske tropper. Under Skånske Krig blev byen befriet af danske tropper, men disse måtte efter et halvt års belejring overgive sig. Den 22. februar 1677 påbegyndte svenskerne en fuldstændig nedrivning af byen, dens indbyggere blev tvangsforflyttede til Kalmar, Rønneby og Karlskrona. Den eneste bygning, der fik lov til at blive stående, var kirken.[194]

Ny-Varberg i Halland blev oprettet 1613 samtidig med, at Gamleby og Nyby blev nedlagte som købstæder efter at været blevet ødelagte under Kalmarkrigen.[196]

Christianstad blev oprettet 1614 ved Helgeåens udløb i det østlige Skåne samtidig med, at Væ, der var blevet afbrændt under Kalmarkrigen, og Åhus blev nedlagte som købstæder, henholdsvis i 1614 og 1617.[196][197]

Foruden oprettelser og flytninger af militærstrategiske årsager havde kronen flere andre projekter, hvor økonomiske hensyn spillede en større rolle, således en planlagt omflytning af Bredsted i Sønderjylland omkring 1615.[196]

Glückstadt ved Elben blev grundlagt i 1616 af Christian 4.

Christianshavn på Amager blev oprettet 1617 og fik købstadsrettigheder i 1619.[196]

I 1638 fik Sorø købstadsrettigheder på grund af det adelige akademi.[196]

Endelig må nævnes et forsøg på at gøre Ballum i Sønderjylland til købstad i 1642, men projektet blev opgivet.[198]

Torstenson-krigen 1643-1645[199] førte til, at Frederik 3 planlagde to nye grundlæggelser af fæstninger og købstæder: Fredericia i det sydøstlige Nørrejylland i 1650[178], og Hals i det nordøstlige Nørrejylland i 1656.[200]

Baggrunden for disse var den ændrede tilstand efter Torstenson-krigen. Ved freden i 1645 havde Danmark-Norge måttet afstå Halland for en 15-årig periode. Dermed var den faste landforbindelse mellem Skåne i syd og Norge i nord blevet afbrudt. Hvor sejladsen mellem de to kongeriger tidligere havde kunnet ske langs den hallandske kyst, var danske skibe nu henvist til at sejle langs den jyske østkyst indtil Fladstrand og derfra den korteste rute over Kattegat til Marstrand, hvorfra sejladsen videre nordover atter kunne ske langs en kyst på den danske konges hænder. Hals blev oprettet dels for – sammen med Marstrand – at kunne kontrollere (så vidt muligt) farvandet på dette strategisk vigtige sted (og dermed tillige sikre, at Sverige – trods besættelsen af Halland – alligevel ikke havde fri adgang til verdenshavet mod vest), dels at beskytte indsejlingen til Limfjorden, lige som stedet var velbeliggende for et toldsted for hele Limfjordsområdet. Fredericia lå på det vigtige sted Bersodde, hvor muligheden for at beskytte overfarten mellem Fyn og Jylland fra et eventuelt svensk angreb over Kattegat var bedst. Begge steder fik tildelt købstadsrettigheder.[201]

BystyretRediger

I begyndelsen af 1600-tallet bestod bystyret i et råd, der efter indbyggertallets størrelse kunne bestå af 1-2 borgmestre og op til tolv rådmænd; rådet var selvsupplerende, men borgestrene skulle godkendes af den kongelige lensmand. Ved siden af rådet fandtes en byfoged, en by- og rådstueskriver samt, efter forholdene, kæmnere, skatmestre, stadsbude og vægtere. Rådet havde bemyndigelse til at ordne købstadens almindelige anliggender, herunder økonomi, byggearbejder, markvæsen i forbindelse med købstadens landdistrikt, havnevæsen, næringslivet, borgervæbning, skolevæsen, fattigvæsen samt retspleje, ide rådmænd var dommere i rådstueretten.[202]

Ved købstadsforordningen af 1619 lod Christian IV ordningen ændre ved at give lensmændene større indflydelse på købstædernes anliggender; foruden at føre tilsyn kunne denne nu direkte medvirke i bystyret.[203]

SkibsfartenRediger

Renæssancen var en storhedstid for skibsfarten: råvarer og færdigvarer blev fragtet mellem rigets mange dele, ikke mindst fra provinsen til hovedstaden, men også mellem de enkelte provinser, mellem Kongeriget, Norge og Hertugdømmerne samt til og fra udlandet. De hjemlige varer i denne handel og skibsfart var fortrinsvis fisk, landbrugsprodukter: fedevarer (kødvarer), heste, kvæg, korn, mel, brød, smør, ost, malt, øl, huder samt materialer til byggeri som kalk og teglsten. Fra Gotland kom blandt andet tjære. Fra Norge og Skåne blev indført jern og jernvarer. Fra Norge, Bohuslen, Halland og Blekinge, der udgjorde en del af riget, blev indført tømmer og træ, til tyske byer i Østersøen blev udført sild, huder, læder, klæde, salt og træ, fra England og Skotland stammede stenkul, klæde, tin, bly, saffran, uld, huder, malt, fisk, hvede og byg samt Nederlandene fortrinsvis salt samt forædlede varer som smør, oste, lærred og klæde. Fra Frankrig og Spanien kom salt og vin. Fra Island kom strikket uldtøj, tran og fisk. En betydelig del af denne handel og skibsfart var transithandel.[204]

Skibsfarten hang sammen med købstædernes havneforhold. Egentlige havne kendte man ikke. I mange tilfælde var havnen en åbrink med et bolværk, i andre tilfælde udgjordes havnen af en eller flere vaser eller af en mole af træ og/eller sten, eller havnen var en "naturhavn" i form af en fjord mere eller mindre beskyttet af en odde eller en ø eller i form af et beskyttende næs. De fleste havne fik efterhånden stigende problemer med tilsanding således, at større skibe måtte ankre op ude på en rhed ud for købstaden, eller der blev oprettet en ladeplads længere ude i fjorden, hvor omladning af varerne fandt sted. De fleste købstæder havde en eller flere hjemmehørende skuder, der vel udgjorde kernen i byernes handel men blev suppleret med besøg af fremmede fartøjer.[205]

De udskibede råvarer og forædlede produkter stammede overvejende fra købstædernes eget bagland, og skibsfarten var derfor et spejl af købstædernes beliggenhed. Handelen med disse varer fandt som regel sted på købstædernes torve, og denne handel blev suppleret med et eller flere årlige markeder, der kunne trække håndværkere og handlende til fra andre købstæder og områder. Torvepladserne var som regel ikke store.

Et karakteristisk træk i tiden var teglbrænding med tilhørende teglfragter. Fra omkring 1530 oplevede landbrugseksporten – og dermed herregårdene – gode tider med voksende efterspørgsel og stigende priser. Fra afslutningen af Den nordiske Syvårskrig (1563-1570) og indtil Kalmarkrigens udbrud (1611-1613) var der en forholdsvis lang fredsperiode, hvor de stærkt voksende tyske og hollandske byer i voksende omfang efterspurgte landbrugsvarer. Fra 1570 indtog Amsterdam en nøglestilling som indfører af korn, der gik til Nederlandenes industrielle udvikling. Ved denne efterspørgsel stod det danske korn meget stærkt, indtil baltisk korn kom ind på markedet.

De gode tider fortsatte ind i begyndelsen af 1600-tallet, og efter en kortvarig afsætningskrise under krigen 1625-1629 satte en ny opgang ind i 1630-erne, der varede til 1640-erne, hvor østbaltisk og russisk korn sænkede priserne på Danmarks afsætningsmarkeder. I 1647 indførtes derfor indførselstold på udenlandsk korn[206]. Også kongemagten nød godt af højkonjunkturen. De store overskud, som handelen indbragte, blev blandt andet brugt til prestigebyggeri i form af slotte og herregårde. Hertil skulle bruges brændt tegl. Råvarerne hertil, egnet ler til teglfremstilling og træ til selve brændingen, fandtes de fleste steder i landet. Oftest anlagdes et teglværk derfor af hensyn til at nedbringe fragtbehovet mest muligt i nærheden af det sted, hvor byggeriet skulle finde sted, men i farvandet mellem området fra Østfyn sydover Taasinge til Ærø på den ene side og Langeland på den anden synes teglbrænding med salg at have fundet sted i et ikke ubetydeligt omfang. Behovet for kapital til bekostning af storfremstilling af og handel med brændte teglsten gjorde, at denne øjensynligt var organiseret af adelen, men til selve sejlfragten kunne anvendes skuder ejede af mindre skudehandlere, fortrinsvis købmænd, der herved fik yderligere en vare at befragte[207][208].

Købstæderne spillede en væsentlig rolle i denne skibsfart. Havneforholdene blev ikke væsentligt forbedrede i renæssancen, men behovet for større skibe var voksende, og følgen blev ibrugtagning af nye skibstyper med større lasteevne men fortsat en begrænset dybgang. I nogle tilfælde blev anvendt større skibe, som ikke kunne anløbe skibbroen. I så fald måtte de ankre op på rheden uden for købstaden, og varerne blev omladet til mindre fartøjer, som fragtede dem i land. For Kronen og købstæderne betød denne virksomhed, at der kunne opkræves havne-, bro-, pæle- eller bolværkspenge på grundlag af skibenes størrelse.[209] Nu som før forsøgte købstæderne at få eneret på denne skibsfart, men nu som før spillede bondesejlads en ikke ubetydelig rolle.[210] Det var ofte de samme rejsemål, der gik igen under disse sejlture.[211]

Torve og markederRediger

Købstæder skulle tjene som sted for omsætningen mellem land og by, og det gjorde de også i vid udstrækning. For at sikre købstæderne deres omsætning med oplandet blev indført læbælter, det vil sige fastlagt grænser for omgivende områder hvis indbyggere skulle foretage deres køb og salg i pågældende købstad. Enkelte købstæder fik et opland på 4 mil eller ca. 30 km, de fleste 2 mil eller ca. 15 km og de mindste 1 mil eller ca. 7,5 km. Nøglepersonerne i denne omsætning var købmænd. Af en regnskabsbog for en købmand i Ribe femgår det, at denne havde en samlet omsætning i tiden 1630-1650 på 40.000 rigsdaler, hvoraf 211 børgere tegnede sig for 39%, 30 gejstlige i byen for 7%, 24 adelige i oplandet for 28%, 66 gejstlige i oplandet for 13% og 179 bønder for 11%, det vil sige at omtrent halvdelen af købmandens omsætning skete med kunder i selve købstaden og den anden halvdel med kunder i oplandet.[212] Således stod de adelige for den højeste gennemsnitlige omsætning fulgt af gejstlige i staden og i oplandet, borgere og endelig bønder.[213] Også byhåndværkerne skulle nyde godt af sådanne læbælter, men deres muligheder blev indskrænkede ved, at visse håndværk blev tilladte at udøves også indenfor læbæltet, nemlig grovsmede, tømrere, murere, vævere, bødkere, hjulmænd, teglslagere, pottemagere, skræddere der syede vadmel samt skomagere der fremstillede bøndersko.[213] Til trods for disse bestemmelser om læbælter forekom talrige eksempler på ulovlig handel i for af landkøb eller forprang, ulovlige håndværkere kaldet bønhaser og fuskere, samt forekomst af ulovlige havne for omsætning.[214] Derved svækkedes købstædernes betydning, og talrige skatterestancelister viser, at mange havde vanskeligt ved at få økonomien til at løbe rundt. Men regnskaber for førlov og sjettepenge viser også, at nogle håndværkere, handlende og andre i tjenesteydende næringer var i stand til at skabe sig et overskud, der derfor skulle beskattes, hvis de ville flytte fra købstaden.[215]

I omsætningen spillede torve og markeder en vigtig rolle. Torvet var det sted, hvor købmænd og håndværkere kunne falbyde deres varer til omegnens bønder og selv købe de produkter, som bønderne bragte til torvs. I flere tilfælde blev en ugentlig torvedag fastlagt ved kongelig bestemmelse.

Markeder var færre men trak til gengæld folk til fra fjernere egne. Ofte deltog håndværkere fra andre købstæder, når der blev holdt marked, og konkurrencen kunne derfor være hård.

HertugdømmerneRediger

Ved delingen af hertugdømmerne 1581-82 havde kongen, Frederik II, fået Tørning Len, Haderslev Amt, Flensborg Amt og Landskabet Bredsted (Nørre Gøs Herred), mens hertug Adolph på Gottorp var blevet tildelt Aabenraa Amt, Løgumkloster Amt, Tønder Amt, Gottorp Amt, Sønder Gøs Herred (Husum Amt), Nordstrand, Ejdersted, Stapelholm og Femern, og Hans den Yngre havde fået Sønderborg Amt, Nordborg Amt samt Ryd Kloster i Flensborg Amt.[216]

I den del, der var tilfaldet hertugen af Gottorp, lå i det nordlige område købstæderne Tønder og Aabenraa og i den sydlige del Slesvig og Egernførde samt flækken Husum. I 1590 gav Johan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp købstadsrettigheder til Tønning og Garding, og i 1603 ophøjede han Husums stabelret til købstadsret. Af betydning var det også, at han i 1608 indførte førstefødselsretten således, at den ældste søn altid ville arve besiddelserne udelt.[217]

I 1621 lod hertug Frederik 3. oprette Frederiksstad efter forbillede fra Glückstadt i Holsten.

RendsborgRediger

 
Rendsborg 1848.

Ved hertugdømmernes deling i 1544 tilfaldt Rendsborg hertug Hans den Ældre, men i 1581 skiftede byen til Holstens kongelige del. I årene 1536 til 1540 lod Christian 3. opføre store byvolde. Men voldene kunne ikke forhindre, at tyske tropper besatte byen under Trediveårskrigen i årene 1627 til 1629. Senere under Torstensson-krigen i 1644 og 1645 rykkede svenske tropper ind. Under den skånske krig erklærede Christian 5. Rendsborg som fæstningsby, og i de følgende år oprettedes fæstningerne Kronværk og Nyværk nord og syd for Ejderen. På fæstningens sydlige port opsattes 1670 Ejderstenen med indskriften Eidora Romani Terminus Imperii (Ejderen, det romerske riges grænse). For at få indbyggere til at bosætte sig i den nye bydel Nyværk, udstedte kongen 1692 et privilegium om begrænset religionsfrihed for jøder (i et ellers rent luthersk område). Nyværk blev dermed til en toleranceby lige som Frederiksstad og Fredericia.

TønningRediger

 
Kort over fæstningsbyen Tønning fra 1651

Ved hertugdømmernes deling i 1544 tilfaldt Tønning de holsten-gottorpske hertuger, og hertug Adolf af Gottorp opførte Tønning Slot i årene 1580-1583 og gav byen købstadsrettigheder i 1590.[218] Slottet var placeret i byens sydlige del. Det bestod af en nærmest kvadratisk bygning med et firesidet tårn på hvert hjørne, omgivet af volde og en voldgrav. I dag minder kun voldgraven i slotsparken og slotsalleen herom.

Byen blev udvidet, og mange nye huse opførtes. Derom minder i dag endnu mange gavlindskrifter. Stor betydning fik anlæggelsen af havnen i 1613.[219] Samtidigt blev kanalerne fra Katingsil til Garding (Süderbootfahrt ≈ Sønderbådfart) og fra Tønning til Tetenbøl (Norderbootfahrt ≈ Nørrebådfart) bygget. På den tid gik skibsfarten især til Nederlandene.

Byen har lidt meget af oversvømmelser, navnlig 1634.[218] Også af krigene har den været ramt, således af Kejserkrigen 1627-29, da den i over et år var besat af de kejserlige tropper under Wallenstein.[218] Fra 1644 lod hertugerne byen befæste, og den blev fra nu af deres hovedfæstning.

I anden halvdel af 1600-tallet havde Tønning en mindre flåde af fortrinsvis mindre skibe, mindst: i 1650 nævnes 5 skibe på i alt 131 læster, i 1651 6 skibe på 166 læster, i 1663 14 skibe på 191 læster, i 1664 7 skibe på 135 læster, i 1665 6 skibe på 81 læster, i 1666 9 skibe på 142 læster, i 1668 3 skibe på 66 læster, i 1677 ingen (alle skibe opbragte af franske kaperere), i 1682 7 skibe på 65 læster, i 1689 1 skib på 16 læster og i 1698 2 skibe på 56 læster. Ingen skibe oversteg i perioden 49 læster.[220] Tallene angiver skibe, der sejlede på Kragerø i Norge.[221]

Fæstningsværkerne blev sløjfede 1675, da den danske konge var kommet i besiddelse af fæstningen ved begyndelsen af den Skånske Krig, men hertugen genopførte dem i 1692[218], og byen modstod en 2 måneder varende belejring fra danskernes side i året 1700.

Den 28. november 1706 fik skibsbygmester Harder Henrich Reimann tilladelse til at anlægge en bedding for skibsreparationer med eneret for en tiårig periode. Da koncessionen udløb, blev den ikke fornyet, og beddingen blev ødelagt under de efterfølgende krigsbegivenheder.[219]

I 1713 blev Tønning besat af den svenske hær under general Magnus Stenbock og derefter belejret af danskerne, indtil den i 1714 måtte overgive sig. Fæstningsværkerne blev da atter sløjfede, og Tønning var fra den tid en ubefæstet by.[219]

HusumRediger

 
Husum 1651.

I 1544 tilfaldt Husum ved hertugdømmernes deling hertug Adolf af Gottorp. Byen havde fra tidligere status af flække, men hertugen gjorde byen til et eget birk med 8 rådmænd og en præsident.

I årene 1566-1582 rasede "den spanske syge", der kostede 1.500 personer livet.[222]

I årene 1578-82 byggede hertug Adolf af Gottorp Husum Slot som trefløjet slot med Frederiksborg Slot som forbillede. I 1582 blev Husum af hertug Adolf udskilt fra Søndergøs herredsting, og gjort til et særskilt "weichbild" (birk), samt forsynet med en egen stadsret og politiordning, med Visbys søret.[223] I 1601 blev bygget et rådhus for byen.[223] Den 20. april 1603 gav hertug Johan Adolf byen stadsprivilegier. Stadsretten blev udstedt 22. marts 1608.[223][222]

1627-29 og igen 1644-45 led byen under tidens krigeriske begivenheder.[222]

Efter den store stormflod i 1634 stagnerede byens økonomiske udvikling, fordi dens opland på Nordstrand gik tabt,[224][222] og Husum fik konkurrence af havnebyerne ved Ejderen, Tønning (anlagt 1590) og Frederiksstad (anlagt 1621).

Det var i Husum at kartografen Johannes Meyer i 1652 udgav de kendte landsbeskrivelser over hertugdømmerne. Antoinette Bourignon opholdt sig i byen i 1673, og anlagde i sit hus sit eget bogtrykkeri, hvori hun lod sine egne bøger trykke, men det blev hende straks frataget på øvrighedens befaling.[224]

Antallet af hjemmehørende skibe var minimum i 1650 4 på 123 læster, i 1651 3 på 87 læster, i 1663 1 på 26 læster, i 1664 3 på 24 læster, i 1665 2 på 20 læster, i 1666 15 på 453 læster, i 1667 13 på 869 læster, i 1668 8 på 96 læster, i 1671 2 på 59 læster, i 1677 6 på 84 læster, i 1689 3 på 110 læster, i 1691 2 på 210 læster, i 1694 1 på 45 læster, i 1698 1 på 59 læster og i 1699 1 på 91½ læster.[225] Skibene sejlede på Langesund og Kragerø i Norge.[226] En del af nedgangen i flåden skal formodentlig tilskrives tab på grund af franske kapere.[227]

I 1713 led byen under, at den svenske general Stenbock oprettede sit hovedkvarter der.[222]

Byen led meget under store oversvømmelser i årene 1717, 1718 og 1720.[224]

GlückstadtRediger

 
Glückstadt i året 1652. Byens karakter af planlagt fæstningsby fremstår tydeligt. Ligeledes ses det, at store dele af de planlagte byareal endnu stod ubenyttede hen.
 
Kanal (Fleet) i bymidten
 
Byens kirke
 
Kapel fra 1692 på den reformerte (hollandske) kirkegård

Glückstadt blev grundlagt i 1616 af Christian 4., konge af Danmark og Norge og hertug til Slesvig og Holsten. Hensigten var at etablere en konkurrent til byen Hamborg, og den skulle være en uindtagelig fæstnings- og havneby ved den nedre (nord-vestlige) del af Elben. I fundatsen af 22. marts 1617 fik byen lybsk og hamburgsk stadsret.[228] Befæstningen fuldførtes i 1620. Kongen søgte at lokke indbyggere til ved dels at give handelsprivilegier, dels at gøre den til hovedsæde for den kongelige del af hertugdømmerne, dels at love religionsfrihed og fulde borgerrettigheder. Sidstnævnte forhold betød, at der kom sefardiske jøder, hollandske reformerte, remonstranter og mennonitter, og katolikker til Glückstadt. Blandt de tidlige indvandrere var Alvaro Dinis, købmand og møntmester. Benjamin Musaphia, hans broder der var købmand, filosof, naturforsker, rabbiner og læge (en tid livlæge for Christian IV) og Daniel Mamias de Castro, købmand og læge.

I 1623 og nogle få år efter var Glückstadt møntprægningssted. Virksomheden var ophørt før 1630.[229]

I 1623 blev byen givet stabelret på handelen på Island.[230] I perioden 1627-1639, da Hans Nansen residerede i byen som salgsleder for det islandske kompagni, var Glückstadt stabelstad for islandshandelen.

Byen blev gentagne gange belejret og angrebet under de talrige krige, som i 1600-tallet fandt sted, og som Danmark – takket være Christian 4. – nød fornøjelsen at deltage i. Under kejserkrigen modstod byen i 162728 en femten uger lang belejring, som lededes af hertug Johann Tserclaes Tilly.[230]

Byen led hårdt under krigen, og de virksomheder, som tilflyttede portugisere havde oprettet - saltsyderi og sukkerraffinaderi - blev ødelagte, og deres ejere forlod byen. For at rode bod på dette gav Christian IV udvidede privilegier for at få portugisiske jøder samt nederlandske mennonitter og remonstrater til at slå sig ned i byen. Takket være denne politik udviklede byen sig mellem 1630 og 1648 til en af de største byer i den danske konges rige.[231] Imidlertid mødte de nyindflyttede også modstand fra byens indbyggere, og der blev udstedt trusler imod dem. I 1623 boede der 29 sefardiske familier, men i 1690 var der kun 10 personer tilbage.[232]

I 1628 indførte Christian 4. Elbtolden, som alle forbipasserende skibe (ikke mindst til og fra Hamborg) måtte betale. Elbtolden varede til 1645.

I 1630 lod kongen opføre et slot kaldet Glücksburg[233], hvor han opholdt sig under sine besøg. Her fejredes i 1643 hertug Frederiks (dengang fyrstbiskop af Bremen og Verden, senere Frederik 3. af Danmark) bryllup med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Slottet forfaldt senere og blev nedrevet i 1708.[228]

I 1648 oprettede Frederik III et regeringskancelli, som fik sæde i Glückstadt. Statholderen og regeringskancelliet blev et mellemled til det Tyske kancelli i København. Da den gottorpske del af Slesvig 1675-79, 1684-89 og endeligt fra 1713 blev forenet med den kongelige del, blev regeringskancelliet delt i et slesvigsk kancelli, Justitskancelliet på Gottorp Slot, kaldet Overretten på Gottorp, og et holstensk kancelli, der forblev i Glückstadt, og som også fik navn af Overret.

ElmshornRediger

 
Sydfløjen af Nikolaj Kirke i Elmshorn med Christian VIs spejlmonogram over døren.

Elmshorn blev første gang nævnt i 1141[234] som Elmeshorne, sognet Elmshorn i 1362.

I 1500-tallet tog studehandelen et opsving. Transporten til markederne i Hamborg og Nederlandene ad landeveje gav gode muligheder for afgiftsbelæggelse, herunder i Elmshorn.[235] I Pinneberg var der en vejafgift og en toldafgift for transport til Ditmarsken, som ditmarskerne i 1553 med en engangsbetaling på 100 daler til at bygge en stenvej for gennem Elmshorn slap for videre at betale.[236]

Elmshorn blev den 1. november 1570 ramt af oversvømmelse.[237] I 1605 blev byen ramt af pest[237], den 10. februar 1622 blev byen atter ramt af oversvømmelse.[237]

I begyndelsen af Trediveårskrigen slog fjendtlige tropper, under kommando af feltmarskal Wallenstein i 1627 lejr i Elmshorn for herfra at drage videre mod Glückstadt, Krempe og Breitenburg. Det følgende år blev byen ramt af pest og den blev afbrændt af plyndrende kejserlige kroatiske styrker. Under krigen med Sverige i den sene fase af 30-årskrigen, trak en svensk hær i 1643 gennem byen og ødelagde den.

Den 11. oktober 1634 blev byen atter ramt af oversvømmelse.[237] Den 5. september 1644 blev store dele af byen afbrændt af svenskerne.[237]

Siden 1650 tilhørte den nord for Krückau beliggende del af Elmshorn grevskabet Rantzau. I 1657, under svenskekrigen (1655-1660 )blev byen den 5. august 1657 nedbrændt af [237] Karl X Gustavs tropper, efter at de have erobret den fra de danske tropper der forsvarede overgangen over Krückau og skansen Kruckschanze. Krückau-overgangen lå mellem landsbyerne Elmshorn og Vormstegen/Klostersande, ved bredden af Krückau, der dengang slog et u-formet sving mod nord så den dannede en gennemskåret og sumpet ådal, der var en væsentlig hindring for en fremrykkende hær med tunge kanoner. Derfor havde danskerne bygget fæstningen Kruckschanze her, omtrent på det område hvor nutidens gamle rensningsanlæg ligger. Endnu i dag anvendes "Kruck" og "Vormstegen" som gadenavne.

 
Möhringsches Hus i Königstraße (1780)

Det 18. århundrede bragte et mindre opsving til Elmshorn. I 1736 fik stedet status af flække[234], og fra 26. august 1741 blev officielt tilladt at afholde et ugentligt marked. Det fandt sted omkring Nikolai Kirke indtil i 1960'erne læderfabrikken i bymidten nedlagdes og en nedrivning skabte et større rum, Buttermarkt (Smørmarkedet) opstod. Elmshorn blev endvidere hjemsted for skibsbyggeri: i 1728 blev bygget en evert på 8 læster, 1730-40 syv everter på 66 læster, 1741-48 otte everter på 75 læster (til Glückstadt) og en pram på 9 læster (til Itzehoe), 1782-89 en jolle og to everter på 8½ læster, 1797 en evert på 5 læster, 1803-13 fire everter på 31 læster og i 1820-erne seks everter.[238]

Midten af det 18. århundrede bragte imidlertid igen død og ødelæggelse til Elmshorn. Den 24. april 1750 nedbrændte 68 bygninger i den store brand i Elmshorn.[237] Ved den store oversvømmelse i 1756, som krævede næsten 600 dødsfald i marsken, blev Elmshorn stort set forskånet, så stedet kunne modtage mange overlevende beboere fra marsken. I 1792 ramte en ny oversvømmelse.[237]

Under Napoleonskrigene var Elmshorn 1813-1814 besat af en fjendtlig hær af russere, svenskere og preussere.

AltonaRediger

Oprindeligt lå der en landsby, Herwardeshudhe, med en vandmølle på begge sider af Herwardeshudhe-bækken. På østsiden af vandløbet oprettede fogeden Georgius von Hammenborg et nonnekloster i 1247 (i det senere distrikt Sankt Pauli), som ejede landsbyen. Landsbyen nedbrændte helt i 1308, og klosteret forpligtede sig i 1310 over for byrådet i Hamborg til ikke at genopbygge landsbyen, og kun møllen og vandløbet blev tilbage (vandløbet blev senere en del af den voldgrav, som adskilte Altona fra forstaden Sankt Pauli og i en længere periode udgjorde landgrænsen her).[239]

Først omkring midten af det 16. århundrede nævnes atter en bebyggelse vest for vandløbet, Altona, som folkeviddet kaldte "Allzunah" ("Alt-for-nær", nemlig på Hamborg), beliggende på samme sted som den tidligere landsby. Denne nyoprettede bebyggelse nedbrændte i 1547, hvorefter byrådet i Hamborg rettede en henvendelse til drosten i Pinneberg og anmodede om, at bebyggelsen ikke skulle genopføres, fordi indbyggerne betød indskrænkninger i næringen for håndværkerne i staden. Bebyggelsen kom sig imidlertid hurtigt, og det lader til, at den blev genopbygget meget hurtigt. I 1548 blev ydermere opført en kirke i Ottensen, som henlagdes under den lokale foged. Altona voksede nu, især med hensyn til omfanget af håndværkere, selvom byrådet i Hamborg forbød stadens indbyggere at arbejde der. I året 1580 blev af nogle en befolkning etableret et fattighus, og i 1601 blev alle religioner tilladt for folk, der bosatte sig her, og ifølge oplysninger fra grev Ernst fra 1602 havde Altona allerede udviklet sig til en flække underlagt Pinneberger Landdrostei.[240] Hamborg var opmærksom på den opvoksende håndværkskonkurrent lige uden for stadsgrænsen og forbød i 1605 udførelse af mere end 200 oksehuder om året for at holde konkurrenten nede. Desuden blev det forbudt byens indbyggere at tage arbejde der.[241]

Altona spillede også en rolle i studehandelen som overfragtsted for okser og stude, idet byen kun måtte fragte okser over Elben efter, at der var betalt overfartsafgift i Blankenese.[242]

Christian 4., som var opmærksom på udviklingen, forsøgte at styrke sin position i området gennem erhvervelse af faste besiddelser. Han forhandlede med greven Otto 3. af Schauenburg fra 1618 om afståelse af Grevskabet Pinneberg. Han var især interesseret i at overtage den opblomstrende by Altona, men han havde også planer om oprettelse af havne andre steder langs Elben. Kongen gjorde greven store tilbud og lod endda private huse og gårde i Altona opkøbe mod grevens vilje. Da greven var meget velhavende, afviste han købstilbuddene, hvorefter kongen, under henvisning til at han af kejseren var udnævnt til hertug af Holsten og i denne egenskab var blevet krænket i sine rettigheder, lod sine tropper besætte Herskabet Pinneberg. Kun mod betaling af 50.000 daler, som blev skaffet i Hamborg, lod han sine tropper trække tilbage og opgav planen.[243] Først i 1640, da grev Otto 5. af Schauenburg døde, faldt dennes ejendomme tilbage til kronen.[244]

Allerede i 1616 blev bebyggelsen betegnet som en småstad. Men som byens virkelige grundlægger må regnes Frederik 3., som fra 1664 udstedte flere forordninger til gunst for byens udvikling: Den 23. august 1664 udstedte han en bekendtgørelse, der gav stedet købstadsprivilegier og udskilte den fra Pinneberg, i en anden bekendtgørelse dateret samme dag beordrede han drosten af Pinneberg om at udlægge et byområde på Ottensens jorder, og den 3. januar 1665 blev ved en tredje bekendtgørelse givet tilladelse til at oprette alle former for fabriksvirksomhed i Ottensen-området. Den 11. marts 1665 blev den nye bys grænser bestemt, og den 29. august 1665 blev byens retsvæsen indrettet. Samtidig fik byen sit våbenskjold, der viste en tårn med tre spidser over en forbipasserende strøm. Religionsfriheden, som allerede var givet tidligere, havde til følge, at mange personer af fremmede religionsbekendelser søgte til byen, især rige hollændere og jøder. Herefter blev der oprettet nogle manufakturer, fabrikker og møller, flere huse og pakhuse, og i 1686 blev der bygget et nyt rådhus. Selv om Hamborg i henhold til en Pinneberg-reces af 1679 havde forpligtet sig til at bilægge alle tvister med Altona, kom det ofte til modsætninger, der først ophørte med københavnske reces af 16. august 1692. Af hensyn til den interne sikkerhed i Altona blev i 1693 indrettet en borgervæbning på otte kompagnier, hvilken dog kun virkede til 1713.[240]

 
Afbrændingen i 1713.

Med indgangen til det 18. århundrede indtraf for byen en række af uheldige begivenheder: År 1700 blev byen brandskattet af Sverige og den 1. november 1711 betød en storbrand i Langgade (Lange Straße) og Bredgade (Breite Straße), at omkring 200 huse nedbrændte. I 1713 pålagde general Stenbock efter slaget ved Gadebusch ved sin indmarch i Holsten byen en brandskatning på 100.000 daler. Da byen ikke kunne betale, gav han ordre til at antænde byen fra alle hjørner ved indkastning i fakler. Ved branden blev omkring 2/3 ødelagt og kun 693 boliger delvist overlevede.[240]

Takket være kong Frederik 4. blev byen imidlertid hurtigt genopbygget, og for alle nybyggerier blev der givet 20 års skattefrihed.[245] Endvidere fik byen fornyede fordele, og den 17. september 1713 fik myndighederne overretten for byen Ottensen. Efterhånden blev adskillige offentlige bygninger, herunder rådhuset, genopbygget, og i 1723 blev en ny havn færdiggjort. Fordelagtige konjunkturer bidrog til, sammen med borgernes næringsfrihed, at give byen en markant fremgang, og handel var allerede i midten af det 18. århundrede meget betydelig. Senere bidrog den Amerikanske uafhængighedskrig til, at byen fik udvidet sine aktiviteter, og 1780 blev det første skib fra Altona sendt til de dansk-vestindiske øer. Dertil kom en lang række nye institutioner oprettede af regeringen, således et kommercekollegium, et fiskeri- og handelsinstitut, der dog ophørte igen, møntstedet, Speciebanken, bankkontoret, Tallotteriet og flere andre. I 1736 havde byen 3.246 boliger, 1744 havde den allerede 3.832, og i slutningen af århundredet var der 4.060 huse i Altona og omkring 23.000 indbyggere.[246]

 
Byplan fra 1770

Allerede i 1630 havde flækken fået sin første skole. I 1682 blev der taget initiativ til at få oprettet en latinskole, og en rektor og prorektor blev ansat. I 1719 begyndte opførelsen af en ny skolebygning, og i 1724 kunne nye lærere ansættes i "den store latinskole", som af rektor i 1726 blev omdøbt til "Scola Fridericiana". Skolen havde 5 klasser og 160 elever. I 1738 lod Christian 6. skolen omdanne til et gymnasium, som blev indviet i 1744 og som fik navnet "Christianeum academicum".[247]

I 1783 blev opført et stadssygehus takket være frivillige bidrag, og dette fik tillige ret til at holde apotek.[248]

 
Byplan fra 1803.

Også kulturelt oplevede byen en opblomstring. I 12 år var Johann Friedrich Struensee stadslæge i byen, og kom i kontakt med mange kredse, hvor tidens politiske, religiøse og andre spørgsmål blev diskuteret, således landsretssagføreren Georg Schade, der oprettede Gesellschaft der Wissenschaften og som fik 15 års fængsel på Christiansø for sit deistiske værk Religion der Adepten. Fra 1761 underviste J.P. Basedow ved Christianeum, byens lærde skole, og udviklede her sine tanker om en skolereform, "filantropinen", som han dog ikke fik virkeliggjort. Fra 1778 blev Christianeum også åbnet for jødiske elever, den første konverterede til kristendommen og blev luthersk præst. Altonas betydning for åndsfriheden bevidnes af, at der i et leksikon fra 1796 angives 65 forfattere i byen mod 58 i Kiel. I 1790'erne, da censuren blev skærpet andre steder i Europa, herskede endnu trykkefriheden i Altona og Holsten (til 1799), og byen blev et vigtigt trykkested.

Efter 1803, da Elben blev blokeret, og især efter 1807, da Danmark var i krig, oplevede handel og velstand et tilbageslag.[246] Til gengæld betød den toldbegunstning, som byen oplevede, at der udviklede sig en kraftig industri i staden.[246]

 
Cesar Godeffroys landhus i Altona fra 1789

I slutningen af det 18. århundrede blev C.F. Hansen bygningsinspektør for hertugdømmerne Slesvig og Holsten med bopæl i Altona, en stilling han var indehaver af i 18 år. Under denne periode tegnede han adskillige købstadsbygninger, landhuse, villaer og kirker i Altona, Hamburg og omegn[249], ikke mindst huse langs Palmaille i Altona. Blandt disse bygningsværker kan nævnes: Palmaillen 49, Altona[250], Cesar Godeffroys landsted, Elbchaussée 499, Altona (opført 1789-92)[251], Peter Godeffroys landsted, Elbchaussée 547, Altona (1790–96), Vaisenhus, Königstraße 149, Altona (1794), Landhaus Blaker, Blankeneser Landstraße 34, Altona (opført 1794-95)[251], Villa Gebauer, Philosophenweg 18, Altona (opført 1806)[252], Elbschlössen, Elbchaussée 372, Altona (opført 1814-16)[253]

FrederiksstadRediger

 
Frederiksstad grundplan 1750.

Frederiksstad blev grundlagt i 1621 efter ordre fra hertug Frederik 3.. Han ville midt under 30-årskrigen skabe en stor handelsby efter merkantilistiske principper, der kunne konkurrere med storbyen Hamborg. De første indbyggere var hollandske remonstranter og mennonitter, som han gav religionsfrihed og toldfrihed i 20 år. Mange af dem var velhavende handelsmænd og håndværkere. Frederiksstad blev bygget efter nederlandsk forbillede med kanaler (gracht), gavlhuse og en retvinklet byplan. Det fremgår af byplanen, at byen var tænkt som storby. I de første år var nederlandsk officielt sprog i Frederiksstad. Frederik 3. forsøgte også at hente sefardiske jøder fra Den iberiske Halvø, men det forhindrede en handelsaftale med Spanien. I 1675 begyndte ashkenaziske jøder fra Tyskland og Østeuropa at flytte til den sydslesvigske by.

Byen fik flere kirker: Den luthersker kirke blev påbegyndt 1644 og indviet 1649. Den remonstrantisk-reformerte kirke blev bygget 1624-25. En synagoge blev opført i 1648.[254]

KrempeRediger

 
Byens grundplan i 1652 ifølge Danckwert.

I 1535 blev byen på foranledning af Christian III befæstet af Johan Rantzau som led i befæstningen af Elbmarsken[255]. Fra 1595 - ifølge andre oplysninger fra 1607[255] lod Christian IV befæstningerne modernisere for at skabe et samlet kompleks. Disse fæstninger dannede rundt om byen en firkantet plads med 6 runde bastioner. Fæstningen blev omgivet af brede grøfter og forbundet med det faste land med fire dæmninger og broer. Voldgraven var indtil 25 meter bred og voldene indtil 4,5 meter høje. De 4 porte blev kaldt Grevenkopper-, Oster-, Elskopper- og Borsflether-thor. I året 1600 blev en del af befæstningerne ødelagt af en storm.[256] Ligeledes lod kongen oprette et arsenal i byen.[257]

 
"Königshof" blev bygget som "Nye Hus" i 1543 og erhvervet i 1558 af den danske konge, Christian III, som brugte det som bolig, når han var i Krempe.
 
Krempe rådhus fra 1570.

Krempe var frem til 1627 en stapelstad for kornhandelen i området og byens skibsfart var temmelig stor, men da Krempe Å mudrede til, medførte det en tilbagegang for byen.[256][258] Denne storhedstid var først og fremmest, men ikke udelukkende, knyttet til byens handelsforbindelser med Hamborg[259], som fra 1580 kontrollerede hele handelen i marskområderne langs Elben og vestkysten.[260] Krempe havde i 1590-erne 19 skibe, hvoraf et på 90 læster blev brug på skibsfart på Venedig, mens den øvrige mindre fartøjer blev brug på skibsfarten på Elben og på Stör så langt som til Kellinghusen.[261] Derimod spillede østersøfarten en mindre rolle: kun et enkelt skib fra Krempe blev i 1575 registreret i Øresund.[262] I 1540 fik byen ret til også at indføre andre slags salt og udføre øl, specifikt også retten til udførsel af træ.[226] Et vidnedsbyrd om handelen var, at i i 1552 klagede Krempe over, at Hamburg i de seneste tre år ikke havde udført så meget øl vestpå som i tidligere år. Dette var dog kun et lokalt tilbageslag, der var forårsaget af en strid om Hamborgs stapelret på Nederelben: i 1540 havde kongen givet indbyggerne i Krempe ret til at sælge øl i områderne omkring Stör og forbudt hamburgerøl i det omkringliggende område. I slutningen af 1500-tallet gik ølbryggeriet tilbage i byerne.[263] Ligeledes opstod der en konflikt med Hamborg, som forsøgte at forhindre byerne i Elbmarsken at udføre korn.[264] I slutningen af 1500-tallet havde Krempe regelmæssig sejlads på Venedig[265], desuden Spanien og Portugal med udførsel af korn og indførsel af blandt andet frugt, hvilken skibsfart varede til krigen i 1627[266], med Bremen og Stade[267], med Emden[268], forsøg på skibsfart med England[269], til Norge, Island og Arkhangelsk[270]. Mens Krempe efter 1600 oplevede en tilbagegang i sin handel, oplevede Wilster og Itzehoe en fremgang.[271]

Krempe havde en lang belejring af de kejserlige tropper under Tilly i 1627, men måtte overgive sig på grund af mangel på mad i oktober samme år. Samtidig var der 73 boliger i de østlige forstæder og 55 boliger i vest nedbrændt, og i selve byen blev 41 huse nedrevet og træet anvendt til palisader og som brændselstræ.[256]

 
Krempe rådhus.
 
Detalje fra Krempe rådhus.

Efter anlæggelsen af Glückstadt ved Störs munding i 1616, til dels betinget af at krigsskibe ikke længere kunne besejle Krempe[272], blev i 1646 en del af befæstningerne og i 1695, 1704 og 1705 resten sløjfede.[256]

Byens tilbagegang fortsatte, og i 1695 og 1696 blev den af regeringen i Glückstadt erklæret for konkurs, hvorefter samtlige bygninger, inklusive rådhuset, blev solgt ved offentlig auktion. Rådhuset blev dog senere købt tilbage takket være indtægten fra et lotteri, som regeringen lod organisere.[256]

Krige, kriser og epidemier (1625-1660)Rediger

 
Randers - købstadsbygning fra 1600-tallet

Den fremgang, som landet oplevede i de første menneskealdre efter reformationen, vendte til en stadig mere alvorlig krise fra midten af 1620-erne. Baggrunden herfor var ikke mindst udenrigspolitikken, hvor landets inddragelse i Kejserkrigen (1627-1629), Torstenson-krigen (1643-1645)[199] og sidst – og værst – Karl Gustav-krigene (1657-1660) påførte landet skader og ulykker af et ufatteligt omfang.

Allerede 1654-55 blev dele af landet ramt af pest, og under Karl Gustav-krigene ramtes landet af en ny bølge. Folk døde i tusindvis, utallige prøvede at flygte, blandt andet til Ribe der nærmest omdannedes til en kæmpemæssig flygtningelejr. Ødegårde og øde tomter bredte sig overalt i landet. Utallige gårde var "ruineret". Også købstæder blev hårdt ramt af pesten, især Ribe, Varde, Fredericia, Vejle, Horsens, Kolding og Aabenraa. Det er beregnet, at omkring en sjettedel (14-17%) af alle kongerigets indbyggere (omkring 110-120.000 af i alt omkring 800.000 indbyggere) døde under krigen[273].

BybefolkningenRediger

Der findes kun begrænsede oplysninger til belysning af bybefolkningernes sammensætning i renæssancen. Mandtal, borgerruller, borgerskabsprotokoller og førlovsregistre kan bidrage til at belyse forholdene, selv om oplysningerne ikke er fyldestgørende. Ad denne vej kan belyses dels borgernes næringssammensætninger, dels deres herkomst.

Helsingør var en af de største provinsbyer. For Helsingør findes en borgerrulle fra 1625. For 460 af 667 borgere angives næringsveje: 1 apoteker, 6 arbejdskarle, 15 bagere, 1 barber, 1 blegemand, 1 blytækker, 1 bogtrykker, 1 broksnider, 15 bryggere, 1 buntmager, 1 bødker, 1 bøssemager, 35 bådsmænd, 2 drejere, 4 dragere, 1 feldbereder, 25 fiskere, 5 færgemænd, 4 glarmestre, 4 grovsmede, 5 guldsmede, 8 hakkelseskærere, 7 handskemagere, 1 hattemager, 3 hjulmænd, 1 huemager, 5 kalkslåere, 2 kandestøbere, 1 kedelsmed, 4 kleinsmede, 1 kobberfører, 3 kobbersmede, 2 kokke, 1 kopsætter, 1 kornmåler, 4 krogmagere, 4 kræmmere, 1 lademager, 1 linvæver, 1 lygtemager, 2 malere, 8 maltgørere, 17 murere, 1 møller, 1 plattenslager, 15 plidskarle, 1 possementmager, 1 posthugger, 1 postrider, 3 pottemagere, 1 prenter, 2 rebslagere, 2 rokkemagere, 1 rotgieter, 2 sadelmagere, 1 saltsyder, 1 savskærer, 1 sejrmager, 2 skibskarle, 1 skibstømrer, 11 skippere, 1 skoflikker, 12 skolappere, 30 skomagere, 47 skræddere, 2 skytter, 2 slagtere, 5 smede, 12 snedkere, 4 stenhuggere, 6 styrmænd, 2 svarrere, 3 sværtfegere, 1 søfarende, 1 sømand, 1 teglbrænder, 1 teglstryger, 3 trommeslagere, 14 tømrere, 1 tørveskærer, 1 urmager, 1 urtegårdsmand, 2 urtekrømmere, 23 vognmænd, 17 vævere og 2 mere.[274] For 11 byer var fordelingen i hovedtræk: 6-7% levede af immaterielle næringer, 3-4% var handlende, 4-11% var fiskere og søfarende, 79-86% var håndværkere[275], men andelene kunne variere betydeligt fra by til by.[276] Gruppen af håndværkere kan underinddeles i dem, der forarbejdede metal, træ, læder, fødevarer, byggehåndværkere og andre. Oplysninger om den brede underklasse af tyende og tjenestefolk, løse arbejdere, fattige og betlere findes ikke i disse opgørelser. De kan have udgjort op til omkring en tredjedel af den samlede befolkning.[277]

Med hensyn til borgernes oprindelse var en god del naturligvis født i selve købstaden mens tilflytterne overvejende stammede fra oplandet.[278] Blandt udlændinge spillede tyskere en hovedrolle, andre kom fra Slesvig, Holsten, Nederlandene, Skotland og Norge, sjældnere fra Sverige.[279] For Helsingør vedkommende er for årene 1556-1599 opgjort, at skotter og englændere udgjorde omkring 6% af befolkningen, nederlændinge 10-12% og tyskere omkring 10%. Den samlede andel af udlændinge svingede fra 15 til 33% med en stigende andel fra midten til slutningen af århundredet.[280] I 1625 var fordelingen i Helsingør således: 5 var fra Helsingør, 6 fra Sjælland (Frederiksborg, Slangerup, København, Roskilde, Skælskør og Faxe), 1 fra Ystad i Skåne, 6 fra Halland (heraf 1 fra Halmstad og Varberg), 1 fra Nakskov på Lolland, 3 fra Jylland (Hals, Niebe og Kolding), 1 fra Haderslev i Sønderjylland, 2 fra Norge (Oslo og Marstrand), 2 fra Skotland og 6 fra Tyskland (Bremen, Minden, Ostfriesland, Parchim, Preussen og Stralsund.[274] For Sønderjyllands vedkommende kan nævnes, at for årene 1630-1640 og 1647-1656 stammede af borgerne i Haderslev: 65 fra Haderslev amt, 16 fra øvrige Sønderjylland, 3 fra Nørrejylland, 1 fra resten af kongeriget, 1 fra øvrige Norden, 3 fra Holsten, 13 fra Tyskland og 1 fra Polen.[281]

Bybefolkningen var mobil. For Køge er det for årene 1621-1652 opgjort, at 717 tog borgerskab mens 19 opsagde deres og flyttede andre steder hen. Tallene svingede voldsomt gennem perioden, fra i gennemsnit 25 om året i årene 1621-24 til 10 om året i årene 1649-52. En del af disse udsving kan skyldes Torstensonkrigen.[282] Som hovedregel var der langt flere tilflyttere end fraflyttere, og en stor del af flytningerne skete mellem købstæder indbyrdes.

Enevælden (1660-1857)Rediger

Tiden omkring 1660 udgjorde et vendepunkt i rigets historie: landet led hårdt dels under Karl Gustav-krigene, dels under skiftende epidemier. Et stort antal gårde lå ved krigenes afslutning øde og ødelagte hen, og rigets vigtigste opgave måtte blive at komme sig ovenpå de foregående tiders ulykker. Det lykkedes kongemagten at opnå en stærkere stilling ved indførelse af enevælde, godt støttet af borgerskabet, og dermed muligheden for bedre at kunne føre sin egen politik på trods af godsejerne, men det kunne ikke undgås, at skiftende regeringer skelede til det, man anså for landets hovedinteresse: at få landbruget på fode igen.[283]

Også købstæderne havde lidt hårdt under Karl Gustav-krigene: skatteydernes antal i Helsingør, Kalundborg, Køge, Næstved, Vordingborg, Nakskov, Aalborg, Varde og Ribe var i gennemsnit faldet med 37% fra ialt 4.347 i 1656 til 2.939 i 1662.[284] Handelsflåden samlede størrelse var faldet fra omkring 14.500 læster i 1656 til blot omkring 6.000 læster i 1662.[284] Forholdene blev ikke bedre af, at pesten havde hærget i 1650-erne og skønsmæssigt kostet 14-17% af landets befolkning.[285] I 6 købstæder øst for Storebælt blev der i tidsrummet 1658-61 født 1.995 børn mens 4.082 personer døde, det vil sige et fødselsunderskud på 2.087 individer.[285] Købstæderne beklagede sig over elendigheden. I 1661 indgav Nyborg således en skildring af byens tilstand efter slaget ved Nyborg: "al vores Korn, Kveg och Fæmund blev os frataget, hvis andet vi der hafde, med Bygningen gandske ødelagt och opbrent".[286]

Dette forhindrede imidlertid ikke, at den nye enevældige regering også forsøgte at fremme købstædernes forhold. Nu som før var regeringen behersket af de tanker, der er betegnet som merkantilismen.[287] Følgelig måtte det blive regeringens mål at fremme en økonomisk udvikling, hvor landet kunne blive mest muligt selvforsynende med råvarer og luksusvarer, at sikre at forædlingen af råvarer skete inden for rigets interesser, at sikre en vareudveksling internt i riget mellem dets forskellige dele: kongeriget, hertugdømmerne, Norge, de nordatlantiske besiddelser og kolonierne, samt at sikre en handelsbalance med overskud i samhandelen med udlandet. Længe, helt frem til 1797, var beskyttende toldsatser en betydende del af denne politik.[288] I erkendelse af mangelen på kyndige i råvareforædling satsede regeringen nu som tidligere på at skaffe sig sådanne kyndige personer fra udlandet ved at tildele disse ulige fordele og begunstigelser.[289] For yderligere at fremme udviklingen gik enevælden selv ofte ind med risikovillig kapital[288] og ofte med store tab til følge.

Regeringens næringsfremmende politik virkede i nogen udstrækning: antallet af hjemmehørende fartøjer i Kongeriget voksede fra 772 i 1670 til 1.249 i 1696 og skibenes tonnage voksede fra omkring 6.000 læster i 1662 til 23.799 læster i 1696, hvilket betød, at handelsflådens tonnage havde nået hidtil usete højder.[290] Der var imidlertid tale om en midlertidig krigsbetinget højkonjunktur. Fra 1696 til 1707 skete der imidlertid en ny formindskelse i Kongeriget til 1.008 skibe med en samlet tonnage på 13.851 læster, hvilket betød, at handelsflåden nærmede sig samme størrelse som den havde haft en menneskealder tidligere.[290] Udviklingen var dog uens i de enkelte købstæder beroende på stedlige forhold.

Medvirkende ved den gunstige handels- og skibsfartspolitik var udviklingen i udlandet. I årene 1688-1697 foregik den pfalziske arvefølgekrig mellem England, Nederlandene, Østrig og Spanien på den ene side og Frankrig på den anden. Krigen førte til, at skippere, redere og købmænd fra Nederlandene og Nordtyskland valgte at slå sig ned i de neutrale nordiske lande og herfra i samarbejde med de stedlige købmænd drive handel især på Frankrig. Derved gik Lübecks handel på Frankrig stærkt tilbage mens danske skibe overtog store dele af denne handel[291], men af større betydning var det måske, at danske købmænd derved også fik bedre erfaringer med at drive handel på Vest- og Sydeuropa under tidens nye vilkår. Nok bevirkede freden i Rijswijk i 1697 en nedgang i denne handel og skibsfart, og den kortvarige spænding i forholdet mellem Danmark og den gottorpske hertug med Sverige i ryggen bevirkede yderligere nedgang i handelen, men fra 1701 indtraf den spanske arvefølgekrig mellem England, Nederlandene og Østrig på den ene side og Frankrig på den anden en ny fremgangstid for den neutrale danske skibsfart trods den dermed forbundne risiko.[291] Denne fremgang varede til udbruddet af Store Nordiske Krig.

Til trods for, at Danmark blev indblandet i endnu to krige, Skånske Krig 1675-1679 og Store Nordiske Krig 1709-1720[292] udviste købstæderne således en evne til at overvinde de tidligere store tilbageslag, godt støttet af regeringens politik og den internationale politiske udvikling. Det var fortsat handel og søfart, som stod i centrum for denne politik, der ikke mindst var rettet mod at give større købstader stabelret og dermed større konkurrenceevne, men sideløbende hermed forsøgte regeringen at udvikle en manufakturpolitik, der i første række blev rettet mod hovedstaden, men efterhånden også mod resten af landet.[293] Betydningen af disse tiltag mindskedes dog noget af andre tiltag, som virkede i modsat retning. Det forhold, at flere håndværk var tilladte at udøve på landet[294], bevirkede, at der her havde udviklet sig en ganske betydelig fremstillings- og forarbejdningsvirksomhed i form af binæringer, husflid[295] og forlagsdrift, ikke mindst fremmet af hosekræmmere og andre[296], og hele denne virksomhed måtte nødvendigvis være en konkurrent til købstæderne.[297] Yderligere måtte behovet for vandkraft i forbindelse med fabriksvirksomhed bevirke, at virksomhederne blev lagt, hvor denne var mest fordelagtig, og det var ofte i landdistrikterne.

Regeringens manufakturpolitik var i begyndelsen fortrinsvis rettet mod udnyttelsen af hjemlige råstoffer. For Norge betød dette fremme af bjergværksdrift og skovbrug med tilhørende savværker.[298] For Danmarks vedkommende betød det udnyttelse af landbrugsprodukter, ikke mindst uld, og tiltag blev derfor rettet mod fremstilling af klæde, linned og lærred.[299][300] Denne politik havde imidlertid begrænset held, og regeringen rettede derfor i stigende grad opmærksomheden mod indførte råstoffer som bomuld, sukker og tobak og med betydelig større fremgang.[301] I anden halvdel af 1700-tallet slog manufakturpolitikken igennem i de fleste købstæder og kom derved til at udgøre en bestanddel af indbyggernes næringsveje. Denne udvikling skulle samtidig blive forløberen for en egentlig industriel udvikling, men denne indtraf først i 1800-tallet.

Forholdene bevirkede, at næringsvilkårene helt frem til 1735 blev oplevet som hårde for købstædernes indbyggere, og på samme måde, som landboerne havde bynæringer som binæring, havde mange købstadsboere landbrug som binæring.[294] Købstadslandbrug kom derved til at udgøre en ikke ubetydelig næringsvej i byer som Viborg, Holstebro, Horsens og Roskilde. Tilsvarende spillede fiskeri en betydelig rolle i nogle købstæder, således Skagen og Nibe.[302]

Efter afslutningen af Store Nordiske Krig førte regeringen en politik, der skulle fremme Danmarks handel og søfart på Vesteuropa og Middelhavet: den 18. juli 1742 undertegnedes en handelstraktat med Spanien[303], den 23. august 1742 undertegnedes en handelstraktat med Frankrig, den 16. april 1748 en handelstraktat med Begge Sicilier[304], den 10. august 1746 en handels- og venskabskontrakt med Algier, den 8. december 1751 en handels- og venskabskontrakt med Tunis, den 22. januar 1752 en handelstraktat med Tripolis og den 18. juni 1753 en handelstraktat med Marokko.[305] Marokko var imidlertid arvefjende af Spanien og traktaten med Spanien mistede derfor sin kraft, men i 1757 blev indgået en ny midlertidig aftale, der senere ved deklarationer af 13. oktober 1791 og 20 . marts 1792 tilsikrede indbyrdes handelsbegunstigelse[306], indtil forholdet endelig blev fastlagt i traktat af 14. august 1814.[307] Dermed åbnes Middelhavet for alvor for dansk handel og skibsfart, og selv om det var begrænset hvor mange redere og købmænd, der umiddelbart nød godt af dette, bevirkede det dels hovedstadens fortsatte vækst og dermed også voksende behov for tilførsel af fornødenheder, dels at der blev mere plads og bedre muligheder for mindre søfarende i den hjemlige skibsfart, når de større skibe blev engagerede i fjernsejladsen.

Nye købstæder 1660-1720Rediger

 
Krudttårnet - en del af Fladstrand Fæstning bygget i 1686-1690.

De vanskelige næringsvilkår forhindrede ikke regeringen i at forsøge at lade nye købstæder vokse frem, hvis og når forholdene gjorde dette muligt.

Kun få nye købstæder oprettedes under den ældre enevælde:

Frederikssund udviklede sig som en slags ladeplads for købstaden Slangerup men satte med tiden denne i skyggen.

Dertil kom fæstningsanlægget i Fladstrand. Dettes oprettelse synes til dels at være sket i lyset af freden i København 1660, hvor Danmark måtte afstå ikke blot Skånelandene men tillige Bohuslen med Marstrand. Derved forøgedes behovet for et udskibningssted så nordligt i Jylland som muligt, og havnen ved Fladstrand var efter forholdene en af de bedste muligheder, der fandtes. Stedet kunne således tjene såvel handelsmæssige som forsvarsmæssige hensyn, men af disse synes sidstnævnte i begyndelsen at have vejet tungest.[201]

Store Nordiske Krig skulle markere et skel i enevælden. Efter krigen blev hertugdømmernes gottorpske andele i 1721 inkorporerede under den danske krone, hvorved hele området formelt hørte under Kronen. I praksis blev hertugdømmerne imidlertid fortsat styret som et særskilt område med egne love og regler.

Nye købstæder 1720-1814Rediger

Efter den unge enevældes tiltag for oprettelsen af blandede fæstningsanlæg og købstæder gik der mere end et halvt århundrede, inden nye købstæder kom til:

Kendetegnende for disse er, at de fortrinsvis havde økonomiske hensyn bag sig. Til gengæld havde man i det lange tidsrum fra den unge enevælde til afslutningen af Store Nordiske Krig ladet flere steder drive handel, håndværk og skibsfart uden særrettigheder hertil: Allinge-Sandvig, Fladstrand, Løgstør, Nørresundby, Hillerød og Nibe.[308] Kun de to sidstnævnte var med (og da blandt de første), da man atter gav sig i kast med at udnævne nye købstæder.

Købstæderne havde en vis forret til håndværk, handel og skibsfart inden for en vis omkreds (læbæltet) omend dette ikke synes at have haft nogen stor betydning for deres næringslivs trivsel: i adskillige købstæder spillede fiskeri og landbrug en ikke ubetydelig rolle som levevej.[213]

BystyretRediger

Ved købstadsforordningen af 1682 blev bestemmelser om købstædernes styre lagt i nye rammer. Købstæderne blev inddelte i tre klasser efter indbyggertal og fik tildelt øvrighedspersoner på grundlag af denne størrelse: 9 købstæder fik 2 borgmestre, 3 rådmænd og 1 byfoged, 23 købstæder fik 1 borgmester, 2 rådmænd og en byfoged, 26 købstæder samt 4 flækker (Hillerød, Rødby, Skanderborg og Sorø) fik en byfoged; alle byer havde desuden en byskriver.[203] Borgmestre og rådmænd blev fra denne tid ofte kaldet magistraten, og i byer kun med en byfoged fik denne samme funktion.[203] Enevældens overtilsyn blev henlagt til stiftsamtmændene, der dog i begyndelsen kun havde begrænsede muligheder for at blande sig; først ved instruks af 1690 blev disse muligheder udvidet og fastlagt nærmere.[203]

Frem til 1787 fandtes der kun 15 købstæder med en anden magistrat end byfogden, men i løbet af 1700-tallet indtraf en udvikling, hvor byens borgere, især købmændene, aftager i deltagelsen af bystyret, som i stedet overlades til en stand af professionelle embedsmænd. Samtidig indtraf fremkomsten af byråd eller borgerudvalg mellem 1722 og 1787, især efter 1745, og ved reskript af 1787 blev disse udvalgs virke lagt i fastere rammer med bestemmelser om deres rettigheder.[310]

Merkantilismen under enevældenRediger

Ved enevældens indførelse stod Danmark over for helt nye markedsvilkår. De hidtidige markeder i Nederlandene og Nordtyskland mistede betydning som følge af de ændrede forhold. For Danmarks tre vigtigste eksportvarer, fisk, kvæg og korn, betød dette svindende markeder. Fisk havde allerede mistet store dele af sin tidligere betydning efter reformationen, og forholdene svækkedes yderligere ved, at Nederlandene udviklede sit eget fiskeri. Det betød, at dansk fisk blev fortrængt fra deres hidtidige internationale markeder.[311] Studehandelen, der havde opnået et betydeligt omfang og især gavnet byer som Ålborg, Århus, Randers, Horsens, Ribe, Haderslev, Flensborg, Odense og Assens, blev i stigende grad overtaget af nederlændere, og brød næsten sammen, da Nederlandene i 1724 indførte en indførselstold på stude.[312] En omlægning fra kvæg- til mejeridrift kunne langt fra kompensere tabet af den hidtidige handel.[313] Endelig betød befolkningsvækstens nedgang i Vesteuropa også en faldende efterspørgsel på både kvæg og korn[314] og konkurrerende korn fra Østeuropa nåede et omfang, der pressede priserne kraftigt.[315] Dertil kom, at dansk korn havde store problemer med kvaliteten.[316] Under disse forhold måtte der ske en omlægning af dansk handel. Det indebar, at denne i stigende grad blev rettet mod de to vigtigste aftagere internt i riget: København og Norge.[317] Allerede i 1647 var der blevet indført en told på 16 skilling pr. tønde udenlandsk korn modsvarende omkring 10% af markedsprisen, og i 1654 var tolden blevet forøget med 2 skilling, men med toldrullen af 1672 voksede importtolden til 40 skilling pr. tønde udenlandsk rug, hvilket modsvarede omkring 25% af prisen, mens omvendt dansk kornsalg til Norge blev fremmet ved en mellemrigsk told på 1 skilling pr. tønde. I 1691 blev korntolden forhøjet til 60 skilling pr. tønde rug svarende til omkring 40% af markedsprisen, i 1730 blev tolden forhøjet til 64 skilling, og endelig ved forordning af 16. september 1735 blev det forbudt at indføre udenlandsk korn til Danmark og det søndenfjeldske Norge, hvilket forbud varede til 1788.[318]

Kendetegnende for årene efter Torstensonfejden 1643-45 og Carl Gustav-krigene 1658-60 og de erfaringer, man havde derfra, nemlig at kun befæstede byer havde kunnet holde stand mod fremmed besættelse (i Holsten således Glückstadt, Krempe og Rendsborg)[319], var, at regeringen søgte dels at fremme befæstede købstæder på stategisk vigtige overfartssteder for derved at sikre forbindelsen mellem de enkelte landsdele blandt andet ved at give dem stabelrettigheder for at sikre rigelige forråd til garnisonernes underhold[320], dels at genetablere en stærk flåde ved i februar 1670 at genoptage en ældre politik med at tildele defensionsskibe privilegier til at kunne handle flere steder i landet end andre skibe.[321] Dermed førte regeringen på samme tid to politiske strategier, som måtte være i indbyrdes modsætning.

Stabelstadspolitikken, som før krigen havde været anvendt i forbindelse med studehandelen[322], var blevet genoptaget allerede under Carl Gustav-krigene, da der i 1658 var blevet givet tilsagn om, at København skulle blive en stabelplads. Dette blev i Københavns privilegier af 24. marts 1659 præciseret til, at København sammen med Christianshavn (der da blev regnet som en selvstændig by) skulle være en af to byer på Sjælland med rettigheder som stabelstad "og have den frihed, at ingen købmandsvarer må indføres end aleneste til bemeldte tvende stabelstæder, hvoraf den anden herefter skal navngives".[323] I november 1661 blev det bestemt, at København sammen med Christianshavn samt Korsør, Nyborg på Fyn og Frederiksodde (Fredericia) i Jylland skulle være Danmarks 4 stabelstæder. Efter ansøgning blev Nakskov i 1667 tilføjet som stabelstad for Lolland.[324] Beslutningen havde alene taget militærgeografiske hensyn, idet både Fredericia, Nyborg, Korsør og Nakskov havde problemer med tilsandede havne, mangelfulde skibsbroer og pakhuse,[325] og en handelsflåde uden store skibe egnede til sejlads på udlandet.[320] Frem til 1670 var denne stabelstadspolitik således helt mislykket. Værre var det, at indkvarteringerne af soldater oveni førte til store problemer i garnisonsbyerne på grund af deres opførsel.[326]

I 1672 gennemførtes imidlertid en ny toldforordning, som reelt slog benene væk under stabelstadspolitikken. Der blev nu genindført "defensions- og munterede skibe", det vil sige bevæbnede handelsskibe, som til gengæld for at stå til rådighed til militære formål i krig skulle have lov til at udlosse udenlandske varer i Helsingør, Køge, Holbæk, Nykøbing Falster, Kerteminde, Aalborg, Horsens, Århus, Ringkøbing og Ribe.[327] Disse privilegier for defensionsskibe blev gentaget i februar 1680 efter afslutningen på Skånske Krig 1675-79.[328] Men heller ikke denne politik førte til nogen nævneværdig forbedring i kongerigets handel og skibsfart, og ved en ny forordning af 28. januar 1682 om købstæderne i Danmark blev listen over købstæder og andre toldsteder, som defensionsskibe fik lov til at handle med, udvidet med Næstved, Kalundborg, Horsens, Varde, Assens, Rudkøbing, Sakskøbing, Bandholm, Rønne og de andre bornholmske købstæder, men de andre købstæder var henvist til at ernære sig ved indenrigsk handel, agerdyrkning og håndværk "og fornemmelig beflitte sig på manufakturer".[328] I 1685 fik Stege ret til udenrigshandel, og ved toldrullen af 1686 fik defensionsskibe ret til at lade og losse ved alle toldsteder i riget.[329] Endelig i 1689 blev hele ordningen ophævet.[330]

Når både stabelstadspolitikken og ordningen med defensionsskibe mere eller var dømte til at mislykkes, skyldtes det flere forhold. Vigtigst var, at de to ordninger modvirkede hinanden: hvis defensionsskibe kunne handle bredt, måtte det undergrave stabelstadspolitikken. På den anden side måtte den erklærede stabelstadspolitik opfattes som hæmmende for de købstæder, der både med hensyn til opland og varer, havneforhold samt egne skibe havde betingelser for at udvikle deres handel og skibsfart. I 1680-erne klagede flere købstæder derfor forståeligt nok over, at de ikke havde ret til udenrigshandel.[329] Endvidere kom regeringen under pres fra udlandet, især Nederlandene, for at få åbnet for fri handel i hele Danmark-Norge.[330] De mange klager og problemer med ordningerne måtte derfor til sidst føre til deres afvikling.

Men også på anden vis forsøgte regeringen at fremme næringsvilkårene. Også efter enevældens indførelse forsøgte man sig med oprettelse af handelskompagnier for fjernhandelen: 1662 Islandsk Kompagni, 1670 Ostindisk Kompagni, 1671 Vestindisk Kompagni, 1672 Guinesisk Selskab. Desuden førsøgte man at ophjælpe industriel virksomhed, blandt andet tobaksspinderier. Man indkaldte fremmede håndværkere ved forordninger i 1671[331], 1681, 1682[332], 1688[333], 1698[334] og 1705. Ved købstadsforordningen af 1682 blev der givet København og 25 steder.[335] eneret på udenrigshandel, men allerede 1689 måtte ordningen atter opgives.[294] Adskillige købstæder havde forholdsvis mange landbrugere, skønt dette ikke skulle være deres hovednæringsvej. I Rentekammeret, der havde en central rolle i de mange tiltag, formuleredes 1685 erfaringen: "Det er ikke venteligt, at købstæderne skal rejse sig, så længe bonden ikke er ved magt"[294] Ganske vist fik købstæderne et vist indslag af fremmede, men nogen blomstrende fremgang for næringslivet skete ikke.

Også i forholdet til købstædernes egne oplande forsøgte enevælden at forbedre vilkårene. Christian Vs Danske Lov fra 1683 fastlagde som almen regel, at håndværkere på landet ikke måtte bosætte sig nærmere end 1½ mil (11 km) fra en købstad, og at bønderne inden for en afstand af 2 mil (15 km) fra denne kun måtte handle i købstaden.

Skibsfarten under enevældenRediger

I årtierne efter Karl Gustav-krigene skete en fuldstændig omfordeling af den indenrigske skibsfartstonnage: før krigen havde størstedelen hørt hjemme i provinsen, men efter fredsslutningen voksede Københavns andel fra 45% i 1670 til 61% i 1698, og næsten alle fartøjer over 50 læster var hjemmehørende i hovedstaden. Denne udvikling fik også indflydelse på skibsfarten, idet der herved blev skabt en købmandsstand i hovedstaden, som var i stand til at drive en begyndende oversøisk kompagnifart, mens provinsen fortsatte med sin gamle indenrigsfart, herunder sejladsen på Norge og Hertugdømmerne. De vigtigste varer for fragt blev nu landgildekorn, toldmel, skattekorn, malt, brød, smør, ærter, saltet og røget flæsk og fisk samt brændeved, der blev fragtet dels til Københavns slot og Kongens Bryghus, dels – omend i mindre omfang – til de kongelige slotte Antvorskov, Koldinghus og Haderslevhus. Den samlede skibsfart hermed var dog beskeden, i gennemsnit havde købstæderne to-tre anløb om ugen[336].

Danmark var endnu i 1700-tallet overvejende et landbrugssamfund, og de varer, som blev udskibet, var da også overvejende stedlige landbrugsvarer, dels korn, dels kød (saltet kød og flæsk), dels fedevarer (smør, ost og tælle), i mindre udstrækning fisk og husflidsprodukter som lærred, linned og klæde fremstillede af landbefolkningen i mængder, der tillod udførsel, og endelig købstadens egne håndværksvarer samt genudførte varer. De fødevarer, købstæderne således udgjorde var i stand til at udskibe, udgjordes af det overskud, som var tilbage, når købstadens egen befolkning var tilgodeset dels med landbrugsvarer dyrkede på købstædernes egne jorder, dels landbrugsvarer fra købstædernes oplande. Blandt de vigtigste indførte varer var salt, hør, hamp og blår, tømmer, tjære, kalk, jernvarer og metaller, kul, tobak, potaske, råsukker samt kolonial- og kramvarer.[337]

Selve skibsfarten måtte tilpasses omfanget af varefragten. Denne var bestemt af dels varernes rumfylde, idet fisk, korn, kød og fedevarer på den ene side og indført træ på den anden stillede krav om store fragtrum, dels rejsernes mål og dermed længder og rejsetid, hvilket påvirkede antallet af mulige årlige rejser i de tider af året, hvor sejlads var mulig. En del af fragtbehovet kunne opfyldes af hjemmehørende skibe, og disse kunne også gå i fragtfart på andre købstæders havne, mens omvendt fremmede skibe kunne opfylde en del af købstædernes egne fragtbehov. Rejser i ballast, det vil sige uden fragtgods, var noget man måtte søge at undgå. Skibsfartens omfang var endvidere betinget af besejlingsforholdene, især havnenes sejldybder, og købstæder kunne miste en del af deres mulige fragtfart, hvis andre nærtliggende købstæder med bedre havneforhold kunne formidle fragt med vogne på godtagelige vilkår.

I første halvdel af 1700-tallet synes den samlede, kongerigske skibsflåde at have ligget på et nogenlunde fast niveau på mellem 5.000 og 7.000 kmcl.[338] Derimod svingede fordelingen mellem de enkelte landsdele og på de enkelte toldsteder åbenbart en del: således faldt Rudkøbing tolddistrikts andel fra ca 3,1 % i 1707 til ca 1,8 % ved århundredets midte, hvorimod Fåborg tolddistrikts andel voksede fra 2,6 % til 5,2 %, mens Svendborg tolddistrikts andel lå nogenlunde fast på henved 3,0 %.[339]

Lave kornpriser og høje skatter i årene efter 1720 fik bønderne til at skære ned på de få fornødenheder udefra såsom salt, jern og tobak.[226] Behovet for tilførsler af disse varer var derfor yderst beskedent, og skibsfarten måtte derfor fortrinsvis overleve på den handel og skibsfart, der skulle forsyne hovedstaden med varer.

En betydelig del af det danske landbrugs produktion blev afsat i rigets hovedstad, København, og resten af landbrugets overskudsproduktion i kongeriget og Sønderjylland gik til andre dele af helstaten, Norge og de nordatlantiske øer. Fra gammel tid havde bønderne ved Bovbjerg og Harboøre lov til selv at sejle på Norge med deres sandskuder og betale med korn for det tømmer, de havde behov for, og som ikke kunne købes i Lemvig i bunden af Limfjorden.[226] 1733 fik bønderne på Langeland bekræftet deres gamle ret til at udføre deres produkter med egne fartøjer.[226]

Denne udvikling skyldes flere forhold: for det første var fragtmulighederne mange: først og fremmest København havde sine store og vedvarende behov for fødevarer og brændsel, og fra Østersøen til Middelhavet var der flere lande med hver deres varer til eksport og lige så sammensatte og store behov for import. Blandt de varer, der fortrinsvis påkaldte sin behov for varefragt, var korn, frugt, grønt, fisk, brændsel, træ og tømmer, foruden potaske og jern, desuden varer som salt, vin, tobak, krydderier og meget andet, alt i større eller mindre mængder.

Indenfor Danmarks egne grænser var der tre store rejsemål: hovedstaden, København, hvis store behov for fødevarer, brændsel og andet gav anledning til en stor, vedvarende skibsfart, dernæst Norge med dets behov for korn og omvendt eksport af træ, jern og sild, og endelig hertugdømmerne, der kunne levere mangt og meget til hjemligt forbrug og som også var aftager af danske landbrugsvarer.

Københavns vedvarende, store betydning for skibsfarten i anden halvdel af 1700-tallet lå ikke mindst i hovedstadens stærke befolkningsvækst, således voksede byens indbyggertal fra 70.514 i 1769[340] til 100.975 i 1801[341], en fremgang med ikke mindre end 43% i løbet af en menneskealder. Den voksende befolkning skulle have dækket behov for boliger (dvs. byggematerialer hertil), brændsel og fødevarer. Dette afspejledes i den fra de danske provinser indkomne skibsfartstonnage, der voksede fra 21.000 kmcl i 1769 til 32.000 kmcl i 1798. Da der kunne rummes to favne brænde pr. kmcl[342], har brændetilførslerne krævet mellem 10.000 og 20.000 kmcl skibsrum pr. år svarende til henved halvdelen af den indkomne skibsfartstonnage. På lignende måde voksede korntilførslerne fra 186.000 t pr år i 1750-erne til 257.000 t pr år i 1790-erne svarende til en stigning i transportbehovet fra 4650 kmcl til 6425 kmcl[343], eller sagt på en anden måde: det har krævet henved en fjerdedel af det samlede skibslasterum.

For Norges vedkommende synes importen af træ herfra at være af størst betydning for skibsfarten hertil: opgjort efter behov har korneksporten til Norge fyldt mindre end halvdelen af de skibe, der kom fra Norge, selvom der var store uligheder fra tolddistrikt til tolddistrikt, og en del skibe tilmed sejlede fuldtlastede til Norge men kom hjem i ballast.[344]

For transithandelens vedkommende var det Danmarks beliggenhed mellem Østersøen på den ene side og Vesterhavet med dets omgrænsende egne Norge, England, Nederlandene og (fjernere) middelhavsområdet på den anden, der spillede ind. Behovene for råvareleverancer fra Østersø-området til den fremvoksende industri i Nordvesteuropa samt salt og luksusprægede varer som vin og tobak, gjorde Danmarks beliggenhed yderst fordelagtig og skabte mulighed for danske skibe i at deltage også i denne handel.

Fra Østersøens baltiske og sydlige havne gik korn, fortrinsvis hvede og rug, til England, Holland, Frankrig og havne i Middelhavet, og fra disse gik ikke mindst vin og salt tilbage igen. Fra havnene i Bohuslen gik sild til eksport. Fra Sverige, især Stockholm, Gävle og Norrköping, gik jern og potaske i store mængder til eksport, mens til gengæld salt blev indført. Jern blev endvidere eksporteret fra Norge. Træ blev eksporteret fra Norge, Sverige og Baltikum.

Endelig fandtes en handel på Middelhavet og på kolonierne i Indien, der altovervejende spillede en rolle for den københavnske skibsfart.[345]

BybefolkningenRediger

Antallet af købstæder var lille, og de fleste af disse forblev meget små gennem hele 1700-tallet; Endnu i 1801 havde de fleste danske købstæder og flækker kun nogle få hundrede indbyggere. Kendetegnende var det, at de største købstæder lå i Sønderjylland og Holsten. Oversigt over Købstædernes indbyggertal indtil 1801:

Købstad 1672 1769 1787 1801 Købstad 1672 1769 1787 1801
Allinge - 303 338 337 Odense 3.808 5.464 5.363 5.782
Assens 1.084 1.139 1.356 1.443 Præstø 435 385 402 480
Bogense 438 430 552 760 Randers 2.036 2.901 3.645 4.562
Ebeltoft 817 563 591 598 Ribe 1.939 2.130 2.587 1.994
Fredericia 1.591 2.813 3.066 3.474 Ringkøbing 623 508 465 771
Frederikssund - 216 190 262 Ringsted 700 705 730 817
Fåborg 841 1.136 977 1.061 Roskilde 2.196 1.711 1.871 1.768
Grenå 453 704 686 760 Rudkøbing 478 814 925 1.141
Haderslev - 3.141 - 3.635 Rødby - 650 725 776
Hasle - 435 440 513 Rønne - 2.058 2.130 2.436
Helsingør 4.033 3.669 4.829 5.282 Sakskøbing 272 424 533 549
Hillerød 958 1.114 1.204 1.214 Sandvig - 218 207 248
Hjørring 782 598 463 744 Skagen 1.004 704 715 834
Hobro 343 492 465 488 Skanderborg - 566 573 488
Holbæk 879 1.223 1.159 1.332 Skive 529 438 477 520
Holstebro 500 688 676 853 Skælskør 617 592 501 567
Horsens 1.516 2.738 2.221 2.396 Slagelse 1.832 1.379 1.722 1.732
Kalundborg 1.058 1.337 1.375 1.322 Slangerup 513 414 311 336
Kerteminde 642 706 711 1.045 Sorø 528 532 509 592
Kolding 1.094 1.510 1.659 1.672 Stege 656 798 829 917
Korsør 826 1.357 1.269 1.219 Store Heddinge 362 514 565 576
København 41.500 70.514 90.032 100.975 Stubbekøbing 511 488 467 467
Køge 1.643 1.400 1.366 1.527 Svaneke - 562 602 663
Lemvig 450 320 374 375 Svendborg 1.009 1.815 2.025 1.942
Mariager 370 402 393 414 Sæby 670 487 504 517
Maribo 444 506 660 686 Sønderborg - 2.692 - 2.761
Marstal - 760 925 1.449 Thisted 1.000 815 910 1.068
Middelfart 756 736 651 1.019 Tønder - 2.584 - 2.579
Nakskov 1.920 1.287 1.375 1.671 Varde 569 690 811 1.020
Neksø - 1.173 1.168 1.274 Vejle 712 957 843 1.310
Nibe - 1.029 1.001 1.044 Viborg 2.704 2.221 2.572 2.379
Nyborg 1.160 1.637 1.672 1.866 Vordingborg 736 802 960 931
Nykøbing Falster 861 1.039 1.075 1.079 Ærøskøbing - 1.138 1.225 1.291
Nykøbing Mors 343 555 531 651 Aabenraa - 2.701 - 2.834
Nykøbing Sjælland 463 500 532 615 Åkirkeby - 361 432 455
Nysted 691 489 627 690 Aalborg 4.181 4.425 4.866 5.579
Næstved 1.853 1.404 1.501 1.785 Århus 3.474 3.837 4.052 4.102

Kilder: Degn (1987) tabel 1; folketællingerne 1769, 1787 og 1801 ifølge de trykte udfald. Købstæder med mere oprettede mellem 1600 og 1801 er vist med kursiv.

Det er opgjort, at købstadsbefolkningen i hele tidsrummet frem til 1801 udgjorde mellem en fjerdedel og en femtedel af landets samlede befolkning[346], men bag denne tilsyneladende stagnation i bybefolkningen ligger en faktisk befolkningsvækst på omkring 72% fra omtrent 112.000 indbyggere i 1672 til 193.000 indbyggere i 1801.[347] Imidlertid var ikke kun købstadsbefolkningen men også landbefolkningen vokset[347], hvilket må ses i lyset af begivenheder i tiden forud for enevældens indførelse: under Karl Gustav-krigene og i årtiet forinden var befolkningen gået voldsomt tilbage på grund af epidemier og krige; utallige gårde stod øde, og da befolkningen atter voksede som følge af høje fødselstal og lave dødstal måtte det blive en hovedopgave for godsejerne at få flest mulige af disse ødegårde besat, hvilket da også skete. Alligevel var landbefolkningen i stand til af afgive en del af sit befolkningsoverskud til købstæderne, som derved også fik del i denne nye befolkningsvækst, til trods for vornedsskabet og i 1733 indførelsen af stavsbåndet på Sjælland.[348] Indførelsen af stavnsbåndet bevirkede, at landbefolkningens afvandring til købstæderne blev hæmmet, og følgen blev, at en stor del af håndværkerne på landet var folk, der ikke kunne afvandre, hvilket atter bevirkede, at købstædernes hævdede eneret på især håndværk blev hæmmet.[348] Set i dette lys kan det siges, at den manglende urbanisering gennem hele denne del af enevælden var et udslag af den førte befolknings- og næringspolitik, der i virkeligheden hæmmede den udvikling, som andre dele af regeringens politik tilstræbte. For at købstæderne skulle vokse, måtte befolkningsvæksten i vid udstrækning ske ved egentlig indvandring, fra hertugdømmerne, Norge eller udlandet. I virkeligheden skulle det først blive efter ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 med virkning fra århundredeskiftet, at købstæderne for alvor kunne aftage en voksende andel af befolkningen.[349]

Købstædernes befolkningsudvikling var imidlertid uens for de enkelte byer. Den svage, til tider ujævne befolkningsudvikling, må ses i lyset af, at købstæderne som hovedregel havde en negativ naturlig befolkningsudvikling: der var flere døde end fødte. For at købstæderne blot skulle kunne opretholde deres indbyggertal krævedes en årlig tilflytning på 4-5%.[350] Årsagerne til denne overdødelighed var flere, først og fremmest sygdomme som børnekopper og mæslinger, der kunne slå op til en fjerdedel af børnene ihjel, mangel på kvalificerede jordemødre og læger, dårlig hygiejne samt det forhold, at der ofte var stor aldersforskel mellem ægtefæller, hvilket mindskede børneavlen.[350]

Tilflytning måtte ske enten fra landdistrikterne eller fra udlandet. Borgerskabsprotokoller for perioden 1700-1797 for kongeriget viser, at omkring en fjerdedel af dem, der tog borgerskab, var født i selve købstaden, en tiendedel stammede fra andre købstæder, en tredjedel fra landdistrikterne og en fjerdedel fra udlandet, mens resten kom fra Skånelandene, Hertugdømmerne eller Norge..[351] Fordelingen kunne dog variere fra købstad til købstad og for de enkelte dele af landet, således havde København forholdsvis mange indvandrere, i første halvdel af århundredet især fra Skånelandene, i slutningen af århundredet især fra hertugdømmerne.[351] Internt i kongeriget var der en indvandring til købstæder fra deres omgivende landdistrikter samt en nettoflytning fra Jylland til øerne og København. Det gamle ord om, at "vi er alle jyder for Vorherre" havde således en vis gyldighed..[351]

Regeringen forsøgte at fremme indvandringen af udlændinge, især sådanne som formodedes at kunne drive manufakturer og/eller handel i større omfang, ved at give dem privilegier, hvis de ville slå sig ned i købstæderne.[351], og den havde et vist held med denne politik, fordi mange kom til Danmark som flygtninge fra uroprægede områder i udlandet. En forordning herom kendes fra 1671, og i 1680-erne forsøgte man yderligere at fremme indvandring ved at give trosfrihed samt frihed for skatter og afgifter, således i Fredericias privilegier fra 1682, hvor jøderne fik tilladelse til at oprette en synagoge[351], og i 1685, hvor tilsvarende rettigheder blev givet til den evangeliske og reformerte religion. I 1688 fik tyske jøder, der kunne spinde tobak, tilladelse til at slå sig ned på Christianshavn[352], og i privilegierne for uldmanufakturer af 1698 fik udlændinge religionsfrihed overalt i kongeriget.[352] Lignende rettigheder blev givet for tilflyttere til hertugdømmerne, hvor ikke mindst jøder slog sig ned i Altona, Frederiksstad, Glückstadt og Rendsborg-Neuwerk.[353]

Købstædernes næringsforholdRediger

I henseende til næringsforhold bestod købstæderne af ulige grupper: først og fremmest embedsmænd, der lod sig inddele i nogle hovedgrupper, de gejstlige, de verdslige, de militære, handlende, søfolk, håndværkere, kunstnere og fabriksdrivende, landbrugere, fiskere samt lønarbejdere og fattige. De gejstlige omfattede biskop, sognepræst, kapellan, klokker, degn og skoleholder samt organist. De verdslige omfattede stiftsamtmand, amtmand, amtsforvalter, borgmester, rådmænd, byfoged, by- og rådstueskriver, tolder, toldkontrollør, vejer og måler, postmester, kirurg. De handlende omfattede købmænd, værthusholdere og apoteker. Håndværkerne faldt i tre hovedgrupper: håndværk som skomagere, snedkere, smede, skræddere, hattemagere, bagere, bødkere, Feldberedere, guldsmede, handskemagere, malere, murermestre, glarmestre, kobbersmede, parykmagere, sadelmagere og farvere kunne forekomme i selv de mindste købstæder og flækker, håndværk som tømrere, gørtlere, kleinsmede, rebslagere, vævere, drejere, slagtere, bogbindere, kandestøbere, urmagere, knapmagere og møllere samt mere sporadisk barberere, tobaksspindere og pottemagere forekom i de mellemstore købstæder, mens håndværk som hjulmænd, garvere, nålemagere, vognmænd, billed- og stenhuggere, stolemagere, bundtmagere, sejlmagere, blikkenslagere og brolæggere kun forekom i de største købstæder hvor man også kunne finde næringsveje, som kun forekom i enkelte købstæder: sverdtfejere, kammager, bendrejer, børstemager, skibsbyggere og klokkestøber. Omvendt kunne købstæderne betinget inddeles i de små med 3-15 håndværk repræsenterede, mellemstore med 16-27 håndværk repræsenterede og store med flere håndværk repræsenterede. Skippere og fiskere udgjorde særskilte næringer, men der kunne veksles mellem dem efter skiftende konjunkturer, og de blev derfor samlede i gruppen "de som levede af havet". Agerdyrkning udgjorde ofte en binæring for stadens borgere snarere end en egen levevej, men tidvis synes købstandslandbruget at have været det, der sikrende borgernes overlevelsesmuligheder. Helt frem til første halvdel af 1700-tallet var håndværk stort set ene om at repræsentere forædlings- og fremstillingsvirksomhed i købstæderne, men hen imod slutningen af århundredet begyndte forskellige manufakturer og fabriksvirksomheder at dukke op.

Håndværket udgjorde talmæssigt hovedbestanden af indbyggerne i de fleste købstæder. Kendetegnende for datidens håndværk var, at dette i vid udstrækning var baseret på enten stedlige eller let tilgængelige råvarer, hvoraf en meget stor del stammede fra landbruget: korn var grundlag for møllere og bagere men tillige for ølbryggere og brændevinsbrændere. Husdyr var grundlag for slagtere, men deres huder og skind var tillige grundlag for garvere, feldberedere, handskemagere, skomagere (sudere), sadelmagere, pungmagere, remmesnidere og skræddere. Talg eller tælle, det vil sige fedt af får eller kvæg, blev opbevaret og anvendt dels som stegefedt, dels til fremstilling af tællelys, dels som smøremiddel. Mælk var grundlag for fremstilling af fløde, ost og smør, men denne virksomhed (i samtiden kaldet hollænderi) fandt ofte sted på landet, ikke mindst på herregårdene. Uld var grundlag for spindere, vævere, blegere, uldbindere, hattemagere og farvere. Også hør anvendtes i klædefremstilling, men blev sammen med hamp og blår i stor udstrækning indført fra de baltiske egne. Træ havde talrige anvendelsesmuligheder: til brændsel (hvor det ved kulsvidning kunne opgraderes til trækul), som byggemateriale i bindingsværk udnyttet af tømrere, til skibsbyggeri, ikke mindst til møbler som stole, bænke, taburetter, borde, senge, skabe, reoler og hylder udnyttet af snedkere, til fremstilling af dåser, skrin og kister både til begravelse og til opbevaring af personlige ejendele, til redskaber som skeer og sleve, til fade og skole, til fremstilling af drejede genstande udnyttet af drejere (svarvere), til fremstilling af tønder og kar udnyttet af bødkere og tøndemagere, til fremstilling af køretøjer udnyttet af hjul- og karetmagere samt til fremstilling af træsko ved træskomagere. Noget af dette træ stammede fra hjemlige skove men meget blev indført fra Norge. Ler var råmateriale for pottemagere og ved fremstilling af mursten, teglsten, i teglbrænderier og teglværker, og udgjorde derved råmateriale for murere. Metal var som regel indført især fra Norge og udgjorde grundlag for smede, både grovsmede og kleinsmede, gørtlere der fremstillede beslag, sværdfegere der satte håndgreb på klinger, blikkenslagere, kandestøbere, kobbersmede og guldsmede. Salt kunne fremstilles ved saltsydning, men dette foregik på landet fx Læsø og i vadehavsområdet. Fra koloniområderne stammede sukker, der blev raffineret, og til dels tobak, der var grundlag for tobaksspindere. Af andre produkter kan nævnes glas (som regel indført fra Norge), sæbe og papir. Håndværkets råvaregrundlag og dets betydning taget i betragtning måtte der ske en omfattende varefragt og vareudveksling mellem købstæder og opland på den ene side og købstæder og omverdenen på den anden.

Handelen faldt i to undergrupper, dels oplandshandelen, dels søfarten omfattende den indbyrdes handel købstæderne imellem og handel med udlandet. Formelt var oplandshandelen lagt i fast rammer med privilegier og recesser men i praksis var billedet mere broget: nogle landsogne var slet ikke omfattet af de læbælter som var tillagt købstæderne og kunne derfor frit vælge hvilken købstad, de ville søge til, andre landsogne var omfattet af flere læbælter på samme tid, ikke sjældent forsøgte købstæder at få udvidet deres rettigheder på bekostning af andre, og endelig hændte det at landboere trodsede formelle bestemmelser og handlede, hvor de fandt det mest fordelagtigt. Oplandshandelen var således dynamisk, og oplysninger for bestemte år kan derfor ikke tages som udtryk for forholdene i tidligere eller senere år.[354] For 1762 foreligger der for hele landet oplysninger om kornhandelen, som kan belyse de enkelte købstæders handelsoplande. Oplysningerne er dog ufuldstændige og mangelfulde og må derfor suppleres med andre for at opnå et mere dækkende billede. Søfarten var overvejende rettet mod hovedstaden, mod Norge og for de sydlige egnes vedkommende mod Nordtyskland, men efterhånden udviklede de større købstæder også søfart på Vesteuropa, Middelhavsegnene og endda på oversøiske egne. Som helhed gælder det, at søfarten og handelsflåden var tiltagende gennem hele enevælden, dog med afbræk under krige.

I 1735 indhentede regeringen indberetninger (kendt som Stiftrelationerne) fra alle landets købstæder om deres næringsforhold, herunder om manufakturer og fabrikker. Omtrent en menneskealder senere, omkring 1770, beskrev Erik Pontoppidan i værket "Den Danske Atlas" næringsforholdene på daværende tidspunkt, blandt andet støttet på oplysninger indsamlede af den foretagsomme Hans Holck og offentliggjort i værket "Københavns Handels Spejl", som udkom i en årrække fra 1765 til 1780.[355] Tilsammen tegner disse værker den udvikling, som skete i løbet af den mellemste del af 1700-tallet.

Mange købstæder havde flere håndværkere, ofte nok til at de kunne danne egne lav. Dette står umiddelbart i modsætning til de mange klager, som fremgår af stiftsrelationerne, over forprang, landprang og dårlige tider. Når købstæderne alligevel var i stand til at brødføde de mange håndværkere og det ellers svigtende opland, er en del af forklaringen de mange markeder, som foregik i købstæder i løbet af året. Disse markeder trak håndværkere fra andre købstæder til[356], og disse kunne derved supplere deres skrantende afsætning på "hjemmemarkedet" med de kunder, der handlede på disse besøgsmarkeder. Samtidig var de naturligvis selv kunder hos andre, så omsætningen blev større for alle takket være disse markeder. På den anden side betød dette også, at konkurrencen mellem håndværkere af samme slags var større.

KøbenhavnRediger

København var gennem hele enevælden en købstad i en kategori helt for sig selv. Ifølge en anonym indberetning fra 1737 havde byen ikke mindre end 44 lav med i alt 1.509 håndværkere i 1727 og 1.785 håndværkere i 1737. Som rigets hovedstad blev København efter evne favoriseret af regeringen med særrettigheder, der havde til formål at fremme byens rolle som stabelstad og at udvikle manufakturer og fabrikker.[357] Hovedstaden oplavede da også en kraftig befolkningsfremgang fra 41.500 indbyggere i 1672 til 70.514 indbyggere i 1769 svarende til omtrent 70% til trods for en kronisk overdødelighed 22.428 indbyggere i tidsrummet 1735-1784, et tab på ikke mindre end omkring 22.000 indbyggere under pestepidemien i 1711 og andre ulykker som den store brand i 1728. Ikke blot overvandt København disse tilbageslag, den kom sig hver gang hurtigt og voksede blot yderligere.

Ifølge indberetningen i 1737 havde København 47 hørkræmmere, 52 silke-, uld- og lærredskræmmere, 72 isenkræmmere og urtekræmmere, 45 vintappere, 114 skippere, 94 bryggere, 20 barberere, 50 bagere, 21 bogbindere, 24 brolæggere, 39 bødkere, 7 bundtmagere, 12 blytækkere, 11 kobbersmede, 26 drejere og stolemagere, 5 færgemænd, 5 feldberedere, 14 glarmestre, 40 guldsmede, 31 garvere, 14 handskemagere, 10 hattemagere, 26 hjulmænd, 7 lygtemagere, 49 malere, 32 murermestre, 16 knapmagere, 12 possementmagere, 14 rebslagere, 22 remmesnidere, 123 smede, 118 snedkere, 204 skræddere, 180 skomagere, 35 tømrere, 22 møllere, 10 kandestøbere, 5 stenførere, 16 prammænd, 6 silkevævere, 11 sverdfegere, 21 slagtere, 30 vævere og 36 vognmænd. Foruden disse havde byen bogtrykkere, billedhuggere, tobaksspindere, sejlmagere, kompasmagere, perlestikkere, plattenslagere, tapetmagere, parykmagere, gørtlere, bogførere, brændevinsbrændere, strømpemagere, nålemagere, kammagere, børstenbindere, hosekræmmere, pottemagere, høkere, hyrekuske, værtshusholdere, ølskænkere samt sælgere af gammelt klæde.[357] Flere af disse næringsveje forekom alene i hovedstaden.

HelsingørRediger

Helsingør havde i 1672 4.033 indbyggere, hvilket gjorde den til den næststørste provinsby i landet, og i 1769 3.669 indbyggere, hvilket stadig gjorde den til kongerigets trediestørste provinsby, trods tilbagegangen på omkring 9%. Det var indbyggertal, som ellers kun forekom i købstæder, der kunne anses for kongerigets landsdelscentre. Men Helsingør var ikke et landsdelscenter. Byens skyldte ganske Øresundstolden sin trivsel og stod og faldt med denne. Byens næringsliv afspejlede i det store og hele dens befolkningsmæssige betydning, men dens handel og håndværk var ikke rettet mod oplandet, der i vid udstrækning bestod af skove og store overdrev, men derimod mod byens egne indbyggere og de søfarende, der besøgte sundtoldsbyen. Dog viser oplysninger om kornhandelen i 1762, at Helsingørs opland i Nordøstsjælland strakte sig så langt mod vest som til Holbo herred.[358]

Ifølge Danmarks Handels Spejl fra 1770 kunne Helsingør af handlende opvise 1 grosserer, 1 apoteker 17 brændevinshandlere, 1 galanterihandel, 1 glashandler, 1 grovvarehandler, 3 isenkræmmere, 11 forhandlere af ostindiske varer, 2 porcelænshandlere, 2 silke-, uld- og lærredskræmmere, 1 tehandler, 2 tobakshandlere, 3 tømmerhandlere, 7 urtekræmmere og 19 vinhandlere. Af håndværkere havde købstaden 6 bagere, 5 møllere, 8 slagtere, 1 tobaksspinder, 1 bundtmager, 1 farver, 4 feldberedere, 8 handskemagere, 3 hattemagere, 2 knapmagere, 1 rebslager, 21 skomagere, 12 skræddere, 2 vævere, 1 bogbinder, 11 bødkere, 3 drejere, 1 pibemager, 1 propskærer, 10 snedkere, 1 stolemager, 2 garvere, 2 sadelmagere, 2 pottemagere, 1 stenhugger, 3 gørtlere, 3 grovsmede, 5 kleinsmede, 2 kandestøbere, 4 kobbersmede, 1 nagelsmed, 1 krogmager, 3 hjulmænd, 3 barberere, 3 gulsmede, 5 parykmagere, 1 urmager, 1 blikkenslager, 1 blytækker, 2 glarmestre, 5 malere, 9 murermestre, 2 rendelæggere og 9 tømrere.[359]

HillerødRediger

Hillerød hørte til de yngre købstæder. Dens opkomst skyldtes Frederiksborg slot. I 1672 havde købstaden 958 indbyggere og i 1769 1.114 indbyggere eller en vækst på 11,6%. Byen lå centralt i Nordøstsjælland, men også Hillerøds opland var berørt af store skovområder, og byen havde næppe noget kornhandelsopland af betydning i 1762.

SlangerupRediger

Slangerup havde i 1672 513 indbyggere, hvilket gjorde den til en af de mindste købstæder i landet, og i 1769 414 indbyggere, et udtryk for byens hensygnende tilstand som købstad, med en tilbagegang på omkring 21%. En væsentlig del af forklaringen herpå er Frederikssunds opkomst. Frederikssund var oprindelig en ladeplads for Slangerup, men i stedet for at fremme købstadens udvikling, udviklede Frederikssund sig selv som et oplandscenter. Oplysninger om kornhandelen i 1762 viser, at Slangerups opland kun omfattede enkelte sogne omkring byen, og at det naturlige handelsopland mod nord nu i højere grad var rettet mod Frederikssund og endda hovedstaden.[358]

FrederikssundRediger

Helsingør havde endnu i 1769 blot 216 indbyggere, hvilket kun gjorde stedet til en flække. Men Frederikssund var inde i en fremgang, som blandt andet afspejler sig i oplysninger om kornhandelen i 1762, der viser, at byen havde udviklet et handelsopland mod nordøst, som mod nord strakte sig til Arresø og mod øst endda hinsides Slangerup. Også i Horns herred havde Frederiksund et opland, dog i skarp konkurrence med hovedstaden.[358]

RoskildeRediger

Roskilde havde i 1672 2.196 indbyggere og i 1769 1.711 indbyggere, hvilket stadig gjorde den til et egnscenter, trods tilbagegangen på omkring 22%. Som den vigtigste årsag til byens stagnation må sikkert ses Københavns voksende betydning. Således tyder oplysninger om kornhandelen i 1762 på, at Roskildes opland i det store og hele forsynede hovedstaden med sit korn.[358]

HolbækRediger

Holbæk havde i 1672 879 indbyggere og i 1769 1.223 indbyggere, hvilket gjorde den til et egnscenter i vækst, med en fremgang på omkring 39%. Dog viser oplysninger om kornhandelen i 1762, at hovedstadens opland i Nordvestsjælland strakte sig så langt som til Holbæks omegn.[358]

Nykøbing SjællandRediger

Nykøbing Sjælland havde i 1672 463 indbyggere og i 1769 500 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, trods fremgangen på omkring 8%. Byen lå isoleret og med et ret beskedent opland. Oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder ikke på, at Nykøbing havde nogen oplandshandel af betydning.[358]

KalundborgRediger

Kalundborg havde i 1672 1.058 indbyggere og i 1769 1.337 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 26%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Kalundborg havde et ret betydeligt opland mod øst.[358]

Ifølge magistratens indberetning i 1735 havde Kalundborg bagere, 1 glarmester, 2 handskemagere, 3 hattemagere, 3 feldberedere, 7 skræddere, 14 skomagere, smede, 4 snedkere,3 tømrere, vognmænd.[360]

KorsørRediger

Korsør havde i 1672 826 indbyggere og i 1769 1.357 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 64%. Byen lå foordelagtigt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Korsør havde et ret betydeligt opland både mod øst på beskostning af Slagelse og mod syd på bekostning af Skælskør.[358]

SlagelseRediger

Slagelse havde i 1672 1.832 indbyggere og i 1769 1.379 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 25%. Byen lå centralt for et stort opland men oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Slagelse var hæmmet i sin oplandshandel på grund af fraværet af en havn.[358]

Ifølge borgerskabets indberetning i 1735 havde Slagelse følgende håndværkere: bagere, skomagere, skræddere, vævere, smede, sadelmagere, handskemagere, feldberedere og 1 slagter.[361]

SorøRediger

Sorø havde i 1672 528 indbyggere og i 1769 532 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, stagnerende med en fremgang på under 1%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Sorø havde et mindre opland mod nord.[358]

RingstedRediger

Ringsted havde i 1672 700 indbyggere og i 1769 705 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, stagnerende med en fremgang på under 1%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Ringsted var trængt af Køge i sit opland mod øst.[358]

Ifølge magistratens indberetning i 1735 havde Ringsted 4 købmænd, 25 vognmænd, 14 skomagere, 4 feldberedere, 4 snedkere, 2 kleinsmede, 2 slagtere, 1 glarmester, 1 handskemager, 5 skræddere, 1 tømrer, 1 drejer, 3 grovsmede, 1 bøssemager, 2 bagere, 1 hattemager, 1 remmesnider, 2 vævere og 1 bødker.[362]

KøgeRediger

Køge havde i 1672 1.643 indbyggere og i 1769 1.4000 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 15%. Byen lå velplaceret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Køge havde et ret betydeligt opland dog trængt af hovedstaden.[358]

Ifølge magistratens indberetning i 1735 havde Køge 4 bagere, 22 skomagere, 3 snedkere, 8 klein- og grovsmede, 7 møllere, 6 handskemagere, 6 linnedvævere, 1 kobbersmed, 1 kandestøber, 2 glarmestre, 3 feldberedere, 4 hattemagere, desuden tømrere, slagtere, murere, bødkere, pottemagere og hjulmænd.[363]

Store HeddingeRediger

Store Heddinge havde i 1672 362 indbyggere og i 1769 514 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, med en fremgang på omkring 42%. Byen lå isoleret men oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at byen i sit opland var trængt af både Køge og København.[358]

PræstøRediger

Præstø havde i 1672 435 indbyggere og i 1769 385 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, med en tilbagegang på omkring 12%. Byen lå isoleret i forhold til sit opland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at byen i sit opland var trængt af hovedstaden.[358]

NæstvedRediger

Næstved havde i 1672 1.853 indbyggere og i 1769 1.404 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 25%. Byen lå isoleret og med et stort opland men oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at også Næstved i sit opland var trængt af hovedstaden.[358]

VordingborgRediger

Vordingborg havde i 1672 736 indbyggere og i 1769 802 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 9%. Byen lå isoleret og med et stort opland mod nord, og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Vordingborg var i stand til at hævde sit opland.[358]

StegeRediger

Stege havde i 1672 656 indbyggere og i 1769 798 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 22%. Byen lå isoleret med Møn som sit naturlige opland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Stege var i stand til at hævde det meste af sit opland, dog undtaget den sydvestligste del af øen.[358]

StubbekøbingRediger

Stubbekøbing havde i 1672 511 indbyggere og i 1769 488 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 5%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Stubbekøbing havde et ret betydeligt opland på Falsters nordøstlige del og endda påden vestlige del af Møn.[364]

Nykøbing FalsterRediger

Nykøbing Falster havde i 1672 861 indbyggere og i 1769 1.039 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 21%. Byen lå centralt på Falster og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Nykøbing havde et ret betydeligt opland på øen bortset fra mod nordøst.[364]

SakskøbingRediger

Sakskøbing havde i 1672 272 indbyggere og i 1769 424 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, dog med en fremgang på omkring 56%. Byen lå isoleret men oplysninger om kornhandelen i 1762 omfatter ikke byen.[364]

Danmarks Handels Speil nævner i 1770 af handlende 6 bondehandlere og 1 galanterihandler og af håndværkere 1 bager, 1 farver, 3 feldberedere, 3 handskemagere, 1 hattemager, 15 skomagere, 4 skræddere, 8 snedkere, 2 sadelmagere, 1 kobbersmed, 1 glarmester, 1 maler, 2 murermestre og 1 tømrermester, ialt 44 håndværkere fordelt på 15 fag.

NystedRediger

Nysted havde i 1672 691 indbyggere og i 1769 489 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder, med en tilbagegang på omkring 29%. Byen lå isoleret men oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder ikke på, at Nysted havde nogen udbredt oplandshandel.[364]

RødbyRediger

Rødby havde i 1769 650 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at dens havde et opland på Lollands sydlige del.[364]

MariboRediger

Maribo havde i 1672 444 indbyggere og i 1769 506 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 14%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Maribo havde et mindre opland på Lollands norlige, centrale del.[364]

NakskovRediger

Nakskov havde i 1672 1.920 indbyggere og i 1769 1.287 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 33%. Byen lå isoleret og centralt for et stort opland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Nakskov havde et ret betydeligt opland på Lollands vestlige del.[364]

Danmarks Handels Speil nævner i 1770 af handlende 1 apoteker, 1 glashandler (norsk glas), 22 grovvarehandlere, 9 kramvarehandlere, 1 tobakshandler og 1 vinhandler, ialt 25 handlende fordelt på 7 vareområder og af håndværkere 5 bagere, 3 slagtere, 1 farver, 2 feldberedere, 7 handskemagere, 4 hattemagere, 22 skomagere, 10 skræddere, 4 vævere, 1 bogbinder, 3 bødkere, 2 drejere, 6 snedkere, 2 sadelmagere, 1 billedhugger, 1 gørtler, 4 grovsmede, 2 kobbersmede, 1 hjulmand, 2 parykmagere, 1 glarmester, 1 maler, 3 murermestre og 2 tømrermestre, ialt 90 håndværkere fordelt på 25 fag.

RudkøbingRediger

Rudkøbing havde i 1672 428 indbyggere og i 1769 814 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 90%. Byen lå centralt på Langeland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Rudkøbing havde et ret betydeligt opland på øens nordlige del.[365]

Pontoppidan angiver i 1774, at "Indbyggerne ere: En Sogne-Præst, 1 Capellan, 1 Byefoged, som tillige er Herredsfoged over Nørre- og Sønder-Herreder, 1 Byeskriver, 1 Tolder, 1 Controleur og Strand-Controleur, 15 Handlende, 1 Apotheker, 1 Postmester, Haandverkere af alle Slags 75, hvoraf 10 Skrædere, 11 Skoemagere, 8 Snedkere, og foruden disse 21 Væverske; Der skal befindes i alt 110 Borgere og 700 Mennesker unge og gamle."[366] "Under Byens Told-District er 13 Fartøyer af 176 Læster, som farer paa Norge og Kiøbenhavn."[367]kere, 4 drejere, 9 felberedere, 1 garver, 2 gørtlere, 4 glarmestre, 5 grovsmede, 6 guldsmede, 46 handskemagere, 4 hattemagere, 3 hjul- og karetmagere, 1 kammager, 2 kandestøbere, 11 kleinsmede, 5 knapmagere, 4 kobbersmede, 3 "Ledertouer", 2 malere, 6 murermestre, 1 møller, 5 parykmagere, 9 pottemagere, 4 rebslagere, 9 sadelmagere, 70 skomagere, 1 skorstensfejer, 33 skræddere, 7 slagtere, 15 snedkere, 2 stolemagere, 2 "Sverdtfeyere", 4 svineslagtere, 1 tobaksspinder, 3 tømmermestre, 3 urmagere, 16 vognmænd og 8 vævere.[368]

SvendborgRediger

Svendborg havde i 1672 1.009 indbyggere og i 1769 1.815 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 80%. Byen lå centralt på det sydøstlige Fyn men der mangler oplysninger om kornhandelen i 1762 fra de omgivende sogne, hvilket tyder på, at Svendborg havde et ret betydeligt opland på øens sydøstlige del.[365]

Svendborg ved Fyns sydøstkyst var delt i to sogne. Pontoppidan oplyser om befolkningsforholdene: "I St. Nicolai Sogn er for nærværende Tid 200 Familier af 600 Personer over 12 Aar, 7 Characteriserede, hvoriblandt Søe-Capitainen og to Enker, 10 Justitz- og Kongelige Betientere, hvoriblandt 3 Enker. Geistligheden er: Sogne-Præst, Capellan, Capellan pro Persona, Chors-Degn, Klokker, som og tillige er Skoleholder, en Regne- og Skriver-Skolemester, 5 geistlige Enker, 18 Handlende, 14 Skippere, Haandverkere alle slags 71, de øvrige ere Dagleyere, Tiesnestefolk og Søefarende, i alt i dette Sogn 150 Borgere. I vor Frue Sogn er: Sogne-Præst, Capellan og Degn; af Haandverkere alle slags 55 Familier, med videre, saa at der i alt i vor Frue Sogn er 196 Familier, og i Aaret 1769 befandtes der 297 Mænd og Koner, 8 Enkemænd, 45 Enker, og Børn over 12 Aar 106 Siele, saa at der i Byen boer nesten 400 Familier. I Begge Sogner var i bemeldte Aar 1769 af Mandkiøn 773, af Quindekiøn 941, og i alt 1714 Siele. Samme Aar var der af Haandverkere: 9 Bagere, 1 Bøssemager, 1 Bogbinder, 5 Bødkere, 1 Dreyer, 8 Feldberedere, 2 Glarmestre, 1 Kandestøber, 1 Kobbersmed, 7 Pottemagere, 3 Peruqvemagere, 3 Malere, 4 Muurmestere, 17 Skoemagere, 4 Skoeflikkere, 3 Smede, 13 Skrædere, 10 Snedkere, 3 Stolemagere, 2 Seylmagere, 2 Tømmermænd, 1 Rebslagere, 1 Remmesnider, 1 Uhrmager, 6 Vævere, og 1 Barberer."[369] Om byens havn oplyses: "Byens Havn er rummelig, og ikke ved nogen Kiøbstæd i Fyen bedre, da Skibene ikke i ondt Veyr kan tage Skade; samme er en Viig, som Havet har skaaret ind i Landet, og giøres sikker ved den liden Holm uden for. Fra Svendborg til Færgestedet ved Taasinge er 390 Favne. Byens Fartøyer ere: 1 Galliot paa 30 Læster, 1 paa 24 Læster, og paa 14 1/2 Læst, 25 Jagter fra 9 til 6 Læster inclusive, 3 dito paa 5 1/2 Læst, 5 paa 4 Læst, 10 Baade paa 1 og 1 1/2 Læst, i alt 37 Skibe og 10 Baade. De er og en erfaren Skipper, som lærer Skibsfolkene Styrmands-Konsten."[370] "Handelen er mest paa Kiøbenhavn og noget paa Norge. Landets Producter som udføres ere: Korn, fede Vahre, Smør, Ost, Flesk, Kiød og endeel Frugt; derimod hiemføres Fisk, Tømmerlast, Jern, Tiere og grove Vahre til Indvaanerne og Bonden."[371]

NyborgRediger

Nyborg havde i 1672 1.160 indbyggere og i 1769 1.637 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 41%. Byen lå centralt på det østlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Nyborg formåede at hævde sit opland på øens østlige del.[365]

Nyborg var overfartssted til Sjælland. Om indbyggertallet oplyser Pontoppidan i 1774: "I Nyeborg var i Aaret 1770 nesten 200 Familier, og uden for paa Byens Grund 17 Familier. Folke-Mængden skal der være 1450 Siele, hvoriblandt Børnenes Antal til tolv Aar udgiør 346 Siele; ellers ere Indvaanerne: Sogne-Præst, Capellan, Rector, 2 Hører, Magistraten, som har Ober-Ret, en Borgemester, som tillige er Byefoged, en Raadmand, og en Raadstue-Skriver, Amtsforvalter, Postmester og Tolder, 1 Controleur, Told-Inspecteur, Veyer og Maaler, 12 Handlende, 1 Mynster-Skriver, 1 Apotheker, 1 Chirurgus, 1 Stads-Musicant, 1 Organist, 2 Jordemødre, 1 Vand-Møller."[372] Af håndværkere angives: "3 Bagere, 5 Slagtere, 1 Guldsmed, 1 Kobbersmed, 1 Kandestøber, 1 Blikkenslager, 2 Grov- og 3 Kleinsmede, 3 Bødkere, 5 Snedkere, 8 Skoemagere, 7 Skrædere, 1 Knapmager, 4 Muurmestre, 4 Tømmermænd, 1 Hattemager, 1 Sadelmager, 3 Feldberedere, 2 Væver, 2 Kornmaalere, 1 Peruqvemagere, 1 Bogbinder, 1 Uhrmager, 1 Skibs-Tømmermand, 2 Rebslagere og 4 Jøder."[373] Om skibsfarten oplyser Pontoppidan, at købstaden havde "14 à 16 mindre og større Couffadie-Skibe, hvorved en 80 Søefolk næres og øves." Staden havde et Grønlandsk Kompagni, som deltog i robbefangsten.[374]

KertemindeRediger

Kerteminde havde i 1672 642 indbyggere og i 1769 706 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 10%. Byen lå udsat på det nordøstlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Kerteminde kun formåede at hævde et opland på Hindsholm på øens nordlige del.[365]

Pontoppidan oplyser i 1774, at "Havnen er temmelig dyb og meget beqvem for Skibene, som kan ligge langs ved Siden af Skibs-Broen lige ned til Langebroe; i samme kan rummes 12 à 16 Fartøyer paa 4 à 600 Tdr., men Indløbet er ikkun 6 à 7 Fod dyb. Til Skibbroens Vedligeholdelse gives noge af hver Tønde Gods, og til at vedligeholde Langebroe, som ere 216 Alen lang, gives ligeledes Korn af omliggende Herreder og Sogne." Kerteminde havde tidligere fungeret som ladeplads for Odense, men denne rolle var nu overtaget af Stige Strand, og dette bevirkede aftagende virksomhed i staden. Ved staden lå 3 vindmøller. Om indbyggerne oplyses "Indbyggere ere: 1 Sognepræst, 1 Capellan, 1 Klokker, 1 Organist, 1 Byefoged som tillige er Byeskriver, 1 Tolder, 1 Controleur, 1 Veyer og Maaler, 14 Kiøbmænd, Haandværkere 42 af alle slags, hvoraf 8 Skoemagere, i alt 65 Borgere."[375]

OdenseRediger

Odense havde i 1672 3.808 indbyggere og i 1769 5.464 indbyggere, hvorfor den hørte til landsdelscentrene, med en fremgang på omkring 43%. Byen lå centralt på Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Odense havde et ret betydeligt opland på øens centrale del.[365]

Odense var gennem hele enevælden en af Danmarks største byer, til dels en arv fra middelalder og renæssance. Staden lå fordelagtigt i bunden af Odense Fjord og med et stort opland omfattende både Nord- og Midtfyn. Som sæde for stiftsamtmanden, biskoppen, amtmanden over Nyborg Amt og med større militære indkvarteringer havde staden i sig selv en betydelig befolkning, både administrativ og i form af søfolk, handlende og håndværkere. Pontoppidan nævner i 1774 blandt disse 34 købmænd, 43 værtshusholdere og af håndværkere: 13 bagere, 2 barberere, 1 billedhugger, 1 blikkenslager, 1 blytækker, 2 bogbindere, 2 brolæggere, 1 buntmager, 10 bødkere, 4 drejere, 9 feldberedere, 1 garver, 2 gørtlere, 4 glarmestre, 5 grovsmede, 6 guldsmede, 46 handskemagere, 4 hattemagere, 3 hjul- og karetmagere, 1 kammager, 2 kandestøbere, 11 kleinsmede, 5 knapmagere, 4 kobbersmede, 3 ledertouer, 2 malere, 6 murermestre, 1 møller, 5 parykmagere, 9 pottemagere, 4 rebslagere, 9 sadelmagere, 70 skomagere, 1 skorstensfejer, 33 skræddere, 7 slagtere, 15 snedkere, 2 stolemagere, 2 sverdfegere, 4 svineslagtere, 1 tobaksspinder, 3 tømrermestre, 3 urmagere, 16 vognmænd og 8 vævere.

BogenseRediger

Bogense havde i 1672 438 indbyggere og i 1769 430 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, stagnerende med en tilbagegang på mindre end 1%. Byen lå centralt på det nordvestlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Bogense var i stand til at hævde et opland på øens nordlige del.[365]

Bogense lå ved kysten på det nordvestlige Fyn. Købstaden havde et godt opland, men byen havde ikke megen velstand. Pontoppidan oplyser i 1774, at "Byens Næring bestaaer mest af Avling og liden Handel, som for nærværende Tid drives af syv Kiøbmænd med Korn og fede Vahre paa Norge og Kiøbenhavn, og derimod Udsalg af grove Vahre, saasom Tømmer, Bræder, m.m. til Bondens Brug." Staden havde 5 hjemmehørende skibe. Om havneforholdene oplyses: "Fartøyerne ligger i Vinter-Havn ved Lange-Dyb, hvilken Havn med liden Bekostning kunde settesi Stand. Indvaanernes Inclination er meget til Søefart." Indbyggertallet var ikke stort, Pontoppidan angiver: "Borgernes Antal er 60, hvoraf de to Parter ere fattige foruden fattige Enker og Indsiddere. Haandverkere 36, hvoiblant en Farver."[376] Danmarks Handels Speil nævner af handlende i 1770 1 alenkræmmer, 1 bondehandler, 4 grovvarehandlere, 1 specerihandler, 2 vindhandlere samt 1 der handlere fabrikvarer, ialt 8 handlende fordelt på 6 varetyper og af håndværkere i 1770 2 bagere, 1 farver, 1 feldbereder, 4 handskemagere, 1 hattemager, 1 rebslager, 3 skomagere, 2 skræddere, 1 træskomager, 5 vævere, 1 bødker, 1 drejer, 6 snedkere, 1 sadelmager, 3 smede, 1 maler og 2 murermestre, ialt 33 håndværkere fordelt på 17 fag.

MiddelfartRediger

Middelfart havde i 1672 756 indbyggere og i 1769 736 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 3%. Byen lå udsat på det nordvestlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Middelfart kun formåede at hævde et mindre opland på øens nordvestlige del.[365]

Middelfart ved Fyns nordlige vestkyst var ligeledes overfartsby til jylland. Pontoppidan angiver i 1774, at "1769 var der, de Militaire undtagen, tillige med Koner og Børn, fra 8 Aar, 756 Siele og Familier i alt 150. Indbyggerne bestaaer af Geistlige: Af 1 Sogne-Præst, 1 Capellan, 1 Klokker, som tillige er Skoleholder, 1 Organist. Verdslige: 1 Byefoged, som tillige er Tolder og Byeskriver, en Controleur, 1 Færgemand, 1 Postmester, 1 Veyermester, 1 Raadstue-Betient, en Vægter. Borgerskaber er 100 Mand, deres Officerer iberegnet; deriblandt 7 Kiøbmænd, 6 Skippere, 6 Vertshuusmænd, 12 Daglønnere, af Haandverkere: 1 oriviligeret Farver, 2 Bagere, 2 Bødkere, 1 Dreyere, 3 Feldberedere, 1 Glarmester, 4 Hattemagere, 2 Handskemagere, 1 Kobbersmed, 2 Kleinsmede, 2 Muurmestere, 1 Rebslagere, 2 Smede, 3 Snedkere, 9 Vævere. Desuden er der indqvarteret 1 Esqvadron Dragoner med deres Heste."[377] Om skibsfarten: "Ved Byens egne og Holsteenske fragtede Skibe gaaer Farten fornemmelig paa Dramen og de Østlige Pladser paa Norge, Bergen, Kiøbenhavn, Flensborg og Lybek." Som indførte varer nævnes "Trælast, Jern og Kalk fra Norge, Hør, Hamp, Isenkram fra Flensborg, Riga og Lybek, Vine, Specerier og Alen-Kram fra Kiøbenhavn." Som udførte varer nævnes "Alle slags Korn, i sær Malt, røget Flesk og Smør til Norge og Kiøbenhavn, ligeledes Dansk Korn-Brændeviin, Rebslager-Arbeyde, og nogle tusinde Alen i Byen fabriqvered Dynevaar baade til Norge og Kiøbenhavn; fra Flensborg tilføres med fremmede Skibe aarlig nogle Ladninger Tag- og Muur-Stene."[378] Byen havde 5 fartøjer: en galliot, to galeaser og to jagter. "Byen har ingen sikker Havn, hvorudover de Skibe, som ligger der for at losse eller lade, maa i paakommende Storm, ofte med stor Fare vinde Anker, og søge Havn under den Jydske Vald, Fanøe, eller paa den Søndre Side af Byens Marker, under hvilke de tvende sidste af forbemeldte Skibe altid ligger i Vinter-Havn. Skib-Broen er formedelst Strømmen, og det nær ved Landet værende dybe Vand, ikkuns 41 Alen lang og 24 Alen bred, og lider ofte saa stor Skade af Strømmen og Driv-Iis, at de bevilgede Broe-Penge neppe kan strekke til dens Vedligeholdelse."[379]

AssensRediger

Assens havde i 1672 1.064 indbyggere og i 1769 1.139 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 7%. Byen lå centralt på det sydvestlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Assens formåede at hævde et vist opland på øens vestlige del, dog under pres fra Fåborg.[365]

Assens ved Fyns sydlige vestkyst var søfartsby og overfartsby til Jylland. Pontoppidan angiver i 1774, at "Indvaanere ere 259, hvoraf 3 Fornemme, 5 Geistlige, 11 af Kongelige Betientere, 10 Kiøbmænd, 1 priviligered og 3 andre Vertshuuse, Haandverkere 103, Daglønnere 21 Familier. De, som have Borgerskab foruden Enker er 170; over tolv Aar findes der 820 à 830 Personer, foruden en Esqvadron Dragoner. Haandverkere ere 5 Bagere, 1 Barberer, 1 Bogbinder, 5 Bødkere, 2 Dreiere, Farver, 6 Feldberedere, 2 Giørtlere, 1 Glarmester, 1 Grovsmed, 1 Guldsmed, 7 Handskemagere, 2 Hattemagere, 1 Hiulmand, 1 Kobbersmed, 1 Kleinsmed, 2 Malere, 2 Peruqvemagere, 2 Rebslagere, 2 Sadelmagere, 18 Skomagere, 16 Skrædere, 4 Slagtere, 8 Snedkere, 2 Tømmermænd, 9 Vævere."[380] Om skibsfarten: "Byens Skibe ere fem Couffardie, som ere 18 1/2 Læst, 6 1/2 Læst, 4 1/2 Læst, 3 Læst, en Jagt-Baad 1/2 Læst, nogle Baade paa 10 à 20 Tønder. Havnen er temmelig god, da et Rif fra Næsset skyder sig langt ud i Havet, og giør, at Fartøyer kan ligge i god Behold for alle slags Vinde. Skibs-Broen er for faa Aar siden udbygget, og forlænget ved en aaben Træ-Broe, saa at Byens største Fartøyer derved kan losse; Færge-Fartøyerne er to aabne Smakker til at transportere Hest og Vogn paa, desforuden en Post-Jagt og to store Baade." Udført blev korn og fedevarer, indført trælast, jern, salt og "andre grove Vahre".[381]

FåborgRediger

Fåborg havde i 1672 841 indbyggere og i 1769 1.136 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 35%. Byen lå centralt på det sydsydvestlige Fyn og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Fåborg havde et ret betydeligt opland på øens sydlige del og endda mod nord ind i Assens oplandsområde.[365]

Fåborg ved Fyns sydkyst var en søfartsby. Pontoppidan angiver i 1774, at "Byen har fordum havt Borgemester og Raad, men nu alene en Borgemester, som tillige er Bye- og Herredsfiged i Salling-Herred, en Bye- og Herredskriver, af hvilke Byetinget holds om Onsdagen, 1 Tolder, 1 Controleur, 1 Postmester, som tillige er en habil Chirurgus og Accoucheur, 1 Veyer og Maaler, 1 Apotheker, 12 Kiøbmænd, 20 Skippere, 1 Bogbinder, 3 Bødkere, 2 Dreyer, 6 Feldberedere, 1 Glarmester, 1 Handskemager, 3 Hattemagere, 1 Kobbersmed, 1 Maler, 2 Møllere, 2 Peruqvemagere, 1 Sadelmager, 1 Giørtler, 12 Skoemagere, 10 Skrædere, 1 Slagter, 2 Smede, 3 Snedkere, 1 Væver. Borgernes Tal er 150 à 160. I hele Byen er der ongefær 15 à 1600 Siele. Af Geistlige er 1 Sogne-Præst, 1 Capellan og 1 Chors-Degn."[382] "Havnen paa den Søndre Kant er indesluttet, og formeret af den liden Øe Biørn-Øe, saa og bedre i Syd-Vest af en Odde paa Fyen kaldet Dyreborg Odde. Vest Syd-Vest er Biernet Land eller Krog, som tilforn efter Sandemænds Gang har tilhørt Faaborg, men er nu i Hvedholms Eyeres Hænder, Nord-Vest og Norden for er Svanninge høye Bierge og Faaborg selv, som alt sammen formerer Havnen, men Sønden for Biernøe ligger Avernachøe, Munchøe, Kordhavn, Vesten, Lyøe ec. Byen har i alt smaa og store Fartøyer fra 1754 til 1764, hvis Tab er beregnet til 30000 Rdlr. Borgemester Jacobsen har 1723 ombygt og forbedret Skibs-Broen; siden har de Handlende i 1755 lagt sammen og forbedret Broen med 36 Alen, og siden med Fløye paa 21 Alen."[383]

KoldingRediger

Kolding havde i 1672 1.094 indbyggere og i 1769 1.510 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 38%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Kolding havde et vist opland i det sydøstligste Jylland, dog i konkurrence med Fredericia.[384]

Ifølge Pontoppidan havde Kolding i 1769 følgende håndværkere: 5 bagere, 1 bogbinder, 3 bødkere, 2 drejere, 3 feldberedere, 2 glarmestre, 3 grovsmede, 2 guldsmede, 3 handskemagere, 4 hattemagere, 1 kandestøber, 2 kleinsmede, 2 knapmagere, 2 kobbersmede, 2 malere, 6 murermestre, 2 parykmagere, 4 rebslagere, 4 sadelmagere, 9 skomagere, 7 skræddere, 3 slagtere, 5 snedkere, 1 tobaksspinder, 1 urmager og 3 vævere.

FredericiaRediger

Fredericia havde i 1672 1.591 indbyggere og i 1769 2.813 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 77%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Fredericia havde et betydeligt opland i det sydøstligste Jylland, dog i konkurrence med Kolding.[384]

Ifølge Pontoppidan havde Fredericia i 1769 følgende håndværkere: 6 bagere, 1 barometmager, 4 bødkere, 1 drejer, 1 feldbereder, 1 gartner, 1 gipser, 2 glarmestre, 2 guldsmede, 2 gørtlere, 1 handskemager, 3 hattemagere, 3 hjulmænd, 2 kandestøbere, 1 klædevæver, 1 knapmager, 1 kobbersmed, 2 malere, 6 møllere, 6 murermestre, 1 nålemager, 2 parykmagere, 2 pitzierstikkere, 1 rebslager, 2 skærslippere, 1 sadelmager, 14 skomagere, 11 skræddere, 7 slagtere, 7 smede begge slags (grovsmede og kleinsmede), 6 snedkere, 3 tobaksspindere, 1 tøjmager, 4 tømrere, 2 urmagere og 5 vævere.

VejleRediger

Vejle havde i 1672 712 indbyggere og i 1769 957 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 34%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Vejle hævdede et vist opland omkring Vejle Fjord.[384]

Ifølge Pontoppidan havde Vejle i 1769 af håndværkere 3 bagere, 3 feldberedere, 1 glarmester, 2 gørtlere, 1 hattemager, 1 kobbersmed, 4 murermestre, 1 parykmager, 2 pottemagere, 2 sadelmagere, 3 snedkere, 1 teglbrænder og 3 tømrere.

HorsensRediger

Horsens havde i 1672 1.516 indbyggere og i 1769 2.738 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en fremgang på omkring 81%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Horsens havde et betydeligt opland, dog i konkurrence med Århus i Hads herred.[384]

Ifølge Pontoppidan havde Horsens i 1769 af håndværkere 19 skomagere, 12 skræddere, 13 smede, 10 snedkere, 5 hattemagere, 4 sadelmagere, 6 feldberedere, 10 handskemagere, 4 rokkedrejere, 1 knapmager, 3 gørtlere, 3 parykmagere, 5 pottemagere, 4 malere, 1 billedhugger, 1 stolemager, 1 urmager, 4 guldsmede, 1 kandestøber, 4 murermestre, 3 kobbersmede, 2 tømrere, 3 bødkere, 7 vævere, 1 glarmestre, 2 hjulmænd, 1 nålemager, 2 rebslagere.

SkanderborgRediger

Skanderborg havde i 1769 566 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder. Byen skyldte slottet sin opkomst men lå centralt. Desværre mangler oplysninger om kornhandelen i 1762 for de omgivende sogne men forholdene tyder på, at Skanderborg havde et mindre opland.[384]

Ifølge Pontoppidan havde Skanderborg i 1769 af håndværkere 55.

ÅrhusRediger

Århus havde i 1672 3.474 indbyggere og var dermed kongerigets fjerdestørste provinsby og i 1769 3.837 indbyggere og dermed kongerigets trediestørste provinsby, hvorfor den hørte til landsdelscentrene, med en fremgang på omkring 10%. Byen lå centralt i det østlige Jylland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Århus kunne hævde et betydeligt opland i det østligste Jylland strækkende sig fra Hads herred i syd (i konkurrence med Horsens) til Randers Fjord i nord og dele af det sydlige Djursland.[384]

Ifølge Pontoppidan havde Århus i 1764 følgende håndværkere: 10 bagere, 1 billedhugger, 5 bødkere, 1 blikkenslager, 1 blytækker, 2 brolæggere, 5 drejere, 4 feldberedere, 7 guldsmede, 2 garvere, 2 gørtlere, 3 glarmestre, 3 grovsmede, 13 handskemagere, 4 hattemagere, 2 hjulmænd, 2 kandestøbere, 2 kleinsmede, 2 knapmagere, 2 kobbersmede, 4 malere, 4 murermestre, 1 nålemager, 6 parykmagere, 3 pottemagere, 3 rebslagere, 3 sadelmagere, 16 skomagere, 1 skorstensfejer, 14 skræddere, 2 slagtere, 7 snedkere, 1 stolemager, 2 sejlmagere, 1 tobaksspinder, 3 tømrere, 2 urmagere og 2 vævere.

EbeltoftRediger

Ebeltoft havde i 1672 817 indbyggere og i 1769 563 indbyggere, hvorfor den hørte til egnscentrene, med en tilbagegang på omkring 31%. Byen lå isoleret og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Ebeltoft kunne hævde et betydeligt opland på det sydøstligste Djursland, dog i konkurrence med Århus.[384]

Ifølge Pontoppidan havde Ebeltoft i 1764 40 håndværkere.

GrenåRediger

Grenå havde i 1672 453 indbyggere og i 1769 704 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 55%. Byen lå centralt på det østlige Djursland og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Grenå havde et betydeligt opland på det østligste Djursland.[384]

Ifølge Pontoppidan havde Grenå i 1764 følgende håndværkere: 3 bagere, 1 barberer, 1 bogbinder, 2 bødkere, 2 drejere, 3 feldberedere, 2 grovsmede, 1 guldsmed, 1 handskemager, 2 hattemagere, 1 kobbersmed, 1 kleinsmed, 2 møllere, 1 parykmager, 1 sadelmager, 8 skomagere, 5 skræddere, 2 slagtere, 4 snedkere, 2 tømrere, 1 urmager, 2 vævere.

RandersRediger

Randers havde i 1672 2.036 indbyggere og i 1769 2.901 indbyggere, hvorfor den hørte til de største egnscentre, med en fremgang på omkring 42%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Kolding havde et betydeligt opland i det østligste Jylland strækkende sig fra dele af Djursland mod øst til Viborg i vest, dog i konkurrence med Viborg, Århus, Grenå og Hobro.[385]

Ifølge Pontoppidan havde Randers i 1764 følgende håndværkere: 5 bagere, 1 barberer, 1 bogbinder, 4 bødkere, 5 feldberedere, 1 garver, 2 glarmestre, 3 grovsmede, 2 guldsmede, 7 handskemagere, 3 hattemagere, 2 hjulmænd, 1 kandestøber, 3 kleinsmede, 3 kobbersmede, 2 malere, 2 møllere, 4 parykmagere, 3 sadelmagere, 18 skomagere, 17 skræddere, 3 slagtere, 8 snedkere, 4 tømmermænd og 1 urmager.

MariagerRediger

Mariager havde i 1672 370 indbyggere og i 1769 402 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, med en fremgang på omkring 9%. Byen lå centralt men udsat for konkurrence især fra Hobro og Randers og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Mariager kun kunne hævde et mindre opland i de nærmeste oplandssogne.[385]

Ifølge Pontoppidan havde Mariager i 1764 følgende håndværkere: 1 bager, 1 bødker, 1 farver, 3 feldberedere, 1 grovsmed, 1 guldsmed, 1 handskemager, 1 kleinsmed, 4 skomagere, 3 skræddere, 3 snedkere og 2 "Skibs-Tømmermænd".

HobroRediger

Hobro havde i 1672 343 indbyggere og i 1769 492 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste købstæder, med en fremgang på omkring 44%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Hobro kunne hævde et betydeligt opland omfattende et bredt bælte fra Lovns Bredning til Kattegat, til dels på bekostning af og i konkurrence med henholdsvis Viborg mod vest, Ålborg mod nord og Mariager mod øst.[385]

Ifølge Pontoppidan havde Hobro i 1764 følgende håndværkere: 3 bagere, 1 barberer, 1 bødker, 3 drejere, 1 farver, 4 feldberedere, 1 glarmester, 2 grovsmede, 1 guldsmed, 1 handskemager, 1 hattemager, 1 kleinsmed, 1 kobbersmed, 1 murermester, 1 møller, 1 parykmager, 1 sadelmager, 5 skippere, 7 skomagere, 3 skræddere, 1 slagter, 1 snedker og 1 stolemager.

NibeRediger

Nibe havde i 1769 1.029 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Nibe kunne hævde et ikke ringe opland omfattende områder både nord og syd for Limfjorden, trods konkurrence med Ålborg mod øst og Løgstør mod vest.[385]

Ifølge Pontoppidan havde Nibe i 1764 følgende håndværkere: 3 bagere, 8 bødkere, 1 farver, 3 feldberedere, 1 feltskærer, 1 gørtler, 1 grovsmed, 1 guldsmed, 1 hattemager, 1 kleinsmed, 1 kobbersmed, 2 malere, 1 parykmager, 1 pottemager, 5 skomagere, 3 skræddere, 4 snedkere og 7 tømrere.

AalborgRediger

Aalborg havde i 1672 4.181 indbyggere og var dermed Kongerigets største provinsby og i 1769 4.425 indbyggere og var dermed kongerigets næststørste provinsby, den hørte til landsdelscentrene, med en fremgang på omkring 6%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Aalborg havde et betydeligt opland i det nordøstligste Jylland strækkende sig fra dele af Himmerland mod syd til Vendsyssel i nord, dog i konkurrence med Nibe, Løgstør og Fladstrand.[385]

I sin svarskrivelse fra Aalborg Magistrat dateret 22. september 1735 oplyses på en forespørgsel fra regeringen side, at byen havde 1 angelmager, 10 bagere, 4 barberere, 1 billedhugger, 3 bogbindere, 20 bødkere, 5 drejere, 4 feltberedere, 2 glarmestre, 4 guldsmede, 1 gørtler, 19 handskemagere, 7 hattemagere, 3 kobbersmede, 3 knapmagere, 4 linnedvævere, 4 malere, 5 murermestre, 1 nålemager, 5 parykmagere, 3 rebslagere, 3 saddelmagere, 1 sejlmager, 22 skræddere, 23 skomagere, 4 slagtere, 18 klein- og grovsmede, 12 snedkere, 1 stolemager, 2 tinstøbere, 5 tømrere, 2 urmagere samt 10 vognmænd[386], men fra omkring dette tidspunkt begyndte fabriksvirksomhed at dukke op i de største købstæder, således havde Aalborg i 1735 angiveligt et tobaksspinderi, en uldfabrik på fattiggården samt en handskefabrik, og byen havde 70 år tidligere haft et sukkerkogeri med eksport til Hamborg og Lybæk, men dette var blevet nedlagt efter krav fra den daværende regering for at blive flyttet til København.[387][386] En uldfabrik blev startet i 1735 men trådte i likvidation i 1740 som følge af konkurrence fra landhåndværkere.[388]

En menneskealder senere giver Pontoppidan i Danske Atlas fyldige oplysninger om købstædernes indbyggere og næringsdrivende. Om Aalborg oplyses: "Aalborg Byes Indvaanere ere, foruden Stiftamtmanden og Biskopen for nærværende Tid følgende: 1) Geistlige Betienter, ved Budolphi Kirke, Stifts-Provst og Sognepresten, en Residerende Capellan, en personel Capellan, en Klokker, en Graver, en Organist. Ved Vor Frue-Kirke, Sognepresten, en Residerende Capellan, en personel Capellan, en Klokker, en Graver, en Organist. Catechets Æmbed ved hver Kirke forretter personel Capellanen. Ved HospitalsKirken, en Prest. Ved den Latinske Skole: Rector, Conrector, 5 Collegæ, hvoraf en er Cantor, 43 Disciple. Ved de fire Danske Skoler, den Tydske, og Navigations-Skolen ere 6. Skolemestere. Derforuden høre under den geistlige Jurisdiction, Doctor Medicinæ og Physicus for Aalborg Stift, Apotekeren ved Kongelig Bevilling, Bogtrykkeren med sine Folk, adskillige Geistliges Fruer, Preste- og Degne-Enker som boe der i Byen. 2) Verdslige Betienter: Ved Raadstuen, tvende virkelige Borgemestere, tre virkelige Raadmænd, nu tillige en Vice-Borgemester og en Vice-Raadmand, Byfogeden, Bye- og Raadstue-Skriveren. Derunder hører 1. Raadstue-Tiener, 1 Skarpretter, 9. Vægtere, 1. Taarn-Vægter, 2. Fattig-Fogder, 1. Bysvend, 1. Natmand. Ved Toldboden, 1. Tolder, 1. Controleur, 3. Visiterere, 1. Veier og Maaler, 1. Mekler, 1. Havnefoged. Andre Betienter: Amts-Forvalteren, en Krigs-Commissarius, en Søe-Leutenant ved Enroulleringen, Hospitals-Forstanderen, en Ridende Postmester, en Agende Postmester, en Musicant, en Dandsemester, en Bedemand. Foruden disse høre under den verdslige Jurisdiction nogle Enke-Fruer og Enker som her opholde sig. 3) Borgere, i alt 386. som have taget Borgerskab, nemlig, Kiøb- og Handels-Mænd 79. Skippere som føre Fartøier 38. Chirurgi og Barberere 4. Handverksfolk og Kunstnere, som have Laug, ere følgende: Bagere 10, Bogbindere 4, Bødkere 9, Drejere 3, Felberedere 4, Guldsmede 4, Handskemagere 7, Hattemagere 6, Malere 4, Muurmestere 4, Parykmagere 8, Remsnidere og Sadelmagere 5, Skomagere 30, Skrædere 25, Smede begge Slags 9, Snedkere 11, Tømmermænd 5, Vognmænd 7. Haandverksfolk uden Laug: Beendreier 1, Bild- og Steenhugger 1, Børstmager 1, Bundtmager 1, Farvere 3, Garver 1, Glarmestere 2, Giørtlere 3, Hiulmænd 2, Kandestøber 1, Knapmagere 2, Kobbersmede 5, Møllere 2, Naalemagere 2, Podmestere 9, Reebslagere 3, Seglmager 1, Skibs-Tømmermænd 6, Slagtere 6, Stolmager 1, Uhrmagere 3, Vævere 3. Frie-Mestere: Handskemager 1, Kandestøber 1, Snedkere 3, Skomagere 6, Muurmestere 4, Skrædere 16. Vertshuusfolk: 5. Vinhandlere, og endeel der sælger Øl og Brændeviin. Daglønneres Tal kan ei bestemmes, thi, foruden de sig i Byen opholdende, gaae Huusmændene af Hasseris og andre nærliggende Landsbyer om Morgenen ind til Byen og tiene for Dagløn. Nu er her Overflødighed af slige Dagleiere, i sær siden Fiskeriet saa sterkt haver aftaget. Søefolket, i Hoved-Rullen 80. og Aparte-Rullen 55. Mand. Fattige, i Hospitalet 60. Lemmer og 1. i Daarekisten, uden Hospitalet som nyde Ugepenge 115. i Fattighuset udi Skolegaden 31. i Jens Bangs Fattighuus uden Vester-Port 24. Personer. Ere saa i Aalborg Mennesker over 12. aar 3043. Siæle, som svares Extra-Skat af."[389] Af fabrikker nævnes "1) Et Sukker-Raffinaderie, som forsyner Aalborg- og Viborg-Stifter, har 1. Mester, 7. daglige Arbeidere, foruden Medhjelpere, naar behøves. 2) Et Sæbesyderie som giver god Fordeel. 3) En Kønrøgs-Fabrik i god Stand. 4) Et Teglbrænderie uden for Øster-Port, hvor der brændes Tag- og Muur-Steene, men ikke saa gode som de der indføres. 5) Et Trykkerie, som trykker al slags Linnet og Uldent. 6) en Veir-Mølle, bygt for 5 á 6 Aar siden uden for Vester-Port paa Gallie-Bakken, hvorpaa males fine Byggryn og Banker Byg, samt sigtes. 7) Et Bogtrykkerie, efter Kongeligt Privilegium givet Bogtrykkeren Johan Peder Holtzberg 1765."[390]

SæbyRediger

Sæby havde i 1672 670 indbyggere og i 1769 487 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder, med en tilbagegang på omkring 27%. Byen lå udsat for konkurrence og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Sæby næppe havde noget opland af betydning, idet byen var under pres fra Fladstrand i nord og Aalborg i syd.[385]

For Sæby oplyser Pontoppidan i 1769: "Byens Indvaanere bestaaer af følgende, Geistlige: Sognepresten, Capellanen, Chor-Degnen, Skoleholderen, Øvrigheds Personer og Betientere: Byfogeden, Byskriveren, en Forvalter, Strand-Controleuren, Consumptions-Forpagteren. Kiøbmænd 6. Handverkere følgende: Bødker 1, Farver 1, Felberedere 2, Fiskere 8, Guldsmed 1, Handskemagere 2, Hattemagere 2, Kobbersmede 2, Maler 1, Møller 1, Muurmestere 3, Parykmager 1, Pottemager 1, Sadelmager 1, Skomagere 6, Skrædere 4, Smede 2, Snedkere 3, Vævere 3, Vognmænd 2. Samt endeel Daglønnere, Vægter, Hospitals-Lemmer, nogle Enker og adskillige andre som her opholde sig. Udgiøre alle med hinanden ved 90. Familier og omtrent 314. Personer over 12 Aar."[391] Der nævnes ingen fabrikker.

SkagenRediger

Skagen havde i 1672 1.004 indbyggere og i 1769 704 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre købstæder, med en tilbagegang på omkring 30%. Byen skyldte udelukkende fiskeriet sin eksistens og oplysninger om kornhandelen i 1762 omfatter ikke Skagen men forholdene tyder på, at Skagen havde et mindre opland i det nordligste Jylland.[385]

Pontoppidan skriver: "Det gamle Skagen eller Høien har nu ikkun 30. Beboere. Men hele Skagens Indvaanere udgiøre i alt 130. Familier, deraf ere imellem 5. à 600. Personer over tolv Aar. Foruden Sognepresten, den Residerende Capellan, Byfogeden, Byskriveren som tillige er Tolder, og Skoleholderne, ere næsten alle Indbyggerne i Byen Fiskere. Kiøbmænd regnes her vel at være sex, men enten ere de tillige Fiskere eller og handle med Fiskevarer. Skippernes Tal er uvis, thi enhver, som eier Fartøig eller Baad, er selv Skipper derfor. Meget mindre kan Fiskernes Tal bestemmes, saasom de fiske næsten alle, baade gamle og unge, saasnart og saa længe Kræfterne tillade det. Af Handverksfolk ere her alene og uden Laug, 2. Tømmermænd, 1. Snedker, 2. Skomagere, 2. Smede, hvilke dog ogsaa undertiden søge Næring af Fiskeriet."[392]

HjørringRediger

Hjørring havde i 1672 782 indbyggere og i 1769 598 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 24%. Byen lå centralt men var hæmmet i sin oplandshandel af skudefarten og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Hjørrings opland i denne henseende lå under skudehandelspladsen Furreby, hvis kornforsyninger omfattede flere sogne syd for købstaden.[385]

Om indlandskøbstaden Hjørring oplyser Pontoppidan: "Indbyggerne udgiøre 148. Familier, bestaaende af 490 Siæle over 12 Aar. Geistlige: Sognepresten, Capellanen, tvende Degne. Øvrigheden: Byfogeden, Byskrivere, Tolderen. Kiøbmænd 5. Agerdyrkere 13. men desuden bruge Indvaanerne uden Forskiel, som det kan afsted komme, Agerdyrkning. Daglønnere 24. Haandverkere 33. nemlig: Bager 1, Bødkere 2, Farver 1, Felberedere 5, Guldsmede 2, Hattemagere 4, Skomagere 6, Skrædere 6, Smede 2, Snedkere 2, Tømmermænd 2."[393] Heller ikke Hjørring havde fabrikker.

ThistedRediger

Thisted havde i 1672 1.000 indbyggere og i 1769 815 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 18%. Byen lå centralt men var udsat for konkurrence fra skudehandelen på Vestkysten og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Thisteds opland i denne henseende helt lå under skudehandelspladser som Vigsø og Klitmøller.[385]

Thisted havde først fået købstadsrettigheder ved middelalderens afslutning. Købstaden lå i det ret tyndt befolkede Thy og dens næringsliv blev svækket ved en omfattende skudehandel på Norge langs vesterhavskysten. Som følge af sin beliggenhed var byens skibsfart og handel domineret af Aalborg. Pontoppidan oplyser: "Indbyggernes Tal regnes til omtrent 600. Siæle over 12. Aar, og udgiør 209. Familier, bestaaende af 4. Geistlige Betienter, Sognepresten, den Residerende Capellan som tillige er Sogneprest i Skinderup, Klokkeren som tillige er Chor-Degn, en Dansk Skoleholder, 5. verdslige Betienter, Amtsforvalteren, Bye- og Herreds-Fogden, Bye- og Herreds-Skriveren, en Tolder, en Controlleur. For nærværende Tid boer her en Doktor Medicinæ, en Apoteker, en Chirurgus, samt nogle Enke-Fruer. 8 à 10. Kiøbmænd og Handlende, 14. som bruge den meste Agerdyrkning, 6. Skippere, endeel Daglønnere, og følgende Handverkere: Bagere 2, Bødker 1, Dreiels-Væver 1, Farver 1, Felberedere 2, Giørtlere 1, Grovsmede 3, Guldsmed 1, Handskemagere 3, Hattemagere 3, Kleinsmede 2, Kobbersmed 1, Maler 1, Muurmestere 3, Parykmagere 3, Reebslager 1, Sadelmager 1, Skomagere 11, Skrædere 5, Snedkere 6, Tømmermænd 6."[394]

Nykøbing MorsRediger

Skive havde i 1672 343 indbyggere og i 1769 555 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste egnscentre, med en fremgang på omkring 62%. Byen lå centralt på øen og men oplysninger om kornhandelen i 1762 er ret mangelfulde.[385]

Nykøbing på Mors havde denne ø som sit naturlige handelsopland. Pontoppidan beskriver byens næringsliv således: "Indvaanerne i Nykiøbing, med Tienestefolk og Børn over 12. Aar beregnes til 392. Mennesker, og udgiør 138. Familier, som ere: En Sogneprest, En Capellan, en Chor-Degn, en Organist, en Klokker og Graver, en Byfoged, en Byskriver, en Apoteker, en Chirurgus, 14. à 16. Kiøbmænd som tillige bruge Jord, 43. andre Jordbrugere, 21. Skibsfolk, 18. Handverkere, 24. som bruge Tapperie og anden Huus-Næring, 21. Daglønnere, de øvrige ere fattige Folk som leve af Byens Almisse. Handverkerne ere disse: Bagere 2, Farver 1, Felberedere 2, Glarmester 1, Handskemager 1, Muurmester 1, Skomagere 3, Skrædere 2, Smed 1, Snedkere 2, Parykmager 1, Tømmermester 1."[395]

Skønt fabriksdriften således var såre beskeden og i begyndelsen ikke særligt udbredt, udgjorde den alligevel et nybrud, som på længere sigt skulle blive af stor betydning.

SkiveRediger

Skive havde i 1672 529 indbyggere og i 1769 438 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindste egnscentre, med en tilbagegang på omkring 17%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Skive havde et opland i Salling, dog i konkurrence med Aalborg.[385]

Skive havde ifølge Pontoppidan i 1764 følgende håndværkere: 1 barberer, 1 farver, 3 feldberedere, 1 grovsmed, 1 guldsmed, 1 hattemager, 1 kobbersmed, 1 murermester, 1 parykmager, 1 sadelmager, 11 skomagere, 4 skræddere, 1 tømrer og 1 "Skibs-Tømmermester".

ViborgRediger

Viborg havde i 1672 2.704 indbyggere og i 1769 2.221 indbyggere, hvorfor den hørte til de største egnscentre, med en tilbagegang på omkring 18%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Viborg havde et stort opland i nordvestlig retning, mens byen var hæmmet af konkurrence fra Randers mod øst.[396]

Viborg havde ifølge Pontoppidan i 1764 følgende håndværkere: 11 bagere, 1 billedhugger, 1 blikkenslager, 1 blytækker, 2 bødkere, 2 bogbindere, 1 bundtmager, 1 drejer, 1 farver, 2 feldberedere, 1 gartner, 1 garver, 1 gørtler, 2 glarmestre, 3 grovsmede, 3 guldsmede, 14 handskemagere, 2 kandestøbere, 3 kleinsmede, 1 klokkestøber, 1 knapmager, 3 kobbersmede, 3 malere, 4 møllere, 4 murermestre, 3 parykmagere, 2 rebslagere, 2 sadelmagere, 13 skomagere, 11 skræddere, 4 slagtere, 4 snedkere, 1 stolemager, 5 tømrere, 1 urmager, 7 vævere og 8 vognmænd.

LemvigRediger

Lemvig havde i 1672 450 indbyggere og i 1769 320 indbyggere, hvorfor den hørte til småbyerne, med en tilbagegang på omkring 29%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Lemvig havde et mindre opland i omegnssognene.[385]

Af håndværkere nævner Pontoppidan i 1769 2 feldberedere, 1 glarmester, 2 grovsmede, 1 handskemager, 1 hattemager, 1 kleinsmed, 1 maler, 1 murermester, 1 nålemager, 2 skomagere og 2 skræddere.

HolstebroRediger

Holstebro havde i 1672 500 indbyggere og i 1769 688 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 38%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Holstebro i sit betydeligt opland havde konkurrence med Varde og Ringkøbing.[396]

Af håndværkere nævner Pontoppidan i 1769 2 barberere, 1 bogbinder, 4 feldberedere, 6 gørtlere, 1 glarmester, 3 grovsmede, 1 guldsmed, 2 handskemagere, 1 kandestøber, 2 kobbersmede, 1 limkoger, 2 malere, 6 murermestre, 1 parykmager, 2 rebslagere, 1 sadelmager, 12 skomagere, 8 skræddere, 2 slagtere, 2 snedkere, 3 tømrerer samt "Endeel Væverske".

RingkøbingRediger

Ringkøbing havde i 1672 623 indbyggere og i 1769 508 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en tilbagegang på omkring 18%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Ringkøbing havde et opland i Vestjylland, dog i konkurrence med Varde.[396]

Af håndværkere nævner Pontoppidan i 1769 1 grovsmed, 1 hattemager, 2 kleinsmede, 1 kobbersmed, 2 rebslagere, 4 skomagere, 4 skræddere og 3 tømrere.

VardeRediger

Varde havde i 1672 569 indbyggere og i 1769 690 indbyggere, hvorfor den hørte til de mindre egnscentre, med en fremgang på omkring 21%. Byen lå centralt og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Varde havde et betydeligt opland i Vestjylland, dog i konkurrence med Ringkøbing.[396]

Af håndværkere nævner Pontoppidan i 1769 1 bager, 1 barberer, 1 bogbinder, 2 bødkere, 1 drejlvæver, 4 farvere, 4 feldberedere, 2 gørtlere, 3 glarmestre, 3 grovsmede, 1 guldsmed, 1 handskemager, 2 hattemagere, 1 karetmager og hjulmand, 2 kleinsmede, 1 kobbersmed, 1 maler, 1 møller, 1 parykmager, 2 rebslagere, 1 sadelmager, 8 skomagere, 10 skræddere, 3 slagtere, 1 snedker, 3 tømrere, 10 "Uldet- og Linned-Vævere".

RibeRediger

Ribe havde i 1672 1.939 indbyggere og i 1769 2.130 indbyggere, hvorfor den hørte til de store egnscentre, med en fremgang på omkring 10%. Byen lå centralt omend stærkt hæmmet af hertugdømmets nærhed og oplysninger om kornhandelen i 1762 tyder på, at Ribe havde et vist opland i det sydlige Vestjylland, dog i konkurrence med småbyer i hertugdømmet.[396]

Af håndværkere nævner Pontoppidan i Den Danske Atlas 1769 12 bagere, 6 bødkere, 2 bogbindere, 2 brolæggere, 3 drejere, 2 farvere, 10 feldberedere, 1 garver, 2 gørtlere, 4 handskemagere, 4 hattemagere, 6 hjulmænd, 4 høkere, 1 kandestøber, 1 knapmager, 1 kobbersmed, 2 malere, 2 møllere, 2 murermestre, 1 nålemager, 2 parykmagere, 4 rebslagere, 2 sadelmagere, 19 skomagere, 12 skræddere, 3 slagtere, 11 smede, 10 snedkere, 3 tømrere, 3 urmagere og 3 vævere.

Tiden fra 1857 til 1900Rediger

1818 fik Fladstrand langt om længe købstadsrettigheder og ophævet til købstad under navnet Frederikshavn. Derefter blev egentlige købstadsrettigheder først tildelt igen ved århundredeskiftet: Esbjerg fik købstadsrettigheder i 1899, Løgstør, Silkeborg og Nørre Sundby i 1900, Frederiksværk i 1907, Herning i 1913, Struer i 1917 og endelig Vester Brønderslev i 1921. Fælles for disse byer var, at de havde udviklet sig til oplandsbetjenende industri- og handelsbyer ved egen fremdrift; tildelingen af købstadsstatus var snarere en følge af amtskommunale skatteforhold end udtryk for et behov for at fremme bydannelse i de pågældende egne.[397]

Den udvikling, som det danske samfund gennemgik i første halvdel af 1800-tallet, førte kun til mindre ændringer i de befolkningsmæssige – og dermed bebyggelsesmæssige – forhold. Sideløbende med kornhandelstiden oplevede landet en vis afvandring til købstæderne, og omkring midten af århundredet var opstået de første tilløb til forstadsbebyggelser uden for købstædernes administrative område – et forvarsel om den gennemgribende forandring, som da endnu blot var i sin vorden.

Fra midten af 1800-tallet blev købstadsrettighederne udhulet ved nye love. Eneretten til handel blev således indskrænket ved næringsfrihedsloven fra 1857, der trådte i kraft ved nytår 1862. Allerede høkerloven i 1856 havde svækket købstædernes særstilling væsentligt. Indtil 1920 bevarede de dog fortsat eneretten på håndværk og handel i en vis afstand, men denne ret blev undergravet ved muligheder for undtagelser efter samtykke. Næringsfriheden ændrede på kort tid vilkårene for købstæderne: de måtte nu kæmpe om håndværk, handel og tjenesteydelser på lige vilkår med andre steder; en central beliggenhed og evne til at tiltrække kunder fra et omgivende opland blev nu i vid udstrækning bestemmende for købstædernes videre trivsel. For de største købstæder fik dette kun ringe betydning, idet disse formåede at opretholde det forspring, den havde i kraft af tidligere privilegier og forblev egnscentre. Nogle få byer formåede at udvikle sig endda til landsdelscentre. Men for flere mindre byer betød det, at de ikke formåede at klare sig i konkurrencen og derfor nærmest stagnerede i deres udvikling. Konkurrencen kom fra vejbyer og stationsbyer, der efterhånden udviklede sig ved disse nye færdselsknudepunkter, især i de egne der lå fjernest fra købstæderne. Derved skete der en integreret rangordning af købstæderne i et nyt bymønster, hvor centralitet for oplandsfunktioner kombineret med transportforhold og industri tilsammen bestemte byernes trivsel og befolkningsmæssige udvikling. Nogle få af disse nye byer opnåede som nævnt status af købstæder, hvilken betydning først og fremmest lå i udskillelse fra amtskommunerne.

Det var først fra omkring midten af 1800-tallet, at det førindustrielle samfund oplevede et begyndende opbrud. Det er skæbnens ironi, at købstædernes virkelige blomstring først indtraf i takt med afviklingen af deres særrettigheder. Industrialiseringen betød behov for en større arbejdsbefolkning med deraf afledt større behov for varer og tjenester. Skønt købstæderne ofte mistede en del af deres oplandshandel, blev dette kompenseret ved, at industri trak flere landboere til byen, hvor de nu blev faste byboere. Udviklingen betød også, at en lang række nye handels- og tjenesteydelser udviklede sig, specialiserede håndværk inden for vand, varme og sanitet, senere elektricitet og meget mere.

Købstæder hørte normalt ikke under amtskommunen. Dette betød blandt andet at byen ikke deltog i amtsrådsvalg. Købstaden havde selv ansvaret for de opgaver som på landet hørte under amtsrådet. De bornholmske købstæder hørte dog under amtskommunen indtil 1959.

I 1958 fik Skjern som den sidste by købstadsrettigheder[398].

Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling, og betegnelsen købstad er nu kun en historisk titel.

KornhandelsperiodenRediger

Fra 1820'ernes slutning til udgangen af kornhandelsperioden i 1870'erne var kornpriserne i fortsat stigning, omend som altid med store, årlige svingninger, men med en fast og stigende tendens indtil man ved periodens slutning tog de tredobbelte priser hjem sammenlignet med 1820'ernes dårligste tid. På landet gav det penge til alle, men flest til godsejerne, eftersom kornavl gav det bedste udbytte på store landbrug. Også skibsfarten oplevede en afsmittende virkning i form af stadigt voksende fragtbehov. Kornsalgstiden var ikke blot landbrugets men også skibsfartens gyldne tid.

Baggrunden for denne vækstbølge skal findes i flere forhold. Faktisk var landbrugsproduktionen voksende gennem hele perioden. En betydelig og regelmæssig korneksport var begyndt allerede i 1820'erne, og den var både i omfang og værdi nogenlunde fast frem til begyndelsen af 1840'erne, da både mængder og priser gik opad. Priserne var dog fortsat forholdsvis lave ind i 1830'erne. Overalt var der en kraftig befolkningsvækst med stigende efterspørgsel efter fødevarer til følge. Således voksede den danske befolkning fra 1,2 mio i 1834 til 1,6 mio i 1860. Den faldende dødelighed må ses som et udslag af en rigeligere ernæring. Langt vigtigere var imidlertid den modsvarende befolkningsvækst i Storbritannien. Indtil udgangen af 1820-erne kunne engelsk landbrug tilsvarende øge sin produktion, men fra begyndelsen af 1840-erne begyndte efterspørgslen mere hyppigt at overstige udbuddet, og det betød højere priser. Samtidig skete der en afvikling af det britiske beskyttelsessystem: 1842 ophævedes tolden på indførsel af kvæg, og korntolden blev nedsat, og fra 1847 ophørte toldbeskyttelsen for korn. Denne udvikling gjorde, at landbrugets udførsel blev stadig mere rettet imod det engelske marked: hvor Storbritannien i 1820-erne aftog omkring en femtedel af den samlede udførsel fra Helstaten, var denne andel vokset til omkring halvdelen i 1850. Denne udvikling var sandsynligvis endnu mere udtalt for de kongerigske dele af Helstaten. Med bortfaldet af den engelske, glidende korntoldskala ændredes salgsvilkårene grundlæggende: det drejede sig herefter ikke mere om at få kornet afskibet med så kort varsel som muligt men alene om billig fragt. Kornafskibningen fra Danmark kom nu til at foregå om sommeren og om efteråret, da der var størst udbud af tonnage, og hvor der ikke var fare for tilfrysning af farvandene.[399]

Sideløbende hermed udbyggedes fragtnettet, blandt andet anlagdes Bandholm havn 1839-1840.[400] Skibene blev større. Handelsflådens samlede tonnage blev omtrent fordoblet mellem 1830 og 1860, altovervejende i form af sejlskibe.

Købstædernes fragt- og samfærdselsmæssige forholdRediger

Blandt de forhold, som satte deres præg på købstædernes udvikling i anden halvdel af 1800-tallet, må fremhæves de fragt- og samfærdselsmæssige forhold, det vil sige vejnet, jernbaner og havne.

Forbedringer i vejnettet var blevet lagt i faste rammer allerede med Vejforordningen af 13. december 1793, der organiserede vejbygningen i Danmark ved indkaldte franske ingeniører samt skelnede mellem hovedlandeveje, landeveje og biveje. En administrativ omlægning fandt sted ved vejloven af 1867, men for vejnettet i sig selv fik dette mindre betydning. I den forløbne tid var landevejene forbedrede ved at belægge vejbanerne med skærver og kampesten, der skulle sikre en fast kørebane under alle vejrforhold. Ganske vist kunne der blive anlagt nye veje, men de fik kun beskeden indflydelse på samtidens fragt og samfærdsel. Forklaringen på dette var, at selve kørslen helt frem til århundredeskiftet skete med hestevogne, så noget egentligt fremskridt i samfærdselsbetingelserne kunne vejnettet ikke bibringe.

Anderledes med jernbanerne. De udgjorde et nyt træk i landsamfærdslen i anden halvdel af 1800-tallet, og med den industrialiserede krækkraft i form af damplokomotiver kunne jernbanerne levere langt hurtigere og mere effektiv fragt- og rejseforhold. Følgen var, at jernbanestationer hurtigt udviklede sig til stedlige knudepunkter for varefragten, både afsendelse og modtagelse, og at der derfor i tilknytning til disse udviklede sig ny små bysamfund kaldet stationsbyer. Jernbanerne overtog derfor en stor del af både vejfragt og den fragt, som var sket fra udskibningssteder og ladepladser rundt om langs de danske kyster. Jernbanerne kunne kort sagt konkurrere både på tids- og prisparametre med andre fragtformer. Nok så vigtigt var det, at jernbanenettet i høj grad blev lagt efter at forbinde købstæderne indbyrdes og dermed fremmede disses mulighed både for at afsende og modtage gods. Derimod spillede de en underordnet rolle i henseende til den sysselsætning, de kunne tilbyde.

Havnene havde i århundreder været købstædernes svaghed. Problemer med tilsanding gjorde fragtsejladsen både besværlig og omkostningsfuld, idet skibene måtte betale for købstædernes temmelig forgæves bestræbelser for med muddermaskiner at sikre nogenlunde egnede besejlingsforhold. Ikke desto mindre var havnene nøglen til købstædernes omsætning med omverdenen (når der ses bort fra betjeningen af det nærmeste opland) helt frem til omkring midten af 1800-tallet. I takt med, at havneforholdene blev forbedrede, voksede også deres betydning for købstæderne. Men hvor havnene i første halvdel af 1800-tallet overvejende havde udførsel af varer, ændredes dette til overvejende indførsel af varer i anden halvdel af 1800-tallet (fraset Esbjerg, der på samme tid udviklede sig til Danmarks vigtigste udførselshavn).

Det er nærliggende at spørge, hvad der fik størst betydning: jernbaner eller forbedrede havneforhold? Det enkle svar er, at begge forhold bidrog til at styrke købstædernes udviklingsmuligheder. Både jernbaner og havne havde en voksende omsætning gennem hele anden halvdel af 1800-tallet, og denne tiltog endda i begyndelsen af 1900-tallet. Forklaringen på dette ligger i, at købstæderne fik forbedret deres omsætning med oplandet, men også i at der med tiden kunne udvikle sig en stærkere vareudveksling men også konkurrence mellem købstæderne indbyrdes.

Købstædernes industrielle udviklingRediger

Når købstæderne som helhed udviste en stærk befolkningsvækst også efter næringsfrihedens indflydelse, skyldes dette ikke mindst en omfattende industriel udvikling. Allerede fra midten af 1800-tallet blev købstæder inddraget i en industrialisering, omend i begyndelsen såre beskeden og oftest ved ibrugtagning af dampkraft i eksisterende virksomheder. Men efterhånden oprettedes nye industrivirksomheder, der producerede varer ved maskiner drevet med damp, gas, olie og elektricitet.

Industrialisering indtræffer, når kraftkilden til maskiner er kunstigt frembragt, ikke ved heste, vind eller vand. I første del af 1800-tallet betød dette brugen af dampkraft. Man kan i den sammenhæng skelne mellem en introducerende fase, en gennembrudsfase og egentlige vækstfaser. Introduktionen af dampmaskiner indtraf allerede i det første årti af 1800-tallet: i 1805 fik Holmen en dampmaskine på 20 hestekræfter, i 1807 fik Mønten en maskine på 12 hestekræfter, virksomheden Holmblad fik i 1810 en dampmaskine på 10 hestekræfter, og endelig fik Maglekilde fabrikker ved Roskilde en dampmaskine, der tidligere havde været på Holmen. Alle 4 maskiner stammede fra England. Af de 4 maskiner kan kun 2 siges at have været anvendt i fremstillingsvirksomhed. I de følgende år kom der ingen nye dampmaskiner, først i 1821 fik Strandmøllen en maskine. Kendetegnende for denne første introduktionsfase var, at 3 af de 4 maskiner endnu var i brug i slutningen af 1830-erne.[401] Foruden omkostningerne ved anskaffelse af maskiner samt Napoleonskrigene spillede det sikkert en rolle for stagnationen, at dampmaskinerne var upopulære. Dampskibet "Dania" havde endnu i 1831 flere sammenbrud på sine maskiner, så der blev tvivl om deres brug, maskiner blev anset for farlige og støjende og politisk kneb det med støtten til anskaffelse af maskiner.[402] Endnu i 1831 fandtes der kun 5 virksomheder i hovedstaden med mekanisk kraft, tilsammen havde maskinerne 55 hestekræfter og skønnet 5.900 ansatte. Endnu i 1839 kan man ikke tale om et industrielt gennembrud, idet langt de fleste større virksomheder endnu klarede sig med håndkraft. Der fandtes da 14 virksomheder med en samlet maskinkraft på 183 hestekræfter og skønnet 6.600 ansatte.[403]

Derimod kan man tale om et - ganske vist beskedent - gennembrud for dampmaskiner i tidsrummen fra 1839 til 1855: antallet steg fra 15 maskiner med samlet 183 hestekræfter til i 1847 49 virksomheder med samlet 380 hestekræfter og i 1855 81 maskiner med samlet 766 hestekræfter. Det var især højtryksmaskiner, der voksede i antal og styrke, fra 3 i 1839 til 56 i 1855, alene i hovedstaden.[404] Men samtidig havde dampmaskinerne fundet vej til provinsbyerne: i Odense havde 3 virksomheder samlet 34 hestekræfter, i Århus havde 5 virksomheder maskiner med samlet 36 hestekræfter, i Horsens havde 3 virksomheder maskiner med samlet 22 hestekræfter, i Fredericia havde 5 virksomheder maskiner med samlet 69 hestekræfter, i Helsingør havde 3 virksomheder maskiner med samlet 15 hestekræfter.[405] I andre provinsbyer var det kun enkelte virksomheder, der havde indført dampkraft, og i de mindste købstæder var dampkraften endnu ukendt. Men fornyelsen af kraftkilden var sket, og det var i disse år, at tilføjelsen "damp-" blev føjet til virksomhedsbetegnelsen for derved at markere ibrugtagen af den nye teknologi. I branche efter branche måtte man nu forholde sig til de ændrede konkurrencevilkår; industrialiseringen måtte få en selvforstærkende effekt.

Et udtryk for, at dampkraften nu var slået igennem er det, at der i flere danske købstæder fremstod maskinfabrikker, som fremstillede dampmaskiner til det danske marked, således O.J. Winstrup, J.F. Hansen og Martin von Würden i Frederiksværk[406], P.F. Lunde, H. Caspersen & Sønner, H.C. Lund[406], Baumgarten & Burmeister (fra 1865 Burmeister & Wain), Julius Winter, Hellerung & Hauberg (tidligere Gamst & Lund), Th. Hüttemeier (tidligere P.F. Lunde), D. Løwener & Co. i København[407], Jens Andersen i Assens, H. Smith i Ålborg, P. Jørgensen i Hobro, C.J. Smith, A.F. Berg og Jochumsen, Nøddelund og Co. i Randers, S. Frich i Århus, Brødrene Jochumsen (senere Møller & Jochumsen), J. Stallknect i Horsens, F. Heidemann i Hjørring, M.P. Allerup og Phønix i Odense, H Rasmussen i Slagelse, C.P. Lange i Nakskov samt Peder Hansen i Nykøbing Falster.[408] Omkring 1870 var der mindst 16 værksteder i provinsbyerne, som fremstillede dampmaskiner.[408]

Dampkraftens gennembrud viser sig blandt andet i kornformalingen: i 1851 fik Chr. Simoni i Ålborg installeret en dampmaskine på 3 hestekræfter, i 1852 fik Nakskov en dampmølle, i 1853 fik Maribo en dampmølle, i 1854 fik både Holbæk og Horsens dampmøller.[409] Også brænderierne gik over til dampkraft: allerede i 1838 blev oprettet et dampbrænderi i København, i 1839 fulgte Grenå, i 1840 Roskilde, i 1841 Århus og Ålborg.[410] I 1842 fik Ålborg endnu et dampbrænderi.[411] Langt fra alle sådanne tidlige industrielle initiativer lykkedes, mange måtte opgive efter nogle få år. Men udviklingen fortsatte.

Fra 1855 og frem kan man tale om en egentlig industriel vækst: antallet af virksomheder med indlagt dampkraft var stigende, dampkraften endnu mere, og industrialiseringen slog igennem i branche efter branche, nogle hurtigere end andre. Det afgørende er imidlertid, at allerede i 1855 var udviklingen så fremskreden, at virksomhederne måtte forholde sig til den nye kraftkilde for at kunne klare sig i konkurrencen. Som kriterium for industri sættes nogle gange, at der skulle være mindst 5 ansatte. Som begrundelse herfor angives blandt andet, at små virksomheder ikke vejer tungt i sysselsætningen.[412] Dette argument er ikke holdbart, tværtimod er det af interesse at se, hvorledes selv meget små virksomheder med den industrielle kraftkilde kunne klare sig i konkurrencen med større virksomheder med og uden dampkraft. Ikke alle virksomheder med 5 ansatte eller mere anvendte dampkraft, men det er af interesse at vide hvor omfattende anvendelsen af dampkraft var i forhold til den samlede sysselsætning. Men det kræver kendskab til alle virksomheder, både med og uden dampkraft, større som mindre, at kunne fastslå udviklingsforløbet nærmere. Af samme grund har også forholdene i brancher, der gjorde brug af forlagsdrift eller vandkraft, interesse.

Det er næppe urigtigt at sige, at den tidlige industrialisering overvejende var samlet i købstæderne, men der var undtagelser: råstofudvinding måtte ske på det sted, hvor råstofferne fandtes, og ofte skete forarbejdning af råstofferne også i tilknytning til udvindingsstedet. Dette forklarer, hvorfor blandt andet teglværksindustrien som regel lå på landet[413], og hvorfor de fleste mejerier, margarinefabrikker, savværker og til dels slagterier og sukkerfabrikker blev lagt i de fremvoksende stationsbyer og vejbyer.[414] Men mange købstæder formåede også på disse områder at gøre sig til knudepunkter for forædling af landdistrikternes råvarer. For Københavns vedkommende gælder desuden, at byen allerede omkring 1870 var så fyldt med industrivirksomheder, at nogle større virksomheder flyttede ud i forstæderne og derved gav plads til flere nye, men mindre virksomheder i den gamle bymidte.[415]

Aarhus havde således allerede omkring midten af 1800-tallet 3 både- og skibsbyggerier, 2 bogtrykkerier, 6 ølbryggerier, 10 brændevinsbrænderier, 1 svovlstikkefabrik, 1 finerskæreri, 8 garverier og felberederier, 3 jernstøberier, 4 kalkbrænderier, 2 limfabrikker, 1 oliemølle, 1 saltraffinaderi, 1 strømpefabrik, 2 sæbesyderier, 2 teglbrænderier, 6 tobaksfabrikker, 2 vatfabrikker, 4 bomulds- og linnedvæverier, 2 instrumentfabrikker, 1 chikoriefabrik, 2 nålefabrikker, 4 vognfabrikker, 9 farverier, 3 lysestøberier, 1 eddikebryggeri, 1 bryggeri for bayersk øl samt lige uden for byen 1 sukkerrafinaderi og 1 sømfabrik[416]. Aalborg havde blandt andet 1 cementfabrik, 1 kemisk fabrik, 3 dampbrænderier, 2 dampbagerier, 1 dampfarveri og valkemølle, 1 dampmelmølle, 1 glasværk, 1 jernstøberi og maskinværksted, 1 klædefabrik og valkemølle, 1 saltraffinaderi, 1 svinesalteri, 1 sæbesyderi, 2 tobaksfabrikker, 3 teglbrænderier, 3 ølbryggerier, 2 bogtrykkerier, betydelige skibsbyggerier og flere væverier[417]. Viborg havde blandt andet 1 bogtrykkeri, 3 ølbryggerier, 4 brændevinsbrænderier, 4 garverier, 1 handskefabrik, 1 jernstøberi, 1 masinfabrik, 2 maltgørerier, 1 vandmølle, 1 vindmølle, 1 stivelsesfabrik, 2 strømpefabrikker, 1 teglbrænderi, 1 tobaksfabrik og 1 vatfabrik[418]. Blandt de mindre købstæder kan nævnes, at Hjørring havde 4 jernstøberier, 3 dampbrænderier, 1 ølbryggeri, dampmølle med dampbageri[419], Sæby havde 1 klædefabrik, 1 jernstøberi og 1 kalkbrænderi[420], Frederikshavn havde 1 bogtrykkeri, 2 kalkværker og 1 cigarfabrik osv osv. Næsten samtlige købstæder kunne i 1850-erne kun udvise et beskedent antal industrier men dog en begyndelse, og som nævnt måtte ibrugtagningen af den nye teknologi have en selvforstærkende effekt. Medvirkende hertil var også fremkomsten af nye maskiner, der havde brug af dampkraft som forudsætning.

I tidsrummet fra midten af 1850-erne frem til begyndelsen af 1870-erne voksede antallet af industrier i købstæderne betydeligt, og for flere købstæder kan industriarbejdernes andel af befolkningen omkring 1870 sættes til 4-10%[421]. For 1872 er det samlede antal industrivirksomheder i kongeriget opgjort til 1.527 med 37.000 ansatte, heraf i København 445 virksomheder med 16.800 ansatte og i købstæder (og handelspladser) 601 virksomheder med 12.111 ansatte, men der i landdistrikter var 481 virksomheder med 8.359 ansatte[422]. Kendetegnende for denne periode var, at mange typer af industri så som mølleri, savværk, maskinsnedkeri, cementstøberi, maskinfabrik, teglværk forekom i adskillige købstæder og fortrinsvis var rettede mod at betjene et mere beskedent opland.[423] Flere af de større købstæder udviklede i 1890-erne en mere alsidig industri, men samtidig skete en udvikling imod virksomheder, der producerede varer med hele landet for øje. For en række industriers vedkommende så som fremstilling af elektriske maskiner, motorskibe, gummivarer, konfektion, tobaksvarer og margarine skete en koncentration i de største købstæder.[424] Industrien blev således en bidragyder til købstædernes rangordning.

Købstædernes handelsmæssige udviklingRediger

Ikke blot varefremstillingen men også varehandelen ændrede sig i anden halvdel af 1800-tallet.[425] En ny butiksform med store spejlglasruder til præsentation af butikkernes varesortiment vandt frem. Det traditionelle afhængighedsforhold mellem købmandi købstaden og bonde på landet blev afløst af en ny, mere konkurrencepræget kamp om kunderne. Antallet af detailhandlere voksede, og samtidig indtraf en specialisering med hensyn til brancher. Alene i Randers kom 11 nye brancher: brødhandlere, isenkræmmere, frugthandlere, broderihandlere, farvehandlere, læderhandlere, mælke- og ostehandlere, brændselshandlere, materialister, skibsprovianteringshandlere og viktualiehandlere, til mellem 1860 og 1870, hvorved det samlede antal af brancher voksede fra 21 til 30.[426] I Grenå skete udviklingen lidt senere, omkring 1880, og antallet af brancher voksede fra 7 til 12, men udviklingen fortsatte de følgende årtier.[426] I Ebeltoft voksede antallet af brancher fra 6 i 1860 til 15 i 1890, blandt andet tilkom grønthandel, modehandel, læderhandel og marskandiser.[426] Et fælles træk ved de nye butikker kendetegnende dem er, at de fleste af dem ikke krævede en særlig uddannelse og ofte kun krævede en beskeden startkapital.[426] Et andet karakteristisk træk ved tiden var en stor udskiftning af brancher, der kom og forsvandt igen i takt med tidens behov.[426] Ligeledes var udskiftningen høj blandt forretningerne, i Randers 50% eller mere i hvert af tiårene 1860-70, 1870-80, 1880-90 og 1890-1901.[427] I andre byer kunne denne udskiftning være både mindre og større.[427] En medvirkende årsag til udviklingen kan være krisen i 1870-erne, der kunne motivere folk til at forsøge at starte en egen lille forretning.[426] Det er i denne henseende bemærkelsesværdigt, at mellem 10% og 27% af de handlende i de 3 nævnte købstæder var kvinder med egen forretning. Også i Århus udgjorde selvstændige kvinder 11% af de handlende.[428] Som helhed var de handlende socialt og økonomisk så uens stillet, at man ikke kan tale om nogen ensartet gruppe.[429] Som følge heraf mistede gruppen af handlende som helhed en del af den anseelse, de tidligere havde haft: hvor købmændene tidligere var regnet som købstædernes overklasse, kom de nu til at afspejle et bredt social udsnit af indbyggerne.[429]

Tiden fra 1900 til 1970Rediger

Frem til århundredeskiftet havde købstæderne, bortset fra hovedstaden, i det store og hele kunnet holde byudviklingen inden for egne grænser. Ganske vist var der hist og her opstået begyndende forstadsdannelser, men som regel var den beskreden, og for at tage højde for udviklingen blev det politisk vedtaget at muliggøre indlemmelser af forstæder hvis og når, den blev anset for hensigtsmæssigt. Udviklingen i det 20. århundrede viste imidlertid, at sådanne indlemmelser var alt for få og små, og det skete håbløst for sent i forhold til den faktiske udvikling.

Følgen af dette var, at et nyt fænomen, forstæderne, i stigende grad prægede samfundet. Men det betød også, og vigtigere, at købstædernes udvikling nu skete delvist uden for det område, byrådene havde beslutningsretten over. Det betød behov for samarbejde med omgivende landkommuner, men ofte blev dette samarbejde modvirket af indbyrdes modstridende interesser. Først efter 2. verdenskrig lykkedes det at udvikle et samarbejde, der gav rimeligt fornuftige resultater for alle parter.

Købstædernes industrielle udviklingRediger

I det følgende halve århundrede nåede købstædernes industrielle vækst sit højdepunkt. Ved den såkaldte erhvervstælling fra 1925 opgjordes købstædernes antal af industrier således: 3 provinsbyer havde over 10.000 industriarbejdere – Aarhus havde 1.857 virksomheder med 15.027 ansatte, Odense 1.582 virksomheder med 13.378 ansatte og Aalborg-Nørresundby 1.263 virksomheder med 11.040 ansatte. Til en mellemgruppe hørte Horsens med 810 virksomheder og 5.545 ansatte, Vejle med 721 virksomheder og 4.631 ansatte, Randers med 784 virksomheder og 4.160 ansatte, Esbjerg med 599 virksomheder og 3.651 ansatte og Kolding med 557 virksomheder og 3.354 ansatte. Fredericia, Svendborg, Nakskov, Helsingør, Silkeborg, Roskilde, Næstved, Nykøbing Falster, Slagelse og Sønderborg havde over 2000 industriansatte, 18 provinsbyer over 1000 ansatte og kun Allinge-Sandvig med 499 industriarbejdere havde under 500 industriansatte. Allerede i 1911 udgjorde de ansatte inden for håndværk og industri i Helsingør, Frederiksværk, Holbæk, Maribo, Nakskov, Nykøbing F, Stubbekøbing, Odense, Middelfart, Svendborg, Faaborg, Vester Brønderslev, Nykøbing M, Aalborg-Nørresundby, Grenå, Aarhus, Horsens, Silkeborg, Vejle, Kolding, Holstebro og Herning 40-50% sysselsatte af indbyggerne[430]. Ingen tvivl om, at industri var blevet den bærende næringsvej i købstæderne.

Købstædernes landbrugs- og fiskerimæssige udviklingRediger

Helt frem til 1857 havde landbruget flere steder spillet en ikke ubetydelig rolle for købstæderne. Disse havde haft deres egne købstadsjorder samlede i købstadslanddistrikter. Med den fremadskridende industrialisering blev landbruget i stigende grad afviklet, og det tidligere åbne landdistrikter blev nu inddraget i den fremadskridende byudvikling. I mange tilfælde rakte landdistrikterne ikke til, og byudviklingen fortsatte ud i omgivende sognekommuner i form af forstæder.

For en række købstæder har også fiskeriet spillet en betydelig rolle. I 1929 opgjordes således antallet af erhvervsfiskere til i Esbjerg 1105, Skagen 600, Frederikshavn 580, Kerteminde 200, Grenaa 190, Lemvig 140, Faaborg 118, Korsør 90, Sæby 72, Aarhus og Nyborg 70 hvortil kom de bornholmske købstæder.

Købstædernes handelsmæssige udviklingRediger

I forlængelse den befolkningstilstrømning til købstæderne (og deres forstæder), som ikke mindst industriudviklingen bevirkede, fik også købstædernes handel gode tider. Hvad, man tabte til stedlige handlende i de nye byer (stationsbyer og vejbyer) i forlængelse af næringsfrihedens indførelse, blev fuldt ud modvirket dels af nye kunder i form af (tilflyttede) industriansatte, dels ved engroshandel. Men købstæderne kunne ikke forhindre, at der opstod nye konkurrenter og at nogle af disse endda opnåede status af handelsplads og senere endda købstadsstatus, således Esbjerg, Silkeborg, Nørresundby, Herning, Vester Brønderslev og Skjern. Vigtigere var det dog, at handels- og tjenestenetværket udviklede sig til et rangordnet (hierarkisk) netværk bestående af landsdelscentre, egnscentre og områdecentre, en udvikling der fuldbyrdedes i tiden 1960-1970.

Omkring århundredeskiftet (1900) skete en stadig mere udtalt adskillelse mellem detailhandel og engroshandel, idet sidstnævnte fortrinsvis blev samlet i de største byer.[431]

For engroshandelens vedkommende blev det ved erhvervstællingen 1925 opgjort, at provinsbyernes antal af virksomheder inden for denne næringsgren var: i Aarhus 206, Odense 183, Aalborg-Nørresundby 117, Esbjerg 100, Randers 61, Kolding 65, Horsens 55, Vejle 56, Haderslev 44, Sønderborg 48, Svendborg 29, Aabenraa 33, Nykøbing Falster 27, Nakskov 29, Roskilde 31, Holbæk 17, Fredericia 29, Korsør 17, Slagelse og Hjørring 24, Kalundborg 8. Engroshandelen var i ikke ubetydelig udstrækning knyttet til tilstedeværelsen af en god, dyb og sikker havn, og skibsfarten spillede da også i sig selv en stor rolle i mange provinsbyer. Megen godstransport til landets indre dele skete i mellemkrigstiden fra havnebyerne med jernbane, omend lastbilfragten voksede. Engroshandelen forekom især inden for kolonialvarebranchen, korn- og foderstoffer samt handel med landbrugsvarer. En vigtig rolle spillede tillige datidens mange provinsbanker og -sparekasser, kredit- og hypotekforeninger, forsikringsselskaber, hotel- og restaurationsbranchen samt forlystelseslivet.

Købstædernes administrative udviklingRediger

Det var uundgåeligt, at købstæderne vedvarende spillede en stor rolle ved udbydelsen af offentlige tjenester, således politi- og retsvæsen, kirkelige myndigheder (stiftsmyndigheder), garnisonsvæsen, undervisningsvæsen (gymnasier,tekniske skoler, handelsskoler, navigationsskoler, statsseminarier), sundhedsvæsen (sygehuse) samt forvaringsanstalter (sindssygevæsen, straffeanstalter).

NoterRediger

  1. Ordbog over det danske sprog: køb(')sdað] (nu kun dial. Købsted). flt. købstæder. (ænyd. købstad, -sted, glda. køpstadh, -stædh, oldn. kaupstaðr, handelsplads, købstad, mnt. kopstat || egl. blot: sted, hvor der købes, drives handel; men under indflydelse af Stad (i bet.: by) har paa grund af ordets senere bet.-forhold formen Købstad i rigsspr. i løbet af 19. aarh. fortrængt den tidligere fortrinsvis brugte form Købsted; se UnivBl.I.14. || kritik af den nye form Købstad se Bredsdorff.(Søndagen.(Følgeblad til “Dagen”). 1839.Nr.35.1. sp.1). Mynst.BlS.II.404) stedligt omraade med en nogenlunde talrig, samlet befolkning, som lever af handel, haandværk, fabriksvirksomhed, immaterielle erhverv olgn.; by (1.2); stad; spec. (emb.) om by (kommune), som er i besiddelse af visse særlige rettigheder (jf. Købstad-privilegium, -ret) og særlig styreform. Hvert Sogn i Kiøbstæderne skal . . have to Prædikere. DL.2– 4–2. De mindre smaa og ubetydelige Stæder kaldes Kjøbstæder eller Flekker. Hallager.42. enkelte . . Kiøbstæder . . naae i Alder høit op i Hedenold. Molb.DH.I.470. Købstadrettigheder (betegner) de Særrettigheder i næringsretlig Henseende, som var tillagte Købstæderne, men som nu er bortfaldne. Sal.2XV.145. || som ent. Købsted: Vil nogen være Borger i nogen Kiøbstæd. DL.3–3–1. Om Folk bar sig saadan ad . . paa Landet, dømte Birke-Dommeren dem virkelig til at være gall, indtil de blev frikiendt af en anden Ret udi Kiøbsteden. Holb.HP.I.2. Det er meget urimeligt at bringe ved 11 Junii Tiider Samvittighed med sig til Kiøbstæden. sa.Pants. I.2. Kiøbstæden Nyekøbing. Cit.1735.(Jy Saml.4R.III.260). Kongen hafde forleeden Aar begyndt at indtage eendeel af Amager Land, for der at ville oprette en nye Kiøbsted, som skulle tilsammenføyes med Kiøbenhafn. Slange.ChrIV.403. Oehl.PSkr.I.6. Sibb.II.58. *Knøsens Fader Frederik | I næste Kjøbsted Ærind fik. Wilst.D.III.9. Aakj.VB.159. Gravl.J.13. Feilb. OrdbS. (Sjæll., Falster, Fyn). komme, drage til købsted (til købsteds. OeconJourn.1758. 181), have været i købsted olgn., (nu dial.) især m. h. t. vedk. steds nærmeste købstad. mand kand ikke viide, om dend stakkels Karl er kommen noget til, thi hand har aldrig været i Kiøbsted tilforn. Holb. 11J.V.11. Han maa dog eengang komme til Kiøbstæd, at hand kand lære noget. sa.Pants.III.7. Feilb. || som ent. Købstad: (byen) lignede mer en Landsby end en Kjøbstad: de fleste Bygninger vare straatakte og klinede Avlsgaarde. Ing.PO.I.45. Et Marked i en Kjøbstad er altid en stor Festdag. Winth.Morsk.94. Fra Grønbæk brugte man dengang Randers som Købstad. OJessen.Fra GrønbækPræstegaard.(1920).47. Esp. 324. Feilb.(sdjy.). || nu ofte spec. om by (1.2), der ikke er hovedstad; provinsby; smaastad. som saa mangen Kjøbenhavner (havde han) aldrig . . set nogen Kjøbstad. Goldschm.III.113. paa engang syntes Gerhard, at han ikke gik i Hovedstaden men i den lille Købstad, som han nylig havde forladt. Drachm.F.II.135. være fra Købstaden dvs.: fra Provinsen. D&H. jf.: Kiøbenhavn (er) ingen stor Stad men en ægte Kiøbstad. Kierk.P.VIII1.49. Kjøbenhavn . . slaar En med alle en Købstads Mangler uden at besidde en Hovedstads Fortrin. Hverken stille Fred eller kraftig Frihed. EBrand. Brud.18. uegl.: disse smaa nordiske Lande er i Virkeligheden Købstæder i Smaalighed, og smaaligt sejpinende overfor deres betydeligste Aander. Brandes.XIII.377.
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 2,4 Porsmose (1988), s. 252
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 Jansen m.fl., s. 11
  4. Jansen m.fl., s. 51, 57
  5. Jansen m.fl., s. 51, 59
  6. Jansen m.fl., s. 52
  7. Jansen m.fl., s. 54
  8. 8,0 8,1 Jansen m.fl., s. 60
  9. Jansen m.fl., s. 61
  10. 10,0 10,1 Jansen m.fl., s. 62
  11. Jansen m.fl., s. 65
  12. Jansen m.fl., s. 69
  13. Jansen m.fl., s. 70
  14. Jansen m.fl., s. 67
  15. Jansen m.fl., s. 68
  16. Jansen m.fl., s. 73
  17. Riddersporre, s. 17-26
  18. Jansen m.fl., s. 74
  19. Kroman,sp. 686
  20. Kroman,sp. 694
  21. Kroman,sp. 693
  22. Jacobsen (1991)
  23. Degn (1977), s. 10
  24. Byhuset, s. 12f
  25. Jansen m.Fl. (1977), s. 22
  26. Som Erik Kroman (i KLNM) og Viggo Hansen (1970, s. 97) synes at mene
  27. Jansen m.fl. (1977), s. 73
  28. Riddersporre (1988), s. 21
  29. Jansen m.fl. (1977), s. 74
  30. Kroman , sp. 561
  31. Schledermann, sp. 558
  32. 32,0 32,1 32,2 32,3 32,4 32,5 32,6 Jansen m.fl. (1977), s. 41
  33. 33,00 33,01 33,02 33,03 33,04 33,05 33,06 33,07 33,08 33,09 33,10 33,11 33,12 33,13 33,14 33,15 33,16 33,17 Vellev (1992), s. 15
  34. Jansen m.fl. (1977), s. 21
  35. 35,0 35,1 Olsen (1980), s. 22
  36. 36,0 36,1 36,2 36,3 36,4 36,5 36,6 36,7 36,8 36,9 KLNM, sp. 680-681
  37. Jansen m.fl. (1977), s. 35
  38. 38,0 38,1 38,2 Nielsen (1873), s. 124
  39. 39,0 39,1 39,2 39,3 39,4 39,5 39,6 39,7 Michelsen (1953), s. 74
  40. 40,0 40,1 40,2 40,3 40,4 40,5 40,6 40,7 40,8 Andren (2008), s. 46
  41. 41,00 41,01 41,02 41,03 41,04 41,05 41,06 41,07 41,08 41,09 41,10 41,11 41,12 41,13 41,14 41,15 41,16 Nielsen (1873), s. 170
  42. Blomquist, sp. 614
  43. Nielsen (1873), s. 126
  44. 44,0 44,1 44,2 44,3 44,4 44,5 44,6 44,7 Olsen (1980), s. 20
  45. Blomqvist, sp. 620
  46. Kroman, sp. 562
  47. Olsen (1980), s. 20
  48. Andren (2008), s. 55
  49. Andren (2008), s. 47
  50. Munksgaard, s. 55
  51. Munksgaard, s. 56
  52. 52,0 52,1 Jansen m.fl. (1977), s. 56
  53. 53,0 53,1 Nielsen (1873), s. 170
  54. Kroman, sp. 640
  55. 55,0 55,1 Nielsen (1873), s. 132
  56. Blomquist, sp. 618
  57. Blomquist, sp. 619
  58. Nielsen, s. 3-9
  59. 59,0 59,1 Nielsen (1873), s. 108
  60. 60,0 60,1 60,2 Madsen, s. 103
  61. 61,0 61,1 61,2 Madsen, s. 104
  62. 62,0 62,1 Madsen, s. 105
  63. Trap (1899), s. 380
  64. Andren (1985), s. 26-27
  65. Kroman, sp. 563
  66. Kroman, sp. 562
  67. Samlinger til jysk Historie X, s. 172
  68. Andren (1985), s. 242-246
  69. 69,0 69,1 Jansen m.fl. (1977), s. 72
  70. 70,0 70,1 70,2 Jansen m.fl., s. 15
  71. Degn (1977), s. 23f, 33
  72. Villadsen, s. 13
  73. 73,0 73,1 Trap (1901), s. 14
  74. Trap (1858)
  75. Kristensen og Vellev (1982), s. 3-9
  76. Kristensen (2004), s. 80
  77. 77,0 77,1 77,2 Villadsen, s. 14
  78. Byhuset, s. 21
  79. Jansen m.fl., s. 29
  80. Axboe, s. 16f
  81. Villadsen, s. 16
  82. Villadsen, s. 17
  83. Byhuset, s. 12
  84. 84,0 84,1 Nyborg (2004), s. 117
  85. Villadsen, s. 13
  86. Hansen (1970), s. 99
  87. 87,0 87,1 87,2 Villadsen, s. 16
  88. Kramp, s. 69-70
  89. 89,0 89,1 Villadsen, s. 18
  90. 90,0 90,1 90,2 Villadsen, s. 18
  91. Villadsen, s. 17
  92. 92,0 92,1 92,2 Villadsen, s. 20
  93. Kroman (1957), s. 276
  94. Kroman: Stad" (KLNM bind 16), sp. 563-654
  95. Jansen m.fl. (1977), s. 41-51
  96. Nyborg (2004), s. 113-190
  97. Blomquist, sp. 611-630
  98. 98,0 98,1 Jansen m.fl. (1977), s. 49
  99. 99,0 99,1 99,2 Jansen m.fl. (1977), s. 50
  100. Henningsen (2004), s. 248
  101. Nyborg (2004), s. 114
  102. 102,0 102,1 Kroman: Stad" (KLNM bind 16), sp. 654
  103. Bisgaard (2004), s. 249-269
  104. 104,0 104,1 Jansen m.fl., s. 70
  105. Hald: Stadsbebyggelse och stadsplan" (KLNM bind 16), sp. 650
  106. Nyborg (2004), s. 115
  107. Kroman (1957), s. 275-276
  108. Byhuset, s. 13
  109. Byhuset, s. 16
  110. 110,0 110,1 Hansen, 1976
  111. Villadsen, s. 15
  112. Søgaard, s. 640
  113. 113,0 113,1 113,2 Jansen m.fl., s. 13
  114. Bill (1999), s. 251-261
  115. Bruus (2007), s. 23
  116. Degn (1977), s.33
  117. 117,0 117,1 Villadsen, s. 22
  118. Villadsen, s. 23
  119. Villadsen, s. 26
  120. Villadsen, s. 25
  121. Nilsson, s. 3-9
  122. Jansen m.fl., s. 25f
  123. Jansen m.fl., s. 22f
  124. Jansen m.fl., s. 23
  125. Madsen, s. 97-100
  126. Christensen 1977, s. 128f
  127. Larsson, s. 6
  128. Anders Andren: "Den urbana scenen. Städer och samhälle i det medeltida Danmark" (Acta Archaeologica Lundensia, Series in 8, nr. 13; Malmö 1985
  129. Bolin, s. 181-222
  130. Enemark, sp. 647-652
  131. Byhuset, s. 11
  132. Enemark, sp. 273-278
  133. Lemm, s. 61-63
  134. Andren, s. 51
  135. Stylegar
  136. Byhuset, s. 12
  137. Hvass, s. 9ff
  138. Fenger, s. 249
  139. Fenger, s. 248
  140. Fritz, sp. 548
  141. Fenger, s. 247
  142. Fenger, s. 252
  143. Urbaniseringen i Norden I, s. 22
  144. 144,0 144,1 Det danske landbrugs historie I (1988), s. 329
  145. Degn (1987), s. 527f
  146. 146,0 146,1 146,2 146,3 146,4 Mackeprang, s. 675
  147. 147,0 147,1 Mackeprang, s. 676
  148. Greve, s. 150
  149. 149,0 149,1 Greve, s. 151
  150. 150,0 150,1 Greve, s. 75
  151. 151,0 151,1 Greve, s. 76
  152. Greve, s. 78
  153. 153,0 153,1 Greve, s. 79
  154. Greve, s. 74
  155. Greve, s. 77
  156. Det danske landbrugs historie II (1988), s. 79-87
  157. Ørnbjerg, s. 28
  158. Degn (1977), s. 15f
  159. Degn (1977), s. 16
  160. Christensen (1943), s. 18
  161. Christensen (1943), s. 23, 28
  162. Christensen (1943), s. 25
  163. 163,0 163,1 Christensen (1943), s. 26
  164. Christensen (1943), s. 39
  165. Christensen (1943), s. 41
  166. Christensen (1943), s. 43
  167. Christensen (1943), s. 51
  168. Christensen (1943), s. 54
  169. Christensen (1943), s. 59
  170. Christensen (1943), s. 60
  171. Christensen (1943), s. 63
  172. Christensen (1943), s. 64
  173. Christensen (1943), s. 73
  174. Christensen (1943), s. 76-79
  175. Christensen (1943), s. 81
  176. Degn (1977), s. 20
  177. Degn (1977), s. 19
  178. 178,0 178,1 178,2 178,3 178,4 178,5 Degn (1977), s. 15
  179. C.F.Bricka og J.A.Fredericia: Kong Christian IVs egenhændige breve, 1-8, 1878-1947, 7, s. 358 (her efter Degn (1977), s. 19
  180. 180,0 180,1 Jespersen (1982), s. 135
  181. Madsen (1900), s. 136
  182. Ladewig Petersen (1995), s. 328
  183. Barfod (2002), s. 36f
  184. Ladewig Petersen (1995), s. 336
  185. Ladewig Petersen (1995), s. 337
  186. Ladewig Petersen (1995), s. 338
  187. Ladewig Petersen (1995), s. 339
  188. Ladewig Petersen (1995), s. 340
  189. Petersen (1995), s. 329
  190. Petersen (1995), s. 331
  191. Petersen (1995), s. 332
  192. Degn (1977), s. 14
  193. Wørmer, s. 13
  194. 194,0 194,1 Wørmer, s. 16
  195. 195,0 195,1 Wørmer, s. 15
  196. 196,0 196,1 196,2 196,3 196,4 Degn (1977), s. 15
  197. Petersen (1995), s. 334
  198. Degn (1977), s. 24
  199. 199,0 199,1 Degn (1977), s. 18
  200. Degn (1977), s. 23
  201. 201,0 201,1 Christensen (1989)
  202. Degn (1977), s. 29f
  203. 203,0 203,1 203,2 203,3 Degn (1977), s. 30
  204. Mortensøn (1995), s. 131-161
  205. Mortensøn (1995), s. 177-202
  206. Svendborg Søfarts Historie siden 1253, s. 49ff
  207. Jørgen Skaarup: "Lastet med tegl", i: Skalk 1982 nr 6, s 4ff
  208. Svendborg Søfarts Historie siden 1253, s. 52
  209. Mortensøn (1995), s. 78
  210. Mortensøn (1995), s. 163
  211. Mortensøn (1995), s. 148
  212. Degn (1977), s. 28
  213. 213,0 213,1 213,2 Degn (1977), s. 27
  214. Degn (1977), s. 29
  215. Fussing (1957), s. 13-58
  216. Hjerholt (1945), s. 20f
  217. Hjerholt (1945), s. 22
  218. 218,0 218,1 218,2 218,3 Klem, s. 233
  219. 219,0 219,1 219,2 Klem, s. 234
  220. Barfod, s. 160
  221. Barfod, s. 55
  222. 222,0 222,1 222,2 222,3 222,4 Trap (1864), s. 234
  223. 223,0 223,1 223,2 Jonge, s. 889
  224. 224,0 224,1 224,2 Jonge, s. 890
  225. Barfod, s. 160
  226. 226,0 226,1 226,2 226,3 226,4 Dansk Søfarts Historie, bind 2, s 12
  227. Barfod, s. 56
  228. 228,0 228,1 Topographie (1855), s. 411
  229. Bricka, s. 528
  230. 230,0 230,1 Topographie (1855), s. 412
  231. Köhn, s. 143ff
  232. Köhn, s. 50ff
  233. ikke at forveksle med den slesvigske by med samme navn
  234. 234,0 234,1 Topographie (1855), s. 360
  235. Jürgens, s. 155
  236. Jürgens, s. 149
  237. 237,0 237,1 237,2 237,3 237,4 237,5 237,6 237,7 Topographie (1855), s. 363
  238. Klem, s. 238
  239. Topographie (1855), s. 165f
  240. 240,0 240,1 240,2 Topographie (1855), s. 166
  241. Jürgens, s. 76f
  242. Jürgens, s. 155
  243. Jürgens, s. 181
  244. Topographie (1855), s. 92
  245. Topographie (1855), s. 166f
  246. 246,0 246,1 246,2 Topographie (1855), s. 167
  247. Topographie (1855), s. 168f
  248. Topographie (1855), s. 169
  249. Schiødte, s. 595
  250. Byens huse. Byens plan, s. 123-127
  251. 251,0 251,1 Jørgensen (1985), s. 33
  252. Jørgensen (1985), s. 35
  253. Jørgensen (1985), s. 34
  254. Trap (1864), s. 614
  255. 255,0 255,1 Sager, s. 40f
  256. 256,0 256,1 256,2 256,3 256,4 Topographie (1855), s. 305
  257. Jürgens, s. 237
  258. Jürgens, s. 63
  259. Jürgens, s. 62
  260. Jürgens, s. 171
  261. Jürgens, s. 84
  262. Jürgens, s. 85
  263. Jürgens, s. 42
  264. Jürgens, s. 174
  265. Jürgens, s. 195f
  266. Jürgens, s. 197
  267. Jürgens, s. 211
  268. Jürgens, s. 293
  269. Jürgens, s. 222, 224
  270. Jürgens, s. 241, 244f
  271. Jürgens, s. 257
  272. Jürgens, s. 180
  273. Lassen, især s. 98
  274. 274,0 274,1 Fussing (1957), s. 64
  275. Fussing (1957), s. 87
  276. Fussing (1957), s. 86
  277. Degn (1977), s. 39
  278. Fussing (1957), s. 44, 89
  279. Fussing (1957), s. 59-85
  280. Tønnesen (1985), s. 80
  281. Eskildsen (1942), s. 85
  282. Fussing (1957), s. 71-72
  283. Olsen (1933), s. 63
  284. 284,0 284,1 Becker-Christensen (1979), s. 43
  285. 285,0 285,1 Lassen (1958), s. 98
  286. Lindbæk (1912), s. 135
  287. Degn (1977), s. 15
  288. 288,0 288,1 Degn (1977), s. 16
  289. Degn (1977), s. 36f
  290. 290,0 290,1 Becker-Christensen (1998-99), s. 55
  291. 291,0 291,1 Henningsen (1985), s. 26
  292. Degn (1977), s. 20
  293. Degn (1977), s. 21
  294. 294,0 294,1 294,2 294,3 Degn (1977), s. 27
  295. Bro Jørgensen (1943), s. 11-50
  296. Bro Jørgensen (1943), s. 38-45
  297. Becker-Christensen (1979), s. 81
  298. Olsen (1936), s. 29-44
  299. Olsen (1930), s. 253
  300. Oxenbøll (1983), s. 115-123
  301. Oxenbøll (1983), s. 123-136
  302. Becker-Christensen (1979), s. 84
  303. Fontenay (1918), s. 51
  304. Fontenay (1918), s. 52
  305. Fontenay (1918), s. 53
  306. Fontenay (1918), s. 54
  307. Fontenay (1918), s. 55
  308. 308,0 308,1 308,2 Degn (1977), s. 26
  309. 309,0 309,1 309,2 Degn (1977), s. 25
  310. Degn (1977), s. 32
  311. Bitch Christensen (1998-99), s. 27f
  312. Bitch Christensen (1998-99), s. 29-31
  313. Bitch Christensen (1998-99), s. 33
  314. Bitch Christensen (1998-99), s. 34
  315. Bitch Christensen (1998-99), s. 51
  316. Bitch Christensen (1998-99), s. 53
  317. Bitch Christensen (1998-99), s. 54
  318. Becker-Christensen (1979), s. 56
  319. Barfod (2002), s. 36 og 37
  320. 320,0 320,1 Becker-Christensen (1975), s. 95
  321. Barfod (1967), s. 93
  322. Barfod (1967), s. 92
  323. Becker-Christensen (1975), s. 91
  324. Becker-Christensen (1975), s. 92
  325. Becker-Christensen (1975), s. 94
  326. Lindbæk (1912), s. 137
  327. Becker-Christensen (1975), s. 97
  328. 328,0 328,1 Becker-Christensen (1975), s. 98
  329. 329,0 329,1 Becker-Christensen (1975), s. 99
  330. 330,0 330,1 Becker-Christensen (1975), s. 102
  331. hvor der blev givet privilegier til fremmede, der ville nedsætte sig i købstæderne og der drive manufakturer og storhandel
  332. blandt andet i Fredericias privilegier, ifølge hvilke jøder skulle have en synagoge og enhver kristen fik fri religionsudøvelse
  333. hvor tyske jøder, der spandt og handlede med tobak, fik tilladelse til at slå sig ned på Christianshavn
  334. hvor det i privilegier for uldmanufakturer lovedes udlændinge religionsfrihed overalt i riget, hvor de nedsatte sig
  335. Assens, Bandholm (Maribos ladeplads), Fredericia, Fåborg, Helsingør, Holbæk, Horsens, Kalundborg, Kerteminde, Korsør, Køge, Nakskov, Nyborg, Nykøbing Falster, Næstved, Odense, Ribe, Ringkøbing, Rudkøbing, Rønne, Sakskøbing, Svendborg, Varde, Aalborg og Århus
  336. Svendborg Søfarts Historie siden 1253, s. 53f
  337. Bender (1987), s. 27-30
  338. Anders Monrad Møller: Fra galeoth til galease, s. 29
  339. Anders Monrad Møller: Fra galeoth til galease, s. 32
  340. FT 1769
  341. FT 1801
  342. Johansen (1982), s. 151
  343. Johansen (1982), s. 153
  344. Johansen (1982), s. 154
  345. Ole Feldbæk: "India Trade under the Danish Flag 1772-1808" Scandinavian Institute of Asian Studies Monograph Series nr 2; Odense 1969
  346. Degn (1977), s. 9f
  347. 347,0 347,1 Degn (1977), s. 9
  348. 348,0 348,1 Olsen (1933), s. 63-82
  349. Degn (1977), s. 22
  350. 350,0 350,1 Degn (1977), s. 34
  351. 351,0 351,1 351,2 351,3 351,4 Degn (1977), s. 36
  352. 352,0 352,1 Degn (1977), s. 37
  353. Dettmer, s. 34-43
  354. Bitsch Christensen (2005), s. 47-136
  355. Degn (1969), s. 7-43
  356. Bækgaard (2005), s. 137-172
  357. 357,0 357,1 København. Anonym indberetning 1737
  358. 358,00 358,01 358,02 358,03 358,04 358,05 358,06 358,07 358,08 358,09 358,10 358,11 358,12 358,13 358,14 358,15 358,16 Bitch Christensen (2005), s. 104
  359. Degn (1969), s. 30-33
  360. Kalundborg. Magistratens indberetning 1735
  361. Slagelse. Borgerskabets indberetning 1735
  362. Ringsted. Magistratens indberetning 1735
  363. Køge. Magistratens indberetning 1735
  364. 364,0 364,1 364,2 364,3 364,4 364,5 364,6 Bitch Christensen (2005), s. 112
  365. 365,0 365,1 365,2 365,3 365,4 365,5 365,6 365,7 365,8 Bitch Christensen (2005), s. 91
  366. Pontoppidan VI 10, s. 830f
  367. Pontoppidan VI 10, s. 831
  368. Pontoppidan VI 8, s. 576
  369. Pontoppidan VI 10, s. 776f
  370. Pontoppidan VI 10, s. 783
  371. Pontoppidan VI 10, s. 784
  372. Pontoppidan VI 10, s. 773f
  373. Pontoppidan VI 10, s. 774
  374. Pontoppidan VI 10, s. 773
  375. Pontoppidan VI 8, s. 461
  376. Pontoppidan VI 8, s. 465
  377. Pontoppidan VI 9, s. 667
  378. Pontoppidan VI 9, s. 669f
  379. Pontoppidan VI 9, s. 670
  380. Pontoppidan VI 9, s. 677f
  381. Pontoppidan VI 9, s. 678
  382. Pontoppidan VI 10, s. 792
  383. Pontoppidan VI 10, s. 793f
  384. 384,0 384,1 384,2 384,3 384,4 384,5 384,6 384,7 Bitch Christensen (2005), s. 81
  385. 385,00 385,01 385,02 385,03 385,04 385,05 385,06 385,07 385,08 385,09 385,10 385,11 Bitch Christensen (2005), s. 69
  386. 386,0 386,1 Dansk Center for Byhistorie: Ålborg. Chr. Christensens sammenskrivning af magistratens og toldkammerets indberetninger, afsnittet "Fabrikker og manufakturer"
  387. Bender, s. 33
  388. Bender, s. 48
  389. Pontoppidan V 1, s. 175-177
  390. Pontoppidan V 1, s. 186
  391. Pontoppidan V 1, s. 237
  392. Pontoppidan V 1, s. 216
  393. Pontoppidan V 1, s. 205
  394. Pontoppidan V 1, s. 439
  395. Pontoppidan V 1, s. 552
  396. 396,0 396,1 396,2 396,3 396,4 Bitch Christensen (2005), s. 74
  397. Betænkning 161, s. 104-106
  398. Hansen (1965), s. 22
  399. Alkjær (1942), s. 143
  400. Bjørn (1988), s. 76ff
  401. Nielsen I (1944), s. 369
  402. Nielsen I (1944), s. 375
  403. Hyldtoft (1984), s. 52
  404. Hyldtoft (1984), s. 101
  405. Willerslev (1952), s. 88
  406. 406,0 406,1 Hyldtoft (1988), s. 96
  407. Hyldtoft (1988), s. 97
  408. 408,0 408,1 Hyldtoft (1988), s. 98
  409. Bender (1987), s. 135
  410. Bender (1987), s. 145
  411. Bender (1987), s. 147
  412. Willerslev (1952), s. 53
  413. Hyldtoft (1996), s. 157
  414. Hyldtoft (1996), s. 134
  415. Willerslev (1952), s. 69
  416. Trap: Danmark; 1. udgave (1859), s. 579
  417. Trap: Danmark; 1. udgave (1859), s. 174f
  418. Trap: Danmark; 1. udgave (1859), s. 276
  419. Trap: Danmark; 1. udgave (1859), s. 13
  420. Trap: Danmark; 1. udgave (1859), s. 16
  421. Willerslev (1952), s. 77
  422. Willerslev, s. 299
  423. Boje og Hyldtoft (1977), s. 207
  424. Boje og Hyldtoft, s. 208
  425. Sørensen (2014), s. 10-49
  426. 426,0 426,1 426,2 426,3 426,4 426,5 Sørensen (2014), s. 20
  427. 427,0 427,1 Sørensen (2014), s. 38
  428. Sørensen (2014), s. 34
  429. 429,0 429,1 Sørensen (2014), s. 39
  430. oplysninger fra J.P.Trap: Danmark, 4 udgave
  431. Boje og Hyldtoft, s. 208

LitteraturRediger

  • Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark, bind I, 1; 1960),
  • Ejler Alkjær: "Byernes oplandstilknyttende og oplandsskabende Faktorer" (Det danske Marked, 1942, s. 139-153),
  • Anders Andrén: Den urbana scenen: städer och samhälle i det medeltida Danmark (Lund 1985)
  • Erik Arup: Danmarks Historie I-II (1925-32),
  • Morten Axboe: "Byens navn" (Skalk 1997 Nr. 4; s. 16-17)
  • Jørgen H.P. Barfod: "Danmark-Norges handelsflåde 1650-1700" (i: Søfartshistoriske Skrifter VI; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg 1967)
  • Jørgen H. Barfod: "Glückstadt, en forpost og et mislykket projekt" (i: Maritim Kontakt XXIV; København 2002; ISBN 87-87947-08-0; s. 33-43)
  • Henrik Becker-Christensen: "Stabelstadspolitikken 1658-1689" (i: Erhvervshistorisk årbog 1975; s. 90-105)
  • Henrik Becker-Christensen: "De danske købstæders økonomiske udvikling og regeringens erhvervspolitik 1660-1750" (i: Erhvervshistorisk årbog 1979; s. 41-97)
  • Henning Bender: Aalborgs industrielle udvikling fra 1735 til 1940; Aalborg 1987; ISBN 87-982523-1-3
  • Jan Bill: "Port topography in medieval Denmark" (i: Jan Bill (red.): Maritime Topography and the Medieval Town, PNM Publications from The National Museum Studies in Archaeology & History Vol. 4, Copenhagen 1999; ISBN 87-89384-68-7; s. 251-261)
  • Lars Bisgaard: "Religion, gilder og identitet i den senmiddelalderlige by" (i: Søren Bitch Christensen (red.): Middelalderbyen, Danske Bystudier 1; Århus Universitetsforlag 2004; ISBN 87-7934-094-6; s. 249-269)
  • Claus Bjørn: "1810-60" (i: Det danske landbrugs historie III: 1810-1914; Odense 1988; ISBN 87-7526-079-4; s. 7-190)
  • Ragnar Blomqvist: "Stadsbebyggelse och stadsplan" (KLNM, sp. 611-630)
  • Sture Bolin: "Muhammed, Karl den store och Rurik" (Scandia 1939; s. 181-222)
  • Per Boje og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (i: Grethe Authen Blom (red): Urbaniseringsprosessen i Norden 3: Industrialiseringens første fase; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01666-8; s. 178-244)
  • J.O. Bro Jørgensen: Industriens Historie I Danmark 1730-1820; København 1943 (genoptryk af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1979; ISBN 87-7500-848-3)
  • Michael Bruus: "Købstadshavnene og byvæksten 1798-1868" (i: Søren Bitsch Christensen (red.): Danske Bystudier 2: Den klassiske købstad; Århus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1; s. 199-236)
  • Michael Levy Bruus: "I sikker havn. Danske købstadshavnes modernisering 1798-1868" (i: Maritim Kontakt 29; 2007; ISBN 87-87947-19-6; s. 7-102)
  • Byhuset. Byggeskik i købstaden, red. Curt von Jessen et al. (København 1980),
  • Mette Kjær Bækgaard: "De nørrejyske købstadsmarkeder" (i: Søren Bitsch Christensen (red.): Danske Bystudier 2: Den klassiske købstad; Århus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1; s. 137-172)
  • Aksel E. Christensen: Industriens Historie i Danmark I: Tiden indtil c. 1730; (red. Axel Nielsen, København 1943, genoptryk 1979) ISBN 87-7500-847-5,
  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund (2. udgave, Akademisk Forlag 1977) ISBN 87-500-1732-2,
  • Jens Ole Christensen: "Fladstrand – befæstning og byudvikling" (Historie, Ny række, 18, 1989, s. 421-450),
  • Søren Bitsch Christensen: "Det naturlige midtpunkt? Købstædernes økonomiske centralitet ca. 1450-1800" (i: Søren Bitsch Christensen (red.): Danske Bystudier 2: Den klassiske købstad; Århus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1; s. 47-136)
  • Betænkning nr. 161: De bymæssige kommuner. Betænkning afgivet af det af indenrigsministeriet under 21. oktober 1952 nedsatte udvalg med den opgave at foretage en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede sognekommuners særlige forhold (1956)
  • Hanna Dahlström, Bjørn Poulsen & Jesper Olsen: "Det ældste København" (Skalk 2017 nr 4, s. 10-16)
  • Ole Degn: "Dansk handel, håndværk og industri 1770 og 1780 - set i Danmarks handelsspejl" (i: Erhvervhistorisk årbog 1969; s. 7-43)
  • Ole Degn: "Danmark. De nyanlagte byer og byudviklingen i Danmark 1600-1800" (i: Grethe Authen Blom (red.): Urbaniseringen i Norden II: De anlagte steder på 1600-1700 tallet; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; ISBN 82-00-01664-1; s. 9-48)
  • Ole Degn: "Århus-skippere gennem Øresund. Århus' handelsflåde og skibsfart omkring 1640" (i: Erhvervhistorisk årbog 1987; s. 77-90)
  • Frauke Dettmer: "Tolerance i merkantilismens tidsalder - de religiøse fristeder i hertugdømmerne Slesvig og Holsten" (Rambam. Tidsskrift for jødisk Kultur Og Forskning, Årg. 24 Nr. 1; 2015; s. 34-43)
  • Poul Enemark: "Englandshandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 668-674)
  • Poul Enemark: "Frankrigshandel" (i: KLNM, sp. 573-579)
  • Poul Enemark: "Friserhandel" (i: KLNM, sp. 647-652)
  • Poul Enemark: "Handelsplasser. Danmark" (i: KLNM, sp. 138-139)
  • Poul Enemark: "Handelsprivilegier. Danmark" (i: KLNM, sp. 149-153)
  • Poul Enemark: "Handelsveier. Danmark" (i: KLNM, sp. 171-175)
  • Poul Enemark: "Hedebyhandel" (i: KLNM, sp. 274-278)
  • Poul Enemark: "Hestehandel" (i: KLNM, sp. 524-532)
  • Poul Enemark: "Hollandshandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 643-648)
  • Poul Enemark: "Kornhandel. Alm. og Danmark" (i: KLNM, sp. 147-154)
  • Poul Enemark: "Salthandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 704-710)
  • Poul Enemark: "Skinnhandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 525-529)
  • Poul Enemark: "Smörhandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 326-332)
  • Poul Enemark: "Tjärhandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 423-424)
  • Poul Enemark: "Transitohandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 563-567)
  • Poul Enemark: "Östersjöhandel. Danmark" (i: KLNM, sp. 41-48)
  • Claus Eskildsen: "Den sønderjydske Befolknings Slægtsforbindelser" (Vilh. La Cour (red.): Sønderjydske Studier 2; C.A. Reitzels Forlag 1942)
  • Hanne Fabricius: "Development of town and harbour in medieval Copenhagen" (i: Jan Bill (red.): Maritime Topography and the Medieval Town, PNM Publications from The National Museum Studies in Archaeology & History Vol. 4, Copenhagen 1999; ISBN 87-89384-68-7; s. 221-236)
  • Fr. le Sage de Fontenay: "Danmarks Handelstraktater med Spanien" (Historisk Tidsskrift, bind 9 række 1; 1918; s. 43-61)
  • Lene B. Frandsen og Stig Jensen: "Hvor lå Ribe i vikingetiden?" (Kuml 1986; s. 21-35)
  • Lene B. Frandsen, Stig Jensen: "Kongen bød" (Skalk 1988 nr 4, s. 3-8)
  • Peter Fransen: "De fynske købstæders kamp om opland i perioden 1865-1920. Odense kontra de fynske søkøbstæder" (i: Fortid og Nutid 1991, Hefte 2; ISSN 0106-4797; s. 71-96)
  • Birgitta Fritz: "Stad" (i: KLNM, sp. 545-554)
  • Hans H. Fussing: "Bybefolkningen 1600-1660. Erhvervsfordeling, ambulans, indtjeningsevne" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 1, Universitetsforlaget i Aarhus 1957)
  • Sv. Gram Jensen:Den ny stad og fæstning Hals" (i: Historie, ny række 4 (1991), s. 154-159)
  • J. Greve: Geographie und Geschichte der Herzogthümer Schleswig und Holstein; Kiel 1844
  • Kristian Hald: "Stadsbebyggelse och stadsplan. Danmark" (i KLNM sp. 650-651)
  • Gregers Hansen: "Købmændene i Sakskøbing og Maribo i 1700-årene" (Fortid og Nutid, bind XXV (1972), s. 20-62)
  • Holger Hjerholt: Inkorporationen af Den gottorpske Del af Sønderjylland i Kronen 1721; København 1945
  • Annette Hoff: "De pløjed' og de så'de" (Skalk 2001 Nr. 6; s. 12-17)
  • Ole Hyldtoft: Københavns industrialisering 1840-1914; Viborg 1984; ISBN 87-7351-255-9
  • Ole Hyldtoft: "Med vandkraft, dampmaskine og gasmotor" (i: Erhvervshistorisk Årbog 37; Viborg 1988; ISBN 87-504-0540-3; s. 75-126)
  • Ole Hyldtoft: "Råstofmiljøer" (i: Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet; Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet 1996; s. 150-171)
  • Ole Hyldtoft: "Industrimiljøer på landet" (i: Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet; Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet 1996; s. 126-149)
  • C. Jansen, J. Kieffer-Olsen, P.K. Madsen: "De små brødre" (Skalk 1995 nr 2, s. 11-16)
  • Connie Jansen: "Middelalderbyen Aarhus" (Skalk 2014 nr 6, s. 12-15)
  • Henrik M. Jansen: "Svendborg under lup" (Skalk 1987 nr 5, s. 18-27)
  • Henrik M. Jansen, Tore Nyberg og Thomas Riis: "Danmark. Danske byers fremvekst og udvikling i middelalderen" (i: Grethe Authen Blom (red.): Urbaniseringen i Norden I: Middelaldersteder; Universitetsforlaget Oslo-Bergen-Tromsø 1977; s. 9-89)
  • Knud J.V. Jespersen (anmeldelse af: "Danmarks historie, bind 2: Tiden 1340-1648" i Historisk Tidsskrift bd. 82 hft. 1; 1982; s. 120-137)
  • Hans Chr. Johansen: "Den danske skibsfart i sidste halvdel af det 18. århundrede" (i: Erhvervhistorisk årbog 1975; s. 62-89)
  • Hans Chr. Johansen (anmeldelse af: Anders Monrad Møller: "Fra galeoth til galease. Studier i de kongerigske provinsers søfart i det 18. århundrede" i Historisk Tidsskrift bd. 82 hft. 1; 1982; s. 147-154)
  • Lisbet Balslev Jørgensen: "Enfamiliehuset"(i: Hakon Lund (red.): Danmarks Arkitektur, 2. udgave, Viborg 1985; ISBN 87-00-94772-5)
  • Steffen Elmer Jørgensen: "Byerne og hovedlandevejsnettet 1761-1910" (i: Søren Bitch Christensen (red.): Danske Bystudier 2: Den klassiske købstad; Århus Universitetsforlag 2005; ISBN 87-7934-902-1; s. 173-198)
  • Svend Kramp: "Aakirkeby i 1760'erne" (i: Bornholmske Samlinger III Række 10 Bind; Bornholms Historiske Samfund 1996; ISBN 87-87042-02-9; s. 69-88)
  • C. Klitgård: "Et Bidrag til Jyllands Forsvarshistorie" (i: Historie, bind 4, række 4 (1924), s. 27-38)
  • Hanne Dahlerup Koch: "Fromhedens kendetegn" (Skalk 1998 nr 4, s. 5-9)
  • Hans Krongaard Kristensen og Jens Vellev: "En ikke ringe ære for byen" (Skalk 1982 nr 5, s. 3-9)
  • Hans Krongaard Kristensen: "Faser i Viborgs topografiske udvikling 1000-1500" (i: Søren Bitsch Christensen: Middelalderbyen. Danske Bystudier 1; Aarhus Universitetsforlag 2004; ISBN 87-7934-094-6; s. 79-96)
  • Hans Krongaard Kristensen, Jens Vellev: "En ikke ringe ære for byen" (Skalk 1982 Nr. 5; s. 3-9)
  • Erik Kroman: "Hvor gammel er Ærøskøbing?" (i: Fynske Årbøger 1957; s. 269-285)
  • Erik Kroman: "Stad. Danmark" (i: KLNM sp. 561-564)
  • Erik Kroman: "Stadsbebyggelse och stadsplan. Danmark" (i: KLNM sp. 638-640)
  • Erik Kroman: "Stadsprivilegier. Danmark" (i: KLNM sp. 686-687)
  • Erik Kroman: "Stadsrett. Danmark" (i: KLNM sp. 692-698)
  • Erik Kroman: "Stadsstyrelse. Danmark" (i: KLNM sp. 5-8)
  • Gerhard Köhn: Die Bevölkerung der Residenz, Festung und Exulantenstadt Glückstadt von der Gründung bis zum Endausbau 1652; Neumünster 1974
  • E. Ladewig Petersen: "Christian IV's skånske og norske fæstningsanlæg 1596-1622" (i: Historisk Tidsskrift, bind 16 række 4 (1995), s. 328-341)
  • Aksel Lassen: "Skæbneåret 1659. Hungersnød og pest over Sydvestdanmark" (Skrifter udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur, 5, Universitetsforlaget i Aarhus 1958),
  • Thorsten Lemm: "Husby i Angeln" (Fornvännen 2010 (105):1; s. 61-63)
  • Johs. Lindbæk: "Statskollegiet og de danske Købstæder" (i: Historisk Tidsskrift, bind 8 række 4; 1912; s. 132-146)
  • Allan A. Lund: Adam af Bremens krønike (Wormanium 2000)
  • Jørn Lønstrup og Ingrid Nielsen: "Mellem tvende have" (Skalk 1997 nr 4, s. 20-30)
  • Emil Madsen: "Om Artilleriet i de danske Hære i det 16. Århundrede" (i Historisk Tidsskrift række 7 bind 2; 1900; s. 135-176)
  • Lennart S. Madsen: "De middelalderlige købstæder i Nordslesvig" (i: Søren Bitsch Christensen (red.): Middelalderbyen, Danske Bystudier, 1; Aarhus Universitetsforlag 2004; ISBN 87-7934-094-6; s. 97-112)
  • Per Kristian Madsen: "Det lille hus" (Skalk 1989 nr 6, s. 3-8)
  • Hans Mikkelsen, Jørgen Smidt-Jensen: "En smuk lille by" (Skalk 1995 nr 5, s. 5-10)
  • Axel Nielsen: Industriens Historie I Danmark, III tiden 1820-1870, 1 halvbind: Industriens Forhold I Almindelighed; København 1844 (genoptryk 1979); ISBN 87-7500-849-1
  • Ingrid Nielsen: "Aakirkeby 1346. Da købstaden fik sine egne love" (i: Bornholmske Samlinger III Række 10 Bind; Bornholms Historiske Samfund 1996; ISBN 87-87042-02-9; s. 159-166)
  • Jens N. Nielsen: "Alabu" (Skalk 1997 nr 5, s. 5-9)
  • O. Nielsen: Liber Census Daniæ. Kong Valdemar den Andens Jordebog; København 1873
  • Svend Nielsen: "Stegeborg" (Skalk 1980 Nr. 4; s. 3-9)
  • Torben Nilsson: "Stentinget" (Skalk 1992 Nr. 4; s. 3-9)
  • Ebbe Nyborg: "Kirke og sogn i højmiddelalderens by" (i: Søren Bitch Christensen (red.): Middelalderbyen, Danske Bystudier 1; Århus Universitetsforlag 2004; ISBN 87-7934-094-6; s. 113-190)
  • Albert Olsen: "Nogle Synspunkter for dansk merkantilistisk Erhvervspolitik" (Scandia 1930; s. 223-273)
  • Albert Olsen: "Stavnsbaandets Virkninger paa Byerne" (Scandia 1933; s. 63-82)
  • Albert Olsen: Danmark-Norge i det 18. Aarhundrede; København 1936
  • Rikke Agnete Olsen: "Borgen bygges" (Skalk 1980 Nr. 2; s. 18-27)
  • Erik Oxenbøll: "Manufakturer og fabrikker. Staten og industrien i det 18. århundrede" (i: Kristof Glamann og Erik Oxenbøll: Studier i dansk merkantilisme. Omkring tekster af Otto Thott; Institut for Økonomisk Historie, Publikation nr. 20; Akademisk Forlag, København 1983; ISBN 87-500-2476-0; s. 79-136)
  • Kenno Pedersen: "Handelslivet i Helsingør" (i: Helsingør Kommunes Museer 1983; ISSN 0108-0393; s. 5-64)
  • Peter Pentz: "Herrens fattige" (Skalk 1989 nr 5, s. 18-25)
  • Erik Pontoppidan: Den Danske Atlas, Tomus V Første Bind; Kiøbenhavn 1769
  • Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 109, Odense Universitetsforlag 1987)
  • Erland Porsmose: "Middelalder O. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5)
  • Ulla Fraes Rasmussen: "Køge - the topography of a planned harbour town" (i: Jan Bill (red.): Maritime Topography and the Medieval Town, PNM Publications from The National Museum Studies in Archaeology & History Vol. 4, Copenhagen 1999; ISBN 87-89384-68-7; s. 237-250)
  • Thomas Bloch Ravn: "For åben lade" (Skalk 1988 nr 6, s. 18-27)
  • Helle Reinholdt: "I dag drog jeg til Skanderborg igen" (Skalk 2006 nr 4, s. 20-28)
  • Mats Riddersporre: "Alltid på väg. Valdemar den stores uppehållsorter enligt Saxo och diplom" (Fortid og Nutid 1988; s. 17-26)
  • Wilhelm Sager: Heere zwischen den Meeren - Heeres- und Kriegsgeschichte Schleswig-Holsteins. Husum Druck- und Verlagsgesellschaft. Husum. 2003, ISBN 3-89876-113-4
  • Johannes von Schrödèr: Topographie des herzogthums Holstein, des fürstenthums Lübek und der freien und Hanse-Städte Hamburg und Lübek; Zweiter Theil; Oldenburg 1841 (tysk)
  • Johannes von Schrödèr: Topographie des herzogthums Holstein, des fürstenthums Lübek und der freien und Hanse-Städte Hamburg und Lübek; Erster Band; Oldenburg 1855 (tysk)
  • Johannes von Schrödèr: Topographie des herzogthums Holstein, des fürstenthums Lübek und der freien und Hanse-Städte Hamburg und Lübek; Zweiter Band; Oldenburg 1856 (tysk)
  • C. Fl. Steenstrup: "De danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur" (Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1929; København 1930, s. 9-19)
  • C. Fl. Steenstrup: "De danske Provinsbyers økonomisk-geografiske Struktur (sluttet)" (Fortryk af Beretning om Dansk Byplanlaboratoriums Virksomhed 1930; København 1931, s. 47-65)
  • Niels Peter Stilling: De nye byer. Stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940 (Selskabet for Stationsbyforskning 1987).
  • Frans-Arne Stylegar: "Husebyene i Norden" (Arkeologi i nord, 2004)
  • Helge Søgaard: "Stadsbebyggelse og stadsplan. Danmark" (i: KLNM, sp. 640-641)Thomas Bloch Ravn
  • Hanne Schaumburg Sørensen: "I de store spejlglasruders tid - da Randers, Grenaa og Ebeltoft blev moderne handelsbyer 1860-1901" (i: Erhvervhistorisk Årbog 2014, 1; s. 10-49)
  • Morten Søvsø: "Ansgars Kirche in Ribe" (Mythos Hammaburg; Hamburg 2014; s. 245-254)
  • Allan Tønnesen: "Helsingørs udenlandske borgere borgere og indbyggere ca. 1550-1600" (Dansk Komite for Byhistorie: Byhistoriske Skrifter, Bind 3; Ringe 1985; ISBN 87-88885-00-3)
  • Jens Vellev: "Peder Olsen" (Skalk 1992 nr 6, s. 13-15)
  • Villads Villadsen: "Byens plan" (i: Hakon lund (red.): Danmarks Arkitektur. Byens huse. Byens plan; 2. udgave; Nordisk Forlag A/S, København 1985; ISBN 87-00-94862-4; s. 9-47)
  • Richard Willerslev: Studier i dansk industrihistorie 1850-1880; København 1952 (reprografisk genudgivet og forlagt af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie; København 1978) ISBN 87-7500-874-2
  • Stig Wørmer: "Byen der forsvandt" (Skalk 2004 nr 1, s. 13-17)
  • Jakob Ørnbjerg: "Havde godtfolk ikke været det" (Skalk 2003 nr 6, s. 28-31).

Eksterne henvisningerRediger