Forstæder i Danmark

En forstad betegner i Danmark en bydel, der udgør en del af en købstads samlede byområde men ligger uden for købstadens administrative grænser. En større købstad med dens forstæder udgør således i geografisk og statistisk henseende et samlet byområde.

København ca. 1888. Forstadsbebyggelserne Vesterbro, Nørrebro og Østerbro er begyndt at brede sig uden for de gamle fæstningsværker.

Selv om forstæder i Danmark også kendes tidligere var det først ved industrialiseringen fra midten af 1800-tallet, at forstæder begyndte at vokse frem for alvor. I begyndelsen forsøgte man sig med indlemmelser, men da proceduren herfor var vanskelig og fremgangsmåden snart viste sig mislykket, begyndte man i statistisk henseende at registrere forstæder for derved at få byernes samlede indbyggertal.

Det ligger i sagens natur, at en forstad ikke er tænkt som en selvfungerende enhed men tværtimod må opfattes som en integreret del af et større hele. Alligevel har mange forstæder af historiske årsager både væsentlige tjenesteydelser og industri. De fleste forstæder i større danske byer har oprindeligt været små selvstændige byer, der med tiden er vokset sammen med en større by. I andre tilfælde er der tale om større planlagte bydele. Derfor er en forstad gerne kendetegnet ved at have sit eget centrum, forretningsliv med videre.

En forstad adskiller sig fra en satellitby og en soveby ved, at disse sidstnævnte ikke er sammenvoksede med købstaden.

Ved kommunalreformen 1970 blev de fleste forstæder sluttet sammen med den købstad, de var knyttet til. Forstadsbegrebet anvendtes herefter kun om de kommuner, der lå i hovedstadsområdet for at tilkendegive deres sammenvoksning med København. Under hensyntagen til, at mange gamle forstæder fortsat udgør mere eller mindre velafgrænsede bebyggelser, vil det siden 1970 være mere rimeligt at tale om bydele snarere end om forstæder i traditionel forstand.

Baggrund

Baggrunden for forstædernes opkomst må søges i to forhold: den politisk-administrative inddeling af landet, der havde sin oprindelse i tidligste middelalder, og de ganske nye forudsætninger for den samfundsmæssige udvikling, der indtrådte fra omkring midten af det 19. århundrede.

De territoriale grænser for købstæderne var i ældre tid afstukkede på grundlag af ejendomsforhold og kongelige privilegier, der havde deres oprindelse i middelalderen, under renæssancen eller under den tidlige enevælde. Sognekommunerne havde deres oprindelse i forhold, der stod i forbindelse med den kirkelige inddeling af landet. Det var således de gamle præstekald, der kom til at danne grundlag for forvaltningen af de tidligste kommunale ansvarsområder, først ved Reglementet af 5. juli 1803, der lod området for et præstekald udgøre et fattigdistrikt, dernæst ved den kongelige Anordning af 29. april 1813, der henlagde skolevæsenet til en såkaldt skolekommission for hvert præstekald, og endelig ved Anordningen af 13. august 1841, der skabte sogneforstanderskaberne til at styre de kommunale anliggender inden for de samme grænser. Helt frem til midten af 1800-tallet spillede de sognekommunale grænser imidlertid en mindre rolle, idet forholdene fra kommune til kommune var næsten ens, mens omvendt grænsen mellem landdistrikter og købstæder var skarp, fastsat som den var ved retslige og naturgivne forhold og ved et næringsliv, der nærmest var stillestående og derfor kun gav anledning til få brydninger. Som helhed gjaldt det, at stabiliteten i forholdet mellem land- og bybefolkning i første halvdel af det 19. århundrede ikke førte til større brydninger mellem kommunerne indbyrdes. Næringslivet var stedligt bundet, og større vandringer fra egn til egn eller fra landsdel til landsdel forekom ikke, eller de mere eller mindre ophævede hinanden.

Fra omkring midten af 1800-tallet skete der imidlertid et begyndende opbrud i næringslivet, idet håndværk og handel som købstædernes bærende næringsveje i stigende grad blev først suppleret med, siden overgået af industriel udvikling. Arbejdsdelingen begyndte at tage fart, stordrift at vinde frem. Nok så vigtigt indebar tidens nye samfærdselsmidler, især jernbanernes fremvækst, at rammerne for et stillestående, lukket samfund blev sprængt. I takt hermed skete voksende forskydninger i befolkningens fordeling, ikke mindst i form af afvandringer fra landdistrikter til købstæder. Dette bevirkede, at kommunegrænserne nu fik større betydning end tidligere. Det var nu ikke mere nødvendigt at bo i umiddelbar nærhed af arbejdspladsen, og følgen blev større valgfrihed i så henseende. Dermed indtrådte en ny tingenes tilstand, hvor de nye erhvervsøkonomiske enheder ikke mere kunne siges at være sammenfaldende med de gamle administrative enheder, og med den forstørrede målestok for de sociale strukturer, som større bysamfund altid har udvist, indebar dette atter, at der nu opstod omfattende og åbenlyse uligheder i de offentlige byrder på de to sider af en kommunegrænse, endda så store, at denne ulighed "mange Steder bliver utålelig".

Hvad, der skete, kan sammenfattes i to træk:
- den bebyggelsesmæssige helhed overskred i stigende grad de politisk-administrative grænser;
- der indtrådte en social skævdeling af storbyens indbyggeres bosættelsesmønster.
Det skulle blive en hovedopgave for de følgende henved hundrede år at finde egnede løsninger på begge disse forhold.

Forstadsbegrebet i statistisk sammenhæng

Folketællingen 1890

Definitionen af forstæder kan føres tilbage til Danmarks Statistik, der som den første tog stilling til spørgsmålet. Dette skete så tidligt som i forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1890. I de tilhørende bemærkninger til denne hedder det:

"København indtager en aldeles overordnet Rang over Landets øvrige Kjøbstæder, idet Staden i snævrere Betydning (det vil sige uden Frederiksberg, Sundbyerne m.m., som i Virkeligheden beboes af en kjøbenhavnsk Befolkning og faktisk altsaa kun ere Forstæder til Hovedstaden, medens de dog ikke henhøre under den som Kommune)"

og:

".. er derimod Frederiksberg paa den Maade sammenbygget med Hovedstaden, at den statistisk ikke kan betragtes som en Plads for sig, men nærmest kun som en Forstad til Kjøbenhavn. En lignende Stilling til Kjøbenhavn indtages af Sundbyerne i Taarnby Kommune paa Amager og af den Del af Utterslev Mark i Brøndshøj Kommune, som under 7^de Decbr. 1874 blev udskilt i gejstlig Henseende fra Brøndshøj Sogn til Kjøbenhavns St. Stefans Sogn."

Folketællingen 1906

En fornyet statistisk udskillelse af forstæder skete i forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1906. I den ledsagende redegørelse hedder det:

"Da en stor Del af Gentofte Kommune (Hellerup, Gentofte og Ordrup Sogne) delvis er sammenbygget med København, og da Befolkningsforøgelsen i disse Sogne i ikke ringe Grad skyldes Tilflytning fra Hovedstaden, ligger det nær at spørge, hvor stor en Del af Befolkningen der rummes i Hovedstaden, naar Gentofte Kommune medregnes som en Art Forstad til København".

Der var anden gang, at ordet ”forstad” optræder i forbindelse med folketællinger. Af sammenhængen ses, at der er tale om bebyggelser i en sognekommune der er mere eller mindre sammenbygget med købstadsbebyggelse. Alligevel fandtes Gentoftes bymæssige bebyggelser også nævnt under "stationsbyer o.lign." samtidig med, at opgørelsen over "Hovedstaden med forstæder" medtog hele Frederiksberg og hele Gentofte, herunder landområderne. Der savnedes således en fast fremgangsmåde ved opgørelsen. Først ved folketællingen i 1916 udskiltes forstæder i en egen oversigt.

Folketællingen 1911

Ved den næste folketælling i 1911 havde begrebet “forstad” derimod en fastlagt betydning: “En stor Del af de bymæssige Bebyggelser i Landkommunerne er at betragte som Forstæder til Købstæder, med hvilke de delvis er sammenbyggede”. Således afgrænset blev i alt 47 forstæder udskilt.

Folketællingen 1916 og 1921

Denne synsmåde fastholdt Danmarks Statistik ved folketællingen i 1916 med følgende tilføjelse: “… for mange Byer har Grænserne været for snævre: de er voksede ud i Nabokommunerne og disse kommer da til mellem deres Beboere at tælle mange, som økonomisk set er knyttet til en anden Kommune, og hvis daglige Arbejde fører dem ud over Hjemsteds-Kommunens Grænser”. Ved folketællingen i 1921 bemærkede man, at det er “Hensynet til at faa den økonomiske samhørende Befolkning konstateret, der fører med sig, at By og Forstadsbebyggelse maa betragtes under eet, men hertil kommer, at man alene paa denne Maade har Mulighed for fra Tælling til Tælling at kunne belyse Bysamfundenes Vækst. Holder man sig udelukkende til den administrative Deling, vil Byernes Tilvækst komme til at foregaa i Spring, idet fra Tid til anden Forstadsbebyggelser indlemmes i Byerne, og det drejer sig ofte om ret store Folkemængder, der saaledes statistisk og administrativt fra Landbefolkning bliver Bybefolkning”.

Folketællingen 1925, 1930 og 1935

Ved de næste folketællinger gives forstadsspørgsmålet ikke megen omtale: “Art og Karakter er givet med Navnet: det er Omraader, der grænser op til Byerne, og som optager den Del af disses erhvervsdrivende eller arbejdende Befolkning, som enten ikke kan finde Plads inden for Byens Grænser, eller som af økonomiske eller mere personlige Grunde ikke ønsker at bo indenfor disse. Fænomenet ”Forstæder” er naturligvis i og for sig ikke af ny Dato: de har altid eksisteret, fordi Byerne vokser, og deres Skæbne vil med Tiden blive den at blive “opslugt” af Byen”, hedder det nogenlunde ensartet fra tælling til tælling, idet det tilføjes, at det i nogle tilfælde “… har vist sig nødvendigt at medtage hele Sogne som Forstæder, da en Deling i Omraader af bymæssig og ikke bymæssig Karakter var praktisk uigennemførlig, skønt Bebyggelsen i og for sig var spredt”. Fra og med folketællingen 1935 blev udskilt 11 kommuner i deres helhed i Københavns omegn som forstæder til hovedstaden og i alt 24 forstadskommuner i tilknytning til provinsbyer.

Folketællingen 1940, 1945 og 1950

Ved folketællingerne for 1940 og 1945 nævnes forstadsspørgsmålet praktisk talt ikke. Derimod blev forstadsspørgsmålet ved folketællingen for 1950 optaget til fornyet vurdering. Især søgte man at skabe ensartede retningslinjer for deres fastlæggelse: “Som kriterium for en forstadsbebyggelse er opstillet kravet om, at bebyggelsen skal have bymæssig karakter og danne en direkte fortsættelse af bebyggelsen i den tilgrænsende købstad; men alle saadanne bebyggelser betragtes som forstæder uanset indbyggertallets størrelse.

Af større ændringer som følge af den foretagne revision kan nævnes, at af Tikøb kommune, som ved de tidligere tællinger er blevet regnet som forstad til Helsingør, er ved tællingen i 1950 kun Espergærde og Snekkersten stationsbyer blevet regnet som forstæder, idet kun disse to bebyggelser kan siges at danne en direkte fortsættelse af bebyggelsen i Helsingør; Hornbæk, Hellebæk og Kvistgaard stationsbyer er regnet som bymæssige bebyggelser, medens resten af kommunen er betragtet som rent land. Birkerød og Hørsholm kommuner er tidligere regnet som forstæder til hovedstaden, idet man regnede med, at hovedparten af disse kommuners indbyggere forholdsvis hurtigt erhvervsmæssigt set ville blive knyttet til hovedstaden; udviklingen har imidlertid vist, at de fleste af beboerne stadig har deres erhverv i selve kommunen, hvorfor man i 1950 har overført begge disse kommuner til bymæssige bebyggelser. Ud fra lignende betragtninger har man af Holme-Tranbjerg kommune, der ved tidligere tællinger er blevet regnet som forstadskommune til Aarhus, udskilt Holme og Skaade sogne som forstadsbebyggelser, og Tranbjerg stationsby som bymæssig bebyggelse, medens resten af kommunen er blevet betragtet som rent land. I Lumby kommune er ligeledes foretaget en ændring af den tidligere afgrænsning; en stor del af Anderup by, der tidligere blev regnet som bymæssig, må efter de nu anvendte kriterier betragtes som rent land, ligesom Stige havneby ikke længere regnes som forstadsbebyggelse, men er overført til bymæssig bebyggelse. Af Hover kommune, der tidligere blev regnet i hele sin udstrækning som forstadsbebyggelse til Vejle, er udskilt: Frederikshøj, Grejsdalen, Trædballe og Uhrhøj som forstadsbebyggelse, medens resten af kommunen er overført til rent land”.

Folketællingen 1955, 1960 og 1965

Denne synsmåde fastholdt Danmarks Statistik ved folketællingen 1955, men fra og med folketællingen 1960 frafaldt man kravet om “bymæssig” fremtoning efter et nordisk chefstatistikermøde, hvor man enedes om en fællesnordisk synsmåde, hvorefter en forstad er en bebyggelse, der er sammenhængende med bebyggelsen i en tilstødende købstadskommune uanset forstadens indbyggertal.

Folketællingen 1970 og senere

Kommunalreformen i 1970 ophævede skellet mellem købstads- og sognekommuner ved sammenlægning i nye storkommuner. Dermed bortfaldt forstadsbegrebet i dettes statistiske betydning, bortset fra i hovedstadsområdet.

Det bebyggelsesgeografiske perspektiv

Ser man på de undersøgelser, der er lavet i tidens løb, har de fleste forfattere godtaget den af Danmarks Statistik anvendte retningslinjer. Dog har geografen Aage Aagesen peget på, at Danmarks Statistik ved en række tællinger i det 20. århundrede ikke har udskilt købstædernes landdistrikter.

De ved forstadsudviklingen medvirkende forhold

Det ligger i sagens natur, at forstæder er uens og kan udvikle sig meget uens. Årsagerne hertil er flere:
- for det første beror forstadsdannelsen på størrelsen af det areal, en købstad har til rådighed at vokse (udvikle sig) på. Alt andet lige gælder det, at jo større, købstadens egne jorder er, desto mindre (behov for) forstadsudvikling og omvendt;
- for det andet beror forstadsudviklingen på købstadens trivsel forstået som evnen til at tilbyde befolkning sysselsætning. Igennem det meste af det 20. århundrede udgjorde industri den betydeligste forudsætning herfor. Jo flere og jo større industrier, købstaden (og dens forstæder) havde, desto flere arbejdssøgende (og heraf en del bosatte i forstæder). Også oplandstjenester, handel og offentlige embedsvirksomhed spillede en rolle for storstadens trivsel;
- for det tredje spillede forstædernes grænseflade til købstadens grænse alt andet lige en rolle: jo større grænseflade, desto større mulighed for forstadsudvikling;
- for det fjerde spillede færdselsforholdene en rolle: større udfaldsveje blev ofte genstand for den tidligste forstadsdannelse. Men også forløbet af sporveje og jernbanelinjer med stoppesteder virkede fremmende på muligheden for pendling og dermed muligheden for forstadsdannelse;
- for det femte spillede landskabelige forhold en rolle: tiltrækkende landskaber som strand, sø eller skov virkede ofte mere dragende på befolkningen end steder uden sådanne værdier. Ligeledes måtte det spille ind, om jordens egnede sig til byggeri, eller om der var knyttet problemer for byggemulighederne fx bakkede eller vandlidende områder;
- for det sjette spillede ejendomsforhold en rolle. Hvis ejeren havde interesse i bebyggelsesudvikling, nød denne fremme. Omvendt kunne en modvillig ejer forhindre byggeri af fx gode landbrugsjorder og områder egnede til råstofudvinding;
- for det syvende spillede politisk-administrative forhold en rolle dels skattehensyn, dels i form af byplanlægning, dels i form af indlemmelser af (som regel) gamle forstadsområder, der ved indlemmelsen gled ud af forstædernes rækker.

Forløbet

Størrelsesmæssigt (talmæssigt og med hensyn til hastighed) synes forstadsudviklingen overvejende at have gennemgået visse trin:
- forstadsudviklingen synes ofte startet som en mindre byspredning over købstadsgrænsen i tilknytning til en af byens udfaldsveje, undertiden i tilknytning til en stedlig virksomhed, måske som en satellitby, der siden opsluges under fortsat bebyggelsesspredning;
- på et tidspunkt bliver købstadens egne udviklingsmuligheder begrænsede, og fortsat byudvikling henvises nu i stigende grad til dens forstæder;
- til sidst er købstadens egne udviklingsmuligheder udtømte, og byvæksten er nu ganske henvist til forstæderne. I forbindelse med en vis udtynding af byens udnyttelse kan dennes befolkningstal tilmed begynde at falde og/eller virksomheder flytter ud til forstæder for at få bedre udviklingsvilkår og/eller færdselsforbindelser;
- med tiden vil de tidligste forstæder lide samme skæbne som købstaden: deres udviklingsmuligheder er udtømte og indbyggertallet kan falde eller virksomheder flytte til mere tiltrækkende steder. Visse forstæder kan til fremme for egen udvikling eksempelvis tilbyde egne boligudviklingsområder, butikscentre, industriområder med mere;
- langt oftere bliver forstadsdannelser imidlertid indlemmet i købstaden ved politisk-administrativ beslutning. I visse tilfælde er der forud for sådanne indlemmelser sket større grundopkøb ved købstaden i omegnskommunen for derved at gøre indlemmelsen begrundet. Det siger sig selv, at ikke enhver forstad i alle henseender har gennemgået de oven for nævnte udviklingstrin, idet købstæder ikke altid har haft den fornødne trivsel.

Det bør ligeledes nævnes, at forstadsdannelsen ikke nødvendigvis altid er særligt sammenhængende. Ofte kan den være sket med flere "kerner" og af flere årsager, der så med tiden i kraft af bebyggelsesspredning skaber en mere eller mindre udtalt forbindelse. Men man har ofte omkring, især større, købstæder kunnet finde dels egentlige, sammenhængende forstæder, dels større eller mindre husgrupper beliggende midt i mere eller mindre udtalt åbent land. Det har været en af byplanlægningens hovedopgaver at rode bod på sådanne tilfældige og landskabsforødende tilstande.

Forstadsudviklingens omfang og betydning

Forstadsudviklingen var – ud over at være en statistisk nødløsning på en praktisk problem – tillige udtryk for det, der udgjorde det fremherskende udviklingstræk ved urbaniseringen nemlig byudviklingen i tilknytning til de gamle købstæder. Et indtryk af dette omfang fås ved at sætte indbyggertallene i forstæder i forhold til de samlede bysamfund (købstæder og forstæder) og i forhold til landets samlede indbyggertal. Dette giver følgende andele (udvalgte år):

År	Forstæder af K+F	Forstæder af LSI	År	Forstæder af K+F	Forstæder af LSI
1801	0,81%	0,17%	1906	12,83%	5,30%
1840	0,98%	0,20%	1911	14,75%	6,38%
1860	3,44%	0,82%	1916	15,09%	6,74%
1870	5.11%	1,31%	1921	15,14%	6,94%
1880	6,57%	1,94%	1925	16,43%	7,66%
1890	7,06%	2,48%	1930	17,62%	8,48%
1901	10,43%	4,07%	1955	16,33%	9,43%

K+F: købstæder og forstæder samlet

LSI: landets samlede indbyggertal

Til trods for jævnlige indlemmelser af forstæder i købstæder voksede forstædernes bosatte befolkning i de større bysamfund til at udgøre en sjettedel af de samlede større bysamfund og henved en tiendedel af landets samlede befolkning.

Forstæder og deres rolle

Haveboligkvarterer

De ældste forstæder havde ofte karakter af haveboligkvarterer. Blandt de tidligste og meste kendte af sådanne var Vigerslev haveforstad. Arealet for denne var på ca. 80 ha, og det var næsten helt fladt (mellem 7,0 og 8,8 m over havet. Området blev bebygget efter en i forvejen udformet plan tegnet af arkitekt Charles J. Schou bestående af et vejnet i et sirligt geometrisk mønster men uden en gennemført symmetri. Husene var planlagt som dobbelthuse, som regel placerede ud mod en vej og med have bagved. I forbindelse med planen blev fastlagt servitutter, der fastlagde husenes karakter af beboelsesbygninger (dog med mulighed for at opføre udhuse til beboernes behov), den maksimale andel af grundene, der måtte bebygges, bestemmelser om kælderetagens højde over terræn og lignende. Der var ikke forudset butikker, håndværk eller industri i området.

Kollektivbebyggelser

Efter 2. verdenskrig ændrede forstadskvartererne karakter. Fra England overtog danske arkitekter ideen om, at når nye boligområder blev bygget, skulle der planlægges arealreservation for fælles tjenester så som "butikker, restaurant, vaskeri, vuggestue og børnehave", ligesom det blev forudset, at udgifterne til dækning af disse faciliteter skulle finansieres over huslejen. Følgelig forestillede man sig, at de nye byggerier skulle opføres og styres af boligselskaber, og det blev da også Dansk Almennyttigt Boligselskab, stiftet 1942, der gik forrest med at få opført sådanne kollektivbebyggelser. Blandt de tidligste af sådanne var Høje Søborg (påbegyndt i 1949), Carlsro i Rødovre (opført i begyndelsen af 1950-erne), Voldparken (fra slutningen af 1940-erne), Bredalsparken, Søndergårdsparken i Gladsaxe, Søllerød park (opført i 1955) og Bellahøj (opført 1951-56). Et andet træk ved disse bebyggelser var udlæggelse af fælles grønne lege- og opholdsarealer, og i visse tilfælde blev forsøgt at oprette særlige kulturcentre i bydelene, der skulle gøre indbyggerne politisk aktive gennem teater, film, studiekredse, kvarterfester og lignende.

Forstæder og oplandstjenester

Indtil omkring 1960 var forstæderne i almindelighed langt ringere forsynede med butikker, tjenester og offentlig service end andre tætbyggede bebyggelser. Forklaringen herpå var, at forstædernes indbyggere i vid udstrækning søgte sådanne ydelser i købstædernes bymidter, eller med andre ord: forstæderne udgjorde en del af købstædernes handelsoplande. Undtagelser herfra var sådanne steder, som i begyndelsen af det 20. århundrede havde karakter af selvstændige byer, der senere blev opslugte af den fremadskridende vækst i bebyggelsen (eksempelvis Kongens Lyngby og Hørsholm).

Forholdene ændrededes for alvor efter 1960 med fremkomsten af planlagte butikscentre. De første moderne butikscentre blev byggede i Rødovre vest for København og i Espergærde syd for Helsingør. Det viste sig hurtigt, at butikcentre ikke blot kunne konkurrere med købstadens bykerne men tillige skabe sig et eget opland omfattende områder også uden for de egentlige forstæder. Sådanne butikscentre blev ofte lagt midt i et forstadsområde (og ikke sjældent nær ved en station) for at sikre god tilgængelighed for forstadens indbyggere.

Ligeledes blev forstæderne forsynede med børnehaver, folkeskoler og lignende, når de havde nået en størrelse, der gav grundlag herfor. I mange sognekommuner udgjorde forstaden kommunens største befolkningssamling, og blev derfor tillige sæde for kommunalbestyrelse, for kommunalt bibliotek, for offentlige forsyningsværker (vandværk, gasværk, elektricitetsværk og lignende) og for andre offentlige tjenester.

Ikke mindst i løbet af 1960-erne blev forstæder planlagt og udbygget som samlede enheder, hvor der foruden boliger i form af villaer eller etageboliger (boligblokke) blev opført skoler, børnehaver, bibliotek, butikscentre med mere.

Forstæder og vejnettet

I 1960-erne blev der i stigende grad lagt vægt på vejdifferentiering. Nu skulle vejene inddeles i klasser efter deres formål og indrettes derefter til primærveje, sekundærveje (fordelingsveje), stamveje og (helst lukkede) boligveje. Primærvej og sekundærveje delte forstæderne op i bydele, mens stamvej og boligveje skulle betjene boligområderne og lede frem til det nærmeste butikscenter. Ideelt skulle den kørende biltrafik og den gående færdsel til skoler, butikscentre og så videre holdes adskilt og i videst mulige omfang undgå at krydse hinanden.

Forstæder og industri

Oprindeligt forsøgtes industri lagt inden for købstadens grænser, om muligt ved havn og/eller jernbane. Snart fandt industri tillige vej til forstæderne, ikke mindst omkring København, og allerede omkring 1870 fandtes adskillige industrier i de københavnske forstadsområder Frederiksberg, Gentofte, Hvidovre, Brønshøj og på Amager foruden fjernere steder som Kongens Lyngby og Søllerød. Senere udlagdes større, samlede industrikvarterer i forstadskommuner, således i Gladsaxe i 1930-erne og i Herstedøster i 1960-erne. Fra mellemkrigstiden og fremefter skete en stigende udflytning til de storkøbenhavnske forstæder (forstadskommuner), hvor samlede industrikvarterer voksede frem, ikke mindst i tilknytning til først "godsbaneringen", senere ringveje. En lignende, omend mindre omfattende, udvikling skete for andre købstæder.

Forstæder og pendling

Allerede ved de tidligste undersøgelser af sammenhængen mellem befolkningens bopæl og sysselsætningssted viste det sig, at folk i forstadsområder for en stor dels – ofte flertallets – vedkommende var sysselsat i den købstad, som forstaden lå i tilknytning til. Disse forhold er ikke mindst undersøgt for hovedstadens vedkommende. Således kunne det i forbindelse med folketællingen 1911 konstateres, at af i alt 107.595 sysselsatte i København boede kun 93.130 i selve København, mens 12.587 kom fra Frederiksberg og 1878 fra Gentofte. Af Frederiksbergs 20.780 indbyggere var således mere end halvdelen (60,6%) sysselsat i København, 8.037 på Frederiksberg, 96 i Gentofte og 60 i andre omegnskommuner. Af Gentoftes 3.230 indbyggere var ligeledes over halvdelen (58,1%) sysselsat i København, 1.230 i hjemkommunen, 85 på Frederiksberg og 37 i andre omegnskommuner. Pendlingen fra de to forstæder var entydigt til København.

Senere undersøgelser, i 1928, 1942, 1948 og 1957 viste, at ikke blot Frederiksberg og Gentofte men tillige de fjernere kommuner – Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyerne, Dragør, Farum, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Herstederne, Hvidovre, Hørsholm, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store Magleby, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse – blev inddraget i såvel den voksende forstadsudvikling som den i tilknytning hertil voksende arbejdspendling. Denne udvikling hang blandt andet sammen med samfærdselsmidlerne, idet folk inden for en times rejsetid er rede til at rejse til en arbejdsplads, der ligger i endog store afstande fra hjemmet.

Fra forstad til bydel

Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling, og betegnelserne "forstad" og "købstad" er nu kun en historisk titel.

Til illustration af den ny situation kan nævnes forholdene i Helsingør Kommune: Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Helsingør Købstadskommune og Tikøb Sognekommune lagt sammen. Med tiden blev der bygget nøjagtigt så meget, at Helsingør købstad, Snekkersten og Espergærde (i statistisk henseende) er sammensmeltede til et byområde med 46.101 indbyggere. Heraf boede i 2009 inden for den gamle købstadskommunes grænser 28.650 indbyggere svarende til 62,1% af det samlede indbyggertal, i Espergærde ca. 11.524 indbyggere svarende til 25,0% af det samlede indbyggertal og resten i Snekkersten: ca. 5.900 indbyggere svarende til 12,9% af det samlede indbyggertal eller i alt mere end en tredjedel uden for den gamle købstads grænse. Både Espergærde og Snekkersten har egne butikscentre, Espergærde tillige store industriområder. Mens Snekkersten er vokset helt sammen med Helsingør, er det kun en enkelt strimmel land langs Strandvejen, der forener Espergærde med den gamle købstad; et stort skovområde, Egebæksvang, og et fredet landbrugsområde omkring Flynderupgård holder Espergærde adskilt fra den gamle købstad. Snekkersten er blevet en integreret bydel i Helsingør, mens Espergærde er forblevet et næsten selvstændigt byområde.

Forstadsproblematikken i byplanmæssig og politisk-økonomisk sammenhæng

I Danmark udgjorde den voldsomme forstadsudvikling frem til kommunalreformen i 1970 et stort problem i mange henseender, ikke mindst byplanmæssigt, økonomisk og politisk.

Byplanlægning og forstæder

I byplanmæssig henseende var det forud for kommunalreformen et problem, når byudviklingen i et forstadsområde skete uden den fornødne samordning med byudviklingen i købstaden og byudviklingen i andre forstadsområder. Mange emner i tilknytning til byudvikling vil kunne løses bedre ved en sådan samordning. Dette gælder tekniske anlæg (vandforsyning, kloakering med videre), vejnet og offentlig samfærdsel (jernbaneforbindelser, troljebus- og sporvognslinjer, rutebil- og busforbindelser og lignende), sikring af parker og andre friarealer for de bosatte, idet erfaringen har vist at nærheden til sådanne har stor indflydelse på levevilkår og ejendomspriser, men desuden samordning af offentlige byggerier (børnehaver, skoler, gymnasier, sygehuse, biblioteker med mere), idet sådanne mere økonomisk vil kunne bygges ved sammenpasning af købstads og forstads behov.

Denne erkendelse førte da også til, at man i Danmark forholdsvis tidligt bestræbte sig på at lave sammenpassede planer for købstæder og fremvoksende forstæder. Således blev der allerede i 1890-erne lavet et byplanforslag ved Charles Ambt og Hack Kampmann for Marselisborg jorder ved Århus, da Århus kommune havde købt dette område med henblik på fremtidig byudvikling, og ligeledes blev der i 1908 afholdt en byplankonkurrence for de områder, som få år tidligere var blevet indlemmet i Københavns kommune. Usædvanligt fremsynet var man med udarbejdelsen af forslag til en samlet parkpolitik for Københavnsegnen allerede i 1936, ved projekter for sammenhængende vejnet i og omkring hovedstaden og senere med "Fingerplanen" i 1947. Disse tidlige tiltag blev lovgivningsmæssigt fulgt op med byreguleringsloven af 23 april 1949, der skulle føre til nedsættelsen af med tiden stadig flere såkaldte "byudviklingsplaner", allerede 1951 for hovedstadsområdet (senere revideret flere gange), i 1954 fulgte den såkaldte "Egnsplan for Storårhus", og frem til 1965 nåede antallet af byudviklingsområder op på 36, omfattende mere end halvdelen af landets samlede befolkning og henved en tredjedel af det samlede landområde. Foruden disse lovgivningsbetingede tiltag var der adskillige frivillige egns- og regionplantiltag, således en samlet egnsplan for Bornholm i 1959, forslag om en "trekantsby" omfattende Vejle, Fredericia og Kolding i 1962, en samlet plan for Vestsjælland i 1963, en samlet plan for Nordjylland i 1963, en ny og langt mere omfattende egnsplan for Århus i 1966, hvortil kom en plan for en Øresundsby i 1959 (omfattende både Sjælland og Skåne). Fraset byudviklingsplanerne fik de fleste af disse planer dog ingen betydning i samtiden.

Skattely-problemstillingen

Den socialt-økonomiske opsplitning af storbyernes befolkning, som forstadsdannelserne bibragte som en bivirkning, indebar, at folk bosatte i en kommune måtte bære langt større kommunale skattebyrder end folk bosatte i en anden kommune. Der fremkom derved tillige en voksende økonomisk interesse for den enkelte i at være bosat i en kommune med lave kommunale skatter og i at kunne fastholde en sådan skattebegunstiget stilling. Forholdet gjorde sig især gældende mellem Københavns kommune på den ene side, Frederiksberg og Gentofte kommuner på den anden, men tillige mellem blandt andet Aalborg og Hasseris kommuner, Odense og Paarup kommuner, Svendborg og Tranderup kommuner. Ikke mindst sådanne uligheder i skattebyrden bevirkede, ved siden af andre (fx planlægningsmæssige og tekniske forsyningsanlægsmæssige) interesser, et ønske fra købstadskommuner om at kunne indlemme mere eller mindre udprægede forstadskommuner, hvis indbyggere nød godt af købstadskommunens arbejdspladser og tjenester og samtidig undgik at hjælpe til med at løse de sociale byrder, som købstadskommunen måtte bære.

Indlemmelsesspørgsmålet

Allerede så tidligt som i 1850-erne havde rigsdagen overvejet muligheden for, at forstæder burde sammenlægges med den købstad, de var sammenbyggede med. Da de tidligste forstadsdannelser (Frederiksberg og Nørresundby) og en række bymæssige bebyggelser begyndte at udvikle sig, valgte man i stedet at give dem begrænsede bemyndigelser modsvarende købstædernes under navn af "handelspladser". Men allerede samtiden indså, at det måtte være betænkeligt "således at lægge to købstæder op ad hinanden". De daværende bestemmelser forudså kun mulighed for sammenlægning ved lov i hvert enkelt tilfælde eller ved enighed mellem de berørte kommuner og samtlige grundejere i det indlemmede område.

Indlemmelsesspørgsmålet blev taget op igen af Købstadskommissionen af 1870, der var blevet nedsat for at undersøge og overveje på hvilken måde, der kunne rådes bod på det tilbageslag for købstædernes handel og håndværk, som næringsfrihedens indførelse formodedes at have bevirket. Købstadskommissionen stillede blandt andet forslag om, at der skulle tilvejebringes hjemmel til ad administrativ vej foretage indlemmelser af "Landgrunde eller Landdistrikter, som omsluttes af eller støde umiddelbart op til en Kjøbstad, samt til for Regeringen at tilstå sådanne Undtagelser og Lempelser i de for Kjøbstaden gældende Regler, som måtte være fornødne i Anledning af Indlemmelsen". Efter kommissionens forslag skulle indlemmelse kunne ske ved enighed mellem vedkommende byråd, sogneråd samt en del af ejerne af de af indlemmelsen berørte grunde, men i lov af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse i købstæderne blev det bestemt, at indlemmelse kunne ske, hvis blot to af de tre omtalte parter var enige heri. Med hjemmel i denne lov blev der i de følgende år foretaget indlemmelser af arealer i landkommuner i købstæder, men loven medførte kun i begrænset omfang indlemmelse af bymæssigt bebyggede arealer.

Ved folketællingen i 1916 foretoges for første gang en fyldestgørende opgørelse over forstadsudviklingens omfang, og det viste sig da, at der var 78 forstadsbebyggelser med i alt omkring 95.000 indbyggere svarende til en sjettedel af købstædernes samlede folketal. Det var derfor ikke at undre, at spørgsmålet om ændringer i bestemmelserne om indlemmelser blev taget op af en i 1915 nedsat kommission, der skulle stille forslag til ændringer i loven af 1873. Kommissionens forslag dannede grundlag for lov nr. 379 af 28. juni 1920 om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner m.v., der i §5 blandt andet indeholdt en bestemmelse om, at der efter begæring fra vedkommende byråd, sogneråd eller en vis del af grundejerne skulle kunne foretages indlemmelse i en købstad af de til købstaden umiddelbart grænsende bymæssigt bebyggede arealer af en sognekommune, "når arealernes beboere ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, og indlemmelsen skønnes nødvendig eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, sognekommunens eller vedkommende landareals økonomiske udvikling eller af hensyn til den tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, bygningsvæsen, afløbsforhold, færdselsforhold eller lignende foranstaltninger af almen social eller økonomisk betydning eller når byen nærliggende areals beboere nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden er væsentlig ringere end i købstaden, således at arealet virker som skattely for købstaden". Lempelserne i indlemmelsesbetingelserne bevirkede imidlertid ikke, at forstadsspørgsmålet blev af mindre betydning til trods for de talrige indlemmelser, der trods alt skete.

Den samfundsmæssige udvikling, herunder samfærdselsmidlernes forbedring, bevirkede under påvirkning fra udlandet, at rækkehus- og havebybebyggelser voksede frem. I disse tilstræbtes beliggenhed i frie omgivelser, hvilket betød beliggenhed i nogen afstand fra købstaden og da ofte i nærliggende sognekommuner. Den stigende brug af cykler og motorkøretøjer fremmede udviklingen og bevirkede, at købstæderne i stigende grad anså også sådanne velafgrænsede bebyggelser, der ikke lå i umiddelbar tilknytning til købstaden, som hørende til storbyens samlede bylegeme.

Loven af 1920 blev siden afløst af landkommunalloven af 1933.

Ved lov nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske omegnskommuners styrelse var udviklingen nået dertil, at man i virkeligheden havde opgivet at sammenlægge hele det københavnske storbyområde i een kommune og i stedet fandt det hensigtsmæssigt efter behov at kunne indføre de samme styrelsesmidler for disse forstadskommuner, som fandt anvendelse på købstæder.

En endelig løsning blev først skabt ved kommunalreformen i 1970, hvor købstadskommuner og omgivende sognekommuner - og dermed tillige købstædernes forstæder - blev sammenlagte, og det administrative skel mellem købstæder og forstæder forsvandt.

Geografiske forudsætninger for forstadsudviklingen ved de enkelte købstæder indtil 1970

En beskrivelse af forstadsudviklingen kompliceres for især de største byer ved, at der tidligt udviklede sig bymæssige bebyggelser i omegnen, det vil sige uden for købstæderne, som efterhånden, som byen voksede og bredte sig, så at sige "opslugte" disse allerede tidligere udviklede bebyggelser. Og både for større og mindre købstæder gælder det, at beskrivelsen kompliceres ved, at der løbende skete reguleringer af byafgrænsningen, idet tidligere forstadsområder fra tid til anden blev indlemmede i købstæderne. Således var de administrative grænser ofte ikke de samme over tid. Beskrivelserne må derfor gøre opmærksom på sådanne forhold.

Helt frem til begyndelsen af 1900-tallet kunne det forekomme, at en købstadskirkes sogn strakte sig ud over den tæt bebyggede købstads grænser. I sådanne tilfælde kunne den landlige del udskilles som et købstadslanddistrikt i henhold til lov af 6. juli 1867 § 1 og 3 samt lov af 26. maj 1868 § 15. I så fald fik landdistriktet sin egen sognekommunale ledelse. Under særlige forhold kunne indenrigsministeren bevilge, at distriktet fik status af en egen sognekommune, når dets udstrækning, folkemængde eller andre forhold kunne berettige til det. Omvendt kunne et landdistrikt indlemmes i købstaden, når betingelserne i lov nr. 379 af 28. juni 1920 var opfyldte. Dette indebærer, at der forud for en sådan indlemmelse kunne være sket en bebyggelsesmæssig forstadsudvikling, der kunne motivere indlemmelse.

Trods store geografiske forskelle, der var betinget af stedlige landskabelige forhold, administrative grænsers forløb samt den industrielle udvikling og dermed befolkningsudviklingen, var der visse fælles træk, således med hensyn til det overordnede udviklingsforløb.

Første fase i forstadsudviklingen indtraf i anden halvdel af det 19. århundrede. Omkring midten af århundredet slog den industrielle produktionsmåde med brug af dampkraft igennem, og det blev hurtigt fulgt op af en industriel vækst i form af nye virksomheder. Dampkraftens betydning blev fremhævet ved tilføjelsen af ordet "damp" til virksomhedens beskrivelse, fx. "dampbageri". Denne udvikling førte til en tilflytning fra omgivende landområder, og befolkningspresset voksede. Der var som oftest kun begrænsede muligheder inden for købstadens hidtidige område, så efterhånden blev boligbehovet løst ved nybyggeri, der ofte skete enten i købstadskommunens landdistrikt eller i et landsogn. Kun København skilte sig ud ved, at byvæksten fra begyndelsen bredte sig til omgivende sognekommuner.

Fra politisk side var man opmærksom på udviklingen og åbnede mulighed for, at nye byområder kunne indlemmes i købstaden. Således vedtoges lov af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse i købstæderne. Som det hurtigt skulle vise sig, var disse indlemmelser sværere at gennemføre end planlagt, og købstæderne kom næppe på noget tidspunkt senere til at omfatte hele det bymæssige område.

Anden fase indtraf mellem århundredeskiftet og 1. verdenskrig. I denne overgangsperiode blev forstæder som bebyggelsesform anerkendt og slog igennem i tilknytning til de fleste købstæder.

Tredie fase udgjordes af mellemkrigstiden og 2. verdenskrig. Forstadsområder var i stadig temmelig høj vækst i tilknytning til en ny industrialiseringsbølge. En tilpasning af indlemmelsesbestemmelserne skete ved lov nr. 379 af 28. juni 1920 om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner m.v., hvori §5 bl.a. indeholdt en bestemmelse om, at indlemmelse kunne ske efter begæring fra byråd, sogneråd eller en vis del af grundejerne, "når arealernes beboere ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, og indlemmelsen skønnes nødvendig eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, sognekommunens eller vedkommende landareals økonomiske udvikling eller af hensyn til den tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, bygningsvæsen, afløbsforhold, færdselsforhold eller lignende foranstaltninger af almen social eller økonomisk betydning, eller når et byen nærliggende areals beboere nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden er væsentligt ringere end i købstaden, således at arealet virker som skattely for købstaden". Heller ikke denne lov kunne sikre de fornødne indlemmelser, og den blev afløst af bestemmelser i landkommunalloven af 1933. Den stadig mere betydende forstadsudvikling blev fra politisk side også forsøgt styret med vedtagelsen af byplanloven i 1925. Loven havde til formål at sikre, at forstadsudviklingen blev sammenpasset med forholdene i købstaden gennem en samlet byplanlægning. Loven fik imidlertid kun begrænset virkning som følge af dens bestemmelser om erstatning. Følgen var, at der blev udarbejdet uformelle byplaner, som blot ikke blev vedtaget. Forholdene var uholdbare, og i 1938 blev vedtaget en ny byplanlov. Heller ikke denne var heldig i sin formulering, men fejlen blev rettet ved et kreativt cirkulære, der inddelte byplanlægning i to slags planer: dispositionsplaner, der gav et samlet overblik over den forventede udvikling men som ikke var bindende og derfor heller ikke kunne udløse erstatningskrav, og partielle byplaner, der var bindende og derfor kunne udløse erstatningskrav, men alene fordi der nu var tale om en faktisk gennemførelse af den påtænkte planlægning. Loven pålagde alle kommuner med bebyggelser på over 1.000 indbyggere at udarbejde en byplan. Loven nåede dog kun at få meget begrænset anvendelse inden, at 2. verdenskrig brød ud. Under krigen blev udarbejdet en række byplaner både for købstæder og for andre byer.

I denne periode blev rutebilerne udviklet som en ny transportform, og denne indebar, at det især var langs købstædernes udfaldsveje, at forstadsbyvæksten bredte sig. Dette gav ofte en noget uheldig byform med lange byfingre ud i landskabet.

Fjerde fase indtraf efter 2. verdenskrigs afslutning og varede frem til 1970. I denne periode blev der udarbejdet byplaner for et stort antal kommuner, herunder alle de lovpligte kommuner. Forstadsudviklingen fortsatte. I stedet for at fremme indlemmelser af forstadsområder blev der ved lov nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske omegnskommuners styrelse indført hjemmel til at gøre købstadskommunallovens bestemmelser anvendelige på en række omegnskommuner. I denne periode fik privatbilismen sit gennembrud, og følgen var en yderligere byvækst. I erkendelse af, at byplanlovens bestemmelser var for begrænsede i forhold til udviklingen blev vedtaget en ny byreguleringslov, som gjorde det muligt at nedsætte byudviklingsudvalg bestående af repræsentanter for købstadskommuner og omgivende sognekommuner for at udarbejde mere langsigtede planer for byudviklingens fordeling og grænser. I løbet af 1960-erne blev der udarbejdet en lang række byudviklingsplaner, og disse fastlagde den fortsatte forstadsudvikling.

Femte fase indtraf i 1970 med kommunalreformen, hvorved købstæder sammenlagdes med omgivende sognekommuner til nye storkommuner. Kommunalreformen blev fulgt op af en række ny planlove: by- og landzoneloven, kommuneplanloven m.fl. Strengt taget var der tale om en opdatering af den hidtidige lovgivning, men som noget nyt skulle borgerne have ytringsret når planerne skulle vedtages. Kommunalreformen indebar også, at forstadsbegrebet forsvandt, fordi de hidtidige forstæder nu kom til at ligge i samme storkommune som den købstad, de var en del af. Samtidig bortfaldt købstæderne imidlertid som særskilt enhed. Kun omkring de største byer var fortsat forstadskommuner, især hovedstaden.

Det er på denne baggrund, at forstadsudviklingen indtil 1970 må ses. Hovedkilden til belysning heraf er ulige udgaver af J.P. Trap: Kongeriget Danmark. Første udgave udkom omkring midten af 1800-tallet lige inden, at urbaniseringen for alvor satte ind. Anden udgave udkom i 1870-erne, da en kraftig industrialisering begyndte. Tredie udgave udkom omkring århundredeskiftet lige inden, at den første forstadsudvikling for alvor satte ind. Fjerde udgave udkom i 1920-erne, da villabyggeriet havde bredt sig, og femte udgave i 1950-erne, hvorved de indrammede forstadsudviklingens storhedstid lige inden, at byspredning som følge af bilismen for alvor slog igennem. Supplerende kilder er befolkningsstatistikken, der belyser forstadsudviklingens størrelse og omfang, og befolkningens næringssammensætning, der afspejler forbindelsen med erhvervsudviklingen. Dertil kommer især topografiske kort og matrikelkort med tilføjede udstykninger, der viser dels forstadsudviklingens arealmæssige omfang dels dens forløb. Kommunale dispositionsplaner, partielle byplanvedtægter og byudviklingsplaner viser den politiske styring af forstadsudviklingen.

Udgangspunktet for forståelse af forstadsudviklingen har været de enkelte købstæders egne økonomiske og deres geografiske udviklingsforudsætninger, deres oplandsforhold og industrielle forhold, endvidere forholdet mellem købstæder og forstæder, herunder indlemmelser af forstadsområder. På baggrund heraf er det muligt at forstå de enkelte forstadsområders egne landskabelige forudsætninger for forstadsudviklingen, herunder tilstedeværelsen af stedlige råstoffer og stedlige virksomheder samt tiltrækningsværdi som bosættelsesområder.

Hovedstaden (København)

København var i en særdeles gunstig situation omkring midten af 1800-tallet: byen havde et stort og rigt opland omfattende hele Amager, hele Københavns Amt og dele af Roskilde og Frederiksborg Amter. Som hovedstad havde den en stor befolkning af embedsmænd og militær, kulturelle og uddannelsesmæssige institutioner foruden omfattende fremstillingsvirksomhed og en livlig skibsfart. I århundredets første del havde byens udvikling været hæmmet af en ret svag udenrigshandel, men denne situation blev mere end opvejet af den kraftige industrialisering, der satte ind netop i årtierne omkring midten af århundredet, og skibsfarten blev senere fremmet ved etablering af en frihavn.

København havde frem til midten af 1800-tallet status som fæstningsby. Dette indebar, at stort set al erhvervs- og boligbyggeri måtte klumpes sammen bag byens fæstningsvolde. Området mellem voldene og en demarkationslinjen var ved servitutter forhindrede fra fast byggeri, så der fandtes her kun nogle få lystejendomme, manufakturer og fabrikker. I 1852 flyttedes demarkationslinjen på Sjælland ind til søerne, derved blev det muligt at bebygge området, og der fremvoksede hurtigt et spekulationspræget byggeri af boligkaserner på Nørrebro og Vesterbro. I 1870-erne blev det meste af området frigivet til privat bebyggelse, og i løbet af få år blev dette fyldt med boligkarreer i 5-6 etager. På Østerbro skete ligeledes et byggeri, der strakte sig nordpå til Tuborgs fabrikker i Hellerup. I brokvarterene blev byggeriet intensiveret i form af bag- og sidehuse. Mens byggeriet efterhånden strakte sig ud langs byens udfaldsveje, stagnerede befolkningstallet inden for voldene, og i 1880 levede kun omkring 46% af hovedstadens befolkning her. Omkring århundredeskiftet skete der en social forandring, idet de mest velhavende borgere søgte mod nord til Hellerup, hvor et omfattende villabyggeri skete. Mod vest skete en fuldstændig udbygning dels af Østerbro, Nørrebro og Vesterbro, dels af Frederiksberg og Valby. Denne udvikling bevirkede, at store dele af Hovedstadens omegn blev indlemmede i København omkring 1900, men indlemmelserne var så omfattende, at byen fik store områder at råde over til fortsat byudvikling.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
København	129.695	143.591	155.143	181.291	234.850	312.859	378.235
Frederiksberg bydistrikt	2.874	4.342	8.002	16.285	25.263	46.954	76.231
Frederiksberg landdistrikt	-	-	162	593	1.247	*	*
Sundbyerne	4.527	5.283	4.610	6.774	9.923	13.310	22.340
Tårnby sogn	-	-	2.168	2.669	3.175	3.615	3.622
Utterslev (Sankt Stefans Sogn)	-	-	-	-	2.039	2.596	*
Brønshøj sogn	1.552	1.730	2.085	3.277	1.786	4.812	*
Gentofte sogn	3.072	3.291	3.660	4.158	5.106	7.449	7.834
Ordrup sogn	-	-	-	-	-	-	6.635
Hovedstaden med forstæder	129.695	143.591	155.143	204.900	273.300	312.859	378.235

Ved kongelig resolution af 8. juli 1878 blev Sundbyøster og -vester sogn udskilt af Tårnby sogn. Ved kongelig resolution af 17. april 1900 i henhold til love af 3. april 1900 blev Brønshøj sogn og en del af Hvidovre sogn omfattende Damhussøen, Valby, Vigerslev og Kongens Enghave indlemmede i staden København fra 1. januar 1901. Ved kongelig resolution af 17. april 1900 blev i henhold til lov af 3. april 1900 Sundbyerne fra 1. januar 1902 indlemmede i staden København. Ved lov af 29. december 1857 havde Frederiksberg fået status af handelsplads og ved lov af 7. april 1899 udskilt som særskilt kommune fra 1. april 1900. Ved kongelig resolution af 24. juli 1905 blev dele af Utterslev henlagte til Frederiksberg, mens dele af Frederiksberg blev henlagt til København. Endelig blev grænsen mellem København og Gentofte kommune ved kongelig resolution af 22. december 1906 reguleret pr. 1. april 1907.

Det første område, der blev berørt af hovedstadens vækst og forstadsudvikling, var Frederiksberg, som i samtiden blev delt i et "bydistrikt" og et "landdistrikt". I en omtale fra omkring 1870 beskrives forholdene således: "Frederiksberg Bydistrict, der ligger øst for en Linie, dragen fra Grøndalsaaens og Løgteaaens Foreningspunct til Nordspidsen af Fasanveien, der gaaer bag om Frederiksberg Have og Frederiksberg Landdistrict, der ligger vest for denne Linie. Til Frederiksberg Bydistrict hører den egentlige Frederiksberg By, nærmest op mod Frederiksberg Have, Falkoneeralleen, Frederiksberg Allee, Gamle Kongevei, Værnedamsveiens vestlige Side, Vestre Landevei (fra »SorteHest«), Ladegaardsveien, Rolighedsveien, Lampeveien. Mellem Ladegaardsveien og Gamle Kongevei, mellem denne og Frederiksberg Allee og atter mellem denne og Bestre Landevei ligger »Villapartiet«, saaledes kaldet efter Bygningsmaaden as de talrige i smaa Havepartier liggende Huse; mellem Villapartiets nordlige (celdre) Deel og St. Jørgens Sø ligger det i sluttede Gader opførte »Schønbergs Kvarteer« (Danmarksgade, Schønbergsgade, Schowsgade) samt Vodroffsvei, tildeels ogsaa bygget med sluttede Huusrækker. Op til denne støder Ladegaarden og Kjøbenhavns Fattiggaard med et heelt Complex af Bygninger (skjønt beliggende paa Frederiksbergs Grund høre de forøvrigt under Kjøbenhavns Politi- Jurisdiction). Mellem Villapartiets nordlige Deel og Falkoneeralleen ligger Landbohøiskolen med Haver og Marker samt Sygehjemmet. Paa den modsatte Side af Falkoneeralleen ere de Classenske Arbeiderboliger opførte, ligeledes Frederiksbergs Jernbanestation. Sønden for Vestre Landevei, ved Rahbeks Allee ligger »Idiotanstalten«. I Landdistrictet ligge kun enkelte større Eiendomme, saasom Lykkesholm, 19 Tdr. Htk., Grøndal, 13V2 Tdr. Htk., Godthaab og Thyesminde. Her ligger ogsaa den af Consul A. Hage opførte Arbeiderbolig Marienhaab for 40 Familier (meget billig Leie)."

Om næringslivet hed det: "Skjønt Frederiksberg Sogns Beboere henhøre for den større Deel til den Klasse, hvis Forsorgere have deres Stilling i Kjøbenhavn, og til dem, der drage Pension af Statskassen, ere ved Siden heraf de Industridrivende af stor Betydning og overveie langt i Antal Landbrugernes Klasse. Blandt de industrielle Etablissementer skal særlig nævnes: Damp-væveriet paa Rolighedsvei for Bomulds- og Linnedvarer (aarligt Product c. 3 Millioner Alen, 200 Arbeidere), Fajancefabrikken Aluminia i Smallegade (2 Millioner Stkr. Gods, 180 Arbeidere), Maskinværksted i Frederiksberg Allee (140 Arbeidere), Vodroffgaards Damp-Meelmølle og Bryggeri, Bryggeriet Svanholm (for baiersk Øl), Svanholm Jernstøberi og Maskinfabrik, hvormed er forenet et Vandværk til Sognets Beboeres Forsyning med Drikkevand (c. 1000 Tdr. Vand daglig, der oppumpes af borede Kilder) samt en Meelmølle, Alt drevet med Dampkraft, Svanholm Damp-Sennepfabrik, Cigarkassefabrik paa Herluf Trolles Vei, Svovlstikkefabrik (90—100 Arbeidere, 6 Millioner Svovlstikker daglig), Sæbe- og Lysefabrik samt Jernstøberi, alle 3 i Falkoneeralleen, chemisk Fabrik ved Vestre Landevei, Teglværk bag Søndermarken m. fl. Endvidere skal her nævnes Gasværket (Production i 1870: 101J3 Millioner Cubikfod Gas) med hosliggende Cokessabrik ved H. C. Ørsteds Vei, 3 Garverier, 2 Veirmøller."

Om datidige retslige forhold hed det: "Ved Lov af 12te Januar 1858 er Bygningsloven af 17de Marts 1856, forsaavidt den angaaer Kjøbenhavns Forstæder, med nogle Forandringer udvidet til ogsaa at gjælde for Størstedelen af Frederiksberg og Hvidovre Sogne, som saaledes danne eet Byggedistrict. Dette falder i Frederiksberg Sogn sammen med Bydistrictet, der adskilles fra det forholdsviis ubetydelige Landdistrict ved en Linie, dragen fra Foreningspunktet mellem Grøndalsaaen og Lygteaaen til den nordre Ende af Fasanveien, csr. Lov 1ste November 1864.

En udvidet Næringsfrihed opnaaede Communen for Bydistrictets Vedkommende i Henhold til Lov af 23de Februar 1866 ved Indenrigsministeriets Kundgjorelse af 19de Juni s A.

Ved en af Indenrigsministeriet i Henhold til Lov af 17de April 1868 stadfæstet Vedtægt af 21de September 1869 fik Communen omtrent samme Bemyndigelse med Hensyn til Anlæg og Overtagelse af Gader, Veie og Vandløb m. v. i Frederiksberg, som indeholdes i Lov af 14de December 1857 for Kjøbenhavn. (Frederiksberg Allee og Runddelen blev i 1867 overdraget til Frederiksberg Commune)."

I Hvidovre var forstadsudviklingen mindre udtalt, men også her skete en vis fabriksudviling: "I Sognet: Byerne Hvidovre med Kirken og Skole; Valby med Skole, flere Lyststeder, Kro, 15 Gaarde, 111 Huse; Vigerslev; Carlsberg Ølbryggeri ..Et nyt Bryggeri ved Carlsberg, der er bestemt til Tilvirkning af Øl til Udførsel, navnlig engelske Ølsorter, som Porter og forskjellige Slags Ale, er under Opførelse paa Bakkegaardens Jorder er opført Fabrikken Aliance for Tilvirkning af Mineralvande, Likører og Frugtvine. Et Broncestøberi er nu ogsaa anlagt paa Sognets Grund. Ialt i Sognet 63 Gaarde, 28 Huse med og 184 uden Jord, hvoraf 27 Gaarde og 20 Huse udenfor Byerne." I sognene Rødovre og Brønshøj var endnu ikke sket nogen byudvikling eller noget fabriksbyggeri.

Anderledes omkring århundredeskiftet. Frederiksberg var nu helt sammenvokset med hovedstaden, og en omfattende fabriksvirksomhed og forstadsudvikling fandtes nu også i Hvidovre og andre omgivende sogne.

I årene fra århundredeskiftet til 1. verdenskrig skete en betydelig forstadsudvikling mod nord, ved Hellerup, Ordrup og Gentofte, men bebyggelsen bredte sig videre nordpå til Rungsted. Inde i landet skete spredningen af bebyggelsen ved udstykning af tidligere landbrugsejendomme; karakteristisk nok fik de enkelte byområder navne efter den gård, de var udstykkede fra. I begyndelsen lå disse nye villakvarterer som bebyggede øer i et åbent landskab, men i stigende grad udgjorde bebyggelsen det dominerende træk, og det åbne land udgjorde nu snarere grønne åndehuller for indbyggerne.

År	1906	1911	1916
København	426.540	462.161	506.390
Frederiksberg	87.494	97.237	99.383
Gentofte	21.209	24.691	31.681
Søborg villaby (Gladsaxe sogn)	877	1.579	2.855
Søtorp villaby (Rødovre sogn)	-	249	234
Tårnby villaby (Tårnby sogn)	-	671	759
Kastrup by (Tårnby sogn)	1.910	1.920	2.288
Hovedstaden med forstæder	538.030	588.508	643.589

I mellemkrigstiden havde hovedstaden for alvor vokseværk. Bymæssige bebyggelser fandtes overalt i Københavns omegnskommuner, og det varede ikke længe inden, at de mere eller mindre voksede sammen, selv om der ind mellem dem også var byfrie områder med spredt bebyggelse. Allerede på dette tidspunkt begyndte fremsynede politikere og planlæggere at indse behovet for en fælles samordning af hele hovedstadsområdets udvikling. Det medførte et forslag om et system af ringveje og radialveje for samordning af den overordnede vejtrafik i 1926 samt i 1936 et forslag om et netværk af stiforbindelser, der skulle sikre befolkningen adgang til større områder for friluftsliv. Dette netværk blev i vid udstrækning gennemført, og det opsplittede hovedstadsområdet i mindre enheder, men uden at man derfor kunne tale om selvstændige bydannelser. Disse forhold var betinget af datidens udstykninger, hvilke ofte skete nærmest kaotisk og ejendomsvis: en spekulant udstykkede hele ejendomme, som der efter blev bebygget. Statistikerne havde store problemer med hvilke bebyggelser, der skulle regnes samlede eller adskilte. I 1935 begyndte man at regne hele sognekommuner som forstæder, men fra et geografisk synspunkt er dette ikke ønskeligt og derfor er udskilt resterende landområder, og disse er ikke medregnet i hovedstadens bymæssige indbyggertal.

År	1921	1925	1930	1935	1940
København	561.344	587.150	617.069	666.269	700.465
Frederiksberg	104.815	104.209	106.251	113.134	113.208
Gentofte	34.451	40.137	47.848	63.765	76.457
Tårnby villaby (Tårnby sogn)	851	1.131	5.179	2.110	13.661
Kastrup by (Tårnby sogn)	2.925	3.525	-	3.922	-
Hvidovre sogn	962	3.977	6.523	8.499	12.014
Rødovre sogn	1.643	3.197	5.836	9.233	12.443
Brøndbyvester by (Brøndbyerne sognekommune)	-	-	-	513	459
Brøndbyvester strand (Brøndbyerne sognekommune)	-	273	307	372	425
Brøndbyøster by (Brøndbyerne sognekommune)	592	337	383	389	390
Roskilde landevej (Brøndbyerne sognekommune)	-	299	319	351	285
Vesterled by (Brøndbyerne sognekommune)	-	-	-	-	656
Avedøre by (Glostrup sognekommune)	420	490	727	850	1.042
Glostrup by (Glostrup sognekommune)	2.792	3.241	4.192	5.496	6.836
Hvessinge by (Glostrup sognekommune)	-	489	411	438	416
Herlev by (Herlev sogn)	814	1.327	1.788	2.090	2.450
Hjortespring by (Herlev sogn)	-	-	-	513	531
Søborggård villaby (Gladsakse sogn)	4.085	5.829	7.745	8.991	24.107
Buddinge by (Gladsakse sogn)	634	1.265	1.619	2.219	-
Bagsværd by (Gladsakse sogn)	1.424	1.744	2.095	2.659	-
Gladsakse by (Gladsakse sogn)	497	1.573	1.728	2.785	-
Mørkhøj by (Gladsakse sogn)	-	-	416	846	-
Kongens Lyngby (Lyngby-Tårbæk)	6.530	7.385	8.724	13.178	18.325
Brede by (Lyngby-Tårbæk)	853	850	787	908	3.262
Ørholm (Lyngby-Tårbæk)	380	432	548	680	-
Fortunen (Lyngby-Tårbæk)	-	-	-	223	-
Lundtofte-Hjortkær (Lyngby-Tårbæk)	-	-	975	935	2.124
Gl Virum (Lyngby-Tårbæk)	-	-	515	575	-
Federiksdal (Lyngby-Tårbæk)	-	-	329	329	-
Virum villaby (Lyngby-Tårbæk)	395	713	930	1.484	2.755
Tårbæk villaby (Lyngby-Tårbæk)	1.316	1.438	1.565	1.785	2.007
Rådvad by (Lyngby-Tårbæk)	-	414	340	319	309
Holte (Søllerød sogn)	3.933	5.003	5.478	6.480	6.879
Gl Holte (Søllerød sogn)	986	1.017	801	525	1.025
Nærum (Søllerød sogn)	1.054	1.120	1.272	1.385	1.168
Trørød by (Søllerød sogn)	596	795	887	874	931
Vedbæk (Søllerød sogn)	921	1.059	1.196	1.283	1.275
Skodsborg (Søllerød sogn)	999	1.084	1.147	1.292	1.381
Hørsholm by (Hørsholm kommune)	1.364	1.676	1.579	1.807	1.905
Rungsted by (Hørsholm kommune)	511	627	736	828	1.365
Vallerød-Pennehave (Hørsholm kommune)	917	1.288	1.419	1.773	1.565
Usserød by (Birkerød og Bloustrød)	1.683	1.901	1.957	2.077	2.092
Ebberødgård (Birkerød kommune)	632	1.224	1.275	1.298	1.392
Birkerød by (Birkerød kommune)	2.125	3.222	3.392	3.624	4.068
Høsterkøb-Ravnsnæs (Birkerød kommune)	-	-	561	470	542
Sandbjerg (Birkerød kommune)	-	-	-	-	352
Hovedstaden med forstæder	743.444	791.441	846.849	939.576	1.020.567

Hørsholm 1898. Kystbanen er netop anlagt. Fra de tre bykerner Hørsholm, Usserød og Rungsted breder bebyggelsen langs de vigtigste veje.

Kortet viser den koplicerede vækst af Storkøbenhavn i forbindelse med Hørsholm. Situationen i 1947: stationsbyen Vallerød-Pennehave fylder det meste af rummet mellem Hørsholm og Rungsted. Hørsholm er sammenvokset med Usserød. Langs hele kysten fra København til Rungsted ligger en villabebyggelse praktisk talt uden afbrydelse.

Hørsholm 1969. Hørsholm udgør sammen med Usserød og Rungsted et samlet byområde, og bebyggelsen er vest for Kystbanen ved at brede sig nordpå mod Kokkedal station.

Vedstående kort kan illustrere hovedstadens vedvarende vækst mod nord. Fra oprindeligt at have været en egen bydannelse er Hørsholm sammenvokset med Vallerød-Pennehave og Rungsted til en samlet bebyggelse, der forbindes med København langs Øresundskysten.

Ved 2. verdenskrigs afslutning havde hovedstaden bredt sig til alle dens omgivende kommuner og især mod nord. En sammenhængende hovedstad omfattede nu foruden København, Frederiksberg og Gentofte også Tårnby på Amager, Hvidovre, Rødovre, dele af Brøndbyerne og Glostrup mod vest, Herlev, Gladsakse og dele af Ballerup i nordvest, Lyngby-Tårbæk, Søllerød, Hørsholm mod nord; satellit- og sovebyer fandtes i Dragør, Brøndbyerne, Vallensbæk, Glostrup, Ballerup, Værløse, Farum og Birkerød sogne. Netop på dette tidspunkt blev der taget skridt til at lave en egentlig egnsplanlægning, der havde til formål dels at stoppe den uhæmmede forstadsvækst, dels at sikre befolkningen større udflugtsområder. Dette skete i første omgang med "Fingerplanen", der aldrig blev vedtaget, men som inspirerede til en ny byudviklingslov. På grundlag af denne lov blev lavet en byudviklingsplan for hele hovedstadsområdet, der løbende blev suppleret med nye planer i takt med, at byudvikling gjorde dette ønskeligt og nødvendigt. Disse planer bevirkede, at hovedstadens vækst blev begrænset: mod nord blev Kokkedal-området i Karlebo efterhånden inddraget, og Birkerød udviklede sig til et egentlig forstadsområde, men mod nordvest var og forblev byområderne Farum, Værløse og Mårum adskilte fra Hovedstaden, mod vest udviklede Albertslund og Høje Tåstrup sig til egentlige forstæder, mens Hedehusene forblev en særskilt bebyggelse, og mod sydvest udviklede Køge Bugt-området sig til en egentlig forstad men efter en samlet plan, Køge Bugt-planen, der sikrede grønne kiler ind i det ellers sammenhængende byområde. Københavnsegnens 2 byudviklingsplan fra 1951 omfattede følgende kommuner: København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Tårbæk, Søllerød, Hørsholm, Birkerød, Farum, Værløse, Herlev, Gladsakse, Ballerup-Måløv, Ledøje-Smørum, Hvidovre, Rødovre, Herstederne, Glostrup, Brøndbyerne, Høje Tåstrup, Vallensbæk, Torslunde-Ishøj, Sengeløse, Tårnby og Store Magleby. Københavnsegnens 3 byudviklingsplan fra 1953 omfattede følgende kommuner: Greve-Kildebrønde, Karlslunde-Karlstrup, Havdrup-Solrød, Jersie-Skensved. Københavnsegnens 4 byudviklingsplan fra 1960 omfattede følgende kommuner: Karlebo, Blovstrød, Lillerød, Lynge-Uggeløse, Slagslunde-Ganløse, Stenløse-Veksø. De senere byudviklingsbetænkninger var reelt revisioner af de ældre, men samtidig blev der nedsat byudviklingsudvalg for hhv. Helsingør-egnen, Hillerød-egnen, Frederiksværk-egnen, Frederikssund-egnen og Roskilde-egnen.

År	1945	1950	1955	1960	1965
København	731.707	768.105	753.361	721.381	678.072
Frederiksberg	113.584	118.993	117.778	114.285	110.847
Gentofte	82.113	87.803	89.180	88.308	85.498
Tårnby villaby (Tårnby sogn)	2.269	-	-	-	-
Kastrup by (Tårnby sogn)	5.343	22.900	34.726	42.688	46.343
Hvidovre sogn	14.208	23.163	32.688	38.411	44.114
Rødovre sogn	14.780	18.704	27.007	39.345	45.680
Brøndbyvester by (Brøndbyerne sognekommune)	536	-	-	-	-
Brøndbyvester strand (Brøndbyerne sognekommune)	466	-	-	-	-
Brøndbyøster by (Brøndbyerne sognekommune)	422	-	-	-	-
Brøndbyerne sognekommune	(2.915)	5.061	10.629	20.256	27.503
Avedøre by (Glostrup sognekommune)	1.026	1.294	-	-	-
Glostrup by (Glostrup sognekommune)	8.361	13.025	15.883	21.845	26.898
Hvessinge by (Glostrup sognekommune)	401	-	-	-	-
Herlev by (Herlev sogn)	3.311	7.674	15.666	21.358	23.407
Hjortespring by (Herlev sogn)	558	-	-	-	-
Gladsakse sogn	27.946	40.303	52.376	64.693	71.302
Lyngby-Tårbæk kommune	34.531	45.964	56.929	63.712	65.015
Søllerød kommune	13.968	16.645	20.903	25.877	28.939
Gl Holte (Søllerød sogn)	1.004	-	-	-	-
Nærum (Søllerød sogn)	1.742	-	-	-	-
Trørød by (Søllerød sogn)	971	-	-	-	-
Vedbæk (Søllerød sogn)	856	-	-	-	-
Skodsborg (Søllerød sogn)	1.496	-	-	-	-
Hørsholm kommune	7.498	8.750	10.352	12.401	14.509
Birkerød kommune	7.092	9.021	11.124	14.846	18.884
Ballerup-Måløv kommune	-	-	-	19.582	35.665
Herstederne kommune	-	-	-	3.600	7.350
Vallensbæk kommune	-	-	-	1.834	3.110
Høje Tåstrup	-	-	-	12.856	16.907
Farum	-	-	-	5.072	6.991
Værløse	-	-	-	8.072	11.198
Dragør	-	-	-	4.243	4.382
Store Magleby	-	-	-	3.789	4.991
Hovedstaden med forstæder	1.064.302	1.168.340	1.227.126	1.348.454	1.377.605

Omkring 1960, da Hovedstaden nærmede sig sin fulde udbygning, var det muligt i geografisk, funktionel og andre henseender at skelne mellem 6 zoner:
1. zone omfattede bykernen eller indre by, reelt hovedstaden inden for voldene. Dette område bestod af blandet boliger og serviceydelser, herunder centraladministrationen, mens den egentlige industri efterhånden var enten nedlagt eller udflyttet.
2. zone omfattede de indre bydele eller brokvarterer (Vesterbro, Nørrebro, Indre Frederiksberg, Østerbro samt nordlige Sundbyer), der var blevet bebygget i slutningen af det 19. århundrede, og som omfattede tæt opførte etageboliger.
3. zone omfattede de ydre bydele (Vigerslev, Vanløse, Brønshøj, Valby, Husum, Utterslev, Endrup, Hellerup med flere), der overvejende bestod af villaer og rækkehuse, og som især var udbygget i Mellemkrigstiden.
4. zone omfattede de indre forstæder (Kastrup, Tårnby, Hvidovre, Rødovre, Herlev, Søborg, Gladsakse, Kongens Lyngby, Gentofte med flere), der overvejende var boligområder for folk sysselsatte i København men dog også i nogen udstrækning i stedlige virksomheder.
5. zone omfattede de ydre forstæder (Glostrup, Ballerup, Bagsværd, Buddinge, VIrum, Holte, Nærum, Skodsborg med flere), der oprindeligt havde været egne byer, men som efterhånden blev indhentet af den storkøbenhavnske byvækst. Bebyggelsen var blandet, ofte fx. med etageboligområder og stedlige butikscentre nær stationer, mens villabebyggelse, enfamiliehuse og kolonihaver samt stedlig industri lå i særskilte områder omkring disse kerner af byudvikling.
6. zone omfattede byområder, som vel aldrig voksede sammen med hovedstadens byområde, men hvor befolkningen i stor udstrækning var sysselsat i hovedstadens næringsliv (Vallensbæk, Ishøj, Greve, Høje Tåstrup, Smørumnedre, Måløv, Lille Værløse, Farum, Stavnsholt, Birkerød, Blovstrød, Lillerød, Øverød, Vedbæk, Hørsholm-Usserød med flere; desuden i voksende grad byer omkring stationer langs Kystbanen til Helsingør, langs Nordbanen til Hillerød, langs Frederikssundbanen til Frederikssund, langs jernbanen til Roskilde og langs Køge Bugt til Køge).

Frederiksberg

Frederiksberg var en selvstændig sognekommune lige vest for hovedstaden. Beliggenheden og hovedstadens stærke befolkningsvækst bevirkede, at Frederiksberg var blandt de første områder, der blev regnet for forstad til København.

Efter at demarkationslinjen i 1852 var blevet flyttet ind til inden for søerne, havde et omfattende byggeri taget fart. Men i de første år som selvstændig kommune blev der ikke bygget meget, for pengekrisen i 1857 satte alt nyt byggeri i stå i en årrække. Først i midten af 1860'erne blev der atter anlagt nye veje. I 1866 blev Platanvej anlagt, efterfulgt af Sankt Knuds Vej, Niels Ebbesens Vej og Bernstorffsvej i 1868.

I 1870 kom Alhambravej og Hauchsvej til, og i 1872 blev H.C. Ørsteds Vej ført igennem til Nørrebro. Omtrent samtidig kom to nye sporvejslinjer til bydelen. Flere villakvarterer kom til: I 1876 Steen Blichers Vej og Poul Møllers Vej m.fl., samme år Monradsvej og 1879 Rathsacksvej, Christian Winthers Vej m.fl.

Bebyggelsen i den nye kommune blev fra starten præget af villaer forbeholdt de øverste samfundsklasser. Bl.a. på grund af tilknytningen til kongehuset (Frederiksberg Slot i Frederik 6.s tid) og en etableret tradition for anlæggelse af landsteder udviklede Frederiksberg sig til en grøn og landlig enklave omgivet af Nørrebro og Vesterbro, der i samme periode blev hastigt og tæt bebygget med små lejligheder for arbejderklassen. Villaen var en ny boligtype i Danmark, og særligt to arkitekter var med til at forme dens karakter, nemlig J.D. Herholdt og Henning Wolff. Herholdt tegnede Danmarks første villa, Villa Taarnborg på Tårnborgvej, opført 1846-1847 for officeren A.C.B. Bibow, der var gift med Herholdts søster Laurentia Augusta. Herholdt fulgte Taarnborg op med flere villaer på Frederiksberg. Det blev dog Henning Wolff, der kom til for alvor at bebygge de nye villaveje.

Forstadsudviklingen bevirkede at man i en periode skelnede imellem et bydistrikt og et landdistrikt i kommunen.

Tårnby

Tårnbys udvikling i 1900-tallet blev præget af nærheden til Hovedstaden. Lige nord for lå Sundbyerne, hvor der allerede ved århundredeskiftet var en forstadsudvikling i gang. For Tårnbys vedkommende spredte byudviklingen sig i to grupper: ved Gammel Tårnby i form af begyndende udstykning af enkelte gårde, og som Tårnby Villaby i tilknytning til Amagerbrogade/Amager Landevej øst for den gamle landsby. Længe blev de to bebyggelser regnet som adskilte, idet Tårnby Villaby udgjorde en direkte forlængelse af bebyggelsen i Sundbyerne mod nord.

Endnu ved århundredeskiftet lå gårdene spredt langs vejen: Sofienhøj, Frydenhøj, Kastrup Mølle, Ny Skjelgaard, Corneliusminde, Raagaardsminde, Nye Kastrupgaard, Lille Kastrupgaard, Løjtegaard, Raagaardsdal, Dalsgaard. Allerede tidligt i århundredet var udstykningen af villagrunde i fuld gang. Udviklingen afspejlede sig i indbyggertallet: Tårnby Villaby havde 671 indbyggere i 1911, 759 indbyggere fordelt på 145 husstande i 1916, 851 indbyggere i 1921, 1.131 indbyggere i 1925, 2.110 indbyggere i 1935 og 2.268 indbyggere fordelt på 693 husstande i 1940. På dette tidspunkt var Tårnby villaby tillige under sammenvoksning med Kastrup by. I 1945 var der 2.269 indbyggere fordelt på 855 husstande. Fra 1950 blev Tårnby regnet sammen med Kastrup sogn som forstad til Hovedstaden.

Gammel Tårnby lå lidt fjernere og udviste derfor i begyndelsen en langsommere udvikling: 583 indbyggere i 1906, 604 indbyggere i 1911 og 872 indbyggere fordelt på 100 husstande i 1916, 673 i 1921, 2.308 indbyggere i 1925, 3.632 indbyggere i 1930, 4.385 indbyggere fordelt på 1.188 husstande i 1935, 5.364 indbyggere fordelt på 1.525 husstande i 1940, 5.879 indbyggere fordelt på 1.674 husstande i 1945.

Allerede i mellemkrigstiden var byplanlæggere opmærksomme på byudviklingen og det voksende behov for at sikre rekreative områder. I Københavnsegnens Grønne Omraader. Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv udgivet at Dansk Byplanlaboratorium i 1936 blev det foreslået at opbygge et system af fredede områder forbundne med et net af stier, blandt andet en kystnær sti hele vejen rundt langs Amagers kyst. Dette fordi øens jorder blev anset for frugtbare og intensivt drevne med gartnerier.

Den fremadskridende byudvikling i tilknytning til hovedstaden fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Tårnby ville vokse til at udgøre en særskilt satellitby adskilt af en mindre grøn bræmme. Byudviklingen var forudset at blive begrænset idet store dele af områderne syd for var udlagte til og berørte af Kastrup Lufthavn. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Da Tårnby blev regnet som område for forstadsudvikling med god trafikbetjening, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til Tårnby. Man regnede med, at et indbyggertal på 21.000 i 1950 ville vokse til 52.500, når de udlagte inderzoner og mellemzoner var udbyggede. Dertil kom byudvikling i tilknytning til Store Magleby og Dragør (men adskilt fra Tårnby byområde). Det var forudsat, at Tårnby ville udvikle sig til et kompakt, klart afgrænset byområde. I 1967 blev den oprindelige plan fulgt op med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 8 for Københavns-egnens byudviklingsområde". I planen blev udlagt yderligere til byudvikling. For et af disse områder konstateredes, at området oprindelig var udlagt til sommerhusbebyggelse, at "Arealet er udstykket i ca. 1800 parceller, og ca. 40% af sommerhusparcellerne bebos hele året, og byudviklingsudvalget har derfor givet tilladelse til anlæg af vandledninger i frostfri dybde og forbedring af boligvejene i området. Arealet, der kan og bør kloakeres, agtes anvendt til parcelhusbebyggelse og fællesanlæg, herunder skole." Den samlede boligvækst i Tårnby var beregnet at vokse fra ca. 2700 i 1966 til ca. 4500, når alle muligheder var udnyttede.

At det ikke kom videre, skyldes Kastrup Lufthavn, der lagde betydelige begrænsninger på byudviklingen. Netop i de samme år pressede Københavns overborgmester på for at få udlagt hele Amager til fremtidig boligudvikling, og samtidig var der planer fremme om at flytte Kastrup Lufthavn til Saltholm. Disse planer kom dog aldrig til udførelse.

Hellerup

Tuborg bryggerierne omkring år 1880.

Frem til omkring 1860 var København en vel afgrænset fæstningsby, idet der kun vest for Søerne var opstået en mindre sammenhængende forstadsbebyggelse, hvor demarkationslinjen var blevet ændret i 1852. I begyndelsen af 1870'erne bredte forstadsbebyggelsen sig, og også Østerbro blev nu inddraget med spredte afstikkere mod nord til de nyligt anlagte fabrikker ved Tuborg. I tiden fra 1880 til 1900 søgte velhavende københavnere til Hellerup, hvor et omfattende villabyggeri nu begyndte.

I 1887 blev Hellerupgård sammen med flere andre købt af proprietær C.L. Ibsen, som udstykkede de 38 hektar landbrugsjord. Ibsen var en driftig herre og regnes som Hellerups grundlægger.

Den hastige udvikling frem til år 1900 skildres i samtiden således: "I den sydøstlige Udkant af Sognet paa den tidligere Hellerupgaards, Tuborgs og Gamle-Vartovs Jorder samt nogle Arealer af Gjentofte Jorder er der siden Klampenborgbanens Anlæggelse opstaaet Byen Hellerup, af hvilken en Del dog ligger paa Staden Kjøbenhavns Grund. I Hellerup ligger bl.a. en Skole, flere Privatskoler, et kirkeligt Forsamlingshus „Emaus“ (en Komite er dannet 1895 for Opførelsen af en Kirke i Hellerup), Børnehjemmene „Talitha Kumi“, opr. 1878, og „Christianshvile“ (det sidste stiftet af Foreningen af 23. Apr. 1882), et Gasværk („Strandvejs Gasværk“), anl. 1892 (der forsyner Gjentofte-Ordrup Kommune og en Del af Lyngby Sogn), Station paa Klampenborg- og Nordbanen (til Dels beliggende paa Kbh’s Grund) med Postekspedition og Telegrafstation, mange Villaer, Sporvognsforbindelse med Hovedstaden og flere Fabrikker, deribl. 1 Læste- og Træsko fabrik, Hellerup Glasværk ved Tuborg (tilhørende Aktieselskabet „Kastrup Glasværk“), der beskæftiger noget over 100 Arbejdere (i Hellerup Glasværks Spareforening til Alderdomsforsørgelse, opr. 20/2 83, var Sparernes Tilgodehavende 31/3 94: 8603 Kr., Rentefoden 3 pCt., Reservefonden 363 Kr., Antal af Konti 24), og Tuborg Fabrikker (stiftet 1873 som Aktieselskab, fra 1894 optaget i Aktieselskabet „De forenede Bryggerier“) med Mineralvandsfabrik, der aarligt producerer flere Millioner Flasker Mineralvande samt flydende Kulsyre, og Ølbryggeri, der aarligt producerer omtr. 70,000 Tdr. Øl, og hvis 10 Lagerkældere kunne rumme omtr. 30,000 Tdr.; Fabrikken beskæftiger omtr. 20 Funktionærer og 330 Arbejdere og har særlige Arbejderboliger (de sidste paa Kbh’s Grund). Fabrikkerne ligge ved Tuborg Havn, anl. if. Lov af 4/5 1875 (Kjøbenhavns Petroleumshavn), der søges aarligt af omtr. 700 Skibe og kan optage Fartøjer af indtil 20 F.s Dybtgaaende."

I 1901 havde Hellerup og Gentofte tilsammen 7.834 indbyggere. De fleste boede i Hellerup. I 1906 var Hellerups indbyggertal steget til 8.729, mens 4.342 havde adresse i Gentofte. I 1911 boede der 10.667 mennesker i Hellerup og 5.230 i Gentofte. Allerede på dette tidspunkt var skellene mellem de forskellige byområder ved at forsvinde, og fra 1916 regnedes hele Gentofte Kommune som forstad til København.

I 1934 blev Klampenborgbanen omdannet til en S-bane.

Gentofte

I anden halvdel af 1800-tallet gennemgik Gentofte en rivende udvikling: endnu i 1858 hed det: "Gjentofte, smukt beliggende ved Gjentofte Sø (Kirke, Præstegaard, Skole, Hospital, Kro)", og i 1872 nævnes tillige "flere Lyststeder, Teglværker" men ved århundredeskiftet lød beskrivelsen således: "Gjentofte (gl. Form: Gefnetofte), smukt beliggende ved Gjentofte Sø, med Kirke, Præstegd. (hvorfra al Jorden er bortsolgt), kirkeligt Forsamlingshus „Bethania“, opf. 1888 under Ledelse af Arkitekt L. H. Knudsen, Skole, flere Privatskoler, Fortsættelsesskoler (for Haandværkslærlinge o. a.), Asyl („Provst Boisens og Hustrus Børneasyl“, opr. 1862), Gjentofte-Lyngby Hospital, Børnehospital for Børn under 8 Aar, grundl. ved Gavebrev af Livlæge Th. Petersen, (Bygningen er paabegyndt Aug. 1895), et Alderdomshjem, opr. 1890 af Foreningen „Alderdomshjem“, der ejer to Boliger med tilsammen 8 Lejligheder til Friboliger for gamle, hæderlige trængende i Gjentofte-Ordrup Kommune, Schmedes’ og Hustrus Stiftelse (opr. 1875) med Friboliger for trængende Enker, forladte Hustruer eller ugifte Fruentimmer, Vældegaard Kvindeskole, opr. 1884. Jærnbanestation paa Nordbanen, Hotel, Postekspedition og Telegrafstation, Telefonforbindelse med Kjøbenhavn og mange Villaer. Ved Baunegaard skal der anlægges et Vandværk."

Forholdene omkring århundredeskiftet blev beskrevet således: "1.163 levede af immat. Virksomh., 651 af Jordbr., 546 af Gartneri, 515 af Fiskeri, 1.664 af Industri, 1.033 af Handel, 38 af Skibsfart, 1.140 af andre Erhv. (deraf 1.051 Daglejere og Arbejdsm.), 501 af deres Midler, og 198 vare under Fattigv.

Landbruget er vel stadig Hovederhvervet i Gjentofte Sogn; men de senere Aar have dog bragt en ikke ringe Forandring deri, idet en stor Mængde Villaer, som bebos af Folk, der have deres Forretning i Hovedstaden, ere blevne byggede, især i og omkring Gjentofte, Jægersborg og Hellerup, saaledes at disse Byer helt eller delvis have mistet Præget af Landsbyer, og mange af Jordbrugene ere blevne udstykkede. Det er derfor, at Gruppen „immateriel Virksomhed“ er saa stor, ligesom ogsaa Grupperne „Gartnere“, „industridrivende“ (Haandværkere) og „handlende“ som en Følge af den Kundekreds, Udvandringen fra Hovedstaden afgiver, ere betydelige. Mange ere dog kun „Landliggere“, hvorfor Sognet om Sommeren har mange flere Indb. end om Vinteren. Gjentofte Sogns faste Beboere var 1892: 4029. Gennem Sognet gaa Nordbanen og Klampenborgbanen samt Hovedlandevejen fra Kbh. til Frederiksborg."

Ordrup

Urbaniseringen og styrkelse af infrastrukturen med jernbane betød meget for Ordrups vækst og for alle dele af Gentofte Kommune. Eksempelvis tog udstykning fart i begyndelsen af 1900-tallet, og villakvartererne skød op. Ordrup Realskole blev oprettet i 1867, og den lille privatskole Friser Skole fra 1879 voksede hurtigt og skiftede i 1911 navn til Ordrup Gymnasium.

I andel havdel af 1800-tallet gennemgik Ordrup en rivende udvikling. Ved århundredeskiftet lød beskrivelsen således: "Ordrup med Kirke, Præstebolig, Kommuneskole, Latin- og Realskole (opr. 1873 som Internat, senere udvidet), privat Realskole, Asyl for Smaabørn (opr. 1860), Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Louises Asyl (opr. 1894), katolsk Kirke, „St. Andreas Kirke“, med en Skole, „St. Andreas Kollegiet“, der omfatter Almueskole og Latin- og Realskole, Internat for Drenge og flere Samlinger, deribl. et Bibliotek paa 11,000 Bind, St. Josephs Rekonvalescenthjem (opr. 1890), Apotek, Hotel, Traverbane og Cyclebane og en stor Mængde Landsteder. Til Ordrup slutter sig Charlottenlund med Slot, midt i Skoven af samme Navn, opført 1733, Kronprinsens Sommerresidens, forst-botanisk Have, Station paa Klampenborgbanen, egen Post- og Telegrafstation, Telefonforbindelse med Kjøbenhavn, Traktørsteder og mange Landsteder." Byen var da midt i sin udvikling.

I en beskrivelse fra omkring århundredeskiftet hed det om Ordrup: "Agerbruget er her ikke længere den væsentlige Erhvervskilde. Store Dele af Sognet ere forvandlede til fuldstændige Villakvarterer, navnlig Ordrup med Charlottenlund og hele Strækningen langs Strandvejen, og Haandværkernes, de handlendes og Daglejernes Klasse samt Erhvervsgruppen „immateriel Virksomhed“ er langt i Overtal. Forøvrigt maa mærkes de mange Gartnerier ligesom ogsaa Fiskeriet i Skovshoved. Sognet gennemskæres fra N. til S. af Klampenborgbanen."

Dyssegård

Dyssegård var i 1800-tallet en stor gård beliggende øst for Gentofte Rende. Matrikulært hørte gården til Gentofte bys jorder, hvorfra den var udflyttet. Ved gården lå et stort teglværk. I området lå også en række andre udflyttede gårde: Højsgård mod syd, Havsgård, mod sydøst, Bjergegård m.fl. mod øst (nu under nabosognet), Nørre og Sønder Ellegård, Nørre og Sønder Munkegård, Gamle og Ny Søndergård mod vest, der matrikulært hørte under Vangede.

I begyndelsen af 1900-tallet blev området opslugt af Københavns fremadskridende byudvikling og bebygget med villabebyggelse: den første udstykning skete mellem 1905 og 1912 og omfattede jorder nord og syd for gården. Den sydlige del af gårdens jorder blev udstykket mellem 1912 og 1922, og resten af jorden blev udstykket mellem 1922 og 1929. Omtrent på samme tid, som denne udstykning fandt sted øst for Slangerupbanen, oprettet i 1906, skete en lignende udstykning vest for banen på jorder under Vangede. Endvidere blev der anlagt en skole i området. Slangerupbanen blev oprindeligt anlagt med stoppesteder i Emdrup og Vangede, men i 1932 blev oprettet et trinbræt ved Dyssegård (senere Dyssegård Station). I 1948 blev Emdrup nedlagt som stoppested.

Stort set hele området blev bebygget med enfamiliehuse, dog blev områderne nærmest Vangede Station bebygget med etageboliger.

Brønshøj

Brønshøj lå nordvest for hovedstaden og blev tidligt påvirket af den fremadskridende forstadsudvikling. Sognet havde 1.552 indbyggere i 1850, 1.730 i 1855, 2.085 i 1860, 3.277 i 1870, 3.825 i 1880 og 4.812 i 1890.

Brønshøjs forstadsudvikling omkring århundredeskiftet beskrives således: "218 levede af immat. Virksomh., 678 af Jordbr., 95 af Gartneri, 1548 af Industri, 810 af Handel, 7 af Skibsfart, 1284 af andre Erhv. (deraf 1.151 Daglejere og Arbejdsmænd), 108 af deres Midler, 54 vare under Fattigv. og 10 i Aandssvageanstalter). Industrien indtager en meget betydelig Plads, hvad der skyldes de store Fabrikker i den østl. Del af Sognet (Utterslev, St. Stefans Sognefogeddistrikt), ligesom ogsaa en Del af Arbejderbefolkningen har sit Erhverv i Hovedstaden. Ogsaa Tørveproduktionen har Betydning. Den vestlige Del af Sognet gennemskæres af Frederikssundbanen.

I Sognet Byerne: Brønshøj, ved Landevejen til Frederikssund, med Kirke, Præstegd., Skole, Asyl (opr. 1870) og Kro; Vanløse, med Mølle og Handelsgartneriet, Husum med Mølle og Jærnbaneholdeplads paa Frederikssundbanen; Emdrup med Dampvaskeri og Folkehøjskolen „Emdrupborg“ (flyttet 1872 hertil fra Blaagaards Seminarium); Utterslev og Utterslevmark (St. Stefans Sognefogeddistrikt) med Kirke, „Kapernaumskirken“ (Filialkirke til St. Stefans Kirke i Kjøbenhavn), 2 Skoler, flere priv. Skoler, Asyl („Opdragelsen“); Gas og Vandværk (anlagt 1896), mange handlende og Haandværkere samt store Fabrikker, der mere og mere betage Utterslev Præget af en Landsby og faar den til at ligne en Forstad til Hovedstaden med dens høje Dampskorstene og kaserneagtige Bygninger, der huse en stor Arbejderbefolkning; dog har den ogsaa Kvarterer med en Del Villaer, der snarere lede Tanken hen paa, en By som Valby. Af Fabrikkerne nævnes: 1 Tændstikfabrik, 1 Terrakottafabrik, 1 Limfabrik, 1 Glasværk, 1 Ferniskogeri (tilhørende Aktieselskabet „De forenede Malermesteres Farvemølle“), 1 Klædefabrik („Bispebjærg Klædefabrik“), 1 Soda- og Vandglasfabrik samt Glud og Marstrands Metalvarefabrik (Aktieselskab, opr. 1895, Aktiekapital 800,000 Kr.), der bestaar af en med 2 Dampskorstene forsynet 150 Al. lang Fabriksbygning, hvor flere hundrede Arbejdere ere beskæftigede, og Brødfabrikkerne „Bispebjærg Mølle“ (Aktieselskab, opr. 1893, Aktiekapital 250,000 Kr.). Desuden har Kjøbenhavns Renovationskompagni sine Pladser her."

Af Brønshøj Sogn havde St. Stefans Sognefogeddistrikt, der ved kgl. Res. af 7/12 1874 i kirkel. Henseende blev henlagt til St. Stefans Sogn i Kjøbenhavn, 1/2 90: 2596 Indb. (1/2 95: 2902, 1880: 2039), der boede i 202 Gaarde og Huse og fordeltes efter Erhverv saaledes: 84 levede af immat. Virksomh., 46 af Jordbrug, 34 af Gartneri, 1042 af Industri, 442 af Handel, 7 af Søfart, 859 af andre Erhverv (deraf 736 Dagl. og Arbejdsm.), 41 af deres Midler, og 41 vare under Fattigv.

Brønshøj sogn blev indlemmet i København ved lov af 3. spril 1900.

Rødovre

Rødovre opretholdt sit landlige præg frem til begyndelsen af 1900-tallet. Endnu så sent som i 1890 var indbyggernes fordeling efter sysselsætning: "26 levede af immat. Virksomh., 329 af Jordbrug, 9 af Gartneri, 70 af Industri, 85 af Handel, 239 af andre Erhverv, 7 af deres Midler, og 95 vare under Fattigv." Bebyggelsen bestod ved århundredeskiftet endnu kun af landsbyen Rødovre ved vestsiden af Damhussøen med kirke og skole samt Islemark, der karakteriseredes som "med meget spredt liggende Huse" med fattiggård for Brønshøj-Rødovre sogne med plads til 90-100 lemmer. Ved landevejen mellem København og Roskilde lå Damhuskroen og gården Hendriksholm. Af andre større gårde fandtes kun Islegaard og Islehus.

Rødovres begyndende forstadsudvikling afspejles i sognets indbyggeres fordeling efter næringsveje i 1906: 47 levede af immateriel virksomhed, 409 af landbrug, 0 af fiskeri, 308 af håndværk og industri, 79 af handel, 0 af samfærdsel, 22 af formue, 9 af offentlig understøttelse og 16 af anden og uangiven virksomhed.

Endnu i 1910 var landbrug den dominerende arealudnyttelse dog suppleret med gartneri med henblik på det nærliggende københavnske marked. Da jernbanen mellem København og Roskilde gik sønden om sognet og lå forholdsvis langt fra den historiske bebyggelse, tog det tid inden, at Rødovre blev inddraget i den fremadskridende forstadsudvikling vest for hovedstaden. Først omkring 1930 var der skabt et sammenhængende forstadsområde mellem jernbanen og den historiske bebyggelse omfattende sognets sydøstlige del samt mere spredt bydannelse andre steder i sognet.

Rødovres fremadskridende forstadsudvikling afspejles i antallet af indbyggere i sognet: 716 i 1901, 1.581 i 1916, 3.197 i 1925, 5.836 i 1930, 9.233 i 1935, 12.443 indbyggere i 1940. Karakteristisk for udviklingen var etableringen af Søtorp, en byggeforenings-villaby ved Damhussøen med ca. 50 villaer. I 1918 blev ejendommen Islevhus ved Roskilde landevej købt til udstykning og også i sognets sydlige del foregik omkring 1920 en stærk villabebyggelse.

I 1930 var fordelingen efter næringsveje: 741 levede af landbrug, 2.997 af håndværk og industri, 594 af handel, 564 af samfærdsel, 339 af immateriel virksomhed, 220 af husgerning, 335 var ude af erhverv og 46 uangiven. I 1928 var 888 erhvervsaktive sysselsat i København svarende til 46,7% af de sysselsatte.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Rødovre sin forstadsudvikling: 14.780 indbyggere i 1945, 18.704 i 1950, 27.007 i 1955 og 39.345 i 1960.

Hvidovre

Det fik ikke nogen umiddelbar betydning, at jernbanen blev anlagt mellem København og Roskilde i 1847, heller ikke at den blev forlænget til Korsør i 1856, skønt den blev lagt igennem landsbyens nordligste marker. Endnu omkring århundredeskiftet var der ikke sket nogen byudvikling i tilknytning til jernbanen. Derimod fik det betydning, at Valby og Vigerslev på dette tidspunkt blev udskilt fra det daværende Hvidovre Sogn og indlemmet i København, idet hovedstaden hurtigt efter bredte sig ud over de indlemmede områder og således nåede frem til Hvidovre.

Omkring århundredeskiftet, før udskillelsen af Valby og Vigerslev, blev forholdene beskrevet således: "243 levede af immat. Virksomhed, 543 af Jordbrug, 95 af Gartneri, 16 af Fiskeri, 1561 af Industri, 434 af Handel, 16 af Skibsfart, 1124 af andre Erhv., (deraf 1010 Daglejere og Arbejdsm.), 183 af deres Midler, 39 vare under Fattigv., og 97 vare i Aandssvageanstalter. Den store Plads, som Industrien indtager, skyldes især de store Bryggerier, Frederiksholms Tegl- og Kalkværk og de andre Fabriksvirksomheder. Kjøbenhavn-Roskildebanen gennemskærer den nordvestlige Del af Sognet." At forstadsudviklingen berørte Valby snarere end Hvidovre fremgår af den samtidige beskrivelse: "I Sognet Byerne: Hvidovre med Kirke og Skole; Vigerslev (Vierslev); Valby (1/2 1890: 3.147 Indb. med 248 Gaarde og Huse; 1.896 4034 Indb.), sammenbygget med Frederiksberg og derved med Hovedstaden, med Filialkirken „Jesuskirken“, Præstebolig (for Sognepræsten til Hvidovre og Valby), Skole, flere Privatskoler, Asyl (stiftet 1842, med en egen 1874-75 opført Bygning), Vandværk med Taarn ved Søndermarken, anlagt 1896 af Stadsingeniør Jochimsen, med en omtr. 5000 Al. lang Vandledning og Pumpestation ved Damhus Sø), Kro, Postkontor med Telegrafstation og Telefonforbindelse med Kjøbenhavn, hvormed den ogsaa er forbunden ved Sporvej, Valgsted for Kjøbenhavns Amts 3. Folketingskreds, mange Villaer, stort Agerbrug og Handel med Hovedstaden, især Fjerkræ og Æg, og betydelige Fabrikker, deribl. 5 Garverier, Fabrikken Dan (Fabrikation af teknisk-kemiske Artikler), Kjøbenhavns Lervarefabrik (Aktieselskab, opr. 1885; Aktiekapital: 82,000 Kr.), Nordisk Kulsyrefabrik (Aktieselsk. opr. 1896, Aktiekapit., 100,000 Kr.), 1 Mølle („Store Kongens M.“), Bryggeriet Alliancevej (et 1886 oprettet Aktieselskab, nu hørende til „De forenede Bryggerier“), Fabrikken Alliance, Mineralvandsfabrik og Øltapperi, og først og fremmest de to Ølbryggerier Gamle Carlsberg og Ny Carlsberg." Det var netop disse bymæssigt bebyggede områder, som blev forenet med hovedstaden.

Efter udskillelsen var Hvidovre atter et landligt sogn, men ikke længe. I 1906 havde sognet 653 indbyggere, hvoraf 5 levede af immateriel virksomhed, 369 af landbrug, 23 af fiskeri, 145 af håndværk og industri, 35 af handel, 30 af samfærdsel, 19 af formue, 26 af offentlig understøttelse og 1 af anden og uangiven virksomhed.

Forstadsudviklingen i Hvidovre skete hurtigt: endnu i 1906 boede i sognet 653 indbyggere, i 1911 689 indbyggere, i 1916 767 indbyggere, i 1921 962 indbyggere hvoraf 816 boede i nyopståede villabebyggelser, i 1925 3.977 indbyggere, i 1930 6.523 indbyggere, i 1935 8.499 indbyggere, i 1940 12.014 indbyggere, i 1945 14.208 indbyggere, i 1950 23.163 indbyggere, i 1955 32.688 indbyggere, i 1960 38.411 indbyggere, i 1965 44.114 indbyggere.

Byudviklingen skete i form af store, samlede udstykninger af hele gårdes jorder i parceller i tilknytning til et tilnærmet rektangulært vejnet. I første omgang omfattede disse udstykninger fortrinsvis de sydøstlige og sydlige områder, senere fulgte de nordvestlige områder.

I 1930 var befolningens fordeling efter sysselsætning 352 levede af landbrug m.v., 3.839 af håndværk og industri, 632 af handel, 745 af samfærdsel, 244 af immateriel virksomhed, 273 af husgerning, 393 var ude af erhverv og 45 uangiven. I 1928 havde 1.210 indbyggere eller 53,1% deres indkomst fra arbejde i Hovedstaden.

Glostrup

I 1847 åbnede Danmarks første jernbane på strækningen København-Roskilde. Én af stationerne på strækningen blev placeret ved Glostrup, der dermed fik flere daglige togforbindelser til København og Roskilde. At jernbanen kom til byen betød i de første år kun begrænset vækst i området. Byen var fortsat en landsby, hvor hovedparten af indbyggerne ernærede sig ved landbrug.

Undtagelsen var åbningen af Glostrup Bryggeri i 1845. Bryggeriet fik senere stor betydning for byen, og i 1890 beskæftigede det 48 af Glostrups befolkning.

I 1880 førtes de første telegraflinjer langs Roskildevej til Glostrup, og fire år senere fulgte telefonlinjer.

Mod slutningen af 1800-tallet begyndte en kraftig udvikling i Glostrup. Byen begyndte at vokse hurtigt, og i 1880'erne tog Glostrup skridtet fra landsby til stationsby. Udviklingen blev desuden accelereret i forbindelse med opførelsen af Vestvolden ca. 2 km øst for byen i 1888-1892. Håndværkere, handelsfolk og voldarbejdere valfartede til byen, og i 1890 var landbruget for første gang ikke hovederhvervet.

Omkring år 1900 begyndte udviklingen at tage fart, og flere centrale institutioner og virksomheder grundlægges. Allerede ved århundredeskiftet havde byen kirke, præstegård, skole, distriktslægebolig, apotek, jernbanestation, telegrafstation, postekspedition, kro, bryggeri, bageri, købmandshandel med mere. Af nye virksomheder tilkom blandt andet Oliemøllen (1901) der i 1923 overtoges af Sunlight, Glostrup Kommuneskole (1902) samt Forstædernes Bank (1905).

I 1911 havde Glostrup 2.231 indbyggere, heraf ernærede 189 sig ved landbrug, 1.103 ved håndværk og industri, 387 ved handel, 135 ved transport og 105 af egne midler.

Endnu frem til mellemkrigstiden udgjorde Glostrup en selvstændig stationsby men udviklede sig sideløbende til en satellitby til Storkøbenhavn, hvor i 1957 1.560 pendlede til hovedstaden for at arbejde.

Siden har Glostrup udviklet sig til københavnsk forstad og vestlig bydel.

Herlev

I 1879 blev Frederikssundbanen anlagt, og der blev etableret en station ved Herlev, som dengang lå for langt fra den daværende landsby til at byudviklingen fulgte med.

Endnu ved århundredeskiftet (1900) udgjorde Herlev et landligt område med landsbyen Herlev ved Frederikssundvejen, med kirke, skole, kro og jernbanestation, mens bebyggelsen Hjortespring var meget spredt liggende og havde en skole. Lige efter århundredeskiftet begyndte imidlertid en forstadsudvikling ved Buddinge og Søborg, der som Herlev på daværende tidspunkt udgjorde en del af Gladsaxe kommune. I Herlev ønskede man imidlertid ikke at blive inddraget i forstadsudviklingen. I 1906 ansøgte en gruppe borgere derfor om at få udskilt Herlev fra Gladsaxe. Amtsrådet forlangte en afstemning om sagen, og i 1907 gik borgerne i Herlev til valg under mottoet: "Vi er, og vil vedblive at være en agrarisk by". Udfaldet af afstemningen var at alle vælgere stemte for adskillelsen med undtagelse af 6, der undlod at stemme, og den 1. april 1909 blev Herlev kommune udskilt fra Gladsaxe som en selvstændig kommune. Herlev Sogn blev i 1921 udskilt som et eget sognekald fra Gladsaxe Sogn.

Efter århundredeskiftet begyndte en stationsby imidlertid at vokse frem på en del af Herlevs jorder, dels ved udstykning omkring stationen sydøst for landsbyen, dels ved udstykning af nogle jorder øst for byen. Den fremvoksende Herlev stationsby havde i 1911 607 indbyggere, hvilket voksede til 718 i 1916, 814 i 1921, 1.327 i 1925, 1.788 i 1930, 2.090 i 1935, 2.450 i 1940 og 3.311 i 1945. Blandt andet skete der en bosættelse af folk med arbejde i København: af 846 beskæftigede i kommunen i 1928 havde de 274 (32,4%) deres indkomst fra København. I 1935 var antallet af pendlere til København vokset til 394.

I 1921 blev Herlev beskrevet som en "voksende Sogne- og Stationsby i Nordsjælland, c. 9 km NV f. Kbhvn ved Frederikssundsvejen". Byen havde kirke, stor skolebygning (opført 1907), vandværk og kro. I 1930 fandtes endvidere præstebolig, læge, postekspedition, telegraf- og telefonstation, "for Skolevæsenet er indført Købstadordning" og kommunen var blevet forsynet med indlagt vand, elektricitet og gas.

Af byens 1.788 indbyggere i 1930 ernærede 214 sig ved landbrug, 898 ved håndværk og industri, 185 ved handel, 134 ved transport, 104 ved immateriel virksomhed, 94 ved husgerning, 137 var ude af erhverv, og 22 var uden angivelse. Kommunen havde da 2.384 indbyggere, det vil sige, at 75% af indbyggerne i kommunen boede i Herlev by, skønt den kun udgjorde 10-15% af kommunens samlede areal.

I 1948 var der 3.009 skatteydere i Herlev Kommune; heraf havde 1.915 (63,6%) arbejde i København, 330 på Frederiksberg, 23 i Gentofte, 181 i Gladsaxe, 28 i Glostrup, 48 i Rødovre, 17 i Hvidovre, 30 i Lyngby-Taarbæk, 15 i Søllerød, 34 i Ballerup-Maaløv og 32 i Værløse Kommuner. Mens samlet 2.678 personer udpendlede, skete der samtidig en indpendling fra andre kommuner: 803 fra København, 55 fra Frederiksberg, 19 fra Gentofte, 155 fra Gladsaxe, 14 fra Glostrup, 10 fra Hvidovre, 33 fra Lyngby-Taarbæk, 36 fra Rødovre, 183 fra Ballerup-Maaløv og 36 fra Værløse, i alt 1.361 indpendlere.

Den 15. maj 1949 blev indført S-togsdrift. Sammen med bolignøden i Hovedstaden fik dette snart følger: udstykninger, ikke mindst af socialt boligbyggeri, fulgte slag i slag. Medvirkende til byens hastige inddragelse i forstadsudviklingen var også en ringvej som blev lagt gennem kommunen mellem den gamle landsby og villakvartererne øst herfor. I 1947 havde en kreds af arkitekter i Egnsplanudvalget offentliggjort en Egnsplan for Storkøbenhavn (senere kendt som Fingerplanen). Denne forudså at byudviklingen i hovedstadsområdets ydre dele skulle ske som "byfingre" langs udfaldsveje og i tilknytning til jernbaner. Forslaget omfattede også Herlev. En ringvej skulle skære gennem kommunen. Det blev foreslået at området nord for banen især skulle rumme boliger med tilhørende service, mens området sydvest for jernbane og ringvej skulle bruges til industri. Disse forslag blev fulgt: kommunen fik sin ringvej (Ring 3), der suppleredes af en motorringvej ved kommunens østlige grænse. Mod sydvest udvikledes et industrikvarter i tilknytning til vejene Mileparken og Marielundvej. Nord for banen udvikledes et bycenter i den gamle landsbys område lige nordvest for hvor Herlev Hovedgade og Ring 3 skar hinanden. I kommunens nordlige del blev bevaret et grønt område – en rest af de friarealer, som var forudset at blive bevarede mellem "byfingrene".

Herlevs inddragelse i forstadsudviklingen i tilknytning til Hovedstaden afspejler sig i indbyggertallet: endnu i 1945 havde man i kommunen kunnet skelne mellem Herlev by med 1.015 huse og 3.311 indbyggere og byen Hjortespring i kommunens nordlige del med 160 husstande og 558 indbyggere, men i 1950 var de to byer vokset sammen, og hele kommunen blev opgjort som forstadskommune til København. Det samlede indbyggertal voksede fra 3.869 i 1945 til 7.674 i 1950, 15.666 i 1955, 21.358 i 1960 og 23.407 fordelt på 7.012 husstande i 1965.

I 1957 var der 9.108 skatteydere i kommunen, heraf fik 5.097 (56,0%) deres indkomst i København.

Ballerup

I slutningen af 1800-tallet blev Ballerup beskrevet som en by beliggende ved Landevejen og Jernbanen til Frederikssund, med kirke, skole, mølle, stor kro og hotel samt telegraf- og telefonstation.

Fra begyndelsen af 1900-tallet oplevede Ballerup stationsby en betydelig vækst. Antallet af indbyggere steg markant, med tal som 935 i 1906, 1.044 i 1911, og 1.769 i 1925. Denne kontinuerlige befolkningsvækst fortsatte med 2.445 indbyggere i 1930 og 2.577 i 1940.

I Ballerup i 1911 arbejdede 133 med landbrug, 403 med håndværk/industri, 263 med handel m.v. I 1930 havde Ballerup 2.445 indbyggere, med 350 i landbrug, 992 i håndværk/industri, 251 i handel, 193 i transport, 168 i immateriel virksomhed, 181 i husgerning, 293 uden beskæftigelse, og 17 uden angivet erhverv.

Frem til 1930 fik Ballerup en lang række offentlige og private virksomheder: af offentlige og andre bygninger m.m. kan nævnes: kommuneskolen opført 1901 og tegnet af arkitekt Mandrup-Poulsen, gymnastiksal opført 1927 og tegnet af Knud Barfoed), gasværk opført 1909 og tegnet af ingeniør V. Nielsen, alderdomshjem opført 1926 og tegnet af H. Nielsen, badeanstalt opført 1926, brandstation opført 1926 og tegnet af arkitekt H. Nielsen og ingeniør Thomassen. Af statslige bygninger kan nævnes posthuset fra 1916 og tegnet af Magdahl-Nielsen. Af private bygninger og anlæg kan nævnes Ballerup Realskole opført 1915 og tegnet af arkitekt O. Falkentorp, Teknisk skole opført 1916 og tegnet af arkitekt O. Falkentorp,

Indtil 2. verdenskrig udviklede Ballerup sig som en satellitby med eget erhvervsliv og stigende forbindelse til København. Efter krigen blev byen mere integreret i hovedstadens udvikling, som ses i pendlingstallene: I 1948 pendlede 1.200 (36,1% af beskæftigede), og i 1957 steg det til 3.567 (43,2%)..

"Fingerplanen" fra 1947, der koncentrerede byudviklingen langs jernbanelinjer i Storkøbenhavn, antydede, at Ballerup ville forblive en satellitby, mens Skovlunde ville vokse til en del af et sammenhængende forstadsområde med Herlev.

Fingerplanen fra 1947 førte til byreguleringsloven i 1949, der krævede oprettelsen af et byudviklingsudvalg til at planlægge fremtidig byudvikling i Hovedstadsområdet: (byudviklingsplan). Samme år, 1949, nåede S-togsnettet til Ballerup og satte yderligere fart i byudviklingen.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". På grund af Ballerups jernbanestation ansås byen som egnet til byudvikling., og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til byen syd og nord for jernbanen lagt i mellemzone, det vil sige skulle kunne inddrages til bebyggelse på længere sigt. Det var forudsat, at Ballerup fortsat skulle udgøre et særskilt byområde.

Således gik det ikke. I de følgende år skete der en dispensation for byggeri på området beliggende mellem Ballerup og Skovlunde, hvorved Ballerup ville blive en forstad til Storkøbenhavn. Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 6 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1965, som for Ballerups vedkommende forudsatte en kraftig udbygning af både områderne mellem jernbane og Frederikssundsvej og tillige nord for landevejen, hvorved Ballerup blev en del af et samlet byområde, som var væsentlig større end oprindeligt forudset. Det blev forudset, at der skulle udlægges et aflangt parkareal til rekreationsformål langs bebyggelsens sydside samt mellem Ballerup og Måløv. I planen indgik både områder til boliger og til industri.

I 1945 havde Ballerup 2.949 indbyggere fordelt på 928 husstande, i 1950 3.925 indbyggere fordelt på 1.247 husstande, i 1955 6.723 indbyggere fordelt på 2.229 husstande, i 1960 9.392 indbyggere mens Ballerup Sogn i 1965 havde 17.981 indbyggere fordelt på 5.700 husstande.

Skovlunde

I 1879 anlagdes jernbanen fra København til Frederikssund forbi Skovlunde. Med anlæggelsen af jernbanen og en bedre Frederikssundsvej fik man udvidet kontakten til omverdenen. Nu kunne man med tog levere daglige landbrugsvarer og mælkeprodukter til københavnerne, og den daglige postforbindelse og telefonen var medvirkende til begyndende forandringer i Skovlunde fra starten af 1900-tallet.

I første halvdel af 1900-tallet voksede Skovlunde kun langsomt: i 1925 havde Skovlunde Villaby 267 indbyggere, i 1930 389 indbyggere fordelt på 88 husstande, i 1935 607 indbyggere fordelt på 149 husstande, i 1940 271 indbyggere fordelt på 81 husstande.

I 1930 havde Skovlunde 389 indbyggere, hvoraf 159 levede af landbrug, 110 af håndværk og industri, 34 af handel, 34 af transport, 14 af immateriel virksomhed, 15 af husgerning, 21 var ude af erhverv og 2 havde ikke oplyst næringsvej.

Den fremadskridende byudvikling i tilknytning til hovedstaden fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Ballerup på længere sigt ville forblive en satellitby, mens Skovlunde ville vokse til at udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Herlev. Fingerplanen førte til vedtagelse af Byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Da Skovlunde havde station på jernbanen, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til byen syd og nord for jernbanen lagt i mellemzone, det vil sige skulle kunne inddrages til bebyggelse på længere sigt. Det var forudsat, at Skovlunde fortsat skulle udgøre et særskilt byområde.

Således gik det ikke. I de følgende år skete der en dispensation for byggeri på området beliggende mellem Ballerup og Skovlunde, hvorved de to byområder ville vokse sammen. Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 6 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1965, som for Skovlundes vedkommende forudsatte en kraftig udbygning af både nord og syd for jernbane og landevej og sammenvoksning med Ballerup mod vest. Det blev forudset, at der skulle udlægges et aflangt parkareal til rekreationsformål langs bebyggelsens sydside samt mellem Ballerup og Måløv. I planen indgik både områder til boliger og til industri.

Allerede omkring 1960 fremstod Skovlunde som en integreret forstad til København med karakter af soveby. Syd for banen lå den gamle landsby, men mellem denne og jernbanen var udbygget et område med etagehuse, syd for landsbyen lå et stort kolonihaveområde og øst for dette en-familieboliger. Også nord for jernbanen lå et omfattende villakvarter, og mod nordvest var udlagt et område til industrigrunde. Byen havde fået S-baneforbindelse.

I 1945 havde Skovlunde 306 indbyggere fordelt på 88 husstande, i 1950 416 indbyggere fordelt på 126 husstande, i 1955 1.006 indbyggere fordelt på 332 husstande (og Skovlunde by 697 indbyggere fordelt på 232 husstande), i 1960 1.816 indbyggere (samt 3.562 i Skovlunde by) mens Skovlunde Sogn i 1965 havde 14.857 indbyggere fordelt på 4.642 husstande.

Skovlundes voksende inddragelse i Hovedstadens udvikling afspejles i udviklingen i pendling fra Ballerup-Måløv Kommune til København: i 1948 1.200 pendlere svarende til 36,1% af de beskæftigede, i 1957 3.567 pendlere svarende til 43,2% af de beskæftigede.

Smørumnedre

Smørumnedre lå gennem hele første halvdel af 1900-tallet som en landsby omgivet af sine marker. Først omkring midten af århundredet skete en begyndende udstykning mod nordøst i tilknytning til den opvoksende stationsby og forstad Måløv, og først i 1960-erne skete en begyndende udstykning i tilknytning til selve landsbyen. Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavnsegnen fra 1951 havde forudset udviklingen ved Måløv, der blev lagt i "mellemzone", det vil sige til byudvikling på længere sigt, men ikke ved landsbyen Derimod forudså Partiel Byudviklingsplan nr. 6 for Københavnsegnen fra 1965, at der kunne udlægges en mere omfattende åben og lav boligbebyggelse i tilknytning til bebyggelsen ved Måløv, dog i første omgang kun i mellemzone, indtil der forelå en nærmere udarbejdet plan.

Gladsakse

Gladsaxe kom til at ligge uden for det københavnske oplandsbanenet mellem Slangerupbanen og Frederikssundbanen. Beliggenheden betød, at Gladsaxe først efterhånden blev inddraget i den fremadskridende forstadsudvikling: Mens forstadsudviklingen skete i tilknytning til de to jernbaner især i Buddinge og Søborggaard, lå Gladsaxe som et åbent landområde i midten. Men efterhånden blev dele af byens jorder inddraget til bebyggelse især nordøst for byen, hvor der udlagdes store villaområder omkring jernbanen sydvest for Buddinge station.

Den første udstykning længst mod nordøst på landsbyens jorder fandt sted allerede før 1. verdenskrig. Gladsaxe by havde 478 indbyggere i 1911, og 678 indbyggere i 1916.

Udstykningerne tog fart i mellemkrigstiden. Frem til 1931 begyndte udstykningerne at brede sig mod vest til områderne omkring landevejen mod Farum, og nye udstykninger fandt sted i 1930-erne således, at det meste af landsbyens jorder nord for byen efterhånden var inddraget til villabebyggelse.

I mellemkrigstiden fremkom Københavnsegnens Grønne Omraader i 1936. Under indtryk af den fremadskridende byudvikling omkring København lod Dansk Byplanlaboratorium udarbejde et samlet "Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv". Forslaget forudsatte blandt andet, at der skulle sikres en grøn korridor, der skulle forbinde Utterslev Mose med Gyngemosen syd for Mørkhøj og fortsætte videre sydvest for Gladsaxe by til Smørmosen og Fedtmosen, hvorfra der skulle være forbindelse til Hareskoven og Bagsværd Sø mod NV og Værebro Å i VNV. Forslaget blev imidlertid på dette punkt ikke udført.

Gladsaxe bys indbyggertal voksede fra 497 i 1921 til 1.573 i 1925, 1.728 i 1930 og 2.785 i 1935. Samtidig med Gladsaxe by voksede andre byområder frem i kommunen: Søborggaard villaby, Buddinge stationsby, Bagsværd stationsby og Mørkhøj by. Fra 1940 blev indbyggertallet i Gladsaxe Kommune kun opgjort som helhed.

I Fingerplanen fra 1947 var det forudset, at Gladsaxs jorder syd for landsbyen skulle indgå i en grøn kile mellem to byfingre i tilknytning til henholdsvis Slangerupbanen og Frederikssundbanen. Den grønne kile skulle strække sig helt ind til Utterslev Mose. Således gik det ikke. Fingerplanen førte til nedsættelse af et byudviklingsudvalg, og allerede i en byudviklingsplan nr. 2 fra 1951 var store dele af den planlagte grønne kile forudsat inddraget til bebyggelse. Senere, i en ny byudviklingsplan fra 1966, blev de resterende områder udlagt til bebyggelse.

Hareskovby

Området blev oprindeligt kaldt Værløse Overdrev, da det før år 1900 blev brugt som græsningsareal af bønderne i Værløse; det kuperede landskab og de mange søer og moser gjorde området uegnet til landbrug. På overdrevet lå dog flere små gårde, men det var ikke noget godt sted at bo. Dertil lå det for afsides, når man kun kunne transportere sig til fods. Ved folketællingen i 1890 boede der 83 personer på Overdrevet.

De første villaer i byen stammer fra omkring år 1900. Etableringen af Slangerupbanen gav journalisten Michael Skandrup ideen om, at her skulle ligge en villaby efter engelsk mønster, og han stod for opførelsen af en række palæagtige villaer. Her kunne man bo smukt og bekvemt og med toget hurtigt nå sit arbejdssted i byen. Skandrup stod også for opførelsen af et stort underholdningsetablissement Hareskov Pavillonen i 1906. Salget af husene gik dårligt, og han selv endte med en fallit i 1908. Først langt senere blev Hareskovby det boligområde, som Skandrup havde forudset.

Hareskov Stationsby havde 227 indbyggere i 1916 og 345 indbyggere fordelt på 89 husstande i 1921.

Gennem 1920-erne og 1930-erne blev det meste af Overdrevet udstykket. Grundene var store. På mange blev der i første omgang bygget sommerhuse, men der blev også bygget en del villaer. Hen over årene blev sommerhusene erstattet af helårshuse. Gennem mellemkrigstiden voksede indbyggertallet i Hareskov Stationsby fra 345 i 1921 til 551 i 1925, 699 i 1930, 913 fordelt på 285 husstande i 1935, 1.067 indbyggere fordelt på 356 husstande i 1940

Allerede i mellemkrigstiden var byplanlæggere opmærksomme på byudviklingen og det voksende behov for at sikre rekreative områder. I Københavnsegnens Grønne Omraader. Forslag til et System af Omraader for Friluftsliv udgivet at Dansk Byplanlaboratorium i 1936 blev det foreslået at opbygge et system af fredede områder forbundne med et net af stier, blandt andet med udgangspunkt i Hareskovene og Jonstrup Vang omfattende Fedmose og Smørmose samt Værebro Å syd og sydøst for Hareskovby. Fra dette skulle udgå stiforbindelser mod syd langs Kagså, mod sydøst til Gyngemose, mod øst til Bagsværd sø og Lyngby sø, mod nord omkring Furesøen, mod nordvest via Søndersø til Ryget og mod vest til Veksø mose.

I mellemkrigstiden blev Hareskovby til en by. Hareskov Skole blev grundlagt i 1918, senere udvidet adskillige gange. Hareskov Gasværk blev bygget i 1927. Hareskov Kirke blev bygget i 1929.

2. verdenskrig betød ikke noget afbræk i befolkningsudviklingen: i 1945 boede der 1.147 indbyggere fordelt på 380 husstande. Udviklingen fortsatte efter krigen: i 1950 var indbyggertallet steget til 1.393 fordelt på 454 husstande. Omkring 1950 var udstykningen med få undtagelser ført til ende. Mange af grundene blev senere delt i 2 eller flere. Med sine 1761 indbyggere fordelt på 582 husstande i 1955 var Hareskovby den næststørste bydel i Værløse Sogn. Samtidig var en byudvikling i gang på Ballerup Overdrev i Ballerup-Måløv kommune; her boede 562 indbyggere, således at der i alt boede 2.323 i det samlede byområde. I 1960 var indbyggertallet vokset til 3.089 indbyggere fordelt på 2.246 i Værløse kommune og 843 i Ballerup-Måløv kommune. I 1965 blev hele Værløse kommune regnet som forstadskommune til Hovedstaden.

Frem til 2. verdenskrig udviklede Hareskov stationsby sig til en satellitby, adskilt fra hovedstaden og med et vist eget næringsliv men med voksende tilknytning til København. Efter krigen indebar Hovedstadens fortsatte vækst, at også Værløse kommune efterhånden blev inddraget i den fremadskridende byudvikling. Hareskov stationsbys inddragelse i Hovedstadens udvikling afspejles i udviklingen i pendling fra Værløse Kommune til København: i 1948 750 pendlere svarende til 37,0% af de beskæftigede, i 1957 1.135 pendlere svarende til 31,9% af de beskæftigede. Antallet voksede men andelen faldt noget.

Den fremadskridende byudvikling i tilknytning til hovedstaden fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Hareskovby med jernbanestation på længere sigt ville vokse til at udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Bagsværd mens Lille Værløse ville forblive en særskilt satellitby. Byudviklingen var forudset at ske mod syd, idet Hareskoven forhindrede byudvikling mod nord; dog var denne byudvikling forudset berænset således, at der også mod syd ville være en ubebygget "grøn kile" til rekreative formål. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Da Hareskovby havde station på jernbanen, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev udpeget byudviklingsområder i tilknytning til byen syd for jernbanen lagt i mellemzone, det vil sige skulle kunne inddrages til bebyggelse på længere sigt. Det var forudsat, at Hareskovby ville udvikle sig til et langstrakt men rimeligt klart afgrænset byområde.

Således gik det ikke. I de følgende år skete der en stærk byudvikling i tilknytning til Hareskovby, som udviklede sig til en forstad til Storkøbenhavn. Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1966, som for Hareskovbys vedkommende forudsatte en fastholdelse af det oprindelige byområde. Men hinsides kommunegrænsen mod syd, i Ballerup-Måløv kommune, blev flere områder i en tilsvarende opdateret byudviklingsplan fra 1965 lagt i inderzone eller mellemzone, og virkningen af dette var, at det rekreative område syd for Hareskovby efterhånden forsvandt.

Kongens Lyngby

Lyngby med Lyngby Kirke set fra Sorgenfri Park: C.W. Eckersbergs maleri udført mellem 1803 og 1810.

Maleri fra omkring 1820 med udsigt mod Lyngby Hovedgade og Lyngby Sø. Det hvide Palæ ses til venstre og Lyngby Kirke til højre.

Præstegården tæt ved Lyngby Kirke.

Allerede omkring 1800 var Kongens Lyngby en by med 890 indbyggere, i 1840 1.175 indbyggere, i 1860 1.751 indbyggere, i 1870 1.732 indbyggere og i 1880 2.221 indbyggere. Ved midten af 1800-tallet havde Lyngby 150 gårde og huse, nogle i 2 etager, til dels tegltækte. Byen havde derved "Liighed med en lille Kjøbstad". Byen havde kirke, præstegård, skole, postkontor, distriktslægebolig, apotek, en afdeling af Gentofte hospital, 2 gæstgivergårde eller værtshuse, 1 vandmølle, 1 jernstøberi, 1 maskinbyggeri, 1 fabrik for landbrugsredskaber og tæt ved 1 teglbrænderi med en årlig produktion på 1½ mio. sten.

I 1863 fik Kongens Lyngby togforbindelse til København. Det medførte, at det rigere borgerskab fik mulighed for at flytte til Kgs. Lyngby i helårsboliger. I 1880 havde byen 2.221 indbyggere. Lyngby Hovedgade fik som det første sted i Danmark elektrisk belysning.

I 1890 havde byen 2.556 indbyggere. I 1890'erne blomstrede industrien langs Mølleåen, og der blev gennemført store udstykninger af villagrunde i Kgs. Lyngby (Digterkvarteret og Fuglevadskvarteret). Omkring århundredeskiftet beskrives Kongens Lyngby som "en købstadlignende Landsby med til Dels brolagte Gader, flere ret anselige, 2 Stokværk høje Huse med Tegl- eller Skifertag, mange Butiker, smukke Landsteder osv." Byen havde 274 huse, kirke, præstegård, menigheds- og missionshus (opført 1887), skole, privat realskole og 3 private pigeskoler, amtssygehus med 27 senge og 4 i epidemisygehuset, hospital, apotek, et asyl (oprettet 1860), børnehjemmet "Børnely" (oprettet 1853), Brede Plejehus (oprettet 1863), "Aldersly" for trængende ældre ægtepar (oprettet af Lyngby Sogn velgørende Forening) og Lyngby Arbejderforenings Stiftelse, Lyngby Landboskole og Grundtvigs Højskole, gasværk (oprettet 1895), flere hoteller og større traktørsteder, bogtrykkeri, der udgav "Kjøbenhavns Amts Avis", station på den nordsjællandske jernbane (ny udvidet station, opført i 1891 efter tegninger af N.P.C. Holsøe), postkontor med 1 postmester og 1 ekspedient og telegrafstation, telefonforbindelse med hovedstaden og flere større fabrikker, således 1 maskinfabrik, 1 messingvarefabrik og 1 jernstøberi, 3 klæde-, uld- og tøjfabrikker, 1 gardinfabrik og 1 sukkerraffinaderi (aktieselskab, oprettet 5/5 1895, aktiekapital 300.000 kr.). Lyngby var valgsted for Kjøbenhavns Amts 4. Folketingskreds og bolig for distriktslægen i Kjøbenhavns Amts nordre distrikt.

Ikke kun byen men hele sognet blev præget af forstadsudvikling: "store Dele ere forvandlede til Villabyer, navnlig hele Kyststrækningen med Taarbæk og Lyngby, saaledes at de handlendes og industridrivendes Klasse har en stor Plads ved Siden af Landbrugerne; særlig maa fremhæves de store industrielle Anlæg i Lyngby og langs Mølleaaen. Ogsaa Fiskeriet har nogen Betydning. Sognet gennemskæres i den vestlige Del af den nordsjællandske Jærnbane og Hovedlandevejen til Frederiksborg."

Kongens Lyngby voksede betydeligt i første halvdel af 1900-tallet: i 1901 3.701 indbyggere, i 1906 4.329 indbyggere, i 1911 5.240 indbyggere, i 1916 5.791 indbyggere, i 1921 6.530 indbyggere, i 1925 7.385 indbyggere, i 1930 8.724 indbyggere, i 1935 13.178 indbyggere, i 1940 18.325 indbyggere. En følge af den fremadskridende forstadsudvikling omkring København og ikke mindst mod nord gjorde, at Kongens Lyngby samtidig sammenvoksede med andre byområder til at udgøre et mere eller mindre sammenhængende forstadsområde, men endnu så sent som i 1930 kunne Kongens Lyngby regnes som en satellitby i forhold til Storkøbenhavn.

I 1911 havde Kongens Lyngby 5.240 indbyggere. Heraf ernærede 271 sig ved landbrug, 2.519 ved håndværk og industri, 893 ved handel, 322 ved transport.

Omkring 1920 beskrives byen: "Byen har Kirke; Præstegaard, Missions- og Menighedshus, stor Kommuneskole (bygget i Pavillonstil), Gymnasium, flere Privatskoler, tekn. Skole, Folkehøjskole (Grundtvig’s), som tillige ejer Landboskolen (grundl. 1867 af J.C. la Cour), Landbrugsmuseum (1906 overtaget af Staten, indeholder c. 10000 Numre), Folkemuseets Bygningsafdeling samt flere Forsøgsanstalter. Foruden Amtssygehus og Hospital findes flere humanitære Indretninger, saaledes Kommunens Alderdomshjem og to andre, »Lykkensgave« og »Aldersly«, L. Arbejderforenings Stiftelse, 2 Børnehjem, Magdalenehjemmet »Skovtofte« o. fl. Af Pengeinstitutter: Sparekassen og Banken for L. og Omegn. L. er Station paa Nordbanen og Udgangspunkt for Privatbanen L.—Vedbæk (aabnet 1900), den har Postkontor med Telegraf- og Telefonstation, Gas-, Vand- og Elektricitetsværk, flere Hoteller, Gæstgiverier og Traktørsteder. Der findes fl. industrielle Anlæg, saaledes Binder & Co.’s Klæde-, Uldvare- og Tæppefabrik, Gardin- og Tekstilfabrik, Farveri- og Merceriseringsanstalt, »Dansk Staalindustri«, Sukkerraffinaderi, 2 Maskinfabrikker, Cementfabrik, endvidere Fabrikker for Tilvirkning af Staalrør, Halmvarer, Trævarer, Papirposer, Vogne, Kemikalier, Mineralvande m. m."

I 1930 havde Kongens Lyngby 8.724 indbyggere, hvoraf 296 levede af landbrug, 3.794 af håndværk og industri, 1.321 af handel, 612 af transport, 1.029 af immateriel virksomhed, 620 af husgerning, 937 var ude af erhverv og 115 havde ikke angivet erhverv.

I 1930'erne byggedes Ulrikkenborgkvarteret i funkis-stil.

Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det forudsat, at Kongens Lyngby kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med blandt andet Gladsakse og Bagsværd, hvorimod der ikke var forudset en sammenvoksning med Virum mod nordvest og Lundtofte mod nordøst. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Da Kongens Lyngby havde station på Nordbanen, med S-togsbetjening, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Kongens Lyngby lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.

Den oprindelige byudviklingsplan blev opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1966, som for Kongens Lyngbys vedkommende indebar en praktisk talt fuldstændig udbygning af området fra Furesøen i vest til Hørsholmmotorvejen i øst, idet dog en del af området omkring Mølleåen samt nord for Lyngby Sø og Bagsværd Sø mod vest forudsattes bibeholdt i landzone.

Frederiksdal Gods med blandt andet Frederiksdal Skov og Spurveskjulskoven blev fredet i 1943, Lyngby Åmose blev fredet i 1949.

Lundtofte

Først i løbet af mellemkrigstiden skete der en begyndende udstykning af villagrunde i tilknytning til Lundtofte. I 1930 havde Lundtofte sammen med Hjortekær 975 indbyggere, i 1935 havde Lundtofte by 330 indbyggere (Hjortekær by 605 indbyggere), i 1940 2.124 indbyggere.

Hovedstadens fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Lundtofte kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med blandt andet Brede og Virum, hvorimod der ikke var forudset en sammenvoksning med Kongens Lyngby mod syd. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Da Lundtofte havde station på Nærumbanen, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var muligt for byudvikling på længere sigt, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev størstedelen af det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Lundtofte lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.

Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1966, som for Lundtoftes vedkommende indebar en praktisk talt fuldstændig udbygning af området fra Furesøen i vest til Hørsholmmotorvejen i øst, idet dog en del af området omkring Mølleåen som en grøn kile fra syd forudsattes bibeholdt i landzone.

Nærum

Grundlaget for Nærums byudvikling var Nærumgård, som blev bygget i 1756 som landsted. I 1857 overtog D.B. Adler bygningerne, og han besluttede, at det efter hans død skulle omdannes til Nærum Børnehjem, hvilket skete i 1886. Ved enkens død i 1908 blev det solgt til Københavns Kommune med klausul om, at forsætte børnehjemsdriften.

En moderne sogneskole blev opført i 1901 som afløser for Nærums oprindelige landsbyskole. En kostskole opførtes 1907 og blev indviet d. 3. september 1909; driften af kostskolen blev fortsat frem til afslutningsfesten d. 1. juni 1932, da skolen måtte lukke som følge af en meget trang økonomi. Der kom også en højskole til byen i 1916. Desuden fik byen frem til 1. verdenskrig jernbanestation, postekspedition og telegrafstation, hotel, mejeri og en mineralvandsfabrik. I 1906 blev oprettet et kvindesanatorium og i 1907 et børnehjem.

I 1911 havde Nærum 779 indbyggere, heraf ernærede 137 sig ved landbrug, 229 ved håndværk og industri, 122 ved handel og 63 ved transport.

Nærum stationsbys befolkningsudvikling var forholdsvis rolig og blev fordoblet fra 638 i 1906 til 1.272 i 1930. Allerede fra 1935 blev hele den daværende Søllerød Kommune regnet som forstad til Storkøbenhavn.

Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Nærum med Nærumbanen kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Søllerød og Holte stationsby, trafikbetjent af jernbanen og en ny Hørsholmmotorvej vest om Nærum. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Heri konstateredes, at der var sket en mindre udstykning ved Nærum, og argumentet med trafikbetjening med Nærumbanen blev gentaget, omend denne forudsattes gjort bedre med en projekteret Lundtoftebane. Området var byggemodnet i form af kloakering og byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser. Hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Nærum blev derfor lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.

Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1966, som for Nærums vedkommende dog kun stadfæstede den tidligere plan og skete byudvikling.

Nærumvænge Torv i 1950'erne fra før supermarkedet blev bygget (åbnede i 1958).

Fra 1951 til 1961 blev Nærumvænge Torv og Nærumvænge bygget, tegnet af Palle Suenson.

I 1954 blev sygeplejehjemmet Hegnsgården opført nær biblioteket.

Søllerød

Da hovedstaden begyndte at vokse ud over sine grænser, blev også Søllerød påvirket af den fremadskridende urbanisering. Befolkningsudviklingen i Søllerød var følgende: i 1906 bestod byen af 87 huse med 413 indbyggere i 1911 459 indbyggere, i 1916 688 indbyggere, i 1930 havde byen 938 indbyggere, i 1935 var der 260 husstande med 985 indbyggere, i 1940 var der 326 husstande med 1.083 indbyggere, i 1945 havde byen 1.058 indbyggere, fra 1950 blev hele Søllerød Kommune betragtet som forstad til København.

Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Søllerød kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Nærum og Holte stationsby. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Heri konstateredes, at der var sket mindre udstykninger ved Søllerød. Skønt Søllerød lå uden for de banetrafikbetjente områder (Nærumbanen og S-banen til Holte), men under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev næsten hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Søllerød lagt i inderzone,, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.

Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1966, som for Søllerøds vedkommende dog kun stadfæstede den tidligere plan og skete byudvikling.

Holte

Geels Bakke (maleri af Andreas Juuel).

Frem til midten af 1800-tallet var det område, Holte udviklede sig på, overvejende dækket af skov. Gennem dette område var anlagt Kongevejen til Hillerød og Frederiksborg Slot omkring 1766. Vejen delte sig ved Rudersdal i to grene: en mod Hillerød og en mod Hirschholm. Langs vejen fandtes endnu frem til midten af 19. århundrede kun få, spredte huse.

Holte opstod som stationsby efter, at Nordbanen var blevet anlagt i 1864. Stationen blev lagt på det smalle stykke jord mellem Vejlesø og Geelskov. Byudvikling var kun mulig mod nord eller syd for stoppestedet på jorder, som hørte under Dronninggård (Næsseslottet), og her udviklede Ny Holte sig. Her skete en begyndende udstykning mellem 1879 og 1898 og tog form af to adskilte bebyggelser, den ene syd for Furesø og nord for Vejlesø ved Frederikslund, den anden syd for Vejlesø. Omkring og efter århundredeskiftet bredte bebyggelsen sig på begge sider af Kongevejen også på Øverøds jorder.

Befolkningsudviklingen i Ny Holte eller Holte stationsby: i 1906 boede der 1.860 indbyggere, i 1911 2.675 indbyggere, i 1916 3.219 indbyggere, i 1921 3.933 indbyggere, i 1925 5.003 indbyggere, i 1930 5.478 indbyggere, i 1935 6.480 indbyggere, i 1940 6.879 indbyggere, i 1945 7.311 indbyggere. Fra 1950 regnedes hele Søllerød Kommune som en forstad til København.

I 1911 havde Holte stationsby 2.466 indbyggere, heraf ernærede 325 sig ved landbrug, 708 ved håndværk og industri, 407 ved handel, 202 ved egne midler.

Bykvarter	1906	1911	1916	1921	1925	1930	1935	1940	1945
Dronninggård	-	580	1.230	-	-	2.367	3.011	3.298	3.656
Rudegård	-	164	219	-	-	280	320	333	457
Øverød	598	726	768	-	-	1.688	1.959	1.974	1.929
Søllerød	413	459	688	-	-	938	985	1.083	1.058
Skovridergård	-	147	100	-	-	205	205	191	211
Kaningård	-	390	213	-	-	-	-	-	-
Holte i alt	1.860	2.675	3.213	3.933	5.003	5.478	6.480	6.879	7.311

_{Kilde: diverse folketællinger. Bemærk, at grænserne løbende er blevet revideret også med tilbagevirkende kraft. For årene 1921 og 1925 findes ingen specificeret opdeling.}

Den fremadskridende byudvikling fik også betydning for byplanlægningen. Da den såkaldte "Fingerplan" - Skitseforslag til Egnsplan for Storkøbenhavn - blev offentliggjort i 1947 med sit forslag om at samle den fremtidige byudvikling i hovedstadsområdet langs banelinjer, blev det også forudsat, at Holte kunne vokse og på længere sigt udgøre et sammenhængende forstadsområde sammen med Søllerød og Nærum stationsby. Fingerplanen førte til vedtagelse af byreguleringsloven i 1949, som forudsatte nedsættelse af et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen til planlægning af den fremtidige byudvikling i Hovedstadsområdet i form af en såkaldt byudviklingsplan.

Den 6. oktober 1949 nedsattes et byudviklingsudvalg for Københavns-egnen, som den 2. maj 1951 offentliggjorde "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 2 for Københavns-egnens byudviklingsområde". Da Holte havde station på Nordbanen, med S-togsbetjening, regnedes byen som et af de steder, der trafikmæssigt var hensigtsmæssigt for byudvikling, og under indtryk af, at området var byggemodnet i form af kloakering, og at byudviklingen forudsattes ikke at være i konflikt med frednings- og friluftsinteresser, blev hele det udpegede byudviklingsområde i tilknytning til Holte lagt i inderzone, det vil sige kunne bebygges når og hvis, kommunalbestyrelsen ønskede det.

Den oprindelige byudviklingsplan blev senere opdateret med "Betænkning vedrørende Partiel Byudviklingsplan nr. 7 for Københavns-egnens byudviklingsområde" fra 1966, som for Søllerøds vedkommende dog kun stadfæstede den tidligere plan og skete byudvikling.

Birkerød

I 1864 anlagdes Nordbanen med station ved Birkerød. Følgen var en stærk byudvikling, som yderligere blev fremmet ved 2 teglværker umiddelbart ved byen. Byens udvikling blev stærkt præget af oprettelsen af den senere Birkerød Statsskole i 1868 og af Ebberødgård 1894, som gradvis blev udvidet og på sit højdepunkt i 1950'erne havde over 1000 beboere og over 1000 ansatte.

Allerede i 1901 bestod Birkerød af 163 gårde og huse med 1.283 indbyggere, i 1906 188 gårde og huse med 1.481 indbyggere, i 1911 137 gårde og huse med 1.504 indbyggere,, i 1916 288 gårde og huse med 1.845 indbyggere, i 1921 343 gårde og huse med 2.125 indbyggere,, i 1925 3.222 indbyggere, i 1930 823 husstande med 3.392 indbyggere, i 1935 972 husstande med 3.624 indbyggere (byen regnedes nu som forstad til Storkøbenhavn), i 1940 1.163 husstande med 4.068 indbyggere. Fra 1945 regnedes hele kommunen som bymæssigt bebygget. Udbygningen af kommunen fortsatte i efterkrigsårene fra 7.092 indbyggere i 1945, over 11.124 i 1955 til 14.846 i 1960 og 18.884 i 1965.

I 1948 havde 959 erhvervsaktive indbyggere i Birkerød kommune sysselsætning i København svarende til 24,0%. I 1957 havde 1.901 erhvervsaktive indbyggere i Birkerød kommune sysselsætning i København svarende til 31,6%. Omvendt havde 197 indbyggere i København sysselsætning i Birkerød i 1948 og 213 indbyggere i København sysselsætning i Birkerød i 1957.

Hørsholm

Hørsholm havde omkring år 1900 en større og en mindre klædefabrik, et garveri, et bogtrykkeri, flere købmandsforretninger, et gæstgiveri, desuden to store planteskoler, der blev drevet på gårde, som var forpagtede fra staten dels i Slotshaven, dels i Folehave Skov m. m. Af offentlige bygninger fandtes kirken og Hørsholm Birks ting- og arresthus (opført 1848) med retslokaler, kontorlokaler for birkedommeren og arrester for 10 arrestanter. Hørsholm var bolig for birkedommeren i Hørsholm Birk og distriktslægen for Hørsholm lægedistrikt, har filial for Frederiksborg Amtstuedistrikt, skole, privat realskole for drenge og piger, privat pigeskole, apotek, post- og telegrafkontor (en postmester), telefonforbindelse med Helsingør og var sæde for "Hørsholm Distrikts økonomiske Selskabs Spare- og Laane-kasse" (oprettet 5. april 1862). I Hørsholm afholdtes 2 årlige markeder (april og oktober) med heste, kvæg, landbrugs- og husflidsprodukter.

Hørsholm havde i 1801 501 indbyggere, i 1840 623 indbyggere, i 1860 635 indbyggere, i 1870 519 indbyggere, i 1880 645 indbyggere.

I 1897 anlagdes Kystbanen med station, Rungsted Kyst, midt mellem Hørsholm og Rungsted. Dette bevirkede, at der efterhånden skete en kraftig byvækst både i Hørsholm og i Rungsted og omkring stationen. Således købte ejeren af Rungsted Badehotel, Fugmann, sammen med vinhandler Dreyer og andre i juni 1897 et stort areal i Rungsted, som de fik udstykket til villabebyggelse. Også andre store ejendomme som Folehavegård, Rungstedgård, Rungstedlund solgte grunde fra, men det skete gradvist, som regel kun en eller to byggegrunde ad gangen, hvorfor bebyggelsesudviklingen længe skete i langsomt tempo. Udstykninger til villabebyggelse skete således fortrinsvis på Vallerøds jorder syd for landsbyen og ned til Pennehave ved landevejen mellem Rungsted og Hørsholm. Bebyggelsen blev derfor i en periode kaldet Vallerød-Pennehave, fx i de statistiske opgørelser over indbyggertallets udvikling.

Befolkningsudviklingen i den nye stationsby kan belyses med følgende tal: i 1906 271 indbyggere, i 1911 373 indbyggere, i 1921 917 indbyggere, i 1925 1.288 indbyggere, i 1930 1.419 indbyggere, i 1935 1.773 indbyggere og i 1940 1.565 indbyggere. Senere er indbyggertallet ikke blevet opgjort særskilt men kun som en del af Hørsholms indbyggertal. Ifølge en opgørelse fra 1930 var af Vallerød-Pennehaves indbyggere 195 sysselsat ved landbrug, 287 ved industri, 235 ved handel, 95 ved transport, 282 ved immateriel virksomhed, 192 ved husgerning, 191 var ude af erhverv og 42 uden oplysninger.

Endnu op til omkring 1930 var det muligt at skelne mellem de tre bebyggelser, men efter 2. verdenskrig og især i 1960-erne, efter at Hørsholm i 1956 også havde fået motorvejsforbindelse med København, skete der en yderligere byudvikling på stedet blandt andet ved, at kommunalt ejet landbrugsjord blev udstykket og nu også til kædehuse og andre mindre ejendomme, hvilket gjorde, at de tre byområder voksede sammen ligesom også Usserød blev en integreret del af byområdet. Den stedlige erhvervsudvikling blev yderst beskeden, og Hørsholms indbyggere blev overvejende folk, som dagligt pendlede til arbejde i Hovedstaden.

År	Hørsholm	Vallerød- Pennehave	Rungsted	Usserød	heraf i Birkerød Sogn	heraf i Bloustrød Sogn	I alt Hørsholm by
1901	900						(900)
1906	1.140	271	87	1.051	1.051	-	(2.549)
1911	1.142	373	101	1.244	1.244	-	(2.860)
1916	1.330	-	557	1.354	1.354	-	(3.241)
1921	1.364	917	511	1.683	1.430	253	(4.475)
1925	1.676	1.288	627	1.901	1.636	265	(5.492)
1930	1.579	1.419	736	1.957	1.674	283	(5.691)
1935	1.807	1.773	828	2.077	1.759	318	(6.485)
1940	1.905	1.565	1.365	2.092			6.927
1945	7.498						7.498
1950	8.750						8.750
1955	10.352						10.352
1960	12.401						12.401
1965	14.509						14.509

*Noter: Kilder: diverse folketællinger. Bemærk, at der især ved de ældre er usikkerhed i opgivelserne. - betyder manglende opgørelse mens tomt felt betyder at tallene ikke opgøres særskilt mere.

I 1948 pendlede 1.243 indbyggere fra Hørsholm (= 25,8% af de erhvervsaktive), i 1957 2.121 (= 32,6%).

Ifølge en erhvervsopgørelse fra 1911 var af 1.142 indbyggere 49 (3,5%) sysselsat ved landbrug, 526 (46.1%) ved industri, 208 (18.2%) ved handel, 66 (5,8%) ved transport og 74 (6,5%) levede af egne midler. I Rungsted var af 474 indbyggere 50 (10.6%) sysselsat ved landbrug, 16 (3,4%) ved fiskeri, 99 (20,9%) ved håndværk og industri, 72 (15,2%) ved handel, 105 (22,2%) ved transport. Ifølge en opgørelse fra 1930 var af Hørsholms 1.579 indbyggere 114 sysselsat ved landbrug, 536 ved håndværk og industri, 235 ved handel og omsætning, 144 ved transport, 179 ved immateriel virksomhed, 129 ved husgerning, 185 ude af erhverv mens 57 ikke havde angivet indkomstgrundlag. I Rungsted var 171 sysselsat ved landbrug og fiskeri, 109 ved industri, 104 ved handel og omsætning, 72 ved transport, 58 ved immateriel virksomhed, 107 ved husgerning, 68 var ude af erhverv og 47 havde ikke givet oplysninger. I Vallerød-Pennehave (stationsbyen) var 195 sysselsat ved landbrug, 287 ved industri, 235 ved handel, 95 ved transport, 282 ved immateriel virksomhed, 192 ved husgerning, 191 var ude af erhverv og 42 uden oplysninger. I Usserød var 233 sysselsat ved landbrug, 1.015 ved industri, 163 ved handel, 149 ved transport, 71 ved immateriel virksomhed, 145 ved husgerning, 157 var ude af erhverv og 34 havde ikke givet oplysninger. Mens de sysselsatte ved industri helt dominerede i Usserød i den nordlige del af byområdet, spillede handel samt immateriel virksomhed en forholdsvis stor rolle i Hørsholm og stationsbyområdet. I 1950 var af det samlede byområdes befolkning 742 sysselsat ved landbrug, 3.438 ved industri og byggeri, 1.533 ved handel, 593 ved transport, 1.326 ved liberale erhverv, 919 levede af formue, mens 199 ikke havde oplyst indkomstgrundlag. Med 17,5% i handel og 15,2% ved liberale erhverv, samlet næsten en tredjedel, havde Hørsholm en forholdsvis stor andel af disse erhvervsgrupper.

Nord for Hørsholm udviklede sig stationsbyen Kokkedal. Skønt der ved Kystbanens anlæggelse blev oprettet et stoppested ved Kokkedal skete der i første omgang næsten ingen bebyggelse. Endnu i 1947 omfattede bebyggelsen ved stationen ikke mere end en håndfuld huse. Efter krigen var hovedstaden imidlertid fortsat voksende, og det var kun en spørgsmål om tid, hvornår den ville nå Kokkedal. For at sikre, at udbygningen skete på en hensigtsmæssig måde, blev der nedsat et såkaldt byudviklingsudvalg for Københavnsegnen, men i første omgang omfattede byudviklingsplanerne ikke Kokkedal.

Forholdene for en udbygning var vanskelige: stationen lå på grænsen mellem Hørsholm Kommune mod syd og Karlebo Kommune mod nord. Jorden nord for stationen på begge sider af banen tilhørte gården Jellerød, men vest for banen kun til Usserød Å. Hinsides denne hørte jorden under landsbyen Brønsholm. Jorden sydøst for stationen hørte under Kokkedal Slot, og jorden sydvest for stationen under Usserød.

I Hørsholm Kommune, det vil sige syd for stationen, var der oprindeligt intet ønske om en bymæssig bebyggelse. Anderledes i Karlebo Kommune. I årene fra 1945-56 skete mindre udstykninger til dels med statslån. I 1969 var hele den sydvestlige del af Jellerøds jorder udstykket til villaer både øst og vest for banen. De forbindende vejforhold var ikke gode, og nogen heldig løsning blev ikke skabt i tide. I den partielle udviklingsplan nr 4 fra 1960, hvor udbygning ved Kokkedal station blev fastlagt, var det forudset, at jernbanen skulle være den primære trafikbetjening. En ny byudviklingsplan fra 1966 forudsatte byudvikling for stort set hele den daværende Hørsholm Kommune bortset fra Kokkedal gods og de grønne områder syd for byen, det vil sige en sammenbygning af Hørsholm og Kokkedal vest for Kystbanen. De nordvestlige dele var forudset anvendt til erhverv, resten til åben lav, tæt-lav eller etageboliger. Disse planer blev gennemført, og de to byer, Kokkedal og Hørsholm, voksede således sammen til et samlet byområde.

Helsingør

Helsingør var i midten af 1800-tallet en af landets største provinsbyer. Det skyldtes Øresundstolden, som gav grundlag for skibsklarerere, handlende og havnearbejdere, men i 1857 blev tolden afskaffet, og byen oplevede et tilbageslag, der blandt andet gav sig udslag i en direkte afvandring fra byen med en befolkningsnedgang til følge. Byens beliggenhed ved Sjællands nordøstlige spids gav den kun ringe muligheder for oplandshandel, idet store dele af omegnen var dækket af skov og med en ret beskeden og spredt bosiddende befolkning. Byen var omgivet af et bredt bælte af købstadsjorder med spredt bebyggelse af lystejendomme og enkelte virksomheder: Godthåb glasværk samt 4 teglværker, der kun gav beskedne muligheder for sysselsætning. Dermed var mulighederne for befolkningsvækst umiddelbart stærkt begrænsede, og det samme gjaldt mulighederne for forstadsudvikling: uden for bygrænsen mod vest spærrede Teglstrup Hegn for enhver byudvikling, og mod syd, hvor der var åbent land, spærrede den store landejendom Borupgård ligeledes for forstadsudvikling. Mulighederne for forstadsdannelse var dermed begrænset til et smalt bælte langs kysten mod syd, hvor de to fiskerlejer Snekkersten og Skotterup lå. Noget længere sydpå lå fiskerlejet Espergærde, men dette var beskyttet imod at blive opslugt af en eventuel byudvikling af Egebæksvang skov således, at det også her kun var i den smalle bræmme langs Strandvejen, at en byudvikling var mulig, og da denne indtraf, forhindrede stejlepladsen syd for Skotterup en sammenvoksning af den bebyggelse, som skete i Snekkersten-Skotterup, og den bebyggelse, som skete i Espergærde.

Den stagnation, der ramte Helsingør efter sundtoldens ophævelse, varede kun kort. Forbedrede samfærdselsforhold, turisme og en begyndende industrialisering vendte snart udviklingen. I 1855 havde byen 16 virksomheder af industrielt tilsnit med 277 arbejdere og i 1872 25 virksomheder med 446 ansatte, altså en stærk stigning. Af stor betydning for byen var tillige, at den blev overfartsby til Helsingborg, herunder for tog. Derimod fik Helsingør aldrig nogen oplandshandel af betydning, idet Hornbæk og Espergærde allerede fra århundredeskiftet (1900) lagde beslag på den oplandshandel, der kunne have været.

I 1864 anlagdes en jernbane, Nordbanen, der gik fra København over Hillerød og Fredensborg til Helsingør.

Trods flere udvidelser viste havnen sig snart at være for lille. Den 15. februar 1866 blev givet koncession til at anlægge en stor havn nord for Kronborg, der ved en 110 fod bred kanal skulle sættes i forbindelse med den daværende havn, og som skulle være såvel stapelplads for handelen mellem Nordsøen og Østersøen som være en farefri nødhavn, hvor skibene i stedet for at ankre på reden kunne søge ind og afvente gunstig vind, og hvor store maskinværksteder skulle kunne optage konkurrencen med udlandet. Projektet kom dog aldrig til udførelse. Havnens udvidelse var fortsat en påtrængende nødvendig, hvorfor man begyndte på nye overvejelser, og i årene 1878–1886 foretoges omfattende arbejder, hvorved indsejlingen blev forbedret, den søndre mole ombyggedes, et nyt bassin udgravedes ind i Grønnehave således, at havnen nu fik et fladeindhold af godt 11 tdr. land, hvoraf omtrent 8½ td. ld. havde en dybde af 22 engelske fod, resten 20 fod. Indløbets bredde blev 126 fod med en dybde af 22 fod. Kajernes samlede længde blev omtrent 5.000 fod, hvoraf omtrent halvdelen, som almindelig benyttes ved losning og ladning, blev forsynet med jernbanespor. Særlig betydning fik havnen i strenge isvintre, når sejladsen på København var standset, da den så benyttedes meget som tilflugtshavn. På den sydlige moles hoved opsattes et fast, rødt havnefyr, 21 fod over havet, af 6. orden. Desuden indrettedes der et fyr på Kronborg.

Ved lov af 30. marts 1889 vedtoges anlæg af et dampfærgeleje for færgen til Helsingborg, som udførtes 1890-91 i havnens sydlige hjørne. Dampfærgen blev taget i brug i foråret 1892 med 5 gange daglig forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Det gamle Færgelav blev ophævet i 1882, og færgefarten blev frigivet. Ved ophævelsen i 1882 talte færgelavet kun 25 færgemænd med 12 karle.

Fra midten af 1800-tallet oplevede Helsingør en begyndende industrialisering. Blandt virksomheder i og ved byen omkring 1855 fandtes Godthåb Glasværk med 51 ansatte, 6 teglværker (desuden 4 i Tikøb Sogn) med i alt 126 ansatte, 1 jernstøberi, 1 uldspinderi, farveri og trykkeri, 1 bomuldsvæveri, 2 tobaksfabrikker med i alt 17 ansatte, 1 maskinværksted for agerbrugsredskaber, 2 pottemagerier med 7 ansatte, 4 garverier med 13 ansatte. Desuden havde byen 2 skibsværfter (bådebyggerier) med 55 ansatte og især beskæftigede med skibsreparationer, 2 dampmelmøller.

Efterhånden gennemførtes flere forbedringer i de tekniske installationer i byen. Et gasværk blev opført i 1854. Med hensyn til byens vandforsyning, der tidligere var sket fra de syd for byen liggende damme, undergik vandværket en betydelig forbedring 1866 ved anbringelsen af filtrerapparater og ved anvendelsen af jernrør i stedet for trærør til ledningerne, hvorved vandet fik en langt betydeligere stighøjde således, at det kunne føres op i etagerne, men det afgav kun vand til interessenterne, de andre grundejere måtte selv anlægge brønde, og der blev derfor af kommunen, som købte det gamle vandværk, anlagt et nyt vandværk ude på Grønnehave. Kloakledninger blev i årene 1867–94 førte gennem alle gader.

Helsingør 1900 med udvidet havn og skibsværft.

I 1882 begyndte et nyt kapitel i Helsingørs historie, da Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri A/S åbnede. Det skyldes utvivlsomt de forholdsvis gunstige vanddybdeforhold. Af betydning var det tillige, at Wiibroes Bryggeri (grundlagt 1840) i 1896 begyndte at sælge øl på flasker.

Helsingør blev først og fremmest en industriby. Ved århundredeskiftet havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: glasværket "Godthaab", der lavede flasker i 2 ovne; 2 teglværker ("Nøjsomhed" og "Klostermosegaard"); 1 klædefabrik, hvormed var forbunden uldspinderi, farveri og trykkeri; 1 hvidevarespinderi (ca. 40 væve); 1 maskin-tapetfabrik; 2 tobaksfabrikker; 1 større garveri; 1 kalkbrænderi; 1 mineralvandstapperi; 1 eddikebryggeri; 1 bayersk- og 3 hvidtølsbryggerier; 1 brændevinsbrænderi med gærfabrik; flere større dampbagerier; 3 vindmøller og 2 dampmøller; 1 større slagteri, "Frederiksborg Amts Kreatur- og Andels-Slagteri" (anlagt 1894 på Grønnehave); 1 fiskenetfabrik (anlagt 1892 på Grønnehave); 1 træskibsbyggeri, der tilhørte et interessentskab (hovedvirksomheden var reparationer). Hvad, der dog særlig bidrog til at give byen et industrielt præg, var aktieselskabet „Helsingørs Jærnskibs- og Maskinbyggeri" (på Grønnehave, hvor den tidligere smukke Kronborg Allé lå), oprettet i henhold til koncession af 29. november 1881, med 7-800 arbejdere; i forbindelse med det stod en tørdok (mellem værftet og Kronborg). Dernæst aktieselskabet "Helsingørs Patent-Ophalingsbedings Interessantskab", oprettet 1878; det havde "ikke ringe Betydning og benyttes stærkt". Af andre større foretagender nævnes: aktieselskabet "Helsingørs Dampskibsselskab", oprettet 1881 ved sammenlægning af flere selskaber, og et interessentskab der drev Marienlyst Søbadeanstalt (aktieselskabet, der oprettedes 20. december 1885 og købte søbadehotellet, som er opført 1860—61 efter tegninger af Chr. Holsøe, lige som det lejede Marienlyst Slot med park, ophævedes 1888; slottet med parken tilhørte (og tilhører) kommunen).

Den 1. februar 1890 havde byen 11.076 indbyggere (ved en af byrådet den 1. februar 1895 foretagen tælling var indbyggertallet 11.553). Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 1.604 levede af immateriel virksomhed, 4.718 af industri, 1.452 af handel og omsætning, 474 af søfart, 271 af jordbrug, 58 af gartneri, 108 af fiskeri, mens 1.729 fordeltes på andre næringsveje, 544 levede af deres midler, 104 nød almisse og 14 hensad i fængsel.

Helsingørs befolkning var ujævnt stigende i slutningen af 1800-tallet: 8.111 i 1850, 9.097 i 1855, 8.442 i 1860, 8.891 i 1870, 8.978 i 1880, 11.076 i 1890, 13.902 i 1901. Ved kongelig resolution af 11. april 1876 blev arealer under Tikøb sogn henlagte under Helsingør købstad.

Helsingørs egen befolkningsudvikling frem til århundredeskiftet havde på ingen måde kunnet danne grundlag for en egentlig forstadsudvikling. Når byen alligevel næsten voksede sammen med Snekkersten og til dels Skotterup, så skyldtes det landliggere: netop i anden halvdel af 1800-tallet begyndte de at bygge landliggervillaer ved Øresundskysten, og næsten hele strækningen fra Helsingør til Tibberup blev udstykket og bebygget i denne periode; kun fiskernes stejlepladser udgjorde afbrydelser og forhindrede et sammenhængende byområde. Det omfattende byggeri og de nye landliggere gav anledning til nye sysselsætningsmuligheder i Snekkersten og Espergærde, og der skete således en vis stedlig befolkningsvækst. Men endnu indtil og under 1. verdenskrig blev Snekkersten og Espergærde ikke anset som forstæder til Helsingør.

År	1906	1911	1916
Helsingør købstad	14.534	13.783	15.475
Snekkersten	555	569	675
Espergærde	366	500	713
Helsingør med forstæder	15.455	14.852	16.863

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 14.534, heraf ernærede 1.645 sig ved immateriel virksomhed, 396 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 116 ved fiskeri, 8.141 ved håndværk og industri, 1.720 ved handel med mere, 1.356 ved samfærdsel, 560 var aftægtsfolk, 306 levede af offentlig understøttelse og 294 af anden eller uangiven virksomhed. Det var således omkring århundredeskiftet, at mere end halvdelen af købstadens befolkning blev sysselsat ved håndværk og industri.

Gennem mellemkrigstiden var Helsingørs indbyggertal voksende og samtidig skete der en vækst i forstaden Snekkersten, og også i Espergærde bosatte sig en række personer med arbejde i Helsingør, omend beskedent. I 1930 havde 109 personer i det daværende Egebæksvang Sogn fraset Espergærde arbejde i Helsingør svarende til 17,9% af befolkningen og i Espergærde 48 personer svarende til 7,5% af befolkningen.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Helsingør købstad	15.457	15.118	15.841	17.140	17.965
Snekkersten	873	1.216	1.294	1.415	1.559
Espergærde	769	1.032	1.606	1.849	1.912
Helsingør med forstæder	17.099	17.366	18.741	20.404	21.436

I henhold til erhvervstællingen 1925 fandtes der 364 virksomheder i Helsingør med 2.700 ansatte, heraf 2.042 egentlig industriarbejdere. Af disse var 165 sysselsat i næringsmiddelindustrien, 174 i tekstilindustrien, 71 i beklædningsindustrien, 248 i bygningsindustrien, 106 i trævareindustrien, 1.138 i metalindustrien og 140 i anden industri. Beskæftigelsen i metalindustrien skyldtes ganske overvejende skibsværftet.

Ved folketællingen i 1930 havde Helsingør 15.841 indbyggere, heraf ernærede 1.345 sig ved immateriel virksomhed, 7.541 ved håndværk og industri, 1.769 ved handel mm, 1.550 ved samfærdsel, 509 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.043 ved husgerning, 1.893 var ude af erhverv og 191 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Helsingør købstad	509	7.541	1.769	1.550	1.345	1.043	1.893	191	15.841
Snekkersten	278	352	147	146	77	117	161	16	1.294
Espergærde	274	453	206	184	81	147	240	21	1.606
Helsingør med forstæder	1.061	8.346	2.122	1.880	1.503	1.307	2.294	228	18.741

Helsingør udviklede i mellemkrigstiden et vist net af oplandsforbindelser: foruden Nordbanen (der i 1934 fik trinbræt ved Mørdrup), Kystbanen og Hornbækbanen busforbindelse mod Helsinge i 1922, busforbindelse til Snekkersten, Espergærde og Humlebæk i 1923 (forlænget til Sletten i 1930) og busforbindelse til Hornbæk i 1933 (1937 forlænget til Gilleleje).

Gennem det meste af det 20. århundrede stod og faldt Helsingørs udvikling med den lokale industris samt jernbanedriftens og færgefartens udvikling. Nok spillede såvel handel som offentlige tjenester (Helsingør fik Frederiksborg Amts centralbibliotek, sygehus, politistation, brandvæsen og tilsvarende tjenester), men de spillede en fortrinsvis tilbagetrukken rolle. Først hen imod århundredets slutning, da industrien aftog i betydning, tiltog de andre virksomheder tilsvarende i betydning.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Helsingør sin befolkningsvækst. Af betydning for byens udvikling var det, at der i 1947 blev udarbejdet et forslag til dispositionsplan for Tikøb Kommune, der fastlagde at mulighederne for byudvikling i Snekkersten var yderst begrænsede på grund af Borupgård, mens der i Espergærde var muligheder for en byudvikling i retning af Mørdrup og Tibberup, og det konstateredes, at der allerede var lavet planer for en udstykning af arealer vest for Kystbanen dels langs Mørdrupvej, dels ved Stokholmsvej. I 1957 fulgte Tikøb sogneråd op med en plan gående ud på, at Snekkersten skulle udbygges som forstad til Helsingør hvis og når der blev mulighed for at købe Borupgård, mens Espergærde skulle udbygges på hele arealet mellem Mørdrup i nord og Tibberup i syd. Enkelthederne i denne plan blev fastlagt i en revision af dispositionsplanens forudsætninger Espergærde by i 1960 udarbejdet af Tikøb kommune. Helsingørs fortsatte vækst bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg for Helsingøregnen omfattende Helsingør Købstadskommune, Tikøb Kommune samt Asminderød-Grønholt Kommune. Dette udarbejdede en byudviklingsplan, som forudsatte Snekkersten og Espergærde som de vigtigste fremtidige byudviklingsområder, idet samtidig de tilbageværende ledige arealer inden for købstadskommunens grænser forudsattes at blive inddragne til byudvikling.

Helsingør havde fortsat store ledige markjorder at bygge på, men byudviklingen skete nu også uden for byens grænser. Forstaden Snekkersten voksede forholdsvis langsomt, mens Espergærde voksede stærkere, ikke mindst i kraft af tilflytning af indbyggere, der havde deres arbejde i Storkøbenhavn. Endnu i 1950 arbejdede kun 36% af Egebæksvang sogns indbyggere (fraset Espergærde) i Helsingør og 10,3% i Helsingør, mens det for Espergærdes vedkommende gjaldt at 23,2% arbejdede i Helsingør, 12,6% i København; over halvdelen arbejdede lokalt. Således var Helsingørs betdning som arbejdssted endnu yderst begrænset, men dette skulle ændre sig i det følgende tiår: ifølge en opgørelse fra 1957 havde 40% af Espergærdes indbyggere arbejde i Helsingør, 40% i Hovedstaden, 12% i resten af Nordøstsjælland og kun 8% lokalt Espergærde lå med andre ord på det sted, hvor tiltrækningen fra Helsingør og Storkøbenhavn var lige stor. For Snekkersten gjaldt det, at 62% arbejdede i Helsingør og 27% i Storkøbenhavn; skønt Snekkersten således var en integreret forstad til Helsingør, lod hovedstadens nærhed sig også her mærke.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Helsingør købstad	18.930	21.010	23.897	26.658	29.327
Snekkersten	1.673	1.784	1.899	1.980	*
Espergærde	2.396	2.626	3.177	3.998	*
Helsingør med forstæder	22.999	25.420	28.973	32.636	37.560

^{*tal mangler}

Byudviklingen i Espergærde bevirkede dels sognerådets flytning fra Tikøb hertil, dels at der i byens vestlige udkant blev udlagt et erhvervsområde, der bidrog med stedlige arbejdspladser, hvorved byen atter nedbragte sin afhængighed både af Helsingør og af Storkøbenhavn.

Snekkersten

Snekkersten 1898

Snekkersten var gennem århundreder et fiskerleje, hvorfra der blev drevet bundgarnsfiskeri; hele Øresundskysten var inddelt i fiskestader. I anden halvdel af 1800-tallet blev Snekkersten et udflugtssted for københavnske landliggere, blandt andet på grund af at et dampskib i kystfart langs Øresund havde stoppested ved fiskerlejet; rejsende blev roet til og fra skibet af en stedlig fisker.

I 1864 anlagdes jernbanen fra København over Hillerød til Helsingør (kendt som "Nordbanen") efter nogle år med holdeplads ved Snekkersten. I 1897 anlagdes yderligere Kystbanen, der forenedes med Nordbanen ved Snekkersten station. Omkring århundredeskiftet begyndte en egentlig byudvikling, i begyndelsen præget af landliggeriet, med toldkontrol, bådehavn, skole, flere stiftelser oprettede af fru V. Heise (enke efter komponisten Peter Heise), således et børnesanatorium (1894), damehjem med fribolig for enligt stillede damer (1907) og stiftelse for afskedigede officerer og deres enker og børn (1907), endvidere hotel, bådebyggeri og guldlistefabrik.

I tiden frem til 1970 var hele området mellem Øresund og Kystbanen blevet udbygget som et forstadsområde til Helsingør.

Espergærde

Grundlovsmonumentet i Egebæksvang.

Espergærde var oprindeligt et fiskerleje ved Øresund, men i takt med, at bybefolkningen i København og Helsingør om sommeren søgte på landet, blev Espergærdekysten også et yndet feriemål. I begyndelsen lejede feeriegæsterne sig ind, men snart begyndte deogså at opføre egne ferieboliger. Udviklingen blev fremmet ved, at der udviklede sig en dampskibsfart langs Øresundskysten. Dampskibsfarten langs Øresundskysten blev efterhånden udvidet således, at den i 1877 havde anløbssteder i København, Skovshoved og Bellevue Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten, Helsingør og Helsingborg. Samme år åbnedes en dagvognsrute fra Helsingør til Snekkersten, Skotterup og Egebæksro; sidst nævnte sted lå ud for Egebæksvang lige syd for Egebækkens udløb i Øresund. Her blev kort efter dagvognsrutens åbning for sommermånederne opsat en postbrevkasse. Disse tjenester blev dog atter opgivet. Alligevel skete der store ændringer i landliggerlivet på stedet i disse år.

Indtil 1870-erne var landliggerlivet ved Øresundskysten overvejende endagsture til skov og strand. Men i næringsloven af 1857 var udtrykkeligt fastslået husejernes ret til at leje ud til fremmede og til at bespise lejerne, og sideløbende med endagsturene begyndte de stedlige beboere at udleje deres hovedhuse til landliggere, mens de selv flyttede ud og boede i udhuse, sidehuse eller lignende. Endvidere begyndte også snart at ske en udstykning af grunde langs kysten. Her opførtes den ene landliggervilla efter den anden. Allerede i 1848 opførtes "Mary Hill" som "det første anselige Hus, man rejste paa den lange, sandede Strækning fra Humlebæk til Skotterup". Til de ældste steder hørte også "Hostruphus", skænket 1870 som folkegave til digteren Jens Christian Hostrup. I løbet af 1870-erne og 1880-erne blev kyststrækningen ud for Egebæksvang et af kystens mest yndede steder for det københavnske landliggerliv og taget i landliggernes besiddelse; omkring 1880 var allerede omkring fire femtedele af kyststrækningen udstykket til landliggerejendomme. Det var landliggerne selv, der tog skridtet til opførelsen af landliggervillaerne.

Det voksende landliggerliv skabte helt nye forudsætninger for det stedlige næringsliv. Først skabte det omfattende byggeri af landliggervillaer næringsgrundlag for et voksende antal af bygningshåndværkere, en udvikling der kunne ske frit, fordi disse næringer ikke var underlagt næringslovens læbæltebestemmelser. I 1850 udgjorde antallet af bygningshåndværkere i Espergærdeområdet 3 tømrere, en i henholdsvis Skotterup, Mørdrup og Tibberup. I 1870 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 8, hvoraf 4 tømrere, i henholdsvis Skotterup, Espergærde, Mørdrup og Tibberup, 2 murere, i henholdsvis Mørdrup og Tibberup, og 2 snedkere, i henholdsvis Espergærde og Tibberup. I 1880 var det samlede antal bygningshåndværkere vokset til 18, hvoraf 4 tømrere, 3 murere, 1 snedker, 1 maler og 1 glarmester. I 1890 var antallet af bygningshåndværkere vokset til 22.

Landliggerne skabte også en helt ny kundekreds for handel, både for stedlige landbrugere og fiskere, der jo havde "lov" at sælge deres egne frembringelser, og for de egentlige butiksdrivende, såvel købmanden i Skotterup som de butiksdrivende i Helsingør.

I slutningen af 1800-tallet begyndte de første landliggervillaer at skyde op mellem Egebæksvang og Øresund, og fra 1897, da Kystbanen blev åbnet med et stoppested (fra 1903 en station), ca. 1 km fra Espergærde, udviklede samfundet sig til et yndet landliggersted.

Espergærde 1898

Egentlige landliggernæringer begyndte også at optræde i form af gæstgiverier, krohold og badehotel: i 1896 opførtes hotel "Gefion" oven for kystskrænten bag fiskerlejet og med udsigt over havet. Samtidig oprettedes flere badepensionater og landliggervillaer byggedes i stort tal mellem stationen og fiskerlejet syd for Egebæksvang. I forbindelse hermed fik Espergærde adskillige handlende og håndværkere, endda enkelte fremstillingsvirksomheder. Langt de fleste af de bosatte var dog pendlere til Helsingør og København, så at en overgang fik kystbanetoget øgenavnet "grosserertoget".

I årene omkring århundredeskiftet skete en omfattende udstykning af parcelgrunde, og antallet af tilflyttere tog et opsving. I disse år opstod en egentlig bymæssig bebyggelse, som fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet. Udviklingen afspejles i J.P. Trap: Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, hvor det i tredje udgave fra 1898 hedder: "Tibberup med Mølle, Espergjærde Fiskerleje med Kro og Baadebyggeri. Mørdrup" og lidt senere: "I flere af de nævnte Byer, navnlig i Espergjærde, Skotterup og Snekkersten, ligge mange Villaer for Sommerbeboere, ligesom ogsaa de faste Beboere i stor Udstrækning udleje deres Huse i Sommertiden". Til sammenligning hedder det i fjerde udgave fra 1920: "Tibberup med Mejeri og Ml; Espergærde Fiskerleje – 1916: 144 Gde og Huse og 713 Indb. (1911: 500 med flg. Erhverv: Landbrug 54, Fiskeri 66, Haandv. 190, Handel 45, Transport 46) – med Egebæksvang Filialkirke og Skole, Børnehjem (Fredensdal), Hotel, Pensionater og Villabebyggelse, Brugsforen., Baadehavn (2,6 m) og Jernbanest.; Mørdrup". Uanset, at Traps omtale er kortfattet og ikke fyldestgørende, afspejler de to beskrivelser, at Espergærde udviklede sig betydeligt i årene mellem de to beskrivelser.

Espergærde havde i 1930 1.606 indbyggere. Heraf ernærede 274 sig ved landbrug, gartneri og fiskeri, 453 ved håndværk og industri, 206 ved handel og omsætning, 184 ved transport, 81 ved immateriel virksomhed, 147 ved husgerning, 240 var ude af erhverv og 21 uden oplysning.

Espergærde omkring 2. verdenskrig

Omkring 2. verdenskrig strakte bebyggelsen fra Espergærde sig til Mørdrup og Tibberup, og i 1947 vedtoges en dispositionsplan for Tikøb kommune, der forudsatte en sammenbygning af de tre bebyggelser. I de følgende år skete en vis udstykningsvirksomhed i området. I 1951 opførtes det første etageboliger i form af "Skovparken" beliggende i tilknytning til Espergærde station og med butikker i stueetagen. I tilknytning hertil byggedes et mindre villaområde.

I anden halvdel af 1950-erne blev Espergærde for alvor inddraget i byudviklingen i form af en stigende tilflytning. I henhold til en undersøgelse foretaget af kommunen kom i tiden 1954-59 10% fra Helsingør, 45% af tilflytterne fra Københavnsregionen og 45% fra det øvrige land. Kun få havde arbejde i byen: 40% arbejdede i Helsingør, 40% i Storkøbenhavn, 12% i det øvrige Nordøstsjælland og kun 8% i byen. Dette førte til, at kommunen sigtede mod at udvikle stedlige arbejdspladser.

Den hvide by i Espergærde.

I 1960 vedtoges en ny dispositionsplan for Espergærde, og nu byggedes etageboliger og villaer i stort omfang. Desuden udlagdes et industriområde i den vestlige del af det planlagte byområde. I 1960-erne skete en voldsom udbygning af Espergærde, hvis indbyggertal voksede fra 4.000 til 10.000 indbyggere. Mest markant var opførelsen af byområdet "Den hvide by", igangsat 1962 på den tidligere landbrugsejendom Søbækgårds jorder. Den hvide by omfattede 46 kædehuse, etagehuse i 3 etager og et samlet butiks- og servicecenter. Kædehusene blev opførte omkring to grønninger og med fælles varmecentral. Etagehusene blev opførte af flere byggefirmaer. De første etagehuse blev byggede efter tegninger af arkitekterne Peer Bruun og Per Christiansen, og disse tegninger blev siden anvendte ved etagebyggerier flere andre steder i landet. Husene blev fortrinsvis opførte ved lukkede sideveje, der næsten alle udmundede langs to fordelingsveje, Søndermarken og Hovvej, som lå på den ene side af bebyggelsen, mens et stort fællesareal med stier lå til den anden side. I tilknytning til bebyggelsen opførtes en større skole, Mørdrupskolen, og siden byggedes i tilknytning til butikscenteret blandt andet et nyt bibliotek, kirke, lægehus, posthus, ældreboliger, børnehave og vuggestue. Det var et af de første eksempler på samlede byggerier ud fra trafikdifferentieringsprincippet og med et samlet butikscenter omkring to fælles pladser. Byggeriet blev kendt for, at alle bygningerne oprindeligt havde hvide vægge (deraf navnet) og røde teglstenstage. Området kom til at udgøre en central del af det udbyggede Espergærde.

I områderne nord og syd for "Den hvide by" blev villaer den fremherskende boligform. Byggeriet blev også her bygget efter en målsætning om adskillelse af gående og cyklende, der fik egne stisystemer, og kørende (biler og busser), der kørte ad centralt beliggende stam- og fordelingsveje. Mod syd opførtes i tilknytning til et idrætsanlæg tillige et mindre etageboligområde og en ny skole, Tibberupskolen. Omkring 1970 var næsten hele det udlagte byområde blevet bebygget.

Hillerød

Hillerød omkring 1900.

Hillerød havde en gunstig beliggenhed midt i et stort opland, der kun var begrænset mod nord af Esrum sø og mod nordvest af Gribskov.

I midten af 1800-tallet havde Hillerød 2 damp- og 3 almindelige brændevinsbrænderier, 2 ølbryggerier, 3 garverier, 1 klædefabrik, hørspinderi og uldspinderi med 12 ansatte, 1 bomuldsvæveri, 1 tobaksfabrik, 3 farverier, 1 felberederi, 1 teglbrænderi, 1 pottemageri, 1 skedevands- og farvefabrik og 1 bogtrykkeri. Desuden fandtes 2 vindmøller og 1 vandmølle samt en dampmølle. Byen havde 4 gæstgiverier. I 1872 havde byen 2 dampbrænderier og 1 almindeligt brændevinsbrænderi, 2 ølbryggerier, 5 maltgørerier, 2 garverier, 2 klædefabrikker og uldspinderier, 1 tobaksfabrik, 2 farverier, 1 pottemageri og 2 bogtrykkerier. På byens grund fandtes desuden 2 savværk, 2 vindmøller og 1 vandmølle samt 2 dampmøller. Byen havne nu 3 gæstgiverier. I 1872 var 22 af byens 87 arbejdere sysselsatte ved F.W. Petersens savværk. Ved århundredeskiftet havde byen 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 maskinværksteder, 1 dampbrænderi, 2 maltgørerier, 2 garverier, 1 klædefabrik, 2 tobaksfabrikker, 1 farveri, 1 pottemageri og 3 bogtrykkerier. Desuden fandtes i byen og på dens grund: 2 savværker, 1 vejr- og 1 vandmølle samt 2 dampmøller. I byen fandtes 4 hoteller og 13 gæstgiverier.

Hillerøds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men samtidig var en forstadsbebyggelse øjensynligt under udvikling i Frederiksborg slotssogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Hillerød købstad	1.929	2.292	2.301	2.533	3.059*	3.731*	4.572*
Frederiksborg slotssogn	1.046	1.108	1.303	1.342	1.616	1.561*	2.046*
Hillerød med forstæder	1.929	2.292	2.301	2.533	3.059	3.731	5.603

Indlemmelser skete i Hillerød købstad af arealer i Frederiksborg slotssogn ved kongelig resolution af 2. juli 1877, 8. juli 1882 og 4. februar 1892. Omvendt blev arealer af Hillerød overført til Frederiksborg slotssogn ved kongelig resolution af 2. juli 1887 og 3. november 1887. Ved kongelig resolution af 22. maj 1906 blev arealer af Frederiksborg slotssogn indlemmede i Hillerød.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Hillerød købstad	131	12	0	633	1.341	834	0	481	201	57	41	3.731
Frederiksborg slotssogn	345	25	0	219	475	95	0	230	157	15	0	1.561
Hillerød med forstæder	476	37	0	852	1.816	929	0	711	258	72	41	5.292

Hillerøds næringsfordeling i 1890 afspejlede byens betydning som oplandsby (immaterial virksomhed, handel), mens Frederiksborg Slotssogns næringsfordeling afspejler den nære tilknytning til købstaden.

Ifølge en opgørelse for 1906 var fordelingen følgende: 468 levede af immateriel virksomhed, 216 af landbrug, 1 af fiskeri, 2.526 af håndværk og industri, 894 af handel mm, 363 af samfærdsel, 345 var kapitalister og aftægtsfolk, 166 fik offentlig understøttelse, 177 havde ikke opgivet indkomstkilde.

År	1901	1906	1911	1916
Hillerød købstad	4.572	5.156	5.551	5.773
Nyhuse (frederiksborg slotssogn)	1.031	1.194	1.186	1.206
Hillerød med forstæder	5.603	6.350	6.737	6.979

Gennem mellemkrigstiden var Hillerøds indbyggertal voksende: i 1921 6.069, i 1925 6.281, i 1930 6.822, i 1935 7.608, i 1940 8.199 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Nyhuse og mere spredt, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Hillerød.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Hillerød købstad	6.069	6.281	6.822	7.608	8.199
Nyhuse mm	2.163	3.040	3.232	3.437	3.719
Hillerød med forstæder	8.232	9.321	10.054	11.720	12.724

Ved folketællingen i 1930 havde Hillerød 6.822 indbyggere, heraf ernærede 683 sig ved immateriel virksomhed, 2.466 ved håndværk og industri, 1.196 ved handel mm, 642 ved samfærdsel, 250 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 629 ved husgerning, 849 var ude af erhverv og 107 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Hillerød købstad	250	2.466	1.196	642	683	629	849	107	6.822
Nyhuse	99	936	299	219	218	200	349	21	2.341
Andre bebyggelser	77	465	77	94	13	58	99	8	891
Hillerød med forstæder	426	3.867	1.572	955	914	887	1.297	136	10.054

Efter 2. verdenskrig fortsatte Hillerød sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.887 indbyggere i købstaden, i 1950 10.023 indbyggere, i 1955 10.840 indbyggere, i 1960 11.605 indbyggere og i 1965 12.832 indbyggere. Forstadskommunen Frederiksborg Slotssogn med Nyhuse var nu så udbygget, at den i sin helhed regnedes som forstad til Hillerød. I Harløse Sognekommune voksede en ny forstad, Lille Ullerød, frem vest for Hillerød.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Hillerød købstad	8.887	10.023	10.840	11.605	12.832
Frederiksborg Slotssogn	5.136	5.644	5.749	6.081	6.851
Lille Ullerød	273	333	390	461	1.091
Hillerød med forstæder	14.023	16.000	16.979	18.147	20.774

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Hillerød-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Frederiksborg Slotssogn

Nyhuse beliggende mod vest ved Hillerød omkring 1900.

Forstaden Nyhuses oprindelse går tilbage til 1803—4, idet der i 1803 udkom et almindeligt regulativ for fattigvæsen på landet, ifølge hvilket ved kongelig anordning oprettedes "Nyhuse Fattigdistrikt i Frederiksborg Slotssogn". I 1804 oprettedes ligeledes et særligt "Nyhuse Skoledistrikt", og der blev anlagt egen kirkegård for de lig af den samlede menighed, der hverken kunne anses at henhøre til Hillerød købstad eller til Nørre Herlev Sogn.

Allerede tidligt i 1800-tallet havde Nyhuse en skole og var hjemsted for Frederiksborg Amtstue og Hillerød Hospital. Hillerød Hospital var blevet oprettet af Frederik 4. ved en fundats af 1. januar 1726 men undergik en hel ombygning ved kongelig resolution af 5. oktober 1866, idet de gamle brøstfældige, under Christian 6. opførte bygninger blev bortsolgte, og en ny hospitalsbygning opførtes i Frederiksborg Slotssogn, i Nyhuse, hvor efter hospitalet fik en ny fundats af 10. oktober 1870.

Nyhuses udvikling som forstad til Hillerød begyndte allerede omkring midten af 1800-tallet: "Indvaanernes Antal 1108. Flækken Nyhusenes Beboere ere deels Haandværkere, baade med og uden Borgerskab i Hillerod Kjøbstad, deels Embedsmænd og Betjente ved Frederiksborg Slot, Stutteriet og Hovedgaardene. Agerdyrkning og Landboerhverv er ubetydeligt."

Nyhuses indbyggere var i 1800-tallet håndværkere med og uden borgerskab i Hillerød, embedsmænd og betjente ved Frederiksborg Slot, Frederiksborg stutteri og hovedgårdene (Hillerødsholm, Trollesminde, Favrholm)

Slotssognets inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.034 indbyggere ernærede 120 sig af immateriel virksomhed, 618 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 894 af håndværk og industri, 126 af handel og omsætning, 87 af samfærdsel, 80 af formue, 55 ved offentlig understøttelse, 54 af anden og uangiven virksomhed.

I 1911, da Nyhuse havde 1.186 indbyggere, var 98 sysselsat ved landbrug, 492 ved håndværk og industri, 169 ved handel og omsætning og 51 ved transport.

I 1930, da Nyhuse havde 2.341 indbyggere, var 99 sysselsat ved landbrug, 936 ved håndværk og industri, 299 ved handel og omsætning, 219 ved transport, 218 ved immateriel virksomhed, 200 ved husgerning, 349 var ude af erhverv og 21 uden angivelse. Den øvrige forstadsbebyggelse i sognet talte 891 indbyggere, hvoraf 77 var sysselsat ved landbrug, 465 ved håndværk og industri, 77 ved handel, 94 vedsamfærdsel, 18 ved immateriel virksomhed, 58 ved husgerning, 99 var ude af erhverv.

Indbyggertal
År	Hillerød købstad	Nyhuse	Andre forstæder i Frederiksborg Slotssogn	Lille Ullerød (Harløse Kommune)	Byområde I alt
1901	4.572	1.031	-	-	5.603
1906	5.156	1.194	-	-	6.350
1911	5.551	1.186	-	-	6.737
1916	5.773	1.206	-	-	6.979
1921	6.069	1.258	905	-	8.232
1925	6.281	3.040	(1)	-	9.321
1930	6.822	2.341	891	-	10.054
1935	7.608	3.437	(1)	-	11.720
1940	8.199	2.574	1.145	-	12.724
1945	8.887	5.136	(2)	273	14.023
1950	10.023	5.644	(2)	333	16.000
1955	18.840	5.749	(2)	390	16.979
1960	11.605	6.081	(2)	461	18.147
1965	12.832	6.851	(2)	1.091	20.774

Noter til tabellen:

(1) Frederiksborg slotssogn: alle bymæssige bebyggelser samlet under Nyhuse

(2) Hele sognekommunen samlet under Nyhuse

Indtil 1966 var Frederiksborg Slotssogns Kommune en egen sognekommune men blev da indlemmet i Hillerød købstad, og Nyhuse blev en bydel i Hillerød.

Ny Harløse

1 km øst for landsbyen Harløse blev der i 1897 åbnet en station på Hillerød-Frederiksværk Jernbanen. I 1898 beskrives Harløse ganske kort således: "Haarløse med Skole (i Herlev Sogn);" ½ km nord for stationen opstod Ny Harløse: Allerede i banens tid kom her en lille bebyggelse omkring mejeriet og skolen, men i 1927 blev stationen nedrykket til trinbræt. 1. oktober 1924 var Gl. Harløse trinbræt oprettet knap 1 km syd for den gamle landsby.

Begge trinbrætter blev nedlagt i 1950, da Frederiksværkbanen mellem Hillerød og Skævinge blev omlagt til den nuværende sydligere linjeføring over Brødeskov og Gørløse. Ny Harløse blev opslugt af Hillerøds fremadskridende byudvikling som forstad.

Frederiksværk

Frederiksværk var i udpræget grad en industriby. Byen lå på den smalle bremme mellem Arresø og Roskilde Fjord, og dens industri var knyttet til den beskedne vandkraft fra kanalen, som forbandt dem. Beliggenheden betød også, at byen næsten ikke havde noget opland; kun Halsnæs kunne henregnes til dette. Beliggenheden og de meget begrænsede købstadsjorder betød også, at forstadsudvikling måtte ske enten mod nord, i Vinderød sogn, eller mod syd, i Kregme sogn, hvilket også var tilfældet.

I midten af 1800-tallet var Frederiksværk endnu en flække i Vinderød sogn. I en samtidig beskrivelse heddder det: "De vigtigste Fabrikker paa Frederiksværk ere nu: et Metal- og Jernstøberi, med 90 Arbeidere, der leverer en Mængde Metal- og Messingsager, for største Delen til videre Forarbeidelse i Værkets andre Værksteder, samt aarlig 4-6.000 Skpd. Jernstøbegods af Kanoner, Projectiler, Kakkelovne, Gryder m. m.; en Maskin- og Lavet-Fabrik med 60 Arbeidere, af aarlig Prodnction til Værdi c. 38,00() Rd·.; en Sabel- og Knivsabrik og dermed forenet Slibemolle med 57 Arbeidere; af aarlig Production c. 100,000 Sik. for største Delen Knive; en Krudtfabrik med 27 Arbeidere, af aarlig Production til Værdi c. 26,000 Rd.; et Kobbervaltseværk med Damp- og Vandkraft, hvorved 24 Arbeidere, aarlig Production c. 1000 Skippund valtset Bly og Kobber. Samtlige disse Værker tilhøre endnu Staten. Det samlede Personale ved hele Etablissementet stiger til 270 Personer. Af private Entrepriser findes her et Brænderi, Bryggeri og Maltgjøreri af aarlig Production til Værdi 2.0730.000 Rd. et Pottemageri, to Garverier, et Smedeværksted for Agerdyrkningsredskaber, tre Meel- og Grynmøller. Af anden Bedrift mærkes, foruden Værkets Udsalg af dets Fabrikata, to monopoliserede Kjøbmandsetablissementer, et Apothek, (Filial af Hillerød Apothek), og et monopoliseret Gjæstgiveri. Haandværkerne arbeide ifølge Bevillinger. Paa Frederiksværk boe Birkedommeren, Districtslægen, Værkets Inspecteur, en Toldoppeborselscontrolleur, Postexpediteur m. fl. Valgsted for Amtets 4de Folkethings-Valgkreds."

I 1870-erne oplyses: "De vigtigste Fabrikker paa Frederiksværk ere nu: 1) Hr. Anker Heegaards Fabrikker, der beskjæftige c. 200 Arbeidere. De bestaae af: a) et Jern- og Metalstøberi med tilhørende Rense-, Støbe-, Snedker- og Tømmerværksted, b) et Maskinværksted med tilhørende Kjedelsmedie, c) et Emailleværksted, d) en Meelmølle. ..Af øvrige industrielle Etablissementer mærkes her desuden et Brænderi, 2 Bryggerier og Maltgjørerier, et Pottemageri, to Garverier, 1 Meel- og Grynmølle, 2 Farverier, 1 Uldspinderi, 2 Bagerier og 1 Metalstøberi. Af anden Bedrift mærkes, foruden Værkets Udsalg af dets Fabrikata, 2 monopoliserede Kjøbmandsetablissementer, et Apothek og et monopoliseret Gjæstgiveri. Haandværkerne arbeide ifølge Bevillinger."

Frederiksværks befolkning steg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Der boede 739 mennesker i byen i 1850, 708 i 1855, 764 i 1860, 915 i 1870, 839 i 1880, 1.098 i 1890, 1.431 i 1901, 1.664 i 1906 og 1.672 i 1911. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Kregme sogn og Vinderød sogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Frederiksværk købstad	739	708	764	915	879	1.098	1.431
Vinderød sogn	495	512	482	463	468	503	535
Kregme sogn	1.047	969	822	871	854	858	860
Frederiksværk med forstæder	739	708	764	915	879	1.098	1.431

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Frederiksværk købstad	6	0	23	91	684	146	6	85	48	8	1	1.098
Vinderød sogn	174	0	0	53	146	16	0	74	26	14	0	503
Kregme sogn	318	0	21	22	223	0	0	204	39	31	0	858
Frederiksværk med forstæder	498	0	44	166	1.053	162	6	363	113	53	1	2.459

Af de 1.664 indbyggere i Frederiksværk i 1906 ernærede 129 sig ved immateriel virksomhed, 44 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 42 ved fiskeri, 945 ved håndværk og industri, 269 ved handel med mere, 109 ved samfærdsel, 82 var aftægtsfolk, 17 levede af offentlig understøttelse og 27 af anden eller uangiven virksomhed.

I 1897 fik byen jernbaneforbindelse til Hillerød og i 1916 forlængedes jernbanen til Hundested.

I 1907 fik Frederiksværk købstadsrettigheder.

I mellemkrigsårene var Frederiksværks indbyggertal voksende: Byen havde i 1921 2.022 borgere, i 1925 2.040, i 1930 2.061, i 1935 2.227, i 1940 2.248 indbyggere. Samtidig voksede forstæderne Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov samt Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint i Kregme-Vinderød Kommune, hvor folk, som arbejdede i Frederiksværk, slog sig ned.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Frederiksværk købstad	2.022	2.040	2.061	2.227	2.248
Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov	168	167	171	195	477
Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint	-	95	120	112	216
Frederiksværk med forstæder	2.190	2.302	2.352	2.534	2.941

Ved folketællingen i 1930 havde Frederiksværk 2.061 indbyggere. Af dem ernærede 162 sig ved immateriel virksomhed, 899 ved håndværk og industri, 331 ved handel, 144 ved samfærdsel, 71 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 145 ved husgerning, 256 var ude af erhverv, og 53 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Frederiksværk købstad	71	899	331	144	162	145	256	53	2.061
Bjørnehoved	33	54	1	3	6	7	11	5	120
Enghaverne	50	95	6	8	0	3	9	0	171
Frederiksværk med forstæder	154	1.048	338	155	168	155	276	58	2.352

Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederiksværk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143, i 1955 5.213, i 1960 5.722 og i 1965 6.805. Den største byudviklingen foregik i forstadskommunen Kregme-Vinderød Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Frederiksværk købstad	3.029	3.968	4.306	4.435	4.538
Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov	613	967	1.253	1.317	1.578
Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint	228	246	346	403	1.604
Frederiksværk med forstæder	3.870	5.181	5.905	6.155	7.720

Byrådet nedsatte et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederiksværk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Vinderød sogn

Vinderød sogn lå umiddelbart nord for Frederiksværk og grænsede op til købstaden. Det var derfor uundgåeligt, at en byvækst ville inddrage sognets område.

Endnu i 1800-tallet var Frederiksværk en flække i Vinderød sogn. I 1855 beskrives sognets øvrige stilling således: "Indvaanernes Antal 1220, (hvoraf 708 for Frederiksværk By). Fabrikkerne paa Frederiksværk skaffe Størstedelen af Sognets Beboere et stadigt Erhverv, idet kun Besidderne af de egentlige Jordeiendomme ernære sig ved Bondehaandtering, medens derimod Huusmænd og Indsiddere bestandig, elleri alt Fald den største Tid af Aaret, have Arbeide i Værkstederne paa Frederiksværk. Noget Fiskeri drives i Arre-Sø saavelsom i Isse-Fjorden, og Huusflid er ligesom i Kregome Sogn ikke uden Betydning."

Vinderød sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 583 indbyggere ernærede 54 sig af immateriel virksomhed, 198 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 248 af håndværk og industri, 30 af handel og omsætning, 7 af samfærdsel, 23 af formue, 21 af offentlig understøttelse, 2 af anden og uangiven virksomhed.

I løbet af mellemkrigstiden udviklede der sig forstaden Aasebro og Enghaverne, som i 1930 talte 171, der efter næringsveje fordelte sig således: 50 levede aflandbrug m.v., 95 af håndværk og industri, 6 af handel og omsætning, 8 af samfærdsel, 0 af immateriel virksomhed, 3 af husgerning, 9 var ude af erhverv.

Kregme sogn

Kregme sogn lå umiddelbart syd for Frederiksværk, og grænsende op til købstaden. Endvidere anlagdes jernbanen til Hillerød med station ved Kregme. Det var derfor naturligt, at en by- og forstadsudvikling kunne finde sted.

Nærheden til Frederiksværk afspejlede sig allerede i midten af 1800-tallet, da beskrivelsen af sognet lød: "Indvaanernes Antal 969. Agerbrug er disses Hovedbeskjæftigelse; Fiskeriet i Arre-Sø og Jsse-Fjord giver noget Erhverv, ligeledes Skovarbeide. Flere af de faste Arbeidere i Frederiksværks Værksteder ere bosatte i Kregome Sogns nærmeste Byer."

Kregme sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 854 indbyggere ernærede 20 sig af immateriel virksomhed, 385 af landbrug m.v., 24 af fiskeri, 327 af håndværk og industri, 17 af handel og omsætning, 13 af samfærdsel, 35 af formue, 27 af offentlig understøttelse, 6 af anden og uangiven virksomhed.

Omkring 1920 konstateredes, at arealer i sognet nu for en stor dels vedkommende var blevet "udstykkede til Villabebyggelse, især ved Kregme Station".

Frederikssund

Frederikssund havde en efter forholdene ret gunstig beliggenhed, med et opland i alle retninger bortset fra vest, idet byen lå ud mod Roskilde Fjord. Byen havde næsten ingen ledige købstadsjorder, og allerede ved Lov af 12. april 1867 henlagdes størstedelen af landsbyen Udesundby (500 à 600 indbyggere) under Frederikssund købstad (grænserne fastsattes af Indenrigsministeriet ved bekendtgørelse af 3. august 1867). Den øvrige del af Udesundby Sogn i Lynge-Frederiksborg Herred, det såkaldte "Udesundby Landdistrikt", hørte med hensyn til fattigvæsen og skolevæsen under Frederikssund, til hvis kirke indbyggerne fremdeles søgte, men havde i andre kommunale anliggender sit eget distriktsråd.

I 1868 blev der i stedet for færgeforbindelsen mellem Horns Herred og Frederikssund anlagt en Pontonbro over Roskilde Fjord, Kronprins Frederiks Bro, åbnet den 3. juni 1868. Frederikssundbanen blev åbnet 17. juni 1879. Havnen undergik i anden halvdel af 1800-tallet flere forandringer og forbedringer.

Frederikssunds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 612 i 1850, 679 i 1855, 763 i 1860, 1.306 i 1870, 1.506 i 1880, 1.828 i 1890, 2.302 i 1901, 2.425 i 1906 og 2.514 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Frederikssund købstad	612	679	763	1.306*	1.506	1.828	2.302
Udesundby landdistrikt	659	587	726	147	147	149	145
Frederikssund med forstæder	612	679	763	1.306	1.506	1.828	2.302

Omkring midten af 1800-tallet havde Frederikssund 9 brændevinsbrænderier og 2 garverier. I 1869 havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: 4 brændevinsbrænderier, 2 garverier, 1 klædefabrik med uldspinderi, farveri og stampeværk. Omkring århundredeskiftet havde byen af fabrikker og industrielle anlæg 1 uldspinderi, 1 savskæreri, 1 andelssvineslagteri, 1 mineralvandsfabrik. Byen havde 2 hoteller og flere gæstgiverier.

Efter næringsveje fordelte folkemængden 1890 sig i følgende grupper: 659 levede af håndværk og industri, 515 af handel og omsætning, 293 af immateriel virksomhed, 90 var jordbrugere, 35 fiskere, 11 søfarende, 4 gartnere, 104 levede af andre erhverv, 82 af deres midler, 29 nød almisse, og 6 hensad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.425, heraf ernærede 197 sig ved immateriel virksomhed, 104 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 37 ved fiskeri, 1.127 ved håndværk og industri, 547 ved handel med mere, 209 ved samfærdsel, 88 var aftægtsfolk, 64 levede af offentlig understøttelse og 52 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Frederikssunds indbyggertal voksende: i 1921 2.967, i 1925 3.117, i 1930 3.186, i 1935 3.243, i 1940 3.246 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder Oppe Sundby i Oppe Sundby Kommune og Engbæk i Ude Sundby Landdistrikt, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Frederikssund.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Frederikssund købstad	2.967	3.117	3.186	3.243	3.246
Oppe Sundby	-	363	401	671	616
Engbæk	-	-	345	340	372
Frederikssund med forstæder	2.967	3.480	3.932	4.254	4.234

Ved folketællingen i 1930 havde Frederikssund 3.186 indbyggere, heraf ernærede 250 sig ved immateriel virksomhed, 1.302 ved håndværk og industri, 607 ved handel mm, 328 ved samfærdsel, 159 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 196 ved husgerning, 287 var ude af erhverv og 57 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Frederikssund købstad	159	1.302	607	328	250	196	287	57	3.186
Oppe Sundby	16	202	49	59	11	13	39	1	401
Engbæk	63	169	34	25	7	30	13	4	345
Frederikssund med forstæder	238	1.673	690	412	268	244	345	62	3.932

Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederikssund sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143 indbyggere, i 1955 5.213 indbyggere, i 1960 5.722 indbyggere og i 1965 6.805 indbyggere. Forstadskommunen Ude Sundby landdistrikt var blevet så udbygget, at den i sin helhed blev indlemmet 1. april 1951.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Frederikssund købstad	3.557	4.143	5.213	5.722	6.805
Oppe Sundby	651	799	1.039	1.232	1.716
Engbæk	410	460	*	*	*
Frederikssund med forstæder	4.618	5.402	6.252	6.954	8.521

* indlemmet i købstaden pr. 1. april 1951

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederikssund-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Oppe Sundby sogn

Oppe Sundby sogns nærhed til Frederikssund købstad afspejler sig i Traps beskrivelse fra 1855: "Indvaanere: 400. Jordernes fortrinlige Bonitet gjør Agerdyrkning og hvad dermed staaer i Forbindelse til det udelukkende Erhverv for Sognets Befolkning. Af industrielle Anlæg mærkes forøvrigt 2de betydelige Teglbrænderier, hvoraf det ene beskjæftiger 7, det andet 17 Arbeidere, og levere et aarligt Product af c. 700.000 forskjellige Sorter brændte Steen foruden e. 200 Tdr. Kalk." Trods fremhævelsen af landbrugets rolle er der næppe tvivl om, at de omtalte teglbrænderier hænger sammen med købstadens nærhed.

Oppe Sundby sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 461 indbyggere ernærede 16 sig af immateriel virksomhed, 272 af landbrug m.v., 4 af fiskri, 116 af håndværk og industri, 6 af handel og omsætning, 8 af samfærdsel, 31 af formue, 4 af offentlig understøttelse, 4 af anden og uangiven virksomhed.

I 1930 var forstadsudviklingen i Oppe Sundby villaby så vidt fremskreden, at den talte 401 indbyggere, hvoraf 16 ernærede sig af landbrug, 202 af håndværk og industri, 49 afhandel, 59 af samfærdsel, 11 af immateriel virksomhed, 18 af husgerning, 45 var ude af erhverv og 1 uangiven.

Ude Sundby landdistrikt

Ude Sundby landdistrikts inddragelse i Frederikssunds byudvikling var allerede mærkbar i midten af 1800-tallet, hvilket fremgår af Traps samtidige beskrivelse: "Indbyggere: 587. I Udesundby drives endeel Kjøbstednæring, idet nemlig Haandværkere, som have Borgerskab i Frederikssund, kunne efter Behag tage Bopæl i Udesundby, naar de blot vedblive at svare Skatter til Kjøbstaden." I 1867 blev store dele af området af samme årsag indlemmet i købstaden.

I 1930 var forstadsudviklingen i Engbæk by så vidt fremskreden, at den talte 345 indbyggere, hvoraf 63 ernærede sig af landbrug, 169 af håndværk og industri, 34 afhandel, 25 af samfærdsel, 7 af immateriel virksomhed, 30 af husgerning, 13 var ude af erhverv og 4 uangiven.

Landdistriktet blev indlemmet i Frederikssund pr. 1. april 1951.

Roskilde

Roskilde Station, opført i 1847.

Roskilde havde en fordelagtig beliggenhed midt i et stort opland; kun mod nord var dette begrænset af Roskilde Fjord.Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudviklingen måtte foregå i Sankt Jørgensbjerg sogn og i byens landdistrikt.

I 1847 åbnede Danmarks første kongerigske jernbane fra Roskilde til København. Den 26. juni samme år kørte det første danske tog sin jomfrurejse fra Roskilde til København.

Byens fabrikker omkring 1855: 1 klædefabrik, 1 papirfabrik, 1 tobaksfabrik, 2 teglbrænderier, 3 farverier, 3 garverier, 1 felberederi, 6 bomuldsvæverier, 4 linnedvæverier, 1 bogtrykkeri, 9 brændeviinsbrænderier.

Roskildes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 3.805 i 1850, 4.338 i 1855, 4.6517 i 1860, 5.221 i 1870, 5.893 i 1880, 6.974 i 1890, 8.368 i 1901, 8.820 i 1906 og 9.696 i 1911. Men samtidig sket øjensynligt en forstadsudvikling i Sankt Jørgensbjerg sogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Roskilde købstad	3.805	4.338	4.651	5.221	5.893	6.974	8.368
Roskilde landdistrikt	-	-	-	22	23	23	40
Roskilde Frue sogn	561	647	654	709	631	660	658
Sankt Jørgensbjerg sogn	1.708	1.855	1.875	2.119	2.683	3.135	3.547
Roskilde med forstæder	3.805	4.338	4.651	5.221	5.893	6.974	8.368

Den 5. september 1871 blev fra Roskilde købstad udsondret et landdistrikt (Eng- og Flengmarken). Ved kongelig resolution af 13. december 1878 blev arealer under Sankt Jørgensbjerg indlemmede i Roskilde.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Roskilde købstad	223	27	0	1.060	2.560	1.482	8	801	635	158	20	6.974
Sankt Jørgensbjerg	352	27	30	169	736	117	16	629	59	35	935	3.105
Roskilde Frue sogn	432	0	0	16	82	0	0	107	18	5	0	660
Roskilde landdistrikt	18	0	0	0	4	0	0	0	0	1	0	23
Roskilde med forstæder	1025	54	44	30	1.245	3.382	1.599	24	1.537	712	955	10.762

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 8.820, heraf ernærede 714 sig ved immateriel virksomhed, 528 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 5 ved fiskeri, 3.943 ved håndværk og industri, 1.517 ved handel med mere, 909 ved samfærdsel, 581 var aftægtsfolk, 230 levede af offentlig understøttelse og 393 af anden eller uangiven virksomhed.

Af industrielle anlæg havde købstaden omkring århundredeskiftet: 1 papirfabrik, 3 tobaksfabrikker, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, 1 maskinfabrik, 1 vognfabrik, 2 mineralvandsfabrikker (hvoraf den ene Aktieselskabet Maglekilde og Frederiksberg Brøndanstalts Mineralvandsfabrik), 1 uldspinderi, 2 dampbagerier, 3 farverier, 3 garverier, 1 feldberederi og limfabrik, 1 lervarefabrik, 1 halmvarefabrik, 1 andelsslagteri, 1 tagpap- og asfaltfabrik, 1 spritfabrik, tilhørende Aktieselskabet "de danske Spritfabrikker", og 3 bogtrykkerier, hvorfra der udgik 3 aviser: "Roskilde Avis", "Roskilde Dagblad" og "Roskilde Tidende".

I Roskilde blev afholdt syv årlige markeder med det såkaldte pære- = pærtemarked (hestemarked) i september som det vigtigste. Torvedag med levende kreaturer var hver 1. mandag i hver måned.

År	1906	1911	1916
Roskilde købstad	8.820	9.696	12.533
Bjerget Sankt Jørgensbjerg	1.189	1.194	1.264
Østre distrikt	452	731	845
Roskilde med forstæder	10.461	11.6212	14.642

Gennem mellemkrigstiden var Roskildes indbyggertal voksende: i 1921 12.815. i 1925 13.540, i 1930 14.149, i 1935 16.104, i 1940 21.699 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Roskilde købstads landdistrikt, i Himmelev Kommune og mere spredt i Sankt Jørgensbjerg Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Roskilde. Den 1. april 1933 blev Roskilde købstads landdistrikt indlemmet i Roskilde, og den 1. april 1938 blev Skt. Jørgensbjerg Kommune indlemmet i købstaden.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Roskilde købstad	12.815	13.540	14.149	16.104	21.699
Bjerget (Skt. Jørgensbjerg Kommune)	1.304	1.311	1.267	1.342	*
Østre distrikt (Skt. Jørgensbjerg)	1.057	1.286	1.583	1.948	*
Vestre distrikt (Skt. Jørgensbjerg)	-	-	532	597	*
Skt. Hans Hospital (Skt. Jørgensbjerg)	2.108	2.230	2.460	2.953	*
Roskilde købstads landdistrikt	281	450	577	*	*
Ny Himmelev og Frederiksborgvej (Himmelev Kommune)	377	399	515	570	546
Roskilde med forstæder	17.943	19.216	21.083	23.514	22.245

Ved folketællingen i 1930 havde Roskilde 14.149 indbyggere, heraf ernærede 1.656 sig ved immateriel virksomhed, 5.057 ved håndværk og industri, 2.472 ved handel mm, 1.279 ved samfærdsel, 701 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.193 ved husgerning, 1.547 var ude af erhverv og 244 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Roskilde købstad	701	5.057	2.472	1.279	1.656	1.193	1.547	244	14.149
Bjerget	144	568	98	44	143	86	176	8	1.267
Østre distrikt	85	607	269	204	110	106	175	27	1.583
Vestre distrikt	186	171	27	20	80	25	21	2	532
Skt. Hans Hospital	4	41	6	0	440	135	1.833	1	2.460
Ny Himmelev	41	245	87	36	66	48	42	0	515
Roskilde med forstæder	1.209	6.970	2.967	1.610	2.597	1.623	3.822	285	21.083

Bemærk: tabellen uden Roskilde købstads landdistrikt

Efter 2. verdenskrig fortsatte Roskilde sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 23.497 indbyggere i købstaden, i 1950 26.355 indbyggere, i 1955 28.878 indbyggere, i 1960 31.928 indbyggere og i 1965 37.102 indbyggere. I Himmelev Kommune voksede en ny forstad, Ny Himmelev, frem og i Reerslev-Vindinge Kommune forstaden Vindinge Lillevang.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Roskilde købstad	23.497	26.355	28.878	31.928	37.102
Ny Himmelev og Frederiksborgvej	565	613	678	926	1.842
Vindinge Lillevang i Reerslev-Vindinge Kommune	-	-	-	188	203
Roskilde med forstæder	24.062	26.968	29.556	33.042	39.147

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Roskilde-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Sankt Jørgensbjerg sogn

Sankt Jørgensbjerg sogns nære tilknytning til Roskilde afspejlede sig allerede i modten af 1800-tallet: "Den talrige Huusmandsklasse i St. Jørgensbjerg og Margrethehaabshusene søger for en Deel Dagarbeide i Roeskilde og ved dennes Havn, der ligger paa Sognets Grund, ligesom der ogsaa af Enkelte drives noget Fiskeri i Roeskilde-Fjord Som anført findes i Sognet flere Møller. Forøvrigt er Jordbruget Hovederhverv."

Sankt Jørgensbjerg sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 3.729 indbyggere ernærede 406 sig af immateriel virksomhed, 399 af landbrug m.v., 32 af fiskeri, 1.154 af håndværk og industri, 130 af handel og omsætning, 137 af samfærdsel, 45 af formue, 1.307 af offentlig understøttelse, 119 af anden og uangiven virksomhed.

I 1930 var forstadsudviklingen i Sankt Jørgensbjerg så vidt fremskreden, at den talte følgende områder: Vestre Distrikt med 532 indbyggere, Østre Distrikt med 1.583 indbyggere, Bjerget med 1.267 indbyggere, Sankt Hans hospotal med 2.460 indbyggere og Boserup sanatorium med 228 indbyggere.

Sognet blev indlemmet i Roskilde pr. 1. april 1938.

Himmelev sogn

Himmelev sogn lå nord for Roskilde ved fjorden, og det var derfor naturligt, at en byvækst også ville inddrage sognet i en forstadsudvikling. I 1930 var udviklingen så langt fremskreden, at forstaden Ny Himmelev havde 515 indbyggere, hvoraf 41 levede af landbrug m.v., 245 af håndværk og industri, 37 af handel, 36 af samfærdsel, 66 af immateriel virksomhed, 48 af husgerning, 42 var uden af erhverv, 0 uangiven.

Køge

Køge havde en forholdsvis gunstig beliggenhed med et stort opland; kun mod øst var dette begrænset af Køge Bugt. Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudviklingen måtte foregå i Køge landdistrikt.

Køges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.436 i 1850, 2.659 i 1855, 2.734 i 1860, 3.097 i 1870, 3.122 i 1880, 3,282 i 1890, 3.992 i 1901, 4.284 i 1906 og 4.400 i 1911. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Herfølge sogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Køge købstad	2.436	2.659	2.734	3.097	3.122	3.282	3.992
Køge landdistrikt nord	42	42	44	49	56	60	48
Køge landdistrikt syd	253	262	261	263	212	196	217
Herfølge sogn	2.005	2.054	2.090	2.360	2.383	2.343	2.394
Køge med forstæder	2.436	2.659	2.734	3.097	3.122	3.282	3.992

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 på følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 313 levede af immateriel virksomhed, 1.272 af håndværk og industri, 871 af handel og omsætning, 59 af søfart, 17 af fiskeri, 14 af jordbrug, 20 af gartneri, mens 500 fordeltes på andre erhverv, hvoraf 460 arbejdsmænd og daglejere, 141 levede af deres midler, 67 nød almisse og 8 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.284, heraf ernærede 275 sig ved immateriel virksomhed, 43 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 45 ved fiskeri, 2.194 ved håndværk og industri, 901 ved handel med mere, 384 ved samfærdsel, 161 var aftægtsfolk, 138 levede af offentlig understøttelse og 143 af anden eller uangiven virksomhed.

Landbrugseksportens vækst til især England i sidste halvdel af 1800-tallet bragte ny velstand til Køge, selv om der var tilbageslag undervejs.

Køge Station blev opført i 1870, da jernbanen Sjællandske Sydbane fra Roskilde over Køge og Næstved førtes til Vordingborg (Masnedsund). I 1879 kom en jernbane (Østsjællandske Jernbaneselskab) fra Køge til Hårlev, hvor den deltes i to: en strækning over Store Heddinge til Rødvig og én til Faxe. En bane fra Køge til Ringsted over Yderholm (Køge-Ringsted Banen) åbnede i 1917.

En række mindre industriforetagender blev etableret i Køge i århundredets sidste halvdel. I 1842 fik byen et jernstøberi, Køge Jernstøberi, i 1852 en papirfabrik og samme år en tobaksfabrik. Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1890: 1 tobaksfabrik, 1 klædefabrik og uldspinderi, 4 garverier, 1 jernstøberi, 1 limfabrik, 1 lysestøberi, 1 skibsbyggeri, 1 brændevinsbrænderi, 1 sodavandsfabrik, 1 bayersk ølbryggeri (aktieselskab, stiftet 1882, aktiekapital 122.500 kr.), 2 damptræskærerier, 1 andelssvineslagteri, samt 1 imprægneringsanstalt for jernbanesveller.

I Køge blev udgivet 2 aviser, nemlig "Kjøge og Omegns Dagblad" og "Østsjællands Folkeblad".

Køge havde årlig 6 markeder for heste, kvæg og landprodukter. Første onsdag i hver måned var torvedag med levende kreaturer.

Gennem mellemkrigstiden var Køges indbyggertal voksende: i 1921 5.673, i 1925 5.603, i 1930 6.097, i 1935 6.952, i 1940 9.092 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Køge købstads landdistrikt og i Hastrup villaby i Herfølge Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Køge. Den 1. april 1940 blev Køge købstads landdistrikt indlemmet i købstaden.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Køge købstad	5.673	5.603	6.097	6.952	9.072
Køge landdistrikt nordlige del	-	-	64	65	*
Køge landdistrikt sydlige del	-	-	964	1.382	*
Villaby	-	509	-	-	*
Hastrup villaby	-	-	-	-	519
Køge med forstæder	5.673	6.112	7.125	8.399	9.591

Ved folketællingen i 1930 havde Køge 14.149 indbyggere, heraf ernærede 1.656 sig ved immateriel virksomhed, 5.057 ved håndværk og industri, 2.472 ved handel mm, 1.279 ved samfærdsel, 701 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.193 ved husgerning, 1.547 var ude af erhverv og 244 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Køge købstad	88	2.763	1.123	655	380	456	555	77	6.097
Køge landdistrikt nordlige del	42	5	0	0	0	14	3	0	64
Køge landdistrikt sydlige del	38	428	121	188	24	59	80	26	964
Køge med forstæder	168	3.196	1.244	843	404	529	638	103	7.125

Af stor betydning for Køges udvikling i mellemkrigstiden var etableringen af Kemisk Værk Køge i 1934.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Køge sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 9.683 indbyggere i købstaden, i 1950 10.602 indbyggere, i 1955 11.338 indbyggere, i 1960 12.294 indbyggere og i 1965 14.144 indbyggere. I Herfølge Kommune voksede en ny forstad, Hastrup villakvarter, frem.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Køge købstad	9.683	10.602	11.338	12.294	14.144
Hastrup villaby i Herfølge Kommune	354	415	802	730	962
Køge med forstæder	10.037	11.017	12.140	13.024	15.106

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Køge-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Køge landdistrikts sydlige del

I 1930 var forstadsudviklingen i Køge landdistrikts sydlige del så vidt fremskreden, at forstadsbebyggelsen, der omfattede hele området, talte 964 indbyggere, hvoraf 38 levede af landbrug, 428 af håndværk og industri, 121 af handel, 188 af samfærdsel, 24 af immateriel virksomhed, 59 af husgerning, 80 var ude af erhverv og 26 uangiven.

Landdistriktet blev indlemmet i Køge pr. 1. april 1940.

Herfølge sogn

Herfølge sogn lå lige syd for Køge og grænsede umiddelbart op til købstaden. Det var derfor naturligt, at byvækst kunne brede sig som forstadsbebyggelse i sognet.

Allerede i midten af 1800-tallet synes en byudvikling at være undervejs omend endnu ikke som forstad til Køge: "I Sognet: Byerne Herfølge, ved Kjøge-Vordingborg Veien, med Kirken, Hospital, Præstegaard, Skole, et Kalkbrud og en Vindmølle .. Indvaanere: 2054. Foruden Agerdyrkning og betydeligt Skovarbeide have nogle Indbyggere Erhverv ved Herfølge Kalkbrud og Vidskolle Teglværk."

I 1930 var byudviklingen i Herfølge sogn så vidt fremskreden, at byen Herfølge talte 629 indbyggere, hvoraf 122 levede af landbrug, 198 af håndværk og industri, 74 af handel, 59 af samfærdsel, 25 af immateriel virksomhed, 51 af husgerning, 95 var ude af erhverv og 5 uangiven.

Byudviklingsplanen af 1956 forudsatte, at Hastrup villaby skulle udvikles som forstad til Køge mens Herfølge fortsat skulle være en selvstændig bydannelse.

Holbæk

Holbæk 1900.

Holbæk havde en ret gunstig beliggenhed med et stort opland; kun mod nord var dette begrænset af Holbæk Fjord. Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudvikling måtte fortrinsvis ske i Merløse sogn.

Holbæk havde årlig 6 markeder, 2 i marts og 1 i april (heste og kvæg), 1 i juni (heste, kvæg og skovbovarer), 1 i oktober (kvæg) og 1 i november (kreaturer).

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 7 brændevinsbrænderier, 1 tobaksfabrik, 1 jern- og metalstøberi, 1 ølbryggeri, 2 bomuldsvæverier, 3 farverier, 5 garverier, 2 pottemagerier, 1 bogtrykkeri. Desuden 3 vindmøller og 1 hestemølle. Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 6 brændevinsbrænderier, 2 tobaksfabrikker, 1 kalkbrænderi, 2 uldspinderier, 2 jern- og metalstøberier, 3 ølbryggerier, 3 bomuldsvæverier, 3 farverier, 6 garverier, 2 pottemagerier, 2 bogtrykkerier, desuden 3 vindmøller og 1 hestemølle samt 1 skibsbyggeri. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 3 tobaksfabrikker, 1 uldspinderi, 2 jern- og metalstøberier, 2 ølbryggerier, hvoraf det ene tillige bryggede bayersk øl, 2 bomuldsvæverier, 3 farverier, 5 bogtrykkerier, 2 vejrmøller, 1 dampmølle, 1 andelssvineslagteri, der dog lå i det tilgrænsende landsogn, 1 frugtvarefabrik med mere.

I Holbæk blev udgivet 3 aviser: Holbæk Amts Avis, Holbækposten og Holbæk Amts Dagblad, samt ugebladet Skyttetidende.

Holbæks befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.638 i 1850, 2.811 i 1855, 2.971 i 1860, 2931 i 1870, 3.265 i 1880, 3.915 i 1890, 4.574 i 1901, 5.269 i 1906 og 5.915 i 1911. Men samtidig skete øjensynlig en forstadsudvikling i Merløse sogn (Holbæk landsogn).

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Holbæk købstad	2.638	2.811	2.971	2.931	3.265	3.915	4.574
Holbæk landsogn	624	838	899	947	1.010	1.304	1.991
Holbæk med forstæder	2.638	2.811	2.971	2.931	3.265	3.915	4.574

Ved kongelig resolution af 14. februar 1878 og 19. maj 1893 blev arealer af Merløse sogn med 270 indbyggere indlemmede i købstaden.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Holbæk købstad	178	34	87	408	1.571	813	50	624	82	54	14	3.915
Merløse sogn	406	8	17	103	441	41	5	183	32	30	38	1.304
Holbæk med forstæder	584	42	104	511	2.012	854	55	807	114	84	52	5.219

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.269, heraf ernærede 355 sig ved immateriel virksomhed, 258 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 161 ved fiskeri, 2.755 ved håndværk og industri, 1.160 ved handel med mere, 267 ved samfærdsel, 191 var aftægtsfolk, 110 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Holbæk købstad	5.269	5.915	8.178
Villakvarteret (Merløse sogn)	-	939	1.032
Smedelundshuse og Brohuse (Merløse sogn)	-	917	1.102
Holbæk med forstæder	5.269	7.771	10312

Gennem mellemkrigstiden var Holbæks indbyggertal voksende: i 1921 11.198, i 1925 11.831, i 1930 12.473, i 1935 12.493, i 1940 12.790 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Butterup-Tuse Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Holbæk.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Holbæk købstad	11.198	11.831	12.473	12.493	12.790
Allerupgård villakvarter (Butterup-Tuse Kommune)	-	138	216	210	215
Holbæk med forstæder	11.198	11.969	12.689	12.703	13.005

Ved folketællingen i 1930 havde Holbæk 12.473 indbyggere, heraf ernærede 1.259 sig ved immateriel virksomhed, 4.851 ved håndværk og industri, 2.113 ved handel mm, 1.104 ved samfærdsel, 730 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 865 ved husgerning, 1.428 var ude af erhverv og 123 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Holbæk købstad	730	4.851	2.113	1.104	1.259	865	1.428	123	12.473
Allerupgård	11	98	28	5	24	16	34	0	216
Holbæk med forstæder	741	4.949	2.141	1.109	1.283	881	1.462	123	12.689

Efter 2. verdenskrig fortsatte Holbæk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 13.467 indbyggere i købstaden, i 1950 14.417 indbyggere, i 1955 15.153 indbyggere, i 1960 15.475 indbyggere og i 1965 16.445 indbyggere. I Butterup-Tuse Kommune voksede en ny forstad, Allerupgård villakvarter, frem og i Sdr. Asmindrup-Grandløse Kommune forstaden Lille Grandløse.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Holbæk købstad	13.467	14.417	15.153	15.475	16.445
Allerupgård	234	315	434	548	684
Lille Grandløse	-	-	-	194	278
Holbæk med forstæder	13.701	14.732	15.587	16.217	17.407

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Holbæk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Merløse sogn

Merløse sogns tilknytning til Holbæk er kun antydet i beskrivelsen fra midten af 1800-tallet: "Indvaanerner 838. Erhvervet udenfor Agerbruget har her noget større Betydning end almindeligt i Landsognene. Foruden de fornævnte 2de Møller (en 3die under Bygning) og et Kalkbrænderi findes her 2 Rugbrøds-Bagerier samt endvidere 9 Gartnere, 2 Vævere og en Tøffelmager."

I 1890 var befolkningens sysselsætning følgende: "103 levede af immat. Virksomh., 406 af Jordbrug, 8 af Gartneri, 17 af Fiskeri, 441 af Industri, 41 af Handel, 5 af Skibsfart, 183 af andre Erhverv, 32 af deres Midler, 22 vare sindssyge, 30 vare under Fattigv., og 16 hensade i Fængsel." "I Sognet Byerne: (Tveje-)Merløse, ved Landevejen mellem Holbæk og Ringsted, med Kirke, Skole og Hospital (opr. af Etatsraadinde M. Kofoed; 8 Pladser); Taastrup, ved Jærnbanen, med Mølle og Teglværk; Langerød med Andelsmejeri; og en lille Del af Hellestrup (i Asminderup Sogn). Saml. af Huse: Ladegaardshuse med Kalkbrænderi. Tæt uden for Holbæk By ved Landevejene til Roskilde og Ringsted ligge Holbæk Amts Tvangs-, Arbejds- og Daareanstalt, opf. 1888–89 efter Tegn. af Arkitekt Fr. Levy for omtr. 250,000 Kr. (den har Plads for 100 Arbejdslemmer, 20 mandlige Tvangsarrestanter og 80 uhelbredelige sindssyge), og Amtssygehuset, opf. 1844 (med 80 Senge, hvoraf 30 for epidemiske Sygdomme). De høre begge til Taastrup By. — Ligeledes tæt ved Holbæk ligger et 1881 opf. Missionshus." En forstadsudvikling med dertil hørende industriel udvikling var i gang, og dette afspejlede sig i indbyggernes sysselsætning.

Merløse sogns fortsatte inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.145 indbyggere ernærede 94 sig af immateriel virksomhed, 434 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 1.011 af håndværk og industri, 161 af handel og omsætning, 125 af samfærdsel, 90 af formue, 225 af offentlig understøttelse, 5 af anden og uangiven virksomhed. Særlig bemærkelsesværdig er den mere end en fordobling af antallet af håndværkere og industriarbejdere i de foregående 15 år.

I 1930 var forstadsudviklingen så vidt fremskreden, at forstaden Allerupgård havde 216 indbyggere, hvoraf 11 levede af landbrug, 98 af håndværk og industri, 28 af handel, 5 af samfærdsel, 24 af immateriel virksomhed, 16 af husgerning, 34 var ude af erhverv og 0 uangiven.

Nykøbing Sjælland

Nykøbing Sjælland havde en forholdsvis ugunstig beliggenhed med et begrænset opland afgrænset af Isefjorden, Lammefjorden, Sejrø Bugt og Nyrup Bugt ved Kattegat. Mulighederne for byudvikling var ret ringe.

I 1868 blev Nykøbing Sjællands Tinghus opført på Holtets Plads tæt ved kirken og bygningen kom ligeledes til at tjene som råd- og arresthus.

I byen afholdtes årlig 14 markeder, nemlig den anden onsdag i hver måned (kreaturer) og 1 i månederne juni og oktober (krammarkeder).

Af fabrikker og mindre virksomheder havde byen i midten af 1800-tallet: 8 brændevinsbrænderier, 1 kalkbrænderi 2 garverier og 2 vind-melmøller. Af fabrikker og mindre virksomheder havde Nykøbing i 1872: 4 brændevinsbrænderier, 1 saltraffinaderi, 1 kalkbrænderi, 1 jernstøberi, 2 ølbryggerier, 1 tobaksfabrik, 1 bogtrykkeri, 2 garverier og 2 vind-melmøller. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 brændevinsbrænderier, 1 jernstøberi, 1 ølbryggeri, 1 tobaksfabrik, 2 bogtrykkerier, 1 garveri, 1 vindmølle, 1 dampmølle og 2 uldspinderier.

I Nykøbing blev udgivet 4 aviser: "Nykjøbing Avis", "Nykjøbing Posten", "Nykjøbing Dagblad" og "Nykjøbing Venstreblad".

Nykøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.282 i 1850, 1.330 i 1855, 1.384 i 1860, 1.548 i 1870, 1.737 i 1880, 1.703 i 1890, 2.000 i 1901, 1.997 i 1906 og 2.100 i 1911.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 177 levede af immateriel virksomhed, 498 af håndværk og industri, 280 af handel og omsætning, 68 af søfart, 38 af fiskeri, 142 af jordbrug, 2 af gartneri, mens 374 fordeltes på andre erhverv (heraf 254 daglejere og arbejdsmænd), 75 levede af deres midler, 45 nød almisse, og 4 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.997, heraf ernærede 158 sig ved immateriel virksomhed, 289 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 59 ved fiskeri, 803 ved håndværk og industri, 358 ved handel med mere, 155 ved samfærdsel, 92 var aftægtsfolk, 40 levede af offentlig understøttelse og 43 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Nykøbings indbyggertal svagt voksende: i 1921 3.603, i 1925 3.988, i 1930 4.058, i 1935 4.224, i 1940 3.927 indbyggere. Nogen forstadsudvikling fandt ikke sted.

Ved folketællingen i 1930 havde Nykøbing 4.058 indbyggere, heraf ernærede 556 sig ved immateriel virksomhed, 1.100 ved håndværk og industri, 402 ved handel mm, 293 ved samfærdsel, 355 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 316 ved husgerning, 958 var ude af erhverv og 78 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.409 indbyggere i købstaden, i 1950 4.453 indbyggere, i 1955 4.728 indbyggere, i 1960 4.803 indbyggere og i 1965 5.063 indbyggere. I Højby Kommune voksede en ny forstad, Nyledsbakken, frem.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nykøbing købstad	4.409	4.453	4.728	4.803	4.999
Nyledsbakken	-	-	-	63	64
Nykøbing med forstæder	4.409	4.453	4.728	4.866	5.063

Kalundborg

Kalundborg havde en mindre gunstig beliggenhed, idet dens opland var begrænset af Kattegat mod nord, Storebælt mod vest og Tissø mod sydøst.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Kalundborg en fremgangsperiode. Medvirkende hertil var de forbedrede samfærdselsforhold (anlæggelsen af jernbanen, havnens betydning for færgefarten til Aarhus og andre steder) samt den begyndende industrialisering.

Havnen (i datiden klassificeret som en sommerhavn af 4. klasse) havde gode betingelser, beliggende ved den dybe og let tilgængelige Kalundborg Fjord og beskyttet af halvøen Gisseløre, og den var også i ældre tid regnet som Sjællands bedste havn efter Københavns. Dog var det først i det 19. århundrede, at der blev gjort noget alvorligt for den. Den gamle skibsbro, der deltes i en vestlig arm, som benyttedes af færgesmakkerne, og en østlig, til handelsskibenes brug, blev betydelig udvidede, således færgebroen 1836, for at der kunne blive plads til dampskibsfarten, og den østlige arm i 1846. I 1853–54 opførtes der en stenmole med mere, og senere blev der foretaget nye udvidelser. Kalundborg fik daglig dampskibsforbindelse med Aarhus over Samsø. Desuden havde den 2 gange ugentlig direkte damskibsforbindelse med København over Sejrø og een gang ugentlig med Vejle.

Anlægget af Nordvestbanen blev ifølge lov af 26. februar 1869 overdraget til Det Sjællandske Jernbaneselskab ved koncession af 2. oktober 1871. Den åbnedes for drift den 30. december 1874, dog kun for en indskrænket drift indtil 1. maj 1875. Ved de Sjællandske Jernbaners køb ifølge lov af 2. juli 1880 overgik den sammen med selskabets øvrige baner til staten.

Kort over Kalundborg omkring 1900.

Af fabrikker og virksomheder havde byen omkring midten af 1800-tallet: 7 brændevinsbrænderier, 1 tobaksfabrik, 1 ølbryggeri, 1 pottemageri, 1 kalkbrænderi, 3 garverier, 1 skibs- og bådebyggeri. Desuden 4 vindmøller og 1 hestemølle. Af fabrikker og virksomheder havde byen i 1869: flere brændevinsbrænderier, 1 maskinfabrik, 1 tobaksfabrik, 2 ølbryggerier, 1 tøjfabrik og uldspinderi, 1 jernstøberi, 3 kalkbrænderier, 1 skibs- og bådebyggeri 1 bogtrykkeri, 4 vindmøller og 1 hestemølle. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 bayersk- og hvidtølsbryggeri (aktieselskab, oprettet 27. maj 1881), 2 maskinfabrikker, 1 andelssvineslagteri, 1 tøjfabrik og uldspinderi, 1 kalkbrænderi, 1 skibs- og bådebyggeri, 2 bogtrykkerier, 2 tobaksfabrikker, 2 vindmøller, 1 dampmølle, 1 sav- og høvleværk.

I Kalundborg blev udgivet 2 aviser, nemlig Kalundborg Avis (samme blad udgivet på Samsø som Samsø Dagblad) og Kalundborg Dagblad. I 1907 begyndte udgivelsen af Kalundborg Folkeblad.

Kalundborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.490 i 1850, 2.420 i 1855, 2.587 i 1860, 2.673 i 1870, 3.167 i 1880, 3.566 i 1890, 4.322 i 1901, 4.628 i 1906 og 4.732 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Kalundborg købstad	2.490	2.420	2.587	2.673	3.167	3.566	4.322
Kalundborg landdistrikt	214	204	208	206	238	239	453
Kalundborg med forstæder	2.490	2.420	2.587	2.673	3.167	3.566	4.322

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 443 levede af immateriel virksomhed, 1.311 af håndværk og industri, 815 af handel og omsætning, 69 af søfart, 212 af fiskeri, 178 af jordbrug, medens 440 fordeltes på andre erhverv, 73 levede af deres midler, 17 fik almisser, 4 var i fængsel, og 4 var sindssyge. Ifølge opgørelsen i 1906 var indbyggertallet 4.628, heraf ernærede 298 sig ved immateriel virksomhed, 198 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 2.077 ved håndværk og industri, 998 ved handel med mere, 608 ved samfærdsel, 152 var aftægtsfolk, 96 levede af offentlig understøttelse og 54 af anden eller uangivet virksomhed.

Kalundborg 1919.

Gennem mellemkrigstiden var Kalundborgs indbyggertal voksende: i 1921 6.833, i 1925 6.549, i 1930 6.926, i 1935 7.620, i 1940 7.751 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Kalundborg købstads landdistrikt og i Årby Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Kalundborg. Den 1. april 1933 blev Kalundborg købstads landdistrikt indlemmet i købstaden.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Kalundborg købstad	6.833	6.549	6.926	7.620	7.751
Skt. Jørgensbjerg (Kalundborg købstads landdistrikt)	427	376	467	*	*
Rynkevang (Årby Kommune)	-	113	113	159	102
Kalundborg med forstæder	7.260	7.038	7.506	7.779	7.853

* indlemmet i købstaden

Ved folketællingen i 1930 havde Kalundborg 6.926, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 2.818 ved håndværk og industri, 1.210 ved handel mm, 966 ved samfærdsel, 268 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 523 ved husgerning, 603 var ude af erhverv og 166 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Kalundborg købstad	268	2.818	1.210	966	372	523	603	166	6.926
Skt. Jørgensbjerg	59	154	51	62	43	61	37	0	467
Rynkevang	8	38	10	17	11	18	9	2	113
Kalundborg med forstæder	335	3.010	1.271	1.045	426	602	649	168	7.674

Efter 2. verdenskrig fortsatte Kalundborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.875 indbyggere i købstaden, i 1950 8.603 indbyggere, i 1955 9.214 indbyggere, i 1960 9.763 indbyggere og i 1965 10.230 indbyggere. I Årby Kommune voksede nye forstæder, Rynkevang og Engvej, i Raklev Kommune forstæderne Brandsbjerg og Hestehave, og i Tømmerup Kommune forstaden Nyvang.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Kalundborg købstad	7.875	8.603	9.214	9.763	10.320
Rynkevang	147	101	106	100	92
Engvej	-	-	126	288	423
Brandsbjerg	-	-	75	60	438
Hestehave	-	-	26	35	*
Nyvang	-	-	84	109	143
Kalundborg med forstæder	8.022	8.704	9.631	10.355	11.416

* under Brandsbjerg

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Kalundborg-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Kalundborg Købstads landdistrikt

Landdistriktet havde i 1800-tallet en voksende befolkning efter 1870: i 1855 204 indbyggere, i 1870 206 indbyggere, i 1880 238 indbyggere, i 1890 239 indbyggere, i 1901 435 indbyggere, hvilket sikkert afspejler en begyndende forstadsudvikling, især i form af "de saakaldte Rynkevangshuse og nogle Huse paa St. Jørgensbjærg Ø. for Byen."

Kalundborg landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 467 indbyggere ernærede 24 sig af immateriel virksomhed, 94 af landbrug m.v., 7 af fiskeri, 220 af håndværk og industri, 44 af handel og omsætning, 48 af samfærdsel, 14 af formue, 3 af offentlig understøttelse, 13 af anden og uangiven virksomhed.

Omkring 1920 omtales "Forstaden Skt. Jørgensbjærg" (Trap, 4. udgave, II Bind; Kbh 1920; s. 415) i 1911 med 291 indbyggere og 1916 434 indbyggere. (Statistiske Undersøgelser Nr 10; København 1964; s. 60f)

I 1930 var forstadsudviklingen så vidt fremskreden, at forstaden Sankt Jørgensbjerg havde 467 indbyggere, hvoraf 59 levede af landbrug, 154 af håndværk og industri, 51 af handel, 62 af samfærdsel, 43 af immateriel virksomhed, 61 af husgerning, 37 var ude af erhverv og 0 uangiven.

Åby sogn

Åby sogn lå lige syd for Kalundborg købstad.

Omkring århundredeskiftet beskrives forholdene således: sysselsætningen var i 1890 "48 levede af immat. Virksomhed, 895 af Jordbrug, 11 af Gartneri, 17 af Fiskeri, 95 af Industri, 8 af Handel, 207 af andre Erhv., 75 af deres Midler, og 24 vare under Fattigv. Noget Aalefiskeri, Skovarbejde og (for Rynkevang) noget Dagarbejde i Kalundborg." I 1906 var næringsfordelingen: 32 levede af immateriel virksomhed, 1.062 af landbrug m.v., 6 af fiskri, 122 af håndværk og fiskeri, 24 af handel, 4 af samfærdsel, 43 af formue, 55 of offentlig understøttelse, 4 af anden og uangiven virksomhed. (DS Statistiske Meddelelser 4 rk 28 bd 5 hft 1908, s.7)

I 1930 var forstadsudviklingen så vidt fremskreden, at forstaden Rynkevang havde 113 indbyggere, hvoraf 8 levede af landbrug, 38 af håndværk og industri, 10 af handel, 17 af samfærdsel, 11 af immateeriel virksomhed, 18 af husgerning, 9 var ude af erhverv og 2 uangiven.

Ringsted

Ringsted havde en fordelagtig beliggenhed med et stort og frugtbart opland i alle retninger. Byens muligheder for byudvikling var begrænsede, så udviklingen måtte ske i Ringsted landsogn og i Benløse sogn.

I lighed med en del andre danske byer betød jernbanens fremkomst, at Ringsted gik bedre tider i møde. I 1856 kom jernbanen til købstaden, og der kom i 1900-tallet jernbaneforbindelser til andre sjællandske byer. Fra 1917 til 1963 var der forbindelse til Køge (Køge-Ringsted Banen), mens Næstved-Ringsted banen åbnede i 1924 og forlængedes til Frederikssund via Hvalsø året efter. Strækningen Ringsted-Hvalsø-Frederikssund eksisterede kun til 1936 og blev med sine elleve leveår Danmarks kortest eksisterende jernbaneforbindelse.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Ringsted en betydelig industriel udvikling. I 1855 havde Ringsted 9 brændevinsbrænderier, 1 væveri, 1 trykkeri, 1 garveri, 1 pottemageri og 1 vindmølle. I 1872 var der i Ringsted 4 brændevinsbrænderier, 1 bogtrykkeri, der udgav "Sjællandsposten", 2 garverier, 1 tobaksfabrik, 2 væverier, 1 portland cementfabrik ("Hertha", oprettet 1869), 1 jernstøberi (oprettet 1868) forenet med maskinfabrik. Omkring århundredeskiftet fandtes i Ringsted 1 ølbryggeri (bayersk og hvidtøl) med brændevinsbrænderi (i alt 30 arbejdere), 1 hvidtølsbryggeri (årlig produktion omtrent 2.000 tdr.), 1 dampmølle (årlig formaling af 37.500 td. korn, 15 arbejdere), 1 jernstøberi og maskinfabrik (20 arbejdere), 1 andelssvineslagteri (årligt slagtes 25.000 svin, 20 arbejdere), 1 dampsav- og høvleværk (15 arbejdere), 1 dampuldspinderi, 1 pottemageri, 1 farveri, 1 garveri og 3 bogtrykkerier. I Ringsted blev nu udgivet 3 aviser: "Sjællandsposten", "Ringsted Folketidende" og "Venstres Folkeblad".

Ringsteds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.380 i 1850, 1.477 i 1855, 1.653 i 1860, 1.869 i 1870, 2.127 i 1880, 2.464 i 1890, 3.320 i 1901, 3.696 i 1906 og 4.045 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Ringsted købstad	1.380	1.477	1.653	1.869	2.127	2.464	3.320
Ringsted landsogn	987	1.048	1.133	1.158	1.155	1.038	985
Ringsted med forstæder	1.380	1.477	1.653	1.869	2.127	2.464	3.320

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Ringsted købstad	100	13	0	320	1.012	641	0	246	115	14	3	2.464
Ringsted landsogn	588	1	0	110	179	6	0	90	33	31	0	1.038
Ringsted med forstæder	688	14	0	430	1.191	647	0	336	148	45	3	3.502

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.696, heraf ernærede 391 sig ved immateriel virksomhed, 128 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 1.727 ved håndværk og industri, 846 ved handel med mere, 247 ved samfærdsel, 184 var aftægtsfolk, 94 levede af offentlig understøttelse og 79 af anden eller uopgivet virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Ringsteds indbyggertal voksende: i 1921 5.047, i 1925 5.661, i 1930 6.148, i 1935 6.780, i 1940 7.049 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden i Benløse Runding i Benløse Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Ringsted.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Ringsted købstad	5.047	5.661	6.148	6.780	7.049
Benløse Runding (Benløse Sogn)	-	462	460	596	895
Ringsted med forstæder	5.047	6.123	6.608	7.376	7.944

Ved folketællingen i 1930 havde Ringsted 6.608 indbyggere, heraf ernærede 551 sig ved immateriel virksomhed, 2.594 ved håndværk og industri, 1.132 ved handel mm, 683 ved samfærdsel, 301 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 560 ved husgerning, 709 var ude af erhverv og 77 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Ringsted købstad	265	2.327	1.087	644	550	537	664	74	6.148
Benløse	37	267	45	39	1	23	45	3	460
Ringsted med forstæder	302	2.594	1.132	683	551	560	709	77	6.608

Efter 2. verdenskrig fortsatte Ringsted sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.835 indbyggere i købstaden, i 1950 8.660 indbyggere, i 1955 9.246 indbyggere, i 1960 9.694 indbyggere og i 1965 10.426 indbyggere. I Benløse Sogn voksede Benløse Runding og Benløse by.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Ringsted købstad	7.835	8.660	9.246	9.694	10.426
Benløse Runding	914	978	995	987	1.809
Ringsted med forstæder	8.749	9.638	10.241	10.681	12.235

Ringsted landsogn

Ringsted landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejles omkring århundredeskiftet i befolkningens fordeling efter næringsveje i 1890: " 110 levede af immat. Virksomhed, 588 af Jordbrug, 1 af Gartneri, 179 af Industri, 6 af Handel, 90 af andre Erhverv (deraf 83 Arbejdsm.), 33 af deres Midler, og 31 vare under Fattigv. (23 i offtl. Anstalter)." Endvidere oplyses: "I Sognet Ringsted Banegaard og Ringsted Bys Vandværk."

I 1906 havde landsognet 1.024 indbyggere, hvilke efter næringsvej fordelte sig således: 10 levede af immateriel virksomhed, 681 af landbrug, 0 af fiskeri, 201 af håndværk og industri, 15 af handel, 57 af samfærdsel, 29 af formue, 21 af offentlig understøttelse og 10 af anden og uangiven virksomhed.

Sorø

Sorø havde en uheldig beliggenhed isoleret og uden egentligt opland af betydning. Byen havde kun begrænsede egne byudviklingsmuligheder i Sorø landdistrikt, så udviklingen skete fortrinsvis i Pedersborg sogn, hvor dens jernbanestation lå.

Ved kongelig resolution af 24. december 1883 og 13. august 1888 blev arealer fra Sorø købstads landdistrikt henlagte til købstaden. Ved resolutioner af 18. juni 1892 og 6. oktober 1897 blev yderligere arealer med 308 indbyggere henlagte under købstaden, og ved bekendtgørelse af 6. januar 1908 blev arealer af landdistriktet henlagt under købstaden.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Sorø købstad	18	13	0	311	720	507	0	151	150	16	8	1.894
Sorø landdistrikt	69	7	7	200	72	27	0	0	7	43	0	432
Sorø med forstæder	87	20	7	511	792	534	0	151	157	59	8	2.326

År	1906	1911	1916
Sorø købstad	2.335	2.412	2.615
Sorø købstads landdistrikt	-	1.187	1.272
Frederiksberg (Ljunge sogn)	-	274	714
Sorø med forstæder	-	3.873	4.601

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Sorø købstad	62	887	535	188	417	319	416	30	2.854
Sorø købstads landdistrikt	141	543	130	135	308	134	227	157	1.775
Frederiksberg (Lynge sogn)	62	338	71	195	93	87	193	15	1.054
Sorø med forstæder	265	1.768	736	518	818	540	836	202	5.683

Sørø købstads landdistrikt

Omkring århundredeskiftet oplyses: "Med Sorø Købstads Kommune er forenet et Landdistrikt, der bestaar af Sorø Skole og Opdragelsesanstalt (Akademiet), Sorø Amts Syge-, og Arbejdsanstalt samt Hovedgaarden Sorø Lille Ladegaard (under 12 Td. Hrtk.) og Mølle (Damp- og Vejrmølle)" og "Ved kgl. Resol. af 24/12 1883 og 13/8 1888 er der henlagt flere Arealer af Landdistriktet til Købstaden." I landdistriktet var befolkningens fordeling efter næringsveje 1890 følgende: 200 levede af immateriel Virksomhed, 69 af Jordbrug, 7 af Gartneri, 7 af Fiskeri, 72 af Industri, 27 af Handel, 7 af deres Midler, og 43 vare under Fattigvæsenet".

Sorø landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 800 indbyggere ernærede 193 sig af immateriel virksomhed, 90 af landbrug m.v., 7 af fiskeri, 266 af håndværk og industri, 42 af handel og omsætning, 37 af samfærdsel, 36 af formue, 96 af offentlig understøttelse, 33 af anden og uangiven virksomhed.

Landdistriktet blev indlemmet i købstaden pr. 1. april 1950.

Lynge sogn

Lynge sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1890 i befolkningens fordeling efter næringsveje: "283 levede af immat. Virksomh., 899 af Jordbrug, 21 af Gartneri, 332 af Industri, 49 af Handel, 35 af andre Erhverv, 47 af deres Midler, og 59 vare under Fattigv." Endvidere oplyses om industrien: "I Sognet Byerne: Lynge, ved Landevejen, med Kirke, Præstegd., Skole, Fattiggaard for Lynge-Broby Kommune (opf. 1890; Plads for 20 Lemmer; i Bygningen tillige Alderdomshjem for 20 alderdomsunderstøttede), Dampmølle, 2 Savmøller og Andelsmejeri".

Lynge sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 også i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.722 indbyggere ernærede 46 sig af immateriel virksomhed, 866 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 402 af håndværk og industri, 58 af handel og omsætning, 170 af samfærdsel, 110 af formue, 46 af offentlig understøttelse, 24 af anden og uangiven virksomhed.

Slagelse

Slagelse lå heldigt med et stort og rigt opland i alle retninger. Købstaden havde mege begrænsede muligheder fpor byudvikling, så denne skete i Slagelse Sankt Peders landsogn og Slagelse Sankt Mikkels landsogn.

Endnu omkring midten af 1800-tallet spillede det en rolle for byen, at den havde udskibningssteder med magasiner for udskibning af korn to steder ved Storebælt, ved Mullerup og Bisserup. Desuden havde byen angiveligt en stor oplandshandel med landbrugerne i omegnen.

Jernbanen København)-Roskilde-Korsør kom til byen i 1856, men stationen blev anlagt lidt nord for byen; og i 1881 kom byparken Slagelse Lystanlæg. Egentlig stationsby blev Slagelse først i 1892 med flytningen af stationen ind til byen og opførelsen af Slagelse Station. I 1909 blev der bygget et elektricitetsværk i byen.

Den gamle spritfabrik på Valbyvej i Slagelse.

Den gamle spritfabrik på Valbyvej i Slagelse blev grundlagt i 1854. I midten af 1800-tallet havde Slagelse flere mindre brændevinsbrændere og distilateurer. Men i 1854 blev et af brændevinsbrænderierne flyttet ud på Jernbjerg mark. De to store fabriksbygninger i gule og røde mursten blev opført i 1880-erne. I de efterfølgende år blev det en meget stor arbejdsplads for byen. Frem til 1920 havde virksomheden flere skiftende ejere, men 1. juli 1920 overtog Aktieselskabet De Danske Spritfabrikker virksomheden.

I 1855 havde Slagelse: 1 bogtrykkeri, 2 ølbryggerier, 8 brændevinsbrænderier (heraf 5 med dampkedel), 4 garverier og feldberederier, 1 jernstøberi, 1 maskinfabrik, 5 mel- og grynmøller, 3 pottemagerier, 1 tobaksfabrik, 1 vatfabrik. I 1869 havde Slagelse: 2 bogtrykkerier, 2 damp-ølbryggerier, 6 damp-brændevinsbrænderier, 4 garverier og feldberederier, 2 jernstøberier med maskinfabrikker, 5 mel- og grynmøller, 3 pottemagerier, 1 tobaksfabrik, 1 sodavandsfabrik, 2 uldspinderier, 1 limkogeri, 1 nålefabrik. Ved århundredeskiftet havde Slagelse af fabrikker og industrielle anlæg: 1 træskofabrik i forbindelse med et savværk, 1 forgylderi og savværk med omtrent 70 arbejdere, 1 mindre forgylderi, 1 cikorietørreri, 1 andelssvineslagteri, 1 betydeligt tarmskraberi, der udførte tarme til pølsefabrikker i Hamborg, hvor virksomhedens ejere boede, 1 stort mekanisk hampgarn-spinderi, 1 dampbrændevinsbrænderi (oprettet 1775), 1 gødningsfabrik, 2 damp-ølbryggerier, hvoraf det ene, "Poulsbjærg", blev aktieselskab i 1896; 2 garverier; 2 jernstøberier og maskinværksteder, 1 tobaksfabrik, 1 sodavandsfabrik, 1 nålefabrik; 3 bogtrykkerier, flere møller, pottemagerier, uldspinderier med mere.

I Slagelse blev udgivet 3 aviser: "Sorø Amts Folkeblad" (trykkes i Ringsted), "Slagelse-Posten" og "Slagelse Folkeblad".

Slagelses befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 4.011 i 1850, 4.747 i 1855, 4.931 i 1860, 5.468 i 1870, 6.076 i 1880, 6.816 i 1890, 8.958 i 1901, 9.768 i 1906 og 10.463 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Slagelse købstad	4.011	4.747	4.931	5.468	6.076	6.816	8.958
Slagelse Sankt Mikkel landsogn	720	833	830	877	892	851	816
Slagelse Sankt Peder landsogn	1.350	1.606	1.499	1.447	1.523	1.569	1.965
Slagelse med forstæder	4.011	4.747	4.931	5.468	6.076	6.816	8.958

Ved kongelig resolution af 3. marts 1896 blev arealer i Sankt Peders landsogn med 37 indbyggere indlemmede i Slagelse købstad fra 1. april 1896. Ved kongelig resolution af 20. august 1904 blev arealer i Sankt Peders landsogn indlemmede i købstaden.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Slagelse købstad	251	63	0	629	2.936	1.449	2	1.029	360	90	7	6.816
Sankt Peder landsogn	784	27	0	121	337	51	0	154	64	31	0	1.569
Sankt Mikkel landsogn	620	10	0	30	134	4	0	23	10	20	0	851
Slagelse med forstæder	1.655	100	0	780	3.407	1.504	2	1.206	434	141	7	9.236

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 9.768, heraf ernærede 622 sig ved immateriel virksomhed, 417 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 5.118 ved håndværk og industri, 1.858 ved handel med mere, 704 ved samfærdsel, 492 var aftægtsfolk, 414 levede af offentlig understøttelse og 143 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Slagelse købstad	9.768	10.463	12.748
Bag Anlæget og Poulsbjergvej (Sankt Peders landsogn)	283	291	-
Ny Holmstrup (Sankt Peders landsogn)	444	503	468
Slagelse med forstæder	9.768	11.257	13.216

I mellemkrigstiden voksede Slagelses indbyggertal: i 1921 13.359, i 1925 13.804, i 1930 14.431, i 1935 15.538, i 1940 16.879 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Ny Holmstrup, Gl. Holmstrup, Landsgrav, Gækkelund og Antvorskov i Sankt Peders Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Slagelse.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Slagelse købstad	13.359	13.804	14.431	15.538	16.879
Ny Holmstrup	490	468	477	485	552
Gl. Holmstrup og Holmstrup Mark	-	511	451	341	336
Landsgrav By, Strandvejen	-	245	428	370	455
Gækkelundskvarteret	-	-	123	223	258
Antvorskov By	-	(471)	(422)	261	206
Slagelse med forstæder	13.849	15.028	16.332	17.218	16.879

Ved folketællingen i 1930 havde Slagelse 14.431 indbyggere, heraf ernærede 937 sig ved immateriel virksomhed, 6.084 ved håndværk og industri, 2.566 ved handel mm, 1.339 ved samfærdsel, 555 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.077 ved husgerning, 1.751 var ude af erhverv, og 122 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Slagelse købstad	555	6.084	2.566	1.339	937	1.077	1.751	122	14.431
Gækkelundkvarteret	13	67	7	14	2	5	15	0	123
Landsgrav by	200	90	31	22	8	20	54	3	428
Gl. Holmstrup	94	163	45	51	11	34	49	4	451
Ny Holmstrup	39	229	73	58	1	35	42	0	477
Antvorskov by	31	124	26	22	152	32	33	2	422
Slagelse med forstæder	932	6.757	2.748	1.506	1.111	1.203	1.944	131	16.332

Efter 2. verdenskrig fortsatte Slagelse sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 18.073 indbyggere i købstaden, i 1950 19.184 indbyggere, i 1955 20.224 indbyggere, i 1960 20.562 indbyggere og i 1965 21.884 indbyggere. Forstadskommunen Sankt Peder Landsogn blev så udbygget, at den fra 1950 i sin helhed regnedes som forstad til Slagelse. I Slots Bjergby-Sludstrup Kommune voksede en ny forstad, Skælskørvejen, frem.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Slagelse købstad	18.073	19.184	20.224	20.562	21.884
Skt Peder landsogn	(2.393)	2.667	2.687	2.644	2.744
Ny Holmstrup	638	-	-	-	-
Gl. Holmstrup mm	384	-	-	-	-
Landsgrav by	548	-	-	-	-
Gækkelundkvarteret	341	-	-	-	-
Antvorskov	409	-	-	-	-
Skælskørvejen	-	-	-	92	139
Slagelse med forstæder	20.466	21.851	22.911	23.298	24.767

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Slagelse-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Slagelse Sankt Peders Landsogn

Omkring århundredeskiftet lød beskrivelsen af befolkningens fordeling efter næringsveje således: "(man mærker Byens Nærhed) saaledes: 121 levede af immat. Virksomh., 784 af Jordbrug, 27 af Gartneri, 337 af Industri (82 af Teglbr.), 51 af Handel, 154 af andre Erhverv, 64 af deres Midler, og 31 vare under Fattigv. (19 i offtl. Anst.)."

Sankt Peders landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.094 indbyggere ernærede 44 sig af immateriel virksomhed, 898 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 877 af håndværk og industri, 83 af handel og omsætning, 83 af samfærdsel, 47 af formue, 62 af offentlig understøttelse, 0 af anden og uangiven virksomhed.

Slagelse Sankt Mikkels Landsogn

Omkring århundredeskiftet lød beskrivelsen af befolkningens fordeling efter næringsveje således: "30 levede af immat. Virksomh., 620 af Jordbr., 10 af Gartneri, 134 af Industri, 4 af Handel, 23 af andre Erhv., 10 af deres Midler, og 20 vare under Fattigv. (12 i offtl. Anst.)." Endvidere oplyses: "ved Gaardene drives Spritfabrik, Gødningsfabrik, Cikorietørreri og Ølbryggeri." Denne virksomhed skyldes sikkert nærheden til købstaden.

Sankt Mikkels landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse var endnu ved århundredeskiftet beskeden, hvilket afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 746 indbyggere ernærede 17 sig af immateriel virksomhed, 590 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 86 af håndværk og industri, 5 af handel og omsætning, 19 af samfærdsel, 16 af formue, 12 af offentlig understøttelse, 1 af anden og uangiven virksomhed.

Endnu i 1930 var ikke udskilt nogen bymæssig bebyggelse. Befolkningens fordeling efter næringsveje var: 467 levede af landbrug m.v., 97 af håndværk og industri, 16 af handel, 49 af samfærdsel, 10 af immateriel virksomhed, 29 af husgerning, 58 var ude af erhverv.

Korsør

Korsør havde en mindre heldig beliggenhed med et mindre opland mod øst, der imidlertid var stærkt presset af Slagelses nærhed. Byens udviklingsmuligheder var derfor henvist til Tårnborg sogn.

I det 19. århundrede voksede byen betydeligt til, især efter at jernbanen var blevet anlagt, og havnens betydning steg. I 1857 led Korsør meget af koleraepidemien, der bortrev over 200 mennesker.

I 1855 havde Korsør: 1 skibsbyggeri, 3 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier, 1 teglværk, 1 kalkbrænderi, 4 vind-melmøller og 1 tobaksfabrik. I 1872 havde Korsør: 1 skibsbyggeri, 1 cokesbrænderi, 1 fabrik for kunstgødning med svovlsyrefabrik, 1 gasværk, 3 ølbryggerier, 2 teglværker, 1 kalkbrænderi, 2 vind-melmøller og 1 tobaksfabrik. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredskiftet: 2 hvidtøls-bryggerier, 1 mindre dampsnedkeri, 1 dampbødkeri, 1 mindre skibsbyggeri med savmølle, 1 bådebyggeri med savmølle, 2 bogtrykkerier, alle i den gamle by; på Halskovsiden lå en højtliggende petroleumsbeholder til 10.000 tønder petroleum med pumpeledning fra bolværket og med aftapningsanstalt, 1 jernstøberi med maskinværksted, og 1 teglværk med slemmeværk (40—50 mand) samt en vindmølle; umiddelbart syd for byen lå en planteskole med stort rosendriveri, samt 2 vindmøller og en tagpapfabrik.

I Korsør er der "Dampskibsselskabet Korsør" (aktieselskab, oprettet 1. juni 1889).

I Korsør blev udgivet to aviser; Korsør Avis og Korsør Adresseavis.

Korsørs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.819 i 1850, 2.236 i 1855, 2.957 i 1860, 3.759 i 1870, 3.954 i 1880, 4.685 i 1890, 6.054 i 1901, 7.064 i 1906 og 8.065 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Korsør købstad	1.819	2.236	2.957	3.759	3.954	4.685	6.054
Tårnborg sogn	1.328	1.424	1.416	1.483	1.505	1.628	1.855
Korsør med forstæder	1.819	2.236	2.957	3.759	3.954	4.685	6.054

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Korsør købstad	191	45	184	898	1.229	558	608	805	105	59	3	4.685
Tårnborg sogn	758	9	22	75	462	6	17	211	30	38	0	1.628
Korsør med forstæder	949	54	206	973	1.691	564	625	1.016	135	97	3	6.313

Med hensyn til handelen bemærkes, at Korsør vel var en særdeles vigtig indførselshavn for det vestlige Sjælland, lige som der foregik en stor udførsel af landbrugsprodukter til Tyskland over den, men i øvrigt var handelen ringe, da byen næsten intet opland havde. Industri og håndværk var heller ikke betydelige. Derimod indtog søfart og fiskeri en fremskudt plads. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.064, heraf ernærede 346 sig ved immateriel virksomhed, 248 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 253 ved fiskeri, 2.328 ved håndværk og industri, 818 ved handel med mere, 2.546 ved samfærdsel, 238 var aftægtsfolk, 195 levede af offentlig understøttelse og 92 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Korsør købstad	7.064	8.065	8.380
Halskov Huse (Tårnborg sogn)	523	663	782
Korsør med forstæder	7.064	8.728	9.162

Gennem mellemkrigstiden var Korsørs indbyggertal voksende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Halsskov Huse i Tårnborg Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Korsør, og allerede pr. 1. april 1922 blev forstaden indlemmet i købstaden.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Korsør købstad	8.380	8.939	9.760	9.728	9.671	9.896
Halsskov Huse (Tårnborg Kommune)	782	908	*	*	*	*
Korsør med forstæder	9.162	9.847	9.760	9.728	9.671	9.896

Ved folketællingen i 1930 havde Korsør 9.728 indbyggere, heraf ernærede 707 sig ved immateriel virksomhed, 3.014 ved håndværk og industri, 1.302 ved handel mm, 2.694 ved samfærdsel, 569 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 707 ved husgerning, 933 var ude af erhverv og 86 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Korsør sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 10.667 indbyggere i købstaden, i 1950 11.885 indbyggere, i 1955 12.957 indbyggere, i 1960 14.276 indbyggere og i 1965 15.269 indbyggere.

Tårnborg sogn

Omkring århundredeskiftet oplyses: Svendstrup, ved Jærnbanen, med Sparekasse (opr. 2/12 1870), Forsamlingshus og Teglværk (Aktieselskabet „Svendstrup Teglværker“ (oprettet i 1860-erne), med Skinnespor til Korsørbanen". Der er næppe tvivl om, at denne virksomhed skyldtes købstadens nærhed.

Tårnborg sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.055 indbyggere ernærede 41 sig af immateriel virksomhed, 808 af landbrug m.v., 51 af fiskeri, 732 af håndværk og industri, 50 af handel og omsætning, 286 af samfærdsel, 47 af formue, 36 af offentlig understøttelse, 4 af anden og uangiven virksomhed. Det store antal sysselsat ved samfærdsel skyldes fortrinsvis Storebæltsoverfarten.

I 1930 havde Tårnborg sogn 1.294 indbyggere hvoraf 665 levede af landbrug, 228 af håndværk og industri, 38 af handel, 143 af samfærdsel, 27 af immateriel virksomhed, 60 af husgerning, 132 var ude af erhverv og 1 uangiven.

Skælskør

Skælskør Dampmølle blev grundlagt i 1853.

Skælskør havde en uheldig beliggenhed med et ret begrænset opland afskåret mod vest af Storebælt og mod syd af Smålandsfarvandet. Byen havde et landdistrikt men her skete ingen byudvikling i 1800-tallet.

Først ved midten af det 19. århundrede begyndte den at vokse, vel nærmest på grund af en uddybning af Skælskør fjord og forbedringerne ved havnen, mens jernbaneforbindelsen nok næppe fik den store betydning.

I 1855 havde Skælskør: 1 dampmølle, 4 brændevinsbrænderier (heraf 1 med damp), 2 ølbryggerier, 2 garverier og 1 bådebyggeri.

I 1872 havde Skælskør: 1 dampmølle, 2 brændevinsbrænderier (heraf 1 med damp), 1 ølbryggeri, 1 garveri og 1 bådebyggeri. Omkring århundredeskiftet havde Skælskør af fabrikker og industrielle anlæg: 1 brændevinsbrænderi og spritfabrik, 1 bayersk- og hvidtølsbryggeri med sodavandsfabrik, 1 uldspinderi og klædefabrik, 1 cigar- og tobaksfabrik, 1 falstagstensfabrik, 1 bogtrykkeri, 1 andelsmejeri og 1 andelssvineslagteri (aktieselskab, oprettet 1897).

I byen fandtes 2 dampskibsselskaber, begge aktieselskaber: "Selskabet for Skjelskør og Omegn" (oprettet 1873) og "Skjelskør" (oprettet 1885). I Skjelskør blev udgivet en avis: Skjelskør Avis (Sydvestsjællands Folkeblad for Skjelskør og Omegn blev udgivet i Næstved). I 1876 blev Skælskør Bank grundlagt.

Skælskørs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.134 i 1850, 1.379 i 1855, 1.533 i 1860, 1.692 i 1870, 1.873 i 1880, 2.272 i 1890, 2.501 i 1901, 2.509 i 1906 og 2.581 i 1911. Samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Eggeslevmagle sogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Skelskør købstad	1.134	1.379	1.533	1.692	1.873	2.272	2.501
Skelskør landdistrikt	19	22	26	27	21	40	23
Eggeslevmagle sogn	1.274	1.340	1.357	1.309	1.364	1.221	1.169
Skelskør med forstæder	1.134	1.379	1.533	1.692	1.873	2.272	2.501

Skelskør landdistrikt blev udskilt i 1845.Ved kongelig resolution af 25. november 1881 og 1. august 1884 blev indlemmet nogle arealer af Eggeslevmagle sogn i Skelskør købstad.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Skælskør købstad	155	4	105	222	820	552	67	251	57	39	0	2.272
Skælskør landdistrikt	19	0	7	0	6	0	5	0	1	2	0	40
Skælskør med forstæder	174	4	112	222	826	552	72	251	58	41	0	2.312

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.509, heraf ernærede 195 sig ved immateriel virksomhed, 145 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 125 ved fiskeri, 1.056 ved håndværk og industri, 535 ved handel med mere, 191 ved samfærdsel, 91 var aftægtsfolk, 140 levede af offentlig understøttelse og 31 af anden eller uangiven virksomhed.

Skælskør omkring 1900

I 1899 anlagde to apotekere i byen, brødrene C.A. og H.E.J.M. Heilmann Skælskør Frugtplantage.

Skelskørbanen blev åbnet 15. maj 1892 samtidig med Slagelse-Næstved-banen, hvilket gjorde at transporttiden til de større byer og København blev reduceret betydeligt.

Gennem mellemkrigstiden var Skælskørs indbyggertal svagt stigende. I Eggeslevmagle Sogn udviklede sig forstaden Hesselby-Smidstrup.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Skælskør købstad	2.675	2.720	2.917	2.860	3.070	2.939
Hesselby-Smidstrup	-	-	169	153	204	240
Skelskør med forstæder	2.675	2.720	3.086	3.013	3.274	3.179

Ved folketællingen i 1930 havde Skælskør 2.860 indbyggere, heraf ernærede 179 sig ved immateriel virksomhed, 1.083 ved håndværk og industri, 475 ved handel mm, 238 ved samfærdsel, 300 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 240 ved husgerning, 321 var ude af erhverv og 24 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Skelskør købstad	300	1.083	475	238	179	240	321	24	2.860
Hesselby-Smidstrup	13	267	45	39	1	23	45	3	460
Skælskør med forstæder	313	1.350	520	277	180	263	366	27	3.320

Efter 2. verdenskrig fortsatte Skælskør sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.921 indbyggere i købstaden, i 1950 3.023 indbyggere, i 1955 3.004 indbyggere, i 1960 2889 indbyggere og i 1965 3.398 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden Hesselby-Smidstrup sig, og forstadsområdet Maglebyvej kom til, ligeledes i Eggeslevmagle Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Skælskør købstad	2.921	3.023	3.004	2.889	3.398
Hesselby-Smidstrup	247	295	311	352	674
Maglebyvej	-	-	-	-	24
Skælskør med forstæder	3.168	3.318	3.315	3.241	4.096

Næstved

Næstved havde en gunstig beliggenhed i et stort og rigt opland, der dog var beskåret mod syd af Karrebæk Fjord. Byen havde en uheldig afgrænsning, så en forstadsudvikling fandt sted i Næstveds landdistrikter og i Herlufholm sogn.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Næstved en betydelig industriel udvikling. I 1855 havde Næstved 6 brændevinsbrænderier, 1 klædefabrik, 1 jernstøberi, 1 svovlstikkefabrik, 1 pianofortefabrik og 1 dampmel- og grynmølle. I 1869 var der i Næstved 4 brændevinsbrænderier, 2 klædefabrikker, 2 jernstøberier, 1 dampmel- og grynmølle, 4 bryggerier, 1 dampspinderi, 1 kalkbrænderi, 1 tobaksfabrik, 2 garverier, 1 feldberederi, 2 bogtrykkerier (hvorfra Nestved Avis eller Præstø Amts- og Avertissements-tidende, Nestved Tidende eller Sydsjællandsk Folkeblad og månedsbladet Hindholm blev udgivet). Omkring århundredeskiftet fandtes i Næstved 1 eksport-svineslagteri (aktieselskab, oprettet 1896), 1 margarinefabrik (aktieselskab, oprettet 1890, senere omdannet til mejeri), 1 mineralvandsfabrik ("Fortuna"), 2 jernstøberier, flere tobaksfabrikker, 1 sukkervarefabrik, 1 klædefabrik, Kählers keramiske Fabrik, Maglemølle Papirfabrik, 1 bayersk ølbryggeri, 3 hvidtølsbryggerier, 2 brænderier, 3 bogtrykkerier, 1 kaffebrænderi og andre. I Næstved blev fortsat udgivet to aviser: Næstved Avis og Næstved Tidende.

Medvirkende til den industrielle fremgang var, at Næstved i samme periode fik forbedrede forbindelser med omverdenen og oplandet: Den 4. oktober 1870 fik Næstved sin første jernbaneforbindelse med Vordingborg og Køge. Næstved Station blev indviet samtidig. Den 15. maj 1892 blev banen til Slagelse med sidebane til Skælskør åbnet, og 20. marts 1900 åbnede en privatbane til Præstø; denne blev i 1913 forlænget til Mern.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Næstved købstad	2.735	3.228	3.647	4.267	4.792	5.502	7.162
Skt. Mortens Landdistrikt	297	292	311	315	328	338	373
Skt. Peders Landdistrikt	94	98	96	67	77	68	84
Herlufsholm sogn	1.492	1.587	1.666	1.717	1.841	2.103	2.314
Næstved med forstæder	2.735	3.228	3.647	4.267	4.792	5.502	7.162

Ved kongelig resolution af 22 oktober 1888 blev et areal af Sankt Mortens landdistrikt indlemmet i Næstved købstad fra 1. januar 1899. Ved kongelig resolution af 14. januar 1904 blev et areal af Sankt Mortens landdistrikt indlemmet i købstaden fra 1. april 1904.

Næstveds befolkning begyndte en stor stigning omkring midten af 1800-tallet, og den var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Samtidig begyndte en fremvækst af forstæder i købstadens to landdistrikter: Skt. Mortens Landdistrikt og Skt. Peders Landdistrikt.

Kort over Næstved i 1897.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Næstved købstad	64	23	0	845	2.329	1.140	7	843	135	86	30	5.502
Sankt Peder landsogn	47	0	0	0	21	0	0	0	0	0	0	68
Sankt Morten landsogn	181	0	0	29	99	13	0	0	11	5	0	338
Næstved med forstæder	292	23	0	874	2.449	1.153	7	843	146	91	30	5.908

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.633, heraf ernærede 710 sig ved immateriel virksomhed, 161 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 3.989 ved håndværk og industri, 1.583 ved handel med mere, 464 ved samfærdsel, 268 var aftægtsfolk, 303 levede af offentlig understøttelse og 155 af anden eller uangiven virksomhed.

Byens segl fra 1855.

År	1906	1911	1916
Næstved købstad	7.633	8.326	9.812
Lille Næstved (Herlufsholm sogn)	-	717	896
Ny Aaderup (Sankt Mortens landdistrikt)	147	395	391
Sandstræde (Herlufsholm sogn)	-	227	189
Næstved med forstæder	7.633	9.665	11.288

I mellemkrigstiden voksede Næstveds indbyggertal, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Lille Næstved, Ringstedgade og Ny Holsted samt Ny Åderup og mere spredt i Herlufsholm Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Næstved.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Næstved købstad	10.091	11.077	11.301	12.229	13.232
Lille Næstved	910	983	944	1.226	1.597
Ringstedgade og Ny Holsted	216	634	860	1.027	1.679
Sandstræde mm i Præstø amt	210	313	307	355	447
Ny Åderup	366	*	*	*	*
Øvrige Herlufsholm Kommune	-	-	-	1.392	1.361
Næstved med forstæder	11.793	13.007	13.412	16.229	18.316

* indlemmet i Næstved

Ved folketællingen i 1930 havde Næstved 11.301 indbyggere, heraf ernærede 797 sig ved immateriel virksomhed, 5.179 ved håndværk og industri, 1.828 ved handel mm, 1.005 ved samfærdsel, 422 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 773 ved husgerning, 1.167 var ude af erhverv, og 130 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Næstved købstad	422	5.179	1.828	1.005	797	773	1.167	130	11.301
Lille Næstved	34	371	150	60	76	87	162	4	944
Ringstedgade og Ny Holsted	54	417	84	90	28	63	111	13	860
Sandstræde mm i Præstø amt	16	125	66	19	17	32	31	1	307
Næstved med forstæder	526	6.092	2.178	1.174	918	955	1.471	148	13.412

Mellemkrigstiden stadfæstede Næstved som handelsknudepunkt, idet byen både havde en havn med adgang til havet men samtidig lå pænt inde i landet og derved havde stort handelsopland. I 1924 fik byen jernbaneforbindelse til Ringsted.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Næstved sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 15.104 indbyggere i købstaden, i 1950 17.557 indbyggere, i 1955 18.879 indbyggere, i 1960 19.617 indbyggere, i 1965 22.113 indbyggere og i 1970 35.695 indbyggere. Forstadskommunen Herlufsholm Kommune var nu så udbygget, at den i sin helhed regnedes som forstad til Næstved. I Rønnebæk Kommune voksede en ny forstad, Rønneparken, frem.

År	1945	1950	1955	1960	1965	1970
Næstved købstad	15.104	17.557	18.879	19.617	22.113	35.695
Herlufsholm Kommune	5.337	6.500	6.923	7.239	8.399
Rønneparken og Appenæs	-	-	-	116	496
Næstved med forstæder	20.441	24.057	25.802	26.856	31.008

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Næstved-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Herlufsholm sogn

Herlufsholm i slutningen af 1800-tallet.

Endnu omkring 1870 var Herlufsholm ikke præget af Næstveds nærhed: "I Sognet: Hovedgaarden Herlufsholm med Opdragelsesanstalt og Skole, samt Herlufsbolm Kirke; Byerne Lille-Nestved med Præstegaard og Skole, Ladeby med Skole og 2 Teglbrænderier, Guderup, Vredsløse, Holsted med Skole, og Everup; Gaarden Lisebjerg. Ialt 71 Gaarde, 80 Huse med og 92 uden Jord, hvoraf 38 G. og 114 H. udenfor Byerne. Indbyggere: 1811. Agerdyrkning er Hovederhverv."

Omkring århundredeskiftet blev forholdene derimod beskrevet således: "I Sognet Byerne: Lille-Næstved, lige uden for Næstved, med Præstegd, Skole, Asyl (opr. 1897) med Forsamlingssal, Andelsmejeri, 2 Møller og Bageri; Ladby med Skole og 2 Teglværker; Guderup; Vredsløse; Holsted med Skole og Andelsmejeri; Everup, de to sidste Byer ved Banen. Overdrevshuse m.m. — I Sognet desuden ved Susaa Hovedgaarden Herlufsholm med Opdragelsesanstalt og Skole og Maglemølle Papirfabrik (en Del i Næstved St. Peders Landdistr.), opr. 10/12 1872 som et Aktieselskab med en Kapital af 800,000 Kr., fra 1889 hørende til Aktieselskabet „De forenede Papirfabrikker"; Fabrikken har 500 Hestes Dampkr. og 160 Hestes Vandkr., et Tilliggende af 9 Td. Ld. og beskæftiger 150 Arbejdere; til Fabrikken høre flere Funktionærboliger, 2 Arbejderboliger og et Slusehus". Som det fremgår, var en forstadsudvikling i tilknytning til stedlig fabriksdrift i fuld gang. Befolkningens fordeling efter næringsveje i 1890: "308 levede af immat. Virksomh. (heraf 161 paa Opdragelsesanstalten), 956 af Jordbrug, 4 af Gartneri, 558 af Industri (Maglemølle Papirfabrik), 45 af Handel, 3 af Skibsfart, 305 af andre Erhv. (276 Arbejdsm.), 49 af deres Midler og 50 vare under Fattigv."

I 1906 talte den større del af Herlufsholm sogn i Sorø Amt 2.426 indbyggere, hvoraf 246 levede af immateriel virksomhed, 908 af landbrug, 0 af fiskeri, 919 af håndværk og industri, 107 af handel, 59 af samfærdsel, 104 af formue, 73 af offentlig understøttelse og 10 af anden og uangiven virksomhed, mens den mindre del af sognet, der lå i Præstø Amt, havde 247 indbyggere, hvoraf 8 levede af immateriel virksomhed, 32 af landbrug, o af fiskeri, 142 af håndværk og industri, 34 af handel, 6 af samfærdsel, 4 af formue, 21 af offentlig understøttelse.

I 1930 var udskilt to forstæder: Sandstræde og Ny Holsted med 1.167 indbyggere samt Lille Næstved med 944 indbyggere.

Næstved Sankt Mortens landdistrikt

Af 356 indbyggere i 1906 levede 3 af immateriel virksomhed, 193 af landbrug, 0 af fiskeri, 116 af håndværk og industri, 13 af handel, 5 af samfærdsel, 13 af formue, 10 af offentlig understøttelse og 3 af anden og uangiven levevej.

Store Heddinge

Store Heddinge havde en forholdsvis gunstig beliggenhed med et opland omfattende Stevns, men byen lå temmelig afsides. Dens byudvikling var henvist til Store Heddinge landsogn.

I 1800-tallet kom der en smule mere vækst til Store Heddinge grundet etableringen af en jernbaneforbindelse og en dertil hørende station. Det bragte forskellige mindre industrier og håndværkere til byen, selvom landbruget fortsat var det altdominerende erhverv i området. Det samme gjorde sig gældende i 1900-tallet.

Store Heddinges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.076 i 1850, 1.231 i 1855, 1.291 i 1860, 1.406 i 1870, 1.549 i 1880, 1.681 i 1890, 1.816 i 1901.

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.843, heraf ernærede 164 sig ved immateriel virksomhed, 377 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 1 ved fiskeri, 655 ved håndværk og industri, 393 ved handel med mere, 91 ved samfærdsel, 108 var aftægtsfolk, 42 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.

Af industri og fabriksvirksomhed fandtes intet i midten af 1800-tallet. Af fabrikker havde byen i 1855 11 brændevinsbrænderier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1872: 1 bogtrykkeri, 1 kalkbrænderi, 1 tobaksfabrik, 2 garverier og 2 ølbryggerier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 hvidtølsbryggerier, 1 mineralvandsfabrik, 2 jernstøberier, 2 garverier, 1 kalkovn, flere møller og 1 bogtrykkeri.

I Store Heddinge blev udgivet 1 avis, "Stevns Avis".

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Store Hedinge købstad	356	0	0	246	584	326	0	87	66	13	3	1.681
Store Hedinge landsogn	868	0	14	59	314	37	25	188	49	14	0	1.568
Store Hedinge med forstæder	1.224	0	14	305	898	363	25	275	115	27	3	3.249

Gennem mellemkrigstiden var Store Heddinges indbyggertal nærmest stagnerende. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Bjælkerup i Store Heddinge Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Store Heddinge.

År	1906	1911	1916
Store Heddinge købstad	1.843	2.047	2.154
Bjælkerup	-	183	262
Store Heddinge med forstæder	1.843	2.230	2.416

År	1921	1925	1930	1935	1940
Store Heddinge købstad	2.272	2.450	2.442	2.228	2.037
Bjælkerup	260	256	319	472	517
Store Heddinge med forstæder	2.532	2.706	2.761	2.700	2.554

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Store Heddinge købstad	522	766	377	113	179	198	231	56	2.442
Bjælkerup	77	127	21	23	13	15	41	2	319
Store Heddinge med forstæder	599	893	398	136	192	213	272	58	2.761

Efter 2. verdenskrig fortsatte Store Heddinge sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.140 indbyggere i købstaden, i 1950 2.230 indbyggere, i 1955 2.213 indbyggere, i 1960 2.082 indbyggere og i 1965 2.153 indbyggere. I landsognet voksede Bjælkerup.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Store Heddinge købstad	2.140	2.230	2.213	2.082	2.153
Bjælkerup	202	264	295	334	355
Store Heddinge med forstæder	2.342	2.494	2.508	2.416	2.508

Præstø

Præstø havde en mindre heldig beliggenhed på en odde afgrænset på tre sider og med et opland afskåret mord nord af Præstø Fjord og mod øst af Faxe Bugt. Præstø havde et landdistrikt, men der skete ingen byudvikling her gennem hele 1800-tallet.

Præstøs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 951 i 1850, 1.154 i 1855, 1.298 i 1860, 1.413 i 1870, 1.460 i 1880, 1.500 i 1890, 1.497 i 1901, 1.469 i 1906 og 1.527 i 1911.

I Præstø blev der afholdt marked 2. tirsdag i hver måned med heste, kvæg, får og svin.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes i 1855 flere brændevinsbrænderier, jernstøberi, bomuldsvæveri og skibsbyggeri. I 1872 fandtes desuden tobaksfabrik, to garverier og bogtrykkeri. Omkring år 1900 fandtes der Antonii Bayersk- og Hvidtølsbryggeri, damp-, save- og høvleværk og dampbrænderi samt jernstøberi og maskinfabrik med omtrent 35 arbejdere.

I Præstø blev udgivet en avis: "Præstø Folkeblad".

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Præstø købstad	54	4	32	189	617	358	52	125	51	14	4	1.500
Præstø landdistrikt	51	2	0	13	30	9	3	4	0	2	0	114
Præstø med forstæder	105	6	32	202	647	367	55	129	51	16	4	1.614

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.469, heraf ernærede 153 sig ved immateriel virksomhed, 63 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 28 ved fiskeri, 583 ved håndværk og industri, 379 ved handel med mere, 156 ved samfærdsel, 59 var aftægtsfolk, 32 levede af offentlig understøttelse og 16 af anden eller uangiven virksomhed.

Da byens tidligere skole blev for lille, opførte man i 1895 skolebygningen på Klosternakken 4. Bygningen blev udvidet med 1. og 2. sal i 1904 og husede i mange år Præstø Folke-, Mellem- og Realskole.

Præstø fik endestation på Præstø-Næstved Jernbane, som blev åbnet i 1900 og blev kaldt Præstøbanen. Stationen lå kun 150 m fra havnen, og i 1909 blev der anlagt en havnebane, hvorved Præstø til dels blev havneby for Næstved. I 1913 blev banen forlænget til Mern og skiftede navn til Næstved-Præstø-Mern Banen. Den blev nu kaldt Mernbanen, men havde stadig hovedkontor og værksteder i Præstø.

Gennem mellemkrigstiden var Præstøs indbyggertal nærmest stagnerende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Nysøhuse i Præstø Landdistrikt og i Skibinge Hestehave i Skibinge Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Præstø.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Præstø købstad	1.470	1.539	1.442	1.401	1.425
Nysøhuse med flere	-	-	147	148	164
Skibinge Hestehave	-	-	282	243	254
Præstø med forstæder	1.470	1.539	1.871	1.792	1.843

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Præstø købstad	119	388	339	162	137	155	128	14	1.442
forstad i Præstø Landdistrikt	11	57	29	12	9	8	17	4	147
Skibinge Hestehave	138	48	24	28	6	10	28	0	282
Tubæk og Rosager	37	26	9	6	2	2	13	0	95
Præstø med forstæder	305	519	401	208	154	175	186	18	1.966

Trods jernbanen var byens udvikling og befolkningstilvækst meget beskeden i første halvdel af 1900-tallet. I 1920-erne havde byen næsten ikke bredt sig uden for den oprindelige ø, kun lidt mod sydvest. Kvartererne syd for Tubæk og østpå langs fjorden er først opstået omkring 1930.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Præstø sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.516 indbyggere i købstaden, i 1950 1.602 indbyggere, i 1955 1.567 indbyggere, i 1960 1.528 indbyggere og i 1965 1.706 indbyggere. I landdistriktet voksede Nysøhuse, Ny Esbjerg og Rødeled som forstæder og i Skibinge kommune voksede forstaden Skibinge Hestehave.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Præstø købstad	1.516	1.602	1.567	1.528	1.706
Nysøhuse med flere	172	147	145	139	126
Skibinge Hestehave	246	262	345	359	382
Præstø med forstæder	1.934	2.011	2.057	2.026	2.214

Vordingborg

Vordingborg havde en ret gunstig beliggenhed ved Storstrømmen, hvor byen var overfartsssted til Falster. Dens opland omfattede en stor del af Hammer og Bårse herreder. Byudviklingen skete til dels i Vordingborg landsogn.

Vordingborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.579 i 1850, 1.763 i 1855, 1.780 i 1860, 2.248 i 1870, 2.712 i 1880, 3.188 i 1890, 3.643 i 1901. Men samtidig foregik en byudvikling i Vordingborg landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Vordingborg købstad	1.579	1.763	1.780	2.248	2.712	3.188	3.643
Vordingborg landsogn	1.408	1.550	1.697	1.835	2.099	2.256	2.610
Vordingborg med forstæder	1.579	1.763	1.780	2.248	2.712	3.188	3.643

Ved kongelig resolution af 2. juni 1876 blev arealer af Vordingborg landsogn indlemmede i købstaden fra 1. januar 1877. Ved kongelig resolution af 28. november 1882 blev arealer af landsognet indlemmede i købstaden fra 1. januar 1883 mes et areal af købstaden blev indlemmet i landsognet. Ved kongelig resolution af 10 februar 1897 blev et areal af købstaden overført til landsognet. Nyråd med 357 indbyggere i 1911 udgjorde en enklave af købstaden i landsognet.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Vordingborg købstad	191	0	190	430	1.126	586	125	445	70	23	2	3.188
Vordingborg landsogn	740	18	36	234	377	26	72	242	35	46	430	2.256
Vordingborg med forstæder	931	18	226	664	1.503	612	197	687	105	69	432	5.444

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.608, heraf ernærede 337 sig ved immateriel virksomhed, 216 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 187 ved fiskeri, 1.378 ved håndværk og industri, 662 ved handel med mere, 546 ved samfærdsel, 139 var aftægtsfolk, 108 levede af offentlig understøttelse og 35 af anden eller uangiven virksomhed.

I 1872 havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: 2 brændevinsbrænderier, 1 jernstøberi, 1 bogtrykkeri, 4 ølbryggerier. Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi, 1 bogtrykkeri, 2 ølbryggerier, 1 mineralvandsfabrik, 1 garveri, 1 teglværk, 1 imprægneringsanstalt for telegraf- og telefonstænger og 1 andelssvineslagteri i Masnedsund (aktieselskab, oprettet 1889).

I Vordingborg udkom 2 aviser: "Vordingborg Dagblad" og "Vordingborg Avis" (begge udgives i Næstved).

I Vordingborg afholdtes årligt 7 markeder, nemlig i marts, april, maj, juli, september, oktober og november.

År	1906	1911	1916
Vordingborg købstad	3.608	3.646	5.356
Masnedø (Vordingborg landsogn)	169	166	145
Marienberg og Marienlyst parceller (Vordingborg landsogn)	-	868	1.006
Nyråd (under købstaden)	-	357	329
Nyråd (Vordingborg landsogn)	-	166	145
Oringe Sindssygeanstalt (Vordingborg landsogn)	-	688	-
Vordingborg med forstæder	3.608	5.164	6.976

I mellemkrigstiden voksede Vordingborgs indbyggertal: i 1921 5.184, i 1925 5.432, i 1930 5.607, i 1935 6.501 indbyggere . Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Nyråd, Marienberg og Marienlyst, Masnedø og Oringe (Sindssygehospitalet) i Vordingborg Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Vordingborg. Den 1. april 1938 blev hele Vordingborg Landsogn indlemmet i Købstadskommunen.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Vordingborg købstad	5.184	5.432	5.607	6.501	9.741
Nyråd by	159	163	111	190
Marienberg og Marienlyst	996	1.088	1.181	1.404
Masnedø	176	190	178	196
Sindssygehospitalet	758	960	1.024	1.090
Vordingborg med forstæder	7.273	7.833	8.101	9.381	9.741

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Vordingborg købstad	289	1.914	883	872	633	327	606	83	5.607
Marienberg og Marienlyst	64	352	135	177	211	103	129	10	1.181
Masnedø	30	4	17	97	10	12	4	4	178
Sindssygehospitalet	6	0	0	0	158	91	1	768	1.024
Nyråd	12	55	7	6	3	10	13	5	111
Vordingborg med forstæder	401	2.325	1.042	1.152	1.015	543	753	870	8.101

Efter 2. verdenskrig fortsatte Vordingborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 9.681 indbyggere i købstaden, i 1950 11.231 indbyggere, i 1955 11.461 indbyggere, i 1960 11.780 indbyggere og i 1965 11.905 indbyggere.

Stege

Stege havde en ret uheldig beliggenhed, idet dens opland var begrænset til øen Møn. Byen lå stærkt afgrænset på den smalle odde mellem Stege Strand og Stege Nor. Byudvikling var derfor henvist til at ske i Stege landsogn.

Om industrien omkring 1870 hed det: "3 Brændeviinsbræuderier med et aarligt Product af 2-800,000 Potter Brændeviin (i 1870: 233,041 Potter), 1 Jernstøberi, 1 Kalkbrænderi og 1 Bogtrykkeri".

I Stege holdtes årlig 2 markeder: 1 i marts og 1 i oktober (heste og kvæg).

I Stege blev udgivet 2 aviser: "Møens Avis" og "Møens Folkeblad".

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 jernstøberier, 2 hvidtølsbryggerier, 2 savskærerier, 2 bogtrykkerier og 1 mineralvandsfabrik.

Steges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.808 i 1850, 1.934 i 1855, 1.932 i 1860, 1.960 i 1870, 1.931 i 1880, 1.969 i 1890, 2.245 i 1901. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Stege landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Stege købstad	1.808	1.934	1.932	1.960	1.931	1.969	2.245
Stege købstads landdistrikt	1.796	1.996	2.051	101	173	162	185
Stege landsogn	-	-	-	2.054	2.136	2.344	2.625
Stege med forstæder	1.808	1.934	1.932	1.960	1.931	1.969	2.245

Ved kongelig resolution af 17. juni 1898 blev et areal af Stege landsogn fra 1. juli 1898 indlemmet i købstaden. Ved bekendtgørelse af 20. september 1901 og kongelig resolution af 11. februar 1904 blev arealer af Stege købstads landdistrikt indlemmede i købstaden.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Stege købstad	129	13	24	239	719	539	70	96	53	16	71	1.969
Stege landsogn	40	0	14	3	80	0	6	14	5	0	0	162
Stege med forstæder	169	13	38	242	799	539	76	110	58	16	71	2.131

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.230, heraf ernærede 197 sig ved immateriel virksomhed, 137 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 16 ved fiskeri, 823 ved håndværk og industri, 559 ved handel med mere, 201 ved samfærdsel, 90 var aftægtsfolk, 160 levede af offentlig understøttelse og 47 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Stege købstad	2.230	2.250	2.186
Lendemarke (Stege landsogn)	-	791	914
Stege med forstæder	2.230	3.041	3.100

Gennem mellemkrigstiden var Steges indbyggertal nærmest stagnerende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Lendemarke i Stege Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Stege.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Stege købstad	2.186	2.231	2.363	2.549	2.449	2.459
Lendemarke	914	941	1.059	1.087	1.094	1.147
Stege med forstæder	3.100	3.172	3.422	3.636	3.543	3.606

Ved folketællingen i 1930 havde Stege 2.549 indbyggere, heraf ernærede 224 sig ved immateriel virksomhed, 843 ved håndværk og industri, 525 ved handel mm, 166 ved samfærdsel, 226 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 202 ved husgerning, 294 var ude af erhverv og 69 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Stege købstad	226	843	525	166	224	202	294	69	2.549
Lendemarke	78	629	105	67	36	73	89	10	1.087
Stege med forstæder	304	1.472	630	233	260	275	383	79	3.636

Efter 2. verdenskrig fortsatte Stege sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.623 indbyggere i købstaden, i 1950 2.697 indbyggere, i 1955 2.662 indbyggere, i 1960 2.620 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. I landsognet voksede Lendemarke.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Stege købstad	2.623	2.697	2.662	2.620	2.590
Lendemarke	1.045	1.038	1.063	1.196	1.282
Stege med forstæder	3.668	3.735	3.725	3.816	3.872

Rønne

Rønne havde en forholdsvisgod beliggenhed, idet byen kunne regne det meste af Bornholm som sit opland. Byen havde begrænsede udviklingsmuligheder og byudvikling fandt sted i Knudsker sogn.

Rønnes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 4.717 i 1850, 5.239 i 1855, 5.435 i 1860, 5.505 i 1870, 6.471 i 1880, 8.281 i 1890, 9.292 i 1901, 9.142 i 1906 og 9.494 i 1911.

Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Skibsbyggeriet indskrænker sig nu næsten til Reparationer, Robbefangsten er ophørt, Uhrfabricationen er betydelig aftagen, og Handelen i Tilbagegang, da en Deel af Oplandet søger til de andre Kjøbstæder, blandt hvilke navnlig Aakirkeby er i Opkomst. Af stor Betydning for Byen er den Udvidelse, som Havnen modtog i 1855 og 1856, da den søges meget som Nodhavn og i Havaritilfælde· Fiskernes Antal angaves i 1861 til 46 (see A. J. Smidths Beretning til Indenrigsministeriet om Fiskeriernes Tilstand paa Bornholm). Der drives Fistefangst paa Island med et Par Skibe."

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 hvidtølsbryggerier (det ene anlagt 1862, det andet stiftet 1875 af et aktieselskab), 1 mineralvandsfabrik, 1 brændevinsbrænderi, 1 fællesmejeri, 1 andelsmejeri, 2 dampmøller (1 er aktieselskab, oprettet 1896), 3 møller, 1 andelssvineslagteri (opført 1890—91, udvidet 1897 til det dobbelte, så at det var beregnet til at slagte 24.000 svin, i forbindelse med et kreaturslagteri og et tarmrenseri), 1 klædefabrik (anlagt 1872), 2 større bygningsforretninger, 1 skibs- og bådebyggeri, 2 jernstøberier og maskinfabrikker (i alt over 120 arbejdere, begge under eet aktieselskab oprettet 1880; i 1895 påbegyndte jernstøberiet bygning af jernskibe), 3 stenhuggerier (i alt omtrent 180 arbejdere), der var sammensluttede til "De forenede Granitbrud og Stenhuggerier ved Rønne" (Aktieselskab, stiftet 1896), 7 fajancefabrikker (med i alt 70—80 arbejdere), 3 terrakottafabrikker (30 arbejdere), 3 pottemagerier, 3 teglværker (hvoraf det ene er et aktieselskab, oprettet 1890 som "Bornholmsk Lervarefabrik", fra 1891 kaldet "Danish Firebricks Company limited"), 1 cementfabrik, 1 garveri, 1 lakserøgeri og virksomhed for saltning og hermetisk tilberedning af sild, flere silderøgerier, 1 stentrykkeri, 4 bogtrykkerier, m.m.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 492 levede af immateriel virksomhed, 3.928 af håndværk og industri, 1.042 af handel og omsætning, 690 af søfart, 322 af fiskeri, 248 af jordbrug, 45 af gartneri, mens 816 fordeltes på andre erhverv, 585 levede af deres midler, 108 nød almisse, og 5 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 9.142, heraf ernærede 516 sig ved immateriel virksomhed, 298 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 189 ved fiskeri, 4.732 ved håndværk og industri, 1.106 ved handel med mere, 982 ved samfærdsel, 836 var aftægtsfolk, 279 levede af offentlig understøttelse og 204 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Rønnes indbyggertal jævnt voksende. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Rønne 10.537 indbyggere, heraf ernærede 714 sig ved immateriel virksomhed, 4.244 ved håndværk og industri, 1.387 ved handel mm, 1.273 ved samfærdsel, 409 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 832 ved husgerning, 1.578 var ude af erhverv og 100 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Rønne sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 11.497 indbyggere i købstaden, i 1950 12.696 indbyggere, i 1955 13.160 indbyggere, i 1960 13.195 indbyggere og i 1965 13.216 indbyggere. Samtidig udviklede der sig to forstadsbebyggelser, Strandmarken og Søndermarken, i Knudsker Sogn.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Rønne købstad	11.497	12.696	13.160	13.195	13.216
Strandmarken	-	151	349	455	709
Sandemandsgård (Søndermarken)	-	-	-	991	1.236
Rønne med forstæder	11.497	12.847	13.509	14.641	15.161

Hasle

Hasle havde en ret uheldig beliggenhed tæt på den større by Rønne. Byen havde derfor et meget begrænset opland, og dette blev yderligere beskåret af Allinge-Sandvig mod nord. Hasle havde ingen egentlige udviklingsmuligheder og heller ikke Hasle landdistrikt oplevede en byudvikling i 1800-tallet.

Hasles befolkning var svagt stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 853 i 1850, 1.002 i 1855, 886 i 1860, 923 i 1870, 1.080 i 1880, 1.272 i 1890, 1.252 i 1901, 1.255 i 1906 og 1.298 i 1911.

I 1874—77 udvidedes havnen med betydelige omkostninger (i hvilke Hasle Kulværk, senere Chamottestensfabrikken, deltog med henved ⅓ for at få et udskibningssted, og der anlagdes en trækbane fra værket til havnen), så at der dannedes en yderhavn, og dybden blev 12 fod; endelig foretoges der 1892—94 nye store arbejder: havnen og indsejlingsløbet uddybedes til 14 fod, en ny inderhavn anlagdes, en 60 fod lang mole opførtes osv. Havnen bestod her efter af 3 bassiner, i alt omtrent 70.000 kvadratalen, havnepladsens størrelse var omtrent 35.000 kvadratalen, bolværkernes længde 1.315 alen. I yderhavnens sydlige hjørne blev anlagt en lille bådehavn med 5 fod vand.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 bryggeri og brændevinsbrænderi, 3 møller, 1 jernstøberi og maskinfabrik (16 arbejdere), 1 kønrøgsfabrik, 1 drittelstavfabrik og, i Landdistriktet, "Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik" (oprindelig Hasle Kulværk), der beskæftigede omtrent 130 personer.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Hasle købstad	151	0	72	84	548	156	46	123	74	11	7	1.272
Hasle landdistrikt	4	0	0	0	60	0	0	10	0	0	0	474
Hasle med forstæder	155	0	72	84	608	156	46	133	74	11	7	1.346

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.255, heraf ernærede 59 sig ved immateriel virksomhed, 109 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 107 ved fiskeri, 629 ved håndværk og industri, 97 ved handel med mere, 95 ved samfærdsel, 109 var aftægtsfolk, 41 levede af offentlig understøttelse og 9 af anden eller uangiven virksomhed.

Byens næringsmæssige grundlag var landbrug, råstofudvinding og dertil knyttet industri. I begyndelsen af det 19. århundrede forsøgtes kulgravning, der dog ikke viste sig rentabel. Heller ikke et glasbrug, knyttet til kullejerne gav overskud. Det gjorde derimod en lerproduktion. Denne produktion blev en af Danmarks største: Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Landbrugsjorden er sandet, og Hasle blev især kendt for sine rodfrugt, der blev solgt i Rønne.

Gennem mellemkrigstiden var Hasles indbyggertal stagnerende. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Hasle 1.335 indbyggere, heraf ernærede 55 sig ved immateriel virksomhed, 545 ved håndværk og industri, 111 ved handel mm, 87 ved samfærdsel, 210 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 115 ved husgerning, 208 var ude af erhverv og 4 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Hasle sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.560 indbyggere i købstaden, i 1950 1.531 indbyggere, i 1955 1.515 indbyggere, i 1960 1.487 indbyggere og i 1965 1.495 indbyggere.

Allinge-Sandvig

Allinge-Sandvig havde en ret heldig beliggenhed nær Bornholms nordlige ende. Det begrænsede byens opland mod vest, nord og øst, men gav den et opland mod sydøst. Byudviklingen skete til dels i Olsker sogn, og herfra blev udskilt et landdistrikt for byen.

Allinge-Sandvigs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 908 (Allinge 609, Sandvig 299) i 1850, 872 (Allinge 615, Sandvig 257) i 1855, 878 (Allinge 653, Sandvig 225) i 1860, 1.022 (Allinge 800, Sandvig 222) i 1870, 1.425 (Allinge 1.103, Sandvig 322) i 1880, 1.838 (Allinge 1.423, Sandvig 415) i 1890, 2.709 (Allinge 1.859, Sandvig 850) i 1901, 2.546 (Allinge 1.816, Sandvig 730) i 1906 og 2.557 (Allinge 1.863, Sandvig 694) i 1911.

Købstæderne havde hver sin havn; begge blev anlagte i det 19. århundrede. I Sandvig begyndte man 1831 at anlægge en egentlig havn, men arbejdet opgaves nogle år efter, da storm gentagne gange ødelagde, hvad der var gjort. Allinges havn var indtil 1856 en ganske lille bådehavn med kun 6 fod vand. Da anlagdes havnen 1857—62 ved ihærdigt og opofrende arbejde fra befolkningens side; den blev sprængt ud i klippen og kom til at bestå af en omtrent 6.000 kvadratalen stor yderhavn med 10½ til 13 fods dybde og en omtrent 4.000 kvadratalen stor inderhavn, der dannedes ved udvidelse af den gamle bådehavn, med 10½ til 12 fods dybde. Mellem de to havne er der en port, der bestod af to, på centrumsstolper hvilende, udad buede halvporte, hvilket gjorde det muligt for skibene at ligge i inderhavnen selv under pålandsstorm. Under stormfloden i 1872 ødelagdes aldeles den ydre mole, og de indstyrtede stenmasser gjorde havnen utilgængelig; først 1876 kunde den atter åbnes for skibe med 10 fods dybgang. Dybden var ved århundredeskiftet i yderhavnen 12, i inderhavnen 11 fod. Bolværkernes længde var omtrent 985 fod, havnepladsens størrelse omtrent 20.000 kvadratalen. Når skibe kunne søge havnen, tændtes på den nordlige mole en rød lanterne. Ved havnen fandtes private lodser, der lodsede ind og ud af havnen. Sandvig havde kun en, noget forfalden bådehavn med 5—6 fod vand, der var vanskelig tilgængelig. Havnepladsen var meget stor, omtrent 10.000 kvadratalen. Havnene bestyredes hver for sig af et af byrådet nedsat udvalg, der bestod af borgmesteren og 4 valgte medlemmer, hvoraf to kunne vælges uden for byrådet.

Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Allinge har 2 Gjæstgiverier, 6 Kjøbmænd, 1 Skibsbhggeri for mindre Skibe, 2 Steenhuggerier i Granit levere tilhugne Bygningssteen og beskjæftige c. 20 Arbeidere, et Muursteens-, Tegl- og Drainsbrcenderi beskjæftiget c. 10 Arbeidere, et Kalkbrænderi tæt ved Byen, 2 hollandske Veirmøller og 2 Stubmøller, et Bryggeri. I Sandvig er et mindre Brændevinsbrænderi og en Stubmølle."

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 damp-sav- og høvleværker, 4 stenhuggerier i granit (i alt omtrent 200 arbejdere), 1 teglbrænderi (omtrent 10 arbejdere), 1 kalkbrænderi, 2 møller, 1 bryggeri, 1 fællesmejeri, flere fiskerøgerier og, i landdistriktet på Hammeren, "Bornholms Granitværk", et i 1892 stiftet tysk aktieselskab med et dansk bestyrelsesråd, der beskæftigede omtrent 350 arbejdere, og som anlagde "Hammerhavnen" i Sænebugten.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Allinge købstad	125	2	30	57	774	152	67	119	77	20	0	1.423
Sandvig købstad	55	0	59	10	233	22	0	30	0	0	0	409
Allinge-Sandvig landdistrikt	42	0	0	17	10	0	0	0	0	0	0	69
Allinge-Sandvig med forstæder	222	2	89	84	1.007	174	67	149	77	20	0	1.901

Allinge-Sandvig Haandværker- og Industriforening blev stiftet i 1893, og i 1895 lod den Allinge Tekniske Skole opføre.

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.546, heraf ernærede 83 sig ved immateriel virksomhed, 147 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 39 ved fiskeri, 1.687 ved håndværk og industri, 245 ved handel med mere, 168 ved samfærdsel, 89 var aftægtsfolk, 68 levede af offentlig understøttelse og 20 af anden eller uangiven virksomhed.

Omkring 1900 begyndte turismen at få stor betydning, især for Sandvig, hvor der op gennem årene er blevet bygget en række hoteller langs strandpromenaden, heriblandt Sandvig Strandhotel.

Gennem mellemkrigstiden var Allinge-Sandvigs indbyggertal nærmest stagnerende. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Allinge købstad	1.544	1.395	1.578	1.465	1.499	1.516
Sandvig	578	469	696	749	717	664
Allinge-Sandvig som helhed	2.122	1.864	2.274	2.214	2.216	2.180

Ved folketællingen i 1930 havde Allinge-Sandvig 2.214 indbyggere, heraf ernærede 86 sig ved immateriel virksomhed, 1.031 ved håndværk og industri, 214 ved handel mm, 153 ved samfærdsel, 268 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 175 ved husgerning, 246 var ude af erhverv og 41 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Allinge-Sandvig sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.195 indbyggere i købstaden, i 1950 2.189 indbyggere, i 1955 2.130 indbyggere, i 1960 2.114 indbyggere og i 1965 2.084 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden sig.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Allinge købstad	1.513	1.534	1.514	1.506	1.553
Sandvig	682	655	616	608	531
Allinge-Sandvig som helhed	2.195	2.189	2.130	2.114	2.084

Svaneke

Svaneke omkring 1900

Svaneke havde en uheldig beliggenhed på Bornholms nordøstlige hjørne. Dette afskar dens opland mod nord, øst og sydøst. Byens udviklingsmuligheder lå i tilknytning til Ibsker sogn.

Svanekes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.009 i 1850, 973 i 1855, 1.065 i 1860, 1.112 i 1870, 1.250 i 1880, 1.318 i 1890, 1.304 i 1901, 1.295 i 1906 og 1.320 i 1911.

Byen havde i ældre tid en ret god havn, men i begyndelsen af det 19.århundrede var den så at sige helt ødelagt på grund af manglende tilsyn. Da begyndte, navnlig ved købmand Jeppe Holsts bestræbelser, anlæg af en ny havn omtrent 1810. Den blev sprængt i klippegrunden; 1816 var der 5—7½ fod vand; omtrent 1850 uddybedes den sydlige del, 1866 havde havnen en dybde af omtrent 12 fod. Da måtte man, efter at havnen var bleven så godt som ødelagt ved Stormfloden i 1872, atter tage fat på arbejdet, som fuldendtes 1877 med en bekostning af 240.000 Kr. Havnen bestod der efter af en forhavn, der kun kan benyttedes af både (tidligere bådehavn var Frennehavn syd for Sandkås Odde), en yderhavn med 11½ og en inderhavn med 12 fod vand. Mellem yder- og inderhavnen var der en port (fornyet i 1895), hvorved rulning i inderhavnen kunne forhindres. Molerne var af granit. Havnen var vanskelig tilgængelig ved østlige og nordøstlige storme, hvilket formentlig skyldes den forandrede retning, der ved ombygningen gaves den ydre mole. Med pålandsstorm kunne skummet stå indtil 100 fod i vejret og føres langt ind i byen. Havnens størrelse var omtrent 15.000, Havnepladsens 20.000 kvadratalen. Bolværkernes længde var i yderhavnen 190, i inderhavnen 335 fod. Havnevæsenet bestyredes af et udvalg, der bestod af borgmesteren som formand og 4 byrådsmedlemmer.

Med hensyn til næringslivet omkring 1870 hed det: "Med Hensyn til Byens Erhverv, da er ved Siden af lidt Handel, Agerbrug, Fisteri og Brændeviinsbrænderi (Product i 1870: c. 75,000 Potter), Skibsrederiet (i 1870: 25 Skibe »af 419 C.-Lstr.) og Skibsbyggeriet af særlig Betydning."

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 savværk, 1 dampspinderi, 2 bådebyggerier, 1 garveri, 5 silderøgerier, 1 stenhuggeri, 1 bryggeri og 3 møller.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 85 levede af immateriel virksomhed, 443 af håndværk og industri, 199 af handel og omsætning, 63 af søfart, 202 af fiskeri, 84 af jordbrug, mens 124 fordeltes på andre erhverv, 28 nød almisse, og 90 levede af deres midler. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.295, heraf ernærede 68 sig ved immateriel virksomhed, 83 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 533 ved håndværk og industri, 143 ved handel med mere, 106 ved samfærdsel, 155 var aftægtsfolk, 51 levede af offentlig understøttelse og 9 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Svanekes indbyggertal stagnerende: i 1916 havde byen 1.318 indbyggere, i 1921 1.324 indbyggere, i 1925 1.321 indbyggere, i 1930 1.271 indbyggere, i 1935 1.212 indbyggere og i 1940 1.157 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Svaneke 1.271 indbyggere, heraf ernærede 81 sig ved immateriel virksomhed, 410 ved håndværk og industri, 137 ved handel mm, 120 ved samfærdsel, 158 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 100 ved husgerning, 238 var ude af erhverv og 27 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Svaneke sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.183 indbyggere i købstaden, i 1950 1.189 indbyggere, i 1955 1.187 indbyggere, i 1960 1.167 indbyggere og i 1965 1.174 indbyggere.

Neksø

Nexø omkring år 1900

Neksø havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på Bornholms østkyst. Dette afskar byens opland mod øst men gav den et opland mod vest. Byens udviklingsmuligheder lå i tilknytning til Bodilsker sogn.

Neksøs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.403 i 1850, 1.414 i 1855, 1.485 i 1860, 1.584 i 1870, 1.999 i 1880, 2.322 i 1890, 2.523 i 1901, 2.575 i 1906 og 2.708 i 1911.

Ved slutningen af 18. det århundrede havde Neksø kun et 2 fod dybt, meget lille havnebassin, og byens få fartøjer måtte ligge uden for, fortøjede mellem to bolværker. Da tog befolkningen selv fat på anlægget af en havn, som ved 1810 havde en dybde af 6 fod og derover, men indløbet var kun mellem 5 og 6 fod dybt; senere gjordes der flere forbedringer, navnlig ved opførelsen af nye bolværker og indløbets uddybning til omtrent 7 fod. Dernæst anlagdes 1879 under ledelse af ingeniør H. Zahrtmann, og med 72.000 kr. i tilskud fra staten, et nyt, i sandstensgrunden udsprængt havnebassin nord for det gamle, og i 1891 forlængedes molerne, lige som der samtidig byggedes en tørdok, ligeledes under ledelse af Zahrtmann (indviet 25. januar 1892), den første kommunale tørdok i Danmark; den blev sprængt ud af et gammelt sandstensbrud og kostede omtrent 30.000 kr. og kunne lukkes med en pontonport; den kunne optage skibe af 165 fods længde og 12 fods dybgang. Havnen bestod her efter af den omtrent 8.400 kvadratalen store gamle havn med en dybde af 11 fod og en bolværkslængde af 460 alen, og den 9.760 kvadratalen store nye havn med en dybde af 14 fod og 430 alen bolværkslængde. Havnepladsens størrelse var omtrent 45.800 kvadratalen. Desuden lå der vest for den gamle havn en bådehavn med 4 fod vand. Ved indløbet til de to havnebassiner var der porte, som kunne holde dønning ude. Ud for indløbet, med 12 fod vand, lå der en omtrent 600 alen lang bølgebryder. Havnevæsenet blev bestyret af et udvalg af byrådet, der bestod af borgmesteren som formand og 4 andre medlemmer, hvoraf de to blev valgt af byrådets midte, de to uden for dette.

Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Byen, der ligger i den frugtbareste Teel af Bornholtn, har ikke ringe Handel med Landboerne, Skibsrederiet er i Forhold til Byens Størrelse betydeligt (i 1870 14 Skibe af 418 C.-Lstr. foruden 72 umaalte Baade), hvorhos Fiskeri og Brændeviinsbrænderi høre til de vigtigste Erhverskilder."

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 stenhuggeri (omtrent 65 arbejdere; Stenene tages fra Helledsgaarden ved Helvedesbakkerne), 1 jernstøberi og maskinværksted (omtrent 30 arbejdere), Bornholms Falstagstens-fabrik, 1 brændevinsbrænderi (aktieselskab, stiftet 1848), 1 ølbryggeri, 1 skibs- og bådebyggeri og 4 møller.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 139 levede af immateriel virksomhed, 990 af håndværk og industri, 275 af handel og omsætning, 199 af søfart, 213 af fiskeri, 106 af jordbrug og 7 af gartneri, mens 191 fordeltes på andre erhverv, 35 nød almisse, 1 var i fængsel, og 166 levede af deres midler. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.575, heraf ernærede 174 sig ved immateriel virksomhed, 138 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 1.155 ved håndværk og industri, 311 ved handel med mere, 301 ved samfærdsel, 276 var aftægtsfolk, 57 levede af offentlig understøttelse og 16 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Nexøs indbyggertal svagt voksende: i 1916 havde byen 2.722 indbyggere, i 1921 2.724 indbyggere, i 1925 2.767 indbyggere, i 1930 2.819 indbyggere, i 1935 2.817 indbyggere og i 1940 2.934 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Nexø 2.819 indbyggere, heraf ernærede 170 sig ved immateriel virksomhed, 959 ved håndværk og industri, 344 ved handel mm, 309 ved samfærdsel, 325 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 264 ved husgerning, 427 var ude af erhverv og 21 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Neksø sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.074 indbyggere i købstaden, i 1950 3.280 indbyggere, i 1955 3.276 indbyggere, i 1960 3.220 indbyggere og i 1965 3.418 indbyggere.

Åkirkeby

Åkirkeby lå forholdsvis heldigt omgivet af et opland, der dog mod nord var afskåret af det befolkningstomme Almindingen. Mod vest måtte byen konkurrere med Rønne og mod øst med Neksø.

Aakirkebys befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og senere: 561 i 1850, 587 i 1855, 613 i 1860, 745 i 1870, 832 i 1880, 967 i 1890, 1.176 i 1901, 1.195 i 1906 og 1.350 i 1911.

Om byens næringsliv hed det omkring 1870: "Agerbrug er vistnok det overveiende Erhverv, men Handel og Haandværksdrift er betydelig tiltaget. Den har 7 Kjøbmænd og flere dygtige Haandværkere."

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900 et dampbrænderi og bryggeri (aktieselskab), et fællesmejeri og 3 møller.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 52 levede af immateriel virksomhed, 348 af håndværk og industri, 127 af handel og omsætning, 237 af jordbrug, 9 af gartneri, mens 100 fordeltes på andre erhverv, 28 nød almisse og 66 levede af deres midler. I 1906 ernærede 50 sig ved immateriel virksomhed, 293 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 489 ved håndværk og industri, 173 ved handel med mere, 40 ved samfærdsel, 106 var aftægtsfolk, 32 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Aakirkebys indbyggertal svagt stigende. I Aaker Sogn udviklede sig forstaden Kannikegaard.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Aakirkeby købstad	1.443	1.496	1.550	1.503	1.560	1.567
Kannikegaard	-	-	203	225	249	256
Aakirkeby med forstæder	1.443	1.496	1.743	1.728	1.809	1.823

Ved folketællingen i 1930 havde Aakirkeby 1.503 indbyggere, hvoraf 95 ernærede sig ved immateriel virksomhed, 438 ved håndværk og industri, 207 ved handel mm, 58 ved samfærdsel, 288 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 132 ved husgerning, 254 var ude af erhverv og 31 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Aakirkeby købstad	288	438	207	58	95	132	254	31	1.503
Kannikegaard	7	95	13	24	8	22	53	3	225
Aakirkeby med forstæder	295	533	220	82	103	154	307	34	1.728

Efter 2. verdenskrig fortsatte Aakirkeby sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.625 indbyggere i købstaden, i 1950 1.607 indbyggere, i 1955 1.540 indbyggere, i 1960 1.461 indbyggere og i 1965 1.502 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden sig.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Aakirkeby købstad	1.625	1.607	1.540	1.461	1.502
Kannikegaard	242	258	260	359	369
Aakirkeby med forstæder	1.867	1.865	1.800	1.820	1.871

Stubbekøbing

Bykort fra 1898.

Stubbekøbing havde en mindre gunstig beliggenhed på Falsters nordkyst ud mod Storstrømmen, hvilket gav den et begrænset opland omod syd. Byens jorder gav den mulighed for byudvikling inden for egne grænser.

Stubbekøbings befolkningstal var støt stigende i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet:

1801	1840	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901	1906	1911
467	925	1.081	1.191	1.247	1.322	1.509	1.546	1.615	1.727	1.916

Om Stubbekøbings næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes 4 Brændeviinsbrænderier, hvoraf kun 3 drives (aarligt Product c. 15—20,000 Potter 8 Gr. Brændeviin), et Jernstøberi og Maskinværksted, et Kalkbrænderi og et Bogtrykkeri."

Der blev holdt marked med heste og kvæg i juni og oktober. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1890'erne brændevinsbrænderi, hvidtølsbryggeri, jernstøberi og maskinfabrik, savværk, gasmålerfabrik og bogtrykkeri. "Stubbekjøbing Avis" blev udgivet i byen.

Befolkningens fordeling på erhverv i 1890: 186 levede af immateriel virksomhed, 601 af håndværk og industri, 385 af handel og omsætning, 49 af søfart, 16 af fiskeri, 61 af jordbrug, 10 af gartneri, 162 af andre erhverv, 49 af deres midler, 24 af almisse, og 3 var i fængsel. I 1906 ernærede 136 sig ved immateriel virksomhed, 75 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 29 ved fiskeri, 885 ved håndværk og industri, 367 ved handel med mere, 129 ved samfærdsel, 45 var aftægtsfolk, 54 levede af offentlig understøttelse og 7 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Stubbekøbings indbyggertal stagnerende.

1916	1921	1925	1930	1935	1940
2.147	2.226	2.232	2.145	2.067	1.992

Der skete ingen forstadsudvikling. En ny havn blev anlagt i 1931.

Af Stubbekøbings indbyggere i 1930 ernærede 141 sig ved immateriel virksomhed, 838 ved håndværk og industri, 401 ved handel mm, 243 ved samfærdsel, 134 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 161 ved husgerning, 210 var ude af erhverv og 17 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Stubbekøbing sin stagnerende befolkningsudvikling:

1945	1950	1955	1960	1965
2.112	2.230	2.156	2.097	2.057

Nykøbing Falster

Nykøbing Falster havde en gunstig beliggenhed på øens vestkyst ud mod Guldborg Sund, hvilket gav byen et stort opland mod nord, øst og syd samt på Lollands østkyst. Byen havde et landdistrikt men havde tillige muligheder for byudvikling inden for egne grænser.

Nykøbing var stærkt voksende i anden halvdel af 1800-tallet, og samtidig skete en byudvikling både i Nykøbing Falsters landdistrikt og i Thoreby sogn på Lolland.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nykøbing Falster købstad	2.123	2.608	3.242	3.645	4.560	6.087	7.345
Nykøbing Falsters landdistrikt	670	695	273	371	493	909	1.388
Thoreby sogn	2.382	2.521	2.590	2.715	2.683	2.643	2.875
Nykøbing Falster med forstæder	4.556	5.280	5.537	6.421	7.184	8.755	11.543

Ved kongelig resolution af 31. oktober 1877 blev dele af Nykøbing købstads landdistrikt henlagt til købstaden. Ved kongelig resolution af 21. september 1899 blev yderlige dele med 74 indbyggere henlagte til købstaden fra 1. januar 1900. Ved kongelig resolution af 28. marts 1904 blev områder i Idestrup sogn indlemmede i købstaden fra 1. juli 1904. Ved kongelig resolution af 27. marts 1907 blev hele Nykøbing landdistrikt indlemmet i købstaden fra 1. april 1907.

Om Nykøbings næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes: 1 Bogtrykkeri, hvorfra udgaaer en Avis (»Lolland-Falsters Stiftstidende«), 3 Jernstøberier og Maskinfabriker med tilsammen 45 Arbeidere og et Product af c. 200,000 Pd. Støbegods aarlig, en Tobaksfabrik (beskjæftiger 48 Arbeidere og forarbeider 130,000 Pd. Tobaksblade aarlig), et Farveri med Damp-Stampeværk, 2 Garverier, 1 Kalkbrænderi, 2 Skibsbyggerier, 1 Dampmølle og 2 Dampbrænderier, der producere c. 230,000« Potter 8 Gr. Brændeviin aarlig. I Landsognet tæt udenfor Byen er beliggende 1 Damp-Ølbryggeri og 1 Mineralvandsfabrik. Førstnævnte beskjæftiger 12 Arbeidere og producerer Øl af 2200 Tdr. Malt aarlig; i Sidstnævnte beskjæftiges 8 Arbeidere og produceres 100,000 Qvartflasker Soda- og Seltersvand aarlig." (Trap, 2 udgave; s. 437) Om oplandshandelen bemærkes: "Byens Handel er tiltager med den nærmeste Omegns voxende Velstand og navnlig efterat Byens Opland i 1867 blev forøget ved Anlæget af Broen til Lolland." (Trap, 2 udgave; s. 436)

Ved århundredeskiftet nævnes følgende virksomheder: "Sukkerfabrikken „Nykjøbing", et stort Bygningskompleks i den sydl. Del af Byen med særligt Vandværk (Aktieselsk. opr. 1884; Aktiekap. 1,050,000 Kr.; det beskæftiger aarl. omtr. 230 Arbejdere, Produktion 1897 omtr. 17 Mill. Pd. Sukker; Roerne dyrkes paa omtr. 4000 Td. Ld.), Laaland-Falsters Andelssvineslagteri, flere Jærnstøberier og Maskinfabrikker, deribl. Fabrikkerne „Guldborg" og „Bruunshaab", Falsters Margarinefabrik, Saltværket og Cindersfabrikken „Falster", 3 Træskærerier, 2 Klædefabrikker, 2 Garverier, Kalkbrænderiet „De forenede Kalkværker", en Teglvarefabrik, flere Tobaksfabrikker, Brændevinsbrænderier (deribl. Spritfabrikken „Fortuna"), Bryggerier, 2 Dampmøller, et Dampmejeri, Bogtrykkeri m. m." (Trap, 3. udgave; s. 156)

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Nykøbing købstad	129	51	36	785	2.445	1.039	168	1.142	233	56	3	6.087
Nykøbing landdistrikt	46	0	16	40	308	46	19	407	9	18	0	909
Nykøbing med forstæder	175	51	52	825	2.753	1.085	187	1.549	242	74	3	6.996

I mellemkrigstiden voksede Nykøbings indbyggertal, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Kraghave og Bangsebro i Tingsted Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Nykøbing.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Nykøbing købstad	12.970	13.541	13.919	14.801	15.147
Kraghave	697	769	899	844	867
Bangsebro	-	-	-	-	245
Nykøbing med forstæder	13.667	14.310	14.818	15.645	16.259

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Nykøbing købstad	388	6.416	2.406	1.322	954	1.103	1.194	136	13.919
Kraghave	150	458	80	35	20	73	80	3	899
NYkøbing med forstæder	538	6.874	2.486	1.357	974	1.176	1.274	139	14.818

Sukkerprisen steg under 1920'erne opsving, hvilke sukkerfabrikken nød godt af. I 1928 var 300 ansat i fabrikken, samt 30 kvinder i kontoret under roekampagnen, hvor arbejdsmængden var største. Da børsen krakkede i New York i 1929 gav recessionen under Depressionen et fald i fødevarerpriser, heriblandt sukker. Dette havde stor betydning for byen, da sukkerfabrikken var blandt de største arbejdsgivere. Man kom sig dog igen og i 1950 var der ca. 400 arbejdere i kampagnen som varede 3-4 måneder.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 16.097 indbyggere i købstaden, i 1950 17.192 indbyggere, i 1955 17.789 indbyggere, i 1960 17.850 indbyggere og i 1965 17.880 indbyggere. Foruden de hidtidige forstæder udviklede Øster Toreby stationsby sig til en forstad, og det samme gjorde Nagelsti Brohuse og Sundby, alle i Toreby Kommune, og Hasselø Plantage i Veggerløse Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nykøbing købstad	16.097	17.192	17.789	17.850	17.880
Kraghave by	865	876	881	890	828
Bangsebro	237	230	207	218	204
Øster Toreby	-	371	421	434	393
Nagelsti Brohuse	-	-	82	83	81
Sundby	-	668	860	1.057	1.157
Hasselø Plantage	-	-	-	-	232
Nykøbing med forstæder	17.199	19.337	20.240	20.532	20.775

I 1953 overtog fabrikken i Nykøbing sågar Københavns Sukkerraffinaderi, som man tidligere havde samarbejdet med.

I 1963 stod Frederik IX's Bro færdig. Det var en kombineret jernbane- og 4-spors vejbro, som erstattede de to tidligere broer, der var bygget i 1800-tallet.

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Nykøbing Falster-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Nykøbing Falsters Landdistrikt

Nykøbing Falsters landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.576 indbyggere ernærede 55 sig af immateriel virksomhed, 123 af landbrug m.v., 32 af fiskeri, 1.104 af håndværk og industri, 108 af handel og omsætning, 80 af samfærdsel, 16 af formue, 10 af offentlig understøttelse, 48 af anden og uangiven virksomhed.

Nysted

Nysted havde en heldig beliggenhed på det sydøstlige Lolland, hvilket gav byen et vist opland, der dog mod nordøst blev beskåret af Nykøbing Falster og mod nord af Sakskøbing. Byen var omgivet af Nysted landsogn.

Nysteds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.082 i 1850, 1.227 i 1855, 1.261 i 1860, 1.336 i 1870, 1.438 i 1880, 1.414 i 1890, 1.411 i 1901. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Nysted landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nysted købstad	1.082	1.227	1.261	1.336	1.438	1.414	1.411
Nysted landsogn	701	710	731	747	682	644	678
Nysted med forstæder	1.082	1.227	1.261	1.336	1.438	1.414	1.411

I 1875 blev Mette Christiansens Stiftelse for 2 fattige enker oprettet. I 1876 blev Industri- og Håndværkerforeningen oprettet. I 1877 opførte Borgerforeningen, der var oprettet 1863, en stiftelse med 4 lejligheder på Østergade 9. I 1880 blev en kommunal realklasse nedlagt. I 1880-erne blev teglværket i Klostermosen på byens markjorder nedlagt. I 1886 fik byen telefonforbindelse. I 1883 blev der etableret epidemihus med 6 senge på Skansevej. Samme år blev Falsters Landbostands Sparekasse oprettet. I 1891 blev en høj- og landbrugsskole etableret på Munkestien 4. I 1893 blev en Teknisk Skole opført på Smedestræde 6. I 1896 blev et nyt sygehus i Fiskergade med mindst 12 senge opført; samme år blev arresthuset opført. Endvidere blev der oprettet en privat realskole, der benyttede Teknisk Skoles lokaler, samt andelsmejeri og dampsavværk. I 1899 havde byen ugentlig dampskibsforbindelse med Lübeck og København.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1856 kalkbrænderi, skibsbyggeri og 5 brændevinsbrænderier. I 1871 havde den kun 1 brændevinsbrænderi, men desuden et teglværk. I 1899 havde byen dampmølle, dampsav- og høvleværk, kalkovn, skibsbyggeri og andelsmejeri (i landdistriktet).

I Nysted blev der afholdt markeder i marts, april og september med heste og kvæg, og i november med heste.

Nysted omkring 1900.

Byens havn blev i slutningen af 1800-tallet forbedret ved at den bugtede sejlrende blev uddybet til 3,4 m, og der blev udgravet en anlægs- og svajeplads for dampskibe. Af toldregnskaberne fra anden halvdel af 1800-tallet ser man, at de indførte varer mest kom fra København, Nordtyskland, Norge og Sverige. Til byen sejledes varer som jern, vin, spiritus, humle, kaffe, kul, te, bomuld, silke, ris, husholdningssalt, sirup/sukker og træ. Fra byen sejledes først og fremmest korn og kreaturer.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Nysted købstad	171	15	62	156	514	239	42	157	40	18	0	1.414
Nysted landsogn	397	0	2	42	130	13	0	23	24	13	0	644
Nysted med forstæder	568	15	64	198	644	252	42	180	64	31	0	2.058

I 1906 var indbyggertallet 1.457, heraf ernærede 114 sig ved immateriel virksomhed, 166 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 106 ved fiskeri, 649 ved håndværk og industri, 210 ved handel med mere, 75 ved samfærdsel, 66 var aftægtsfolk, 45 levede af offentlig understøttelse og 26 af anden eller uangiven virksomhed.

I 1902 blev høj- og landbrugsskolen nedlagt. Et acetylengasværk, der skulle forsyne byens gadelamper med gas, blev oprettet. I 1904 blev hospitalet fra 1676 nedlagt og omdannet til legat. Toldboden, det senere hotel, blev opført. I 1905 blev der oprettet en handelsskole med aftenundervisning i kommuneskolens lokaler. I 1907 blev Marie Christiansens stiftelse fra 1875 i Søstræde (Slotsgade) nedlagt og omdannet til legat. I 1909 blev fattighuset i Søndergade 18 nedlagt.

I 1911 fik skolen en ny bygning med gymnastiksal, den kommunale realskole genopstod i dele af skolebygningen fra 1852, og Skansepavillonen blev flyttet til Skanseanlægget fra Folehaven. I 1912 etablerede Industri- og Landbrugsbanken i Nykøbing en afdeling i Nysted, og der blev bygget nyt gasværk og elektricitetsværk. I 1913 blev der bygget vandværk med tårn.

Gennem mellemkrigstiden var Nysteds indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 1.536, i 1921 1.642, i 1925 1.724, i 1930 1.716, i 1935 1.601, i 1940 1.511 indbyggere. Der opstod ingen forstæder.

Ved folketællingen i 1930 havde Nysted 1.716 indbyggere, heraf ernærede 123 sig ved immateriel virksomhed, 598 ved håndværk og industri, 292 ved handel m.m., 127 ved samfærdsel, 201 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 139 ved husgerning, 227 var ude af erhverv og 9 havde ikke oplyst indkomstkilde.

I 1926 blev Nysted Kalk- og Kridtværk med egen anløbsbro oprettet til fremstilling af gødningskalk og foderkridt. I 1931 blev det omdannet til asfaltfabrik, som producerede 6.000 tons asfaltmastix pr. år.

I 1930 blev Det Kampmann-Boysenske Kystsanatorium (tuberkulosesanatorium) opført med plads til 30 børn. I 1936 blev folkebiblioteket oprettet i det gamle arresthus.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nysted sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.637 indbyggere i købstaden, i 1950 1.503, i 1955 1.420, i 1960 1.328 og i 1965 1.300. I landsognet blev en mindre forstad dannet i forbindelse med Adelgade.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nysted købstad	1.637	1.503	1.420	1.328	1.300
Adelgade	-	-	-	22	14
Nysted med forstæder	1.637	1.503	1.420	1.350	1.314

Sakskøbing

Sakskøbing havde en mindre heldig beliggenhed på det nordøstlige Lolland i bunden af en lang fjord. Det gav byen et opland i alle retninger, men dette blev beskåret ved konkurrence mod øst af Nykøbing Falster, mod syd af Nysted og mod vest af Maribo. Byen var omgivet af Sakskøbing landsogn.

Sakskøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 917 i 1850, 1.058 i 1855, 1.149 i 1860, 1.409 i 1870, 1.485 i 1880, 1.499 i 1890, 1.560 i 1901. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Sakskøbing landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Sakskøbing købstad	917	1.058	1.149	1.409	1.485	1.499	1.560
Sakskøbing landsogn	1.016	1.080	1.132	1.191	1.254	1.356	1.367
Sakskøbing med forstæder	917	1.058	1.149	1.409	1.485	1.499	1.560

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855: 3 væverier, 1 farveri, 2 garverier, 1 kalkbrænderi, 1 pottemageri, 1 skibsbyggeri samt brændevinsbrænderier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1871: 2 væverier, 3 farverier, 2 garverier, 2 kalkbrænderier, 1 uldspinderi, 2 ølbryggerier, 3 maltgørerier, 1 brændevinsbrænderi, 2 pottemagerier, 1 skibsbyggeri. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik, 1 fabrik for mejeri- og landbrugsartikler, 1 dampsavværk og skæreri, 1 andelsmejeri, 1 dampvæveri, 1 garveri, 2 hvidtølsbryggerier, 1 mindre pottemageri, 1 farveri, 1 kalkbrænderi, 5 maltgørerier og 1 mindre cykelfabrik.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Sakskøbing købstad	4	5	0	218	633	267	1	191	41	55	84	1.499
Sakskøbing landsogn	687	26	28	56	291	49	32	111	51	25	0	1.356
Sakskøbing med forstæder	691	31	28	274	924	316	33	302	92	80	84	2.855

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.622, heraf ernærede 157 sig ved immateriel virksomhed, 45 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 720 ved håndværk og industri, 332 ved handel med mere, 85 ved samfærdsel, 49 var aftægtsfolk, 203 levede af offentlig understøttelse og 31 af anden eller uangiven virksomhed.

I Sakskøbing blev afholdt markeder 3. og 5. tirsdag i Fasten med heste og kvæg, 8. juli og 1. oktober med kreaturer og 7. november med heste og kvæg.

Sakskøbings losse- og ladeplads lå ved Oreby ved fjordens munding. Kun mindre fartøjer (i 1870 med 6 fod dybgang) kunne komme op til byen gennem fjorden og åen. 1886—87 foretoges der betydelige arbejder, hvorved havnen udvidedes og reguleredes, bolværker anbragtes og sejlløbet fra Oreby uddybedes, så at det fik en dybde af indtil 12 fod, havnen 8 fod. En af Havneudvalget ansat lods havde bolig ved Oreby.

I denne periode begyndte man en intensiv dyrkning af sukkerroer på Lolland-Falster hvilket betød øget økonomisk aktivitet i byen. Som følge heraf blev jernbanestrækningen Nykøbing Faster-Nakskov ført igennem Sakskøbing, og Sakskøbing Station opført ved den nuværende Jernbanegade. I 1866 opførte Maribo Amt en stor anstalt i byen for psykisk syge mennesker, Maribo Amts Tvangsarbejds-, Arbejds- og Dåreanstalt.

Sakskøbing omkring 1900.

I 1910 blev der opført en stor sukkerfabrik i købstaden, Sakskøbing Sukkerfabrik. Sammen med Saxenhøj var den blandt byens største arbejdspladser i mange år. Fabrikken købte dampskibet Havkatten, der hvert år via slæbebåde slæbte tusinder tons roer ind fra Fejø og Femø til forarbejdning. I 1918 lagde man jernbanespor fra fabrikken til Sakskøbing Station grundet den øgede sukkereksport.

År	1906	1911	1916
Sakskøbing købstad	1.622	1.743	1.781
Rørbæk (Sakskøbing landsogn)	-	925	1.423
Sakskøbing med forstæder	-	2.668	3.204

Gennem mellemkrigstiden var Sakskøbings indbyggertal nærmest stagnerende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Rørbæk i Sakskøbing Landsogn på nordsiden af Sakskøbing å, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Sakskøbing og især på sukkerfabrikken.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Sakskøbing købstad	1.781	1.798	2.012	2.100	2.106	2.235
Rørbæk by	1.423	1.212	1.286	1.174	1.246	1.315
Sakskøbing med forstæder	3.204	3.010	3.298	3.274	3.353	3.550

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Sakskøbing købstad	69	724	395	181	189	171	345	26	2.100
Rørbæk	54	591	129	64	61	92	164	19	1.174
Sakskøbing med forstæder	123	1.315	524	245	250	263	509	45	3.274

Efter 2. verdenskrig fortsatte Sakskøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.473 indbyggere i købstaden, i 1950 2.520 indbyggere, i 1955 2.583 indbyggere, i 1960 2.526 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. I landsognet stagnerede Rørbæk ligeledes.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Sakskøbing købstad	2.473	2.520	2.583	2.526	2.568
Rørbæk	1.521	1.562	1.514	1.509	1.479
Sakskøbing med forstæder	3.994	4.082	4.097	4.035	4.047

Sakskøbing landsogn

Landsognet lå fordelagtigt for en forstadsudvikling. I anden halvdel skete en kraftig befolkningsvækst, især efter 1870. Ved århundredeskiftet skildres forholdenes således: "Rørbæk, ved Vejen til Nykjøbing og Guldborg Færge, med Skole, Chrf. Gøyes Hospital, Missionshus (opf. 1896 af „Indre Mission“), Dampmølle og Andelsmejeri. Langs Nykjøbingvejen og Orebyvejen helt op til Toldstedet ligge Huse, Arbejderboliger, Villaer osv., en Slags Forstad til Sakskjøbing". (Trap 3 udgave s. 240f) Også i henseende til sysselsætning afspejledes landsognets nærhed til købstaden, idet i 1890 "56 levede af immat. Virksomh., 687 af Jordbrug, 26 af Gartneri, 28 af Fiskeri, 291 af Industri, 49 af Handel, 32 af Skibsfart, 111 af forsk. Daglejervirksomh., 51 af deres Midler, og 25 vare under Fattigv." (Trap 3 udgave s. 240)

I 1906 være befolkningens næringsveje: 51 levede af immateriel virksomhed, 735 af landbrug, 16 af fiskeri, 419 af håndværk og fiskeri, 50 af handel, 34 af samfærdsel, 50 af formue, 44 of offentlig understøttelse og 14 af anden og uangiven levevej.

Omkring 1920 beskrives Rørbæk således: "Rørbæk med Skole, Chrf. Gøyes Hospital, Hvilehjem (opf. 1913), Missionshus (opf. 1896), Brugsforen., Kbmdshdl., Dampmølle, Andelsmejeri og Sukkerfabrik. Byen regnes som Forstad til Sakskøbing, og langs Vejene, især Nykøbingvejen og Nord paa langs Orebyvejen, er der stærkt bebygget." Udviklingen skyldtes således Sakskøbing Sukkerfabrik, der blev bygget 1909-10 (Trap 4 udgave s. 181), og forstadens og købstadens fortsatte udvikling kom især til at bero på denne virksomhed.

Efter en kraftig vækst frem til 1. verdenskrig stagnerede forstaden Rørbæk: den havde 925 indbyggere i 1911, 1.423 indbyggere i 1916, 1.212 i 1921, 1.286 i 1925, 1.174 i 1930, 1.247 i 1935.

I 1930 var Rørbæk udskilt som forstad med følgende næringsforhold: 1.174 indbyggere, hvoraf 54 levede af landbrug, 591 af håndværk og industri, 129 af handel, 64 af samfærdsel, 61 af immateriel virksomhed, 92 af husgerning, 164 var ude af erhverv og 19 uangiven.

Maribo

Maribo havde en ret gunstig beliggenhed midt på Lolland, omen byens opland mod syd var beskåret af Maribo Sø. Mod øst var der konkurrence fra Sakskøbing. Byen var omgivet af et landdistrikt.

Maribos befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.667 i 1850, 1.960 i 1855, 1.992 i 1860, 2.156 i 1870, 2.403 i 1880, 2.542 i 1890, 3.838 i 1901. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Maribo købstad	1.667	1.960	1.992	2.156	2.403	2.542	3.838
Maribo købstads landdistrikt	155	164	158	138	158	152	140
Maribo med forstæder	1.667	1.960	1.992	2.156	2.403	2.542	3.838

Maribo havde toldsted og ladeplads ved Bandholm. Ved lov af 20. november 1868 (koncession af 8. januar 1869) fastsloges anlægget af en jernbane mellem Maribo og Bandholm. Banen, der ejedes af et privat interessentskab, åbnedes 2. november 1869. Desuden blev Maribo station på Lolland-Falster-banen. Regeringen gav i henhold til lov af 25. marts 1872 Privatbanken koncession på anlægget af en jernbane fra Orehoved over Nykøbing Falster og Maribo til Nakskov med sidebane til Rødby. Privatbanken overlod koncessionen til et eget aktieselskab, og 22. august 1872 åbnedes den 3 mil lange banestrækning Orehoved—Nykøbing, den 1. juli 1874 den 8,6 mil lange bane fra Guldborg Sund over Sakskøbing og Maribo til Nakskov og Rødby.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855: 1 bogtrykkeri, 5 ølbryggerier, 10 brændevinsbrænderier, 1 chokoladefabrik, 2 garverier, 1 kalkbrænderi, 4 pottemagerier, 1 vatfabrik, 2 tøjfabrikker, 1 teglværk. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1871: 1 bogtrykkeri, 3 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier, 4 garverier, 1 kalkbrænderi, 2 pottemagerier, 2 tøjfabrikker, 1 teglværk, 2 uldspinderier, 1 dampmølle, 2 møller. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 dampmølle (aktieselskab, 34 arbejdere), 1 trævarefabrik (12 til 16 arbejdere), 3 ølbryggerier (15 arbejdere), 1 maskin- og waggonfabrik ("Vulcan", 130—140 arbejdere), 1 uldspinderi, 1 svineslagteri (aktieselskab, 16 arbejdere), 1 kalkbrænderi, 2 pottemagerier, 1 mejeri, 1 sodavandsfabrik, 1 jernstøberi, 1 i 1897 anlagt sukkerfabrik på Skovnæs og fra 1898 hørende under De danske Sukkerfabrikker (300 arbejdere), og 1 bogtrykkeri.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Maribo købstad	51	26	4	328	1.247	478	0	306	71	28	3	2.542
Maribo landdistrikt	97	0	0	4	11	4	0	33	3	0	0	152
Maribo med forstæder	148	26	4	332	1.258	482	0	339	74	28	3	2.694

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.750, heraf ernærede 306 sig ved immateriel virksomhed, 65 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 6 ved fiskeri, 2.238 ved håndværk og industri, 685 ved handel og omsætning, 210 ved samfærdsel, 82 var aftægtsfolk, 132 levede af offentlig understøttelse og 26 af anden eller uangiven virksomhed.

I Maribo blev afholdt 5 markeder: 3 i fasten med heste og kvæg, 1 i juni med kram, heste og kvæg og 1 i oktober med kram.

Gennem mellemkrigstiden var Maribos indbyggertal nærmest stagnerende, men samtidig skete der en vækst i forstaden Ny Østergade og Idasminde i Hunseby Kommune samt Håred i Hillested Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Maribo.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Maribo købstad	4.196	4.442	4.618	4.606	4.490	4.399
Ny Østergade	-	-	253	299	314	359
Håred	-	-	-	-	169	52
Maribo med forstæder	4.196	4.442	4.871	4.905	4.804	4.758

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Maribo købstad	138	1.873	869	400	378	485	410	53	4.606
Ny Østergade	34	111	41	25	17	28	43	0	299
Maribo med forstæder	172	1.984	910	425	395	513	453	53	4,905

Efter 2. verdenskrig fortsatte Maribo sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.681 indbyggere i købstaden, i 1950 5.141 indbyggere, i 1955 5.197 indbyggere, i 1960 5.235 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. Den 1. april 1950 blev forstaden Ny Østergade indlemmet i Købstaden. Noget senere fremvoksede en ny forstad, Refshale, i Maribo købstads landdistrikt.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Maribo købstad	4.681	5.141	5.197	5.235	5.232
Ny Østergade	420	-	-	-	-
Refshale	-	-	-	22	17
Maribo med forstæder	5.101	5.141	5.197	5.257	5.249

Rødby

Rødby havde en forholdsvis heldig beliggenhed på det sydlige Lolland, hvor dets opland kun blev beskåret af Rødby Fjord mod vest og begrænset af Maribo Sø mod nordøst og af Røgbølle Sø mod øst. Byen havde plads nok til en byudvikling inden for egne grænser.

Rødbys befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i 1860-erne og senere: 1.339 i 1850, 1.545 i 1855, 1.578 i 1860, 1.553 i 1870, 1.796 i 1880, 1.837 i 1890, 1.726 i 1901, 1.745 i 1906 og 2.020 i 1911.

Indbyggernes næringsveje var i 1890: 132 levede af immateriel virksomhed, 556 af håndværk og industri, 261 af handel og omsætning, 7 af fiskeri, 580 af jordbrug, 241 af andre erhverv, 27 af deres midler, 30 nød almisse, og 3 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.745, heraf ernærede 87 sig ved immateriel virksomhed, 571 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 9 ved fiskeri, 630 ved håndværk og industri, 289 ved handel med mere, 59 ved samfærdsel, 32 var aftægtsfolk, 62 levede af offentlig understøttelse og 6 af anden eller uangiven virksomhed.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855 kun 2 brændevinsbrænderier. I 1872 nævnes af fabrikker bomulds- og linnedvæverier samt 1 bogtrykkeri der udgav "Rødby Avis". Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet 1 uldspinderi, 1 bryggeri og 1 bogtrykkeri, hvorfra blev udgivet "Rødby Avis" (et andet blad, "Rødby Dagblad", blev udgivet i Nykøbing).

Et hårdt slag for byen indtraf i 1872. Her blev Rødby og den øvrige del af det sydlige Lolland og Falster ramt af den voldsomste stormflod i 1872 nogensinde og adskillige menneskeliv gik tabt ved den lejlighed. Da de værste eftervirkninger af stormen var ovre, indledtes byggeriet af et 63 kilometer langt dige langs den sydlige del af Lollands kyst, og man påbegyndte ligeledes en afvanding af Rødby Fjord. Tørlægningen fuldbyrdedes i 1966 og i dag strækker digerne sig fra halvøen Hyllekrog i øst til tangen Albuen i vest. I begyndelsen af 1900-tallet havde Rødby et lille skibsværft, men det lukkede igen på grund af afvandingen.

Rødby omkring 1900

Rødby omkring 1924

I 1912 forlængedes jernbaneforbindelsen fra Nykøbing Falster til den nyanlagte Rødbyhavn og det satte en smule mere gang i områdets økonomiske vækst.

Gennem mellemkrigstiden var Rødbys indbyggertal voksende, og samtidig skete der en befolkningsvækst i forstæderne Ringsebølle i Ringsebølle Sogn og Sædinge i Sædinge Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Rødby.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Rødby købstad	2.110	3.290	2.750	3.108	3.060	3.443
Ringsebølle by (i Ringsebølle Sogn)	-	148	153	134	129	127
Ringsebølle by (i Sædinge Sogn)	-	229	241	249	246	224
Rødby med forstæder	2.110	3.438	3.144	3.491	3.435	3.794

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Rødby købstad	630	874	284	189	280	214	577	60	3.108
Ringsebølle	3	47	6	18	5	14	41	0	134
Sædinge	17	72	49	20	10	25	53	3	249
Rødby med forstæder	650	993	339	227	295	253	671	63	3.491

Efter 2. verdenskrig fortsatte Rødby sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.511 indbyggere i købstaden, i 1950 3.349 indbyggere, i 1955 3.392 indbyggere, i 1960 3.551 indbyggere og i 1965 4.692 indbyggere. Desuden fortsatte forstæderne deres udvikling.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Rødby købstad	3.511	3.349	3.392	3.551	4.692
Sædinge	231	264	264	305	353
Ringsebølle	133	124	139	186	209
Rødby med forstæder	3.875	3.737	3.795	4.042	5.254

Fugleflugtslinjen startede først op igen i 1963 med udvidelsen af Rødbyhavn til en egentlig færgehavn. For Rødby betød det at man fra dette årstal pludselig fik genskabt en vigtig adgang til Østersøen via færgeforbindelsen til Puttgarden og Femern.

Nakskov

Nakskov omkring 1900.

Nakskov havde en gunstig beliggenhed ved Lollands vestkyst, hvor byens ellers store opland blev lettere beskåret af Albue Fjord (Nakskov Fjord). Nakskov havde ingen konkurrenter i sit opland, der omfattede næsten hele den vestlige halvdel af Lolland. Byen var omgivet af Nakskov landsogn.

Nakskovs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.955 i 1850, 3.375 i 1855, 3.687 i 1860, 4.033 i 1870, 5.278 i 1880, 6.722 i 1890, 8.310 i 1901. Samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Nakskov landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nakskov købstad	2.955	3.375	3.687	4.033	5.278	6.722	8.310
Nakskov landsogn	213	253	271	261	314	632	616
Nakskov med forstæder	2.955	3.375	3.687	4.033	5.278	6.722	8.310

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1856: 1 bogtrykkeri, 1 skibsbyggeri, 2 bomuldsvæverier, 4 farverier, 1 stampeværk og klædefabrik, 3 garverier, 1 lysestøberi, 1 spillekort- og tapetfabrik, 1 tobakfabrik, 1 dampmølle, 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 kalkbrænderier, 4 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1873: 2 bogtrykkerier, 1 skibsbyggeri, 3 farverier forbundne med stampeværk og klædefabrik, 2 garverier, 1 talg-lysestøberi, 2 tobaksfabrikker, 2 damp-melmøller, 4 vejrmøller, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, 3 kalkbrænderier, 5 ølbryggerier, flere maltgørerier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet 3 jernstøberier og maskinfabrikker, af hvilke det ene: aktieselskab Tuxen & Hammerich (før fabrikken "Godthaab") beskæftigede omtrent 250 arbejdere og især fabrikerer gas- og kølemaskiner, 1 sukkerfabrik med 6 saftstationer i Majbølle, Græshave, Stokkemarke, Vesterborg, Horslunde og Nakskov, som tilsammen i kampagnen beskæftigede omtrent 450 mand og 40 kvinder og producerede 22 mio. pund sukker årligt og samtidig i kampagnen 1898 afsatte 15 mio. pund mellassefoder; 1 pneumatisk maltfabrik, 2 garverier, 1 vognfabrik, 1 teglværk, 3 kalkværker; 2 uldspinderier, 2 damp-melmøller, 2 ølbryggerier, 1 eksportslagteri, 2 kaffebrænderier, 2 tobaksfabrikker, 3 bogtrykkerier.

I Nakskov blev ved århundredeskiftet udgivet tre aviser: Vestlollands Avis (tidligere Nakskov Avis), Nakskov Tidende og Nakskov Folkeblad.

Ved Søndergade. Det gule palæ i højre side af billedet er den fredede Theisens Gård fra 1786.

I det 18. århundrede havde havnen kun ringe dybde, og indløbet gennem fjorden var så dårligt, at lidt større skibe måtte losse og lade ¼ mil fra byen; i slutningen af det 18. århundrede begyndte man at opmudre havnen, men først 1847—-50 toges der alvorligt fat på at udvide indløbet, så at det fik en dybde af 13 fod; 1875—76 uddybedes indløbet og havnen indtil 14 fod, og samtidig sattes 1.010 alen nyt bolværk, hvorved der indvandtes et betydeligt areal havneplads, hvorpå der er opført bygninger som toldboden, dampskibspakhus, ventepavillon, kvægstald, vejerbod m.m. Samtidig med uddybningen dannedes der en smal, omtrent 450 alen lang privat havn op til Marienlyst Dampmølle med jorddæmning og mole på den ene og bolværk på den anden Side.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Nakskov købstad	244	46	96	593	3.076	1.359	295	687	243	79	4	6.722
Nakskov landsogn	184	12	2	15	104	0	0	292	5	18	0	632
Nakskov med forstæder	428	58	98	608	3.180	1.359	295	979	248	97	4	7.354

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 8.424, heraf ernærede 499 sig ved immateriel virksomhed, 257 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 119 ved fiskeri, 4.120 ved håndværk og industri, 1.821 ved handel med mere, 978 ved samfærdsel, 374 var aftægtsfolk, 206 levede af offentlig understøttelse og 50 af anden eller uangiven virksomhed.

En jernbaneforbindelse til Nykøbing Falster og Maribo blev skabt i 1874 og fra Falster til Sjælland og dermed København over Storstrømsbroen i 1937. Der kom efterhånden flere store fabrikker til byen, blandt andre Sukkerfabrikken i 1882, og i 1916 etableredes Nakskov Skibsværft. Dette stålskibsværft var byens livsnerve og ubetinget største arbejdsplads.

År	1906	1911	1916
Nakskov købstad	8.424	9.480	10.483
Krukholm (Nakskov landsogn)	-	257	253
Nakskov med forstæder	8.424	9.737	10.746

I mellemkrigstiden voksede Nakskovs indbyggertal, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Sæby Huse i Halsted Sogn og Svingelsallé i Branderslev Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Nakskov.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Nakskov købstad	13.729	13.817	14.742	14.522	15.096
Sæby Huse	-	92	93	209	295
Svingelsallé	-	-	-	20	24
Nakskov med forstæder	13.729	13.909	14.835	14.751	15.415

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Nakskov købstad	435	7.717	2.189	1.267	833	1.086	1.063	152	14.742
Sæby Huse	52	32	0	0	0	6	2	1	93
Nakskov med forstæder	487	7.749	2.189	1.267	833	1.092	1.065	153	14.835

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nakskov sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 15.506 indbyggere i købstaden, i 1950 16.074 indbyggere, i 1955 16.602 indbyggere, i 1960 16.639 indbyggere og i 1965 16.032 indbyggere. Forstaden Svingelsallé blev indlemmet i købstaden pr. 1. april 1943, men forstaden Sæby Huse fortsatte sin udvikling som forstad, og senere kom forstæderne Sandvådet i Branderslev Kommune og Stensø i Vestenskov Kommune til.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nakskov købstad	15.506	16.074	16.602	16.639	16.032
Sæby Huse	281	260	291	296	304
Sandvådet	-	-	-	-	103
Stensø	-	-	-	-	76
Nakskov med forstæder	15.787	16.334	16.893	16.935	16.302

Rudkøbing

Rudkøbing havde en forholdsvis gunstig beliggenhed midt på Langeland, idet byen kunne regne hele øen som sit opland. Byen havde plads til byudvikling på egne jorder.

I slutningen af 1800-tallet fandtes der af fabrikker og industrielle anlæg: 1 dampmølle, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, der tilsammen beskæftigede omtrent 34 arbejdere, flere bryggerier, deriblandt "Langeland", 1 mineralvandsfabrik, 1 margarinefabrik, flere bogtrykkerier m.m. Der blev udgivet 3 aviser: "Langelands Avis", "Langelands Tidende" og "Ølandenes Dagblad". Der blev årligt afholdt 3 markeder, i marts med heste og kvæg, i juni med heste og i november med heste, kvæg og får. Der var torvedag hver tirsdag og lørdag.

I løbet af 1800-tallet blev byens befolkningstal tredoblet, ikke mindst som følge af bedre havn og vejforbindelser. Rudkøbing fik gang i handelen igen. Dens befolkningstal var 2.333 i 1850, 2.540 i 1855, 2.719 i 1860, 2.785 i 1870, 3.179 i 1880, 3.484 i 1890, 3.462 i 1901, 3.447 i 1906 og 3.766 i 1911.

Af industrielle Etablissementer havde Rudkjobing i 1871: 2 Brændeviinsbrænderier med aarligt Product af henimod 100,000 Porter, 1 Tobaksfabrik, 2 Jernstøberier, 1 Teglbrænderi, 1 Uldspinderi, 1 Damp-savmølle paa 6 Hestes Kraft, 2 Bogtrykkerier (hvorfra udgives ,,Langelands Avis« og ,,Ærø Avis«) og 1 Skibsbyggeri. (Trap 2. udgave; s. 291)

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 279 levede af immateriel virksomhed, 1.416 af håndværk og industri, 819 af handel og omsætning, 370 af søfart, 54 af fiskeri, 78 af jordbrug, 333 af forskellig daglejervirksomhed, 88 af deres midler, 45 var under fattigvæsenet og 2 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.447, heraf ernærede 254 sig ved immateriel virksomhed, 128 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 159 ved fiskeri, 1.565 ved håndværk og industri, 740 ved handel med mere, 351 ved samfærdsel, 132 var aftægtsfolk, 103 levede af offentlig understøttelse og 15 af anden eller uangiven virksomhed.

Den første egentlige havn stod færdig i 1826. Indtil da var der kun en skibsbro, som i 1776 blev erstattet af en større, men skibene måtte overvintre i naturhavnen Lindelse Nor. I 1847 blev der anlagt en ny og større havn ved broens nordøstlige side. Senere blev havnen flere gange uddybet og forbedret. I 1883-1887 blev der anlagt en lille bådehavn. På midtmolen var der en hvid lanterne. Ved havnen var ansat en lods, der lodsede til Svendborg Sund og Marstal. I 1898 var 152 fartøjer hjemmehørende i Rudkøbing, heraf 4 større skibe på over 200 tons. Fra udlandet indkom 428 skibe med 10.092 t gods. Til udlandet udgik 412 skibe med 3.114 t gods. Fra indlandet indkom 2.139 skibe med 7.944 t gods. Til indlandet udgik 2.441 Skibe med 8.569 t gods.

I 1866 blev der etableret færgefart mellem Rudkøbing og Ærøs sydøstlige havneby Marstal. Rudkøbing havde desuden regelmæssig dampskibsforbindelse med København, Korsør og Svendborg.

Rudkøbing år 1900

Den industrielle udvikling fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet, men den blev aldrig overvældende. Der etableredes en jernbanelinje, flere levnedsmiddelindustrier og et mindre skibsværft. Byen havde fortsat præg af handelsby.

Gennem mellemkrigstiden var Rudkøbings indbyggertal nærmest stagnerende. Ved folketællingen i 1930 havde Rudkøbing 4.129 indbyggere. Heraf ernærede 315 sig ved immateriel virksomhed, 1.421 ved håndværk og industri, 760 ved handel mm, 514 ved samfærdsel, 290 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 325 ved husgerning, 423 var ude af erhverv og 81 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Årstal	Befolkning
1916	3.823
1921	4.138
1925	4.133
1930	4.129
1935	4.191
1940	4.111

Efter 2. verdenskrig fortsatte Rudkøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.308 indbyggere i købstaden, i 1950 4.541 indbyggere, i 1955 4.446 indbyggere, i 1960 4.336 indbyggere og i 1965 4.204 indbyggere. I tilknytning til købstaden voksede en forstad frem i Skrøbelev Sognekommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Rudkøbing købstad	4.308	4.541	4.446	4.336	4.204
Skrøbelev	-	-	76	69	80
Rudkøbing med forstæder	4.308	4.541	4.522	4.405	4.284

I tiden efter 2. verdenskrig blev Rudkøbing og Langeland landfast med Fyn i tre etaper:
- Siø blev landfast med Tåsinge, da Siøsundbroen blev taget i brug i 1959. Den gamle færgerute Rudkøbing-Vemmenæs mellem Langeland og Tåsinge blev afkortet til Rudkøbing-Siø.
- Da Langelandsbroen blev taget i brug i 1962, blev Langeland landfast med Tåsinge, og færgeruten Rudkøbing-Siø blev nedlagt. Samtidig blev Langelandsbanen og jernbanefærgeruten nedlagt.
- Endelig blev Svendborgsundbroen, der forbandt Fyn og Tåsinge, færdig i 1966 efter fire års hårdt pres på den gamle færgerute Svendborg-Vindeby.

Ærøskøbing

Ærøskøbing havde en meget uheldig beliggenhed på Ærø, som var en mindre ø. Ydermere blev byens opland mod øst beskåret af handelspladsen Marstal. Ærøskøbing havde ikke problemer med at få plads inden for egne grænser.

Industrialiseringen ramte byen hårdt. Ærøskøbings befolkning var faldende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.625 i 1850, 1.712 i 1855, 1.713 i 1860, 1.583 i 1870, 1.578 i 1880, 1.500 i 1890, 1.485 i 1901, 1.446 i 1906 og 1.427 i 1911.

Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes et Skibsbyggeri, en Savveirmolle, en Fabrik for Centrifugalpomper og et Kalkbrcenderiz et Bogtrykkeri, hvorfra Ærø Avis udgaaer."

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 2 skibsbyggerier, 1 sav-vejrmølle, 1 kalkbrænderi, 1 andelsmejeri og 1 hvidtøl- og bayersk ølbryggeri.

I Ærøskøbing blev ved århundredeskiftet udgivet 2 aviser: "Ærø Folkeblad" og "Ærø Avis" (den sidste udkom i Marstal).

I Ærøskøbing afholdtes årligt 3 markeder, i marts, juli og oktober, med heste, kvæg og får. Torvedag var hver onsdag og lørdag; 2. tirsdag i hver måned var torvedag med levende kreaturer.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 124 levede af immateriel virksomhed, 478 af håndværk og industri, 241 af handel og omsætning, 280 af søfart, 47 af fiskeri, 111 af jordbrug, 93 af forskellig daglejervirksomhed, 107 af deres midler, 17 nød almisse, og 2 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.446, heraf ernærede 133 sig ved immateriel virksomhed, 155 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 31 ved fiskeri, 514 ved håndværk og industri, 202 ved handel med mere, 220 ved samfærdsel, 120 var aftægtsfolk, 57 levede af offentlig understøttelse og 14 af anden eller uangiven virksomhed.

Efter adskillelsen fra Sønderjylland blev ifølge lov af 16. februar 1866 embedet som byfoged og byskriver i Ærøskøbing forenet med herredsfoged- og herredsskriverembedet i det nyoprettede Ærø Herred.

Havnen blev først anlagt i 2. halvdel, af det 18. århundrede. Tidligere var der kun en skibsbro, "Højbro", som man 1764 begyndte at udbedre, 1811 anlagdes det sidste bolværk. I 1816 tog man fat på havnens opmudring; senere blev der foretaget flere uddybninger og forbedringer i havnen. I 1886 opmudredes et særligt sted i havnen til fiskerbåde. Havnen havde et kun 16 alen bredt indløb mod NNV, dens størrelse var 37.520 kvadratalen, havnepladsens 44.300 kvadratalen; i den indre, gamle havn var dybden 10 fod, i den ydre havn 11 fod; der var 575 alen bolværk og 327 alen friholderværk. Havnevæsenet bestyredes af havneudvalget, der bestod af borgmesteren som formand, 2 byrådsmedlemmer og 3 af dette uden for byrådet valgte medlemmer.

I 1892 indviedes Ærøskøbing Sygehus.

I 1910 oprettedes Ærø Museum i Ærøskøbing.

I 1900-tallet blev der oprettet nogle mindre rederier og industrivirksomheder. I nyere tid er turismen byens vigtigste indtægtskilde, mens den industrielle udvikling stagnerer.

Gennem mellemkrigstiden var Ærøskøbings indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 1.364, i 1921 1.323, i 1925 1.348, i 1930 1.294, i 1935 1.303, i 1940 1.339 indbyggere.

Ved folketællingen i 1930 havde Ærøskøbing 1.294 indbyggere, heraf ernærede 94 sig ved immateriel virksomhed, 306 ved håndværk og industri, 214 ved handel mm, 146 ved samfærdsel, 219 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 116 ved husgerning, 180 var ude af erhverv og 19 havde ikke oplyst indkomstkilde.

I 1931 byggedes en færge og lystbådehavn, og byen fik mulighed for at laste togvogne, som derefter blev sejlet til Svendborg.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Ærøskøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.390 indbyggere i købstaden, i 1950 1.375 indbyggere, i 1955 1,290 indbyggere, i 1960 1.273 indbyggere og i 1965 1.228 indbyggere.

Assens

Assens havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det sydvestlig Fyn. Mod vest og syd var byens opland noget begrænset af Lillebælt, men mod nord og øst kunne hele Båg herred regnes til byens opland. Assens var omgivet af et landdistrikt.

Anlægget af den fynske hovedbane, der formindskede byens opland, såvel som ophøret af den regelmæssige dampskibsforbindelse med Sønderjylland efter krigen i 1864 skadede byen en del, og indbyggertallet aftog ret betydeligt de nærmeste årtier. Fra begyndelsen af 1880'erne begyndte den dog atter at vokse som følge af anlæggelsen af Assens-Tommerup-banen i 1884.

Assens' befolkning var som helhed stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.963 i 1850, 3.262 i 1855, 3.589 i 1860, 3.461 i 1870, 3.196 i 1880, 4.026 i 1890, 4.665 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Assens købstad	2.963	3.262	3.589	3.461	3.196	4.026	4.665
Assens landdistrikt	-	-	-	306	268	278	-
Assens med forstæder	2.963	3.262	3.589	3.461	3.196	4.026	4.665

Ved folketællingen 1870 blev oprettet et landdistrikt, som ved kongelig resolution af 25. september 1894 blev indlemmet i købstaden fra 1. januar 1895.

Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "I industriel Henseende er foruden Brændeviinsbrændingen (Byens Brænderier producerede i 1870 c. 250,000 Potter 80 Brændeviin) i en foreliggende Beretning kun nævnt 1 Jernstøberi med Maskinfabrik, der befkjæftiger 16 Arbeidere, og 2 Meelmøller, ved hvilke der som Hjælpekraft er anbragt Dampmaskinen."

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet blandt andet: Assens Sukkerfabrik (et stort bygningskompleks mod sydvest uden for byen, opført 1883—84 efter tegninger af professor Ove Petersen, tilhørende De Danske Sukkerfabrikker; den producerede årligt 12 à 15 millioner pund sukker; under roekampagnen beskæftigede den omtrent 250, uden for den 70 arbejdere). Sukkerfabrikken havde to roebaner (og en tredje fra Salbrovad) og fire saftstationer tilknyttet. Et svineslagteri (i nærheden af sukkerfabrikken, opført 1883—84 efter tegninger af arkitekt Levy, tilhørende det 1897 oprettede aktieselskab "De danske Svineslagterier" i København), Bayersk- og hvidtølsbryggeri, "Bryggeriet Vestfyen" (et 1885 oprettet aktieselskab, aktiekapital 117.000 kr.; den årlige produktion var omtrent 3.000 td. bayersk og 2.000 td. hvidtøl), Et jernstøberi og maskinfabrik (22 arbejdere), En klædefabrik (14—15 arbejdere), En vand- og dampmølle (Kaals Mølle), En chokoladefabrik, En kødvarefabrik, To kalkværker, En hattefabrik.

Byen fik gasværk i 1855.

I Assens blev udgivet tre aviser: Assens Avis, Assens Amts Avis og Aarup Folkeblad.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Assens købstad	212	24	25	416	1.673	741	157	584	147	42	5	4.026
Assens landdistrikt	32	0	0	23	93	6	47	77	0	0	0	278
Assens med forstæder	244	24	25	439	1.766	747	204	661	147	42	5	4.304

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.645, hvor beskæftigelsen fordelte sig således: 296 ernærede sig ved immateriel virksomhed, 269 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 91 ved fiskeri, 2.246 ved håndværk og industri, 775 ved handel med mere, 508 ved samfærdsel, 252 var aftægtsfolk, 128 levede af offentlig understøttelse og 80 af anden eller uangivet virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Assens indbyggertal svagt stigende:

År	Indbyggere
1921	4.523
1921	4.674
1925	4.829
1930	4.842
1935	4.827
1940	4.602

Ved folketællingen i 1930 er der opregnet følgende erhvervsfordeling: 321 ernærede sig ved immateriel virksomhed, 2.140 ved håndværk og industri, 694 ved handel mm, 466 ved samfærdsel, 201 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 385 ved husgerning, 552 var ude af erhverv mens 83 havde ikke oplyst indkomstkilde

Med indvielsen af Lillebæltsbroen i 1935 mellem Middelfart og Snoghøj mistede Assens sin betydning som knudepunkt for trafikken mellem Fyn og Jylland, og byens udvikling stagnerede i midten af 20. århundrede.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Assens sin stagnerende befolkningsudvikling. I tilknytning til købstaden fremvoksede to forstæder i Gamtofte Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Assens købstad	4.826	5.053	5.012	4.937	5.041
Middelfartvej	-	-	-	101	164
Kildensmindevej	-	-	-	35	51
Assens med forstæder	4.826	5.053	5.012	5.073	5.256

Gamtofte sogn

Gamtofte sogn lå lige nord for Assens og grænsende til købstaden. Det var derfor ikke urimeligt, at en byvækst ville berøre området. Men Assens stagnerende byudvikling bevirkede, at der først i 1960 udviklede sig to små forstadskvarterer med de sigende benævnelser Middelfartvej og Kildensmindevej.

Fåborg

Fåborg havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det sydlige Fyn. Mod syd var oplandet beskåret af Fåborg Bugt, men mod vest, nord og syd kunne hele Salling Herred regnes som byens naturlige opland. Fåborg havde et landdistrikt: Bjørnø, som dog ikke spillede nogen rolle for byudviklingen.

Faaborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.328 i 1850, 2.777 i 1855, 3.120 i 1860, 3.440 i 1870, 3.476 i 1880, 3.677 i 1890, 4.218 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Fåborg købstad	2.328	2.777	3.120	3.440	3.476	3.677	4.218
Fåborg landdistrikt	84	92	101	116	118	102	79
Fåborg med forstæder	2.328	2.777	3.120	3.440	3.476	3.677	4.218

Jernstøbere. Faaborg Jernstøberi, Jens Birkholm, 1905, Berlinische Galerie.

Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af større iudnstrielle Anlæg findes i Byen: 2 Damp-Brændeviinsbrænderier og Gjærfabriker, 2 Jernstøberier og Maskinfabriker, 1 Tobaksfabrik, 1 Bomuldsvæveri samt 3 Skibsbyggerier. Fra det i Byen værende Bogtrykkeri udgives »Faaborg Avis, Salling Herreds Tidende."

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: Dansk Vin- og Konservesfabrik (betydelig produktion af konserves og syltetøjer, landets ældste og største frugtvinfabrik, beskæftigede omtrent 50 arbejdere), bayersk- og hvidtølbryggeriet "Sydfyn" (aktieselskab, oprettet 1898, aktiekapital 90,000 kr.); et stort andelssvineslagteri (beskæftiger 20 mænd og 3 kvinder); 2 cementstensfabrikker (hvoraf den ene beskæftigede omtrent 25 arbejdere og årligt producerede omtrent 700.000 cementtagsten foruden kloakrør og cementfliser), 1 træuldsfabrik; 1 klædefabrik og dampvæveri, 2 uldspinderier, tapetfabrikken "Fiona" (aktieselskab, oprettet 1897, aktiekapital 160.000 kr.); 1 papirfabrik; 1 dampbrænderi (aktieselskab, oprettet 1896, aktiekapital 100.000 kr.), 1 maskinfabrik og jernstøberi, 1 gærfabrik, 1 tobaksfabrik, 1 bomuldsvæveri, 1 skibsbyggeri, 1 fiskerøgeri, 1 savværk, 2 bogtrykkerier m.m.

I Faaborg udgives 2 Aviser: „Faaborg Avis" og „Faaborg Folketidende" (eller „Sydfynsk Dagblad").

I Faaborg afholdtes årligt af markeder: 2. tirsdag i hver måned undtagen juni, juli og august, med levende kreaturer, 1 i februar med heste, 1 i februar og 1 i marts med heste og kvæg, 1 i juni med heste, 1 i oktober med kvæg og får og 1 i november med heste, kvæg og får. Torvedag var hver tirsdag, torsdag og lørdag.

Fiskekutteren "Marna" SG100 i Faaborg Havn.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 309 levede af immateriel virksomhed, 1.545 af håndværk og industri, 900 af handel og omsætning, 190 af søfart, 140 af fiskeri, 114 af jordbrug, 289 af forskellig daglejervirksomhed, 131 af deres midler, 55 nød almisse, og 4 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.346, heraf ernærede 278 sig ved immateriel virksomhed, 95 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 125 ved fiskeri, 2.026 ved håndværk og industri, 976 ved handel med mere, 476 ved samfærdsel, 207 var aftægtsfolk, 120 levede af offentlig understøttelse og 43 af anden eller uangiven virksomhed.

I de seneste år op til århundredeskiftet blev havnen uddybet, så at den der efter for en dels vedkommende havde en dybde af 16—17 fod. (mod i 1837 : l0½ fod). Havnens størrelse var omtrent 40.000, havnepladsens 80.000 kvadratalen, bolværkernes længde omtrent 1.100 alen. Havnevæsenet bestyredes af det af borgmesteren, 2 byrådsmedlemmer og 1 medlem uden for byrådet bestående havneudvalg.

År	1906	1911	1916
Faaborg købstad	4.346	4.318	4.577
Sandegyde (Svanninge sogn)	-	188	234
Faaborg med forstæder	4.346	4.506	4.811

Gennem mellemkrigstiden var Faaborgs indbyggertal stagnerende. I Svanninge Sogn udviklede sig forstaden Sandegyde/Odensevej.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Faaborg købstad	4.690	4.721	4.516	4.547	4.552
Sandegyde	240	401	272	286	281
Odensevej	-	-	139	128	148
Faaborg med forstæder	4.930	5.122	4.927	4.961	4.981

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Faaborg købstad	224	1.638	841	588	332	320	489	84	4.516
Sandegyde	44	84	30	25	9	21	53	6	272
Odensevej	46	38	5	16	5	8	15	6	139
Faaborg med forstæder	314	1.760	876	629	346	349	557	96	4.927

Efter 2. verdenskrig fortsatte Faaborg sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.699 indbyggere i købstaden, i 1950 5.058 indbyggere, i 1955 5.138 indbyggere, i 1960 5.135 indbyggere og i 1965 5.196 indbyggere. Samtidig udviklede forstæderne Sandegyde og Odensevej sig, og et forstadsområde i Diernæs Sogn kom til.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Faaborg købstad	4.699	5.058	5.158	5.135	5.196
Sandegyde	508	539	396	572	793
Odensevej	-	-	142	154	165
Diernæs	-	-	83	79	74
Faaborg med forstæder	5.207	5.597	5.779	5.960	6.228

Svendborg

Svendborg havde en ret gunstig beliggenhed på det sydøstlige Fyn. Byen kunne regne hele Sunds Herred som sit naturlige opland, og dette strakte sig ind i Gudme Herred. Svendborg havde begrænsede byudviklingsmuligheder på egen jord, så byudviklingen strakte sig ind i Tved, Sørup og Sankt Jørgens sogne.

Svendborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 4.556 i 1850, 5.280 i 1855, 5.537 i 1860, 6.421 i 1870, 7.184 i 1880, 8.755 i 1890, 11.543 i 1901, 11.766 i 1906 og 12.667 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Svendborg købstad	4.556	5.280	5.537	6.421	7.184	8.755	11.543
Tved sogn	872	949	976	1.157	1.181	1.105	1.173
Sørup sogn	521	524	610	829	1.181	1.301	1.672
Sankt Jørgens sogn	300	331	333	313	355	847	1.346
Svendborg med forstæder	4.556	5.280	5.537	6.421	7.184	8.755	11.543

Svendborg synes i midten af 1800-tallet at haveværet i en gunstig næringsmæssig stilling, idet byen havde en ret stor oplandshandel, en betydelig skifsfart og fabriksvirksomhed: "17 Brændeviinsbrænderier, der i 1856 have leveret et Educt af 500,800 Potter 8 Graders Brændeviin af c. 7200 Tdr. Sæd, (Brænderiafgiften var i 1856: 22,273 Rd.) Forøvrigt er i det nævnte Aar bearbeidet i 4 Garverier 150 Stk. Vildhuder, 1900 Sik. Qvæg- og Hestehuder, 950 Stk. Kalveskind, 6700 Stk. Faare- og Lammeskind, samt tilvirket 430 Lpd. Liim; i et Saltraffinaderi er af 260 Tons Steensalt udvnndet 2100 Tdr. Kjøkkensalt; i en Farvemølle er udbragt 8000 Pd. forskjellige Farvestoffer og 1600 Potter Linolie; i en Tøifabrik er tilvirket c. 400 Alen heel- og 5000 Alen halvuldne Tøier; i 2 Kalkbrænderier er brændt 2660 Tdr. Steenkalk; i 2 Jernstøberier er forarbeidet 2100 Skpd. Ruejern og gammelt Støbejern. 4 Tobaksfabrikker og 1 Dampsaugemaskine." (Trap, 1 udgave, s. 685)

Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes: Flere Brændeviinsbrænderier, der i 1871 have produceret c. 336,400 Potter 8 Graders Brændeviin af c. 4000 Tdr. Sced (Brændeviinsbrændingsafgiften (incl. Krigsskat) var i 1871: 19,622 Rd.), 1 Saltraffinaderi, 3 Kalkbrænderier, 2 Jernstøberier, 1 Cichoriefabrik, 1 Bajersk-Ølbryggeri og Mineralvandsfabrik, desuden drives, i Forbindelse med Farverier, Fabrikation af ordinaire Klædevarer og andet Uldgods i et ikke ringe Omfang, 2 Uldfpinderier, i hvilke benyttes Maskiner, mange betydelige Garverier og Skindberederier, tildeels i Forbindelse med Liimkogeri."

Allerede i 1890 ernærede næsten halvdelen af byens indbyggere sig ved industri og håndværk. Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 790 levede af immateriel virksomhed, 4.068 af håndværk og industri, 1.886 af handel og omsætning, 592 af søfart, 37 af fiskeri, 233 af jordbrug, 843 af forskellig daglejervirksomhed, 254 af deres midler, 49 nød almisse, og 3 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 11.766, heraf ernærede 815 sig ved immateriel virksomhed, 456 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 21 ved fiskeri, 5.822 ved håndværk og industri, 2.256 ved handel med mere, 1.385 ved samfærdsel, 502 var aftægtsfolk, 297 levede af offentlig understøttelse og 202 af anden eller uangiven virksomhed.

Den økonomiske udvikling stagnerede under 1. verdenskrig, under depressionen i 1930'erne og under 2. verdenskrig.

År	1906	1911	1916
Svendborg købstad	11.766	12.667	12.991
Sankt Jørgens forstad (Sankt Jørgens sogn)	1.046	1.085	1.360
Pasop, Belvedere m.m. (Sørup sogn)	1.032	978	1.068
Pasop, Belvedere m.m. (Sankt Jørgens sogn)	131	258	294
Svendborg med forstæder	11.766	14.988	15.713

Den kraftige befolkningstilvækst fortsatte, dog i mindre tempo end i forrige århundrede: I 1916 havde byen 12.991 indbyggere, i 1921 14.210 indbyggere, i 1925 14.419 indbyggere, i 1930 14.392 indbyggere, i 1935 19.161 indbyggere og i 1940 19.978 indbyggere. I 1931 blev Sørup og Sankt Jørgens kommuner indlemmet i den daværende Svendborg Kommune.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Svendborg købstad	616	5.705	2.488	1.751	1.037	1.171	1.514	110	14.392
Sankt Jørgensbjerg	53	574	189	129	114	143	212	22	1.436
Pasop-Belvedere	62	807	141	138	59	78	162	18	1.460
Tvedvej	34	78	10	5	0	13	22	0	162
Svendborg med forstæder	765	7.164	2.828	2.023	1.210	1.405	1.910	150	17.450

Svendborgsundbroen.

Som i det øvrige Danmark blev velfærdssektoren i Svendborg kraftigt udbygget i efterkrigstiden. Blandt andet blev byens sygehus og gymnasium udvidet.

I 1953 blev rutebilstationen indviet.

I 1960'erne blev byen udvidet med nye boligkvarterer og de gamle erhvervsområder ved havnen blev suppleret med et industrikvarter mod nordvest.

Broen set fra lystbådehavnen

I 1966 blev Svendborgsundbroen indviet. Broen udvidede Svendborgs opland med Tåsinge og Langeland, idet Langelandsbroen var blevet opført allerede i 1962.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Svendborg sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 21.356 indbyggere i købstaden, i 1950 23.069 indbyggere, i 1955 23.766 indbyggere, i 1960 23.892 indbyggere og i 1965 5.196 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden Tvedvej sig, og et forstadsområde, Skovsbostrand i Egense Kommune, kom til.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Svendborg købstad	21.356	23.069	23.766	23.892	23.729
Sankt Jørgensbjerg	-	-	-	-	-
Pasop-Belvedere	-	-	-	-	-
Tvedvej	156	147	188	232	642
Skovsbostrand	-	-	104	116	134
Svendborg med forstæder	21.512	23.216	24.058	24.240	24.505

Sørup-Sankt Jørgen kommune

Sørup-Sankt Jørgen kommune, der omfattede Sørup sogn og Sankt Jørgen sogn, lå lige vest for Svendborg og grænsede op til købstaden. Det var derfor naturligt, at en by- og forstadsvækst ville brede sig til kommunen.

Omkring århundredeskiftet beskrives forholdene i Sørup sogn således: "I Sognet Byerne: Sørup, ved den nordl. Side af Sørup Sø, med Kirke, Dobbeltskole, Friskole, Højskole (opr. 1889), Forsamlingshus (opf. 1896) og Jærnbaneholdeplads; Rødskebølle, ved Odensevejen. Tordengaarde og Belvedere, Huse, Pasop Huse med Maskinfabrik. Fattiggaarden Hannelund (opr. 1867, Plads for 40 Lemmer)." Udviklingen afspejles også af næringsforholdene 1890: "74 levede af immat. Virksomh., 422 af Jordbrug, 13 af Gartneri, 516 af Industri, 43 af Handel, 46 af Skibsfart, 115 af andre Erhv., 38 af deres Midler, og 34 vare under Fattigv." (Trap, 3. udgave, s. 631)

I 1930 var byudviklingen i Sørup-Sankt Jørgen kommune så vidt fremskreden, at forstaden Pasop Belvedere talte 1.460 indbyggere, hvoraf 62 levede af landbrug, 807 af håndværk og industri, 141 af handel, 138 af samfærdsel, 59 af immateriel virksomhed, 73 af husgerning, 162 var ude af erhverv og 18 uangiven. Forstaden Pasop og Sankt Jørgensbjerg talte 1.436 indbyggere, hvoraf 53 levede af landbrug, 574 af håndværk og industri, 189 af handel, 129 af samfærdsel, 114 af immateriel virksomhed, 143 af husgerning, 212 var ude af erhverv og 22 uangiven.

Tved sogn

Tved lå nord for Svendborg.

Næringsforholdene i 1890 afspejler sognets nærhed til købstaden: "34 levede af immat. Virksomh., 606 af Jordbr., 2 af Gartneri, 336 af Industri, 19 af Handel, 11 af Skibsfart, 47 af forsk. Daglejervirks., 42 af deres Midler, og 8 vare under Fattigv." Et teglværk i sognet var i mellemtiden blevet nedlagt.(Trap, 3. udgave, s. 628)

I 1930 var byudviklingen i Tved sogn så vidt fremskreden, at forstaden Tvedvej talte 162 indbyggere, hvoraf 34 levede af landbrug, 78 af håndværk og industri, 10 af handel, 5 af samfærdsel, 0 af immateriel virksomhed, 13 af husgerning, 22 var ude af erhverv og 0 uangiven.

Nyborg

Nyborg havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på Fyns østkyst og som overfartsby over Storebælt. Byen kunne regne hele Vindig Herred som sit naturlige opland, og dette omfattede også dele af Gudme Herred. Nyborg var omgivet af et landsogn, Hjulby Sogn.

Nyborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 3.059 i 1850, 3.565 i 1855, 3.802 i 1860, 4.812 i 1870, 5.402 i 1880, 6.049 i 1890, 7.790 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nyborg købstad	3.059	3.565	3.802	4.812	5.402	6.049	7.790
Nyborg landsogn (Hjulby)	464	474	491	310	297	302	284
Nyborg med forstæder	3.059	3.565	3.802	4.812	5.402	6.049	7.790

Ved kongelig resolution af 12. maj 1898 blev et areal af Avnslev sogn med 64 indbyggere indlemmet i Nyborg købstad fra 1. juli 1898.

Næringslivet omkring midten af 1800-tallet blev beskrevet således: "Af industrielle Anlæg havde Nyborg i 1855 følgende: 2 Skibsbyggerier, 7 Brændeviinsbrænderier; hvoraf 1 dreves ved Damp, Eductet var 153,322 Porter (i 1856: 231,800 Potter), 2 Ølbryggerier, 1 Jernstøberi og 2 Tobaksspinderier." (Trap, 1. udgave, s. 691)

Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg findes i Nyborg: 1 Skibsbyggeri, 4 Damp-Brændeviinsbrænderier, Productet var i 1871: 244,542 Potter (i 1870: 237,000 Potter), 3 Ølbryggerier, 1 Saltkogeri, 1 Kalkbrænderi, 1 Jernstøberi, 1 Tobaksspinderi, 3 Farverier, 1 Uldspinderi, 1 Damp-bageri, 1 Damp-, Veir- og Vandmølle, 1 Saugmølle, 3 Garverier, 1 Fiskerietablissement paa »Østerøen« ved Storebelt og 1 Bogtrykkeri, hvorfra udgives »Nyborg Avis«."

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 skibsbyggeri, 3 ølbryggerier, 1 jernstøberi, 1 dampvæveri, 1 tobaksfabrik, 1 svineslagteri, 1 pølsefabrik, 2 dampvæverier, 1 kalkbrænderi, 1 cikorietørreri, 1 dampvaskeri, 1 ostefabrik, 1 eddike- og sennepsfabrik, DSBs maskinværksted, 1 damp-, vejr- og vandmølle, 3 garverier, 2 dampbagerier, 2 farverier, 1 uldspinderi, 2 bogtrykkerier m.m.

I Nyborg blev ved århundredeskiftet udgivet 2 aviser: "Nyborg Avis" og "Nyborg Dagblad".

I Nyborg blev afholdt årligt 5 markeder: 2 i marts med heste og kvæg, 1 i juni med heste, 1 i oktober med heste, kvæg og får, og 1 i november med kvæg og får. Torvedag hver onsdag og lørdag.; 1., 3. og i indtræffende tilfælde også 5. lørdag i hver måned Torvedag med levende kreaturer.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Nyborg købstad	78	43	122	1.564	1.887	905	203	1.028	173	42	4	6.049
Nyborg landsogn	154	19	10	15	58	4	6	27	9	0	0	302
Aunslev sogn	937	6	196	63	256	21	6	29	42	25	0	1.581
Nyborg med forstæder	1.169	68	328	1.642	2.201	930	228	1.040	224	67	4	7.932

 

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 1.564 levede af immateriel virksomhed (deraf 677 militære), 1.887 af håndværk og industri, 905 af handel og omsætning, 203 af søfart, 122 af fiskeri, 43 af gartneri, 78 af jordbrug, 1.028 af forskellig daglejervirksomhed, 173 af deres midler, 42 nød almisse, og 4 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.922, heraf ernærede 1.137 sig ved immateriel virksomhed, 184 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 203 ved fiskeri, 3.002 ved håndværk og industri, 1.048 ved handel med mere, 1.672 ved samfærdsel, 320 var aftægtsfolk, 256 levede af offentlig understøttelse og 100 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1901	1906	1911	1916
Nyborg købstad	7.228	7.922	8.470	8.646
Dyrehavekvarteret (Avnslev sogn)	344	506	586	623
Dyrehavekvarteret (Hjulby sogn)	-	-	99	133
Nyborg med forstæder	7.228	7.922	9.155	9.402

Gennem mellemkrigstiden var Nyborgs indbyggertal først voksende, siden stagnerende. I Aunslev Sogn og Hjulby Sogn udviklede sig forstaden Dyrehavekvarteret.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Nyborg købstad	8.646	9.507	9.836	9.740	9.479	8.994
Dyrehavekvarteret (Avnslev)	623	561	543	552	627	754
Dyrehavekvarteret (Hjulby)	133	155	164	154	189	201
Nyborg med forstæder	9.402	10.223	10.543	10.446	10.295	9.949

Ved folketællingen i 1930 havde Nyborg 9.740 indbyggere, heraf ernærede 942 sig ved immateriel virksomhed, 3.082 ved håndværk og industri, 1.096 ved handel mm, 2.026 ved samfærdsel, 328 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 655 ved husgerning, 1.441 var ude af erhverv og 170 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Nyborg købstad	328	3.082	1.096	2.026	942	655	1.441	170	9.740
Dyrehavekvarteret (Avnslev)	13	91	100	115	78	57	84	19	552
Dyrehavekvarteret (Hjulby)	23	15	52	28	5	15	14	2	154
Nyborg med forstæder	364	3.188	1.248	2.169	1.025	727	1.539	191	10.446

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nyborg sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 9.559 indbyggere i købstaden, i 1950 10.775 indbyggere, i 1955 11.316 indbyggere, i 1960 11.667 indbyggere og i 1965 11.668 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden Dyrehavekvarteret sig, og forstadsområdet Pilshusekvarteret kom til, i Vindinge Sogn.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nyborg købstad	9.559	10.775	11.316	11.667	11.668
Dyrehavekvarteret (Avnslev)	749	797	866	930	1.130
Dyrehavekvarteret (Hjulby)	208	229	267	251	253
Pilshusekvarteret	-	334	406	529	637
Nyborg med forstæder	10.516	12.135	12.855	13.377	13.688

Hjulby sogn

Nyborg landsogn blev også kaldt Hjulby sogn. Gennem 1800-tallet var befolkningen stagnerende og endnu i 1906 var befolkningens fordeling efter næringsveje: 13 levede af immateriel virksomhed, 153 af landbrug, 10 af fiskeri, 34 af håndværk og fiskeri, 20 af handel, 26 af samfærdsel, 17 af formue, 8 af offentlig understøttelse og 5 af anden og uangiven virksomhed. Tydeligvis var området endnu upåvirket af købstadens nærhed.

Det var i tiden indtil 1920, at en ny forstadsbebyggelse udviklede sig. Omkring 1920 blev forholdene beskrevet således: "Som Forstad (til Nyborg) regnes Dyrehavekvarteret, af hvilket Størstedelen ligger i Avnslev S., Resten i Hjulby S." I 1916 havde den del af Dyrehavekvarteret, der lå i Hjulby sogn, 133 indbyggere.

Forstadsudviklingen fortsatte i mellemkrigtiden: i 1940 havde området 201 indbyggere.

I 1930 var indbyggernes fordeling i forstaden efter næringsveje: 23 levede af landbrug, 15 af håndværk og industri, 52 af handel, 28 af samfærdsel, 5 af immateriel virksomhed, 15 af husgerning, 14 var ude af erhverv og 2 uangiven, ialt 154 indbyggere.

Avnslev sogn

I 1890 var befolkningens fordeling efter sysselsætning: "63 levede af immat. Virksomh., 937 af Jordbrug, 6 af Gartneri, 196 af Fiskeri, 256 af Industri, 21 af Handel, 6 af Skibsfart, 29 af forsk. Daglejervirks., 42 af deres Midler, og 25 vare under Fattigv." I 1906 var fordelingen: 95 levede af immateriel virksomhed, 934 af landbrug, 161 af fiskeri, 307 af håndværk og fiskeri, 90 af handel, 319 af samfærdsel, 87 af formue, 62 af offentlig understøttelse og 25 af anden og uangiven virksomhed.

Forstaden Dyrehavekvarteret havde 344 indbyggere i 1901, 506 i 1906, 586 i 1911 og 623 i 1916.

Forstadsudviklingen fortsatte i mellemkrigtiden: i 1940 havde området 754 indbyggere.

I 1930 var indbyggernes fordeling i forstaden efter næringsveje: 13 levede af landbrug, 91 af håndværk og industri, 100 af handel, 115 af samfærdsel, 78 af immateriel virksomhed, 57 af husgerning, 84 var ude af erhverv og 19 uangiven, ialt 552 indbyggere.

Vindinge sogn

Vindinge sogn blev inddraget i Nyborgs forstadsudvikling, da Dyrehavekvarteret bredte sig over sognegrænsen.

I 1930 var indbyggernes fordeling i forstaden efter næringsveje: 47 levede af landbrug, 66 af håndværk og industri, 29 af handel, 34 af samfærdsel, 67 af immateriel virksomhed, 12 af husgerning, 27 var ude af erhverv og 1 uangiven, ialt 283 indbyggere.

Kerteminde

Kerteminde havde en mindre heldig beliggenhed på det nordøstlige Fyn. Byens opland begrænsede sig til byens nærmeste omgivelser og halvøen Hindsholm, hvis udstrækning var begrænset af Storebælt Odense Fjord, Kjertinge Nor og Kerteminde Fjord. Kerteminde havde plads til sin udvikling på egne jorder.

Kertemindes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.833 i 1850, 1.963 i 1855, 2.148 i 1860, 2.274 i 1870, 2.488 i 1880, 2.471 i 1890, 2.552 i 1901, 2.499 i 1906 og 2.719 i 1911.

Om byens næringsliv omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg har Byen 3 Brændeviinsbrænderier med en aarlig Production af c. 40,000 Potter Brændeviin, et Jernstøberi, en Tobaksfabrik, et Saltraffinaderi, en Gjødningssabrik, et Garveri, et Uldspinderi og 2 Kalkbrænderier. Af Haandværkerne ere Skomagerne meget talrige. For at finde Afscetning for deres Arbeide bringe flere af dem samme omkring til Salg paa Markederne i Fyen."

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring år 1900: to savværker, saltkogeri, jernstøberi, brændevinsbrænderi, to ølbryggerier, mineralvandsfabrik, to kalkovne. koksfabrik og bogtrykkeri. "Kjerteminde Avis" blev udgivet i byen. Der blev årligt afholdt 5 markeder: i februar og juni med heste, i marts og november med heste og kvæg og i oktober med heste, kvæg og får. Torvedag var hver onsdag og lørdag.

Kort over Kerteminde fra 1899

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 154 levede af immateriel virksomhed, 833 af håndværk og industri, 471 af handel og omsætning, 125 af søfart, 385 af fiskeri, 18 af jordbrug, 11 af gartneri, 399 af forskellig daglejervirksomhed, 54 af deres midler, 20 nød almisse, og 1 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.499, heraf ernærede 143 sig ved immateriel virksomhed, 78 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 352 ved fiskeri, 1.081 ved håndværk og industri, 395 ved handel med mere, 224 ved samfærdsel, 99 var aftægtsfolk, 75 levede af offentlig understøttelse og 52 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Kertemindes indbyggertal svagt stigende:

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Kerteminde købstad	2.872	3.068	3.088	3.171	3.206	3.189
Over Kærby Mark	-	-	34	37	123	130
Kerteminde med forstæder	2.872	3.068	3.122	3.208	3.329	3.319

Ved folketællingen i 1930 havde Kertemindes indbyggere følgende erhvervssammensætning:

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Kerteminde købstad	494	1.039	581	217	221	304	302	13	3.171
Over Kærby Mark	0	5	8	16	0	4	4	0	37
Kerteminde med forstæder	494	1.044	589	233	221	308	306	13	3.208

Efter 2. verdenskrig fortsatte Kerteminde sin svage befolkningsudvikling. Samtidig stagnerede forstaden Over Kærby Mark.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Kerteminde købstad	3.588	3.795	3.907	4.024	4.775
Over Kærby Mark	144	65	55	50	45
Kerteminde med forstæder	3.732	3.860	3.962	4.074	4.820

Odense

Odense havde en særdeles gunstig beliggenhed midt på Fyn i bunden af Odense Fjord. Byen var dermed omgivet af et stort og frugtbart opland, og byen var stort set uden konkurrence: mod nordøst af Kerteminde og mod nordvest af Bogense. Odense havde ingen byudviklingsmuligheder på egne jorder, så byudviklingen måtte ske på omgivende jorder, i første række Odense Sankt Hans landdistrikt og Odense Vor Frue landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Odense købstad	11.122	12.932	14.255	16.970	20.804	30.268	40.138
Odense Sankt Knuds landdistrikt	323	351	421	473	941	494	-
Odense Vor Frue landsogn	480	543	575	766	1.000	653	872
Odense Sankt Hans landdistrikt	492	538	573	1.000	1.640	688	2.223
Dalum sogn	567	597	634	761	964	1.255	1.567
Odense med forstæder	3.805	4.338	4.651	5.221	5.893	6.974	8.368

Ved kongelig resolution af 11. juli 1877, 5. oktober 1878, 7. december 1882 og 8. november 1889 blev arealer af Vor Frue sogn, Sankt Hans landdistrikt og Sankt Knuds landdistrikt indlemmede i Odense købstad. Ved kongelig resolution af 6. december 1895 og 14. januar 1897 blev arealer i Sankt Hans landdistrikt indlemmede i Odense. Ved kongelig resolution af 1. juli 1896 blev et areal i Sanderum sogn indlemmet i Odense. Ved kongelig resolution af 7. januar 1901 blev Sankt Knuds landdistrikt indlemmet i Odense fra 1. januar 1901.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Odense købstad	289	344	4	3.559	14.513	5.293	311	4.529	989	403	34	30.268
Sankt Knud landsogn	273	21	0	26	104	35	0	3	24	8	0	494
Sankt Hans landsogn	407	12	0	19	175	29	21	7	6	12	0	688
Vor Frue landsogn	438	17	0	11	144	24	0	5	14	0	0	653
Pårup sogn	659	7	0	36	176	3	1	2	32	20	0	936
Dalum sogn	444	27	0	147	570	18	0	8	25	16	0	1.255
Odense med forstæder	2.510	428	4	3.798	15.682	5.402	333	4.554	1.090	459	34	34.294

År	1906	1911	1916
Odense købstad	40.547	42.237	45.303
Odense Sankt Hans landdistrikt	2.912	4.358	6.242
Fruens Bøge (Dalum sogn)	329	629	2.090
Stige havneby (Lumby sogn)	470	619	593
Nyborgvej (Odense Frue landsogn)	-	-	201
Odense med forstæder	40.547	47.843	54.429

I mellemkrigstiden var ikke blot selve Odense men også dens omegnssogne inde i en kraftig befolkningsudvikling med dertil hørende forstadsvækst, som fortsatte til trods for omfattende indlemmelser i købstaden: i 1932 blev Sankt Hans landdistrikt indlemmet i Odense, og i 1936 blev Vor Frue landsogn indlemmet. Men samtidig havde den fortsatte forstadsudvikling bredt sig til Fruens Bøge, Hjallese, Dalum fabriksby, Tarup i Pårup kommune, Næsby i Allese-Næsbyhoved Broby kommune og endda til Sanderum. I flere af disse forstadsområder lå større industrier som Odense Stålskibsværft, Fyns Konservesfabrik, Fyns Skotøjsfabrik, Odense Stolefabrik (alle beliggende i Sankt Hans landdistrikt) mens en papirfabrik, landbrugsskole og Dalum Kloster lå i Dalum. Hjallese var et blandet bolig- og industriområde, mens Fruens Bøge var et villakvarter.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Odense købstad	49.469	52.376	56.759	76.116	87.521
Odense Sankt Hans landdistrikt	6.905	8.240	10.748	*	*
Fruens Bøge mm (Dalum sogn)	4.641	5.054	5.317	5.814	5.905
Ejby, Nyborgvej mm (Odense Frue landsogn)	954	1.367	1.538	1.800	-
Stige havneby (Lumby sogn)	683	749	767	692	681
Hauge og Anderup by (Lumby sogn)	-	-	592	872	935
Tarup (Pårup sogn)	-	430	895	1.460	1.556
Fåborgvej mm (Sanderum sogn)	-	-	-	160	576
Sanderum Tørvehave (Sanderum sogn)	-	-	-	352	382
Næsby by (Næsbyhoved sogn)	377	488	899	1.388	1.475
Odense med forstæder	63.159	68.694	77.167	87.753	99.031

• angiver at et område er indlemmet i Odense. - angiver at der enten ingen data er, eller at området er blevet medregnet under en anden bebyggelse.

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Odense købstad	923	25.868	11.121	4.304	4.150	4.501	5.312	580	56.759
Odense Sankt Hans landdistrikt	188	6.594	1.463	940	309	549	632	73	10.748
Nyborgvej mm (Odense Frue landsogn)	119	1.005	128	64	41	78	91	12	1.538
Fruens Bøge mm (Dalum sogn)	517	2.755	568	213	505	341	391	27	5.317
Stige havneby (Lumby sogn)	185	341	37	59	8	57	78	7	767
Hauge og Anderup by (Lumby sogn)	322	120	22	9	6	41	65	7	592
Tarup (Pårup sogn)	54	458	158	71	39	48	47	20	895
Fåborgvej mm (Sanderum sogn)	1.020	556	105	73	26	62	132	12	1.986
Næsby by (Næsbyhoved sogn)	19	595	106	83	10	32	50	4	899
Odense med forstæder	3.347	38.292	13.708	5.816	5.094	5.709	6.798	742	79.501

I efterkrigstiden fortsatte Odense sin forstadsudvikling.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Odense købstad	92.436	100.940	105.915	111.145	107.531
Dalum kommune	6.186	7.464	8.719	11.093	12.257
Hauge og Anderup by (Lumby sogn)	435	477	517	526	543
Tarup (Pårup sogn)	1.590	1.825	1.932	2.027	4.145
Fåborgvej mm (Sanderum sogn)	203	269	313	263	-
Sanderum Tørvehave (Sanderum sogn)	339	359	324	328	410
Rikkesmindekvarteret (Sanderum sogn)	-	-	233	1.166	3.328
Næsby by (Næsbyhoved sogn)	1.550	1.723	2.005	2.660	4.753
Sletten landevej mm (Allese-Næsbyhoved Broby)	-	-	45	60	11
Odense med forstæder	103.107	113.484	120.570	129.833	132.978

Omkring 1960 var det muligt at udskille en række zoner i tilknytning til Odense:
1. den historiske købstad med byens handelsmæssige og administrative centrum og en faldende befolkning
2. de ældre forstæder (før 2. verdenskrig) med en blanding af boliger og industri, især i tilknytning til havnen. Disse områder blev med tiden indlemmede i købstaden: Sankt Knud landdistrikt i 1901, Sankt Hans sogns landdistrikt og Vor Frue landsogn i 1930-erne
3. Dalum sogn, hvis byudvikling var indtruffet allerede før århundredeskiftet omkring stedlige industrier, og som længe havde præg af en satellitbebyggelse til Odense, men som under indtryk af den fremad skridende byvækst og forstadsudvikling efterhånden opslugte bebyggelsen
4. yngre forstæder (fortrinsvis udviklede efter 2. verdenskrig).

Odense Sankt Hans sogns landdistrikt

Landdistriktet lå nord for Odense ud mod Odense Fjord. Endnu omkring midten af 1800-tallet synes en byudvikling ikke at være skete trods dels Skibhusenes betydning for Odenses søfart dels en begyndende industriel udvikling: "Indvaanere: 538. Jordbrug er Hovederhverv. I Skibhusene boe endeel Sømænd. Her er ogsaa et Skibs- og Baadebyggeri, hvorfra er leveret flere større Skibe. Trende Kalkbrænderier, hvorfra leveres c. 8000 Tdr. Kalk aarlig. En Oliemølle." (Trap 1 udgave, s. 592)

Landdistriktets inddragelse til forstadsudvikling skete især fra århundredeskiftet og frem til slutningen af 1. verdenskrig. I dette tidsrum oprettedes en række virksomheder, således Odense Stålskibsværft i 1918, A/S Fyns Konservesfabrik i 1907, A/S Fyns Skotøjsfabrik i 1906, A/S Odense Cement-, Rør- og Tagstensfabrik i 1900, A/S Odense Stolefabrik, 1 møbelfabrik, 1 oliefabrik, 1 blikvarefabrik, 2 bogtrykkerier. Mange butiksdrivende slog sig ned og der skete en omfattende villabebyggelse.

Sankt Hans sogns landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse ved århundredeskiftet afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 2.912 indbyggere ernærede 98 sig af immateriel virksomhed, 320 af landbrug m.v., 12 af fiskeri, 1.747 af håndværk og industri, 276 af handel og omsætning, 327 af samfærdsel, 60 af formue, 37 af offentlig understøttelse, 35 af anden og uangiven virksomhed.

I 1911 omfattede forstadsbebyggelsen 4.358 indbyggere, hvoraf 192 levede af landbrug, 2.446 af håndværk og industri, 756 af handel, 561 af samfærdsel og 111 var rentenydere.

I 1930 var befolkningen vokset til 10.748, hvoraf 188 levede af landbrug, 6.594 af håndværk og industri, 1.463 af handel, 940 af samfærdsel, 309 af immateriel virksomhed, 549 af husgerning, 632 var ude af erhverv og 73 uangiven.

Landdistriktet blev indlemmet i Odense pr. 1. april 1932.

Odense Frue landsogn

Landsognet lå øst for Odense og grænsede op til købstaden. Endnu omkring midten af 1800-tallet synes ikke at være sket nogen forstadsudvikling, omend en begyndende industrialisering antydes: "Indvaanere: 543. Jordbrug er Hovederhvervet. Paa Sognets Grund ligger en Oliemølle, en Hvedestivelfefabrik, en Vatfabrik og et Orgelbyggeri." (trap, 1 udgave, s. 591)

Landsognets inddragelse skete ved etablering af en række virksomheder frem til omkring 1920, blandt andet et andelsmejeri oprettet 1893, kirke, præstegård, skole, forsamlingshus, afholdshotel, flere købmandshandler, brugsforening, teglværk samt Fyns Kaffesurrogat- og Cikoriefabrik oprettet 1911.

Odense Frue landsogns inddragelse til forstadsbebyggelse ved århundredeskiftet afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 943 indbyggere ernærede 20 sig af immateriel virksomhed, 412 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 363 af håndværk og industri, 50 af handel og omsætning, 25 af samfærdsel, 35 af formue, 35 af offentlig understøttelse, 3 af anden og uangiven virksomhed.

I landsognet udviklede Ejby og Nyborgvej sig til en forstad til Odense, i 1911 med 400 indbyggere, hvoraf 87 levede af landbrug, 175 af håndværk og industri, 50 af handel, 10 af samfærdsel; i 1921 var indbyggertallet vokset til 954 indbyggere.

I 1930 var forstaden Ejby og Nyborgvej vokset til 1.538 indbyggere, hvoraf 119 levede af landbrug, 1.005 af håndværk og industri, 128 af handel, 64 af samfærdsel, 41 af immateriel virksomhed, 78 af husgerning, 91 var ude af erhverv og 12 uangiven.

Landsognet blev indlemmet i Odense pr. 1. april 1936.

Dalum

Christen Kold havde i 1851 oprettet Ryslinge Højskole, men på grund af pladsmangel flyttede han den til Dalby ved Kerteminde i 1853, og i 1862 flyttede han den til Dalum. Dalum Landbrugsskole blev i 1886 grundlagt i højskolens bygninger. I 1889 blev navnet ændret til Dalum Landbrugs- og Mejeriskole, idet der også blev oprettet mejeriskole. Dalum Landbrugsskole havde den 1. januar 1899 123 lærlinge og et tilliggende af 78 tønder land.

Dalum Papirfabrik startede sin virksomhed lige ved Odense Å i januar 1875. Den var Danmarks største papirfabrik. Dens jordtilliggende af omtrent 22½ tønde land, hvoraf 13 td. land var bortforpagtede, de øvrige optaget af fabriksbygninger, funktionærboliger, haver m.m. Fabrikken blev drevet ved 260 hk dampkraft og to vandturbiner samt beskæftigede omkring 180 arbejdere og funktionærer. Ved Landevejen oven for Dalum Bro lå Dalum Mølle og en større samling af arbejderboliger. Endnu omkring år 1900 udgjorde fabriksbyen et særskilt samfund.

Dalum sogns inddragelse til forstadsbebyggelse ved århundredeskiftet afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.761 indbyggere ernærede 237 sig af immateriel virksomhed, 452 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 800 af håndværk og industri, 70 af handel og omsætning, 80 af samfærdsel, 51 af formue, 55 af offentlig understøttelse, 16 af anden og uangiven virksomhed.

Dalum Billetsalgssted.

Dalum fik billetsalgssted på Odense-Nørre Broby-Faaborg Jernbane (1906-1954) øst for Hjallese. Dalum billetsalgssted er tegnet af arkitekten Emanuel Monberg. Bygningen er bevaret på Hjallesegade 2. Den ligner ikke banens øvrige stationer, fordi den var opført som ledvogterhus, men der var billetsalg fra banens start. Papirfabrikken, som var en af banens største kunder, havde industrispor fra Fruens Bøge Station, der også ligger i Dalum Sogn – her grenede Brobybanen fra Svendborgbanen.

Det blev i Fruens Bøge - ikke i Hjallese - at byudviklingen gik hurtigst. Her udviklede sig efterhånden et boligområde i kraft af omfattende udstykninger fra Kristiansdal Hovedgård. I 1906 havde Fruens Bøge 329 indbyggere, i 1911 629 indbyggere, i 1916 2.090 indbyggere, i 1921 2.628 indbyggere, i 1925 2.985 indbyggere. Til sammenligning havde Dalum Fabriksby i 1906 475 indbyggere, i 1911 484 indbyggere, i 1916 505 indbyggere, i 1921 563 indbyggere og i 1925 595 indbyggere. Hjallese by havde i 1906 294 indbyggere, i 1911 370 indbyggere, i 1916 597 indbyggere, i 1921 1.089 indbyggere og i 1925 1.106 indbyggere. Samlet havde Dalum kommune i 1925 5.054 indbyggere. Dette voksede til 5.317 indbyggere i 1930, 5.814 indbyggere i 1935, 5.905 indbyggere i 1940, 6.186 indbyggere i 1945, 7.464 indbyggere i 1950, 8.719 indbyggere i 1955 og 11.093 indbyggere i 1960. Endnu i 1925 talte de tre bysamfund kun 92,7% af kommunens indbyggere, men fra 1930 blev hele kommunen regnet som forstad til Odense.

I 1930, hvor hele sognet blev regnet som forstad til Odense, havde Dalum 5.317 indbyggere, hvoraf 517 levede af landbrug m.v., 2.755 af industri og håndværk, 568 af handel og omsætning, 213 af transport, 505 af immaterial virksomhed, 341 af husgerning, 391 var ude af erhverv og 27 ikke havde oplyst levevej.

I 1950 havde Dalum 7.464 indbyggere fordelt på 2.222 husstande, efter næringsveje fordelt således: 403 levede af landbrug m.v., 4.034 af håndværk og industri, 1.121 af handel og omsætning, 354 af transport, 632 af administration og liberale erhverv, 803 af aldersrente, formue, pension og lignende, mens 117 ikke havde oplyst erhverv.

Fruens Bøge

Fruens Bøge var Odense Kommunes første skov, købt i 1875 fra Christiansdal herregård (i dag Dalum Kloster). Allerede i begyndelsen af 1800-tallet blev skoven dog benyttet af byens finere borgerskab som dannede "Foreningen i Fruens Bøge", også kaldt "Skovforeningen", der arrangerede søndagskovture med dans i det daværende traktørsted Skovhuset. Skoven blev bl.a. erhvervet for at give byens ca. 20.000 borgere bedre adgang til stedet og blev efter indstilling fra en forskønnelseskomité, som var nedsat af bystyret, købt for en pris på 53.000 kr. Det blev begyndelsen på det stinet, som i dag løber langs hele Odense Å. Skovområdet var reelt lukket for alle andre end Skovforeningen og blev i realiteten først åbnet for alle andre engang oppe i 1930'erne.

Formålet med skoven var formodentlig at skabe en skov efter romantikkens idealer og der var tydeligt, med de slyngede stier og bygningerne i bindingsværk og mursten med udskårne bjæleender, med forbilleder i Charlottenlund og Dyrehaven nord for København.

I begyndelsen af 1800-tallet gik ruten via markvejen gennem Hunderup og Hunderupbøndernes skov eller alternativt via Heden. I 1876 blev jernbanen mellem Odense og Svendborg indviet og dermed også Fruens Bøge Station. De fine skovgæster begyndte dog i stedet at sejle med Aaafarten. Først med dampskib og senere med motorskib til Sorgenfri.

Skovlyst lå ud til Skovalleen, der hvor der i dag er parkeringsplads. Det var et fornemt sted med et lille orkester, der spillede til eftermiddagskaffen med tilhørende konditorkager.

Røde Hus lå ud til Skovallen tættere på jernbaneoverskæringen. Det var et mere folkeligt sted med skydebane og lykkehjul. Det blev revet ned i 1960'erne.

Skovforeningens Skovpavillion lå midt i skoven, hvor der i dag findes en stor åben naturlegeplads. Stedet var bygget med en stor danseestrade og balkon med plads til danseorkestret. Her var tjenestefolk forment adgang, og man skulle have medlemskort for at komme ind. Først i 1905 kunne folk i andre samfundsklasser besøge stedet. Pavillionen havde eget elværk i et lille rødstenet hus som lå ved vestbreden af skovsøen.

Sorgenfri lå ved Sorgenfribækkens udløb, tæt ved åfartens endstation. Stedet havde sin storhedstid i mellemkrigsårene, hvor den især var tilholdssted for arbejderne. Stedet blev revet ned i 1965.

Fruens Bøge Station.

Fruens Bøge villakvarter opstod i tilknytning til Dalum Papirfabrik i Dalum. I 1906 anlagdes Odense-Nørre Broby-Faaborg Jernbane med station ved Fruens Bøge, der indtil da havde været et rent landområde. Papirfabrikken, som hurtigt blev en af banens største kunder, fik et industrispor fra Fruens Bøge Station, hvor også Brobybanen grenede fra Svendborgbanen.

Det blev i Fruens Bøge - ikke i Hjallese sydøst for Dalum, hvor der ligeledes kom en station - at byudviklingen gik hurtigst. Her udviklede sig efterhånden et boligområde i kraft af omfattende udstykninger fra Kristiansdal Hovedgård. I 1906 havde Fruens Bøge 329 indbyggere, i 1911 629 indbyggere, i 1916 2.090 indbyggere, i 1921 2.628 indbyggere, i 1925 2.985 indbyggere. Til sammenligning havde Dalum Fabriksby i 1906 475 indbyggere, i 1911 484 indbyggere, i 1916 505 indbyggere, i 1921 563 indbyggere og i 1925 595 indbyggere. Hjallelse by havde i 1906 294 indbyggere, i 1911 370 indbyggere, i 1916 597 indbyggere, i 1921 1.089 indbyggere og i 1925 1.106 indbyggere. Samlet havde Dalum kommune i 1925 5.054 indbyggere. Dette voksede til 5.317 indbyggere i 1930, 5.814 indbyggere i 1935, 5.905 indbyggere i 1940, 6.186 indbyggere i 1945, 7.464 indbyggere i 1950, 8.719 indbyggere i 1955 og 11.093 indbyggere i 1960. Endnu i 1925 talte de tre bysamfund kun 92,7% af kommunens indbyggere, men fra 1930 blev hele kommunen regnet som forstad til Odense.

Hjallese

Dalum Station / Hjallese jernbaneholdeplads.

Omkring 1900 havde Hjallese dobbeltskole, andelsmejeri og jernbaneholdeplads.

I Dalum blev i 1875 oprettet Dalum Papirfabrik, men trods nærheden fik Hjallese i begyndelsen kun ringe andel i den dertil knyttede byudvikling. Hjallese by havde i 1906 294 indbyggere, i 1911 370 indbyggere, hvoraf 98 levede af landbrug, 140 af håndværk og industri, 38 afhandel, 18 af samfærdsel, i 1916 597 indbyggere, i 1921 1.089 indbyggere og i 1925 1.106 indbyggere.

I stedet blev det Fruens Bøge, der i første omgang udviklede sig: i 1911 havde kvarteret 629 indbyggere, hvoraf 46 levede af handel, 401 af håndværk og industri, 62 af handel, 23 af samfærdsel, i 1921 2.628 indbyggere og i 1925 havde 2.985 indbyggere og med cementvarefabrik, plovfabrik, købmandshandler, jernbane og telegrafstation, postekspedition, lystskov med pavillion.

Samlet havde Dalum kommune i 1925 5.054 indbyggere. Dette voksede til 5.317 indbyggere i 1930, 5.814 indbyggere i 1935, 5.905 indbyggere i 1940, 6.186 indbyggere i 1945, 7.464 indbyggere i 1950, 8.719 indbyggere i 1955 og 11.093 indbyggere i 1960. Endnu i 1925 talte de tre bysamfund i kommunen, Fruens Bøge villakvarter, Dalum Fabriksby og Hjallese by, kun 92,7% af kommunens indbyggere, men fra 1930 blev hele kommunen regnet som forstad til Odense.

Dalum Sogn blev i 1909 selvstændig kommune.

Pårup

Pårup sogns inddragelse til forstadsbebyggelse var endnu ved århundredeskiftet beskeden, hvilket afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 889 indbyggere ernærede 22 sig af immateriel virksomhed, 587 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 178 af håndværk og industri, 38 af handel og omsætning, 1 af samfærdsel, 42 af formue, 17 af offentlig understøttelse, 4 af anden og uangiven virksomhed.

I 1930 var by- og forstadsudviklingen så vidt fremskreden, at forstaden Turup (eller Snapind) havde 895 indbyggere, hvoraf 54 levede af landbrug, 458 af håndværk og industri, 158 af handel, 71 af samfærdsel, 39 af immateriel virksomhed, 48 af husgerning, 47 var ude af erhverv og 20 uangiven.

Næsbyhoved-Broby sogn

Sognet lå vest for Odense men grænsede ikke op til købstaden. Alligevel gjorde denne sig svagt gældende allerede i midten af 1800-tallet: "Judvaaneret 698. Jordbrug samt Tørveproduction er Hovederhverv; i Næsbyhoved-Broby er en Gartner, som afscetter Haveproducter til Odense." (Trap, 1. udgave, s. 594)

Bellinge

Bellinge havde station på Odense-Nørre Broby-Faaborg Jernbane (1906-1954). Stationen blev anlagt 1 km sydøst for den gamle landsby, øst for åen.

Bellinge sogns inddragelse til forstadsbebyggelse var endnu ved århundredeskiftet beskeden, hvilket afspejlede sig i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 680 indbyggere ernærede 28 sig af immateriel virksomhed, 433 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 155 af håndværk og industri, 20 af handel og omsætning, 0 af samfærdsel, 24 af formue, 17 af offentlig understøttelse, 3 af anden og uangiven virksomhed.

Bellinge blev påvirket af Odenses byudvikling omkring 1960: byen havde i 1960 kun 359 indbyggere, men 1.124 i 1965.

Bogense

Bogense havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det nordvestlige Fyn med det meste af Skovby Herred som sit naturlige opland. Men byen lå noget afsides i forhold til færdselsforbindelser, og dette måtte hæmme dens udvikling. Byen havde plads til byudvikling på egne jorder.

Bogenses befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.497 i 1850, 1.709 i 1855, 1.899 i 1860, 1.931 i 1870, 1.917 i 1880, 1.904 i 1890, 2.168 i 1901, 2.448 i 1906 og 2.747 i 1911.

Om byen næringsliv omkring 1870 hed det: "et Jernstøberi, der beskjæftiger 16 Arbeidere, en Tobaksfabrik, der beskjæftiger 5 Personer, 2 Garverier, et Kalkbrænderi og 9 Brændeviinsbrænderier, der levere c. 200,000 Potter Brændeviin aarlig. Paa Byens Grund ligge 2 Veirmøller, hvoraf den ene tillige har Dampkraft."

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 garverier, 5 skindberederier, 3 træskærerier, 2 cementtagstensfabrikker, 1 andelssvineslagteri, 1 andelsmejeri og 1 bogtrykkeri.

I Bogense blev udgivet een avis: "Bogense Avis".

I Bogense afholdtes årligt 7 markeder, 1 i Februar og 1 i juni, heste, 2 i marts og 1 i maj, heste og kvæg, 1 i november kvæg og får, og 1 i december, kreaturer. Torvedag hver torsdag, med levende kreaturer 1. torsdag i hver måned.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 214 levede af immateriel virksomhed, 776 af håndværk og industri, 363 af handel og omsætning, 62 af søfart, 11 af fiskeri, 165 af jordbrug, 13 af gartneri, 185 af forskellig daglejervirksomhed., 86 af deres midler, og 29 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.448, heraf ernærede 165 sig ved immateriel virksomhed, 257 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 85 ved fiskeri, 1.121 ved håndværk og industri, 432 ved handel med mere, 202 ved samfærdsel, 117 var aftægtsfolk, 50 levede af offentlig understøttelse og 19 af anden eller uangiven virksomhed.

Havnen blev udvidet i 1874 og 1894, og der blev etableret et skibsværft og forskellige mindre virksomheder.

I 1882 fik Bogense endestation på Nordfyenske Jernbane – også kaldet Bogensebanen – til Odense via Otterup. Stationen havde vandkran, drejeskive, remise og værksteder. Banen fortsatte et par hundrede meter som havnebane til et havnespor på nordkajen. I 1911 fik byen endnu en jernbaneforbindelse, idet Nordvestfyenske Jernbane mellem Odense og Middelfart havde en sidebane til Bogense fra knudepunktet Brenderup.

Jernbanen fik stor betydning for byens vækst i starten af 1900-tallet. Byen fik elektricitetsværk, gasværk, jernstøberi, teglværk, slagtehus og mejeri.

Gennem mellemkrigstiden var Bogenses indbyggertal svagt stigende: i 1916 2.707, i 1921 2.852, i 1925 2.857, i 1930 2.846, i 1935 3.022, i 1940 2.928 indbyggere.

Ved folketællingen i 1930 havde Bogense 2.550 indbyggere, heraf ernærede 167 sig ved immateriel virksomhed, 916 ved håndværk og industri, 372 ved handel mm, 273 ved samfærdsel, 330 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 229 ved husgerning, 243 var ude af erhverv og 20 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Bogense sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.029 indbyggere i købstaden, i 1950 3.133 indbyggere, i 1955 3.131 indbyggere, i 1960 2.968 indbyggere og i 1965 2.925 indbyggere.

Både Bogensebanen og Brenderupbanen blev nedlagt 1. april 1966.

Middelfart

Middelfart havde en forholdsvis ugunstig beliggenhed på de vestlige Fyn. Byens begrænsede opland var mod nord, vest og syd afgrænset af Lillebælt; derimod kunne den regne Vends Herred som sit naturlige opland.

Middelfarts befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.633 i 1850, 1.840 i 1855, 2.123 i 1860, 2.336 i 1870, 2.345 i 1880, 3.078 i 1890, 4.469 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Middelfart købstad	1.633	1.840	2.123	2.336	2.345	3.078	4.469
Middelfart landdistrikt	245	223	223	249	265	241	235
Middelfart med forstæder	1.633	1.840	2.123	2.336	2.345	3.078	4.469

Frem til 1860’erne er færgedriften hovednerven for byens liv. Fiskeri, blandt andet efter marsvin, er dog også vigtige erhverv. Byen kom først rigtigt i vækst igen efter at sindssygehospitalet stod færdigt i 1888, og med den begyndende industrialisering.

Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg findes 5 Brændeviinsbrænderier med et aarligt Product af c. 100,000 Potter, 2 Tobaksfabrikker, et Jernstøberi, et Eddikebryggeri og et Billedskjæreri."

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik (der beskæftigede omtrent 100 arbejdere), 2 tobaksfabrikker, 2 brændevinsbrænderier, 1 farveri og "Nordiske Kabel- og Traadfabrikker“ (et i 1898 oprettet aktieselskab, Aktiekapital 750.000 Kr.).

I Middelfart blev afholdt 7 markeder: 1 i februar, 2 i marts, 1 i april, 1 i juli og 1 i september, alle med heste og kvæg, 1 i november med kvæg og får. Der var torvedag hver tirsdag og fredag, 1. tirsdag i hver måned med levende kreaturer.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Middelfart købstad	74	40	122	302	921	445	187	556	65	17	349	3.078
Middelfart landsogn	121	0	10	25	15	8	6	51	5	0	0	241
Middelfart med forstæder	195	40	132	327	936	453	193	607	70	17	349	3.319

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.162, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 152 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 104 ved fiskeri, 2.491 ved håndværk og industri, 594 ved handel med mere, 378 ved samfærdsel, 174 var aftægtsfolk, 853 levede af offentlig understøttelse og 44 af anden eller uangiven virksomhed.

I Middelfart blev udgivet tre aviser: Middelfart Avis, Middelfart Dagblad og Middelfart Venstreblad, hvor sidstnævnte blev trykt i Svendborg.

Gennem mellemkrigstiden var Middelfarts indbyggertal svagt stigende, og samtidig voksede to forstæder frem, Nytofte i Kavslunde Sogn og Staurby Strand i Vejlby Sogn.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Middelfart købstad	6.079	6.870	7.073	7.480	8.219	7.841
Nytofte	-	-	211	195	211	432
Stavrby Strand	-	-	-	-	159	278
Middelfart med forstæder	6.079	6.870	7.284	7.675	8.589	8.551

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Middelfart købstad	325	3.416	696	588	623	437	1.302	93	7.480
Nytofte	40	80	5	33	6	6	22	3	195
Middelfart med forstæder	365	3.496	701	621	629	443	1.324	96	7.675

Fra 1925 til 1935 blev der bygget en fast forbindelse mellem Fyn og Jylland. Det var ingen let sag, idet havbundsforholdene ud for Middelfart og Snoghøj ikke var de letteste at opføre så stort et bygningsværk på, men i 1935 stod Lillebæltsbroen færdig. Med den faste forbindelse mistede færgebyen Strib sin betydning, og den største udvikling kom nu til at foregå i Middelfart i det 20. århundrede. Byen lå ved den centrale Hovedvej 1 mellem Øst- og Vestdanmark, og stationen blev et stop på en jernbaneforbindelse, mange tusinde danskere benyttede årligt.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Middelfart sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 8.089 indbyggere i købstaden, i 1950 8.711 indbyggere, i 1955 8.883 indbyggere, i 1960 8.801 indbyggere og i 1965 9.057 indbyggere. Af stor betydning for købstadens befolkningsudvikling var det, at forstaden Stavrby Strand voksede sammen med havnebyen Strib i 1955.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Middelfart købstad	8.089	8.711	8.883	8.801	9.057
Nytofte	492	461	548	578	920
Stavrby Strand	283	314	-	-	-
Strib mm	(1.359)	(1.570)	2.000	2.332	2.466
Middelfart med forstæder	8.864	9.486	11.431	11.711	12.443

Kolding

Kolding havde en fordelagtig beliggenhed i bunden af Kolding Fjord. Byen var dermed omgivet af et stort of frugtbart opland i næsten alle retninger. Byen var omgivet af et landdistrikt med markjorder egnede for byudvikling.

Koldings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.865 i 1850, 3.476 i 1855, 3.978 i 1860, 5.400 i 1870, 7.141 i 1880, 9.658 i 1890, 12.516 i 1901. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i landdistriktet.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Kolding købstad	2.863	3.476	3.978	5.400	7.141	9.658	12.516
Kolding landdistrikt	71	109	143	122	223	376	817
Kolding med forstæder	2.863	3.476	3.978	5.400	7.141	9.658	12.516

Området nord for Koldinghus med Låsbygade i centrum var indtil 1870 handelsknudepunkt pga. byens status som toldstation. Det flyttede sidenhen til havneområdet, da banegården for landstrafik blev anlagt der. Den store eksport trak en lang række andre virksomheder og arbejdere til, og indbyggertallet voksede hurtigt, og området syd for åen blev for alvor bebygget. Selve havnen blev en af de største i landet pga. eksport af især levende kreaturer.

Om næringslivet omkring 1855 hed det: "I Kolding og i sammes District findes følgende industrielle Anlæg: 2 Dampbrænderier og 3 almindelige Brænderier, hvis Production i 1858 angives til 244,167 Potter Brændeviin; 1 Cindersfabrik, der i 1858 har produceret 2600 Tdr.; 5 Garverier, der i 1858 have fabrikeret 30,600 Pd. Læder; 2 Jernstøberier, der drives ved Dampkraft, beskjæftige 13 Arbeidere og i 1858 have produceret 120,000 Pd. Støbegods, 2 Kalkbrænderier, som i 1858 have produceret 3400 Tdr. Kalk, 1 Saltraffinaderi, der i 1858 har produceret 1600 Tdr. Salt; 1 Sukkerraffinaderi, som i 1858 har produceret 8000 Pd. Candis, 6000 Pd. Puddersukker, 2000 Pd. Melis og 4000 Pd. Sirup; 1 Sæbesyderi, der i 1858 har produceret 70 Tdr. grøn Sæbe, 3 Teglværker, der i 1858 have fabrikeret 132,000 Stk. Muursteen, 15,0()0 Sik. Tagsteen og 850,000 Stk. Drainrør; 2 Tobaksfabrikker, der beskjæftige 29 Arbeidere og i 1859 have fabrikeret 40,000 Pd. Tobak; 2 Ølbryggerier, der i 1858 have brygget 2790 Tdr. Øl."

Om næringslivet omkring 1870 hed det: "J Kolding og i sammes District findes følgende industrielle Anlæg: 3 Dampbrænderier, hvis Production i 1874 angives til 198,000 Potter Brændeviin, 1 Tobaksfabrik, 2 Jernstøberier, 1 Mineralvandsfabrik, 1 Uldspinderi og Karteri, 2 Ølbryggerier, 2 Kalkværker, 2 Teglværker, samt Slotsmøllens Anlæg for Beenmeelsfabrikation, hvormed er forbundet et Bageri og et Ølbryggeri."

Borgerne fik vandværk i 1886, og i 1898 byggedes elektricitetsværket, der skulle forsyne byens nu 10.000 indbyggere. Samme år fik byen sin første private jernbane til oplandet og flere jernbaner fulgte.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Const. Hansen & Schrøders Maskinfabrik (anlagt 1888, 1896 overgået til et aktieselskab, aktiekapital 75.000 kr.; ca. 65 arbejdere), Leneth & Søns Maskinfabrik (anlagt 1853), A. L. Johansen & Søns Savskæreri og Møbelfabrik (anlagt 1855), flere tobaksfabrikker, deriblandt S.W. Bruuns Tobaksfabrikker (anlagt 1873, 1897 overgået til et aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), Brødrene Volkerts Dampvæveri og Klædefabrik, Slotsmøllens Fabrikker (øst for byen ved Fredericiavejen, ølbryggeri og maltgøreri, et 1872 oprettet aktieselskab, aktiekapital 300.000 kr.), Fællesforeningen for Danmarks Forbrugsforeninger (et 1896 oprettet aktieselskab, aktiekapital 150.000 kr.), Kaalunds Sæbefabrik, Kolding Damp-, Tegl- og Kalkværker (drev tillige høvle- og savværksvirksomhed), Kolding Aktieteglværk (oprettet 1900, aktiekapital 150.000 kr.), Sydjydsk Korn- og Foderstofkompagni (oprettet 1900), en 1899 oprettet saftstation syd for byen tilhørende "De danske Sukkerfabrikker" til forsyning af fabrikken i Assens, desuden 1 andelssvineslagteri med eksportslagteri, 1 andelsmejeri, 1 mineralvandsfabrik, flere farverier og garverier, samt det i 1896 oprettede aktieselskab "Forenede sydjyske Telefonselskaber" (aktiekapital 300.000 kr.), og det i 1894 oprettede aktieselskab "Kolding Fjords Dampskibsselskab" (aktiekapital 137.000 kr.), Det danske Petroleumsselskab byggede flere cisterner til direkte import. Byen havde 5 bogtrykkerier.

I Kolding afholdtes følgende markeder: hver tirsdag med kreaturer, navnlig til eksport, 1 i januar, 3 i februar og 3 i marts med heste, 1 i april, 1 i maj, 1 i juli, 1 i september og 1 i oktober med heste og kreaturer. Torvedag var hver tirsdag og fredag.

I Kolding blev udgivet 4 aviser: "Kolding Avis", "Kolding Folkeblad", "Sydjylland" og "Kolding Socialdemokrat".

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Kolding købstad	219	2	60	747	3.859	2.439	78	1.720	413	121	0	9.658
Kolding landsogn	63	13	9	46	98	61	0	68	18	0	0	376
Kolding med forstæder	282	15	69	793	3.957	2.500	78	1.788	431	121	0	10.034

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 13.451, heraf ernærede 675 sig ved immateriel virksomhed, 340 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 58 ved fiskeri, 7.247 ved håndværk og industri, 2.791 ved handel med mere, 1.062 ved samfærdsel, 702 var aftægtsfolk, 354 levede af offentlig understøttelse og 222 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Kolding købstad	13.451	14.219	15.037
Kolding købstads landdistrikt	950	1.190	1.638
Sønder Vang (Seest sogn)	-	198	93
Sønder Vang (Vonsild sogn)	-	562	910
Munkensdam (Seest sogn)	-	467	784
Kolding med forstæder	13.451	16.636	18.462

Gennem mellemkrigstiden var Koldings indbyggertal voksende, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Munkensdam, Seest og Sønder Vang i Hover Kommune og Sønder Vang og Bramdrup villakvarter i Vonsild Kommune. Den 1. april 1930 blev byens forstæder indlemmede i købstaden.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Kolding købstad	15.037	17.165	16.745	21.959	23.520	25.335
Kolding købstads landdistrikt	1.359	1.393	1.588	-	-	-
Munkensdam	784	622	476	-	-	-
Seest	-	-	696	-	-	-
Sønder Vang	93	93	314	-	-	-
Sønder Vang (Vonsild)	910	937	1.240	-	-	-
Bramdrup villakvarter	-	361	411	-	-	-
Kolding med forstæder	18.183	20.571	21.470	21.959	23.520	25.335

Ved folketællingen i 1930 havde Kolding 21.959 indbyggere, heraf ernærede 1.445 sig ved immateriel virksomhed, 9.204 ved håndværk og industri, 4.261 ved handel mm, 2.101 ved samfærdsel, 545 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.800 ved husgerning, 2.237 var ude af erhverv og 366 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Kolding sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 27.660 indbyggere, i 1950 31.017 indbyggere, i 1955 33.169 indbyggere, i 1960 35.101 indbyggere og i 1965 32.021 indbyggere. Efterhånden voksede nye forstæder op i Seest by, Alpedalen i Vonsild Kommune, Nyby Strandhuse i Eltang-Sønder Vilstrup Kommune, Tved og Rebæk i Dalby Kommune samt Langagervej og Rudevej i Seest Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Kolding købstad	27.660	31.017	33.169	35.101	37.093
Seest by	(387)	(388)	494	584	1.006
Alpedalen	-	-	-	213	346
Nyby Strandhuse	(500)	(544)	548	705	1.066
Tved og Rebæk (Dalby)	-	-	-	-	563
Langagervej og Rudevej (Seest)	-	-	-	-	102
Kolding med forstæder	27.660	31.017	34.211	35.101	40.176

Kolding købstads landdistrikt

Landdistriktets inddragelse til forstadsudvikling synes først for alvor at være sket omkring århundredeskiftet. Endnu i 1890 var befolkningens fordeling efter næringsveje: "46 levede af immat. Virksomhed, 63 af Jordbr., 13 af Gartneri, 9 af Fiskeri, 98 af Industri, 61 af Handel, 68 af forsk. Daglejervirks. og 18 af deres Midler." Nogen industrivirksomhed fandtes ikke. (Trap 3 udgave s. 423) Udviklingen tegner sig i befolkningudviklingen: i 1850 levede der kun 71 i landdistriktet, i 1870 122, i 1880 223, i 1890 376, i 1901 817, i 1906 950 og i 1911 1.190.

Kolding landdistrikts inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 950 indbyggere ernærede 127 sig af immateriel virksomhed, 56 af landbrug m.v., 7 af fiskeri, 410 af håndværk og industri, 153 af handel og omsætning, 79 af samfærdsel, 43 af formue, 14 af offentlig understøttelse, 61 af anden og uangiven virksomhed.

Udviklingen gik nu hurtigt. Omkring 1926 beskrives forholdene således: "I Distriktet, der for en stor Del er villabebygget, findes flere Kbmdshdlr. og enkelte industrielle Virksomheder (A/S Slotsmøllens Fabrikker, Kaalunds Sæbefabrikker, Margarinefabrikken Koldinghus, H. Hansens Sølvvarefabrik, P. Blichers Protokolfabrik), kommunalt Elektricitetsværk (anl. 1912, udvidet 1916 og 1923) og kommun. Vandværk (anl. 1915)." (Trap 4 udgave 1926 s. 690) Ikke blot bredte boligerne sig, også handel og industri bredte sig. I 1925 havde landdistriktet 1.588 indbyggere.

Landdistriktet blev indlemmet pr. 1 april 1930.

Seest sogn

Seest sogns inddragelse til forstadsbebyggelse afspejlede sig allerede i 1906 i befolkningens fordeling efter næringsveje: af 1.340 indbyggere ernærede 34 sig af immateriel virksomhed, 623 af landbrug m.v., 0 af fiskeri, 528 af håndværk og industri, 26 af handel og omsætning, 20 af samfærdsel, 70 af formue, 20 af offentlig understøttelse, 19 af anden og uangiven virksomhed.

I mellemkrigstiden udviklede forstæderne Seest, Munkensdam, Lykkegårdsvej og Sønder Vang sig: i 1925 havde Seest by 696 indbyggere, Munkensdam 476 indbyggere, Lykkegårdsvej-Sønder Vang 314 indbyggere. Forstæderne blev indlemmet pr. 1 april 1930.

Fredericia

Kort over Fredericia omkring år 1900.

Fredericia havde en mindre gunstig beliggenhed på en halvø beliggende mellem Vejle Fjord i nord, Lillebælt mod øst og Kolding Fjord mod syd. Byens eneste opland lå mod vest og blev beskåret af konkurrence fra henholdsvis Kolding mod sydvest og Vejle mod nordvest. Fredericia var omgivet af et stort landsogn.

Selvom fæstningen Fredericia efterhånden mistede sin forsvarsmæssige betydning, blev den først officielt nedlagt i 1909 som led i en ny forsvarslov. Dette betød bl.a. også, at man nu kunne bygge udenfor voldene, hvilket byen trængte stærkt til. Der var efterhånden blevet trangt i Fredericia. Især området nord for voldene blev hurtigt opbygget, lige som havnen blev kraftigt udvidet. Store industrivirksomheder som en svovlsyre- og superfosfatfabrik samt losseanlæg for olieselskaber blev anlagt på havnen, hvilket i årenes løb gav byen det uheldige prædikat at være Danmarks mest forurenede by.

Jernbanen var kommet til byen i 1866 med åbningen af Fredericia-Vamdrup banen, og to år senere kom jernbaneforbindelsen til Aarhus. Den første banegård i byen var en såkaldt rebroussementsstation, altså hvor togene ikke kørte igennem, men ind og ud fra samme side. Fra stationen var der kort vej at spadsere til DSB's færger med overfart til Strib, hvorfra man kunne fortsætte i tog hen over Fyn.

Fredericias befolkning var voksende gennem 1800-tallet: byen havde 4.141 indbyggere i 1834, 4.433 i 1840, 4.615 i 1845, 4.326 i 1850, 5.579 i 1855, 6.261 i 1860, 7.186 i 1870, 8.275 i 1880, 10.042 i 1890, 12.714 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Fredericia købstad	4.326	5.579	6.261	7.186	8.275	10.042	12.714
Fredericia landsogn	310	292	292	298	339	333	263
Fredericia med forstæder	4.326	5.579	6.261	7.186	8.275	10.042	12.714

Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg mærkes: en Cichoriefabrik, der i 1874 har forbrugt 200,000 Pd. Cichorierødder og 500 Tdr. Steenkul; et Bomuldsvæveri, hvorved 1874 240 Arbeidere have fundet Beskjæftigelse og som har forbrugt 272,000 Pd. Boniuldsgarn, 3000 Pd. Jndigo, 5000 Pd. Paklærred og 6000 Tdr. Steenkul, 3 Tobaksfabrikker med 214 Arbeidere, der i 1874 have forbrugt 230,000 Pd. Raatobak, 2 Jernstøberier (hvoraf det ene drives ved Dampkraft), som i 1858 have forbrugt 150,000 Pd. Stedejern og 500 Tdr. Cinders, et Sæbesyderi, et Saltraffinaderi, der i 1874 har forbrugt c. 3 Millioner Pd. Saltsteen og 10,300 Tdr. Steenkul, en Tæppefabrik, 2 Reebslagerier, 1 Garveri, 3 Dampbrænderier, hvis Produkt i 1874 var 559,752 Potter Brændeviin og 134,706 Pd. Presgjær·, 1 baiersk Ølbrhggeri, 2 Kalk- og 3 Teglbrænderier. J Fredericia findes flere Vævere, 2 Skibsværfter samt en større Gjødningsfabrik· J forrige Aar (1875) har det herværende Damp-væveri faaet en betydelig Udvidelse, og anvender nu, efter en Meddelelse af 8de Mai 1876 i Dagstelegraphen, 3 Dampmaskiner og beskjæftiger 350 Personer, hvoriblandt en stor Mængde Kvinder. Den i 1874 anlagte Tæppefabrik— er ogsaa udvidet. Byen har et Bogtrykkeri, hvorfra udkommet en Avis (Fredericia Avis) 4 Gange ugentlig."

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Fredericia købstad	715	12	52	2.065	3.768	1.402	138	1.321	501	66	2	10.042
Fredericia landsogn (Ullerup)	268	0	0	1	45	1	0	11	7	0	0	333
Fredericia med forstæder	983	12	52	2.066	3.813	1.403	138	1.332	508	66	2	10.375

Gennem mellemkrigstiden var Fredericias indbyggertal voksende: i 1916 15.206, i 1921 17.240, i 1925 18.454, i 1930 19.389, i 1935 21.463, i 1940 21.871 indbyggere.

Ved folketællingen i 1930 havde Fredericia 19.389 indbyggere, heraf ernærede 1.254 sig ved immateriel virksomhed, 8.210 ved håndværk og industri, 2.076 ved handel mm, 3.891 ved samfærdsel, 717 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.356 ved husgerning, 1.702 var ude af erhverv og 183 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Som følge af voksende togtrafik og ikke mindst godstrafik, besluttede staten at bygge Lillebæltsbroen, der åbnede i 1935 sammen med nye sporarealer og en ny banegård i Jernbanegade.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Fredericias befolkningsvækst. I 1945 boede der 22.963 i købstaden, i 1950 25.981, i 1955 27.910 , i 1960 29.870 og i 1965 31.955 indbyggere. Efterhånden udviklede der sig en forstadsbebyggelser Sanddal og Erritsø by i Erritsø Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Fredericia købstad	22.963	25.981	27.910	29.870	31.955
Sanddal og Erritsø	-	-	-	-	1.409
Fredericia med forstæder	22.963	25.981	27.910	29.870	33.364

Byen kom hurtigt over besættelsen, og der var fremgang på alle områder. Det store antal offentligt ansatte inden for DSB, postvæsenet og hæren satte sit præg på byen, da mange var tilflyttere. Byen voksede både mod nord og vest og voksede efterhånden sammen med Erritsø og Snoghøj, der også blev lagt sammen med købstaden ved kommunalreformen i 1970.

Shell åbnede et stort raffinaderi nord for byen i midten af 1960'erne.

Vejle

Vejle havde en gunstig beliggenhed i bunden af Vejle Fjord. Byen havde derfor et stort og frugtbart opland i næsten alle retninger men var udsat for konkurrence fra Horsens i nord og Kolding i syd samt Fredericia mod sydvest. Vejle var omgivet af et landdistrikt.

Vejles befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 3.300 i 1850, 4.164 i 1855, 4.920 i 1860, 6.092 i 1870, 7.145 i 1880, 9.015 i 1890, 14.592 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Vejle købstad	3.300	4.164	4.920	6.092	7.145	9.015	14.592
Vejle købstads landdistrikt	62	56	69	57	54	37	39
Hover sogn	822	925	984	1.155	1.149	1.275	1.753
Hornstrup sogn	957	1.071	1.169	1.232	1.323	1.257	1.266
Vejle med forstæder	3.300	4.164	4.920	6.092	7.145	9.015	14.592

Ved bekendtgørelse af 23. juli 1903 blev arealer af Skibet sogn og Hover sogn med en samlet befolkning på ca. 1.040 indbyggere henlagte til Vejle købstad. Ved kongelig resolution af 23. juli 1909 blev arealer i Hornstrup sogn og Hover sogn indlemmede i Vejle købstad pr. 1. juli 1909.

Om næringslivet ved midten af århundredet hedder det: "Af industrielle Anlæg havde Byen i 1855: 1 Bogtrykkeri, fra hvilket udgives Veile Avis, 3 Ølbryggerier, 9 Brændeviinsbrænderier, der tilsammen beskjæftigede 47 Arbeidere og leverede et aarligt Product af c. 360,000 Potter, 3 Cigar- og Tobaksfabrikker med tilsammen 19 Arbeidere, 5 Garverier, 1 Jernstøberi, 4 Kalk- og Teglbrænderier med 17 Arbeidere og et aarligt Product af c. 800,000 Tag- og Muursteen, 2 Kornvandmøller og 1 Kornvindmølle samt 2 Pottemagerier."

Om næringslivet omkring 1870 hed det: "Af industrielle Anlæg havde Byen i 1874: 2 Bogtrykkerier, fra hvilke udgives »Veile Avis« og »Veile Amts Folkeblad«, 4 Ølbryggerier, 3 Brændeviinsbrænderier, der tilsammen leverede et Product af 249,307 Porter Brændeviin og 90,274 Pd. Presgjær, 1 Mineralvandsfabrik, 4 Cigar- og Tobaksfabrikker, 4 Garverier, 2 Jernstoberier, 5 Kalk- og Teglbrænderier, 2 Kornvandmøller og 1 Kornveirmølle samt 2 Skibsbyggerier."

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: flere jernstøberier, deriblandt Hess’ Jærnstøberi (anlagt 1876, ca. 300 arbejdere), P. Jensen & Co. Jærnstøberi (oprettet 1862, ca. 20 arbejdere), og Vejle Jærnbyggeri og Maskinfabrik (et 1900 oprettet aktieselskab, aktiekapital 100.000 kr., ca. 20 arbejdere), Vejle Bolte- og Møtrikfabrik (et 1899 oprettet aktieselskab, aktiekapital 60.000 kr.), Vejle Bomuldsspinderier (et 1901 oprettet aktieselskab, aktiekapital 1½ mio. kr., dannet ved sammenslutning af 3 ældre selskaber, årlig produktion 4 mio. pd., ca. 500 arbejdere), M. Hansens mekaniske Væverier (omdannet til aktieselskab 1897, aktiekapital 70.000 kr., årlig produktion ca. 30.000 alen, ca. 30 arbejdere), Vejle Dampvæveri (oprettet 1890, et 1899 oprettet aktieselskab, aktiekapital 150.000 kr., årlig produktion til værdi ca. 600.000 kr., 137 arbejdere), flere bryggerier og brændevinsbrænderier, deriblandt Bryggeriet Vejle (oprettet 1858, hørende til aktieselskabet "Østjydske Bryggerier", 18 arbejdere), og Møhls Brændevinsbrænderi, flere maltgørerier. Vejle Damp- og Vandmølle (ca. 20 arbejdere), Steensens Margarinefabrik (oprettet 1889, årlig omsætning af 3 mio. kr., ca. 90 arbejdere), 2 mineralvandsfabrikker, 1 chokoladefabrik (aktieselskab), 1 parfume- og sæbefabrik, 1 cikorietørreri, flere cigar- og tobaksfabrikker, flere farverier, garverier, deriblandt Aktieselskabet Dansk Garve-Kompagni (oprettet 1898, aktiekapital 200.000 kr.), og Vejle Saalelæder-Fabrik (aktieselskab, oprettet 1889), og teglværker, deriblandt Bøgager Teglværk (et limit. selskab), 1 cement-tagstensfabrik, Vejle Amts Svineslagteri (et 1896 oprettet aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), m. m., samt 5 bogtrykkerier.

I Vejle blev afholdt følgende markeder: hver onsdag fra 1. november indtil juli samt anden onsdag i hver måned med levende kreaturer, 1 i januar, 3 i februar og 3 i marts med heste, 2 i april, 1 i juni, 1 i september og 1 i oktober med heste og kreaturer. Torvedag var hver onsdag og lørdag.

I Vejle blev udgivet 4 aviser: "Vejle Amts Avis", "Vejle Amts Folkeblad", "Vejle Amts Dagblad" og "Vejle Socialdemokrat".

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Vejle købstad	260	0	0	722	4.069	2.028	129	1.312	413	80	2	9.015
Hover sogn	606	0	0	64	361	40	0	134	38	32	0	1.275
Hornstrup sogn	631	7	160	49	200	19	25	112	39	15	0	1.257
Vejle landsogn	35	0	0	0	0	0	0	0	0	2	0	37
Vejle med forstæder	1.532	7	160	835	4.630	2.087	154	1.558	490	129	2	11.684

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 16.212, heraf ernærede 946 sig ved immateriel virksomhed, 471 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 14 ved fiskeri, 9.699 ved håndværk og industri, 2.725 ved handel med mere, 1.026 ved samfærdsel, 727 var aftægtsfolk, 294 levede af offentlig understøttelse og 310 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Vejle købstad	16.212	17.261	19.597
Jellingevej m.m. (Hover sogn)	-	1.123	-
Mølholm villaby (Vinding sogn)	360	497	547
Vejle med forstæder	16.212	18.881675	20.144

Gennem mellemkrigstiden var Vejles indbyggertal voksende: i 1916 19.597, i 1921 22.001, i 1925 22.453, i 1930 23.094, i 1935 24.354, i 1940 25.198 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Grejsdalen, Frederikshøj, Uhrhøj og Trædballe i Hover Kommune, Mølholm villaby, Vindingland og Eskholt i Vinding Kommune og Trædballe i Skibet Kommune.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Vejle købstad	19.597	22.001	22.453	23.094	24.354	25.198
Grejsdalen	(795)	958	1.097	1.318	1.380	1.368
Frederikshøj	-	-	-	116	113	127
Uhrhøj	-	-	-	536	643	722
Trædballe	-	-	-	30	24	18
Mølholm villaby	547	569	580	741	1.110	1.321
Vindingland	-	255	415	641	572	470
Eskholt	-	-	-	-	278	472
Grejsdal Stationsby	(124)	184	236	299	324	357
Trædballe (Skibet)	-	-	-	265	466	528
Vejle med forstæder	20.144	23.967	24.781	27.040	29.264	30.581

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Vejle købstad	514	10.823	3.888	1.987	1.410	1.775	2.381	316	23.094
Frederikshøj	25	69	6	0	0	8	8	0	116
Trædballe (Hover)	0	17	0	1	1	1	10	0	30
Uhrhøj	17	350	39	38	3	11	72	6	536
Grejsdalen (Hover)	38	842	134	98	44	47	101	19	1.318
Grejsdal stationsby	14	149	51	18	7	14	40	6	299
Vindingland	111	323	54	64	15	27	43	4	641
Mølholm Villaby	5	277	136	88	74	81	74	11	741
Trædballe (Skibet)	24	147	16	13	1	17	46	1	265
Vejle med forstæder	748	12.997	4.324	2.307	1.555	1.981	2.775	353	27.040

Efter 2. verdenskrig fortsatte Vejle sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 27.107 indbyggere i købstaden, i 1950 29.448 indbyggere, i 1955 30.758 indbyggere, i 1960 31.362 indbyggere og i 1965 32.021 indbyggere. Samtidig voksede forstæderne.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Vejle købstad	27.107	29.448	30.758	31.362	32.021
Grejsdalen	1.506	1.637	1.693	1.821	1.821
Frederikshøj	133	111	*	*	*
Uhrhøj	733	754	693	900	1.686
Trædballe (Hover)	31	38	31	30	24
Mølholm villaby	1.404	1.477	2.651	2.941	3.543
Vindingland	594	596	*	*	*
Eskholt	482	620	*	*	*
Grejsdal stationsby	354	400	416	494	505
Bredballe Strand	789	879	1.092	1.400	2.007
Trædballe (Skibet)	543	567	497	550	744
Vejle med forstæder	33.676	36.527	37.831	39.498	42.351

Skibet

Ved århundredeskiftet blev Skibet sogn beskrevet således: "Trædballe, Huse, med Traktørsted. Haraldskjær Fabrik, tidligere „Vejle Træmassefabrikker“, 1876 omdannet til Papirfabrik, 1889 optaget i Aktieselsk. „De forenede Papirfabrikker“ (c. 25 Arbejd.). Sophiesminde Enge, Forstad til Vejle, med Bomuldsspinderi og Dampvæveri."

Hover

Befolkningens fordeling efter næringsveje 1890: "64 levede af immat. Virksomhed (20 Landbrugsskoleelever), 606 af Jordbr., 361 af Industri, 40 af Handel, 134 af forsk. Daglejervirks., 38 af deres Midler, og 32 vare under Fattigv."

Ved århundredeskiftet blev Hover sogn beskrevet således: "I Sognet Byerne: Hover, ved Landevejen, med Kirke, Skole, Forsamlingshus (opf. 1896), Folkehøjskole, Teglværker og Kro; Ure; Høgsholt med Skole. Gaarde: Hovertoft, Ureskov med Pogeskole. .. Bøgager, Gd. med Teglværk (om Somr. 50-60 Arbejd., aarl. Prod. c. 7 Mill. Sten). Holmsmølle, Lerbæk Mølle og Hopballe Mølle, Vandmøller. Grejsdalens Hammerværk (anl. 1867; Fabrik for Agerdyrkningsredskaber, c. 60 Arbejdere". Tydeligvis spillede stedlig fabriksvirksomhed og stedlige teglværker en rolle i næringsudviklingen, derimod var der næppe tale om en egentlig forstadsudvikling på dette tidspunkt. (modsat Stilling s. 38)

Først omkring 1930 var udviklingen nået så vidt, at Grejsdalen, Frederikshøj, Uhrhøj og Trædballe blev regnet som forstæder til Vejle. Grejsdalen havde da 1.097 indbyggere (samt 299 indbyggere i Hornstrup kommune) og var snarest en satellitby, Frederikshøj havde 166 indbyggere, Uhrhøj 536 indbyggere og Trædballe 30 indbyggere (samt 265 indbyggere i Skibet kommune).

Horsens

Egebjergdalen mellem Horsens og Gedved på postkort fra omkring 1910.

Horsens havde en forholdsvis gundig beliggenhed i bunden af Horsens Fjord. Byen var derfor omgivet af et ret stort og frugtbart opland i næsten alle retninger, men var udsat for konkurrence fra Skanderborg mod nord og Vejle mod syd. Byen havde begrænset plads til byudvikling.

Horsens befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: I 1850 var der 5.827 indbyggere. I 1855 var indbyggerantallet på 7.250, i 1860 var det 8.980, i 1870 var der 10.501 indbyggere, og i 1880 var der 12.654.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Horsens købstad	5.827	7.250	8.980	10.501	12.654	17.290	22.243
Hatting sogn	1.052	1.080	1.121	1.169	1.154	1.099	1.168
Horsens med forstæder	5.827	7.250	8.980	10.501	12.654	17.290	22.243

Horsens var allerede i 1800-tallet en af landets mest industrialiserede købstæder. Om næringslivet omkring 1870 hed det: "De industrielle Anlæg ere voxede meget betydeligt, navnlig siden 1864. Særligt mærkes: Crome Fr- Goldschmidts Fabrikker, som tilhøre et Actieselskab, der tillige er Entrepreneur for Anvendelsen af Arbeidskraften i Horsens Tugthuus og beskjæftiger, medregnet Fangerne i dette, omtrent 800 Arbeidere, hvoraf c. 200 udføre Hjælpearbeider i Hjemmet. Der tilvirkes fornemmelig Bomuldstøi, Klæde og Lærred og drives tillige Possement-, Knap-, Naale-, Hægte- og Mallefabrication. Fabrikken, som bestaaer af 1 Dampvæveri for Bomuldstøi med c. 270 Væve, 1 do. for Klæde med c. 30 Væve samt 24 Strømpe- og Possementmagervæve, har en egen Huusholdningsforening, en Laane- og en Sparekasse, som alle have vundet god Indgang hos Arbeiderne og virker til meget Held for disse. Stallknechts Maskinfabrik, der navnlig leverer fortrinlige Agerbrugsmaskiner og Symaskiner, Møller cL Jochumsens Maskinfabrik, som især forfærdiger Dampmaskiner og Jernbanemateriel, et stort Hvidt- og Bayersk-Ølbryggeri og flere mindre Øibryggerier, 1 stort Kalkbrænderi med Randovn, 2 Damp-Sæbefabriker og Parfumefabriker, 1 stor Damp- og Veirmølle, der sortrinsviis maler til Udførsel, 2 Skibsbyggerier, Christiansholms Kunstgjødnings-, Kradsuld- og Sæbefabrik, F. C. Madsens Bomuldsvarefabrik, 2 Tobaksfabrikker (beskjæftige 120 Arbeidere), 5 Dampbrændeviinsbrænderier, der i Finantsaaret 1874——75 have produceret 734,117 Potter Brændeviin. Alle Brænderierne ere forbundne med Fedestalde. En enkelt Brænderistald har i forrige Aar udført til England over 500 fedede Stkr. Kvæg. I forrige Aar anlagdes Trævarefabrikken »Bastian«, tilhørende Hs. Exc. Lehnsgreve Frijs-Frijfenborg, bestemt til ved Hjælp af nye fortrinlige Maskiner at tilvirke Træsko, Baandstaver, Kløvning af Brænde m. m., hvortil Grevskabet Frijsenborgs og derunder hørende Godsers udstrakte Skove selv med en omfattende Fabrication kunne levere tilstrækkeligt Materiale. Fabrikken er i sin ydre Udstyrelse vistnok en af de skjønneste her i Landet. I afvigte Aar (1875) er ogsaa anlagt en Cokes-Fabrik, foreløbig med 3 Ovne."

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Horsens købstad	141	0	131	1.375	7.768	3.188	158	3.477	561	183	308	17.290
Hatting sogn	724	0	0	86	147	26	0	51	26	39	0	1.099
Horsens med forstæder	865	0	131	1.461	7.915	3.214	158	3.528	587	222	308	18.389

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 22.327, heraf ernærede 1.553 sig ved immateriel virksomhed, 331 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 175 ved fiskeri, 12.981 ved håndværk og industri, 3.414 ved handel med mere, 1.318 ved samfærdsel, 955 var aftægtsfolk, 1.127 levede af offentlig understøttelse og 473 af anden eller uangivet virksomhed.

Horsens omkring 1900

Af større fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Crome & Goldschmidts fabrikker, spinderier og væverier for tilvirkning af bomulds-, linned- og uldvarer (de anlagdes 1864, gik 1874 over til et aktieselskab, med aktiekapitital på 1.600.000 kr., 1881 tilkøbtes "Ribe tekstile Fabrikker"; det store kompleks af bygninger, ved Fabriksvej, udvidedes betydeligt 1892; der er 550 mekaniske væve og omtrent 850 arbejdere af begge køn og funktionærer (foruden arbejdskraften på Horsens Tugthus); til fabrikken hørte en brugsforening, en lånekasse og en sygekasse; den årlige omsætning henved 4 mio. kr.), F. C. Madsens Dampvæveri (særlig kulørte bomuldstøjer og hel- og halvuldne kjoletøjer, anlagt 1874, fra 1898 aktieselskeb, aktiekapital 300.000 kr.; omtrent 130 arbejdere, årlig produktion omtrent 30.000 stk. tøj), Paasch & Larsen, Petersen (fabrikation af mejeribrugsredskaber og maskiner, et 1897 oprettet aktieselskab, aktiekapital 300.000 kr.), Møller & Jochumsens Maskinfabrik og Jærnstøberi (anlagt 1857, aktieselskab fra 1897, aktiekapital 200.000 kr.), H. Jacobsen & Co.’s Maskinfabrik og Jærnstøberi (anlagt 1893), J. Stallknechts Jærnstøberi og Maskinfabrik (det ældste jernstøberi i Jylland, oprindeligt anlagt 1831 af C. F. Weiss), Horsens Symaskinefabrik (J. Stallknecht, symaskiner og cykler), Aurora (et 1899 oprettet aktieselskab, mejeribrugsartikler), Horsens Lædervare- og Drivremmefabrik (en sække-, sejl-, telt- og flagfabrik), Stjernholms Fabrikker (tilvirkning af tagpap, asfalt samt cementstøberi, anlagt i 1870-erne, fra 1889 et aktieselskab, aktiekapital 35.000 kr.), Horsens Damp-, Høvle- og Savværk (anlagt 1888), trævarefabrikken Thor, Horsens Baiersk- og Hvidtøls Bryggeri (anlagt 1868, fra 1895 et aktieselskab, aktiekapital 400.000 Kr.; 1898 indlemmedes det i det da dannede "Østjydske Bryggerier"; de anselige bygninger, ved Nørretorv og Stefansgade, blev helt ombyggede 1879-81 og udvidede, atter udvidede 1899; omtrent 75 mandlige og kvindelige arbejdere; årlig produktion: indtil 45.000 tønder øl), et brændevinsbrænderi (Larsen & Co.), flere mineralvandsfabrikker, Horsens Dampmølle (anlagt 1854, overgik 1880 til et aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), Nørrebros Dampmølle (anlagt 1867), Aggerbecks Sæbe- og Parfumefabrik (anlagt 1852), Christiansholms Sæbefabrik (anlagt 1860 på Spedalsø, 1895 flyttet til Horsens), en tobaksfabrik (Petersen & Sørensen, anlagt 1865, udvidet 1886; omtrent 100 voksne arbejdere og 125 børn), Horsens nye kalkværk (et 1891 oprettet aktieselskab, aktiekapital 40.000 kr.), en imprægneringsanstalt (anlagt af R. Colstrup ved havnen på en 8 td. land stor grund, kunne behandle 1½ mio. kubikfod træ årlig - 1901: 1,2 mio. kubikfod, særlig jernbanesveller). En fabrik for telefoner osv. (E. Møller; har købt den tidligere trævarefabrik "Bastian“), Horsens Andelssvineslagteri (oprettet 1887, udvidet 1899; den indskudte kapital var der efter 266.500 Kr.; årlig omsætning ca. 2¼ mio. kr.), Arbejdernes Brugsforening drev bryggeri og bageri, m. m. Der var 7 bogtrykkerier.

Gennem mellemkrigstiden steg indbyggertallet fortsat i Horsens: i 1916 var der 25.149 indbyggere, i 1921 27.577, i 1925 28.135, i 1930 28.363, i 1935 29.856 mens der i 1940 var 30.417 indbyggere. Samtidig skete der en vækst i forstæderne Bækkelund og Dagnæs villakvarter i Tyrsted-Uth Kommune og Ved Sundet by i Vær-Nebel Kommune.

I nedenstående tabel fremgår antallet af indbyggere i Horsens på lokalitet (Horsens købstad, de tre forstæder (Dagnæs villakvarter, Bækkelund og Ved Sundet) og samlet) fordelt på årstal.

1916	1921	1925	1930	1935	1940
Horsens købstad	25.149	27.588	28.135	28.363	29.856	30.417
Dagnæs villakvarter	-	-	-	472	542	604
Bækkelund	-	-	328	403	432	587
Ved Sundet	-	-	98	119	135	130
Horsens med forstæder	25.149	27.588	28.561	29.357	30.965	31.738

Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Kommission og transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uan- givet	I alt
Horsens købstad	529	12.760	4.322	2.284	2.151	2.041	4.077	199	28.363
Dagnæs villaby	23	292	55	40	17	13	11	21	472
Bækkelund	28	261	45	14	11	14	19	11	403
Ved Sundet	25	32	30	0	8	18	2	4	119
Horsens med forstæder	605	13.345	4.452	2.338	2.187	2.086	4.109	235	29.357

Efter 2. verdenskrig fortsatte Horsens sin befolkningsvækst. I 1945 var der 32.400 indbyggere i Horsens købstad, i 1950 35.898 indbyggere, i 1955 var der 36.567 indbyggere. I 1960 var der 37.261 indbyggere, mens det i 1965 faldt til 37.106 indbyggere. Samtidig udviklede forstæderne sig, og nye forstæder kom til, Torsvang i Hatting-Torsted Kommune.

1945	1950	1955	1960	1965
Horsens købstad	32.400	35.898	36.567	37.261	37.106
Dagnæs villakvarter	553	654	856a	1.255	2.630b
Bækkelund	494	632	745	805
Ved Sundet	100	131	209	302	468c
Torsvang	(286)d	(272)d	375	558	1.691e
Horsens med forstæder	33.547	37.315	38.752	40.181	41.895

Skanderborg

Skanderborg havde en gunstig beliggenhed med et stort og frugtbart opland i alle retninger, men byen var udsat for konkurrence fra Århus mod nordøst, Silkeborg mod nordvest og Horsens mod syd. Skanderborg havde kun meget begrænsede byudviklingsmuligheder, så byudviklingen skete i Skanderup sogn.

Skanderborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.042 i 1850, 1.271 i 1855, 1.423 i 1860, 1.707 i 1870, 1.792 i 1880, 2.354 i 1890, 2.721 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Skanderborg købstad	1.042	1.271	1.423	1.707	1.792	2.354	2.721
Skannerup sogn	1.087	1.185	1.246	1.389	1.427	1.583	1.455
Skanderborg med forstæder	1.042	1.271	1.473	1.707	1.793	2.354	2.721

Ved bekendtgørelse af 6. november 1906 blev arealer af Skanderup sogn indlemmet i Skanderborg købstad fra 1. januar 1907 og ved bekendtgørelse af 3. november 1907 blev arealer fra samme sogn indlemmet fra 1. oktober 1907.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Skanderborg købstad	108	5	5	383	873	440	3	413	112	10	2	2.354
Skanderup sogn	843	18	17	146	159	41	0	247	49	63	0	1.583
Skanderborg med forstæder	951	23	22	529	1.032	481	3	660	161	73	2	3.937

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Skanderborg Jærnstøberi og Maskinfabrik (A. Blom & Søn), Skanderborg Uldvare- og Klædefabrik (et aktieselskab), Skanderborg Dampbrænderi (N. Christensen & Co.) og et andelssvineslagteri (oprettet 1890).

I Skanderborg blev udgivet 3 aviser: "Skanderborg Amts Avis", "Skanderborg Amtstidende" og "Skanderborg Socialdemokrat".

I Skanderborg afholdtes følgende markeder: 1. fredag i hver måned samt alle fredage i fasten og fra 1. november til jul med levende kreaturer, desuden 1 i januar, 3 i februar og 3 i marts med heste, og 1 i maj, 1 i juni, 1 i juli, 1 i september og 1 i oktober med heste og kreaturer. Torvedag var hver fredag.

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.146, heraf ernærede 280 sig ved immateriel virksomhed, 101 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 13 ved fiskeri, 1.421 ved håndværk og industri, 553 ved handel med mere, 433 ved samfærdsel, 120 var aftægtsfolk, 70 levede af offentlig understøttelse og 155 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Skanderborg købstad	3.146	3.403	3.707
Hestehaven (Skanderup sogn)	206	288	652
Skanderborg med forstæder	3.146	3.691	4.359

Gennem mellemkrigstiden var Skanderborgs indbyggertal voksende: i 1916 3.707 indbyggere, i 1921 3.938, i 1925 4.039, i 1930 4.085, i 1935 4.229, i 1940 4.396 indbyggere. Derimod var forstaden Banegårdskvarteret i Skanderup-Stilling Kommune stagnerende.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Skanderborg købstad	3.707	3.938	4.039	4.085	4.229	4.396
Banegårdskvarteret	652	574	673	595	731	697
Skanderborg med forstæder	4.359	4.512	4.712	4.680	4.960	5.093

Næringsveje 1930	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Skanderborg købstad	176	1.499	660	573	263	354	486	74	4.085
Banegårdskvarteret	38	165	125	104	27	55	74	7	595
Skanderborg med forstæder	214	1.664	785	677	290	409	560	81	4.680

Efter 2. verdenskrig fortsatte Skanderborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.171 indbyggere i købstaden, i 1950 5.091 indbyggere, i 1955 5.254 indbyggere, i 1960 5.482 indbyggere og i 1965 10.048 indbyggere. I 1965 var Skanderup-Stilling Kommune sammenlagt med Skanderborg.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Skanderborg