Forstæder i Danmark

En forstad betegner i Danmark en bydel, der udgør en del af en købstads samlede byområde men ligger uden for købstadens administrative grænser. En større købstad med dens forstæder udgør således i geografisk og statistisk henseende et samlet byområde.

København ca. 1888. Forstadsbebyggelserne Vesterbro, Nørrebro og Østerbro er begyndt at brede sig uden for de gamle fæstningsværker.

Selv om forstæder i Danmark også kendes tidligere var det først ved industrialiseringen fra midten af 1800-tallet, at forstæder begyndte at vokse frem for alvor. I begyndelsen forsøgte man sig med indlemmelser, men da proceduren herfor var vanskelig og fremgangsmåden snart viste sig mislykket, begyndte man i statistisk henseende at registrere forstæder for derved at få byernes samlede indbyggertal.

De fleste forstæder i større danske byer har oprindeligt været små selvstændige byer, der med tiden er vokset sammen med en større by. Derfor er en forstad gerne kendetegnet ved at have sit eget centrum, forretningsliv med videre.

En forstad adskiller sig fra en satellitby og en soveby ved, at disse sidstnævnte ikke er sammenvoksede med købstaden.

Ved kommunalreformen 1970 blev de fleste forstæder sluttet sammen med den købstad, de var knyttet til. Forstadsbegrebet anvendtes herefter kun om de kommuner, der lå i hovedstadsområdet for at tilkendegive deres sammenvoksning med København. Under hensyntagen til, at mange gamle forstæder fortsat udgør mere eller mindre velafgrænsede bebyggelser, vil det siden 1970 være mere rimeligt at tale om bydele snarere end om forstæder i traditionel forstand.

Baggrund

Baggrunden for forstædernes opkomst må søges i to forhold: den politisk-administrative inddeling af landet, der havde sin oprindelse i tidligste middelalder, og de ganske nye forudsætninger for den samfundsmæssige udvikling, der indtrådte fra omkring midten af det 19. århundrede.

De territoriale grænser for købstæderne var i ældre tid afstukkede på grundlag af ejendomsforhold og kongelige privilegier, der havde deres oprindelse i middelalderen, under renæssancen eller under den tidlige enevælde. Sognekommunerne havde deres oprindelse i forhold, der stod i forbindelse med den kirkelige inddeling af landet. Det var således de gamle præstekald, der kom til at danne grundlag for forvaltningen af de tidligste kommunale ansvarsområder, først ved Reglementet af 5. juli 1803, der lod området for et præstekald udgøre et fattigdistrikt, dernæst ved den kongelige Anordning af 29. april 1813, der henlagde skolevæsenet til en såkaldt skolekommission for hvert præstekald, og endelig ved Anordningen af 13. august 1841, der skabte sogneforstanderskaberne til at styre de kommunale anliggender inden for de samme grænser. Helt frem til midten af 1800-tallet spillede de sognekommunale grænser imidlertid en mindre rolle, idet forholdene fra kommune til kommune var næsten ens, mens omvendt grænsen mellem landdistrikter og købstæder var skarp, fastsat som den var ved retslige og naturgivne forhold og ved et næringsliv, der nærmest var stillestående og derfor kun gav anledning til få brydninger. Som helhed gjaldt det, at stabiliteten i forholdet mellem land- og bybefolkning i første halvdel af det 19. århundrede ikke førte til større brydninger mellem kommunerne indbyrdes. Næringslivet var stedligt bundet, og større vandringer fra egn til egn eller fra landsdel til landsdel forekom ikke, eller de mere eller mindre ophævede hinanden.

Fra omkring midten af 1800-tallet skete der imidlertid et begyndende opbrud i næringslivet, idet håndværk og handel som købstædernes bærende næringsveje i stigende grad blev først suppleret med, siden overgået af industriel udvikling. Arbejdsdelingen begyndte at tage fart, stordrift at vinde frem. Nok så vigtigt indebar tidens nye samfærdselsmidler, især jernbanernes fremvækst, at rammerne for et stillestående, lukket samfund blev sprængt. I takt hermed skete voksende forskydninger i befolkningens fordeling, ikke mindst i form af afvandringer fra landdistrikter til købstæder. Dette bevirkede, at kommunegrænserne nu fik større betydning end tidligere. Det var nu ikke mere nødvendigt at bo i umiddelbar nærhed af arbejdspladsen, og følgen blev større valgfrihed i så henseende. Dermed indtrådte en ny tingenes tilstand, hvor de nye erhvervsøkonomiske enheder ikke mere kunne siges at være sammenfaldende med de gamle administrative enheder, og med den forstørrede målestok for de sociale strukturer, som større bysamfund altid har udvist, indebar dette atter, at der nu opstod omfattende og åbenlyse uligheder i de offentlige byrder på de to sider af en kommunegrænse, endda så store, at denne ulighed "mange Steder bliver utålelig".

Hvad, der skete, kan sammenfattes i to træk:

- den bebyggelsesmæssige helhed overskred i stigende grad de politisk-administrative grænser;

- der indtrådte en social skævdeling af storbyens indbyggeres bosættelsesmønster.

Det skulle blive en hovedopgave for de følgende henved hundrede år at finde egnede løsninger på begge disse forhold.

Forstadsbegrebet i statistisk sammenhæng

Folketællingen 1890

Definitionen af forstæder kan føres tilbage til Danmarks Statistik, der som den første tog stilling til spørgsmålet. Dette skete så tidligt som i forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1890. I de tilhørende bemærkninger til denne hedder det:

"København indtager en aldeles overordnet Rang over Landets øvrige Kjøbstæder, idet Staden i snævrere Betydning (det vil sige uden Frederiksberg, Sundbyerne m.m., som i Virkeligheden beboes af en kjøbenhavnsk Befolkning og faktisk altsaa kun ere Forstæder til Hovedstaden, medens de dog ikke henhøre under den som Kommune)"

og:

".. er derimod Frederiksberg paa den Maade sammenbygget med Hovedstaden, at den statistisk ikke kan betragtes som en Plads for sig, men nærmest kun som en Forstad til Kjøbenhavn. En lignende Stilling til Kjøbenhavn indtages af Sundbyerne i Taarnby Kommune paa Amager og af den Del af Utterslev Mark i Brøndshøj Kommune, som under 7^de Decbr. 1874 blev udskilt i gejstlig Henseende fra Brøndshøj Sogn til Kjøbenhavns St. Stefans Sogn."

Folketællingen 1906

En fornyet statistisk udskillelse af forstæder skete i forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1906. I den ledsagende redegørelse hedder det:

"Da en stor Del af Gentofte Kommune (Hellerup, Gentofte og Ordrup Sogne) delvis er sammenbygget med København, og da Befolkningsforøgelsen i disse Sogne i ikke ringe Grad skyldes Tilflytning fra Hovedstaden, ligger det nær at spørge, hvor stor en Del af Befolkningen der rummes i Hovedstaden, naar Gentofte Kommune medregnes som en Art Forstad til København".

Der var anden gang, at ordet ”forstad” optræder i forbindelse med folketællinger. Af sammenhængen ses, at der er tale om bebyggelser i en sognekommune der er mere eller mindre sammenbygget med købstadsbebyggelse. Alligevel fandtes Gentoftes bymæssige bebyggelser også nævnt under "stationsbyer o.lign." samtidig med, at opgørelsen over "Hovedstaden med forstæder" medtog hele Frederiksberg og hele Gentofte, herunder landområderne. Der savnedes således en fast fremgangsmåde ved opgørelsen. Først ved folketællingen i 1916 udskiltes forstæder i en egen oversigt.

Folketællingen 1911

Ved den næste folketælling i 1911 havde begrebet “forstad” derimod en fastlagt betydning: “En stor Del af de bymæssige Bebyggelser i Landkommunerne er at betragte som Forstæder til Købstæder, med hvilke de delvis er sammenbyggede”. Således afgrænset blev i alt 47 forstæder udskilt.

Folketællingen 1916 og 1921

Denne synsmåde fastholdt Danmarks Statistik ved folketællingen i 1916 med følgende tilføjelse: “… for mange Byer har Grænserne været for snævre: de er voksede ud i Nabokommunerne og disse kommer da til mellem deres Beboere at tælle mange, som økonomisk set er knyttet til en anden Kommune, og hvis daglige Arbejde fører dem ud over Hjemsteds-Kommunens Grænser”. Ved folketællingen i 1921 bemærkede man, at det er “Hensynet til at faa den økonomiske samhørende Befolkning konstateret, der fører med sig, at By og Forstadsbebyggelse maa betragtes under eet, men hertil kommer, at man alene paa denne Maade har Mulighed for fra Tælling til Tælling at kunne belyse Bysamfundenes Vækst. Holder man sig udelukkende til den administrative Deling, vil Byernes Tilvækst komme til at foregaa i Spring, idet fra Tid til anden Forstadsbebyggelser indlemmes i Byerne, og det drejer sig ofte om ret store Folkemængder, der saaledes statistisk og administrativt fra Landbefolkning bliver Bybefolkning”.

Folketællingen 1925, 1930 og 1935

Ved de næste folketællinger gives forstadsspørgsmålet ikke megen omtale: “Art og Karakter er givet med Navnet: det er Omraader, der grænser op til Byerne, og som optager den Del af disses erhvervsdrivende eller arbejdende Befolkning, som enten ikke kan finde Plads inden for Byens Grænser, eller som af økonomiske eller mere personlige Grunde ikke ønsker at bo indenfor disse. Fænomenet ”Forstæder” er naturligvis i og for sig ikke af ny Dato: de har altid eksisteret, fordi Byerne vokser, og deres Skæbne vil med Tiden blive den at blive “opslugt” af Byen”, hedder det nogenlunde ensartet fra tælling til tælling, idet det tilføjes, at det i nogle tilfælde “… har vist sig nødvendigt at medtage hele Sogne som Forstæder, da en Deling i Omraader af bymæssig og ikke bymæssig Karakter var praktisk uigennemførlig, skønt Bebyggelsen i og for sig var spredt”. Fra og med folketællingen 1935 blev udskilt 11 kommuner i deres helhed i Københavns omegn som forstæder til hovedstaden og i alt 24 forstadskommuner i tilknytning til provinsbyer.

Folketællingen 1940, 1945 og 1950

Ved folketællingerne for 1940 og 1945 nævnes forstadsspørgsmålet praktisk talt ikke. Derimod blev forstadsspørgsmålet ved folketællingen for 1950 optaget til fornyet vurdering. Især søgte man at skabe ensartede retningslinjer for deres fastlæggelse: “Som kriterium for en forstadsbebyggelse er opstillet kravet om, at bebyggelsen skal have bymæssig karakter og danne en direkte fortsættelse af bebyggelsen i den tilgrænsende købstad; men alle saadanne bebyggelser betragtes som forstæder uanset indbyggertallets størrelse.

Af større ændringer som følge af den foretagne revision kan nævnes, at af Tikøb kommune, som ved de tidligere tællinger er blevet regnet som forstad til Helsingør, er ved tællingen i 1950 kun Espergærde og Snekkersten stationsbyer blevet regnet som forstæder, idet kun disse to bebyggelser kan siges at danne en direkte fortsættelse af bebyggelsen i Helsingør; Hornbæk, Hellebæk og Kvistgaard stationsbyer er regnet som bymæssige bebyggelser, medens resten af kommunen er betragtet som rent land. Birkerød og Hørsholm kommuner er tidligere regnet som forstæder til hovedstaden, idet man regnede med, at hovedparten af disse kommuners indbyggere forholdsvis hurtigt erhvervsmæssigt set ville blive knyttet til hovedstaden; udviklingen har imidlertid vist, at de fleste af beboerne stadig har deres erhverv i selve kommunen, hvorfor man i 1950 har overført begge disse kommuner til bymæssige bebyggelser. Ud fra lignende betragtninger har man af Holme-Tranbjerg kommune, der ved tidligere tællinger er blevet regnet som forstadskommune til Aarhus, udskilt Holme og Skaade sogne som forstadsbebyggelser, og Tranbjerg stationsby som bymæssig bebyggelse, medens resten af kommunen er blevet betragtet som rent land. I Lumby kommune er ligeledes foretaget en ændring af den tidligere afgrænsning; en stor del af Anderup by, der tidligere blev regnet som bymæssig, må efter de nu anvendte kriterier betragtes som rent land, ligesom Stige havneby ikke længere regnes som forstadsbebyggelse, men er overført til bymæssig bebyggelse. Af Hover kommune, der tidligere blev regnet i hele sin udstrækning som forstadsbebyggelse til Vejle, er udskilt: Frederikshøj, Grejsdalen, Trædballe og Uhrhøj som forstadsbebyggelse, medens resten af kommunen er overført til rent land”.

Folketællingen 1955, 1960 og 1965

Denne synsmåde fastholdt Danmarks Statistik ved folketællingen 1955, men fra og med folketællingen 1960 frafaldt man kravet om “bymæssig” fremtoning efter et nordisk chefstatistikermøde, hvor man enedes om en fællesnordisk synsmåde, hvorefter en forstad er en bebyggelse, der er sammenhængende med bebyggelsen i en tilstødende købstadskommune uanset forstadens indbyggertal.

Folketællingen 1970 og senere

Kommunalreformen i 1970 ophævede skellet mellem købstads- og sognekommuner ved sammenlægning i nye storkommuner. Dermed bortfaldt forstadsbegrebet i dettes statistiske betydning, bortset fra i hovedstadsområdet.

Det bebyggelsesgeografiske perspektiv

Ser man på de undersøgelser, der er lavet i tidens løb, har de fleste forfattere godtaget den af Danmarks Statistik anvendte retningslinjer. Dog har geografen Aage Aagesen peget på, at Danmarks Statistik ved en række tællinger i det 20. århundrede ikke har udskilt købstædernes landdistrikter.

De ved forstadsudviklingen medvirkende forhold

Det ligger i sagens natur, at forstæder er uens og kan udvikle sig meget uens. Årsagerne hertil er flere:
- for det første beror forstadsdannelsen på størrelsen af det areal, en købstad har til rådighed at vokse (udvikle sig) på. Alt andet lige gælder det, at jo større, købstadens egne jorder er, desto mindre (behov for) forstadsudvikling og omvendt;
- for det andet beror forstadsudviklingen på købstadens trivsel forstået som evnen til at tilbyde befolkning sysselsætning. Igennem det meste af det 20. århundrede udgjorde industri den betydeligste forudsætning herfor. Jo flere og jo større industrier, købstaden (og dens forstæder) havde, desto flere arbejdssøgende (og heraf en del bosatte i forstæder). Også oplandstjenester, handel og offentlige embedsvirksomhed spillede en rolle for storstadens trivsel;
- for det tredje spillede forstædernes grænseflade til købstadens grænse alt andet lige en rolle: jo større grænseflade, desto større mulighed for forstadsudvikling;
- for det fjerde spillede færdselsforholdene en rolle: større udfaldsveje blev ofte genstand for den tidligste forstadsdannelse. Men også forløbet af sporveje og jernbanelinjer med stoppesteder virkede fremmende på muligheden for pendling og dermed muligheden for forstadsdannelse;
- for det femte spillede landskabelige forhold en rolle: tiltrækkende landskaber som strand, sø eller skov virkede ofte mere dragende på befolkningen end steder uden sådanne værdier. Ligeledes måtte det spille ind, om jordens egnede sig til byggeri, eller om der var knyttet problemer for byggemulighederne fx bakkede eller vandlidende områder;
- for det sjette spillede ejendomsforhold en rolle. Hvis ejeren havde interesse i bebyggelsesudvikling, nød denne fremme. Omvendt kunne en modvillig ejer forhindre byggeri af fx gode landbrugsjorder og områder egnede til råstofudvinding;
- for det syvende spillede politisk-administrative forhold en rolle dels skattehensyn, dels i form af byplanlægning, dels i form af indlemmelser af (som regel) gamle forstadsområder, der ved indlemmelsen gled ud af forstædernes rækker.

Forløbet

Størrelsesmæssigt (talmæssigt og med hensyn til hastighed) synes forstadsudviklingen overvejende at have gennemgået visse trin:
- forstadsudviklingen synes ofte startet som en mindre byspredning over købstadsgrænsen i tilknytning til en af byens udfaldsveje, undertiden i tilknytning til en stedlig virksomhed, måske som en satellitby, der siden opsluges under fortsat bebyggelsesspredning;
- på et tidspunkt bliver købstadens egne udviklingsmuligheder begrænsede, og fortsat byudvikling henvises nu i stigende grad til dens forstæder;
- til sidst er købstadens egne udviklingsmuligheder udtømte, og byvæksten er nu ganske henvist til forstæderne. I forbindelse med en vis udtynding af byens udnyttelse kan dennes befolkningstal tilmed begynde at falde og/eller virksomheder flytter ud til forstæder for at få bedre udviklingsvilkår og/eller færdselsforbindelser;
- med tiden vil de tidligste forstæder lide samme skæbne som købstaden: deres udviklingsmuligheder er udtømte og indbyggertallet kan falde eller virksomheder flytte til mere tiltrækkende steder. Visse forstæder kan til fremme for egen udvikling eksempelvis tilbyde egne boligudviklingsområder, butikscentre, industriområder med mere;
- langt oftere bliver forstadsdannelser imidlertid indlemmet i købstaden ved politisk-administrativ beslutning. I visse tilfælde er der forud for sådanne indlemmelser sket større grundopkøb ved købstaden i omegnskommunen for derved at gøre indlemmelsen begrundet. Det siger sig selv, at ikke enhver forstad i alle henseender har gennemgået de oven for nævnte udviklingstrin, idet købstæder ikke altid har haft den fornødne trivsel.

Det bør ligeledes nævnes, at forstadsdannelsen ikke nødvendigvis altid er særligt sammenhængende. Ofte kan den være sket med flere "kerner" og af flere årsager, der så med tiden i kraft af bebyggelsesspredning skaber en mere eller mindre udtalt forbindelse. Men man har ofte omkring, især større, købstæder kunnet finde dels egentlige, sammenhængende forstæder, dels større eller mindre husgrupper beliggende midt i mere eller mindre udtalt åbent land. Det har været en af byplanlægningens hovedopgaver at rode bod på sådanne tilfældige og landskabsforødende tilstande.

Forstadsudviklingens omfang og betydning

Forstadsudviklingen var – ud over at være en statistisk nødløsning på en praktisk problem – tillige udtryk for det, der udgjorde det fremherskende udviklingstræk ved urbaniseringen nemlig byudviklingen i tilknytning til de gamle købstæder. Et indtryk af dette omfang fås ved at sætte indbyggertallene i forstæder i forhold til de samlede bysamfund (købstæder og forstæder) og i forhold til landets samlede indbyggertal. Dette giver følgende andele (udvalgte år):

År	Forstæder af K+F	Forstæder af LSI	År	Forstæder af K+F	Forstæder af LSI
1801	0,81%	0,17%	1906	12,83%	5,30%
1840	0,98%	0,20%	1911	14,75%	6,38%
1860	3,44%	0,82%	1916	15,09%	6,74%
1870	5.11%	1,31%	1921	15,14%	6,94%
1880	6,57%	1,94%	1925	16,43%	7,66%
1890	7,06%	2,48%	1930	17,62%	8,48%
1901	10,43%	4,07%	1955	16,33%	9,43%

K+F: købstæder og forstæder samlet

LSI: landets samlede indbyggertal

Til trods for jævnlige indlemmelser af forstæder i købstæder voksede forstædernes bosatte befolkning i de større bysamfund til at udgøre en sjettedel af de samlede større bysamfund og henved en tiendedel af landets samlede befolkning.

Forstæder og deres rolle

Haveboligkvarterer

De ældste forstæder havde ofte karakter af haveboligkvarterer. Blandt de tidligste og meste kendte af sådanne var Vigerslev haveforstad. Arealet for denne var på ca. 80 ha, og det var næsten helt fladt (mellem 7,0 og 8,8 m over havet. Området blev bebygget efter en i forvejen udformet plan tegnet af arkitekt Charles J. Schou bestående af et vejnet i et sirligt geometrisk mønster men uden en gennemført symmetri. Husene var planlagt som dobbelthuse, som regel placerede ud mod en vej og med have bagved. I forbindelse med planen blev fastlagt servitutter, der fastlagde husenes karakter af beboelsesbygninger (dog med mulighed for at opføre udhuse til beboernes behov), den maksimale andel af grundene, der måtte bebygges, bestemmelser om kælderetagens højde over terræn og lignende. Der var ikke forudset butikker, håndværk eller industri i området.

Kollektivbebyggelser

Efter 2. verdenskrig ændrede forstadskvartererne karakter. Fra England overtog danske arkitekter ideen om, at når nye boligområder blev bygget, skulle der planlægges arealreservation for fælles tjenester så som "butikker, restaurant, vaskeri, vuggestue og børnehave", ligesom det blev forudset, at udgifterne til dækning af disse faciliteter skulle finansieres over huslejen. Følgelig forestillede man sig, at de nye byggerier skulle opføres og styres af boligselskaber, og det blev da også Dansk Almennyttigt Boligselskab, stiftet 1942, der gik forrest med at få opført sådanne kollektivbebyggelser. Blandt de tidligste af sådanne var Høje Søborg (påbegyndt i 1949), Carlsro i Rødovre (opført i begyndelsen af 1950-erne), Voldparken (fra slutningen af 1940-erne), Bredalsparken, Søndergårdsparken i Gladsaxe, Søllerød park (opført i 1955) og Bellahøj (opført 1951-56). Et andet træk ved disse bebyggelser var udlæggelse af fælles grønne lege- og opholdsarealer, og i visse tilfælde blev forsøgt at oprette særlige kulturcentre i bydelene, der skulle gøre indbyggerne politisk aktive gennem teater, film, studiekredse, kvarterfester og lignende.

Forstæder og oplandstjenester

Indtil omkring 1960 var forstæderne i almindelighed langt ringere forsynede med butikker, tjenester og offentlig service end andre tætbyggede bebyggelser. Forklaringen herpå var, at forstædernes indbyggere i vid udstrækning søgte sådanne ydelser i købstædernes bymidter, eller med andre ord: forstæderne udgjorde en del af købstædernes handelsoplande. Undtagelser herfra var sådanne steder, som i begyndelsen af det 20. århundrede havde karakter af selvstændige byer, der senere blev opslugte af den fremadskridende vækst i bebyggelsen (eksempelvis Kongens Lyngby og Hørsholm).

Forholdene ændrededes for alvor efter 1960 med fremkomsten af planlagte butikscentre. De første moderne butikscentre blev byggede i Rødovre vest for København og i Espergærde syd for Helsingør. Det viste sig hurtigt, at butikcentre ikke blot kunne konkurrere med købstadens bykerne men tillige skabe sig et eget opland omfattende områder også uden for de egentlige forstæder. Sådanne butikscentre blev ofte lagt midt i et forstadsområde (og ikke sjældent nær ved en station) for at sikre god tilgængelighed for forstadens indbyggere.

Ligeledes blev forstæderne forsynede med børnehaver, folkeskoler og lignende, når de havde nået en størrelse, der gav grundlag herfor. I mange sognekommuner udgjorde forstaden kommunens største befolkningssamling, og blev derfor tillige sæde for kommunalbestyrelse, for kommunalt bibliotek, for offentlige forsyningsværker (vandværk, gasværk, elektricitetsværk og lignende) og for andre offentlige tjenester.

Forsteder og vejnettet

I 1960-erne blev der i stigende grad lagt vægt på vejdifferentiering. Nu skulle vejene inddeles i klasser efter deres formål og indrettes derefter til primærveje, sekundærveje (fordelingsveje), stamveje og (helst lukkede) boligveje. Primærvej og sekundærveje delte forstæderne op i bydele, mens stamvej og boligveje skulle betjene boligområderne og lede frem til det nærmeste butikscenter. Ideelt skulle den kørende biltrafik og den gående færdsel til skoler, butikscentre og så videre holdes adskilt og i videst mulige omfang undgå at krydse hinanden.

Forstæder og industri

Oprindeligt forsøgtes industri lagt inden for købstadens grænser, om muligt ved havn og/eller jernbane. Snart fandt industri tillige vej til forstæderne, ikke mindst omkring København, og allerede omkring 1870 fandtes adskillige industrier i de københavnske forstadsområder Frederiksberg, Gentofte, Hvidovre, Brønshøj og på Amager foruden fjernere steder som Kongens Lyngby og Søllerød. Senere udlagdes større, samlede industrikvarterer i forstadskommuner, således i Gladsaxe i 1930-erne og i Herstedøster i 1960-erne. Fra mellemkrigstiden og fremefter skete en stigende udflytning til de storkøbenhavnske forstæder (forstadskommuner), hvor samlede industrikvarterer voksede frem, ikke mindst i tilknytning til først "godsbaneringen", senere ringveje. En lignende, omend mindre omfattende, udvikling skete for andre købstæder.

Forstæder og pendling

Allerede ved de tidligste undersøgelser af sammenhængen mellem befolkningens bopæl og sysselsætningssted viste det sig, at folk i forstadsområder for en stor dels – ofte flertallets – vedkommende var sysselsat i den købstad, som forstaden lå i tilknytning til. Disse forhold er ikke mindst undersøgt for hovedstadens vedkommende. Således kunne det i forbindelse med folketællingen 1911 konstateres, at af i alt 107.595 sysselsatte i København boede kun 93.130 i selve København, mens 12.587 kom fra Frederiksberg og 1878 fra Gentofte. Af Frederiksbergs 20.780 indbyggere var således mere end halvdelen (60,6%) sysselsat i København, 8.037 på Frederiksberg, 96 i Gentofte og 60 i andre omegnskommuner. Af Gentoftes 3.230 indbyggere var ligeledes over halvdelen (58,1%) sysselsat i København, 1.230 i hjemkommunen, 85 på Frederiksberg og 37 i andre omegnskommuner. Pendlingen fra de to forstæder var entydigt til København.

Senere undersøgelser, i 1928, 1942, 1948 og 1957 viste, at ikke blot Frederiksberg og Gentofte men tillige de fjernere kommuner – Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyerne, Dragør, Farum, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Herstederne, Hvidovre, Hørsholm, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store Magleby, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse – blev inddraget i såvel den voksende forstadsudvikling som den i tilknytning hertil voksende arbejdspendling. Denne udvikling hang blandt andet sammen med samfærdselsmidlerne, idet folk inden for en times rejsetid er rede til at rejse til en arbejdsplads, der ligger i endog store afstande fra hjemmet.

Fra forstad til bydel

Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling, og betegnelserne "forstad" og "købstad" er nu kun en historisk titel.

Til illustration af den ny situation kan nævnes forholdene i Helsingør Kommune: Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Helsingør Købstadskommune og Tikøb Sognekommune lagt sammen. Med tiden blev der bygget nøjagtigt så meget, at Helsingør købstad, Snekkersten og Espergærde (i statistisk henseende) er sammensmeltede til et byområde med 46.101 indbyggere. Heraf boede i 2009 inden for den gamle købstadskommunes grænser 28.650 indbyggere svarende til 62,1% af det samlede indbyggertal, i Espergærde ca. 11.524 indbyggere svarende til 25,0% af det samlede indbyggertal og resten i Snekkersten: ca. 5.900 indbyggere svarende til 12,9% af det samlede indbyggertal eller i alt mere end en tredjedel uden for den gamle købstads grænse. Både Espergærde og Snekkersten har egne butikscentre, Espergærde tillige store industriområder. Mens Snekkersten er vokset helt sammen med Helsingør, er det kun en enkelt strimmel land langs Strandvejen, der forener Espergærde med den gamle købstad; et stort skovområde, Egebæksvang, og et fredet landbrugsområde omkring Flynderupgård holder Espergærde adskilt fra den gamle købstad. Snekkersten er blevet en integreret bydel i Helsingør, mens Espergærde er forblevet et næsten selvstændigt byområde.

Forstadsproblematikken i byplanmæssig og politisk-økonomisk sammenhæng

I Danmark udgjorde den voldsomme forstadsudvikling frem til kommunalreformen i 1970 et stort problem i mange henseender, ikke mindst byplanmæssigt, økonomisk og politisk.

Byplanlægning og forstæder

I byplanmæssig henseende var det forud for kommunalreformen et problem, når byudviklingen i et forstadsområde skete uden den fornødne samordning med byudviklingen i købstaden og byudviklingen i andre forstadsområder. Mange emner i tilknytning til byudvikling vil kunne løses bedre ved en sådan samordning. Dette gælder tekniske anlæg (vandforsyning, kloakering med videre), vejnet og offentlig samfærdsel (jernbaneforbindelser, troljebus- og sporvognslinjer, rutebil- og busforbindelser og lignende), sikring af parker og andre friarealer for de bosatte, idet erfaringen har vist at nærheden til sådanne har stor indflydelse på levevilkår og ejendomspriser, men desuden samordning af offentlige byggerier (børnehaver, skoler, gymnasier, sygehuse, biblioteker med mere), idet sådanne mere økonomisk vil kunne bygges ved sammenpasning af købstads og forstads behov.

Denne erkendelse førte da også til, at man i Danmark forholdsvis tidligt bestræbte sig på at lave sammenpassede planer for købstæder og fremvoksende forstæder. Således blev der allerede i 1890-erne lavet et byplanforslag ved Charles Ambt og Hack Kampmann for Marselisborg jorder ved Århus, da Århus kommune havde købt dette område med henblik på fremtidig byudvikling, og ligeledes blev der i 1908 afholdt en byplankonkurrence for de områder, som få år tidligere var blevet indlemmet i Københavns kommune. Usædvanligt fremsynet var man med udarbejdelsen af forslag til en samlet parkpolitik for Københavnsegnen allerede i 1936, ved projekter for sammenhængende vejnet i og omkring hovedstaden og senere med "Fingerplanen" i 1947. Disse tidlige tiltag blev lovgivningsmæssigt fulgt op med byreguleringsloven af 23 april 1949, der skulle føre til nedsættelsen af med tiden stadig flere såkaldte "byudviklingsplaner", allerede 1951 for hovedstadsområdet (senere revideret flere gange), i 1954 fulgte den såkaldte "Egnsplan for Storårhus", og frem til 1965 nåede antallet af byudviklingsområder op på 36, omfattende mere end halvdelen af landets samlede befolkning og henved en tredjedel af det samlede landområde. Foruden disse lovgivningsbetingede tiltag var der adskillige frivillige egns- og regionplantiltag, således en samlet egnsplan for Bornholm i 1959, forslag om en "trekantsby" omfattende Vejle, Fredericia og Kolding i 1962, en samlet plan for Vestsjælland i 1963, en samlet plan for Nordjylland i 1963, en ny og langt mere omfattende egnsplan for Århus i 1966, hvortil kom en plan for en Øresundsby i 1959 (omfattende både Sjælland og Skåne). Fraset byudviklingsplanerne fik de fleste af disse planer dog ingen betydning i samtiden.

Skattely-problemstillingen

Den socialt-økonomiske opsplitning af storbyernes befolkning, som forstadsdannelserne bibragte som en bivirkning, indebar, at folk bosatte i en kommune måtte bære langt større kommunale skattebyrder end folk bosatte i en anden kommune. Der fremkom derved tillige en voksende økonomisk interesse for den enkelte i at være bosat i en kommune med lave kommunale skatter og i at kunne fastholde en sådan skattebegunstiget stilling. Forholdet gjorde sig især gældende mellem Københavns kommune på den ene side, Frederiksberg og Gentofte kommuner på den anden, men tillige mellem blandt andet Aalborg og Hasseris kommuner, Odense og Paarup kommuner, Svendborg og Tranderup kommuner. Ikke mindst sådanne uligheder i skattebyrden bevirkede, ved siden af andre (fx planlægningsmæssige og tekniske forsyningsanlægsmæssige) interesser, et ønske fra købstadskommuner om at kunne indlemme mere eller mindre udprægede forstadskommuner, hvis indbyggere nød godt af købstadskommunens arbejdspladser og tjenester og samtidig undgik at hjælpe til med at løse de sociale byrder, som købstadskommunen måtte bære.

Indlemmelsesspørgsmålet

Allerede så tidligt som i 1850-erne havde rigsdagen overvejet muligheden for, at forstæder burde sammenlægges med den købstad, de var sammenbyggede med. Da de tidligste forstadsdannelser (Frederiksberg og Nørresundby) og en række bymæssige bebyggelser begyndte at udvikle sig, valgte man i stedet at give dem begrænsede bemyndigelser modsvarende købstædernes under navn af "handelspladser". Men allerede samtiden indså, at det måtte være betænkeligt "således at lægge to købstæder op ad hinanden". De daværende bestemmelser forudså kun mulighed for sammenlægning ved lov i hvert enkelt tilfælde eller ved enighed mellem de berørte kommuner og samtlige grundejere i det indlemmede område.

Indlemmelsesspørgsmålet blev taget op igen af Købstadskommissionen af 1870, der var blevet nedsat for at undersøge og overveje på hvilken måde, der kunne rådes bod på det tilbageslag for købstædernes handel og håndværk, som næringsfrihedens indførelse formodedes at have bevirket. Købstadskommissionen stillede blandt andet forslag om, at der skulle tilvejebringes hjemmel til ad administrativ vej foretage indlemmelser af "Landgrunde eller Landdistrikter, som omsluttes af eller støde umiddelbart op til en Kjøbstad, samt til for Regeringen at tilstå sådanne Undtagelser og Lempelser i de for Kjøbstaden gældende Regler, som måtte være fornødne i Anledning af Indlemmelsen". Efter kommissionens forslag skulle indlemmelse kunne ske ved enighed mellem vedkommende byråd, sogneråd samt en del af ejerne af de af indlemmelsen berørte grunde, men i lov af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse i købstæderne blev det bestemt, at indlemmelse kunne ske, hvis blot to af de tre omtalte parter var enige heri. Med hjemmel i denne lov blev der i de følgende år foretaget indlemmelser af arealer i landkommuner i købstæder, men loven medførte kun i begrænset omfang indlemmelse af bymæssigt bebyggede arealer.

Ved folketællingen i 1916 foretoges for første gang en fyldestgørende opgørelse over forstadsudviklingens omfang, og det viste sig da, at der var 78 forstadsbebyggelser med i alt omkring 95.000 indbyggere svarende til en sjettedel af købstædernes samlede folketal. Det var derfor ikke at undre, at spørgsmålet om ændringer i bestemmelserne om indlemmelser blev taget op af en i 1915 nedsat kommission, der skulle stille forslag til ændringer i loven af 1873. Kommissionens forslag dannede grundlag for lov nr. 379 af 28. juni 1920 om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner m.v., der i §5 blandt andet indeholdt en bestemmelse om, at der efter begæring fra vedkommende byråd, sogneråd eller en vis del af grundejerne skulle kunne foretages indlemmelse i en købstad af de til købstaden umiddelbart grænsende bymæssigt bebyggede arealer af en sognekommune, "når arealernes beboere ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, og indlemmelsen skønnes nødvendig eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, sognekommunens eller vedkommende landareals økonomiske udvikling eller af hensyn til den tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, bygningsvæsen, afløbsforhold, færdselsforhold eller lignende foranstaltninger af almen social eller økonomisk betydning eller når byen nærliggende areals beboere nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden er væsentlig ringere end i købstaden, således at arealet virker som skattely for købstaden". Lempelserne i indlemmelsesbetingelserne bevirkede imidlertid ikke, at forstadsspørgsmålet blev af mindre betydning til trods for de talrige indlemmelser, der trods alt skete.

Den samfundsmæssige udvikling, herunder samfærdselsmidlernes forbedring, bevirkede under påvirkning fra udlandet, at rækkehus- og havebybebyggelser voksede frem. I disse tilstræbtes beliggenhed i frie omgivelser, hvilket betød beliggenhed i nogen afstand fra købstaden og da ofte i nærliggende sognekommuner. Den stigende brug af cykler og motorkøretøjer fremmede udviklingen og bevirkede, at købstæderne i stigende grad anså også sådanne velafgrænsede bebyggelser, der ikke lå i umiddelbar tilknytning til købstaden, som hørende til storbyens samlede bylegeme.

Loven af 1920 blev siden afløst af landkommunalloven af 1933.

Ved lov nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske omegnskommuners styrelse var udviklingen nået dertil, at man i virkeligheden havde opgivet at sammenlægge hele det københavnske storbyområde i een kommune og i stedet fandt det hensigtsmæssigt efter behov at kunne indføre de samme styrelsesmidler for disse forstadskommuner, som fandt anvendelse på købstæder.

En endelig løsning blev først skabt ved kommunalreformen i 1970, hvor købstadskommuner og omgivende sognekommuner - og dermed tillige købstædernes forstæder - blev sammenlagte, og det administrative skel mellem købstæder og forstæder forsvandt.

Geografiske forudsætninger for forstadsudviklingen ved de enkelte købstæder indtil 1970

En beskrivelse af forstadsudviklingen kompliceres for især de største byer ved, at der tidligt udviklede sig bymæssige bebyggelser i omegnen, det vil sige uden for købstæderne, som efterhånden, som byen voksede og bredte sig, så at sige "opslugte" disse allerede tidligere udviklede bebyggelser. Og både for større og mindre købstæder gælder det, at beskrivelsen kompliceres ved, at der løbende skete reguleringer af byafgrænsningen, idet tidligere forstadsområder fra tid til anden blev indlemmede i købstæderne. Således var de administrative grænser ofte ikke de samme over tid. Beskrivelserne må derfor gøre opmærksom på sådanne forhold.

Helt frem til begyndelsen af 1900-tallet kunne det forekomme, at en købstadskirkes sogn strakte sig ud over den tæt bebyggede købstads grænser. I sådanne tilfælde kunne den landlige del udskilles som et købstadslanddistrikt i henhold til lov af 6. juli 1867 § 1 og 3 samt lov af 26. maj 1868 § 15. I så fald fik landdistriktet sin egen sognekommunale ledelse. Under særlige forhold kunne indenrigsministeren bevilge, at distriktet fik status af en egen sognekommune, når dets udstrækning, folkemængde eller andre forhold kunne berettige til det. Omvendt kunne et landdistrikt indlemmes i købstaden, når betingelserne i lov nr. 379 af 28. juni 1920 var opfyldte. Dette indebærer, at der forud for en sådan indlemmelse kunne være sket en bebyggelsesmæssig forstadsudvikling, der kunne motivere indlemmelse.

Trods store geografiske forskelle, der var betinget af stedlige landskabelige forhold, administrative grænsers forløb samt den industrielle udvikling og dermed befolkningsudviklingen, var der visse fælles træk, således med hensyn til det overordnede udviklingsforløb.

Første fase i forstadsudviklingen indtraf i anden halvdel af det 19. århundrede. Omkring midten af århundredet slog den industrielle produktionsmåde med brug af dampkraft igennem, og det blev hurtigt fulgt op af en industriel vækst i form af nye virksomheder. Dampkraftens betydning blev fremhævet ved tilføjelsen af ordet "damp" til virksomhedens beskrivelse, fx. "dampbageri". Denne udvikling førte til en tilflytning fra omgivende landområder, og befolkningspresset voksede. Der var som oftest kun begrænsede muligheder inden for købstadens hidtidige område, så efterhånden blev boligbehovet løst ved nybyggeri, der ofte skete enten i købstadskommunens landdistrikt eller i et landsogn. Kun København skilte sig ud ved, at byvæksten fra begyndelsen bredte sig til omgivende sognekommuner.

Fra politisk side var man opmærksom på udviklingen og åbnede mulighed for, at nye byområder kunne indlemmes i købstaden. Således vedtoges lov af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse i købstæderne. Som det hurtigt skulle vise sig, var disse indlemmelser sværere at gennemføre end planlagt, og købstæderne kom næppe på noget tidspunkt senere til at omfatte hele det bymæssige område.

Anden fase indtraf mellem århundredeskiftet og 1. verdenskrig. I denne overgangsperiode blev forstæder som bebyggelsesform anerkendt og slog igennem i tilknytning til de fleste købstæder.

Tredie fase udgjordes af mellemkrigstiden og 2. verdenskrig. Forstæderne var i stadig vækst i tilknytning til en ny industrialiseringsbølge. En tilpasning af indlemmelsesbestemmelserne skete ved lov nr. 379 af 28. juni 1920 om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner m.v., hvori §5 bl.a. indeholdt en bestemmelse om, at indlemmelse kunne ske efter begæring fra byråd, sogneråd eller en vis del af grundejerne, "når arealernes beboere ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, og indlemmelsen skønnes nødvendig eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, sognekommunens eller vedkommende landareals økonomiske udvikling eller af hensyn til den tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, bygningsvæsen, afløbsforhold, færdselsforhold eller lignende foranstaltninger af almen social eller økonomisk betydning, eller når et byen nærliggende areals beboere nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden er væsentligt ringere end i købstaden, således at arealet virker som skattely for købstaden". Heller ikke denne lov kunne sikre de fornødne indlemmelser, og den blev afløst af bestemmelser i landkommunalloven af 1933. Den stadig mere betydende forstadsudvikling blev fra politisk side også forsøgt styret med vedtagelsen af byplanloven i 1925. Loven havde til formål at sikre, at forstadsudviklingen blev sammenpasset med forholdene i købstaden gennem en samlet byplanlægning. Loven fik imidlertid kun begrænset virkning som følge af dens bestemmelser om erstatning. Følgen var, at der blev udarbejdet uformelle byplaner, som blot ikke blev vedtaget. Forholdene var uholdbare, og i 1938 blev vedtaget en ny byplanlov. Heller ikke denne var heldig i sin formulering, men fejlen blev rettet ved et kreativt cirkulære, der inddelte byplanlægning i to slags planer: dispositionsplaner, der gav et samlet overblik over den forventede udvikling men som ikke var bindende og derfor heller ikke kunne udløse erstatningskrav, og partielle byplaner, der var bindende og derfor kunne udløse erstatningskrav, men alene fordi der nu var tale om en faktisk gennemførelse af den påtænkte planlægning. Loven pålagde alle kommuner med bebyggelser på over 1.000 indbyggere at udarbejde en byplan. Loven nåede dog kun at få meget begrænset anvendelse inden, at 2. verdenskrig brød ud. Under krigen blev udarbejdet en række byplaner både for købstæder og for andre byer.

I denne periode blev rutebilerne udviklet som en ny transportform, og denne indebar, at det især var langs købstædernes udfaldsveje, at forstadsbyvæksten bredte sig. Dette gav ofte en noget uheldig byform med lange byfingre ud i landskabet.

Fjerde fase indtraf efter 2. verdenskrigs afslutning og varede frem til 1970. I denne periode blev der udarbejdet byplaner for et stort antal kommuner, herunder alle de lovpligte kommuner. Forstadsudviklingen fortsatte. I stedet for at fremme indlemmelser af forstadsområder blev der ved lov nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske omegnskommuners styrelse indført hjemmel til at gøre købstadskommunallovens bestemmelser anvendelige på en række omegnskommuner. I denne periode fik privatbilismen sit gennembrud, og følgen var en yderligere byvækst. I erkendelse af, at byplanlovens bestemmelser var for begrænsede i forhold til udviklingen blev vedtaget en ny byreguleringslov, som gjorde det muligt at nedsætte byudviklingsudvalg bestående af repræsentanter for købstadskommuner og omgivende sognekommuner for at udarbejde mere langsigtede planer for byudviklingens fordeling og grænser. I løbet af 1960-erne blev der udarbejdet en lang række byudviklingsplaner, og disse fastlagde den fortsatte forstadsudvikling.

Femte fase indtraf i 1970 med kommunalreformen, hvorved købstæder sammenlagdes med omgivende sognekommuner til nye storkommuner. Kommunalreformen blev fulgt op af en række ny planlove: by- og landzoneloven, kommuneplanloven m.fl. Strengt taget var der tale om en opdatering af den hidtidige lovgivning, men som noget nyt skulle borgerne have ytringsret når planerne skulle vedtages. Kommunalreformen indebar også, at forstadsbegrebet forsvandt, fordi de hidtidige forstæder nu kom til at ligge i samme storkommune som den købstad, de var en del af. Samtidig bortfaldt købstæderne imidlertid som særskilt enhed. Kun omkring de største byer var fortsat forstadskommuner, især hovedstaden.

Det er på denne baggrund, at forstadsudviklingen indtil 1970 må ses.

Hovedstaden (København)

København var i en særdeles gunstig situation omkring midten af 1800-tallet: byen havde et stort og rigt opland omfattende hele Amager, hele Københavns Amt og dele af Roskilde og Frederiksborg Amter. Som hovedstad havde den en stor befolkning af embedsmænd og militær, kulturelle og uddannelsesmæssige institutioner foruden omfattende fremstillingsvirksomhed og en livlig skibsfart. I århundredets første del havde byens udvikling været hæmmet af en ret svag udenrigshandel, men denne situation blev mere end opvejet af den kraftige industrialisering, der satte ind netop i årtierne omkring midten af århundredet, og skibsfarten blev senere fremmet ved etablering af en frihavn.

København havde frem til midten af 1800-tallet status som fæstningsby. Dette indebar, at stort set al erhvervs- og boligbyggeri måtte klumpes sammen bag byens fæstningsvolde. Området mellem voldene og en demarkationslinjen var ved servitutter forhindrede fra fast byggeri, så der fandtes her kun nogle få lystejendomme, manufakturer og fabrikker. I 1852 flyttedes demarkationslinjen på Sjælland ind til søerne, derved blev det muligt at bebygge området, og der fremvoksede hurtigt et spekulationspræget byggeri af boligkaserner på Nørrebro og Vesterbro. I 1870-erne blev det meste af området frigivet til privat bebyggelse, og i løbet af få år blev dette fyldt med boligkarreer i 5-6 etager. På Østerbro skete ligeledes et byggeri, der strakte sig nordpå til Tuborgs fabrikker i Hellerup. I brokvarterene blev byggeriet intensiveret i form af bag- og sidehuse. Mens byggeriet efterhånden strakte sig ud langs byens udfaldsveje, stagnerede befolkningstallet inden for voldene, og i 1880 levede kun omkring 46% af hovedstadens befolkning her. Omkring århundredeskiftet skete der en social forandring, idet de mest velhavende borgere søgte mod nord til Hellerup, hvor et omfattende villabyggeri skete. Mod vest skete en fuldstændig udbygning dels af Østerbro, Nørrebro og Vesterbro, dels af Frederiksberg og Valby. Denne udvikling bevirkede, at store dele af Hovedstadens omegn blev indlemmede i København omkring 1900, men indlemmelserne var så omfattende, at byen fik store områder at råde over til fortsat byudvikling.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
København	129.695	143.591	155.143	181.291	234.850	312.859	378.235
Frederiksberg	2.874	4.342	8.164	16.878	26.510	46.954	76.231
Sundbyerne	4.527	5.283	4.610	6.774	9.923	13.310	22.340
Tårnby sogn	-	-	2.168	2.669	3.175	3.615	3.622
Hovedstaden med forstæder	3.805	4.338	4.651	5.221	5.893	6.974	8.368

Ved kongelig resolution af 8. juli 1878 blev Sundbyøster og -vester sogn udskilt af Tårnby sogn. Ved kongelig resolution af 17. april 1900 i henhold til love af 3. april 1900 blev Brønshøj sogn og en del af Hvidovre sogn omfattende Damhussøen, Valby, Vigerslev og Kongens Enghave indlemmede i staden København fra 1. januar 1901. Ved kongelig resolution af 17. april 1900 blev i henhold til lov af 3. april 1900 Sundbyerne fra 1. januar 1902 indlemmede i staden København. Ved lov af 29. december 1857 havde Frederiksberg fået status af handelsplads og ved lov af 7. april 1899 udskilt som særskilt kommune fra 1. april 1900. Ved kongelig resolution af 24. juli 1905 blev dele af Utterslev henlagte til Frederiksberg, mens dele af Frederiksberg blev henlagt til København. Endelig blev grænsen mellem København og Gentofte kommune ved kongelig resolution af 22. december 1906 reguleret pr. 1. april 1907.

År	1906	1911	1916
København	426.540	462.161	506.390
Frederiksberg	87.494	97.237	99.383
Gentofte	21.209	24.691	31.681
Søborg villaby (Gladsaxe sogn)	877	1.579	2.855
Søtorp villaby (Rødovre sogn)	-	249	234
Tårnby villaby (Tårnby sogn)	-	671	759
Kastrup by (Tårnby sogn)	1.910	1.920	2.288
Hovedstaden med forstæder	538.030	588.508	643.589

Helsingør

Helsingør var i midten af 1800-tallet en af landets største provinsbyer. Det skyldtes Øresundstolden, som gav grundlag for skibsklarerere, handlende og havnearbejdere, men i 1857 blev tolden afskaffet, og byen oplevede et tilbageslag, der blandt andet gav sig udslag i en direkte afvandring fra byen med en befolkningsnedgang til følge. Byens beliggenhed ved Sjællands nordøstlige spids gav den kun ringe muligheder for oplandshandel, idet store dele af omegnen var dækket af skov og med en ret beskeden og spredt bosiddende befolkning. Byen var omgivet af et bredt bælte af købstadsjorder med spredt bebyggelse af lystejendomme og enkelte virksomheder: Godthåb glasværk samt 4 teglværker, der kun gav beskedne muligheder for sysselsætning. Dermed var mulighederne for befolkningsvækst umiddelbart stærkt begrænsede, og det samme gjaldt mulighederne for forstadsudvikling: uden for bygrænsen mod vest spærrede Teglstrup Hegn for enhver byudvikling, og mod syd, hvor der var åbent land, spærrede den store landejendom Borupgård ligeledes for forstadsudvikling. Mulighederne for forstadsdannelse var dermed begrænset til et smalt bælte langs kysten mod syd, hvor de to fiskerlejer Snekkersten og Skotterup lå. Noget længere sydpå lå fiskerlejet Espergærde, men dette var beskyttet imod at blive opslugt af en eventuel byudvikling af Egebæksvang skov således, at det også her kun var i den smalle bræmme langs Strandvejen, at en byudvikling var mulig, og da denne indtraf, forhindrede stejlepladsen syd for Skotterup en sammenvoksning af den bebyggelse, som skete i Snekkersten-Skotterup, og den bebyggelse, som skete i Espergærde.

Den stagnation, der ramte Helsingør efter sundtoldens ophævelse, varede kun kort. Forbedrede samfærdselsforhold, turisme og en begyndende industrialisering vendte snart udviklingen. I 1855 havde byen 16 virksomheder af industrielt tilsnit med 277 arbejdere og i 1872 25 virksomheder med 446 ansatte, altså en stærk stigning. Af stor betydning for byen var tillige, at den blev overfartsby til Helsingborg, herunder for tog. Derimod fik Helsingør aldrig nogen oplandshandel af betydning, idet Hornbæk og Espergærde allerede fra århundredeskiftet (1900) lagde beslag på den oplandshandel, der kunne have været.

I 1864 anlagdes en jernbane, Nordbanen, der gik fra København over Hillerød og Fredensborg til Helsingør.

Trods flere udvidelser viste havnen sig snart at være for lille. Den 15. februar 1866 blev givet koncession til at anlægge en stor havn nord for Kronborg, der ved en 110 fod bred kanal skulle sættes i forbindelse med den daværende havn, og som skulle være såvel stapelplads for handelen mellem Nordsøen og Østersøen som være en farefri nødhavn, hvor skibene i stedet for at ankre på reden kunne søge ind og afvente gunstig vind, og hvor store maskinværksteder skulle kunne optage konkurrencen med udlandet. Projektet kom dog aldrig til udførelse. Havnens udvidelse var fortsat en påtrængende nødvendig, hvorfor man begyndte på nye overvejelser, og i årene 1878–1886 foretoges omfattende arbejder, hvorved indsejlingen blev forbedret, den søndre mole ombyggedes, et nyt bassin udgravedes ind i Grønnehave således, at havnen nu fik et fladeindhold af godt 11 tdr. land, hvoraf omtrent 8½ td. ld. havde en dybde af 22 engelske fod, resten 20 fod. Indløbets bredde blev 126 fod med en dybde af 22 fod. Kajernes samlede længde blev omtrent 5.000 fod, hvoraf omtrent halvdelen, som almindelig benyttes ved losning og ladning, blev forsynet med jernbanespor. Særlig betydning fik havnen i strenge isvintre, når sejladsen på København var standset, da den så benyttedes meget som tilflugtshavn. På den sydlige moles hoved opsattes et fast, rødt havnefyr, 21 fod over havet, af 6. orden. Desuden indrettedes der et fyr på Kronborg.

Ved lov af 30. marts 1889 vedtoges anlæg af et dampfærgeleje for færgen til Helsingborg, som udførtes 1890-91 i havnens sydlige hjørne. Dampfærgen blev taget i brug i foråret 1892 med 5 gange daglig forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg. Det gamle Færgelav blev ophævet i 1882, og færgefarten blev frigivet. Ved ophævelsen i 1882 talte færgelavet kun 25 færgemænd med 12 karle.

Fra midten af 1800-tallet oplevede Helsingør en begyndende industrialisering. Blandt virksomheder i og ved byen omkring 1855 fandtes Godthåb Glasværk med 51 ansatte, 6 teglværker (desuden 4 i Tikøb Sogn) med i alt 126 ansatte, 1 jernstøberi, 1 uldspinderi, farveri og trykkeri, 1 bomuldsvæveri, 2 tobaksfabrikker med i alt 17 ansatte, 1 maskinværksted for agerbrugsredskaber, 2 pottemagerier med 7 ansatte, 4 garverier med 13 ansatte. Desuden havde byen 2 skibsværfter (bådebyggerier) med 55 ansatte og især beskæftigede med skibsreparationer, 2 dampmelmøller.

Efterhånden gennemførtes flere forbedringer i de tekniske installationer i byen. Et gasværk blev opført i 1854. Med hensyn til byens vandforsyning, der tidligere var sket fra de syd for byen liggende damme, undergik vandværket en betydelig forbedring 1866 ved anbringelsen af filtrerapparater og ved anvendelsen af jernrør i stedet for trærør til ledningerne, hvorved vandet fik en langt betydeligere stighøjde således, at det kunne føres op i etagerne, men det afgav kun vand til interessenterne, de andre grundejere måtte selv anlægge brønde, og der blev derfor af kommunen, som købte det gamle vandværk, anlagt et nyt vandværk ude på Grønnehave. Kloakledninger blev i årene 1867–94 førte gennem alle gader.

Helsingør 1900 med udvidet havn og skibsværft.

I 1882 begyndte et nyt kapitel i Helsingørs historie, da Helsingør Skibsværft og Maskinbyggeri A/S åbnede. Det skyldes utvivlsomt de forholdsvis gunstige vanddybdeforhold. Af betydning var det tillige, at Wiibroes Bryggeri (grundlagt 1840) i 1896 begyndte at sælge øl på flasker.

Helsingør blev først og fremmest en industriby. Ved århundredeskiftet havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: glasværket "Godthaab", der lavede flasker i 2 ovne; 2 teglværker ("Nøjsomhed" og "Klostermosegaard"); 1 klædefabrik, hvormed var forbunden uldspinderi, farveri og trykkeri; 1 hvidevarespinderi (ca. 40 væve); 1 maskin-tapetfabrik; 2 tobaksfabrikker; 1 større garveri; 1 kalkbrænderi; 1 mineralvandstapperi; 1 eddikebryggeri; 1 bayersk- og 3 hvidtølsbryggerier; 1 brændevinsbrænderi med gærfabrik; flere større dampbagerier; 3 vindmøller og 2 dampmøller; 1 større slagteri, "Frederiksborg Amts Kreatur- og Andels-Slagteri" (anlagt 1894 på Grønnehave); 1 fiskenetfabrik (anlagt 1892 på Grønnehave); 1 træskibsbyggeri, der tilhørte et interessentskab (hovedvirksomheden var reparationer). Hvad, der dog særlig bidrog til at give byen et industrielt præg, var aktieselskabet „Helsingørs Jærnskibs- og Maskinbyggeri" (på Grønnehave, hvor den tidligere smukke Kronborg Allé lå), oprettet i henhold til koncession af 29. november 1881, med 7-800 arbejdere; i forbindelse med det stod en tørdok (mellem værftet og Kronborg). Dernæst aktieselskabet "Helsingørs Patent-Ophalingsbedings Interessantskab", oprettet 1878; det havde "ikke ringe Betydning og benyttes stærkt". Af andre større foretagender nævnes: aktieselskabet "Helsingørs Dampskibsselskab", oprettet 1881 ved sammenlægning af flere selskaber, og et interessentskab der drev Marienlyst Søbadeanstalt (aktieselskabet, der oprettedes 20. december 1885 og købte søbadehotellet, som er opført 1860—61 efter tegninger af Chr. Holsøe, lige som det lejede Marienlyst Slot med park, ophævedes 1888; slottet med parken tilhørte (og tilhører) kommunen).

Den 1. februar 1890 havde byen 11.076 indbyggere (ved en af byrådet den 1. februar 1895 foretagen tælling var indbyggertallet 11.553). Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 1.604 levede af immateriel virksomhed, 4.718 af industri, 1.452 af handel og omsætning, 474 af søfart, 271 af jordbrug, 58 af gartneri, 108 af fiskeri, mens 1.729 fordeltes på andre næringsveje, 544 levede af deres midler, 104 nød almisse og 14 hensad i fængsel.

Helsingørs befolkning var ujævnt stigende i slutningen af 1800-tallet: 8.111 i 1850, 9.097 i 1855, 8.442 i 1860, 8.891 i 1870, 8.978 i 1880, 11.076 i 1890, 13.902 i 1901. Ved kongelig resolution af 11. april 1876 blev arealer under Tikøb sogn henlagte under Helsingør købstad.

Helsingørs egen befolkningsudvikling frem til århundredeskiftet havde på ingen måde kunnet danne grundlag for en egentlig forstadsudvikling. Når byen alligevel næsten voksede sammen med Snekkersten og til dels Skotterup, så skyldtes det landliggere: netop i anden halvdel af 1800-tallet begyndte de at bygge landliggervillaer ved Øresundskysten, og næsten hele strækningen fra Helsingør til Tibberup blev udstykket og bebygget i denne periode; kun fiskernes stejlepladser udgjorde afbrydelser og forhindrede et sammenhængende byområde. Det omfattende byggeri og de nye landliggere gav anledning til nye sysselsætningsmuligheder i Snekkersten og Espergærde, og der skete således en vis stedlig befolkningsvækst. Men endnu indtil og under 1. verdenskrig blev Snekkersten og Espergærde ikke anset som forstæder til Helsingør.

År	1906	1911	1916
Helsingør købstad	14.534	13.783	15.475
Snekkersten	555	569	675
Espergærde	366	500	713
Helsingør med forstæder	15.455	14.852	16.863

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 14.534, heraf ernærede 1.645 sig ved immateriel virksomhed, 396 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 116 ved fiskeri, 8.141 ved håndværk og industri, 1.720 ved handel med mere, 1.356 ved samfærdsel, 560 var aftægtsfolk, 306 levede af offentlig understøttelse og 294 af anden eller uangiven virksomhed. Det var således omkring århundredeskiftet, at mere end halvdelen af købstadens befolkning blev sysselsat ved håndværk og industri.

Gennem mellemkrigstiden var Helsingørs indbyggertal voksende og samtidig skete der en vækst i forstaden Snekkersten, og også i Espergærde bosatte sig en række personer med arbejde i Helsingør, omend beskedent. I 1930 havde 109 personer i det daværende Egebæksvang Sogn fraset Espergærde arbejde i Helsingør svarende til 17,9% af befolkningen og i Espergærde 48 personer svarende til 7,5% af befolkningen.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Helsingør købstad	15.457	15.118	15.841	17.140	17.965
Snekkersten	873	1.216	1.294	1.415	1.559
Espergærde	769	1.032	1.606	1.849	1.912
Helsingør med forstæder	17.099	17.366	18.741	20.404	21.436

I henhold til erhvervstællingen 1925 fandtes der 364 virksomheder i Helsingør med 2.700 ansatte, heraf 2.042 egentlig industriarbejdere. Af disse var 165 sysselsat i næringsmiddelindustrien, 174 i tekstilindustrien, 71 i beklædningsindustrien, 248 i bygningsindustrien, 106 i trævareindustrien, 1.138 i metalindustrien og 140 i anden industri. Beskæftigelsen i metalindustrien skyldtes ganske overvejende skibsværftet.

Ved folketællingen i 1930 havde Helsingør 15.841 indbyggere, heraf ernærede 1.345 sig ved immateriel virksomhed, 7.541 ved håndværk og industri, 1.769 ved handel mm, 1.550 ved samfærdsel, 509 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.043 ved husgerning, 1.893 var ude af erhverv og 191 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Helsingør købstad	509	7.541	1.769	1.550	1.345	1.043	1.893	191	15.841
Snekkersten	278	352	147	146	77	117	161	16	1.294
Espergærde	274	453	206	184	81	147	240	21	1.606
Helsingør med forstæder	1.061	8.346	2.122	1.880	1.503	1.307	2.294	228	18.741

Helsingør udviklede i mellemkrigstiden et vist net af oplandsforbindelser: foruden Nordbanen (der i 1934 fik trinbræt ved Mørdrup), Kystbanen og Hornbækbanen busforbindelse mod Helsinge i 1922, busforbindelse til Snekkersten, Espergærde og Humlebæk i 1923 (forlænget til Sletten i 1930) og busforbindelse til Hornbæk i 1933 (1937 forlænget til Gilleleje).

Gennem det meste af det 20. århundrede stod og faldt Helsingørs udvikling med den lokale industris samt jernbanedriftens og færgefartens udvikling. Nok spillede såvel handel som offentlige tjenester (Helsingør fik Frederiksborg Amts centralbibliotek, sygehus, politistation, brandvæsen og tilsvarende tjenester), men de spillede en fortrinsvis tilbagetrukken rolle. Først hen imod århundredets slutning, da industrien aftog i betydning, tiltog de andre virksomheder tilsvarende i betydning.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Helsingør sin befolkningsvækst. Af betydning for byens udvikling var det, at der i 1947 blev udarbejdet et forslag til dispositionsplan for Tikøb Kommune, der fastlagde at mulighederne for byudvikling i Snekkersten var yderst begrænsede på grund af Borupgård, mens der i Espergærde var muligheder for en byudvikling i retning af Mørdrup og Tibberup, og det konstateredes, at der allerede var lavet planer for en udstykning af arealer vest for Kystbanen dels langs Mørdrupvej, dels ved Stokholmsvej. I 1957 fulgte Tikøb sogneråd op med en plan gående ud på, at Snekkersten skulle udbygges som forstad til Helsingør hvis og når der blev mulighed for at købe Borupgård, mens Espergærde skulle udbygges på hele arealet mellem Mørdrup i nord og Tibberup i syd. Enkelthederne i denne plan blev fastlagt i en revision af dispositionsplanens forudsætninger Espergærde by i 1960 udarbejdet af Tikøb kommune. Helsingørs fortsatte vækst bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg for Helsingøregnen omfattende Helsingør Købstadskommune, Tikøb Kommune samt Asminderød-Grønholt Kommune. Dette udarbejdede en byudviklingsplan, som forudsatte Snekkersten og Espergærde som de vigtigste fremtidige byudviklingsområder, idet samtidig de tilbageværende ledige arealer inden for købstadskommunens grænser forudsattes at blive inddragne til byudvikling.

Helsingør havde fortsat store ledige markjorder at bygge på, men byudviklingen skete nu også uden for byens grænser. Forstaden Snekkersten voksede forholdsvis langsomt, mens Espergærde voksede stærkere, ikke mindst i kraft af tilflytning af indbyggere, der havde deres arbejde i Storkøbenhavn. Endnu i 1950 arbejdede kun 36% af Egebæksvang sogns indbyggere (fraset Espergærde) i Helsingør og 10,3% i Helsingør, mens det for Espergærdes vedkommende gjaldt at 23,2% arbejdede i Helsingør, 12,6% i København; over halvdelen arbejdede lokalt. Således var Helsingørs betdning som arbejdssted endnu yderst begrænset, men dette skulle ændre sig i det følgende tiår: ifølge en opgørelse fra 1957 havde 40% af Espergærdes indbyggere arbejde i Helsingør, 40% i Hovedstaden, 12% i resten af Nordøstsjælland og kun 8% lokalt Espergærde lå med andre ord på det sted, hvor tiltrækningen fra Helsingør og Storkøbenhavn var lige stor. For Snekkersten gjaldt det, at 62% arbejdede i Helsingør og 27% i Storkøbenhavn; skønt Snekkersten således var en integreret forstad til Helsingør, lod hovedstadens nærhed sig også her mærke.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Helsingør købstad	18.930	21.010	23.897	26.658	29.327
Snekkersten	1.673	1.784	1.899	1.980	*
Espergærde	2.396	2.626	3.177	3.998	*
Helsingør med forstæder	22.999	25.420	28.973	32.636	37.560

^{*tal mangler}

Byudviklingen i Espergærde bevirkede dels sognerådets flytning fra Tikøb hertil, dels at der i byens vestlige udkant blev udlagt et erhvervsområde, der bidrog med stedlige arbejdspladser, hvorved byen atter nedbragte sin afhængighed både af Helsingør og af Storkøbenhavn.

Hillerød

Hillerød omkring 1900.

Hillerød havde en gunstig beliggenhed midt i et stort opland, der kun var begrænset mod nord af Esrum sø og mod nordvest af Gribskov.

I midten af 1800-tallet havde Hillerød 2 damp- og 3 almindelige brændevinsbrænderier, 2 ølbryggerier, 3 garverier, 1 klædefabrik, hørspinderi og uldspinderi med 12 ansatte, 1 bomuldsvæveri, 1 tobaksfabrik, 3 farverier, 1 felberederi, 1 teglbrænderi, 1 pottemageri, 1 skedevands- og farvefabrik og 1 bogtrykkeri. Desuden fandtes 2 vindmøller og 1 vandmølle samt en dampmølle. Byen havde 4 gæstgiverier. I 1872 havde byen 2 dampbrænderier og 1 almindeligt brændevinsbrænderi, 2 ølbryggerier, 5 maltgørerier, 2 garverier, 2 klædefabrikker og uldspinderier, 1 tobaksfabrik, 2 farverier, 1 pottemageri og 2 bogtrykkerier. På byens grund fandtes desuden 2 savværk, 2 vindmøller og 1 vandmølle samt 2 dampmøller. Byen havne nu 3 gæstgiverier. I 1872 var 22 af byens 87 arbejdere sysselsatte ved F.W. Petersens savværk. Ved århundredeskiftet havde byen 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 maskinværksteder, 1 dampbrænderi, 2 maltgørerier, 2 garverier, 1 klædefabrik, 2 tobaksfabrikker, 1 farveri, 1 pottemageri og 3 bogtrykkerier. Desuden fandtes i byen og på dens grund: 2 savværker, 1 vejr- og 1 vandmølle samt 2 dampmøller. I byen fandtes 4 hoteller og 13 gæstgiverier.

Hillerøds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men samtidig var en forstadsbebyggelse øjensynligt under udvikling i Frederiksborg slotssogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Hillerød købstad	1.929	2.292	2.301	2.533	3.059*	3.731*	4.572*
Frederiksborg slotssogn	1.046	1.108	1.303	1.342	1.616	1.561*	2.046*
Hillerød med forstæder	1.929	2.292	2.301	2.533	3.059	3.731	5.603

• Indlemmelser skete i Hillerød købstad af arealer i Frederiksborg slotssogn ved kongelig resolution af 2. juli 1877, 8. juli 1882 og 4. februar 1892. Omvendt blev arealer af Hillerød overført til Frederiksborg slotssogn ved kongelig resolution af 2. juli 1887 og 3. november 1887. Ved kongelig resolution af 22. maj 1906 blev arealer af Frederiksborg slotssogn indlemmede i Hillerød.

Næringsveje 1890	Jordbrug	Gartneri	Fiskeri	Imm. virks.	Industri	Handel	Søfart	Andre	Egne midl.	Forsorg	Fængsel	Ialt
Hillerød købstad	131	12	0	633	1.341	834	0	481	201	57	41	3.731
Frederiksborg slotssogn	345	25	0	219	475	95	0	230	157	15	0	1.561
Hillerød med forstæder	476	37	0	852	1.816	929	0	711	258	72	41	5.292

Hillerøds næringsfordeling i 1890 afspejlede byens betydning som oplandsby (immaterial virksomhed, handel), mens Frederiksborg Slotssogns næringsfordeling afspejler den nære tilknytning til købstaden.

Ifølge en opgørelse for 1906 var fordelingen følgende: 468 levede af immateriel virksomhed, 216 af landbrug, 1 af fiskeri, 2.526 af håndværk og industri, 894 af handel mm, 363 af samfærdsel, 345 var kapitalister og aftægtsfolk, 166 fik offentlig understøttelse, 177 havde ikke opgivet indkomstkilde.

År	1901	1906	1911	1916
Hillerød købstad	4.572	5.156	5.551	5.773
Nyhuse (frederiksborg slotssogn)	1.031	1.194	1.186	1.206
Hillerød med forstæder	5.603	6.350	6.737	6.979

Gennem mellemkrigstiden var Hillerøds indbyggertal voksende: i 1921 6.069, i 1925 6.281, i 1930 6.822, i 1935 7.608, i 1940 8.199 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Nyhuse og mere spredt, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Hillerød.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Hillerød købstad	6.069	6.281	6.822	7.608	8.199
Nyhuse mm	2.163	3.040	3.232	3.437	3.719
Hillerød med forstæder	8.232	9.321	10.054	11.720	12.724

Ved folketællingen i 1930 havde Hillerød 6.822 indbyggere, heraf ernærede 683 sig ved immateriel virksomhed, 2.466 ved håndværk og industri, 1.196 ved handel mm, 642 ved samfærdsel, 250 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 629 ved husgerning, 849 var ude af erhverv og 107 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Hillerød købstad	250	2.466	1.196	642	683	629	849	107	6.822
Nyhuse	99	936	299	219	218	200	349	21	2.341
Andre bebyggelser	77	465	77	94	13	58	99	8	891
Hillerød med forstæder	426	3.867	1.572	955	914	887	1.297	136	10.054

Efter 2. verdenskrig fortsatte Hillerød sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.887 indbyggere i købstaden, i 1950 10.023 indbyggere, i 1955 10.840 indbyggere, i 1960 11.605 indbyggere og i 1965 12.832 indbyggere. Forstadskommunen Frederiksborg Slotssogn med Nyhuse var nu så udbygget, at den i sin helhed regnedes som forstad til Hillerød. I Harløse Sognekommune voksede en ny forstad, Lille Ullerød, frem vest for Hillerød.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Hillerød købstad	8.887	10.023	10.840	11.605	12.832
Frederiksborg Slotssogn	5.136	5.644	5.749	6.081	6.851
Lille Ullerød	273	333	390	461	1.091
Hillerød med forstæder	14.023	16.000	16.979	18.147	20.774

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Hillerød-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Frederiksværk

Frederiksværk var i udpræget grad en industriby. Byen lå på den smalle bremme mellem Arresø og Roskilde Fjord, og dens industri var knyttet til den beskedne vandkraft fra kanalen, som forbandt dem. Beliggenheden betød også, at byen næsten ikke havde noget opland; kun Halsnæs kunne henregnes til dette. Beliggenheden og de meget begrænsede købstadsjorder betød også, at forstadsudvikling måtte ske enten mod nord, i Vinderød sogn, eller mod syd, i Kregme sogn., hvilket også var tilfældet.

Frederiksværks befolkning steg i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Der boede 739 mennesker i byen i 1850, 708 i 1855, 764 i 1860, 915 i 1870, 839 i 1880, 1.098 i 1890, 1.431 i 1901, 1.664 i 1906 og 1.672 i 1911. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Kregme sogn og Vinderød sogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Frederiksværk købstad	739	708	764	915	879	1.098	1.431
Vinderød sogn	495	512	482	463	468	503	535
Kregme sogn	1.047	969	822	871	854	858	860
Frederiksværk med forstæder	739	708	764	915	879	1.098	1.431

Af de 1.664 indbyggere i Frederiksværk i 1906 ernærede 129 sig ved immateriel virksomhed, 44 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 42 ved fiskeri, 945 ved håndværk og industri, 269 ved handel med mere, 109 ved samfærdsel, 82 var aftægtsfolk, 17 levede af offentlig understøttelse og 27 af anden eller uangiven virksomhed.

I 1897 fik byen jernbaneforbindelse til Hillerød og i 1916 forlængedes jernbanen til Hundested.

I 1907 fik Frederiksværk købstadsrettigheder.

I mellemkrigsårene var Frederiksværks indbyggertal voksende: Byen havde i 1921 2.022 borgere, i 1925 2.040, i 1930 2.061, i 1935 2.227, i 1940 2.248 indbyggere. Samtidig voksede forstæderne Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov samt Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint i Kregme-Vinderød Kommune, hvor folk, som arbejdede i Frederiksværk, slog sig ned.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Frederiksværk købstad	2.022	2.040	2.061	2.227	2.248
Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov	168	167	171	195	477
Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint	-	95	120	112	216
Frederiksværk med forstæder	2.190	2.302	2.352	2.534	2.941

Ved folketællingen i 1930 havde Frederiksværk 2.061 indbyggere. Af dem ernærede 162 sig ved immateriel virksomhed, 899 ved håndværk og industri, 331 ved handel, 144 ved samfærdsel, 71 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 145 ved husgerning, 256 var ude af erhverv, og 53 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Frederiksværk købstad	71	899	331	144	162	145	256	53	2.061
Bjørnehoved	33	54	1	3	6	7	11	5	120
Enghaverne	50	95	6	8	0	3	9	0	171
Frederiksværk med forstæder	154	1.048	338	155	168	155	276	58	2.352

Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederiksværk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143, i 1955 5.213, i 1960 5.722 og i 1965 6.805. Den største byudviklingen foregik i forstadskommunen Kregme-Vinderød Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Frederiksværk købstad	3.029	3.968	4.306	4.435	4.538
Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov	613	967	1.253	1.317	1.578
Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint	228	246	346	403	1.604
Frederiksværk med forstæder	3.870	5.181	5.905	6.155	7.720

Byrådet nedsatte et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederiksværk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Frederikssund

Frederikssund havde en efter forholdene ret gunstig beliggenhed, med et opland i alle retninger bortset fra vest, idet byen lå ud mod Roskilde Fjord. Byen havde næsten ingen ledige købstadsjorder, og allerede ved Lov af 12. april 1867 henlagdes størstedelen af landsbyen Udesundby (500 à 600 indbyggere) under Frederikssund købstad (grænserne fastsattes af Indenrigsministeriet ved bekendtgørelse af 3. august 1867). Den øvrige del af Udesundby Sogn i Lynge-Frederiksborg Herred, det såkaldte "Udesundby Landdistrikt", hørte med hensyn til fattigvæsen og skolevæsen under Frederikssund, til hvis kirke indbyggerne fremdeles søgte, men havde i andre kommunale anliggender sit eget distriktsråd.

I 1868 blev der i stedet for færgeforbindelsen mellem Horns Herred og Frederikssund anlagt en Pontonbro over Roskilde Fjord, Kronprins Frederiks Bro, åbnet den 3. juni 1868. Frederikssundbanen blev åbnet 17. juni 1879. Havnen undergik i anden halvdel af 1800-tallet flere forandringer og forbedringer.

Frederikssunds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 612 i 1850, 679 i 1855, 763 i 1860, 1.306 i 1870, 1.506 i 1880, 1.828 i 1890, 2.302 i 1901, 2.425 i 1906 og 2.514 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Frederikssund købstad	612	679	763	1.306*	1.506	1.828	2.302
Udesundby landdistrikt	659	587	726	147	147	149	145
Frederikssund med forstæder	612	679	763	1.306	1.506	1.828	2.302

Omkring midten af 1800-tallet havde Frederikssund ni brændevinsbrænderier og to garverier. I 1869 havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: 4 brændevinsbrænderier, 2 garverier, 1 klædefabrik med uldspinderi, farveri og stampeværk. Omkring århundredeskiftet havde byen af fabrikker og industrielle anlæg 1 uldspinderi, 1 savskæreri, 1 andelssvineslagteri, 1 mineralvandsfabrik. Byen havde 2 hoteller og flere gæstgiverier.

Efter næringsveje fordelte folkemængden 1890 sig i følgende grupper: 659 levede af håndværk og industri, 515 af handel og omsætning, 293 af immateriel virksomhed, 90 var jordbrugere, 35 fiskere, 11 søfarende, 4 gartnere, 104 levede af andre erhverv, 82 af deres midler, 29 nød almisse, og 6 hensad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.425, heraf ernærede 197 sig ved immateriel virksomhed, 104 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 37 ved fiskeri, 1.127 ved håndværk og industri, 547 ved handel med mere, 209 ved samfærdsel, 88 var aftægtsfolk, 64 levede af offentlig understøttelse og 52 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Frederikssunds indbyggertal voksende: i 1921 2.967, i 1925 3.117, i 1930 3.186, i 1935 3.243, i 1940 3.246 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder Oppe Sundby i Oppe Sundby Kommune og Engbæk i Ude Sundby Landdistrikt, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Frederikssund.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Frederikssund købstad	2.967	3.117	3.186	3.243	3.246
Oppe Sundby	-	363	401	671	616
Engbæk	-	-	345	340	372
Frederikssund med forstæder	2.967	3.480	3.932	4.254	4.234

Ved folketællingen i 1930 havde Frederikssund 3.186 indbyggere, heraf ernærede 250 sig ved immateriel virksomhed, 1.302 ved håndværk og industri, 607 ved handel mm, 328 ved samfærdsel, 159 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 196 ved husgerning, 287 var ude af erhverv og 57 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Frederikssund købstad	159	1.302	607	328	250	196	287	57	3.186
Oppe Sundby	16	202	49	59	11	13	39	1	401
Engbæk	63	169	34	25	7	30	13	4	345
Frederikssund med forstæder	238	1.673	690	412	268	244	345	62	3.932

Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederikssund sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143 indbyggere, i 1955 5.213 indbyggere, i 1960 5.722 indbyggere og i 1965 6.805 indbyggere. Forstadskommunen Ude Sundby landdistrikt var blevet så udbygget, at den i sin helhed blev indlemmet 1. april 1951.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Frederikssund købstad	3.557	4.143	5.213	5.722	6.805
Oppe Sundby	651	799	1.039	1.232	1.716
Engbæk	410	460	*	*	*
Frederikssund med forstæder	4.618	5.402	6.252	6.954	8.521

* indlemmet i købstaden pr. 1. april 1951

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederikssund-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Roskilde

Roskilde Station, opført i 1847.

Roskilde havde en fordelagtig beliggenhed midt i et stort opland; kun mod nord var dette begrænset af Roskilde Fjord.Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudviklingen måtte foregå i Sankt Jørgensbjerg sogn og i byens landdistrikt.

I 1847 åbnede Danmarks første kongerigske jernbane fra Roskilde til København. Den 26. juni samme år kørte det første danske tog sin jomfrurejse fra Roskilde til København.

Roskildes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 3.805 i 1850, 4.338 i 1855, 4.6517 i 1860, 5.221 i 1870, 5.893 i 1880, 6.974 i 1890, 8.368 i 1901, 8.820 i 1906 og 9.696 i 1911. Men samtidig sket øjensynligt en forstadsudvikling i Sankt Jørgensbjerg sogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Roskilde købstad	3.805	4.338	4.651	5.221	5.893	6.974	8.368
Roskilde landdistrikt	-	-	-	22	23	23	40
Roskilde Frue sogn	561	647	654	709	631	660	658
Sankt Jørgensbjerg sogn	1.708	1.855	1.875	2.119	2.683	3.135	3.547
Roskilde med forstæder	3.805	4.338	4.651	5.221	5.893	6.974	8.368

Den 5. september 1871 blev fra Roskilde købstad udsondret et landdistrikt (eng- og Flengmarken). Ved kongelig resolution af13. december 1878 blev arealer under Sankt Jørgensbjerg indlemmede i Roskilde.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende Grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 1.060 levede af immateriel virksomhed, 2.560 af håndværk og industri, 1.482 af handel og omsætning, 8 af søfart, 223 af jordbrug, 27 af gartneri, ingen af fiskeri mens 801 fordeltes på andre erhverv (hvoraf 678 levede af forskellig daglejervirksomhed), 635 levede af deres midler, 158 nød almisse og 20 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 8.820, heraf ernærede 714 sig ved immateriel virksomhed, 528 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 5 ved fiskeri, 3.943 ved håndværk og industri, 1.517 ved handel med mere, 909 ved samfærdsel, 581 var aftægtsfolk, 230 levede af offentlig understøttelse og 393 af anden eller uangiven virksomhed.

Af industrielle anlæg havde købstaden omkring århundredeskiftet: 1 papirfabrik, 3 tobaksfabrikker, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, 1 maskinfabrik, 1 vognfabrik, 2 mineralvandsfabrikker (hvoraf den ene Aktieselskabet Maglekilde og Frederiksberg Brøndanstalts Mineralvandsfabrik), 1 uldspinderi, 2 dampbagerier, 3 farverier, 3 garverier, 1 feldberederi og limfabrik, 1 lervarefabrik, 1 halmvarefabrik, 1 andelsslagteri, 1 tagpap- og asfaltfabrik, 1 spritfabrik, tilhørende Aktieselskabet "de danske Spritfabrikker", og 3 bogtrykkerier, hvorfra der udgik 3 aviser: "Roskilde Avis", "Roskilde Dagblad" og "Roskilde Tidende".

I Roskilde blev afholdt syv årlige markeder med det såkaldte pære- = pærtemarked (hestemarked) i september som det vigtigste. Torvedag med levende kreaturer var hver 1. mandag i hver måned.

År	1906	1911	1916
Roskilde købstad	8.820	9.696	12.533
Bjerget Sankt Jørgensbjerg	1.189	1.194	1.264
Østre distrikt	452	731	845
Roskilde med forstæder	10.461	11.6212	14.642

Gennem mellemkrigstiden var Roskildes indbyggertal voksende: i 1921 12.815. i 1925 13.540, i 1930 14.149, i 1935 16.104, i 1940 21.699 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Roskilde købstads landdistrikt, i Himmelev Kommune og mere spredt i Sankt Jørgensbjerg Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Roskilde. Den 1. april 1933 blev Roskilde købstads landdistrikt indlemmet i Roskilde, og den 1. april 1938 blev Skt. Jørgensbjerg Kommune indlemmet i købstaden.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Roskilde købstad	12.815	13.540	14.149	16.104	21.699
Bjerget (Skt. Jørgensbjerg Kommune)	1.304	1.311	1.267	1.342	*
Østre distrikt (Skt. Jørgensbjerg)	1.057	1.286	1.583	1.948	*
Vestre distrikt (Skt. Jørgensbjerg)	-	-	532	597	*
Skt. Hans Hospital (Skt. Jørgensbjerg)	2.108	2.230	2.460	2.953	*
Roskilde købstads landdistrikt	281	450	577	*	*
Ny Himmelev og Frederiksborgvej (Himmelev Kommune)	377	399	515	570	546
Roskilde med forstæder	17.943	19.216	21.083	23.514	22.245

Ved folketællingen i 1930 havde Roskilde 14.149 indbyggere, heraf ernærede 1.656 sig ved immateriel virksomhed, 5.057 ved håndværk og industri, 2.472 ved handel mm, 1.279 ved samfærdsel, 701 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.193 ved husgerning, 1.547 var ude af erhverv og 244 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Roskilde købstad	701	5.057	2.472	1.279	1.656	1.193	1.547	244	14.149
Bjerget	144	568	98	44	143	86	176	8	1.267
Østre distrikt	85	607	269	204	110	106	175	27	1.583
Vestre distrikt	186	171	27	20	80	25	21	2	532
Skt. Hans Hospital	4	41	6	0	440	135	1.833	1	2.460
Ny Himmelev	41	245	87	36	66	48	42	0	515
Roskilde med forstæder	1.209	6.970	2.967	1.610	2.597	1.623	3.822	285	21.083

Bemærk: tabellen uden Roskilde købstads landdistrikt

Efter 2. verdenskrig fortsatte Roskilde sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 23.497 indbyggere i købstaden, i 1950 26.355 indbyggere, i 1955 28.878 indbyggere, i 1960 31.928 indbyggere og i 1965 37.102 indbyggere. I Himmelev Kommune voksede en ny forstad, Ny Himmelev, frem og i Reerslev-Vindinge Kommune forstaden Vindinge Lillevang.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Roskilde købstad	23.497	26.355	28.878	31.928	37.102
Ny Himmelev og Frederiksborgvej	565	613	678	926	1.842
Vindinge Lillevang i Reerslev-Vindinge Kommune	-	-	-	188	203
Roskilde med forstæder	24.062	26.968	29.556	33.042	39.147

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Roskilde-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Køge

Køge havde en forholdsvis gunstig beliggenhed med et stort opland; kun mod øst var dette begrænset af Køge Bugt. Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudviklingen måtte foregå i Køge landdistrikt.

Køges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.436 i 1850, 2.659 i 1855, 2.734 i 1860, 3.097 i 1870, 3.122 i 1880, 3,282 i 1890, 3.992 i 1901, 4.284 i 1906 og 4.400 i 1911. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Herfølge sogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Køge købstad	2.436	2.659	2.734	3.097	3.122	3.282	3.992
Køge landdistrikt nord	42	42	44	49	56	60	48
Køge landdistrikt syd	253	262	261	263	212	196	217
Herfølge sogn	2.005	2.054	2.090	2.360	2.383	2.343	2.394
Køge med forstæder	2.436	2.659	2.734	3.097	3.122	3.282	3.992

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 på følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 313 levede af immateriel virksomhed, 1.272 af håndværk og industri, 871 af handel og omsætning, 59 af søfart, 17 af fiskeri, 14 af jordbrug, 20 af gartneri, mens 500 fordeltes på andre erhverv, hvoraf 460 arbejdsmænd og daglejere, 141 levede af deres midler, 67 nød almisse og 8 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.284, heraf ernærede 275 sig ved immateriel virksomhed, 43 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 45 ved fiskeri, 2.194 ved håndværk og industri, 901 ved handel med mere, 384 ved samfærdsel, 161 var aftægtsfolk, 138 levede af offentlig understøttelse og 143 af anden eller uangiven virksomhed.

Landbrugseksportens vækst til især England i sidste halvdel af 1800-tallet bragte ny velstand til Køge, selv om der var tilbageslag undervejs.

Køge Station blev opført i 1870, da jernbanen Sjællandske Sydbane fra Roskilde over Køge og Næstved førtes til Vordingborg (Masnedsund). I 1879 kom en jernbane (Østsjællandske Jernbaneselskab) fra Køge til Hårlev, hvor den deltes i to: en strækning over Store Heddinge til Rødvig og én til Faxe. En bane fra Køge til Ringsted over Yderholm (Køge-Ringsted Banen) åbnede i 1917.

En række mindre industriforetagender blev etableret i Køge i århundredets sidste halvdel. I 1842 fik byen et jernstøberi, Køge Jernstøberi, i 1852 en papirfabrik og samme år en tobaksfabrik. Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1890: 1 tobaksfabrik, 1 klædefabrik og uldspinderi, 4 garverier, 1 jernstøberi, 1 limfabrik, 1 lysestøberi, 1 skibsbyggeri, 1 brændevinsbrænderi, 1 sodavandsfabrik, 1 bayersk ølbryggeri (aktieselskab, stiftet 1882, aktiekapital 122.500 kr.), 2 damptræskærerier, 1 andelssvineslagteri, samt 1 imprægneringsanstalt for jernbanesveller.

I Køge blev udgivet 2 aviser, nemlig "Kjøge og Omegns Dagblad" og "Østsjællands Folkeblad".

Køge havde årlig 6 markeder for heste, kvæg og landprodukter. Første onsdag i hver måned var torvedag med levende kreaturer.

Gennem mellemkrigstiden var Køges indbyggertal voksende: i 1921 5.673, i 1925 5.603, i 1930 6.097, i 1935 6.952, i 1940 9.092 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Køge købstads landdistrikt og i Hastrup villaby i Herfølge Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Køge. Den 1. april 1940 blev Køge købstads landdistrikt indlemmet i købstaden.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Køge købstad	5.673	5.603	6.097	6.952	9.072
Køge landdistrikt nordlige del	-	-	64	65	*
Køge landdistrikt sydlige del	-	-	964	1.382	*
Villaby	-	509	-	-	*
Hastrup villaby	-	-	-	-	519
Køge med forstæder	5.673	6.112	7.125	8.399	9.591

Ved folketællingen i 1930 havde Køge 14.149 indbyggere, heraf ernærede 1.656 sig ved immateriel virksomhed, 5.057 ved håndværk og industri, 2.472 ved handel mm, 1.279 ved samfærdsel, 701 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.193 ved husgerning, 1.547 var ude af erhverv og 244 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Køge købstad	88	2.763	1.123	655	380	456	555	77	6.097
Køge landdistrikt nordlige del	42	5	0	0	0	14	3	0	64
Køge landdistrikt sydlige del	38	428	121	188	24	59	80	26	964
Køge med forstæder	168	3.196	1.244	843	404	529	638	103	7.125

Efter 2. verdenskrig fortsatte Køge sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 9.683 indbyggere i købstaden, i 1950 10.602 indbyggere, i 1955 11.338 indbyggere, i 1960 12.294 indbyggere og i 1965 14.144 indbyggere. I Herfølge Kommune voksede en ny forstad, Hastrup villakvarter, frem.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Køge købstad	9.683	10.602	11.338	12.294	14.144
Hastrup villaby i Herfølge Kommune	354	415	802	730	962
Køge med forstæder	10.037	11.017	12.140	13.024	15.106

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Køge-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Holbæk

Holbæk 1900.

Holbæk havde en ret gunstig beliggenhed med et stort opland; kun mod nord var dette begrænset af Holbæk Fjord. Byens egne udviklingsmuligheder var begrænsede, så byudvikling måtte fortrinsvis ske i Merløse sogn.

Holbæk havde årlig 6 markeder, 2 i marts og 1 i april (heste og kvæg), 1 i juni (heste, kvæg og skovbovarer), 1 i oktober (kvæg) og 1 i november (kreaturer).

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 7 brændevinsbrænderier, 1 tobaksfabrik, 1 jern- og metalstøberi, 1 ølbryggeri, 2 bomuldsvæverier, 3 farverier, 5 garverier, 2 pottemagerier, 1 bogtrykkeri. Desuden 3 vindmøller og 1 hestemølle. Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 6 brændevinsbrænderier, 2 tobaksfabrikker, 1 kalkbrænderi, 2 uldspinderier, 2 jern- og metalstøberier, 3 ølbryggerier, 3 bomuldsvæverier, 3 farverier, 6 garverier, 2 pottemagerier, 2 bogtrykkerier, desuden 3 vindmøller og 1 hestemølle samt 1 skibsbyggeri. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 3 tobaksfabrikker, 1 uldspinderi, 2 jern- og metalstøberier, 2 ølbryggerier, hvoraf det ene tillige bryggede bayersk øl, 2 bomuldsvæverier, 3 farverier, 5 bogtrykkerier, 2 vejrmøller, 1 dampmølle, 1 andelssvineslagteri, der dog lå i det tilgrænsende landsogn, 1 frugtvarefabrik med mere.

I Holbæk blev udgivet 3 aviser: Holbæk Amts Avis, Holbækposten og Holbæk Amts Dagblad, samt ugebladet Skyttetidende.

Holbæks befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.638 i 1850, 2.811 i 1855, 2.971 i 1860, 2931 i 1870, 3.265 i 1880, 3.915 i 1890, 4.574 i 1901, 5.269 i 1906 og 5.915 i 1911. Men samtidig skete øjensynlig en forstadsudvikling i Merløse sogn (Holbæk landsogn).

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Holbæk købstad	2.638	2.811	2.971	2.931	3.265	3.915	4.574
Holbæk landsogn	624	838	899	947	1.010	1.304	1.991
Holbæk med forstæder	2.638	2.811	2.971	2.931	3.265	3.915	4.574

Ved kongelig resolution af 14. februar 1878 og 19. maj 1893 blev arealer af Merløse sogn med 270 indbyggere indlemmede i købstaden.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 408 levede af immateriel virksomhed, 1.571 af håndværk og industri, 813 af handel og omsætning, 50 af søfart, 87 af fiskeri, 178 af jordbrug, 34 af gartneri, mens 624 fordeltes på andre erhverv, 82 levede af deres midler, 54 nød almisse, og 14 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.269, heraf ernærede 355 sig ved immateriel virksomhed, 258 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 161 ved fiskeri, 2.755 ved håndværk og industri, 1.160 ved handel med mere, 267 ved samfærdsel, 191 var aftægtsfolk, 110 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Holbæk købstad	5.269	5.915	8.178
Villakvarteret (Merløse sogn)	-	939	1.032
Smedelundshuse og Brohuse (Merløse sogn)	-	917	1.102
Holbæk med forstæder	5.269	7.771	10312

Gennem mellemkrigstiden var Holbæks indbyggertal voksende: i 1921 11.198, i 1925 11.831, i 1930 12.473, i 1935 12.493, i 1940 12.790 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Butterup-Tuse Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Holbæk.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Holbæk købstad	11.198	11.831	12.473	12.493	12.790
Allerupgård villakvarter (Butterup-Tuse Kommune)	-	138	216	210	215
Holbæk med forstæder	11.198	11.969	12.689	12.703	13.005

Ved folketællingen i 1930 havde Holbæk 12.473 indbyggere, heraf ernærede 1.259 sig ved immateriel virksomhed, 4.851 ved håndværk og industri, 2.113 ved handel mm, 1.104 ved samfærdsel, 730 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 865 ved husgerning, 1.428 var ude af erhverv og 123 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Holbæk købstad	730	4.851	2.113	1.104	1.259	865	1.428	123	12.473
Allerupgård	11	98	28	5	24	16	34	0	216
Holbæk med forstæder	741	4.949	2.141	1.109	1.283	881	1.462	123	12.689

Efter 2. verdenskrig fortsatte Holbæk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 13.467 indbyggere i købstaden, i 1950 14.417 indbyggere, i 1955 15.153 indbyggere, i 1960 15.475 indbyggere og i 1965 16.445 indbyggere. I Butterup-Tuse Kommune voksede en ny forstad, Allerupgård villakvarter, frem og i Sdr. Asmindrup-Grandløse Kommune forstaden Lille Grandløse.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Holbæk købstad	13.467	14.417	15.153	15.475	16.445
Allerupgård	234	315	434	548	684
Lille Grandløse	-	-	-	194	278
Holbæk med forstæder	13.701	14.732	15.587	16.217	17.407

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Holbæk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Nykøbing Sjælland

Nykøbing Sjælland havde en forholdsvis ugunstig beliggenhed med et begrænset opland afgrænset af Isefjorden, Lammefjorden, Sejrø Bugt og Nyrup Bugt ved Kattegat. Mulighederne for byudvikling var ret ringe.

I 1868 blev Nykøbing Sjællands Tinghus opført på Holtets Plads tæt ved kirken og bygningen kom ligeledes til at tjene som råd- og arresthus.

I byen afholdtes årlig 14 markeder, nemlig den anden onsdag i hver måned (kreaturer) og 1 i månederne juni og oktober (krammarkeder).

Af fabrikker og mindre virksomheder havde byen i midten af 1800-tallet: 8 brændevinsbrænderier, 1 kalkbrænderi 2 garverier og 2 vind-melmøller. Af fabrikker og mindre virksomheder havde Nykøbing i 1872: 4 brændevinsbrænderier, 1 saltraffinaderi, 1 kalkbrænderi, 1 jernstøberi, 2 ølbryggerier, 1 tobaksfabrik, 1 bogtrykkeri, 2 garverier og 2 vind-melmøller. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 brændevinsbrænderier, 1 jernstøberi, 1 ølbryggeri, 1 tobaksfabrik, 2 bogtrykkerier, 1 garveri, 1 vindmølle, 1 dampmølle og 2 uldspinderier.

I Nykøbing blev udgivet 4 aviser: "Nykjøbing Avis", "Nykjøbing Posten", "Nykjøbing Dagblad" og "Nykjøbing Venstreblad".

Nykøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.282 i 1850, 1.330 i 1855, 1.384 i 1860, 1.548 i 1870, 1.737 i 1880, 1.703 i 1890, 2.000 i 1901, 1.997 i 1906 og 2.100 i 1911.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 177 levede af immateriel virksomhed, 498 af håndværk og industri, 280 af handel og omsætning, 68 af søfart, 38 af fiskeri, 142 af jordbrug, 2 af gartneri, mens 374 fordeltes på andre erhverv (heraf 254 daglejere og arbejdsmænd), 75 levede af deres midler, 45 nød almisse, og 4 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.997, heraf ernærede 158 sig ved immateriel virksomhed, 289 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 59 ved fiskeri, 803 ved håndværk og industri, 358 ved handel med mere, 155 ved samfærdsel, 92 var aftægtsfolk, 40 levede af offentlig understøttelse og 43 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Nykøbings indbyggertal svagt voksende: i 1921 3.603, i 1925 3.988, i 1930 4.058, i 1935 4.224, i 1940 3.927 indbyggere. Nogen forstadsudvikling fandt ikke sted.

Ved folketællingen i 1930 havde Nykøbing 4.058 indbyggere, heraf ernærede 556 sig ved immateriel virksomhed, 1.100 ved håndværk og industri, 402 ved handel mm, 293 ved samfærdsel, 355 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 316 ved husgerning, 958 var ude af erhverv og 78 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.409 indbyggere i købstaden, i 1950 4.453 indbyggere, i 1955 4.728 indbyggere, i 1960 4.803 indbyggere og i 1965 5.063 indbyggere. I Højby Kommune voksede en ny forstad, Nyledsbakken, frem.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nykøbing købstad	4.409	4.453	4.728	4.803	4.999
Nyledsbakken	-	-	-	63	64
Nykøbing med forstæder	4.409	4.453	4.728	4.866	5.063

Kalundborg

Kalundborg havde en mindre gunstig beliggenhed, idet dens opland var begrænset af Kattegat mod nord, Storebælt mod vest og Tissø mod sydøst.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Kalundborg en fremgangsperiode. Medvirkende hertil var de forbedrede samfærdselsforhold (anlæggelsen af jernbanen, havnens betydning for færgefarten til Aarhus og andre steder) samt den begyndende industrialisering.

Havnen (i datiden klassificeret som en sommerhavn af 4. klasse) havde gode betingelser, beliggende ved den dybe og let tilgængelige Kalundborg Fjord og beskyttet af halvøen Gisseløre, og den var også i ældre tid regnet som Sjællands bedste havn efter Københavns. Dog var det først i det 19. århundrede, at der blev gjort noget alvorligt for den. Den gamle skibsbro, der deltes i en vestlig arm, som benyttedes af færgesmakkerne, og en østlig, til handelsskibenes brug, blev betydelig udvidede, således færgebroen 1836, for at der kunne blive plads til dampskibsfarten, og den østlige arm i 1846. I 1853–54 opførtes der en stenmole med mere, og senere blev der foretaget nye udvidelser. Kalundborg fik daglig dampskibsforbindelse med Aarhus over Samsø. Desuden havde den 2 gange ugentlig direkte damskibsforbindelse med København over Sejrø og een gang ugentlig med Vejle.

Anlægget af Nordvestbanen blev (efter lange forhandlinger om forskellige forslag, som at føre banen over Frederikssund og på en fast bro over Roskilde Fjord) ifølge lov af 26. februar 1869 overdraget til Det Sjællandske Jernbaneselskab ved koncession af 2. oktober 1871. Den 79 km. lange bane fra Roskilde over Holbæk til Kalundborg, der byggedes af Privatbanken, antages i det hele at have kostet omtrent 9,6 mio. kr., men stod kun selskabet i 71/3 mio; den åbnedes for driften 30. december 1874, foreløbig dog kun for en indskrænket drift indtil 1. maj 1875. Ved de Sjællandske Jernbaners køb ifølge lov af 2. juli 1880 overgik den sammen med selskabets øvrige baner til staten.

Kort over Kalundborg omkring 1900.

Af fabrikker og virksomheder havde byen omkring midten af 1800-tallet: 7 brændevinsbrænderier, 1 tobaksfabrik, 1 ølbryggeri, 1 pottemageri, 1 kalkbrænderi, 3 garverier, 1 skibs- og bådebyggeri. Desuden 4 vindmøller og 1 hestemølle. Af fabrikker og virksomheder havde byen i 1869: flere brændevinsbrænderier, 1 maskinfabrik, 1 tobaksfabrik, 2 ølbryggerier, 1 tøjfabrik og uldspinderi, 1 jernstøberi, 3 kalkbrænderier, 1 skibs- og bådebyggeri 1 bogtrykkeri, 4 vindmøller og 1 hestemølle. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 bayersk- og hvidtølsbryggeri (aktieselskab, oprettet 27. maj 1881), 2 maskinfabrikker, 1 andelssvineslagteri, 1 tøjfabrik og uldspinderi, 1 kalkbrænderi, 1 skibs- og bådebyggeri, 2 bogtrykkerier, 2 tobaksfabrikker, 2 vindmøller, 1 dampmølle, 1 sav- og høvleværk.

I Kalundborg blev udgivet 2 aviser, nemlig Kalundborg Avis (samme blad udgivet på Samsø som Samsø Dagblad) og Kalundborg Dagblad. I 1907 begyndte udgivelsen af Kalundborg Folkeblad.

Kalundborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 2.490 i 1850, 2.420 i 1855, 2.587 i 1860, 2.673 i 1870, 3.167 i 1880, 3.566 i 1890, 4.322 i 1901, 4.628 i 1906 og 4.732 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Kalundborg købstad	2.490	2.420	2.587	2.673	3.167	3.566	4.322
Kalundborg landdistrikt	214	204	208	206	238	239	453
Kalundborg med forstæder	2.490	2.420	2.587	2.673	3.167	3.566	4.322

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 443 levede af immateriel virksomhed, 1.311 af håndværk og industri, 815 af handel og omsætning, 69 af søfart, 212 af fiskeri, 178 af jordbrug, medens 440 fordeltes på andre erhverv, 73 levede af deres midler, 17 fik almisser, 4 var i fængsel, og 4 var sindssyge. Ifølge opgørelsen i 1906 var indbyggertallet 4.628, heraf ernærede 298 sig ved immateriel virksomhed, 198 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 2.077 ved håndværk og industri, 998 ved handel med mere, 608 ved samfærdsel, 152 var aftægtsfolk, 96 levede af offentlig understøttelse og 54 af anden eller uangivet virksomhed.

Kalundborg 1919.

Gennem mellemkrigstiden var Kalundborgs indbyggertal voksende: i 1921 6.833, i 1925 6.549, i 1930 6.926, i 1935 7.620, i 1940 7.751 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Kalundborg købstads landdistrikt og i Årby Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Kalundborg. Den 1. april 1933 blev Kalundborg købstads landdistrikt indlemmet i købstaden.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Kalundborg købstad	6.833	6.549	6.926	7.620	7.751
Skt. Jørgensbjerg (Kalundborg købstads landdistrikt)	427	376	467	*	*
Rynkevang (Årby Kommune)	-	113	113	159	102
Kalundborg med forstæder	7.260	7.038	7.506	7.779	7.853

* indlemmet i købstaden

Ved folketællingen i 1930 havde Kalundborg 6.926, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 2.818 ved håndværk og industri, 1.210 ved handel mm, 966 ved samfærdsel, 268 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 523 ved husgerning, 603 var ude af erhverv og 166 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Kalundborg købstad	268	2.818	1.210	966	372	523	603	166	6.926
Skt. Jørgensbjerg	59	154	51	62	43	61	37	0	467
Rynkevang	8	38	10	17	11	18	9	2	113
Kalundborg med forstæder	335	3.010	1.271	1.045	426	602	649	168	7.674

Efter 2. verdenskrig fortsatte Kalundborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.875 indbyggere i købstaden, i 1950 8.603 indbyggere, i 1955 9.214 indbyggere, i 1960 9.763 indbyggere og i 1965 10.230 indbyggere. I Årby Kommune voksede nye forstæder, Rynkevang og Engvej, i Raklev Kommune forstæderne Brandsbjerg og Hestehave, og i Tømmerup Kommune forstaden Nyvang.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Kalundborg købstad	7.875	8.603	9.214	9.763	10.320
Rynkevang	147	101	106	100	92
Engvej	-	-	126	288	423
Brandsbjerg	-	-	75	60	438
Hestehave	-	-	26	35	*
Nyvang	-	-	84	109	143
Kalundborg med forstæder	8.022	8.704	9.631	10.355	11.416

* under Brandsbjerg

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Kalundborg-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Ringsted

Ringsted havde en fordelagtig beliggenhed med et stort og frugtbart opland i alle retninger. Byens muligheder for byudvikling var begrænsede, så udviklingen måtte ske i Ringsted landsogn og i Benløse sogn.

I lighed med en del andre danske byer betød jernbanens fremkomst, at Ringsted gik bedre tider i møde. I 1856 kom jernbanen til købstaden, og der kom i 1900-tallet jernbaneforbindelser til andre sjællandske byer. Fra 1917 til 1963 var der forbindelse til Køge (Køge-Ringsted Banen), mens Næstved-Ringsted banen åbnede i 1924 og forlængedes til Frederikssund via Hvalsø året efter. Strækningen Ringsted-Hvalsø-Frederikssund eksisterede kun til 1936 og blev med sine elleve leveår Danmarks kortest eksisterende jernbaneforbindelse.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Ringsted en betydelig industriel udvikling. I 1855 havde Ringsted 9 brændevinsbrænderier, 1 væveri, 1 trykkeri, 1 garveri, 1 pottemageri og 1 vindmølle. I 1872 var der i Ringsted 4 brændevinsbrænderier, 1 bogtrykkeri, der udgav "Sjællandsposten", 2 garverier, 1 tobaksfabrik, 2 væverier, 1 portland cementfabrik ("Hertha", oprettet 1869), 1 jernstøberi (oprettet 1868) forenet med maskinfabrik. Omkring århundredeskiftet fandtes i Ringsted 1 ølbryggeri (bayersk og hvidtøl) med brændevinsbrænderi (i alt 30 arbejdere), 1 hvidtølsbryggeri (årlig produktion omtrent 2.000 tdr.), 1 dampmølle (årlig formaling af 37.500 td. korn, 15 arbejdere), 1 jernstøberi og maskinfabrik (20 arbejdere), 1 andelssvineslagteri (årligt slagtes 25.000 svin, 20 arbejdere), 1 dampsav- og høvleværk (15 arbejdere), 1 dampuldspinderi, 1 pottemageri, 1 farveri, 1 garveri og 3 bogtrykkerier. I Ringsted blev nu udgivet 3 aviser: "Sjællandsposten", "Ringsted Folketidende" og "Venstres Folkeblad".

Ringsteds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.380 i 1850, 1.477 i 1855, 1.653 i 1860, 1.869 i 1870, 2.127 i 1880, 2.464 i 1890, 3.320 i 1901, 3.696 i 1906 og 4.045 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Ringsted købstad	1.380	1.477	1.653	1.869	2.127	2.464	3.320
Ringsted landsogn	987	1.048	1.133	1.158	1.155	1.038	985
Holbæk med forstæder	1.380	1.477	1.653	1.869	2.127	2.464	3.320

Efter næringsvej fordeltes folkemængden i Ringsted i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 320 levede af immateriel virksomhed, 1.012 af industri, 641 af handel og omsætning, 100 af landbrug, 13 af gartneri, mens 246 fordeltes på andre næringer, 115 levede af deres midler, 14 "nød almisse" og 3 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.696, heraf ernærede 391 sig ved immateriel virksomhed, 128 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 1.727 ved håndværk og industri, 846 ved handel med mere, 247 ved samfærdsel, 184 var aftægtsfolk, 94 levede af offentlig understøttelse og 79 af anden eller uopgivet virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Ringsteds indbyggertal voksende: i 1921 5.047, i 1925 5.661, i 1930 6.148, i 1935 6.780, i 1940 7.049 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden i Benløse Runding i Benløse Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Ringsted.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Ringsted købstad	5.047	5.661	6.148	6.780	7.049
Benløse Runding (Benløse Sogn)	-	462	460	596	895
Ringsted med forstæder	5.047	6.123	6.608	7.376	7.944

Ved folketællingen i 1930 havde Ringsted 6.608 indbyggere, heraf ernærede 551 sig ved immateriel virksomhed, 2.594 ved håndværk og industri, 1.132 ved handel mm, 683 ved samfærdsel, 301 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 560 ved husgerning, 709 var ude af erhverv og 77 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Ringsted købstad	265	2.327	1.087	644	550	537	664	74	6.148
Benløse	37	267	45	39	1	23	45	3	460
Ringsted med forstæder	302	2.594	1.132	683	551	560	709	77	6.608

Efter 2. verdenskrig fortsatte Ringsted sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.835 indbyggere i købstaden, i 1950 8.660 indbyggere, i 1955 9.246 indbyggere, i 1960 9.694 indbyggere og i 1965 10.426 indbyggere. I Benløse Sogn voksede Benløse Runding og Benløse by.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Ringsted købstad	7.835	8.660	9.246	9.694	10.426
Benløse Runding	914	978	995	987	1.809
Ringsted med forstæder	8.749	9.638	10.241	10.681	12.235

Sorø

Sorø havde en uheldig beliggenhed isoleret og uden egentligt opland af betydning. Byen havde kun begrænsede egne byudviklingsmuligheder i Sorø landdistrikt, så udviklingen skete fortrinsvis in Pedersborg sogn, hvor dens jernbanestation lå.

Ved kongelig resolution af 24. december 1883 og 13. august 1888 blev arealer fra Sorø købstads landdistrikt henlagte til købstaden. Ved resolutioner af 18. juni 1892 og 6. oktober 1897 blev yderligere arealer med 308 indbyggere henlagte under købstaden, og ved bekendtgørelse af 6. januar 1908 blev arealer af landdistriktet henlagt under købstaden.

År	1906	1911	1916
Sorø købstad	2.335	2.412	2.615
Sorø købstads landdistrikt	-	1.187	1.272
Frederiksberg (Ljunge sogn)	-	274	714
Sorø med forstæder	-	3.873	4.601

Slagelse

Slagelse lå heldigt med et stort og rigt opland i alle retninger. Købstaden havde mege begrænsede muligheder fpor byudvikling, så denne skete i Slagelse Sankt Peders landsogn og Slagelse Sankt Mikkels landsogn.

Endnu omkring midten af 1800-tallet spillede det en rolle for byen, at den havde udskibningssteder med magasiner for udskibning af korn to steder ved Storebælt, ved Mullerup og Bisserup. Desuden havde byen angiveligt en stor oplandshandel med landbrugerne i omegnen.

Jernbanen København)-Roskilde-Korsør kom til byen i 1856, men stationen blev anlagt lidt nord for byen; og i 1881 kom byparken Slagelse Lystanlæg. Egentlig stationsby blev Slagelse først i 1892 med flytningen af stationen ind til byen og opførelsen af Slagelse Station. I 1909 blev der bygget et elektricitetsværk i byen.

Den gamle spritfabrik på Valbyvej i Slagelse. Bygningerne anvendes i dag til kokke- og tjenerskole

Den gamle spritfabrik på Valbyvej i Slagelse blev grundlagt i 1854. I midten af 1800-tallet havde Slagelse flere mindre brændevinsbrændere og distilateurer. Men i 1854 blev et af brændevinsbrænderierne flyttet ud på Jernbjerg mark. De to store fabriksbygninger i gule og røde mursten blev opført i 1880-erne. I de efterfølgende år blev det en meget stor arbejdsplads for byen. Frem til 1920 havde virksomheden flere skiftende ejere, men 1. juli 1920 overtog Aktieselskabet De Danske Spritfabrikker virksomheden.

I 1855 havde Slagelse: 1 bogtrykkeri, 2 ølbryggerier, 8 brændevinsbrænderier (heraf 5 med dampkedel), 4 garverier og feldberederier, 1 jernstøberi, 1 maskinfabrik, 5 mel- og grynmøller, 3 pottemagerier, 1 tobaksfabrik, 1 vatfabrik. I 1869 havde Slagelse: 2 bogtrykkerier, 2 damp-ølbryggerier, 6 damp-brændevinsbrænderier, 4 garverier og feldberederier, 2 jernstøberier med maskinfabrikker, 5 mel- og grynmøller, 3 pottemagerier, 1 tobaksfabrik, 1 sodavandsfabrik, 2 uldspinderier, 1 limkogeri, 1 nålefabrik. Ved århundredeskiftet havde Slagelse af fabrikker og industrielle anlæg: 1 træskofabrik i forbindelse med et savværk, 1 forgylderi og savværk med omtrent 70 arbejdere, 1 mindre forgylderi, 1 cikorietørreri, 1 andelssvineslagteri, 1 betydeligt tarmskraberi, der udførte tarme til pølsefabrikker i Hamborg, hvor virksomhedens ejere boede, 1 stort mekanisk hampgarn-spinderi, 1 dampbrændevinsbrænderi (oprettet 1775), 1 gødningsfabrik, 2 damp-ølbryggerier, hvoraf det ene, "Poulsbjærg", blev aktieselskab i 1896; 2 garverier; 2 jernstøberier og maskinværksteder, 1 tobaksfabrik, 1 sodavandsfabrik, 1 nålefabrik; 3 bogtrykkerier, flere møller, pottemagerier, uldspinderier med mere.

I Slagelse blev udgivet 3 aviser: "Sorø Amts Folkeblad" (trykkes i Ringsted), "Slagelse-Posten" og "Slagelse Folkeblad".

Slagelses befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 4.011 i 1850, 4.747 i 1855, 4.931 i 1860, 5.468 i 1870, 6.076 i 1880, 6.816 i 1890, 8.958 i 1901, 9.768 i 1906 og 10.463 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Slagelse købstad	4.011	4.747	4.931	5.468	6.076	6.816	8.958
Slagelse Sankt Mikkel landsogn	720	833	830	877	892	851	816
Slagelse Sankt Peder landsogn	1.350	1.606	1.499	1.447	1.523	1.569	1.965
Slagelse med forstæder	4.011	4.747	4.931	5.468	6.076	6.816	8.958

Ved kongelig resolution af 3. marts 1896 blev arealer i Sankt Peders landsogn med 37 indbyggere indlemmede i Slagelse købstad fra 1. april 1896. Ved kongelig resolution af 20. august 1904 blev arealer i Sankt Peders landsogn indlemmede i købstaden.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 629 levede af immateriel virksomhed, 2.936 af håndværk og industri, 1.449 af handel og omsætning, 2 af søfart, 251 af jordbrug, 63 af gartneri, mens 1.029 fordeltes på andre erhverv, 360 levede af deres midler, 90 nød almisse, og 7 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 9.768, heraf ernærede 622 sig ved immateriel virksomhed, 417 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 5.118 ved håndværk og industri, 1.858 ved handel med mere, 704 ved samfærdsel, 492 var aftægtsfolk, 414 levede af offentlig understøttelse og 143 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Slagelse købstad	9.768	10.463	12.748
Bag Anlæget og Poulsbjergvej (Sankt Peders landsogn)	283	291	-
Ny Holmstrup (Sankt Peders landsogn)	444	503	468
Slagelse med forstæder	9.768	11.257	13.216

I mellemkrigstiden voksede Slagelses indbyggertal: i 1921 13.359, i 1925 13.804, i 1930 14.431, i 1935 15.538, i 1940 16.879 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Ny Holmstrup, Gl. Holmstrup, Landsgrav, Gækkelund og Antvorskov i Sankt Peders Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Slagelse.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Slagelse købstad	13.359	13.804	14.431	15.538	16.879
Ny Holmstrup	490	468	477	485	552
Gl. Holmstrup og Holmstrup Mark	-	511	451	341	336
Landsgrav By, Strandvejen	-	245	428	370	455
Gækkelundskvarteret	-	-	123	223	258
Antvorskov By	-	(471)	(422)	261	206
Slagelse med forstæder	13.849	15.028	16.332	17.218	16.879

Ved folketællingen i 1930 havde Slagelse 14.431 indbyggere, heraf ernærede 937 sig ved immateriel virksomhed, 6.084 ved håndværk og industri, 2.566 ved handel mm, 1.339 ved samfærdsel, 555 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.077 ved husgerning, 1.751 var ude af erhverv, og 122 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Slagelse købstad	555	6.084	2.566	1.339	937	1.077	1.751	122	14.431
Gækkelundkvarteret	13	67	7	14	2	5	15	0	123
Landsgrav by	200	90	31	22	8	20	54	3	428
Gl. Holmstrup	94	163	45	51	11	34	49	4	451
Ny Holmstrup	39	229	73	58	1	35	42	0	477
Antvorskov by	31	124	26	22	152	32	33	2	422
Slagelse med forstæder	932	6.757	2.748	1.506	1.111	1.203	1.944	131	16.332

Efter 2. verdenskrig fortsatte Slagelse sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 18.073 indbyggere i købstaden, i 1950 19.184 indbyggere, i 1955 20.224 indbyggere, i 1960 20.562 indbyggere og i 1965 21.884 indbyggere. Forstadskommunen Sankt Peder Landsogn blev så udbygget, at den fra 1950 i sin helhed regnedes som forstad til Slagelse. I Slots Bjergby-Sludstrup Kommune voksede en ny forstad, Skælskørvejen, frem.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Slagelse købstad	18.073	19.184	20.224	20.562	21.884
Skt Peder landsogn	(2.393)	2.667	2.687	2.644	2.744
Ny Holmstrup	638	-	-	-	-
Gl. Holmstrup mm	384	-	-	-	-
Landsgrav by	548	-	-	-	-
Gækkelundkvarteret	341	-	-	-	-
Antvorskov	409	-	-	-	-
Skælskørvejen	-	-	-	92	139
Slagelse med forstæder	20.466	21.851	22.911	23.298	24.767

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Slagelse-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Korsør

Korsør havde en mindre heldig beliggenhed med et mindre opland mod øst, der imidlertid var stærkt presset af Slagelses nærhed. Byens udviklingsmuligheder var derfor henvist til Tårnborg sogn.

I det 19. århundrede voksede byen betydeligt til, især efter at jernbanen var blevet anlagt, og havnens betydning steg. I august—oktober 1857 led Korsør meget af koleraepidemien, der bortrev over 200 mennesker.

I 1855 havde Korsør: 1 skibsbyggeri, 3 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier, 1 teglværk, 1 kalkbrænderi, 4 vind-melmøller og 1 tobaksfabrik. I 1872 havde Korsør: 1 skibsbyggeri, 1 cokesbrænderi, 1 fabrik for kunstgødning med svovlsyrefabrik, 1 gasværk, 3 ølbryggerier, 2 teglværker, 1 kalkbrænderi, 2 vind-melmøller og 1 tobaksfabrik. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredskiftet: 2 hvidtøls-bryggerier, 1 mindre dampsnedkeri, 1 dampbødkeri, 1 mindre skibsbyggeri med savmølle, 1 bådebyggeri med savmølle, 2 bogtrykkerier, alle i den gamle by; på Halskovsiden lå en højtliggende petroleumsbeholder til 10.000 tønder petroleum med pumpeledning fra bolværket og med aftapningsanstalt, 1 jernstøberi med maskinværksted, og 1 teglværk med slemmeværk (40—50 mand) samt en vindmølle; umiddelbart syd for byen lå en planteskole med stort rosendriveri, samt 2 vindmøller og en tagpapfabrik.

I Korsør er der "Dampskibsselskabet Korsør" (aktieselskab, oprettet 1. juni 1889).

I Korsør blev udgivet to aviser; Korsør Avis og Korsør Adresseavis.

Korsørs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.819 i 1850, 2.236 i 1855, 2.957 i 1860, 3.759 i 1870, 3.954 i 1880, 4.685 i 1890, 6.054 i 1901, 7.064 i 1906 og 8.065 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Korsør købstad	1.819	2.236	2.957	3.759	3.954	4.685	6.054
Tårnborg sogn	1.328	1.424	1.416	1.483	1.505	1.628	1.855
Korsør med forstæder	1.819	2.236	2.957	3.759	3.954	4.685	6.054

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 898 levede af immateriel virksomhed, 1.229 af håndværk og industri, 558 af handel og omsætning, 191 af jordbrug, 45 af gartneri, 608 af søfart, 184 af fiskeri, mens 805 fordeltes på andre erhverv, 105 levede af deres midler, 59 nød almisse, og 3 var i fængsel. Med hensyn til handelen bemærkes, at Korsør vel var en særdeles vigtig indførselshavn for det vestlige Sjælland, lige som der foregik en stor udførsel af landbrugsprodukter til Tyskland over den, men i øvrigt var handelen ringe, da byen næsten intet opland havde. Industri og håndværk var heller ikke betydelige. Derimod indtog søfart og fiskeri en fremskudt plads. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.064, heraf ernærede 346 sig ved immateriel virksomhed, 248 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 253 ved fiskeri, 2.328 ved håndværk og industri, 818 ved handel med mere, 2.546 ved samfærdsel, 238 var aftægtsfolk, 195 levede af offentlig understøttelse og 92 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Korsør købstad	7.064	8.065	8.380
Halskov Huse (Tårnborg sogn)	523	663	782
Korsør med forstæder	7.064	8.728	9.162

Gennem mellemkrigstiden var Korsørs indbyggertal voksende: i 1921 8.939, i 1925 9.760, i 1930 9.728, i 1935 9.671, i 1940 9.896 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Halsskov Huse i Tårnborg Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Korsør, og allerede pr. 1. april 1922 blev forstaden indlemmet i købstaden.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Korsør købstad	8.380	8.939	9.760	9.728	9.671	9.896
Halsskov Huse (Tårnborg Kommune)	782	908	*	*	*	*
Korsør med forstæder	9.162	9.847	9.760	9.728	9.671	9.896

Ved folketællingen i 1930 havde Korsør 9.728 indbyggere, heraf ernærede 707 sig ved immateriel virksomhed, 3.014 ved håndværk og industri, 1.302 ved handel mm, 2.694 ved samfærdsel, 569 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 707 ved husgerning, 933 var ude af erhverv og 86 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Korsør sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 10.667 indbyggere i købstaden, i 1950 11.885 indbyggere, i 1955 12.957 indbyggere, i 1960 14.276 indbyggere og i 1965 15.269 indbyggere.

Skælskør

Skælskør Dampmølle blev grundlagt i 1853.

Skælskør havde en uheldig beliggenhed med et ret begrænset opland afskåret mod vest af Storebælt og mod syd af Smålandsfarvandet. Byen havde et landdistrikt men her skete ingen byudvikling i 1800-tallet.

Først ved midten af det 19. århundrede begyndte den at vokse, vel nærmest på grund af en uddybning af Skælskør fjord og forbedringerne ved havnen, mens jernbaneforbindelsen nok næppe fik den store betydning.

I 1855 havde Skælskør: 1 dampmølle, 4 brændevinsbrænderier (heraf 1 med damp), 2 ølbryggerier, 2 garverier og 1 bådebyggeri.

I 1872 havde Skælskør: 1 dampmølle, 2 brændevinsbrænderier (heraf 1 med damp), 1 ølbryggeri, 1 garveri og 1 bådebyggeri. Omkring århundredeskiftet havde Skælskør af fabrikker og industrielle anlæg: 1 brændevinsbrænderi og spritfabrik, 1 bayersk- og hvidtølsbryggeri med sodavandsfabrik, 1 uldspinderi og klædefabrik, 1 cigar- og tobaksfabrik, 1 falstagstensfabrik, 1 bogtrykkeri, 1 andelsmejeri og 1 andelssvineslagteri (aktieselskab, oprettet 1897).

I byen fandtes 2 dampskibsselskaber, begge aktieselskaber: "Selskabet for Skjelskør og Omegn" (oprettet 1873) og "Skjelskør" (oprettet 1885). I Skjelskør blev udgivet en avis: Skjelskør Avis (Sydvestsjællands Folkeblad for Skjelskør og Omegn blev udgivet i Næstved). I 1876 blev Skælskør Bank grundlagt.

Skælskørs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.134 i 1850, 1.379 i 1855, 1.533 i 1860, 1.692 i 1870, 1.873 i 1880, 2.272 i 1890, 2.501 i 1901, 2.509 i 1906 og 2.581 i 1911. Samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Eggeslevmagle sogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Skelskør købstad	1.134	1.379	1.533	1.692	1.873	2.272	2.501
Skelskør landdistrikt	19	22	26	27	21	40	23
Eggeslevmagle sogn	1.274	1.340	1.357	1.309	1.364	1.221	1.169
Skelskør med forstæder	1.134	1.379	1.533	1.692	1.873	2.272	2.501

Skelskør landdistrikt blev udskilt i 1845.Ved kongelig resolution af 25. november 1881 og 1. august 1884 blev indlemmet nogle arealer af Eggeslevmagle sogn i Skelskør købstad.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i byen i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 222 levede af immateriel virksomhed, 820 af håndværk og industri, 552 af handel og omsætning, 67 af søfart, 105 af fiskeri, 155 af jordbrug, 4 af gartneri, mens 251 fordeltes på andre erhverv, 57 levede af deres midler, og 39 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.509, heraf ernærede 195 sig ved immateriel virksomhed, 145 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 125 ved fiskeri, 1.056 ved håndværk og industri, 535 ved handel med mere, 191 ved samfærdsel, 91 var aftægtsfolk, 140 levede af offentlig understøttelse og 31 af anden eller uangiven virksomhed.

Skælskør omkring 1900

I 1899 anlagde to apotekere i byen, brødrene C.A. og H.E.J.M. Heilmann Skælskør Frugtplantage.

Skelskørbanen blev åbnet 15. maj 1892 samtidig med Slagelse-Næstved-banen, hvilket gjorde at transporttiden til de større byer og København blev reduceret betydeligt.

Gennem mellemkrigstiden var Skælskørs indbyggertal svagt stigende: i 1916 havde byen 2.675 indbyggere, i 1921 2.720 indbyggere, i 1925 2.917 indbyggere, i 1930 2.860 indbyggere, i 1935 3.070 indbyggere og i 1940 2.939 indbyggere. I Eggeslevmagle Sogn udviklede sig forstaden Hesselby-Smidstrup.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Skælskør købstad	2.675	2.720	2.917	2.860	3.070	2.939
Hesselby-Smidstrup	-	-	169	153	204	240
Skelskør med forstæder	2.675	2.720	3.086	3.013	3.274	3.179

Ved folketællingen i 1930 havde Skælskør 2.860 indbyggere, heraf ernærede 179 sig ved immateriel virksomhed, 1.083 ved håndværk og industri, 475 ved handel mm, 238 ved samfærdsel, 300 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 240 ved husgerning, 321 var ude af erhverv og 24 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Skelskør købstad	300	1.083	475	238	179	240	321	24	2.860
Hesselby-Smidstrup	13	267	45	39	1	23	45	3	460
Skælskør med forstæder	313	1.350	520	277	180	263	366	27	3.320

Efter 2. verdenskrig fortsatte Skælskør sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.921 indbyggere i købstaden, i 1950 3.023 indbyggere, i 1955 3.004 indbyggere, i 1960 2889 indbyggere og i 1965 3.398 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden Hesselby-Smidstrup sig, og forstadsområdet Maglebyvej kom til, ligeledes i Eggeslevmagle Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Skælskør købstad	2.921	3.023	3.004	2.889	3.398
Hesselby-Smidstrup	247	295	311	352	674
Maglebyvej	-	-	-	-	24
Skælskør med forstæder	3.168	3.318	3.315	3.241	4.096

Næstved

Næstved havde en gunstig beliggenhed i et stort og rigt opland, der dog var beskåret mod syd af Karrebæk Fjord. Byen havde en uheldig afgrænsning, så en forstadsudvikling fandt sted i Næstveds landdistrikter og i Herlufholm sogn.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Næstved en betydelig industriel udvikling. I 1855 havde Næstved 6 brændevinsbrænderier, 1 klædefabrik, 1 jernstøberi, 1 svovlstikkefabrik, 1 pianofortefabrik og 1 dampmel- og grynmølle. I 1869 var der i Næstved 4 brændevinsbrænderier, 2 klædefabrikker, 2 jernstøberier, 1 dampmel- og grynmølle, 4 bryggerier, 1 dampspinderi, 1 kalkbrænderi, 1 tobaksfabrik, 2 garverier, 1 feldberederi, 2 bogtrykkerier (hvorfra Nestved Avis eller Præstø Amts- og Avertissements-tidende, Nestved Tidende eller Sydsjællandsk Folkeblad og månedsbladet Hindholm blev udgivet). Omkring århundredeskiftet fandtes i Næstved 1 eksport-svineslagteri (aktieselskab, oprettet 1896), 1 margarinefabrik (aktieselskab, oprettet 1890, senere omdannet til mejeri), 1 mineralvandsfabrik ("Fortuna"), 2 jernstøberier, flere tobaksfabrikker, 1 sukkervarefabrik, 1 klædefabrik, Kählers keramiske Fabrik, Maglemølle Papirfabrik, 1 bayersk ølbryggeri, 3 hvidtølsbryggerier, 2 brænderier, 3 bogtrykkerier, 1 kaffebrænderi og andre. I Næstved blev fortsat udgivet to aviser: Næstved Avis og Næstved Tidende.

Medvirkende til den industrielle fremgang var, at Næstved i samme periode fik forbedrede forbindelser med omverdenen og oplandet: Den 4. oktober 1870 fik Næstved sin første jernbaneforbindelse med Vordingborg og Køge. Næstved Station blev indviet samtidig. Den 15. maj 1892 blev banen til Slagelse med sidebane til Skælskør åbnet, og 20. marts 1900 åbnede en privatbane til Præstø; denne blev i 1913 forlænget til Mern.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901	1906	1911
Næstved købstad	2.735	3.228	3.647	4.267	4.792	5.502	7.162	7.633	8.326
Skt. Mortens Landdistrikt	297	292	311	315	328	338	373	356	547
Skt. Peders Landdistrikt	94	98	96	67	77	68	84	98	154
Herlufsholm sogn	1.492	1.587	1.666	1.717	1.841	2.103	2.314	2.426	2.512
Næstved med forstæder	2.735	3.228	3.647	4.267	4.792	5.502	7.162	7.633	8.326

Ved kongelig resolution af 22 oktober 1888 blev et areal af Sankt Mortens landdistrikt indlemmet i Næstved købstad fra 1. januar 1899. Ved kongelig resolution af 14. januar 1904 blev et areal af Sankt Mortens landdistrikt indlemmet i købstaden fra 1. april 1904.

Næstveds befolkning begyndte en stor stigning omkring midten af 1800-tallet, og den var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Samtidig begyndte en fremvækst af forstæder i købstadens to landdistrikter: Skt. Mortens Landdistrikt og Skt. Peders Landdistrikt.

Kort over Næstved i 1897.

Folkemængden i byen fordeltes i 1890 efter næringsveje i følgende grupper. Både forsørgere og forsørgede: 845 levede af immateriel virksomhed (deri medregnet militæret), 2.329 af håndværk og industri, 1.140 af handel og omsætning, syv af søfart, 64 af jordbrug, 23 af gartneri, medens 843 fordeltes på andre erhverv, 135 levede af deres midler, 86 "nød almisse", og 30 sad i fængsel. I Skt. Mortens Landdistrikt var fordelingen samme år: 29 levede af immateriel virksomhed, 181 af jordbrug, 99 af industri, 13 af handel, 11 af deres midler, og 5 var under fattigvæsenet. I Skt. Peders Landdistrikt var fordelingen: 47 levede af jordbrug og 21 af industri (Maglemølle Papirfabrik). Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.633, heraf ernærede 710 sig ved immateriel virksomhed, 161 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 3.989 ved håndværk og industri, 1.583 ved handel med mere, 464 ved samfærdsel, 268 var aftægtsfolk, 303 levede af offentlig understøttelse og 155 af anden eller uangiven virksomhed.

Byens segl fra 1855.

År	1906	1911	1916
Næstved købstad	7.633	8.326	9.812
Lille Næstved (Herlufsholm sogn)	-	717	896
Ny Aaderup (Sankt Mortens landdistrikt)	147	395	391
Sandstræde (Herlufsholm sogn)	-	227	189
Næstved med forstæder	7.633	9.665	11.288

I mellemkrigstiden voksede Næstveds indbyggertal: i 1921 10.091, i 1925 11.077, i 1930 11.301, i 1935 12.229, i 1940 13.232 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Lille Næstved, Ringstedgade og Ny Holsted samt Ny Åderup og mere spredt i Herlufsholm Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Næstved.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Næstved købstad	10.091	11.077	11.301	12.229	13.232
Lille Næstved	910	983	944	1.226	1.597
Ringstedgade og Ny Holsted	216	634	860	1.027	1.679
Sandstræde mm i Præstø amt	210	313	307	355	447
Ny Åderup	366	*	*	*	*
Øvrige Herlufsholm Kommune	-	-	-	1.392	1.361
Næstved med forstæder	11.793	13.007	13.412	16.229	18.316

* indlemmet i Næstved

Ved folketællingen i 1930 havde Næstved 11.301 indbyggere, heraf ernærede 797 sig ved immateriel virksomhed, 5.179 ved håndværk og industri, 1.828 ved handel mm, 1.005 ved samfærdsel, 422 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 773 ved husgerning, 1.167 var ude af erhverv, og 130 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Næstved købstad	422	5.179	1.828	1.005	797	773	1.167	130	11.301
Lille Næstved	34	371	150	60	76	87	162	4	944
Ringstedgade og Ny Holsted	54	417	84	90	28	63	111	13	860
Sandstræde mm i Præstø amt	16	125	66	19	17	32	31	1	307
Næstved med forstæder	526	6.092	2.178	1.174	918	955	1.471	148	13.412

Mellemkrigstiden stadfæstede Næstved som handelsknudepunkt, idet byen både havde en havn med adgang til havet men samtidig lå pænt inde i landet og derved havde stort handelsopland. I 1924 fik byen jernbaneforbindelse til Ringsted.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Næstved sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 15.104 indbyggere i købstaden, i 1950 17.557 indbyggere, i 1955 18.879 indbyggere, i 1960 19.617 indbyggere, i 1965 22.113 indbyggere og i 1970 35.695 indbyggere. Forstadskommunen Herlufsholm Kommune var nu så udbygget, at den i sin helhed regnedes som forstad til Næstved. I Rønnebæk Kommune voksede en ny forstad, Rønneparken, frem.

År	1945	1950	1955	1960	1965	1970
Næstved købstad	15.104	17.557	18.879	19.617	22.113	35.695
Herlufsholm Kommune	5.337	6.500	6.923	7.239	8.399
Rønneparken og Appenæs	-	-	-	116	496
Næstved med forstæder	20.441	24.057	25.802	26.856	31.008

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Næstved-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Store Heddinge

Store Hedinge havde en forholdsvis gunstig beliggenhed med et opland omfattende Stevns, men byen lå temmelig afsides. Dens byudvikling var henvist til Store Heddinge landsogn.

I 1800-tallet kom der en smule mere vækst til Store Heddinge grundet etableringen af en jernbaneforbindelse og en dertil hørende station. Det bragte forskellige mindre industrier og håndværkere til byen, selvom landbruget fortsat var det altdominerende erhverv i området. Det samme gjorde sig gældende i 1900-tallet.

Store Heddinges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.076 i 1850, 1.231 i 1855, 1.291 i 1860, 1.406 i 1870, 1.549 i 1880, 1.681 i 1890, 1.816 i 1901.

Efter erhverv fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 246 levede af immateriel virksomhed, 584 af håndværk og industri, 326 af handel og omsætning, 356 af jordbrug, mens 87 fordeltes på andre erhverv, 66 levede af deres midler, 13 nød almisse, og 3 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.843, heraf ernærede 164 sig ved immateriel virksomhed, 377 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 1 ved fiskeri, 655 ved håndværk og industri, 393 ved handel med mere, 91 ved samfærdsel, 108 var aftægtsfolk, 42 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.

Af fabrikker havde byen i 1855 11 brændevinsbrænderier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1872: 1 bogtrykkeri, 1 kalkbrænderi, 1 tobaksfabrik, 2 garverier og 2 ølbryggerier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 hvidtølsbryggerier, 1 mineralvandsfabrik, 2 jernstøberier, 2 garverier, 1 kalkovn, flere møller og 1 bogtrykkeri.

I Store Heddinge blev udgivet 1 avis, "Stevns Avis".

Gennem mellemkrigstiden var Store Heddinges indbyggertal nærmest stagnerende. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Bjælkerup i Store Heddinge Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Store Heddinge.

År	1906	1911	1916
Store Heddinge købstad	1.843	2.047	2.154
Bjælkerup	-	183	262
Store Heddinge med forstæder	1.843	2.230	2.416

År	1921	1925	1930	1935	1940
Store Heddinge købstad	2.272	2.450	2.442	2.228	2.037
Bjælkerup	260	256	319	472	517
Store Heddinge med forstæder	2.532	2.706	2.761	2.700	2.554

Ved folketællingen i 1930 havde Store Heddinge 2.442 indbyggere, heraf ernærede 179 sig ved immateriel virksomhed, 766 ved håndværk og industri, 377 ved handel mm, 113 ved samfærdsel, 522 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 198 ved husgerning, 231 var ude af erhverv og 56 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Store Heddinge købstad	522	766	377	113	179	198	231	56	2.442
Bjælkerup	77	127	21	23	13	15	41	2	319
Store Heddinge med forstæder	599	893	398	136	192	213	272	58	2.761

Efter 2. verdenskrig fortsatte Store Heddinge sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.140 indbyggere i købstaden, i 1950 2.230 indbyggere, i 1955 2.213 indbyggere, i 1960 2.082 indbyggere og i 1965 2.153 indbyggere. I landsognet voksede Bjælkerup.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Store Heddinge købstad	2.140	2.230	2.213	2.082	2.153
Bjælkerup	202	264	295	334	355
Store Heddinge med forstæder	2.342	2.494	2.508	2.416	2.508

Præstø

Præstø havde en mindre heldig beliggenhed på en odde afgrænset på tre sider og med et opland afskåret mord nord af Præstø Fjord og mod øst af Faxe Bugt. Præstø havde et landdistrikt, men der skete ingen byudvikling her gennem hele 1800-tallet.

Præstøs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 951 i 1850, 1.154 i 1855, 1.298 i 1860, 1.413 i 1870, 1.460 i 1880, 1.500 i 1890, 1.497 i 1901, 1.469 i 1906 og 1.527 i 1911.

I Præstø blev der afholdt marked 2. tirsdag i hver måned med heste, kvæg, får og svin.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes i 1855 flere brændevinsbrænderier, jernstøberi, bomuldsvæveri og skibsbyggeri. I 1872 fandtes desuden tobaksfabrik, to garverier og bogtrykkeri. Omkring år 1900 fandtes der Antonii Bayersk- og Hvidtølsbryggeri, damp-, save- og høvleværk og dampbrænderi samt jernstøberi og maskinfabrik med omtrent 35 arbejdere.

I Præstø blev udgivet en avis: "Præstø Folkeblad".

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i byen i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 189 levede af immateriel virksomhed, 617 af håndværk og industri, 358 af handel og omsætning, 52 af søfart, 32 af fiskeri, 54 af jordbrug, 4 af gartneri, mens 125 fordeltes på andre erhverv, 51 levede af deres midler, 14 nød almisse, og 4 var i fængsel. I landdistriktet var fordelingen samme år: 13 levede af immateriel virksomhed, 51 af jordbrug, 2 af gartneri, 3 af søfart, 30 af håndværk og industri, 9 af handel, 4 af andre erhverv, og 2 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.469, heraf ernærede 153 sig ved immateriel virksomhed, 63 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 28 ved fiskeri, 583 ved håndværk og industri, 379 ved handel med mere, 156 ved samfærdsel, 59 var aftægtsfolk, 32 levede af offentlig understøttelse og 16 af anden eller uangiven virksomhed.

Da byens tidligere skole blev for lille, opførte man i 1895 skolebygningen på Klosternakken 4. Bygningen blev udvidet med 1. og 2. sal i 1904 og husede i mange år Præstø Folke-, Mellem- og Realskole.

Præstø fik endestation på Præstø-Næstved Jernbane, som blev åbnet i 1900 og blev kaldt Præstøbanen. Stationen lå kun 150 m fra havnen, og i 1909 blev der anlagt en havnebane, hvorved Præstø til dels blev havneby for Næstved. I 1913 blev banen forlænget til Mern og skiftede navn til Næstved-Præstø-Mern Banen. Den blev nu kaldt Mernbanen, men havde stadig hovedkontor og værksteder i Præstø.

Gennem mellemkrigstiden var Præstøs indbyggertal nærmest stagnerende: i 1921 1.470, i 1925 1.539, i 1930 1.442, i 1935 1.401, i 1940 1.425 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Nysøhuse i Præstø Landdistrikt og i Skibinge Hestehave i Skibinge Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Præstø.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Præstø købstad	1.470	1.539	1.442	1.401	1.425
Nysøhuse med flere	-	-	147	148	164
Skibinge Hestehave	-	-	282	243	254
Præstø med forstæder	1.470	1.539	1.871	1.792	1.843

Ved folketællingen i 1930 havde Præstø 1.442 indbyggere, heraf ernærede 137 sig ved immateriel virksomhed, 388 ved håndværk og industri, 339 ved handel mm, 162 ved samfærdsel, 119 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 155 ved husgerning, 128 var ude af erhverv og 4 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Præstø købstad	119	388	339	162	137	155	128	14	1.442
forstad i Præstø Landdistrikt	11	57	29	12	9	8	17	4	147
Skibinge Hestehave	138	48	24	28	6	10	28	0	282
Tubæk og Rosager	37	26	9	6	2	2	13	0	95
Præstø med forstæder	305	519	401	208	154	175	186	18	1.966

Trods jernbanen var byens udvikling og befolkningstilvækst meget beskeden i første halvdel af 1900-tallet. I 1920-erne havde byen næsten ikke bredt sig uden for den oprindelige ø, kun lidt mod sydvest. Kvartererne syd for Tubæk og østpå langs fjorden er først opstået omkring 1930.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Præstø sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.516 indbyggere i købstaden, i 1950 1.602 indbyggere, i 1955 1.567 indbyggere, i 1960 1.528 indbyggere og i 1965 1.706 indbyggere. I landdistriktet voksede Nysøhuse, Ny Esbjerg og Rødeled som forstæder og i Skibinge kommune voksede forstaden Skibinge Hestehave.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Præstø købstad	1.516	1.602	1.567	1.528	1.706
Nysøhuse med flere	172	147	145	139	126
Skibinge Hestehave	246	262	345	359	382
Præstø med forstæder	1.934	2.011	2.057	2.026	2.214

Vordingborg

Vordingborg havde en ret gunstig beliggenhed ved Storstrømmen, hvor byen var overfartsssted til Falster. Dens opland omfattede en stor del af Hammer og Bårse herreder. Byudviklingen skete til dels i Vordingborg landsogn.

Vordingborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.579 i 1850, 1.763 i 1855, 1.780 i 1860, 2.248 i 1870, 2.712 i 1880, 3.188 i 1890, 3.643 i 1901. Men samtidig foregik en byudvikling i Vordingborg landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Vordingborg købstad	1.579	1.763	1.780	2.248	2.712	3.188	3.643
Vordingborg landsogn	1.408	1.550	1.697	1.835	2.099	2.256	2.610
Vordingborg med forstæder	1.579	1.763	1.780	2.248	2.712	3.188	3.643

Ved kongelig resolution af 2. juni 1876 blev arealer af Vordingborg landsogn indlemmede i købstaden fra 1. januar 1877. Ved kongelig resolution af 28. november 1882 blev arealer af landsognet indlemmede i købstaden fra 1. januar 1883 mes et areal af købstaden blev indlemmet i landsognet. Ved kongelig resolution af 10 februar 1897 blev et areal af købstaden overført til landsognet. Nyråd med 357 indbyggere i 1911 udgjorde en enklave af købstaden i landsognet.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 430 levede af immateriel virksomhed, 1.126 af håndværk og industri, 586 af handel og omsætning, 125 af søfart, 190 af fiskeri, 191 af jordbrug, mens 445 fordeltes på andre erhverv, 70 levede af deres midler, 23 nøde almisse, og 2 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.608, heraf ernærede 337 sig ved immateriel virksomhed, 216 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 187 ved fiskeri, 1.378 ved håndværk og industri, 662 ved handel med mere, 546 ved samfærdsel, 139 var aftægtsfolk, 108 levede af offentlig understøttelse og 35 af anden eller uangiven virksomhed.

I 1872 havde byen af fabrikker og industrielle anlæg: 2 brændevinsbrænderier, 1 jernstøberi, 1 bogtrykkeri, 4 ølbryggerier. Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi, 1 bogtrykkeri, 2 ølbryggerier, 1 mineralvandsfabrik, 1 garveri, 1 teglværk, 1 imprægneringsanstalt for telegraf- og telefonstænger og 1 andelssvineslagteri i Masnedsund (aktieselskab, oprettet 1889).

I Vordingborg udkom 2 aviser: "Vordingborg Dagblad" og "Vordingborg Avis" (begge udgives i Næstved).

I Vordingborg afholdtes årligt 7 markeder, nemlig i marts, april, maj, juli, september, oktober og november.

År	1906	1911	1916
Vordingborg købstad	3.608	3.646	5.356
Masnedø (Vordingborg landsogn)	169	166	145
Marienberg og Marienlyst parceller (Vordingborg landsogn)	-	868	1.006
Nyråd (under købstaden)	-	357	329
Nyråd (Vordingborg landsogn)	-	166	145
Oringe Sindssygeanstalt (Vordingborg landsogn)	-	688	-
Vordingborg med forstæder	3.608	5.164	6.976

I mellemkrigstiden voksede Vordingborgs indbyggertal: i 1921 5.184, i 1925 5.432, i 1930 5.607, i 1935 6.501 indbyggere . Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Nyråd, Marienberg og Marienlyst, Masnedø og Oringe (Sindssygehospitalet) i Vordingborg Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Vordingborg. Den 1. april 1938 blev hele Vordingborg Landsogn indlemmet i Købstadskommunen.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Vordingborg købstad	5.184	5.432	5.607	6.501	9.741
Nyråd by	159	163	111	190
Marienberg og Marienlyst	996	1.088	1.181	1.404
Masnedø	176	190	178	196
Sindssygehospitalet	758	960	1.024	1.090
Vordingborg med forstæder	7.273	7.833	8.101	9.381	9.741

Ved folketællingen i 1930 Vordingborg 5.607 indbyggere, heraf ernærede 633 sig ved immateriel virksomhed, 1,914 ved håndværk og industri, 883 ved handel mm, 872 ved samfærdsel, 289 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 327 ved husgerning, 606 var ude af erhverv, og 83 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Vordingborg købstad	289	1.914	883	872	633	327	606	83	5.607
Marienberg og Marienlyst	64	352	135	177	211	103	129	10	1.181
Masnedø	30	4	17	97	10	12	4	4	178
Sindssygehospitalet	6	0	0	0	158	91	1	768	1.024
Nyråd	12	55	7	6	3	10	13	5	111
Vordingborg med forstæder	401	2.325	1.042	1.152	1.015	543	753	870	8.101

Efter 2. verdenskrig fortsatte Vordingborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 9.681 indbyggere i købstaden, i 1950 11.231 indbyggere, i 1955 11.461 indbyggere, i 1960 11.780 indbyggere og i 1965 11.905 indbyggere.

Stege

Stege havde en ret uheldig beliggenhed, idet dens opland var begrænset til øen Møn. Byen lå stærkt afgrænset på den smalle odde mellem Stege Strand og Stege Nor. Byudvikling var derfor henvist til at ske i Stege landsogn.

I Stege holdtes årlig 2 markeder: 1 i marts og 1 i oktober (heste og kvæg).

I Stege blev udgivet 2 aviser: "Møens Avis" og "Møens Folkeblad".

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 jernstøberier, 2 hvidtølsbryggerier, 2 savskærerier, 2 bogtrykkerier og 1 mineralvandsfabrik.

Steges befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.808 i 1850, 1.934 i 1855, 1.932 i 1860, 1.960 i 1870, 1.931 i 1880, 1.969 i 1890, 2.245 i 1901. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Stege landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Stege købstad	1.808	1.934	1.932	1.960	1.931	1.969	2.245
Stege købstads landdistrikt	1.796	1.996	2.051	101	173	162	185
Stege landsogn	-	-	-	2.054	2.136	2.344	2.625
Stege med forstæder	1.808	1.934	1.932	1.960	1.931	1.969	2.245

Ved kongelig resolution af 17. juni 1898 blev et areal af Stege landsogn fra 1. juli 1898 indlemmet i købstaden. Ved bekendtgørelse af 20. september 1901 og kongelig resolution af 11. februar 1904 blev arealer af Stege købstads landdistrikt indlemmede i købstaden.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i byen i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 239 levede af immateriel virksomhed, 719 af håndværk og industri, 539 af handel og omsætning, 70 af søfart, 24 af fiskeri, 129 af jordbrug, 13 af gartneri, mens 96 fordeltes på andre erhverv, 53 levede af deres midler, 16 nød almisse, 3 var i fængsel, og 68 var på sindssygeanstalt. I landdistriktet var fordelingen samme år: 3 levede af immateriel virksomhed, 80 af håndværk og industri (hvoraf 70 af træskæreri), 40 af jordbrug, 6 af søfart, 14 af fiskeri, 14 af andre erhverv og 5 af deres midler. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.230, heraf ernærede 197 sig ved immateriel virksomhed, 137 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 16 ved fiskeri, 823 ved håndværk og industri, 559 ved handel med mere, 201 ved samfærdsel, 90 var aftægtsfolk, 160 levede af offentlig understøttelse og 47 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Stege købstad	2.230	2.250	2.186
Lendemarke (Stege landsogn)	-	791	914
Stege med forstæder	2.230	3.041	3.100

Gennem mellemkrigstiden var Steges indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 2.186, i 1921 2.231, i 1925 2.363, i 1930 2.549, i 1935 2.449, i 1940 2.459 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Lendemarke i Stege Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Stege.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Stege købstad	2.186	2.231	2.363	2.549	2.449	2.459
Lendemarke	914	941	1.059	1.087	1.094	1.147
Stege med forstæder	3.100	3.172	3.422	3.636	3.543	3.606

Ved folketællingen i 1930 havde Stege 2.549 indbyggere, heraf ernærede 224 sig ved immateriel virksomhed, 843 ved håndværk og industri, 525 ved handel mm, 166 ved samfærdsel, 226 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 202 ved husgerning, 294 var ude af erhverv og 69 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Stege købstad	226	843	525	166	224	202	294	69	2.549
Lendemarke	78	629	105	67	36	73	89	10	1.087
Stege med forstæder	304	1.472	630	233	260	275	383	79	3.636

Efter 2. verdenskrig fortsatte Stege sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.623 indbyggere i købstaden, i 1950 2.697 indbyggere, i 1955 2.662 indbyggere, i 1960 2.620 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. I landsognet voksede Lendemarke.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Stege købstad	2.623	2.697	2.662	2.620	2.590
Lendemarke	1.045	1.038	1.063	1.196	1.282
Stege med forstæder	3.668	3.735	3.725	3.816	3.872

Rønne

Rønne havde en forholdsvisgod beliggenhed, idet byen kunne regne det meste af Bornholm som sit opland. Byen havde begrænsede udviklingsmuligheder og byudvikling fandt sted i Knudsker sogn.

Rønnes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 4.717 i 1850, 5.239 i 1855, 5.435 i 1860, 5.505 i 1870, 6.471 i 1880, 8.281 i 1890, 9.292 i 1901, 9.142 i 1906 og 9.494 i 1911.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 hvidtølsbryggerier (det ene anlagt 1862, det andet stiftet 1875 af et aktieselskab), 1 mineralvandsfabrik, 1 brændevinsbrænderi, 1 fællesmejeri, 1 andelsmejeri, 2 dampmøller (1 er aktieselskab, oprettet 1896), 3 møller, 1 andelssvineslagteri (opført 1890—91, udvidet 1897 til det dobbelte, så at det var beregnet til at slagte 24.000 svin, i forbindelse med et kreaturslagteri og et tarmrenseri), 1 klædefabrik (anlagt 1872), 2 større bygningsforretninger, 1 skibs- og bådebyggeri, 2 jernstøberier og maskinfabrikker (i alt over 120 arbejdere, begge under eet aktieselskab oprettet 1880; i 1895 påbegyndte jernstøberiet bygning af jernskibe), 3 stenhuggerier (i alt omtrent 180 arbejdere), der var sammensluttede til "De forenede Granitbrud og Stenhuggerier ved Rønne" (Aktieselskab, stiftet 1896), 7 fajancefabrikker (med i alt 70—80 arbejdere), 3 terrakottafabrikker (30 arbejdere), 3 pottemagerier, 3 teglværker (hvoraf det ene er et aktieselskab, oprettet 1890 som "Bornholmsk Lervarefabrik", fra 1891 kaldet "Danish Firebricks Company limited"), 1 cementfabrik, 1 garveri, 1 lakserøgeri og virksomhed for saltning og hermetisk tilberedning af sild, flere silderøgerier, 1 stentrykkeri, 4 bogtrykkerier, m.m.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 492 levede af immateriel virksomhed, 3.928 af håndværk og industri, 1.042 af handel og omsætning, 690 af søfart, 322 af fiskeri, 248 af jordbrug, 45 af gartneri, mens 816 fordeltes på andre erhverv, 585 levede af deres midler, 108 nød almisse, og 5 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 9.142, heraf ernærede 516 sig ved immateriel virksomhed, 298 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 189 ved fiskeri, 4.732 ved håndværk og industri, 1.106 ved handel med mere, 982 ved samfærdsel, 836 var aftægtsfolk, 279 levede af offentlig understøttelse og 204 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Rønnes indbyggertal jævnt voksende: i 1916 havde byen 9.629 indbyggere, i 1921 10.336 indbyggere, i 1925 10.518 indbyggere, i 1930 10.537 indbyggere, i 1935 10.898 indbyggere og i 1940 11.012 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Rønne 10.537 indbyggere, heraf ernærede 714 sig ved immateriel virksomhed, 4.244 ved håndværk og industri, 1.387 ved handel mm, 1.273 ved samfærdsel, 409 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 832 ved husgerning, 1.578 var ude af erhverv og 100 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Rønne sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 11.497 indbyggere i købstaden, i 1950 12.696 indbyggere, i 1955 13.160 indbyggere, i 1960 13.195 indbyggere og i 1965 13.216 indbyggere. Samtidig udviklede der sig to forstadsbebyggelser, Strandmarken og Søndermarken, i Knudsker Sogn.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Rønne købstad	11.497	12.696	13.160	13.195	13.216
Strandmarken	-	151	349	455	709
Sandemandsgård (Søndermarken)	-	-	-	991	1.236
Rønne med forstæder	11.497	12.847	13.509	14.641	15.161

Hasle

Hasle havde en ret uheldig beliggenhed tæt på den større by Rønne. Byen havde derfor et meget begrænset opland, og dette blev yderligere beskåret af Allinge-Sandvig mod nord. Hasle havde ingen egentlige udviklingsmuligheder og heller ikke Hasle landdistrikt oplevede en byudvikling i 1800-tallet.

Hasles befolkning var svagt stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 853 i 1850, 1.002 i 1855, 886 i 1860, 923 i 1870, 1.080 i 1880, 1.272 i 1890, 1.252 i 1901, 1.255 i 1906 og 1.298 i 1911.

I 1874—77 udvidedes havnen med betydelige omkostninger (i hvilke Hasle Kulværk, senere Chamottestensfabrikken, deltog med henved ⅓ for at få et udskibningssted, og der anlagdes en trækbane fra værket til havnen), så at der dannedes en yderhavn, og dybden blev 12 fod; endelig foretoges der 1892—94 nye store arbejder: havnen og indsejlingsløbet uddybedes til 14 fod, en ny inderhavn anlagdes, en 60 fod lang mole opførtes osv. Havnen bestod her efter af 3 bassiner, i alt omtrent 70.000 kvadratalen, havnepladsens størrelse var omtrent 35.000 kvadratalen, bolværkernes længde 1.315 alen. I yderhavnens sydlige hjørne blev anlagt en lille bådehavn med 5 fod vand.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 bryggeri og brændevinsbrænderi, 3 møller, 1 jernstøberi og maskinfabrik (16 arbejdere), 1 kønrøgsfabrik, 1 drittelstavfabrik og, i Landdistriktet, "Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik" (oprindelig Hasle Kulværk), der beskæftigede omtrent 130 personer.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i byen i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 84 levede af immateriel virksomhed, 548 af håndværk og industri, 156 af handel og omsætning, 46 af søfart, 72 af fiskeri, 151 af jordbrug, mens 123 fordeltes på andre erhverv, 74 levede af deres midler, 11 nød almisse, og 7 var i fængsel. I landdistriktet var fordelingen samme år: 60 levede af industri (klinker- og chamottestensfabrikken), 4 af jordbrug, og 10 af andre erhverv. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.255, heraf ernærede 59 sig ved immateriel virksomhed, 109 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 107 ved fiskeri, 629 ved håndværk og industri, 97 ved handel med mere, 95 ved samfærdsel, 109 var aftægtsfolk, 41 levede af offentlig understøttelse og 9 af anden eller uangiven virksomhed.

Byens næringsmæssige grundlag var landbrug, råstofudvinding og dertil knyttet industri. I begyndelsen af det 19. århundrede forsøgtes kulgravning, der dog ikke viste sig rentabel. Heller ikke et glasbrug, knyttet til kullejerne gav overskud. Det gjorde derimod en lerproduktion. Denne produktion blev en af Danmarks største: Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Landbrugsjorden er sandet, og Hasle blev især kendt for sine rodfrugt, der blev solgt i Rønne.

Gennem mellemkrigstiden var Hasles indbyggertal stagnerende: i 1916 havde byen 1.300 indbyggere, i 1921 1.352 indbyggere, i 1925 1.323 indbyggere, i 1930 1.335 indbyggere, i 1935 1.344 indbyggere og i 1940 1.428 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Hasle 1.335 indbyggere, heraf ernærede 55 sig ved immateriel virksomhed, 545 ved håndværk og industri, 111 ved handel mm, 87 ved samfærdsel, 210 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 115 ved husgerning, 208 var ude af erhverv og 4 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Hasle sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.560 indbyggere i købstaden, i 1950 1.531 indbyggere, i 1955 1.515 indbyggere, i 1960 1.487 indbyggere og i 1965 1.495 indbyggere.

Allinge-Sandvig

Allinge-Sandvig havde en ret heldig beliggenhed nær Bornholms nordlige ende. Det begrænsede byens opland mod vest, nord og øst, men gav den et modland mod sydøst. Byudviklingen skete til dels i Olsker sogn, og herfra blev udskilt et landdistrikt for byen.

Allinge-Sandvigs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 908 (Allinge 609, Sandvig 299) i 1850, 872 (Allinge 615, Sandvig 257) i 1855, 878 (Allinge 653, Sandvig 225) i 1860, 1.022 (Allinge 800, Sandvig 222) i 1870, 1.425 (Allinge 1.103, Sandvig 322) i 1880, 1.838 (Allinge 1.423, Sandvig 415) i 1890, 2.709 (Allinge 1.859, Sandvig 850) i 1901, 2.546 (Allinge 1.816, Sandvig 730) i 1906 og 2.557 (Allinge 1.863, Sandvig 694) i 1911.

Købstæderne havde hver sin havn; begge blev anlagte i det 19. århundrede. I Sandvig begyndte man 1831 at anlægge en egentlig havn, men arbejdet opgaves nogle år efter, da storm gentagne gange ødelagde, hvad der var gjort. Allinges havn var indtil 1856 en ganske lille bådehavn med kun 6 fod vand. Da anlagdes havnen 1857—62 ved ihærdigt og opofrende arbejde fra befolkningens side; den blev sprængt ud i klippen og kom til at bestå af en omtrent 6.000 kvadratalen stor yderhavn med 10½ til 13 fods dybde og en omtrent 4.000 kvadratalen stor inderhavn, der dannedes ved udvidelse af den gamle bådehavn, med 10½ til 12 fods dybde. Mellem de to havne er der en port, der bestod af to, på centrumsstolper hvilende, udad buede halvporte, hvilket gjorde det muligt for skibene at ligge i inderhavnen selv under pålandsstorm. Under stormfloden i 1872 ødelagdes aldeles den ydre mole, og de indstyrtede stenmasser gjorde havnen utilgængelig; først 1876 kunde den atter åbnes for skibe med 10 fods dybgang. Dybden var ved århundredeskiftet i yderhavnen 12, i inderhavnen 11 fod. Bolværkernes længde var omtrent 985 fod, havnepladsens størrelse omtrent 20.000 kvadratalen. Når skibe kunne søge havnen, tændtes på den nordlige mole en rød lanterne. Ved havnen fandtes private lodser, der lodsede ind og ud af havnen. Sandvig havde kun en, noget forfalden bådehavn med 5—6 fod vand, der var vanskelig tilgængelig. Havnepladsen var meget stor, omtrent 10.000 kvadratalen. Havnene bestyredes hver for sig af et af byrådet nedsat udvalg, der bestod af borgmesteren og 4 valgte medlemmer, hvoraf to kunne vælges uden for byrådet.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 damp-sav- og høvleværker, 4 stenhuggerier i granit (i alt omtrent 200 arbejdere), 1 teglbrænderi (omtrent 10 arbejdere), 1 kalkbrænderi, 2 møller, 1 bryggeri, 1 fællesmejeri, flere fiskerøgerier og, i landdistriktet på Hammeren, "Bornholms Granitværk", et i 1892 stiftet tysk aktieselskab med et dansk bestyrelsesråd, der beskæftigede omtrent 350 arbejdere, og som anlagde "Hammerhavnen" i Sænebugten.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i byerne i 1890 på følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: i Allinge levede 57 af immateriel virksomhed, 774 af håndværk og industri, 152 af handel og omsætning, 67 af søfart, 30 af fiskeri, 125 af jordbrug, 2 af gartneri, mens 119 fordeltes på andre erhverv, 20 nød almisse, og 77 levede af deres midler; i Sandvig: 10 af immateriel virksomhed, 233 af industri, 22 af handel, 59 af fiskeri, 55 af jordbrug, 6 af deres midler og 30 af andre erhverv. I landdistriktet levede 17 af immateriel virksomhed, 10 af industri og 42 af jordbrug. Allinge-Sandvig Haandværker- og Industriforening blev stiftet i 1893, og i 1895 lod de Allinge Tekniske Skole opføre.

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.546, heraf ernærede 83 sig ved immateriel virksomhed, 147 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 39 ved fiskeri, 1.687 ved håndværk og industri, 245 ved handel med mere, 168 ved samfærdsel, 89 var aftægtsfolk, 68 levede af offentlig understøttelse og 20 af anden eller uangiven virksomhed.

Omkring 1900 begyndte turismen at få stor betydning, især for Sandvig, hvor der op gennem årene er blevet bygget en række hoteller langs strandpromenaden, heriblandt Sandvig Strandhotel.

Gennem mellemkrigstiden var Allinge-Sandvigs indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 havde byen 2.122 indbyggere, i 1921 1.864 indbyggere, i 1925 2.274 indbyggere, i 1930 2.214 indbyggere, i 1935 2.216 indbyggere og i 1940 2.180 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Allinge købstad	1.544	1.395	1.578	1.465	1.499	1.516
Sandvig	578	469	696	749	717	664
Allinge-Sandvig som helhed	2.122	1.864	2.274	2.214	2.216	2.180

Ved folketællingen i 1930 havde Allinge-Sandvig 2.214 indbyggere, heraf ernærede 86 sig ved immateriel virksomhed, 1.031 ved håndværk og industri, 214 ved handel mm, 153 ved samfærdsel, 268 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 175 ved husgerning, 246 var ude af erhverv og 41 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Allinge-Sandvig sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.195 indbyggere i købstaden, i 1950 2.189 indbyggere, i 1955 2.130 indbyggere, i 1960 2.114 indbyggere og i 1965 2.084 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden sig.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Allinge købstad	1.513	1.534	1.514	1.506	1.553
Sandvig	682	655	616	608	531
Allinge-Sandvig som helhed	2.195	2.189	2.130	2.114	2.084

Svaneke

Svaneke omkring 1900

Svaneke havde en uheldig beliggenhed på Bornholms nordøstlige hjørne. Dette afskar dens opland mod nord, øst og sydøst. Byens udviklingsmuligheder lå i tilknytning til Ibsker sogn.

Svanekes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet, men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.009 i 1850, 973 i 1855, 1.065 i 1860, 1.112 i 1870, 1.250 i 1880, 1.318 i 1890, 1.304 i 1901, 1.295 i 1906 og 1.320 i 1911.

Byen havde i ældre tid en ret god havn, men i begyndelsen af det 19.århundrede var den så at sige helt ødelagt på grund af manglende tilsyn. Da begyndte, navnlig ved købmand Jeppe Holsts bestræbelser, anlæg af en ny havn omtrent 1810. Den blev sprængt i klippegrunden; 1816 var der 5—7½ fod vand; omtrent 1850 uddybedes den sydlige del, 1866 havde havnen en dybde af omtrent 12 fod. Da måtte man, efter at havnen var bleven så godt som ødelagt ved Stormfloden i 1872, atter tage fat på arbejdet, som fuldendtes 1877 med en bekostning af 240.000 Kr. Havnen bestod der efter af en forhavn, der kun kan benyttedes af både (tidligere bådehavn var Frennehavn syd for Sandkås Odde), en yderhavn med 11½ og en inderhavn med 12 fod vand. Mellem yder- og inderhavnen var der en port (fornyet i 1895), hvorved rulning i inderhavnen kunne forhindres. Molerne var af granit. Havnen var vanskelig tilgængelig ved østlige og nordøstlige storme, hvilket formentlig skyldes den forandrede retning, der ved ombygningen gaves den ydre mole. Med pålandsstorm kunne skummet stå indtil 100 fod i vejret og føres langt ind i byen. Havnens størrelse var omtrent 15.000, Havnepladsens 20.000 kvadratalen. Bolværkernes længde var i yderhavnen 190, i inderhavnen 335 fod. Havnevæsenet bestyredes af et udvalg, der bestod af borgmesteren som formand og 4 byrådsmedlemmer.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 savværk, 1 dampspinderi, 2 bådebyggerier, 1 garveri, 5 silderøgerier, 1 stenhuggeri, 1 bryggeri og 3 møller.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 85 levede af immateriel virksomhed, 443 af håndværk og industri, 199 af handel og omsætning, 63 af søfart, 202 af fiskeri, 84 af jordbrug, mens 124 fordeltes på andre erhverv, 28 nød almisse, og 90 levede af deres midler. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.295, heraf ernærede 68 sig ved immateriel virksomhed, 83 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 533 ved håndværk og industri, 143 ved handel med mere, 106 ved samfærdsel, 155 var aftægtsfolk, 51 levede af offentlig understøttelse og 9 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Svanekes indbyggertal stagnerende: i 1916 havde byen 1.318 indbyggere, i 1921 1.324 indbyggere, i 1925 1.321 indbyggere, i 1930 1.271 indbyggere, i 1935 1.212 indbyggere og i 1940 1.157 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Svaneke 1.271 indbyggere, heraf ernærede 81 sig ved immateriel virksomhed, 410 ved håndværk og industri, 137 ved handel mm, 120 ved samfærdsel, 158 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 100 ved husgerning, 238 var ude af erhverv og 27 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Svaneke sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.183 indbyggere i købstaden, i 1950 1.189 indbyggere, i 1955 1.187 indbyggere, i 1960 1.167 indbyggere og i 1965 1.174 indbyggere.

Neksø

Nexø omkring år 1900

Neksø havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på Bornholms østkyst. Dette afskar byens opland mod øst men gav den et opland mod vest. Byens udviklingsmuligheder lå i tilknytning til Bodilsker sogn.

Neksøs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.403 i 1850, 1.414 i 1855, 1.485 i 1860, 1.584 i 1870, 1.999 i 1880, 2.322 i 1890, 2.523 i 1901, 2.575 i 1906 og 2.708 i 1911.

Ved slutningen af 18. det århundrede havde Neksø kun et 2 fod dybt, meget lille havnebassin, og byens få fartøjer måtte ligge uden for, fortøjede mellem to bolværker. Da tog befolkningen selv fat på anlægget af en havn, som ved 1810 havde en dybde af 6 fod og derover, men indløbet var kun mellem 5 og 6 fod dybt; senere gjordes der flere forbedringer, navnlig ved opførelsen af nye bolværker og indløbets uddybning til omtrent 7 fod. Dernæst anlagdes 1879 under ledelse af ingeniør H. Zahrtmann, og med 72.000 kr. i tilskud fra staten, et nyt, i sandstensgrunden udsprængt havnebassin nord for det gamle, og i 1891 forlængedes molerne, lige som der samtidig byggedes en tørdok, ligeledes under ledelse af Zahrtmann (indviet 25. januar 1892), den første kommunale tørdok i Danmark; den blev sprængt ud af et gammelt sandstensbrud og kostede omtrent 30.000 kr. og kunne lukkes med en pontonport; den kunne optage skibe af 165 fods længde og 12 fods dybgang. Havnen bestod her efter af den omtrent 8.400 kvadratalen store gamle havn med en dybde af 11 fod og en bolværkslængde af 460 alen, og den 9.760 kvadratalen store nye havn med en dybde af 14 fod og 430 alen bolværkslængde. Havnepladsens størrelse var omtrent 45.800 kvadratalen. Desuden lå der vest for den gamle havn en bådehavn med 4 fod vand. Ved indløbet til de to havnebassiner var der porte, som kunne holde dønning ude. Ud for indløbet, med 12 fod vand, lå der en omtrent 600 alen lang bølgebryder. Havnevæsenet blev bestyret af et udvalg af byrådet, der bestod af borgmesteren som formand og 4 andre medlemmer, hvoraf de to blev valgt af byrådets midte, de to uden for dette.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 stenhuggeri (omtrent 65 arbejdere; Stenene tages fra Helledsgaarden ved Helvedesbakkerne), 1 jernstøberi og maskinværksted (omtrent 30 arbejdere), Bornholms Falstagstens-fabrik, 1 brændevinsbrænderi (aktieselskab, stiftet 1848), 1 ølbryggeri, 1 skibs- og bådebyggeri og 4 møller.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden i 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 139 levede af immateriel virksomhed, 990 af håndværk og industri, 275 af handel og omsætning, 199 af søfart, 213 af fiskeri, 106 af jordbrug og 7 af gartneri, mens 191 fordeltes på andre erhverv, 35 nød almisse, 1 var i fængsel, og 166 levede af deres midler. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.575, heraf ernærede 174 sig ved immateriel virksomhed, 138 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 147 ved fiskeri, 1.155 ved håndværk og industri, 311 ved handel med mere, 301 ved samfærdsel, 276 var aftægtsfolk, 57 levede af offentlig understøttelse og 16 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Nexøs indbyggertal svagt voksende: i 1916 havde byen 2.722 indbyggere, i 1921 2.724 indbyggere, i 1925 2.767 indbyggere, i 1930 2.819 indbyggere, i 1935 2.817 indbyggere og i 1940 2.934 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Nexø 2.819 indbyggere, heraf ernærede 170 sig ved immateriel virksomhed, 959 ved håndværk og industri, 344 ved handel mm, 309 ved samfærdsel, 325 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 264 ved husgerning, 427 var ude af erhverv og 21 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Neksø sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.074 indbyggere i købstaden, i 1950 3.280 indbyggere, i 1955 3.276 indbyggere, i 1960 3.220 indbyggere og i 1965 3.418 indbyggere.

Åkirkeby

Åkirkeby lå forholdsvis heldigt omgivet af et opland, der dog mod nord var afskåret af det befolkningstomme Almindingen. Mod vest måtte byen konkurrere med Rønne og mod øst med Neksø.

Aakirkebys befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og senere: 561 i 1850, 587 i 1855, 613 i 1860, 745 i 1870, 832 i 1880, 967 i 1890, 1.176 i 1901, 1.195 i 1906 og 1.350 i 1911.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 52 levede af immateriel virksomhed, 348 af håndværk og industri, 127 af handel og omsætning, 237 af jordbrug, 9 af gartneri, mens 100 fordeltes på andre erhverv, 28 nød almisse og 66 levede af deres midler. I 1906 ernærede 50 sig ved immateriel virksomhed, 293 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 489 ved håndværk og industri, 173 ved handel med mere, 40 ved samfærdsel, 106 var aftægtsfolk, 32 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900 et dampbrænderi og bryggeri (aktieselskab), et fællesmejeri og 3 møller.

Gennem mellemkrigstiden var Aakirkebys indbyggertal svagt stigende: i 1916 havde byen 1.443 indbyggere, i 1921 1.496 indbyggere, i 1925 1.540 indbyggere, i 1930 1.503 indbyggere, i 1935 1.560 indbyggere og i 1940 1.567 indbyggere. I Aaker Sogn udviklede sig forstaden Kannikegaard.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Aakirkeby købstad	1.443	1.496	1.550	1.503	1.560	1.567
Kannikegaard	-	-	203	225	249	256
Aakirkeby med forstæder	1.443	1.496	1.743	1.728	1.809	1.823

Ved folketællingen i 1930 havde Aakirkeby 1.503 indbyggere, hvoraf 95 ernærede sig ved immateriel virksomhed, 438 ved håndværk og industri, 207 ved handel mm, 58 ved samfærdsel, 288 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 132 ved husgerning, 254 var ude af erhverv og 31 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Aakirkeby købstad	288	438	207	58	95	132	254	31	1.503
Kannikegaard	7	95	13	24	8	22	53	3	225
Aakirkeby med forstæder	295	533	220	82	103	154	307	34	1.728

Efter 2. verdenskrig fortsatte Aakirkeby sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.625 indbyggere i købstaden, i 1950 1.607 indbyggere, i 1955 1.540 indbyggere, i 1960 1.461 indbyggere og i 1965 1.502 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden sig.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Aakirkeby købstad	1.625	1.607	1.540	1.461	1.502
Kannikegaard	242	258	260	359	369
Aakirkeby med forstæder	1.867	1.865	1.800	1.820	1.871

Stubbekøbing

Bykort fra 1898.

Stubbekøbing havde en mindre gunstig beliggenhed på Falsters nordkyst ud mod Storstrømmen, hvilket gav den et begrænset opland omod syd. Byens jorder gav den mulighed for byudvikling inden for egne grænser.

Stubbekøbings befolkningstal var støt stigende i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet:

1801	1840	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901	1906	1911
467	925	1.081	1.191	1.247	1.322	1.509	1.546	1.615	1.727	1.916

Der blev holdt marked med heste og kvæg i juni og oktober. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1890'erne brændevinsbrænderi, hvidtølsbryggeri, jernstøberi og maskinfabrik, savværk, gasmålerfabrik og bogtrykkeri. "Stubbekjøbing Avis" blev udgivet i byen.

Befolkningens fordeling på erhverv i 1890: 186 levede af immateriel virksomhed, 601 af håndværk og industri, 385 af handel og omsætning, 49 af søfart, 16 af fiskeri, 61 af jordbrug, 10 af gartneri, 162 af andre erhverv, 49 af deres midler, 24 af almisse, og 3 var i fængsel. I 1906 ernærede 136 sig ved immateriel virksomhed, 75 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 29 ved fiskeri, 885 ved håndværk og industri, 367 ved handel med mere, 129 ved samfærdsel, 45 var aftægtsfolk, 54 levede af offentlig understøttelse og 7 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Stubbekøbings indbyggertal stagnerende:

1916	1921	1925	1930	1935	1940
2.147	2.226	2.232	2.145	2.067	1.992

Der skete ingen forstadsudvikling. En ny havn blev anlagt i 1931.

Af Stubbekøbings indbyggere i 1930 ernærede 141 sig ved immateriel virksomhed, 838 ved håndværk og industri, 401 ved handel mm, 243 ved samfærdsel, 134 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 161 ved husgerning, 210 var ude af erhverv og 17 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Stubbekøbing sin stagnerende befolkningsudvikling:

1945	1950	1955	1960	1965
2.112	2.230	2.156	2.097	2.057

Nykøbing Falster

Nykøbing Falster havde en gunstig beliggenhed på øens vestkyst ud mod Guldborg Sund, hvilket gav byen et stort opland mod nord, øst og syd samt på Lollands østkyst. Byen havde et landdistrikt men havde tillige muligheder for byudvikling inden for egne grænser.

Nykøbing var stærkt voksende i anden halvdel af1800-tallet, og samtidig skete en byudvikling både i Nykøbing Falsters landdistrikt og i Thoreby sogn på Lolland.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nykøbing Falster købstad	2.123	2.608	3.242	3.645	4.560	6.087	7.345
Nykøbing Falsters landdistrikt	670	695	273	371	493	909	1.388
Thoreby sogn	2.382	2.521	2.590	2.715	2.683	2.643	2.875
Nykøbing Falster med forstæder	4.556	5.280	5.537	6.421	7.184	8.755	11.543

Ved kongelig resolution af 31. oktober 1877 blev dele af Nykøbing købstads landdistrikt henlagt til købstaden. Ved kongelig resolution af 21. september 1899 blev yderlige dele med 74 indbyggere henlagte til købstaden fra 1. januar 1900. Ved kongelig resolution af 28. marts 1904 blev områder i Idestrup sogn indlemmede i købstaden fra 1. juli 1904. Ved kongelig resolution af 27. marts 1907 blev hele Nykøbing landdistrikt indlemmet i købstaden fra 1. april 1907.

I mellemkrigstiden voksede Nykøbings indbyggertal: i 1921 12.970, i 1925 13.541, i 1930 13.919, i 1935 14.801, i 1940 15.147 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Kraghave og Bangsebro i Tingsted Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Nykøbing.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Nykøbing købstad	12.970	13.541	13.919	14.801	15.147
Kraghave	697	769	899	844	867
Bangsebro	-	-	-	-	245
Nykøbing med forstæder	13.667	14.310	14.818	15.645	16.259

Ved folketællingen i 1930 havde Nykøbing 13.919 indbyggere, heraf ernærede 954 sig ved immateriel virksomhed, 6.416 ved håndværk og industri, 2.406 ved handel mm, 1.322 ved samfærdsel, 388 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.103 ved husgerning, 1.194 var ude af erhverv, og 136 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Nykøbing købstad	388	6.416	2.406	1.322	954	1.103	1.194	136	13.919
Kraghave	150	458	80	35	20	73	80	3	899
NYkøbing med forstæder	538	6.874	2.486	1.357	974	1.176	1.274	139	14.818

Sukkerprisen steg under 1920'erne opsving, hvilke sukkerfabrikken nød godt af. I 1928 var 300 ansat i fabrikken, samt 30 kvinder i kontoret under roekampagnen, hvor arbejdsmængden var største. Da børsen krakkede i New York i 1929 gav recessionen under Depressionen et fald i fødevarerpriser, heriblandt sukker. Dette havde stor betydning for byen, da sukkerfabrikken var blandt de største arbejdsgivere. Man kom sig dog igen og i 1950 var der ca. 400 arbejdere i kampagnen som varede 3-4 måneder.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 16.097 indbyggere i købstaden, i 1950 17.192 indbyggere, i 1955 17.789 indbyggere, i 1960 17.850 indbyggere og i 1965 17.880 indbyggere. Foruden de hidtidige forstæder udviklede Øster Toreby stationsby sig til en forstad, og det samme gjorde Nagelsti Brohuse og Sundby, alle i Toreby Kommune, og Hasselø Plantage i Veggerløse Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nykøbing købstad	16.097	17.192	17.789	17.850	17.880
Kraghave by	865	876	881	890	828
Bangsebro	237	230	207	218	204
Øster Toreby	-	371	421	434	393
Nagelsti Brohuse	-	-	82	83	81
Sundby	-	668	860	1.057	1.157
Hasselø Plantage	-	-	-	-	232
Nykøbing med forstæder	17.199	19.337	20.240	20.532	20.775

I 1953 overtog fabrikken i Nykøbing sågar Københavns Sukkerraffinaderi, som man tidligere havde samarbejdet med.

I 1963 stod Frederik IX's Bro færdig. Det var en kombineret jernbane- og 4-spors vejbro, som erstattede de to tidligere broer, der var bygget i 1800-tallet.

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Nykøbing Falster-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Nysted

Nysted havde en heldig beliggenhed på det sydøstlige Lolland, hvilket gav byen et vist opland, der dog mod nordøst blev beskåret af Nykøbing Falster og mod nord af Sakskøbing. Byen var omgivet af Nysted landsogn.

Nysteds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet men stagnerede i begyndelsen af 1900-tallet: 1.082 i 1850, 1.227 i 1855, 1.261 i 1860, 1.336 i 1870, 1.438 i 1880, 1.414 i 1890, 1.411 i 1901. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Nysted landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nysted købstad	1.082	1.227	1.261	1.336	1.438	1.414	1.411
Nysted landsogn	701	710	731	747	682	644	678
Nysted med forstæder	1.082	1.227	1.261	1.336	1.438	1.414	1.411

I 1875 blev Mette Christiansens Stiftelse for 2 fattige enker oprettet. I 1876 blev Industri- og Håndværkerforeningen oprettet. I 1877 opførte Borgerforeningen, der var oprettet 1863, en stiftelse med 4 lejligheder på Østergade 9. I 1880 blev en kommunal realklasse nedlagt. I 1880-erne blev teglværket i Klostermosen på byens markjorder nedlagt. I 1886 fik byen telefonforbindelse. I 1883 blev der etableret epidemihus med 6 senge på Skansevej. Samme år blev Falsters Landbostands Sparekasse oprettet. I 1891 blev en høj- og landbrugsskole etableret på Munkestien 4. I 1893 blev en Teknisk Skole opført på Smedestræde 6. I 1896 blev et nyt sygehus i Fiskergade med mindst 12 senge opført; samme år blev arresthuset opført. Endvidere blev der oprettet en privat realskole, der benyttede Teknisk Skoles lokaler, samt andelsmejeri og dampsavværk. I 1899 havde byen ugentlig dampskibsforbindelse med Lübeck og København.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1856 kalkbrænderi, skibsbyggeri og 5 brændevinsbrænderier. I 1871 havde den kun 1 brændevinsbrænderi, men desuden et teglværk. I 1899 havde byen dampmølle, dampsav- og høvleværk, kalkovn, skibsbyggeri og andelsmejeri (i landdistriktet).

I Nysted blev der afholdt markeder i marts, april og september med heste og kvæg, og i november med heste.

Nysted omkring 1900.

Byens havn blev i slutningen af 1800-tallet forbedret ved at den bugtede sejlrende blev uddybet til 3,4 m, og der blev udgravet en anlægs- og svajeplads for dampskibe. Af toldregnskaberne fra anden halvdel af 1800-tallet ser man, at de indførte varer mest kom fra København, Nordtyskland, Norge og Sverige. Til byen sejledes varer som jern, vin, spiritus, humle, kaffe, kul, te, bomuld, silke, ris, husholdningssalt, sirup/sukker og træ. Fra byen sejledes først og fremmest korn og kreaturer.

Befolkningens næringsveje var i 1890: 156 levede af immateriel virksomhed, 514 af håndværk og industri, 239 af handel og omsætning, 42 af søfart, 62 var fiskere, 171 levede af jordbrug, 15 af gartneri, 157 af andre erhverv, 40 af deres midler, 18 nød almisse. I 1906 var indbyggertallet 1.457, heraf ernærede 114 sig ved immateriel virksomhed, 166 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 106 ved fiskeri, 649 ved håndværk og industri, 210 ved handel med mere, 75 ved samfærdsel, 66 var aftægtsfolk, 45 levede af offentlig understøttelse og 26 af anden eller uangiven virksomhed.

I 1902 blev høj- og landbrugsskolen nedlagt. Et acetylengasværk, der skulle forsyne byens gadelamper med gas, blev oprettet. I 1904 blev hospitalet fra 1676 nedlagt og omdannet til legat. Toldboden, det senere hotel, blev opført. I 1905 blev der oprettet en handelsskole med aftenundervisning i kommuneskolens lokaler. I 1907 blev Marie Christiansens stiftelse fra 1875 i Søstræde (Slotsgade) nedlagt og omdannet til legat. I 1909 blev fattighuset i Søndergade 18 nedlagt.

I 1911 fik skolen en ny bygning med gymnastiksal, den kommunale realskole genopstod i dele af skolebygningen fra 1852, og Skansepavillonen blev flyttet til Skanseanlægget fra Folehaven. I 1912 etablerede Industri- og Landbrugsbanken i Nykøbing en afdeling i Nysted, og der blev bygget nyt gasværk og elektricitetsværk. I 1913 blev der bygget vandværk med tårn.

Gennem mellemkrigstiden var Nysteds indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 1.536, i 1921 1.642, i 1925 1.724, i 1930 1.716, i 1935 1.601, i 1940 1.511 indbyggere. Der opstod ingen forstæder.

Ved folketællingen i 1930 havde Nysted 1.716 indbyggere, heraf ernærede 123 sig ved immateriel virksomhed, 598 ved håndværk og industri, 292 ved handel m.m., 127 ved samfærdsel, 201 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 139 ved husgerning, 227 var ude af erhverv og 9 havde ikke oplyst indkomstkilde.

I 1926 blev Nysted Kalk- og Kridtværk med egen anløbsbro oprettet til fremstilling af gødningskalk og foderkridt. I 1931 blev det omdannet til asfaltfabrik, som producerede 6.000 tons asfaltmastix pr. år.

I 1930 blev Det Kampmann-Boysenske Kystsanatorium (tuberkulosesanatorium) opført med plads til 30 børn. I 1936 blev folkebiblioteket oprettet i det gamle arresthus.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nysted sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.637 indbyggere i købstaden, i 1950 1.503, i 1955 1.420, i 1960 1.328 og i 1965 1.300. I landsognet blev en mindre forstad dannet i forbindelse med Adelgade.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nysted købstad	1.637	1.503	1.420	1.328	1.300
Adelgade	-	-	-	22	14
Nysted med forstæder	1.637	1.503	1.420	1.350	1.314

Sakskøbing

Sakskøbing havde en mindre heldig beliggenhed på det nordøstlige Lolland i bunden af en lang fjord. Det gav byen et opland i alle retninger, men dette blev beskåret ved konkurrence mod øst af Nykøbing Falster, mod syd af Nysted og mod vest af Maribo. Byen var omgivet af Sakskøbing landsogn.

Sakskøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 917 i 1850, 1.058 i 1855, 1.149 i 1860, 1.409 i 1870, 1.485 i 1880, 1.499 i 1890, 1.560 i 1901. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Sakskøbing landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Sakskøbing købstad	917	1.058	1.149	1.409	1.485	1.499	1.560
Sakskøbing landsogn	1.016	1.080	1.132	1.191	1.254	1.356	1.367
Sakskøbing med forstæder	917	1.058	1.149	1.409	1.485	1.499	1.560

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855: 3 væverier, 1 farveri, 2 garverier, 1 kalkbrænderi, 1 pottemageri, 1 skibsbyggeri samt brændevinsbrænderier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1871: 2 væverier, 3 farverier, 2 garverier, 2 kalkbrænderier, 1 uldspinderi, 2 ølbryggerier, 3 maltgørerier, 1 brændevinsbrænderi, 2 pottemagerier, 1 skibsbyggeri. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik, 1 fabrik for mejeri- og landbrugsartikler, 1 dampsavværk og skæreri, 1 andelsmejeri, 1 dampvæveri, 1 garveri, 2 hvidtølsbryggerier, 1 mindre pottemageri, 1 farveri, 1 kalkbrænderi, 5 maltgørerier og 1 mindre cykelfabrik.

Befolkningens næringsmæssige sammensætning var i 1890: 218 levede af immateriel virksomhed, 633 af håndværk og industri, 267 af handel og omsætning, 1 af søfart, ingen var fiskere, 4 af jordbrug, 5 af gartneri, 191 af andre erhverv, 41 af deres midler, 55 nød almisse, og 84 var på Tvangs- og Sindssygeanstalten. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.622, heraf ernærede 157 sig ved immateriel virksomhed, 45 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 720 ved håndværk og industri, 332 ved handel med mere, 85 ved samfærdsel, 49 var aftægtsfolk, 203 levede af offentlig understøttelse og 31 af anden eller uangiven virksomhed.

I Sakskøbing blev afholdt markeder 3. og 5. tirsdag i Fasten med heste og kvæg, 8. juli og 1. oktober med kreaturer og 7. november med heste og kvæg.

Sakskøbings losse- og ladeplads lå ved Oreby ved fjordens munding. Kun mindre fartøjer (i 1870 med 6 fod dybgang) kunne komme op til byen gennem fjorden og åen. 1886—87 foretoges der betydelige arbejder, hvorved havnen udvidedes og reguleredes, bolværker anbragtes og sejlløbet fra Oreby uddybedes, så at det fik en dybde af indtil 12 fod, havnen 8 fod. En af Havneudvalget ansat lods havde bolig ved Oreby.

I denne periode begyndte man en intensiv dyrkning af sukkerroer på Lolland-Falster hvilket betød øget økonomisk aktivitet i byen. Som følge heraf blev jernbanestrækningen Nykøbing Faster-Nakskov ført igennem Sakskøbing, og Sakskøbing Station opført ved den nuværende Jernbanegade. I 1866 opførte Maribo Amt en stor anstalt i byen for psykisk syge mennesker, Maribo Amts Tvangsarbejds-, Arbejds- og Dåreanstalt.

Sakskøbing omkring 1900.

I 1910 blev der opført en stor sukkerfabrik i købstaden, Sakskøbing Sukkerfabrik. Sammen med Saxenhøj var den blandt byens største arbejdspladser i mange år. Fabrikken købte dampskibet Havkatten, der hvert år via slæbebåde slæbte tusinder tons roer ind fra Fejø og Femø til forarbejdning. I 1918 lagde man jernbanespor fra fabrikken til Sakskøbing Station grundet den øgede sukkereksport.

År	1906	1911	1916
Sakskøbing købstad	1.622	1.743	1.781
Rørbæk (Sakskøbing landsogn)	-	925	1.423
Sakskøbing med forstæder	-	2.668	3.204

Gennem mellemkrigstiden var Sakskøbings indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 1.781, i 1921 1.798, i 1925 2.012, i 1930 2.100, i 1935 2.106, i 1940 2.235 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Rørbæk i Sakskøbing Landsogn på nordsiden af Sakskøbing å, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Sakskøbing og især på sukkerfabrikken.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Sakskøbing købstad	1.781	1.798	2.012	2.100	2.106	2.235
Rørbæk by	1.423	1.212	1.286	1.174	1.246	1.315
Sakskøbing med forstæder	3.204	3.010	3.298	3.274	3.353	3.550

Ved folketællingen i 1930 havde Sakskøbing 2.100 indbyggere, heraf ernærede 189 sig ved immateriel virksomhed, 724 ved håndværk og industri, 395 ved handel mm, 181 ved samfærdsel, 69 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 171 ved husgerning, 345 var ude af erhverv og 26 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Sakskøbing købstad	69	724	395	181	189	171	345	26	2.100
Rørbæk	54	591	129	64	61	92	164	19	1.174
Sakskøbing med forstæder	123	1.315	524	245	250	263	509	45	3.274

Efter 2. verdenskrig fortsatte Sakskøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.473 indbyggere i købstaden, i 1950 2.520 indbyggere, i 1955 2.583 indbyggere, i 1960 2.526 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. I landsognet stagnerede Rørbæk ligeledes.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Sakskøbing købstad	2.473	2.520	2.583	2.526	2.568
Rørbæk	1.521	1.562	1.514	1.509	1.479
Sakskøbing med forstæder	3.994	4.082	4.097	4.035	4.047

Maribo

Maribo havde en ret gunstig beliggenhed midt på Lolland, omen byens opland mod syd var beskåret af Maribo Sø. Mod øst var der konkurrence fra Sakskøbing. Byen var omgivet af et landdistrikt.

Maribos befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.667 i 1850, 1.960 i 1855, 1.992 i 1860, 2.156 i 1870, 2.403 i 1880, 2.542 i 1890, 3.838 i 1901. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Maribo købstad	1.667	1.960	1.992	2.156	2.403	2.542	3.838
Maribo købstads landdistrikt	155	164	158	138	158	152	140
Maribo med forstæder	1.667	1.960	1.992	2.156	2.403	2.542	3.838

Maribo havde toldsted og ladeplads ved Bandholm. Ved lov af 20. november 1868 (koncession af 8. januar 1869) fastsloges anlægget af en jernbane mellem Maribo og Bandholm. Banen, der ejedes af et privat interessentskab, åbnedes 2. november 1869. Desuden blev Maribo station på Lolland-Falster-banen. Regeringen gav i henhold til lov af 25. marts 1872 Privatbanken koncession på anlægget af en jernbane fra Orehoved over Nykøbing Falster og Maribo til Nakskov med sidebane til Rødby. Privatbanken overlod koncessionen til et eget aktieselskab, og 22. august 1872 åbnedes den 3 mil lange banestrækning Orehoved—Nykøbing, den 1. juli 1874 den 8,6 mil lange bane fra Guldborg Sund over Sakskøbing og Maribo til Nakskov og Rødby.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855: 1 bogtrykkeri, 5 ølbryggerier, 10 brændevinsbrænderier, 1 chokoladefabrik, 2 garverier, 1 kalkbrænderi, 4 pottemagerier, 1 vatfabrik, 2 tøjfabrikker, 1 teglværk. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1871: 1 bogtrykkeri, 3 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier, 4 garverier, 1 kalkbrænderi, 2 pottemagerier, 2 tøjfabrikker, 1 teglværk, 2 uldspinderier, 1 dampmølle, 2 møller. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 1 dampmølle (aktieselskab, 34 arbejdere), 1 trævarefabrik (12 til 16 arbejdere), 3 ølbryggerier (15 arbejdere), 1 maskin- og waggonfabrik ("Vulcan", 130—140 arbejdere), 1 uldspinderi, 1 svineslagteri (aktieselskab, 16 arbejdere), 1 kalkbrænderi, 2 pottemagerier, 1 mejeri, 1 sodavandsfabrik, 1 jernstøberi, 1 i 1897 anlagt sukkerfabrik på Skovnæs og fra 1898 hørende under De danske Sukkerfabrikker (300 arbejdere), og 1 bogtrykkeri.

Befolkningens næringsmæssige sammensætning var i 1890: 328 levede af immateriel virksomhed, 1.247 af håndværk og industri, 478 af handel og omsætning, ingen af søfart, 4 var fiskere, 51 af jordbrug, 26 af gartneri, 306 af andre erhverv, 71 af deres midler, 28 nød almisse, og 3 var i fængsel. I landdistriktet i 1890 var næringsfordelingen: 4 levede af immateriel virksomhed, 97 af jordbrug, 11 af industri, 4 af handel, 33 af daglejervirksomhed og 3 af deres midler. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.750, heraf ernærede 306 sig ved immateriel virksomhed, 65 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 6 ved fiskeri, 2.238 ved håndværk og industri, 685 ved handel og omsætning, 210 ved samfærdsel, 82 var aftægtsfolk, 132 levede af offentlig understøttelse og 26 af anden eller uangiven virksomhed.

I Maribo blev afholdt 5 markeder: 3 i fasten med heste og kvæg, 1 i juni med kram, heste og kvæg og 1 i oktober med kram.

Gennem mellemkrigstiden var Maribos indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 4.196, i 1921 4.442, i 1925 4.618, i 1930 4.606, i 1935 4.490, i 1940 4.399 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstaden Ny Østergade og Idasminde i Hunseby Kommune samt Håred i Hillested Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Maribo.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Maribo købstad	4.196	4.442	4.618	4.606	4.490	4.399
Ny Østergade	-	-	253	299	314	359
Håred	-	-	-	-	169	52
Maribo med forstæder	4.196	4.442	4.871	4.905	4.804	4.758

Ved folketællingen i 1930 havde Maribo 4.606 indbyggere, heraf ernærede 378 sig ved immateriel virksomhed, 1.8734 ved håndværk og industri, 869 ved handel mm, 400 ved samfærdsel, 138 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 485 ved husgerning, 410 var ude af erhverv og 53 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Maribo købstad	138	1.873	869	400	378	485	410	53	4.606
Ny Østergade	34	111	41	25	17	28	43	0	299
Maribo med forstæder	172	1.984	910	425	395	513	453	53	4,905

Efter 2. verdenskrig fortsatte Maribo sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.681 indbyggere i købstaden, i 1950 5.141 indbyggere, i 1955 5.197 indbyggere, i 1960 5.235 indbyggere og i 1965 2.590 indbyggere. Den 1. april 1950 blev forstaden Ny Østergade indlemmet i Købstaden. Noget senere fremvoksede en ny forstad, Refshale, i Maribo købstads landdistrikt.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Maribo købstad	4.681	5.141	5.197	5.235	5.232
Ny Østergade	420	-	-	-	-
Refshale	-	-	-	22	17
Maribo med forstæder	5.101	5.141	5.197	5.257	5.249

Rødby

Rødby havde en forholdsvis heldig beliggenhed på det sydlige Lolland, hvor dets opland kun blev beskåret af Rødby Fjord mod vest og begrænset af Maribo Sø mod nordøst og af Røgbølle Sø mod øst. Byen havde plads nok til en byudvikling inden for egne grænser.

Rødbys befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og men stagnerede i 1860-erne og senere: 1.339 i 1850, 1.545 i 1855, 1.578 i 1860, 1.553 i 1870, 1.796 i 1880, 1.837 i 1890, 1.726 i 1901, 1.745 i 1906 og 2.020 i 1911.

Indbyggernes næringsveje var i 1890: 132 levede af immateriel virksomhed, 556 af håndværk og industri, 261 af handel og omsætning, 7 af fiskeri, 580 af jordbrug, 241 af andre erhverv, 27 af deres midler, 30 nød almisse, og 3 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.745, heraf ernærede 87 sig ved immateriel virksomhed, 571 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 9 ved fiskeri, 630 ved håndværk og industri, 289 ved handel med mere, 59 ved samfærdsel, 32 var aftægtsfolk, 62 levede af offentlig understøttelse og 6 af anden eller uangiven virksomhed.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1855 kun 2 brændevinsbrænderier. I 1872 nævnes af fabrikker bomulds- og linnedvæverier samt 1 bogtrykkeri der udgav "Rødby Avis". Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet 1 uldspinderi, 1 bryggeri og 1 bogtrykkeri, hvorfra blev udgivet "Rødby Avis" (et andet blad, "Rødby Dagblad", blev udgivet i Nykøbing).

Et hårdt slag for byen indtraf i 1872. Her blev Rødby og den øvrige del af det sydlige Lolland og Falster ramt af den voldsomste stormflod i 1872 nogensinde og adskillige menneskeliv gik tabt ved den lejlighed. Da de værste eftervirkninger af stormen var ovre, indledtes byggeriet af et 63 kilometer langt dige langs den sydlige del af Lollands kyst, og man påbegyndte ligeledes en afvanding af Rødby Fjord. Tørlægningen fuldbyrdedes i 1966 og i dag strækker digerne sig fra halvøen Hyllekrog i øst til tangen Albuen i vest. I begyndelsen af 1900-tallet havde Rødby et lille skibsværft, men det lukkede igen på grund af afvandingen.

Rødby omkring 1900

Rødby omkring 1924

I 1912 forlængedes jernbaneforbindelsen fra Nykøbing Falster til den nyanlagte Rødbyhavn og det satte en smule mere gang i områdets økonomiske vækst.

Gennem mellemkrigstiden var Rødbys indbyggertal voksende: i 1916 2.110, i 1921 3.290, i 1925 2.750, i 1930 3.108, i 1935 3.060, i 1940 3.443 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Ringsebølle i Ringsebølle Sogn og Sædinge i Sædinge Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Rødby.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Rødby købstad	2.110	3.290	2.750	3.108	3.060	3.443
Ringsebølle by (i Ringsebølle Sogn)	-	148	153	134	129	127
Ringsebølle by (i Sædinge Sogn)	-	229	241	249	246	224
Rødby med forstæder	2.110	3.438	3.144	3.491	3.435	3.794

Ved folketællingen i 1930 havde Rødby 3.108 indbyggere, heraf ernærede 280 sig ved immateriel virksomhed, 874 ved håndværk og industri, 284 ved handel mm, 189 ved samfærdsel, 630 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 214 ved husgerning, 577 var ude af erhverv og 60 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Rødby købstad	630	874	284	189	280	214	577	60	3.108
Ringsebølle	3	47	6	18	5	14	41	0	134
Sædinge	17	72	49	20	10	25	53	3	249
Rødby med forstæder	650	993	339	227	295	253	671	63	3.491

Efter 2. verdenskrig fortsatte Rødby sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.511 indbyggere i købstaden, i 1950 3.349 indbyggere, i 1955 3.392 indbyggere, i 1960 3.551 indbyggere og i 1965 4.692 indbyggere. Desuden fortsatte forstæderne deres udvikling.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Rødby købstad	3.511	3.349	3.392	3.551	4.692
Sædinge	231	264	264	305	353
Ringsebølle	133	124	139	186	209
Rødby med forstæder	3.875	3.737	3.795	4.042	5.254

Fugleflugtslinjen startede først op igen i 1963 med udvidelsen af Rødbyhavn til en egentlig færgehavn. For Rødby betød det at man fra dette årstal pludselig fik genskabt en vigtig adgang til Østersøen via færgeforbindelsen til Puttgarden og Femern.

Nakskov

Nakskov omkring 1900.

Nakskov havde en gunstig beliggenhed ved Lollands vestkyst, hvor byens ellers store opland blev lettere beskåret af Albue Fjord (Nakskov Fjord). Nakskov havde ingen konkurrenter i sit opland, der omfattede næsten hele den vestlige halvdel af Lolland. Byen var omgivet af Nakskov landsogn.

Nakskovs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.955 i 1850, 3.375 i 1855, 3.687 i 1860, 4.033 i 1870, 5.278 i 1880, 6.722 i 1890, 8.310 i 1901. Samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i Nakskov landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nakskov købstad	2.955	3.375	3.687	4.033	5.278	6.722	8.310
Nakskov landsogn	213	253	271	261	314	632	616
Nakskov med forstæder	2.955	3.375	3.687	4.033	5.278	6.722	8.310

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1856: 1 bogtrykkeri, 1 skibsbyggeri, 2 bomuldsvæverier, 4 farverier, 1 stampeværk og klædefabrik, 3 garverier, 1 lysestøberi, 1 spillekort- og tapetfabrik, 1 tobakfabrik, 1 dampmølle, 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 kalkbrænderier, 4 ølbryggerier, 2 brændevinsbrænderier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1873: 2 bogtrykkerier, 1 skibsbyggeri, 3 farverier forbundne med stampeværk og klædefabrik, 2 garverier, 1 talg-lysestøberi, 2 tobaksfabrikker, 2 damp-melmøller, 4 vejrmøller, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, 3 kalkbrænderier, 5 ølbryggerier, flere maltgørerier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet 3 jernstøberier og maskinfabrikker, af hvilke det ene: aktieselskab Tuxen & Hammerich (før fabrikken "Godthaab") beskæftigede omtrent 250 arbejdere og især fabrikerer gas- og kølemaskiner, 1 sukkerfabrik med 6 saftstationer i Majbølle, Græshave, Stokkemarke, Vesterborg, Horslunde og Nakskov, som tilsammen i kampagnen beskæftigede omtrent 450 mand og 40 kvinder og producerede 22 mio. pund sukker årligt og samtidig i kampagnen 1898 afsatte 15 mio. pund mellassefoder; 1 pneumatisk maltfabrik, 2 garverier, 1 vognfabrik, 1 teglværk, 3 kalkværker; 2 uldspinderier, 2 damp-melmøller, 2 ølbryggerier, 1 eksportslagteri, 2 kaffebrænderier, 2 tobaksfabrikker, 3 bogtrykkerier.

I Nakskov blev ved århundredeskiftet udgivet tre aviser: Vestlollands Avis (tidligere Nakskov Avis), Nakskov Tidende og Nakskov Folkeblad.

Ved Søndergade. Det gule palæ i højre side af billedet er den fredede Theisens Gård fra 1786.

I det 18. århundrede havde havnen kun ringe dybde, og indløbet gennem fjorden var så dårligt, at lidt større skibe måtte losse og lade ¼ mil fra byen; i slutningen af det 18. århundrede begyndte man at opmudre havnen, men først 1847—-50 toges der alvorligt fat på at udvide indløbet, så at det fik en dybde af 13 fod; 1875—76 uddybedes indløbet og havnen indtil 14 fod, og samtidig sattes 1.010 alen nyt bolværk, hvorved der indvandtes et betydeligt areal havneplads, hvorpå der er opført bygninger som toldboden, dampskibspakhus, ventepavillon, kvægstald, vejerbod m.m. Samtidig med uddybningen dannedes der en smal, omtrent 450 alen lang privat havn op til Marienlyst Dampmølle med jorddæmning og mole på den ene og bolværk på den anden Side.

Befolkningens næringsmæssige sammensætning var i 1890: 593 levede af immateriel virksomhed, 3.076 af håndværk og industri, 1.359 af handel og omsætning, 295 af søfart, 96 var fiskere, 244 af jordbrug, 46 af gartneri, 687 af andre erhverv, 243 af deres midler, 79 nød almisse og 4 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 8.424, heraf ernærede 499 sig ved immateriel virksomhed, 257 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 119 ved fiskeri, 4.120 ved håndværk og industri, 1.821 ved handel med mere, 978 ved samfærdsel, 374 var aftægtsfolk, 206 levede af offentlig understøttelse og 50 af anden eller uangiven virksomhed.

En jernbaneforbindelse til Nykøbing Falster og Maribo blev skabt i 1874 og fra Falster til Sjælland og dermed København over Storstrømsbroen i 1937. Der kom efterhånden flere store fabrikker til byen, blandt andre Sukkerfabrikken i 1882, og i 1916 etableredes Nakskov Skibsværft. Dette stålskibsværft var byens livsnerve og ubetinget største arbejdsplads.

År	1906	1911	1916
Nakskov købstad	8.424	9.480	10.483
Krukholm (Nakskov landsogn)	-	257	253
Nakskov med forstæder	8.424	9.737	10.746

I mellemkrigstiden voksede Nakskovs indbyggertal, men samtidig skete der en vækst i forstæderne Sæby Huse i Halsted Sogn og Svingelsallé i Branderslev Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Nakskov.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Nakskov købstad	13.729	13.817	14.742	14.522	15.096
Sæby Huse	-	92	93	209	295
Svingelsallé	-	-	-	20	24
Nakskov med forstæder	13.729	13.909	14.835	14.751	15.415

Ved folketællingen i 1930 havde Nakskov 14.742 indbyggere, heraf ernærede 833 sig ved immateriel virksomhed, 7.717 ved håndværk og industri, 2.189 ved handel mm, 1.267 ved samfærdsel, 435 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.086 ved husgerning, 1.063 var ude af erhverv, og 152 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Nakskov købstad	435	7.717	2.189	1.267	833	1.086	1.063	152	14.742
Sæby Huse	52	32	0	0	0	6	2	1	93
Nakskov med forstæder	487	7.749	2.189	1.267	833	1.092	1.065	153	14.835

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nakskov sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 15.506 indbyggere i købstaden, i 1950 16.074 indbyggere, i 1955 16.602 indbyggere, i 1960 16.639 indbyggere og i 1965 16.032 indbyggere. Forstaden Svingelsallé blev indlemmet i købstaden pr. 1. april 1943, men forstaden Sæby Huse fortsatte sin udvikling som forstad, og senere kom forstæderne Sandvådet i Branderslev Kommune og Stensø i Vestenskov Kommune til.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nakskov købstad	15.506	16.074	16.602	16.639	16.032
Sæby Huse	281	260	291	296	304
Sandvådet	-	-	-	-	103
Stensø	-	-	-	-	76
Nakskov med forstæder	15.787	16.334	16.893	16.935	16.302

Rudkøbing

Rudkøbing havde en forholdsvis gunstig beliggenhed midt på Langeland, idet byen kunne regne hele øen som sit opland. Byen havde plads til byudvikling på egne jorder.

I slutningen af 1800-tallet fandtes der af fabrikker og industrielle anlæg: 1 dampmølle, 2 jernstøberier og maskinfabrikker, der tilsammen beskæftigede omtrent 34 arbejdere, flere bryggerier, deriblandt "Langeland", 1 mineralvandsfabrik, 1 margarinefabrik, flere bogtrykkerier m.m. Der blev udgivet 3 aviser: "Langelands Avis", "Langelands Tidende" og "Ølandenes Dagblad". Der blev årligt afholdt 3 markeder, i marts med heste og kvæg, i juni med heste og i november med heste, kvæg og får. Der var torvedag hver tirsdag og lørdag.

I løbet af 1800-tallet blev byens befolkningstal tredoblet, ikke mindst som følge af bedre havn og vejforbindelser. Rudkøbing fik gang i handelen igen. Dens befolkningstal var 2.333 i 1850, 2.540 i 1855, 2.719 i 1860, 2.785 i 1870, 3.179 i 1880, 3.484 i 1890, 3.462 i 1901, 3.447 i 1906 og 3.766 i 1911.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 279 levede af immateriel virksomhed, 1.416 af håndværk og industri, 819 af handel og omsætning, 370 af søfart, 54 af fiskeri, 78 af jordbrug, 333 af forskellig daglejervirksomhed, 88 af deres midler, 45 var under fattigvæsenet og 2 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.447, heraf ernærede 254 sig ved immateriel virksomhed, 128 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 159 ved fiskeri, 1.565 ved håndværk og industri, 740 ved handel med mere, 351 ved samfærdsel, 132 var aftægtsfolk, 103 levede af offentlig understøttelse og 15 af anden eller uangiven virksomhed.

Den første egentlige havn stod færdig i 1826. Indtil da var der kun en skibsbro, som i 1776 blev erstattet af en større, men skibene måtte overvintre i naturhavnen Lindelse Nor. I 1847 blev der anlagt en ny og større havn ved broens nordøstlige side. Senere blev havnen flere gange uddybet og forbedret. I 1883-1887 blev der anlagt en lille bådehavn. På midtmolen var der en hvid lanterne. Ved havnen var ansat en lods, der lodsede til Svendborg Sund og Marstal. I 1898 var 152 fartøjer hjemmehørende i Rudkøbing, heraf 4 større skibe på over 200 tons. Fra udlandet indkom 428 skibe med 10.092 t gods. Til udlandet udgik 412 skibe med 3.114 t gods. Fra indlandet indkom 2.139 skibe med 7.944 t gods. Til indlandet udgik 2.441 Skibe med 8.569 t gods.

I 1866 blev der etableret færgefart mellem Rudkøbing og Ærøs sydøstlige havneby Marstal. Rudkøbing havde desuden regelmæssig dampskibsforbindelse med København, Korsør og Svendborg.

Rudkøbing år 1900

Den industrielle udvikling fortsatte i begyndelsen af 1900-tallet, men den blev aldrig overvældende. Der etableredes en jernbanelinje, flere levnedsmiddelindustrier og et mindre skibsværft. Byen havde fortsat præg af handelsby.

Gennem mellemkrigstiden var Rudkøbings indbyggertal nærmest stagnerende. Ved folketællingen i 1930 havde Rudkøbing 4.129 indbyggere. Heraf ernærede 315 sig ved immateriel virksomhed, 1.421 ved håndværk og industri, 760 ved handel mm, 514 ved samfærdsel, 290 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 325 ved husgerning, 423 var ude af erhverv og 81 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Årstal	Befolkning
1916	3.823
1921	4.138
1925	4.133
1930	4.129
1935	4.191
1940	4.111

Efter 2. verdenskrig fortsatte Rudkøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.308 indbyggere i købstaden, i 1950 4.541 indbyggere, i 1955 4.446 indbyggere, i 1960 4.336 indbyggere og i 1965 4.204 indbyggere. I tilknytning til købstaden voksede en forstad frem i Skrøbelev Sognekommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Rudkøbing købstad	4.308	4.541	4.446	4.336	4.204
Skrøbelev	-	-	76	69	80
Rudkøbing med forstæder	4.308	4.541	4.522	4.405	4.284

I tiden efter 2. verdenskrig blev Rudkøbing og Langeland landfast med Fyn i tre etaper:

• Siø blev landfast med Tåsinge, da Siøsundbroen blev taget i brug i 1959. Den gamle færgerute Rudkøbing-Vemmenæs mellem Langeland og Tåsinge blev afkortet til Rudkøbing-Siø.
• Da Langelandsbroen blev taget i brug i 1962, blev Langeland landfast med Tåsinge, og færgeruten Rudkøbing-Siø blev nedlagt. Samtidig blev Langelandsbanen og jernbanefærgeruten nedlagt.
• Endelig blev Svendborgsundbroen, der forbandt Fyn og Tåsinge, færdig i 1966 efter fire års hårdt pres på den gamle færgerute Svendborg-Vindeby.

Ærøskøbing

Ærøskøbing havde en meget uheldig beliggenhed på Ærø, som var en mindre ø. Ydermere blev byens opland mod øst beskåret af handelspladsen Marstal. Ærøskøbing havde ikke problemer med at få plads inden for egne grænser.

Industrialiseringen ramte byen hårdt. Ærøskøbings befolkning var faldende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.625 i 1850, 1.712 i 1855, 1.713 i 1860, 1.583 i 1870, 1.578 i 1880, 1.500 i 1890, 1.485 i 1901, 1.446 i 1906 og 1.427 i 1911.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 2 skibsbyggerier, 1 sav-vejrmølle, 1 kalkbrænderi, 1 andelsmejeri og 1 hvidtøl- og bayersk ølbryggeri.

I Ærøskøbing blev ved århundredeskiftet udgivet 2 aviser: "Ærø Folkeblad" og "Ærø Avis" (den sidste udkom i Marstal).

I Ærøskøbing afholdtes årligt 3 markeder, i marts, juli og oktober, med heste, kvæg og får. Torvedag var hver onsdag og lørdag; 2. tirsdag i hver måned var torvedag med levende kreaturer.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 124 levede af immateriel virksomhed, 478 af håndværk og industri, 241 af handel og omsætning, 280 af søfart, 47 af fiskeri, 111 af jordbrug, 93 af forskellig daglejervirksomhed, 107 af deres midler, 17 nød almisse, og 2 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.446, heraf ernærede 133 sig ved immateriel virksomhed, 155 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 31 ved fiskeri, 514 ved håndværk og industri, 202 ved handel med mere, 220 ved samfærdsel, 120 var aftægtsfolk, 57 levede af offentlig understøttelse og 14 af anden eller uangiven virksomhed.

Efter adskillelsen fra Sønderjylland blev ifølge lov af 16. februar 1866 embedet som byfoged og byskriver i Ærøskøbing forenet med herredsfoged- og herredsskriverembedet i det nyoprettede Ærø Herred.

Havnen blev først anlagt i 2. halvdel, af det 18. århundrede. Tidligere var der kun en skibsbro, "Højbro", som man 1764 begyndte at udbedre, 1811 anlagdes det sidste bolværk. I 1816 tog man fat på havnens opmudring; senere blev der foretaget flere uddybninger og forbedringer i havnen. I 1886 opmudredes et særligt sted i havnen til fiskerbåde. Havnen havde et kun 16 alen bredt indløb mod NNV, dens størrelse var 37.520 kvadratalen, havnepladsens 44.300 kvadratalen; i den indre, gamle havn var dybden 10 fod, i den ydre havn 11 fod; der var 575 alen bolværk og 327 alen friholderværk. Havnevæsenet bestyredes af havneudvalget, der bestod af borgmesteren som formand, 2 byrådsmedlemmer og 3 af dette uden for byrådet valgte medlemmer.

I 1892 indviedes Ærøskøbing Sygehus.

I 1910 oprettedes Ærø Museum i Ærøskøbing.

I 1900-tallet blev der oprettet nogle mindre rederier og industrivirksomheder. I nyere tid er turismen byens vigtigste indtægtskilde, mens den industrielle udvikling stagnerer.

Gennem mellemkrigstiden var Ærøskøbings indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 1.364, i 1921 1.323, i 1925 1.348, i 1930 1.294, i 1935 1.303, i 1940 1.339 indbyggere.

Ved folketællingen i 1930 havde Ærøskøbing 1.294 indbyggere, heraf ernærede 94 sig ved immateriel virksomhed, 306 ved håndværk og industri, 214 ved handel mm, 146 ved samfærdsel, 219 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 116 ved husgerning, 180 var ude af erhverv og 19 havde ikke oplyst indkomstkilde.

I 1931 byggedes en færge og lystbådehavn, og byen fik mulighed for at laste togvogne, som derefter blev sejlet til Svendborg.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Ærøskøbing sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.390 indbyggere i købstaden, i 1950 1.375 indbyggere, i 1955 1,290 indbyggere, i 1960 1.273 indbyggere og i 1965 1.228 indbyggere.

Assens

Assens havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det sydvestlig Fyn. Mod vest og syd var byens opland noget begrænset af Lillebælt, men mod nord og øst kunne hele Båg herred regnes til byens opland. Assens var omgivet af et landdistrikt.

Anlægget af den fynske hovedbane, der formindskede byens opland, såvel som ophøret af den regelmæssige dampskibsforbindelse med Sønderjylland efter krigen i 1864 skadede byen en del, og indbyggertallet aftog ret betydeligt de nærmeste årtier. Fra begyndelsen af 1880'erne begyndte den dog atter at vokse som følge af anlæggelsen af Assens-Tommerup-banen i 1884.

Assens' befolkning var som helhed stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.963 i 1850, 3.262 i 1855, 3.589 i 1860, 3.461 i 1870, 3.196 i 1880, 4.026 i 1890, 4.665 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Assens købstad	2.963	3.262	3.589	3.461	3.196	4.026	4.665
Assens landdistrikt	-	-	-	306	268	278	-
Assens med forstæder	2.963	3.262	3.589	3.461	3.196	4.026	4.665

Ved folketællingen 1870 blev oprettet et landdistrikt, som ved kongelig resolution af 25. september 1894 blev indlemmet i købstaden fra 1. januar 1895.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet blandt andet:

• Assens Sukkerfabrik (et stort bygningskompleks mod sydvest uden for byen, opført 1883—84 efter tegninger af professor Ove Petersen, tilhørende De Danske Sukkerfabrikker; den producerede årligt 12 à 15 millioner pund sukker; under roekampagnen beskæftigede den omtrent 250, uden for den 70 arbejdere). Sukkerfabrikken havde to roebaner (og en tredje fra Salbrovad) og fire saftstationer tilknyttet.
• Et svineslagteri (i nærheden af sukkerfabrikken, opført 1883—84 efter tegninger af arkitekt Levy, tilhørende det 1897 oprettede aktieselskab "De danske Svineslagterier" i København)
• Bayersk- og hvidtølsbryggeri, "Bryggeriet Vestfyen" (et 1885 oprettet aktieselskab, aktiekapital 117.000 kr.; den årlige produktion var omtrent 3.000 td. bayersk og 2.000 td. hvidtøl)
• Et jernstøberi og maskinfabrik (22 arbejdere)
• En klædefabrik (14—15 arbejdere)
• En vand- og dampmølle (Kaals Mølle)
• En chokoladefabrik
• En kødvarefabrik
• To kalkværker
• En hattefabrik

Byen fik gasværk i 1855.

I Assens blev udgivet tre aviser: Assens Avis, Assens Amts Avis og Aarup Folkeblad.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890:

• 416 levede af immateriel virksomhed
• 1673 af håndværk og industri
• 741 af handel og omsætning
• 157 af søfart
• 25 af fiskeri
• 212 af jordbrug
• 24 af gartneri
• 584 af forskellig daglejervirksomhed
• 147 af deres midler
• 42 nød almisse
• 5 var i fængsel.

I landdistriktet var fordelingen

• 23 levede af immateriel virksomhed
• 32 af jordbrug
• 93 af industri
• 6 af handel
• 47 af søfart
• 77 af forskellig daglejervirksomhed

Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.645, hvor beskæftigelsen fordelte sig således:

• 296 ernærede sig ved immateriel virksomhed
• 269 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift
• 91 ved fiskeri
• 2.246 ved håndværk og industri
• 775 ved handel med mere
• 508 ved samfærdsel
• 252 var aftægtsfolk
• 128 levede af offentlig understøttelse
• 80 af anden eller uangivet virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Assens indbyggertal svagt stigende:

År	Indbyggere
1921	4.523
1921	4.674
1925	4.829
1930	4.842
1935	4.827
1940	4.602

Ved folketællingen i 1930 er der opregnet følgende erhvervsfordeling:

• 321 ernærede sig ved immateriel virksomhed
• 2.140 ved håndværk og industri
• 694 ved handel mm
• 466 ved samfærdsel
• 201 ved landbrug, skovbrug og fiskeri
• 385 ved husgerning
• 552 var ude af erhverv
• 83 havde ikke oplyst indkomstkilde

Med indvielsen af Lillebæltsbroen i 1935 mellem Middelfart og Snoghøj mistede Assens sin betydning som knudepunkt for trafikken mellem Fyn og Jylland, og byens udvikling stagnerede i midten af 20. århundrede.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Assens sin stagnerende befolkningsudvikling. I tilknytning til købstaden fremvoksede to forstæder i Gamtofte Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Assens købstad	4.826	5.053	5.012	4.937	5.041
Middelfartvej	-	-	-	101	164
Kildensmindevej	-	-	-	35	51
Assens med forstæder	4.826	5.053	5.012	5.073	5.256

Fåborg

Fåborg havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det sydlige Fyn. Mod syd var oplandet beskåret af Fåborg Bugt, men mod vest, nord og syd kunne hele Salling Herred regnes som byens naturlige opland. Fåborg havde et landdistrikt: Bjørnø, som dog ikke spillede nogen rolle for byudviklingen.

Faaborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.328 i 1850, 2.777 i 1855, 3.120 i 1860, 3.440 i 1870, 3.476 i 1880, 3.677 i 1890, 4.218 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Fåborg købstad	2.328	2.777	3.120	3.440	3.476	3.677	4.218
Fåborg landdistrikt	84	92	101	116	118	102	79
Fåborg med forstæder	2.328	2.777	3.120	3.440	3.476	3.677	4.218

Jernstøbere. Faaborg Jernstøberi, Jens Birkholm, 1905, Berlinische Galerie.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: Dansk Vin- og Konservesfabrik (betydelig produktion af konserves og syltetøjer, landets ældste og største frugtvinfabrik, beskæftigede omtrent 50 arbejdere), bayersk- og hvidtølbryggeriet "Sydfyn" (aktieselskab, oprettet 1898, aktiekapital 90,000 kr.); et stort andelssvineslagteri (beskæftiger 20 mænd og 3 kvinder); 2 cementstensfabrikker (hvoraf den ene beskæftigede omtrent 25 arbejdere og årligt producerede omtrent 700.000 cementtagsten foruden kloakrør og cementfliser), 1 træuldsfabrik; 1 klædefabrik og dampvæveri, 2 uldspinderier, tapetfabrikken "Fiona" (aktieselskab, oprettet 1897, aktiekapital 160.000 kr.); 1 papirfabrik; 1 dampbrænderi (aktieselskab, oprettet 1896, aktiekapital 100.000 kr.), 1 maskinfabrik og jernstøberi, 1 gærfabrik, 1 tobaksfabrik, 1 bomuldsvæveri, 1 skibsbyggeri, 1 fiskerøgeri, 1 savværk, 2 bogtrykkerier m.m.

I Faaborg udgives 2 Aviser: „Faaborg Avis" og „Faaborg Folketidende" (eller „Sydfynsk Dagblad").

I Faaborg afholdtes årligt af markeder: 2. tirsdag i hver måned undtagen juni, juli og august, med levende kreaturer, 1 i februar med heste, 1 i februar og 1 i marts med heste og kvæg, 1 i juni med heste, 1 i oktober med kvæg og får og 1 i november med heste, kvæg og får. Torvedag var hver tirsdag, torsdag og lørdag.

Fiskekutteren "Marna" SG100 i Faaborg Havn.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 309 levede af immateriel virksomhed, 1.545 af håndværk og industri, 900 af handel og omsætning, 190 af søfart, 140 af fiskeri, 114 af jordbrug, 289 af forskellig daglejervirksomhed, 131 af deres midler, 55 nød almisse, og 4 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.346, heraf ernærede 278 sig ved immateriel virksomhed, 95 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 125 ved fiskeri, 2.026 ved håndværk og industri, 976 ved handel med mere, 476 ved samfærdsel, 207 var aftægtsfolk, 120 levede af offentlig understøttelse og 43 af anden eller uangiven virksomhed.

I de seneste år op til århundredeskiftet blev havnen uddybet, så at den der efter for en dels vedkommende havde en dybde af 16—17 fod. (mod i 1837 : l0½ fod). Havnens størrelse var omtrent 40.000, havnepladsens 80.000 kvadratalen, bolværkernes længde omtrent 1.100 alen. Havnevæsenet bestyredes af det af borgmesteren, 2 byrådsmedlemmer og 1 medlem uden for byrådet bestående havneudvalg.

År	1906	1911	1916
Faaborg købstad	4.346	4.318	4.577
Sandegyde (Svanninge sogn)	-	188	234
Faaborg med forstæder	4.346	4.506	4.811

Gennem mellemkrigstiden var Faaborgs indbyggertal stagnerende. I Svanninge Sogn udviklede sig forstaden Sandegyde/Odensevej.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Faaborg købstad	4.690	4.721	4.516	4.547	4.552
Sandegyde	240	401	272	286	281
Odensevej	-	-	139	128	148
Faaborg med forstæder	4.930	5.122	4.927	4.961	4.981

Ved folketællingen i 1930 havde Faaborg 4.516 indbyggere, heraf ernærede 332 sig ved immateriel virksomhed, 1.638 ved håndværk og industri, 841 ved handel mm, 588 ved samfærdsel, 224 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 320 ved husgerning, 489 var ude af erhverv og 84 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Faaborg købstad	224	1.638	841	588	332	320	489	84	4.516
Sandegyde	44	84	30	25	9	21	53	6	272
Odensevej	46	38	5	16	5	8	15	6	139
Faaborg med forstæder	314	1.760	876	629	346	349	557	96	4.927

Efter 2. verdenskrig fortsatte Faaborg sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 4.699 indbyggere i købstaden, i 1950 5.058 indbyggere, i 1955 5.138 indbyggere, i 1960 5.135 indbyggere og i 1965 5.196 indbyggere. Samtidig udviklede forstæderne Sandegyde og Odensevej sig, og et forstadsområde i Diernæs Sogn kom til.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Faaborg købstad	4.699	5.058	5.158	5.135	5.196
Sandegyde	508	539	396	572	793
Odensevej	-	-	142	154	165
Diernæs	-	-	83	79	74
Faaborg med forstæder	5.207	5.597	5.779	5.960	6.228

Svendborg

Svendborg havde en ret gunstig beliggenhed på det sydøstlige Fyn. Byen kunne regne hele Sunds Herred som sit naturlige opland, og dette strakte sig ind i Gudme Herred. Svendborg havde begrænsede byudviklingsmuligheder på egen jord, så byudviklingen strakte sig ind i Tved, Sørup og Sankt Jørgens sogne.

Svendborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 4.556 i 1850, 5.280 i 1855, 5.537 i 1860, 6.421 i 1870, 7.184 i 1880, 8.755 i 1890, 11.543 i 1901, 11.766 i 1906 og 12.667 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Svendborg købstad	4.556	5.280	5.537	6.421	7.184	8.755	11.543
Tved sogn	872	949	976	1.157	1.181	1.105	1.173
Sørup sogn	521	524	610	829	1.181	1.301	1.672
Sankt Jørgens sogn	300	331	333	313	355	847	1.346
Svendborg med forstæder	4.556	5.280	5.537	6.421	7.184	8.755	11.543

Allerede i 1890 ernærede næsten halvdelen af byens indbyggere sig ved industri og håndværk. Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 790 levede af immateriel virksomhed, 4.068 af håndværk og industri, 1.886 af handel og omsætning, 592 af søfart, 37 af fiskeri, 233 af jordbrug, 843 af forskellig daglejervirksomhed, 254 af deres midler, 49 nød almisse, og 3 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 11.766, heraf ernærede 815 sig ved immateriel virksomhed, 456 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 21 ved fiskeri, 5.822 ved håndværk og industri, 2.256 ved handel med mere, 1.385 ved samfærdsel, 502 var aftægtsfolk, 297 levede af offentlig understøttelse og 202 af anden eller uangiven virksomhed.

Den økonomiske udvikling stagnerede under 1. verdenskrig, under depressionen i 1930'erne og under 2. verdenskrig.

År	1906	1911	1916
Svendborg købstad	11.766	12.667	12.991
Sankt Jørgens forstad (Sankt Jørgens sogn)	1.046	1.085	1.360
Pasop, Belvedere m.m. (Sørup sogn)	1.032	978	1.068
Pasop, Belvedere m.m. (Sankt Jørgens sogn)	131	258	294
Svendborg med forstæder	11.766	14.988	15.713

Den kraftige befolkningstilvækst fortsatte, dog i mindre tempo end i forrige århundrede: I 1916 havde byen 12.991 indbyggere, i 1921 14.210 indbyggere, i 1925 14.419 indbyggere, i 1930 14.392 indbyggere, i 1935 19.161 indbyggere og i 1940 19.978 indbyggere. I 1931 blev Sørup og Sct. Jørgens kommuner indlemmet i den daværende Svendborg Kommune.

Ved folketællingen i 1930 havde Svendborg 14.392 indbyggere, heraf ernærede 1.037 sig ved immateriel virksomhed, 5.705 ved håndværk og industri, 2.488 ved handel mm, 1.751 ved samfærdsel, 616 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.171 ved husgerning, 1.514 var ude af erhverv og 110 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Svendborg købstad	616	5.705	2.488	1.751	1.037	1.171	1.514	110	14.392
Sankt Jørgensbjerg	53	574	189	129	114	143	212	22	1.436
Pasop-Belvedere	62	807	141	138	59	78	162	18	1.460
Tvedvej	34	78	10	5	0	13	22	0	162
Svendborg med forstæder	765	7.164	2.828	2.023	1.210	1.405	1.910	150	17.450

Svendborgsundbroen.

Som i det øvrige Danmark blev velfærdssektoren i Svendborg kraftigt udbygget i efterkrigstiden. Blandt andet blev byens sygehus og gymnasium udvidet.

I 1953 blev rutebilstationen indviet.

I 1960'erne blev byen udvidet med nye boligkvarterer og de gamle erhvervsområder ved havnen blev suppleret med et industrikvarter mod nordvest.

Broen set fra lystbådehavnen

I 1966 blev Svendborgsundbroen indviet, som hermed blev Danmarks første styltebro. Den er 1220 meter lang, og fra toppen er der vid udsigt over hele Svendborgsund-området. Broen udvidede Svendborgs opland med Tåsinge og Langeland, eftersom Langelandsbroen var blevet færdiggjort i 1962.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Svendborg sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 21.356 indbyggere i købstaden, i 1950 23.069 indbyggere, i 1955 23.766 indbyggere, i 1960 23.892 indbyggere og i 1965 5.196 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden Tvedvej sig, og et forstadsområde, Skovsbostrand i Egense Kommune, kom til.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940	1945	1950	1955	1960	1965
Svendborg købstad	12.991	14.210	14.419	14.392	19.161	19.978	21.356	23.069	23.766	23.892	23.729
Sankt Jørgensbjerg	1.360	1.416	1.336	1.436	-	-	-	-	-	-	-
Pasop-Belvedere	1.362	1.617	2.045	1.460	-	-	-	-	-	-	-
Tvedvej	-	-	293	162	171	161	156	147	188	232	642
Skovsbostrand	-	-	-	-	-	-	-	-	104	116	134
Svendborg med forstæder	15.713	17.243	18.093	17.450	19.332	20.139	21.512	23.216	24.058	24.240	24.505

Nyborg

Nyborg havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på Fyns østkyst og som overfartsby over Storebælt. Byen kunne regne hele Vindig Herred som sit naturlige opland, og dette omfattede også dele af Gudme Herred. Nyborg var omgivet af et landsogn, Hjulby Sogn.

Nyborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 3.059 i 1850, 3.565 i 1855, 3.802 i 1860, 4.812 i 1870, 5.402 i 1880, 6.049 i 1890, 7.790 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nyborg købstad	3.059	3.565	3.802	4.812	5.402	6.049	7.790
Nyborg landsogn (Hjulby)	464	474	491	310	297	302	284
Nyborg med forstæder	3.059	3.565	3.802	4.812	5.402	6.049	7.790

Ved kongelig resolution af 12. maj 1898 blev et areal af Avnslev sogn med 64 indbyggere indlemmet i Nyborg købstad fra 1. juli 1898.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 skibsbyggeri, 3 ølbryggerier, 1 jernstøberi, 1 dampvæveri, 1 tobaksfabrik, 1 svineslagteri, 1 pølsefabrik, 2 dampvæverier, 1 kalkbrænderi, 1 cikorietørreri, 1 dampvaskeri, 1 ostefabrik, 1 eddike- og sennepsfabrik, DSBs maskinværksted, 1 damp-, vejr- og vandmølle, 3 garverier, 2 dampbagerier, 2 farverier, 1 uldspinderi, 2 bogtrykkerier m.m.

I Nyborg blev ved århundredeskiftet udgivet 2 aviser: "Nyborg Avis" og "Nyborg Dagblad".

I Nyborg blev afholdt årligt 5 markeder: 2 i marts med heste og kvæg, 1 i juni med heste, 1 i oktober med heste, kvæg og får, og 1 i november med kvæg og får. Torvedag hver onsdag og lørdag.; 1., 3. og i indtræffende tilfælde også 5. lørdag i hver måned Torvedag med levende kreaturer.  

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 1.564 levede af immateriel virksomhed (deraf 677 militære), 1.887 af håndværk og industri, 905 af handel og omsætning, 203 af søfart, 122 af fiskeri, 43 af gartneri, 78 af jordbrug, 1.028 af forskellig daglejervirksomhed, 173 af deres midler, 42 nød almisse, og 4 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.922, heraf ernærede 1.137 sig ved immateriel virksomhed, 184 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 203 ved fiskeri, 3.002 ved håndværk og industri, 1.048 ved handel med mere, 1.672 ved samfærdsel, 320 var aftægtsfolk, 256 levede af offentlig understøttelse og 100 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1901	1906	1911	1916
Nyborg købstad	7.228	7.922	8.470	8.646
Dyrehavekvarteret (Avnslev sogn)	344	506	586	623
Dyrehavekvarteret (Hjulby sogn)	-	-	99	133
Nyborg med forstæder	7.228	7.922	9.155	9.402

Gennem mellemkrigstiden var Nyborgs indbyggertal først voksende, siden stagnerende: i 1916 havde byen 8.646 indbyggere, i 1921 9.507 indbyggere, i 1925 9.836 indbyggere, i 1930 9.740 indbyggere, i 1935 9.479 indbyggere og i 1940 8.994 indbyggere. I Aunslev Sogn og Hjulby Sogn udviklede sig forstaden Dyrehavekvarteret.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Nyborg købstad	8.646	9.507	9.836	9.740	9.479	8.994
Dyrehavekvarteret (Avnslev)	623	561	543	552	627	754
Dyrehavekvarteret (Hjulby)	133	155	164	154	189	201
Nyborg med forstæder	9.402	10.223	10.543	10.446	10.295	9.949

Ved folketællingen i 1930 havde Nyborg 9.740 indbyggere, heraf ernærede 942 sig ved immateriel virksomhed, 3.082 ved håndværk og industri, 1.096 ved handel mm, 2.026 ved samfærdsel, 328 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 655 ved husgerning, 1.441 var ude af erhverv og 170 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Nyborg købstad	328	3.082	1.096	2.026	942	655	1.441	170	9.740
Dyrehavekvarteret (Avnslev)	13	91	100	115	78	57	84	19	552
Dyrehavekvarteret (Hjulby)	23	15	52	28	5	15	14	2	154
Nyborg med forstæder	364	3.188	1.248	2.169	1.025	727	1.539	191	10.446

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nyborg sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 9.559 indbyggere i købstaden, i 1950 10.775 indbyggere, i 1955 11.316 indbyggere, i 1960 11.667 indbyggere og i 1965 11.668 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden Dyrehavekvarteret sig, og forstadsområdet Pilshusekvarteret kom til, i Vindinge Sogn.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Nyborg købstad	9.559	10.775	11.316	11.667	11.668
Dyrehavekvarteret (Avnslev)	749	797	866	930	1.130
Dyrehavekvarteret (Hjulby)	208	229	267	251	253
Pilshusekvarteret	-	334	406	529	637
Nyborg med forstæder	10.516	12.135	12.855	13.377	13.688

Kerteminde

Kerteminde havde en mindre heldig beliggenhed på det nordøstlige Fyn. Byens opland begrænsede sig til byens nærmeste omgivelser og halvøen Hindsholm, hvis udstrækning var begrænset af Storebælt Odense Fjord, Kjertinge Nor og Kerteminde Fjord. Kerteminde havde plads til sin udvikling på egne jorder.

Kertemindes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.833 i 1850, 1.963 i 1855, 2.148 i 1860, 2.274 i 1870, 2.488 i 1880, 2.471 i 1890, 2.552 i 1901, 2.499 i 1906 og 2.719 i 1911.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring år 1900: to savværker, saltkogeri, jernstøberi, brændevinsbrænderi, to ølbryggerier, mineralvandsfabrik, to kalkovne. koksfabrik og bogtrykkeri. "Kjerteminde Avis" blev udgivet i byen. Der blev årligt afholdt 5 markeder: i februar og juni med heste, i marts og november med heste og kvæg og i oktober med heste, kvæg og får. Torvedag var hver onsdag og lørdag.

Kort over Kerteminde fra 1899

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 154 levede af immateriel virksomhed, 833 af håndværk og industri, 471 af handel og omsætning, 125 af søfart, 385 af fiskeri, 18 af jordbrug, 11 af gartneri, 399 af forskellig daglejervirksomhed, 54 af deres midler, 20 nød almisse, og 1 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.499, heraf ernærede 143 sig ved immateriel virksomhed, 78 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 352 ved fiskeri, 1.081 ved håndværk og industri, 395 ved handel med mere, 224 ved samfærdsel, 99 var aftægtsfolk, 75 levede af offentlig understøttelse og 52 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Kertemindes indbyggertal svagt stigende:

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Kerteminde købstad	2.872	3.068	3.088	3.171	3.206	3.189
Over Kærby Mark	-	-	34	37	123	130
Kerteminde med forstæder	2.872	3.068	3.122	3.208	3.329	3.319

Ved folketællingen i 1930 havde Kertemindes indbyggere følgende erhvervssammensætning:

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Kerteminde købstad	494	1.039	581	217	221	304	302	13	3.171
Over Kærby Mark	0	5	8	16	0	4	4	0	37
Kerteminde med forstæder	494	1.044	589	233	221	308	306	13	3.208

Efter 2. verdenskrig fortsatte Kerteminde sin svage befolkningsudvikling. Samtidig stagnerede forstaden Over Kærby Mark.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Kerteminde købstad	3.588	3.795	3.907	4.024	4.775
Over Kærby Mark	144	65	55	50	45
Kerteminde med forstæder	3.732	3.860	3.962	4.074	4.820

Odense

Odense havde en særdeles gunstig beliggenhed midt på Fyn i bunden af Odense Fjord. Byen var dermed omgivet af et stort og frugtbart opland, og byen var stort set uden konkurrence: mod nordøst af Kerteminde og mod nordvest af Bogense. Odense havde ingen byudviklingsmuligheder på egne jorder, så byudviklingen måtte ske på omgivende jorder, i første række Odense Sankt Hans landdistrikt og Odense Vor Frue landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Odense købstad	11.122	12.932	14.255	16.970	20.804	30.268	40.138
Odense Sankt Knuds landdistrikt	323	351	421	473	941	494	-
Odense Frue landsogn	480	543	575	766	1.000	653	872
Odense Sankt Hans landdistrikt	492	538	573	1.000	1.640	688	2.223
Dalum sogn	567	597	634	761	964	1.255	1.567
Odense med forstæder	3.805	4.338	4.651	5.221	5.893	6.974	8.368

Ved kongelig resolution af 11. juli 1877, 5. oktober 1878, 7. december 1882 og 8. november 1889 blev arealer af Vor Frue sogn, Sankt Hans landdistrikt og Sankt Knuds landdistrikt indlemmede i Odense købstad. Ved kongelig resolution af 6. december 1895 og 14. januar 1897 blev arealer i Sankt Hans landdistrikt indlemmede i Odense. Ved kongelig resolution af 1. juli 1896 blev et areal i Sanderum sogn indlemmet i Odense. Ved kongelig resolution af 7. januar 1901 blev Sankt Knuds landdistrikt indlemmet i Odense fra 1. januar 1901.

År	1906	1911	1916
Odense købstad	40.547	42.237	45.303
Odense Sankt Hans landdistrikt	2.912	4.358	6.242
Fruens Bøge (Dalum sogn)	329	629	2.090
Stige havneby (Lumby sogn)	470	619	593
Nyborgvej (Odense Frue landsogn)	-	-	201
Odense med forstæder	40.547	47.843	54.429

Bogense

Bogense havde en forholdsvis gunstig beliggenhed på det nordvestlige Fyn med det meste af Skovby Herred som sit naturlige opland. Men byen lå noget afsides i forhold til færdselsforbindelser, og dette måtte hæmme dens udvikling. Byen havde plads til byudvikling på egne jorder.

Bogenses befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 1.497 i 1850, 1.709 i 1855, 1.899 i 1860, 1.931 i 1870, 1.917 i 1880, 1.904 i 1890, 2.168 i 1901, 2.448 i 1906 og 2.747 i 1911.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik, 3 garverier, 5 skindberederier, 3 træskærerier, 2 cementtagstensfabrikker, 1 andelssvineslagteri, 1 andelsmejeri og 1 bogtrykkeri.

I Bogense blev udgivet een avis: "Bogense Avis".

I Bogense afholdtes årligt 7 markeder, 1 i Februar og 1 i juni, heste, 2 i marts og 1 i maj, heste og kvæg, 1 i november kvæg og får, og 1 i december, kreaturer. Torvedag hver torsdag, med levende kreaturer 1. torsdag i hver måned.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 214 levede af immateriel virksomhed, 776 af håndværk og industri, 363 af handel og omsætning, 62 af søfart, 11 af fiskeri, 165 af jordbrug, 13 af gartneri, 185 af forskellig daglejervirksomhed., 86 af deres midler, og 29 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.448, heraf ernærede 165 sig ved immateriel virksomhed, 257 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 85 ved fiskeri, 1.121 ved håndværk og industri, 432 ved handel med mere, 202 ved samfærdsel, 117 var aftægtsfolk, 50 levede af offentlig understøttelse og 19 af anden eller uangiven virksomhed.

Havnen blev udvidet i 1874 og 1894, og der blev etableret et skibsværft og forskellige mindre virksomheder.

I 1882 fik Bogense endestation på Nordfyenske Jernbane – også kaldet Bogensebanen – til Odense via Otterup. Stationen havde vandkran, drejeskive, remise og værksteder. Banen fortsatte et par hundrede meter som havnebane til et havnespor på nordkajen. I 1911 fik byen endnu en jernbaneforbindelse, idet Nordvestfyenske Jernbane mellem Odense og Middelfart havde en sidebane til Bogense fra knudepunktet Brenderup.

Jernbanen fik stor betydning for byens vækst i starten af 1900-tallet. Byen fik elektricitetsværk, gasværk, jernstøberi, teglværk, slagtehus og mejeri.

Gennem mellemkrigstiden var Bogenses indbyggertal svagt stigende: i 1916 2.707, i 1921 2.852, i 1925 2.857, i 1930 2.846, i 1935 3.022, i 1940 2.928 indbyggere.

Ved folketællingen i 1930 havde Bogense 2.550 indbyggere, heraf ernærede 167 sig ved immateriel virksomhed, 916 ved håndværk og industri, 372 ved handel mm, 273 ved samfærdsel, 330 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 229 ved husgerning, 243 var ude af erhverv og 20 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Bogense sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 3.029 indbyggere i købstaden, i 1950 3.133 indbyggere, i 1955 3.131 indbyggere, i 1960 2.968 indbyggere og i 1965 2.925 indbyggere.

Både Bogensebanen og Brenderupbanen blev nedlagt 1. april 1966.

Middelfart

Middelfart havde en forholdsvis ugunstig beliggenhed på de vestlige Fyn. Byens begrænsede opland var mod nord, vest og syd afgrænset af Lillebælt; derimod kunne den regne Vends Herred som sit naturlige opland.

Middelfarts befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.633 i 1850, 1.840 i 1855, 2.123 i 1860, 2.336 i 1870, 2.345 i 1880, 3.078 i 1890, 4.469 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Middelfart købstad	1.633	1.840	2.123	2.336	2.345	3.078	4.469
Middelfart landdistrikt	245	223	223	249	265	241	235
Middelfart med forstæder	1.633	1.840	2.123	2.336	2.345	3.078	4.469

Frem til 1860’erne er færgedriften hovednerven for byens liv. Fiskeri, blandt andet efter marsvin, er dog også vigtige erhverv. Byen kom først rigtigt i vækst igen efter at sindssygehospitalet stod færdigt i 1888, og med den begyndende industrialisering.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes ved århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik (der beskæftigede omtrent 100 arbejdere), 2 tobaksfabrikker, 2 brændevinsbrænderier, 1 farveri og "Nordiske Kabel- og Traadfabrikker“ (et i 1898 oprettet aktieselskab, Aktiekapital 750.000 Kr.).

I Middelfart blev afholdt 7 markeder: 1 i februar, 2 i marts, 1 i april, 1 i juli og 1 i september, alle med heste og kvæg, 1 i november med kvæg og får. Der var torvedag hver tirsdag og fredag, 1. tirsdag i hver måned med levende kreaturer.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 302 levede af immateriel virksomhed, 921 af håndværk og industri, 445 af handel og omsætning, 187 af søfart, 122 af fiskeri, 74 af jordbrug, 40 af gartneri, 556 af forskellig daglejervirksomhed, 65 af deres midler, 17 nød almisse, og 349 var patienter på sindssygeanstalten. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.162, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 152 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 104 ved fiskeri, 2.491 ved håndværk og industri, 594 ved handel med mere, 378 ved samfærdsel, 174 var aftægtsfolk, 853 levede af offentlig understøttelse og 44 af anden eller uangiven virksomhed.

I Middelfart blev udgivet tre aviser: Middelfart Avis, Middelfart Dagblad og Middelfart Venstreblad, hvor sidstnævnte blev trykt i Svendborg.

Gennem mellemkrigstiden var Middelfarts indbyggertal svagt stigende: i 1916 6.079, i 1921 6.870, i 1925 7.073, i 1930 7.480, i 1935 8.219, i 1940 7.841 indbyggere. Samtidig voksede to forstæder frem, Nytofte i Kavslunde Sogn og Staurby Strand i Vejlby Sogn.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Middelfart købstad	6.079	6.870	7.073	7.480	8.219	7.841
Nytofte	-	-	211	195	211	432
Stavrby Strand	-	-	-	-	159	278
Middelfart med forstæder	6.079	6.870	7.284	7.675	8.589	8.551

Ved folketællingen i 1930 havde Middelfart 7.480 indbyggere, heraf ernærede 623 sig ved immateriel virksomhed, 3.416 ved håndværk og industri, 696 ved handel mm, 588 ved samfærdsel, 325 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 437 ved husgerning, 1.302 var ude af erhverv og 93 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Middelfart købstad	325	3.416	696	588	623	437	1.302	93	7.480
Nytofte	40	80	5	33	6	6	22	3	195
Middelfart med forstæder	365	3.496	701	621	629	443	1.324	96	7.675

Fra 1925 til 1935 blev der bygget en fast forbindelse mellem Fyn og Jylland. Det var ingen let sag, idet havbundsforholdene ud for Middelfart og Snoghøj ikke var de letteste at opføre så stort et bygningsværk på, men i 1935 stod Lillebæltsbroen færdig. Med den faste forbindelse mistede færgebyen Strib sin betydning, og den største udvikling kom nu til at foregå i Middelfart i det 20. århundrede. Byen lå ved den centrale Hovedvej 1 mellem Øst- og Vestdanmark, og stationen blev et stop på en jernbaneforbindelse, mange tusinde danskere benyttede årligt.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Middelfart sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 8.089 indbyggere i købstaden, i 1950 8.711 indbyggere, i 1955 8.883 indbyggere, i 1960 8.801 indbyggere og i 1965 9.057 indbyggere. Af stor betydning for købstadens befolkningsudvikling var det, at forstaden Stavrby Strand voksede sammen med havnebyen Strib i 1955.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Middelfart købstad	8.089	8.711	8.883	8.801	9.057
Nytofte	492	461	548	578	920
Stavrby Strand	283	314	-	-	-
Strib mm	(1.359)	(1.570)	2.000	2.332	2.466
Middelfart med forstæder	8.864	9.486	11.431	11.711	12.443

Kolding

Kolding havde en fordelagtig beliggenhed i bunden af Kolding Fjord. Byen var dermed omgivet af et stort of frugtbart opland i næsten alle retninger. Byen var omgivet af et landdistrikt med markjorder egnede for byudvikling.

Koldings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.865 i 1850, 3.476 i 1855, 3.978 i 1860, 5.400 i 1870, 7.141 i 1880, 9.658 i 1890, 12.516 i 1901. Men samtidig skete øjensynligt en forstadsudvikling i landdistriktet.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Kolding købstad	2.863	3.476	3.978	5.400	7.141	9.658	12.516
Kolding landdistrikt	71	109	143	122	223	376	817
Kolding med forstæder	2.863	3.476	3.978	5.400	7.141	9.658	12.516

Området nord for Kolding.hus med Låsbygade i centrum var indtil 1870 handelsknudepunkt pga. byens status som toldstation. Det flyttede sidenhen til havneområdet, da banegården for landstrafik blev anlagt der. Den store eksport trak en lang række andre virksomheder og arbejdere til, og indbyggertallet voksede hurtigt, og området syd for åen blev for alvor bebygget. Selve havnen blev en af de største i landet pga. eksport af især levende kreaturer.

Borgerne fik vandværk i 1886, og i 1898 byggedes elektricitetsværket, der skulle forsyne byens nu 10.000 indbyggere. Samme år fik byen sin første private jernbane til oplandet og flere jernbaner fulgte.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Const. Hansen & Schrøders Maskinfabrik (anlagt 1888, 1896 overgået til et aktieselskab, aktiekapital 75.000 kr.; ca. 65 arbejdere), Leneth & Søns Maskinfabrik (anlagt 1853), A. L. Johansen & Søns Savskæreri og Møbelfabrik (anlagt 1855), flere tobaksfabrikker, deriblandt S.W. Bruuns Tobaksfabrikker (anlagt 1873, 1897 overgået til et aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), Brødrene Volkerts Dampvæveri og Klædefabrik, Slotsmøllens Fabrikker (øst for byen ved Fredericiavejen, ølbryggeri og maltgøreri, et 1872 oprettet aktieselskab, aktiekapital 300.000 kr.), Fællesforeningen for Danmarks Forbrugsforeninger (et 1896 oprettet aktieselskab, aktiekapital 150.000 kr.), Kaalunds Sæbefabrik, Kolding Damp-, Tegl- og Kalkværker (drev tillige høvle- og savværksvirksomhed), Kolding Aktieteglværk (oprettet 1900, aktiekapital 150.000 kr.), Sydjydsk Korn- og Foderstofkompagni (oprettet 1900), en 1899 oprettet saftstation syd for byen tilhørende "De danske Sukkerfabrikker" til forsyning af fabrikken i Assens, desuden 1 andelssvineslagteri med eksportslagteri, 1 andelsmejeri, 1 mineralvandsfabrik, flere farverier og garverier, samt det i 1896 oprettede aktieselskab "Forenede sydjyske Telefonselskaber" (aktiekapital 300.000 kr.), og det i 1894 oprettede aktieselskab "Kolding Fjords Dampskibsselskab" (aktiekapital 137.000 kr.), Det danske Petroleumsselskab byggede flere cisterner til direkte import. Byen havde 5 bogtrykkerier.

I Kolding afholdtes følgende markeder: hver tirsdag med kreaturer, navnlig til eksport, 1 i januar, 3 i februar og 3 i marts med heste, 1 i april, 1 i maj, 1 i juli, 1 i september og 1 i oktober med heste og kreaturer. Torvedag var hver tirsdag og fredag.

I Kolding blev udgivet 4 aviser: "Kolding Avis", "Kolding Folkeblad", "Sydjylland" og "Kolding Socialdemokrat".

Befolkningens fordeling efter næringsveje i 1890: 747 levede af immateriel virksomhed, 3859 af håndværk og industri, 2439 af handel og omsætning, 219 af jordbrug, 2 af gartneri, 78 af søfart, 60 af fiskeri, 1.720 af forskellig daglejervirksomhed, 413 af deres midler, og 121 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 13.451, heraf ernærede 675 sig ved immateriel virksomhed, 340 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 58 ved fiskeri, 7.247 ved håndværk og industri, 2.791 ved handel med mere, 1.062 ved samfærdsel, 702 var aftægtsfolk, 354 levede af offentlig understøttelse og 222 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Kolding købstad	13.451	14.219	15.037
Kolding købstads landdistrikt	950	1.190	1.638
Sønder Vang (Seest sogn)	-	198	93
Sønder Vang (Vonsild sogn)	-	562	910
Munkensdam (Seest sogn)	-	467	784
Kolding med forstæder	13.451	16.636	18.462

Gennem mellemkrigstiden var Koldings indbyggertal voksende: i 1916 15.037, i 1921 17.165, i 1925 16.745, i 1930 21.959, i 1935 23.520, i 1940 25.335 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Munkensdam, Seest og Sønder Vang i Hover Kommune og Sønder Vang og Bramdrup villakvarter i Vonsild Kommune. Den 1. april 1930 blev byens forstæder indlemmede i købstaden.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Kolding købstad	15.037	17.165	16.745	21.959	23.520	25.335
Kolding købstads landdistrikt	1.359	1.393	1.588	-	-	-
Munkensdam	784	622	476	-	-	-
Seest	-	-	696	-	-	-
Sønder Vang	93	93	314	-	-	-
Sønder Vang (Vonsild)	910	937	1.240	-	-	-
Bramdrup villakvarter	-	361	411	-	-	-
Kolding med forstæder	18.183	20.571	21.470	21.959	23.520	25.335

Ved folketællingen i 1930 havde Kolding 21.959 indbyggere, heraf ernærede 1.445 sig ved immateriel virksomhed, 9.204 ved håndværk og industri, 4.261 ved handel mm, 2.101 ved samfærdsel, 545 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.800 ved husgerning, 2.237 var ude af erhverv og 366 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Kolding sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 27.660 indbyggere, i 1950 31.017 indbyggere, i 1955 33.169 indbyggere, i 1960 35.101 indbyggere og i 1965 32.021 indbyggere. Efterhånden voksede nye forstæder op i Seest by, Alpedalen i Vonsild Kommune, Nyby Strandhuse i Eltang-Sønder Vilstrup Kommune, Tved og Rebæk i Dalby Kommune samt Langagervej og Rudevej i Seest Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Kolding købstad	27.660	31.017	33.169	35.101	37.093
Seest by	(387)	(388)	494	584	1.006
Alpedalen	-	-	-	213	346
Nyby Strandhuse	(500)	(544)	548	705	1.066
Tved og Rebæk (Dalby)	-	-	-	-	563
Langagervej og Rudevej (Seest)	-	-	-	-	102
Kolding med forstæder	27.660	31.017	34.211	35.101	40.176

Fredericia

Kort over Fredericia omkring år 1900.

Fredericia havde en mindre gunstig beliggenhed på en halvø beliggende mellem Vejle Fjord i nord, Lillebælt mod øst og Kolding Fjord mod syd. Byens eneste opland lå mod vest og blev beskåret af konkurrence fra henholdsvis Kolding mod sydvest og Vejle mod nordvest. Fredericia var omgivet af et stort landsogn.

Selvom fæstningen Fredericia efterhånden mistede sin forsvarsmæssige betydning, blev den først officielt nedlagt i 1909 som led i en ny forsvarslov. Dette betød bl.a. også, at man nu kunne bygge udenfor voldene, hvilket byen trængte stærkt til. Der var efterhånden blevet trangt i Fredericia. Især området nord for voldene blev hurtigt opbygget, lige som havnen blev kraftigt udvidet. Store industrivirksomheder som en svovlsyre- og superfosfatfabrik samt losseanlæg for olieselskaber blev anlagt på havnen, hvilket i årenes løb gav byen det uheldige prædikat at være Danmarks mest forurenede by.

Jernbanen var kommet til byen i 1866 med åbningen af Fredericia-Vamdrup banen, og to år senere kom jernbaneforbindelsen til Aarhus. Den første banegård i byen var en såkaldt rebroussementsstation, altså hvor togene ikke kørte igennem, men ind og ud fra samme side. Fra stationen var der kort vej at spadsere til DSB's færger med overfart til Strib, hvorfra man kunne fortsætte i tog hen over Fyn.

Fredericias befolkning var voksende gennem 1800-tallet: byen havde 4.141 indbyggere i 1834, 4.433 i 1840, 4.615 i 1845, 4.326 i 1850, 5.579 i 1855, 6.261 i 1860, 7.186 i 1870, 8.275 i 1880, 10.042 i 1890, 12.714 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Fredericia købstad	4.326	5.579	6.261	7.186	8.275	10.042	12.714
Fredericia landsogn	310	292	292	298	339	333	263
Fredericia med forstæder	4.326	5.579	6.261	7.186	8.275	10.042	12.714

Gennem mellemkrigstiden var Fredericias indbyggertal voksende: i 1916 15.206, i 1921 17.240, i 1925 18.454, i 1930 19.389, i 1935 21.463, i 1940 21.871 indbyggere.

Ved folketællingen i 1930 havde Fredericia 19.389 indbyggere, heraf ernærede 1.254 sig ved immateriel virksomhed, 8.210 ved håndværk og industri, 2.076 ved handel mm, 3.891 ved samfærdsel, 717 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.356 ved husgerning, 1.702 var ude af erhverv og 183 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Som følge af voksende togtrafik og ikke mindst godstrafik, besluttede staten at bygge Lillebæltsbroen, der åbnede i 1935 sammen med nye sporarealer og en ny banegård i Jernbanegade.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Fredericias befolkningsvækst. I 1945 boede der 22.963 i købstaden, i 1950 25.981, i 1955 27.910 , i 1960 29.870 og i 1965 31.955 indbyggere. Efterhånden udviklede der sig en forstadsbebyggelser Sanddal og Erritsø by i Erritsø Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Fredericia købstad	22.963	25.981	27.910	29.870	31.955
Sanddal og Erritsø	-	-	-	-	1.409
Fredericia med forstæder	22.963	25.981	27.910	29.870	33.364

Byen kom hurtigt over besættelsen, og der var fremgang på alle områder. Det store antal offentligt ansatte inden for DSB, postvæsenet og hæren satte sit præg på byen, da mange var tilflyttere. Byen voksede både mod nord og vest og voksede efterhånden sammen med Erritsø og Snoghøj, der også blev lagt sammen med købstaden ved kommunalreformen i 1970.

Shell åbnede et stort raffinaderi nord for byen i midten af 1960'erne.

Vejle

Vejle havde en gunstig beliggenhed i bunden af Vejle Fjord. Byen havde derfor et stort og frugtbart opland i næsten alle retninger men var udsat for konkurrence fra Horsens i nord og Kolding i syd samt Fredericia mod sydvest. Vejle var omgivet af et landdistrikt.

Vejles befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 3.300 i 1850, 4.164 i 1855, 4.920 i 1860, 6.092 i 1870, 7.145 i 1880, 9.015 i 1890, 14.592 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Vejle købstad	3.300	4.164	4.920	6.092	7.145	9.015	14.592
Vejle købstads landdistrikt	62	56	69	57	54	37	39
Hover sogn	822	925	984	1.155	1.149	1.275	1.753
Hornstrup sogn	957	1.071	1.169	1.232	1.323	1.257	1.266
Vejle med forstæder	3.300	4.164	4.920	6.092	7.145	9.015	14.592

Ved bekendtgørelse af 23. juli 1903 blev arealer af Skibet sogn og Hover sogn med en samlet befolkning på ca. 1.040 indbyggere henlagte til Vejle købstad. Ved kongelig resolution af 23. juli 1909 blev arealer i Hornstrup sogn og Hover sogn indlemmede i Vejle købstad pr. 1. juli 1909.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: flere jernstøberier, deriblandt Hess’ Jærnstøberi (anlagt 1876, ca. 300 arbejdere), P. Jensen & Co. Jærnstøberi (oprettet 1862, ca. 20 arbejdere), og Vejle Jærnbyggeri og Maskinfabrik (et 1900 oprettet aktieselskab, aktiekapital 100.000 kr., ca. 20 arbejdere), Vejle Bolte- og Møtrikfabrik (et 1899 oprettet aktieselskab, aktiekapital 60.000 kr.), Vejle Bomuldsspinderier (et 1901 oprettet aktieselskab, aktiekapital 1½ mio. kr., dannet ved sammenslutning af 3 ældre selskaber, årlig produktion 4 mio. pd., ca. 500 arbejdere), M. Hansens mekaniske Væverier (omdannet til aktieselskab 1897, aktiekapital 70.000 kr., årlig produktion ca. 30.000 alen, ca. 30 arbejdere), Vejle Dampvæveri (oprettet 1890, et 1899 oprettet aktieselskab, aktiekapital 150.000 kr., årlig produktion til værdi ca. 600.000 kr., 137 arbejdere), flere bryggerier og brændevinsbrænderier, deriblandt Bryggeriet Vejle (oprettet 1858, hørende til aktieselskabet "Østjydske Bryggerier", 18 arbejdere), og Møhls Brændevinsbrænderi, flere maltgørerier. Vejle Damp- og Vandmølle (ca. 20 arbejdere), Steensens Margarinefabrik (oprettet 1889, årlig omsætning af 3 mio. kr., ca. 90 arbejdere), 2 mineralvandsfabrikker, 1 chokoladefabrik (aktieselskab), 1 parfume- og sæbefabrik, 1 cikorietørreri, flere cigar- og tobaksfabrikker, flere farverier, garverier, deriblandt Aktieselskabet Dansk Garve-Kompagni (oprettet 1898, aktiekapital 200.000 kr.), og Vejle Saalelæder-Fabrik (aktieselskab, oprettet 1889), og teglværker, deriblandt Bøgager Teglværk (et limit. selskab), 1 cement-tagstensfabrik, Vejle Amts Svineslagteri (et 1896 oprettet aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), m. m., samt 5 bogtrykkerier.

I Vejle blev afholdt følgende markeder: hver onsdag fra 1. november indtil juli samt anden onsdag i hver måned med levende kreaturer, 1 i januar, 3 i februar og 3 i marts med heste, 2 i april, 1 i juni, 1 i september og 1 i oktober med heste og kreaturer. Torvedag var hver onsdag og lørdag.

I Vejle blev udgivet 4 aviser: "Vejle Amts Avis", "Vejle Amts Folkeblad", "Vejle Amts Dagblad" og "Vejle Socialdemokrat".

Befolkningens fordeling efter næringsveje i 1890: 722 levede af immateriel virksomhed, 4.069 af håndværk og Industri, 2.028 af handel og omsætning, 260 af jordbrug, 129 af søfart, 1.312 af forskellig daglejervirksomhed, 413 af deres midler, 80 nød almisse, og 2 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 16.212, heraf ernærede 946 sig ved immateriel virksomhed, 471 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 14 ved fiskeri, 9.699 ved håndværk og industri, 2.725 ved handel med mere, 1.026 ved samfærdsel, 727 var aftægtsfolk, 294 levede af offentlig understøttelse og 310 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Vejle købstad	16.212	17.261	19.597
Jellingevej m.m. (Hover sogn)	-	1.123	-
Mølholm villaby (Vinding sogn)	360	497	547
Vejle med forstæder	16.212	18.881675	20.144

Gennem mellemkrigstiden var Vejles indbyggertal voksende: i 1916 19.597, i 1921 22.001, i 1925 22.453, i 1930 23.094, i 1935 24.354, i 1940 25.198 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Grejsdalen, Frederikshøj, Uhrhøj og Trædballe i Hover Kommune, Mølholm villaby, Vindingland og Eskholt i Vinding Kommune og Trædballe i Skibet Kommune.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Vejle købstad	19.597	22.001	22.453	23.094	24.354	25.198
Grejsdalen	(795)	958	1.097	1.318	1.380	1.368
Frederikshøj	-	-	-	116	113	127
Uhrhøj	-	-	-	536	643	722
Trædballe	-	-	-	30	24	18
Mølholm villaby	547	569	580	741	1.110	1.321
Vindingland	-	255	415	641	572	470
Eskholt	-	-	-	-	278	472
Grejsdal Stationsby	(124)	184	236	299	324	357
Trædballe (Skibet)	-	-	-	265	466	528
Vejle med forstæder	20.144	23.967	24.781	27.040	29.264	30.581

Ved folketællingen i 1930 havde Vejle 23.094 indbyggere, heraf ernærede 1.410 sig ved immateriel virksomhed, 10.823 ved håndværk og industri, 3.888 ved handel mm, 1.987 ved samfærdsel, 514 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.775 ved husgerning, 2.381 var ude af erhverv og 316 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Vejle købstad	514	10.823	3.888	1.987	1.410	1.775	2.381	316	23.094
Frederikshøj	25	69	6	0	0	8	8	0	116
Trædballe (Hover)	0	17	0	1	1	1	10	0	30
Uhrhøj	17	350	39	38	3	11	72	6	536
Grejsdalen (Hover)	38	842	134	98	44	47	101	19	1.318
Grejsdal stationsby	14	149	51	18	7	14	40	6	299
Vindingland	111	323	54	64	15	27	43	4	641
Mølholm Villaby	5	277	136	88	74	81	74	11	741
Trædballe (Skibet)	24	147	16	13	1	17	46	1	265
Vejle med forstæder	748	12.997	4.324	2.307	1.555	1.981	2.775	353	27.040

Efter 2. verdenskrig fortsatte Vejle sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 27.107 indbyggere i købstaden, i 1950 29.448 indbyggere, i 1955 30.758 indbyggere, i 1960 31.362 indbyggere og i 1965 32.021 indbyggere. Samtidig voksede forstæderne.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Vejle købstad	27.107	29.448	30.758	31.362	32.021
Grejsdalen	1.506	1.637	1.693	1.821	1.821
Frederikshøj	133	111	*	*	*
Uhrhøj	733	754	693	900	1.686
Trædballe (Hover)	31	38	31	30	24
Mølholm villaby	1.404	1.477	2.651	2.941	3.543
Vindingland	594	596	*	*	*
Eskholt	482	620	*	*	*
Grejsdal stationsby	354	400	416	494	505
Bredballe Strand	789	879	1.092	1.400	2.007
Trædballe (Skibet)	543	567	497	550	744
Vejle med forstæder	33.676	36.527	37.831	39.498	42.351

Horsens

Egebjergdalen mellem Horsens og Gedved på postkort fra omkring 1910.

Horsens havde en forholdsvis gundig beliggenhed i bunden af Horsens Fjord. Byen var derfor omgivet af et ret stort og frugtbart opland i næsten alle retninger, men var udsat for konkurrence fra Skanderborg mod nord og Vejle mod syd. Byen havde begrænset plads til byudvikling.

Horsens befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: I 1850 var der 5.827 indbyggere. I 1855 var indbyggerantallet på 7.250, i 1860 var det 8.980, i 1870 var der 10.501 indbyggere, og i 1880 var der 12.654.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Horsens købstad	5.827	7.250	8.980	10.501	12.654	17.290	22.243
Hatting sogn	1.052	1.080	1.121	1.169	1.154	1.099	1.168
Horsens med forstæder	5.827	7.250	8.980	10.501	12.654	17.290	22.243

I 1890 var indbyggerantallet steget til 17.290, i 1901 var det 22.243, mens det i 1906 var på 22.327 og i 1911 på 23.843 indbyggere.

Befolkningens sammensætning efter næringsveje var i 1890: 1.375 levede af immateriel virksomhed, 7.768 af håndværk og industri, 3.188 af handel, 141 af jordbrug, 158 af søfart, 131 af fiskeri, 3.477 af forskellig daglejervirksomhed, 561 af deres midler, 183 af almisser, og 308 (deraf 287 tugthusfanger) sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 22.327, heraf ernærede 1.553 sig ved immateriel virksomhed, 331 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 175 ved fiskeri, 12.981 ved håndværk og industri, 3.414 ved handel med mere, 1.318 ved samfærdsel, 955 var aftægtsfolk, 1.127 levede af offentlig understøttelse og 473 af anden eller uangivet virksomhed.

Horsens omkring 1900

Af større fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Crome & Goldschmidts fabrikker, spinderier og væverier for tilvirkning af bomulds-, linned- og uldvarer (de anlagdes 1864, gik 1874 over til et aktieselskab, med aktiekapitital på 1.600.000 kr., 1881 tilkøbtes "Ribe tekstile Fabrikker"; det store kompleks af bygninger, ved Fabriksvej, udvidedes betydeligt 1892; der er 550 mekaniske væve og omtrent 850 arbejdere af begge køn og funktionærer (foruden arbejdskraften på Horsens Tugthus); til fabrikken hørte en brugsforening, en lånekasse og en sygekasse; den årlige omsætning henved 4 mio. kr.), F. C. Madsens Dampvæveri (særlig kulørte bomuldstøjer og hel- og halvuldne kjoletøjer, anlagt 1874, fra 1898 aktieselskeb, aktiekapital 300.000 kr.; omtrent 130 arbejdere, årlig produktion omtrent 30.000 stk. tøj), Paasch & Larsen, Petersen (fabrikation af mejeribrugsredskaber og maskiner, et 1897 oprettet aktieselskab, aktiekapital 300.000 kr.), Møller & Jochumsens Maskinfabrik og Jærnstøberi (anlagt 1857, aktieselskab fra 1897, aktiekapital 200.000 kr.), H. Jacobsen & Co.’s Maskinfabrik og Jærnstøberi (anlagt 1893), J. Stallknechts Jærnstøberi og Maskinfabrik (det ældste jernstøberi i Jylland, oprindeligt anlagt 1831 af C. F. Weiss), Horsens Symaskinefabrik (J. Stallknecht, symaskiner og cykler), Aurora (et 1899 oprettet aktieselskab, mejeribrugsartikler), Horsens Lædervare- og Drivremmefabrik (en sække-, sejl-, telt- og flagfabrik), Stjernholms Fabrikker (tilvirkning af tagpap, asfalt samt cementstøberi, anlagt i 1870-erne, fra 1889 et aktieselskab, aktiekapital 35.000 kr.), Horsens Damp-, Høvle- og Savværk (anlagt 1888), trævarefabrikken Thor, Horsens Baiersk- og Hvidtøls Bryggeri (anlagt 1868, fra 1895 et aktieselskab, aktiekapital 400.000 Kr.; 1898 indlemmedes det i det da dannede "Østjydske Bryggerier"; de anselige bygninger, ved Nørretorv og Stefansgade, blev helt ombyggede 1879-81 og udvidede, atter udvidede 1899; omtrent 75 mandlige og kvindelige arbejdere; årlig produktion: indtil 45.000 tønder øl), et brændevinsbrænderi (Larsen & Co.), flere mineralvandsfabrikker, Horsens Dampmølle (anlagt 1854, overgik 1880 til et aktieselskab, aktiekapital 200.000 kr.), Nørrebros Dampmølle (anlagt 1867), Aggerbecks Sæbe- og Parfumefabrik (anlagt 1852), Christiansholms Sæbefabrik (anlagt 1860 på Spedalsø, 1895 flyttet til Horsens), en tobaksfabrik (Petersen & Sørensen, anlagt 1865, udvidet 1886; omtrent 100 voksne arbejdere og 125 børn), Horsens nye kalkværk (et 1891 oprettet aktieselskab, aktiekapital 40.000 kr.), en imprægneringsanstalt (anlagt af R. Colstrup ved havnen på en 8 td. land stor grund, kunne behandle 1½ mio. kubikfod træ årlig - 1901: 1,2 mio. kubikfod, særlig jernbanesveller). En fabrik for telefoner osv. (E. Møller; har købt den tidligere trævarefabrik "Bastian“), Horsens Andelssvineslagteri (oprettet 1887, udvidet 1899; den indskudte kapital var der efter 266.500 Kr.; årlig omsætning ca. 2¼ mio. kr.), Arbejdernes Brugsforening drev bryggeri og bageri, m. m. Der var 7 bogtrykkerier.

Gennem mellemkrigstiden steg indbyggertallet fortsat i Horsens: i 1916 var der 25.149 indbyggere, i 1921 27.577, i 1925 28.135, i 1930 28.363, i 1935 29.856 mens der i 1940 var 30.417 indbyggere. Samtidig skete der en vækst i forstæderne Bækkelund og Dagnæs villakvarter i Tyrsted-Uth Kommune og Ved Sundet by i Vær-Nebel Kommune.

I nedenstående tabel fremgår antallet af indbyggere i Horsens på lokalitet (Horsens købstad, de tre forstæder (Dagnæs villakvarter, Bækkelund og Ved Sundet) og samlet) fordelt på årstal.

Lokalitet	Årstal
	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Horsens købstad	25.149	27.588	28.135	28.363	29.856	30.417
Dagnæs villakvarter	-	-	-	472	542	604
Bækkelund	-	-	328	403	432	587
Ved Sundet	-	-	98	119	135	130
Horsens med forstæder	25.149	27.588	28.561	29.357	30.965	31.738
Kilder: 1916 og 1921 1925 1930 1935 1940.

Ved folketællingen i 1930 hvor Horsens købstad havde 28.363 indbyggere, ernærede 529 af dem sig ved landbrug m.v.. (herunder gartneri, havebrug og frugtavl, skovbrug og fiskeri), 12.760 ved håndværk og industri, 4.322 ved handel og omsætning, 2.284 ved kommission og transport, 2.151 ved immateriel virksomhed, 2.041 ved husgerning, 4.077 var ude af erhverv og 199 havde ikke oplyst indkomstkilde.

I nedenstående tabel fremgår antallet af indbyggere i 1930 med en given næringsvej fordelt på lokalitet (Horsens købstad, de tre forstæder (Dagnæs villakvarter, Bækkelund og Ved Sundet) og samlet).

Lokalitet	Næringsveje
	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Kommission og transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uan- givet	I alt
Horsens købstad	529	12.760	4.322	2.284	2.151	2.041	4.077	199	28.363
Dagnæs villaby	23	292	55	40	17	13	11	21	472
Bækkelund	28	261	45	14	11	14	19	11	403
Ved Sundet	25	32	30	0	8	18	2	4	119
Horsens med forstæder	605	13.345	4.452	2.338	2.187	2.086	4.109	235	29.357
Kilde: .

Efter 2. verdenskrig fortsatte Horsens sin befolkningsvækst. I 1945 var der 32.400 indbyggere i Horsens købstad, i 1950 35.898 indbyggere, i 1955 var der 36.567 indbyggere. I 1960 var der 37.261 indbyggere, mens det i 1965 faldt til 37.106 indbyggere.

Samtidig udviklede forstæderne sig, og nye forstæder kom til, Torsvang i Hatting-Torsted Kommune.

I nedenstående tabel fremgår antallet af indbyggere i Horsens købstad, de fire forstæder (Dagnæs villakvarter, Bækkelund, Ved Sundet og Torsvang) og samlet fordelt på årstal.

Lokalitet	Årstal
	1945	1950	1955	1960	1965
Horsens købstad	32.400	35.898	36.567	37.261	37.106
Dagnæs villakvarter	553	654	856a	1.255	2.630b
Bækkelund	494	632	745	805
Ved Sundet	100	131	209	302	468c
Torsvang	(286)d	(272)d	375	558	1.691e
Horsens med forstæder	33.547	37.315	38.752	40.181	41.895
Noter og kilder: a) Folketallet i 1955 for Dagnæs villakvarter blev revideret i 1960-folketællingen til det her angivne antal. b) Optællingen er angivet som et samlet antal indbyggere for Dagnæs villakvarter og Bækkelund. c) Husodde indgår i optællingen. d) I 1945 og 1950 er indbyggertallet baseret på en opgørelse for Hatting-Torsted. I disse år indgår indbyggerne i Torsvang ikke i den samlede opgørelse af indbyggere i Horsens med købstæder. e) Torsted indgår i optællingen.

Skanderborg

Skanderborg havde en gunstig beliggenhed med et stort og frugtbart opland i alle retninger, men byen var udsat for konkurrence fra Århus mod nordøst, Silkeborg mod nordvest og Horsens mod syd. Skanderborg havde kun meget begrænsede byudviklingsmuligheder, så byudviklingen skete i Skanderup sogn.

Skanderborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.042 i 1850, 1.271 i 1855, 1.423 i 1860, 1.707 i 1870, 1.792 i 1880, 2.354 i 1890, 2.721 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Skanderborg købstad	1.042	1.271	1.423	1.707	1.792	2.354	2.721
Skannerup sogn	1.087	1.185	1.246	1.389	1.427	1.583	1.455
Skanderborg med forstæder	1.042	1.271	1.473	1.707	1.793	2.354	2.721

Ved bekendtgørelse af 6. november 1906 blev arealer af Skanderup sogn indlemmet i Skanderborg købstad fra 1. januar 1907 og ved bekendtgørelse af 3. november 1907 blev arealer fra samme sogn indlemmet fra 1. oktober 1907.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900: Skanderborg Jærnstøberi og Maskinfabrik (A. Blom & Søn), Skanderborg Uldvare- og Klædefabrik (et aktieselskab), Skanderborg Dampbrænderi (N. Christensen & Co.) og et andelssvineslagteri (oprettet 1890).

I Skanderborg blev udgivet 3 aviser: "Skanderborg Amts Avis", "Skanderborg Amtstidende" og "Skanderborg Socialdemokrat".

I Skanderborg afholdtes følgende markeder: 1. fredag i hver måned samt alle fredage i fasten og fra 1. november til jul med levende kreaturer, desuden 1 i januar, 3 i februar og 3 i marts med heste, og 1 i maj, 1 i juni, 1 i juli, 1 i september og 1 i oktober med heste og kreaturer. Torvedag var hver fredag.

Fordelingen efter næringsveje var i 1890: 383 levede af immateriel virksomhed, 108 af jordbrug, 5 af gartneri, 5 af fiskeri, 3 af søfart, 873 af håndværk og industri, 440 af handel og omsætning, 413 af forskellig daglejervirksomhed, 112 af deres midler, 10 nød almisse, og 2 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.146, heraf ernærede 280 sig ved immateriel virksomhed, 101 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 13 ved fiskeri, 1.421 ved håndværk og industri, 553 ved handel med mere, 433 ved samfærdsel, 120 var aftægtsfolk, 70 levede af offentlig understøttelse og 155 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Skanderborg købstad	3.146	3.403	3.707
Hestehaven (Skanderup sogn)	206	288	652
Skanderborg med forstæder	3.146	3.691	4.359

Gennem mellemkrigstiden var Skanderborgs indbyggertal voksende: i 1916 3.707 indbyggere, i 1921 3.938, i 1925 4.039, i 1930 4.085, i 1935 4.229, i 1940 4.396 indbyggere. Derimod var forstaden Banegårdskvarteret i Skanderup-Stilling Kommune stagnerende.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Skanderborg købstad	3.707	3.938	4.039	4.085	4.229	4.396
Banegårdskvarteret	652	574	673	595	731	697
Skanderborg med forstæder	4.359	4.512	4.712	4.680	4.960	5.093

Ved folketællingen i 1930 havde Skanderborg 4.085 indbyggere, heraf ernærede 263 sig ved immateriel virksomhed, 1.499 ved håndværk og industri, 660 ved handel mm, 573 ved samfærdsel, 176 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 354 ved husgerning, 486 var ude af erhverv og 74 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Skanderborg købstad	176	1.499	660	573	263	354	486	74	4.085
Banegårdskvarteret	38	165	125	104	27	55	74	7	595
Skanderborg med forstæder	214	1.664	785	677	290	409	560	81	4.680

Efter 2. verdenskrig fortsatte Skanderborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.171 indbyggere i købstaden, i 1950 5.091 indbyggere, i 1955 5.254 indbyggere, i 1960 5.482 indbyggere og i 1965 10.048 indbyggere. I 1965 var Skanderup-Stilling Kommune sammenlagt med Skanderborg.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Skanderborg købstad	4.171	5.091	5.254	5.482	10.048
Banegårdskvarteret	893	766	856	889	*
Skanderborg med forstæder	5.064	5.857	6.110	6.371	10.048

Silkeborg

Silkeborg havde en gunstig beliggenhed med et stort og frugtbart opland i alle retninger og kun mod sydøst var der mulighed for mindre konkurrence fra Skanderborg. Byen havde status af handelsplads hvilket begunstigede dens udvikling. Byen havde gode udviklingsmuligheder.

Ved lov af 7. april 1899 blev byen ophøjet til købstad fra 1. januar 1900. Indtil da havde byen haft status af handelsplads, og som midtpunkt for en stor egn med langt til den nærmeste købstad havde byen haft fordelagtige betingelser for at udvikle sig til en oplandsby. Denne udvikling blev fremmet af, at byen tidligt fik jernbaneforbindelse.

Silkeborgs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 556 i 1850, 1.204 i 1855, 1.775 i 1860, 2.338 i 1870, 2.931 i 1880, 4.217 i 1890, 7.228 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Silkeborg købstad	556	1.204	1.775	2.338	2.931	4.217	7.228
Silkeborg landdistrikt	1.612	1.179	1.300	1.568	1.731	1.627	46
Silkeborg med forstæder	556	1.204	1.775	2.338	2.931	4.217	7.228

Silkeborg blev handelsplads i 1845 og købstad ved lovaf 7. april 1899 fra 1. januar 1900.

Der blev anlagt lige gader i rette vinkler.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring århundredeskiftet: papirfabrikken (anlagt 1844, åbnet 1. januar 1845, brændt 1864 og genopført, 1869 solgt til Strøyberg, 1, marts 1889 indlemmet i Aktieselskabet „De forenede Papirfabrikker“ og derpå foreløbig standset, men atter sat i gang 1894; Fabrikken, hvis store bygningskompleks, bestående af de store fabriksbygninger, den "gamle Mølle" - restaureret 1901 af Arkitekt Rosen og indrettet til fabrikation af håndgjort papir - bestyrerboligen, Mich. Drewsens villa, maskinmesterbolig, arbejderboliger m.m. lå ved åens østlige bred, havde af dampkraft 125 HK., af vandkraft 200 HK. og beskæftigede omtrent 200 arbejdere, deraf omtrent halvdelen kviner), Koopmanns svineslagteri (grundlagt 1878-79, på markjorderne og med omtrent 60 arbejdere), Hammers Uldspinderi og Klædefabrik (på torvet, anlagt 1857, udvidet 1895, med en årlig produktion på omtrent 200.000 pd. uldgarn og 50.000 alen klædevarer og kjoletøjer, med omtrent 60 arbejdere), Commichau & Co. (trikotagefabrik, anlagt 1883, 1901 gået over til et aktieselskab, kapital 400.000 kr., med en årlig produktion på omtrent 8.000 dusin uldvarer og 8.000 dusin hørvarer, de sidste kun til udlandet, med omtrent 90 arbejdejdere), Silkeborg Jærnstøberi og Maskinfabrik (Dons-Blædel og Schneecloth, anlagt 1854, med omtrent 70 arbejdere), Verners Uldspinderi (omtrent 24 arbejdere), Jensens Uldspinderi (omtrent 20 arbejdere), 1 spritfabrik, 2 ølbryggerier, 2 dampmøller, 1 andelsmejeri, 1 mølle, 2 savskærerier; 1 maskinsnedkeri, 1 tobaksfabrik, 1 mejeri, 2 bogtrykkerier, m.m.

I Silkeborg afholdtes markeder hver måned, undtagen januar og august, med heste og kreaturer. Torvedag var hver lørdag.

I Silkeborg blev udgivet 4 aviser: "Silkeborg Avis", "Silkeborg Dagblad", "Silkeborg Folkeblad" og "Silkeborg Socialdemokrat" (de 3 sidste blev trykt i Aarhus).

Indbyggernes fordeling efter næringsveje var i 1890: 459 levede af immateriel virksomhed, 50 af jordbrug, 27 af gartneri, 2.060 af håndværk og industri, 827 af handel og omsætning, 16 af søfart, 632 af forskellig daglejervirksomhed, 108 af deres midler, og 38 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.803, heraf ernærede 734 sig ved immateriel virksomhed, 48 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 0 ved fiskeri, 4.341 ved håndværk og industri, 1.488 ved handel med mere, 315 ved samfærdsel, 399 var aftægtsfolk, 244 levede af offentlig understøttelse og 234 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Silkeborg købstad	7.803	8.792	9.180
Alderslyst (Balle sogn)	-	637	842
Silkeborg med forstæder	7.803	9.429	10.022

Gennem mellemkrigstiden var Silkeborgs indbyggertal voksende: i 1916, 9.180 indbyggere, i 1921 10.896, i 1925 11.473, i 1930 12.078, i 1935 13.393, i 1940 14.378 indbyggere. Men samtidig skete der en vækst i forstæder Alderslyst og Lysbro villaby i Balle Kommune og Søholt by i Gødvad Kommune. Disse forstæder blev indlemmet i købstaden den 1. april 1941.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Silkeborg købstad	9.180	10.896	11.473	12.078	13.393	14.378
Alderslyst	842	1.141	1.767	2.692	3.114	3.336
Lysbro villaby	-	-	266	376	458	459
Søholt by	-	-	-	163	317	425
Silkeborg med forstæder	10.022	12.037	13.506	15.309	17.282	18.598

Ved folketællingen i 1930 havde Silkeborg 12.078 indbyggere, heraf ernærede 1.088 sig ved immateriel virksomhed, 5.597 ved håndværk og industri, 1.798 ved handel mm, 873 ved samfærdsel, 294 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.029 ved husgerning, 1.134 var ude af erhverv og 265 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Silkeborg købstad	294	5.597	1.798	873	1.088	1.029	1.134	165	12.078
Alderslyst	151	1.623	281	68	90	221	217	41	2.692
Lysbro villaby	26	266	20	15	8	18	17	6	376
Søholt	48	74	6	11	0	13	11	0	163
Silkeborg med forstæder	519	7.560	2.105	967	1.186	1.281	1.379	212	15.309

Efter 2. verdenskrig fortsatte Silkeborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 20.955 indbyggere i købstaden, i 1950 23.372 indbyggere, i 1955 24.296 indbyggere, i 1960 24.465 indbyggere og i 1965 25.789 indbyggere. Efterhånden udviklede der sig nye forstæder, Funder Bakke i Funder Kommune samt Balle by og Hvinningdal i Balle Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Silkeborg købstad	20.955	23.955	24.296	24.465	25.789
Funder Bakke	-	-	185	383	721
Balle by	-	-	-	-	552
Hvinningdal	-	-	-	-	223
Silkeborg med forstæder	20.955	23.372	24.481	24.848	27.285

Århus

Århus havde en gunstig beliggenhed ud mod Århus Bugt. Byen havde et stort og frugtbart opland mod nord, vest og syd, og Skaderborg mod sydvest kunne ikke byde den nævneværdig konkurrence. Århus havde kun begrænsede arealer for byudvikling, så denne skete i voksende omfang i de omgivende sognekommuner.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Århus købstad	7.886	8.891	11.009	15.025	24.831	33.306	51.814
Vejlby-Risskov	785	1.011	1.188	1.691	1.810	2.051	2.195
Viby sogn	642	781	855	1.350	886	1.389	880
Brabrand sogn	705	817	848	943	1.130	1.189	1.477
Århus med forstæder	7.886	8.891	11.009	15.025	24.831	33.306	51.814

Ved kongelig resolution af 29. maj 1873 blev "Frederiksbjerg" i Viby sogn henlagt til Århus fra 1. januar 1874 med en befolkning på mellem 1.900 og 2.000 indbyggere. Ved kongelig resolution af 8. december 1898 blev dele af Marselisborg med 914 indbyggere i 1901 henlagt under byen fra 1. januar 1899. Ved kongelig resolution af 11. juli 1907 blev dele af Skade by i Holme sogn indlemmede i byen.

År	1906	1911	1916
Århus købstad	55.193	61.755	65.858
Risskov villaby (Vejlby sogn)	377	373	441
Åbyhøj (Åby sogn)	462	1.149	1.937
Kongsvang villaby (Viby sogn)	-	515	926
Rosenvænget (Viby sogn)	-	255	294
Viby stationsby (Viby sogn)	1.023	560	1.130
Århus med forstæder	55.193	64.607	70.586

Ebeltoft

Ebeltoft havde en yderst ugunstig beliggenhed på en smal odde, der mod vest var afgrænset af Ebeltoft Vig og mod syd og øst af Kattegat. Kun mod nord havde byen et mindre opland. Ebeltoft havde et landdistrikt egnet for byudvikling.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Ebeltoft købstad	1.112	1.211	1.313	1.239	1.315	1.284	1.467
Ebeltoft landdistrikt	154	172	203	225	228	237	244
Ebeltoft med forstæder	1.112	1.211	1.313	1.239	1.315	1.284	1.467

Næringsveje i 1890: 192 levede af immateriel virksomhed, 114 af jordbrug, 11 af gartneri, 21 af fiskeri, 12 af søfart, 495 af industri, 176 af handel, 183 af forskellig daglejervirksomhed, 65 af deres midler, og 15 nød almisse.

I Ebeltoft blev omkring 1900 af holdt årligt 4 markeder: 1 i februar, 1 i marts og 1 i juni med heste og kvæg, 1 i september med kvæg og får.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1900: 1 garveri, 1 maltfabrik, 2 bryggerier (det ene med maltfabrik), 1 brænderi, 1 teglværk, 2 møller og 1 fællesmejeri.

I Byen blev udgivet "Æbeltoft Avis" og "Æbeltoft Folkeblad", ("Æbeltoft Dagblad" blev udgivet i Randers).

Gennem mellemkrigstiden var Ebeltofts indbyggertal svagt stigende: i 1916 1.704, i 1921 1.959, i 1925 1.877, i 1930 1.897, i 1935 2.037, i 1940 2.026 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Ebeltoft 1.897 indbyggere, heraf ernærede 140 sig ved immateriel virksomhed, 692 ved håndværk og industri, 266 ved handel mm, 187 ved samfærdsel, 262 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 133 ved husgerning, 181 var ude af erhverv og 36 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Ebeltoft sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.104 indbyggere i købstaden, i 1950 2.167 indbyggere, i 1955 2.265 indbyggere, i 1960 2.227 indbyggere og i 1965 2.485 indbyggere. Nogen ny forstadsudvikling udenfor kommunegrænsen skete ikke.

Grenå

Grenå havde en gunstig beliggenhed omtrent midt på Djursland omend tæt på kysten. Den kunne derfor regne næsten hele halvøen som sit naturlige opland, og Ebeltoft mod syd kunne ikke byde den nævneværdig konkurrence. Byen fik en havn ved kysten, og det var derfor naturligt, at der skete en byudvikling her.

Først efter midten af det 19. århundrede begyndte byen at vokse, nok mest på grund af den forbedrede havn, der gjorde, at mange, som før søgte Randers, nu droges hertil. I 1850 havde byen 1.099 indbyggere, i 1855 1.379 indbyggere, i 1860 1.636 indbyggere, i 1870 1.923 indbyggere, i 1880 2.423 indbyggere, i 1890 2.933 indbyggere, i 1901 3.257 indbyggere.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Grenå købstad	1.099	1.379	1.636	1.923	2.423	2.933	3.257
Grenå landsogn	390	458	499	542	736	890	1.094
Grenå med forstæder	1.099	1.379	1.636	1.923	2.423	2.933	3.257

Ved kongelig resolution af 6. oktober 1897 blev arealer af Ålsø sogn og af Grenå landsogn indlemmede i Grenå købstad fra 1. januar 1898.

I perioden 1874-1878 byggede man en ny havn helt ude ved Kattegat og sammen med Østjyske Jernbanes anlæggelse mellem Grenaa og Randers satte det gang i byudviklingen og skabte fremgang.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1870: 1 dampbrænderi, 1 uldspinderi og 1 jernstøberi. Siden foråret 1856 fik byen et bogtrykkeri, hvor blev udgivet Grenaa Avis. Et skibsbyggeri blev anlagt ved havnen i 1873.

Af fabrikker og industrielle anlæg fandtes omkring 1900: Grenaa Dampvæveri (anlagt i 1893, ved århundredeskiftet med omtrent 100 arbejdere og en årlig produktion omtrent 25.000 stk. bomuldstøj), 1 jernstøberi, 2 kalkværker, der ejedes af "De forenede Kalkværker", 1 bogtrykkeri, med mere.

I Grenaa blev udgivet 2 aviser: "Grenaa Avis" og "Grenaa Folketidende" ("Grenaa Dagblad" blev udgivet i Randers).

I Grenaa blev årligt afholdt 4 markeder: 1 i marts og 1 i juli med heste og kvæg, 1 i september og 1 i november med kvæg og får. Torvedag var hver lørdag.

Efter næringsveje fordelte folkemængden 1890 sig i følgende grupper: 1.103 levede af håndværk og industri, 598 af handel og omsætning, 388 af immateriel virksomhed, 71 var jordbrugere, 84 fiskere, 12 søfarende, 21 gartnere, 556 levede af andre erhverv, 61 af deres midler, 39 nød almisse.

År	1906	1911	1916
Grenå købstad	3.462	3.734	4.039
Havnevejen (Grenå landsogn)	-	732	873
Grenå med forstæder	3.462	4.466	4.912

Gennem mellemkrigstiden var Grenaas indbyggertal svagt stigende: i 1916 4.039, i 1921 4.537, i 1925 4.606, i 1930 4.651, i 1935 4.995, i 1940 4.786 indbyggere. Samtidig voksede to forstæder frem, Havnevej i Gammelsogn Kommune og Sønder Mølle i Ålsø-Hoed Kommune. De blev indlemmede i købstaden pr. 1. april 1941.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Grenaa købstad	4.039	4.537	4.606	4.651	4.995	4.786
Havnevej	873	1.045	1.272	1.404	1.713	1.920
Sønder Mølle	-	-	132	170	156	248
Grenaa med forstæder	4.912	5.582	5.878	6.055	6.708	6.706

Ved folketællingen i 1930 havde Grenaa 4.651 indbyggere, heraf ernærede 322 sig ved immateriel virksomhed, 1.879 ved håndværk og industri, 864 ved handel mm, 305 ved samfærdsel, 304 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 436 ved husgerning, 441 var ude af erhverv og 100 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Grenaa købstad	304	1.879	864	305	322	436	441	100	4.651
Havnevej	294	525	68	73	19	74	171	10	1.234
Sønder Mølle	22	84	10	14	7	12	20	1	170
Grenaa med forstæder	620	2.488	942	392	348	522	652	111	6.055

Efter 2. verdenskrig fortsatte Grenaa sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 7.251 indbyggere i købstaden, i 1950 8.186 indbyggere, i 1955 8.643 indbyggere, i 1960 9.088 indbyggere og i 1965 11.919 indbyggere. Nogen ny forstadsudvikling udenfor kommunegrænsen skete ikke efter indlemmelserne i 1941.

Randers

Johan Rohde: Randers Havn, 1906, Statens Museum for Kunst.

Randers omkring 1900

Randers havde en yderst gunstig beliggenhed i bunden af Randers Fjord, og byen var omgivet af et stort og frugtbart opland i alle retninger. Hverken Hobro mod nord eller Århus mod syd kunne byde den nogen nævneværdig konkurrence. Byen havde ingen muligheder for byudvikling, tværtimod var der tendenser til forstadsudvikling mod syd i Vorup og Kristrup sogne allerede ved midten af 1800-tallet.

Randers havde omkring 1900 årlig følgende markeder: 2 dage i januar, 3 dage i februar og 3 dage i marts med heste, 1 dag i maj med kreaturer, 2 dage i juni med uld, 2 dage i juli med heste, 2 dage i september med heste, kvæg og får, 1 dag i september med kvæg, får og heste, 1 dag i oktober med kvæg, får og uld, 1 dag i november med kvæg og får og 1 dag i december med heste og kvæg. Torvedag var hver onsdag og lørdag.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 25 brændevinsbrænderier (deraf 14 dampbrænderier), 7 tobaks- og cigarfabrikker, 1 cikoriefabrik, 2 jernstøberier, 2 handskefabrikker, 5 bomuldstøjsfabrikker, 1 sæbesyderi, 2 kalkbrænderier, 1 rebslageri, 1 skibsbyggeri, flere ølbryggerier, 2 bogtrykkerier. Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 13 brændevinsbrænderier, 1 jernbanevognfabrik, 1 damp-, sav- og høvleværk, 2 maskinfabrikker, 1 cikoriefabrik, 1 saltraffinaderi, 2 spritfabrikker, 2 jernstøberier, 2 dampvæverier og -spinderier, 4 bomuldsvæverier, 5 tobaks- og cigarfabrikker, 1 tændstikfabrik, 3 kartefabrikker, 1 dropsfabrik, 3 handskefabrikker, 1 mineralvandsfabrik, 7 farverier, 5 garverier, 1 alungarveri, 1 teglværk, 2 kalkbrænderier, 2 skinsbyggerier, 1 vægtfabrik, 1 fabrik for kunstigt smør, 1 sæbefabrik og lysestøberi, 1 savskæreri, maskinhøvleri og tagspånfremstilling, flere ølbryggerier.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet et meget stort antal: Fabrikken „Scandia“ for tilvirkning af jernbane- og sporvognsmateriel, som år 1900 beskæftigede i gennemsnit 376 mand, endvidere Buchtrups Maskinfabrik, Smiths Jærnstøberi og Maskinfabrik, Randers ny Jærnstøberi. K. Sørensens Jærnstøberi og Maskinfabrik, Jærnstøberiet og Maskinfabrikken „Strømmen“ (i Strømmen); Maskinfabrikken „Pasteur“, med kobbersmedie og blikkenslageri, Randers Dørgrebsfabrik og Metalstøberi. Henriksens Vægtfabrik, Randers Trævarefabrikker, Juuls Dampsnedkeri, Save- og Høvleværk, Randers Dampsnedkeri og Listefabrik, Brødr. Steenbergs Damp-Saveværk, Justesens Stolefabrik; Junckers Klædefabrik, Randers Linnedvarefabrikker, Randers Rebslaaeri, Randers Handskefabrik, 1 dampgarderobefarveri og kemisk tøjrensningsanstalt, desuden 4 Farverier, bryggeriet „Thor“, Aktiebryggeriet Hejmdal, bryggeriet „Strømmen“, Randers Spritfabrikker (der hørte ind under „De danske Spritfabrikker“), Randers Dampbrænderi, Randers Svineslagteri, Randers Andels-Svineslagteri (i Strømmen), 2 tobaksfabrikker (Thostrups og Terchilsens), Bagernes Rugbrødsfabrik, hvormed er forbunden en dampbadeanstalt på Nordregrave, tændstikfabrikken „Merkur“ (nu kaldet „De nord. Tændstikfabrikker“), Randers Korkvarefabrik, glødenætsfabrikken „Phønix“ Aktieselsk., Heerfordts Sæbefabrikker og Lysestøberi, Sabroes Bitterfabrik, 1 rørvævsfabrik 4 mineralvandsfabrikker, Randers Dampvadskeri, Buemans keramiske Fabrik, Randers Cementvarefabrik, teglværket „Lille Bjellerup“, 1 kalkbrænderi (i Strømmen), Randers Margarinefabrik; 2 garverier (heraf det ene i Strømmen), 1 bådebyggeri, desuden 5 bogtrykkerier.

I Randers blev udgivet 4 aviser: "Randers Amtsavis", "Randers Dagblad", "Randers Venstreblad" og "Randers Arbejderblad" ("Hobro", "Grenaa" og "Æbeltoft Dagblade" samt "Hadsten Folketidende" blev også trykt i Randers).

Randers befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 7.338 i 1850, 8.844 i 1855, 9.725 i 1860, 11.354 i 1870, 13.457 i 1880, 16.617 i 1890, 20.057 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Randers købstad	7.338	8.844	9.725	11.354	13.457	16.617	20.057
Vorup sogn	492	512	589	668	738	804	1.285
Kristrup sogn	1.258	1.422	1.646	1.789	2.005	2.024	2.834
Dronningborg landsogn	115	132	137	149	167	192	590
Randers med forstæder	7.338	8.844	9.725	11.354	13.457	16.617	20.057

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 1.833 levede af immateriel virksomhed, 6.363 af håndværk og industri, 3.228 af handel, 447 af jordbrug, 171 af gartneri, 219 af søfart, 39 af fiskeri, 3.364 af forskellig daglejervirksomhed, 636 af deres Midler, 299 nød almisse, og 18 var i Fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 20.963, heraf ernærede 1.578 sig ved immateriel virksomhed, 750 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 58 ved fiskeri, 11.020 ved håndværk og industri, 3.873 ved handel med mere, 1.624 ved samfærdsel, 843 var aftægtsfolk, 687 levede af offentlig understøttelse og 530 af anden eller uangiven virksomhed. Ved siden af håndværk og industri, der tog et betydeligt opsving i disse år, må nævnes handel og søfart som byens hovederhverv. Større skibe kunne gå op til byens havn, og Randers var den eneste købstad i landet, der lå ved et vandløb, op ad hvilket der var nogen trafik af betydning, idet der på Gudenåen indtil Silkeborg var pramsejlads med fladbundede "kåge", der især førte brænde, tørv og mursten. Pramfarten svandt dog hurtigt ind i slutningen af det 19. århundrede på grund af jernbaneanlæggene.

År	1901	1906	1911	1916
Randers købstad	20.057	20.963	22.970	24.428
Strømmen, Århusvej og Kristrupvej (Kristrup sogn)	876	1.094	1.068	1.040
Strømmen (Vorup sogn)	444	508	549	577
Frederiksberg (Vorup sogn)	-	513	889	532
Vorupkær (Vorup sogn)	-	-	-	246
Thorupkær (Dronningborg landsogn)	-	-	770	846
Randers med forstæder	20.057	20.963	26.246	27.669

Gennem mellemkrigstiden var Randers indbyggertal voksende: i 1916 24.428, i 1921 26.495, i 1925 26.857, i 1930 27.722, i 1935 30.254, i 1940 32.928 indbyggere. Randers havde allerede udbviklet sin første forstad, Strømmen, i midten af 1800-tallet, og denne forstadsudvikling forstærkedes med nye forstadsdannelser.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Randers købstad	26.495	26.857	27.722	30.254	32.928
Strømmen i Kristrup Sogn	1.078	477	425	379	332
Kristrupvej og Aarhusvej i Kristrup Sogn		739	924	1.236	1.329
Kristrup by i Kristrup Sogn	979	890	974	1.027	960
Strømmen i Vorup Sogn	503	406	510	417	3.960
Frederiksberg i Vorup Sogn	726	1.435	1.717	1.477	*
Vorup by og kær i Vorup Sogn	239	925	1.074	1.695	*
Dronningborg, Bjellerup mm i Dronningborg Landsogn	1.033	1.172	1.282	1.694	1.860
Neder Hornbæk i Hornbæk Sogn, Viborg Amt	-	283	419	496	536
Randers med forstæder	31.053	33.184	35.047	38.675	41.905

• 1940: Vorup Kommune som helhed regnet som forstad

Ved folketællingen i 1930 havde Randers 27.722 indbyggere, heraf ernærede 2.163 sig ved immateriel virksomhed, 11.758 ved håndværk og industri, 4.918 ved handel mm, 2.652 ved samfærdsel, 697 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 2.169 ved husgerning, 2.932 var ude af erhverv og 433 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Randers købstad	697	11.758	4.918	2.652	2.163	2.169	2.932	433	27.722
Strømmen i Kristrup Kommune	3	206	90	47	16	35	25	3	425
Kristrupvej og Aarhusvej i Kristrup Kommune	26	489	133	66	68	70	65	7	924
Kristrup by i Kristrup Kommune	165	451	71	52	24	67	137	7	974
Frederiksberg i Vorup Kommune	86	912	224	125	70	108	162	30	1.717
Strømmen i Vorup Kommune	2	250	90	17	32	52	65	2	510
Vorup by i Vorup Kommune	40	355	70	41	8	42	57	11	624
Vorupkær i Vorup Kommune	29	224	92	24	10	24	41	6	450
Dronningborg Landsogn	129	716	161	62	41	83	86	4	1.282
Randers med forstæder	1.767	15.361	5.849	3.086	2.432	2.650	3.570	503	34.628

Efter 2. verdenskrig fortsatte randers sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 36.434 indbyggere i købstaden, i 1950 40.098 indbyggere, i 1955 41.720 indbyggere, i 1960 42.238 indbyggere og i 1965 42.923 indbyggere. Samtidig skete der en yderligere vækst i forstadsbebyggelserne i Kristrup, Vorup, Dronningborg og Hornbæk-Tånum Kommuner.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Randers købstad	36.434	40.098	41.720	42.238	42.923
Strømmen i Kristrup Kommune	328	3.230	3.718	3.955	4.623
Kristrupvej og Aarhusvej	1.478	*	*	*	*
Kristrup by	1.001	*	*	*	*
Vorup Kommune	3.912	4.478	4.978	5.214	5.749
Dronningborg Kommune	1.969	2.112	2.294	2.746	3.279
Neder Hornbæk	573	557	604	627	744
Randers med forstæder	45.695	50.475	53.314	54.780	57.318

• hele Kristrup Kommune regnet som forstad

Mariager

Mariager havde en forholdsvis gunstig beliggenhed sønden for Mariager Fjord, hvad der gav den et stort opland mod øst, syd og vest. Byen var imidlertid hæmmet af en afsides beliggenhed i forhold til transportnettet, af en vis konkurrence fra Hobro mod vest og Randers mod syd samt ikke mindst, at der et godt stykke øst for købstaden skete en kraftig ny bydannelse ved Assens i forbindelse med cementproduktionen der, hvilken udvikling Mariager imidlertid ikke nød godt af. Byen var omgivet af Mariager landsogn, hvor byudvikling kunne ske.

Mariagers befolkning var kun svagt stigende i slutningen af 1800-tallet: 546 i 1850, 578 i 1855, 680 i 1860, 727 i 1870, 746 i 1880, 761 i 1890, 914 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Mariager købstad	546	578	680	727	746	761	914
Mariager landsogn	682	702	752	812	827	901	967
Mariager med forstæder	546	578	680	727	746	761	914

Befolkningens næringssammensætning var i 1890: 122 levede af immateriel virksomhed, 90 af jordbrug, 11 af gartneri, 26 af fiskeri, 3 af søfart, 249 af håndværk og industri, 147 af handel og omsætning, 37 af forskellig daglejervirksomhed, 29 af deres midler, 35 nød almisse, og 12 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 943, heraf ernærede 96 sig ved immateriel virksomhed, 111 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 85 ved fiskeri, 319 ved håndværk og industri, 128 ved handel med mere, 99 ved samfærdsel, 39 var aftægtsfolk, 38 levede af offentlig understøttelse og 28 af anden eller uangiven virksomhed.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet 1 andelsmejeri, 1 hvidtølsbryggeri og 1 sodavandsfabrik; i omegnen lå flere teglbrænderier foruden cementfabrikkerne "Cimbria" og "Dania".

I Mariager blev afholdt årligt 4 markeder: 1 i februar og 1 i juli med kreaturer, 1 i oktober og 1 i november med kvæg og får. Torvedag var hver 1. og 3. torsdag i hver måned med kreaturer.

Mariager omkring 1900.

I 1904 blev broen over fjorden ved Hadsund taget i brug, og udviklingen i Mariager gik nu meget langsomt pga. Hadsunds opblomstring som handelsby. Mariager havde nu ca. 900 indbyggere. Først i 1927 kom jernbanen til den gamle købstad, og i den nærlæggende by Assens blev der anlagt en cementfabrik, Dania, der specialiserede sig i udvinding af kalk fra undergrunden. Derudover mærkede Mariager ikke meget til industrialiseringen, der gik som en bølge over det meste af Danmark på dette tidspunkt. I stedet kom bl.a. Pinsevækkelsens Højskole og Mariager Efterskolen - PVE (Pinsevækkelsens Efterskole) til byen, og i 1940 stiftede man Sødisbakke, der er en institution for fysisk og psykisk handicappede.

Gennem mellemkrigstiden var Mariagers indbyggertal svagt stigende: i 1916 1.025, i 1921 1.034, i 1925 1.132, i 1930 1.134, i 1935 1.097, i 1940 1.283 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Mariager 1.134 indbyggere, heraf ernærede 70 sig ved immateriel virksomhed, 416 ved håndværk og industri, 165 ved handel mm, 136 ved samfærdsel, 135 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 88 ved husgerning, 119 var ude af erhverv og 5 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Mariager sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.383 indbyggere i købstaden, i 1950 1.398 indbyggere, i 1955 1.403 indbyggere, i 1960 1.483 indbyggere og i 1965 9.057 indbyggere. Efterhånden fremvoksede forstaden Mariagerkloster Jorder i Mariager Landsogn.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Mariager købstad	1.383	1.398	1.403	1.483	1.571
Mariagerkloster Jorder	-	-	-	33	37
Mariager med forstæder	1.383	1.398	1.403	1.516	1.608

Hobro

Hobro omkring år 1900

Hobro havde en god beliggenhed i bunden af Mariager Fjord, og den var derfor omgivet af e stort og frugtbart opland i alle retninger. Byen var dog under et mindre pres fra Randers mod syd. Byen havde ingen muligheder for byudvikling, så denne foregik i landsognene nord for byen.

Den jyske længdebane på strækningen mellem Randers og Aalborg åbnede i 1869, og samme år fik byen sin station.

Hobros befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.173 i 1850, 1.538 i 1855, 1.909 i 1860, 2.081 i 1870, 2.250 i 1880, 2.543 i 1890, 3.161 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Hobro købstad	1.173	1.538	1.909	2.081	2.250	2.543	3.161
Hørby sogn	593	713	833	1.038	1.163	1.383	1.667
Øls sogn	134	135	162	215	283	310	290
Døstrup sogn	268	297	336	415	460	452	541
Hobro med forstæder	1.173	1.538	1.909	2.081	2.250	2.543	3.161

Befolkningens fordeling efter næringsveje var i 1890: 281 levede af immateriel virksomhed, 175 af jordbrug, 10 af gartneri, 37 af fiskeri, 26 af søfart, 945 af håndværk og industri, 548 af handel og omsætning, 408 af forskellig daglejervirksomhed, 94 af deres midler, og 19 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.332, heraf ernærede 236 sig ved immateriel virksomhed, 303 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 19 ved fiskeri, 1.660 ved håndværk og industri, 700 ved handel med mere, 163 ved samfærdsel, 111 var aftægtsfolk, 74 levede af offentlig understøttelse og 66 af anden eller uangiven virksomhed.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi ( overgik 1899 til et aktieselskab, Aktiekapital 70.000 Kr., 25 arbejdere), 1 gødningsfabrik (Blaakilde Mølles Fabrikker, fabrikation af kunstgødning, overgik 1899 til et aktieselskab, kapital 200.000 Kr., 11 arbejdere, årlig produktion omtrent 3 mio. pund), 1 teglværk (Vindø Teglværk, omtrent 30 arbejdere, produktion omtrent 3 mio. sten årlig), 1 spritfabrik (Spritfabrikken „Fortuna“, omtrent 30 arbejdere, årlig produktion omtrent 4 mio. potter sprit), 1. ølbryggeri (Bies Bryggeri, anlagt 1841 som hvidtølsbryggeri, 1879 udvidet til bayerskølbryggeri, 20 arbejdere, årlig produktion omtrent 9.000 tønder), 1 tobaksfabrik, 2 farverier og uldspinderier, 1 garveri, 1 bogtrykkeri, m.m.

I Hobro blev udgivet 1 avis: "Hobro Avis".

I Hobro blev afholdt årlig 12 markeder: 1 i januar med heste og kvæg, 1 i februar med kreaturer, 1 i marts med heste og kvæg, 1 i april og 1 i maj med kreaturer, 1 i juni og 1 i juli med heste og kvæg, 1 i august med kvæg og får, 1 i september med heste, kvæg og får, 1 i oktober og 1 i november med kvæg og får og 1 i december med kvæg, får og heste. Torvedag var hver fredag.

År	1901	1906	1911	1916
Hobro købstad	3.161	3.332	3.563	3.907
Banegårdskvarteret og Hostruphuse (Hørby sogn)	773	1.214	1.245	1.324
Hobro med forstæder	3.161	3.332	4.808	5.231

Gennem mellemkrigstiden var Hobros indbyggertal stigende: i 1916 3.907, i 1921 3.871, i 1925 6.100, i 1930 6.425, i 1935 6.745, i 1940 6.992 indbyggere. Samtidig voksede to forstæder frem, Banegårdskvarteret og Hostruphuse i Øls-Hørby-Døstrup Kommune. De blev indlemmede i købstaden pr. 1. april 1921.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Hobro købstad	3.907	3.871	6.100	6.425	6.745	6.992
Banegårdskvarteret og Hostruphuse	1.324	1.780	*	*	*	*
Hobro med forstæder	5.231	5.651	6.100	6.425	6.745	6.992

Ved folketællingen i 1930 havde Hobro 6.425 indbyggere, heraf ernærede 430 sig ved immateriel virksomhed, 2.508 ved håndværk og industri, 1.041 ved handel mm, 748 ved samfærdsel, 515 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 484 ved husgerning, 613 var ude af erhverv og 86 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Hobro sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 7.699 indbyggere i købstaden, i 1950 8.315 indbyggere, i 1955 8.305 indbyggere, i 1960 8.208 indbyggere og i 1965 8.512 indbyggere. Efterhånden skete fremvæksten af en ny forstad i Hørby Sogn.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Hobro købstad	7.699	8.315	8.305	8.208	8.512
Hørby	-	-	75	103	206
Hobro med forstæder	7.699	8.315	8.380	8.311	8.718

Løgstør

Løgstør var blevet ophøjet til handelsplads i 1841 og til købstad ved lov af 7. april 1899 med virkning fra 1. januar 1900.

Løgstør havde en forholdsvis gunstig beliggenhed ved Limfjorden med et stort opand mod øst og syd, men byen lå ellers afsides i forhold til transportsystemet.

Nibe

Nibe hande en mindre gunstig beliggenhed ved Limfjorden med et begrænset opland i nord, øst og syd, men byen var under stærk konkurrence fra Ålborg mod nordøst. Byen havde plads til byudvikling.

Ålborg-Nørresundby

Ålborg-Nørresundby er et særtilfælde i dansk sammenhæng, idet Nørresundby var en handelsplads, der først ved århundredeskiftet blev ophøjet til købstad. Byens beliggenhed var imidlertid helt betinget af dens nærhed til og forbindelse med Ålborg, og det vil derfor være rimeligt at anse den for en slags forstad til Ålborg på linje med de sogne, hvor forstadsudvikling efterhånden skete. Dobbeltbyen havde en yderst gunstig beliggenhed ved Limfjorden og kunne regne det meste af Himmerland som sit ubestridte opland; hverken Nibe og Løgstør mod vest eller Hobro mod syd kunne konkurrere med byen. Også nord for Limfjorden havde dobbeltbyen et stort opland, der omfattede hele den sydlige del af Vendsyssel. Ålborg havde gode byudviklingsmuligheder, men dette forhindrede ikke, at der udviklede sig forstæder i forbindelse med den stedlige industriudvikling, ikke mindst tilknyttet cementindustrien.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Ålborg købstad	7.746	9.102	10.069	11.721	14.152	19.503	31.457
Nørresundby handelsplads	950	1.116	1.376	1.609	1.757	1.825	3.544
Nørre Tranders sogn	1.015	1.145	1.164	1.303	1.353	1.455	3.516
Budolfi landsogn	623	702	817	914	1.080	969	1.220
Ålborg med forstæder	7.745	9.102	10.069	11.721	14.152	19.503	31.457

Ved kongelig resolution af 30. marts 1896 og 6. januar 1900 blev arealer under Budolfi landsogn henlagte til Ålborg købstad mens omvendt et mindre areal blev henlagt fra Ålborg tilBudolfi landsogn. Samlet blev derved overført 1.173 indbyggere pr. 1. februar 1901. Ved kongelig resolution af 20. oktober 1898 og 7. februar 1899 blev arealer under Nørre Tranders sogn henlagte til Ålborg købstad.

År	1901	1906	1911	1916
Ålborg købstad	31.457	31.509	33.449	38.102
Nørresundby købstad	3.544	3.728	4.570	5.514
Vejgården (Nørretranders sogn)	2.063	2.467	3.540	4.168
Sølyst (Nørretranders sogn)	76	191	335	385
Hasseris villaby (Budolfi landsogn)	-	369	852	1.312
Kærby og Mølholm (Budolfi landsogn)	-	-	239	254
Lindholm forstad (Sundby sogn)	-	-	920	1.070
Nørre Uttrup cementby (Sundby sogn)	-	-	66	127
Nørre Uttrup cementby (Hvorup sogn)	-	-	417	504
Ålborg med forstæder	35.001	35.237	44.388	51.436

Vester Brønderslev

Vester Brønderslev fik først købstadsstatus i 1913. Forud var gået en byudvikling, hvor byen havde udviklet sig til et handelsknudepunkt for store dele af Børglum herred. Byen havde gode udviklingsmuligheder på egne jorder.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Vester Brønderslev by	-	-	-	-	-	-	2.171
Vester Brønderslev sogn (fraset Brønderslev by)	981	1.031	1.148	1.453	1.700	2.202	1.005
Vester Brønderslev med forstæder	-	-	-	-	-	-	2.171

Sæby

Sæby havde en forholdsvis gunstig beliggenhed ved Kattegat. Byen kunne derfor regne med et betydeligt opland i det østlige Vendsyssel, der dog var udsat for konkurrence fra Frederikshavn mod nord, hvilket hæmmede byens udvikling. Sæby havde et landdistrikt udskilt af Volstrup Sogn.

I løbet af det 19. århundrede var der igen fremgang at spore. Industrialiseringen kom til byen, og i 1879 påbegyndtes en udbedring af havnen. I 1899 åbnede Sæby Station, da jernbanestrækningen Sæbybanen fra Nørresundby via Sæby til Frederikshavn blev etableret. På dette tidspunkt var byen et særdeles populært ferie- og badested, ikke mindst for en række danske kulturpersonligheder.

Sæby havde omkring 1900 årlig 3 markeder: 1 i marts med heste og kvæg og 1 i september og 1 i oktober med kvæg og får. Torvedag var hver lørdag.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 jernstøberi, 1 klædefabrik og 1 kalkbrænderi . Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 jernstøberi, 1 garveri, 1 gødningsfabrik og 1 kalkbrænderi. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik (36 arbejdere), 1 uldspinderi og farveri, 2 savværker (hvoraf det ene, der blev drevet med vandkraft, var et aktieselskab, oprettet 1899), 1 garveri, 1 kalkbrænderi og 1 maskinsnedkeri.

"Sæby Avis" (eller "Dronninglund Herreds Avis") og "Sæby Folkeblad" blev udgivet i Frederikshavn.

Sæbys befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 895 i 1850, 966 i 1855, 1.167 i 1860, 1.344 i 1870, 1.506 i 1880, 1.804 i 1890, 2.122 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Sæby købstad	895	966	1.167	1.344	1.506	1.804	2.122
Sæby købstads landdistrikt	9	9	8	-	-	-	-
Volstrup sogn	1.029	1.042	1.125	1.276	1.567	1.667	1.773
Sæby med forstæder	895	966	1.167	1.344	1.506	1.804	2.122

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 176 levede af immateriel virksomhed, 501 af industri, 286 af handel, 412 af fiskeri, 116 af jordbrug, 7 af gartneri, 248 af forskellig daglejervirksomhed, 46 af deres midler, 6 nød almisse, og 6 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 1.943, heraf ernærede 175 sig ved immateriel virksomhed, 116 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 255 ved fiskeri, 777 ved håndværk og industri, 365 ved handel med mere, 106 ved samfærdsel, 77 var aftægtsfolk, 49 levede af offentlig understøttelse og 23 af anden eller uangiven virksomhed. Fiskeriet spillede en meget stor betydning; det var især rødspætter og andre flyndersorter samt torsk og kuller, der blev fisket; i finansåret 1897—98 fangedes der over 20.900 snese rødspætter og omtrent 343.400 pund torsk og kuller, og udbyttet havde en værdi af 37.855 kr.; der var foruden en del kuttere 12 åbne fiskerbåde. Den største del af fangsten blev eksporteret til udlandet over Frederikshavn.

Gennem mellemkrigstiden var Sæbys indbyggertal voksende: i 1916 2.138, i 1921 2.276, i 1925 2.325, i 1930 2.525, i 1935 2.747, i 1940 2.770 indbyggere. Desuden skete en mindre forstadsudvikling i Volstrup Sogn.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Sæby købstad	2.138	2.276	2.325	2.525	2.747	2.770
Agerledet i Volstrup Sogn	-	-	86	100	88	106
Sæby med forstæder	2.138	2.276	2.411	2.625	2.835	2.876

Ved folketællingen i 1930 havde Sæby 2.525 indbyggere, heraf ernærede 179 sig ved immateriel virksomhed, 952 ved håndværk og industri, 346 ved handel mm, 168 ved samfærdsel, 340 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 232 ved husgerning, 259 var ude af erhverv og 49 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Sæby købstad	340	952	346	168	179	232	259	49	2.525
Agerledet	21	40	18	2	2	11	6	0	100
Sæby med forstæder	361	992	364	170	181	243	265	49	2.625

Efter 2. verdenskrig fortsatte Sæby sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.153 indbyggere i købstaden, i 1950 3.464 indbyggere, i 1955 3.521 indbyggere, i 1960 3.669 indbyggere og i 1965 4.189 indbyggere. Samtidig skete der en yderligere vækst i forstadsbebyggelserne i Volstrup Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Sæby købstad	3.153	3.464	3.521	3.669	4.189
Agerledet i Volstrup Sogn	61	68	81	103	88
Toftlund i Volstrup Sogn	47	91	113	207	393
Sæby Nordstrand i Volstrup Sogn	-	-	-	64	69
Ålborg Landevej i Volstrup Sogn	.	-	-	181	328
Sæby med forstæder	3.261	3.623	3.715	4.224	5.067

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Sæby-egnen omfattende både købstaden og forstadskommunen.

Sæbybanen blev nedlagt i 1968.

Frederikshavn

Frederikshavn havde en heldig beliggenhed ved Kattegat, hvilket gav den et vist opland i den nordlige del af Vendsyssel. Dette var kun i begrænset omfang udsat for konkurrence fra Hjørring mod vest og Sæby mod syd. Byen havde kun begrænsede byudviklingsmuligheder, så forstadsudvikling skete i det omgivende Flade sogn.

Først ved midten af det 19. århundrede begyndte byen at vokse på grund af havneanlægget, og senere bidrog jernbanernes anlæg til byens udvikling. Byen fik sit våben approberet den 1. april 1898.

Frederikshavn havde omkring 1900 årlig 3 markeder: 1 i april med kreaturer, 1 i september med kvæg, heste og får og 1 i oktober med kvæg og får. Det var torvedag hver onsdag og lørdag.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 bogtrykkeri, 2 teglbrænderier, 2 kalkværker og 1 cigarfabrik. Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 bogtrykkeri, 1 teglbrænderi, 3 kalkværker, 2 tobaksfabrikker, 1 garveri og 1 skibsværft, der beskæftigede 40-50 arbejdere, dog fortrinsvis ved reparantioner. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi og maskinfabrik (omkring 80 arbejdere, oprettet til aktieselskab 1898, aktiekapital 225.000 kr.), 3 skibsværfter (1898 byggedes i byen 14 sejlskibe på 276 ton), 1 kalkværk, 1 tobaksfabrik, 1 garveri, 2 hvidtølsbryggerier, 2 mineralvandsfabrikker, 1 eksportslagteri, 1 savskæreri og 2 bogtrykkerier.

I Frederikshavn blev udgivet to aviser: "Frederikshavns Avis" og "Frederikshavns Folkeblad" (også "Sæby Avis" (eller "Dronninglund Herreds Avis") og "Sæby Folkeblad" blev udgivet i Frederikshavn).

Frederikshavns befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet: 1.374 i 1850, 1.467 i 1855, 1.843 i 1860, 2.133 i 1870, 2.891 i 1880, 4.848 i 1890, 6.538 i 1901, 7.176 i 1906 og 7.916 i 1911.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Frederikshavn købstad	1.374	1.467	1.843	2.133	2.891	4.848	6.538
Frederikshavn landdistrikt	87	83	88	-	-	-	-
Flade sogn	1.249	1.358	1.606	1.646	1.978	2.534	2.956
Frederikshavn med forstæder	1.374	1.467	1.843	2.133	2.891	4.848	6.538

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 658 levede af immateriel virksomhed, 1.470 af industri, 980 af handel, 454 af skibsfart, 396 af fiskeri, 105 af jordbrug, 11 af gartneri, 651 af forskellig daglejervirksomhed, 62 af deres midler, 54 nød almisse, og 7 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.176, heraf ernærede 391 sig ved immateriel virksomhed, 140 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 767 ved fiskeri, 2.743 ved håndværk og industri, 1.382 ved handel med mere, 1.301 ved samfærdsel, 251 var aftægtsfolk, 128 levede af offentlig understøttelse og 73 af anden eller uangiven virksomhed.

År	1906	1911	1916
Frederikshavn købstad	7.176	7.916	8.532
Bangsbostrand m.m. (Flade sogn)	-	1.389	1.726
Øster Flade by (Flade sogn)	-	643	694
Frederikshavn med forstæder	7.176	9.948	10.952

Gennem mellemkrigstiden var Frederikshavns indbyggertal voksende: i 1921 9.411, i 1925 9.650, i 1930 9.882, i 1935 10.500, i 1940 15.275 indbyggere. Den fremadskridende forstadsudvikling i Flade-Gærum Kommune blev indlemmet i købstaden fra. 1. april 1939.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Frederikshavn købstad	8.532	9.411	9.650	9.882	10.500	15.275
Bangsbostrand, Båderne og Nyholmstrand i Flade Sogn	1.726	1.838	2.101	2.047	2.291	-
Øster Flade by i Flade Sogn	694	801	1.202	1.054	1.330	-
Frederikshavn med forstæder	10.952	12.050	12.953	12.983	14.931	14.121

Ved folketællingen i 1930 havde Frederikshavn 9.882 indbyggere, heraf ernærede 612 sig ved immateriel virksomhed, 3.771 ved håndværk og industri, 1.506 ved handel mm, 1.305 ved samfærdsel, 931 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 793 ved husgerning, 845 var ude af erhverv og 119 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Fredeikshavn købstad	931	3.771	1.506	1.305	612	793	845	119	9.882
Bangsbrostrand, Båderne og Nyholmsstrand i Flade-Gærum Sogn	493	875	115	113	31	196	220	4	2.047
Øster Flade by i Flade-Gærum Sogn	88	478	94	175	20	90	96	13	1.054
Frederikshavn med forstæder	1.512	5.124	1.715	1.593	663	1.079	1.161	136	12.983

Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederikshavn sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 16.827 indbyggere i købstaden, i 1950 18.394 indbyggere, i 1955 20.018 indbyggere, i 1960 22.522 indbyggere og i 1965 24.379 indbyggere.

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederikshavn-egnen omfattende både købstaden og omgivende landsogne.

Skagen

Skagen havde en yderst uheldig beliggenhed i toppen af Grenen. Den havde intet opland, idet området var meget ugunstigt for bosættelse, så byen var helt afhængig af sit fiskeri. Skagen havde plads nok til byudvikling på egne jorder.

Skagens befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.400 i 1850, 1.451 i 1855, 1.532 i 1860, 1.615 i 1870, 1.954 i 1880, 2.323 i 1890, 2.438 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Skagen købstad	1.400	1.451	1.532	1.615	1.954	2.323	2.438
Skagen købstads landdistrikt	65	65	72	80	81	92	118
Skagen med forstæder	1.400	1.451	1.532	1.615	1.954	2.323	2.438

Skagen Station er endestation for Skagensbanen, der åbnede i 1890.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 147 levede af immateriel virksomhed, 289 af industri, 110 af handel, 44 af skibsfart, 1.296 af fiskeri, 130 af jordbrug, 7 af gartneri, 227 af forskellig daglejervirksomhed, 43 af deres midler, 29 nød almisse, og 1 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.936, heraf ernærede 142 sig ved immateriel virksomhed, 153 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 1.221 ved fiskeri, 815 ved håndværk og industri, 275 ved handel med mere, 188 ved samfærdsel, 79 var aftægtsfolk, 51 levede af offentlig understøttelse og 12 af anden eller uangiven virksomhed. Håndværk stod på samme trin som ude på landet, megen handel kunne der ikke være tale om, da byen næsten helt manglede opland. Derimod var Skagen landets næststørste fiskeriby (efter Esbjerg). Det var navnlig rødspætter samt kuller og torsk, der blev fisket. En stor del blev udført som saltet fisk, men der blev også solgt en mængde fersk fisk, blandt andet til svenske både, især fra Gøteborg. Efter Fiskeriberetningen fiskedes der i 1897 171.500 snese rødspætter og 182.200 pund kuller og torsk, og den hele fangst havde en værdi af omkring 277.000 kr. Den årlige indtægt af fiskeriet sattes i gennemsnit til 490.000 kr. Prisen på fisk steg meget, især efter Skagensbanens åbning. År 1899 opgaves fiskernes antal i Skagen til 420, i Højen til 56; i Skagen var der 156 fiskerbåde, hvoraf 16 store og 140 joller; i Højen var der 23, hvoraf 8 store og 15 joller. Byen havde ingen havn, bådene blev trukket op på land. Der havde dog flere gange været tale om at anlægge en havn, blandt andet da det var under overvejelse at tilvejebringe en nød- og tilflugtshavn i det nordlige Kattegat.

Fiskeriet fik en kraftig fremgang med anlæggelse af havnen i 1907, bådene blev større og større og fik efterhånden motorer til både spil og fremdrift.

År	1906	1911	1916
Skagen (uden Højen)	2.936	3.137	3.212
Højen	-	215	193
Skagen med Højen	2.936	3.352	3.405

Gennem mellemkrigstiden var Skagens indbyggertal voksende: i 1916 3.212, i 1921 3.854, i 1925 3.943, i 1930 4.048, i 1935 4.590, i 1940 5.358 indbyggere. Højen (Gammel Skagen) udgjorde en eksklave til købstaden.

År	1921	1925	1930	1935	1940
Skagen købstad (uden Højen)	3.658	3.747	3.862	4.427	5.127
Højen	196	196	186	163	231
Skagen med Højen	3.854	3.943	4.048	4.590	5.358

Ved folketællingen i 1930 havde Skagen 4.048 indbyggere, heraf ernærede 145 sig ved immateriel virksomhed, 944 ved håndværk og industri, 533 ved handel mm, 339 ved samfærdsel, 1.232 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 412 ved husgerning, 392 var ude af erhverv og 51 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Skagen sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 6.446 indbyggere i købstaden, i 1950 8.020 indbyggere, i 1955 9.225 indbyggere, i 1960 10.390 indbyggere og i 1965 11.472 indbyggere.

Hjørring

Hjørring i 1899

Hjørring havde en forholdsvis gunstig beliggenhed i den centrale del af det nordlige Vendsyssel, hvor byen kunne regne med et opland i alle retninger. BYen havde ingen egne egentlige byudviklingsmuligheder, så denne skete i byens landdistrikt, i Sankt Hans Sogn og i Sankt Olai Sogn.

Den økonomiske vækst tog for alvor fart omkring 1850, og inden år 1900 var befolkningstallet mere end firedoblet. Gadenettet blev udvidet, og den 15. august 1871 åbnedes jernbanen mellem Aalborg og Frederikshavn, hvorefter eksporten gik over denne by. Nye jernstøberier og maskinfabrikker oprettedes foruden spinderier og klædefabrikker. 1883 begyndte bryggeriet Vendia (overtaget af Ceres i 1964, nedlagt 1989), 1884 blev Kyppers hotel grundlagt (navnet ændret i 1947 til Hotel Phønix), 1890 åbnedes en tobaksfabrik, og i 1891 etableredes andelssvineslagteriet (lukket 2005). Byen fik elektricitetsværk i 1896.

Hjørring havde omkring år 1900 7 markeder hvert år: 1 i januar med heste, 2 i marts med heste og kvæg, 1 i maj og 1 i juni med heste, samt 1 i september og 1 i oktober med kvæg og får. Der var torvedag hver lørdag, i november og december tillige hver onsdag; desuden hver anden lørdag i marts, april, maj og juni samt hver lørdag fra oktober til jul med levende kreaturer. Hver mandag var der marked i forsamlingsbygningens gård med levende kreaturer.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen i 1872: 4 jernstøberier, 3 dampbrænderier, 1 ølbryggeri, 1 dampmølle og et dermed forbundet dampbageri, 1 bogtrykkeri, 1 tobaksfabrik. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 3 dampbrænderier og gærfabrikker (henholdsvis 22, 16 og 9 arbejdere), 1 dampvæveri (80 arbejdere), 2 spinderier og kludefabrikker med farverier (henholdsvis 28 og 22 arbejdere), 2 svineslagterier (henholdsvis 34 og 30 arbejdere; i det ene, "Hjørring Amts Andelsslagteri", slagtes årlig 50.000 svin), 2 jernstøberier og maskinfabrikker (henholdsvis 80 og 30 arbejdere), et bayersk ølbryggeri (28 arbejdere, årlig produktion omkring 10.000 tønder bayersk og hvidtøl), 3 dampbagerier, 1 aktiemejeri, 1 tobaksfabrik, 2 maskinsnedkerier, 1 savskæreri, 3 mineralvandsfabrikker, 1 sukkervarefabrik, 3 cementstøberier, 3 bogtrykkerier, med mere.

I Hjørring blev udgivet to aviser: Vendsyssel Tidende og Hjørring Amtstidende.

Hjørrings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.914 i 1850, 2.190 i 1855, 2.807 i 1860, 3.250 i 1870, 4.308 i 1880, 6.055 i 1890, 7.901 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Hjørring købstad	1.914	2.190	2.807	3.250	4.308	6.055	7.901
Sankt Hans sogn	748	805	881	941	1.070	999	1.086
Hjørring købstads landdistrikt	-	-	-	253	-	-	-
Sankt Olai sogn	923	1.075	1.124	1.016	1.026	994	1.019
Hjørring med forstæder	1.914	2.190	2.807	3.250	4.308	6.055	7.901

Ved indenrigsministeriets resolution af 30. november 1868 blev fra Sankt Olai sogn udskilt et område kaldet Bidstrup landdistrikt. Ved kongelig resolution af 17. januar 1876 og 24. august 1877 indlemmet Bidstrup landdistrikt med 253 indbyggere.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 619 levede af immateriel virksomhed, 333 af jordbrug, 81 af gartneri, 2 af fiskeri, 2.381 af industri, 1.238 af handel, 950 af forskellig daglejervirksomhed, 255 af deres midler, 185 nød almisse, og 11 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 8.794, heraf ernærede 476 sig ved immateriel virksomhed, 757 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 3 ved fiskeri, 4.634 ved håndværk og industri, 1.739 ved handel med mere, 362 ved samfærdsel, 409 var aftægtsfolk, 255 levede af offentlig understøttelse og 159 af anden eller uangiven virksomhed. Handel, håndværk og agerdyrkning var ´byens hovednæringsveje. Den havde med sit store opland en temmelig betydelig handel. Indførslen foregik for største delen over Frederikshavn.

Gennem mellemkrigstiden var Hjørrings indbyggertal voksende og desuden skete en mindre forstadsudvikling i Sankt Hans Sogn.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Hjørring købstad	9.993	10.945	11.093	11.126	11.714	12.384
Sankt Knuds by i Sankt Hans Sogn	-	-	480	265	277	382
Aalborgvej i Sankt Hans Sogn	-	-	*	243	304	403
Hjørring med forstæder	9.993	10.945	11.573	11.634	12.295	13.169

Ved folketællingen i 1930 ernærede 849 af byens 11.126 indbyggere sig ved immateriel virksomhed, 4.159 ved håndværk og industri, 1.949 ved handel mm, 768 ved samfærdsel, 677 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 979 ved husgerning, 1.506 var ude af erhverv og 239 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Hjørring købstad	677	4.159	1.949	768	849	979	1.506	239	11.126
Sankt Knuds by	33	156	15	28	2	10	20	1	265
Aalborgvej	9	114	43	27	0	16	34	0	243
Hjørring med forstæder	719	4.429	2.007	823	851	1.005	1.560	240	11.634

Efter 2. verdenskrig fortsatte Hjørring sin befolkningsvækst. Samtidig skete der en yderligere vækst i forstadsbebyggelserne i Sankt Hans-Sankt Olai Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Hjørring købstad	13.346	14.093	14.591	15.038	15.421
Sankt Knuds by	354	445	462	487	510
Aalborgvej	429	717	1.102	1.421	1.847
Løkkensvej	-	-	63	85	154
Skagensvej	-	-	-	-	667
Hjørring med forstæder	14.129	15.255	16.218	17.031	18.599

Thisted

Thisted havde en mindre gunstig beliggenhed i Thy. Oplandet var forholdsvist stort med ikke særligt frugtbart, og byen led af konkurrence fra lovlige ladepladser ved Vesterhavet. Byen havde udviklingsmuligheder i Thisted landsogn.

Først ved midten af det 19. århundrede, da den havde fået en Havn, begyndte byen at hæve sig. Anlæggelsen af jernbanen bidrog til yderligere fremgang, og gunstigere forhold ved Thyborøn ville gavne den endnu mere.

Thisted omkring 1900

Thisted havde omkring 1900 årlig 8 markeder: 1 i feb. og 1 i marts med heste, 1 i april og 1 i maj med kreaturer, 1 i juni med heste og uld, 1 i september med heste, kvæg og får, 1 i september med kvæg, får og heste og 1 i oktober med kvæg, får og uld. Torvedag var hver onsdag og lørdag.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 bogtrykkeri, flere kalkbrænderier, 1 jernstøberi, 1 tobaksfabrik, 2 ølbryggerier og 1 brændevinsbrænderi. Af fabrikker og industrier havde byen i 1871: 1 bogtrykkeri, flere kalkbrænderier, 1 skibsbyggeri, 1 jernstøberi, 3 ølbryggerier, 1 brændevinsbrænderi. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: Maskinfabrikken og jernstøberiet "Thy", 3 skibsbyggerier, 1 kradsuldfabrik, 2 uldspinderier, flere dampfarverier, 1 dampmølle, 1 tobaksfabrik, 2 kalkbrænderier, flere ølbryggerier, deriblandt et bayersk ølbryggeri, 1 fællesmejeri, 1 svineslagteri, 2 bogtrykkerier, m. m.

I Thisted blev udgivet 2 aviser: "Thisted Amts Avis" og "Thisted Amtstidende".

Thisteds befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.342 i 1850, 2.763 i 1855, 3.126 i 1860, 3.552 i 1870, 4.184 i 1880, 5.421 i 1890, 6.072 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Thisted købstad	2.342	2.763	3.126	3.552	4.184	5.421	6.072
Thisted landsogn	341	509	574	664	533	575	582
Thisted med forstæder	2.343	2.763	3.126	3.552	4.184	5.421	6.072

Ved kongelig resolution af 26. juni 1876 blev arealer af Thisted landsogn indlemmede i købstaden fra 1. januar 1877.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 583 levede af immateriel virksomhed, 238 af jordbrug, 59 af gartneri, 99 af fiskeri, 144 af skibsfart, 2.071 af industri, 1.146 af handel, 705 af forskellig daglejervirksomhed, 241 af deres midler, 132 nød almisse, og 3 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 6.520, heraf ernærede 493 sig ved immateriel virksomhed, 276 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 190 ved fiskeri, 3.191 ved håndværk og industri, 1.274 ved handel med mere, 486 ved samfærdsel, 245 var aftægtsfolk, 296 levede af offentlig understøttelse og 69 af anden eller uangiven virksomhed. Ved siden af industri var handel og skibsfart ret vigtige og ville vel være det endnu mere, hvis det lykkedes at gøre Thyborøn Kanal tilgængelig for større skibe. Byen havde tidligere drevet en temmelig anselig handel på udlandet, navnlig England og Norge, men den var nu stærkt aftagende. Efter fiskeriberetningen 1897-98 indbragte fiskeriet i Thisted og landsognet, der havde 25 både, omkring 26.000 Kr.; der fiskedes særlig ål, flynder, sild og torsk.

År	1906	1911	1916
Thisted købstad	6.520	6.804	6.833
Dragsbæk og Torp (Thisted Landsogn)	-	129	194
Thisted med forstæder	6.520	6.933	7.027

Gennem mellemkrigstiden var Thisteds indbyggertal voksende: i 1916 6.833, i 1921 7.288, i 1925 7.807, i 1930 8.046, i 1935 8.288, i 1940 8.080 indbyggere. Desuden skete en forstadsudvikling i Thisted Landsogn.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Thisted købstad	6.833	7.288	7.807	8.046	8.288	8.080
Tingstrup i Thisted Landsogn	-	-	-	-	154	193
Dragsbæk og Torp i Thisted Landsogn	194	224	331	363	327	364
Thisted med forstæder	7.027	7.512	8.138	8.409	8.769	8.637

Ved folketællingen i 1930 havde Thisted 8.046 indbyggere, heraf ernærede 603 sig ved immateriel virksomhed, 2.738 ved håndværk og industri, 1.512 ved handel mm, 755 ved samfærdsel, 552 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 795 ved husgerning, 873 var ude af erhverv og 218 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Thisted købstad	552	2.738	1.512	755	603	795	873	218	8.046
Dragsbæk og Torp	70	195	25	14	13	24	21	1	363
Thisted med forstæder	622	2.933	1.537	769	616	819	894	219	8.409

Efter 2. verdenskrig udviste Thisted en stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 9.425 indbyggere i købstaden, i 1950 9.155 indbyggere, i 1955 8.935 indbyggere, i 1960 8.768 indbyggere og i 1965 8.764 indbyggere. Samtidig skete der en yderligere vækst i forstadsbebyggelserne.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Thisted købstad	9.425	9.155	8,935	8.768	8.764
Dragsbæk og Torp	461	635	1.056	1.141	1.453
Tingstrup	282	282	*	*	*
Dragsbæk by i Tilsted Kommune	-	-	369	459	770
Thisted med forstæder	10.168	10.072	10.360	10.368	10.987

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Thisted-egnen omfattende både købstaden og omegnskommunerne.

Nykøbing Mors

Nykøbing havde en forholdsvis gunstig beliggenhed, idet den kunne regne hele øen Mors som sit naturlige opland. Oplandet var forholdsvist frugtbart. Byen var omgivet af et landdistrikt egnet for byudvikling.

Anlægget af Frederik VIIs Kanal ved Løgstør og senere jernbanen bragte byen yderligere fremgang.

Nykøbing havde omkring 1900 årlig 7 markeder: 1 i februar med heste og kvæg, 1 i marts og 1 i juni med heste, 1 i april med kreaturer, 1 i juli, 1 i september og 1 i oktober med heste, kvæg og får. Torvedag var hver lørdag, hveranden lørdag mellem Mikkelsdag og jul med levende kreaturer.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 bogtrykkeri, 1 stampemølle, der drives med dampkraft, 1 jernstøberi, 2 teglværker, 1 dampbrænderi, 2 ølbryggerier, 1 cikoriefabrik og 1 uldspinderi. Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 bogtrykkeri, 1 stampemølle, der drives med dampkraft, 1 jernstøberi, 2 teglværker, 2 ølbryggerier, 1 tobaksfabrik og 1 uldspinderi. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: 1 jernstøberi (N.A. Christensen & Co., omkring 240 arbejdere, årlig produktion omkring 10.000 kakkelovne, 5.000 komfurer, 40-50.000 gryder foruden andet støbegods), 1 cigar- og tobaksfabrik (Damborgs, omkring 150 arbejdere, årlig produktion 125.000 pund kardusskrå, 270.000 pund røgtobak, 20.000 pund spunden skrå og 3 mio. cigarer og cigaretter), 1 uldspinderi og klædefabrik, 1 rørvævsfabrik, 1 plovjernsfabrik, 2 ølbryggerier, 1 kalkværk, 1 teglbrænderi med mere samt 3 bogtrykkerier.

I Nykøbing blev udgivet 3 aviser: "Morsø Avis", "Morsø Folkeblad" og "Morsø Dagblad".

Nykøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.398 i 1850, 1.746 i 1855, 2.034 i 1860, 2.246 i 1870, 2.723 i 1880, 3.607 i 1890, 4.492 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Nykøbing Mors købstad	1.398	1.746	2.034	2.246	2.723	3.607	4.492
Nykøbing Mors landdistrikt	153	150	229	271	336	531	833
Nykøbing Mors med forstæder	1.398	1.746	2.034	2.246	2.723	3.607	4.492

Ved kongelig resolution af 21. juli 1899 blev arealer af Nykøbing købstads landdistrikt med omkring 1.070 indbyggere indlemmet i købstaden fra 1. januar 1902.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 362 levede af immateriel virksomhed, 136 af jordbrug, 35 af gartneri, 133 af fiskeri, 165 af søfart, 1.383 af industri, 676 af handel, 519 af forskellig daglejervirksomhed, 121 af deres midler, og 77 nød almisse. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 6.060, heraf ernærede 351 sig ved immateriel virksomhed, 367 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 377 ved fiskeri, 3.245 ved håndværk og industri, 888 ved handel med mere, 439 ved samfærdsel, 155 var aftægtsfolk, 204 levede af offentlig understøttelse og 34 af anden eller uangiven virksomhed. Foruden byens hovederhverv, handel, håndværk og fabriksdrift, udgjorde jordbrug og fiskeri væsentlige næringsveje. Af stor betydning for byen havdeden i 1873 påbegyndte færgefart mellem Nykøbing og Glyngøre været. Ifølge Fiskeriberetningen beskæftigede fiskeriet 1897-98 24 både, der fiskede for en værdi af omkring 38.000 kr., særlig flynder, torsk, ål, også hummer og rejer.

Gennem mellemkrigstiden var Nykøbings indbyggertal overvejende stagnerende: i 1916 7.743, i 1921 8.352, i 1925 8.440, i 1930 7.982, i 1935 8.177, i 1940 8.119 indbyggere. Nogen forstadsudvikling skete ikke.

Ved folketællingen i 1930 havde Nykøbing 7.982 indbyggere, heraf ernærede 482 sig ved immateriel virksomhed, 3.023 ved håndværk og industri, 1.179 ved handel mm, 677 ved samfærdsel, 653 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 628 ved husgerning, 1.215 var ude af erhverv og 125 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin svage befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.825 indbyggere i købstaden, i 1950 9.187 indbyggere, i 1955 9.293 indbyggere, i 1960 9.326 indbyggere og i 1965 9.127 indbyggere.

Skive

Skive havde en forholdsvis gunstig beliggenhed ved Skive fjord, idet byen kunne regne hele Salling som sit naturlige opland mod nord og desuden havde opland mod vest, syd og øst, der kun i begrænset omfang var udsat for konkurrence fra Holstebro mod sydest og Viborg mod sydøst. Skives egne byudviklingsmuligheder var mindre gode, så byudvikling skete i Skive landsogn.

I det 19. århundrede voksede byen hastigt, hvortil årsagen navnlig må søges i de forbedrede handelsforhold ved Aggerkanalens åbning og tidens havne- og jernbaneanlæg.

Skive omkring 1900.

I 1825 brød havet gennem Agger Tange i den vestlige ende af Limfjorden, og da der nu var direkte adgang for skibe til Vesterhavet begyndte byen en handelsmæssig opblomstring som igen forøgede befolkningstallet. I 1864 kom jernbanen til Skive da første del af Viborg-Skive-Struer Jernbane var færdig, i 1865 blev banen forlænget til Struer. I sammen periode blev der anlagt en havn, så byen nu for alvor begyndte at tiltrække industrivirksomheder.

Skive havde omkring 1900 årlig ti markeder: i januar, februar og marts (heste og kvæg), i april og maj (kreaturer), i juni (heste), i juli, i september og i oktober (heste, kvæg og får) samt i november (kvæg og får).

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: Et bådebyggeri, to ølbryggerier, to brændevinsbrænderier, fem farverier, sek garverier, en vind- og dampmølle, en tobaksfabrik og et bomuldsvæveri. Af fabrikker og industrier havde byen i 1873: Tre bogtrykkerier, fem ølbryggerier, tre brændevinsbrænderier, et garveri, en gødningsfabrik, to jernstøberier, to kartefabrikker, to klædefabrikker, tre maskinfabrikker, en fabrik for bygningsbeslag m.m., fire tøjfabrikker, fire farverier, to skovlfabrikker, en kradsuldsfabrik, en mineralvandsfabrik, to tobaksfabrikker og tre teglværker. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: Skive Jærnstøberi og Maskinfabrik (årlig omsætning omkring 150.000 kr., 55 arbejdere), Nielsens Farveri, Spinderi og Klædefabrik (omkring 25 arbejdere), et svineslagteri (omkring 30 arbejdere), et tarmsliberi (omkring 20 arbejdere), en papirposefabrik (14 arbejdere) og desuden nogle tobaksfabrikker, ølbryggerier, eddikebryggeri, silderøgeri, mineralvandsfabrik, lervarefabrik, garverier, savskæreri, med mere.

I Skive blev udgivet to aviser: Skive Avis og Skive Folkeblad.

Skives befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 2.342 i 1850, 2.763 i 1855, 3.126 i 1860, 3.552 i 1870, 4.184 i 1880, 5.421 i 1890, 6.072 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Skive købstad	1.256	1.424	1.709	2.059	2.521	3.747	4.572
Skive landsogn	440	440	482	589	731	932	1.031
Skive med forstæder	1.256	1.424	1.709	2.059	2.521	3.747	4.572

Ved kongelig resolution af 17. januar 1881, 8. juli 1885, 3. november 1887 og 30. april 1900 blev arealer af Skibe landsogn indlemmede i købstaden. Ved bekendtgørelse af 16. marts 1907 og 8.november 1907 blev arealer af Skive landsogn indlemmede i købstaden fra 1. april 1907 og 1. januar 1908.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 334 levede af immateriel virksomhed, 79 af jordbrug, 32 af gartneri, 42 af fiskeri, 14 af søfart, 1.515 af industri, 927 af handel, 669 af forskellig daglejervirksomhed, 92 af deres midler, 4 nød almisse, og 39 var i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.646, heraf ernærede 318 sig ved immateriel virksomhed, 95 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 59 ved fiskeri, 3.100 ved håndværk og industri, 1.310 ved handel med mere, 399 ved samfærdsel, 157 var aftægtsfolk, 144 levede af offentlig understøttelse og 64 af anden eller uangiven virksomhed. Da byen havde et meget godt opland i Sallingland og en del af landet mod syd, var handelen ret betydelig og tog et stort opsving i sidste halvdel af det 19. århundrede, til hvilket både jernbanerne og den 1869 anlagte havn bidrog. Fiskeriet blev drevet ifølge fiskeriberetningen 1897-98 fra 7 både; der fiskedes særlig ål (værdi: 1.550 kr.), torsk (2.300 kr.) og rejer (1.500 kr.).

År	1906	1911	1916
Skive købstad	5.646	5.528	5.716
Forstad (Skive landsogn)	813	1.254	1.335
Skive med forstæder	5.646	6.782	7.051

Gennem mellemkrigstiden var Skives indbyggertal voksende: i 1916 5.716, i 1921 6.112, i 1925 8.712, i 1930 9.644, i 1935 10.799, i 1940 11.412 indbyggere. Desuden skete en forstadsudvikling i Skive Landsogn og Resen Sogn, der dog allerede indlemmedes i købstaden i 1925.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Skive købstad	5.716	6.112	8.712	9.644	10.799	11.412
Skive Forstad i Skive Landsogn	1.335	1.501	-	-	-	-
Skive Havneby i Resen Sogn	-	296	-	-	-	-
Gammelgårde i Skive Landsogn	-	-	-	(222)	-	146
Skive med forstæder	7.051	7.909	8.712	9.644	10.799	11.558

Ved folketællingen i 1930 havde Skive 9.644 indbyggere, heraf ernærede 715 sig ved immateriel virksomhed, 3.923 ved håndværk og industri, 1.746 ved handel mm, 863 ved samfærdsel, 363 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 878 ved husgerning, 966 var ude af erhverv og 190 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Skive købstad	363	3.923	1.746	863	715	878	966	190	9.644
Gammelgaarde	51	129	8	10	0	9	14	1	222
Skive med forstæder	414	4.052	1.754	873	715	887	980	191	9.866

Efter 2. verdenskrig fortsatte Skive sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 12.369 indbyggere i købstaden, i 1950 14.497 indbyggere, i 1955 15.378 indbyggere, i 1960 15.558 indbyggere og i 1965 16.131 indbyggere. Forstaden Gammelgårde blev indlemmet 1. april 1950.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Skive købstad	12.369	14.497	15.378	15.558	16.131
Gammelgårde	186	-	-	-	-
Skive med forstæder	12.555	14.497	15.378	15.558	16.131

I 1960'erne anlagde man nye bydele syd for Skive Å herunder området Skive Kaserne der blev indviet i 1969.

Viborg

Viborg havde er yderst gunstig beliggenhed omgivet af et stort opland i alle retninger. Byen havde store og gode muligheder for byudvikling på egen jord, men fik udskilt et landdistrikt.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Viborg købstad	4.039	4.579	4.861	6.422	7.653	8.352	8.652
Viborg Gråbrødre landdistrikt	39	42	37	59	52	53	59
Viborg med forstæder	4.039	4.579	4.861	6.422	7.653	8.352	8.623

Lemvig

Lemvig havde en mindre gunstig beliggenhed ved Nissum Bredning. Byen kunne regne med et stort opland mod syd og øst og kun begrænset konkurrence fra Holstebro mod sydøst. Men byen lå afsides for transportnettet og havde selv begrænsede udviklingsmuligheder.

Lemvigs befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet: 859 i 1850, 1.107 i 1855, 1.192 i 1860, 1.350 i 1870, 1.710 i 1880, 2.413 i 1890, 3.207 i 1901, 3.289 i 1906 og 3.835 i 1911.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring år 1900 tobaksfabrik, teglværk, dampmølle og bogtrykkeri. Der blev udgivet 3 aviser i Lemvig: Lemvig Avis, Lemvig Dagblad og Lemvig Folkeblad.

Der blev afholdt marked i februar med heste samt i april, juni, august, september og november med både heste og kreaturer. Der var torvedag hver lørdag.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 269 levede af immateriel virksomhed, 840 af håndværk og industri, 479 af handel og omsætning, 124 af jordbrug, 24 af gartneri, 58 af fiskeri, 40 af skibsfart, 379 af forskellig daglejervirksomhed, 129 af deres midler, 69 nød almisse, og 2 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 3.289, heraf ernærede 299 sig ved immateriel virksomhed, 167 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 50 ved fiskeri, 1.455 ved håndværk og industri, 650 ved handel med mere, 326 ved samfærdsel, 136 var aftægtsfolk, 98 levede af offentlig understøttelse og 108 af anden eller uangiven virksomhed.

I 1879 fik Lemvig en privatbane, der har forbindelse med Vemb på den vestjyske længdebane. For at spare blev Lemvig Station lagt oppe på plateauet, så forbindelsen med byen var med hestevogn ad Vesterbjerg eller til fods ad Banegårdsstien. Med de stigende godsmængder blev der dog hurtigt brug for en havnebane, som blev åbnet i 1892. Lemvigbanen blev forlænget til Harboøre og Thyborøn i 1899.

Gennem mellemkrigstiden var Lemvigs indbyggertal svagt stigende: i 1916 3.985, i 1921 4.481, i 1925 4.417, i 1930 4.574, i 1935 4.626, i 1940 4.785 indbyggere. Nogen forstadsdannelse skete ikke i mellemkrigstiden.

Ved folketællingen i 1930 havde Lemvig 4.574 indbyggere, heraf ernærede 356 sig ved immateriel virksomhed, 1.604 ved håndværk og industri, 701 ved handel mm, 533 ved samfærdsel, 283 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 430 ved husgerning, 616 var ude af erhverv og 51 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Lemvig sin befolkningsudvikling. I 1945 boede der 5.245 indbyggere i købstaden, i 1950 5.556 indbyggere, i 1955 5.558 indbyggere, i 1960 5.783 indbyggere og i 1965 6.371 indbyggere. Efterhånden skete fremvæksten af to nye forstæder, Østerbjerg og Rønbjerg Hage, i Nørlem Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Lemvig købstad	5.245	5.556	5.558	5.783	5.915
Østerbjerg	-	-	-	216	304
Rønbjerg Hage	-	-	-	126	152
Lemvig med forstæder	5.245	5.556	5.558	6.125	6.371

Struer

Struer fik først købstadsrettigheder i 1917. Byens udvikling var begunstiget af at den tidligt fik jernbane. Struer havde gode byudviklingsmuligheder på egne jorder.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Struer ladeplads	-	-	159	592	1.008	2.207	3.230
Gimsing sogn (fraset Struer by)	626	661	647	617	558	601	548
Struer med forstæder	-	-	159	592	1.008	2.207	3.230

Gennem mellemkrigstiden var Struers indbyggertal stigende: i 1916 4.166, i 1921 4.715, i 1925 5.059, i 1930 5.463, i 1935 5.726, i 1940 6.294 indbyggere. Samtidig voksede en forstad frem i Gimsing Kommune.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Struer købstad	4.166	4.715	5.059	5.463	5.726	6.294
Gimsing	-	-	-	-	-	286
Struer med forstæder	4.166	4.715	5.059	5.463	5.726	6.580

Ved folketællingen i 1930 havde Struer 5.463 indbyggere, heraf ernærede 281 sig ved immateriel virksomhed, 1.983 ved håndværk og industri, 661 ved handel mm, 1.311 ved samfærdsel, 262 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 475 ved husgerning, 473 var ude af erhverv og 17 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Struer sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 6.754 indbyggere i købstaden, i 1950 7.492 indbyggere, i 1955 8.029 indbyggere, i 1960 8.335 indbyggere og i 1965 8.984 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden, B&O-byen, sig i Gimsing Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Struer købstad	6.754	7.492	8.029	8.335	8.984
Gimsing	164	144	523	614	916
Struer med forstæder	6.918	7.636	8.552	8.949	9.900

Holstebro

Holstebro havde en forholdsvis gunstig beliggenhed midt i et stort opland, men dette var især i begyndelsen ikke frugtbart eller befolkningsrigt, hvilket hæmmede byens udviklingsmuligheder. Tilmed måtte Holstebro opleve at dens ladeplads Struer fik tildelt købstadsrettigheder i 1917. Holstebro havde gode byduviklingsmuligheder på egne jorder.

Holstebros befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.305 i 1850, 1.526 i 1855, 1.662 i 1860, 2.047 i 1870, 2.559 i 1880, 3.863 i 1890, 4.978 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Holstebro købstad	1.305	1.526	1.662	2.047	2.559	3.863	4.978
Måbjerg sogn	357	390	411	494	569	576	658
Holstebro med forstæder	1,305	1.526	1.662	2.047	2.559	3.863	4.978

Ved kongelig resolution af 21. juli 1899 blev arealer af Måbjerg sogn med 160-200 indbyggere indlemmet i Holstebro købstad fra 1. oktober 1899. Ved bekendtgørelse af 24. februar 1910 blev arealer af Nørre Felding sogn indlemmede i købstaden fra 1. april 1910.

Fra midten af 1800-tallet startede en industrialiseringsbølge i byen. Holstebro havn ved Struer blev anlagt i 1854-1855 og jernbaneforbindelsen til Struer i 1866, hvilket betød gode transportmuligheder til og fra byen.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: Holstebro Aktiebryggeri (aktieselskab, oprettet 1882, aktiekapital 200.000 kr., beskæftiger ca. 50 mænd og kvinder, årlig produktion: ca. 12.000 td. skattepligtigt og 3.000 td. skattefrit øl); Holstebro Jernstøberi og Maskinfabrik (aktieselskab fra 1897, aktiekapital 80.000 Kr.; ca. 35 arbejdere), 1 jernstøberi, 2 maskinfabrikker, R. Færchs Tobaksfabrik (anlagt 1869, beskæftigede ca. 75 mænd og kvinder); 1 tricotagefabrik (126 arbejdere); 1 kartoffelmelsfabrik (ca. 20 arbejdere, årlig produktion, ca. 1 mio. pd. mel; til fabrikken hørte hovedgården Krogsdal i Nørre-Felding Sogn); 1 svineslagteri (aktieselskab, oprettet 1893, aktiekapital 180.000 kr., ca. 20 arbejdere), 2 farverier og klædefabrikker (hver ca. 12 arbejdere), 1 høvleværk (med dampkraft), 1 savværk (vandkraft); desuden 2 bogtrykkerier.

I Holstebro blev udgivet 4 aviser: "Holstebro Avis", "Holstebro Dagblad", "Holstebro Folkeblad" og "Vestjyllands Socialdemokrat" (kun den første blev trykt her).

I Holstebro blev årligt afholdt 10 markeder: 1 i januar med heste og kreaturer, 1 i februar med heste, 1 i februar, 1 i april, 1 i maj, 1 i juni, 1 i juli, 1 i september, 1 i oktober og 1 i november med heste og kreaturer. Særlig kvægmarkederne havde betydning for byen; det såkaldte "Store-Mandags Marked" i oktober blev fremhævet. Torvedag var hver tirsdag og lørdag og hver anden tirsdag fra anden tirsdag efter oktobermarkedet indtil jul med kreaturer; hver torsdag var torvedag for handel med smågrise.

Befolkningens sammensætning efter næringsvej var i 1890: 381 levede af immateriel virksomhed, 1.518 af håndværk og industri, 805 af handel og omsætning, 200 af jordbrug, 52 af gartneri, 720 af forskellig daglejervirksomhed, 115 af deres midler, 67 nød almisse og 5 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 5.968, heraf ernærede 406 sig ved immateriel virksomhed, 539 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 2.847 ved håndværk og industri, 1.179 ved handel med mere, 369 ved samfærdsel, 225 var aftægtsfolk, 240 levede af offentlig understøttelse og 163 af anden eller uangiven virksomhed.

Gennem mellemkrigstiden var Holstebros indbyggertal stigende: i 1916 7.343, i 1921 8.423, i 1925 9.210, i 1930 10.015, i 1935 10.658, i 1940 11.675 indbyggere. Samtidig voksede en forstad frem i Måbjerg Kommune.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Holstebro købstad	7.343	8.423	9.210	10.015	10.658	11.675
Måbjerg	-	-	-	218	247	257
Holstebro med forstæder	7.343	8.423	9.210	10.233	10.905	11.932

Ved folketællingen i 1930 havde Holstebro 10.015 indbyggere, heraf ernærede 597 sig ved immateriel virksomhed, 4.184 ved håndværk og industri, 1.784 ved handel mm, 864 ved samfærdsel, 440 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 824 ved husgerning, 1.181 var ude af erhverv og 141 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Holstebro købstad	440	4.184	1.784	864	597	824	1.181	141	10.015
Måbjerg	32	56	59	48	32	32	14	0	218
Holstebro med forstæder	472	4.240	1.843	912	629	856	1.195	141	10.288

Efter 2. verdenskrig fortsatte Holstebro sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 13.212 indbyggere i købstaden, i 1950 14.711 indbyggere, i 1955 16.791 indbyggere, i 1960 18.563 indbyggere og i 1965 21.001 indbyggere. Samtidig udviklede forstaden sig i Måbjerg Kommune og nye forstæder udviklede sig, Hornshøj i Mejrup Kommune og Mejdal i Tvis Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Holstebro købstad	13.212	14.711	16.791	18.563	21.001
Måbjerg	279	309	301	293	403
Hornshøj	-	-	-	-	228
Mejdal	-	-	-	-	556
Holstebro med forstæder	13.491	15.020	17.092	18.856	22.188

Herning

Herning blev først købstad i 1913. Byen havde en temmelig gunstig beliggenhed midt i en stort opland. Dette var i begyndelsen ikke særligt folkerigt, men netop i anden halvdel af 1800-tallet havde hedeopdyrkningen sat ind, og denne blev fulgt op af en tekstilindustri, der begunstigede byens udviklingsmuligheder. Byen havde rigelige byudviklingsmuligheder på egne jorder.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Herning by	-	-	101	246	1.064	2.166	3.706
Herning sogn (fraset byen)	700	748	769	787	725	769	624
Herning med forstæder	-	-	101	246	1.064	2.166	3.706

I mellemkrigstiden var Hernings indbyggertal stigende: i 1921 8.855, i 1925 9.647, i 1930 10.866, i 1935 12.568, i 1940 14.164 indbyggere.

Ved folketællingen i 1930 havde Herning 10.866 indbyggere, heraf ernærede 613 sig ved immateriel virksomhed, 4.363 ved håndværk og industri, 1.728 ved handel mm, 1.000 ved samfærdsel, 708 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 904 ved husgerning, 1.376 var ude af erhverv og 174 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Herning sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 16.285 indbyggere i købstaden, i 1950 19.439 indbyggere, i 1955 22.014 indbyggere, i 1960 24.790 indbyggere og i 1965 29.580 indbyggere. Tjørring Kommune med 733 i 1960 blev indlemmet i købstaden. Samtidig udviklede forstaden, Birk by, sig i Gjellerup Kommune.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Herning købstad	16.285	19.439	22.014	24.790	29.580
Tjørring Kommune	-	-	-	733	*
Birk by	-	-	-	-	322
Herning med forstæder	16.285	19.439	22.014	25.523	29.902

Ringkøbing

Ringkøbing omkring år 1900

Ringkøbing havde en forholdsvis heldig beliggenhed ved Ringkøbing Fjord med et stort opland mod nord og øst, men byen blev udsat for konkurrece fra Tarm og Skjern mod sydøst, der netop voksede frem i anden halvdel af 1800-tallet. Ringkøbing havde begrænsede udviklingsmuligheder på egen jord, så byudvikling skete i Rindum sogn, der omgav byen.

Ringkøbings befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.274 i 1850, 1.331 i 1855, 1.409 i 1860, 1.546 i 1870, 2.035 i 1880, 2.290 i 1890, 2.712 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Ringkøbing købstad	1.274	1.331	1.409	1.546	2.035	2.290	2.712
Ringkøbing landdistrikt	31	30	30	28	33	27	36
Rindom sogn	413	414	425	495	538	512	541
Ringkøbing med forstæder	1.274	1.331	1.409	1.546	2.035	2.290	2.712

Ved kongelig resolution af 27. februar 1890 blev et areal af Rindom sogn indlemmet i Ringkøbing købstad.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen ved århundredeskiftet: 2 tobaksfabrikker (den ene, Mølgaards, var grundlagt 1830 og havde ca. 85 arbejdere), 1 orgelfabrik (Andresens, grundlagt 1890), 1 uldspinderi og klædefabrik (aktieselskab fra 1901, aktiekapital 24.000 kr.), 1 vognfabrik, 1 cikorietørreri (hørende til aktieselskabet "De danske Cikoriefabrikker"), 1 fabrik af maltsaft, 1 jernstøberi (aktieselskab, oprettet 1899, kapital 25.000 kr.; ca. 10 arbejdere) og 1 sodavandsfabrik. Byen havde 3 bogtrykkerier.

I Ringkøbing blev udgivet 3 aviser: "Ringkjøbing Amts Avis", "Ringkjøbing Amts Dagblad" og "Ringkjøbing Avis".

I Ringkøbing blev afholdt følgende markeder: 1 i februar med heste, 1 i april, 1 i juni, 1 i juli, 1 i august og 1 i oktober med heste og kreaturer. Torvedag var fra påske til Mikkelsdag lørdag, ellers onsdag.

Ringkøbing Station.

Ringkøbing fik fra 1875 en jernbanestation på Den vestjyske længdebane. Ringkøbing Station var fra 1911 også udgangspunkt for Ørnhøjbanen, der i 1925 blev forlænget til Holstebro.

Indbyggernes fordeling efter næringsveje var i 1890: 343 levede af immateriel virksomhed, 933 af håndværk og industri, 531 af handel og omsætning, 109 af jordbrug, 12 af gartneri, 25 af fiskeri, 216 af forskellig daglejervirksomhed, 85 af deres midler, 31 nød almisse, og 5 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 2.938, heraf ernærede 218 sig ved immateriel virksomhed, 169 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 33 ved fiskeri, 1.328 ved håndværk og industri, 659 ved handel med mere, 247 ved samfærdsel, 157 var aftægtsfolk, 93 levede af offentlig understøttelse og 34 af anden eller uangiven virksomhed.

I 1900-tallet kom der et skibsværft til i selskab med anden industri, så industrien også blev en vigtig næringsvej.

År	1906	1911	1916
Ringkøbing købstad	2.968	3.528	3.679
Rindumgårdvej (rindom sogn)	-	93	150
Ringkøbing med forstæder	2.968	3.621	3.829

Gennem mellemkrigstiden var Ringkøbings indbyggertal stigende: i 1916 3.679, i 1921 3.865, i 1925 3.863, i 1930 3.995, i 1935 4.000, i 1940 4.049 indbyggere. Samtidig voksede to forstæder frem, Vester Villaby og Øster Villaby i Rindum Sogn.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Ringkøbing købstad	3.679	3.865	3.863	3.995	4.000	4.049
Vestre Villaby	150	192	221	273	244	257
Østre Villaby	-	-	-	-	64	77
Ringkøbing med forstæder	3.829	4.057	4.084	4.268	4.308	4.383

Ved folketællingen i 1930 havde Ringkøbing 3.995 indbyggere, heraf ernærede 302 sig ved immateriel virksomhed, 1.276 ved håndværk og industri, 722 ved handel mm, 632 ved samfærdsel, 177 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 381 ved husgerning, 451 var ude af erhverv og 54 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Ringkøbing købstad	177	1.276	722	632	302	381	451	54	3.995
Vester villaby	32	56	59	48	32	32	14	0	273
Ringkøbing med forstæder	209	1.332	781	680	334	413	465	54	4.268

Efter 2. verdenskrig fortsatte Ringkøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.396 indbyggere i købstaden, i 1950 4.638 indbyggere, i 1955 4.701 indbyggere, i 1960 4.869 indbyggere og i 1965 5.146 indbyggere. Samtidig udviklede forstæderne sig, og forstaden Heboltoft i Velling Kommune kom til.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Ringkøbing købstad	4.396	4.638	4.701	4.869	5.146
Vester Villaby	304	312	304	342	468
Øster Villaby	78	79	93	95	97
Heboltoft	-	-	-	-	45
Ringkøbing med forstæder	4.778	5.029	5.098	5.306	5.756

Skjern

Skjern fik i 1875 station på den vestjyske længdebane mellem Esbjerg og Struer. Skjern Station blev et jernbaneknudepunkt i 1881 med åbningen af Herning-Skjern Jernbane, der gav forbindelse med Silkeborg, Skanderborg og Aarhus.

Stationsbyen voksede hurtigt. I 1879 beskrives den således: "Skjern Kirke, Skjern Præstegaard og Skole; nogle Gaarde og Huse, der benævnes Skjernby, med Thinghuus, Jernbanestation og Kro ved Landeveien, Valgsted for Amtets 5te Folkethingskreds, af 3 Kjøbmænd drives Landhandel".

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Skjern by	-	-	-	-	-	-	1.122
Skjern sogn (fraset Skjern by)	887	841	914	864	989	1.465	893
Skjern med forstæder	-	-	-	-	-	-	1.122

I 1904 blev byen beskrevet således: "Skjern (1340: Skyerne), ved Landevejen, en stærkt voksende Stationsby — 1/2 1901 med Engsig, Gde. og Huse, 159 Huse og 1122 Indb. —, med Kirke, Præstegd., 2 Skoler, Missionshus (opf. 1888) og to bornholmske Missionshuse, Ting- og Arresthus — opf. 1884 af røde Mursten i to Stokv. (Arkit.: Weber), med Arrestforvarerbolig og Plads til 14 Arrestanter; det ejes af Amtskommunen —, Sparekasse (opr. 1875...Antal af Konti 1549), Læge og Dyrlæge, Elektricitetsværk (aabnet 1903), Andelsmejeri, Dampbageri, Farveri, Garveri, Benmølle, Uldspinderi, Savværk, Jærnstøberi og Maskinfabrik, flere Købmandshdlr. og andre Handelsetablissementer, Haandværkere osv., Højskoleforeningsbygn., 2 Hoteller og Missionshjem, Jærnbanestation (Station paa den vestjydske Længdebane og Endest. for Skanderborg-Skjern Banen, se S. 93), Telegraf- og Telefonst., Postkontor (Posthuset er opf. 1886), Markedsplads (Marked i Feb., Marts og Aug.), Valgsted for Amtets 6. Folketingskr. og Sessionssted for 5. Udskrivningskr.’ Lægd 1-4 og 6-21".

Ifølge folketællingen i 1930 levede af Skjerns 2.985 indbyggere 94 af landbrug, 1.146 af industri, 424 af handel, 496 af transport, 164 af immateriel virksomhed, 298 af husgerning, 334 var ude af erhverv og 29 havde ikke givet oplysninger.

Fra 1920 havde Skjern også jernbaneforbindelse med Videbæk, fra 1955 dog kun med godstrafik.

Skjern fik først købstadsrettigheder i 1957. Forstadsudvikling var aldrig et problem.

Varde

Varde havde en temmelig gunstig beliggenhed midt i den nordlige del af Ribe Amt og med et stort opland i alle retninger. Men byen blev udsat for en hastigt voksende konkurrence fra Esbjerg, der voksede frem mod sydvest. Varde havde kun begrænsede byudviklingsmuligheder på egne jorder, så byudvikling skete i Varde landsogn.

Varde havde omkring 1900 årlig følgende markeder, 1 i februar, 2 i marts, 1 i april, 1 i maj, 1 i juni, 1 i august, 1 i september, 1 i oktober og 1 i november.

Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring midten af 1800-tallet: 1 chokoladefabrik, 1 uldspinderi, 2 lysestøberier, 4 sømfabrikker, 3 kalkbrænderier, 7 farverier, 2 bomuldsvæverier, 4 tobaksfabrikker, 2 garverier, 1 ølbryggeri, 1 jernstøberi, 16 kartoffelmelsfabrikker, 2 dampbrænderier og 1 bogtrykkeri . Af fabrikker og industrier havde byen i 1872: 1 chokoladefabrik, 2 garverier, 4 tobaksfabrikker, 1 uldspinderi, 1 jernstøberi, desuden 2 bogtrykkerier. Af fabrikker og industrielle anlæg havde byen omkring århundredeskiftet: Varde Bayersk- og Hvidtølsbryggeri, forbundet med sodavandsfabrikken "Vestjylland" (10 arbejdere); et jerntrådsspinderi (aktieselskab, oprettet 1897, aktiekapital 50.000 Kr.; 10 arbejdere); Varde Uldspinderi og Klædefabrik (aktieselskab fra 1900; aktiekapital 20.000 Kr.; 10 arbejdere); C. Lunds Savværk (bødkerarbejde, 40 arbejdere); Varde Andelssvineslagteri; 2 bogtrykkerier.

I Varde blev udgivet 3 aviser: "Ribe Amtstidende" og "Vestjyllands Dagblad" ("Vestjyllands Socialdemokrat" og "Varde Folkeblad" blev udgivet i Esbjerg).

Vardes befolkning var stigende i slutningen af 1800-tallet: 1.774 i 1850, 1.855 i 1855, 2.103 i 1860, 2.562 i 1870, 3.497 i 1880, 4.167 i 1890, 4.611 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Varde købstad	1.774	1.855	2.103	2.562	3.497	4.167	4.611
Varde landsogn	381	364	355	435	496	477	466
Varde med forstæder	1.774	1.855	2.103	2.562	3.497	4.167	4.611

Ved kongelig resolution af 24. juni 1897 blev arealer af Varde landsogn indlemmede i købstaden fra 1. oktober 1897.

Efter næringsveje fordeltes folkemængden 1890 i følgende grupper, omfattende både forsørgere og forsørgede: 626 levede af immateriel virksomhed, 1.595 af håndværk og industri, 891 af handel, 394 af jordbrug, 37 af fiskeri, 474 af forskellig daglejervirksomhed, 118 af deres midler, 23 nød almisse, og 9 sad i fængsel. Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 4.696, heraf ernærede 346 sig ved immateriel virksomhed, 491 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, 15 ved fiskeri, 2.053 ved håndværk og industri, 874 ved handel med mere, 482 ved samfærdsel, 204 var aftægtsfolk, 113 levede af offentlig understøttelse og 118 af anden eller uangiven virksomhed. I samtidens vurdering havde både Esbjergs og de nye stationsbyers opkomst i nogen grad skadet byens næringsliv.

Gennem mellemkrigstiden var Vardes indbyggertal voksende: i 1916 4.799, i 1921 5.261, i 1925 5.817, i 1930 6.514, i 1935 6.869, i 1940 7.044 indbyggere. Nogen forstadsudvikling fandt ikke sted.

Ved folketællingen i 1930 havde Varde 6.514 indbyggere, heraf ernærede 420 sig ved immateriel virksomhed, 2.635 ved håndværk og industri, 916 ved handel mm, 603 ved samfærdsel, 751 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 506 ved husgerning, 628 var ude af erhverv og 55 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Varde sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.118 indbyggere i købstaden, i 1950 8.290 indbyggere, i 1955 9.135 indbyggere, i 1960 9.577 indbyggere og i 1965 11.161 indbyggere. I Varde Landsogn fremvoksede en ny forstadsbebyggelse, der bog kort efter blev indlemmet i købstaden ved en kommunesammenlægning.

År	1945	1950	1955	1960	1965
Varde købstad	8.118	8.290	9.135	9.577	11.161
Forstad i Varde Landsogn	-	-	-	134	-
Varde med forstæder	8.118	8.290	9.135	9.711	11.161

Som følge af Esbjergs hastige byudvikling blev der nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Esbjerg-Varde, som tillige omfattende både købstæderne og flere landkommuner. Varde kommuneplan fra 1963 forudsatte udlæggelsen af nye boligområder, især norvest for byen, og nye industriområder, især syd for Varde Å.

Esbjerg

Esbjerg havde en særdeles gunstig beliggenhed som den eneste havneby vendt mod Vesterhavet og Vesteuropa. Byen havde dermed særdeles gunstige byudviklingsmuligheder. Tidligt blev den udskilt fra Jerne sogn, men det viste sig snart, at det udskilte byområde på ingen måde kunne dække dens behov for byudvikling, så denne bredte sig til både Jerne og andre nabosogne.

Frem til århundredeskiftet var befolkningsudviklingen i Esbjerg købstad følgende: 30 indbyggere i 1860, 460 i 1870, 1.529 i 1880, 4.111 i 1890, 13.355 i 1901.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Esbjerg handelsplads	-	-	30	460	1.529	4.111	13.355
Jerne sogn (fraset Esbjerg)	654	661	688	897	933	992	1.453
Esbjerg med forstæder	-	-	30	460	1.529	4.111	13.355

Esbjerg blev ved lov af 19. marts 1898 oprettet til købstad fra 1. januar 1899.

I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1890 i Esbjerg følgende: 399 ernærede sig af immateriel virksomhed, 57 af jordbrug, 9 af gartneri, 138 af fiskeri, 2.243 af håndværk og industri, 654 af handel og omsætning, 223 af søfart, 325 af daglejervirksomhed, 49 af formue og 14 ved almisse.

År	1906	1911	1916
Esbjerg købstad	15.665	18.208	18.925
Bollesager (Jerne sogn)	517	840	1.019
Frederiksberg (Jerne sogn)	-	336	322
Esbjerg med forstæder	15.665	19.384	20.266

I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1906 i Esbjerg købstad følgende: 846 ernærede sig af immateriel virksomhed, 234 af landbrug, skovbrug og mejeri, 813 af fiskeri, 7.080 af håndværk og industri, 2.528 af handel og omsætning, 3.206 af samfærdsel, 265 levede af egne midler, 355 levede af offentlig understøttelse inkl. pension, 338 havde ikke angivet indkomstkilde.

I mellemkrigstiden udviklede Esbjerg sig til landets vigtigste eksporthavn for varer. Havnens import og eksport var altovervejende forbundet med handel på udlandet, men transport til og fra andre danske havne var helt marginal. Havnens bagland omfattede det meste af Jylland og Fyn. Dette gjaldt fx eksporten af kød og flæsk, som blev transporteret med jernbane fra Odense, Vendsyssel via Aalborg, Randers og ad den jyske diagonalbane samt fra Struer via Holstebro og ad den nordjyske længdebane til Esbjerg; også fra Viborg via banen til Skjern blev transporteret mindre mængder. Æg fulgte de samme ruter, mens smøreksporten kun skete fra hele Jylland. Esbjergs bagland for importeret kul og koks var betydeligt mindre: hovedmængderne gik til Ribe, Bramming, Varde og Skjern, mens mindre mængder nåede.steder mellem Ribe og Tønder, Vejen, Kolding, Ringkøbing og Holstebro, men de fjerneste områder mistede efterhånden betydning.

Esbjergs betydning som eksporthavn afspejles ved, at ca. 69,0 % af Danmarsk flæskeeksport, 44,5 % af smøreksporten, 48,0 % af ægeksporten og 54,4 % af fiskeeksporten gik over Esbjerg havn. Eksporten via Esbjerg udgjorde i 1938-39 125.807 ton flæsk, 69.056 ton smør, 48.245 ton æg, 30.780 ton fisk

Ifølge fiskeriberetningen var der 1901 i tolddistriktet 403 fiskere, som med 1 damper, 11 kuttere, 42 dæksbåde og 80 mindre både fiskede for en værdi af 506.237 kr., næsten udelukkende rødspætter og kuller.

Navnlig i de par årtier lige før og efter århundredeskiftet opstod særdeles mange store handelsforetagender og industrielle anlæg, således flere store margarinefabrikker, smør- og æggepakkerier, møllerier, 1 brød- og gærfabrik, 1 bayersk- og hvidtølbryggeri, 1 spritfabrik, 1 andelsmejeri, flere store slagterier, deriblandt Esbjerg Svineslagteri og Statens Eksportslagteri, 1 tarmrenseri, 1 fiskerøgeri, cinders- og koksfabrikker, soda- og sæbefabrikker, 1 tobaksfabrik, 1 eddikebryggeri, 1 uldspinderi, 1 klæde- og uldvarefabrik, jersey- og normalfabrik, flere store maskinfabrikker, 1 rebslageri og sejlmageri, savskærerier, 1 korkvarefabrik, teglværker, 1 cementvarefabrik, 1 skotøjsfabrik, 1 sukkervarefabrik, 1 petroleumsaftapningsanstalt, garveri, flere store rederier med mere.

I mellemkrigstiden havde Esbjerg udviklet sig til Danmarks vigtigste fiskerihavn med en samlet værdi af fangsten på 7,5 mio. kr for årene 1935-38 mod 2,5 mio. kr i Skagen, 2,3 mio. kr i Tyborøn , 1,6 mio. kr i Frederikshavn, mens alle andre havne lå under 1 mio. kr. Den samlede fangstværdi udgjorde for hele Danmark 42,7 mio. kr, dvs. Esbjergs andel udgjorde 17,6%. Fangstmængderne udviste dog store udsving fra år til år.

Gennem mellemkrigstiden var Esbjergs indbyggertal stigende: i 1916 18.925, i 1921 21.251, i 1925 24.131, i 1930 27.405, i 1935 30.714, i 1940 33.155 indbyggere. Samtidig voksede forstadsbebyggelser frem i Jerne Kommune og efterhånden også Guldager Sogn.

År	1916	1921	1925	1930	1935	1940
Esbjerg købstad	18.925	21.251	24.131	27.405	30.714	33.155
Boldesager by i Jerne Kommune	1.019	1.134	1.555	1.816	1.722	1.745
Frederiksberg i Jerne Kommune	322	344	*	315	331	279
Jerne by i Jerne Kommune	649	992	1.498	1.822	1.603	1.517
Gammelby i Jerne Kommune	-	394	665	932	1.028	1.107
Højvang-Spangsbjerg i Jerne Kommune	-	-	-	318	197	238
Strandvejen i Guldager Sogn	-	-	-	-	386	440
Esbjerg med forstæder	20.915	24.115	27.849	32.608	35.981	38.481

Note: * = opgjort under Jerne

Ved folketællingen i 1930 havde Esbjerg 27.405 indbyggere, heraf ernærede 1.610 sig ved immateriel virksomhed, 8.854 ved håndværk og industri, 4.968 ved handel mm, 4.739 ved samfærdsel, 2.863 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.976 ved husgerning, 2.162 var ude af erhverv og 233 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Næringsveje	Landbrug m.v.	Håndværk, industri	Handel og omsætning	Transport	Immateriel virksomhed	Hus- gerning	Ude af erhverv	Uangivet	I alt
Esbjerg købstad	2.863	8.854	4.968	4.739	1.610	1.976	2.162	233	27.405
Boldesager i Jerne Kommune	242	625	202	408	92	119	96	32	1.816
Frederiksberg i Jerne Kommune	35	142	34	73	8	15	7	1	315
Gammelby i Jerne Kommune	92	373	108	265	9	39	45	1	932
Jerne by i Jerne Kommune	121	792	228	337	69	100	160	15	1.822
Højvang-Spangsbjerg i Jerne Kommune	58	110	13	97	0	16	24	0	318
Esbjerg med forstæder	3.411	10.896	5.553	5.919	1.788	2.265	2.494	282	32.608

Efter 2. verdenskrig fortsatte Esbjerg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 43.241 indbyggere i købstaden, i 1950 48.205 indbyggere, i 1955 50.921 indbyggere, i 1960 55.171 indbyggere og i 1965 55.882 indbyggere. De ældre forstæder i Jerne Kommune blev indlemmet i købstaden allerede 1. april 1945, men samtidig udviklede forstadsområderne sig i Guldager Kommune (Strandvejen og Sæding by). og nye forstæder kom til i Brøndum Kommune (Spangsbjerg og Gjesing by).

År	1945	1950	1955	1960	1965
Esbjerg købstad	43.241	48.205	50.921	55.171	55.882
Strandvejen og Sæding by i Guldager Kommune	562	1.301	1.956	3.054	6.132
Spangsbjerg og Gjesing by i Brøndum Kommune	-	-	-	-	1.892
Esbjerg med forstæder	43.803	49.506	52.877	58.225	63.906

Udviklingen bevirkede, at der i begyndelsen af 1960-erne nedsatte et byudviklingsudvalg for Esbjerg-egnen, som også omfattede de omgivende sognekommuner, herunder Fanø.

Ribe

Ribe havde en forholdsvis ugunstig beliggenhed midt i den sydlige del af Ribe Amt. Frem til 1920 var byens opland stærkt beskåret mod syd og øst af statsgrænsen, så dens eneste oplandsmuligheder lå mod nord, hvor byen imidlertid snart oplevede en stærkt voksende konkurrence fra Esbjerg mod nordvest. Byens grænser var uheldige, så der skete en byudvikling i Ribe Sankt Katrine landdistrikt og Ribe Domkirkes landsogn.

År	1850	1855	1860	1870	1880	1890	1901
Ribe købstad	2.984	3.386	3.594	3.684	3.933	4.135	4.243
Ribe Domkirkes landsogn	206	208	213	224	244	269	289
Ribe Sankt Kathrines landsogn	350	362	353	382	379	372	376
Ribe med forstæder	2.984	3.386	3.594	3.684	3.933	4.135	4.243

Ved kongelig resolution af 7. juni 1877 blev arealer af Sankt Kathrine landsogn (Tved, Lustrup og Tange) indlemmede i Ribe købstad.

År	1906	1911	1916
Ribe købstad	4.171	4.071	5.089
Villabyen (Sankt Kathrine landsogn)	-	270	-
Ribe med forstæder	4.171	4.341	5.089

Litteratur

• Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark. serie I, bind II; København 1961);
• Aage Aagesen: "The Copenhagen District and its Population" (Geografisk Tidsskrift bd. 50; 1960; s. 204-213)
• Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1955-1960" (Geografisk Tidsskrift bd. 63; 1964; s. 191-202)
• Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1960-1965" (Geografisk Tidsskrift bd. 67; 1968; s. 50-69)
• Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1965-1970" (Geografisk Tidsskrift bd. 70; 1971; s. 1-21)
• Ejler Alkjær: "Om Stationsbyernes Erhvervsstruktur og Oplandsforhold" (Det danske Marked 1943, s. 217-226);
• Per Boye og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 3: Industrialiseringens første fase. Det XVII. nordiske historikermøte; Trondheim 1977; ISBN 82-00-01666-8; s. 178-244);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.21.1; (København 1906);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.37.1; (København 1911);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.51.1; (København 1916);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.63.1; (København 1925);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.86.2; (København 1930);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.101.1; (København 1935);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.113.3; (København 1940);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.128.1; (København 1945);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.147.1; (København 1950);
• Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.166.1; (København 1955);
• Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5. Række A.9; (København 1911);
• Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992 (Skive 1993); ISBN 87-7407-132-7
• Johannes Humlum: "Handelen som Erhverv i danske Byer" (Det danske Marked 1942, s. 39-45);
• Erik Kaufmann: "27 slags planer" (SBI-byplanlægning 4), København 1966;
• Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1937, hefte 11, s. 216-231;
• Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1938, hefte 9-11;
• Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1944, hefte 4, s. 104-112;
• Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1951, hefte 5, s. 172-182;
• Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1958, hefte 7, s. 189-196;
• Københavns statistiske kontor: Tabelværk til Københavns Statistik, nr 18: "Befolkningens Fordeling efter Køn og Alder, Civilstand og Trossamfund samt efter Fødesteds-, Indvandrings-, Erhvervsforhold m.m. for København, Frederiksberg og Gentofte Kommuner paa Grundlag af Folketællingen den 1. Februar 1911 (København 1913), s. 10-24;
• Christian Wichmann Matthiessen: "Danske byers vækst" (Atlas over Danmark. serie II, bind 4); København 1985;
• Charles J. Schou: "Vigerslev Haveforstad" (i: Architekten, 17. årgang nr. 6, 7. november 1914; s. 41-47)
• Henning Tjørnehøj: "Århus, een by – syv kommuner" (Kulturgeografi nr. 67, s. 237-247);
• Richard Willerslev: Studier i Dansk Industrihistorie 1850-1880; København 1952 (genoptryk København 1978) ISBN 87-7500-874-2

Eksterne henvisninger

• Betænkning nr. 161: "De bymæssige kommuner. Betænkning afgivet af det af indenrigsministeriet under 21. oktober 1952 nedsatte udvalg med den opgave at foretage en undersøgelse af de bymæssigt bebyggede sognekommuners særlige forhold"; 1956
• Rachel Bager: "Beregning af befolkningstilvæksten 1950-1978 i de enkelte byer og bymæssige bebyggelser" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 98; 1960)
• Bertel Dahlgaard: "Brydningerne mellem den administrative Inddeling i Kommuner og den økonomiske og erhvervsmæssige Udvikling" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3. række, Bind 41; 1933)
• Grethe Forchhammer: "Københavns Industris Lokalisering" (Geografisk Tidsskrift, Bind 48; 1946, s. 74-106);
• Viggo Hansen: "Some characteristics of a growing suburban region" (Geografisk Tidsskrift, Bind 59; 1960, s. 214-225);
• Sven Illeris: "Kontaktmønstre i Københavnsregionen i tiden omkring 1965—70" (Geografisk Tidsskrift, Bind 70; 1971, s. 140-160);
• Mads Iversen: "Koncentrations- og Spredningstendenser i dansk Erhvervsliv" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3. række, Bind 42; 1934, s. 403-430)
• Henning Mørch: "Flytningerne til og fra en by og dens forstæder – Esbjerg 1965" (Geografisk Tidsskrift, Bind 69; 1970, s. 28-56);
• Niels Nielsen: "Greater Copenhagen. An urbanized area and its geographical environments" (Geografisk Tidsskrift, Bind 59; 1960)
• Brita Pilegaard Hansen: "Ændringer i industriens lokalisering i Hovedstadsområdet siden 1930-erne" (Geografisk Tidsskrift, Bind 70; 1971)
• Poul Sverril: "Forstaden – byens forlængelse – ny by – eller?" (Fortid og Nutid, 1992, hefte 4, s. 237-251)
• Aage Aagesen: "Om Københavns geografiske Afgrænsning" (Geografisk Tidsskrift, bind 45, 1942, s. 123-140);
• Aage Aagesen: "Et Bidrag til Aarhus Bygeografi" (Geografisk Tidsskrift, Bind 46; 1943, s. 10-39);
• Aage Aagesen: "Træk af Næstveds Bygeografi" (Geografisk Tidsskrift, Bind 48; 1946, s. 8-26);