Forstæder i Danmark

En forstad betegner i Danmark en bydel, der udgør en del af en købstads samlede byområde men ligger uden for købstadens administrative grænser[1]. En større købstad med dens forstæder udgør således i geografisk og statistisk henseende et samlet byområde.

København ca. 1888. Forstadsbebyggelserne Vesterbro, Nørrebro og Østerbro er begyndt at brede sig uden for de gamle fæstningsværker.

Selv om forstæder i Danmark også kendes tidligere[2] var det først ved industrialiseringen fra midten af 1800-tallet, at forstæder begyndte at vokse frem for alvor[3]. I begyndelsen forsøgte man sig med indlemmelser, men da proceduren herfor var vanskelig og fremgangsmåden snart viste sig mislykket, begyndte man i statistisk henseende at registrere forstæder for derved at få byernes samlede indbyggertal.

De fleste forstæder i større danske byer har oprindeligt været små selvstændige byer, der med tiden er vokset sammen med en større by. Derfor er en forstad gerne kendetegnet ved at have sit eget centrum, forretningsliv med videre.

En forstad adskiller sig fra en satellitby og en soveby ved, at disse sidstnævnte ikke er sammenvoksede med købstaden.

Ved kommunalreformen 1970 blev de fleste forstæder sluttet sammen med den købstad, de var knyttet til. Forstadsbegrebet anvendtes herefter kun om de kommuner, der lå i hovedstadsområdet for at tilkendegive deres sammenvoksning med København. Under hensyntagen til, at mange gamle forstæder fortsat udgør mere eller mindre velafgrænsede bebyggelser, vil det siden 1970 være mere rimeligt at tale om bydele snarere end om forstæder i traditionel forstand.

Baggrund redigér

Baggrunden for forstædernes opkomst må søges i to forhold: den politisk-administrative inddeling af landet, der havde sin oprindelse i tidligste middelalder, og de ganske nye forudsætninger for den samfundsmæssige udvikling, der indtrådte fra omkring midten af det 19. århundrede.

De territoriale grænser for købstæderne var i ældre tid afstukkede på grundlag af ejendomsforhold og kongelige privilegier, der havde deres oprindelse i middelalderen, under renæssancen eller under den tidlige enevælde. Sognekommunerne havde deres oprindelse i forhold, der stod i forbindelse med den kirkelige inddeling af landet. Det var således de gamle præstekald, der kom til at danne grundlag for forvaltningen af de tidligste kommunale ansvarsområder, først ved Reglementet af 5. juli 1803, der lod området for et præstekald udgøre et fattigdistrikt, dernæst ved den kongelige Anordning af 29. april 1813, der henlagde skolevæsenet til en såkaldt skolekommission for hvert præstekald, og endelig ved Anordningen af 13. august 1841, der skabte sogneforstanderskaberne til at styre de kommunale anliggender inden for de samme grænser. Helt frem til midten af 1800-tallet spillede de sognekommunale grænser imidlertid en mindre rolle, idet forholdene fra kommune til kommune var næsten ens, mens omvendt grænsen mellem landdistrikter og købstæder var skarp, fastsat som den var ved retslige og naturgivne forhold og ved et næringsliv, der nærmest var stillestående og derfor kun gav anledning til få brydninger. Som helhed gjaldt det, at stabiliteten i forholdet mellem land- og bybefolkning i første halvdel af det 19. århundrede ikke førte til større brydninger mellem kommunerne indbyrdes. Næringslivet var stedligt bundet, og større vandringer fra egn til egn eller fra landsdel til landsdel forekom ikke, eller de mere eller mindre ophævede hinanden.[4]

Fra omkring midten af 1800-tallet skete der imidlertid et begyndende opbrud i næringslivet, idet håndværk og handel som købstædernes bærende næringsveje i stigende grad blev først suppleret med, siden overgået af industriel udvikling. Arbejdsdelingen begyndte at tage fart, stordrift at vinde frem. Nok så vigtigt indebar tidens nye samfærdselsmidler, især jernbanernes fremvækst, at rammerne for et stillestående, lukket samfund blev sprængt. I takt hermed skete voksende forskydninger i befolkningens fordeling, ikke mindst i form af afvandringer fra landdistrikter til købstæder. Dette bevirkede, at kommunegrænserne nu fik større betydning end tidligere. Det var nu ikke mere nødvendigt at bo i umiddelbar nærhed af arbejdspladsen, og følgen blev større valgfrihed i så henseende. Dermed indtrådte en ny tingenes tilstand, hvor de nye erhvervsøkonomiske enheder ikke mere kunne siges at være sammenfaldende med de gamle administrative enheder, og med den forstørrede målestok for de sociale strukturer, som større bysamfund altid har udvist, indebar dette atter, at der nu opstod omfattende og åbenlyse uligheder i de offentlige byrder på de to sider af en kommunegrænse, endda så store, at denne ulighed "mange Steder bliver utålelig".[5]

Hvad, der skete, kan sammenfattes i to træk:

- den bebyggelsesmæssige helhed overskred i stigende grad de politisk-administrative grænser;
- der indtrådte en social skævdeling af storbyens indbyggeres bosættelsesmønster.

Det skulle blive en hovedopgave for de følgende henved hundrede år at finde egnede løsninger på begge disse forhold.

Forstadsbegrebet i statistisk sammenhæng redigér

Folketællingen 1890 redigér

Definitionen af forstæder kan føres tilbage til Danmarks Statistik, der som den første tog stilling til spørgsmålet. Dette skete så tidligt som i forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1890. I de tilhørende bemærkninger til denne hedder det:

"København indtager en aldeles overordnet Rang over Landets øvrige Kjøbstæder, idet Staden i snævrere Betydning (det vil sige uden Frederiksberg, Sundbyerne m.m., som i Virkeligheden beboes af en kjøbenhavnsk Befolkning og faktisk altsaa kun ere Forstæder til Hovedstaden, medens de dog ikke henhøre under den som Kommune)"[6]

og:

".. er derimod Frederiksberg paa den Maade sammenbygget med Hovedstaden, at den statistisk ikke kan betragtes som en Plads for sig, men nærmest kun som en Forstad til Kjøbenhavn. En lignende Stilling til Kjøbenhavn indtages af Sundbyerne i Taarnby Kommune paa Amager og af den Del af Utterslev Mark i Brøndshøj Kommune, som under 7de Decbr. 1874 blev udskilt i gejstlig Henseende fra Brøndshøj Sogn til Kjøbenhavns St. Stefans Sogn."[7]

Folketællingen 1906 redigér

En fornyet statistisk udskillelse af forstæder skete i forbindelse med offentliggørelsen af folketællingen 1906. I den ledsagende redegørelse hedder det:

"Da en stor Del af Gentofte Kommune (Hellerup, Gentofte og Ordrup Sogne) delvis er sammenbygget med København, og da Befolkningsforøgelsen i disse Sogne i ikke ringe Grad skyldes Tilflytning fra Hovedstaden, ligger det nær at spørge, hvor stor en Del af Befolkningen der rummes i Hovedstaden, naar Gentofte Kommune medregnes som en Art Forstad til København"[8].

Der var anden gang, at ordet ”forstad” optræder i forbindelse med folketællinger. Af sammenhængen ses, at der er tale om bebyggelser i en sognekommune der er mere eller mindre sammenbygget med købstadsbebyggelse. Alligevel fandtes Gentoftes bymæssige bebyggelser også nævnt under "stationsbyer o.lign."[9] samtidig med, at opgørelsen over "Hovedstaden med forstæder" medtog hele Frederiksberg og hele Gentofte, herunder landområderne[10]. Der savnedes således en fast fremgangsmåde ved opgørelsen. Først ved folketællingen i 1916 udskiltes forstæder i en egen oversigt.

Folketællingen 1911 redigér

Ved den næste folketælling i 1911 havde begrebet “forstad” derimod en fastlagt betydning: “En stor Del af de bymæssige Bebyggelser i Landkommunerne er at betragte som Forstæder til Købstæder, med hvilke de delvis er sammenbyggede[11]. Således afgrænset blev i alt 47 forstæder udskilt[12].

Folketællingen 1916 og 1921 redigér

Denne synsmåde fastholdt Danmarks Statistik ved folketællingen i 1916 med følgende tilføjelse: “… for mange Byer har Grænserne været for snævre: de er voksede ud i Nabokommunerne og disse kommer da til mellem deres Beboere at tælle mange, som økonomisk set er knyttet til en anden Kommune, og hvis daglige Arbejde fører dem ud over Hjemsteds-Kommunens Grænser[13]. Ved folketællingen i 1921 bemærkede man, at det er “Hensynet til at faa den økonomiske samhørende Befolkning konstateret, der fører med sig, at By og Forstadsbebyggelse maa betragtes under eet, men hertil kommer, at man alene paa denne Maade har Mulighed for fra Tælling til Tælling at kunne belyse Bysamfundenes Vækst. Holder man sig udelukkende til den administrative Deling, vil Byernes Tilvækst komme til at foregaa i Spring, idet fra Tid til anden Forstadsbebyggelser indlemmes i Byerne, og det drejer sig ofte om ret store Folkemængder, der saaledes statistisk og administrativt fra Landbefolkning bliver Bybefolkning[14].

Folketællingen 1925, 1930 og 1935 redigér

Ved de næste folketællinger gives forstadsspørgsmålet ikke megen omtale: “Art og Karakter er givet med Navnet: det er Omraader, der grænser op til Byerne, og som optager den Del af disses erhvervsdrivende eller arbejdende Befolkning, som enten ikke kan finde Plads inden for Byens Grænser, eller som af økonomiske eller mere personlige Grunde ikke ønsker at bo indenfor disse. Fænomenet ”Forstæder” er naturligvis i og for sig ikke af ny Dato: de har altid eksisteret, fordi Byerne vokser, og deres Skæbne vil med Tiden blive den at blive “opslugt” af Byen”, hedder det nogenlunde ensartet fra tælling til tælling, idet det tilføjes, at det i nogle tilfælde “… har vist sig nødvendigt at medtage hele Sogne som Forstæder, da en Deling i Omraader af bymæssig og ikke bymæssig Karakter var praktisk uigennemførlig, skønt Bebyggelsen i og for sig var spredt”[15]. Fra og med folketællingen 1935 blev udskilt 11 kommuner i deres helhed i Københavns omegn som forstæder til hovedstaden og i alt 24 forstadskommuner i tilknytning til provinsbyer[16].

Folketællingen 1940, 1945 og 1950 redigér

Ved folketællingerne for 1940[17] og 1945[18] nævnes forstadsspørgsmålet praktisk talt ikke. Derimod blev forstadsspørgsmålet ved folketællingen for 1950 optaget til fornyet vurdering. Især søgte man at skabe ensartede retningslinjer for deres fastlæggelse: “Som kriterium for en forstadsbebyggelse er opstillet kravet om, at bebyggelsen skal have bymæssig karakter og danne en direkte fortsættelse af bebyggelsen i den tilgrænsende købstad; men alle saadanne bebyggelser betragtes som forstæder uanset indbyggertallets størrelse.

Af større ændringer som følge af den foretagne revision kan nævnes, at af Tikøb kommune, som ved de tidligere tællinger er blevet regnet som forstad til Helsingør, er ved tællingen i 1950 kun Espergærde og Snekkersten stationsbyer blevet regnet som forstæder, idet kun disse to bebyggelser kan siges at danne en direkte fortsættelse af bebyggelsen i Helsingør; Hornbæk, Hellebæk og Kvistgaard stationsbyer er regnet som bymæssige bebyggelser, medens resten af kommunen er betragtet som rent land. Birkerød og Hørsholm kommuner er tidligere regnet som forstæder til hovedstaden, idet man regnede med, at hovedparten af disse kommuners indbyggere forholdsvis hurtigt erhvervsmæssigt set ville blive knyttet til hovedstaden; udviklingen har imidlertid vist, at de fleste af beboerne stadig har deres erhverv i selve kommunen, hvorfor man i 1950 har overført begge disse kommuner til bymæssige bebyggelser. Ud fra lignende betragtninger har man af Holme-Tranbjerg kommune, der ved tidligere tællinger er blevet regnet som forstadskommune til Aarhus, udskilt Holme og Skaade sogne som forstadsbebyggelser, og Tranbjerg stationsby som bymæssig bebyggelse, medens resten af kommunen er blevet betragtet som rent land. I Lumby kommune er ligeledes foretaget en ændring af den tidligere afgrænsning; en stor del af Anderup by, der tidligere blev regnet som bymæssig, må efter de nu anvendte kriterier betragtes som rent land, ligesom Stige havneby ikke længere regnes som forstadsbebyggelse, men er overført til bymæssig bebyggelse. Af Hover kommune, der tidligere blev regnet i hele sin udstrækning som forstadsbebyggelse til Vejle, er udskilt: Frederikshøj, Grejsdalen, Trædballe og Uhrhøj som forstadsbebyggelse, medens resten af kommunen er overført til rent land[19].

Folketællingen 1955, 1960 og 1965 redigér

Denne synsmåde fastholdt Danmarks Statistik ved folketællingen 1955, men fra og med folketællingen 1960 frafaldt man kravet om “bymæssig” fremtoning efter et nordisk chefstatistikermøde, hvor man enedes om en fællesnordisk synsmåde, hvorefter en forstad er en bebyggelse, der er sammenhængende med bebyggelsen i en tilstødende købstadskommune uanset forstadens indbyggertal[20].

Folketællingen 1970 og senere redigér

Kommunalreformen i 1970 ophævede skellet mellem købstads- og sognekommuner ved sammenlægning i nye storkommuner. Dermed bortfaldt forstadsbegrebet i dettes statistiske betydning, bortset fra i hovedstadsområdet[20].

Det bebyggelsesgeografiske perspektiv redigér

Ser man på de undersøgelser, der er lavet i tidens løb, har de fleste forfattere godtaget den af Danmarks Statistik anvendte retningslinjer[21]. Dog har geografen Aage Aagesen peget på, at Danmarks Statistik ved en række tællinger i det 20. århundrede ikke har udskilt købstædernes landdistrikter[22].

De ved forstadsudviklingen medvirkende forhold redigér

Det ligger i sagens natur, at forstæder er uens og kan udvikle sig meget uens. Årsagerne hertil er flere:
- for det første beror forstadsdannelsen på størrelsen af det areal, en købstad har til rådighed at vokse (udvikle sig) på. Alt andet lige gælder det, at jo større, købstadens egne jorder er, desto mindre (behov for) forstadsudvikling og omvendt;
- for det andet beror forstadsudviklingen på købstadens trivsel forstået som evnen til at tilbyde befolkning sysselsætning. Igennem det meste af det 20. århundrede udgjorde industri den betydeligste forudsætning herfor. Jo flere og jo større industrier, købstaden (og dens forstæder) havde, desto flere arbejdssøgende (og heraf en del bosatte i forstæder). Også oplandstjenester, handel og offentlige embedsvirksomhed spillede en rolle for storstadens trivsel;
- for det tredje spillede forstædernes grænseflade til købstadens grænse alt andet lige en rolle: jo større grænseflade, desto større mulighed for forstadsudvikling;
- for det fjerde spillede færdselsforholdene en rolle: større udfaldsveje blev ofte genstand for den tidligste forstadsdannelse. Men også forløbet af sporveje og jernbanelinjer med stoppesteder virkede fremmende på muligheden for pendling og dermed muligheden for forstadsdannelse;
- for det femte spillede landskabelige forhold en rolle: tiltrækkende landskaber som strand, sø eller skov virkede ofte mere dragende på befolkningen end steder uden sådanne værdier.[23] Ligeledes måtte det spille ind, om jordens egnede sig til byggeri, eller om der var knyttet problemer for byggemulighederne fx bakkede eller vandlidende områder;
- for det sjette spillede ejendomsforhold en rolle. Hvis ejeren havde interesse i bebyggelsesudvikling, nød denne fremme. Omvendt kunne en modvillig ejer forhindre byggeri af fx gode landbrugsjorder og områder egnede til råstofudvinding;
- for det syvende spillede politisk-administrative forhold en rolle dels skattehensyn[24], dels i form af byplanlægning, dels i form af indlemmelser af (som regel) gamle forstadsområder, der ved indlemmelsen gled ud af forstædernes rækker.

Forløbet redigér

Størrelsesmæssigt (talmæssigt og med hensyn til hastighed) synes forstadsudviklingen overvejende at have gennemgået visse trin[25]:
- forstadsudviklingen synes ofte startet som en mindre byspredning over købstadsgrænsen i tilknytning til en af byens udfaldsveje, undertiden i tilknytning til en stedlig virksomhed, måske som en satellitby, der siden opsluges under fortsat bebyggelsesspredning;[26]
- på et tidspunkt bliver købstadens egne udviklingsmuligheder begrænsede, og fortsat byudvikling henvises nu i stigende grad til dens forstæder;
- til sidst er købstadens egne udviklingsmuligheder udtømte, og byvæksten er nu ganske henvist til forstæderne.[27] I forbindelse med en vis udtynding af byens udnyttelse kan dennes befolkningstal tilmed begynde at falde og/eller virksomheder flytter ud til forstæder for at få bedre udviklingsvilkår og/eller færdselsforbindelser;
- med tiden vil de tidligste forstæder lide samme skæbne som købstaden: deres udviklingsmuligheder er udtømte og indbyggertallet kan falde eller virksomheder flytte til mere tiltrækkende steder.[28][29] Visse forstæder kan til fremme for egen udvikling eksempelvis tilbyde egne boligudviklingsområder, butikscentre, industriområder med mere;
- langt oftere bliver forstadsdannelser imidlertid indlemmet i købstaden ved politisk-administrativ beslutning. I visse tilfælde er der forud for sådanne indlemmelser sket større grundopkøb ved købstaden i omegnskommunen for derved at gøre indlemmelsen begrundet. Det siger sig selv, at ikke enhver forstad i alle henseender har gennemgået de oven for nævnte udviklingstrin, idet købstæder ikke altid har haft den fornødne trivsel.

Det bør ligeledes nævnes, at forstadsdannelsen ikke nødvendigvis altid er særligt sammenhængende. Ofte kan den være sket med flere "kerner" og af flere årsager, der så med tiden i kraft af bebyggelsesspredning skaber en mere eller mindre udtalt forbindelse. Men man har ofte omkring, især større, købstæder kunnet finde dels egentlige, sammenhængende forstæder, dels større eller mindre husgrupper beliggende midt i mere eller mindre udtalt åbent land. Det har været en af byplanlægningens hovedopgaver at rode bod på sådanne tilfældige og landskabsforødende tilstande.

Forstadsudviklingens omfang og betydning redigér

Forstadsudviklingen var – ud over at være en statistisk nødløsning på en praktisk problem – tillige udtryk for det, der udgjorde det fremherskende udviklingstræk ved urbaniseringen nemlig byudviklingen i tilknytning til de gamle købstæder. Et indtryk af dette omfang fås ved at sætte indbyggertallene i forstæder i forhold til de samlede bysamfund (købstæder og forstæder) og i forhold til landets samlede indbyggertal. Dette giver følgende andele (udvalgte år):

År Forstæder af K+F Forstæder af LSI År Forstæder af K+F Forstæder af LSI
1801 0,81% 0,17% 1906 12,83% 5,30%
1840 0,98% 0,20% 1911 14,75% 6,38%
1860 3,44% 0,82% 1916 15,09% 6,74%
1870 5.11% 1,31% 1921 15,14% 6,94%
1880 6,57% 1,94% 1925 16,43% 7,66%
1890 7,06% 2,48% 1930 17,62% 8,48%
1901 10,43% 4,07% 1955 16,33% 9,43%
K+F: købstæder og forstæder samlet
LSI: landets samlede indbyggertal

Til trods for jævnlige indlemmelser af forstæder i købstæder voksede forstædernes bosatte befolkning i de større bysamfund til at udgøre en sjettedel af de samlede større bysamfund og henved en tiendedel af landets samlede befolkning.

Forstæder og deres rolle redigér

Haveboligkvarterer redigér

De ældste forstæder havde ofte karakter af haveboligkvarterer. Blandt de tidligste og meste kendte af sådanne var Vigerslev haveforstad. Arealet for denne var på ca. 80 ha, og det var næsten helt fladt (mellem 7,0 og 8,8 m over havet. Området blev bebygget efter en i forvejen udformet plan tegnet af arkitekt Charles J. Schou bestående af et vejnet i et sirligt geometrisk mønster men uden en gennemført symmetri. Husene var planlagt som dobbelthuse, som regel placerede ud mod en vej og med have bagved. I forbindelse med planen blev fastlagt servitutter, der fastlagde husenes karakter af beboelsesbygninger (dog med mulighed for at opføre udhuse til beboernes behov), den maksimale andel af grundene, der måtte bebygges, bestemmelser om kælderetagens højde over terræn og lignende. Der var ikke forudset butikker, håndværk eller industri i området.[30]

Kollektivbebyggelser redigér

Efter 2. verdenskrig ændrede forstadskvartererne karakter. Fra England overtog danske arkitekter ideen om, at når nye boligområder blev bygget, skulle der planlægges arealreservation for fælles tjenester så som "butikker, restaurant, vaskeri, vuggestue og børnehave", ligesom det blev forudset, at udgifterne til dækning af disse faciliteter skulle finansieres over huslejen. Følgelig forestillede man sig, at de nye byggerier skulle opføres og styres af boligselskaber, og det blev da også Dansk Almennyttigt Boligselskab, stiftet 1942, der gik forrest med at få opført sådanne kollektivbebyggelser. Blandt de tidligste af sådanne var Høje Søborg (påbegyndt i 1949), Carlsro i Rødovre (opført i begyndelsen af 1950-erne)[31], Voldparken (fra slutningen af 1940-erne), Bredalsparken, Søndergårdsparken i Gladsaxe, Søllerød park (opført i 1955)[32] og Bellahøj (opført 1951-56).[33] Et andet træk ved disse bebyggelser var udlæggelse af fælles grønne lege- og opholdsarealer, og i visse tilfælde blev forsøgt at oprette særlige kulturcentre i bydelene, der skulle gøre indbyggerne politisk aktive gennem teater, film, studiekredse, kvarterfester og lignende.[34]

Forstæder og oplandstjenester redigér

Indtil omkring 1960 var forstæderne i almindelighed langt ringere forsynede med butikker, tjenester og offentlig service end andre tætbyggede bebyggelser.[35] Forklaringen herpå var, at forstædernes indbyggere i vid udstrækning søgte sådanne ydelser i købstædernes bymidter, eller med andre ord: forstæderne udgjorde en del af købstædernes handelsoplande. Undtagelser herfra var sådanne steder, som i begyndelsen af det 20. århundrede havde karakter af selvstændige byer, der senere blev opslugte af den fremadskridende vækst i bebyggelsen (eksempelvis Kongens Lyngby og Hørsholm).

Forholdene ændrededes for alvor efter 1960 med fremkomsten af planlagte butikscentre. De første moderne butikscentre blev byggede i Rødovre vest for København og i Espergærde syd for Helsingør. Det viste sig hurtigt, at butikcentre ikke blot kunne konkurrere med købstadens bykerne men tillige skabe sig et eget opland omfattende områder også uden for de egentlige forstæder. Sådanne butikscentre blev ofte lagt midt i et forstadsområde (og ikke sjældent nær ved en station) for at sikre god tilgængelighed for forstadens indbyggere.

Ligeledes blev forstæderne forsynede med børnehaver, folkeskoler og lignende, når de havde nået en størrelse, der gav grundlag herfor. I mange sognekommuner udgjorde forstaden kommunens største befolkningssamling, og blev derfor tillige sæde for kommunalbestyrelse, for kommunalt bibliotek, for offentlige forsyningsværker (vandværk, gasværk, elektricitetsværk og lignende) og for andre offentlige tjenester.

Forsteder og vejnettet redigér

I 1960-erne blev der i stigende grad lagt vægt på vejdifferentiering. Nu skulle vejene inddeles i klasser efter deres formål og indrettes derefter til primærveje, sekundærveje (fordelingsveje), stamveje og (helst lukkede) boligveje. Primærvej og sekundærveje delte forstæderne op i bydele, mens stamvej og boligveje skulle betjene boligområderne og lede frem til det nærmeste butikscenter. Ideelt skulle den kørende biltrafik og den gående færdsel til skoler, butikscentre og så videre holdes adskilt og i videst mulige omfang undgå at krydse hinanden.

Forstæder og industri redigér

Oprindeligt forsøgtes industri lagt inden for købstadens grænser, om muligt ved havn og/eller jernbane[36]. Snart fandt industri tillige vej til forstæderne, ikke mindst omkring København, og allerede omkring 1870 fandtes adskillige industrier i de københavnske forstadsområder Frederiksberg, Gentofte, Hvidovre, Brønshøj og på Amager foruden fjernere steder som Kongens Lyngby og Søllerød.[37] Senere udlagdes større, samlede industrikvarterer i forstadskommuner, således i Gladsaxe i 1930-erne og i Herstedøster i 1960-erne.[38] Fra mellemkrigstiden og fremefter skete en stigende udflytning til de storkøbenhavnske forstæder (forstadskommuner), hvor samlede industrikvarterer voksede frem, ikke mindst i tilknytning til først "godsbaneringen", senere ringveje.[39] En lignende, omend mindre omfattende, udvikling skete for andre købstæder.

Forstæder og pendling redigér

Allerede ved de tidligste undersøgelser af sammenhængen mellem befolkningens bopæl og sysselsætningssted viste det sig, at folk i forstadsområder for en stor dels – ofte flertallets – vedkommende var sysselsat i den købstad, som forstaden lå i tilknytning til. Disse forhold er ikke mindst undersøgt for hovedstadens vedkommende. Således kunne det i forbindelse med folketællingen 1911 konstateres, at af i alt 107.595 sysselsatte i København boede kun 93.130 i selve København, mens 12.587 kom fra Frederiksberg og 1878 fra Gentofte. Af Frederiksbergs 20.780 indbyggere var således mere end halvdelen (60,6%) sysselsat i København, 8.037 på Frederiksberg, 96 i Gentofte og 60 i andre omegnskommuner. Af Gentoftes 3.230 indbyggere var ligeledes over halvdelen (58,1%) sysselsat i København, 1.230 i hjemkommunen, 85 på Frederiksberg og 37 i andre omegnskommuner. Pendlingen fra de to forstæder var entydigt til København[40].

Senere undersøgelser, i 1928, 1942, 1948 og 1957 viste, at ikke blot Frederiksberg og Gentofte men tillige de fjernere kommuner – Ballerup-Måløv, Birkerød, Brøndbyerne, Dragør, Farum, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Herstederne, Hvidovre, Hørsholm, Lyngby-Tårbæk, Rødovre, Store Magleby, Søllerød, Tårnby, Vallensbæk og Værløse – blev inddraget i såvel den voksende forstadsudvikling som den i tilknytning hertil voksende arbejdspendling[41]. Denne udvikling hang blandt andet sammen med samfærdselsmidlerne, idet folk inden for en times rejsetid er rede til at rejse til en arbejdsplads, der ligger i endog store afstande fra hjemmet[42].

Fra forstad til bydel redigér

Ved kommunalreformen i 1970 ophævedes sondringen mellem købstadskommuner og landkommuner. Således har ingen af de 81 købstæder i dag nogen særstilling, og betegnelserne "forstad" og "købstad" er nu kun en historisk titel.

Til illustration af den ny situation kan nævnes forholdene i Helsingør Kommune: Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev Helsingør Købstadskommune og Tikøb Sognekommune lagt sammen. Med tiden blev der bygget nøjagtigt så meget, at Helsingør købstad, Snekkersten og Espergærde (i statistisk henseende) er sammensmeltede til et byområde med 46.101 indbyggere. Heraf boede i 2009 inden for den gamle købstadskommunes grænser 28.650 indbyggere svarende til 62,1% af det samlede indbyggertal, i Espergærde ca. 11.524 indbyggere svarende til 25,0% af det samlede indbyggertal og resten i Snekkersten: ca. 5.900 indbyggere svarende til 12,9% af det samlede indbyggertal eller i alt mere end en tredjedel uden for den gamle købstads grænse. Både Espergærde og Snekkersten har egne butikscentre, Espergærde tillige store industriområder. Mens Snekkersten er vokset helt sammen med Helsingør, er det kun en enkelt strimmel land langs Strandvejen, der forener Espergærde med den gamle købstad; et stort skovområde, Egebæksvang, og et fredet landbrugsområde omkring Flynderupgård holder Espergærde adskilt fra den gamle købstad. Snekkersten er blevet en integreret bydel i Helsingør, mens Espergærde er forblevet et næsten selvstændigt byområde.

Forstadsproblematikken i byplanmæssig og politisk-økonomisk sammenhæng redigér

I Danmark udgjorde den voldsomme forstadsudvikling frem til kommunalreformen i 1970 et stort problem i mange henseender, ikke mindst byplanmæssigt, økonomisk og politisk.

Byplanlægning og forstæder redigér

I byplanmæssig henseende var det forud for kommunalreformen et problem, når byudviklingen i et forstadsområde skete uden den fornødne samordning med byudviklingen i købstaden og byudviklingen i andre forstadsområder. Mange emner i tilknytning til byudvikling vil kunne løses bedre ved en sådan samordning. Dette gælder tekniske anlæg (vandforsyning, kloakering med videre), vejnet og offentlig samfærdsel (jernbaneforbindelser, troljebus- og sporvognslinjer, rutebil- og busforbindelser og lignende), sikring af parker og andre friarealer for de bosatte, idet erfaringen har vist at nærheden til sådanne har stor indflydelse på levevilkår og ejendomspriser, men desuden samordning af offentlige byggerier (børnehaver, skoler, gymnasier, sygehuse, biblioteker med mere), idet sådanne mere økonomisk vil kunne bygges ved sammenpasning af købstads og forstads behov[43].

Denne erkendelse førte da også til, at man i Danmark forholdsvis tidligt bestræbte sig på at lave sammenpassede planer for købstæder og fremvoksende forstæder. Således blev der allerede i 1890-erne lavet et byplanforslag ved Charles Ambt og Hack Kampmann for Marselisborg jorder ved Århus, da Århus kommune havde købt dette område med henblik på fremtidig byudvikling[44], og ligeledes blev der i 1908 afholdt en byplankonkurrence for de områder, som få år tidligere var blevet indlemmet i Københavns kommune. Usædvanligt fremsynet var man med udarbejdelsen af forslag til en samlet parkpolitik for Københavnsegnen allerede i 1936, ved projekter for sammenhængende vejnet i og omkring hovedstaden og senere med "Fingerplanen" i 1947[45]. Disse tidlige tiltag blev lovgivningsmæssigt fulgt op med byreguleringsloven af 23 april 1949[46], der skulle føre til nedsættelsen af med tiden stadig flere såkaldte "byudviklingsplaner", allerede 1951 for hovedstadsområdet[47] (senere revideret flere gange), i 1954 fulgte den såkaldte "Egnsplan for Storårhus"[48], og frem til 1965 nåede antallet af byudviklingsområder op på 36, omfattende mere end halvdelen af landets samlede befolkning og henved en tredjedel af det samlede landområde[49]. Foruden disse lovgivningsbetingede tiltag var der adskillige frivillige egns- og regionplantiltag, således en samlet egnsplan for Bornholm i 1959[50], forslag om en "trekantsby" omfattende Vejle, Fredericia og Kolding i 1962[51], en samlet plan for Vestsjælland i 1963[52], en samlet plan for Nordjylland i 1963[53], en ny og langt mere omfattende egnsplan for Århus i 1966[54], hvortil kom en plan for en Øresundsby i 1959 (omfattende både Sjælland og Skåne)[55]. Fraset byudviklingsplanerne fik de fleste af disse planer dog ingen betydning i samtiden.

Skattely-problemstillingen redigér

Den socialt-økonomiske opsplitning af storbyernes befolkning, som forstadsdannelserne bibragte som en bivirkning, indebar, at folk bosatte i en kommune måtte bære langt større kommunale skattebyrder end folk bosatte i en anden kommune. Der fremkom derved tillige en voksende økonomisk interesse for den enkelte i at være bosat i en kommune med lave kommunale skatter og i at kunne fastholde en sådan skattebegunstiget stilling. Forholdet gjorde sig især gældende mellem Københavns kommune på den ene side, Frederiksberg og Gentofte kommuner på den anden, men tillige mellem blandt andet Aalborg og Hasseris kommuner, Odense og Paarup kommuner, Svendborg og Tranderup kommuner.[56] Ikke mindst sådanne uligheder i skattebyrden bevirkede, ved siden af andre (fx planlægningsmæssige og tekniske forsyningsanlægsmæssige) interesser, et ønske fra købstadskommuner om at kunne indlemme mere eller mindre udprægede forstadskommuner, hvis indbyggere nød godt af købstadskommunens arbejdspladser og tjenester og samtidig undgik at hjælpe til med at løse de sociale byrder, som købstadskommunen måtte bære.

Indlemmelsesspørgsmålet redigér

Allerede så tidligt som i 1850-erne havde rigsdagen overvejet muligheden for, at forstæder burde sammenlægges med den købstad, de var sammenbyggede med. Da de tidligste forstadsdannelser (Frederiksberg og Nørresundby) og en række bymæssige bebyggelser begyndte at udvikle sig, valgte man i stedet at give dem begrænsede bemyndigelser modsvarende købstædernes under navn af "handelspladser". Men allerede samtiden indså, at det måtte være betænkeligt "således at lægge to købstæder op ad hinanden". De daværende bestemmelser forudså kun mulighed for sammenlægning ved lov i hvert enkelt tilfælde eller ved enighed mellem de berørte kommuner og samtlige grundejere i det indlemmede område.[57][58]

Indlemmelsesspørgsmålet blev taget op igen af Købstadskommissionen af 1870, der var blevet nedsat for at undersøge og overveje på hvilken måde, der kunne rådes bod på det tilbageslag for købstædernes handel og håndværk, som næringsfrihedens indførelse formodedes at have bevirket. Købstadskommissionen stillede blandt andet forslag om, at der skulle tilvejebringes hjemmel til ad administrativ vej foretage indlemmelser af "Landgrunde eller Landdistrikter, som omsluttes af eller støde umiddelbart op til en Kjøbstad, samt til for Regeringen at tilstå sådanne Undtagelser og Lempelser i de for Kjøbstaden gældende Regler, som måtte være fornødne i Anledning af Indlemmelsen". Efter kommissionens forslag skulle indlemmelse kunne ske ved enighed mellem vedkommende byråd, sogneråd samt en del af ejerne af de af indlemmelsen berørte grunde, men i lov af 17. maj 1873 om landdistrikters indlemmelse i købstæderne blev det bestemt, at indlemmelse kunne ske, hvis blot to af de tre omtalte parter var enige heri. Med hjemmel i denne lov blev der i de følgende år foretaget indlemmelser af arealer i landkommuner i købstæder, men loven medførte kun i begrænset omfang indlemmelse af bymæssigt bebyggede arealer.[59][60]

Ved folketællingen i 1916 foretoges for første gang en fyldestgørende opgørelse over forstadsudviklingens omfang, og det viste sig da, at der var 78 forstadsbebyggelser med i alt omkring 95.000 indbyggere svarende til en sjettedel af købstædernes samlede folketal. Det var derfor ikke at undre, at spørgsmålet om ændringer i bestemmelserne om indlemmelser blev taget op af en i 1915 nedsat kommission, der skulle stille forslag til ændringer i loven af 1873. Kommissionens forslag dannede grundlag for lov nr. 379 af 28. juni 1920 om indlemmelse i købstæder af arealer af sognekommuner m.v., der i §5 blandt andet indeholdt en bestemmelse om, at der efter begæring fra vedkommende byråd, sogneråd eller en vis del af grundejerne skulle kunne foretages indlemmelse i en købstad af de til købstaden umiddelbart grænsende bymæssigt bebyggede arealer af en sognekommune, "når arealernes beboere ved deres virksomhed er nøje knyttede til købstaden, og indlemmelsen skønnes nødvendig eller særdeles ønskelig af hensyn til købstadens, sognekommunens eller vedkommende landareals økonomiske udvikling eller af hensyn til den tilbørlige udvikling af forsørgelsesvæsenet, skolevæsen, sundhedsvæsen, brandvæsen, belysningsvæsen, bygningsvæsen, afløbsforhold, færdselsforhold eller lignende foranstaltninger af almen social eller økonomisk betydning eller når byen nærliggende areals beboere nyder andel i købstadens goder, medens skattebyrden er væsentlig ringere end i købstaden, således at arealet virker som skattely for købstaden". Lempelserne i indlemmelsesbetingelserne bevirkede imidlertid ikke, at forstadsspørgsmålet blev af mindre betydning til trods for de talrige indlemmelser, der trods alt skete.[61]

Den samfundsmæssige udvikling, herunder samfærdselsmidlernes forbedring, bevirkede under påvirkning fra udlandet, at rækkehus- og havebybebyggelser voksede frem. I disse tilstræbtes beliggenhed i frie omgivelser, hvilket betød beliggenhed i nogen afstand fra købstaden og da ofte i nærliggende sognekommuner. Den stigende brug af cykler og motorkøretøjer fremmede udviklingen og bevirkede, at købstæderne i stigende grad anså også sådanne velafgrænsede bebyggelser, der ikke lå i umiddelbar tilknytning til købstaden, som hørende til storbyens samlede bylegeme.

Loven af 1920 blev siden afløst af landkommunalloven af 1933.[62]

Ved lov nr. 181 af 20. maj 1952 om de københavnske omegnskommuners styrelse var udviklingen nået dertil, at man i virkeligheden havde opgivet at sammenlægge hele det københavnske storbyområde i een kommune og i stedet fandt det hensigtsmæssigt efter behov at kunne indføre de samme styrelsesmidler for disse forstadskommuner, som fandt anvendelse på købstæder.[62]

En endelig løsning blev først skabt ved kommunalreformen i 1970, hvor købstadskommuner og omgivende sognekommuner - og dermed tillige købstædernes forstæder - blev sammenlagte, og det administrative skel mellem købstæder og forstæder forsvandt.

Forstadsudviklingen i forbindelse med de enkelte købstæder indtil 1970 redigér

En beskrivelse af forstadsudviklingen kompliceres for især de største byer ved, at der tidligt udviklede sig bymæssige bebyggelser i omegnen, det vil sige uden for købstæderne, som efterhånden, som byen voksede og bredte sig så at sige "opslugte" disse allerede tidligere udviklede bebyggelser. Og både for større og mindre købstæder gælder det, at beskrivelsen kompliceres ved, at der løbende skete reguleringer af byafgrænsningen, idet tidligere forstadsområder fra tid til anden blev indlemmede i købstæderne. Således var de administrative grænser ofte ikke de samme over tid. Beskrivelserne må derfor gøre opmærksom på sådanne forhold.

Trods store geografiske forskelle, der var betinget af landskabelige forhold, administrative grænsers forløb samt den industrielle udvikling og dermed befolkningsudviklingen, var der visse fælles træk, således med hensyn til det overordnede udviklingsforløb.

Første fase i forstadsudviklingen indtraf i anden halvdel af det 19. århundrede. Omkring midten af århundredet slog den industrielle produktionsmåde med brug af dampkraft igennem, og det blev hurtigt fulgt op af en industriel vækst i form af nye virksomheder. Dampkraftens betydning blev fremhævet ved tilføjelsen af ordet "damp" til virksomhedens beskrivelse, fx. "dampbageri". Denne udvikling førte til en tilflytning fra omgivende landområder, og befolkningspresset voksede. Der var som oftest kun begrænsede muligheder inden for købstadens hidtidige område, så efterhånden blev boligbehovet løst ved nybyggeri, der ofte skete enten i købstadskommunens landdistrikt eller i et landsogn. Kun København skilte sig ud ved, at byvæksten fra begyndelsen bredte sig til omgivende sognekommuner.

Fra politisk side var man opmærksom på udviklingen og åbnede mulighed for, at nye byområder kunne indlemmes i købstaden. Som det hurtigt skulle vise sig, var disse indlemmelser sværere at gennemføre end planlagt, og købstæderne kom næppe på noget tidspunkt senere til at omfatte hele det bymæssige område.

Anden fase indtraf mellem århundredeskiftet og 1. verdenskrig. I denne overgangsperiode blev forstæder som bebyggelsesform anerkendt og slog igennem i tilknytning til de fleste købstæder.

Tredie fase udgjordes af mellemkrigstiden og 2. verdenskrig. Forstæderne var i stadig vækst i tilknytning til en ny industrialiseringsbølge. Den stadig mere betydende forstadsudvikling blev fra politisk side forsøgt styret med vedtagelsen af byplanloven i 1925. Denne havde til formål at sikre, at forstadsudviklingen blev sammenpasset med forholdene i købstaden gennem en samlet byplanlægning. Loven fik imidlertid kun begrænset virkning som følge af dens bestemmelser om erstatning. Følgen var, at der blev udarbejdet uformelle byplaner, som blot ikke blev vedtaget. Forholdene var uholdbare, og i 1938 blev vedtaget en ny byplanlov. Heller ikke denne var heldig i sin formulering, men fejlen blev rettet ved et kreativt cirkulære, der inddelte byplanlægning i to slags planer: dispositionsplaner, der gav et samlet overblik over den forventede udvikling men som ikke var bindende og derfor heller ikke kunne udløse erstatningskrav, og partielle byplaner, der var bindende og derfor kunne udløse erstatningskrav, men alene fordi der nu var tale om en faktisk gennemførelse af den påtænkte planlægning. Loven pålagde alle kommuner med bebyggelser på over 1.000 indbyggere at udarbejde en byplan. Loven nåede dog kun at få meget begrænset anvendelse inden, at 2. verdenskrig brød ud. Under krigen blev udarbejdet en række byplaner både for købstæder og for andre byer.

I denne periode blev rutebilerne udviklet som en ny transportform, og denne indebar, at det især var langs købstædernes udfaldsveje, at forstadsbyvæksten bredte sig. Dette gav ofte en noget uheldig byform med lange byfingre ud i landskabet.

Fjerde fase indtraf efter 2. verdenskrigs afslutning og varede frem til 1970. I denne periode blev der udarbejdet byplaner for et stort antal kommuner, herunder alle de lovpligte kommuner. Forstadsudviklingen fortsatte. I denne periode fik privatbilismen sit gennembrud, og følgen var yderligere byvækst. I erkendelse af, at byplanlovens bestemmelser var begrænsede i forhold til udviklingen blev vedtageten ny byreguleringslov, som gjorde det muligt at nedsætte byudviklingsudvalg bestående af repræsentanter for købstadskommuner og omgivende sognekommuner for at udarbejde mere langsigtede planer for byudviklingens fordeling og grænser. I løbet af 1960-erne blev der udarbejdet en lang række byudviklingsplaner, og disse fastlagde den fortsatte forstadsudvikling.

Femte fase indtraf i 1970 med kommunalreformen, hvorved købstæder sammenlagdes med omgivende sognekommuner til nye storkommuner. Kommunalreformen blev fulgt op af en række ny planlove: by- og landzoneloven, kommuneplanloven m.fl. Strengt taget var der tale om en opdatering af den hidtidige lovgivning, men som noget nyt skulle borgerne have ytringsret når planerne skulle vedtages. Kommunalreformen indebar også, at forstadsbegrebet forsvandt, fordi de hidtidige forstæder nu kom til at ligge i samme storkommune som den købstad, de var en del af. Samtidig bortfaldt købstæderne imidlertid som særskilt enhed. Kun omkring de største byer var fortsat forstadskommuner, især hovedstaden.

Det er på denne baggrund, at forstadsudviklingen indtil 1970 må ses.

Hovedstaden (København) redigér

Helsingør redigér

Gennem mellemkrigstiden var Helsingørs indbyggertal voksende: i 1921 15.457[63], i 1925 15.118[64], i 1930 15.841[65], i 1935 17.140[66], i 1940 17.965 indbyggere.[67] Men samtidig skete der en vækst i forstaden Snekkersten, og også i Espergærde bosatte sig en række personer med arbejde i Helsingør, omend beskedent.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Helsingør købstad 15.457 15.118 15.841 17.140 17.965
Snekkersten 873 1.216 1.294 1.415 1.559
Espergærde 769 1.032 1.606 1.849 1.912
Helsingør med forstæder 17.099 17.366 18.741 20.404 21.436

I henhold til erhvervstællingen 1925 fandtes der 364 virksomheder i Helsingør med 2.700 ansatte, heraf 2.042 egentlig industriarbejdere. Af disse var 165 sysselsat i næringsmiddelindustrien, 174 i tekstilindustrien, 71 i beklædningsindustrien, 248 i bygningsindustrien, 106 i trævareindustrien, 1.138 i metalindustrien og 140 i anden industri.[68] Beskæftigelsen i metalindustrien skyldtes ganske overvejende skibsværftet.[69]

Ved folketællingen i 1930 havde Helsingør 15.841 indbyggere, heraf ernærede 1.345 sig ved immateriel virksomhed, 7.541 ved håndværk og industri, 1.769 ved handel mm, 1.550 ved samfærdsel, 509 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.043 ved husgerning, 1.893 var ude af erhverv og 191 havde ikke oplyst indkomstkilde.[70]

Næringsveje[71] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Helsingør købstad 509 7.541 1.769 1.550 1.345 1.043 1.893 191 15.841
Snekkersten 278 352 147 146 77 117 161 16 1.294
Espergærde 274 453 206 184 81 147 240 21 1.606
Helsingør med forstæder 1.061 8.346 2.122 1.880 1.503 1.307 2.294 228 18.741

Helsingør udviklede i mellemkrigstiden et vist net af oplandsforbindelser: foruden Nordbanen (der i 1934 fik trinbræt ved Mørdrup[72]), Kystbanen og Hornbækbanen busforbindelse mod Helsinge i 1922, busforbindelse til Snekkersten, Espergærde og Humlebæk i 1923 (forlænget til Sletten i 1930) og busforbindelse til Hornbæk i 1933 (1937 forlænget til Gilleleje).[73]

Gennem det meste af det 20. århundrede stod og faldt Helsingørs udvikling med den lokale industris samt jernbanedriftens og færgefartens udvikling. Nok spillede såvel handel som offentlige tjenester (Helsingør fik Frederiksborg Amts centralbibliotek, sygehus, politistation, brandvæsen og tilsvarende tjenester), men de spillede en fortrinsvis tilbagetrukken rolle. Først hen imod århundredets slutning, da industrien aftog i betydning, tiltog de andre virksomheder tilsvarende i betydning.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Helsingør sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 18.930 indbyggere i købstaden, i 1950 21.010 indbyggere, i 1955 23.897 indbyggere, i 1960 26.658 indbyggere og i 1965 29.327 indbyggere. Forstaden Snekkersten voksede forholdsvis langsomt, mens Espergærde voksede stærkere, ikke mindst i kraft af tilflytning af indbyggere, der havde deres arbejde i Storkøbenhavn. Ifølge en opgørelse fra 1957 havde 40% af Espergærdes indbyggere arbejde i Helsingør, 40% i Hovedstaden, 12% i resten af Nordøstsjælland og kun 8% lokalt.[74]

År 1945 1950 1955 1960 1965
Helsingør købstad 18.930 21.010 23.897 26.658 29.327
Snekkersten 1.673 1.784 1.899 1.980 *
Espergærde 2.396 2.626 3.177 3.998 *
Helsingør med forstæder 22.999 25.420 28.973 32.636 37.560

*tal mangler

Helsingørs fortsatte vækst bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg for Helsingøregnen omfattende Helsingør Købstadskommune, Tikøb Kommune og Asminderød-Grønholt Kommune. Dette udarbejdede en byudviklingsplan, som forudsatte Snekkersten og Espergærde som de vigtigste fremtidige byudviklingsområder, idet samtidig de tilbageværende ledige arealer inden for købstadskommunens grænser forudsattes at blive inddragne til byudvikling.

Hillerød redigér

Gennem mellemkrigstiden var Hillerøds indbyggertal voksende: i 1921 6.069[75], i 1925 6.281[76], i 1930 6.822[77], i 1935 7.608[78], i 1940 8.199 indbyggere.[79] Men samtidig skete der en vækst i forstaden Nyhuse og mere spredt, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Hillerød.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Hillerød købstad 6.069 6.281 6.822 7.608 8.199
Nyhuse mm 2.163 3.040 3.232 3.437 3.719
Hillerød med forstæder 8.232 9.321 10.054 11.720 12.724

Ved folketællingen i 1930 havde Hillerød 6.822 indbyggere, heraf ernærede 683 sig ved immateriel virksomhed, 2.466 ved håndværk og industri, 1.196 ved handel mm, 642 ved samfærdsel, 250 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 629 ved husgerning, 849 var ude af erhverv og 107 havde ikke oplyst indkomstkilde.[80]

Næringsveje[81] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Hillerød købstad 250 2.466 1.196 642 683 629 849 107 6.822
Nyhuse 99 936 299 219 218 200 349 21 2.341
Andre bebyggelser 77 465 77 94 13 58 99 8 891
Hillerød med forstæder 426 3.867 1.572 955 914 887 1.297 136 10.054

Efter 2. verdenskrig fortsatte Hillerød sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 8.887 indbyggere i købstaden, i 1950 10.023 indbyggere, i 1955 10.840 indbyggere, i 1960 11.605 indbyggere og i 1965 12.832 indbyggere. Forstadskommunen Frederiksborg Slotssogn med Nyhuse var nu så udbygget, at den i sin helhed regnedes som forstad til Hillerød. I Harløse Sognekommune voksede en ny forstad, Lille Ullerød, frem vest for Hillerød.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Hillerød købstad 8.887 10.023 10.840 11.605 12.832
Frederiksborg Slotssogn 5.136 5.644 5.749 6.081 6.851
Lille Ullerød 273 333 390 461 1.091
Hillerød med forstæder 14.023 16.000 16.979 18.147 20.774

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Hillerød-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Frederiksværk redigér

I mellemkrigsårene var Frederiksværks indbyggertal voksende: Byen havde i 1921 2.022 borgere,[82] i 1925 2.040,[83] i 1930 2.061,[84] i 1935 2.227,[85] i 1940 2.248 indbyggere.[86] Samtidig voksede forstæderne Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov samt Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint i Kregme-Vinderød Kommune, hvor folk, som arbejdede i Frederiksværk, slog sig ned.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Frederiksværk købstad 2.022 2.040 2.061 2.227 2.248
Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov 168 167 171 195 477
Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint - 95 120 112 216
Frederiksværk med forstæder 2.190 2.302 2.352 2.534 2.941

Ved folketællingen i 1930 havde Frederiksværk 2.061 indbyggere. Af dem ernærede 162 sig ved immateriel virksomhed, 899 ved håndværk og industri, 331 ved handel, 144 ved samfærdsel, 71 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 145 ved husgerning, 256 var ude af erhverv, og 53 havde ikke oplyst indkomstkilde.[87]

Næringsveje[88] Landbrug
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Frederiksværk købstad 71 899 331 144 162 145 256 53 2.061
Bjørnehoved 33 54 1 3 6 7 11 5 120
Enghaverne 50 95 6 8 0 3 9 0 171
Frederiksværk med forstæder 154 1.048 338 155 168 155 276 58 2.352

Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederiksværk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143, i 1955 5.213, i 1960 5.722 og i 1965 6.805. Den største byudviklingen foregik i forstadskommunen Kregme-Vinderød Kommune.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Frederiksværk købstad 3.029 3.968 4.306 4.435 4.538
Åsebro, Enghaverne og Vinderød Skov 613 967 1.253 1.317 1.578
Strandvejen, Bjørnehoved og Hvide Klint 228 246 346 403 1.604
Frederiksværk med forstæder 3.870 5.181 5.905 6.155 7.720

Byrådet nedsatte et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederiksværk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Frederikssund redigér

Gennem mellemkrigstiden var Frederikssunds indbyggertal voksende: i 1921 2.967[89], i 1925 3.117[90], i 1930 3.186[91], i 1935 3.243[92], i 1940 3.246 indbyggere.[93] Men samtidig skete der en vækst i forstæder Oppe Sundby i Oppe Sundby Kommune og Engbæk i Ude Sundby Landdistrikt, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Frederikssund.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Frederikssund købstad 2.967 3.117 3.186 3.243 3.246
Oppe Sundby - 363 401 671 616
Engbæk - - 345 340 372
Frederikssund med forstæder 2.967 3.480 3.932 4.254 4.234

Ved folketællingen i 1930 havde Frederikssund 3.186 indbyggere, heraf ernærede 250 sig ved immateriel virksomhed, 1.302 ved håndværk og industri, 607 ved handel mm, 328 ved samfærdsel, 159 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 196 ved husgerning, 287 var ude af erhverv og 57 havde ikke oplyst indkomstkilde.[94]

Næringsveje[95] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Frederikssund købstad 159 1.302 607 328 250 196 287 57 3.186
Oppe Sundby 16 202 49 59 11 13 39 1 401
Engbæk 63 169 34 25 7 30 13 4 345
Frederikssund med forstæder 238 1.673 690 412 268 244 345 62 3.932

Efter 2. verdenskrig fortsatte Frederikssund sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 3.557 indbyggere i købstaden, i 1950 4.143 indbyggere, i 1955 5.213 indbyggere, i 1960 5.722 indbyggere og i 1965 6.805 indbyggere. Forstadskommunen Ude Sundby landdistrikt var blevet så udbygget, at den i sin helhed blev indlemmet 1. april 1951.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Frederikssund købstad 3.557 4.143 5.213 5.722 6.805
Oppe Sundby 651 799 1.039 1.232 1.716
Engbæk 410 460 * * *
Frederikssund med forstæder 4.618 5.402 6.252 6.954 8.521

* indlemmet i købstaden pr. 1. april 1951

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Frederikssund-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Roskilde redigér

Gennem mellemkrigstiden var Roskildes indbyggertal voksende: i 1921 12.815.[96] i 1925 13.540,[97] i 1930 14.149,[98] i 1935 16.104,[99] i 1940 21.699 indbyggere.[100] Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Roskilde købstads landdistrikt, i Himmelev Kommune og mere spredt i Sankt Jørgensbjerg Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Roskilde. Den 1. april 1933 blev Roskilde købstads landdistrikt indlemmet i Roskilde, og den 1. april 1938 blev Skt. Jørgensbjerg Kommune indlemmet i købstaden.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Roskilde købstad 12.815 13.540 14.149 16.104 21.699
Bjerget (Skt. Jørgensbjerg Kommune) 1.304 1.311 1.267 1.342 *
Østre distrikt (Skt. Jørgensbjerg) 1.057 1.286 1.583 1.948 *
Vestre distrikt (Skt. Jørgensbjerg) - - 532 597 *
Skt. Hans Hospital (Skt. Jørgensbjerg) 2.108 2.230 2.460 2.953 *
Roskilde købstads landdistrikt 281 450 577 * *
Ny Himmelev og Frederiksborgvej (Himmelev Kommune) 377 399 515 570 546
Roskilde med forstæder 17.943 19.216 21.083 23.514 22.245

Ved folketællingen i 1930 havde Roskilde 14.149 indbyggere, heraf ernærede 1.656 sig ved immateriel virksomhed, 5.057 ved håndværk og industri, 2.472 ved handel mm, 1.279 ved samfærdsel, 701 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.193 ved husgerning, 1.547 var ude af erhverv og 244 havde ikke oplyst indkomstkilde.[101]

Næringsveje[102] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Roskilde købstad 701 5.057 2.472 1.279 1.656 1.193 1.547 244 14.149
Bjerget 144 568 98 44 143 86 176 8 1.267
Østre distrikt 85 607 269 204 110 106 175 27 1.583
Vestre distrikt 186 171 27 20 80 25 21 2 532
Skt. Hans Hospital 4 41 6 0 440 135 1.833 1 2.460
Ny Himmelev 41 245 87 36 66 48 42 0 515
Roskilde med forstæder 1.209 6.970 2.967 1.610 2.597 1.623 3.822 285 21.083

Bemærk: tabellen uden Roskilde købstads landdistrikt

Efter 2. verdenskrig fortsatte Roskilde sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 23.497 indbyggere i købstaden, i 1950 26.355 indbyggere, i 1955 28.878 indbyggere, i 1960 31.928 indbyggere og i 1965 37.102 indbyggere. I Himmelev Kommune voksede en ny forstad, Ny Himmelev, frem og i Reerslev-Vindinge Kommune forstaden Vindinge Lillevang.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Roskilde købstad 23.497 26.355 28.878 31.928 37.102
Ny Himmelev og Frederiksborgvej 565 613 678 926 1.842
Vindinge Lillevang i Reerslev-Vindinge Kommune - - - 188 203
Roskilde med forstæder 24.062 26.968 29.556 33.042 39.147

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Roskilde-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Køge redigér

Gennem mellemkrigstiden var Køges indbyggertal voksende: i 1921 5.673[103], i 1925 5.603[104], i 1930 6.097[105], i 1935 6.952[106], i 1940 9.092 indbyggere.[107] Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Køge købstads landdistrikt og i Hastrup villaby i Herfølge Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Køge. Den 1. april 1940 blev Køge købstads landdistrikt indlemmet i købstaden.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Køge købstad 5.673 5.603 6.097 6.952 9.072
Køge landdistrikt nordlige del - - 64 65 *
Køge landdistrikt sydlige del - - 964 1.382 *
Villaby - 509 - - *
Hastrup villaby - - - - 519
Køge med forstæder 5.673 6.112 7.125 8.399 9.591

Ved folketællingen i 1930 havde Køge 14.149 indbyggere, heraf ernærede 1.656 sig ved immateriel virksomhed, 5.057 ved håndværk og industri, 2.472 ved handel mm, 1.279 ved samfærdsel, 701 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.193 ved husgerning, 1.547 var ude af erhverv og 244 havde ikke oplyst indkomstkilde.[108]

Næringsveje[109] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Køge købstad 88 2.763 1.123 655 380 456 555 77 6.097
Køge landdistrikt nordlige del 42 5 0 0 0 14 3 0 64
Køge landdistrikt sydlige del 38 428 121 188 24 59 80 26 964
Køge med forstæder 168 3.196 1.244 843 404 529 638 103 7.125

Efter 2. verdenskrig fortsatte Køge sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 9.683 indbyggere i købstaden, i 1950 10.602 indbyggere, i 1955 11.338 indbyggere, i 1960 12.294 indbyggere og i 1965 14.144 indbyggere. I Herfølge Kommune voksede en ny forstad, Hastrup villakvarter, frem.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Køge købstad 9.683 10.602 11.338 12.294 14.144
Hastrup villaby i Herfølge Kommune 354 415 802 730 962
Køge med forstæder 10.037 11.017 12.140 13.024 15.106

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Køge-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Holbæk redigér

Gennem mellemkrigstiden var Holbæks indbyggertal voksende: i 1921 11.198[110], i 1925 11.831[111], i 1930 12.473[112], i 1935 12.493[113], i 1940 12.790 indbyggere.[114] Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Butterup-Tuse Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Holbæk.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Holbæk købstad 11.198 11.831 12.473 12.493 12.790
Allerupgård villakvarter (Butterup-Tuse Kommune) - 138 216 210 215
Holbæk med forstæder 11.198 11.969 12.689 12.703 13.005

Ved folketællingen i 1930 havde Holbæk 12.473 indbyggere, heraf ernærede 1.259 sig ved immateriel virksomhed, 4.851 ved håndværk og industri, 2.113 ved handel mm, 1.104 ved samfærdsel, 730 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 865 ved husgerning, 1.428 var ude af erhverv og 123 havde ikke oplyst indkomstkilde.[115]

Næringsveje[116] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Holbæk købstad 730 4.851 2.113 1.104 1.259 865 1.428 123 12.473
Allerupgård 11 98 28 5 24 16 34 0 216
Holbæk med forstæder 741 4.949 2.141 1.109 1.283 881 1.462 123 12.689

Efter 2. verdenskrig fortsatte Holbæk sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 13.467 indbyggere i købstaden, i 1950 14.417 indbyggere, i 1955 15.153 indbyggere, i 1960 15.475 indbyggere og i 1965 16.445 indbyggere. I Butterup-Tuse Kommune voksede en ny forstad, Allerupgård villakvarter, frem og i Sdr. Asmindrup-Grandløse Kommune forstaden Lille Grandløse.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Holbæk købstad 13.467 14.417 15.153 15.475 16.445
Allerupgård 234 315 434 548 684
Lille Grandløse - - - 194 278
Holbæk med forstæder 13.701 14.732 15.587 16.217 17.407

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Holbæk-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Nykøbing Sjælland redigér

Gennem mellemkrigstiden var Nykøbings indbyggertal svagt voksende: i 1921 3.603[117], i 1925 3.988[118], i 1930 4.058[119], i 1935 4.224[120], i 1940 3.927 indbyggere.[121] Nogen forstadsudvikling fandt ikke sted.

Ved folketællingen i 1930 havde Nykøbing 4.058 indbyggere, heraf ernærede 556 sig ved immateriel virksomhed, 1.100 ved håndværk og industri, 402 ved handel mm, 293 ved samfærdsel, 355 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 316 ved husgerning, 958 var ude af erhverv og 78 havde ikke oplyst indkomstkilde.[122]

Efter 2. verdenskrig fortsatte Nykøbing sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 4.409 indbyggere i købstaden, i 1950 4.453 indbyggere, i 1955 4.728 indbyggere, i 1960 4.803 indbyggere og i 1965 5.063 indbyggere. I Højby Kommune voksede en ny forstad, Nyledsbakken, frem.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Nykøbing købstad 4.409 4.453 4.728 4.803 4.999
Nyledsbakken - - - 63 64
Nykøbing med forstæder 4.409 4.453 4.728 4.866 5.063

Kalundborg redigér

 
Kalundborg 1919.

Gennem mellemkrigstiden var Kalundborgs indbyggertal voksende: i 1921 6.833[123], i 1925 6.549[124], i 1930 6.926[125], i 1935 7.620[126], i 1940 7.751 indbyggere.[127] Men samtidig skete der en vækst i forstæder i Kalundborg købstads landdistrikt og i Årby Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Kalundborg. Den 1. april 1933 blev Kalundborg købstads landdistrikt indlemmet i købstaden.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Kalundborg købstad 6.833 6.549 6.926 7.620 7.751
Skt. Jørgensbjerg (Kalundborg købstads landdistrikt) 427 376 467 * *
Rynkevang (Årby Kommune) - 113 113 159 102
Kalundborg med forstæder 7.260 7.038 7.506 7.779 7.853

* indlemmet i købstaden

Ved folketællingen i 1930 havde Kalundborg 6.926, heraf ernærede 372 sig ved immateriel virksomhed, 2.818 ved håndværk og industri, 1.210 ved handel mm, 966 ved samfærdsel, 268 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 523 ved husgerning, 603 var ude af erhverv og 166 havde ikke oplyst indkomstkilde.[128]

Næringsveje[129] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Kalundborg købstad 268 2.818 1.210 966 372 523 603 166 6.926
Skt. Jørgensbjerg 59 154 51 62 43 61 37 0 467
Rynkevang 8 38 10 17 11 18 9 2 113
Kalundborg med forstæder 335 3.010 1.271 1.045 426 602 649 168 7.674

Efter 2. verdenskrig fortsatte Kalundborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.875 indbyggere i købstaden, i 1950 8.603 indbyggere, i 1955 9.214 indbyggere, i 1960 9.763 indbyggere og i 1965 10.230 indbyggere. I Årby Kommune voksede nye forstæder, Rynkevang og Engvej, i Raklev Kommune forstæderne Brandsbjerg og Hestehave, og i Tømmerup Kommune forstaden Nyvang.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Kalundborg købstad 7.875 8.603 9.214 9.763 10.320
Rynkevang 147 101 106 100 92
Engvej - - 126 288 423
Brandsbjerg - - 75 60 438
Hestehave - - 26 35 *
Nyvang - - 84 109 143
Kalundborg med forstæder 8.022 8.704 9.631 10.355 11.416

* under Brandsbjerg

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Kalundborg-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Ringsted redigér

Gennem mellemkrigstiden var Ringsteds indbyggertal voksende: i 1921 5.047[130], i 1925 5.661[131], i 1930 6.148[132], i 1935 6.780[133], i 1940 7.049 indbyggere.[134] Men samtidig skete der en vækst i forstaden i Benløse Runding i Benløse Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Ringsted.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Ringsted købstad 5.047 5.661 6.148 6.780 7.049
Benløse Runding (Benløse Sogn) - 462 460 596 895
Ringsted med forstæder 5.047 6.123 6.608 7.376 7.944

Ved folketællingen i 1930 havde Ringsted 6.608 indbyggere, heraf ernærede 551 sig ved immateriel virksomhed, 2.594 ved håndværk og industri, 1.132 ved handel mm, 683 ved samfærdsel, 301 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 560 ved husgerning, 709 var ude af erhverv og 77 havde ikke oplyst indkomstkilde.[135]

Næringsveje[136] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Ringsted købstad 265 2.327 1.087 644 550 537 664 74 6.148
Benløse 37 267 45 39 1 23 45 3 460
Ringsted med forstæder 302 2.594 1.132 683 551 560 709 77 6.608

Efter 2. verdenskrig fortsatte Ringsted sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 7.835 indbyggere i købstaden, i 1950 8.660 indbyggere, i 1955 9.246 indbyggere, i 1960 9.694 indbyggere og i 1965 10.426 indbyggere. I Benløse Sogn voksede Benløse Runding og Benløse by.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Ringsted købstad 7.835 8.660 9.246 9.694 10.426
Benløse Runding 914 978 995 987 1.809
Ringsted med forstæder 8.749 9.638 10.241 10.681 12.235

Sorø redigér

Slagelse redigér

I mellemkrigstiden voksede Slagelses indbyggertal: i 1921 13.359, i 1925 13.804, i 1930 14.431, i 1935 15.538,[137] i 1940 16.879 indbyggere.[138] Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Ny Holmstrup, Gl. Holmstrup, Landsgrav, Gækkelund og Antvorskov i Sankt Peders Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Slagelse.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Slagelse købstad 13.359 13.804 14.431 15.538 16.879
Ny Holmstrup 490 468 477 485 552
Gl. Holmstrup og Holmstrup Mark - 511 451 341 336
Landsgrav By, Strandvejen - 245 428 370 455
Gækkelundskvarteret - - 123 223 258
Antvorskov By - (471) (422) 261 206
Slagelse med forstæder 13.849 15.028 16.332 17.218 16.879

Ved folketællingen i 1930 havde Slagelse 14.431 indbyggere, heraf ernærede 937 sig ved immateriel virksomhed, 6.084 ved håndværk og industri, 2.566 ved handel mm, 1.339 ved samfærdsel, 555 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.077 ved husgerning, 1.751 var ude af erhverv, og 122 havde ikke oplyst indkomstkilde.[139]

Næringsveje[140] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Slagelse købstad 555 6.084 2.566 1.339 937 1.077 1.751 122 14.431
Gækkelundkvarteret 13 67 7 14 2 5 15 0 123
Landsgrav by 200 90 31 22 8 20 54 3 428
Gl. Holmstrup 94 163 45 51 11 34 49 4 451
Ny Holmstrup 39 229 73 58 1 35 42 0 477
Antvorskov by 31 124 26 22 152 32 33 2 422
Slagelse med forstæder 932 6.757 2.748 1.506 1.111 1.203 1.944 131 16.332

Efter 2. verdenskrig fortsatte Slagelse sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 18.073 indbyggere i købstaden, i 1950 19.184 indbyggere, i 1955 20.224 indbyggere, i 1960 20.562 indbyggere og i 1965 21.884 indbyggere. Forstadskommunen Sankt Peder Landsogn blev så udbygget, at den fra 1950 i sin helhed regnedes som forstad til Slagelse. I Slots Bjergby-Sludstrup Kommune voksede en ny forstad, Skælskørvejen, frem.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Slagelse købstad 18.073 19.184 20.224 20.562 21.884
Skt Peder landsogn (2.393) 2.667 2.687 2.644 2.744
Ny Holmstrup 638 - - - -
Gl. Holmstrup mm 384 - - - -
Landsgrav by 548 - - - -
Gækkelundkvarteret 341 - - - -
Antvorskov 409 - - - -
Skælskørvejen - - - 92 139
Slagelse med forstæder 20.466 21.851 22.911 23.298 24.767

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Slagelse-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.[141]

Korsør redigér

Gennem mellemkrigstiden var Korsørs indbyggertal voksende: i 1921 8.939[142], i 1925 9.760, i 1930 9.728[143], i 1935 9.671[144], i 1940 9.896 indbyggere.[145] Men samtidig skete der en vækst i forstaden Halsskov Huse i Tårnborg Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Korsør, og allerede pr. 1. april 1922 blev forstaden indlemmet i købstaden.[144]

År 1916 1921 1925 1930 1935 1940
Korsør købstad 8.380 8.939 9.760 9.728 9.671 9.896
Halsskov Huse (Tårnborg Kommune) 782 908 * * * *
Korsør med forstæder 9.162 9.847 9.760 9.728 9.671 9.896

Ved folketællingen i 1930 havde Korsør 9.728 indbyggere, heraf ernærede 707 sig ved immateriel virksomhed, 3.014 ved håndværk og industri, 1.302 ved handel mm, 2.694 ved samfærdsel, 569 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 707 ved husgerning, 933 var ude af erhverv og 86 havde ikke oplyst indkomstkilde.[146]

Efter 2. verdenskrig fortsatte Korsør sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 10.667 indbyggere i købstaden, i 1950 11.885 indbyggere, i 1955 12.957 indbyggere, i 1960 14.276 indbyggere og i 1965 15.269 indbyggere.

Skælskør redigér

Gennem mellemkrigstiden var Skælskørs indbyggertal svagt stigende: i 1916 havde byen 2.675 indbyggere, i 1921 2.720 indbyggere[147], i 1925 2.917 indbyggere[148], i 1930 2.860 indbyggere[149], i 1935 3.070 indbyggere[150] og i 1940 2.939 indbyggere.[151] I Eggeslevmagle Sogn udviklede sig forstaden Hesselby-Smidstrup.

År 1916 1921 1925 1930 1935 1940
Skælskør købstad 2.675 2.720 2.917 2.860 3.070 2.939
Hesselby-Smidstrup - - 169 153 204 240
Skælskør med forstæder 2.675 2.720 3.086 3.013 3.274 3.179

Ved folketællingen i 1930 havde Skælskør 2.860 indbyggere, heraf ernærede 179 sig ved immateriel virksomhed, 1.083 ved håndværk og industri, 475 ved handel mm, 238 ved samfærdsel, 300 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 240 ved husgerning, 321 var ude af erhverv og 24 havde ikke oplyst indkomstkilde.[152]

Næringsveje[153] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Skælskør købstad 300 1.083 475 238 179 240 321 24 2.860
Hesselby-Smidstrup 13 267 45 39 1 23 45 3 460
Skælskør med forstæder 313 1.350 520 277 180 263 366 27 3.320

Efter 2. verdenskrig fortsatte Skælskør sin svage befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.921 indbyggere i købstaden, i 1950 3.023 indbyggere, i 1955 3.004 indbyggere, i 1960 2889 indbyggere[154] og i 1965 3.398 indbyggere.[155] Samtidig udviklede forstaden Hesselby-Smidstrup sig, og forstadsområdet Maglebyvej kom til, ligeledes i Eggeslevmagle Kommune.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Skælskør købstad 2.921 3.023 3.004 2.889 3.398
Hesselby-Smidstrup 247 295 311 352 674
Maglebyvej - - - - 24
Skælskør med forstæder 3.168 3.318 3.315 3.241 4.096

Næstved redigér

År 1850 1855 1860 1870 1880 1890 1901 1906 1911
Næstved købstad[156] 2.735 3.228 3.647 4.267 4.792 5.502 7.162 7.633 8.326
Skt. Mortens Landdistrikt[157] 297 292 311 315 328 338 373 356 547
Skt. Peders Landdistrikt[157] 94 98 96 67 77 68 84 98 154
Næstved med forstæder 3.126 3.618 4.054 4.649 5.197 5.908 7.619 8.087 9.027

Næstveds befolkning begyndte en stor stigning omkring midten af 1800-tallet,[158] og den var stigende i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Samtidig begyndte en fremvækst af forstæder i købstadens to landdistrikter: Skt. Mortens Landdistrikt og Skt. Peders Landdistrikt.

 
Kort over Næstved i 1897.

Folkemængden i byen fordeltes i 1890 efter næringsveje i følgende grupper. Både forsørgere og forsørgede: 845 levede af immateriel virksomhed (deri medregnet militæret), 2.329 af håndværk og industri, 1.140 af handel og omsætning, syv af søfart, 64 af jordbrug, 23 af gartneri, medens 843 fordeltes på andre erhverv, 135 levede af deres midler, 86 "nød almisse", og 30 sad i fængsel. I Skt. Mortens Landdistrikt var fordelingen samme år: 29 levede af immateriel virksomhed, 181 af jordbrug, 99 af industri, 13 af handel, 11 af deres midler, og 5 var under fattigvæsenet. I Skt. Peders Landdistrikt var fordelingen: 47 levede af jordbrug og 21 af industri (Maglemølle Papirfabrik).[159] Ifølge en opgørelse i 1906 var indbyggertallet 7.633, heraf ernærede 710 sig ved immateriel virksomhed, 161 ved landbrug, skovbrug og mejeridrift, ingen ved fiskeri, 3.989 ved håndværk og industri, 1.583 ved handel med mere, 464 ved samfærdsel, 268 var aftægtsfolk, 303 levede af offentlig understøttelse og 155 af anden eller uangiven virksomhed.[160]

 
Byens segl fra 1855.

I anden halvdel af 1800-tallet oplevede Næstved en betydelig industriel udvikling. Fra 1855 til 1872 steg antallet af industrier med mindst fem ansatte fra otte med 104 ansatte til 10 med 179 ansatte.[161] I 1855 havde Næstved 6 brændevinsbrænderier, 1 klædefabrik, 1 jernstøberi, 1 svovlstikkefabrik, 1 pianofortefabrik og 1 dampmel- og grynmølle.[162] I 1869 var der i Næstved 4 brændevinsbrænderier, 2 klædefabrikker, 2 jernstøberier, 1 dampmel- og grynmølle, 4 bryggerier, 1 dampspinderi, 1 kalkbrænderi, 1 tobaksfabrik, 2 garverier, 1 feldberederi, 2 bogtrykkerier (hvorfra Nestved Avis eller Præstø Amts- og Avertissements-tidende, Nestved Tidende eller Sydsjællandsk Folkeblad og månedsbladet Hindholm blev udgivet).[163] Omkring århundredeskiftet fandtes i Næstved 1 eksport-svineslagteri (aktieselskab, oprettet 1896), 1 margarinefabrik (aktieselskab, oprettet 1890, senere omdannet til mejeri), 1 mineralvandsfabrik ("Fortuna"), 2 jernstøberier, flere tobaksfabrikker, 1 sukkervarefabrik, 1 klædefabrik, Kählers keramiske Fabrik, Maglemølle Papirfabrik, 1 bayersk ølbryggeri, 3 hvidtølsbryggerier, 2 brænderier, 3 bogtrykkerier, 1 kaffebrænderi og andre. I Næstved blev fortsat udgivet to aviser: Næstved Avis og Næstved Tidende.[159]

Medvirkende til den industrielle fremgang var, at Næstved i samme periode fik forbedrede forbindelser med omverdenen og oplandet: Den 4. oktober 1870 fik Næstved sin første jernbaneforbindelse med Vordingborg og Køge. Næstved Station blev indviet samtidig. Den 15. maj 1892 blev banen til Slagelse med sidebane til Skælskør åbnet, og 20. marts 1900 åbnede en privatbane til Præstø; denne blev i 1913 forlænget til Mern.

I mellemkrigstiden voksede Næstveds indbyggertal: i 1921 10.091,[164] i 1925 11.077,[165] i 1930 11.301,[166] i 1935 12.229,[167] i 1940 13.232 indbyggere.[168] Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Lille Næstved, Ringstedgade og Ny Holsted samt Ny Åderup og mere spredt i Herlufsholm Kommune, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Næstved.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Næstved købstad 10.091 11.077 11.301 12.229 13.232
Lille Næstved 910 983 944 1.226 1.597
Ringstedgade og Ny Holsted 216 634 860 1.027 1.679
Sandstræde mm i Præstø amt 210 313 307 355 447
Ny Åderup 366 * * * *
Øvrige Herlufsholm Kommune - - - 1.392 1.361
Næstved med forstæder 11.793 13.007 13.412 16.229 18.316

* indlemmet i Næstved

Ved folketællingen i 1930 havde Næstved 11.301 indbyggere, heraf ernærede 797 sig ved immateriel virksomhed, 5.179 ved håndværk og industri, 1.828 ved handel mm, 1.005 ved samfærdsel, 422 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 773 ved husgerning, 1.167 var ude af erhverv, og 130 havde ikke oplyst indkomstkilde.[169]

Næringsveje[170] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Næstved købstad 422 5.179 1.828 1.005 797 773 1.167 130 11.301
Lille Næstved 34 371 150 60 76 87 162 4 944
Ringstedgade og Ny Holsted 54 417 84 90 28 63 111 13 860
Sandstræde mm i Præstø amt 16 125 66 19 17 32 31 1 307
Næstved med forstæder 526 6.092 2.178 1.174 918 955 1.471 148 13.412

Mellemkrigstiden stadfæstede Næstved som handelsknudepunkt, idet byen både havde en havn med adgang til havet men samtidig lå pænt inde i landet og derved havde stort handelsopland.[158] I 1924 fik byen jernbaneforbindelse til Ringsted.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Næstved sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 15.104 indbyggere i købstaden, i 1950 17.557 indbyggere, i 1955 18.879 indbyggere, i 1960 19.617 indbyggere, i 1965 22.113 indbyggere og i 1970 35.695 indbyggere.[158] Forstadskommunen Herlufsholm Kommune var nu så udbygget, at den i sin helhed regnedes som forstad til Næstved. I Rønnebæk Kommune voksede en ny forstad, Rønneparken, frem.

År 1945 1950 1955 1960 1965 1970
Næstved købstad 15.104 17.557 18.879 19.617 22.113 35.695[158]
Herlufsholm Kommune 5.337 6.500 6.923 7.239 8.399
Rønneparken og Appenæs - - - 116 496
Næstved med forstæder 20.441 24.057 25.802 26.856 31.008

Byudviklingen bevirkede, at der blev nedsat et byudviklingsudvalg, som udarbejdede en byudviklingsplan for Næstved-egnen omfattende både købstaden, forstadskommunen og flere landkommuner.

Store Heddinge redigér

Gennem mellemkrigstiden var Store Heddinges indbyggertal nærmest stagnerende: i 1916 2.154, i 1921 2.272[171], i 1925 2.450[172], i 1930 2.442[173], i 1935 2.228[174], i 1940 2.037 indbyggere.[175] Men samtidig skete der en vækst i forstaden Bjælkerup i Store Heddinge Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Store Heddinge.

År 1916 1921 1925 1930 1935 1940
Store Heddinge købstad 2.154 2.272 2.450 2.442 2.228 2.037
Bjælkerup 262 260 256 319 472 517
Store Heddinge med forstæder 2.416 2.532 2.706 2.761 2.700 2.554

Ved folketællingen i 1930 havde Store Heddinge 2.442 indbyggere, heraf ernærede 179 sig ved immateriel virksomhed, 766 ved håndværk og industri, 377 ved handel mm, 113 ved samfærdsel, 522 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 198 ved husgerning, 231 var ude af erhverv og 56 havde ikke oplyst indkomstkilde.[176]

Næringsveje[177] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Store Heddinge købstad 522 766 377 113 179 198 231 56 2.442
Bjælkerup 77 127 21 23 13 15 41 2 319
Store Heddinge med forstæder 599 893 398 136 192 213 272 58 2.761

Efter 2. verdenskrig fortsatte Store Heddinge sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 2.140 indbyggere i købstaden, i 1950 2.230 indbyggere, i 1955 2.213 indbyggere, i 1960 2.082 indbyggere og i 1965 2.153 indbyggere. I landsognet voksede Bjælkerup.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Store Heddinge købstad 2.140 2.230 2.213 2.082 2.153
Bjælkerup 202 264 295 334 355
Store Heddinge med forstæder 2.342 2.494 2.508 2.416 2.508

Præstø redigér

Gennem mellemkrigstiden var Præstøs indbyggertal nærmest stagnerende: i 1921 1.470[178], i 1925 1.539[179], i 1930 1.442[180], i 1935 1.401[181], i 1940 1.425 indbyggere.[182] Men samtidig skete der en vækst i forstaden Nysøhuse i Præstø Landdistrikt og i Skibinge Hestehave i Skibinge Sogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Præstø.

År 1921 1925 1930 1935 1940
Præstø købstad 1.470 1.539 1.442 1.401 1.425
Nysøhuse med flere - - 147 148 164
Skibinge Hestehave - - 282 243 254
Præstø med forstæder 1.470 1.539 1.871 1.792 1.843

Ved folketællingen i 1930 havde Præstø 1.442 indbyggere, heraf ernærede 137 sig ved immateriel virksomhed, 388 ved håndværk og industri, 339 ved handel mm, 162 ved samfærdsel, 119 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 155 ved husgerning, 128 var ude af erhverv og 4 havde ikke oplyst indkomstkilde.[183]

Næringsveje[184] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Præstø købstad 119 388 339 162 137 155 128 14 1.442
forstad i Præstø Landdistrikt 11 57 29 12 9 8 17 4 147
Skibinge Hestehave 138 48 24 28 6 10 28 0 282
Tubæk og Rosager 37 26 9 6 2 2 13 0 95
Præstø med forstæder 305 519 401 208 154 175 186 18 1.966

Trods jernbanen var byens udvikling og befolkningstilvækst meget beskeden i første halvdel af 1900-tallet. I 1920-erne havde byen næsten ikke bredt sig uden for den oprindelige ø, kun lidt mod sydvest. Kvartererne syd for Tubæk og østpå langs fjorden er først opstået omkring 1930.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Præstø sin stagnerende befolkningsudvikling. I 1945 boede der 1.516 indbyggere i købstaden, i 1950 1.602 indbyggere, i 1955 1.567 indbyggere, i 1960 1.528 indbyggere og i 1965 1.706 indbyggere. I landdistriktet voksede Nysøhuse, Ny Esbjerg og Rødeled som forstæder og i Skibinge kommune voksede forstaden Skibinge Hestehave.

År 1945 1950 1955 1960 1965
Præstø købstad 1.516 1.602 1.567 1.528 1.706
Nysøhuse med flere 172 147 145 139 126
Skibinge Hestehave 246 262 345 359 382
Præstø med forstæder 1.934 2.011 2.057 2.026 2.214

Vordingborg redigér

I mellemkrigstiden voksede Vordingborgs indbyggertal: i 1921 5.184, i 1925 5.432, i 1930 5.607, i 1935 6.501 indbyggere [185]. Men samtidig skete der en vækst i forstæderne Nyråd, Marienberg og Marienlyst, Masnedø og Oringe (Sindssygehospitalet) i Vordingborg Landsogn, hvor der bosatte sig en række personer med arbejde i Vordingborg. Den 1. april 1938 blev hele Vordingborg Landsogn indlemmet i Købstadskommunen.[186]

År 1921 1925 1930 1935 1940
Vordingborg købstad 5.184 5.432 5.607 6.501 9.741
Nyråd by 159 163 111 190
Marienberg og Marienlyst 996 1.088 1.181 1.404
Masnedø 176 190 178 196
Sindssygehospitalet 758 960 1.024 1.090
Vordingborg med forstæder 7.273 7.833 8.101 9.381 9.741

Ved folketællingen i 1930 Vordingborg 5.607 indbyggere, heraf ernærede 633 sig ved immateriel virksomhed, 1,914 ved håndværk og industri, 883 ved handel mm, 872 ved samfærdsel, 289 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 327 ved husgerning, 606 var ude af erhverv, og 83 havde ikke oplyst indkomstkilde.[187]

Næringsveje[188] Landbrug
m.v.
Håndværk,
industri
Handel og
omsætning
Transport Immateriel
virksomhed
Hus-
gerning
Ude af
erhverv
Uangivet I alt
Vordingborg købstad 289 1.914 883 872 633 327 606 83 5.607
Marienberg og Marienlyst 64 352 135 177 211 103 129 10 1.181
Masnedø 30 4 17 97 10 12 4 4 178
Sindssygehospitalet 6 0 0 0 158 91 1 768 1.024
Nyråd 12 55 7 6 3 10 13 5 111
Vordingborg med forstæder 401 2.325 1.042 1.152 1.015 543 753 870 8.101

Efter 2. verdenskrig fortsatte Vordingborg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 9.681 indbyggere i købstaden, i 1950 11.231 indbyggere, i 1955 11.461 indbyggere, i 1960 11.780 indbyggere og i 1965 11.905 indbyggere.

Rønne redigér

Hasle redigér

Allinge-Sandvig redigér

Svaneke redigér

Neksø redigér

Åkirkeby redigér

Stubbekøbing redigér

Nykøbing Falster redigér

Nysted redigér

Sakskøbing redigér

Maribo redigér

Rødby redigér

Nakskov redigér

Noter redigér

  1. Ordbog over det danske sprog: (ænyd. d. s., fsv. forstadher; efter ty. vorstadt (jf. lat. suburbium)) del af en by, som ligger uden for den egentlige, indre ell. ældre by; opr. om nye bydele ell. landsbyer, som laa foran (under) en befæstet bys volde; nu om (administrativt indlemmede ell. selvstændige) byer ell. kvarterer i udkanten af en storstad, hvis erhvervsliv ofte hører sammen med dennes, og som ofte er overvejende beboet af en enkelt befolkningsklasse. han beleirede (Gaza) og afbrændte dens Forstæder med Ild. 1Makk.11.61. (Zoroasters tilhængere) have nu omstunder en Forstad af (nu alm. til) Ispahan kalded de Gaurers Stad. Holb.Hh.II.25. *Forstad er den gamle By (dvs.: Oslo) | End med Ære for den ny (dvs.: Kristiania). Grundtv.PS.III. 258. Esm.I.162.
  2. Christianshavn udgjorde en af Københavns ældste forstæder, men fik stadsrettigheder. Andre forstæder (ved søerne uden for demarkationslinjen) kunne og skulle nedrives ved krig
  3. Boye og Hyldtoft, s. 222ff
  4. Dahlgaard, s. 193f
  5. Dahlgaard, s. 196
  6. Statistiske Meddelelser 3. Række, 12 Bd., I: Foreløbig Opgjørelse af Hovedresultaterne af Folketællingen i Danmark den 1ste Februar 1890; Kjøbenhavn 1890, s. XI
  7. Statistiske Meddelelser 3. Række, 12 Bd., I: Foreløbig Opgjørelse af Hovedresultaterne af Folketællingen i Danmark den 1ste Februar 1890; Kjøbenhavn 1890, s. XIII
  8. Statistiske Meddelelser 4.21.1, s. 16
  9. Statistiske Meddelelser 4.21.1, s. 29*
  10. Statistiske Meddelelser 4.21.1, s. 20*
  11. Statistiske Meddelelser 4.37.1, s. 7*
  12. Statistisk Tabelværk 5 Række A.9, s. 21*
  13. Statistiske Meddelelser 4.51.1, s. 8
  14. Statistiske Meddelelser 4.63.1, s. 36*
  15. Statistiske Meddelelser 4.86.2, s. 24 og 4.101.1, s. 25
  16. Statistiske Meddelelser 4.101.1, s. 163
  17. Statistiske Meddelelser 4.113.3
  18. Statistiske Meddelelser 4.128.1
  19. Statistiske Meddelelser 4.147.1, s. 111f
  20. 20,0 20,1 Danske byers vækst, s. 18
  21. Fx Wichmann Matthiessen
  22. Aage Aagesen (1961), s. 16
  23. Aagesen (1961), s. 46
  24. Aagesen (1961), s. 48; Dahlgaard
  25. jvf. fx Tjørnehøj om udviklingen i Århus
  26. Hansen (1960), s. 214-225
  27. Aagesen (1964), s. 200
  28. Aagesen (1968), s.68f
  29. Aagesen (1971), s. 8
  30. Schou, s. 41-47
  31. Gaardmand, s. 46
  32. Gaardmand, s. 47f
  33. Gaardmand, s. 52f
  34. Gaardmand, s. 47
  35. Humlum, s. 41; Alkjær, s. 218
  36. Hansen, s. 176
  37. Willerslev, bilag 1
  38. Gaardmand, s. 54
  39. Forchhammer, s. 103 og bilag 14; Pilegaard Hansen, s. 176f
  40. Tabelværk nr 18, 1913, s. 19
  41. Statistisk Månedsskrift, diverse årgange
  42. Aagesen (1942)
  43. Tjørnehøj, s. 246
  44. Gaardmand, s. 15
  45. Gaardmand, s. 35-38
  46. Gaardmand, s. 39
  47. Gaardmand, s. 44f
  48. Gaardmand, s. 40-42
  49. Gaardmand, s. 106
  50. Gaardmand, s. 110-112
  51. Gaardmand, s. 130f
  52. Gaardmand, s. 107f
  53. Gaardmand, s. 112f
  54. Gaardmand, s. 108f
  55. Gaardmand, s. 116f
  56. Dahlgaard, s. 203f
  57. blandt andet blev Ude Sundby sogn sammensluttet med Frederiksund købstad ved lov af 12. april 1867
  58. Betænkning, s. 14
  59. dog fandt loven også anvendelse, da området "Frederiksbjerg" i Viby sogn med omkring 2.000 indbyggere i 1873 blev indlemmet i Århus købstad
  60. Betænkning, s. 14f
  61. Betænkning, s. 15f
  62. 62,0 62,1 Betænkning, s. 16
  63. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  64. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  65. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  66. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  67. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  68. Steenstrup, s. 48
  69. Steenstrup, s. 49
  70. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131
  71. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Snekkersten, Espergærde) og 131 (Helsingør)
  72. P. Thomassen: Kystbanen 1897-1972; Historisk-topografisk Selskab for Søllerød Kommune 1972; s. 176
  73. diverse køreplaner
  74. Snerup Rud (1995), s. 21
  75. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  76. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  77. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  78. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  79. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  80. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131
  81. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Nyhuse, andre) og 131 (Hillerød)
  82. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  83. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  84. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  85. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  86. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  87. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131
  88. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Bjørnehoved, Enghaverne) og 131 (Frederiksværk)
  89. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  90. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  91. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  92. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  93. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  94. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131
  95. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 130 (Engbæk) og 131 (Oppe Sundby, Frederikssund)
  96. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  97. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  98. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  99. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  100. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  101. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131
  102. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 129
  103. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  104. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  105. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  106. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  107. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  108. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131 (Køge) og 134 (Køge landdistrikt sydlige del)
  109. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 129
  110. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  111. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  112. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  113. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  114. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  115. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133
  116. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 132 (Allerupgård) og s. 133 (Holbæk)
  117. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  118. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  119. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  120. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  121. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  122. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133
  123. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  124. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  125. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  126. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  127. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  128. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 131
  129. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 132 (Rynkevang, Skt Jørgensbjerg) og s. 133 (Kalundborg)
  130. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 3
  131. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 3
  132. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 168
  133. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 169
  134. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  135. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134
  136. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134 (Benløse Runding) og s. 134 (Ringsted)
  137. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 170
  138. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 120
  139. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134
  140. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133 (Ny Holmstrup, Gl. Holmstrup, Landsgrav, Antvorskov) og 134 (Slagelse)
  141. Erik Kaufmann: "27 slags planer" (SBI-byplanlægning 4), København 1966; s. 49
  142. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 63
  143. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 166
  144. 144,0 144,1 Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 166
  145. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  146. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 134
  147. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 66
  148. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 3
  149. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 169
  150. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 170
  151. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 120
  152. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 137
  153. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133 (Hesselby-Smidstrup) og s. 134 (Skælskør)
  154. Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 61
  155. Statistiske Meddelelser 1968:3 Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 129
  156. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 2f
  157. 157,0 157,1 Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 37. bind: "Folkemængden 1. Februar 1911 i Kongeriget Danmark efter de vigtigste administrative Inddelinger; København 1911; s. 24f
  158. 158,0 158,1 158,2 158,3 Citeringsfejl Ugyldigt <ref>-tag; ingen tekst er angivet for referencer med navnet byhistorie; $2
  159. 159,0 159,1 J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898; s. 797
  160. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 28. bind: "Befolkningens Erhvervsfordeling efter Folketællingen den 1. Februar 1906"; København 1908; s. 9
  161. Willerslev, s. 70
  162. J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 1. udgave, bind 2 (Kjøbenhavn 1858); s. 404
  163. J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 2. Udgave 3. Deel: Amterne Frederiksborg, Kjøbenhavn, Holbæk, Sorø og Præstø samt Bornholm; Kjøbenhavn 1872; s. 468
  164. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 2
  165. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 2
  166. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 165
  167. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 165
  168. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 6
  169. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 136
  170. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 133 (Lille Næstved, Ringstedgade og Ny Holsted), 135 (Sandstræde mm i Præstø amt) og 136 (Næstved)
  171. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 67
  172. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 19*
  173. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 170
  174. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 170
  175. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 121
  176. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 136
  177. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 135 (Bjælkerup) og s. 136 (Stege)
  178. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 63. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 1. Februar 1921 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1921; s. 65
  179. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 76. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1925 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1927; s. 19*
  180. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 86. bind, 2 hæfte: "Folkemængden 5. November 1930 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1931; s. 168
  181. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 168
  182. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 119
  183. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 136
  184. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 135 (Præstø Landdistrikt) og s. 136 (Præstø + Skibinge Kommune)
  185. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 101. bind, 1 hæfte: "Folkemængden 5. November 1935 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1936; s. 171
  186. Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser, 4. række, 113. bind, 3 hæfte: "Folkemængden 5. November 1940 efter de vigtigste administrative Inddelinger"; København 1941; s. 17
  187. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 136
  188. Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk, 5. rk. litra A nr. 20: "Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. November 1930; København 1935; s. 135 (Vordingborg Landsogn) og 136 (Vordingborg)

Litteratur redigér

  • Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark. serie I, bind II; København 1961);
  • Aage Aagesen: "The Copenhagen District and its Population" (Geografisk Tidsskrift bd. 50; 1960; s. 204-213)
  • Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1955-1960" (Geografisk Tidsskrift bd. 63; 1964; s. 191-202)
  • Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1960-1965" (Geografisk Tidsskrift bd. 67; 1968; s. 50-69)
  • Aage Aagesen: "The Population of Denmark 1965-1970" (Geografisk Tidsskrift bd. 70; 1971; s. 1-21)
  • Ejler Alkjær: "Om Stationsbyernes Erhvervsstruktur og Oplandsforhold" (Det danske Marked 1943, s. 217-226);
  • Per Boye og Ole Hyldtoft: "Økonomiske, geografiske og demografiske aspekter" (Grethe Authén Blom (red.): Urbaniseringsprosessen i Norden, Del 3: Industrialiseringens første fase. Det XVII. nordiske historikermøte; Trondheim 1977; ISBN 82-00-01666-8; s. 178-244);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.21.1; (København 1906);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.37.1; (København 1911);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.51.1; (København 1916);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.63.1; (København 1925);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.86.2; (København 1930);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.101.1; (København 1935);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.113.3; (København 1940);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.128.1; (København 1945);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.147.1; (København 1950);
  • Danmarks Statistik: Statistiske Meddelelser 4.166.1; (København 1955);
  • Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5. Række A.9; (København 1911);
  • Arne Gaardmand: Dansk byplanlægning 1938-1992 (Skive 1993); ISBN 87-7407-132-7
  • Johannes Humlum: "Handelen som Erhverv i danske Byer" (Det danske Marked 1942, s. 39-45);
  • Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1937, hefte 11, s. 216-231;
  • Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1938, hefte 9-11;
  • Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1944, hefte 4, s. 104-112;
  • Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1951, hefte 5, s. 172-182;
  • Københavns statistiske kontor: Statistisk Månedsskrift 1958, hefte 7, s. 189-196;
  • Københavns statistiske kontor: Tabelværk til Københavns Statistik, nr 18: "Befolkningens Fordeling efter Køn og Alder, Civilstand og Trossamfund samt efter Fødesteds-, Indvandrings-, Erhvervsforhold m.m. for København, Frederiksberg og Gentofte Kommuner paa Grundlag af Folketællingen den 1. Februar 1911 (København 1913), s. 10-24;
  • Christian Wichmann Matthiessen: "Danske byers vækst" (Atlas over Danmark. serie II, bind 4); København 1985;
  • Charles J. Schou: "Vigerslev Haveforstad" (i: Architekten, 17. årgang nr. 6, 7. november 1914; s. 41-47)
  • Henning Tjørnehøj: "Århus, een by – syv kommuner" (Kulturgeografi nr. 67, s. 237-247);
  • Richard Willerslev: Studier i Dansk Industrihistorie 1850-1880; København 1952 (genoptryk København 1978) ISBN 87-7500-874-2

Eksterne henvisninger redigér