Fiskerlejer i Danmark

Ved fiskerlejer forstås i almindelighed helårsbebyggelser, hvis indbyggere fortrinsvis ernærer sig ved fiskeri fra bebyggelser ved den åbne strand[1] (modsat fiskeribyer, der har en havn). Det har været nævnt, at et fiskerleje bør omfatte mindst 3 fiskerhuse for at adskille sig fra spredt enkeltbebyggelse.[2]

Nordahl Grove: Kystparti fra Humlebæk. Maleri fra 1870.

Siden begyndelsen af middelalderen har landalmuen drevet fiskeri som binæring: i indlandet fiskede man i søer og åer, og i kystnære egne søgte man ud til kysten i fiskesæsonen for at supplere fødegrundlaget med fisk; i egne uden sådanne muligheder kunne man i stedet i fiskesæsonen søge til Skånemarkedet eller et andet af de fiskemarkeder, der forekom (Albuen på Lolland, Limfjordsfiskeriet), og her for et kortere tid deltage i fiskeri og handel. Mens fiskeri i ferske vande dårligt satte sig spor i bebyggelsen, forholdt det sig anderledes med fiskeri i havet. Længe var de danske kyststrækninger uden nævneværdig kystbebyggelse, men efter Den sorte Død begyndte befolkningen i stigende grad at bosætte sig ved kysterne og på de mindre, hindtil ubeboede øer. Dermed var muligheden for en næringsmæssig specialisering i fiskeri tilstede, og det var uundgåeligt, at nogle indbyggere sådanne steder udviklede sig til egentlige fuldtidsfiskere. Denne udvikling blev fremmet af, at selve fiskemængden i senmiddelalderen synes at have nået et højdepunkt. Enkelte steder udviklede sig så meget, at de - trods den ret ensidige levevis - kunne ophøjes til købstæder, mens andre udviklede sig til fiskerlejer.

Fiskerlejerne opretholdt - trods skiftende konjunkturer - deres livsform og næringsgrundlag frem til industrialiseringen i anden halvdel af 1800-tallet, hvor nye næringsmuligheder efterhånden trængte fiskeriets betydning tilbage. Enkelte steder udviklede sig til industrielle fiskeribyer, og der fremkom endda nye fiskeribyer langs den jyske vestkyst.

FiskerneRediger

Fiskeriets betydning i familiehusholdningen kan opdeles i:
- dem, der ikke driver fiskeri overhovedet,
- lystfiskere, for hvem fiskeri er en fritidssyssel, og hvor den eventuelle fangst bruges i egen husholdning,
- bierhvervsfiskere, for hvem fiskeri er ikke er en hovednæringsvej, men hvor (en del af) fangsten sælges og dermed udgør et indkomsttilskud [deltidsfiskere gruppe A],
- sæsonfiskere, for hvem fiskeri ikke er en helårssyssel men alene udøves en del af året (nemlig i fiskesæsonen) og da udgør hovedindkomstkilden [deltidsfiskere gruppe B],
- fuldtidsfiskere, for hvem fiskeri udgør hovednæringsvejen hele året.
Geografisk kunne man skelne mellem fiskere i købstæder[3], fiskere i tilknytning til godser[4] og fiskere i landdistrikterne.[5]

Det indbyrdes forhold mellem disse livsformer har skiftet gennem tiderne med de skiftende vilkår, som fiskerinæringen har været underkastet. På lignende måde har de bebyggelser, hvorfra fiskeriet har været drevet, igennem tiden skiftet karakter: ikke sjældent har fuldtidsfiskere haft husflid og/eller varefragt og krejleri som biindkomst og – når fiskeriet svigtede – søgt at modvirke indkomsttabet ved – for en tid – at gøre binæringernes betydning større.[6][7] Det er således ikke ganske ubegrundet, når sammentællingsskemaet om næringsveje ved folketællingen 1845 indeholdt et punkt om "De, som have deres Næring af Søen".

Fiskeriets forudsætningerRediger

Som fiskeriets forudsætninger kan peges på fire forhold: farvandenes beskaffenhed (det vil sige deres dybde, temperaturer, saltholdighed, bundforhold og strømforhold), fiskenes levevis, udsving i fiskenes trivsel samt fiskeriets redskaber og fiskerimetoder.

Farvandenes beskaffenhedRediger

Danmark er et ørige. Intetsteds er der mere end omkring 52 km til havet.[8] De danske farvande udviser en righoldighed med hensyn til fysisk beskaffenhed og giver dermed også fiskene en mangfoldighed af levevilkår. Farvandene er indbyrdes forbundne og forhold i et farvand påvirker derfor også forholdene i andre farvande i større eller mindre grad.

ØstersøenRediger

Østersøen betegner navnet på et aflukket farvand, hvor hele vandudvekslingen må ske gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund. I Østersøen udmunder talrige større og mindre floder, og disse tilfører store mængder fersk vand årligt, som Østersøen altså skal slippe af med ved en nettoafvanding. I praksis sker det imidlertid ved, at der årligt tilføres store mængder salt vand via Skagerak, Kattegat, Sundet og Bælterne, men afleveres endnu større mængder blandet (brak) vand via de samme farvande den modsatte vej. Denne vandudveksling sikrer, at Østersøen bevarer sin saltholdighed til trods for tilførslerne af de store mængder ferskvand.

Farvandet omkring Bornholm har yderst uens dybdeforhold: mod sydvest overstiger dybderne langt ud ikke 20-30 meter og er ofte mindre. Her ligger den brede Rønne Banke. Mod sydøst, øst, nordøst og nord når dybden imidlertid kort fra kysten allerede over 60 meter, kendt som Bornholm Bækken, bortset fra et mindre område mod nordøst, hvor tre grunde, der ret beset er dele af en oversvømmet granithorst, danner lavere dybder, og stedvist viser sig sig som klippeøer i form af Ertholmene, og netop i disse områder er gode fiskefarvande.

ØresundRediger

Øresund er det østligste af de tre farvande, der forbinder Kattegat med Østersøen. Dybdeforholdene er meget uens både set fra nord til syd og set fra øst til vest. Dybden er størst, ca. 25 m, i den nordlige del af Sundet. Dybder over 20 m - stedvis 40 m nordøst for Hven - strækker sig som en ret smal rende øst om øen Hven, der ligger midt i farvandet og deler dette i to, og denne rende strækker sig så langt som syd for Landskrona. På østsiden hæver bunden sig hurtigt opad mod kysten, men mod vest er forløbet betydeligt langsommere, idet en bred rende på over 10 meters dybde går sydover og forgrener sig i to: en bredere rende mod øst og en smallere, blind rende mod vest. Fra 10 meters dybden ind til kysten på Sjællandssiden er et ret bredt område, der underinddeles i et antal flade grunde områder: Disken beliggende syd for Kronborg pynt, hvis grundeste sted er 7 1/4 m dyb, Nivå Flak, der strækker sig omkring 3 km ud fra land ved Nivå med dybder på mindre end 6 m, Lous Flak, der begynder ud for Rungsted og strækker sig i 2-5 km langs kysten til Skodsborg, med dybder på 7 1/2-9 1/2 m, stedvis dog med dybere render, Taarbæk Rev, der strækker sig indtil 4 km ud fra kysten ved Taarbæk og på hvis østlige spids af revet ligger en stenrøse på 4,7 m dybde, samt Stubben, et grundt område med vanddybder på 3-5 m beliggende umiddelbart nord for hovedindløbet til København. Ud for København udgør Drogden og Flinterenden samt Kongedybet de dybeste render. I den sydlige del af Sundet ligger øerne Amager og Saltholm. Det grunde farvand mellem Amager og Sjælland hedder Kalveboder. Amagers øst- og sydside er omgivet af et bredt flak, hvis nordlige del kaldes Revshalen. Ud for Kastrup strækker Nordre Røse sig 2 km ud fra kysten og syd for Dragør ligger Søndre Røse og Dragør Sandrev. Saltholm er omgivet af et bredt flak, der strækker sig langt mod nord. Den sydligste del udgøres af Køge Bugt, og herfra tiltager dybden atter sydover til Østersøen.[9]

Østersøen får tilført 470 km3 vand fra floder hver år, dette betyder, at en tilsvarende vandmængde skal afstrømme herfra gennem Sundet og Bælterne. Beregninger har vist, at 100 km3 vand passerer gennem Øresund. Strømmålinger viser, at der i 23 m dybde er sydgående strøm 76% af tiden, mens der ved overfladen kun er sydgående strøm 35% af tiden.[10] Det er beregnet, at der samlet er en årlig sydgående strømføring på omkring 350 km3 vand men en nordgående strømføring på omkring 450 km3 vand. Udskiftningen er væsentlig hurtigere i de øvre vandlag end ned mod bunden. Dette indebærer også, at man her finder den største saltholdighed, idet en saltrig bundstrøm fører vandet ind i Sundet fra de dybe render i Kattegat.[11] I den sydlige del af Sundet påvirkes saltholdigheden meget af det mere ferske vand fra Østersøen.[12]

Bunden er meget forskelligartet, men overordnet er de lavvandede områder er domineret af sandbund og de dybere områder af store mængder af silt og ler. Stedvis findes stenrev, muslingebanker og blotlagt grundfjeld. Visse steder i Køge Bugt findes områder præget af af undergrundens kalk.

De ret lavvandede områder mellem København og Malmø har udgjort gydepladser for en særlig sildestamme, Øresundssilden, om efteråret, og denne årlige gydevirksomhed var baggrunden for middelalderens sildefiskeri. Fra renæssancen og senere var det imidlertid især ål men også torsk, kuller, hvilling, flynder og skrubbe, der blev fanget.

StorebæltRediger

Storebælt udgør det midterste af de tre farvande, der forbinder Kattegat og Østersøen. Det er et relativt bredt farvand og det har derfor stor betydning for vandudvekslingen. Bundforholdene er varierede og prægede af, at der er tale om et oversvømmet morænelandskab bestående af randmorænelignende buede rækker af grunde. Af største betydning er dog en ret smal nord-sydgående rende, der forløber fra Schultz Grund ved Grenå til Langelands sydspids, hvor den forgrener sig henholdsvis i vestlig retning mod Flensborg Fjord og Lillebælt og i østlig retning i Vinds Grav til udmunding i Lübecker Bækkenet i omkring 25 meters dybde. På begge sider af den dybere rende aftager dybden ind mod kysterne af henholdsvis Sjælland, Fyn, Langeland og Lolland, og her findes bredere og smallere havflader, hvor havdybden er indtil 10 meter.

LillebæltRediger

Lillebælt er et ret smalt farvand og det vestligste af de tre farvande, der forbinder Kattegat med Østersøen. Dybdeforholdene er meget afvekslende: fra nord sker en kraftig indsnævring af bæltet samtidig med, at det bliver dybere. På sit smalleste sted har det næsten karakter af en bred flod men samtidig slynger det sig betydeligt. Enkelte steder er dybden betydelig: Marens Hul er op til 81 m dybt. Bunden består her overvejende af plastisk ler og stedvis ler blandet med lidt sand. Længere mod syd bliver bæltet atter bredere, og dybden aftager til 10-20 meter. Mere sydligt indsnævrer det igen i form af en bueformet række af grunde og øer som Årø og Bågø.

Lillebælt har historisk været kendt for sin fangst af marsvin. Som egentligt fiskefarvand har det været af ringe betydning.

KattegatRediger

Kattegat betegner det farvand som mod øst og nord afgrænses af den skandinaviske halvø, mod vest af Jylland og mod syd af de danske øer. Dette farvand er i hovedsagen opdelt i to delområder: den østlige del med vanddybder på over 20 meter og den vestlige del med lavere vanddybder. Øerne Læsø og Anholt markerer grænsen mellem de to dele.

Bundforholdene er betingede af strømmenes og bølgernes indflydelse: jo stærkere strøm, desto større partikler kan vandet føre med sig. Det betyder, at ved stor strøm vil alle løse partikler blive ført med af strømmen og efterlade bunden hård og bar. I områder med svagere strøm vil sand og grus blive efterladt tilbage på bunden, og hvor strømmen er mindst vil der ske en blanding af sand og finkornet mudder. Langs den norske kyst forekommer en stærk vestgående strøm af overfladevand fra Kattegat, mens en mindre stærk strøm ved den jyske kyst løber mod øst. Takket være den ret dybe Norske Rende består den indad gående strøm overvejende af atlantisk bundvand, hvorimod overfladevandet højere oppe er opblandet med baltisk vand. Strømmen er stærkest i de dybere, østlige dele af Kattegat, og den fremherskende strøm er i sydlig retning og medførende koldt og salt vand fra Vesterhavet og Skagerak, som når helt frem til den nordlige del af Storebælt og Øresund. Højere oppe i vandlaget vil strømmen overvejende være nordgående og medføre blandet brakvand fra Østersøen. Omkring grænsen for de to fremherskende strømretninger kan der ske en blanding af bund- og overfladevand, hvilket er af betydning for vandets iltning. Sammenblandingen er størst, når temperaturen i de to vandlag er omtrent den samme, men sammenblandingen modvirkes i nogen grad af forskellene i saltholdighed, og resultatet er, især i den østlige dybere rende, dannelse af adskilte springlag. I den sydlige del af Kattegat er bundforholdene yderst varierende med lavninger, højere grunde og ret dybe strømførende løb, hvilket danner komplicerede bundforhold mod sydvest ned mod Lillebælt og Storebælt.

Strømforholdene gør, at i den nordlige del af områderne, ved Skagerak, bliver havbunden næsten bar, fri for mindre partikler, og ellers har den karakter af en næringsrig sandslette. Øst for Skagen og sydover, hvor strømmen er stærkest i mellem 3 og 10 meters dybde, vil den hårde bund have partier med sand, grus og renvasket undergrund. Sådanne forhold forekommer i hele området fra Læsø i nord til Anholt og Djursland mod syd. Lignende forhold optræder langs den nordsjællandske kyst samt langs Hallands kyst på den Skandinaviske Halvø. Takket være en vedvarende gennemrodning af muslinger og fladfisk bliver vandet gennemiltet. I slammet lever bakterier og andre mikroskopiske organismer, men i de øverste få milimeter er slammet helt iltfrit, og her lever svovlbakterier, som virker ved nedbrydningen af det organiske materiale, som synker ned på bunden.

Kattegats mangfoldige dybde-, strøm- og bundforhold gør, at det er levested for et stort antal fiskearter. Bestemte fisk foretrækker bestemte forhold, så fiskeriet må tilpasses efter hvilke arter, der fiskes. Bestemte stammer af sild foretrækker at gyde langs den engelske kyst men har ellers sit foretrukne fødeområde i Kattegat og Skagerak og foretager derfor stadige vandringer frem og tilbage. Udsving i makrellens vandringer fra vinterophold i de nordlige dele af Vesterhavet ved Skotland til sommerophold i Sundet, Bælthavet og Østersøen følger mængden af indstrømmende koldt og salt bundvand om foråret således, as stor indstrømning af dette vand fremmer stor indvandring, mens lille indstrømning betyder lille indvandring, men til gengæld større indvandring i de sydlige dele af Vesterhavet vest for Vadehavet. Også tun foretager vandringer fra Sydeuropas kyster nord over og ind i Skagerak og Kattegat og endda videre ned i Sundet og Bælterne.

LimfjordenRediger

Limfjorden betegner et aflukket farvand, hvor vandudvekslingen altovervejende er sket med Kattegat mod øst. Farvandet består af to dele, en smallere østlig del og en bredere vestlig del, med vidt forskellige forhold og vilkår.

Løgstør Grunde beliggende omtrent midt i Limfjorden havde afgørende inflydelse på fiskenes levevis og dermed fiskeriet: Grundene betød, at sild ikke havde ynglepladser vest for Løgstør på grund af den lave saltholdighed. Det medførte, at især Nibe Bredning blev et hovedsted for sildefiskeri, og at det var her, at der udviklede sig først midlertidige fiskepladser og senere faste fiskerlejer som Nibe, Sebbersund og Klitgårde.[13]

SkagerakRediger

Skagerak angiver farvandet mellem Vesterhavet (Nordsøen) og Kattegat. Som grænser regnes en linje fra Hanstholm til Lindesnes vest for Mandal samt fra Skagen til Marstrand, men i begge tilfælde er grænsen noget arbitrær. Mest markant er de store forskelle i dybdeforhold: mod nord nær den norsk kyst ligger Norske Rende, der overvejende er over 200 m dyb med en største dybde på omtrent 725 meter, mens den sydlige halvdel ned mod den jyske nordvestkyst har mindre dybder, der aftager ujævnt ind mod kysten: grænsen for 100 meters dybde ligger omtrent 50 km fra kysten.

De særegne forhold har stor betydning for strømforholdene i dette farvand: fra Altlanterhavet trænger vand med 35 promille saltholdighed uhindret ind til Thys nordvestkyst og skaber mulighed for et rigt fiskeliv og dermed fiskeri. Saltholdigheden aftager øst over til 30 promille ved Skagen, idet næsten ufortyndet saltvand som en bundstrøm i Norske Rende trænger ind i Kattegat fra vest, mens overfladevand opblandet med baltisk brakvand strømmer mod vest fra Kattegat. Det er denne vedvarende vandudveksling, der danner forudsætning for den lignende vandudveksling, der foregår i Kattegat. Vandstrømmene sikrer, at der til stadighed sker en opblanding af bund- og overfladevand og dermed for vedvarende iltning af de store vandmasser.

Skagerak er det farvand, hvorigennem der til stadighed sker en vandring af de fiskearter, som skiftevis besøger og forlader de indre danske farvande samt Østersøen. Til sådanne arter hører ål, torsk, sild, makrel og flere andre.

VesterhavetRediger

Vesterhavet betegner den østlige kystnære del af Nordsøen, farvandet mellem de britiske øer mod vest, den skandinaviske halvø mod nordøst, Jylland mod øst og de nordvestlige kyststrækninger af det mellemeuropæiske fastlandsområde mod syd. Mellem disse landeafgrænsninger ligger farvande, der forbinder havet med omgivende have og farvande: Den Engelske Kanal mod sydvest, Atlanterhavet mod nordvest og Skagerak mod nordøst. Forholdene er sammensatte og påvirkes af ulige forhold.

Dybdeforholdene er stærkt varierende: nord for en mod nord buet linie fra midten af Skagerrak til Firth of Moray er dybden mellem 100 og 200 m, bortset fra Norske Rende ved den norske kyst, en dyb rende af indtil 500 meters dybde. Omtrent midt mellem Skotland og Stavanger ligger Fladen Grund som en banke på 100-150 meters dybde.[14] Syd or denne linie er dybden mindre, men meget uregelmæssig. Mellem bankerne skal nævnes: Jyske Rev, der syd for Hanstholm strækker sig 100 km ud fra den jyske kyst med dybder mellem 20 og 40 m; vestligere ligger Lille Fiskerbanke og Store Fiskerbanke med 51 m vand[14], syd herfor ligger Hvide Banke[14], og ud for Aberdeen strækker sig, indtil 150 km ud fra kysten, Long Fortids med dybder indtil 80 m. Sydligere ligger i midten af Nordsøen den store, fiskerige Dogger Banke, hvis mindste dybde er omtrent 13 m[15], og syd for denne er dybden mindre end 40 m, når undtages flere stejldybe render, de såkaldte "pits" med dybder på indtil 100 m, samt Dybe Rende, der skarpt begrænset fører parallelt med den engelske kyst mellem grundene Galloper og Hinder til Kanalen. Disse "pits" er rige fiskepladser, til hvilke fiskene trækker sig tilbage i strenge vintre, og hvor fiskerne kan gøre rig fangst især af tunge. Længst mod syd, ud for den hollandske kyst, ligger Brune Banke.[14] I Hoofden ligger et stort antal sandbanker og rev. Langs kysterne af England, Belgien og den sydlige del af Holland løber banker og rev parallelle med kystretningen og skilles fra hverandre ved render. De farlige grunde, der ligger længst fra land, er Leman og Ower Banker, der i en afstand af 45-60 km fra den engelske kyst og med kun 2 meters vanddybde, hvor denne er mindst.[16]

Langs Jyllands vestkyst er dybden i Vesterhavet indtil en afstand af omkring 100 km mindre end 40 m, men landgrunde og revler når dog ikke 1 km fra land, bortset fra Horns Rev der strækker sig omtrent 40 km vest over fra Blåvands Huk og består af en række grunde.[16][14]

Vandets temperatur og saltholdighed er meget uregelmæssig fordelt, såvel vandret som lodret fra overfladen til bunden. Ligeledes er svingningerne i løbet af året betydelige. Vandets temperatur er højere end luftens men følger dennes svingninger, især i farvandets midterste del. Vind og lufttemperatur er væsentlig bestemmende for vandets bevægelse og temperatur lige til bunden.[16]

Saltholdigheden er ikke underkastet så store svingninger som temperaturen og henviser derfor sikrere på vandets herkomst fra Atlanterhavet. Det tungeste, mest salte vand findes i farvandets nordlige, dybe del. Saltholdigheden er her 3,56-3,52 %. I den midterste del er saltholdigheden 3,52-3,48 %, og syd for Dogger Banke atter noget større.[16]

Af stor betydning for forholdene i farvandet er de svingninger i høj- og lavvande, som indtræder dagligt med 12 timers mellemrum, og som kan forstærkes under indtryk af storme. Tidevandet spreder sig omtrent som en bølge, der først rammer farvandet mellem Norge og Orkneyøerne, dernæst fortsætter ned langs den engelske østkyst, herfra øst over langs den hollandske kyst og endelig nord over langs vadehavskysten og den jyske vestkyst. Særlige forhold gør sig gældende i Den engelske Kanal, hvor to tidevandsbølger mødes.[17] Højdeforskellen mellem lavvande og højvande varierer fra 0,25 m sydvest for den norske kyst til 7 m ved den engelske kyst; i Vadehavet er den 1-3 m[17], men ved storm kan vindstuvning bevirke langt større udsving: ved Højer er den højeste vandstand målt til 4,36 m over daglig vande[18], men det er beregnet, at vandstanden under stormen i 1634 nåede 5,8 m over daglig vande.[19]

Havet er overordentlig rigt på fisk, ikke mindst på de store fiskebanker. I førindustriel tid var befolkningen i Vestjylland imidlertid henvist til kun at udnytte fiskerigdommen nær kysten, hvorimod fiskere fra Holland og Nordvesttyskland tidligt begyndte at udvikle fiskefartøjer, der tillod dem at fiske også fjernere fra land.

Fiskearterne og deres levevisRediger

De danske farvandes mangfoldige forhold har skabt mulighed for en endnu større mangfoldighed af fiskearter, som kan leve og trives i disse farvande. En opgørelse har vist, at op til omkring 190 fiskearter kan forekomme i danske farvande, og heraf kan de 106 regnes for "hjemmehørende" her, det vil sige, at de lever en overvejende del af deres liv netop i danske farvande, og at langt de fleste af dem tillige yngler i danske farvande.[20] Enkelte arter, som ålen, yngler i fremmede farvande men opholder sig regelmæssigt hvert år i danske farvande og kan derfor anses for "sæsonfisk".[20]

De 79 arter, som kun sjældnere optræder i danske farvande, har deres egentlige hjemsteder i fremmede farvande. 26 arter har deres naturlige hjemsteder i nordligere og koldere farvande, men 53 arter har deres naturlige hjemsteder i sydligere og varmere farvande.[20] En grund til, at fisk fra sydligere farvande er flere end fisk fra nordligere farvande, er, at hovedindstrømningen af vand i danske farvande sker fra sydvest og vest, det vil sige fra Golfstrømmen og dennes forgreninger, samt at fiskerigdommen er større i varmere farvande end i koldere.[20]

Fiskene lader sig inddele i to hovedgrupper: bundfisk, der lever på eller nær havbunden, og pelagiske fisk, der lever i "de frie havmasser". Af de fisk, der er hjemmehørende i danske farvande, regnes kun 4 til de pelagiske fiskearter, mens 102 regnes som bundfiskearter.[20] Til gengæld er alle 5 sæsonfiskearter pelagiske.[20] På lignende måde forholder det sig med de fremmede fiskearter: af de 26 fiskearter fra koldere farvande er de 19 pelagiske, og af de 53 fiskearter fra varmere farvande er de 39 pelagiske.[20] Både for sæsonfiskearter og for gæster er det således tilværelsen i de frie vandmasser, der fremmer deres besøg i danske farvande.

Ikke alle fisk er lige værdifulde som spisefisk, og nogle egner sig kun meget dårligt eller slet ikke. Traditionelt har det derfor kun været et begrænset antal fiskearter, som der har været drevet fiskeri på.

SildRediger

 
Olaus Magnus: Sildefiskeri ved Skåne (1555).

Sild er udbredt i hele området fra Atlanterhavet via Nordsøen til Østersøen og kan forekomme næsten overalt i brakvandsområder, fjorde, bugter, langs kyster og i de frie vandmasser.[21] Efter deres uens fordeling skelnes mellem sild i Nordsøen, Kattegat, Limfjorden, Øresund og så videre. Hver af disse grupper har deres egen gydetid og gydeplads, hvorfor de enkelte sildestammer ikke blandes indbyrdes.[22] Sild kan opnå uens alder, fra 6-7 år i danske farvande til 15-20 år i Nordatlanten.[23] Silden lever af planktonorganismer som vandlopper, mysider, lyskrebs og lignende.[23] Ungsild trækker fra kystvandene væk fra kysten i takt med, at den vokser. Øresundssilden gyder om efteråret i den mellemste del af Øresund mellem Amager og Skåne og larver og småsild trækker herfra mod Kattegat og mod Østersøen til deres ædepladser. Kattegatsilden gyder derimod ved den engelske østkyst men trækker ind i Kattegat for at æde. Den atlantiske sild har sit gydeområde ved den norske kyst men sit ædeområde øst for Island.[24] Sildebestanden kan imidlertid udvise betydelige svingninger både over kortere årrækker og over længere tidsrum. Som forklaring på udsvingene har været foreslået modsvarende svingninger i tidevandsstrømme i dybere havområder.[25]

Sild har altid spillet en hovedrolle i dansk fiskeri. I middelalderen kan Skånemarkedets opkomst i Øresund direkte tilskrives det årlige sildefiskeri. Et fast fiskeri efter sild har gennem tiderne forekommet i Limfjorden, og sild indgik i 1662 som landgilde her især omkring Risgårde Bredning og Nibe Bredning samt ved Limfjordens udmunding i Kattegat, endvidere langs den jyske vestkyst fra Ringkøbing Fjord i syd til Krik Vig i nord, på det nordøstlige Djursland samt omkring Vejle Fjord, Karrebæk Fjord og Dybsø Fjord.[26] I nyere tid har røgede sild været en vigtig turistattraktion på Bornholm.

ÅlRediger

 
Ål.

Ål lever i danske farvande som gulål i 8-10 år på lavt vand med ålegræs og lidt dybere vand med mudderbund, men forandres derefter fra gulål til blankål og forlader så de danske farvande for at drage over Atlanterhavet for at gyde i Sargassohavet.[27] Åleynglen foretager så turen tilbage til danske farvande ved at følge Golfstrømmen.[28] Under årene med ophold i danske farvande foretager ålene årstidsvandringer for at undgå alt for koldt vand om vinteren ved at trække fra ålegræsbæltet ud på dybere vand, hvor de overvintrer i en dvaleagtig tilstand nedgravet i bundmudder for at vende tilbage til ålegræsbæltet igen om foråret.[29]

Ål har spillet en afgørende rolle som spisefisk flere steder i landet, især omkring Limfjorden, hvor ål udgjorde en del af landgildeafgiften i 1662. Ål var også landgildefisk på det sydlige Djursland, omkring Lillebælt, nær Odense Fjord og i Smålandsfarvandet.[30] Fra renæssancens begyndelse til ind i 1900-tallet var Øresundskysten inddelt i ålestader, hvilket vidner om fiskeriets betydning her.

MakrelRediger

Makrel er en rovfisk, der fortrinsvis lever af småfisk som brisling, tobis, silde-, torske- og hvillingyngel og ungfisk samt krebsdyr.[31] Makrellen holder til i den nordvestlige del af Nordsøen og søger herfra ind om foråret (marts-april) først til Skagerrak, senere til Øresund og Bælterne for at yngle. Efter gydningen forbliver den i de indre farvande og kan brede sig helt ind i Østersøen for at søge føde, som regel i mindre stimer. Om efteråret trækker den ud til Nordsøen igen, og den har da sin største størrelse og er derfor mest tiltrækkende som spisefisk på denne tid.[32] Indvandringen er størst, når der sker en stærk indstrømning af koldt og salt bundvand. Hvis denne indstrømning er svag, foretrækker makrellen derimod at søge ind til den jyske vesterhavskyst.[33]

HornfiskRediger

Hornfisk er en stimefisk, der foretrækker at opholde sig i de frie vandmasser. Den opholder sig normalt på dybere vand vest for de britiske øer eller i Nordsøen fra Skotland i nord sydover.[34] Om foråret, i marts-april, trækker den ind i Kattegat og danske farvande for at gyde i maj måned. Efter gydningen strejfer den rundt i mindre flokke i de indre farvande og passerer herunder gennem Øresund og Bælterne ind i Østersøen. Om efteråret trækker hornfisken sammen med ynglen tilbage til opholdspladserne i Nordsøen og endda ude i Nordatlanten.[34]

Hornfisk har gennem tiderne spillet en vigtig rolle som spisefisk. Den er især blevet fanget under vandringerne gennem Øresund og Bælthavet men fanges også både i Østersøen, i Kattegat og mindre udtalt i Skagerrak.

TorskRediger

Torsk forekommer over alt fra Nordsøen til Østersøen i vande med en saltholdighed fra omkring 6 til 34 promille og fra et par meters til omkring 300 meters dybde.[35] Torsken tåler temperaturer fra nær nul grader til 20°C.[36] Torsken foretager omfattende vandringer tværs over Atlanterhavet mellem Canadas og Grønlands kyster via islandske farvande til nordnorske kyster.[37] Forplantningen sker på 30-60 meters dybde ved temperaturer på 4-6°C både i Nordsøen og i Østersøen.[37] Torskeyngelen holder til nær havbunden, om sommeren ofte på lavere vand men fra efteråret på lidt dybere vand.[38] Torsken lever af krabber samt mindre fisk som kutling, sild, tobis og hvilling.[38] Torsken kan udvise store bestandssvingninger.[39]

Torsk har spillet en hovedrolle som spisefisk flere steder i landet, således udgjorde torsk en fast del af landgildeafgifterne i 1662 langs den jyske vestkyst fra Skallingen i syd til Nissum Fjord i nord, flere steder i det nordlige Vendsyssel både ved Skagerak og ved Kattegat, på det sydøstlige Djursland, ved Lillebælt og på vestsiden af Storebælt fra Kerteminde Bugt i nord til Langelandsbæltet i syd.[40]

HvillingRediger

Hvilling er en mindre torskefisk, der foretrækker at opholde sig i forskellige bundområder. Den opholder sig overalt fra få meters dybde til op mod 200 meters dybde men er mest forekommende på 40-100 meters dybde.[41] Føden består overvejende af rejer, krabber og mindre fisk som sild, tobis, spærling og kutling.[41] Gydepladserne ligger i Nordsøen, men yngel trænger også ind i Kattegat, hvor den opholder sig i de dybere områder. Når ungfiskene bliver kønsmodne i to års alder, forlader de atter de danske farvande.[42]

Som spisefisk har hvilling kun indtaget en beskeden rolle.[42]

FlynderRediger

Flynder er en samlebetegnelse for alle slags fladfisk: Rødspætte, pighvarre, slethvarre, ising og helleflynder. Historisk har rødspætten været den vigtigste af disse arter.

RødspætteRediger

Rødspætte er en fladfisk, der forekommer overalt ved danske kyster fra Nordsøen til Bornholm.[43] Den kan træffes både på lavt vand og på dybere blandet eller blød bund.[43] Gydningen sker fra tidligt forår til sommer, som regel på dybere områder uden for det egentlige sandbundsområde.[44] Yngel og ungfisk lever af småkræ som muslinger og krebsdyr som regel nær kysten, ofte i nor med mudret bund og endda i åmundinger.[45] Om efteråret, når vandet bliver koldere, søger de noget dybere vand, den følgende sommer atter i det lave kystvand, følgende efterår atter på dybere vand, 10-30 meter, som siden er dens foretrukne opholdssted. Voksne rødspætter lever overvejende af mindre muslinger og orme.[46] Man skelner mellem to bestande, en i Vesterhavet og Skagerrak samt en i Bælthavet.[46]

Rødspætten har spillet en ret stor rolle som spisefisk.[43]

SkrubbeRediger

Skrubbe er en fladfisk, der findes næsten overalt i danske farvande medregnet Østersøen og endda i ferskvand. Ungfisken lever på lavt vand, som regel på blødere havbund i nor og vige på åbne steder i plantebæltet.[47]

Skrubbe har været fisket i det sydlige Kattegat, i Bælterne og i Østersøen med krog, vod eller garn, men dens betydning som spisefisk har været beskeden.[48]

Udsving i fiskenes trivsel og årsagerne hertilRediger

FiskerimetoderRediger

Kendetegnende for det førindustrielle fiskeri var mangfoldighed og opfindsomhed. Det gjaldt om at kunne fange og udnytte flest mulige slags fisk, og dette stillede atter krav om at udvikle et bredt register af både fiskeredskaber og fiskemetoder. I nogle tilfælde kunne dele af dette udstyr være så bekosteligt, at der måtte hentes finansiering udefra, fra købmænd eller andre, og det kunne bringe fiskerne i et vist afhængighedsforhold, men fiskerne forsøgte i videst mulige omfang selv at fremstillede deres redskaber og udstyr. Fleksibiliteten gjaldt også årsrytmen. Karakteristisk var, at fiskeriet efter visse arter havde sæsonpræg. Det måtte finde sted, når de enkelte fiskestimer indfandt sig. I nogle tilfælde betød det, at fiskerne kun var bierhvervsfiskere eller sæsonfiskere, men for fuldtidsfiskere gjaldt det om at udnytte også de fiskemuligheder, der var uden for fiskesæsonerne. Gik det helt galt, kunne fiskere som supplement eller midlertidigt dyrke en mindre jordlod eller tage andet arbejde.[49] Ofte kunne samme redskaber eller fiskemetoder bruges på forskellige arter, og under alle omstændigheder var der tale om en tilpasning til stedlige forhold.

De vigtigste fiskemetoder var garnfiskeri, vodfiskeri, fiskeri med line og krog samt fiskeri med bundgarn og ruse. Mere specielle fiskemetoder var lyster, brejl, glib og kranje.[50] Nogle redskaber blev anvendt ved fiskeri af flere fiskearter, andre redskaber var beregnede på fiskeri af en enkelt fiskeart. Eksempelvis skelnede Jonas Collin i sin beskrivelse af fiskeriet i Aalsgaarde, Boderne og Ellekilde ved Kattegats sydøstlige kyst fra 1874 mellem garnfiskeri, der blev drevet efter rødspætter, torsk og kuller, og næringsfiskeri, der blev drevet efter sild og makrel.[51] Metoder og Redskaber var de samme i forskellige egne, dog tilpassede i udformning og anvendelse de stedlige forhold. De og deres anvendelse var udviklede over flere hundrede år under hensyn til de erfaringer, der var gjort. Forholdene i anden halvdel af 1800-tallet udgjorde derfor afslutningen på en lang udvikling.

GarnRediger

Et fiskegarn udgøres af et rektangulært net af tråde, ofte af hør,[52] der kunne have to udformninger: det kunne bestå af et netværk af lige store masker, som fisken blev fanget i ved at jage hovedet gennem en maske og blive hængende i gællerne, eller det kunne være et toggergarn og bestå af to netværk, hvoraf det ene var stort og groft, men ind i dette var en tyndere og finere netværk af små masker, og fisken blev her fanget i en netpose.[53] For at holde garnet udspændt i vandet blev fastgjort flådoversimen eller -tellen og synk eller sænkestenundersimen eller -tellen.[54] En variant bestod i, at flåddene blev placeret på 1/2-1 m lange reb, kaldet hanke, forbundne med oversimen. Den første type blev kaldt for næring eller nedgarn, den anden manser eller hankegarn.[52]

Garnene kunne anvendes på to måder: som sættegarn eller som drivgarn. Sættegarn blev anvendt på ret lavt vand og på steder med begrænset strøm nær ved kysten. De blev forankrede til havbunden ved hjælp af sten eller stenankre, kaldet krabber. Stenankrene bestod af en korsformet konstruktion, hvorpå blev placeret en stor sten, der blev fastholdt ved hjælp af reb i fire retninger nemlig hver sit ben på korset.[55] For at markere garnenes placering, blev de på havets overflade markerede med vager.[52] Sættegarn skulle røgtes eller tømmes i dagtimerne. Når fisken var taget ud af garnene, blev disse rensede og tørrede, hvilket forudsatte en tørreplads på land.[56] Drivgarn blev derimod anvendt ude på det åbne hav om natten og som regel i områder med stærk strøm. Drivgarnsfiskerne, kaldet vragerne, lod udsætte deres garn med en vager i den ene ende fra en båd. Garnene blev under udsættelsen forbundet således, at de udgjorde et samle net, idet strømforholdene til stadighed holdt det samlede garnnet udstrakt fra båden til vageren. Under udsættelsen kunne ikke blot vager og garn men også selve båden drive med strømmen.[57] Om morgenen blev garnene så hevet ind i båden igen og tømt for deres fangst.[58]

Garnfiskeri skete blandt andet i det sydøstlige Kattegat, og i forbindelse hermed findes en skildring af garnet som følger:

"Garnet har en Længde af c. 100 Fv. og en Dybde i Vandet af omtrent 2 Al. Det bindes saa godt som altid i to Stykker, der knyttes sammen med Tællerne. Materialet, der benyttes, er Hørgarn, som spindes paa Stedet. Tællerne ere af Hamp og slagne som Hyssing eller Merling; tidligere slog Fiskerne dem selv med 6 Traade, nu kjøbes de som oftest treslagne, men lige saa tykke som de gamle. Ligesom paa alle andre Garn, der sættes fast, er det nødvendigt, at "Flætællen" er 3-4 Tom. længere end Stentællen for hvert fjerde "Flæ", da Tællerne ellers vilde gaa sammen, naar Strømmen presser haardt paa Garnet.

Maskernes Længde varierer noget. De mindste ere 4 1/2 Tom. ("smaabændte" Garn), andre 4 3/4-5 Tom. ("Mellembindsgarn") og de størst 5 1/2 Tom. ("størbændte" Garn); tidligere bandt man dem undertiden indtil 6 Tom. Dybden af de smaabændte Garn er 23 "Bord" (11 Masker og 1 Halvmaske, det saakaldte "Ombind"), af Mellembindsgarnene 21 Bord (10 Masker og 1 Halvmaske) og af storbændte Garn 20 Bord (9 Masker og 2 Halvmasker). Mellem "Flæerne" (Flaadene) er der 8 løse Masker paa Mellembindsgarnene, 9 paa de smaabændte og 7 paa de storbændte.

Hvert Garn "stenes" med c. 90 Sten, der sidde med Mellemrum af 3 Al. eller lidt derover. Af Flæer findes 4 for hver Sten; de ere altid af Flaadholt, c. 2 Tom. lange, 1/2 Tom. tykke og lige saa brede. Afstanden mellem dem er c. 16 Tom. Den første Sten sættes nøjagtigt under det fjerde Flæ og saa fremdeles for hvert fjerde. Til "Øresten" (den yderste Sten i Garnet, altsaa den, der lægges først paa Truget og gives sidst ud) vælges helst en Sten med Hul igjennem, for at "Øret" (det yderste Stenbaand) kan gjøres desto sikrere fast, ikke med et almindeligt "Stenbaandskast" omkring hele Stenen, men saaledes, at først naar "Bugten" af Øret er stukken gjennem Hullet, gjøres der et Stenbaandskast.

Rødspættegarnene "sættes" paa 6-7 Fv. Vand med Sand- og Græsbund (udenfor "Banken"), sjeldnere paa 10 Fv. med Ler- og Skalbund ("Skalen"); om Foraaret sættes de dog som oftest paa noget lavere Vand, indtil 4 Fv. De roes altid ud og "gives" til Styrbord, de "drages" til sammeSide og lægges ved Dragningen paa Trug; ved Ankomsten til Land tages Fangsten og Stenene af, hvorefter Garnene hænges til Rensning og Tørre paa "Stejlerne", afbarkede Stænger af 4-5 Alens Højde, med korte Grenstumper, der benyttes som Knager til at hænge Stentællen paa. Saasnart en Stejlerække er behængt, "skilles" det udløbne Stykke af Garnet, idet man ved den første Længde af dette begynder fra den Ende, der sidst er ophængt; derefter "klares" Maskerne, Flæerne og Stenbaandene, og Garnet renses for "Møg" (Tang), undertiden, naar der er meget deraf, ved Hjælp af en "Pidsk", en tynd, afbarket, frisk Kvist af 1 1/2-2 Alens Længde. Naar den ene Længde er færdig, hænges den næste ovenpaa den og saa fremdeles. Naar Garnet er tørt, bliver det "taget sammen" og bragt i Hus; der "kløes" det (c: sættes paa den ene Gren af "Kløen") og "hankes" (c: Stenbaandene klares helt). Kløen er en gaffeldelt, afbarket Gren med Haandtag af omtrent et Kvarters Længde og Arme af c. 1 1/2 Alens Længde; medens Grenen endnu er frisk, tvinges Armene sammen ved Spidserne og holdes bundne i denne Stilling, indtil de ere tørre. Naar Garnet er anbragt paa Kløen (hvilket selvfølgelig altid sker langs Flætællen) og hanket, er det færdigt til at "stenes". Steningen foretages i siddende Stilling paa Jorden. Kløen lægges foran Truget, parallelt med dette, og Bosmen lidt til Venstre. Den færste Sten lægges længst til Højre ved den yderste Rand af Trugets Hanke-Ende, den næste indenfor denne o. s. fr.; naar Rækken er fæærdig, lægges den følgende til Venstre og halvt hvilende paa den første, og saaledes videre. Alle Stenene lægges saaledes, at Hankeløkken vender nedad. Naar hele Garnet er stenet, lægges Bosmen med Kløen øverst ovenpaa Truget.

"Bødningen" foretages paa "Flæsiden" samtidigt med, at Garnet kløes, paa "Stensiden" samtidigt med Hankningen. "Bødenaalens" Længde er c. 4 3/4 Tom., dens Brede omtrent 4 Lin."[59]

NæringerRediger

Også fiskeri med næringer fandt sted i det sydlige Kattegat, og i forbindelse med beskrivelsen af fiskeriet i Aalsgaarde, Boderne og Ellekilde i 1874 er givet følgende skildring:

"Ved "Næringer" forstaaes de Garn, som ere "førte" fast paa "Simerne", saa at Maskerne ikke kunne forskydes, som have tykkere Tæller (de saakaldte "Simer"), større Flæer og Sten, længere Stenbaand og større Dybde end de egentlige Garn.

Sildenæringerne bindes snart af Hørgarn, snart af Bomuldsgarn, og den ene Slags anses ikke for at fiske bedre end den anden. De "kastes op" med 30 Fv. Deres Længde er 18-20 Fv., Dybden omtrent 4 1/2 Al. (120-124 Bord); de fleste have 28 Bord paa 1 Al., og hver Maske er saaledes 1 5/7 Tom.; nogle Sildenæringer holde dog kun 27 Bord pr. Al. "Føremaskerne" (c: de Halvmasker, der sidde nærmest Simerne, og som altsaa svare til "Ombindet" paa Garnene) ere altid af Hamp; indenfor dem findes to Bord af tvundet Hørgarn. Simerne ere 6 Garns Liner med en Omkreds af 3/4 Tom.

Afstanden mellem Stenene er 3 1/2 Al., mellem Flæerne 17 Tom. Flæerne er af Kork (tidligere anvendtes Flaadholt); deres Dimensioner ere gjennemsnitligt 4, 3 og 1 Tom. Stenbaandene have en Længde af c. 16 Tom., saa at Stenene komme til at hænge 7-8 Tom. under Simen.

Ved Næringens Ender forbindes Flæsimen med Stensimen ved en Stikline (en 3-slagen 6-Garns Line), der kaldes "Gøvlen" (c: Gavlen).

De samme Næringer, der sættes fast, bruges ogsaa til at drive med. Stenene, der benyttes til "faste Næringer" have hver en Vægt af c. 2 Pund, til "Drivenæringer" derimod kun omtrent 3/4 Pund.

Til hver Baad bruges fra 12-18 Næringer, hvad enten der drives eller sættes.

Næringerne "lønnes" (c: stenes) altid i Baaden og lægges aldrig paa Trug. Stenene lægges forrest, tværs over Baadens Midte, Flæerne agterud. Nogen bestemt Orden eller Følgerække i Stenenes Lægning iagttages i Reglen ikke, da man, naar Næringen gives ud, følger Simen med Haanden, og Stenene saaledes trækkes ud efter deres Orden. Næringerne roes eller sejles ud og gives altid til Styrbord. Er der kun to Mand i Baaden, gives Stenene af den, der ror Styrbordsaaren, medens den, der giver Flæerne, ror Bagbordsaaren (eller styrer, hvis der sejles).

Ved faste Sildenæringer bruges i Stedet for Stød en Tønde som Vager. De fortøjes ved et Dræg ved den Ende, hvor Tønden er. Ved den modsatte Ende, der gives sidst ud, sænkes de med en "Kulle" og forsynes med et sædvanligt Stød. Paa det Toug, der gaar fra Dræget op til Næringen, sættes lige ved "Flø-Øret" en Korkklump, den saakaldte "Lette", der har Bærekraft nok til at holde Enden af Drægtouget oppe og forhindre dette i at indvikle sig i Næringen.

Ved Drivenæringer sættes kun et almindeligt Stød ved den løse (frie) Ende. For at lette Dragningen og for ikke at slide Redskaberne for stærkt, anbringes paa Styrbordssiden nær ved Stevnen en "Rulle", over hvilken Næringen drages.

Naar Næringerne komme til Land, hænges de til Tørre paa Stejlerne; de faste Næringer skylles dog først ud ved Stranden. Til at "tage dem sammen" (c: tage dem af Stejlerne) udfordres der helst to Personer, en til Flæ-Simen og en til Sten-Simen; naar en Enkelt skal tage dem sammen, maa Flæ-Simen nemlig slæbes hen ad Jorden, hvorved Næringen tilsmudses.

Næringerne kløes ikke; at klare Stenbaandene og de ofte sammenklæbede Masker kaldes ikke, som ved Garnene, at hanke, men at "bosme" Næringerne.

De barkes i Reglen kun, naar de tages frem ved Fiskets Begyndelse, og førend de hænges hen efter dets Ophør. Barkningen bevirker ogsaa, at Garnet tørrer hurtigere. Til faste Næringer anses de ubarkede (lyse) for at være ulige bedre end de barkede, til Drivenæringer foretrækkes derimod de mørke (barkede).

De faste Næringer sættes i Almindelighed paa 14-15 Fv. Vand med Lerbund, som oftest Nord paa, fra Linien Hornbæk-Kullen indtil Nakkehoved; dog er det ikke sjeldent, at de sættes helt ned til Gilbjerg.

Til Fiskeriet med faste Næringer anses "vestlig Vind, blæsende Vejr og Bundflod" for at være bedst; til at drive foretrækkes godt Vejr med "Flod" oven i Vandet.[60]

BundgarnRediger

Bundgarn blev anvendt i fjorde og andre indre farvande. Bundgarn og bundgarnsfiskeri kunne have stedlige variationer men var bygget over de samme metoder og redskaber. En skildring af bundgarnsfiskeriet i Humlebæk fra 1875 lyder som følger:

"Bundgarnet bestaaer af to Partier, nemlig "Hovedet" og "Raden". Denne sidste, der fra Hovedet strækker sig ind mod Land, tjener til at stoppe for de Fiske, som ville passere indenfor Hovedet, og til at vise dem ud i dette, hvor de da fanges.

"Raden" er delt i to Partier, nemlig "Flæraden" (eller "Landraden") og "Pæleraden". Flæraden strækker sig fra Landgrunden, hvor der er 1 Fv. Vand med klar Sandbund, og gaaer ud til 2 1/2 Fv. Vand. Her begynder Pæleraden, der gaaer ud til 3 1/2 Fv. Vand, hvor Hovedet staaer. Bundgarnets inderste Ende begynder altsaa sædvanligvis paa 1 Fv. Vand, men vel at mærke fordi det her berører Landgrunden, over hvilken Fiskene kun undtagelsesvis vove sig ind. Finder dette en enkelt Gang Sted, er der altid med rigtigt godt Veir, Varme, Stille og Solskin. I saa Tilfælde forlænges Flæraden undertiden indefter med en Sildenæring.

Flæraden er c. 90 Fv. lang, undertiden lidt kortere. Flæerne sidde paa Overliget med en indbyrdes Afstand af c. 12". De ere af Weimuths-Fyr, 12-18" lange; de inderste, der ikke behøve at have saa stor Bærekraft, ere 2-3" brede og omtrent 1 1/2" tykke; de, der sidde længere ude, hvor Vandet (og altsaa ogsaa Bosmen) er dybere, ere omtrent dobbelt saa tykke, men forresten af samme Dimensioner som de inderste. Mod hver Ende ere Flæerne tilskjærpede horizontalt, og helt ude mod Randen findes omtrent 1" fra hinanden to smaa Huller, gjennem hvilke Bændslet, hvormed Flæen gjøres fast til Overliget, stikkes gjentagne Gange med en Seilnaal. Midt imellem Hullerne findes en lille Længdefure i Flæen, for at Naalen kan komme tværs under Bændslet, naar der skal fæstes Ende.

Overliget paa Flæraden er ikke tykkere end "Underliget". Til begge anvendes en rundslaaet 9-Garns (sjeldnere en 12-Garns) Line. Saavel til dette som til alt det øvrige Linegods benyttes Hamp.

"Kullerne" (Stenene) paa Flæradens Underlig sidde 2 1/2 Fv. fra hverandre og ere temmelig store. De veie mellem 1 1/2 og 2 Lpd. Stk., de største yderst, og anbringes hver i en c. 9" lang Strop af 9-Garns Line ("Stenstroppen"), som med et Stenbaandskast er fastgjort til Underliget. Flæradens Kuller tages af hvergang Garnet bringes iland. "Bosmen" i Flæraden er delt i to Stykker; det inderste af disse er 40 Masker dubt, det yderste 50-56 Masker. Størrelsen af disse er ens over hele Raden, nemlig knap 4", naar de strækkes. Flæradens inderste Ende fortøies kun med en Kulle paa 2-3 Lpd.'s Vægt, der fastgjøres til Underliget paa samme Maade som de øvrige Kuller.

"Pæleraden", der forbinder Flæraden med Hovedet, har en Længde paa 144 Fv. Den indeholder 36 Pæle med 4 Fv. mellem hver. Pælene i Raden ere 12-18 Al. lange, altid af Bøg og skovede specielt til dette Brug. De koste c. 2 Rd. Stk. Gjennemsnitstykkelsen er mindst 6"; de sværeste og længste sættes yderst, de "kleinere" inderst. Pælene rammes ikke ned i Bunden, men sættes med den tykke, tilspidsede Ende nedad og holdes i Stilling ved Hjælp af Krabber. Ved Garnets eller Radens Vægt og Tougenes "Tvingsel" holdes Pælene fra at slippe op. Hvor der er blødere Bund, kunne de endog trykke sig henimod en Alen ned, saa at det kan have sin Vanskelighed at faae dem op igjen; paa Grus- eller Sandbund trykkes de sjeldent over 6-7" ned i Bunden. Pælene maa ikke være for tørre, ialtfald ikke i Rodenden, da de saa blive for lette og derved vanskeligere at faae ned. Af samme Grund kunne Garnpæle ikke benyttes.

Krabberne ere saa store og tunge, at en Mand netop kan slæbe af med en af dem. Krabbekjæppene kaldes her "Krabbestilke". De surres med 1 1/2 Favn 9-Garns Line (i Regelen et ældre Toug), det saakaldte "Krabbebind". De andre Dele benævnes som sædvanligt "Krabbehorn", "Krabbekryds" o. s. v.

"Krabbetougene", med hvilke Pælene fortøies til Krabberne, ere 9-Garns Liner, hver paa 18 Fv.'s Længde, og fastgjøres til Pælene c. 2 Alen over Vandfladen. Til hver Pæl lægges to Krabber ud, nemlig 1 i Nord og 1 i Syd (lodret paa Raden). Men desuden lægges for hver 8de Pæl 3 "Stoppekrabber" ("Støttekrabber"), nemlig 1 skraat udad og 2 skraat indad, de to sidste hver paa sin Side af Raden; den Stoppekrabbe, der lægges skraat udad, anbringes afvexlende paa den nordre og søndre Side af Raden, saaledes at naar f. Ex. den 8de Pæl har 1 Krabbe mod Nord og 1 mod Syd samt 1 Støttekrabbe mod N. V., saa faaer den 16de Pæl, foruden den nordre og søndre Krabbe, 1 Støttekrabbe mod S. V., 1 mod S. Ø. og 1 mod N. V. Disse Extra-Krabber lægges altsaa altid ud "1 i Øster og 2 i Vester" som det hedder.

..Raden bindes af Merling ("Radegarn"). Der benyttes hertil uheglet Hamp.

Til Bundgarnets andet Parti "Hovedet" bruges 19 Pæle, af hvilke den, der staaer nærmest ved Raden i Linie med Radpælene og paa en Maade kan betragtes som en Fortsættelse af disse, kaldes "Mundpælen"; dens Afstand fra Krydspælen er 4 Fv. 12 Fv. ret ud for Mundpælen, ved Bundgarnets yderste Spids, staaer den store saakaldte "Baghæl"; til hver Side af Mundpælen og i en Afstand af 6 Fv. fra denne sættes endvidere en Pæl, den saakaldte "Søndre-Krog" og "Nordre-Krog", og endelig findes 6 "Bovpæle", nemlig tre paa hver Side, henholdsvis mellem Baghælen og Søndre-Krog og mellem Baghælen og Nordre-Krog, dog ikke i Linien mellem Baghælen og hver af Krogene, men et Stykke udenfor denne. Afstanden mellem Baghælen og hver af Krogene er c. 13 Fv., mellem hver af Bovpælene omtrent 3 1/2 Fv., mellem Krogen og den første Bovpæl og mellem Baghælen og sidste Bovpæl ligeledes 3 1/2 Fv.

..Garnet bindes af heglet Hamp; til Raden benyttes - som allerede anført - uheglet. Tykkelsen af det Garn, der bruges til Vidbunden, er lidt finere end ved Raden, hvor der anvendes Merling; til Tættebunden, Stemmelet og Skiltet tages endnu finere "Stemmelsgarn". Det Linegods, der staaer over Vandet, tjæres kun een Gang, nemlig naar det skal sættes ud første Gang; derimod tjæres alt det øvrige Linegods, Raden og Garnet een Gang om Aaret, i Juni Maaned, kort efter St. Hansdag. Sidst i Mai eller først i Juni tages Bundgarnet i Land med Pæle, Krabber og alt Tilbehør. Det bliver da paa Land i en Maaneds Tid, dels fordi det er den daarligste Fisketid, dels for Tjæringens Skyld. Naar denne skal gaae for sig, skjæres alle Ligene fra Hovedet, Stenene tages af Underliget, og Stemmelet, Skiltet, Tættebunden og Vidbunden skilles fra hverandre. Raden tjæres med Ligene paa, men skilles dog ad i sine 7 Stykker, der hver have sine egne Lige. Underligets Stene aftages, og det Hele kjøres i fem Vognlæs til Tjærepladsen. Tjæringen foregaaer ved Hjælp af et Spil. Kjedelen rummer c. 1 Td. Tjære, og der medgaaer ialt 5 Tdr. gul ("blank") Tjære, (til 14-17 Rd. pr. Td.), der skal være næsten kogende, naar den bruges. Tjæringen tilendebringes i Løbet af een Dag.

Naar Garnet igjen skal "redes færdigt" (c: føres paa Ligene, syes sammen og forsynes med Stene), reises det paa Land ganske som i Søen, men naturligvis paa andre, kortere Pæle, der rammes lidt ned i Jorden og ikke forsynes med Krabber. Raden spændes dog ikke paa Pæle, men lægges fladt paa Jorden. Med dette Arbeide ere 4 Mand beskjæftigede i c. 8 Dage.

Hver 14de Dag om Sommeren - om Foraaret og Efteraaret hver 4de Uge - tages Garnet ind, men Pæle og Krabber bliver staaende. Det hænges da til Tørre paa svære Steiler og bliver, naar Veiret er godt, kun hængende en Dags Tid. I regnfuldt og fugtigt Veir maa det undertiden hænge 4-5 Dage; thi det maa være aldeles tørt, førend det paany sættes ud. Mangel paa Heste og Vogne forsinker ogsaa stundom Udsættelsen.

..Med Undtagelse af de Tider, i hvilke Bundgarnet tages i Land for at tjæres eller tørres, staaer det ude fra Marts til Slutningen af Oktober eller Begyndelsen af November. Kun i meget milde, isfrie Vintre sættes det undertiden ud sidst i Februar. Naar det om Efteraaret er taget ind tilligemed Krabber og Pæle og er blevet fuldstændigt tørt, lægges det paa Loftet hos de forskjellige Fiskere, der have Del i det. Hverken Pæleradens eller Hovedets Stene aftages, naar Garnet lægges op. Til at sætte Bundgarnet og tage det i Land bruges i Regelen 3 Baade.

Til et Bundgarn som det her beskrevne medgaaer der omtrent 150 Lpd. Hamp, nemlig 10 Lpd. til hvert af Radens 7 Stkr., c. 15 Lpd. til Hovedet, c. 40 Lpd. til Krabbetouge og mindst 20 Lp. til det øvrige Linegods. Prisen for Hamp er 3-3 1/2 Rd. pr. Lpd.; Arbeidsløn for Spinding og Binding er nu for Hovedets Vedkommende 5 Rd. (tidligere betydeligt mindre) pr. Lpd., for Radens Vedkommende kun 17 Mk., nemlig 8 Mk. fir at spinde, og 9 Mk. for at binde.

"Røgtningen" foretages under almindelige Forhold med een Baad. Der roes ud langs Radens nordlige Side, gjennem Munden og ind over selve Garnet, hvorpaa Stevnen lægges Sønder efter. Overrebet lægges nu tvers over Baaden mellem de midterste Aaretolde, og en Mand maa ved Hjælp af dette Reb holde Styr paa Baaden, saa at denne ikke driver for Vinden. Paa hver Side af Munden sidder et Toug, som fra Overliget (paa hvilket det er fastgjort med et par Halvstik) gaaer ned til en Strop i Underliget og kaldes "Lette" ("første Lette"). I samme Strop er der fanstgjort en "anden Lette", der ligger fladt hen over Garnets Bund og gaaer ud til Underligets Sider, hvor den er slaaet paa omtrent 2 Alen fra det Sted, hvor Gaaletterne begynde. I hver Ende af Baaden staaer en Mand, som haler op, hver i sin første Lette, indtil Underliget kommer saa tøit i Vandet, at det kan gribes med den saakaldte "Røgtekrog", en c. 3 Al. lang Stang med en Trækrog i Enden. Lidt fra det Sted, hvor Lettestroppen sidder i Underliget, findes en anden Strop, der nu hænges over en Aaretold, og derpaa hales i anden Lette, indtil man naaer hen til Gaaletterne. Paa Underliget mellem hver af Krogene og Baghælen ere de saakaldte "Gaaletter" anbragte. Disse, til hvilke der benyttes en 9-Garns Line, danne en Række Hanke langs hen ad Underliget, idet Linen for hvert femte Kvarter fastgjøres til Underliget ved et Halvstik. Disse Fastgjøringspunkter sidde 3/4 Al. fra hverandre, og Touget danner altsaa en Bugt imellem dem. Udadtil mod Baghælen blive Galetterne mindre og høre ganske op 1 Fv. fra det yderste Hjørne. De naae heller ikke helt hen mod Krogene, men ophøre 1 Fv. derfra. Paa den Del af Underliget, der gaaer fra Munden hen imod Krogene, findes ingen Gaaletter. Saasnart Garnet er draget saa langt op, at der kan faaes Tag i Gaaletterne, gribes den inderste af disse med Haanden, hvorpaa der efterhaanden avanceres udad, idet Fiskerne i hver sin Ende af Baaden samtidigt lette Bunden op i Vandskorpen Tag for Tag og slippe igjen efterhaanden som de nærme sig Skiltet. Naar de have naaet ud til dette, tage de fat i selve Underliget og Maskerne, og Skiltet drages tilsidst helt ind i Baaden, hvor det tømmes."[61]

ÅleruserRediger

 
Ålegård med ruse.

Collin har ligeledes i 1875 i forbindelse med hans omtale af fiskeriet i Humlebæk skildret ålerusen og dens brug:

"Ruseredskabet bestaaer af tre Partier, nemlig Raden, den egentlige Ruse og Kugen.

Raden bindes nu altid af Bomuldsgarn; tidligere brugtes Hamp. Garnet, der anvendes, er kabelslaget og har tre Partier, hver med 5, sjeldnere med 4 Traade. Den bindes til 16 F., men rækker kun 11 Fv., naar den er redet færdig og ført paa Ligene. Dybden er overalt 50 Masker á 1 3/4". Ligene er 6-Garns Hampeliner. Paa Underliget anbringes Stene ganske som paa Bundgarnets Pælerad, med et "Fed", men kun med 7" Mellemrum. Til hver Rad bruges 4 Snese Stene af c. 1/2 Pd.s Vægt. Paa Overliget anbringes med 15" Mellemrum 25-30 Flæer af Fladholdt (eller i Mangel deraf Kork), hver af c. 1/2 Al.'s Længde, dog snart kortere og tykkere, snart længere og tyndere, alt eftersom Træet haves. De syes fast til Liget gjennem to Huller i hver Ende ligesom paa Bundgarnets Flærad. Radens inderste Ende fortøies ved en c. 4 Lpd. tung Sten, omkring hvilken der er fastgjort et Toug, som slaaes ind i en lille Strop paa Underligets Ende.

Armene bindes til 2 Fv.; men naar de ere redte færdige, ere de henimod 5 Al. Paa hver Arm er der c. 20 Stene og 4 Flæer, som ere lidt mindre end Radens. For Enden af hver Arm er en "Snor". Den faste Arm gjøres fast til Raden med en Snor gjennem Bosmens Ydermasker, og Ligene knyttes sammen. Paa Sammenknytningsstedet er der paa Underliget fastgjort en Sten, der er godt tre Gange saa stor som de andre Stene; den fastgjøres ved et Fed af en egen Slags med 2 løse Ender og een fast. En lignende Sten fæstes paa samme Maade ved Enden af den korte (løse) Arm.

Selve Rusen, der ligesom Raden nu bindes af Bomuldsgarn (tidligere af Hørgarn) er c. 4 Al. lang foruden Armene. Den bestaaer af 3 "Bøilerum" (med 4 Bøiler) og en "Gump". Det første Bøilerum (c: det, der staaer nærmest Land) er det største og har, naar det er spændt til Bøilen, en Høide ved denne af 1 1/2 Al. Bøilerne ere hver dannede af to Grangrene, der skares sammen, saa de danne en Ring som et Tøndebaand, men ere ikke flækkede. Den næste Bøile har en noget mindre Diameter, den tredie en endnu lidt mindre, og den fjerde Bøile er kun 1 Al. i Tvermaal. Afstanden mellem Bøilerne er omtrent ens og udgjør c. 30". Det første Bøilerum er 46 Masker længt, det andet 48 og det tredie 50, men Maskerne mindskes efterhaanden lidt. I første Bøilerum og et Stykke af andet ere de 1 1/2", i Resten af andet og i hele tredie Bøilerum ere de 1 1/4". Foruden de nævnte Masker findes under hver af Bøilerne en Række dobbelte Masker, langs hvilken Bøilen fastgjøres. Alle Bøilerummenes Omkreds er ens, nemlig 120 Masker.

I første Bøilerum begynder "den store Kalv". Den "tages op" (c: dens Masker "bindes" til) ved Bøilerummets 8de Maskerække fra den store Bøile, hvorefter den tragtformigt strækker sig med Spidsen et Stykke ind i andet Bøilerum. Dens Masker ere som 1ste Bøilerums (1 1/2"). Ved det 5te Bord "tages ind" med 8 Maskers Mellemrum, saa at hver 9de og 10de Maske i den paagjældende Række samles til et saakaldet "Indsæt". Fem Bord længere ude mod Kalvens Spids tages der paany ind, men dennegang med kun 7 Maskers Mellemrum, saa at altsaa hver 8de og 9de Maske samles. Saaledes blives der ved for hvert 5te Bord nedad mod Spidsen, indtil der kun bliver 2 Maskers Mellemrum mellem Indsættene. Efter den sidste Række Indsæt følger een Række enkelte Bord og derpaa en Række af 36 dobbelte Halvmasker, der danne Kalvens spids. Gjennem disse Halvmasker føres en Snor af almindelig Merling, "Kalvebaandet", paa hvilken der med 9 Maskers Mellemrum anbringes 4 lidt over 1 Al. lange Snore (ligeledes af Merling), de saakaldte "Stillebaand", som gaae skraat op igjennem 2det Bøilerum og fastgjøres paa tredie Bøile i lige Afstand fra hverandre, een paa hver Side, een foroven og een forneden. Paa denne Maade holdes Kalven strakt og Spidsen oppe. Paa Grund af Stillebaandenes Træk danner Kalvens Ende en fiirkantet aabning; denne har for den store Kalvs Vedkommende Sider paa 5 1/2" Længde.

I 2det Bøilerum begynder "den lille Kalv". Den "tages op" i det 18de Bord fra 2den Bøile og bindes ganske paa samme Maade som den store Kalv med Indsæt i hver 5te Række Bord lige indtil der kun bliver 2 Maskers Mellemrum mellem Indsættene i sidste Række. Den lille Kalv ender ligesom den store med en Række af 36 dobbelte Halvmasker. Stillebaandene gaae op gjennem 3die Bøilerum lige ved den fjerde Bøile og fastgjøres i denne paa samme Maade som den store Kalv i tredie Bøile. Aabningens Sider ere 4 1/2" lange.

Tredie Bøilerum har ingen Kalv.

Den yderste Ende af Rusen kaldes "Gumpen". Den bindes paa samme Maade som Kalvene, da den ligesom disse skal løbe tragtformigt ud. I hver af de første 4 Rækker Bord er der ligesom paa Kalvene 120 Masker rundt; derefter begynde Indsættene, som ogsaa her følge efter hverandre med mindre og mindre Mellemrum, men dog kun indtil der bliver tre Maskers Mellemrum mellem Indsættene i sidste Række, saa at der tilsidst bliver 48 Masker rundt istedetfor Kalvenes 36. Derefter følger een Række enkelte Masker og til Slutningen 3 Rækker dobbelte Halvmasker. Grunden til, at man lader Gumpen ende med flere Rækker dobbelte Bord end Kalvene, er, at Enden af den skal bindes om "Krandsningen" paa Kugen og maa have en vis Styrke for ikke at skamfiles. Snoren, der føres gjennem den yderste Række Halvmasker og kaldes "Gumpebaandet" er en Del tykkere end Kalvebaandene, omtrent som en Næringsime, og 1 1/2 Alen lang.

"Kugen" eller "Koen", der danner Rusens yderste Ende og det egentlige Fangested, er tendannet og flettet af Kurvepil. Størrelsen er noget forskjellig; sædvanligvis er Længden 1 1/3-2 Al., Tykkelsen over Midten 16-17".

"Sættekvistene" eller "Opstanderne", der udgjøre Kugens væsentligste Længderibber, og til hvilke der anvendes de tykkeste og længste Vedier, løbe lige fra "Krandsningen" (den pølseagtige Krands ved den inderste Ende af Kugen, hvor Gumpen bindes til) paa langs gjennem hele Kugen og samles ved den yderste Ende i tre Parter, som først snoes hver for sig og derefter dreies sammen til en "Pidsk". Denne bøies derefter hankeformigt tilbage, stikkes tvers igjennem Kugens Ende nogle Tommer under Spidsen og slynges derpaa rundt omkring Enden, hvor Slyngningen, "Hankekrandsen", hindres i at glide op ved en gjennemstukken Tverpind. Den fremkomne Bue kaldes "Hanken" eller "Kugehanken" og tjener dels som Haandtag, naar Kugen skal løftes, dels til at fastgjøre Rusens yderste Fortøining i. Mellem Sættekvistene anbringes paa langs de saakaldte "Øgekviste", der ere tyndere end hine og saa korte, at der maa to af dem for at naae fra Krandsningen til Hanken. De sammenføies paa Længden og tjene til at formindske Mellemrummene mellem Sættekvistene. Kugens Længdevidier (Opstanderne og Øgekvistene) holdes sammen af c. 24 "Bind" c: Flytninger af tynde Vidier rundt om Kugen. De Steder, hvor "Bindekvistene" (de til Bindene anvendte Vidier) høre op i Fletningen og Enderne stikke frem, kaldes "Laase". Indvendigt stives Kugen af tre Hasselbøiler, en tyk paa Midten og en tyndere mod hver Ende. Hver af dem brændsles paa fire Steder med Kabelgarn fast til et af Bindene.

I Kugens inderste med Gumpen forbundne Ende findes en 17" lang indadgaaende Tragt, den saakaldte "Pibe". Ved Krandsningen (som egentligt hører til Piben, og med hvis Fletning man begynder, naar Kugen skal forfærdiges) har Piben et Tvermaal af 6-7". Indefter udvider den sig en kort Strækning, idet den følger selve Kugens Form, men derpaa løber den lige ind i Kugen med de konvergerende Vidiers 6" lange, frie Spidser. Disse skulle løbe helt sammen, men maae være saa bløde eller bøielige, at Aalen uden stor Vanskelighed kan tvinge dem fra hverandre, naar den vil ind i Kugen. Pibekvistene holdes sammen af 5-7 "Bind" af finere "Bindekviste".

Omtrent midt paa Kugen, lidt nærmere ved Krandsningen end ved Hanken, findes Hullet, en firkantet Aabning med 5 og 6 Tommers Tvermaal. Langs hver af de to mod Kugens Ender vendende Rande af Hullet er anbragt en Fletning af Skimandsgarn eller fine Kviste, de saakaldte "Laaghanke", under hvilke Laaget presses ind til Lukke for Hullet. Laaget er en løs, flad Træplade med et kort Haandtag i den ene Ende; det fastgjøres aldrig paa anden Maade end ved Laaghankenes Tryk, undtagen naar Kugen benyttes som Hyttefad for Aalene; i saa Tilfælde bændsles Haandtaget fast.

Udadtil fortøies Kugen ved en Krabbe, der kaldes "Stivekrabben", til hvilken der er fastgjort et særegent Apparat, den saakaldte "Stivekrlkke", en tyk, vinkelbøiet Trægren, der maa være groet i Vinkel for at have den fornødne Styrke. Ved Hjælp af en 6-Garns Line, det saakaldte "Krækkefed", der gaaer fra Enden af det ene Vinkelben til Enden af det andet og ved hver af disse har en fri Tamp, surres Stivekrækken fast til Krabbeskjægget (de sammenbundne Krabbestilke), saaledes at dens Vinkelspids vender indad mod Rusen. I Kugehanken er der anbragt en 6-Garns eller en kleinere 9-Garns Line, "Stivelinen", paa c. 22 Fv.'s Længde. Denne gaaer ud til Stivekrækken, nedenfra opad igjennem Vinkelhjørnet og gjennem den saakaldte "Vagergaffel" tilbage til Kugehanken, hvor ogsaa denne Ende fastgjøres. Stivelinen tjener til at hale Rusen ud med; idet der nemlig trækkes i den øverste Part, hales Rusen ud, saa Armene og Raden strammes godt. Derpaa gives "Vageren" ud, og da Stivelinen gaaer igjennem Vagergaffelen, sænkes denne ved, at der hales i Linen. Naar Vageren er sænket saa dybt, at den kun rager omtrent 1 Alen over Vandskorpen, slaaes der to Halvstik om dens Top med Stivelinens Overpart, idet den trykkes ned med Haanden. Den omtalte "Vager" ("Vare") er en 5-6 Al. lang Stang, helst af Weimuths-Fyr, og er c. 4" tyk i den nederste Ende, 2-3" i den øverste. Paa den tykke Ende sidder "Gaffelen", et tykt, i Enden gaffeldelt Træstykke, der med Hovedgrenen sømmes fast paa langs ad Vageren, og til hvis Gaffelgrene der er nittet eller sømmet og surret et Tverstykke, den saakaldte "Slaa". I Gaffelen er fastgjort 3 Touge, som gaa ud hver til sin Rusekrabbe. Disse Krabbetouge ere 9-Garns Liner og have hver en Længde af 18 Fv.; det ene gaaer til den saakaldte "Nordkrabbe", det andet til "Sydvestkrabben" og det tredie til "Sydostkrabben". Nordkrabbens og Sydostkrabbens Touge fastgjøres hvert ved sit Hjørne af Gaffelen, Sydvestkrabbens lidt oppe paa den Gaffelgren, ved hvis Ende Sydosttouget er fastgjort.

Rusen hales saa langt ud, at den store Bøile kommer til at staae lige under Vageren.

"Armstagen" kaldes en 2 1/2-3 Al. lang Stang, der staaer opret ved Enden af Rusens løse Arm og er fastgjort til begge Ligene. Naar Ruserne ere satte, bliver dens Plads i Hjørnet mellem Sydost- og Sdvest-Touget. Midt paa Armstagen er slaaet en klein 6-Garns Line (det saakaldte "Armereb") af12-16 Fv.s Længde (alt efter Vandets større eller ringere Dybde). Dette Armereb har to frie Ender, hver paa 8 Fv.; den ene Ende gaaer hen til Sydosttouget, den anden til Sydvesttouget, og hver af disse Ender fastgjøres med tre Halvstik til det nævnte Krabbetoug i en Afstand af 8 Fv. fra Vagergaffelen. Paa Nordtouget er fastgjort en "Rumpe" og en "Lette". Rumpen er en 9-Garns Line, som gaaer hen til den næste Ruserads Kulle, og tjener kun til at fire denne ned med og til at iværksætte en Forbindelse mellem Ruserne for det Tilfælde, at en af dem skulde blive slæbt fra sin Plads. Den slaaes om Nordtouget et Par Favne fra Vageren og hænger "slækt". Lidt nærmere ved denne sidste slaaes "Letten" paa Nordtouget; den er, ligesom Rumpen, en 9-Garns Line, og den gaaer ret ned i Vandet til det Punkt, hvor den faste Arm er forbunden med Raden. Her fastgjøres den i Overliget og tjener i Forening med Stivelinen til Ophaling af Rusen, naar denne skal røgtes."[62]

KrogfiskeriRediger

Brugen af fiskekroge har haft to hovedformer: traditionelt i form af håndsnører med krog og synk men fra 1500-tallet tillige med langline.[63] Langliner, der blev anvendt ved fiskeri efter torsk og hvilling i Vestjylland, skete fra både og bestod i, at der på en line med kortere mellemrum blev anbragt kortere linestykker kaldet tavser eller kendser. For enden af disse linestykker sad krogen, som ved fiskeri blev forsynet med agn eller madding for at lokke fisken til. Disse liner blev ved fiskeriets begyndelse lagt i fugtigt sand i et fladt trug, kaldet bakke, på en sådan måde, at de let kunne glide ud i vandet ved udsættelse. Fra Nymindegab haves oplysninger om, at hver bakke havde 3 liner hver med 200 kroge. Et samlet bådelav anvendte 24 bakker og således en samlet langlinelængde på 12 km.[64] For at holde langlinen nede blev for enden af denne brugt et dræg, det vil sige en sten.[65]

Krogfiskeri blev blandt andet udøvet i den østlige del af Sjællands kattegatkyst. I en beskrivelse fra 1874 oplyses herom:

"Krogfiskeriet drives af hele Fiskerbefolkningen om Vinteren og jævnsides med Garnfiskeriet den øvrige Del af Aaret (fra Marts eller April) med Undtagelse af den Tid om Efteraaret, da Sildefiskeriet lægger Beslag paa Alles Virksomhed. Gjenstanden for Krogfiskeriet er fortrinsvis Torsk og Kuller.

Hver Baad fisker i Reglen med 800-1000 Kroge, naar der haves tilstrækkeligt Agn.

Hvert "Hundrede" Kroge har et "Krogereb" af 50 Favnes Løngde og 94-100 Kroge, sjeldnere c. 80.

Krogerebet er en kabelslagen, to Garns Hampeline. Ikkun i Boderne "redes" Krogrebene til 116-120 Kroge, og selce Krogerebet er der en tre Garns Line. I Ellekilde forsøges nu samme Slags Krogereb, men kun med c. 80 Kroge.

"Kenserne" ere nu for Tiden af Bomuld; tidligere brugtes Hamp, der var stærkere, men hurtigere til at raadne. De ere c. 3/4 Al. lange og sidde i en Afstand af c. 1 !/2 Al. fra hverandre.

Krogene ere svenske Øjekroge (ikke støbte), der kjøbes hos Kjøbmanden i Aalsgaard for 1 Mark pr. Hundrede.

Saavel Krogerebet som Kenserne "barkes" (med Krogene paa) flere Gange om Aaret, ved stadigt Brug endogsaa en Gang hver 4de eller 5te Uge. Til 4-500 Kroge bruges et godt Fjerdingkar malet Egebark i 2-3 Spande Vand. I denne Opløsning koges Krogene omtrent et Kvarter.

Krogene "kastes" om Sommeren paa 14-16 Favne Vand med Lerbund (paa "Dybet"), omtrent midtsunds, som oftest ret ud for Land, dog hyppigt lidt nordligere. De kastes om Eftermiddagen og "drages" om Morgenen, i Reglen mellem Kl. 3 og 4. Om Efteraaret, naar Sildefisket er ophørt (sædvanligvis i Oktober) kastes de lige fra 2 Fv. Vand og udefter, paa Sandbund. Om Vinteren kastes de lidt længere ude (paa "Grunden"), nemlig fra 6-7 Fv. Vand og udefter, paa Sandbund med Græstang. De drages da som oftest først i Dagbrækningen, især naar det vides, at Fangsten kan sælges ved Landingen. Om Sommeren kastes de gjerne i èn Længde, men kun for den ene Ende af hver Længde, naar de kastes i to.

Krogene roes eller sejles ud; de gives saa godt som altid ud fra Sryrbord; kun naar Vinden staar haardt paa den Side, gives de fra Bagbord.

"Stødet", der i alt Væsentligt svarer til Skagboernes "Redskab", tildannes af Gran eller endnu hellere af Wejmouths-Fyr. Som Mærke bruges altid en opstaaende, faststukken, bladrig Grenkost. I Stedet for de sædvanlige Stød anvendes om Vinteren ved Islæg det saakaldte "Hold" som Vager. Det bestaar af to Stykker, nemlig det egentlige Hold og "Kjæppen". Denne sidste er en 4-6 Al. lang, afbarket Stang, der sidder nederst og fastholdes ved "Kullelinen"; med sin øverste Ende er den sømmet til det andet Stykke, som har en Længde af 3-4 Al., en Tykkelse af 3-4 Tom. i Gjennemsnit og rager et par Alen op over Vandet. "Kullelinen" kaldes den Line, der fastholder Stødet til den saakaldte "Kulle", en Sten af en almindelig Brostens Størrelse, ved hvilken Krogene fortøjes. Det paases i Reglen, at der paa Kullelinen i Nærheden af Stødet findes et "Spring", c: et skjørt Sted, for at Linen kan springe, dersom et Skib eller en anden større flydende Gjenstand skulde faa fat i Stødet. Sker dette, saa maa Krogene "stryges" op med en "Klo", et lille 4-hornet Dræg, og Fiskerne tage derfor altid Landmærker, idet de hive Kullen ud, saa at de, selv om Stødet er revet af (eller af den rivende Strøm er trykket under Vandfladen), ere i Stand til at finde det Sted, hvor deres Redskaber staa.

Til Agn bruges baade Sommer og Vinter fortrinsvis "Kong" (Tritonium undatum), "Haardkong" (Fusus antiquus) og "Orm" (Arenicola piscatorum). Foruden de to nævnte Slags Kong benyttes endvidere "Krybekong" (Eremitkrebs, Pagurus), der, skjøndt den anses for den allerbedste Agn, dog ikke kan siges at være af stor Betydning, da den kun erholdes i forholdsvis ringe Mængde. Haardkongen betragtes som mindre god Agn end den egentlige Kong. Begge Slags faaes sammen med Krybekong ved at udlægge de saakaldte "Benningskuger" paa 14-16 Fv. Vand med døde Fiske som Lokkemad. Disse Kuger ere af Kurvefletning og ligne de norske Humertiner i Formen, men de ere langt mindre. Deres Længde er nemlig kun c. 20-22 Tom., deres Diameter c. 10-12 Tom. Ved hver Ende lukkes de af en indad gaaende, i Bunden aaben Tragt, hvis Længderibber rage som frie Spidser ind i Kugen og danne en Aabning af 4-5 Tom. i Diameter. Den ene af disse Tragter er flettet sammen med Kugen, medens den anden er til at tage ud og kun holdes fast ved Hjælp af en gjennemstukken Tværpind, der trækkes ud, naar Kugen skal tømmes eller Lokkemaden indsættes. Paa en eller to andre Tværpinde, der stikkes gjennem Kugens Midte, sættes Lokkefisken. Denne maa ikke være "sur" (raaden), da Kongen i saa Tilfælde ikke gaar paa den. Som Lokkefisk benyttes helst Torsk, Kuller eller Hvidling; i Nødstilfælde bruges dog ogsaa saltet Sild. Om Foraaret gaar Kongen kun undtagelsesvis i Kugerne; derimod ere disse, naar de paa denne aarstid optages, ofte rigt besatte med Kong paa den udvendige side.[66]

LysterRediger

En lyster er et redskab, der som regel anvendes på lavt vand. Det er indrettet som en gaffel med en eller flere modhager på tænderne, og når lysteren stikkes ned omkring fisken, vil denne blive holdt fast ved hjælp af modhagerne. Lyster er fortrinsvis blevet anvendt ved ålestangning, men kan i ferskvand tillige bruges til at fange fx gedde og laks. Fiskeriet kan ske fra en båd i vindstille vejr og med skyfri himmel om sommeren eller efteråret, idet man stanger de ål, som man kan se, fordi ålene kommer frem. Ålestangning kan også ske om natten i stille vejr ved brug af blus. Om vinteren, hvor vandet er frosset til is, sker ålestangning ved, at man fragter sit udstyr på en slæde ud på isen, hugger et hul med en økse, stikker lysteren ned i huller og derefter stanger man først lodret og dernæst i cirkler, idet man flytter hænderne opad på skaftet således, at lysteren når længere og længere, indtil at man har nået toppen af stangen. Når mulighederne for fiskeri fra et hul er udnyttet, hugger man et nyt hul i passende afstand af det gamle.[67]

Brejl og glibRediger

En brejl er en pose af fiskenet sat på et skaft og med åbningen spændt ud over en ramme. Det kendes både fra Nordvestjylland og de sydfynske øer. En åleglib er et fiskeredskab, der anvendes på lavt vand. Det er lavet som et net spændt ud over et træstel, som regel med en trekantet ende og åbent i den ene langside men lukket i bunden, den anden langside og begge ender. Begge redskaber anvendes ved, at en person holder det nede i vandet, mens en anden person forsøger at jage fisken ind i nettet. Brejl har også været anvendt ved fiskeri om vinteren i Ringkøbing Fjord, Stadil Fjord og Nissum Fjord, idet man, når vandoverfladen var frosset til is, huggede en lang rende samt huller langs siderne af denne. Bjerlen blev så stukket ned i den ene ende og trukket hen over bunden gennem renden, idet man med pulsekøller dannede luftbobler ned mod bunden for at lokke fisken til at søge mere iltrigt vand og dermed blive fanget. Det blev især anvendt til at fange fladfisk.[68]

Fiskerlejernes beliggenhedRediger

Fiskerlejer opstod for at udnytte fiskemulighederne i de kystnære områder. Fiskerlejer blev lagt på steder ved kysten med kort afstand til gode fiskepladser samtidig med, at der var mulighed for at opfylde livsvigtige behov som tør og sikker byggegrund, fersk vand, adgang til brændsel, mulighed for græsning for husdyr og egnede landingspladser for fiskefartøjer.

Sådanne steder lå dels ved kyster med større, åbne havområder i nærheden, dels ved snævre, strømfyldte farvande, som fiskene passerede under deres vandringer. Førstnævnte forhold fandtes i Danmark langs den jyske kyst ud mod Vesterhavet, langs Nordsjællands og Hallands Kattegatkyster og på Bornholm i Østersøen, sidstnævnte forhold på kysterne langs Øresund, Storebælt, Lillebælt og i Limfjorden. Nogle steder – særligt omkring Limfjorden – udvikledes kun få egentlige fiskerlejer. Her var fiskeriet overvejende en binæring, som landbrugere og husmænd udøvede i fiskesæsonen.

Visse typer af fiskeri, fx. bundgarnsstader og åleruser, stiller arealkrav og forudsætter en opdeling af de kystnære områder i stader eller områder med en særskilt ret for de enkelte fiskere til at opstille og bruge deres redskaber. Man kunne derfor tænke sig, at dette ville fremme en spredning af bebyggelsen langs hele kysten. Imidlertid var der ofte 2-3 fiskere med familier fælles om hvert redskab, og stadernes udstrækning var størst vinkelret på kysten (og dermed mindre langs med kysten), så spredning var ikke tilfældet i mærkbar grad. Dertil kom, at landingsforhold påvirkede bosættelsesmulighederne og også fremmede udvalgte steder. Nogle steder samarbejdede fiskerne om at etablere vaser, det vil sige stensætninger ud i vandet, der kunne betrygge landingen af bådene. Behovene for samarbejde og fælles anlæg som stejlepladser fremmede også samlede bosættelser.

Vilkårene for etablering af fiskerlejer varierer betydeligt i de enkelte dele af landet. Vejledende kan skelnes mellem fiskerlejer anlagt i skærgårde, på strande, i klitegne og ved fjorde.

Fiskerlejernes størrelse og indre opbygningRediger

 
Gilleleje ca. 1860. Husene ligger i et tilnærmet rektangulært gadenet.
 
Hornbæk omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Fiskerhusene ligger i en klump med et uoverskueligt gadenet. Et par gårde tilhørende landsbyen Horneby i baglandet.
 
Ålsgårde omkring 1860. Fiskerhusene ligger på begge sider langs med Strandvejen.
 
Espergærde omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Fiskerhusene ligger parallelt med Strandvejen. Et par gårde lå oven for kystskrænten i tilknytning til lejet.

Fiskerlejernes størrelse måtte fortrinsvis bero dels på deres beliggenhed i forhold til fiskeegnede farvande, dels deres indbyrdes tæthed: gode fiskefarvande, hvor der kun var få fiskerlejer, muliggjorde, at disse kunne blive forholdsvis store. De mindste fiskerlejer talte færre end 10 husstande, mellemstore fiskerlejer 15-20 husstande, større fiskerlejer 20-50 huse og de største fiskerlejer mere end 50 husstande.

De mindre fiskerlejer kendetegnedes ved, at fiskerhusene lå i en eller to rækker, på begge sider af lejets gade, der normalt forløb parallelt med kysten. Eksempler herpå er Snekkersten, Skotterup, Espergærde, Humlebæk, Sletten fiskerlejer ved Øresundskysten. Større fiskerlejer udviklede side- og baggader, der oftest blev dannet som landskabet nu fremmede eller hæmmede menneskenes gang og for den udenforstående med ret tilfældige eller uigennemskuelige gadenet med gyder, stræder og slipper i alle retninger, dog tilnærmet vinkelret på eller parallelt med kysten.[69] Eksempler herpå er Hornbæk og Gilleleje ved Kattegatkysten.[70]

Husene var oftest små bindingsværkshuse på 5-6 fag[71], og ejendommene omfattede udhuse, hvor fiskeudstyr, årer, sejl og andre materialer blev opbevaret.[69]

Ved lejet fandtes en fælles stejleplads for tørring af fiskegarnene. I fiskerlejet fandtes sædvanligvis en tjæregryde og tjærelad.[69] I områder, hvor der blev drevet bundgarnsfiskeri, var der plads til opbevaringen af bundgarnspæle af eg.[69] Redskaber blev forberedt om vinteren i fiskerrønnerne. Bedning af kroge foregik som regel af fiskerkvinder, som sent om natten måtte bede krogene, som fiskeren skulle have med om morgenen ud til dagens fangst, som primært i sommersæsonen bestod af torsk og kuller.

Fiskerlejernes historieRediger

Middelalderen (tiden indtil 1536)Rediger

I middelalderen – og utvivlsomt også tidligere – udgjorde fisk en vigtig bestanddel af kosten i Europa. Med sine stærkt indskårne kyster og mange øer kunne fisk udnyttes som en naturlig næringskilde stort set overalt i Danmark. I middelalderen blev fisken i stort omfang tørret og nedsaltet og kunne fragtes langvejs. Fisk blev en vigtig handelsvare. Farvande, hvor fisk forekom i store mængder i sæsonen, blev derfor søgt af fiskere, gællekoner, karle og peger, fagkyndige og ufaglært arbejdskraft samt ikke mindst handelsfolk langvejs fra. Sildefangsten i Øresund havde allerede stor betydning i 1100-tallet. Især efter, at lybækkerne bragte salt fra Lüneburg med sig til Skånemarkedet fra omkring 1200, fik fiskeriet en voksende betydning.

Ved siden af Skånemarkedet fandtes mindre markeder. Fra 1300-årene udgjorde tørfisk, almindeligvis torsk en vigtig udførselsvare fra Bergen i Norge. Torsk blev desuden fanget ved Lofoten og ved Island.[72] Omkring år 1400 fik Limfjordssilden betydning som handelsvare. Fiskeriet skete i forårsmånederne i Nibe Bredning, hvor silden søgte ind for at gyde. Andre markeder fandtes ved Albuen på Lolland[73], ved Helgoland[72] og på Bornholm.[74]

SkånemarkedetRediger

 
Olaus Magnus: Sildefiskeri (1555)

Skånemarkedet var utvivlsomt det vigtigste fiskested og -marked i middelalderen, af betydning ikke kun for Danmark men for det meste af Nordeuropa. Skånemarkedet fik først sit internationale gennembrud i anden halvdel af det 13. århundrede.[75] Markedet udviklede sig formentlig på grundlag af et ældre sæsonfiskere, der synes at gå tilbage til 1100-tallet eller tidligere.[76] I fiskesæsonen, fra 15. august til 9. oktober[77], samledes folk fra det meste af Danmark, således købstæderne Stege og Borre på Møn, Stubbekøbing og Nykøbing på Falster, Kalundborg, Næstved, Skelskør, Præstø og Vordingborg på Sjælland, Kerteminde, Fåborg, Nyborg og Svendborg på Fyn, Grenå, Horsens, Randers og Århus i Nørrejylland, Flensborg og Sønderborg i Sønderjylland, Varberg, Halmstad, Helsingborg, Trelleborg og Åhus i Skånelandene, desuden bønder under Jungshoved slot, Bogø, Møn, Lolland, Falster og Stevns herred[78][79], og samtidig sikrede tyske købmænd fra Hanseforbundet og ummelandsfarere fra byer ved Zuidersøen[80] et omfattende opkøb af de fangede sild. Markedsfiskeriet var sårbart over for konjunktursvingninger og politiske kriser mellem de ulige økonomiske interessegrupper, og det skabte kun i ringe udstrækning grundlag for en fastboende befolkning. Uden for fiskesæsonen lå stedet mere eller mindre øde.

Fiskeriet var oprindeligt organiseret med enkle konstruktioner over et lergulv, formentlig fiskeboder,[81] men i begyndelsen af det 14. århundrede skete der en ændring: lerbundene forsvinder, og det ser ud til, at hele Skanør nu blev inddelt i matrikulerede fiskelejer.[82] I forbindelse med, at ummelandsfarerne blev fortrængt fra markedet omkring 1350 med den midlertidige afståelse af Skåne til Hanseforbundet, blev det i højere grad et rent sildemarked[83] og samtidig synes nye fiskelejer ved Dragør, Albuen på Lolland og muligvis Brøndehøje at være fremkommet.[84]

Selve fiskeriet blev reguleret ved bestemmelser nedfældet i en såkaldt "motbok".[85] Fiskerne var organiserede i selskaber ledede af hver sin styrmand,[86] der for at fiske skulle erhverve et fisketegn.[87] Selve fiskeriet fandt sted med fiskegarn fra både, dels som sættegarn dels som drivgarn.[88] Sættegarn var faststående garn foranklede på havbunden med sten eller ankre og med deres placering markeret med vagere. De skulle udsættes om morgenen og hentes igen inden mørkets frembrud. Drivgarn blev fastgjort i den ene ende til en vager og i den anden til en både, og garnet drev for strøm og vejr. Fiskeri med drivgarn fandt sted om natten.[89] Den fangede sild blev solgt til købmænd og pakkede saltet i tønder.[90]

Foruden selve skånemarkedet forekom øjensynlig sæsonfiskeri andre steder langs Øresunds og Østersøens kyster, således nævnes i 1537 Landskrona, Hven, Barsebæk, "Elboghen" (Malmø), Skåre, Trelleborg, Abbekås, Kåseberga og Simrishamn. Andre kilder omtaler Arild i 1475, Mölle og Utvälinge i 1491 Höganäs i 1492, Kivik i 1532 og Skillinge i 1543. Blandt disse synes Malmø og Landskrona at være de vigtigste.[91] I 1546 blev det bestemt, at kun Landskrona, Malmø, Skanør, Trelleborg, Ystad og Simrishamn skulle være tilladte fiskelejer.[92] På Bornholm nævnes fiskeri ved Allinge i 1392, ved Årsdale i 1409 og ved Sandvig i 1416.[92] Desuden synes fiskeri at have fundet sted, ved Gilleleje og Nakkehoved[93], ved Køge Bugt[94], ved Brøndehøje på Møn[95][96] og ved Albuen på Lolland. Oplysninger om sildeafgifter, henholdsvis sildetiende og såkaldte skudesild, i Roskildebispens jordebog fra omkring 1370 tyder på, at bønder fra indlandet har søgt ud til kysten ved Køge Bugt (hvor sådanne afgifter nævnes for Ishøj, Kildebrønde, Greve, Karlslunde, Reerslev og Torslunde sogne), ved Roskilde Fjord og langs Kattegatkysten (fx Vinderød, Ramløse, Valby, Mårum, Græsted og Søborg sogne) og måske Øresundskysten, idet de nævnes for Asminderød og Tikøb sogne. På Sydsjælland kendes sildetiende fra Flakkebjerg herred, Hammer herred og Bårse herred.[97][98]

Midlertidige fiskeboder ved kystenRediger

Stednavne på -bod må i en række tilfælde opfattes som afspejlende steder, hvor midlertidigt fiskeri har fundet sted i middelalderen. Det gælder Falsterbo i Skåne, Boderne på Bornholm og i Nordsjælland, Saltbo(d)leje (senere Tisvildeleje) og Kongsbod, en betegnelse der i 1700-tallet optræder på et kort for Snekkersten, samt Bangsbo (Bangsboodh, 1384) i Nordjylland.[99][100] Det forhold, at disse steder senere optræder som egentlige fiskerlejer, kan tale for, at de i middelalderen havde en fortid som midlertidige steder for fiskeri og saltning.[101] Yderligere støtte for eksistensen af sådanne steder fremkom ved en udgravning ved Nakkehoved, hvor der blev fundet rester efter 7 ildsteder, spor af en hustomt på ca. 3 m x min. 3 m opført på syldsten, glaseret keramik fra Siegburg i Rhinområdet, fiskekroge, spor efter fisk samt 10 mønter fra Erik Menveds og Christoffer IIs tid, det vil sige slutningen af 1200- og begyndelsen af 1300-årene.[102] Desuden blev fundet keramik dateret til tiden efter 1560, hvilket viser genoptagelse af fiskeriet på dette tidspunkt med en permanent bebyggelse. At fiskeriet fra sådanne sæsonbestemte steder midlertidigt ophørte i 1400-tallet er tilskrevet, at fisken - og dermed fiskeriet - forskød sig noget.[103]

Sjællands kattegatkystRediger

I et brev dateret 28. april 1449 tillades det "abbeth i Æsieroms closter maa lade bygge in haffn oc noghre alegarde wet stranden, ther som forscreffne closters grwnd skiwder vppa stranden"[104], men det ser ikke ud til, at Esrum kloster fik anlagt hverken havn eller ålegårde ved kysten.

Ifølge Esrum Klosters jordebog skulle gårdene i Hornbæk i 1497 yde 1 tønde fisk i landgilde[105], men betegnelsen "gård" antyder, at Hornbæk på dette tidspunkt var en landsby, ikke et fiskerleje. Men der er næppe tvivl om, at klosteret var en medvirkende årsag til, at der kunne udvikle sig en egentlig fiskerbefolkning.

Karrebæk FjordRediger

Oplysninger i Skovklosters jordebogs regnskaber fra 1467-81 tyder på, at der har været fiskeri fra Appenæs ved Susåens udmunding i Karrebæk fjord, fra Køng, Sallerup, Kostræde og Blangslev samt på Avnø, alle beliggende ved samme fjord og alle med en ydelse på ½ tønde sild.[106][107]

AlbuenRediger

Albuen på Lolland lå yderst på en lang sandtange. Det omtales første gang i 1416 og i 1400- og 15-tallet (1450, 1454, 1466, 1506, 1541)[108] omtales den flere gange som en handelsplads på linje med Skånemarkedet. På stedet fandtes flere hundrede boder, skønnet mellem 500 og 1000, omkring 3,5 m brede og omkring 5,7 m lange. Bodtomterne, der var omgivet af ca. 0,5 m brede græsvolde, lå ordnede således, at der ind imellem dannedes "gader".[109] Udgravninger af botomterne viste et stolpehul midt for gulvet i hver ende.[110] Formentlig har der været tale om midlertidige bygninger i høstsæsonen bestående af et enkelt træskelet overdækket med sejldug eller lignende. Sejldugen har været fastholdt ved en lille jordvold.[111] På stedet har været en kirke og en række mennesker blev begravet der.[112] En mønt fra Roskilde dateres til Valdemar IIs tid og en hanseatisk hulpenning til omkring år 1400.[113] En mønt fra Gotland dateret 1523-25, udstedt af Søren Norby, var genanvendt som hængesmykke.[114] Endnu i 1541 fik Jørgen Lykke og Peder Okse Albuen i forlening mod at betale 1 læst sild om året i afgift til kronen.[115]

LimfjordenRediger

Allerede Saxo fortæller om Limfjordens fiskerigdom, og et indirekte vidnedsbyrd herom er de mange klostre, der blev anlagt i nærheden af Limfjorden.[116] Sildefiskeriet fandt sted i den østlige del af Limfjorden mellem Hals og Løgstør, især i Nibe bredning. Fiskeriet skete om foråret (modsat Øresundsfiskeriet, der skete om efteråret). Ved fiskeriet anvendtes både sildegarn, silderuser og bundgarn. De to sidstnævnte fiskerier forudsatte en organiseret brugs- og ejendomsret. Endnu i 1400-tallet synes ruser at have været den vigtigste fiskemetode, men mod middelalderens slutning fortrængte bundgarn næsten helt de andre fiskemetoder. Både ruser og bundgarn forudsætter er raden, der leder fisken i rusen eller nettet.[117] I 1406 sikrede kronen sig ved dom ejerskabet til "Nypægotz" og to gårde i nabosognene, Hedegård i Bislev sogn og Klæstruplund i Vokslev sogn, og endnu ved århundredets slutning forestod kronen sildefiskeri på stedet.[118] I hvert fald fra 1524 og sikkert tidligere fandt saltning af fisk til kronen sted ved Nibe samt i Mou sogn. Efterhånden fik salteriet en fastere form med salteboder[119] og i 1551 omtales to "skonnekoge" til røgtning af bundgarn i tilknytning til Nibe.[120]

I kong Hans andet privilegium for Ålborg, desværre udateret, hedder det blandt andet, at "Item skal og ingen Borger eller Kjøbmand bo eller ligge udi Nibe eller paa noget andet Fiskerleje her nærværendes omkring Byen længere, end Fiskeri paa stander."[121] I Christian IIs forordning af 1515 bestemmes, "at ingen i Aggersund, Sebbersund, ved Hals eller Egense og deromkring maatte bruge Silderuser, Bundgarn, Lænkegarn, Radgarn, Pulsvaad eller Krogenæt eller nogensteds slaa i Limfjorden med Pulsvaad"[122] og i en ny forordning fra 10 februar 1516 bestemtes, at "Salterierne ved Limfjorden indskrænkedes til to Steder, Aalborg og Lysterøre, saaledes at der ikke længer maatte saltes ved Nibe, Sebbersund, Gjøl, Klitgaard eller andetsteds i Limfjorden."[123] Disse bestemmelser viser således, hvor fiskeriet foregik på daværende tidspunkt, men det er et åbent spørgsmål, om man kan tale om egentlige fiskerlejer.

SæbyRediger

Sæby, der i ældre dokumenter skiftevis kaldes "Sæbye" og "Seebye", undertiden "Maristed" efter det derværende kloster, var i middelalderen først en landsby og et fiskerleje, som stod under Børglum Bispesæde. I den senere middelalder lader den til at have fået større betydning, måske netop ved bispernes beskyttelse, og fået rang som købstad; i alt fald nævnes 1465 en Oluf Jenssøn som borgmester i Sæby. Dens ældste købstadsprivilegier er daterede 10. august 1524, da Frederik I gav den tilsvarende rettigheder som Viborg[124], senere bekræftede, blandt andet 24. april 1562, 1597 og 1648. [125] I 1528 stadfæstede Frederik I alle de privilegier og friheder, som var givne Børglum bispestol på "Maristedt, som tilforn kaldtes Seby."[125] Måske var fiskeriet en medvirkende årsag til, at Mariested Kloster blev oprettet ved byen i anden halvdel af det 15. århundrede.

SkagenRediger

Skagen opstod formentlig som fiskeleje i 1200-tallet. I et vidnedsbyrd aflagt den 19. april 1355 på kongens retterting i Ålborg af ti selvejerbønder fra Vendsyssel fortæller bønderne om en overleveret tradition om, at en konge skulle have besøgt en Torkil Skarpe og givet denne lov til at bruge et jordområde kaldet Skagen mark til græsning for heste. Torkils hyrde, Trond, "var den første, som fandt på at fiske ved Skagen, og han byggede det første hus på Skagen mark på nævnte Torkils vegne ..." Senere skulle andre have fulgt dette eksempel. Bønderne oplyste også, at området fra Hyrdebæk, øst for Hovsø mellem Hovsø og Reven, havde været kongens forstrand, som ikke tidligere havde været bebygget. Endelig oplyses, at ejeren af Skagen mark plejede at få en betaling kaldet "markfisk" bestående af to fisk eller 6 sterling fra hver bod, mod retten til at indsamle brænde og andet.[126] Møntfund tyder på, at den omtalte bebyggelse, Reven, udgjorde forgængeren til Skagen, var opstået omkring midten af 1200-tallet men senere flyttede østerud på Grenen i takt med, at kystlinjen flyttede sig. Senere, i 1600-tallet, blev bebyggelsen tvunget til at flytte ind til det område, hvor Skagen ligger, og hvor bebyggelsen var bedre beskyttet mod naturens luner.[127] Skagen, der omfattede hele området, fik formelt købstadsrettigheder i 1413. Sankt Laurentii Kirke (den tilsandede kirke) nævnes første gang i 1387 men blev ikke opført ved kystbebyggelsen men med en mere central beliggenhed for det samlede område.[128]

Renæssancen (1536-1660)Rediger

En fastboende fiskerbefolkning ved kysterne synes i Danmark først at være opstået i begyndelsen af 1500-tallet. Fra midten af 1500-tallet omtales fiskeri og fiskerlejer i lensregnskaber og kancelliets skrivelser: foruden Island og Norge omtales i Vadehavet List på Sild, Søndre Rømø, Mandø, Fanø, Langli, Sønderside, langs den jyske kyst Vesterside, Nyminde[129], Højer, i Limfjorden Lundø og Nibe, i de indre farvande Skagen, Muldbjærg, Anholt, på Fyn Kogstved i Vindinge Sogn[130], Nordenhuse i Aunslev Sogn[131], Fiskerholt, Bøsøre og Refsøre i Hesselager Sogn[132], Skårupøre i Skårup Sogn[131] – alle ved Storebælt, Bagenkop og Sandhagen på Langeland, Albuen på Lolland, Møn, Nordøstsjælland og Dragør, i Østersøen Bornholm, Øland, Hanø, i Skåne Simrishamn, Landskrone, Skåre, Falsterbo, Malmø, Kullen, Trelleborg, Ystad, Kåseberga, Abbekås og flere andre[133], i Halland Marstrand. Det er muligt, at i hvert fald nogle af de nye fiskerlejer er en videreudvikling af tidligere tiders midlertidige fiskelejer, med andre ord at bebyggelserne er gået fra at være sæsonbetingede til helårsbebyggelse.[134]

Fremkomsten af faste helårsbeboede fiskerlejer må være sket ved et langvarigt forløb, der tager sin oprindelse helt tilbage under Den Sorte Død, hvor folk døde i tusindvis med ødegårde til følge. Der har været peget på, at den forudgående landbrugsekspansion var nået så vidt, at landbruget var nået til bristepunktet for sin ydeevne med det daværende landbrugsmæssige stade således, at selv år med mindre misvækst kunne få store følger.[135] Misvækst ramte landet 1315-1317 og førte til hungersnød. Pestepidemier indtraf 1347-1350 og senere igen i 1361, 1369 og 1374.[136] Gennem næsten 200 år, fra omkring 1320 til omkring 1500, var kornpriserne faldende. Følgen var, at ødegårdes jorder enten blev sammenlagt med andre gårde for derved at skabe større og mere kornydende landbrug, eller jorderne blev udlagt til overdrev og skov for at kompensere på mangelen på disse ressourcer i de mest opdyrkede egne. En del landsbyer forsvandt i denne proces, og deres indbyggere må være flyttet til de tilbageværende landsbyer.[137] Krisen nåede formodentlig sit højdepunkt i begyndelsen af 1400-tallet og aftog stærkt i løbet af århundredet.[138] Fra omkring 1450 var en ny befolkningsvækst begyndt.[135] Denne nye befolkningsvækst førte imidlertid ikke til en tilbagevenden til tidligere tilstande. Modsat kornpriserne var priserne på kvæg og smør forblevet højere takket være en voksende købstadsbefolkning både i Danmark og i udlandet, og i stedet for at genoprette små kornbrug skete nyanlæg af nye skovbol, hvor husdyrhold og afgifter i form af smør og andre husdyrprodukter var fremherskende.[139] I kystegne skete også nyanlæg, således blev de sydfynske småøer, der tidligere havde været ubeboede, nu bebyggede i form af "fiskergårde"[140], og fra omkring 1500 var udviklingen nået så vidt, at der her kunne oprettes nye sogne.[141] Et udtryk for denne udvikling var tillige, at Christian II i sin håndfæsting fra 1513 måtte love, at de, der boede ved stranden og udøvede fiskeri, ikke måtte besværes med nye afgifter, og Christian III måtte i sin håndfæstning fra 1536 bekræfte adelens ret til fortsat frit at kunne nyde fiskeri fra egen grund eller fra de fiskeboder, som de havde haft i kong Hans' tid, hvorimod senere oprettede fiskeboder enten skulle afbrydes eller blive hos Kronen.[142] Overhovedet synes adelen at have spillet en stor rolle mange steder i fremkomsten af en fiskeribefolkning: flere godser havde en lønnet fisker, og fiskeri indgik som en del af mange godsers herligheder i 1500-tallet.[142]

Udviklingen, der ikke skete samtidig overalt og måtte være tilpasset de stedlige forhold, må i hovedsagen være foregået ved, enten at der skete en ny bosættelse i de mest kystnære områder eller ved at landbobefolkningen først fiskede i fiskesæsonen fra midlertidige lejer. Gradvist valgte en del husmænd at forblive på lejet hele året og udnytte fiskemulighederne også uden for de store fiskesæsoner.

I ældre middelalder blev landsbyerne øjensynligt lagt i en vis afstand fra kysten. Dette skyldtes næppe frygt for venderoverfald[143][144], idet befolkningen i de mest udsatte områder på Falster, Lolland, Langeland, Ærø og Als søgte at sikre sig ved at oprette folkeborge, det vil sige tilflugtsborge, hvor de kunne søge ly i tilfælde af angreb; sådanne borge lå ofte nær de senere herredsgrænser, således Virket på Falster, Østerborg og Vesteborg på Lolland, Guldborg på Langeland. I lange perioder var venderne allierede med danskerne, hvilket blandt andet afspejles i danske kongers ægteskaber med vendiske fyrstedøtre, og flere steder i det sydlige Danmark synes at være sket en fredelig bosættelse af vendere. Forklaringen på beliggenheden var snarere, at det efter indførelsen af et vangebrug i de østlige dele af landet måtte være uheldigt at lægge en bebyggelse så nær kysten, at man afskar sig fra at få dyrkningsbare marker i hele landsbyens omkreds. Ved at lægge landsbyen tilbagetrukket sikrede man sig denne mulighed, og afstanden blev da derfor ofte omtrent den, man kunne opdyrke jorden i med tillæg af et skovbevokset grænseområde for olden, gærdsel, brændsel og lignende. Da nyanlæg nærmere kysten skete i 1400-tallet og 1500-tallet var det med landsbyer, hvis hovedvægt i driften var husdyrhold snarere end agerdyrkning,[145][146] idet denne driftsmåde bedre tilgodeså beliggenheden. For sådanne kystnære landsbyer måtte fiskeri være et kærkomment tilskud til driften. Disse bebyggelser havde således ikke karakter af egentlige fiskerlejer, omend fiskeri indgik i livsformen.[147] Som vidnesbyrd, der kan sandsynliggøre et sådant forløb, kan nævnes, at Hornbæk, der oprindeligt bestod af gårde, i 1497 kun skulle yde fisk i landgilde[148], men husmænd på stedet kan først godtgøres i 1500-tallet. Espergærde kaldes i en skrivelse fra 1560 Esperødgærde og udviklede sig på forstranden neden for kystskrænten nær landsbyen Esperød bestående af 3 gårde, der lå oven for kystskrænten ud mod Øresund[149], og som formodentlig selv var en udflytterbebyggelse fra landsbyen Mørdrup. Fiskerlejet Sletten hed i de ældste optegnelser fra 1562 og tiden derefter Dageløkke Slette[150], måske en henvisning til den landsby, hvorfra de første tilflyttere stammede. Helt speciel er kystlandsbyen Kogtved ved Hockelhavn Fjord, der først omtales i 1400-tallet, og som i 1580 bestod af mindst 5 gårde, ifølge jordebogen 1588 derimod af 18 huse, der alle alene ydede torsk i landgilde, idet jorden i mellemtiden var lagt ind under Ulfredsholm. Kogtved blev med andre ord omdannet til fiskerleje ved godsets tiltag. I 1600-tallet blev bebyggelsen imidlertid nedlagt.[151]

Den anden mulighed var, at midlertidige middelalderlige fiskelejer efterhånden fik en fastboende befolkning af fiskere.[152] Tisvildeleje hed oprindelig, i en skrivelse fra 1560, Saltbodleje, et navn der menes at henvise til midlertidige boder, hvor nedsaltning af fanget fisk skete.[153] Det samme gælder Boderne ved Hellebæk.[154] Disse fastboende har sikkert i stort omfang været stedlige jordløse husmænd (herunder håndværkere), der i helårsfiskeri og søfart så en mulighed for at forbedre deres tilværelse. At fiskerlejerne ikke kun bestod af stedlige tilflyttere bevidnes for Humlebæks vedkommende, første gang omtalt i lensregnskaberne 1582-83[155] idet de ældste mandtal angiver omkring halvdelen af indbyggerne med tilnavnet "jyde".[156] Lignende sammenblanding af stedlige og fremmede kendes også andre steder i landet.[157]

Fremkomsten af fiskerlejer fik også en videregående betydning. Fra gammel tid havde landalmuen haft ret til at sejle og afsætte deres varer hvor de ville. Hidtil havde man måtte klare sig med de stedlige besejlingsforhold som de var, men nu fremkom steder velegnede for sejlads og med en fast bosat og søvant befolkning. Det var derfor nærliggende for bønderne at samarbejde med fiskerbefolkningen. De kunne enten hyre fragtmulighed eller lade fiskerne fragte landbrugsvarer til markeder sammen med deres egne fisk og måske sælge dem på bøndernes vegne. Der udviklede sig en befolkning af standsiddere, som var professionelle fiskere og søfolk uden landbrug af betydning.[158] Herfra var springet ikke stort til, at fiskerne simpelthen købte bøndernes varer af dem og påtog sig hele ansvaret for og fortjenesten ved deres salg. Dette var sikkert, hvad der skete flere steder i landet, og udviklingen blev fremmet af, at de gamle fiskemarkeder mistede deres betydning.[159] De varede ikke længe inden, at købstæder beskyldte bønder og fiskere for at omgå deres markeder.[160] Det varede heller ikke længe førend, at fiskerlejerne måtte stille søvant mandskab til den kongelige flåde, ofte i et omfang der svarede til det mandskab, som købstæderne skulle stille med.[161]

Hele denne udvikling fandt sted i det østlige Danmark. I Limfjorden og langs den jyske vestkyst fastholdt befolkningen den traditionelle levevis, der forenede landbrug med sæsonbetonet fiskeri.[162] I vadehavsområdet skete en ikke ubetydelig udførsel af fisk, og præsten Jonas Colding oplyser i 1584, at "Afsætningen breder sig til Tyskland, Frankrig og andre Steder".[163] Tidligere var fisken blevet købt af udenlandske opkøbere, men i 1548 var det blevet forbudt fiskerne på vestkysten at sælge deres fisk til udenlandske opkøbere[163], og dette forbud har måske bevirket, at fiskerne selv opsøgte deres (tidligere) kunder. I løbet af 1600-tallet sejlede fiskere fra Fanø og Mandø ofte direkte til Hamborg og holstenske byer for at afsætte deres fiskefangster uden at betale den dem pålagte "sandtold". Da fiskeriet efterhånden aftog, tiltog betydningen af fragt af andre varer, blandt andet korn fra Føhr og Nordstrand.[164] Der skete således i Vadehavet en udvikling modsvarende den, der på samme tid skete i Østdanmark.

BornholmRediger

Fiskeriets fremgang på Bornholm indtraf i 1500-tallet og afspejles ved, at en lang række fiskerlejer på Bornholm først omtales på denne tid.[165] På Bornholm kendes enkelte steder, som senere kendes som fiskerlejer, allerede i middelalderen: Hasle omtalt 1335[166], Nexø omtalt 1346[167], Listed omtalt 1379[168] og Årsdale omtalt 1410[169]. Men størstedelen af de bornholmske fiskerlejer kendes først fra anden halvdel af 1500-tallet: Boderne omtalt 1516[170], Gudhjem omtalt 1547[171], Arnager omtalt 1552[172], Snogebek omtalt 1555[173], Tejn omtalt 1569[174], Melsted omtalt 1569[175], Helligpeder, Vang og Kås omtalt 1570[176], Saltuna omtalt 1584[177]. Kun to fiskerlejer kendes først langt senere: Bølshavn omtalt 1697[178] og Ypnestad omtalt 1700[179] Dette tyder på, at væksten i egentlige fiskerlejer skete rundt om i Danmark på tværs af de landskabelige forskelligheder. Fiskeriet skete øjensynligt fortrinsvis efter sild og torsk, idet disse gentagne gange nævnes som afgifter for fiskerlejerne.[180] Men fiskeriet var ikke altid lige godt, og tidvis svigtede det helt. Fogden Ketting oplyser i en skrivelse dateret 14. februar 1573: "Ich hebbe nu dussenn Wintter na oldem gebrucke datt Schatte Bock geklarett, vund inn 16 Jarenn nichtt so vell hinderstelliges Schattes gehatt. Orsake is ditt, de Lude sintt vörarmett, der velenn Schattinge haluenn, vund de Vischerie, welcker busses Landes de bestte Naringe plach thosinde, is gans wech, kein herinck gefangen", med andre ord: befolkningen er forarmet og skatteskyldnernes antal er vokset til det højeste i 16 år som følge af et svigtende fiskeri.[181]

ØresundRediger

Dragør udviklede sig til et fiskerleje allerede i middelalderen. Efter, at Valdemar Atterdag for en tid havde måttet afstå Skåne og dermed Skanørmarkedet til Magnus Smek, forsøgte han at få en del af skånemarkedet flyttet til Amager. I den forbindelse lod han i 1342 udstede to privilegier til hansebyerne Stralsund og Kampen.[182] En kortvarig tid klarede man sig med formodentlig midlertidigt teltdække over et lergulv på omkring 2 x 3 m, hvilket fase indtraf omkring midten af 1300-tallet.[183] I 1422 gav Erik af Pommern tilladelse til, at de midlertidige boder måtte blive stående vinteren over, og selvom skånemarkedet fortsat kun indtraf om efteråret, betød det en vedvarende bebyggelse formentlig af skure samt et system af "gader".[184] Det betød også, at det nu blev muligt at handle med disse jordlodder.[185] Formodentlig under Grevens Fejde blev Dragør ramt af en brand, men efter branden blev der opført nye huse med lerpudsede vægge med kalkmalede dekorationer i form af blomsterranker og vinduer med glasmalerier.[186] Den bebyggelse, der således udviklede sig under renæssancen, var ikke stor: i 1611 opgjorde skattelister 20 fastboede huse. På dette tidspunkt var sæsonfiskeriet ophørt, og Dragør havde udviklet sig til et fiskerleje på linje med andre, der dukkede op ved Øresund.[187]

Ved Øresundskysten omtales i jordebogen for Kronborg og Frederiksborg len 1582-83 følgende steder udelukkende eller overvejende beboet af fiskere: Humlebæk (7 fiskere), Sletten (11 fiskere), Nivå (9 fiskere), Rungsted (14 fiskere), Smidstrup (8 fiskere)[188] Espergærde omtales 1555[189] og 1561[190] som udskibningssted for træ men 1560 tales om overdragelse af 3 gårde i Esperødgierde, Søbæk mølle og fire bundgarnsstader "der under landet".[191] Dagelykke Slette (Sletten) nævnes første gang i 1562 ligeledes som ladested for træ.[192] Snekkersten omtales første gang i 1582, hvor Frederik II skænker Helsingørs hospital et bundgarnsstade på kronens grund ud for fiskerlejet. Tårbæk er nævnt første gang i 1613 som Thorbech.

Fiskeriet var organiseret som et bundgarnsfiskeri, hvor Sundet ud for hele den nordlige del af den sjællandske øresundskyst blev inddelt i stader, hvor det var tilladt at opsætte bundgarnsstader og ruser. Hvornår, dette stadefiskeri blev indført, er usikkert, men i 1552 blev det i Helsingør besluttet, at alle, som havde bundgarn, skulle "forsamles på rådhuset, når 12 slår, og der udi borgmesters og råds nærværelse forhandle den ene med den anden, at den, som ikke part tilforn havde, måtte og have den ene med den anden fordel."[193]

Sjællands kattegatkystRediger

Fiskerlejerne langs Sjællands kattegatkyst må være opståede lige omkring reformationen. I 1536 indstævnede købstæderne Helsingør og Søborgs borgmestre og rådmænd "menige bønder og almue, som bygge og bo på Gilleleje og Villingebæk fiskeleje" for kong Christian III’s råd for at drive ulovlig "handel og købmandskab".[194][195] Gilleleje må have udviklet sig hurtigt, for i 1559 klager præsten i Søborg sogn over, at indbyggerne i årene efter reformationen i 1536 opførte et kapel og ansatte deres egen kapellan ved navn Hans Lauritsen, som de lønnede "udaf hvis som Gud gaff thenom af Wandett"[196] og i 1577 havde Gilleleje officielt fået sin egen præst.[195] I 1580 klages atter over, "at det på Gyldeleye og de andre fiskerlejer i Frederiksborg og Kronborg len går uskikkeligt til med køb og salg af de fiskerne selv tilhørende huse, idet der undertiden kommer manddrabere og andre landløbere, der formedelst deres misgerninger rømme fra et sted til et andet, did og købe sig en part i et hus, så der somme steder er en 2-3 ildsteder i ét hus og uden skovfogedens tilladelse hugges i skoven, skønt der ikke svares mere end 1 td. fisk i årlig landgilde, ligesom også disse folk, når de have været en 2-3 fjerdingår på fiskerlejerne, sælge husene den ene gang efter den anden til andre af deres selskab, så man aldrig kan vide, hvem der skal svare landgilden.."[197]

Langs Nordøstsjællands kattegatkyst omtales i jordebogen for Kronborg og Frederiksborg len 1582-83 følgende steder udelukkende eller overvejende beboet af fiskere: Kikhavn (25 fiskere), Saltboleje (13 fiskere), Rågeleje (24 fiskere), Krogskilde (12 fiskere), Gilleleje (70 fiskere), Villingebæk (27 fiskere), Hornbæk (21 fiskere), Ræveleje (4 fiskere), Ellekilde (4 fiskere), Boderne (5 fiskere) og Ålsgårde (3 fiskere).[188] Beliggenheden af fiskerlejerne tyder på, at man har foretrukket steder ved å-udløb, hvor bådene kunne ligge beskyttet, hvor åen kunne sikre ferskvand, og hvor åen og ådalen kunne lette adgangen til indlandet, og ellers steder med læ hvor adgangen til dybt vand ikke var for langt fra kysten og hvor der var en fald sandstrand velegnet til at trække bådene på på land.[198] Kronborg lensregnskab fra henholdsvis 1638-39 og fra 1657-58 viser, at der dels ved Tisvilde, dels ved Rågeleje er foregået kalkbrænding.[199] For Krogskildes vedkommende er det konstateret, at lejet har været øde i flere omgange men atter beboet.[199]

Undersøgelser af knoglemateriale fra en udgravning i Gilleleje har vist, at størstedelen stammede fra torskefisk i alle størrelser fra små op til 70-80 cm lange, men desuden fra kuller og hvilling. Den næsthyppigste gruppe udgjordes af fladfisk, især rødspætter, men også tunge, pighvar, slethvar, skrubbe og ising synes at være repræsenteret. Sild synes ligeledes at være almindelige, mens andre arter, herunder ål, grå knurhane, gedde, hornfisk og makrel kun forekommer beskedent i knoglematerialet. Desuden blev fundet knogler af knogler af sæl og rådyr, så kystboerne har måske også drevet jagt både til vands og til lands. Knoglematerialet viser også, at indbyggerne har holdt svin, får og/eller ged, kvæg, gæs, ænder og høns. Det bekræfter oplysninger fra matriklen 1682, at der til husene har hørt en større eller mindre jordlod.[200] Et lignende billede tegner sig for Krogskilde.[201]

FynRediger

På Fyn langs øens østkyst ud mod Storebælt fremkom en række kystbebyggelser, der bestod af blandede gårde og huse, således Agetved (Nordenhuse) i Avnslev sogn, der i 1688 omfattede 3 gårde, 6 huse med jord og 3 huse uden jord, Skårupøre i Skårup sogn, der i 1572 bestod af 1 gård og 8 småbrug[202] samt Kogstved, der oprindelig var blevet anlagt som en blandet bebyggelse men i 1588 bestod af 18 fiskerhuse[203], alle sat i forbindelse med drivgarnsfiskeri efter sild i Storebælt.[204]

LangelandRediger

På Langeland lå i renæssancen to fiskerlejer ved Magleby Nor: Bagenkop ved norets inderste (sydligste) ende og Sandhagen ved norets indløb. Sandhagen var beboet mellem 1550 og frem til omkring 1613 og er derefter forladt.[205] Sandhagen bestod af 16 husstande svarende til 18 hustomter[206], og Bagenkop var af tilsvarende størrelse.[207] Hvornår fiskerlejerne er opståede, kan ikke siges med sikkerhed, men når lensregnskabet fra 1510-11 angiver, at den fisk, der blev ydet i afgift dette år, stammede fra Ristinge, Stengade, Løkkeby, Illebølle, Longelse og Magleby, hvorimod hverken Sandhagen eller Bagenkop er nævnt,[208] så tyder det på, at ingen af disse endnu var opståede på dette tidspunkt.

På Langeland var der først og fremmest fiskeri efter torsk.[209] Fiskeriet skete fra februar/marts til omkring Sankt Hans og atter fra oktober til omkring nytår.[210] Også fladfisk, sild og formentlig ål er blevet fisket her.[210][211] Fiskeriet synes fortrinsvis udøvet med fiskekroge med øje og modhage, fortrinsvis af jern, men enkelte af messing, og ved brug af blysynk.[210] Ifølge regnskabet for Langeland fra 1510-11 har man brugt vod, og ifølge regnskabet fra 1630-31 har man på dette tidspunkt brugt bundgarn til at fange sild.[212]

Omfanget af fiskeriet er ukendt, men i lensregnskabet fra Tranekær for 1510 og 1511 bestod lenets indtægter i 1510 blandt andet i 5½ tønder torsk, 2½ tønde sild og 1 tønde ål, hvortil kom 9½ tønde torsk og 1 tønde ål, som blev solgt eller ydet til Odense.[208] Senere, ifølge brev fra august 1563 skal daværende lensmand Jørgen Marsvin på Langeland give fiskerne besked på at sejle til København med al den saltede torsk og kuller, de havde fanget, og sælge den til rentemesteren, ifølge brev af 1. november 1567 skal lensmanden på Tranekær, Mourids Podebusk, købe al den torsk, der saltes, og lade den føre til København.[213] Den 6. november 1567 skal han i henhold til et nyt brev købe 10 læster torsk.[209] Den 15. september 1570 får han besked på at købe 6 læster torsk, den 2. august 1572 10 læster torsk, den 7. september 1575 6 læster torsk, den 17. februar 1578 15 læster torsk.[214] Disse år må altså være regnet med, at det var muligt at fiske i det mindste sådanne mængder.

Ved siden af fiskeriet har beboerne på de langelandske fiskerlejer drevet fragtsejlads, formentlig til Kiel, Egernførde og Flensborg.[215] Foruden fisk har de fragtet korn, svin, lam og ved. Sandsynligvis er de udførte varer enten købt af langelandske bønder, eller der har været faste aftaler mellem landbrugere og fiskere/skippere om at sidstnævnte formidlede denne samhandel, til dels på førstnævntes vegne. Af hjembragte varer synes salt, klæde, humle, jern og stål at have spillet en vis rolle. Formentlig er rhinsk stentøj, rhinske glas, hollandsk fajance og nordtyske reliefkakler ligeledes hjemtagne på sådanne rejser.[216][215]

Der synes ikke at have været nogen egentlig plan bag fiskerlejernes indretning. Husene lå uden at danne gadestrøg. De fleste huse var 4-6 fag lange og 3 fag brede (fagbredde = 180 cm). De ældste huse formodes at være bygget med fodrem af træ men efter en stormflodsulykke synes de at være genopført uden fodrem med nedgravede stolper og stensyld mellem stolperne. Væggene formodes at være lerklinede. Husene formodes at have haft 4-5 blyindfattede vinduesglas i trærammer.[217] De største af de beboede huse synes at have haft 3 rum, formodentlig kammer, stue og bryggers, med skillevægge af bindingsværk på en lav syld. Stuerne har været opvarmede med kakkelovne.[218]

De to fiskerlejers betydning på Langeland kan sættes i relief: i 1587/88 udgjorde de tilsammen 21 af 861 skattebetalende husstande svarende til 2,4%.[219] Ifølge regnskabet for pengeskatten i Tranekær len for 1610 udgjorde fiskerlejerne 21 af 1.106 skatteydere svarende til 1,9%.[220]

VendsysselRediger

Fiskeriet i Vendsyssel beskrives i 1656 således: "Fiskeri haffve de aff Haffvet paa alle Sider, synderlig ved Skagen, Hortsholm oc Fladstrand, særdelis aff Torsk, Hvilling, Kuller, Rocker oc Flynder ofverflødigt. Med samme Fiske at salte, tøre oc forvare vide Indbyggerne saaledis at omgaais, at de af siigt Fiskeri sig god Formue samle. Besynderlig, uden for Hvedbo-Herrit 4 Mile langs Landet, udi Wester-Haff er it ofvermaade rigt Fiskeri aff Flynder to gange om Aarit, nemlig om Waaren og Høsten, at de deraff naar de tørede ere, store Stacke, som Høle paa Landet opsette, oc der med det gandske Syssel bespise. Naar oc om Waaren saadant Fiskeri aflader, tilfalder undertiden it andet ocsaa megit got oc rigt Fiskeri af Kuller oc Makreler, saa den omkringboende Almue stor Hielp oc Fordeel deraf hafver."[221]

Skagen er oprindeligt opstået som et fiskerleje. Byen fik sine første købstadsprivilegier af Erik af Pommern den 22. januar 1413, og disse blev senere gentagne gange fornyede. Til trods for sin købstadsstatus fastholdt Skagen sin karakter af et fiskerleje. Arent Berntsen beskriver byen i 1656 således: "Skagen haffver tilforne ickun vorret holden for it Fiskeleye, men regnis nu blant Kiøbstæderne, effterat den baade udi Menighed saavelsom Bygning oc Handel tiltager. Handelen bestaar mest udi Fiskeri, som de aff Wester Søen saa offverflødigt bekommer, saa de dermed atskillige omliggende Lande oc Stæder kunde besøge oc der got Marcket giøre."[222]

Fladstrand (Frederikshavn) udviklede sig som et fiskerleje og handelsplads. Stedet omtales første gang i 1572.[223]

LimfjordenRediger

I Christian IIIs privilegier for Ålborg dateret 22. februar 1540 bestemmes blandt andet, at "Skulle og ingen Kjøbmænd, indlændiske eller udlændiske, danske eller tyske, maa bryde deres Bunke for Hans, Egense, Mov, Dokkedal, Skovshoved eller Hov og der kjøbe, sælge enten med Alen, Skjæppe, Maal eller Vægt, men aleneste forhandle der medSild, Salt og Træ, paa det at vor Told, Sise og anden vor og Kronens Rettighed ikke dermed formindskes og underslaas skal"[224] ligesom bestemmelsen "Skal og ingen Borger eller Kjøbmand bo eller ligge udi Nibe eller paa nogen andre Fiskerlejer her nærværende omkring Byen længere end Fiskeriet paa stander" blev gentaget.[225] Lignende bestemmelser, i større eller mindre omfang omfattende de samme steder, gentages senere, således ved dom på Kongens Retterting på Koldinghus i oktober 1553[226], i Frederik IIs brev dateret 14. januar 1564[227], i kongeligt brev dateret 5. september 1570[228], i et nyt brev dateret 24. februar 1590 og i flere andre.[229] Den 3. juli 1598 udstedet et forbud mod købmandskab i Løgstør, "Eftersom vi komme i Forfaring, hvorledes vore Undersaatter, som bo paa dette Fiskerleje udi Limfjorden, som kaldes Løgstør, skulle bruge adskillig Kjøbmandsskab med Kornkjøb, Kramvare, Kjøbmandsgods og udi andre Maader.."[230]

Om Limfjorden hedder det i 1656, at "Foruden fiskrige Søer, Aaer oc Damme hafve Indbyggerne (synderlig de ud ved Limfiord boende) ofverflødigt Fiskeri, icke allene aff Torsk, Hvilling, Flynder oc Aal, men oc fornemligen af Sild, som der meget rigeligen, dog it Aar mere end det andet, tilgaar. I synderlighed er Nibe it fornemme stort Fiskeleye ved Limfiord, lidet østlig fra den skiøne oc lystige Gaard Lundbeck liggende, berymt, formedelst det herlige Sildefiskende, som i saadan Mangfoldighed bestaar, saa at undertiden, naar ickun Fiskeriet i nogen maade tilgaar, derfra ey allene den omliggende Eng med Sild for it billig Værd undsettis; Men oc største Delen aff det gandske Land oc andre langt fraliggende Stæder mange Læs oc Skibsladinger derfra lader føre."[231]

Fra 1500-tallet nævnes en række fiskerlejer i tilknytning til Limfjorden: foruden Nibe også Sebbersund, Valsted, Stavn, Gøl, Øland og Klitgårde.[232] Nibe kan være opstået som fiskerleje allerede i 1300-tallet på grund af det gode sildefiskeri. Byens op- og nedgangsperioder var i de følgende århundreder nært forbundet med sildebestanden. I 1518 fik indbyggerne i Nibe lov til at salte og sælge sild, som de tilforn har gjort, mod en afgift på 6 læster sild til lensmanden.[233] I 1551 befalede kong Christian III, at der skulle bygges en salterbod, hvor de kongelige saltere kunne bo. Kongskøb af fisk i Nibe (og Muldbjerg i Mou sogn ved Kattegat) omtales i breve den 6. april 1557, 8. april 1559, 16. februar 1561, omkring 11. marts 1563, 16. marts 1564, 18. marts 1565, 27. februar 1566, 30. marts 1566, 23. marts 1569, 10. marts 1757, 14. marts 1576, 21. marts 1578, 9. marts 1585, 13. september 1605, 18. marts 1630.[233] Det var forudset, at fiskere fra fiskelejerne Sebbersund, Stavn, Øland, Gøl og Nørholm skulle sejle til Nibe med deres fangster.[234] I I 1647 oplyses det i forbindelse med en retssag, at når kongens flag vejede fra toldboden, betød det "at ingen den dag måtte købe sild eller dermed bruge nogen handel, førend kongelig majestæts salter havde købt så mange, som han kunne regere og flaget var taget ned".[235]

VadehavetRediger

Oprindelsen til fiskeriet i Vadehavet går formentlig tilbage til 1425, da en sildestime for første gang skal være kommet ned langs den jyske vestkyst og videre mod Helgoland. I det 15. og 16. århundrede skal et fiskeri efter sild, flynder og torsk have udviklet sig langs vadehavets kyster.[236] I forbindelse med dette fiskeri måtte fiskerne betale en såkaldt "sandtold", der er dokumenteret fra 1537 til 1685, da den blev afskaffet.[237] Riberhus lensregnskaber viser, at de to vigtigste fiskearter var hvilling og skuller (betegnelsen for rødspætter på Fanø og andre vadehavsøer).[237]

Fiskeriet i Vadehavet især på fiskepladser ved Blåvandshuk og Fanø var betydeligt allerede i midten af 1500-tallet: Stedlige og udenlandske fiskere deltog i fiskeriet her; en kongelig skrivelse udstedt 1547 forpligtede udenlandske fiskere, som fiskede ved Sønderside til ikke at forlade fiskerlejerne, før de havde betalt sandtold, som de gjorde det ved Vesterside. Ribeborgere søgte i fisketiden fra marts til Sankt Hans disse fiskepladser i så stort antal, at byens øvrighed måtte henvende sig der, for at få dem til at betale skat.

I Vadehavet fandtes fiskelejer på List, Søndre Rømø, Fanø og Langli. I et kongeligt brev fra 1563 bestemmes, at disse og de nordligere fiskelejer skulle yde en lod af den fisk, der blev fanget mellem 1. maj og pinse til Ribe hospital.[129] Et andet brev af 1. december 1580 pålægger borgmester og tolder i Ribe, Peder Heggelund, "på fiskelejerne ved Ribe at købe nogen tør fisk: samrask, limskuller, middellinskuller, tør hvilling, tør torsk, pilrocher, sund og mave (læs: torskens svømmeblære) og andet, såmaget han kan tænke, der gøres behov til kongens bord."[237] De omtalte pilrocher er formentlig fisken skade (Raja batis), der tidligere blev fanget i større mænger og som havde "den gode Egenskab at kunne holde sig længe frisk, saa at man om Vinteren kunde have den længe hængende i frisk Luft og skære Stykker af den."[237] Især hvilling og torsk blev udført i stor mængde til Tyskland.[237]

Fiskepladserne for dette fiskeri var ifølge kongelige breve fra 1548 og 1563 Nyminde, Vesterside og Sønderside på Skallingen, Langli, Fanø, Mandø, Søndre Rømø samt List.[129] Blandt disse var i slutningen af 1500-tallet det største fiskeleje i Vadehavet øjensynligt Sønderside. 1581-82 var her otte skibe sysselsat med hvillingfangst og måtte betale 600 hvillinger i sandtold. Derudover var 32 skibe sysselsat med skuldefangst (rødspætter) og betalte 1200 skulder i afgift foruden otte krogbåde, der betalte 600 skuller i afgift. Borgere i Ribe og Varde, der som ejere af fiskerbåde såvel som i egenskab af fiskere var fritagne for afgift, havde andel i syv af hvillingskibene og ejede 13 af skulleskibene og syv af krogbådene.[129] Også Vesterside var et betydeligt fiskeleje: herfra udgik 25 skibe på hvillingfangst. På øen Langli hørte 5 hvillingskibe hjemme, heraf et ejet af en Ribe-borger.[129] I Sønderho fandtes 26 hvillingskibe, hvoraf 12 tilhørte Ribe-borgere. Af i alt 6 skuldeskibe på Fanø (Sønderho og Nordby) ejede Ribe-borgere de 5.[238]

Fiskeriet fandt ifølge præsteberetningen fra Fanø i 1683 til Ribe stifts beskrivelse med net, kroge, lyster og ruser. Ruserne, kaldet skuldgårde, blev dannet af ris stukket ned i havbundet, der dannede gærder indrettede således, at fiskene ved udgående strøm blev fanget i en bag gærdet placeret ruse Flynder blev fanget med net, torsk og hvilling med lange liner med kroge.[239]

Fiskeriet nåede øjensynligt et højdepunkt i slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet. I fortalen til Lyskanders danske krønike fra omkring 1600 skrives: "Ellers gifver Ripe en kostelig Egn, overflødig fiskerie og synderlig udlæsen (læs: udsøgt) fisk."[239]. Ifølge regnskaberne skal der fra Ribe være udskibet omkring 736.000 skuller i 1616 og 544.000 i 1624, men allerede da synes fiskeriet at have kulmineret.[240]

NedturenRediger

Den storhedstid, som renæssancen udgjorde for fiskeriet, synes at klinge ud i slutningen af 1500-tallet og de første årtier af 1600-tallet. Fiskeriet svigtede, og mange af datidens fiskerlejer forsvandt helt, mens andre indskrænkedes; vidnedsbyrd om tomme fiskerhuse var talrige. Det er muligt, at også Nederlandenes store fangster af sild og torsk i Nordsøen har presset fiskepriserne på det nordeuropæiske marked og dermed gjort det danske fiskeri mindre rentabelt.[241]

I Nordøstsjælland fiskerlejerne Villingebæk og Krogskilde ved Gilleleje, på Møn fiskerlejet Brøndehøje, foruden andre[242]. I Gilleleje var der 70 fiskere i 1582, men allerede i jordebogen for Kronborg len for 1582/83 siges, at "dette år har været meget hårdt for de fattige fiskere på fiskerlejerne, at torsken er nogensteds ikke vel tilgået".[243] I årene 1582, 1586, 1587 og 1588 måtte fiskernes landgilde nedsættes eller eftergives[244], "fordi fisken.. ikke er vel tilgangen der".[245] Allerede i 1605 var fiskene så få, at fiskerlejerne overgik til at betale penge i stedet for betaling i naturalier. Der blev betalt 3 daler pr. tønde sild og 12 skilling i stedet for 100 stk. kuller.[243] I 1610 oplyses om husene i Gilleleje, at "mesteparten er afbrudte, og en part står øde, og nogle er så forarmede, at de ikke formår at give deres fulde landgilde længere...".[246] Samme år anføres Krogskilde som øde: "Denne by er aldeles øde, så at der ingen hus kendes at have stået på strandbakken".[247] I 1632 var der i Gilleleje 53 øde huse samt 9, som ikke kunne betale nogen afgift.[246] Fiskerlejet Ræveleje, der i begyndelsen af 1600-tallet havde bestået af 5 husstande, var ifølge Kronborg lensregnskab fra 1627-28 næsten blevet forladt, idet kun et enkelt hus endnu var beboet frem til 1638-39.[248] Oveni det svigtende fiskeri kom sandflugt.[249]

På Langeland forsvandt fiskerlejet Sandhagen atter omkring 1617. Forklaringen ifølge lensskriveren: "Er at agte at mange af disse fornævnte huse, som er indskrevet for fiskerlejer, er øde og folkene afdragen, og en part af de, som endnu er, bruger ingen fiskeri for den årsag, der liden fisk vanker."[250] Bagenkop overlevede, men i 1662 nævnes kun 8 beboede huse, og indbyggerne på stedet lejede jord fra grevskabet på Tranekær og blev fiskerbønder.[251]

På Albuen skete en stærk nedgang omkring år 1600 men endnu i 1617 boede en tolder i Vesternæs.[252]

I 1586 klager sognepræsten på Mandø over, at hans indtægter forringes på grund af fiskeriets aftagen. Mandø, der 1581-82 havde fem skibe, havde 1598 kun to og 1602-03 betaltes overhovedet ikke sandtold.[240] På Rømø begyndte klagerne 1632, og her fortsatte nedgangen i den grad, at fiskeriet helt blev opgivet[240]; i stedet slog fiskerne sig på skibsfarten. På Fanø fiskedes 1598 med 40 skibe fra Nordby og 58 fra Sønderho, i 1632 for hele Fanø kun med 28 skibe[253]. Fiskeriets stadig faldende betydning tvang efterhånden fiskerne over i andre næringer, ikke mindst fragtsejlads.

Udviklingen i Vadehavet kan belyses ved betalt sandtold ifølge Riberhus lensregnskab:

År Antal
kuller
Antal
rødspætte
År Antal
kuller
Antal
rødspætte
År Antal
kuller
Antal
rødspætte
1562 57.640 104.400 1621 13.860 84.410 1635 4.820 12.120
1581 58.890 49.500 1622 15.420 87.675 1636 6.620 18.820
1585 48.150 66.378 1623 15.460 73.830 1637 12.460 20.440
1597 30.962 74.102 1624 15.460 68.880 1638 10.070 20.800
1598 20.585 73.744 1625 15.480 69.020 1639 2.231 20.159
1600 16.456 68.317 1626 14.880 67.080 1642 8.640 19.920
1602 28.265 57.730 1630 7.460 21.500 1645 16.524 16.368
1612 17.370 73.291 1631 6.456 24.870 1655 10.050 12.250

Kilde: Holm (1999), s. 27

Fiskerflåden ved Sønderside faldt fra 50 skuldskibe i 1562 til 13 skibe i 1631, og ved Vesterside fra 14 skibe i 1585 til 6-8 skibe omkring 1650.

Langli have 6 lineskibe i 1581, 4 i 1584, 5 i 1598, 3 i 1600, 4 i 1605, 2 i 1613 og 1 i 1618; i 1624 er lejet udgået af regnskabet.[254]

I Limfjorden indtraf en begivenhed, som i et årti ødelagde fiskeriet her: i 1624 skete et gennembrud af landtangen mellem fjorden og Vesterhavet, hvorved saltvand trængte ind i det tidligere brakvandede område. Følgen var en brat nedgang i bestanden (og fiskeriet) af sild. Først efter et tiår begyndte tangen at blive genopbygget takket være sandtransport langs den jyske vestkyst, og sildebestanden kunne herefter langsomt blive genopbygget.[255]

Fiskerlejerne under den ældre enevælde (1660-1700)Rediger

Den nedgang, som havde ramt fiskeriet i begyndelsen af 1600-tallet, slog også igennem i den internationale handel med fisk. Ålborg, som endnu i 1652 havde eksporteret 54,900 tønder sild, oplevede en drastisk nedgang i eksporten til 6.480 tønder i 1662 og 2.800 tønder i 1667, derefter fornyet opgang til 8.566 tønder i 1670, 8.954 tønder i 1671, 11.013 tønder i 1672, 18.843 tønder i 1673, 15.497 tønder i 1674, 19.904 tønder i 1675, 18.556 tønder i 1676, 12.523 tønder i 1677 og 14.216 tønder i 1678.[255]

Endnu i slutningen af 1600-tallet blev kun få steder betegnet som "fiskerleje", selvom indbyggernes hovednæring var fiskeri. Oftere anvendtes betegnelsen "fiskerhuse". Således hedder det i 1681 om Snekkersten: "Sneckesteens Huse ligende ud mod Stranden og er Fisker-Huuse"[256], om Espergærde: "Espergierde er nogle Fisker Huuse"[257], om Ellekilde: "Ellekilde Huuse ere tuende. ...Er Fiskerhuuse, ligger ud med Stranden, ernærer sig mest af Fiskeri"[258] og om Bobakken: "Boebacken er it Fiskerhuus; nærer sig af Fiskerie"[259]. Samtidig fandtes i mange af disse kystbebyggelser en eller flere landbrugsejendomme, således omfattede Hornbæk fiskerleje 1681 "4 smaae fiering Gaarde, 19 Landgilde Huuse, 4 Holtz Huuse"[260]. Ligeledes var tiden kendetegnet ved, at skibsfart og varefragt endnu på denne tid var en binæring for fiskere og landbrugere snarere end en egen næringsvej.

Skattemandtallet 1662 udviste en udbredt tendens til, at fisk indgik som landgilde. Torsk ydedes fortrinsvis langs den jyske vestkyst fra Skallingen og omkring Ringkøbing Fjord, hvilling i Harboøre, Fjaltring og omkring Nissum Fjord, desuden i Odense Fjord og langs den fynske storebæltskyst, samt flere steder på Langeland, ål ydedes fortrinsvis omkring Limfjorden – ikke mindst på Mors (hvor de fleste landsbyer ydede ål), omkring Nibe og ved Hals – foruden flere steder spredt rundt om i landet, sild ydedes på Sydsjælland og Lolland, ved Limfjorden øst for Nibe og omkring Skive Fjord[261]. Skønt få af disse steder var egentlige fiskerlejer, boede der utvivlsomt egentlige erhvervsfiskere i flere kystbyer.

Et vejledende overblik over fiskerlejernes antal og størrelse i kongeriget kan man danne sig på grundlag af matriklen fra 1682, der dog ikke omfatter Bornholm. Ofte anføres det udtrykkeligt i markbogen, at der er tale om et fiskerleje eller fiskerhuse. I beskrivelsen af Hornbæk i Nordsjælland i markbogen fra 1681 hedder det eksempelvis:
"Hornbeck
Itt [et] Fiske-Leye.
4 smaae friering [fjerding] Gaarde
19 Landgilde Huuse
4 Holtz [træ] Huuse
...
Till huer af de 4re Fiernings-Gaarde ligger itt Indlycke [indelukke] og ellers enn Partij Huuse-Jord till Husene.."[262]
I flere tilfælde lå gårde og fiskerhuse i samme bebyggelse. Der var således ikke altid tale om "rene" fiskerlejer. Ikke desto mindre viser husenes antal, med eller uden jord, ofte om der er tale om et fiskerleje. Ved at sætte fiskerbebyggelserne i forhold til den samlede bebyggelse kan man danne sig et omtrentligt indtryk af fiskeriets betydning som næringsvej, men det må erindes, at fiskeriet flere steder, fx i Limfjorden, udgjorde en binæring for bønder i omegnen.

BornholmRediger

I en svensk jordebog fra 1658 angives, at der fandtes 10 "fiskeläger" på øen, heraf 2 i Østerlars Sogn og 4 i Østre herred. Der skulle ydes 42½ tdr torsk a 6 daler svarende til 255 daler samt 1.100 stk tørre torsk a 1 daler pr 100 eller modsvarende en værdi af 11 daler. De 10 fiskelejer må ses i forhold til ialt 883½ hem (hjem) på hele øen.[263]

ØresundRediger

 
Carl Baagøe: Humlebæk 1861.

Fiskerlejer ved Øresund var (fra nord til syd):

Sted Antal
gårde
Huse
med jord
Huse
uden jord
Ialt
Snekkersten[264] 1 2 4 7
Skotterup[264] 0 1 0 1
Espergærde[264] 2 1 6 9
Humlebæk[265] 0 0 7 7
Sletten[265] 0 5 2 7
Nivå[266] 3 0 7 10
Rungsted[267] 9 0 5 14
Smidstrup[267] 5 7 1 13
Vedbæk[267] 5 5 1 11
Tårbæk[268] 1 3 8 12
Skovshoved[268] 0 1 10 11
Hvidøre[268] 0 1 2 3
Dragør[269] 2 0 65 67

Fiskeriet i Øresund var organiseret som stadefiskeri. Hele den nordlige del af Øresundskysten på Sjællandssiden var inddelt i stader, hvor stadeejerne eller -lejerne havde ret til at opsætte deres fiskegarn. I en jordebog fra 1679 omtales 6 beboere (med familie) i Snekkersten.[270] Om Espergærde siges i Markbogen: "Forskreffne Ebbe og Anders Pedersen hafuer begge et Aalestade, huor af de aarlig giffue til Landgilde Penge 2 Rdlr. Niels Jensen 1 Aalle Stade 2 Rdlr. Niels Olsen i Soebecks Mølle 1 Aallestade 2 Rdlr. Noch 2 Aale Stader som ei har været brugt i mange Aar, ligger nu øde."[271]

I 1600-tallet udviklede Dragør sig til et betydeligt fiskerleje. Matriklen fra 1682 rummer blandt andet oplysninger om fiskeredskaber, og for Dragørs vedkommende drejer det sig udelukkende om sildegarn, som altså synes at have været det eneste betydende redskab. Dragørs 2 gårdmænd ejede ingen fiskegarn, men af fiskerlejets 65 husmænd uden jord var der blot 14, der ingen garn havde, mens de øvrige 41 hver havde fra 2 til 5 sildegarn, oftest 4 eller 5. Det ser således ud til, at sildefiskeri endnu på denne tid spillede en dominerende rolle for indbyggerne.[272] I 1700-tallet udviklede Dragør sig derimod i stigende grad til en skipperby.

Sjællands kattegatkystRediger

Fiskerlejer langs Sjællands Kattegatkyst var (fra øst mod vest):

Sted Antal
gårde
Huse
med jord
Huse
uden jord
Ialt
Ålsgårde[273] 0 7 1 8
Boderne[273] 0 3 0 3
Ellekilde[273] 1 1 0 2
Hornbæk[264] 4 9 13 26
Munkerup[273] 2 2 0 4
Villingebæk[273] 1 8 0 9
Tornbakke[273] 0 2 0 2
Gilleleje[274] 0 33 1 34
Saltboleje[275] 0 0 2 2
Kikhavn[264] 4 19 4 27
Torup[276] 10 0 8 18

Disse fiskerlejer var blot en afglans af de lejer, der havde været omtrent hundrede år tidligere. Flere ældre fiskerlejer, fx Ræveleje, var i mellemtiden helt forsvundet, og andre lejer var svundet ind.

Om fiskeriet oplyses det i Markbogen for Hornbæk: "Nærer sig med Fiskerii udj Stranden, og følger adshillige smaa Fish, saaledis paa deris Silde-Baade om Effterhøsten, med Sildefisheri, efftersom Gud giffuer Velsignelse til vndertiden ved temmelig Mengde, og vndertiden lidet. Samme Fisheri søgis under Landene, snart under Skaane og Halland og snart under Sielland, huor de bedst fishen kand findis, og opsøge. Bruger ellers der till smaa Redshab."[277]

StorebæltRediger

Fiskerlejer langs Storebælt var:

Sted Antal
gårde
Huse
med jord
Huse
uden jord
Ialt
Reersø[278] 16 1 12 29
Nordenhuse[279] 3 6 3 12
Skårupøre[280] 3 5 0 8
Fiskeholt[281] 0 2 0 2
Refsøre[281] 3 2 0 5
Kogsbølle[282] 20 4 16 40
Bagenkop[283] 0 0 13 13
Albuen[284] 0 0 20 20

FalsterRediger

Sted Antal
gårde
Huse
med jord
Huse
uden jord
Ialt
Hesnæs[285] 0 11 0 11

ØstjyllandRediger

Sted Antal
gårde
Huse
med jord
Huse
uden jord
Ialt
Strandhusene[286] 0 19 6 25

Vendsyssel og ThyRediger

 
Fiskerhusene i Stenbjerg (Nørhå Sogn) i Nordjylland set mod øst

Fiskerlejer i Vendsyssel og Thy var:

Sted Antal
gårde
Huse
med jord
Huse
uden jord
Ialt
Hou[287] 9 10 0 19
Aså[288] 10 7 0 17
Vorså[289] 14 1 16 31
Fladstrand[290] 0 10 8 18
Højen[291] 0 18 0 18
Albæk[292] 0 30 0 30
Bangsbro Strand[293] 0 4 0 4
Rønnæs[293] 0 3 0 3
Klim[294] 25 13 0 38
Vester Torup[294] 19 4 18 41
Vorup[295] 1 19 8 28
Vester Aaen[295] 0 9 0 9
Klitten[295] 0 7 22 29
Bleghule[296] 0 4 0 4
Klitmøller[296] 0 13 0 13
Saltboderne[297] 0 0 9 9
Blokhusene[297] 0 15 0 15
Agger[298] 0 0 0 0

LimfjordenRediger

Ved Limfjorden fandtes i 1682:

Sted Antal
gårde
Huse
med jord
Huse
uden jord
Ialt
Sebbersund[299] 0 8 9 17
Stavn[299] 4 26 14 44
Nørholm[300] 35 6 16 57
Løgstør[301] 18 25 0 43
Nibe[302] 23 5 1 29
(Nørre) Sundby[303] 14 0 11 25
Hals[287] 23 42 12 77
Egense[304] 14 11 0 25

I Egense udgjorde sild og ål en stor del af landgilden, i Hals ligeledes sild.[305] Fiskeriet i Limfjorden skete på to måder, dels ved fiskerbønder eller deltidsfiskere, dels ved fuldtidsfiskere.

Deltidsfiskerne kunne være gårdmænd, husmænd, inderster, håndværkere og daglønnere.[306] Deltidsfiskeriet foregik som et partsfiskeri, hvor 4 deltidsfiskere slog sig sammen. Hver af dem skulle levere en fjerdedel eller ottendedel af et sildevåd, og alle deltog i selve fiskeriet. Foruden sildevåd anvendtes sildenedgarn, silderuser og bundgarn.[307] Fra anden halvdel af 1600-tallet til midten af 1700-tallet skete en stor vækst i antallet af sildevåd.[307] På strækningen mellem Gøl og Hals blev anvendt enkelte åleruser, men det vigtigste fiskeri var øjensynligt efter sild og med drivnedgarn og sildevåd.[308] Fiskeriet foregik på grundlag af fiskestader i privat eje, ofte ejede af Nibe-borgere og godsejere.[309]

Erhvervsfiskerne var fortrinsvis bosatte i Nibe, der endnu på dette tidspunkt havde status af fiskerleje omend fra 1545 med birkeret og fra 1587 med ret til visse håndværk, fra 1693 med en slags magistrat[310], fra 1699 med handelsrettigheder indregnet markedsret[311] og samme år med egen politi- og brandvedtægt[312], men de forekom også i blandt andet Stavn i Farstrup sogn, Nørholm sogn, Vokslev og Hornum sogne foruden Ålborg.[313] Disse fiskere havde som regel et større antal af stader at disponere over.[314] Staderne på deres side var organiserede i lænker, det vil sige lange rækker.[315] På denne måde var især Nørlå opdelt i delområder med eget fiskeri. Gårdene i Nibe var små: de havde hver 1 tønde 4 skæpper 3 fjerding jord og husmandsstederne 2 fjerding 1 album eller 1 fjerding 2 album eller 1 fjerding. Det var således ikke gårdenes jordtilliggende men deres beliggenheden ved fjorden, der betingede bebyggelsens trivsel.[312]

VestjyllandRediger

Helt frem til slutningen af 1700-tallet fandtes der ikke et eneste egentligt fiskerleje langs den jyske vestkyst. I stedet foregik fiskeriet som sæsonfiskeri, hvor karle fra indlandet søgte ud til kysten i april og her opførte enkle fiskerboder, som de udnyttede til boliger under fiskeriet og efterfølgende atter nedbrød igen. Fiskeriet skete fra både med besætninger på 6 mænd, som sejlede 2-4 mil ud i havet og her gennemførte deres krogfiskeri, hvor de brugte orme eller små fisk som madding, eller med fiskegarn. Man fangede torsk, skuller (rødspætter)[316], hvillinger og "rokler" (skade, Raja batis), der efterfølgende enten blev solgt friske til bønder i de kystnære sogne eller fragtet til købstæder som Fredericia, Kolding, Ringkøbing, Holstebro, Viborg og Randers og solgt der. Fisken blev enten tørret usaltet på sten eller saltet og tørret på en stejle, et tørrestativ. Fiskeriet varede til et par uger før Sankt Hans, og mange af fiskerkarlene tog efterfølgende på høstarbejde i Hertugdømmerne efter at være blevet hyret på et "folkemarked", som fandt sted i Ribe. Efter Mikkelsdag vendte de tilbage for at deltage i en ny fiskesæson, der varede fra omkring 1. oktober til henimod jul. Også fiskene fra dette fiskeri blev solgt enten til bønder eller til de nærmeste købstæder.[317]

De steder, der således fungerede som sæsonbetonede fiskelejer, var Nyminde ved Ringkøbing Fjords udløb i Vesterhavet og Torskminde ved Nissum Fjords udløb i Vesterhavet.[318] Længere sydpå lå de to fiskelejer Vesterside og Sønderside, begge i tilknytning til Skallingen.

Et sådant fiskeri havde fundet sted i hvert fald tilbage til første halvdel af 1500-tallet, hvor lensregnskaber viser, at der blev betalt såkaldt sandtold i form af hvillinger[319] eller torsk.[320]

VadehavetRediger

Efter nedgangen i det kystnære fiskeri søgte øboerne fjernere egne for fiskeri. Omkring 1634 udviklede der sig et betydeligt sildefiskeri ved Helgoland, men dette faldt sammen med, at vadehavsegnene samme år blev ramt af en voldsom stormflod, og efter at svenskerne i 1643 havde afbrændt de fleste af de hjemmehørende skibe på Rømø, valgte øboerne i stedet for at anskaffe nye fartøjer at søge til Holland for at deltage i den hval og sælfangst, der var blevet indledt i det nordlige ishav.[321][322] På Fanø, Rømø, Sild og Føhr udviklede der sig en hvalfangerbefolkning, først som medhjælpere på fartøjer hjemmehørende i Holland og Hamborg men fra omkring 1700 tillige som kommandører eller ledere på egne skibe, ikke mindst på Rømø.[323]

Fiskerlejerne i 1700-tallet (1700-1800)Rediger

I 1700-tallet blev fiskeriet fortsat drevet fra fiskerlejerne og af folk, som boede langs kysten, såkaldte strandsiddere.[324]

I 1700-tallet anlagdes nye fiskerlejer, således Thorøhuse ved Assens og Dyreborg, begge på Fyn.[131].

I slutningen af 1700-tallet begyndte bornholmerne som de første at sejle med kvaser. Kvaserne kunne fragte levende fisk i deres indbyggede damme, hvilket indebar, at man kunne levere fersk fisk til blandt andet det københavnske marked.

Overhovedet synes anden halvdel af 1700-tallet at være en storhedstid for fiskeriet. I flere tilfælde tales i samtidige skildringer om velstand i fiskerlejerne. En oversigt over fiskerlejer hos Nicolai Jonge fra 1777 et omfattende indtryk af fiskerlejernes fordeling og størrelse.

BornholmRediger

Om fiskeriet ved Bornholm skriver Pontoppidan i 1764: "Fisk af Havet. Ligeledes skeer ogsaa nogen Udførsel af adskillig Slags Strandfisk, som rigeligen gaar til, paa alle Landets Kanter, og af Strand-Sidderne fanges til deres egen og nærmeste Landboers Huusbehov, ja ogsaa til Indsaltning og Udførsel, hvad Torsk og Lax angaaer, da særdeles de sidste falde her meget feede og gode. Af saltet Torsk udskibes aarligen vel et Hundrede Tønder eller meere. For at føre Torskene levende til Kiøbenhavn og der afsette dem med desto større Fordeel, er i de sidste Aaringer oprettet et lidet Selskab, paa hvis Bekostning ere bygte saadanne Fartøyer, som lignede de Norske og Hollandske Hummer-Byser, da deres Underdeel er aaben og indlader det salte Vand, saa at Fisken kand føres levende af Sted."[325]

I en indberetning fra stiftamtmanden for Bornholms amt, K. Andersen i Rønne, fra 1771 oplyses om fiskeriet: "Laks, torsk og sild er det vigtigste, og undertiden ål, bøtter eller pivar og tobiser, ej tale om en liden del af rejer, skrubber og spætter, som dog ej her agtes noget om."

"I de salte vande fanges laksen med dertil indrettede lakselænker, hvorpå gemenlig er 6 a 8 kroge med fersk sild påstukken, samme udsættes om aftenen og optages om morgenen, ofte finder fiskeren ikke andet end bare hovedet af laksen, resten er af sælhunden fortæret; de her såkaldede åbo eller edderfugle bortsnappe og på visse steder og sine tider af året, silde-beden bort af krogene. Torsken dels på samme måde som laksen, og dels optrækkes den med en snor med en krog og sildemadding på. Silden fanges udi dertil indrettede sildegarn eller manser, som udsættes med ridetov om aftenen, og igen optages om morgenen tidlig; i sommertiden, når nætterne ere lyse og korte, sker fiskeriet efter silden hele natten igennem som kaldes at vrage, hvilket sker østerlands på den måde, at de ved små tov lænke et sildegarn efter det andet tilsammen, og slæber dem samtlig i søen efter båden eller vrag-egen, som er større end almindelige fisker-både, og hvortil 2 a 3 mand udfordres. Aalefangsten er af ringe betydenhed, den stanges med jern her ligesom anden steds; botter fanges kuns på visse steder og grunde en kort tid om foråret med dertil indrettede garn, som udsættes om aftenen og optages om morgenen. Tobiesen trækkes med våd på sandbund, ikke heller i nogen mængde."

"Laksefangsten begynder i decbr. og varer til sidst i foråret, når vinteren og vejrliget det tillader; visse åringer er fangsten meget ringe; sælhunden gør ofte fiskerne stor skade, som foran er meldt; ved indfaldende stormvinde og skibe, som sejler forbi landet, blive fiskerne ofte deres kroge og redskaber rent kvit, som måske er årsag, at dette fiskeri ikke drives med den force, det kunne. Torsk falder mest året igennem, når vejrliget det tillader og madding kan haves, dog mest og bedst om for- og efteråret. Silden fås ved St. Hans dags tider indtil høsten eller medio aug. som er den bedste og bruges til spegesild. Silden efter og indtil medio oktbr. fås den ringere slags, som bruges til kogesild; og efter den tid ophører gerne al sildefangst. Botter fanges kuns en kort tid om foråret, når varmen begynder, mest på den vestre kant af landet, og ofte, når i den tid urolig vejr indfalder fås lidet eller intet."

"Antallet kan ikke med nogen vished bestemmes, thi de fleste, som bo omkring ved strandsiderne, ikke alene i fiskerlejer, men endog bønder og udbyggere, betjener dem af fiskerier, når årets tid og deres avlings- eller andre næringsomstændigheder, det tillader. Få kan siges at have ophold ved fiskeriet alene; de fleste endog i fiskerlejerne have tillige andre næringsveje, ved jordbrug, håndværker og som daglønnede; ellers findes overalt på landet eller bygden omtrent en 300, som mest betjene dem ved fiskeri. Fiskernes arbejde betales efter de almindelige priser således: Laks fersk 3 a 4 til 6 sk. pundet, røget eller speget 8 sk. pundet. Torsk fersk 6, 8 til 12 sk. snesen, lige som de er store til og årets tid falder; ved Rønne er den dyrest. Saltet torsk en tønde 4 a 5 rdr.; sild fersk en ol eller 80 stk. for 8 a 10 sk., spegesild en tønde 6 rdr. 4 mk., og kogesild en tønde 4 rdr."[326]

Jonge giver ingen tal for bebyggelsens størrelse på Bornholm men som fiskerlejer nævnes i 1777: Vang og Kaas (Teglkås) i Ruthsker-Sogn[327], Tein i Olsker-Sogn[327], Røestad (Rø) i Røe-Sogn[328], Gudhiem (Gudhjem) og Meelstad (Melsted) i Øster Larsker-Sogn[329], Bødelshavn (Bølshavn) og Ypnesstad (Ypnasted) i Øster-Mariæsogn, Listad (Listed) og Aarsdale i Ibsker-Sogn[330], Snogebek i Poulsker-Sogn[331], Arnage (Arnager) i Nye Larsker-Sogn[332], i alt 12 fiskerlejer.

Om fiskeriet skriver Jonge: "..paa alle Kanter af Landet falder alle Slags skiøn Strandfisk af Kabliau, Lax, Torsk, Makrel, etc. Paa nogle Aar har et oprettet Selskab ved dertil indrettede Fiskeqvaser eller Buyser overført levende Torsk til Kiøbenhavn, og sammesteds udsælger paa Qvaserne disse levende Torsk i pundeviis med større Fordeel."[333]

ØresundRediger

For Øresund giver Erik Pontoppidan i 1764 dette billede: "Snekersteen, 4 B. 14 H."[334], "Fiskerboden, 1 B."[334], "Skotterup, 8 H."[334], "Espegierde, 2 G. 1 B. 6 H."[334], "Humlebek, 24 H."[334], "Slette, 22 H."[334], "Rongsted, 6 G. og en anseelig Gaard med Avling tilhørende Grevinde Stolberg."[335], "Smidstrup, 5 G. 5 H."[335], "Vedbek 3 G. 16 H."[336], "Torbek, 26 H. Fiskere."[337], "Skoushoved Fiskere, 43 H."[337] Billedet er dog misvisende for Rungsteds vedkommende: et generalinventarium fra 1760 viser, at "Rungsted huse" dette år omfattede 17 "fiskerhytter", omend ikke alle indbyggere var fiskere; nogle var håndværkere eller arbejdsmænd.[338]

For Øresund giver Jonge i 1777 dette billede: "Snekkersteen har 4 Boel og 14 Huse, er et Fiskerleie, beliggende tæt ned ved Stranden, har lutter teglhængte Huse, hvis Beboere ere fornemme Fiskere og Seilere, som ikke alleneste have god Næring af Havet ved deres idelige overflødige Fiskerie, da Sundet ved Snekkerstenen og Espegierde giver Mængde af alle Slags skiøen Strandfisk, men de drive endog Kiøbmandskab med de mange Skippere, som for Modvinds Skyld ofte maae legge sig til Ankers paa den saa kaldede Jyde-Rheed; ja disse Beboere have ogsaa selv store Baade og maadelige Fartøier, med hvilke de seile paa Jylland og andre Provinzer. Disse mange teglhængte Huse og smukke Bygninger, hvoriblant en grundmuret Gaard, hvortil er en privilegeret Kroe, giver dette Fiskerleie Anseelse af en liden Kiøbstæd"[339], "Skotterup, 8 Huse"[340], "Æspegierde har 2 Gaarde, eet Boel og 6 Huse, liggende ved Strandkanten, hvor der falder got Strandfiskerie"[340], "Humlebek har 24 Huse og er et Fiskerleie"[341], "Sletten har 22 Huse og er et Fiskerleie, hvor lutter Fiskere boe, som tillige seile imellem Provinzerne"[341], "Rongsted har 6 Gaarde og en anseelig Lystgaard med tilhørende Avling, saa og en kongelig Skole, hvis Skoleholder nyder aarlig 100 Rdlr. Løn; her er og en Tømmerplads."[342], "Smidstrup har 5 Gaarde og 5 Huse."[341], "Vedbek, en Bye, beliggende mod Søekanten, har 3 Gaarde og 16 Huse"[343], "Torbek, beliggende tæt ved Strandkanten, har 26 Huse, hvis Beboere ere Fiskere",[344] "Skoushoved, ned ved Strandsiden, er et Fiskerleie, har 42 Huse, hvis Beboere ere Fiskere, som daglig forsyne Kiøbenhavns Borgere med Mængde af fersk Fisk, saasom: Flyndre, Torsk, Sild, Hornfisk, Makrel, som de paa Baade bringe ind til Staden."[345] Billedet er atter misvisende for Rungsteds vedkommende. I en indberetning af stiftamtmand 0. Holm dateret 12. august 1771 for Hørsholm amt i anledning af den af G.C. Oeder foretagne rundspørge om skibsfart og fiskeri hedder det blandt andet: "I Rongsted by og fiskerleje er 16 familier med deres tjenestefolk, og i Smistrops by 10, tilsammen ungefer 130 a 140 mennesker af små og store, som mest ved fiskeriet ernærer sig, undtagen nogle imellem dem, der have hartkorn til deres steder og desårsage bruge tillige avlingsdrift. Rongsted by har 8 og Smistrop by 6 både til deres fiskeri, uden nogen ejer større fartøj; hvilke både bliver forfærdigede enten hos dem selv eller på angrænsende amtets fiskebyer. Alle gamle folk forsikrer mig om, at fangsten på disse bemeldte 2 amtets fiskelejer har i forrige tider været større og betydeligere uden at de ved tillige at forklare årsagerne til dens aftagelse eller gøre forslag til dens forbedrelse nu, undtagen at fiskerne vist formoder, at når de formåede at anskaffe sig flere bundgarn end det ene, de have i Smistrop, til at fiske med, ville fangsten af dettes brug forventes såmeget større, som dette store og kostbare redskab af 60 til 100 rdr.s værdi, ikke uden i 6 år ungefer her er bleven brugt."[346]

For Dragørs vedkommende findes en indberetning fra 1771 af tolderen Carisius, der om fiskeriet skriver: "Sildefiskeriets redskaber er nogle garn af 20 favnes længde, hvormed de udsejler imød solens nedgang, og enten sætter dem i bunden imod strømmen, eller og med anden lejlighed hænger dem i båden sammenknyttet og driver med strømmen, hvor silden, som altid står imod strømmen, bliver hængende med hovedet fast i maskerne. - Til åle fiskeriet haver de såkaldede ruser, hvilke står med 2 arme udstrakt imod strømmen, hvorudi om nattetider ålene løber og ikke kan slippe ud."

"Sildefiskeriet begynder om høhøsten og vedvarer 9 a 10 uger, åle fiskeriet derimod begynder 14 dage for St. Michel og vedholder indtil vinteren og isen påkommer."

"Ingen af Sildefiskerne kan kaldes faste eller have derved nogen Næring, men mange arbejder af og til derved, Søfarende når de er hjemme mellem Rejserne. Da gå de med Bådene på Fiskeri om Natten, da en og da en anden. På hver Båd hører gerne 4 Mand og hver Mand 4 Garn. Fiske de noget bliver samme delt, men får de intet, da er Betalingen heller intet. En har 2 á 4 Garn, en anden låner dem på Fiskeri og den tredje, som er formuende, hører Båden til, men bliver hjemme. Der bruges til Sildefiskeriet 7 á 8 Både omtrent 1 Kommercelæst drægtig, hvormed de sejle 1, 2 og 3 Mil og undertiden kun en Fjerdingvej at give Garnerne, ligesom Lejlighed falder.

Til sildefiskeriets brug er 7 a 8 både, omtrent 1 komers læst (kommercelæst) drægtig, hvorved de sejle 1,2 a 3 mile og undertiden kun en fjerding vejs at give garnene, ligesom lejligheden falder. - Til ålefiskeriet haver hver som fisker sin egen liden jolle, og undertiden ere de 2 om sådan en jolle lige gode, og kan her ved Dragøe findes omtrent 8 a 10 såkaldede små rusebåde."

"Da her ved stedet ingen ordentlig nedsatte fiske ere, formedelst at alt søenrulleret mandskab hellere om sommeren farer med Dragøe- eller andre fartøjer for deres kost og hyre. Da imidlertid fiskere fra Skovshoved, Tårbæk, Sletten etc., som er 3 a 4 mile herfra, fare snart hele sommeren igennem med små både her forbi og bedre syden op under Stevns, hvor de med deres flyndregarn fiske en hel del flyndre, torsk og nogle pivarer, som de mestendels bringe til Kbhvn."[347]

Dragør var da ikke længere et fiskerleje. I folketællingen for 1771 (kendt som Oeders efterretninger) og igen i folketællingen 1787 angives kun en enkelt fisker og i folketællingen fra 1801 er ikke angivet en eneste.

Sjællands kattegatkystRediger

For Kattegatkysten giver Erik Pontoppidan i 1764 dette billede: "Hornbek Sogn og Bye, 4 G. 48 H."[334], "Ellekilde, 1 B."[334], "Aaalsgaard, 1 B 27 Hus."[334], "Boerne, 2 B. 1 H."[334], "Bobaken."[334], "Hellebek."[334], "Gilleleye Sogn og Bye, 56 G."[348], "Rogeleie 5 Fiskerhuuse."[348], "Lyenæs Færgested, 5 H."[349], "Kikhavns Fiskeleie, 20 Huuse, á 3 Skp. 2 Fk. 12 Huuse, á1 Skp. 3 Fk."[349]

Om indbyggerne i Kronborg amt skriver Pontoppidan: "De nære sig af Ageren, af Skoven, af Have-Frugt som de frem for endeel andre, legge Bind el. Vind paa, item af Tørve-Mosen og af Fiskerie, hvilket sidste paa Strandkanten, er her fast bedre end andensteds i denne Provintz. Særdeles ved Hornbek, Snekersteen og Gilleleye, hvor Torsk, Aal, Sild, Tunger og andre Flyndere fanges i stor Mengde og selges med god Fordeel til Helsingør og andensteds. Disse Fiskerier drives flittigt om Høsten, hartad indtil Juel, ved nogle sneese smaa Selskaber, af hvilke et hvert haver 4 Mand, som underholde en Baad tilsammen, og 32 Silde-Garn eller Mandser, thi egentlige Vaader vil eller kand man ikke bruge. Sælhundenes Mængde giør her og andensteds stor Skade, og Fiskeleyerne ere ikke meere i den Stand som de fordum have været. Deres Hielp og Opmuntring var en vigtig Artikel i Landets Velfærd, og det indrollerte Søe-Mandskabs Forøgelse. Fisk fattes her ikke, men alene Hænder til at fange dem."[350]

For Kattegatkysten giver Jonge i 1777 dette billede: "Hornbek, Kirkebyen, har 4 Gaarde og 48 Huse, og er ellers et Fiskerleie ved Stranden. Dette Fiskerleie seer ud som en maadelig Kiøbstæd, formedelst sine smukke teglhængte Bygninger, hvis folkerige og formuende Beboere ere stræbsomme Fiskere, som leve af overflødig Strandfiskerie, saa og af deres Søefart; thi de besegler alle Provinzer med deres Fartøier. Disse Mænds Koner ere Tvettersker og Bleegfolk, som blege Klæder for Folk.[340] Ællekilde har eet Boel.[340] Aalsgaard har eet Boel og 27 Huse, og er et Fiskerleie, som beboes deels af Fiskere, deels af Gevæhrfabrikens Folk.[340] Boerne har 2 Boel og eet Huus"[340], "Kirkebyen Gilleleie, har 56 Gaarde, som er et stort Fiskerleie, hvis Beboere ere velhavende Folk. Dette Fiskerleie er beliggende paa Siællands yderste nordlige Kant. Kirken er A 1556 af disse Fiskere selv bekostet og opbygt; men Aar 1746 er den af ny paa Kong Kristian den Siettes Bekostning opbygt"[351], "Villingsbekhuse er 9 Boel, 3 Huse"[351], "Rogeleie er 5 Fiskerhuse"[352], "Lyenæs-Færgested har 5 Huse"[353], "Kikhavns-Fiskeleie har 20 Huse"[353].

I en indberetning for Kronborg amt, der både omfattede kattegatkysten og den nordligste del af Øresund, afgivet af G. Badstuber i 1771 oplyses: "Udi det salte vand fanges tunger, sild, pigvarer, slettevarer, hummer, torsk, rødspætter, skrubber, flynder, laksørter, makrel, hvillinger, cabillau, hornfisk, ål, strandkarusser, skotter, knadinge, fjæsinge, stenbidere, qvappesøer, ulke, krabber, tobiser, rejer, stører, marsvin."

"Redskaber dertil bruges, såsom: bundgarn, ruser, fiskevade, makrelgarn, sildegarn, torskegarn, flyndergarn, kroge, både med sejl og anker, trækrabber med sten udi til redskabet, samt pæle til samme, jerndræg og behørige tove og tønder."

"Alle slags fisk bliver solgt fersk undtagen hvad fiskerne til egen husholdning behøver, den de til dels tørrer og til dels salter."

"Torsk, tunger, rødspætter, skrubber, flynder og ulke fanges både vinter og sommer; dog bedst om vinteren, hornfisken fanges om foråret, når den kommer fra Nordsøen, og om efteråret, når den kommer fra Østersøen; pigvarer, sletvarer, hummer, laksørter, makrel, villinger, cabillau, strandkarusser, stører, marsvin, knadinge, fjæsinge, stenbidere, krabber, qvabbesøer, tobiser, rejer fanges om foråret og sommeren, dog bedst om sommeren; ål, sild og skotter fanges bedst om efterhøsten."

"Af sild og ål saltes omtrent til fiskernes husfornødenhed 6 a 800 fdr. og tørres omtrent 2500 ole små fisk."

"Ved fiskelejerne under Kronborg distrikts ryttergods er ialt 296 søenroullerede personer, som med familie ved fiskerierne finder arbejde og næring. En tjenestekarl får 20 a 24 rdr. i løn, men børnene har del med forældrene i fiskeriet efter fortjeneste."

"På samtlige fiskelejer bruges i alt 164 store og små både."[354]

Lolland-FalsterRediger

Både Pontoppidan og Jonge oplyser, at "Paa Lollands søndre og vestre Side, fra Nyested til Nakskov, drives fornemmelig Strandfiskerie, da her faaes Torsk, Sild, Aal, Flyndre, Aborrer, Makrel, Giedder, Stør, Lax, Hvillinger og Krabber. I Egnen hos Rødbye fanges Mængde af Sild."[355] Men ifølge Pontoppidan var det især ærøboere, der udnyttede disse fiskemuligheder.

Jonge oplyser for Kappel sogn på Lolland sydvest for Nakskov: "Langøe, en Øe af 32 Tdr. Hartkorn, hvorpaa er 8 Gaarde og 12 Huse, hvis Beboere ere baade Fiskere og Bønder, da her falder Aal, Torsk og Flyndre."[356] Langø var næppe et egentligt fiskerleje men snarere en bebyggelse, hvor fiskeri var en binæring.

Fyn og øhavetRediger

Ifølge Pontoppidan spillede fiskeriet i Storebælt en beskeden rolle: "De Saltvands-Fiske, som fanges under Fyens Land, ere vel, paa mange Steder, til god Hielp for Indbyggerne, men ikke i den Mængde, at deraf kunde skee nogen Udførsel. Nogle fattige Strand-Siddere nære sig vel deraf, med Bønderne som have bedre Formue, finde deres Avling vigtigere og vissere, undtagen paa de mange smaae Øer omkring Landet, hvor Bonden haver mindre Avling, Frihed for Hoverie og bedre Leylighed, da han dog maa holde Baade og tilhørende Redskab. Det som sædvanligst fanges, er Torsk, Sild, Aal, Makrel, Horngiver og Flynder. Af disse falde paa Øster-Kanten nogle særdeles feede, som have faaet det Navn Kiærteminde-Raadmænd."[357]

Jonge giver i 1777 visse oplysninger om fiskeriet. Han nævner på Fyn i Kærum Sogn: "Thorøehuse, 7 i Tallet, paa Søebankerne, hvis Beboere nære sig meest af Strandfiskerie, som de føre til Assens."[358] I Hesselager Sogn: "Luneborg er et Fiskerleie af 3 Huse".[359] "Fiskerie, som faaes i Teilgaardsøen, saa og i Stranden, hvor man har gode Ørredgaarde."[360] "Skaarupøers Huse ere 13 i Tallet."[361]

På Langeland i Magleby Sogn: "Badenkop; Fiskerleie".[362] "Ved alle Herregaardene ere der Fiskedamme med fersk Fisk; men af Strandfiskeriet, især paa den østre Kant, haves Torsk, Sild, Aal, Makreel, og Flyndre for got Kiøb, da Stranden er saa nær."[363]

VendsysselRediger

Pontoppidans skildring af fiskeriet i Vendsyssel er ret kortfattet: "Paa alle Landets Sider haves rigt Fiskerie, i Synderlighed ved Hav-Siden, ved Skagen, Hirtzholm, og Fladstrand."[364] En mere uddybende redegørelse gives for Fladstrand: "De fleste Byens Indvaanere nære sig af Fiskeriet, hvortil sædvanligen bruges 6 Fisker-Baade. Ved St. Hans Dag tinger den, som eier Baaden, (hvilket omvexler om der ere flere Lods-Eiere i Baaden) det behøvende Mandskab til Vinter-Fiskeriet, dette kaldes at drikke sig i selskab. Otte Mand er vist Selskab til hver Baad, undertiden flere, sielden færre. Koller-Fangsten er det fornemste af Vinter-Fiskeriet. Torsk, Langer, og Sild gaae ikke altid til, ei heller i Mængde. Kollerne fanges med Kroge; Hver Mand har sin Bakke eller Trug, og paa hver Bakke 500 Kroge, ved 7 Qvarteer mellem hver Krog. Naar Mandskabet er blevet eenig om, paa hvad Dyb Krogene skal kastes, hænges Lygten ud til Varsel for andre. En af Selskabet, kaldet Skolemesteren, skal lade Linerne med Kroge løbe i Havet, og for den Umag nyder Forlods 6 af de største Koller. Skipperen, som imidlertid sad ved Roeret, skal trekke Linerne op, hvilket kaldes at drage Bakkerne, og faaer sine 6 største Koller Forlods ud. Madingen til disse Fisk ere Orme eller i deres Mangel Lever. At opsøge og samle disse Orme kaldes at gaae paa Find. Koller-Fangsten begynder ved Michaelis og varer til Jule-Tider, undertiden længere. Ved Julen indgaaes Selskab til Sommer-Fiskeriet, som fornemelig er Flynder-Fangsten, hvortil bruges fint Fiske-Garn af Hør. Fuld-Mands Garn ere 6 Garn, og med hver Baad 6 Mand. Hvert Garn er 7 Qvarteer dybt, Længden, naar det bliver ført til at fiske med, er ved 60 Favne. Hver Mand har sine Garn paa tvende Trug, og de skiftes til i rigtig Tour at lade deres Garn først løbe i Havet. Nogle udleie deres Garn, andre har ikkun 2 eller 3 Garn, men nyde dog deres Ret. Om Sommeren fanges Flyndre, Pigvarer, Sletvarer, Steenbidere, Tunger, små Torsk, Isinger, Skader, Brokker, Helleflyndre, Hummer, Krabber, og nogle Østers, hvilke sidste, siden de fanges paa Sandbond, ere ikke nær saa gode, som de, der fanges med Skraber ved Jerup, Aalbek, og paa Skagens Kant. Hummere, Krabber og Østers beskadige Garnet meget. Men allerskadeligst for Garnet er et Slags Hav-Insecter, som kaldes Tang-Luus. Disse have nogen lighed efter Firebeen, dog mindre, og ere af Farve sort-Brune. Kors-Krabben ser ud som Stiern-Annis, nogle af Størelse som en Krone, andre mindre, disse afsuge Fisken. Flyndre-Fangsten er for Fiskerne lige saa betydelig, som Avlingen for Landmanden. Flyndre-Fiskeriet begynder ved 1. Maji, og ophører sædvanligen ved St. Olufs Tider, da de, indtil Koller-Fangsten begynder, uden at være i noget sluttet Selskab, dyrre Markrel. Her bruges baade Sand-Baade og staaende Garn til Fiskeriet. Det er her en almindelig Sagn, at alle Slags Fisk komme fra Norden og søge Norden igien. I hvor stille end Veiret er og Havet, forlade dog Fiskerne alting, og begive sig til Lands, saasnart de lugte Furren, saa kaldes en nordost Vind, som holdes for at bringe med sig en Stank af Træerne i Norge, hvilken Stank er som af eb brændende Tiære-Tønde. Samme Vind er meget heftig og giør undertiden Skade."[365]

Om fiskeriet i Sæby skriver Pontoppidan: "Flynder-Fiskeriet er det beste her er. Flyndrene roses af deres gode Smag. Fiskerne ere inddeelte i Selskaber for god Ordens skyld. Fiskeriet begynder først om Foraaret og varer til St. Olufs Dag, da de ikke længere kan fiske Flyndere for den megen Driv-Tang og anden Ureenhed, hvormed Garnene blive fyldte. Ved Siden af Havnen ere Fiskernes Flyndre-Garns Stader. Derefter fiskes i en kort tid nogle Makrel, allersidst Koller og Torsk, saalænge Havet er aabent. Der falder og nogle Rigste-Bøtter, Kokker, Isinger, Fiesinger, Tunger store Taske-Krabber, med videre. I Aaen strax neden for Møllen fanges nogle faa Ørreder, Aborrer, Skaller, Aal og smaa Gedder."[366]

I en indberetning fra præsten Jens Gram for Flade og Fladstrand sogne fra 1771 om fiskeriet oplyses: "Udi salt vand: flyndre med sine adskillige slags, tunger, pivarrer, isinger, hanser, stenbidere; så og kuller, hummere, krabber, små torsk, villinger, langer, skader, rokker, små gråsej, sild, makrel, håer og fjæsinger. Deraf er egentligen flyndre og kuller-fiskeriet det, som drives ved Fladstrand og Bangsbostrand."

"Flyndre fiskes med garn 20 favne i længden og 1 a 2 alen dybe. Ved underste side af garnet hænges sten, og ved den øverste fladholt eller kork. Garnet lade fiskerne løbe ud af en båd, da det står i havet, hvor fisken formodes at støde til, sædvanligen i 24 timer, hvor efter det drages op i båden, fisken aftages, garnet redes, ophænges for at tørres, og når fornøden gøres, bødes. Til en fuld både høre 36 garn at drage, 26 at sætte og 36 garn i beredskab. Et garn kan koste 2 rdr., er af hør, og bindene af hamp. Kuller fiskes med bakker. Så kaldes de trug, på hvilke fiskerkrogene med deres snore ligge. Krogene ounes med orm eller saltet oxe- eller svinelever. Til en båd hører 9 a 10 trug bakker, og 500 kroge til hver trug. Makrel dyrres på snører med 2 kroge, og bedes eller ounes med fersk makrel, eller det hvide af flyndre skind. Hummere, krabber og undertiden østers fanges i flyndre garnet."

"Flyndrene bliver saltede og vindtørrede. Kullerne nedsaltes i træ, nogle bliver vindtørrede eller røgtørrede. Andre fisk bruges ferske."

"Flyndre fiskeriet begynder imellem påske og pinsedag og varer til efter St. Olufs dag. Fra den tid til efter Michaelis dyrres makrel. Imellem Michaelis og Martini begynder kullerfiskeriet og varer til jul, eller så længe vinteren det tillader."

"(mængden) er ikke til visse at bestemme. Det ene år mod det andet beregnet kan sættes det uvisse tal 360.000 flyndre, 360 tdr. kuller, 60 tdr. makrel ved Fladstrand og hen imod samme antal ved Bangsbostrand."

"I Fladstrand ca. 60 fiskere og ved Bangsbostrand henved 40 foruden hustruer og børn."

"Sædvanligen 6 både til flyndre og 6 til kuller-fangsten ved Fladstrand og lige så mange ved Bangsbostrand, undertiden færre begge steder."

"Til en td. kuller kan forbruges en god skp. spansk salt, eller 12 skp. fransk salt, men fiskerne bruge i almindelighed aske, som brændes af tang, hvilket ikke til nogen vis mål eller måde kan beregnes."[367]

Jonge skildrer i 1777 forholdene således: "Fladstrandsogn bestaaer af den Bye Fladstrand, som var tilforn ikkun en Bondebye og Fiskerleie tæt ved Havet; men da Fiskeriet lykkedes overmaade vel, saa begyndte Beboerne at fare med deres Brikker eller Flyndreskuder paa Kiøbenhavn og Norge, og have nu allerede en temmelig Handel, saa at Byen seer ud som en Kiøbstæd, hvis Huse ere bygte af Muur og Bindingsværk, og ere inddeelte i Gader og smaa Stræder eller Gyder, hvis Indvaanere ere handlende Kiøbmænd, Skippere, Lootser, Matroser og Fiskere, saa og Haandværksmænd, foruden dem af Militairetaten og de kongelige Toldbetientere. Uagtet Fladstrand er ingen Kiøbstæd og har ingen Kiøbstæds Privilegier, saa svarer dog Byen Indqvartering og Konsumtion, ligesom andre Kiøbstæder."[368] "Ved Fladstrand falder skiønt Fiskerie af Stranden, om Sommeren Flyndre, Pigvare, Tunger, Hummere, Krabber; men om Vinteren fra Mikelsdag til Juul falder Koller, Torsk, Langer."[369]

Langs Vesterhavskysten var fiskeriet ofte forbundet med skibsfart. Jonge oplyser: "Løkken, et Fiskerleie og tillige en Handelsplads, hvis Beboere ere velhavende Folk; thi de bruge ingen Avling, men derimod have de nogle Sandskuder eller Fartøier, med hvilke de fare bestandig paa Norge med alle Slags af Landets Produkter, og hiembringe tilbage med sig Tømmerlast, Bræder, Jern, Kakkelovne, Tiære, hvad Bønderne behøve, saa at de have her temmelig Kiøbmandshandel. Disse Sandskuder her i Løkken høre under Tolderens Tolddistrikt i Kiøbstæden Hiørring."[370] "Blokhusene, hvilke ligge paa Strandkanten ud til Vesterhavet, og ere 6 Selveierbøndergaarde, der bruge Avling og Fiskerie; men især føre de Handel med deres 4 Sandskuder, hvormed de seile paa Norge, hvorhen de føre Kornvahre og Fedevahre, samt Lerreder, og hiemmegiort Tøi, og føre tilbage igien adskillig Slags Tømmerlast, og saaledes drive en temmelig Handel; ved disse Blokhuse er en god Havn for deres Sandskuder. For deres Fartøiers indehavende Ladning maae de klarere og erlegge Told hos den kongelige Tolder i Kiøbstæden Hiørring"[371] "Strandmændene paa Hanstholm ved Vesterhav fik af Kong Friderik den Tredie Aar 1666 Bevilgning, at de med deres Sandskuder maae ubehindret seile til Norge og søge Fiskerie i Havet, mod Tolds Erlæggelse."[372] Om Agger: "Sognets Beboere have nu slet intet Pløieland, da de dog tilforn have havt Ejendomsjord til 28 Plove; men ere Landets allerelændigste Fattige, hvis eneste Næring til Livs Ophold er lidt Fiskerie i Ørumsøe, Liimfiorden og Vesterhavet".[373]

LimfjordenRediger

I 1736 gav 28 fiskere fra Nibe denne skildring af forholdene i Limfjorden: "Løgstør grunde gør ligesom skel imellem tvende fjorde, thi derpå falder et meget grundt vand, og derfor ikke kan flyde uden små fartøjer med nogen ladning over dem op til Thisted og de andre købstæder der ovenfor beliggende. Vel kaldes det tilsammen Limfjorden fra Hals tønder og langs op igennem landet forbi Lemvig til Harboøre; men fjorden vesten for Løgstørs grunde er snart som et hav at regne imod fjorden østen for grunden og ud til Hals, ...hvor fjorden ikkun falder ganske smal. Og deres fiskeri både af ål og sild vesten for Løgstørs grunde er snart ikke lig det fiskeri, der falder her neden og østen for, thi der fiskes aldrig en ål her i Nørlå eller såkaldte Nibe fjord af den art og natur som vesten for Løgstør i bredningen. Vores almindelige og meste sildefiskeri, som kaldes fuldsild, er ikke heller af den art og natur, de sild er af, som fiskes deroppe i fornævnte bredning med deres sildevåder, ikke heller gives de på tider, her fiskes sild".[374]

Nibe fik købstadsprivilegier i 1727.[375][376]

Om Nørresundby skriver Jonge i 1777: "Byen har stor Næring baade som Færgested og som Fiskerleie. Her er got Fiskerie baade om Høst og Vaar. Her holdes ogsaa fire aarlige Markeder med Bønderredskaber og Trævahre."[377]

Flere steder langs Limfjorden omtales i 1700-tallet som fiskerlejer. Pontoppidan oplyser under omtalen af Farstrup sogn, at "Stavn er et Fiskerleie, hvor der fiskes Mængde af Sild" og under omtalen af Sebber sogn, at "Sebbersund og Valsted ere Fikskerleier, hvor der fiskes en stor Mængde Sild, og har formuende Bønder."[378] samt at "Klitgaardene er et Fiskerleie ½ Miil førend man kommer til Nibe".[379] Om Vitskøl oplyses, at "Foruden et important Aale-Fiskerie, ere de meste Fisk her falder, Helt, Aborre, Gedder, Horker og Skaller". "Paa Gaardens og Godsets Grund ere Ligge-Steder for 6 á 8 Fiske-Baade fra Agger-Land, som fiske med Pulsvaader, hvoraf svares aarlig Afgift til Eieren."[380] Til trods for stedets egnethed for fiskeri, var det ikke stedlige fiskere men fiskere fra Agger, der udnyttede dette.

VestjyllandRediger

Pontoppidan giver i 1769 en ret udførlig beskrivelse af fiskeriet i Bøvling amt: "det rette og betydelige Fiskerie falder enten i Limfiorden og de andre Fiorde, Rissum-Fiord og Ringkiøbings-Fiord, eller fornemlig i Vesterhavet. Imellem Næs og Bøvling Sogne er en Fiord eller rettere Arm af den saa kaldte Rissum-Fiord, hvilken Arm mod Østen har Tilløb af en Aae og mod Vesten falder ud i Havet igiennem Torskminde. I samme Bøvling-Fiord fanges skiønne Lax, et Slags smaa fede Torsk, Helt og Flyndre, men Laxefangsten er ikke nær saa god som den før har været; thi bemelte Minde har tilforn ikke været saa viid, ei heller saa forstoppet, som nu. Hvor Aaen falder i Fiorden ved Ulsund, er got Fiskerie af Aborrer, Giedder, Helt og Flyndre. Her ved Havsiden begynde Fiskerne i April at opreise deres Hytter af Grøntørve, hvori de ligge om Natten, thi om Dagen kaste de deres Garn ud i Havet med Kroge, hvorpaa de sette et Stykke fersk Sild, og derved fange store Torsk, Helleflyndre og Hvillinger. Ved St. Hans Dag nedbryde de deres Hytter og forføie sig hiem. Imellem Mikkels- og Mortens-Dag falder her og noget Fiskerie, men formedelst Farligheden paa denne Aarets Tid, ikke saa overflødigt som om Foraaret, da Folk fra langt bortliggende Steder hente Fisk her ved Havet. Paa andre Steder og hen ad Harboøre Siden giver Havet, foruden Torsk, ogsaa Koller, Langer, Rokker eller Skader, Sild, Hummere og Taske-Krabber. De to sidste Slags falde undertiden meget store og i stor Mængde, men de foragtes og faa benytte sig af dem. Kabiliau eller Torsken nedsaltes og afsendes til andre Steder. Limfiorden giver Sild, Helt, Brasen, Aborrer, Skaller, Giedder, Aal, og Øreder. Disse sidste ere to Slags, nemlig Lax-Øreder, som have en Krog under Munden og ere røde i Fisken, og Helt-Øreder, som ere hvide i Fisken og har ingen Krog. De, som boe i Egnen af Harboøre, fiske saavel i Havet som i Fiorden. Paa den Tid der er tilladt at bruge Pulsvaade i Limfiorden, ligge de der bestandig, ligesom Agerboerne, paa Aalefiskerie, som indbringer dem anseelig Fordeel. De bygge selv deres Baade, som ere meget slette til Anseende, des uagtet give de sig dog ud med dem paa Havet endog i temmelig hart Veirlig, endskiønt de ere saa tynde og lette, at de slæbe dem over Land fra Havet i Fiorden, og dermed henføre deres Fisk til Løgstør, Aalborg og andensteds. Havet og Fiorden gaae hverandre paa et Bøsseskud nær, saa det er forunderligt, at Havet ikke igienemskiærer dette smale og platte Land, men Naturen har ved trende Rader Sand Revler, hvorpaa Havets Magt brydes, førend det kommer paa Landet, forhindret, at det ikke kan skee. Ikke des mindre har dog Havet undertiden gaaet over Bredderne og skyllet salt Vand ind i Limfiorden, hvorved Fiskeriet i sær af Helt paa Vestervigs Kanten meget er forringet."[381]

VadehavetRediger

I Vadehavet forsvandt fiskeriet efterhånden næsten helt. De tidligere fiskere gik over til hval- og sælfangst eller til skibsfart.[253] Endnu ved kongeligt reskript af 26. januar 1689 fik indbyggerne på Fanø stadfæstet en ret til at sejle med deres fisk hvorhen, de ville, dog skulle de udklarere deres ladning ved Ribe toldsted. I praksis udviklede der sig en fragtsejlads, hvor man afskibede fisk og fra Føhr og Nordstrand hentede korn.[253] I 1725 klagede indbyggerne på Fanø over, at fiskeriet nu var så ringe, at man end ikke kunne købe korn på disse øer, og i en beretning fra præsten i Nordby fra omkring 1750 hedder det: "Fiskeriet i disse tider og her under landet meget aftaget; thi nu i mange aar har fiskerne næppe kunnet stoppe de bekostninger, som derpå anvendes, ej at melde om det meget arbejde arbejde og besvær, de ved fiskeriet her fremfor andre steder må udstå, da de må sejle 8 til 10, ja flere mil fra land, før de kommer der, hvor fiskene opholder sig."[382] Forsøg på sildefiskeri i Vesterhavet mislykkedes i det store og hele.[382] I 1771 blev på Fanø etableret et interessentskab, Det islandske Kompagni, for fiskeri ved Island, men omkring 1800 gik man i stigende grad over til ren fragtsejlads i stedet.[323]

Pontoppidan gav i 1769 en udførlig beskrivelse af fiskeriet på Fanø: "Fiskeriet er en god Deel af Fanøernes Næring. De begynde at Fiske i Martii eller April Maaned, ligesom Storm og Veirliget tillader. Fiorten Dage før St. Hans Dag ophører Vaar-Fisleriet, da de drage bort og sælge deres Fisk, undtagen nogle Fattige der blive ved at fiske, endskiønt Fiskeriet da er af ingen Betydenhed, siden Fisken i Heden gaaer fra Landet.

Høst-Fiskeriet begynder mellem Mikkels- og Mortens-Dag efter Torsk og Hvilling, og vedvarer, indtil Vinteren forbyder det. Flyndre eller Skuller fanges med sine Netter, hvert Garn 15 til 16 Favne langt. Hver Mand, som fisker, udreder 5 slige Garn til den Baad, han Fisker med. Torsk, Hvillinger og deslige fanges med Kroge, satte paa lange Linier, som om Efterhøsten bruges af Uld. Hver Bak Liner, holde 400 Kroge. Hver, som fisker, skaffer til sin Baad 2 saadanne Bakker. Pigerne grave Orme dertil paa den nørre Ende af Landet, hvor de findes i Mængde. Hver Pige graver til to Bakker, følgelig 800 Orme, hver Dag de fiskes med Liner. Humre og Krabber fanges om Sommeren i Garnet, og jo mere Heden tiltager, jo flere, men de rive Garnene sønder, og giøre Fiskerne større Skade en Fordel. Dyber, hvor de fiske, er skabt som et Driste-Trug, dybest i Midten og grundere mod Siderne. Fanøerne, saavel de fra Synderhoe som Norbye, fiske paa en Strekning af 8 á 10 Miile fra den Øe Sild som der synderste de fiske, hvor de ere fire Miile fra Landet og paa 12 á 13 Favne Vand. Fiskene, som fanges, blive enten ludede, eller saltede og tørrede. Lud-Fisken behandles saaledes: Flyndrene afskiæres Hovederne, ridses paa den ene Side, Indvolden udtages, legges 24 Timer i reent Sand, derefter vel aftoes, og hendes op paa Rekker, som i Ruder ere sammenbundne af Halm-Sime og fæstede tet paa hverandre, indtil de blive haarde og hvidblegede af Solen. Hvillingerne skiæres Hovederne af, men ei af Torsken, af begge tages Indvoldene, de flekkes og for Resten omgaaes som Flynderne. Indvolde og Hoveder af Hvillinger holde Indbyggerne for den beste Giøde. Saltet og tør Fisk laves saaledes: Flyndrene afskiæres Hovederne, Indvolden aftages, de toes i mange Vande, hugges med en liden Øxe tvert over 3 4 á 5 gange, ligesom de ere store til, toes igien, settes Natten over i Riiskurve, at Vandet vel kan løbe fra dem, derpaa nedsaltets de med lidet Salt i et Kar eller en Balle 2 á 3 Dage, derefter optages og toes reene, henges saa op i ovenmeldte Rekke, to og to samenbundne ved Halerne, men de maae meget vel tages i Agt for Regn og Dug, thi deraf blive de haarde. Dette Slags Flyndre er det, som andensteds have Navn af Riber-Skuller eller Riber-Flyndre, saa kaldte, fordi en stor Deel deraf sælges aarlig i Ribe i sær til St. Hans Marked, og bleve i forige Tider af Riber-Kiøbmænd første udenlands til Forhandling. Og endskiønt Faningerne nu omstunder selv med deres smaa Fartøier have fundet Veien til Hamborg og andre Stæder i Hertugdømene for at sælge deres Flyndre, beholde de dog det gamle Navn af Tiber-Flyndre. De saakaldte Preste-Flyndre ere af samme Slags, men have ventelig dette Navn af Preste-Tienden, som altid er af de største og beste. Hvillinger, Torsk, og Tunger som saltes og tørres, handles paa samme Maade som Flyndrene, undtagen at Torsk og Tunger beholde Hoveder. Alle Torsk og Hvillinger, som fanges i Efteraaret, nedlegges og saltets, paa saadan Maade: Torsken afskiæres Hovedet, flekkes, skæres i Parter, legges i Lage én Nat, siden nedsaltes i Fierdinger eller Halvtønder. Fisk-Priserne ongefærlig: Riber-Flynder Snesen 12 á 14 Skilling, de ringere 7 á 8 Skilling. Preste-Flyndre Snesen 4 Mark, de selges og Pundeviis. En saltet Torsk 1 Mark. En Rokkel 14 á 16 Skilling, de mindre 6 á 8 Skilling. Saltede Hvillinger Snesen 10 12 á 14 Skilling. Bak-Skuller Snesen 7 á 8 Skilling. Ludeflyndre Snesen 7 Skilling. Lud Torsk Stykker 1 Mark. Lud Hvillinger Snesen 8 á 10 Skilling. Saltet Torsk Fierdingen 9 10 á 12 Mark. Saltede Hvillinger Fierdingen 6 á 7 Mark."[383]

Jonge beskriver i 1777 Fanøs fiskeri således: "Fiskeriet er en god Deel af Fanøernes Næring, og deles i Vaar- og Høstfiskeriet; her fanges de bekiendte Flyndre, som kaldes Riberskuller, hvilke de føre udenlands til Hamborg at sælges. De andre Slags Fisk ere Præsteflyndre, Hummere, Taskekrabber, Hvillinger, Torsk, Langer og Rokker; hvilke de sælge deels ferske deels ludede, deels saltede, og deels tørre".[384]

Fiskerlejerne i 1800-tallet (1800-1870)Rediger

Om fiskeriet på Sjælland i begyndelsen af 1800-tallet skrev Gregers Begtrup i 1803: "Efter Landets Beliggenhed skulde man formode at Strandfiskerie maatte være en vigtig Næringsgreen for Landalmuen og Søekysterne. Men samme er ikke af stor Betydenhed. De fleste og betydeligste Fiskelejer findes i den nordøstlige Deel af Landet fra Kjøbenhavn til Helsingøer og Gileleie, som forsyne Hovedstaden med Fisk. Disse Fiskere fange en Deel selv, men meget kiøbe de og af svenske Fiskere, og forhandle. Da den svenske Kyst ansees for at være rigere paa Fisk, end den danske, eller maaskee og af den Grund, at den svenske Fisker har mindre Leilighed til Afsætning, som den danske, som finder i Helsingøer og Kjøbenhavn tvende vigtige Markedspladse. Ved Kjøge, Præstøe og Roskilde Fiord leve mange Huusmænds Familier af Fiskerie, især af at stange Aal. Paa de øvrige Kyster gives færre Familier, som beskiæftige sig dermed. Paa den vestlige Kant af Landet gives ofte ikke een eneste Fisker paa flere Miles Strækning ved Søekysten, men Almuen lever blot af Agerbrug. Man har ofte bebreidet Strandbeboerne, og Almuen paa de smaa Øer, at de ei lægge Vind paa Fiskerie, som deres Beliggenhed synes saa let at tilbyde dem. De kan ei frikjendes aldeles. Men til deres Undskyldning tjener, at Fiskerie er paa vore Kyster en meget mislig Næringsgreen, og Almuen tjener ved Jordbrug og Dagleje bedre, vissere, og med mindre Besværlighed til Underhold, end paa Søen. Vore Kyster ere for flade til at Fiskene skulde indfinde sig i Overflødighed. Disse lave Sandgrunde, hvormed Landet er omringet, ere om Vinteren for kolde og om Sommeren for varme, og Fiskene søge Dybet. Og til at søge dem der have vore Fiskere hverken passende Fartøier og Redskaber, ei heller Evne til at anskaffe sig dem, maaskee mangle de og Kundskab til at benytte dem. Tilvisse er det at beklage, at det nylig oprettede Fiskeselskab i Hovedstaden, saa hastig opløste sig, da dets fortsatte Bestræbelser vilde maaskee have ophjulpet denne Næringsgreen."[385]

Fiskeriet i farvandene omkring Sjælland var imidlertid ikke det samme overalt.

ØresundRediger

 
Parti fra Espergærde set mod Snekkersten. Maleri af Vilhelm Petersen fra omkring 1850.
 
Ved Fiskerlejet Sletten. Frisk Kuling. Maleri af F.C. Kjærskou fra 1882.
 
Fiskerstadesten FS 13.

Fiskeriet i Øresund var helt op til omkring midten af 1800-tallet stadefiskeri: hele kysten var inddelt i fiskestader, og inden for hvert stade var det kun tilladt for brugeren (i praksis flere samarbejdende brugere) at opsætte deres garn og ruser. Midt i århundredet var befolkningsudviklingen nået så langt, at der i de enkelte fiskerlejer udviklede sig grupper af "frie" fiskere, det vil sige fiskere uden mulighed for stadefiskeri. Derved udviklede sig også et modsætningsforhold mellem de to grupper, og det krævede en statslig indsats endegyldigt at løse dette modsætningsforhold.

I 1875 afgav Jonas Collin en skildring af fiskeriet i Humlebæk. heri oplyses: "Fiskerleiet Humlebæk ligger omtrent 1 Mil S. V. for Helsingør og hører som Fæstegods ind under Kraagerupgaard. Fiskernes Antal er 22, Fiskerbaadenes c. 30. Baadene ere for største Delen byggede i det nærliggende Fiskerleie Espergjærde af Eg eller Lærk og holde sædvanligvis 16 Fod over Stevnene, enkelte indtil 20. I Havnepenge betales for hver Fiskerbaad 16 Mk. aarligt til Havnens Eier, der er uberettiget til at lukke den og forpligtet til at vedligeholde den med 6 Fods Dybde. Denne Havn bidrager væsentligt til at sætte flere af Fiskerne i Stand til at holde større Fartøier, med hvilke de føre Brænde, Søsten, Mursten o. A. især til Kjøbenhavn. Herved er Fiskeriet kommet til at spille en mindre Rolle, men er dog endnu i Forhold til Leiets Størrelse ret anseligt.

Bundgarns- og Aalerusefiskerierne ere, om end ikke de eneste, saa dog uden Sammenligning de, der have den overveiende Betydning som Indtægtskilde.

Af Bundgarn findes 3. Hvert af dem eies af 3 Familier, der ligeligt deltage i Udgifterne og indtægterne. Bundgarnene, som overalt ere meget kostbare Redskaber, blive her og i et Par af de nærliggende Fiskerleier paa Grund af Stedforholdene endnu dyrere end paa de fleste andre Steder paa denne Kyst, idet det grunde Vand strækker sig saa langt ud fra Landgrunden, at "Raden", der begynder ved denne, maa have en betydeligere Længde end sædvanligt. Til Anskaffelsen af et saadant fuldstændigt Bundgarn medgaaer der c. 1000 Rd., og Udgifterne til Vedligeholdelsen beløbe sig aarligt til 200-250 Rd.

Bundgarnet "røgtes" hver Dag, naar dette ikke er umuligt paa Grund af Storm. Røgtningen foretages i Reglen fire Gange dagligt, undertiden, naar der er mange Fiskestimer, endog indtil 8 Gange om Dagen; dette gjælder navnlig for den Tid, i hvilken Hornfiskene udgjøre den vigtigste Fangst; thi disse Fiske gaae lettere ud igjen af Garnet end andre Fiske, navnlig lettere end Sildene og ere i det Hele taget mere "udspekulerte" end disse.

Om Foraaret, i den første Tid efter Bundgarnets Udsætning, fanges udelukkende Sild. I Mai kommer Hornfisken Nord fra, undertiden førend Silden er gaaet bort, og samtidigt fanges af og til en Del Torsk. Naar Hornfisken har leget sidst i Mai eller lidt senere, gaar den Syd paa, og da tages - som ovenfor omtalt - Bundgarnet i Land for at tjæres. Naar det lidt ind i Juli Maaned atter er sat ud, indfinder Makrellen sig Nord fra, hvor den har leget, og fanges i stort Antal navnlig i Slutningen af Juli, ofte sammen med smaa halvvoxne Sild ("Sommersild"). Disse sidste faaes forøvrigt af og til hele Sommeren igjennem. Midt i August vandrer Hornfisken tilbage Syd fra, hvor den har "samlet Fedt", og fanges da i Mængde "paa Nordgangen" lige indtil Midten af September. Efter Mikkelsdag fanges Hornfisken kun enkeltvis, thi "Lønnen" er draget længere Nord paa. De største faaes i September, og det Samme gjælder om Makrellen. Storsilden, der ligeledes vender tilbage om Efteraaret, faaes kun i stort Antal efter Storm af N. V. Denne Vind giver ogsaa om Foraaret den bedste Fangst.

Hornfisken faaes især med Paalandsvind og lidt frisk Kuling. Den lader sig drive end med Søen indtil den træffer lys Sandbund, vender derpaa om eller holder sig langs Land, hvorved den da træffer paa Raden, gaaer udad langs denne og løber lige ind i Hovedet. Er Søen for stærk, saa at Vandet bliver uklart og Bunden røres op, gaaer Hornfisken ikke ind mod Land, men holder sig paa Dybet. Silden nærmer sig derimod Kysten, naar Vandet er rørt, og kommer navnlig om Foraaret ind under Land med frisk Kuling af V. N. V."[386]

Collin oplyser ogsaa, at bundgarnsfiskeriet i Sletten mod syd og Espergærde mod nord foregik på samme måde, men at bundgarnsfiskeriet i Skotterup og Snekkersten længere mod nord foregik uden brug af flærad, "idet Dybet her gaaer lige ind til Landgrunden".[387]

Om ålerusefiskeriet oplyser Collin: "Ruserne sættes i Række udefter, dog ikke i lige Linie, men saaledes, at den inderste er den sydligste; den næste staaer et Par Alen længere Nord paa ("nedefter") og saa fremdeles; men stærk Strøm under Røgtningen kan undertiden forrykke Pladsen lidt, saa at de kommer hverandre endnu nærmere.

Antallet af de Ruser, som hvert Selskab sætter, er meget forskjelligt og retter sig for en Del after Bundens Beskaffenhed paa de forskjellige Steder. Hvor Bunden er Jevn indtil en større Afstand fra Kysten, og hvor der findes Græs uden altfor mange store Stene, sættes Ruserne i een Række i et Antal af indtil 90 Stkr.; saaledes paa Fløiterup-Stadet. Paa de to kongelige Nivaa-Stader, som ligge tre Fjerdingvej S. for Leiet, men trods denne fjerne Beliggenhed dog ere eiede af Humlebæksfiskere, sættes Ruserne i to jævnsides Rækker med 24 i hver.

Med Undtagelse af to Fiskere deltage de alle i Aalerusefiskeriet. Nogle Fiskere have hver kun 10-12 Ruser, andre mellem 30 og 40. I Alt findes 8 Stader, som besættes af Humlebæksfiskere. Det samlede Antal Ruser i Leiet beløber sig til henimod 300.

Røgtningen foretages altid med Søndenvande ("Strøm"), dog maa Strømmen ikke være altfor haard. Baaden lægges altid med Stevnen mod Syd. Man begynder med at tage Stikket af Vageren, som derved af sig selv hæver sig op; den tages nu helt op af Vandet og lægges paatværs over Baaden med Gaffelen udefter, saaledes at en Aaretold stikker op gjennem Gaffelhullet og forhindrer Vageren i at glide. Derefter lægges Nordtouget paalangs over Baaden, saaledes at Letten kan hales ind fra det agterste Tolderoer samtidigt med, at der fra det Tolderoer, over hvilket Gaffelen ligger, hales ind i Stivelinen. Saasnart Kugen er halet ind i Baaden, løses Gumpebaandet op, hvorved Kugen frigjøres fra Rusen. Naar den er tømt, renses Rusen fra Tang, Krabber, Brændevabler, Smaafisk o. L., og efterat Kugen atter er bunden paa, "stives den ud" paany. Røgtningen foretages een Gang dagligt forsaavidt Veir- og Strømforholdene tillade det. Efter Røgtningen sættes Aalene i Hyttefade eller Kuger, forsaavidt de ikke strax sælges. I de senere Aar betales de med 20-22 Mk. pr. Lpd. i Kjøbenhavn, hvortil en Del føres; men Størstedelen sælges dog til Kvaserne, af hvilke een hører hjemme paa selve Leiet og 2 idet nærliggende Sletten. Tydske Kvaser begynde nu ogsaa at indfinde sig.

Aalerusefiskeriet tager i Regelen sin Begyndelse omtrent ved Mikkelsdagstid, dog vælges altid Tiden lige efter Fuldmaane, da Fiskeriet uden Sammenligning giver det bedste Udbytte ved aftagende Maane. Fiskeriet vedvarer kun i henimod to Maaneder og er altid sluttet til Mortensdag. De første 8-10 Dage ansees for at give størst Fangst. Stjerneklar Himmel med mørk Maane og nordlige eller nordøstlige Vinde med Søndenstrøm er bedst. I Regnveir fiskes der sjeldent godt. 1 Lpd. for hver Ruse i en Nat regnes for god Fangst; stundom, navnlig i Fiskets Begyndelse, kan faaes mere end det Dobbelte. Naar Ruserne have staaet ude i 3 Uger, tages de ind og blive paa Land i 8 Dage, indtil det atter bliver aftagende Maane; naar de da paany have staaet ude i 3 Uger, tages de ind, og dermed er Fiskeriet ophørt. I Mellemtiden tørres og bødes de. Tjæring foretages kun een Gang, nemlig naar Ruserne ere ganske nye, aldrig senere."[388]

En til dels supplerende fremstilling af fiskeriet i det nordlige Øresund blev afgivet af fisker Jens Jonassen i Snekkersten i 1891. Denne lyder i uddrag: "...I Midten af Februar begynder Fiskeri med Stadegarn efter Rødspætter, Sletter og Skrupper. Tillige fanges paa denne Tid enkelte Tunger, Pighvarrer og Slethvarrer. ..Tunger, Pighvarrer og Slethvarrer fanges kun enkeltvis i Sundet, men kunne dog opnaa en betydelig Størrelse og ere meget gode.

...I Begyndelsen af Marts, naar man antager, at Isen ikke vil kunne gjøre mere Skade, begynde Fiskerne at tænke paa Udsættelsen af Bundgarn. ...Bundgarnene ere særligt beregnede paa Trækfisk. Garnet bestaar af et "Hoved" med vedhængende, omtrent 100 Favne lang "Rad". Naar Fisken da trækker fra det ene Sted til det andet, og Vind og Strøm sætte den ind under Land, og den saa paa sin Vandring træffer Raden, ligger det i Fiskens Instinkt at søge ud efter Dybet. Nu staar Raden midt for Indgangen til Hovedet, saaledes at der kan gaæs ind fra begge Sider. Fisken kommer nu til Garnet og gaar stadigt rundt i dette uden at lægge Mærke til den Aabning, ad hvilken den kom ind. Et saadant Garn koster ca. 2000 Kr. og kan rigeligt rumme en Fangst paa 3 til 4 Baade aldeles fulde.

I Marts og April Maaneder bestaar Fangsten saa godt som udelukkende af Sild, dog lidt senere hen, naar Hornfisken begynder at trække, fanges ogsaa nogle afdem og desuden en Del Makrel. Bundgarnsfiskeriet har i de senere Aar ikke betalt sig, da baade Hornfisk og Makrel næsten helt ere udeblevne, og Bundgarnet for at holdes i fornøden Stand maa fornyes med en Fjerdedel hvert Aar.

Efter Midten af Maj Maaned begynder Makrelen i gydefærdig Stand at trække gjennem Sundet for at naa ned i Øresundet og ogsaa afsætte sin Rogn der. ...Saasnart man mærker, at Makrelen er i Anmarch, gaa Hundreder af Baade ud baade fra dansk og svensk Side med Drivgarn. Garnene sættes ud ved Tusmørkets Frembrud, helst med stærk norden Strøm, og hales ved Daggry. Saasnart Strømmen skifter om til Syd, er det helt forbi med Fangsten.

...Naar man nærmer sig Midsommer, kommer der en død Tid for Fiskerne. Dels bevirker Varmen, at Fisken gjerne trækker til Dybs, dels er det næsten en Umulighed at sætte Garn ud uden strax at faa dem fyldte af Snavs, idet det just er paa den Tid, at alle Havplanter voxe til.

...Sidst i August og først i September begynde Hornfisk og Makrel at trække tilbage fra Østersøen. Nu sætter Fiskeren Makrelgarn ud efter dem, ikke som paa Forsommeren Drivgarn, men derimod Garn sænkede paa en Dybde af 3 til 8 Favne Vand. Fisken er da meget fed og behøver ikke at søge sin Næring i Vandets Overflade, men haster i Stimer til fjernere Vande.

...I Midten af August begynder Fiskeren at sætte ud til et af sine kjæreste Fiskerier, det nemlig, hvortil han behøver alt sin Snille for at gjøre det saa frugtbringende som muligt. Jeg tænker her paa Fiskeriet efter Vandreaal. Fra Helsingør til noget forbi Sletten findes der til dette Fiskeris Drift fast afgrænsede Stader, som Staten engang for mange Herrens Tider siden har lovformeligt solgt til Fiskerne, saaledes at der endog er udstedt Skjøder paa dem og betales Stats-Skat af dem ganske som Tilfældet er med en Ejendom paa Land. Men der er rigtignok den Ulempe ved disse Stader, at over Halvdelen af de herbønde Fiskere ikke kan komme til at drage Fordel af dette Fiskeri, idet ingen Stadeejer taaler, at nogen Uvedkommende sætter paa hans Territorium. Enkelte kunne vel faa Pladser til Leje, men det er da i Reglen kun faa Steder, hvor Ejeren ikke selv bryder sig om at komme, eller saa langt ude, at man er altfor udsat for ved opankrede Skibe at faa sine Redskaber ødelagte, ligesom det ogsaa paa Grund af den stærke Strøm er forbundet med stor Vanskelighed at passe disse. Det egentlige Fiskeri falder i Tiden mellem Mikkels- og Mortensdag, og mange ere de Betingelser, som udfordres for, at Udbyttet skal blive virkeligt godt. Først udsættes de saakaldte Vagere i en lang Række, den ene forbunden med den anden, fra hvor Grusbunden begynder og ud paa indtil 7 Favne Vand. For at holde Aalerusen fast til Stedet benyttes til hver Vager 4 saakaldte Krabber, en Slags Trækryds, hvortil der ved Hjælp af 4 sejge Kjæppe fastgjøres en temmelig stor Sten. En saadan Krabbe fungerer da som Anker. Saasnart det har været Fuldmaane, udsættes Ruserne. Aaleruserne er et rundt bundet Garn, udspilet ved Hjælp af 4 til 5 runde Bøjler, indvendigt 2 a 3 Kalve og en fast Rad med en fra den største Bøjle udgaænde kort Arm. Nu udfordres østlig Vind, sydlig Strøm, stjærneklar Himmel, men mørk Maane fra 1 Time om Aftenen og indtil det igjen er lys Maane hele Natten. Ere disse Betingelser tilstede, kan Fiskeriet være udmærket godt. Ofte er der bleven fanget Masser af Aal den ene Nat med den gode Lejlighed, medens man næste Nat, naar Vinden er gaaet om til Vest med Regn og norden Strøm ikke har været istand til at bjærge en eneste.

...Sidst i November og først i December tages baade Aaleruser og Bundgarn i Land. Dels er det nemlig til den Tid forbi med Aalen, og dels er Trækfisken borte. Men Aalerusen ombyttes med Torskerusen, der derefter holdes ude hele Vinteren. Den bedste Tid for denne Fangst er, naar det er maanelyst hele Natten med nogen Søgang. Nu begyndes igjen med Snøre og Kroge, og Aaret ender saaledes, som det begyndte."[389]

Sjællands kattegatkystRediger

 
F.C. Kiærskou: Parti af fiskerlejet Aalsgaard ved Hellebæk, maleri fra 1885.
 
Johan Jens Neumann: Udsigt af Gilleleje, maleri fra 1800-tallet.

I 1874 afgav Jonas Collin en skildring af fiskeriet i Aalsgaarde, Boderne og Ellekilde. Heri oplyses blandt andet: "Det første Fiskerleje Nord for Helsingør er Aalsgaard, der som Fæstegods hører ind under det Schimmelmannske Fideikommis. I hvor vel dette hverken er Tilfældet med Boderne eller det endnu nordligere liggende Ellekilde, omtales de to sidst nævnte Steder dog naturligst under Et med Aalsgaard, da de i Henseende til Fiskeriets Udøvelse ikke adskille sig fra det nævnte Fiskerleje og desuden hver for sig ere for ubetydelige til at behandles særskilt, idet Boderne kun omfatter 4 Fiskerhuse, Ellekilde endog kun 2.

Fiskernes Antal er i alt 50, hvoraf 41 høre til Aalsgaard, 7 til Boderne og 2 til Ellekilde.

Af Baade findes 22, nemlig 17 i Aalsgaard, 3 i Boderne og 2 i Ellekilde. De ere alle mindre Joller, største Delen 17-18 Fod over Stevnene, enkelte, som fortrinsvis anvendes til Sildefiskeri, c. 19 Fod; de fleste ere ældre Bergens- og Arendals-Joller, som ere fortømrede; først i de senere Aar have Fiskerne begyndt at lade deres Baade bygge i Helsingør og de Syd derfor liggende Fiskerlejer Espergjærde og Skotterup. Kun faa af Baadene ere af Eg, de fleste af Fyr og Lærk.

Indsejlingen til Landingsstederne ved Aalsgaard er ofte forbunden med Vanskelighed, navnlig ved Lavvande, da Kysten er fuld af Sten, og da Søen ved nordlige og vestlige Vinde bryder stærkt paa Revlerne. Fiskerne maa derfor saa godt som altid trække deres Baade paa Land, naar de komme ind, og da dette sker til forskjellige, ubestemte Tider og paa flere Punkter af Kysten, kunne de ikke gjøre Regning paa gjernsidig Hjælp ved Optrækningen. Baadene kunne derfor ikke være større, end at 2 Mand med nogen Anstrengelse kunne hale dem paa Land, og Mangelen af en Havn er saaledes meget følelig.

I Aalsgaard og Ellekilde spille Krog- og Garnfiskeriet omtrent lige vigtige Roller om Sommeren, hvor imod der fra Boderne saa godt som udelukkende drives Garnfiskeri paa denne Tid af Aaret. Om Vinteren derimod fiskes kun med Kroge.

Naar undtages Sildefiskeriet om Efteraaret, ved hvilket der som oftest dannes Baadselskaber, hvert paa 3 Mand, fiskes der af 2 Mand paa hver Baad."[390]

I 1877 afgav Jonas Collin en skildring af fiskeriet i Gilleleje. Heri oplyses blandt andet: "Gilleleie ligger ved Kattegattets sydlige Kyst, næsten 3 Mil N. V. for Helsingør. Fiskernes Antal er i Alt 124. Af disse beskjæftige 116 sig med Sildefiskeriet om Efteraaret, 60 med Rødspættefiskeriet om Vinteren.

Af Baade findes der ialt 48. De 20 af disse anvendes udelukkende til Fragtfart, 2 anvendes desuden til Fiskeri, 21 alene til Silde- og Rødspættefiskeri og 5 smaa Baade til Torskefiskeriet under Land. De største stikke 3-4', ere paa 2-2 1/2 Læster, byggede af Eg med galvaniserede Jernklinker og koste fuldt udhalede 10-1400 Kr. De bygges alle i Sverrig, navnlig i Viken, mellem Kullen og Helsingborg.

Den nyligt anlagte Havn er af stor Betydning for Fiskerne og vil udentvivl bidrage betydeligt til Fiskeriets Opkomst.

Hver Baad eies sædvanligvis af 1 eller 2 Mand. Ved Fangstens Deling erholder Baaden "den 9de Skilling" c: 1/2 af Udbyttet; men den skal "svare Hold og Knub" c: levere Linegods og Vagere til Redskaberne.

Krogfiskeriet er uden nogensomhelst Betydning og drives kun af Drenge, der af og til om Foraaret kaste nogle faa Hundreder Kroge inde paa Grunden. Til Agn bruge de enten Orm, som stampes under Land (ganske som i Aalsgaard), eller Kong og Muslinger, (Modiola umbilicata, Penn.), som de pille af Garnene.

Garnfiskeriet er den sikreste, om end ikke altid den betydeligste Indtægtskilde for Fiskerne, idet Udbyttet er langt mindre variabelt end ved Sildefiskeriet. Det drives saa godt som hele Aaret rundt med Undtagelse af Tiden fra August til midt i November. I denne Periode falder nemlig Sildefiskeriet, og naar dette er forbi, benyttes Tiden til Behandling af Jordlodderne. Fra Nov. til Slutningen af Marts, da Foraarsfiskeriet begynder, fiskes mest paa "Smittenstraa", der ligger 2-2 1/2 Mil N. V. t. N. for Gilleleie med 11-14 Fv. Vand; tidligere seilede man betydeligt længere bort, undertiden helt over mod Anholt, dog navnlig om Foraaret. Garnfiskeriet drives om Vinteren af 70 Mand paa 9 Baade, hver med 7-8 Mand.

Om Foraaret begynder Garnfiskeriet gjerne i April Maaned og fortsættes indtil Udgangen af Juli. Det drives navnlig paa "Raageleie-Ler," hvor der haves 9 Fv. Vand med blød Bund, paa Lysegrunden, især paa Sydsiden, Østsiden og Nordsiden af Grunden med 6-9 Fv. Vand og Sandbund, udfor Klint (saaledes benævne Fiskerne det bekjendte Klintebjerg-Kalkbrud 1 1/2 Mil V. N. V. for Isefjordens Indløb) paa 7-8 Fv. Vand med Kledderbund og i de senere Aar ved Sjællands Rev. Udfor Klint fiskes der navnlig om Sommeren og i Regelen med gamle Garn, som ikke anvendes til Vinterfiskeriet. Ved Lysegrunden, hvor der faaes de fleste "Herrefisk"(Pighvarrer, Tunger, Slethvarrer og af og til Helleflyndere), begyndte Fiskeriet først for lidt over 40 Aar siden. Mellem Liseleie og Tisvildeleie, i den saakaldte Lisebugt fiskedes der udmærket for 25-30 Aar siden paa 3 Fv. Vand med ren Sandbund; der fangedes ofte 50 Ol Rødspætter i 25 Garn, undertiden endog 4 Ol i et og andet Garn; nu faaes der aldrig Noget, siden der er kommet Græstang.

Foraars- og Sommerfiskeriet drives af 19 Baade med 5-7 Mand paa hver. Tidligere, da der ingen Havn fandtes, var Besætningen èn Mand større paa hver af Baadene, da disse skulle trækkes paa Land. Den almindelige Fangst beløber sig gjennemsnitligt til 10-15 Ol Rødspætter pr. Baad; ikke sjeldent stiger Udbyttet imidlertid til 20 Ol eller derover.

Smålandsfarvandet og StorstrømmenRediger

På de syddanske øer i tilknytning til Smålandsfarvandet og Storstrømmen fandtes i midten af 1800-tallet angiveligt kun et enkelt egentligt fiskerleje: Hesnæs i Åstrup sogn ved Stubbekøbing. Fiskerne måtte dog sejle ud til de egentlig fiskepladser, hvor de angiveligt fangede "sild, torsk, ål, flyndere, aborrer og anden fisk".[391] Endvidere blev fiskeri drevet som binæring på småøerne nord for Lolland.[391]

FynRediger

Endnu i begyndelsen af 1800-tallet var fiskeri og fragtsejlads ofte virksomheder udøvede fra samme sted. Således omtales Hauge og Stige ved Odense Fjord i 1806 som bekendte fiskerlejer[131], skønt de tillige var udhavne for Odense.

ØstjyllandRediger

For Vejle amt oplyser Begtrup i 1808: "Fiskeri benyttes ikke, beretter Kammerraad Glud paa Jensgaard, da allene ved Klakring ere nogle Fiskerhuse, Strandhusene kaldet, som tilhører Palsgaard, hvor Beboerne have deres meste Næring af Fiskeri."[392]

Om Samsø oplyser Begtrup: "Huusmændene kunde finde god Næring ved Fiskeri, naar nogle Huse vare henlagte ved Stranden, saasom ved Koldbye, Haarmark, Pilemark, Tanderup, Onsberg, Maarup, Nordbye, Besser og Langemark, thi Kysten er fiskeriig paa Hummer, Makrel, Pivarer, Torsk, Sletvare, Flynder, med flere Sorter, men Fiskeriet benyttes ei i den Grad det burde, da Huusmanden tjener hos Gaardmanden, mangler evne til Fiskeredskaber, endvidere Kundskab og Erfarenhed, og desuden boer for langt fra Stranden. Aalefiskeriet drives vel med Flid om Efteraaret, men kunde ved passende Opmuntring blive bedre og fordeelagtigere."[393]

VestjyllandRediger

 
Peter Raadsig: Fiskere fra Vestkysten af Jylland, maleri fra 1854.

For Ringkøbing amt oplyser Hald i 1833: "For Kystboerne er Fiskeri en vigtig Erhvervskilde, ja den egentlige Næringsvej for de fleste Beboere paa hele Kysten langs med Havet; thi enten er deres Avlsbrug ubetydeligt, eller ogsaa besidde de slet ingen Jord, og selv Gaardmændene have ofte Part i Fisker-Baade og Redskaber, om de end ikke personligen deeltage i Fiskeriet. Endog Beboere i Sogne, som ikke støde umiddelbart til Havet, have stundom paa lige Maade Andeel deri. Fra de Steder, hvor Kysten hæver sig meget højt, saasom ved Bovbjerg, plejer man dog ikke at gaae ud paa Havfiskeri. Til de meest bekjendte Fiskerlejer, fra Nord mod Syd, høre de i Harboøre, Trans, Fjaltring, S. Nissum og Huusby Sogne saavelsom nogle paa Udklitterne mellem Ringkjøbing-Fjord og Havet. Harboøre tæller især et stort Antal af Fiskere; alene fra dette Sogn har i Almindelighed været afbenyttet 16 til 18 store Baade til Havfiskeriet. Nissum Sogn har 6 store Baade med 36 Mand, Huusby Sogn 4 større og 2 mindre med 34 Mand, Vedersø Sogn 2 Baade med 12 Mand, Huusbyklit 7 store Baade med 48 Mand, Holmsland Klit (5 1/2 Miil lang) 15 med 118 Mand. Paa Strækningen fra Thorsminde til Nyminde er Tallet paa store Fiskerbaade altsaa i det mindste 34, men skal efter et andet Opgivende være 36 til 38, foruden endeel mindre Baade. Fra Nymindegab drives desuden nu, især af Fiskere fra Ribe Amt, betydeligt Havfiskeri; i 1831 med nogle og tyve store Baade. - De store Baade, som, til Forskjel fra de mindre, kaldes Skibe, føre i Almindelighed 6 Mand, dog stundom 7 eller 8, især paa Holmsland og syd efter, hvor een Mand fra hvert Skib deeltager i at røgte de i Ringkjøbing Fjord udlagte Ruser, som afgive "Ees" c: Mading. Med de mindre Baade gaae sædvanligen 5 højst 6 Mand. Af de til hvert Fartøj hørende Fiskere er den ene "Formand;" hans Bestilling er isærdeleshed at sætte Krogene eller give Bakkerne ud, styre Fartøjet, forestaae Fangstens Deling; hans Stilling giver ham megen Myndighed over de Andre, der i Almindelighed uden Vægring lyde hans Ordrer; næst ham kommer Den, der sidder ved Stavn-Aaren og som tillige røgter Ankeret. Den mindst Dygtige plejer at føre den bageste Aare. Foruden Mandskabet, som saaledes hører til hvert Fartøj, sysselsætter Fiskeriet en Mængde Fruentimmer, ordentligviis et Antal lige med Fiskernes. Hver Mand lejer ofte selv sin Fiskerpige, som for Vaaren sædvanligen faaer 3 à 4 Rd. Cour. i Løn. Fiskerpigerne have nok at tage vare med at tilberede Ees'en, hefte den paa de Sæt Kroge, som ere hjemme, rense og ordne de sidst brugte Sæt Redskaber, reengjøre Fiskene, o.s.v. - Efter endt Vaarfiskeri drage de fleste Fiskere og Fiskerpiger enten til Ringkjøbing eller Ribe, hvor de lade sig bortfæste indtil Michelsdag for at tjene i Hø- eller Kornhøsten. - Stundom ejes Fartøjet med Redskab af en enkelt Mand, men hyppigst er der dog flere Deeltagere i hvert, f. Ex. 2, 3 eller 4.

Fartøjerne, som Fiskerne næsten altid selv bygge, ere spidse til begge Ender og, om just ikke fladbundede, dog kun forsynede med en meget lav Kjøl; de størres sædvanlige Længde er 12 Alen og deres Vide 4 Alen; de ere forsynede med et Storsejl, en Stagfok og en Klyverfok, og de kunne indtage omtrent 10 Læs. De mindre Baade ere ikkun 9 Alen lange, og føre ej altid Sejl. - Til hver større Baad høre 6 Lodder Fiskekroge; hver Lod bestaaer nemlig af 3 Liner, hver paa 200 Alen og til 200 Kroge; den udspændte Bakke indtager saaledes en Længde af 600 Alen. Krogene ere fastgjorte til Linen med 1/2 til 3/4 Alen lange Strikker, saakaldte Tøvser. Liner og Strikker ere af Tykkelse som fiint Sejlgarn; hine af trespundet, men disse kun af tospundet Garn, og forfærdiges af fiin, men stærk, reenheglet Hamp. Til hver Bakke hører et firekantet Trug, hvorpaa den, tilbørligen ordnet, føres ombord. Bekostningen for hver Bakkes Anskaffelse kan anslaaes til 13 til 15 Mk. fl. holst. Courant. Til at bringe de fangede Fisk, især de store, fra Vandet op i Baaden og fra denne i Tønden, hvori de bæres i Land, bruges en 1 Alen lang Stok, saakaldet Hæg, med en Hage paa den ene Ende.

Til Mading brugtes tilforn meest et Slags smaa Orme, som i Ebbetiden opgravedes ved Fjordbredderne; men efter de haarde Vintre 1812 og 1813 ere disse Orme blevne meget sjeldne og kunne ej faaes i nogen Mængde, hvorfor man nu i deres Sted benytter Fisk, helst saadanne, der er blanke og skinne i Vandet, især Sild, ogsaa Helt og Skaller, Flynder, Smelt og overhovedet alt Slags Fjordfisk; stundom og saakaldte Søkokker eller Søhaner, hvilke Skindet drages af; fremdeles nogle smaa Fisk, Tobisser kaldede. At Fiskerne kunne i Nærheden forsyne sig med den fornødne Mading, er dem af Vigtighed, da de Sild og andre Fisk, som dertil bruges, ere mindre tjenlige naar de ikke er friske. Stundom kunne Sild, Tobisser og Marsvin i varmt Vejr drages med Vaad paa Havet inde under Land; men nogle Fiskerlejer, saasom Fjand, Huusby, Nissum og Vedersø, maae ofte, især naar Thorsmindegabet tillukkes, paa Vogne helte Silden, - som i Mængde fanges med Ruser i Ringkjøbing Fjord ud for Ringkjøbing By og Gammel-Sogns kirke, - fra denne By eller fra Holmsland Strandgaarde. I Nymindegab er det dog især, at Sildefiskeriet har været drevet med Kraft, og de, som deri deltoge, have havt god Fortjeneste ved i Ringkjøbing at afhænde Mading-Sild til andre Fiskere; men efterat Plakaten af 10 April 1829 gav nogle indskrænkende Bestemmelser for Fiskeriet ved Nymindegab, blive nok færre Sild fangede her til Salg. - Ud paa Efteraaret, især naar Vinteren indtræder tidligt, og Fjordene lægge til med Iis, maa Havfiskeriet stundom ophøre eller indskrænkes af Mangel paa Ees; dog kjøbe Fiskerne, naar ej anden Ees kan faaes, Lever af Hornqvæg, saa og spæde Kalve Hestekjød etc., som da anvendes til Mading. Denne skjæres altid i firekantede Stykker, saa store som en Fingerende, og paasættes saaledes, at den heelt gjennemstikkes af Krogene.

Foraarsfiskeriet plejer at begynde ved Paasketid, egentligen fra Slutningen af Marts, og fortsættes indtil St. Hansdag; Vinterfiskeriet drives fra Michelsdag indtil Juul, eller saalænge Vejrliget vil tillade, og Ees kan erholdes. Kun Enkelte, og det meest i Harboøre, ligge paa Fiskeri Aared om; disse boe Kysten eller Klitterne nærmest, og have aldeles intet Avlsbrug eller andet Erhverv. I godt Foraarsvejr drage Fiskerne almindeligviis paa Havet i Dagningen, og komme hjem om Middagen eller tidligt paa Eftermiddagen; losse de Fangsten, drage stundom i roligt Vejr ud igjen samme Dag, komme atter hjem enten om Aftenen, eller kaste Anker naar Bakkerne ere satte og, benyttende de lyse Nætter, forblive paa Havet indtil næste Morgen; dog er det sjeldent, at de gjøre mere end een Tour i Døgnet, hvad enten de drage ud tidligt om Morgenen eller seent paa Aftenen.

...De Fiskearter, som Havet i størst Mængde afgiver, ere Hvidlinger, Kabliau og mange andre Slags Torsk (naar Hvidlingen har slugt Ees'en og sidder fast paa Krogen, sluges den atter af Torsken og Rokken) samt Langer. Der fanges og endeel Rokker, eller som de her kaldes Skader, Helleflyndre og andre Flyndre eller Skuller, Rødspetter, Pigvarer; saa og Haaer, nu og da i Mængde, især efter St. Hansdag. Stundom fanges og Marsviin inde ved Strandkanten; dertil bruges stærke Garn, som sættes fra Landet og udad, fastgjorte ved svære Steen; Maskerne i disseGarn ere netop saa store at Marsvinet kan faae Snuden og Hovedet derimellem; og det indvikler sig da let i Garnet; heri fanges og nogle Pigvarer. Sælhunde fanges meget sjeldent, og kun naar de komme paa Land og tilfældigviis findes sovende; man slaaer dem da paa Snuden med det første det bedste, der haves ved Haanden. Hummer falde Sjeldent.

Er Fangsten heldig, da kan en Bakke give 10 Snese Hvidlinger, 2 Snese Torsk, 1 Snees Rokker. Den fedeste Fisk falder fra October til medio Maj; i Decbr. og Januar er den fortrinligst; men paa den Aarstid er Fangsten i det Hele ikke saa riig; da erholdes kun faa Hvidlinger; derimod forholdsvis flere Torsk.

Den største Deel af Fiskene afsættes i fersk Tilstand; dette er isærdeleshed næsten udelukkende Tilfældet med dem, der fanges om Efteraaret, og som af Kjøberne enten spises ferske eller saltes til Vinterforbrug. Mange Læs hentes af Egnens Beboere, selv af Folk, som boe 5 à 6 Miil fra Havet; disse tage ofte, naar Kornpriserne ere høje, nogen Rug med; Mange bringe Sigtebrød og nogle Potter Brændeviin, som alt borttuskes imod Fisk. Megen fersk Fisk bortkjøres af "Drivere," det er Bønder i Kystsognene, undertiden næsten et heelt Sogns kjørende Mænd, der kjøbe den af Fiskerne for en billig Betaling, og igjen afhænde den i kortere eller længere Frastand fra Kysten, deels paa Kjøbstadtorvene, endog stundom i Viborg, deels omkring paa Landet. - Hvert Foraar samles Formændene for Baadene og fastsætte Priserne; saaledes f. Ex. i Foraaret 1832 for en Torsk eller Rokke 6 sk., en Snees Hvidlinger 10 sk.; i Efteraaret respect. 8 og 12 sk., alt Courant.

Hvad der af Fiskerne ikke sælges fersk, tørre de. Sædvanligen flækkes Fisken fra Ryggen mod Bugen, og naar Rygbenet er udtaget, skylles den i Havet og tørres paa Stenene ved Kysten eller paa "Galger" eller "Stejler," (nedrammede Pæle, hvorpaa Lægter, Simer eller Kabelgarn ere anbragte paa tvers til at hænge Fiskene i). Nogle Fisk, især Hvidlinger, paa hvilke Bugen først, som meldt, flækkes, tørres paa Marehalmen i Klitterne; naar de ere næsten tørre, samles de i Bunker, belægges med Fjel og Steen, hvorefter de bindes sammen i hele og halve Snese. Den tørrede Torsk eller Bergefisk sælges efter Vægt, og er ofte dyrere end den norske og islandske. Fisken, som her saaledes tørres, faaer iøvrigt aldeles intet Salt, og er ikke fri for Sand, hvilket dog ved Udblødning og Afbørstning nogenledes fraskilles. Denne Tørfisk, der ikke er saa vel anseet som den, man selv tørrer til egen Brug, især fordi den ej er saltet, føres ogsaa ind i Landet til Forhandling enten af hine "Drivere" eller af Fiskerne selv, som da leje Befordring. Af Høstsilden salte og røge Fiskerne noget af den bedste til egen Vinterbrug. Iøvrigt befatte neppe andre Fiskere sig med Saltning, end de i Harboøre Sogn; disse have en anden Afsætning saavel for deres Fjord- som Havfisk, deels den tørrede og røgede, deels den nedsaltede, i det de i Almindelighed føre den ned ad Fjorden til Aalborg, hvor de kunne kjøbe deres Fornødenheder, deriblandt Hør og Hamp, lettere end i de nærmeste Kjøbstæder. Næsten over hele Amtet udgjør den ferske Havfisk til visse Tider, men den tørrede hele Aaret om en Hoveddeel af Fødemidlerne i enhver Huusholdning. - Leveren af de Fisk, der ikke sælges ferske, samles omhyggeligt i Tønder og deraf toges siden Tran. Rokker, Kabliau, Hvidlinger og Haaer give den meste Tran; den sidstnævnte Fisk derhos den fineste. Om Efteraaret, især henimod Juul, er Fiskeleveren tranrigest. Fiskerne bruge selv megen Tran til Lysning, Resten sælges; af Harboørerne ligeledes til Aalborg. Skindet af Haaen bruges til Træpolitur; denne Fisk søges forresten begjerligt af Bønderne, som ræse den. - Fiskeravn er ingen særskilt Handelsvare; med hvert Læs frisk Fisk, der hentes hos Fiskerne, følger altid baade Lever og Ravn; den friske Ravn nydes forresten gjerne af Fiskerne og Andre. - "Fiske-Snavset" c: Affaldet (Hoved og Indvolde) henkastes ved Strandkanten, hvor Fiskene reengjøres; det giver en slem Stank og usund Luft, hvorfor det er foreslaaet, at saadant Affald burde, naar Vinden bærer fra Land, kastes ud i Havet. Fiskerne hjemføre nu og da et Læs Fisk til egen Brug; den gjælles og renses da ved deres Boliger; i saa Fald have de Affaldet ved Haanden, og anvende det til Gjødning, hvorefter de faae godt Byg, men Virkningen af denne Gjødning bliver snart umærkelig. [394]

Fiskerlejerne i den industrielle tidsalder (1890 og senere)Rediger

 
Tjærelad fra Humlebæk anvendt til tjæring af fiskegarn.

Endnu i 1800-tallet lå de fleste fiskerlejer i Nordvestjylland, ved den sydfynske kyst, i Nordsjælland og på Bornholm. Helt op i 1800-tallet var de fleste fiskerlejer ret små, med fra under 100 til omkring 200 indbyggere, enkelte dog større. Fiskerlejernes fremtoning var lidt uens beroende på de landskabelige forhold. De nordsjællandske fiskerlejer lå sædvanligvis med husene i to rækker langs kysten med en gade gennem bebyggelsen[395]. Bådene blev trukket op på den flade strandbred, og ved lejet fandtes en stejleplads for tørring af fiskegarnene. I tilknytning til hvert enkelt fiskerleje fandtes sædvanligvis en tjæregryde. Frem til indførelsen af nylongarn i midten af 1950’erne var fiskenet tilvirkede af hør, hamp eller bomuld. Sådanne net kunne ikke sættes rå i havet, da de i så fald hurtigt ville blive ødelagte af råd- eller bakterieangreb. Derfor var det nødvendigt at imprægnere garnene. Dette skete med tjære, hvilket samtidig gav garnene et beskyttende lag mod slid fra strøm og bølger. Tjæren blev opvarmet for at få den tyndtflydende og for at vandindholdet kunne dampe af. I den varme tjære dyppedes garnene, som forinden var tørrede på stejlepladsen. De færdigtjærede garn lempedes op på tjæreladdet, som var en skråtstillet tremmebakke med afløb til gryden. For at få de tjæretunge garn, især de store vod og bundgarn op på tjæreladdet brugtes en garnvinde, der var anbragt over tjæreladdet. Garnvinden drejedes med et håndsving. På laddet blev garnene lagt således, at det igen var let at tage fat i, når det skulle flyttes over på en vogn og videre til ophængning på stejlepladsen. Garntjæring foregik et par gange i løbet af en fiskesæson, som kunne vare 9-10 måneder, alt efter vejrliget. Tjæren var stenkulstjære. En imprægneringsmåde, som gjorde garnene endnu mere bestandige, var at barke dem inden tjæringen. I barkkedlen lavede man et afkog af ege- eller birkebark; nogle steder brugte man granbark og grankogler. I denne barksuppe måtte garnene koges i omkring en halv time, inden ilden slukkedes. Nettene blev liggende i afkoget natten over. Derefter blev de skyllet i strandkanten og derpå tørrede, inden de var klare til tjæring. Lettere redskaber som rødspættegarn, hornfiskegarn, krogliner og lignende blev kun barkede. Det bedste middel til barkning var imidlertid kateku (et garvesyreekstrakt afkogt og inddampet af bark og kerneved fra en tropisk akacieart, Acacia catechu), hvilket blev indført og forhandlet fra omkring midten af 1800-tallet og frem til 1960’erne. Barkning skete med omkring en måneds mellemrum i fiskesæsonen. Et velimprægneret garn vedligeholdtes med koldtjæring, som skete med en tyndtflydende tjære.

Men selvom fiskeriet fortsat blev udøvet fra de gamle fiskerlejer, fik de fleste af disse i løbet af og især henimod slutningen af 1800-tallet en egentlig havn, ligesom andre næringsgrene vandt frem, og derved de skiftede karakter til fiskeribyer. Undtagelser herfra udgøres alene af et mindre antal fiskerlejer i Thy: Klitmøller, Lild Strand, Lønstrup, Nørre Vorupør, Sønder Vorupør og Thorup Strand, hvor fiskerbådene fortsat er blevet trukket op på strandbredden.

Omkring 1870 fandtes 65 steder angivne i J.P. Trap: Kongeriget Danmark 2. udgave som fiskerlejer nemlig: i Bornholms Amt: Leuka, Helligpeder, Teglkås, Vang, Tejn, Gudhjem, Melsted, Saltuna, Ypnasted, Bølshavn, Listed, Årsdale, Snogebæk, Sømarkshuse, Boderne, Arnager, i Københavns Amt: Skovshoved, Taarbæk, i Frederiksborg Amt: Sletten, Humlebæk, Espergærde, Skotterup, Snekkersten, Ålsgårde, Hornbæk, Villingebæk, Gilleleje, Rågeleje, Tisvildeleje, Liseleje, Hanehoved, Nøddebohuse, Kikhavn, Hundested, Lynæs, Sølager, Lille Carlsminde, Store Carlsminde, i Holbæk Amt, Sorø Amt, Præstø Amt: ingen, i Maribo Amt: Lilleø, i Svendborg Amt: Nordenhuse, Skabohuse, Bagenkop, Sankt Jørgens, Dyreborg, Bøjden, i Odense Amt: Strandby (Hårby Sogn), Torøhuse, i Vejle Amt: Hølhuse, i Aarhus Amt, Randers Amt, Viborg Amt: ingen, i Aalborg Amt: Klithuseby, i Hjørring Amt: Bangsbostrand, Aalbæk, Lønstrup, Slettestrand, i Thisted Amt: Klim Strand, Torup strand, Febersted, Klitmøller, Vangsaa, Sønder Vorupør, Stenbjerg (Nørhå Sogn), Ålum, Vester Agger, Øster Agger, Røn (Thyborøn), i Ringkøbing Amt: Langerhuse, Harboøre, i Ribe Amt: ingen[396], det vil sige fortrinsvis i Nordjylland, i Nordsjælland og på Bornholm. I Danmarks Statistiks opgørelser over bymæssige bebyggelser fra 1880 til 1955 findes indtil 21 bebyggelser angivne som fiskerlejer, men hverken i det ene eller den andet tilfælde synes der at være givet et fyldestgørende billede, hvortil kommer de vanskeligheder som er forbundet med til- og afgange og med afgrænsningen i forhold til ladepladser og skipperbyer. Af folketællingernes oplysninger om indbyggernes næringsveje fremgår desuden, at der også i flere købstæder fandtes et stort antal fiskere, selvom disse udgjorde en mindre del af indbyggerne (i Skagen udgjorde fiskerne dog endnu 1911 omkring 40% af befolkningen). For 20 af de som fiskerlejer angivne bebyggelser er af Danmarks Statistik for 1930 opgjort indbyggernes næringsveje fordelt på hovedgrupper (hvor fiskeri og landbrug desværre er lagt sammen). Af opgørelsen fremgår, at i 11 af disse udgjorde de sysselsatte i gruppen fiskeri og landbrug mere end halvdelen af indbyggerne; dertil kan lægges to ladepladser, tre byer uden nærmere angivelse og een ø, hvis indbyggere ligeledes for mere end halvdelens vedkommende var sysselsat ved fiskeri m.m. For 7 som fiskerlejer angivne bebyggelsers vedkommende udgjorde fiskeri m.m. mere end en tredjedel men mindre end halvdelen af de næringsdrivende; disse steder kunne måske anses for strandbyer (eller havnebyer) snarere end fiskerlejer (dertil kommer i givet fald yderligere 6 andre bebyggelser).

NoterRediger

  1. Ordbog over det danske sprog: (Moth. F192. VSO.). ( Fiske-. Holb.DH.I.616. Fiskeleierne (1834: Fiskerleierne). Mall.SgH. 48. HCAnd.Breve.I.9). bebyggelse ved stranden, hvis indbyggere lever af fiskeri (jf. Johs Steenstr. (HistTidsskr.7R.VI.146ff.))
  2. Mortensøn (1996), s. 241
  3. Stoklund (2000), s. 86-88
  4. Stoklund (2000), s. 88-93
  5. Stoklund (2000), s. 93-107
  6. Berg et al., s. 164-165 og 173-181
  7. Den argumentation, som Bjarne Stoklund anfører herimod og bruger som begrundelse for, at bønderne selv forestod bondeseglationen, jvf. Stoklund (2000), s. 107-115, er ikke overbevisende
  8. Schou (1969), s. 11
  9. Salmonsens Konversionsleksikon, bind XXII (1927), opslag "Sundet" (s. 587-588)
  10. Hermann (1969), s. 39
  11. Hermann (1969), s. 41
  12. Hermann (1969), s. 42
  13. Enemark (1981), sp. 572
  14. 14,0 14,1 14,2 14,3 14,4 Larsen (1969), s. 15
  15. Larsen (1969), s. 14
  16. 16,0 16,1 16,2 16,3 Salmonsens Konversionsleksikon, bind XVIII (1924), opslag "Nordsøen" (s. 31-32)
  17. 17,0 17,1 Hermann (1969), s. 35
  18. Hermann (1969), s. 37
  19. Hermann (1969), s. 36
  20. 20,0 20,1 20,2 20,3 20,4 20,5 20,6 Poulsen (1968), s. 220
  21. Poulsen (1968), s. 372
  22. Poulsen (1968), s. 374
  23. 23,0 23,1 Poulsen (1968), s. 375
  24. Poulsen (1968), s. 376
  25. Poulsen (1968), s. 377-378
  26. Frandsen (1988), s. 58
  27. Poulsen (1968), s. 231
  28. Poulsen (1968), s. 232
  29. Poulsen (1968), s. 230
  30. Frandsen (1988), s. 59
  31. Poulsen (1968), s. 381
  32. Poulsen (1968), s. 382
  33. Poulsen (1968), s. 383
  34. 34,0 34,1 Poulsen (1968), s. 390
  35. Poulsen (1968), s. 255
  36. Poulsen (1968), s. 256
  37. 37,0 37,1 Poulsen (1968), s. 257
  38. 38,0 38,1 Poulsen (1968), s. 258
  39. Poulsen (1968), s. 259-260
  40. Frandsen (1988), s. 60
  41. 41,0 41,1 Poulsen (1968), s. 275
  42. 42,0 42,1 Poulsen (1968), s. 276
  43. 43,0 43,1 43,2 Poulsen (1968), s. 247
  44. Poulsen (1968), s. 248
  45. Poulsen (1968), s. 249
  46. 46,0 46,1 Poulsen (1968), s. 250
  47. Poulsen (1968), s. 262
  48. Poulsen (1968), s. 263
  49. Rasmussen (1975), s. 6
  50. Lundbæk (1975)
  51. Collin (1874), s. 11
  52. 52,0 52,1 52,2 Stoklund (2000), s. 32
  53. Stoklund (2000), s. 89
  54. Stoklund (2000), s. 32f
  55. Stoklund (2000), s. 39
  56. Stoklund (2000), s. 33
  57. Stoklund (2000), s. 34
  58. Stoklund (2000), s. 36
  59. Collin (1874), s. 11-13
  60. Collin (1874), s. 15-17
  61. Collin (1875), s. 4-18
  62. Collin (1875), s. 18-24
  63. Stoklund (2000), s. 134
  64. Stoklund (2000), s. 133
  65. Stoklund (2000), s. 132
  66. Collin (1874), s. 3-11
  67. Nellemann (1975), s. 19-28
  68. Højrup (1975), s. 29-34
  69. 69,0 69,1 69,2 69,3 Mortensøn (1996), s. 244
  70. Mortensøn (1996), s. 242
  71. Mortensøn (1996), s. 245
  72. 72,0 72,1 Berg et al., s. 162
  73. Stoklund (2000), s. 68f
  74. Stoklund (2000), s. 60f
  75. Stoklund (2000), s. 13ff
  76. Stoklund (2000), s. 18
  77. Stoklund (2000), s. 13, 22
  78. Stoklund (1959)
  79. Stoklund (2000), s. 54-56
  80. Stoklund (2000), s. 16
  81. Stoklund (2000), s. 18f
  82. Stoklund (2000), s. 20
  83. Stoklund (2000), s. 16, 21
  84. Stoklund (2000), s. 21
  85. Stoklund (2000), s. 22-26
  86. Stoklund (2000), s. 27
  87. Stoklund (2000), s. 27f
  88. Stoklund (2000), s. 29-33
  89. Stoklund (1959), s. 102
  90. Stoklund (2000), s. 28
  91. Stoklund (2000), s. 59
  92. 92,0 92,1 Stoklund (2000), s. 60
  93. Stoklund (2000), s. 67
  94. Stoklund (2000), s. 65-67
  95. Stoklund (2000), s. 61-64, 178
  96. Stoklund (1959), s. 114-115
  97. Stoklund (2000), s. 94-97
  98. Stoklund (1959), s. 112, 119
  99. Hald (KLNM, bd. 2), sp. 33
  100. Hald (1950), s. 135-137
  101. Appel og Frandsen, s. 149
  102. Appel og Frandsen, s. 150
  103. Appel og Frandsen, s. 151
  104. Nielsen, s. 85
  105. Nielsen, s. 266
  106. Stoklund (2000), s. 97-100
  107. Stoklund (1959), s. 115
  108. Hansen, s. 70f
  109. Hansen, s. 76-80
  110. Hansen, s. 78
  111. Hansen, s. 79
  112. Hansen, s. 74f
  113. Hansen, s. 79f
  114. Hansen, s. 81
  115. Stoklund (2000), s. 68
  116. Rasmussen (1968), s. 33
  117. Stoklund: "Sildefiske. Danmark" (i: KLNM, sp. 248-249)
  118. Rasmussen (1968), s. 36
  119. Rasmussen (1968), s. 37
  120. Rasmussen (1968), s. 38
  121. Wulff, s. 276
  122. Wulff, s. 278
  123. Wulff, s. 278f
  124. Samlinger til jysk Historie X, s. 172
  125. 125,0 125,1 Trap (1901), s. 22
  126. Lønstrup og Nielsen, s. 21
  127. Lønstrup og Nielsen, s. 30
  128. Lønstrup og Nielsen, s. 23
  129. 129,0 129,1 129,2 129,3 129,4 Jacobsen, s. 228
  130. Porsmose (1988), s. 127
  131. 131,0 131,1 131,2 131,3 Porsmose, s. 150
  132. Porsmose (1988), s. 149
  133. Stoklund (1959), s. 108
  134. Stoklund (2000), s. 67
  135. 135,0 135,1 Porsmose (1988), s. 322
  136. Porsmose (1988), s. 321
  137. Porsmose (1988), s. 332
  138. Porsmose (1988), s. 330
  139. Porsmose (1988), s. 339
  140. Porsmose (1987), s. 152
  141. Porsmose (1988), s. 340
  142. 142,0 142,1 Porsmose (1988), s. 378
  143. Hansen (1970), s. 58-59
  144. Stoklund (2000), s. 116
  145. Porsmose (1987), s. 107
  146. Stoklund (2000), s. 117
  147. Stoklund (2000), s. 118
  148. Nielsen (1880-81), s. 266
  149. Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 7
  150. Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 19
  151. Stoklund (2000), s. 118f
  152. Stenstrup (1905), s. 141-171. Denne skelnen mellem midlertidige fiskelejer og helårsbeboede fiskerlejer er taget op af Bjarne Stoklund (Stoklund: "Fiskeläge. Danmark" i KLNM, sp. 317 og Stoklund (2000), s. 116 og 174-181). Når Ole Mortensøn vil imødegå dette med henvisning til betegnelserne for Sandhagen og Bagenkop i Lensregnskaberne (Berg et al. 1981, s. 159), så overser han, at formen "fiskelejer" forekommer til og med 1611, der efter "fiskerlejer". Dette kan opfattes således, at man fra hidtil at have betragtet dem som sæsonvise bosættelser nu anser dem for helårsbeboede. Jeg er derfor enig i, at eksemplerne er "dolumentation for form- og betydningsændringerne på overgangen fra middelalder til nyere tid" (Stoklund (2000), s. 177).
  153. Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 67f
  154. Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 15
  155. Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 17
  156. Schmelling (1971), s. 26
  157. Berg et al, s. 158
  158. Mortensøn (1994), s. 169-171. Sammenligninger mellem navne på søfarende og bønder på Lolland tyder stærkt på, at det ikke var de samme folk, som drev landbrug og som sejlede. Når Bjarne Stoklund argumenterer for, at det var bønderne selv, der stod for sejladsen og henviser til Sejerø (Stoklund (2000), s. 114), så overser han, at de varer, som almuen på Sejerø handlede med inde på Sjælland netop var fisk og andre råvarer men ikke landbrugsprodukter, som de tværtimod købte af bønderne. Det understreger, at traditionelt landbrug netop ikke spillede nogen nævneværdig rolle i deres tilværelse.
  159. Stoklund (1980), s. 16. Stoklund konstaterer, at bønderne tidligere havde deltaget i Skånemarkedet og at "Der kan næppe være tvivl om, at de sydsjællandske bønder - i hvert fald i kystsognene - har derevet fiskeri og søhandel ved siden af deres landbrug i middelalderen og i 1500-årene. I 1600-årene derimod er disse maritime indslag i Bårse-bøndernes erhvervskultur så godt som helt forsvundet".
  160. Berg et al. (1981), s. 164f, 173-181
  161. Mortensøn (1994), s. 171-172
  162. Stoklund (2000), s. 126-161
  163. 163,0 163,1 Jacobsen (1937), s. 230
  164. Jacobsen (1937), s. 231
  165. Stoklund (2000), s. 60
  166. Bornholms Stednavne, s. 31
  167. Bornholms Stednavne, s. 85
  168. Bornholms Stednavne, s. 384
  169. Bornholms Stednavne, s. 378
  170. Bornholms Stednavne, s. 379
  171. Bornholms Stednavne, s. 335
  172. Bornholms Stednavne, s. 175
  173. Bornholms Stednavne, s. 446
  174. Bornholms Stednavne, s. 268
  175. Bornholms Stednavne, s. 336
  176. Bornholms Stednavne, s. 235
  177. Bornholms Stednavne, s. 356
  178. Bornholms Stednavne, s. 346
  179. Bornholms Stednavne, s. 360
  180. Hübertz (1852), s. 356, 360, 429, 540
  181. Hübertz (1852), s. 394
  182. Liebgott, s. 4
  183. Liebgott, s. 4f
  184. Liebgott, s. 7f
  185. Liebgott, s. 8
  186. Liebgott, s. 9
  187. Liebgott, s. 10
  188. 188,0 188,1 Stoklund (2000), s. 119f
  189. Kancelliets Brevbøger 5. marts 1555
  190. Kancelliets Brevbøger 1561
  191. Kancelliets Brevbøger 20. juli 1560
  192. Kancelliets Brevbøger 1562
  193. Mikkelsen, s. 24
  194. Appel & Frandsen, s. 164
  195. 195,0 195,1 Stoklund (2000), s. 123
  196. Appel & Frandsen, s. 155
  197. Kancelliets Brevbøger 1580-1583, s. 188
  198. Appel & Frandsen, s. 158f
  199. 199,0 199,1 Appel & Frandsen, s. 160
  200. Appel & Frandsen, s. 157
  201. Appel & Frandsen, s. 161
  202. Porsmose (1987), s. 150
  203. Porsmose (1987), s. 127
  204. Stoklund (2000), s. 119
  205. Berg et al, s. 160
  206. Mortensøn (1981), s. 19
  207. Berg et al, s. 161
  208. 208,0 208,1 Berg et al, s. 163
  209. 209,0 209,1 Berg et al, s. 165f
  210. 210,0 210,1 210,2 Berg et al, s. 169
  211. Mortensøn (1981), s. 21
  212. Berg et al, s. 170
  213. Berg et al, s. 165
  214. Berg et al, s. 166
  215. 215,0 215,1 Mortensøn (1981), s. 222
  216. Berg et al, s. 179
  217. Berg et al, s. 186
  218. Berg et al, s. 187
  219. Berg et al, s. 159
  220. Berg et al, s. 185
  221. Berntsen, s. 161f
  222. Berntsen, s. 160f
  223. Kancelliets Brevbøger 13. marts 1572
  224. Wulff, s. 282
  225. Wulff, s. 283
  226. Wulff, s. 289
  227. Wulff, s. 290
  228. Wulff, s. 291
  229. Wulff, s. 293
  230. Wulff, s. 295
  231. Berntsen, s. 150
  232. Rasmussen (1968), s. 346
  233. 233,0 233,1 Rasmussen (1968), s. 470
  234. Rasmussen (1968), s. 39
  235. Rasmussen (1966), s. 21
  236. Jacobsen, s. 226
  237. 237,0 237,1 237,2 237,3 237,4 Jacobsen, s. 227
  238. N.H.Jacobsen, s. 228f
  239. 239,0 239,1 N.H.Jacobsen, s. 229
  240. 240,0 240,1 240,2 N.H.Jacobsen, s. 230
  241. Appel & Frandsen, s. 163
  242. Mortensøn (1981), s. 25
  243. 243,0 243,1 Appel & Frandsen, s. 162
  244. Stoklund (2000), s. 124
  245. Kancelliets Brevbøger 1584-1588, s. 455-456
  246. 246,0 246,1 Berg et al., s. 195
  247. Appel & Frandsen, s. 153
  248. Appel & Frandsen, s. 153
  249. Appel & Frandsen, s. 162f
  250. Mortensøn (1981), s. 22
  251. Mortensøn (1981), s. 23
  252. Berg et al., s. 196
  253. 253,0 253,1 253,2 N.H.Jacobsen, s. 231
  254. Berg et al., s. 197
  255. 255,0 255,1 Holm (1996)
  256. Madsen, s. 16
  257. samme, s. 21
  258. Madsen, s. 97
  259. Madsen, s.98
  260. Madsen s. 72
  261. Frandsen, s. 57-60. Det bør bemærkes, at oplysninger ikke er bevaret for hele Nordøstsjælland fra Tisvilde til syd for København, hvor fisk utvivlsomt har været landgilde
  262. Madsen, s. 72
  263. Rasmussen (1988), s. 81-82
  264. 264,0 264,1 264,2 264,3 264,4 Pedersen, s. 10
  265. 265,0 265,1 Pedersen, s. 14
  266. Pedersen, s. 5
  267. 267,0 267,1 267,2 Pedersen, s. 6
  268. 268,0 268,1 268,2 Pedersen, s. 2
  269. Pedersen, s. 1
  270. Damgaard, s. 6
  271. Madsen, s. 22
  272. Birte Hjorth (i: Nyt fra Lokalhistorien, nr. 10; 1999).
  273. 273,0 273,1 273,2 273,3 273,4 273,5 Pedersen, s. 11
  274. Pedersen, s. 12
  275. Pedersen, s. 13
  276. Pedersen, s. 9
  277. Madsen, s. 73
  278. Pedersen, s. 42
  279. Porsmose, s. 150
  280. Pedersen, s. 67
  281. 281,0 281,1 Pedersen, s. 74
  282. Pedersen, s. 63
  283. Pedersen, s. 96
  284. Pedersen, s. 105
  285. Pedersen, s. 100
  286. Pedersen, s. 136
  287. 287,0 287,1 Pedersen, s. 324
  288. Pedersen, s. 313
  289. Pedersen, s. 301
  290. Pedersen, s. 294
  291. Pedersen, s. 291
  292. Pedersen, s. 290
  293. 293,0 293,1 Pedersen, s. 295
  294. 294,0 294,1 Pedersen, s. 331
  295. 295,0 295,1 295,2 Pedersen, s. 334
  296. 296,0 296,1 Pedersen, s. 336
  297. 297,0 297,1 Pedersen, s. 326
  298. Pedersen, s. 340
  299. 299,0 299,1 Pedersen, s. 273
  300. Pedersen, s. 276
  301. Pedersen, s. 271
  302. Pedersen, s. 274
  303. Pedersen, s. 325
  304. Pedersen, s. 278
  305. Frandsen, s. 58-59
  306. Rasmussen (1968), s. 258-263
  307. 307,0 307,1 Rasmussen (1968), s. 264
  308. Rasmussen (1968), s. 267
  309. Rasmussen (1968), s. 300-327
  310. Rasmussen (1968), s. 344
  311. Wulff, s. 320f
  312. 312,0 312,1 Rasmussen (1968), s. 345
  313. Rasmussen (1968), s. 328-333
  314. Rasmussen (1968), s. 333
  315. Rasmussen (1968), s. 340
  316. Jacobsen, s. 227
  317. Stoklund (2000), s. 160f
  318. Stoklund (2000), s. 156f
  319. Stoklund (2000), s. 156
  320. Stoklund (2000), s. 158
  321. N.H.Jacobsen, s. 233
  322. N.H.Jacobsen, s. 234
  323. 323,0 323,1 N.H.Jacobsen, s. 235
  324. Stoklund (2000), s. 116
  325. Pontoppidan, bd. III, s. 178f
  326. Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. II, Bornholms amt (5/12)
  327. 327,0 327,1 Jonge, s. 233
  328. Jonge, s. 234
  329. Jonge, s. 227
  330. Jonge, s. 228
  331. Jonge, s. 229
  332. Jonge, s. 231
  333. Jonge, s. 225
  334. 334,00 334,01 334,02 334,03 334,04 334,05 334,06 334,07 334,08 334,09 334,10 334,11 Pontoppidan, s. 27
  335. 335,0 335,1 Pontoppidan, s. 25
  336. Pontoppidan, s. 12
  337. 337,0 337,1 Pontoppidan, s. 11
  338. Grandjean, s. 81
  339. Jonge, s. 90
  340. 340,0 340,1 340,2 340,3 340,4 340,5 Jonge, s. 91
  341. 341,0 341,1 341,2 Jonge, s. 92
  342. Jonge, s. 101
  343. Jonge, s. 66
  344. Jonge, s. 62
  345. Jonge, s. 63f
  346. Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. II, Hørsholms amt (12/8)
  347. Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. II, Kbhvn.s amt (tolder Carisius indb.) (22/8)
  348. 348,0 348,1 Pontoppidan, s. 30
  349. 349,0 349,1 Pontoppidan, s. 44
  350. Pontoppidan, s. 247f
  351. 351,0 351,1 Jonge, s. 99
  352. Jonge, s. 98
  353. 353,0 353,1 Jonge, s. 83
  354. Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. II, Kronborg amt (12/8)
  355. Jonge, s. 347
  356. Jonge, s. 356
  357. Erik Pontoppidan, Den Danske Atlas Tomus III, 1764, s. 392-393
  358. Jonge, s. 287
  359. Jonge, s. 316
  360. Jonge, s. 315
  361. Jonge, s. 325
  362. Jonge, s. 340
  363. Jonge, s. 338
  364. Erik Pontoppidan, Den Danske Atlas Tomus V 1. Bind, 1769, s. 196
  365. Erik Pontoppidan, Den Danske Atlas Tomus V 1. Bind, 1769, s. 251-252
  366. Erik Pontoppidan, Den Danske Atlas Tomus V 1. Bind, 1769, s. 243-244
  367. Oeder, Stiftamtmændenes indb. ef. Kmr.-skr. af 23/7 1771; ad C. V, Aalborg stift. Flade og Fladstrands sn. (10/9)
  368. Jonge, s. 423
  369. Jonge, s. 424
  370. Jonge, s. 426
  371. Jonge, s. 444
  372. Jonge, s. 462
  373. Jonge, s. 473
  374. Rasmussen (1966), s. 20
  375. Rasmussen (1966), s. 23
  376. Wulff, s. 323
  377. Jonge, s. 449
  378. Pontoppidan, s. 25
  379. Pontoppidan, s. 32
  380. Pontoppidan, s. 7
  381. Erik Pontoppidan, Den Danske Atlas Tomus V 2. Bind, 1769, s. 784-785
  382. 382,0 382,1 N.H.Jacobsen, s. 232
  383. Erik Pontoppidan, Den Danske Atlas Tomus V 2. Bind, 1769, s. 722-724
  384. Jonge, s. 513
  385. Begtrup (1803), s. 464f
  386. Collin (1875), s. 3-18
  387. Collin (1875), s. 5
  388. Collin (1875), s. 24-26
  389. Jonassen (1899)
  390. Collin (1874), s. 1-3
  391. 391,0 391,1 Stoklund (2000), s. 206
  392. Begtrup (1808), s. 417
  393. Begtrup (1808), s. 639
  394. Hald (1833), s. 252-260
  395. eksempler herpå er Snekkersten, Skotterup, Espergærde, Humlebæk og Sletten fiskerlejer
  396. Kilde: J.P.Trap: Danmark, 2. udgave (1872-79)

LitteraturRediger

  • Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark. serie I, bind II); København 1961
  • Liv Appel & Søren Frandsen: "Fra sæson- til helårsfiskeri på Sjællands nordkyst" (Holbo-historier, 2013; s. 147-168)
  • Maibritt Bager: "Fiskeri ved de danske kyster 1771" (Sjæk’len 1998, Esbjerg 1999, s. 43-50)
  • Maibritt Bager: "Dansk fiskeri i 1500- og 1600-tallet – nogle udviklingslinjer", (Sjæk’len 2000; Esbjerg 2001, s. 27-33).
  • Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Andet Bind: Sjelland og Møen; Kjøbenhavn 1803
  • Gregers Begtrup: Beskrivelse over Agerdyrkningens Tilstand i Danmark. Femte Bind: Nørre Jylland . Første Deel; Kjøbenhavn 1808
  • Hakon Berg, Lise Bender Jørgensen & Ole Mortensøn: Sandhagen. Et langelandsk fiskerleje fra renaissancen (1981)
  • Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed (1656, genoptryk København 1971); ISBN 87-7500-700-2
  • Jonas Collin: "Bidrag til Kundskab om Danmarks Fiskerier. III. Aalsgaard med Boderne og Ellekilde"; Kjøbenhavn 1874 (Særskilt Aftryk af "Nordisk Tidsskrift for Fiskeri")
  • Jonas Collin: "Bidrag til Kundskab om Danmarks Fiskerier. IV. Humlebæk"; Kjøbenhavn 1875 (Særskilt Aftryk af "Nordisk Tidsskrift for Fiskeri")
  • Jonas Collin: "Bidrag til Kundskab om Danmarks Fiskerier. V. Gilleleie"; Kjøbenhavn 1877 (Særskilt Aftryk af "Nordisk Tidsskrift for Fiskeri")
  • Kjeld Damgaard: "Mennesker & Huse langs Strandvejen i Skotterup - en fortælling om husene og beboerne langs Strandvejen gennem fiskerlejet Skotterup og landliggervillaerne syd herfor" (Helsingør Kommunes Museer. Årbog 2005; Helsingør 2006; ISSN 0108-0393)
  • Kjeld Damgaard: "Mennesker & Huse langs Strandvejen i Snekkersten - en fortælling om husene og beboerne langs Strandvejen gennem fiskerlejet Snekkersten" (Helsingør Kommunes Museer. Årbog 2008; Helsingør 2009; ISBN 978-87-89120-02-7)
  • Danmarks Statistik: Statistisk Tabelværk 5. Række A.20; (København 1935),
  • Poul Enemark: "Limfjordshandel" (i: KLNM bind 10; 2 oplag 1981; sp. 571-576
  • Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3
  • "Frederiksborg Amts Stednavne" (Danmarks Stednavne Nr. 2, udgivet af Stednavneudvalget; København 1929)
  • J.C. Hald: Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende. Ottende Stykke, Ringkjøbing Amt; 1833
  • Kristian Hald: Vore Stednavne; København 1950
  • Kristian Hald: "-bodhæ", afsnit: Danmark (i: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder (KLNM) bind 2; sp. 32-33; 2. oplag, Viborg 1980)
  • Marius Hansen: "Ellenbogen – Lollands Albue. En middelalderlig sildemarkedsplads" (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Årbog 1953, s. 68-81);
  • Viggo Hansen: "Fiskerlejerne" (s. 59-62 i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 9: Det Bebyggede Land; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-1269-3)
  • Frede Hermann: "Hydrografi" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 24-47)
  • J.R. Hübertz: Aktstykker til Bornholms Historie; Kjøbenhavn 1852
  • Ole Højrup: "Brejl, glib og kranje" (i: Dansk fiskeri før industrialiseringen; s. 29-34)
  • N.H.Jacobsen: "Skibsfarten i det danske Vadehav. En erhvervsgeografisk Studie" (Det kongelige Geografiske Selskabs Kulturhistoriske Skrifter, Bd. II, Kjøbenhavn 1937)
  • Jens Jonassen: (i: Dansk Fiskeritidende; Helsingør 1891)
  • Birger Larsen: "Havets Geografi" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 9-23)
  • Georg Larsen: "Fiskestader og fiskestadesten" (Fra Frederiksborg Amt, Årbog 1970; Hillerød 1971; s. 77-106)
  • Niels-Knud Liebgott: "Sild er godt" (Skalk 1976 Nr. 5, s. 3-10)
  • Morten Lundbæk (red.): Dansk fiskeri før industrialiseringen; Nationalmuseet, København 1975; ISBN 87-480-0072-8
  • Jørn Lønstrup og Ingrid Nielsen: "Mellem tvende have" (kronik i Skalk 1997 Nr 4, s. 20-30)
  • M: "Forsøg til en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og yngre Lovregler" (Tidsskrift for Fiskeri; 1. årgang, Kjøbenhavn 1866; s. 126-149)
  • M: "Forsøg til en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og yngre Lovregler" (Tidsskrift for Fiskeri; 2. årgang, Kjøbenhavn 1868; s. 1-49, 142-217)
  • M: "Forsøg til en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og yngre Lovregler" (Tidsskrift for Fiskeri; 3. årgang, Kjøbenhavn 1869; s. 190-243)
  • M: "Forsøg til en Oversigt over de Fiskeriet i Danmark vedrørende ældre og yngre Lovregler" (Tidsskrift for Fiskeri; 4. årgang, Kjøbenhavn 1869; s. 1-40, 113-210)
  • Lars Bjørn Madsen: En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681 (Helsingør Kommunes Museer 1997); ISBN 87-89120-36-1
  • J. Mathiesen: Det nordsjellandske Fiskeri; Kjøbenhavn 1853
  • Peter Michelsen: "Om det såkaldte slottefiskeri" (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Årbog 1953, s. 20-40);
  • Birger Mikkelsen: Fiskerne - fra Kronborg Hage til Sletten; Helsingør 1986; ISBN 87-88245-16-0
  • Ole Mortensøn: "Fordi der liden fisk vanker" (Skalk 1981 nr 5, s. 18-26)
  • Ole Mortensøn: Renæssancens fartøjer - sejlads og søfart i Danmark 1550-1650; Rudkøbing 1994; ISBN 87-88509-14-1
  • Georg Nellemann: "Lysterfiskeri" (i: Dansk fiskeri før industrialiseringen; s. 19-28)
  • Oluf Nielsen: Codex Esromensis. Esrom Klosters Brevbog; Kjøbenhavn 1880-81 (genoptryk København 1973; ISBN 87-7500-423-2)
  • Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 109, Odense 1987)
  • Erik M. Poulsen: "Havbundens fisk" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 220-299)
  • Erik M. Poulsen: "Fiskene i de frie vandmasser" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 3: Havet; Politikens Forlag 1968; s. 370-402)
  • Ebbe Gert Rasmussen: "Jordbrug og landgilde på Bornholm ved midten af det 17. århundrede" (i: Bornholmske Samlinger 3 række 2 bind; Rønne 1988; ISBN 87-87042-21-5; s. 55-85)
  • Holger Rasmussen: "Limfjordsfiskeriet før 1825. Sædvane og centraldirigering"; Nationalmuseet. Folkelivs studier nr 2; København 1968
  • Holger Rasmussen: "Indledning" (i: Dansk fiskeri før industrialiseringen; s. 5-18)
  • Asger Schmelling: "Humlebæk Fiskerleje" (i: Fra Frederiksborg Amt 1971; ISBN 87-87415-00-3; s. 7-159)
  • Axel Schou: "Kystlandets Geografi" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 4: Kyst, Klit og Marsk; Politikens Forlag 1969; s. 9-190)
  • Bjarne Stoklund: "Bonde og fisker. Lidt om det middelalderlige sildefiskeri og dets udøvere" (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Årbog 1959, s. 101-122);
  • Bjarne Stoklund: Huset og skoven. Et sjællandsk husmandshus og dets beboere gennem 300 år; Wormanium, Højbjerg 1980; ISBN 87-85160-69-5
  • Bjarne Stoklund: Bondefiskere og strandsiddere. Studier over de store sæsonfiskerier 1350-1600; Landbohistorisk selskab 2000; ISBN 87-7526-161-8
  • J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 3. Udgave 4. Bind : Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers Amter; Kjøbenhavn 1901; s. 15-23
  • D.H.Wulff: "Bidrag til Aalborgs Handels Historie" (i: Samlinger til jydsk historie og topografi, bind 7; s. 271-356)

Eksterne henvisningerRediger