Fiskeri

Fiskeri er baseret på fangst af fisk i ferskvand eller saltvand.

Det kan groft deles op i erhvervsfiskeri, fritidsfiskeri og lystfiskeri. Ferskvandsfiskeriet omfatter dels fiskeri i de naturlige, fri vande (søer og vandløb), dels fiskeri i damme, der kan tømmes og i det hele beherskes med hensyn til vandforsyning og fiskebestand (dambrug).

Danmark har længe været en fiskerination – omgivet som landet er af ca. 7000 km kystlinje. Langs Vesterhavet findes fiskerihavne som Esbjerg, Hvide Sande, Thyborøn, Hanstholm, Hirtshals og Skagen (Gammel Skagen (Højen)). I Østersøen har de fleste af Bornholms mange byer hver sin fiskerihavn, derudover ligger Klintholm Havn på Møn ud til Østersøen. I Kattegat er det især Strandby, Østerby (Læsø) og Gilleleje der er vigtige fiskeribyer. På Langeland findes den lille fiskerby Bagenkop

I nyere tid er der sket begrænsninger i fangsten af fisk – bl.a. reguleret af årlige EU-fiskekvoter. Der er en stadig kamp mellem fiskerne på den ene side, der gerne vil fiske – og marinbiologerne, der bekymrer sig om fiskenes overlevelse.

Fiskeriets forudsætninger og betydning

De forhold, der påvirker måden for og omfanget af fiskeri, kan i hovedtræk opridses således:

farvande: det beror på de enkelte farvandes naturlige forhold (temperaturer, saltholdighed, dybdeforhold, plantenæring, iltindhold med mere) hvilke fisk, der kan leve der og i hvilket omfang;
fiskearter: fiskeriet beror på de fiskearter, der trives, deres trivsel og nytteværdien af disse dels som spisefisk, dels til andre formål, ligesom fiskearternes levevis påvirker tidspunkt og sted for fiskeri;
fangstmetoder: det beror på fangstmetoder (redskaber og fartøjer) og fangstmåder (teknikker) hvilke fisk, der (kan) fanges og i hvilket omfang;
fiskere: det beror på, om fiskerne er heltidsfiskere (eventuelt sæsonfiskere), fritidsfiskere eller lystfiskere i hvilket omfang, fiskeri finder sted og hvor. I forlængelse heraf beror det på bosættelsesfordelingen for fiskerne, om et givet lokalsamfund helt eller kun delvist beror på fiskeriet;
forædling: det beror på hvilke forædlingsmåder, fisken behandles efter (røget, saltet, tørrer, i olie, til færdigretter med mere), hvilke fiskearter og i hvilket omfang, fisk kan udnyttes. Ligeledes spiller forædling og handel med råfisk og forædlede fiskevarer en afledt rolle for fiskeriets samfundsmæssige betydning.

Det er indlysende, at alle de ovennævnte forhold har skiftet med tiden. Således har ikke mindst nye fiskeriredskaber og fartøjer skabt muligheder for fiskeri i nye farvande og efter nye fiskearter end tidligere.

Fiskeriets hjælpemidler

Man kan opdele fiskeriets hjælpemidler i tre hovedgrupper:

fiskegrej,
fiskefartøjer,
opbevaringshjælpemidler.

Fiskegrej

Fisk kan fanges med de bare hænder, men det er unægtelig nemmere at bruge dertil indrettede fangstredskaber. Sådanne kan inddeles i tre hovedgrupper:

håndstyrede fangsredskaber,
faststående fangstredskaber,
svømmende fangstredskaber.

De håndstyrede fangstredskaber bruges på lavt vand og kendetegnes ved, at brugen i hovedsagen hænger sammen med de håndbevægelser, ser udføres under fangsten. Til sådanne redskaber henregnes lyster, grejl, glib og kranje. Sådanne redskaber hører det førindustrielle bifiskeri til og er næsten forsvundet i dag.

De faststående fangstindretninger bruges særlig til fangst af vandrefisk (opadgående: laks, ørred; nedadgående: ål) i åløbene. De består oftest af pæle med tremmeværk, der spærrer hele vandløbet; derfor kan de som regel kun anvendes, hvor en sådan ellers ulovlig afspærring er hjemlet ved (ofte århundreder gamle) privilegier eller særtilladelser. Fiskegårde (laksegård, ørredtene og så videre) minder om ruser; de op ad strømmen stigende laksefisk går gennem en tragtformet åbning i afspærringen ind i en tremmekasse eller lignende, fra hvilken de ikke kan finde tilbage. Ørredspring (ørredhæk) findes kun ved møller og andre stemmeværker. Ørreden springer op mod det nedstyrtende vand, men kommer herved over en tremmehæk, der afskærer den tilbagetoget, idet der oven for hækken er for lavvandet, til at ørreden kan få fart til et nyt spring. Ålekister (ålegårde) findes ved de fleste vandmøllers frivandssluse; de blanke ål, der søger til havs, styrter med vandet ned på et ristværk, der danner ålekistens bund, og en omgivende tremmehæk hindrer dem i at fortsætte. Mens antallet af ålekister tidligere taltes i hundreder, nåede tallet på fiskegårde og ørredspring næppe et halvt hundrede.

De løse redskaber er hovedsagelig garn- og krogredskaber; under brugen er en del af dem faststående (som ruser, sættegarn), mens andre bevæges (som vod, drivgarn).

Garnredskaberne er enten således indrettede, at fisken selv svømmer ind, men — skønt den ikke fastholdes — ikke atter kan finde ud (ruser, bundgarn), eller redskabet bevæges således gennem vandet, al fisken tvinges ind i det og ikke atter kan nå ud (våd, vippegarn, glib), eller det er hildingsgarn (nedgarn), i hvilke fisken render sig fast i maskerne. Rusen består af selve rusen med een eller flere tragte (kaldet »kalve«) og et par arme; i søer bruges desuden som regel et radgarn, der fører fisken hen til rusens munding. Rusen sættes på bunden og fastgøres med pæle. Åle-, gedde- og lakseruser adskiller sig ved maskestørrelse. Ålehammer er et navn for en slags åleruser. Kasterusen mangler arme og radgarn og som regel har den indgang (med kalve) fra begge ender.

Bundgarn bruges undertiden; det er jævnlig kasserede ålebundgarn fra saltvand. Voddene har form som en pose med et par lange arme; de holdes udspilede, ved at man belaster rebet i underkanten (undertællen) med sænk og binder flåd på rebet i overkanten (overtællen). Maskerne i armene (vingerne) er størst, i »spændet« er de mindre, og mindst er de i posen, hvis bageste del (»hoveri«, »snutten«) som regel er særlig småmasket: der kan være kalv ved indgangen til posen. Vod trækkes oftest langs bunden ved reb, bundet ved stokkene yderst i hver arm. Af de mange slags vod bruges i vore vande mest landdragningsvod (håndvod); dog brugtes omtrent fra 1. verdenskrig nogle steder skovlvod, der slæbtes efter motor- eller sejlbåd i 1 eller 2 trækliner og blev holdt udspilede ved hjælp af skævt fæstede, jernbeslåede træplader (»skovle«), som skar ud til siderne, når redskabet blev bevæget fremad.

Vippegarnet består af et garn (et par meter i kvadrat), der som en vægtskål er ophængt i den ene ende af en lang stang; denne støttes af en omtrent under midten anbragt pæl. Vippegarnet er blevet brugt fx ved Kolding å; det anbragtes gerne ved et »høl« (dybt sted) i åen, og når man formodede, at der stod en ørred over det, vippes det op. Glib’en har form som et hustag og består af garn eller ståltrådsvæv på et træstativ; de to tværstænger holdes under armene, mens man på lavt vand fisker, særlig efter ål, som en hjælper jager op af grøden med en rivelignende krøje. Vippegarn og glib har tilfælles, at de løftes op over vandet, når man skønner, at der er fisk i dem.

De egentlige garn, nedgarnene, består af en lang væg af forholdsvis store masker af tyndt garn; oventil og nedentil er der en tykkere line (»sime«; over- og undertælle) med flåd og sænk. Under brugen står nedgarnet lodret på bunden eller højere i vandet, hvad enten det er fastgjort natten over (sættegarn), flyder med strømmen (drivgarn) eller gives ud for kort efter (ofte efter pulsning) at røgte« (skydegarn, stikgarn).

En ejendommelig slags nedgarn er toggergarnet (grimegarn); det er to- eller hyppigere trelaget, og mens yderlagene (eller det ene lag) består af groft, meget stormasket net (grimer), dannes midtlaget af et fint, småmasket garn, der er rigelig stort, så at det hænger slapt ned mellem over- og undertælle. Toggergarnet bruges både faststående (efter gedder og lignende) og som drivgarn (efter laks og ørred); ofte skydes det fra en lille, fladbundet ege ud mellem grøde ved hjælp af en lang stang, i hvis ene ende der er en udhulet træklods (pulseknap); der efter ror man noget bort og »pulser« (slår, støder) i vandet hen mod garnet, så at de (efter formodning) opskræmte fisk farer lige imod toggergarnet og krænger det slappe mellemlag ud i en pose gennem en af det bageste lags store masker. Toggergarn må ligesom glib ikke bruges i vandløb.

Af garnredskaber må endnu nævnes krebsekurven, der er en slags kasteruse med lokkemad ( i form af døde fisk eller lignende), samt krebsebrikken, der ligeledes forsynes med lokkemad, men må røgtes med forsigtighed, da krebsen kan undslippe, og brilen (kætseren), der mest er et hjælperedskab ved fiskeriet. Det mest primitive fiskeri, risbundter eller lyngknipper, der er udmærkede til fangst af krebs, var tidligere mærkelig nok forbudt.

Krogredskaberne er dels sådanne, hvor fisken sluger krogen, dels sådanne, hvor krogen hugges i fisken. Krogfiskeriet har ikke den betydning for erhvervsfiskerne som garnfiskeriet, men des større anvendelse har det i lystfiskeriet. Dog bruges der mange ålebakker (åletråd), det vil sige lange liner, til hvilke der med mellemrum er bundet korte tavser, hver med en krog; som agn bruges bedst levende småfisk; på ålebakke, der ligger natten over, fanges om sommeren mange gule ål, særlig i søer. På blink fanges en del gedder, og nogle steder fiskes der med issnøre fra isen gennem små huller efter gedder med en levende skalle på en snøre, hvis overskydende bugter hæftes løst til en ved vågen faststukket pind. Ved aborrefiskeri bruges jævnlig kolbetøj, hvis kroge hugges ind i fiskens krop (en slags pilk).

Yderligere må nævnes nogle redskaber, der i deres virkemåde mest minder om krogredskaberne. Tatten består af en tråd trukket på langs gennem en række orme og bundet sammen i klump i enden af en snor med sænk. Tatten sænkes til bunds, og ålene, som bider på, hænger fast med tænderne og kan trækkes op, før de når at slippe; med tat fiskes en del efter gule ål, særlig i Gudenåen. Lyster bruges mest fra isen på søerne, idet man »blindstikker« efter ål gennem et hugget hul; Stangerne lader sig dog ofte lede af de luftblærer (»kovl«), der findes under isen, og som skal skyldes ålene.

Ålejernet kan have savtakkede, fjedrende grene (savlyster), mellem hvilke ålen klemmes fast, eller det kan have slanke spidser med modhager (piglyster), der hugges i fisken. Ålekam og ålepryne er lignende redskaber, hvis anvendelse (nu) er forbudt; også brugen af piglyster er underkastet indskrænkninger: således må den ikke anvendes fra 1. november til 30. april, altså i ørredens og geddens legetid. I samme tidsrum er det ligeledes forbudt at bruge bøsse eller huggekrog (et specielt bornholmsk redskab), og det er overhovedet forbudt at stange fisk ved lygte eller blus. Mange steder har man brugt at tage legeørreden med hånden (»klø« den) under brinkerne. Gedder kan snøres med en løkke af messingtråd på en stang. Løkken føres forsigtig ind om fisken, indtil den er lige bag brystfinnerne, hvorpå fisken kan tages med et rask ryk.

De fleste garnredskaber er lavede af bomuldstvist, men til tovværket benyttes andet materiale som hamp og kokos. Redskaberne gøres ofte mere holdbare ved barkning med katechu, kobbervitriol og andet eller Imprægnering med karbolinium eller tjære. Ruser og lignende laves ikke sjældent af galvaniseret jerntrådsvæv.

Fiskefartøjer

Trawleren og vodskibet Tróndur í Gøtu, som ejes af Varðin på Færøerne fisker hovedsagelig makrel og sild. Bygget i Skagen i 2010, 3.524 BT.

Fiskerbåd og -net på Museumværft i Flensborg

Fiskekutter ud for Bornholm. 2003

Fiskebåd fra Cameroun, der bruges til at fange blandt andet barracudaer og hajer

De fleste fangstredskaber i Danmark og andre lande med lavvandede områder er tilpasset fiskeri i lavvandede områder: i søer, vandløb eller fjorde. Det er dog lige så klart, at et sådant fiskeri sætter snævre grænser for udbyttet og derfor ikke kan tjene som hovenæringsvej. For at få adgang til store fiskemængder må man til havs, og brugen af fiskefartøjer kendes da også omtrent så langt tilbage som fiskeri har været udøvet. I de tidligste tider måtte man padle eller ro sig frem, siden blev sejlfartøjer taget i brug og fra slutningen af 1800-tallet tillige motordrevne fartøjer som f.eks. trawlere.

I Danmark havde man tidligere en mangfoldighed af åbne både, der benyttedes til fiskeri, lige fra vestkystens fladbundede både og pramme til de inden for Skagen benyttede dambåde, fartøjer, der er byggede over et i midten som hyttefad indrettet rum, sænkekølsbåde, fladbundede og forsynede med eet eller to sværd, der kunne sænkes eller hæves, efter som man er på dybt eller grundt vand, drivkvaser til fangst af ål med drivvod, de bornholmske eger, der i bygning lignede en del de på Jyllands vestkyst benyttede fartøjer. Endelig fandtes en stor mængde mindre fartøjer af forskellig bygning (joller).

Af dæksfartøjer, den store kuttertype, som er blevet benyttet til fiskeri i Vesterhavet og ved Island (60—100 tons), mindre kuttere med dam (10—50 tons) til kystfiskeri efter fladfisk, kvaser, skonnertriggede fartøjer med dam, brugtes tidligere meget til transport af fisk i levende tilstand. Stævnsbåden til sildefiskeri i Kattegat, bæltsbåden til sildefiskeri i Storebælt, laksebåden ved Bornholm, der havde en del lighed med den norske lodsbådstype (6—13 tons drægtighed).

Af tidligere særligt fremtrædende fartøjstyper må nævnes de norske nordlandsbåde med næsten lodrette, skarpt tilløbende stævne, en mast og et råsejl, særlig kendte for deres sejleevne og søgående egenskaber. De tidligere meget benyttede svenske bankskøjter, som drev torskefiskeri i Nordsøen, blev siden erstattede af store motorfartøjer, som drev sildefiskeri med snurpenot i Skagerraks og Kattegats nordlige del. Hollændernes kuttere til sildefiskeri — oprindeligt af meget gammeldags form, koffer eller sildebuizer, hoeker, bomschuiter, fladbundede fartøjer, indrettede til at sætte på land — nu af moderne fiskekuttertype. Den franske fiskeskonnert, som drev fiskeri ved Island og Newfoundland, var bekendt for sine udmærkede søgående egenskaber. Tysklands everter og kuttere, de første med dam til fiskens opbevaring i levende tilstand, de sidste af den moderne, skarptbyggede kuttertype til sildefiskeri i Vesterhavet. Englands smakker eller kuttere til trawlfiskeri, fartøjer på 70—80 tons drægtighed, slup- eller dandyriggede med stort dybgående og fortrinlig sejlevne, der dog senere blev af underordnet betydning.

Den skotske sildebaad, 10—18 m’s længde med luggerrigning. Amerikanernes klipperformede fartøjer med stor bredde og temmelig flad bund midtskibs, skarptformede for og agter, har været model for den moderne kuttertype, der i det 20. århundrede benyttedes i de fleste lande, der drev havfiskeri. Den amerikanske fiskeskonnert, 70—120 tons drægtighed, er bygget efter disse principper og regnes for et af de mest fuldkomne fartøjer, både hvad sødygtighed og sejleevne angår, der er udviklet til erhvervsfiskeri.

Til fiskeri fra disse fartøjer benyttedes mindre både, dories. For øvrigt brugtes et stort antal fartøjer til kystfiskeri, alle tillempede i form, sejlføring og aptering efter hvert lands skik og stedlige behov. I de nordlige lande var i sin tid gaffelsejl eller sprydsejl de mest fremtrædende, i de sydlige var latinersejlet mere benyttet.

Fælles for en meget stor del af de her nævnte fartøjstyper er, at motoren var blevet indført som drivkraft og taget i brug ved redskabers udsætning og indhivning. Især gjaldt dette de skandinaviske lande, hvorfra brugen af motoren i fiskeriets tjeneste stammer og forplantede sig til Tyskland, England og andre ved Nordsøen liggende lande. Også ved fiskerierne i Frankrig, Middelhavslandene, Amerika og Østasien vandt motoren betydeligt frem som taget i anvendelse ved fiskeriet og dets udøvelse. Det må dog nævnes, at man mange steder helt op i nutiden udmærket har kunnet klare sig med ro- eller sejlfartøjer.

Den mest moderne og kraftigste fartøjstype på fiskeriområdet var fiskedamperen (trawleren), der efterhånden vandt mere og mere indpas, navnlig i de til Vesterhavet grænsende lande. England gik i spidsen for udviklingen i denne retning ved at påbegynde trawlfiskeriet med dampskibe, der i begyndelsen kun var små, men siden voksede i størrelse af indtil 4 à 500 tons drægtighed. Disse skibe har en betydelig maskinkraft og er beregnede på at slæbe trawlet over grunden. De har et stort lastrum, hvori fisken opbevares på is efter at være slagtet og renset. De største dampere benyttes til transport af fisk, de andre udelukkende til fiskeri med trawl eller liner.

Fiskens opbevaring

I middelalderen var den mest udbredte måde at opbevare fisk, især sild, på at nedsalte dem i tønder.

Den ældste kendte måde at behandle opfiskede torsk på, var at skære dem op efter bugen, udtage indvoldene og så hænge fisken op til lufttørring på træstilladser, såkaldte hjell. Ved denne fremgangsmåde fremstillede man tørfisk.

Fra England indførtes til Norge i det 17. århundrede den siden almindeligste behandlingsmåde af fisken: Man renser den omhyggelig og nedsalter den i fiskeværene, hvor efter den føres til tørrepladser i de indre dele af fjordene, hvor den lufttørres på flade klipper langs stranden. Den vare, man således opnår, kaldes klipfisk. En skrei, der vejer 4,8 kg, afgiver 1 kg klipfisk.

Det klassiske hjælpemiddel, der siden det 18. århundrede anvendtes af fiskerne på Bornholm for at holde den fangne fisk frisk indtil at den var blevet solgt i København og som siden bredte sig vidt omkring, er hyttefadet, en bådformet tilspidsede kasse med talrige huller til vandet gennemstrøm; heri kan fisken opbevares levende. I damjoller er bådens midtparti indrettet som hyttefad (dam).

I nyere tid er man gået over til at nedise fisken straks efter fangsten.

Fiskeriets udvikling

Udhulede træstammer udgjorde de oprindelige fiskefartøjer. Her kanoer fra Zambia

Fiskeri har været bedrevet så langt tilbage, menneskelig virksomhed kan spores, med større eller mindre ivrighed. Blandt de tider, hvor fiskeriet blev bedrevet i særligt stort omfang, kan nævnes det middelalderlige sæsonfiskeri i Øresund og Limfjorden og senere fremkomsten af de første egentlige fiskerlejer i Danmark i renæssancen. I de følgende århundreder indtrådte en nedgangstid for fiskeriet, og først fra begyndelsen af 1800-tallet skete et fornyet opsving i forbindelse med forbedringer i fiskeriets metoder.

Fiskeriet i første halvdel af det 20. århundrede

Retten til at udøve fiskeri var i det åbne hav fri for alle. Ved kysterne var den forbeholdt vedkommende lands undersåtter indtil en afstand fra kysten, der regnedes noget uens i de forskellige lande, men som i de i den nyere tid afsluttede traktater var fastsat til 3/4 sømil fra nærmeste land, som ikke var overflydt ved daglig vandstand. En følge af staternes højhedsret over søterritorierne i det åbne hav var, at de giver love for fiskeriets drift.

Måden, hvorpå fiskeri udøvedes, var ikke ens i de forskellige lande, afhængig af naturforhold og beliggenhed. Fælles var dog inddelingen af de til fiskeri anvendte redskaber i faststående og flydende eller drivende redskaber. De første bestod af liner med kroge, der sattes langs havbunden; faststående netredskaber, i hvilke fisken hildes; ruser, bundgarn, gårde, kister; de andre af krog (angel) på snøre eller pilk, vod, drivgarn, skrabere, harpuner, glib og forskellige stangeredskaber. Til agn ved krogfiskeri benyttedes sild, torsk, makrel, tobis, snegle, rejer, negenøje, kong, forskellige slags muslinger, orme, indvolde af marsvin, kreaturlever og så videre.

Sildefiskeri

Silden forekom i så godt som alle nordlige farvande og var genstand for et meget betydeligt fiskeri overalt i norden, hvor fiskeriet havde nået en vis udvikling. For Europas vedkommende var de hollandske, skotske og norske sildefiskerier de vigtigste, for Asiens vedkommende de japanske. I Nordamerika havde dette fiskeri derimod ikke nået nogen større betydning i sammenligning med andre fiskerier, som blev drevet der. Værdien af sildefiskeriet var 1913 følgende (i mio. kr.): i Storbritannien 54, i Holland 19, i Norge 11, i Tyskland 11, i Sverige 4 1/2, i Danmark 2 1/2 og i Japan 6—7 mio. yen.

Sildefiskeriet blev drevet på meget forskellige måder. I Norges, Sveriges og Islands skærgårde stængtes silden inde ved store not. Også i Japan var notfiskeriet af stor betydning. Ved de mere flade og sandede kyster fangedes den i bundgarn og bundgarnlignende redskaber af forskellig konstruktion, i ruser, sættegarn og landdragningsvod. Størst betydning havde dog sildefiskeriet i de åbne have, så som de svenske snurpe- eller posenotsfiskerier i Skagerrak og Kattegat, der blev drevet fra store dæksfartøjer med motor, og fornemmeligt de store sildedrivgarnsfiskerier i Nordsøen. Oprindelsen til disse fiskerier er af meget gammel dato. I Skotland fx går den tilbage til landets ældste kendte historie, og allerede tidligt var sildefiskerierne der genstand for regeringens omsorg ved udstedelse af regler for sildens sortering, pakning og for tilsynet dermed. Både de skotske og hollandske sildedrivgarnsfiskerier begyndte omkring 1. maj østen for Shetlandsøerne; i sommerens løb trak fiskeriet sig sydligere, og et stort antal såvel engelske som tyske og franske fiskere deltog da i fiskeriet. I begyndelsen af fiskeriet fiskedes den velkendte maatjes sild (jomfrusild), uden udviklet rogn eller mælke, senere fuldsild med udviklet rogn og til sidst om efteråret den tomme sild, der udgjorde den dårligste vare. Til fiskeriet benyttedes sejl- og motorfartøjer og garn af betydelige dimensioner, hvoraf hvert fartøj medførte indtil 3 à 400 stk. Garnene gaves ud om aftenen og bjergedes næste morgen. Omkring 1. verdenskrig indførtes dampfartøjer af den almindelige trawlertype ved sildefiskeriet, ikke alene til drivgarnsfiskeri, men også til trawling efter silden, når den om dagen søgte mod havbunden. Trawlen bragtes ved dette fiskeri til at flyde meget let og med betydelig fart over bunden.

Dampfartøjers benyttelse til sildefiskeri var tiltagende hvert år på sejlfartøjernes bekostning. Fra gammel tid er drivgarnssilden fra Nordsøen blevet behandlet, renset og saltet med stor omhu, enten — som fra Holland og Tyskland — om bord i fartøjet, eller — som ved de skotske fiskeri — i store sildesalterier i land.

Også ved østkysten af England og ved Irland blev drevet et betydeligt sildefiskeri med drivgarn og trawl. Sildefiskeriet var det største af Irlands fiskeri. Foruden det nævnte store Nordsø-sildefiskeri blev der drevet et betydeligt drivgarnsfiskeri forskellige andre steder, således i Kattegat af fiskere fra Hallands len og til dels fra Skåne, sundfiskeriet og østersøfiskeriet ved Blekinges og Bornholms kyster, der blev drevet lige som det tilsvarende danske fiskeri med drivgarn. Østersøsilden (svensk: strømmingen) var genstand for fiskeri fra svensk og finsk side helt op i den Botniske Bugt. I Japan, der var det største fiskeridrivende land i Asien og det eneste asiatiske land, der drev fiskeri rationelt, var sildefiskeriet et af landets vigtigste fiskerier. Det blev drevet med store, bundgarnlignende redskaber, posenot og landdragningsvod. Silden, som fandtes der, tilhører dog en anden art end den, som var genstand for sildefiskeriet i Europa.

I Amerikas Forenede Stater blev sildefiskeriet fornemmeligt drevet ved fintmaskede posenot, der fangede indtil de mindste størrelser af silden. De mindre brugtes til madding ved helleflynderfiskeriet, de større tilberedtes til saltet eller præserveret vare. Som nævnt var sildefiskeriet i Nordamerika af underordnet betydning. Det var i overvejende grad baseret på »menhaden«. Denne fandtes i store mængder ved Amerikas Atlanterhavskyst, navnlig ved Maine og Florida, og der blev herfra drevet et betydeligt fiskeri af den ved fiskerdampere og motorskonnerter. Disse fartøjer var indrettede med et meget stort lastrum, idet maskine, kedler og kulrum lå helt agter i skibet. Den største af damperne, bygget 1913 til en pris af 100.000 $, kunne laste 1 1/2 mio. stk fisk eller 4.500 tønder. Fiskeriet udøvedes med store posenot, hvortil benyttedes mindre både, som førtes om bord. Ejendommeligt var den omhu, der udvistes for voddets bevarelse. Når det havde været benyttet, overstrøedes det, mens det endnu lå i båden, med et tykt lag salt, hvor efter det overøsedes med havvand. I den derved frembragte lage lå voddet i nogen tid og skylledes rent, når det blev taget op, med vand fra skibets pumper. Denne fremgangsmåde benyttedes, fordi voddet ved menhaden fiskeri blev meget slimet. I dette fiskeri deltog 1912 118 dampere og 29 motorskonnerter. Fiskeriet var af stor betydning, ikke alene på grund af udbyttet, ca. 2 1/4 mio. $ årligt i gennemsnit, men også på grund af de værdifulde produkter, der indvandtes, navnlig olie og gødningsstoffer. Olien indvandtes ved, at fisken blev kogt og presset i store fabrikker i land, og gødningsstofferne fremkom af det derved tilbageblevne materiale.

Sardinfiskeri

Sardinen findes vel i de nordlige have sønden for Norges sydvestlige kyster, men af europæiske farvande er det dog kun i Atlanterhavet ud for de franske, spanske og portugisiske kyster og i Middelhavet, at dens forekomst var så stor, at den var genstand for et regelmæssigt fiskeri. Til gengæld fandtes den så også her i så stor mængde, at sardinfiskerierne hørte til de største i disse egne, og mange steder kunne dette fiskeri drives hele året igennem. I Frankrig deltog omtrent 35.000 fiskere årligt i sardinfiskeri, og lige så mange var knyttede til det som medhjælpere og arbejdere. Det årlige middeludbytte anslås til 13 mio. francs.

Måden, hvorpå sardinfiskeriet udøvedes de her nævnte steder, har holdt sig temmelig uforandret i århundreder og bestod i anvendelse af lette, fintmaskede garn, som holdtes flydende i vandets overflade eller sattes rundt om en stime, hvor en sådan blev iagttaget. Man havde til dette fiskeri brugt mindre sejlfartøjer, men var dog i de senere år gået over til benyttelsen af større dæksbåde, for en stor del forsynede med motor som drivkraft. Disse fartøjer førte da mindre både, fra hvilke garnene udsattes, og man havde i fartøjerne ofte anbragt fryseapparater til sardinens konservering, så at fartøjerne kunne holde søen i længere tid og drive fiskeriet mere intensivt end før. En ejendommelighed ved sardinfiskeriet var, at man for at lokke sardinen i garnene udkastede fiskerogn — navnlig torskerogn, som man fik fra Norge — i nærheden af garnene. Indtil den nyere tid afhændededes fangsten på forskellige måder, fra tiden omkring 1. verdenskrig solgtes så godt som alt til de kendte anstalter for sardinkonserves. Også i Italien og andre Middelhavslande drev sardinfiskeriet som i Frankrig, men efter langt mindre målestok.

I Japan var sardinfiskeriet eller fiskeriet af en sardinlignende fisk (Sardinella melanoslicta) det vigtigste af dette lands fiskerier. Den samlede værdi af fiskeriet var 10 mio. yen årligt. Fiskeriet, der blev drevet hele året, foregik på forskellige måder, dels ved meget store posenot, dels ved store landdragningsvod, dels ved drivgarn. Størstedelen af fangsten afsattes i indlandet i saltet tilstand, kun de større eksemplarer saltedes til eksport til Kina. Præservering af sardin i olie var derimod kun på forsøgsstadiet i Japan.

Brislingefiskeri

Brislingefiskeriet var betydeligst i Frankrig og Norge. På grund af brislingens lighed med sardinen dannede den, nedlagt i olie, et substitut for denne, og udgjorde en betydelig handelsvare. Hovedfiskeriet i Frankrig af denne fisk foregik ved Douarnenez, hvor det blev drevet med store landdragningsvod.

Ansjovisfiskeri

Ansjovisfiskeriet var også betydeligst i Frankrig, fornemmeligt i Middelhavet, hvor der på den franske kyst fandtes mange tilvirkningsanstalter for ansjovis. Det blev drevet enten ved garn af lignende art som dem, der brugtes ved sardinfiskeriet, eller ved vod. En ejendommelighed ved ansjovisfiskeriet i Middelhavet var benyttelsen af lanterne om natten fra bådene. Lyset lokkede fisken til sig, og den fulgte båden, som roede mod land, hvor stimen blev taget med voddet. Foruden den kendte norske ansjovis-nedlægning brugtes i Frankrig også nedlægning i olie.

Også i Norge var ansjovistilvirkningen af stor betydning, men det var næsten udelukkende brisling, som benyttedes hertil.

Torskefiskeri

Fiskeriet af torsk og torskearter (kuller, lange, sej, brosme, kulmule med flere): Overalt, hvor torskearterne forekommer, bliver der drevet fiskeri ved kysterne af dem, enten med liner, garn og ruser eller med pilk og snøre. De egentlige store torskefiskerier drives derimod som havfiskeri med dertil svarende udrustning af fartøj, mandskab og redskab. De vigtigste af sådanne torskefiskerier drives i Nordsøen, ved Island, Færøerne, Newfoundland og Canada samt i Stillehavet i de japanske farvande.

Ved Island og Færøerne drives dette fiskeri nu af franske, engelske og tyske fiskere, men mens det engelske og tyske fiskeri er af nyere dato, har man fra Frankrig drevet torskefiskeriet ved Island i århundreder. Allerede i Colbert Skabelon:Dn’s tid stiftedes i Frankrig til støtte for havfiskeriet den såkaldte Inscription maritime, en slags indrulleringsinstitution for søfolk og fiskere. De, der er indskrevne heri, har forpligtelse til at tjene et vist antal år i marinen, men til gengæld har de så ret til pension og til regeringspræmier, når de går på fiskeri ved Island eller Newfoundland. Dette system har i høj grad fremmet Frankrigs deltagelse i fiskeriet i disse farvande. Fiskeriet udgår fra de nordfranske havne, og indtil den nyeste tid er der hertil benyttet sejlskonnerter af en bestemt type og med fortrinlig sødygtighed. Nu fortrænges sejlfartøjerne mere og mere af dampfartøjer af den almindelige trawlertype. 1914 udgik fra franske havne 226 sejlfartøjer på fiskeri ved Newfoundland og 28 damptrawlere, men nogle få år forinden deltog kun 6 damptrawlere i dette fiskeri. Ved Island drev samme år fra fransk side 66 sejlfartøjer og 47 damptrawlere torskefiskeri.

Fiskeriet foregår på forskellige måder ved Newfoundland og ved Island. Ved Newfoundland drives det efter amerikansk system med dories, små fladbundede rofartøjer, hvoraf hvert skib medfører ca. 20 stk. Redskabet, langliner, ros ud om aftenen med disse dories og sættes i stjerneform fra skibet, som er opankret. Om morgenen bjerges de og ros om bord med fangsten. Hver dory har liner på ca. 1 km længde. Til agn benyttes fornemmeligt snegle, men også saltet sild. Om bord i skibet flækkes, renses og saltes fisken. Foruden franske deltager også amerikanske, engelske og portugisiske fiskere i dette fiskeri. Ved Island er dybderne i reglen for store til at opankre fiskeskibet. Man fisker derfor fra det, mens det er let og i drift. Redskabet, som benyttes, er håndline, og fiskepladserne skiftes i løbet af sæsonen. I februar og marts foregår det ud for sydkysten af Island, i april og maj ud for vestkysten. Der efter går mange fartøjer til østkysten af Island, andre bliver ved vestkysten, men fra begyndelsen af juli til fiskeriets ophør i august samles så godt som alle fartøjerne ud for Reykjavik. De, der fortsætter fiskeriet i september, fisker ud for sydkysten. De danske havundersøgelser ved Island har påvist torskens og torskeyngelens vandringer og den nøje forbindelse hermed og med fiskeriets gang ved Island.

Til agn benyttes ved linefiskeriet udskårne stykker af fisk eller søfugle. Saltet eller fersk sild anses for bedst. Damptrawlerne, der fisker ved Island, benytter Otter-trawlen. De er af største og bedste art og særdeles godt udrustede, blandt andet med trådløs telegrafi. Fangsten fra sejlfartøjerne bringes i saltet tilstand til hjemmet ved hjælp af store sejlskonnerter, der er særligt indrettede dertil (de såkaldte chasseurs). Damptrawlerne bringer som oftest selv deres fangst hjem. Da formålet for fiskeri ved Newfoundland og Island er fangst af torsk, består den væsentligste del af fangsten heraf. Torsken tilberedes til klipfisk såvel i USA som i Frankrig og på Island og er genstand for en stor eksport, navnlig til Sydeuropa. I England sælges torsken i saltet tilstand, hvoraf også betydeligt eksporteres.

Såvel for de franske Newfoundlandsfiskerier som for fiskeriet ved Island gøres der fra regeringens og privates side meget for at lette det anstrengende og hårde liv for besætningerne. Ved Newfoundland holdes der således hospitalskibe på fiskepladserne til bedste for fiskerne. Ved Island, hvor fiskepladserne er så spredt liggende, er indrettet hospitaler i land i Reykjavik, Faskrudfjord og på Vestmannaøerne. En damper fører de syge til hospitalerne. Den franske regering holder desuden under hele fiskesæsonen en krydser ved Island for at beskytte fiskerierne og for at yde assistance til fiskerne.

Torskefiskeriet ved Færøerne og i Nordsøen drives med sejlkuttere af franske, engelske, hollandske og tyske fiskere. Det begynder i april omkring Færøerne og Shetlandsøerne og fortsættes langs Skotlands kyst, hvorefter man går østefter til de store fiskegrunde i Nordsøen. Torsken opskæres straks efter fangsten, renses og saltes i tønder. Senere ompakkes den i land og frembyder en udsøgt god vare.

Ved torskefiskeriet og med de dertil benyttede redskaber fanges der flere andre torskearter end den almindelige torsk, såsom lange, sej, brosme, kulmule. Det er kun få steder, disse fisk er genstand for et specielt fiskeri, således som ved den norske kyst. Vesten for Skotland er kulmulen i forårstiden efterstræbt af trawlerne, og af særlig betydning er det engelske og tyske kullerfiskeri i Nordsøen, der drives dels fra sejlfartøjer med langline og med mindre kroge end de, der benyttes ved torskefiskeriet, dels fra damptrawlere. Som bekendt er der såvel i England som i Tyskland et stort marked for kuller. Ud for USA og Kanadas kyster samt ved Alaska drives et stort torskefiskeri med håndline og langline. Der benyttes hertil skonnerter på indtil 400 nettoregisterton. Fangsten sælges enten i fersk tilstand eller renses og saltes om bord.

I Japan drives et betydeligt fiskeri efter torsk eller dermed beslægtede arter med håndline og langline fra skonnerter på 100—150 T. drægtighed. Agn til langlinefiskeriet er fornemmelig sild, flyndere og deslige, til håndlinefiskeriet makrel eller torsk. Det første drives i januar-april, det sidste i juli og august. I de senere år er der fra Japan eksporteret ret betydelige mængder af saltet torsk.

Udbyttet af de vigtigste torske- og kullerfiskerier i Europa var 1913 følgende i mio. kr.: England og Wales 54 1/2, Skotland 20 1/2, Irland 1/2, Frankrig 22 1/4, Norge 29 1/4, Tyskland 11 1/4, Holland 4, Belgien 1/2, Sverige 3/4, Danmark (med Island og Færøerne) 12 3/4, hvoraf hjemmefiskeriet 2 1/2, i Japan 1 1/2 Mill. Yen.

Fladfiskefiskeri

Fiskeri af fladfisk (rødspætte, tunge, pighvar, slethvar, slette, ising, rokker, helleflynder med flere) drives langs kysterne med mange forskellige redskaber, garn, liner, snøre, vod, til dels også med ruser. Fra gammel tid har garnfiskeriet været det vigtigste ved fiskeri af fladfisk nær kysterne, senere er vod, og navnlig det i Danmark benyttede snurrevod, blevet almindeligt ved kystfiskeriet, særlig i Nordsølandene, og det har på mange steder fortrængt garnfiskeriet. Landdragningsvod bruges også til dette fiskeri. Benyttelse af liner, snøre og ruser er derimod overalt af underordnet betydning ved fiskeri efter fladfisk.

Det redskab, som ubetinget er af størst betydning ved fiskeri af fladfisk, er slæberedskabet trawlen og den tyske kurre. Som nævnt fanges også forskellige andre fiskearter end fladfisk, navnlig kuller, ved fiskeri med trawlen, lige som denne også er indført ved sildefiskeriet, men det er dog fangst af fladfisk og kuller, som er det væsentlige ved trawlfiskeriet. Trawlen (bomtrawlen, the beam trawl og den tyske kurre) har vel været anvendt i mange år i England og Tyskland, men det er først fra midten af det 19. århundrede, at den store udvikling af trawlfiskeriet som havfiskeri blev påbegyndt fra England rundt på Nordsøens forskellige fiskebanker, hvor man dengang fandt overflod af fisk. Fra den tid og mange år derefter blev trawlfiskeriet drevet med store, veludrustede sejlkuttere på 70—100 ton drægtighed, der fiskede samlede i store flåder, om foråret i den sydvestlige og vestlige del af Nordsøen, navnlig ved Hornsrev og den jyske vestkyst, senere vestligere på fiskebankerne i Nordsøen: den store Fiskebanke, Doggerbanke med flere. Hver af disse flåder blev ledet af en af rederiet særlig udvalgt mand med den fornødne indsigt og erfaring. Fangsten transporteredes til land af store sejlkuttere, senere af dampere (de såkaldte carriers). Fiskerflåderne blev derved i stand til at holde søen i lang tid ad gangen.

Omkring 1880 begyndte i England indførelsen af damptrawlere, der dengang var mindre fartøjer med bomtrawl, men det varede ikke længe, før disse fartøjers størrelse forøgedes, og samtidig erstattedes bomtrawlen af den bedre og stærkere fiskende skovltrawl (Otter trawl, scheerbretnetz). Herved forøgedes fiskeevnen betydeligt. Efterhånden blev imidlertid antallet af disse fiskedampere så stort, at fiskeriet i Nordsøen blev mindre rentabelt. Man gik da til en betydelig forøgelse af fiskedampernes størrelse og sendte dem til fjernt liggende fiskegrunde som ved Island, Færøerne, i Hvidehavet, ved Irlands, Spaniens og Marokkos kyster, og trawlfiskeriet opnåede herved en meget betydelig udvikling, især fra engelske og tyske havne som Grimsby, Hull og Boston, Altona, Cuxhafen og Bremerhafen. I alt gik i 1913 1.341 damptrawlere fra engelske og irske havne. Også i Skotland, navnlig fra Aberdeen, er trawlfiskeriet blevet betydeligt udviklet i de sidste 30—40 år. 1913 fandtes ca. 400 damptrawlere foruden en del sejltrawlere i Skotland. Over halvdelen af damptrawlerne var hjemmehørende i Aberdeen. I Irland har trawlfiskeriet ikke nået nogen større udvikling, fordi markedet for trawlet fisk er dårligt der. I Tyskland fandtes i 1912 311 damptrawlere.

England er trawlfiskeriets moderland. Efter engelsk forbillede har andre lande som Tyskland, Frankrig, USA og Japan optaget trawlfiskeriet. De tyske trawlere er i størrelse, udrustning og fiskemåde som de engelske. De fisker også som de engelske ved Islands syd- og vestkyst, i Nordsøen og i nogen grad også på de endnu fjernere fiskepladser. Fangsten føres til land i fersk, iset tilstand, fornemmelig til tyske havne men også til Aberdeen og til Norge, hvor et betydeligt materiale til fabrikation af fiskeboller hidrører fra tyskernes fiskeri ved Island. De franske trawlere er alt omtalte under beskrivelsen af torskefiskeri ved Island. Foruden disse trawlere, der når den betydelige størrelse af 450—550 tons drægtighed, har Frankrig en ret betydelig trawlerflåde, der er anlagt på fiskeri i Nordsøen og omliggende vande ligesom de engelske og tyske, og som bringer fangsten til franske havne. Størrelsen af disse damptrawlere varierer fra 65—300 tons drægtighed.

Som det vil ses af det foregående, søger alle de i Europa i trawlfiskeriet interesserede til de islandske fiskepladser, og antallet af de ved Island fiskende skibe er derfor meget betydeligt. Alene af damptrawlere var der 1913 og årene umiddelbart forinden 447 ved Island, hvoraf 300 engelske, 80 tyske, 40 franske, 10 hollandske og 17 fra Island.

I USA og Japan er trawlfiskeriet efter engelsk mønster i de senere år optaget med heldigt resultat. Sidstnævnte land har fremmet dette fiskeri ved præmier for hvert enkelt skib, som deltager i det. Den store overflod af fisk, der findes i de japanske farvande, har også begunstiget dette fiskeris udvikling. Trawlfiskeriet kan i Japan drives hele året, men den bedste tid for det er december—marts. Af fangsten er flyndere og tunger fremherskende, men desuden udgør hajer og rokker en betydelig del deraf foruden forskellige, særligt japanske fiskearter.

Ved trawlfiskeriet fanges alle de forskellige arter af fladfisk: rødspætte, tunge, slette, ising og føres i fersk tilstand til markederne. Kun helleflynderen er genstand for et særligt fiskeri, hvilket er begrundet i, at den oftest forekommer på steder, hvor trawlen vanskelig kan fiske, som på de store dybder vest for Island, i Davis-strædet, ud for Canada og USA's kyster. Det samlede udbytte af trawlfiskeriet kan ikke opgives, da så mange forskellige fiskearter fiskes ved dette fiskeri.

Helleflynderfiskeriet drives derfor væsentligst med langliner. Oprindeligt var det amerikanerne, som drev dette fiskeri ved Islands og i nogle år ved Grønlands kyster med særligt veludrustede og velbemandede sejlskonnerter på 70—80 tons drægtighed. I disse farvande driver de det nu ikke mere, vistnok på grund af helleflynderens aftagen i mængde, og det er kun englænderne, som har fortsat fiskeriet her med sædvanlige trawldampere, der fisker med langliner, som sættes og bjerges med skibet uden benyttelse af dories. Det amerikanske fiskeri foregår derimod med dories og langliner som ved torskefiskeriet. Amerikanerne har nu forlagt fiskeriet til farvandene ud for USA's Atlanterhavskyst og særligt ud for Alaska. Her drives et meget betydeligt helleflynderfiskeri på den nys nævnte måde. Fisken behandles ved frysning og indpakning på den i Amerika benyttede særdeles omhyggelige måde. Om bord i skibene opbevares fisken i kasser i fryserum og føres til havne, hvorfra de med jernbane transporteres til de store markeder i indlandet. En del sendes til så fjerne pladser som New York og Boston. Helleflynderfiskeriet ved Alaska udgjorde 1914 762.757 $, 1913 kun 571.314 $. Forøgelsen er begrundet i tilvækst i antallet af deltagende fartøjer. Ved Kanadas, Newfoundlands og USA's kyster synes helleflynderfiskeriet at aftage, efterhånden som fiskeriet ved Alaska tiltager. 1914 gik kun 33 skibe på dette fiskeri ved østkysten, mens 146 fiskede ved Alaska. Fiskeriet på østkysten af helleflynder androg 1914: 246.277 $ for fersk og 30.000 $ for saltet helleflynder.

Det her beskrevne amerikanske helleflynderfiskeri er blandt de største i verden. For øvrigt drives helleflynderfiskeri næsten overalt i de nordlige have, ved Island, langs Norges kyst, i Nordsøen og Kattegat fra mindre sejlfartøjer med langliner og snøre, men disse fiskerier er uden betydning i sammenligning med andre fiskeriet i de nævnte farvande. Helleflynderfiskeriet udgjorde 1913 i mio. kr: England 6 1/4, Skotland 2, Norge 3/4, Tyskland 1/2. l Canada udgjorde helleflynderfiskeriet 1913 10 3/4 mio. kr.

Makrelfiskeri

Makrelfiskeriet drives i Frankrig og i alle til Nordsøen og Kattegat grænsende lande, samt i Nordatlanten, dels med dørge, dels med drivgarn. Fiskeriet foregår i to sæsoner, en forårs- og en efterårssæson. I USA, hvor makrellen er forekommet i store mængder, og hvor den er en meget yndet vare, må makrelfiskeriet henregnes til de vigtigere fiskerier. Fiskeriet drives ud for New Englands kyster med posenot, garn og dørge, men i de senere år er udbyttet aftaget meget betydeligt, uvist af hvilken grund. Det har dog endnu i de senere år udgjort hen imod 200.000 $ for fersk og 150.000 $ for saltet makrel.

I nyere tid har makrellen ændret mønster og svømmer nu også i Nordatlanten, og specielt Færøerne har været i makrelkrig med EU og andre lande om makrelkvoter. Færøerne fastsatte egne makrelkvoter i færøsk farvand, men det var EU ikke enig i, og efter en del forhandlinger, iværksatte EU inklusive Danmark et boykot mod Færøerne, som er en del af den danske stat, men som ikke er medlem af EU. Boykotten varede i et år, fra 2013 til 2014. Færøerne vandt makrelkrigen, kan man sige, da de fik lov til at beholde en ret stor del af makrelkvoten, som Jacob Vestergaard, fiskeriminister for Færøerne, havde fastsat. Pga. boykotten fik færøske trawlere ikke lov til at seje ind til havne i EU. Derfor blev to makrel- og sildefabrikker bygget i henholdsvis Tvøroyri og Fuglafjørður. Fabrikken i Tvøroyri, Varðin Pelagic, blev bygget før boykottet iværksattes, men truslen om boykot var forventet længe før.^[1] Makrelkvoten for EU, Norge og Færøerne i 2015 var 1.054.000 tons. Heraf var Færøernes andel 132.814 tons.^[2]

Såvel i USA som i Frankrig, Norge og Sverige bruges små makrel til nedlægning i olie.

Arter af makrelfamilien forekommer overalt i de japanske farvande og fiskes ligesom i Europa om for- og efteråret. Fangsten anslås til 2 1/2 mio. yen. Fiskeriet drives med posenot, drivgarn og langliner af usædvanlig størrelse. I de europæiske lande, hvor makrelfiskeriet har nogen betydning, udgjorde det 1913 følgende værdi i mio. kr.: England 3, Skotland og Irland 1, Frankrig 4 1/2, Norge 2 1/2, Sverige 2. I Canada udgør makrelfiskeriet 3 1/4 mio. kr., i Japan 2 1/2 Mill. yen.

Tunfiskeri

Tunfisken er i slægt med makrellen. Den forekommer fornemmelig i varme og tempererede have, som fx ud for Frankrigs og Portugals kyster og i Middelhavet. I disse farvande drives der da også et stort fiskeri efter den, størst ved Frankrigs Atlanterhavskyst, hvor det i de senere år har taget et stort opsving, til dels måske fordi sardinfiskeriet har givet mindre udbytte. Udbyttet har endog i Frankrig været 5 mio. franc. årligt, og 4 à 5.000 fiskere har deltaget deri. Ved Atlanterhavskysten foregår fiskeriet nu langt til søs uden for linjen Ouessant-Finisterre og drives med dørge fra fartøjer af 50—60 tons drægtighed. Fra hvert fartøj udlægges lange stænger til begge sider, der tilsammen bærer indtil 12 dørgeliner, 6 på hver side. Desuden slæbes i almindelighed 2 liner agter og ofte 1 fra toppen af masten. Fiskeriet begynder i juli, når sit maximum i august og slutter i oktober. Der anvendes kunstig agn på krogene.

Tunfisken kan som bekendt opnå en betydelig størrelse, og indbjergningen af fangsten kan derfor undertiden være vanskelig. Fisken dræbes ved et slag, når den hales om bord, der efter renses og vaskes den og ophænges, til man kommer til land, hvor størstedelen af fangsten sælges til konservesfabrikkerne til nedlægning i olie. I Portugal foregår fiskeriet på lignende måde som i Frankrig. Det indbringer ca. 2 mio. kr årlig. I Italien drives det derimod fornemmelig nær kysterne med bundgarnlignende redskaber, især ved sydvestkysten af Sardinien, og hører til Italiens vigtigste fiskerier.

Også i Japan ved Stillehavskysterne af de japanske øer drives et stort tunfiskeri med mange forskellige redskaber: landdragningsvod, bundgarn, drivgarn, håndline og langline. Udbyttet af tunfiskeriet andrager i Japan ca. 2 mio. yen årligt.

I USA er tunfiskeriet i udvikling ved Californiens kyst. Tunfisken når her en usædvanlig størrelse. Fiskeriet foregår på en lignende måde som i Frankrig, og fangsten tilberedes lige som der i olie.

Laksefiskeri

Beskrivelsen heraf hører nærmest under ferskvandsfiskeri, fordi det største fiskeri af laks foregår der, men da laksen som bekendt også opholder sig i havet, er den også der genstand for et ret betydeligt fiskeri. Af beskrivelsen af Danmarks fiskeri fremgår, at den fiskes i betydelig udstrækning i Østersøen med garn og langliner (lakselænker). Dette er også tilfældet for Sveriges og Tysklands vedkommende. I Nordsøen og ved Frankrigs kyster fiskes også laks, og hvor dette fiskeri foregår i umiddelbar nærhed af kysterne, bruges bundgarn, ruser og landdragningsvod. Størst er laksefiskeriet i USA og ved Alaska, også ud for kysterne, hvor det drives med store posenot.

I Japan foregår også et betydeligt laksefiskeri ved de nordlige øer. Laksen fanges ved landdragningsvod, garn og ruser samt bundgarn.

De vigtigste laksefisk i Nordamerika og Japan tilhører dog andre arter end den europæiske.

Andet fiskeri

Af fiskeri, der har mere underordnet betydning må endnu nævnes sværdfiskefangsten, der drives med harpun i Middelhavet og ved Portugals Atlanterhavskyst, størfiskeriet, der drives i Østersøen og i det hele ved udløbet af store floder, særlig i Rusland. Det drives navnlig ved garn. I Amerika fiskeri af shad, der nærmest er beslægtet med den i Europa forekommende stamsild, Svampefiskeriet i Middelhavet, særlig i Grækenland, og ved Japans Kyster.

Østersfiskeri

Østersfiskeri forekommer spredt i de forskellige verdensdele; i ringe udstrækning ved Norges sydvestlige kyster og ved Sveriges Skagerrakkyst, rigeligere i Limfjorden og vande af lignende art, på østersbanker i Nordsøen og ud for de engelske, franske, hollandske, belgiske, portugisiske og italienske kyster. Endvidere i stor udstrækning i Amerika og Japan.

I de mere lukkede farvande fiskes østers med skraber eller ved dykker, i Nordsøen med trawl. Størst betydning har dog østersproduktionen i Frankrig og USA, blandt andet fordi der i disse lande drives en så udstrakt kunstig østersavl. I Frankrig findes de vigtigste naturlige østersbanker i den store bugt ved Cancale. Her fiskes årligt 12 mio. østers, der udgør ca. 2 mio. franc. I forbindelse med disse banker og andre spredt liggende steder på den franske kyst, der dog er uden større betydning, benyttes bassiner til opdræt af små østers, som tages fra østersbankerne. Østersfiskeriet på de naturlige banker er derfor af stor betydning, ikke alene for konsumen af østers, men også for opdræt af dem. Produktionen på de naturlige østersbanker overgås i betydelig grad i Frankrig og USA af den kunstige østersavl. Mens fx i Frankrig de naturlige banker 1912 afgav østers til 1 1/4 mio. franc, androg værdien af de kunstigt avlede østers, der samme år bragtes i markedet, 28 mio. franc. Den vigtigste plads for kunstig østersavl i Frankrig er Arcachon; i USA findes talrige steder for østersavl. Af europæiske lande har foruden Frankrig østersfiskeriet betydning i England, Holland, Belgien, Portugal og Italien. I England er især østers af små dimensioner, de såkaldte natives, bekendt, og der udføres betydelige mængder af dem. Hollands kunstige østersavl er bekendt som meget vidt fremskreden. I Portugal fiskes østers af særlig god kvalitet, som er overførte derfra til Frankrig og har frembragt en fortrinlig vare. I Italien har østersfiskeriet især betydning i Taranto og Spezzia.

I Japan har den kunstige østersavl været kendt i over 200 år, og den forekommer nu så godt som overalt ved den japanske Stillehavskyst, især i de mange bugter og indskæringer, som findes der. I disse anbringes forskellige materialer som sten, teglsten, østersskaller og deslige, på hvilke ynglen kan fæste sig. I maj og juni overføres de til bassiner, hvor de henligger, til yngelen har fæstet sig til underlaget. Når dette har fundet sted, overføres de til bassiner, i hvilke havvandet har frit løb, og et årstid efter anbringes de frit i bassinet og udvikles der. Der udføres et ret betydeligt antal østers fra Japan til USA.

Skaldyrsfiskeri

Fiskeri af hummer, languster, krabber, rejer og andre skaldyr foregår i næsten alle lande, hummerfiskeri i de nordlige tempererede, languster i de sydligere, særlig i Middelhavet. Til hummer- og langusterfiskeriet bruges hummer-ruser (Teiner) og garn; til rejefiskeriet tuser og således som ved den engelske kyst trawl af små dimensioner," hvormed der fiskes på det lave Vand nær kysterne.

Hummer- og langusterproduktionen er størst i de lande, som Frankrig og Nordamerika, hvor der foretages kunstig udklækning af disse arter. I Japan foregår et stort fiskeri af hummer, krabber og rejer. Til hummer benyttes lige som i England små trawl, endvidere håndvod og garn. Alene fiskeri af hummer og rejer udgør i Japan en værdi af 2 mio. yen årlig. Fiskeri af krabber drives også her meget rationelt og andrager 1 1/2 mio. yen årlig. Det drives fornemmelig med garn, der sættes på bunden af havet.

Fiskeristøtte

Fiskeriets fremme blev i de fleste fiskeridrivende lande befordret ved foranstaltninger fra statens side. Blandt de nævnte foranstaltninger må særlig nævnes fiskerilån på billige vilkår, der efterhånden blev indført i mange fiskeridrivende lande. Sådanne lån blev givet på forskellige måder og på forskellige betingelser. Typisk for dem var de for Danmark beskrevne fiskerilån, idet disse gik ud på såvel direkte lån i fartøjerne (der i de forskellige lande blev givet med større eller mindre garanti fra låntagerens side), som lån til låneforeninger, der i reglen hæftede solidarisk for lånene. Endvidere gjordes der fra statens side så godt som overalt store ofre for at tilvejebringe de for fiskeriets drift fornødne fiskerihavne, for fisketransport og fiskeforsendelse. Fiskerskoler fandtes også i de forskellige lande, og der udførtes næsten overalt udstrakte havundersøgelser til fordel for fiskeriet, lige som staterne hver for sig holdt et omfattende søpoliti ved hjælp af orlogsmarinerne.

Ulykkesforsikring

Ulykkesforsikring for fiskerne fandtes nu også i de fleste lande, støttet af staten, ved siden af forskellige foranstaltninger afpassede efter fiskeriets behov i de enkelte lande.

Fiskeregulering

Fiskeriadministrationen i de forskellige lande var i almindelighed underlagt enten landbrugs- eller marineministerierne.

I England og Wales var det således et departement under Board of Agriculture and Fisheries, som administrerede fiskeriets regulering, og som foruden alle egentlige administrative sager havde overledelsen af alle videnskabelige havundersøgelser, hvorved det assisteres af et råd, sammensat af videnskabsmænd. Endvidere forestod det udarbejdelsen af fiskeristatistik, fiskerskoler og foretagender til fiskeriets fremme samt tilsynet med overholdelsen af de forskellige fiskerilove. I de vigtigste fiskericentrer i landet var oprettet lokale råd, i alt 11, hvis opgave det var at udfærdige vedtægter for fiskeriets drift og regler for fiskeritilsynet, der ved at approberes af centralstyrelsen fik lovkraft. Udgifterne herved afholdtes af by- og sogneråd.

Administrationen af det skotske fiskeris regulering var direkte underlagt det skotske ministerium og udøvedes af Scottish Fishery Board, der havde sæde i Edinburgh, og som bestod af 7 medlemmer, udnævnte af kongen for 5 år ad gangen. Det var i øvrigt organiseret som i England med hensyn til embedsmænd og underordnet personale, der var fordelt til de forskellige fiskericentre, men der fandtes ikke som i England lokale fiskeriråd rundt omkring i landet.

I Canada var fiskeriadministrationen underlagt marineministeriet. Organisationen var i øvrigt omtrent som i England og Wales. Særlig vægt var der lagt på fiskeritilsynet, som bestod af 22 inspektører og 126 underordnede tilsynsmænd, der havde 22 fartøjer til rådighed.

I Frankrig administreredes fiskeriets regulering af et departement under marineministeriet, der også varetog handelsmarinens interesser. Dette departement var delt i 4 kontorer. De forskellige administrationsgrene var omtrent de samme som i England, men på grund af den store rolle, som den kunstige fiskeavl og østersavlen spillede i Frankrig, beskæftigede denne administrationen mere end andet steds.

I Tyskland var fiskeriadministrationen delt i fiskeritilsynet, som udøvedes af de forskellige tyske stater, hver for sig, der var delt i fiskeridistrikter, hvert med sit tilsynsførende personel, og en rigsadministration, der udøvedes af en halvofficiel institution »Deutscher Seefischereiverein« i Berlin, og som var underlagt landbrugsministeriet. Bestyrelsen af denne forening bestod af 17 medlemmer. De videnskabelige undersøgelser og arbejder udførtes af særlige kommissioner og anstalter som »Kgl. Kommission für die wissenschaftliche Untersuchung der deutschen Meere« og den biologiske anstalt på Helgoland.

I Holland var fiskeriets administration henlagt til landbrugsministeriet, under hvilket var ansat en fiskeridirektør, assisteret af en fiskeriinspektør og en videnskabelig rådgiver på fiskeriområdet. Landet var delt i 7 fiskeridistrikter, hvert med sit tilsynsførende personel. Desuden fandtes i Holland et fiskeriråd, der enten ved eget eller ved regeringens initiativ gav forslag til fiskeriets fremme. Rådet bestod af 21 medlemmer, valgte på 5 år. Præsidenten og vicepræsidenten valgtes af regeringen.

I Sverige var det ligeledes landbrugsministeriet, som administrerede fiskeritilsynet ved et særligt fiskeribureau med en sagkyndig bureauchef. Desuden fandtes rundt om i landet ansat fiskeriinspektører, de såkaldte fiskeriintendenter, og under dem sorterede et antal fiskeriassistenter. Fiskeriintendenterne skulle drage omsorg for fiskeriets fremme hver i sit distrikt, optage statistik over fiskeriet og være til støtte for fiskerbefolkningen i udøvelsen af dens næring.

I Rusland administrerede landbrugsministeriet fiskeritilsynet, bistået af en høj fiskeriembedsmand og talrige fiskeriembedsmænd rundt om i riget.

I alle disse lande, Frankrig undtaget, fandtes særlige kommissioner, som varetog havundersøgelserne efter det af det internationale råd lagte program og sendte delegerede til dette.

I Amerikas Forenede Stater var fiskeriadministrationen underlagt handelsministeriet. De forskellige stater havde hvert sit udstrakte fiskeritilsyn, og administrationen førte tilsyn med den udstrakte kunstige østers- og fiskeavl, som fandtes i De Forenede Stater.

I Japan var fiskeritilsynet administreret af det kejserlige fiskeribureau under landbrugsministeriet. Det var delt i to afdelinger, hvoraf den ene varetog de administrative anliggender, mens den anden virkede for fiskeriets fremme. De lokale administrationer udøvede hver for sig tilsyn med fiskeriet i deres distrikter.

Det vil af det foregående fremgå, at hovedcentret for alt havfiskeri er de nordlige europæiske lande og Amerikas Forenede Stater med de fra disse lande benyttede fjernere fiskepladser: Island, Newfoundland, Hvidehavet, Marokko-kysten med flere. Af de europæiske lande var det Nord- og Østersøstaterne (heri iberegnet Frankrig som grænsende mod nord til Nordsøen og deltagende i Nordsøfiskeriet), der drev det største fiskeri. I Middelhavet var fiskeriet af underordnet betydning i sammenligning med Nordsølandenes fiskeri, og i Asien dreves som anført i det hele kun et rationelt fiskeri i Japan.

Af europæiske farvande må Nordsøen — på grund af det fiskeri, der blev drevet i dette farvand hele året igennem, antallet af fiskere og af de lande, som deltog deri — anses for datidens vigtigste fiskevand, og kun enkelte andre fiskevande af lokal betydning, som i Amerikas Forenede Stater og Japan, overgik det i forholdsvis ydeevne. Det var derfor af største betydning for verdensfiskeriet, at fiskeriet i Nordsøen blev drevet rationelt og bevaredes for overfiskning. Herpå havde derfor også de internationale havundersøgelser deres opmærksomhed og deres arbejde henvendt for at skabe internationalt vedtagne lovregler for de vigtigste fiskeriers drift, særlig for de fiskearter, der var udsatte for overfiskning. Den samlede værdi af fiskeriet i Nordsøen var 1913 237 1/2 mio. kr således fordelt (i mio. kr.): England 100 3/4, Skotland 50 1/4, Holland 35 1/2, Tyskland 31 3/4, Norge 12 3/4, Danmark 2 3/4, Belgien 2 1/4, Sverige 1 1/2. Af de fiskeridrivende lande var Storbritannien ubetinget det, hvor fiskeriet havde størst betydning, og hvor det blev drevet i størst udstrækning. Derefter fulgte Frankrig, Tyskland og Norge. Den samlede omtrentlige værdi af de forskellige fiskeridrivende landes fiskeri var 1913 følgende (i mio. kr): England 186, Skotland 72, Irland 6 1/2, Frankrig 103 1/2, Tyskland 40 1/4, Norge 56, Holland 40 1/4, Sverige 16 1/4, Danmark (med Island og Færøerne) 30, hjemmefiskeriet 18.

For Amerikas Forenede Stater fandtes ingen samlet statistik. I Canada udgjorde fiskeriet 1913 69 1/2 mio. kr. I Japan 94 1/2 mio. yen (1902 47 1/4).

Fiskeriets metoder

Erhvervsfiskeri

Dansk erhvervsfiskeri anvender følgende fiskemetoder:

Et skib, der må anvendes til erhvervsfiskeri, kan genkendes ved, at skibet har et havnekendingsnummer bestående af fartøjsdistrikt og et tal. Dette nr. tildeles af Søfartsstyrelsen se www.sofart.dk.

Litteratur

G. Gruelund: Produktionslære; 5. udgave, København 1951 (afsnit III: Fisk, s. 28-38)
Ludvig Karlsen: Redskapslære og fangstteknologi; ISBN 82-529-1791-7
Karlsen, Gjøsæter, Hamre: Fiskeriteknolgi; ISBN 82-529-2387-9
Morten Lundbæk (red.): Dansk fiskeri før industrialiseringen; Nationalmuseet, København 1975; ISBN 87-480-0072-8
Peter Michelsen: "Om det såkaldte slottefiskeri" (Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Årbog 1953; s. 20-40)
Odd Vollan: Omlegginga av fisket i Ålesund og på Sunnmøre; Fiskeridirektøren, Bergen 1942

Eksterne henvisninger

Noter

[1] rtal.fo - Árið ið fer: ES móti Føroyum

[2] sk.fo

[1]

[2]