Ydre mission

Ydre mission er den kristne mission i ikke-kristne, udenlandske områder. Der udsendtes missionærer til evangeliserende og diakonalt arbejde blandt folkeslag med anden tro. Nu ligger fokus på samarbejde med lokale partnere, f.eks. kirker og humanitære organisationer, og omend der stadig udsendes missionærer, har disses arbejdsopgaver flyttet sig til en mere konsulentagtig funktion.

I dag bruges betegnelsen ydre mission generelt om kristent missionsarbejde i en udenlandsk kontekst. Den ydre mission drives af adskillige missionsselskaber, fri- såvel som folkekirkelige. De største folkekirkelige missionselskaber i Danmark er Luthersk Mission og Danmission.

Baggrunden for missionsarbejdet.

Missionens motiv, mål og midler

Ydre Mission har til formål at arbejde for at bringe evangeliet til alle ikke-kristne folkeslag og henter begrundelsen for sit virke først og fremmest i Jesu ord derom. Direkte omtales missionen i ord som: Matth. 28, 18-20; 24-14; 24, 47 og Apostlenes Gerninger 8; indirekte steder som: Matth. 8, 11; 13, 38; 22, 8 fg.; 25, 31 fg.; 26, 13; Luk. 2, 14; Johs. 3, 16 og 10. 16 osv. Men rent bortset herfra må den universalisme, som præger evangeliet, føre til mission. Dette gælder således den kristne tro på den ene Gud, der har skabt verden og menneskene, vor himmelske Fader, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til sandhedens erkendelse (1. Tim. 2—4 fg.) uden hensyn til nationalitet, stand eller køn. Det samme gælder læren om Kristus, gennem hvem Gud har åbenbaret sin syndsforladende kærlighed (1. Johs. 4, 9; 2. Kor. 5, 19) for hele verden, den eneste, der er givet mennesker til frelse (Apostlenes Gerninger 12). Også opfattelsen af mennesket er præget af den samme universalisme: alle har syndet og trænger til Guds nåde (Matth. 7, 11; Rom. 3, 23, 1. Johs. 5, 19). Frelsesvejen er ikke en ydelse fra menneskets side, ikke askese eller højere erkendelse, men tillidsfuld tro på Gud, og er således en vej, der gennem evangeliets forkyndelse står åben for alle (Rom. 10, 13—15). I selve det kristne liv, båret af Guds kærlighed, må kærligheden til andre mennesker føre til, at man vil dele med andre, hvad man selv har mødt og fået i eje. Mission — her taget i den videste betydning — må derfor ses som en naturlig følge af et sundt og levende kristenliv.

For den evangeliske mission er det målet at bringe evangeliet på en sådan måde, at mennesker derved hjælpes til en personlig tilegnelse af Guds nåde i Kristus, for dernæst ved dåben at indlemme dem i den kristne menighed. Den katolske kirke lægger tyngdepunktet ikke så meget i den enkeltes personlige tilegnelse af evangeliet som i det, at udbrede den "eneste saliggørende kirke" med dens hierarki og dogmer, dens gudstjeneste og sakramenter og derved bringe mennesker i absolut lydigheds- og afhængighedsforhold til kirken. Nogle selskaber og missionærer sigter i arbejdet hovedsagelig på enkeltes omvendelse til kristendommen, mens andre arbejder på bredere basis med det som deres mål, at berede vejen for hele det pågældende folks omvendelse til kristendommen. For al mission gælder det imidlertid, at ordet (det skrevne såvel som det mundtlige) er det vigtigste missionsmiddel, men ved siden heraf indtager læge-, skole- og industri-missionen, (den såkaldte institutionsmission) en plads af største betydning for missionsarbejdet.

I en del tilfælde har det været den officielle statskirke, der har taget missionsarbejdet op (fx Trankebarmissionen, den grønlandske mission og den svenske kirkes mission), men ellers er det reglen i de evangeliske kirker, at arbejdet udføres gennem frie sammenslutninger af kristne gennem særlige missionsselskaber, hvis bestyrelse, der som oftest er valgt på almindelig demokratisk vis af den kreds, der økonomisk støtter missionen, leder hjemmearbejdet, antager og udsender missionærerne og især i tidligere tid havde afgørende indflydelse på arbejdet ude på missionsmarken. Ved siden af missionsarbejdere, der på den måde er udsendt og underholdt af selskaber, er der også missionærer, som er rejst ud og arbejder uden at have et sådant selskab bag sig (de såkaldte trosmissionærer).

Missionsarbejdet har sine særlige vanskeligheder, som i nogen grad må overvindes, om arbejdet skal lykkes. Da arbejdet skal gøres blandt mennesker med et helt andet åndsliv og en kultur vidt forskellig fra missionærens, så er det en betingelse for et virkeligt missionsarbejde, at missionæren må lære alt dette at kende, så godt som vedkommende nu kan det — rent bortset fra det nødvendige kendskab, man må have til det pågældende folks religiøse tanker og forestillinger. For at få indsigt heri og for at kunne prædike evangeliet må det pågældende sprog læres — i nogle tilfælde uden at der er videre hjælpemidler til stede. Blandt de oprindelige folk var frem til mellemkrigstiden ved siden af fetichisme og overtro polygamiet (flerkoneriet) en stor hindring, i Indien hele kastesystemet og i Kina forfædredyrkelsen — og hertil kommer så mange steder et (for europæere) usundt klima, navnekristnes nedbrydende indflydelse (gennem indførelse af brændevin, opium og smitsomme kønssygdomme), afhængighed af forskellige politiske forhold og så videre. Alt sammen er det vanskeligheder, der kan lægge alvorlige hindringer i vejen for det, som er missionærens egentlige arbejde. Men hvor man ikke er gået uden for vanskelighederne, men har søgt at løse dem, har det ofte fået vidtrækkende betydning, og når den moderne filologi, religionsvidenskab, sociologi og en række andre andre videnskaber i så høj grad står i gæld til missionærer og ofte bygger i det væsentlige på deres undersøgelse og forskning, så er det et vidnesbyrd om den grundighed og dygtighed, hvormed mange missionærer har røgtet deres kald. På missionsmarkerne har missionærerne og deres gerning været medvirkende årsag til afskaffelse af mange barbariske skikke eller i alt fald givet tilskyndelse til den kamp, som nutiden fører der imod (fx fodbinding i Kina, barneægteskab og enkers ægteskab i Indien, dårlig behandling af syge og gamle og barnemord især blandt de primitive folk). For missionsmenigheden hjemme har Ydre Mission haft stor åndelig betydning i mange henseender, og været med til at udvide horisonten, og missionsarbejdet har mere end noget andet været i stand til at samle og forene mennesker til fællesskab og tjeneste.

Den apostoliske, oldkirkelige og middelalderlige mission

De kristne kirker, der findes nu, har deres oprindelse i, og bygger på middelalderens, oldkirkens og den apostoliske tids mission.

At missionen måtte begynde som jødemission, var kun ganske naturligt (Apostlenes Gerninger 1, 8); men ret snart efter Kristi himmelfart udbrød der en forfølgelse af menigheden i Jerusalem, som adspredte denne, og dette gav så anledning til berøring med hedningerne, først og fremmest de "gudfrygtige" hedninger (proselytter), der havde antaget jødernes religion, men også hedninger uden noget forhold hertil, især da Paulus efter sin omvendelse ved Damaskus begynder sit missionsarbejde. For Paulus, den første store hedningemissionær, gjaldt det, såvel som for de andre, "jøder først, så græker" (Rom. 1, 16). Jøderne skulle først have lejlighed til at høre evangeliet — den jødiske diaspora blev derved baggrunden for den første kristne mission.

Så længe de kristne i kraft af deres nære tilknytning til jødedommen frit kunne forkynde deres tro på Kristus som Guds søn og verdens frelser, var de almindelige forhold i det romerske verdensrige en stor hjælp for missionen. Der var skabt en fast retsorden og gode samfærdselsmidler, det græske sprog kunne bruges over alt, hvortil kom, at det rummede en rigdom på ord og udtryk, der i høj grad gjorde det skikket som evangeliets sprog. Der var endvidere en trang til en religiøs-sædelig fornyelse, og mange søgte gennem forskellige mysterier at nå til frelse, udødelighed og enhed med guddommen. Trangen til en verdensreligion gav sig udtryk blandt andet i kejserdyrkelsen, der for de kristne var en form for menneskedyrkelse, som de ikke kunne og ville deltage i. De kristnes stilling til dette spørgsmål blev en af de afgørende årsager til kristenforfølgelserne.

Kristendommens udbredelse i Romerriget skyldtes nok så meget de enkelte kristnes liv og vidnesbyrd som vandrende missionærers virksomhed. Fra de laveste sociale lag i samfundet bredte den sig opad, og menigheden kom som følge heraf til at rumme kristne af meget forskellig støbning og åndelig udvikling, lige fra lægmandens jævne og enkle tro til filosoffernes tankemæssige fortolkning og forsvar af evangeliet. Kejsernes forsøg på at udrydde kristendommen viste sig ugørligt —- uagtet de kristne var ret få i tal (ca. år 100 var de kristnes antal omtrent 200.000; år 300 ca. 8 mio., det vil sige 1/5 af hele Romerrigets befolkning), og da Konstantin den Store efter sin sejr 312 gav fuld religionsfrihed, så var det indledningen til den tid, da masserne holdt deres indtog i den kristne kirke, som snart udviklede sig til at blive en magtfaktor, der ikke mere udelukkende vandt tilhængere ved hjælp af ordet og vidnesbyrdets magt. Kirken blev et rige i denne verden, der også havde en erobringspolitik, som udviklede sig stærkt ved siden af ordets forkyndelse — undertiden således, at den blev helt verdslig i sine mål og midler, hvilket især viser sig i middelalderens mission over for de germanske og slaviske folkeslag.

De germanske folks indtrængen i det romerske rige stillede kirken over for den store opgave at få disse folkeslag kristnede. I det 4. århundrede virkede Vulfila blandt vestgoterne og oversatte Bibelen til gotisk. Fra disse bredte kristendommen sig videre til østgotere, vandaler og burgunder, og da senere longobarderne brød ind i Italien (568), var pave Gregor den Store ivrig for at få dem omvendt til den katolske kirke, lige som han fik sendt Augustinus til England som missionær (597). Af andre missionær skikkelser er der grund til at nævne Irlands apostel, briten Patrick, Kolume, der virkede i Skotland i slutningen af det 6. århundrede, Kolumban, der (omkring 600) virkede i Schweiz, frisernes apostel Willibrord, Tysklands apostel Bonifatius, der til at begynde med arbejdede blandt friserne, men fik sin egentlige gerning i Thüringen, Hessen og Bayern, og "Nordens apostel" Ansgar, der 826 kom til Danmark. I løbet af det 9. og 10. århundrede kom kristendommen til de slaviske folk syd for Østersøen og øst for Elben. I den følgende tid virkede tyske missionærer blandt venderne, indtil Venden efter Arkonas erobring i 1169 lagdes ind under Roskilde bispestol. Kurland, Livland, Estland og Finland kristnedes i løbet af det 12. og 13. århundrede, og dermed var stort set hele Europa kristnet.

I de fleste tilfælde var det kun en meget udvortes forandring, der var sket, som havde sin forklaring enten i den overlegne kultur, som de kristne besad, eller forskellige politiske magtmidler, hvis indflydelse gjorde sig gældende. I mange tilfælde var det folkeomvendelser, forårsaget ved kongernes overgang til kristendommen, fx frankernes og russernes omvendelse, i en del tilfælde blev kristendommen udbredt med sværdet, idet folk blev tvunget til at lade sig døbe, fx Karl den Stores krige mod sakserne for at påtvinge dem kristendommen. Tilbage stod et stort indre missionsarbejde, som det har været munkenes fortjeneste at have taget op.

Også den østlige, syriske, nestorianske kirke, var missionerende, idet den 635 optog et arbejde i Kina, som efter alt, hvad vi kan skønne, blandt andet gennem indskriften på den bekendte Nestorianersten, har været af ikke ringe betydning for kristendommens udbredelse i disse egne, selv om det ikke har sat varige og blivende spor.

Men mens kristendommen gennem missionen på den måde blev udbredt fra folk til folk, mod nord, øst og vest, trængte islam i det 7. og 8. århundrede frem i Asien, Afrika og Vesteuropa (Spanien), indtil Karl Martel 732 slog de arabiske hære ved Poitiers. Over for islam var pavernes stilling gennemgående denne, at de prædikede korstog mod "de vantro" og på den måde fik konger og fyrster til at gå ud i kamp for kristendommen med det som det store mål at erobre det hellige land tilbage. Men trods den mægtige indsats, der her blev ydet, bragte det ikke varige resultater, og navnlig kunne der ikke under disse forhold være tale om virkelig mission fra pavernes side. Der er dog enkelte, som Frans af Assisi og Raimundus Lullus, der i kirkelig forstand drev missionen blandt muslimerne (muhammedanerne), og senere tog både franciskanerne og dominikanerne mission op i Spanien, Afrika, Syrien, Palæstina og blandt mongolerne i Asien uden dog at opnå varige resultater. Først da opdagelserne bragte de katolske lande i forbindelse med nye folk, toges missionsarbejdet for alvor op, båret af de forskellige munkeordener.

Mange af de katolske missionærer var dygtige og opofrende mennesker, der ikke gik uden om vanskelighederne, de mødte i arbejdet. Dette gælder mænd som Bartholomæus de las Casas (d. 1566), indianernes ven og utrættelige talsmand, og Frans Xavier (d. 1552), der regnes for romerkirkens største missionær, "Indiens og Japans apostel", gennem hvem jesuiterordenen gav det første store bidrag til missionen. Xaviers arbejde var dog i høj grad båret af en overfladisk forståelse af missionsopgavens egentlige mål. Senere fulgte mange jesuitermissionærer efter, både i Indien (Nobeli, Brito og Beschi) og i Kina (Ricci, Schall og Verbiest), og mange fik en meget betydelig indflydelse de pågældende steder på grund af deres høje menneskelige dannelse, diplomatiske evner og kristelige nidkærhed. Også i Japan begyndte man et arbejde, der fik så stor indgang, at der i 1579 i alt var 300.000 kristne. I Sydamerika oprettedes en jesuiterstat i Paraguay (1616—1767). 1622 oprettedes propagandaen (Congregatio de propaganda fide) med sæde i Rom, hvor igennem paven leder al katolsk mission.

Reformationen og missionen

Reformatorerne havde ingen forståelse af den vedvarende missionsforpligtelse, og det varede som følge heraf længe, før missionstankerne rigtig kom frem i den evangeliske kirke. At vi ingen missionsforetagender møder i reformationstiden, når undtages den svenske mission i Lapland, har sin forklaring i den kendsgerning, at det var katolske magter, som havde kolonier, og de tillod ikke lutheranere at drive mission de pågældende steder. Hertil kom, at arbejdet på at føre Reformationen igennem og sikre de nye protestantiske kirkesamfund mod de katolske magthaveres modstand tog alle kræfter. Der imod kunne man med rette undre sig over, at end ikke missionstanker, der kan lede til mission, møder os hos reformatorerne. Luther selv havde den tanke, at evangeliet var forkyndt for alle folkeslag; apostlene var kaldede til at prædike Kristus alle vegne, men en sådan befaling er kun givet til dem, enhver anden har kun at vidne om Kristus, dér, hvor han er sat og har sin gerning. Bag ved det hele var det i virkeligheden forudbestemmelseslæren, som gjorde sig gældende således, at Luther i sin fremhæven af Guds enevirksomhed til frelse og fortabelse slet ikke kunne se berettigelsen af menneskelige foranstaltninger for at bringe evangeliet til ikke-kristne folkeslag. På lignende måde stod i det væsentlige Melanchton, Bugenhagen, Zwingli og Calvin. Men, på den anden side har det siden vist sig, at reformationens principper, da missionen endelig blev taget op inden for den evangeliske kirke, blev baggrund for missionsarbejdet, og gav det dets særlige grundpræg. Kristus blev missionens midtpunkt, opgaven for missionen er at fremme den personlige tro på Jesu evangelium, ordet — det talte, skrevne og sakramentale — er det egentlige missionsmiddel, anvendelse af tvangsmidler og massedåb forkastes, bibeloversættelser og missionsskoler, indfødte missionsselskaber og selvstændige missionsmenigheder, frie missionsselskaber og gifte missionærer — alt dette er fulgte af reformationens principper.

Missionstankens gennembrud og udvikling

Den lutherske ortodoksi kom i det store og hele ikke ud over reformatorerne med hensyn til Ydre Mission. Enkelte, som friherre Justinianus von Welz, Peter Heiling, Kristian Scriver og den kendte filosof Leibnitz tog til orde for mission, uden at vinde større forståelse for deres tanker. Inden for den reformerte kirke talte allerede i slutningen af det 16. århundrede Saravia, der var professor i Leyden, lidt senere Justus Heurnius og Johs. Hoornbeek, der udgav et betydeligt missionsskrift, missionens sag. Da de evangeliske lande efterhånden fik besiddelser, begyndte man også at tage missionsarbejdet op, således i Hollandsk Ostindien, Ceylon og Sundaøerne, idet det blev pålagt Det Ostindiske Handelsselskab at våge over kirkens tarv og omvendte hedninger, og på lignende måde med Det engelsk-ostindiske Handelsselskab (fra 1600). I Nordamerika, hvor der grundedes flere engelske kolonier, hvis indbyggere gennemgående stod på en meget fjendtlig fod med indianerne, var der enkelte — især kvækere — som har drevet indianermission, mest kendt er John Eliot (død 1690), der har fået navnet "indianernes apostel", og flere medlemmer af familien Mayhew. Senere fortsattes missionsvirksomheden blandt indianere blandt andet af mænd som C.H. Rauch, David Leisberger, David Brainerd, W. Duncan og mange andre.

Missionsarbejdet i England

Indianermissionen fik på anden måde betydning derved, at den skabte interesse i England for missionen i det hele taget. I 1649 oprettedes et missionsselskab med det som formål at drive mission i Ny England, i 1698 stiftedes Society for Promoting Christian Knowledge (S.P.C.K.) og endelig 1701 Society for the Propagation of the Gospel in Foreign Parts (S.P.G.), der siden blev det største, højkirkelige selskab med en omfattende missionsvirksomhed. Med den metodistiske vækkelse som baggrund begyndte missionsinteressen efterhånden at vokse, samtidig med, at James Cooks rejser åbnede blikket for nye hedenske folk og lande. William Wilberforces kamp for negrenes frigørelse skabte interesse for Afrika, og at det Ostindiske Kompagni i Indien så langt fra tog sig af missionen, at det var en hindring for denne, gjorde et stærkt indtryk på de kristne i England.

William Carey blev banebryderen for en ny missionstid og gav anledning til dannelse af det baptistiske missionsselskab (1792), hvor efter han rejste ud til Indien som missionær. Careys optræden var også medvirkende til, at en del præster inden for statskirken fik dannet London Missionary Society (L. M. S.) i 1795, der efterhånden blev kongregationalisternes selskab. I 1799 stiftedes det store Religions Tract Society og Church Missionary Society der er lavkirkeligt. I 1804 stiftedes British and foreign Bible Society, gennem hvis virksomhed Bibelen eller dele af denne er blevet oversat til 579 sprog. 1865 stiftede Hudson Taylor China Inland Mission (C. I. M.). Foruden de her nævnte selskaber findes der en hel del større og mindre selskaber — metodistiske, presbyterianske og så videre, der hver har deres kreds af venner, som støtter arbejdet.

Missionsarbejdet i Skotland

I Skotland blev missionen optaget som kirkens sag i 1825. Bruddet i 1843, da frikirken blev dannet, berøvede statskirken alle sine missionærer, indtil denne atter fik kræfter til at tage missionsarbejdet op. Få steder er der så megen interesse og forståelse af missionen som i de skotske menigheder.

Missionsarbejdet i Tyskland

I Tyskland var det pietismen, som blev banebryder for missionsarbejdet. Udgangspunktet var Halle med den kreds, der så hen til A.H. Francke som deres åndelige leder, og da den danske konge Frederik 4. gerne ville tage et missionsarbejde op i de danske kolonier, resulterede det i den såkaldte dansk-halleske mission (Trankebarmissionen), et arbejde, der udgik fra Danmark, men hvis hele præg var tysk. Snart efter dannes Brødremenigheden (Herrnhuterne), som under grev Zinzendorfs ledelse blev en missionerende menighed i særlig grad. 1732 udsendtes de første missionærer til St. Thomas, året efter rejste to missionærer til Grønland, 1736 optoges et arbejde på Guldkysten, og i 1839 i Kaplandet blandt hottentotterne. I Amerika havde man — også på Zinzendorfs foranledning — begyndt et arbejde blandt indianerne og nord på i Labrador.

I året 1800 grundlagde Johan Jänicke i Berlin en missionsskole, som han ledede til sin død 1827. Her blev uddannet 80 missionærer, som blev udsendt fra England eller Holland, da Tyskland ikke havde nogen selvstændig mission. I 1815 dannedes det første tyske missionsselskab i Basel, Baselermissionen, der fra 1822 optog selvstændig missionsvirksomhed i Vestafrika, Indien og Kina. I 1828 dannedes det rhinske missionsselskab med hovedsæde i Barmen (Sumatra). I Berlin dannedes 1823 Berliner Missionsselskabet med Sydafrika som missionsmark. Den strengt lutherske retning var imidlertid ikke tilfreds med de bestående selskaber, især var man bange for samarbejde med de reformerte; dette førte til dannelse af Leipziger Missionsselskabet i 1836, hvis betydeligste leder blev Karl Graul (fra 1844—60). Denne mission overtog den dansk-halleske missions gamle arbejdsmark i Sydindien, hvortil senere er kommet et arbejde i Østafrika. Af andre selskaber må nævnes det nordtyske missionsselskab med hovedsæde i Bremen (fra 1836), Gossner Missionsselskab (ligeledes fra 1836) og Hermannsburg-missionen, en udpræget luthersk Mission (fra 1849).

Missionsarbejdet i USA

Det ældste amerikanske missionsselskab er kongregationalisternes American Board of Commissioners for foreign Missions fra 1810; men hertil kommer baptistiske, metodistiske, presbyterianske og lutheranske selskaber samt den kristelige Studenterbevægelse, der gennem frivilligbevægelse har haft stor betydning for Ydre Mission. Som tiden er gået, er Amerika mere og mere blevet den største magt i missionsarbejdet både hvad mandskab og penge angår — ikke mindst efter 1. verdenskrig.

Missionsarbejdet i andre lande

Af større evangeliske missionsselskaber i andre lande må nævnes i Holland: Det Nederlandske Missionsselskab (fra 1797); i Frankrig: Pariser Missionsselskabet (fra 1824); i Norge: Norske Missionsselskab (fra 1842); i Sverige: Svenska Kyrkans Mission (fra 1876), Svenska Missionsförbundet (fra 1878) og Evangeliska Fosterlandsstiftelsen (fra 1856) og i Finland: Finska Missionssällskapet (fra 1858).

Missionsarbejdet i Danmark

Foruden Trankebar-Missionen har Danmark haft mission i Finmarken blandt samerne, ledet af Thomas v. Westen (død 1727) og på Grønland med Hans Egede (død 1758) som missionens grundlægger og betydeligste personlighed. I det store og hele havde menigheden kun ringe forståelse af missionen. Først i begyndelsen af det 19. århundrede kan man tale om begyndende missionsinteresse i forbindelse med Det Danske Missionsselskab (D.M.S.), der blev stiftet 1821 på foranledning af præsten Bone Falch Rønne. Selvstændig missionsmark fik Dansk Missionsselskab først i 1864 i Sydindien, hvor 53 missionærer arbejdede i 1927 sammen med 335 indiske medarbejdere i en befolkning på ca. 2 mio. De kristnes antal var 4.727.

I 1891 besluttede man at tage et arbejde op i Kina, men der gik nogen tid, før man fik begyndt i Sydmanchuriet. I 1910 udvidedes arbejdet nord på. Missionærantallet var 75, de indfødte medarbejderes 252, og den kristne menighed talte i alt 4.126 kinesiske kristne. Ifølge Dansk Missionsskab var Santalmissionen den største mission i Danmark (begyndt 1867). Det er en nordisk mission med et missionærantal på 47 med 436 indfødte medarbejdere og i alt 27.964 kristne. Der efter kom Sudanmissionen (fra 1911) med 21 missionærer, Østerlandsmissionen (fra 1898) med 16 missionærer, Brødremenighedens danske hedningemission (fra 1922) med 14 missionærer, Kvindelige Missions Arbejdere (K.M.A.) (fra 1900) med 13 missionærer, Teltmissionen (begyndt 1904), Dansk Kirke-Mission i Arabien (fra 1904), Israels-missionen (fra 1885), hvortil kommer missionsvirksomheder som L.P. Larsens og Bittmanns, knyttede til enkelte missionærer. Sammenlagt arbejdede i 1920-erne fra de nordiske lande ca. 1.300 missionærer på forskellige missionsområder sammen med 7.000 indfødte missionsarbejdere. Kirken på missionsmarkerne talte i alt 300.000 kristne.

Verdensmission og samarbejde

I de evangeliske kirkers arbejde fik Ydre Mission stadig større og større plads. Af vidtrækkende betydning var det, at man med held forsøgte et vist samarbejde mellem de omkring 400 missionsorganisationer, som virkede forskellige steder. Det begyndte ude på missionsmarkerne med, at missionærer fra forskellige selskaber kom sammen til forhandling (en af de første konferencer af den art blev holdt i Allahabad i Indien i 1873), men snart følte man betimeligheden heraf også i hjemmemenigheden. I 1888 samledes således henved 1.600 delegerede fra så godt som alle evangeliske missionsselskaber til en konference i London, i 1900 afholdtes en tilsvarende konference i New York City med 2.500 delegerede og i 1910 Verdensmissionskonferencen i Edinburgh, som kom i stand efter flere års grundigt forarbejde med det som mål at skaffe et så fyldestgørende materiale som muligt vedrørende en række betydningsfulde spørgsmål, som kunne forelægges konferencen til forhandling. Konferencens leder John R. Mott blev formand for en fortsættelseskomité, som blev dannet efter konferencens afslutning, med det som mål at føre det påbegyndte enhedsarbejde videre. 1. verdenskrig medførte imidlertid en afbrydelse af samarbejdet, lige som den i det hele var en alvorlig hindring for missionsarbejdet. Værst gik det ud over den tyske mission, som alle steder (med undtagelse af Hollandsk Indien) blev afbrudt, idet missionærerne enten blev ført bort i fangenskab eller sendt hjem. Efter krigen forsøgte man atter at finde hinanden i samarbejde.

I 1921 dannedes Det Internationale Missionsråd ved et møde i Lake Mohonk, og det var planen, at det, gennem repræsentanter fra de forskellige landes missionsråd, skulle være det faste bindeled mellem al evangelisk mission. Tyskland blev indbudt til at være med, og ved Missionsrådets næste møde i Oxford 1923 genoptoges ved tyskernes deltagelse det samarbejde, Edinburgh-konferencen havde givet indledningen til. Med John Mott som formand, J.H. Oldham og Warnhuis som sekretærer, gøres et betydeligt arbejde. Missionsrådet udgav International Revue of Missions, der blev det førende missionstidsskrift.

Ved den næste konference, som skulle afholdes i Jerusalem i 1928, samledes 200 delegerede, hvoraf over halvdelen var repræsentanter for de nationale kirker på missionsmarkerne, for at drøfte en del af de spørgsmål, som var brændende for missionsarbejder for tiden. Det samlede antal evangeliske missionærer (1925) var ifølge World Missionary Atlas 29.188, hvoraf 7.663 arbejdede i Kina, 5.682 i Indien og 6.289 i Afrika. Missionsstationernes antal opgaves til 4.598 og antallet af kristne til 8.342.373. Missionsselskabernes antal anførtes til 380, og udgifterne ved dette arbejde stod opført til ca. 270 mio. Kr. Skolekommissionen arbejdede ved hjælp af 24.205 elementærskoler, 101 højere skoler og 461 teologiske seminarier eller bibelskoler. Lægemissionen omfattede 801 læger samt 612 indfødte læger, 858 hospitaler, 1.686 poliklinikker med 389.712 kliniske og 10.441.539 polikliniske patienter.

Den evangeliske verdensmission i mellemkrigstiden

Missionen blandt oprindelige Folk.

Oceanien og de ostindiske øer.

For aboriginere gælder det, at de hvides indflydelse og herredømme har været deres store ulykke. Efter 1. verdenskrig blev det skønnet, at der kun var ca. 50.000 tilbage af den oprindelige befolkning, og disse var ligeledes truet af undergang, uagtet der blev gjort en hel del fra regeringens side som en slags bod for fortidens misgerninger. Den første, der tog missionens arbejde op her, var Samuel Marsden (død 1838), men hans arbejde, der blev gjort ud fra den tanke, at papuaerne skulle have civilisation, før de fik kristendom, førte ikke til varige resultater. Efter flere forgæves missionsforsøg begyndte Brødremenigheden et arbejde, som satte spor, ikke mindst på grund af den store trofasthed og udholdenhed, hvormed det blev gjort. Den betydeligste af missionærerne var Hagenauer (død 1909).

Missionsarbejde på New Zealand

Langt bedre gik det på New Zealand blandt maorierne, hvor Church Missionary Society på Marsdens foranledning begyndte en mission i 1814. Senere kom Wesleyanerne til, og arbejdet fortsattes under store vækkelser. Biskop Selwyn fik stor betydning for missionen her.

Missionsarbejde i Polynesien

I Polynesien er missionen især knyttet til John Williams Navn. Som ganske ung blev han grebet af, hvad han hørte om missionen på Tahiti, hvor London Missionary Society havde begyndt missionen i 1797. I 1816 blev han udsendt og fik sin virksomhed på forskellige øer — Raiatea, Rarotonga og Samoaøerne, indtil han fandt martyrdøden 1839 på Eromanga — en af Ny Hebriderne. Med rette har han fået tilnavnet "Sydhavsøernes Apostel". Nu kan det egentlige missionsarbejde i Polynesien siges at være afsluttet, idet de indfødte har overtaget ledelsen af kirkerne.

Missionsarbejde på Hawaii

På Hawaii-øerne, hvor American Board begyndte arbejdet 1820, fik kristendommen en sådan indgang til at begynde med, at den allerede 1840 erklæredes for at være folkets tro. 1850 dannedes et hawaiisk missionsselskab, som har bragt evangeliet til Markesas-øerne. Fra 1863 kan man sige, at Hawaiis kirke har været selvstændig.

Missionsarbejde i Melanesien

I Melanesien befandt missionen sig endnu i sit begyndelsesstadium. Befolkningens grusomhed og det vanskelige klima — især på Ny Guinea, lagde her missionen store hindringer i vejen. Biskop Selwyn foretog 1847 en missionsrejse til en del af øerne. 1861 indviede han John Coleridge Patteson til biskop over Melanesien. Efter ti års velsignet virksomhed led han martyrdøden i 1871. På Ny Guinea var der tyske missionærer fra 1855 og missionærer fra London Missionary Society fra 1871. Arbejdet bar kun ringe resultater. Flere missionærer blev dræbt — således James Chalmers 1901. I alt fandtes der på disse øer ca. 200.000 kristne.

Missionsarbejde i Hollandsk Ostindien

På de ostindiske øer (senere Indonesien) lagde den hollandske regering længe hindringer i vejen for missionen. Gennem det nederlandske missionsselskab er der dog alligevel blevet gjort et værdifuldt arbejde flere steder, fx blandt alifurerne på Celebes (fra 1822), hvor der kun er få hedninger tilbage af en befolkning på 150.000 indbyggere. På Sumatra fik det rhinske missionsselskab fra 1861 udført et meget stort arbejde blandt batakkerne. Her virkede Nommensen indtil sin død 1918, på hvilket tidspunkt der var ca. 200.000 kristne, hvoraf mange var vundne fra islam. Det var et overmåde dygtigt arbejde, tyske missionærer her fik udført. På Nias opnåede man også store resultater på trods af stor modstand fra muslimernes side.

Missionen i Afrika

Det var slavehandelen, som var årsag til, at den hvide mand begyndte at beskæftige sig med Afrika, og da senere den evangeliske mission tog sin begyndelse, havde den i nogen grad sin baggrund i den skyldfølelse, som mange kristne følte over for negrene, når de tænkte på den skæbne, der var blevet dem til del under hvide mænds hensynsløse handlen. Senere kom opdagelserne, frem for alt Livingstones og Stanleys, til at virke som tilskyndelser til missionen, og i nyere tid var islams fremtrængen i Afrika en alvorlig påmindelse til den kristne menighed om ikke at gå uden om de opgaver, som lå og ventede på den i Afrika.

I Vestafrika forsøgte Brødremenigheden forgæves at begynde et arbejde i den danske koloni på Guldkysten (1736), og andre gik det ikke bedre, idet det usunde klima snart ødelagde missionærernes helbred. Centralmissionsselskabet mistede i løbet af 25 år 19, Church Missionary Society 109 udsendinge i Sierra Leone. På Guldkysten i Togo og Kamerun fik tyske missionsselskaber (Baseler og Nordtyske Missionsselskab) udført et godt arbejde og opnåede gode resultater (ca. 50.000 gik over til kristendommen). 1. verdenskrig betød et alvorligt knæk for arbejdet her, da de tyske missionærer måtte forlade det, og menighederne i det store og hele blev overladte til sig selv. Der var imidlertid bemærkelsesværdige folkebevægelser i retning af kristendommen under indflydelse af indfødte "profeter" således, at jordbunden i høj grad blev beredt for missionen. I Nigeria, som var Englands værdifuldeste koloni efter Indien, fik Church Missionary Society, wesleyanerne og forskellige andre engelske selskaber gjort et stort arbejde. Mænd som biskop Crowther, Hill, Tugwell og James Johnsen fik sat deres præg på arbejdet. Man stræbte her efter at få de indfødte kristne frem i ledelsen, og flere af disse som Crowther (død 1891) og Johnson (død 1917) viste betydelige evner.

I alt var der i Afrika i 1925 6.289 missionsarbejdere, der arbejdede på 1.403 missionsstationer, og 43.181 indfødte medarbejdere samt 2.629.457 indfødte evangeliske kristne.

Missionen i Fransk Kongo

I Fransk Kongo fik en højtbegavet tysk videnskabsmand, dr. Albert Schweitzer, åbnet et missionshospital i Lambarene (1913) — et eksempel på, hvor betydelige personligheder selv missionen blandt naturfolk kunne drage til sig.

Missionen i Belgisk Kongo

I Belgisk Kongo, hvor den indfødte befolkning havde lidt mere i moderne tid end noget andet sted, arbejdede blandt andet Svenska Missions-Förbundet fra 1881 og forskellige baptistselskaber.

Missionen i Sydafrika

I Sydafrika begyndte Brødremenigheden i 1837. Den første missionær Georg Schmidt (død 1785) måtte lide meget fra hollændernes side og blev til sidst tvunget til at forlade Kap. Først 1792 kunne nye arbejdere fortsætte hans gerning blandt hottentotterne, omend under stadig modstand fra de hvides side. Kort tid efter kom van der Kemp, udsendt af London Missionary Society, til Kap, hvor han virkede til sin død 1811. Af andre missionærer i London Missionary Societys tjeneste må nævnes dr. Philip, der som selskabets tilsynsmand ledede missionen i over en menneskealder (d. 1851). Mest kendt af missionærerne i Sydafrika er Robert Moffat (død 1883), der fik sit arbejde blandt bechuanerne (tswanaerne), delende ondt og godt med dem. Hans datter ægtede Livingstone, der, før han begyndte sine opdagelsesrejser, arbejdede en årrække som missionær. Af de mange selskaber, som har virket og virker i Sydafrika, må nævnes den skotske frikirke, som i Lovedale fik oprettet en skole, der under James Stewarts (død 1905) dygtige ledelse fik stor betydning for uddannelse af de indfødte til præster, lærere, landmænd og håndværkere, wesleyanernes arbejde, Parisermissionens virksomhed blandt basutoerne (Casalis [død 1891] og Coillard [død 1904]), hermannsburgernes mission blandt bechuanerne; Berlinermissionen i Transvaal og Natal; hvortil kom svensk og norsk mission. I Sydafrika fandtes efter 1. verdenskrig godt 1 1/2 mio. kristne.

Missionen i Østafrika

Også i Østafrika fik missionen god tilslutning flere steder. Den skotske frikirke begyndte 1875 den såkaldte Livingstonia mission i Nyassaland, hvor blandt andre Dr. Laws og Donald Fraser havde stor betydning for arbejdet. Church Missionary Society begyndte, efter at Stanley i 1875 havde besøgt Uganda, en mission i det pågældende land. Under meget skiftende ydre kår blev arbejdet udført — snart hæmmedes missionen af kongernes lunefuldhed og snart af muslimerne og katolikkerne, men trods dette fik kristendommen en indflydelse i folket, som kun få andre steder i Afrika. Særlig betydning for arbejdet havde Alexander Mackay (død 1890), biskop Tucker (død 1914) og Archdeacon Willis. De evangeliske kristnes antal var ca. 150.000.

Missionen på Madagaskar

På Madagaskar har London Missionary Society (fra 1820) og Norsk Missionsselskab (fra 1866) under megen modstand udført et stort arbejde.

Missionen i Japan

Japans missionshistorie begyndte 1549, da Frans Xavier lagde grunden til den katolske mission, som, takket være jesuitternes missionspolitik i forbindelse med deres evne til at komme ind alle vegne, voksede så stærkt, at den i slutningen af det 16. århundrede talte hen imod 600.000 kristne. Så udbrød der kristenforfølgelser, der så godt som helt udryddede kristendommen i Japan og medførte, at udlændingene indtil midten af det 19. århundrede var lukket ude fra Japan. I 1859 begyndtes missionsarbejdet igen, men da de gamle edikter mod kristendommen stadig stod ved magt indtil 1873, var det en pionerarbejdets tid, hvor blandt andet en mand som Guido Verbeck (død 1898) gjorde et betydningsfuldt arbejde.

I de følgende år til omkring 90-erne medførte Japans iver for at tilegne sig vestens kultur en stigende interesse for kristendommen, indtil man opdagede, at vestens kultur og kristendom var ikke uadskilleligt knyttet til hinanden. Den stærke nationalitetsfølelse, som ofte tog de gamle religioner i forsvar ud fra nationalt synspunkt, prægede også mange kristne således, at de undertiden kom langt ud i synkretisme. Fra århundredskiftet fik missionen mere og mere arbejdet sig ind i folkets liv som en faktor, man regnede med i det praktiske liv, og mange tillagde kristendommens moralske indflydelse stor betydning for folkets liv. De kristne i Japan har haft betydelige førere som Nisima og biskop Honda og senere en mand som Kagawa. Missionærernes antal var i 1925 1.253, de kristnes antal 164.700.

Missionen i Korea

I Korea begyndte den evangeliske mission først i 1884 efter, at landet var blevet åbnet for udlandet. Arbejdet, som hovedsagelig var båret af presbyterianerne og metodisterne (fra Amerika), gik til at begynde med meget småt, indtil de store vækkelser udbrød omkring år 1906, og selv om den japanske politik (efter Japans erobring af Korea i 1910) ofte lagde missionen store hindringer i vejen, så var der få steder, hvor kristendommen har fået en så stor indflydelse som i Korea. De evangeliske kristnes antal opgaves i 1925 til 278.000, hvortil kom 100.000 katolske kristne.

Missionen i Kina

I Kina begyndte missionen med nestorianernes arbejde i det 7. århundrede. Omkring 1300 begyndte den katolske mission, som nåede sin egentlige blomstring gennem jesuitternes virksomhed omkring år 1600. Stridigheder mellem de forskellige missionerende munkeordener, især over for spørgsmålet om kristendommens stilling til forfædredyrkelse, i forbindelse med blodige forfølgelser i det 18. århundrede, gav den katolske mission et alvorligt knæk.

Fra midten af 1800-tallet gik det atter fremad med den katolske mission. Den evangeliske mission begyndte 1807 med Robert Morrison (død 1834). Da der ikke var adgang til selve Kina, måtte han i hemmelighed opholde sig i Kanton, hvor han studerede sproget og udarbejdede en ordbog, sproglære samt en oversættelse af Bibelen. Ved siden af Morrison må tyskeren Gützlaff nævnes som en af Kinamissionens pionerer. Han var en sprogbegavelse, fyldt med begejstring for missionen, og fik gennem sin virksomhed skabt en ikke ringe interesse for Kina, især i England og Amerika. Den såkaldte opiumskrig (1840—42), medførte, at Kina måtte åbne 5 havne for udlændingene. Disse byer blev i de følgende år udgangspunkter for missionen, og fra Gützlaffs side gjorde man et mislykket forsøg på at nå ind i landet ved hjælp af kinesiske evangelister. Flere engelske selskaber (London Missionary Society, Church Missionary Society) og nogle tyske (Baseler Missionen og det rhinske Missionsselskab) begyndte i årene lige efter Opiumskrigen missionsarbejdet i Kina. Under de følgende års krige mellem Kina og de udenlandske magter blev Kina tvunget til lidt efter lidt at åbne landet for de »fremmede djævle« — også missionærerne. Gennem mænd som William Burns (død 1868) og Hudson Taylor forberedtes det store fremstød i missionsarbejdet, især efter at sidstnævnte fik dannet China Inland Mission (C.I.M.) i 1865 — den største missionsvirksomhed i Kina. I 1867 var der endnu kun 97 evangeliske missionærer i 10—11 havne i 7 af rigets provinser. Gennem C.I.M.'s store virksomhed blev missionsarbejdet taget op i den ene provins efter den anden, indtil endelig i 1898 Hunan blev åbnet for missionen som den sidste af Kinas provinser, der opgav modstanden mod udlændingenes indtrængen. Mange missionærer, som fx Griffith John i Hankow, gjorde et stort grundlæggende arbejde, alt mens antallet af missionærer i Kina stadig voksede således, at der i 1877 var 473 evangeliske missionærer og videre i 1902 1.188 mænd samt 825 ugifte kvinder fordelt på 653 stationer.

Det var mod Kinas vilje, at udlændingene var kommet ind i landet, og da Bokseropstanden brød ud i 1900, gik det ud over missionen såvel som alt andet fra udlandet. 135 evangeliske og 49 katolske missionærer blev dræbt, men ikke nok dermed — også de kinesiske kristne gik det ud over, idet i alt ca. 40.000 kristne blev dræbt. Efter dette reaktionære forsøg på at lukke al fremmed indflydelse i Kina ude slog regeringen ind på en reformpolitik, som blandt andet førte til ophævelse af det gamle eksamenssystem (1905). Gennem missionsskolerne fik missionen i de følgende år berøring med mange kinesiske unge, der søgte uddannelse på det vestlige kulturgrundlag. Allerede 1877 var der i Shanghai blevet afholdt et fællesmøde for den evangeliske mission i Kina, hvori 124 missionærer tog del repræsenterende 20 selskaber. Det næste møde af denne art blev afholdt 1890 med 445 deltagende missionærer. Af stor betydning var det, at man enedes om et fællesarbejde for oversættelse af Bibelen. I hjemlandene gav denne konference anledning til en voksende interesse for missionen i Kina således, at missionærtallet steg betydeligt de følgende år samtidig med, at nye selskaber tog missionsarbejdet op. 1907, på hundredårsdagen for den første evangeliske missionær Morrisons ankomst til Kina, afholdtes den 3. missionskonference i Shanghai med 1.170 missionærer fra alle egne af Kina som deltagere. Mens de kristnes tal kun var 300 i 1860 og 90.000 i 1900, opgaves kirkens medlemmer nu til 190.000. Missionærernes antal var over 3.000. Efter Edinburghmødet 1910 forberedtes gennem Motts og Eddys rejser i Kina dannelsen af en fortsættelseskomité i Shanghai 1913, hvori kineserne besatte 1/3 af pladserne; dette blev i 1920 forandret derhen, at de kinesiske medlemmer skulle udgøre flertallet i komiteen — et udtryk for bestræbelserne for at give kineserne en stedse større plads i arbejdet.

Årene efter 1. verdenskrig var præget af politisk uro, samtidig af en stærk åndelig gæring. Krigene mellem forskellige militærguvernører har medført en utryghed og usikkerhed i mange egne af landet og også lagt missionen alvorlige hindringer i vejen. I den såkaldte renæssancebevægelse fik Kina en bevægelse, der arbejdede hen imod en syntese mellem vestens og østens kulturer, idet man på videnskabelig måde ville søge at lægge grunden til det nye Kina. Verdens kristelige studenterforbunds møde i Peking i 1922 fremkaldte en modbevægelse blandt ikke-kristne studenter, den såkaldte antikristelige bevægelse, som med benyttelse af de til rådighed stående midler har prøvet på at lægge missionens arbejde hindringer i vejen. Den vågnende nationalitetsfølelse gav dels anledning til et spændt forhold til de udenlandske magter, i anledning af de forskellige privilegier, som udlændingene gør krav på i Kina, dels over for missionen medførte den et stadig stærkere krav fra de kinesiske myndigheders side om at få ledelsen inden for missionsarbejdet overdraget, for at man blandt andet derved bedre kan arbejde hen imod det, der står som målet for mange: een kinesisk-kristen kirke, der ikke er delt med alle de skillemure, som den vesterlandske konfessionalisme har bragt med sig ind i arbejdet blandt kineserne. Ved den store nationale, kristelige konference (National Christian Conference) i Shanghai 1922 valgtes et nationalt kristeligt råd, der i fremtiden skulle tjene som bindeled mellem de forskellige kirker og tage fælles opgaver op. Blandt lederskikkelser inden for den kinesiske kirke må nævnes mænd som C. T. Wang (tidligere udenrigsminister), W. W. Yen (tidligere premierminister), David Yui (Kinas repræsentant ved Washington-konferencen, generalsekretær for K. F. U. M.), general Feng Yu Hsiang og C. Y. Cheng, lederen af ovennævnte Shanghaikonference. Af fremstående missionærskikkelser må foruden tidligere omtalte nævnes mænd som tyskeren Ernst Faber (død 1899), der især har gjort sig fortjent ved sine litterære arbejder, amerikaneren W.A.P. Martin (d. 1913), James Gilmour (d. 1891), der har virket i Mongoliet, J. Goforth, kendt som vækkelsesprædikant, og K.F.U.M.'s første generalsekretær F. Brockman.

De senere års begivenheder efter urolighederne i Shanghai, Kanton og andre byer i sommeren 1927 vanskeliggjorde i høj grad, og en del steder umuliggjorde de missionærernes arbejde således, at mange har måttet forlade deres missionsstationer. Ifølge en statistik fra 1925 var der i Kina ca. 8.000 missionærer, der arbejdede ud fra ca. 750 missionsstationer, biståede af ca. 27.000 kinesiske medhjælpere. De evangeliske kristnes tal blev angivet til ca. 800.000.

Missionen i Indien

Indien rummede både hvad race, sprog, kultur og religion angår de største modsætninger. Mod nord trådte det ariske præg stærkest frem, i den øvrige del af landet var det der imod det dravidiske element, som gjorde sig gældende. Hertil kom en del forskellige stammer, der regnedes til Indiens urbefolkning, hvis hele liv formede sig som naturfolkenes, og det samme kunne siges om de kasteløse, som talte ca. 60 mio. af Indiens 320 mio. I det nordlige Indien gjorde den muslimske indflydelse sig endvidere stærkt gældende, og stridigheder mellem muslimer og hinduer fandt stadig sted. Muslimernes antal ansloges til ca. 70 mio. Flertallet af befolkningen, ca. 2/3, var hinduer og bekendte sig til hinduismen under en eller anden form. På Ceylon fandtes en del buddhister, mens buddhismen ellers som sådan er fortrængt fra Indien.

Missionen går langt tilbage i Indiens historie, uden at vi med sikkerhed kan sige hvor langt. Vi ved, at der fandtes kristne i Indien omkring 180, og i Nikæamødet (325) deltog en biskop fra Indien. Fra 547 har vi beretninger om nestorianske kirker på Ceylon^[1] og i Malabar, og ved portugisernes ankomst (1498) talte disse såkaldte Thomas-kristne ca. 200.000. Deres antal er nu steget til 730.000, hvoraf halvdelen har sluttet sig til den katolske kirke. Også evangeliske missionærer har søgt at vække et dybere åndeligt liv i disse gamle kristne menigheder, og i nogen grad er det lykkedes. Portugisernes komme til Indien gav stødet til katolsk missionsvirksomhed ved franciskanere og dominikanere, og 1542 kom jesuitterne til med Frans Xavier og senere Roberto de Nobile i Madura (1606—1648) og mange andre. Som i Kina var jesuitternes arbejde præget af en meget vidtgående akkommodation — i dette tilfælde især over for kasteskikkene. Jesuiterordenens ophævelse (1773) var til stor skade for den katolske mission. Omkring 1800 var der kun 1/2 mio. katolikker i Indien. I den nyere tid er den katolske mission atter gået frem, dog ikke i tilsvarende grad som den evangeliske. De katolske kristnes tal opgives til 2.844.000.

Den evangeliske mission tog sin begyndelse et par århundreder efter den katolske med Ziegenbalgs ankomst til Trankebar (1706). Efter Ziegenbalgs død fortsatte andre betydelige mænd hans gerning, mest kendt blandt disse er C.F. Schwartz (død 1798), en af de største skikkelser i missionshistorien. Efter 1800 gik det imidlertid tilbage med missionen, dels på grund af manglende interesse i hjemlandet, dels på grund af stridigheder angående stillingen til kastevæsenet, og 1847 overtog Leipziger-missionen arbejdet. Englands opmærksomhed var imidlertid gennem det ostindiske kompagnis virksomhed blevet rettet mod Indien. Trods megen modstand fra kompagniets side tog flere selskaber missionsarbejdet op, først baptisterne med William Carey, der kom til Indien 1793 (d. 1834). Hans gerning, som især er knyttet til den danske koloni Serampur, idet han fra 1800 til sin død opholdt sig der, blev af grundlæggende betydning for hele den følgende tid. Han var en stor sprogbegavelse — oversatte således hele Bibelen på 7 indiske sprog og Ny Testamente på 21. Det skyldes endvidere hans indflydelse, at kompagniet 1813 blev tvunget til at give plads for missionen således, at flere selskaber i de følgende år kunne tage arbejdet op forskellige steder. Denne tilladelse til at drive mission blev i 1833 udstrakt til alle evangeliske missioner. På denne tid lagde skotten Alexander Duff (død 1878) grunden til en skole i Kolkata (dengang Calcutta), som i mange år kom til at stå som udtryk for det princip, der efterhånden prægede den indiske undervisning, at føre indisk ungdom ind i vesterlandsk tankegang gennem det engelske sprog. For missionen fik skolen banebrydende betydning derved, at den tog sigte på de højere kaster og bragte disse i en berøring med vestens åndsliv, som ofte førte med sig, at de kom til at stå med nogen kritik over for visse sider af deres eget. Det lykkedes ham også at vinde flere højtbegavede indere for kristendommen, og få har som Duff sat præget på en missionsperiode.

Da Indien efter oprøret 1857 blev en del af det britiske kejserrige, begyndte en ny tid for landet, og missionen fik også ganske andre kår at arbejde under, idet den engelske regering i det store og hele forholdt sig neutralt over for religiøse spørgsmål og ikke lagde missionen nogen hindring i vejen. Flere selskaber kom til, og man begyndte et særligt arbejde blandt kvinderne (Zenana-missionen) samt lægemissionen. På 252 hospitaler og 511 poliklinikker arbejdede (1925) 442 læger med hjælp af 1.360 assistenter. Patienternes antal var nævnte år ca. 4 1/2 mio. — tal, der giver et indtryk af lægemissionens indsats og betydning. Langt de største resultater har missionen opnået i arbejdet blandt de laveste kaster og de kasteløse. Gang på gang har der været store vækkelser — fx blandt karenerne i Birma, santalerne i Nordindien og madigaerne i Telugulandet — som greb om sig således, at det blev til massebevægelser mod kristendommen. Bevæggrundene i alt dette har været forskellige; ofte havde håbet om som kristne at komme til at leve en mere menneskeværdig tilværelse spillet med ind, og fra missionærernes side blev der da også gjort meget for at hæve disse menneskers sociale niveau. I mellemkrigstiden fik missionens arbejde blandt pariaerne den videre betydning, at mange hinduere tog et arbejde op blandt dem — ægget dertil gennem den kristne missions eksempel.

Det faktum, at langt det overvejende antal kristne i Indien var af paria-rod, betyder ikke, at der ikke blev gjort noget videre for at bringe evangeliet til hinduerne, men over for disse stod missionen ansigt til ansigt med næsten uløselige vanskeligheder. Hinduismen øvede en magt over den enkelte, som gjorde det meget vanskeligt at foretage det brud, som omvendelsen til kristendommen ville være. Kristendommens indflydelse spores derfor mere indirekte, som fx i reformbevægelserne inden for hinduismen, så som Brama Samaj, stiftet 1830 af Ram Mohan Roy (blandt de ledende skikkelser inden for bevægelsen må endvidere Debendranath Tagore og Keshab Chande Sen nævnes), ja selv Arya Samaj, der var kristendommens bitre modstander, men i kampen mod afgudsdyrkelse, børneægteskaber og for enkers ægteskab var virksom til at svække hinduismens magt på en række områder — noget, der også har haft betydning for missionen. Disse års brydninger har forberedt det åndelige omslag i dannede inderes stilling over for kristendommen, som man har sporet så stærkt senere hen. Ikke mindst har en skikkelse som Mahatma Gandhi, om end han ikke vil kaldes kristen, men tværtimod hævder, at han er en ægte hindu, haft stor betydning i retning af at vække interesse for Jesus-skikkelsen og give rum for Kristus i Indiens religiøse liv. Den nationale bevægelse fik også sat sine spor i missionsarbejdet i kravet om en indisk-kristen kirke med gudstjenestelige ordninger, som inderne kunne kendes ved som deres egne, og en kirke, der var fri for de dogmatiske skillelinjer, som prægede den vestlige kirke. Indien skulle tilegne sig evangeliet frit og naturligt, for at det kunne slå rod i indisk jordbund. Noget af den indiske kristendomstype møder os hos en mand som Sadhu Sundar Singh, der i sig forenede det centrale i kristendommen med en følelsesbetonet, spekulativ mystik.

Antallet af evangeliske kristne opgaves i 1920-erne til 2.242.798, missionærernes antal var 5.682 og de indiske medarbejderes tal 48.787. Der arbejdedes ud fra 920 missionsstationer.

Muhammedanermission

Muslimernes (muhammedanernes) antal opgaves til ca. 235 mio., hvoraf ca. 106 mio. levede under engelsk herredømme. I Indien var der ca. 70 mio., i Kina ca. 10 mio. og i hollandsk Ostindien 36 mio. Mens kirken som helhed kun havde gjort lidt for at bringe evangeliet til muslimerne, er der helt tilbage til den ældste tid lige efter islams fremkomst en del eksempler på, at enkelte har givet sig hen i denne gerning. Således virkede i det 8. århundrede Johannes af Damaskus både i skrift og tale til forsvar for den kristne tro, og i det 9. århundrede skrev Al Kindi, en kristen araber, sit berømte forsvarsskrift for kristendommen. Midt under korstogene drev kærligheden til Kristus Frans af Assisi til missionen blandt saracenerne, først i Syrien, senere i Marokko og Ægypten, og hans eksempel blev efterfulgt af flere munke (Franciskanere og Dominikanere). I 1198 stiftedes Trinitariernes Orden med den opgave dels at løskøbe kristne slaver fra muselmændenes fangenskab og dels at omvende de vantro. Frans’ forbillede har også virket med på den største muhammedanermissionær i middelalderen Raimundus Lullus, hvis hele liv, efter at han 30 år gammel havde oplevet en omvendelse, var helliget arbejdet blandt muslimerne. Hans virksomhed var opfyldt af arbejdet for at vække interesse i kirken for muhammedanermissionen, litterær virksomhed og missionsrejser. Han led martyrdøden i 1315 under en rejse i Algier. I de følgende århundreder gjordes der så godt som intet i retning af missionen blandt muslimerne. Først med Henry Martyn (død 1812) vendes kristendommens tanker atter mod den muslimske verden. I C.M.S.’s tjeneste virkede i en årrække dr. Pfander, først i Nordindien, senere nogle år i Konstantinopel. Han døde 1865. Ved Pfanders side stod biskoppen af Lahore Valpy French, der 65 år gammel gik ind i pionerarbejdet i muhammedanermissionen, drog til Maskat i Arabien, hvor an døde kort tid efter. I egnen omkring Aden begyndte skotten, professor Keith-Falconer et arbejde, der efter dennes pludselige død blev fortsat af dr. Young. Mellemkrigstidens betydeligste muhammedanermissionær og muhammedanermissionens utrættelige talsmand dr. S. M. Zwemer har fået stor betydning for missionen gennem sit indgående kendskab til islam og sin praktiske indsigt i forholdene blandt muhammedanerne verden over.

Årene efter 1. verdenskrig har i høj grad forandret den politiske, sociale og åndelige stilling inden for den muhammedanske verden. Der er intet kalifat mere, og vestens kultur trængte ind så godt som alle vegne og virkede omdannende på det sociale og åndelige liv i de muhammedanske lande og medførte en kulturkrise, der før eller senere ville munde ud i en religiøs krise. Situationen i Tyrkiet viste dette tydeligt, her var foreløbig direkte mission udelukket. I Indien var der mulighed for missionen, men af de ca. 6.000 missionærer, som arbejdede her, var kun ca 20 muhammedanermissionærer. De største resultater har missionen haft i Hollandsk Ostindien, hvor tusinder af muslimer gik over til kristendommen. I Ægypten var det frem for alt Kairo, som var udgangspunktet for missionen. Her fandtes det kristne, amerikanske universitet, som søgtes af mange unge muslimer. Endvidere må nævnes "Nil Mission Press", der udgav en mængde større og mindre skrifter. Arabien var så godt som uden missionærer — lidt over 20 i alt. I Aden arbejdede Dansk Kirke-Mission. I Syrien arbejdede Østerlandsmissionen. Hvad Nordafrika angår, var antallet af missionærer også der ganske utilstrækkeligt. I muhammedanermissionen havde lægemission og skolemission haft en overmåde stor betydning; hvor der ikke har været adgang for de almindelige missionærer, fik læger og især lærere adgang.

Israels-missionen

Den ældste kristne mission var Israels-Missionen (jævnfør Mt. 15, 24; Mt. 10, 5 og Apostlenes Gerninger 1, 8), og den store hedningemissionær Paulus glemte aldrig Herrens eget folk, selv om han som oftest mødte den stærkeste modstand blandt jøderne. Afstanden mellem jøderne og de kristne blev i tidens løb større og større — vel var der enkelte i oldkirken, som fx. i dialoger og prædikener søgte at henvende sig til jøderne, men efter som den tankegang fandt stedse større udbredelse, at jøderne på grund af deres korsfæstelse af Kristus var under Guds forbandelse, forsvandt enhver rest af kærlighed til Herrens folk, og som følge deraf enhver form for mission. Der udvikledes efterhånden et had mellem jøder og kristne, som blev næret gennem forvrængede fremstillinger og falske beskyldninger. I korstogstiden gav dette had sig udslag i grusomme forfølgelser. Det må dog nævnes, at dominikanermunke tog Israels-Missionen op i Frankrig og i Spanien, men først med den evangeliske kirke kan man sige, at Israels-Missionen virkelig blev taget op. Som yngre søgte Luther at bane vej for et nyt syn på jøderne; senere forandrede han sit syn, og hans senere skrifter er uden forståelse for Israels-Missionen. Stor betydning for denne mission fik den lærde Esdras Edzardis virksomhed (død 1708), dels derved, at mange jøder gennem hans virksomhed blev ført til dåben, men også derved, at han slog til lyd for Israels-Missionen, så mænd som Francke, Spener og Zinzendorf fik interesse derfor. 1728 oprettede Franckes discipel Callenberg det første egentlige missionsforetagende, Institutum Judaicum, der snart begyndte at udsende jødemissionærer. Mest kendt af disse er Stephan Schultz (d. 1776), der efter et meget opofrende liv i Israels-missionens tjeneste blandt jøder i Europa, Asien og Afrika overtog ledelsen af Institutum Judaicum i Halle. Rationalismens tid førte på den ene side med sig, at missionsånden døde hen, men samtidig trængte de friere åndsrørelser sig ind i den jødiske menighed og svækkede tilliden til jødedommen, alt mens jøderne i en række lande fik bedre ydre kår. Da derfor missionstrangen vågnede i begyndelsen af det 19. århundrede, så var vejen til jøderne på mange måder lettere for de kristne missionærer. Det første Israels-missionsselskab dannedes i London 1809 og er stadig det betydeligste. I London alene er der af dette selskabs missionærer blevet døbt 2.018 jøder. Til at begynde med virkede dette selskab også i Tyskland og Polen, indtil tyske selskaber trådte til og overtog arbejdet. I det hellige land begyndtes arbejdet 1823 med sønderjyden J. Nicolaison (død 1856). I 1841 oprettedes et preussisk-engelsk bispedømme, hvis biskopper — fx. Samuel Gobat — var ivrige for Israels-Missionens sag. Også i Abessinien blev der af Londoner-Selskabet udført et rigt vellykket arbejde blandt jøderne dér. Senere er der kommet flere engelske selskaber til; blandt disse må den skotske frikirkes jødemission nævnes. Også i Nordamerika dannedes en række Israels-missionsselskaber.

I Tyskland stiftedes det første selskab for Israels-Missionen 1822, og på tilskyndelse af Franz Delitzsch »Evang. luth. Central-Verein für die Mission unter Israel« i 1871, i tilslutning til hvilket den danske Israels-Mission (stiftet 1885) arbejder. Den første formand for sidstnævnte selskab var professor Buhl, efter ham fulgte biskop A. S. Poulsen; den nuværende formand er professor Fr. Torm. I Norge dannedes en Israels-Missionsforening allerede 1844 og i Sverige 1879. Israels-Missionen adskiller sig fra al anden mission derved, at jøderne, som der skal arbejdes iblandt, ikke bor i deres eget land, men for størstedelen i kristne lande. Når der alligevel er grund til at udsende særlige Israels-missionærer, så ligger det i, at det må være mennesker, der har kendskab til jødernes hele åndsliv og historie. Man har derfor søgt at give jødemissionæren en grundig uddannelse med dette specielle arbejde for øje på særlige uddannelsesanstalter. Stor forskel gør det selvfølgelig, om arbejdet skal gøres blandt Østens kulturelt lavtstående jøder eller blandt Vestens oplyste jøder, hvad enten de tilhører ny-ortodoksien, reformjødedommen eller er fritænkere. Et af de mest omdebatterede spørgsmål inden for Israels-Missionen er spørgsmålet om, hvorvidt man skal danne særlige jødekristne menigheder, eller om man skal lade de døbte jøder gå ind i den almindelige kirke. Mange forsøg i retning af det første er gjort i tidens løb. Mest kendt er Joseph Rabinovisch’ forsøg på at stifte en menighed under navn af "den nye pagts israelitter".

Under 1. verdenskrig led jøderne meget — især Østeuropas jøder. Efter krigen overtog England (1922) mandatet over Palæstina, og det var tanken at indrette et nationalt hjemsted for jøderne i deres gamle land. Med Sir Herbert Samuel som guvernør blev der gjort et stort arbejde for landets genrejsning. De forandrede forhold for jøderne har også haft betydning for missionen, og man har på konferencer søgt at få mere klarhed over stillingen for øjeblikket og dens kald til den kristne kirke. Der var 32 Israels-missionsselskaber med i alt 374 missionærer.

Noter

↑ nu Sri Lanka

Eksterne henvisninger

[1] u Sri Lanka

[1]