Vandmøller i Danmark

En vandmølle er en maskine, som omdanner energi i strømmende vand til mekanisk arbejde. Vandkraft var - sammen med ild - før det industrielle gennembrud den væsentligste kilde til energi i den ældste forædlingsvirksomhed. For at fremme den mest effektive udnyttelse af vandkraften blev vandmøllen indrettet ved brug af forskellige slags tandhjul og kamaksler af træ og eventuelt remmetræk, hvilket gjorde det muligt at "geare" møllen.

Vandmølle med overfaldshjul. Skovmøllen syd for Aarhus.

I områder med begrænset vandgennemstrømning måtte møllernes virksomhed blive indstillet over hele sommeren for, at vandet kunne anvendes til landbrugs- og græsningsformål. Sådanne vandmøller blev kaldt græsmøller eller vintermøller.

Oprindelig blev vandmøller kun anvendt ved kornformaling. Under renæssancen indså man, at vandmøllen kunne bruges i andre sammenhænge (fabrikker), og vandhjul blev installerede som trækkraft ved mange forskellige maskiner fx knusning af malm, slibesten, smedehamre og savemaskiner.

Vandmølletyper

Vandmøller findes i to udgaver:
- horisontalmøllen hvor vandhjulet drejer vandret om en lodret akse også kaldet en skvatmølle. En lille decentral mølletype, som i Danmark blev forbudt i 1639 og i Danske Lov fra 1683 og derefter kun kendes på Bornholm.
- vertikalmøllen hvor vandhjulet drejer lodret om en vandret akse.
Bortset fra udnyttelsen af de naturlige vandstrømme virker de to møller på forskellig måde: størrelse, placering og teknisk indretning.

Horisontalmølle

Principtegning for horisontalmølle. Fra: Nilsson, s. 221

Norsk horisontalmølle.

Kornet hældes i tragten. Melet samler sig på bænken omkring kværnstenene og bliver fejet ned i en beholder i fronten

Horisontalmøllens møllehjul.

Horisontalmøllen (også kaldet skvatmølle og pladskemølle) bestod af en lodret akse, for neden forsynet med en krans af skråtstillede skovle. Møllen virkede af den energi, som det faldende vand påførte skovlene og derved puffede dem og hjulet rundt i vandret retning. Denne mølle kunne klare sig med selv små vandmængder, når blot de havde den fornødne bevægelsesenergi. Hverken kravene til mængde eller fald var store, hvorfor sådanne møller kunne placeres selv ved kilder. Horisontalmøllen synes fra begyndelsen at have været udnyttet alene til kornformaling, idet møllekværnen placeredes over møllehjulet. Den nedre kværnsten sad fastspændt og rørte sig ikke, den øvre kværnsten var derimod fæstnet til den roterende akse og drejede rundt sammen med den. Hele arrangementet måtte i sagens natur bygges hen over den vandstrøm, der forsynede møllen med energi.

Der foreligger en beskrivelse fra 1815 af horisontalmøllens virkemåde fra Bornholm: "Ved den Bæk, som i nogen Afstand fra Gaarden malerisk slynger sig imellem bratte skovklædte Bruske, ligger en Pladskemølle. En vertikal Cylinder, af en Alens Gjennemsnit, har paa Randen 14 vertikale Skovler, en halv Alen brede og tre fjerdedel Alen dybe. Denne Cylinder er ved en Jernstang sat i umiddelbar Forbindelse med Løberen. Vandet styrter ind i Skovlerne og sætter dem paa denne Maade i Bevægelse. Hjulet kan ikke gaae, naar der er Overflod paa Vand, da dette da virker lige stærkt paa de paa begge Sider af Cylinderen anbragte Skovler. Er der lidet Vand, har det ikke Kraft nok til at drive Møllen. I alle Tilfælde give de Løberen en sagtere Gang, end andre slags Hjul. - Dette Slags Vandhjul er yderst ufuldkomment, og, hvor de bruges, bære de Vidne om en raa Mekanik. De afskaffes ogsaa nu mere og mere her paa Landet, og bliver sjeldne. Vi saa ikke mere end to saadanne."

Horisontalmøllens virkemåde, hvor hjulet drives uden gear af en kraftig vandstråle betyder, at møllehuset må bygges hen over vandløbet.

Arent Berntsen skriver om denne mølletype i 1656: "Sqvat-Møller eller Qverne i Skaane, Halland oc Norge, ere nogle smaa Huuse oc Qverne, som enhver Bonde, som paa sin egen Gaards-Grund kand haffve Vandfald oc Damsted, maa opsætte, til sin egen brug, oc ey videre, eller andre Landgild Møller til hinder eller skade, oc aff saadanne Qvernne gifvis ingen Skyld eller Landgild." På grundlag heraf må sluttes, at mølletypen har haft sin udbredelse dels på den skandinaviske halvø, dels på Bornholm. På de øvrige danske øer og i Jylland er møllens anvendelse ikke påvist sikkert.

Vertikalmøller

Princippet ved et vandhjul (her: overfaldshjul).

Overfaldsmølle, anvendt siden 1. århundrede f.Kr.

Underfaldsmølle (eller strømmølle), anvendt siden 1. århundrede f.Kr.

Brystfaldsmølle, anvendt siden 3. århundrede.

Vandmølle med ledeskovle.

Vertikalmøllen var mere sammensat i sin opbygning, idet den måtte forsynes med et mere sammensat system af hjul og akser. Vertikalmøllen virkede oprindelig ligeledes ved vandstrålens tryk på blade, men disse udvikledes med tiden til skovle. Møllen virkede således i kraft af vandets vægtfylde og tyngdekraften, idet den var forsynet med vandskovle, som opsamlede vandet. Vand skulle påføres et stykke oppe i hjulet og derefter tvinge hjulet til at dreje i kraft af af den påførte vægt i de fyldte vandskovle for derefter i omtrent laveste stilling atter at lade skovlene afgive vandet. Et egnet arrangement findes kun få steder i naturen og denne mølletype blev derfor ofte ledsaget af vandopstemning i en møllesø (eventuelt stigbord) og en højtliggende vandkanal eller rende, der kunne sikre vandets påførsel på møllehjulets skovle så højt som muligt. Man skelner efter denne påførselshøjde mellem henholdsvis overfaldshjul, brystfaldshjul og underfaldshjul. Kravene til vandmængderne var væsentligt større end ved skvatmøllen, en vejledende vandmængde var omkring ¾ m³/sek. for et enkelt overfaldshjul. Kunne der præsteres mere, kunne der også være flere møllehjul. Virkningsgraden af et overfaldshjul var 60-80%, af et underfaldshjul kun 20-30%. Møllehjulet i vertikalmøllen var ofte ret stort, 2–3 m i diameter. Det kunne udformes på flere måder: fastgjort i midten og da ofte udformet med blade, med sidestøtter for bladene eller som egentlige skovle.

Vertikalmøller kan underinddeles efter deres beliggenhed i landskabet og dermed deres tekniske indretning.

En overfaldsmølle er en vandmølle, hvor vandet ledes i en vandrende ind over hjulet til lidt forbi dets højeste punkt og her falder ned på skovlene, der fyldes med vandet. Kombinationen af presset fra vandstrålen og tyngden af vandet i skovlene får hjulet til at dreje ca 120 grader (det vil sige en tredjedel af en fuld rundtur), hvorefter det falder ud. Udnyttelsesgraden af vandkraften er 60-80%. Man regner med ¾ m³/sek. Overfaldshjul anvendes altid, hvis faldet er over 3 m.

En brystfaldsmølle er en vandmølle, hvor vandet falder over hjulets akse, mens en rygfaldsmølle er en vandmølle, hvor vandet falder under hjulets akse. Virkningsgraden forøges, hvis der anvendes såkaldte ledeskovle (også kaldet kulissetilløb). Brystfaldshjul med ledeskovle kan opnå en udnyttelsesgrad på 65-70%, mens rygfaldshjul med ledeskovle kan opnå en udnyttelsesgrad på 80%.

Både for overfaldsmøller og for brystfaldsmøller gælder, at vandtilførslen sker gennem en vandrende. Hvis vandmængden er relativt stor men faldet relativt lille, kun omkring 2 m, kan vandrende og møllehjul gøres bredere, hvorved møllehjulet kan blive næsten lige så bredt som det er højt. I så tilfælde tales om et tromlehjul.

En dalsømølle er en vandmølle beliggende i en ådal, idet der anlægges en dæmning tværs over ådalen, hvorved der skabes en kunstig møllesø, der både sikrer en opsamlet vandmængde til vandmøllens drift og en større faldhøjde for vandet. Vandet vil blive tilføjet næsten øverst på vandhjulet og vil i kraft af sin vægt bevirke, at vandhjulet drejer i den retning, vandet tynger. Når det når ned i nærheden af hjulets laveste punkt, vil vandet blive tømt ud. Hvis der ikke tilføjes samme vandmængde til den opstemte møllesø, som der bruges til møllens drift, vil vandstanden i møllesøen falde, og dermed også vandhjulets effekt. Dalsømøller kan undertiden have flere vandhjul, hvis der i perioder er vand nok til det, ellers kan vandhjulene køre i dagtimerne eller kun med det ene i døgndrift, og i perioder med svag vandtilførsel må vandhjulet hvile om natten, mens vand stemmes op i møllesøen.

I nogle tilfælde opstemmes der dårligt nok en møllesø. Dette kan være tilfældet fx. i en forholdsvis snæver dal med et ret stort, naturligt fald. I sådanne tilfælde tales om en å-sø.

En kildemølle kan forekomme i områder, hvor grundvandsstanden ligger over dalens bund og begynder at pible frem højt oppe på dalsiden. I sådanne tilfælde kan vandet blive samlet i kanaler, der følger højdekurven indtil det sted, hvor der er vand nok og tilstrækkeligt fald til drift af en vandmølle. På dette sted bygges en vandrende ud vinkelret på højdekurverne og vil undertiden kunne drive endog store overfaldshjul. Det største overfaldshjul, der kendes af denne type i Danmark, Hesle mølle, havde en diameter på 9,60 m.

Parallelløb anvendes i områder med store nedbørsmængder. Hvor vandmængden overskrider behovet for møllens drift, ledes det overskydende vand uden om møllen gennem et friløb, der kan være det oprindelige åløb. Vandstrømmen gennem friløbet reguleres ved hjælp af et stigbord ved den øverste deling.

En underfaldsmølle eller strømmølle er en vandmølle, hvor vandstrømmen kun skubber hjulskovlene. Udnyttelsesgraden af vandkraften er kun 20-30%. Underfaldshjul anvendes i Danmark altid, hvis faldet er under 1,5 m og kunne være så lavt som 30-60 cm.

Underfaldsmøller optræder især i lavere terræn. Ofte anlægges der en særlig kanal for at regulere vandstrømmen, der skal drive møllehjulet. For at forøge vandstrømmen kan den vandmængde, der løber gennem det naturlige åløb parallelt med kanalen midlertidigt helt eller delvist afbrydes.

Strømhjul uden fald overhovedet anvendes kun, hvis opstemning af vand er umulig, det vil sige i fladt terræn.

Vandmølletype og landskab

En undersøgelse af mølletyper og landskabsforhold viser følgende sammenhænge:

Type	Landskabelige forhold	Landskabstype	Sted i Danmark
Overfaldsmølle med møllesø	Lille vandløb, stort fald	Morænelandskab eller bakkeøskrænt	Øerne, Østjylland
Overfaldsmølle med lang rende	Lille vandløb, lille fald	Bakkeø	Vestjylland
Underfaldsmølle med å-sø eller parallelløb	Stort vandløb, lille fald	Hedeslette	Vestjylland
Brystfaldsmølle med å-sø eller parallelløb	Stort vandløb, stort fald	Hedeslette	Vestjylland

De forhold, som påvirker vandmøllers beliggenhed, er:
- tilstrækkeligt vand (helst hele året),
- godt fald på vandet,
- en god beliggenhed med hensyn til opland.
Vandmængden i vandløb afhænger af to ting: afvandingsområdets størrelse og nedbøren udtrykt i mm i de enkelte (del)områder. Det er dog ikke al nedbøren, der er til rådighed for vandløbene: en del fordamper og andet optages og udnyttes af plantevæksten. Den resterende vandmængde vil sive ned til grundvandet og sive ud i vandløb. Både nedbør og fordampning er størst i Jylland, nedbøren er mindst på Sjælland og fordampningen mindst på Fyn. Nedbøren er lav om foråret, vokser voldsomt i juli og er som regel størst i august og fortsat høj omend generelt med en aftagende tendens frem til marts. Afstrømningen i vandløbene er som regel lavest i sommermånederne, tiltager fra september og er højst i vintermånederne og aftager om foråret. Både nedbør og fordampning varierer imidlertid en del fra år til år.

Vandløb har i almindelighed deres største fald øverst, hvor vandmængden er mindst, faldet aftager samtidig med, at vandmængden stiger videre ned i løbet, og hvor vandmængden er størst, er faldet mindst. Billedet er det samme i det østlige morænelandskab og i Vestjylland vest for hovedstilstandslinjen, men faldet i Vestjylland er generelt langt mindre på grund af de landskabelige forhold. Der findes dog også vandløb med andre længdeprofiler. Sammenhængen mellem terrænforhold og vandets fald fremgår af følgende oversigt:

Type	Faldets karakter	Faldets størrelse
Hedesletter	meget ringe fald	1:1000
Bakkeøer	ret ringe fald	1:500
Tunneldale og ekstramarginale dale	ret ringe fald	1:1000 - 1:500
Sen-postglaciale erosionsdale	stort fald	1:250
Ikke-glaciale V-formede dale	meget stort fald	1:100

De fleste vandmøller blev anlagte ved små eller mellemstore vandløb, mens antallene var langt mindre både ved kilder og ved store vandløb. For Sjælland var fordelingen: 21 ved kilder, 153 ved små vandløb, 112 ved mellemstore vandløb og 23 ved store vandløb. For Vejle Amt før 1970 var fordelingen: 4 ved kilder, 50 ved små vandløb, 23 ved mellemstore vandløb og 33 ved store vandløb. For Ribe Amt før 1970 var fordelingen: 1 ved kilde, 46 ved små vandløb, 12 ved mellemstore vandløb og 28 ved store vandløb. De landskabelige forholds betydning fremgår af, at en undersøgelse af antallet af kværne i 1688 i de daværende (amtsinddelingen i 1942) Ribe og Vejle amter gav gennemsnitlige opland pr. kværn således: 23,5 pr. km² øst for hovedvandsskellet og 68,3 pr km² vest for hovedvandsskellet. Denne forskel afspejler den i hovedsagen gennemsnitlige terrænhældning i de respektive områder. En anden forskel var, at overfaldshjul var fremherskende øst for vandskellet og underfaldshjul vest for vandskellet.

Mølledamme, render og gearing

Forudsætningen for vandmølledrift er en jævn og stabil vandforsyning hele året rundt, det vil sige et regnfyldt klima, hvor nedbørsmængden overstiger fordampningen, er nogenlunde jævnt fordelt over hele året, og hvor vandet strømmer fra nedbørsoplandet til møllestedet med en afbalanceret styrke, hvilket igen forudsætter dels et netværk af vandløb, der sikrer den fornødne vandmængde, dels at vandet strømmer med en hensigtsmæssig hældningsgrad, hverken for hurtigt eller for langsomt. Denne hældning afhang af faldhøjden på møllestedet. Hvis vandet flyder for langsomt, kan det ikke drive et vandhjul, og hvis vandet flyder for hurtigt, kan det ødelægge møllens padleblade. Endvidere skal vandet ramme møllehjulet på rette måde. For at opfylde disse betingelser og overvinde udsving i nedbørsmængden blev vandet oftest opstemmet i en mølledam, der kunne opsamle store vandmængder og fra sit udløb ved en kanal sikre, at vandet strømmede til møllehjulet i passende mængde og med passende kraft til at sikre den bedst mulige udnyttelse af vandkraften. Andre, men ikke mindre betingelser til møllestedet, var, at møllehuset kunne bygges på jord, der ikke var for sumpet til at bære møllebygningen, samt hensigtsmæssige adgangsforhold til og fra møllen for dens brugere.

Beliggenheden af vandmøller måtte tage to naturgivne hensyn: vandmængde og afstrømningshastighed. Disse er hinandens modsætninger: i de øvre dele af et vandløb er hastigheden høj, men vandmængderne er små, hvilket sætter begrænsninger på vandmøllens størrelse. Ikke overraskende er de ældste vandmøller derfor i ældre tid ligeledes små, kaldet skvatmøller. Efterhånden udviklede man en løsning med at lede vandet i kanaler med en passende faldhældning, hvilket gjorde det muligt at sikre større mængder af vand til vandhjulenes drift og lade det falde med en passende styrke på selve møllebladene.

I de nederste dele af vandløbet er vandmængderne store, men strømhastigheden er ringe, hvilket begrænser vandmøllernes effektivitet. Ved at opsamle vandet i mølledamme og herfra lade vandet til møllen strømme gennem en særligt gravet kanal til møllehjulet og samtidig lukke af for de vandmængder, som strømmede gennem det naturlige åløb, kunne man håbe på en lidt større strømhastighed, fordi de samme vandmængder nu skulle igennem et mindre tværprofil. Det lykkedes imidlertid ikke altid. I stedet opnåede man, at vandet simpelthen blev opstemmet, hvilket kunne skade andre møller længere oppe i åløbet. Allerede tidligt begyndte man derfor at indføre bestemmelser for at regulere sådanne anlæg.

Mølledamme havde som hovedregel mindst et tilløb og to udløb, hvoraf det ene var en kanal til forsyning af vandmøllen med vand i passende mængde og styrke og det andet var et afløb, som førte vand uden om vandmøllen tilbage til det naturlige vandløb nedenstrøms for møllen. For at regulere mængden af vand, der strømmede gennem de to afløb, blev adgangen til disse forsynede med såkaldte stigbord, der kunne åbnes helt eller delvist og lukkes alt efter mængden af vand. Stigbordet bestod af en træplade placeret i en træramme i dæmningen, hvor det kunne hæves og sænkes i forhold til vandspejlet i mølledammen. Dette kunne ske ved håndkraft eller ved et tovværk berorende på stigbordets størrelse og vandtrykket. Hvis nedbøren oversteg behovet, kunne kanalen uden om møllen åbnes for at lade vandet afstrømme for at forhindre at mølledamme gik over sine breder og at for store vandmængder ikke druknede og ødelagde vandhjulet. I perioder med lav nedbør kunne man lukke den omgående kanal og derved sikre, at vandmængden til vandmøllen blev tilstrækkelig. På lignende måde kunne stigbord anvendes til at regulere den vandmængde, der strømmede til møllehjulet. For at forøge mølledammens kapacitet og forhindre vand i at strømme ud over dens bredder kunne dammen forhøjes med jordvolde, kaldet damsbånd. Af hensyn til eventuelle retssager var det af betydning for mølleejeren at kunne godtgøre sin besiddelsesret til både stigbord og damsbånd, og samtidige diplomer blev derfor udarbejdet for at sikre denne bevisførelse i fornødent tilfælde. De mange anlæg i form af mølledamme og kanaler og regulering af bække og åer kunne føre til, at nogle vandløb tørrede ud eller fik reduceret vandmængde på grund af opstemning og omlægning af vandstrømmene.

Mølledamme indebar miljøændringer, hvor fisk ikke længere frit kunne svømme ind og ud af åer. På den anden side skabte mølledamme nye mulige levesteder for fisk, og mange mølledamme kunne få en bifunktion som fiskedamme, der kunne være af stor værdi for damejeren. Det blev derfor også nødvendigt at regulere udnyttelsen af denne fisk. Mølledammene kunne dog ikke forhindre, at mængden af ferskvandsfisk aftog og at betydningen af saltvandsfisk tiltog i betydning for befolkningen, men for indlandsbefolkningen fjernest fra havet spillede ferskvandsfisk længe en betydningsfuld rolle i fødeforsyningen.

Ofte blev mølledæmninger forenede med vejanlæg. Mange vandmøller lå ved vadesteder, og dermed blev regulering af adgangsforholdene til vandmøllen fra begge sider af vandstrømmen ønskelig. Vandmøllerne kunne derfor også ligge strategisk hensigtsmæssigt for den vejfarende, både dem, der søgte møllen, og dem, der blot rejste forbi denne.

Vandforsyningen til vandmøllen forudsatte, at mølleejeren også kunne kontrollere de områder, hvorfra vandet til møllen skulle komme. Det blev derfor snart et mål for vandmølleejere som Kronen, godsejere og klostre at opnå ejendomskontrol med hele møllens vandforsyningsopland. Bestræbelserne i denne retning afspejler sig i ejendomshandler i middelalderen og senere.

Flere vandmøller kunne benytte samme vandløb og mølledam. Dette betød, at der også blev behov for at regulere dette. Af særlig betydning var det, at møller ikke kom til at ligge så tæt på hinanden, at en mølle kunne skade en anden. Dette satte imidlertid grænser for hvormange vandmøller, der kunne anlægges. Det stadig stigende antal vandmøller indebar, at der kunne opstå modsætninger mellem møllerne på flere måder, dels vedrørende vandforsyningen og vandafledningsproblemer, dels om møllekunderne. For at regulere møllernes kundeoplande blev der gjort forsøg på at begrænse konkurrencen, især fra skattefrie husmøller i forhold til skattebelagte møller. Efterhånden udviklede man andre og bedre løsninger for at regulerede møllernes kapacitet, nemlig at "geare" møllen: ved at kombinere et stort møllehjul, der drejede ret langsomt i kraft af den langsomme vandstrøm, med et mindre møllehjul, der havde færre "tænder" og derfor hurtigere drejede en hel omgang, og ved at kombinere dette mindre møllehjul med møllens arbejdsredskaber (kværne, stamper) opnåede man en mere effektiv udnyttelse af vandkraften. Resultatet af disse anstrengelser var, at mølleværket efterhånden blev yderst sammensat for at opnå mest muligt af vandkraften.

Beregning af en vandmølles ydeevne

Ydeevnen for en vandmølle kan beregnes som Pa = (Q * mv * g * H)/735, hvor:

Pa er ydeevnen i Hk

Q er vandkraften (m3/sek)

mv er vands massefylde (1000 kg/m3)

g er tyngdeaccelerationen (9,8 m/sek2)

H er faldhøjden målt i meter

Møllens arbejdseffekt kan beregnes som Pa = 1/n * Pe, hvor

Pe er den ønskede arbejdsevne i Hk

Pa er ydeevnen

n er nytteeffekten efter type af vandhjul.

Nytteeffekten n er 0,65 for Overfaldshjul, 0,5-0,6 for brystfaldshjul (ældre type eller forbedret type), 0,3-0,6 for underfaldshjul (ældre type eller forbedret type)

Behovet for (opstemmet) vand til at sikre møllens arbejdsevne kan beregnes som Vo = Vw - Qm * t = (Q - Qm)*t, hvor

Vo er (opstemmet) vand i m3

Vw er vandforbrug ved arbejde i tiden t, idet

t beregnes i sekunder (fx 2 timer svarer til 7200 sek)

Qm er vandføring i vandløbet målt i m3/t

Vandbehovet kan beregnes som Q = (Pa*735)/(m*g*H)

Historie

Oprindelse

Frem til vandmøllens ibrugtagen måtte al kornformaling ske i hånden. Oprindelig malede man kornet mellem to sten, en mindre overligger og en større underligger, idet overliggeren blev skubbet frem og tilbage hen over kornet. I romerske jernalder blev imidlertid indført en ny malemetode i form af runde kværnsten, hvor den øverste sten drejes på den underste og ved sin vægt knuser kornet til mel.

Vandhjulenes oprindelse fortaber sig i det ukendte. Sandsynligvis er opfindelsen gjort flere steder, dels i det østlige Middelhav, dels i Sydøstasien. Den ældste kendte er Perachora i Grækenland, der dateres til ca. 300 f.kr. I et græsk epigram af digteren Antipater fra Sidon fra Thessaloniki fra omkring 85 f.Kr. siges til slavinderne, der har arbejdet med mølleri, at de kan holde op med det, for gudinden Demeter har befalet nymferne at overtage arbejdet.

Den græske geograf Strabo skriver som en af de første om en vandmølle i forbindelse med kongen af Pontos' palads. Der var ingen gear i de tidligste møller, men romerne fandt ud af at bygge vandmøller med gearing, og den romerske arkitekt og ingeniør Vitruvius beskriver disse typer.

Vandmøllerne bredte sig fra Romerriget til det øvrige Europa i den tidlige middelalder, og især munkene var med til at udbrede kendskabet til denne teknologi, der formentlig kom til Danmark i vikingetiden.

Vikingetid

De ældste spor efter vandmøller i Danmark er et padleblad fra Omgård dateret til år 917 og stangen til et padleblad dateret allerede til år 790. Desuden har man fundet resterne af et mølletrug, som møllehjulet havde drejet i, ved Ljørring nær Aulum (omtrent midt mellem Herning og Holstebro), der var fastgjort til engbunden med tilspidsede pæle der er dateret til år 910 +/- 95 år. Desuden har man ved Munkehaver, en eng nordvest for Nørre Vosborg fundet en tværplanke, der på grund af sin form formodes at stamme fra en vandmølle, og som dateres til år 665. Møllerne i Omgård og Ljørring formodes at have været strømhjulsmøller, hvor padleblade har været monteret på møllehjulet og stak direkte ned i et mølletrug eller en vandrende, som vandet strømmede igennem og pressede møllehjulet rundt.

Middelalderen (1050-1536)

Selv om de ældste vandmøller i Danmark således kan gå tilbage til jernalder og vikingetid, var det først fra begyndelsen af middelalderen, at forekomsten af vandmøller tog et sådant opsving, at det blev nødvendigt at styre dem ved lovgivning. Valdemars sjællandske Lov indeholder ingen bestemmelser om møller, men Eriks sjællandske Lov (III, 5) indeholder bestemmelser om, at hvis man bygger en ny mølle, og det skal være en vintermølle, så skal ejeren optage stigbordet ved Korsmesse, det vil sige 13. maj, og ikke nedsætte det igen før alt hø og korn er høstet på steder, hvor vandet kan gøre skade, hvis det opdæmmes. Skånske Lov, nedskrevet mellem 1202 og 1216 (§ 203) indeholder i kapitel 214 bestemmelser om vandmøller:

"Staar en Mølle saaledes for andres Enge, at den kan skade dem, skal den, der ejer Møllen, tage sit Stigbord op Pinsedags Aften og ikke sætte det ned igen før Mikkelsaften. Vil den, der ejer Møllen, ikke tage sit Stigbord op Pinsedags Aften, da skal de, der rejser Sag, drage til Herredstinget og sige til, og Tingmændene skal fastsætte en Lovdag, til at han skal tage sit Stigbord op. Vil han ikke tage sit Stigbord op til den Lovdag, skal han bøde Skaden paa Engene og desuden seks Øre eller give sjette Mands Ed."

Skånske Lov indeholder endvidere bestemmelser, der forbyder fiskeri uden mølleejerens tilladelse i mølledammen. Også Jyske Lov udstedt i 1241 indeholder i 1 bog kapitel 57 bestemmelser om "Hvorledes man skal bygge mølle:

En mand må ikke opføre en mølle fra ny, medmindre han har dæmning og dæmningssted, således at der ikke sker oversvømmelse på en anden mands ager eller eng, eller man ved opstemning af vandet ødelægger de gamle møller, der er møller fra arilds tid. Bliver en mølle opført uden indsigelse, og uden at der rejses klage over den af nogen, og den, der opførte den, får lovhævd på den, da skal han føre bevis for flod og flodsted og dæmning og dæmningsdige med kønsnævn. Lovhævd er tre flodmål, uden at der er rejst klage. Gøres der indsigelse, før møllen bliver bygget, eller før den, der byggede den, har lovhævd på den, da skal synsmænd udmeldes for at undersøge, om den bevirker oversvømmelse på sin egen eller på andre mænds grund, for ingen må fremkalde oversvømmelse på anden mands jord uden hans vilje og heller ikke grave eller bygge hus på den. Den samme lov gælder om fiskedam som om mølle. Man må ikke lede vandet fra den rende, hvor det har været fra gammel tid, bort fra anden mands mølle eller fiskedam eller fra en anden mands jord."

De to tidligste skriftlige omtaler i Norden stammer fra Skåne: 1131 fra Vittskövle og 1133 fra Värpinge. På Sjælland omtales en vandmølle i Næstved i 1135. I 1148 lod Svend Grate oprette Havemølle ved Ringsted. Møllerne ved Voer og Munke Mølle ved Odense å opnåede kongeligt privilegium, for Munke Mølles vedkommende bestemte kong Valdemar i 1175, at borgerne i Odense skulle lade deres korn formale på denne mølle. Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omtaler flere møller, blandt dem Svansager på Langeland. I 1242 kom Sankt Knuds Kloster i besiddelse af Ejby mølle samt af fiskeriet mellem de to vandmøller. Overhovedet gælder det, at danske købstæder fik vandmøller i selve byen eller i dens nærhed, fx fik Ribe i 1255 sin første mølle, opført og kongen og i tilknytning til Riberhus, Vejle havde en mølle, som Valdemar Atterdag erhvervede i 1354, Kolding havde en mølle i hvert fald fra 1452, Varde havde en vandmølle fra 1537 til 1652. Ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 ejende kongen 16 møller.

Vandkraften fik hurtigt økonomisk betydning. I forbindelse med adelens fremvækst i 1100-tallet og denne stands stadigt voksende jordbesiddelser blev det en stor indkomstkilde for herremændene at besidde vandkraften og tvinge bønderne til at male sit korn på udvalgte steder. Også kirken og kongemagten havde egne interesser i møllepligt. Vandmølledriften blev allerede i middelalderen reguleret i landskabslovene. Om Valdemar Atterdag (1340-75) siges det i Yngre Sjællandske Krønike, at han i 1356 lod nedsætte en slags landbrugskommission på 12 herremænd, abbeder og væbnere med bisp Henrik Gertsen af Roskilde som formand, for at tage sig af de møller, som kongen kort forinden havde ladet bygge, og at han "hørte ikke op med at bygge møller" ... "thi han ville ikke tillade, at vandene løb ud i havet uden, at de forinden havde tjent samfundet til nytte", "og derfor stemmede han vandet på mange steder, og han lod med store udgifter lave stemmeværker for vandet, for at forhindre, "at voldsom storm og kraftige vinterregnskyl ødelagde indelukkerne, og at de volde og grave, som på dansk kaldes "damme" gik til grunde". "Vandets vælde var dog på nogle steder stærkest".

Ligeledes i 1300-tallet omtales flere adelige møller. Således omtales Bjerne mølle under Rønninge Søgård i 1326, Voltemølle samt Ågårds møllested (åbenbart øde) under Nielstrup hovedgård i 1372 og Tange mølle under Tange hovedgård i 1376. Flere af møllerne langs Mølleåen blev nævnt i 1370 i Roskildebispens jordebog og var ejet af roskildebispen frem til reformationen i 1536.

I løbet af det 15. århundrede begyndte flere herremænd at bygge vandmøller, og for at dække omkostningerne ved deres opførelse, skulle møllerne ikke kun male herremandens eget korn men også bøndernes korn, og disse skulle så betale for denne tjeneste til mølleren, der igen betalte en afgift til herremanden. Fra denne tid kendes Næsbyhoved mølle under Næsbyhoved gods der skulle betjene 260 gårde. Odense bispegårds gods omfattede 290 gårde og havde 7 møller. Iversnæs gods omfattede omkring 250 gårde og 4 møller. Eggert Frille opbyggede et godskompleks omfattende omkring 120 og med 3 møller, og efter hans død indtraf en skarp stid om en af disse, Ringe mølle. Stridighederne kulminerede, da Predbjørn Podebusk i 1494 lod møllen afbrænde.

Men samtidig fortsatte kongen med at opføre vandmøller, og også dronning Dorothea lod opføre slotsmøllen ved Koldinghus. Senere overtog kongen selv Koldinghus og efterfølgende skaffede han sig ved en række mageskifter store landområder, der indgik i et jagtdistrikt i Anst, Brust, Elbo, Holmans og Jerslev herreder. I forbindelse hermed nævnes en række vandmøller, og det er muligt, at det var efter disse mageskifter, der fik kongen til at forbyde skvatmøller og kræve dem nedlagt.

Renæssancen (1536-1660)

Under renæssancen gjordes flere forsøg på af afskaffe de små husmøller og i stedet få bønderne til at male deres korn på større skatteydende vandmøller. I 1588 blev det pålagt lensmanden på Koldinghus, at de små skvatmøller, som kostede mere at vedligeholde end hvad de betalte, skulle afvikles, og deres skyld pålægges de større vandmøller. På lignende vis blev der flere gange i det 16. århundrede gjort forsøg på at pålægge kronens bønder at søge kronens møller, og den 16. februar 1617 udstedte Christian IV en forordning herom "Møller at søge". På lignende måde blev ved forordning af 8. juni 1639 om "Svattemyller, veder- och hestemyller" bestemt:

"Bønders skvattemyller, som ere paa en mil ner ret Landgieldsmyller, som holdis ved magt oc nochsom kand bøndernis maaling forestaa, skulle afskaffes, dog de skvattemyller undtagen, som af arilds tid hafver gaaet landgielde af oc udi sødskendeskifter eller andre skifter ere gaaen paa lod och bevisis at regnis for landgielde. Ei maa heller nogen veder- eller hestemyller af ny lade opbygge paa nogen steder, hvor landgieldsmyller maalen bekvemmelig kand forestaa." Forordningens bestemmelser blev optaget i Christian IVs store reces af 27. februar 1643 (II. 9. 1).

I 1589 foretog biskop Jacob Madsen en visitatsrejse, hvori han også gjorde notater om møller. For Fyn og Tåsinge optalte han ialt 194 møller, hvoraf 172 var vandmøller og kun 22 var vindmøller, men da der ingen oplysninger findes for omkring en tredjedel af alle sogne, har antallet sikkert været større. 16 møller betegnes "kvakmøller" og yderligere 89 havde kun en kværn. Kun een mølle, i Bramstrup, havde tre kværne. Desuden nævnes en enkelt hestemølle.

Gennem hele middelalderen var kornmøllerne næsten enerådende men i renæssancen begynder vandkraften at blive anvendt også til andre formål, således blev der oprettet vandrevne papirmøller på Hven af Tycho Brahe og ved Århus, omend begge fik en ret kort levetid. Derimod fik Strandmøllen ved Mølleåen, der blev oprettet i 1643 som en papirmølle, en lang levetid. På Fyn oprettede rigets marsk Anders Bille Brobyværk, der dog blev ødelagt under Karl Gustav-krigene. Men generelt var antallet af sådanne fabriksmøller gennem hele renæssancen såre beskedent.

Godserne forsøgte at udnytte deres privilegier, således fik lensmanden på Hagenskov slot, Erik Hardenberg, i 1599 kronens bønder i Båg herred dømt til at få deres korn malet på Hagenskov mølle.

Den 1. november 1571 udstedte Frederik II en forordning om mølletvang til Kolding slotsmølle, og ved skrivelse af 20. januar 1588 blev skvatmøller forbudt på godsets område. I forordning af 16. februar 1617 bestemmes det, at kronens tjenere skal søge kronens møller. En udvidelse af dette forbud til hele landet skete med forordningen om skvatmøllers nedlæggelse af 8. juni 1639, dette blev gentaget i recessen af 27. februar 1643, der er en gentagelse af bestemmelserne i forordningen af 1617 og i forordningen af 1639, og senere i Danske Lov. Men allerede omkring år 1600 ser det ud til, at de fleste skvatmøller var blevet nedlagt og kornformalingen overtaget af de større møller, der efter reformationen overvejende var ejet af kongen eller af adelen, som havde overtaget kirtens tidligere møller.

I 1602-1603 blev dele af Danmark ramt af en pest, som fortsatte frem imod 1660. Pesten medførte omfattende dødsfald, og i 1604 blev det opgjort, at flere tusinde bøndergårde var øde. Samme år blev mølleren i Vejle fritaget for en fjerdedel af sin normale landgilde, "da han havde lidt stor skade på sin næring på grund af den farlige pestilens, som har grasseret i Vejle og deromkring".

Både Torstensonkrigen i 1543 og svenskekrigene 1657-1660 medførte, at et stort antal vandmøller blev ødelagte. Det synes som om svenskerne næsten systematisk afbrændte møller, og deres hærgninger ramte ikke midst det sydlige Nørrejylland: således Breininge mølle, Brøndsted mølle, Børkop mølle, Borremølle, Dalby mølle, Egum mølle, Erresø mølle, Follerup mølle, Gammelby mølle, Gudsø mølle, Højrup stampemølle, Jullingsholm mølle, Kolding slotsmølle, Lille mølle, Nebbegaards mølle, Vester Nebel mølle, Stenvad mølle, Stubdrup mølle, Vigsted mølle, Alslev mølle, Drabæk mølle, Hulkær mølle, Endrupholms mølle, Holsted mølle, Hundsbæk mølle, Lindbjerg mølle, Lydum mølle, Nørholm mølle, Rolles mølle, Sønderskov mølle, Nielsbygaard mølle, Vamdrup mølle, Ølluf mølle. 23 af de 35 møller tilhørte kongen og lå på det kongelige gods i tilknytning til Koldinghus. De fleste blev genopført, men 5 af dem (Breininge mølle, Lille mølle, Holsted mølle, Hundsbæk mølle og Olluf mølle) forblev øde.

Den ældre enevælde (1660-1720)

Overfaldshjul på Skovmøllen.

Frem til 1660 fik Kronen kun landgilde fra de kongelige møller samt skat fra selvejede møller. Ifølge brev af 24. november 1568 gav møllere og selvejerbønder 3 daler i skat. Efter enevældens indførelse blev der i 1661 igangsat en matrikulering, der blev afsluttet i 1664. Landgilden, der også omfattede møllernes landgilde, blev omregnet til hartkorn. På grund af klager og påviselige fejl blev en ny matrikel igangsat i 1681. Ved den nye matrikulering blev ejendommenes jorder opmålt og deres bonitet takseret. Vedrørende møllerne udstedte Rentekammeret en instruks af 16. april 1681 til de sjællandske landmålere og skrivere, hvori det i § 10 hedder:

"I skulle og ikke forbigå at specificere alle møller, som findes, hvad heller de ere vand- eller vejrmøller, og ved hver vandmølle efterforske:

1. om de kan bruges vinter og sommer,

2. hvor mange kværne hver haver og hvor mange hjul, den drives med,

3. om dens vand samles og ledes med bekostning til møllen eller og det af naturen har et højt og stærkt fald til møllen,

4. hvilke der ere græs-møller og skvat-møller.

På samme måde skulle I og erkyndige Eder om vejrmøllerne efter deres beskaffenhed, så vi om alle slags møller, som om anden ejendom, kunne have fornøden videnskab."

En tilsvarende instruks blev givet til de jyske landmålere, dateret 24. marts 1683, dog med den tilføjelse, at det ligeledes skulle undersøges, hvor stort et område møllerne betjener, og om de "på grund af mangel på andre møller i egnen kan have god søgning."

Ved ansættelse af mølleskylds hartkorn blev der taget hensyn til, hvor mange møllegæster en mølle havde, og til tilgangen på vand til driften. Derved afspejler hartkornet tillige møllernes oplande, betydning og deres geografiske forudsætninger. Ved omregning af møllelandgilden til hartkorn regnedes 2 tønder mel lig 1 tønde hartkorn. Ved matriklen af 1688 blev der for første gang skelnet mellem mølleskyld og ager og engs hartkorn. Møllere, der selv bekostede vedligeholdelsen, fik deres mølleskyld nedsat til det halve for at kompensere for deres udgifter hertil. Benævnelsen "græsmølle" angav, at møllen ikke kunne male mellem 1. maj og høstens afslutning.

I kong Christian Vs Danske Lov af 1683 omhandlede kapitel 11 "Om Møller og Vand" blandt andet regler for oprettelse og drift:

1. Mand maa ej giøre Mølle af ny, uden mand haver Dam og Damstæd, og saa at Vandet flyder ej paa anden Mands Eng, eller Ager, og spilder ej med Bagflod de gamle Møller, der af Alders Tid været have. Vorder Mølle giort uden Forbud og alle Mænds Paaklage, og fanger den, der bygte, tyve Aars Hævd derpaa uden Klage, da bør hand at nyde Flod og Flodstæd, Dam og Damstæd og Damsbond. Talis derpaa, før Møllen vorder giort, da skulle Synsmænd tilvisis at besigtige hvad heller hand flyder paa sit eget, eller paa anden Mands Jord.

2. Hvo som haver Vinter- eller Græs-Mølle, hand skal optage Stiebordet den første Maji, og ej sette det neder igien, før end alt Høe og Korn er inde af den Stæd, eller derhos, saavit Vandet kand Skade giøre; Hand maa og ikke lade Vandet flyde paa Landevej, eller hans Naboers Skovvej, eller Kirkevej, uden deris Minde.

3. Kongens Tienere skulle søge de Kongens Møller, som de af Alders Tid pleje, og til den Ende skulle Amptmændene have god Indseende, at Møllerne vel ved Magt holdis, og at med Maalen og Møllers Toldkar tilbørligen omgaais, saa Bønderne ikke have billig Aarsag til at klage.

4. Bøndernis Sqvatmøller, som ere paa een Miil nær rette Landgieldsmøller, som holdis ved Magt, og noksom kand Bøndernis Maalning forrestaa, skal afskaffis; Dog de Sqvatmøller undtagne, som der af Alders Tid haver gaaet Landgielde af, og i Sødskinde Skifte, eller andre Skifter, ere gangne paa Lod, og bevisis at regnis for Landgielde.

5. Ej heller maa nogen Bonde, som haver Huus og Gaard, nogen Vejer- eller Heste-Mølle af ny lade opbygge paa nogen Stæd, hvor Landgieldsmøller Maalningen beqvemmelig kunde forrestaa.

6. Mand maa ej nogen til Skade fælde Vand fra sit sædvanlige Løb, som det af Alders Tid løbet haver, og ej fra anden Mands Fiskedamme, og ej fra anden Mands Jord.

7. Hvo som fælder Vand af sit sædvanlige Løb og Rende andre til Skade, hand skal stævne det til igien inden femten Dage, og bøde alle Ejere tre Lod Sølv; Men spilder mand andens Mølledam, eller Fiskedam, og det lovligen bevisis, da betale hand Skaden og bøde trediesindstyve Lod Sølv.

8. Om ny Fiskedamme er samme Lov som om ny Møller.

9. Stemmer mand Mølledam, eller andet Vand, højere end lovligt er, og det siden udbryder og giør Skade paa andris Møller, eller Dæmninger, da bør hand at betale Skaden efter Uvillige Mænds Sigelse.

Den yngre enevælde (1720-1825)

Tiden mellem 1700 og 1825 kendetegnes ved, at antallet af vandmøller var nærmest uforandret. Samtidig var det imidlertid en periode, hvor vilkårene for vandmøllerne forbedredes, hvilket blandt andet gav sig udtryk i voksende priser på møller. En medvirkende årsag hertil synes at være, at mange møller i forbindelse med salg af rytterdistrikter overgik til selveje. Dette gælder fx. 15 af 42 møller på Koldinghus Rytterdistrikt. Men endnu flere bliv købt til selveje fra områdets godser. Desuden har det sikkert spillet ind, at regeringen ved forordninger af 29. december 1758, 28. december 1759 og 8. marts 1760 befalede stift- og amtmænd at sørge for, at vandløbene blev oprensede.

I 1802 fandtes i hele kongeriget (uden hertugdømmerne) 855 vandmøller og 630 vindmøller.

Forbedringer af vandmølledriften (1825-1862)

Tadre mølle.

Usserød Klædefabrik.

Den 3. juni 1825 trådte en ny forordning i kraft, hvorved der blev åbnet mulighed for at forbedre eksisterende møller og for at opføre nye grunmøller og melmøller, dog kun hvis der ikke fandtes en melmølle indenfor 1 mils afstand af stedet for den nye mølle, eller hvis eksisterende mølleejere iden for denne afstand gav deres samtykke, eller hvis der af andre grunde var "mølletrang". Forordningen bevirkede kun få nye møller, men til gengæld skete der omfattende forbedringer af eksisterende møller.

Frem til 1825 var langt de fleste møller kornmøller; vandkraft udnyttet til fabriksdrift var ret beskeden, men i årene derefter skete en vis stigning. Denne udvikling, der så småt begyndte allerede i slutningen af det 18. århundrede, må ses som et forsøgt på at bedre udnytte billig trækkraft ved fremstillingsformål, især indenfor klæde- og papirfremstilling. Den ældste blandt disse nye klædefabrikker var Usserød, anlagt i 1791, angiveligt fordi møllerne ved Mølleåen ikke længere kunne opfylde forsyningsbehovet til militæret. I 1797 fulgte en fabrik ved Brønsholmsdal. I 1804 blev Grejs Mølle en selvstændig klædefabrik, i 1821 oprettedes Bruunshåb Fabrikker ved Viborg (udvidet i 1839), i 1831 blev Modewegs fabrik i København flyttet til Brede ved Mølleåen, i 1835 oprettedes Claesensborg Fabrik ved Sønder Felding i Ringkøbing Amt, i 1851 fulgte Kjær Mølle ved Ålborg og i 1870-erne Hellebrik Klædefabrik i den nedlagte Kronborg Geværfabriks sted. Foruden disse oprettedes uldspinderier, karterier, farverier, kradsuldsfabrikker, tæppefabrikker og andre. Udnyttelsen af vandkraften kunne forenes med et stort forbrug af skyllevand såvel ved farveri som ved andre dele af fremstillingsprocessen, og endvidere var den landlige arbejdskraft billigere end i købstæderne.

På lignende måde havde papirfabrikation også historiske traditioner på landet, men i 1793 blev Ørholm og Nymølle ved Mølleåen opkøbt af englænderne Nelthropp og Harris og omdannede til papirfabrikker, og i tiden omkring 1830 oprettedes flere nye papirmøller: 2 i Roskilde, Godthåb ved Ålborg, Hulemose ved Vordingborg, Erikshåb på Fyn og andre. I 1844 grundlagdes Silkeborg Papirfabrik, i 1874 Dalum Papirfabrik ved Odense, i 1875 Maglemølle ved Næstved og i 1877 Harldskær ved Vejle Å.

Omkring møllefrihedens indførelse (1862-1900)

Den 1. januar 1862 trådte en ny lov af 14. april 1852 i kraft, hvorved møllenæringen blev gjort til en fri næring. Den nye lovs ikrafttræden medførte, at der hurtigt blev opført en række nye både vandmøller og vindmøller. Fremgangen fortsatte til hen imod århundredets afslutning, men fra 1897 til 1906 faldt antallet af møller med 225 fra 2.860 til 2.635. Udviklingen ved århundredeskiftet hang ikke mindst sammen med fremkomsten af husmøller og vindmotorer på landet.

Litteratur

• Jan Arnt: "Søbæk græsmølle, Mørdrup Mellemvang fra år ca. 1550"
• Steen B. Böcher: "Vandkraftens udnyttelse i det sydlige Nørrejylland før og nu; En erhvervsgeografisk Undersøgelse" Kulturgeografiske Skrifter bd. 3; Det kongelige danske Geografiske Selskab. (Disputats, Københavns Universitet 1942).
• Steen B. Böcher: "Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i Vejle Amt" (Vejle Amts Aarbog, København 1943; s. 41-98)
• Steen B. Böcher: "Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i Vejle Amt" (Vejle Amts Aarbog, København 1944; s. 113-150)
• Steen B. Böcher: "Danmarks Elektrificering" (Geografisk Tidsskrift, 47. Bind; 1944; s. 1-42)
• Steen B. Böcher: "Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i Vejle Amt" (Vejle Amts Aarbog, København 1945; s. 94-119)
• Steen B. Böcher: "Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i Vejle Amt" (Vejle Amts Aarbog, Fredericia 1946; s. 137-165)
• Steen B. Böcher: "Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i Vejle Amt" (Vejle Amts Aarbog, Fredericia 1948; s. 203-216)
• Steen B. Böcher: "Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i Vejle Amt" (Vejle Amts Aarbog, Fredericia 1949; s. 203-232)
• Steen B. Böcher: "Vandmøller og andre Vandkraftudnyttelser i Vejle Amt" (Vejle Amts Aarbog, Fredericia 1950; s. 156-187)
• Steen B. Böcher: "Vandkraften som initial lokaliseringsfaktor for dansk industri" (særtryk af Geografisk Tidsskrift, 52. Bind; 1952-53; s. 33-50)
• Steen B. Böcher og Anders Jespersen: "Tadre Mølle" (særtryk af Københavns Amts Historiske Aarbog 1959)
• Jørgen F. Christensen: Rundt til danske vandmøller; Forlaget Cronic, Hillerød, 1991; ISBN 87-983910-0-3
• Svend C. Dahl: "Alle vandmøller nævnt i DRB 1135-1412"
• Palle Eriksen og Torben Egeberg: "Vikingetidens vandmøller" (Skalk 2018, nr.1; s. 17-19)
• Hanne Fabricius: "Vandkunst" (Skalk 2003, nr. 1; s. 28-31)
• Ole Fenger og Chr. R. Jansen (red.): Jydske Lov 750; Udgiverselskabet ved landsarkivet for Nørrejylland 1991; s. 257
• Christian Fischer: "Hulpiberen" (Skalk 1984, nr. 5; s. 3-9)
• Søren Toft Hansen, Caspar Jørgensen: Vanddrevne elværker i Danmark 1890-1940 (Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Energiministeriet 2000)
• Bent Hasholt: "Jordens hydrologi og vandbalance" (i: Naturen og det daglige brød. Særtryk af Geografisk Orientering 1976 nr. 5, Anden udgave, 2. oplag, 1978; ISBN 87-87601-24-9; s. 354-366)
• Ivar Hertzsprung: "De danske klostres styrelse og økonomiske forhold samt klosterbygningerne i tiden 1202—1319" (Historisk Tidsskrift, 7. række, Bind 5; 1904)
• Holger Hjelholt: "En strandet Plan om Indførelse af Mølletvang" (Svendborg Amt. Aarsskrift for 1917; s. 97-100)
• Holger Hjelholt: "Ansættelsen til mølleskyld i Christian V.s matrikel" (Historisk Tidsskrift, 10. række, Bind 2; 1932)
• Holger Hjelholt: "De danske Vandmøller og Kilderne til deres Historie" (Fortid og Nutid 1946; s. 20-34)
• Eigil Holm: "Vandkraft" (kronik i Skalk 2002, nr. 2; s. 15-22)
• Fritz Jacobsen: "Vandmøller i Sorø Amt I" (Sorø Amts Årbøger 1950; s. 122-165)
• Fritz Jacobsen: "Vandmøller i Sorø Amt II" (Sorø Amts Årbøger 1951; s. 7-45)
• Kr. M. Jensen: "An outline of the climate of Denmark" (Geografisk Tidsskrift, bind 59, 1960; s. 103-118)
• Peder Jensen: "Gamle Vandmøller i Bjerge og Hatting Herreder" (Vejle Amts Aarbog, Kolding 1957; s. 70-80)
• Anders Jespersen: "3 gamle jydske vandmøller og deres industrihistoriske betydning" (Vejle Amts Aarbog, Kolding 1961; s. 9-36)
• Søren Knudsen: "To gamle Møller i Bjerge Herred" (Vejle Amts Aarbøger 1926; København 1926; s. 188-223)
• Hans Kyrre: "Gamle jydske Vandmøller" (Historie/Jyske Samlinger, 4. række, Bind 2; 1914)
• Erik Kroman: Danmarks Gamle Love Paa Nutidsdansk; bind 1; Gads Forlag, København 1945; s. 72f
• Anne Marie Lebech-Sørensen: Vindmøller og vandmøller i Danmark, bd. 1 - 4, Forlaget SKIB, 2001-2009
• Anders Linde-Laursen: "Danske skvatmøller – "Fup" eller "Fakta"?" (Fortid og Nutid, bind XXXVI (1989), s. 1-28)
• Harald Nilsson: "Om skvaltkvarnar"; Kulturen, Lund 1938; s. 220-243
• Johannes Olsen: "Vand- og Vindmøller i Svendborg Amt" (Svendborg Amt. Aarsskrift for 1937; s. 3-23)
• Rikke Agnete Olsen: Yngre Sjællandske Krønike; Wormanium, Højbjerg 1981
• Lykke Lafarque Pedersen, Niels Jul Nielsen, Ingeborg Cock-Clausen: Industriens vugge. Brede - et fabrikssamfund ved Mølleåen 1800-1956; Nationalmuseet 1993; ISBN 87-983649-3-6
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyer – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences Vol 109; Odense Oniversitetsforlag 1987); ISBN 87-7492-650-0
• H. H. Schou: "vandhjul" (i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXIV, København 1918; s. 499-503)
• S. C. Sortfeldt: "De gamle Vandmøller i Thy" (Historisk Årbog for Thisted Amt 1940)
• Axel Steensberg: Borups bønder. Et sjællandsk agrarsamfund i vikingetid og middelalder; Wormanium, Højbjerg 1983; ISBN 87-8516-084-9
• Kristian Vestergaard: "Møllerne på Mors før 1862" (Historisk Årbog for Thy, Mors og Vester Hanherred 1976)

Eksterne henvisninger

• Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 15 (1911); opslag: Kvarn