Statshusmandsbrug i Danmark

Statshusmandsbrug var mindre landbrug, der fra 1899 blev oprettet med forskellige former for statslig støtte (i modsætning til de ældre husmandsbrug, som fandtes allerede i landsbyfællesskabets tid, eller var blevet oprettet efter landboreformerne). Man skelner normalt mellem husmandsbrug oprettede efter love fra 1899 og dem oprettede efter love fra 1919, de såkaldte jordrentebrug.

Velbevaret statshusmandssted i Rønhave.

1899-husmandsbrug kaldes de ejendomme, der blev oprettede ved ydelsen af statslån i henhold til lov af 24. marts 1899, senere fornyet 22. april 1904, 30. april 1909, 13. juni 1914 og 22. juni 1917, jævnfør lov af 14. april 1920. Statslånene udgjorde 9/10 af ejendommens låneværdi, det vil sige købesummen for jorden med tillæg af udgifterne til opførelse af de fornødne bygninger og til anskaffelsen af den fornødne besætning og inventar.

1919-husmandsbrug var sådanne ejendomme, som staten oprettede på sin egen jord, hvortil de enkelte husmænd fik såkaldt brugseje og dermed rådighed over jorden mod at betale en årlig jordrente til staten. Disse brug var tillige kendetegnede ved, at de i vid udstrækning blev oprettet på enten tidligere majoratsjord, præstegårdsjord, domænejord (jord tilhørende staten) eller jord, som staten forhandlede sig til.

I alt blev der oprettet 28.113 statshusmandsbrug svarende til en stigning i bedriftsantallet på ca. 15%, hvoraf omkring en tiendedel blev etablerede som lensafløsningshuse. Karakteristisk for statshusmandsbrugene er, at de ofte kom til at ligge i klynger som samlede udstykninger af større arealer, og at selve brugene ofte blev opført i en karakteristisk byggestil udviklet af Bedre Byggeskik. Oprettelsen af statshusmandsbrug nåede et højdepunkt i 1920-erne og aftog stærkt i 1940-erne, men formelt eksisterede ordningen helt frem til 1971, da statshusmandsloven den 28. april blev afløst af en lov om udlån til jordbrugsmæssige formål.

1899-husmandsbrug

Baggrund

I anden halvdel af 1800-tallet skete en voldsom stigning i antallet af huse med jord på landet, 73.234 brug, svarende til en fremgang på ca. 53%. Denne udvikling skyldes i høj grad frasalg af jordlodder fra større landbrugsejendomme. Disse huse med jord kunne imidlertid ikke fungere som landbrugsbedrifter, da deres jordtilliggende var for lille til at brødføde en familie. Dette betød, at husmændene måtte arbejde ved større landbrug for at skaffe sig supplerende indkomst til familiens opretholdelse. Heri lå en socialt problem og en ulmende utilfredshed blandt husmændene. Under indtryk af Pariserkommunen og den fremvoksende socialisme under Louis Pio, der også bredte sig til danske landdistrikter, blev spørgsmålet om husmændenes stilling blev taget op politisk. I rigsdagssamlingen 1871-72 foreslog nogle repræsentanter for venstre, at størstedelen af præstegårdenes jorder skulle udstykkes til husmandsbrug. Forslaget blev imidlertid afvist af Kultusministeren (som kirkevæsenet hørte under), og forslaget vandt heller ikke genklang ved genfremsættelse i de følgende år. Imidlertid tog regeringen i 1874 skridt til at nedsætte en kommission til at undersøge arbejdernes vilkår. I kommissionens betænkning fra 1878 blev foreslået, at husmænd gennem midler fra lånekasser skulle blive i stand til at dyrke deres jordlodder bedre for ikke at konkurrere med jordløse husmænd om daglejerarbejdet. Dette forslag førte til oprettelse af to husmandskreditforeninger i 1880, den ene for øerne, den anden for Jylland. Disse var en hjælp for de bedst stillede husmænd men ikke for økonomisk dårligt stillede unge, som ikke var i stand til at klare de økonomiske forpligtelser.

I oktober 1890 foreslog folketingsmedlemmerne Frede Bojsen og Rasmus Claussen, at en lov om afståelse af jord til fattighuse og boliger for husvilde skulle udvides til også at omfatte havelodder til jordløse husmænd. Især skulle præstegårdene afgive jord, idet deres jordtilliggende dog ikke måtte bringes under 2 tønder hartkorn. Forslaget fik debatten til at genopblusse, men der gik endnu tre år inden, at der skete noget. I 1894 nedsattes en landbokommission på 22 medlemmer for at forberede en revision af lovgivningen om landboejendommes udstykning og sammenlægning samt foreslå hvorledes, der "på gunstige vilkår kan tilvejebringes jordlodder for landarbejdere." I december 1894 foreslog Dansk Landarbejder Samfund kommissionen, at stat eller kommune skulle eje de nye huslodder og brugerne betale en årlig afgift af jordværdien. Kommissionen kunne imidlertid ikke komme til enighed, da den i juli 1896 afgav sin betænkning, men i december fremsatte departementchef Knud Sehested et lovforslag i Folketinget. Lovforslagets vedtagelse blev forsinket af uenighed om, hvor stor en del af købesummen landarbejderen selv skulle yde: Landstinget mente 2/10 af brugets værdi, Folketinget mente 1/10, og lovforslaget nåede ikke frem til vedtagelse. Først, da landbrugsminister Alfred Hage i oktober 1898 atter fremsatte lovforslaget i Folketinget, nåede det efter yderligere forhandlinger frem til endelig vedtagelse den 24. marts 1899.

Lovens vilkår

"Lov af 24/3 om Tilvejebringelse af Jordlodder til Landarbejdere" fastsatte, at en ansøger skulle have indfødsret, være mellem 25 og 50 år, være ustraffet og ikke have modtaget fattighjælp, som ikke var tilbagebetalt eller eftergivet, have arbejdet ved landbrug i mindst 5 år, kunne fremlægge vidnesbyrd om hæderlighed samt have en formue på mindst 400 kroner. Jordlodderne skulle være mellem 3½ og 5 tønder land, og bruget med jord, bygninger, besætning og redskaber højst koste 4.000 kroner. Ansøgning skulle indgives via sognerådet til amtskommissionen, der bestod af 3 medlemmer, formanden udpeget af Landbrugsministeren og to medlemmer valgt af amtsrådet.

Yngre husmand og hustru, omkring 1915

Til landbrugsarbejde regnedes havebrugsarbejde eller for andre mod vederlag, hvad enten den pågældende havde stået i fast tjenesteforhold eller havde sit erhverv som daglejer, eller som var eller havde været bruger af en mindre ejendom, endvidere til landarbejdere, som i de foregående 5 år havde ernæret sig som sådanne, uanset om vedkommende tidligere havde været ejer eller bruger af en landejendom, samt til de med landarbejderne i økonomisk henseende ligestillede landhåndværkere, teglværksarbejdere, byarbejdere, søfolk, fiskere, som ikke havde fået direkte fiskerilån af statslånefondens midler, og lignende. Endvidere kunne der tilstås ejerne af de i henhold til forannævnte love oprettede husmandsbrug tillægslån til stedfunden erhvervelse af jord til husmandsbrugets udvidelse, til stedfunden opdyrkning af hidtil uopdyrket jord, når opdyrkningen var foregået efter den oprindelige vurderings afholdelse, eller til sådan gennemgribende jordforbedring, fx dræning, hvorved ejendommens værdi påviselig var forøget, samt til udvidelse af stald- og ladebygning, som måtte anses for nødvendig efter ejendommens udvidelse eller forbedrede kulturtilstand.

Til ydelsen af de ommeldte hovedlån og tillægslån kunne der årlig anvendes et beløb af indtil 5 mio. kroner. Endelig kunne der i henhold til de nævnte love årlig anvendes et beløb af indtil 500.000 kroner til erhvervelse af leje- og fæstehuse som husmandsbrug.

Samtlige lån blev forrentet med en lav rente, omkring 4 % årlig, og afdrages på meget lempelige vilkår. Ved salg af et husmandsbrug til en køber, der opfyldte betingelserne for selv at kunne få lån, kunne det tillades, at han overtog gælden til statskassen. De ommeldte husmandsbrug skulle opretholdes som almindelige jordbrug og til enhver tid holdes forsynede med den dertil fornødne besætning og udstyr, lige som bygningerne skulle holdes i forsvarlig stand. Husmandsbrugene måtte ikke udstykkes, sammenlægges med anden jord eller magelægges med anden jord uden landbrugsministerens samtykke, hvilket kun kunne meddeles, når andragendet herom var anbefalet af vedkommende sogneråd. De ommeldte forpligtelser vedblev at hvile på husmandsbruget, selv om de i ejendommen i sin tid ydede statslån måtte være blevne indfriede.

Indtil 1920

I henhold til de nævnte love var der i tiden indtil 31. marts 1920 i alt blevet oprettet 9.264 husmandsbrug, deraf i Jylland (undtaget Sønderjylland, som jo siden 1864 havde været en del af Tyskland) 5.818 og på øerne 3.446. Indtil samme tidspunkt udgjorde statskassens udlån ca. 50 mio. kroner. Som tillægslån var der til samme tidspunkt udbetalt et beløb på ca. 8 mio. kroner.

Finansår→ Amtsrådskreds	1900/ 1901	1901/ 1902	1902/ 1903	1903/ 1904	1904/ 1905	1905/ 1906	1906/ 1907	1907/ 1908	1908/ 1909	1909/ 1910	1910/ 1911	1911/ 1912	1912/ 1913	1913/ 1914	1914/ 1915	1915/ 1916	1916/ 1917	1917/ 1918	1918/ 1919	1919/ 1920	I alt
København	-	1	-	-	2	3	4	4	3	3	4	9	2	3	5	2	2	-	2	2	51
Roskilde	4	1	2	14	14	36	28	19	23	24	18	11	13	21	23	11	13	5	4	-	284
Frederiksborg	6	7	14	17	13	15	19	24	17	28	42	29	14	15	25	20	10	10	6	8	339
Holbæk	6	13	26	42	36	42	72	65	84	78	43	33	58	53	69	86	80	41	34	18	979
Sorø	10	13	29	27	19	24	31	44	16	22	28	22	12	12	30	27	15	18	4	20	423
Præstø	20	24	25	29	26	36	30	44	30	16	38	24	31	15	26	22	16	9	6	7	474
Bornholm	5	6	4	7	8	14	3	16	13	9	7	10	-	2	2	1	5	5	1	1	114
Maribo	3	5	6	15	8	15	7	13	16	21	19	11	9	12	11	1	4	5	3	1	189
Svendborg	2	6	5	11	16	18	33	23	19	19	17	14	9	15	21	32	10	5	3	1	279
Odense	3	2	-	8	16	22	20	19	25	19	16	8	6	9	18	27	14	10	4	6	252
Assens	-	1	1	3	5	6	8	4	6	7	4	2	2	2	1	1	1	5	2	1	62
Øerne	59	79	112	173	163	231	255	275	252	246	236	173	156	159	231	236	170	109	67	64	3.446
Vejle	1	4	-	7	9	15	17	18	13	16	21	16	23	12	15	22	16	15	12	4	256
Skanderborg	1	6	12	23	22	23	36	21	22	28	22	25	29	2	10	24	13	7	3	4	333
Århus	4	2	8	19	14	31	50	39	52	54	66	49	71	28	15	20	13	9	6	2	552
Randers	35	52	107	131	96	137	94	96	108	55	123	65	79	30	84	39	55	27	29	10	1.452
Ålborg	21	24	26	36	47	41	32	39	24	32	29	27	22	41	47	46	49	31	39	18	671
Hjørring	20	11	11	18	19	16	14	7	8	14	14	13	4	8	5	17	9	4	3	2	271
Thisted	8	13	15	15	18	25	33	18	30	33	24	18	12	9	13	27	11	20	18	3	363
Viborg	26	22	30	65	44	72	44	54	55	49	73	51	36	44	46	53	37	31	29	30	891
Ringkøbing	23	29	39	52	43	62	51	58	87	68	58	44	18	17	21	36	18	9	11	8	752
Ribe	11	5	7	12	10	16	21	20	11	15	19	17	20	22	31	45	24	12	8	5	331
Jylland	150	168	255	378	322	438	392	370	410	364	449	325	314	213	287	329	245	165	158	86	5.818
Danmark	209	247	367	551	485	669	647	645	662	610	685	498	470	372	518	565	415	274	225	150	9.264

Kilder: Statistisk Årbog 1904, 1908, 1912, 1916 og 1920

Nærmere undersøgelser foretaget i 1905 viste, at "det gennemgaaende (var) den noget ældre, gifte Landarbejder, der fortrinsvis søgt at erhverve sig Jord, sjældnere yngre, ugifte Personer af den tjenende Klasse. Ligesom det langt overvejende Antal Besiddere af »Statshuse« er udgaaet Landarbejderklassen i snævrere Forstand, saaledes de efter Erhvervelsen af deres Ejendomme væsentlig bevaret Karakteren af Landarbejdere, idet Flertallet af dem i større eller mindre Omfang gaa paa Dagleje. gælder dog selvfølgelig i højere Grad om Besidderne af de smaa Huslodder end om dem, der have et større Brug. Det gennemsnitlige aarlige Antal Arbejdsdage andre udgjorde nemlig for Statshusmænd med 2—4 Tdr. Land 184, for Besiddere af Lodder paa 4—6 Tdr. Ld. 152, for 6—8 Tdr. Ld. 148 og for Besidderne af de største Husmandsbrug med over 8 Tdr. Ld. 130 Arbejdsdage."

Af de 1.859 husmandsbrug, der var blevet oprettet i de første fem år, lå 1/3 på Øerne, 2/3 i Jylland, især i Randers Amt, men der var store dele af landet omfattende det vestlige og sydlige Jylland, Fyn samt Lolland og Falster, hvor lovens bestemmelser kun var blevet udnyttet i beskedent omfang. Det samlede areal udgjorde da 10.700 tdr. land med ca. 580 tdr. hartkorn. Dette indebar, at det fortrinsvis var i områder med højere bonitet, at husmandsbrug var blevet oprettede.

Undersøgelsen viste tillige, at "Husdyrholdet paa Statshusene [var] mere intensivt end på de øvrige Landbrug som Gennemsnit." Således fandtes der for hver 100 tdr. hartkorn følgende antal husdyr:

	Statshuse 1905	Gennemsnitlig for hele landet 1903
Heste	134	127
Hornkvæg	986	481
Svin	1120	381
Får	151	229
Høns	8020	3021

De 9/10 af statshusmændene var medlemmer af et andelsmejeri, 1/3 af andelsslagteri, 1/5 af en æggekreds.

Ved en lovændring i 1909 blev der ved siden af oprettelsen af nye husmandsbrug også mulighed for at kunne købe tillægsparceller, for derved at gøre husmandsbrugene store nok til at være selvdrivende. Disse tillægsparceller var ofte englodder, idet der i tørre somre var risiko for græsmangel især for brug beliggende på dårligere jorder.

1920 - 1940

Statens virksomhed for oprettelsen af husmandsbrug fortsattes i mellemkrigstiden, idet landbrugsminister Thomas Madsen-Mygdal foreslog en forlængelse af loven, idet låneværdien blev forhøjet til 22.000 kroner, og af statslånet på 9/10 heraf var de 3/10 direkte tilskud til opførelse af bygninger. Forlængelse skete ved nye love af 29. marts 1924 og 4. april 1928. Ved lov nr. 81 af 29. marts 1924 blev der til afløsning af loven af 1917 vedtaget en ny lov om oprettelse af husmandsbrug (senere ændret på visse punkter ved lov af 1. juli 1927).

Efter den nye statshusmandslov måtte omkostningerne ved bygningernes opførelse ikke overstige et maksimumsbeløb, der fastsattes hvert år af landbrugsministeren, og til indkøb af jord var maksimum for lånebeløbet fastsat til 7.500 kroner. Der ydedes i lån 9/10 af låneværdien, dog ikke udover købesummen for jorden med tillæg af byggeomkostningerne. Af den del af lånet, der ydedes til opførelse af bygninger, forrentedes kun et beløb af 8.000 kroner, i øvrigt forrentedes lånet med 4 1/2 %. Det henstod afdragsfrit i 5 år, og der efter blev det afdraget efter nærmere fastsatte regler, således at den rentefrie del af byggelånet blev afdraget først, derefter den rentepligtige del af dette og til sidst lånet til jordkøbet. Afdragene svarede i begyndelsen til 1 % af det samlede byggelån.

Antal oprettede statshusmandsbrug efter 1899-lovene:

År	Antal	År	Antal
1920/21	137	1930/31	401
1921/22	460	1931/32	435
1922/23	964	1932/33	64
1923/24	626	1933/34	54
1924/25	547	1934/35	286
1925/26	561	1935/36	261
1926/27	570	1936/37	274
1927/28	626	1937/38	309
1928/29	520	1938/39	365
1929/30	379	1939/40	443

Kilder: Betænkning afgivet af Landbokommissionen af 1960. Første del (Betænkning nr. 306; 1962; Tabel 11 (s. 45))

1940 - 1960

Under 2. verdenskrig og i årene efter krigen faldt oprettelsen af nye statshusmandsbrug kraftigt, som selv om der skete en mindre stigning i 1950-erne, var det tydeligt, at ordningen var ved at have udspillet sin rolle. Der var da også allerede i slutningen af 1940-erne mange, der mente, at fremtiden ville kræve rationaliseringer, mekaniseringer og sammenlægninger, således professor i landbrugsøkonomi ved Landbohøjskolen, K. Skovgaard.

År	Antal	År	Antal
1940/41	314	1950/51	123
1941/42	119	1951/52	140
1942/43	73	1952/53	135
1943/44	74	1953/54	133
1944/45	71	1954/55	259
1945/46	48	1955/56	251
1946/47	96	1956/57	168
1947/48	68	1957/58	172
1948/49	15	1958/59	170
1949/50	76	1959/60	133

Kilder: Betænkning afgivet af Landbokommissionen af 1960. Første del (Betænkning nr. 306; 1962; Tabel 11 (s. 45))

Det samlede antal statshusmandsbrug oprettede efter 1899-lovene udgjorde frem til og med 1960 20.183.

Jordrentebrug

Baggrund

Lensgodserne var etableret under den tidlige enevælde, og de kunne i egenskab af stamhuse ikke sælges eller deles ved arv. Denne ejerform var i modstrid med det liberale samfunds principper, og i grundloven af 1849 blev det i § 98 bestemt, at "Intet len, stamhus eller fideikommisgods kan for fremtiden oprettes; det skal ved lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestående kan overgå til fri ejendom."

Først i 1909 blev der nedsat en kommission, der skulle udarbejde forslag til lens, stamhuses og fideikommisgodsers overgang til fri ejendom. Kommissionen afgav en betænkning i 1913 men var ved afgivelsen delt i 6 mindretal, som hver stillede egne forslag. Kommissionens arbejde førte derfor ikke til nogen løsning på spørgsmålet.

I 1911 var imidlertid nedsat en ny landbokommission, der blandt andet skulle fremkomme med forslag til nye former for brug af jord i offentlig eje. I 1916 afgav denne kommission sin første delbetænkning, som indeholdt forslag til bestemmelser om landbrugets kreditforhold og om oprettelse af såkaldte jordrentebrug; jordrenteprincippet var blevet udformet i et underudvalg ledet af daværende kontorchef, senere departementschef, K. Riis-Hansen. I 1917 fremsatte 11 af denne kommissions 15 medlemmer til Landbrugsministeriet et forslag til lens og stamhuses overgang til fri ejendom, og dette forslag blev overvejende fulgt ved udarbejdelsen af et lovforslag herom, dog med visse præciseringer. Lovforslaget skulle opfylde to formål: dels skulle det opfylde grundlovens løfteparagraf, dels skulle det skaffe jord og penge til at fremme en udstykning og oprettelse af statshusmandsbrug til supplement af lovgivningen herom fra 1899.

1920 - 1940

I 1919 blev der vedtaget tre nye jordlove, nemlig:
Lov af 4/10 1919 om Lens, Stamhuse og Fideikommisgodsers Overgang til fri Ejendom indeholdt bestemmelser, hvorefter ejere af len, stamhuse og fideikommisgodser skulle få ret til at overtage besiddelsen til fri ejendom mod at indbetale 25% af værdien til staten, såfremt der påhvilede hjemfaldsret til staten (det vil sige, hvor statutterne fastslog, at majoratet tilfaldt staten i de tilfælde, hvor mandslinjen i besidderens familie døde ud), og 20% af værdien af øvrige jordbesiddelser. Desuden skulle de, mod erstatning, overdrage staten en tredjedel af deres besiddelser.

Majoraterne kunne omgå udstykningskravet helt eller delvist på to måder: enten kunne man købe anden jord til udstykning andetsteds (erstatningsjord), eller også kunne man indbetale en fastlagt sum til Statens Jordlovsudvalg, som så selv kunne købe erstatningsjord til udstykning.

Lov af 4/10 om Afhændelse af de til Præsteembeder henlagte Jorder til Oprettelse af Husmandsbrug indeholdt bestemmelser om, at jord tilhørende præstegårde, som var egnede til landbrugsdrift, skulle udstykkes og som hovedregel sælges som parceller af en størrelse, der muliggjorde oprettelse af et husmandsbrug stort nok til at brødføde en familie ved dennes egen arbejdskraft; mindre jordstykker kunne sælges som tillægsjord til eksisterende bedrifter. Som overgangsbestemmelser blev fastlagt, at hvis præsten selv drev jorden, skulle udstykningen ske ved embedsledighed, og hvis jorden var forpagtet bort, skulle udstykningen ske ved udløbet af forpagtningsaftalen.

Lov af 4/10 1919 om Vilkaar for Bortsalg af Jord i offentlig Eje, jævnfør lovene af 28. juni 1920, af 6. maj 1921 og 3. marts 1926, der indeholdt bestemmelser om, at jord i statens eje (domænejord) egnet til landbrugsdrift kun måtte sælges på de vilkår, der var fastlagt i loven. Som hovedregel skulle jorden udstykkes i parceller, der var store nok til at oprette husmandsbrug, der kunne brødføde en familie ved dennes egen arbejdskraft, mens mindre parceller skulle sælges som tillægsjord til eksisterende brug.

Det vigtigste ved de nye love var, at fremover skulle husmandsbrugene skulle have en sådan størrelse, at familierne kunne leve af dem. Mens 1899-ordningen havde bygget på traditionelt selveje, indførte 1919-lovene et nyt begreb: jordrentebruget. Det indebar, at staten kunne oprette husmandsbrug på sin egen jord, hvortil de enkelte husmænd fik såkaldt brugseje og dermed rådighed over jorden mod at betale en årlig jordrente til staten, altså en art virkeliggørelse af georgismens principper om fuld grundskyld. Samtidig oprettedes det vigtige Statens Jordlovsudvalg, der skulle administrere ordningen. I forbindelse med lensafløsningen, omdannelse af tidligere præstegårdsjord samt overtagelse af en række såkaldte domæner (tidligere prøjsiske statsejendomme) i Sønderjylland ved Genforeningen i 1920 fik jordlovsudvalget rådighed over ret betydelige jordarealer, der blev udstykket til statshusmandsbrug, ligesom udvalget opkøbte yderligere jord for statens midler til udstykning.

Ved lensafløsningen blev afstået 18.000 hektar, ved præstegårdsudstykninger 12.000 ha, svarende til ca. 1% af den samlede landbrugsjord. De afståede arealer omfattede overvejende god jord i områder, hvor det tidligere havde været meget vanskeligt at erhverve jord til udstykning.

Ved love af 1922 blev lovgivningen af 1919 om vilkår for bortsalg af jorder i offentlig eje udvidet til Sønderjylland og samtidig bemyndigelse givet til at afhænde de staten tilhørende domænegårde efter disse regler. Ligeledes blev fra 1922 lovgivningen om afhændelse af de til præsteembeder henlagte jorder udvidet til de sønderjyske landsdele, dog med visse ændringer. I Sønderjylland overtog staten fra den preussiske stat omkring 3.000 ha domænejord fordelt på 38 domænegårde. Foruden domænegårdene opkøbte staten flere store gårde i landsdelen til udstykning. Ved siden af denne virksomhed fandtes også private udstykningsforeninger.

Ved tillægslove til jordlovene af 1919 blev der vedtaget et tillæg for at bringe de to love i nærmere overensstemmelse med hensyn til den årlige ydelse til rente og afdrag med mere. For brug, der oprettes efter jordloven af 1919, gjaldt her efter ligeledes, at kun 8.000 kroner af byggelånet skulle forrentes, og reglerne for forrentning og afdrag var de samme.

Ved en tillægslov af 4. april 1928 blev der givet bemyndigelse til at anvende en del af de midler, der var stillet til rådighed for oprettelse af statshusmandsbrug, til oprettelse af mindre gårdbrug i tyndt befolkede egne af landet. Købesummen for jorden måtte her ikke overstige 15.000 Kr. og byggeomkostningerne ikke 12.000 kroner. Nyt var ved denne lov også, at statslånet blev givet som et supplement til en på almindelig vis privat optaget førsteprioritet.

Endelig blev der ved lov nr. 137 af 1. juni 1929 givet bemyndigelse til at anvende indtil 10 mio. kroner af jordfondens midler til opkøb af jord og grundforbedring af denne jord i tyndt befolkede egne inden for de sønderjyske landsdele.

Som et betydningsfuldt led i bestræbelserne for at fremskaffe og bevare det størst mulige antal selvstændige jordbrug må nævnes lov nr. 106 af 3. april 1925 om landbrugsejendomme, hvorefter enhver landbrugsejendom med et tilliggende af mindst 1 ha og en grundværdi af mindst 1.000 Kr. skulle opretholdes som selvstændigt brug og være forsynet med bygninger og beboere, der drev jorden, således, at ingen del af arealet indgik i en anden ejendoms sædskifte eller markinddeling. Kun under nærmere betingelser fastsatte i lov af samme dato om jords udstykning og sammenlægning kunne denne forpligtelse hæves.

Ved en Lov af 25. marts 1933 om Oprettelse af mindre Landbrug blev 1899- og 1919-principperne stillet lige, og de økonomiske rammer for udstykning blev udvidede. Samme dag underskrev kongen en lov, der gav statshusmænd mulighed for at vælge mellem en fast og en bevægelig rente. I sidstnævnte tilfælde skulle denne beregnes på grundlag af priserne på smør, flæsk og kapiteltakst for byg 1926-30, der hver vægtedes med en tredjedel. Disse ændringer bevirkede, at der i 1930-erne skete en ny stigning i udstykningsvirksomheden. Den 27. februar 1934 fremlagde landbrugsminister Kristen Bording lovforslag om oprettelse og udvidelse af mindre landbrug, og dette vandt Folketingets tilslutning. Ved lov af 14. maj 1934 blev hele jordlovgivningen samlet, og ved samme lejlighed blev Statens Jordlovsudvalg lovfæstet. Beløbsrammen blev atter udvidet, således på byggelån fra tidligere 8.000 kroner til 15.000 kroner.

Antal oprettede statshusmandsbrug efter 1919-lovene:

År	Antal	heraf Præstegårds- jord	Domæne- jord	År	Antal	Præstegårds- jord	Domæne- jord
1920/21	198	162	36	1930/31	252	42	210
1921/22	333	172	161	1931/32	244	33	211
1922/23	659	157	502	1932/33	91	19	72
1923/24	650	145	505	1933/34	87	35	52
1924/25	413	114	299	1934/35	209	12	197
1925/26	606	131	475	1935/36	159	6	153
1926/27	530	164	366	1936/37	237	7	230
1927/28	438	98	340	1937/38	255	4	251
1928/29	270	79	191	1938/39	262	7	255
1929/30	132	34	98	1939/40	289	1	288

Kilder: Danmarks Statistik: Statistisk Aarbog, diverse årgange

1940 - 1960

Den 9. juni 1948 vedtoges en ny statshusmandslov. Denne gav Statens Jordlovsudvalg forkøbsret til landejendomme af en vis størrelse, dog ikke ved familiesalg.

År	Antal	År	Antal
1940/41	227	1950/51	122
1941/42	71	1951/52	119
1942/43	44	1952/53	58
1943/44	67	1953/54	81
1944/45	100	1954/55	81
1945/46	36	1955/56	55
1946/47	73	1956/57	26
1947/48	97	1957/58	18
1948/49	113	1958/59	20
1949/50	175	1959/60	16

Kilder: Betænkning afgivet af Landbokommissionen af 1960. Første del (Betænkning nr. 306; 1962; Tabel 11 (s. 45))

Det samlede antal brug oprettede efter jordlovene fra 1919 udgjorde 7.930 frem til og med 1960.

Arkitekttegnede husmandssteder

Bygningen af de mange nye husmandsbrug afstedkom en planlægning af disse. I december 1907 forestod et udvalg under Landbrugsministeriet en konkurrence om forslag til husmandsbrug. Af konkurrencens program fremgik, at man ønskede eksempler på tre forskellige bygningsmåder, nemlig med beboelse og avlsbygninger samlet i een længe, med beboelse og avlsbygninger placerede i en vinkelbygning samt med beboelse og avlsbygninger fordelt på to selvstændige længer, der imidlertid skulle forbindes med en kort gang dækket med åbent halvtag.

Til boligen blev opstillet følgende krav: En forstue, tre værelser på tilsammen ca. 120 kv. alen (ca. 47 m²), køkken med rummeligt og lyst spisekammer, bryggers (vaskerum) og endelig et mindre kælderrum.

Avlsbygningerne skulle omfatte: Stald til tre til fire køer, plads til en hest, to til tre svinestier, foderlo og lade, roerum, brændselsrum, hønsehus og lokum.

123 deltog i konkurrencen og udarbejdede ialt 193 forslag. Blandt deltagerne var både landbrugere, håndværkere og arkitekter, hvilket viser bredden i interessen for sagen.

De præmierede forslag blev udgivet i bogform i 1909 som Tegninger til Husmandsboliger. Forslagene udviste en vis variation i udformningen. Vægten var lagt på godt håndværk, gode materialer samt dansk byggetradition i modsætning til den tyske byggeskik, der havde præget slutningen af 1800-tallet.

Allerede i foråret 1914 udgav Sjællands og Fyns udstykningsforening en bog med tegninger til husmandssteder lavet af arkitekterne Ivar Bentsen og T.H. Hjejle & Rosenkjær. Stilen var mere saglig og satte sit præg på byggeriet i de følgende årtier.

I 1915 stiftedes med tilslutning fra 400 håndværkere, arkitekter og udstykningsmænd Landsforeningen Bedre Byggeskik. Foreningens formål var blandt andet at skabe en ny byggeskik. De nye bygninger skulle være enkle, hjemlige og smukke. De skulle være funktionelle efter deres formål og tilpassede deres omgivelser. I 1920 udgav foreningen bogen Danske Landbrugsbygninger - praktiske Forslag og Detailtegninger til Bygninger for Landbrug indtil 30 Tdr. Land. Bogen var en oversigt over projekter, som var fremkommet i de foregående år samt opmåling af gode eksisterende landbrug. Bogen afspejlede tidens nyklassicistiske stil med en række nye facadeforslag.

Senere fik Statens Jordlovsudvalg ansat egne arkitekter, der udarbejdede typetegninger. Husmandsbrugene blev opført i cementsten med hvide, pudsede mure og lyserøde cementtagsten.

Resultatet af de mange anstrengelser var, at der blev opført husmandssteder med en vis variation over samme tema.

Befolknings- og bebyggelsesmæssige følger af statshusmandslovene

Hvis man vil danne sig et indtryk af de befolkningsmæssige følger af statshusmandslovene, kan diverse folketællinger belyse hovedtræk i denne udvikling:

Husmandsbefolkningen 1901-1960

År	Husmænd mv.	Gartnere
1901	339.899	16.013
1911	378.555	19.364
1921	379.234	25.722
1930	305.960	16.424
1940	344.360	41.354
1950	293.047	52.142
1960	249.743	43.307

Kilde: Statistisk Årbog, diverse årgange. Betegnelsen "Husmænd mv." angiver husmænd, parcellister og boelsmænd, idet det ikke er muligt at skelne mellem disse. Bemærk, at tallene omfatter den samlede befolkning, der lever af husmandsbrug hhv. gartneri. Tallene før 1920 omfatter ikke Sønderjylland.

Husmandsbefolkningen var stærkt voksende frem til 1921 og der efter aftagende igen. En del af de nye brug oprettedes som gartnerier, der især rettede sig mod afsætning af grøntsager og blomster til byerne; de kulminerede først omkring 1950. Trods den overordnede udvikling er der en uens udvikling i ulige dele af landet.

Mellem 1890 og 1906 var antallet af jordbrugere voksende i stort set hele landet. Mellem 1906 og 1930 var der fortsat fremgang i det meste af det indre Jylland, på Bornholm, på Midtsjælland samt store dele af Lolland, endvidere i Københavns omegn (antagelig overvejende i form af gartnerier). På Fyn, i øhavet og på Falster var billedet mindre entydigt. Mellem 1930 og 1940 var der en generel nedgang i antallet af landbrugere i det meste af landet, dog fremgang omkring større byer (sikkert i form af gartnerier) samt i dele af Sønderjylland. Efter som antallet af gårdbrug som helhed nærmest var stagnerende mellem 1911 og 1960 (426.989 i 1911, 469.392 i 1940, 410.075 i 1960), må udviklingen formodes at afspejle især husmændenes udvikling. Det er fastslået, at i 1920-erne, da udstykningsaktiviteten var stærkest, voksede indbyggertallet i landdistrikterne næsten med samme hastighed som i bymæssige bebyggelser. Dette bekræftes, hvis man ser på den geografiske fordeling af oprettede statsjordbrug. Udviklingen var dog ikke entydig: især i de østlige dele af landet blev ejendomme så at sige "opslugt" af den fremad skridende byudvikling mellem 1904 og 1936, mens ny landbrugshuse kom til især i Midt- og Vestjylland. Omkring halvdelen af tilgangen skete i Sønderjylland. Det hører med til helhedsbilledet, at af landbrugstællingen i 1933 fremgik, at omkring 17.000 landbrug var for små til at give ejeren fuldt arbejde. Man må derfor regne med, at en del deltidshusmænd ikke er omfattede af det anførte antal.

I landskabelig henseende kom statshusmandsbrugene som regel til at ligge i klynger, hvilket var betinget af, at der som oftest var tale om større samlede jorder, der blev udstykkede i småbrug efter en samlet plan. Kendetegnende var også, at de nye husmandssteder normalt lå langs nyanlagte veje eller udrettede veje i nærmest rette linier. Selve bygningerne blev lagt nær den forbindende vej, idet man derved kunne opnå flere fordele på samme tid: den jord, som måtte ofres for at forbinde husmandsstedet til offentlig vej, blev mindst mulig, og man sparede tid på transporten af fx. byggematerialer, mælk til mejeriet, svin til slagteriet, lige som længden af rør til vandforsyning blev korte.

Litteratur

• Peter Brogaard, Hakon Lund og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: "Landbrugets huse"; 2. udgave, Viborg 1985; ISBN 87-00-94884-5 (i: Hakon Lund: Danmarks Arkitektur; 2. udgave, 1985; ISBN 87-00-94644-3)
• Jørgen Deickmann Rasmussen: "Brug og besiddelse" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie III: 1810-1914; Odense 1988; ISBN 87-7526-079-4; s. 218-233)
• John Erichsen & Ditlev Tamm: Grever, baroner og husmænd: Opgøret med de store danske godser 1919; Gyldendal, København 2014; ISBN 9788702159578
• Erik Helmer Pedersen: Det danske landbrugs historie IV: 1914-1988; Odense 1988; ISBN 87-7526-08-0
• Aage H. Kampp: "Landbrugsgeografiske Studier over Danmark"; Kulturgeografiske Skrifter 6; C.A.Reitzels Forlag, København 1959
• Aage H. Kampp: "Agerlandets geografi" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur bind 8: Agerlandet; Politikens Forlag, København 1970; ISBN 87-567-1267-7; s. 35-74)
• Erland Porsmose: Danske landsbyer; Gyldendal, Gylling 2008; ISBN 978-87-02-01690-1
• Torben W. Smith: Vi vil rejse nye Huse. Statshusmandsloven af 1899; Landbohistorisk Selskab 1999; ISBN 87-7526-198-7

Eksterne henvisninger

• Betænkning afgivet af Landbokommissionen af 1960. Første del (Betænkning nr. 306; 1962)
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XI (1921), s. 922; opslag: Husmandsbrug
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXVI (1930), s. 508; opslag: Husmandsbrug
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XXVI (1930), s. 566-567; opslag: Jordreformer
• anonym: "Statshusmænd" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3. række, Bind 14; 1906)