Fiskerlejer i Danmark: Forskelle mellem versioner

Endnu i 1800-tallet lå de fleste fiskerlejer i Nordvestjylland, ved den sydfynske kyst, i Nordsjælland og på Bornholm. Helt op i 1800-tallet var de fleste fiskerlejer ret små, med fra under 100 til omkring 200 indbyggere, enkelte dog større. Fiskerlejernes fremtoning var lidt uens beroende på de landskabelige forhold. De nordsjællandske fiskerlejer lå sædvanligvis med husene i to rækker langs kysten med en gade gennem bebyggelsen<ref>eksempler herpå er Snekkersten, Skotterup, Espergærde, Humlebæk og Sletten fiskerlejer</ref>. Bådene blev trukket op på den flade strandbred, og ved lejet fandtes en stejleplads for tørring af fiskegarnene. I tilknytning til hvert enkelt fiskerleje fandtes sædvanligvis en tjæregryde. Frem til indførelsen af nylongarn i midten af 1950’erne var fiskenet tilvirkede af hør, hamp eller bomuld. Sådanne net kunne ikke sættes rå i havet, da de i så fald hurtigt ville blive ødelagte af råd- eller bakterieangreb. Derfor var det nødvendigt at imprægnere garnene. Dette skete med tjære, hvilket samtidig gav garnene et beskyttende lag mod slid fra strøm og bølger. Tjæren blev opvarmet for at få den tyndtflydende og for at vandindholdet kunne dampe af. I den varme tjære dyppedes garnene, som forinden var tørrede på stejlepladsen. De færdigtjærede garn lempedes op på tjæreladdet, som var en skråtstillet tremmebakke med afløb til gryden. For at få de tjæretunge garn, især de store vod og bundgarn op på tjæreladdet brugtes en garnvinde, der var anbragt over tjæreladdet. Garnvinden drejedes med et håndsving. På laddet blev garnene lagt således, at det igen var let at tage fat i, når det skulle flyttes over på en vogn og videre til ophængning på stejlepladsen. Garntjæring foregik et par gange i løbet af en fiskesæson, som kunne vare 9-10 måneder, alt efter vejrliget. Tjæren var stenkulstjære. En imprægneringsmåde, som gjorde garnene endnu mere bestandige, var at barke dem inden tjæringen. I barkkedlen lavede man et afkog af ege- eller birkebark; nogle steder brugte man granbark og grankogler. I denne barksuppe måtte garnene koges i omkring en halv time, inden ilden slukkedes. Nettene blev liggende i afkoget natten over. Derefter blev de skyllet i strandkanten og derpå tørrede, inden de var klare til tjæring. Lettere redskaber som rødspættegarn, hornfiskegarn, krogliner og lignende blev kun barkede. Det bedste middel til barkning var imidlertid ''kateku'' (et garvesyreekstrakt afkogt og inddampet af bark og kerneved fra en tropisk akacieart, ''Acacia catechu''), hvilket blev indført og forhandlet fra omkring midten af 1800-tallet og frem til 1960’erne. Barkning skete med omkring en måneds mellemrum i fiskesæsonen. Et velimprægneret garn vedligeholdtes med koldtjæring, som skete med en tyndtflydende tjære.

 

 

Omkring 1870 fandtes 65 steder angivne i J.P. Trap: ''Kongeriget Danmark'' 2. udgave som fiskerlejer nemlig: i Bornholms Amt: Leuka, Helligpeder, Teglkås, Vang, Tejn, Gudhjem, Melsted, Saltuna, Ypnasted, Bølshavn, Listed, Årsdale, Snogebæk, Sømarkshuse, Boderne, Arnager, i Københavns Amt: Skovshoved, Taarbæk, i Frederiksborg Amt: Sletten, Humlebæk, Espergærde, Skotterup, Snekkersten, Ålsgårde, Hornbæk, Villingebæk, Gilleleje, Rågeleje, Tisvildeleje, Liseleje, Hanehoved, Nøddebohuse, Kikhavn, Hundested, Lynæs, Sølager, Lille Carlsminde, Store Carlsminde, i Holbæk Amt, Sorø Amt, Præstø Amt: ingen, i Maribo Amt: Lilleø, i Svendborg Amt: Nordenhuse, Skabohuse, Bagenkop, Sankt Jørgens, Dyreborg, Bøjden, i Odense Amt: Strandby (Hårby Sogn), Torøhuse, i Vejle Amt: Hølhuse, i Aarhus Amt, Randers Amt, Viborg Amt: ingen, i Aalborg Amt: Klithuseby, i Hjørring Amt: Bangsbostrand, Aalbæk, Lønstrup, Slettestrand, i Thisted Amt: Klim Strand, Torup strand, Febersted, Klitmøller, Vangsaa, Sønder Vorupør, Stenbjerg (Nørhå Sogn), Ålum, Vester Agger, Øster Agger, Røn (Thyborøn), i Ringkøbing Amt: Langerhuse, Harboøre, i Ribe Amt: ingen<ref>''Kilde: J.P.Trap: Danmark, 2. udgave (1872-79)''</ref>, det vil sige fortrinsvis i Nordjylland, i Nordsjælland og på Bornholm. I ''Danmarks Statistik''s opgørelser over bymæssige bebyggelser fra 1880 til 1955 findes indtil 21 bebyggelser angivne som fiskerlejer, men hverken i det ene eller den andet tilfælde synes der at være givet et fyldestgørende billede, hvortil kommer de vanskeligheder som er forbundet med til- og afgange og med afgrænsningen i forhold til ladepladser og skipperbyer. Af folketællingernes oplysninger om indbyggernes næringsveje fremgår desuden, at der også i flere købstæder fandtes et stort antal fiskere, selvom disse udgjorde en mindre del af indbyggerne (i Skagen udgjorde fiskerne dog endnu 1911 omkring 40% af befolkningen). For 20 af de som fiskerlejer angivne bebyggelser er af Danmarks Statistik for 1930 opgjort indbyggernes næringsveje fordelt på hovedgrupper (hvor fiskeri og landbrug desværre er lagt sammen). Af opgørelsen fremgår, at i 11 af disse udgjorde de sysselsatte i gruppen fiskeri og landbrug mere end halvdelen af indbyggerne; dertil kan lægges to ladepladser, tre byer uden nærmere angivelse og een ø, hvis indbyggere ligeledes for mere end halvdelens vedkommende var sysselsat ved fiskeri m.m. For 7 som fiskerlejer angivne bebyggelsers vedkommende udgjorde fiskeri m.m. mere end en tredjedel men mindre end halvdelen af de næringsdrivende; disse steder kunne måske anses for ''strandby''er (eller havnebyer) snarere end fiskerlejer (dertil kommer i givet fald yderligere 6 andre bebyggelser).