Enestegårde i Danmark: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
småret
småret
 
Linje 381:
For Fyns vedkommende tyder en undersøgelse på, at "hovedgårde, og en række enkeltgårde iøvrigt, for høbjergningsmulighedernes vedkommende havde fået betydeligt mere end deres forholdsvise andel", hvilket må sættes i forbindelse med et forholdsvis stort husdyrhold, der for hovedgårdenes vedkommende atter må ses i lyset af deres eneret til studehandel og dermed ønske om at sikre sig mest mulig engareal.<ref name="FSP 1984 219">Stendal Pedersen (1984), s. 219</ref> Stort husdyrhold betød mere gødning, dermed større afgrødeudbytte og derfor - alt andet lige - også større hartkornsansættelse for gården. En sammenligning mellem gårde i landsbyer på den ene side, enkelt- og enestegårde på den anden viser, at en "normal" bondegård havde et gennemsnitligt hartkorn på 6,3 tønder mod 6,8 tønder hartkorn for enkelt- og enestegårde, idet enestegårde i gennemsnit havde 6,2 tønder hartkorn men enkeltgårde 7,7 tønder hartkorn.<ref name="ATS 2003 63">Schacke (2003), s. 63</ref> Når der tages hensyn til de landskabelige forhold, bliver den gennemsnitlige ansættelse 9,4 tønder hartkorn for enestegårde og 8,6 tønder hartkorn for enkeltgårde, altså i begge tilfælde langt over gennemsnittet for landsbygårde, idet gårdene i randmoræneområder med videre var klart mindre end gennemsnittet.<ref name="ATS 2003 73">Schacke (2003), s. 73</ref> En del af forklaringen herpå kan være, at en gård i små landsbyer på 3 gårde er blevet nedlagt og jorden fordelt på de to øvrige (samtidig med, at landsbyen forandres til to enkeltgårde), eller at en enkeltgård har en fortid som hovedgård. Omtrent 15% kan forklares ved sådanne forhold.<ref name="ATS 2003 107">Schacke (2003), s. 107</ref> Dertil kommer gårde, som tidligere hørte under adelen eller klostre. Ligheder i driften med hovedgårde er altså ikke helt tilfældig, selvom enkelt- og enestegårde ikke havde andet gods tilknyttet. Endnu en mulighed må nævnes: ved oprettelse af en torp eller rydningsgård kan der måske have været mere jord til rådighed at etablere driften på, og den nye gård har derved fra starten haft potentiale til en større drift.<ref>Noget sådant synes at være tilfældet for den oprettede (men senere atter nedlagte) torp Todderup mellem Tilst og True, jvf. Hoff og Jeppesen (1991-92), s. 182</ref> Men dette har sikkert kun været tilfældet i tidlig middelalder, da ressourcerne endnu var rigelige. Fra senmiddelalderen har det krævet en priviligeret stilling at kunne gøre krav på større ressourcer.
 
Skønt driften af enkelt- og enestegårde vel har lignet den på landsbygårde, har enkelt- ogenestegårdeog enestegårde haft en sikrere drift i kraft at de større og bedre græsningsmuligheder, og dette har kunnet smitte af på afgrødedyrkningen. Af samme grund må sådanne gårde have været at særlig interesse at få lagt ind under hovedgårde. Klart er det, at hvis enestegårde havde større græsnings- og høsletarealer til rådighed, så kunne de holde flere husdyr, derved få mere gødning, derved opnå et højere høstudbytte, derved enten sælge (en del af) overskuddet eller udnytte dette til yderligere forøgelse af husdyrbesætningen. Der har dog været en grænse, hvor udvidelser ikke lod sig gøre under de givne natur- og driftsforhold. På Lolland er det konstateret, at mange enkeltgårde drev et vangebrug svarende til det, man på samme tid havde i landsbyer.<ref>Widding (1949), fx. s. 28, 78, 95</ref> Også på Lolland dominerer smør som landgilde på enkeltgårde<ref name="KEF 1983 118f"/>, og ærter udgjorde en mindre men fast del af selvejerbøndernes afgifter.<ref name="KEF 1983 118f">Frandsen (1983), s. 118f</ref><ref>Dam (2010), s. 180f</ref>
 
== Historie ==