Versionen fra 25. okt. 2021, 18:39 redigér Sven Halfdan Nielsen (diskussion \| bidrag) 4.679 edits småret ← Forrige ændring		Versionen fra 25. okt. 2021, 18:41 redigér fjern redigering Sven Halfdan Nielsen (diskussion \| bidrag) 4.679 edits omflyttet afsnit Næste ændring →
Linje 318: === Bornholm === Egentlige landsbyer har ikke eksisteret på Bornholm i historisk tid. De bornholmske enkeltgårde kan inddeles i 4 grupper: selvejergårde, vornedegårde, præste- og degnegårde samt proprietærgårde.<ref name="Hansen 34">Hansen (1970), s. 34</ref> Med hensyn til gårdenes beliggenhed er peget på, at de ofte ligger på række med selvejergårde nærmest kysten og vornedegårde inden for disse.<ref name="Hansen 34"/> Det er opgjort, at der ialt findes 70 gårdrækker eller gårdgrupper, der bar fællesnavne<ref name="Zangenberg 13"/>, heraf 53 endende på "by", 2 på "løse" og 1 på "stad".<ref name="Zahrtmann 14">Zahrtmann (1924), s. 14</ref> På den del af øen, der præges af granitterræn, er det "almindeligt, at den yderste gårdrække ligger langs den linje, hvor terrænet begynder at skråne stærkere ned mod kysten".<ref name="Hansen 34"/> Viggo Hansen formoder, at "de talrige sprækkedale kan måske have dannet et naturligt skel mellem de enkelte besiddelser, ligesom det brudte relief i det hele taget kan have været udslaggivende for enkeltgårdsarrangementet".<ref name="Hansen 35">Hansen (1970), s. 35</ref> Det er sandsynligt, at vandløb har været styrende for bebyggelsens beliggenhed i middelalderen, og at bebyggelsen er sket fra kystegne indad men uden af omfatte højlyngen på øens centrale dele, der forblev overdrev.<ref name="Zahrtmann 13">Zahrtmann (1924), s. 13</ref> Ofte ser det ud til, at gårdene havde en egen "plaskemølle" (lille vandmølle til egen brug).<ref name="Zangenberg 13">Zangenberg (1928), s. 134</ref> Omkring år 1300 skal gårddelinger have resulteret i dannelsen af 949 gårde<ref name="Zahrtmann 11">Zahrtmann (1924), s. 11</ref>, nemlig 680 selvejergårde, 224 vornedegårde, 15 præste- og 15 degnegårde samt 15 frimandsgårde (senere proprietærgårde).<ref name="Zahrtmann 12">Zahrtmann (1924), s. 12</ref> Det formodes, at Den sorte Død 1348-50 bragte en ende på bebyggelsesekspansionen.<ref name="Zahrtmann 16">Zahrtmann (1924), s. 16</ref> Gårdene blev i ældre tid karakteriseret ved den til enhver tid værende indehaver<ref name="Zahrtmann 12"/>, og gården skulle udelte gå i arv til ældste søn. Gårdenes jorder lå spredte med en hovedlod på 10-16 hektar under stadig omdrift, resten som en snes eller flere udlodder, der kunne ligge indtil 4 km fra gården, undertiden i nabosogne. Eksempelvis havde Rødsker præstegård i 1569 22 stykker ager varierende fra 3 skæpper til 4 tønder udsæd og 18 stykker eng på fra 0,5 til 7 læs hø.<ref name="Zahrtmann 14"/> Det var imidlertid ikke al jorden, der blev opdyrket: spredt lå skov, krat og lyngheder mellem agrene.<ref name="Zahrtmann 16"/> Uopdyrkede forblev Almindingen på i alt 600 hektar, højlyngen strækkende sig fra Almindingen ud mod kysten flere steder, strandmarker det vil sige uopdyrkede kyststrøg og sognemarker, fællesmarker beliggende mellem de enkelte gårdes agre.<ref name="Zahrtmann 18">Zahrtmann (1924), s. 18</ref> Almindingen, højlyngen og strandmarkerne blev udnyttede af bønder i fællesskab til græsning for deres kvæg<ref name="Zahrtmann 24">Zahrtmann (1924), s. 24</ref>, og dette er måske en del af forklaringen på enkeltgårdene: i lighed med forholdene i Vandfuld herred spillede kvægbrug en fremherskende rolle på Bornholm. Kendetegnende er, at de bornholmske gårde i 1500-tallet i væsentlig udstrækning lagde deres afgifter i smør, jævnfør fx Lund Stifts Landebog 1569.<ref name="Hübertz 325ff">Hübertz (1852), s. 325-359</ref> Udtrykt som andel af den samlede landgilde udgjorde smørafgiften i 1658 mellem 43 og 50%.<ref name="Rasmussen 1988 72">Rasmussen (1988), s. 72</ref> I 1656 skriver Arent Berntsen herom: "''Oc enddog Naturen hafver nectet forbe[nævn]<sup>te</sup> Land store begrib/ saa er det dog derimod dits rigere Fructbarhed conditionerit, efftersom det icke allene giffver Indbyggerne alle slags Korn/ synderlig Byg oc Haffre: Men endogsaa fornemmeligen formedelst des øffverflødige Græsning oc Eng underholde Indbyggerne meget Qvæg/ saa de baade Smør/ Oste/ Uld/ oc deslige Ware til Fremmede kunde hafve at affhende/ saa vel som aff meget Fæned/ de Aarligen haffve at slacte/ store Partier Kiød/ Huder/ Skind/ oc Talg udføre.''"<ref name="Berntsen 89">Berntsen (1656), s. 89</ref> For et landbrug, hvor husdyrhold spillede en hovedrolle, var spredt bosættelse at foretrække. Systemet holdt sig helt op i 1800-tallet, omend bønder fra tid til anden lod mindre stykker hidtil uopdyrket jord opdyrke.<ref name="Zahrtmann 28">Zahrtmann (1924), s. 28</ref> Derimod modsatte bønderne sig i fællesskab Kronens forsøg på at tilegne sig jorden og lade den nykolonisere.<ref name="Zahrtmann 34">Zahrtmann (1924), s. 34ff</ref>▼ Også på Bornholm kendes digevoldingsagre fra keltisk jernalder<ref name="Jørgensen 23">Jørgensen (1988), s. 23</ref>, og det er muligt, at dette system senere er blevet videreudviklet og til dels differentieret med overvejende kornavl på øens sydlige del men kvægavl baseret på eng og høslet på lerjorderne i Øster herred.<ref name="Jørgensen 25">Jørgensen (1988), s. 25</ref> Allerede i jernalderen synes bopladserne at være lagte på de tørre områder men i tilknytning til enge, og der synes at have eksisteret et op til 2 km bredt bælte af enge langs kysten.<ref name="Jørgensen 25"/> Blandt de mest betydningsfulde samlede landsbybopladser kan nævnes Sorte Muld i Ibsker, Sandegård i Åker, Smørenge i Vestermarie, Rytterbakken i Østerlars, der alle kan dateres til germansk jernalder.<ref>Jensen (2004), s. 198</ref> Dette kunne antyde, at enkeltgårdsbebyggelsen først er opstået senere. Bebyggelsen i vikingetid synes karakteriseret ved, at flere gårde kan have ligget samlet i små bygder på typisk 3 gårde, der har ligget tæt enten på række eller i en trekantet formation. I vikingetiden blev også bygget storgårde med langhuse på 40-45 meters længde og 8 meters bredde. Gærder har indhegnet gårde og marker, men senest i tidlig middelalder er disse hegn blevet afløst af gravede skelgrøfter. Bebyggelsesstrukturen, skel- og hegningssystemet minder om forholdene i historisk tid indtil udskiftningen. Det er således muligt, at det senere indmark-udmarks-system går tilbage til vikingetid<ref>[http://www.bornholmsmuseum.dk/udforsk/bornholms-historie/tidsperiodeoversigt/vikingetid-paa-bornholm.aspx "Vikingetid på Bornholm" (Bornholms Museum)]</ref>, og at systemet med jordstykker, der nærmest ligger som løkker mellem hinanden<ref name="Zahrtmann 17">Zahrtmann (1924), s. 17</ref> til dels er en følge af en gradvis udvidelse af dyrkningen over tid. Det er værd at bemærke, at Bornholm indtil begyndelsen af middelalderen var præget af løvskov med eg, bøg og avnbøg som fremtrædende træarter. Fra begyndelsen af middelalderen (1100-1300) indtrådte imidlertid en forstærket græsning samtidig med, at træ blev udnyttet til tømmer og brændsel. Derved blev store skovområder afløste af hedevegetation, og der dannedes midt på øen et stort område kaldet Højlyngen på omkring 12.000 ha svarende til henved en femtedel af øens samlede areal. Den intensive græsning førte til udtørring og jorderosion, hvorved det højtliggende grundfjeld blev eksponeret flere steder.<ref name="Åby 85f">Åby (1998), s. 85-86</ref> Det er sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem den forøgede græsning, at løvskoven forsvandt og afløstes af hede og den samtidige fremkomst af en spredt enkeltgårdsbebyggelse. At bebyggelsen allerede i 1100-tallet lå spredt bekræftes af Saxo, der i midten af 1100-tallet karakteriserer Aakirkeby som "vicus agrestis", det vil sige landsby, åbenbart i modsætning til den øvrige enkeltgårdsbebyggelse.<ref name="IN 161">Nielsen (1996), s. 161</ref> ▲Det er sandsynligt, at vandløb har været styrende for bebyggelsens beliggenhed i middelalderen, og at bebyggelsen er sket fra kystegne indad men uden af omfatte højlyngen på øens centrale dele, der forblev overdrev.<ref name="Zahrtmann 13">Zahrtmann (1924), s. 13</ref> Ofte ser det ud til, at gårdene havde en egen "plaskemølle" (lille vandmølle til egen brug).<ref name="Zangenberg 13">Zangenberg (1928), s. 134</ref> Omkring år 1300 skal gårddelinger have resulteret i dannelsen af 949 gårde<ref name="Zahrtmann 11">Zahrtmann (1924), s. 11</ref>, nemlig 680 selvejergårde, 224 vornedegårde, 15 præste- og 15 degnegårde samt 15 frimandsgårde (senere proprietærgårde).<ref name="Zahrtmann 12">Zahrtmann (1924), s. 12</ref> Det formodes, at Den sorte Død 1348-50 bragte en ende på bebyggelsesekspansionen.<ref name="Zahrtmann 16">Zahrtmann (1924), s. 16</ref> Gårdene blev i ældre tid karakteriseret ved den til enhver tid værende indehaver<ref name="Zahrtmann 12"/>, og gården skulle udelte gå i arv til ældste søn. Gårdenes jorder lå spredte med en hovedlod på 10-16 hektar under stadig omdrift, resten som en snes eller flere udlodder, der kunne ligge indtil 4 km fra gården, undertiden i nabosogne. Eksempelvis havde Rødsker præstegård i 1569 22 stykker ager varierende fra 3 skæpper til 4 tønder udsæd og 18 stykker eng på fra 0,5 til 7 læs hø.<ref name="Zahrtmann 14"/> Det var imidlertid ikke al jorden, der blev opdyrket: spredt lå skov, krat og lyngheder mellem agrene.<ref name="Zahrtmann 16"/> Uopdyrkede forblev Almindingen på i alt 600 hektar, højlyngen strækkende sig fra Almindingen ud mod kysten flere steder, strandmarker det vil sige uopdyrkede kyststrøg og sognemarker, fællesmarker beliggende mellem de enkelte gårdes agre.<ref name="Zahrtmann 18">Zahrtmann (1924), s. 18</ref> Almindingen, højlyngen og strandmarkerne blev udnyttede af bønder i fællesskab til græsning for deres kvæg<ref name="Zahrtmann 24">Zahrtmann (1924), s. 24</ref>, og dette er måske en del af forklaringen på enkeltgårdene: i lighed med forholdene i Vandfuld herred spillede kvægbrug en fremherskende rolle på Bornholm. Kendetegnende er, at de bornholmske gårde i 1500-tallet i væsentlig udstrækning lagde deres afgifter i smør, jævnfør fx Lund Stifts Landebog 1569.<ref name="Hübertz 325ff">Hübertz (1852), s. 325-359</ref> Udtrykt som andel af den samlede landgilde udgjorde smørafgiften i 1658 mellem 43 og 50%.<ref name="Rasmussen 1988 72">Rasmussen (1988), s. 72</ref> I 1656 skriver Arent Berntsen herom: "''Oc enddog Naturen hafver nectet forbe[nævn]<sup>te</sup> Land store begrib/ saa er det dog derimod dits rigere Fructbarhed conditionerit, efftersom det icke allene giffver Indbyggerne alle slags Korn/ synderlig Byg oc Haffre: Men endogsaa fornemmeligen formedelst des øffverflødige Græsning oc Eng underholde Indbyggerne meget Qvæg/ saa de baade Smør/ Oste/ Uld/ oc deslige Ware til Fremmede kunde hafve at affhende/ saa vel som aff meget Fæned/ de Aarligen haffve at slacte/ store Partier Kiød/ Huder/ Skind/ oc Talg udføre.''"<ref name="Berntsen 89">Berntsen (1656), s. 89</ref> For et landbrug, hvor husdyrhold spillede en hovedrolle, var spredt bosættelse at foretrække. Systemet holdt sig helt op i 1800-tallet, omend bønder fra tid til anden lod mindre stykker hidtil uopdyrket jord opdyrke.<ref name="Zahrtmann 28">Zahrtmann (1924), s. 28</ref> Derimod modsatte bønderne sig i fællesskab Kronens forsøg på at tilegne sig jorden og lade den nykolonisere.<ref name="Zahrtmann 34">Zahrtmann (1924), s. 34ff</ref> === Sammenfatning ===

Enestegårde i Danmark: Forskelle mellem versioner