Enestegårde i Danmark: Forskelle mellem versioner

 

=== Bornholm ===

 

Det er sandsynligt, at vandløb har været styrende for bebyggelsens beliggenhed i middelalderen, og at bebyggelsen er sket fra kystegne indad men uden af omfatte højlyngen på øens centrale dele, der forblev overdrev.<ref name="Zahrtmann 13">Zahrtmann (1924), s. 13</ref> Ofte ser det ud til, at gårdene havde en egen "plaskemølle" (lille vandmølle til egen brug).<ref name="Zangenberg 13">Zangenberg (1928), s. 134</ref> Omkring år 1300 skal gårddelinger have resulteret i dannelsen af 949 gårde<ref name="Zahrtmann 11">Zahrtmann (1924), s. 11</ref>, nemlig 680 selvejergårde, 224 vornedegårde, 15 præste- og 15 degnegårde samt 15 frimandsgårde (senere proprietærgårde).<ref name="Zahrtmann 12">Zahrtmann (1924), s. 12</ref> Det formodes, at Den sorte Død 1348-50 bragte en ende på bebyggelsesekspansionen.<ref name="Zahrtmann 16">Zahrtmann (1924), s. 16</ref> Gårdene blev i ældre tid karakteriseret ved den til enhver tid værende indehaver<ref name="Zahrtmann 12"/>, og gården skulle udelte gå i arv til ældste søn. Gårdenes jorder lå spredte med en hovedlod på 10-16 hektar under stadig omdrift, resten som en snes eller flere udlodder, der kunne ligge indtil 4 km fra gården, undertiden i nabosogne. Eksempelvis havde Rødsker præstegård i 1569 22 stykker ager varierende fra 3 skæpper til 4 tønder udsæd og 18 stykker eng på fra 0,5 til 7 læs hø.<ref name="Zahrtmann 14"/> Det var imidlertid ikke al jorden, der blev opdyrket: spredt lå skov, krat og lyngheder mellem agrene.<ref name="Zahrtmann 16"/> Uopdyrkede forblev Almindingen på i alt 600 hektar, højlyngen strækkende sig fra Almindingen ud mod kysten flere steder, strandmarker det vil sige uopdyrkede kyststrøg og sognemarker, fællesmarker beliggende mellem de enkelte gårdes agre.<ref name="Zahrtmann 18">Zahrtmann (1924), s. 18</ref> Almindingen, højlyngen og strandmarkerne blev udnyttede af bønder i fællesskab til græsning for deres kvæg<ref name="Zahrtmann 24">Zahrtmann (1924), s. 24</ref>, og dette er måske en del af forklaringen på enkeltgårdene: i lighed med forholdene i Vandfuld herred spillede kvægbrug en fremherskende rolle på Bornholm. Kendetegnende er, at de bornholmske gårde i 1500-tallet i væsentlig udstrækning lagde deres afgifter i smør, jævnfør fx Lund Stifts Landebog 1569.<ref name="Hübertz 325ff">Hübertz (1852), s. 325-359</ref> Udtrykt som andel af den samlede landgilde udgjorde smørafgiften i 1658 mellem 43 og 50%.<ref name="Rasmussen 1988 72">Rasmussen (1988), s. 72</ref> I 1656 skriver Arent Berntsen herom: "''Oc enddog Naturen hafver nectet forbe[nævn]^te Land store begrib/ saa er det dog derimod dits rigere Fructbarhed conditionerit, efftersom det icke allene giffver Indbyggerne alle slags Korn/ synderlig Byg oc Haffre: Men endogsaa fornemmeligen formedelst des øffverflødige Græsning oc Eng underholde Indbyggerne meget Qvæg/ saa de baade Smør/ Oste/ Uld/ oc deslige Ware til Fremmede kunde hafve at affhende/ saa vel som aff meget Fæned/ de Aarligen haffve at slacte/ store Partier Kiød/ Huder/ Skind/ oc Talg udføre.''"<ref name="Berntsen 89">Berntsen (1656), s. 89</ref> For et landbrug, hvor husdyrhold spillede en hovedrolle, var spredt bosættelse at foretrække. Systemet holdt sig helt op i 1800-tallet, omend bønder fra tid til anden lod mindre stykker hidtil uopdyrket jord opdyrke.<ref name="Zahrtmann 28">Zahrtmann (1924), s. 28</ref> Derimod modsatte bønderne sig i fællesskab Kronens forsøg på at tilegne sig jorden og lade den nykolonisere.<ref name="Zahrtmann 34">Zahrtmann (1924), s. 34ff</ref>