Enestegårde i Danmark: Forskelle mellem versioner

Langs den jyske vestkyst fra Grenen i nord til Skallingen og Rømø i syd<ref name="VH 1957 69">Hansen (1957), s. 59</ref> fandtes bag strandbredden en indtil et par km bredt klitbælte, dog iblandet partier af lynghede, eng og græs og visse steder mindre søer; bag dette fandtes flere steder en indtil 5 km bred sandslette<ref name="VH 1957 73">Hansen (1957), s. 73</ref> og længere inde mere udbredt hede.<ref name="KF 1983 67">Frandsen (1983), s. 67</ref> Jorden var meget sandet<ref name="KF 1983 67"/> og husdyrholdet yderst begrænset, i gennemsnit 1-2 heste, et par køer, en ungnød, en kalv, et parnogle får og måske en ged.<ref name="KF 1983 69">Frandsen (1983), s. 69</ref> Da dyrene ikke kunne levere den fornødne gødning, måtte man supplere med tang og fiskeaffald fra fisk fanget i havet. Klitdannelsen formodes at være sket fra 1200-tallet<ref name="VH 1957 80">Hansen (1957), s. 80</ref>, og senere blev sandflugt et vedvarende problem i disse områder.<ref name="HB 1991 27">Hedeplejebogen (1991), s. 271</ref> Sandflugten medførte, at bebyggelsen med mellemrum måtte opgives og flyttes til et andet sted, hvor muligheden for at drive landbrug overhovedet var tilstede.<ref name="VH 1964 70ff">Hansen (1964), s. 70-77</ref> Det har været en udbredt opfattelse, at fårenes græsning i klitter på hjelme og marehalm samt i de mellemliggende lyngarealer samt vinterfoder skaffet sammesteds var en stærkt medvirkende årsag til sandflugten.<ref name="MB 2007 93">Buse (2007), s. 93</ref> I 1802 kommenterede Knud Aagaard i ''Beskrivelse over Thye'' forholdet således: "''Det værste ved klittaget er, at det er så godt et foder.''"<ref name="MB 2007 94">Buse (2007), s. 94</ref> I klitbruget spillede får den rolle, som køer ellers havde: foruden, at de gav uld til beklædning, blev får slagtede for at skaffe kød, mens tælle (fårefedt) blev brug til fremstilling af lys. Fårekødet kunne saltes, tørres, ryges og opbevares lige som røget skinke fra en slagtet gris, når dette var muligt. I den tid af året, da fårene havde diende lam, kunne de også malkes og mælken bruges til fremstilling af ost, men dette synes at have været en sjælden brug. Overskydende lam kunne sælges. Beder blev opdrættet, til de nåede en alder af 2-3 år og solgt for at opnå den bedste pris.<ref name="MB 2007 101">Buse (2007), s. 101</ref>

Høslet og et ikke ubetydeligt fiskeri næsten året rundt indgik som en del af driftsformen.<ref name="BS 1978 25">Stoklund (1978), s. 25</ref><ref name="MB 2007 94f">Buse (2007), s. 94-95</ref>