Enestegårde i Danmark: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
småret
småret
Linje 350:
Ådalsbruget eller hedebruget var udbredt i Vestjyllands hedeegne. Her var jorden stærkt sandet både på bakkeøer og på hedesletter. Landskabet var præget af omfattende lyngheder med kær og moser, der var uegnede til opdyrkning.<ref name="EP 2006 16"/> Bebyggelsen og landbrugsdriften var derfor beliggende overvejende langs de vandløb, som gennemskar området, og hvor jorden nærmest disse var præget af større og mindre enge egnede til græsning og høslet. Omkring gårdene lå et mindre opdyrket areal, indmarken, som grænsede mod henholdsvis eng og hede. Ved gården lå desuden en kålgård. Heden var i det store og hele uopdyrkede men fra tid til anden blev der også her inddraget agre til dyrkning, dog kun i et enkelt eller nogle få år, hvorefter jorden atter måtte hvile i flere år.<ref name="HB 1991 18">Hedeplejebogen (1991), s. 18</ref> Eng og hede indgik som integrerede dele af driften.
 
Hedebruget krævede store arealer til driften men kun en mindre del var opdyrket. I et tilfælde udgjorde det samlede areal således 306,2 ha, heraf var kun 12,1 ha tilsået ager, 18,2 ha utilsået ager, 6,6 ha eng og hele 269,2 ha hede.<ref name="HB 1991 21">Hedeplejebogen (1991), s. 21</ref> Med et så store behov af arealer til omdriften var det uundgåeligt, at bebyggelsen måtte blive mere eller mindre spredt. Kun få steder, især hvor åer og bække løb sammen, var ådalene store nok til, at der kunne dannes egentlige landsbyer.<ref name="VH 1970 31">Hansen (1970), s. 31</ref> Heden blev fortrinsvis brugt til græsning for får, som gik ude det meste af året og kun i de strengeste vintermåneder kom på stald. Mange steder blev fårene imidlertid samlet i folde om natten, hvorved bonden kunne opsamle en del af gødningen. Foruden får græssede også ungkvæg i grønninger, det vil sige i kær og på andre græsarealer i heden. På en gård af den nævnte størrelse blev således holdt omkring 50 får og om sommeren 3-5 stykker ungkvæg. Det er beregnet, at græsningstrykket på heden var 0,2 får pr. ha samt om sommeren yderligere 0,02 stykker ungkvæg pr. ha. Til gården hørte også 2 heste, 2-4 køer og 2-4 stude, der imidlertid græssede på engen om foråret men fra midt i maj blev tøjrede på de hvilende agre og senere igen atter på eng.<ref name="HB 1991 20">Hedeplejebogen (1991), s. 20</ref> Køerne, som græssede på engen om formiddagen, kom hver dag ved middagstid på stald og var her natten over. Derved kunne man effektivt samle den gødning, de producerede. Om vinteren var de på stald og blev fodret dels med hø høstet på engarealerne, dels med halm og afgrøder. Høhøst var en forudsætning for kvægholdet, og for at kunne holde gårdens besætning blev høstet omkring 25 læs om året.<ref name="HB 1991 19">Hedeplejebogen (1991), s. 19</ref>
 
Selve heden blev udnyttet på flere måder. Lyng blev anvendt til foder, hvis den var 3-4 år gammel, men foderværdien var mindre end værdien af enghø.<ref name="HB 1991 21"/> I gennemsnit kunne høstes 7-8 læs lynghø om året, men der kunne være store udsving fra år til år.<ref name="HB 1991 22">Hedeplejebogen (1991), s. 22</ref> Lyng blev også anvendt til strøelse for dyrene, og den blev anvendt til at dække møddingen, som brændsel og til tagdækning.<ref name="HB 1991 22"/> I heden blev desuden opgravet tynde lyngtørv, kaldet træk, som blev sat på kant på gårdpladsen eller i foldene på heden for at opsamle dyrenes gødning og urin, blive trådt i stykker og blive æltet sammen med denne for at ende på møddingen.<ref name="HB 1991 22f">Hedeplejebogen (1991), s. 22f</ref> Husdyrholdet og dertil knyttede møddinger spillede en central rolle i driften. En gård kunne således have flere møddinger, hver med flere hundrede læs således, at der årligt kunne udbringes op mod 1000 læs blandingsmøg, svarende til 250-300 tons, på markerne.<ref name="HB 1991 26">Hedeplejebogen (1991), s. 26</ref> Fra heden hentede man desuden 60-100 læs brændetørv, der gav en rigelig og god aske til gødskning af marker.<ref name="HB 1991 23">Hedeplejebogen (1991), s. 23</ref>