Fiskerlejer i Danmark: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
retter egen fejl |
retter egen fejl |
||
Linje 382:
Fremkomsten af fiskerlejer fik også en videregående betydning. Fra gammel tid havde landalmuen haft ret til at sejle og afsætte deres varer hvor de ville. Hidtil havde man måtte klare sig med de stedlige besejlingsforhold som de var, men nu fremkom steder velegnede for sejlads og med en fast bosat søvant befolkning. Det var derfor nærliggende for bønderne at samarbejde med fiskerbefolkningen. De kunne enten hyre fragtmulighed eller lade fiskerne fragte landbrugsvarer til markeder sammen med deres egne fisk og måske sælge dem på bøndernes vegne. Der udviklede sig en befolkning af standsiddere, som var professionelle fiskere og søfolk udenlandbrug af betydning.<ref>Mortensøn (1994), s. 169-171. Sammenligninger mellem navne på søfarende og bønder på Lolland tyder stærkt på, at det ikke var de samme folk, som drev landbrug og som sejlede. Når Bjarne Stoklund argumenterer for, at det var bønderne selv, der stod for sejladsen og henviser til Sejerø (Stoklund (2000), s. 114), så overser han, at de varer, som almuen på Sejerø handlede med inde på Sjælland netop var fisk og andre råvarer men ikke landbrugsprodukter, som de tværtimod købte af bønderne. Det understreger, at traditionelt landbrug netop ''ikke'' spillede nogen nævneværdig rolle i deres tilværelse.</ref> Herfra var springet ikke stort til, at fiskerne simpelthen købte bøndernes varer af dem og påtog sig hele ansvaret for og fortjenesten ved deres salg. Dette var sikkert, hvad der skete flere steder i landet, og udviklingen blev fremmet af, at de gamle fiskemarkeder mistede deres betydning.<ref>Stoklund (1980), s. 16</ref> De varede ikke længe inden, at købstæder beskyldte bønder og fiskere for at omgå deres markeder.<ref>Berg et al. (1981), s. 164f, 173-181</ref> Det varede heller ikke længe førend, at fiskerlejerne måtte stille søvant mandskab til den kongelige flåde, ofte i et omfang der svarede til det mandskab, som købstæderne skulle stille med.<ref>Mortensøn (1994), s. 171-172</ref>
Hele denne udvikling fandt sted i det østlige Danmark. I Limfjorden og langs den jyske vestkyst fastholdt befolkningen den traditionelle levevis, der forenede landbrug med sæsonbetonet fiskeri.<ref>Stoklund (2000), s. 126-161</ref> I vadehavsområdet skete en ikke ubetydelig udførsel af fisk, og præsten Jonas Colding oplyser i 1584, at "Afsætningen breder sig til Tyskland, Frankrig og andre Steder".<ref name="JC 230">Jacobsen (1937), s. 230</ref> Tidligere var fisken blevet købt af udenlandske opkøbere, men i 1548 var det blevet forbudt fiskerne på vestkysten at sælge deres fisk til udenlandske opkøbere<ref name="JC 230"/>, og dette forbud har måske bevirket, at fiskerne selv opsøgte deres (tidligere) kunder. I løbet af 1600-tallet sejlede fiskere fra Fanø og Mandø ofte direkte til Hamborg og holstenske byer for at afsætte deres fiskefangster uden at betale den dem pålagte "sandtold". Da fiskeriet efterhånden aftog, tiltog betydningen af fragt af andre varer, blandt andet korn fra Føhr og Nordstrand.<ref name="JC 231">Jacobsen (1937), s. 231</ref> Der skete således i Vadehavet en udvikling modsvarende den, der på samme tid skete i Østdanmark.
==== ''Bornholm'' ====
| |||