Fiskerlejer i Danmark: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
småret |
udvidet en smule |
||
Linje 374:
Fremkomsten af faste helårsbeboede fiskerlejer må være sket ved et langvarigt forløb, der tager sin oprindelse helt tilbage under Den Sorte Død, hvor folk døde i tusindvis med ødegårde til følge. Der har været peget på, at den forudgående landbrugsekspansion var nået så vidt, at landbruget var nået til bristepunktet for sin ydeevne med det daværende landbrugsmæssige stade således, at selv år med mindre misvækst kunne få store følger.<ref name="Po 322">Porsmose (1988), s. 322</ref> Misvækst ramte landet 1315-1317 og førte til hungersnød. Pestepidemier indtraf 1347-1350 og senere igen i 1361, 1369 og 1374.<ref name="Po 321">Porsmose (1988), s. 321</ref> Gennem næsten 200 år, fra omkring 1320 til omkring 1500, var kornpriserne faldende hvorimod priserne på kvæg og smør var højere takket være en voksende købstadsbefolkning både i Danmark og i udlandet. Følgen var, at ødegårdes jorder enten blev sammenlagt med andre gårde for derved at skabe større og mere kornydende landbrug, eller jorderne blev udlagt til overdrev og skov for at kompensere på mangelen på disse ressourcer i de mest opdyrkede egne. En del landsbyer forsvandt i denne proces, og deres indbyggere må være flyttet til de eksisterende landsbyer.<ref>Porsmose (1988), s. 332</ref> Krisen nåede formodentlig sit højdepunkt i begyndelsen af 1400-tallet og aftog stærkt i løbet af århundredet.<ref>Porsmose (1988), s. 330</ref> Fra omkring 1450 var en ny befolkningsvækst begyndt.<ref name="Po 322"/> Denne nye befolkningsvækst førte imidlertid ikke til en tilbagevenden til tidligere tilstande. I stedet skete nyanlæg af nye skovbol, hvor husdyrhold og afgifter i form af smør og andre husdyrprodukter var fremherskende.<ref>Porsmose (1988), s. 339</ref> I kystegne skete også nyanlæg, således blev de sydfynske småøer, der tidligere havde været ubeboede, nu bebyggede i form af "fiskergårde", og fra omkring 1500 var udviklingen nået så vidt, at der her kunne oprettes nye sogne.<ref>Porsmose (1988), s. 340</ref> Et udtryk for denne udvikling var tillige, at Christian II i sin håndfæsting fra 1513 måtte love, at de, der boede ved stranden og udøvede fiskeri, ikke måtte besværes med nye afgifter, og Christian III måtte i sin håndfæstning fra 1536 bekræfte adelens ret til fortsat frit at kunne nyde fiskeri fra egen grund eller fra de fiskeboder, som de havde haft i kong Hans' tid, hvorimod senere oprettede fiskeboder enten skulle afbrydes eller blive hos Kronen.<ref name="Po 378">Porsmose (1988), s. 378</ref> Overhovedet synes adelen at have spillet en stor rolle mange steder i fremkomsten af en fiskeribefolkning: flere godser havde en lønnet fisker, og fiskeri indgik som en del af mange godsers herligheder i 1500-tallet.<ref name="Po 378"/>
Udviklingen, der ikke skete samtidig overalt og måtte være tilpasset de stedlige forhold, må i hovedsagen være foregået ved, enten at der skete en ny bosættelse i de mest kystnære områder eller ved at landbobefolkningen først fiskede i fiskesæsonen fra midlertidige lejer. Gradvist valgte en del husmænd at forblive på lejet hele året og udnytte fiskemulighederne også uden for de store fiskesæsoner.
I ældre middelalder blev landsbyerne øjensynligt lagt i en vis afstand fra kysten. Dette skyldtes næppe frygt for venderoverfald, idet befolkningen i de mest udsatte områder på Falster, Lolland, Langeland, Ærø og Als søgte at sikre sig ved at oprette folkeborge, det vil sige tilflugtsborge, hvor de kunne søge ly i tilfælde af angreb; sådanne borge lå ofte nær de senere herredsgrænser, således Virket på Falster, Østerborg og Vesteborg på Lolland, Guldborg på Langeland. I lange perioder var venderne allierede med danskerne, hvilket blandt andet afspejles i danske kongers ægteskaber med vendiske fyrstedøtre, og flere steder i Danmark synes at være sket en fredelig bosætning af vendere. Forklaringen på beliggenheden var snarere, at det efter indførelsen af et vangebrug i de østlige dele af landet måtte være uheldigt at lægge en bebyggelse så nær kysten, at man afskar sig fra at få dyrkningsbare marker i hele landsbyens omkreds. Ved at lægge landsbyen tilbagetrukket sikrede man sig denne mulighed, og afstanden blev da derfor ofte omtrent den, man kunne opdyrke jorden i med tillæg af et skovbevokset grænseområde for olden, gærdsel, brændsel og lignende. Da nyanlæg nærmere kysten skete i 1400-tallet og 1500-tallet var det med landsbyer, hvis hovedvægt i driften var husdyrhold snarere end agerdyrkning, idet denne driftsmåde bedre tilgodeså beliggenheden. For sådanne kystnære landsbyer måtte fiskeri være et kærkomment tilskud til driften. Disse bebyggelser havde således ikke karakter af egentlige fiskerlejer, omend fiskeri indgik i livsformen. Som vidnesbyrd, der kan sandsynliggøre et sådant forløb, kan nævnes, at Hornbæk, der oprindeligt bestod af gårde, i 1497 kun skulle yde fisk i landgilde<ref name="EKJ 266">Nielsen (1880-81), s. 266</ref>, men husmænd på stedet kan først godtgøres i 1500-tallet. Espergærde kaldes i en skrivelse fra 1560 Esperødgærde og udviklede sig på forstranden neden for kystskrænten nær landsbyen Esperød bestående af 3 gårde, der lå oven for kystskrænten ud mod Øresund<ref name="DS 2 7">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 7</ref>, og som formodentlig selv var en udflytterbebyggelse fra landsbyen Mørdrup. Fiskerlejet Sletten hed i de ældste optegnelser fra 1562 og tiden derefter Dageløkke Slette<ref name="DS 2 19">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 19</ref>, måske en henvisning til den landsby, hvorfra de første tilflyttere stammede.
En anden mulighed var, at midlertidige middelalderlige fiskelejer efterhånden fik en fastboende befolkning af fiskere. Tisvildeleje hed oprindelig, i en skrivelse fra 1560, Saltbodleje, et navn der menes at henvise til midlertidige boder, hvor nedsaltning af fanget fisk skete.<ref name="DS 2 67f">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 67f</ref> Det samme gælder Boderne ved Hellebæk.<ref name="DS 2 15">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 15</ref> Disse fastboende har sikkert i stort omfang været stedlige jordløse husmænd (herunder håndværkere), der i helårsfiskeri og søfart så en mulighed for at forbedre deres tilværelse. At fiskerlejerne ikke kun bestod af stedlige tilflyttere bevidnes for Humlebæks vedkommende, første gang omtalt i lensregnskaberne 1582-83<ref name="DS 2 17">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 17</ref> idet de ældste mandtal angiver omkring halvdelen af indbyggerne med tilnavnet "jyde".<ref name="AS 1971 26">schmelling (1971), s. 26</ref> Lignende sammenblanding af stedlige og fremmede kendes også andre steder i landet.<ref name="Be 158">Berg et al, s. 158</ref>
==== ''Bornholm'' ====
| |||