Fiskerlejer i Danmark: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
småret
Linje 372:
En fastboende fiskerbefolkning ved kysterne synes i Danmark først at være opstået i begyndelsen af 1500-tallet. Fra midten af 1500-tallet omtales fiskeri og fiskerlejer i lensregnskaber og kancelliets skrivelser: foruden Island og Norge omtales i Vadehavet List på Sild, Søndre Rømø, Mandø, Fanø, Langli, Sønderside, langs den jyske kyst Vesterside, Nyminde<ref name="Ja 228"/>, Højer, i Limfjorden Lundø og Nibe, i de indre farvande Skagen, Muldbjærg, Anholt, på Fyn Kogstved i Vindinge Sogn<ref>Porsmose (1988), s. 127</ref>, Nordenhuse i Aunslev Sogn<ref name=porsmose150>Porsmose, s. 150</ref>, Fiskerholt, Bøsøre og Refsøre i Hesselager Sogn<ref>Porsmose (1988), s. 149</ref>, Skårupøre i Skårup Sogn<ref name=porsmose150 /> – alle ved Storebælt, Bagenkop og Sandhagen på Langeland, Albuen på Lolland, Møn, Nordøstsjælland og Dragør, i Østersøen Bornholm, Øland, Hanø, i Skåne Simrishamn, Landskrone, Skåre, Falsterbo, Malmø, Kullen, Trelleborg, Ystad, Kåseberga, Abbekås og flere andre<ref>Stoklund (1959), s. 108</ref>, i Halland Marstrand. Det er muligt, at i hvert fald nogle af de nye fiskerlejer er en videreudvikling af tidligere tiders midlertidige fiskelejer, med andre ord at bebyggelserne er gået fra at være sæsonbetingede til helårsbebyggelse.<ref>Stoklund (2000), s. 67</ref>
 
Fremkomsten af faste helårsbeboede fiskerlejer må være sket ved et langvarigt forløb, der tager sin oprindelse helt tilbage under Den Sorte Død, hvor folk døde i tusindvis med ødegårde til følge. Der har været peget på, at den forudgående landbrugsekspansion var nået så vidt, at landbruget var nået til bristepunktet for sin ydeevne med det daværende landbrugsmæssige stade således, at selv år med mindre misvækst kunne få store følger.<ref name="Po 322">Porsmose (1988), s. 322</ref> Misvækst ramte landet 1315-1317 og førte til hungersnød. Pestepidemier indtraf 1347-1350 og senere igen i 1361, 1369 og 1374.<ref name="Po 321">Porsmose (1988), s. 321</ref> Gennem næsten 200 år, fra omkring 1320 til omkring 1500, var kornpriserne faldende hvorimod priserne på kvæg og smør var højere takket være en voksende købstadsbefolkning både i Danmark og i udlandet. Følgen var, at ødegårdes jorder enten blev sammenlagt med andre gårde for derved at skabe større og bedremere kornydende kornlandbruglandbrug, eller jorderne blev udlagt til overdrev og skov for at kompensere på mangelen på disse ressourcer i de mest opdyrkede egne. En del landsbyer forsvandt i denne proces, og deres indbyggere må være flyttet til de eksisterende landsbyer.<ref>Porsmose (1988), s. 332</ref> Krisen nåede formodentlig sit højdepunkt i begyndelsen af 1400-tallet og aftog stærkt i løbet af århundredet.<ref>Porsmose (1988), s. 330</ref> Fra omkring 1450 var en ny befolkningsvækst begyndt.<ref name="Po 322"/> Denne nye befolkningsvækst førte imidlertid ikke til en tilbagevenden til tidligere tilstande. I stedet skete nyanlæg af nye skovbol, hvor husdyrhold og afgifter i form af smør og andre husdyrprodukter var fremherskende.<ref>Porsmose (1988), s. 339</ref> I kystegne skete også nyanlæg, således blev de sydfynske småøer, der tidligere havde været ubeboede, nu bebyggede i form af "fiskergårde", og fra omkring 1500 var udviklingen nået så vidt, at der her kunne oprettes nye sogne.<ref>Porsmose (1988), s. 340</ref> Et udtryk for denne udvikling var, at Christian II i sin håndfæsting fra 1513 måtte love, at de, der boede ved stranden og udøvede fiskeri, ikke måtte besværes med nye afgifter, og Christian III måtte i sin håndfæstning fra 1536 bekræfte adelens ret til fortsat frit at kunne nyde fiskeri fra egen grund eller fra de fiskeboder, som de havde haft i kong Hans' tid, hvorimod senere oprettede fiskeboder enten skulle afbrydes eller blive hos Kronen.<ref name="Po 378">Porsmose (1988), s. 378</ref> Overhovedet synes adelen at have spillet en stor rolle mange steder i fremkomsten af en fiskeribefolkning: flere godser havde en lønnet fisker, og fiskeri indgik som en del af mange godsers herligheder i 1500-tallet.<ref name="Po 378"/>
 
Udviklingen, der ikke skete samtidig overalt og måtte være tilpasset de stedlige forhold, må i hovedsagen være foregået ved, at landbobefolkningen først fiskede i fiskesæsonen fra midlertidige lejer. Gradvist valgte en del husmænd at forblive på lejet hele året og udnytte fiskemulighederne også uden for de store fiskesæsoner. Som vidnesbyrd, der kan sandsynliggøre et sådant forløb, kan nævnes, at Hornbæk, der oprindeligt bestod af gårde, i 1497 kun skulle yde fisk i landgilde<ref name="EKJ 266">Nielsen (1880-81), s. 266</ref>, men husmænd på stedet kan først godtgøres i 1500-tallet. Espergærde kaldes i en skrivelse fra 1560 Esperødgærde og udviklede sig på forstranden neden for kystskrænten nær landsbyen Esperød bestående af 3 gårde, der lå oven for kystskrænten ud mod Øresund<ref name="DS 2 7">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 7</ref>, og som formodentlig selv var en udflytterbebyggelse fra landsbyen Mørdrup. Fiskerlejet Sletten hed i de ældste optegnelser fra 1562 og tiden derefter Dageløkke Slette<ref name="DS 2 19">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 19</ref>, måske en henvisning til den landsby, hvorfra de første tilflyttere stammede. Tisvildeleje hed oprindelig, i en skrivelse fra 1560, Saltbodleje, et navn der menes at henvise til midlertidige boder, hvor nedsaltning af fanget fisk skete.<ref name="DS 2 67f">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 67f</ref> At fiskerlejerne ikke kun bestod af stedlige tilflyttere bevidnes for Humlebæks vedkommende, første gang omtalt i lensregnskaberne 1582-83<ref name="DS 2 17">Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 17</ref> idet de ældste mandtal angiver omkring halvdelen af indbyggerne med tilnavnet "jyde".<ref name="AS 1971 26">schmelling (1971), s. 26</ref> Lignende sammenblanding af stedlige og fremmede kendes også andre steder i landet.<ref name="Be 158">Berg et al, s. 158</ref> Både fra stranden ved Espergærde og fra Dageløkke Slette skete udskibning af træ, og det kan måske bidrage til at forklare valget af beliggenhed: velegnede naturgivne landingsforhold.