Fiskerlejer i Danmark: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
udvidet en smule |
udvidet en smule |
||
Linje 370:
=== Renæssancen (1536-1660) ===
En fastboende fiskerbefolkning ved kysterne synes i Danmark først at være opstået i begyndelsen af 1500-tallet. Fra midten af 1500-tallet omtales fiskeri og fiskerlejer i lensregnskaber og kancelliets skrivelser: foruden Island og Norge omtales i Vadehavet List på Sild, Søndre Rømø, Mandø, Fanø, Langli, Sønderside, langs den jyske kyst Vesterside, Nyminde<ref name="Ja 228"/>, Højer, i Limfjorden Lundø og Nibe, i de indre farvande Skagen, Muldbjærg, Anholt, på Fyn Kogstved i Vindinge Sogn<ref>Porsmose (1988), s. 127</ref>, Nordenhuse i Aunslev Sogn<ref name=porsmose150>Porsmose, s. 150</ref>, Fiskerholt, Bøsøre og Refsøre i Hesselager Sogn<ref>Porsmose (1988), s. 149</ref>, Skårupøre i Skårup Sogn<ref name=porsmose150 /> – alle ved Storebælt, Bagenkop og Sandhagen på Langeland, Albuen på Lolland, Møn, Nordøstsjælland og Dragør, i Østersøen Bornholm, Øland, Hanø, i Skåne Simrishamn, Landskrone, Skåre, Falsterbo, Malmø, Kullen, Trelleborg, Ystad, Kåseberga, Abbekås og flere andre<ref>Stoklund (1959), s. 108</ref>, i Halland Marstrand. Det er muligt, at i hvert fald nogle af de nye fiskerlejer er en videreudvikling af tidligere tiders midlertidige fiskelejer, med andre ord at bebyggelserne er gået fra at være sæsonbetingede til helårsbebyggelse.<ref>Stoklund (2000), s. 67</ref>
Fremkomsten af faste helårsbeboede fiskerlejer må være sket ved et langvarigt forløb, der tager sin oprindelsse helt tilbage under Den Sorte Død, hvor folk døde i tusindvis med ødegårde til følge. Der har været peget på, at den forudgående landbrugsekspansion var nået så vidt, at landbruget var nået til bristepunktet for sin ydeevne med det daværende landbrugsmæssige stade således, at selv år med mindre misvækst kunne få store følger.<ref name="Po 322">Porsmose (1988), s. 322</ref> Gennem næsten 200 år, fra omkring 1320 til omkring 1500, var kornpriserne faldende hvorimod priserne på kvæg og smør var højere takket være en voksende købstadsbefolkning både i Danmark og i udlandet. Følgen var, at ødegårdes jorder enten blev sammenlagt med andre gårde for derved at skabe større og bedre kornlandbrug, eller jorderne blev udlagt til overdrev og skov for at kompensere på mangelen på disse ressourcer i de mest opdyrkede egne. En del landsbyer forsvandt i denne proces, og deres indbyggere må være flyttet til de eksisterende landsbyer.<ref>Porsmose (1988), s. 332</ref> Krisen nåede formodentlig sit højdepunkt i begyndelsen af 1400-tallet og aftog stærkt i løbet af århundredet.<ref>Porsmose (1988), s. 330</ref> Fra omkring 1450 var en ny befolkningsvækst begyndt.<ref name="Po 322"/> Denne nye befolkningsvækst førte imidlertid ikke til en tilbagevenden til tidligere tilstande. I stedet skete nyanlæg af nye skovbol, hvor husdyrhold og afgifter i form af smør og andre husdyrprodukter.<ref>Porsmose (1988), s. 339</ref> I kystegne skete også nyanlæg, således blev de sydfynske småøer, der tidligere havde været ubeboede, nu bebyggelse i form af "fiskergårde", og fra omkring 1500 var udviklingen nået så vidt, at der her kunne oprettes nye sogne.<ref>Porsmose (1988), s. 340</ref> Et udtryk for denne udvikling var, at Christian II i sin håndfæsting fra 1513 måtte love, at de, der boede ved stranden og udøvede fiskeri, ikke måtte besværes med nye afgifter, og Christian III måtte i sin håndfæstning fra 1536 bekræfte adelens ret til fortsat frit at kunne nyde fiskeri fra egen grund eller fra de fiskeboder, som de havde haft i kong Hans' tid, hvorimod senere oprettede fiskeboder enten skulle afbrydes eller blive hos Kronen.<ref>Porsmose (1988), s. 378</ref>
Skønt det ikke kan udelukkes, at en del af nybyggerne i fiskerlejerne var stedlige husmænd eller bønder, der satsede på en ny tilværelse ved kysten, kan det sandsynliggøres, at i hvert fald en del var tilflyttede andetsteds fra, heraf en del indvandrede håndværkere.<ref name="Be 158">Berg et al, s. 158</ref>
Line 379 ⟶ 383:
==== ''Øresund'' ====
Dragør udviklede sig til et fiskerleje allerede i middelalderen. Efter, at Valdemar Atterdag for en tid havde måttet afstå Skåne og dermed Skanørmarkedet til Magnus Smek, forsøgte han at få en del af skånemarkedet flyttet til Amager. I den forbindelse lod han i 1342 udstede to privilegier til hansebyerne Stralsund og Kampen.<ref>Liebgott, s. 4</ref> En kortvarig tid klarede man sig med formodentlig midlertidigt teltdække over et lergulv på omkring 2 x 3 m, hvilket fase indtraf omkring midten af 1300-tallet.<ref>Liebgott, s. 4f</ref> I 1422 gav Erik af Pommern tilladelse til, at de midlertidige boder måtte blive stående vinteren over, og selvom skånemarkedet fortsat kun indtraf om efteråret, betød det en vedvarende bebyggelse formentlig af skure samt et system af "gader".<ref>Liebgott, s. 7f</ref> Det betød også, at det nu blev muligt at handle med disse jordlodder.<ref>Liebgott, s. 8</ref> Formodentlig under Grevens Fejde blev Dragør ramt af en brand, men efter branden blev der opført nye huse med lerpudsede vægge med kalkmalede dekorationer i form af blomsterranker og vinduer med glasmalerier.<ref>Liebgott, s. 9</ref> Den bebyggelse, der således udviklede sig under renæssancen, var ikke stor: i 1611 opgjorde skattelister 20 fastboede huse. På dette tidspunkt var sæsonfiskeriet ophørt, og Dragør havde udviklet sig til et fiskerleje på linje med andre, der dukkede op ved Øresund.<ref>Liebgott, s. 10</ref>
▲Fremkomsten af faste helårsbeboede fiskerlejer må være sket ved et forløb, hvor befolkningen først fiskede i fiskesæsonen fra midlertidige lejer. Dernæst valgte en del husmænd at forblive på lejet hele året og udnytte fiskemulighederne også uden for de store fiskesæsoner. Som vidnesbyrd, der kan sandsynliggøre et sådant forløb, kan nævnes, at Hornbæk, der oprindeligt bestod af gårde, i 1497 skulle yde fisk i landgilde<ref name="EKJ 266">Nielsen (1880-81), s. 266</ref>, men husmænd på stedet kan først godtgøres i 1500-tallet. Espergærde udviklede sig på forstranden neden for kystskrænten nær landsbyen Esperød, der lå oven for kystskrænten ud mod Øresund, og som formodentlig selv var en udflytterbebyggelse fra landsbyen Mørdrup. Fiskerlejet Sletten hed oprindelig Dageløkke Slet, måske en henvisning til den landsby, hvorfra de første tilflyttere stammede. At fiskerlejerne ikke kun bestod af stedlige tilflyttere bevidnes for Humlebæks vedkommende, idet de ældste mandtal angiver omkring halvdelen af indbyggerne med tilnavnet "jyde". Lignende sammenblanding af stedlige og fremmede kendes også andre steder i landet. Både fra stranden ved Espergærde og fra Dageløkke Slette skete udskibning af træ, og det kan måske bidrage til at forklare valget af beliggenhed: velegnede naturgivne landingsforhold.
Ved Øresundskysten omtales i jordebogen for Kronborg og Frederiksborg len 1582-83 følgende steder udelukkende eller overvejende beboet af fiskere: Humlebæk (7 fiskere), Sletten (11 fiskere), Nivå (9 fiskere), Rungsted (14 fiskere), Smidstrup (8 fiskere)<ref name="St 119">Stoklund (2000), s. 119f</ref> Espergærde omtales 1555<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 5. marts 1555</ref> og 1561<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 1561</ref> som udskibningssted for træ men 1560 tales om overdragelse af 3 gårde i Esperødgierde, Søbæk mølle og fire bundgarnsstader "der under landet".<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 20. juli 1560</ref> Dagelykke Slette (Sletten) nævnes første gang i 1562 ligeledes som ladested for træ.<ref>''Kancelliets Brevbøger'' 1562</ref> Snekkersten omtales første gang i 1582, hvor Frederik II skænker Helsingørs hospital et bundgarnsstade på kronens grund ud for fiskerlejet. Tårbæk er nævnt første gang i 1613 som Thorbech.
| |||