Fiskerlejer i Danmark: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
sprogret
sprogret
Linje 50:
Kattegat betegner det farvand som mod øst og nord afgrænses af den skandinaviske halvø, mod vest af Jylland og mod syd af de danske øer. Dette farvand er i hovedsagen opdelt i to delområder: den østlige del med vanddybder på over 20 meter og den vestlige del med lavere vanddybder. Øerne Læsø og Anholt markerer grænsen mellem de to dele.
 
Bundforholdene er betingede af strømmenes og bølgernes indflydelse: jo stærkere strøm, desto større partikler kan vandet føre med sig. Det betyder, at ved stor strøm vil alle løse partikler blive ført med af strømmen og efterlade bunden hård og bar. I områder med svagere strøm vil sand og grus blive efterladt tilbage på bunden, og hvor strømmen er mindst vil der ske en blanding af sand og finkornet mudder. Langs den norske kyst forekommer en stærk vestgående strøm af overfladevand fra Kattegat, mens en mindre stærk strøm ved den jyske kyst løber mod øst. Takket være den ret dybe Norske Rende består den indad gående strøm overvejende af atlantisk bundvand, hvorimod overfladevandet højere oppe er opblandet med baltisk vand. Strømmen er stærkest i de dybere, østlige dele af Kattegat, og den fremherskende strøm er i sydlig retning og medførende koldt og salt vand fra Vesterhavet og Skagerak, som når helt frem til den nordlige del af Storebælt og Øresund. Højere oppe i vandlaget vil strømmen overvejende være nordgående og medføre blandet brakvand fra Østersøen. Omkring grænsen for de to fremherskende strømretninger kan der ske en blanding af bund- og overfladevand, hvilket er af betydning for vandets iltning. Sammenblandingen er størst, når temperaturen i de to vandlag er omtrent den samme, men sammenblandingen modvirkes i nogen grad af foskelleneforskellene i saltholdighed, og resultatet er, især i den østlige dybere rende, dannelse af adskilte springlag. I den sydlige del af Kattegat er bundforholdene yderst varierende med lavninger, højere grunde og ret dybe strømførende løb, hvilket danner komplicerede bundforhold mod sydvest ned mod Lillebælt og Storebælt.
 
Strømforholdene gør, at i den nordlige del af områderne, ved Skagerak, bliver havbunden næsten bar, fri for mindre partikler, og ellers har den karakter af en næringsrig sandslette. Øst for Skagen og sydover, hvor strømmen er stærkest i mellem 3 og 10 meters dybde, vil den hårde bund have partier med sand, grus og renvasket undergrund. Sådanne forhold forekommer i hele området fra Læsø i nord til Anholt og Djursland mod syd. Lignende forhold optræder langs den nordsjællandske kyst samt langs Hallands kyst på den Skandinaviske Halvø. Takket være en vedvarende gennemrodning af muslinger og fladfisk bliver vandet gennemiltet. I slammet lever bakterier og andre mikroskopiske organismer, men i de øverste få milimeter er slammet helt iltfrit, og her lever svovlbakterier, som virker ved nedbrydningen af det organiske materiale, som synker ned på bunden.