Hertugdømmet Holsten: Forskelle mellem versioner

Efter dette slag vendte schauenburgerne atter tilbage, men [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] gav sig nu ind under [[Ærkebispedømmet Bremen|ærkebispen af Bremen]], og trods gentagne forsøg magtede de holstenske grever aldrig at undertvinge disse frie [[marsk]]bønder.<ref name="Salm 675"/> Grevernes statsretlige stilling var efter Henrik Løves fald undergået en stor forandring, for selv om de retsligt set var hertugen af [[Sachsen-Lauenburg]]s [[vasal]]ler, så var de i virkeligheden uafhængige, og pligter mod lensherren i form af krigstjeneste og lignende mærkes ikke. Langt farligere rivaler havde greverne i den stridbare, godsrige lavadel, hvis egentlige hjemstavn var grevskabets kerneområde i egnen omkring [[Bornhøved]].<ref name="Salm 676">[http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0684.html Mackeprang, s. 676]</ref>

 

 

De holstenske grever befæstede efter denne sejr ikke blot deres herredømme over Holsten, men de skaffede sig også indflydelse i [[Hertugdømmet Slesvig|Hertugdømmet Sønderjylland]]<ref>Albrectsen (1981), s. 179-201</ref>, ja en overgang også i selve kongeriget Danmark. På den måde forstærkedes båndet mellem Holsten og Slesvig, hvad der også blev understøttet af, at den holstenske lavadel havde store besiddelser nord for Ejderen. Til trods for denne voksende slægtsmæssige forbindelse mellem Sønderjylland og Holsten, og til trods for grev Gerhards senere ihærdige bestræbelser på at sikre sig overherredømmet over begge områder, forblev de to områder, grevskabet Holsten og hertugdømmet Sønderjylland, formelt adskilte. Det blev således udtrykkeligt angivet hvornår, beslutninger blev truffet i henhold til det ene eller det andet områdes særlige retsregler.<ref>Albrectsen (1981), s. 94</ref>

 

 

Holsten var et grevskab, hvor schauenburgerne sad på greveembedet. Successionen i Holsten var bestemt af tysk lensret, som denne var blevet nedskrevet i ''[[Sachsenspiegel]]'' i det 13. århundrede. Et hovedpunkt ved denne var, at len kun kunne arves i mandlig linje fra fader til søn - ikke mellem brødre. For at omgå dette sikredes sidelinjernes arveret ved samforlening.<ref>Albrectsen (1981), s. 62</ref> Øverste embedsmand var grevens [[marsk (øverstbefalende)|marsk]] (mens hertugdømmet Sønderjylland havde en [[drost]] og en [[justitiar]]).<ref name=autogeneret1>Albrectsen (1981), s. 211</ref> Frem til 1390 var Hinrik van Siggern marsk for plöngreven [[Adolf 7. af Holsten|Adolf 7.]], der efter for hele Holsten.<ref name=autogeneret1 />

Nogen egentlig stænderforsamling fandtes ikke. Siden det 13. århundrede eksisterede lenskurien, en snæver kreds af adelige. En stænderlignende forsamling udviklede sig først sent, og købstæderne var kun undtagelsesvis deltagere (bønderne slet ikke).<ref>Albrectsen (1981), s. 266</ref> Greven holdt en råd, ''familia'', fra første halvdel af det 13. århundrede, senere fik det en ændret sammmensætning og benævnelse, ''fideles'', men på intet tidspunkt bestod det af em fast kreds.<ref>Albrectsen (1981), s. 197-198, 200</ref> En del af de holstenere, som indvandrede til eller på anden måde fik tilknytning til Sønderjylland, deltog i styret i Holsten, som oftest som vidner ved vigtige dokumenter.<ref>Albrectsen (1981), s. 186-187, 189, 191-194</ref>

 

[[Fil:Kloster Cismar 2014e.jpg|thumb|Klosteret i Cismar, Østholsten.]]

I 1100- og 1200-tallet stiftes flere klostre: i 1125 stiftes en [[augustinerordenen|augustinerkloster]] i [[Bordesholm]], i 1155 flyttes et augustinerkloster til [[Segeberg]], i 1186 stifter [[Adolf 3. af Holsten]] et [[cistercienserordenen|cistercienserkloster]] i [[Reinfeld (Holsten)|Reinfeld]]<ref name="Greve 150">Greve, s. 150</ref>, 1211/12 stifter [[Albert af Orlamünde]] et [[benediktinerordenen|benediktinerkloster]] i [[Preetz]]<ref name="Greve 151">Greve, s. 151</ref>, i 1224 stifter han et kloster i [[Reinbek]], i 1230-erne stiftes et kloster i Itzehoe, i 1242 stifter [[Adolf 4. af Holsten]] et franciskanerkloster i Kiel, i 1245 stiftes et benediktinerkloster i [[Cismar]]. Desuden stiftes af Heinrich von Barmstedt i 1235 et kloster i [[Uetersen]]<ref name="Greve 151"/> i Pinneberg, og i 1397 stiftes et [[karteuserordenen|karteuserkloster]] i [[Ahrensbök]] af Henrik 2. og grev Klaus af Holsten.

Da grev [[Adolf 4. af Holsten|Adolf 4.]] i [[1239]] gik i [[kloster]], efterfulgtes han af sine to sønner, [[Johan af Holsten|Johan]] og [[Gerhard 1. af Holsten|Gerhard]], der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted.<ref name="Salm 676"/> På Gerhard 1.s tid fik følgende steder købstadsrettigheder:, [[Wilster]] i 1240<ref name="Greve 79">Greve, s. 79</ref>, [[Kiel]] i 1242<ref>Greve, s. 74</ref>, [[Neustadt (Østholsten)|Neustadt]]<ref name=autogeneret5 /> og [[Segeberg]] i 1244<ref>Greve, s. 77</ref>, [[Rendsburg]] i 1253, [[Meldorf]] i 1256, [[Eutin]] i 1257, [[Krempe|Crempe]] i 1260<ref name="Greve 79"/>, og efter delingen i 1273 oprettede [[Johan 2. af Holsten]] yderligere [[Lütjenburg]] i 1275<ref name=autogeneret4 /> og [[Heiligenhafen]] i 1305, begge i [[Grevskabet Holsten-Kiel]].

 

 

Af stor betydning for grevskabet var det, at der i dets umiddelbare nærhed fremvoksede to handelsbyer, [[Hamborg]] mod syd og [[Lübeck]] mod øst. De to blomstrende byer indebar et stadigt voksende behov - og dermed også afsætningsmarkeder - for holstensk korn. Østholsten ([[Vagrien]]) - især området mellem [[Travemünde]], [[Eutin]], Segeberg, [[Oldesloe]] og [[Mölln]] samt halvøen [[Oldenburg]] og [[Femern]] - var hovedforsyningsområde for Lübeck, mens Vestholsten til [[Segeberg]] og [[Rendsburg]] var hovedforsyningsområde for Hamborg. Grevskabets godser tjente derved gode penge og blev kapitalstærke. De derved optjente kapitaler blev omsatte i fornyet ekspansion, som ikke mindst blev rettet mod Sydslesvig (og senere Østslesvig).<ref>[http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_13rk_0001-PDF/hto_13rk_0001_79551.pdf Albrechtsen (1974), s. 85]</ref><ref>Enemark: "Kornhandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 9; sp. 148)</ref> I løbet af 1200-tallet etablerede en række holstenske godsejerslægter sig lige nord for [[Ejderen]] og i [[Jernved (Slesvig)|Jernved]]<ref>Albrechtsen (1981), s. 152f</ref> (tysk: Dänischwohld), således [[Ahlefeldt]], Bülk, Gettorf, [[Knoop]], [[Limbek|Lehmbek]], [[Schinkel]], [[Sehested (adelsslægter)|Sehestedt]], [[Slabbenhagen]], desuden [[Hütten]] sydvest for Eckernförde, [[Maaslev]] i [[Svansen]] samt [[Buckhagen]] og Mårkær i [[Angel]].<ref>Albrechtsen (1981), s. 140f</ref> Foruden egentlige godser skete også en indvandring af almindelige holstenske bønder, som tog dette tidligere bebyggelsestomme område i besiddelse. Denne heldige forbindelse mellem holstensk landbrug og fordelagtigt beliggende købstæder og hansestæder skulle siden blive af vedvarende betydning.