Hertugdømmet Holsten: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
småret |
udvidet en smule |
||
Linje 46:
=== Middelalderen indtil 1460 ===
[[Fil:SiedlungsgebieteSchleswig-HolsteinText.png|thumb|Folkesprog ifølge [[stednavn]]e. De tre sachsiske områder Dithmarschen, Holsten og Stormarn (i mørkeblå), slavisk (brun), dansk (rødbrun) og frisisk (gult) mellem ca. 800 og 1100 e.Kr. Folketomme grænseområder med lyseblå.]]
[[Fil:Grafschaften Holstein Ratzeburg Schwerin Dannenberg Luechow 1250.png|thumb|Holsten og dets naboer omkring 1250. [[Grevskabet Schauenburg]] ses nederst til venstre (lyseblåt).]]
Mens kristendommen uden større vanskelighed bredte sig blandt sakserne, havde den meget ublide kår hos [[Vagriere|vagrierne]]. Omkring 1100 syntes kampen dog at være endt, da deres fyrste, Henrik, havde antaget kristendommen. Ved sin død overdrog han sine besiddelser til den danske jarl [[Knud Lavard]], der undertvang en stor del af de [[obotritter]], der var nært beslægtede med vagrierne, og som også udstrakte sin indflydelse over de saksiske dele af Holsten. Her var [[Huset Schauenburg|schauenburgerne]], en dygtig og energisk slægt fra [[Weser]]-egnen, kommet til magten i [[1110]], da grev [[Adolf 1. af Holsten|Adolf 1. af Schauenburg]] ([[1106]]-[[1128]]) var blevet forlenet med Holsten og Stormarn af hertug [[Lothar 3. (Tysk-romerske rige)|Lothar af Sachsen]]. Det lykkedes hans søn, [[Adolf 2. af Holsten|Adolf 2.]] (død [[1164]]), endelig at få bugt med vagrierne, som efter Knuds drab [[1131]] atter havde genoptaget deres gamle plyndringstogter.<ref name="Salm 675">[http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0683.html Mackeprang, s. 675]</ref>
Landet blev erobret og [[1143]] forlenet til grev Adolf 2., der i stedet for de gamle indbyggere, hvoraf mange var blevet dræbt, indkaldtes nybyggere fra [[Westfalen]], [[Holland]] og [[Frisland]]. Samtidig vandt kristendommen fast fodfæste i landet, særlig ved den fromme [[Vicelin]]<nowiki/>s bestræbelser, og bispedømmet i [[Oldenburg]], som størstedelen af Holsten hørte under, oprettedes på ny. I [[1163]] flyttedes bispedømmet imidlertid til [[Lübeck]], der kort i forvejen var blevet anlagt af grevens lensherre, hertug [[Henrik Løve]] af Sachsen.<ref name="Salm 675"/>
==== Dansk overherredømme ====
Efter Henrik Løves fald ([[1180]]-[[1181]]) begyndte dansk indflydelse at gøre sig stærkt gældende i landet, og samtidig løsrev [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] sig fra forbindelsen med Holsten, og [[Lübeck]] udsondredes som en [[Fristad|fri rigsstad]]. Begge disse samfund sluttede sig til Danmark, der også fandt bistand hos den misfornøjede adel, og efter, at grev [[Adolf 3. af Holsten]] i [[1202]] var blevet taget til fange, måtte han [[1203]] købe sin frihed mod afståelsen af sine lande til [[Valdemar Sejr]], som forlenede dem til sin søstersøn, grev [[Albert af Orlamünde]].<ref name="Salm 675"/>
Grev Adolf 3. opgav i første omgang grevskabet Holsten og trak sig tilbage til [[Grevskabet Schauenburg]], og det var først hans søn, grev [[Adolf 4. af Holsten|Adolf 4.]], der fik held til at generobre Holsten. Valdemars forsøg på at fastholde magten over Holsten og de andre nordtyske områder mislykkedes fuldstændigt, da han led nederlag til en koalition af nordtyske fyrster under ledelse af ærkebispen af Bremen og Adolf 4. i [[Slaget ved Bornhøved]] i 1227.<ref name="Salm 675"/>
Efter dette slag vendte schauenburgerne atter tilbage, men [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] gav sig nu ind under [[Ærkebispedømmet Bremen|ærkebispen af Bremen]], og trods gentagne forsøg magtede de holstenske grever aldrig at undertvinge disse frie [[marsk]]bønder.<ref name="Salm 675"/> Grevernes statsretlige stilling var efter Henrik Løves fald undergået en stor forandring, for selv om de retsligt set var hertugen af [[Sachsen-Lauenburg]]s [[vasal]]ler, så var de i virkeligheden uafhængige, og pligter mod lensherren i form af krigstjeneste og lignende mærkes ikke. Langt farligere rivaler havde greverne i den stridbare, godsrige lavadel, hvis egentlige hjemstavn var grevskabets kerneområde i egnen omkring [[Bornhøved]].<ref name="Salm 676">[http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0684.html Mackeprang, s. 676]</ref>
=== De holstenske grever ===
De holstenske grever befæstede efter denne sejr ikke blot deres herredømme over Holsten, men de skaffede sig også indflydelse i [[Hertugdømmet Slesvig|Hertugdømmet Sønderjylland]]<ref>Albrectsen (1981), s. 179-201</ref>, ja en overgang også i selve kongeriget Danmark. På den måde forstærkedes båndet mellem Holsten og Slesvig, hvad der også blev understøttet af, at den holstenske lavadel havde store besiddelser nord for Ejderen. Til trods for denne voksende slægtsmæssige forbindelse mellem Sønderjylland og Holsten, og til trods for grev Gerhards senere ihærdige bestræbelser på at sikre sig overherredømmet over begge områder, forblev de to områder, grevskabet Holsten og hertugdømmet Sønderjylland, formelt adskilte. Det blev således udtrykkeligt angivet hvornår, beslutninger blev truffet i henhold til det ene eller det andet områdes særlige retsregler.<ref>Albrectsen (1981), s. 94</ref>
=== Styret af Holsten ===
Holsten var et grevskab, hvor schauenburgerne sad på greveembedet. Successionen i Holsten var bestemt af tysk lensret, som denne var blevet nedskrevet i ''[[Sachsenspiegel]]'' i det 13. århundrede. Et hovedpunkt ved denne var, at len kun kunne arves i mandlig linje fra fader til søn - ikke mellem brødre. For at omgå dette sikredes sidelinjernes arveret ved samforlening.<ref>Albrectsen (1981), s. 62</ref> Øverste embedsmand var grevens [[marsk (øverstbefalende)|marsk]] (mens hertugdømmet Sønderjylland havde en [[drost]] og en [[justitiar]]).<ref name=autogeneret1>Albrectsen (1981), s. 211</ref> Frem til 1390 var Hinrik van Siggern marsk for plöngreven [[Adolf 7. af Holsten|Adolf 7.]], der efter for hele Holsten.<ref name=autogeneret1 />
Nogen egentlig stænderforsamling fandtes ikke. Siden det 13. århundrede eksisterede lenskurien, en snæver kreds af adelige. En stænderlignende forsamling udviklede sig først sent, og købstæderne var kun undtagelsesvis deltagere (bønderne slet ikke).<ref>Albrectsen (1981), s. 266</ref> Greven holdt en råd, ''familia'', fra første halvdel af det 13. århundrede, senere fik det en ændret sammmensætning og benævnelse, ''fideles'', men på intet tidspunkt bestod det af em fast kreds.<ref>Albrectsen (1981), s. 197-198, 200</ref> En del af de holstenere, som indvandrede til eller på anden måde fik tilknytning til Sønderjylland, deltog i styret i Holsten, som oftest som vidner ved vigtige dokumenter.<ref>Albrectsen (1981), s. 186-187, 189, 191-194</ref>
=== Klostre og købstæder ===
[[Fil:Kloster Cismar 2014e.jpg|thumb|Klosteret i Cismar, Østholsten.]]
I 1100- og 1200-tallet stiftes flere klostre: i 1125 stiftes en [[augustinerordenen|augustinerkloster]] i [[Bordesholm]], i 1155 flyttes et augustinerkloster til [[Segeberg]], i 1186 stifter [[Adolf 3. af Holsten]] et [[cistercienserordenen|cistercienserkloster]] i [[Reinfeld (Holsten)|Reinfeld]]<ref name="Greve 150">Greve, s. 150</ref>, 1211/12 stifter [[Albert af Orlamünde]] et [[benediktinerordenen|benediktinerkloster]] i [[Preetz]]<ref name="Greve 151">Greve, s. 151</ref>, i 1224 stifter han et kloster i [[Reinbek]], i 1230-erne stiftes et kloster i Itzehoe, i 1242 stifter [[Adolf 4. af Holsten]] et franciskanerkloster i Kiel, i 1245 stiftes et benediktinerkloster i [[Cismar]]. Desuden stiftes af Heinrich von Barmstedt i 1235 et kloster i [[Uetersen]]<ref name="Greve 151"/> i Pinneberg, og i 1397 stiftes et [[karteuserordenen|karteuserkloster]] i [[Ahrensbök]] af Henrik 2. og grev Klaus af Holsten.
På Adolf 4.s tid fik flere steder [[købstadsprivilegium|købstadsrettigheder]]: [[Oldenburg]] i 1235<ref name=autogeneret4>Greve, s. 75</ref>, [[Plön]] i 1236<ref name=autogeneret5>Greve, s. 76</ref>, [[Itzehoe]] i 1238<ref>Greve, s. 78</ref>. Alle fik [[Lübeck|lübsk]] stadsret.
Da grev [[Adolf 4. af Holsten|Adolf 4.]] i [[1239]] gik i [[kloster]], efterfulgtes han af sine to sønner, [[Johan af Holsten|Johan]] og [[Gerhard 1. af Holsten|Gerhard]], der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted.<ref name="Salm 676"/> På Gerhard 1.s tid fik følgende steder købstadsrettigheder:, [[Wilster]] i 1240<ref name="Greve 79">Greve, s. 79</ref>, [[Kiel]] i 1242<ref>Greve, s. 74</ref>, [[Neustadt (Østholsten)|Neustadt]]<ref name=autogeneret5 /> og [[Segeberg]] i 1244<ref>Greve, s. 77</ref>, [[Rendsburg]] i 1253, [[Meldorf]] i 1256, [[Eutin]] i 1257, [[Krempe|Crempe]] i 1260<ref name="Greve 79"/>, og efter delingen i 1273 oprettede [[Johan 2. af Holsten]] yderligere [[Lütjenburg]] i 1275<ref name=autogeneret4 /> og [[Heiligenhafen]] i 1305, begge i [[Grevskabet Holsten-Kiel]].
=== Økonomisk udvikling ===
Af stor betydning for grevskabet var det, at der i dets umiddelbare nærhed fremvoksede to handelsbyer, [[Hamborg]] mod syd og [[Lübeck]] mod øst. De to blomstrende byer indebar et stadigt voksende behov - og dermed også afsætningsmarkeder - for holstensk korn. Østholsten ([[Vagrien]]) - især området mellem [[Travemünde]], [[Eutin]], Segeberg, [[Oldesloe]] og [[Mölln]] samt halvøen [[Oldenburg]] og [[Femern]] - var hovedforsyningsområde for Lübeck, mens Vestholsten til [[Segeberg]] og [[Rendsburg]] var hovedforsyningsområde for Hamborg. Grevskabets godser tjente derved gode penge og blev kapitalstærke. De derved optjente kapitaler blev omsatte i fornyet ekspansion, som ikke mindst blev rettet mod Sydslesvig (og senere Østslesvig).<ref>[http://img.kb.dk/tidsskriftdk/pdf/hto/hto_13rk_0001-PDF/hto_13rk_0001_79551.pdf Albrechtsen (1974), s. 85]</ref><ref>Enemark: "Kornhandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 9; sp. 148)</ref> I løbet af 1200-tallet etablerede en række holstenske godsejerslægter sig lige nord for [[Ejderen]] og i [[Jernved (Slesvig)|Jernved]]<ref>Albrechtsen (1981), s. 152f</ref> (tysk: Dänischwohld), således [[Ahlefeldt]], Bülk, Gettorf, [[Knoop]], [[Limbek|Lehmbek]], [[Schinkel]], [[Sehested (adelsslægter)|Sehestedt]], [[Slabbenhagen]], desuden [[Hütten]] sydvest for Eckernförde, [[Maaslev]] i [[Svansen]] samt [[Buckhagen]] og Mårkær i [[Angel]].<ref>Albrechtsen (1981), s. 140f</ref> Foruden egentlige godser skete også en indvandring af almindelige holstenske bønder, som tog dette tidligere bebyggelsestomme område i besiddelse. Denne heldige forbindelse mellem holstensk landbrug og fordelagtigt beliggende købstæder og hansestæder skulle siden blive af vedvarende betydning.
Også på andre områder kom Holsten til at spille en rolle i handelen, således optræder købmænd fra [[Itzehoe]] i [[1423]] blandt de store [[hest]]ekøbere i Danmark (på markeder i byen omkring 1510 forhandledes henved 3.000 heste). Hesteprangere fra Itzehoe optrådte i [[Ribe]]s, [[Kolding]]s og [[Gottorp Amt|Gottorps]] regnskaber. Hestene blev afsat på det nordtyske marked.<ref>Enemark: "Hestehandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 6; sp. 530)</ref> Også [[studehandel]]en udviklede sig i 1400-tallet, og i begyndelsen af århundredet optræder både slesvigske og holstenske studehandlere i Jylland. Senere optræder også såkaldte ''knochenhauere'' (slagtere, der opkøbte, slagtede og opskar kreaturer) fra Lübeck, Hamborg og Lüneburg i byer i Slesvig og Holsten, således klages i 1448 over at ''knochenhauere'' fra Lübeck har omgået tolden i Kiel, og nye klager fremkommer i 1452 og 1454. I 1449 klager Kiel over, at lübeckerne er begyndt at optræde i Dänischwold, Svansen og ved Slien for at købe okser.<ref name="Enemark 675">Enemark: "Øksnehandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 20; sp. 675)</ref> Omkring midten af 1400-tallet synes fast, årlig drivning af stude og okser ad bestemte ruter ([[Hærvejen]]) ned gennem Jylland, Slesvig og Holsten at være etableret.<ref>Enemark: "Øksnehandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 20; sp. 676)</ref> [[Husholdningssalt|Salt]] udviklede sig til en vigtig handelsvare for Lübeck, ikke mindst salt fra [[Lüneburg]], og i 1330-erne blev gjort store investeringer for at forbedre sejlruten mellem [[Mölln]] og Lübeck. I [[1342]] blev der lovgivet om [[pramfart]]en på denne rute, og et par årtier senere erhvervede Lübeck endda Mölln for at kontrollere salttransporten. [[1390]]-[[1398]] anlagdes [[Stecknitzkanalen|Stecknitz-Delvenau-kanalen]], der gjorde det muligt at sejle med pramme, der kunne transportere henved 6 læster salt pr. fartøj (i 1496 omtales 261 sådanne fartøjer).<ref>Enemark: "Salthandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 14; sp. 706)</ref>
Efter, at [[Christian I]] var blevet konge over Danmark og Slesvig samt greve over Holsten i 1460, blev disse handelsmønstre stadfæstede: i [[1462]] anerkendte han Hamborgs opkøbsret for korn, kvæg og andre varer i Slesvig, Holsten og Stormarn<ref name="Enemark 675"/>, og 1465-85 fik byen [[Steinburg Amt]] i pant og kunne dermed kontrollere kornudførslen via [[Stör]]. På lignende måde var [[Kiel]] 1469-96 pantsat til Lübeck, der endvidere fik [[Neustadt (Østholsten)|Neustadt]], [[Heiligenhafen]] og [[Grossenbrode]] under sin kontrol og opkøbsret i hele Østholsten, hvilket muliggjorde at sikre at al kornudførsel skete via hansestaden, således i 1463, 1478 og 1483. Allerede i [[1458]] havde Lübeck fået [[monopol|eneret]] til kornopkøb på [[Femern]], hvilket stærkt blev håndhævet, mens øen 1465-91 var pantsat til staden.<ref>Enemark: "Kornhandel", ''Danmark'' (KLNM, bd. 9; sp. 149)</ref>
==== Delingen i 1273 ====
En deling af Holsten skete for første gang i [[1273]] mellem Gerhard og Johan's sønner, [[Adolf 5. af Holsten|Adolf 5.]] og [[Johan 1. af Holsten|Johan 1.]], og det betød, at hver af fyrsterne fik besiddelser i alle tre landskaber. Efter Gerhards død i [[1290]] deltes hans besiddelser, hvortil stamlandet [[Grevskabet Schauenburg]] hørte, yderligere mellem hans sønner, [[Gerhard den Blinde]], Henrik og Adolf, der fik Schauenburg samt spredte besiddelser ved [[Elben]] således, at Holsten nu var delt mellem fire linjer, der efter hovedslottene almindeligvis benævnes
* [[Grevskabet Holsten-Rendsborg|Rendsburg]] (Henrik)
* [[Grevskabet Holsten-Plön|Plön]] ([[Gerhard den Blinde]])
* [[Grevskabet Holsten-Segeberg|Segeberg]] ([[Johan 1. af Holsten|Johan 1.]])
* [[Grevskabet Holsten-Kiel|Kiel]] ([[Adolf 5. af Holsten|Adolf 5.]]).<ref name="Salm 676"/>
Landets statsretlige enhed blev dog fastholdt, og de enkelte linjer sikrede sig gensidig arvefølge ved samforlening. Den mægtigste af de fire fyrster var [[Gerhard den Blinde]], der ved sit giftermål med [[Erik Klipping]]'s enke, [[Agnes af Brandenburg|dronning Agnes]], kom i nær forbindelse med Danmark. Han efterlod ved sin død [[1313]] sine lande så godt som udelte til sin og Agnes' søn, [[Johan den Milde]]. Dennes magt blev dog hurtig overfløjet af grev [[Henrik af Rendsborg|Henrik af Rendsburg]]s søn, [[Gerhard 3. af Holsten]], den fra Danmarks historie så velkendte "kullede"<ref>det vil sige: skaldede</ref> greve. Et forsøg på at undertvinge Ditmarsken mislykkedes totalt, men greverne fandt erstatning ved indblanding i Danmarks indre stridigheder.<ref name="Salm 676"/>
[[Fil:Grevgerhardssegl.jpg|thumb|Grev Gerts segl, der viser ham som en ægte middelalderfyrste, iført den mest moderne krigsudrustning.]]
Forholdet til Sønderjylland havde særlig betydning, for de holstenske grever havde ofte støttet de slesvigske hertuger i kampen mod de danske konger fra midten af det 13. århundrede. Desuden havde de fra [[1260]] betydelige [[pant]]ebesiddelser i Slesvig, og grev Gerhard opnåede forlening med Sønderjylland [[1326]]—1340. Dette i forbindelse med pantemageskiftet efter hans død i [[1340]] bidrog til at styrke forbindelsen til hertugdømmet Slesvig og den udskiftning af danske adelsslægter med holstenske, der så småt var begyndt i Slesvig. Gerhard den 3.s to sønner, [[Henrik 2. af Holsten|Jernhenrik]] og Klaus, var fuldstændig optaget af kampe for at hævde deres magtposition i Danmark, hvor [[Valdemar Atterdag]] viste sig at være en overlegen modstander.<ref name="Salm 676"/>
==== ''Grev Klaus'' ====
[[Klaus af Holsten|Grev Klaus]] fungerede sammen med sin broder Henrik af Rendsburg som greve af Holsten fra 1340 til 1384/85, mellem 1384/85 og 1397 sammen med Henriks sønner Gerhard, Albrecht og Henrik. Han døde i 1397.<ref name=autogeneret2>Albrectsen (1981), s. 103</ref> Under Klaus og Henrik var grevskabet blevet holdt sammen, og en formel deling af grevskabet fandt heller ikke sted under fællesstyret mellem grev Klaus og Henriks sønner.<ref name=autogeneret3>Albrectsen (1981), s. 104</ref> Holsten tilsluttede sig i 1374 et landefredsforbund, der omfattede Hamborg, Lübeck, hertugerne af Sachsen-Lauenburg samt de holstenske grever, og som skulle sikre mod røveri, brand og vilkårlig tilfangetagelse. Landefreden blev fornyet i 1382, og i 1389 blev Sønderjylland optaget i forbundet.<ref>Albrectsen (1981), s. 73-74</ref>
Da [[Johan den Milde]]'s søn [[Adolf 7.]] døde som den sidste greve af Plön-linjen i 1390, gav hans søster afkald på arv efter ham til fordel for grev Klaus og hertugen af Sønderjylland Gerhard. Arven overgik til Rendsburg-linjen, der her efter alene var herrer i Holsten sammen med pinnebergerne, hvis hovedbesiddelse var slægtens stamland ved Weser. Pinnebergerne gav afkald på en deling af Adolfs besiddelser.<ref name=autogeneret2 /> Pinnebergerne blev stillet tilfreds med pengegodtgørelser og afståelsen af nogle besiddelser ved Elben — svarende til herskabet [[Pinneberg]] — og således blev det meste af landet indtil videre samlet på rendsburgernes hænder. Som led i en aftale blev aftalt, at arveretten skulle være gensidig, det vil sige, at hvis den ene linje uddøde, skulle den anden linje arve efter dem.<ref name=autogeneret3 />
==== Delingen i 1397 ====
Efter grev Klaus' død foretog Jernhenriks sønner imidlertid en ny deling den [[28. august]] [[1397]], idet Gerhard fik Plön med det nordøstlige [[Wagrien]], [[Glambek]] med [[Femern]], [[Hanerau]] ved Ditmarsken og [[Haseldorf]] mod syd, mens en anden del omfattede [[Kiel]] med [[Neumünster]], [[Trittau]] med [[Bad Oldesloe|Oldesloe]], [[Stormarn]], [[Itzehoe]] og [[Osterhof]], og en tredje del omfattede [[Segeberg]], Sydøstwagrien, [[Rendsburg]] og [[Tielenburg]]. Anden og tredje del blev dog holdt samlede, og ligeledes skulle vasallerne holdes samlet for Holsten, Stormarn og hertugdømmet (det vil sige Sønderjylland).<ref>Albrectsen (1981), s. 111, 136</ref> I forlængelse heraf måtte Gerhard tilbagegive Elisabeth hendes besiddelser<ref>Albrectsen (1981), s. 113</ref>, hvoraf en del lå i Holsten.<ref>Albrectsen (1981), s. 109</ref> Den formelle tvedeling blev imidlertid ret betydningsløs, da den ene af Jernhenriks sønner, Henrik, trådte i kirkens tjeneste og døde som biskop i [[Osnabrück]], medens de to andre, Albrecht og [[Gerhard 6. af Holsten]], begge faldt mod ditmarskerne ([[1402]] og [[1404]]). Mandslinjen bestod nu foruden af biskop Henrik kun af Gerhards tre sønner, Henrik, Gerhard og Adolf, af hvilke de to første døde tidligt, hvor efter Adolf blev enehersker. Han gik heldigt ud af den langvarige kamp med Danmark om Sønderjylland, men døde barnløs [[1459]]. Med ham uddøde den holstenske linje af schauenburgerne, og der var blandt den holstenske adel stemning for at vælge grev Otto af den schauenburg-pinnebergske linje, der havde arveret til Holsten, men for at bevare forbindelsen med Sønderjylland, hvor så mange havde betydelige besiddelser, enedes man med den slesvigske adel om at vælge den afdøde greves søstersøn, kong [[Christian 1.]] af Danmark (1460) til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Christian måtte i forbindelse med udnævnelsen love, at holde Sønderjylland og Holsten "sammen for evigt" ("''up ewig ungedeelt''"). "Således blev holstenerne danske", hedder det i en samtidig krønike om denne for Danmark så skæbnesvangre begivenhed.<ref name="Salm 676"/> Formelt var den nye danske konge nu herre både over kongeriget, over hertugdømmet Sønderjylland og over grevskabet Holsten, men reelt var store dele af hertugdømmet og grevskabet under den slesvig-holstenske adels faktiske kontrol.
==== Grevskabet bliver et hertugdømme ====
Grevskabet Holsten var og blev en del af [[Karl den Store]]s rige, og på den måde kom det også til at være en del af [[det tysk-romerske rige]]. Indtil 1474 var det formelt underlagt hertugdømmet Sachsen, men i [[1474]] afgjorde den [[Huset Habsburg|habsburg]]ske kejser, Friedrich 3., at grevskabet skulle være et hertugdømme<ref name="Salm 676"/>, og derved kom det til at stå i direkte [[vasal]]forhold til kejseren og ikke længere underlagt den saksiske hertug. Samtidig blev Ditmarsken formelt en del af hertugdømmet. På den måde blev den danske konge, [[Christian 1.]], som hertug af Holsten også lensmand under kejseren.
=== Tiden fra 1460 til 1773 ===
| |||