Hertugdømmet Holsten: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
oprettet, en begyndelse
 
→‎Tiden fra 1460 til 1773: Intet belæg for stavemåden "Pløn". Retter til.
Linje 53:
[[Fil:Blaeu 1645 - Ducatus Holsatiæ nova tabula.jpg|thumb|360px|Kort over hertugdømmet Holsten (Ducatus Holsatiæ) 1645]]
 
Ifølge de privilegier, [[Christian 1.]] havde måttet udstede for at opnå valg, skulle de to lande blive »evig udelt tilsammen«, og stænderne skulle efter hans død have frihed til at vælge en af hans sønner eller andre arvinger til herre. Men efter kongens død valgtes imidlertid begge hans sønner — Hans og Frederik — til hertuger i Holsten, landet var nemlig [[1474]] ophøjet til et [[hertugdømme]], og da Frederik [[1490]] blev myndig, skred man til en deling, idet de to fyrster fik hver sit hovedslot, [[Segeberg]] og [[Gottorp Slot|Gottorp]], hvortil lagdes efter indtægten lige store stykker af begge hertugdømmerne. Fælles blev derimod nu som senere stænderne: prælater, ridderskab og byer. [[1523]]—[[1544]] udgjorde Holsten atter et hele, men dette sidste år foretog man en ny deling, som skulle få langvarig betydning. Landet blev nemlig tredelt mellem kong [[Christian 3.]] og hans to brødre, [[Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp|Adolf]] og [[Hans den Ældre|Hans]], hvis besiddelser imidlertid efter Hans' død [[1580]] tilfaldt de to andre linjer, den kongelige og den gottorpske. Ligeledes var [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]], som [[1559]] endelig var blevet erobret, blevet tredelt og senere tvedelt. Den [[Slesvig-Holsten-Gottorp|gottorpske linje]] indførte [[1608]] førstefødselsret og udelelighed; [[1650]] fulgtes dens eksempel af den kongelige linje, men allerede forinden havde der inden for denne fundet en udskiftning sted, idet nemlig [[Frederik 2.]] [[1564]] overlod sin broder, [[Hans den Yngre]], amtet [[PlønPlön]], dog uden suveræne rettigheder. Det gik i arv til hans søn Joachim Ernst, deltes i den følgende tid flere Gange, men tilfaldt endelig efter slægtens uddøen [[1761]] ifølge en [[1756]] sluttet arvetraktat den kongelige linje og indlemmedes i dennes besiddelser. I forening erhvervede begge linjer, efter at linjen [[Grevskabet Holsten-Pinneberg|Schauenburg-Pinneberg]] 1640 var uddøet, Pinneberg, men hertug [[Frederik 3. af Slesvig-Holsten-Gottorp|Frederik 3. af Gottorp]] solgte [[1649]] sin andel, amtet [[Barmbeck]], til grev [[Christian Rantzau (1614-1663)|Christian Rantzau]], som ved kejserlig bevilling deraf oprettede [[rigsgrevskabet Rantzau]] ([[1650]]).<ref name="Mackeprang 676">[http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0684.html Mackeprang (1921), s. 676]</ref>
 
[[Fællesregeringen (Slesvig og Holsten)|Fællesregeringen]] ophørte i Slesvig efter [[1713]], da den [[Gottorp Amt|gottorpske]] del af Slesvig tilfaldt kongen [[Frederik 4.]]. Da den sidste greve, Christian Ditlev, [[1721]] var blevet skudt på sin broders foranstaltning, inddrog kong [[Frederik 4.]] grevskabet, støttende sig på en [[arvetraktat af 1669]]. Hertugdømmet Holsten's statsretlige forhold til det tyske rige havde [[1433]] undergået den forandring, at forleningsretten fra Sachsen var gået over til biskoppen af [[Lübeck]], der udøvede den i kejserens navn. [[Christian 3.]] påstod, at lensforholdet var fuldstændig ophørt men måtte [[1547]] anerkende, at hertugdømmet var et tysk rigslen, hvortil forleningsretten lå direkte hos kejseren, samt lade det optage i [[Den Nedersaksiske Kreds]].<ref name="Mackeprang 677">[http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0685.html Mackeprang (1921), s. 677]</ref>