Ordet slægt kommer af plattysk Schlecht = "slægt". Ordet blev oprindeligt brugt som betegnelse for dem, som tilsammen danner en given persons familie i videste betydning. Ordet æt (oldnordisk - af eje, de som hører sammen) dækker samme betydning, men blev fortrængt i løbet af det 18. århundrede og bruges i dag sjældent.

I modsætning til kernefamilie, der betegner de allernærmeste slægtninge (mor, far, børn), og familie, der bruges om de lidt fjernere beslægtede (bedsteforældre, mostre, fastre, morbrødre, farbrødre, tanter, onkler, fætre, kusiner, børnebørn og eventuelt næstsøskendebørn), bruges slægtning om enhver person, der på nogen måde kan regnes med i kredsen (slægten).

Slægtskab redigér

Slægtskaber betegnes sådan:


  • Broder, søster

  • Fader, moder / Stedfar - stedmor. Probandens ikke-biologiske forældre (2 slægtsled)
    • Bedsteforældre (farfar, farmor, morfar, mormor) (4 slægtsled)
      • Oldeforældre (oldefar, oldemor) (8 slægtsled)
        • Tipoldeforældre (tipoldemor, tipoldefar) (16 slægtsled)
          • Tip2-oldeforældre (32 slægtsled)
            • Herefter tip3-, tip4- og så videre



 

Beregning af slægtsskab redigér

Ønskes at beregne graden af slægtsskab mellem to personer, tælles såvel de personer, hvis indbyrdes slægtsskab der ønskes beregnet som alle mellemled fraset den fælles stamfader/stammoder. Ønsker man at beregne graden af slægtsskab til fx. en halvfætter, ser beregningen således ud (jævnfør skemaet): proband-far-farfar-grandonkel-halvonkel-halvfætter, det vil sige, at proband og halvfætter er beslægtede i 6 led. Denne beregningsmåde kaldes den civile computation (latin: computatio civilis eller juris romani).

En anden beregningsmåde hvilende på den kanoniske komputation (latin: computatio canonica eller juris canonici) og brugt i dansk lovgivning beregner slægtsskabet efter det antal led, som de to personer hver for sig har fjernet sig fra den fælles stamfader/stammoder, idet der tages hensyn til hvem af dem, der er fjernest. Dette indebærer, at farfar og grandonkel er beslægtede i første, fader og halvonkel i andet, proband og halvfætter i tredie led og så fremdeles[1]

Litteratur redigér

  • Albert Fabritius og Harald Hatt: Håndbog i slægtsforskning; 3. udgave; J.H.Schultz Forlag, København 1982; ISBN 87 569 0112 7.
  • Hans H. Worsøe: Slægtshistorie - en vejledning; 3. reviderede oplag, Dansk Historisk Fællesforenings Håndbøger, København 1977; ISBN 87-7423-094-8.

Noter redigér

  1. Fabritius og Hatt, s. 35

Eksterne henvisninger redigér