Wikibooks

Skudehandelspladser i Danmark

Skudehandelspladser betegner de steder langs kysten, hvor landalmuen udførte deres landsbrugsprodukter for at bringe dem til marked og omvendt indførte varer til eget forbrug eller forhandling. Sådanne steder kaldes undertiden for bondehavne eller udskibningssteder.[1]

Skude under ladning. Illustration hentet fra bogen Nordiska taflor udgivet af Albert Bonnier i 1873.

Frem til Den sorte Død spillede kysterne en beskeden rolle i landalmuens liv: havet kunne ikke fremme hverken kornavl eller husdyrhold. Men under den nye befolkningsvækst i senmiddelalderen begyndte kyststrækninger og småøer at spille en stadig større rolle: tidligere var fiskeri drevet som en binæring dels i søer og åer i indlandet, dels som sæsonfiskeri ved havkysten. Samtidig betød de fremvoksende købstæder både i og uden for Danmark tillige fremkomsten af nye markeder, hvor landalmuen kunne forhandle sig til de varer, som man ikke selv kunne producere. I takt med, at kysterne fik vedvarende beboelse, måtte landalmuens fiskeri samt søfart og handel komme til at spille en stadig voksende rolle. For købstæderne måtte denne virksomhed opfattes som en trussel mod deres næringsgrundlag, og talrige tvister om rettigheder og begrænsninger heri indtraf, men som helhed opretholdt landalmuen sine rettigheder - dog med en stadig understregning af, at man kun måtte handle med egne varer og købe til eget forbrug. I praksis lod disse begrænsninger sig ikke opretholde, blandt andet fordi herregårdene så en egen interesse i at kunne fremme en sådan virksomhed med de muligheder, dette gav dem selv afgiftsmæssigt og på anden vis.

For bønderne betød denne udvikling, at de havde valgmuligheder mellem at sælge til nærmeste købstad eller at lade deres varer udskibe og fragte til fjerne udenlandske markeder. Begge disse muligheder blev udnyttede, og skudehandelspladser blev derved en forbindelsesvej til sikring af afsætningsmarkeder og af anskaffelse af goder og nødvendige varer, som den ellers selvforsynende landbrugsdrift ikke kunne sikre.

Enkelte steder gik udviklingen så langt, at sejlads efterhånden blev hovednæringen.[2] Sådanne steder udviklede sig til egentlige skipperbyer, hvor indbyggerne sejlede så længe, farvandene tillod det og ofte mellem steder fjernt fra hjemmet. Nogle skudehandelspladser blev officielle ladepladser for købstæder beliggende i indlandet.

Skudehandelspladsernes forudsætninger redigér

Betingelserne for, at skudehandelspladser kunne udvikle sig, var dels egnede og helst beskyttede landingspladser for både og skibe, dels et bagland eller opland at betjene.

Som regel var det et ringe udbytte af landbruget, der fik bønderne til at sikre sig ekstra indkomster ved binæringer[3], og nogle steder fx i det nordlige Halland blev søfart efterhånden en mere betydningsfuld indtægtskilde end landbrug.[2]

Kystens beskaffenhed redigér

Kendetegnende for Skagerakkysten, hvor skudehandelen på Norge fandt sted, var, at der var 1-3 sandrevler langs med hele kysten. Disse bevirkede, at der var en vekselvirkning mellem lavere og dybere bundforhold ud fra kysten. Forholdene blev i 1802 beskrevet således: "Kysten her (ved Vestervig) er omgivet af 3 Sandrevler, hvilke 3 Revler ogsaa findes ved Agger og Hanstholmen; men imellem disse 2de Steder ere ikkun 2 Revler; og da den inderste af disse paa sine Steder ligger Landgrunden meget nær, saa antages paa nogle Steder f. Ex. ved Vorupøre, endog kun 1 Revle, endskiønt en dyb Rende dog adskiller den inderste Revle fra Landgrunden. Man kan endog paa Landet let adskille Revlerne, da man tydeligen seer Bølgerne at brydes paa enhver af dem. Ved Agger, hvor dere ere 3 Revler, ligger den yderste omtrent 200 Favne; men den inderste neppe 10 Favne fra Land. Undertiden er paa den yderste ikkun 6-7 Alen Vand, og paa den inderste kun 1-2 Alen. Imellem Revlerne derimod ere vel 14 Favne Vand. Udenfor Revlerne bliver dybt Vand indtil 19 Favne, derpaa grundere med 11 Favne, derpaa omtrent 2 Mile fra Landet igjen dybere med 13 Favne Vand. Ved Klitmølle hvor der ere 2 Revler, ligger den yderste 60 Favne fra Landet og har 5 Fod Vand, hvor indenfor er dybt Vand; den inderste Revle er ganske nær Landgrunden og har kun 3 Fod Vand, imellem denne og Landet er atter en dyb Rende. Foruden Revlerne forekommer ogsaa hist og her enkelte Udgrunde. Paa nogle Steder, som udenfor Agger, forekomme ogsaa mindre og større Steen-Rif." Det tilføjes, at ".. Vandet paa Revlerne ej altid er af lige Dybde og at Strømmen og Stormen forandre Sandgrundene, især mod Sønden, hvor Sandbankerne synes at fløtte sig Nord paa."[4]

Skudehandelens fartøjer redigér

De fartøjer, som blev anvendt ved skudehandel, måtte være tilpasset de naturgivne vilkår.

Ved den nordvestjyske skudehandel anvendtes de såkaldte sandskuder. Disse sandskuder var fladbundede men med køl og klinkbyggede men med trænagler, som forøgede deres elasticitet, så at de uden skade kunne klare turen på bølgerne over revlerne og ind på sandstranden. Deres lastedrægtighed varierede fra 5 til 25 tons.[5]

Skudehandelspladsernes beliggenhed redigér

Skudehandelspladser opstod for, at bønderne kunne fragte deres korn og kvæg til markeder. Sådanne bondehavne blev overvejende lagt på steder, hvor de var beskyttede mod strøm og storm. Dybdeprofilet ud for kysten samt vindens frie stræk satte deres præg på bølgernes størrelse og brydning og dermed på, hvor det var mest fordelagtigt at lægge anløbspladsen.

Mange små øer fik en bondehavn eller anløbsplads. Langs kysterne i Jylland og de større øer var det de stedlige forhold, der afgjorde beliggenheden, blandt andet de begrænsninger, som købstæderne fik indført i deres privilegier for at beskytte deres egen sejlads.

De stedlige forhold kunne variere betydeligt i de enkelte dele af riget. Man kan derfor skelne mellem steder anlagte på skærgårdskyster, strandkyster og ved kyster i fjorde og bugter.

Skudehandelspladsernes størrelse og indre opbygning redigér

Skudehandelspladsernes størrelse måtte først og fremmest bero på omfanget af den stedlige varetransport. Ofte var der ikke meget til at markere disse steder: en vase, det vil sige en stensætning ud i vandet, og måske et pakhus eller mindre skure. Gik det højt, kunne der blive oprettet en kro, en købmand eller lignende. Det ligger i bondehavnenes karakter, at de ikke blev indrettede med henblik på egentlig beboelse for søfarende, men det forhindrede ikke, at sådan beboelse fandt sted.

Byplanen var enkelt: som regel bestod den blot af en vej (eller flere sammenløbne veje), som fra baglandet gik ned til det sted, hvor ind- og udskibning fandt sted. Dette sted kunne måske få karakter af en lille åben plads til varelæsning og hestevogne, der forestod landfragten.

Bondehavnenes og skudehandelspladsernes historie redigér

Baggrunden for skudehandelspladser går tilbage til jernalder og vikingetid, da der rundt om i landet langs de danske kyster udviklede sig "anløbspladser", der udfyldte ulige formål. Nogle fungerede som omladepladser for varer typisk mellem større og mere dybtgående skibe beregnede til havsejlands og mindre og mere fladbundede fartøjer egnede til fjordsejlads. I andre tilfælde var der tale om skibsbyggepladser, hvor både blev byggede eller istandsatte ved behov. I atter andre tilfælde var der tale om egnede landingspladser for fartøjer på steder med god adgang til et større eller mindre bagland.

Middelalderen redigér

Helt tilbage fra middelalderens begyndelse havde bønder mulighed for og ret til selv at fragte deres produkter til marked og sælge dem der, og denne ret kunne også udøves ad søvejen. Samtidig var landbrugere ofte også bekendte med fiskeri for at kunne opfylde deres forpligtelser til at levere tiende til klostre eller herregårde i form af fisk. Længe var disse bivirksomheder, sejlads og fiskeri, dog henviste til bestemte tider af året, når de passede ind i det samlede driftsmønster. Under Den sorte Død skete en drastisk nedgang i befolkningen, og godsdriften blev omlagt for at tilpasse sig de nye vilkår. Da epidemien var ovre, og befolkningen atter begyndte at vokse, kunne de nye tilskud af bønder og husmænd ikke længere blot genoptage den tilværelse, som havde eksisteret tidligere. I stedet måtte de slå sig ned i hidtil ubeboede områder, ikke mindst ved kysten og endda på mindre, hidtil ubeboede øer. For disse befolkningsgrupper blev sejlads og fiskeri mere betydelige dele af tilværelsen. Derved kom de imidlertid i modsætningsforhold til de fremvoksende købstæder, der så deres eksistensgrundlag truet. Det kom flere gange til modsætninger, der krævede indgriben fra kongens side. Dette skete og som regel til støtte for almuen, idet denne havde klostre og herregårde som magtfulde støtter, fordi denne ret også tilgodeså deres interesser. Disse modsætninger kom især frem i landets sydlige dele, hvor på den ene side omfattende kyster og talrige mindre øer og på den anden et stort antal købstæder fandtes. I 1490 erklærede rigsrådet i Norge, at man havde forhandlet om den skadelige vane, som bønderne i Sydnorge, herunder Bohuslen, havde at med sine store skibe sejle udenlands med sparrer, bord, lægter, salt og andre varer, hvilket angiveligt forårsagede åndelige og verdslige myndigheder stor skade, fordi marker og enge blev forsømt. Af samme grund lå mange gårde øde og voksede til med skov og ødemark. Myndighederne fik derfor ikke de forventede afgifter. Rigsrådet bestemte derfor, at bønder kun måtte bruge små skuder på 3-4 læster i indenlandsk sejlads men ikke større skuder til rejser til udlandet.[6]

De sydfynske øer redigér

I ældre middelalder var de fleste øer i de sydfynske øhav givetvis ubeboede. De optræder således alle i Kong Valdemars Jordebog fra 1200-tallet. Kronen havde øjensynlig ingen afgiftsindtægter fra dem, til gengæld angives omhyggeligt at øerne havde vildtbestande af hjorte, dådyr og rådyr, lige som kronen øjensynligt ofte holdt heste på dem.[7] Øerne var således først og fremmest jagtområder for kongen, og det var under en jagt på Lyø i 1223, at Valdemar Sejr blev taget til fange af grev Henrik af Schwerin[8]. Disse forhold samt dette, at de ældste fynske landsbyer åbenbart lå så langt fra kysten som muligt og i læ af kystskove tyder på, at bebyggelsen aldrig blev tilstrækkelig omfattende til, at man kunne samordne et eget forsvar imod det samordnede sørøveri, som blev udøvet af venderne på denne tid, hvorfor de mindste øer simpelt hen måtte lades ubebyggede[9]. Selv Thurø, der lå i læ af Taasinge og tæt ved Svendborg, var øjensynlig ubeboet i ældre middelalder efter som købstadens borgere fik tilladelse til at udnytte skovene og græsningen på øen i privilegier fra 1253, 1287 og 1305, hvorimod denne ret ikke omtales mere i de talrige privilegier fra 1400-tallet[10]. At vendernes hærgninger var alvorlige er bevidnet bl.a. ved arkæologiske udgravninger ved Guldborg på Midtlangeland[11] og ved forekomsten af tilflugtsborge blandt andet på Falster, Lolland[12], Langeland og Ærø[13]. Allerede 1168 eller 1169 gennemførte kong Valdemar den Store i fællesskab med biskop Absalon et vendertog med henblik på indtagelse af vendernes helligdom Arkona på Rygen, og en erobring af de vendiske egne fandt sted i de følgende tiår[14], men alligevel synes der at være gået henved hundrede år inden, at den syddanske befolkning havde størrelse til (og følte sig trygge ved) en bosættelse på småøerne.

Forholdet mellem købstaden Svendborg på den ene side og landbofolkningen, herunder øboerne, på den anden udviklede sig efterhånden til et spørgsmål om rettigheder til sejlads og handel. Allerede 1396 udstedte dronning Margrethe et forbud imod ”ulovlige havne”, og 1422 udstedte kong Erik af Pommern en omfattende købstadsforordning, der blandt andet indskærpede købstædernes eneret til handel og håndværk[15], men her over for stod herremændenes og øboernes gamle ret til at fragte og sælge egne varer.

Taasinge hørte – sammen med Sydfyn – til de områder, som under rigets pantsættelse kom under de holstenske grevers magt, men 1395 overdrog dronning Margrethe øen til Fyns bispestol, der beholdt den indtil reformationen[16]. Den 2. juni 1408 udstedte biskoppen i Odense et genbrev, hvori loves en evig messe for dronning Margrethe og hendes forfædre til gengæld for, at hun har skænket Kærstrup på Tåsinge til bispebordet i Odense[17]. Og samme år, 1408, havde biskoppen i Odense Taasinge i pant for 9000 lybske mark[18]. En foreløbig afgørelse af striden om retten til fragtsejlads kom for Svendborgs vedkommende i 1447. Dette år fik beboerne på og ejeren af Taasinge, bisp Ulrik Stygge i Aarhus, af kong Christoffer af Bayern følgende ret til at sende selvfrembragte fødevarer til Tyskland[19]:

”... biskop Ulrich maa sejle fra Taasinge til Tyskland til sin egen gaards behov paa Taasinge. Videre at Taasinges indbyggere maa udføre til Tyskland heste, øg, okser og køer, naar der ikke er forbud, men deres korn, mel, smør og honning og andre spiselige varer, som de vil sælge, det skal de føre ind i Svendborg til markedet og intet andet steds. Videre, de varer, som Taasinges indbyggere fører ud af Tyskland, dem skal de ikke handle med eller drive forprang med, men enhver maa nyde og bruge dem til sit eget behov ...”[20]

Fra 1480 og senere klager Svendborgs borgere gentagne gange over, at ”de, som bygger på Thurø, Strynø, Strynøkalv, Birkholm, Hjortø, Skarø, Drejø og Taasinge anvender ulovlige havne og selv driver købmandsskab og sejland på Tyskland”[19]. Hvis købstadsboernes klager står til troende, ser det ud til, at i hvert fald fra slutningen af 1400-tallet sejlede beboerne på Taasinge og de andre sydfynske småøer i fart på nordtyske byer med kvæg og korn. Sådanne almueskippere, der forenede landbruget med egen eksport ad søvejen kunne oparbejde en solid velstand. Mange landboere oplevede en økonomisk og socialt god tid efter den landbrugskrise, som havde ramt landet i 1300-tallet, og de kunne gøre gode tider bedre ved selv at gå ind i egen afsætning til markederne på Østersøens sydlige side[19].

Åbne, kongelige breve om forbud mod udlovlige havne udgik bl.a. 1444, 1480, 1521 og disse genkaldtes i et tingsvidne endnu i 1560[21]. I 1442 udstedte kong Christoffer af Bayern et første privilegium til Svendborg[22] og 1444 et nyt, hvori Svendborgs rettigheder til handel og skibsfart blev uddybet:

”Vy Christoffer meth gutz nadhe Danmarcks Swerigs Norges Wendes oc gotes koning palantzgreue pa Riin oc Hertugh i bayern Gøre widerlicht alle men at fore off haue beræt nokre wore elskelige burgere aff Swineburgh at nokre pleye at haue Inseyling oc utseyling meth theres køpmandsskab there om kring Swineburgh i ulaghlighe oc uskellighe haffne, hwilket wy ey tilstædhe wele, effter thy at thet wore burghere oc menighet i forne Swineburgh ær til stoor skadhe oc forfang, oc theres biering them ther meth mindskes oc burttaghes som the kære Smo at the ey formwe at gøre oss oc kronen swodan tieniste som theres foreldere oc the her til giort haue Thy forbiuthe wy alle wore foghete oc ænbitzmen friiborne frelsses kopmen oc bønder oc alle andre i hwo the helst ære nokre inseyling eller utseyling at haue, eller køpmandsskab her effter j nokre uskellige oc ulaghlighe haffne om kring Swineburgh at bedrive eller hanttere, under thet gotses fortabelsse som the tha swo hanttere, oc wele wy ythermere at ther skall rettes ouer them her emoth gøre som ouer them wort buth ey holde, fframdelis haue forne wore burgere aff Swineburgh beræt fore ss at nøkre prestær oc klærche haue kirker pa land oc theres præstgardhe ther hoff oc wele them ey besidhe mæn sidhe i Swineburgh oc brughe torghet oc markenet som andre wore burgere ther gøre oc wele ther fore ey upholde tynghe meth them, hwilket oc kommer wore burgere til swarheet octynghe Thy wele wy at …”[22]

I købstadsprivilegiet 1480 udstedt af kong Hans understreges det yderligere, at indskærpningen om handel og skibsfart skulle omfatte de sydfynske småøer:

”Wii Hans meth gutz Nade Udualdh till Danmarks Rige Rett Erffuingh til Norige Hertugh i Slesvigh oc Hertugh i Holsten Stormarn oc Ditmarschen Greffue i Oldenborgh oc Delmenhorst gøre uitherlicht meth thette wort breff at borgemester og raadh i Suineborg haffue nærit før oss oc beret at the som bygge oc boo paa thorø stryn strynkalff borcholm hiortø skarø dreyø tasindh oc orkell bruge oc haffue uloglige haffner oc seglatsss theres borghere til stor skade og forfangh udi suo made at huat som the haffue at selie fore rede penninge the fore the til tyskeland som the aff arildz tiid pleghe at føre till forne suineborgh som er theres rette axel torgh Oc ytermere ther utouer fare the ther ind udi landet at købe oc selie meth bønderne oxne koor kornn honingh smør oc andre køpmantz uare oc føre thet aff landet oc till tyskeland meth theres eygne skib suo uell udi forbudh som uden forbudh suo at the gøre forne suibeborghs inbyggere stor forprang ther paa i mange made Oc meth thet gots som the føre hiem igen ther gøre landkøp oc forprangh meth, huilket imodh uor nathige Herræ fathers forbud er, Oc haffue forne borgere kert at the udj ørkell by gøre oc landkøp bode meth seglatss uth oc indh i landet emodh theres byes gamle siiduanie oc priuilegia oc wele ey søge theres bytorge som the aff gammelt tiid ære uanne at gøre hwilket uii ey mue eller tilstade uele at suo skee skall Thii forbyuthe wii alle oc huer særdeles som bygge oc boo paa forne øer tasindh ørkell oc anensteds ther omkring nogre vlaglige haffner at haffue eller bruge, eller nogen forprang eller landkøp at gøre forne suineborghs inbyggere her effther thenne tiid udi noger made under uort hyllest oc nathe Dyrsses her noger vtouer at gøre tha skall uor foghet meth borgemestere oc raad haffue macht at hindre them oc theres skib oc gots hues the haffue meth at fare oc skall thet være forbrudh Halffdelin till oss oc kronen oc halffdelin til forne by suinneburgh effther thii som høgboren forstes konningh Christoffers breff ther paa giffuit ythermere vtuiser oc inneholder oc uor nathige Heræ fathers forbudz breffs inneholdelsse Datum in castro nostro nyborgh ipso die cathedræ Scti petri nostro sub Secreto Anno dui mcdlxxx”.[22]

I 1512 klagede nogle Svendborgborgere over nogle folk fra Taasinge, der havde overtrådt forbuddet imod at udføre ”ædendes Varer” og anmodede kongen om at føre sagen for retten på det kongelige retterting, hvilket skete. Kong Christian 2. forsøgte at komme købstæderne til hjælp. I et købstadsprivilegium for Svendborg dateret København 22. januar 1517 forbydes det fremmede købmænd at bruge fremmede skibe til fragt af deres gods og varer bort fra Svendborg, de skal i stedet bruge stedlige skibe og både, hvis sådanne kan befragtes og lejes. Gæst må heller ikke handle med gæst og derved udelukke købstadens egne købmænd[23]. I sit hollandskinspirerede lovkompleks om købstadsrettigheder fra 1521-22 forbydes landboerne, herunder godserne, at drive handel og sejlads, ligesom de mange udskibningssteder blev fordømt. I et dokument fra kongen dateret Odense 29. april 1521 hedder det, at

”indvånerne på Taasinge, Thurø, Strynø, Strynø Kalv, Drejø, Birkholm og andre øer omkring Svendborg fortsat overtræder forbuddet mod at sejle til Tyskland og her om bord stuver humle til deres øl, jern til smedning af deres redskaber og finere klæde til dem selv og madammen og har rene luksusvarer som peber, safran og mandler”[24].

Et forsøg på at stække denne skudehandel blev gjort af Christian II, idet det i privilegierne for købstæderne for det sjællandske område i 1516 siges, at "bønderne på landsbyerne i Sjælland, Lolland, Falster og Møn bruger sejlads til stæderne i Tyskland og udføre til skibs korn, smør, huder, talg og andre varer, som købstadsmænd pleje at have deres næring og bjærgning af". Disse varer skulle i fremtiden sælges i den hjemlige købstæder mod ordentlig betaling.[25]

Christian IIs lovgivning ophidsede imidlertid de jyske rigsråder så meget, at de på Viborg Landsting lod lovene afbrænde offentligt. Christian II blev efter nogle års ophold i Holland fængslet på Sønderborg slot i 1532, og under den nye konge, Frederik I (1523-1533), fik bønderne som modydelse for krigen ret til selv at afsætte deres varer[26].

Således fastholdt øboerne i det sydfynske øhav deres gamle rettigheder til skibsfart og handel gennem hele middelalderen, og de gik tillige sejrende ud af middelalderen i kampen om deres ret til egen sejlads og handel.

Lolland-Falster og Møn redigér

Tilsvarende bestemmelser som gjaldt for det sydfynske øhav fandt sted i andre syddanske egne: For bønderne på Lolland, Falster og Møn udvikledes i 14-1500-tallet den praksis, at de nok måtte sejle til Tyskland med korn og kvæg og der købe humle, salt, jern, klæde og lignende til eget forbrug, videresalg til andre var derimod forbudt[19].

For Møns vedkommende bevidnes denne skudehandel i en skrivelse fra Christian I fra 1450, hvori siges, at "da den menige almue og bønder, som bor og bygger på Møn, driver handel på Tyskland, så forbydes dette, da vor købstad Stege derved bliver særlig fornedret og fordærvet".[27] Nye forordninger fra 1507 og 1516 viser, at man fortsat ikke havde nået en endelig løsning, og Mønboernes skudefart fortsatte i renæssancen.[28]

Langeland redigér

For Langelands vedkommende blev bøndernes ret til skudehandel fastslået i 1529, idet denne ret begrundes med, at borgerskabet ikke var i stand til at forsyne dem med de nødvendige varer humle, stål, salt og klæde.[29]

Renæssancen redigér

Da middelalderen overgik i renæssance, fortsatte fiskerbønderne deres virksomhed med varesejlads. Overhovedet udviklede renæssancen sig til en højkonjunktur for skudehandel. Dette havde flere årsager: den geografisk opdelte forsyning af de forskellige varer: korn, mel, brød, malt, øl, heste, kød, huder, smør, fisk, træ, teglsten, kalk, trælast, brænde, tømmer og tjære, samt rigets opsplittede karakter i kongeriget med den jyskehalvø, større og mindre øer, hertugdømmerne med de lange kyststrækninger, Den skandinaviske havø med Norge, Bohuslen, Halland, Skåne, Blekinge samt Gotland gjorde, at der var rige muligheder for sejlads og varefragt, når varer fra en egn og et område skulle bringes til en anden egn og et andet område.[30] Både Kronen og herremænd havde store behov, som fremmede vareudvekslingen, og Norges overskud fra træ og jern men underskud af landbrugsvarer fremmede yderligere sejlads, varefragt og samhandel.

Denne skudehandel var geografisk opdelt således, at den i hver af de uens egne af landet havde særegne mål: på den skandinaviske halvø var skudehandelen overvejende rettet mod København og andre steder, hvor kongen var virksom: korn, fedevarer, fisk, træ og tømmer, byggematerialer og brændsel var de vigtigste varer, og behovet for disse varer kunne jævnligt foranledige til skudesejlads. I Kattegat blev Læsø og Samsø[31] knudepunkter i skudehandel på Norge især med korn fra Danmark, træ fra Norge. I Storebælt handlede Sejerø på Odsherredkysten på Sjælland, mens Langeland udviklede sig til et knudepunkt for hestehandel. I landets sydlige egne, Smålandsfarvandet og Det sydfynske Øhav, var skudehandelen især rettet mod nordtyske byer ved Østersøens sydlige bred. Langs den jyske vadehavskyst blev handel ligeledes rette sydover, ikke mindst mod Hamborg.

Udviklingen af denne skudehandel må ses i lyset af den samtidige udvikling af et vedvarende fiskeri. Der er grund til at påpege, at det især var fiskere langs kysten, der på denne måde kunne supplere deres indkomster, men det betød ikke, at bønderne selv ikke også medvirkede i denne sysselsætning, tværtimod. På især de mindre øer måtte en sammensat levevej af landbrug, fiskeri samt skudefart og handel nærmest være en nødvendighed, og på større øer var det en fordel for bønderne, at de kunne vælge mellem at sælge til nærmeste købstad eller søge et fjernere og bedre marked for deres produkter.

Lolland, Falster og Møn redigér

For Lollands og Falsters vedkommende bestemmes i kongeligt brev af 30 november 1547, at "bønder udi Lolland og Falster .. må sejle med deres skib eller skuder og udføre eller udskibe korn til Tyskland" samt "sejle med øksne, heste og andre varer efter deres privilegiers lydelse".[32]

På Møn opretholdt bønderne deres skudehandel. I et kongeligt brev dateret 10. august 1550 siges, at borgerne i Stege har beklaget sig over de indgreb i deres næring, som sejlads og købmandskab med korn og hjemmefødt kvæg på Tyskland for Møns bønder bevirker, hvorfor det bestemmes, at nok måtte bønderne udføre korn og kvæg og indføre humle, stål og salt "og hvis andet del, de behov have til deres eget huses ophold", men at denne sejlads og handel kun måtte ske fra Voldermisse (1. maj) til Vor Frue dag (15. august) om foråret samt fra Mortensdag (11. november) til Kyndelmisse (2. februar) om efteråret og vinteren, ligesom det bestemmes, at bønderne skulle være forpligtigede til at ind- og udskibe deres varer ved Stege.[28][33]

Langeland redigér

Langeland var i renæssancen et vigtigt sted for hesteopdræt og -handel, og omkring 1600 blev et stort antal heste købte på markeder i Skåne: "Hvert år drog så mange langelænderes til det store sommermarked i Landskrona, der foregik på Bodils dag den 17. juni), at der ofte var et halvt hundrede mænd og derover fra alle egne af øen; og der var år, da de købte over halvdelen af de heste, som solgtes på markedet til indlandet. Således var der i 1614 mødt 61 langelændere, som sejlede hjem med 199 af de 353 heste, der solgtes. Da købte ingen af dem mere end 10 heste; men siden købte en enkelt mand ofte 15-30 heste; og efterhånden kom de også ind på at rejse omkring i Helsingborgegnen og købe op hos bønderne." Denne hestehandel synes at have kulmineret i 1630, da langelænderne opkøbte 932 skånske heste.[34] Om omfanget og karakteren af den videre udførsel til Tyskland mangler nøjere oplysninger, men i en senere fremstilling siges, at ".. for ret at vurdere den foretagsomhed, der i lang tid synes at have gjort äen til et af hestehandelens centrer, må man bemærke, at det ikke var en lille flok handelsmænd, der holdt den gående, men så at sige hele øens befolkning. Bønderne og Rudkøbing borgere var lige gode om det. Tidt slog 5-6 mand fra en by sig sammen om at drage til Landskrona marked; et år var endog degnen i Tranekær med."[35]

Sejerø redigér

Sejerø var et af de steder, hvor almuen havde en sådan sammensat livsform. Bønderne her havde ved siden af landbrug drevet sildefiskeri og havde søgt ind til Korshavn (Havnsø) for der at handle med bønderne i baglandet. I et kongeligt brev fra 1568 bekræftes denne ret til "at besøge havnen og sælge kalk, tømmer, sten og sild til bønderne og igen købe korn og andet til deres huses ophold, da de fra arilds tid have besøgt denne havn, og det er den eneste havn, hvor de kunne søge tilflugt med deres skibe"[36] efter, at borgere i Kalundborg havde forhindret dem i disse besøg. I 1574 klagede indbyggerne i Kalundborg atter over denne virksomhed, og det afgøres da, at "de indbyggere på Sejerø, der er landboer, sidde for hele gårde og svare fuld skat og tynge, må frit besøge Korshavn, sælge tømmer, kalk, sten og sild til dem, der vil handle med dem, dog ikke mere end ialt 60 læster sild årlig, og igen indkøbe sædekorn, brødkorn og andet til deres egne huses ophold, medens det skal være dem strengt forbudt at løbe ud på de omkringliggende landsbyer og gøre landkøb dér eller købe til forprang; derimod må de indbyggere på Sejerø, der er gårdmænd og ikke sidde for gårde, men dog hidtil have besøgt Korshavn, herefter ikke gøre dette, men skulle søge til købstæderne og sælge deres varer dér, og de må ej heller være i noget kompagniskab med landboerne på Sejerø."[36]

Blekinge redigér

Skudefart kendes fra en række bondehavne i Blekinge.[37] Baggrunden for denne skudehandel var dels de indre dele dækkede af omfattende skovområder, dels den fligede kyst med dens øer og dermed beskyttede havnepladser velegnede for skudesejlads.[38]

Den 10. februar 1521 havde Christian 2. udstedt en forordning, der forbød handel uden for købstæderne i Halland, Skåne og Blekinge. Anledningen synes at have været klager fra købstædernes indbyggere. Forordningen lagde op til væsentlige indskrænkninger i den ellers traditionelle søfart og handel, der skete fra de såkaldte bondehavne. I praksis fik forordningen dog ingen betydning, da kongens handelslovgivning ophørte i 1522.[39] Et nyt forsøg gjordes den 31. december 1553 med et brev til borgerne i Lyckeå, der havde klaget over almuehandel med indenrigske og udenlandske købmænd i havnen "Nedderbyaae" (Nättraby) til skade for staden.[40] Allerede nogle år tidligere havde kongen forsøgt a regulere bøndernes ret til at drive søfart og handel, og nogle år senere, den 20 december 1568, blev udsendt et kongeligt brev til bønderne i Blekinge og Lister, der fastslog, at alle havde ret til at udføre træ og indføre korn samt drive handel med andre varer.[40] Også ved flere andre lejligheder tillades det bønderne i Blekinge at hente korn i andre dele af Danmark, idet samtiden led under mangel på brødkorn.[40] Modsætningerne fortsatte de følgende årtier, og den 16. juni 1582 udsendtes en kongelig skrivelse, "som al tid herepter holdis skal".[40] Denne fastslog bøndernes ret til at "seigle med deris egne skuder och skibe uden riget och inden och kiøbe, hvis del de til deris husis ophold behøfver."[40] I brevet nævnes også "bondehaffnerne udi Bleginge", og det siges udtrykkeligt, at tyske købmænd havde ret til at kommer dér med deres varer og til at købe træ og tømmer.[40] Samtidig pålægges det havne- og ridefogeder at kontrollere, at forordningen blev efterlevet, optegne alle ankomne skuder og omhyggeligt angive, hvad disse har betalt i told og accise. Den 18. september 1544 var det blevet bestemt, at der skulle betales 4 skilling i lasteafgift.[41] Modsætningsforholdet til Sverige gjorde, at det blev bestemt, at "det skal være de svenske bønder forbøden och icke tilstedis at handle udi bondehaffnerne."[41] Da borgerne i Sølvesborg klagede over bondehandel i havnen Pukavik, konstaterede kongen, at "samme hafn icke er ny och usedvanlig, men hafver veret brugtoch besøgt af bønder och almuen af gamel tid, at det skal vere vore undersotte saa vel som fremmede frit fore at mue al tid herepter saa vel som til samme Pugevigs hafn ubehindret besøge och der at handle och vandle som tilforn."[41] En tilsvarende ret blev givet for Vekerum i Medelstads herred, hvor bønderne opretholdt deres ret til at bruge denne bondehavn med deres gamle rettigheder.[41]

De udstrakte rettigheder til skudehandel var dog ikke altid lige omfattende. Den 10. september 1589 blev således udsendt en skrivelse til bønderne i Blekinge med forbud mod at føre "knapholt" og træ fra riget til udenlandsk havn.[41] Overhovedet synes handelen på Tyskland i en periode at have været et problem, som kongen gentagne gange vendte tilbage til i sine breve.[41] Da de forventede toldindtægter fra handelen udeblev i 1602, blev udsendt et brev af 19. maj samme år, hvori toldsatserne blev fastlagte: "Af hver førrebielke 18 alne lang 1 daller; af hver førrebielke 16, 15, 14, 13 och 12 alne 3 ort; af et hundret enestager 2 sk. lybsk; af et hundret bondstager 1 1/2 sk. lybsk" og så videre. I samme brev blev udstedt forbud mod udførsel af egeplanker og -tømmer.[41] Senere, den 3. maj 1617 blev ved en ny kongelig forordning bestemt, at "almuen ofver alt vort land Blegende maa aarligen herefter och indtil vi anderledis derom tilsigendis vorder med deris skibe och skuder .. lade udføre faufneved, dog icke andet end el och birk derfra och til Tyskland."[41]

Omfanget af denne skudehandel på Blekinge belyses i regnskaber for rortold og lastepenge 1610-1657. Heri omtales som skudehandelspladser i Blekinge Bodekull, Vekerum, Pukavik, Järnavik, Hjortshammar, Nättraby, Matvik og Guevik.[42] Antallet af skuder, der har betalt lastepenge og rortold, er uens fra sted til sted og varierer tillige over tid i takt med vekslende konjunkturer.[42]

Skåne redigér

Skudefart forekom også fra Bjære herred i den nordvestligste del af Skåne.[43] Fra Bjäre herred og Skulderviken ankom i 1615 til København 138 fartøjer fra Båstad, 137 fra Gryta, 99 fra Kølebech, 38 fra Skepparkroken, 36 fra Toreskov, 21 fra Hov, 7 fra Kullen, 5 fra Ängelholm, 2 fra Barkåkra samt 1 fra Förslöv, Norrviken og Karup sogn, ialt 486 fartøjer.[44] Ikke kun stedlige skuder virkede ved denne handel: rortoldregnskaberne for Grytehamn for udvalgte år i tidsrummet 1615-1630 viser, at skuder også ankom fra Dragør, Amager, København, Helsingør, Malmø, Landskrone, Kullen, Halland, Bohuslen og Tyskland, hvortil kom skuder uden angivet hjemsted.[45] For 1615 og 1616 spiller Dragørskuder en altdominerende rolle, men også senere udgør skuder fra Dragør og "Amager" (sikkert også fra Dragør) den største gruppe. De øvrige hjemsteder forekommer kun sporadisk.[45]

Blandt disse bådehavne var Grytehamn øjensynligt den mest betydningsfulde.[46][47] Forklaringen er udskibning af træ. Allerede i 1500-tallet påbegyndtes en omfattende træfældning på Bjärehalvøen, som mod øst strakte sig til Sinarpsdalen[48], og efter dette fremstod "Åsen" øst herfor som det nærmeste trærige område, idet det om gårdene i Bjäre herred angives, at "Skog haver de inte till Gården varken till Svins ollon eller Bränneved, men det de köpa på Åsen och i Sverige, var de det kan få till köp". Med Åsen menes Hallandsåsen medregnet Åsbo herred.[48] I 1600-tallet blev skovene på "Åsen" fældede og træet udskibet dels fra Grytehamn, dels fra Båstad. Grytehamn lå på sydsiden af Åsen og var derfor det nærmeste sted ved kysten, og Båstad var på samme måde det mest hensigtsmæssige sted på nordsiden af Åsen.[47] Gryteham synes dog kun at have været en anløbsplads uden egentlig bebyggelse.[46] De bønder, som virkede ved denne skudefart, synes at have boet på egne gårde i omegnen af anløbspladsen.[49] Havnefogeden, der skulle føre opsyn og toldregnskab, boede på Strandgården nær anløbspladsen.[46]

Halland redigér

Skudefart fra Kongsbakkefjorden til Danmark med "stok og sten" og hjemvenden med korn går langt tilbage i tiden. I 1657 fastslår en kongelig skrivelse, at bønderne i Halland ikke måtte bygge større fartøjer end hidtil, og at de ikke måtte udføre mere træ end hidtil.[50] Omtrent på samme tid indtraf imidlertid en af de største sildeperioder i historien ved den hallandske vestkyst, og denne tiltrak både fiskere og købmænd med store skibe til det nordlige Halland. For bedre at kunne udnytte de gode konjunkturer begyndte bønderne i Fjære at bygge større fartøjer end tilladt, og i slutningen af 1560-erne forekommer fartøjer på 14-18 læster eller mere, der blev udnyttede både til sildesalteri og anden handel.[50] Disse fartøjer blev udnyttede til ulovligt at indføre lybsk øl, salt og fisk.[50] Kongen reagerede ved at påminde bønderne om at overholde den tilladte fartøjsstørrelse og truede med straf i form af bøder, og i 1578 fastlagdes den tilladte køllængde til højst 12 alen.[50]

Under Christian 4. blev ny- og udbygninger af slotte og fæstninger en betydelig virksomhed, som krævede transport af store mængder af forskelligt byggemateriale. For at sikre sig den fornødne fragttonnage engagerede kongen adskillige bondeskuder fra Halland.[51] Dette skulle få stor betydning, idet skudebønderne derved lærte sig at håndtere ulige varetyper og tillige opnåede kendskab til hidtil ukendte havne og sejlruter.[52] Udviklingen gik i retning af flere og større skuder.[53] I sin skildring af "Danmarks og Norges frugtbare herlighed" konstaterer Arent Berntsen i 1656 om Kongsbakkefjorden, at den "1 Miil ind i Landet sig indbøyer/ saa at icke allene dene Byes Borgerskab/ men i besynderlighed omkring boende Bønder/ paa denne Fiord deris ud-oc ind-seiling haffve oc paa fremmede Steder Tømmer/ Lerret/ Wadmel oc andet henførre."[54]

Ifølge rortoldsregnskabet for 1615 ankom fra Halland til København 29 fartøjer fra Halmstad, 21 fra Falkenberg, 12 fra Laholm, 12 fra Morup sogn, 6 fra Harplinge (Harping sogn), 5 fra Galtebæk, 5 fra Vallda, 4 fra Varberg, 4 fra Kungsbacka, 4 fra Fjäre herred, 3 fra Onsala, 2 fra Skrea og Värø samt 1 fra Släp, ialt 110 fartøjer.[44] Af Ålborgs regnskaber fra tiden 1575 til 1660 fremgår, at et stort antal fartøjer også sejlede på denne by: 3 fra Berget, 48 fra Båtefjord, 3 fra Falkenberg, 25 fra Fjäre, 1 fra Gettinge, 21 fra Halmstad, 1 fra Hanhals, Harplinge, Hvarla og Kullen, 38 fra Kongsbakke, 39 fra Laholm, 2 fra Landa, 25 fra Løftebro, 8 fra Onsala, 144 fra Släp, 3 fra Särö, 1 fra Tölö og Vallby, 33 fra Vallda, 38 fra Varberg, 16 fra Värö, 12 usikre og 193 blot angivet som værende fra Halland, ialt 673 skibe i den samlede periode. Sejladsen var voksende gennem anden halvdel af 1500-tallet og nåede et højdepunkt i 1590-erne, men aftog igen i 1600-tallet.[55]

Bohuslen redigér

Ifølge rortoldsregnskabet for 1615 ankom fra Bohuslen til København 11 fartøjer fra Kalvsund, 10 fra Fiskebäkskil, 9 fra Hamburgsund, 8 fra Lysekiil, 7 fra Uddevalla, 4 fra Svinesund, 3 fra Marstrand, 2 fra Kungälv samt 1 fra Vrångø, Styrsø, Gåsø og Hunnebostrand, ialt 60 fartøjer.[44]

Læsø redigér

Forudsætningerne for landbrug på Læsø var ringe, så allerede under renæssancen begyndte øboerne at drive omfattende handel og søfart, ikke mindst mellem Norge og danske købstæder samt på Limfjorden. I 1656 skrev Arendt Berntsen om denne handel og søfart: "LÆSSØ ligger 2 Mile østen fra Wendsyssel/ oc er 3 Mile lang oc 1 Miil bred. Paa samme Land er ingen kiøbsted/ men allene nogle Kircke Sogne. Indbyggerne søge deris Næring baade med Fiskeri/ saa oc meget ved Søfarten/ i synderlighed føre de megit Bygnings Tømmer fra Norge ind for Struer/ hvor den største Deel af Harsyssels Indbyggere det kiøbe"[56].

Limfjorden redigér

Skudefarten i Limfjorden omfattede ifølge en retssag fra 1631 Løgstør, Fursund, Ellebækshavn, Lysen, Hopøtt, Hjarbæk, Struer, Støffrbeck, Donkill, Thisund, Virksund, Ottedund, Hvalpsund, Gundsund, Tangesund og Feggesund[57], det vil sige de vestlige dele af fjorden.

Vendsyssel-Thy redigér

Skudefart på den nordvestlige kyst af Vendsyssel og Thy lader sig dokumentere tilbage til første halvdel af 1500-tallet, men skudefarten synes på daværende tidspunkt helt at være forestået af norske søfolk. Baggrunden herfor var, at tømmereksporten tog et kraftigt opsving i slutningen af 1400-tallet i det sydøstlige Norge, og efter vandsavens indførelse omkring 1520 indtraf fremvækst af en selvstændig befolkning af skovhuggere, som have store behov for fødevarer. Fra denne tid må regnes med skudefart på Danmark, der bragte mel, malt, flæsk og andre fødevarer til Norge. I regnskaber fra Akershus fra 1528-1529 omtales flere gange dansk byg, rug, malt og mel.[58] Norge havde kronisk mangel på korn men til gengæld træ at udføre, hvorimod de danske områder havde overskud af korn men mangel på træ.[59] Sådanne norske skuder kaldet "bagiskude" i Hvetbo Herreds Tingbog optræder i retssager i 1633[60] og i 1642. Således nævnes, at i 1641 kom 3 norske skuder til Blokhus og 1 skude til Kjettrup ladede med tømmer. Ligeledes oplyser Vester Brønderslev kirkes regnskabsbog, at kirken i 1638 havde købt 3 tylter deller (planker) i "Vesterstrand" (formodentlig Blokhus) og 14 fyrretræer ved "Furreby Strand" (Løkken).[61] En dansk skudehandel synes først at være påbegyndt efter 1660.

I et lensregnskab fra Aalborghus for 1591-1592 omtales "vragtømmer", og i Ørum lensregnskab for 1596-1597 nævnes "toldtømmer". Ifølge sidstnævnte regnskab blev betalt 29 tylter tømmer, og med en told på en halv tylt vil dette svare til 58 skuder i Ørum len (omfattende Hassing, Hillerslev, hundborg og Revs herreder).[62] I 1609-1610 ankom en "bageskude" til "Torskminde" (Torsminde) i Ulvborg herred[62], mens Jens Christensen i Mølgaard i Hing herred fik en bøde for at have udført varer "af Torskminde, som er en ulovlig havn."[62] Åbenbart var det kun nordmændene, som havde ret til denne sejlads.

I 1619 rejste lensmanden på Ørum sag mod borgere i Thisted, som havde udskibet varer på vestkysten.[63] Efter dette begyndte man på bytinget at få tingsvidner på denne sejlads: i 1631 således på en skude, som havde besøgt Lyngørsund i Norge og her solgt korn, og i 1636 på flere personer, som havde besøgt norske havne og solgt varer. I 1639 blev afgivet tingsvidne på, at nordmænd havde købt korn til levering i Vilsund og betalt kontant.[63] Også adelen udnyttede sine privilegier til at deltage: således omtaler et tingsvidne fra Hillerslev herredsting af 7. september 1647, at Iver Kaas til Ulstrup i Hundborg herred havde udstedt 5 adelige pas til skibe, som blev lastede med korn, mel, gryn og flæsk ved Hanstholm; varerne blev solgt i Mandal, Kristianssand og Flekkeø.[64] I 1640 var 6-7 tingsvidner på udskibning ved Vilsund og på vestkysten, som var foregået i flere år.[64]

Omtrent på samme tid, den 8. maj 1644, blev udstedt et brev til Palle Rosenkrantz, der gav bønderne i Nedenæs len i Norge ret til at sejle til Jylland og købe korn, som de dog kun måtte udføre til Norge.[65] Et par år senere, den 4. april 1646 blev udstedt et brev til lensmanden over Ørum len, Christoffer Hvas, om at borgere i Thisted havde klaget over "..adskillige prangere, bondesønner og drenge der sammesteds, som adskillige varer af landsens fedme opkøber og paa ulovlige havne baade hemmeligt og aabenbart udskiber.."[65] Det blev indledningen på en længere varende retssag ved Hillerslev herredsting med det formål, at sikre købstadens borgere eneret på handelen. Udfaldet blev imidlertid hæmmet af det forhold, at nordmændene allerede havde fået tilladelse til at drive denne skudehandel, og denne ret blev bekræftet ved et kongeligt brev af 17. december 1646 og igen i et brev dateret 29. maj 1647.[66] Nordmændene kunne efter dette sejle som de plejede[67], mens det for nordjyderne trak lidt længere ud. Afgørende var, at der nu blot skulle et samarbejde til, hvor nordmænd og danskere udgjorde partsredere, så ville tilladelsen automatisk også omfatte den danske partner. Den 21. juli 1651 kom sagen for højesteret, som afgjorde, at "..efterdi recessen udtrykkelig tillader tømmerlast at maatte sælges til bønder, hvor slet egn er, og i betaling antages, hvis varer bønderne ejer, er der saa for rette afsagt, at Tisted bys privilegier saa vel som landstings afvisning ikke bør at hindre, at den sag, som Jens Olufsen og hans medredere for sin skade lader paatale, jo bør efter lovlig medfart at paakendes og paa tilbørlige steder dømmes, saa vidt ret er.."[68] En af de skadelidte fra Kristianssand bad om kompensation, og dette pålagdes borgmester og råd i byen; mere høres der ikke til sagen.[69] Svenskekrigene viste, at handelen var af afgørende betydning for Sydnorge, og dermed var vejen åben for en legalisering af handelen. Ganske vist forsøgte borgmesteren i Thisted, Peder Justesen, endnu en gang at forbyde bønderne i Hansted og Klitmøller at drive skudehandel[69], men efter en klage fra dem måtte han trække i land med en erklæring om, at han kun havde skredet ind af frygt for, at tolden ikke ville blive betalt som den skulle, og dermed var vejen åben for, at en skriftlig tilladelse til dansk skudehandel endelig blev givet den 24. september 1666.[70]

Enevælden redigér

Indførelsen af enevælden og dertil knyttede begivenheder indebar en markant forandring i bondesejladsen. Tabet af Bohuslen, Halland, Skåne og Blekinge betød, at skibsfarten fra disse områder mere eller mindre forsvandt. I andre dele af riget synes der at være sket en tiltagende specialisering: steder med godt fiskeri udviklede sig til egentlige fiskerlejer, hvor udskibning og varesejlads efterhånden indtog en forsvindende rolle, mens enkelte steder omvendt udviklede sig til regulære skipperbyer, hvor søfarende levede af varefragt både med hjemlige egne men også fremmede egne. Kun i Vendsyssel-Thy bibeholdt skudehandelen sin traditionelle karakter, og derfor forbindes netop dette område i eftertiden mere end noget andet med skudehandel.

Skåne redigér

Skudehandelen i Bjäre herred ophørte ikke, da Skåne overgik til Sverige. Ganske vist indførte de svenske myndigheder forbud på handel med København, men dette forbud blev omgået ved, at bønderne sejlede med træ, smør, flæsk og husflid til Malmø og herfra videre til København eller Helsingør til trods for forbudet. Det ser ud til, at virksomheden lå nede lige efter krigen men tiltog igen i løbet af 1660-erne. Efter et par årtier ophørte imidlertid sejladsen på København, der åbenbart ikke længere havde samme tiltrækning som tidligere, og skuderne sejlede nu hjem direkte efter besøget i Malmø. I 1700-tallet skete en afgørende ændring i forudsætningerne for skudehandel, idet Helsingborg nu blev stabelplads for træudskibning.[71]

Vendsyssel-Thy redigér

Gennem hele renæssancen havde Thisted med skiftende held ført en hånd kamp imod skudehandelen på vestkysten i amtet, i særdeleshed fra Klitmøller. Det afgørende vendepunkt indtraf i 1666. Den 8. august 1665 fremsendte 16 strandsiddere bosatte på strækningen mellem Hanstholm og Klitmøller en ansøgning til kongen om, at de frit måtte fortsætte den skudehandel, som de tidligere havde kunnet foretage uden klager fra Thisted.[72] Efter, at borgmesteren i Thisted, Peder Justesen, havde erklæret, at han intet havde at invende mod handelen på vestkysten, hvis skudehandlerne betalte told som de skulle[73], blev tilladelsen givet ved et åbent brev dateret 24. september 1666.[74][75] Noget senere, ved åbent brev af 21. januar 1688 fik også bønderne i Vandfuld og Skodborg herreder tilladelse til "med Sandskuder at sejle fra Bovbjerg og Harboøre til Norge for at forhandle deres Korn og andre uforbudne Varer, og derfra igjen helte og paa foreskrevne Steder indføre saa meget Tømmer, som de til deres Bygninger have fornødent."[74] Omtrent samtidig, ved plakat af 4. september 1680, blev der givet beboerne i "udhavnene" Klitmøller, Blokhuset og Tornby Strand ret til at indføre og handle med norsk tømmer og at udføre korn mod at angive varerne ved nærmeste toldsted, ligesom der blev beskikket strandriddere til at føre opsyn med handelen[76], og ved Toldforordningen af 26. november 1768 blev det i kapitel 6 § 3 på tilsvarende måde bestemt, at "Det er dem, som udi Jylland imellem Klitmøllerne, Blokhuset og Torneby-Strand paa en Distance af omtrent 12 Mil ere boende, tilladt at indtage de sig af Landboerne tilforhandlede Landets egne Producter, men intet andet og dermed sejle til Norge, saavelsom til Kjøbstæderne her i Riget, .. og derfra Tømmerlast, Kalk og Sten til Retourladning føre tilbage."[77][78]

Som følge af disse tilladelser udviklede sig i anden halvdel af 1600-tallet, formentlig især i tiåret 1670-1680[79], gennem hele 1700-tallet og op til begyndelsen af 1800-tallet en mere eller mindre fast skudehandel bedrevet af egentlige købmænd, skudehandlere, fra flere steder, hvor forholdene tillod det, især Kjul, Skallerup, Lønstrup, Løkken, Blokhus, Slettestrand, Thorupstrand, Hanstholm og Klitmøller.[80][81]

Det fartøjer, som blev anvendt ved denne handel, kaldes sandskuder. Der var tale om ret små skuder på 5-25 ton lastedrægtighed, klinkbyggede men med trænagler, hvorved de havde større elasticitet og derfor uden at lide skade kunne lade sig løfte af bølgerne op på strandbredden således, at de, når vandet trak sig tilbage, stod på næsten tørt land.[5] Losning og ladning måtte som regel ske ude på rheden, idet man fragtede varer det sidste stykke ind og ud med fladbundede både kaldet "skibningsbåde"[5], mens trælasten fra Norge som regel blev væltet over bord ved kysten og selv flød op på strandbredden, hvor den kunne opsamles.

Under Store Nordiske Krig 1709-1720 synes skudehandelen på vestkysten at have haft sin absolutte blomstringstid. En medvirkende årsag hertil var sikkert, at den modsvarende sejlads i Kattegat da blev hæmmet af svenske kapere.[82] Ikke mindst oplevede Løkken en storhedstid, og Hjørring forsøgte da at få området lagt ind under sit læbælte, men forgæves.[83]

Om skudefarten i Thy i 1735 findes en indberetning fra Toldkammeret i Thisted, hvori det blandt andet hedder: "Her i Told Districtet føres de ind og udgaaende Vahre deels med egne og dels med Norske Fartøyer, Sand Skuder kaldet, og er Skibsfarten ved Vester-Strand af den Beskaffenhed: at som her for Landet ingen Hafn, men det stoore Vester Haf med de jydske Ref paa den eene, og den flakke strand med Klitbacker paa den anden Side, maa Skuderne, /naar Hafvet foruroliges, som undertiden giør, at Skibe indstrander og forulycker,:/ med temmelig Besvær og Omkostning treches op paa tørre land for at salveres, og bliver der staaende fra een Reise til anden; Men naar Vejret er got, og Skipperne agter sig strax bort igen enten baglastet eller med Vahre, kand da Skuderne blive liggende paa Vandet, indtil de snarest muligt faar giort sig klar til udgaaende; Ellers hænder sig tit ved Deres hjemkommende, at, som trælasten maa udkastes førend Skuden kand settes paa Land, bliver samme bortskyllet af Havet og ved udgaaende maa de ofte, for hastig paakommende Blæst og uroligt Haf, lette Ancher og sejle fra enten halfer eller trediepart af Ladningen; Angaaende Fartøyernes Tall og Størrelse, her og i Norge hiemmehørende, følger allerunderdanigst Extract af Thisted Toldregnskab for sidst afvigte Aar, og gaar deres Fart egentl. imellem Rigerne Danmarkog Norge med de Slags Vahre som paa bemt. Extract findes opført." Af ekstrakten fremgår, at der var 19 hjemmehørende skuder på 3-7 læst, at der fra Norge i 1734 var indkommet 1 skude fra Mandal, 6 fra Øster Risøre, 3 fra Arendal og 2 fra Christiansand.[84]

Tilsvarende findes en indberetning fra by- og herredsfogeden for Ålborghus, Åstrup, Sejlstrup og Børglum amter i Hjørring, hvori det blandt andet hedder: "Her af dette District udføres ej andet af Landet end de Varer, her voxe og groer og her bliver fabriqverede, saasom Heste, Hopper, Stude og Kjør, som saaledes sælges og udføres, .. dessen Kvantitet kan umuligen vides, af Smør, Ost, Flæsk, Kjød samt Vadmel og Lørret, item Tællig, Vox, Huder, Skind, Mød, Brendevin af deslige dels her fra Landet med de faa herfra over til Norge farende smaa Sandskuder og af dem derfor igjen tages de Varer, som de fra Norge af Tømmerlast og Jæren did indfører, dels af denne ringe By til Aalborg udfører og igjen af Aalborg Kjøbmænd tager, hvis Smaavarer af Salt, Tobak, Vin, Brændevin, Humle, Jæren, Tjære og andre smaa Kramvarer, som de her igjen til Bonden i ringe og smaa Partier kan afsætte.

Hvor stor en Quantitet her maatte blive ind- og udført, er saaledes, saavidt jeg af Toldbøgerne kan have til Efterretning, nemlig: Indført af Tømmerlast og Jæren ungefær aarlig 50 Tylter 12 Alen, 150 Tylter 10 Alen, 100 Tylter 8 Alen, 100 Tylter 7 Alen, 600 Bord, 60.000 Brandstager, 4 á 6 Skippund Jæren og undertiden nogen smaa Egebarchuuner. Igjen udført med samme herfra gaaende smaa Sandskuder ungefær aarlig 1000 Tdr Rug, 5 á 600 Td. Byg, 50 Td. Smør, 30 Skippund tør Faarekjød, 5 Skippund Ost, 40 Anker Kornbrændevin, 20 Td. saltet Kjød, 200 levendes Svin, Lærret og Vadmel af Værdi 30 til 40 Rixd."[85]

Oprindelig foregik denne skudehandel på bøndernes eget initiativ, men under Napoleonskrigene, da Norge var i stor nød på grund af udeblevne forsyninger med korn, blev det ved Placat af 29. januar 1813 bestemt, at der skulle udbetales præmie til skippere, der førte korn til Norge: 10 mark pr. læst for "ubeskadiget" og 7 mark og 8 skilling pr. læst for "beskadiget" korn.[86]

Tversted redigér

Tversted lå i Horns herred. Tversteds rolle som skudehandelsplads går tilbage til 1600-tallet. I Markbogen fra 1683 oplyses, at beboerne i Elling sogn måtte hente deres tømmer til bygninger ved Vesterstrand ved "Blokhuset" omtrent 5 mil derfra, og det er muligt, at der dermed menes Tversted. "Blokhus" henviser til det træskur, som skudehandlerne havde opført til oplag af varer. Selv boede de som regel længere inde i landet.[87]

Kjul redigér

Kjul beliggende i Asdal sogn i Vennebjerg herred, lidt øst for Hirtshals. Skudehandel synes at have foregået i 1700-tallet, men har næppe været af stort omfang.[87] Kjul er nævnt blandt de steder, hvorfra skudehandel var blev udøvet i 1828.[88]

Skallerup redigér

Lønstrup redigér

Skudehandelen ved Lønstrup synes påbegyndt mellem 1760 og 1770. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet fandtes to skudehandlere i Lønstrup. Foruden dem havde en købmand i Hjørring pakhus og skude her.[89] I 1810 var der 1 hjemmehørende sandskude i Lønstrup.[90] Lønstrup er nævnt blandt de steder, hvorfra skudehandel var blev udøvet i 1828.[88]

Løkken redigér

Løkken blev oprettet i 1678. Oplysningen findes i Markbogen fra 1683, hvor det om to huse udtrykkeligt siges, at de er "opbygt og fæstet" dette år.[91] Det tilføjes, om disse og endnu et hus, som er blevet bygget i den mellemliggende tid, at "Disse 3 Huse haver ingen Jord i Marken eller Kaalhaver, men ernærer dem af Ølsalg og andet."[92] Dette ølsalg er sikkert sket, når skudehandlere fra Norge eller andre steder søgte ind ved stranden for at handle med egnens bønder. I Mariklen af 1688 for Furreby sogn siges det, at "Er ellers til Sognet en Forstrand, hvorpaa nu findes 5 Huse opbygt, til hvilke ingen Jord, men haver deres Næring af Skibsfolk, som kommer med Sandskuder til Landet, og er hvert Hus, som nu findes eller efter vorder opbygt, sat for 4 Mk. danske aarligen at betale udi kgl. Maj. Amtsstue".[92] Med andre ord er der i løbet af denne tiårige periode etableret en lille husklynge for folk, som udnyttede de muligheder, sejladsen med sandskuder kunne byde på.

Beliggenheden for denne bebyggelse må tilskrives de landskabelige forhold. Nord for var kysten præget af bratte skrænter, som under storm gjorde landingen vanskelig, hvorimod stranden her lå i delvist læ af en klitrække.[92]

I 1715 var Løkken vokset til 15 huse. Dette fremgår af, at sognet, der hidtil havde tilhørt Kronen, dette år blev solgt på en auktion.[93] I løbet af få år udviklede Løkken også sin egen skudefart[94], og opkomsten af denne handel medførte, at Hjørring i 1719 førte en retssag for enten at få stedet lagt ind under købstadens læbælte og dermed betale skat til købstaden eller betale toldafgifter.[95] Forsøget mislykkedes, fordi en opmåling af afstanden fra Hjørring til Løkken den 9. november 1719 viste, at stedet lå lige uden for købstadens 2 mile læbælte.[96]

Ifølge Danske Atlas var der omkring 1770 5-6 hjemmehørende sandskuder.[97]

I 1777 beskriver Jonge under Hørmested sogn Løkken således: "Løkken, et Fiskerleie og tillige en Handelsplads, hvis Beboere ere velhavende Folk; thi de bruge ingen Avling, men derimod have de nogle Sandskuder eller Fartøier, med hvilke de fare bestandig paa Norge med alle Slags af Landets Produkter, og hiembringe tilbage med sig Tømmerlast, Bræder, Jern, Kakkelovne, Tiære, hvad Bønderne behøve, saa at de have her temmelig Kiøbmandshandel. Disse Sandskuder her i Løkken høre under Tolderens Tolddistrikt i Kiøbstæden Hiørring."[98]

I 1810 var bebyggelsen vokset til omkring 50 huse. De fleste lå i den nordlige del afskudehandelspladsens område, og de var alle øst-vest vendte. Mod syd lå en gård bestående af 3 huse og lidt nordligere en gård bestående af 2 huse.[99] På dette tidspunkt var der 7 hjemmehørende sandskuder.[90]

I 1828 var der 9 hjemmehørende sandskuder i Løkken. Byen gjorde nu betydelige forretninger med handelsstanden i Hjørring, idet købstadens ind- og udførsel overvejende skete over Løkken.[97] Løkken var på denne tid langt det vigtigste sted for skudehandelen i Vendsyssel.[88]

I 1860-erne drog købmænd fra Løkken hver lørdag til Hjørring for at opkøbe korn til deres skudehandel. Nogle skudehandlere kunne have en eller flere skuder i fart efter deres virksomheds omfang. Foruden handelen på Norge, der hjembragte tømmer, salt og andet, skete også enkelte gange sejladser til England og København.[100]

Blokhus redigér

I 1777 beskriver Jonge under Hune sogn Blokhus som følger: "Blokhusene, hvilke ligge paa Strandkanten ud til Vesterhavet, og ere 6 Selveierbøndergaarde, der bruge Avling og Fiskerie; men især føre de Handel med deres 4 Sandskuder, hvormed de seile paa Norge, hvorhen de føre Kornvahre og Fedevahre, samt Lerreder, og hiemmegiort Tøi, og føre tilbage igien adskillig Slags Tømmerlast, og saaledes drive en temmelig Handel; ved disse Blokhuse er en god Havn for deres Sandskuder. For deres Fartøiers indehavende Ladning maae de klarere og erlegge Told hos den kongelige Tolder i Kiøbstæden Hiørring: thi under Hiørrings Toldistrikt henhøre Blokhusene, Løkken, samt Thorupstrand. Disse deres Sandskuder ere matrikulerede, og svare Skudeskat aarlig ved Aalborg amtstue. Igiennem Blokhusene løber en Aae, som har overmaade klart og got Vand. Udi disse Huse giøres meget got hiemmegiort Lerred og uldet Tøi, samt Kurve af Viddierødder, som opgraves i Klitten; her falder skiønt Fiskerie af Havet..."[101]

I 1810 fandtes der angiveligt ingen sandskuder hjemmehørende i Blokhus.[90] Blokhus er nævnt blandt de steder, hvorfra skudehandel var blev udøvet i 1828.[88]

Tranum Strand redigér

Skudesejladsen ved Tranum Strand i Øster Han herred begyndte omkring 1740 med anlæggelsen af Tranum Strandgård og opførelsen af et pakhus på vegne af godsejeren på Birkelse for dennes fedekvæg, der blev udskibet til Norge. Pakhuset blev anvendt til opbevaring af tømmer, salt og andet.[102] Tranum Strand er nævnt blandt de steder, hvorfra skudehandel var blev udøvet i 1828.[88]

Slettestrand redigér

Ved Slettestrand i Hjortdal sogn i Vester Han herred fandtes i 1769 3 sandskuder. Drivkraft i denne skudehandel var en familie på Slettegård.[103]

Klim redigér

Thorupstrand redigér

Ved Thorupstrand i Thorup sogn i Vester Han herred blev fra første halvdel af 1700-tallet drevet skudehandel på Norge og København.[104]

Vigsø redigér

Om Vigsø (og Klitmøller) hedder det i en indberetning om "Tilstanden i Thy og paa Mors ved Aar 1735" blandt andet: "den Handling, som drives ved Klitmøller en Mil fra Byen beliggende, ved Vixø 2de smaa Mile, da baade Beboerne paa bem'te Stæder ikke alene indkiøber det meste af, hvad som udi Landet vorder falholdet, som Korn, Gryn, Erter, Smør, Flesk, Tællig, Ost, Vox, Honning eller Mød, Vadmel og deslige og med deres Sandskuder overfører det til Norge, men endog hiemføre, som baade Præster og Bonden igien i sin Husholdning behøver, og siden Toldstedet er saa langt fra dennem beliggende, underløber vel og andre Vare hans Maj.t i sine Intrader og Byen til mærkelig præjudice i sin Næring, saa der er faa af de specificerede Vahre, som kommer til Thisted".[105] På daværende tid var to hjemmehørende skuder i Vigsø.[106]

I 1777 beskriver Jonge under Vigsøe sogn Vigsø som følger: "Vigsnæs er den yderste Pynt, hvorfra de her boende Skippere seile paa Norge med deres Sandskuder, og betale Tolden til Tolderen i Thisted. Dette Vigsnæs ligger ved Vixøebugt, hvor Vixsøhavn er."[107]

I 1802 var der 4 hjemmehørende sandskuder i Vigsø.[108]

Stenbjerg redigér

I 1802 var der 1 hjemmehørende sandskude i Stenbjerg i Nørhå sogn i Thy.[109]

Klitmøller redigér

Om Klitmøller (og Vigsø) hedder det i en indberetning om "Tilstanden i Thy og paa Mors ved Aar 1735" blandt andet: blandt andet, at "Bonden opføder Heste og Stude, som til Proprietarierne afsættes; Flæsk, Ost, Smør og Gryn, Korn og, hvad mere som den menige Mand fra sin Husholdning kan have tilovers, bliver mest afhandlet til Seilende og andre ved Klitmøller og Vixø, som igien fører det over til Norge, og paa Tilbagereisen medtager de Varer, som Landmanden igien kan være tient med", og at "Klitmøller for den store Negoce, som der er, tiltager Aar fra Aar og med Folk bliver formeret, da endog paa denne Tid findes 68 baade smaa og store Husholdninger og 11 sandskuder; lige Beskaffenhed har det med Vixøe, hvor de foruden stor Seilads, som der forefalder af de saakaldede Skuder fra Nedenæs Lehn og andre Stæder i Norge, endog haver selv 2de Skuder".[110]

I 1777 beskriver Jonge under Vester Vandet sogn Klitmøller således: "Klitmøller, er et Fiskerleie og tillige et Losse- og Ladested eller Handlingssted; thi Beboerne her ere Fiskere og Skippere, som med deres Sandskuder eller Fartøier, der ere bygte flade i Bunden til at løbe over Sandrevlerne, seile paa Kristiansand i Norge, og føre adskillig Trælast tilbage; men om Efterhøsten trækkes disse Sandskuder op paa Strandbredden og giøres faste med stor Forsynlighed, paa det at ikke Havets Vext om Vinteren, naar det er høie Vande, skal rive dem løse og drive dem ud ad Søen."[111]

I 1802 var der 7 hjemmehørende sandskuder i Klitmøller.[108]

Afviklingen redigér

 
Martinus Rørbye: Optrukne både på Klitmøller strand. Maleri fra 1830.

1800-tallet skulle markere enden på den nordvestjyske skudehandel. Det skete imidlertid ikke samtidig overalt.

Sammenbruddet, eller rettere omlægningen, skete først i Thy. Natten mellem den 4. og 5. februar 1825 indtraf en stormflod, som bevirkede, at Vesterhavet brød gennem Aggertangen flere steder og derved forbandt havet med Limfjorden. En ny storm den 27. november samme år uddybede de allerede etablerede løb over landtangen, og endelig i 1834 bevirkede en tredje storm en uddybning af et af disse løb, Aggerkanalen, så meget, at det skulle få afgørende betydning for skibsfarten.[112] Allerede i 1831 var det lykkedes et større skib at sejle gennem Aggerkanalen, og i 1835 var det muligt for samme skib at gå lastet ud gennem kanalen. Dermed var skabt en ny sejlrute, og allerede samme år passerede ialt 19 skibe gennem kanalen. I de følgende år voksede besejlingen yderligere.[113][114] Ifølge amtsbeskrivelsen for Thisted Amt fra 1842 sejlede 391 fartøjer med en samlet drægtighed på 3.823 kommercelæster igennem Aggerkanalen i 1840, og i løbet af de seneste tre år var ialt 88.215 tønder korn blevet fragtet gennem kanalen.[115]

Følgen af dette var, at skudehandelen hurtigt flyttede indenfjords: i 1834 var der 24 skuder hjemmehørende på vestkysten, men i 1840 var dette tal faldet til 13 og i 1851 var det 18. Til gengælde var antallet af hjemmehørende skibe i Thisted vokset fra 6 i 1834 til 14 i 1840 og 27 i 1851. Andre steder i selve Limfjorden var antallet stort set uforandret: 7 i 1834, 5 i 1840 og 7 i 1851. Reelt skete der det, at skibene nu blev hjemmehørende i købstaden, mens mandskabet for en stor del var hjemmehørende i Vester Vandet (Klitmøller) og Vang (Vangså); med andre ord var det det gamle mandskab fra skudehandelens pladser, der nu blev sysselsat ved købstadens skibsfart.[116]

Også i Hanherrederne ophørte skudehandelen men ikke til fordel for Thisted. I stedet blev korn og varer nu ført med vogn langs kysten til Blokhus og Løkken for at blive udskibet derfra.[117] Sammen med Lønstrup var disse de vigtigste steder for skudehandelen fra 1826, da handelen efter en nedgang lige efter tabet af Norge i 1814, atter oplevede en fremgang.[118]

I Hjørring amt, det vil sige Vendsyssel, fortsatte skudehandelen endnu, omend svækket i årene umiddelbart efter Napoleonskrigenes afslutning som følge af Norges overdragelse til Sverige, hvilken først blev modvirket ved en handelsaftale dateret 2. november 1826, og da var megen skudehandel allerede forsvundet for altid; kun Løkken havde endnu skudefart af betydning. I amtsbeskrivelsen fra 1828 hedder det blandt andet: "Kysten fra Skagen til Thisted Amt har Pladserne: Kjul, Lønstrup, Løkken, Grønhede, Blokhusene og Tranumstrandgaard, hvorfra, da Handelen var i Gang, ei lidet afskibedes i de saakaldte Sandskuder paa 9 til 12 Com. Læster, hvoraf samtlige disse Pladse have nogle; men da de uheldige Tider og fornemmeligen Rigernes Adskillelse havde paaført dem, som havde noget at sætte i Handelen, idelige Tab, have de nedlagt Handelen. De, der ere komne i deres Sted, manglede Formue, hvoraf følger at de Tab, de lide, oftest falde tilbage paa Landmanden, som har betroet dem Varerne; og da contant Betaling er saa vigtig for Landmanden, der er meget at beklage, naar han ei altid kan staae i Forskud for sin Mark, saa kan man under nærværende Forhold ei ansee dette Amts Beliggenhed langs Vesterhavet som heldig for Afsætningen. Ei heller foretages nu Expeditioner uden fra Løkken. Denne Ladeplads, som ligger 3 Mile Vest for Hjørring, har 9 Skuder, hvilke dog ei altid ere i Fart; tilsammen kunne de indtage omtrent 2100 Tdr. Korn, den største af dem 400. den mindste 100 Tdr. De bruges meest paa Norge, dog foretage 2 af dem en Reise om Efteraaret til Altona med Huder, Uld, Skind og Smør, ogsaa har der, dog kun sjeldent, været en Skude fra Løkken i Engelland med Been, gammelt Jern og Tougværk (kjøbt ved Strandinger), og taget tilbage Steentøi, Steenkul og Slibestene. Denne Ladeplads har en aldeles aaben flad Strand, hvor Skuderne ei kunne ligge sikkre. Naar de komme hjem, bliver Trælasten, som er den almindelige Ladning, kastet over Borde, og er det stormfuldt Veir, eller Farten ophører, sættes Skuderne fra Havet op i Land, næsten op i Byen, for at ligge sikkre; er det af de større Skuder, behøves 24 Mand, som løfte Skuden paa Bjelker, hvilke ere besmurte med Sæbe; de sætte da alle Ryggen imod, og skyde den langsomt frem; ligeledes bruges 24 Mand for at faae den sat ud, og da maae de vade saa langt ud som de kunne. For Indsætningen betales 32 Sk. og for Udsætningen 48 Sk. til hver Mand. Meget ofte hænder, at Uveir nøder Skipperen, efterat Tilladningen er begyndt, at søge rum Sø, for ei at forlise paa Kysten, at de da lægge sig under den norske Kyst, og siden atter gaae til Løkken, for at faae Resten af Ladningen. Da der, disse Hindringer uagtet, dog fra Løkken ei udføres lidet Korn og ei faa Fedevarer, og man saaledes maa antage, at Skudehandlerne, de idelige Tab og hine Udgivter uagtet, dog kunne bestaae.."[119] De nye mål for skibsfarten, England og Altona, må ses som forsøg på at frigøre sig fra bindingen til Norge, der havde vist sig risikabel.

I 1857 indtrådte en alvorlig krise, som især ramte handelshuse i Hamborg og Altona, men som i kraft af det net af kreditter, som var bygget op herfra, også ramte skudehandlere.[120] Endelig i sommeren 1871 blev Vendsysselbanen åbnet, og denne formåede hurtigt at udkonkurrere skudehandelen.[113] Sammen med den store kornhandelskrise og omlægningen til animalsk produktion rettet mod det engelske marked undergravedes hele det grundlag, som skudehandelen havde hvilet på[121], og på få år var sejladsen med sandskuder stort set afviklet.[122]

Da J.P. Trap: Danmark i 2. udgave fra 1875 skrev: "Ladepladsen Løkken, hvor der er Toldoppebørselscontrolsted, Redningsstation og en privat Skole...har 87 Huse...Fra Løkken drives en betydelig Handel, især på England og Norge med grove Varer og Korn; der findes, foruden flere Kjøbmænd, endeel på Landet ikke almindelige Håndværkere, som Farvere, hvoraf en driver et Dampfarveri, Bagere, Sadelmagere, Snedkere, Jernstøbere, Garvere, Pottemagere o. fl. Byen har for en stor Deel teglhængte Huse, hvoriblandt er flere store Pakhuse, et betydeligt Dampbrænderi og et Teglværk, og seer ud som en Kjøbstad; dog ligge mange stråtækte Huse derimellem og Gader findes ikke."[123], afspejlede det en situation, som var under hastig afvikling.

Da den sidste skude i Løkken, Hensigten, blev trukket i land i 1908 for sidste gang[113][124], var skudehandelens historie bragt til afslutning.

Noter redigér

  1. ↑ Hansen (1970), s. 63
  2. ↑ 2,0 2,1 Sandklef (1966), s. 240
  3. ↑ Sandklef (1966), s. 239
  4. ↑ Aagaard (1802), s. 255-256
  5. ↑ 5,0 5,1 5,2 Klitgaard (1896), s. 217
  6. ↑ Hasslöf (1966), s. 74
  7. ↑ Porsmose (1987), s. 107
  8. ↑ Skalk 1992 nr 1, s. 32
  9. ↑ jvf. den holstenske krønikeskriver Helmold af Bosau (citeret af Skaarup i Skalk 1995 nr. 2, s. 10)
  10. ↑ Porsmose (1988), s. 339f
  11. ↑ Skaarup (1995), s.5ff
  12. ↑ Thorsen (1993), s. 3ff; samme (2001), s. 5ff
  13. ↑ Skaarup (1998), s. 20ff
  14. ↑ Andersen, s. 22ff
  15. ↑ Svendborg Søfarts Historie siden 1253, s. 32
  16. ↑ Trap, s. 740
  17. ↑ Diplomatarium Danicum, nr. 328
  18. ↑ Danmarks Riges Breve, nr. 435
  19. ↑ 19,0 19,1 19,2 19,3 Dansk Søfarts Historie, bind I, s. 232
  20. ↑ citeret efter Kromann
  21. ↑ Trap (1957), s. 574ff; Aktstykker, s. 89f
  22. ↑ 22,0 22,1 22,2 Aktstykker, s. 89f
  23. ↑ Kromann, s. 549
  24. ↑ Kromann, s. 551
  25. ↑ Stoklund (2000), s. 110
  26. ↑ Venge, s. 288
  27. ↑ Stoklund (1959), s. 116f
  28. ↑ 28,0 28,1 Stoklund (1959), s. 116f
  29. ↑ Porsmose (1988), s. 395
  30. ↑ Mortensøn (1995), s. 139
  31. ↑ Stoklund (2000), s. 109
  32. ↑ Stoklund (1959), s. 116
  33. ↑ Stoklund (2000), s. 111
  34. ↑ Lütken (1909), s. 157
  35. ↑ Lütken (1909), s. 158
  36. ↑ 36,0 36,1 Stoklund (2000), s. 114
  37. ↑ Mortensøn (1995), s. 164
  38. ↑ Swensson (1969), s. 65
  39. ↑ Swensson (1969), s. 46
  40. ↑ 40,0 40,1 40,2 40,3 40,4 40,5 Swensson (1969), s. 47
  41. ↑ 41,0 41,1 41,2 41,3 41,4 41,5 41,6 41,7 Swensson (1969), s. 48
  42. ↑ 42,0 42,1 Swensson (1969), s. 67
  43. ↑ Mortensøn (1995), s. 165
  44. ↑ 44,0 44,1 44,2 Feilberg (1961), s. 11
  45. ↑ 45,0 45,1 Swensson (1969), s. 62
  46. ↑ 46,0 46,1 46,2 Swensson (1969), s. 54
  47. ↑ 47,0 47,1 Swensson (1969), s. 57
  48. ↑ 48,0 48,1 Swensson (1969), s. 53
  49. ↑ Swensson (1969), s. 59
  50. ↑ 50,0 50,1 50,2 50,3 Jedeur-Palmgren, s. 28
  51. ↑ Jedeur-Palmgren, s. 29-30
  52. ↑ Jedeur-Palmgren, s. 30
  53. ↑ Jedeur-Palmgren, s. 31
  54. ↑ Berntsen (1656), s. 83
  55. ↑ Sandklef (1966), s. 242-243
  56. ↑ Berntsen, s. 167
  57. ↑ Mortensøn (1995), s. 166
  58. ↑ Enemark; s. 1-3
  59. ↑ Hvidtfeldt (1935), s. 30-31
  60. ↑ Hvetbo Herreds Tingbog 1631, 1632 og 1633 transskriberet af I.C. Højensgaard, s. 182, 184
  61. ↑ Klitgaard (1910), s. 533
  62. ↑ 62,0 62,1 62,2 Hvidtfeldt (1935), s. 31
  63. ↑ 63,0 63,1 Hvidtfeldt (1935), s. 36
  64. ↑ 64,0 64,1 Hvidtfeldt (1935), s. 37
  65. ↑ 65,0 65,1 Hvidtfeldt (1935), s. 38
  66. ↑ Hvidtfeldt (1935), s. 41
  67. ↑ Hvidtfeldt (1935), s. 43
  68. ↑ Hvidtfeldt (1935), s. 43f
  69. ↑ 69,0 69,1 Hvidtfeldt (1935), s. 44
  70. ↑ Hvidtfeldt (1935), s. 45
  71. ↑ Swensson (1969), s. 64
  72. ↑ Klitgaard (1896), s. 211-212
  73. ↑ Klitgaard (1896), s. 212-213
  74. ↑ 74,0 74,1 Klitgaard (1896), s. 213
  75. ↑ Ditlevsen (1915), s. 58-60
  76. ↑ Klitgaard (1908-10), s. 532-533
  77. ↑ Klitgaard (1896), s. 213-214
  78. ↑ Ditlevsen (1915), s. 61
  79. ↑ Klitgaard (1932), s. 386
  80. ↑ Klitgaard (1896), s. 216
  81. ↑ Klitgaard (1932), s. 384
  82. ↑ Klitgaard (1932), s. 388
  83. ↑ Klitgaard (1932), s. 390
  84. ↑ Toldkammerets indberetning (1735) med bilag
  85. ↑ By- og herredsfogeden i Hjørrings indberetning (1735)
  86. ↑ Klitgaard (1896), s. 222
  87. ↑ 87,0 87,1 Klitgaard (1896), s. 236
  88. ↑ 88,0 88,1 88,2 88,3 88,4 Brinck-Seidelin (1828), s. 202
  89. ↑ Klitgaard (1896), s. 238
  90. ↑ 90,0 90,1 90,2 Begtrup (1810), s. 521
  91. ↑ Sortfeldt (1917), s. 59
  92. ↑ 92,0 92,1 92,2 Sortfeldt (1917), s. 60
  93. ↑ Sortfeldt (1917), s. 61
  94. ↑ Sortfeldt (1917), s. 65
  95. ↑ Sortfeldt (1917), s. 63
  96. ↑ Sortfeldt (1917), s. 64
  97. ↑ 97,0 97,1 Klitgaard (1896), s. 240
  98. ↑ Jonge (1777), s. 426
  99. ↑ Sortfeldt (1917), s. 77
  100. ↑ Skjoldborg (1893), s. 426-427
  101. ↑ Jonge (1777), s. 444
  102. ↑ Skjoldborg (1893-95), s. 428
  103. ↑ Klitgaard (1896), s. 246-247
  104. ↑ Klitgaard (1896), s. 247
  105. ↑ Christensen (1917), s. 236-237
  106. ↑ Christensen (1917), s. 236
  107. ↑ Jonge (1777), s. 462
  108. ↑ 108,0 108,1 Aagaard (1802), s. 251
  109. ↑ Aagaard (1802), s. 252
  110. ↑ Christensen (1917), s. 243
  111. ↑ Jonge (1777), s. 460-461
  112. ↑ Svalgaard (1974), s. 153
  113. ↑ 113,0 113,1 113,2 Klitgaard (1939), s. 642
  114. ↑ Svalgaard (1974), s. 154
  115. ↑ Diørup (1842), s. 394
  116. ↑ Svalgaard (1974), s. 157
  117. ↑ Klitgaard (1896), s. 220
  118. ↑ Klitgaard (1896), s. 228
  119. ↑ Brinck-Seidelin (1828), s. 202-203
  120. ↑ Klitgaard (1896), s. 230
  121. ↑ Klitgaard (1939), s. 643
  122. ↑ Klitgaard (1896), s. 231
  123. ↑ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 2. Udgave 5. Deel. Amterne Hjørring, Thisted, Aalborg, Viborg og Randers; Kjøbenhavn 1875; s. 83
  124. ↑ Gøthche (2002), s. 107

Litteratur redigér

Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Skudehandelspladser_i_Danmark&oldid=37753"