Sankt Jørgensgårde i Danmark

Sankt Jørgensgård er det danske (nordiske) navn på middelalderens isolationsbygning for spedalske. I denne tidsperiode lå oprettelsen af hospitaler i hænderne på gejstligheden, og i de sydlige lande kom man tidligt ind på at indrette anstalter til at huse patienter lidende af bestemte sygdomme, og kun dem (pest, skurv, tuberkulose, veneriske lidelser med flere).

Spedalske måtte mange steder ringe med en klokke for at advare andre.

Spedalskheden ligestilledes med pesten i social henseende, idet man formodede, at sygdommen kunne overføres fra en person til en anden, anså den for uhelbredelig og kendte de lemlæstelser, den kunne give anledning til. Man nægtede derfor de spedalske adgang til byerne og indrettede huse uden for bymuren, i hvilke de skulle bo, efter at en kommission af repræsentanter for gejstlighed og borgerskab havde besigtiget dem og afgivet kendelse om den syges tilstand og sygdommens art. I mange tilfælde synes disse gårde kun at have været beregnede på natteophold, idet den spedalske, forsynet med et mærke fra øvrigheden, var henvist til at tigge ved landevejen, noget, der er fremstillet på middelalderlige danske kalkmalerier (fx i Draaby Kirke).

Til gårdene knyttedes også andre helgeners navne end Sankt Jørgens (kaldes også Sankt Georg), fx Sankt Nikolaj, Sankt Jakob, Sankt Valentin, Sankt Leonhard, Sankt Lazarus, Sankt Olav og flere andre.

Antal og beliggenhedRediger

Der fandtes mindst 26 Sankt Jørgensgårde i Danmark inklusive Sønderjylland samt 7 i Skånelandene. Af disse kan nævnes:

  1. Sankt Jørgens kapel i Bogense, omtalt 1517.
  2. Sankt Jørgens gård syd for Grenå, omtalt 1520 (i 1455 omtalt som Bro hospital)
  3. Spidalls gaard i Haderslev, omtalt 1292, i 1413 og 1494 nævnes Capelle S: Georgii
  4. Sankt Jørgens hus i Helsingør, omtalt 1443
  5. hospidale S. Georgii i Horsens, omtalt 1493 og 1540
  6. Sankt Jørgens gård i Kalundborg, omtalt 1292 og omkring år 1400
  7. S. Jørghens Hospital i Kolding, omtalt 1475; dertil hørte formodentlig "Spidelskløkke" i Harte sogn omtalt 1415-16
  8. hospidale in Hafn i København, omtalt 1261; i 1368 omtalt som Sankt Jørgens hus med 20 pladser. I 1530 forenet med Sankt Gertruds hus og Helligåndshuset til et hospital, senere Vartov
  9. sancte Jurghens closter i Maribo, omtalt 1474 (en forstander i Bregerup nævnes 1389)
  10. Hospitall i Nykøbing Mors, omtalt 1418; i 1427 benævnt S. Iørgens, i 1474 benævnt domus leprosorum
  11. Sancte Ørghen i Nestwidt, omtalt 1363; første gang nævnt 1261. I 1542 lagt under Helligåndshuset i Næstved
  12. Hospitale leprosum i Odense, omtalt 1291. En Sankt Jørgens gård omtalt i 1452. Efter reformationen lagt under Odense gråbrødrekloster
  13. domui leprosorum i Randers, omtalt 1263
  14. hospitale leprosum i Ribe, omtalt 1260. I 1523 blev sankt jørgensgården forenet med johanniterklosteret. Nedlagt 1543
  15. hospitale leprosum i Ringsted, omtalt 1261. I 1508 omtalt som Skt. Jørgens gård
  16. hospitale leprosum i Roskilde, omtalt 1261.
  17. hospitale leprosum i Slagelse, omtalt 1261. I 1446 benævnt Sanctj Jørgens gaard
  18. Skt Jørgen i Slangerup, omtalt 1505
  19. Skt Jørgen i Stubbekøbing, omtalt 1481
  20. ad ecclesiam Sancti Georgii prope villam Svineburg i Svendborg, omtalt 1372. Første gang nævnt 1291, i 1486 benævnt "Skt. Jørgens gård eller klosteret" med 18 syge og 8 karske søskende
  21. Skt. Jørgens kapel i Sønderborg, omtalt 1400. Første gang omtalt 1307
  22. Skt. Jørgen i Tønder, omtalt 1494
  23. domus leprosorum i Viborg, omtalt 1263. Måske identisk med Sankt Mikkels hospitalt omtalt 1159, i 1440 benævnt "Sankt Jørgens gård"
  24. domus leprosorum i Åkirkeby, omtalt omkring 1334 i Åker sogn. I 1542 benævnt Sancte Jyrgens Hospital
  25. Skt. Jørgens hospital ved Ålborg, omtalt 1506. Ødelagt i 1534
  26. domus leprosorum Sancte Katerinæ Arusiensis i Århus, omtalt 1512. Nedlagt i 1541

I Lunds stift kan nævnes:

  1. (Skt.) Ørjens hus i Halmstad, omtalt 1483 (usikker)
  2. Skt. Jørgens gata i Landskrona, omtalt 1489. Blev forlenet 1526
  3. Skt. Jørgens hospital i Rønneby, omtalt i 1500-tallet
  4. Hospitale leprosorum apud Tommarp, omtalt 1285. I 1419 benævnt "Skt. Ørjens kloster"
  5. Skt. Jyrgens kapel i Varberg, omtalt 1498
  6. Domus infirmorum leprosorum i Ystad, omtalt 1410. Første gang nævnt i 1398
  7. Skt. Jørgens hospital i Åhus, omtalt 1410 og 1512. Et hospital på stedet omtales allerede i 1252

På Førøerne fandtes et hospital oprettet i Thorshavn omkring 1547 for 10-15 patienter.[1]

Alle gårdene lå ved en købstad men uden for denne og i en vis afstand på grund af sundhedsfaren, ofte i nærheden af vand. Eksempelvis lå Sankt Jørgensgården ved København ved Sankt Jørgens sø, den ved Roskilde lå ud mod fjorden, den ved Næstved lå ved Suså, den ved Odense lå uden for Pentemølle (ved mølledammen), den ved Svendborg lå ud mod sundet, den ved Randers lå nær Hvidemølles møllegrav, den ved Viborg lå ved søen, den ved Kolding lå ved åen, den ved Åkirkeby lå ved Læså.[2]

Sankt Jørgensgårdenes virkeområde var dels den nærliggende købstad, dels et større eller mindre landdistrikt.[2]

IndretningRediger

Om gårdenes indre indretning ved man så godt som intet. Skønt afbildninger af spedalske fra middelalderen er meget talrige, findes kun eet billede af et spedalskhedshospitals indre bevaret til vore dage. Det illustrerer en Franciscus-legende (Assisi) og findes i et håndskrift i kommunalbiblioteket i Perugia. Mange af bygningerne findes dog endnu, nogle senere i brug som fattighuse, smålasaretter og lignende, idet de har været så talrige, at der fandtes en Sankt Jørgensgård for hver by og mange gange også for landsbyerne. Talrigheden i Danmark ses blandt andet af de mange geografiske betegnelser, der indledes med helgenens navn (Sankt Jørgens Sø, Sankt Jørgensbjerg med flere). Hvorledes navnet Spejlsby = Spittalsby (Møn) skal forstås, er ikke sikkert, måske har der her været et spedalskhedshospital, måske blot en koloni af spedalske, idet man andetsteds fra ved, at disse syge flere steder sluttede sig sammen i kolonier, organiserede nærmest som lav, med fane etcetera.

Der synes normalt at have hørt en kirke til Sankt Jørgensgårde og i tilknytning hertil en kirkegård, hvor de syge blev begravede, når de døde.

ØkonomiRediger

Sankt Jørgensgårde blev drevet ved indkomster, der dels skyldtes afgifter dels indkomster fra det jordegods, der blev doneret ved testamenter.[2]

HistorieRediger

De ældste kendte tilfælde af spedalskhed i Danmark går tilbage til 1100-tallet[3], men først senere kendes nærmere oplysninger.

Ifølge biskop Johan Krags stadsret for København fra 1294 behøvede en smittet person ikke at lade sig indskrive på en Sankt Jørgensgård men skulle blot undgå omgang med ikke-smittede.[3]

Isolationens form synes overalt i Europa at have været nogenlunde den samme, men de gamle danske love viser, at afspærringen her i landet oprindeligt var fakultativ, og den synes først at være blevet tvungen efter indførelsen af Christoffer af Bayerns stadsret 1443. En egentlig isolation overholdtes her i landet kun til henimod slutningen af det 16. århundrede, idet Sankt Jørgensgårde da nedlagdes eller forenedes med andre hospitaler, idet der dog stadig opretholdtes isolationsrum for sporadisk forekommende tilfælde. Christian 3.s reces 1542 angiver nemlig, at sygdommen nu ikke mere er så hyppig som tidligere.

NoterRediger

  1. KLNM, sp. 680-681
  2. 2,0 2,1 2,2 Michelsen, s. 74
  3. 3,0 3,1 Michelsen, s. 72

LitteraturRediger

  • F. Michelsen: "St. Jørgensgården i Aaderup ved Næstved" (i: Historisk Samfund for Præstø Amt, Aarbog 1953, Ny Række, bind 4, hefte 1; s. 72-85)
  • Vilh. Møller-Christensen: "Hvad de døde fortalte" (i: Historisk Samfund for Præstø Amt, Aarbog 1953, Ny Række, bind 4, hefte 1; s. 86-101)
  • Vilh. Møller-Christensen: "Hospital" (i: Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder (KLNM); 2. oplag 1981; bind 6; sp. 677-681)

Eksterne henvisningerRediger