Wikibooks

Oplandscentre og deres rangorden

Oplandsfunktioner har i større eller mindre udstrækning altid udgjort en del af en bys funktionelle og næringsmæssige grundlag. På den anden side er det umiddelbart indlysende, at denne funktion veksler i betydning fra by til by. Det vil derfor være af interesse at kunne fastslå dels byers rangorden med hensyn til udbud af oplandsrettet handel og tjenesteydelser, dels udstrækningen af det opland, der betjenes.

Oplandscentres rangorden redigér

Umiddelbart vil den enkleste måde at rangordne byer på være efter antallet af handels- og oplandstjenester. Et problem ved dette er, at alle oplandsydelser får samme vægt. En bedre og mere begrundet indsigt opnås, hvis der samtidig indgår en begrundet afvejning af de enkelte ydelsers betydning. Dette kan opnås ved brug af et såkaldt Guttman-skalogram.

Guttman-skalogrammet redigér

Guttman-skalogrammet er et oversigtsskema, hvori registreres forekomst/ikke-forekomst af en række oplandstjenester på udvalgte steder (byer). Rækkefølgen af oplandstjenester og steder laves således, at de oftest forekommende oplandstjenester samles i den ene side af skemaet, mens de sjældnest forekommende samles i den anden. Tilsvarende samles steder med flest tjenester i skemaets ene ende, steder med færrest tjenester i den anden. I sin ideelle form vil alle angivelser af forekomst være samlede i skemaets ene hjørne og ikke-forekomst samlede i modsatte hjørne. Da ikke alle byer har alle forventede oplandstjenester, vil der være ”fejlplaceringer” dvs. manglende forekomst eller uventet forekomst visse steder. Rangordenen anses som fuldstændig, hvis andelen af fejlplaceringer er under 10%.

Brugen af et Guttman-skalogram forudsætter, at servicecentre danner en kumulativ skala, det vil sige, at et servicecenter vil rumme alle oplandsfunktioner op til et vist niveau, men der efter ikke flere. Virkeligheden er imidlertid så godt som altid en anden.[1] Disse afvigelser eller såkaldte fejlplaceringer kan skyldes forskellige forhold:
- ideelt set burde oplandstjenesterne nå et endeligt hierarki, men i virkeligheden er der tale om en løbende proces, hvor nye funktioner kommer til og andre mister betydning og forsvinder. Sådanne forandringer betyder, at visse oplandstjenester midlertidigt kan mangle (eller omvendt fortsat være til stede) på grund i træghed med hensyn til tilpasning.[2]
- visse tjenester kan forekomme eller mangle på grund af stedlige forhold. Eksempelvis vil tjenester rettet mod kysten næppe forekomme i indlandet. Stedlige råstoffer kan også spille ind, herunder landbrugets afgrøder. Således spiller dyrkningen af sukkerroer en afgørende rolle for hvor i landet, at der har eksisteret sukkerfabrikker. Ligeleden kan den midtjyske tekstilindustris beliggenhed tilskrives sådanne forhold.
- stedlig industri og gode jordbundsforhold kan forøge kundegrundlaget for stedlige oplandstjenester og muliggøre sådanne, som ellers ikke ville forekomme.
- det er ikke automatisk givet, at alle funktioner samles i eet oplandscenter. I visse områder kan flere oplandscentre være tiltrækkende for funktioner på et vist niveau, de konkurrerer indbyrdes om beliggenheden, og der vil derfor kunne forekomme funktioner, som findes i et center, mens andre funktioner med omtrent samme oplandsforhold placeres i et nært beliggende konkurrerende oplandscenter.
- i nogle områder, hvor kundegrundlaget for en bestemt funktion er tilstede, kan en initiativrig udøver måske vælge at slå sig ned i et mindre center for derved at komme tættere på en bestemt del af kundekredsen, det vil sige konkurrere på nærhed, uagtet det øvrige oplandstjenesteudbud.

Overordnet set tenderer Guttman-skalogrammer ofte imod en S-formet kurve med et centralt niveau for antallet af funktioner men med byer dels med langt flere oplandstjenester, dels med langt færre oplandstjenester.

Tidligere undersøgelser redigér

Tidligere undersøgelser af byernes rangorden med hensyn til oplandstjenester er lavet af Viggo Hansen, Niels P. Stilling samt af Sven Illeris, Per Kongstad og Flemming Larsen.

Viggo Hansens undersøgelse[3] for tiden omkring næringsfrihedens indførelse hviler på J.P.Trap: Danmark, 1. udgave (1858-60). Undersøgelsen er meget ufuldstændig, den omfatter kun 9 emner og 14 bebyggelser. Viggo Hansen begrunder selv dette med, at ”øernes behov for byfunktioner tilfredsstilledes stort set af de forhåndenværende købstæders dækningsgrad. Endvidere er forholdet det, at eventuelle tomrum i mange tilfælde dækkedes af udskibnings- og ladepladser”. Viggo Hansen gør intet forsøg på at rangordne byerne eller deres oplandstjenester. Ej heller gives noget fyldestgørende historisk udsyn. Sådan behandler en dilettant emnet.

Selvom Niels Peter Stillings undersøgelse er langt mere omfattende: 17 emner og 151 bebyggelser, er heller ikke den dækkende[4]. Dels er store dele af landet foruden fiskerlejer og ladepladser udeladt, dels gøres der intet forsøg på at rangordne funktionerne. Værre er det, at forfatteren til trods herfor forsøger at rangordne stederne alene ud fra antallet af forekommende oplandstjenester med videre. Derved ligestilles fx. jernbanestationer, industrier, mejerier, kroer og tingsteder, selvom en nærmere undersøgelse hurtigt ville have vist, at en sådan ligestilling ikke er berettiget. Endvidere forsøger N.P. Stilling at forbinde antallet af oplandstjenester med indbyggertallets størrelse men erkender svaghederne herved (s. 169). Manglende metode og analytisk evne svækker desværre afgørende hele denne undersøgelses værdi. Atter en dilettantisk fremgangsmåde.

Bedst lykkedes er en undersøgelse af byernes handels- og oplandstjenester for Midtjylland 1960 [Sven Illeris, Per Kongstad og Flemming Larsen: Servicecentre i Midtjylland og teori for servicecentre, Geografisk Tidsskrift, 65. bd (1966) s. 27-47]. Selvom undersøgelsen savner historisk perspektiv, viser den på udmærket vis mulighederne for og van-skelighederne ved en opdeling af byerne i grupper efter forekomsten af oplandstjenester. Ved at vise bygruppernes beliggenhed på et kort drager forfatterne blandt andet den slutning, at der ikke alle steder fremvoksede en enkelt by med alle oplandstjenester af højere orden; i visse tilfælde fremkom flere, indbyrdes konkurrerende (eller hinanden supplerende) byer. Selv om der kan rejses kritik mod enkeltheder i fremgangsmåden, er der tale om et solidt stykke håndværk.

Sammenfattende må det erkendes, at der ikke hidtil er gjort forsøg på at lave en landsdækkende rangordning af alle bebyggelser og med et historisk udsyn. En sådan undersøgelse skal derfor frem-lægges i det følgende for tiden fra 1855 til 1960. Kildegrundlaget hertil er J. P. Trap: Kongeriget Danmark, 1 udgave (1858-60), 2 udgave (1872-79) og 3 udgave (1898-1904), L. Both: Danmark (1871), Kongeriget Danmarks Handelskalender 1 udgave (1883), 2 udgave (1887), 4 udgave (1896-97) m.fl.

Købstæders håndværk og handel i Kongeriget i 1735 redigér

Med udgangspunkt i Stiftsrelationerne fra 1735 er lavet et Guttman-skalogram for danske købstæder i henseende til håndværk og andre næringsveje. Ved vurderingen er tillige inddraget en geografisk fordeling under hensyn til den daværende befolkningstæthed. Ved vurderingen må der tages det forbehold, at oplysninger mangler for en lang række oplysninger. Vurderingen kan derfor alene gøres gældende for de købstæder, hvor oplysninger forelå. Med en fejlprocent på omkring 7,3% kan man klart tale om en rangorden indenfor det daværende bysystem.

København skiller sig markant ud. Næsten halvdelen af alle daværende håndværk forekom alene i hovedstaden.

Ålborg, Ribe, Randers, og Århus skiller sig ud som landsdelscentre, tæt fulgt af Fredericia og Næstved. Dertil skal utvivlsomt føjes Odense, hvor der beklageligvis mangler en indberetning, men alene byens befolkningsmæssige størrelse taler for dette. Det er værd at bemærke, at Fredericia og Næstved er således beliggende, at de kunne opfylde behovene i de egne, der lå fjernest fra landsdelscentrene.

Et stort antal købstæder hører hjemme i gruppen af egnscentre, nogle større, andre mindre. Hvor skellet mellem egentlige egnscentre for større oplande og områdecentre for mindre oplande skal lægges, bliver lidt af en smagssag, blandt andet fordi flere af købstæderne på den ene side mangler nogle forventede oplandstjenester og på den anden side har andre oplandstjenester, der under andre forhold ville placere dem højere i rangordenen. Overraskende ligger Viborg langt nede, måske som følge af de daværende næringsforhold, hvis man skal tro beklagelserne i byens indberetning. Også Helsingør havde et langt mindre næringsudbud end forventet efter byens indbyggertal, hvilket bekræfter, at den ikke var en oplandsby af større betydning.

Lemvig, Neksø, Maribo, Rødby, Allige-Sandvig, Hasle, Åkirkeby, Kolding, Rudkøbing, Skagen, Hillerød og Store Heddinge hører alle til blandt småbyerne. Det er næppe helt tilfældigt at 4 af dem hører hjemme på Bornholm.

Det er ikke ganske uden interesse at se på hvilke næringsveje, der udviste de største afvigelser fra den "normale" rangorden. Blandt disse må først nævnes farvere. Næringen som farver var i datiden priviligeret, og dette kan sikkert forklare, hvorfor der er så store afvigelser: flere købstæder, der burde have haft en farver, mangler en sådan sikkert som følge af manglende ansøgninger om og bevillinger hertil mange steder. Skævheden i fordelingen af guldsmede og brændevinsbrændere har måske en lignende forklaring. Dernæst kan man hæfte sig ved, at skippere naturligvis mangler i flere mellemstore indlandsbyer som Varde, Sorø, Skanderborg, Hjørring, Ringsted, Slagelse, Holstebro og Viborg, hvad der ikke kan undre. På samme måde udviser vognmænd en yderst uregelmæssig fordeling. Rebslageri udviser et vist sammenfald med søfartsbyer. Det er sværere at forklare fordelingen af rokkedrejere, bødkere og slagtere.

Købstæders håndværk og handel i Kongeriget i 1770 redigér

Med udgangspunkt i Pontoppidans Danske Atlas og Holcks Danmarks Handels Speil fra omkring 1770 er lavet et Guttman-skalogram for danske købstæder i kongeriget. Ved vurderingen må tages det forbehold, at listen ikke er komplet. Ved vurderingen er tillige inddraget en geografisk fordeling under hensyn til den daværende befolkningstæthed. Med en fejlprocent på 8,4% er købstæderne klart rangordnede.

København skiller sig ikke mere ud som hovedstad. Odense, Helsingør, Århus, Viborg og Ålborg optræder som landsdelscentre og udviser dels andre næringer, som under andre vurderinger kunne føre til omflytninger i rangordenen.

Gruppen af egnscentre er atter stor og rækker fra Horsens og Randers til Thisted og måske Nibe. Fælles for disse er et bredt udsnit af oplandstjenester. Mangler kompenseres til dels ved forekomst af næringer som ellers hører hjemme i byer af højere rang.

Gruppen af områdecentre rækker fra Vejle til Frederikssund. Antallet afoplandsnæringer er klart begrænset i denne gruppe.

Gruppen af småbyer omfatter Lemvig, Ringkøbing, Åkirkeby, Skagen, Rudkøbing og Kerteminde. Det er alle købstæder med et enten beskedent eller fattigt opland.

Købstæders håndværk og handel i Helstaten i 1845 redigér

Med udgangspunkt i Danmarks Statistiks folketælling i 1845 er lavet et Guttman-skalogram for danske købstæder dels for kongeriget, dels for hertugdømmerne. Ved vurderingen er tillige inddraget en geografisk fordeling under hensyn til den daværende befolkningstæthed.

Næppe overraskende var København som kongerigets hovedstad i en kategori for sig, langt mere velforsynet med håndværk og handel end nogen anden by i kongeriget. Fra København var der et langt spring ned til Odense, der lige så klart var kongerigets bedst forsynede provinsby. Herfra var der et spring ned til Århus, Randers og Ålborg, der udgjorde en kategori for sig. Det er her bemærkelsesværdigt, at Randers kunne gøre Århus og Ålborg rangen stridig som Jyllands mest velforsynede by.

En lille mellemgruppe udgjordes af Helsingør, Svendborg og Horsens. For Helsingørs vedkommende var det sikkert Øresundstolden, der gjorde det muligt for denne by at være så velforsynet. For Svendborgs vedkommende er det nærliggende at pege på byens betydning som centrum for sejlskibsfart, mens man for Horsens vedkommende kan pege både på byens rolle som garnisonsby og på en tidlig industrialisering som mulige forklaringer.

Fra denne mellemgruppe var der et spring ned til en række byer, der tydeligvis udgjorde oplandsrettede servicecentre, fra Vejle til og med Holbæk. Disse byer rummede tilnærmelsesvis samme udbud. Geografisk lå de centralt for hvert sit oplandsområde i landets østlige, tættest befolkede dele.

Efter disse fulgte en række knap så velforsynede byer, ligeledes centralt beliggende for hvert sit opland, begyndende med Thisted. Karakteristisk for disse byer var, at de udfyldte manglende centre i det østlige Danmark samt behovet i det vestlige og nordlige Jylland. På Sjælland måtte Korsør og Skælskør konkurrere om at udfylde samme rolle for øens sydvestlige hjørne.

Efter servicecentrene fulgte en række mindre byer med færre funktioner. Kendetegnende for disse var, at de kun kunne tilbyde de mest almindelige oplandsfunktioner og kun rettede sig mod det nærmeste opland. Sådanne distriktsoplandsbyer var Sæby, Nykøbing Mors, Lemvig, Holstebro, Ringkøbing, Nibe, Hobro og Grenå i Jylland, Frederiksund, Nykøbing Sjælland og Præstø på Sjælland samt Stubbekøbing på Falster, Sakskøbing, Rødby og Nysted på Lolland. På Sjælland konkurrerede Sorø og Ringsted om at opfylde behovet på det centrale Midtsjælland. På Bornholm opfyldte Neksø samme rolle på øens østlige del.

Nederst i rangordningen var en række småbyer med kun de mest elementære oplandsfunktioner. Mariager samt fiskeribyerne Skagen og på Bornholm, hvor også Åkirkeby hørte til gruppen. Disse småbyer havde næppe noget opland af betydning.

Ser man på hertugdømmerne, tegner der sig et lignende, omend lidt afvigende billede: klart øverst med hensyn til håndværk og handel stod Altona, der i mange henseender var en forstad til Hamborg og sikkert har nydt godt af denne stilling, med et spring ned til Kiel og med Flensborg på en klar tredieplads. Disse to byer synes at have være de centale for henholdsvis Hertugdømmet Holsten og Hertugdømmet Slesvig.

Herfra var der et spring ned til overgangsbyerne Åbenrå, Slesvig, Rendsborg, Itzehoe og Glücksburg. Åbenrå var en vigtig søfartsby, Slesvig og Itzehoe var hjemsted for hver sin stænderforsamling, Rendsborg var en vigtig garnisonsby og Glücksburg Holstens gamle administrative hovedsæde.

Så fulgte de egentlige egnscentre, der suppleres med aspirerende egnscentre.

Derefter følger byer for det nærmeste opland fx Burg på Femern og Wyk, Garding og Tønning, Wilster, Krempe, Pinneberg, Kellinghusen og Barmstedt, Heide og Heiligenhafen.

Nederst småbyerne fx Højer, Bredsted, Wesselburen, Wedel, Reinfeld, Arensbøk, Marstal og Christiansfeld.

Det er nærliggende at se en direkte sammenhæng mellem antallet af funktioner og rolle i oplandets størrelse, men det forekommer rimeligt i nogen udstrækning at se tilbuddet som et udslag af kundekredsens størrelse i selve byen: jo flere mennesker desto flere særegne behov, der lod sig opfylde.

Mange af de håndværk, som endnu fandtes omkring århundredets midte og kunne brødføde en familie, mistede betydning og forsvandt frem mod århundredeskiftet, sikkert til dels i takt med at de gamle udøvere døde uden at få afløsere. Til gengæld kom nye håndværk og handel til. Overhovedet synes slutningen af 1800-tallet at være butikshvervenes gennembrudstid. Indtil da havde man kunnet klare sig med en høker eller købmand, men med fremkomsten af nye varegrupper opstod også behovet for mere specialiseret rådgivning om de enkelte varer og dermed for særlige forhandlere. Udviklingen bevirkede tillige fremkomst af fremstillingsvirksomheder (fabrikker og industrier), hvisproduktion til dels rettede sig imod et regionalt marked. Ligeledes udvikledes både offentlig og private tjenesteydelser sig. Slutningen af 1800-tallet var med andre ord en dynamisk periode, og denne dynamik fortsatte i 1900-tallet.

Oplandstjenester i Kongeriget Danmark i anden halvdel af det 19. århundrede redigér

Til belysning fordelingen af oplandstjenester i byerne er på grundlag af oplysninger i Trap: Danmark udvalgt et antal oplandstjenester i ialt 152 byer. Disse er bragt i overskuelig form med hensyn til forekomst eller ikke-forekomst rangordnede således, at de hyppigst forekommende er samlet i den ene ende af skemaet og de sjældnest forekommende i den anden ende. Tilsvarende er byerne rangordnede efter forekomsten af oplandstjenester. På dette grundlag er byerne opdelt i grupper. De ulige bebyggelser er vist på kort sammen med købstædernes læbælter og banenet.

For 1855 ses, at de almindeligst forekommende tjenester var kirke, præstegård, skole og kro, idet disse oplandstjenester fandtes i de fleste kirkelandsbyer. Fra disse oplandstjenester var der et stort spring op til den næste gruppe: læge og apotek. I 1852 var der i hele Danmark 625 læger[5], de fleste selvsagt i købstæderne men et antal dog også på landet. Dette hang sammen med, at der omkring 15 år tidligere havde været godt 100 ubefordrede læger, hvoraf en del for at overleve havde måttet flytte på landet [Ugeskrift for læger 4. maj 1989 s. 38]. De øvrige undersøgte oplandstjenester: tingsted, birkedommer/herredsfoged, postekspedition, marked, valgsted og sygehus (hertil ikke medregnet fattiganstalter) fandtes i yderst begrænset omfang og temmelig spredt. Ser man istedet på de enkelte steders forsyning med oplandstjenester, skiller Silkeborg, Hørsholm, Odder, Herning, Fredensborg og (tildels) Tarm sig ud som de mest velforsynede, idet kun disse steder udover de mere hyppigt forekommende tjenester havde postekspedition og marked; istedet for at have marked var Fredensborg valgsted. Dernæst følger en gruppe bestående af Hammel, Vestervig, Fjerritslev, Holsted og (tildels) Bælum, idet disse steder havde tingsted og herredsfoged- eller birkedommerbolig. Så er der atter et spring ned til næste gruppe omfattende Ringe, Grindsted, Ørsted og Hornslet med læge og apotek. De øvrige undersøgte steder havde kun de fire almindeligste af de her undersøgte oplandstjenester. I modsætning til oplandstjenesterne kan hverken jernbanestation eller fabriksvirksomhed (i bredeste forstand) indpasses i den opstillede rangorden på en meningsfuld måde. For jernbanestationernes vedkommende skyldes det, at der kun fandtes een jernbane i hele kongeriget: banen fra København til Korsør. For fabrikkernes vedkommende er hovedårsagen den, at fabrikkerne var henviste til at udnytte vandkraften fra landets større vandløb (Mølleåen, Gudenåen m.fl.). Den øvrige virksomhed udgjordes af stedbundne bedrifter så som teglværker og kalkbrud samt landbrugstilknyttede virksomheder såsom møller, bagerier, bryggerier og lignende[ J.P.Trap: Danmark, 1 udgave]. I rumlig henseende og for tiden omkring næringslovens vedtagelse, det vil sige omkring 1855, fandtes der i hele kongeriget Danmark således ialt 12 indlandssteder, der efter deres oplandstjenester kunne kaldes oplandsbyer. Af disse lå de 10 uden for købstædernes læbælter, kun Fredensborg lå indenfor Helsingørs og Lyngby indenfor Københavns læbælte. Et blik på kortet over datidens læbælter viser iøvrigt, at på Sjælland lå de eneste steder, der ikke var omfattede af læbælte, nordvest for Hovedstaden (hvor Hørsholm fyldte behovet), langs Kattegatkysten (hvor Frederiksværk og senere Helsinge voksede frem) på Vestsjælland (hvor Svinninge senere voksede frem) og på Sydøstsjælland (hvor Haslev og Fakse senere voksede frem). På Fyn lå de eneste områder i et bælte tværs over Sydfyn (hvor Ringe, Kværndrup og Årup senere voksede frem) og ved Kattegatkysten (hvor Otterup senere voksede frem). I Østjylland var de vigtigste områder Hads herred (hvor Odder fyldte behovet), Midtdjursland (hvor Ørsted var under fremvækst), Vendsyssel (hvor Vester Brønderslev senere voksede frem), Himmerland (hvor Bælum opfyldte behovet og hvor Års og Aalestrup senere voksede frem) og i Thy (hvor Fjerritslev og Vestervig fyldte behovet). De øvrige steder lå alle i Vestjylland og udfyldte behovet hér.

For tiden omkring 1870 ses at være sket en stor udvikling. Først og fremmest er der i den mellem-liggende tid sket en omfattende tilflytning af købmænd og det i en sådan udstrækning, at de sammen med læge, apotek og postekspeditioner udgjorde mellemgruppen af funktioner med hensyn til udbredelse. Også antallet af læger[ antallet af læger voksede med 225 fra 625 i 1852 til 850 i 1880 (svarende til en gennemsnitslig stigning på 1.29% årligt. Antallet af sygehuse i Danmark voksede fra 38 i 1852 til 76 i 1871 (svarende til gennemsnitlig 2 nye sygehuse om året),[6], apoteker, posthuse, sygehuse foruden naturligvis håndværkere og handlende samt, ikke at forglemme fabriksvirksomheder og jernbanestationer. Disse forandringer afspejler de to store ændringer i datiden: næringsfrihedens indførelse (eller rettere næringsbegrænsningernes indskrænkning) og den begyndende industrialisering, der frigjorde fabrikkerne fra bindingen til vandkraften og som slog igennem samtidigt i købstæderne og på landet (ifølge industritællingen for 1872 lå omkring 23% af industriens arbejdspladser i landdistrikterne). Jernbanenettet var under voldsom udbygning, men hovedbanenettet var endnu ikke færdigudbygget, og de fleste jernbanestationer var så nye, at de endnu ikke havde evnet at påvirke næringslivet i synligt omfang. Beliggenheden af industri-virksomheder og jernbanestationer lader sig derfor heller ikke på denne tid indpasse i rangordningen på en meningsfuld måde. Ser man istedet på byerne, kan Silkeborg, Odder, Hørsholm, Hammel, Brædstrup, Fredensborg, Helsinge, Svinninge og Kjellerup udskilles som de mest velforsynede. Til en mellemgruppe hørte Rønde, Galten, Vamdrup, Haslev, Vejen, Stokkemarke, Fakse, Uldum, Hornslet, Borup, Bjerringbro, Ringe, Farsø, Egtved, Brørup, Grindsted og andre. Til gruppen af steder med de mest almindelige oplandstjenester hørte 27 byer. Det er påfaldende, at alle de nævnte bebyggelser lå uden for de da (mindskede) læbælter. Uden for den egentlige rangordning fandtes et antal steder med station og/eller industri samt enkeltstående oplandstjenester. Det var således endnu omkring 1870 muligt at udskille grupper af landsbyer med enkelttjenester: markedsbyer (Hjallerup m.fl.), skolebyer (Ryslinge m.fl.), industristeder (Ryomgård m.fl.).

For tiden mellem 1870 og 1900 udgør Kongeriget Danmarks Handelskalender hovedkilden. En sammenligning mellem 1 udgave (1883) og 2 udgave (1887) tyder på, at der omkring midten af 1880-erne skete en stor stigning i antallet af håndværkere og handlende. Som eksempel kan nævnes Ullerslev stationsby på Fyn. I 1883 boede kun 3 af ialt 15 næringsdrivende i postdistriktet ved stationen (en købmand, en skrædder og en skomager), mens der i 1887 yderligere fandtes mejerist, dyrlæge, portør, landpost, slagter, musiker, teglmester og stationsforstander[7].

Omkring 1900 – knap 40 år efter næringslovens ikrafttræden – var antallet af oplandsbebyggelser vokset til 52 (+ 10 usikre), der alle lå uden for købstædernes læbælter. I de mellemliggende år var der samtidig sket en voldsom udvikling: nye oplandstjenester var kommet til og gammelkendte oplandstjenester var tiltaget i stort omfang ikke mindst ved jernbanestationerne. Jernbanestationer var nu blevet så udbredte, at de sammen med de i mellemtiden tilkomne forsamlingshuse nu udgjorde mellemgruppen af oplandstjenester med hensyn til udbredelse. Af mere sjældent forekommende oplands-tjenester bemærkes som helt nye banker/sparekasser; i 1855 fandtes der i hele kongeriget 47 sparekasser, heraf 3 i landdistrikterne og iøvrigt i tilknytning til herregårde[8]. Antallet voksede til 57 sparekasser i 1860, 76 i 1865, 168 i 1870 og 327 i 1874, men fortsat beliggende i købstæderne. I 1891 nåede antallet af sparekasser et højdepunkt med 540, hvorefter antallet faldt til 508 omkring århundredeskiftet.[9] Afgørende for tiden efter 1880 er imidlertid sparekassernes oprettelse i landdistrikterne, omkring 1900 således mindst 55[10] og et stort antal tilkomne markeder, højere skoler og sygehuse. Blandt byerne var i mellemtiden 4 blevet ophævede til købstæder: Silkeborg, Løgstør, Nørre Sundby og Esbjerg, og yderligere 15 byer skilte sig ud med oplandstjenester svarende til en provinsby: Herning, Marstal, Odder, Vester Brønderslev, Hørsholm, Fredensborg, Fakse, Kjellerup, Ruds Vedby, Brædstrup, Hornslet, Hammel, Fjerritslev, Vamdrup, Give og Jyderup (disse byer havde foruden de mere udbredte oplandstjenester kro/hotel, købmand, station, posthus, forsamlingshus og læge eller apotek tillige marked, bank eller sparekasse, højere skole, hospital, tingsted, og for en dels vedkommende også valgsted, presse og slagteri). De fleste af disse byer havde tillige industri, men industrien (herunder mejerier) lod sig ikke rangordne på samme måde som oplandstjenesterne, alle havde 1901 over 500 indbyggere. Flere af byerne var gamle tingsteder, men en del var stationsbyer, der i kraft af gode oplandsforhold med videre havde evnet at tiltrække også mere sjældne oplandstjenester. Ikke mindre end 36 byer havde karakter af oplandsbyer (disse byer havde foruden de mere udbredte oplandstjenester kro/hotel, købmand, station, posthus, forsamlingshus og læge eller apotek tillige marked, bank eller sparekasse, samt for den dels vedkommende højere skole og hospital), en oversigt over deres beliggenhed viser, at de fleste lå som midtpunkt for en omegn af 5-7.5 kilometers omkreds (kun i enkelte tilfælde: Holsted-Brørup, Uldum-Tørring, Skjern-Tarm, Mørke samt Høng-Ruds Vedby var de indbyrdes afstande mindre).

Det er klart, at også fx. samfærdselsforhold spillede en vis rolle med hensyn til disse nye bebyggelsers beliggenhed. Det er således påfaldende, at tingstederne Vestervig og Bælum ikke kunne klare sig i konkurrencen med henholdsvis Hurup og Hadsund. Afgørende i denne forbindelse er, at de alle tog hensyn til læbælterne. De 3 tidssnit viser, at læbælterne helt frem til århundredeskiftet spillede en ret stor rolle med hensyn til hvor, det var tilladt at udøve oplandsnæringer. Desuden viser forholdene omkring 1900, at de fleste oplandsbebyggelser havde et opland i en omkreds af 7,5 km (svarende til købstædernes læbælte for handel), og at oplandstjenester var mest udviklede i de bymæssige bebyggelser, der lå fjernest fra købstæderne – de såkaldte midtvejsbyer, veludviklede i andre bymæssige bebyggelser uden for købstædernes læbælter og mindst udviklede i byer, der lå inden for købstædernes læbælter.

Sammenfattende kan man sige, at lovgivningen afgjorde, om det var tilladt, oplandsforholdene om det var muligt at ernære sig ved handel og håndværk i landdistrikterne, og allerede tilstedeværende oplandstjenester hvor handel og håndværk foretrak at lægge sig, idet jernbanestationer blev søgt på lige fod med tingsteder, ladesteder og større midtbeliggende landsbyer. Desuden kan siges, at der omkring 1900 var fremkommet et helt nyt netværk af oplandsbyer. Opkomsten af dette netværk må således mere eller mindre tilskrives næringslovgivningen, idet de hidtidige næringsbestemmelser øjensynligt havde bevirket fremkomsten af uudfyldte behov, som der først med næringsfriheden blev givet mulighed for at opfylde.

Imidlertid var der endnu en forudsætning, der skulle opfyldes for at denne udvikling kunne finde sted nemlig, at de næringsdrivende fandt det formålstjenligt at bosætte sig på landet, det vil sige, at næringsvilkårene i købstæderne var mindre tiltrækkende end de var i landdistrikterne, herunder de nye byer. I visse tilfælde synes valget af bosætningssted for håndværkere, handlende med flere oprindeligt at være sket ret tilfældigt, fx fortæller Elias Jensen om Farsø, at byens opkomst skyldtes en hund, der kom for skade at bide en ung apoteker, der søgte efter en passende plads i Vesthimmerland til at oprette et apotek. Efter først at have skældt “Hundens Ejer ud efter Noder”, købte apotekeren ikke hunden, men mandens ejendom og oprettede her et apotek, hvorefter byen voksede som “friske Skud med vældig Kraft”[11]. Omvendt om Ryomgård, der 1876/77 blev et knudepunkt for jernbanenettet på Djursland og havde langt til både købstæder og andre byer oplyses, at når byen endnu 1918 var meget lille, skyldtes det, at “godsejeren havde sat sig i hovedet, at han ikke ville sælge jord til bebyggelse, da en bebyggelse nødvendigvis måtte tilføre kommunen en del proletariat, som det var bedre at være fri for”[12]. Til belysning heraf vil det være rimeligt at se på i hvilken udstrækning, håndværkere, handlende og tjenesteydende fra købstæderne valgte at flytte ud i landdistrikterne.

I henhold til folketællingernes oplysninger var en stor del af de nye byers handlende fødte i eller tilflyttede fra købstæder[ oplysninger om de voksnes fødested henholdsvis deres børns fødested. Hvis et eller flere af børnene var fødte i en købstad, må familien øjensynlig have boet der i kortere eller længere tid.]. At dette var tilfældet kan i og for sig ikke undre, idet købstæderne - i det mindste i begyndelsen – var det eneste sted, hvor de handlende kunne få deres uddannelse og næringsbrev. At håndværkere og handlende således øjensynligt i større tal flyttede ud i landdistrikterne – ikke mindst mellem 1885 og 1900 – må ses som udtryk for, at kårene for næringsdrift her var (eller blev anset som) bedre end i købstæderne.

Det 20 århundredes oplandsforhold redigér

For så vidt angår den videre udvikling i begyndelsen af det 20 århundrede ses en fortsat udvidelse i både antallet og arten af oplandstjenester. Blandt de nye tjenester var telefoncentral, elektricitetsværk, gasværk, vandværk, mejerier (som først nu fik sit fuldstændige gennembrud i de bymæssige bebyggel-ser, mens de allerede før århundredeskiftet var blevet oprettede i en lang række landsbyer sammen med forsamlingshuse), desuden ulige udvalgsvarehandlende og mindre forædlingsvirksomheder. Mindre ud-talt var tilvæksten i antallet og udbredelsen af slagterier, banker og sparekasser o.lign.

1900-1960 redigér

For tiden omkring 1960[13] ses, at der nu var indtrådt nye skel mellem byerne: flest oplandstjenester (69-80 af ialt 80) fandtes i en mindre gruppe af byer (hvoraf flertallet var gamle købstæder) med ud-præget midtbeliggenhed. Dernæst var der et spring ned til en mellemgruppe (der blandt andet omfatte-de de tilbageværende gamle købstæder) med 36-56, og endelig et mindre spring til en gruppe med 15-34 oplandstjenester. Under denne gruppe fandtes yderligere en gruppe af landsbyer m.v. med mindre end 15 oplandstjenester. I sammenligning med forholdene omkring år 1900 er det mest påfaldende, at kun få blandt datidens midtvejsbyer i 1960 var nået op i det øverste lag i rangordningen (Esbjerg, Herning, Silkeborg), kun få steder (Hammel, Kjellerup, Odder) havde samme udbud som det øvre mellemlag af mellemstore købstæder, mens en meget stor gruppe omfattede det midterste mellemlag af oplandsbyer; næppe en eneste af de byer, der ikke alle-rede omkring 1900 havde hørt til blandt oplandsbyerne, var nået op i dette lag 60 år senere, derimod var flere oplandsbyer i mellemtiden atter blevet svækkede og udgjorde nu et nedre mellemlag af oplandsbyer dels som følge af konkurrencen fra købstæder[14], dels fordi flere byer var mere eller mindre ligeværdige uden, at en eneste af dem havde tilstrækkelig evne og styrke til at skille sig ud. Til dette nedre mellemlag hørte nu også et antal byer, der omkring 1900 nærmest havde været landsbyer med jernbanestation eller industribyer, men som i mellemtiden var blevet forsynede med et antal oplandstjenester og handlende[ blandt andre Allingåbro, Lunderskov, Løsning, Stoholm, Sunds]. Det er værd at bemærke, at byerne i de 3 øverste lag havde et opland med en omkreds af 7,5 km (i dele af Jylland dog større), ganske svarende til forholdene 60 år tidligere.

Købstæderne redigér

Hidtil er hovedvægten lagt på at belyse forudsætningerne for de nye bebyggelsers opkomst. I det følgende skal ses nærmere på købstædernes særlige forhold. På grundlag af erhvervstællingen 1925 har C. Fl. Steenstrup[15] søgt at belyse købstædernes handelsforhold. Særligt belyst er engroshandelens forhold. Steenstrup finder en sammenhæng mellem engoshandelens fordeling og havneforhold: ”som vort Land er formet, har det særlig maattet blive de Punkter, hvor Vand- og Landtrafikken mødes, d.v.s. Havnebyerne, der frembyder sig som naturlige Hjemsteder for Engroshandelen, og dette i jo højere Grad Besejlingsforhold og Havnedybde muliggør direkte Transport fra eller til Udlandet”[16], idet han dog tilføjer, at ”en dyb Havn alene dog ikke skaber Engroshandelsvirksomhed”[17]. Ved at se på engroshandelens omsætning finder Steenstrup, at ”de fire vigtigste Engroshandelsbyer er Aarhus, Odense, Aalborg-Nørresundby og Esbjerg”, hvorefter følger Randers, Kolding, Horsens, Vejle, Haderslev, Sønderborg, Svendborg, Aabenraa, Nykøbing F, Nak-skov, Roskilde, Holbæk, Fredericia, Korsør, Slagelse, Hjørring og Kalundborg[18].

På grundlag af erhvervstællingen 1935 har Johs. Humlum[19] med en noget anden tilgang ligeledes søgt at belyse købstædernes handelsforhold. Foruden at se på handelsstandens samlede størrelse og andel af befolkningen i de enkelte byer, belyser Humlum også de handlendes fordeling på 3 grupper: engroshandel, detailvarehandel og restaurationsvirksomheder. Han finder derved store uligheder fra by til by.

Vigtigst i herværende sammenhæng synes at være påvisningen af købstædernes rolle i engros-handelen således, som denne er belyst af Steenstrup, Humlum og Alkjær[20]. Det forhold, at de fleste større købstæder havde 20-40 % af de handlende knyttede til denne handel antyder, at købstæderne efter næringsfrihedens indførelse fandt en vis erstatning for den tabte oplandshandel i form af engroshandel, der formidlede vareforsyningen mellem udlandet og de stedlige handlende. Ikke mindst havne spillede øjensynligt en vis rolle, men også en forholdsvis midtbeliggenhed for et stort opland synes at have fremmet denne rolle (Herning, Holstebro, Hjørring, Slagelse, Varde).

Sammenfatning redigér

Sammenfattende kan det sluttes, at:
1. Antallet af købmænd i landdistrikterne voksede stærkt mellem 1860 og 1870, hvilket kan ses som udtryk for, at indførelsen af næringsfriheden var stærkt tiltrængt. Den var langt mere end blot ”et udtryk for, at man erkendte og indrettede sig efter de eksisterende forhold”.
2. Det forhold, at omkring halvdelen af jernbanestationerne 1870 havde købmand, viser at jernbanestationerne var ligeværdige samlingssteder for oplandstjenester ved siden af tingsteder, ladepladser og større landsbyer.
3. Købmændene bidrog, sammen med kroer/gæstgiverier, til at trække andre oplandstjenester til jernbanestationerne efterhånden, som ønskerne om og behovene herfor meldte sig
4. Det synes som om, at der i 1880-erne skete et skift i håndværkeres og handlendes beliggenhedsvalg fra landsbyer og vejbyer til stationsbyer. Dette skifte synes at ske samtidigt med, at en ny bølge af oplandstjenester (herunder sparekasser, forsamlingshuse, udvalgsvarehandlende, mejerier, postvæsen) fandt vej til landdistrikterne. Man kan således tale om tiden mellem 1885 og 1900 som stationsbyernes egentlige gennembrudstid i næringsmæssig henseende.
5. Fra næringsfrihedens ikrafttrædelse 1862 og frem til omkring 1900 udvikledes en helt ny oplands-struktur omfattende:

- større oplandsbyer med et tjenesteudbud modsvarende købstædernes og oplandsomkredse på 10-15 km,
- mindre oplandsbyer med alsidige tjenesteudbud (herunder marked, bank/sparekasse, højere skole og hospital) og oplandsomkredse på 5-7.5 km,
- små, stedlige byer uden særlige tjenesteudbud (kro/hotel, købmand, jernbanestation, posthus, forsamlingshus, læge/apotek) og med oplandsomkredse på 3-5 km.

6. Mens lovgivningen afgjorde, om det var tilladt, og oplandsforholdene hvor det var muligt at ernære sig ved handel og håndværk i landdistrikterne, så var der endnu en forudsætning, der skulle opfyldes for at denne udvikling kunne finde sted nemlig, at de næringsdrivende fandt det formålstjenligt at bosætte sig på landet, det vil sige, at næringsvilkårene i købstæderne var mindre tiltrækkende end de var i landdistrikterne, herunder de nye byer.
7. I visse tilfælde synes valget af bosætningssted for håndværkere, handlende med flere oprindeligt at være sket ret tilfældigt. Ikke desto mindre tyder forholdene på, at steder med tidlig købmand, kro og læge/apotek også havde størst sandsynlighed for at videreudvikle sig til en oplandsby af betydning (mens det for steder uden disse grundlæggende tjenester snarere var industrien, der afgjorde stedets trivsel).
8. Der udviklede sig et nyt netværk for handelen, hvor købstæderne formidlede engroshandelen mellem de stedlige handlende og udlandet.
9. Udviklingen i det tyvende århundrede ændrede ikke afgørende det netværk af oplandsbyer, som var opstået omkring 1900 – et netværk, hvor en række købstæder var sat tilbage i oplandsmæssig betydning og nye byer betjente oplandet på lige fod med købstæderne. Bivirkninger af dette forløb var: at rangordningen af oplandsbyerne blev mere udtalt med flere mellemgrupper end tidligere, og at oplandsbetjeningen blev højnet med hensyn til udbuddets mangfoldighed frem til omkring 1960, hvorefter en sammentrængning skete.

Noter redigér

  1. ↑ Illeris, Kongstad og Larsen, s. 32
  2. ↑ Illeris, Kongstad og Larsen, s. 45
  3. ↑ Hansen (1965) s. 54-69
  4. ↑ Stilling (1987), s. 140-180
  5. ↑ Ugeskrift for læger 4. maj 1989 s. 19
  6. ↑ Ugeskrift for læger 4. maj 1989 s. 19
  7. ↑ J.A.Tork: Fynske stationsbyer s. 152
  8. ↑ Stilling, s. 64
  9. ↑ Dieckmann Rasmussen (1988), s. 239-242
  10. ↑ J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 3 udgave
  11. ↑ Jyske Byer og deres Mænd, bd. 8 (1917), s. 226-27
  12. ↑ Jyske Byer…, bd. 10 (1918), s. 139
  13. ↑ Illeris, Kongstad og Larsen på grundlag af Kongeriget Danmarks Handelskalender
  14. ↑ Alkjær: Oplandsproblemer (1942), s. 15
  15. ↑ Steenstrup (1930) og (1931)
  16. ↑ Steenstrup op.cit s.53
  17. ↑ Steenstrup op cit s. 54
  18. ↑ Steenstrup op.cit s. 55
  19. ↑ Humlum (1942), s. 39-45
  20. ↑ Alkjær: (1943) s. 228 og 231

Litteratur redigér

Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Oplandscentre_og_deres_rangorden&oldid=34596"