Livet i Danmarks skove/Urter

Urter

Urter er et- eller flerårige planter, som ikke har ved - dvs. hverken er buske eller træer. Herunder omtales de 10-15 almindeligste urter fra Danmarks skove. Urter er typiske enten et-årige, to-årige eller mangeårige - når sidstnævnte optræder som haveplanter, kaldes de stauder.

Dunet steffensurt (Circaea lutetiana) er en 15-40 cm høj flerårig urt i Natlys-familien. Den har opret vækst, og vokser i frodige løvskove på muldbund. De to-tallige blomster, der sidder i en endestillet klase, har op til 4 millimeter lange rosa eller hvide kronblade. Stængler og bladstilke er fint hårede. Bladene er ægformede med tandet rand. Oversiden er mat græsgrøn, mens undersiden er noget lysere. Blomstringen sker i juli. Blomsterne sidder samlet i små, endestillede klaser. Hver blomst er regelmæssig med kirtelhårede bægerblade og hvide kronblade og to støvdragere. Ved bunden af griflen findes en nektarkirtel. Frugten er en kroghåret, 2-rummet kapsel med to frø, som spirer godt under de rette betingelser. Planten har krybende jordstængler og danner mange udløbere. Planten hører hjemme i frodige løvskove på muldbund. Den er udbredt i både Europa og Nordamerika. I Danmark er den almindelig på Øerne og i Østjylland. I resten af landet findes den hist og her.

Knoldet brunrod (Scrophularia nodosa) er en flerårig plante i maskeblomst-familien. Det er en 30-100 centimeter høj, næsten glat plante med knudret jordstængel og skarpt 4-kantet stængel. Blomsterne, der sidder i en mangeblomstret top, har afrundede bægerflige og en tolæbet krone, hvor underlæben er grøngul og overlæben brunlig. Knoldet brunrod er udbredt i Europa og Asien. Arten har været anvendt som lægeplante mod bylder og kirtelsyge. I Danmark er knoldet brunrod almindelig i Østdanmark på skyggefulde steder i løvskove, krat og hegn. Den blomstrer i juni til august.

Febernellikerod (Geum urbanum) er en flerårig, 30-70 cm høj plante i rosen-familien. Arten er udbredt i Europa samt Vest- og Nordasien. Blomsterne har udstående, 4-7 mm lange, gule kronblade. Bægerbladene er ved frugtmodning tilbagebøjede. De nødagtige delfrugter har en fast og vedvarende griffel med krog i spidsen, så de let hænger fast i forbipasserende. Febernellikerod er en gammel lægeplante, hvis tykke, indvendigt røde jordstængel har været anvendt mod mave- og tarmlidelser. I Danmark er febernellikerod almindelig i løvskove, krat og nær bebyggelse. Den blomstrer i juni til august.

Eng-nellikerod (Geum rivale) er en 20-40 cm høj, flerårig urt med kortstilkede blade. Den er almindelig på fugtig bund i Danmark. Roden dufter som kryddernelliker, hvad der har givet planten dens navn. De grundstillede blade er uligefinnede med uregelmæssigt formede småblade. Stængelbladene er trekoblede med runde småblade og linieformede akselblade. Oversiden er mørkegrøn med enkelte, stive hår, mens undersiden er lysegrøn og tæt håret. De klokkeformede, nikkende blomster sidder enkeltvis på enden af høje stilke. Bægerbladene er brunrøde, mens de korte kronblade er lyserøde. Frugterne er nødder med lange frøhaler. De spirer villigt i Danmark. De korte jordstængler forvedder helt. De bærer blade, blomsterstilke og trævlede rødder. Roden dufter som kryddernelliker, hvad der har givet planten dens navn. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,15 x 0,5 m (15 x 5 cm/år), men blomsterne når op i 30 eller 50 cm højde.

Høj nellikerod (Geum x intermedium) er en fertil krydsning mellem febernellikerod og eng-nellikerod. Blomsten ligner blomsten hos eng-nellikerod men er en smule mere åben og har gule kronblade som febernellikerod. Bladene ligner mest bladene hos eng-nellikerod, men er lidt mere spinkle.

Almindelig lungeurt (Pulmonaria obscura) er en 10-30 cm høj urt i Rublad-familien, der i Danmark vokser almindeligt på muldbund i skove. Almindelig lungeurt danner en roset af grundstillede, æg- til hjerteformede blade. Både disse og de spredtstillede, elliptiske stængelblade er ensfarvet grønne (eller undertiden svagt plettede) og blødhårede blade og med hel rand. Blomstringen sker i april-maj. Blomsterne er samlet i endestillede stande med nogle få, tragtformede, først rødlige og senere blåviolette kroner. Delfrugterne har olierigt vedhæng. Rodnettet består af krybende jordstængler, som bærer tykke trævlerødder. Planten findes i skove på muldbund og er almindelig på Øerne og i Østjylland, men sjælden i det øvrige Jylland. Den er en forårsplante i løvskove.

Skvalderkål (Aegopodium podagraria) er en 30-100 cm høj flerårig urt i Skærmplante-familien, med tæppedannende vækst. De grundstillede blade er 2-3 dobbelt fjersnitdelte og uligefinnede. Småbladene er skævt hjerteformede med skarpt savtakket rand. Oversiden er mat mørkegrøn, mens undersiden er noget lysere. Stængelbladene er er trekoblede med noget mere smalle småblade. Blomstringen sker i juni-august, hvor de små, hvide blomster ses samlede i skærme, der atter danner større, endestillede skærme på særlige stængler. Frøene modner godt og spirer villigt. Rodnettet består af trævlerødder, der sidder på lange, forgrenede jordstængler. Jordstænglerne bærer desuden både grundstillede blade og bladbærende blomsterstængler. Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,5 x 2 m (50 x 20 cm/år). Planten er almindeligt naturaliseret her i landet. Den stammer fra skovbunden i Central- og Østeuropæiske løvskove. De lange, forgrenede jordstængler, som bevarer overlevelsesevnen selv i bittesmå stykker gør Skvalderkål til et frygtet ukrudt. Dertil kommer, at planten er svær at bekæmpe ved skygning fra andre planter på grund af dens skovbundsniche. Planten er spiselig, og de unge skud er ganske velsmagende i f.eks. salater. Hele planten har en svagt krydret lugt og smag. Den blev tidligere anset for et virksomt middel mod gigt, især podagra – deraf navnet "podagraria". Skvalderkål kan bruges til farvning af uldgarn. Farven kan forventes at blive lys strå-gul (grumset gullig) eller lys gul-grøn på alunbejdset uldgarn.

Haremad (Lapsana communis) er en enårig plante i kurvblomst-familien. Den bliver 50-100 centimeter høj og er almindelig i det meste af Danmark. Haremad er en spinkel urt med mælkesaft og lyreformet fjersnitdelte blade, det vil sige blade med et stort endeafsnit og få, små sidelapper. De små gule blomster, der har tungeformede kroner, sidder normalt 8 sammen i kurvene. Frugten er uden næb eller [[fnok. Plantens blomster er kun åbne om formiddagen og kun når solen skinner. Kurvene måler da 1-1,5 centimeter i diameter. Denne plante vokser bedst i en fugtig og næringsrig bund. Det kan være løvskove, haver og langs vejkanter. Den bliver ofte betragtet som ukrudt. I Danmark er den almindelig, bortset fra Vestjylland og Vendsyssel. Arten er i øvrigt udbredt i Europa, Nordafrika, Vest- og Centralasien samt indslæbt i Nordamerika.

Hvid anemone (Anemone nemorosa) er en 10-25 cm høj urt, der vokser i skove og krat, på heder og nordvendte skrænter. Hele planten er giftig. Hvid anemone er en flerårig urt med en opret, tættedannende vækst. Stænglerne er glatte og lysegrønne. Bladene er kransstillede og håndsnitdelte, så der dannes tre lige store bladafsnit. Bladranden er hel mellem de dybe indskæringer. Oversiden er matgrøn, mens undersiden er en anelse lysere. Blomstringen sker i april-maj. Blomsterne bæres på særlige stilke, og de har 6-8 hvide eller let lyserøde blosterblade med mange gule støvdragere i midten. Frugterne er nødder med et fedtagtigt vedhæng. Rodnettet er løst og trævlet og det sidder på den krybende jordstængel. Stænglen bærer desuden bladene og blomsterne. Arten er nøje knyttet til løvskove, og det endda så meget at hvid anemone på åben mark kan anses for et minde om en tidligere skovdækning af arealet. Anemonerne springer ud før løvtræerne og udnytter derved de mange næringsstoffer, der er blevet frigjort i vinterens løb og den megen sol. Når så løvtræerne springer ud visner anemonerne og jordstænglerne opbevarer næringen til næste år. I Danmark er hvid anemone almindelig, bortset fra Nord- og Vestjylland, hvor den findes hist og her. Arten er i øvrigt udbredt i skovområder i hele Europa, og den træffes oftest sammen med en række andre forårsblomstrende urter.

Gul anemone (Anemone ranunculoides) er en 10-25 cm høj, flerårig urt, der vokser i muldrige løvskove og krat. De gule blomster ses i april og maj. Arten er indikatorplante for næringsrig muldbund. Navnet ranunculoides betyder 'ranunkel-agtig' og hentyder til de gule blomster. Gul anemone er en flerårig urt med en opstigende-opret vækst, som bliver tæppedannende. Bladene er kransstillede og næsten ustilkede med tre hovedafsnit, som er dybt håndsnitdelte. Oversiden er glat og græsgrøn, mens undersiden er lidt mere bleggrøn. Blomstringen sker i april-maj og begynder omkring 10 dage senere end hos hvid anemone. Hver stængel bærer 2-3, endestillede blomster. Blomsterne er smørgule med 5 blosterblade og talrige støvdragere. Frugterne er nødder. Rodnettet består af den vandrette, krybende jordstængel og de trævlede rødder, som udspringer fra den. Arten forekommer naturligt i det meste af Europa og i Kaukasus. I Danmark findes den især i den østlige del af landet, dér hvor råjorden består af mineralrigt ler. Planten anses for at være indikatorplante for næringsrig muldbund af den allerbedste slags. Den er knyttet til skove på våd bund med rødel, skovelm og ask, som findes på de allerbedste jorde med strømmende, kalium- og magnesiumrigt grundvand.

Småblomstret balsamin (Impatiens parviflora) er en enårig, 25-50 cm høj plante i balsamin-familien. Den har savtakkede, ægformede blade med bleggule og 6-12 mm lange blomster med ret spore i fåblomstrede stande. Småblomstret balsamin er oprindeligt hjemmehørende i Centralasien, men er nu indslæbt til både Europa, det øvrige Asien og Nordamerika. I Danmark er småblomstret balsamin meget almindelig i Nordøstsjælland og findes hist og her i resten af landet i løvskov, krat og nær bebyggelse. Den blomstrer juli til september.

Skovsyre (Oxalis acetosella) er en 5-10 cm høj urt, der vokser på mager bund i skove og krat. Planten indeholder det giftige stof, oxalsyre. Planten har det, der kaldes "søvnbevægelse", sådan at bladene klappes ind ved udtørring. Skovsyres blade ligner kløverblade. Deraf det andet danske navn, Surkløver. Skovsyre er en flerårig urt med en tueformet vækst. De tynde, spredthårede bladstilke er opstigende og bærer hver især kun ét blad. Bladet er trekoblet med hjerteformede småblade, sådan at det overfladisk ligner et kløverblad. Deraf det andet danske navn: Surkløver. Småbladene er helrandede med en lysegrøn, spredt håret overside og en blålig til grågrøn underside. Blomstringen sker i april-maj, hvor man finder de enlige blomster siddende endestillet på særlige stængler. Blomsten er regelmæssig med fem hvide eller svagt lyserøde kronblade, der har rødviolette årer. Frugterne er kapsler med fem rum og mange frø. Rodnettet består af en krybende jordstængel med forholdsvis få trævlede rødder. Skovsyre er udbredt i alle Tempereret klima|tempererede områder af Europa og Asien. I Danmark findes den over hele landet, omend mere spredt i Nord- og Vestjylland. Den foretrækker skyggede voksesteder med fugtig, let surhedsgrad|sur og ret næringsfattig jord. Skovsyre er spiselig og smager friskt og syrligt, og det frister til at bruge hele planter til såvel salater som anden madlavning, men det er vigtigt at huske på, at planten indeholder oxalsyre, som er giftigt i større mængder.

Stinkende storkenæb (Geranium robertianum) er en enårig, 15-40 centimeter høj plante i storkenæb-familien. Arten er oprindeligt udbredt i Europa, Nordafrika og Nordasien, men findes desuden indslæbt til Nord- og Sydamerika og New Zealand. Planten er ofte rødligt anløben og har en karakteristisk ubehagelig lugt. Blomsterne er lyst rødlige. I Danmark er stinkende storkenæb almindelig og vokser dels som skyggeplante i skove på frodig, kvælstofrig muld og dels på stenede strande, hvor bunden gødes af opskyllet tang. Den blomstrer her mellem maj og september.

Skovsalat (Mycelis muralis) er en flerårig plante i kurvblomst-familien. Den har som regel fem gule blomster i kurvene. Arten vokser i skove og er den eneste i slægten Mycelis. Skovsalat er en 40-100 centimeter høj, glat urt med mælkesaft og lyreformede, stilkede rosetblade. Stængelbladene er fjersnitdelte med et stort trekantet-hjerteformet endeafsnit og mindre sideflige. De gule blomster sidder i en stor top. Der er som regel 5 blomster med ægte tungeformede kroner i hver kurv, der har kurvsvøbblade i to kranse og er cirka 1 centimeter i diameter. Frugtens næb er 1 millimter langt og den hvide fnok er fjerformet. Arten er udbredt i Europa, Nordafrika og Sydvestasien.

Stor fladstjerne (Stellaria holostea) er en 15-30 cm høj urt, der vokser i skov og krat. Arten er et velkendt element i en dansk skovbund. Stor fladstjerne er en flerårig urt med en opstigende og rodslående stængel, der er firkantet. De siddende, lancetformede blade er omkring 3-7 cm lange. Planten blomstrer i maj-juni med 8-20 blomster i standen. Bægerbladene er 6-9 mm, mens de hvide kronblade er ca. dobbelt så lange og er kløvet ind til midten. Stor fladstjerne vokser på fugtig muldbund i f.eks. løvskove. Den er almindelig i det meste af Danmark (sjældnere i Vestjylland).

Løgkarse (Alliaria petiolata) er en 20-100 cm høj, to-årig urt med en opret vækst, der gror i muldjord i skove og hegn i hele Danmark. Plantens navn henviser til, at bladene har en kraftig lugt af løg. Løgkarse er hjemmehørende i Danmark, hvor den egentlig er knyttet til skovbunden, men den trives også fint i hegn og krat, ja sågar på mure og vejkanter, i haver og på opgivne pladser (ruderater). Den findes ofte i selskab med Stor Nælde og andre indikatorarter for kvælstof. Hele planten lugter og smager af hvidløg, hvis man skader den. Roden er en tynd hvid pælerod, der gror dybt. Roden lugter ligesom peberrod. Højde x bredde: 100 x 25 cm. Første år: I det første år består planten af en lav roset af grønne blade tæt på jorden. Bladrosetten er vintergrøn og udvikler sig først til voksen plante følgende forår. Andet år: Andet år vokser planten til en højde af 30-100 cm (sjældent til 130 cm). Stænglerne er stivhårede forneden, men ellers glatte. Bladene forneden ved roden danner en krans af nyreformede blade med lange stilke. Bladene længere oppe er spredtstillede, trekantet til hjerteformede og med grovtakket rand. Bladene er 10-15 cm lange og 5-9 cm brede. Over- og underside er ensartet græsgrøn. Blomstringen sker i maj-juni. Blomsterne er hvide, 4-tallige blomster, der er samlet i endestillede toppe. De fire kronblade i de enkelte blomster sidder to og to over for hinanden så de danner et lille kors. Kronbladene er 4-8 mm lange og 2-3 mm brede. Frugterne er først grønne, senere lysebrune/-grå skulper med mange, olieholdige små skinnende sorte frø, der sidder i to række og frigives, når skulpen åbnes. En enkelt plante kan producere hundredvis af frø, som kan spredes flere meter fra moderplanten.

Ramsløg (Allium ursinum), er en 25-40 cm høj, flerårig urt med en kraftig lugt, der findes i næringsrige skove. Ramsløg er en flerårig urt med en opret vækst. Stænglen er trekantet og hårløs. Den bærer to-tre langstilkede blade. Bladene er smalt elliptiske og buenervet med hel rand. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er lidt lysere. Blomstringen sker i maj-juni, hvor blomsterne sidder samlet i endestillede, kugleformede stande. Standen er beskyttet af 2 højblade, der hurtigt tabes. Hver blomst har 6 rent hvide blosterblade, som er stjerneformet udbredt. Frugterne er Kapsel (frugt)|kapsler med mange sorte frø, og ved modning falder blomsterstænglen sammen, så frugtstanden ligger på jorden. Rodnettet består af det slanke løg, som bærer den velkendte, trævlede masse af rødder. Arten hører hjemme i Europa, Lilleasien og Kaukasus, hvor den er knyttet til løvfældende skove som skovbundsplante. I Danmark er den temmelig almindeligt udbredt på Øerne og i det østlige Jylland, hvor den ser ud til at foretrække kystnære egne. Anvendelse af ramsløg er set så tidligt som i et aftryk af et blad fra Barkær på Djursland, en af Danmarks ældste bopladser fra bondestenalder. Bladene kan anvendes som krydderi som hvidløg, kinaløg eller forårsløg og alle dele af planten kan tilberedes til salater, supper, brød, pasta, osv. Ramsløg kan også bruges som konserveringsmiddel idet den har en meget stærk antibakteriel effekt. Forskerne på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitets afdeling i Årslev på Fyn har påvist stor hæmmende effekt overfor salmonella og listeria. Ramsløg kan forveksles med høsttidløs, der indeholder cellegiften colchicin, og med liljekonval, der bl.a. indeholder flere former for hjertegift kaldet cardenolider. Alle dele af planten har en kraftigt lugt, der minder om hvidløg. Da ramsløg, ligesom hvidløg, indeholder stofferne alliin og allicin, virker ramsløg antibiotisk og styrker immunforsvaret.

Liljekonval (Convallaria majalis) er en 15-25 cm høj urt, der vokser i skove og krat. Planten er meget giftig i alle dele, men de vellugtende blomster gør den alligevel værd at dyrke. Liljekonval er en løvfældende flerårig urt med en lav vækst. Bladene sidder kræmmerhusagtigt op ad den glatte, lysegrønne stængel. De er glatte og ensartet friskgrønne på begge sider, og de er ovale med hel [[Bladrand|rand. Ribberne danner et bueformet mønster i bladet. Blomstringen sker i maj, hvor en særlig stængel bærer de snehvide, klokkeformede blomster i en skæv klase. Bærrene er orangerøde og modner først efter, at bladene er gulnede og ligger på jorden. Frøene modner godt og spirer villigt. Den underjordiske jordstængel forgrener sig og kryber langt omkring, så planten kan blive ukrudtsagtig. Rodnettet er i øvrigt fint trævlet. Liljekonval hører hjemme i Danmark og det meste af Europa, hvor den vokser i blandede løvskove på mineralfattig og sur bund. Liljekonvallens blade gør, at den indimellem forveksles med ramsløg. Dette kan medføre forgiftning, idet sidstnævnte er spiselig, mens førstnævnte er stærkt giftig.

Stor konval (Polygonatum multiflorum), også kaldet Salomons segl, er en 30-70 cm høj urt, der vokser i løvskove og krat. Planten er giftig, og det gælder især bærrene. Stor konval er en flerårig urt med en overhængende vækst. Stænglerne er runde i tværsnit og hårløse. Bladene sidder spredt og toradet op langs stænglen, og de er ægformede til ovale og helrandede med buede nerver. Over- og underside er ensartet lysegrønne. Blomstringen sker i maj-juni, hvor man finder blomsterne hænge samlet 2-5 sammen i stande fra bladhjørnerne. Blomsterne er smalt klokkeformede og 3-tallige med seks grønligt hvide blosterblade. Frugterne er blåsorte bær. Rodnettet består af en kraftig, krybende jordstængel, som bærer grove, trævlede rødder. Stor konval er udbredt i Lilleasien, Kaukasus, Himalaya og det meste af Europa. I Danmark findes den temmelig almindeligt, især i de østlige landsdele, hvor der er porøs, kalkrig og fugtig lerjord. Arten er knyttet til artsrige, blandede løvskovssamfund.

Plettet Arum (Arum maculatum) er en 10-60 cm høj plante, der vokser i næringsrige skove og parker, forvildet fra haver. Den forekommer i Danmark og en række andre europæiske lande, og er sine steder ret almindelig. Den foretrækker fugtig skovjord eller ikke alt for våd mosejord. Den er også kendt som "dansk ingefær" eller "falsk ingefær" pga. jordknoldens overfladiske lighed med ægte ingefær og skarpe, lidt brændende smag. Men Plettet arum er giftig og kan ikke på nogen måde bruges i madlavning - derfor foretrækkes nu til dags navnet "plettet arum" fremfor "dansk ingefær". Plettet Arum har en for Arum-slægten og Arum-familien karakteristisk blomsterstand, hvor selve de mange små blomster sidder samlet i en såkaldt kolbe der typisk er violet omgivet af et højblad eller hylsterblad, der typisk er bleggrønt. Både bladene og hylsterbladet kan være med eller uden pletter, og pletterne kan have forskellige størrelse og intensitet fra forekomst til forekomst. De spydformede blade har typisk et varierende antal større eller mindre, brunlilla eller lilla uregelmæssige pletter. Der findes adskillige underarter, så ikke alle former af Plettet Arum har plettede blade, og der er en vis interfertilitet med andre arter af Arum, der forekommer i Danmark. Størrelse: 15-35 cm, bladplade 10-20 cm, hylsterblad 10-20 cm. I Skandinavien forekommer planten kun i Danmark, hvor den dog mangler i dele af Jylland.

Almindelig mangeløv (Dryopteris filix-mas) er en bregne med 30-140 cm høje blade. Den vokser i skove, krat, på skrænter og stendiger. Hele planten er giftig, men har været brugt som ormemiddel (mod bændelorm). Almindelig mangeløv er en tuedannende flerårig urt med en tæt, tragtformet roset af blade. Tragten er noget mere snæver, end den er hos bregnen strudsvinge. De enkelte blade er dobbelt fjersnitdelte med lancetformede afsnit, som har takket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er hårløst lysegrøn. I udspring ligger hele bladet rullet op som en rødbrun, skællet spiral. De fuldt udviklede blade bærer på undersiden små hobe af sporehuse, som er dækket af et nyreformet og blygråt slør. Herfra spredes sporerne, som – under de rette betingelser – danner forkim, som den voksne bregne gror frem af. Rodnettet består af en kort, tyk og lodret rodstok, som bærer de fint trævlede rødder. De tykke bladstilke indeholder oplagsnæring. Almindelig mangeløv optræder mange steder som vildtvoksende i Danmark: i skove og krat, på skrænter og stendiger, men altid hvor der er halvskygge (eller lysåbent) og fugtigt og ikke for gødningskraftig jord.

Fjerbregne (Athyrium filix-femina) er en 30-100 cm høj bregne, der er ret almindelig i Danmark, hvor den vokser på fugtig og våd muldbund, bl.a. sø- og åbredder, skovmoser, grøfter o.a. Fjerbregne er en flerårig, urteagtig plante med en tuedannende vækst. Bladene er lange og oprette, og de sidder i en grundstillet, tragtformet roset. Bladstilken gullig, kort, ca. 1/4 til 1/3 af bladpladens længde med nogle skæl. Bladpladen er lysegrøn, slankt lancetformet, og primærfligene bliver mindre udover bladet. Nederst er der betydelig afstand mellem primærfligene, og de er korte og brede. Fra midten af bladet peger primærfligene lidt fremad. Sporehushobene (sori) er aflange og buede som halvmåner, og netop dette træk gør, at den kan skelnes fra den meget lignende alm. mangeløv. Fjerbregne har slør (indusium) som sidder længe på bladenes underside. Rodsystemet består af en opret jordstængel og et trævlet rodnet. Fjerbregne er den eneste art i denne familie som vokser i Danmark (yderligere en art findes i Sverige og Norge). Den er dog ret almindelig i hele landet på fugtig og våd muldbund, bl.a. sø- og åbredder, skovmoser, grøfter o.a.

Skovpadderok (Equisetum sylvaticum), ofte skrevet skov-padderok, er en 20-60 cm høj bregneplante, der vokser på fugtig bund i skove og krat. Arten hører hjemme overalt i Europa, Nordamerika og Asien, hvor den foretrækker fugtige områder i skove og på enge. I Danmark er den temmelig almindelig undtagen i Nord- og Vestjylland. Arten kan kendes på grønne sommerskuds regelmæssigt forgrenede sidegrene. Hele planten indeholder kiselsyre i form af små, skarpe krystaller, der udskilles på ydersiden af cellerne. Skovpadderok er en flerårig plante med en opret vækst. Planten danner to slags oprette eller opstigende skud: Forårsskud, som er brunlige til rosa, fordi de mangler klorofyl, og som danner sporer. På disse op til 60 cm høje skud sidder de endestillede, kogleagtige sporehuse. Disse skud grønnes efterhånden. Sommerskuddene er derimod grønne og har fotosyntese i både skud og blade. Alle skud er furede, leddelte og hule (undtagen ved leddene). Fra hovedskuddets led dannes der kransstillede sideskud, der er bygget ganske som hovedskuddet. Bladene er bittesmå og skælformede, og de sidder i kranse ved leddene enten på hovedskuddet eller på sideskuddene. Rodnettet består af et dybtliggende og vidt forgrenet netværk af jordstængler og nogle spinkle trævlerødder.