Livet i Danmarks skove/Træer

Træer

Et træ er en flerårig plante, der har en tydelig, opret og forveddet stamme, som begynder ved roden, og som bærer grene og dermed blade et stykke over jorden. Det er desuden kendetegnende for disse planter, at de har forveddede skud, som bærer beskyttede knopper.

Ved et løvtræ forstås sædvanligvis et træ tilhørende den botaniske gruppe af tokimbladede planter. Ofte medregnes også tempeltræet, som tilhører de nøgenfrøede. Hjemmehørende løvtræer i Danmark er, på nær kristtorn, tillige løvfældende, dvs. de taber bladene om efteråret, hvilket gælder for de fleste løvtræer i områder med frost om vinteren. Løvfaldet i Danmark skyldes typisk den mindre lysmængde om vinteren og/eller den lavere temperatur.

Ved et nåletræ forstås sædvanligvis en art tilhørende den botaniske orden Gran-ordenen, typisk et træ eller en busk der har nåle i stedet for blade. Botanisk set dækker "nåletræ" over alle træer og buske i Gran-ordenen, og selvom der findes enkelte andre slags træer og buske med nåle-lignende blade benævnes disse ikke som nåletræer. Enkelte nåletræer som f.eks. lærk er også løvfældende.

Herunder beskrives de ca. 10 mest almindelige træer i Danmarks skove.

Almindelig bøg eller blot bøg (Fagus sylvatica) er et op til 35 m højt, løvfældende træ med en tæt krone, som er bredt hvælvet. Frø og blade indeholder det giftige alkaloid fagain. Løvet er langsomt nedbrydeligt og danner morr på sur bund. Træet kan normalt blive 250 år gammelt. Danmarks officielt højeste bøgetræ er von Langens Bøg (44,5 m) i Dyrehaven nord for København. Stammen er tydeligt gennemgående til toppen. Barken er først brun og blank, men senere bliver den grå og glat. Knopperne er spredte, udspærrede, lange og spidse. Bladene er læderagtige og ovale med hel og bølget rand. Oversiden er blankt mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Høstfarven er rødbrun. Bøgen blomstrer kort efter løvspring tidligt i maj. Træet blomstrer først fra 40-50 års alderen, og selv da ikke hvert år. Hanlige og hunlige blomster sidder i adskilte rakler, men de er ikke særligt synlige. Frugterne er trekantede nødder, som sidder i piggede skåle med tre klapper. Frøene er nemme at opbevare og spirer villigt. Bøg findes overalt i det vestlige Europa, hvor den indgår i blandede løvskove på næringsrig, veldrænet og kalkrig bund. I Danmark findes den i næsten alle større løvskove. Den er dog sjældent på Læsø, Anholt og i dele af Nordjylland.

Stilkeg (Quercus robur) eller Almindelig eg, er et op til 30 meter højt træ, der i Danmark er almindeligt i skove og krat. Til forskel fra rødeg er bladene kun 10-12 cm lange, mens de til forskel fra vintereg kun har 3-5 par lapper. Træet sætter med års mellemrum mange agern (oldenår), der gerne ædes både af fugle og pattedyr. Egene er de længstlevende danske træarter og kan blive mindst 800 år gamle. Dog sjældent mere end 375 år. Stilkeg har en bred, kegleformet |krone. Stammen er kort og tyk med svære og krogede hovedgrene, der er næsten vandrette. Barken er først glat og grågrøn med grålig dug. Senere bliver barken lysebrun, og til sidst bliver den gråbrun med dybe furer. Knopperne er spredte, ægformede og brune. De er tæt samlet mod skudspidsen, hvor endeknoppen ikke er tydeligt større end de andre. Bladene er omvendt ægformede med et par "øreflipper" ved enden af stilken, og med 3-5 par brede, afrundede lapper og hel rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Høstfarven er brun. Stilkeg blomstrer kort efter løvspring i maj. Blomsterne er samlet i rakler. Frugterne, agern, er stilkede og modner på ét år. Rodnettet består af en kraftig, lodret pælerod med kraftige siderødder og et næsten filtagtigt net af finrødder.

Vintereg (Quercus petraea), også skrevet Vinter-Eg, er et stort træ, der i Danmark især vokser i skove og krat i Vestjylland. Det ligner den almindelige stilkeg, men bladene har 5-9 par lapper og deres bladstilk er lidt længere (10-15 mm), mens frugtstandens stilk til gengæld er kortere (kun 0-2 cm). Vintereg er et stort, løvfældende træ med hvælvet krone. Stammen er kort og tyk med svære og vredne hovedgrene, der sidder vandret ud. Barken er først glat og olivengrøn med grålig dug. Senere skaller barken af i tynde flager, og til sidst bliver den grå og furet. Knopperne er spredte, kegleformede og lysebrune. De er tæt samlet mod skudspidsen, hvor endeknoppen er tydeligt større end de andre. Bladene er omvendt ægformede med kileformet stilkende, brede, afrundede lapper og hel rand. Oversiden er mørkegrøn og læderagtig, mens undersiden er meget lyst grøn. Høstfarven er gullig, og bladene bliver siddende langt hen på vinteren. Blomsterne er samlet i rakler. Frugterne, agern, er ustilkede og modner på ét år. Rodnettet består af en kraftig, lodret pælerod med kraftige siderødder. Vintereg optræder blandet med andre løvtræer på let, tør og sur bund. Desuden er den skovdannende på tung og vandlidende jord. Den er udbredt fra England til europæisk Rusland. I Danmark er den hyppigst i Vestjylland. Den ses spredt i skovene i hele landet, en mindre gruppe kan f.eks. ses i universitetsparken i Århus lige øst for Naturhistorisk Museum. Vintereg er et lystræ, dvs. at det kræver meget lys, men lader også lys trænge ned til skovbunden. Løvet er mulddannende og pH-hævende. Vintereg trives på lettere og mere tør jord end stilkeg. Det skyldes at kimplanterne har en dybere og mindre forgrenet rod.

Skovfyr (Pinus sylvestris L.) er et op til 30 meter højt nåletræ, der findes i nåleskove, fortrinsvis på tør, mager bund. Den findes spredt over det meste af Danmark og er hjemmehørende, selvom den i dag kun findes dyrket eller forvildet i Danmark. Skovfyren genkendes let på sin kombination af relativt korte, blågrønne nåle og orange-rød bark. Træet er et lystræ, dvs. det er lyskrævende. Træet kan blive flere hundrede år gammel, normalt 150-300 år, med de ældste dokumenterede eksemplarer (i Sverige og Norge) på godt over 700 år. Skovfyr er et stedsegrønt nåletræ med en karakteristisk lige stamme, hvoraf den nederste del som regel er grenløs. Vækstformen er kegleformet, senere dog mere paraply- eller skærmagtig og ofte assymetrisk. Hovedggrenene er først vandrette og kransstillede, senere krogede og overhængende. Barken er først lysegrøn og skællet, så grålig og ru, og til sidst opsprækket og dybt furet. Med alderen bliver barken foroven på stammen lidt skællet og næsten glat, rødgul til orangerød. Knopperne er cylindriske og brunrøde. De er overtrukket med hvidlig harpiks. Nålene sidder parvist på små kortskud, som igen sidder spredt langs langskuddet. Nålene er korte, stive og blågrønne. Bestøvningen sker i maj-juni. Den hunlige kogle er gråbrun og bredt kegleformet. Frøene modner først 2 år efter bestøvning og spirer villigt (især på råjord). Hovedrødderne er svære, og de når langt ned og er godt forgrenede. De meget højtliggende smårødder er helt filtagtige. Skovfyr kan ikke forveksles med andre nåletræer. Der findes dog over 100 sorter fyrretræ, som kan være svære at skelne fra hinanden. Arten er udbredt i næsten hele Europa og har en varietet i det nordlige Kina og det østlige Sibirien (Pinus sylvestris var. mongolica), og en anden varietet på Balkan-halvøen og i det nordlige Tyrkiet (Pinus sylvestris var. hamata). Skovfyr er vokser på den magreste jord i egne med mindst nedbør i Danmark. Det er almindeligt plantet. Skovfyr kan vokse på næsten al slags jord, men bliver ofte udkonkurreret af andre arter på kraftig jord. De oprindelige danske bestande er for længst udryddet, og de nuværende træer stammer fra norske eller skotske frøkilder. En betydelige forekomst af sådanne kan f.eks. ses i Tisvilde Hegn og tilhørende Asserbo Plantage. Veddet er let at bearbejde og derfor meget brugt. Skovfyr har en lysgennemtrængelig krone og tåler vind. Dets nåle er mulddannende. Frøene ædes af fugle, mus og egern. Ved beskadigelse frigiver grene og stammer en balsam kaldet terpentin bestående af harpiksstoffer opløst i æterisk olie, så kaldt terpentinolie. Fyrreskud indeholder C-vitamin og bitterstoffer. Der findes en række historiske henvisninger til folkemedicinsk brug af skovfyr i Danmark. Harpiksholdige fyrrespåner eller fyrreknaster blev i Jylland sat på brændevin og drukket mod kolik. På Fyn dryssede man ormemel fra gammelt fyrreved i brandsår. Generelt over hele landet har man brugt te lavet på knopperne mod skørbug og hoste. Dampdestillat af nåle og unge skud (fyrrenåleolie) har været hældt i kogende vand, hvorefter man indåndede dampene mod kighoste og anden hoste samt forskellige andre former for halsbesvær. Skud og nåleolie har antimikrobiel effekt og kan anvendes indvortes mod betændelsestilstande i mund og svælg. Dråber af ekstrakt eller olie kan tilsættes varmt vand og inhaleres med vanddampen. Udvortes kan nåleolie eller ekstrakt af fyrreskud anvendes i salver mod gigtlidelser og nervesmerter (neuralgi).

Vortebirk (Betula pendula), ofte skrevet vorte-birk, er et op til 25 m højt træ, der vokser i skove, moser og på overdrev. Træet er også almindeligt brugt som prydtræ i haver. Vortebirk er et stort, løvfældende træ med en åben og kuplet eller overhængende krone. Stammen er ret og gennemgående næsten til toppen. Øverst oppe opløses kronen hos ældre træer i et antal konkurrerende hovedgrene. Store grene er som regel oprette, men de bliver med tiden udstående eller overhængende. Barken er først grå til brun og ru af vorter (men helt glatte skud kan også findes). Senere bliver den glat og brun med hvide korkporer. Så skifter den til hvidt, og skaller af i tynde flager. Til sidst er barken sort og furet. Knopperne er spredte, brune og ægformede. Bladene er ægformede eller næsten ruderformede med ru overside og takket rand. Oversiden er friskt grøn, mens undersiden er lidt lysere. Blomstrer lige efter løvspring i begyndelsen af maj. De hanlige rakler ses allerede fra om efteråret, mens hunraklerne først viser sig ved løvspring. De bliver senere til tørre stande af vingede frø. Frøene spirer villigt. Rodnettet ligger meget højt i jorden. Det er meget udbredt og fint forgrenet. Derfor er birkearterne hårde og grådige konkurrenter, så selv græs lider under det. Vortebirk optræder som pionertræ i Danmark og det øvrige Europa, hvor det især findes på tør og sur bund. Det forekommer almindeligt i hele landet. Ofte spredt i skove domineret af andre træer, men på våd og mager bund dannes store bestande, f.eks. i Pinseskoven på Vestamager. Birk er stærk og smidig. I vikingetiden og tidlig middelalder blev birk anvendt til mange forskellige formål. Kølen på en af Skuldelev-skibene er af birk, men det brugtes også til vidjer, og bark blev brugt til at lave dåser, kurve, spande m.v. og desuden til garvning af sejl.

Dunbirk (Betula pubescens), ofte skrevet dun-birk, er et op til 25 m højt træ, der vokser i moser og på fugtig bund. Dunbirk er lyskrævende og tåler ikke meget vind, men er derimod meget hårdfør overfor frost. Dunbirk er et løvfældende træ med en opret, stivgrenet vækst. Barken er først rødbrun og dunhåret, senere bliver den gråhvid og glat. På gamle grene og stammer bliver barken opsprækkende og furet. Knopperne er spredtstillede, ægformede og afrundede. Bladene er ægformede eller næsten runde (hvor de på Vorte-Birk er ruderformede) med en rundtakket rand. Bladstilken er dunhåret, og oversiden er grågrøn, mens undersiden er lidt lysere grågrøn med hårklædning på nerverne. Høstfarven er gul. Blomsterne er samlet i kønsadskilte rakler, hvor de hanlige ses allerede fra efteråret. Blomstringen foregår før løvspring. De enkelte blomster er stærkt uregelmæssige (reducerede). Frugterne er vingede nødder, der sidder beskyttet i de blivende hunraklers skæl. Dunbirk er en pionerplante, som klarer sig bedst på et lysåbent voksested med en fugtig, sur og næringsfattig jordbund. Den stiller meget små krav til jordbunden og kan gro på alle jordtyper, også på fugtige, sure og tørveholdige jorder, hvor den ofte er det første træ, der indvandrer.

Rødgran (Picea abies) er et op til 40 meter højt træ, der i Danmark er meget almindeligt plantet på især næringsfattig bund. Rødgran er et stedsegrønt nåletræ med en opret, kegleformet vækst. Hovedgrenene sidder vinkelret udspærret i kranse. Barken er først rødbrun og furet. Senere bliver den næsten kobberfarvet med tynde, afflagende skæl. Gamle grene og stammer får efterhånden en grå, opsprækkende bark med små, afrundede plader. Knopperne er mørkebrune og ægformede med tydelig spids. Nålene sidder på korte stilke og er rettet opad eller udad fra undersiden af skuddet. På oversiden vokser de derimod fremad. Nålene er stive og stikkende, firkantede i tværsnit og ensfarvet græsgrønne på alle sider. De hanlige sporofyller sidder i kogleformede stande, som først er røde og senere gule. De hunlige kogler optræder også i stande, som mest findes i toppen af træet. De er først oprette og mørkerøde, så grønne og hængende og til slut rødbrune og slanke. Frøene har vinger. Rodnettet er fladt og består af højtliggende hoved- og siderødder. Rødgran var oprindelig udbredt i det nordlige, østlige og centrale Europa. Desuden var der bestande i Sydeuropas bjergegne. Arten er meget hårdfør og tåler både streng kulde og nogen udtørring. Den konkurrerer bedst på sur eller let sur jord, men trives på alle jordtyper. Rødgran er indført til Vesteuropa og Danmark, men er nu forvildet utallige steder og optræder i dag som naturaliseret art. Rødgran er det mest almindelige skovtræ i Danmark, og arten er et af de almindeligste juletræer i Danmark, kun overgået af Nordmannsgranen. Rødgran dyrkes i dag til mange forskellige formål, bl.a. Rødgran har været populært i skovbrugt og er stadig meget udbredt. Mange rødgransplantager er præget af meget tæt beplantning, men den meget intensive dyrkning har vist sig at have en række negative sider

Rød-el (Alnus glutinosa), er et op til 25 m højt træ, der findes på fugtig og næringsrig bund i skove og moser. Navnet skyldes at veddet kortvarigt farves orangerødt ved såring. Rød-el er et stort, løvfældende træ med en afrundet, tæt krone. Træet har ofte flere stammer fra jorden. grenene er først opstigende, men de bliver senere udstående. Barken er først violet-brun, så bliver den gråbrun med lyse barkporer, og til sidst er den grå og opsprækkende med korte, lodrette furer. Knopperne er spredte og langstilkede. Farven er rødviolet, og formen er omvendt ægform. Bladene er runde til omvendt ægformede med rundtakket rand. Bladspids mangler, eller der er en indskæring i stedet. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Skudspidserne og de unge blade er klæbrige. Hanblomsterne ses som rakler allerede om efteråret. Blomstringen finder sted i marts-april før løvspring. De hunlige rakler kommer først til syne i løvspringet. De modner og bliver til de velkendte "elle-kogler". De er hos rødel runde og langstilkede. Frøene spirer villigt. Rodnettet er klokkeformet og meget dybtgående. Der er ikke mange vandrette rødder. Som alle El kan også denne forsyne sig med kvælstof ved hjælp af aktinomyceter (Frankia sp.), som den huser i knolde på rødderne. Rødel danner skove på fugtig og mineralrig bund overalt i Danmark, dog mindre almindelig i Vestjylland. Den er hårdfør til zone 3. Rødel trives bedst på fugtig bund med grundvandsbevægelse, men tåler stillestående vand. På meget tør jord bliver træet dog sjældent mere end 8-10 m højt, og på tør lerjord bliver det toptørt ved 25-års aldren og skyder i stedet nedefra, så at man ikke kan slippe af med planten. Bladene omsættes meget hurtigt af nedbryderorganismer, hvorved de fremmer mulddannelsen, men i vand forringer de levemulighederne for mange dyr og planter. Rødel tåler frost og saltpåvirkning. Ligesom andre Elletræer tolererer den højt grundvandsspejl. Rødel skyder villigt fra stub eller stamme efter Beskæring af planter|beskæring. Den kan bruges til at fiksere kvælstof (s.k. ammetræ) og derved tilføre gødning i stort set alle typer plantninger. Grenene bides normalt ikke af vildt, men frøene i de små koglelignende Blomsterstand|stande ædes af småfugle om vinteren. Dens plantesaft er spiselig. Træet kan stynes for at danne et mindre træ eller mere busklignende form.

Bævreasp (Populus tremula), er et op til 30 meter højt træ, der i Danmark er almindelig i f.eks. skovlysninger og ved søer og åer. Bævreasp er et mellemstort, løvfældende træ. I ungdommen har det en opret, slank vækst, men snart derefter bliver formen åben og uregelmæssig. Stammen er slank og ret til toppen, men på dårlige jorde ses dog ofte flerstammede eksemplarer. Grenene sidder i kranse og er først opstigende, men senere bliver de mere vandrette og til sidst kan de være overhængende. Barken er først gulbrun og blank, senere gulgrå og mere mat. Gammel bark revner på langs mellem sortgrå barkkamme. Knopperne er spredte, spidse, blanke og rødbrune. Bladene er næsten perfekt cirkelrunde med en bugtet-tandet rand. Oversiden er matgrøn, mens undersiden er blågrøn. Høstfarven er oftest lysende gul, men i Nordskandinavien ses de også i orangerødt. Bladenes lange, tynde stilk gør dem meget bevægelige, sådan at de ryster ved den mindste vind: de "skælver som et espeløv". Blomstringen sker kort før løvspring, og arten er tvebo, sådan at det ene individ udelukkende bærer rakler med hunlige blomster, mens det andet udelukkende har hanlige rakler. Frøene har lange, lysegrå frøhaler. Rodnettet beestår af et tæt netværk af hovedrødder, som når vidt ud og så dybt ned, som jordbundsforholdene tillader. Finrødderne er veludviklede og danner filt. Desuden danner rødderne rodskud meget villigt – især efter såring. Arten optræder som pionertræ på våde, sure og magre jorde. Evnen til at danne rodskud gør, at det kan overleve både brand, rydninger og græsning gennem århundreder. Man formoder derfor, at visse af bævreasp'ene på hederne kan være blandt de ældste træer i Danmark. Den vokser almindeligt i Danmark i skove og krat, i skovlysninger og ved søer og åer.

Ask (Fraxinus excelsior), også almindelig ask, er et op til 35 m højt træ, der vokser på fugtig bund i skov og krat. Den er ofte plantet. Ask har en åben krone og et let løv, som lader en del lys slippe igennem. Ask er et stort, løvfældende træ med en høj og åben vækstform. Kronen er først slank og kegleformet, men den bliver senere mere flad og kuplet (især hos de hunlige træer). Stammen er ret og gennemgående til toppen. Hovedgrenene er først opstigende, så mere udspærrede og til sidst overhængende. Barken er først glat og grågrøn. Senere bliver den lysegrå med smalle furer, og til sidst er den grå og egeagtigt furet. Under særlige forhold skal træet kunne blive 45 m i Danmark. Knopperne er modsatte, kegleformede og helt sorte som det eneste træ i den danske vinterskov. Farven på Knopperne viser at træet er i Oliventræsfamilien. Bladene er uligefinnede med elliptiske småblade, der har tandet rand. Begge sider er lysegrønne. Træet blomstrer kort før løvspring i maj. Hunblomster og hanblomster er i reglen samlet på hver sine træer. Kun sjældent finder man tvekønnede træer. Blomsterne sidder før løvspring som store, rødlige bundter ved spidsen af de gamle skud. Huntræerne bærer bundter af vingede nødder. Frøene spirer villigt på egnet bund, men først efter 2-3 år. Rodnettet består af en dybtgående pælerod og få, men svære siderødder, der når langt udenfor drypzonen. Ask er et udpræget lystræ. Løvet er mulddannende. Asken kan blive flere hundrede år gammel. Ask findes i lyse blandingsskove i hele Vesteuropa (inklusive Danmark), hvor der er rigelig nedbør eller højt og næringsrigt grundvand. Den trives både i lys og i nogen skygge og klarer sig på al slags jord, dog bedst på næringsrig, ret fugtig og kalkrig muldjord. Ask tåler ikke stillestående vand i jorden. Derimod tåler træet blæst og salt. Den er almindelig i hele Danmark, bortset fra Vestjylland. Veddet sælges under navnet "ask". Ask egner sig godt til nedskæring og styning, da den villigt sætter stødskud. Træet anvendes især som bestandstræ i læplantninger eller som spredt indblanding i vildtplantninger og skovbryn. De store, sorte knopper bides gerne af hjortevildt og harer. De tørre frugter sidder længe på træet og ædes af fugle om vinteren. Veddet af ask kan brænde, selv om det er friskt. Ask er smidig og blev bl.a. brugt til en bordgang i Skuldelev-skibene. Derudover anvendes asketræ til skafter på diverse håndværktøj. På grund af sin styrke og smidighed er ask særligt velegnet til dampbøjning. Det er af samme årsag et populært materiale i møbelproduktion. Asketræer har de seneste år været plaget af en plantesygdom, der indtil videre er kendt som askesyge eller asketoptørre.

Skovelm (Ulmus glabra), storbladet elm eller bare elm, er et op til 30 meter højt træ, der vokser i skove og hegn. Frugterne er vingede nødder, kaldet "manna". Alle dele af træet er meget seje. Det videnskabelige navn glabra betyder glat på latin, hvilket hentyder til den hårløse unge bark. Skovelm er et stort, løvfældende træ med oprette grene og stor, rund krone. Barken er først grøn, senere sølvgrå og glat. Til sidst bliver den lysegrå med mørke furer. Knopperne er spredte, butte og rødgrå. Blomsterknopperne er større, mere brune og helt runde. På meget kraftige vanris vil bladene være 3-lappede på den yderste del. Normale blade er omvendt ægformede med én tydelig spids. Oversiden er meget ru og mørkt grøn, mens undersiden er lysere. Blomstringen finder sted før løvspring i april, og blomsterne består kun af støvknapper og støvfang. De sidder samlet i tætte bundter, der lyser mørkt rosa før løvspring. Frugterne er vingede nødder ("manna"), som ses på grenene lige før løvspring. Frøet er modent allerede i juni, og det spirer villigt – næsten alt for villigt – herhjemme. Rodnettet er fint forgrenet og når langt ud og ned. Elm er blandt de mest vindføre træer, vi har. Den stiller kun små krav til jordbunden, men trives allerbedst på dyb, kvælstofrig muld. Skovelm er udbredt i Mellemøsten, Kaukasus, Sibirien og Europa, herunder i Danmark, hvor den optræder som skovtræ i blandede løvskove på mineralrig, porøs muldbund. Specielt egnet til læplantninger på vindudsatte lokaliteter. Skud og grene ædes gerne af hjortevildt. Træet tåler stærk beskæring. På grund af elmens kraftige ungdomsvækst kan tidlig beskæring være nødvendig i blandingsbevoksninger. Bladene omsættes hurtigt i jordbunden og virker mulddannende. Arten kan blive meget gammel, men den angribes dødeligt af elmesyge, som næsten har udryddet arten i Danmark. Der findes en variant, bjergelm, som har glatte bladoversider, og som vokser på kyster, hvor den almindelige skovelm får svedne blade.

Vintereg (Quercus petraea), også skrevet Vinter-Eg, er et stort træ, der i Danmark især vokser i skove og krat i Vestjylland. Det ligner den almindelige stilkeg, men bladene har 5-9 par lapper og deres bladstilk er lidt længere (10-15 mm), mens frugtstandens stilk til gengæld er kortere (kun 0-2 cm). Vintereg er et stort, løvfældende træ med hvælvet krone. Stammen er kort og tyk med svære og vredne hovedgrene, der sidder vandret ud. Barken er først glat og olivengrøn med grålig dug. Senere skaller barken af i tynde flager, og til sidst bliver den grå og furet. Knopperne er spredte, kegleformede og lysebrune. De er tæt samlet mod skudspidsen, hvor endeknoppen er tydeligt større end de andre. Bladene er omvendt ægformede med kileformet stilkende, brede, afrundede lapper og hel rand. Oversiden er mørkegrøn og læderagtig, mens undersiden er meget lyst grøn. Høstfarven er gullig, og bladene bliver siddende langt hen på vinteren. Blomsterne er samlet i rakler. Frugterne, agern, er ustilkede og modner på ét år. Rodnettet består af en kraftig, lodret pælerod med kraftige siderødder. Vintereg optræder blandet med andre løvtræer på let, tør og sur bund. Desuden er den skovdannende på tung og vandlidende jord. Den er udbredt fra England til europæisk Rusland. I Danmark er den hyppigst i Vestjylland. Den ses spredt i skovene i hele landet, en mindre gruppe kan f.eks. ses i universitetsparken i Århus lige øst for Naturhistorisk Museum. Overjorden skal helst være humusrig, mens råjorden kan være alt fra stift ler til magert grus. pH bør ligge mellem 5 og 6. Træet tåler kulde, blæst og en del skygge (i ungdommen). Vintereg er et lystræ, dvs. at det kræver meget lys, men lader også lys trænge ned til skovbunden. Løvet er mulddannende og pH-hævende. Vintereg trives på lettere og mere tør jord end stilkeg. Det skyldes at kimplanterne har en dybere og mindre forgrenet rod.

Småbladet lind (Tilia cordata) - også kaldt skovlind - er et op til 30 meter højt træ, der i Danmark vokser i skove og som plantes i parker og alléer. Til forskel fra storbladet lind er bladstilke og årsskud helt hårløse. Træet er næst efter egen det længstlevende danske træ og var tidligere blandt de almindeligste skovtræer i Danmark. Småbladet lind er et stort, løvfældende træ med en bred, kegleformet vækstform. Stammen er kort og tyk, og den deler sig hurtigt i et antal konkurrerende topskud. Hovedgrenene er bredt overhængende med opad vendte spidser. Barken er først gul (med rød lysside) og glat. Senere bliver den mere ru og grå, og til sidst er den grå og opsprækkende i smalle furer. Knopperne er spredte, ægformede, store, røde og hårløse med to knopskæl. Arten forveksles ofte med parklind. Selvom planterne ligner småbladet lind, så kan de godt være småbladede, sterile kloner af parklind. Da parklind vokser hurtigere end forældrearterne på grund af krydsningens frodighed, så vil den koste mindre at fremstille, og er derfor ofte foretrukket af planteskoler. Bladene er runde til skævt hjerteformede med fint takket rand og kort spids. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er blå(grå)-grøn. Høstfarven er gul, men ganske kortvarig. Træet blomstrer lang tid efter løvspring i juli, hvor de små, gulligthvide og stærkt duftende blomster søges meget af bier. Blomsterne er samlet i små kvaste. Frugterne er vingede nødder, som modner godt og spirer villigt. Frømodning er sjælden her i landet på grund af dårlige bestøvningsforhold. Der skal være mindst to kloner for at lave frø foruden et bistade i nærheden. Kimplanter af småbladet lind har afvigende, lønneagtige blade. Rodnettet er opbygget med en kraftig, lodret pælerod, et hjerteformet system af hovedrødder, og et tæt forgrenet net af overfladiske finrødder. Indtil en gang i bronzealderen var arten et af de mest almindelige skovtræer i Danmark, og indtil midten af det 7. århundrede var det småbladet lind, som havde den plads i løvskoven, som bøgen nu har overtaget.

Almindelig ædelgran (Abies alba) er et op til 45 m højt stedsegrønt nåletræ med stift udstående grene. Det er ret almindeligt plantet, især i Midt- og Vestjylland. Væksten er helt ret med en gennemgående stamme. Kronen er kegleformet og slank. Barken er grå og temmelig glat med harpiksholdige blærer. Gammel bark sprækker op i firkantede plader. Knopperne er ægformede, rødbrune og lidt fedtede. Nålene er uens lange, og de sidder tydeligt toradet på skuddet. Oversiden er skinnende grøn, mens undersiden har to hvide striber. Nålene mangler spids. Koglerne sidder ret tæt på grene nær toppen. De er oprette og cylindriske med afrundet top. Farven er først grøn, senere rødbrun. Frøene modner godt og spirer villigt her i landet. Almindelig ædelgran findes på mineralrig bund overalt i de mellem- og sydeuropæiske bjergskove, hvor der er mere end 600 mm nedbør. Her kan træet blive over 50 m højt og er dermed en af de højeste naturligt-forekommende træarter i Europa. Rodnettet består af kraftige og dybtgående hovedrødder. Træet er kun lidt modtageligt for de alvorlige vedsvampe: rodfordærver (Heterobasidion annosum) og honningsvamp. Arten er knyttet til kølige, skyggede voksesteder, men er ret ligeglad med jordbundsforholdene.

Almindelig røn (Sorbus aucuparia) er et op til 15 meter højt træ, der er almindelig i Danmark i hegn og lysåbne skove. Veddet lugter og smager surt. Frugterne (rønnebærrene) er orangerøde og sure og beske på samme tid. De indeholder meget pektin, C-vitamin og A-vitamin. Almindelig røn er en løvfældende, busk eller et mindre træ. Vækstformen er først slank og kegleformet, men snart bliver den busket og rundagtig. Det skyldes, at egentlige topskud ofte mangler. Barken er først rødbrun og let gråhåret. Senere bliver den glat og grå med enkelte korkporer, og til sidst er den grå og opsprækkende i grove furer. Knopperne er spredte, store og kegleformede, tæt hårede og gråsorte. Bladene er uligefinnede med lancetformede småblade. Hvert småblad har savtakket rand, mørkegrøn overside og grågrøn underside. Høstfarven spænder fra rød over orange til gul eller brun. Blomstringen finder sted fra slutningen af maj, og blomsterne sidder i halvskærme på små kortskud. De enkelte blomster er små og flødehvide. Frugterne er orangerøde og sure og beske på samme tid. Frøene modner godt og spirer villigt. Rodnettet består af højtliggende, tætforgrenede og kraftige hovedrødder. Almindelig røn optræder som pionertræ og i skovbryn overalt i Europa, undtagen i Middelhavsegnene, hvor dens plads overtages af storfrugtet røn, og i bjergene, hvor alperøn og akselrøn har pladsen. Den er lyskrævende, men tåler vind. I Danmark er den almindelig i hele landet i hegn, lysåbne skove og krat.

Ahorn (Acer pseudoplatanus) er et stort, løvfældende træ med grove grene og håndlappede blade. På grund af artens store hårdførhed, tålsomhed over for beskæring og kronebygning bruges den ofte som allé- og bytræ. Dens frugter er de kendte, vingede "helikoptere". Ahorn kaldes også Ær eller Valbirk. Æren kan skelnes fra den lignende spidsløn ved f.eks. at brække en bladstilk. Spidsløn har hvid mælkesaft, mens ærens saft er vandklar. Ahorn er et stort, løvfældende træ. Væksten er først kegleformet, men den bliver senere mere afrundet. Grenene er stive og oprette. Stammen er ofte gaffeldelt. Barken er først brun og glat. Senere bliver den gråbrun, og til sidst er den afskallende i flager med rødbrun underbark. Knopperne er modsatstillede, tilliggende, spidse og grønne. Bladene er håndlappede med afrundet tilspidsede lapper og ligeledes spidse sammenløb mellem lapperne. Bladranden er savtakket. Oversiden er græsgrøn, mens undersiden er grågrøn. Høstfarven er brun eller gul. Bladstilken er rød. Blomstringen finder sted sidst i maj kort efter løvspring. Blomsterne er grønne og sidder samlet i hængende klaser. Til sammenligning er blomsterne gulgrønne i den næsten ens udseende løn og lønnens blomster sidder i oprette halvskærme. Ærens frugter er de kendte, vingede "helikoptere". De modner og spirer villigt i Danmark. Frugterne kan kendes fra spidsløns ved at sammenligne vinklen, som de to frugter i helikopteren danner. Ærens frugter danner en vinkel på mindre end 90 grader, mens løns frugter sidder i en vinkel på næsten 180 grader. Rodnettet er højtliggende med tæt forgrenede hovedrødder og masser af finrødder. Arten er tilbøjelig til at danne højtliggende "kvælerrødder". Skud, knopper og blade indeholder klar saft. Træet danner ofte tveger med indgroet bark. Ær antages almindeligvis at være indført i Danmark af skovrider von Langen. Nye undersøgelser viser dog, at arten er hjemmehørende i Sydjylland, på Sydfyn, Lolland-Falster og i Sydsjælland. Der findes vidnesbyrd om Ær i en hel del gamle stednavne, bl.a. Ærskov, Ærhave, Ærholt og Ærfælde – der har med skov eller skovrydning at gøre; de er formentlig fra før 1300. Navnet Ærø indeholder sandsynligvis også mindelser om Ær. Og der er kulturhistoriske vidnesbyrd om, at Ær har været brugt til træskoskæring på Ærø i ældre tider. Arten er hjemmehørende i Kaukasus, samt i det sydlige, centrale og vestlige Europa.

Frø og frøstande

De små nødder der sidder i et lille frynset hylster hedder bog og er frugterne fra bøgetræet, almindelig bøg (Fagus sylvatica). Sammen med egetræets frugt, agern, kaldes de under et for "olden" og var tidligere en vigtig fødekilde for landbrugets dyr. Bog er meget næringsrige (de indeholder ~ 20% protein og ~ 45% olie), men også let giftige for mennesker på grund af deres indhold af tannin, trimethylamin (eller fagin) og oxalsyre. Dette har man omgået under hungerperioder ved at formale nødderne og udtrække giften ved at udvande melet. Ved presning af 100 kg nødder kan man desuden udvinde 30 kg af en ugiftig madolie.

De små nødder der sidder i en lille "skål", "hat" eller "pibe" hedder agern og er frugterne fra vores to arter af egetræer, stilkeg (Quercus robur) og den knap så almindelige vintereg (Quercus petraea). Stilkeg hedder Stilk-eg fordi "skålen" som agernet sidder i har en relativt lang stilk, mens den hos Vintereg er kort. Sammen med bøgetræets frugt, bog, kaldes de under et for "olden" og var tidligere en vigtig fødekilde for landbrugets dyr. Agern er spiselige, men bitre på grund af et højt indhold af tannin (garvesyre). Energiindholdet er 2100 kJ pr. 100 gram. De består af 6% vand, 54% kulhydrat, 8% protein og 32% fedt, og de indeholder meget kalk og fosfor. Mange dyr spiser gerne agern, bl.a. rådyr, egern og vildsvin. Agern er dog giftige for nogle dyr, bl.a. heste.

Den lange, rødlige kogle, der til tider næsten kan ligne en pølse, er frøstanden fra nåletræet rødgran (Picea abies). Koglerne er nogle af de længste i Europa og kan blive næsten 20 cm lange (7-15 cm er almindeligt). De er en vigtig fødekilde for skovens gnavere.

Koglen af almindelige ædelgran (Abies alba) ses sjældent på jorden - kun efter kraftige storme kan den ses siddende på en kvist som er faldet af i stormen. At de ikke findes på jorden skyldes at de bliver siddende i toppen af træet til de falder fra hinanden og frøene blæser væk hver for sig. Desuden sidder de kun i toppen af træet, og dannes først når træet har nået en vis alder. Da ædelgran kan blive meget høj, ses de altså i praksis ikke nede i "menneskehøjde". Farven på den nedfaldne kogle kan variere ganske kraftigt fra lysegrøn hos den helt unge kogle over violet til brunlig hos den modne kogle lige før den går i opløsning.

Kogler fra vores forskellige arter af fyrretræer (slægten Pinus) kan se noget forskellige ud. Der er også ganske stor forskel på den unge, umodne og grønne kogle der sidder på træet og er næsten kegleformet, til de mere runde, brune og åbne kogler man finder på jorden. De er en vigtig fødekilde for skovens gnavere.

De små "kogler" fra rød-el (Alnus glutinosa) er ikke kogler i botanisk forstand, da rød-el er et løvtræ og ikke et nåletræ.

De karakteristiske små "helikoptere" er frøene fra ær/ahorn og hermed beslægtede arter i ahorn-slægten (Acer). De ses typisk fra Acer pseudoplatanus som er den almindelige ahorn eller ær.

Frøene fra lind (Tilia) er en lille nød, eller klase af nødder, der sidder på en lang stilk, og på stilken sidder en vinge. Ligesom med frøene fra ahorn, får de fråklasen til at rotere når den falder ned fra træet.

Frugterne fra ask (Fraxinus excelsior) er en klase af bælglignende frugter - "bælgen" er dog blot en vinge med et enkelt frø.