Livet i Danmarks skove/Insekter

Insekter

Insekter er leddyr, dvs. dyr med et ydre skelet og en krop opbygget af flere led. Hos inseker er kroppen delt i hoved, bryst og bagkrop. På bryst-delen sidder 3 par ben og op til 2 par vinger. På hovedet sidder et par følehorn, sammensatte såkaldte facetøjne og mere eller mindre omfatende munddele.

Herunder er beskrevet de 10-15 almindeligste større insekter i Danmarks skove.

Skovrandøjen (Pararge aegeria) er en sommerfugl i takvingefamilien. Den er udbredt i Europa og gennem Lilleasien mod øst til Iran. I Danmark er den blevet almindelig i de seneste 100 år. Skovrandøjen holder til i alle slags skove, også de moderne intensivt drevne. Den holder til i små lysninger og solpletter, hvor hannerne opretter deres yngleterritorier og forsvarer dette mod alle indtrængende, undtaget selvfølgelig hunskovrandøjer. Skulle en sådan komme forbi forsøger hannen at forføre hende med en duftsky fra hans duftskæl, der sidder på oversiden af forvingerne. Sommerfuglen flyver i Danmark fra det tidlige forår, omkring april, til hen på efteråret omkring oktober. Skovrandøje har i løbet af det 20. århundrede bredt sig til store dele af Danmark fra resten af Europa. Før da var den meget sjælden i landet. Nu findes den specielt talrigt på Øerne og i Østjylland. Sommerfuglen har flødefarvede lyse pletter på oversiden af vingerne, vingefanget er mellem 35 og 44 mm, hvor hunnerne er størst og den individuelle variation i farve og øjepletter er ikke så stor som ved. f.eks. engrandøjen. Æggene klækkes efter ca. 1 uge. Nogle larver er udvokset efter 2-3 uger, mens andre går i sommerdvale og først er udvoksede efter 2-3 måneder. Når larven er udvokset forpupper den sig. Tidligt formede pupper udklækkes efter 2-4 uger, mens sene pupper overvintrer til næste år. Halvvoksne larver er også i stand til at overvintre. På denne måde har skovrandøjen årligt 2-3 overlappende generationer. De voksne skovrandøjer tiltrækkes af brombær- og hindbærblomster, saft fra træer, honningdug fra bladlus, ekskrementer og overmoden frugt. Larven lever af forskellige græsser, fx almindelig hundegræs, skovstilkaks, mosebunke og rørhvene.

Grøn birkemåler (Geometra papilionaria) er et møl der findes overalt i Europa, det vestlige Asien, Sibirien og Nordafrika. Det er en stor, smuk natsværmer der minder meget om en egentlig sommerfugl med et vingespænd på 50–65 mm. Nyudklækkede eksemplarer har en klar smaragdgrøn farve, der dog falmer til en lysere grøn efter nogle dage. Den har et karakteristisk mønster af linjer af hvide prikker. Den flyver om natten fra juni til august. Larven er først brun men bliver senere grøn og lever hovedsageligt af birk omend den også er fundet på rødel, bøg, hassel og røn. Den overvintrer som larve.

Rød Skovmyre (Formica rufa) er en mellemstor skovlevende myre. Den er hjemmehørende i Europa og Lilleasien, men findes også i Nordamerika. Den findes både i løv- og nåleskov, i parker og haver. Arbejderne er tofarvede, røde og sortbrune, 4,5-9 mm lange. De har store kindbakker, og ligesom mange andre myrarter, kan de sprøjte myresyre fra underkroppen. Myresyre blev først udvundet i 1671 af den engelske naturforsker John Ray ved at destillere et stort antal knuste myrer af denne art. Tuen er kuppelformet, stor og iøjnefaldende og består typisk af græs, kvise og grannåle, ofte bygget op ad en træstub og ofte placeret nær en skovlysning hvor den kan varmes op af solens stråler. Store kolonier kan have 100.000 til 400.000 arbejdere og op til 100 dronninger. De største kolonier kan ofte måle flere meter i højde og diameter. F. rufa er aggressivt territorial og angriber og fjerner ofte andre myrarter fra området.

Skovørentvist (Chelidurella acanthopygia) er 6-13 millimeter lang og rødlig, brunlig eller gullig. Den har en karakteristisk, halvcirkelformet tang på bagkroppen og tynde hindeagtige vinger, der er foldet sammen under dækvingerne der er reduceret til to lapper, der er vokset fast til brystets overside.. Ørentviste har ufuldstændig forvandling, det vil sige uden puppestadium. Det sidste af de fire larvestadier kaldes gerne nymfestadiet. Ørentviste er lyssky dyr, der ofte træffes flere sammen, fx under sten, bark eller vissent løv. De ses desuden i frugter, under blade eller i blomster, hvor de kan fortære støvveje og støvdragere. Ud over plantedele kan ørentviste leve af mindre dyr som bladlus.

Skovskarnbassen (Anoplotrupes stercorosus) er en art af biller af familien Geotrupidae. Oversiden er normalt sort eller blåsort med metallisk blå rande. Den kan findes over hele Europa. Voksne biller kan blive 14–20 mm lange og kan ses i skove fra juni til følgende forår, oftest i bøgeskove. Billen lever af gødning, rådne svampe og saft fra træer.

Bøghjort (Dorcus parallelipipedus), er en hjortebille med en sort, bred, flad krop, korte kraftige ben, kraftige kæber og lange antenner. Der er ikke den store forskel på størrelsen af hanners og hunners krop, men hanner har tydeligt større kæber end hunner og hanners kæber er krumme, mens hunnernes er lige. Billerne er 18 til 32 mm lange. Den hvide C-formede larve lever af træ, og både biller og larver findes i meget blødt, nedbrudt ved fra løvtræer, specielt ask, bøg og æble. De er aktive om sommeren og spreder sig ved flyvning.

Sankthansoldenborre eller Brandenborger (Amphimallon solstitiale) er en almindelig bille i gruppen "torbister", som ligner den ægte oldenborre men er meget mindre, ca. 2 cm i længden. I skumringen flyver de aktivt omkring trætoppene i søgen efter en mage, og ofte findes de druknet i vandpytter den følgende morgen. De tiltrækkes af lys og flyver ind gennem åbne, vinduer og flyver gerne rundt om - og ind i - lamper, hvilket kan larme en del. De findes i hele Eurasien og Nordafrika, undtagen i tropiske områder, og ses ofte fra juni til august, i enge, hegn og haver og spiser planter og blade.

Typograf (Ips typographus) er barkbille, nært beslægtet med snudebillerne. De lever under barken på døende eller døde trær, og er en almindelig art i granskov. Den kan i visse år optræde i så store mængder, at de kan angribe og dræbe levende træer. Larverne laver karateristiske mønstre i veddet under barken - heraf navnet "typograf".

Læderløber (Carabus coriaceus) er en bille i gruppen jordløbere i familien løbebiller. Den findes i næsten hele Europa, og er almindelig i Danmark. Læderløber er en af vores største løbebiller og en af de største biller som forekommer i Nordeuropa, 32-40 mm lang. Den er matsort uden metallisk glans. Dækvingerne er uden længderibber, men med et uregelmæssigt rynket mønster. Læderløber lever i skov, primært løvskov, men også i parker og haver. Den foretrækker skyggefulde steder med god fugtighed. Overvintrer som voksen, nedgravet i hulrum under sten og rødder. Den er nataktiv og lever af rov på mindre dyr, blant andet snegle og kardavere. Larverne er radikalt forskellige fra de voksne i levevis og i kropsbygning. Mellem larvestadiet og det voksne stadie ligger et puppestadie, en hvileperiode. De voksne biller af denne store, tunge art har reducerede flyvevinger og kan ikke flyve. Med sin store krop virker den tung og sammenlignet med de fleste andre løbebiller.

Grøn Bredtæge (Palomena prasina), er en almindeligt forekommende tæge i gruppen bredtæger (Pentatomidae). Tæger må ikke forveksles med flåter, da tæger udelukkende suger saft fra planter og evt. andre insekter og således er helt ufarlige for mennesker. Grøn Bredtæge findes især i krat, skovbryn og haver og findes over hele landet, dog sjældnere i Vestjylland. Den er en bred og kraftig bygget grøn tæge, uden nogen tydeliger markeringer eller farver på oversiden, ca. 11-14 millimeter lang. Den bageste del af forvingerne er mørkt brunsorte. Benene er blegt gulgrønne. Bredtægerne hører til de næbmundede som er kendetegnet ved sugende mundele, hvormed de suger saft fra blade, stængler og bær. Bredtæger har en stinkkirtel på siden af kroppen, hvormed de afgiver en ækel lugt når de føler sig truet. I efteråret kan de ofte findes på modne bær, og afgiver så den ækle lugt når bærrene plukkes. Bærrene får derved tillige en grim smag.

Blå Oliebille (Meloe violaceus) er en af Danmarks største biller, og specielt en ægbærende hun kan blive ganske stor (op til 4cm). Blå Oliebille findes i det meste af Europa, det meste af tempereret Asien og Nordafrika. I Danmark findes den oftest i løvskove, på overdrev og kystklinter, og er den især udbredt i de østlige egne. Larverne lever som parasitter hos bier. Larverne klaterer op i en passende blomst, hos Blå Oliebille oftest Vorterod. Her kravler de over på bestøvende bier, og flyver med bien hjem til boet hvor laven lever af honning, æg og biernes larver.