Livet i Danmarks skove/Buske

Buske

Buske er på mange måder små træer; ligesom træer er de kendtegnet ved at have forveddede grene. De adskiller sig fra træer på 2 måder. Dels er de altså mindre (omend en stor busk kan være større end et lille træ), dels er buske kendteget ved at have flere, lige kraftige grene fra jorden, i modsætning til træer der har en primær stamme. Indenfor plantefysiologien siges træer at have apikal dominans, altså at topskuddet på den højeste stamme eller gren er dominerende over alle andre skud. Sådan er det ikke med buske.

Herunder beskrives de ca. 10 mest almindelige buske i Danmarks skove.

Almindelig hyld (Sambucus nigra) er en busk eller et op til 8 meter højt træ, der i Danmark vokser i hegn, skov og krat. Gren Grenene har tyk, hvid marv, som dog svinder væk og efterlader et hul i gamle grene. Blade og bark indeholder bitterstoffer, men ikke i så høj koncentration som hos den nært beslægtede druehyld. Hele busken er derfor giftig, bortset fra blomsterne, der sidder i flade halvskærme. De sorte bær kræver opkog før spisning. Væksten er kuplet med oprette hovedgrene og overhængende sidegrene. Barken er først grøn og glat med grove barkporer. Senere bliver den lysegrå, men stadig med korkporer. Gammel bark er grå og furet. Knopperne er modsatte, udspærrede, grove og violette. Bladene er uligefinnede med ovale småblade, der har savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Alm. hyld blomstrer i juni-juli, og blomsterne sidder samlet i flade halvskærme. De er små og flødehvide. Duften er sødt krydret. Frugterne er sorte stenfrugter ("bær").

Almindelig Hvidtjørn (Crataegus laevigata) er en op til 8 meter høj busk, der f.eks. vokser på skrænter, overdrev og i krat. Frugterne af Almindelig Hvidtjørn er eftertragtet af fuglene. Almindelig Hvidtjørn er en stor, løvfældende busk med en stiv og tæt vækst. Den har ofte flere stammer fra grunden. Barken er først rødbrun og næsten hårløs. Senere bliver den grågrøn og kan skifte videre til gulgrå. Gamle grene er grå og opsprækkende. Busken bærer talrige stive grentorne på de ikke-blomstrende skud. Knopperne er spredte, runde og rødbrune. Bladene er omvendt ægformede med tre lapper på den yderste tredjedel . Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er grågrøn. Blomstringen sker i maj-juni, og blomsterne sidder i halvskærme på knudrede dværgskud. De er hvide (se dog nedenfor under sorter) og lugter stramt. Frugterne er røde bæræbler med to-tre kerner (sten), som spirer villigt. Rodnettet består af grove, kun lidt forgrenede hovedrødder, som når langt ned og vidt ud. Finrødderne ligger lige under overfladen. Almindelig Hvidtjørn vokser som underskov i lyse løvskove, som skovbryn eller som krat og overdrev i det meste af Europa, herunder også Danmark, hvor den er almindelig i størstedelen af landet (sjælden i Vestjylland).

Mirabel eller kirsebærblomme (Prunus cerasifera) er en stor busk eller et op til 8 meter højt træ med røde eller gule frugter, der er 20-30 mm store og søde med en vandet smag. Mirabel må ikke forveksles med mirabelblomme (Prunus domestica ssp. syriaca), der bærer samme navn. I daglig tale bruges "mirabel" eller "mirabelle" ofte om begge arter, såvel som om andre arter og hybrider i slægten Prunus med lignende frugter. Mirabel er en høj busk eller sjældent et lille træ med spredte grentorne. Den blomstrer i april-maj samtidig med løvspring og har ofte velsmagende eller melede gule eller røde frugter. Den tåler nogen skygge og en del vind. Den har ikke egentlige rodskud, men danner mange stødskud. Planten formodes at stamme fra Mellemøsten, men den kendes ikke længere fra helt vild tilstand. Alt tyder dog på, at den er tilpasset voksesteder med rå, gruset jord med højt kalkindhold. Mirabel er nøjsom og kan gro på selv meget dårlig sandjord, men bør ikke bruges på meget våde jorder. Den tåler Beskæring af planter|beskæring godt og er velegnet til læplantninger og i den indre del af vildtplantninger. Mirabel bliver vistnok omkring 50 år gammel. Den er almindeligt plantet i hegn over det meste af Danmark.

Hindbær (Rubus idaeus), undertiden kaldet almindelig hindbær, er en halvbusk med oprette 100-150 cm høje skud, der vokser i lyse skove og skovrydninger. Især unge skud er tæt beklædt med stive hår eller svage torne. Hindbærplanten har velsmagende frugter, hindbær. Smagen er sødlig, næsten parfumeret. Hindbær er en løvfældende busk med en usædvanlig vækstform: De étårige skud er oprette og bærer spredte, trekoblede blade. De toårige skud sætter korte sideskud fra sidste års bladhjørner. Sideskuddene bærer uligefinnede blade (med 5 småblade) og blomster. Sidst på året dør andet-års skuddene. Knopperne er spredte og ret grove. Bladene er trekoblede eller uligefinnede med savtakket rand. Oversiden er lysegrøn, mens undersiden er hvidfiltet. Blomsterne er hvide. De sidder i åbne stande på korte sideskud. Frugterne er røde og hueformede, de kendte hindbær. Frøene modner godt og spirer villigt. Rodnettet består af lange, kun lidt grenede hovedrødder, og af mange, fine og højtliggende siderødder. Planten skaber jordtræthed. Planten bliver meget bredere, fordi den stadigt vokser udad med udløbere. Hindbær vokser vildt i både Europa, Vestasien og Nordamerika. Den gror derfor også i lysninger i danske løv- eller nåleskove, hvor der sker en kraftig omsætning i jorden. Derved bliver Hindbær til indikatorart blandt de såkaldte "kvælstof-planter". Den er almindelig i det meste af landet i lyse skove, krat og skovrydninger, men sjælden i Vestjylland. Frugten er en rød flerfoldsfrugt sammensat af små saftige stenfrugter, der hver indeholder et frø i midten.

Almindelig Brombær (Rubus plicatus) eller bare kaldet Brombær er en halvbusk, der i Danmark vokser i krat, hegn og åben skov. Til forskel fra Korbær er den uden blådugget voks-overtræk. De to-årige skud har kraftige hagekrummede torne. Navnet "brombær" er afledt af bremmel, der betyder tornet busk. De fleste brombær i Danmark danner frugt, uden at de er blevet bestøvet. Derved er der opstået en række små arter, som kun eksperter kan bestemme. Brombær bærer velsmagende frugter i oktober. Brombær er en løvfældende eller vintergrøn busk med lange, rankende skud. Alle skud bærer masser af kraftige torne. Årsskuddene er over 5 mm tykke. Barken er først grøn og glat, senere brun og furet. Knopperne er spredte, lysegrønne og lasede. Bladene er trekoblede til femfingrede med smalle akselblade. Småbladene er ægformede med savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er gråhvid med små torne på ribberne. Blomsterne er lyserøde og sidder samlet i halvskærme. Hver frugt består af mange, små stenfrugter. Frøene modner kun godt i varme, tørre efterår og på egnede sorter. Brombærsæsonen strækker sig fra august til oktober. Rodnettet ligger højt i jorden. Det består af vandret krybende hovedrødder med fine trævlerødder på. Ved nedfrysning eller hård beskæring ses mange rodskud. De lange ranker slår rod fra spidsen, hvis de får jordkontakt. Brombær er i Danmark almindelig i Østjylland og på Øerne på overdrev, i krat, skovbryn, hegn og åben skov. De vintergrønne blade er en vigtig føde for hjortene. I oldtiden blev bærrene brugt som lægemiddel imod diarré og bylder, hvilket kan skyldes det høje indhold af garvesyre. De syrligt-søde bær smager dejligt, som de er også velegnede i desserter og til bagværk og syltebrug.

Korbær (Rubus caesius) er en halvbusk, der i Danmark f.eks. vokser i skove, på gærder og strandskrænter. Den ligner Brombær, men er spinklere og har næsten rette torne. Desuden er årsskuddene kun op til 5 mm tykke og blåduggede. Korbær er en lav busk med overhængende vækst. Barken er først lysegrøn og tæt besat med børster og tynde torne. Hele skuddet er dækket af et lyseblåt vokslag. Senere bliver barken brun, og på gamle grene kan den være opsprækkende. Knopperne sidder spredt, de er lysegrønne og lidt lasede. Bladene er trekoblede med ægformede småblade. Randen er groft takket, og de to af småbladene har hver én stor lap på ydersiden. Begge sider er græsgrønne, undersiden dog samtidig rynket. Høstløvet er klart rødt. Blomstring (botanik)|Blomstringen sker midt på sommeren. De hvide blomster sidder i fåtallige toppe på lange, svagt tornede skud. Frugterne ligner brombær med kun 3-4 af de småfrugter, som danner "bærret". Skindet er sort med lyseblåt vokslag. Korbær har et kraftigt rodnet. Planten fremkalder jordtræthed. Korbær vokser i det meste af Europa og det nordlige Asien, hvor den optræder som pionerart i skovbryn og lysninger, på overdrev, ved grøfter, langs vandløb og i krat sammen med andre fugtelskende buske og stauder. I Danmark er den almindelig i størstedelen af landet i skove og krat, på gærder og strandskrænter.

Almindelig hæg (Prunus padus) eller majtræ er en stor busk eller et lille træ med en opret, oval krone. Navnene har planten fået, fordi den blev brugt som hæk, og fordi den blomstrer i begyndelsen af maj. Underbarken har en lugt, som nogle vil kalde stram, mens andre mener, den er marcipan-agtig. Blomsterne søges meget af bier på grund af den tidlige blomstring og den righoldige nektarproduktion. Almindelig hæg er en stor, løvfældende busk eller et lille træ med en opret, oval vækstform. Stammen er kort, og der er mange hovedgrene, der er opstigende, og som konkurrerer om at være topskud. Barken er brun med lyse korkporer, senere bliver den gråsort og fint furet. Gammel stammebark kan blive opsprækkende i furer. Knopperne er spredte, spidse og brune. Der er ingen tydelige blomsterknopper. Bladene er elliptiske med savtakket rand. Oversiden er let rynket og mørkegrøn, mens undersiden er noget lysere. Høstfarverne spænder mellem gul og rød-orange. Planten blomstrer i maj kort efter løvspring. Blomsterne er samlet i oprette toppe, der sidder i bladhjørnerne. De enkelte blomster er hvide med en lidt tung, sød duft. Frugterne er sort-røde stenfrugter. Frøene spirer villigt. Rodnettet består af en dybtgående hovedrod og tæt forgrenede, vidt udbredte siderødder. Almindelig hæg er udbredt i Nordafrika, Mellemøsten, Kaukasus, Centralasien, Sibirien, Østasien og det meste af Europa. I hele udbredelsesområdet (inklusive Danmark), danner arten underskov og bryn i blandede løvskove på fugtig, humusrig bund, hvor der kan forekomme forårsoversvømmelse. Planten tåler Beskæring af planter|beskæring godt. Den klarer sig både i sol og skygge samt frost, og den er velegnet til skovbryn, læ- og vildtplantninger.

Kristtorn (Ilex aquifolium) er en stedsegrøn busk eller et op til 10 meter højt træ. Kristtorn er hjemmehørende i Danmark og Danmarks eneste stedsegrønne træ/busk som ikke hører til nåletræerne. Kristtorn plantes hyppigt, men findes i Danmark vildt i bøgeskove og krat i Østjylland. Kristtorn er kendt for sine smukke blade og frugter (frugter findes kun på hunplanter). Barken er først grøn, men bliver senere lysebrun for at slutte som koksgrå. Bladene er spredte og med sylespidse randtorne når planten er i ungdomsform. Blade på træer i voksen form med blomstrende grene mangler dog i reglen alle randtorne bortset fra den yderste spids. Blomsterne er hvide og sidder i fåtallige stande i bladhjørnerne. Kristtorn har i reglen rent hanlige eller rent hunlige individer, så de røde bær ses kun på bestemte planter. Nogle få planter har både han- og hunblomster sammen. Hovedroden er en tyk pælerod, der går dybt ned. Smårødderne er filtede og ligger lige under jordoverfladen. Kristtorn gror på fugtig bund som underskov i ege-avnbøgeskove i det vestlige Europa og i Lilleasien. Planten hører hjemme i skyggen under større træer, og den ses ofte under en ikke alt for tæt bøgeskov. Sammen med Taks (Taxus baccata) er den blandt de få planter, der kan trives under Bøg (Fagus sylvatica). Kristtorn kan ikke lide vedvarende temperaturer under ÷25°C, og det er derfor at Kristtorn har en udbredelse der er afhængig af havets mildhed. Planten er afholdt og velegnet som have- og parkplante. De flotte blade og bær gør den til et yndet dekorationsemne hen under juletid, og det mørkegrønne "look" klæder haven ved vintertid. Desuden holder drosselfugle (Solsort, Sjagger, Misteldrossel og Vindrossel) meget af bærrene.

Engelske langbuer Almindelig taks (Taxus baccata) eller blot taks er hjemmehørende, men næsten udryddet i Danmark. Det kan enten være et lille, regelmæssigt og stedsegrønt træ men er oftest en bred kroget busk med en tæt grenet vækstform. Planten dyrkes i haver og parker i talrige, ofte stærkt afvigende sorter. Taks er et lille, stedsegrønt træ eller en stor busk. Vækstformen kan være meget varieret, og flere af de dyrkede sorter har stærkt afvigende form. Stammer og grene kan være meget uregelmæssige i tværsnit. Veddet er sejt og rødbrunt. Barken er først grønlig (i op til 3 år), så bliver den brun med smalle strimler. Gammel gren- eller stammebark skaller af i flager og afslører derved den røde, orangerøde, gule eller brune underbark. Knopperne er spredte, små, ægformede og grønne. Nålene er mørkegrønne med tydelig spids og med en langsgående køl på oversiden. De hanlige blomster er samlet i raklelignede stande, mens hunblomsterne er enlige eller få sammen. Frugterne er bæragtige og røde med slimet, vammelt-sødt frugtkød og en giftig, grøn kerne. Som regel finder man kun rent hanlige eller rent hunlige (frugtbærende) individer. Rodsystemet består af tæt forgrenede hovedrødder, der når dybt ned, og mange trævlede og overfladiske finrødder. Taks er hører til på mineralrig, fugtig bund i Danmark, hvor den dannede underskov under blandede løvskove. Veddets brugbarhed og træets giftighed (specielt for heste) har dog gjort, at planten er næsten helt udryddet. I Munkebjergskoven på Vejlefjordens sydside har man den eneste vildtvoksende, danske bestand af arten. Hele planten – undtagen frøkappen – er stærkt giftig. Planten er farlig for hunde og så giftig, at en hest kan falde død om, hvis den spiser blot en enkelt mundfuld. Træet indhold af taxaner herunder paclitaxel i "Taxol" og docetaxel i "Taxotere", der anvendes som effektive cytostatika til kemoterapi i forbindelse med blandt andet æggestokkræft, lungekræft og brystkræft, har forstærket medicinalindustriens interesse for træet. Senest er "Abraxane", der indeholder oaclitaxel bundet til plasmaproteinet albumin, blevet godkendt af Den europæiske Lægemiddelstyrelse i 2008. Fortællinger om plantens giftighed, specielt for børn og husdyr, har muligvis været medvirkende til, at Danmarks oprindelige bestand af taks er stærkt fortrængt. Taks tåler dyb skygge og hård klipning. Begge dele har gjort træet til en værdsat plante på kirkegårde og i privathaver. Plantens ved er meget sejt og holdbart, men da alle dele af den er giftige – og især for heste – blev den næsten fuldstændigt udryddet i løbet af det 18. århundrede|18. og 19. århundrede. Dog er bevoksningen i Munkebjergskoven ved Vejle oprindeligt vildtvoksende. Desuden er taks i dag forvildet i hele landet. Der er udvalgt masser af sorter i arten almindelig taks. Her nævnes nogle af de mest brugte: Taks er ekstremt anvendeligt til fremstilling af langbuer. Særligt knastfrit tætåret taks er godt. I middelalderen blev taks dyrket til fremstilling af buer i stor stil. Årsagen er, at kernetræet er godt at komprimere, og splintvedet er godt at strække. Dette giver et særligt godt "kast" når man skyder en pil af sted. Det var bl.a. ved af taks der blev brugt til de fremragende engelske langbuer der havde så stor strategisk betydning under 100-års krigen, og som i mange slag gav englænderne en uventet og hurtig sejr over franskmændene. En langbue kan gennembore en pladerustning på op til 400m afstand - og dette var medvirkende til at man måtte bygge belejringsmaskinerne stadig større - for at de skulle kunne kaste deres store sten på mere end 400 m afstand. Eksport af langbuer af taks fra England var i øvrigt strengt forbudt, og straffedes med døden. Det var den tids strategiske militærteknologi! På oldnordisk hedder taks yr eller ir, og "ask yggdrasil", der i nordisk mytologi er livets træ, er i følge nogle kilder nok ikke et asketræ; men snarere et takstræ, da træet ifølge Eddaen er et evigt og stedsegrønt træ med nåle. Denne beskrivelse stemmer overens med takstræets evne til at blive tusinder af år gammelt og dets stedsegrønne nåle.

Tørst (Frangula alnus) er en op til 7 meter høj busk, der vokser på fugtig bund i skove og moser. Tørst er en god biplante. Den er velegnet til udplantning i skovbryn og vildtplantninger. Tørst er en løvfældende busk med krukkeagtig vækstform og udspærrede, let opstigende grene. Barken er først grå og fint håret med lyse barkporer på langs. Senere bliver den brun med mere tydelige porer. Gamle grene kan få opsprækkende, grå bark. Knopperne er spredte, udspærrede, nøgne og uregelmæssige med lysebrun farve. Bladene er ovale med hel rand. Oversiden er skinnende blank og friskt grøn, mens undersiden er mere mat og lysegrøn. Høstfarven er klart gul. Blomsterne, der kommer frem fra begyndelsen af juni, sidder samlet i kvaste ved bladhjørnerne. De er gulligthvide og bittesmå. Frugterne er bær som skifter farve fra grønt over rødt til sort. Blomster og bær i alle grader af modenhed ses samtidig. Frøene spirer villigt. Rodnettet er kun lidt forgrenet, men der når langt ud og dybt ned. Alle dele af planten har en speciel, ram lugt, og de er giftige og fremkalder kraftige opkastninger. Bierne trækker gerne efter Tørst, som yder god nektar. Tørst optræder som underskov på fugtig, sur bund. Desuden danner den krat ved bredden af damme, søer og vandløb. I Danmark er den almindelig i hele landet på fugtig, mager bund i skove, krat og moser.

Almindelig benved (Euonymus europaeus) eller blot Benved er en løvfældende busk eller et op til 6 m højt træ med en langsom vækst. Plantens påfaldende, lyserøde frugter og dens dybtrøde efterårsløv gør den til en eftertragtet haveplante, og dens hårdførhed betyder, at den bruges meget i de nye, flerrækkede læhegn. Hele planten er giftig. Almindelig benved er en løvfældende busk, eller af og til et lille træ med en langsom, opret og temmelig åben vækstform. Barken er først grøn (af og til næsten violet). De unge grene er firkantede med lyse striber langs kanterne. Senere bliver barken mere grå, og til sidst er den lysegrå med spredte, smalle furer. Knopperne er modsatte, tiltrykte, smalle og grønne. Bladene er elliptiske med fint savtakket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er grågrøn. Høstfarven er klart rød. Den blomstrer i maj-juni, og blomsterne er ganske små og gulgrønne. De små, uanselige gulgrønne blomster indeholder en del nektar og bestøves af mindre insekter. Frugterne er mere iøjnefaldende. De er nemlig lyserøde kapsler med fire klapper, der åbnes ind til de orangerøde kerner. Selve frøene er hvide. Frøene spirer villigt i Danmark. Rodnettet består af kraftige og tæt forgrenede hovedrødder, der ligger lige under jordoverfladen ligesom de mange finrødder. Almindelig benved er udbredt i Lilleasien, Kaukasus og det meste af Europa, herunder også i Danmark, hvor den danner krat, skovbryn og underskov i lyse skove og overdrev på fugtig, mineralrig bund. arten er lyskrævende, tåler en del blæst og trives bedst på muldrig jord. De unge vintergrønne skud er føde for hjortevildt, og drosselfugle æder frøene. Planten tåler hård beskæring. Den anvendes bedst i kanten af beplantninger eller i læsiden af hegn. Almindelig benved angribes alvorligt af spindemøl-larver, de såkaldte "snareorme", der bygger store fællesspind i planten. Angrebet er altid værst under beskyttede haveforhold med stillestående luft.

Almindelig Kvalkved (Viburnum opulus) - ofte blot kaldt Kvalkved - er en op til 5 meter høj busk, der vokser vildt i hegn, skov og krat. Hele busken, inklusive de fristende, røde bær, er giftig. Blomsterne søges gerne af insekter. De røde bær ædes først af fugle langt hen på vinteren. Den har nedliggende grene, der let slår rod. Kvalkved er en løvfældende busk med en stivgrenet, åben vækstform. Hovedgrenene er oprette, mens sidegrenene er udbredte til overhængende. Barken er først lysebrun og glat. Senere bliver den lysegrå med enkelte, spredte barkporer. Knopperne er modsatte, runde, glatte og røde. Bladene er ægformede og 3-5 lappede med bugtet rand. På den røde bladstilk ses op til syv grove nektarkirtler. Bladoversiden er lysegrøn, mens undersiden er behåret og grågrøn. Høstfarven er rød. Den blomstrer efter løvspring i juni. Blomsterne er samlet i skærme, hvor randblomsterne er store, men golde, og midterblomsterne er små, men frugtbare. De røde, klare bær modner godt, og frøene spirer villigt. Rodnettet er kraftigt, vidt udbredt og danner rodfilt. Kvalkved danner underskov og skovbryn i blandede løvskove på våd og mineralrig bund overalt i Europa. Den trives bedst på fugtig næringsrig jord, men kan i øvrigt gro på næsten alle jordtyper. Den trives både i meget lys og i halvskygge, tåler vind og frost. I Danmark findes den hist og her på Øerne og i Østjylland.