Landbrugsbyer i Danmark

(Omdirigeret fra Landbrugsby)

En landbrugsby er en gammel landsby, der som følge af indbyggertallets størrelse regnes blandt de bymæssige bebyggelser, selv om landbrug fortsat udgør indbyggernes forholdsvise (men ikke absolutte) hovednæringsvej.[1] Mange af disse byer overlevede udskiftningen uden de store udflytninger og blev som følge af samfundsudviklingen forsynet med en række ydelser inden for håndværk, industri, handel, tjenester og embedsvæsen, hvorved den oprindelige hovednæringsvej landbruget nok har aftaget i betydning, men fortsat udgør hovednæringsvejen for mere end halvdelen af indbyggerne, idet det samlede indbyggertal tillige var større end 200 (svarende til Danmarks Statistiks afgrænsning af bymæssige bebyggelser i henseende til mindstebefolkning)[2]. Landbrugsbyer adskiller sig på den ene side fra landsbyer, der som regel har mindre end 200 indbyggere, og hvor flertallet af indbyggerne lever af landbrug, og på den anden side fra vejbyer, stationsbyer og fjernforstæder med hensyn til dels oprindelsesbaggrund, dels næringsforhold, idet landbrug ofte vil spille en større rolle end i bebyggelser, der ikke har en gammel landsby som oprindelsesbaggrund.

Nordby på Samsø. Billedet giver et indtryk af bebyggelsens tæthed.

HistorieRediger

Det ligger i landbrugsbyernes natur, at de var forholdsvis små, og at der måtte være en stor udskiftning i deres sammensætning over tid, fordi oprindelige mindre bebyggelser, hvis de trivedes, efterhånden voksede sig større i takt med, at bymæssige næringer som håndværk og industri, håndværk, byggeri og industri samt embedsmænd og liberale næringsveje tiltog i antal og andel, og derfor hurtigt kunne overstige det begrænsede antal af landbrugere. Set i dette lys vil mange tidligere landbrugsbyer kunne opfattes som bykim[3] for den senere udvikling. I nogle tilfælde skyldes udviklingen fra landsby til landbrugsby ikke så meget befolkningsvækst som ændringer over tid i indbyggernes næringssammensætning.

Allerede i midten af 1800-tallet var et antal landsbyer blevet forsynet med skole, kro og/eller købmand, undertiden tingsted, hospital (svarende til senere tiders fattighuse og alderdomshjem/plejehjem), læge, apotek og håndværkere – ikke blot smede, vævere, skomagere, træskomagere, huggere, bødkere og lignende men måske tillige møller (vandmølle, vindmølle, hestemølle, dampmølle) eller deraf afledte fabriksanlæg, teglværk/teglslageri, redningsstation (ved den vestjyske kyst) og lignende. Fra midten af 1800-tallet til 1870-erne skete en ikke ubetydelig udvidelse af sådanne ydelser i tilknytning til gamle landsbyer, og i løbet af disse år kom især købmænd, læger, apoteker og ulige fabriksvirksomheder til i flere byer tillige med skoler (foruden folkeskoler ikke mindst folkehøjskoler, men tillige lærerseminarier, håndgerningsskoler og lignende), dog uden at disse udviste nogen særlige samling bestemte steder, men derefter var det fortrinsvis i egne uden jernbanestation at en sådan virksomhed fandt sted, mens man ellers foretrak at anlægge sådant virke ved jernbanestationer og derved medvirkede til fremkomsten af stationsbyer. Henimod århundredeskiftet kom yderligere andelsmejerier, brugsforeninger og forsamlingshuse til[4], og i begyndelsen af 1900-tallet blandt andet telefoncentraler og telegrafstationer[5], senere sognebibliotek og stadion[6].

En del landbrugsbyer forblev på det stade, hvor landbrug spillede en ikke ubetydelig rolle som næringsvej, mens andre tidligere landsbyer med tiden ganske afviklede deres oprindelige næringsgrundlag – ikke mindst i egne med langt til nærmeste købstad og/eller stationsby og dermed fik præg af industriby og/eller oplandsby, i gunstigste fald endda som midtvejsby (by i de mest købstadsfjerne egne).

Landbrugsbyernes storhedstid lå i tiden frem til 1950, derefter skete enten en videreudvikling til vejby eller en afvikling af de stedlige næringsdrivende, idet indbyggerne i stigende grad i stedet søgte til en nærtliggende, større by (stationsby eller købstad) for at få dækket sine behov for tjenester og varer. Denne afvikling skete med stigende hastighed efter 1975. Samtidig er landbrugets betydning for de bosattes sysselsætning faldet således, at der ved indgangen til det 3 årtusinde næppe er nogen nævneværdig forskel på sysselsætningen blandt beboerne i disse småbyer og i større byer.

EksemplerRediger

Eksempler på sådanne landbrugsbyer var i 1930: NordbySamsø, Anderup by på Fyn, Ølholm i Vejle amt, ThorsagerDjursland, Brovst kirkeby i Han Herred og Løjt Kirkeby i Sønderjylland, men som hovedregel gælder det, at hvis en landsby voksede op i de bymæssige bebyggelsers gruppe, skete der samtidig (og ofte ret brat) et skifte i hovednæringsvejene. Undersøgelser har vist, at dette skifte skete endog tidligt i mange landsbyer, således før 1840 i Vejen (Jylland), mellem 1850 og 1860 i Borup (Sjælland) og Ringe (Fyn), mellem 1860 og 1870 i Kværndrup (Fyn) og Rønde (Jylland), mellem 1870 og 1880 i Holeby (Lolland), Sindal og Skørping (Jylland), og mellem 1890 og 1901 i Mern (Sjælland)[7].

LitteraturRediger

  • Aage Aagesen: "Befolkningen" (Atlas over Danmark, bind II, udgivet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab; København 1961),
  • Erland Porsmose: Danske Landsbyer (København 2008),
  • Niels Peter Stilling: De nye byer. Stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940 (Selskabet for Stationsbyforskning 1987),

NoterRediger

  1. Aagesen (1960), s. 39. Bebyggelser, hvor landbrugere udgør et absolut flertal, kaldes landsbyer. Efter min vurdering er denne skelnen ikke kun brugbar men tillige yderst værdifuld, hvis man vil skelne mellem byer opståede som videreudvikling af landsbyer og byer opståede på "bar" mark.
  2. betegnelsen stammer fra Aage Aagesen (1960), der i 1950 opgjorde omkring 90 landbrugsbyer i Danmark, jvf. samme s. 31f
  3. ved "bykim" forstås tillige bebyggelser med under 200 indbyggere men med et absolut flertal i bymæssige næringer som fremstilling og forædling, handel og omsætning samt offentlige embedsvæsen of private tjenester.
  4. Porsmose, s. 177-205
  5. jvf. J.P.Trap: Danmark, 4 udgave
  6. jvf. J.P.Trap: Danmark, 5 udgave
  7. Stilling, s. 410