Wikibooks

Hertugdømmet Holsten

Hertugdømmet Holsten (tysk: Herzogtum Holstein) lå på et område beliggende mellem Ejderen og Elben, oprindeligt et grevskab, men fra 1474 hertugdømme som rigsumiddelbart len i Det Tysk-Romerske Rige.

Holsten har historisk set haft den særlige skæbne, at området til trods for sin overvejende tysksprogede befolkning gennem den altovervejende del af sin historie (fra middelalderen til 1864 og også indirekte derefter) har været påvirket af forbindelsen med Danmark. Med undtagelse af et tiårigt intermezzo under og umiddelbart efter Napoleonskrigene var Holsten altid formelt en del af en tysk statsdannelse eller statsforbund. Først af det løst opbyggede Tysk-Romerske Rige indtil dets opløsning i 1806, og derefter af Det Tyske Forbund fra 1816. Alligevel var det fortrinsvis skiftende danske kongers politik, samt de økonomiske forbindelser med kongeriget Danmark, der styrede udviklingen i Holsten, mens Holsten på sin side formentlig har øvet større indflydelse på Danmarks historie end noget andet område uden for kongeriget.

Den stærke gensidige påvirkning skyldes flere forhold: Rent geografisk ligger Holsten som et bindeled mellem Jylland og de danske øer på den ene side og det europæiske fastland med den vigtige fristad hansestad og handelsknudepunktet Hamborg på den anden. Holstens beliggenhed har i almindelighed været fordelagtig for hertugdømmets udvikling: mod nord lå de kongerigske dele af helstaten, der både afsatte landbrugsvarer sydpå og var aftager af forarbejdede varer sydfra, mod syd lå de befolkningsrigeste dele af det tysksprogede område med et vedvarende stort behov for forsyninger af alle slags, og ved Elben lå Hamborg, en fristad og blandt de største og mest betydningsfulde handelscentre i Nordvesteuropa med en yderst omfattende skibsfart. Ydermere havde hertugdømmet gode forudsætninger for industriel udvikling, hvilket skulle få betydning både i tidsrummet 1814-1864 og senere. Holsten havde desuden god landbrugsjord og et højt landbrugsfagligt niveau, hvilket sammen med de gode afsætningsmuligheder i det øvrige Nordtyskland gjorde hertugdømmet til et godt sted at samle rigdomme.

Politisk indebar de danske kongers hertugelige rettigheder i Holsten, at de nærmest uundgåeligt blev inddraget i begivenheder sydpå. Dette gælder ikke mindst Christian 4., men også andre danske konger måtte forholde sig til begivenhederne ved Elben og syd herfor. Sikringen af de danske kongers rettigheder i Holsten over for andre rettighedshavere spillede således en hovedrolle i deres udenrigspolitik, på godt og ondt.

Talrige holstenere fandt desuden vej til Danmark og spillede en afgørende rolle både i kongerigets indre forhold og for kongerigets udenrigspolitik. Særlig holstenske højadelsslægter som Rantzau, Reventlow, Ahlefeldt og Holstein har spillet en vigtig rolle i danmarkshistorien. Kulturelle og økonomiske strømninger fra det øvrige Europa kom næsten altid til Danmark via Holsten. Mindre kendte, men derfor ikke mindre betydningsfulde, er de danskere, der fandt vej til Holsten. Arkitekten C. F. Hansen var blot en blandt mange.

Grænser

redigér
 
Dansk Grænsesten fra 1827 i Pinneberg

Hertugdømmet Holsten (her forstået i dets oprindelige udstrækning) grænser mod nord til Sønderjylland (eller Hertugdømmet Slesvig) hvorfra det adskilles ved Ejderen, mod øst til Østersøen, det oldenborgske Lübeck, fristaden Lübeck og Mecklenburg, mod syd til det tidligere hertugdømme Lauenburg samt til Hamborg og provinsen Hannover, hvorfra det skilles ved Elben, og endelig mod vest til Vesterhavet. Mellem Lübeck Bugt og Kiel Bugt ligger halvøen Wagrien, der skilles fra den frugtbare ø Femern ved det 320 m brede og 3 m dybe Femern Sund. Mellem Elbens og Ejderens stærkt udvidede mundinger skærer den brede bugt ved Meldorf sig fra Vesterhavet ind i Ditmarsken.

Holsten omfatter de 4 gamle landskaber:

  1. Stormarn mellem floderne Bille, Trave og Stör,
  2. Holsten mellem Schwentine, Ejderen, Gieselau og Stör,
  3. Wagrien mellem Schwentine, Trave og Østersøen samt
  4. Ditmarsken mellem Elbens og Ejderens mundinger;

hertil må endnu henregnes herskabet Pinneberg (med Altona) og grevskabet Rantzau, i alt 8453 km2.

Landskab og jordbundsforhold

redigér
 
Landskaber i Sydslesvig og Holsten: marsken mod vest, gesten i midten, morænelandskabet mod øst

Jordbunden i Holsten består i den østlige del af moræneler, der danner et bakkelandskab, hvor det fremherskende skovtræ traditionelt er bøgen, og i hvis fordybninger der findes talrige søer, navnlig mellem Plön og Eutin. Det såkaldte holstenske Schweiz ved Plön og Eutin (Bungsberg 164 m) er dele af et stort bakkedrag, dannet som endemoræner under den senere del af istiden. Vest herfor breder sig store sandede hedesletter, afbrudt af bakkeøer, et langt mindre frugtbart land end det østlige Holsten, men dog veldyrket. Langs vestkysten strækker sig marsken i en bredde af mellem 7 og 22 km; den når intet sted over 5 m over havet og ligger flere steder under havets overflade, så at den må beskyttes ved diger. Ved afsætning af nyt ler fra havet og ved inddigning udvides marsken stadig;[1].

Med undtagelse af Elben udspringer næsten alle floderne i selve landet. Til Elben løber Delvenau[2], Bille, Alster, Pinnau, Krückau og Stör. Ejderen, der for en del løber på Holstens nordgrænse, modtager bifloderne Jevenau og Gieselau. Schwentine løber til Kiel Fjord og Trave til Lübeck Bugt.

Blandt de talrige søer kan nævnes Plön sø (31 km2), Selenter sø samt Warder sø, der gennemstrømmes af øvre Trave, Westensø og Flemhuder sø, der gennemstrømmes af Ejderen i dens øvre Løb.

Mineraler

redigér

Af mineraler forekommer gips og stensalt ved Segeberg, hvor det 91 m høje Segeberg Kalkbjerg består af anhydrit og gips, og ved Oldesloe saltkilder, der tidligere brugtes til udvinding af husholdningssalt; langs kysten findes enkelte steder rav.

Klima

redigér

Klimaet er mildt på grund af havets nærhed: Middeltemperaturen for januar er ca. 0 °C, for juli ca. 17 °C, den årlige regnmængde ca. 63–77 cm.

Holstens politisk-administrative historie

redigér

Holstens politisk-administrative historie kendetegnes ved at ulige slægter havde eller tiltog sig arveret til ulige dele af landet for derefter snart at opsplitte dem mellem ulige arveberettigede sønner, dels samle dem igen, når denne eller hin arveberettigede linje uddøde. En af de arveberettigede slægtslinjer udgjordes af de danske konger, og denne opnåede efter århundreders opslidende forhandlinger og aftaler endelig den fulde arveret til hele Holsten – for blot at miste det hele, da de nationale strømninger slog igennem og for både Holstens (og Sønderjyllands) vedkommende bevirkede, at tysksprogede og tysksindede kræfter fik overhånd, støttet af Preussen, der derefter kastede vrag på deres forhåbninger om et selvstændigt slesvig-holstensk hertugdømme og indlemmede hele området i sit rige ene med den ret, der tilkommer den vindende krigsmagt. Holstenerne har – modsat sønderjyderne – aldrig fået mulighed for ved en fri afstemning at tilkendegive sit forhold til Danmark.

Middelalderen indtil 1460

redigér
 
Folkesprog ifølge stednavne. De tre sachsiske områder Dithmarschen, Holsten og Stormarn (i mørkeblå), slavisk (brun), dansk (rødbrun) og frisisk (gult) mellem ca. 800 og 1100 e.Kr. Folketomme grænseområder med lyseblå.
 
Holsten og dets naboer omkring 1250. Grevskabet Schauenburg ses nederst til venstre (lyseblåt).

Mens kristendommen uden større vanskelighed bredte sig blandt sakserne, havde den meget ublide kår hos vagrierne. Omkring 1100 syntes kampen dog at være endt, da deres fyrste, Henrik, havde antaget kristendommen. Ved sin død overdrog han sine besiddelser til den danske jarl Knud Lavard, der undertvang en stor del af de obotritter, der var nært beslægtede med vagrierne, og som også udstrakte sin indflydelse over de saksiske dele af Holsten. Her var schauenburgerne, en dygtig og energisk slægt fra Weser-egnen, kommet til magten i 1110, da grev Adolf 1. af Schauenburg (1106-1128) var blevet forlenet med Holsten og Stormarn af hertug Lothar af Sachsen. Det lykkedes hans søn, Adolf 2. (død 1164), endelig at få bugt med vagrierne, som efter Knuds drab 1131 atter havde genoptaget deres gamle plyndringstogter.[3]

Landet blev erobret og 1143 forlenet til grev Adolf 2., der i stedet for de gamle indbyggere, hvoraf mange var blevet dræbt, indkaldtes nybyggere fra Westfalen, Holland og Frisland. Samtidig vandt kristendommen fast fodfæste i landet, særlig ved den fromme Vicelins bestræbelser, og bispedømmet i Oldenburg, som størstedelen af Holsten hørte under, oprettedes på ny. I 1163 flyttedes bispedømmet imidlertid til Lübeck, der kort i forvejen var blevet anlagt af grevens lensherre, hertug Henrik Løve af Sachsen.[3]

Dansk overherredømme

redigér

Efter Henrik Løves fald (1180-1181) begyndte dansk indflydelse at gøre sig stærkt gældende i landet, og samtidig løsrev Ditmarsken sig fra forbindelsen med Holsten, og Lübeck udsondredes som en fri rigsstad. Begge disse samfund sluttede sig til Danmark, der også fandt bistand hos den misfornøjede adel, og efter, at grev Adolf 3. af Holsten i 1202 var blevet taget til fange, måtte han 1203 købe sin frihed mod afståelsen af sine lande til Valdemar Sejr, som forlenede dem til sin søstersøn, grev Albert af Orlamünde.[3]

Grev Adolf 3. opgav i første omgang grevskabet Holsten og trak sig tilbage til Grevskabet Schauenburg, og det var først hans søn, grev Adolf 4., der fik held til at generobre Holsten. Valdemars forsøg på at fastholde magten over Holsten og de andre nordtyske områder mislykkedes fuldstændigt, da han led nederlag til en koalition af nordtyske fyrster under ledelse af ærkebispen af Bremen og Adolf 4. i Slaget ved Bornhøved i 1227.[3]

Efter dette slag vendte schauenburgerne atter tilbage, men Ditmarsken gav sig nu ind under ærkebispen af Bremen, og trods gentagne forsøg magtede de holstenske grever aldrig at undertvinge disse frie marskbønder.[3] Grevernes statsretlige stilling var efter Henrik Løves fald undergået en stor forandring, for selv om de retsligt set var hertugen af Sachsen-Lauenburgs vasaller, så var de i virkeligheden uafhængige, og pligter mod lensherren i form af krigstjeneste og lignende mærkes ikke. Langt farligere rivaler havde greverne i den stridbare, godsrige lavadel, hvis egentlige hjemstavn var grevskabets kerneområde i egnen omkring Bornhøved.[4]

De holstenske grever

redigér

De holstenske grever befæstede efter denne sejr ikke blot deres herredømme over Holsten, men de skaffede sig også indflydelse i Hertugdømmet Sønderjylland[5], ja en overgang også i selve kongeriget Danmark. På den måde forstærkedes båndet mellem Holsten og Slesvig, hvad der også blev understøttet af, at den holstenske lavadel havde store besiddelser nord for Ejderen. Til trods for denne voksende slægtsmæssige forbindelse mellem Sønderjylland og Holsten, og til trods for grev Gerhards senere ihærdige bestræbelser på at sikre sig overherredømmet over begge områder, forblev de to områder, grevskabet Holsten og hertugdømmet Sønderjylland, formelt adskilte. Det blev således udtrykkeligt angivet hvornår, beslutninger blev truffet i henhold til det ene eller det andet områdes særlige retsregler.[6]

Styret af Holsten

redigér

Holsten var et grevskab, hvor schauenburgerne sad på greveembedet. Successionen i Holsten var bestemt af tysk lensret, som denne var blevet nedskrevet i Sachsenspiegel i det 13. århundrede. Et hovedpunkt ved denne var, at len kun kunne arves i mandlig linje fra fader til søn - ikke mellem brødre. For at omgå dette sikredes sidelinjernes arveret ved samforlening.[7] Øverste embedsmand var grevens marsk (mens hertugdømmet Sønderjylland havde en drost og en justitiar).[8] Frem til 1390 var Hinrik van Siggern marsk for plöngreven Adolf 7., der efter for hele Holsten.[8]

Nogen egentlig stænderforsamling fandtes ikke. Siden det 13. århundrede eksisterede lenskurien, en snæver kreds af adelige. En stænderlignende forsamling udviklede sig først sent, og købstæderne var kun undtagelsesvis deltagere (bønderne slet ikke).[9] Greven holdt en råd, familia, fra første halvdel af det 13. århundrede, senere fik det en ændret sammmensætning og benævnelse, fideles, men på intet tidspunkt bestod det af em fast kreds.[10] En del af de holstenere, som indvandrede til eller på anden måde fik tilknytning til Sønderjylland, deltog i styret i Holsten, som oftest som vidner ved vigtige dokumenter.[11]

Klostre og købstæder

redigér
 
Klosteret i Cismar, Østholsten.

I 1100- og 1200-tallet stiftes flere klostre: i 1125 stiftes en augustinerkloster i Bordesholm, i 1155 flyttes et augustinerkloster til Segeberg, i 1186 stifter Adolf 3. af Holsten et cistercienserkloster i Reinfeld[12], 1211/12 stifter Albert af Orlamünde et benediktinerkloster i Preetz[13], i 1224 stifter han et kloster i Reinbek, i 1230-erne stiftes et kloster i Itzehoe, i 1242 stifter Adolf 4. af Holsten et franciskanerkloster i Kiel, i 1245 stiftes et benediktinerkloster i Cismar. Desuden stiftes af Heinrich von Barmstedt i 1235 et kloster i Uetersen[13] i Pinneberg, og i 1397 stiftes et karteuserkloster i Ahrensbök af Henrik 2. og grev Klaus af Holsten.

På Adolf 4.s tid fik flere steder købstadsrettigheder: Oldenburg i 1235[14], Plön i 1236[15], Itzehoe i 1238[16]. Alle fik lübsk stadsret.

Da grev Adolf 4. i 1239 gik i kloster, efterfulgtes han af sine to sønner, Johan og Gerhard, der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted.[4] På Gerhard 1.s tid fik følgende steder købstadsrettigheder:, Wilster i 1240[17], Kiel i 1242[18], Neustadt[15] og Segeberg i 1244[19], Rendsburg i 1253, Meldorf i 1256, Eutin i 1257, Crempe i 1260[17], og efter delingen i 1273 oprettede Johan 2. af Holsten yderligere Lütjenburg i 1275[14] og Heiligenhafen i 1305, begge i Grevskabet Holsten-Kiel.

Økonomisk udvikling

redigér

Af stor betydning for grevskabet var det, at der i dets umiddelbare nærhed fremvoksede to handelsbyer, Hamborg mod syd og Lübeck mod øst. De to blomstrende byer indebar et stadigt voksende behov - og dermed også afsætningsmarkeder - for holstensk korn. Østholsten (Vagrien) - især området mellem Travemünde, Eutin, Segeberg, Oldesloe og Mölln samt halvøen Oldenburg og Femern - var hovedforsyningsområde for Lübeck, mens Vestholsten til Segeberg og Rendsburg var hovedforsyningsområde for Hamborg. Grevskabets godser tjente derved gode penge og blev kapitalstærke. De derved optjente kapitaler blev omsatte i fornyet ekspansion, som ikke mindst blev rettet mod Sydslesvig (og senere Østslesvig).[20][21] I løbet af 1200-tallet etablerede en række holstenske godsejerslægter sig lige nord for Ejderen og i Jernved[22] (tysk: Dänischwohld), således Ahlefeldt, Bülk, Gettorf, Knoop, Lehmbek, Schinkel, Sehestedt, Slabbenhagen, desuden Hütten sydvest for Eckernförde, Maaslev i Svansen samt Buckhagen og Mårkær i Angel.[23] Foruden egentlige godser skete også en indvandring af almindelige holstenske bønder, som tog dette tidligere bebyggelsestomme område i besiddelse. Denne heldige forbindelse mellem holstensk landbrug og fordelagtigt beliggende købstæder og hansestæder skulle siden blive af vedvarende betydning.

Også på andre områder kom Holsten til at spille en rolle i handelen, således optræder købmænd fra Itzehoe i 1423 blandt de store hestekøbere i Danmark (på markeder i byen omkring 1510 forhandledes henved 3.000 heste). Hesteprangere fra Itzehoe optrådte i Ribes, Koldings og Gottorps regnskaber. Hestene blev afsat på det nordtyske marked.[24] Også studehandelen udviklede sig i 1400-tallet, og i begyndelsen af århundredet optræder både slesvigske og holstenske studehandlere i Jylland. Senere optræder også såkaldte knochenhauere (slagtere, der opkøbte, slagtede og opskar kreaturer) fra Lübeck, Hamborg og Lüneburg i byer i Slesvig og Holsten, således klages i 1448 over at knochenhauere fra Lübeck har omgået tolden i Kiel, og nye klager fremkommer i 1452 og 1454. I 1449 klager Kiel over, at lübeckerne er begyndt at optræde i Dänischwold, Svansen og ved Slien for at købe okser.[25] Omkring midten af 1400-tallet synes fast, årlig drivning af stude og okser ad bestemte ruter (Hærvejen) ned gennem Jylland, Slesvig og Holsten at være etableret.[26] Salt udviklede sig til en vigtig handelsvare for Lübeck, ikke mindst salt fra Lüneburg, og i 1330-erne blev gjort store investeringer for at forbedre sejlruten mellem Mölln og Lübeck. I 1342 blev der lovgivet om pramfarten på denne rute, og et par årtier senere erhvervede Lübeck endda Mölln for at kontrollere salttransporten. 1390-1398 anlagdes Stecknitz-Delvenau-kanalen, der gjorde det muligt at sejle med pramme, der kunne transportere henved 6 læster salt pr. fartøj (i 1496 omtales 261 sådanne fartøjer).[27]

Efter, at Christian I var blevet konge over Danmark og Slesvig samt greve over Holsten i 1460, blev disse handelsmønstre stadfæstede: i 1462 anerkendte han Hamborgs opkøbsret for korn, kvæg og andre varer i Slesvig, Holsten og Stormarn[25], og 1465-85 fik byen Steinburg Amt i pant og kunne dermed kontrollere kornudførslen via Stör. På lignende måde var Kiel 1469-96 pantsat til Lübeck, der endvidere fik Neustadt, Heiligenhafen og Grossenbrode under sin kontrol og opkøbsret i hele Østholsten, hvilket muliggjorde at sikre at al kornudførsel skete via hansestaden, således i 1463, 1478 og 1483. Allerede i 1458 havde Lübeck fået eneret til kornopkøb på Femern, hvilket stærkt blev håndhævet, mens øen 1465-91 var pantsat til staden.[28]

Delingen i 1273

redigér

En deling af Holsten skete for første gang i 1273 mellem Gerhard og Johan's sønner, Adolf 5. og Johan 1., og det betød, at hver af fyrsterne fik besiddelser i alle tre landskaber. Efter Gerhards død i 1290 deltes hans besiddelser, hvortil stamlandet Grevskabet Schauenburg hørte, yderligere mellem hans sønner, Gerhard den Blinde, Henrik og Adolf, der fik Schauenburg samt spredte besiddelser ved Elben således, at Holsten nu var delt mellem fire linjer, der efter hovedslottene almindeligvis benævnes

Landets statsretlige enhed blev dog fastholdt, og de enkelte linjer sikrede sig gensidig arvefølge ved samforlening. Den mægtigste af de fire fyrster var Gerhard den Blinde, der ved sit giftermål med Erik Klipping's enke, dronning Agnes, kom i nær forbindelse med Danmark. Han efterlod ved sin død 1313 sine lande så godt som udelte til sin og Agnes' søn, Johan den Milde. Dennes magt blev dog hurtig overfløjet af grev Henrik af Rendsburgs søn, Gerhard 3. af Holsten, den fra Danmarks historie så velkendte "kullede"[29] greve. Et forsøg på at undertvinge Ditmarsken mislykkedes totalt, men greverne fandt erstatning ved indblanding i Danmarks indre stridigheder.[4]

 
Grev Gerts segl, der viser ham som en ægte middelalderfyrste, iført den mest moderne krigsudrustning.

Forholdet til Sønderjylland havde særlig betydning, for de holstenske grever havde ofte støttet de slesvigske hertuger i kampen mod de danske konger fra midten af det 13. århundrede. Desuden havde de fra 1260 betydelige pantebesiddelser i Slesvig, og grev Gerhard opnåede forlening med Sønderjylland 1326—1340. Dette i forbindelse med pantemageskiftet efter hans død i 1340 bidrog til at styrke forbindelsen til hertugdømmet Slesvig og den udskiftning af danske adelsslægter med holstenske, der så småt var begyndt i Slesvig. Gerhard den 3.s to sønner, Jernhenrik og Klaus, var fuldstændig optaget af kampe for at hævde deres magtposition i Danmark, hvor Valdemar Atterdag viste sig at være en overlegen modstander.[4]

Grev Klaus

redigér

Grev Klaus fungerede sammen med sin broder Henrik af Rendsburg som greve af Holsten fra 1340 til 1384/85, mellem 1384/85 og 1397 sammen med Henriks sønner Gerhard, Albrecht og Henrik. Han døde i 1397.[30] Under Klaus og Henrik var grevskabet blevet holdt sammen, og en formel deling af grevskabet fandt heller ikke sted under fællesstyret mellem grev Klaus og Henriks sønner.[31] Holsten tilsluttede sig i 1374 et landefredsforbund, der omfattede Hamborg, Lübeck, hertugerne af Sachsen-Lauenburg samt de holstenske grever, og som skulle sikre mod røveri, brand og vilkårlig tilfangetagelse. Landefreden blev fornyet i 1382, og i 1389 blev Sønderjylland optaget i forbundet.[32]

Da Johan den Milde's søn Adolf 7. døde som den sidste greve af Plön-linjen i 1390, gav hans søster afkald på arv efter ham til fordel for grev Klaus og hertugen af Sønderjylland Gerhard. Arven overgik til Rendsburg-linjen, der her efter alene var herrer i Holsten sammen med pinnebergerne, hvis hovedbesiddelse var slægtens stamland ved Weser. Pinnebergerne gav afkald på en deling af Adolfs besiddelser.[30] Pinnebergerne blev stillet tilfreds med pengegodtgørelser og afståelsen af nogle besiddelser ved Elben — svarende til herskabet Pinneberg — og således blev det meste af landet indtil videre samlet på rendsburgernes hænder. Som led i en aftale blev aftalt, at arveretten skulle være gensidig, det vil sige, at hvis den ene linje uddøde, skulle den anden linje arve efter dem.[31]

Delingen i 1397

redigér

Efter grev Klaus' død foretog Jernhenriks sønner imidlertid en ny deling den 28. august 1397, idet Gerhard fik Plön med det nordøstlige Wagrien, Glambek med Femern, Hanerau ved Ditmarsken og Haseldorf mod syd, mens en anden del omfattede Kiel med Neumünster, Trittau med Oldesloe, Stormarn, Itzehoe og Osterhof, og en tredje del omfattede Segeberg, Sydøstwagrien, Rendsburg og Tielenburg. Anden og tredje del blev dog holdt samlede, og ligeledes skulle vasallerne holdes samlet for Holsten, Stormarn og hertugdømmet (det vil sige Sønderjylland).[33] I forlængelse heraf måtte Gerhard tilbagegive Elisabeth hendes besiddelser[34], hvoraf en del lå i Holsten.[35] Den formelle tvedeling blev imidlertid ret betydningsløs, da den ene af Jernhenriks sønner, Henrik, trådte i kirkens tjeneste og døde som biskop i Osnabrück, medens de to andre, Albrecht og Gerhard 6. af Holsten, begge faldt mod ditmarskerne (1402 og 1404). Mandslinjen bestod nu foruden af biskop Henrik kun af Gerhards tre sønner, Henrik, Gerhard og Adolf, af hvilke de to første døde tidligt, hvor efter Adolf blev enehersker. Han gik heldigt ud af den langvarige kamp med Danmark om Sønderjylland, men døde barnløs 1459. Med ham uddøde den holstenske linje af schauenburgerne, og der var blandt den holstenske adel stemning for at vælge grev Otto af den schauenburg-pinnebergske linje, der havde arveret til Holsten, men for at bevare forbindelsen med Sønderjylland, hvor så mange havde betydelige besiddelser, enedes man med den slesvigske adel om at vælge den afdøde greves søstersøn, kong Christian 1. af Danmark (1460) til hertug af Slesvig og greve af Holsten. Christian måtte i forbindelse med udnævnelsen love, at holde Sønderjylland og Holsten "sammen for evigt" ("up ewig ungedeelt"). "Således blev holstenerne danske", hedder det i en samtidig krønike om denne for Danmark så skæbnesvangre begivenhed.[4] Formelt var den nye danske konge nu herre både over kongeriget, over hertugdømmet Sønderjylland og over grevskabet Holsten, men reelt var store dele af hertugdømmet og grevskabet under den slesvig-holstenske adels faktiske kontrol.

Grevskabet bliver et hertugdømme

redigér

Grevskabet Holsten var og blev en del af Karl den Stores rige, og på den måde kom det også til at være en del af det tysk-romerske rige. Indtil 1474 var det formelt underlagt hertugdømmet Sachsen, men i 1474 afgjorde den habsburgske kejser, Friedrich 3., at grevskabet skulle være et hertugdømme[4], og derved kom det til at stå i direkte vasalforhold til kejseren og ikke længere underlagt den saksiske hertug. Samtidig blev Ditmarsken formelt en del af hertugdømmet. På den måde blev den danske konge, Christian 1., som hertug af Holsten også lensmand under kejseren.

Tiden fra 1460 til 1773

redigér
 
Kort over hertugdømmet Holsten (Ducatus Holsatiæ) 1645

Ifølge de privilegier, Christian 1. havde måttet udstede for at opnå valg, skulle de to lande blive »evig udelt tilsammen«, og stænderne skulle efter hans død have frihed til at vælge en af hans sønner eller andre arvinger til herre. Men efter kongens død valgtes imidlertid begge hans sønner — Hans og Frederik — til hertuger i Holsten, landet var nemlig 1474 ophøjet til et hertugdømme, og da Frederik 1490 blev myndig, skred man til en deling, idet de to fyrster fik hver sit hovedslot, Segeberg og Gottorp, hvortil lagdes efter indtægten lige store stykker af begge hertugdømmerne. Fælles blev derimod nu som senere stænderne: prælater, ridderskab og byer. 1523—1544 udgjorde Holsten atter et hele, men dette sidste år foretog man en ny deling, som skulle få langvarig betydning. Landet blev nemlig tredelt mellem kong Christian 3. og hans to brødre, Adolf og Hans, hvis besiddelser imidlertid efter Hans' død 1580 tilfaldt de to andre linjer, den kongelige og den gottorpske. Ligeledes var Ditmarsken, som 1559 endelig var blevet erobret, blevet tredelt og senere tvedelt. Den gottorpske linje indførte 1608 førstefødselsret og udelelighed; 1650 fulgtes dens eksempel af den kongelige linje, men allerede forinden havde der inden for denne fundet en udskiftning sted, idet nemlig Frederik 2. 1564 overlod sin broder, Hans den Yngre, amtet Plön, dog uden suveræne rettigheder. Det gik i arv til hans søn Joachim Ernst, deltes i den følgende tid flere Gange, men tilfaldt endelig efter slægtens uddøen 1761 ifølge en 1756 sluttet arvetraktat den kongelige linje og indlemmedes i dennes besiddelser. I forening erhvervede begge linjer, efter at linjen Schauenburg-Pinneberg 1640 var uddøet, Pinneberg, men hertug Frederik 3. af Gottorp solgte 1649 sin andel, amtet Barmbeck, til grev Christian Rantzau, som ved kejserlig bevilling deraf oprettede rigsgrevskabet Rantzau (1650).[36]

Fællesregeringen ophørte i Slesvig efter 1713, da den gottorpske del af Slesvig tilfaldt kongen Frederik 4.. Da den sidste greve, Christian Ditlev, 1721 var blevet skudt på sin broders foranstaltning, inddrog kong Frederik 4. grevskabet, støttende sig på en arvetraktat af 1669. Hertugdømmet Holsten's statsretlige forhold til det tyske rige havde 1433 undergået den forandring, at forleningsretten fra Sachsen var gået over til biskoppen af Lübeck, der udøvede den i kejserens navn. Christian 3. påstod, at lensforholdet var fuldstændig ophørt men måtte 1547 anerkende, at hertugdømmet var et tysk rigslen, hvortil forleningsretten lå direkte hos kejseren, samt lade det optage i Den Nedersaksiske Kreds.[37]

Fra hertugdømmet, hvor reformationen 1542 var blevet officielt indført ved antagelsen af en kirkeordinans, der væsentlig stemte overens med den danske af 1537, udskiltes i løbet af 17. århundrede stiftet Lubeck (Eutin), som 1561 var blevet evangelsk og fra 1586 næsten var at betragte som et holsten-gottorpsk secundogenitur; 1616 lod det sig for sidste gang repræsentere på landdagene. Tillige udsondrede Hamborg sig mere og mere fra Holsten; byen aflagde 1603 for sidste gang hyldning som en hertugelig landstad, men opnåede dog først 1770 sæde og stemme i den tyske rigsdag.[37]

Tiden fra 1773 til 1864

redigér

Gottorperne mistede under den Store nordiske Krig deres andel af Sønderjylland, men fik efter freden 1720 de holstenske besiddelser tilbage og beholdt dem, indtil de ved traktaten af 1767 og den endelige ratifikation af 21. maj 1773 bortmageskiftedes mod Oldenburg og Delmenhorst. Hele hertugdømmet Holsten var således herefter samlet på den kongelige (danske) linjes hænder, og da det tyske rige opløstes 1806, inkorporeredes det ved patent af 9. september i det danske monarki, idet det dog senere kom til at høre til det 1815 oprettede Tyske Forbund. Som hertug af Holsten var den danske konge vasal under det tysk-romerske rige indtil dettes opløsning i 1806, men Holsten optoges 1815 igen i Det tyske Forbund, hvorefter den danske konge måtte tage visse hensyn til denne forbindelse. Forbindelsen med Danmark vedvarede under vekslende former, indtil Holsten sammen med Sønderjylland og Lauenburg ved Freden i Wien 1864 afstodes til Preussen og Østrig, hvilken sidste stat atter ved freden i Prag 1866 overlod sin andel i retten til hertugdømmerne til Preussen.[37]

Tiden 1814-1864

redigér
 
Kort over Hertugdømmet Holsten 1815-1866

Administrative forhold

redigér
 
Glückstadts kirke, bygget 1618-1623 på foranledning af Christian 4.. Et vidnedsbyrd om danske kongers indsats for hertugdømmets udvikling

Holsten bestod af 4 gamle landskaber: Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Wagrien. De tre første udgjorde Nord- eller Transalbigien, en betegnelse, der skulle tilkendegive landområdets beliggenhed nord for Elben. Vagrien udgjorde det område, som tidligere havde været beboet af venderne. Hertugdømmet Holsten blev administrativt inddelt i 16 amter under 9 amtmænd og 2 landskaber under 2 landfogder som følger:

  1. Rendsburg Amt
  2. Bordesholm Amt
  3. Kiel Amt
  4. Cronshagen Amt
  5. Plön Amt
  6. Arensbök Amt
  7. Cismar Amt
  8. Neumünster Amt
  9. Steinburg Amt
  10. Segeberg Amt
  11. Travendal Amt
  12. Reinfeld Amt
  13. Rethwisch Amt
  14. Reinbek Amt
  15. Tremsbüttel Amt
  16. Trittau Amt

hvortil kom landskaberne

og

Demografi

redigér

I henhold til en folketælling i 1803 havde Hertugdømmet Holsten 325.743 indbyggere, hvoraf 267.708 i landdistrikterne, 58.035 i byerne[39]. hvilket frem til 1840 voksede til 455.093, hvoraf 331.789 i landdistrikterne, 123.304 i byerne[40], i 1845 til 476.838 indbyggere[41], i 1855 523.528 indbyggere[41] og i 1864 til 560.640 indbyggere. Flertallet boede i landdistrikterne, endnu i 1845 boede kun ca. 18% i byerne. 1845 havde Glückstadt som hertugdømmets hovedstad 5.884 indbyggere, mens Altona havde 32.200 indbyggere, Kiel 13.572 indbyggere og Rendsburg 10.338 indbyggere; de øvrige byer havde under 10.000 indbyggere. Den altovervejende del af befolkningen tilhørte dette år den luthersk-evangelske kirke, 735 var reformerte, 885 katolikker, 199 mennonitter, 19 medlemmer af den anglikanske kirke, 3.384 jøder – fortrinsvis i Altona; skønt jøder i kongeriget var blevet ligestillede borgere i 1814, skete dette først i 1863 i Hertugdømmet Holsten.

Område 1835[42] 1840[42] 1845[43] 1855[43] 1860[43] Område 1835 1840 1845 1855 1860
Arensböck amt 6.966 6.865 8.064 8.454 8.963 Rethwisch amt 2.562 2.478 2.756 2.871 2.894
Bordesholm amt 8.343 8.561 8.821 8.936 8.878 Segeberg amt 12.630 13.274 15.287 16.756 17.495
Cismar amt 5.142 5.211 5.865 6.058 5.918 Steinburg amt 14.408 14.860 15.126 16.756 17.495
Cronshagen amt 2.203 2.333 2.342 2.556 2.572 Traventhal amt 3.487 3.572 3.516 3.624 3.597
Kiel amt 3.364 3.548 3.812 4.421 4.717 Tremsbüttel amt 4.023 4.342 4.433 4.690 4.634
Neumünster amt 3.133 3.642 8.426 10.120 11.244 Trittau amt 9.993 10.875 11.287 12.108 12.403
Plön amt 3.072 3.042 2.389 2.326 2.333 Herskabet Pinneberg 11.338 11.665 38.353 44.609 47.742
Reinbeck amt 5.688 5.976 6.276 6.981 7.189 Grevskabet Rantzau 6.744 7.046 12.502 13.885 14.343
Reinfeld amt 6.508 6.699 8.196 8.411 8.488 Søndre Ditmarsken 20.244 28.343 34.607 38.216 40.615
Rendsburg amt 18.538 19.352 19.134 22.339 23.497 Nordre Ditmarsken 19.105 20.439 30.642 33.345 34.820

Holsten havde en langt større befolkningstæthed end kongeriget og hertugdømmet Slesvig: hvor den danske befolkning på øerne svingede fra 2.200 til 3.000 indbyggere pr kvadratmil og i Slesvig fra under 1.000 til 2.300 (bortset fra øerne og enkelte egne omkring Flensborg og ved Slien, der lå højere), så lå Holsten i de nordlige egne på linje med Slesvig, resten som de danske øer eller endog langt højere (mellem 3.000 og 5.000 indbyggere pr kvadratmil)[44]. Særlig høj var befolkningstætheden langs Elbens nordlige bred, omkring Hamborg og ved Kielerfjorden, mens kun Ærø (der hørte under Slesvig) samt Bregninge sogn på Tåsinge (med skipperbyen Troense) og Øresundskysten kunne udvise en tilsvarende tæt befolkning i kongeriget.

Den stærke befolkningsfremgang i byerne fordelte sig både på byer og flækker:

By 1769[45] 1803[40] 1835[40] 1840[40] 1845[46] 1855[46] 1860[47] By 1769[45] 1803[40] 1835[40] 1840[40] 1845[46] 1855[46] 1860[47]
Altona 18.050 23.085 26.393 28.095 32.200 40.626 45.524 Pinneberg - - 1.031 1.029 1.087 1.962 2.818
Arensböck - - 934 1.019 1.194 1.568 2.048 Plön 1.094 1.282 1.660 1.938 2.660 2.476 2.697
Barmstedt - - 1.470 1.608 1.717 1.074 2.095 Lunden - - 1.304 1.399 1.457 1.577 1.703
Crempe 791 1.046 1.230 1.171 1.252 1.288 1.330 Reinfeld - - 720 779 870 925 972
Elmshorn - - 3.158 3.342 3.671 4.461 4.700 Meldorf - - 2.852 2.975 3.059 3.295 3.318
Glückstadt 2.483 5.178 5.988 5.939 5.884 6.145 5.752 Neumünster - - 3.772 4.120 4.705 5.960 6.830
Heide - - 5.135 5.284 5.396 6.120 6.452 Neustadt 1.405 1.596 2.452 2.617 3.007 3.545 3.662
Heiligenhafen 1.199 1.338 1.821 1.863 2.037 2.273 2.377 Oldenburg 1.487 1.592 2.213 2.360 2.447 2.735 2.727
Itzehoe 2.320 2.659 5.495 5.528 5.835 6.691 7.366 Oldesloe 1.434 1.783 2.562 2.667 2.926 3.437 3.774
Kellinghusen - - 880 925 1.452 1.744 2.009 Rendsburg 3.586 7.373 9.947 10.009 10.338 11.782 10.702
Kiel 6.667 7.075 11.622 12.341 13.572 16.274 17.541 Segeberg 563 836 3.035 3.190 3.609 4.377 4.691
Lütjenburg 1.006 1.296 1.876 2.012 2.109 2.199 2.243 Uetersen - - 3.181 3.313 3.396 3.826 3.864
Bramstedt - - 1.378 1.548 1.647 1.822 1.987 Wandsbek - - 3.020 3.127 4.167 5.010 6.001
Preetz - - 4.581 4.647 4.754 4.977 5.061 Wilster 1.581 1.791 2.622 2.779 2.871 3.047 3.056

Næringsliv

redigér

Næringslivet i Holsten var yderst sammensat og på mange områder præget af fremdrift.

Holstens industrielle og handelsmæssige udvikling falder i to, forholdsvis klart adskilte, dele i tidsrummet fra 1814 til 1864, nemlig tiden fra optagelsen i den tyske toldunion 1815 til 1838 og tiden efter 1838 frem til adskillelsen fra Danmark 1864. 1838 danner et afgørende skelsår derved, at Holsten indtil da i toldmæssig henseende blev anset for udland i forhold til de kongerigske egne og derfor var hæmmet i sine afsætningsmuligheder, hvorimod hertugdømmet derefter fik frie muligheder for at afsætte sine varer i de kongerigske egne, hvilket førte til et industrielt opsving og en afledt handel og skibsfart i denne retning.

Til belysning af befolkningens næringsmæssige fordeling gives forholdene i 1835[48], det vil sige inden toldreformen. Næringsfordelingen var da denne:

Næringsvej Antal Andel (%)
Landbrugere 121.154 27,67%
Daglejere 113.004 25,81%
Håndværkere og fabrikanter 97.871 22,35%
Handlende 24.870 5,68%
Kapitalister og pensionister 16.975 3,88%
Fiskeri og søfart 9.264 2,12%
Civile embedsmænd 9.875 2,26%
Gejstlige og lærere 7.438 1,70%
Kunstnere, privatlærere og studerende 4.264 0,97%
Underofficerer og soldater 3.076 0,70%
Officerer 957 0,22%
Ubestemt næringsvej 3.578 0,82%
Almissenydere 22.406 5,12%
Straffefanger 865 0,20%
I alt 435.596 99,50%

Landbruget spillede således ubestrideligt hovedrollen som næringsvej, men også andelen af håndværkere og fabrikanter var ganske høj, mens handel, fiskeri og skibsfart spillede en mindre rolle.

Landbrug

redigér

Til belysning af landbrugets rolle kan man se dels på dettes absolutte størrelse i Holsten, dels på Holstens andel af helstatens samlede landbrug:

Afgrøde Udbytte 1847 (Tdr)[49] Andel i % af helstaten[50]
Hvede 550.000 40,74%
Rug 800.000 17,02%
Byg 650.000 13,98%
Havre 1.500.000 22,56%
Ærter og bønner 300.000 26,09%
Boghvede 200.000 33,33%
Afgrøder i alt 4.000.000 20,94%
Husdyr Antal 1845[51] Andel i % af helstaten[52]
Køer 169.000 18,78%
Heste og føl 61.000 13,32%
Får 139.000 9,34%

Tallene kan ses i forhold til, at Holsten udgjorde 15,3% af helstatens samlede landområde. Det viser sig da, at Holstens andel var højere for alle afgrøder fraset byg i forhold til dets andel af landområdet, mens andelen af husdyr kun for kvægets vedkommende var større end Holstens andel af landområdet. Kornavl spillede således en hovedrolle i holstensk landbrug.

Gennem hele Holstens historie (frem til 1864 og også derefter) var den vigtigste næringsvej i hertugdømmet landbrug; traditionelt lagdes særlig vægt på mejeridrift. I den egentlige marsk opkøbte man hvert år kvæg, som man lod græsse sommeren over, hvorefter det atter blev solgt. Markerne, de såkaldte koppeln (der har lagt navn til den særlige driftsform kobbelbrug), hvori jorden var inddelt, var omgivet af høje levende hegn.

I 1796 foretog gehejmestatsminister C.D.F. Reventlow på vegne af Landbokommissionen en rejse i hertugdømmerne, bl.a. med henblik på at undersøge skovenes tilstand og at finde opbakning til landboreformerne.[53] Charlotte Schimmelmann skrev til Reventlows søster, Louise zu Stolberg-Stolberg, at han havde til hensigt at få de konservative holstenske godsejere til at falde til patten og acceptere en ophævelse af livegenskabet. Kampagnen var bl.a. rettet mod grev Christian Ulrich von Brockdorff på Kletkamp, som Reventlow besøgte den 8. oktober.[54] Reventlows mission lykkedes: Alle landsdelens godsejere – og ikke kun ridderskabet – støttede en ophævelse af livegenskabet, men de mente dog, at det skulle foregå i et roligt tempo. Den 11. marts 1797 kunne kommissionen meddele resultatet til kronprins Frederik, landets reelle magthaver, som 23. juni takkede for indsatsen.[55]

Hvalfangst

redigér

Hvalfangst og sælfangst på Grønland spillede en betydelig rolle i Uetersen, Elmshorn, Glückstadt, Itzehoe, Beidenfleth og Brunsbüttel i 1850'erne og 1860'erne, da de gamle nordfarersteder Nederlandene, Hamborg og Altona for længst havde afviklet denne fart.

Industri

redigér

Et industrielt fremskridt skete ved oprettelsen af en klædefabrik ved brødrene Renck i Neumünster, der i 1824 anskaffede den første dampmaskine, samt ved den i 1827 af Marcus Hartwig Holler jernværks- og maskinfabrik Carlshütte i Büdelsdorf ved Rendsburg[56]. I 1867 fandtes 19 jernværker og 45 maskinfabrikker i hertugdømmet, fortrinsvis i Altona, Neumünster, Kiel, hvor Schwessels jernstøberi havde 125 ansatte, Wandsbek[57] og Rendsborg[58]. Skibsbyggeri spillede en betydelig rolle i Altona, Kiel, Itzehoe, Neustadt samt Schulau ved Blankenese[59].

Teglbrænderier fandtes i stort tal i Nordditmarsken, især i Hannstedt og Tellingstedt sogne og i omegnen af Heide, desuden i den sydlige del af Pinneberg, Trittau amt og egnen omkring Kiel, endvidere i egnen omkring Uetersen, hvor A. Jencquels teglbrænderi i Mooregge i 1844 havde 44 ansatte og producerede 1.850.000 sten, samt H. Keltrings i Wisch ved Krück å, der i 1844 producerede omkring 1.000.000 sten.[60]

Tobaksfabrikationen var især samlet i Altona med 19 fabrikker, hvoraf den største var N. Knauers med 120 ansatte i 1844 og en produktion på 64.226 pund cigarer, 1.079.194 pund røgtobak, 64.226 pund skråtobak og 110.000 pund snustobak.[61]

I Altona fandtes 5 hattefabrikker med i 1844 67 ansatte, desuden i Kiel H.M. Jungjohans hattefabrik med i 1844 12 ansatte.[62]

Altona havde 16 garverier med 99 ansatte i 1844, og i Wandsbek lå en læderfabrik med tilhørende barkmølle og 40 ansatte.[63]

Klædeproduktionen var altovervejende samlet i Neumünster med 65 dugmagermestre og i alt 349 voksne og 134 børn ansat og to store fabrikker, Brødrene Rencks fabrik med 176 voksne og 10 børn ansat og Mesdorffs fabrik med 52 voksne og 18 børn ansat.[64]

Sukkerproduktionen steg betydeligt efter gennemførelsen af toldloven i 1838: i 1838 havde der i Holsten kun været 2 sukkerfabrikker med en samlet produktion på 231.500 pund sukker og 90.000 pund sirup, i 1842 var antallet steget til 10 sukkerfabrikker med en samlet produktion på 2.717.737 pund sukker og 713.746 pund sirup (hvortil kom yderligere en fabrik i Altona).[65] Af de 11 holstenske sukkerfabrikker lå 4 i Glückstadt, 2 i Itzehoe, 2 i Kiel, 1 i Heide, 1 i Uetersen og 1 i Altona.[66]

Saltraffinaderier fandtes i Itzehoe og Rendsburg.[66]

Et mindre glasværk lå i Wulfsfelde ved Hamborg.[67]

Papirfabrikation med maskine til fremstilling af papir uden ende fandtes i Oldesloe.[68]

I Altona lå to kemiske fabrikker til fremstilling af blandt andet farmaceutiske produkter og en fabrik til fremstilling af blyhvidt og cromgult.[69]

Handel

redigér

Handelen var præget af udførsel af landbrugsprodukter som korn, smør, spæk og kvæg, mens råvarer som kul, jern, bomulds- og uldtøjer samt luksusvarer som the, kaffe, vin og sukker vejede til blandt indførselsvarerne. Vigtige handelscentre var Altona, Glückstadt og Itzehoe samt Kiel, blandt indlandsbyer var Rendsburg ene om en vis betydning som handelsby.

Til belysning af udviklingen i Holstens ind- og udførsel kan omfanget i rigsdaler for 1847, 1852 og 1855[70] anføres for følgende steder:

Samhandelspartner Indførsel 1847 Udførsel 1847 Indførsel 1852 Udførsel 1852 Indførsel 1855 Udførsel 1855
Hamborg 5.712.637 4.618.866 5.795.582 6.088.484 7.703.540 8.299.272
Altona og Wandsbeck 2.170.527 6.809.020 2.223.152 2.180.021 3.180.729 3.872.022
England 315.422 701.671 255.157 1.252.589 724.213 971.675
Lübeck 626.578 361.486 525.186 414.312 577.282 867.014
Hannover og Bremen 260.745 205.996 234.036 290.737 414.467 308.509
Sverige-Norge 523.669 137.341 384.385 78.514 360.725 94.495
Holland og Belgien 67.131 532.353 16.624 554.529 19.341 379.415
Preussen 44.797 217.207 65.219 163.671 42.679 186.862
Mecklenburg 11.402 309.397 16.173 240.075 24.668 186.663
Amerika fraset DVI - 1.255 14 - 164.892 302
Frankrig 22.965 148.746 1.653 24.675 - 34.530
Rusland 480.015 12.104 213.921 40.749 11.153 583
Island 108.191 4.646 88.049 12.608 4.775 -
Dansk Vestindien 12 1.137 2.180 - - -
Middelhavslandene - 675 - - - -
Andre 125.236 166.572 115.355 121.761 169.679 149.728
I alt 10.469.327 14.231.472 9.936.686 11.462.725 13.398.143 15.351.070

Tallene viser for det første Hamborgs helt overvældende rolle for Holsten såvel med hensyn til indførsel som udførsel. Dertil kom den store rolle, som Altona og Wandsbeck spillede. Englands betydning var tiltagende, mens blandt andet Sverige-Norges, Ruslands og Islands rolle aftagende. Udprægede udførselslande var Mecklenburg, Preussen, Holland-Belgien, udprægede indførselslande var Rusland og Sverige-Norge; Lübeck skiftede fra indførselsland til udførselsland. For Hamborg, Antona og Wandsbeck, Hannover og Bremen var der nogenlunde lige stor ind- og udførsel. Endelig er det værd at bemærke, at Holsten havde vedvarende overskud i udenrigshandelen.

Pengevæsen

redigér

Frem til 1813 regnede man både i kongeriget og i hertugdømmerne med kurantrigsdalere i henhold til et reglement af 4. maj 1695[71], men ved forordning af 29. februar 1788 gennemførtes for hertugdømmernes vedkommende en møntforandring til slesvig-holstensk kurant, og ved forordning af 5. januar 1813 indførtes en speciesmøntfod (rigsbankmøntfod) i kongeriget, der også skulle gælde for hertugdømmerne.[71] Dette forhindrede dog ikke, at hertugdømmerne var "aldeles oversvømmede af fremmede Penge, især slet fremmed Skillemynt, som hobeviis føres ind i samme, medens den fortrinlige Speciesmynt gaaer ud af Landet."[72] Møntprægning skete (foruden i København, hvis møntmærke var - og endnu er - et hjerte) i Altona (Altonas møntmærke var et rigsæble). I 1770-71 blev der opført en kgl. møntbygning i Altona tegnet af Johann Gottfried Rosenberg.[73]

Samfærdsel

redigér

Tiden prægedes af en kraftig forbedring af samfærdselsforholdene.

Vejnettet

redigér

Vejnettet var inddelt i tre typer: hovedlandeveje, mindre landeveje og biveje.[74] Hovedlandevejene skulle som hoveregel være 16 alen brede mellem grøfterne, men kunne efter omstændighederne være 14 eller 12 alen brede. De skulle være chausseer bestående af sten og grus, men hvis sten ikke fandtes i nærheden, hvor der var mangel på arbejdere, hvor kørslen var ubetydelig og jordbunden hård, kunne der gøres undtagelser og vejen anlægges med ler og grus.[74] De mindre landeveje skulle have en bredde på 12-14 alen. Arbejdet med deres vedligeholdelse var fastsat ved Vejforordningen for Hertugdømmerne af 1. marts 1842.[75] Biveje skulle kun have en bredde på 8 alen.[76]

I Holsten var følgende veje udlagt som hovedlandeveje:

  1. Vejen fra Kiel over Neumünster til Altona
  2. Vejen fra Schiffbeck til Sande
  3. Vejen fra Eckernschmiede (ved grænsen til Lübeck) over Oldesloe og Rethforth til Schnelsen (ved Kieler-Altona chausseen)
  4. Vejen fra Kiel til Levensau
  5. Vejen fra Elmshorn over Steinburg til Itzehoe, og til Glückstadt over Krempe
  6. Vejen fra Neustadt over Ahrensboeck og Segeberg til Rethforth med en sidegren til chauseen fra Eutin til Lübeck
  7. Vejen fra Itzehoe til Rendsburg
  8. Vejen fra Itzehoe over Neudorf og Heide til Wöhrdener havn
  9. Vejen fra Heide til Frederiksstad
  10. Vejen fra Meldorf over Marne til Brunsbüttel
  11. Vejen fra Elmshorn over Uetersen og Wedel til Altona
  12. Vejen fra Oldenburg til Heiligenhafen
  13. Vejen fra Kiel over Preetz og Plön til Dodau
  14. Vejen fra Lütjenburg til Plön med en sidegren fra Grebin til Eutin.[77]

Vejvæsenet i hertugdømmerne hørte under den slesvig-holstenske regering, der dog hørte under det slesvig-holstenske kancelli.[78]

Fra 1830 til 1832 anlagdes en chaussé fra Altona til Kiel, 1838 strækningen fra Lübeck til Altona (med forbindelse til Hamborg), indtil 1848 strækningerne Elmshorn-Itzehoe-Rendsburg, Kiel-Egernførde, Kiel-Preetz, Altona-Segeberg-Neustadt, Ahrensburg-Wandsbek, 1858 chausseen fra Itzehoe gennem Wilster Marsch og Ditmarsken til Wedel, Uetersen og Glückstadt.

Jernbaner

redigér

Jernbanerne blev anlagte af private aktieselskaber. Der anlagdes tre jernbaner: den 18. september 1844 åbnedes "Christian den 8.s Østersøbane" mellem Altona og Kiel over Elmshorn, Wrist og Neumünster som den første banestrækning i Helstaten.[79] Den 19. juli 1845 åbnedes sidebanen Elmshorn-Glückstadt og den 18. september 1845 åbnedes Neumünster-Rendsburg[80] og i 1857 åbnedes Glückstadt-Itzehoe.

Banen mellem Kiel og Altona var tænkt som en transitbane mellem Elben og Østersøen, men i begyndelsen spillede transittrafikken en mindre rolle: i 1845 udgjorde antallet af rejsende i alt 372.182 personer.[79] Til Altona rejste 128.609 personer, men kun 27.624 (21,5%) kom fra Kiel. Til Kiel rejste 48.528 personer, heraf 27.076 (55,8%) fra Altona.[80] Således var 317.482 (85,3%) af de rejsende på kortere strækninger, heraf skete 177.137 rejser (47,6%) til en af de to endestationer. Næsten halvdelen af banens indtægter stammede fra godstransport.[79]

Flodfart

redigér

Mellem 1777 og 1784 anlagdes Den Slesvig-Holstenske Kanal, fra 1853 Ejderkanalen som en betydelig vandvej. Den strakte sig fra Holtenau ved Kielerfjorden til Tønning ved Ejderens munding. Den egentlige kanalstrækning var 43 km, den samlede vandvej 180 km. Kanalen blev fortrinsvis brugt af små og mellemstore fartøjer, skønt skibe med indtil 16 fods dybde, 100 fods længde og 26 fods bredde kunne besejle kanalen. Kanalen forbandt Vesterhavet med Østersøen, men det kunne tage 10-14 dage, nogen gange endda 4-5 uger at passere gennem kanalen fra Kiel til Hamborg.[81]

Endnu eksisterede den gamle Stecknitzkanal, men med sine 17 sluser, hvor det kunne tage 1-2 dage at passere, og med sin beskedne størrelse, der kun tillod mindre skibe at passere, spillede den kun en ubetydelig rolle for fragtfarten.[82]

Havne

redigér

De vigtigste havne var Brunsbüttel, Glückstadt[83], Burg, Büsum og Altona i vest, Kiel, Orth, Heiligenhafen og Neustadt[84] ved Østersøen; desuden var Rendsburgs havn ved Kielerkanalen betydelig.

Uddannelse og kultur

redigér

Allerede i 1665 oprettede hertug Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp (1641-1694) "Christiana Albertina" som universitet for hertugdømmerne Slesvig og Holsten i Kiel. Universitet fik en stor rolle som arnested for en bevægelse for forening af de to hertugdømmer. I 1820'erne havde universitetet omkring 400 studerende.

Videregående skoler fandtes i 1855 i Altona, Glückstadt, Kiel, Meldorf, Plön og Rendsburg.[85]

Der fandtes i hertugdømmet 1.052 folkeskoler med 1.060 lærere.[86]

1833 oprettedes "Schleswig-holstein-lauenburgische Gesellschaft für vaterländische Geschichte".

Politik

redigér

Det slesvig-holstenske ridderskab spillede en betydelig rolle som murbryder for indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger i 1834, hvoraf den for Holsten fik hjemsted i Itzehoe. Som landsherre for Hertugdømmerne Holsten og Lauenburg var den danske konge medlem af forbundsrådet for det Tyske Forbund, hvor Holsten og Lauenburg tilsammen havde 3 stemmer, i "Engeren Rat" dog 1 stemme.

I 1848 udbrød åbent oprør, der blev slået ned i Treårskrigen. Forsøg på at indføre en fællesforfatning for Danmark og Slesvig-Holsten blev stoppet af modstand fra Holstens stænderforsamling, der støttedes af Østrig og Preussen, som erobrede Slesvig og Holsten 1864, hvilke i 1867 blev til den preussiske provins Schleswig-Holstein.

Noter

redigér
  1. ↑ større inddigninger i nyere tid fandt sted i Sydditmarsken ved Elbens munding: 1853 Frederik VII's Koog og 1873 Kejser Vilhelm's Koog
  2. ↑ Stecknitz kanal
  3. ↑ 3,0 3,1 3,2 3,3 3,4 Mackeprang, s. 675
  4. ↑ 4,0 4,1 4,2 4,3 4,4 4,5 4,6 Mackeprang, s. 676
  5. ↑ Albrectsen (1981), s. 179-201
  6. ↑ Albrectsen (1981), s. 94
  7. ↑ Albrectsen (1981), s. 62
  8. ↑ 8,0 8,1 Albrectsen (1981), s. 211
  9. ↑ Albrectsen (1981), s. 266
  10. ↑ Albrectsen (1981), s. 197-198, 200
  11. ↑ Albrectsen (1981), s. 186-187, 189, 191-194
  12. ↑ Greve, s. 150
  13. ↑ 13,0 13,1 Greve, s. 151
  14. ↑ 14,0 14,1 Greve, s. 75
  15. ↑ 15,0 15,1 Greve, s. 76
  16. ↑ Greve, s. 78
  17. ↑ 17,0 17,1 Greve, s. 79
  18. ↑ Greve, s. 74
  19. ↑ Greve, s. 77
  20. ↑ Albrechtsen (1974), s. 85
  21. ↑ Enemark: "Kornhandel", Danmark (KLNM, bd. 9; sp. 148)
  22. ↑ Albrechtsen (1981), s. 152f
  23. ↑ Albrechtsen (1981), s. 140f
  24. ↑ Enemark: "Hestehandel", Danmark (KLNM, bd. 6; sp. 530)
  25. ↑ 25,0 25,1 Enemark: "Øksnehandel", Danmark (KLNM, bd. 20; sp. 675)
  26. ↑ Enemark: "Øksnehandel", Danmark (KLNM, bd. 20; sp. 676)
  27. ↑ Enemark: "Salthandel", Danmark (KLNM, bd. 14; sp. 706)
  28. ↑ Enemark: "Kornhandel", Danmark (KLNM, bd. 9; sp. 149)
  29. ↑ det vil sige: skaldede
  30. ↑ 30,0 30,1 Albrectsen (1981), s. 103
  31. ↑ 31,0 31,1 Albrectsen (1981), s. 104
  32. ↑ Albrectsen (1981), s. 73-74
  33. ↑ Albrectsen (1981), s. 111, 136
  34. ↑ Albrectsen (1981), s. 113
  35. ↑ Albrectsen (1981), s. 109
  36. ↑ Mackeprang (1921), s. 676
  37. ↑ 37,0 37,1 37,2 Mackeprang (1921), s. 677
  38. ↑ Thaarup, s. 41f
  39. ↑ Thaarup, s. 68
  40. ↑ 40,0 40,1 40,2 40,3 40,4 40,5 40,6 Bergsøe, s. 409
  41. ↑ 41,0 41,1 Trap, s.49
  42. ↑ 42,0 42,1 Bergsøe, s. 396f
  43. ↑ 43,0 43,1 43,2 Folketællingen 1860, s. 260 (tal inklusive flækker)
  44. ↑ Statistischen Tabellenwerk, s. XI – XIII
  45. ↑ 45,0 45,1 Trap (1860), s. 52
  46. ↑ 46,0 46,1 46,2 46,3 Statistischen Tabellenwerk, s. VIII og IX
  47. ↑ 47,0 47,1 Meddelelser (1861), s. 182 og 250
  48. ↑ Schröder, s. 15
  49. ↑ Trap, s. 32
  50. ↑ tallene indregner Lauenborgs andel under Holsten
  51. ↑ Trap, s. 36f
  52. ↑ for kongeriget er tallene fra 1838
  53. ↑ C.D.F. Reventlow, 'Reise Bemerkungen Sr. Excellenz des Herrn Geheime Staats Ministers und Kammerpræsidenten Grafen v. Reventlow auf einer Reise durch die Herzogthümer im Jahre 1796, udg. af Claus Bjørn, Kerteminde: Landbohistorisk Selskab 1994. ISBN 87-7526-149-9
  54. ↑ Georg T. Amsinck, En holstensk godsejer omkring år 1800: Justitsråd Garlieb Amsinck, København: Adler 2004, s. 84. ISBN 87-986789-1-4
  55. ↑ Georg T. Amsinck, En holstensk godsejer omkring år 1800: Justitsråd Garlieb Amsinck, København: Adler 2004, s. 85. ISBN 87-986789-1-4
  56. ↑ Bergsøe II, s. 451ff
  57. ↑ Bergsøe II, s. 454
  58. ↑ Bergsøe II, s. 459
  59. ↑ Bergsøe II, s. 610
  60. ↑ Bergsøe II, s. 342
  61. ↑ Bergsøe II, s. 388
  62. ↑ Bergsøe II, s. 374
  63. ↑ Bergsøe II, s. 38
  64. ↑ Bergsøe II, s. 426
  65. ↑ Bergsøe II, s. 438
  66. ↑ 66,0 66,1 Bergsøe II, s. 440
  67. ↑ Bergsøe II, s. 443
  68. ↑ Bergsøe II, s. 448
  69. ↑ Bergsøe II, s. 462f
  70. ↑ Trap, s. 95
  71. ↑ 71,0 71,1 Bergsøe II, s. 640
  72. ↑ Bergsøe II, s. 643
  73. ↑ Værkliste i Weilbachs Kunstnerleksikon Bygningen blev ramt af bomber under Hamborgs bombardement i 2. verdenskrig og nedrevet.
  74. ↑ 74,0 74,1 Bergsøe II, s. 621
  75. ↑ Bergsøe II, s. 630
  76. ↑ Bergsøe II, s. 631
  77. ↑ Bergsøe II, s. 628
  78. ↑ Bergsøe II, s. 629
  79. ↑ 79,0 79,1 79,2 Bergsøe II, s. 632
  80. ↑ 80,0 80,1 Bergsøe II, s. 633
  81. ↑ Bergsøe II, s. 636
  82. ↑ Bergsøe II, s. 637
  83. ↑ Bergsøe II, s. 614
  84. ↑ Bergsøe II, s. 616
  85. ↑ Schröder I, s. 33
  86. ↑ Schröder I, s. 34

Litteratur

redigér

Eksterne henvisninger

redigér
Hentet fra "https://da.wikibooks.org/w/index.php?title=Hertugdømmet_Holsten&oldid=37945"