Halland

Halland er et landskab på den sydvestlige side af den skandinaviske halvø. Mod syd danner Hallandsåsen grænse mod Skåne, i øst grænser Halland op til Småland, i nord til Västergötland og mod vest ligger Kattegat.

Halland har hørt til Danmark siden vikingetiden, idet Ottar fra Hålogaland i 880-årene sejlede fra Skiringsal i Vestfold til Hedeby og omtaler det land, som han sejlede forbi som dansk.

Middelalderen

Fra middelalderen og frem efter har Halland været regnet som et af Skånelandene (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm), og i Halland anvendtes skånske lov som landslov og landsting blev afholdt i Getinge. I kong Valdemars Jordebog opregnes syv hallandske kongelev: Laholm, Halmstad, Faurås, Sjönevad, Vare, Grimeton og Tölö.

Fra 1200-tallet og frem efter blev Halland skueplads for et stort antal krige mellem, især, Sverige og Danmark. De mange krige bidrog til at gøre landskabet fattigt, dels ved de derved forårsagede omfattende ødelæggelser, dels fordi de medførte at indbyggerne ikke anså det som værd at gennemføre større investeringer, efter som de alligevel riskerede at blive ødelagte under krige.

Landskabet blev udplyndret tre gange i 1200-tallet, først 1256 af den norske konge Håkon Håkonsson, senere 1277 af den svenske konge Magnus Ladulås og endelig 1294 af den danske konge Erik Menved. Under det følgende århundrede blev Halland delt i to dele (med Ätran som grænse) og byttede hersker et stort antal gange inden, at det atter blev dansk under Valdemar Atterdag. Det var også i denne periode at Varbergs fæstning anlagdes.

Forviklingerne mellem de tre nordiske lande førte til, at Nørrehalland og Sønderhalland hver for sig blev brudt løse fra Danmark fra 1280'erne til 1360'erne. I 1216 gjorde Valdemar Sejr sin søn Niels til greve af Halland. Dennes søn Niels Nielsen måtte nøjes med nørre Halland i 1241, og dennes søn, Jakob Nielsen, fik først nørre Halland i arv i 1283, mens et andet medlem af kongehuset, Erik Knudsen, blev hertug af søndre Halland i 1284. Grænsen mellem de to områder gik ved Ätran. Det er muligt at Jakob Nielsen var modstander af kong Erik Klipping og medvirkede ved mordet i 1286. Kampen mod Erik Klippings søn Erik Menved medførte, at Jakob lod opføre borgen Varberg.

Takket være Kalmarunionen kom Halland pludseligt at indtage en central placering. Kongen skulle ifølge unionsaftalen vælges i Halmstad.

Under Engelbrektsoprøret i 1434 blev landskabet besat og blandt andet afbrændtes borgen i Falkenberg. Efter, at fred var indgået i 1435, blev der atter stridigheder under første halvdel af 1436, som medførte, at Lagaholm erobredes af svenskerne. Nye stridigheder mellem svenskere og danskere brød ud i begyndelsen af 1500-tallet og fik indflydelse på forholdene i Halland. Det skete blandt andet 1519 da grænseegnene hærgedes af svenske soldater som hævn for, at Västergötland var blevet hærget af danske soldater. Også under Grevens Fejde var der kampe i Halland.

Fra 1500-tallet og frem til 1800-tallet havde landskabet store problemer med flyvesand, hvilket fortrinsvist skyldtes omfattende afskovning.

Under Nordiske Syvårskrig og Kalmarkrigen blev Halland atter skueplads for svensk-danske kampe, blandt andet slaget ved Axtorna 1565.

1600-tallet og senere

Halland blev overdraget Sverige for en periode på 30 år ved freden i Brömsebro i 1645 og blev permanent svensk ved freden i Roskilde i 1658. Den sidste kamp på hallandsk jord skete med slaget ved Fyllebro den 17. august 1676 under Skånske krig.

I begyndelsen lod svenskerne den nye provins styre af en guvernør. I 1658 udnævntes den første landshövding samtidigt med den første länsstyrelse i henhold til 1634 års regeringsform. Mellem 1658 och 1719, men med nogle års undtagelse, fandtes et eller et par generalguvernementer med overhøjhed over de nye provinser.

I 1683 indførtes svensk lov. I 1719 års regeringsform afskaffedes forvaltningsformen guvernement og generalguvernement i den indenrigs forvaltning i Sverige, og Halland blev da len i fuld betydning.

De fredeligere forhold medførte, at udviklingen i landskabet kunne tage fart igen. Jordbruget effektiviseredes og var i midten af 1800-tallet et af landets mest effektive. Samtidig forblev landskabet i mangt og meget provinsielt og fattigt, især de indre skovbygder. Erosion og sandheder med mere gjorde, at også store dele af kystområderne var uattraktive, og bortvandringen var mærkbar langt ind i 1900-tallet.

Halland

Indholdsfortegnelse

Middelalderen

1600-tallet og senere

Noter

Eksterne henvisninger