Enestegårde i Danmark

En enestegård er en gård, som før landboreformerne lå for sig selv og ikke indgik i et dyrkningsfællesskab. Enestegården adskiller sig derved fra enkeltgården, der nok lå for sig selv, men hvis drift alligevel var underlagt et dyrkningsfællesskab.[1] Til enestegårde regnes ikke herregårde, møller og lignende.[2]

Gård fra Øster Larsker på Bornholm.

Det har været foreslået, at kriteriet "ligger for sig selv" kræver, at der er mindst 200 m til nærmeste nabobebyggelse.[1] Det har ligeledes være foreslået, at kriteriet "gård" betyder, at der skal være et jordtilliggende på mindst 1 tønde hartkorn.[3][4] Steder med mindre jord blev i ældre tid kaldt for "enstedbol".[5] Begge kriterier skal være opfyldt. En præstegård beliggende i en landsby men med sin jord udskiftet fra det øvrige fællesskab, vil opfylde det sidstnævnte men ikke det førstnævnte krav.[1] Bebyggelser bestående af to gårde betragtes i forskningen ofte som to enkeltgårde.[6]

Når der tales om enkelt- og enestegårde må der tidsmæssigt refereres til tiden før landboreformerne, da formålet med disse reformer netop var at give hver gård et eget jordtilliggende (og dermed gøre dem til enestegårde), og da mange gårde blev udflyttede i forbindelse med eller forlængelse af landboreformerne, ligesom senere udstykninger har skabt nye enestegårde.

Enkeltgårde forekommer i hele landet. De er af uens alder, for langt de flestes vedkommende sikkert opståede som udflytterbebyggelse fra landsbyer og derfor beliggende i de områder, som ikke hørte under landsbyfællesskabet, det vil sige på gamle overdrev. De områder, hvor vilkårene for enkeltgårdsbebyggelse var bedst, og hvor de udgjorde den største andel af landbrugsbebyggelsen, var derfor sådanne områder, som ikke begunstigede landsbyer, især tidligere overdrevs- og skovområder, hvor bevoksningen skulle ryddes og jorden opdyrkes fra grunden af. Sådanne områder var ofte bakkede, riftede og ujævne. Der har utvivlsomt til alle tider, helt tilbage til middelalderens begyndelse, været folk, der har været parate til at gøre forsøget med at klare sig selv, også selvom mange enkelt- og enestegårde nedlagdes igen, blandt andet under indtryk af sygdomsepidemier eller krige. Kun Bornholm og en del af Vestjylland var områder med enestegårde helt tilbage til middelalderens begyndelse.

Ved siden af "normale" enestegårde, hvis hovedformål er landbrug, har eksisteret en række gårde opståede i forbindelse med bestemte formål, fx. færgegårde, præstegårde, Sankt Jørgensgårde (det vil sige spedalskhedssygehuse) og gårde i tilknytning til fx. oprettelse af teglværker[7] samt lystgårde, der fungerede som landsteder.

Beliggenhed og fordelingRediger

Undersøgelser har vist, at enkeltgårde og enestegårde forekommer i hele landet[8], men at de har udgjort uens andele af den samlede landbebyggelse: i den østlige del af Jylland og på øerne udgjorde enkeltgårdsbebebyggelsen i 1688 overvejende under 15% af den samlede bebyggelse med enkelte områder, i Vest- og Nordjylland var andelen næsten overalt højere end 15%, mange steder over 30% og i enkelte spredte sogne over 60%.[9] Særlig stor betydning spillede de i det østlige Vendsyssel, i Vandfuld herred, i det vestlige Jylland, i de jyske hedeegne, på dele af Fyn, i mindre dele af Nordøstsjælland, spredt over Midt- og Sydsjælland samt på Bornholm; desuden på den skandinaviske halvø.[10] De nævnte områder er landskabeligt ret uens, så det er en række forhold, der har gjort sig gældende for fraværet af landsbyer.

Det må nævnes, at enkelt- og enestegårde ikke er forekommet jævnt fordelt. Især mindre enestegårde lå samlede i bestemte områder, hvorimod de større enestegårde lå mere spredt.[11]

LæsøRediger

Et område med 100% enkeltgårde var Læsø. Bebyggelsen var spredt. Til hver ejendom hørte en "have", det vil sige et dyrket og indhegnet areal i tilknytning til gården og adskilt fra naboejendomme. Disse haver menes oprindeligt dannede ved skovrydning. Gårdene var beliggende i havernes udkant nær grænsen til de fælles udmarker. Deres andele i haven kunne være indbyrdes adskilt, men der kunne også forekomme blanding af agre og dyrkningsfællesskab. Fra en formodet oprindelig struktur kan i løbet af middelalderen være sket en opdeling i mindre brug og udviklet et sekundært dyrkningsfællesskab, der mindede om det i landsbyer.[12]

Karl-Erik Frandsen betegner systemet som "individuelle indelukker" men behandler det ellers ikke nærmere.[13]

VendsysselRediger

I Vendsyssel dominerer enkelt- og enestegårde i det stærkt bakkede dødislandskab men er også udbredt på den hævede stenalderhavbund såvel på yoldia-fladen som på littorina-fladen.[14] Bebyggelse og landbrugsdrift er nærmere undersøgt af Viggo Hansen.

For morænelandskabet konstateres, at "den kraftige udvaskning af de øvre jordlag, podsoleringen og den vanskelige adgang til grundvand er alle grunde, der taler mod en bosættelse på plateauets indre ...bebyggelsen skyr disse steder og placerer sig i randen af plateauerne, enten et stykke nede ad dalsiderne eller i spidsen af en sidedal, hvorfra der er let adgang til dalbunden."[15] Det konstateres, at "bebyggelsen (enkeltgårde) er lokaliseret til de små sidedales øverste spidser, hvorved gårdene netop kommer til at ligge, hvor ager møder eng" og at "der kun hører en gård til hver sidedal."[16] Som uddybende forklaring gives, at "enkeltgårdsbebyggelsens dominans må ... ses derudfra, at af de to vigtigste bebyggelseslokaliserende faktorer forekommer kun agerjorden i større sammenhængende områder, mens engen er splittet op i mindre partier som kildedale med fald bort fra agerlandet, hvorved kontakten mellem ager og eng er blevet punktformet (dalspidserne)."[17] Om bebyggelsens alder siges, at "ingen kan føres længere tilbage end til middelalderen".[17]

For dødisområderne beskrives landskabet således: "et stort antal isolerede bakker af vekslende højde og stejlhed, adskilte af små, uregelmæssigt formede lavninger, som ved deres mangel på naturligt, overjordisk afløb mange steder fremtræder som vandhuller, småmoser og engpletter i forskellig vegetationsudvikling (dødishuller)."[17] "Da ingen af de to for bebyggelseslokaliseringen så vigtige elementer, ager og eng, findes i større, sammenhængende flader, modsætter denne landskabsform (dødislandskabet) sig dannelsen af landsbyer, men favoriserer enkeltgårdsbebyggelse."[18] Det menes, at bebyggelsen overvejende er fra sen middelalder: "ingen af dem går tilbage til tiden før 1300, og antagelig er de endda yngre end 1400".[19]

Yoldiafladerne, der kun findes i Vendsyssel, er gennemskåret af ådale, som bidrager til at spalte fladerne op i mindre arealer. I dette landskab konstateres to typer af enkeltgårde, dels "en bebyggelse nær den øvre, marine grænse, hvor profilet er stejlest, og oftest i forbindelse med dale af fladetypen (kildedale)", dels "en bebyggelse på de lavere og mere jævne dele af plateauet, og altid på kanten af en erosionsdal, ofte af "bakkelandstypen"."[20] Stednavne tyder på, at "bebyggelsen næppe kan være ældre end senmiddelalder, og at der ... er sket et kolonisationsfremstød i 1400- og 1500-tallet, sandsynligvis ind i et skovland, og at dette landnam har haft de samme to udgangspunkter ..., nemlig såvel fra bakkelandet som fra åmundingen, samt at initiativet ad den sidste vej er kommet fra adelen og kirken, mens bondestanden har været den aktive kraft ad den førstnævnte vej."[21]

For grænsen mellem yoldia- og littorinafladerne konstateres, at "med en afstand af 300-500 m gennemskæres yoldiaskrænten af tørre erosionsdale, der har skåret sig 300-500 m tilbage i fladen"[22] og at "disse små fossile erosionskløfter har virket bebyggelseslokaliserende, idet man ved deres munding finder en række smågårde (Engebæksgård, Nørreknøs, Mellemknøs, Bakken, Sønderknøs og Endel)".[23] "Den smukke gårdrække i Lyngså er opstået ved sammenflytning af flere mindre bebyggelser samtidig med en naturlig indre vækst ved kløvning og deling." Navnet Lyngså kendes fra 1402 som Lywnxweth.[24] Endelsen -with (-ved) har grundbetydningen "grænse", sekundært "grænseskov".[25]

For littorinafladerne konstateres en senmiddelalderlig bebyggelsesekspansion "næsten udelukkende som enkeltgårdsoprettelse" i form af "et stort antal enkeltgårde, som fortrinsvis anlagdes langs vandløb og på gamle strandvolde, d.v.s. de steder som havde den bedste dræning."[26] Om enkeltgårdsbebyggelsen i Elling sogn konstateres, at Jerup kan føres tilbage til højmiddelalder, og "enkeltgårdsbebyggelsen er begyndt meget nær samtidigt i den vestlige del, hvorfra den i løbet af 1400-1500-tallet har bredt sig mod øst".[27] "Af rimme-doppe systemets to morfologiske elementer skaber normalt alene tørvedopperne grundlag for agerdyrkning, ligesom disse er alene om det nødvendige tilskud til enghø til vinterfoder for husdyrholdet, mens rimmerne højst kan yde et karrigt, omend uvurderligt bidrag til sommergræsningen, og da især for fåreholdet." Det var et landskab, der "under normale forhold fremmer en spredt bebyggelse og hindrer dannelsen af landsbyer. Det er ligeledes indlysende, at bebyggelsestætheden er afhængig af doppernes udstrækning pr. arealenhed samt af den måde, hvorpå de er opsplittede i brede eller smallere bånd."[28]

Helt specielle var forholdene i områder med klitdannelser og sandflugt. Disse områder, der lå i tilknytning til Vesterhavet, bestod af tre delområder: længst mod vest selve havklitten og inden for denne et område opdelt af parabelklitter og mellem disses fløje en sandslette dannet ved afblæsning, og hvor grundvandstryk fra havklitten gjorde det muligt at udøve agerbrug.[29] Sådanne områder kunne som regel kun bebygges med enkeltgårde, "der kunne udnytte sandrimmerne til fåregræsning og tørvedopperne til ager eller til høslet." Sandflugt gjorde, at sådanne gårde jævnligt blev tvunget til at flytte sig.[30][31] I disse egne var kvægavl den dominerende driftsform.[32]

Fælles for forklaringerne på enkelt- og enestegårdenes beliggenhed er således forskellige landskabelige forhold, idet Viggo Hansen tillægger forhold, der begrænser muligheden for dannelse af landsbyer, en hovedrolle for, at der i stedet fremkom en enkeltgårdsbebyggelse.[33] Enkeltbebyggelsen synes overalt i Vendsyssel først at kunne dateres til høj- og senmiddelalder, men det kan bero på det overleverede skriftlige kildemateriale. Viggo Hansen mener, at bebyggelsen på de diluviale plateauer "er begyndt som enkeltgårde eller gårdgrupper, som derefter, hvor mulighederne bød sig, ved deling og kløvning i tidens løb udviklede sig til landsbyer. På yoldiafladerne synes denne landsbydannelse derimod at være delvis fuldbyrdet, inden enkeltgårdsbebyggelsen, især storgårdene, kom til, og det samme har været tilfældet på litorinafladerne, hvor enkeltgårdene formentlig er det yngste bebyggelseselement, især i rimmer-dopper terrænet og på de lavtliggende flader i sydøst. Ligeledes må enkeltgårdsbebyggelsen i dødislandskabet anses for at være relativt ung."[34] Hvis denne vurdering er rigtig, betyder det, at man først har bebygget de dele af landskabet, hvor mulighederne for samlede landsbybebyggelser var bedst, mens enkeltbebyggelsen har været en sen supplerende udvidelse i mangel af andre og bedre muligheder. Det har været formodet, at det østlige Vendsyssels senmiddelalderlige enkeltgårdsbebyggelse tillige i vid udstrækning er fremkommet ved skovrydninger[35], hvorimod enkeltgårdsbebyggelsen på litorinafladerne forklares ved en drift omfattende store arealer og specialiseret i "kvæghold, som kunne udnytte engenes græsningsressourcer".[30]

Karl-Erik Frandsen har undersøgt driftsformerne og finder, at de på litorinafladen og i morænelandskabet i Vendsyssel overvejende var græsmarksbrug, hvorimod på yoldiafladen større eller mindre dele af jorden blev dyrket som alsædejord, mens resten af den dyrkede jord indgik i et skifte med kortere og længere hvileperioder, en slags indmark-udmarksbrug.[36] Den udbredte forekomst af alsædejord i Vendsyssel[37] er udtryk for en driftsform med hovedvægt på kvægavl, idet dette er en forudsætning for alsædebrug.[38] Dette bekræftes af, at alsædebrug ofte havde stor produktion af mælk, smør og ost at yde i landgilde eller sælge[39] samt af forekomst af fodernød, foderokser og staldokser, det vil sige kvæg til opfedning.[40]

Vandfuld og Skodborg herrederRediger

Et udpræget område for enkeltgårde og enestegårde er Vandfuld herred vest for Lemvig. Hovedparten af de gårdnavne, som kendes i nyere tid, lader sig påvise tilbage til 1500-tallet og enkelte endda tilbage til 1400-tallet. Dette tyder på, at enkeltgårdsbebyggelsen i hvert fald går tilbage til omkring midten af middelalderen.[41] Enkeltgårdsprocenten var i 1682 omkring 75% og i enkelte sogne endda næsten 100%.[42] Jordbunden er i den nordlige del af herredet leret men mere sandet i den sydlige del.[43] Karl-Erik Frandsen mener, at "mange gårde udover særjorder til hver gård indgik i et mere eller mindre udviklet dyrkningsfællesskab" og konstaterer, at "ofte var de enkelte sogne inddelt i fjerdinger, som tilsyneladende havde dyrkningsfællesskab. Om Wester Fiering i Hygum s., der bestod af en lang række enkeltgårde, fortæller Markbogen, at "Indmarcken liger ved Wumarken i flæd. Indmarcksjorden, som icke er Alsæde mens Brød eller Giøde Jord, hwilcken bruges efter Giøden 4 Aar" med byg-rug-havre-havre med rotationen 4/6, medens "HafrelandsJorden icke giødes udslebis 4 Aar med Hafre" (rotation 4/9). Det ser ud til, at brødjorden og udmarken ikke var topografisk adskilt, men da matrikelkort fra Hygum s. er fattigt på marknavne, er det umuligt at foretage en nærmere analyse."[44]

Trods navnet enkeltgårde boede i realiteten ofte 2-3 familier på hver gård, hvorved skelnen mellem gård og landsby i praksis blev teoretisk.[43] Som eksempel på driften nævner Frandsen gården Munkgård med 80 tønder land agerjord skyldsat til 14 tønder hartkorn. Jorden var inddelt i 27 fald, hvoraf Munkgård havde eneandel i 18, mens de øvrige lå i "et vist fællesskab med andre gårde i den nordlige del af Vandborg sogn".[43] Jorden blev drevet ved græsmarksbrug uden tægter[45] i "en uregelmæssig rotation med sædskiftet (eftergødning): byg-byg-havre-havre, efterfulgt af 4-5 års hvile". Denne indmarksjord blev suppleret af udmarksjord, der 2-3 år blev dyrket med havre efterfulgt af 7-10 års græsning. Uden for de dyrkede områder lå heder og overdrev, der blev udnyttet af bønderne "i et vidtgående græsningsfællesskab".[46]

Som forklaring på den udprægede enestegårdsbebyggelse i Skodborg og Vandfuld herreder har været peget for forskellige forhold. Området har siden slutningen af middelalderen været åbent uden skove eller anden træbevoksning af betydning.[41] Beliggenheden nær den jyske vestkyst har betydet, at saltholdig blæst og havgus har været en vedvarende miljøfaktor, som fra vestkysten rakte langt ind i landet. Dette betød, at afgrøder kun vanskeligt lod sig dyrke, hvorimod græs ikke tog nævneværdig skade. Det vil sige, at landskabet egnede sig for græsning og høbjergning men ikke til kornavl. Under disse forhold ville et landbrug rettet mod opdræt af heste og kvæg give den bedste udnyttelse af landskab og de klimatiske vilkår. Men denne driftsform indebar også, at behovet for dyrkningsfællesskab var fraværende.[47] Også de vanskelige samfærdselsforhold fremmede denne husdyravl, idet vejnettet var elendigt og vilkårene for søfart ringe, hvorimod kvæg og heste selv kunne fragte sig til markeder, enten i Holstebro eller længere væk. Det er beregnet, at studedrift fra Lemvigegnen til Husum eller Itzehoe i Holsten kunne klares på 8-12 dage, hvorimod sejlads let kunne vare længere.[48] Yderligere kan det have spillet ind, at egnen - i lighed med Bornholm - var uden stedlige godser og i stedet hørte under fjernt beliggende bispesæder. Dette kan have betydet, at der manglede en interesse i at bringe landbrugene i en samlet bebyggelse for derved at kunne kontrollere dem bedre.[49]

At hovedvægten har været lagt på husdyrhold - til trods for stedvist gode jorbundsforhold og høj opdyrkningsgrad - bekræftes af Erich Pontoppidan i Danske Atlas Tomus V: "I Vandfuldherred falder skiønne Mersk-Enge, god Agerland, samt de beste og største Heste i Jylland. Dette Herred udgiør i sin hele Strekning ikke over 1½ Miil, og indsluttes af Skodborgherred. Disse tvende Herreder ere noget nær af lige Beskaffenhed. Her avles megen Havre og godt Byg, men noget mindre Rug, derimod voxer her overflødigt Græs og Høe, og hvor ikke er Mersk der findes gode Giest-Enge. Det er derfor her overalt falder de anseelige og sterke Heste, store Stude og ypperlige Malke-Kiøer, store Svin, og særdeles gode Faar. Og siden saavel de større som mindre Creature her have noget forud frem for andensteds i Landet, drives der med Heste, Qvæg, og alle af dem kommende Producter, en ganske betydelig Handel, hvorved mange baade Bønder og andre have lagt sig god Formue til. ...Her findes ingen store Bondebyer, men næsten hver Mand boer for sig imellem sin Ager og Eng. De af Bønderne, som ere Selv-Eiere, kan ikke andet end staae sig got, og Fæstebønder, som accordere sig frie for Hoverie, ere og i god Stand." Han oplyser videre, at driften er mangesidig og at salg af produkter omfatter: "foruden levende Creature, deres Øvrige Producter, Havre, Byg, Kiød, Uld, Huder, Skind, Flesk, tør og salt Fisk, Talg, indtil Vox, thi de legge og temmelig Vind paa BieAvlen" samt at handelen især retter sig mod Holland og Hamborg.[50] Men Arent Berntsen konstaterede allerede i 1656, at bønderne ved Limfjorden avlede meget hø og havde store fælleder til græsning, "så de en stor Deel af alle slags Fæned kunde underholde / oc skiøne store Heste oc Hopper tilegge oc dem Aarligen i Holstedbroes Marcket affhende."[51]

Om bebyggelses- og dyrkningsforholdene konstaterer Karl-Erik Frandsen om Vandfuld herred, at "iøvrigt var herredet præget af enkeltgårdsbebyggelse, hvor dog mange gårde udover særjorder til hver gård indgik i et mere eller mindre udviklet dyrkningsfællesskab, hvis funktion det dog er vanskeligt at erkende mere præcist." Han peger på, at "ofte var de enkelte sogne var inddelt i fjerdinger, som tilsyneladende havde dyrkningsfællesskab." Om Skodborg herred konstateres, at "herredet minder meget om Vandfuld h. med hensyn til bebyggelsesstruktur og dyrkningssystemer."[52]

VestjyllandRediger

For Ulvborg herred finder Viggo Hansen, at der fandtes 20 enkeltgårde i Nissum sogn med 65% af hartkornet, og i Husby sogn 12 gårde med 53% af hartkornet, mens enkeltgårdene i to sogne i Hind herred var langt færre, i Vedersø sogn blot 5 og i Stadil sogn blot 3, til trods for, at de landskabelige forhold var de samme i alle sognene.[53] Han konstaterer, at "det mest slående træk i bebyggelsesmønsteret er gårdenes typiske placering på grænselinjen mellem ager og eng, hvorved den bedst mulige kontakt mellem disse to ressourcekilder har været opnået."[54] Han konstaterer endvidere, at en række enkeltliggende gårde lå med indbyrdes afstande på 250 til 300 m men ofte dannede gårdgrupper med fællesnavne som Sønderby i Nissum sogn, Østerby, Kirkeby og Øby i Husby sogn, Kærby, Hugby og Kirkeby i Vedersø sogn samt Mejlby i Stadil sogn. Han finder yderligere, at de ældste af disse fællesnavne er Mejlby (omtalt 1263), Halkær (omtalt 1319) og Opstrup (omtalt 1321), alle i Stadil sogn, mens andre gårdgruppenavne først kendes fra 1400- og 1500-tallet.[53] Som bevis på, at enkeltbebyggelsen er den oprindelige i disse sogne nævner han "de enlige kirker", idet "intet tyder på en tidlig gårdudflytning fra kirkernes nærhed, og den hyppige forekomst af navneendelsen -by som fællesnavn for en gruppe gårde må anses for en tilføjelse fra middelalderens slutning som en praktisk foranstaltning."[55] Endvidere konstateres for Nissum sogn, der angiveligt kun talte 4 landsbyer og 24 enestegårde, at langt de fleste af de mange enkeltbebyggelser har deres jorder indbyrdes blandede mellem hinanden, "blot Brandstrup, Udstrup, Vang og Glistrup samt et par små bol i snævrere forstand kan kaldes enestegårde. De øvrige gårde har nok det meste af deres jord liggende omkring gården uden indblanding af andre, men så har de til gengæld lodder i andres mark som Pilgård med 26 tdr. ld omkring gården, 5 tdr. ld. i Sønderby, 2 tdr. ld. i Svejdal og i Torup foruden mindre lodder andre steder. Annexgården har 15 tdr. ld. ved gården, 11 tdr. ld. ved Pilgård, 6 tdr. ld. i Sønderby etc. Helt ekstrem var situationen i marken til de 3 bol Svejdal, Ravnsborg og Maedige. Her havde næsten alle gårde i Sønder Nissum andel".[55] Viggo Hansen mener på denne baggrund, "at der i Sønder Nissum er tale om en oprindelig, spredt gårdbebyggelse, men at man på et senere tidspunkt har indtaget jord fra udmarken i fællesskab med de nærmeste, berørte naboer, og at også "landsbygårde" som i Sønderby har taget del deri med en hovedparcel som udgangspunkt, svarende til forholdene i Øster Husby."[56] Det modsvares af oplysninger for Vind sogn i modelbogen: "Bestaar mestendeel af smaa boliger biugt wdi Heden, hwis Jord største delen af Heden er opbrudt".[57] Han finder et lignende partielt fællesskab i Vedersø sogn og Stadil sogn.[58]

Dyrkningsformen i området var græsmarksbrug uden tægter.[58] Karl-Erik Fransen er enig i, at fællesnavne dækker over enkeltgårde: "Selv når der var en landsbylignende bebyggelse som Vesterby med 5 gårde, så var dette mere at betragte som en gruppe af gårde end som en egentlig landsby, idet der nok var dyrkningsfællesskab, men størstedelen af agerjorden lå alligevel individuelt indhegnet til hver gård."[59]

De jyske hedeegneRediger

De jyske hedeegne falder i to hovedgrupper, beliggende henholdsvis vest og øst for hovedstilstandslinjen.

Vest for hovedstilstandslinjen var landskabet præget af to hovedtræk: bakkeøer og hedesletter (smeltevandssletter). På tværs af disse, men mest udpræget på hedesletterne var forekomsten af ådale med tilknyttede større eller mindre engområder.[60] Den ældre bebyggelse fra 1600-tallet og tidligere var altovervejende knyttet til disse ådale.[61] Bebyggelsen ligger spredt langs ådalene, oftest som mere eller mindre enkeltgårdsbebyggelse men undertiden med tendens til sammenklumpning i bebyggelser af mere eller mindre udpræget landsbykarakter, oftest på steder hvor to vandløb løb sammen.[62]

I bronzealder og keltisk jernalder fremkommer de såkaldte "digevoldingsagre", der kan være begyndt allerede omkring 1.200 f.Kr.[63] men først fik deres karakteristiske skelvolde omkring 500 f.Kr.[64] Disse agre, der har været pløjet med en ard, indgik formentlig i en form for indmark-udmarks-drift, hvor anvendelse af staldgødning formodentlig har indgået som en del af driften[64][65], ophører antagelig igen i romerske jernalder (omkring 200 e.Kr.) og foranlediger, at de opgivne agre i det østlige Danmark springer i skov, hvorimod bebyggelsen næppe er ophørt i de vestjyske hedeegne.[64] Dette taler for en fortsat drift men på nye vilkår. Den hidtidige blanding af agre med byg, hede, moser og lysåben skov samt formodentlig høsletenge fortsatte. Men omkring overgangen til germansk jernalder synes skoven at være ryddet og heden at brede sig. Byg har fortsat været den foretrukne afgrøde, men fra tidlig middelalder begynder rug at dukke op.[66] Ved Vorbasse og ved Nørre Snede er fundet landsbyer fra germansk jernalder. I begge tilfælde lå landsbyen på en bakkeø, omgivet af store engarealer.[67] Begge steder viser "store stalde og lader, der vidner om et intensivt kvæghold, og landsbybebyggelsen her i Midtjylland - såvel som andre steder - er ikke opgivet eller flyttet, men ligger stadig inden for det samme ressourceområde som i de forudgående århundreder."[68] Et pollendiagram fra Vorbasse viser, at kornmarker har domineret, at overdrev voksede i udstrækning, og at der henimod vikingetiden kan være sket en fremgang i kvægavl på bekostning af agerbrug, ligesom også heden tiltog.[69] Også vikingebopladsen Omgård ved Nørre Omme lå på et plateau omgivet af eng. Omgård bestod i 7. århundrede af spredt liggende langhuse, men i 9. århundrede fremvoksede en storgård.[70] I både Vorbasse og Omgård kan påvises, at bebyggelsen er blevet fornyet inden for samme område gennem jernalderen og vikingetid, og først på overgangen til middelalder synes en omflytning at have fundet sted.[71] I Vorbasses tilfælde kan konstateres, at landsbyen er blevet flyttet samlet[70], men i andre tilfælde kan der være sket en omflytning af bebyggelsen, små landsbyer, fra de indre hedeegne[72] ud til ådalene og nu måske lagt fortrinsvis som spredt enkeltgårdsbebyggelse.[73] Måske kan ådalsdriften som den senere kendes føres tilbage til denne tid.

Hvornår omflytningen fra landsbyer i indlandet til ådalsbebyggelse har fundet sted, lader sig næppe entydigt fastslå, men udgravninger fra Loft[74] og Horsbøl[75] ved Grindsted tyder på, at det må være sket senest i sen vikingetid og/eller tidlig middelalder. Sandsynligvis har udviklingen været glidende: nogle har startet, andre fulgte eksemplets magt. Om forløbet op til dette skifte giver forholdene ved Omgård nærmere oplysning: Omgård eksisterede i vikingetid fra 800-tallet[76] frem til 1000-1050 e.Kr.[77] Forud har andetsteds i samme område eksisteret landsbyer fra romersk jernalder og ældre germansk jernalder ved Højris[78] og endnu tidligere fandtes en stormandsgård, som i 2. århundrede f.Kr. lå ved Grønbjerg skole men ved midten af 1. århundrede f.Kr. flyttede til Sig.[79] Senere, omkring 400 e.Kr. blev bebyggelsen i Højris udvidet, formodentlig med tilflyttere fra omgivende områder, men kort efter blev den nedlagt, og der fandtes herefter øjensynligt kun een landsby i Omgård/Sig[80], men omkring 600 flyttede landsbyen mod vest, og en tilknyttet storgård forsvandt.[81] Hvis dette billede har været typisk, ser udviklingen i store træk således ud: landsbybebyggelsen fra keltisk jernalder fortsatte i romersk jernalder og i germansk jernalder, omend med omflytninger og efterhånden samlinger i færre men større bebyggelser. Pollenanalyser antyder, at der på samme tid skete en intensivering af agerbruget, hvor tidligere skov forsvandt og hede vandt frem[82][83], og denne udvikling må ses som et led i bevidst fremelskning af lyngen blandt andet ved jævnlig afbrænding, sikkert fordi den friske toplyng er velegnet som foder, herunder vinterfoder,[83] og angiveligt kunne få kvægets mælkeydelse til at stige.[84] Udnyttelsen af heden har været kendt i både bronzealder og keltisk jernalder, den synes at være intensiveret i romersk og/eller germansk jernalder,[85] sikkert som led i en kvægrettet landbrugsdrift,[86] men i slutningen af vikingetid og/eller begyndelsen af middelalder må den endelige omlægning til ådalsbrug, til dels i form af enkeltgårdsbebyggelse, være sket.

Omlægningen indebar, at heden ikke længere var central i kvægholdets foderforsyning. I stedet overtog engene langs åerne nu denne rolle. Det var foderet fra ådalenes enge, der blev afgørende for kvægholdets størrelse, kvæget styrede omfanget af den staldgødning, der kunne produceres, og denne var atter afgørende for hvor stor en del af heden, der kunne opdyrkes. Kvæget omfattede både de flokke af stude, der blev afsat til opfedning og salg i Nordtysklands og Hollands byer og de flokke af får, der leverede uld.[86] Lyngen fra heden blev imidlertid fortsat udnyttet, som tækkemateriale, til sengefyld, til fejekoste, til brændsel og til opblandning med staldgødningen for at få et bedre egnet gødningsprodukt[87] foruden, at fårene direkte kunne udnytte lyngen som foder.

Mellem 1682 og 1796 skete der øjensynligt en udvidelse af bebyggelsen, fortrinsvis i de allerede bebyggede områder, og i flere tilfælde ved etablering af dobbeltgårde, fx i Borris sogn Gjaldbæk, Gaasdal, Sønderby og andre.[61] Driftsystemet var helt baseret på engene, der gav hø til vinterfodring af kvæget, mens fårene måtte græsse på heden. Det var gødningen fra husdyrene, især i form af staldgødning som var forudsætningen for opdyrkningen af agre. Agrene blev efter oppløjning udnyttede til kornavl i 4-5 år, hvor efter de henlå til græs i 6-8, undertiden 10 år. Dyrkningen bestod i 6-radet byg-rug-rug-boghvede/havre.[88] Forholdet mellem det dyrkede areal og det, der henlå til græsning, varierede mellem 1:3 og 1:5.[61] Arealerne under omdrift strakte sig 0,5-1 km ind i landet fra åerne at regne.[61] Heden blev udnyttet til fåregræsning, herunder ved lyngslet til foder om vinteren, men desuden blev hede afbrændt for at udnytte asken som supplerende næringstilførsel på ageren, og lyngtørv blev udnyttet til strøelse i stalden for at opsuge alje, derpå blandet i møddingen og i denne form brug til markgødning.[89][88] Heden krævede lang regenerationstid efter græsning, lyngslet, askebrænding og afskrælning af tørv, så der krævedes ret store hedearealer for en fleksibel udnyttelse.[90] Både de ret begrænsede engarealer langs åerne og de nødvendige store hedearealer bidrog således til at fremme enkeltgårdsbebyggelsen vest for hovedstilstandslinjen. Dyrkningsformen er blevet betegnet som græsningsbrug med og uden tægter.[91]

Øst for hovedstilstandslinjen forekom både hede og enkeltbebyggelse fortrinsvis i områder med en jordbund overvejende bestående af relativt sandede jorder. I Jylland var græsningsbrug med tægter dominerende i fx. Himmerland og på dele af Djursland, men på andre dele af Djursland (og i Nordøstsjælland, hvor både sandjorder var dominerende og enkeltbebyggelse relativt betydningsfulde) var vangebrug den fremherskende dyrkningsform i landsbyer.[92]

FynRediger

For Fyns vedkommende har Adam Tybjærg Schacke fundet 654 enkelt- og enestegårde. Af disse er 56 ikke stedfæstet, 52 kunne ikke findes i "modelbøger" i forbindelse med matriklen 1682, 67 lå mindre en 200 m fra en landsby, 47 havde under 1 tønde hartkorn og regnedes derfor ikke for gårde, og 3 var landsbyer ifølge "modelbøger". Tilbage bliver 429 enkelt- og enestegårde, som har været genstand for nøjere undersøgelse med hensyn til beliggenhed.[93]

For de fynske enkelt- og enestegårdes vedkommende er foretaget en sammenlignende undersøgelse af beliggenheden i forhold til dødisområder og randområder og fundet denne fordeling[94][95]:

Landskab Enestegårde Enkeltgårde Landsbyer
Dødisområder
og randmoræner

126 (46%)

27 (18%)

75 (12%)
Andre områder 146 (54%) 130 (82%) 542 (88%)
I alt 272 (100%) 157 (100%) 617 (100%)

Enestegårde udviser et markant afvigende fordelingsmønster, mens enkeltgårde viser et fordelingsmønster, der ligner det for landsbyer. Eftersom enkeltgårde er defineret som gårde, der indgår i et dyrkningsfællesskab, er dette næppe overraskende.[96] Geografisk viser det sig, at det især er sogne nord, øst og syd for Vissenbjerg sogn, der har en høj koncentration af enestegårde, hvor dødislandskabet sikkert er en betydelig del af forklaringen, men enestegårde findes også i andre områder, hvor dette ikke kan være forklaringen.[94]

I forhold til terrænets karakter, hvor kuperet terræn defineres som områder med over 6° hældning, ser fordelingen således ud[95][97]:

Landskab Enestegårde Enkeltgårde Landsbyer
Kuperet terræn 113 (42%) 61 (39%) 100 (16%)
Andre områder 159 (58%) 96 (61%) 517 (84%)
I alt 272 (100%) 157 (100%) 617 (100%)

Her minder fordelingen for enestegårde og enkeltgårde mere om hinanden og afviger klart fra landsbyernes fordeling. At "fladt" terræn alt andet giver bedre muligheder for at huse landsbyer i forhold til et kuperet terræn, er næppe overraskende. Derimod gælder der ikke en omvendt sammenhæng, at der kun findes få enestegårde og enkeltgårde i "fladt" terræn.[97] Dette hænger formodentlig sammen med, at enkelt- og enestegårde er opståede enten som udflyttere fra landsbyer på overdrevsjorder eller som nybyggere i bakket terræn, som spillede ingen eller en mindre betydning for landsbyer.

Endelig er foretaget en undersøgelse af fordelingen i forhold til landskabelige bygder[95][98]:

Landskab Enestegårde Enkeltgårde Landsbyer
Kystbygd 56 (21%) 56 (36%) 244 (40%)
Slettebygd 46 (17%) 49 (31%) 231 (37%)
Skovbygd 170 (62%) 52 (33%) 142 (23%)
I alt 272 (100%) 157 (100%) 617 (100%)

Enestegårde viser en markant højere tilstedeværelse i skovbygdområder i forhold til kystbygd og slettebygd. Dette kan hænge sammen med, at udflytterbebyggelser i højere grad har været henvist til skovområder og i mindre grad til kystområder.[99] Enkeltgårde viser en næsten ens fordeling på de tre bygder, igen markant højere i skovbygd i forhold til fordelingen af landsbyer og formentlig af samme grund.

Opgjort efter tid og oprindelsesårsag ser fordelingen på Fyn således ud[100]:

Tid før
1350
1350-
1500
1500-
1536
1536-
1600
1601-
1660
1660-
1684
I alt
Tidligere hovedgård 4 55 12 13 5 12 101
Ved voldsted - 2 1 1 1 1 6
Rydningsgård 2 34 39 23 14 16 128
Skovbol - 2 4 12 11 45 74
Kystbol 1 1 - 5 2 3 12
Kystgård 3 2 1 6 2 - 14
Mosegård - 4 4 4 2 2 16
Torp 1 32 9 8 6 2 58
Tidligere landsby - 2 - - - - 2
Gejstlig - 1 2 1 - 1 5
Industri - 1 - 4 - 3 8
Færgegårde mm - 2 - 1 2 - 5
I alt 11 138 72 78 45 85 429

Ved tidligere hovedgårde forstås enkeltgårde, som på et tidspunkt har været sæde for en herremand eller væbner, men som senere mistede sin priviligerede status.[101] I forlængelse heraf kan enkeltgårde beliggende ved voldsteder ses som formodede fortsættelser af højmiddelalderlige borges ladegårde.[102] En tredie mulighed er, at gården har været en brydegård, det vil sige en større gård drevet af en forvalter, en bryde, ved hjælp fra fæstebønder og -husmænd.[103] Det er næppe helt tilfældigt, at mere end halvdelen af gårdene af denne type fremkommer i senmiddelalderen og at det udgør omtrent 40% af alle i dette tidsrum.

Ved torper forstås bebyggelser opstået ved udflytninger fra en adelsby, især i tiden 1050-1350, det vil sige før Den sorte Død satte ind.[104] I princippet kan sådanne torper fra begyndelsen være oprettet som enkelt- eller dobbeltgårde,[104] men der foreligger også mulighed for, at en torp oprindeligt har været en større landsby, hvor en eller flere gårde senere er blevet nedlagte fx. i forbindelse med, at hovedgårde enten er blevet nyoprettede eller har udvidet deres jordtilliggende på bekostning af landsbygårde.[105] Torperne er, i lighed med de tidligere hovedgårde, typiske for senmiddelalderen, idet de udgør over halvdelen, ligesom de udgør næsten en fjerdedel af alle i dette tidsrum.

Ved tidligere landsbyer forstås landsbyer, der er blevet opløste ved, at gårde er blevet udflyttede, nedlagte og/eller sammenlagte.[106] Som for torperne kan dette være sket ved, at en eller flere gårde senere er blevet nedlagte fx. i forbindelse med, at hovedgårde enten er blevet nyoprettede eller har udvidet deres jordtilliggende på bekostning af landsbygårde.[107] Forskelle i forhold til torperne består egentlig kun i, at der er tale om gamle adelsbyer. Opløsning af landsbyer ved opsplitning og udflytning synes at forekomme i 1500-tallet, hvor en sådan skæbne på Fyn formodes at have ramt Pederstrup, Ejlstrup, Spedsbjerg, Dyregrav Væde og Visby.[108] Interessant i denne sammenhæng er udviklingen i det bakkede Vissenbjerg sogn: den oprindelige landsby Vissenbjerg synes at være splittet op i ni landsbytorper, hver bestående af flere gårde, nemlig Bred, Assenbølle, Gadsbølle, Andebølle, Koelbjerg, Skovsby, Kelstrup, Magtenbølle og Skalbjerg. Følgen af denne opsplitning var, at der kun opstod een enkeltgård, nemlig gården Fuglevig, som netop ikke flyttede. Hvornår det er sket, vides ikke, men en af de nye landsbyer, Skalbjerg, omtales første gang i 1295 som Skalebyarg, så det kan være sket i 1200-tallet. Først i begyndelsen af 1500-tallet optræder en række enestegårde, der formodes at være opståede ved fornyede udparcelleringer, og først i 1600-tallet udvikledes nye enkelt- og dobbeltgårdsbebyggelser.[109] Det hører med til billedet, at bebyggelsen bestod af selvejergårde.[110] Det har været foreslået, at dette forhindrede gårdene i at blive delte og dermed oprettelse af nye enestegårde.[111] I stedet blev der oprettet jordegne fæstehuse.[112] Vigtigst i denne sammenhæng er imidlertid, at Vissenbjerg er et eksempel på, at til trods for (eller snarere: på grund af) landskabet var fremkomsten af enkeltgårde et ret sent forekommende fænomen. De opstod som nødløsning, en tilpasning til vilkårene. Fremvæksten af enkeltgårde skete øjensynligt især mellem 1664 og 1688 og mange oprindelig i form af huse, som opdyrkede nye "vænger, løkker og skovjord".[113]

Omkring halvdelen af samtlige enkeltgårde er betegnede som rydningsgårde, skovbol og kystbol.[114] Disse opfattes alle som nyanlæg i skovområder hvoraf mange, fraset rydningsgårdene, og de er af ret sen oprindelse (1500-tallet eller senere).[115] De er oprettede på initiativ af godsejere, både kirkelige og verdslige, for at opnå en bedre udnyttelse af deres tilliggender.[116] I Vissenbjergområdets sydøstlige udkant menes Store Appe, Lille Appe, Broholm, Brunsvig, Bøllemose, Edsbjerg, Grynborg, Store Hesbjerg, Lille Hesbjerg, Knudstrup, Nyrnberg, Skavenborg, Skræppenborg, Store Stærmose, Lille Stærmose, Tobo og Vosemose alle at være opståede som rydninger og skovbol i den tidligere Hesbjerg skov[117]og ved Holme Kloster (senere Brahetrolleborg) skal en række enestegårde i området mellem sognene Krarup, Hundstrup, Vester Åby og Brahetrolleborg formodentlig tilskrives cisterciensernes godspolitik[118], mens en række enestegårde fra 1600-tallet må tilskrives den verdslige godspolitik.[119] På lignende måde må en række kystbol, Snave, Bøgebjerg, Blæsenborg og Løkkegård, tilskrives Hverringe gods[120], og et lignende billede tegner sig for Rugård gods.[121]

En række enkeltgårde var gejstlige, fx. ladegårde (grangier) for klostre[122] eller Sankt Jørgensgårde (spedalskhedshospitaler)[123], oprettede i forbindelse med færgefart (færgegårde)[123] og i forbindelse med teglværker[124].

Mosegårdene lå markant ved moser, men synes iøvrigt at have været torper, tidligere hovedgårde, rydningsgårde og så videre.[115]

Om dyrkningsformen oplyser Karl-Erik Frandsen for Sanderum sogns vedkommende om gårdene i dødislandskabet, at "enkeltgårdene dyrkede deres jord i løkker med forskellig rotation dog overvejende 3/3."[125] Om landsbyerne i Vissenbjerg sogn siges: "Det er endvidere tydeligt (mest udpræget i Skalbjerg, Magtenbølle og Andebølle) hvordan de enkelte vange var identiske med en enkelt fladbakke, således at gærderne fulgte lavninger mellem bakkerne."[126] Dyrkningsformen i landsbyerne karakteriseres som "uregelmæssigt vangebrug med henved 5 vange til hver by med 2/3 som den fremherskende rotation men med adskillige varianter deraf"[127], eller sagt med andre ord: selv i dette bakkede terræn har man tilstræbt at fastholde en form for vangebrug mest muligt. Måske har dette vanskelige landsbyfællesskab været den bedst mulige tilpasning til landskabet og længst muligt været at foretrække frem for alternativet: en spredt enkeltgårdsbebyggelse.[128] Den løsning blev først taget i brug, da der ikke længere var nogen alternativer.

NordøstsjællandRediger

I Nordøstsjælland er det kun i enkelte udprægede skovegne, at enkeltgårdsprocenten i 1682 var relativt høj: 37% i Blovstrød sogn, 35% i Esbønderup sogn og 28% i Mårum sogn.[129] Nordøstsjælland, nærmere bestemt Frederiksborg amt, er kendt som et område med en karakteristisk bebyggelsesudvikling: stednavne på -inge, -um, -lev, -løse og -by, der viser tilbage til vikingetid eller tidligere, forekommer i amtets vestlige del omkring Roskilde Fjord, hvorimod stednavne, der vidner om rydning i løbet af middelalderen på -torp, -rød, -holt og -køb, helt dominererer i amtets østlige del mellem Gribskov og Øresund.[130] Adam af Bremen oplyser, at den nordlige del af Sjælland var "øde"[131], Kong Valdemars Jordebog fra 1231 omtaler som kongelev "Ørwith og de byer, som ere opståede deraf"[132] og helt frem til landboreformerne var skov helt dominerende i området[133] - alt sammen vidnesbyrd om et skovpræget og sent bebygget område. De områder, som ikke var skov, henlå som store overdrev således, at bebyggelsen og dens jorder lå som mere eller mindre sammenhængende "øer" i tilknytning til overdrevene og skovene.[134] Dertil kommer, at Nordøstsjælland åbenbart overvejende er uden herregårde og har været krongods, først som kongelev, senere, efter Reformationen, i kraft af det kongelige opkøb af Hillerødsholm, det eneste private gods i området[135]; kun Krogerup var tilbage efter enevældens indførelse, og det opstod først i kraft af enevældige privilegier.

Under disse forhold bliver enkelt- og enestegårdsbebyggelsen i 1682 af interesse. I de daværende Hørsholm birk, Frederiksborg birk, Kregme birk og Kronborg birk fandtes i 1682 ialt 140 enkelt- og enestegårde, heraf var 29 dobbeltgårde. Af de nævnte bebyggelser var 16 møller, 5 ladegårde, 6 fiskerlejer og 15 klassificerede som huse med jord. Af de 98 eneste- eller dobbeltgårde uden for disse særgrupper var de 16 med huse med eller uden jord.[136]

Enkeltgårdene ligger fordelt med de største samlinger i Bloustrød og Hørsholm sogne (henholdsvis 14 og 8 gårde), i Tikøb Sogn (15 gårde), i Esbønderup og Søborg sogne (11 og 12 gårde), mindre udtalt i Mårum (6 gårde), Græsted og Nødebo sogne (begge 4 gårde). I de øvrige sogne er der kun tale om 1-3 enkeltgårde og i flere sogne ikke en eneste.[136] Landskabet består overvejende af blandede sandede og lerede moræneaflejringer fra sidste istid, men intet tyder på nogen beliggenhed i særligt kuperede områder.

Derimod antyder navnene på enkeltbebyggelserne, at der overvejende var tale om udflytterbebyggelser og rydninger (i alt 52)[137], andre har endelser, der henviser til naturforhold [138], og til bebyggelse [139]. 11 har andre navne på gård[140] mens endelig 4 har andre navne [141]. Beliggenheden er overalt marginal i forhold til de egentlige landsbyer, hvilket peger mod en oprettelse på gamle overdrev eller ved rydning af skov. Til nærmere belysning heraf kan siges, at i Kong Valdemars Jordebog fra 1219 omtales "Seles Oræ" mellem Karlæbothæ (Karlebo) og Slangæthorp (Slangerup).[142] Efter forholdene må der være tale om et skovområde ved Sjælsø.[143] Landsbyen Sjælsmark omtales i Roskildebispens Jordebog (omkring 1370) som Syælsmarkæ[144] og må altså være opstået i den mellemliggende periode. Bloustrød kendes fra skrivelse i Esrum Klosters brevbog dateret 11. juni 1265 som Blaustruth[145]. Af landsby- og gårdnavne optræder i 1346 Mørdrup i Uggeløse sogn, Ebberød, Isterød, Skerød, Usserød, Vallerød i Birkerød sogn, Kettinge, Luserød, Sandholm, Høvelte (som Høholt)[146][147] og Stimestrup (som Stimanstorp).[148] Det vides, at kong Valdemar Atterdag den 22. juli 1348 på Nebbegård indgik en aftale om indløsning af Fyn.[149] Disse steder må således alle have deres oprindelse i højmiddelalder. Det forhold, at foruden Høveltegård også Agiltegård (Agilt, lensregnskaber 1588-89)[150], Langilte Torp (Langolt, Esrum Klosters brevbog 1497)[151][152] og den forsvundne gård Bre(d)elte Torp (Bredolt, 1493)[153] findes i samme sogn[154] og at endelsen -holt næsten altid har betydningen "lille skov"[155], taler for, at disse gårde alle er opstået ved rydning af mindre skovområder, ligesom de mange bebyggelser på -rød må have en lignende oprindelse. Som navnematerialet er overleveret, er det muligt, at landsbyerne på -rød stammer fra tidlig middelalder, mens enkeltgårdene på -holt først er tilkommet i høj- og/eller senmiddelalder. Det forhold, at store dele af området hørte under Kronen og senere under Hørsholm gods, taler for, at udviklingen må være sket under kontrol fra kongen og/eller dette gods.

Et lignende billede tegner sig i Tikøb sogn: der kendes kun få bebyggelser fra jernalderen. Mellem Saunte og Borsholm er fundet 3 gårde, der øjensynligt har afløst hinanden, fra tiden omkring Kristi fødsel, og ved Sindshvile nær Kvistgård er fundet en jernalderbebyggelse bestående af 9 huse, der formodentlig delvist har afløst hinanden, fra tiden mellem Kristi fødsel og 6-700 e.Kr.[156] Stednavnene Horneby og Risby kan række tilbage til vikingetid, men indtil videre er denne periode fraværende i arkæologiske fund. En række enkeltgårde opstod som torper og kendes allerede fra tidligt i middelalderen, det gælder fx. Borupgård (Bothorp, Esrum Klosters brevbog 1178, 1211)[157], Flynderup (Flunrethorp, Esrum Klosters brevbog 1211)[158], Holgestrup (Halgerstorp, Esrum Klosters brevbog 1178)[159], Reerstrup (Rethærstorp, Esrum Klosters brevbog 1211)[158] og Såne (Sande, Esrum Klosters brevbog 1178, 1211)[160], mens andre første kendes fra 1400-tallet, fx Busserup (Bvtzserop, Esrum Klosters brevbog 1497)[161], Egebæk (Egebæck, Esrum Klosters brevbog 1497)[161] Kathøj (Kathee, Esrum Klosters brevbog 1499)[162] og Risby (Rysby, Esrum Klosters brevbog 1497)[163]. I flere tilfælde ligger disse på en måde, der antyder, at de er udflyttertorper eller skovbol. I sognets vestlige del er det nærliggende at se kirkebyen Tikøb (Tiwithcop, nævnt 1164-78)[164] som udgangspunkt for de omgivende landsbyer og enkelt- eller dobbeltgårde: Harreshøj mod nord, Såne mod vest, Jonstrup mod sydvest, Lille Esbønderup mod syd og Kathøj mod sydøst. I sognets sydlige del kan Nyrup, der kendes allerede i 1100-tallet (Nuthorp, Esrum Klosters brevbog 2. november 1178)[165], være udgangspunkt for en senere ekspansion: Mørdrup (hvorfra senere Esperød ved kysten og Egebæk, der senere atter forsvandt, kan være udgået), Tibberup og måske Flynderup mod øst, Reerstrup mod sydvest og måske Gurre mod nord (hvorfra senere Ørsholt og Ratterup kan være udgået), og i sognets nordlige del kan Horneby og/eller Risby have været udgangspunkt for udvidelse med Havreholm (og - eventuelt senere - Bistrup, Bøtterup og Plejelt) mod sydvest, Borsholm og Saunte mod øst, mens Skibstrup og senere Apperup kan være nye udvidelser, Horserød er en rydningsby. Andre enkeltgårde kendes først fra 1500-tallet og senere, fx Teglstrup og Hellebækgård der ligger øst for Apperup og kan afspejle en senere udvidelsesfase. I denne henseende minder situationen om Vissenbjerg på Fyn: hvor muligt er torpekspansionen overvejende sket som samlede landsbyer, og først i det mest kuperede terræn vinder enkeltgårde frem.[166] Billedet gentager sig i andre nordsjællandske sogne, omend mindre udtalt. Det forhold, at størstedelen af området i middelalderen hørte under Esrum kloster gør det rimeligt at antage, at dele af disse torper og skovbol må være tilkommet under klosterets medvirken. Hvis det forholder sig således, er der tale om et billede med væsentlige paralleller til billedet på Fyn. Kun egentlige herregårde savnes i Nordøstsjælland.

BornholmRediger

Egentlige landsbyer har ikke eksisteret på Bornholm i historisk tid. De bornholmske enkeltgårde kan inddeles i 4 grupper: selvejergårde, vornedegårde, præste- og degnegårde samt proprietærgårde.[167] Med hensyn til gårdenes beliggenhed er peget på, at de ofte ligger på række med selvejergårde nærmest kysten og vornedegårde inden for disse.[167] Det er opgjort, at der ialt findes 70 gårdrækker eller gårdgrupper, der bar fællesnavne[168], heraf 53 endende på "by", 2 på "løse" og 1 på "stad".[169] På den del af øen, der præges af granitterræn, er det "almindeligt, at den yderste gårdrække ligger langs den linje, hvor terrænet begynder at skråne stærkere ned mod kysten".[167] Viggo Hansen formoder, at "de talrige sprækkedale kan måske have dannet et naturligt skel mellem de enkelte besiddelser, ligesom det brudte relief i det hele taget kan have været udslaggivende for enkeltgårdsarrangementet".[170]

Også på Bornholm kendes digevoldingsagre fra keltisk jernalder[171], og det er muligt, at dette system senere er blevet videreudviklet og til dels differentieret med overvejende kornavl på øens sydlige del men kvægavl baseret på eng og høslet på lerjorderne i Øster herred.[172] Allerede i jernalderen synes bopladserne at være lagte på de tørre områder men i tilknytning til enge, og der synes at have eksisteret et op til 2 km bredt bælte af enge langs kysten.[172] Blandt de mest betydningsfulde samlede landsbybopladser kan nævnes Sorte Muld i Ibsker, Sandegård i Åker, Smørenge i Vestermarie, Rytterbakken i Østerlars, der alle kan dateres til germansk jernalder.[173] Dette kunne antyde, at enkeltgårdsbebyggelsen først er opstået senere. Bebyggelsen i vikingetid synes karakteriseret ved, at flere gårde kan have ligget samlet i små bygder på typisk 3 gårde, der har ligget tæt enten på række eller i en trekantet formation. I vikingetiden blev også bygget storgårde med langhuse på 40-45 meters længde og 8 meters bredde. Gærder har indhegnet gårde og marker, men senest i tidlig middelalder er disse hegn blevet afløst af gravede skelgrøfter. Bebyggelsesstrukturen, skel- og hegningssystemet minder om forholdene i historisk tid indtil udskiftningen. Det er således muligt, at det senere indmark-udmarks-system går tilbage til vikingetid[174], og at systemet med jordstykker, der nærmest ligger som løkker mellem hinanden[175] til dels er en følge af en gradvis udvidelse af dyrkningen over tid. Det er værd at bemærke, at Bornholm indtil begyndelsen af middelalderen var præget af løvskov med eg, bøg og avnbøg som fremtrædende træarter. Fra begyndelsen af middelalderen (1100-1300) indtrådte imidlertid en forstærket græsning samtidig med, at træ blev udnyttet til tømmer og brændsel. Derved blev store skovområder afløste af hedevegetation, og der dannedes midt på øen et stort område kaldet Højlyngen på omkring 12.000 ha svarende til henved en femtedel af øens samlede areal. Den intensive græsning førte til udtørring og jorderosion, hvorved det højtliggende grundfjeld blev eksponeret flere steder.[176] Det er sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem den forøgede græsning, at løvskoven forsvandt og afløstes af hede og den samtidige fremkomst af en spredt enkeltgårdsbebyggelse. At bebyggelsen allerede i 1100-tallet lå spredt bekræftes af Saxo, der i midten af 1100-tallet karakteriserer Aakirkeby som "vicus agrestis", det vil sige landsby, åbenbart i modsætning til den øvrige enkeltgårdsbebyggelse.[177]

Det er sandsynligt, at vandløb har været styrende for bebyggelsens beliggenhed i middelalderen, og at bebyggelsen er sket fra kystegne indad men uden af omfatte højlyngen på øens centrale dele, der forblev overdrev.[178] Ofte ser det ud til, at gårdene havde en egen "plaskemølle" (lille vandmølle til egen brug).[168] Omkring år 1300 skal gårddelinger have resulteret i dannelsen af 949 gårde[179], nemlig 680 selvejergårde, 224 vornedegårde, 15 præste- og 15 degnegårde samt 15 frimandsgårde (senere proprietærgårde).[180] Det formodes, at Den sorte Død 1348-50 bragte en ende på bebyggelsesekspansionen.[181] Gårdene blev i ældre tid karakteriseret ved den til enhver tid værende indehaver[180], og gården skulle udelte gå i arv til ældste søn. Gårdenes jorder lå spredte med en hovedlod på 10-16 hektar under stadig omdrift, resten som en snes eller flere udlodder, der kunne ligge indtil 4 km fra gården, undertiden i nabosogne. Eksempelvis havde Rødsker præstegård i 1569 22 stykker ager varierende fra 3 skæpper til 4 tønder udsæd og 18 stykker eng på fra 0,5 til 7 læs hø.[169] Det var imidlertid ikke al jorden, der blev opdyrket: spredt lå skov, krat og lyngheder mellem agrene.[181] Uopdyrkede forblev Almindingen på i alt 600 hektar, højlyngen strækkende sig fra Almindingen ud mod kysten flere steder, strandmarker det vil sige uopdyrkede kyststrøg og sognemarker, fællesmarker beliggende mellem de enkelte gårdes agre.[182] Almindingen, højlyngen og strandmarkerne blev udnyttede af bønder i fællesskab til græsning for deres kvæg[183], og dette er måske en del af forklaringen på enkeltgårdene: i lighed med forholdene i Vandfuld herred spillede kvægbrug en fremherskende rolle på Bornholm. Kendetegnende er, at de bornholmske gårde i 1500-tallet i væsentlig udstrækning lagde deres afgifter i smør, jævnfør fx Lund Stifts Landebog 1569.[184] Udtrykt som andel af den samlede landgilde udgjorde smørafgiften i 1658 mellem 43 og 50%.[185] I 1656 skriver Arent Berntsen herom: "Oc enddog Naturen hafver nectet forbe[nævn]te Land store begrib/ saa er det dog derimod dits rigere Fructbarhed conditionerit, efftersom det icke allene giffver Indbyggerne alle slags Korn/ synderlig Byg oc Haffre: Men endogsaa fornemmeligen formedelst des øffverflødige Græsning oc Eng underholde Indbyggerne meget Qvæg/ saa de baade Smør/ Oste/ Uld/ oc deslige Ware til Fremmede kunde hafve at affhende/ saa vel som aff meget Fæned/ de Aarligen haffve at slacte/ store Partier Kiød/ Huder/ Skind/ oc Talg udføre."[186] For et landbrug, hvor husdyrhold spillede en hovedrolle, var spredt bosættelse at foretrække. Systemet holdt sig helt op i 1800-tallet, omend bønder fra tid til anden lod mindre stykker hidtil uopdyrket jord opdyrke.[187] Derimod modsatte bønderne sig i fællesskab Kronens forsøg på at tilegne sig jorden og lade den nykolonisere.[188]

SammenfatningRediger

Den geografiske gennemgang af enkelt- og enestegårdenes fordeling viser en række karakteristiske træk:
- i visse områder (Vandfuld herred, Vestjylland, hedeegne, Bornholm) synes en spredt bebyggelse at gå helt tilbage til i hvert fald ældre middelalder. I jernalder fandtes der mindre landsbyer på selve heden, men disse er senere blevet opgivet og bebyggelsen flyttet ud til ådale og andre engområder, hvor den ofte fik karakter af spredt enkeltgårdsbebyggelse. I takt med, at bebyggelsen efterfølgende har udvidet sig, er der udviklet et system, hvor hver enestegård har bibeholdt sine egne jordlodder, men hvor disse efterhånden er kommet i berøring med og derfor ligger blandet mellem hinanden. I hedeegne synes driftsform og landskabelige forhold således i fællesskab at have spillet en betydelig rolle for forekomsten af enkelt- og enestegårde. En lignende udvikling med skift fra fælles boplads til spredte gårde kan være sket på Bornholm i vikingetid og/eller tidlig middelalder. I disse tilfælde synes enkeltgårdsdriften at være fremmet helt fra middelalderens begyndelse.
- i andre områder (Østjylland og øerne fraset Bornholm) synes landsbyen at have været den nærmest enerådende bebyggelsesform ved middelalderens begyndelse, sikkert til dels i kraft af de da herskende dyrkningsforhold. I disse områder er til skiftende tider sket en udflytning, både af enkeltgårde og af flere gårde samtidigt, til tidligere uopdyrkede jorder, enten på overdrev eller i skovområder. Mange af disse udflyttere har utvivlsomt tilhørt de bedst stillede dele af befolkningen, høj- og lavadelen, og udflytningen kan være sket som led i markeringen af social status men tillige for at sikre sig herredømmet over bestemte ressourcer.[189][190] Omfanget af denne udflytning har til dels afspejlet de for hånden værende muligheder, og hvor udflytningsmulighederne var utilstrækkelige, kan den sociale proces i stedet have vist sig i form af indskrænkninger eller nedlæggelser af hidtil eksisterende landsbyer. Både på Fyn, i Nordøstsjælland og i Vendsyssel tegner der sig et udviklingsbillede, hvor tidlig udflytning så vidt muligt først er sket som samlede torper og rydningsbebyggelser i områder, hvor dette var muligt, mens udflytning af enkelt- og enestegårde overvejende er sket i senere faser og i de områder, der af forskellige årsager ikke favoriserede samlede bebyggelser.

Landskabelige forhold, så som bakket terræn og manglende engarealer, har virket hæmmende på dannelsen af egentlige landsbyer og dermed - alt andet lige - fremmende på opkomsten af enkeltgårde. Formentlig skal bebyggelsens oprindelige fremtræden ud over de landskabelige forudsætninger også ses i lyset af de datidige driftsformer. Det er således næppe tilfældigt, at forskellige varianter af græsmarksbrug var fremherskende i de jyske enkelt- og enestegårdsområder endnu i 1600-tallet. Der kan være tale om en driftsform med rødder helt tilbage til tiden for digevoldingsagre.

DriftsformerRediger

Det står klart, at der var en sammenhæng mellem enkeltgårde og en landbrugsdrift med hovedvægten på husdyrhold. Driften var ikke indrettet på samme måde overalt men måtte være tilpasset de stedlige landskabelige forhold. Man kan således skelne mellem skovbaseret landbrug, ådalsbrug (hedebrug), klitbrug, engbrug, marskbrug og slettebrug.

Fælles for alle driftsformer var de fem ressourcer, som var afgørende for driften. Vigtigst var adgangen til ferskvand, enten i form af en sø, en å, et kildevæld eller grundvand hentet i en brønd. Dernæst fulgte adgangen til græsningsarealer for husdyrene, hvis gødning var af betydning for agre, der blev anvendt til dyrkning af afgrøder. Dernæst fulgte adgangen til brændsel og endelig adgang til bygningsmaterialer.[191] Det er blevet sagt, at størrelse og fordeling af agre og enge var de bestemmende faktorer for, om landbrugene lå samlede i landsbyer eller spredt som enkeltgårde.[192]

Det skovbaserede enkeltbrugRediger

En stor del af enestegårdene lå i skovområder, og de havde som regel alsædebrug.[193][194] Markfelterne lå som rydninger i skoven. Driften med alsædebrug var betinget af et stort kvæghold i skovområder[195], der sikrede stor mængder af gødning således, at jorden kunne dyrkes hvert år uden at blive udpint. Andre lysninger i skoven blev anvendt til stævningsdrift, græsning og høslet.[196] Skoven var desuden forsyningskilde for træ til bygningstømmer, redskaber, brændsel og andre formål.[196] Mange skovbønder havde en binæring ved siden af deres landbrugsdrift.[197]

De mange små markfelter skyldtes til dels, at terrænet var bakket, undertiden også mere sumpet end ellers. Jorden var som regel lige så frugtbar som ved agerbrug i åbne områder og bestod af muld- og lerjord.[198] Man skelnede mellem overskov, der omfattede de store træer med de olden som de producerede, og underskov, som omfattede hassel, tjørn og anden kratvækst.[199] Skovene leverede store mængder af olden til gavn for svineholdet. I skoven fandtes kohaver, kalvehaver og hestehaver, der var indhegnede lysninger til græsning[194], mens enghaver blev anvendt til høslet. Disse indelukker kunne på skift blive anvendt til ager og eng. Et stort antal indelukker, som bønderne selv kunne råde over, blev anvendt til at fremme produktionen af træ til særlige formål fx tøndebånd, hjulmageri, fremstilling af træsko, træ til kulsvidning og så videre.[200][201] Overgangen fra lysåben skov til kratbevoksede men ellers åbne overdrev var glidende.[202] På samme måde som skove blev takserede til svins olden blev overdrev takserede til høveders græsning.[194]

Stævningsskove blev drevet ved, at de blev opdelt i 15-25 parceller, idet man hvert år udnyttede en parcel. Træerne blev stævnede i rodhøjde således, at de skød igen fra stubben med et stort antal nye grene, blandt hvilke der kunne tyndes ud og de afskårne stykker anvendes til ris og staver til gærder.[203] Man lod 1-2 stammer blive tilbage, som efter 15-25 år kunne bruges til gavntræ eller brændselsformål. Ved denne behandling fremkom lysninger i skoven, hvilket gavner græsvæksten, og stævningsskove kunne derfor også tjene til kreaturgræsning[204] og til høslet.[205] De græssende husdyr æder selvsåede unge træer, og der sker derfor kun en begrænset opvækst af overskov, hvilket over tid kan føre til mangler på træ til byggeformål og lignende.

Det kan være svært at belyse forskellen mellem landsbyer og enkeltgårde i skovområder, da variationen ifølge sagens natur kunne være stor fra sted til sted og over tid, men hvis man fx. i det skovrige Kalvehave Sogn på Sydsjælland sammenligner de to enkeltgårde Ellebrødgård og Rødsbjerggård med landsbyerne i sognet, hvor der ligeledes overvejende blev drevet alsædebrug[206], så finder man for 1719, at den gennemsnitlige besætning for heste var 5,1 i landsbyerne men 7 på enestegårdene, for kvæg var 2,5 i landsbyerne og 3 på enestegårdene, for ungnød var 1,8 i landsbyerne og 3 på enestegårdene, for får var 5,6 i landsbyerne og 6 på enestegårdene (oplysninger for svin er ikke bevaret), altså større besætninger på enestegårdene, den gennemsnitlige græsning var 8,8 høveder i landsbyerne og 13,5 på enestegårdene, høavlen var 5,2 læs for landsbyerne og 6 læs for enestegårdene, den årlige udsædning af rug var 3,1 tønde for landsbyerne og 4,25 tønde for enestegårdene, af byg 3,6 tønde for landsbyerne og 5 tønder for enestegårdene, af havre 2,25 tønde for landsbyerne og 1,25 tønde for enestegårdene, ialt 9 tønder udsæd pr gård i landsbyerne og 10,5 tønde udsæd pr gård for enestegårdene.[207] Et lignende billede tegner sig i nabosognet Øster Egesborg ved sammenligning mellem landsbyerne på den ene side og Eskebjerggård på den anden.[208][209]

Skovbaserede landbrug forekom flere steder i landet, ikke mindst i det nordøstlige og sydøstlige Sjælland, i de indre vestlige og sydlige dele af Fyn og i store dele af Vendsyssel (hvor skoven siden helt forsvandt) samt på Skanderborgegnen men tillige fx. på Falster.

Ådalsbruget (hedebruget)Rediger

Ådalsbruget eller hedebruget var udbredt i Vestjyllands hedeegne. Her var jorden stærkt sandet både på bakkeøer og på hedesletter. Landskabet var præget af omfattende lyngheder med kær og moser, der var uegnede til opdyrkning.[198] Bebyggelsen og landbrugsdriften var derfor beliggende overvejende langs de vandløb, som gennemskar området, og hvor jorden nærmest disse var præget af større og mindre enge egnede til græsning og høslet. Omkring gårdene lå et mindre opdyrket areal, indmarken, som grænsede mod henholdsvis eng og hede. Ved gården lå desuden en kålgård. Heden var i det store og hele uopdyrkede men fra tid til anden blev der også her inddraget agre til dyrkning, dog kun i et enkelt eller nogle få år, hvorefter jorden atter måtte hvile i flere år.[210] Eng og hede indgik som integrerede dele af driften.

Hedebruget krævede store arealer til driften men kun en mindre del var opdyrket. I et tilfælde udgjorde det samlede areal således 306,2 ha, heraf var kun 12,1 ha tilsået ager, 18,2 ha utilsået ager, 6,6 ha eng og hele 269,2 ha hede.[211] Med et så store behov af arealer til omdriften var det uundgåeligt, at bebyggelsen måtte blive mere eller mindre spredt. Kun få steder, især hvor åer og bække løb sammen, var ådalene store nok til, at der kunne dannes egentlige landsbyer.[212] Heden blev fortrinsvis brugt til græsning for får, som gik ude det meste af året og kun i de strengeste vintermåneder kom på stald. Mange steder blev fårene imidlertid samlet i folde om natten, hvorved bonden kunne opsamle en del af gødningen. Foruden får græssede også ungkvæg i grønninger, det vil sige i kær og på andre græsarealer i heden. På en gård af den nævnte størrelse blev således holdt omkring 50 får og om sommeren 3-5 stykker ungkvæg. Det er beregnet, at græsningstrykket på heden var 0,2 får pr. ha samt om sommeren yderligere 0,02 stykker ungkvæg pr. ha. Til gården hørte også 2 heste, 2-4 køer og 2-4 stude, der imidlertid græssede på engen om foråret men fra midt i maj blev tøjrede på de hvilende agre og senere igen atter på eng.[213] Køerne, som græssede på engen om formiddagen, kom hver dag ved middagstid på stald og var her natten over. Derved kunne man effektivt samle den gødning, de producerede. Om vinteren var de på stald og blev fodret dels med hø høstet på engarealerne, dels med halm og afgrøder. Høhøst var en forudsætning for kvægholdet, og for at kunne holde gårdens besætning blev høstet omkring 25 læs om året.[214]

Selve heden blev udnyttet på flere måder. Lyng blev anvendt til foder, hvis den var 3-4 år gammel, men foderværdien var mindre end værdien af enghø.[211] I gennemsnit kunne høstes 7-8 læs lynghø om året, men der kunne være store udsving fra år til år.[215] Lyng blev også anvendt til strøelse for dyrene, og den blev anvendt til at dække møddingen, som brændsel og til tagdækning.[215] I heden blev desuden opgravet tynde lyngtørv, kaldet træk, som blev sat på kant på gårdpladsen eller i foldene på heden for at opsamle dyrenes gødning og urin, blive trådt i stykker og blive æltet sammen med denne for at ende på møddingen.[216] Husdyrholdet og dertil knyttede møddinger spillede en central rolle i driften. En gård kunne således have flere møddinger, hver med flere hundrede læs således, at der årligt kunne udbringes op mod 1000 læs blandingsmøg, svarende til 250-300 tons, på markerne.[217] Fra heden hentede man desuden 60-100 læs brændetørv, der gav en rigelig og god aske til gødskning af marker.[218]

KlitbrugetRediger

Langs den jyske vestkyst fra Grenen i nord til Skallingen og Rømø i syd[219] fandtes bag strandbredden en indtil et par km bredt klitbælte, dog iblandet partier af lynghede, eng og græs og visse steder mindre søer; bag dette fandtes flere steder en indtil 5 km bred sandslette[220] og længere inde mere udbredt hede.[221] Jorden var meget sandet[221] og husdyrholdet yderst begrænset, i gennemsnit 1-2 heste, et par køer, en ungnød, en kalv, nogle får og måske en ged.[222] Da dyrene ikke kunne levere den fornødne gødning, måtte man supplere med tang og fiskeaffald fra fisk fanget i havet. Klitdannelsen formodes at være sket fra 1200-tallet[223], og senere blev sandflugt et vedvarende problem i disse områder.[224] Sandflugten medførte, at bebyggelsen med mellemrum måtte opgives og flyttes til et andet sted, hvor muligheden for at drive landbrug overhovedet var tilstede.[225] Det har været en udbredt opfattelse, at fårenes græsning i klitter på hjelme og marehalm samt i de mellemliggende lyngarealer samt vinterfoder skaffet sammesteds var en stærkt medvirkende årsag til sandflugten.[226] I 1802 kommenterede Knud Aagaard i Beskrivelse over Thye forholdet således: "Det værste ved klittaget er, at det er så godt et foder."[227] I klitbruget spillede får den rolle, som køer ellers havde: foruden, at de gav uld til beklædning, blev får slagtede for at skaffe kød, mens tælle (fårefedt) blev brug til fremstilling af lys. Fårekødet kunne saltes, tørres, ryges og opbevares lige som røget skinke fra en slagtet gris, når dette var muligt. I den tid af året, da fårene havde diende lam, kunne de også malkes og mælken bruges til fremstilling af ost, men dette synes at have været en sjælden brug. Overskydende lam kunne sælges. Beder blev opdrættet, til de nåede en alder af 2-3 år og solgt for at opnå den bedste pris.[228]

Landbrugsdriften måtte tilpasses landskabet, der bestod af sammenblæste 10-15 m høje klitter med i bedste fald en sparsom beplantning, der kunne danne læ for sandsletter opståede som flader afblæste ned til grundvandet, samt havklitter.[229][230] Det var kun på sandsletterne, at der kunne drives lidt agerbrug, idet grundvandet sikrede de beskedne muligheder herfor, og det var som regel også her, at bebyggelsen lå.[231] Landbruget var imidlertid helt afhængigt af græsningsområder, hvis beliggenhed og udstrækning til stadighed blev påvirket af sandets vandring, og kvæg- og fåreavl var - trods dens beskedne størrelse - det dominerende træk ved driften.[232] Agerjorden var delt i tægter, der lå som spredte parceller i hede- og græsningsområder. Hvert år blev 2-3 af disse tægter udlagte til græsning, mens de øvrige indgik i et uregelmæssigt sædskifte med byg og rug. Kun byggen fik tilført gødning.[222]

Høslet og et ikke ubetydeligt fiskeri næsten året rundt indgik som en del af driftsformen.[233][234]

EngbrugetRediger

Særlige driftsvilkår fandtes i områder, der udgjorde hævet havbund, dels littorina-flader, dels yoldia-flader. Sådanne områder findes fortrinsvis i det nordlige Jylland, især på begge sider af Limfjorden men også ved Ålbæk bugt nord for Frederikshavn. Disse områder var stærkt påvirkede af højtliggende grundvand og dermed omfattende engområder, og bebyggelsen måtte derfor være henvist til steder, der lå lidt højere end omgivelserne, og jorden derfor blev naturligt drænet. Områderne var prægede af rimmer og dopper, det vil sige sandrygge og mellemliggende lavninger. Bebyggelsen blev som regel lagt på de gamle strandvolde samt langs åer, hvor forudsætningerne for naturlig dræning var de bedste.[235] Landbrugsdriften blev i disse områder helt domineret af kvæghold, idet de højere liggende sandrimmer blev udnyttede til fåregræsning, engarealerne til kvæggræsning og de lavere liggende dopper med deres tørvebevoksning kunne udnyttes til ager og/eller høslet.[236]

Inddragelsen af disse omfattende engområder til egentlig bebyggelse indtraf først i slutningen af 1400-tallet, og udviklingen fortsatte i 1500-tallet og senere.[236] Fremkomsten af disse nye brug må ses i lyset af de gode priser i samtiden på kvæg og kvægprodukter som smør og ost. De nye landbrug blev anlagte som spredt enkeltgårdsbebyggelse, og derved blev engbruget en ny driftsform.[237] Ikke mindst i Kjær herred i Vendsyssel oprettedes fra midten af 1500-tallet til anden halvdel af 1600-tallet mere end et halvt hundrede nye engbrug[238], fortrinsvis på littorina-fladen men tillige på de lidt højereliggende yoldia-flader og i mange tilfælde nær overgangen mellem de to.[239]

Afgørende for driften af disse engbrug var udnyttelsen af de omfattende engarealer, der sikrede vinterfoder til det store kreaturhold.[240] Derimod var opdyrkningsgraden i 1688 påfaldende lav sammenlignet med andre landskaber i Vendsyssel.[241]

MarskbrugetRediger

I Sønderjylland blev landskabet delt i tre hovedområder: marsken, gesten og østlandet.[242] Østlandet var morænelandskab. Gesten omfattede bakkeøer og hedeslette mens marsken, skabt af tidevandsaflejringer, lå ud mod Vadehavet.[242] Bebyggelsen i dette områder var beliggende dels på gestranden, hvor der kunne ligge samlede landsbyer og med agerjord på gesten og eng i marken[243], dels på verfter beliggende ude i marsken og Vadehavet. Disse verfter var kunstigt opførte forhøjninger, der skulle være højere end højvandet i Vadehavet. Sådanne verfter var som regel ikke større end, at de kun kunne rumme en enkelt gård, og dermed var den spredte enkeltbebyggelse på forhånd givet. Af samme grund fandtes her intet driftsfællesskab.[244]

Marsken er særlig frugtbar og bestod af lerjorde og endda svære lerjorde med 25-45% ler.[245] Lerindholdet sikrede marsken en særlig evne til at fastholde såvel vand som næringsstoffer.[242] De store mængder af nedbør sikrede samtidig, at der aldrig manglede vand.[242] Marsken blev som regel inddiget i koge, det vil sige felter der var delvist beskyttede mod højvandet. Disse koge kunne anvendes både til agerdyrkning, især for de lidt højere liggende deles vedkommende, og til græsning.[242] Kornavlen var sammensat og omfattede byg, havre, ærter og bønner, i Ejdersted tillige rug og havre.[246] Marskens vigtigste rolle var dog at sikre et omfattende husdyrhold, ikke mindst af malkekvæg.[247] I studehandelens tid spillede marsken tillige en væsentlig rolle for opfedning af de stude, der blev solgte i de nederlandske og tyske byer.[248] Forholdene betød, at marskområder som Ejdersted på samme tid kunne producere og sælge korn, kvæg, smør og ost.[249]

Dyrkningsformen på gestranden var alsædebrug som følge af de store gødningsmængder, der måtte tilskrives det omfattende kvæghold, som atter skyldtes marskens særligt gode græsningsmuligheder.[250]

SlettebrugetRediger

Det er næppe tilfældigt, at enkeltgårde fortrinsvis fandtes i de landskaber, der ikke udgjordes at store let kuperede moræneflader, idet disse var helt dominerede af små og store samlede landsbyer, men der var undtagelser.

For Fyns vedkommende tyder en undersøgelse på, at "hovedgårde, og en række enkeltgårde iøvrigt, for høbjergningsmulighedernes vedkommende havde fået betydeligt mere end deres forholdsvise andel", hvilket må sættes i forbindelse med et forholdsvis stort husdyrhold, der for hovedgårdenes vedkommende atter må ses i lyset af deres eneret til studehandel og dermed ønske om at sikre sig mest mulig engareal.[251] Stort husdyrhold betød mere gødning, dermed større afgrødeudbytte og derfor - alt andet lige - også større hartkornsansættelse for gården. En sammenligning mellem gårde i landsbyer på den ene side, enkelt- og enestegårde på den anden viser, at en "normal" bondegård havde et gennemsnitligt hartkorn på 6,3 tønder mod 6,8 tønder hartkorn for enkelt- og enestegårde, idet enestegårde i gennemsnit havde 6,2 tønder hartkorn men enkeltgårde 7,7 tønder hartkorn.[252] Når der tages hensyn til de landskabelige forhold, bliver den gennemsnitlige ansættelse 9,4 tønder hartkorn for enestegårde og 8,6 tønder hartkorn for enkeltgårde, altså i begge tilfælde langt over gennemsnittet for landsbygårde, idet gårdene i randmoræneområder med videre var klart mindre end gennemsnittet.[253] En del af forklaringen herpå kan være, at en gård i små landsbyer på 3 gårde er blevet nedlagt og jorden fordelt på de to øvrige (samtidig med, at landsbyen forandres til to enkeltgårde), eller at en enkeltgård har en fortid som hovedgård. Omtrent 15% kan forklares ved sådanne forhold.[254] Dertil kommer gårde, som tidligere hørte under adelen eller klostre. Ligheder i driften med hovedgårde er altså ikke helt tilfældig, selvom enkelt- og enestegårde ikke havde andet gods tilknyttet. Endnu en mulighed må nævnes: ved oprettelse af en torp eller rydningsgård kan der måske have været mere jord til rådighed at etablere driften på, og den nye gård har derved fra starten haft potentiale til en større drift.[255] Men dette har sikkert kun været tilfældet i tidlig middelalder, da ressourcerne endnu var rigelige. Fra senmiddelalderen har det krævet en priviligeret stilling at kunne gøre krav på større ressourcer.

Skønt driften af enkelt- og enestegårde vel har lignet den på landsbygårde, har enkelt- og enestegårde haft en sikrere drift i kraft at de større og bedre græsningsmuligheder, og dette har kunnet smitte af på afgrødedyrkningen. Af samme grund må sådanne gårde have været at særlig interesse at få lagt ind under hovedgårde. Klart er det, at hvis enestegårde havde større græsnings- og høsletarealer til rådighed, så kunne de holde flere husdyr, derved få mere gødning, derved opnå et højere høstudbytte, derved enten sælge (en del af) overskuddet eller udnytte dette til yderligere forøgelse af husdyrbesætningen. Der har dog været en grænse, hvor udvidelser ikke lod sig gøre under de givne natur- og driftsforhold. På Lolland er det konstateret, at mange enkeltgårde drev et vangebrug svarende til det, man på samme tid havde i landsbyer.[256] Også på Lolland dominerer smør som landgilde på enkeltgårde[257], og ærter udgjorde en mindre men fast del af selvejerbøndernes afgifter.[257][258]

HistorieRediger

Enkeltgårde kan i princippet opstå på tre måder:

- som udflytterbebyggelse fra eksisterende bebyggelser (landsbyer),[259]
- ved, at gårde i landsbyer nedlægges således, at bebyggelsen fra et givet tidspunkt registreres som enkeltbebyggelse, ikke længere som landsby,[260]
- ved, at tidligere hovedgårde mister deres tidligere priviligerede stilling og "nedgraderes" til enkelt- eller enestegårde.[261]
Betydningen af de tre årsager har varieret over tid.[262] Ligeledes har antallet af enkelt- og enestegårde tidsmæssigt varieret over tid.[263]

Jernalder og vikingetidRediger

Enkeltgårde kendes fra både jernalder og vikingetid. I Jylland kendes enkeltgårde blandt andet fra Krusborg[264], Kalvslund[265] og Horsbøl[266]. På Sjælland kendes en vandrende gård fra Torstorp Nørreby ved Høje Tåstrup. I alt har gården flyttet sig 8 gange mellem keltisk og germansk jernalder.[267] En række enkeltgårde fra vikingetid har haft karakter af stormandsgårde, fx gården ved Tissø i Vestsjælland.[268] Disse gårde synes imidlertid at været forsvundet igen ved overgangen til middelalder. Dette indebærer, at spørgsmålet: "hvad er ældst, landsbyen eller enkeltgården?" bliver meningsløst, da begge åbenbart forekom allerede i forhistorisk tid og begge har eksisteret som permanent bebyggelse siden middelalderens begyndelse.

MiddelalderenRediger

Et stort antal enkelt- og enestegårde er formodentlig opståede som udflyttede gårde allerede i højmiddelalderen. At en sådan udvikling er fundet sted kan påvises eller i hvert fald sandsynliggøres på to måder: dels at der i de gamle landskabslove fandtes bestemmelser, som fastslog reglerne for forholdet mellem sådanne udflytterbebyggelser og deres adelbyer, dels at der findes et stort antal bebyggelser, hvis navne (stednavne) antyder, at de opstod på en bestemt persons initiativ, idet navnet typisk er sammensat af et personnavn[269] + en karakteristisk endelse (-rud, -rød, -holt, -tved, -skov og lignende).[270] Stednavneforskere har påpeget, at steder som Lysgård ved Viborg og Davgård ved Vejle, der senere udviklede sig til ret store landsbyer, i deres ældste form var entalsformen gård: "Den rimeligste forklaring er, at de to landsbyer er opstået af enkeltgårde, hvad man ellers ikke har sikre vidnesbyrd om."[271]

I Jyske Lov fra 1241 bestemmes, at en udflytterbebyggelse, en torp, havde en 3-årig prøvetid, hvorunder det kunne kræves, at torpen blev flyttet tilbage til den adelby, den var flyttet ud fra, hvis udflytningen viste sig at være til skade for adelsbyen. Desuden havde adelsbyen ret til at føre bevis, hvis der opstod uenighed om jordfordelingen mellem torp og adelsby.[272] Tilsvarende fandtes i Eriks Sjællandske Lov regler om fordelingen af nedlagte udflytterbebyggelsers jorder.[273][274] I mange tilfælde har de udflyttede gårde formodentligt beholdt dyrkningsfællesskab med moderbyen.[274]

Tidlig middelalder og højmiddelalderRediger

Meget tyder på, at et stort antal enkeltgårde i Østdanmark er opståede ved udflytninger fra centrale landsbyer i tidlig middelalder og/eller højmiddelalder. Stednavneformer bestående af et personnavn + endelser som -torp, -rød[275] og -køb[276] er stærke vidnedsbyrd herom. Ydermere kan i flere tilfælde noget sådant påvises: I Mejlstrup sogn i Østjylland, fandtes således følgende bebyggelsesbillede: "Største Delen af Sognet optages af den store Landsby Mejlby, men mod Nord og Øst ligger en Krans af Torper, Karlstrup, Bygballe, Ogstrup og Krannestrup, alle Enkeltgaarde (Bygballe dog tidligere to Gaarde). Mellem Bygballe og Ogstrup naar en smal Strimmel af Mejlbys Jord ud til Sognegrænsen mod Nord. I denne smalle "Korridor" ligger Højen Bastruphøj, et Minde om, at her engang maa have ligget en Bebyggelse Bastrup; Vejen fra Mejlby nordpaa hedder endnu Bastrupvejen. Naar Bymarken frembyder et saadant Billede, kan der ikke godt være Tvivl om, at Mejlby er den oprindelige Bebyggelse, som de andre er udflyttet fra, og som paa et eller andet Tidspunkt atter har opslugt den nedlagte Torp Bastrup."[277] Selv om mange torper oprindeligt har været startet af navngivne enkeltpersoner, kan deres succes have medført senere tilflytning i tilfælde, hvor dette var muligt.

Et eksempel på en tidlig udflytterbebyggelse er Todderup (oprindeligt Thorbjørns torp) ved Tilst nær Århus, der synes at have eksisteret i 1200- og begyndelsen af 1300-tallet. Torpen er en udflytter kun påvist ad arkæologisk vej. Den har bestået af 2 længebygninger, henholdsvis 15 og 18 m lange, der enten har eksisteret samtidig eller har afløst hinanden. Tilsvarende blev fundet to brønde, den ene af træ dateret til 1230, den anden af kampesten og dateret til omkring år 1300. Også i dette tilfælde kan kampestensbrønden være en afløser for kassebrønden. Da torpen senere blev nedlagt igen, blev dens jorder delt mellem de to nabolandsbyer True og Tilst. I Århus Domkapitels jordebog fra 1313 nævnes under Tilst "således i Tobbætorp Mark en fjerdedel af hele dette område såvel i eng som i ager".[273]

I Esrum klosters jordebog nævnes blandt andre Sacerethorp i 1178[278], Arnbiornkiøp i 1211[279], Arløgsbørnruth i 1239[280], Dauisthorp i 1151, ca. 1173, 1178 og 1211[281], Dowertholt omkring 1178 og i 1211[282] og Jorthæholm i 1178[283] men ingen af dem senere. I disse og andre tilfælde synes der at være tale om tidlige nordøstsjællandske torper, formentlig enkeltgårde, som åbenbart ikke overleverede i længden. Andre, fx. Borup (Bothorp, nævnt 1178, 1211)[284], Reerstrup (Rethærstorp, 2 gårde, nævnt 1211, 1497 og 1499)[285], Holgerstrup (Halgitzstrup, 2 gårde, nævnt 1178, 1497, 1499)[286] og Flynderup (oprindelig 3 gårde, senere reduceret til een gård, nævnt 1211, 1497, 1499)[287], Såne (oprindelig Sande, i 1497 angivet som dobbeltgård, nævnt 1173, 1174, 1178, 1184, 1189, 1193, 1211, 1228, 1497, 1499)[288] overlevede trods deres beskedne størrelse.

Det er umuligt at sige både hvor mange enkeltgårde der er opstået før Den sorte Død 1348-1350, og hvor mange der atter forsvandt under denne epidemi. Erland Porsmose angiver for Fyn, at der forsvandt 102 bebyggelser, hvoraf 84 kun kendes som marknavne. Han oplyser også at 79 af de forsvundne bebyggelser havde endelsen -torp[289], og at der kendes 26 bebyggelser med navnet "Torp", hvoraf 15 forsvandt i senmiddelalderen.[290] Det er som oftest umuligt at sige, om der har været tale om enkeltbebyggelser, dobbeltbebyggelser eller egentlige landsbyer. Dertil kommer, at mange enkelt- eller enestegårdsbebyggelser kan have eksisteret i kortere eller længere tid og være forsvundet igen uden at have efterladt sig spor i overleverede dokumenter.[291] Også indførelsen af trevangsbrug kan have været årsag til, at udflytterbebyggelser kan være "flyttet tilbage" til landsbyfællesskabet.[292] Endelig kan både enkeltgårde og dele af eller hele landsbyer være nedlagt i forbindelse med oprettelser eller udvidelser af hovedgårde.[293] I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 11 var omtalt i skriftlige kilder før 1350, heraf 4 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 2 rydningsgårde, 1 kystbol, 3 kystgårde og 1 torp.[100] Flere af kystbebyggelserne lå på småøer.[294]

SenmiddelalderenRediger

Senmiddelalderen var en periode af genopbygning efter nedgangen under Den sorte Død. Denne genopbygning synes i ret høj grad at være sket i form af enkelt- og enestegårde snarere end i form af nye landsbyer. Denne udvikling må imidlertid også ses i lyset af konjunkturerne for landbrugsprodukter: mens kornpriserne faldt fra omkring 1320 og udviste en faldende tendens helt frem til omkring 1500, var priserne på husdyrprodukter som kvæg og smør særdeles gode.[295] Da befolkningsvæksten og bebyggelsesekspansionen satte ind i 1400-tallet, skete det derfor ofte som skovenestegårde med store tilliggender af oldenskove og med landgilde ydet i smør og andre husdyrprodukter frem for i afgrøder.[296][297] Dette måtte imidlertid fremme en bebyggelse, der understøttede denne driftsform, og her var en spredt bebebyggelse med gode olden-, græsnings- og høsletmuligheder at foretrække frem for en samlet bebyggelse, hvor de enkelte gårdes husdyr måtte konkurrere om at udnytte de samme ressourcer. Men det var også en driftsform, som gjorde inddragelse af de jorder, som under den afgrøderettede driftsform var mindre egnede, til nu at blive de bedst egnede. Dermed var der en dobbelt fordel ved at nu inddrage disse jorder og til at opføre gårde som spredt bebyggelse.

For Vendsyssels vedkommende konstaterer Viggo Hansen en ekspansion på yoldiafladen i senmiddelalderen fx Skjølstrup (omtalt 1432 som Skiørstorp) og Krættrup (omtalt 1432 som Kræptrup) ved Volstrup[298] samt på Vorsådalens yoldiaflade, hvor ekspansionen sandsynligvis skete på gammelt skovland.[21] Om bebyggelsen langs østkysten i Elling sogn finder Viggo Hansen, at "de fleste enkeltgårde [omtales] første gang 1662 og før den tid er kun omtalt Skarnvad (1511) og Nielstrup (1552), mens Jerup er omtalt 1552." Andre enkeltgårde er "Nørtved og Skeltved, der begge nævnes 1467".[27] I alle tilfælde synes bebyggelsesvæksten at være knyttet sammen med en driftsform overvejende rettet mod kvægavl.[32]

For Fyns vedkommende finder er konstateret, at "i 1400-tallet begyndte landsbyhovedgårdene at flytte ud af landsbyerne og oftest blev de placeret ved store eng- og/eller skovstrækninger i ejerlavets udkant", ligesom deres jorder blev udskilte fra dyrkningsfællesskabet,[299] og at "1400-tallets markante interesse for skovene har ført til en udparcellering af skov-enestegårde i de skovrige landsbyejerlav." Konkret nævnes 4 enestegårde: Falden, Lysholt, Rønnemosegård og Skanneshave (der angiveligt er oprettet omkring 1470) i Bukkerup.[300] Desuden nævnes på Iversnæs gods år 1500 en række skov-enestegårde: Grimmelykke, Nyfæste, Stuven, Ulskov og Pejrup.[301] I kystnære områder nævnes Ollit, Varbjerg og Sparretorn, der ligeledes betegnes skov-enestegårde.[302] Sideløbende skete der godskoncentrationer, hvorved tidligere hovedgårde blev reducerede til fæstegårde. Således købte lensmanden på Nyborg slot, Steen Basse, hovedgården Pugholm men lod den tidligere ejer, væbneren Jens Sommer, fortsætte som lejer. Ligeledes købte han to hovedgårde i Skam sogn, Jersore og Rostrupgård, og i Bjerre herred hovedgårdene Bullerupgård og Klarskovgård. Alle disse hovedgårde blev reducerede til fæstegårde. Det er skønnet, at antallet af adelige hovedgårde på Fyn på denne måde blev omtrent halveret.[303] I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 138 første gang er omtalt i perioden 1350-1500 og yderligere 72 i perioden 1501-1536.[304] Af disse var 67 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 73 rydningsgårde, 1 kystbol, 3 kystgårde, 8 mosegårde, 41 torper, 2 gårde i nærheden af voldsted, 3 gejstlige, 1 oprettet i forbindelse med industri, 2 i forbindelse med færgefart eller lignende og 2 tidligere landsbyer, hvor gårde var blevet nedlagt.[100]

I Esrum Klosters jordebog nævnes i 1497 blandt andet Butzerop (Busserup), Egebæck ("Mansiones due"), Enøre, Mvnkegarden, og Ørløse[161], mens Rysby ("Two garde") nævnes i 1497 og 1499[305] og Kathee (Kathøj) i 1499[306]. I disse og andre tilfælde, hvor der kun nævnes en enkelt fæsteyder eller to, fx Langholt, Følstrop, Petherstrop, Scallerøth, Eskemoseholt, Vathsyngerøth, Lvtstrop[307], Myrthorp (Mørdrupgård)[308], Utlære vdi Iørlwndhæret (Jørlunde herred)[309], kan der være tale om enkelt- og dobbeltgårde oprettede i Nordøstsjælland i senmiddelalderen.

RenæssancenRediger

VendsysselRediger

For Vendsyssels vedkommende viser en sammenligning mellem præsteindberetningerne 1553 og matriklen 1682 en markant tendens til oprettelse af nye gårde uden for landsbyerne.[310] I løbet af denne periode opstod i Vadum sogn 2 nye gårde, i Sulsted sogn 3 nye gårde, i Ajstrup sogn 3 nye gårde, i Hammer sogn 2 nye gårde, i Vester Hassing sogn 10 nye gårde, i Øster Hassing sogn 18 nye gårde og i Ulsted sogn 15 nye gårde.[311] Viggo Hansen konstaterer, at "i løbet af især sidste halvdel af 1500-tallet og fortsættende sig gennem største delen af 1600-tallet er der i den sydlige del af Vendsyssel sket en kraftig ekspansion af bebyggelsen, der dels havde karakter af en udvidelse af bestående landsbyer, især rækkebyerne på randen af de marine flader (Melsted, Vestbjerg), og dels ytrede sig i oprettelsen af nye enestegårde ude på fladerne, først og fremmest på de lidt højereliggende yoldiaflader, men også på de dele af litorinafladerne, hvor de naturlige afvandingsforhold var bedst, langs åer (Melholt) og på gamle strandvolde (Starbæk, Holtet). Kun i færre tilfælde har der været tale om en udskiftning og udflytning til bymarkernes fjernere dele, men snarere om en nykolonisering på mer eller mindre naturlig bund som eng, overdrev og skov. Fælles for mange af nybyggerne synes de betydelige engarealer, der foruden at give vinterfoder til gårdenes eget kreaturhold utvivlsomt også gennem salg af hø har været en ikke uvæsentlig indtægtskilde. I den vestlige del af Kjær herred, hvor der fra ældre tid har ligget en del hovedgårde, synes tendenserne til godssamling at være fortsat (Gl. Vrå, Rødslet), delvis på bekostning af allerede eksisterende og tilsyneladende ikke særligt gamle enestegårde. Betegnende for de nye enestegårde er den hyppige forekomst af navne, der hentyder til skovbevoksning eller skovrydning (holt, lund, skov, tved), til overdrev (hede) og fugtige arealer (bæk, sig)."[312]

Men samtidig med enkeltgårdsekspansionen i den sydvestlige del af Vendsyssel optræder problemer med ødegårde især i Vensyssels vestlige og nordlige kyststrækninger som følge af sandflugt, hvilket afspejler sig i samtidige præsteindberetninger. Sandflugten begynder omkring 1550. I 1571 klages der over ødelæggelser af marker i Råbjerg, Tversted, Tornby, Akallerup, Rubjerg, Mårup, Furreby og Kjetterup, men "det er først i indberetningen fra 1625, at alle kystsognene og enkelte andre (Vrensted) får sandflugten at mærke. Kulminationen synes dog først at nås omkring 1690, da ødelæggelserne giver sig udtryk i talrige ødegårde i Vendsyssel".[313] Ved siden af sandflugt har også været peget på kysterosion som mulig årsag til, at kystnær bebyggelse forsvandt.[314]

FynRediger

I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 78 første gang er omtalt i perioden 1537-1600 og yderligere 45 i perioden 1601-1660.[304] Af disse var 18 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 37 rydningsgårde, 23 skovbol, 7 kystbol, 8 kystgårde, 6 mosegårde, 14 torper, 2 gårde i nærheden af voldsted, 1 gejstlig, 4 oprettede i forbindelse med teglværksvirksomhed[315], og 3 oprettede i forbindelse med færgefart eller lignende.[100] De mange rydningsgårde, skovbol og kystbol må opfattes som led i en bevidst godspolitik for at opnå en bedre udnyttelse af godsernes jordtilliggender, herunder råstofudnyttelse. Sigende var en række skov-enestegårde under Iversnæs gods i 1500 kendetegnede ved deres store tilliggender af oldenskove og ved, at de ikke skulle yde landgilde i korn men som regel i smør.[316] Tilsvarende i den vestlige del af Vissenbjergområdet, hvor Iversnæs havde gårdene Grimmelykke, Nyfæste, Stuven, Ulskov samt Pejrup, hvis skove i 1664 blev takseret til 100 svins olden.[316] Dette taler for, at hovedvægten på disse gårde blev lagt på husdyrhold frem for agerbrug, og driftsmåden har derved ligheder med den, der forekom i andre områder med enestegårde, således i Vandfuld herred og på Bornholm. Overhovedet synes 1400-tallet (og de følgende århundreder) at være den centrale periode for anlæggelse af sådanne skov-enestegårde på Fyn.[317]

NordøstsjællandRediger

I Bloustrød Sogn optræder en række gårde første gang i lensregnskaberne 1582-83: Agelte, Bredelte, Hvedehave[318], Klangendrup[319], Mortenstrup, Nebbe, Slutterup[320] og Tokkekøb[321], hvortil kommer Stumpedysse, der dog omtales allerede 1511.[320] Disse gårde beliggenhed, så vidt den er kendt, taler for, at der er tale om ret sene enestegårde udflyttede fra ældre landsbyer. Dette forløb minder om det, som kendes fra Tikøb Sogn, og et lignende billede tegner sig for Mårum, Græsted, Søborg og Esbønderup sogne.

EnevældenRediger

Under Enevælden skete der relativt få forandringer med hensyn til nye enkelt- og enestegårdes beliggenhed. Kun for den første tid efter enevældens indførelse kan der på Fyn konstateres en vis udvikling.

Takket være oplysninger i Erik Pontoppidans Danske Atlas fra 1764ff foreligger der en mulighed for at danne sig et delvist overblik over omfanget af enkelt- og enestegårde ved tiden umiddelbart forud for landboreformerne. Denne situation kan sammenlignes med situationen i matriklen fra 1682-88, hvorved der kan dannes et - ganske vist mangelfuldt - overblik over udviklingen i den mellemliggende periode.

Mens antallet af huse var stærkt stigende i perioden, var dette ikke tilfældet med antallet af enestegårde. Her var hovedindtrykket snarere en periode af stabilitet, omend med variationer.

NordøstsjællandRediger

I Nordøstsjælland genfindes i det store og hele de samme gårde hos Pontoppidan omkring 1774 som Pedersen havde fundet i matriklen for 1688 fx i Bloustrød sogn, Birkerød sogn, Karlebo sogn, Tikøb sogn (med Hornbæk sogn), Asminderød sogn, Græsted sogn, Søborg sogn, Mårum sogn, Helsinge sogn, Esbønderup sogn og Nødebo sogn. Fraset et par nytilkomne tyske kolonistgårde og omvendt 5 gårde, der var blevet nedlagte og erstattede af husmandssteder, idet jorden var blevet lagt under det kongelige stutteri samt to steder, hvor antallet af gårde var vokset med to således, at der ikke længere var tale om enkeltgårdsbebyggelse, var billedet øjensynligt uforandret.[322] 101 navngivne gårde i 1682 blev genfundet i 1774, undertiden med tilkomne huse. 20 navngivne gårde er forsvundet (eller omnævnt uden at sikker identificering er mulig), 14 nye navne forekommer. Kun i få tilfælde er der sket sikre forskydninger: Pontoppidan oplyser, at 5 torpgårde i Esbønderup sogn, "Hallindrupgaarde, Boeserupgaard, Sebberupgaard, Taarupgaard, Keistrupgaard ere alle afbrudte og Jorden bruges til Kongens Stutterie, der findes nu alene ved disse Stæder 10 Huusmænd."[323] I Asminderød sogn er tilkommet 2 gårde (Brunmark), der angives som "tyske kolonistgårde". I Tikøb sogn: "Harringhøy er en Dansk Colonist-Gaard; Cammer-Laqvei Kaas driver nu samme." Ferle i Søborg Sogn var vokset fra 2 til 4 gårde, og Flynderupgård i Tikøb sogn var vokset fra 1 til 3 gårde, hvorved de teknisk set ikke længere var enkelt- eller enestegårde.

Sandholmgård blev udskilt af sognets omfattende krongods i 1680 og overdraget til kgl. vildtmester Caspar Meyer.

Flere af de nordsjællandske gårde havde i 1688 relativt store jordtilliggender, hvilket peger mod en tilknytning til godser eller eksistens som lystgårde. Frederik IV gjorde Hørsholm slot med underliggende Sogne, Karlebo, Blovstrød og Birkerød, til livgeding for dronning Louise.[324] Senere, i 1774, oplyser Erich Pontoppidan, at "Tokkekiøb og Leereltegaard, samt Sandholm, ere anseelig bygte, og hvortil endeel Huusmænd giør Hof-Gierning; disse tre Gaarde ere henlagte til Hirschholms fri Hartkorn", "Eskemodsegaard tilhører Etatz-Raad Valter", "Ebberædsgaard tilhører Grevinde Rantzau", "Kokkedalsgaard, Eyeren er Kammer-Herre og Amtmand v. Levitzau", "Folehaugegaard, bygt af Kammer-Herre Schindel paa frie Hoved-Gaards Jord". I enkelte tilfælde, fx Flynderupgård, er der tale om en tidligere landsby, der i 1600-tallet var reduceret til en enkelt gård. Mens dyrkningsformen i landsbyerne var trevangsbrug, var dyrkningsformen på enkeltgårdene som regel alsædebrug; kystbebyggelser med fiskeri havde afvigende driftsformer.[325]

SydsjællandRediger

På Sydsjælland, i det skovrige Kalvehave sogn, er billedet det samme som i Nordsjælland: fraset nogle møller/møllegårde er bebyggelsen stabil.[326]

FynRediger

I forbindelse med en opgørelse over enkelt- og enestegårde på Fyn, der eksisterede i 1688, har Adam Tybjærg Schacke fundet, at 85 første gang er omtalt i perioden 1661-1688.[304] Af disse var 12 tidligere hovedgårde (eller formodede sådanne), 16 rydningsgårde, 45 skovbol, 3 kystbol, 2 mosegårde, 2 torper, 1 gård i nærheden af voldsted, 1 gejstlig og 3 oprettede i forbindelse med industri.[100]

For tiden mellem 1688 og 1774 gentager derimod indtrykket fra Sjælland sig på Fyn. De enkelt- og enestegårde (samt dobbeltgårde), som Schacke omtaler i sin undersøgelse, kan overvejende genfindes hos Pontoppidan.

Jyske hedeegneRediger

Med hensyn til de jyske hedeegne konstateres for Borris og Sønder Felding sogne, at "i 1682 er der ca. 115 bebyggelser ...og en optælling i 1796 viser omkring 150. Tilvæksten er sket i de allerede beboede områder, og der er adskillige eksempler på dobbeltgårde i 1796, hvor matriklen kun angiver en gård: Gjaldbæk, Sønderby, Gaasdal m.fl. Også i de mere sluttede bebyggelser som f.eks. Debelmose er der kommet nye ejendomme til, og nogle huse er bygget omkring Borris kirke."[327] Hovedindtrykket er dels geografisk stabilitet (bebyggelserne lå altovervejende i ådale), dels en vækst som mest synes at måtte tilskrives gårdkløvninger snarere end egentlige nyoprettelser.

VendsysselRediger

For Vendsyssels vedkommende sker der som nævnt en vis nedgang som følge af sandflugt, der kulminerer omkring 1690.

SammenfatningRediger

Forholdene taler for, at enkelt- og enestegårde er af uens oprindelse: der fandtes storgårde allerede i forhistorisk tid, men historiske enkelt- og enestegårde må tilskrives dels omflytninger i sene vikingetid og/eller tidlig middelalder i hedeegne til ådale og på Bornholm, formodentlig som led i en driftsomlægning, dels i Østdanmark i form af torper, det vil sige udflytterbebyggelser, i tidlig middelalder og højmiddelalder og senere antagelig fortrinsvis som nyopførte høj- og lavadelige gårde for at markere en højere social status og måske for bedre at kunne hævde retten til og udnyttelsen af særlige ressourcer som skove, fiskevande med mere. Oprettelsen af enestegårde i øvrigt synes at være en ret sen foreteelse, som først kom i brug, hvis/når muligheden for samlede landsbyer var udtømte. Dette indtryk gentager sig i Vendsyssel, på Fyn og i Nordøstsjælland. Enkelte steder, især i det nordvestlige Jylland og på Bornholm, må enestegårdenes dominans snarest tilskrives driftsforholdene, idet disse favoriserede husdyrhold på bekostning af agerbrug, og husdyrhold krævede ikke bosættelse i landsbyer, vider og vedtægter, på samme måde, som agerbrug gjorde det. De sent anlagte enkeltgårde, som ligeledes ofte lagde hovedvægten på husdyrhold, var ofte - men ikke altid - udtryk for en tilpasning til stedlige landskabelige forhold.[328]

Selv om der er en vis sammenhæng mellem enestegårde, terrænforhold og driftsform, er det ikke muligt at fastslå i hvilken udstrækning, det ene har betinget det andet. Terrænet kan have begunstiget husdyrhold på bekostning af agerbrug, men de sent oprettede enkeltgårde må med stor sandsynlighed også tilskrives de da bedre konjunkturer for animalske produkter på bekostning af kornavl til faldende afsætningspriser. Oprettelse af enestegårde kan altså hænge sammen med ønsket om at udnytte gode samtidige konjunkturer for animalske produkter: stude, kød, skind, smør, ost og så videre. Og hvor husdyrholdet spillede hovedrollen for landbruget synes en spredt beliggenhed i form af enkeltgårde at være foretrukket, selv hvis de landskabelige forhold gjorde landsbydannelse mulig. Men man kan ikke automatisk slutte omvendt[329], idet man mange steder også forsøgte at udnytte de gode konjunkturer for animalske produkter i de gamle landsbyer. Forskellen består derfor især i, at hvor enkeltgårdene var nyanlæg, var driftsomlægningen i landsbyerne blot en tilpasning til konjunkturerne.

En anden årsag til fremkomsten af enkeltgårde var imidlertid sociale forhold. Mange enestegårde synes oprindeligt at have været hovedgårde for adelige og væbnere, der senere mistede deres særstilling. I andre tilfælde kunne enestegårde opstå, fordi andre gårde i en landsby var blevet nedlagte og deres jord inddraget under en hovedgård eller dennes ladegård(e). I atter andre tilfælde opstod enkeltgårde ved (adeligt) påbud fx. i forbindelse med teglværksdrift.

Fremkomsten af enestegårde synes at gå i stå omkring enevældens indførelse, hvis man ser man bort fra borgerlige landsteder. Først i forbindelse med landboreformerne indtraf en ny bølge af enestegårde, men da som led i en helt ny udvikling.

NoterRediger

  1. 1,0 1,1 1,2 Schacke (2003), s. 30
  2. modsat Schacke (2003), s. 28
  3. Hansen (1964), s. 19
  4. Schacke (2003), s. 29
  5. Knudsen, s. 78
  6. Hansen (1964), s. 20f
  7. Schacke (2006), s. 126f
  8. Schacke (2003), s. 15
  9. Stoklund (1996), s. 62
  10. Schacke (2003), s. 14f
  11. Schacke (2006), s. 179
  12. Stoklund (1996), s. 61, 64
  13. Frandsen (1983), bilagskort
  14. Hansen (1970), s. 36
  15. Hansen (1964), s. 94
  16. Hansen (1964), s. 102
  17. 17,0 17,1 17,2 Hansen (1964), s. 103
  18. Hansen (1964), s. 105
  19. Hansen (1964), s. 106
  20. Hansen (1964), s. 108
  21. 21,0 21,1 Hansen (1964), s. 115
  22. Hansen (1964), s. 116
  23. Hansen (1964), s. 117
  24. Hansen (1964), s. 119
  25. Hald (1950), s. 173
  26. Hansen (1964), s. 121
  27. 27,0 27,1 Hansen (1964), s. 128
  28. Hansen (1964), s. 124
  29. Hansen (1964), s. 129f
  30. 30,0 30,1 Hansen (1970), s. 38
  31. Hansen (1964), s. 130
  32. 32,0 32,1 Hansen (1964), s. 131
  33. Hansen (1964), s. 132f
  34. Hansen (1964), s. 133
  35. Stoklund (1996), s. 64f
  36. Frandsen (1983), s. 244f
  37. Frandsen (1983), s. 259
  38. Dam (2010), s. 58. Når Dam samme sted skriver, at "Alsædebruget forekom kun sjældent i Danmark. Det fandtes kun på mindre og spredte områder og næsten kun i Østdanmark", så tager denne karakteristik ikke hensyn til kombinationen græsmarksbrug med alsæd, som var meget udbredt netop i Vendsyssel.
  39. Frandsen (1988), s. 77
  40. Frandsen (1988), s. 23-26
  41. 41,0 41,1 Damgaard (2006), s. 209
  42. Aakjær, s. 212
  43. 43,0 43,1 43,2 Frandsen (1988), s. 61
  44. Frandsen (1983), s. 232
  45. Frandsen (1988), s. 35
  46. Frandsen (1988), s. 64
  47. Damgaard (2006), s. 216
  48. Damgaard (2006), s. 216f
  49. Damgaard (2006), s. 217
  50. Pontoppidan (1764), s. 781-782
  51. Berntsen (1656), s. 135
  52. Frandsen (1983), s. 232
  53. 53,0 53,1 Hansen (1985), s. 274
  54. Hansen (1985), s. 273
  55. 55,0 55,1 Hansen (1985), s. 275
  56. Hansen (1985), s. 275f
  57. Frandsen (1983), s. 231
  58. 58,0 58,1 Hansen (1985), s. 276
  59. Frandsen (1983), s. 230
  60. Jensen og Jensen (1979), s. 66
  61. 61,0 61,1 61,2 61,3 Jensen og Jensen (1979), s. 67
  62. Hansen (1970a), s. 33
  63. Hedeager (1988), s. 150
  64. 64,0 64,1 64,2 Hedeager (1988), s. 151
  65. Nielsen (1982), s. 27
  66. Odgaard, s. 8f
  67. Hedeager (1988), s. 129
  68. Hedeager (1988), s. 171
  69. Hedeager (1988), s. 171f
  70. 70,0 70,1 Hedeager (1988), s. 134
  71. Hedeager (1988), s. 136
  72. Hedeager (1988), s. 152
  73. jvf. Mathiassen. Viggo Hansen (1970), taler i omtalen af Den midtjyske åbebyggelse s. 31 om, at "for at undgå det ofte store tidstab, der medgik i transporterne mellem by og mark, gjaldt det om at bo så nær sin ager som muligt, og den bedste økonomiske løsning ville da være en enkeltgårdsbeliggelse" og Hansen (1970a) s. 32 taler om "tilbagerykning til ådalenes umiddelbare nærhed"
  74. Poulsen-Hansen (19xx), s. 79-88
  75. Petersen (2006)
  76. Nielsen (1977), s. 66
  77. Nielsen (1976), s. 49
  78. Nielsen (1984), s. 130
  79. Nielsen (1984), s. 132
  80. Nielsen (1984), s. 138
  81. Nielsen (1984), s. 139
  82. Jonassen (1958), s. 23
  83. 83,0 83,1 Odgaard (1981), s. 11
  84. Steensberg (1993), s. 14
  85. Odgaard (1981), s. 10
  86. 86,0 86,1 Stoklund (1987), s. 20
  87. Stoklund (1987), s. 20f
  88. 88,0 88,1 Jensen og Jensen (1979), s. 70
  89. Frandsen (1983), s. 229
  90. Jensen og Jensen (1979), s. 71
  91. Frandsen (1983), s. 259
  92. Frandsen (1983), indre omslag; Frandsen (1988), s. 12 og 35
  93. Schacke (2003), s. 50
  94. 94,0 94,1 Schacke (2003), s. 67
  95. 95,0 95,1 95,2 Schacke (2006), s. 181
  96. Schacke (2003), s. 62
  97. 97,0 97,1 Schacke (2003), s. 71
  98. Schacke (2003), s. 73
  99. Schacke (2006), s. 185
  100. 100,0 100,1 100,2 100,3 100,4 Schacke (2003), bilag 7 (s. 169-183). Det bemærkes, at der er tale om deres status i 1684
  101. Schacke (2003), s. 94
  102. Schacke (2003), s. 101
  103. Schacke (2003), s. 100-101
  104. 104,0 104,1 Schacke (2003), s. 91 angiver 1000-1300
  105. Schacke (2003), s. 92
  106. Schacke (2003), s. 84f
  107. Schacke (2003), s. 85
  108. Schacke (2003), s. 88
  109. Schacke (2003), s. 111
  110. Schacke (2003), s. 112
  111. Schacke (2006), s. 188
  112. Schacke (2006), s. 189
  113. Porsmose (1981), s. 246
  114. Schacke (2003), s. 131. Kriterierne er uklare, men Schacke nævner, at -bol som regel er oprettede i 1600-tallet og er på under 3 tønder hartkorn. Desuden synes bebyggelser med navne på -hus ofte henført til gruppen
  115. 115,0 115,1 Schacke (2003), s. 128
  116. Schacke (2003), s. 113-131
  117. Schacke (2003), s. 118
  118. Schacke (2003), s. 113-114
  119. Schacke (2003), s. 115
  120. Schacke (2003), s. 123-124
  121. Schacke (2003), s. 123-126
  122. Schacke (2003), s. 114
  123. 123,0 123,1 Schacke (2003), s. 127
  124. Schacke (2003), s. 120
  125. Frandsen (1983), s. 146
  126. Frandsen (1983), s. 168
  127. Frandsen (1983), s. 169
  128. Porsmose (1981), s. 182
  129. Aakjær, s. 214
  130. Porsmose (1988), s. 248
  131. Lund, s. 203
  132. Nielsen (1873), s. 127
  133. Nielsen (1969), s. 12, 35, 41
  134. Madsen, s. 120
  135. J.P. Trap: Danmark, 3. udgave, bind 2, s. 117
  136. 136,0 136,1 Pedersen, s. 5-14
  137. 15 bar endelsen -rup eller -strup, nemlig: Blistrup, Bonderup, Bostrup, Børstrup, Holgestrup, Kagerup, Manderup, Mortenstrup, Munkerup, Reerstrup, Sibberup, Strand-Børstrup, Tinkerup, Tipperup, Ubberup, 21 -rup + gård/hus, nemlig Borupgård, Boserupgård, Flynderupgård, Kattrupgård, Kistrupgård, Kollerupgård, Krogerupgård, Lokkeruphus, Mørdrupgårde, Nellerupgård, Paastrupgård, Pederstrupgård, Slutterupgård, Stimestrupgård, Stokkerupgård, Svenstrupgård, Torupgård, Tågerupgård, Voxstrupgård, Østrupgård, Øverupgård, 2 rød, nemlig: Bregnerød, Ubberød, 4 -rød + gård, nemlig Allerødgård, Ebberødgård, Jellerød gård, Skallerødgård, 5 torp, nemlig: Breelte Torp, Bukkeballe Torp, Eskemose Torp, Langilte Torp, Hvedehavetorp, 1 køb: Hestkøb, 3 køb + gård, nemlig: Ebbekøbgård, Holgerskøbgård, Tokkekøbgård, 1 holt: Ørsholt, 3 holt + gård/hus, nemlig: Høveltegård, Lilholtgård, Stenholt Hus
  138. 3 bæk, nemlig: Hellebækgård, Passebækgård, Søbækhus, 1 kilde: Rødkilde, 1 vælde: Dønnevælde, 1 holm: Tupholm, 3 holm + gård, nemlig: Holmegård, Lindholmsgårde, Sandholmgård, 1 næs: Ravnsnæs, 1 næs + gård: Grønnæssegårde, 1 dal: Kokkedal, 1 høj: Firhøj, 1 bjerg; Hesbjerg, 1 bjerg + gård: Bannebjerggård, 1 vang: Gurre Vang, 1 lund: Frydenlund, 1 skov: Hindskov
  139. 1 ager: Højsager, 1 tofte: Fredstofte, 1 borg: Mikkelsborg, 1 høj (i betydningen hejd, "indhegning", jvf. Dalberg og Sørensen, s. 146) + gård: Kathøjgård, 1 borg + gård: Glarborggård, 2 hus, nemlig: Ertelandshus, Fabians Hus, 1 by: Risby
  140. Bolandsgård, Bossegård, Fredbogård, Hovegård, Kassegården, Munkegårde, Nakkegård, Nebbegård, Sandegårde (nu: Såne), Strøgård, Stumpedyssegård
  141. Blakshejde, Ferle, Haregab, Roland
  142. Nielsen (1873), s. 46
  143. Nielsen (1873), s. 128f
  144. Hald (1950), s. 159
  145. Nielsen (1880-81), s. 65
  146. Hald (1950), s. 175
  147. Eggert (2006), s. 79
  148. Hald (1950), s. 115
  149. Molbech (1848), s. 73
  150. Eggert (2006), s. 28
  151. Nielsen (1880-81), s. 270
  152. Eggert (2006), s. 90
  153. Eggert (2006), s. 38
  154. Hald (1950), s. 175
  155. Hald (1950), s. 176
  156. Hvass (1998), s. 23f
  157. Nielsen (1880-81), s. 6, 58
  158. 158,0 158,1 Nielsen (1880-81), s. 57, 58
  159. Nielsen (1880-81), s. 5, 55
  160. Nielsen (1880-81), s. 5, 58
  161. 161,0 161,1 161,2 Nielsen (1880-81), s. 269
  162. Nielsen (1880-81), s. 146
  163. Nielsen (1880-81), s. 268
  164. Hvass (1998), s. 25
  165. Nielsen (1880-81), s. 5
  166. Schacke (2003), s. 114. Om cisterciencernes klostergods på Fyn skriver Schacke blandt andet: "Klosteret synes altså at have påvirket bebyggelsesbilledet gennem sin forvaltning af skovens ressourcer. Man har tilsyneladende anset enkeltgårde for den mest hensigtsmæssige bebyggelsestype i dette bakkede og skovklædte område." En lignende bedømmelse kan anlægges af forholdene i Nordøstsjælland.
  167. 167,0 167,1 167,2 Hansen (1970), s. 34
  168. 168,0 168,1 Zangenberg (1928), s. 134
  169. 169,0 169,1 Zahrtmann (1924), s. 14
  170. Hansen (1970), s. 35
  171. Jørgensen (1988), s. 23
  172. 172,0 172,1 Jørgensen (1988), s. 25
  173. Jensen (2004), s. 198
  174. "Vikingetid på Bornholm" (Bornholms Museum)
  175. Zahrtmann (1924), s. 17
  176. Åby (1998), s. 85-86
  177. Nielsen (1996), s. 161
  178. Zahrtmann (1924), s. 13
  179. Zahrtmann (1924), s. 11
  180. 180,0 180,1 Zahrtmann (1924), s. 12
  181. 181,0 181,1 Zahrtmann (1924), s. 16
  182. Zahrtmann (1924), s. 18
  183. Zahrtmann (1924), s. 24
  184. Hübertz (1852), s. 325-359
  185. Rasmussen (1988), s. 72
  186. Berntsen (1656), s. 89
  187. Zahrtmann (1924), s. 28
  188. Zahrtmann (1924), s. 34ff
  189. Porsmose (1987), s. 90f, 105
  190. Schacke (2003), s. 133
  191. Hansen (1970), s. 14
  192. Hansen (1970), s. 15
  193. Frandsen (1983), s. 102, 103
  194. 194,0 194,1 194,2 Stoklund (1980), s. 17
  195. Skrubbeltrang (1944), s. 279
  196. 196,0 196,1 Stoklund (2006), s. 33
  197. Stoklund (1998), s. 14-26
  198. 198,0 198,1 Porsmose (2006), s. 16
  199. Stoklund (1980), s. 16
  200. Stoklund (1980), s. 18
  201. Stoklund (1996), s. 71
  202. Stoklund (1996), s. 70
  203. Worsøe (1979), s. 9, 25-26, 36-38
  204. Worsøe (1979), s. 21-24
  205. Worsøe (1979), s. 14
  206. Frandsen (1983), s. 110 og bilagskort
  207. Munk (1955), s. 298f
  208. Munk (1955), s. 302f
  209. Det er i denne sammenhæng mindre vigtigt, om tællingen så angiver lavere tal end ved skifteforretninger før og senere som påpeget af Skrubbeltrang (Skrubbeltrang (1954-56), s. 267), idet en manipulation - hvis der er tale om en sådan - i givet fald må forventes at være af samme størrelsesorden for alle gårde. Det er derimod ikke helt uden betydning, hvis man vil forsøge at lave et stof- og energikredsløb for et skovbaseret landbrug under "normale" forhold.
  210. Hedeplejebogen (1991), s. 18
  211. 211,0 211,1 Hedeplejebogen (1991), s. 21
  212. Hansen (1970), s. 31
  213. Hedeplejebogen (1991), s. 20
  214. Hedeplejebogen (1991), s. 19
  215. 215,0 215,1 Hedeplejebogen (1991), s. 22
  216. Hedeplejebogen (1991), s. 22f
  217. Hedeplejebogen (1991), s. 26
  218. Hedeplejebogen (1991), s. 23
  219. Hansen (1957), s. 59
  220. Hansen (1957), s. 73
  221. 221,0 221,1 Frandsen (1983), s. 67
  222. 222,0 222,1 Frandsen (1983), s. 69
  223. Hansen (1957), s. 80
  224. Hedeplejebogen (1991), s. 271
  225. Hansen (1964), s. 70-77
  226. Buse (2007), s. 93
  227. Buse (2007), s. 94
  228. Buse (2007), s. 101
  229. Hansen (1964), s. 128f
  230. Hansen (1957), s. 71
  231. Hansen (1964), s. 130
  232. Hansen (1964), s. 131
  233. Stoklund (1978), s. 25
  234. Buse (2007), s. 94-95
  235. Hansen (1964), s. 63
  236. 236,0 236,1 Hansen (1970), s. 38
  237. Hansen (1964), s. 59-60
  238. Hansen (1964), s. 60
  239. Hansen (1964), s. 62
  240. Hansen (1964), s. 63, 127
  241. Hansen (1964), s. 23
  242. 242,0 242,1 242,2 242,3 242,4 Porskrog Rasmussen (2006), s. 43
  243. Porskrog Rasmussen (2006), s. 45
  244. Porskrog Rasmussen (2006), s. 51
  245. Rasmussen (1986), s. 6-7
  246. Porskrog Rasmussen (2006), s. 57
  247. Porskrog Rasmussen (2006), s. 59
  248. Jacobsen (1937), s. 216
  249. Jespersen (1961), s. 79
  250. Frandsen (1983), s. 219
  251. Stendal Pedersen (1984), s. 219
  252. Schacke (2003), s. 63
  253. Schacke (2003), s. 73
  254. Schacke (2003), s. 107
  255. Noget sådant synes at være tilfældet for den oprettede (men senere atter nedlagte) torp Todderup mellem Tilst og True, jvf. Hoff og Jeppesen (1991-92), s. 182
  256. Widding (1949), fx. s. 28, 78, 95
  257. 257,0 257,1 Frandsen (1983), s. 118f
  258. Dam (2010), s. 180f
  259. Schacke (2006), s. 91-94
  260. Schacke (2006), s. 84-91
  261. Schacke (2006), s. 94-108
  262. Schacke (2006), s. 131
  263. Schacke (2006), s. 77-84
  264. Frydenlund Jensen (2015), s. 131-143
  265. Søvsø (2013), s. 131-147
  266. Petersen (2006)
  267. Rønne (1986), s. 11-14
  268. Jensen (2004), s. 300-308
  269. Porsmose (1988), s. 240
  270. Porsmose (1988), s. 248
  271. Dalberg og Sørensen, s. 43
  272. Porsmose (1988), s. 237
  273. 273,0 273,1 Hoff og Jeppesen
  274. 274,0 274,1 Porsmose (1988), s. 238
  275. Hald, s. 146
  276. Hald, s. 138
  277. Hald, s. 31f (min fremhævelse)
  278. Nielsen, s. 5, 55
  279. Nielsen, s. 56, 58
  280. Nielsen, s. 227
  281. Nielsen, s. 3, 5, 55, 56, 58, 87
  282. Nielsen, s. 55, 57, 58
  283. Nielsen, s. 6, 55
  284. Nielsen, s. 6, 55, 172
  285. Nielsen, s. 57, 58, 146, 269
  286. Nielsen, s. 5, 55, 146, 269
  287. Nielsen, s. 57, 58, 146, 269
  288. Nielsen, s. 5, 8, 10, 14, 18, 55-58, 87, 94-96, 146, 269
  289. Porsmose (1987), s. 83
  290. Porsmose (1987), s. 84
  291. Porsmose (1987) oplyser således, s. 83, at kun hver tiende landsby på Fyn er omtalt i dokumenter ældre end 1300 og kun hver syvende i dokumenter ældre end 1350
  292. Porsmose (1987), s. 87
  293. Porsmose (1987) oplyser, s. 154, at mindst "41 fynske landsbyer blev lagt under hovedgårdsjord" mellem 1525 og 1774
  294. Schacke (2003), s. 78, 80
  295. Porsmose (1988), s. 322
  296. Porsmose (1988), s. 339
  297. Poulsen (1985), s. 8
  298. Hansen (1964), s. 109
  299. Porsmose (1987), s. 90
  300. Porsmose (1987), s. 105
  301. Porsmose (1987), s. 105
  302. Porsmose (1987), s. 106f. Porsmose nævner enkeltgårdene Knudstrup, Vosemose, Hesbjerg, Grynborg og Bøllemose.
  303. Porsmose (1987), s. 92
  304. 304,0 304,1 304,2 de kan således være ældre
  305. Nielsen, s. 146, 268
  306. Nielsen, s. 146
  307. Nielsen, s. 270
  308. Nielsen, s. 271
  309. Nielsen, s. 241-243, 271
  310. Hansen (1964), s. 59
  311. Hansen (1964), s. 60
  312. Hansen (1964), s. 63
  313. Hansen (1964), s. 73
  314. Hansen (1964), s. 78
  315. Porsmose (1987) oplyser, s. 153f, at daværende kansler og lensmand på Dalum Kloster, Johan Friis, oprettede et teglværk i klosterets skove i Ubberup sogn og i forbindelse hermed indkaldte tyskere, der slog sig ned i skovbol med tyske navne: Vittenberg, Nyrnberg, Brunsvig, Skavenberg og Leipzig
  316. 316,0 316,1 Porsmose (1987), s. 106
  317. Porsmose (1987), s. 107
  318. Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 26
  319. Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 27
  320. 320,0 320,1 Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 28
  321. Frederiksborg Amts Stednavne (1929), s. 29
  322. Erik Pontoppidan: Den Danske Atlas, Tomus VI (1774), s. 25ff og Pedersen (1928), s. 5-14.
  323. Pontoppidan, s. 30
  324. Trap (1898), s. 76
  325. Frandsen (1983), s. 102-103
  326. Erik Pontoppidan: Den Danske Atlas, Tomus VI (1774) og Pedersen (1928), s. 54f. 6 enestegårde er genfundne, 3 møllegårde forsvundne mens 1 mølle er tilkommet.
  327. Jensen & Jensen (1979), s. 67
  328. Dam (2010), s. 78. Dam påpeger med rette, at i områder "domineret af enkeltgårde var landbruget ligeså intensivt som i de øvrige frugtbare egne", og han mener, at bebyggelsesstrukturen var et resultat af en delvis tilpasning til driftsformen, der igen var en delvis tilpasning til naturgrundlaget, men han uddyber ikke nærmere denne forklaring.
  329. Dam (2010), s. 183-196

LitteraturRediger

  • Arent Berntsen: Danmarckis oc Norgis Fructbar Herlighed; 1656 (genoptryk af Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, København 1971; ISBN 87-7500-700-2)
  • Mie Buse: "Fåreavl på klithederne i Thy før og nu" (i: Landbohistorisk Tidsskrift 2007:1; s. 89-114)
  • Vibeke Dalberg og John Kousgaard-Sørensen: Stednavneforskning 2. Udnyttelsesmuligheder. Universitetsforlaget i København. I kommission hos Gyldendal. København 1979; ISBN 87-500-1891-4
  • Peder Dam: Det øvrige vi nyde. Studier af landgilde og landbrugsproduktion i Danmark i 1600-tallet; Landbohistorisk Selskab, Viborg 2010; ISBN 978-87-7526-216-8
  • Ellen Damgaard: "Velstående bønder i det vestjyske enestegårdsområde" (i: Bygder. Regionale variationer i det danske landbrug fra jernalder til 2000 (Landbohistorisk Selskab, 2006), s. 207-218;
  • Birgit Eggert: "Danske stednavne på -holt" (ph.d.-afhandling, Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet 2006)
  • Karl-Erik Frandsen: Vang og tægt. Studier over dyrkningssystemer og agrarstrukturer i Danmarks landsbyer 1682-83; Bygd 1983; ISBN 87-87293-25-0
  • Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red): Det danske landbrugs historie, Bind II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab 1988; ISBN 87-7526-074-3; s. 9-209)
  • "Frederiksborg Amts Stednavne" (Danmarks Stednavne Nr. 2, udgivet af Stednavneudvalget; København 1929)
  • Steen Frydenlund Jensen: "Krusborg - enkeltgårde med central gravplads fra ældre jernalder" (i: Selskabet Arkæologiske Skrifter: Arkæologiske Skrifter 13; København 2015; ISBN 978-87-89500-13-3; s. 131-143)
  • Kristian Hald: Vore Stednavne; København 1950
  • Viggo Hansen: "Sandflugten i Thy og dens indflydelse på kulturlandskabet" (i: Geografisk Tidssskrift, bd. 56; København 1957; s. 69-92)
  • Viggo Hansen: "Landskab og bebyggelse i Vendsyssel. Studier over landbebyggelsens udvikling indtil slutningen af 1600-tallet" (Kulturgeografiske Skrifter, Bd. 7; København 1964)
  • Viggo Hansen: "Hedens bebyggelse" (i: Danmarks Natur, bd. 7: Hede, overdrev og eng; København 1970; ISBN 87-567-0459-3; s. 29-41) - forkortet: Hansen (1970a)
  • Viggo Hansen: "Bebyggelsens historie" (i: Danmarks Natur, bd. 9: Det bebyggede land; København 1970; ISBN 87-567-1269-3; s. 9-138)
  • Lotte Hedeager: "Jernalder" (i: Claus Bjørn (red): Det danske landbrugs historie, Bind I: 4.000 f.Kr.-1536; Landbohistorisk Selskab 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-202)
  • Hedeplejebogen - de danske heders historie, pleje og udforskning; Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1991; ISBN 87-503-9485-1
  • Annette Hoff og Jens Jeppesen: "Todderup. En udgravet torpbebyggelse og torperne historisk belyst" (i: Kuml 1991-92; s. 165-188)
  • Annette Hoff og Jens Jeppesen: "Thorbjørns torp" (Skalk 1992 Nr. 1; s. 9-13)
  • Lone Hvass: "Ørved og ævred - brudstykker af Nordøstsjællands oldtidsbebyggelse" (i: Helsingør Kommunes Museer Årbog 1998; ISSN 0108-0393; s. 7-28)
  • J.R. Hübertz: Aktstykker til Bornholms Historie; Kjøbenhavn 1852
  • N.H. Jacobsen: "Skibsfarten i det danske Vadehav. En erhvervsgeografisk Studie" (Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs Kulturhistoriske Skrifter, bind II; Kjøbenhavn 1937)
  • Jørgen Jensen: Danmarks oldtid. Yngre Jernalder og Vikingetid 400-1050 e.Kr.; København 2004; ISBN 87-02-00333-3
  • Margot Jespersen: "Eiderstedt. Et stagnerende marskområde" (i: Geografisk Tidssskrift, bd. 60; København 1961; s. 74-86)
  • H. Jonassen: "Natur og mennesker i Vestjylland" (i: Hardsyssels Aarbog, 52. bind; København 1958; s. 5-36)
  • Lars Jørgensen: "Oldtidens landbrug 4000 f.Kr. - 1000 e.Kr." (i: Bornholms landbrug gennem tiderne; Bornholmske Samlinger III. række - 2. bind; Rønne 1988; ISBN 87-87042-21-5; s. 21-27)
  • Lars Bjørn Madsen: En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681; Helsingør Kommunes Museer 1997; ISBN 87-89120-36-1
  • Therkel Mathiassen: "Studier over Vestjyllands oldtidsbebyggelse" (Nationalmuseets Skrifter, Arkæologisk-Historisk Række II; 1948)
  • Dorthe Kaldal Mikkelsen: "Single farm or village? Settlement structure during the late Iron Age and the Viking Period" (i: Ruralia III; Praha 2000; s. 46-59)
  • Holger Munk: Rytterbonden. En landbrugs- og kulturhistorisk studie fra Vordingborg Rytterdistrikt 1718-1768; København 1955
  • Ingrid Nielsen: "Aakirkeby 1346. Da købstaden fik sine egne love" (i: Bornholmske Samlinger III Række 10 Bind; Bornholms Historiske Samfund 1996; ISBN 87-87042-02-9; s. 159-166)
  • Leif Chr. Nielsen: "Omgård - en vestjysk landsby fra vikingetid. En foreløbig redegørelse" (i: Hardsyssels Årbog, Anden række bind 10; Lemvig 1976; s. 37-54)
  • Leif Chr. Nielsen: "Omgård - en vestjysk landsby fra vikingetid. En redegørelse for de fortsatte undersøgelser i 1976" (i: Hardsyssels Årbog, Anden række bind 11; Lemvig 1977; s. 59-84)
  • Leif Chr. Nielsen: "Landsbyer i ældre jernalder i Nr.Omme sogn" (i: Hardsyssels Årbog, Anden række bind 18; Holstebro 1984; s. 125-140)
  • P. Chr. Nielsen: "Skovenes historie" (i: Danmarks Natur, bd. 6: Skovene; København 1969; s. 9-64)
  • Oluf Nielsen: Liber Census Daniæ. Kong Valdemar den Andens Jordebog; København 1873
  • Oluf Nielsen: Codex Esromensis. Esrom Klosters Brevbog; Kjøbenhavn 1880-81 (genoptryk København 1973; ISBN 87-7500-423-2)
  • Svend Nielsen: "Muld" (i: Skalk 1982 Nr. 3; s. 23-27)
  • Bent Odgaard: "Hedebønder" (i: Skalk 1981 Nr. 2; s. 8-11)
  • Christian-Peter Petersen: "Horsbøl - 3 enggårde fra sen vikingetid og tidlig middelalder" (Arkæologisk Undersøgelse 2006 Horsbøl; Esbjerg Museum)
  • Carsten Porskrog Rasmussen: "Godsejermagt eller naturtilpasning? De regionale mønstre i det slesvigske landbrug i 1700-tallet og deres sammenhæng med naturforhold og godssystemer" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1; s. 41-62)
  • Erland Porsmose: "Den regulerede landsby" (Odense University Studies in History and Social Sciences, Vol. 72; Odense Universitetsforlag 1981; ISBN 87-7492-349-8)
  • Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109; Odense Universitetsforlag 1987; ISBN 87-7492-650-0)
  • Erland Porsmose: "Middelalder o. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I. Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 205-416)
  • Erland Porsmose: "Bygder. Regionale variationer - problemer og muligheder" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1; s. 9-24)
  • Bjørn Poulsen: "Korn eller kvæg. Landbrugets specialisering i senmiddelalderen belyst ved studier på Stevns og i Odsherred" (i: Bol og By 1985, s. 7-20)
  • Kamma Marie Poulsen-Hansen: "Loft - bebyggelse fra 1100-tallet til i dag" (Fra Ribe Amt; s. 79-88)
  • Ebbe Gert Rasmussen: "Jordbrug og landgilde på Bornholm ved midten af det 17. århundrede" (i: Bornholms Landbrug gennem tiderne, Bornholmske Samlinger 3 række 2 bind; Rønne 1988; ISBN 87-87042-21-5; s. 55-85)
  • Kjeld Rasmussen: "Jordbund" (i: Kr. Marius Jensen og Anette Reenberg (red.): Landbrugsatlas Danmark, Det Kongelige Danske Geografiske Selskab, København 1986; ISBN 87-421-0521-8; s. 4-9)
  • Preben Rønne: "Gård på vandring" (Skalk 1986 nr. 5; s. 11-14)
  • Adam Tybjærg Schacke: "Enestegårde på Fyn – natur eller besiddelsesforhold?" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1; s. 175-191;
  • Adam Tybjærg Schacke: Enkelt- og enestegårde på Fyn. I dyrkningsfællesskabets tid, Landbohistorisk Selskab 2003; ISBN 87-7526-183-9.
  • Fridlev Skrubbeltrang: "Nogle Kilder til ældre dansk Landbrugsstatistik" (i: Historisk Tidsskrift bind 11 række 1; 1944; s. 245-286)
  • Fridlev Skrubbeltrang: "Om brugen af landbohistorisk materiale" (i: Fortid og Nutid bind XIX; 1954-56; s. 245-286)
  • Axel Steensberg: "Landnam" (i: Skalk 1993, Nr. 2; s. 11-15)
  • Finn Stendal Pedersen: Fyns landbrugs vilkår 1682; Odense Universitetsforlag 1984; ISBN 87-7492-548-2)
  • Bjarne Stoklund: "Ploven og pennen" (i: Skalk 1978, Nr. 6; s. 18-27)
  • Bjarne Stoklund: "Menneskeskabt hede" (i: Skalk 1987, Nr. 2; s. 18-27)
  • Bjarne Stoklund: "Enkeltgårdslandskaber, skov- og hedebygder" (i: Kulturhistorien i planlægningen. De kulturhistoriske interesser i landskabet; Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1996; s. 60-77)
  • Bjarne Stoklund: "Bønder og binæringer" (i: Bol og By 98:2; 1998; s. 8-47)
  • Bjarne Stoklund: "Bygder, aktivitetsfelter og økotyper. Etnologien og de regionale variationer" (i: Per Grau Møller, Mette Svart Kristiansen (red.): Bygder. Regionale variationer i danske landbrug fra jernalder til 2000; Landbohistorisk Selskab 2006; ISBN 87-7526-206-1; s. 25-40)
  • Steffen Stummann Hansen: "Oldtidsagrene på Gørding Hede" (i: Hardsyssels Årbog, Anden række bind 14; Lemvig 1980; s. 139-154)
  • Morten Søvsø: "Enkeltgården syd for Kalvslund Kirke - dens historie og udvikling gennem yngre germansk jernalder og vikingetid" (i: Arkæologi i Slesvig/Archäologie in Schleswig 14; 2013; ISBN 978-87-87584-34-4; s. 131-147)
  • J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; Kjøbenhavn 1898
  • Ole Widding: Markfællesskab og landskifte. Studier over lollandske markbøger 1681 og 1682; København 1949
  • Eiler Worsøe: Stævningsskovene; Danmarks Naturfredningsforenings Forlag 1979; ISBN 87-87030-12-8
  • H. Zangenberg: "Bornholmske Gaarde" (i: Bornholmske Samlinger, Nittende Bind; Rønne 1928; s. 133-152)
  • M.K. Zartmann: "Opdyrkningen af Bornholm igjennem Tiderne" (i: Bornholmske Samlinger, Femtende Bind; Rønne 1924; s. 1-73)
  • Bent Åby: "Hedens bebyggelseshistorie og udnyttelse i en østdansk landsdel: Bornholm" (i: Seminarrapport Den danske hede. Afholdt på Skarrildhus 21. september 1998 af Skov- og Naturstyrelsen; s. 83-90)
  • Svend Aakjær: "Landsby og enkeltgaard" (i: Fortid og Nutid; bind 10; København 1933-34; s. 209-228)

Eksterne henvisningerRediger