Det åbne samfund og dets fjender - opdateret

Fortale

Da Nazi-Tyskland i marts 1938 annekterede Østrig, besluttede en østrigsk videnskabsmand og migrant, Karl Raimond Popper, som da opholdt sig i New Zealand, at skrive en bog om de farer, der truede verden og især om den bag ved liggende ideologi eller tankegang. Bogen fik titlen "The Open Society and Its Enemies", dansk: Det åbne samfund og dets fjender. Bogen pegede på de omfattende ligheder mellem især fascismen i Italien, stalinismen i Sovjetunionen og nazismen i Tyskland, og den sporede den historiske baggrund tilbage til Platons statsideer i det klassiske Grækenland. For den følgende generation eller to var denne bog den mest gennemarbejdede analyse af totalitære ideologier, og den blev refereret igen og igen, således i Politikens håndbog "Politiske ideologier fra Platon til Mao". Men siden da, i særdeleshed siden afslutningen af Den kolde Krig, er bogen gledet i glemsel, og dermed var døren åbnet for en ny totalitær ideologisk fremgang.

Man kunne spørge, om man så ikke blot kunne genoptrykke den gamle bog igen. Men bogen havde sine mangler og indskrænkninger, således omhandler den slet ikke andre landes historie, og dermed er megen værdifuld viden udeladt. Frem for blot at genoplive den gamle bog er tiden kommet til at opdatere og udvide dens analysegrundlag således, som det lader sig gøre et godt stykke inde i det 21. århundrede. At begyndelsen tages i 2023, 85 år efter den begivenhed som gav anledning til den oprindelige bogs fremkomst, er strengt taget en tilfældighed, men måske ikke helt alligevel. Det er næsten tre generationer efter, at den oprindelige bog fremkom, tid nok til at dennes budskab er blevet glemt og overset af nutiden.

Det er muligt, at læseren vil føle, at denne bog et langt stykke hen ad vejen blot er en historisk skildring. Det skyldes, at man ikke kan tage en ideologi og dens handlingsmønstre ud af den samtid, som den hører hjemme i. Det er ikke muligt at adskille en politisk teori fra dens praktiske gennemførelse. Beskrivelsen er lagt an på at vise, at ideologierne teoretisk i høj grad netop blev lagt an på at legitimere den måde, de rent faktisk er omsat til handling på, og at der således ikke er nogen modsætninger imellem disse to sider af ideologierne. Men når man efterfølgende fjerner det historiske element ved fremstillingen, fremstår den holdnings- og handlingmæssige side så meget mere klart.

Den bog, som nu foreligger, inddrager i højere grad dansk historie og amerikansk samfundsudvikling i den seneste menneskealder. Det er ikke et spørgsmål om nationalt snæversyn, men fordi at der her gemmer sig en vigtig nøgle til forståelsen af totalitære politiske ideologier. Og for at vise, at totalitære ideologier lever i bedste velgående selv i det 21. århundrede. Det kan diskuteres, om de udvalgte eksempler og de anvendte kildehenvisninger er de bedst egnede. Det er muligt, at der findes andre og bedre eksempler, og at flere af de enkelte afsnit kunne fortjene en uddybning. Hovedvægten har imidlertid været lagt på at fremhæve det, man kunne kalde de karakteriserende egenskaber ved ideologierne.

Noterne angiver kilder til de anførte oplysninger, men fortolkningen af kilderne er min egen. Noterne er mangelfulde da en del af oplysningerne stammer fra internettet, hvor de desværre har en tendens til at blive omflyttet eller fjernet således, at henvisningen bliver værdiløs.

Det værste ved at skrive denne bog var, at det er blevet svært at stoppe. Mens jeg har skrevet på bogen, er der dukket stadig nye eksempler frem på den menneskerettighedskrænkende holdning, som stadigt voksende griber om sig både i eksisterende totalitære diktaturer og i såkaldt "demokratiske" vestlige lande. Det har spærgt rammen for bogens planlagte omfang, fordi det er umuligt at udelukke alle disse nye eksempler. Men det må understreges, at jeg med lethed kunne have fordoblet antallet af eksempler.

Sven Halfdan Nielsen
Pärnu, 22. februar 2023

Begreberne "Venstre" og "Højre" i historisk belysning

Næsten alle mennesker anvender begreberne "Venstre" og "Højre" som politiske begreber, men de færreste kender baggrunden for disse begrebers fremkomst. Derfor skal deres oprindelse fremdrages af glemslen.

Vi skal tilbage til midten af det 19. århundrede. Den gang havde de fleste europæiske lande endnu et enevældigt styre. Men netop på denne tid indtraf der en national og social opvågning, som i mange lande gav anledning til politisk uro, og som førte til indførelse af folkestyre i mange lande, blandt dem også Danmark. Det skete med grundloven af 5. juni 1849.

Straks, da grundloven var blevet vedtaget, indtrådte der en ny politisk kamp, denne gang om hvem, der skulle stå for den nye regering. Hurtigt udvikledes tre nye grupperinger, som i samtiden blev kaldt venstre, centrum og højre. At betegnelserne blev, som de blev, er formodentlig en tilfældighed, men disse blev siden fastholdt af de respektive grupper.

Venstre var blevet politisk organiseret allerede i 1848. Kernen i gruppen var Bondevennernes Selskab, der var blevet stiftet i 1846. Gruppens vigtigste politiske program var bondestandens sociale og politiske ligestilling med andre befolkningsgrupper. Allerede tidligere havde der været agitation for at afskaffe forskellen mellem skattepriviligeret og upriviligeret landbrugsjord, og husmænd havde agiteret for at afskaffe tvangsarbejde på godser og lade dette erstatte af en betalingsafgift. Der var blevet afholdt politiske møder rundt om i landet, men disse var blevet forsøgt forhindret ved det såkaldte bondecirkulære af 8. november 1845, der med henvisning til, at nogle personer havde forsøgt at bibringe bønderne "falske" forestillinger om deres stiling og at bønder nogle steder samlet havde rettet henvendelse til godsejere for at få genforhandlet deres vilkår, dels forbød afholdelse af møder om sådanne spørgsmål uden forudgående tilladelse fra stedlige politimestre, dels forbød udensogns personer at deltage i sådanne møder, lige som sådanne møder blev forbudte at afholde i købstæder. Skønt cirkulæret måtte tilbagekaldes allerede den 12. maj 1846, satte det sit præg på eftertiden, og ret til at afholde politiske møder måtte blive et af Venstres politiske krav ved siden af skattemæssig ligestilling, ligestilling med hensyn til aftjening af værnepligt, ret til frit at ytre sin mening og holdning til samfundsmæssige spørgsmål samt fæstegodsets overgang til selveje. Allerede tidligere, i 1814, var blevet indført en obligatorisk folkeskole, der skulle sikre børn af landalmuen samme uddannelsesmæssige muligheder som andre grupper, og i grundloven var fastlagt retten for alle mænd til at stemme og blive valgt som repræsentant til Folketinget, når man var mindst 30 år gammel og havde boet i en valgkreds i mindst et år. Dette var begyndelsen til det, som siden skulle blive almindelig valgret. I begyndelsen skete valgene i åbenhed, men siden gik man over til at bruge stemmesedler for at forhindre, at der kunne udøves valgtryk eller efterfølgende kunne ske personlig forfølgelse af personer på grund af deres stemmeafgivning.

Centrum bestod af de national-liberale, der fortrinsvis bestod af akademikere, folk som anså sig selv som kvalificerede til at udøvre regeringsmagten i kraft af deres uddannelse. De havde støttet en fri forfatning allerede i 1830-erne, men var helt frem til 1848 loyale over for enevælden. De var ellers enige med Venstre i spørgsmål om formel social ligestilling, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retslig ligestilling og frie og fair valg til Folketinget. Næppe overraskende var det netop de national-liberale, der var hovedkræfter bag den nye grundlov, og også de første til at danne en ny regering med støtte fra Bondevennerne, men i løbet af de følgende 15 år lykkedes det dem at skabe så megen ulykke for landet, at partiet nærmest gik i opløsning. Nogle søgte til Venstre, der i 1870 dannede "Forenede Venstre", andre forblev uafhængige, atter andre søgte til Højre. De politiske fronter blev derved skærpede.

Højre havde sin rod i Grundejerforeningen, der var blevet stiftet af en kreds af godsejere i 1851. Deres politiske mål var ejendomsrettens beskyttelse og bevarelse af Helstaten (Kongeriget og Hertugdømmerne). Da sidstnævnte punkt blev umuliggjort af krigen i 1864, koncentrerede Højre sig i højere grad om at sikre deres egen priviligerede stilling. Gennem en ny grundlov kaldet "den gennemsete grundlov" af 1866 forsøgte man at indskrænke valgretten, og her fik man støtte fra en del national-liberale, som efter deres egen katastrofale politik var blevet overbeviste om, at dette var den eneste måde for dem at kunne sikre sig et politisk støttepunkt i landstinget, der blev valgt og udpeget netop ved indskrænket valgret. Det var de samme kredse, som tidligere havde forsøgt at begrænse ytringsfriheden og forsamlingsfriheden. Senere, da den politiske magtkamp skærpedes, lod Estrup oprette et særligt paramilitært gendarmerikorps, "Estrups Blå Gendarmer" i 1885 til bekæmpelse af politisk uro, lige som retsplejelovens straffe for "agitatoriske udskejelser" blev skærpede. Gendarmerikorpset virkede til 1894. Man regerede udenomparlamentarisk ved hjælp af "provisoriske finanslove" og forsøgte med alle midler at stække den politiske oppositions muligheder for at få sine repræsentanter valgt til Rigsdagen. Denne situation varede frem til 1901, da det ikke længere var muligt at forhindre en Venstre-regering i at komme til magten. Men det havde varet godt 30 år at få grundlovens intentioner om folkestyre gennemført.

På dette tidspunkt kan det være passende at forsøge at skabe et overblik over, hvilken ideologi og politik, de to politiske hovedgrupper egentlig stod for. Venstre:
- støttede en folkevalgt regering
- støttede frie og fair valg
- støttede ytringsfrihed under ansvar
- støttede forsamlingsfrihed
- støttede social og økonomisk ligestilling
- støttede privat ejendomsret
- støttede apolitisk undervisning
- støttede fri debat
- støttede et apolitisk retsvæsen.
Der var nuancer. Det radikale Venstre, der skilte sig ud i 1905, var social-liberalt snarere end ultra-liberalt. Man ønskede at sikre de dårligst stillede borgere en vis sikring imod at blive bragt til fallittens rand og måske i fortvivlelse begå kriminelle handlinger. Georgismen, der manifesterede sig i partiet Danmarks Retsforbund, opstod senere og gjorde sig til talsmand for fuld ejendomsbeskatning for at modvirke gevindster ved ejendomsspekulation. Og samtidig udviklede der sig en ny social klasse: den industrielle arbejderklasse, for hvem solidaritet gennem fagforeninger blev et middel til at sikre sig imod urimelige løn- og arbejdsvilkår. Flertallet af arbejdere støttede demokratiet som det redskab, der parlamentarisk skulle sikre dem en fair lovgivning og deres sociale ligestilling med andre; her trådte liberalismen i baggrunden, ganske enkelt fordi at man ikke havde den økonomiske styrke, som denne forudsatte. Men som helhed tilsluttede man sig principperne for "det åbne samfund".

Højre:
- støttede et elitestyre
- støttede begrænsninger i valgretten (og valgfusk)
- var imod ytringsfrihed, hvis den blev anset for "farlig" eller "skadelig"
- var imod forsamlingsfrihed, når den gik imod dens interesser
- støttede asociale vilkår og var imod økonomisk ligestilling
- støttede korporative virksomheder
- støttede statsunderstøttende indoktrinering i skoler og propaganda i nyhedsmedier
- støttede oprettelsen af et terrorkorps for at tage magten i gaderne
- støttede et politisk retsvæsen for at undertrykke andre holdninger.
Som tiden gik blev højre mere og mere intolerant. Efterhånden blev overvågning, fængsling af politiske modstandere og politisk motiveret "forskning" dele af den ideologi, man tilsluttede sig. Oprindeligt var højre de priviligeredes ideologiske ståsted. En helt ny version af samme tankegang indtraf, da yderligt gående repræsentater for arbejderklassen valgte at bryde med de demokratiske principper og i stedet tilsluttede sig revolution og samfundsomdannelse med voldelige hjælpemidler. Allerede Karl Marx og Friedrich Engels havde gjort sig til talsmænd for denne voldsanvendelse. Forskellen i forhold til det "traditionelle højre" var, at den nye version rettede sig imod den upriviligerede arbejderklasse. En særlig variant af samme politik var anarkismen, der ganske vist var imod enhvert officielt samfundsbureaukrati, men som reelt støttede en alles-krig-mod-alle, hvor kriminel bandedannelse var den uundgåelige konsekvens. De nye versioner udviklede sig allerede i anden halvdel af 1800-tallet, men de slog først for alvor igennem i løbet af det 20. århundrede.

Nøjagtigt hvornår højreorienteret tankegang begyndte er i nogen grad et spørgsmål om afgrænsning og definition. Man kan sige, at der må stilles to krav for at kunne tale om højreorientering: dels egen standsbevidsthed, dels foragt for andre samfundsgrupper. En forløber for højre-tankegang var Platon. I sin bog "Staten" gør han sig til talsmand for, at regeringen skulle udøves af særligt kvalificerede og uddannede mennesker. Disse skulle udvælges blandt børn i deres tidligste alder og dernæst sættes i en skole for at "lære" den rette tankegang. Der skulle løbende ske en udskillelse af de "mindst egnede" således, at man til sidst ville få en gruppe af hensynsløse egoister og psykopater, der var blevet indoktrinerede med den "rette" statslære.

Platon var elev af Sokrates, og det er her, at man skal finde kilden til det åndshovmod, som i nyere tid har præget meritokratiet. På denne tid var sofisterne, en slags professionelle lærere i filosofi og politik, fremtrædende elementer i det athenske samfund. Sokrates udfordrede disse ved sine stadige spørgsmål og undergravede derved deres stilling. Men han gik videre og undergravede på samme måde hele Athens demokratiske samfundsorden. Sokrates kom derved til at indtage rollen som ophavsmand til den i Athen så forhadte aristokratiske filosofi ved at antyde, at han var klogere end statens ledere og derfor ikke behøvede at respektere den samfundskontrakt, som samfundet hvilede på. Derved udgjorde han en fare for samfundets opretholdelse, og følgelig blev han med god grund dømt som samfundsfjende. Hvad Platon gjorde var at ophøje denne Sokrates' holdning til en institutionaliseret opdragelse for kommende statsledere. Han forkastede derved datidens demokratiske samfundsorden i Athen, så mangelfuld denne end var, og åbnede muligheden for et priviligeret styre med en begrænset, udvalgt kreds af ledere.

Venstreorienteret tankegang forstået som en demokratisk tankegang begynder med kristendommen. Jesus formulerede princippet om næstekærlighed og næsteansvar men forholdt sig ikke til staten som sådan med sin udtalelse: "giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er". Augustin blev den første til at formulere forholdet mellem stat og kristendom i De civitate Dei, skrevet år 413-426. Heri formuleredes princippet, at staten var ramme for borgernes velfærd, og at dette kun kunne sikres, hvis staten hvilede på retfærdighedens grundlag. Dette blev videreudviklet af Thomas af Aquin, ifølge hvem staten skulle varetage borgernes verdslige liv, altså rets-, velfærds- og kulturforhold, mens kirken var selvstændig på det åndelige område. Kristendommen var den første til at hævde alle menneskers moralske lighed uanset deres ulige sociale status og samfundsmæssige rolle. Dermed lagde kristendommen grunden til tanken om menneskets universelle rettigheder mens den spanske dominikanermunk Francisco Vitoria lagde grunden til internationale folkeret. I særdeleshed var kristendommen først til at vende sig imod slaveri, omend de tidlige kristne talsmænd ikke tillod slaver voldeligt at gøre oprør imod deres stilling. I forlængelse heraf også på det økonomiske område, hvor kristendommen vendte sig imod renter på lån, som man betragtede som åger og social afpresning. Ganske vist accepterede kristendommen tanken om en fyrste som det verdslige overhoved, men hævdede på koncilet i Paris i 829, at denne var forpligtet til at regere med retfærdighed. Det indebar, at magt ikke er en egenskab ved en person men en relation mellem denne og andre og kun består, hvis de andre er indforståede med at være underkastet denne myndighed. Dermed formuleredes forudsætningen for ideen om folkesuverænitet og folkestyre. Dette forklarer, hvorfor totalitære ideologier altid har frygtet netop kristendommen: med sit demokratiske princip er kristendommen disse ideologiers værste fjende. I 1400-tallet udviklede sig blandt de kristne tanken, at pavedømmet skulle afskaffes og erstattes af et råd, et koncilium. I forlængelse heraf blev det fastslået, at al autoritet skulle have legitimation nedefra, det vil sige af folket og det enkelte menneskes samvittighed. Kristendommen hævdede næsteansvar, i særdeleshed for syge, gamle og andre dårligt stillede og gik aktivt ind i det sociale og sundhedsmæssige arbejde, fordi de verdslige myndigheder ikke påtog sig disse opgaver. Men fra slutningen af 1400-tallet udviklede der sig inden for den katolske kirkes ledende lag en tanke om, at al magt kom fra Gud og at enhver magtudøvelse derfor var legitim, selv om den hvilede på magtmisbrug og endda svindel. Følgen var afladshandel, biskoppers arrogante handlemåde og inkvisationen. Dette magtmisbrug fik dog ikke lov til at vare længe, men endte i Reformationen, blandt andet med Calvins tanker om, at folket havde ret til at gøre oprør mod en hersker, der ikke overholdt sig pagt med Gud. Reformationen var ret beset en indre kirkelig kursændring væk fra dette sidespor i kristendommens udviklingshistorie. Det er ikke tilfældigt, at Hal Koch i bogen Hvad er demokrati? fra 1945 gentagne gange vendte tilbage til netop kristendommen, når han skulle forklare grundlaget for demokratiet.

Diktaturets historiske baggrund

I Danmark kan adelen anses som den første gruppe, der forfægtede den tankegang, at den havde ret til at bestemme landets politik og udvikling. Det skulle ske via Danehoffet, hvor de skulle "rådgive" Kongen men samtidig have vetoret imod beslutninger, som de ikke var enige i. Senere blev denne elites magt stadfæstet i form af håndfæstninger. Enevældens indførelse i 1660 indebar et brud med denne situation, men for at kunne forstå arvekongedømmets indførelse i sin rette sammenhæng, må vi se på forholdene indtil da.

Reelt havde Danmarks skiftende konger siden middelalderen været gidsler for adelen, symbolsk og reelt udtrykt i den håndfæstning, som de havde måttet underskrive for at blive valgt. Det havde betydet, at enten måtte kongen alliere sig med adelen og dermed bragt sig i modsætningsforhold til borgerskabet, eller han kunne forsøge at trodse adelen med fare for at blive afsat således, som det skete med Erik af Pommern og Christian II. Det måtte være kongens ønske at slippe ud af dette fangenskab. Men det var også i borgerskabets interesse, at kongen fik frihed til at tilgodese netop borgerskabets interesser på bekostning af adelen, hvilket Christian II netop reelt havde forsøgt. Endnu så sent som i Kolding-recessen var adelens priviligerede stilling på bekostning af borgerskabet blevet slået fast. Allerede Christian IV havde selv påtaget sig et utal af opgaver angiveligt fordi han følte, at han ikke kunne stole på sine embedsmænd. Men nu var de økonomiske realiteter ændrede: både adel og konge var i gæld hos borgerskabet, som forstod at omsætte dette i en forøget politisk indflydelse. Kongen fik sin frihed. København kunne nu forvente, at kongen ville give byen og dens borgere de rettigheder, som man i flere år havde ønsket, og byen fik en klart forbedret stilling. Kort efter begyndte kongen også at afvikle sine gældsforpligtelser. Det betød, at købmændene nu langt om længe kunne høste gevinsterne af deres mangeårige kreditter til Kronen. Det kunne kun ske, fordi kongen i mellemtiden var blevet fri af det jerngreb, som adelen hidtil havde holdt ham i. Og den nye statsforfatning gav borgerskabet ligestilling med adelen, hvilket sikrede det nye karrieremuligheder. Som helhed vandt borgerskabet således meget mere, end det tabte. Nok trak kongen senere noget i land, men det skyldes nok så meget de økonomiske og politiske realiteter. Naturligvis var der også en risiko for, at kongen ville bruge sin enevældige stilling til at undertrykke borgerskabet, men som udviklingen skulle vise, var det kun den del af borgerskabet, som havde misbrugt sin stilling og endda begået svindel, som kongen var ude efter. De skiftende enevældige konger var tvært imod i høj grad interesserede i at opretholde den politiske alliance med hovedstadens og købstædernes borgerskab mod adelen og dens snævre interesser, blandt andet fordi det netop var med hjælp fra disse kredse, at Kronen kunne håbe på at gennemføre sin merkantilistiske politik.

At enevælden ikke var et diktatur i traditionel forstand men tværtimod en murbryder for såvel folkestyre som ligestilling af alle borgere afspejler sig i den konkrete politik, som de skiftende enevoldskonger førte. Her skal blot nævnes nogle hovedpunkter: Christian V var den første konge, der indså, at dommere kunne misbruge deres magt og stilling ved politisk at "fortolke" love på en måde, som ikke var i overensstemmelse med lovens ord. I Kongeloven var det blevet indskrevet, at ingen dommer på egen hånd må foretage en strafnedsættelse, eftersom det alene tilkommer kongen at udvise mildhed i forhold til loven. Nu tilføjede Christian V i 1698, at det modsatte også var gældende, at ingen dommer måtte gå ud over straframmerne eller overhovedet at indlade sig på en fortolkning af loven. Hvis loven var uklar eller der på anden måde var fortolkningsproblemer, så skulle de forelægges kongen, idet han som lovgiver alene havde retten til at fortolke, forklare eller eventuelt at ændre loven. Det var retssikkerheden, som her første gang plev formuleret. Senere skulle Christian VII fastslå, at en anklaget ikke kunne fængsles eller tortureres vilkårligt for at fremtvinge en tilståelse. Samme Christian VII afskaffede slavehandelen i 1792, og ligeledes var det ham (ikke hans søn, som det ofte hævdes) som reelt igangsatte landboreformerne lige inden, at Struensee opkastede sig til diktator.

Umiddelbart efter forfatningsreformen i 1660 meldte en ny gruppe sig på arenaen i kampen om magten: embedsvæsenet. Det stærkt voksende embedsvæsen afspejlede det forhold, at en enkelt person ikke alene var i stand til at styre et helt samfund. Vel vidende om sin magt begyndte embedsvæsenet at trodse kongemagten. Det gik nogenlunde under de første enevoldskonger, men under Christian VII gik det galt: den unge konge var langt fra moden og selvstændig nok til at regere landet. Straks fra hans tiltrædelse indtraf en regulær magtkamp i administrationen mellem dem, der støttede enevælden, og dem, der ønskede en administrativt ledet stat. Det førte med sig, at de, der kunne have været kongens loyale støtter, blev fjernet fra deres embeder således, at statens embedsvæsen efterhånden kom til at bestå af illoyale embedsmænd. Frustreret over, at han ikke kunne få sine beslutninger udført, valgte den unge konge at "rase", som han kaldte det, reelt at lade sin frustration give sig udslag i svireture og slagsmål i Københavns gader; det var her, at han mødte Støvlet-Cathrine, der selv var vokset op i et hårdt miljø. En følge var, at embedsstanden misbrugte sin magt til egen fordel, måske mest udtalt symboliseret ved Adam Gottlob Moltke og endda vovede at trodse kongen, når det passede ind i dens egne interesser, som det skete under den umodne konge Christian VII. Det var også en udvikling, som uundgåeligt kulminerede med, at Griffenfeld kunne manipulere Chritian den 5. og at Struensee kunne opkaste sig til kortvarig diktator efter bogstavelig talt at have spærret kongen inde, en politik som siden blev fulgt op af Guldberg og endelig af kronprins Frederik, der ulovligt regerede med støtte fra embedsmænd. Vi ved nu, at Struensee havde brug for en person, han kunne stole på i kongens konstante nærhed, og han erstattede derfor Holck med Enevold Brandt. Brandt og Struensee isolerede effektivt kongen fra resten af hoffet, og Brandt greb endda i enkelte tilfælde til vold, når kongen opførte sig upassende. Den fremherskende følelse hos Christian imod Struensee og Brandt var vistnok frygt og med hensyn til den sidste ligefrem had efter, at han endog var blevet pryglet af ham. Bedre blev det ikke siden, da kongens nye hofmester, Joachim Otto Schack-Rathlou (kaldet "Pomade-Schack), slog kongen, når denne ikke makkede ret. En tid blev han låst inde om natten, lige som han, når han reagerede for voldsomt, og at han på enkedronningens ordre af og til blev bundet fast til stolen under tafler. Skønt afmægtig i sit fangenskab reagerede han fortsat med vid og skarphed mod den behandling, han blev udsat for. Således kunne han, da hans hele medvirken ved statsstyrelsen var reduceret til blot at underskrive de formelle papirer, der blev forelagt, vise sin holdning ved at underskrive med "Christian Rex & Compagnie". Det blev meritokratiets højdepunkt. Sigende og karakteristisk for det statskup, som man støttede, var, at borgerskabet udspredte et rygte om, at kongen var "sindssyg". Denne propaganda er siden blevet gentaget af historikere for at skjule tingenes rette sammenhæng. Intet kan understøtte denne løgnagtige propaganda, tværtimod vides at kongen var særdeles kultiveret, at han korresponderede med samtidens største filosoffer og statstænkere, bla. Voltaire, som han siden mødtes med under sin store udenlandsrejse, og at han tidligt udviste interesse for at gennemføre landboreformer til bøndernes bedste, hvilket antagelig også var hans motiv til at tage Struensee som sin livlæge. Det var således ham, der den 8. juni 1787 underskrev de to første reformlove, der var blevet udarbejdede af Den Store Landbokommission og året efter ophævelsen af stavnsbåndet. Den 16. marts 1792 blev det ved Frederik VIIs kongelige forordning bestemt, at slavehandel skulle afskaffes, dog først med virkning fra 1. januar 1803. Først da blev det klart, at den forfatningsstridige tilstand også rummede en fare for dem, der havde støttet statskuppet for selv at nyde dets fordele, væltede det. Da den florissante handel endte under Napoleonskrigene, var det også enden på den københavnske handelsstands magt. Men borgerskabet, embedsvæsenet og dets propagandaapparat har aldrig indrømmet, at det var støtte for et ulovligt statskup.

Når der er grund til at hæfte sig ved dette tidlige eksempel på meritokratisk diktatur, er det af især to grunde: den ene er, at forholdene i 1700-tallet rummede mange træk fra senere tiders diktaturer, således gennemførelse af et statskup, reel fængsling af det lovlige statsoverhoved, brug af vold samt udbredt brug af propaganda. Den anden er, at meritokrati i det 21. århundrede atter viser sit modbydelige ansigt.

Den reelt forfatningsstridige tilstand varede indtil 1815, da Danmark på grund af hertugdømmerne Holsten og Lauenborg måtte tiltræde det Tyske Forbund og acceptere §13 i forbundspagten, hvori det pålagdes at indføre en stænderforfatning i alle forbundslande. Det varede dog helt til 1835 inden, at stænderforsamlingerne i Helstaten trådte i kraft; disse var dog kun rådgivende og dermed forgængere til en folkevalgt lovgivende forsamling, hvilken blev indført ved Grundloven af 1849.

Vi er nu nået frem til det tidpunkt, hvor ideologierne for første gang formuleres med ord. For det traditionelle Højres vedkommende, adel og militær, var de to førende skikkelser Estrup og Zytpen-Adler. J.B.S. Estrup var manden, der både formulerede forsvaret for adelens stilling som regerende magt og sin modvilje mod embedsaristokratiet. I sine erindringer skriver Estrup blandt andet: ".. at min udholdenhed i kampen væsentlig skyldes mit had til masse-herredømmet, min faste overbevisning om, at den almindelige valgrets ene- eller over-herredømme måtte føre til Danmarks undergang og samfundets opløsning." Valgretten ønskede han begrænset til grundbesiddere: "Valgretten må derfor udelukkende bindes til skatteydelsen, og indtægten helt stryges som valgretsbetingelse ... Grundbesidderen er i mine tanker, om han end ikke ejer meget, dog fuldt så meget knyttet til statens interesser, som den, der nyder en stor indtægt, som han kan føre med sig, hvor i verden han drager hen. Der er én klasse af indtægtsnydere, som jeg navnlig ikke kan anerkende tilkommer en sideordnet indflydelse med grundbesiddelse, og det er den, der ligefrem har sin kilde i selve statskassen." Lensbaron Zytphen-Adler formulerede i godsejerbladet "Enhver sit" de enkelte samfundsgruppers rolle således: "Bonden bør dyrke sin jord vel til landets og egen gavn, han må søge kundskab for at kunne deltage i landets og kommunens representation. .. Godsejeren skal leve på sit gods, og der virke til lykke og velsignelse omkring sig. Hans sag er det at ofre tid og penge i offentlig tjeneste, hans sag gennem sin virksomhed i landboforeningerne og på anden vis at fremme landets agerbrug, hans sag at plante skov, indføre forbedringer i landvæsenet og bære de tab, som er forbundne med al begyndelse, hans sag at støtte kunst og videnskab." Kort sagt: enhver skulle kende sin rette plads, og bønderne havde ingen plads ved regeringsbordet.

Over for adelen stod embedsaristokratiet, der mente sig berettiget til at regere landet i kraft af uddannelse og embedsansvar. Det var meritokratiets forsvarere. Fælles med adelen var benægtelse af bøndernes ret til at deltage i regeringen; nok skulle man lytte til deres sag og gøre forbedringer, men det var også al den indflydelse, som de kunne forvente at få; husmands- og arbejderklassen regnede man slet ikke med.

Denne, det standsopdelte samfunds, tilstand varede til omkring århundredeskiftet. Med systemskiftet i 1901 kom bønder for første gang til regeringsmagten, og dermed indledtes et nyt kapitel. Men samtidig var nye grupper, ikke mindst arbejderbefolkningen, tiltaget betydeligt i størrelse og dermed tillige i indflydelse. Men arbejderbefolkningen udgjorde ikke nogen samlet gruppe: også inden for denne var der et skel mellem de demokratisk sindede, venstreorienterede social-demokrater og dem, der gik ind for "proletariatets diktatur". Sidstnævnte var ikke mindre højreorienterede end godsejere eller embedsaristokrater, de adskilte sig alene ved at argumentere for en ny gruppes magtovertagelse: proletariatet. Det er en misforståelse, når disse betegnes som yderligt gående venstreorienterede således, som det er blevet normen siden midten af 1900-tallet.

De totalitære bevægelser skærpes

I løbet af det 20 århundrede skærpedes de totalitære bevægelser, og de fik samtidig en bredere vifte af varianter. Umiddelbart har disse ikke meget med hinanden at gøre, og undertiden fremstår de endda som hinandens modstandere og modsætninger, men ser man nærmere til dem, opdager man, at der bag de tilsyneladende forskelle viser sig forbløffende fælles træk. De bevægelser, vi her taler om, er: kommunisme, socialisme, fascisme, nazisme, militære juntaer, teokratiske diktaturer, meritokratiske diktaturer og anarkisme.

Mens modstanden imod demokrati og folkestyre i det 19. århundrede fortrinsvis kom fra en konservativ elite, der ønskede at bevare sine privilegier, skete der efter århundredeskiftet et skifte: modstanden kom nu også fra revolutionære, der ønskede en voldelig omdannelse af samfundet til et nyt elitestyre, blot med dem selv i rollen som den nye elite. Nogle af disse revolutionære tilhørte arbejderklassen og de laveste sociale lag, men andre kom fra overklassen og ønskede at udrydde andre grupper i denne klasse ved at alliere sig med de voldelige masser.

Leninismen

Den første totalitære bevægelse i det 20. århundrede var marxisme-leninismen i Rusland. Bevægelsen havde navn efter Lenin og rødder i marxismen, men den fik kun en kort levetid, hvorefter den blev afløst af stalinismen, der er dens erklærede efterfølger. Alligevel fortjener den særlig omtale, da mange af de træk, som den som den første indførte, genfindes i senere totalitære samfund. Langt de fleste af bevægelsens ledere og fremtrædende personligheder var jøder, mens andre etniske grupper spillede en beskeden rolle. Lenin og hans omgangskreds udviklede efterhånden en racistisk tankegang, der anså jøder for at være energiske og revolutionære, hvorimod russere blev anset for at være dovne og sløve. Fælles for Lenin og hans støtter var ønsket om at skabet et proletariatets diktatur i bogstaveligste forstand: et totalitært samfund ledet af en "bevidstgjort" elite, som skulle have fuld kontrol over alle sider af samfundet.

Udgangspunktet for den bolsjevikiske revolution var det program, som Karl Marx og Engels havde formuleret i Det kommunistiske Manifest i 1848. Dette gik ud på, at proletariatet skulle erobre magten med alle midler for "at fravriste borgerskabet al kapital og til at centralisere alle produktionsmidler i statens hænder". Det skulle ske ved en politik formuleret i 10 punkter omfattende ekspropriering af jorden, afskaffelse af arveretten, centralisering af al kredit (læs: banker) i statens hænder, centralisering af al transport i statens hænder, produktion efter en samlet statslig plan, arbejdstvang for alle, offentlig opdragelse af alle børn. Kort sagt skulle al magt overdrages staten, som gennem sin udvalgte ledelse skulle diktere samfundet sin politik og påtvinge alle at gennemføre den. I januar 1918 vedtog Den 3. alrussiske Sovjetkongres Erklæring om de arbejdende og udbyttede folks Rettigheder, der siden indgik i den første forfatning, som bolsjevikker vedtog i juli 1918, hvori punkterne fra Det kommunistiske Manifest reelt indgik som bestanddel. Denne politik blev udvidet i Det kommunistiske Partis andet program fra 1919, hvori tales om "den maksimale forening af al økonomisk aktivitet i landet efter en statslig plan, den størst mulige centralisering af produktionen". Dette er planøkonomiens grundlæggelse. Endvidere tales om "mobilisering af hele den arbejdsduelige befolkning ved hjælp af sovjetmagten", reelt indførelse af slavearbejde under statslig styring. Fri handel blev erstattet af "planmæssigt organiseret fordeling af produkterne i statslig målestok" og "en streng centralisering af hele fordelingsapparatet", hvilket forudsatte "en ny socialistisk disciplin". I stedet for de eksisterende familielandbrug skulle der etableres socialistiske storlandbrug på landet. Et sådant program lod sig ikke gennemføre uden omfattende undertrykkelse og tvang over for befolkningen, og det var netop, hvad der skete. Men først måtte bolsjevikkerne sikre sig magten i hele landet, ikke blot i regeringen.

Bolsjevikkerne var langt fra de eneste, som havde planer for fremtiden. Rundt om i Rusland fandtes undertrykte nationale grupper, som så udviklingen som en mulighed for at opnå selvstændighed. Fælles for dem var, at de afviste bolsjevikkernes politik, og følgen var, at der overalt udbrød en "borgerkrig" mellem disse nationalistiske grupper og bolsjevikkerne samt med "De Hvide", russiske officerer der ønskede at bevare det zaristiske imperium, og som afviste både nationalister og bolsjevikker. En skildring af borgerkrigen ligger uden for rammerne af det foreliggende emne, men der kan være grund til at omtale de tiltag, som bolsjevikkerne begik under borgerkrigen som led i deres politiske program.

Forspillet: kupforsøg

Forspillet til den russiske revolution indtraf i februar 1917, da zar Nikolai II abdikrerede. Magten kom nu i hænderne på en gruppe domineret af liberale og socialistiske intellektuelle. I april 1917 ankom Lenin fra Schweiz via Tyskland til Petrograd takket være den tyske militære overkommando, som så det som en taktisk fordel at hjælpe den yderligt gående socialistiske og erklærede krigsmodstander til Rusland. Lenin havde forgæves forsøgt at splitte Den socialistiske Internationale på spørgsmålet om socialistiske partiers støtte til krigsførelse. Ankommet til Rusland erklærede Lenin straks krig mod Den midlertidige Regering og agiterede for, at verdenskrigen skulle omdannes til en international borgerkrig, og at soldaterne i de enkelte lande skulle vende deres våben imod deres egne officerer og regeringer. I juli forsøgte Lenin at begå et kupforsøg, men det mislykkedes, og Lenin flygtede til Finland for ikke at blive arresteret og anklaget for at være tysk agent. I de følgende måneder forberedte Lenin og bolsjevikkernes centralkomite den væbnede modstand, der indtraf den 24. og 25. oktober samme år, og hvorved det lykkedes at erobre magten næsten uden blodsudgydelser. Kun nogle få tusinde bevæbnede soldater og rødgardister og et par hundrede bolsjevikker fra så kaldte arbejderkommiteer tog del i kuppet. Store dele af samfundet bemærkede dårligt nok begivenheden. Formelt fik Den alrussiske Sovjetkongres overdraget den politiske magt, men reelt overtog bolsjevikkerne magten i form af Folkekommissærernes Råd under Lenins ledelse; rådet bestod udelukkende af bolsjevikker men blev senere i en kort periode suppleret med repræsentanter for Venstre-SR. I november 1917 blev der afholdt valg til en Grundlovgivende Forsamling udskrevet af Den midlertidige Regering. De ikke-bolsjevikiske partier fik stort flertal med SR som det største parti. Bolsjevikkerne reagerede på deres nederlag ved først at erklære det liberale parti, Kadetterne, for "folkefjender". De forlangte, at Den grundlovgivende Forsamling skulle anerkende det bolsjevikiske styre. Da forsamlingen ignorerede dette og begyndte arbejdet på at udarbejde en ny forfatning, erklærede bolsjevikkerne forsamlingen for "borgerlig" og "opløst". Da der fremkom en fredelig protestdemonstration imod dette, blev denne beskudt, og flere demonstranter døde. Derved havde Lenin og bolsjevikkerne for første gang demonstreret sin foragt for demokrati og folkestyre og sin vilje til at bruge vold og magt for at få sin vilje. Lenin gav i pamfletten Den proletariske revolution og renegaten Kautsky fra 1918 som reaktion på socialdemokraten Karl Kautskys skrift Kommunisme og Terrorisme sin begrundelse for denne fremfærd: "I den herskende klasses hænder er staten et maskineri til at tilintetgøre modstanderklassens modstand ... det proletariske diktatur er en maskine til tilintetgørelse af borgerskabet."

Borgerkrigen. Statslig terror organiseres

Straks fra starten havde Lenin og han slæng sikret sig kontrollen i befolknings- og industricentre i det nordvestlige og centrale Rusland, hvor blandt andet våben- og ammunitionsfabrikkerne lå. Uden for byerne boede den overvældende del af befolkningen som bønder, hvis eneste ønske var selvstyre. I december 1917 var ved lige, almindelige og hemmelige valg blevet valgt en grundlovgivende forsamling, men denne blev allerede i januar 1918 "opløst" af bolsjevikkerne som et "borgerligt" levn, reelt fordi at de ikke havde flertal og ikke kunne kontrollere den. Allerede i foråret 1918 blev bolsjevikkerne upopulære, fordi deres politik forværrede de økonomiske og sociale problemer skabt af verdenskrigen, og i stedet voksede tilslutningen til mensjevikkerne, som i samarbejde med SR vandt valgene til det ene byråd efter det andet ved valgene i 1918. Værre endnu for bolsjevikkerne blev det, da de ikke ønskede at lade bønderne selv føre deres varer til markeder i byerne men i stedet begyndte at organisere væbnede bander, der blev sendt ud i landsbyerne for at beslaglægge korn og andre landbrugsprodukter. Dette overgreb blev fra starten mødt af en overvældende modstand fra landbefolkningens side. For at fastholde deres magt begyndte bolsjevikkerne dels at opløse disse demokratisk valgte forsamlinger, dels at fordrive nogle af de valgte medlemmer, især mensjevikker og SR fra Den Alrussiske Centrale Eksekutivkomité, der fungerede som en slags rådsparlament for de kontrollerede dele af landet.

Bolsjevikkernes politik udviklede sig hurtigt til regulære væbnede røvertogter mod bønderne, og bondebefolkningen reagerede ved at angribe og fordrive dem og i enkelte tilfælde blev bolsjevikker dræbt af rasende bønder og borgere. Bolsjevikkerne modsvarede ved at tage gidsler og at henrette de mest aktive af deres modstandere, og Lenin opfordrede "arbejderne" til at tilintetgøre (læs: dræbe) "kulakkerne".

Som følge af bolsjevikkernes antidemokratiske optræden dannede medlemmer af den opløste grundlovsgivende forsamling i sommeren 1918 i byen Samara ved Volga Den Grundlovsgivende Forsamlings Komité (på russisk forkortet Komutj) med det formål at bekæmpe den bolsjevikiske terror, at få ophævet Brest-Litovsk-freden med Tyskland fra marts 1918 og at få genindkaldt den demokratisk valgte Grundlovsgivende Forsamling og få genindsat en legitim regering. Med støtte fra Den tjekkoslovakiske Legion lykkedes det Komutj at vinde kontrollen over den ene provins efter den anden, først langs Volga og dernæst mod øst til Ural. I Ural dannede arbejdere fra våbenfabrikkerne en folkehær mod bolsjevikkerne. Øst for Ural og til Stillehavet overtog en antibolsjevikisk regering magten. I det centrale Rusland organiserede Venstre-SR en væbnet opstand mod bolsjevikkerne i byen Jaroslavl i juli 1918, hvilken dog efter få dages kampe blev slået ned, hvor efter bolsjevikkerne henrettede 428 personer; desuden fordrev bolsjevikkerne samtlige delegerede fra Venstre-SR fra den 5. Rådskongres i Moskva samt i lokale råd over hele landet. Måneden efter opstanden i Jaroslavl erobrede tjekkoslovakkiske og SR-styrker byen Kazan ved Volga, og der efter var kun Niznij Novgorod tilbage som den eneste større by ved Volga, der fortsat var kontrolleret af bolsjevikkerne, men deres magt var yderst usikker, og de greb da til masseterror med gidseltagning, nedskydninger og indespærringer af mistænkte, "sabotører" og "spekulanter" i koncentrationslejre.

I august og september blev terroren om muligt endnu mere voldelig: strejkende arbejdere blev kaldt "desertører" og tvangsudskrevne til Den røde Hær, bønder, der nægtede at udlevere deres korn, blev skudt som "kulakker", soldater, der nægtede at skyde på arbejdere og bønder, blev henrettede som "forrædere", og det samme gjorde mange, der højlydt protesterede mod terroren. Takket være denne politik blev Kazan generobret og snart efter tillige Samara. På få måneder i efteråret 1918 lod Lenin og hans udpræget jødiske forbryderslæng henrette 10-15.000 mennesker, ofte helt uskyldige mennesker, der endte som gidsler for forbryderregimet. Terroren blev nu systematisk, bevidst og forberedt og rettede sig mod hele samfundsgrupper. Det var først efter, at Samara-regeringen var blevet besejret, at admiral Aleksandr V. Koltjak trådte til som leder af en anti-bolsjevikisk regering i Sibirien.

En kort tid omkring slutningen af 1918 og begyndelsen af 1919 synes borgerkrigen at være lettet, men det varede kun kort. Mest fordi den organiserede terror udøvet af TjeKa fortsatte. Bolsjevikkerne nægtede at opløse TjeKaen, og snart begyndte nye massearrestationer, lige som det bolsjevikiske "parlament" VTsIK i april 1919 erklærede, at mensjevikkerne og SR skulle bekæmpes nådesløst, fordi disse var relativt populære, mens bolsjevikkerbe var upopulære overalt; uden TjeKa, Den røde Hær og terroren kunne bolsjevikkerne ikke forblive ved magten. I Petrograd og andre byer massestrejkede befolkningen imod terroren, ofte i form af generalstrejker, fabriksbesættelser og andre opstande med krav om frie valg til rådene, uafhængige fagforeninger og strejkeret; det kommunistiske diktatur blev fordømt. Regimet svarede med at forbyde offentlige møder, opløse uafhængige fagforeninger og arrestere mensjevikker og SR-ere. Da bolsjevikkerne afholdt partikongres i marts 1919 indrømmede Grigorij Zinoviev at begrebet "tjekist" var blevet en hadbetegnelse. Da Lenin tog til Petrograd for att holde en tale i Folkets Hus den 12. marts, blev han mødt med tilråbet "Ned med jøden!". Der var gadeoptøjer, og kommunister blev på flere møder overfaldet. Bolsjevikkerne lod da styrker fra TjeKaens specialafdelinger storme fabrikker, på stedet henrette arbejdere, der var i besiddelse af skydevåben, og senere henrette mistænkte strejkeledere. Disse blev simpelhen stillet op af en mur og mejet ned med maskingevær i bundter. Mindst 200 arbejdere blev henrettede. For at retfærdiggøre deres massemord lod bolsjevikkerne "tilstå" deres "vildførelse" af "provokatører og kontrarevolutionære". En sådan praksis blev fra nu af anvendt rutinemæssigt.

Etnisk udrensning

I januar 1919 besluttede Lenin og bolsjevikkerne at tilintetgøre kosakkerne og deres bosættelsesområder. Der var her for første gang tale om en regulær systematisk etnisk udrensning. Årsagerne var flere. Kosakkerne var velstående og kunne derfor karakteriseres som "klassefjender". De havde tradition for lokalt selvstyre og var modstandere af bolsjevikkernes landbrugspolitik. De var bevæbnede og havde efter Oktoberrevolutionen i stort tal tilsluttet sig de hvide styrker, der var blevet oprettet i Sydrusland i 1918. Dermed udgjorde de en fare for det bolsjevikiske terrorstyre. Den 24. januar 1919 blev af kommunistpartiets centralkomite rundsendt en hemmelig skrivelse om kosakkerne. Den pålagde en borgerkrig mod dem bestående af følgende elementer:
1. "At gennemføre masseterror mod rige kosakker ved at udrydde dem totalt; gennemfør nådesløs masseterror mod alle kosakker, der på en eller anden måde har taget direkte eller indirekte del i kampen mod Sovjetmagten."
2. "At konfiskere kornet og tvinge dem til at læsse det tiloversblevne af på angivne steder; dette gælder såvel korn som alle øvrige landbrugsprodukter."
3. "At træffe alle forholdsregler til at yde hjælp til de nytilkomne fattigbønder, der skal flyttes (til de tidligere kosaklandsbyer)"
4. "At gøre de nytilflyttede lige med kosakkerne med hensyn til jord og i alle andre henseender."
5. "At gennemføre fuldstændig afvæbning og at skyde enhver, hos hvem der afsløres våben efter udløbet af fristen for aflevering."
6. "Kun at uddele våben til de pålidelige elementer blandt nytilflytterne."
7. "At opretholde væbnede styrker i kosak-landsbyerne indtil den fuldstændige genopretning af ordenen."
8. "Alle kommissærer, der er udkommenderet til de forskellige kosaklandsbyer, skal udvise maksimal hårdhed og uden vaklen udføre disse anvisninger. Centralkomiteen beordrer de relevante sovjetinstitutioner til at gennemføre Landbrugskommissariatets forpligtelse til så hurtigt som muligt at udarbejde faktiske skridt til masseoverflytning af fattigbønder til kosakjorderne."
Ikke blot skulle kosakker fratages deres levegrundlag og henrettes i stort tal, men deres nationale stilling skulle undergraves ved tvangstilflytninger af andre folkeslag. Denne politik skulle siden blive en hjørnesten i Sovjetunionens nationale undertrykkelsespolitik.

Da kosakkerne gjorde modstand mod at blive likvideret eller deporteret, fik de røde styrker i marts 1919 ordre om at bruge de mest hensynsløse midler for at kue opstandene: gårde og landsbyer, der havde bidraget til modstanden, skulle afbrændes, der skulle gennemføres "nådesløs nedskydning" af alle direkte og indirekte modstandere, der skulle tages gidsler og hvert femte gidsel henrettes, og en vis andel af den mandlige befolkning skulle likviders. Den hensynsløse fremfærd udløste omfattende kosakopstande, der bidrog til at fremme general Denikins togt mod Moskva. Da bolsjevikkerne vendte tilbage til Don og Kuban i foråret 1920, blev adskillige landsbyer tømt for indbyggere, idet disse blev tvangsforflyttede til kolde nordlige egne. I de tvangsfordrevnes sted blev indsat tilflyttere (inogorodtsy), der blev overdraget jord og bygninger tilhørende de fordrevne kosakker. På samme tid erklærede Lenin, at regimet havde desperat brug for olie og pålagde TjeKa i Kuban med samme hensynsløse terror at sikre olieleverancer. Følgen af dette var nye kosakoprør i løbet af sommeren 1920, idet kosakker flygtede op i bjergene for at danne guerillastyrker mod regimets terror. Andre indledte et samarbejde med general Wrangel på Krim, men hans styrker var for svage til at gennemføre en effektiv modoffensiv. I november 2020 gennemførte bolsjevikkerne nye massakrer på "borgerlige" og "kontrarevolutionære", hvoraf de fleste blot var flygtede fra krigsbegivenhederne for at redde livet. Ifølge samtidige beregninger blev henved 50.000 uskyldige personer på Krim henrettede under og efter halvøens erobring: skudt, halshugget, hængt og druknet. Så fulgte nye afbrændinger af landsbyer, massehenrettelser og deportationer i Kuban og Nordkaukasus. Målet var nu en totaludryddelse af kosakkerne som nation og samfundsgruppe. Beregninger ansætter antallet af myrdede og deporterede til mellem 300.000 og 500.000, ifølge enkelte beregninger endda op til 2 millioner, mennesker ud af en samlet befolkning på omkring 4 millioner.

Kommandoøkonomien

I 1920 indførtes princippet om planøkonomi eller kommandoøkonomi, det vil sige en industriel produktion, der hvilede på diktater om art og mængde af producerede varer fra den selvbestaltede partielite, og som forudsatte, at arbejderne blev retsløse som slaver. Ret sigende blev forslaget fremsat af krigskommissær Lev D. Trotskij, som på Det kommunistiske Partis 9. kongres dette år begrundede nødvendigheden således: "Man siger, at tvangsarbejde er uproduktivt. Hvis det er sandt, så er al socialistisk økonomi dømt til at mislykkes, for der findes ikke andre vej til socialismen end det økonomiske centrums autoritative fordeling af hele landets arbejdsstyrke - en fordeling af denne styrke i overensstemmelse med den fælles statslige økonomiske plans krav ... Hvis denne tvangsorganiserede og tvangsfordelte arbejdsstyrke er uproduktiv, så kan man godt opgive socialismen."

Princippet for kommandoøkonomien blev yderligere forklaret således: "Arbejdsstyrken fordeles i overensstemmelse med den økonomiske plan ... Arbejdsstyrken skal ansættes, omdirigeres og afsendes på nøjagtig samme måde som soldater. Det er grundlaget for det militariserede arbejde." Og: "Operationshovedkvartererne vil udsende ordrer til arbejdsfronten: om at fælde træ, høste korn og reparere lokomotiver. Mobiliseringsdirektoratet vil sammensætte fortegnelser over alle egnede og erfarne specialister. Og hver aften vil tusinder af telefoner ringe til hærens hovedkvarter og rapportere om erobringer på arbejdsfronten."

I overensstemmelse med disse visioner vedtog partikongressen en resolution om, at alle faglærte arbejdere skulle registreres med henblik på at fordele dem til produktivt arbejde med samme konsekvens og fasthed, som befalingsmænd handler i hæren. Desertører (dvs. alle som modsatte sig denne slavepolitik) skulle straffes i "straffearbejdskommandoer" eller ved anbringelse i koncentrationslejre. Derved var også grundlaget for GULAG blevet besluttet. Den russiske økonom Vasilij Seljunin har kaldt Trotskijs planer for "et projekt om at omdanne hele landet til én gigantisk koncentrationslejr eller et system af sådanne lejre". Blandt andet betød deres monopol på fødevarer og deres indførelse af rationaliseringskort, at de havde magt til at gennemtvinge denne politik. Den 1. februar 1920 skrev Lenin til Trotskij, at brødrationen skulle nedsættes for arbejdere, der ikke var beskæftigede ved transport: "Lad endnu flere tusinder omkomme, men landet vil blive frelst". I 1920 var der 300.000 "desertører" (dvs folk, som ikke mødte på tvangsarbejde) ud af en samlet arbejdsstyrke på 1.5 millioner.

Hungersnøden 1921

En følge af den vildskab, hvormed bolsjevikkerne myrdede og tvangsfordrev bønder og andre samfundsgrupper, var en hungerkatastrofe i 1921, forstærket af langvarig tørke. Dette i kombination med bolsjevikkernes konfiskationer af korn havde ikke levnet bønderne reserver til at stå imod misvækst. Følgen heraf var, at omkring 5 millioner bønder med familier døde af sult. Også industriproduktionen var blevet ramt: den var i 1921 faldet til en femtedel af produktionen i 1913. Situationen tvang bolsjevikkerne til for en tid at opgive deres afpresningspolitik, krigskommunismen, og indføre en "ny økonomisk politik" (NEP).

Det er beregnet, at under borgerkrigen 1918-1922 og den dertil knyttede hungersnød døde mellem 12 og 17 millioner mennesker under Lenins ledelse. Under hele 1. verdenskrig døde ved fronten omkring 2.5 millioner mennesker.

Racismen

I 1922 blev Lenin ramt af en hjerneblødning, og hans galskab blev derved mere udpræget og mere racistisk. Lenin var filosemit. Han beskyldte russerne for at være trevne og uden målrettethed. Derfor skulle deres blod blandes med blod fra de mere energiske og revolutionært indstillede jøder. Hans søster, A.I. Jelizarova-Uljanova skrev, at "denne nations (dvs. jødiske) store talenter og den usædvanligt sunde indflydelse, som dens blod har på børn af blandede ægteskaber, har været kendt længe. Lenin selv værdsatte dens (dvs. den jødiske) revolutionære holdning højt, dens udholdenhed i kamp .. i modsætning til den russiske natur, der var mere doven og uden rygrad."

Lenins galskab blev mere og mere udtalt, og hans had og forfølgelsesvanvid ramte efterhånden helt vilkårligt. I 1922 besluttede han at landsforvise den gamle russiske intelligentsia, hvilken han betegnede som "nationens lort". Han udarbejdede lange lister over de forskere og kulturpersonligheder, som skulle landsforvises, og han kastede sig ud i en gennemgang af tidsskrifter for at se hvem, der havde skrevet hvad, og medlemmerne af redaktionskomiteer for at finde nye ofre for sit ubændige had. Denne rabiate og ekstreme censur blev begrundet med, at ytringsfrihed kunne føre til dannelse af private foreninger, som i fremtiden kunne udvikle sig til en "kontrarevolutionær front". Denne censur skete samtidig med, at Lenin lod opbygge et enormt bureaukrati, der blandt andet omfattede et statsligt propagandaapparat.

Resultatet under Lenin

Da Lenin døde, efterlod han sig et samfund i ruiner. Revolutionen havde været en katastrofe: millioner var døde under magtgennemførelsen, landbrug og industri var reducerede til brøkdele af deres tidligere omfang, ytringsfrihed, fagforeningsfrihed, strejkeret og andre menneskerettigheder var afskaffede. Det eneste, Lenin havde opnået i løbet af 6 år, var at etablere en ny elite suppleret af et enormt samfundsundertrykkende bureaukratisk apparat. At samfundet overhovedet overlevede skyldes alene, at Lenin havde måttet opgive kommandoøkonomien og tilladt bønder og andre en vis økonomisk frihed og selvstændighed. En kort tid befandt Sovjetunionen sig i en uvis overgangstilstand, så indtraf stalinismen, der tog fat, hvor Lenin havde måttet stoppe.

Fascismen

Den første erklærede nye højreorienterede bevægelse efter århundredeskiftet var fascismen. Den blev startet af Benito Mussolini og herskede i Italien fra 1922 til 1943. Den fascistiske bevægelse blev ved magten til 1943, da de allierede i 2. verdenskrig gik i land i Italien. I Norditalien forblev Mussolini ved magten til Tysklands nederlag i 1945. Som følge af den historiske rolle som pioner er mange senere totalitære bevægelser misvisende betegnet som "fascistiske".

Fascismen havde sit udgangspunkt i den italienske socialismes "bolsjevikiske" fløj. Benito Mussolini var påvirket af, at hans far var socialist. I 1914 begyndte 1. verdenskrig. Først var han modstander af krigen og mente, at Italien burde holde sig ude af den. Nogle måneder efter krigens udbrud ændrede han mening, og over for Cesare Battisti udtalte han at Italiens neutralitet var meningsløs, fordi landet ville ende som passiv støtte for Tyskland og Østrig-Ungarn. Den 10. oktober 1914 meldte han i parti-avisen Avanti, at han var skeptisk over den italienske neutralitet. Hans partikammerater så ham som en forræder imod socialismen, og han blev ekskluderet fra socialistpartiet den 24. november 1914.

Mussolini begyndte så sin egen avis, som støttede krigsdeltagelsen den 24. november 1914. I 1921 stiftede han det fascistiske parti. Den 2. februar samme år blev han udsat for et attentatforsøg af Michele Schirru. Den 6. september 1924 blev et nyt attentatforsøg forhindret. Et nyt i november 1926 blev udført af Tito Zaniboni.

I sommeren 1922 marcherede knap 50.000 fascister mod Rom for at kræve den liberale regerings afgang. Den havde ønsket at få det socialistiske oprør standset. Efter marchen mod Rom blev Mussolini regeringschef i en koalitionsregering. I 1924 vandt fascisterne valget med et klart flertal og kunne danne regering alene. Mussolini blev chef for regeringen. Mellem 1922 og 1926 fik hans hemmelige politi stoppet den socialistiske modstand ved at myrde dennes ledere.

Igen i 1926 vandt Mussolini, og efter et forbud mod socialister og kommunister begyndte han føre de fascistiske teorier ud i praksis: han begyndte en jagt på de liberale, som hurtigt flygtede fra Italien eller gik under jorden. Efter valget blev Mussolini hvert fjerde år indsat som statsleder af Italiens konge Victor Emanuel 3., og dermed kunne han styre, uden at landets grundlov blev brudt. Regeringen satsede især på politiet og hæren, samt sygehuse og uddannelsessteder.

Mussolini skabte den fascistiske stat ved statsterror og propaganda, såsom programmet dopolavoro (= efter arbejdet), der tilbød en mængde gratis aktiviteter efter arbejdstid, nærmest som en fritidsklub for voksne. Fascistpartiet ønskede at involvere hele befolkningen i sin politik, og oprettede en række børne- og ungdomsorganisationer. Denne politik blev kaldet totalitario, det vil sige altomfattende. Mussolini selv talte om en stato organico, en organisk stat.

Den italienske fascisme var først og fremmest autoritær. Den var fortaler for en dyb hierarkisk organisering af samfundet og underordning af det enkelte individs interesser under statens (totalitarisme). Den italienske fascisme overtog en opfattelse af samfundet som en organisme, der ikke er en sammenslutning af individer, men en naturlig eksistens, hvis individer er en uløselig del af denne organisme. Formålet er at forbedre denne organisme, altså staten. Den italienske fascisme hyldede fører-princippet. Benito Mussolini skulle være den forbilledlige fører, der på en side skulle ligne den italienske borger og på den anden side være ophøjet.

Den italienske fascisme var fra begyndelsen stærkt militaristisk og voldsfikseret. Det kom især til udtryk i dens paramilitære forbund og store militærparader. Fascismen var også imperialistisk. På mange punkter ønskede den italienske fascisme at lade Romerriget genopstå med fasces, førerkult og de fascistiske, imperialistiske bestræbelser, særligt i forhold til Italiens nabolande, men de lykkedes aldrig rigtigt, bortset fra Italiens angreb på og kolonisering af Etiopien i 1935.

Den økonomiske organisering er korporativ-syndikalistisk i en særlig fascistisk form. Syndikalismen var en radikalt venstreorienteret tankegang, der ønskede arbejdernes overtagelse af fabrikkerne og deres selvorganisering. Den fascistiske form ønskede, at produktionen tilrettelægges af arbejdsgiveren og arbejderne i en fælles fagforening, mens de eksisterende arbejderfagforeninger opløstes. I praksis fik arbejderne dog ikke mere indflydelse. Tværtimod blev produktionen mere centraliseret, idet produktionsgrenene og statsmagten på nationalt plan i Kammeret af kampforbundene og korporationerne tilrettelagde produktionen.

Fascismen var en folkelig, nationalistisk massebevægelse, der omfattede alle samfundsgrupper. Samtidig med, at kampforbundene mobiliserer størstedelen af den arbejdende befolkning, havde Mussolini hele tiden også de store jordbesiddere og storborgerskabet i ryggen. Det var en totalitær etparti-ideologi, som forudsatte udryddelse af al politisk opposition. Skønt udspringet af det socialistiske parti blev anti-socialisme hurtigt en vigtig del af fascismen, idet der blev slået hårdt ned på socialister, fordi de ansås som konkurrenter til magten.

Statens tarv i centrum

Staten blev en central del af fascismens ideologi, efter som netop fascistiske partier havde fokus på national enhed snarere end klassekamp. Ifølge politologen Juan Linz ønskede de at genoprette den nationale identitet snarere end en selvstændig moderne orden. Dermed fik staten, som i de statssocialistiske samfund, en central rolle: "For facisten er staten alting, og intet menneskeligt eller spirituelt eksisterer, eller har endog værdi, uden for staten. I denne forstand er fascisme totalitær, og den Fascistiske Stat – syntesen og foreningen af alle værdier – fortolker, udvikler og giver styrke til et helt folks liv ... I den fascistiske stat er individet ikke undertrykt, men snarere multipliceret, ligesom blandt et regiment soldater, der ikke er svækket men styrket ganget med antallet af kammerater", erklærede Mussolini i 1932.

Mussolinis tanke var, at folket som sådan ikke eksisterer uden for staten, men det er netop gennem enheden og antallet, at den enkelte bliver styrket. Staten er målet for fascistiske partier, hvormed partiet blot bliver redskabet til at overtage staten. Når denne er nået, bliver partiet uvigtigt. En anden måde at udtrykke statens vigtighed på er gjort af filosoffen Giovanni Gentile (1875-1944), der sagde "Alt for staten; intet mod staten; intet uden for staten."

Korporatismen

På trods af fascistens forkærlighed for staten, ønsker denne ikke en kollektivisering af økonomien på linje med sovjetiske nationaliseringer. Bannerføren for den italienske fascismes økonomiske politik var Alfredo Rocco. Denne mente at korporatisme, der opponerer mod både det frie marked og kommandoøkonomier, var at foretrække. Kapitalisme ansås at føre til en ustyrlig jagt på profit, og kommandoøkonomien var håbløst forbundet med klassekampen. Korporatisme var derimod baseret på en idé om, at private virksomheder er forbundet med arbejdskraft i en organisk og spirituel helhed. Sociale klasser behøver ikke være i konflikt med hinanden, men kan arbejde sammen i harmoni. Dette medfører både økonomisk og moralsk regenerering. Dermed fremmes statens stilling til en rolle som mediator mellem klasser, hvor fokus angiveligt er på det fælles bedste.

Magtovertagelsen

I Italien opstod den af Benito Mussolini førte fascistiske bevægelse i 1919, hvor der dannedes kampgrupper (fasci) særligt i Syditalien. I de første år havde de ikke megen opbakning, og deres program adskilte sig heller ikke meget fra de socialistiske partiers. I 1921 og 1922 blev bevægelsen dog til den største i Italien. 22. oktober 1922 gennemførtes Marchen mod Rom, og den italienske konge så sig tvunget til at vælge Mussolini som regeringschef. Mussolini blev først enevældig i Italien i 1925.

Koloniimperialismen

Den italienske fascisme udviklede sig tidligt i en koloniimperialistisk retning. Italien havde - modsat andre stormagter - kun få og beskedne besiddelser (Trieste, Tripolitanien, Djibouti, Italiensk Somaliland), og det blev derfor et mål for styret at ændre på dette. Fascisterne ønskede at omdanne hele den østlige del af Middelhavet til et "Mare nostra" (vores hav) ved at udvide sine besiddelser langs kysten i Nordafrika og videre i Det røde Hav.

I 1923 lykkedes det Italien ved freden i Lausanne at overtage Dodekaneserne. Derimod mislykkedes besættelsen af Korfu samme år. Ligeledes gjorde Italien forsøg på at få kontrol over Fiume.

I 1934 indtrådte Abessinien-krisen. Krisen begyndte, da italienerne - i strid med de to landes venskabspagt - opførte et militært anlæg ved oasen Walwal i Ogaden. Anlægget blev opført i hemmelighed under 1930-ernes første år og blev først opdaget den 23. november 1934 af en grænsekommission, som skulle kontrollere grænserne mellem Abessinien og de italienske kolonier i Italiensk Somaliland. Den 5. december udbrød en skudveksling mellem italienske og abessinske tropper ved fortet. Begge sider beskyldte modparten for at være årsag til episoden. Omkring 200 soldater faldt under kampene.

Konflikten udviklede sig til den anden italiensk-abessinske krig, som indledtes i oktober 1935 og afsluttedes i maj 1936. Krigen udkæmpedes mellem de væbnede styrker i Kongeriget Italien (Regno d'Italia) og de væbnede styrker i Kejserriget Abessinien. Krigen resulterede i den militære okkupation af Etiopien og dette lands annektering til det nyligt skabte koloni Italiensk Østafrika (Africa Orientale Italiana, eller AOI). I 1941, under 2. verdenskrig, besejrede de allierede styrker italienerne, og Abessinien blev atter selvstændigt.

I 1939 besatte Italien tillige Albanien, men denne besættelse endte med afslutningen af 2. verdenskrig.

Stalinismen

I 1924 døde Lenin, og der opstod en magtkamp om hvem, der skulle være den nye diktator i Sovjetunionen. Denne magtkamp stod mellem Trotskij og Stalin. Trotskij var jøde og en af Lenins ivrigste støtter under den tidlige terror. Stalin havde spillet en mindre fremtrædende rolle, men han havde formået at placere sig selv centralt i magtsystemet. Det tog Stalin tre år at vinde magtkampen endegyldigt: i 1927 blev Trotskij smidt ud af kommunistpartiet og i 1929 tvunget til at forlade landet. Stalin konsoliderede dermed sin magt og gav navn til en ny afart af kommunismen: "stalinisme". Stalinismen er Leninismens sande arvtager og i det store og hele en kopi af samme program. Den eneste forskel ligger i, at Stalin og hans håndlangere havde mere tid til at gennemføre den samme politik og til at "tilpasse" den undervejs i forløbet.

Undertrykkelsen fortsætter

Magtkampen havde ikke betydet, at kommunistpartiet slækkede på sin magt eller undertrykkelse. I 1925 led kommunisterne ved valg til landsbyråd, som de ikke havde været i stand til at infiltrere og kontrollere, et dramatisk nederlag. Årsagen var blandt andet, at de statslige godser gav store underskud modsat de små private landbrug. Den samlede landbrugsproduktion var voksende, men det betød blot, at de private bønders velstand voksede, og at deres selvbevidsthed blev styrket. Regimet blev nervøs over udviklingen i landdistrikterne og besluttede at udrydde de mest velstående bønder, kulakkerne. I første omgang blev de pålagt høje skatter, som de ikke kunne betale. Som "straf" herfor mistede de deres valgret, deres ejendomme blev konfiskeret og de blev idømt tvungent straffearbejde. OGPU mente at kunne konstatere, at landsbyrådene var gennemsyrede af anti-sovjetiske holdninger. Der var opfordringer til væbnet modstand mod bolsjevikkerne, og der skete attentater rettede imod regiments repæsentanter. Skønt regimet havde frataget mange af de mest driftige bønder deres valgret, led bolsjevikkerne ved valgene i 1927 et nyt gigantisk nederlag. I sommeren 1928 var kun 1,7% af bønderne medlemmer af regimets kollektive landbrug, men regimet fortsatte sin terrorpolitik med chikane, vilkårligt pålagte tvangsleveringer af korn, skatter og afgifter, der ruinerede bønder, gjorde dem retsløse, sendte dem i koncentrationslejre eller på tvangsarbejde. Alene i månederne fra november 1929 til januar 1930 blev omkring 100.000 familiebrug tilhørende de tyske kolonister (omkring 1,1 million) straffede for ikke at have opfyldt de dem pålagte tvangsafleveringer.

Også i byerne havde bolsjevikkerne store problemer: industrien var under det kommunistiske regime tabsgivende på grund af dårlig ledelse og umotiverede arbejdere. Lederne var ikke interesserede i at forbedre driften men snarere i at skjule den dårlige drift og at modtage så mange statssubsidier som muligt. De privat drevne virksomheder, der virkede på markedsvilkår, var derimod effektive og rentable. De kunne betale de ansatte højere lønninger, og til tiden. Arbejderne begyndte derfor at danne egne, uofficielle fagforeninger, fordi de officielle fagforeninger kun varetog ledelsens interesser. Samtidig fremkom der krav om et "upartisk parti" som alternativ til bolsjevikkerne og om uafhængige fagforeninger. OGPU forsøgte ihærdigt at nedkæmpe de "kontrarevolutionære" organisationer og deres ledere, men det førte blot til, at der i 1928 udbrød protester, strejker og ødelæggelser af maskineri i protest mod regimets overgreb. Arbejderne udtrykte deres støtte til bønderne i deres kamp.

I 1931 fremkom en analyse af den første femårsplan. Den viste, at industrianlæg og fabrikker blev opført fuldstændig planløst og uden tilstrækkelig teknisk forbedredelse. Reelt gik politikken ud på at samle al energi om bestemte projekter uden hensyn til omkostninger, menneskeligt og økonomisk. Der var i bogstaveligste forstand tale om en krigsøkonomi med satsning på sværindustri og en forceret oprustning, og med den uundgåelige følge, at befolkningens levestandard blev drastisk forværret.

Sjakhty-retssagen 1928

For at redde ansigt for sin totalt forfejlede økonomiske politik foranstaltede regimet i 1928 den så kaldte Sjakhty-proces, hvorved et antal ingeniører blev anklagede af regimet for at være sabotører, skadevoldere og terrorister. Formålet var at gøre de uretmæssigt anklagede til syndebukke for de mange økonomiske problemer samt for at true dem og ligesindede til tavshed med hensyn til kritik af regimet. Retssagen skulle siden danne forbilledet for vilkårlige retssager mod Stalins formodede modstandere under de såkaldte Moskva-processer. Der blev foranstaltet masseudrensninger af "borgerlige specialister" (spetsy), som blev afskedigede og i flere tilfælde fratagne deres levnedsmiddelskort, ret til lægehjælp, bolig med mere. Mellem 1928 og 1931 blev omkring 138.000 arbejdere på denne måde de facto udstødte af samfundet.

Tvangskollektivisering og Holodomor

I 1929 indledte Stalin et nyt tvangskollektiviseringsforsøg. Der var da omkring 25 millioner små familiebrug i Sovjetunionen, heraf blev 3-5% betegnede som "kulakbrug" svarende til mellem 750.000 og 1.250.000 brug eller mellem 4.5 og 7.5 millioner mennesker. Skønsmæssigt 800.000 brug blev uden videre konfiskerede, og omkring 5 millioner mennesker blev tvangsfordrevne fra disse brug, heraf blev mellem 2.5 og 3 millioner mennesker tvangsdeporterede især til skovene i det nordlige Rusland, mens omkring 60.000 enten blev skudt uden videre eller sendt til GULag koncentrationslejre. Men det var kun begyndelsen.

I 1930-31 indledte regimet et veritabelt folkemord. Først blev miren, det traditionelle landsbyfællesskab, opløst ved et dekret I 1930, og de fleste af de hidtidige valgte formænd for landsbyrådene blev fjernede for at hindre enhver organiseret modstand mod regimets overgreb. Så blev selve tvangskollektiviseringen igangsat. Denne mødte voldsom modstand fra bøndernes side i form af opstande, demonstrationer, blokader og endda mord på styrets repræsentanter. Styret svarede med at indsætte artilleri og luftvåben for at nedkæmpe modstanden. Denne handlemåde blev af Stalin i et propagandaskrift begrundet med, at "det var nødvendigt at knuse kulakkerne i åben kamp for øjnene af alle bønder".

Men terroren var ikke nok til at knuse modstanden, så regimet måtte gribe til nye midler. Man udpegede særlige troikaer, der fik til opgave at udvælge nye bønder, der skulle tvangsdeporteres. I december 1932 blev flere tusinde familier deporterede fra kosakbyer.

Samtidig indledte regimet en ny tvangskonfiskering af korn. Følgen var en omfattende hungersnød kendt som Holodomor. Det skønnes at omkring 5-7.7 millioner mennesker eller omkring en fjerdedel af bønderne døde af sult i årene 1932-33 samtidig med, at regimet eksporterede 18 millioner tons korn. Da bønderne i desperation forsøgte at redde sig nogle kornneg til eget forbrug, blev dette forbudt af regimet og straffet med total konfiskation af al ejendom samt fængsel i mindst 10 år. I løbet af de første 16 måneder efter dekretets ikrafttræden blev 125.000 bønder straffede for at have overtrådt det og 5.400 dømt til døden. Da bønderne i desperation nedslagtede deres husdyr, førte det til, at der i 1934 kun var halvt så mange kreaturer og svin og kun en tredjedel så mange får og geder i 1934 som i 1928.

Holodomor regnes som et af de værste målbevidste folkemord i historien, og udfaldet ville have været endnu værre, hvis ikke regimet I 1933 udleverede 80 tons korn fra de statslige lagre til fortæring i Ukraine. Det er skæbnens ironi, at disse menneskeudryddelser fortrinsvis blev foretaget af jøder i OGPU, der som belønning fik lov til at oprette jødiske, kollektive landbrug, kubbutz'er, på den tidligere "kulakjord". Baggrunden for disse jøders fanatiske støtte til sovjetregimet skal antagelig søges i forhold i zartiden: Zarrusland havde en mindre jødisk befolkning, men denne var delt i to sociale grupper, en mindre gruppe tilhørende borgerskabet og en større tilhørende byernes laveste lag af forhutlede arbejdere, ekspedienter og folk uden stilling eller fag og levende på eksistensminimum "i den ubeskriveligste fattigdom". For disse sidst nævnte måtte udsigten til en social revolution tegne sig lovende for fremtiden. Men til dette kom, at jøderne gennem tiderne havde oplevet pogromer, hvor de var blevet forfulgt og pint. For sådanne mennesker måtte muligheden for at "kunne tage revance" være fristende. Derfor sluttede de op om diktaturet, tog hævn over tidligere tiders uret når de havde muligheden herfor og håbede på en bedre fremtidig tilværelse under sovjetstyre.

Kampen mod kirken

Sideløbende med folkemordet i Ukraine indledte Stalin også en kamp imod kirken. I 1929 kom en ny lov, der pålagde alle trossamfund at lade sig registrere for lovligt at kunne ansætte en præst, leje en kirke og holde gudstjenester. Al virksomhed uden for kirken som begravelsesoptog eller velgørenhedsarbejde blev forbudt.

Men allerede i 1930 blev 13.000 præster "afkulakiserede", kirkeklokker blev beslaglagte, der blev indført uhyrlige kirkeskatter, og troende blev frataget deres borgerrettigheder, men i løbet af de følgende år skete yderligere forfølgelser af kirker og kristne.

I 1917 havde kirken omkring 100 millioner medlemmer fordelte på 67 stifter og næsten 55.000 kirker med omkring 57.000 ansatte præster. Desuden fandtes knap 1.500 klostre med herved 95.000 munke og nonner. Som følge af tidlig forfølgelse var der i 1929 kun 39.000 kirker tilbage og frem til 1936 faldt dette til 15.835 kirker i brug. Tusinder af præster blev arresterede og mange af dem skudt. Ved årtiets slutning var omkring 80% af landsbykirkerne blevet lukkede.

Den ukrainske Autokefale Kirke havde i 1926 omkring 6 millioner medlemmer, 3.000 præster og 32 bisper. Dette år blev metropolis Lypkivsky arresteret. I 1930 blev kirken opløst ved tvang, 2.400 præster blev arresterede og omkring 20.000 medlemmer af menighedsråd blev dræbte af regimet.

Også andre trosretninger blev ramt. Således faldt antallet af moskeer fra over 25.000 til omkring 1.300 frem til begyndelsen af 1940-erne, og muslimer blev forbudte at drage på pilgrimsrejse til Mekka. I Centralasien og i Kaukasus fandtes store muslimske oprørsbevægelser, og regimet førte en hensynsløs krig imod dem i 1920-erne. Antallet af dødsofre er ukendt.

Kampen mod etniske mindretal

I de første år under kommunistregimet gav man indtryk af, at etniske mindretal ville bevare en udstrakt autonomi. Der oprettedes særlige såkaldt autonome etniske delrepublikker, og det blev tilladt at udgive aviser og bøger samt undervise på eget sprog. Men fra midten af 1930-erne blev denne virksomhed stoppet, stedlig ledere blev arresterede og anklagede for nationalisme og antisovjetisk virksomhed og henrettede eller fængslede i vid udstrækning. Alene I 1937-38 blev 1.5 millioner mennesker arresterede for "anti-sovjetiske handlinger", og officielt blev omkring 750.000 af dem skudt..

Skueprocesserne i Moskva

På samme tid blev også medlemmer af kommunistpartiet i stor udstrækning anklagede og dømte ved en række skueprocesser. Disse processer havde til formål at aflede opmærksomheden fra de uhyrligheder, som regimet netop da udførte, og at legitimere regimets overgreb.. Det er sandsynligt, at Stalin samtidig ønskede at udrydde potentielle konkurrenter.

Imperialismen, Hitler-Stalin-pagten

Sovjetunionen var fra begyndelsen imperialistisk. Man havde forsøgt at støtte kommunistiske kup blandt andet i Finland i 1917 og i Estland i 1924. I 1920-erne blev Sovjetunionens industrialisering blandt andet rettet imod krigsindustrien, og landet begyndte en omfattende oprustning. Ligeledes lod man uddanne militære officerer til fremtidige krige.

Allerede i 1930-erne arbejdede Stalin for en udvidelse af imperiet. I 1939 indgik han en pagt med Hitler om deling af Østeuropa, og i de næste år fulgte han denne plan. I 1939 besatte han den østlige del af Polen, og senere samme år angreb han Finland. Den finske modstand var dog for stor, og han måtte nøjes med en mindre landerobring. En direkte følge af angrebet på Finland var, at Sovjetunionen blev ekskluderet af Folkeforbundet.

I 1941 kom det til et brud mellem Sovjetunionen og Nazi-Tyskland. Kort efter indledte vestmagterne repræsenterede ved Roosevelt og Churchill et samarbejde med Stalin om at bekæmpe Hitler. Stalin gjorde det til en absolut betingelse, at vestmagterne accepterede hans erobringer både i Finland og hans besættelse af de baltiske lande, hvor der blev lavet tvangsforflytninger af store dele af eliten.

Ved krigens slutning krævede han Østpreussen som sovjetisk område samt den dominerende indflydelse i hele Østeuropa. Dermed fastholdt han de imperialistiske mål, som han tidligere havde aftalt med Hitler.

Nye deportationer i 1940-erne

Både under og efter 2 verdenskrig blev der gennemført nye omfattende tvangsdeportationer af etniske grupper. Således blev der i 1941 lavet omfattende deportationer af den borgerlige elite i de baltiske lande, og i 1949 blev der foretaget nye, omfattende deportationer. Men også andre etniske grupper blev ramt inden for de områder, som Sovjetunionen havde opnået kontrol over før, under og efter krigen. En opgørelse pr 1 april 1948 omfatter i alt 2.209.454 deporterede, heraf 956.567 hjemmetyskere, 3.109 folketyskere, 3.007 tyske hjælpere, 397.966 tjetjenere og ingusjere, 188.609 Krim-tatarer, Krim-armeniere og bulgarerne, 78.931 kalmukker, 60.565 karatjaer, 32.248 balkarer, men også 136.339 russere, der havde tilsluttet sig general Vlassovs befrielseskamp for at bekæmpe sovjetstyret, 97.619 ukrainske nationalister og 161.241 forhenværende kulakker.

Ny hungersnød 1946-47

I 1946 og 1947 indtrådte en tørke i visse dele af Sovjetunionen, og det førte til en ny hungersnød, hvorved skønnes 1.5 millioner mennesker døde af sult. Også denne gang fremmede regimet hungersnøden omfang: 1.12.1946 havde staten 12.7 millioner tons korn i reserve og 1.1 2.1947 19.6 millioner tons korn. Samtidig eksporterede staten henholdsvis 0.4 og 2.4 millioner tons korn.

Den desperate situation fik mange til at stjæle kornaks og kartofler fra markerne, mens andre simpelthen gik over til almindeligt tyveri. Der opstod regulære kriminelle bander, som begik væbnede overfald på de kollektive brug og fødevarelagrene, og regimets eneste reaktion var at skærpe straffene for tyveri i stedet for at yde hjælp.

Forholdene gjorde, at mange bønder ønskede at træde ud af de kollektive brug. For at stoppe denne bevægelse blev tusinder af kommunister sendt fra byerne ud på landet for at "genoprette disciplinen".

Gulag slavelejre

Under Stalin udviklede staten et nyt system af tvangsarbejdslejre, eller bedre: slavelejre. Dette havde ret beset sine rødder i Leninismen. Lenin udviklede et system af koncentrationslejre til indespærring af politiske modstandere. Men samtidig udtænkte han et system, hvor såkaldte arbejds-forbedringslejre skulle bruges til at "resocialisere" kriminelle. Han lod derfor oprette de første koncentrationslejre allerede i foråret og sommeren 1918 som led i bekæmpelsen af den politiske opstand imod den undertrykkelsespolitik, som hans regime stod for.

Bolsjevikkerne lod deres hemmelige politi, TjeKa, forvalte disse lejre, der blandt andet blev indrettede i tidligere klostre og ofte i nærheden af byerne. Men man ønskede snart at i stedet oprette tvangsarbejdslejre i fjerne områder, som det var sværere at flygte fra. Det første større kompleks af sådanne lejre blev derfor oprettet på Zsolovetskij-øerne i Hvidehavet og i Arkhangelsk-området.

I 1922 blev alle fængsler og straffelejre overført fra Justits- til Indenrigskommisariatet, som også det hemmelige politi sorterede under.

En forandring af lejrenes formål og brug indtraf under indtryk af den første femårsplan, vedtaget i 1928. Planen omtalte ikke anvendelse af fangearbejde, men i 1929 fremsatte Stalin ved et møde i Centralkomiteen et forslag om at undersøge muligheden for, at fanger kunne anvendes som slavearbejdere på projekter, der skulle udføres i de mest ugæstfri og mennesketomme egne. Slavearbejderne skulle anvendes "til kolonisering af vore nordlige egne", som det blev udtrykt. Forslaget var dog ikke Stalins egen idé men skyldes Feliks Dzerzjinskij, der havde fremsat den allerede i 1926. Men nu blev den et led i regimets officielle politik. Ved en forordning af 11 juli 1929 Om anvendelse af kriminelle fangers arbejde blev oprettet to nye institutioner: OGPU skulle forestå den nye politik på unionsniveau og NKVD på republikniveau underlagt Indenrigs-kommissariatet. Alle, der egnede sig til at udføre fysisk arbejde og var idømt mindst 3 års fængsel, skulle sendes til de nye lejre.

Denne politik faldt sammen med nye massearrestationer af især bønder, som protesterede imod tvangskollektiviseringen. Og da udnyttelsen af de politiske fanger nu fik en økonomisk motivation oveni, var der nærmest ingen grænser for omfanget af folk, der blev idømt slavearbejde. Antallet af fanger i GULAG voksede fra 179.000 i 1930 til 965.742 i 1935, 1.296.494 i 1936, 1.929.729 i 1941, 2.199.535 i 1948, 2.561.351 i 1950 og var endnu 2.468.524 ved Stalins død i 1953. Men disse tal er nettotal og dækker over et bruttotal på skønnet 18-20 millioner fanger for årene 1934-1953. Foruden sovjetborgere omfattede systemet tillige omkring 3 millioner tyske krigsfanger, 1/2 million japanske krigsfanger og flere hundrede tusinder fanger af anden nationalitet.

Jøderne

Mens jøderne havde spillet en fremtrædende rolle som virksomme for den systematiske folkeundertrykkelse under Lenin, ændrede dette sig gradvist under Stalin, der selv var georgier af nationalitet: det blev i højere grad folk fra Kaukasus, som trådte i forgrunden som den nye elite.

I 1939 havde Sovjetunionen besat den østlige del af Polen. Her fandtes en stor jødisk befolkning. En væsentlig del af disse blev regnede som kapitalister og dermed erklærede klassefjender. Disse blev følgelig efter kort tid sendt til GULAG og led en lignende skæbne som andre i lejrene. Mange af de øvrige sluttede mere eller mindre frivilligt op bag diktaturet. Da Nazi-Tyskland i 1941 indledte Operation Barbarossa og angreb de sovjetisk besatte områder, blev den overvejende del af de tilbageværende jøder "evakuerede", kvalificerede samtidige skøn lyder på mellem 2.5 og 3.5 millioner jøder. Hvad, der skete med dem, er usikkert, men mange er formentlig endt som tvungne slavearbejdere i de sovjetiske våbenfabrikker i Ural. Oplysningerne om jødernes "redning" stammer først og fremmest fra sekretæren for den Sovjetiske Jødiske Anti-fascistiske Komite, David Bergelson, som med etnisk stolthed fortalte om evakueringen, og fra den jødisk-canadiske krigskorrespondent Arthur R. Davies med henvisning til sovjetiske kilder. Men ved krigens slutning, da myten om holocaust spredte sig og blev brugt som en del af begrundelsen og legitimationen for Nürnberg-processerne, blev denne redningsaktion et uønsket narrativ, komiteen blev opløst og dens budskab undertrykt.

De tilbageværende jøder i Østpolen, Litauen, Letland, Hviderusland og Ukraine, skønsmæssigt omkring 1 million, har fortrinsvis virket som sovjetiske partisaner bag den tyske front. Ifølge indberetninger fra de tyske såkaldte "indsatsgrupper" skal omkring 1/2 million jøder være blevet henrettede enten som partisaner eller som formodede støtter af partisanvirksomheden.

I sin sidste levetid synes Stalin at have udviklet en antisemitisme, der kun adskilte sig fra Hitlers i dens konkrete udtryksform. Under et møde i Politbureauet erklærede han: "Kammerater, jeg tror, at vi må redde vore jøder, beskytte dem. Det ville være bedst at genbosætte dem alle på et sikkert sted, langt væk fra Moskva og Leningrad". Dette førte blandt andet til opførelsen af lejre i Den Jødiske Autonome Republik i Birobadjan i det fjerne østen. I sommeren 1952 blev 13 fremtrædende jøder henrettede, og samme år blev en række fremtrædende jødiske læger anklagede for at have planlagt at myrde Stalin. Flere af de anklagede nåede at dø af tortur inden, at Stalin døde, og hele komplotanklagen erklæret for ikke-eksisterende.

Sovjetunionen efter Stalin

Stalins død i 1953 medførte også, at sovjetdiktaturet i nogen grad skiftede taktik. Hidtil havde det især været rettet imod en imperialistisk politik, nu koncentrerede det sig i højere grad om at bevare kontrollen over de områder, som det under Stalin var lykkedes at undertrykke.

Folkenes fængsel

Den nye politik viste sig internt i Sovjetunionen, hvor russificeringen blev forstærket. Russisk blev fremmet i skolerne og som administrativt sprog. Samtidigt skete der fortsat omflytninger af store befolkningsgrupper for derved at undergrave de enkelte områders nationale særpræg. Særlig tydelig var denne politik i de baltiske lande, som var blevet besat under 2. verdenskrig. Her skete der en massiv indflytning af ikke-baltiske og især russiske befolkninger. Således voksede antallet af russere i Estland fra 240.000 i 1959 til 335.000 i 1970 og 409.000 i 1979, antallet af ukrainere voksede fra 16.000 i 1959 til 28.000 i 1970 og 36.000 i 1979, antallet af hviderussere fra 11.000 i 1959 til 19.000 i 1970 og 23.000 i 1979. Samtidig voksede den estiske befolkning fra 893.000 i 1959 til 925.000 i 1970 og 948.000 i 1979, det vil sige langt mindre end omfanget af indflytningen. Følgen var, at den estiske andel af befolkningen faldt fra 74,6% i 1959 til 68,2% i 1970 og 64.7% i 1979. En tilsvarende befolkningsudvikling fandt sted i Letland, hvor den lettiske befolkningsandel fraldt fra 62,0% i 1959 til 56,7% i 1970 og 53,7% i 1979 til trods for en absolut befolkningsudvikling på 1.298.000 letter i 1959, 1.342.000 letter i 1970 og 1.344.000 letter i 1979. Dermed var letterne størkt på vej til at blive et nationalt mindretal i deres eget land. Derimod lykkedes det litauerne i Litauen at opretholde en andel af befolkningen på omkring 80%.

Men befolkningsomflytninger var kun eet middel i russificeringspolitikken: russificeringen i skolerne ved en mere omfattende russiskundervisning var en anden metode. Dobbeltsprogede gadenavne med russisk som andetsprog blev ligeledes almindelige.

Lenin havde betegnet Zarrusland som "folkenes fængsel". I 1977 erklærede borgerrettighedsforkæmperen Vladirmir Bukovskij, at "Rusland er i dag et folkenes fængsel i langt højere grad end for 60 år siden".

Undertrykkelsen i Østeuropa

I Østeuropa var det lykkedes Stalin at få indført kommunistisk styre i samtlige lande fraset Østrig, der fik status som neutral stat, og denne undertrykkelse blev suppleret med dannelse af militæralliancen Warszawa-pagten og handelsforbundet Comecon. Men dette var ikke nok til at undertrykke frihedsbevægelserne i Østeuropa. Gang på gang udbrød der opstande og oprør mod undertrykkelsen, således 1953 og 1964 i Østtyskland, 1956, 1970 og 1980 i Polen, 1963 og 1968 i Tjekkoslovakiet, 1956 i Ungarn. Hver gang blev der indsendt sovjetrussiske tropper for at bekæmpe opstandene. I de fleste lande blev der oprettet hemmelige statslige spionorganisationer for at efterspore enhver modstand i befolkningen, blandt dem Stasi i Østtyskland. Men det lykkedes ikke at fastholde det kommunistiske Jugoslavien som del af de østeuropæiske alliancer. Derimod blev Mongoliet en del af alliancesystemet. I 1969 blev Sovjetunionens ret til at undertrykke befolkningerne i Østeuropa ideologisk formuleret i "Breshnev-doktrinen".

Den kommunistiske verdensimperialisme

Uden for Europa havde Sovjetunionen større vanskeligheder med at manifestere sin magt og indflydelse til trods for, at mange forhenværende kolonier efter deres selvstændighed fik regimer af erklæret socialistisk observans. Men det lykkedes i flere tilfælde at opnå flåde- og andre militærbaser i disse lande, således i Algeriet, Mali, Guinea, Gabon, Den Demokratiske Republik Congo, Angola, Kenya, Somalia, Egypten, Den Demokratiske Republik Yemen samt Cuba. Endvidere forsøgte Sovjetunionen at opnå støtte gennem tosidede forsvarsaftaler med lande som Egypten, Iran, Afghanistan, Indien, Mongoliet, Folkerepublikken Kina, Nordkorea og Nordvietnam. Disse tiltag var springbrædt for Sovjetunionens imperialistiske bestræbelser på verdensplan, men regimet havde kun begrænset mulighed for at omsætte dem i konkrete resultater. Med Cuba som mellemled forsøgte Sovjetunionen at svække USAs indflydelse i Latinamerika, hvor flere kommunistiske terrororganisationer var aktive, blandt andet i Bolivia og i Nicaragua.

Et udtryk for Sovjetuionens imperialistiske bestræbelser var udviklingen i Afghanistan. Her havde kommunistiske agenter taget magten men var under pres fra islamiske grupper. I et forsøg på at holde regimet ved magten valgte Sovjetunionen at sende styrker ind i Afghanistan. Det hjalp ikke på forholdene, og krigen udmarvede i høj grad sovjetregimet.

Sammenbruddet

Med sine verdensimperialistiske ambitioner havde Sovjetunionen spændt sin ydeevne til det yderste. Samtidig var forholdene for befolkningen fortvivlende, og modviljen mod systemet var voksende. Især i de baltiske lande fik den nationale modstand mod undertrykkelsen voksende styrke. I et forsøg på at stoppe opløsningen indefra forsøgte den nye generalsekretær Mihhail Gorbachev en ny politik med større "åbenhed" (glasnost) og regionale liberale økonomiske reformer (perestroika). Dette fremkaldte modvilje blandt "gammelkommunisterne", som forsøgte et regulært kup, men dette brød sammen på få dage. Det blev indledningen til Sovjetunionens sammenbrud. Først i det baltiske lande, som udnyttede en bestemmelse i sovjetforfatningen, der gav dem mulighed for at træde ud af Sovjetunionen. Og i Østtyskland fremvoksede en regulær folkebevægelse først af afhoppere og dernæst for nedbrydelsen af Berlinmuren, der i efterkrigstiden havde været symbolet på den sovjetiske undertrykkelse. I Polen havde arbejderbevægelsen "Solidaritet" allerede modarbejdet det kommunistiske regime i omkring ti år, og hurtigt viste modstanden imod kommunismen sig også i det øvrige østeuropæiske lande. På kort tid opløstes både Warszawapagten og Comecon, og internt i Sovjetunionen blev den baltiske selvstændighedsbevægelse fulgt op i de centralasiatiske republikker Kazakhstan, Kirgisien, Tatjikistan, Turkmenien og Uzbekistan. I kaukasus fulgte Georgien, Armenien og Azerbaidjan samme linie. Under indtryk af dette pres kunne end ikke verdens næst største undertrykkelsesmaskine klare sig. Sovjetunionen blev opløst 1991 i 15 nye selvstændige stater.

Nazismen

Nationalsocialismen som ideologi appellerede til middelklassen og arbejderklassen, idet den spillede på angsten for social nedtur og på den nationale ydmygelse efter nederlaget i 1. verdenskrig.

Nationalsocialismen kopierede i mangt og meget kommunisternes metoder. Som Hitler indrømmede: "Hele nationalsocialismen er baseret på den. Se på arbejdersportsklubberne, industricellerne, massedemonstrationerne, propagandabrochurerne beregnet specielt for masserne; alle disse ny metoder i den politiske kamp er i deres oprindelse væsentligt marxistiske. Alt, hvad jeg behøvede at gøre, var at overtage disse metoder og tilpasse dem til vort formål."

Mens marxismen, Marx og Engels i Det kommunistiske Manifest havde hævdet, at historiens drivende princip var klassernes kamp, hævdede Hitler på tilsvarende måde, at "enhver verdenshistorisk proces er blot en ytring af racernes selvopholdelsesdrift".

De tyske koncentrationslejre havde stærke mindelser om de sovjetiske GULag-lejre.

Baggrunden for den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933 findes i den demokratiske Weimarrepublik. Den var præget af store problemer. Kommunister og ekstreme nationalister, der begge afskyede det borgerlige liberale demokrati, fik flertal ved flere valg, men kunne ikke samarbejde. Selv om de demokrati-støttende partier sad på magten, var regeringsledelsen meget vanskelig. De økonomiske problemer, der fulgte Wall Street-krakket i 1929 og fik arbejdsløsheden til at runde fem millioner, var en væsentlig medvirkende faktor til at give Weimarrepublikken dødsstødet.

Under Weimarrepublikken fik højrenationale kræfter succes og med tiden især NSDAP med deres populistiske paroler. Det formåede at forene en udbredt nationalisme med befolkningens ønske om enhed og folkeligt sammenhold.

1933: Hitlers magtovertagelse

Den 30. januar blev Adolf Hitler af rigspræsident Paul von Hindenburg udnævnt til rigskansler i Weimarrepublikken. Hindenburg udskrev samtidigt et valg, der skulle afholdes i marts 1933. I tiden op til valget udnyttede ledende nazister samtlige muligheder i regeringsstyrelsen til at konsolidere sig. Især rigsdagsbranden fik afgørende betydning. Da det viste sig, at den var påsat af en hollandsk anarkist, var nazisterne ikke sene til at benytte sig af den generelle frygt for kommunister til at få præsident Hindenburg til at forbyde kommunistpartiet og anholde mange af deres ledere. Dermed var deres direkte konkurrent til magten ryddet af vejen. Kommunistspøgelset var i øvrigt noget NSDAP var dygtig til at fremmane.

Ved rigsdagsvalget i marts 1933 fik Hitler sammen med hans støtteparti over halvdelen af stemmerne og kunne dermed regere alene. Ved løfter og tvang lykkedes det den 23. marts Hitler og NSDAP at få også andre partier til at stemme for "Ermächtigungsgesetz" (444 stemmer for og 94 imod) og dermed opnå de to tredjedeles flertal, der krævedes for en forfatningsændring. Kun socialdemokraterne, det eneste tilbageværende venstreparti, stemte imod (Kommunistpartiet var ikke til stede ved afstemningen, da alle dets rigsdagsmedlemmer var beordret arresteret). "Ermächtigungsgesetz" gav Hitler ret til i fire år at indføre love uden om parlamentet. Med vedtagelsen af "Ermächtigungsgesetz" var den uindskrænkede magt til NSDAP og Hitler en realitet, og den sidste rest af en retsstatslig Weimarrepublik væk.

Konsolidering af magten 1933-1936

NSDAP begyndte straks under Hitlers ledelse at udnytte den uindskrænkede magt til at fjerne al opposition og til at samle landet under partiet. Allerede i maj 1933, blot to måneder efter magtovertagelsen, blev alle fagforeninger tvunget ind i Den tyske arbejderfront, der var en fagforening styret af den nazistiske topledelse. Kort efter kom det til forbud mod socialdemokraterne og lukningen af samtlige partier på nær NSDAP. I juli 1933 blev det vedtaget, at oprettelsen af nye partier var forbudt, og at NSDAP var det eneste lovlige parti i Tyskland. Hitler havde udnyttet sine beføjelser til fulde. Endvidere begyndte det, der på tysk kaldes Gleichschaltung, ensretning. Ordet betegner den proces, der sikrede NSDAP magten over de formelt selvstyrende delstater i Tyskland. Delstaterne mistede efterhånden flere og flere opgaver og rettigheder, og styringen af de mindre regionale enheder overgik i løbet af 1933 fuldstændig til NSDAP's kontrol. Desuden blev den frie presse erstattet af en fuldstændig partistyret presse.

I 1933 og 1934 kom en del uafhængige statslige institutioner direkte ind under nazistpartiets kontrol. Det gjaldt kulturministeriet og kirken men tillige retsvæsenet, der blev partistyret.

Etnisk udrensning af jøder

Nazismen havde et stærkt antisemitisk islæt, og fra starten var det et mål at foretage en udgrænsning og en etnisk udrensning af jøder. Det skulle ske ved at presse jøderne til at forlade landet. Allerede den 1. april 1933 en uge efter den nazistiske magtovertagelse den 24. marts begyndte de tyske jøder at mærke de nye tider. Joseph Goebbels opfordrede tyskerne til at boykotte jødiske forretningsdrivende, og den nazistiske kamporganisation Sturm-Abteilung (SA) ødelagde jødiske forretninger og mishandlede indehaverne.

Med vedtagelsen af Nürnberglovene september 1935 blev det klart, hvordan loven definerede en jøde, og ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder blev forbudt. Derfor udvandrede 170.000 tyske jøder, 1/3 af det samlede antal i slutningen af 1938. Samtidig samarbejdede zionisterne med styret om at organisere udvandring til Palæstina i den såkaldte Ha'avara-plan, der gjorde det muligt for jøder at få overført store summer til Palæstina via en jødisk kontrolleret investeringsbank.

Især "krystalnatten" den 9. november 1938 var for mange jøder et afgørende tegn på ulykkens komme. Her blev flere synagoger ødelagt og brændt, og mange jøder blev myrdet. 30.000 jøder blev anholdt, og jøder fik forbud mod at drive forretning.

Planøkonomi

Den tyske økonomi var allerede før Hitler blevet mere og mere statsligt styret, og under NSDAP tog denne udvikling fart. Delvis inspireret af Franklin Delano Roosevelts projekt med New Deal påbegyndte Tyskland store anlægsprojekter. Især motorvejsnettet blev udbygget. Udover at formindske arbejdsløsheden og skabe bedre rammer for handlen havde motorvejene også en meget vigtig strategisk fordel, der skulle lette transport af tropper, materiel og kampvogne mellem den østlige og vestlige del af Tyskland.

Det økonomiske boom, den faldende arbejdsløshed og stigende produktion var kun halvt finansieret ved skatter og andre statsindtægter. Det var nødvendigt at optage store lån, og den tyske statsgæld blev firedoblet fra 1933 til 1939. Denne ekspansion førte til alvorlige problemer for den tyske valutabeholdning, da der ikke blev produceret varer nok til en eksport, der kunne finansiere den stigende import.

Da Hitler kom til magten, var Tyskland endnu ramt af depressionen. Ledigheden var høj, og landbruget havde svært ved at producere nok fødevarer i de økonomiske krisetider.

Hitler allierede sig snart med storindustrien. Han udnævnte Hjalmar Schacht til ny præsident i Rigsbanken allerede i 1933. Schacht var vel anset i det tyske erhvervsliv, og det beroligede dem, som var bange for, at Hitler skulle føre en alt for venstreorienteret økonomisk politik.

Samfundsøkonomisk overtog Hitler den kommunistiske planøkonomi. Han fik udarbejdet fireårsplaner for økonomien ganske efter Sovjetunionens forbillede. Samtidig arbejdede Hitler tæt sammen med erhvervslivets ledere. Hitler satsede på at udbygge tungindustrien yderligere, da han så på den som en hjørnesten i økonomien og vigtig for at kunne opruste landet igen.

Hitler stimulerede også økonomien ved at igangsætte store offentlige byggeprojekter: et netværk af motorveje, de såkaldte Autobahn. Udbygningen af vejene skaffede arbejde til mange og gav bilindustrien vigtig hjælp.

Industrien blev opmuntret til at forske i syntetiske produkter. Hitler ville undgå at havne i samme situation som under 1. verdenskrig, da Tyskland måtte opgive krigen på grund af manglende forsyninger uden at have tabt krigen militært. Det var især vigtigt at udvikle kunstig benzin, hvilket I.G. Farben formåede i 1934 med statsstøtte.

Samtidigt prøvede nationalsocialisterne at reformere landbruget ved at indføre grænser for, hvor megen gæld som kunne ligge på en gård. Det gav imidlertid ikke den ønskede effekt, og produktionen faldt yderligere. Resultatet var, at Tyskland måtte importere fødevarer. Det skete på bekostning af våbenimporten. Tyskland fik et stort underskud på handelsbalancen på grund af denne import.

Tyskland havde alligevel stor økonomisk fremgang i 1930'erne. Væksten i industrien var så stor, at handelsunderskuddet blev af sekundær betydning. Væksten kom i stor udstrækning jævne borgere til gode på grund af lavere ledighed og større tilgang til forbrugsvarer.

Tysklands industrielle tyngdepunkt flyttede i denne periode mod øst. Traditionelt havde de vestlige storbyområder som Düsseldorf, Gelsenkirchen og Dortmund haft størstedelen af industrien. Meget af den nybyggede industrien i 1930'erne blev opført i Midttyskland og i de tyske østområder. De var tidligere overvejende landbrugsområder, men de kom nu ind i rivende industriel udvikling.

En medvirkende årsag til Tysklands industrielle udvikling var oprustningen. Denne havde to formål: dels at fjerne ydmygelsen fra Versaillestraktaten, dels at gøre Tyskland i stand til at føre an aggressiv udenrigspolitik, der med tiden skulle udvikle sig til kravet om "lebensraum".

Tyskland var blevet pålagt strenge begrænsninger i landets militære styrker i Versailles-traktaten: Marinen blev begrænset til seks større krigsskibe, og hæren blev begrænset til 100.000 mand med kun 4.000 officerer. Tyskland havde ikke lov til et luftforsvar. Allerede fra 1933 gik Hitler ind for at opbygge de militære styrker. Det måtte ske i hemmelighed, for at Frankrig og Storbritannien ikke opdagede oprustningen. Oprustningen nåede hurtigt så langt, at briterne og franskmændene måtte reagere. Frankrig forlængede værnepligten, og briterne gik i gang med at udvide deres marine. Hitler svarede øjeblikkelig med at indføre værnepligt i Tyskland og erklærede, at Tyskland ikke havde til hensigt at overholde rustningsbegrænsningerne i Versailles-traktaten. Tyskland gik derfor i gang med at genopbygge sit flyvevåben, Luftwaffe.

De andre stormagter reagerede kun svagt. Storbritannien, Italien og Frankrig prøvede at optræde samlet og protestere, uden at Hitler lod sig rokke. Folkeforbundet fordømte Hitlers politik, men Tyskland havde meldt sig ud af Folkeforbundet kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Dette indebar, at Folkeforbundet stod uden sanktionsmuligheder. Hitler ønskede at genopbygge den tyske krigsflåde, men så længe han ikke kunne opbygge både hæren og flåden, var det umuligt. Løsningen var at lave en aftale med Storbritannien om, så den tyske overfladeflåde ikke måtte overstige 35% af den britiske. Tyskland kunne skaffe sig lige så mange ubåde som Storbritannien. Hitler anså aftalen som en stor diplomatisk sejr.

Lebensraum

En vigtig side af nazismens politik var foreningen af alle tysksprogede områder i en storstat. Denne politik, der vedrørte adskillige tyske mindretal (og i nogle områder flertal) uden for statens grænser, måtte føre til en imperialistisk politik, hvor disse områder skulle "indlemmes" i riget. Det første udslag af denne politik indtraf den 7. marts 1936, da Rhinlandet blev besat og det vesteuropæiske Locarno-system derved ensidigt sat ud af kraft. Næste skridt blev at indlemme Østrig, hvilket skete ved München-overenskomsten af 12. marts 1938. Det tredie skridt blev indlemmelsen af Sudeterlandet med dets tysksprogede befolkningsflertal. Tjekkoslovakiet blev derved sprængt og mistede 29% af sit landområde, og i 1939 blev hele Tjekkiet indlemmet, mens Slovakiet dannede en selvstændig lydstat.

Senere i 1939 indgik Nazi-Tyskland og Sovjetunionen under Stalin den såkaldte Molotov-Ribbentrop-pagt, der i realiteten delte hele Østeuropa i to "interessesfærer" for hver af de to diktaturer, herunder en deling midt over af Polen. Da Tyskland i overensstemmelse med aftalen overskred den polske grænse, udløste det hurtigt en krigserklæring fra Storbritanniens side og dermed det, der anses som starten på 2. verdenskrig i Europa. Under krigen fortsatte Tyskland sin imperialistiske politik ved besættelsen af den nordlige del af Frankrig, Belgien, Nederlandene, Danmark og Norge i 1940. I 1941 fulgte "Operation Barbarossa", hvorved Tyskland brød Molotov-Ribbentrop-pagten og angreb Sovjetunionen, hvor det i Hviderusland og Ukraine i begyndelsen blev hilst som en befrier af den antisovjetiske befolkning (Sovjetunionen havde haft lignende angrebsplaner rettet mod Tyskland men nåede ikke at iværksætte dem inden det tyske angreb). De østlige områder var udset til tysk "lebensraum", det vil sige til nye bosættelsesområder for en forventet tysk befolkningsvækst. Samme år ekspanderede Tyskland også dets kontrol mod Balkan, til dels i et samarbejde blandt andet med den nationalistiske, kroatiske selstændighedsbevægelse Ustasja.

Jødernes skæbne under krigen

Den tyske imperialisme forstærkede problemet med jøderne. I selve Tyskland var jøderne effektivt blevet isolerede fra det øvrige samfund, men i de nu tysk besatte områder fandtes store jødiske befolkninger. Dette gjaldt især i Polen, hvor der før krigen havde boet omkring 3 millioner jøder hvoraf halvdelen endte i den tysk kontollerede del af landet. I første omgang blev jøderne isolerede i ghettoer i storbyerne, men ved Wansee-konferencen blev det besluttet, at jøderne i første omgang skulle sendes til de nye erobrede områder i øst for bosættelse for senere fra Odessa at blive videresendt til Palæstina. Følgen var, at jøder fra alle dele af Europa blev sendt til koncentrationslejre i de østlige egne, hvilke fungerede som transitlejre for tvangsomflytningen. Mange jøder, der optræder som fanger i koncentrationslejrene, er senere registrerede som bosatte i østområderne.

Senere, da krigen trak ud og de tyske tab voksede, var regimet tvunget til at rekruttere arbejdere på de tyske fabrikker som nye værnepligtige. Det gjorde behovet for erstatningsarbejdskraft påtrængende, men regimet løste dette problem ved at hente jødiske tvangsarbejdere fra koncentrationslejrene, som mod en billig kompensation påtog sig arbejdet. I realiteten var det slavearbejde. Ordningen blev yderst populær og fortsatte helt frem til krigens afslutning.

Imidlertid indtrådte der en tyfusepidemi i de besatte polske områder, og epidemien bredte sig også til de tyske koncentrationslejre. For at stoppe epidemien oprettede regimet gaskamre til desinficering af tøj, mens de inficerede fanger blev tvunget til at klippe håret og tage brusebade. Efter denne behandling fik fangerne ikke lov at vende tilbage til de øvrige fanger for at undgå fornyet inficering men blev sendt til andre lejre. Dette førte til, at der blandt de ikke-behandlede fanger udbredte sig det rygte, at de var blevet gasset ihjel. Dette rygte blev efter krigens afslutning anvendt ved de såkaldte Nürnberg-processer, hvor naziledere blev dømt for det påståede massemord i stedet for at dømme dem for de faktisk begående krigsforbrydelser.

Det er et åbent spørgsmål hvor mange jøder, der døde under 2. verdenskrig. Det ofte nævnte tal på 6 millioner er grundløst og har sin oprindelse i en myte, som var opstået under den jødiske diaspora: at jøderne ikke kunne vende tilbage til Palestina før, at så mange af dem var døde i een og samme katastrofe. Dødstal fra de tyske koncentrationslejre kendes fra såkaldte "dødebøger" og de viser samlet omkring 300.000 døde, men der er tvivl om, om disse er fuldt dækkende. Omtrent samme antal findes i Arolsens registre over koncentrationslejrofre. Samlet kan tallet ikke have oversteget en halv million. Yderligere omkring en halv million kan tilskrives den jødisk-kommunistiske partisanvirksomhed bag frontlinjen på østfronten. Denne partisanvirksomhed førte til, at regimet indsatte "einsatzgruppen" for at stoppe den, og ifølge de officielle rapporter fra disse indsatsgrupper blev omkring en halv million jødiske partisaner eller deres formodede hjælpere likvideret. Det samlede tal var således omkring 1 million døde under krigen.

Besøg af og rapporter fra repræsentanter henholdsvis fra Paven i Rom og fra Internationale Røde Kors viser, at frem til 1944 fik koncentrationslejrfanger de internationalt fastsatte mindsterationer af mad og kalorier, men da de Allierede fra efteråret 1944 begyndte at bombe tyske byer, fabrikker og infrastruktur, blev det efterhånden umuligt for regimet at producere forarbejdede madvarer i fornødent omfang. I denne situation valgte regimet at prioritere fødevareforsyningen til den tyske civilbefolkning højere end forsyningerne til koncentrationslejrene og følgen af dette var, at fangerne i det sidste år af krigen i stigende grad sultede. Skønt mange overlevede sulten, døde også tusinder i lejrene utilsigtet som følge af de Allieredes krigsmetoder.

Omflytningerne af koncentrationslejrfanger dels i forbindelse med tvangsarbejde, dels i forbindelse med den udbrudte tyfusepidemi og forsøget på at stoppe den medførte, at de enkelte familier blev splittede fra hinanden uden mulighed for at opretholde kontakten. Ved krigens afslutning var det ofte umuligt for dem at genfinde de andre familiemedlemmer. Under indtryk af rygterne om massemord troede mange derfor, at de selv var de eneste overlevende i familien, og hver for sig startede de nye familier og nyt liv. Imidlertid vides, at langt flere havde overlevet men spredt for alle vinde: nogle endte i Nordamerika, andre i Palæstina, i Nordafrika og Mellemøsten eller i Sovjetunionen. Kun undtagelsesvis fandt de sammen og opdagede, hvor mange der reelt havde overlevet.

Nazisternes etniske udrensninger nåede aldrig samme omfang som Stalins etniske udrensninger i Sovjetunionen og deres koncentrationslejre fik aldrig samme omfang som GULag i Sovjetunionen, men konsekvenserne for deres ofre var ikke mindre alvorlige.

Estado Novo

Politisk kaos, strejker, dårlige forbindelser til kirken og betydelige økonomiske problemer, som var blevet kraftigt forværret af den katastrofale portugisiske deltagelse i 1. verdenskrig førte i Portugal til militærkuppet den 28. maj 1926. Dette kup blev grundlaget for den 2. republik under navnet Estado Novo i 1933, anført af António de Oliveira Salazar, som omskabte Portugal til et diktatur. Dette udviklede sig senere til en slags et-parti korporativt regime. Da Salazar døde i 1970, blev diktaturet hurtigt afviklet.

Det portugisiske militær-regime var imod den europæiske afkolonisering i Afrika og ville ikke opgive sine egne afrikanske kolonier. Regimet og dets hemmelige politi undertrykte elementære borgerrettigheder og de politiske frihedsrettigheder for at undgå kommunistisk indflydelse og opløsning af det eftertraktede portugisiske imperium. Portugal blev medlem af FN i 1955, og landet var en af grundlæggerne af flere internationale organisationer som fx. NATO (1949), OECD (1961) og EFTA i 1960.

António de Oliveira Salazar udviklede Estado Novo og var dens første leder. Grundlaget for hans regime var ment at skulle være en platform af stabilitet. Salazars tidlige reformer skulle knytte hele nationen tættere sammen, samtidig som de tillod en mere finansiel stabilitet og dermed også større økonomisk vækst.

Efter de kaotiske år under den første portugisiske republik (mellem 1910 og 1926) da end ikke den offentlige ro og orden blev opretholdt så virkede den anden portugisiske republik i begyndelsen som et imponerende gennembrud for de fleste samfundslag i befolkningen. På dette tidspunkt opnåede diktatoren Salazar højdepunktet af sin popularitet, men populariteten sank siden betragteligt.

Det nye autoritære regime skilte sig kraftig ud fra andre totalitære regimer ved sin mangel på ekspansionisme, mangel på en karismatisk leder, mangel på partiets struktur og ved mere moderat brug af statlig vold udført af statens hemmelige politi. Men regimet blev stærkt inspireret af de principper, som Benito Mussolini promoverede i Italien.

Salazar var en katolsk traditionalist, som troede på nødvendigheden af statens totale kontrol over den økonomiske modernisering for at kunne forsvare religiøse og rurale værdier i sit eget land, som han opfattede som truet. En af grundpillerne i det militære regime var PIDE, det hemmelige politi.

Mange af de politiske dissidenter, som protesterede mod militær-regimet, blev arresterede og taget til fange og blev ofte sat i Tarrafal-fængslet, som lå i den afrikanske øgruppe Kap Verde, som var hovedstaden på øen Santiago, og i enkelte tilfælde tortureret. En streng statlig censur var også på plads i Portugal.

Estado Novo var planlagt at skulle håndhæve de nationalistiske og katolske værdier i den portugisiske befolkning. Hele uddannelsessystemet var rettet mod fremhævelse af den portugisiske nation og dens 5 århundreder gamle oversøiske territorier i Afrika, som fungerede som Portugals kolonier.

Mottoet for det portugisiske regime var Deus, Pátria e Familia (Gud, fædrelandet og familie), og var åbenbart ment som et modstykke til den franske revolutions valgsprog "Liberté, égalité, fraternité"). Efter 1945 blev den vigtigste modstanden mod regimet den bølge af afkolonisering, som fejede over hele Europa efter afslutningen af 2. verdenskrig.

Styret havde kun lidt forbindelse til andre totalitære regimer, men de portugisiske myndigheder havde bistået Nazi-Tyskland i hemmelighed ved at støtte de nationalistiske kræfter under den spanske borgerkrig i 1930-erne, men både Salazar og den portugisiske befolkning følte, at de ikke kunne stole fuldt og helt på Adolf Hitler, specielt i årene frem mod 2. verdenskrig. Under 2. verdenskrig forblev Portugal neutralt.

Franco-styret i Spanien

I Spanien førte politisk uro til den Spanske Borgerkrig i 1936-1939 mellem højrefløjen og venstrefløjen, hhv. Franco og den folkevalgte, republikanske folkefrontsregering. Krigen endte med, at højrefløjen vandt, og general Francisco Franco blev diktator. Han blev ved magten til sin død i 1975.

Franco var en klassisk militærdiktator og meget afhængig af statspartiet, FET y de las JONS (senere Movimiento Nacional). Movimiento Nacional bestod af en række vidt forskellige totalitære partier, blandt dem sammenslutningen La Falange Española de las JONS. Senere mistede statspartiet opbakning og indflydelse, mens den katolske kirke øgede sin indflydelse.

La Falange Española de las JONS var antikommunistisk og ønskede lige som i Italien en korporativ-syndikalitisk organisering af produktionen. Den havde også paramilitære grupper, som de italienske fasci. Den var også præget af socialistiske elementer og ønskede en jordreform til gavn for de mindre bønder.

Tiden efter borgerkrigen, hvor den havde mest indflydelse, blev kaldt den "blå periode" og var præget af "blå terror", hvor hundrede tusinder af politiske modstandere blev tortureret, dræbt eller sat i koncentrationslejre. I resten af tiden frem mod 1975 søgte særligt kirken og militæret indflydelse, men Franco formåede det meste af tiden at spille dem ud mod hinanden, og de magtfulde poster besatte Franco med dem, der stod ham nær.

Franco havde aldrig selv en hård ideologisk linje. Han var frem for alt konservativ, ærkekatolsk, antidemokratisk og antikommunistisk. Han var rede til med magt at opretholde et autoritært styre, der beskyttede konservative og katolske værdier, som han så som grundlaget for den spanske nation, og tilintetgøre enhver, der ville ændre dette system.

Nazismen, fascismen og diktaturerne i Spanien og Portugal havde mest af alt karakter af traditionelle militærdiktaturer ved anvendelse af en blanding af militante og antiparlamentariske metoder. I mangt og meget var de konservative modspil til den borgerlige liberalisme, og de sigtede mod at genindføre traditionelle, autoritære styreformer med magt og gadeterror. Nazisterne var inspirerede af udviklingen i Sovjetunionen men nægtede at bøje sig for Lenins og Stalins krav om internationalt overherredømme, og de fremstod derfor som kommunismens erklærede modstandere, skønt deres metoder var kopierede netop derfra. Krige udadtil blev brugt som "bevis på" statsformens "overlegenhed" ved dens evne til at nedkæmpe andre magter.

Maoismen

Folkerepublikken Kina blev grundlagt den 1. oktober 1949. Det var kulminationen på over to årtiers borgerkrige og internationale krige. Maos berømte frase "Det kinesiske folk har rejst sig" (kinesisk: 中國人民從此站起來了) associeret med etableringen af Folkerepublikken Kina blev dog ikke brugt i talen, som han holdt fra Den Himmelske Freds Port den 1. oktober.

Mao bosatte sig i Zhongnanhai, der er et anlæg ved siden af den forbudte by i Beijing, og der beordrede han anlæggelsen af en indendørs svømmebasin og andre bygninger. Hans læge, Li Zhisui, beskrev at han fortsatte sine gerninger selvom han lå i sengen eller ved svømmebasinet, og han foretrak ikke at bære formel påklædning med mindre det var aboslut nødvendigt. Mao besøgte ofte sin villa i Wuhan mellem 1960 og 1974; villaen inkluderede en have, beboelsesområde, konferencerum, sikkerhedskammer og svømmebasin. Det var ikke velset, da oplysninger om denne luksus for diktatoren, der var i lodret strid med hans erklærede politik, kom til folkets kendskab via lægen.

Deltagelse i Koreakrigen

I oktober 1950 tog Mao en beslutning om at sende Folkets Frivillige Hær (på engelsk People's Volunteer Army, PVA), der var en specialenhed i Folkets Befrielseshær, i krig i Korea, og kæmpe samt at forstærke Nordkoreas tropper Koreas Folkehær, som havde været på retræte. Historiske optegnelse viser, at Mao styrede PVA's felttog ned til mindste detalje. Som formand for KKP's centrale militærkommision var han også overkommanderende i Folkets Befrielseshær, Folkerepublikken Kina og formand for KKP. PVA var under overordnet ledelse af den nyudnævnte Zhou Enlai, med general Peng Dehuai i feltkommandør og politisk kommissær.

Landbrugsreformer

Under jordreformer blev et stort antal jordejere og bønder tævet ihjel under massemøder der blev organiseret af kommunistpartiet, hvor jorden blev taget fra dem og givet til de fattigere bønder, hvilket reducerede den økonomiske ulighed voldsomt. Kampagnen om at undertrykke de kontraravolutionære, involverede offentlige henrettelser af tidligere embedsfolk i Kuomintang, forretningsfolk der blev beskyldt for at "forstyrre" markedet, tidligere ansatte i vestlige virksomhedder og intellektuelle hvis loyalitet der blev sat spørgsmålstegn ved. I 1976 skønnede USA's udenrigsministerium, at der blev dræbt op mod 1 million personer under jordreformerne, og at 800.000 blev dræbt under den kontrarevolutionære kampagne.

Mao selv hævdede at 700.000 personer blev dræbt under angreb udført af "kontrarevolutionære" i årene 1950-1952. Der var dog en politik om at vælge "mindst én jordejer, og normalt adskillige, i hver eneste landsby til offentlig henrettelse", så ligger antallet af døde mellem 2 millioner og 5 millioner. Der ud over blev mindst 1,5 millioner personer, muligvis helt op mod 4 til 6 millioner, sendt til "reform via arbejde"-lejre hvor mange omkom. Mao spillede en personlig rolle i at organisere masseundertrykkelse og etablerede et system med henrettelseskvoter, som ofte blev overgået. Han forsvarede disse drab som nødvendige for at sikre magten. I 1950 blev arresteret 13.800 udenlandske spioner, reelt kirkefolk, og antallet af katolske missionærer faldt fra 5.500 i 1950 til under hundrede i 1955.

Opiumbekæmpelse

Maos regime bliver generelt krediteret for at have udslettet både indtagelsen og produktionen af opium i 1950'erne ved at bruge ubegrænset undertrykkelse og sociale reformer. 10 millioner misbrugere blev tvunget til obligatorisk behandling, dealere blev henrettet og opium-producerende områder blev beplantet med andre afgrøder. Den resterende opiumsproduktion flyttede syd for den kinesiske grænse til området ved den gyldne trekant.

Terror mod administrationen

Startende i 1951 igangsatte Mao to på hinanden følgende bevægelser i et forsøg på at udrydde "korruption" i byområderne ved at rette kampagnerne tre anti og fem anti mod rige kapitalister og politiske modstandere. Tre anti-kampagnen var fokuseret på at rense ud i regeringen, industrien og embedsfolk i partiet, mens fem anti-kampagnen var rettet bredere mod kapitalistiske elementer generelt. Arbejdere fordømte deres chefer, ægtefolk angav hinanden og børn informerede myndighederne om deres forældre; ofrene blev ofte ydmyget under kampsessioner, der var en metoder som var designet til at skræmme folk maksimalt. Mao insisterede på at mindre lovovertrædere skulle kritiseres og reformeres eller sendes i arbejdslejre, "mens de værste af dem skulle skydes". Disse terrorkampagner udryddede flere hundrede tusinder flere, idet størstedelen skete ved selvmord.

I Shanghai blev selvmord ved at springe ud fra høje bygninger så almindeligt, at indbyggerne indgik at gå på fortovet nær skyskrabere af frygt for at personer skulle ramme dem i hovedet. Nogle forfattere har påpeget, at det at drive personer, som blev opfattet som fjender, til selvmord, var en almindelig taktik under Maos styre. Eksempelvis beskriver en biografi om Mao, at i Berigtigelsesbevægelsen gav Mao specifikke instruktioner om at "ingen kadre må blive dræbt", men denne praksis tillod, at sikkerhedschefen Kang Sheng i stedet drev sine modstandere til selvmord, og at "dette mønster blev gentaget igennem hele hans lederskab af Folkerepublikken".

Landbrugets industrialisering

Efter Maos konsolidering af sin magt igangsatte han den første femårsplan (1953–1958), der sigtede mod at gøre kineserne uafhængige af landbrug for at gøre landet til en supermagt. Med Sovjetunionens hjælp og støtte blev der opført nye industrielle virksomheder, og landbrugsproduktionen fandt et niveau, hvor industrien kunne skabe nok indkomst til, at Kina ikke længere var afhængig af støtte fra Sovjetunionen. Den første femårsplans succes opmuntrede Mao til iværksætte den anden femårsplan i 1958. Mao igangsatte også en hurtig kollektivisering. KKP introducerede priskontrol samt forenklede de kinesiske skrifttegn i et forsøg på at øge landets læsefærdigheder. Der blev også gennemført en række store industriprojekter.

Tidlig imperialisme

Kommunistkina var lige fra sin grundlæggelse en imperialistisk stat. Allerede ved statens grundlæggelse havde man besat de selvstændige stater Manchukuo (Manchuriet), Mengjiang (Indre Mongoliet) og Østturkestan (Xinjiang). Kort efter magtovertagelsen fulgte besættelsen af den indtil da selvstændige stat Tibet. Tibet opnåede i første omgang en udbredt autonomi, men senere blev den religiøse ledelse fordrevet og måtte drage i landflygtighed i Indien. I 1960-erne besatte kommunistkina dele af Indiens territorium. Ligeledes erklærede kommunistkina, at det havde overhøjhedsretten i henhold til "ni linie"-pricippet, hvor man på et kort med ni punkterede linjer havde omkranset 90% af søterritoriet i Det sydkinesiske Hav".

Hundrede Blomster

Blandt de programmer, der blev fulgt, var Hundrede Blomster-kampagnen, hvor Mao indikerede hans formodede villighed til at overveje forskellige meninger om, hvordan Kina skulle styres. Med friheden til at kunne udtrykke deres meninger begyndte liberale og intellektuelle kinesere at modsætte sig kommunistpartiet, og de satte spørgsmålstegn ved lederskabet. Til at begynde med blev det tolereret og tilskyndet. Efter nogle måneder ændrede Maos regering politik og forfulgte dem, der havde kritiseret partiet, hvilket var op mod 500.000, og dem, som angiveligt skulle have kritiseret partiet i det, der blev kaldt Anti-højre-bevægelsen. Forfattere som Jung Chang har påstået at Hundrede Blomster-kampagnen blot var en taktik til at udrydde de "farlige" tænkere.

I sommeren 1956 havde Mao fattet interesse for tanken og var begyndt at sikre sig den ledende rolle i det, der oprindeligt var Zhou Enlais projekt. Den oprindelige plan var at lade de intellektuelle diskutere landets problemer for at fremme nye kunstneriske udtryk og nye kulturelle institutioner. Men Mao så projektet som en måde at fremme socialismen på. Mao mente, at socialismen var den eneste "sande" tænkemåde, og at det ville blive åbenbart også for ikke-kommunistiske kinesere, at den var kapitalismen overlegen, hvis blot man fik gennemdiskuteret det. I en senere tale af Mao, Om den rigtige behandling af modsigelser i folket, holdt den 27. februar 1957 gav Mao kampagnen helhjertet støtte. Således begyndte Hundrede Blomster-bevægelsen.

Navnet kom fra et digt: 百花齐放，百家争鸣 (Pinyin Bài Huā Qífàng, Bǎi Jiā Zhēngmíng, "Lad hundrede blomster blomstre, lad hundrede skoleretninger kappes med hinanden"). Mao brugte dette citat for at tilkendegive, hvad han forventede fra de intellektuelle.

Kampagnen begyndte sent i efteråret 1956. I begyndelsen blev kritikken ikke rettet direkte mod den centrale regering, skønt der var en betydelig stigning af råd, som gik i konservativ retning. Statsminister Zhou modtog nogle af disse breve og mente, at kampagnen ikke udviklede sig i den ønskede retning. Zhou tog senere dette op med Mao og mente, at der var behov for en mere opildende opmuntring fra det centrale byreaukrati for at få de intellektuelle til at blive friere i sin kritik.

I foråret 1957 sagde Mao, at kritikken var nødvendig og begyndte at kritisere dem, som havde "svigtet" ved ikke at indsende nogen sund kritik til regeringen. Mange intellektuelle havde fornemmet, at det kunne være en slags fælde for at afdække modstandere af tyranniet, men gav efterhånden efter og gav nu et uforblommet udtryk for grundlæggende kritik af partiets styremåde. Fra 1. juni til 17. juli 1957 strømmede det ind med mange millioner breve med kritik.

Mange af brevene var i strid med det, Mao mente var "sund" kritik. Mao mente, at kritikken nu nåede op til et skadeligt og ukontrollerbart niveau. Mange breve havde opfordret regeringen til at "styre demokratisk" og "åbne sig". Zhou var for en tid tilsyneladende villig til at gå ind på kritikernes synspunkter, men Mao var ikke. For ham var denne "skadelige" kritik et angreb på hans eget lederskab (hvad det naturligvis også var). Mao anså mange af forslagene som absurde. Det gjaldt for eksempel forslag som, at "kommunistpartiet burde afgive sin magt", om at "de intellektuelle bliver udsat for en tortur ved at tvinges til at leve i et kommunistisk land", at "landet bør deles op, og hver landsdel burde have sit eget politiske parti", og at "der burde være flere partier, som regerede landet på skift i fireårsperioder".

I juli 1957 afblæste Mao kampagnen, og der var intet, Zhou kunne gøre for at forhindre det. Maos tidligere tale, som ikke straks efter var blevet offentliggjort, blev omskrevet således, at meningen blev en anden, og blev så senere udgivet i sin nye form med brod mod kritikerne.

Mange gik ud fra, at Mao havde forudset sig hvordan, det ville gå med kampagnen fra begyndelsen, og at han egentlig kun gik med til den i den hensigt at skaffe sig et overblik over hvor, oppositionen sad, og hvor stor, den var, således, at han kunne slå den ned. Li Zhisui, der var Maos læge, mente, at Mao i begyndelsen havde set denne politik som en måde at svække oppositionen mod ham i partiet, og at han blev overrasket over omfanget af kritikken og det faktum, at den blev rettet mod hans egen ledelse. Det var først herefter, at det blev brugt som en metode til at identificere og efterfølgende forfølge alle, som var kritiske over for hans diktatur. Hundrede Blomster-kampagnen ledte til at mange indbyggere blev fordømte, fortiede og dræbt, hvilket også blev forbundet med anti-højre-bevægelsen, og den har muligvis resulteret i millioner af døde.

Efter kampagnen officielt var ovre, begyndte Maos voksende had mod de intellektuelle at komme til udtryk. Nu fulgte en forstærket udgave af den "anti-højre-bevægelse", som han havde startet fem år før, men nu styret af Maos overbevisning om, at de intellektuelle var roden til alle landets vanskeligheder. Mao beordrede derfor de "kontrarevolutionære" arresteret, og mange fik hårde straffe. Tortur og dødsstraf uden dom var blandt styrets reaktioner. Det er blevet skønnet, at et sted mellem 300.000 og 700.000 kompetente personer blev fjernet fra deres arbejde og stemplede som "højreorienterede".

De tendenser, som så tydeligt kom til udtryk under denne proces, skulle om muligt gøre sig endnu stærkere gældende under kulturrevolutionen, som begyndte knapt ti år senere.

Kulturrevolutuonen

På det 11. plenarmøde i den 8. centralkomité i august 1966 gennemførte Mao en omorganisering af ledelsen af ​​det kinesiske kommunistparti, der bl.a. førte til, at Liu Shaoqis position blev svækket og Lin Biao blev nummer to i partiet. Mødet udsendte også en erklæring bestående af seksten punkter, som blev offentliggjort i Folkets Dagblad og dermed gav det officielle kick-off til kulturrevolutionen.

"Hele partiet må følge kammerat Mao Tse-tungs instruktioner, holde den proletariske kulturrevolutions store fane højt, grundigt afsløre den reaktionære borgerlige holdning hos de såkaldt akademiske autoriteter, der er imod partiet og socialismen, grundigt kritisere og afvise alle reaktionære. borgerlige ideer i akademisk arbejde, undervisning, journalistik, litteratur, kunst og forlagsvirksomhed, og at gribe lederskabet på disse kulturelle områder. For at opnå dette må man også kritisere og afvise borgerskabets repræsentanter, som har infiltreret partiet, regeringen, hæren og alle kulturområder og udrense dem eller overføre nogle af dem til andre poster. Frem for alt må vi ikke overlade opgaven med at lede den kulturelle revolution til disse mennesker. Faktisk har mange af dem engageret sig i sådanne opgaver , og den ting er ekstremt farlig." lød det i et cirkulære fra Centralkomiteen for Kinas Kommunistiske Parti, 16. maj 1966

I løbet af efteråret 1966 blev der afholdt adskillige gigantiske stævner i Beijing, hvor millioner af rødgardister deltog. I de følgende måneder ramte kampagnen primært kultur- og uddannelsessektoren. Maos vigtigste midler til at gennemføre kulturrevolutionen var på dette tidspunkt de røde garder, politisk radikale byunge, der med Maos gode minde fik lov til at rejse gratis rundt i land og rige med tog i rækkefølge, som det blev sagt, at sprede den kulturrevolutionære glød.

Kulturrevolutionen havde som et af sine officielle hovedmål udryddelse af det feudale, borgerlige og såkaldt "revisionistisk" tænkning i hele det kinesiske samfund og erstatte det med socialisme. Den kinesiske kommunisme havde tidligere hovedsageligt begrænset sig til statsapparatet og produktionsmidlerne, men Mao med de røde garder og andre radikale politikere i ryggen (f.eks. dem, der med tiden ville komme til at blive kendt som "De fires bande") rettede nu blandt andet opmærksomheden imod på intellektuelle og lærere, som man mente ville have forrådt den gamle revolution. De videregående uddannelser holdt op med at fungere i flere år. Selv højtstående partiembedsmænd, såsom den kinesiske præsident Liu Shaoqi og KKP's generalsekretær Deng Xiaoping, oplevede sig også gentagne gange udstødt og kritiseret, anklagede for at forråde den gamle revolution og for at være "kapitalistiske forrædere". Mao forklarede aldrig klart sine formål eller mål for kulturrevolutionen, hvilket gjorde det meget sværere for hans tolke at forsvare sig mod senere anklager om forræderi mod ham.

I januar 1967 væltede en gruppe radikale ledet af Zhang Chunqiao og Yao Wenyuan den lokale partiledelse i Shanghai og tog magten i selve byen. Efter en vis modstand blandt konservative grupper i partiledelsen gav kulturrevolutionens ledergruppe grønt lys for, at de røde garder og andre radikale elementer kunne overtage magten fra partibureaukratiet rundt om i landet og skabe "revolutionære udvalg". Bølgen af ​​magtovergreb rundt om i landet førte til, at kommunistpartiet stort set holdt op med at fungere, og til voldelige sammenstød mellem forskellige fraktioner, der hævdede at repræsentere Mao Zedongs tankegang.

I 1968 havde fraktionskampe kastet store dele af Kina ud i fuldstændig kaos, og efter et møde med rødgardister fra Tsinghua Universitet i juli samme år besluttede Mao at opløse de røde garder og forvise Kinas skoleungdom til landet for at blive "genoplært" ved hjælp af manuelt arbejde. Samtidig fik Folkets Befrielseshær under Lin Biao til opgave at genoprette orden i landet og overtage magten i de revolutionære komiteer.

I forbindelse med, at befrielseshæren i årene 1968–1971 tog kontrol over landet, blev der gennemført en kampagne for at "rense klasserækkerne" for "kontrarevolutionære elementer". Dette blev et af de mest voldelige stadier af kulturrevolutionen, og det anslås, at mellem 750.000 og 1,5 millioner mennesker blev dræbt under kampagnen. I Guangxi-provinsen blev kampagnen særlig voldelig; alene i Binyang County blev ikke færre end 3.681 landsbyboere dræbt i sommeren 1968, og i andre dele af provinsen, inklusive Wuxuan, var der rapporter om kannibalisme. Det mongolske mindretal i Indre Mongoliet blev også hårdt ramt, idet titusindvis af mongolere blev forfulgte for "separatisme".

Kina efter Maos død

I september 1976 døde Mao. Hans død førte til visse ændringer i partidiktaturets politik, dog uden at ændre på regimets grundlæggende træk. Første skridt var et opgør med Maos forfejlede kulturrevolution. Da man officielt ikke kunne sige, at det var diktatorens fejl, blev ansvaret lagt på "Shanghai-gruppen" og "de fires bande", der angiveligt bestod af Mao Tse-tungs enke, Chiang Ching, og hendes tre "medsammensvorne": Wang Hung-wen, Chang Chun-chiao og Yao Wen-yuan, som blev gjort ansvarlige for de katastrofale følger af kulturrevolutionen. Der var her tale om en kinesisk version af klassisk "sammensværgelsesteori".

Partiet indledte en "åbning" mod vestlige lande med en stærkt voksende samhandel til følge. I løbet af en kort årrække blev kina åbnet for produktion af vestlige produkter til fremstillingspriser langt under de vestlige landes egne. Dette blev muligt takket være de slavelignende vilkår, som befolkningen levede under. Men partiet fastholdt sin totale censur og undertrykkelse af befolkningen. Da befolkningen protesterede på Den Himmelske Freds Plads i 1979, blev protesterne hensynløst og voldeligt undertrykt.

Det eftermaoistiske kinas undertrykkelse af etniske mindretal har været hensynsløs: børn er blevet tvangsfjernet fra deres forældre fx. i Tibet og sendt til indoktrinering i andre dele af kina. I Østturkestan (Xinjiang på kinesisk) er uyghurerne tvunget til at arbejde i slavelejre. Både de og tilhængere af Falun Gong, der er en spirituel bevægelse, er blevet udsat for "organhøst", dvs. man har borttaget deres organer for at bruge dem i organtransplantationsindustrien. I 2024 opfandt myndighederne et nyt ord: "Humineral" (人矿, kinesisk: Rén Kuàng), en forkortelse af "human mineral" altså "menneskeligt mineral". Kinesere ses ikke længere som mennesker men derimod som en mineralsk råstofressource, som styret har ret til at udnytte! Det blev afsløret, at et kinesisk firma havde "købt" 4.000 menneskelig mellem 2015 og 2023 for at udnytte dem som råstoflagre for menneskemateriale egnet til transplantationer. Dette var bl.a. sket ved at forfalske attester. Det kom frem, at firmaet havde betalt op til 3000 dollars pr. lig.

Det eftermaoistiske kina har også udvist en markant imperialistisk politik, først og fremmest i Det sydkinesiske Hav. Her har kina hældt beton ud over koralrev, som der efter er blevet omdannede til kinesiske militære baser. Kina har systematisk opbygget sine militære styrker og anvender både skibe og kampfly til at tvinge andre landes indbyggere ud af disse havområdet, det gælder fx. fiskere fra Vietnam, Philippinerne og Taiwan, eller man beslaglægger fartøjer og fængsler deres mandskaber. Dette sker til trods for, at Den Internationale Domstol i Haag har anerkendt disse havområder som tilhørende andre lande. Også i andre lande har man direkte besat dele af deres territorium, fx i Nepal og Bhutan. For Nepals vedkommende drejer det sig om distriktet Humla i landets nordvestlige del, som Kina har besat og dermed krænket de to landes grænseaftale fra 1960-erne. For Bhutans vedkommende drejer det sig om Kula Khari-området, som landet blev presset til at afstå, om Pangda-området med Doklam-plateauet mod vest, om Beyul Khenpajong mod nordøst og Sakteng mod øst, hvor Kina har etableret kinesiske bosættelser og militærbaser og dermed reelt overtaget disse områder, i strid med en aftale fra 1998 om gensidig anerkendelse af hinandens daværende grænser. Baserne minder om de militærbaser, som Sovjetunionen fik i de baltiske lande i 1940, og som var forudsætningen for den "socialistiske revolution" i disse lande.

Kina annoncerede et såkaldt økonomisk støtteprogram, kaldet "Belt and Road". I løbet af få år afslørede det sig som regulær neokolonialisme: kina ydede "lån" til "investeringer" i ulande i infrastruktur, især havne, veje, jernbaner og lufthavne. Disse lån havde en høj rente. Når modtagerlandene ikke kunne tilbagebetale disse lån, overtog kineserne de selvsamme anlæg og udnyttede dem til eget imperialistisk formål, fx. som militære baser. Dette var fx. tilfældet i Sri Lanka. Takket være denne politik opbyggede Kommunistkina under lederen Xi Jinping efterhånden et neokolonistisk imperium. Samtidig har sådanne agenter også hjulpet kineserne til at overtage strategisk infrastruktur i vestlige lande, fx. havne, lagerpladser og -bygninger samt fragtskibe, hvilket i en krigssituation ville gøre landene sårbare over for forsyninger. Omvendt vil de kunne udnyttes af kommunistregimet til strategiske transporter eller til at smugle narkotika ind for at ramme de stofafhængige i landets befolkning. Dette er blandt andet foregået med fentanyl og via havne i Californien. Også fragtkraner er sårbare, da deres elektroniske udstyr kan fjernstyres fra Kina og derved bruges til spionage og til styring, herunder også blokering, af lastekapaciteten. Også den kinesiske fiskerflåde kan bruges til strategiske formål, fx. de facto besætte fiskefarvande i andre landes søterritorium.

Endelig har Kina under Maos slagord "forenet frontarbejde" og det kinesiske mundheld "brug tusind dage på at opbygge en hær og brug den på een time" opbygget et netværk af kinesiske spioner og agenter, som under dække af at være flygtninge og migranter etablerer sig i udlandet og her hemmeligt virker for at varetage regimets interesser, undertiden i offentlige stillinger eller via migrantorganisationer. Et eksempel herpå er Linda Sun, der som ung blev ansat i guvernørens forvaltning i New York, og som her i årevis modtog ordrer fra den kinesiske ambassade og blandt andet forhindrede repræsentanter fra Taiwan i at få adgang til guvernøren og omvendt sikrede kommunistiske kinesere visaer til at besøge landet. I denne henseende minder den kinesiske politik om kommunismen i Sovjetunionen, der opbyggede loyale partiorganisationer og politiske foreninger i vestlige lande for derved at kunne lægge pres på vestlige regeringer. Eksempler herpå er Danmarks Kommunistiske Parti og Fredsbevægelsen i Danmark.

Kommunismen i Nordkorea

Korea var mellem 1905 og 1945 besat af Japan. Da Japan kapitulerede, overgav nordkoreanerne sig til Sovjetunionen, mens sydkoreanerne overgav sig til USA. Landet blev delt ved 38. breddegrad pr. 15. august 1945, der er national befrielsesdag i begge lande. I 1947 oprettede kommunisterne, ledet af Kim Il-sung, en kommunistisk stat i nord med Pyongyang som hovedstad. Oprettelsen skete med støtte fra Sovjetunionen og Kina, mens Sydkorea dannede en midlertidig nationalforsamling støttet af USA. FN opfordrede til forsoning og til at søge en forening af hele den koreanske halvø.

Koreakrigen

FN-overvågede valg lod sig kun gennemføre i Sydkorea, hvor ikke-kommunistiske partier vandt, til trods for at også disse valg er omstridte. Efter egne et-parti-valg i Nordkorea proklamerede Kim Il-sung oprettelsen af Den demokratiske folkerepublikken Korea (DFRK/NordKorea). I 1950 indledte Nordkorea uden varsel et angreb på Sydkorea, som nær havde ført til landets besættelse. Det blev undgået takket være en snarrådig indsats fra USA og andre vestlige landes side, herunder Danmark. Krigen varede i tre år. Den 27. juli 1953 blev en våbenhvileaftale underskrevet i Panmunjom. I Nordkorea fejrede man dette med en militærparade i Pyongyang, hvor Kim Il-Sung erklærede, at man havde "overvundet de imperialistiske angibere med store tab i mandskab og materiale" for dem.

Interne udrensninger

Efter våbenstilstanden startede genopbygningen af Nordkorea, som skete med hjælp fra Kommunistkina og Sovjetunionen. Under samme periode kunne Kim konsolidere sin magt i landet i forhold til sine interne modstandere: Yan'an-fraktionen (prokinesisk), de prosovjetiske og andre koreanske kommunister. De følgende år gennemførtes udrensninger mod blandt andet sydkoreanere, som var gået over til Nordkorea, men som nu blev anklagede for spionage og som blev fængslede eller henrettede. Udenrigsminister Pak Hon-yong blev gjort ansvarlig for, at støtten til det nordkoreanske angreb havde været mangelfuldt fra den sydkoreanske befolknings side, og han blev henrettet i 1955 efter en summarisk rettergang. Nordkorea udviklede sig til et familiediktatur, hvor Kim Il-sung afløstes af Kim Jong-il og denne af Kim Jong-un.

Nikita Chrusjtjovs afstalinisering 1956 påvirkede også Nordkorea, som sammen med Albanien og Kina var de mest udtalte modstandere af denne kursændring. I august samme år, da Kim Il-sung besøgte Moskva, forsøgte en gruppe af politiske modstandere at tage magten i Pyongyang. Il-Sung vendte straks hjem og formåede at nedkæmpe dette forsøg på en liberalisering af styret. Il-Sung og hans gruppe fremstod for befolkningen som nationale hjelte efter tiden i modstandsrørelsen mod den japanske besættelsesmagt. Deres modstandere som havde sympatier for Kina henholdsvis Sovjetunionen, fremstod som repræsentanter for disse lande. Nye udrensninger fulgte i 1956-1958 og 1961 var al opposition i forhold til Kim Il-Sungs styre forsvundet. Politiske modstandere og andre fanger endte i koncentrationslejre, hvor de blev udsatte for tortur og slavearbejde. Det er skønnet, at mindst 100.000 ofre er blevet udrensede af partiet, at omkring 1,5 millioner er døde i koncentrationslejre og fængsler, og at yderligere omkring 1,3 millioner ofre er blevet henrettede som følge af aktiviteter under Koreakrigen.

Balance mellem Sovjetunionen og Kina

Inden for den kommunistiske østblok forsøgte Nordkorea at balancere mellem Sovjetunionen og Kina efter, at de to stormagter i begyndelsen af 1960-erne var kommet på kollisionskurs. I relationen med Kina gik Kim Il-Sung imod de fleste af Mao Zedongs idéer, blandt dem Kulturrevolutionen. Derimod blev en nordkoreansk variant, Chollima, gennemført i 1958-1960 med det store spring som forbillede. I begyndelsen stod man mest på Kinas side, bl.a. somfølge af den fælles kritik af afstaliniseringen, men efterhånden ændrede dette sig, idet Il-Sung ville undgå at blive en kinesisk satellit, ligesom Kina ej heller kunne tilbyde samme assistance i industrialiseringen og den militære oprustning som Sovjetunionen. Under kulturrevolutionen brød forbindelserne med Kina helt sammen, men Nordkorea holdt lav profil i sin kritik, idet man var bevidst om Kinas militære styrke. Der fandt sammenstød sted med rødgardister langs med grænsen. Fra 1970 normaliseredes forbuindelserne med Kina, og i 1971 besøgte Zhou Enlai Pyongyang og bad om undskyldning for rødgardisternes handlemåde.

Isolation og hungersnød

Østblokkens sammenbrud 1989-1991 blev fatalt for den nordkoreanske økonomi. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 mistede landet en af sine vigtigste kunder for sin eksport og sin vigtigste bistandsyder, hvilket førte til en alvorlig økonomisk tilbagegang, som var værst i årene 1996-1999. Høsten faldt med 60 % hvilket skabte en omfattende hungersnød. Følgerne blev, at miljoner lever i fattigdom og med mangelfund sundheds- og sygehusvæsen. Skønnet op til to miljoner mennesker skal være døde af sult. Landet er beroende af mad fra udlandet, men ifølge rapporter er denne langt fra altid blevet uddelt til de mest behøvende. En vedvarende energikrise råder siden Sovjetunionens fald, og Nordkorea mistede muligheden for at importere kul og olie derfra till subventionerede priser. Kina forsyner endnu i dag Nordkorea med subventioneret olie, men i betydeligt mindre mængder end det, som Sovjetunionen gjorde. Det er skønnet, at omkring 2 millioner ofre er døde som følge af sult, heraf mange børn.

Bureau 39

Nordkorea har været udsat for sanktioner af omverdenen gennem det meste af sin eksistens. Dette har man stået imod takket være skiftende støtte fra Sovjetunionen og Kommunistkina. Men sideløbende har regimet udtænkt alternative måder at kanalisere penge til landet på. Omkring 1974 oprettedes "Bureau 39", der fik til formål at kanalisere penge ind i landet. "Bureau 39" fik kontrol over Nordkoreas råstoffer som zink, kul, jern, kobber, bly, grafit, diamanter m.v. samt tekstiler og har solgt disse råvarer "sort" på verdensmarkedet. Desuden har organisationen været engageret i anden illegal smuglerhandel fx. af våben herunder kemiske våben produceret i Nordkorea og typisk til andre sanktionerede lande som Iran, Myanmar (Burma) og Syrien samt terrororganisationer som Hamas og Hezbollah, pengevask, forsikringssvindel (bl.a. i Europa) i form af brande eller oversvømmelser samt forfalskninger, og den har "tjent" enorme overskud til statskassen ad denne vej. Organisationen har opbygget afdelinger over hele verden, bl.a. i Kinshasa, hovedstaden i Den Demokratiske Republik Congo, der på et tidspunkt var et hovedcenter for produktion af forfalskede amerikanske dollarsedler. Efterhånden har Bureau 39 udviklet nye former for kriminalitet fx. hackerkriminalitet og formodes at være et "foregangsland" på dette område. Det mest berømte eksempel på dette indtraf i 2014 og rettede sig imod "Sony Pictures Entertainment", da de ansattes personnumre og andre data blev offentliggjorte via internettet. Også computervirusser har været anvendt til at afpresse de berørte firmaer penge. Cryptopenge har været genstande for flere kriminelle operationer.

Slavearbejdere

Nordkorea har desuden indført et system, hvorved tusindvis af dets indbyggere sendes til slavearbejde i udlandet. Formelt arbejder de på almindelige kontrakter, men i realiteten holdes de indespærrede uden for deres "arbejdstid" og hele deres løn "konfiskeres" af staten, der sender pengene til regimets leder. I 2015 var der skønsvis over 50.000 sådanne slavearbejdere rundt om i verden. Dette gælder bl.a. slavearbejdere i den kinesiske tekstilindustri, og mange kinesiske tekstilindustrier har opført fabrikker i Nordkorea, hvor slavearbejdere også arbejder; produkterne sendes så tilbage til Kina, bliver markerede som lavet i Kina og sendes herfra ud på verdensmarkedet som "kinesiske" tekstiler. Denne aktivitet foregår også i nordkoreanske koncentrations- og fangelejrelejre. Flere af Bureau 39s aktiviteter sker formelt lovligt fx. i form af kunstværker, museer og lignende, som produceres af nordkoreanske kunstnere men opstilles i andre lande, og hvor Nordkorea som stat får overskuddet eller en del heraf. Eksempelvis producerede Nordkorea sådanne kunstværker til Zimbabwes daværende diktator Robert Mugabe. Karakteristisk for hele denne virksomhed er, at den ofte udføres via Nordkoreas ambassader og diplomatiske udsendinge, der har diplomatisk immunitet.

Elitært familiediktatur

Nordkorea er et udpræget familiediktatur. Fra oprindeligt at have været erklæret et arbejdernes paradis har Nordkorea udviklet sig til at være en nærmest kapitalistisk slavestat, hvor en elite lever i luksus beskyttet af en statsfinansieret hær, mens den altovervejende del af befolkningen ingen rettigheder har og undertrykkes og udbyttes systematisk.

Viet Minh

Viet Minh (kort form af vietnamesisk: Việt Nam Ðộc Lập Ðồng Minh Hội, Forbundet for Vietnams uafhængighed) var en væbnet frihedsbevægelse, som blev grundlagt af Ho Ngoc Lam og Nguyen Hai Than i 1941 med det formål at kæmpe for Vietnams uafhængighed fra Frankrig samt indføre socialistisk diktatur. Blandt de efterfølgende ledere var først og fremmest Ho Chi Minh samt Le Duan, Vo Nguyen Giap og Pham Van Dong.

Landets deling, magtovertagelsen i nord

Vietnam var den del af koloniområdet Fransk Indokina, men var under japansk besættelse efter 1940 under 2. verdenskrig. Kort efter, at Japan overgav sig i 1945, indledte Việt Minh augustrevolutionen i Hanoi og Den Demokratiske Republik Vietnam blev proklameret den 2. september 1945: En regering for hele landet, der skulle erstatte Nguyễn-dynastiet. Viet Minh-lederen Hồ Chí Minh blev regeringschef. USAs præsident Franklin Roosevelt havde talt imod fransk styre i Indokina, og Amerika støttede Viet Minh på dette tidspunkt.

Hanoi-regeringen og Ho Chi Minh hævdede at herske over hele Vietnam, og netop på denne tid var Syd Vietnam i en dyb politisk krise. De efterfølgende sammenbrud af både den franske og den japanske magt, efterfulgt af uenigheden blandt de politiske fraktioner i Saigon blev ledsaget af udbredt vold i landet. Den 12. september 1945 ankom de første britiske tropper til Saigon. Den 23. september, 28 dage efter at Saigons folk greb den politiske magt, besatte franske tropper politistationerne, posthuset og andre offentlige bygninger. I Nordvietnam var det af afgørende betydning at landet var besat af den kinesiske nationalistiske hær, og den kinesiske tilstedeværelse havde tvunget Ho Chi Minh og Viet Minh til at rumme kinesiske støttede Viet nationalister. I juni 1946 evakuerede kinesiske nationalistiske tropper Hanoi, og den 15. juni forlod de sidste afdelinger Haiphong. Efter, at de britiske styrker forlod landet i 1946, kontrollerede franskmændene en del af Cochinkina, det sydlige centrale kystland og det centrale højland fra slutningen af krigen 1945-46.

I januar 1946 afholdt Viet Minh et valg for at oprette en nationalforsamling. Offentlig entusiasme ved denne begivenhed antyder, at Viet Minh havde stor popularitet på daværende tidspunkt, selv om der var få konkurrerende kandidater, og partiets dannelse blev bestemt forud for afstemningen. Selv om den tidligere kejser Bao Dai også var populær på dette tidspunkt og vandt plads i forsamlingen, gav valget ikke mulighed for, at vælgerne kunne vise deres valg mellem Bao Dai og Ho. Valget blev holdt offentligt i det nordlige og centrale Vietnam, men holdt anonymt i Cochinkina, den sydlige tredjedel af Vietnam. Der var minimal kampagne og de fleste vælgere havde ingen anelse om, hvem kandidaterne var. I mange tilfælde blev der kun opstillet en kandidat overhovedet, og partiets repræsentation blev offentliggjort før valget.

Da Frankrig erklærede Cochinkina, den sydlige tredjedel af Vietnam, en separat stat som "Autonome Republik Cochinkina" i juni 1946, reagerede vietnamesiske nationalister med raseri. I november vedtog nationalforsamlingen den første forfatning for republikken.

Flygtninge fra Viet Minh

Efter delingen af Vietnam i 1954 i slutningen af den første indokina-krig flygtede mere end en million nordvietnamesere til Sydvietnam under den amerikansk ledede evakueringskampagne ved navn Operation Passage to Freedom. Det er anslået, at 60 % af Nordvietnams en million katolikker flygtede sydpå. Den katolske migration skyldes en forventning om forfølgelse af katolikker af den nordvietnanske regering samt en kundgørelse fremsat af præsident Ngo Dinh Diems Saigon-regering. CIA førte en kampagne for at få katolikker til at komme til syd, men oberst Edward Lansdale som den mand, der organiserede kampagnen, afviste ideen om, at hans kampagne havde stor indflydelse på den folkelige stemning. Viet Minh forsøgte at tilbageholde eller på anden måde forhindre, at flygtninge forlod landet, såsom gennem intimidering gennem militær tilstedeværelse, ved nedlukninger af færgefarter og vandtrafik og ved forbud mod massemøder. Samtidig flyttede mellem 14.000 og 45.000 civile og ca. 100.000 Viet Minh-krigere i den modsatte retning.

Katastrofale landreformer

Jordreformer var en integreret del af Viet Minh og den kommunistiske demokratiske republik Vietnam. En Viet Minh jordreformlov af 4. december 1953 krævede:
- konfiskation af jord tilhørende lejere, der var regimets fjender;
- rekvisition af jord fra udlejere ikke dømt til at være fjender; og
- køb med betaling i obligationer.

Jordreformen blev gennemført fra 1953 til 1956. Nogle landbrugsområder gennemgik ikke jordreformer, men kun lejereduktion, og de højlandsområder, der var beboede af mindretalsbefolkninger, blev ikke væsentligt påvirket. Nogle landområder blev beholdt af regeringen, men de fleste blev fordelt uden betaling med prioritet givet til Viet Minh-krigere og deres familier. Det samlede antal landbefolkninger, der blev ramt af jordreformprogrammet, var mere end 4 millioner. Lejereduceringsprogrammet har påvirket næsten 8 millioner mennesker.

Landreformprogrammet var en succes med hensyn til at distribuere meget jord til fattige og jordløse bønder og reducere eller eliminere jordboernes ejendomme og rige bønder. Men det blev udført med vold og undertrykkelse primært rettet mod store landbrugere, nogle gange fejlagtigt identificerede som ejere. Den 18. august 1956 anerkendte den Nordvietnamesisk leder Ho Chi Minh de alvorlige fejl, regeringen havde gjort i landreformprogrammet. For mange landmænd, sagde han, var fejlagtigt klassificeret som "udlejere" og blevet henrettet eller fængslet, og der var blevet gjort for mange fejl ved omfordelingen af jord. Alvorlige oprør, der protesterede mod overgrebene under jordreformprogrammet, brød ud i november 1956 i et stort katolsk landdistrikt. Omkring 1000 mennesker blev dræbt eller såret og flere tusinde fængslet. Den Demokratiske Republik Vietnam indledte en "korrigeringskampagne", som i 1958 havde resulteret i tilbagegivelse af jord til mange af dem, der tidligere var blevet skadede af jordreformen. Som led i korrigeringskampagnen blev der i september 1957 frigivet 23.748 politiske fanger.

Afskedigelser og fængsling af personer klassificerede som "udlejere" eller fjender fra staten blev gennemført fra begyndelsen af jordreformprogrammet. Et politibureau dokument dateret 4. maj 1953 sagde, at henrettelser var "i princippet fastsat i forholdet mellem en og en tusinde mennesker af den samlede befolkning." Antallet af personer, der faktisk er berørt af de kommunistiske kadrer, der gennemførte jordreformprogrammet, er blevet skønnet forskelligt. Nogle skøn over de dræbte opgør antakllet til 200.000 personer, men anden forskning har påstået, at disse høje skøn var baserede på politisk propaganda, der stammer fra Sydvietnam, og at det faktiske antal af de henrettede sandsynligvis var meget lavere. Edwin E. Moise anslog det samlede antal henrettelser på mellem 3.000 og 15.000 og senere fremkom han med et mere præcist tal på 13.500. Moise's konklusioner blev støttet af dokumenter fra ungarske diplomater, der boede i Den Demokratiske Republik Vietnam på tidspunktet for jordreformen. Forfatteren Michael Lind har i en bog giver et lignende skøn over "mindst ti eller femten tusinde" henrettede.

Det endelige formål med reformen af landdistriktsprogrammet i Den Demokratiske Republik Vietnams regering var ikke at opnå en retfærdig fordeling af landbrugsjorden, men snarere organisationen af alle landmænd til kooperativer, hvor jord og andre faktorer af landbrugsproduktionen skulle ejes og anvendes kollektivt. De første skridt efter 1953-1956 jordreformen var regeringens opmuntring til arbejdsmarkedsudveksling, hvor landmænd ville forene for at udveksle arbejdskraft; For det andet i 1958 og 1959 var dannelsen af "lavtstående kooperativer", hvor landmændene samarbejdede i produktion. I 1961 var 86 % af landmændene medlemmer af lavtstående kooperativer. Det tredje trin, der begyndte i 1961, var at organisere "højtstående kooperativer", ægte kollektivt landbrug, hvor jord og ressourcer blev udnyttet kollektivt uden individuel ejendomsret til jord. I 1971 blev det store flertal af landmændene i Nordvietnam organiseret i kooperativer på højt niveau. Kollektiverne blev gradvist opgivet igen i 1980-erne og 1990-erne.

Krigen imod Sydvietnam

Den katastrofale jordreform fik Viet Minh til at indlede en krig mod Sydvietnam for at bortlede opmærksomheden og at indføre en militær undtagelsestilstand i landet. Krigen varede til 1973, hvor den afsluttedes med status quo i forhold til delingen i 1954. Men kort efter forsøgte Viet Minh et nyt angreb, og da Demokraterne i USA af politiske grunde ikke ville støtte den da republikanske præsident Gerald Ford, endte det i 1975 med den totale besættelse af Sydvietnam. En følge heraf var en ny massiv flygtningebølge ud af landet.

Undertrykkelsen af Sydvietnam

For dem, der blev tilbage, var terror den nye virkelighed: Viet Minh opretholdt sit diktatur med kun eet parti, der var ingen ytringsfrihed, og tusinder blev fængslede for at blive "genopdraget". I 1986 oplyste statsminister Pham Van Dong, at der i Sydvietnam var 200.000 under "genopdragelse", men skøn lyder på, at antallet rettelig var mellem 500.000 og 1 million (ud af en samlet befolkning på ca. 20 millioner), herunder studenter, akademikere, buddhistiske munke, politiske aktivister (inklusive nogle tilhørende konkurrerende kommunistiske kadrer).

Den socialistiske republik Vietnam blev i stadig stærkere grad knyttet til Sovjetunionen og blev medlem af Comecon fra 1978. Der blev også undertegnet en såkaldt venskabstraktat, som i realiteten var en militær alliance.

Der var frem til 1986 beskeden økonomisk vækst i en ineffektiv planøkonomi og uden handel med de vestlige lande. De første fem år efter Vietnamkrigen blev private foretagender i syd overtaget af det offentlige, og bønderne blev tvangskollektiviserede i statslige landbrugskooperationer. Videre havde alene staten lov til at fragte madvarer mellem provinserne. Dette førte snart til madmangel og mangel på andre livsnødvendigheder. Selv det frugtbare Mekongdelta med sin tidligere store risproduktion blev truet af sult.

Pseudokapitalistiske reformer

Fra 1986 lod kommunistpartiets nye sekretær Nguyen Van Linh dog frigive store dele af de fængslede, men partiet har fastholdt sit diktatur. Der føres fortsat en hensynsløs undertrykkelse af al kritik af styret.

En såkaldt "økonomisk liberalisering" har de facto ført til dannelsen af maffialignende grupperinger, der til dels nyder styrets beskyttelse. Landets ansvarløse politik førte til importbegrænsninger i udlandet af pagansius, en fisk som blev avlet i stærkt forurenede floder.

Siden 1975 har Vietnam ligget i mere eller mindre permanent krig mod kommunistkina især om landenes rettigheder i Det sydkinesiske Hav.

Khmer Rouge

De Røde Khmerer (fransk: Khmers Rouge) var et cambodjansk kommunistparti og guerillabevægelse, der med Saloth Sars i spidsen styrede Cambodja fra 1975 til 1979. Under De Røde Khmerer fandt et af verdenshistoriens mest omfattende folkemord sted. De Røde Khmerers ideologi var en blanding af anarko-kommunisme, cambodjansk nationalisme og racisme med det formål at skabe et samfund baseret på et ikke-monetært landbrugsfælleskab. Saloth Sars og kredsen omkring ham lærte marxismen at kende under deres priviligerede studieophold i Paris blandt venstreorienterede franske intellektuelle. Det var næppe helt tilfældigt, at hele inderkredsen havde en baggrund som lærere: de betragtede Cambodja som eet stort klasseværelse med befolkningen som deres elever, hvis mening intet betød, og hvis opposition blev betragtet som "trods, sabotage, åbenlys modstand, som der må slås hårdt ned på."

Baggrunden

Da franskmændene forlod Fransk Indokina i 1953, valgtes kong Norodom Sihanouk til statsminister i Cambodja. I 1954 endte den første vietnamkrig. Ved fredsforhandlingerne blev det fastlagt, at Frankrig skulle opgive sine kolonier i Indokina, og Vietnam blev delt i et kommunistisk Nordvietnam og et kapitalistisk Sydvietnam. I Cambodja overdrog Sihanouk kongeværdigheden til sin fader, dannede selv et politisk parti og lod udskrive valg. Kommunisterne deltog i valget men fik næsten ingen opbakning. Freden bredte sig, velstanden steg og den kommunistiske sag havde ingen fremtid.

I 1956 giftede Saloth Sars sig med Khieu Ponnary fra gruppen i Paris. De var begge lærere men blev snart fyret, fordi de drev kommunistisk propaganda blandt eleverne. Familien afbrød forbindelsen med dem, og Saloth Sars forsvandt. Han drog til landets nordøstlige provinser, der lå afsides og var økonomisk tilbagestående. Her drev han sin politiske virksomhed og opbyggede en hær af tilhængere, der fik navnet "Khmer Rouge", de røde khmerer. Det var her, at han levede blandt bjergstammer, hvis levevis bestående af en blanding af jagt og landbrug han opfattede som en slags "urkommunisme", hvilket skulle blive hans nye ideal, uden ejendomsret, sociale klasser og aldrig udsat for kolonisering. Og det var her, at han fik sine paramilitære kadrer, hver mand forsynet med et russisk AK-47 gevær, hvormed de kunne praktisere deres anarkistiske terror imod en ubevæbnet og forsvarløs befolkning.

I 1960 udbrød den anden vietnamkrig. Krigen fremstod som et internt oprør i Sydvietnam ledet af Folkets Befrielseshær mod regeringen i Saigon, men reelt stod Nordvietnam bag, og det fik støtte fra både Sovjetunionen og Folkerepublikken Kina. For at sende hjælp til kommunisterne i Sydvietnam var det nødvendigt at oprette en smuglingsrute. Denne, kaldet Ho Chi Minh-stien, gik gennem Laos og Cambodjas nordøstlige provinser, de områder, hvor Saloth Sars, der nu kaldte sig Pol Pot (vistnok afledt af "Politique potentielle", oversat fra kinesisk). Vietnameserne anså ham for en nyttig allieret, og hans røde khmerer blev forsynet med våben, mens nordvietnameserne oprettede et hovedkvarter i de områder, han havde magten over. Af vietnameserne lærte Pol Pot at føre partisankrig. Efterhånden sluttede hans gamle kammerater fra Paris sig til ham, og nu var Pol Pot den ubestridte leder. Internt blev han kaldt "Broder Nummer Et".

I marts 1970 blev Sihanouk afsat af den USA-orienterede general Lon Nol ved et kup, angiveligt fordi han havde tilladt de nordvietnamesiske baser i Cambodja, og han drog i eksil i Kina, hvorfra han søgte samarbejde med Pol Pot, skønt han tidligere havde bekæmpet ham. Pol Pot indså hurtigt den propagandamæssige værdi og omdannede sin hær til "Cambodjas Kongelige Nationale Enheds Regering". Sihanouk blev formel leder, Khien Samphan blev vicestatsminister, men reelt lå magten hos Pol Pot. Med Sihanouk som propagandagidsel lykkedes det nu Pol Pot at opbygge en betydelig hær af analfabetiske og uvidende bønder, som fulgte kongen. Pol Pot kunne nu føre krig mod regeringen i Phnom Penh og gik fra den ene militære sejr til den anden. De menneskelige tab var store, 500.000 døde i de af republikken (Lon Nol) kontrollerede områder og 600.000 i de "befriede" områder. Samtidig blev USA's militære engagement i Indokina mere og mere upopulært på hjemmefronten, og den 17. april 1975 indtog Khmer Rouge hovedstaden, Phnom Penh. Forholdet mellem Nordvietnam og Khmer Rouge blev brudt i 1973 på grund af uenighed om Sydvietnam.

Magtovertagelsen

I april 1975 marcherede De røde khmerer ind i Phnom Penh. Rapporterne fra denne hændelse var i medierne ofte positive, da det blev set som yderligere en sejr for Indokinas folk mod USAs krigspolitik i regionen. Men som det er påpeget, viste fotografierne af dem noget helt andet: "De går frem i spredt orden, overhængt med våben, ensomme og utilnærmelige, i en selvvalgt isolation. Der er en strenghed over dem, som om deres mission endnu ikke er opfyldt og de stadig er i fjendeland, kommet ikke for at befri nogen, men for at tilintetgøre. De virker sky, som om de frygter, at der fra disse glade mennesker med deres fremstrakte arme skulle udgå en smittefare". I bagklogskabens skær er sagt, at "dette fotografi af befriernes indtog i virkeligheden viser en bøddel, der kommer ind i et torturkammer og lukker døren bag sig." USA havde været i kontakt til prins Sihanouk for at forsøge at aftale en løsning for hans genindtrædelse på tronen uden de De røde khmerer, men han takkede nej.

Efter magtovertagelsen gik Pol Pot i gang med at realisere sit politiske program. Pol Pots egen version af maoismen var meget hurtigt at gennemføre en landbrugsreform med utopisk kommunisme: uden byer, klasser, kontakt med omverdenen, penge eller avanceret teknologi. Samme dag ryddede man sygehusene: læger, sygeplejersker og patienter blev med spark og slag drevet ud. Enhver, der forsøgte at protestere, blev skudt på stedet. Efter få timer var sygehusene tomme. Det flød med lig af nyfødte spædbørn og deres mødre. Også skoler, universiteter og alle andre læreanstalter blev lukkede. Reelt fratog regimet alle med en uddannelse både deres anseelse og deres personlighed. Et omfattende massemord begyndte. Alle, der var mistænkt for at være embedsmænd eller officerer, blev henrettet. Overalt lød der skud fra maskinpistoler. Al presse og postvæsen blev afskaffet, hvorved al indre kommunikation i landet blev afbrudt. Vandforsyning og elektricitet blev afbrudt. Medicin og insektgifte blev ikke længere indført, hvad der førte til at malaria bredte sig og slog tusinder ihjel. Et århundredes landvindinger blev afskaffede på en enkelt dag.

Samtidigt foregik en systematisk udplyndring af forretninger og private hjem. Alt af værdi blev beslaglagt: biler, motorcykler og cykler, ure, fotografiapparater og transistorradioer. Alle bøger, offentlige dokumenter og arkivalier blev brændt. Alle pengesedler blev brændt. Soldater med megafoner kørte gennem gaderne og opfordrede alle til at komme ud. Bygninger, hvor man så tegn på liv, blev beskudte med bazookaer. Befolkningen samledes rædselsslagen på gaden. De fik besked på omgående at forlade byen. De måtte ikke tage noget med. De fik at vide, at amerikanerne havde planer om at bombe byen. De blev sendt på dødsmarcher. Enhver, som forsøgte at gå ud af rækkerne, blev skudt. Fortovene var oversået med døde og sårede. Børn, gamle og syge blev trampet ihjel. På to døgn var byen tømt for mennesker.

Overalt var marchruterne flankeret af soldater fra de røde khmerer. De var unge drenge og piger i alderen 12-16 år, analfabeter, totalt uvidende, uden moral, marodører samlede op i de afsides jungle- og bjergegne, hvor Pol Pot havde hvervet sin hær. De var indoktrineret med, at byboere var parasitter, forrædere og folkefjender. Deres uniform var sort med et rødt tørklæde om halsen eller om hovedet, De var bevæbnet med maskingeværer. De blev diktaturets støtter fordi, "at de ikke behøvede at arbejde og kunne slå folk ihjel".

Pol Pot opbyggede nu sin nye stat. Han krævede fuldstændig loyalitet for sig selv og sin bevægelse, Angkar, "organisationen", nu omdøbt Demokratisk Kampuchea Parti. Traditionelle hierarkiske titler og tiltaleord blev forbudt (men Pol Pot blev nævnt som "bror nummer et") og der var ingen personlighedskult, muligvis blev sondringen mellem Angkar og Pol Pots egen person sløret til det punkt, hvor Pol Pot var Angkar og vice versa.

Lige efter indtagelsen af byen blev bybefolkningen tvangsfordrevet og sendt ud på landet for at drive landbrug. Landet havde et konstant risunderskud. De indenlandsk dyrkede afgrøderne rakte ikke for at forsørge befolkningen med føde og store marker lå brak efter USA's tæppebombninger. Phnom Penh var tidligere forsynet med ris af USA, organiseret som velgørenhed igennem USA's ambassade , som var nødvendig for at opretholde Lon Nols styre. Disse leverancer sluttede i samme øjeblik som Lon Nol flygtede i eksil på Hawaii med amerikansk militærhelikopter fra USA's ambassade. USAID rapporterede, at Kampuchea er gået fra at være en stor riseksportør til risimportør på få år, og landet blev truet af massesult. "Ris vokser ikke op af asfalten" skal Pol Pot have sagt og mange, også i vest, havde samme opfattelse. Først på senere år er den blevet beskrevet som en dødsmarch men der var ikke nødvendigt med tvang for at få folk til at forlade byen. Evakueringen var ingen midlertidig nødløsning, hvilket Pol Pots fortalere ville gøre gældende. Den var ideologisk motiveret. Allerede på en KKP-kongres to år tidligere var det blevet besluttet at alle byer skulle afvikles. De blev set som en kapitalismens og den udenlandske dekadences centrum. Privatejendommens stilling i byerne blev set af De røde khmerer som en trussel mod deres indflydelse. Privat ejendom, handel og religionen blev afskaffet. KKP så sin revolution som unik. Cambodjanere som vendte tilbage hjem fra studier i udlandet og lignende undervistes i "khmerrevolutionens overlegenhed". Overlegenheden bestod ifølge KKP i netop evakueringen af byerne og i afskaffelsen af pengene. De vendte sig mod den kinesiske socialisme, hvor statsansatte havde løn, da løn førte til privat ejendom, og ved at spare penge kunne man skaffe ejendele. De røde khmerer satte lighedstegn mellem privat ejendom og personlige ejendele. Det slog lige så hårdt mod godsherrernes ejendom som mod bøndernes og arbejdernes. Arbejdstiden for disse tvangsarbejdere var 14-15 timer om dagen, det blev kaldt "at følge solen". På lignende måde blev henrettelse omskrevet til "at komme med til videregående studier".

De, som blev evakueret fra Phnom Penh og andre byer, blev kaldt "de nye folk", i modsætning til bønderne som allerede boede der og som blev betegnet "det gamle folk". "De Nye" havde ofte mistet pårørende under den lange march. Mange familier blev splittet, og de de syge som ikke havde nogen pårørende som eskorterede dem, endte i ved vejkanten hvor de døde. Hvis de kom til byerne, blev de ofte behandlet dårligt. Gamle godsherrer og Lon Nol-tilhængere flygtede fra KKP-kontrollerede områder ind til byerne under borgerkrigen, hvorfor der fandtes en stor skepsis mod bybefolkningen. Denne skepsis rettedes ofte mod alle byboer. Klassestaten blev genindført, nu blot efter nye kriterier: "De gamle" var "fuldgyldige medlemmer" af kooperativerne og måtte blandt andet stille op og stemme i valg til menigheder, de nye skulle "omskoles", inden de blev fuldgyldige medlemmer. De nye blev opdelte i to forskellige grupper: "prøvemedlemmer" og "testede". I behandlingen af "de nye" blev baggrunden hos personerne ikke værdsat. Om nogen var handelsmand, lille eller stor rentiér, radikal studerende eller arbejder betød intet, personen var lige så mistænkt for at være potentiel antirevolutionær som bybo uanset, om de var tilhængere eller modstandere af KKP. "De Nye" blev behandlet ofte værre end "de gamle". Der fandtes regionale forskelle, nogle steder fandtes der en venlig indstilling til de nyankomne, men på andre steder fik de mindre madrationer og dårlige boliger. Ofte blev "de nye" anset som en belastning af "de gamle", da de skulle udføre samme arbejde som dem og var uvante ved landbrug og derfor trak produktionsresultatet ned. Mange "nye" blev dømt til strafarbejder af byrådene for deres manglende evner, og som gruppe blev de stigmatiseret. Byboerne var ikke vante til livet på landet, der var mangel på medicin og mange døde af diarrésygdomme og af underernæring. "De nye" var i begyndelsen især bosatte i områder, hvor KKP var stærk, i sydvest og øst, men et halvt år efter "befrielsen" blev de endnu en gang flyttet til fods til tyndtbefolkede områder i nord og nordvest. 800.000 blev tvangsforflyttede til nordvest, hvor befolkningen blev fordoblet og situationen blev særligt besværvanskelig. Det er usikkert, hvor mange som døde under disse tvangsforflytninger, men det drejer sig om adskillige tusinde.

Racistiske og religiøse forfølgelser

Allerede ved magtovertagelsen begyndte khmererne systematiske folkemord. Store grupper af befolkningen blev erklæret uønskede: vietnamesere og stammefolk som Cham og Lao, alle med uddannelse, alle buddhister, muslimer og kristne, alle med briller (de ansås for intellektuelle) eller havde fine hænder osv. De, der ikke blev myrdet, blev sat til hårdt fysisk arbejde fra solopgang til solnedgang på minimale madrationer, som endda blev formindsket, hvis de ikke levede op til de produktionskrav, som "organisationen" fastsatte. Skøn over, hvor mange mennesker blev myrdet: dræbt med skærpede bambusstænger, kvalt med plastikposer, tortureret til døde i sikkerhedscenter S-21 eller sultede i årene 1975-1979 lyder på mellem 800.000 til 3.000.000 af en befolkning på lidt over 7 millioner. Khieu Samphan, Kampuchea præsident, anslog antallet til "under 10.000". Pol Pots egne skøn regnede med næsten en million døde.

Samtidig indledtes pogromer på vietnamesere. Fem måneder efter "befrielsen" havde De røde khmerer fordrevet og udryddet alle på nær 10.000 af de resterende 150.000. KKP så i sin paranoia virkelige men også indbildte fjender i de vietnamesiske efterkommere, hvilke blev hævdet at være indplantede af Vietnams kommunister som spioner og infiltratorer. Få af de 10.000 tilbageværende overlevede under de røde khmerers styre. Kampagner blev indledt også mod den muslimske cham-befolkning, som tidligere udgjorde en stor støtte til KKP, da de udstod buddhistisk diskriminering fra de forudgående regeringer, men nu blev de set som fjender, hvis de ikke gjort afkald på deres muslimske tro. De af Cham som ikke gjort afkald på sin religion rejste sig mod De røde khmerer og førte guerillakamp som resulterede i store tab for KKP. I kooperativerne blev deres påklædning, sprog og religiøse symboler som for eksempel skæg forbudt. I kollektiverne blev deres loyalitet testet ved at give dem grisekød, med mærkbare konsekvenser hvis de ikke spiste. Hvis de underkastede sig khmerassimileringen, blev de ikke forfulgt. Ikke alle etniske minoriteter blev undertrykt. Bjergkhmererne, som i etnisk forstand blev adskilte sig fra flertalsbefolkningen med deres mørke hud, blev favoriserede som "rigtige" cambodjanere. KKPs ideologi kan ses som racistisk, efter som de anbefalede "khmer overherredømme" (engelsk: "khmer supremacy").

Hungersnøden

Efter magtovertagelsen blev Kampucheas pengevæsen afskaffet men penge kom fortsat til at spille en stor rolle for det cambodjanske samfund. Fordi befolkningen var forbudt at håndtere penge og tvungne at arbejde for sit udkomme, kan samfundet faktisk kan ses som et slavesamfund, hvor landets ledelse udbyttede og drev handel med de landbrugsprodukter, som befolkningen skabte igennem deres arbejde. Der findes en forestilling om, at Demokratisk Kampuchea forsøgte at blive et selvforsynende land, men ris og andre afgrøder blev overvejende solgt ud af landet for at anvende indkomsterne til at investere i maskiner til en mekanisering af landbruget. Derfor blev der stillet høje krav til høstafkastet på landsbyerne. Landbruget blev ændret med omfattende vandopsamlende damme til vanding, og befolkningen udførte et meget hårdt arbejde. De, som ikke arbejdede, fik ingen mad. Opsamling af nødder, rødder og nedfaldsfrugter var forbudt. Arbejde skulle kun udføres for den fælles sag og livsafgørende aktiviteter for den individuelle overlevelse blev straffet. Bespisningen var fælles og henvist til store spisesale. Al fritidsaktivitet blev udøvet kollektivt. Børneleg blev forbudt.

Kvoterne for overskuddet af risproduktionen blev forøget for det nordvestlige Kampuchea, hvor indflytningen af "nye" var størst. Det betød, at de, som havde den mindste erfaring med landbrugsarbejde, fik de største krav om en øget produktion, mens fattige byer, hvor KKP var stærkt i den sydvestlige zone ligesom den østlige zone hvor KKP også var stærkt, fik pålagt meget mindre kvoter. Blandt disse var det kun 20% af afkastet som skulle gå til regimet, mens det var 40% i nordvest. At vælte den største byrde på dem med mindst evne og forudsætninger havde store konsekvenser. Mange døde af sult, og hungersnøden var i perioder konstant. Følgen af hungersnøden var, at folk "angav" hinanden mod at få mad som "præmie". Al medmenneskelighed måtte forsvinde i et samfund, hvor det gjalt om at overleve.

1975-afkastet blev ikke så godt som man havde håbet. Ledelsen forstod, at alt ikke stod rigtigt til, da der i 1976 blev hungersnød i det nordvestlige Kampuchea. En regering dannes med Khieu Samphan som statsoverhoved, Pol Pot som regeringschef, Ieng Sary og Sun Sen som stedfortrædende regeringschefer. Zonekommendørerne Chit Choen (alias Ta Mok) og Ke Pauk fik kontrol over DKs hær. Pol Pot fortsatte med at være generalsekretær for kommunistpartiet, Nuon Chea vice-generalsekretær. Efter, at regeringsrepræsentanter havde sendt en delegation for at inspicere forholdene på landet, konstaterede den, at alt ikke stod ret til og at det dårlige afkast ikke kun havde sin forklaring i at USA havde bombet halvdelen af agerarealet årene inden. De konstaterede, at hele landsbyer kunne lide af kronisk underernæring og at arbejdet på felterne blev udført af såvel syge som oldinge og gravide trods dekreter om, at de skulle være frie fra tungt arbejde. At arbejdsforholdene kun på et fåtal steder var "gode" og at det frem for alt var "de de nye", som led hårdt. Der praktiseredes selvkritik og partiet udsendte dekreter om, at "de de nye" ikke skulle behandles dårligt. Samtidig skød man skylden fra sig, når det gælder ansvaret for forværringerne: i stedet for at indrømme fejl ved sin egen politik talte man som altid om "vietnamesiske infiltratorer", som ønskede at skade det Kampucheanske folk og talte om vietnamesisk indflydelse i partiet med udtryk som "en sygdom som med sine bakterier spredte sig inden for partiet, hæren og samfundet". Forfølgelserne af vietnamesere og påståede "vietnamesere i khmerkroppe" og "khmerer med vietnamesisk tænkning" blev forøgede. Man sendte kadrer fra den østlige zone til at "rydde op" blandt kadrene i den nordvestlige zone. Påståede vietnamesiske infiltratorer i ledelsen blev henrettede summarisk og blev erstattede af nye. Da disse viste sig at beordre mord på "de de nye" for småforseelser og af indbildte begåede brud, beklagede Ieng Sary, at forkerte personer var blevet dræbt, og kadrer fra den sydvestlige zone blev sendt derhen at rydde op blandt de ulykker, som blev tilføjet af kadren fra den østlige zone. De blev inledningsvis hilst som befriere af "de nye" og "nye" tilføjedes i den lokale kadrer og fik udvidede rettigheder, men da man ved høsttiden fra centralt hold mente, at forrådene i zonen stod næsten tomme efter rapporteringer om opfyldte kvoter og efter at have bortsendt kvoten til centralstyret, blev sendt endnu en kadre fra den sydvestlige zone for at rydde op i den nordvestlige zones administration og udradere de "vietnamesiske infiltratorer". De "skjulte fjender", "de vietnamesiske infiltratorer" og andre "bakterier" som "inficerede den cambodjanske "samfundskrop" tjente som syndebukke for en mislykket politik. Blandt metoderne for at ramme dem indgik blandt andet tortur. Til torturcentret Tuol Sleng, under ledning af Duch, sendtes mistænkte til forhør, idet torturen ofte ikke ophørte, før personen var død eller havde "tilstået", at han arbejdede for enten CIA eller Vietnam eller måske begge på samme tid. Under torturforhørene blev tilståelser formuleret af offeret selv, hvor han skrev sine bekendelser og navne på personer, som var involveret i konspirationen imod Angkar eller stod i forbindelse med Vietnam eller CIA. I takt med at forværrelse af tilstandene, øgede også volden. I 1976 skrev ledelsen beslutninger under om, at tidligere soldater i Lon Nols arméer skulle bortføres og henrettes, hvis det var nødvendigt, hvilket tidligere partiledere havde forbudt hvad angik andre end generaler. Ofte blev de bortførte og henrettede med hele deres familier.

Udenrigspolitiske konflikter

Først 1977 kundgjorde Angkar, at det var et kommunistisk parti, noget som tidligere er blevet holdt hemmeligt. Mange troede, at organisationen kun var nationalistisk eller patriotisk, fordi KKP udadtil var kendte for omverdenen og havde forbindelser med den internationale kommunistiske antirevisionistiske bevægelse. De forsøgte at bryde deres diplomatiske isolation, som de tidligere frivilligt havde valgt efter "befrielsen" og sendte og tog imod delegationer fra regeringer i forskellige lande og forsøgte at nå et militært samarbejde med Kina under Deng Xiao Ping. De begyndte også at kontakte højtuddannede cambodjanere i udlandet, idet regeringen havde indset, at et land har brug for industrier for sin udvikling og dermed brug for ingeniører. Tidligere var intellektuelle og højtuddannede i alle andre tilfælde, end når de indgik i partikadren, blevet mistænkliggjort og ofte udpeget som spioner. Satsninger på genopbygning af fabrikker i Phnom Penh blev gjort, og bønder blev sendt til byerne for at blive fabrikarbejdere.

De iskolde relationer med Vietnam blev forværret yderligere, da man ikke havde held med at nå fremgang i forhandlinger, som lige siden Sihanouks monarki var foregået om de fransk trukne grænser mellem landene. En grænsestrid, hvor Vietnam beskyldte Kampuchea og Kampuchea Vietnam, indledtes. Enden på den blev, at en offensiv fra Kampuchea for at give Vietnam en lærestreg udførtes og blev slået tilbage med styrke. Vietnam havde hidtil udviklet meget stærke relationer til Sovjetunionen og Kampuchea har gjort samme med Kina. Kina havde på sin side indledt relationer med USA og præsident Nixon havde været på besøg i landet. Sammen med økonomisk nedgang i Vietnam og flygtningestrømmene fra Kampuchea til Vietnam var dette faktorer, som bidrog til Vietnams lynkrig mod Kampuchea i begyndelsen af 1978. Kina svarede med at sende 250.000 soldater til Vietnam for at få Vietnam ud af Kampuchea, men de blev slået tilbage med styrke. Vietnam anvendte i Kampuchea samme strategi som ved befrielsen af Saigon og i deres hærstyrker indgik 100.000 vietnamesere og 30.000 cambodjanere. Demokratisk Kampuchea havde en 80.000 mand stærk hær ved den østlige grænse og 20.000 mand i Phnom Penh.

Nedturen og afviklingen

Vietnamesiske styrker indtog Phnom Penh i januar 1979. Af mange blev de hilst som befriere fra de røde khmerers repression som havde resulteret i mellem 600.000 og 2.000.000 døde som følge af sult, henrettelser og hemmelige bortførelser. Heng Samrin, oprørslederen mod Pol Pot i den østlige zone som siden 1977 levet i eksil i Vietnam, blev installeret som præsident. Hun Sen blev udenrigsminister (senere regeringschef). Næsten alle verdens lande uden for Sovjetblokken protesterede skarpt mod Vietnams besættelse af landet. Pol Pots guerilla flygtede til grænseområderne til Thailand og indledte med prins Sihanouk guerillakrige mod det af Vietnam installerede nye lydregime. FUNK med Sihanouk som ordfører blev genoprettet og tog nu kampe mod den vietnamesiske besættelse. I FUNK kom nu også forhenværende fjender til KKP som Lon Nol-sympatiserende grupper til at indgå. Et vigtigt indslag for muliggørelsen af FUNKs kamp var bistanden fra Den vestlige verden og USA. De røde khmerer fortsatte med at kontrollere store dele af landet og fortsatte med at repræsentere Kampuchea i FNs generalforsamling og fik foruden moralsk også militær støtte fra blandt andre Kina, USA og Thailand. KKP skiftede navn til Demokratisk Kampucheas parti og i propagandaen talte de om "kampen mod kommunisterne i Phnom Penh". Blandt andre Margaret Thatcher var en af de mange vestlige ledere, som i ord og handling støttede Pol Pot. Sovjetunionens øgede indflydelse i verden blev begrundelse for at skifte side og støtte den forhenværende fjende. Vietnam, som var afhængig af støtte fra Sovjetunionen, sås som en større trussel end Demokratisk Kampuchea, hvis vigtigste diplomatiske forbindelser var med Kina med hvilket verdenssamfundet havde normaliseret dets relationer.

I de af KKP oprettede flygtningelejrene arbejdede mange læger fra den vestlige verden. Folk døde af malaria. Efterhånden blev De røde khmerer fordrevet fra de fleste af landets landsbyer, men især i grænseområderne mod Thailand i Battambang i den vestlige zone mødte den vietnamesiske hær en hårdnakket modstand fra tusindvis af kæmpende guerillasoldater. FUNK-soldaterne var afhængige af våben fra Kina og USA men udviklede også sin egen sofistikerede jungleguerilla krigsførelse med enkle fælder bestående af skjulte faldgruber med sylespidse bambusrør i, som dræbte dem, som faldt i. Hundrede tusinder af amerikanske miner blev lagt ud i junglen af De røde khmerer mod den Vietnamesiske hær. Både minerne og regelrette kampe dræbte titusinder af mennesker. Borgerkrigen fortsatte i 1980-erne, men ved Sovjetunionens sammenbrud trak de vietnamesiske soldater sig ud af landet, og der blev dannet en koalitionsregering bestående af tidligere proamerikanske og nye provietnamesiske kræfter for den nye stat Kambodja efter forhandlinger med USAs medvirken.

De røde khmerer med prins Sihanouk genoptog bestræbelser på at få statsmagten med intensiverede kampe mod Hun Sen og centralregeringens tropper samtidigt med, at man indledte forhandlinger. Forhandlingerne førte til dannelsen af et "nationalt råd" bestående af seks repræsentanter fra Staten Kambodja og to hver fra de tre oppositionsgrupper, som inkluderer Demokratisk Kampucheas præsident Khieu Samphan og den stedfortrædende regeringschef for Demokratisk Kampuchea Sun Sen, dog uden at urolighederne ophørte. Et år senere blev konfliktens parter samlet ved forhandlingsbordene og undertegnede "Parisaftalen om Kambodja" sammen med de atten lande som, havde presset på for fredsforhandlinger. De røde khmerer undertegnede aftalen med et forbehold i dokumenterne om, at Demokratisk Kampuchea ville få proviant i udveksling mod våbenhvile, FN-administrering af landet, samt punkterne om afvikling af militæret og dets afvæbning. I en tid forvaltedes landet af FN, dog ikke de områder som blev kontrolleret af Demokratisk Kampuchea. Inden de mere eller mindre frie valg, som så gennemførtes, brød prins Sihanouk forbindelsen med De røde khmerer, som boykottede valget, og i 1993 vendte han tilbage til Kambodja for igen at blive kronet til konge over landet. Hans søn, Norodom Ranariddh, havde i en længere tid samarbejdet med Hun Sen uden faderens billigelse, om magten. De dannede nu en regering med hver sit parti: FUNCINPEC og Folkets parti, hvorpå De røde khmerer tabte deres position i FNs generalforsamling som statens legitime repræsentanter. Efter at have haft regeringsmagten i et år erklærede nationalforsamlingen, at De røde khmerer var en ulovlig bevægelse og Demokratisk Kampucheas parti blev forbudt. De røde khmerers indre situation var nu katastrofal. I 1996 blev de røde khmerer opsplittet, da Ieng Sary gik over til regeringssiden og fik integreret 4.000 af de røde khmerers soldater i den regulære hær, sammen med yderligere fire distrikter med 3.700 soldater og 25.000 familiemedlemmer fra fire divisioner i Kompong Thom. Dette skabte en dyb sprække mellem Ieng Sary og hårdføre røde khmerledere som Ta Mok og Sun Sen og gav regeringsstyrkerne tilgængelighed til store dele af det nordvestlige Kampuchea. Ieng Sary grundlagde Democratic National United Movement under kongens beskyttelse og fik desuden sikret en kongelig amnesti for de forbrydelser, som var blevet begået under de røde khmerers styre af landet.

Efterhånden blev Pol Pot ramt af forfølgelsesvanvid. Flere af hans militære støtter blev kaldt til Phnom Penh for at "få nye ordrer". Reelt blev de tortureret og slået ihjel. Pol Pot sov sjældent to nætter på samme sted. "Organisationen" udviklede sig til en stikkerhær, hvor enhver var rede til at "angive" en anden, om så for at få noget at spise. Det lykkedes Pol Pot at få udryddet store dele af dem, som havde støttet ham. Andre bragte sig i sikkerhed i Vietnam: hele hærafdelinger gik i vietnamesisk tjeneste. Pol Pot blev stadig mere paranoid og fik henrettet Sun Sen og hans familie da han mistænkte ham for at konspirere med centralregeringen. Tag Mok, Khieu Samphan og Nuon Chea fandt, at han var gået for langt, foretog et kup mod ham og satte ham i husarrest. Tag Mok er gammel bonde og kendt som en af de mere hårdføre kommunister i Demokratisk Kampucheas parti. I hans fangenskab døde Pol Pot af et "hjerteanfald" i 1998 og Ta Mok fik ledelsen over de tilbageværende røde khmerer. På denne tid førte de en hendøende tilværelse i Kambodjas jungler. Situationen var hård for dem og i 1998 gjorde soldaterne mytteri, og gik med i regeringsstyrkerne. Tag Mok endte året efter med sine sidste soldater i fængsel. Khieu Samphan og Nuon Chea overgav sig til Hun Sen og fik lov at flytte til Pailin.

Da De Røde Khmerers regime i Cambodja ophørte, blev der i 2006 nedsat et internationalt krigsforbrydertribunal. Dette idømte en fængselsdirektør livsvarigt fængsel for folkemord, og i 2014 blev to højt stående medlemmer af De Røde Khmerer idømt livstidsstraf for medvirken til folkemord.

Desværre har Kambodia ikke fået det demokrati, som landets befolkning kunne ønske sig. I 2017 blev landet atter en et-parti-stat efter, at oppositionspartier blev forbudt. Dette har bidraget til at forværre den økonomiske situation, idet udenlandsk støtte og udenlandske investeringer blev stoppet af samme årsag. I stedet har landet vendt sig imod Kommunistkina og er ved at udvikle sig til en nykolonial lakajstat med kinesiske flådebaser ved landets sydkyst.

Pathet Lao

Organisationen kan spore sine rødder tilbage til 2. verdenskrig i lighed med Khmer Issarak i Cambodja og Vietminh og den vietnamesiske folkearmé i Vietnam, ligesom den også deltog i krigen. Dens oprindelige navn er blevet glemt, men i 1950 døbtes den til Pathet Lao, da den optoges i Laos styrker under prins Souphanouvong, som gik med i Vietminhs oprør mod de koloniale franske myndigheder i Indokina under Indokinakrigen.

Prins Souphanouvong, som havde tilbragt syv år i Nha Trang under hans 16 år i Vietnam, mødte Ho Chi Minh, giftede sig med en vietnamesisk kvinde i Vietnam, og fik Viet Minh-støtte til at etablere en guerrillastyrke.

I august 1950 gik prins Souphanouvong med Vietminh i deres højkvarter nord for Hanoi, Vietnam, og blev chef for Pathet Lao, sammen med dets politiske gren. Pathet Lao oprettede en oprørsregering bestående af medlemmerne prins Souphanouvong (statsminister, udenrigsminister), Kaysone Phomvihane (forsvarsminister), Nouhak Phoumsavanh (økonomiminister), Phoumi Vongvichit (vice statsminister, indenrigsminister), Souk Vongsak, Sithon Kommadam og Faydang Lobliayao. Dette var et forsøg på at give en falsk autoritet til den laotiske kommunistiske rørelse ved at hævde, at den repræsenterede en forenet upartisk front. To af de vigtigste oprettere var medlemmer af det indokinesiske kommunistparti, som ville styrte monarkiet og gøre sig frie fra Frankrig.

I 1953 foretog Pathet Lao en invasion af Laos sammen med Vietminhs styrker. De etablerede en regering ved Viengxay i Houaphan-provinsen i det nordøstlige Laos. Kommunisterne begyndte at trænge ind i det centrale Laos med støtte af Vietminh, og en borgerkrig brød ud. Pathet Lao besatte hurtigt størstedelen af landet.

Ved Genèvekonferencen 1954 blev indgået en aftale om en tilbagetrækning af udenlandske styrker, og det blev muligt for Pathet Lao at etablere sig som en regering i Laos to nordlige provinser. Vietminh foretog, trods aftalen, aldrig nogen virkelig tilbagetrækning fra grænseområdener i Laos, og Pathet Lao fortsatte nærmest med at fungere som en lokal afdeling af Vietminh. To måneder efter konferencen dannede Vietminh enheden Gruppe 100 med hovedkvarter i Ban Nameo, en enhed som i praksis kontrollerede og styrede Pathet Lao-rørelsen.

I slutningen af 1950-erne havde Nordvietnam besat og kontrolleret områder i det østlige Laos. Området anvendtes som transitvej (Ho Chi Minh-stien) for soldater og fornødenheder beregnede for krigen i Sydvietnam. I september 1959 oprettede Nordvietnam Gruppe 959 i Laos med det formål at opbygge Pathet Lao til en stærkere modkraft mod den laotiske kongelige regering. Gruppe 959 levererede åbent uddannelse af og militær støtte til Pathet Lao. Den typiske strategi på denne tid for nordvietnameserne var at angribe først og efterfølgende sende Pathet Lao ind i slutningen af kampen for at dette kunne hævde "sejren".

1960- og 1970-erne

I 1960-erne gjordes flere forsøg på at opnå neutrale aftaler og dannelse af en koalitionsregering, men eftersom Nordvietnam ikke havde til hensigt at trække sig tilbage fra Laos, mislykkedes disse forsøg. I midten af 1960-erne var landet ufrivilligt blevet inddraget i en krig mellem pro-USA og pro-vietnamesiske irregulære militære grupper. I 1968 foretog Nordvietnam en stor invasion i Laos. Pathet Lao blev skubbet til side i konflikten og reduceret til rollen som en hjælpestyrke til den nordvietnamesiske hær. Det var ikke muligt at stå imod de tunge sovjetiske og kinesiske våben samt de numerært betydeligt større vietnamesiske styrker, og den kongelige laotiske hær opgav konflikten efter store tab.

Kort efter fredsaftalen i Paris afsluttedes USAs indblandning i Vietnamkrigen, og Pathet Lao og regeringen i Laos undertegnede en våbenhvileaftale, Vientiane-aftalen, i februar 1973.

Koalitionsregeringen, som anføres i aftalen, overlevede det dog ikke længe. Pathet Lao nægtede at lade sig afvæbne, og den nordvietnamesiske hær ville ikke forlade landet. I slutningen af maj 1975 begyndte Pathet Lao med direkt bistand fra den nordvietnamesiske hær at angribe regeringens positioner. Med den sydvietnamesiske regerings kapitulation til det nordvietnamesiske regimee og Viet Cong den 30. april 1975 og den kambodjanske regerings kapitulation til De Røde Khmerer den 17. april, besluttede de ikke-kommunistiske dele af den nationale regering at overdrage Pathet Lao magten frem for at risikere, at de tog den med voldelig magt. Den 23. august 1975 rykkede Pathet Laos styrker i al stilhed ind i Laos hovedstad Vientiane.

Den 2. december 1975 overtog Pathet Lao endeligt regeringsmagten, afskaffede monarkiet og udråbte Den Demokratiske Folkerepublik Laos. Kort efter undertegnede Pathet Lao en aftale med Vietnam, som tillod Vietnam at placere en del af sin hær i landet og at sende politiske og økonomiske "rådgivere" til Laos. Vietnam tvang efterfølgende Laos til at afskære eventuelle tilbageværende økonomiske bånd til sine andre nabolande, blandt andre Thailand og Cambodja. Denne vasaltilstand kaldes ofte "Pathet Lao" for at betegne denne form for laotisk nationalisme.

Magtovertagelsen var dog ikke ganske ublodig. Landet havde en stor antikommunistisk partisanbevægelse, som i 1977 gjorde regimet så usikkert, at dette greb til systematiske bombeangreb. Ligeledes blev begivenhederne starten på den systematiske forfølgelse af landets etniske mindretal.

Efter magtovertagelsen

Laos er en typisk et-parti-stat, idet lederen af partiet også normalt er republikkens leder. Til trods for, at landet officielt er socialistisk, har landet i stor udstrækning måttet opgive sin oprindelige politik gående ud på produktionsstyring og urealistiske kvoteordninger med samme elendige resultat som i andre lande. Derfor blev i 1980-erne de tidligere statsejede virksomheder privatiserede, og økonomien blev gradvis åbnet for private fra 1990. Endvidere blev indført yderst mangelfulde velfærdsordninger. De første virkelige åbninger for direkte udenlandske investeringer kom ind i lovgivningen i 1988, og 1994-lovgivningen introducerede temmeligt liberale vilkår for kooperative virksomheder, helt udenlandsk ejede selskaber samt investeringer i de fleste sektorer. Lovgivningen var imidlertid så ringe, at den var modstridende på nogle områder. Med støtte fra udlandet fik man ligeledes revitaliseret det tidligere statsejede handelskammer.

Styret er fortsat totalitært. Der er udpræget mangel på ytringsfrihed. Mennesker med en kritisk indstilling til regeringen risikerer forfølgelse. Der eksisterer i realiteten ikke noget retssystem, idet alle dommere er udpegede af parti-staten. Der er udstrakt brug af dødsstraf og fængselsforholdene er dårlige.

Styret er racistisk, idet der foregår en omfattende undertrykkelse af Hmong-folket. Flertalsbefolkningen af laoter udgør omkring 55% af befolkningen.

Laos adskiller sig også fra de fleste socialistiske stater når det kommer til statens syn på religion. Mens socialistiske stater generelt har været kritiske over for religion, har lederne i Laos haft en positiv indstilling til buddhismen.

Folkerepublikken under ledelse af Kaysone Phomvihane og Det laotiske folks revolutionære parti var i lang tid ikke meget mere end et vietnamesisk marionetregime, og den brutale behandling af anderledes tænkende og etniske minoriteter, som udgør omtrent halvdelen af landets befolkning, tvang skønsmæssigt 10 % af landets befolkning (heraf omkring 30% af hmong-folket) at gå i eksil, ikke mindst i Thailand.

Laos har ført en vaklende udenrigspolitik. I 1979 havde myndighederne i Laos afbrudt forbindelsen med Kina og støttet Vietnam i konflikten mellem de to lande, men fra midten af 1980-erne blev forbindelserne med Kina forbedret, og den vietnamesiske indflydelse i Laos var aftagende.

Omkring 80 % af landets befolkning er sysselsat i familiebaserede selvforsyningsjordbrug, fiskeri og skovbrug. Dette indgår for de fleste i en naturalhusholdning, og kun et mindretal af arbejdsstyrken udfører lønarbejde.

Laos har i mangt og meget været et afbleget spejlbillede af udviklingen i Vietnam, men uden havne har landet i højere grad været isoleret og derfor oplevet en stagnerende udvikling.

Militærdiktaturet i Burma

Militærdiktaturet i Burma har sine rødder tilbage i den engelske kolonitid. Der udviklede sig en nationalistisk selvstændighedsrørelse ledet af Aun Sung, som i 1943 fik Japan, der året før havde besat den engelske koloni, til at anerkende Burmas formelle selvstændighed. Japan tabte imidlertid 2. verdenskrig, og Burma blev på ny engelsk koloni, dog kun til 1948, da det endegyldigt opnåede sin selvstændighed.

Fra socialistisk militærjunta til demokrati

Den 2. marts 1962 tog en erklæret socialistisk militærjunta ledet af general Ne Win magten i Burma og omdannede landet til et militærdiktatur ledet af et "revolutionsråd". Forud havde han elimineret alle officerere i hæren med vestlige sympatier. Militærdiktaturet har varet stort set lige siden. Forfatningen blev sat ud af kraft, og alle oppositionspartier blev forbudt fra 1964. Alle betydelige virksomheder i landet blev nationaliserede i 1963. Landet blev lukket for udlændinge, og 400.000 indere blev udvist af landet. Flere hundrede tusinder af udlændinge, der havde drevet virksomhed i Burma, forlod landet. Besøgsvisa for udlændinge fik en varighedsgrænse på 24 timer. Burmesere fik ikke lov at besøge vestlige lande, kun Sovjetunionen. Samhandel blev stoppet, da regimet ønskede, at landet skulle være selvforsynende. I 1967 blev et stort antal kinesere, der opholdt sig i Burma, angrebet og 40 personer myrdet. Kinesiske spisesteder og andre virksomheder blev lukket. Kinesere forlod landet i stort omfang. I 1968 blev der indført socialistisk indoktrinerende undervisning i landets skoler og socialistisk propaganda i massemedierne. I 1969 var det udviklet en omfattende undergrundsøkonomi, fordi folk ikke længere kunne drive deres virksomheder på normal vis på grund af styrets nationaliseringer. Det er skønnet, at omkring 80% af økonomien foregik som undergrundsøkonomi. En følge af den nye politik var, at landets risproduktion faldt fra omkring 2 millioner tons i 1961 til 300.000 tons i 1970. I 1971 var landets økonomi så totalt brudt sammen, om det måtte anmode om støtte fra Verdensbanken. Siden magtovertagelsen var den årlige vækst på blot 1%. I 1973 fik landet en ny forfatning, der fastholdt landet som et-parti-stat med Ne Win ved magten.

Burma omfatter mange etniske grupper, der fortrinsvis er bosatte i landets grænseegne, og militærdiktaturet har siden magtovertagelsen ført en hensynsløs og voldelig undertrykkelsespolitik, hvilket fik de nationalistiske grupper til at indlede en væbnet modstand imod centralstyret, som for alvor tog til i 1988. I marts 1988 havde studenterne i Rangoon indledt protester mod regeringen og general Ne Win. Protesterne blev mødt med vold, og flere studenter døde under sammenstød med politiet. Da studenterne demonstrerede, var et af deres ideologiske forebilleder Aung San. Demonstrationerne blev voldsomt slået ned, og en ny militærjunta tog magten i landet. Aung San Suu Kyi var stærkt påvirket af Mahatma Gandhis principper om ikke-vold, og engagerede sig politisk i den demokratiske opposition. I 1989 blev hun sat i husarrest. Suu Kyi besluttede sig for at tilslutte sig til protesterne. Den 12. august afgik Sein Lwin som Burmas præsident. På dette tidspunkt havde militærstyret indledt en begrænset politisk liberalisering. Efter årtiers forhandlinger lykkedes det for Aun Sung Suu Kyi at få gennemført demokratiske reformer.

Militærjuntaen gik i 1990 med til frie valg. I valget vandt Aung San Suu Kyis parti Nationalligaen for demokrati (NLD) klart med 59% af de afgivne stemmer og fik 81% (392 af 485) af pladserne i parlamentet. Men militærjuntaen nægtede at godkende valgresultatet og ville ikke godkende Aung San Suu Kyi som ny statsminister. Hun var lige inden valget blevet sat i husarrest og fortsatte med at sidde i husarrest i næsten 15 af de 21 år fra den 20. juli 1989 frem til hendes frigivelse den 13. november 2010.

I Myanmars nye forfatning fra 2008, der blev udarbejdet under militærstyret, fik generalerne veto i parlamentet og kontrol over flere ministerier. Der blev afholdt et valg i 2010, hvor det militærstøttede parti, Union Solidarity and Development Party (dansk: Det fornede solidaritets- og udviklingsparti), fik størstedelen af stemmerne, men valget blev kritiseret at være præget af valgsvindel. Et efterfølgende valg i 2015 blev derfor anset som Myanmars første demokratiske valg, hvor Aung San Suu Kyi og NLD vandt størstedelen af pladserne i parlamentet. Militæret havde dog sikret sig, at Aung San Suu Kyi ikke kunne stille op som præsident, hvorfor hun siden 2015 kun fungerede som "statsrådgiver". Militæret havde tillige sikret sig en vis andel af magten, så det altid ville sidde på 25% af pladerne i parlamentet, og at det ikke kunne retsforfølges. Derved havde militæret og en civilregering i praksis delt magten mellem sig det seneste tiår forud for kuppet. Imidlerid fortsatte militæret sine kampe mod etniske mindretal. Ifølge FN havde myndighederne fordrevet omkring 239.000 mennesker mellem 2011 og frem til militærkuppet i 2021, et tal der ikke omfatter de flygtede rohingyaer.

Statskuppet 2021 og dets følger

I 2021 gennemførte militæret et statskup, satte Aun Sung Suu Kyi i husarrest og genindførte militærdiktaturet. Som følge heraf findes en stor folkelig demokratirørelse især bestående af de etniske mindretalsgrupper samt oppositionen til militæret. Det bør nævnes, at militæret har hentet en stor del af sin støtte fra kommunistkina, hvorfra kriminelle bander har etableret sig på den burmesiske side af grænsen, hvor de blandt andet har udviklet en omfattende produktion af narkotika til det internationale marked.

De demokratiske protester fik først og fremmest form af arbejdsnedlæggelser. Titusinder af offentligt og privat ansatte strejkede, og det blev umuligt for militæret at få almindelige samfundsinstitutioner til at fungere. De mange strejker har også ramt landets økonomi, der er på katastrofens rand. Militæret har forsøgt at stoppe de mange strejker og demonstrationer med magt. Ifølge FN er flere end 230.000 civile blevet tvangsflyttet og over en halv million er flygtninge som følge af militærkuppet. Myanmars militær har angrebet, lemlæstet og dræbt børn over hele landet ifølge en FN-rapport, der blev offentliggjort den 14. juni 2022. Rapporten afslørede, at mindst 250.000 børn blev fordrevet på grund af konflikten, yderligere 382 børn var blevet lemlæstet eller dræbt siden militærkuppet den 1. februar 2021. Meget af volden skyldtes luftangreb fra jagerfly eller beskydning fra jorden af juntaens styrker, kendt under navnet Tatmadaw. FN-rapporten afslørede endvidere, at Tatmadaw-styrker havde tortureret mindst 142 børn, der var blevet slået, skåret, stukket, brændt med cigaretter og frataget mad og vand. Over 1.400 børn var blevet vilkårligt tilbageholdt, mens 61 var blevet holdt som gidsler og mindst 16 var blevet dræbt.

Militærdiktaturet gennemførte en omfattende censur, hvor både nationale og internationale journalister er blevet taget til fange og forhindret i at udføre deres arbejde.

Sideløbende har landet været plaget af nationale stridigheder. Burmeserne udgør kun omkring to trediedele af befolkningen, resten er etniske minoriteter, som har kæmpet for selvstændighed. Særlig alvorlig har kampene imod rohingyaerne været. Disse har deres oprindelse i Bangladesh men blev importeret i stort tal i kolonitiden. Efter landets selvstændighed fortsatte indvandringen, nu illegal, og de muslimske rohingyaer indledte en etnisk udryddelseskamp imod burmeserne i landets nordvestlige randområder (Rakhine). Da rohingyaerne tillige angreb et militærdepot, indledte militærdiktaturet en systematisk udryddelseskampagne imod dem. Mindst 6.700 rohingyaer, heraf 730 børn, blev dræbt i månederne efter volden udbrød i 2017 og mindst 288 landsbyer blev helt eller delvist afbrændt. Omkring 730.000 rohingyaer blev i den forbindelse sendt på flugt fra Myanmar til Bangladesh, hvor de imidlertid er lige så uvelkomne som i Burma. Følgen var, at flygtningene blev placerede i lejre på isolerede øer i Den bengalske Bugt.

Foruden denne kamp har militæret også kæmpet imod andre nationalistiske etniske rørelser med fuld styrke. Blandt andet foretog militæret angreb mod oprørskontrollerede områder ved den thailandske grænse. Over 10.000 civile er flygtet over grænsen ind i Thailand. Omkring 2.300 flygtninge fra det etniske mindretal karén måtte flygte. Guvernøren i Tak-provinsen opgjorde, at 5.358 landsbyboere fra Myanmar havde krydset Moei-floden den 26. december 2021 for at søge tilflugt i Thailand. Omkring begyndelsen af februar 2022 vendte tusindvis af flygtninge tilbage fra Thailand til Myanmar, da levevilkårene på den thailandske side af grænsen var for vanskelige, og deres bosættelser blev angiveligt demonteret af det thailandske militær. Mange af flygtningene var fra Lay Kay Kaw, en by nær den thailandske grænse i Karén-staten. Kampe mellem regeringstropper og Karen-minoritetsgrupper i grænseområdet blussede op igen i april 2023, hvor i alt knap 4.000 måtte tage tilflugt i 10 midlertidige lejre i Tak-provinsen. De thailandske myndigheder oplyste i juni, at de havde reddet 3.342 flygtninge, der krydsede grænsen. I Slutningen af juli havde de thailandske myndigheder opgjort, at 9.064 flygtninge søgte ly og fik midlertidig hjælp i Mae Hong Son-provinsen.

I 2023 indledte de ulige nationalistiske rørelser i Burma et samarbejde for i fællesskab at bremse den militære undertrykkelse, og de har opnået en vis fremgang dels i landets nordligste egne, dels i de sydøstlige egne langs grænsen til Thailand.

Latinamerikanske militærdiktaturer

Latinamerika har gennem tiden været præget af utallige militærdiktaturer, der ofte afløste hinanden. De fleste af disse synes ikke at have været specielt ideologisk motiverede bortset fra Peronismen, og de fleste af disse diktatorer er blevet beskyldt for at varetage amerikanske interesser og at have hvilet på amerikansk støtte. Men man skal ikke lade sig narre: dybest set var der tale om militærdiktatorer, som alene var interesserede i at have magten, og som anvendte kampen mod oprørsbevægelser samt sikringen af ro og orden som deres dårlige undskyldninger for dette magtovergreb. USA støttede ofte disse diktatorer, fordi de gav frie muligheder for de amerikanske virksomheder, der opererede i disse lande, til hensynsløs udnyttelse af landenes befolkninger og ressourcer. Følgen var, at disse lande havde kroniske underskud på handelsbalancen og betalingsbalancen, hvilke kun kunne dækkes ved udstrakte lån fra amerikanske banker. Et klassisk eksempel var præsident Machado på Cuba, der er blevet karakteriseret som "en diktator med udpræget forkærlighed for mord", og som fik en udstrakt personlig kredit, der i 1920-ernes slutning nåede 200.000 dollars. Et andet eksempel fra samme tid var Peru, hvor Juan Leguia, en søn af landets korrupte diktator, i 1927 fik udbetalt 450.000 dollars for at forhandle et lån på 50 millioner dollars til Peru; pengene blev betalt for ikke at forhindre lånet. Senere blev præsident Leguia væltet, og det enorme lån blev naturligvis aldrig betalt tilbage.

Udviklingen fortsatte uændret efter 2. verdenskrig, dog nu med en ideologisk diimension: konkurencen imellem kommunisme og kapitalisme. Vi kan passende tage eksemplet Chile. Her var Salvador Allende kommet til magten på et socialistisk program om nationaliseringer og planøkonomi. Han blev væltet i et militærkup i 1973 ledet af general Augusto Pinochet, som imidlertid måtte trække sig igen efter en folkeafstemning i 1988, der var gået ham imod. Pinochet kaldte sig patriot. I virkeligheden havde begge kun deres egne interesser at varetage, men de havde forskellige taktikker med hensyn til hvem, der skulle betale prisen for deres magtbegær. Tilsvarende i andre tilfælde. Derfor kan Peronismen anses at have en vis interesse i denne sammenhæng.

Peronismen

Peronismen har navn efter Juan Perón, hvis parti Partido Justicialista vandt valget i Argentina i 1946 og afskaffede parlamentarisk demokrati. Peron blev styrtet ved et militærkup i 1955, hvorpå fagforeningerne og nationalsyndikalisterne blev undertrykt. Efter kuppet i 1955 prægede modsætninger mellem peronisterne og militæret argentinsk politik. Peron vandt atter et valg i 1973 og drog tilbage fra eksil i Spanien, hvorpå han styrede Argentina i et år, før han døde.

Peronisme (på spansk Peronismo eller Justicialismo) var en politisk bevægelse i Argentina og en venstrepopulistisk politisk ideologi. Bevægelsen havde største tilslutning blandt arbejderklassen i byerne, især dem som var flyttet ind fra landdistrikterne på jagt efter arbejde. Bevægelsen havde brod mod kapitalstærke, internationale selskaber i Argentina. Bevægelsen havde også en vis tilslutning i middelklassen. Peron ønskede at begrænse de udenlandske selskabers virksomhed i Argentina. Perón ledede et autoritært regime, som udviklet sig til et militært diktatur og styrede delvis på grundlag af karisma og sin person. Politisk, økonomisk og social ulighed var antagelig en vigtig grund for støtten til peronismen. Fagforeningerne var en vigtig magtbase for Peron. Men hele styret var baseret på let skjult afpresning mod de private foretagender. Det var dem, der med en pistol for brystet "frivilligt" måtte finansiere regimets godgørenhed, hvor det bestak sig til popularitet i befolkningen. Som alle andre afpresningsregimer kunne det kun fungere så længe, at der var nogen at presse penge ud af. Når pengekassen var tom, eller når virksomhederne lukkede ned, mistede regimet sit økonomiske grundlag. Resultatet var forudsigeligt: ubegrænset fattigdom. Men helt så langt nåede regimet aldrig.

Peronismen kan ses på som en enkel form for nationalsyndikalisme, hvor en alliance mellem en etpartistat og de store fagforeninger indgik i et forpligtende samarbejde på grundlag af fælles politisk værdisyn.

Cuba

Cuba er et interessant tilfælde, fordi det i mangt og meget belyser lighederne mellem et klassisk gennemkorrupt militærdiktatur og et socialistisk diktatur.

Da USA blev ramt af en finanskrise i 1929, fik dette om muligt i endnu stærkere indflydelse på den cubanske økonomi, og den alvorlige økonomiske depression forstærkede oppositionen mod præsidenten Gerardo Machado y Morales. Han blev tvunget til at træde tilbage i 1933 og blev erstattet med amerikansk samtykke af en ny præsident, Carlos Manuel de Céspedes. Céspedes' samarbejde med USA blev af Fulgenico Batista brugt som begrundelse for at foretage et militærkup mod denne, hvorunder Batista fik støtte fra studenterne. Ramón Grau San Martin indsattes som regeringschef og gennemførte en række sociale reformer, men Batista var landets egentlige leder. Parallelt fandtes en kommunistisk oprørsbevægelse, som ville gennemføre sit eget politiske program. Batista og San Martin sloges mod kommunisterne og blev modarbejdede af USA, men med trussel om et amerikansk angreb blev San Martin tvunget til at flygte og Batista til at ændre politisk holdning over for USA.

I 1940 indførte Batista en ny forfatning, hvorved almindelige valg skulle afholdes. Han vandt der efter ved præsidentvalget, men under overfladen var der alvorlige problemer, blandt andet problemerne med kommunisterne og en alvorlig korruption inden for administrationen. I kampen mod kommunisterne stillede studenterne sig på regeringens side, og kommunisterne stillede sig på USA's. Den 10. marts 1952 tog Batista magten ved (endnu) et ublodigt statskup og blev anmeldt til forfatningsdomstolen af en ung advokat, Fidel Castro. Efter at have fejlet ved at ad lovlig vej slippe af med Batista, forsøgte Castro at gennemføre et kup mod et militært anlæg, hvilket ligeledes mislykkedes. Han blev fængslet og erklærede under retssagen: "Historien vil frikende mig".

Batistas styre er blevet betegnet som "et vælde af skurke og banditter", især fordi Miamis underverden i stor udstrækning søgte dertil og på grund af den omfattende bordelvirksomhed. Styret efter 1952 prægedes også af udbredt censur, terror og undtagelsestilstand. Oplysningerne om Cubas BNP per indbygger forud for revolutionen varierer mellem cirka 1.700 og 2.700; i alle tilfælde tilhørte Cuba da de i særklasse rigeste lande i området. Sundhedsvæsenet var veludviklet med 1.000 indbyggere per læge, forholdsvis lav spædbarnsdødelighed og fri sygepleje, men sygehuse fandtes kun i byerne, og for befolkningen på landet var sundhedsplejen i praksis meget mangelfuld, dyr og geografisk fjern.

I 1955 opstod en væbnet modstandsbevægelse mod Batistas styre i landets bjergegne og skovområder ledet af Fidel Castro, som ankom til øen fra Mexico dette år efter at være blevet frigivet under en almindelig amnesti. På samme tid, 1957-1958, brød USA sine venskabelige forbindelser med Batista og stoppede sidst nævnte år med at eksportere våben til ham, for at senere samme år igen støtte den siddende regering. Lederne af den cubanske revolution tog magten efter, at Batista var flygtet fra landet i januar 1959, hvor efter Castro dannede en regering med sine guerillasoldater. Omkring 700 Batista-trofaste personer blev dømt til døden og henrettet, og 110 præster fra den romersk-katolske kirke blev udvist.

Som ansvarlig for landets økonomi satte Castro sin våbenfælle, terroristen Che Guevara. Selv var han frem til 1976 regeringschef for der efter at blive præsident; i praksis var han fra 1959 Cubas militærdiktator og ansigt udadtil. Blandt de første indenrigspolitiske aktioner, som det nye styre gennemførte, var i 1959 at konfiskere amerikansk ejendom i landet, først og fremmest sukkerplantager og 90 % af mineindustrien, et skridt som sammenlagt indebar et erstatningskrav på en milliard amerikanske dollar. Men udbetaling af erstatning til de ramte trak ud. At Cuba i 1961 sluttede sig til Sovjetunionen bliver undertiden forklaret med, at USA i juli 1960 ophørte med at købe cubansk sukker som afpresning - Cubas vigtigste eksportvare som ifølge aftale med de amerikanske plantageejere oversteg verdensmarkedspriserne med 50 %. Sovjet greb i denne situation ind og opkøbte sukkerhøsten og gav Cuba kreditter. I december 1961 erklærede Castro, at han tilsluttede sig marxisme-leninismen, økonomien begyndte at blive en planøkonomi styret efter fireårsplaner, jordbruget, industrien og al handel nationaliseredes, og Cuba blev en socialistisk etpartistat. Sovjetunionen blev yderst vigtig for landets økonomiske overlevelse, da de ved USA's handelsembargo mod Cuba i 1962 overtog handelen med landet. Samme år indtraf den så kaldte Cubakrise efter, at Sovjetunionen ville placere strategiske missiler på øen som en del af Den kolde Krig. Under Guevaras uansvarlige økonomiske ledelse led landet under alvorlige økonomiske kriser, hvilket han selv åbent erkendte om i interviews; Cubas økonomiske vækst var i 1960-erne en af de laveste i Latinamerika.

Centralt i den castroske politik var at skabe hombre nuevo, "det nye menneske", en socialistisk sindet kollektivskabning, uimodtagelig for økonomiske gevinster som ikke længere skulle være samfundets drivkraft, og politikken gik ud på at i stedet løse produktionsproblemer med estímulo moral, "moralske stimuli". I 1961, "uddannelsens år", gennemførtes en omfattende kamp mod analfabetisme, som sank fra 23,6% til 3,9% ifølge offentlig statistik. Uddannelse frem til universitetet blev gratis, og for universitetsstudier indførtes stipendier. Befolkningen skulle opdrages til at føle ansvar for landets økonomi gennem medindflydelse på sine arbejdspladser. I 1971 var regeringen dog kommet til den opfattelse, at demokratiseringsbestræbelserne måtte suppleres med en lov om arbejdspligt: at være arbejdsduelig men mangle arbejde blev dermed ulovligt. I al kriminalitetsbekæmpelse på Cuba var straffen indrettet mod "politisk omskoling". I praksis indførte regimet en form for slaveri.

Som en konsekvens af at Cuba var en etpartistat blev al politisk opposition forbudt. At bekæmpe statens politik eller kommunistpartiet i handling blev strafbart, og anderledes tænkende fik tilbud om at forlade landet, fraset mænd i den værnepligtige alder, læger og andre erhvervsgrupper, som landet led mangel på. I 1971 var derved en halv million indbyggere flygtet fra Cuba, men det år afskaffedes muligheden for lovligt at emigrere. I midten af 1960-erne udgjorde ifølge officielle cubanske oplysninger antallet af politiske fanger til 25.000. Omkring halvdelen af landets læger flygtede det første årti, ligesom næsten alle medicinske professorer. I 1980 efterkom Castro den amerikanske præsident Jimmy Carters opfordring til at lade de cubanere, som ønskede det, få lov til at komme til USA, og 125.000 cubanere ankom der efter med båd under en kort periode til Miami, hvor den cubanske befolkning allerede udgjorde omkring 600.000 personer. Sammenlagt er omkring 2 millioner cubanere flygtet siden 1959, heraf bor omkring 75 % i USA.

Fra revolutionen frem til østblokkens sammenbrud havde Cuba et nært samarbejde med de østeuropæiske lande eller rettere: landets eksistens afhang af støtte herfra. Ifølge USA's udenrigsdepartement udgjorde den sovjetiske bistand til Cuba i 1981 8 millioner amerikanske dollar per dag, men det skøn er blevet bestridt af Castro. At Cuba siden bruddet med USA var fuldstændigt afhængigt af handelen med Sovjetunionen var dog ubestrideligt, lige som landet åbent tog imod våben derfra. Trods dette var Cuba fortsat beroende også af anden udenlandsk bistand, især fra FN, og regnedes som et udviklingsland.

Landets fortvivlede økonomi forhindrede ikke, at Cuba støttede flere væbnede socialistiske grupper, som gjorde modstand mod koloniale styrer, således FLN i Algeriet, Vietnam, Congo, Venezuela og Bolivia, og landet var fra begyndelsen i 1961 medlem af De alliancefrie landes bevægelse. I 1966 dannedes Tricontinentalrørelsen på Cuba, som skulle virke for en verdenomspændende revolution, og omtrent samtidig dannedes den Latinamerikanske solidaritetsorganisation i Havanna med samme formål. I begge tilfælde var regeringen en drivende kraft bag. Efter den professionelle morder og revolutionsterrorist Che Guevaras død nedtonedes guerillastrategien noget, men endnu i 1980-erne var Cuba den største krigsmagt i Afrika bortset fra afrikanerne selv. I 1980 havde Cuba ifølge Castro 50.000 civile og militære udenlands, der i blandt 1.500 læger og over 100.000 soldater havde indtil da udenlands "gennemført internationalistiske opgaver".

Sovjetunionens sammenbrud betød også, at Cuba ikke længere fik økonomisk støtte herfra. Uden denne støtte var landet på sammenbruddets rand. For at undgå sammenbrud har regimet måtte tage to skridt, dels at tillade små private virksomheder, dels at tillade kommunistkina at omdanne landet til en pseudokoloni.

Præstestyret i Iran

Teokratiske diktaturer er især forbundet med såkaldt islamisk fundamentalisme. Hvordan er det muligt, at en religion understøtter et diktatorisk styre, kvindeundertrykkelse, flerkoneri, pædofili, slaveri? Svaret er, at islam ikke er nogen ægte religion men snarere en pseudoreligion, der først og fremmest havde til formål at forsvare og legitimere arabisk levevis og imperialisme på det tidspunkt, hvor ideologien blev formuleret, det vil sige mellem år 691 og 741. Islam er et falsum, formentlig skruet sammen af anti-trinital pseudokristendom, pseudojødedom samt aramæiske kristne tekster, som imidlertid er blevet misforståede. Man kan kun til fulde forstå dette, når man ser på omstændighederne omkring denne ideologis historiske udvikling.

Islam opfindes

Rødderne til skabelsen af den ideologi, der endte som islam, skal søges tilbage i tiden kort efter Jesu død og korsfæstelse, nærmere betegnet efter ødelæggelsen af templet i Jerusalem i år 70. For mange jøder var det starten på en ny tilværelse i eksil, uden for Palæstina. For andre blev genopbyggelsen af det jødiske tempel et mål for deres selvforståelse; disse kaldes judeo-nazaræere. Kendetegnende for denne gruppe af jøder var, at de anså sig selv som de eneste sande jøder og de eneste sande følgere af Jesus. Deres selvforståelse gik ud på, at de opfattede de forudgående begivenheder som Guds straf over de ikke-troende og "falske" jøder. Deres mål var at befri det hellige land og at genopbygge templet som forberedelse til, at profeten Jesus ville vende tilbage og skabe Guds rige på jorden. De bosatte sig i Golan-højderne og Syrien, fra Aleppo i nord til nabatæerne i syd og i Transjordan. De opfattede dette eksil som jødernes nye exodus i ørkenen, en parallel til den jødiske udvandring fra Egypten under Moses ledelse. Deres tankegang udviklede snart en ny etik: alt, hvad der gavnede deres sag, var tilladt, alt, hvad der skadede deres sag, var ondt og skulle udryddes. De opfattede sig selv som Guds udvalgte soldater, der skulle befri det hellige land og Jerusalem, og de hadede den traditionelle rabbinske jødedom.

Deres udvikling i de følgende århundreder er kun sparsomt belyst, men det ser ud til, at deres ideologi blev spredt ad karavaneveje. Det er muligt, at de havde indflydelse på dronning Zenobias forsøg på en statsudvidelse med udgangspunkt i Palmyra omkring år 272, hvilket forsøg imidlertid blev knust af romerne, men dette nederlag synes ikke at have knust selve bevægelsen. Århundreder senere, da der udbrød krig mellem Byzans og perserne, synes bevægelsen at have fundet frugtbar jord for et nyt forsøg på at realisere deres politisk-religiøse mål. I begyndelsen af 600-tallet gjorde perserne et fremstød for at erobre Palæstina, hvilket lykkedes, og der blev kortvarigt indsat en jødisk guvernør, og der gjordes et (forgæves) forsøg på at genopbygge det jødiske tempel i Jerusalem samtidig med, at judeo-nazaræerne og deres arabiske allierede blev fordrevet fra Jerusalem. Men efter et oprør, der ramte alle ledende jøder samt kristne, etablerede perserne deres eget styre i byen i 617. Judeo-nazaræerne følte imidlertid deres sag styrket.

Begivenhederne tog en ny vending i 624, da Heraklius trængte ind i Mesopotamien for at genvinde tabte områder for Byzans. På dette tidspunkt måtte judeo-nazaræerne flygte til arabiske områder uden for byzantinsk kontrol. Her udviklede de nye planer for befrielsen af Palæstina, som de opfattede som en gentagelse af Joshuas historiske erobring af det hellige land. I løbet af en kort årrække vandt de en række sejre, der blandt andet resulterede i erobringen af Jerusalem omkring 635-638. Imidlertid vendte profeten ikke tilbage, og omkring 640 begyndte nogle arabere at tvivle på judeo-nazaræernes sag og på deres løfter. Følgen var, at fællesskabet mellem de to grupper brød sammen. Efter nogle år med usikkerhed fremtrådte Abd al-Malik ibn Marwan som den nye leder. Han tog magten i Damaskus i 685 og udnævnte sig selv til at være den nye profet, der skulle etablere Guds rige på jorden. Dermed blev de sidste forbindelser til judeo-nazaræerne brudt, og en ny religiøs ideologi, der samtidig fungerede som grundlaget for etableringen af en ny arabisk nationalitet, opstod.

Muhammed opfindes

I 6. og 7. århundrede var Mellemøsten behersket af to riger og to trosretninger: mod vest herskede det byzantinske imperium og kristendom, mod nordøst sassanidernes rige og zoroastracisme. Der udviklede sig snart en strid mellem disse, som svækkede dem begge. I syd, på den arabiske halvø, herskede beduinerne, som ikke havde nogen egentlig statsdannelse. Men i 632-634 udviklede Abu Bakr sig angiveligt til leder af en hær, som først undertrykte og samlede de beduinske stammer og dernæst vendte sig imod Syrien og Persien. Han døde i 634 men blev efterfulgt af Omar, som erobrede Syrien (Damaskus i 635), Persien (Ktesiphon i 636), Palæstina (Jerusalem i 638) samt Egypten (Aleksandria i 642). Han blev efterfulgt af Uthman i 644, som fortsatte den imperialistiske politik, men blev myrdet i 656. Han efterfulgtes af Ali fra 661, som gjorde Damaskus til sit hovedsæde. Mod øst erobredes Kabul, Bokhara og Samarkand. Han efterfulgtes af Abd al-Malik, som regerede i Damaskus fra 685 til 705. I begyndelsen efter deres erobringer havde beduinerne ikke noget ønske om (og havde ikke nogen forudsætninger for) at styre de byer, som de havde erobret, så de betalte jøder og kristne (som de anså sig i slægt med via Abraham) for at gøre det. Det var ikke et problem, at disse folk ikke anså sig for muslimer, for der fandtes ingen muslimsk identitet. Men Abd al-Malik indså, at beduinerne havde et problem: de havde ikke nogen fælles national identitet, der kunne holde dem sammen! Skiftet til en arabisk "muslimsk identitet" kan ses på datidens mønter: indtil 691 fulgte han de traditionelle møntformer, men i 692 optrådte for første gang mønter med arabisk tekst. Det skete lige efter, at Klippemoskeen blev opført i Jerusalem og med samme tekst. Kort fortalt: 691/2 "opfindes" en arabisk muslimsk identitet! Og moskeen opførtes lige over for den kristne kirke men højere for at markere, at beduinerne nu var blevet herrer over Jerusalem. Angivelig blev moskeen opført på det sted, hvor Muhammed drog op til himlen for at blive pålagt at bede 5 gange daglig, men indskriptionerne i moskeen fortæller intet om denne begivenhed. I stedet er det her, at man første gang hører udsagnet: "der er ingen gud andre end Gud. Han har ingen forbindelser. ..Han har ingen sønner. ..Mhmd er hans udsending" (Sura 112) .. tro på Allah og hans udsending og sig ikke tre" (Sura 4:171). Dette er en bevidst anti-kristen programerklæring og dermed starten på islamisk ideologi. Det er første gang, at Mhmd nævnes i en arabisk tekst overhovedet. "Muhammed" er ikke et navn men et tilnavn; det betyder "den prisværdige" (eller noget i den retning). Han opfindes som profet, fordi beduinerne indtil da kun havde jødiske profeter og Jesus at henholde sig til. Men en egen profet var nødvendig, hvis beduinerne skulle opfatte sig som et "udvalgt" folk (i lighed med jøderne).

Allah opfindes

I datiden var handelen i Mellemøsten kontrolleret af nabatæerne. De var en af flere nomadiske stammer, som oprindeligt strejfede rundt i den arabiske ørken med sine tamdyr mellem steder, hvor det var græs og vand. De havde ingen faste eller nøjagtige grænser i den omliggende ørken. Efter at have opretholdt territorial uafhængighed fra, at de havde etableret sig som en nation i 300-tallet f.Kr., blev de erobret af den romerske kejser Trajan i 106 e.Kr. og deres land blev annekteret af Romerriget. Senere etablerede de en slags hovedstad og handelsknudepunkt i Petra. Nabatæerne var polyteister, og blandt deres guder var Allah. Han var gift med Allat. Al-‘Uzzá og Manāt var døtre af Allah. Det var fra ham, at Abd al-Malik hentede navnet på sin "gud". I det 5. århundrede konverterede nabatæerne officielt til kristendommen. Men de havde en tradition for at bede i retning af deres helligdom i Petra, og denne tradition fortsatte i det første århundrede after Muhammeds formodede død. Helt frem til 725 var bedemuren (qibla) over alt rettet imod Petra, ikke mod Mekka. Første gang, at bedemuren rettes mod Mekka, er i 731 (i Pakistan), men det skulle tage over hundrede år at overbevise befolkningerne om, at Mekka fremover skulle være den hellige by. Der skulle et ødelæggende jordskælv til i Petra i 713 for at overbevise de troende herom.

Mekka opfindes

Mekka omtales første gang i kilderne i 741. Før denne tid nævnes byen ikke i nogen skriftlig kilde, heller ikke på stenindskrifter. Det vil sige, at der ingen by af dette navn eksisterede på den tid, da Muhammed angiveligt skulle have levet (570-632). Læser man koranen nærmere, viser det sig, at beskrivelsen af det hellige sted passer på Petra men ikke på Mekka. Dette tyder på, at traditionen med Mekka først er blevet til i begyndelsen af 700-tallet. Ifølge en arabisk indskrift i Taif nær Mekka blev opførelsen af helligdommen først begyndt i 697, 5-8 år efter at kapa'aen blev flyttet fra Jerusalem til Mekka (år 78 ifølge muslimsk tidsregning). Dette bekræftes af omfattende arkæologiske undersøgelser på stedet, der har vist, at der ingen bebyggelse fandtes før denne tid i Mekka. De bygninger, som tidligere er blevet udpegede til at være Muhammeds hjem eller på anden måde forbundne med myten om ham, er nu blevet nedrevne for at forhindre en nøjere datering og undersøgelse. Ikke blot selve stedet men også dets omgivelser var uegnede til landbrug, selv kvægavl. En nøjere undersøgelse af samtlige varegrupper, der har været formodet handlet i Mekka, viser, at stedet lå uhensigtsmæssigt for handelen med dem alle. Selve handelen foregik ikke ad karavaneruter, som teorien formoder, men ad søvejen, ikke mindst Det røde Hav, hvor der var talrige havne og handelspladser på den vestlige, afrikanske side men ingen på den østlige, arabiske side. Mekka havde hverken træ eller skibe, og ingen havn af betydning. Også Mekkas formodede handelspartnere har vist sig at være en myte.

Det er muligt, at Mekka har været et sted for hedenske ritualer i førmuslimsk tid, men ingen kilde tyder på det. Mekkas rolle som religiøst sted ses først efter opkomsten af islam. Mange af de traditioner, som nu forbindes med byen og stedet, stammer beviseligt fra andre kulturer og steder. I Mekka går muslimerne 7 gange rundt om kaba'aen. Hvorfor 7 gange? Fordi at det er det, som jøderne går om kappaen i Jerusalem for at mindes erobringen af Jeriko. Ligeledes går de frem og tilbage mellem to bjerge angiveligt til minde om, at Hagar gjorde det samme for at søge vand. Men det er ulogisk, hvis Mekka lå på stedet; hun kunne have spurgt om vand hos enhver indbygger. Endelig smider de med sten "efter djævelen", men der er tre af dem. Det er utvivlsomt nabatæernes guder Allah, Allat og Manāt, der her er tale om. Sandsynligvis er der i virkeligheden tale om et ritual fra nabatæerne, som muslimerne simpelthen har overtaget og nu forsøger at indpasse i deres egen religiøse ideologi (omtrent som traditionen med at Jesus er født ved vintersolhverv for at give denne oprindeligt hedenske højtid et kristent indhold).

Hele traditionen med Mekka som et helligt sted, hvor Muhammed har levet, kan afvises som en myte.

Koranen opfindes

Det er først under Abd al-Malik og hans søn Al Walid, at de første koran-manuskripter begynder at blive skrevet, men de er ikke komplette og de bliver ustandselig forandrede i de følgende århundreder. Der findes ikke et eneste manuskript fra koranen, der kan dateres til 7. århundrede. Forsøg på at datere pergamenter med korantekster har vist sig umulige, fordi der er tale om ældre pergamenter, som først er taget i brug længe efter, at de blev lavet.

Muhammeds "visioner" er først nedskrevet i 800-tallet, det vil sige over 200 år efter hans formodede død, og de må først og fremmest antages at afspejle den da herskende tankegang og levevis, det vil sige imperialisme, kvindeundertrykkelse, pædofili, slaveri m.m. Hele ideologien havde til formål at give beduinerne den identitet og den profet, som de ikke tidligere havde haft samt at legitimere deres imperialisme. Og den skulle legitimere intolerance og endda racisme rettet imod især jøder og kristne.

Undersøgelser af teksterne i koranen af bl.a. Gunther Lüling har vist, at omkring en fjerdedel stammer fra kristne aramæiske tekster, der egentlig hylder Jesus, men navnet er omhyggeligt udeladt. Flere af disse tekster er "dunkle" og "uforståelige", fordi araberne ikke forstod aramæisk og derfor blot indskrev teksterne i en form, der lød nogenlunde rimelig for dem (men fortsat fulde af fejl). Nogle tekster i koranen stammer fra zoroastacistiske religiøse skrifter. Andre tekster er beviseligt omskrevne jødiske børneeventyr. Mere end halvdelen af koranen består af kopierede tekster, den er simpelthen et stort plagiat! I nogle tilfælde er tekststykker om arabisk levevis indflettet i de kristne tekster. Resten af koranen er hadtekster dels vendt mod Jesus som profet, dels vendt mod treenigheden i den kristne tro. Flere af teksterne rummer anakronismer, hvor ikke-samtidige folk nævnes sammen, eller begivenheder hævdes at have fundet sted, som ikke har kunnet finde sted, eller hvor folk forbindes med genstande, som ikke fandtes i deres levetid!

Islam er med andre ord et falsum, ikke en egentlig religion men en ideologi bygget på løgne. Der findes ingen kilder, som beviser eksistensen af en profet ved navn Muhammed i 600-tallet, byen Mekka fandtes da overhovedet ikke, og følgelig kan ingen af de begivenheder, som skulle være forekommet der, have fundet sted der. Teksterne om hans visioner er alle mere end 200 år senere end hans død. Der er ingen kilder fx. mønter, stenindhuggede skrifter eller dokumenter, der kan understøtte, at befolkningen skulle have anset sig selv som "muslimer" i 700-tallet. Sandsynligvis har islam sine rødder i en pseudo-jødisk tradion, der benægtede eksistensen af den hellige treenighed, og som derfor måtte flygte fra Jerusalem med den "sorte sten" (sikkert en meteor) til Mekka, formentlig i 691, og først efter denne begivenhed udvikles hele traditionen om Muhammed mm. Det skulle tage over 200 år at udvikle denne tradition, men en endelig koran blev først skrevet så sent som i 1927 i Kairo, og den fik endda først anerkendelse i Saudi Arabien i 1985. Dette er baggrunden for den islamiske revolution i Iran i 1979.

Islams intolerance og voldstilbedelse

Islam er ikke en religion, det er en ideologi. Det er en totalitær ideologi, som er gennemsyret af intolerance og voldstilbedelse. Ikke mindre end 149 vers i koranen forsvarer fx. brugen af vold:
- Sura 8:39, 9:5, 9:123 samt 18:74 og 80-81 forsvarer mord på vantroende.
- Sura 5:38 forsvarer lemlæstelse.
- Sura 24:2 forsvarer brug af piskeslag som straf.
- Sura 2:223 forsvarer voldtægt og kvindeundertrykkelse.
- Sura 33:59 forsvarer tvangspåklædning.
- Sura 2:173 forsvarer tvangsregler for mad.
- Sura 2:193 forsvarer tvangsleveregler.

Islam er i bund og grund antidemokratisk og uforenelig med demokratiske samfund. Derfor viser det sig også, at alle samfund baserede på islam altid afskaffer menneskerettigheder og demokrati. Ideologien tillader kun dens forsvarere (ayatollaher, imamer osv.) at udøve regeringsmagt og afsige retsdomme.

Magtovertagelsen i Iran

I 1979 lykkedes det det iranske præsteskab under ledelse af Rudholla Khomeini at overtage magten i Iran og skabe et teokratisk diktatur. Det indførte de facto et et-parti styre, systematisk undertrykkelse af ytringsfrihed samt af kvinders rettigheder. I årene lige efter magtskiftet var der en omfattende flygtningestrøm ud af landet.

Under Khomeinis styre blev islamisk lov indført med strenge adfærds- og påklædningsforskrifter for både mænd og kvinder. Medierne var om muligt endnu mere ufrie, end de havde været under shahen, og de nye forskrifter gjorde dagliglivet svært for især de moderne indstillede iranere. Styret udviklede sig hurtigt i en brutal og undertrykkende retning med systematiske brud på menneskerettighederne, herunder forskellige former for tortur.

Præstestyret har fastholdt diktaturet også efter Khomeinis død, men med tiden har der været en voksende folkelig modstand mod undertrykkelsen. Især kvinderne har reageret imod undertrykkelsen af dem. Flere kvinder er døde, fordi de nægtede at gemme deres hår bag tørklæder.

Imperialismen og international terrorisme

Præstestyret har ført en semi-imperialistisk politik for så vidt som, at man dels har udsendt enheder fra den såkaldte revolutionsgarde for at støtte islamiske bevægelser i andre lande og undergrave de demokratiske styrer der, dels økonomisk har understøttet fundamentalistiske shiamuslimske terroristbevægelser. Nærmere betegnet har Iran støttet Hamas i Gaza, Hezbollah i Libanon og Houti i Yemen. Disse udfører de beskidte handlinger, som Iran og dets regime ikke selv ønsker at blive associerede med. Dog har Iran også sin egen "revolutionsgarde", som det fra tid til anden sender ud for at gennemføre terrorhandlinger.

Kvindeundertrykkelse og modstand

Præstestyret har også indført tvangspåklædning for kvinder, i særdeleshed at de skal bære et tørklæde således, at hele deres hår er dækket. Denne groft diskriminerende tvang har forståeligt nok vakt modstand blandt landets kvinder, især efter at Mahsa Amini blev tæsket til døde af det iranske "ordenspoliti". Senere er andre kvinder blevet myrdede af samme årsag. Det er i 2024 endnu ikke muligt at forudsige enden på præstediktaturet, men det var måske en advarsel, da en moderat reformist ved en folkeafstemning blev valgt til ny statsminister i stedet for de foreslåede "hardlinere" efter, at forgængeren døde under et helikopterstyrt under tvivlsomme omstændigheder. Der forekommer jævnligt protester i Iran imod præstestyret og kvindeundertrykkelsen. Forlydender vil vide, at Iran nu er det land i verden, hvor kristendommen er stærkest i vækst.

Taliban

Taliban betegner det fundamentalistiske islamiske regime i Afghanistan. Taliban har været ved magten i to omgange men dets politik har været den samme. Centralt for diktaturet står total afskaffelse af ytringsfrihed samt en ekstrem kvindeundertrykkelse. Kvinder tvinges til at gå i burka. Kvinder har ikke ret til skolegang og uddannelse. De kvinder, der har siddet i offentlige stillinger, er blevet fjernet. Kvinder kan ikke selv beslutte noget. Piger bortgiftes som regel når de er 10-15 år gamle til midaldrende mænd, reelt praktiseres pædofili.

Taliban hævder selv, at det praktiserer sharia, det vil sige "islamisk lov".

Oprindelsen

Taliban startede som en militant islamisk terrorbevægelse under ledelse af mullah Akhtar Mansour fra juli 2015 til maj 2016, hvor han blev dræbt i et amerikansk droneangreb. I maj 2016 blev Mawlawi Hibatullah Akhundzada den tredje øverstbefalende i Talibans historie, og fra januar 2019 overtog mullah Abdul Gani Baradar som Talibans politiske leder og forhandler.

Da den sovjet-støttede "Afghanistans Demokratiske Republik" brød sammen i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem en række krigsherrer. Taliban dukkede op som en magtfaktor, der kunne skabe lov og orden i landet og fik betydelig støtte fra de etniske pashtunere. Ifølge Talibans egne forklaringer samlede mullah Mohammed Omar en styrke på 30 talibanere i foråret 1994, da han have hørt om en bortførelse og voldtægt af to kvinder ved en kontrolpost. Han reddede ifølge Taliban kvinderne og hængte kommandøren. Efter denne hændelse blev de fromme religiøse krigere stærkt efterspurgt af landsbyboere, der var plaget af de uregerlige mujahedin-soldater. Talibanbevægelsen var opstået.

Første magtovertagelse

Efter at have overtaget magten i og omkring Kandahar ved militære og diplomatiske sejre angreb Taliban Ismail Khans styrker i den vestlige del af landet og erobrede byen Herat fra ham den 5. september 1995. Efter erobringen af byen lykkedes det talibanerne at besejre ham fuldstændigt. Om vinteren belejrede Taliban hovedstaden Kabul. De blokerede handelsvejene og bombarderede byen med raketter. I marts opgav den afghanske præsident Burhanuddin Rabbani og Gulbuddin Hekmatyar deres kamp mod hinanden og dannede en ny anti-Taliban alliance. Den 26. september 1996 opgav de kontrollen med Kabul og trak sig tilbage mod nord. De overlod dermed regeringsmagten til talibanerne, der kort efter gav de afghanske områder, som de kontrollerede, navnet Afghanistans Islamiske Emirat.

Den 20. maj 1997 gjorde generalerne Abdul Malik Pehlawan og Mohammed Pehlawan oprør mod den usbekiske krigsherre Abdul Rashid Dostums ledelse og indgik en alliance med Taliban. Tre dage senere opgav Dostum kontrollen over store dele af sin hær og flygtede fra sin base i Mazar-e Sharif til Usbekistan. Den 25. maj overtog styrkerne fra Taliban og mytteristerne kontrollen over byen. Samme dag som Talibanerne overtog kontrollen med byen, anerkendte Pakistan talibanernes styre som den lovlige regering i Afghanistan. Saudi Arabien fulgte Pakistans eksempel, og anerkendte talibanregeringen dagen efter. Den 27. maj opstod der hårde gadekampe mellem Taliban og Maliks styrker. Talibans soldater var ikke vant til krigsførelse i byer og led et alvorligt nederlag. Tusindvis af soldater mistede livet som følge af kampe og henrettelser. Taliban generobrede imidlertid byen den 8. august 1998.

Den 29. august 1998 beordrede USA's præsident Bill Clinton den amerikanske flåde til at affyre krydsermissiler mod fire mål i Afghanistan, som USA udpegede som træningslejre for islamiske terrorister. En af lejrene blev drevet af Osama bin Laden, som USA beskyldte for at have stået bag bombeattentaterne den 7. august mod flere af de amerikanske ambassader i Østafrika.

Det styre som Taliban stod bag, blev kun anerkendt af Pakistan, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabien. Taliban kontrollerede Afghanistan med undtagelse af nogle mindre områder i nordøst, der blev kontrolleret af Nordalliancen. FN og resten af verden anerkendte fortsat Rabbani som Afghanistans lovlige statsoverhoved, selv om han ikke havde nogen reel politisk indflydelse i landet.

Taliban modtog støtte fra både Saudi-Arabien og Pakistans efterretningstjenester og havde et relativt godt forhold til dem. Forholdet til den shia-muslimske iranske regering var imidlertid meget dårligt, da talibanerne aktivt modarbejdede shia-retningen i den islamiske religion.

Da Taliban overtog magten, indførte de straks sharia (islamisk) lov i de områder, de kontrollerede. Talibans regering var styret af kendere af islam og islamisk lov. Straffene, der blev administreret af en religiøs politistyrke, var blandt andet amputation af en eller begge hænder for tyveri og stening for utroskab.

En UNESCO-rapport fastslog, at der var sket et "voldsomt 65 % fald i de piger, som går i skole. I skoler drevet af uddannelsesministeriet er kun 1 % af eleverne piger. Procenten af kvindelige lærere er faldet fra 59,2% i 1990 til 13,5% i 1999."

Taliban indførte et forbud mod at de afghanske kvinder viste sig offentligt uden at være iklædt en burka.

I marts 2001 besluttede Taliban, at to store Buddha-statuer i Bamiyan-provinsen skulle ødelægges. Taliban erklærede dem for afgudsdyrkeri, der ikke kunne tolereres i en islamisk stat. Den ene statue var 38 m høj og 1800 år gammel, den anden var 53 m høj og 1500 år gammel. Talibans beslutning blev fordømt af UNESCO og en lang række lande, deriblandt Iran.

Genindførelse af demokratisk styre

Den 22. september 2001 trak De Forenede Arabiske Emirater og senere Saudi-Arabien deres anerkendelse af Taliban som den lovlige regering i Afghanistan tilbage efter, at USA havde beskyldt Osama bin Laden og Taliban for stå bag terrorangrebet den 11. september 2001. Dermed havde Taliban-regeringen kun forbindelser til Pakistan. Under trusler om gengældelsesangreb som straf for at skjule Osama bin Laden og hans al-Qaida organisation, tilbød Taliban regeringen at udlevere bin Laden til et neutralt land, men forslaget blev ikke taget seriøst af USA. FN's sikkerhedsråd besluttede enstemmigt at indføre en våbenembargo og fastfryse bin Ladens, al-Qaidas og Talibans formuer.

Den 7. oktober 2001 indledte USA støttet af Storbritannien og en koalition af andre lande militæroperationer mod Taliban. Målet med dem var at fjerne Taliban fra magten, fordi Taliban ikke ville udlevere bin Laden til USA samt at øve gengældelse for Talibans hjælp til bin Laden og hans al-Qaida organisation. Landkrigen blev hovedsagelig udkæmpet af styrker fra Nordalliancen. Mazar-e Sharif faldt i hænderne på koalitionen den 9. november. Det var en begivenhed som førte til, at en række provinser faldt med minimal modstand, da mange lokalstyrker skiftede fra Taliban til Nordalliancen. Natten til den 12. november trak Taliban sig ud af Kabul. Den 15. november befriede de allierede styrker 8 vestlige hjælpearbejdere, der havde været holdt i fangenskab i tre måneder på grund af anklager om kristen missionsvirksomhed. Taliban trak sig senere ud af Kandahar og omgrupperede sig i grænseregionen mellem Afghanistan og Pakistan. Taliban-regeringen anderkender ikke grænsen mellem Afghanistan og Pakistan, som en legitim grænse.

Taliban opgav imidlertid ikke sin terrorisme og førte systematisk krig mod det internationalt anerkendte styre og de vestlige støttetropper. I sommeren 2021 indledte Taliban en stor offensiv i Afghanistan i forbindelse med tilbagetrækningen af USA's styrker fra landet. Dette ledte til, at Taliban den 23. juli 2021 havde overtaget kontrollen med over halvdelen af Afghanistans 421 distrikter, og allerede den 15. august 2021 faldt Kabul til Taliban.

Anden magtsovertagelse

Den 15. august 2021 fik Taliban igen kontrollen over hele Afghanistan, efter en kraftig offensiv fra maj til august, som sluttede af med, at Taliban indtog Kabul og at præsident Ashraf Ghani flygtede ud af landet.

Leder af den nye regering blev mullah Mohammad Hassan Akhund, der var med til at grundlægge Taliban og som var udenrigsminister og næstkommanderende i gruppens første regering i 1990'erne. Mullah Abdul Ghani Baradar blev næstkommanderende i regeringen.

Næsten umiddelbart efter magtovertagelsen fratog Taliban atter kvindernes rettigheder til uddannelse, arbejde, valg af påklædning med mere, som den vestlige tilstedeværelse havde sikret dem i 20 år.

Taliban har under hele sin eksistens været en totalitær terrorbevægelse, som kun i kraft af sin militære indsats har kunnet opnå magt. Bevægelsen har under påkaldelse ad sharia-lov som sit hovedmål især haft undertrykkelse af kvinders rettigheder og demokratiske principper i almindelighed.

ISIS

"Islamisk Stat" (forkortet til "ISIL", "ISIS" eller "IS". (الدولة الإسلامية, al-Dawlah al-Islāmīyah), også kendt som den "Islamiske Stat i Irak og Levanten", er en sunnimuslimsk militant gruppe, som kæmper for at oprette et islamisk kalifat i Mellemøsten. Islamisk Stat er vokset ud af en række sunnimuslimske oprørsgrupper, der opstod efter invasionen af Irak 2003. ISIS er kendt på arabisk som ad-Dawlah al-Islāmiyah fī 'l-ʿIrāq wa-sh-Shām - forkortet til "Da'ish", "Da'eesh" eller "Daesh".

Før invasionen var Irak ledet af Saddam Hussein og Ba'ath-partiet, som med jernhånd slog ned på islamistiske grupper. Efter den vestlige invasion af Irak fik også al-Qaeda en lokal afdeling i landet. Efter, at Abu Bakr al-Baghdadi overtog ledelsen af al-Qaeda i Irak, opstod der gradvis større og større uenighed med al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri, som leder organisationen fra sit skjulested i grænselandet mellem Pakistan og Afghanistan. Blandt andet mente man i al-Qaedas ledelse, at al-Baghdadi var for voldelig i sin fremfærd. Uenighederne førte til, at al-Qaeda i februar 2014 tog offentlig afstand fra sin afdeling i Irak, som man afbrød al kontakt med.

Derefter valgte al-Baghdadi at skifte gruppens navn til "Islamisk Stat i Irak og Levanten". Bevægelsen, som startede i Irak, har i de seneste år vokset sig stor i nabolandet Syrien, hvor de både kæmper mod Bashar al-Assads regeringsstyrker og syriske oprørsgrupper, både islamistiske og sekulære. I sommeren 2014 erobrede ISIS store dele af Irak, og den 29. juni 2014 erklærede Baghdadi, at de områder, som bevægelsen kontrollerer i Irak og Syrien, tilsammen er et nyt kalifat. Baghdadi udråbte sig selv til at være den nye kalif, samtidig med at han ændrede bevægelsens navn til Islamisk Stat.

Islamisk Stat har indført rabiate sharia-regler i de områder, de kontrollerer, hvilket blandt andet har resulteret i undertrykkelse, forfølgelse og afpresning af andre religioner og vilkårlige henrettelser for fx. at ryge eller høre musik. Organisationen stod også bag ødelæggelse af store dele af kulturarven i de områder, den kontrollerede.

Islamisk Stat er blevet forbundet med en række massakrer på syriske regeringssoldater, civile og oprørere samt for en lang række kidnapninger af vestlige nødhjælpsarbejdere, journalister og syriske oppositionsaktivister, samt andre grupperinger (etnisk og religiøst) af ikke-sunnitiske tilhørsforhold. FN’s Menneskerettigheds-domstol har dokumenteret, at Islamisk Stat har begået massehenrettelser, bortførelser af kvinder og brug af børnesoldater. Som eksempelvis den 19. august 2014, da Islamisk Stat offentliggjorde en video, der viste halshugningen af den amerikanske journalist James Foley, der blev kidnappet den 22. november i 2012 af uidentificerede, bevæbnede gerningsmænd i det nordvestlige Syrien. Videoen med titlen "En besked til Amerika" blev offentliggjort på flere sociale medier.

Islamisk Stat påtager sig ofte ansvaret for udførte terrorangreb rundt om i verden. Blandt andet i november 2015 påtog IS sig ansvaret for to terrorangreb i henholdsvis Beirut november 2015 i Libanon og i Paris november 2015 i Frankrig.

Siden 2014 har udenlandske militærfly og personel hjulpet på forskellige fronter imod Islamisk Stat. Rusland og Iran har støttet op om Bashar al-Assad, og det gamle syriske styre og kæmper mod både IS og andre oprørere i Syrien. USA har siden den 8. august 2014 angrebet IS fra luften i Irak og siden den 22. september 2014 også bombet IS i Syrien. Den 17. oktober 2017 meddelte observatører, at IS var blevet fordrevet fra Raqqa, der siden 2014 havde fungeret som en "hovedstad" for IS i Syrien.

Islamisk Stat mistede i juli 2017 kontrol med en af dets største byer, Mosul, der blev erobret af den irakiske hær. Efter den større sejr, har IS fortsat med at tabe territorium til forskellige stater og andre militære styrker allierede imod IS, disse har kæmpet imod IS indtil slutningen af november og starten af december 2017, hvor IS ikke længere kontrollede noget meningsfuldt territorium.

Boko Haram

Boko Haram, kalder sig selv Wilāyat Gharb Ifrīqīyyah (الولاية الإسلامية غرب أفريقيا, (Islamisk Stat's Vestafrikanske provins, ISWAP), tidligere kaldet Jamā'at Ahl as-Sunnah lid-Da'wah wa'l-Jihād (betyder på hausa: "vestlig uddannelse er en synd") er en militant nigeriansk islamistisk gruppe under ledelse af Abubakar Shekau.

I 2002 blev Boko Haram grundlagt i Maiduguri af Muhammad Yusuf. Gruppen blev anset som mere eller mindre fredelig indtil 2009. Den 26. juli 2009 kom gruppen i konflikt med regeringen i delstaten Bauchi under en demonstration, og politiet arresterede flere medlemmer af gruppen som de mistænkte for at planlægge et attentat. Dagen efter satte Boko Haram-aktivister flere kirker, en politistation, et toldkontor og et fængsel i Borno i brand. Regeringen svarede igen med en massiv militær offensiv, og omkring 700 mennesker blev dræbt under den fem dage lange krig, deriblandt højtstående medlemmer. Yusuf forsøgte at flygte, men blev indhentet og pågrebet. Herefter har Abubakar Shekau været gruppens leder.

I 2011 var gruppen ansvarlig for mere end 450 drab i Nigeria. I januar 2012 udførte Boko Haram en serie angreb som førte til ca. 200 dødsfald.

I 2014 stod gruppen bag kidnapning af 276 skolepiger fra en kostskole i byen Chibok.

Den 8 januar, 2015 rapporterede flere medier at Boko Haram havde dræbt flere hundrede personer i Borno-delstaten i Nigeria. Andre rapporter anslog at dødstallet var helt op imod 2000. Det blev berettet, at armerede Boko Haram-grupper angreb 16 byer og landsbyer i Borno-staten, som følge af erobringen af Baga og én militærbase, den forudgående weekend. Lørdag den 10. januar 2015 fulgte Boko Haram aktionen op med at sende en ca. tiårig pige med en bombe spændt om livet ind på en markedsplads i en landsby i Borno. Vidner har udtalt, at pigen næppe var klar over, at hun bar bomben, som blev udløst af en fjernbetjening. Det antages, at de intensiverede aktioner skyldes ønsket om at påvirke udfaldet af det kommende valg i Nigeria.

I februar 2015 indrømmede Nigerias daværende præsident Goodluck Jonathan, at han og regeringen havde undervurderet Boko Haram. Samtidig indsatte nabolandene Tchad, Cameroun, Niger og Benin hjælpetropper ind i kampene mod terrororganisationen.

I 2018 bortførte gruppen 110 piger fra universitet i Dapchi og i 2020 tog gruppen skylden for bortførelsen af hundredvis af skoleelever fra en skole i Kankara. Denne politik med kidnapning og islamisk undertrykkelse samt tvangsægteskaber har været en fast del af terrororganisationens politik.

Palæstinensiske Befrielsesorganisation

Den Palæstinensiske Befrielses Organisation (Palestinian Liberation Organization, PLO) er en arabisk-islamisk terrororganisation. PLO blev oprindelig dannet i 1964 med det formål at fortsætte kampen imod staten Israels eksistens, men over tid har man til dels skiftet politik.

Baggrund

PLO blev grundlagt i 1964 ledet af Ahmed Schukairy, som 4 år senere blev afsat af Nationalrådet til fordel for Yasser Arafat. PLO var egentlig tænkt som en modstykke til Fatah og alle de mindre organisationer, som indtil da kæmpede for en palæstinensisk stat. Det blev ændret, da Yasser Arafat overtog formandskabet. Arafat var nemlig formand for Fatah, og derfor blev Fatah en af de første organisationer, som sluttede sig til PLO. PLO blev dermed en organisation med det formål at samle alle de terrorgrupper, som ønskede at udrydde den jødiske stat.

Seksdageskrigen

I 1967 led de arabiske stater et stort nederlag under Seksdageskrigen, hvilket bl.a. medførte at Israel fik kontrol over både Gaza-striben og Vestbredden, som i perioden 1949-1967 ellers havde været kontrolleret af henholdsvis Egypten og Jordan. Seksdageskrigen resulterede således i, at stor gruppe palæstinensere, bosiddende på Vestbredden og i Gaza, kom under israelsk kontrol. Derfor vandt PLO stor støtte, og det gjaldt specielt Arafat og hans ideer om guerillakrig mod israelerne og et fuldt selvstændigt PLO under kontrol af fedayeen-organisationerne.

Sorte September

Efter seksdageskrigen i juni 1967 flygtede mange mennesker fra Vestbredden til Jordan. Fra tidligere boede der 650.000 palæstinensere i landet. Kongeriget Transjordanien, som grundlagdes i 1946, blev kaldt Østpalæstina af briterne fra og med 1. verdenskrig. I 1967 kom der yderligere 200.000 flygtninge til fra Vestbredden. Disse palæstinensere kom dermed til at udgøre en stor gruppe i Jordan, som jo allerede bestod af overvejende indfødte palæstinensere. Mange deltog i forskellige palæstinensiske rørelser, og allerede den 28. juni 1967 indledtes flere terroraktioner mod de israelske styrker på den anden side af Jordan-floden. Fra jordansk territorium udførte Fatah flere angreb mod den israelsk kontrollerede Vestbred. Efter, at en skolebus var blevet sprængt i luften, da den kørte over en mine (en voksen døde, flere skolebørn blev sårede) den 18. marts 1968, bestemte Israel sig for at slå tilbage.

Yassir Arafat ledte Fatah PLO, paraplyorganisationen for de palæstinensiske modstandsorganisationer, som havde sit hovedkvarter i flygtningelejren Karameh. Tidligt på morgenen den 21. september gik israelske styrker over Jordan-floden. Mens kampvogne angreb vest fra landsattes faldskærmsjægere på anden side af lejren. Da jordansk artilleri beskød israelerne, blev det angrebet af det israelske flyvevåben. I lejren var Fatahs styrker, mange unge drenge, ifølge egne oplysninger "kun" bevæbnede med håndskydevåben. Under kampene ødelagdes alle huse i lejren bortset fra moskéen. Sent om eftermiddagen trak israelerne sig tilbage. Trods store tab erklærede Fatah sig som den politiske sejrherre, skønt de israelske tab fortrinsvis skyldtes den regulære jordanske hær.

Mange palæstinensere og andre arabere sluttede sig til PLOs forskellige grupper. De fortsatte angreb, som disse grupper foretog mod den anden side af Jordanfloden, besvaredes hårdt af Israel. I de FN-byggede flygtningelejre havde det jordanske politi allerede mistet al indflydelse, og når palæstinensiske grupper drog til større byer, optrådte de ofte på en måde, som forstyrrede den offentlige orden. Mange optrådte i camouflagedragt og bevæbnede med AK-47 krævede de "frivillige bidrag" til deres væbnede kamp. Palæstinensiske grupper opsatte vejspærringer. Jordans kong Hussein var foruroliget, da mange af palæstinenserne var modstandere af kongen samtidig, som han mente, at de væbnede anfald på Vestbredden gjorde det sværere at nå en aftale med Israel om at tilbagelevere Vestbredden.

I februar 1970 udsås Rasoul Kilani til premierminister, og han forbød at bære våben i byer og krævede, at alle motorkøretøjer skulle registreres. For at minimere faren for kampe mellem guerillaen og hæren skulle hæren opholde sig ved sine kaserner. Hussein fik løfte af Arafat at denne ville opretholde orden, men efter som guerillaen var splittet i flere grene, fungerede det ikke. I begyndelsen af juni udbrød nye kampe. Den 9. juni udbrød en skudveksling, da kongen passerede en vejspærring. Den 10. juli blev indgået en aftale mellem kongen og paraplyorganisationen Den Palæstinensiske Modstandsbevægelse, PRM, som blandt andet gik med til ikke at bære våben i byerne.

Den 1. september 1970 gjordes endnu et forsøg på at myrde kongen, da denne var på vej ud til Ammans flyveplads. Den 6. september lykkedes det den marxistiske modstandsbevægelse Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP) at få hele verdens opmærksomhed, da PFLP kaprede tre passagerfly og fløj dem til Dawson's Field uden for Zerqa. I Amman og andre byer udbrød skudvekslinger mellem rivaliserende palæstinensiske grupper. Så længe, kaprerne havde uskyldige mennesker i deres vold, kunne Hussein ikke lade hæren gribe ind, og han måtte personligt indgribe, da hærenheder forsøgte at trænge ind i Amman for at kæmpe mod palæstinensisk grupper. Premierministeren forhandlede med Arafat om, at guerillaen skulle forlade byerne, men det stod klart, at Arafat ikke havde tilstrækkelig vilje eller magt til at gennemføre det.

Den 16 september udså kongen en ny militærregering, og hæren omringede Amman og andre byer. Dagen efter gik 1. infanteriregement og den 4. mekaniserede division ind i Amman med støtte fra den 60. panserbrigade. Guerillaen forsvarede sig med håndvåben og panserbrydende raketter. Hæren angreb tillige palæstinensiske grupper i andre byer som Irbid, Jerash og Zerqa.

Om morgenen den 20. september blev situationen kritisk, da syriske tropper gik over grænsen med to panserbrigader. Kampe udbrød mellem de syriske styrkers sovjetiske kampvogne, T-54 og T-55, og Jordans britiske Centurion-kampvogne. Beskudte af det jordanske flyvevåben blev syrerne tvungne til at trække sig tilbage den 23. september.

Sudans præsident Gaafar Nimeiry forsøgte at arrangere en våbenstilstand, og den 25. september gik Arafat med til dette. Der efter lykkedes det Arafat at forlade Jordan og komme til Kairo, hvor Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser tog imod ham. Den 27. september kom Hussein til Kairo for forhandlinger. Både Arafat og Hussein var bevæbnede med håndskydevåben, og mødet gav anledning til stærke følelser mellem de to ledere. Hussein gik med til en aftale, hvor begge sider blev erklærede som sejrherrer.

Antallet af døde i kampene er uklare, men troligvis drejer det sig om 1.500 - 2.000 personer. Ifølge Røde Kors blev 1.600 personer dræbt under kampene.

Hvad, der svækkede palæstinenserne, var antagelig ikke den jordanske militærmagt men begivenheder uden for landet, som gjorde, att deres politiske opbakning mindskede. Den 28. september døde præsident Nasser ved et pludseligt hjertetilfælde, og den 13. november skete et statskup i Syrien, hvorved forsvarsministeren Hafez al-Assad blev premierminister.

Den 31. oktober blev Arafat tvunget til at underskrive en ny aftale, hvor palæstinenserne forpligtede sig til ikke at bære våben og at anerkende de jordanske myndigheders overhøjhed. Kampe fortsatte på et lavere niveau mellem palæstinensiske grupper og den jordanske hær i 1971. Efterhånden blev de palæstinensiske grupper tvungne til at forlade Jordan, og i stedet etablerede de sig i Libanon, hvor deres tilstedeværelse førte til udbruddet af en borgerkrig der.

Den 28. november 1971 blev Jordans premierminister Wasfi al-Tal myrdet af en palæstinensisk terrorgruppe, som kaldte sig Sorte September. I 1972 udførte den samme gruppe et terrorattentat under de olympiske lege i München.

Når begivenheden fortjener så megen opmærksomhed, er det, fordi at den viser, at PLO var en terrororganisation, og at dens erklærede formål på ingen måde modsvarede dens faktiske handlinger.

Interne magtkampe

PLO var aktivt deltagende i borgerkrigen i Libanon og kæmpede mod den kristne befolkning, imod de libanesiske forsvarsstyrker, imod den israelske hær (da denne skred ind for at beskytte de kristne) og syriske styrker. PLO svækkedes indadtil, da Fatah, som ledede bevægelsen, ikke var særligt ideologisk markant udover målet at "befri" Palæstina. Derimod var de kommunistiske grupper Folkefronten til Palæstinas befrielse (PFLP) og DFLP mere markante i ideologi og udgjorde dermed en trussel mod Fatah med hensyn til kontrol over bevægelsen. Desuden skabte Baath-partiets sekulære regeringer i Irak og Syrien marionetgrupper inden for PLO, hvilket komplicerede situationen yderligere.

Udråbelsen af en palæstinensisk stat

I juli 1988 afskar kong Hussein af Jordan alle juridiske og administrative bånd til Vestbredden og PLO, de facto opgav han alle krav i forhold til området. Ved et møde i PNC i Algier i november 1988 udråbte Arafat oprettelsen af staten Palæstina med hovedstad i Jerusalem. Udråbelsen fik hurtigt gehør fra lande rundt om i hele verden. På trods af proklamationen udøvede PLO i 1988 fortsat ikke kontrol over noget område på hverken Vestbredden eller i Gaza.

I 1993 blev der indledt forhandlinger i Oslo mellem Israel og PLO. Forhandlingerne resulterede i, at Det Palæstinensiske Selvstyre blev skabt med begrænset grad af selvstyre over dele af Vestbredden og Gaza. PLO tog som den klart største politiske gruppering hurtigt kontrol over hjemmestyremyndigheden, og Yasser Arafat blev selvstyrets første præsident. Demokratiske valg til myndigheden blev første gang afholdt i 1996. PLO anerkendte til gengæld staten Israels ret til at eksistere, hvilket førte til konflikter inden for bevægelsen, men forbedrede dens stilling i mange europæiske lande og i USA. Man forkastede tillige anvendelsen af vold for at nå sine politiske mål samt accepterede Sikkerhedsrådets resolutioner 238 og 242. PLO mistede derefter betydning, men fortsatte som palæstinensernes officielle og lovlige repræsentant internationalt.

Man kunne have forventet, at PLO her efter ville samle sig om at skabe den palæstinensiske stat, som angiveligt var formålet med organisationen, men sådan gik det ikke. I stedet blev Vestbredden og Gaza de nye baseområder for terroraktioner rettet imod staten Israel.

Intifada

Selv om der bor et stort palæstinensisk mindretal i Israel, ville PLO ikke acceptere, at der også boede jøder på Vestbredden og i Gaza, det vil sige de palæstinensiske selvstyreområder. Som følge heraf indledte PLO terror både imod bosætterne og imod Israel. Israels reaktion var at beskytte bosætterne og at svare igen på terroren. Følgen har været, at Israel, frivilligt eller ufrivilligt, måtte udvide sin kontrol på Vestbredden og i Gaza. På et tidspunkt opgav Israel dog bosættelser i Gaza, men uden, at dette førte til varig fred. I stedet rykkede terroristerne blot deres baser tættere på grænsen.

Nye voldshandlinger begyndte i september 2000, efter at Ariel Sharon (daværende israelske oppositionsleder) den 28. september aflagde et kontroversiel besøg på Tempelbjerget i Jerusalem (hvor også Al-Aqsa-moskéen og Klippehelligdommen er beliggende). Selve besøget var fredeligt, men det udløste protester og optøjer, som israelsk politi slog ned på med gummikugler og tåregas.

Den anden intifada forårsagede et højt antal ofre både blandt civile såvel som kombattanter. Israelske styrker gjorde bl.a. brug af skydevåben, kampvogne, luftangreb og målrettede drab, mens palæstinenserne hjorde brug af bl.a. skydevåben, selvmordsbomber, stenkast og raketangreb. Palæstinensernes brug af "selvmordsbomber", som regel børn og unge iført bombeveste, var særligt fremtrædende og var hovedsageligt målrettet israelske civile. Brugen af bombeveste viste hvor lidt, PLO egentlig bekymrede sig om palæstinensiske menneskeliv. Den eneste glæde, som selvmodsbomberne fik af deres ofre, var, at de blev udnævnt til "martyrer". Generelt stod det i kontrast til den første intifada, som generelt var karakteriseret som mindre voldelige. Det anslås, at kampene samlet (både hvad angår civile og militære kombattanter) resulterede i godt 4.000 dræbte; cirka 3.000 palæstinensere, 1.000 israelere, samt 64 udlændinge.

Mange anser Sharm el-Sheikh-topmødet i 2005 for at have markeret afslutningen på den anden intifada. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og den israelske premierminister Ariel Sharon blev her enige om, at alle palæstinensiske fraktioner ville stoppe alle voldshandlinger, mens Israel ligeledes ville indstille al sin militære aktivitet. De genbekræftede ligeledes deres forpligtelse til "Køreplanen for Fred"-processen. Sharon indvilligede ligeledes i at løslade 900 af de 7.500 palæstinensiske fanger i Israel på daværende tidspunkt, lige som han indvilligede i at trække sig tilbage fra byer på Vestbredden, som var blevet genbesat af israelske styrker i forbindelse med den anden intifada.

Borgerkrig

Siden 2003 har den palæstinensiske side været splittet af en konflikt mellem de to største grupperinger: Fatah, det største palæstinensiske parti, og Hamas. Efter præsidentvalget i 2006 udbrød der kampe mellem parterne, som medførte at det palæstinensiske selvstyres territorium blev delt mellem Fatah, der har kontrollen over Vestbredden, og Hamas, der har kontrollen over Gaza.

Hamas blev grundlagt i december 1987 af arabiske medlemmer af Det muslimske broderskab samtidig med starten på den første palæstinensiske intifada eller opstand mod den israelske bosættelse. De centrale grundlæggere var Ahmed Yassin og Abdel Aziz al-Rantissi. Den nye organisation opnåede hurtigt stor tilslutning, samtidig med at den kom i konflikt med PLO, der i 1988 havde anerkendt Israels ret til at eksistere. Hamas handlede uafhængigt af andre palæstinensiske organisationer, hvilket skabte konflikter mellem gruppen og dens sekulære nationalistiske modparter blandt palæstinenserne.

I 1989 blev organisationen forbudt af Israel og i 1991 etablerede Hamas sin militære gren, Izz al Din al-Qassam-brigaderne. Parallelt med den militære opbygning etablerede organisationen et et omfattende netværk med sociale tilbud, som også bidrog til dens popularitet. Tilslutningen til Hamas steg igennem 1990'erne og ind i 2000-tallet. Partiet deltog ikke i det palæstinensiske præsidentvalg i 2005, men vandt parlamentsvalget til det Palæstinensiske Lovgivende Råd i 2006 med 74 ud af de 132 mandater. Partiet dannede derpå regering med Ismail Haniyeh som ministerpræsident. Tiltagende interne spændinger mellem de palæstinensiske grupper førte i 2007 til militære kampe mellem Hamas' og det konkurrerende Fathas sikkerhedsstyrker. Her eliminerede Hamas alle medlemmer af Fatah i Gazastriben ved simpelthen at myrde dem og overtog den fulde kontrol med området, mens præsident Mahmoud Abbas samtidig afskedigede Haniyeh og opløste den palæstinensiske samlingsregering. Hamas har siden omdannet Gaza til een stor militær træningslejr og base for terrorangreb på Israel.

Trump-planen

Efter årtiers dødvande i forsøgene på at skabe endelig fred mellem Israel og den palæstinensiske befolkning fremlagde daværende USA præsident Donald J. Trump en plan i 2020, der skulle skabe en vedvarende løsning. Denne plan gik ud på at forene de palæstinensiske selvstyreområder med tunneller således, at de fungerede sammen. De var blevet opsplittede, fordi Israel gentagne gange havde måttet overtage kontrol over områder med jødiske bosættelser. Trump tilbød yderligere milliardinvesteringer til op- og udbygning af den tekniske og sociale infrastruktur. Planen blev imidlertid afvist af både Fatah og Hamas, som modtager milliardbidrag fra vestlige lande, og som derfor ikke har nogen interesse i, at konflikten nogensinde afsluttes. Det bekræfter blot, at der er en dyb forskel mellem PLOs erklærede mål og organisationens faktiske politik.

60 år efter sin oprettelse har PLO vist, at det aldrig har været organisationens egentlige mål at oprette en palæstinensisk styret stat. I stedet er det terrororganisationens mål at udrydde staten Israel og indtil, at det sker at benytte forholdene i Palæstina til at afpresse Vesten økonomisk bistand, der imidlertid kun går til at opretholde undertrykkelsen af befolkningen. I den henseende minder PLO om talrige afrikanske diktatorer, der har siddet på magten siden afkoloniseringen. Men det må understreges, at denne villighed til at ofre menneskeliv er inspireret af organisationens muslimske ideologi.

En af fordelene ved at studere terrorgrupper er, at de ofte afspejler de samme motiver om at opretholde sin magt og betydning i stedet for at nå til demokratiske løsninger, som gælder for totalitære regimer, blot med den forskel at de ikke har nogen officiel position at kunne legitimere deres motiver med.

Hizbollah

Hizbollah er en islamisk terrororganisation i Libanon. Hizbollah blev oprindeligt dannet som en paramilitær modstandsbevægelse mod Israels kontrol over de sydlige dele af landet i 1982. Organisationen blev oprindelig finansieret af Iran, og præstediktaturet i Iran er fortsat den vigtigste kilde til dets økonomi og våbenmagt. Hizbollah rummer både en militær gren (Al-Muqawama al-Islamiyya), som i 1980'erne og 90'erne bekæmpede den israelske kontrol i Libanon og et politisk parti med sæde i det libanesiske parlament og i landets regering samt et omfattende socialt arbejde, der driver hospitaler, klinikker og skoler. Hizbollah råder desuden over en række elektroniske og skriftlige medier, det vil sige at det reelt kontrollerer medierne i landet. Hizbollah er af USA sat både på USA's liste og på EU's liste over terrororganisationer.

Formelt er det terrororganisationens mål at etablere en islamisk stat i Libanon inspireret af revolutionen i Iran og ayatollah Khomeini. For at opnå dette formål har organisationen systematisk forfulgt Libanons kristne befolkningsgrupper, og mange er blevet tvunget til at flygte ud af landet. Ifølge forfatningen skal Libanons præsident være en repræsentant for landets kristne befolkning, men embedet har i årevis været ubesat, fordi Hizbollah har modsat sig ethvert valg.

Baggrund

Libanon fik formelt selvstændighed under 2. verdenskrig. I 1943 underskrev landets daværende ledelse en aftale, den såkaldte Nationale pagt, (al Mithaq al Watani), som blandt andet regulerede hvilken religion, regeringens embedsmænd skulle tilhøre. Denne aftale blev senere en del af landets forfatning, da man i 1989 undertegnede Taif-aftalen. Ifølge aftalen skulle parlamentet bestå af kristne, drusere og muslimer. Præsidenten skulle altid være kristen tilhørende den maronitiske kirke, formanden i parlamentet skulle være en shia-muslim, og statsministeren skulle være en sunni-muslim.

Gennem de følgende årtier var Libanon et fredeligt og rigt land takket være den Nationale Pagt. Men dette blev undergravet af befolkningsudviklingen fra omkring 1970. I første omgang skete der en omfattende indflytning af palæstinensiske flygtninge fra Transjordan, hvorfra de var blevet udvist efter at have udøvet afpresning imod befolkningen og endda kidnappet kongen. Denne tvangsudvisning er blevet kendt som "Sorte September".

Allerede i 1970-erne var freden i Libanon blevet undergravet, da titusinder af palæstinensiske terrorister ankom til landet mellem 1973 og 1975 efter Yom Kibbur-krigen. De kom til at udgøre et dominerende element i landets befolkning og snart begyndte de at forfølge den kristne befolkning, hvis hjem blev bombet sønder og sammen således, at disse måtte leve i beskyttelsesrum. Men palæstinenserne var ikke færdige med deres terror, og de ønskede at henrette og udrydde den kristne befolkning.

I 1975 udbrød en borgerkrig. Begyndelsen skete med en muslim, som gik ind i en kirke og hensynløst myrdede kristne. De palæstinske grupperinger dannede Den nationale Bevægelse sammen med det drusiske socialistparti og andre libanesiske venstregrupperinger, mens maronittiske forsvarere etablerede Den libanesiske Front. Reelt var der tale om, at muslimske okkupanter forsøgte at gennemføre en magtovertagelse i det land, der havde taget imod dem som flygtninge. Muslimerne begyndte systematisk at bombe byer med kristne befolkninger. I et tilfælde i 1976 gik de ind i en kristen by og begyndte systematisk at massakrere hele befolkningen inklusive dem, som havde søgt beskyttelse i kirken, blandt andet ved at korsfæste dem. Da kristne styrker som reaktion herimod belejrede palæstinensiske "flygtningelejre", gik PLO aktivt ind i krigen. I januar samme år sendte Syrien en syrisk-palæstinensisk styrke ind i Libanon, og i april 1976 var det de kristne maronitter, som måtte bede om hjælp fra Syrien.

Kampene i Libanon blussede op igen i 1977, da druser-lederen Kamal Jumblatt blev myrdet og druserne reagerede med en massakre i kristne landsbyer. Urolighederne fortsatte til trods for, at FN indsatte fredsstyrken UNIFIL i 1978. På dette tidspunkt, i 1982, kom Israel de kristne til hjælp ved først at rykke ind i den sydlige del af Libanon, dernæst trængte de israelske styrker tværs gennem FN-styrkerne og stansede ikke, før de nåede Beirut. Målet var at tvinge PLO ud af Libanon og at bidrage til beskyttelse og evakuering af den kristne befolkning. Det var denne hjælp, som var den direkte årsag til dannelsen Hizbollah som en organisation, der skulle forhindre denne redningsaktion. Maronitterne sluttede sig til de israelske soldater, mens sunni-militsen Mourabitoun og Shia-militsen Amal kæmpede mod dem sammen med PLO. Efter et par måneder trak PLO sig imidlertid ud og flyttede deres hovedkvarter til Tunis. Men Shia-militsen fortsatte sin terrorkampagne mod den kristne befolkning, og Israel trak først sine tropper ud i år 2000. Syrien opretholdt sine besættelsestropper i landet til 2005.

Borgerkrig og terror

Libanon blev i sommeren 2006 kastet ud i en ny krig, da Hizbollah i det sydlige Libanon affyrede adskillige missiler mod Israel, ligesom Hizbollah dræbte tre israelsk soldater og to to soldater til fange. Kampene varede fra 12. juli til 14. august 2006 og omfattede hovedsagelig raketangreb mod byer i Nordisrael og bomber mod mål i Libanon. Israelerne svarede tilbage ved at iværksætte angreb med flystyrker og artilleri mod mål i Libanon og en invasion i det sydlige Libanon. Konflikten ophørte officielt ved FN Resolution 1701 den 14. august 2006, der foreskre en våbenhvile. Omkring 1.191 libanesere og 160 israelere blev dræbt under konflikten. Beiruts sydlige forstæder blev kraftigt beskadiget af israelske flyangreb. Kampene skadede også den libanesiske infrastruktur. 1.000.000 libanesere og 200.000-400.000 israelere måtte evakueres, men de fleste kunne siden vende tilbage.

Mellem 2006 og 2008 opstod i Libanon protester under ledelse af grupper, der var imod den valgte pro-vestlige premierminister Fouad Siniora. Protestbevægelserne ønskede en "national samlingsregering", og de overvejende shia-muslimske oppositionsgrupper skulle have vetoret. Da præsident Émile Lahouds embedsperiode udløb i 2007, afviste oppositionsgrupperne at stemme for en afløser, med mindre der blev indgået en aftale om deling af magten i landet, hvilke førte til, at landet stod uden præsident. Der opstod væbnede kampe i 2007 i og omkring Nahr al-Bared mellem den libanesiske hær og den radikale palæstinensiske sunni-muslimske bevægelse Fatah al-Islam, hvor flere hundrede soldater, oprørere og civile omkom.

Uroen i landet eskalerede i maj 2008, hvor den libanesiske regering erklærede Hizbollahs kommunikationsnetværk ulovligt, hvorefter styrker fra Hizbollah og Amal besatte det vestlige Beirut. Efter væbnede kampe mellem parterne og mellem 50 og 100 dræbte blev de væbnede fjentligheder afsluttet ved Doha-aftalen, hvorefter Michel Suleiman blev præsident og der blev dannet en såkaldt samlingsregering med vetoret til oppositionen. Aftalen var en sejr for oppositionen, da regeringen gav efter for alle dens hovedkrav.

I januar 2011 brød den libanesiske samlingsregering sammen som følge af stigende spændinger mellem parterne i anledning af arbejdet i det særlige tribunal, der forberedte tiltaler mod de medlemmer af Hizbollah, der havde medvirket til attentatet på Hariri. Parlamentet valgte Najib Mikati, kandidat fra den Hizbollah-kontrollerede 8. marts alliance, som ny premierminister. En rapport lækket af avisen Al-Akhbar i november 2010 fastslog, at Hizbollah havde lagt planer om at tage magten i landet, såfremt tribunalet udstedte arrestordrer på dets medlemmer.

Islamiske pseudoflygtninge fra Syrien

Udbruddet af borgerkrigen i Syrien skabte yderligere uro i Libanon, der modtog mere end en million syriske flygtninge i 2014. Antallet af flygtninge indebar, at den libanesiske regering i 2015 anmodede UNHCR om at indstille registreringen af syriske flygtninge. I oktober 2016 anslog regeringen af der opholdt sig 1,5 million syrere i landet. Denne situation fik landets økonomi til at bryde sammen. Libanons økonomi led under en voldsom inflation på op til 50% og en mangel på likviditet. I oktober 2019 gennemførtes på ny massedemonstrationer som følge af regeringens planer om nye skatter på blandt andet benzin, tobak og telefonopkald over WhatsApp. Demonstrationerne udviklede sig til også at opfatte protester mod styret og den omfattende korruption, den elendige økonomi og manglen på daglige fornødenheder som elektricitet, renovation m.v. Protesterne førte til endnu en politisk krise i landet. Premierminister Saad Hariri tog sin afsked og bakkede op om demonstranternes krav om en regering af uafhængige eksperter. Hassan Diab overtog posten som premierminister og dannede en ny regering uden, at dette dog førte til ro i landet.

Den 4. august 2020 skete en voldsom eksplosion i Beiruts havn, der ødelagde store områder i byen og dræbte mere end 200 mennesker. Årsagen var den skødesløse opbevaring af 2.750 ton ammoniumnitrat i et varehus, der ved et uheld brød i brand. Eksplosionen medførte fornyede protester mod regeringen og premierminister Hassan Diab og dennes regering måtte gå af kort efter, men fortsatte som et forretningsministerium. Demonstrationerne fortsatte ind i 2021. I marts 2021 meddelte energiministeriet, at der ikke var penge til at indkøbe olie til elektricitetsværkerne. En ny regering overtog magten i september 2021 under Najib Mikati. I oktober 2021 opstod et nationalt nedbrud i elektricitetsforsyningen, da der ikke var brændstof til kraftværkerne. Nedbruddet førte til nye uroligheder, hvorunder et antal mennesker blev dræbt. Ved udgangen af 2021 lå Libanon efter de årelange uroligheder og interne magtkampe i økonomisk ruin, hvorved over 80 % af befolkningen angiveligt levede under fattigdomsgrænsen.

Der blev afholdt valg i 2022, hvor den Iran-støttede shia-muslimske koalition mistede flertallet. Hizbollah bevarede dog sine pladser i parlamentet. Reelt har de skiftende officielle regeringer haft meget lidt at sige, idet den militære magt i landet har ligget hos Hizbollah, som kontrollerer det som dets militærbase, hvorfra det har udsendt tropper til krigsindsatser blandt andet i Syrien.

Vigtigere end dette er måske, at Hizbollah i årtier strækkende sig helt tilbage til organisationens begyndelse har opbygget et netværk af tunneller, som forbinder kommandocentre og våbenlagre. Reelt har Hizbollah opbygget et underjordisk militæranlæg, der bruger civilbefolkningen som et "skjold" imod eventuelle angreb. De første tunneller blev bygget i 1980-erne med hjælp fra Nordkorea, men et nyt og mere omfattende tunnelnetværk er opbygget siden 2006. I denne henseende ligner Hizbollah søsterorganisationen Hamas, der har opbygget et tilsvarende tunnelnetværk i Gaza-striben som led i dets terrorpolitik mod Israel. I mange tilfælde går disse tunneller under boliger, skoler og hospitaler således, at eventuelle forsøg fra Israels side på at eliminere dem næsten uundgåeligt også vil ramme civilbefolkningen.

Hisbollah angriber Israel

Den 7. oktober 2023 indtraf en ny krig ved, at terrororganisationen Hamas udførte et overraskelsesangreb (Operation al-aqsa flood) ind i Israel, hvor ca. 1.200 israelere blev dræbt og omkring 240 personer blev bortført som gidsler. Israel igangsatte senere samme dag sin gengældelsesaktion Operation Swords of Iron, erklærede dagen efter formelt Hamas krig og indledte yderligere en række bombardementer af Gaza-striben, som sidst i oktober blev fulgt op af en egentlig israelsk militær invasion af området. Siden har Israel haft fremgang i denne krig, og Hamas er efterhånden blevet så svækket, at det har truet organisationens fortsatte eksistens.

For at komme Hamas til hjælp har Hizbollah indledt terroraktioner imod Israel, og Israel har svaret igen med aktioner imod Hizbollah og dens ledende medlemmer. Således er dens "generalsekretærer" Abbas al-Musawi og lederen Hassan Nasrallah blevet dræbt ved israelske angreb. Ligeledes formodes det, at Israel stod bag, da den 17. september 2024 kl. ca. 15.30 (lokal tid) mindst 3.000 personsøgere eksploderede næsten samtidigt i Libanon og Syrien blandt medlemmer af Hizbollah. Personsøgerne eksploderede efter at have modtaget et radiosignal. Ifølge New York Times har Israels efterretningstjeneste Mossad puttet sprængstoffet ind i personsøgerne, hvorefter en besked, sendt til personsøgerne, havde fået dem til at eksplodere. Følgen heraf var officielt 32 døde og 3.200 sårede.

For Libanon har Hizbollahs indblanden i Gaza-krigen ført til en katastrofe. Hidtil havde Libanon især lidt under terrorstyret, men nu er landet bogstaveligt lagt i ruiner. Dette synes dog ikke at bekymre terrororganisationen, der fortsætter sine angreb på Israel, til dels støttet af iran. Hele landets nyere opløsningshistorie er således forbundet med Hizbollahs faktiske magtovertagelse.

Aserbaidjan

Aserbaidjan er et muslimsk diktatur. 97% af befolkningen er muslimer (overvejende shia), men landets forfatning erklærer sig ikke til en bestemt religion, og landet er formelt sekulært. Landet er også formelt et demokrati, men det regerende parti, Det nye Aserbaidsjanske Parti, der har været ved magten siden 1993, er blevet kritiseret for sin autoritære ledelsesstil, der blandt andet indebærer en systematisk forfølgelse af politiske modstandere, ligesom der er kritik af landets krænkelser af menneskerettighederne, herunder særlig af indskrænkninger i pressefriheden.

Baggrunden for diktaturet var, at Heydar Alijev overtog præsidentposten i 1993, og landet har siden været ledet af medlemmer af Alijev-familien på samme måde som Nordkorea. Heydar Alijevs søn, Ilham Alijev, overtog formelt præsidentposten i 2003 ved et valg, hvor han officielt fik 76 % af stemmerne. Efterfølgende blev gennemført en række ændringer af forfatningen således, at der ikke længere gælder nogen begrænsning for antal af genvalg til præsidentposten, lige som valgperioden er forlænget fra 5 til 7 år. Ilham Alijev blev ved præsidentvalget i 2018 genvalgt til præsidentposten til sin fjerde periode som præsident. Valget var boykottet af de fleste oppositionspartier, og der var rapporter om udbredt valgsvindel.

Første krig i Nagorno-Karabakh

Aserbaidjan er især blevet berygtet for sin terror imod den armenske befolkning i Nagorno-Karabakh. I 1988 erklærede det nyligt oprettede demokratiske parlament i enklaven, at det ønskede at slutte sig til Armenien. Afgørelsen blev boykottet og fordømt af den aserbajdjanske befolkning i enklaven, og en folkeafstemning blev afholdt, hvor majoriteten stemte for selvstændighed. Dette førte til øgede voldshandlinger mellem de etniske grupper, hvor begge sider anklagede hinanden for at udføre etniske udrensninger.

Nagorno-Karabakh-krigen fandt sted fra 1991 til 1994. Konfliktens parter var dels etniske armeniere i Nagorno-Karabakh, støttet af Armenien, dels Aserbaidjan, støttet af muslimske paramilitære mujahedin-terrorister fra Tjetjenien og Afghanistan.

Da Aserbaidjan erklærede sig selvstændig fra Sovjetunionen, erklærede landet, at Nagorno-Karabakh ikke skulle få lov at beholde den selvstyremyndighed, som enklaven havde haft i flere år under sovjetisk styre. Dette førte til et krigsudbrud i vinteren 1991. I foråret 1992 etablerede Armenien den såkaldte Lachin-korridor bestående af landområdet mellem Nagorno-Karabakh og Armenien. Aserbaidjan benyttede sig af menneskelige bølgeangreb, og havde derfor forholdsvis store tab. Mænd helt ned i 16-års alderen, fuldstændig uden militær erfaring, blev indkaldt til militær tjeneste. Internationale initiativer fejlede i at løse konflikten på en måde, som begge parter kunne godtage. I foråret 1993 gennemførte Armenien et angreb på Nakhitjevan, hvilket førte til at Tyrkiet truede med at intervenere. Rusland opstillede derfor styrker langs Armeniens grænse til Tyrkiet og sørgede på den måde for at Tyrkiet ikke gik ind i krigen. Da armenske styrker erobrede landområder langs den officielle grænse mellem Aserbaidjan og Iran, gennemførte Iran en advarende mobilisering. Til trods for potentiel risiko, eskalerede krigen aldrig til at blive en storstilet regional konflikt, og intet land intervenerede på vegne af nogen af parterne mod den anden. I slutningen af 1994 kontrollerede armenierne næsten hele enklaven og mindre områder af aserbaidsjansk territorium, som forbandt Nagorno-Karabakh med Armenien. Mod slutningen af krigen blev der gjort oprør i Aserbaidjan mod præsident Abülfaz Elçibay, og tropper blev fjernet fra frontlinjen for at nedkæmpe den indre modstand mod diktatoren. Derved kunne armenierne etablere kontrol over hele byer uden at udløse et eneste skud. Den aserbaidjanske præsident blev til sidst væltet, og det nye regime gik med til at forhandle om en våbenhvile.

Op mod 230.000 armeniere fra Aserbaidjan og 800.000 aserbaidjanere fra Armenien og Karabakh blev forflyttet som et resultat af krigen. Rusland sørgede for at få en våbenhvile forhandlet i maj 1994, og siden da var der stadige fredsforhandlinger for at få anerkendt befolkningens demokratiske ønsker, men diktaturet var konstant imod dette. Aserbaidjanske trusler om at generobre enklaven samt træfninger langs fronten bidrog til at holde konflikten vedlige. Der var flere mindre grænsetræfninger mellem parterne i 2008, i 2010 og i juli-august 2014. Konflikten blussede igen op 1.-4. april 2016, hvor der var regulære kampe mellem parterne.

Anden krig i Nagorno-Karabakh

Den 27. september 2020 nåede konflikten et nyt højdepunkt, da et missil ramte en bygning i Nagorno-Karabakhs hovedby, hvorefter Armenien erklærede Aserbaidjan krig. I starten sendte Armenien kun en styrke på 3.400 soldater ind i området, men da Aserbaidjan sendte 5.700 soldater, valgte Armenien også at forøge deres styrker. Begge parter optrappede antallet af styrker, indtil Rusland den 7. november sendte 44.500 såkaldte "fredsstyrker" for at adskille parterne, og Rusland erklærede, at Aserbaidjan måtte indtage området Nargono-Karabakh den 1. december 2020. Krigen sluttede den 10. november 2020 efter en fredsaftale mellem Armenien og Aserbaidjan aftalt med Rusland. Herefter var de enige om, at Armenien skulle trække sig fra områderne ved Nagorno-Karabakh senest den 1. december 2020. Det var forudset, at befolkningen kunne blive boende i området.

Siden da har Aserbaidjans diktatur tvunget de kristne armenere til at forlade deres hjemstavn, hvor de har boet i omkring 1.600 år, og deres kirker, kirkegårde og andre spor efter deres kultur er blevet systematisk fjernet på samme måde, som ISIS fjernede sporene efter førislamisk kultur i de områder, herunder historiske museer, som de nåede at få kontrol over. Endnu i 2024 har verdenssamfundet ikke reageret på disse åbenlyse krænkelser af de internationale menneskerettigheder.

Meritokratiske diktaturer

Mens det er let at se, at erklærede kommunistiske, socialistiske og teokratiske regimer er totalitære, så er det sværere at se, at de samme tendenser også findes og i stigende grad breder sig i såkaldte "vestlige demokratiske" samfund. Det sker ved lige dele fortielse og propagandistiske omskrivninger af de samme overgreb. Kendetegnende er, at disse overgreb udføres af et statsligt professionelt embedsvæsen, et meritokrati, men i deres karakter ikke adskiller sig fra tilsvarende overgreb udførte af totalitære stater.

Den erkendelse, at en sådan udvikling var mulig, fik først mæle af John Stuart Mill, som i bogen "Om Friheden" fra 1859 advarede imod de farer, som embedsvæsenet repræsenterer. Således skrev han blandt andet: "Jo mere effektiv og videnskabelig den administrative maskine er, jo farligere er den. Jo dygtigere den er til at sikre sig landets klogeste hoveder og bedst kvalificerede arbejdskraft, jo større er dens magt.".. "I mere civiliserede lande med en stærkere oprørsånd er folk vant til, at staten gør alt for dem, og i hvert fald foretager de sig intet selv, før de har spurgt den om lov og bedt den om konkret vejledning. Derfor giver de også alene staten skylden, hvis det går ned ad bakke, og hvis det bliver dem for meget, rejser de sig mod regeringen i det, der kaldes en revolution. Med eller uden nationens velsignelse hopper så et nyt menneske op på taburetten og giver bureaukratiet nye ordrer - og det hele fortsætter stort set som før. For bureaukratiet er det samme, og der er ingen til at erstatte det." .."et folk er frit. Det underkaster sig hverken enkeltpersoner eller grupper, der har haft held til at tiltuske sig centraladministrationens tøjler. Ingen bureaukratisk maskine kan påtvinge folket ting, det ikke ønsker. Når alt går gennem den bureaukratiske maskine, sker der derimod aldrig noget, bureaukraterne er imod." .."jo bedre det er organiseret .. jo mere blokerer det også borgerne - ja ligefrem sig selv. For herskerne er lige så meget slaver af organisation og disciplin, som undersåtterne er af herskerne" .. "en sådan koncentration af alle et lands bedste kræfter i ét herskerkorps før eller siden får skæbnesvangre konsekvenser for bureaukratiets egen psykiske ligevægt og udvikling. Embedsmændene er lænket sammen i et lukket system, der ligesom alle andre lukkede systemer fungerer efter nøje fastlagte regler og forordninger og derfor hele tiden svæver i fare for at synke hen i sløv rutine. Og hvis endelig de står af trædemøllen, er det oftest for at kaste sig i armene på en departementschefs halvfordøjede og lettere vanvittige tvangstanker. Vores eneste mulighed for at kontrollere begge disse (kun tilsyneladende modsatte) tendenser og samtidig holde bureaukratiet til ilden, er, at der uden for bureaukraternes rækker findes en flok lige så dygtige og stærkt kritiske mennesker." .."Noget af det vanskeligste ved regeringskunsten er netop at afgøre, hvornår bureaukratiet begynder at æde sig ind på vores frihedsrettigheder og på det sociale fremskridt? Hvornår det bureaukratiske element begynder at veje tungere end de forbedringer af vores levevilkår, vi forventer af den kollektive samfundsmagt og dens ledere? Sagt på en anden måde: den rigtige regering er den, der på én gang sikrer os den centraliserede magt og videns fordele og samtidig forhindrer, at en for stor del af samfundets aktiviteter underlægges staten."

En anden tidlig kritiker var Mikhail Bakunin, der som den første for alvor advarede imod den tanke blandt jacobinere og andre revolutionære, at samfund skulle forandres fra toppen af magtpyramiden af en elite, der handler på folkets vegne. Som Bakunin selv formulerede det: "Der er intet, der er så farligt for det enkelte menneskes moral som den vane at have magt over andre. Selv det bedste, mest intelligente, uegennyttige, storsindede og uplettede menneske vil uundgåeligt og til enhver tid blive demoraliseret af denne bestilling." Bakunin var i mangt og meget elev af Pierre Proudhon, der kom til den opfattelse, at "ejendom der tyveri". Ved forbindelser med revolutionære arbejdere i Lyon var Proudhon blevet overbevist om, at samfundet skulle forandres nedefra, ved at arbejderne (læs: befolkningen) forandrede de økonomiske forhold i stedet for at iværksætte en "politisk" omvæltning. Proudhon forestillede sig at magten skulle fordeles på selvstyrende kommuner og på stedlige sammenslutninger.

Problemet ved denne tankegang er, at enhver organisation udøver en form for magt ved sine beslutninger og ved eventuelle tiltag for at gennemføre beslutninger. Som Engels havde påpeget det: det er umuligt at undgå autoritet og underordning.

Når mennesker arbejder i en organisation, en institution eller en samfundsmyndighed, er det sandsynligt, at vedkommende anser denne virksomheds formål som samfundsnyttigt. Herfra er skridtet ikke langt til at mene, at formålet er nødvendigt, og hvis det er nødvendigt, må der også kunne sættes den fornødne magt bag til at gennemføre målsætningen. Derved legitimeres magten, og når magten legitimeres, legitimeres også midler til at sikre denne magt. Derfra er vejen kort til, at magt bliver et mål i sig selv. Magten korrumperer.

Det 21. århundredes politikere og bureakrater er ikke mere modstandsdygtige over for magtens korrumption end tidligere tiders embedsmænd. Men forskellen i forhold til tidligere er, at netop det 21. århundredes samfund og teknologier giver disse politikere og bureaukrater bedre mulighed for at misbruge magten, og netop dette er blevet en tydeligere tendens efter årtusindskiftet omend med tråde tilbage til slutningen af det 20. århundrede. Det følgende er en oversigt over nogle af disse tendenser.

Meritokratiet har hentet en stor del af sit ideologiske grundlag fra den såkaldte "Frankfurterskole". I 1930 oprettedes det berygtede "Institut für Sozialforschung", der udviklede en såkaldt revolutionær kritik af den positivistiske videnskab kombineret med foragt for demokratiet og de grundlæggende samfundsinstitutioner. De ledende personer bag denne ideologi var Max Horkheimer, Theodor W. Adorno og Herbert Marcuse, der alle efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933 flyttede til USA, hvor de fortsatte udbredelsen af deres pseudovidenskabelige vranglære. Som et modstykke til den positivistiske videnskab formulerede de en såkaldt kritisk samfundsvidenskab, der ikke blot skulle "forstå og beskrive sociale fænomener og sammenhænge" men "tillige tage kritisk stilling til disse fænomener." Bag denne formulering ligger en anden målsætning, der klarest er formuleret af Marcuse: "Det, vi ønsker, er en modpolitik rettet imod den herskende politik", det vil sige vendt imod det vestlige demokrati. I forlængelse heraf, og i overensstemmelse med marxistisk tankegang erklærede man tillige "en intim forbindelse mellem teori og praksis": ikke blot skulle man formulere en ny politisk teori, denne skulle følges op af voldelig og tvangsmæssig handling.

Skønt oprindeligt inspireret af marxistisk teori frigjorde Frankfurterskolen sig hurtigt fra dette ophav, idet mange radikale ideologer tabte troen på en revolutionær bevidsthed i arbejderklassen. Man indså, at de vestlige landes industriarbejdende befolkning efter 2. verdenskrig oplevede en økonomisk velstand, som ikke længere gjorde den modtagelig for klassisk marxistisk propaganda. Målet måtte derfor blive at finde nye samfundsgrupper, som kunne betegnes som "udbyttede" og "undertrykte", og sådanne fandt man blandt andet i udviklingslandene, fx. Latinamerika. Derved kunne man i egne øjne opretholde påstanden om, at vestlige demokratiske lande var undertrykkende, idet man påstod, at undertrykkelsen nu overvejende skete på internationalt og mellemstatsligt niveau, og man udviklede teorier og påstande om amerikansk neokolonisme, som snævert syntes forsvarlige, men som fuldstændigt ignorerede, at hovedårsagen til de usle vilkår i udviklingslandene ret beset var betinget af, at disse lande blev ledet som etniske diktaturer.

Længe var disse tanker blot pseudoakademiske åndsforskruede ideer blandt universitetslærere og andre, men med tiden fandt de en praktisk, konkret udformning bl.a. i den Europæiske Union. Oprindeligt blev organisationen startet som en fredssikrende samhandelsorganisation, men fra starten var det meningen, at deltagerlandene skulle udvide deres samarbejde til andre områder, hvor de enkelte lande ikke var store eller rige nok til at kunne konkurrere på det internationale marked. Så længe, at der var frivillighed i dette samarbejde, var det demokratisk, men med den formelle omdannelse til en europæisk union, EU, skete der en radikal omvæltning: deltagelsen blev nu obligatorisk, og modvillige lande kunne nu blive udsat for tvang og sanktioner, hvis de ikke makkede ret. Hele organisationen fik derved præg af et diktatur efter sovjetisk forbillede lige til, at de ledende embedsmænd fik navn af kommissærer ligesom i Sovjetunionen.

For at formalisere dette samarbejde blev der udformet en forfatning eller grundlov, som skulle udgøre det retslige grundlag for den nye organisation. Denne nye forfatning var fra begyndelsen ekstrem antikristen. De ledende pro-islamiske repræsentanter forbød udtrykkeligt, at kristendom blev nævnt som en del af det åndelige grundlag, som det nye samarbejde skulle hvile på. Som det siden skulle vise sig, var formålet ikke blot en total afvisning af kristelige værdier som næstekærlighed og respekt for liv og borgerrettigheder, men tillige at skabe grundlag for en udpræget islamisk fundamentalisme, der skulle legitimere kvindeundertrykkelse og tvangsægteskaber over for mindreårige piger som udtryk for "kulturel autonomi". Formelt skulle befolkningerne i de enkelte lande udpege repæsentanter til en folkevalgt forsamling, men denne var reduceret til en debatklub og skulle ikke have noget at sige. Hele magten skulle henlægges til nogle ikke-folkevalgte bureaukrater, der som "sagkyndige" skulle opfinde og gennemtvinge de regler, som alle lande nu skulle lade sig påtvinge, som var det en prokustesseng. Fra begyndelsen var EU således anlagt på et blive en totalitær organisation, der legitimerede valgsvindel, folkemord, slaveri, overvågning og censur, planøkonomi mm.

Ikke alle accepterede den nye forfatning. I Danmark, Nederlandene, Frankrig og Irland var der modstand, og da den nye forfatning ikke kunne træde i kraft uden tilslutning fra alle medlemslande, måtte man omgå modstanden. For Danmarks vedkommende skete dette ved at indskrive 4 "undtagelser" i projektet, mens man i de fleste andre medlemslande simpelthen ignorerede befolkningens ret til at stemme om projektet og gennemførte det alene ved afstemninger i de enkelte landes parlamenter; for Irlands vedkommende (hvor denne praksis ikke var mulig) brugte EU svagt skjulte trusler. Senere, i 2016, valgte Englands befolkning ved en folkeafstemning at forlade projektet, kendt som "brexit".

En variation af meritokratiet findes i USA, og da meget af udviklingen i Europa synes inspireret herfra, vil det være naturlig at hente eksempler også herfra.

Elitestyre

Modsat andre totalitære styrer, der præges af en diktator, er det ikke en enkelt person, der hyldes som den ufejlbarlige leder men et kollektiv, et oligarki, eller i nutidens sprog: en elite. Denne elite ønsker at kontrollere magten men uden at risikere at skulle stå til ansvar over for befolkningen. Derfor gemmer den sig bag en stråmand, som formelt har ansvaret, men som reelt intet har at skulle have sagt. Et illustrativt eksempel er USAs præsident Joe Biden, som på grund af fremskreden senilitet i lange perioder dårligt nok var i stand til at formulere en sammenhængende sætning, som konstant drattede om fordi han havde mistet balanceevnen og evnen til at se sig for, som ustandselig glemte navnet på den eller de personer, som han var sammen med, og som ustandselig blev "korrigeret" af hans egen administration, når han uforvarende kom til at formulere et standpunkt, som eliten var uenig i. Bidens eneste funktion var at fungere som nikkedukke for elitens politik.

EU udviser en variant af elitestyre: her er meget af magten overdraget til et bureaukrati, som træffer deres afgørelser bag lukkede døre og blot udsteder direktiver for, hvad man har besluttet og nu pålægger indbyggerne at følge. I andre tilfælde er det de enkelte landes ministre, ofte statsministre, der træffer afgørelserne, og også her sker det bag lukkede døre således, at ingen ved hvem der var for eller imod. For at gøre processen endnu mere uigennemskuelig træffes mange afgørelser med "kvalificeret flertal", hvilket blot betyder, at de mindre lande ikke har samme vægt som de mere befolkningsrige. Kun undtagelsesvis tillades de enkelte lande en vetoret, det vil sige at stoppe beslutninger, som går imod deres interesser.

Valgsvindel

Demokratiske valg undergraves ved raffinerede former for valgsvindel, ikke mindst ved brug af maskiner både ved selve valghandlingen og efterfølgende ved stemmeoptællingen. Eksempler på dette kendes fra fx. præsidentvalget i USA i 2020 og valget i Sydkorea samme år. Den opfindsomhed, som blev udvist ved præsidentvalget i USA og som blev afsløret undervejs, er mildest talt forbløffende: stemmer blev "elektronisk flyttede" fra en kandidat til den anden af de maskiner, som skulle registrere eller optælle stemmerne, hvilket afslørede sig som pludselige fald i stemmer under optællingen på valgnatten for den ene kandidat, Donald J. Trump. Der blev opstillet ukontrollerede stemmebokse for brevstemmer, som beviseligt blev "fodret" med diskutable brevstemmer, ofte i stakkevis og af een og samme person. I nogle stater nægtede valgkommissionen almenheden adgang til at følge stemmeoptællingen og satte endda skodder for vinduerne for at skjule, hvad der foregik. På valgnatten blev stemmeoptællingen afbrudt i flere nøglestater, da den ene kandidat - Donald J. Trump - så ud til at vinde og med en klar overvægt endda på flere hundrede tusinde stemmer, men næste morgen og i de efterfølgende dage fremkom der mirakuløst "nye" stemmer, som "vendte" resultatet i de pågældende stater. I mindst et tilfælde stoppede stemmeoptællingen på valgnatten, og da alle havde forladt optællingslokalet, vendte nogle få optællingsansvarlige tilbage og fremdrog kasser med falske stemmer fra deres gennemsteder under forhængsdækkede borde; de blev kun afsløret, fordi de interne sikkerhedskameraer i bygningen fungerede og filmede svindleriet. I flere stater blev adgangskoden (password) til tællemaskiner "lækket" således, at hackere kunne manipulere med maskinerne, hvilket skete. Og så var der svindleriet med brevstemmerne i Pennsylvania.

I staten Pennsylvania blev "optalt" flere brevstemmer, end der overhovedet var udsent! Ifølge officielle oplysninger var der blevet udsendt 1.828.148 brevstemmer, hvoraf 1.462.302 blev returnerede. Men staten "optalte" 2.589.242 brevstemmer svarende til 142% eller 1.126.940 flere end der eksisterede. Af officielle oplysninger fremgik, at nogle brevstemmer var "returnerede" allerede inden at de var udsendt eller samme dag som de var udsendt. 300.000 brevstemmer var ikke registrerede som værende "behandlede" af de ansvarlige for brevstemmer osv. De mange imaginære brevstemmer blev tilføjet i puljer. I een sådan pulje omfattende ialt 570.000 "stemmer" fik Biden 99,44% af dem og Trump blot 0,56% af dem. Selv ikke det mest udtalte "blå" distrikt i Californien kunne udvise en lignende skævhed i stemmefordelingen. Den omfattende valgsvindel førte til, at Joe Biden blev erklæret "vinder" med et rekordhøjt antal stemmer til trods for, at han dårligt nok havde ført en valgkampagne (han førte kampagne "fra kælderen", hvor han sov det meste af tiden; det giver udtrykket at "komme sovende til sejren" en helt ny mening), men en simpel kontrol vil vise, at regnestykket ikke gik op: officielt var der 212 millioner stemmeberettigede hvoraf 66,2% havde stemt. Det giver 140.344.000 stemmer. Ifølge officielle stemmetal have Trump fået 74 millioner stemmer, det vil sige at Biden på ingen måde kunne få mere end 66 millioner stemmer. Alligevel blev hans "officielle" stemmetal 81 millioner stemmer, hvilket sandsynligvis afspejler omfanget af den begåede valgsvindel.

I Sydkorea viste filmoptagelser af tællemaskiner, at uudfyldte sedler blev medtalt som stemmer for det vindende parti. I Estland har eet parti, Reformierakond, formået at opnå omkring 5% flere stemmer på valgdagen, end der var udsigt til, at det ville få ved meningsmålinger lavet lige før og efter valget. Ligeledes i Estland viste undersøgelser, at især pensionister, der ønskede at stemme på valgdagen, fik oplyst, at de allerede havde stemt elektronisk med deres ID-kort, skønt dette ikke var tilfældet. Påfaldende nok var det netop pensionister over 70 år dem, som angiveligt har brugt elektronisk stemmeafgivning mest, som om at netop de er på forkant med den elektroniske udvikling, og ikke fordi at de kunne forventes at være mindre valgaktive.

Ved det amerikanske midvejsvalg i 2022 blev det konstateret, at valgmyndigheder i en række stater udsendte beskeder til ikke-borgere med opfordring til, at de ulovligt lod sig registrere som vælgere. Fra de samme valgmyndigheder udgik ved hjælp af sporing af stemmesedler til registrerede partimedlemmer opfordringer til at stemme igen, selvom de allerede havde stemt. Den ansvarlige leder nægtede at drage konsekvenser af svindelen.

Ved det amerikanske præsidentvalg i 2024 blev der også konstateret adskillige eksempler på valgsvindel. Således i staten Kentucky, hvor en stemmemaskine automatisk flyttede en stemme på Trump til en stemme på Harris uanset hvor mange gange, vælgeren forsøgte at rette det. I staten Michigan viste en kontrol, at 114.545 vælgere havde stemt ialt 280.000 gange. I eet tilfælde forekom samme vælgeridentitetskode 30 gange, hver gang med forskellige adresser! Kun den omstændighed, at historien blev "lækket" til offentligheden af Republikanere forhindrede valgmyndighederne i at medtælle de "dobbelte" stemmer. I Bucks County i staten Pennsylvania besluttede myndighederne ensidigt at forkorte muligheden for at stemme ved at møde op med tre og en halv time med begrundelsen, at det var "en lang og besværlig proces"! Vælgere, der stod i kø, blev simpelthen nægtet retten til at stemme. Disse eksempler blev forevist og dokumenteret af Kim Iversen, en af USAs meningsdannere på YouTube. Yderligere har der været tilfælde af, at folk uden stemmeret er blevet optaget på stemmelisten i staten Virginia, og da denne svindel blev opdaget, forsøgte myndighederne at forhindre guvernøren i at fjerne dem fra listen igen. Det krævede en hastebehandling i den amerikanske højesteret, Supreme Court, at få dette forsøg på valgsvindel stoppet. I staten Pennsylvania opdagede myndighederne, at der var ansøgt om at få tilsendt stemmekort til folk, der ikke kunne stemme på valgdagen, hvilke kunne være blevet omsat i forfalskede stemmer.

Befolkningen er i voksende grad blevet opmærksom på den organiserede valgsvindel i USA. I en meningsmåling fra Rasmussen Report, et af de mere betydningsfulde meningsmålingsfirmaer i USA, blev vælgerne spurgt om de mente, at valgmyndigheder havde muliggjort valgsvindel. Hertil svarede 49% ja, 27% nej og 22% ved ikke. På et spørgsmål, om valgmyndigheder blev straffede for konstateret valgsvindel svarede 26% meget sandsynligt, 22% muligvis, 31% næppe, 14% overhovedet ikke og 8% ved ikke. På et tillægsspørgsmål om, hvad straffen burde være, svarede 22% at de burde fyres og forhindres i at besidde offentlig embeder, 9% bødestraf, 19% fængselsstraf, 43% alle tre strafformer, 2% dødsstraf mens 6% var usikre. Der er således en klart tilslutning til, at valg bør være fair og demokratiske, og at valgsvindel er uacceptabelt.

Men der er andre måder at manipulere med valgresultater på. Som et illustrativt eksempel kan vælges det franske parlamentsvalg i 2024. Der var parlamentsvalg i Frankrig i 2 omgange. Lad os først se på stemmeresultatet:

Stemmefordeling

Parti	stemmer 1 runde	stemmer 2 runde
Nye Folkefront	9.042.485 (28.21%)	7.040.198 (25.81%)
Ensemble (Macron)	6.820.446 (21.28%)	6.692.358 (24.53%)
National Samling	10.647.914 (33.21%)	10.110.079 (37.06%)
Republikanere	2.106.166 (06.57%)	1.474.721 (07.19%)

Man ville have forventet, at stemmefordelingen ville afspejle sig i mandatfordelingen, men dette er ikke tilfældet. Mandatfordelingen ser således ud:

Mandatfordeling

Parti	1 runde	2 runde	mandater ialt
Nye Folkefront	32	150	182 (31.5%)
Ensemble (Macron)	2	166	168 (29.1%)
National Samling	38	105	143 (24.8%)
Republikanere	1	44	45 (07.8%)
Ialt	-	-	577 (100%)

Der ses bort fra mindre partier, løsgængere og lignende.

Man ser straks, at National Samling er klart underrepræsenteret og de øvrige partier alle er overrepræsenterede. Hvis National Samling havde fået samme andel af mandaterne som af stemmerne, ville det have 214 mandater, det vil sige at partiet er underrepræsenteret en trediedel! Folkefronten fik 182 mandater men burde efter stemmefordeling kun have haft 149, en overrepræsentation på 22%! Til sammenligning fik Ensemble 168 mandater men burde efter stemmefordeling kun have haft 141, en overrepræsentation på 19%.

Forklaringen ligger i det franske valgsystem: i første runde vælges kun de kandidater, der får over 50% af stemmerne. I anden runde er der 3 kandidater. Men i og med at Folkefronten (kommunister m.fl.) og de liberale i over 200 valgkredse enedes om en fælles kandidat, kunne de "flytte" flertallet i 2. runde til deres kandidat. Set ud fra et demokratisk standpunkt er dette aldeles uholdbart: et parlament, der på ingen måde repræsenterer folkets stemme. I den henseende minder det om det britiske parlament, omend knapt så skævt (men ikke meget).

Interessant er, at de forskruede valgsystem begrundes med, at det skaber "stabilitet", fordi de ledende partier overrepræsenteres. Det var korrekt i gamle dage, da konservative og socialister dominerede, men ikke nu, hvor begge disse partier er reduceret til intet. Det er senere blevet begrundet med, at det holder "det yderste højre" tilbage. Men nu er skævvridningen omvendt: det yderste "venstre" er nu kraftigt overrepræsenteret!

Det engelske valg, der ligeledes hviler på flertalsvalg i enkeltmandskredse, gav 2024 et endnu mere skævvredet udfald. Her fik Reform UK 4 millioner stemmer men kun 5 pladser svarende til 800.000 stemmer pr. plads, mens Labour vandt valget med ca. 9 millioner stemmer men over 400 pladser svarende til 23.000 stemmer pr. plads!

Det er indlysende, at når mandatfordelingen på ingen måde afspejler stemmefordelingen, så mister befolkningen tilliden til hele valgsystemet. Men det er karakteristisk for den måde, meritokratiet mener sig berettiget til at "redde demokratiet" på.

Folkemord

Blandt Frankfurterskolens mange absurde tankespind står også en regulær dødsdrift. Et grotesk udslag af denne tankegang er legitimeringen af mord, ikke mindst på de svageste i samfundet: dels de endnu ufødte børn (abort eller svangerskabsafbrydelse), dels ældre og syge (selvmordshjælp).

Også overlagte mord finder sted i form af fx. abort. Til trods for, at der siden 1970 har eksisteret flere metoder til at undgå uønsket graviditet fx. i form af p-pillen (der endda kan anvendes med "tilbagevirkende" kraft i 1-2 døgn efter samleje), spiralen, pessaret og kondomet, har demokratiske stater nu lovliggjort svangerskabsafbrydelser udført af staten. For fx. Danmarks vedkommende svarer antallet af disse mord på ufødte børn til omkring 20% af den samlede befolkning (når der ses bort fra indvandring). I den totalitære propaganda fremstilles disse graviditetsmord som "kvinders ret til at bestemme over deres egen krop" som om, at deres ufødte børn ingen rettigheder har.

På samme måde er der stillet forslag om at lovliggøre offentlig "aktiv dødshjælp" til selvmord. Holland var det første land, som lovliggjorde en sådan praksis.

Muligvis inspireret af udviklingen i kommunist-kina har flere meritokratiske samfund i stigende grad tilladt fx. organtransplantation. Det sker med henvisning til, at det kan "redde liv". Naturligvis kan et menneske beslutte at tillade, at dets organer kan tillades "doneret" til transplantation efter hans eller hendes død, men det bliver yderst problematisk, når folk tvinges til at ofre deres organer i levende live eller, som i Kommunistkina, bliver myrdet for at levere organer til det nationale og internationale transplantationsmarked. Herved er mennesker blevet reducerede til et biologisk lager af reservedele for de velhavende. Fra Holland foreligger historie om, at en læge besluttede at aflive en sindssyg person, som protesterede imod at skulle dø, fordi denne tidligere i livet havde givet tilladelse til "medlidenhedsdrab".

Undergravede borgerrettigheder

En forudsætning for, at mennesker kan omdannes til "biologisk reservedelslager", hvis liv og død myndighederne kan behandle vilkårligt, er, at de ingen menneskerettigheder har. Her står meritokratiet over for et stort problem, fordi de fleste lande har underskrevet den såkaldte "FNs menneskerettighedserklæring" af 1948, der netop tildeler dem sådanne rettigheder. Endvidere har de fleste lande en grundlov, hvor borgerrettigheder er indskrevet. For at omgå disse erklæringer og undergrave disse rettigheder må meritokratiet tænke kreativt.

Fremgangsmåden synes at være at tilføje nye, særlige betingelser for, at disse rettigheder fortsat skal være gældende. Dette kan fx. ske ved at stille krav om særlige dokumenter, som myndighederne udsteder, og som den enkelte borger skal være i besiddelse af for, at denne kan nyde de ellers lovsikrede rettigheder.

I mange tilfælde er der tale om dokumenter, som borgeren skal erhverve sig for at kunne udføre bestemte former for virksomhed. Således kan diplomeksamen være en betingelse for udøvelse af bestemte næringsveje, der stiller krav om særlig faglig indsigt. Svendebreve og akademiske eksaminer findes derfor i de fleste lande. Ligeledes er det gjort til et krav, at førere af køretøjer er i besiddelse af kørekort, hvilke endda kan gradueres efter den bestemte type af køretøj fx. motorcykel, personbil, bus, lastbil osv. På lignende måde har stort set alle lande siden 1. verdenskrig haft krav om besiddelse af et pas for at rejse over statsgrænser. Men fælles for de nævnte tilfælde er, at der er tale om tillægskrav for at opnå tillægsrettigheder til de ved grundlov fastsatte.

Siden årtusindskiftet har myndigheder i stigende grad udviklet en tankegang, der stiller krav om yderligere tillægskrav oven i dem, der allerede var gældende. I nogle tilfælde får disse tillægskrav en karakter, der gør borgeren ekstra sårbar over for myndighederne, fordi disse kan nægte at udstede de pågældende dokumenter med mindre, at borgeren bøjer sig for diktatoriske krav. Fx. kan rejsevirksomhed gøres betinget af besiddelsen af et vaccinepas med dokumentation for, at den rejsende er vaccineret på bestemt måde. I andre tilfælde afskaffes brugen af kontant betaling, hvilket indebærer, at borgeren skal være i besiddelse af et bankkort og dermed er underkastet bankens særlige krav. Der er eksempler på, at banker har lukket eller forsøgt at lukke bankkonti og kreditkort udelukkende af politiske, altså ikke af finansielle, årsager.

Særligt alvorlig er undergravelse af retssikkerheden. Retten til at kunne forsvare sig mod anklager i en retssag regnes som den mest grundlæggende borgerret overhovedet. Men denne ret blev undergravet i en retssag imod Mogens Glistrup i år 2000. Glistrup havde udtalt sig nedsættende om migranter og blev derfor anklaget for "hadtale". Glistrup henviste til internationale forskningsundersøgelser, der understøttede hans udsagn. Men Højesteret besluttede, at Glistrup ikke måtte fremlægge disse forskningsundersøgelser som en del af sit forsvar, fordi at disse kunne opfattes som negative i deres beskrivelser og konklusioner over for migranter. Det vil sige, at man nægtede ham retten til at forsvare sig, fordi man ikke brød sig om forsvaret. Følgen var, at Glistrup blev ulovligt dømt af Højesteret.

Denne praksis gav anledning til megen medieomtale. Men den fandt støtte hos ingen anden end rigsadvokaten. I Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2011 (14. september 2011) J.nr. RA-2010-609-0080: "Behandlingen af sager om overtrædelse af straffelovens § 266 b, lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., og sager, hvor der er spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 81, nr. 6" hedder det blandt andet:

"Det bemærkes, at anklagemyndigheden under straffesagens behandling i retten bør modsætte sig et eventuelt krav fra tiltalte om at føre bevis for rigtigheden af f.eks. beskyldninger om grov kriminalitet. Der vil i den forbindelse kunne henvises til U2000.2234H, hvor Højesteret tilkendegav, at der ikke havde været grundlag for at give tiltalte adgang til den ønskede bevisførelse, der bl.a. havde til formål at godtgøre, at tiltaltes udtalelser hvilede på videnskabelige undersøgelser."

Videre skriver Rigsadvokaten:

"Strafbarheden afhænger ikke af, om den pågældende gruppe rent faktisk har følt sig truet, forhånet eller nedværdiget. Strafbarheden beror på en generel vurdering af, om de relevante udsagn i den konkrete sammenhæng kan anses for egnede til at fremkalde frygt (trusler) eller virke forhånende og/eller nedværdigende."

Om udsagn er strafbare eller ej afhænger altså af en vurdering af, om de kan forventes at have en bestemt effekt – og ikke af, om de konkret har haft en sådan effekt. Men vigtigere er, at Rigsadvokaten i skrivelsen direkte har opfordret til, at retsvæsenet nægter en anklaget retten til at forsvare sig!

Senere blev samme praksis anvendt i den såkaldte Dragsdal-sag. Peter Dragsdal var en sojetisk påvirkningsagent, som under Den kolde Krig påvirkede politikeres og offentlighedens holdninger til støtte for Sovjetunionen. Da den Kolde Krig var afsluttet, foretog historikeren Bent Jensen en undersøgelse af Forsvarsministeriets og politiets efterretningstjenester, og her dukkede Peter Dragsdal op som påvirkningsagent. Da Bent Jensen nævnte dette i sit forskningsarbejde, blev han anklaget for persontilsvining af Peter Dragsdal. Han ønskede da at i retten fremlægge det materiale, som han havde fundet i efterretningstjenesternes arkiver, men blev nægtet dette med henvisning til, at arkivernes indhold stadig var hemmelighedsstemplede. End ikke "for lukkede døre" ville retten tillade ham at fremlægge det materiale, han ønskede som led i sit forsvar. Følgelig blev han dømt i en parodi af en retssag.

Mens retten til at forsvare sig i en retssag tidligere ansås som en menneskeret, har man nu tilføjet en ekstra betingelse om, at retten til enhver tid kan nægte den anklagede denne ret med henvisning til domsmyndighedens personlige holdning til bevismaterialet. Retssikkerheden er derved blevet undergravet til trods for Grundloven og Menneskerettighedserklæringen. Endnu mere grotesk er det, at ubehagelige kendsgerninger nu kan afvises som "ugyldige" i en retssag.

Ved sådanne tiltag undergraves borgernes rettigheder. Borgerne er ikke længere frie i deres valg eller med ret til at have bestemte meninger men bliver underkastet censur og gøres til slaver under myndighederne. I værste og grelleste fald ender de som fredløse uden reelle rettigheder.

Chip-slaveri og misbrug

Da angrebet på World Trade Center fandt sted i 2001, var der folk, som havde udtænkt planer for hvordan befolkninger kunne omdannes til chip-slaver. Ideen var kort sagt den, at alle mennesker skulle have indplantet en chip i kroppen. Takket være denne ville de altid være under observation og aldrig kunne nyde privatlivets fred. Chippen skulle kunne forsynes med oplysninger om fx. helbredsoplysninger og om økonomiske forhold. Kun bagmændene bag systemet ville have kontrol med chippen og de oplysninger, som den indeholdt. Blev en person for besværlig, kunne man bare "lukke for chippen", som det blev sagt. Så ville personen ikke længere være registreret som menneske.

Der kom ikke noget ud af planen den gang. Ganske vist accepterede nogle få at få en chip indplanteret, men systemet blev ikke nogen succes. Dette betød ikke, at bagmændene opgav ideen, blot ventede man på en bedre lejlighed til at gennemføre den.

WHO og covid-19

I starten af 2020 udbrød en verdensomspændende epidemi kendt som covid-19. Den stammede fra et kinesisk laboratorium i Wuhan, som havde arbejdet med genetiske eksperimenter - sandsynligvis for at skabe et biogenetisk våben. Forskningen var delvist finansieret af USA, idet præsident Barack Obama havde forbudt denne type af forskning i USA. Ved at finansiere forskningen i et kinesisk laboratorium kunne medicinere omgå det udstedte forbud. Finansieringen var naturligvis også ulovlig, og for at skjule hvad der skete, skete det via en særlig organisation, Eco Health Alliance, som først fik pengene fra de amerikanske myndigheder og der efter videreformidlede dem til det kinesiske laboratorium. Det amerikanske mål med forskningen var at skabe en epidemi, som efterfølgende krævede en vaccine, og medicinere ønskede netop at tjene penge på salg af denne vaccine. Ingen ringere end lederen af USAs sundhedsmyndigheder, Antoni Fauci, stod bag denne plan.

Da epidemien brød ud, blev det hævdet, at den skyldtes smitte på et ferskvaremarked. Det lykkedes dog ikke at udpege nogen mulig smittekilde. Ret hurtigt blev opmærksomheden rettet imod laboratoriet, men lederen af Eco Healt Alliance, Peter Daszak, fik en række medicinere til at erklære, at det måtte være usandsynligt, at virussen stammede fra laboratoriet. I månedsvis forsøgte man at kvæle ethvert forsøg på at diskutere oprindelsen nærmere, og de kommunistkinesiske myndigheder nægtede at tillade en nærmere undersøgelse på stedet i over et år.

WHO (World Health Organization) var oprindeligt blevet oprettet for at stoppe sådanne epidemier, men WHO reagerede ved hverken at besøge Wuhan eller på anden måde foretage sig noget for at stoppe epidemien. Tværtimod frarådede man i begyndelsen enhver begrænsning i rejsevirksomhed, hvorfor epidemien fik lettere ved at sprede sig. Først da epidemien havde fået et globalt omfang, begyndte man at foreslå nedlukninger og isolation samt brug af beskyttelsesmasker. Det fortjener at blive nævnt, at de samme myndighedspersoner, som foreslog eller gennemførte sådanne nedlukningstiltag, ikke selv overholdt dem. Det gælder således medlemmer i den britiske regering, der afholdt lukkede fester, Californiens guvernør Garry Newsom, som med venner og familie spiste på en nedlukket restaurant, lederen af Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi, der tilkaldte en frisør, og rådgivere i staten New York, der selv på samme tid, hvor nedlukningen af staten blev praktiseret over for alle andre indbyggere og med hårde straffe mod lovbrydere, afholdt hemmelige narko-sex fester i offentlige kælderlokaler. Dette blev 4 år efter afsløret af en af deltagerne, lægen Jay Varma.

Senere, da de første vacciner blev udviklede, anbefalede man obligatorisk krav om vaccination og dertil hørende vaccinationstest for alle rejsende, i strid med menneskerettighederne. Det viste sig snart, at vaccinerne langt fra var så effektive, som først antaget, og befolkningerne rundt om i de enkelte lande udviklede i stedet naturlig resistens (fraset dem, der direkte døde af virussen).

WHOs håndtering af epidemien var en skandale, men endnu værre var det, der fulgte: så snart, at epidemien var ovre på grund af naturlig resistens, foreslog WHO, at man fremover skulle have uindskrænket ret til at pålægge alle medlemslandes befolkninger at lade sig vaccinere ved fremtidige epidemier, og at der skulle indføres et obligatorisk "vaccinepas".

Forslaget er et udslag af covid-19 katastrofen, men konklusionen er den stik modsatte: hvor det var kritikerne, der havde ret m.h.t. dens oprindelse i Wuhan, ineffektiviteten af de restriktioner, som blev sat i værk (nedlukning, brug af masker mv) samt de vacciner, som folk blev påtvungne, selv om de ikke virkede (folk blev syge alligevel), så vil WHO nu indføre en ny verdensorden, hvor den alene og uden at stå til regnskab for sine beslutninger, kan diktere verdens lande, at de skal påtvinge sine befolkninger bestemte "vacciner".

Tvangsvaccinering

Slaveri kan tage mange udtryksformer. Således blev i forbindelse med og efter udbruddet af covid-19 i de fleste lande indført påtvungen brug af masker, påtvunge "nedlukninger" af samfundet i ugevis og påtvungen vaccinering af befolkningen, herunder i form af vaccine-attester, til trods for, at ingen af disse overgreb havde nogen dokumenteret virkning med hensyn til smittespredning. Tværtimod har det vist sig, at "vaccinerne" har været fulgt af betydelige bivirkninger, der har påført tusinder af mennesker midlertidige eller vedvarende lidelser og i nogen tilfælde har ført til en sandsynlig overdødelighed på omkring 8-10% af de vaccinerede og ofte unge, ellers sunde mennesker. Ikke desto mindre forekommer forsøg på fra WHOs side til at gøre sådanne tiltag, der hidtil var anbefalinger, som hver enkelt stat kunne vælge at følge eller ej, til tvungne ordninger, hvis ibrugtagen kan besluttes af ikke-folkevalgte "eksperter" i WHO og uden, at der er nogen reel kontrol med eventuel misbrug af denne magt fx. over for personer, som ytrer sig kritisk om WHOs uansvarlige håndtering af covid-19 krisen. Derved undergraves menneskers ret til selv at beslutte over deres egen krop og sundhedssikkerhed, de reduceres til slaver for og af staten.

Det hører med til billedet, at 80% af WHOs budget kommer fra en organisation, der har til formål direkte at promovere afsætningen af medicinalvirksomheders tvivlsomme produkter. Det er så stinkende åbenlys en korruption, at det er ubegribeligt, at det overhovedet får lov til at finde sted.

Men det bliver værre endnu. USA og andre lande har i mange år haft et omfattende stofmisbrugerproblem. Af en undersøgelse af USAs stofmisbrugerproblems historie kom det frem, at adskillige stoffer, som nu er på forbudslister, oprindeligt faktisk blev promoveret som medicinske midler. Det gælder fx. morfin og heroin. Således blev de symptomer, som soldater fik efter misbrug af morfin under og efter den amerikanske borgerkrig 1861-5 betegnet som "soldatersyge", og senere blev heroin solgt lovligt som smertelindrende vaccine. Et tredie produkt, oxycodone, kom senere på markedet. Dette fører til den mest uhyggelige konklusion: i fremtiden kan et lignende produkt blive påtvunget verdens befolkninger som "vaccine" mod denne eller hin epidemi af WHO. Hvad forhindrer det? Intet.

Det er ubegribeligt, at alverdens regeringer ikke har meddelt WHO, at man under ingen omstændigheder vil finde sig i denne diktaturpolitik. Og det bliver bestemt ikke bedre af, at brugen af sådanne euforiske stoffer er velkendte i brug fra adskillige diktaturer i historien: Nazi-Tyskland, Sovjetunionen samt Nordkorea blot for at nævne nogle få eksempler.

I ældre tid havde mennesker måske den undskyldning, at de ikke vidste, hvad de var i færd med at gøre. De troede måske oprigtigt, at deres vacciner hjalp patienterne. Efter 150 års erfaringer gælder denne undskyldning ikke længere. Nu kender man effekterne, og, som eksempelvis det amerikanske firma "Purdue" har vist, kan en målrettet kampagne for at promovere et bestemt afhængighedsskabende produkt være en bevidst strategi for medicinalfirmaer, der ønsker større omsætning.

Narkomani

Som en særlig form for slaveri må nævnes stofmisbrug. Problemet ved de euforiserende stoffer er, at mennesker gøres afhængige af dem, både mentalt og biokemisk. Mentalt sker det ved, at hjernen og dermed den sunde fornuft ødelægges således, at mennesker ikke længere forstår, hvad der sker med dem. Biokemisk sker det ved, at kroppen vænnes til at modtage doser af giftstoffer og til sidst reduceres til en omvandrende giftlosseplads, indtil den dag, hvor kroppen opgiver på grund af en "overdose". Påfaldende nok er denne form for giftslaveri i mange tilfælde blevet forsvaret og endda retsligt implementeret i form af såkaldte "sprøjterum", hvor giftslaven på statens regning kan få sine doser af giftstof. Indirekte fremmes denne udvikling dels ved at "afkriminalisere" mindre mængder af giftstoffer, dels ved at undlade at straffe narkoproducenter og narkohandlere. Udviklingen er i visse tilfælde gået så vidt, at selv medicinalfirmaer har gjort det til en profitabel forretningsmodel at fremstille og sælge afhængighedsskabende stoffer, der sælges som "smertedræbende medicin", skønt det ret beset er narkotika.

I 1950-erne og senere har de amerikanske efterretningstjenester udført ulovlige biokemiske eksperimenter for at undersøge mulighederne for med stoffer at kontrollere personers opførsel og verdensopfattelse. Projektet er kendt under navnet "MK Ultra". Reelt er der tale om at udnytte euforiserende stoffer for at gøre mennesker til mentale slaver. Efter sigende har disse planer deres oprindelse i psykoanalysen, der udviklede planer om behandling af frustrationer med psykofarmaka (det vil sige psykokemiske produkter). Fra at have været et hjælpemiddel, der skulle hjælpe psykisk syge mennesker, er moderne psykofarmaka udviklet til at være et våben for myndighederne i deres undertrykkelse af befolkningen.

Det er den fagre nye verden, som venter os, hvis ikke politikerne nu tager sig sammen og siger "nej" en gang for alle. Det bliver nok det mest modbydelige diktatur, som verden nogensinde har set og vil komme til at se. Og det forsøges gennemført i vores levetid!

Voldtægter og sexslavehandel

Til Frankfurterskolens pseudovidenskabelige principper hører seksuel perversitet. Inspireret af kvaksalveren Sigmund Freud, den såkaldte psykoanalyses grundlægger, formulerede man en teori gående ud på, at mennesket foruden økonomisk undertrykkelse også kan opleve "seksuel undertrykkelse", og at revolutionær frigørelse også indebærer frigørelse fra begrænsninger i seksuel opførsel, de såkaldte ny-freudianske skoler. Dette indebærer, at man reelt legitimerer pornografi, voldtægt, prostitution og seksuelt misbrug af børn. Men tankegangen rækker langt videre: den indebærer, at alt, hvad der er videnskabeligt muligt, også skal være tilladt ubunden af etik eller medmenneskelige hensyn. Her er etik afløst af sociopati og psykopati, og meritokrater mener, at fordi at de har et eksamensbevis eller lignende, der kvalificerer dem på et bestemt område, har de også ret til at beslutte alt inden for dette område uden hensyn til følgerne for de mennesker, det går ud over.

Freuds psykoanalytiske metoder er blevet vurderet som stærkt tvivlsomme. Allerede i 1920 offentliggjorde den danske læge August Wimmer en artikel, "Om Psykoanalyse", hvori han stærkt advarer imod Freuds ensidige "graven efter sexuelle Komplexer", brugen af hypnose blev oplevet som problematisk af Freuds kollega, Joseph Breuer, og den danske psykiater Joseph Welner skrev i 1980 blandt andet om psykodynamiske opfattelser: "Hvis man stiller dem over for naturvidenskabelige krav om verifikation og falsifikation, vil de nok komme til kort." og metoden regnes ikke som en del af psykiatrien.

I USA men også i Europa er voldtægter og sexslavehandel et stigende problem. I USA fremkom problemet med den såkalde "me too"-bevægelse, der især rettede opmærksomheden mod voldtægter og seksuelle overgreb mod kvinder i Hollywood. Flere præsidenter, således Bill Clinton og Joe Biden, har været indblandede i sådanne sager. Blandt de prominente misbrugere er bl.a. filmproducenten Weinstein samt skuespillerne Bill Cosby og Kevin Spacey. Senere fik seksuelle overgreb mod mindreårige opmærksomhed ved den såkaldte Epstein-sag, der afslørede, at adskillige prominente personer var indblandede i sådanne overgreb. Men myndighederne har ikke villet offentliggøre de fortegnelser over medvirkende, som den pædofile Jeff Epstein førte over sine kunder og klienter, og disse er stort set ikke blevet retsforfulgte for deres ugerninger. I USA synes især folkeskoler at tiltrække sådanne perverse folk, og flere skolelærere er blevet dømt for at have haft seksuelle forhold med mindreårige. Påfaldende er, at det især er midaldrende kvinder, der har seksuelle forhold med drenge.

I filmen "Sound of Freedom" fra 2023 er der blevet rettet opmærksomhed mod den sexslavehandel med børn, som foregår i Caribien, Latinamerika, Asien og USA. Betegnende nok har adskillige medier forsøgt at blokere for at filmen vises eller forsøgt at miskreditere den. Ifølge en opgørelse er 320.000 børn smuglet over den mexikansk-amerikanske grænse "forsvundet" efter at være registrerede af de officielle myndigheder i løbet af Joe Bidens tid som præsident. Børn er en glimrende smuglervare: de kan "genanvendes" i flere sammenhænge modsat narkotika, der kun kan sælges een gang. Denne børneslavehandel organiseres af folk, der arbejder i både offentlige og i private organisationer, herunder kriminelle organisationer som MS13. Værdien af denne børneslavehandel er ansat til 150 milliarder US dollars.

I Europa forekommer sexslaveri med mindreårige især i form af såkaldte "barnebrude", indvandrerpiger der med vold sendes tilbage til deres oprindelseslande og her tvangsgiftes med udpegede ældre "ægtemænd". I flere af de berørte mellemøstlige lande har kvinder ingen rettigheder og kan ikke bevæge sig frit men er konstant under overvågning af mandlige "fangevogtere". I flere afrikanske lande har muslimske terrororganisationer, fx. Boko Haram, anvendt bortførsler og/eller voldtægt af mindreårige piger som terrormetode uden, at hverken de berørte stater eller verdenssamfundet aktivt har skredet ind.

Seksuelle perversiteter

Seksuelle overgreb forekommer også via den såkaldte trans-bevægelse, hvor selv små børn udsættes for propaganda og indoktrinering med det formål at bilde dem ind, at de ikke er biologiske drenge eller piger men tværtimod tilhører det modsatte køn, og efterfølgende lokke dem til eller påtvinge dem kirurgisk og medicinsk sterilisation, der gør det umuligt for dem at få børn som voksne. Denne propaganda promoveres af perverse folk, der føler en særlig pædofil glæde ved at ødelægge småbørns liv inden, at de selv forstår, hvad det udsættes for. De historiske rødder for denne tankegang må søges tilbage i anden halvdel af 1800-tallet i darwinismen, nærmere betegnet socialdarwinismen. Her udvikledes påstanden om, at den stærkeste og bedst egnede overlever. Charles Darwin selv drog den slutning, at uhelbredeligt sindssyge var evolutionens fejltrin, og at det af hensyn til menneskehedens overlevelse var en fordel, hvis sådanne personer med "arvelig degeneration" ikke fik mulighed for at få børn, dvs. at de skulle steriliseres. Denne tankegang blev i mellemkrigstiden og i de første årtier efter 2. verdenskrig udmøntet i regulær tvangssterilisering i mange vestlige lande. Siden blev sterilisering opgivet som moralsk forkastelig, men efter år 2000 har den atter oplevet et opsving, nu blot ikke mere som et "videnskabeligt" forsvarligt tiltag men snarere fremmet ved en massiv indotrinering af småbørn og skolebørn, der overtales til at lade sig udsætte for sådanne overgreb, som regel uden forældrenes vidende og samtykke. Undersøgelser i USA antyder, at overdødeligheden i form afselvmord er 12-20 gange (dvs. 1200-2000%) højere for folk, der har været udsat for "kemisk kastrering", sammenlignet med andre grupper.

Slutstenen i denne udvikling kom i 2024, da canadiske myndigheder besluttede, at folk med afvigende holdninger nu skulle udsættes for "obligatorisk gen-uddannelse" (mandatory re-education) for at sikre, at de fulgte myndighedernes fortolkning af pseudovidenskab. Det ramte i særdeleshed den internationalt anerkendte psykiater Jordan Peterson, der åbent havde talt imod at anerkende transseksuel propaganda i undervisningen især under henvisning til de skadelige virkninger, denne allerede da havde haft. Antallet af folk, der fortryder deres beslutning som børn, er stærkt voksende på få år. Men myndighederne ser det som en kærkommen lejlighed til undertrykkelse af fremtidige generationer, fordi "kønsskifte" reelt indebærer sterilisering af børn. Noget lignende er ikke forekommet siden 1930-erne, da metoden blev anvendt på "gale" mennesker på galeanstalter for at forhindre, at de fik børn.

Digital økonomi

I forlængelse af WHO's planer og ikke mindre alvorlig er visse myndigheders samt banksektorens planer om at gennemføre en total digital økonomi, hvor fysiske penge ikke længere eksisterer. Ved at sikre sig kontrol over dette digitale pengevæsen vil regeringer og banker fremover i bogstaveligste forstand kunne afpresse befolkningen til at acceptere deres diktater. I tilfælde af protester bliver de protesterendes bankkonti ganske enkelt spærret og gjort utilgængelige for ejeren, og ingen kan fungere uden adgang til penge. Dette blev i praksis gennemført af den canadiske præsident Pierre Trudeau, da lastbilchauffører protesterede imod nedlukningen under covid-19. Desuden kan staten og bankerne stoppe befolkningens adgang til egne penge ved at gennemføre en politik, hvor man kun kan få adgang til dem, til lån eller til kredit, hvis man opfylder statens og bankers diktater. Dette kaldes i diktatursproget for "social kredit". Hvis staten fx. vil forbyde kød som spisevare, kan man indføre, at digitale penge ikke længere kan bruges til at betale for kød overhovedet. Men afpresningsredskabet rækker videre: når pengemængden ikke længere afhænger af faktisk tilstedeværende værdier fx. i form af guld eller sølv, kan nye penge produceres i uanede mængder. Ganske vist vil en større pengemængde reducere pengenes faktiske købekraft, men netop dette kan bruges til at undergrave personers private formuer, fordi pengene reelt ikke længere har den hidtidige værdi. Staten kan således tvinge sin befolkning til at sælge faktiske værdier som fx land og privatbolig således, at det bliver umuligt for privatpersoner at eje disse i fremtiden og tvinge den til at leje sit hjem, kort sagt: man kan og vil genindføre middelalderens fæsteprincipper. Som det er blevet sagt: "befolkningen vil intet eje men alligevel være glad og tilfreds". Det er en vision, som bl.a. økonomer og politikere fra organisationen "Verdens Økonomiske Forum" (World Economic Forum) i Davos har formuleret for fremtiden. Ikke overraskende ledes organisationen af Klaus Schwab, søn af en nu afdød førende nazistisk industrimagnat.

Migration og kulturdiskrimination

Som endnu et eksempel på krænkelse af borgernes rettigheder må nævnes migration, især indvandring fra ulande. Ved at lade fremmede i millionvis indvandre opnår magtens repræsentanter at svække den nationale indstilling i de enkelte lande. Når der opstår modstand mod konkrete tiltag, kan eliten forsvare sig med, at der er uenighed, og at de derfor må "beslutte", hvad de finder er "bedst" for "helheden". Reelt drejer det sig om systematisk at undergrave borgernes rettigheder. Migration har derfor i årtier været en fast integreret del af elitens førte politik. En foreløbig kulmination blev opnået i 2015, da millioner af migranter fra Mellemøsten og Nordafrika (MENA) oversvømmede Europa. Formelt var det EUs ansvar at kontrollere de ydre grænser for fællesskabet, men i virkeligheden havde EU intet ønske herom. Senere blev migrationen fremmet ved såkaldt "familiesammenføring", der indebar, at hele familier inklusive fjerne slægtninge nu også skulle have ret til at blive "sammenførte" i Europa, ikke at migranterne skulle vende hjem. EUs menneskerettighedsdomstol afgjorde, at kriminelle ikke kunne udvises fra EU, fordi at det ville være en "krænkelse af deres ret til familieliv" som om, at denne ret alene kunne udøves i Europa, ikke i deres oprindelige hjemlande. Politikken minder i mangt og meget om den, som Josef Stalin tidligere havde praktiseret i Sovjetunionen, dog med den forskel, at hvor Stalin havde tvangsforflyttet hele folkegrupper internt i Sovjetunionen, er det netop indvandringen, der er kernen i EUs politik.

Denne migration er blevet kombineret med en politik gående ud på direkte at promovere indvandrernes kultur på bekostning af hjemlandets. En svensk minister blev berygtet på at udtale, at hun ikke mente at svensk kultur havde noget indhold eller nogen værdi sammenlignet med indvandrernes. I Danmark har kommunerne ligeledes gennemført en dybt diskriminerende anti-dansk kulturpolitik. Med Pia Kjærsgaards ord: "madhensyn, hensyn til ramadanen, accept af tørklæder eller for den sags skyld hensynet til kønsopdelt svømning har handlet om integration. For hvordan kunne de stakkels kvinder ellers få lov til at forlade hjemmets fire vægge? På den måde blev integration til det modsatte, nemlig ”segregation” eller slet og ret en slags apartheid, en offentligt accepteret opdeling mellem ”dem og os”." Hun tilføjer, at "imamer har sat lighedstegn mellem integration og reel adskillelse, har medført etableringen af parallelle samfund med egne normer og regler." Dansk kultur er blevet nedtonet blandt andet ved at indføre en besøgsafgift til statslige museer (som finansieres af befolkningen over skatterne) og endda ligefrem ved at nedlægge statsanerkendte egnsmuseer (fx. i Helsingør Kommune). Den danske befolkning er derved direkte blevet forhindret i at stifte bekendtskab med den kultur, som de er en del af.

Digital overvågning og censur

Siden terrorangrebet mod World Trade Center i 2001 har der i stigende grad været indført forsøg, især fra de amerikanske digitale firmaers side, på at overvåge og registrere al kommunikation på internettet og via mobiltelefoner. Oprindeligt skete denne overvågning angiveligt for at spore terroristers virksomhed, men den er senere i stigende grad blevet rettet mod regeringers politisk modstandere i bredeste forstand. Derved er privatlivets fred blevet undergravet og reelt afskaffet.

Krænkelser af ytringsfriheden er også blevet stadig mere udbredte, således i form af "forbud mod hadtale" og pålæg mod nyhedsorganer om censur rettet imod "misinformation" og "disinformation". Sådanne pålæg er bl.a. blevet udført af Joe Bidens regering overfor Facebook m.fl. medier. Eksempelvis forsøgte man at forbyde folk offentligt at mistænke, at covid-19 skyldtes en "læk" fra et epidemisk forskningslaboratorium i Wuhan i Kina. Senere er det blevet sandsynliggjort dels, at dette rent faktisk var tilfældet, dels at amerikanske sundhedsmyndigheder med Anthony Fauci og Peter Daszak i spidsen ulovligt havde finansieret den forskning i biokemiske våben, som her fandt sted. Også valgsvindelen i USA i 2020 har myndighederne forsøgt at fortie.

Den grundlovssikrede ret til at demonstrere blev i USA undergravet den 6. januar 2020, da retssindede vælgere ville protestere imod valgsvindel i valget 2020, ved, at statslige myndigheder indplacerede et ukendt antal hemmelige agenter fra sikkerhedsmyndighederne (CIA, FBI, DOJ) blandt demonstranterne, ikke for at holde øje med demonstraterne (det havde man politiet til, skønt de samme myndigheder forhindrede politiet i at få forstærkninger) men tværtimod for kunstigt at skabe voldsepisoder, der efterfølgende blev anvendt som begrundelse for at arrestere og dømme vilkårlige demonstranter og endda folk, som ikke havde været tilstede under demonstrationen. I adskillige tilfælde har disse arresterede personer end ikke været stillet for en dommer endnu 2 år efter begivenheden men befinder sig fortsat i fængsel. Man forsøgte at censurere filmoptagelser fra demonstrationen, idet disse har vist, at demonstranterne var fredelige og lovlydige - stik imod den propaganda som myndigheder og deres medløbermedier har promoveret. På den anden side har myndighederne ikke skredet ind over for den politisk motiverede gadevold, som Antifa og Black Lives Matter har begået i USA. Denne vold er direkte inspireret af den vold, som fx. Sturm Abteilung udførte i gaderne i Nazi-Tyskland i 1930-erne, herunder med malede slogans på vægge. Dermed er i parentes bemærket også et grundlæggende princip om ligestilling i forhold til loven tillige blevet undergravet af myndighederne og et politisk korrumperet retsvæsen. Frankfurterskolen begrunder denne accept af gadevold med dels, at "omvæltningen af det repressive samfund kommer stadig ikke af sig selv. Dertil kræves en revolutionær "klasse" og en revolutionær bevidsthed", dels en inspiration hentet fra såkaldte guerillabevægelser i udviklingslandene, idet "guerillateoretikernes ideer bliver .. overført på storbyernes ghettobefolkning". Man vender sig med andre ord direkte imod tanken om, at forbedringer i samfundet skal ske ved fredelig meningsudveksling og ikke-vold og hylder vold og terror som acceptable fremgangsmåder.

Politisk korrumperet embedsvæsen

Venstreorienterede revolutionære udviklede også en direkte foragt for retsstatsprincippet, idet man hævdede, at demokratiske juridiske love er "undertrykkende" over for "store dele af den indre befolkning" og fuldstændigt ignorerer, at langt de fleste love netop har til formål dels at beskytte samfundets svageste grupper, især børn, kvinder og gamle, dels at lægge begrænsninger på de socialt bedst stillede gruppers ubegrænsede frihed. Herfra er vejen ikke lang til helt at ignorere lovene og i stedet lade sig motivere af egne særinteresser, det vil sige legitimering af en total korrumpering af retsvæsenet.

Det politisk korrumperede retsvæsen er kun en side af et mere omfattende træk, nemlig et politisk korrumperet embedsvæsen. Men netop retsvæsenet spiller en særlig rolle, fordi at det er selve forudsætningen for sikringen af et demokratisk samfund. Hvis retsvæsenet er politisk tendensiøst, er selve ligevægten mellem de forskellige politiske holdninger afgørende forskubbet i den ene eller anden retning. Når kriminelle tilhørende en bestemt politisk retning går fri for ansvar for deres forbrydelser, er der ingen grænser for hvilke forbrydelser, de kan finde på at begå, inklusive mord og mordforsøg.

Således forsøgte en tilhænger af Demokraterne i USA at myrde den republikanske præsidentkandidat Donald J. Trump i juli 2024. Formodentlig blev attentatmanden selv efterfølgende dræbt, men det er muligt, at denne var en afledningsmanøvre for den egentlige attentatsmand. To ting taler for, at Demokraterne stod bag forsøget: det ene er en udtalelse af præsident Joe Biden fire dage tidligere, efter at have lidt nederlag i den første debat mellem de to præsidentkandidater: "Jeg har en opgave, og det er at slå Donald Trump. Jeg er sikker på, at jeg er den bedste person til at gøre det. Så, vi er færdige med at tale om debatten, det er på tide at sætte Trump i centrum af målskiven." Denne udtalelse kan dårligt nok opfattes på nogen anden måde end en opfordring til at myrde Trump. Det andet er, at Demokraterne har en lang tradition for mord og mordforsøg, således på præsident John F. Kennedy i 1963 og hans broder Robert F. Kennedy i 1968. Begge var kendt som tilhængere af racemæssig ligestilling, mens partiet havde det anti-sorte Ku Klux Klan som sin paramilitære fløj. Ved at myrde brødrene opnåede partiet to ting: dels at skaffe sig to martyrer, der kunne udnyttes i politisk propaganda, dels at forhindre brødrenes politik i at blive ført ud i livet. Også den sorte ligestillingsforkæmper Martin Luther King blev myrdet og utvivlsomt af samme grund. I de følgende 55 år, hvor Demokraterne styrede de fleste storbyer, oplevede de sorte ghettoer da også en kriminalitetsbølge helt uden sammenligning i amerikansk historie, undervisning blev erstattet med politisk propaganda, og familiesammenholdet blev erstattet af en omfattende stigning i antallet af skilsmisser i sorte familier, der gjorde de enlige mødre afhængige af offentlig støtte og dermed de Demokratisk kontrollerede rådhuse. I 1981 blev der gjort forsøg på at myrde den yderst populære republikanske præsident Ronald Reagan. Også andre fremtrædende republikanere har været udsat for mordforsøg, således Steve Scalise. Der kan derfor kun være ringe tvivl om hvem, der stod bag dette seneste mordforsøg. Et nyt mordforsøg på Trump blev afværget inden, at det kunne komme til udfoldelse.

Karaktermord

En særlig form for embedsmisbrug bør nævnes for sig: karaktermord. Offentlige embedsmænd indsamler "snavs" om fremtrædende personer for senere at kunne anvende det til enten at kontrollere den pågældende person eller for offentligt at tilsvine ham eller hende. Især i USA har personangreb en lang historie.

Denne form for personafpresning eller karaktermord går tilbage til J. Edgar Hoover, lederen af de amerikanske efterretningsvæsen, der angiveligt skulle have indsamlet denne type af oplysninger om fremtrændende personer i det amerikanske samfund, både politikere, embedsmænd, skuespillere, sangere og andre kunstnere. Men siden hans tid er fremgangsmåden fortsat og er i stigende grad også kommet i offentlighedens søgelys.

Et klassisk eksempel var forsøgene på at forhindre bestemte mandlige kandidater fra at blive udnævnt til den amerikanske højesteret, Supreme Court. I et tilfælde, Brett Kavanaugh, fremdrog man påstande om seksuel chikane og mulig voldtægt, som angiveligt skulle være foregået årtier inden hans kandidatur til højesteret. Forsøget på at tilsvine hans personlighed mislykkedes dels fordi det først fremkom så mange år efter, at det skulle være fundet sted, dels fordi det angivelige offer hverken var i stand til at angive tid eller sted for det påståede overgreb og endelig fordi stribevis af kvindelige jurister, der havde samarbejdet med ham gennem årene, alle gik ud med offentlige udtalelser, der på det bestemteste bestred en sådan opførsel fra hans side.

Under præsidentvalget 2016 i USA fremkom lignende påstande om en af kandidaterne, Donald J. Trump. Det blev hævdet, at han under besøg i Moskva havde inviteret prostituerede til sit hotelværelse, hvor de tissede ham i hovedet! Påstandene, der skyldtes en tidligere engelsk agent, Steele, hvis "efterforskning" var blevet betalt at hans Demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, blev aldrig bekræftede, og direkte adspurgt erklærede Steele selv, at han ikke anede, om påstande var sande eller ej.

Under præsidentvalget 2024 i USA fremkom lignende påstande om en af kandidaterne, Robert F. Kennedy Junior, der først forsøgte at blive valgt som Demokraternes kandidat, og da det ikke lykkedes opstillede som uafhængig. Det var dog først, da han trak sit kandidatur tilbage og støttede Republikanernes kandidat, Donald J. Trump, at der fremkom påstande om en affære med en kvindelig journalist. Kampagnen var tydeligvis drevet af Demokraterne, som frygtede at miste stemmer blandt Kennedys støtter i befolkningen, 5-10% ifølge meningsmålingerne, og som også, da han endnu var præsidentkandidat, havde forsøgt at forhindre, at han kom på stemmesedlen i flere stater.

Det afgørende er her, at embedsvæsenet misbruger sin magt og offentlige økonomiske midler til afpresning imod enhver, som måtte angribe deres embedsførelse eller som de på anden måde måtte føle sig truede af. Som ansatte i det offentlige og udstyret med særlige beføjelser er de som regel særligt beskyttede imod retsforfølgelse.

Planøkonomi

Støtten til planøkonomi har meritokratiet overtaget direkte fra stalinismen. Planøkonomi spiller en afgørende rolle for at legitimere embedsvæsenets magt og rolle i samfundet.

Tendenser til planøkonomi forekommer især i EU, hvor myndighederne med omfattende og ret vilkårlige dekreter pålægger medlemslande begrænsninger i disses økonomiske politik om alt fra agurkers krumning og kvoter på fiskede fiskebestande over hældningsgrader på klædeskabe til opkøb af overflødig vin, støtte til ineffektive "bjergbønder" og reguleringer af køretøjers virkemåde og udstødninger til såkaldt EU-finansierede projekter, der bruges til at promovere EU som foretagende ("EU har støttet dette projekt") til trods for, at det er skatteborgernes penge, som man uretmæssigt har tilegnet sig og nu bruger til at købe (bestikke) sig til deres støtte. Det er blevet påvist, at adskillige af disse projekter har vist sig at være i bedste fald totalt overflødige, i værste fald direkte skadelige for de berørte lokalsamfund.

Sammenfatning

Som de her omtalte eksempler viser, er der omfattende paralleller mellem de overgreb, som tidligere og nutidige totalitære stater har udøvet og udøver, og de tiltag, som nu forekommer i "demokratiske, vestlige lande". Det skorter tilsyneladende ikke på ideer, når det gælder om at omdanne befolkninger til slaver.

Oversigt

Den ovenstående gennemgang er langt fra fuldstændig. Der vil utvivlsomt kunne nævnes andre eksempler, som burde være omtalt. Men gennemgangen er omfattende nok til, at det er muligt at pege på en række fælles træk ved de totalitære ideologiers politik og handlemåde. Det følgende er et forsøg på at fremdrage en række af disse hovedtræk. For oversigtens skyld bringes de punktvis.

Etpartisystemet

Etpartistyret synes at være en fast bestanddel af de fleste totalitære styrer. Andre partier kan kun eksistere på det dominerende partis nåde. Et sådant partimonopol blev formuleret af en ledende bolsjevik, M.P. Tomskij, i 1927 således: "Under proletariatets diktatur kan der godt eksistere 2, 3 og 4 partier, men kun på én betingelse: Det ene parti ved magten, de andre - i fængsel. Den, som ikke kan forstå dette, har overhovedet ingen anelse om proletardiktaturets væsen eller om det bolsjevikiske parti."

I EU-sammenhæng tillades ganske vist flere partier, men systemet modarbejder aktivt partier, der ikke støtter EU. Man kunne kalde dette for et hydra-system, det vil sige eet uhyre men med mange hoveder.

En variation af etpartisystemet er det, som Karl R. Popper kalder for kollektivisme. Herved forstås, at et højere princip kaldet "nationen", "folket", "racen", "klassen", "religionen" eller lignende ophøjes til et mål i sig selv, hvor individet bør "indse sin egen ubetydelighed i forhold til denne kollektive enhed" og "blindt adlyde denne autoritet, identificere sin egen skæbne med dens skæbne" og kun har betydning "i kraft af sit eget tilhørsforhold til kollektivet".

Førerkulten

I tæt forbindelse med magtmonopolet står førerkulten, troen på den ufejlbarlige fører.

En førerkult blev først udviklet af Leninismen, hvor Lenin var den ubestridte og ufejlbarlige leder. Senere blev den overtaget af Stalinismen med Stalin som den nye, ufejlbarlige leder.

I det fascistiske Italien var Benito Mussolini den ufejlbarlige leder, "Il Duce". I Nazi-Tyskland var Hitler den ufejlbarlige leder. I kommunistkina var Mao den ufejlbarlige leder. I Nordkorea fik Kim-familien en nærmest religiøs førerstilling, først Kim Il-Song, senere Kim Jong-Il. I Vietnam var Ho Chi-Minh den ufejlbarlige leder. I Khmer Rouge var Pol Pot den ufejlbarlige leder.

Blandt latinamerikanske militærdiktatorer har kun få haft samme status. Nævnes må Juan Peron, der ligefrem gav navn til "peronisme" som førerkult, samt i noget afbleget skikkelse Salvador Allende.

I islamisk fundamentalisme er det de religiøse ledere, der indtager denne rolle.

En bemærkelsesværdig undtagelse er meritokratiet. Det ligger i selve ideologien, at magten ligger hos et mindre kollektiv, et oligarki eller en elite, der ofte træffer beslutninger bag lukkede døre og efter regler, hvor ingen af de medvirkende efterfølgende kan drages til ansvar for deres konkrete beslutning. Hemmelighedskræmmeriet er her selve nøglen til ordningens succes og magthavernes ansvarsfrihed.

Sammensværgelsesteorien

Udpegning af en gruppe af erklærede fjender af systemet er en anden fast bestanddel af mange totalitære styrer. Sovjetunionen var fuld af sådanne fjender: kapitalister, kulakker osv. I Tyskland blev jøder og kommunister (ofte sammenfaldende) tildelt samme rolle. I Kommunistkina fik "De Fires Bande" tildelt denne rolle efter Maos død. I islamisk fundamentalisme er det folk tilhørende andre religiøse trosretninger, der indtager denne rolle.

En variation af denne tankegang er det, Karl R. Popper kalder sammensværgelsesteorien. Herved forstås, at når der indtræder et samfundsmæssigt onde så som krig, fattigdom, arbejdsløshed eller lignende, så skal dette forklares som følgen af en bevidst plan hos en bestemt gruppe af samfundsfjender. Dermed retfærdiggøres også forskelsbehandling af netop den pågældende samfundsgruppe i forhold til alle andre.

Popper peger imidlertid på, at denne tankegang har et andet formål: at frikende den politiske ledelse for dens eget ansvar. Den er med andre ord udtryk for ledelsens "kolossale intellektuelle arrogance", dens "mangel på selvkritik og på forståelsen for den menneskelige erkendelses begrænsninger".

Sammensværgelsesteorien kan også anvendes imod enkeltpersoner, således blev Donald Trump af lakajpressen betegnet som "en trussel for demokratiet", skønt han blev valgt med et absolut flertal af stemmer af den amerikanske befolkning.

Fængsling og koncentrationslejre for politiske modstandere

I forlængelse af sammensværgelsesteorien ligger også legitimeringen af forfølgelse af de erklærede "fjender", ved fængsling eller endda ved mord.

Fængsling af politiske modstandere er en tredie fast bestanddel af de fleste totalitære styrer. I det Leninistiske og senere Stalinistiske Sovjetunionen var Gulag en fast bestanddel af styret fra dets begyndelse. Stalin praktiserede også mord på sin politiske modstander, Trotskij, og dennes tilhængere. Hitler kopierede dette system i form af koncentrationslejre i Nazityskland. I Cambodia under Pol Pot udgjorde tortur i S-26 en variant af samme system.

I meritokratiske samfund har fængsling og mord spillet en mindre fremtrædende rolle, men er ikke desto mindre forekommende. Mordene og mordforsøgene på amerikanske præsidenter, på hollandske og andre politikere er gode eksempler herpå.

Fængsling og eventuel henrettelse af politiske modstandere er ligeleges udbredt i militære diktaturer som Spanien og Portugal, åbenbart mest for at beskytte deres fortsatte eksistens. Derimod spillede ideologiske hensyn en minimal rolle som begrundelse i disse samfund.

Privilegiesystemet

I Sovjetunionen blev privilegiesystemet sat i værk og udvidet, hvilket Stalin forsvarede ved sin kritik af "ligedeling, ligemageri, nivellering af samfundsmedlemmernes behov oog personlige livsforhold". Under Stalin udviklede Sovjetunionen et tydeligt klassesystem bestående af et øverste lag af "en udvalgt gruppe bestående af den herskende politiske elite samt højtstående officerer, regeringsembedsmænd, videnskabsmænd og prominente forfattere og kunstnere." Nederste lag bestod af den arbejdende klasse, men også her fandtes "et arbejderaristokrati bestående af stødarbejdere og højt kvalificerede arbejdere."

Lignende systemer kendes også i meritokratier. Her er det perverse seksuelle og racemæssige mindretal, der nyder en priviligeret stilling fx. i form af krav om kvotering i bestemte stillinger som om at noget som helst andet end faglige kvalifikationer burde berettige til ansættelse. Forskelsbehandlingen giver sog også udtryk i, at folk tilhørende de priviligerede grupper kan tillade sig ting, som andre ikke kan, uden at blive straffet for det.

For EUs vedkommende må nævnes bureaukratiet i Bruxelles, Luxemburg og Strassburg. Denne elite udplyndrer praktisk talt alle andre og lever selv i luksus. Den har specielle forretninger for ansatte, hvilket giver mindelser om de særlige butikker for Sovjetunionens elite i 1930-erne, i mangt og meget EUs forbillede.

Planøkonomi

Princippet med planøkonomi blev indført i Sovjetunionen og har siden været en fast integreret del af især erklærede kommunistiske og socialistiske diktaturer, mens en lignende politik har spillet en mere tilbagetrukken rolle i fx. fascistiske og nazistiske stater, hvor den mest blev anvendt til gennemførelse af semimilitære bygge- og anlægsprogrammer, fx. motorvejsanlæg.

Planøkonomien har haft til formål at opnå visse fastlagte mål inden for en begrænset tidsramme, ofte 5 år (såkaldte 5 årsplaner). Som det snart skulle vise sig, var det af mange grunde svært eller endda umuligt at opfylde de opstillede mål. For at skjule dette begik man ofte statistisk manipulation: i stedet for at tale om fremgang i mængde talte man om procentuel fremgang, som regel med udgangspunkt på det værst tænkelige tidspunkt for at gøre "resultatet" mere imponerende i propagandaøjemed.

I moderne meritokratiske diktaturer har planøkonomien gennemgået en forandring: målet er nu ikke at opnå bestemte velstandsmål men snarere at styre udviklingen i en bestemt retning. Politikken går derfor ud på at gennemføre en bestemt "kvoteordning" for nærmere udpegede mindretalsgruppers repræsentation eller at tvinge samfundet fra en energiform til at bruge en anden uanset, om den er realistisk og uanset, om den reelt forbedrer miljøet. Karakteristiske eksempler herpå er en politik for at fremme elbiler på bekostning af andre miljøvenlige energiformer, at tvangsafvikle landbrug (med argumentet at køer producerer gasser), at opstille vindmøller i fredede områder osv.

Selve planøkonomien er blevet afløst af lovfæstelse: man pålægger "ved lov" stater at sikre, at de opfylder visse fastlagte normer inden for en nærmere fastlagt frist, man vedtager love alene med det formål at fremme (eller omvendt afvikle) bestemte produktionsformer osv. Mens lovene tidligere havde til formål at regulere menneskers indbyrdes opførsel, bliver de nu anvendt til at gennemtvinge planøkonomiske målsætninger.

Pseudovidenskab

Også pseudovidenskab er ofte en fast bestanddel af totalitære styrer. Videnskabens formål bliver at bekræfte den herskende ideologi. Det betyder, at al sand forskning udelukkes, forskere med forkerte forskningsresultater udgrænses og arresteres, og forskningen omdannes til et led i den statslige ideologi for at give denne en "videnskabelig" legitimering.

Allerede Lenin havde erklæret, at intellektuelle, der ikke ville støtte det nye terrorregime i Sovjetrusland, var "nationens lort". Allerede i 1920-erne blev store dele af den gamle intelligentsia "frataget deres position, drevet i emigration eller på anden måde uskadeliggjort". Særligt under stalinismen blev Sovjetunionen præget af en ny intelleligentsia, middelmådigheder, kvaksalvere og charlataner opnåede fremtrædende positioner på de akademiske anstalter og blev hyldet som skabere af en "ny" videnskab, mens litterære og videnskabelige genier blev udmyget, undertrykt og udryddet. Mest berygtet var Trofim Lysenko, der fra 1930 til 1962 var præsident for Akademiet for Landbrugsvidenskab og fra 1948 til 1965 var direktør for Videnskabsakademiets genetiske institut, men som var "komplet uvidende om de helt elementære principper i genetik og plantefysologi". En anden kvaksalver var Lepesjinskaja, der hævdede at have bevist eksistensen af "levende materie" uden for celler, og som fik Stalin-prisen for denne "opdagelse".

I Nazi-Tyskland var det især racelæren, der blev midtpunkt for pseudoforskning. Her præsterede den berygtede Hans F.K. Günther en psedovidenskabelig forskning, der blandt meget andet skulle påvise en ubrudt kontinuitet kulturelt og racemæssigt siden de første "germanere" slog sig ned i Norden. Teorier om "racerene" germanere blev underbyggede ved studier i kraniemåling af Otto Reche, "Rassen-Günther" og andre, mens teorierne om kontinuitet blev baserede på arbejder af Gustaf Kossinna og Gustav Schwantes.

I islamisk fundamentalisme indtager sharia denne tvivlsomme placering især med dens groft kønsdiskriminerende undertrykkelse af kvinder og piger.

I meritokratisk pseudovidenskab har især læren om "flydende køn" (engelsk: gender) stået i forgrunden. Man har i fuldt alvor forkastet Gregor Mendels eksperimenter og moderne genetisk videnskab og hævdet, at der findes et utal af "køn" og at "det køn, man føler sig som", vejer tungere end "biologisk køn". Disse påstande har åbnet vejen for, at såkaldte "transkvinder", det vil sige biologiske mænd, kan deltage i kvindesport og naturligvis vinde alle konkurrencer, og at voldtægtsmænd kan ende op i kvindefængsler, hvor de uhindret kan fortsætte deres virksomhed imod de kvindelige fanger. Ligeledes har det åbnet vejen for omfattende propaganda og indoktrinering i børnehaver og skoler, hvor umodne børn overtales til at "skifte køn", at få pubertetsblokerende medicin og at derved få ødelagt deres muligheder for at blive biologiske forældre.

Popper udnævnte det, han kaldte historicismen, som en særlig betydningsfuld pseudo-videnskabelig disciplin. Denne tankegang går ud på, at samfundsudviklingen styres af "en ubønhørlig historisk udviklingslov, som vi kan afdække ved et grundigt studium af fortiden, således at vi bliver i stand til at forudsige, hvad fremtiden vil bringe." Men historicismen går videre og hævder, at "den historiske udvikling faktisk også vil resultere i, at dette ideal bliver til virkelighed." Således hævdede marxisterne, at det klasseløse kommunistiske samfund ville være samfundenes endelige slutpunkt, mens islamistiske fundamentalister på deres side hævder, at netop islam er realiseringen af Guds rige på jorden.

En speciel undtagelse udgjorde Khmer Rouge-regimet i Cambodia. Her blev intellektuelle simpelthen henrettede. Alle sygehuse m.m. blev lukkede. Regimets historiske ideal var en tilbagevenden til det førmekaniske primitive landbrugssamfund, hvor alt arbejde foregik ved håndkraft.

Indoktrinering i børnehaver, skoler og på universiteter

Et markant træk i mange vestlige lande er den politiske propaganda og endda indoktrinering både i skoler og på universiteter. Undervisningen er ikke informativ men propagandistisk, det vil sige, at den er lagt an på at fremstille fx historie, biologi og kultur ud fra en bestemt synsvinkel.

Især i USA har racismepropaganda været et fremtrædende træk i skoler i sorte ghettoer. Men også i europæiske skoler gives tendentiøs omtale af fx slavehandel, hvor den europæiske trekanthandel mellem Europa, Afrika og Amerika får en fremtrædende plads, mens den muslimske slavehandel i Afrika forties eller nedtones. Desuden har den europæiske kolonipolitik været fremstillet som undertrykkelse af latinamerikanere, afrikanere og asiater, hvor imod de omfattende investeringer i kirker, hospitaler, skoler, administrationsbygninger, havne, jernbaner, veje, industrier og landbrug ikke omtales for deres betydning for landenes uddannelse og økonomi.

Ofte fremstilles den vestlige økonomisk og politisk indflydelse i udviklingslande som værende "imperialistisk", mens den modsvarende kommunistiske indflydelse betegnes som værende "solidarisk". Således opereres der med tendentiøse begrebspar beroende på hvilken part, der omtales.

Den politiske slagside i undervisningen genfindes også inden for andre emner.

I USA og Canada har indoktrineringen også ramt børnehaver, hvor børn udsættes for kønspropaganda og manipulation med katastrofale følger.

Statslig propaganda formidlet af myndigheder og presse

Statslig propaganda formidlet af myndigheder og presse (offentlig og privat) er et fælles træk ved totalitære styrer.

I Sovjetunionen havde aviserne "Pravda" og "Izvestia" status af officielle organer for statslig kommunistisk propaganda. Også radioen havde denne rolle. En særlig berygtet rolle havde Ilja Ehrenburg, som formidlede hadpropaganda under 2. verdenskrig.

I Nazi-Tyskland oprettedes et regulært propagandamilisterium ledet af Joseph Goebbels. I kommunistkina og i Nordkorea har presse, radio og tv haft denne rolle.

I meritokratske samfund er internettet, men også trykte medier, under stærk censur. Disse medier anvendes i stedet til at promovere styrets ideologi. I USA har præsident Barack Obama (eller Barry Sotoro som hans indonesiske navn retteligt er) indskrevet sig i historien som den, der indførte propagandapressen i landet. Det skete ved først at afskaffe pressens adgang til informationer fra det Hvide Hus og dernæst at tilbyde "nyheder" til særligt udvalgte journalister som "eksklusive historier" imod, at disse formidlede præsidentens udlægning af forholdene. Derved mistede pressen sin frihed og uafhængighed og blev reduceret til regimets faktiske propagandaapparat. Uafhængige journalister blev udsat for regulære angreb fra regimets side: tidsudtrækning, benægtelser, modarbejdning, pres, hævnakter, trusler om vold, overvågning og i visse tilfælde trusler om kriminelle retssager var redskaber i regimets pressepolitik. Senere udviklede det sig til, at visse medier systematisk drev propaganda på vegne af det Demokratiske Party og imod det Republikanske Parti, hvilket skulle få særligt stor betydning, da Donald Trump meldte sig som præsidentkandidat og senere blev valgt til præsident. Propagandapressen indledte da en regulær smædekampagne baseret på løgne, som blev formidlet af den forsmåede præsidentkandidat, Hillary Clinton, som via mellemaktører havde betalt en tidligere britisk efterretningsagent for at finde smudsige påstande om Trump. De fremsatte påstande blev løbende "lækkede" til pressen som "fortrolige oplysninger fra efterretningstjenesten", dernæst "kommenterede" i hele propagandapressen og resulterede i flere retsundersøgelser, der imidlertid endte uden dom, da de var grundløse og derfor ubeviselige. Pressens rolle som propagandaformidler blev imidlertid undergravet, da internettet kom frem. Det betød, at private journalister og andre, som ikke ønskede at lade sig underkaste regimets nåde eller formidle dets løgne, etablerede sig som private nyhedsformidlere for bredere og smallere emneområder. Forsøg på at kontrollere denne uafhængige nyhedsstrøm viste sig umulige at effektuere, da der blev etableret platforme, som lakajpressen ikke kunne få magten over.

I Demokratisk Kampuchea blev presse, radio og tv simpelthen afskaffet.

Omfattende censur og knægtelse af ytringsfriheden

Censur er et fast træk ved alle totalitære styrer. I moderne tid bryder man sig naturligvis ikke om at kalde tingene ved deres rette navn, så censuren omnævnes til "beskyttelse mod misinformationn" og "beskyttelse mod hadtale". Det siger sig selv, at det alene er elitens privilegium at afgøre hvad, der er misinformation eller hadtale og at disse kriterier fastsættes vilkårligt efter elitens aktuelle politiske dagsorden.

I Danmark har selveste Højesteret i mindst to tilfælde nægtet en retsforfulgt at forsvare sig ved på forhånd at udnævne det planlagte forsvar til at være hadtale uden overhovedet at have hørt eller set indholdet og hørt begrundelsen for det valgte forsvar.

I 21 af 27 medlemslande i EU er det forbudt ved lov at udtrykke visse holdninger til historiske begivenheder, og for at sætte trumf på, kan folk, der offentligt har givet udtryk for bestemte holdninger, blive arresterede og sat i fængsel i mellem 8 og 15 år uden at have været sat for en domstol først.

Adskillige pressemøder og platforme på internettet har udviklet et helt arbitrært sæt af normer og regler for hvad, der anses for hadtale eller misinformation. Sådanne regler blev blandt andet indført angående oprindelsen af covid-19 virussen. Senere viste det sig, at netop den således forbudte opfattelse viste sig at være den rigtige! Netop kun takket være oppositionens trods imod forbudet lykkedes det at nå frem til sandheden, på trods af censuren.

Bogafbrænding

Lidt overraskende synes også forbud mod bøger og bogafbrændig at være et fælles træk ved flere retninger af de totalitære ideologier. Således forestod ARK (Anti-Religiøs Kommission) under Kommunistpartiets Centralkomité i Sovjetunionen fra 1921 en systematisk destruktion af religiøs litteratur samt andre bøger, som man af ideologiske årsager var imod. I Nazi-Tyskland forestod Sturmabteilung offentligt bogafbrændiger. I Khmer Rouge blev alle bøger simpelthen forbudt.

Afskaffelsen af litteratur betyder fjernelse af information og dermed manglende viden og bevidsthed om forhold i befolkningen.

Gigantisme

Lidt specielt for flere kommunistiske lande var trangen til "mastodontisme, massivitet og ødselhed". Noget lignende forekom i Nazi-Tyskland. I nyere tid har det kinesiske kommuniststyre stået bag stribevis af mastodontiske byggerier og anlæg: vandkraftværker, vejanlæg, jernbaner, lufthavne, havne mv. Men også i meritokratiske lande viser der sig en trang til at etablere monumenter over egen storhed, fx. i form af lufthavne, kæmpebroer og supersygehuse.

Gigantismens formål er at vise regimets magt og evne til dels at beslutte dels at udføre "storværker". Sigende i denne sammenhæng er projekter, som EU har "støttet" (med pengemidler, som man har afpresset medlemsstaterne): de forsynes med en reklame, der oplyser, at "projektet er gennemført med tilskud fra EU". Formålet med dette er at opnå propagandamæssig velvilje i befolkningen. At mange af projekterne er komplet værdiløse og ofte forfalder få år efter deres gennemførelse gør blot denne propaganda så meget mere grotesk. Noget andet er, at mange projekter "forstørres" blot for at opnå EU-tilskud. Således blev et cykelskur, der skulle have tilskud, udvidet til at være et "turistinformationscenter", hvorved prisen kunne skrues op til et millionbeløb. Endnu mere grelt er det, at mange projekter med EU-tilskud har vist sig at være ren svindel. Et "universitet", der fik tilskud, viste sig at være en postkasse-adresse, der blev lukket kort efter, at tilskuddet var modtaget. Der havde ikke været nogen form for forudgående kontrol af tilskudsmodtageren. EUs trang til at opnå reklame samt en bugnende pengekasse, der skulle opbruges i løbet af regnskabsperioden, havde blokeret for enhver omtanke.

I propagandamæssig henseende udviser gigantismen ligheder med militarisme og imperialisme. Men hvor gigantismen er vendt indad, så er militarismen og imperialismen fortrinsvis vendt udad.

Politisk ensretning af kulturen

Kunsten er blevet ensrettet i mange totalitære systemer: malerkunsten formidlede både i Sovjetrusland og i Nazi-Tyskland "Kraft-durch-Freude". I bygningskunsten var gigantismen et propagandistisk udtryk for regimets evne til at bygge sådanne "storværker".

I USA har kulturen også haft en politisk funktion, men her har denne kun i ringe grad manifesteret sig i form af bygninger og monumenter. Derimod har man i stor udstrækning gjort brug af propagandistiske vægsmørerier kaldet "grafitti", af "omdøbte" pladser og veje samt af kulturpersonligheder, der bruges som propagandaformidlere for elitens holdninger. Udviklingen var så fremskreden, at selv den årlige "Oscar"-uddeling i Hollywood endte som en politisk manifestation, der til forveksling lignede nazisterne møder og parader i 1930-erne. Følgen var, at seertallene raslede ned, fordi ingen gad høre på propagandaen.

Også i Europa har man set lignende tendenser. Det gælder fx. det årlige europæiske melodi grand prix, der i vid udstrækning har promoveret perverteret livsstil (homoer, transseksuelle og lignende) på bekostning af musikkens kvalitet. Også her er seertallene raslet ned år for år.

Militærterror og gadeterror

Terror udført af militær og paramilitære grupper er udpræget i totalitære stater.

I Nazi-Tyskland udgjorde især Sturmabteilung (SA, brunskjorter) kernen i gadeterroren indtil, at Hitler følte sig stærk nok til at afvikle terrorbanden og erstatte den af en ny personlig "livgarde", SS. Det var SA, ikke SS, som stod bag terroren mod jøder, sloganer på vinduer osv.

I Sovjetunionen udvikledes en hel stribe af terrororganisationer, som regel med status af "sikkerhedspoliti" eller lignende: Tjeka, OGPU, GPU, NKVD, MGB og KGB.

I det socialistiske Østtyskland var Stasi den berygtede spion- og terrororganisation.

I det Mao-styrede kina fik sådanne organisationer ikke samme officielle præg. I stedet blev "studenter" mobiliserede til at terrorisere ældre kadrer, som Mao ønskede at slippe af med i den interne magtkamp, men fremgangsmåden var reelt den samme.

I det socialistiske militærdiktatur Burma har militæret været anvendt med samme formål.

I USA har Antifa og Black Lives Matter haft en tilsvarende rolle, indirekte styret af det Demokratiske Parti (jeg bruger stort for at understrege, at det her handler om partiet, ikke om demokrati og folkestyre).

Politisk korrupte domstole

Atter et fælles træk. Moskvaprocesserne i 1937 er vel nok de mest berygtede eksempler på dette, men eksempler findes også fra andre totalitære styrer.

Både i Nordamerika og i Europa har adskillige domstole udviklet en ny retspraksis, hvorved en lov kan tolkes eller omtolkes for at varetage en bestemt politisk anskuelse. I særligt grelle tilfælde inddrages andre love, som så hævdes at "overgå" den egentlige lov i vægt. Men med denne praksis bliver det umuligt for lovlydige borgere at overholde en lov, fordi ingen længere kan føle sig sikker på dens indhold og fortolkning. For at et retssamfund kan fungere, må loven være entydig, ellers er det en dårlig lov, og der hersker anarki.

Mens gadeterror repræsenterer fysisk vold imod befolkningen, repræsenterer de korrupte domstole juridisk vold imod befolkningen.

Militarismen

Militarisme er et naturlig led i totalitære staters opbygning. Hvor "sikkerhedsstyrker" fortrinsvist er rettet mod den interne undertrykkelse, er den militære opbygning sket som følge af den imperialistiske tankegang. Stalin begyndte oprustningen i Sovjetunionen i 1927 og fortsatte til sin død. Hitler begyndte oprustningen i Nazi-Tyskland efter magtovertagelsen i 1933. Maos diktatur hvilede fra starten på Den røde Hær, og efter hans død har kommunister fortsat oprustningen i landet med højteknologisk militær.

Militarismens formål er det samme som imperialismen, nemlig at vise regiments magt og formåen at omsætte denne i handlinger, der tjener til at opfylde dens formål. Men hvor gadeterror og vold mod retsprincuippet er rettet imod den indre befolkning, er militarismen rettet både indad til og udad til, mens imperialismen er udad vendt.

Ikke sjældent ledsages oprustningen af propaganda om regimets fredelige hensigter. Tit og ofte hævdes det, at det eneste formål med oprustningen er at bevare freden. Dette gælder også for store stater omgivet af små stater, der end ikke med deres bedste vilje kan udgøre en trussel for den store stat.

Imperialismen

Et fælles træk for flere totalitærer ideologier - men ikke alle - er imperialismen. Allerede Lenin havde udtalt: "Så længe, at vi ikke har erobret hele verden ..., så længe må vi forstå at drage nytte af modsætningerne mellem imperialisterne ... Så snart, at vi bliver stærke nok til at slå hele kapitalismen ned, vil vi straks tage dem i kraven."

Den italienske fascismes variant af imperialismen var kolonialismen, kampene i Tripolitanien og Abyssinien for at skabe et "Mare Nostra" i den østlige del af Middelhavet og Det røde Hav.

Nationalsocialismen interesserede sig ikke for kolonier, selv det gamle tyske koloniimperium opgav man. I stedet blev det "foreningen" af alle områder med tyske fler- eller mindretal, der blev sat i centrum for politikken, senere udvidet med "lebensraum"-politikken i Østeuropa.

Maoismen var fra starten imperialistisk. Man erobrede de selvstændige stater Manchukuo (Manchuriet) og Mengjiang (Indre Mongoliet) allerede ved maokinas etablering og fortsatte året efter med besættelsen af den selvstændige stat Tibet. Efter afslutningen af den Kolde Krig har kommunistkina væltet den demokratiske ordning i Hong Kong og efterstræbt overherredømmet over Taiwan (Republikken Kina), men samtidig har man med "belt and road"-programmet lagt rammerne for med "lån" og gældsætning af selvstændige lande at opbygge neokolonier i både Asien, Afrika og Latinamerika.

Imperialismen kan anses for militarismens logiske følge: her omsættes det forberedende arbejde til handling. Men formålet med at indlede krige kan også være et andet: at aflede befolkningens opmærksomhed fra de indre problemer i staten, der ofte er skabt af regimet selv. Desuden kan krige tjene til at legitimere censur "af sikkerhedsmæssige årsager".

Utopisme

Et fælles, underliggende træk ved alle totalitære ideologier er troen på det perfekte samfund, eller med Karl R. Poppers ord: utopismen. Alle de mange indskrænkninger i de demokratiske samfundsinstitutioner er begrundede med, at de er nødvendige for at skabe og sikre et fremtidigt paradis på jorden, hvor der ikke er plads til uenighed og fri debat.

Ligheder trods forskelle

I det foregående har vi set, at politiske systemer og ideologier, som tilsyneladende ligger langt fra hinanden og til tider endog har bekriget hinanden indbyrdes, udviser forbløffende mange ligheder. Hvorledes skal dette forklares? Det enkle svar er, at de alle er udtryk for samme tankegang og handlemåde, nemlig "elitens" ret til at styre samfundet, også selv om det sker i modsætning til det store befolkningsflertals ønsker. Den egentlige forskel ligger alene i hvilken gruppe, der hører til eliten, og hvem der ikke gør.

For kommunistiske og andre ideologiske sympatisører er det en selvopfattelse af, at de tilhører den "bevidstgjorte" del af befolkningen og derfor er selvskrevne til at lede en omformning af samfundet. En variation af dette er meritokrati, hvor det er folk med en bestemt akademisk uddannelse eller en stilling som kunstnere, journalister eller på anden måde "ansete" personer, der berettiger til deres særstilling. I teokratier er det mere specielt evnen til at tolke "den hellige bog", der legitimerer deres særstilling. For militære diktatorer er det slet og ret den væbnede magt, der muliggør deres position, som er den egentlige berettigelse. Fælles for hver gruppe er, at man mener netop sig selv som værende i den priviligerede situation der gør en ledende politisk position berettiget - modsat demokrati eller folkestyre, hvor de folkevalgte vælges for at repræsentere befolkningens holdninger.

Når sådanne uens elitegrupper støder sammen, må det komme til en magtkamp, og deraf udspringer deres indbyrdes konflikter. Når det sker, bliver det alene et spørgsmål om hensynsløshed og magtmidler hvem, der vinder. Men ideologisk er de kæmpende på samme side i og med, at de er imod folkets styre.

Det åbne samfund og dets forudsætninger

I det foregående har opmærksomheden været rettet imod de lukkede, totalitære samfund og deres kendetegn. Men hvad er deres modsætning: de åbne samfund? Hvordan kan de beskrives? Hvad kendetegner dem? I det følgende skal der forsøges at give bidrag til besvarelse af disse spørgsmål.

Det åbne samfund må hvile på to forudsætninger: dels må den enkelte indbygger være beskyttet imod enhver form for magtmisbrug, dels må den enkelte være sikret visse grundlæggende rettigheder og være pålagt visse pligter. De to forudsætninger er indbyrdes forbundne: undergravelse og krænkelse af de grundlæggende rettigheder er en betingelse for, at magtmisbrug kan finde sted. De grundlæggende rettigheder er betingelsen for, at befolkningen kan beskytte og forsvare sig imod magtmisbrug. Omvendt er selve formålet med magtmisbrug netop at undergrave disse grundlæggende rettigheder således, at magthaverne ikke behøver at tage hensyn til dem. Spørgsmålet er så meget vigtigere, da selve opretholdelsen af et samfundsfællesskab må hvile på den betingelse, at indbyggerne på forhånd har accepteret at opgive en del af deres uindskrænkede frihed og magt for at kunne nyde de fordele, som det er at kunne leve i et samfund fx. i kraft af arbejdsdeling.

Hvorledes kan disse forudsætninger sikres? Hvor går grænsen for den del af friheden og magten som må opgives for at kunne være en del af fællesskabet? Hvordan sikres, at denne grænse ikke overskrides?

Den første forudsætning for et åbent samfund er, at det er en retsstat, det vil sige, at det hviler på et fast, vedtaget sæt af love og andre bestemmelser, og at alle er lige for loven, det vil sige, at ingen er hævet over loven eller udstyret med særlige rettigheder i kraft af deres sociale position, økonomisk formue, magtmidler, næringsvej eller lignende. Staten er forpligtet til at sikre, at ingen er i stand til at tilegne sig urimeligt store formuer, og den kan ved lov pålægge indtægter skatter for at mindske social ulighed. På samme måde må ingen udelukkes fra retssikkerheden, og almindelige rettigheder kan kun indskrænkes, hvis de har krænket loven og derfor må påtage sig en på forhånd fastlagt straf for denne lovkrænkelse. Men ingen kan gøres fredløs i en retsstat, heller ikke ved lov og dom. Af samme grund kan slaveri ikke forekomme i en retsstat.

Illegale migranter er ikke omfattet af samfundets almindelige retssikkerhed, og de kan derfor tvangsudvises. Andre migranter, fx. med flygtningestatus, kan tvangsudvises, hvis de begår kriminalitet. Man er ikke flygtning hvis man begår lovbrud, så er man ganske enkelt en fjende af staten (forudsat at det er en retsstat). Med Hal Koch's ord: "Man må skik følge eller land fly". Nok er udvandring er menneskeret, men indvandring er en stats anliggende, og staten er forpligtiget til at beskytte dets borgere imod kriminelle indvandrere.

Men dernæst må det åbne samfund også udvise ansvar over for alle dets medlemmer. Dette indebærer, at de, der af den ene eller anden grund er svagere udrustede til at forsvare deres egen retssikkerhed, nyder statens støtte og beskyttelse. Til sådanne svagere grupper kan henregnes folk med fysisk og økonomisk svækkelse samt folk uden en juridisk magtstilling, herunder mindreårige, kvinder og oldinge. Først og fremmest er det statens ansvar at sikre, at enhver har ret til livet. Dette gælder også ufødte børnefostre. Livet begynder fra det øjeblik, da det kan registreres. Ingen forælder eller medicinsk sagkyndig har ret til at nægte et barn retten til at leve. Ingen har ret til at forkorte et andet menneskes liv. Ej heller har nogen ret til at forhindre et andet menneske i at leve et fuldt liv, inklusive retten til at få børn. Sterilisation ved overtalelse (indoktrinering) eller tvang er ikke tilladt, men voldtægtsforbrydere kan blive indespærret på livstid, hvis de anses for tilstrækkeligt farlige for andre borgeres sikkerhed, og deres frigivelse kan gøres betinget af en frivillig sterilisering.

Statens ansvar indebærer tillige, at staten har en pligt til at sikre, at de, der ikke evner selv at finde deres plads som bidragyder til det fælles vel, af staten anvises sådanne muligheder. Det er ikke nok, at staten sikrer dem en vis mindsteindkomst, den må også sikre dem et grundlag for at opretholde en selvværdsfølelse. Ansvarsprincippet må også indebære, at ingen på grund af egen svaghed tvinges til at acceptere vilkår, hvor modparten i kraft af en styrkeposition er i stand til at udøve afpresning imod dem. Dette indebærer, at åger er ulovlig. Rentenydelse kan kun finde sted som en belønning for en gjort investering, den må ikke ske som følge af en overmagt. På lignende måde er det samfundets ansvar at sikre, at ingen i betroede offentlige embeder misbruger deres magtstilling, fx. ved at fortolke love anderledes end deres ordlyd. Enhver lov må være så klar og entydig, at enhver kan forstå den uden at være særlig sagkyndig. Hvis dette princip ikke følges, kan ingen forventes at overholde loven.

Statens ret til at udøve magt gennem særlige embedsmænd, fx. ved politi, skal være reguleret ved faste love, der nøje fastlægger under hvilke forhold, på hvilken måde og i hvilken udstrækning en sådan magtudøvelse kan finde sted. Enhver magtudøvelse her ud over er ugyldig. Således kan staten ikke ved embedsmænd og folkevalgte ikke ved lov indskrænke grundlæggende friheder og andre former for retssikkerhed, heller ikke undtagelseslove. Herunder kan staten ikke indføre særlige tillægsbestemmelser fx. krav om særlige pas eller attester. Hvis der indtræder en epidemi, kan staten og lovgivningsmagten tilråde eller anbefale befolkningen at tage visse forholdsregler men kan ikke tvinge den til at gøre det.

Den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt må være fordelt således, at ingen kan udøve dem alle på samme tid. Den lovgivende magt har til enhver tid ret til at efterprøve, om lovene følges som vedtaget af de to andre magtinstanser. Hvis der er tilfælde, hvor retsgrundlaget for en domfældelse kan betvivles, er det fællesskabets ansvar at tilsikre, at en kreds af ikke personligt indblandede borgere underkaster den en fornyet prøvelse. Misbrug af domsretten kan føre til, at en beskikket retslærd mister retten til at udøve sit embede. Ligeledes kan læreres misbrug af deres stilling til propaganda og indoktrinering af mindreårige til skade for dem eller deres helbred straffes ved lov.

En tredie forudsætning er, at samfundet sikrer sine indbyggere visse friheder eller borgerrettigheder. Til disse hører trosfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, frihed til på anden måde (fx. ved arbejde) at bidrage til samfundets udvikling så længe, at sådanne bidrag ikke skader andre gruppers modsvarende rettigheder. Kun når alle kan bidrage til den åbne samfundsdebat, vil holdningsmodsætninger kunne brydes på fredelig vis, og argumenterne på alle sider må så føre til, at de bedst begrundede holdninger kan opnå størst mulig tilslutning ved, at der er de færreste argumenter imod dem.

Selve beslutningerne må træffes ved stemmeafgivning, hvor hver stemme tæller lige meget uanset hvem, der har afgivet dem. Beslutningsretten kan i begrænset udstrækning overdrages til en repræsentativ forsamling, men forsamlingen mister sin legalitet i samme øjeblik, at den ikke længere repræsenterer befolkningens holdninger eller er valgt ved frie valg; sådanne valg skal derfor ske med jævne mellemrum for at sikre, at de således folkevalgte til enhver tid står til regnskab for resten af befolkningen. Enhver lov eller beslutning vedtaget af en repræsentativ forsamling kan omgøres ved en almindelig folkeafstemning omfattende alle myndige borgere.

Skønt ytringsfriheden i princippet er ubegrænset, går der en grænse der, hvor man bevidst lyver om andre, især navngivne personer. Beviselig løgn er strafbar, fordi den krænker et andet menneskes hæder og ære. Beviselig løgn omfatter også fremstilling af falske billeder eller film, der viser folk foretage sig ting, som de ikke har gjort og ikke ville drømme om at gøre. Dertil kommer krænkelser af privatlivets fred. Sådanne misbrug af ytringsfriheden afgøres af retsvæsenet. En gråzone udgøres af de tilfælde, hvor misbrugeren kan være "i god tro" under henvisning til, at påstande skyldes andre. Her er det den oprindelige kilde til løgnene, som har begået den strafbare handling og som derfor er strafbar efter omfanget af den gjorte skade. I sådanne tilfælde kan den utilsigtede skadevolder alene pålægges en pligt til offentligt at rette sin egen fejl og give en undskyldning herfor. Derimod har enhver ret til at fremsætte sin fortolkning af en bestemt begivenhed og sin formodning om tings sammenhæng, når det gøres klart, at der netop er tale om fortolkninger og formodninger.

Foreningsfrihed omfatter retten til at danne frivillige organisationer for at dyrke fælles interesser og fremme deres formål, men friheden omfatter ikke retten til at stille krav til andre om at bøje sig for særkrav, eller retten til med vold og magt at gennemføre sådanne særkrav.

Borgerrettighederne omfatter offentlig sikret grund- og faglig videreuddannelsesret, sygesikring, arbejdsløshedsforsikring, alderdoms- og invalidepension samt retten til fri adgang til samfundets almene fond af viden og kultur. Alle borgere er pligtige til om fornødent og efter evne at forsvare samfundet mod ydre fjender, at sikre dets finansielle opretholdelse og til at følge de vedtagne love.

En fjerde forudsætning er, at ejendomsretten er ukrænkelig, fælles og privat. Den fælles ejendomsret gælder til naturens ressourcer, og enkeltpersoners eller private virksomheders særlige ret til at forvalte dem kan kun ske ved love og bestemmelser vedtaget af fællesskabet som helhed. Den private ejendomsret gælder til værdien af eget arbejde, når dette ikke er opnået på bekostning af andres ejendomsret. Privat ejendomsret kan kun gælde for den enkelte person, men fællesskabet kan opstille regler, der tillader at andre, fx. familiemedlemmer, i en vis udstrækning også nyder godt heraf, fx. ved arv.

En femte forudsætning er, at et samfund ikke kan overdrage sine rettigheder og pligter til internationale organer, men den kan deltage i et samarbejde i sådanne for i fællesskab med andre at opfylde dem. Konflikter mellem stater må afgøres ved dom i et neutralt retsorgan og efter regler, som et flertal af lande på forhånd var enige om. En stat, der ikke følger internationale retsaftaler, har ingen international retssikkerhed.

Som det gerne skulle være fremgået, er grundlaget for det åbne samfund egentlig alle dets medlemmer, og omvendt er det også her, at man finder den største trussel imod det. Jean-Jacques Rousseau formulerede det således i Samfundspagten (1762): "Hvis nogen derfor efter offentligt at have anerkendt disse samme dogmer opfører sig, som om vedkommende ikke tror på dem, bør denne straffes med døden. Thi han har begået den største af alle forbrydelser: han har løjet for loven." Hal Koch påpegede i Hvad er demokrati? (1945): "Demokratiet kan aldrig sikres - netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet."

Intellektuelles fascination af totalitære styrer

I det foregående har vi set, hvorledes den totalitære udvikling i de sidste 150-200 år i store træk er foregået i 3 udviklingsfaser:
- i det 19. århundrede var det den tradionelle overklasse, som forsøgte at forsvare sin priviligerede stilling
- i det 20. århundrede blev de afløst af en gruppe af "revolutionære", som med vold forsøgte at ændre samfundets magtforhold. Disse revolutionære bestod af to grupper, den ene samfundets absolutte bund, den anden intellektuelle og udvalgte folk fra overklassen, blandt dem Lenin og Bakunin.
- i slutningen af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede er det en ny overklasse, bureaukratiet eller embedsværket, som i kraft af sin lovfæstede magtstilling forsøger at forsvare sine privilegier.
Dette rejser spørgsmålet: hvilke personlige egenskaber er det, som gør, at en person udvikler sig fra at være demokrat til at blive totalitær?

Bent Jensen har i sin bog Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle fra 1984 dokumenteret, hvordan akademikere, kunstnere og andre støttede det stalinistiske diktatur i Sovjetunionen. I de afsluttende afsnit stiller han spørgsmålet, hvordan "intellektuelle - dvs. folk der primært bruger hjernen som arbejdsredskab - var i stand til at sige og skrive det, de sagde og skrev gennem en hel menneskealder om et af de mest brutale og destruktive regimer i historien." Han undersøger forskellige mulige forklaringer. Han peger på, at de intellektuelle skabte deres egen fantasiverden for at legitimere deres støtte, "uden forbindelse med virkeligheden". Han mener, at "mange intellektuelle havde et meget begrænset kendskab til historie, økonomi og filosofi; de følte sig derfor tiltrukket af et forenklet skema som det marxistiske om alle problemers løsning" og peger på, at de befandt sig "i et lukket system, hvor alle ens anskuelser, ja selv ordforråd, grammatik og syntaks blev ændret efter et bestemt mønsker." Han forklarer stalinisme som en "erstatningsreligion" og peger på "trangen til frygt eller behovet for djævlebilleder". Endelig peger han på, at når man engagerer sig så stærkt i en politisk sag, udvikler der sig en modvilje imod at indrømme, at man tog fejl: "Alle de ofre, man gennem mange år har bragt ... må ikke have været gjort forgæves."

Alle disse forklaringer kan rumme bidrag til at begrunde tilslutningen, men alligevel forklarer de meget lidt. Nærmest i en sidebemærkning peger han på, at stalinismen var "en livsanskuelse og et samfundssystem, der (tilsyneladende) anviste de intellektuelle en meningsfuld og betydningsfuld position i samfundslivet", og denne forklaring rummer nok kernen i den egentlige årsagsforklaring.

I et kapitalistisk samfund har de venstreintellektuelle kun meget lidt at byde på: de bidrager ikke til produktion og omsætning, de udfører ikke fysisk arbejde, de udgør ikke fundamentet i økonomien. Under disse forhold har intellektuelle let ved at hade kapitalismen, fordi de føler sig marginaliserede, og dette had legitimeres ved marxismens påstand om udbytning af arbejderklassen.

Den venstreintellektuelle tankegang tilbyder et alternativ: den stiller det totalitære planøkonomiske samfund i udsigt. I dette samfund har de vensteintellektuelle, der laver planerne, træffer beslutningerne og styrer staten, en central plads. Det legitimerer de venstreintellektuelle som centrale personer.

Samtidig kan de intellektuelle føle, at de "solidariserer" sig med arbejderklassen, fordi alle deres planer - naturligvis - kun har til formål at forbedre vilkårene for disse og at forhindre den "udbytning", der indgår som en del af had-grundlaget mod det kapitalistiske samfund.

Disse to bestanddele: hadet til kapitalismen og pseudosolidariteten i det alternative utopia, er de to elementer, der trækker venstreintellektuelle mod erklærede "socialistiske" stater og samfund.

De øvrige elementer, benægtelsen af problemer og forsvaret af alverdens uhyrligheder, er de redskaber, der tages i brug for at kunne fastholde og legitimere denne tiltrækning. De venstreintellektuelle lyver for sig selv og alle andre, fordi de ikke føler, at der er noget alternativ, efter som dette alternativ allerede er forkastet på forhånd.

Hvis eller når de almindelige argumenter om udbytning ikke længere duer eller rækker til, opfinder man andre, baserede på køn, etnicitet, seksuel orientering eller hvad, man ellers kan finde på. At man derved legitimerer perversiteter eller sindssyge, betyder ikke noget, for det gælder for enhver pris om ikke at legitimere det normale kapitalistiske samfund og dets værdigrundlag.

Dette forklarer også, hvorfor mange intellektuelle efter Den kolde Krigs afslutning har tilsluttet sig islamisk fundamentalisme: da Sovjetunionen brød sammen, måtte de intellektuelle finde sig en ny befolkningsgruppe, som den kunne være "solidariske" med. Det fandt de i palæstinenserne, der blev udråbt til at være "undertrykt" af Israel, og "et undertrykt folk har altid ret". Fra dette udgangspunkt har de intellektuelle udvidet deres støtte til at omfatte hele den islamiske fundamentalismes tankegods: sharialov, kvindeundertrykkelse, tvangsægteskaber for mindreårige piger osv. De har revideret deres tidligere holdninger således, at de nu kan tilpasses til accept af alt det, som de tidligere var imod, fx. ved at hævde, at det er udtryk for "etnisk kultur", som det vil være "diskriminerende" og endda "racistisk" at kritisere.

Denne søgen efter en erstatning for den ønskede centrale rolle i et kommunistisk styre kan forklare en god del af årsagen til, at venstreintellektuelle foretog skiftet fra kommunisme til islamisk fundamentalisme, men det er næppe hele forklaringen. I særdeleshed må det undre, at man så radikalt skiftede sit syn på kvinder og deres stilling i samfundet. Før skiftet brystede mange venstreintellektuelle sig af at have været fortalere netop for kvinders ligestilling og rettigheder. Hvorfor så en total venden ryggen til disse holdninger? Forklaringen er, tror jeg, et grundlæggende had til kristendommen og de værdier, som denne står for. Fælles for kommunismen og islamisk fundamentalisme er netop hadet til kristendommen. Så længe, at kampen for kvinders stilling kunne opfattes som en kamp imod et samfund hvilende på kristne "patriarkalske" principper, lod den sig forene med dette had, men da kvindernes ligestilling var opnået, gennemført og integreret også i den kristne indstilling, måtte hadet føre til, at man nu måtte vende sig imod ligestillingen, netop fordi denne var blevet en del af kristne demokratiske samfunds grundlag. For at begrunde dette holdningsskifte, måtte man gribe til argumenter der kunne legitimere et sådant skifte, og det fandt man i forsvaret af "etniske kulturer", selvom det ret beset er lige så absurd som at forsvare fx. slaveri.

Men hvorfor dette had til kristendommen? Svaret ligger atter i venstreintellektuelles selvopfattelse. Den går ud på, at akademisk viden opfattes som ultimativ. Kristendommens holdning, at naturen styres af naturlove, der afspejler, at den er gennemsyret af en almægtig fornuft, som det rækker ud over den menneskelige videns evner at forklare, opfattes som "farlig" for denne selvforståelse. Som i demokratier reduceres akademikere til folk, der kan bidrage til forståelsen af sammenhænge i naturen men ikke som orakler, der har det sidste ord. Men det er netop denne rolle som ultimative orakler, som pseudoakademikere stræber efter. Når målet bliver vigtigere end vejen, så blokerer intolerancen for, at man kan indrømme, at man tog fejl eller at andre har ret. Så vælger man korsfæstelsens vej.

Denne holdning er ikke ny. Den går tilbage til de ældste lukkede samfund. Her var det ofte et præsteskab, der styrede med begrundelsen, at det havde forbindelse med de højere, ufejlbarlige magter og havde magiske kræfter. Gennem magi og ritualer mente det at have indflydelse på naturens gang. I de moderne samfund har "videnskab" overtaget magiens rolle. Præsteskabets rolle skal stå uimodsagt, derfor skal det forsvares uanset hvad. Hvis dette indebærer menneskelige ofre, så er det en acceptabel del af prisen. Kvindernes ligestilling er ikke for høj en pris i denne tankegang.

Det er en syg tankegang, fordi den afspejler ligegyldighed med og endda foragt for medmenneskers ve og vel. Men netop næstekærlighed er det centrale budskab i kristendommen, og derfor er kristendommen denne egoismes sande modsætning og ubetingede fjende. Læg dertil kristendommens budskab at intet menneske er ufejlbarligt, og man ser, at kristendommen netop undergraver de to forudsætninger for det selvbestaltede præsteskab. Det er de samme to forudsætninger, som åbne samfund har som deres betingelser. Det forhold, at også mennesker, der skulle repræsentere kristendommen (fx. paven og biskopper) gennem tiderne har forbrudt sig imod den, ændrer ikke på, at kristendommen i sit inderste væsen er anti-totalitær, anti-magthaverisk. At folk hævder at handle i kristendommens navn betyder ikke, at de også altid gør det.

Sande intellektuelle ved, at deres rolle er via forskning, opdagelser og opfindelser at bidrage til at udvikle det kapitalistiske samfund. De kan komme med forslag og anbefalinger på grundlag af deres forskning og viden. Derved kan de yde tungt vejende bidrag til samfundets udvikling på lige fod med andre grupper. Men det er politikernes opgave at afveje deres forslag og anbefalinger mod andre hensyn og argumenter. Venstreintellektuelle er i bund og grund snyltere, der ikke drømmer om at yde bidrag på sådanne vilkår men mener, at de skal nyde en priviligeret stilling i samfundet. De kan finde støtte blandt andre marginaliserede grupper og personer, som i også føler og ved, at de snylter på samfundet og derfor hader dette, fordi de føler sig uden for fællesskabet og svigtet af dette. Det kan være "down and outs", folk uden arbejde, indvandrede etniske mindretal, journalister og meningsmagere, politikere, kunstnere og lignende. Disse grupper udgør det åbne samfunds største fjender, men de udgør også en samfundsreserve, som samfundet ikke har formået at inddrage og udnytte efter evne. Mange af dem er vidnesbyrd om, at fællesskabet ikke har løst sin opgave på forsvarlig vis. Men der er også nogle, som nægter at tage imod tilbuddet, når samfundet strækker sin hånd ud til dem. De få, som ikke vil acceptere samfundets grundlæggende spilleregler, er dem, som med Rousseaus ord har "løjet for loven".

Foruden denne forklaring må imidlertid peges på en anden, som er blevet fremhævet af den sorte samfundsdebattør og meningsdanner Candace Owens i forbindelse med hendes undersøgelser af den amerikanske præsidentkandidat Kamala Harris. Candace Owens peger på, at Kamala Harris stammer fra en overklassefamilie af datidige slaveejere på Jamaica. Da England ophævede slaveriet, mistede familien sin priviligerede stilling. Men ikke længe. Hurtigt gik den ind i politik og tilsluttede sig kommunistiske idéer. Ved at opnå politiske og administrative stillinger kunne den genetablere sin magt over befolkningen, blot fandt denne nu nye former. Ikke overraskende støttede familien senere Fidel Castros magtovertagelse på Cuba og fik tætte forbindelser til diktatoren. Hendes mor blev senere engageret i et ulovligt hemmeligt statsligt forskningsprojekt, MK Ultra, der havde til formål at undersøge mulighederne for at anvende narkotiske stoffer som middel til at manipulere med folks handlemåde og verdensopfattelse. Foragten for andre mennesker fik Kamala således "ind med modermælken" så at sige. På lignende måde forsøgte Lenin og Bakunin efter afskaffelsen af feudalismen i Rusland hver på deres måde at blive ledere af revolutionære bevægelser, som kunne bringe dem til magten. Magtbegæret havde begge i arv fra deres familie, således stammede Bakunin fra "et adeligt godsejermiljø", mens Lenin (og Marx og Engels) tilhørte "den borgerlige intelligens". Der var således visse paralleller til den priviligerede overklasse, der i det 19. århundrede havde forsøgt at fastholde sin særstilling. Holdningsmæssigt foragtede de befolkningen men i deres propaganda hævdede de at arbejde for dens rettigheder - uden nogensinde at opfylde deres løfter. Fælles for dem - og for Kamala Harris - er, at de skjulte eller stærkt nedtonede deres sociale baggrund. I virkeligheden var formålet at bevare deres magtmæssige overklassestilling.

Afsluttende bemærkninger

Jeg er nået til enden af min fremstilling, og lad mig sige det straks: jeg endte et ganske andet sted, end jeg havde forventet, da jeg startede.

Fra begyndelsen vidste jeg, at der ville blive tale om en historisk sammenlignende fremstilling af de mange forskellige totalitære ideologier. Jeg vidste, at jeg ville kunne uddrage visse fælles træk. Jeg vidste, at sammenligningen med vor tids meritokratiske samfund ville vise, at vi på ingen måde er sluppet fri af det lukkede samfund, og at mange af de fælles træk gentager sig nu som før. Jeg vidste, at denne konstatering ville være et direkte kritisk angreb på det samfund, jeg selv var en del af. Det var alt sammen forventet.

Hvad jeg ikke var forberedt på var, hvad der skete, da jeg forsøgte at trænge bag om disse beskrivelser og forstå årsagen eller årsagerne til de lukkede samfunds skabelse dels ved at se på forudsætningen for skabelsen af det åbne samfund, dels ved mit forsøg på at forklare og forstå, hvorfor at netop venstreintellektuelle i så høj grad havde tilsluttet sig og hyldet totalitære samfund. Den umiddelbare forståelse: at visse træk i sådanne samfund placerede dem centralt i modsætning til den mere marginale placering i demokratiske samfund, var let nok at opnå. Men det, der fulgte af den videre analyse, kom som en overraskelse for mig.

Ikke i min vildeste fantasi havde jeg kunnet forudse den centrale rolle, som kristendommen kom til at indtage i min analyse og forklaring. Men nu kan jeg end ikke med min bedste vilje indse, hvordan jeg kunne ende analysen på anden måde. Ikke mindre overraskende var det for mig, da jeg blev klar over, at jeg var endt samme sted som Erasmus af Rotterdam (ca. 1466-1536): man kan ikke adskille kristendom, moral og politik, de er sider af samme sag. Martin Luther og Machiavelli tog fejl. Eller måske sagt på en anden måde: kristendommen er selve grundlaget for moral og humanisme, og den manifesterer en bestemt tilgang til politiske problemer.

Villy Sørensen har gjort sig til talsmand for det synspunkt, at både den moderne videnskab og humanismen repræsenterede angreb på kristendommen, men jeg vover at mene, at dette ikke er en rigtig vurdering, tværtimod. Den moderne videnskab blev grundlagt ud fra antagelsen, at naturen var gennemsyret af Guds ånd og derfor måtte være logisk og fornuftigt indrettet. Dette førte til antagelsen om eksistensen af naturlove, og opdagelsen af sådanne lovmæssigheder har siden været naturvidenskabernes hovedformål. Det vil næppe være urimeligt at hævde, at denne tilgang har været en succes for menneskehedens forståelse af omverdenen. Med Martin A. Hansens ord: "I Dag kan det almindelige Menneske ikke have noget Forhold til ren Viden uden gennem Tro."

Humanismen kan vel bedst defineres som udledningen af sociale love og regler netop baseret på kristendommens menneskesyn. H.C. Branner påpeger i "Humanismens Krise", at angreb på humanismen for at svigte ved trusler fra totalitære anslag er en sammenblanding af begrebets egentlige indhold og et misbrug af det, hvilket er "en farlig og forvirrende ting". Den kristne humanisme forholder sig ikke passivt til sådanne angreb, men den påpeger, at svaret på angreb må være afstemt på en sådan måde, at man netop ikke forfalder eller lader sig lokke til at gøre det modsatte af det samfundssyn, som man vil forsvare. Derfor må humanismen "være ubetinget modstander af enhver form for autokratisk samfunds-orden, af vold som middel til afgørelse af politiske konflikter og af straffelovgivning som politisk våben".

Det forhold, at både videnskab og humanisme af visse mennesker misbruges til angreb på kristendommen og dens næsteansvar, betyder ikke, at de er modstandere af kristendommen. Det betyder blot, at der findes personer, som er rede til at manipulere med ordenes egentlige betydning. Videnskaben og humanismen står ikke i modsætning til kristendommen, tværtimod er de begge specialiserede iværksættelser og følger af dens livssyn.

Om læseren kan og vil følge mig hele vejen, lader jeg være op til den enkelte. Utvivlsomt vil nogle hævde, at jeg er gået videre, end de selv er villige til at acceptere. Jeg forventer både vrede reaktioner og forsøg på at forklare, at min analyse ikke holder og hvorfor. Selvfornægtelsen hos mange vil være stærk, og det er ikke let at indrømme, at man er faldet i et hul, hvorfra der kun er snæversyn, i stedet for at have besteget et bjerg, hvorfra udsynet er ubegrænset. Men sådan mener jeg, at det forholder sig.

Hvis der er noget, som jeg er blevet overbevist om, så er det den vigtige rolle, som kristendommen må spille i moderne samfund selv i det 21. århundrede. For at sige det enkelt og slagordsagtigt: kristendommen er den eneste vaccine, der findes til bekæmpelse af ondskaben blandt mennesker, også således som denne manifesterer sig i udformningen af vore samfund. Alle gode viljer til trods er det kun ved at gå tilbage til kristendommen, at vi kan bekæmpe den ondskab, der lurer i os alle.

Bibelen rummer en lignelse, som påpeger dette præcist: historien om den urene ånd. Der kan være grund til at gentage den: "Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første." (Lukas 11:24-26)

Sådan, tror jeg, at det er gået os i begyndelsen af det 21. århundrede. Vi har troet på, at vi lever i den bedste af alle tider efter afslutningen på Den kolde Krig, og det har gjort os blinde for, at menneskelig ondskab aldrig ophører. Både sekulariseringen af og den økonomiske velstand i vort samfund har gjort, at vi har åbnet vores sjæl for den urene ånd og ladet den flytte ind igen med "syv andre ånder, værre end den selv". Vi blev sårbare indad til på samme måde, som vi blev sårbare udad til, da vi nedrustede i troen på, at krigenes tid var forbi. Men evig fred varer kun til næste krig, og den, der ønsker fred, må forberede sig på krig. Den lektie har vi lært af krigen i Ukraine, men vi har i for høj grad overset kampen om vores ånd og sjæl.

Kampen mod de lukkede samfund må begynde i os selv. Mit håb er, at dette essay vil få enhver til at huske på at søge og tage sin daglige vaccine mod åndsformørkelsens forgiftning. Selvransagelse er det første skridt til helbredelse.

Litteratur

• Sharyl Attkisson: Stonewalled: My Fight for Truth Against the Forces of Obstruction, Intimidation, and Harassment in Obama's Washington; Harper 2014; ISBN 9780062322845
• Claus Bjørn:Fra reaktion til grundlov. 1800-1850" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11; København 1990; ISBN 87-89068-12-2)
• Daniel Alan Brubaker: Corrections in Early Qur'an Manuscripts. Twenty Examples; Lovettsville 2019; ISBN 13-978-1-949123-04-3
• H.C. Branner: "Humanismens krise" (i: Falkebog nr. 45 udgivet af Hans Reitzels Forlag A/S; København 1967; s. 5-26)
• Michael Böss: Det demente samfund. Historieløshed i nutidskulturen; Kristeligt Dagblads Forlag 2014; ISBN 978-87-7467-165-7
• Patricia Crone: Meccan Trade and The Rise of Islam; Princeton University Press 1987; ISBN 0-691-05480-0
• Erasmus af Rotterdam: Tåbelighedens Lovprisning. Oversat og indledt af Villy Sørensen; Viborg 1979; ISBN 87-01-77081-0
• Ole Feldbæk: “Den lange fred. 1700-1800” (i: Oluf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9; København 1989; ISBN 87-89068-11-4
• Aage Friis: "En Lægeberetning om Christian VIIs Helbredstilstand" (Historisk Tidsskrift, Bind 8. række, 1 (1907); s. 80-83)
• John Kenneth Galbrait: Det store krak 1929; Århus 1986; ISBN 87-01-68542-2
• Kristian Gerner (anmeldelse af: Bent Jensen: Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede, i Historisk Tidsskrift bind 104, 2004; s. 518-523)
• Vladimir Grossmann: Kosakland; København 1936
• Martin A. Hansen: "Eneren og Massen" (i: Falkebog nr. 45 udgivet af Hans Reitzels Forlag A/S; København 1967; s. 27-68)
• Michael Helm og Annegrethe Ottovar (red.): Mikhail Bakunin. Autoritet eller selvforvaltning?; Borgens Forlag 1979; ISBN 87-418-4821-7
• Edvard Holm: "Christian VII", i: Carl Frederik Bricka, (red.): Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814; Vol. III. (1. udgave). København, Gyldendal 1889; s. 511-515.
• Kristian Hvidt: "Det folkelige gennembrud og dets mænd. 1850-1900" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 11; København 1990; ISBN 87-89068-13-0)
• Ülo Ignats: Folkens fängelse. Nationalitetspolitiken i Sovjetunionen; Stockholm 1982; ISBN 91-7324-177-6
• Lis Jacobsen et al.: "fascisme" (Politikens Blå Ordbøger, Nudansk Ordbog, bind 1: Å-L; København 1953; s. 219)
• Bent Jensen: Gulag og glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20. århundrede; Viborg 2003; ISBN 87-02-01388-6
• Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle; Haslev 1984; ISBN 87-00-81912-3
• Bent Jensen: Tryk og tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig; Viborg 1987; ISBN 87-00-14774-5
• Carsten Jensen: Jeg har set verden begynde; 2. oplag; København 1998; ISBN 87-16-16230-7
• Knud J.V. Jespersen: “Christian 5. testamenter” (i: “Søfart Politik Identitet”; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Søfartshistoriske Skrifter XIX,Viborg 1996); s. 127-142
• Karsten Friis Johansen: "Platons og Aristoteles' statslære" (i: Politiske ideologier fra Planton til Mao; s. 7-39, 335)
• Erik Stig Jørgensen: "Partier og partimodsætninger 1848-1864" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901; 1980, s. 9-20)
• Erik Stig Jørgensen: "Den reviderede grundlovs tilblivelse 1864-1866" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901; 1980, s. 21-34)
• Carl Henrik Koch: "Enevælde af Guds nåde" (i: Politiske ideologier fra Planton til Mao; s. 67-100, 336)
• Hal Koch: Hvad er demokrati?; 4. udgave; Haslev 1981; ISBN 87-00-86072-7
• Jesper Vaczy Kragh (red.): Psykiatriens historie i Danmark; København 2008; ISBN 978-87-412-5146-2
• E. Ladewig Petersen: “Træfpunkt Odense 1560 og 1657 - og indimellem” (i: “Søfart Politik Identitet”; Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg: Søfartshistoriske Skrifter XIX,Viborg 1996); s. 65-80
• Odon Lafontaine: The Great Secret Of Islam; v.23.05.05.2024; ISBN 978-1-537-53910-2 (engelsksproget internetudgave fra den franske original: Le grand secret de l'islam; ISBN 978-1-517-01131-4)
• Ulrik Langen: "Kongen og filosofferne" (Fortid og Nutid 2002, s. 4-26)
• Erik Langkjær (red.): Politiske ideologier fra Platon til Mao; 3. udgave 1979; ISBN 87-567-3213-9
• Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Aarhus University Press, 1993; ISBN 87-89531-08-6
• Christoph Luxenberg: The Syro-Aramaic Reading of the Koran. A Contribution to the Decoding of the Language of the Koran; Berlin 2007; ISBN 978-3-89930-088-8
• Tiit Madisson: Maailma uus kord; Lihula 2004; ISBN 9985-897-17-X
• Tiit Madisson: Holocaust. XX sajandi masendavaim sionistlik vale; Lihula 2006; ISBN 9949-13-498-6
• John Stuart Mill: Om friheden; 1859 (her anvendt oversættelse til dansk ved Jesper Tang, ISBN 87-591-0058-3)
• Søren Nancke-Krog: Af jord er du kommet. Danskerne som jordbrugere gennem 6000 år; København 1982; ISBN 87-17-05008-7
• Flemming Steen Nielsen: "En kritik af den totalitære statstanke" (i: Politiske ideologier fra Planton til Mao; s. 315-334, 340)
• Niels Petersen: "Forlig og omgruppering" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901; 1980, s. 91-116)
• Henning Poulsen: "Nazisme og fascisme" (i: Politiske ideologier fra Planton til Mao; s. 266-285, 339)
• H. Roos: "Katolsk politisk teori" (i: Politiske ideologier fra Planton til Mao; s. 40-66, 335f)
• Jean-Jacques Rousseau: Samfundspagten; København 1987; ISBN 87-7245-1890
• Per Salomonsson (red.): Den politiske magtkamp 1866-1901; Paludans fiol-bibliotek; 3. oplag, september 1980; ISBN 87-72-30866-4
• Benito Scocozza: “Ved afgrundens rand. 1600-1700” (Oluf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 8; København 1989; ISBN 87-89068-10-6
• Per Salomonsson: "Venstregrupperne" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901; 1980, s. 35-56)
• Per Salomonsson: "Socialdemokratiet" (i: Den politiske magtkamp 1866-1901; 1980, s. 57-63)
• Karsten Schnack: "Revolutionære ideologier i vor tid" (i: Politiske ideologier fra Planton til Mao; s. 286-314, 340)
• Stephen J. Shoemaker: The Death of a Prophet. The End of Muhammad's Life and the Beginnings of Islam; University of Pennsylvania Press 2012; ISBN 978-0-8122-4356-7
• Stephen J. Shoemaker: Creating the Qur'an; University of California Press 2022; ISBN 978-05-20389-04-5
• Robert Spencer: Did Muhammad exist?; Revised and expanded edition; Post Hill Press 2021; ISBN 978-1-64293-854-8
• Viktor Suvorov: Jäälõhkuja (oversat: Isbryderen); Tallinn 1999; ISBn 978-9985-66-590-9
• Johannes Witt-Hansen: "Marxisme, leninisme, maoisme" (i: Politiske ideologier fra Planton til Mao; s. 173-230, 338)