Den kreative klasse

Den kreative klasse er et begreb og en pseudovidenskabelig teori skabt af den amerikanske økonomiprofessor Richard Florida. Begrebet dækker over en påstand om såkaldt kreative mennesker, der sætter gang i erhvervslivet. Begrebet blev behandlet i tre bøger: The Rise of the Creative Class fra 2002, Cities and the Creative Class fra 2004 og The Flight of the Creative Class fra 2007.

Richard Florida.

Et opgør med teorien findes i The New Urban Crisis: How Our Cities Are Increasing Inequality, Deepening Segregation, and Failing the Middle Class -- and What We Can Do about It fra 2017.

Kreativitetsfastlæggelsen

Florida har i sine bøger fremsat den påstand, at der i samfundet findes en gruppe af "kreative" – for USAs vedkommende omfattende op imod 30% af befolkningen – der angiveligt udgør nøglen til fremtidens udvikling. Kernen i denne gruppe er "kunstnere" så som kunstmalere, forfattere, filminstruktører, skuespillere, musikere, dansere, fotografer og lignende, men denne suppleres (for at give gruppen et større omfang) med it-folk, teknologer, mediefolk, arkitekter, lærere, naturvidenskabsfolk, virksomhedsledere, finansfolk, jurister og læger. Denne brogede forsamling har ifølge Florida visse mere eller mindre fælles træk, som altså skulle forene dem på tværs og som udtrykkes ved indekser (deres andele af befolkningen):

1. Boheme-indekset angiver andelen af "kunstnere",
2. Smeltedigle-indekset angiver den etniske integration,
3. Bøsse-indekset angiver andelen af bøsser eller lesbiske,
4. Bykerne-indekset angiver andelen af befolkningen i bykernen.

Floridas påstand er nu den, at hvor disse indekser sammenfaldende viser høje tal, er der en stærk "kreativ" klasse, og denne skulle være grundlaget for skabelse af økonomisk vækst. Senere har han imidlertid modereret sin holdning således, at der ikke er en direkte positiv sammenhæng mellem high-tech jobs og homosexuelle, men derimod at begge tiltrækkes af samme type steder. Med andre ord er sammenfaldet betinget af samme ydre årsager men ikke af nogen indbyrdes forbindelse.

For at lette forståelsen for den jævne borger, sammenfatter Florida beskrivelsen i de tre T-er: Teknologi, Talent og Tolerance. Det er de tre plus-ord i den kreative verden.

Samfundsmæssig baggrund

Floridas betragtninger hviler på den kendsgerning, at efter at vestlige samfund har gennemløbet udviklingen fra et bondesamfund, hvor flertallet af befolkningen var sysselsat ved fødevarefrembringelse, over industrisamfund, hvor en forholdsvis stor del af befolkningen ernærede sig ved varefremstilling og forædling, til servicesamfund, hvor tjenesteydelser (offentlige som private) har en overvejende rolle som indkomstgrundlag, er udviklingen nu nået dertil, at en voksende andel af befolkningen ikke mere kan yde en samfundsnyttig indsats og derfor må finde sit indkomstgrundlag inden for underholdningsbranchen.

Kritik

Florida er blevet udsat for en massiv kritik. Kritikken drejer sig dels om sammensætningen af den "kreative klasse", dels den indbyggede tendens til selvhævdelse og den dermed forbundne manglende selvkritik og manglende ansvarsfølelse, dels om holdbarheden af påstandene om den kreative klasses værdi for samfundet. En del af denne kritik har været temmelig håndfast, fx har Fred Siegel, forfatter til "The Future Once Happened Here - The Fate of America's Big Cities" i forbindelse med Floridas udtalelser om Belgien som kreativ og derfor farlig som konkurrent til USA kommenteret, at "Bruxelles, landets og Europas hovedstad, har en arbejdsløshed på 22 pct." og Joel Kotkin, forfatter til bogen "The City - A Global History", har spydigt bemærket, at New York ikke har brug for flere museer, men derimod en undergrundsbane, der fungerer.

Ikke kun i tilfældet Bruxelles er der afgrundsdyb forskel mellem Floridas vurdering og virkeligheden: Berlin, som rangerer højt med hensyn til gallerier, modeshows og cafeer, havde på samme tid en tårnhøj arbejdsløshed, og byer som Sydney og San Francisco, der begge skulle have de bedste forudsætninger for kreativitet, oplevede stagnation. Da Florida lavede en rangordning af svenske byer, kom Södertälje ind som den mest "kreative", men byen var ramt af høj arbejdsløshed, seggregation og stagnation. Omvendt: Gnosjö, som hos Florida lå nede på en 141 plads med hensyn til kreativitet, men hvor der hersker en entreprenørånd, havde landets laveste arbejdsløshed.

Manglende fællestræk

Det er blevet påpeget, at de grupper, som Florida samler under fællesbetegnelsen "kreativ klasse" i virkeligheden intet specielt har til fælles, og at det derfor giver et misvisende billede at betragte dem som en samlet gruppe. En forudsætning for, at der er en direkte sammenhæng ville være, at der viser sig samme grad af sammenhæng, når man behandler de enkelte grupper hver for sig, som når man behandler dem samlet – men dette er ikke tilfældet.

Florida angiver selv, at hans definition af den "kreative" klasse omfatter op mod 30% af befolkningen i veludviklede lande. Bag denne "definition" står imidlertid en yderst heterogen gruppe omfattende:

- ansatte indenfor forskning og ingeniørvidenskab, forskning og udvikling,

-ansatte i teknologibaserede virksomheder (hvad det så end omfatter),

-sysselsatte indenfor kunst, musik, kultur, æstetik og designvirksomhed,

-vidensbaserede næringsveje som medicin. økonomi og jura.

Florida bruger ikke tid på at forklare hvordan fx en advokat er "kreativ"! Men hans definition går i virkeligheden videre: den omfatter alle mennesker, for alle mennesker kan være "kreative" i en eller anden forstand. Men hvis det forholder sig således, bliver afgrænsning - og dermed hele definitionen - automatisk meningsløs.

Middelmådigheden i højsædet

Den danske historiker og forfatter Henrik Jensen har rammende om Floridas tankegang påpeget, at den er "luftig". Om den etik eller rettere totale mangel på moral og ansvarsfølelse men til gengæld partikularistiske selvhævdelse, som kendetegner de fleste folk i den kreative klasse, har Henrik Jensen skrevet: "Snarere end vejen frem, er det vejen ind i charlataneri, et middelmådighedens, talentløshedens og uduelighedens eldorado, hvor man knap nok behøver at lære noget, fordi man allerede har det hele i sig. Men som Bob Dylan har sagt: "Løgnen om, at alle bærer deres egen sandhed inden i sig, har gjort en masse skade og gjort folk tossede..."
...Dyrkelsen af den individuelle, instinktive, eruptive kreativitet hænger snævert sammen med jagten på en identitet, som i vores verden er et kaotisk, men nødvendigt projekt. "Jeg" bliver i behavioristisk forstand den, der uforklarligt gør sådan og sådan – henkoger mariehøns og udstiller dem, eller skyder vildt om mig i et klasseværelse.
At være kunstner har for længst mistet sin tilknytning til en særlig kunnen – kunst – der skal læres. Bevares, man kan da godt gå et stykke tid på et akademi for at vænne sig til tanken om, at man er kunstner, men nødvendigt er det ikke længere. Dybest set er vi alle kunstnere. Det er et aspekt ved den bohemisering, der i de seneste årtier er foregået med middelklassen, at vi idoliserer den selvudpegede avantgardekunstner som den, der om ikke ligefrem har fundet de vises sten, så i det mindste påstår at grave efter den. Avantgardekunstneren er vor tids profet, en frigjorthedens, overskridelsens, selvrealismens og lystens profet, som ufravigelig styrer mod den nærmeste moralske grænse, fordi grænsebrydning er, hvad det handler om. Går vejen over vanhelligelse, dyrplageri, vandalisering, bilafbrændinger, aborter på glas eller lignende, så er det blot så meget desto mere autentisk."

Virkeligheden

Påstanden om, at "kunstnere" i bred forstand altid har en positiv skabende indflydelse er uden hold i virkeligheden. Tværtimod kan det konstateres, at folk inden for kultur og medieverdenen ofte har alvorlige problemer. Adskillige har haft problemer med fx alkohol og stofmisbrug. Nogle (tilfældige) eksempler fra 2010:

Skandale-pigen på katastrofekurs (JP 25.09.2010)

Suede - som syet til Danmark (JP 07.08.2010)

Lady Gaga kan rydde MTV-bord

Stone Temple Pilots: Stone Temple Pilots

Farmand Winehouse som musiker

Rock-bassist fundet død på hotel

Pop-stjernes problemer fortsætter

Men fænomenet er ikke nyt, det har været kendt længe inden, at Florida opstillede sine teorier. Blandt tidligere ofre for lignende problemer (i 1960-erne) huskes skuespillerinden Marilyn Monroe, sangerinden Janis Joplin og musikeren Jimi Hendrix. Der er således en afgrundsdyb modsætning mellem Richard Floridas fremstilling og virkeligheden for ganske store dele af den kreative klasse.

Partikularisme

Den indbyggede påstand i Floridas teori om den "kreative" klasse som en per definition samfundsudviklende gruppe, der af samme grund kun kan gøre det rigtige og som derfor ikke kan kritiseres, kan betegnes som partikularistisk. Den spanske filosof José Ortega y Gasset har peget på, at partikularisme er blevet et fremtrædende træk i samfundet: Ulige grupper mener på den ene side ikke, at de behøver at tage hensyn til andre samfundsgrupper, og kræver på den anden side, at samfundet bør indrettes efter deres ønsker. Denne betragtning blev siden taget op af Thorkild Bjørnvig i essayet "70-erne" (genoptrykt i "Også for naturens skyld"), hvor han pegede på udviklingen allerede i dette tiår i Danmark som udtryk for en lignende tendens. Også Henrik Jensen tager dette emne op. Han peger på, at ældre tiders enhedskultur er blevet afløst af en multikultur, hvor hver subgruppe har deres egne mediekanaler, eget sprogbrug og egne værdier, og hvor udfaldet uundgåeligt er "den skrigende mangel på en normativ kerne. En etik, om man vil, eller bare: et sæt af sandheder." Uden fælles værdier og dermed forbundet sammenhold kan et samfund ikke trives.

Partikularismens anden side vedrører de, som - ifølge Florida - øjensynligt ikke bidrager til samfundets økonomiske udvikling i nævneværdigt omfang. Disse grupper omfatter alle de folk, der i det daglige medvirker ved fremstillingen af de produktionsgoder, som samfundenes borgere køber i så stor udstrækning, samt alle de, der i det offentlige bidrager til et vel fungerende samfund så som folk i sundhedsvæsenet, i uddannelsesvæsenet, i socialvæsenet, i politiet og tilsvarende steder. Folk fra disse grupper protesterer (næppe uforståeligt) imod Floridas påstande, som på ingen måde svarer til deres egen opfattelse.

Påstande tilbagevist

Andre har med udgangspunkt i dels samme nordamerikanske materiale, som Florida selv har anvendt, dels andet materiale undersøgt, om der kan påvises nogen sammenhæng mellem områder med en høj frekvens af "kreative" og økonomisk vækst, og er kommet til, at der ikke kan påvises nogen som helst positiv sammenhæng. Det viser sig endog, at for Floridas påstand om, at tolerance over for fx homoseksuelle og indvandrere er groft misvisende, idet der en direkte negativ sammenhæng mellem tolerance og økonomisk udvikling således, at jo mindre tolerance, desto større økonomisk udvikling og omvendt. Fx konstaterer Hoyman og Faricy, at:

"The poorest performing concept in the creative class theory is the tolerance measure, so poor that only the number of foreign-born residents related to any one of the five economic variables. ...Out of these 15 tests, 12 of the numbers are negatively correlated; meaning that not only did the individual tolerance predictors fail to achieve statistical significance, in 80% of our cases they were inversely associated with economic growt." (s. 19);
og:

"The creative class failed consistently across multiple statistical tests to explain any urban income or job growth" (s. 22);

Whyte konstaterer, at:

"Glaeser takes on its statistical basis, Florida's bohemian index. Using data from 242 cities provided by Florida, Glaeser, an economic geographer, found that the overall "bohemian effect" on economic growth in America was driven by two of the 242: Las Vegas and Sarasota, Fla. "Excluding those cities," he wrote, meant that "bohemianism becomes irrelevant. "Given that I will never believe that either Las Vegas or Sarasota stand as stellar examples of bohemianism, I will draw another conclusion," he wrote: "skilled people" – not artists, by any measure – "are key to urban success." ".

Glaser konstaterer i sin anmeldelse af "The Rise of the Creative Class", at "the gay population has a negative impact", med andre ord det stik modsatte af Floridas påstand, og at "there is no evidence to suggest that there is anything to this diversity or Bohemianism, once you control for human capital."
Steven Malanga har efterprøvet Floridas udsagn på dennes eget datagrundlag og konstaterer, at tværtimod Floridas påstande viser det sig, at de byer, som rangerer som de mest "kreative" nærmest underpræsterer de mindst "kreative" med hensyn til jobskabelse:

"..since 1993, cities that score the best in Florida's analysis have actually grown no faster than the overall U.S. jobs economy, increasing their employment base by only slightly more than 17 percent .. his top cities haven't even outpermormed his bottom ones", og om disse bundplacerede byer: ".. Florida's ten cities turn out to be jobs powerhouses, adding more than 19 percent to their job totals since 1993 - faster growth even than the national economy." Han fortsætter: "Jobs data going back 20 years, to 1983, show that Florida's top ten cities as a group actually do worse, lagging behind the national economy by several percentage points, while his so-called least creative cities continue to look like jobs powerhouses, expanding 60 percent faster than his most creative cities during the same period." Han sammenligner med en undersøgelse foretaget af "National Commission on Entrepreneurship" i 2001 kaldet "Mapping America's Entrepreneurial Landscape", der viser grove fejl i Floridas metode. Ydermere konstaterer han, at Floridas "kreative" byer ikke blot ikke er i stand til at tillokke kreative personer men endda mister dem, de har. At byerne alligevel vokser, skyldes tilkomst af ukvalificerede migranter og han konstaterer, at "the U.S. residents they loose are, by and large, better educated and wealthier than the migrants they attract."

Florida har i forhold til Malanga senere forsøgt at forsvare sig med, at det afgørende ikke er antallet af nye job, men derimod hvor godt lønnet de er, der er afgørende. Heller ikke det argument har stået uimodsagt. Klaus Mortensen har påpeget, at "det er langtfra sikkert, at der vil være en lønmæssig polarisering mellem de kreative og de ikke-kreative" og uddyber:

"For de kreative medarbejdere er det imidlertid et mål i sig selv at få lov til at lave kreativt arbejde, så mange kreative - især de yngre generationer på arbejdsmarkedet - vil stille sig tilfreds med lave indtægter. For de ikke-kreative vil arbejdet omvendt typisk være et middel til at tjene penge, og derfor vil de ikke-kreative stille større krav til minimumsløn, hvis de kan det." Han peger på, at der vil "være langt større spredning i indkomsten hos de kreative, hvor de mere succesfulde kan tjene mange gange mere en de mindre succesfulde." Skønt udsagnene vedrører Nordeuropa, har de sikkert almen gyldighed.

Florida er i virkeligheden enig med Malaga i dennes konstatering af, at "kreative" byer har svært ved at tillokke "kreative" medarbejdere. I kommentaren "Creative Class War" skriver han blandt andet: "the bigger problem isn't that Americans are going elsewhere. It's that for the first time in modern memory, top scientists and intellectuals from elsewhere are choosing not to come here." Men han forklarer ikke, hvordan dette kan være. Hvis han havde ret i sin udlægning af kreative byers tiltrækningsevne burde dette jo ikke kunne forekomme. I stedet for kritisk at se på sine egne analyser, gør han det til et spørgsmål om etniske og politiske konflikter, hvor Demokraterne gøres til exponenter for fremgang, Republikanere for det modsatte - en tolkning, der ikke er holdbar.

Et studie af 5 europæiske byer (Basel, Berlin, Galway, Skopje og Strassbourg) med udgangspunkt i et "kreativitetsindeks" og forholdet til talent, tolerance, teknologi, musikliv, gadekultur og aktivitet viste nærmest fuldstændig mangel på samvariation mellem de forskellige indikatorer og endda omvendt (negativ) sammenhæng mellem kreativitet og økonomisk vækst.

I et studie af nederlandske byer konstaterer Gerard Marlet og Clemens van Woerkens, at "it is not tolerance or openness to cultural or ethnical diversity that makes cities attractive to the creative class, but - beside job opportunities - aesthetic features like nature and historic buildings, and traditional amenities like culture and cafés. Or in a word: quality-of-place." Tværtimod viser deres studier, at tolerance ingen rolle spiller, eller i hvert fald at de anvendte metoder ikke kan påvise nogen sammenhæng.

Metodisk fejl

I en kommentar påpeger Ian David Ross, at der er en metodisk fejl i Floridas måde at beregne "kreativitet" på: metoden består i at vælge 4 faktorer, der tildeles lige vægt: koncentrationen af "kreative" arbejdere, et "high Tech"-indeks, antallet af patenter per person samt omfanget af homosexuelle partnere. Der gives ingen forklaring på, hvorfor disse 4 faktorer skal have samme vægt. I stedet bliver byer rangordnet efter hvor de befinder sig for hver faktor for sig. Det betyder, at byer kan rangere vidt forskelligt i de enkelte tilfælde. Således er Portland rangeret som nr 28 for kreative arbejdere, nr. 89 på "high Tech"-indekset, nr. 134 på patent-indekset og som nr. 12 på homo-indekset. I en opfølgning konstaterer han, at Marlet og van Woerkens analyse af kreatives bosættelsesvalg giver en langt bedre og mere veldokumenteret forklaring end Floridas egen "3 T"-forklaring ("3 T" = teknologi, talent, tolerance).

Opgøret

I bogen "The New Urban Crisis: How Our Cities Are Increasing Inequality, Deepening Segregation, and Failing the Middle Class -- and What We Can Do about It" indrømmer Richard Florida - mere eller mindre åbent - at hans teorier om den kreative klasse som bærere af en fremtidig vækst og økonomisk velstand har vist sig at være forkert. Allerede i 2009 indrømmede han i en artikel, "How the Crash Will Reshape America" i "The Atlantic", at han ikke troede, at det ville lykkes at stoppe den økonomiske krise. I et 2013-indlæg (en version deraf findes i bogen) på hjemmesiden The Atlantic Cities med undersøgelser af data vedrørende de økonomiske effekter af talentklyngning, indrømmer Florida, at den kreative klasse kun i ringe grad skaber afledte fordele. Fordele tilkom i stedet uforholdsmæssigt mere de kvalificerede videns-, professionelle og kreative arbejdere, hvis højere lønninger er mere end tilstrækkelige til at dække omkostninger til dyrere boliger disse steder. I bogens indledning findes denne indrømmelse: "I realized I had been overly optimistic to believe that cities and the creative class could, by themselves, bring forth a better and more inclusive kind of urbanism."

Status

15 år efter teoriens fremkomst var status således:

- at definitionen af den "kreative" befolkning var uforholdsmæssig bred og uhomogen,

- at folk, der tilhørte den "kreative" klasse pr definition blev anset som et gode, men

- at dele af den kreative befolkning i virkeligheden påviseligt havde store personlige problemer,

- at definitionen medtog personer, hvis "kreativitet" ikke var godtgjort,

- at definitionen frakendte produktionsarbejdere og almindelige serviceerhverv nogen rolle i byers kvalitet og konkurrenceevne,

- at Richard Florida havde indrømmet at der ikke er en direkte positiv sammenhæng mellem high-tech jobs og homosexuelle, men derimod at begge tiltrækkes af samme type af steder,

- at "tolerance" som medvirkende forklaring blev modbevist af faktuelle data, der snarere viste negativ sammenhæng,

- at de enkelte delelementer i "kreativitet" udviste stor variation, når de blev betragtet for de enkelte steder hver for sig,

- at beregningen af byers "kreativitetsindeks" var fejlbehæftet og at andre metoder gav mere overbevisende sammenhænge,

- at de steder, der rangerede højest med hensyn til "kreativitet", udviste de ringeste jobskabelsesevner og omvendt, at byer med dårligste rang med hensyn til "kreativitet", udviste de bedste jobskabelsesevner,

- at Richard Florida indirekte havde underkendt sin egen teori.

Litteratur

• Thorkild Bjørnvig: Også for naturens skyld. Økologiske essays. 1978
• Richard Florida: The Rise of the Creative Class, 2002
• Richard Florida: Cities and the Creative Class, 2004
• Richard Florida: The Flight of the Creative Class, 2007
• Richard Florida: The New Urban Crisis: How Our Cities Are Increasing Inequality, Deepening Segregation, and Failing the Middle Class -- and What We Can Do about It, 2017
• Henrik Jensen: Det ordentlige menneske; Kristeligt Dagblads Forlag 2009; ISBN 978-87-7467-040-7

Eksterne henvisninger

• John Daniel Davidson: "A Failed Urbanism" (National Review, 15. maj 2017)
• Richard Florida and Irene Tinagli: Europe in the creative age; 2004
• Richard Florida: "Creative Class War" (Washington Monthly, January/February 2004)
• Gary Gates, Richard Florida: "Technology and Tolerance: Diversity and High Tech Growth" (Brookings, December 1, 2002)
• Edward L. Glaeser: "Review of Richard Florida’s The Rise of the Creative Class"
• Michele Hoyman & Christopher Faricy: "It Takes a Village: A Test of the Creative Class, Social Capital and Human Capital Theories" (Urban Affairs Review, January 2009)
• Karrie Jacobs: "Why I Don't Love Richard Florida" (Metropolis, offentliggjort 22. februar 2005)
• Steven Malanga: "The Curse of the Creative Class" (2004)
• Gerard Marlet og Clemens van Woerkens: "Skills and Creativity in a Cross-section of Dutch Cities" (Tjalling C. Koopmans Research Institute, Discussion Paper Series nr.: 04-29)
• Ian David Moss: "Deconstructing Richard Florida" (2009)
• Ian David Moss: "Reconstructing Florida" (2009)
• Aaron Renn: "The Redemption of Richard Florida" (The American Conservative, 14. juli 2017)
• Murray Whyte: "Why Richard Florida's honeymoon is over" (Toronto Star, 27 juni 2009)