Dansk i læreruddannelsen/Verbum
Udsagnsord. Bøjes i tid efter følgende mønster:
A. Finitte former (som kan stå alene som hovedverbalet i en sætning):
- Imperativ (bydemåde) er det samme som stammen: mærk!; læs!; gå!
- Præsens (nutid) dannes ved tilføjelse af fleksivet -(e)r: (han) mærker; (han) læser; (han) går
- Præteritum (datid) dannes ved tilføjelse af fleksiverne, -ede eller -te eller ved en ændring i rodmorfemet (ved de såkaldte stækre verber): (han) mærkede; (han) læste; (han) gik.
B. Infinitte former (som ikke kan stå alene i en sætning)
- Infinitiv (navnemåde) dannes ved tilføjelsen af fleksivet -e (det almindelige) eller nul (ingenting) (ved visse stærke verber): (at) mærke, (at) læse, (at) gå.
- Supinum dannes ved tilføjelsen af fleksiverne -et, -te eller -t: mærket, læst, gået. Formen bruges til at danne sammensatte tider hvoraf de mest almindelige er:
- perfektum (førnutid): (han) har mærket; (han) har læst; (han) er gået
- pluskvamperfektum (førdatid): (han) havde mærket; (han) havde læst; (han) var gået.
- Gerundium dannes ved tilføjelsen af fleksivet -(e)nde: mærkende, læsende, gående. Formen bruges i sammensatte verbaler som fx (han) kom gående.
C. Tillægsformer
- Præsens participium (lang tillægsform eller nutids tillægsform). Den samme bøjning som gerundium, men afledt til et adjektiv: det springende punkt.
- Perfektum participium (kort tillægsform eller datids tillægsform, undertiden kaldet præsteritum participium): Den samme bøjning som supinum, men afledt til adjektiv (som kongruensbøjes i bestemthed og tal): en læst bog; den læste bog; de læste bøger.
Mange grammatikker skelner ikke mellem supinum/gerudium og perfektum participium/præsens participium mens andre betragter de første som bøjninger og de sidste som afledninger.
Tilbage til forsiden: Dansk i læreruddannelsen