Dansk i læreruddannelsen/Romantikken

Den moderne følsomhed 1770-1800

Man kunne nogle gange foranlediges til at tro, at historien er et pendul, der svinger frem og tilbage. Tiderne skifter og gamle værdier dukker af og til op og bliver moderne igen. Således ser man ofte, hvordan børn forkaster deres forældres levevis og vægter gamle værdier, som deres bedsteforældre eller oldeforældre gjorde. Hvis vi kigger tilbage i tiden, ser vi, hvordan 1600 tallets overspændte barok med dens storladne følelser overtages af rationalismen i 1700 tallets første del men afløses af endnu en omgang sentimentalisme og følsomhed omkring 1770. Dette varer frem til ca. 1800. Man kan sige at efter en udadvendt og rationel periode præget af trang til revolution og forandring, følger en indadvendt og følsom epoke, som fordyber sig i menneskets indre. Perioden 1770-1800 var således en følsom periode. Det kaldes også den nye følsomhed, sentimentalismen og førromantikken. Den foregående periode var rationalismen og oplysningstiden der, som navnet antyder, satte pris på oplysning, fornuft og rationalitet. Som et oprør mod denne tid, der ofte glemmer det hele menneske, opstår sentimentalismen i 1700 tallets sidste halvdel. Den strømmer gennem det meste af Europa og i Danmark bliver det Johannes Ewald (1743-81), der bliver den mest betydningsfulde digter i perioden. Under oplysningstidens rationelle og klare fornuft er der en tendens til at glemme menneskesindets anden væsentlige side, følelserne. Flere store forfattere og filosoffer oplever adskillelsen som et personligt erfaret og grundlæggende eksistentielt problem. Derfor opstår følsomheden ikke blot som en protest mod oplysningstiden men også som et korrektiv til den. Man fordyber sig i menneskets følsomme side med det formål at få det hele menneske til at blomstre i kærlighed ved friheden til at vise og mærke følelser.

På den filosofiske side er det den franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau (1712-78), der med bl.a. det pædagogiske hovedværk ”Èmile” formulerer programmet for den nye følsomhed. ”Èmile” er et tænkt opdragelseseksperiment, hvor Èmile kun skal lære det, han er parat til og har lyst til. Rousseaus mest kendte slagord er ”Tilbage til naturen” og er udtryk for hans utilfredshed med kulturen, som er blevet unaturlig og tvangspræget. Han vil forene menneskets natur med kulturen:

”Når man vil danne naturmennesket, behøver man ikke derfor at gøre ham til en vild og forvise ham til urskovens dyb. Hvad det gælder om, er, at han midt i samfundets hvirvel ikke lader sig rive med, hverken af sine lidenskaber eller af den offentlige mening, at han ser med sine egne øjne, føler med sit eget hjerte og ikke lader sig lede af nogen anden autoritet end den, han har i sin sunde fornuft.”

(Jean-Jacques Rousseau: Èmile, 1762)

I oplysningstiden er enkeltindividets frihed og religiøs tolerance et af grundlagene. Det hævder i hvert fald den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). I en artikel om oplysning skriver han, at han lever i oplysningens tidsalder, men ikke i en oplyst. Den lille nuanceforskel vidner om, at menneskene endnu ikke har opnået et oplyst stadium men stadig styres (eller hæmmes) af andre kræfter end deres egen fornuft. Kant er enig med Rousseau i, at man bedst forandrer verden ved at bruge sin egen forstand og ovenstående citat fra ”Èmile” er sidstnævntes bud på, hvordan man forener førstnævntes oplyste myndige borger med naturmenneskets umiddelbare evne til at (op)leve. En anden udenlandsk milepæl i følsomhedens historie er tyskeren Johann Wolfgang Goethes (1749-1832) ungdomsværk ”Den unge Werthers lidelser” fra 1774). Romanen er skrevet i brevform og handler om den unge mand Werther og hans indre sindelag. Werther lider af Weltschmerz som den begavede, men uudfordrede, mand han er. Hans borgerlige liv står slet ikke mål med hans indre følelsesliv, som er overdrevet til det yderste. Hele hans verden foregår i ham selv og han ender med at tage livet af sig selv på grund af en ulykkelig (indbildt?) forelskelse i en uopnåelig kvinde. Man kan ikke undgå at bide mærke i bekvemmeligheden ved at forelske sig i en kvinde, han aldrig kan få. På den måde kan han leve sine følelser helt ud i det ekstreme og det må naturligvis ende med selvmord. Hans aktive indre liv vil aldrig blive truet af virkelighedens grimme realiteter og hans elskede Lotte vil aldrig blegne i farverne, så længe hun kun er en fantasi. Werthers svulmende følelser kan altså aldrig svare til virkeligheden. Han vil det hele, lidenskabeligt, og kan derfor ikke holde den trivielle dagligdag ud. Den uundgåelige konsekvens er selvmordet og bogen satte efter sigende en selvmordsbølge i gang hos medrevne læsere, hvorfor bogen i 1776 blev forbudt i Danmark efter indgreb fra Det teologiske Fakultet.

Følsomheden i Danmark bliver især præget af Ewald. Men også en kvinde gør sig bemærket på det litterære felt. Charlotta Dorothea Biehl (1731-88) skriver i 1783 den 1000 sider lange roman ”Brevveksling mellem fortrolige venner”, hvori hun bruger 40 sider på at fordømme Werther-skikkelsen i Goethes roman. Hun finder den moralsk forkastelig, men idet hun bruger så mange sider på at nedgøre Goethes Werther afslører hun sin egen lidenskabelighed, som da også er styrende for hele hendes forfatterskab. Hun lærer at læse og skrive af sin bedstefar, meget mod hendes fars vilje, og da bedstefaderen dør forbyder faderen hende al omgang med bøger. Hendes lidenskabelige – og følsomme – væsen driver hende til at læse i smug og selvom hun er ved at få forfrysninger i fingrene af at holde på bogen, sværger hun at ingen og intet nogensinde skal stoppe hende i at læse. Hun skriver og oversætter skuespil, men på grund af sit køn får hun næsten ingen penge for arbejdet. Hun forbliver ugift og bor hos sin far til han dør, da hun er 46 år gammel. Hun overlever efter hans død ved støtte fra staten og forskellige mæcener.