Corioliseffekten

Corioliseffekten fremkommer ved jordens rotation og blev opdaget i 1835 af den franske matematiker Gaspard-Gustave Coriolis, der også har lagt navn til den tilhørende fiktive kraft, corioliskraften.

Virkning af corioliskraften på et stort vindsystem, her et lavtrykssystem over Island

Når jorden drejer, bevæger et punkt ved Ækvator sig meget hurtigere end et punkt ved en af polerne. Denne bevægelse skaber helt bestemte mønstre på jorden, f.eks. påvirkes vinde og havstrømme.

På den nordlige halvkugle blæser vindene temmelig forenklet fra nord mod sydøst, og havstrømmene roterer med uret. Men på den sydlige halvkugle går vindene fra syd mod nordøst, og havstrømmene roterer mod uret. Tordenbyger vil ofte, men ikke altid, rotere samme vej som lavtrykkene. På denne måde er corioliseffekten med til at påvirke forskellige biologiske fænomener på Jorden som f.eks. upwelling.

Det er dog en skrøne, at corioliseffekten får vandet i en håndvask til at danne en hvirvel, der roterer med uret på den nordlige halvkugle og mod uret på den sydlige halvkugle. Forsøg har vist, at corioliseffekten spiller ind, men andre bevægelser, der som regel vil opstå i vandet, er oftest stærke nok til at give et andet udfald. Det skal bemærkes, at en kilde hævder, at en vasks vandhvirvels rotationsretning bestemmes minimalt af Corioliseffekten ved fjernelse af bundproppen, da småhvirvler under fyldning og vaskens udformning i højere grad end Corioliseffekten bestemmer rotationsretningen.

Litteratur

• P. Andersen og M. Vahl: Klima- og Plantebælter; Tiende udgave ved Sofus Christiansen og Einar Storgaard; Gyldendal 1963